Sociale perspektiver 8788353648, 9788788353648

Citation preview

SOCIALE PERSPEKTIVER SOCIALPOLITIK FORANDRINGSSTRATEGIER FRIVILLIGE ORGANISATIONER HVERDAGSLIV

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

SOCIALE PERSPEKTIVER Redigeret af Birte Bech-Jørgensen Søren Kristiansen

Forskningsgruppen Arbejds- og Levemiljøer Aalborg Universitet ALFUFF

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

SOCIALE PERSPEKTIVER Copyright © 2000 ALFUFF og forfatterne

ISBN: 87 - 88353 - 64 - 8 Tryk: Handelstrykkeriet Aalborg Forside og lay-out: Kristin Falck Saghaug

Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er ifølge gældende dansk lov om ophavsret forbudt uden forfatterne eller forlaget ALFUFFs skriftlige samtykke eller aftale med Copy-Dan og Undervisningsministeriet.

Forlaget ALFUFF. Aalborg Universitet att. Lissy Hegland Kroghstræde 7 9220 Ålborg Ø tlf. 96 35 81 19

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Forord Tore Jacob Hegland Oprindeligt var denne antologi planlagt som en jubilæumsbog til 20 års dagen for Forskningsgruppen Arbejds- og Levemiljøer ved Aalborg Universitet. Således kom det ikke til at gå, og godt det samme. 'Rationel' planlægning og organiseren, uden plads til svinkeærinder, spontaneitet og afvigelser fra optrukne linier - inde eller udefrabestemte - har vel aldrig været særlig karakteristisk for forskningsgruppen. Og uanset jubilæumsudgangspunktet, så har bogen ikke været tænkt som en slags tilbageskuende dvælen ved gruppens historie. Den indhold søger snarere - direkte eller indirekte - at placere vor forskning ind i den aktuelle, danske virkelighed, i håb om at noget kan flyttes derved. Men dette skal jo ikke holde mig tilbage fra nogle refleksioner over forskningsgruppens opkomst og virke. Og ingen forventer vel iøvrigt, at jeg udelader det, ej heller at det personlige og subjektive bliver sløret bag en objektiverende maske. At forskningsgruppen officielt blev etableret ved Institut for Sociale Forhold, Administration og Politiske Institutioner i månedskiftet augustseptember 1978, var måske en tidsmæssig tilfældighed. Afstedkommet af et par bevillinger fra Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd og Socialministeriet, og konkretiseret ved de første ansættelser i gruppens informelle regie. (Formelt har instituttet altid været rammen, og som 'juridisk person' har forskningsgruppen faktisk aldrig eksisteret). Men ellers var det planlagt: Allerede via min arbejdslivsforskning ved Norges Tekniske Høgskole I Trondheim i 1960erne havde jeg besluttet, at jeg aldrig ville arbejde ved en højere læreanstalt uden samtidigt at have partnere, projekter, bevillinger osv., der kunne garantere et frirum for selvbestemt og selvorganiseret forskning hinsides finanslove, universitetspolitik, fremherskende faglige og ideologiske modsætninger mv. Den selvsskabte autonomi er det eneste, der

5 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Forord

i 'min verden' kan garantere en tilnærmet 'fri forskning'. Denne erkendelse, udprøvet under min sidste tid i Trondheim som leder af et fritstående arbejdsforskningsinstitut, og fastholdt ved Handelshøjskolen i København frem til 1977 med en lille, anarkistisk fungerende forskergruppe af sociologiog kultursociologistuderende, havde jeg altså med mig, da jeg kom til AUC som professor i sociologi. Også det sidste var iøvrigt en planlagt tilfældighed. Jeg havde sigtet mod et organisationsprofessorat, man valgte i sidste øjeblik også at søge professorstillingen i generel sociologi. Og jeg fik den, selv om jeg nok kendte (og foretrak) Weber mere end Marx, hvilket måske var lidt usædvanligt i de dage. En anden erfaring eller holdning havde jeg også med mig både fra Trondheim og København: Hvis man som samfundsforsker vil medvirke til at gøre verden til et tåleligt sted at være i, så må man - ikke uden risici vove at røre ved denne verden. Fortrinsvis i det nære, hvor deltagelsen er uoverskuelig og konsekvenserne også rammer én selv. Og gerne i det sære, det usædvanlige, der i sin anderledeshed ofte bærer kimen til forandringens mulighed. På godt og ondt. Men den, der ikke vælger, har også valgt. Forskningsgruppens identitet - og eksistensberettigelse? - hviler vel stadig på disse grundpiller, som jeg gerne tager et væsentligt ansvar for at have introduceret og vedligeholdt. Vi er både en del af og noget andet end det universitære; vores legitimitet skal ikke mindst begrundes i hvad vi gør, ikke blot hvad vi er, for eksempel med hensyn til akkumuleret, faglig viden og kompetence. Og forbundet med dette; vi vælger hinanden til at være sammen i gruppen, via fælles interesser, sympatier, holdninger og anskuelser. Dette garanterer bestemt ikke noget idyllisk fællesskab, men intet fakultet, institut eller 'neutralt' bedømmelsesudvalg skal beslutte hvem der skal være medlem af forskningsgruppen. Rådigheden over eksterne, økonomiske midler sikrer samtidig en betydelig tryghed i ansættelserne, indenfor en organisationsform, der grundlæggende er både diffus og gennemskuelig, patriarkalsk og kollegial på én og samme tid. Indtil videre har den bevist sin overlevelsesduelighed. Måske til overmål; her ligger nok en af vore øjeblikkelige udfordringer. Gennem godt tyve år har vi bevæget os fra det universitært set

6 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Forord

anderledes, halvt udenforstående og usynlige, men dog tolererede, til det mere inkorporerede og synlige, samt fagligt accepterede. Men hvad med anderledesheden i denne proces, den særhed og utilpashed, som vi selv må være mærket af, dersom vi virksomt skal kunne give mæle til de mennesker, tendenser og muligheder, der befinder sig hinsides den tilsyneladende mainstream af ubønhørlig 'udvikling' - magt- som bevidsthedsmæssigt? Måtte læserne af denne antologi kunne finde synlige spor af Rasmus Modsat, af Kællingen mod Strømmen (en norsk folkeeventyrsheltinde, der altid modsætter sig det snusfornuftigt uimodsigelige), af drengen overfor Kejserens ny klæder i de enkelte bidrag! Og måtte dette forhåbentligt kunne give anledning til nedladende kommentarer i en offentlighed, der måler samfundsvidenskaberne efter deres bidrag til rationelt at kunne begribe og styre, lige som det kartesiansk baserede hegemoni så skremmende smukt har demonstreret det indenfor vort tyvende århundredes naturvidenskaber I et forord takker man altid nogen og noget. Det store flertal af forskningsgruppens nuværende 12-13 forskere præsenterer imidlertid sig selv på bedste vis. Blot tre navne skal nævnes, af de ca. 30, der gennem årene har været medlemmer. Den ene er NOL (Niels Ole Lund), der var vor første ansatte forskningsmedarbejder i 1978 og fortsatte tre-fire år. Den anden er Ole Brandt Jensen, der var med fra 1980, til begyndelsen af 90erne. Uden disse to ildsjæle - med deres dybfølte og dog indbyrdes meget forskellige engagementer - ville forskningsgruppen formentlig slet ikke have eksisteret i dag. Den tredje er min kone Lissy, hvis rolle i gruppen jeg skal være den sidste til at analysere. Men dog den første til at karakterisere: I en bestandig umulig position, som den fremmeste bærer af kontinuiteten via følelsernes intelligens, sårbar og frygtløs i en kombination, der er de færreste beskåret. Bogens udgivelsesår er dateret til 2000. Vi nåede frem til millenniet. Det støder næppe nogen i gruppen, hvis jeg forudsiger, at de hver for sig og samlet - er usædvanlige og anderledes nok, til at miljøet - substantielt om ikke nødvendigvis strukturelt - vil fortsætte sit virke i adskillige år endnu. Aalborg, 1999

7 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Indholdsfortegnelse Indledning 11 Birte Bech-Jørgensen og Søren Kristiansen

Tema I - Socialpolitik og socialt arbejde

17

Samfundsbilleder - som baggrund for socialpolitik, socialt arbejde og forskning i sociale forhold 19 Tore Jacob Hegland Det udstødende samfund i historisk perspektiv 39 Tina Ussing Bømler

Tema II - Forandringsstrategier og brugerinddragelse

77

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk Janne Seemann

79

Brugerinddragelse i evaluering - hvorfor og hvordan? 111 Hanne Kathrine Krogstrup

Tema III - Frivillige organisationer

125

Frivillige organisationer i historisk belysning - Casestudier fra det sociale område 127 Peter Bundesen, Lars Skov Henriksen og Anja Jørgensen

9 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Indholdsfortegnelse

Frivillige og professionelle - et umage partnerskab Tove Imer

Tema IV – Hverdagsliv

171

185

Hjemløses boliger 187 Birte Bech-Jørgensen Samvær og fællesskab 211 - erfaringer og foreløbige betragtninger på baggrund af feltarbejde i et socialpsykiatrisk støttecenter Søren Kristiansen Barndommens verden 238 Inger Glavind Bo

Litteratur

268

Forfatterbibliografi

286

10 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Indledning Birte Bech-Jørgensen og Søren Kristiansen

Forskningsgruppen Arbejds- og Levemiljøer, som blev oprettet i 1978 af professor ved Aalborg Universitet Tore Jacob Hegland, har altid haft blik for de skæve, de udstødte, de usædvanlige mennesker og miljøer. I godt og vel 20 år har forskningsgruppen gennem case-studies beskrevet mangfoldigheden i det sociale liv og den lokale egensindighed og opfindsomhed. Opgaven har ikke bare været at fortolke og forklare, men også at støtte den udforskning af virkeligheden, som foregår i mange forsøg på at finde alternative veje i samfundseksperimenter og socialpolitik. De videnskabelige metoder har hovedsageligt været kvalitative: aktionsforskning, deltagerobservation og kvalitative interviews. Der er kun i særlige tilfælde blevet anvendt generaliserende tilgange og hårde data. I en evalueringsrapport fra 1995 beskrives forskningsgruppen da også som et nationalt centrum for en særlig forskning, der har handlet om centrale socialpolitiske problemstillinger. Forskningsgruppen kan glæde sig over, at evalueringsrapporten fremhævede dens kompetence og livskraft. Samtidig anbefalede rapporten, at gruppen i højere grad demonstrerede, at emner og metoder også var diskursivt centrale. Forskningsgruppen besluttede sig derfor for at sætte nogle refleksionsprocesser og diskussioner i gang. Et resultat var en seminarrække om videnskabsteori og kvalitative metoder i den socialpolitiske forskning. Et andet resultat er den forhåndenværende artikelsamling. Artikelsamlingen indeholder fire hovedtemaer: 1) Socialpolitik og socialt arbejde, 2) forandringsstrategier og brugerinddragelse, 3) frivillige organisationer og 4) hverdagsliv. Det er temaer, der tilsammen tegner et nogenlunde dækkende billede af forskningsgruppens mest centrale arbejdsområder. Det skal dog nævnes, at artiklerne ikke i samtlige tilfælde afspejler de enkelte forfatteres aktuelle og primære forskningsprojekter. Nogle projekter er gjort færdige, og nye er kommet til, mens artiklerne er blevet skrevet. Artikelsamlingen skal derfor snarere ses som en præsentation af

11 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Indledning

gruppens centrale forskningsfelter, end som et still-billede af de enkelte medlemmers aktuelle arbejde. Socialpolitik og socialt arbejde Det første tema handler om forholdet mellem samfundsmæssig udvikling, socialpolitik og socialt arbejde. I artiklen Billeder af den samfundsmæssige udvikling - som baggrund for socialpolitik, socialt arbejde og forskning i sociale forhold diskuterer Tore Jacob Hegland samfundsvidenskabernes betydning for socialpolitikken. Og i artiklen Det udstødende samfund i et historisk perspektiv forholder Tina Ussing Bømler sig kritisk til de socialpolitiske antagelser, der er med til at fastholde normalsamfundets udstødning af de svageste sociale grupper. Tore Jacob Hegland kritiserer de samfundsvidenskabelige forståelsesformer, der reducerer samfundsudviklingen til en lineær proces, hvor fortid afløses af nutid, der afføder fremtiden, i en nærmest ubønhørlig fremadskriden. At socialforskere ydermere er uenige om, hvilke metaforer der bedst beskriver disse processer, vidner om at der i stedet er tale om en samtidighed af forskellige livsmåder og kulturer, hvoraf en eller flere er dominerende. Hvis den eller de dominerende livsmåder betragtes som de eneste, og hvis socialpolitikken følger sådanne generaliserende betragtninger, vil behandling, forebyggelse og omsorg kunne få negative konsekvenser for mennesker, som lever på andre måder, eller som har særlige lidelser og problemer. Tore Jacob Hegland skitserer dels, hvordan kvalitative forskningsmetoder er velegnede til at opfange og beskrive disse forskelle, dels hvilke forskningsmæssige konsekvenser dette kan have. Tina Ussing Bømler tegner et billede af en historisk udvikling af de måder, udstødte mennesker er blevet behandlet på fra reformationen og frem til den moderne velfærdsstats sociale reformer. Hun beskriver, hvordan tiggeriet blev sat i system omkring reformationen, og de fattige blev opdelt i værdigt og uværdigt trængende. I det 17. århundrede vandt den såkaldt 'store indespærring' i anstalter for gale, tiggere og vagabonder frem. I midten af det 19.århundrede anlagdes fattiggårde både i byer og på landet, og samtidig begyndte sindssyge og åndssvage at blive udskilt og anbragt på

12 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Indledning

særlige anstalter. Disse er siden blevet kaldt totalinstitutioner. Artiklen fremstiller det 20.århundredes socialreformer og slutter med en beskrivelse af opløsningen af totalinstitutionerne og nogle refleksioner over forholdet mellem normalitet og udstødning. Forandringsstrategier og brugerinddragelse Det andet tema handler om forandringer i organisationer og om metoder til at forbedre samarbejdet mellem de involverede parter og brugerne. I Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk argumenterer Janne Seemann for, at udviklingen indenfor sundhedsområdet har nødvendiggjort behovet for et såkaldt interorganisatorisk netværksperspektiv. Mens Hanne Kathrine Krogstrup med artiklen Brugerinddragelse i evaluering introducerer et demokratisk brugerinddragelsesperspektiv som et konstruktivt alternativ til traditionelle evalueringsredskaber indenfor den sociale sektor. Janne Seeman fokuserer på det, der sker i mødet mellem forskellige organisationer, som er involveret i en samlet opgaveløsning. Empirisk baserer artiklen sig på longitudinale case-studier af planlægningen, etableringen og driften af distriktspsykiatrien i Viborg amt, hvor social- og sundhedssektoren havde vanskeligheder med at forhandle sig frem til varige og konstruktive kompromisser, bl.a. fordi parterne i samarbejdet benyttede sig af forskellige beskyttelsesstrategier overfor usikkerhed og ustabilitet. Disse strategier har dels funktionelle virkninger, idet svingningerne i netværkskonstellationen kan dæmpes. Dels dysfunktionelle virkninger, nemlig problemer med at inddrage brugerne i beslutningsprocesserne. Janne Seeman slutter med at diskutere fordele og ulemper ved en tværgående styring i sundhedsnetværk. I det efterfølgende bidrag bevæger Hanne Kathrine Krogstrup sig indenfor et beslægtet empirisk område, nemlig misbrugsområdet. Tesen er, at den klassiske evalueringstradition ikke formår at generere ny viden om komplekse sociale problemer. Det er ifølge Krogstrup en central antagelse indenfor den demokratiske evalueringstradition, at inddragelse af brugerne i en ligeværdig dialog med serviceproducenterne kan fungere som konstruktive udfordringer for etablerede handlingsmønstre og forestillingsverdener.

13 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Indledning

Brugerinddragelsen kan forstås som en mulig vej til udfordring af den institutionelle orden. Et attraktivt aspekt ved den demokratiske evalueringstradition er, at den vil sætte fokus på misbrugernes oplevelser af deres egen livsverden, hvilket samtidig forudsætter, at forskeren bevæger sig ud af forskningsinstitutionernes trygge rammer. Frivillige organisationer Temaet belyses gennem to artikler om forholdet mellem frivillige organisationer og det offentlige. Den første artikel handler om nogle tendenser i den historiske udvikling af dette forhold, og det diskuteres i Frivillige organisationer i historisk belysning af Peter Bundesen, Lars Skov Henriksen og Anja Jørgensen. Den andet bidrag Frivillige og professionelle - et umage partnerskab af Tove Imer diskuterer aktuelle problemer i samarbejdet mellem offentligt ansatte og frivillige. Peter Bundesen, Lars Skov Henriksen og Anja Jørgensen præsenterer nogle foreløbige resultater fra et igangværende forskningsprojekt, omhandlende 12 udvalgte frivillige sociale organisationers udvikling fra midten af det 19. århundrede og frem til idag. Forfatterne gennemfører, hvad de kalder for en 'typologisk caseanalyse', dvs. de udarbejder en typologi, der beskriver udvalgte organisationers særlige udviklingsbaner. De konkluderer blandt andet, at for hovedparten af organisationerne er kommunikationen og kontakten med det offentlige intensiveret i løbet den historiske udvikling. En væsentlig pointe i artiklen er, at denne intensiverede kontakt ikke i alle tilfælde har ført til en stigning i institutionernes afhængighed af eller underordning under det offentlige. Tove Imer tager udgangspunkt i det forhold, at forskellige frivillige organisationer i stigende omfang, via en række forskellige offentligt finansierede projekter, inddrages i løsningen af en række socialpolitiske opgaver, samtidig med at der savnes metoder, hvad angår såvel koordineringen af samarbejdet som løsningen af konkrete opgaver. Imer peger på, at projekterne udgør nogle eksperimenterende rum, hvor de metoder og faglige redskaber, som kan anvendes til at forbedre samarbejdet mellem de professionelle og de frivillige, kan afprøves og udvikles. En væsentlig fare

14 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Indledning

for disse 'gråzone-projekter' består dog i, at de professionelles kultur let kommer til at 'smitte af på og majorisere det frivillige arbejde, hvorved det frivilliges unikke kvaliteter bliver undertrykt. Hverdagsliv Bogens fjerde og sidste tema omfatter refleksioner over empiriske undersøgelser af hjemløses og sindslidendes hverdagsliv, samt en teorikonstruktion omkring barndommens verden. I Birte Bech-Jørgensens artikel Hjemløses boliger diskuteres erfaringer fra særlige sociale projekter for hjemløse i Aalborg. I Samvær og fællesskab af Søren Kristiansen formidles erfaringer fra et sociologisk feltarbejde blandt sindslidende på et socialpsykiatrisk støttecenter. Og Inger Glavind Bos artikel Barndommens verden præsenterer en begrebsudvikling ud fra et interaktionistisk socialiseringsperspektiv på familiers hverdagsliv. Birte Bech-Jørgensen indleder sin artikel med at diskutere det paradoks, at vi behøver hjemløse til at definere normalitet, samtidig med at hjemløse helst skal gøres usynlige, så de ikke forstyrrer normaliteten. Med baggrund i erfaringer fra Skurbyen i Aalborg, som er et kommunalt boligtilbud til byens hjemløse, viser Bech-Jørgensen, hvorledes hjemløse har vanskeligt ved at lære at bo. De skal ændre handlingsmønstre og selvopfattelser, og de skal omdefinere livet i relation til tid, rum og værdier. De skal vænne sig til at bo fast et sted, til en ny døgnrytme og til nye standarder for orden og uorden. Det understreges afslutningsvist, at integrationsbestræbelser ikke bør baseres på tanker om normalitet som en monolitisk orden, men på at finde måder hvorpå ressourcesvage mennesker kan leve sammen med ressourcestærke. Hverdagslivet er også i centrum i Søren Kristiansens artikel, der fokuserer på sindslidendes fællesskaber og det sociale samværs regulering. Brugerne danner ifølge Kristiansen en form for kulturel eller social enhed, der reguleres af dertil knyttede sociale regler. Fællesskabet blandt brugerne gør dem til en klart afgrænset 'vi-enhed' i forhold til personalet på stedet. Kristiansen peger yderligere på, at brugerne er integreret i fællesskabet med forskellig intensitet. Der findes kernebrugere, der er stærkt integreret i

15 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Indledning

fællesskabet, og mere perifere brugerne. Fællesskabet indeholder tydelige elementer af gensidig støtte. Brugerne udveksler 'systemerfaringer' og tager vare på de medlemmer af fællesskabet, som typisk af sygdomsrelaterede årsager måtte have behov for en særlig støtte. Inger Glavind Bo fokuserer på, hvordan livet leves og udfoldes i familiers hverdagsliv. Fokus i det skitserede interaktionsperspektiv er det konkrete sociale møde, hvor identiteten skabes, formes og omformes. Identitetsbegrebet skal opfattes som en dynamisk og bevægelig størrelse. Det interaktionistiske perspektiv understreger ifølge Bo identitetens og den sociale verdens skrøbelighed. Forældrene fremhæves som betydningsfulde tilknytningsfigurer i familiens hverdagsliv. Der skelnes mellem familiens grundlæggende strukturer og observerbare handlingsmønstre. Dette åbner op for en identifikation af forbindelseslinier fra den voksne forælders hverdagslivspraksis til barndommens verden samt fra barndommens verden til det voksne barns hverdagslivspraksis. Vi slutter med at gøre opmærksom på, at to af bidragene har været publiceret i andre sammenhænge. Således har Janne Seemanns artikel været offentliggjort i antologien Når styringsambitioner møder praksis, ZeuthenBentsen m.fl. (red.) Handelshøjskolens Forlag, København 1999. Mens Hanne Kathrine Krogstrups artikel har været offentliggjort i tidsskriftet Social Kritik, nr.56 1998. Det er undertegnede, som er ansvarlige for bogens redaktionelle tilrettelæggelse. I den forbindelse skal vi rette en stor tak til Kristin Falck Saghaug, som ikke blot har designet bogens omslag og typografi, men som også har forestået det omfattende arbejde med at bringe manuskriptet frem til en færdig, trykkeklar stand. Aalborg, 1999

16 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

SOCIALPOLITIK OG SOCIALT ARBEJDE

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samfundsbilleder - som baggrund for socialpolitik, socialt arbejde og forskning i sociale forhold Tore Jacob Hegland

Opfattelser af den samfundsmæssige 'udvikling' Bag udformningen af socialpolitikken (og den bredere velfærdspolitik) - der i nogen grad er bestemmende for udførelsen af det konkrete, sociale arbejde (det sociale arbejdes praksisformer) - ligger der selvfølgelig nogle forestillinger om hvorledes samfundet 'ser ud', hvorledes det ændrer sig, hvilke sociale behov og problemer, der er fremherskende, osv. Disse forestillinger er ikke entydige, men i perioder er der på det overordnede plan en vis konsensus blandt de interessenter, der konstituerer socialpolitikken: I tresserne og halvfjerdserne var der en betydelig samstemmighed om, at vi levede i et stadig mere urbaniseret industrisamfund (dog med rester af et landbrugssamfund), og at den dominerende tendens gik mod en befolkning af lønarbejdere (arbejdere og funktionærer), der levede i kernefamilier, hvor både mænd og kvinder i øgende grad blev tilknyttet lønarbejdsmarkedet. (Nogle talte også om et uddannelses- og servicesamfund, der var undervejs, men strukturelt så det vist ud til at ligne industrisamfundet, dog med mindre manuelt arbejde). De store, sociale reformer fra slutningen af tresserne og langt ind i 70erne byggede på et sådant 'billede' af samfundet. Et velstandssamfund, hvor der for eksempel var øgede behov for offentlig børnepasning og

19 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samfundsbilleder …

ældreomsorg, og for tiltag overfor enkeltpersoner og grupper, der havde problemer med indpasning i dette samfund (som de så skulle tilpasses). Jeg vil ikke påstå, at samfundsvidenskaberne har haft den umiddelbare, direkte betydning for sådanne 'billed-dannelser'. Men indirekte har de, for i store dele af mainstream-forskningen fremstår nogle parallelle konstruktioner, omtrent sådan: Samfundsudviklingen er en slags lineær (om ikke nødvendigvis harmonisk) proces, fra en tilstand der var, til noget der er, og mod noget der er i sin vorden. Det der var, er døende, og det der er, er det dominerende, mens vi er altså samtidig på vej ind i noget, der kommer (det sidste er mere utydeligt og usikkert, og dermed vanskeligere at forholde sig til for ikke mindst planlæggere og beslutningstagere). Vi kender skemaerne, som for eksempel: Præmodernitet - Modernitet - Sen/postmodernitet Førindustrielle samfund - Industrisamfund - Efterindustrielle samfund Agrar/håndværkssamfund - (Masse)industrisamfund - Service/informationssamfund Agrare/lokale kulturer - Urbane/nationale kulturer - Globale kulturer Klassesamfund - Solidarisk velfærdssamfund - Det individualiserede samfund

De ovenfor skitserede, skematiske fremstillinger af samfunds'udviklingen' er selvfølgelig yderst forgrovede. Bl.a har der jo været noget før det umiddelbare før, dvs. jæger- og samlersamfund før agrarsamfund, feudalsamfund før den tidlige industrialismes klassesamfund osv. Fremstillingerne dækker også over forskellige faglige forankringer indenfor blandt andet filosofi, historie, sociologi og økonomi, således at de samme begreber kan være metaforer for forskellige samfundsmæssige forhold, og/eller de kan være betegnelser for nogle tendenser, der manifesterer sig på forskellige tidspunkter i 'udviklingens' forløb. Begrebet 'det moderne' kan illustrere denne problematik: Historisk-filosofisk set kan 'det modernes' opkomst nemmest tidfæstes til 1600-tallet med Descartes' adskillelse mellem det åndeligt/sjælelige og det materielle, og med rationaliteten som styrende princip for blandt andet videnskaberne. Sociologisk/økonomisk manifesterer

20 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Opfattelser af den samfundsmœssige ‘udvikling’

'det moderne' sig snarere op gennem 1800-tallet, mens det kulturelt set først slår igennem i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet. Når fremstillingsformerne/begrebsbrugen efterhånden væver sig ind i den offentlige bevidsthed (og i magthaveres generelle anskuelsessæt), sker der let en sammenblanding og forenkling, hvor den samfundsændring/'udvikling', man netop nu står oppe i, fremtræder som en éntydig, dramatisk proces: I øjeblikket som en voldsom forandring fra industri- til service- og informationssamfund, fra det lokale og nationale til det globale, fra det moderne til det sen/postmoderne. Forstærket af en slags psykologisk tendens til at opfatte os selv/vor samtid som noget absolut enestående i historien, især hvis man oplever nogle hurtige ændringer, som det for eksempel også var tilfældet omkring 1. verdenskrig, jfr Oswald Spengler med 'aftenlandenes undergang'. Eller efter 2. verdenskrig med frigørelsen af de nucleare kræfter som symbol på menneskehedens nyvundne, ultimative evne til at beherske naturen og til at destruere sig selv. Man (opinionen/beslutningstagerne) ryger ind i nogle overdrevne forestillinger om de øjeblikkelige tendensers betydning: 'Udlicitér Danmark, den globaliserede markedsøkonomi er over os!' Sådanne overforenklede forestillinger og deres konsekvenser - som blandt andet økonomer, politologer og sociologer ikke kan unddrage sig et medansvar for - kan selvfølgelig i sig selv være problematiske nok (tænk for eksempel på nogle af de sidste 15-20 års uddannelses- og forskningspolitiske prioriteringer). End værre bliver det, når disse forestillinger kobles sammen med en tro på 'udviklingens' nærmest ubønhørlige og tilnærmet lineære fremadskriden, der jo også ligger indbygget i de populære, skematiske fremstillinger. Men sæt at der er noget aldeles forrykt ved selve den lineære udviklingsmodel, hvor samfundsformationerne afløser hinanden i én uendelighed? Måske er det fortidige lyslevende tilstede midt iblandt os, og måske vil det, sammen med det vi oplever som det nutidige, fortsat eksistere ind i, sammenvævet og/eller parallelt med det fremtidige? Måske vil også nogle af de, i de højteknologiske samfund tilsyneladende uddøde livsmåder, dukke op påny, som vi allerede kan skimte det i nomadiserende kulturer,

21 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samfundsbilleder …

eksempelvis de ca. 50.000 travellers i det britiske samfunds sociale periferi1, og blandt 'symbolanalytikerne' i den globale elite? For der er jo heller ingen enighed blandt forskere eller intellektuelle om denne lineære udviklingsmodel (eventuelt med markante, tidvise brud), selv om den nok anskuelsesmæssigt set står stærkt (en arv fra blandt andet socialdarwinismen og vulgærmarxismen?). Med hensyn til 'det moderne' er der eksempelvis uenighed om hvorvidt vi i øjeblikket befinder os i overgangen til en kvalitativt set ny samfundsformation (postmodernismen, hvor 'de store fortællinger' ikke længere har gyldighed, og dermed ikke kan fungere som samfundets 'kit'), eller om det blot drejer sig om en forceret videreførelse af modernismen (senmodernismen, med opløsning af eller frisættelse fra de traditionsbestemte normer og relationer). Blandt andre Anthony Giddens hælder til den sidste opfattelse, hvor han tolker frisættelsesprocessen som en frigørelse, der sætter mennesker i stand til, via refleksive valg, at skabe deres identitet i nye, eventuelt temporære fællesskaber. Mens Giddens i dette perspektiv (først og fremmest) ser en verden af nye muligheder, ser eksempelvis Christopher Lasch en overhængende fare for udvikling af en narcissistisk og selvbærende, global elite, der frisat fra alle nationale og kulturelle bånd udøver den faktiske magt over det store flertal, der ikke kan (evt. ikke vil?) skabe deres egen tilværelse under de senmoderne betingelser. Og hvor Giddens ser frem til nye fællesskabsog normdannelser i det senmoderne, ser Lasch derimod et behov for videreførelse og fornyelse af traditionelle værdier (om end ikke nødvendigvis strukturer). De her skitserede problemstillinger og diskussioner har i øvrigt deres paralleller i den klassiske sociologi fra midten af det forrige til et stykke ind i dette århundrede. Og de nutidige modernitetsteorier har utvivlsomt nogle af deres rødder her, både via en bevidst anvendelse og mere ubevidst pr. sociologisk tradition. Blandt de mest relevante sociologer er i denne forbindelse Ferdinand Tönnies (med idealtyperne Gemeinschaft og Gesellschaft), Emile Durkheim (med modsætningsparret 'mekanisk' og 'organisk' solidaritet), og Max Weber (med idealtyperne 'traditionelle' og 'bureaukratiske' herredømmeformer).

22 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Opfattelser af den samfundsmœssige ‘udvikling’

I Tönnies' Gemeinschaft er det traditionelle samfund integreret via indre bånd mellem mennesker (familie-, nabo- og venskaber), via sædvaner og fælles sprog og tro. Med industrialisering og kapitalistisk økonomi vokser Gesellschaft frem, fortættet i storbyerne med et konfliktpræget samfund hvor menneskene bliver tingsliggjorte interesse- og byttepartnere i forhold til hinanden. Overenskomster og politiske mekanismer træder i stedet for de traditions- og følelsesmæssige bånd. - Overfladisk set ligner Durkheims model Tönnies': Fra enkle, traditionsbestemte samfund præget af 'mekanisk solidaritet' (og kollektivitet), bevæger man sig i de industrialiserede lande mod mere komplekse samfund, præget af 'organisk solidaritet' (og individualisme), hvor arbejdsdelingen skaber en forskelligartethed, der fungerer som 'organer' i den samfundsmæssige helhed. - Endelig kan Webers fremstilling af overgangen fra de 'traditionelle' herredømmeformer (baserede på sædvaner og nedarvede privilegier), til industrialismens og kapitalismens 'bureaukratiske' (baserede på en gennemgribende rationalitet og forudsigbarhed, 'menneskemaskinen'), betragtes som en parallel eller analogi til Tönnies' og Durkheims beskrivelser af 'udviklingen'. Graver vi et ganske lille spadestik dybere, er disse tre klassikeres 'udviklings'teorier imidlertid temmelig forskellige. Durkheims og Webers fremstillinger ligner hinanden på den måde, at overgangen fra det traditionelle til det efter-traditionelle fremstår som nærmest uafvendelig, uundgåelig. Men Durkheim synes samtidig præget af en slags fremskridtsoptimisme; menneskene frigøres fra det statisk/kollektive, om end de ikke selv har nogen kontrol over hovedprocessen. Og en lille tvivl nager - kan der ske en slags fejludvikling, eksempelvis i retning af normopløsning/normløshed (anomi), og hvorledes kan dette eventuelt undgås? Weber er på sin side overbevist om 'rationaliseringens' fremadskriden og bureaukratiets overlegenhed som styringsform. Samtidigt er han imidlertid nærmest fortvivlet over perspektiverne. 'Det er en sådan udvikling vi er fanget ind i (...) og spørgsmålet er hvorledes vi kan stå imod dette maskineri, (...) denne bureaukratiske livsforms totale dominans'. Og han åbner en lille kattelem: Den mulige genopdukken af karismatiske skikkelser, der kan bryde den bureaukratisk/rationelle logik, som de tidligere havde kunnet skabe fornyelse

23 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samfundsbilleder …

i statiske, traditionelle samfund. Tönnies går endnu videre, idet han tilkender den menneskelige vilje en selvstændig, samfundskabende funktion. Måske kan man tolke ham således, at nok er der en vis determination, men at Gemeinschaft også kan/vil leve videre og fornys under Gesellschafts tilsyneladende hegemoni, ja, at det endog kan være en betingelse for eksistensen af et levedygtigt samfund, at noget sådant sker eller bringes til at ske? Altså, med bred pensel: Durkheim - ubønhørlig udvikling fra den ene samfundsformation til den anden. Weber - nogenlunde det samme, men kan logikken alligevel brydes? Tönnies - tilsyneladende determination, men kan/vil samfundsformationerne måske alligevel mixes i ikke-lineære forløb?2

Samfundets mangfoldighed og forskernes forpligtelse 'Samfundet' kan efter det ovenstående altså næppe gribes eller begribes i ét enkelt, overordnet billede, ej heller dets ændring eller 'udvikling'. Parallelle kulturer eller livsmåder eksisterer side om side, og hvis man beslutter og planlægger som om en af dem er både den dominerende og den 'rigtige', så vil det gå galt. Hvad Danmark angår, kan for eksempel dele af 'jordskredsvalget' i 1973 forklares ud fra antagelsen om forskellige livsmåders (eller overordnet set samfundsformationers) parallel-eksistens, uden at planlægningen og lovgivningen havde taget synderligt højde for det. Det var nemlig ikke kun de velbjærgede, skattetrætte husejere mv., der gjorde oprør. En stor del af Glistrups vælgere, især i Vest- og Nordjyllands rurale distrikter og blandt de mindre velbjærgede i byerne, havde rødder i en agrar- eller selvstændighedslivsform, som Thomas Højrup først ti år senere satte navn på. Det var en stadig levende kultur med baggrund i landbrugs-, fiskeri- og håndværkstraditioner, der også via 'neokulturationsprocesser' havde fornyet sig selv for i sameksistens med industrisamfundet at kunne opretholde en livsform af sammenvævede relationer mellem arbejde og fritid, familie, slægt og venner/bekendte. Højrup anslog i øvrigt denne livsform til at omfatte mellem en trediedel og en fjerdedel af Danmarks befolkning.

24 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samfundets mangfoldighed og forskernes forpligtelse

Om dette 'glemte folk' overhovedet talmæssigt kan bestemmes, er nok tvivlsomt, livsformer glider over i hinanden. Men der var (og er vel stadig) en betydelig befolkningsandel, der ikke oplevede sig som omfattet af det velfærds- og socialstatslige projekt, der via ensartede lovgivnings- og regeludforminger, service- og økonomiske ydelser var indrettet netop mod 'industrisamfundet'. Et samfund der først og fremmest er båret af den næste af Højrups tre dominerende livsformer, nemlig lønarbejderlivsformen (hvor man arbejder for at leve), og i nogen (og øgende) grad af den tredje, karrierelivsformen (hvor man lever for at arbejde). Det har i øvrigt været besværligt nok at indpasse den sidste livsforms mere differentierede behov i velfærds- og socialstatssystemerne. Efterhånden som det er lykkedes, synes det imidlertid som om man har glemt, at lønarbejderlivsformen også stadig er lyslevende tilstede, som det blandt andet viste sig under sidste stor-strejke i foråret 1998, dog med nogle fornyede prioriteringer, hvor lønkravene tildels underordnedes kravene om fri tid. Når jeg undlod at sætte Højrups livsformskategorier ind blandt listen over de skematiske fremstillinger af samfunds'udviklingen', er det fordi Højrup, i min fortolkning, ikke tænker i enkle lineariteter, selv om han i høj grad sætter focus på samfundsmæssig ændring og dynamik. De forskellige livsformer er samtidige fænomener, og hvis man i dag skulle forsøge at analysere hans mest 'moderne' livsform nærmere, ville den formentlig måtte opløses i en række parallelle livsformer, hvor både begreber som 'arbejde' og 'karriere' kunne have et forskelligt indhold: 'Karriere' kan for eksempel have noget med personlig vækst mere end med ydre status at gøre, og 'arbejde' er ikke nødvendigvis identisk med udøvelse af et lønnet erhverv, men kan for eksempel knyttes an til funktioner indenfor det civile samfund. Men selvfølgelig skal ikke de ovenforstående betragtninger tolkes således, at betydningen af de sen- eller postmoderne strømninger søges nedtonet til noget sekundært eller episodisk. Det er de modeprægede forestillinger om 'udviklingens' entydighed og uafvendelighed som der skal sættes et spørgsmålstegn ved. For vidst er det rigtigt at globalisering og markedsmæssiggørelse, IT-udvikling og bioteknologiske grænsesprængninger bryder med meget af hvad der hidtil har syntes givet. For nogle skaber

25 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samfundsbilleder …

det eksempelvis grobund for forøget individualisering og en søgen sig identitet i skiftende, refleksivt valgte fællesskaber. Men denne individualisering og disse valg kan opleves både som en befrielse og som en tvang. Og det tør også være indlysende, at det store flertal af klodens befolkning er aldeles udelukket fra denne sen/postmoderne elite, hvis magtudøvelse de nok er påvirket af, men som der findes utallige veje til selektivt at tilpasse sig, unddrage sig eller aktivt at modsætte sig. Som samfundsforskere turde det være vor opgave at forstå disse mange, samtidigt eksisterende livsmåder og (sub)kulturer på deres egne præmisser, som et bidrag til indsigt i mangfoldighedens nødvendighed og til respekten for anderledesheden. På grund af vor bundethed til en lineær udviklingsfilosofi tillader vi os imidlertid gerne den frækhed, at stemple mange af dem som 'usamtidige', dvs. utidsmæssige. En respekterende forståelse er i øvrigt ikke identisk med at forfalde til en total værdirelativisme. En sådan relativisme (evt. ansvarsfrasigende fatalisme) er snarere indbygget i den udbredte falden på halen for 'udviklingens' uafvendelighed, og i koncentrationen om nogle selektive aspekter af dens aktuelle fremtrædelsesformer som selve strømpilen for det fremtidige, det kommende. Ved en sådan koncentration, udmøntet i valget af forskningsinteresser med tilhørende sprog og begreber, bliver man nemlig, frivilligt eller ubevidst, aktører i nogle politiske, økonomiske og sociale processer, der i hvert fald i nogen grad styres af de magthavere og den offentlighed, der adapterer forskernes ofte veludviklede retorik. Antropologen Kirsten Hastrup siger det sådan i en artikel fra 1998: Af hensyn til vores muligheder for at levere alternative forståelser må vi reagere mod at gå i ét med de herskende begreber, som for eksempel forestillingen om globalisering. Med mindre vi aktivt sætter spørgsmålstegn ved den, så bliver vi selv ofre for den i vores daglige arbejde, hvor vi hele tiden måles, ikke på vores videnskab men på vores medieperformance, og ikke på vore tanker men på vore output, vores signaler. Og det er ikke kun beklageligt for os, men især for det

26 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samfundets mangfoldighed og forskernes forpligtelse

samfund, der stadig har brug for en videnskab, der kan fortætte virkeligheden til nyt stof. Konklusionen på dette afsnit er derfor, at det må undgås, at forskerne leverer ammunition til forestillingen om, at vi til enhver tid befinder os i et samfund - in casu Danmark, der er domineret af en bestemt samfunds-formation. Måske med rester af noget fortidigt og måske med noget nyt, der kan fornemmes forude. Politikere, administratorer og planlæggere mv. har selvfølgelig brug for nogle entydige billeder og scenarier, i et samfund under hurtig forandring, men det kan nemt gå galt, dersom man i alt væsentligt baserer planlægning, lovgivning, social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik mv. på sådanne stereotype billeddannelser, med generaliserede og standardiserede ydelser og indsatser til følge. Det gik jo ikke så godt, da man lidt for konsekvent tilrettelagde velfærdspolitikken for et industrisamfund af lønarbejdere og tobørnsfamilier. Det vil næppe heller være heldigt, hvis der her omkring årtusindskiftet ensidigt planlægges for et IT- og servicesamfund af fleksible individualister med livslang uddannelse og en høj grad af ansvar for sin egen fremtid. Mange vil falde udenfor i et sådant, tænkt samfund, og nogle vil vælge sig udenfor. Men det kommer jo heller aldrig til at eksistere som en sammenhængende og overskuelig helhed. Snarere vil vi nok bevæge os ind i et stedse mere differentieret samfund, med mange parallelle livsmåder og anderledesheder. Det vil i sig selv repræsentere en kolossal indsats både folkelig og styringsmæssig, at opretholde og udvikle de tilstrækkelige sammenhængskræfter i et sådant samfund, ikke mindst hvis det fortsat skal være et velfærdssamfund for alle. Det er ingenlunde sikkert, at det vil lykkes. Men vi kan, som ansvarlige forskere, indkredse, satse på og bidrage til realiseringen af det i en i konstruktiv forstand ubestemt mulige. Hvis vi derimod baserer os på én stereotyp billeddannelse med hensyn til 'udviklingen', kan vi være temmelig sikre på at bidrage til, at både samfund og velfærd efterhånden vil knage betænkeligt i deres fuger og bånd.

27 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samfundsbilleder …

Udviklingstendenser i det sociale arbejde Det er ikke min hensigt at gå ind i en bred og dokumenteret analyse af det sociale arbejdes prioriteringer og praksisformer gennem de seneste årtier. Med baggrund i den ovenfor skitserede analyse af udbredte 'billeddannelser' med hensyn til samfunds'udviklingen', der i nogen grad kan forklare de præmisser, som den overordnede social- og velfærdspolitik har taget for givet, vil jeg begrænse mig til at beskrive nogle hovedtræk fra indholdet og ændringerne i socialarbejdernes opfattelser af og udførelser af deres indsatser. Det bliver givetvis en selektiv fremstilling, præget af min egen, relativt tætte kontakt med området siden slutningen af tresserne, via uddannelsesaktiviteter, praksisorienteret forskning, deltagelse i en række råd og udvalg, osv. Med disse tildels højst personlige og subjektive udgangspunkter vil jeg hævde følgende: Ud igennem 70erne blev man i øgende grad klar over - især blandt yngre praktikere - at de generaliserede og standardiserede indsatsformer for eksempel indenfor socialrådgivernes og socialpædagogernes metoderepertoire, der var udformet og indlært på 'industrisamfundets' præmisser, var utilstrækkelige i et samfund, der nu også manifest fremtrådte stadig mere differentieret. Man reagerede tildels ved at udprøve 'nye', modeprægede arbejdsformer (ofte direkte eller indirekte importeret fra England og USA), som forskellige terapiteknikker, familie- og samfundsarbejde mv. Tildels reagerede man også ved at gå ind i fra neden-initierede forsøg og eksperimenter, efterhånden også inspireret og subventioneret blandt andet af statslige forsøgsprogrammer, kulturelle som sociale, der gerne havde 'lokale fællesskaber' som både forudsætning og målsætning. Først ud gennem 90erne har denne opbruds- og udprøvningsproces sat sig gennem på en sådan måde, at man kan skimte nogle klarere, om end ikke entydige tendenser. De gør sig nok mest udpræget gældende indenfor de sociale arbejdsområder, som har med de mest udstødte og sårbare befolkningsgrupper at gøre. Det er da også her, at især 90ernes forsøgs- og udviklingsarbejde har været mest virksomt, blandt andet på grund af udstødningens og polariseringens større synlighed og socialpolitiske

28 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Udviklingstendenser i det sociale arbejde

opmærksomhed. Men der er samtidig en betydelig inerti til stede, blandt andet fordi uddannelserne tildels er præget af forældede professionstraditioner, fordi den 'praksisforskning', der trods alt har vundet en vis udbredelse, både er spredt og ukoordineret, og fordi der jævnt hen eksisterer en betydelig afstand og gensidig mistænksomhed med hensyn til, hvad der foregår af samarbejde om faglig udvikling og forskning mellem henholdsvis universiteter, sektorforskningsinstitutter og sociale uddannelsesinstitutioner mv. Samtidig skal man være opmærksom på, at de nyorienteringer, der udvikles 'fra neden', tildels understøttet af 'bløde' styringsmekanismer 'fra oven', også modgås eller bremses af nogle af de markeds- og managementorienterede organiserings- og styringsprincipper der ikke mindst her i 90erne har invaderet den offentlige sektor. Det drejer sig blandt andet om foreteelser som forenklede 'New public management'-filosofier, kvasitraditionelle kvalitetsudviklings- og styringsprogrammer, cost-benefit- eller effektivitetsanalyser mv. Sådanne teknikker kan ofte virke contraindicerende indenfor for eksempel social-, sundheds- og uddannelsesområderne, fordi de tenderer mod at presse prioriteringer, metodevalg osv. ind i en kvantificerbar, teknisk-økonomisk rationalitetstænkning. Jeg har forsøgt at illustrere de tendenser som i øjeblikket synes at gøre sig gældende, i følgende figur:

29 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samfundsbilleder …

Tredelingen af det sociale arbejde i forebyggelse, behandling og omsorg er selvfølgelig problematisk. Af forenklingsmæssige årsager vælger jeg dog alligevel at operere med disse traditionelle dimensioner. Udgangspunktet er at behandling (i vid forstand, kald det også gerne 'intervention' eller lignende) som oftest har været i centrum for de sociale professioners selvforståelse: Indgriben overfor sociale problemer for at bevirke, at nogle (klienter, brugere osv.) bringes fra en uønsket (for samfundet, klienterne) situation til en anden og bedre, helst sådan at problemet elimineres. Hvis man anvender den optimale metode, så kan det sociale problem løses. Og hvis en sådan metode ikke findes, så kan den i hvert fald principielt set udvikles. Man aner en slags professionel hybris, en tendentiel omnipotens i den professionelle selvopfattelse, beslægtet med og måske påvirket af den lægelige professions funktionalistiske og teknisk-naturvidenskabelige selvforståelse, således som den er kommet til at dominere sundhedsvæsenet i moderne tid. Den professionelle er den vidende, og klienten/patienten må indordne sig under dennes, gerne velvillige og forstående autoritet. Det er min fornemmelse, at denne behandlingsoptimisme er på retur blandt mange socialarbejdere i disse år. Dels fordi man har erkendt, at de generaliserede metoder der blev udviklet på industrisamfundets præmisser, ikke har almen gyldighed. Man må tilnærme sig sociale problemer med langt større sans for deres unikke karakter, det situations-, miljø- og personafhængige, hvorfor det også bliver mere nærliggende at inddrage brugerne/klienterne med deres indsigt og værdier i en mere ligeværdig dialog. Dels er også behandlingsoptimismen på retur, fordi der breder sig en erkendelse af, at sociale problemer, menneskelig nød, lidelse og undertrykkelse nok kan bekæmpes og begrænses, men aldrig udryddes. Den omnipotente tro på beherskelse (i det godes tjeneste) må vige til fordel for en blanding af ydmyghed og konstruktiv usikkerhed. Dette kan overordnet hænge sammen med, at den udbredte fremskridtstro, der er indbygget i oplysningstidens og modernitetens forestillingsverdener (blandt andet udmøntet i populære fortolkninger af de lineære 'udviklings'modeller, der er blevet diskuteret ovenfor), har mistet deres troværdighed og fascinationskraft. Holocaust og Gulag, Rwanda og Srbenica er effektive dementier af 'fremskridtets'

30 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Udviklingstendenser i det sociale arbejde

uafvendelighed, lige som tegnene på en menneskeskabt ødelæggelse af biosfæren samt mikroorganismernes mutante modoffensiv overfor lægevidenskabens tilsyneladende sygdomskontrol, maner til varsomhed og mådehold snarere end til hybris med hensyn til at mennesket søger at tiltage sig Vorherres rolle. En af konsekvenserne af dette bliver, at koncentrationen om rationelt at 'løse' de sociale og menneskelige problemer, med de omkostninger og skuffelser det medfører når nogle af dem i praksis viser sig tilnærmet 'uløselige' (eventuelt at de fundne 'løsninger' skaber grobund for opkomst af nye og endnu større problemer), for eksempel indenfor dele af de sociale og beslægtede områder afløses af en indsatsforskydning mod forebyggelse og omsorg. Skønt en del af denne erkendelse foreløbig ytrer sig mere på det begrebsmæssige og retoriske end på det konkrete plan. Via forebyggelsen kan man måske i nogen grad forhindre at problemerne opstår, og via omsorg kan man måske i nogen grad give støtte til at opretholde eller forøge livskvaliteten, på trods af at det fundamentale problem fortsat eksisterer. Nogle eksempler der tildels ligger i grænselandet mellem social- og sundhedssektoren: Ved tidlig opsporing og indsats, der også kan indebære medikamentel behandling, af henholdsvis skizofreni og nogle former for demens, synes det som man i en del tilfælde kan forhindre at lidelserne udvikler sig fatalt (skizofreni), eller medvirke til at de udvikler sig langsommere (demens). Når lidelsen eventuelt har udviklet sig alvorligt, er der ikke så meget man kan gøre via 'behandling', men man kan bestemt gøre noget via 'omsorg', det vil sige støtte til en forhøjet livskvalitet for den lidende, til trods for at den tilgrundliggende lidelse fortsat eksisterer. Dette er i øjeblikket da også nogle synlige tendenser i arbejdet for både skizofrene og demente. Der er også lignende tendenser indenfor indsatserne omkring stofmisbrug: Vægtning af forebyggelse (via dialog snarere end skræmsler og påbud), nedtoning af behandling mod stoffrihed af den hårde kerne af misbrugere, og satsning på 'harm reduction' via omsorgstiltag kombineret med accept af fortsat stofbrug. Indenfor det socialpsykiatriske område er der især op gennem 90erne blevet åbnet for nye muligheder for at de ikke-indlagte sindslidende lettere

31 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samfundsbilleder …

kan vælge at leve deres liv ikke kun på 'normalsamfundets', men også på deres egne, 'anderledes' præmisser: Forskellige former for væresteder, beskæftigelses- og undervisningstilbud og boformer osv., til delvis afløsning af den tidligere parole: at leve en tilværelse 'så nær det normale som muligt'. Noget tilsvarende begynder at gøre sig gældende indenfor handicapområdet, hvor ikke mindst de udviklingshæmmede efterhånden selv får mæle, og hvor der dukker op et begreb som 'omvendt integration'. Den tidligere, dominerende tilpasningsideologi er jo en variant af den ensidige behandlingsorientering: Der findes et forønsket normalitetsideal, en salgs utopi som alle burde (evt. bringes til) at tilnærme sig. Så ville vi alle blive lykkelige! Men der skal selvfølgelig alligevel stadig satses på 'behandling' eller direkte intervention, der hvor det åbenbart kan nytte. Med mindre (over)tro på at problemerne altid kan løses, helst via standardiserede metoder, så vil imidlertid den større ydmyghed og usikkerhed, ikke mindst hos de professionelle, give åbning for at trække klienterne/brugerne ind i 'behandlingsprocessen' på en mere ligeværdig måde: En bevægelse fra objektivering til subjektgørelse, med muligheder for langt mere nuancerede 'løsninger'. De ovenforstående refleksioner over problemerne med en omnipotent behandlingsorientering er i øvrigt beslægtet med nogle tanker om overordnede, samfundsmæssige planlægningsfilosofier, som den norske sociolog Ottar Brox har gjort sig. I bogen 'Dit vi ikke vil' fra 1995 indleder han med blandt andet at sige: Modernitetens nøkkel- og honnørord er plantegning: Ved hjelp av kunnskap kunne vi få kontroll over den verden som under tradisjonalismen bare måtte aksepteres som skjebne (...) Ingenting behøvde å overlates til tilfeldigheten. Vi visste hvor vi skulle - til en stadig høyere form for sivilisasjon - og vi kunne finne veien dit. Mod denne 'utopiske planlægning' - som i den grad den lykkes erfaringsmæssigt vil føre til undertrykkelse og sammenbrud - stiller Ottar Brox en mere ydmyg 'ikke-utopisk planlægning', der i stedet for at søge det absolut gode (som der aldrig kan skabes enighed om) tilsigter at undgå onder (noget

32 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Udviklingstendenser i det sociale arbejde

det er nemmere at overskue og skabe konsensus omkring). I afslutningen af bogen skriver han: Konkret innebærer altså plantegning (...) for det neste århundre at vi 1) er i stand til å bli enige om hvilke truende tilstander det er viktigst å unngå, 2) analyserer de prosesser som genererer disse tilstandene og 3) klarer og samle oss om handlingsplaner som kan endre disse prosessenes forløp - marginalt, men tilstrekkelig til at de verste ulykkene ikke skjer. Overført til velfærds- og socialpolitikken og det sociale arbejdes interventionsformer er dette langt hen ad vejen det samme, som jeg forsøger at udtrykke. Indenfor de tre dimensioner af socialt arbejde har jeg på figuren anmærket de ovenfor beskrevne, mere ydmyge og differentierede indsatser ved plusser. Men man skal jo ikke være blind for, at opgivelsen af den omnipotente tro på at 'alt kan behandles', kan føre til konsekvenser af mere tvivlsom art. Man kan for eksempel - for at spare penge eller fordi der er opbygget frygt i befolkningen for anderledes og afvigende grupper 'behandle' problemerne på en mere håndfast måde der tilsyneladende sikrer 'normalsamfundet'. Som det tidligere skete med for eksempel lobotomisering af sindslidende og tvangsmæssig bofastgørelse, eller mere outreret, bortadoption og/eller sterilisering af sigøjnere og andre omstrejfere. Eller som det sker i USA, hvor man søger kriminaliteten bekæmpet ved at spærre en uhyggelig stor del af befolkningen, især unge sorte, inde i fængsler. Og man kan satse på en slags forebyggelse via disciplinering af befolkningen og især af udsatte grupper via love, regler og straffereaktioner, som for eksempel på småtingsplanet at forbyde muslimske piger at gå med tørklæde i skolen, i øvrigt med en nærliggende risiko for at spændingerne mellem 'dem' og 'os' bliver større end før interventionen. Endelig kan man satse på omsorg via for eksempel nødtørftig nødhjælp formidlet for eksempel af statsligt støttede frivillige organisationer (der vanskeligt kan undslå sig), eller gøre omsorgsydelserne afhængig af bestemte former for adfærd, udseende

33 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samfundsbilleder …

osv. Disse mere skræmmende muligheder har jeg anmærket med minusser på figuren.

Forskningsmæssige perspektiver Nogle forskningsmæssige behov og perspektiver, der udspringer af de ovenforstående betragtninger, ligger vel i nogen grad implicit formuleret i det skrevne. Jeg vil alligevel forsøge at specificere og uddybe dem en smule, med den reservation at det ikke er hensigten at kaste lys over den sociale og socialpolitiske forskning på det generelle plan: Det drejer sig om nogle selektive og forhåbentlig aktuelle problemstillinger, baseret først og fremmest på egne erfaringer og præget af personlige holdninger3. I et så overskueligt socialfagligt landskab som det danske, er dette formentlig også det mest fornuftige. At foregøgle at man placerer sig i en overordnet, neutral/objektiverende position vil i hvert fald for mig opleves som nærmest uhæderligt. Jeg ville i øvrigt også hurtigt blive afsløret! Forskning i socialt arbejde, eller snarere, den forskning omkring sociale forhold, der har været mest underprioriteret og derfor har mest behov for en faglig og kvantitativ oprustning, bør først og fremmest være orienteret imod og/eller tage udgangspunkt i det sociale arbejdes praksisformer og i konkrete, sociale problemer. Som konsekvens blandt andet heraf bør den i vid udstrækning være fænomenologisk og induktiv, snarere end (struktur)funktionalistisk og hypotetisk deduktiv. Blandt andet må kvalitative feltarbejdsmetoder spille en central rolle, samtidig som der er et markant behov for kvalificering og udvikling af netop disse og beslægtede metoder. Desto vigtigere, da en betydelig del af den praksis- og problemorienterede forskning som trods alt finder sted, netop er præget af sådanne tilnærmelser. Men den er spredt på en lang række uddannelses- og forskningsinstitutioner, ofte ukoordineret og tildels flygtig, uden forankring i tilstrækkeligt stabile, forskningsfaglige miljøer eller netværk. Den mere generaliserende baggrundsforskning, der er mere koncentreret på universiteterne og tildels sektorforskningsinstitutionerne end den

34 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Forskningsmœssige perspektive

direkte praksisforskning, og derfor nok har en mere solid faglig forankring, bør i større grad end nu orienteres mod og tage udgangspunkt i subkulturelle og gruppemæssige differentieringer på mikro- og mesoplanet, gerne i en dansk eller nordeuropæisk kontekst. I modsat fald risikerer man, at den empiriske, tildels kvantitative forsknings kategoriseringer og dens teoretiske basis/teoriudvikling vil hænge fast i modeprægede og/eller angloamerikansk inspirerede forestillings-verdener. Men status- og kvalificeringskonkurrencen indenfor den etablerede forskningsverden trækker nok i øjeblikket i modsat retning. Fagligheden indenfor en styrket forskning i sociale forhold/socialt arbejde bør prioritere sociologiske (inkl. kultursociologiske) og antropologiske, psykologiske og socialpædagogiske orienteringer, med nødvendige indslag af historiske perspektiver. Økonomiske, politologiske og beslægtede tilnærmelser nyder i øjeblikket fremme, men bør kun prioriteres yderligere i den udstrækning de for eksempel indeholder en kritisk forholden sig til fremherskende, kortsigtede cost-benefit-, uformidlede management- og top down- styringsfilosofier. Forskningen bør foregå på en flerhed af steder/institutioner, og der skal fortrinsvis satses på den forskning og spirer til forskning, der allerede er etableret eller i udvikling. Men det er selvfølgelig et praktisk problem at spredningen allerede er stor, og at der er højst naturlige, men også blokerende institutions- og professions-interesser involveret. Hvad det sidste angår er der i øjeblikket nogle udprægede 'akademiserings'-ønsker indenfor de social- og sundhedsmæssige mellemuddannelser (for eksempel socialrådgiver-, pædagog-, sygeplejer- og ergoterapeutuddannelserne). Etableringen af forskningsaktiviteter anses ikke uden grund som en virksom strategi i disse akademiseringsbestræbelser. Men hvis både forskning og videreuddannelse/meritering i stor udstrækning skal foregå indenfor 'selvhævdende universer' af professionsspecifikke uddannelsesinstitutioner, risikerer man for det første at selve forskningen indsnævres (samtidig som forskningens problem- og genstandsområder går stedse mere på tværs af professionernes domæner), og for det andet at der bygges op parallelsystemer til de eksisterende universiteter og andre, etablerede forskningsmiljøer. Men det

35 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samfundsbilleder

tyske 'Fachhochschule'-system er næppe en eftertragtelsesværdig model, fordi det nemt vil få en andenrangs status i forhold til universiteterne, og fordi det blandt andet derfor kan få vanskeligheder med at tiltrække forskningsressourcer og habile forskere. En forstærket forskning i socialt arbejde må i alle fald forudsætte en forbedret koordinering, og det bør fortrinsvis opnås uden etablering af nye, separate institutionsdannelser. Det er nærliggende at tænke i tværgående netværksløsninger indenfor de eksisterende konglomerater. Men så skal de være forpligtende og ressourcebærende, i stedet for at fungere som skematiske konstruktioner i nogle luftige, skrivebordsbaserede 'masterplaner' for social uddannelse og forskning, noget jeg i øjeblikket frygter at centrale myndigheder kunne blive interesserede i. Udviklingen må vokse frem fra neden, gennem konkrete initiativer. Her kunne for eksempel forskningsprofessorater og lignende, der bygger broer mellem universitetsmiljøer og den spirende forskning på uddannelsessteder mv., være en god ide at begynde med. Hermed ville der også kunne bidrages til den nødvendige vejledning, blandt andet af kandidatstipendiater (hellere end Ph.Dstipendiater, der betyder en meget langsommelig proces), lokalt placerede. Herudover bør der sikres ressourcer til støtte og kvalificering til de mere perspektivrige dele af den allerede eksisterende forskning, som udøves ikke mindst af lærere ved de mellemlange uddannelser. Nogle af dem kan kvalificere sig til et Ph.D-niveau, om end ikke nødvendigvis som en Ph.Dgrad. Måske skal vi også se hen til, at visse stillinger ved de sociale uddannelsesinstitutioner fordrer en forskningskompetence parallel til universitetslærernes? Fremtidige modeller for en sammenfletning af de mellemlange uddannelser og universitetsuddannelserne kan måske tænkes ind, men er bestemt ikke nogen forudsætning for disse perspektiver. Som det allerede er fremgået, er jeg af den overbevisning at forskningen i sociale forhold og socialt arbejde bedst kan udvikles ved udbyggede relationer mellem universitets- og sektorforskningsmiljøer, andre, mere fritstående forskningsaktiviteter og initiativer indenfor de mellemlange, socialt orienterede uddannelser. I et gensidigt forpligtende samarbejde omkring opgaver snarere end institutionelle strukturer (og med ressourcetil-

36 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Forskningsmœssige perspektive

førsier ud over de allerede givne), bør man hen ad vejen kunne afstedkomme et løft for den socialt relevante forskning, ikke mindst den praksisrettede. At dette er muligt, turde erfaringerne fra Aalborg Universitet bekræfte. Her har vi siden 1973 haft en socialrådgiveruddannelse delvis integreret i universitetsuddannelserne, opbygning af en efterhånden omfattende universitetsforskning om sociale forhold (manifesteret blandt andet gennem den forskningsgruppe jeg i 1978 tog initiativet til), etablering af nationale forskningsnetværk på tværs af blandt andet universiteter, sektorforskningsinstitutter og sociale højskoler mv., og et institutionaliseret samarbejde med Den sociale højskole i København om Den Sociale Kandidatuddannelse siden 1993. Det kan altså lade sig gøre. Samtidigt har vi imidlertid oplevet, at gamle, alment kendte konfliktflader bestandig gør sig gældende: De professionelle mellemuddannelsers (in casu socialrådgivernes) ikke altid uberettigede frygt for at blive domineret af det universitære system, med fare for at tabe sin identitet og sin nærhed til praksisfeltet. Og universitetsforskernes berøringsangst overfor den socialfaglige udvikling og forskning i samspillet med praksis; en ikke altid helt uberettiget tvivl om hvorvidt der kan leves op til akademiske standarder. Et sådant spændingsfelt kan være frugtbart, og det kan være destruktivt. Grænsen er hårfin.4 Men hvis det frugtbare skal dominere, det vil sige at den traditionelle akademiske forskning udfordres i sin tendens til at betragte problemerne udefra, og at praksisforskningen udfordres i sin tendens til at blive ren prakticisme, kræves der tid og tålmodighed. Det drejer sig om møjsommelige processer, der i udviklingen af samarbejdet omkring social forskning vil måtte finde deres forskellige veje, snarere end rationelt at planlægges via udefrakommende ønsker om entydige modeller.

37 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Noter 1

Denne 'bevægelse', hvis livsform minder om og vel også er inspireret af sigøjnernes, etableredes fra midten af firserne af intellektuelle afhoppere fra de moderne mainstreamkulturer, ofte benævnt 'New Age Travellers'. Efterhånden har den fået en relativ omfattende rekruttering fra socialt udstødte unge i de britiske storbyer, ramt af thatcherismens demontering af velfærdsstaten. Se for eksempel David Sibley: Geographies of Exclusion, 1995. 2

Jeg har brugt tre klassiske sociologer til at bringe lidt uorden i den ofte aksiomatiske accept af de lineære, samfundsmæssige udviklingsmodeller. Men selvfølgelig kan der gåes langt mere radikalt til værks, for eksempel i et opgør med selve 'det moderne', som historisk-filosofisk begrebsramme. Det har blandt andet den norske sociolog Johan Galtung gjort, og i en svensk trilogi som han har været med til at redigere, har udviklingsforskeren Björn Hettne en markant artikel i denne sammenhæng, 'Den västerlåndska udvecklingsmodellen ifrågasatt'. Her skitseres en cyklisk udviklingsfilosofi over mange århundreders forløb. Siden 1600-tallet repræsenterer 'det moderne' (dualisme, fremskridtstro, ekspansionisme) Vestens hovedstrømning ('strömfåran'). Men parallelt eksisterer der stadig levende understrømme ('kontrapunkterna'), næret af præmoderne og ikke-vestlige anskuelsesæt (kosmologier). Under givne omstændigheder, for eksempel når modernitetens 'oreflekterade og okomplicerade framtidstro' krakelerer, kan den kontra-punktiske tænkning bidrage til fundamentale paradigmeskift. (På godt og ondt, blandt andet afhængig af hvilke aktører i hvilke situationer. Min anmærkning). 3 Hovedlinierne i denne artikel blev således oprindeligt lagt i et foredrag jeg holdt på en bred konference om forskning i socialt arbejde i januar 1998, arrangeret af et socialministerielt opnævnt udrednings- og planlægningsudvalg om samme emne. Senere blev foredraget udgangspunkt for et internt notat til udvalget, som jeg var medlem af. I lettere bearbejdet form blev så notatet til en artikel, 'Socialpolitik og socialt arbejde', i NOPUS-rapport nr. 13, 1999. Især den nærværende artikels afsnit om forskningsmæssige perspektiver bærer præg af tilblivelsesprocessen: Den koncentrerer sig om nogle aktuelle, principielle og praktiske spørgsmål omkring prioritering og planlægning af dansk forskning i sociale problemer og socialt arbejde. 4 Problemstillingen er velkendt, også historisk set. Spændingerne udfoldede sig eksempelvis ret voldsomt ved Chicago-universitetet i tiden mellem første og anden verdenskrig: En dominerende del af 'Chicagoskolen' indenfor sociologien hævdede den 'rene' og neutrale forskning overfor en anden gruppering, der var praksisorienteret, med rødder i udviklingen af socialt arbejde ved settlementet Hull House. Konflikten - der havde klare politiske overtoner og ret destruktive konsekvenser - er levende beskrevet af David Sibley i den tidligere nævnte bog 'Geographies of Exclusion'. Noget spekulativt, men bestemt både spændende og underholdende, diskuterer i øvrigt Sibley i denne sammenhæng modsætningerne mellem maskuline (kolde, neutrale) og feminine (varme, engagerede) traditioner indenfor sociologien og beslægtede discipliner.

38 Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv Tina Ussing Bømler

Begrebet udstødte er op gennem historien blevet anvendt i forskellige sammenhænge og betydninger alt afhængigt af, hvilke problemstillinger der er blevet fokuseret på. Der er tale om et relativt begreb, hvor især udviklingen af den professionelle og socialpolitiske diskurs har haft central betydning for skiftende billeder af udstødte grupper. Når den franske filosof Foucault eksempelvis betegner det 17. århundrede i Europa som den store indespærring, hvor vagabonder, sindssyge, åndssvage, sinker og andre samfundsunyttige elementer blev sat bag lås og slå, var der hverken tale om nogen form for diagnosticering eller lægelig behandling. Indespærringen eller interneringen var først og fremmest normalsamfundets behov for beskyttelse og for at slippe af med de individer, der ikke gjorde nytte i samfundet. Diagnosticering og klassificering blev først aktuelt i det 19. århundrede, dels på grund af udviklingen i lægevidenskaben, dels fordi der blev etableret forskellige socialpolitiske foranstaltninger, der var rettet mod de grupper i samfundet, der af den ene eller anden årsag ikke gjorde nytte i samfundet. Formålet med denne artikel er at illustrere, hvordan udviklingen af den professionelle diskurs og de dominerende antagelser i socialpolitikken, har skabt og stadig skaber forskellige billeder af udstødte grupper, der er med til at fastholde normalsamfundets udstødende funktion. 39

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

Den store indespærring Under reformationen i det 16. århundrede opfattede kirken trolddom og hekseri, som de farligste samfundsfjender. Tiden var fyldt med overtro og forestillinger om hekseri. Manere, eksorcister, kloge mænd og koner blev pint, tortureret og brændt. Alle sygelige anlæg, galskab og afvigelser, der i vores tid formentlig ville være blevet betragtet som sindssygdomme eller hysteri, har sendt mange i døden på grusomste vis. I over hundrede år havde hekseforfølgelserne i de protestantiske lande nærmest karakter af rene epidemier (Frisch 1962). Med en uhyggelig nidkærhed forfulgte den protestantiske kirke mænd og kvinder, som man mente stod i ledtog med djævlen. Var en kvinde først mistænkt for trolddom, var der kun en vej, og det var fra pinebænken til bålet. Gustav Bang beretter i sin bog 'Illustreret kulturhistorie' fra 1899, at nogle steder var man så djævelsk grusom, at man anvendte fugtigt brænde ved heksebrændinger for at trække pinen i langdrag. Herved trak folkeforlystelserne længere ud. I slutningen af det 16. århundrede var hekseforfølgelserne på sit højeste. De kulminerer i slutningen af det 17. århundrede, nogenlunde samtidig med, at anstaltsbyggeriet i Europa for alvor tager fat. I Danmark regner man med, at der fra 1540 til den sidste heksebrænding i 1663 på Nykøbing Falster er blevet brændt henimod 1000 hekse og troldmænd. Hvor mange, der var sindssyge, åndssvage, konfuse, hysteriske etc, er der forskellige bud på i historieskrivningen (Adserballe 1977). Reformationen har uden tvivl været en vanskelig tid for de fattige. Krøblinge, sindssyge, blinde, drikfældige, kvinder og børn, gamle, hel- og halvtossede personer, der ikke kunne forsørge sig selv, måtte hutle sig igennem tilværelsen ved betleri. Før reformationen havde den katolske kirke udført et betydeligt hjælpearbejde over for de fattige ud fra den tankegang, at gode gerninger og almisser havde betydning for giverens sjæl. I den katolske tid overlevede mange fattige ved at blive tiggermunke. En form for autoriseret kirkeligt betleri, der efterhånden irriterende den brede befolkning så voldsomt, at man i nogle byer jog tiggermunkene på porten. Når munkene

40

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Den store indespœrring

forsvandt fra klostrene, var der ikke nogen til at pleje de syge og de fattige (Phillipsen 1947). Under reformationen overtog staten nødtørftigt de opgaver, som kirken tidligere havde løst. Der blev anlagt en hård linie over for fattige og andre personer, der ikke gjorde nytte i samfundet. Fattigdom blev betragtet som selvforskyldt. Man så på fattigdom med foragt og som en trussel for samfundet. Det havde ikke længere betydning for sjælens frelse at give almisser til de fattige. Det var et emne, som præsterne ligefrem blev pålagt i deres prædikener (Wittendorff 1989). Christian 2. forsøgte at begrænse tiggeriet ved at sætte det i system. Således blev nogle fattige fundet værdigt trængende, de syge, de ældre og de svage, der ikke kunne arbejde. De værdigt trængende blev udstyret med et tiggertegn og fik lov til at tigge i eget sogn. Pengene til de værdigt trængende kom hovedsageligt fra kirkebøsser og fra tavler, der blev båret rundt i kirkerne. Den primære metode til at løse de uværdigt trængendes problemer, var at jage dem uden for byen. På trods af Christian 2.'s forsøg på at løse fattigdomsproblemerne, dels ved at sætte fattigdommen i system, dels ved at jage de fattige på porten eller ved at tvinge dem i arbejde, voksede fattigdomsproblemerne. Ved fattigforordningen af 1558 skærpede man derfor indsatsen overfor de uværdigt trængende. Enhver kunne frit indfange tiggere, der ikke var udstyret med tiggertegn og sætte dem til 'trældom og arbejde'(Wittendorf 1989). Ved fattigforordningen af 1587 blev det besluttet, at de værdigt trængende skulle opføres i registre, så menigheden nødtørftigt kunne sørge for dem. Arbejdssky elementer, bedragere, kæltringe, der ikke havde ret til at tigge i sognet, skulle forvises og straffes med pisk. Efterhånden som de fattige blev mere og mere udstødt af fællesskabet, blev de opfattet som asociale og samfundstruende elementer (Wittendorff 1989). Under merkantilismen fik indsatsen overfor de fattige og andre afvigere en ny gren. Der blev indført tvangsarbejdsanstalter overalt i Europa. Det 17. århundrede er, som nævnt af den franske filosof Foucault, blevet betegnet som den store indespærring i Europa, hvor gale, tiggere, vagabonder, alkoholister, folk med kønssygdomme, invalide, vedvarende arbejdsløse

41

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv og andre særlige blev anbragt på dertil indrettede anstalter. Overalt i Europa blev der bygget anstalter, hvor alle mulige former for afvigere blev spærret inde. Ved at sætte fattigdommen og afvigerne bag lås og slå, gjorde staten sig til herre over fattigdommen og ufornuften (Foucault 1973). Allerede i 1605 opretter Christian 4. en tugt- og forbedringsanstalt i København, hvor tiggere blev tvangsanbragt, blandt andet for at producere billige tekstiler. I 1621 blev der i tilknytning til anstalten oprettet et børnehus, hvor omstrejfende og forbryderiske børn blev indfanget og anbragt med henblik på at oplære dem inden for tekstilfagene. En foranstaltning der med lidt god vilje kunne ligne en tidlig revalideringstankegang, men eftersom det kun var en begrænset del af børnene, der overlevede og faktisk blev oplært i et håndværk, har tankegangen nok været mere erhvervspolitisk end socialpolitisk (Phillipsen 1947). I midten af det 17. århundrede bliver børnehuset nedlagt i nogle år, men genopstod herefter i 1662 som et led i den berygtede københavnske anstalt, der indeholdt tugthus, rasphus og børnehus, hvor alskens lemmer blev stuvet sammen og sat til tvangsarbejde. Det var Københavns fattigvæsen, der drev anstalten, og de produkter, der blev solgt, var med til at finansiere driften af anstalterne. Det primære formål med anstalterne var at befri befolkningen fra generende elementer samtidig med, at man i øvrigt fik produceret nogle billige produkter (Phillipsen 1947). Pesthuset, der blev anlagt i 1612, sorterede også under fattigvæsenet. Oprindeligt blev det etableret som et hospital til sårede soldater under Kalmarkrigen, men efter 1619 blev det udelukkende brugt som pesthus. I 1630 blev pesthuset flyttet uden for byen og blev herefter anvendt som et syge- og pesthus og som et fængsel for de afsindige (Kelstrup 1983). I 1658 under Københavns belejring blev pesthuset imidlertid ødelagt. Det gamle pesthus blev erstattet af et nyt, der blev anlagt ved Kalvebodstrand. Det kom til at fungere som opbevaringssted for fattige, pestramte og sindssyge de næste hundrede år. I 1769 flyttes fattiglemmerne, de pestramte og de sindssyge ind i et nyt pesthus på ladegården ved Sct.Hans. En kendt købmand Claudi Rosset skænker efter sin død sin formue til pesthuset. For midlerne indrettes ladegården, der får navnet Sct. Hans hospital og Claudi Rossets stiftelse (Kelstrup 1983).

42

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Den store indespœrring

Det var ikke med behandling for øje, at der blev etableret offentlige anbringelsessteder for sindslidende. Formålet var slet og ret at befri samfundet for de sindssyge. Mange af dem blev anbragt i dårekister eller i trækasser i et afsidesliggende rum i huset. Det var først og fremmest familien, der havde ansvaret for bevogtningen og for at beskytte samfundet mod de sindssyge. For de familier, der ikke selv kunne tage vare på ansvaret, blev der oprettet offentlige dårekister i pesthusene, på sygehusene og i arbejdsanstalterne. Grundpillen i det danske sindssygevæsen fandtes i Christian V. 's Danske Lov fra 1683. En bestemmelse, der i øvrigt først blev afløst i 1938 i lov om sindssyge personers hospitals ophold. Af Christian V.'s Danske Lov fremgår det: Findis nogen rasende, eller galind, da må hvem der vil hannem binde, og føre hannem til tinge, og tilbyde hans frænder hannem, og de ere pligtige til at forvare hannem. Saafremt de have middel dertil; Hvis ikke, da bør Øvrigheden at sette hannem i forvaring. (Adserballe 1977: 68) Loven gav således hvem som helst ret til at indfange de såkaldte rasende eller galind. Loven indeholdt ikke nogle regler for, hvordan de skulle anbringes og heller ikke nogen kontrol med, om indespæringen var berettiget. Fra 1683 og frem til 1835 blev der ikke vedtaget nogen love, der omhandlede forvaringen af sindslidende. Der var udelukkende tale om en periode, hvor der blev etableret dårekister, beplankninger og lokaler i eksisterende anstalter, der skulle beskytte samfundet mod de fattige, gale og afsindige. I 1709 udsendte kongen et påbud til biskopperne og til stiftsbefalingsmændene, hvor det tydeligt fremgik, at der var tale om fattige og afsindige: Kongen har fornummet, at paa de fleste Steder i Danmark ikke skal findes saa beqvemme Værelser, hvori fattige Folk, som af Vanvittighed og Sindsforstyrelse blive hjemsøgte, kunne indsættes og vel forvares:

43

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv Stiftsbefalingsmændene og Biskopperne skal Indsættelse og Forvaring, i det ringeste ved Stiftet, strax lade indrette eet eller to Værelser letteligen skal kunne udbryde, og derhos den Hospitalerne deres fornødne og Tilsyn (samme s. 82)

til fattige Lemmers alle Hovedhospitaler i saaledes, at de deraf ei Anstalt gjøre, at de af nyde og bekomme.

Året forinden blev der udsendt en fattigforordning. Forordningen af 1708 er blevet betegnet som Danmarks første socialreform og som begyndelsen til en egentlig fattigforsorg (Phillipsen 1947). Man forlod det tilladte tiggeri til fordel for en organiseret fattigforsorg, hvor staten for første gang aktivt påtog sig et ansvar for at løse fattigdomsproblemerne. Forordningen af 1708 forbød betleri, men opretholdt sondringen mellem værdigt og uværdigt trængende. De fattige i sognet skulle henvende sig til en såkaldt fattiginspektør, der herefter skulle vurdere om der var tale om selvforskyldt eller uforskyldt fattigdom. Var fattigdom selvforskyldt blev den pågældende sendt til pesthuset i København eller anbragt på en arbejdsanstalt. Finansiering af ordningen blev primært fremskaffet ved indsamlinger i fattigbøsser i kirkerne. Herudover skulle alle, der boede i København lade sig indskrive hos menigheden og angive, hvor meget de årligt ville give til de fattige. Indkom bidragene ikke, kunne skyldnerne risikere at få deres navn læst op fra prædikestolen (Jeppesen 1989). Præsterne og de kongelige betjente i København skulle erlægge 1 % af deres årlige gage til de fattige. Selvom forordningen af 1708 hverken afskaffede betleriet eller fattigdommen, fremstår ordningen alligevel som en epoke i dansk socialpolitik, idet staten for første gang indså, at fattigdom var et samfundsproblem, hvis løsning krævende en statslig medvirken.

Panoptikon og udvikling af psykiske kurmetoder I forbindelsen med industrialismens udvikling i 1700-tallet ændres holdningen til gale og afsindige, ikke mindst fordi den voksende industri havde

44

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Panoptikon og udvikling af psykiske kurmetoder

behov for arbejdskraft. Det betød, at man forlangte produktivitet af de anbragte på anstalterne og i tugthusene. Derfor opstod der et behov for at få udskilt de rigtige gale fra de øvrige internerede. Samtidig indtraf der i midten af det 18. århundrede en markant ændring af holdninger og følelser. Den kulturelle højkonjunktur i Europa skabte et bredt spektrum af kulturelle aktiviteter, hvor fordoms overtro blev afløst af debat, oplysning og fornuft (Feldbæk 1990). Fornuft og oplysning overtog magten i videnskab, tro, moral, i statsledelse og i privat livsførelse. De gale og de afsindige skulle nu behandles efter videnskabelige principper. I det 18. århundrede fik interneringen således en ny betydning, idet den blev en foranstaltning af lægevidenskabelig karakter. Den engelske læge William Battie var formentlig den første, der formulerede psykiatrien som en videnskab (Adserballe 1977; Kelstrup 1983). William Battie var leder af Bethlamhospitalet i London, der omtales som et af de første anbringelsessteder for sindssyge.1 Bethlam blev grundlagt i London i 1247 og blev senere omtalt som 'Bedlam', der er en primitiv omtale af galskab og sindssyge personer. I London var 'Bedlam' en fornøjelig attraktion, hvor besøgende kunne more sig over de sindslidende (Adserballe 1977). Batties udgangspunkt var, at galskab ikke var et spørgsmål om mangel på fornuft, men at der fandtes indre og ydre årsager til galskaben. De indre årsager kunne være baseret på hjerneskader og indre forstyrelser i nervesystemet, mens de ydre årsager kunne være baseret på dovenskab og drukkenskab. De ydre årsager måtte i følge Battie fjernes, inden de udviklede sig til nedgroede vaner. Metoden var straf og en streng moralsk opdragelse af patienten. Til det formål opfandt den engelske reformator J. Bentham den såkaldte panoptikon-bygning, hvis hovedformål var effektiv overvågning af de anbragte. Foucault beskriver hovedvirkningen af panoptikon således: At den innsatte skal være og vite seg synbar - for dermed fungerer makten automatisk. Bevoktningens virkninger er permanente, som om den som betraktet ikke pågår uavbrutt. Maktens fullkommenhet gjør, at det nærmest blir overflødig å bruke den. Dette arkitektoniske apparat skal bli en maskine som skaper og oppebærer et herredømme som er

45

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

uavhengig av den som utøver det. Kort sagt: Hovedhensikten med panoptikon er å skape en situasjon, hvor de innsatte selv danner grunnlaget for det herredømme de lever under. (Foucault 1977: 180) Panoptikon-bygningen blev opført i flere forskellige variationer, cirkelformede, kuppelformede, stjerneformede, h-formede. Det var især i England, at panoptikon-bygningen blev anvendt til sindssygehospitaler, mens den i Danmark, Tyskland og Frankrig blev anvendt til fængselsbyggerier (Kelstrup 1983). Blandt andet er Vestre fængsel i København bygget efter panoptikonprincippet. Det var en fransk læge ved navn Philippe Pinel, der blev kendt som den person, der befriede de sindssyge fra deres lænker på de berygtede anstaler Salpetriere og Bicetre i Paris, hvor Pinel var cheflæge. Salpetriere var en anstalt for mænd og Bicetre en anstalt for kvinderne. Pinel er almindeligt kendt som den franske psykiatris fader og som reformator af det franske sindssygevæsen (Dorner 1969). På de to nævnte anstalter iværksatte Pinel en psykiatrisk reform, hvor behandlingen af de anbragte skulle baseres på et videnskabeligt grundlag. Pinel anså indlæggelse af de sindssyge som en nødvendig forudsætning for et godt behandlingsresultat. De blev befriet for deres lænker og blev samtidig inddelt og adskilt efter forskellige symptomer. Lægerne skulle observere de psykiske forstyrrelser hos de sindssyge og på den baggrund finde frem til de rette behandlingsmetoder. Pinels primære metode i behandlingen af de sindssyge var overvågning og en streng moralsk opdragelse. Pinels metoder er senere blevet omtalt af danske læger, blandt andet Harald Selmer, der betragtes som den danske psykiatris grundlægger (Adserballe 1977.) En anden central person i udviklingen af de psykiske kurmetoder var den tyske læge og videnskabsmand J.C. Reil, der i 18o3 udgav en meget berømt bog 'Rhapsodien über die Anwendung der psychischen Kurmethode auf Geisteszerrüttungen'. Grundideen i det 500 siders store værk var, at de sindssyge skulle påvirkes så stærkt som muligt ved anvendelse af alverdens straffe- og tvangsmidler. Herefter kunne man afrette og opdrage patienterne. I samarbejde med andre tyske læger udviklede J.C. Reil de mest grusomme 46

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Socialreformen af 1803

og spekulative kurmetoder til behandlingen af sindslidende. Spekulative fordi Reil ikke selv havde nogle erfaringer med sindslidende. Reils kurmetoder var primært udtænkt ved skrivebordet (Dorner 1969). Reil anbefalede blandt andet sultekure, kvalme og brækkure, indpoding af fnat, hårudtrækning, påføring af glødende jern, sprøjtebade, hvor patienten får rettet hårde vandstråler mod hovedet og kønsorganerne, vandkure, hvor patienterne blev overhældt med flere hundrede spande koldt vand fra flere meters højde, ofte med den effekt, at skalpen blev løsnet fra underlaget. En anden kendt tysk psykiater, Hayner, beskrev i et tidsskrift for psykiatri i 1818, hvordan man fordelagtigt kunne anvende mekaniske hjælpemidler i behandlingen af de sindssyge. Hayner beskrev nøje brugsanvisningen ved anvendelse af tvangsskjorter, tvangsskabe, kolde brusebade og drejemaksiner, hvor sidstnævnte ved en høj hastighed kørte rundt og kunne fremkalde kvalme og opkastninger (Adserballe 1977). Udviklingen af de psykiske kurmetoder i Tyskland fik også gennemslagskraft i Danmark, hvor den første danske psykiater J.H. Seidelin, der var ansat ved Sct. Hans hospitalet fra 1816-1831, var stærkt inspireret af de tyske kurmetoder.

Socialreformen af 1803 1740erne og 1750erne er blevet karakteriseret som en kulturel gæringstid, hvor man for første gang debatterede sociale og økonomiske spørgsmål offentligt (Feldbæk 1990). Oplysningstiden og den voksende velstand hos det bedre borgerskab gjorde, at borgerskabet fandt det naturligt at revidere de primitive forordninger af 1708. Det var dog heller ikke de øverste samfundsklasser, der skulle finansiere reformen. Det var bønderne og de menige borgere. I 1787 nedsatte den danske regering en kommission, der skulle fremkomme med forslag til en revision af forordningerne af 1708. Kommisionens arbejde medførte en revision af det københavnske fattigvæsen, men kommissionen nåede aldrig at udarbejde et forslag til en almindelig fattiglov for det øvrige land. I forordningen af 1799 blev det fastslået, at 47

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

fattighjælpen skulle tage sig af alle trængende, der ikke selv kunne skaffe sig nødtørftigt underhold. Fattigvæsenet skulle sørge for, at syge og gamle nød almisse, og at arbejdsføre fattige kom i arbejde. De fattige skulle tilbydes beskæftigelse i fattigvæsenets institutioner eller i det private erhvervsliv. Anbringelse i tvangsarbejdsanstalter skulle betragtes som en nødløsning. Fattighjælpen kunne enten gives som kontanthjælp eller naturalier, hvor sidstnævnte især forekom i de situationer, hvor fattigvæsenet kunne drage fordel af store indkøb. Til børnene blev der oprettet fattigskoler. Når børnene var fyldt 6 år, fik man pligt til at sende børnene i skole. Til de mere begavede børn blev der oprettet opfostringshuse, der fungerede som kostskoler for begavede fattige børn. Forordningen af 1799 hjemlede også mulighed for at straffe såkaldt moralsk fordærvede børn, der ikke ville opfylde deres forpligtelser ved almindelige formaninger. Fattigkommisionen havde bemyndigelse til at idømme de fattige 4 ugers fængsel i de situationer, hvor de fattige havde udvist: Uhørsomhed og Trodsighed mod foresatte, Drukkenskab, Uforligelighed, Modvillighed til Arbejde, slet Opførsel af Forældre mod Børn, raae Materialers skiødeløse Behandling under Forarbeidningen, betroede Varers eller Arbeidsredskabers Forvandskning, og anden offentlig huslig Uorden eller Udyd. ( Jørgensen 1940: 46) Da det ikke lykkedes at udarbejde en reform, der var gældende for hele landet, rettede kancelliet i 1800 en forespørgsel til landets overøvrigheder med henblik på at få en kortlagt fattigvæsenets tilstand. Lokale embedsmænd blev opfordret til at gå videre med arbejdet. Det var især to embedsmænd, der fik central betydning for socialreformens tilblivelse. Det var sognepræst Eiler Hammond fra Brøndby Øster og Vester og Sorøamtmand Poul Chr. Stemann (Jørgensen 1940). Hammond var især kendt for sit store engagement i sine to sogne, hvor han formåede at skaffe de fattige en bedre forplejning og et nyttigt arbejde. For egne midler investerede han i hør og satte de fattige til at spinde garn, som han solgte i København. De to

48

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Socialreformen af 1803

embedsmænd udarbejdede hver sit forslag til en ny reform for fattigvæsenet. De to forslagsstillere var enige om, at de fattige skulle forsørges i eget sogn, og at det offentlige skulle fastsætte en særlig skat, der skulle finansiere fattighjælpen. Med udgangspunkt i de to forslag og med få ændringer indstillede kancelliet reformen til kongens godkendelse i 1803. Det var så langt fra tale om gennemgribende ændringer af forordningerne af 1708. De gennemførtes først ved socialreformen af 1891. Der var primært tale om en lov, der angav rammerne for fattigforsorgen, og hvor de nærmere principper om fattighjælp blev overladt til den enkelte sognekommune. Herudover blev der gennemført et princip om, at det var fødestedskommuen, der skulle yde hjælp til forsørgelse. Fødestedsprincippet udviklede sig i løbet af nogle år til et politisk stridsspørgsmål, især fordi den tiltagende afvandring fra land til by i begyndelsen af det 19. århundrede bevirkede, at der var betydelige økonomiske interesser i at få fødestedskommunen til at betale for fattighjælpen. Forordningen inddelte de fattige i tre klasser (Phillipsen 1947). 1) De, der helt skulle leve af fattighjælp, 2) børn, 3) de, der kun delvis havde behov for hjælp af fattigvæsenet. Inddelingen havde ikke noget med retsvirkninger at gøre. Det var udelukkende tale om forskellige forsørgelsesmåder. På landet og i købstæderne blev hjælpen hovedsageligt udbetalt i naturalier, mens den i København blev udbetalt i kontantform, med mindre de fattige var anbragt på en anstalt. I hvert sogn blev der oprettet et fattigråd, der skulle lede fattigvæsenet. Fattigrådet bestod af præsten, politimesteren, et medlem af magistraten, en af de største godsejere i sognet samt fire af sognets bedste mænd. Forordningen af 1803 er blevet opfattet som den lov, der skabte de danske sognekommuner (Phillipsen 1947). Sognekassernes indtægter bestod af årlige bidrag i penge, frivillige gaver og indtægter fra kirkebøsserne og de fattiges tavle. Ud over sognekasserne blev der oprettet amtsfattigkasser, hvis hovedformål var at komme sognekasserne til hjælp i særlige situationer, eksempelvis til bekostning af borttransport af tiggere eller udgifter til bevogtning af sindssyge. Forordningen opretholdt forbudet mod betleri, men tiggerfogedinstitutionerne blev nedlagt. Tiggerfogedens erhverv overgik

49

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

herefter til det almindelige politi. Tog tiggeriet overhånd, var det tilladt at ansætte en eller to personer til at bedrive klapjagt på tiggerne. Forordningen foreskrev ikke nogen inddragelse af borgerrettigheder for personer, der modtog fattighjælp. Det var først senere, at fattighjælpen fik særlige retsvirkninger og de fattige en officiel status som en gruppe, der var deklasseret og udstødt af samfundet.

Sct. Hans hospital og Danmarks første psykiater I begyndelsen af 1800-tallet har oplysningsfilosofien og udvikling af lægevidenskaben uden tvivl spillet en vigtigt rolle for udviklingen af anstalter i Danmark. Nogenlunde samtidig med socialreformen af 1803 begyndte man så småt at diffentiere afvigerne i forskellige grupper. I 1807 blev Det Kongelige Døvstummeinstitut oprettet. Døvskoleforstanderen Johan Keller og dennes søn, lægen Christian Keller, skulle senere få stor betydning for professionaliseringen af den danske åndsvagebehandling (Kirkebæk 1993). Med skoleloven af 1814 mistede de handicappede, de åndssvage og de blinde retten til at modtage undervisning i kommuneskolerne. De blev anset for uegnede til at modtage undervisning. I 1794 nedsatte Københavns Kommune en kommission, der skulle undersøge de sindssyges forhold. Kommissionen anbefalede, at der blev oprettet et særligt hospital, nemlig Ladegården ved Sct. Hans Hospital. Ladegården blev imidlertid ødelagt ved englændernes bombardement i 1807. De afsindige og almisselemmerne blev da placeret på forskellige anstalter i København. I 1816 blev de afsindige overført til Bidstrupgård på Sct. Hans hospital, der blev Danmarks første psykiatriske sygehus. Overflytningen havde følgende begrundelse: Afsindige og Tossede, som formedelst den Fare, Skræk, Ulejlighed de kunde volde i Borgersamfundet, bør afsondres fra samme og være under hensigtsvarende Bevogtning, til Cuur for saavidt det er muligt at bringe dem til Forstandens Brug, og til Forsørgelse naar Cuur ikke kan

50

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Sct. Hans hospital og Danmarks første psykiater

hjælpe (...) De afsindige kunde bedre være udenfor Staden, hvor de foruroliger og foruroliges. (Kirkebæk 1993: 86) De afsindige skulle først og fremmest afsondres fra normalsamfundet for ikke at volde nogen skade, og dernæst skulle de, hvis det var muligt, gennemgå forskellige psykiske kurmetoder for at bringe dem til forstanden. Til at stå for behandlingen ansatte man i 1816 Johan Henrik Seidelin, der som før nævnt blev Danmarks første overlæge i psykiatri. Seidelin var stærkt inspireret af den tyske psykiatri, og han anvendte i vid udstrækning J.C.Reils spekulative opskrifter på psykiske kurmetoder. Der blev anvendt legemlig afstraffelse, spændetrøjer, styrtebade, sultekure og brækkure. De mest urolige patienter anbragte man i to af sidefløjene til hovedbygningen. Den ene fløj indeholdt dårekister. Små celler med næsten ingen lys og langs cellerne en lang gang, der fungerede som latrin, så opsynsmændene kunne tømme latrinerne uden at komme i berøring med de afsindige (Kelstrup 1983). De sindssyge havde ingen rettigheder, og forholdene var så umenneskelige og så ydmygende, at fantasien knap kan skildre dem: En gruppe syge man aldrig havde spurgt om de ville på hospitalet. Det var de sindssyge. I København landede de på Sct. Hans hospital, i provinsen i særlige afdelinger af lemmestiftelser eller i tugthuse. De blev ført dertil under falsk foregivende og derpå indespærret i små celler, der ofte var uden lys og varme. Uvillig til at betale udgifterne til klæder, lod man dem sidde nøgne på deres halmleje, eller man fandt for de mildere tilfældes vedkommende på at binde skjorteærmerne sammen for at de ikke skulle pille natdragt og tæppe i stykker. De værste tilfælde blev henvist til lænker og spændetrøje, eller hensat i total mørke, til de havde givet sig. Opsynsmanden havde ret til at slå med pisk eller stok. Da der ofte var mænd og kvinder sammen i dårekisten, og da opsynet var lemfældigt, blev kvinderne gang på gang besvangrede, om ikke af andre så af opsynsmanden. (Seeberg 1982: 265)

51

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

Der var ikke ansat uddannet personale på Sct. Hans. Opsynsmændene var ofte fallerede købmænd eller landmænd, hvis moral havde stor indflydelse på den videnskabelige behandling af patienterne. Personalet blev betragtet som tyende, og de tjente stort set ikke mere end, hvad en karl eller en tjenestepige kunne tjene. Vold og mishandling af sagesløse patienter var daglige foreteelser (Kirkebæk 1993). Selvom J.H. Seidelins psykiske kurmetoder ud fra datidens primitive forestillinger om psykiske lidelser formentlig blev udført ud fra de bedste hensigter, blev de udsat for en sønderlemmende kritik i 1820erne (Adserballe 1977). En klage fra en stud.jur. der var indlagt på Sct. Hans fra oktober 1828 til maj 1829, og som var søn af en berømt instruktør og skuespiller på Det Kongelige Teater, var den direkte anledning til, at der blev nedsat en kongelig kommission, der skulle undersøge forholdene på Sct. Hans. Undersøgelsen konkluderede: At både overlægen og underlægerne faktisk havde anvendt unødig hård behandling såsom legemlige revselser med ris, ørefigen, styrtebade, spændestol, tvangstrøje, sult, tørst, kvalmemikstur, spanske fluer osv. hvilke foranstaltninger som overlægen betegnede som korrektionsmidler. (Adserballe 1977: 105) Seidelin, underlægerne og en del af opsynspersonalet blev afskediget i 1831. Overlægestillingen overtages af Gøricke, der kom fra en dåreafdeling i Odense. Gøricke var ikke tilhænger af de tyske kurmetoder eller anden voldsom behandling af de sindssyge. Han er blevet beskrevet som en af de første psykiatere, der indførte overbærenhed og mildhed i behandlingen, og som den læge, der tog skarpt afstand fra de sindslidendes manglende retsstilling. (Adserballe 1977)

Fattighjælpens retsvirkninger og fattiggårdene Socialreformen af 1803 var blevet til under en højkonjunktur og var formuleret af en overklasse, der ikke i nævneværdig grad skulle være med

52

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Fattighjœlpens retsvirkninger og fattiggårdene

til at finansiere reformen. Forudsætningerne for reformen hvilede på et stabilt bondesamfund, hvor det enkelte sogn selv skulle forsørge sine fattige. I årene efter reformens ikrafttræden indtraf der en økonomisk krise, blandt andet som en følgevirkning af landbrugets krise efter napoleonkrigenes afslutning. Den gyldne handelsperiode var forbi. Arbejdsløsheden steg, og det samme gjorde efterspørgslen efter fattighjælpens ydelser. Skatterne blev sat op, og i byerne og i landområderne var de jævne borgere og bønderne harme over de stigende udgifter til fattigvæsenet. I de følgende årtier blev der derfor indført en række bestemmelser, der dels var et led i sparebestræbelser, dels et led i en afskrækkelseskampagne der skulle afholde folk fra at søge hjælp hos fattigvæsenet. Den første bestemmelse af deklasserende art var ægteskabsforordningen af 1824, hvor man forbød indgåelse af ægteskab med personer, der enten fik eller havde fået fattighjælp, eller som uretsmæssig havde modtaget fattighjælp. En bestemmelse, der iøvrigt overlevede helt frem til 1961. Tanken begyndte allerede at ulme i 1807, hvor en fattigkommission henvendte sig til kancelliet med en anmodning om at forbyde indgåelse af ægteskab mellem en uformuende mand og en fattig kvinde. Kancelliet påpegede i sit svar, at det ville være for stort et indgreb i den personlige frihed at nægte folk at gifte sig, og at det formentlig ville føre til endnu flere uægte børn og dermed en endnu større byrde for fattigvæsenet (Jørgensen 1940). I forbindelse med en revision af de kirkelige love i 1822 blev spørgsmålet om retten til at indgå ægteskab berørt igen. En særlig kommission af eksperter foreslog, at mænd skulle være fyldt 20 år og kvinder 16 år, før man kunne få lov til at indgå ægteskab. I 1824 går man et skridt videre, idet kancelliet besluttede: At ingen af dem, som ville indlade sig i Egteskab, nyder eller fra den Tid deres Forsørgelse som Børn ophørte, har nydt nogensomhelst urefunderet Understøtelse af Fattigvæsenet, da i modsat Fald Egteskabet ikke kan tiltrædes, med mindre den administrerende Direktion for Fattigvæsenet, naar Mandspersonen er forsørgelsesberettiget i Kjøbenhavn, og ellers Sogne-Commissionen for det Fattigvæsen, hvori 53

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

Manden er forsørgelsesberettiget, erklærer, at der for Fattigvæsenets vedkommende intet findes imod samme at erindre. (Jørgensen 1940: 55) I praksis betød reglen, at man kunne nægte unge kvinder at gifte sig, hvis de eksempelvis under sygdom eller i en kortere periode havde modtaget fattighjælp. Da stænderforsamlingen trådte sammen i 1835, skete der et markant brud med oplysningstidens forestillinger om, at fattighjælpen i vid udstrækning skulle ydes således, at de fattige kunne forblive i eget hjem. Omkring 1838 begyndte man at anlægge fattiggårde såvel i byerne som på landet, blandt andet ud fra den tankegang, at der kunne hentes store besparelser ved at indlemme de fattige under samme tag. Sognenes motivation var at få standset tilgangen til fattigvæsenet og dermed få kontrol over de stadigt voksende udgifter til fattigvæsenet. Livet på fattiggårdene var først og fremmest præget af streng disciplin, hvor lemmerne skulle lære lydighed og nøjsomhed, der skulle gøre dem bedre egnet til at klare sig selv. Fattiggårdene havde uden tvivl en afskrækkende virkning og har formentlig tvunget mange ældre og svagelige til at blive ved med at arbejde længere end nødvendigt af skræk for at blive anbragt på en fattiggård. Det var dog ikke kun fattige, der blev anbragt på fattiggårdene. I midten af 19. århundrede var udbygningen af åndssvageanstalter, sindssygehospitaler og afvænningshjem kun i sin vorden. På fattiggårdene blev lemmerne stuvet sammen med åndssvage, sindssyge, drankere, vagabonder osv. For mange har det formentlig i sig selv virket deklasserende at blive slået i hartkorn med åndssvage og andre afvigere. I princippet skulle fattiggårdene være selvfinansierende, idet indtægterne skulle komme fra dyrkning af ejendommenes jorder og ved forarbejdning af forskellige varer, der blev solgt. Gennemgående var erfaringerne, at lemmerne var så svagelige, at de enkelte sogne selv måtte finansiere fattiggårdene (Phillipsen 1947). Ved grundlovens ikrafttræden i 1849 fik de fattige ikke valgret og valgbarhed. I følge grundlovens § 31 b var enhver, der nød eller havde nydt 54

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Kritikken af dårevæsenets indretning

understøttelse fra fattigvæsenet, der enten ikke var tilbagebetalt eller eftergivet, udelukket fra valgret og valgbarhed. Hermed satte grundloven de fattige i bås med kvinder og andre umyndiggjorte personer.

Kritikken af dårevæsenets indretning På trods af overlæge Gørickes forsøg på at indføre en mere human behandling af de sindslidende udsættes Gørickes metoder for en skarp kritik af en anden fremtrædende dansk psykiater, Harald Selmer. Selmer udgav i 1841 en kritisk bog om psykiatriens tilstand i Danmark. Det var den første danske psykiatribog, der var skrevet af en dansk læge. Bogen var skrevet på bagrund af Selmers virke som kandidat ved Bidstrupgaard fra 1839 til 1841. Store dele af bogen udgjorde en skarp kritik af overlæge Gørickes metoder. Selmer kritiserede Gøricke for manglende disciplin og diagnostik, der ifølge Selmer ødelagde behandlingen. Selmer anså Gøricke for at være en elendig administrator og for ikke at lære sit personale nok om behandlingen af moderne sindssygdomme. Året efter udgav Selmer den første dansksprogede lærebog om psykiatri, 'Om Sindssygdomme og andre sygelige Sjelstilstande'. Bogen var en oversættelse af den engelske psykiater Prichards lærebog. Prichard repræsenterede den somatiske skole, der anså sindssygdomme for at være legemligt betinget i modsætning til den psykiske skole, der primært antog sindssygdomme for at være sjælelige lidelser. I følge Prichard var 'en ejendommelig legemlig beskaffenhed' en betingelse for udvikling af sindssygdomme. En person kunne med andre ord være særligt disponeret for at udvikle sindssygdomme, og var en sådan disposition til stede, kunne den gå i arv (Kirkebæk 1993). Årsagerne til sindssygdomme kunne være moralske eller fysiske. De moralske årsager kunne være uro, ængstelse, lidenskab, bekymringer, ærgrelse og genvordigheder. De fysiske årsager kunne være læsioner af hovedet, solstik, irritation af tarmkanalen, berusende drikke (Kirkebæk 1993). Selmer var stærkt tilhænger af den somatiske skole, og formålet med at udgive Prichards lærebog på dansk var at vække

55

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

lægernes interesse for, hvad Selmer kaldte den psykiatriske videnskab (Kelstrup 1983). En anden markant person, der har haft stor betydning for psykiatriens udvikling i Danmark, var lægen Jens Rasmussen Hüberts. Hüberts var i årene 1838 til 1844 ansat som læge ved hospitalet i Aalborg, hvor der var tilknyttet en dåreafdeling (Adserballe 1977). Omkring 1840 foretog Hüberts en omfattende statistisk undersøgelse af 'afsindige og idioter' i Danmark. I 1843 mente Hüberts, at der fandtes 2398 idioter og afsindige i Danmark. Heraf var: 128 indespærrede i private Dårekister, saakaldte Indplankninger og Bure, nemlig 37 i Sjellands Stift, 8 i Lolland-Falster, 25 i Fyn, 9 paa Als og Ærø og 49 i Nørre-Jylland. I disse Fængsler udøves uden Tvivl megen Mishandling mod de Ulykkelige, der overgives til dem; i dem udvikles den rædsomme, dyriske Tilstand, i hvilken Patienterne oftest overgives til Amts-anstalterne. Som almindelige Mangler ved disse private Fængsler kan anføres, at det uden Tvivl ikke er bundet til lovmæssige Former, naar nogen indespærres deri, og at de neppe ere under tilbørlig Kontrol af Øvrigheden. 3 Afsindinge holdtes desuden af og til i Lænker, nemlig 1 på Falster, 1 i Jylland og flere vare af og til bundne med Reeb. 3 Afsindige sade af Mangel paa anden Plads i Arresten i Thisted, 1 i Ringsted Arrest. Omtrent 450 Individer befandt sig i de offentlige Anstalter på Bidstrup, i Frederiksborg, Stege, Nestved, Odense, Ribe, Horsens, Aarhus, Randers og Aalborg. (Hüberts 1843,cit. fra Mandrup 1996: 87) I 1841 foretog Hüberts en 7 måneders lang studierejse til Tyskland med det formål at lave deltagerobservation og at lære af erfarne læger. På det tidspunkt sondrede Hüberts ikke mellem afsindige og idioter. Hüberts indtryk fra rejsen blev formidlet i en 184 siders lang artikel i 'Bibliotek for Læger' (Mandrup 1996). Hüberts var ligesom Selmer tilhænger af den somatiske skole, men Hüberts var derudover stærkt optaget af de bygningsmæssige og de hygiejniske forhold. Hüberts mente, at renlighed, luft og lys

56

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Kritikken af dårevæsenets indretning

havde stor indflydelse på sindssygdomme, og endda at renlighed ligefrem kunne have en indflydelse på moralen. I 1842 og 1843 foretog han tilsvarende studier af dårevæsenets indretning i Danmark. I sin skildring af forholdene i Danmark skrev han blandt andet: Alt er beregnet på de allerusleste Mennesker, ja tildels mere på Dyr end på Mennesker, og dog sætter man Folk af alle Grader i Sygdommen, og af alle Stænder, mellem hinanden i disse slette Anstalter. (Kelstrup 1983: 126) I 1843 fik Hüberts udgivet en bog om 'Daarevæsenets Indretning i Danmark'. Bogen var en besvarelse af en prisopgave, der var udskrevet af det københavnske lægeselskab 'Philiatrien' i 1841. Opgaven var følgende: Hvilke Foranstaltninger man maa ønske trufne, saavel fra det offentliges Side som af private, for at tilveiebringe en bedre Behandling og Forplejning af de Sindssyge i det egentlige Danmark. (Adserballe 1977: 113) Hüberts var den første danske læge, der skelnede mellem sindssyge personer og åndssvage. De afsindige var personer, der havde haft forstanden, men senere havde mistet den, mens idioterne var født med ufuldkomne sjæleevner (Adserballe 1977). De havde med andre ord aldrig haft forstanden. De åndssvage blev betragtet som en særlig gruppe inden for psykiatrien, der var vanskelig at definere, især fordi der var glidende overgange. Nogle personer kunne karakteriseres både som sindssyge og åndssvage, årsagerne til både sindssygdom og idioti kunne være en nervelidelse (Kirkebæk 1993). Efterhånden som arvelighedslære og teorier om degeneration fik en mere central placering i psykiatridebatten, blev de åndssvage efterhånden udskilt og anbragt på særlige anstalter. Hüberts var fortaler for, at man i Danmark skulle opbygge særlige anstalter til behandling af de åndssvage.

57

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

I 1846 tog Selmer initiativ til at oprette et propagandaskrift 'Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning'. Bogen var en skarp kritik af samfundets indsats overfor de afsindige: De Afsindiges Vel har hidtil kun været en Biting for vort Daarevæsen, hvis Hovedformål har været at bidrage til de ikke-afsindiges Tarv. Selmer påpegede desuden at afsindighed: ...i Virkeligheden kun er en sygelig Frugt af Civilisationen og derfor maa være et Statsanliggende. (Selmer 1846: 30) Selmers bog fik overordentlig stor betydning for anstaltsbyggeriet i Danmark, idet den medførte et holdningsskifte til behandlingen af sindssyge. Efter Selmers anvisninger oprettedes i 1852 Jyske Asyl, hvor Selmer blev leder. Jyske Asyl var placeret ved Risskov i Aarhus. I sidste halvdel af århundrede byggede man den ene store sindssygeanstalt efter den anden, samtidig med at man udvidede eksisterende anstalter. Således tog Sct. Hans hospital en ny bygning i brug i 1866, Kurhuset. Et symmetrisk og pompøst bygningskompleks, hvor den østlige fløj var beregnet til mænd og den vestlige fløj til kvinder (Kelstrup 1983). De gale eller sindssyge blev udskilt fra befolkningen enten til midlertidigt eller varigt ophold på sindssygeanstalterne. Placeringen af anstalterne var typisk i rolige og rekreative omgivelser, som Selmer betragtede som særligt gunstige for behandlingen af de sindssyge. I begyndelsen blev anstalterne karakteriseret som helbredelsesanstalter, men blev senere omtalt som sindssygeanstalter, fordi de i stigende grad blev fyldt op med uhelbredelige patienter. Den første egentlige helbredelsesanstalt for åndssvage i Danmark blev oprettet i 1855. Det var gamle Bakkehus på Frederiksberg, hvor Hüberts nåede at blive leder i nogle få uger, inden han døde (Mandrup 1996). I 1862 blev betegnelsen helbredelsesanstalt opgivet, og man kaldte slet og ret anstalterne for de åndssvage for idiotanstalter. I 1892 blev Ebberødgård taget

58

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Fra fattigforsorg til socialforsorg

i brug, der stadig i dag må betegnes som indbegrebet af en klassisk totalinstitution, hvor de anbragte er afsondret fra omverdenen. I 1890erne blev de Kellerske anstalter anlagt. Den første anstalt blev oprettet i Brejninge ved Ribe. Anstalterne udsprang oprindeligt af døvstummeskolen i København, hvor døvstumme forstanderen, teologen Johan Keller, havde indrettet en særlig afdeling til undervisning af åndssvage (Mandrup 1996; Kirkebæk 1993).

Fra fattigforsorg til socialforsorg I 1891 blev der vedtaget en ny fattiglov, der afløste forordningerne af 1799 og 1803. Regeringen og den moderate opposition indgik et forlig, der drog konsekvensen af grundlovens fastslåede anerkendelse af forskellen på værdigt og uværdigt trængende. Værdigt trængende skulle ikke længere være omfattet af fattiglovens hårde retsvirkninger. Disse retsvirksninger blev i stigende grad opfattet som nedværdigende for folk som uden skyld var kommet i trang. Grundloven af 1849 § 89 indeholdt følgende bestemmelse: Den, der ikke kan ernære sig og sine, og hvis Forsørgelse ikke pålægger nogen anden, er berettiget til at erholde Hjælp fra det Offentlige, dog mod at underkaste sig Forpligtelser, som Lovene herom påbyde. Ved fattigloven af 1891 blev det kommunale forsørgelsesvæsen pålagt at komme værdigt trængende personer til hjælp. Det kommunale forsørgelsesvæsen kunne afgøre, om hjælpen skulle udbetales i kontanter eller i naturalier. Herudover kunne fattigvæsenet beslutte, om en person skulle henvises til at modtage hjælpen i en forsørgelsesanstalt eller en arbejdsanstalt. Fra 1890erne udvikler Danmark sig fra i overvejende grad at have været et landbrugssamfund til at være et blandet landbrugs-, industri-, og håndværkersamfund. Efterhånden som industrien udviklede sig, steg behovet 59

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

for sociale ydelser. Familiens betydning som økonomisk sikkerhedsnet blev svækket, idet lønarbejderfamilierne var stærkt afhængige af de varierende beskæftigelsesmuligheder i byerne. Fra 1890erne og indtil socialreformen af 1933 blev der i stadig stigende grad indført nye regler om sociale sikringer uden tab af rettigheder. Ved socialreformen af 1933, der ofte er blevet betegnet som Steinckes socialreform, blev almisseprincippet afskaffet til fordel for et retsprincip. De mange sikringsordninger før 1933 var vanskelige at administrere, og der var stor forskel på, hvordan de blev administreret. I København var det således bedre at få aldersrente, end det var på landet, og på landet var man bedre stillet som invalid, end man var i København (Phillipsen 1947). Det irriterede Steincke, der var cand. jur. og kontorchef i fattigvæsenet på Frederiksberg. Steincke gav sig til at systematisere og samle den spredte lovgivning i fire store love, hvoraf de tre omhandlede forsikringer, nemlig lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring, lov om folkeforsikring, der omhandlede syge- og invalideforsikring og alderdomsforsorg, lov om ulykkesforsikring og den sidste lov om offentlig forsorg. Lov om offentlig forsorg afløste fattigloven af 1891. Loven skulle nu administreres af socialudvalgene i kommunerne, hvor retsprincippet skulle være med til at skabe ens praksis for tildeling af hjælp i hele landet. Som noget nyt fastslog lov om offentlig forsorg for første gang, at det var en statslig opgave at pleje, forsørge og opdrage de åndssvage. Det betød, at de åndssvage blev flyttet ud af de kommunale fattiggårde og i vid udstrækning anbragt på allerede overfyldte åndssvageanstalter. Målsætningen i forsorgsloven blev allerede i 1934 fulgt op af en ny lov, nemlig loven om foranstaltninger vedr. åndssvage. Loven handlede primært om tvangsforsorg og tvangssterilisering af de åndssvage. Socialreformen af 1933 byggede på en administrativ struktur, hvis centrale elementer var forskellige forsikringsmæssige organer, sygekasser, arbejdsløshedskasser, ulykkesforsikring samt de kommunale organer, forsorgsudvalg og børneforsorgsudvalgene. Ved siden af disse eksisterede der en række myndigheder og organer, der kunne formidle sociale ydelser,

60

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Fra fattigforsorg til socialforsorg

eksempelvis særforsorgens institutioner, institutioner for tilpasningsvanskelige børn og voksne, privatdrevne børnehaver mv. (Andersen 1973). Efter 1933 blev der i stigende omfang indført bestemmelser med et revaliderende og sygdomsforebyggende sigte. Der var en politisk erkendelse af, at nødtørftig økonomisk hjælp ikke var tilstrækkelig, men at arbejdsløsheden, der blev betragtet som det største samfundsproblem, kun kunne løses ved en samfundsmæssig indsats. Herudover blev der gradvist indført flere og flere særlove for særlige grupper, hvis specielle problemer krævede et særligt problemløsningsapparat. Det bemærkelsesværdige var, at der var tale om særlige grupper med samfundsanerkendte problemer, hvor afhjælpning eller løsning af problemerne krævede en særlig ekspertviden. Fra 30erne sker der derfor en stigende specialisering indenfor social- og sundhedsuddannelserne. I sundhedssektoren er antallet af medicinske specialer eksempelvis steget fra to fra begyndelsen af århundredskiftet til et sted mellem 30 og 40 i dag. Den samme udvikling har gjort sig gældende i socialsektoren, hvor der findes et stort antal behandlere, der hver især er uddannet til at varetage bestemte pædagogiske og behandlingsmæssige funktioner. I 1939 blev mødrehjælpsinstitutionerne oprettet. På særforsorgsområdet blev reglerne suppleret med lov om foranstaltninger for døve og tunghøre i 1950 og i 1956 ved lov om foranstaltninger for blinde og stærkt svagtsynede. Lovene omhandlede særlige foranstaltninger for undervisning af særlige grupper samt oprettelser af nævn og råd for døve, tunghøre og blinde. Ved lov om forsorgen for åndssvage og andre svagt begavede i 1959, bliver de formelt private institutioner henlagt under en landsomfattende selvejende institution, Statens Åndssvageforsorg. Ved en lovændring i 1958 ændres børneforsorgens administration, idet børneforsorgen i højere grad skulle være baseret på frivillighed end på tvang. Det kommunale børneværnsudvalg blev ændret, idet kommunalbestyrelserne fik adgang til at vælge medlemmerne uden for kommunalbestyrelsen, dog med den begrænsning at der skulle være mindst et medlem fra socialudvalget. Som noget nyt kunne børneværnsudvalgene gøre brug af psykiatrisk og psykologisk eller pædagogisk bistand. Herudover blev der indført regler om tilskud til børneklinikker, om brug af børneværnskonsulenter, samt efterværnsforanstaltninger. Endelig indførtes

61

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

der en række ændringer i de forskellige sikringslove, der blandt andet forhøjede den økonomiske hjælp ved tab af forsørgelse.

Sociale reformer i 60erne Fra 1960 foretages der en række justeringer og lovændringer af de sociale love, der i flere henseender gik på tværs af den struktur og de principper, der lå bag Steinckes socialreform. For det første indføres der i højere grad et skønsprincip. For det andet ændres holdningen til arbejdsløsheden i slutningen af 50erne. Arbejdsløsheden blev ikke længere betragtet som et forsørgelsesproblem. Under højkonjunkturen var hovedproblemet at motivere de få ledige at tage et job. Midlet til at afhjælpe problemet blev omskoling og efteruddannelse. I 1960 fik vi en revalideringslov, hvis hovedformål i høj grad afspejler de retningslinier for socialt arbejde, der senere blev vedtaget med socialreformen i 1976. I bemærkningerne til lovforslaget hed det: I de senere år har gradvis nye socialpolitiske synspunkter vundet frem, der i højere grad lægger vægten på den aktive indsats for den enkelte borgers velfærd, ikke mindst hans erhvervsmæssige muligheder. For den socialpolitiske målsætning er det ikke længere nok at skabe økonomisk tryghed, men det offentliges sociale indsats må tage sigte på den enkeltes velfærd i videre betydning og hans mulighed for i videst mulig omfang at leve en normal tilværelse (...) Der vil her forskelligt fra situation til situation være behov for lægelig behandling, rådgivning af social art, bistand til løsning af erhvervsmæssige problemer mv. sideløbende med, at der sikres de pågældende en økonomisk støtte under forskellige former. Disse foranstaltninger kan betragtes som revalidering i videre forstand. (Socialreformkommissionens 1. betænkning nr. 543, 1969: 21-22).

62

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Totalinstitutioner

Betingelserne for at opnå revalideringshjælp var, at en væsentlig og ikke blot forbigående forbedring skønnedes at kunne opnås. Ud over de revalideringsmæssige intentioner har vedtagelsen af revalideringsloven også været et forsøg på at forebygge flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet under højkonjunkturen. I tråd med målsætningerne i revalideringsloven ændres lov om offentlig forsorg i 1961. Der skulle i højere grad statses på aktiv hjælp fremfor passiv forsørgelse. Af lovens formålsparagraf fremgik det, at der i højere grad skulle ydes bistand med henblik på at skaffe den hjælpsøgende mulighed for erhvervsmæssigt arbejde eller for at genoprette erhvervsevnen (samme, s.19). Ved lovens ikrafttræden bortfaldt lovhjemlen til at fratage hjælpsnyderne ægteskabsret, valgret og valgbarhed. Bestemmelserne havde overlevet fra henholdvis 1824 og 1849.

Totalinstitutioner Siden anstaltbyggeriet for de åndssvage og de sindssyge for alvor tog fart i midten af det forrige århundrede, har der været nogle gennemgående karakteristika for de institutioner, hvor vi har anbragt sindssyge, åndssvage, og såkaldte adfærdsvanskelige børn og unge. De har i høj grad været karakteriseret ved lukkethed og afsondrethed. Der var typisk tale om store isolerede og bureaukratiske institutioner, der var placeret i rekreative omgivelser. En placering, der helt har været i tråd med både Selmers og Hüberts tankegang. I Selmers bog om dårevæsenets indretning fra 1846 findes en detaljeret gennemgang af, hvordan anstalterne bør indrettes og geografisk placeres. Selmers anvisninger til placeringen af en anstalt var ikke kun et hensyn til patienterne og behandlingen, men i høj grad også til det omgivende samfund der kunne føle sig skræmt og generet ved at have en anstalt for tæt på. Endelig ere de Fordele en landlig Beliggenhed har for Patienterne, og følgelig for Anstaltens egentlige Øjemed, i den Grad overvejende, at 63

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

enhver anden Betænkelighed maa forvindes ved Siden af dem. Et langt større Flertal af de syge vil her i hvert Fald fjernes længere fra deres Hjem. Afsondringen fra alle de Indflydelser, der er dem saa fordærvelige, lader sig her udføre fuldstændigt, uden flere Indskrænkninger i Friheden, end deres Tilstand i og for sig maatte udkræve. Ikke nok, at Patienterne her hverken ere udsatte for at saares af nysgjerrige Blikke, eller med det travle Kjøbstadliv for Øje og Øre bestandig mindes om, at de ere Friheden berøvede, og ideligen ligefrem paatvinges en Sammenligning, der kun kan virke nedtrykkende paa deres Sind. (Selmer 1846) Disse institutioner er af den amerikanske sociolog, Erving Goffman blevet kaldt for totalinstitutioner. Goffman definerer totalinstitutionen således: Enhver institution afkræver sine medlemmer en del af deres tid og interesser og forsyner dem i stedet med noget i retning af en særskilt 'verden'; enhver institution har kort sagt visse favnende eller altomfattende egenskaber. Når vi betragter de forskellige institutioner i den vestlige civilisation, vil vi se, at disse egenskaber er langt større hos nogle af dem end hos andre. Deres altomfattende eller totale karakter symboliseres ved den barriere mod socialt samspil eller interaktion med omverdenen og mod det at kunne gå, når man vil, som ofte er direkte indbygget i institutionen, f.eks låste døre, høje mure, pigtrådshegn, klipper, vandgrave, skove o.s.fr. Det er den type jeg kalder totalinstitutioner. (Goffmann 1967) I følge Goffmans definition vil graden af totalpræget være afhængig af, hvem de anbragte er. Goffman inddeler totalinstitutionerne i fem grupper. For det første institutioner, der skal tage sig af harmløse og hjælpeløse, eksempelvis blinde og gamle. For det andet institutioner, der skal tage sig af de personer, der både er ude af stand til at klare sig selv, men som også anses for farlige for samfundet, eksempelvis sindssyge og åndssvage. For det tredie institutioner, der er oprettet som en beskyttelse mod, hvad der anses for 64

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Totalinstitutioner

farligt for samfundet, eksempelvis fængsler. For det fjerde institutioner, der er etableret for at tilgodese en arbejdsmæssig opgave, eksempelvis militærbarakker eller kostskoler. For det femte institutioner, der tjener som refugier, munkeklostre o.l. En fællesnævner for behandlingen på disse totalinstitutioner var en tro på, at det var gavnligt for de anbragte at komme væk fra deres vante miljø. Der var i høj grad tale om et specialiseret behandlingssystem med behandlere og eksperter til at tage af velafgrænsede problemstillinger. En behandling, der primært var koncentreret omkring symptombæreren, hvor de sindslidende var placeret i en institution, de åndssvage i en anden og de adfærdsvanskelige i en tredje. Samtidig havde totalinstitutionerne den beskyttende funktion, som Selmer anså for at være en klar fordel både for de anbragte og det omgivende samfund. I begyndelsen af 50erne vokser kritikken af særforsorgens institutioner og af de åndssvages manglende retsstilling. Der opstår organiserede forældregrupper, der stillede krav til samfundet om gennemførelse af rettigheder for de åndssvage. På den ene side har forældrene til åndssvage og samfundet haft en fælles interesser i at få de åndssvage gemt af vejen. For mange var det forbundet med skam og skyldfølelse at få et åndssvagt barn. På anden side var diskriminationen af de åndssvage så voldsom, at mange forældre frygtede tyske tilstande. I Tyskland nåede diskriminationen sit højdepunkt i gaskamrene, hvor tusindvis af åndssvage aflives som et led i den tyske racehygiejne. I Danmark blev der nok talt og skrevet om racehygiejne i forbindelse med åndssvage, men i modsætning til nazityskland blev de åndssvage ikke slået ihjel. I stedet blev den danske racehygiejne udmøntet i lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage fra 1934, der som nævnt handlede om tvangsforsorg og tvangssterilisering. Medens loven i 1934 nærmest hjemlede mulighed for uhæmmet tvangsforsorg, blev der ved den nye lov i 1959 indført et såkaldt farlighedsbegreb. Der blev lagt vægt på, at den åndssvage ikke måtte være til fare for sig selv. Ved loven af 1934 var det samfundet, som den åndssvage ikke måtte være til fare for.2 Med loven af 1959 blev der lagt op til en forbedring af de åndssvages retssikkerhed. Særlig interessant er det, at det af forarbejderne til loven fremgik, at

65

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

de åndssvage skulle have mulighed for en leve en tilværelse så nær det normale som muligt. Fortolkningen af 'en tilværelse så nær det normale som muligt' skulle senere komme til at brede sig til andre områder. I 60erne begynder forsøg og eksperimenter at brede sig i behandlingssektoren. Dog først og fremmest for børn og unge-området samt nogle få distriktspsykiatriske eksperimenter. I begyndelsen talte man ikke så meget om forsøg. Der var først og fremmest tale om alternativer til totalinstitutionerne. Der blev eksperimenteret med nye behandlingsformer og ikke mindst forsøg på at omdefinere de tradtionelle klient- og behandlerroller. Der sker med andre ord et skred i syn på afvigergrupperne og i behandlingsopfattelsen. Hegland beskriver udviklingen således: Klienterne er ikke lenger en form for syndere, der skal straffes for at komme på bedre tanker og, for at andre skal advares av deres dårlige eksempel. De er heller ikke en slags avfallsprodukter eller smittekilde, som skal isoleres fra det normale og friske både for egen og for samfunnets skyld. Klienterne betraktes i stadig større grad som medmennesker - riktignok en spesiell og avvikende slags - som med eller uten egen skyld er kommet skjevt ut i livet, av psykiske, fysiske, sosiale eller økonomiske grunner. Og behandlingsapparatets opgave blir at rette ut igjen denne skjevhet. Politimannen, vokteren og dommeren skiftes ut med sosialarbejderen, psykiateren og pedagogen. (Hegland 1972: 78) I 1964 blev socialreformkommissionen nedsat. Den skulle forberede opgaveudlægningen fra staten til amter og kommuner. Udgangspunktet for en ny socialreform var blandt andet et ønske om en administrativ forenkling, der skulle gøre det muligt for borgerne at henvende sig ét sted. Grundtanken var, at sociale opgaver skulle varetages af de nye og større primærkommuner, hvor antallet af kommuner ved kommunalreformen i 1970 blev reduceret fra 1300 til 273. Det indebar, at de eksisterende statslige sociale opgaver skulle udlægges til kommunerne og amterne. Til forskel for Steinckes socialreform i 1933, der ud over indførelse af et retsprincip, primært var en systemati-

66

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Socialreformen og de nye behandlings- og anbringelsesprincipper

sering af spredte love i fire store love, var den nye socialreform også et udtryk for ændrede holdninger til de såkaldte trængende. Målsætningerne var nu tryghed, trivsel, revalidering og forebyggelse. Den nye socialreform havde været længe undervejs, og forarbejderne til loven var udarbejdet i en tid med højkonjunktur og fuld beskæftigelse. Da bistandsloven trådte i kraft i 1976, var forudsætningerne for at gennemføre lovens målsætninger om tryghed, trivsel, revalidering og forebyggelse, væsentligt forringet. Efter krisens gennembrud i 1974 stiger antallet af sociale klienter og dårligt stillede væsentligt, og det skulle senere vise sig at blive et permanent problem. Med utallige jobskabelsesordninger, beskræftigelsesprojekter mv. lykkedes det ikke at reducere antallet af bistandsklienter. Det lykkedes højst at flytte problemerne rundt mellem forskellige systemer. Uanset krise og lavkonjunktur blev der med bistandslovens ikrafttræden indledt en ny epoke i dansk socialpolitik, hvor de gamle forestillinger om, hvad der var hensigtsmæssig behandling af de åndssvage, de sindslidende, de adfærdsvanskelige børn, blev afløst af helt nye principper.

Socialreformen og de nye behandlings- og anbringelsesprincipper Bistandsloven, der trådte i kraft i 1976, afløste en lang række spredte love, der blev administreret af forskellige myndigheder, blandt andet lov om offentlig forsorg, lov om børne- og ungdomsforsorg, lov om revalidering, lov om husmoderafløsning og hjemmehjælp, lov om omsorg for invalide- og folkepensionister. Med bistandslovens ikrafttræden blev der indledt en ny epoke i dansk socialpolitik, hvor de gamle forestillinger om, hvad der var hensigtsmæssig behandling af de åndssvage, de sindslidende og de adfærdsvanskelige børn, blev afløst af helt nye principper. Indenfor døgninsitutioner for børn og unge blev der lagt vægt på helt nye anbringelsesprincipper og behandlingsprincipper. Kommissionen lagde vægt på, at behandlingen skulle være præget af åbenhed, nærhed, integration og en lav specialiseringsgrad. En anbringelse af et barn uden for hjemmet 67

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

skulle ske så tæt på barnets hjem som muligt, idet behandlingen skulle ske i et tæt samspil med familien. Der skulle satses på åbenhed mellem institutionerne og det omgivende samfund. Det betød, at institutionerne skulle placeres i almindelige boligområder. Børnene skulle undervises i folkeskolerne og gøre brug af fritidstilbud i lokalsamfundene. Endelig anbefalede kommissionen, at amterne skulle afvikle de stærkt specialiserede institutioner med de adfærdsvanskelige i en institution, de åndssvage i en anden etc. Da bistandsloven trådte i kraft, overtog amterne ansvaret for døgninstitutionerne. Samtidig hermed blev de tidligere sindssygeanstalter udlagt til amterne. Også her brød man med den gamle anbringelsespolitik. Det somatiske og det psykiatriske sygehusvæsen skulle nu underlægges samme regler for planlægning og administration. Sammenlægningen var begrundet i, at lægevidenskabens udvikling havde nedbrudt den tidligere skarpe sondring mellem legemlige og psykiatriske sygdomme og havde skabt en øget integration af psykiatrisk specialviden i behandlingen af de legemlige sygdomme. Samfundets indsats overfor behandlingen af psykisk syge skulle ikke længere betragtes som en særforsorgsopgave. Det somatiske og det psykiatriske sygehusvæsen skulle ligestilles og underlægges de samme regler for administration og planlægning. En anden betragtning var, at en overførsel af det psykiatriske sygehusvæsen til amterne måske kunne skabe et mere fordomsfrit syn på sindslidelser (Betænkning nr.826/77 om den psykiatriske sygehusfunktion). Herudover anbefalede man amterne at opbygge en distriktspsykiatrisk service, hvor begrebet distriktspsykiatri alene var en betegnelse for en geografisk distriktsopdeling. Der var således ikke forudsat nogen indholdsmæssig ændring af psykiatrien (se note nr. 4). Særforsorgens udlægning blev lidt forsinket, idet den først blev udlagt til amterne i 1980. De behandlingsmæssige intentioner var blandt andet at fremme de psykisk udviklingshæmmedes integration i normalsamfundet. Man skulle i videst mulige udstrækning sikre de psykisk udviklingshæmmede mulighed for at blive i eget hjem, og hvor dette ikke var muligt, skulle man sikre dem en boligform, der lå så tæt op ad en normal bolig- og familiesituation som muligt. Den langsigtede målsætning var at nedlægge de gamle 68

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Normalisering og integration

åndssvageinstitutioner og flytte de psykisk udviklingshæmmede ud i mindre boenheder i almindelige boligområder. Det er senere blevet til de såkaldte § 68 - bofællesskaber.3 Som en følge af udlægningen af særforsorgen og de nye målsætninger om integration blev folkeskoleloven ændret, idet psykisk udviklingshæmmede børn skulle have mulighed for at modtage undervisning i folkeskolen på lige fod med alle andre børn.

Normalisering og integration Som tidligere nævnt blev målsætningen om normalisering af en afvigergruppe for første gang formuleret i lov om forsorgen for åndssvage og andre svagt begavede personer i 1959. I løbet af 70erne griber fortolkningen af normaliseringsbegrebet om sig. Det kobles sammen med begrebet integration og kom efterhånden til at omfatte alle mulige klientgrupper, uanset årsagen til deres problemer, samt ønsker og muligheder for at leve en tilværelse så nær det normale som muligt. I internationale sammenhænge er normaliseringstanken i høj grad præget af amerikansk litteratur og forskning, men det var danskeren Nis Bank Mikkelsen, der i 1959 først gav begrebet en konkret definition og introducerede det som et socialpolitisk begreb (Sandvin 1993). Senere leverede den svenske sociolog Bengt Nirje en teoretisk bearbejdning af begrebet (Nirje 1969). Det var Nirje, der introducerede begrebet i USA, hvor begrebet fik central betydning i den sociologiske forskning om uligheder i det amerikanske samfund. Når det var Nirjes formulering af normaliseringsbegrebet, der blev optakten til den internationel udbredelse af begrebet, skyldes det formentlig, at Nirjes første teoretiske fremstilling i 1969 var skrevet på engelsk. Oprindeligt udsprang normaliseringtanken af de åndssvages manglende retssikkerhed. Bank Mikkelsen anså normaliseringstanken for at være genial, fordi man blandt andet ved at fastholde normaliseringstanken, gjorde åndssvage afvigere afhængige af samfundets almindelige målsætninger. De åndssvage skulle have samme rettigheder som alle andre. Normaliserings69

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

begrebet er i vid udstrækning blevet misfortolket, dels er det blevet opfattet som et forsøg på at gøre de åndssvage normale, dels er begrebet i høj grad blevet opfattet som en modsætning til institutionsomsorgen. For Bank Mikkelsen var princippet om normalisering et grundlag for at reformere åndssvageforsorgen, men ikke et grundlag for helt at afvikle den. Bank Mikkelsen beskrev nogle af de praktiske bestanddele i normaliseringsprincippet således: Det er normalt, at man bor et sted, og at dagens øvrige aktiviteter udfoldes et andet sted. Det er normalt, at børn bor hjemme, og at man forlader sit hjem, når man bliver voksen. Dette er revolutionerende nyt for åndssvage. Kan denne målsætning ikke opfyldes, bør der tilbydes de pågældende bolig på institutioner, hvor de bør bo, som andre bor, dvs. i små enheder med eget værelse osv. Dette er også revolutionerende nyt for åndssvage. Det er normalt, at børn går i skole, og at voksne har et arbejde. - Også dette er revolutionerende nyt for åndssvage. Det er normalt, at man har fritid og ferie, hvilket de åndssvage heller ikke har haft før i tiden. (Bank Mikkelsen 1971:124) Nogle år efter bistandslovens ikrafttræden begynder begreberne normalisering og integration at optræde som målsætning i forhold til alle mulige klientgrupper, uanset årsagen til deres problemer. Socialreformkommissionen havde formuleret nogle klare hits, der blandt andet var inspireret af de alternative børn- og ungemiljøer. Nogle af de centrale slagord var nærhed, afspecialisering, afinstitutionalisering, mindste indgreb, integration og normalisering. At skabe et hit kan også karakteriseres som en ideologisering af behandlingsarbejdet. Et iøjnefaldende træk ved ideologiseringen er den åbenlyse begejstring for de nye ideer og målsætninger. Socialarbejdere og behandlere kaster sig over en ny ide eller metode, der synes at være den eneste rigtige behandlingsform, og meget ofte vil den være et alternativ til gamle og utidssvarende målsætninger (Bømler 1994). At lancere et hit eller

70

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Normalisering og integration

en ny behandlingsideologi forpligter. Der vil ikke være nogen mening i at lancere et hit eller formulere nye målsætninger for socialt arbejde og behandlingsarbejde, hvis man ikke tror, at det er bedre end det bestående. Det karakteristiske for ideologiseringen er netop, at begejstringen udspringer af det progressive. Man kan gøre det bedre end det hidtil er set. Et af de centrale problemer ved ideologiseringen af socialt arbejde og behandlingsarbejde er, at uanset om integration og normalisering er mulig eller ønskelig, så er der en udpræget tendens til, at succesen i socialt arbejde og behandlingsarbejde bliver målt ud fra graden af marginaliserede gruppers integration og normalisering. Det har haft den uheldige konsekvens, at der i overvejende grad fokuseres på resultater fremfor på processerne i socialt arbejde og behandlingsarbejde. Det er helt i tråd med hit-tankegangen. Begejstringen og entusiasmen medfører en iver for at vise omgivelserne nogle positive resultater. Der vil selvsagt ikke være nogen prestige forbundet med noget nyt eller noget progressivt, eksempelvis i forhold til de gamle totalinsitutioner, hvis det viser sig, at man alligevel ikke kan gøre det bedre. Man havde en forestilling om, at afinstitutionaliseringspolitikken skulle gøre det muligt for stort set alle mulige grupper at leve et nogenlunde normalt liv. For at normalisere afvigergrupperne blev integrations- og normaliseringsmålsætningerne understøttet af et stigende forbrug af eufemismer. Man erstattede de barske ord med blidere ord, så afvigelserne skulle syne mindre. Vi havde ikke længere åndssvage, men psykisk udviklingshæmmede. Vi havde heller ikke sindssyge, men psykisk syge eller personer med psykiatriske sygdomme. Nogle steder gik man så vidt, at man erstattede de sociale klienter i forvaltningen med kunder i butikken. Teoretisk set kunne man måske godt forestille sig, at brugen af eufemismer kunne mindske den stigmatisering, der ligger i at være kategoriseret som åndssvag, sindssyg eller social klient. I praksis har det dog langtfra været tilfældet. For det første har vi på grund af opbruddene i de sociale netværk, den voksende arbejdsløshed op igennem 70erne, en stigende intolerance overfor for fremmede og alle andre såkaldte tilpasningsvanskelige personer oplevet, at udstødningsprocessen blandt de svageste grupper i samfundet er blevet forstærket både i forhold til arbejdsmarkedet og i forhold til at få en

71

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

bolig (Hegland 1993). For det andet har målsætningerne om integration og normalisering haft den alvorlige slagside, at man socialpolitisk ikke på noget tidspunkt har overvejet om de grupper, der blev udsat for målsætningerne også kunne honorere de krav, der udsprang af målsætningerne. Fra enten at være hengemt og anbragt på en institution eller fra helt at være udstødt af samfundet og afskåret fra at benytte normalsamfundets institutioner skulle afvigerne eller de udstødte nu tilpasse sig spillereglerne i normalsamfundet.4 Der er ikke nogen tvivl om, at normalisering og integration har været godt for de grupper, nemlig for det stærkeste klientel, der kunne klare sig i eget hjem, og som havde et netværk enten socialt, familiært eller begge dele. De psykisk udviklingshæmmede udgør her en særlig gruppe, blandt andet fordi man har oprettet bofællesskaber med ansat personale til at tage sig af dem. De mest belastede grupper, blandt andet de psykisk syge misbrugere, er derimod overladt til sig selv, uden at man har stillet noget andet i stedet. Vore institutioner i social- og sundhedssektoren er særdeles dygtige til at behandle og tage sig af mennesker med velafgrænsede problemer. Det er netop fordelen ved specialiseringen, men når det drejer sig om de mest belastede grupper, så virker specialiseringen som en udstødningsmekanisme. Institutionerne i social- og sundhedssektoren kan ikke rumme mennesker, der har alle mulige problemer på en gang. Et menneske, som er psykisk syg og som samtidig har et massivt misbrugsproblem, må først skaffe sig af med sit misbrug, inden der kan tilbydes en målrettet psykiatrisk behandling. Her er det for så vidt ligegyldigt, om misbruget er en følgevirkning af den psykiske lidelse eller omvendt. Ved siden af de udstødningsmekanismer, som specialiseringen forårsager, er der heller ikke nogen prestige i at tage sig af de mest belastede grupper. Det er nemlig uhyre vanskeligt at dokumentere nogle positive resultater, idet de mest belastede grupper ikke kan honorere de krav, der opstilles i handle- og behandlingsplaner. De svigter gang på gang, og behandlere og socialarbejdere bliver trætte af dem. De andre, de næstdårligst stillede eller de bedrestillede, der kan tilpasses og rettes op, vil vi gerne hjælpe. Her er behandlerne i stand til at dokumentere nogle positive resultater, og det betyder, at socialt arbejde og behandlingsarbejde får en

72

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Normalisering og integration

synlig nytteværdi og bliver dermed en større personlig tilfredsstillelse for den enkelte socialarbejder og behandler.5 Op igennem 80erne oplever vi en synlig og tiltagende udstødning. De svageste grupper er blevet ladt i stikken uden nogen mulighed for at klare sig selv. De kan ikke fastholde egen bolig og er uden mulighed for arbejde, kontakt og samvær med andre mennesker. I en SFI undersøgelse omtales de svageste grupper som pjalteproletarer (Friis 1981). Pjalteproletarerene omfatter blandt andet stofmisbrugere, hjemløse, psykisk syge, løsladte fra fængslerne mfl. Undersøgelsen fastslår, at pjalteproletariatets størrelse er ukendt, men anslår på baggrund af opgørelser over overnatninger på forsorgshjem og herberger, at det drejer sig om ca. 20.000 personer i Danmark. I en senere SFI undersøgelse fra 1987, der forsøger at indkredse de fattigste i Danmark, beskrives pjalteproletariatet som de fattigste i Danmark med absolutte fattigdomstræk. Gruppen beskrives således: Der findes ingen mennesker, der dør af sult i Danmark, men der er mennesker, der sulter i større eller mindre udstrækning. Der er mennesker, som ikke ejer andet, end det tøj de står og går i. Det er mennesker, der er hjemløse, og som sover på gaden, i fyrkældre og på trappeopgange. Det er mennesker, som er ensomme og som absolut ikke kender nogen, og som ingen kender. Det er mennesker, der er alvorligt psykisk syge. Det er mennesker, der er alvorligt legemligt nedbrudte af et længerevarende misbrug af alkohol og/eller narkotika. Det er mennesker, som er i dyb social, økonomisk, menneskelig og kulturel nød og på det nærmeste udstødt af samfundet. De lever enten af bistandshjælp eller førtidspension. (Hansen, Møller & Smidt, Fibiger 1987: 9- 10) I undersøgelsen påpeges det, at gruppen har ændret sig. Hvor der tidligere var tale om mænd i 40 års alderen med alkoholproblemer, omfatter gruppen nu både yngre mænd og kvinder med psykiske problemer, alkoholproblemer og /eller narkomisbrug. Pjalteproletarerne er de mennesker, der i slutningen af 80erne får den officielle betegnelse 'de socialt udstødte'. Det er menne-

73

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det udstødende samfund i et historisk perspektiv

sker, der falder ned mellem alle stolene i vores social- og sundhedsystem, og som afviger så meget fra den gængse normalitetsopfattelse, det vil sige som folk er flest, at de skræmmer den pæne normalbefolkning med deres afvigende adfærd. Mange af dem er henvist til varmestuer, herberger og forsorgshjem eller til et liv på gaden. Det er mennesker, der aldrig er blevet hjulpet eller forstået, hverken af deres medmennesker eller af vore institutioner i social- og sundhedssektor.

Nogle refleksioner Gennem århundreder har udstødte grupper og socialt afvigende mennesker været henvist til tvangsarbejdsanstalter, tugthuse, fattiggårde, åndssvageinstitutioner, sindssygehopitaler mv. For det første skulle de gemmes af vejen, skjules for normalsamfundet, idet udstødte og anderledes mennesker skaber angst og utryghed. For det andet skulle de resocialiseres primært via afstraffelse og opdragelse. Udover anstalterne og institutionernes resocialiserende formål, har det været en central opgave at producere tryghed for normalsamfundet, som de udstødte ganske vist kun udgør et lille hjørne af, ikke som deltagere, men i kraft af deres blotte tilstedeværelse. Desværre dukker der hele tiden nye grupper op, der af den ene eller anden årsag falder udenfor fællesskabet, og som vores institutioner enten ikke kan eller vil tage sig af. Det har aldrig været forbundet med nogen prestige at udføre behandlingsarbejde eller socialt arbejde overfor udstødte grupper. Først og fremmest fordi arbejdet ikke har nogen synlig nytteværdi. De mest belastede udstødte kan ikke rettes op eller honorere de krav og betingelser, der er en forudsætning for, at de overhovedet er berettiget til at få hjælp eller behandling. Gennem det 20. århundrede har udviklingen af socialpolitikken samt fremvæksten af alle mulige eksperter ikke mindsket udstødningen. Snarere tværtimod, så har specialiseringen både indenfor social- og sundhedssektoren, medført en stigende frasortering af de mest belastede grupper i samfundet. Jo større belastningsgraden er, desto mindre interes-

74

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Nogle refleksioner

serede er ekspertsamfundet i at yde hjælp. Specialiseringen bliver således i sig selv en udstødningsmekanisme For nogle år siden skrev Preben Brandt en artikel i bladet Hjemløse med overskriften 'Nogle skal ydmyges og udstødes'. Artiklens hovedpointe var, at vi har brug for de udstødte, ikke som normalt accepterede samfundsborgere på lige fod med alle os andre, men derimod som udstødte, afvigende og afskåret fra at deltage i fællesskabet. En nærliggende konklusion kunne derfor være at normalsamfundet har brug for de udstødte. Vi har brug for at producere nogle sociale og kulturelle koder, der afgør, hvad der er normalt og ikke normalt. Vi har brug for nogle normoverskridere, der kan være med til at konstruere nogle modbilleder af normalsamfundet. I det 13. århundrede hvor Bethlam i London var en fornøjelig attraktion for besøgende, kunne man udover at more sig over de sindslidendes anderledes adfærd, samtidig få bekræftet at man selv var en del af fællesskabet, det normale samfund. Ved at se på os selv og de udstødte, bliver det muligt at konstruere disse modbilleder, hvor de udstødte primært bliver karakteriseret via deres mangler. Normalsamfundets fælles kultur bliver således til et fælles verdensbillede, der på forhånd udelukker de udstødte og de grupper, der afviger for meget, fra fællesskabet. Intentionerne bag såvel de tidlige som nyere socialreformer kan ses som en afspejling af forholdet mellem de normale og de udstødte, hvor det er normalsamfundet, der bestemmer, hvad der er godt for udstødte, og hvordan de i det hele taget skal behandles. De udstødte er kun aktører uden nogen indflydelse på den tilværelse, som normalsamfundet bestemmer for dem. På den måde opretholder vi normalsamfundets udstødende funktion og vores forestillinger om det gode normale liv. Det vil sige som folk er flest.

75

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Noter 1

William Battie blev i 1742 valgt som 'Governor' for Bethlam-hospitalet. For en diskussion af lovændringerne i 1959 se N.E. Bank Mikkelsen, 71. 3 I dag § 91 om kommunale bofællesskaber i den nye lov om social service på handicapområdet, der trådte i kraft 1.7.1998. 4 Problemstillingen behandles udførligt i Yngvar Løchen 1976: Idealer og realiteter på et psykiatrisk sykehus. Oslo: Universitetsforlaget. 5 Specialiseringen som udstødningsmekanisme behandles mere udførligt i Tina Ussing Bømler 1994: De normales samfund. København: Akademisk Forlag. 2

76

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

FORANDRINGSSTRATEGIER OG BRUGERINDDRAGELSE

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk Janne Seemann

Sundhedsvæsenet i et interorganisatorisk netværksperspektiv Udviklingen i sundhedsvæsenets (og tilgrænsende områders) struktur og i de mangeartede opgaver, der skal varetages, har medført et stadigt stigende behov for tværgående kommunikation og samarbejde. Det gælder både mellem en række organisationer indenfor sundhedssektoren, for eksempel mellem sygehuset og den primære sektor; på tværs af sektorer, f. eks. mellem social- og sundhedssektorerne, og mellem organisationer på forskellige politiske niveauer, for eksempel på tværs af primær- og amtskommuner. Denne udvikling nødvendiggør at anlægge et interorganisatorisk netværksperspektiv, der, som begrebet antyder, sætter fokus på, hvad der foregår mellem eller på tværs af organisationer. Selvom parterne i sundhedsvæsenet og tilgrænsende områder i stigende grad har opbygget og udviklet tværgående relationer er der (stadig) i høj grad tale om mange uoverensstemmelser og alvorlige sammenstød. Fordomme og uindfriede forventninger med baggrund i betydelige domæne-, behandlings-, kultur- og professionskonflikter har præget billedet (Alban m.fl. 1988; Socialstyrelsen 1988; Mainz 1996).

79

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

Det er væsentligt at tage udgangspunkt i, at forebyggelse, pleje og behandling ofte udgør stærkt sammenhængende opgaver, der imidlertid varetages af en række forskellige instanser så som sygehusene, de praktiserende læger og de kommunale sundhedsordninger. Det gælder for eksempel opgaver som genoptræning, alkohol- og narkotikamisbrug og betjening af borgere med akut opståede behandlings- eller plejebehov. Den interorganisatoriske samordning af disse og mange andre opgaver i sundhedsvæsenet foregår i forskellige netværkskonstellationer, hvor de involverede parter har forskellige mål, (del)opgaver, behandlingsteknologier, arbejdsformer og kulturer. Sådanne interorganisatoriske netværks komplekse og sammenhængende karakter indebærer (uundgåeligt) overlappende arbejdsdeling, uklare ansvarsforhold, gensidig afhængighed, modstridende beslutninger og uløste opgaver. At få sådanne netværkskonstellationer til at fungere optimalt drejer sig i vidt omfang om at udvikle og justere balancen mellem opdeling og integration eller mellem samarbejde og autonomi. Hvor meget man som enkeltpart i en netværkskonstellation kan forfølge egne mål, egen autonomi og selvstændighed relativt til at forfølge fælles mål, tværgående samarbejde og gensidig afhængighed, bliver centrale og udfordrende spørgsmål for de deltagende parter i sundhedsnetværkene. I sundhedsvæsenet er der mange opfattelser af udviklingen og justeringen af en sådan balance, fordi det er svært helt præcist at definere, hvad godt samarbejde er. Samarbejdsforhold, som er succesprægede efter nogle parters mening, kan være fiaskoprægede efter andre parters mening. Når man for eksempel betragter et sygehus og dets samarbejdsparter i den primære sektor er der tale om mange forskellige kulturer og adskilte funktioner, som vanskeliggør kommunikation og koordinering. De udviklede kulturer med hver deres sæt af værdier og normer er knyttet til faglige forankringer, lokalt tilholdssted og interesse- og skæbnefællesskab. Solidariteten stopper ofte ved organisations- eller gruppegrænserne, idet der i hver af grupperingerne udvikles specielle forståelseshorisonter og forpligtelser, som hæmmer evnen til at tænke i helheder og til at forstå og fortolke information på mere end én måde. Vi hører både i og udenfor 80

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Sundhedsvæsenet i et interorganisatorisk netværksperspektiv

sygehuset mange argumenter for at undvige et samarbejde. Man kan for eksempel være bange for at miste kontrol, og man kan være usikker på egen og andres rolle i samarbejdet. En ofte gentaget argumentation for at undvige et samarbejde er, at samarbejde på tværs af forskellige specialer og funktioner både i sygehuset og ikke mindst på tværs af sygehus og primær sektor drukner i 'ørkesløst bureaukrati' og 'palaverdemokratisk møderi'. Relativt til andre store offentlige opgaveområder er det danske sundhedsvæsen kun i ringe grad styret af regler. De eksisterende regler kan kort siges at danne nogle generelle rammer for en udstrakt grad af professionsstyre. Det er de professionelle parter (læger, sygeplejersker, fysioterapeuter m.fl.), som selv definerer behov og indsats. Principielt bestemmer offentlige organisationer dog ikke selv, hvad de vil producere, og hvem de vil samarbejde med. Offentlige organisationers regelbundne opgaver bygger hovedsagelig på samarbejde og ikke på konkurrence mellem parterne. Men samarbejdet kan hæmmes af de strukturer, de er underlagt, for eksempel i kraft af eksisterende administrative grænser med en opdeling i forskellige sektorer og politiske niveauer, hvor opgavers løsning kan blive dikteret af økonomisk kassetænkning. Hertil kommer en stærk tendens til stigende differentiering som sammen med fremvæksten af nye organisationer (sundhedscentre, distriktspsykiatri mv.), gør det vanskeligt at samarbejde på tværs. I tillæg hertil er både sygehuses og kommuners førhen mere entydige, hierarkiske kommandolinjer og klart definerede arbejdsroller - og fordelinger blevet erstattet af en mere diffus ledelsesstruktur og væsentlige overlap i opgaveløsningen. Dette understøttes af kravene om en tættere koordinering til parterne i omgivelserne. Parternes krav kan endog være indbyrdes modstridende. Disse mere diffuse strukturer og autonome enheder kan til gengæld være med til at fremme 'enhedsegoisme' eller stærke tendenser til 'selvhævdende universer'. Et selvhævdende univers kan enten udgøre en afdeling, enheder i en afdeling eller faglige grupperinger, som kan gå på tværs af afdelinger og organisationer. Hvis der ikke sker gensidigt bekræftende handlinger, tager trangen til former for selvhævdelse over (Christrup i 81

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

Bévort m.fl. (red.) 1995: 182; Seemann 1996: 211 ff.). Påberåbelsen af selvhævdende universer betyder, at hver part forsøger at udøve magt ved at definere eksempelvis 'det rette behandlingsforløb' på en sådan måde, så man selv kan folde sig ud med sin styrke og dermed blive bekræftet. Samtidig forsøger den selvhævdende part at få bekræftelse ved at få de andre (selvhævdende) parter til at tænke, tale og handle indenfor dette univers. Men parterne kan ofte stå så langt fra hinanden, at forholdet mellem dem bliver præget af en meget destruktiv, negativt vurderende kommunikation, hvor kommunikationsindholdet bærer præg af kritik, bebrejdelser og rigtig/forkertvurderinger, som bevirker, at negative emotioner konstant bliver aktiveret i relationerne. Generelt om det tværgående samarbejde i sundhedsvæsenet er det endvidere påpeget (Alban m.fl. 1988: 15), at samarbejdet udover det øverste ledelsesniveau ofte er baseret på professionsniveauer (læge til læge, sygeplejerske til sygeplejerske, ergoterapeut til ergoterapeut osv.) og ikke tværfaglighed. Den måde, hvorpå enheder, afdelinger eller organisationer typisk når hinanden, er således primært professionsbestemt. Samtidig kan det stå uhyre sløjt til med den ligeværdighed, som understreges i de tværfaglige relationer. Der er en tendens til, at den faglighed, som kommer til at sejre i en eventuel magtkamp ofte vil være den faggruppe, som har højst status, hvorefter de andre faggrupper bliver betragtet som hjælpediscipliner. Når flere enkeltorganisationer er involveret i en (samlet) opgaveløsning, er det nødvendigt at bevæge fokus væk fra tidligere tiders mere internt orienterede organisationsstudier til fokus på organisationseksterne problemer. Dvs. organisationers tilpasninger og påvirkninger i relationerne til omgivelserne (deres samarbejdsparter). Det medfører, at magtforhold og forhandlingsprocesser på tværs af organisationer bliver væsentlige analyseområder. Både nu og fremover skal de involverede parter i sundhedsvæsenet (og tilgrænsende områder) lære at justere balancen mellem egen autonomi og behovet for ekstern koordinering. Det er ofte konstante dilemmaer. Organisationerne skal lære at håndtere disse dilemmaer. Dvs. leve med dobbeltstrukturer - altså både som pyramider og samtidig som fleksible, løst koblede og strukturerede organisatoriske enheder.

82

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Sundhedsvæsenet i et interorganisatorisk netværksperspektiv

Organisationerne skal lære konstant at justere og ændre sig. Dvs. blive bedre til at håndtere modstand mod forandring, til at omgøre organisationskulturer, indarbejdede vaner og rutiner. Organisationerne skal lære at koordinere i forhold til andre organisationer. Organisationerne kan ikke længere tænke i egen intern logik. Flere og flere opgaver kan ikke løses inden for eget system, men rækker ud over styresystemernes egne nedslagsfelter. Det stiller store krav til organisationernes koordineringsevner. At arbejde i og på tværs af de involverede organisationer er dermed en vanskelig opgave. Det er hårdt og arbejdskrævende, det kan være ubehageligt, usikkert og konfliktfyldt, men også spændende og givende. Ovenstående er en væsentlig baggrund for, at der på sundhedsområdet i Danmark pr. 1. januar 1994 er trådt nye bestemmelser i kraft om samarbejde og planlægning. Loven pålægger amter og kommuner at samordne deres indsats på sundhedsvæsenets område. De lovgivningsmæssige krav til samarbejdet er få og overordnede. Vægten lægges på at udbygge det tværgående samarbejde gennem dialog og proces i netværkskonstellationer. Et af de særligt prioriterede indsatsområder drejer sig om genoptræning. Planlægningen, udformningen og implementeringen af for eksempel genoptræning er typisk foregået med udgangspunkt i et af styresystemernes regier, for eksempel sygehuset. Men med genoptræning er der ikke tale om en velafgrænset opgave uden sammenhæng til andre sektorer/styresystemer. Genoptræningsopgaven stiller nye eller ændrede krav til de praktiserende læger samt kommunerne og deres foranstaltninger. Indenfor eget styresystem i sygehuset kan man endvidere støde på tilpasningsvanskeligheder i forhold til det eksisterende apparat. Dette stiller ledere og ansatte overfor problemer, som er væsentligt forskellige fra opgaveløsningen i mere monolitisk opbyggede organisationer, hvor autoritetsforholdene og de professionelles standardiserede færdigheder gør det muligt at sikre de nødvendige tilpasninger. Det kan være meget vanskeligt at trænge igennem organisatoriske grænser med henblik på en konkret koordinering, og endnu vanskeligere er det at påvirke beslutninger og procedurer uden for eget regi. Disse forhold kommer til udtryk under

83

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

hele processen. Det er andre krav til arbejdet med 'at definere problemet', med at tilvejebringe information, udforme alternativer og foretage hensigtsmæssige valg. Implementeringsfasen er måske den mest problematiske fase, idet man ofte først møder eller realiserer problemerne på dette tidspunkt, da de her får konkrete udtryk og konsekvenser. Artiklens empiriske fokus Vi skal i det følgende søge en dybere forståelse for handlinger og adfærd i interorganisatoriske netværk. Med udgangspunkt i de senere års radikale omlægninger indenfor psykiatrien skal vi se nærmere på, hvilke udtryk og konsekvenser etableringen af nye lokal- eller distriktspsykiatriske ordninger har haft. Psykiatri udgør et særligt område i sundhedsvæsenet. I forhold til de fleste medicinske og kirurgiske opgaver er psykiatri især karakteriseret ved uklar teknologi (Thompson 1967). Dette åbner selvsagt op for relativt flere fortolkningsmuligheder i netværkssammenhænge. Men psykiatri tjener alligevel som et illustrativt eksempel på handlinger og adfærd i netværkskonstellationer. Psykiatriske netværk går - som mange andre sundhedsnetværk - på tværs af sektorer, politiske niveauer og fagprofessioner, idet der også på det psykiatriske område er stillet krav om bedre samarbejde på tværs, kontinuitet i behandlingsforløb, helhed i opgaveløsningen, vægt på forebyggende arbejde etc. Det illustrative eksempel stammer fra et longitudinalt case-studium af planlægningen, etableringen og driften af den distriktspsykiatriske ordning i Viborg Amt (lokalområde Nord), hvor tyve forskellige parter indgår i en netværkskonstellation, der i samarbejde skal varetage den psykiatriske service. Dynamikken og den opgavebetingede koordinering i psykiatrinetværket vil blive gennemgået. Der sættes speciel fokus på netværksparternes udstrakte brug af såkaldte beskyttelsesstrategier, der tjener væsentlige regulerende funktioner i netværket. Men beskyttelsesstrategierne medfører en række dysfunktionelle virkninger, idet de tenderer i retning af at blive mål i sig selv og dermed blokere for udøvelsen af selve den psykiatriske service.

84

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Distriktspsykiatri - et casestudium

De dysfunktionelle virkninger holdes dog i ave af en række tværgående styringselementer, som imidlertid er skrøbelige og sårbare, da de hviler på generelle orienteringer og holdninger hos de involverede netværksparter. Med afsæt i erfaringerne fra case-studiet diskuteres afslutningsvis nogle påtrængende behov i sundhedsnetværk på et mere generelt plan. Med sigte på en påkrævet intensivering og effektivisering af de mange komplicerede samarbejdsmønstre skal den (traditionelle) hierarkiske styring både ændres og slækkes. Der skal gives plads til en mere bevidst netværkstænkning og dermed tværgående styring. Dette involverer pluralistiske krav til lederens rolle i sundhedsnetværk, som i en dilemmafyldt verden må balancere mellem behovet for egen organisations autonomi og behovet for ekstern koordinering. Sluttelig indkredser artiklen nogle nye krav til de professionelle i sundhedsvæsenet om (delvist) at aflære den mere autoritativt baserede ekspertrolle og i højere grad tillære sig rollen som dialogpartner. I en verden, hvor væksten i viden er stor, kan vore organisationer kun løse deres opgaver i samarbejde med andre organisationer. Interorganisatoriske netværk, der kan koble viden på en konstruktiv måde, er derfor blevet uhyre væsentlige. Specielt i sammenhænge hvor opgaverne er komplicerede, som det netop er tilfældet i sundhedsvæsenet.

Distriktspsykiatri - et casestudium Radikale forandringer i psykiatrien Den generelt stigende kritik af de psykiatriske hospitaler og patienternes forhold kombineret med nye behandlingsmetoder har afstedkommet et pres på de psykiatriske institutioner om at åbne sig i forholdet til det omgivende samfund. I Danmark er begrebet distriktspsykiatri blevet et kodeord i denne debat. Med distriktspsykiatri søger man på mange måder at negere de tidligere psykiatriske totalinstitutioners karakteristika (Goffman 1961; Løchen 1970.) At omskabe det lukkede psykiatriske sygehus fra en anstaltspræget opbevaringsinstitution med en upersonlig, gold og degraderen85

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

de atmosfære, afsondret fra samfundet til åbne organisatoriske systemer med personlige og humane træk, integreret i det omgivende samfund og byggende på principper om: Nærhed, decentralisering, afinstitutionalisering, kontinuitet, tværgående samarbejde, tværfaglighed og forebyggelse (Sundhedsministeriet 1989). Med de deraf følgende radikale forandringer i psykiatrien er der organisatorisk set tale om en interessant udvikling. Bevægelsen kan kort skitseres således, som vist i figur 1:

Figur 1: Kortfattet rids af udviklingstendensen. Intentionerne har været, at man med de distriktspsykiatriske ordninger ville skabe fleksibilitet i forhold til opgaveløsningen, mere kreativitet og bedre miljø. Altså det som de store pyramidale, bureaukratiske mastodonter alias de store psykiatriske hospitaler, blev klandret for ikke at kunne (Merton 1940; Gouldner 1954; Crozier 1964; Selznick 1966; Hegland i Daugård (red.) 1981; Minzberg 1983; Kragh Jespersen 1996). Selvom der ikke er tale om nogen éntydig udvikling, har forandringsprocessen skabt interorganisatoriske netværk, der adskiller sig afgørende fra

86

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Distriktspsykiatri - et casestudium

de tidligere (traditionelle og bureaukratiske) psykiatriske hospitaler. Bureaukratiets spilleregler er delvist sat ud af kraft. De psykiatriske hospitaler er decentraliseret, brudt ned og opdelt. Der er flere (mindre) organisationer involveret i opgaveløsningen. Flere og flere små pyramider eller enkeltorganisationer er koblet sammen og har gensidige koordineringshensyn. Det er efterhånden velkendt, at den radikale forandringsproces har skabt alvorlige problemer (også organisatorisk set) ikke alene i Danmark men også internationalt (Aiken, Dewor, Di Tomasco, Hage & Zeitz 1975; Alter & Hage 1993; Meyer i Meyer & Scott (red.) 1994, kap. 10; Millward & Provan 1995). Til denne sammenhæng skal specielt nævnes, at manglen på sammenhæng og samarbejde både inden for og mellem de mange deltagende parter - især mellem socialsektorens og sundhedssektorens tilbud - har været et markant træk i omstillingsprocessen i Danmark. I Danmark har flertallet af amter ansvaret for psykiatrien, som pr. tradition har udgjort en del af sygehusvæsenet. Med sammenhængen til sygehusvæsenet understreger de fleste distriktspsykiatriske ordninger, at psykiatrien først og fremmest er et lægeligt speciale, og at distriktspsykiatri drejer sig om sygdomsbehandling. Derfor bliver tilknytningen og koblingerne til henholdsvis de psykiatriske sengeafdelinger og somatikken anset for den væsentligste sammenhæng. I et mindre antal amter hører psykiatrien i sin helhed under socialsektoren. Dette gør sig gældende i Viborg Amt, som vi skal se nærmere på i det følgende. Distriktspsykiatri i Viborg Amt Viborg Amt er opdelt i fire distrikter (Nord, Midt, Viborg og Syd) for at opfylde intentionerne om nærhed til brugerens daglige miljø. I hvert enkelt distrikt er der etableret en selvstændig distriktspsykiatrisk enhed bestående af et behandler-team, et Døgnhus (mini-hospital) og et Daghus. Distriktspsykiatrien er forankret i socialpsykiatriske arbejdsmetoder. Distriktspsykiatrien tilbyder endvidere ambulant behandling og støtte i den sindslidendes eget hjem. Kun i de tilfælde, hvor der er tale om behandling på en lukket afdeling, vil brugeren blive henvist til Søndersøpar-

87

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

ken i Viborg (det tidligere store psykiatriske hospital). Distriktsenhederne udgør sammen med Søndersøparken, psykiatriske plejehjem, kommunale tilbud, praktiserende læger, privatpraktiserende psykiatere og de frivillige hjælpeorganisationer det samlede tilbud til brugere med psykiatriske lidelser. Teamet ledes af en administrerende overlæge og er tværfagligt sammensat af psykiatriske overlæger og øvrige læger, psykologer, distriktssygeplejersker og socialrådgivere samt administrativt personale. Teamet skal blandt andet sikre den nødvendige kontinuitet i behandlingen. Teamet følger brugeren, uanset om vedkommende er indlagt på lukket afdeling, i Døgnhus, indskrevet i Daghus eller blot har brug for støttende tiltag for eksempel i form af kommunale foranstaltninger. Teamet koordinerer endvidere det faglige arbejde i distriktsenheden og indtager dermed en nøgleposition i distriktet. Teamet erstatter de tidligere psykiatriske ambulatorier og gør det muligt - i samarbejde med Døgn- og Daghus - at tilbyde en ikke - institutionaliseret behandling. Døgnhuset ledes af en chefsygeplejerske og er bemandet med sygeplejersker og psykiatriske plejere. Det er et tilbud til mennesker med psykiatriske lidelser om for en kortere periode at bo med faste rammer og støtte, mens deres situation stabiliseres. Døgnhuset arbejder efter miljøterapeutiske principper, er organiseret som en mindre overskuelig enhed uden institutionspræg og afløser de tidligere åbne psykiatriske sengeafdelinger. Daghuset ledes af en ergoterapeut og er bemandet med ergoterapeuter og socialrådgivere. Det er et behandlingstilbud til både indlagte og ikkeindlagte brugere. Derudover har Daghuset et forebyggende perspektiv. Målsætningen for Daghuset er, i samspil med den øvrige behandlingsindsats, at støtte og udvikle den enkelte brugers ressourcer og skabe mulighed for en selvstændig tilværelse med øget livskvalitet. Distriktspsykiatrien må som helhed skabe tætte forbindelser til kommunerne og deres foranstaltninger, de praktiserende læger og andre eksterne samarbejdsparter (somatisk sygehus; andre amtskommunale foranstaltninger, herunder for eksempel støtte- og kontaktpersonordningen for isolerede sindslidende; praktiserende psykiatere; de frivillige brugerorganisationer; forskellige typer plejehjem og ikke mindst den amtskommunale

88

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Distriktspsykiatri - et casestudium

socialforvaltning, der udgør distriktspsykiatriens politisk/administrative overbygning. Hertil kommer også det såkaldte distriktsråd, som er et koordineringsorgan mellem amt og kommuner på det psykiatriske område men uden egentlig tillagt kompetence). I sammenligning med de øvrige amter i Danmark må man karakterisere Viborg Amts distriktspsykiatriske ordning som vidtgående og utraditionel. For det første har den samlede psykiatri i amtet skiftet styresystem fra sygehussektor til socialsektor. Med (distrikts)psykiatri i socialt regi understreges først og fremmest sammenhængen og samarbejdet til socialsektoren. For det andet er der i tilknytning til de distriktspsykiatriske teams oprettet dag- og døgnhuse, som drives i henhold til bistandsloven (Sociallovgivningen). Det betyder for det tredje og sidste, at de åbne psykiatriske sengeafdelinger på de somatiske sygehuse er nedlagt, og at amtets psykiatriske sygehus (det tidligere store hospital) alene har ansvaret for de opgaver, som ikke kan løses af distriktsenhederne. Det drejer sig om lukkede senge, langtidsindlagte, retspsykiatri og gerontopsykiatri. Kort om case-studiets formål og metode Casestudiet har fokuseret på de første fem års driftsperiode (1990-1995) i Viborg Amts område Nord, som dækker fire kommuner (Thisted, Hanstholm, Morsø og Sydthy med i alt 71.400 indbyggere). Område Nord har i den studerede periode været det eneste område i Viborg Amt, hvor man har haft en fuldt udbygget distriktspsykiatri. En konstruktiv gennemførelse af hele undersøgelsen har været afhængig af et i forvejen indgående kendskab til distriktspsykiatriens tilblivelses-/planlægningsproces og dermed de mange samarbejdsrelationer, som førte frem til distriktspsykiatriens indhold og formen herpå. En beskrivelse og analyse af distriktspsykiatriens planlægningsproces i et udviklingsforløb på 25 år (1965-1990) i et interorganisatorisk perspektiv er således inkluderet i studiet. Planlægningsprocessen indeholder vigtige fortolkningsnøgler og forståelsesrammer for driftsfasen (Knudsen & Seemann 1990).

89

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

Teoretisk tager undersøgelsen sit afsæt i et interorganisatorisk netværksperspektiv, hvor beskrivelse og analyse rettes mod det samlede distriktspsykiatriske systems virkemåde. Med etableringen af den distriktspsykiatriske enhed i område Nord er der sket en række radikale ændringer, som har medført et stort behov for tværgående samordning og kommunikation. Casestudiet har bevæget sig på flere analyseniveauer (jfr. Knudsen & Seemann 1992; Seemann 1996). I det følgende skal vi koncentrere os om det psykiatriske netværksniveau. Dette perspektiv fokuserer på, hvordan relationerne i hele netværket sammenkobles, udvikles og forandres. Eller sagt på en anden måde: Hvordan løser netværket den samlede psykiatriske opgave, hvor det konstant kan være et dilemma i netværksrelationerne at justere balancen mellem behovet for den enkelte parts autonomi og behovet for fælles koordinering? Herved analyseres netværkets problematiske udviklingstendenser (dysfunktionelle virkninger) samt de tværgående styringselementer, som får opgaveløsningen til 'at glide' hensigtsmæssigt. Dataindsamlingen har i alt inkluderet 82 enkeltinterviews, 17 reinterviews og to omfattende, daglange (udvidede) fokusgruppeinterviews med ca. 25 deltagere i hver. Desuden har der været tale om mødedeltagelse, observation over flere dages ophold i distriktspsykiatrien samt skriftligt kildemateriale af et væsentligt kvantitativt omfang. Psykiatrinetværket Med henblik på at udvælge de samarbejdsparter, som skulle indgå i analysen, er anvendt hovedkriteriet: Indgår i eller kan substituere dele af den samlede distriktspsykiatriske opgave. Det forudsætter imidlertid, at den såkaldt »samlede distriktspsykiatriske opgave« defineres. Den samlede distriktspsykiatriske opgave er (analytisk) defineret som bestående af følgende delopgaver: • • •

Forebyggelse Visitation Behandling (ambulant, dagfunktion, døgnfunktion)

90

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Distriktspsykiatri - et casestudium

• •

Udskrivning Efterværn/opfølgning

Netværket kom til at se således ud:

Figur 2: Distriktspsykiatrien og dens omgivende netværk. Det er et analytisk afgrænset og defineret netværk, som ikke inkluderer eller påstår en fuldkommen totalitet. Men af både ressourcemæssige og overskuelige årsager må det alligevel antages at være et godt bud på et relevant netværk, som kan indfange problemer og muligheder i de mange (nye) samarbejdsrelationer. Det indkredsede netværk består af 20 forskellige parter eller organisationer, som på forskellig vis bidrager til den samlede opgaveløsning. Parterne har lovgivningsmæssigt bundne opgaver, der er delvist overlappende og gensidigt afhængige. Netværket har en række indbyggede modsætninger, idet netværksparterne har forskellige mål, opgaver, strukturer, organisationskulturer, magt etc.

91

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

Parterne kommer fra forskellige sektorer, primært social- og sygehussektorerne, parterne tilhører forskellige politiske niveauer (amts- og primærkommunalt niveau), og endelig tilhører aktørerne en hel række forskellige faggrupperinger (læge, psykiater, sygeplejerske, plejer, psykolog, socialrådgiver, sagsbehandler, hjemmehjælp, pædagog, ergoterapeut, fysioterapeut m.fl.). Nogle aktører er ikke ansatte, men såkaldt frivillige og repræsenterer brugerne i dette tilfælde gennem organiserede enheder som SIND og selvhjælpsgrupper. Atter andre aktører er ikke ansatte, men »egne herrer« i liberalt erhverv, som de praktiserende læger og psykiatere.

Netværksdynamik Fluktuerende netværksdynamik De fleste netværksstudier både af offentlig og privat virksomhed har vist, hvor vanskeligt det er at samarbejde (Brown 1983; Gustafsson & Seemann 1985; Gustafsson m.fl. 1991; Beck Jørgensen & Melander (red.) 1992; Alter & Hage 1993; B. Millward & Provan 1995). Det er således heller ikke nemt for nogen af de deltagende organisationer at være part i det psykiatriske netværk i område Nord, Viborg Amt. Både studiet af planlægningsprocessen og driftsforløbet har vist, at det er uhyre vanskeligt for alle de deltagende parter at forhandle sig til varige kompromisser. Ikke alene distriktspsykiatrien med sine team-, dag- og døgnfunktioner, men også hver enkelt af de andre deltagende parter er konstant engageret i at forsvare sig mod krav og pres fra de andre parter og i at overtale og presse de andre til at følge netop deres logik og problemløsning. Såvel planlægningsprocessen som det fem-årige driftsforløb kan da også forstås som en række faser i et konstant svingende og skiftende forløb. I hver fase har der været bestemte ideer, forslag, problemløsninger og samarbejdsmønstre, som har præget netværksbilledet. Hver fase har haft bestemte særligt aktive aktører, som har søgt at præge og udforme den psykiatriske service.

92

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværksdynamik

Men den enkelte fases dominansmønster har ikke kunnet opretholdes, fordi dominansforholdene i netværket er ustabile. Ydre påvirkninger eller indre spændinger har givet problemer for de deltagende parter. Parterne (eller nogle af dem) forsøger derfor at lave om på relationer og samarbejdsformer. Herved brydes fasens hidtidige dominansmønster, og processen bevæger sig henimod en ny fase med et ændret dominansmønster. - Sådan fortsætter processen. Det er netop sammenstødet mellem forskellige dominanssstrukturer, som præger netværket. Meget af den usikkerhed, som det psykiatriske netværks parter skal håndtere, stammer fra en mangel på koordinering mellem dem. Hvis en netværkspart forsøger at reducere sin usikkerhed, skaber dette nye usikkerheder for andre netværksparter. I denne proces vinder nogle netværksparter terræn og fordele, men for andre vil situationen 'stramme til'. De pressede netværksparter vil derfor forsøge at vende udviklingen. En netværkspart kan ikke dominere i længere tid ad gangen, fordi det ville forudsætte, at en netværkspart - for eksempel distriktspsykiatrien - skulle kunne få andre netværksparters politisk/administrative overbygninger - for eksempel kommunerne - til at tilpasse sig distriktspsykiatriens krav, forventninger og idégrundlag. Det har imidlertid vist sig vanskeligt at dominere et andet styresystem eller en anden sektor nedefra. Det psykiatriske netværk består af offentlige organisationer med bundne opgaver. Netværksparterne kan derfor ikke flytte sig rundt i det organisatoriske landskab efter eget forgodtbefindende med henblik på at skaffe sig ressourcer og domæne. I det psykiatriske netværk får netværksparterne stort set kun ressourcer fra deres politisk/administrative overbygning. Netværksparterne er derfor meget afhængige opadtil - i forholdet til eget styresystem. Den enkelte netværkspart er imidlertid også meget afhængig af netværkets andre parter. Men fordi netværksparterne kommer fra forskellige styresystemer, konkurrerer de ikke direkte om de samme ressourcer. Samtidig har netværksparterne ikke megen mulighed for at udvikle ressourcer i selve netværket. Netværkets samlede opgaveløsning er således underordnet de forskellige netværksparters tilhørsforhold, og der er stort set ingen formelle

93

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

netværksstrukturer til at danne modpol til denne forankring. I denne sammenhæng er for eksempel distriktsrådet slet ikke stærkt nok. Ressourcetildelingen til netværkets forskellige parter styres af de respektive styresystemer. De respektive styresystemer tænker i eget system, egen sektor, eget politisk niveau. Ressourcetildelingen sker på det enkelte styresystems præmisser og ikke på netværkets. Hensynet til den samlede psykiatriske opgave blivet et slags biproblem og netop ikke et hovedproblem i denne styring. Set samlet har det indkredsede netværk en forholdsvis lav autonomi. Et forhold som generelt set er meget medvirkende til at generere netværkskonflikter (Alter & Hage 1993). Når der er grænser for, hvor store ressourcer netværksparterne kan tiltrække og kontrollere til anvendelse i netværkssammenhænge, er det i høj grad medvirkende til at holde netværkets svingende dominansmønster eller fluktuationerne igang. Hvis der kunne genereres flere ressourcer til netværket eller den samlede psykiatriske opgave, ville der være mulighed for - om ikke helt at stoppe - så at dæmpe svingningerne og dermed skabe en større stabilitet for helheden. Beskyttelsesstrategier og dysfunktioner Netværksparternes begrænsede muligheder for ressourcegenerering og netværkets forholdsvis lave autonomi betyder, at netværksparterne har vanskeligt ved at beskytte sig mod netværkets fluktuationer og dermed usikkerhed og instabilitet. Netværket præges derfor af nogle dominerende adfærdsmønstre, som er udledt af casen, og som benævnes beskyttelsesstrategier. Beskyttelsesstrategierne tjener til at søge en nødvendig dæmpning af svingningerne (funktionelle virkninger). Samtidig skaber beskyttelsesstrategierne en række problemer eller faretruende udviklingstendenser (dysfunktionelle virkninger). I denne sammenhæng skal der særligt fokuseres på de dysfunktionelle virkninger, idet de har en tendens til at blive overset af netværksparterne. Beskyttelsestrategiernes anvendelse knytter sig til de fundamentalt forskellige vilkår, som de enkelte netværksparter lever under i netværket. I det følgende gennemgås de mest fremtrædende beskyttelses-

94

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværksdynamik

strategier, som forløbet har givet anledning til. Skematisk kan det illustreres som i figur 3. Netværksparternes be-

Funktionelle virkninger

Dysfunktionelle virknin-

skyttelsesstrategier Alle er nødt til at være

Gensidigt kendskab

ger Høje

»Lav profil«

Ingen

koordineringsomkostninger Opgaveløsning fortrænges af samarbejdsregulering Dårlig opgaveløsning

Forsøg på

(Nødvendigt for svage parter og parter der ikke passer ind i det nye system) Klare meldinger virker

med i alting

netværksdominans

Brug af uformelle kontakter Selvforsyning

Manifeste konflikter

fremmende på opgaveløs- »Slidte« medarbejdere ningen Brugere bliver »kastebolde« Forbereder og understøt- Skjult koordinering ter formel koordinering Afhjælper besværlige modsætningsforhold

Beskyttelsesstrategier som Dæmper fluktuationer helhed

Uløste opgaver Frustrerede medarbejdere

Isolerede delsystemer Brugerne bliver statister i

(usikkerheder og instabili- eget behandlingsforløb teter)

Figur 3: Netværksparternes beskyttelsesstrategier og deraf afledte funktionelle og dysfunktionelle virkninger. Netværksparterne må til stadighed søge at opretholde så bred en kontaktflade som muligt for at undgå, at der bliver taget beslutninger i netværket, som går imod deres behov og interesser. Den enkelte netværkspart kan ikke tage for givet, at de andre netværksparter kan vurdere, om de bør inddrages i en sag. Den enkelte netværkspart kan heller ikke regne med, at den i givet fald 95

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

vil blive indkaldt til diverse møder. En beskyttelsesstrategi er derfor en tendens til, at alle er nødt til at være med i alting. Beskyttelsesstrategien medfører, at netværksparterne rent faktisk mødes, ser hinanden og lærer hinanden at kende. Men bagsiden af medaljen er en række høje koordineringsomkostninger. Netværksparterne har svært ved at ofre så relativt mange ressourcer til netværkskoordinering. Netværksparternes bemanding har ikke forudsat så omfattende en koordinering. Mest tydeligt er dette fænomen blevet illustreret i selve distriktspsykiatrien, hvor alene den del af den tværgående koordinering, som skulle finde sted på tværs af enhederne internt, beslaglagde halvdelen af arbejdsugen. Fænomenet er udbredt i nutidens organisationer. Undersøgelser foretaget af Sundhedsstyrelsen (1995) har vist, at psykiatere i Danmark ikke har tid til deres patienter. Det værste tilfælde viste, at lægerne på et enkelt psykiatrisk hospital kun brugte 5,7 minutter om ugen på hver indlagt patient (jfr. Scott & Meyer 1994: 225). For den enkelte netværkspart er det tungt og tidskrævende at håndtere alle relationerne og koordineringen, og det tager derfor tid fra netværkspartens professionelle kerneopgave. Heri ligger et andet netværksproblem. Det består i, at det opgaverelevante indhold i relationerne mellem parterne forskydes over på samarbejdsregulerende aktiviteter. Mange ressourcer forbruges med andre ord på selve samarbejdet og ikke på opgaveløsningen. Dette kan også benævnes tendenser til uproduktivt samarbejde. De dele af netværket, hvor disse tendenser er fremherskende, kan flettes sammen til relativt stabile og veletablerede samarbejdskonstellationer, der kan have vanskeligt ved at klare krævende opgaver, fordi så stor en del af ressourcerne forbruges på selve samarbejdet. Til gengæld udgør samarbejdskonstellationerne magtfulde systemer relativt til de mere isolerede og svage dele af netværket, som har en mere perifer placering. Det gælder især SIND og selvhjælpsgrupper, væresteder og støtte- og kontaktpersonordningen. Sat på spidsen er samarbejdskonstellationerne i stand til at eksportere dele af usikkerheden, afmagten og også vanskelige problemer til disse parter, så de selv kan koncentrere sig om den mere håndterlige del af opgaverne og om opretholdelse af samarbejdet. Især SIND og selvhjælpsgrupper (samt pårørende til sindslidende) udgør en væsentlig del af netværkets fleksibilitet

96

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværksdynamik

men må samtidig arbejde på ringere og mere usikre vilkår. Tendensen forstærkes af manglen på akutte, døgndækkede funktioner i lokalområdet. En anden beskyttelsesstrategi er, at en netværkspart kan holde 'tav profil'. For nogle netværksparter kan dette være nødvendigt specielt, hvis de ikke passer ind i det nye system, og når det er muligt at undgå at blive tæt involveret i opgaveløsningen. De netværksparter, som har benyttet sig af at holde 'lav profil', har især været kommunerne. Men kommunerne har holdt lav profil i en situation, hvor opgaverne alligevel har stillet krav til kommunernes tætte involvering i opgaveløsningen. Som faretruende udvikling giver dette tendenser i retning af både uløste opgaver eller en dårlig opgaveløsning, hvor man må basere sig på 'de forhåndenværende søms princip'. Dette giver en lavere kvalitet i opgaveløsningen end den dominerende vision med distrikts- og socialpsykiatri foreskriver. For netværkets medarbejdere - og især primærkommunernes udførende niveauer - er det en utroligt frustrerende situation, når de ikke kan levere optimale men alene næstbedste eller halvdårlige løsninger. De mest fremtrædende eksempler på dårligt løste eller uløste opgaver var primært løsninger for brugere i distriktspsykiatriens grænseland eller misbrugerne. En tredje beskyttelsesstrategi er forsøg på netværksdominans. Selvom ingen af parterne helt kan dominere netværket, er det en beskyttelsesstrategi, som forsøger 'at holde skansen', og som primært kan søges anvendt af stærke netværksparter. Med et forsøg på netværksdominans anvendes en højprofileret netværksstrategi, hvor netværksparten stædigt søger at fastholde opgaveløsningen på egne præmisser, og de andre netværksparter søges presset til at rette sig ind efter dem. Det kan virke endog meget fremmende på netværkets opgaveløsning at profilere sig, så man ved, hvad den enkelte netværkspart står for. Men det giver i reglen ikke de andre netværksparter rimelige muligheder for at finde en fornuftig netværksplacering. Det medfører mange manifeste konflikter, som ikke er konstruktive. Forløbet har været præget af destruktive konflikter, fordi distriktspsykiatrien som en stærk vidensmagtbase i netværket har søgt at dominere opgaveløsningen. De manifeste konflikter har haft konsekvenser for opgaveløsningen med

97

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

tendenser til, at de sindslidende bliver 'kastebolde' mellem systemerne. Sa mtidig har det virket opslidende på arbejdsmiljøet for de andre netværksparter, når de oplever ikke at kunne få mulighed for at være medbestemmende. En fjerde beskyttelsesstrategi er vidtstrakt brug af 'uformelle kontakter'. Nærværende studium har hovedsagelig beskæftiget sig med adfærd på det formelle plan og har kun begrænset kendskab til uformel kommunikation i netværket. Det er dog givet, at meget vigtige koordineringsfunktioner varetages via uformelle kontakter, idet nogle koordinerings- og konfliktløsningsopgaver er uhyre besværlige og tidskrævende at håndtere i det formelle system, bla. fordi de må behandles ad kommandoveje, som har få eller ingen forbindelse med hinanden, og hvis former og traditioner er meget forskellige. Den uformelle koordinering har flere former fra helt løse kontakter med baggrund i almindelige bekendtskaber til mere fasttømrede konstellationer, der består af en gruppe personer fra forskellige enheder, som har fælles mål og interesser, for eksempel i at skabe en bestemt udvikling indenfor behandlersystemerne. Disse grupperinger overtager ikke den formelle koordinering. De forbereder og understøtter den, så den forløber lettere og under større kontrol af de involverede parter. Den uformelle koordinering tjener således vigtige funktioner i netværket og er formentlig en væsentlig forudsætning for, at netværket kan løse sine opgaver. Men der ligger også en fare i en for omfattende brug af uformelle kontakter, og her kommer vi til et problem med tendenser til skjult koordinering. Problemet består i, at dele af den uformelle koordinering i visse sammenhænge udvikler sig til mere eller mindre skjulte aktiviteter. Det gælder især på områder med meget besværlige modsætningsforhold, hvor nogle af parterne har meget vanskeligt ved at beskytte vitale interesser og behov på andre måder. Hermed kan vigtige udvekslinger i netværket blive så uigennemsigtige, og magtbalancen mellem parterne kan forrykkes så meget, at det kan være meget vanskeligt for andre parter at indgå i et konstruktivt samarbejde i netværket.

98

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværksdynamik

En femte beskyttelsesstrategi er selvforsyning. Herved forstås, at de enkelte netværksparter i varierende omfang kan søge at løse problematiske afhængighedsrelationer ved selv at inkorporere de funktioner, som afhængigheden vedrører. I mange sammenhænge kan det afhjælpe besværlige modsætningsforhold i netværket. Det mest oplagte eksempel på selvforsyning var åbningen af et aktivitetscenter i distriktspsykiatriens regi, hvilket var meget forårsaget af, at den største kommune lukkede sit aktivitetscenter i samme tidsrum, som distriktspsykiatrien skulle i drift. Et andet eksempel på en slags selvforsyning var den næststørste kommune, som selv via eget primærkommunalt team søgte at dække distriktspsykiatriske teamfunktioner med undtagelse af den lægefaglige ekspertise. Problemet består imidlertid i, at nogle netværksparter kan være fristet til at gå så langt med selvforsyningen, at man tenderer i retning af isolerede delsystemer med indsnævrede muligheder for opgaveløsningen eller en risiko for at vende tilbage til totalinstitutionsløsninger specielt for distriktspsykiatriens vedkommende. Beskyttelsesstrategien selvforsyning var ikke nær så fremherskende, som det er set i et tilsvarende netværksstudium (Gustafsson & Seemann 1985: 460). Det skyldes i høj grad, at distriktspsykiatrien har søgt at opretholde idégrundlaget. Til gengæld er distriktspsykiatrien på den anden side blevet klandret for at have 'ejerfornemmelser' overfor brugerne (opgaverne), hvilket snarere må henføres under distriktspsykiatriens forsøg på netværksdominans, og som også kan tendere i retning af isolerede delsystemer. Som det blev fremhævet tidligere i dette afsnit, tjener parternes anvendte beskyttelsesstrategier til at søge en nødvendig dæmpning af netværkets fluktuationer med henblik på at reducere deraf følgende usikkerheder og instabiliteter. Et sjette og sidste problem, der hermed skal fremhæves er, at brugerne bliver statister i eget behandlingsforløb. Problemet skal forstås som bagsiden af beskyttelsesstrategiernes samlede udvikling. Når brugerne skubbes til side i behandlingsarbejdet og mister indflydelse på beslutninger og aktiviteter, skyldes det, at de er svage, delvist uorganiserede og ikke besidder tilstrækkelig viden og magt til at gøre sig gældende i netværkets komplekse og hårde beslutningsprocesser. Brugernes reelle systemindsigt og påvirkningsressourcer er meget dårlige.

99

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

Problemerne kommer tydeligst frem i forbindelse med større beslutninger, for eksempel om visitation og behandlingsplanlægning. Der er adskillige parter i netværket med forskellige interesser og opfattelser, som skal finde sammen i disse beslutninger. Beslutningsprocesserne kommer derfor let til at foregå udenfor brugernes rækkevidde - og når beslutningerne først er taget, er det uhyre besværligt for parterne at ændre i de aftaler, der er indgået. Netværkets parter er imidlertid klar over disse tendenser, der har karakter af dilemmaer, og man prøver at undgå dem. Men der er tale om en jernhård logik, som det er vanskeligt at undslå sig. Parternes forskellige placeringer, mål, behandleropfattelser, taktiske hensyn etc. trækker dem i større eller mindre grad ind i disse tendenser - på trods af at parterne typisk søger at få de løsninger igennem, som de mener, er bedst for brugerne. Tværgående styringselementer Det psykiatriske netværk er placeret i et 'grænseland' mellem forskellige styresystemer med hver deres logikker, behov og interesser. Netværkets fluktuerende karakter betyder, at den tværgående samordning hele tiden vil være ustabil og ufuldstændig. Et blik henover de dysfunktionelle virkninger i foregående afsnits figur 3 kunne give læseren anledning til at antage, at der er tale om en netværkskonstellation på tværs af så mange opdelte og adskilte funktioner, at konstant uorden og kaos næsten umuliggør bare et minimum af samordning. Men netværket løser rent faktisk en række tværgående opgaver, hvilket gør det interessant at analysere de faktorer, der 'skaber orden' - hvor orden skal forstås som koordinering. Hermed indkredses nogle væsentlige tværgående styringselementer, som dog ikke afskaffer instabiliteterne og usikkerhederne. Men disse tværgående styringselementer kan holde de førnævnte dysfunktionelle virkninger i ave. Der er således tale om en funktionalistisk analysetilgang, der udfra en systembetragtning indkredser de tværgående styringsmønstre, som over tid udvikles i de opgavebetingede koordineringsprocesser.

100

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværksdynamik

På trods af alle uenighederne mellem parterne var der alligevel en vis fælles bevidsthed som følge af generelle trends i behandlerverdenen. Den distriktspsykiatriske models idégrundlag hviler på populære begreber eller 'hit-ord', som generelt præger udviklingen, og som derfor medvirker til 'at kitte parterne sammen' på tværs af professioner, sektorer og politiske niveauer. Mesopåvirkningen fra det organisatoriske felt (Meyer & Scott 1994: 71) har netop afspejlet sig i distriktspsykiatriens idégrundlag. Hertil kommer den case-specifikke betingelse, at der helt tilbage i 1980erne var et erkendt behov for, at der skulle ske noget i område Nord. Den psykiatriske sengeafdeling på det lokale somatiske sygehus fik op gennem 1980erne stigende imageproblemer, og en lukning af afdelingen var på Amtsgården blevet nævnt som en mulighed i forbindelse med forslag til omstrukturering af det samlede psykiatriske tilbud i amtet. Dette fører over i et andet tværgående styringselement, som kan benævnes selvbestaltede ildsjæle og gratisarbejde. Siden begyndelsen af 1980erne har der i område Nord på græsrodsplan siddet en slags selvbestaltet arbejdsgruppe bemandet med ildsjæle, som søgte at gennemføre et distriktspsykiatrisk udviklingsarbejde på eget initiativ. Denne uformelle og selvbestaltede arbejdsgruppe bestod af ildsjæle på tværs af professioner og sektorer på amtsplan. Det primærkommunale niveau var dog ikke repræsenteret. De selvbestaltede ildsjæles udviklingsdiskussioner var med til at modne de deltagende parter over en længere årrække inden distriktspsykiatrien overhovedet blev vedtaget politisk (i 1988), og inden driften påbegyndtes. De havde i forvejen fået diskuteret og delt en række problemopfattelser. Kontinuiteten blandt disse pionerer i område Nord har været stor, og vi finder stadig de fleste placeret i en række centrale funktioner i det psykiatriske netværk. I driftsfasen har disse pionerer tilsammen med primærkommunale ildsjæle udgjort en håndfuld 'Tordenskjolds soldater', som i driftsfasen har kunnet bidrage til en tværgående styring - frigjort fra langsommelige og formelle kommandoveje. I dag-til-dag-rutinen har man i det psykiatriske netværk været meget optaget af de nye ideer. Især 'Tordenskjolds soldater' og også en række andre personer fordelt blandt netværksparterne har lavet gratisarbejde. Gratisarbejdet skal dog ikke alene ses som et udtryk for et

101

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

engagement i distriktspsykiatriens idégrundlag. Deres arbejde handler om mennesker og ikke vareproduktion, som for eksempel kan sættes på lager. Derfor kan det være svært at sige fra overfor en sindslidende 'fem minutter i lukketid'. Hertil kommer rimelige muligheder for 'Tordenskjolds soldater' i et overskueligt netværk. Overskueligheden skal ikke forstås som simpel, idet netværkets komplekse karakter har været understreget flere gange. Overskueligheden skal forstås relativt og dækker det psykiatriske netværks størrelse og karakter. Område Nord er en slags lokalområde med mulighed for et langt større gensidigt kendskab og samhørighed end i mere storbylignende miljøer. 'Vi-følelsen' i område Nord har både før og efter den distriktspsykiatriske driftsstart været tilstede. Udviklet gennem trusler udefra, isolation i forhold til psykiatrien i Viborg og det selvbestaltede udviklingsarbejde. Desuden består lokalområdet i Nord af et relativt besindigt folkefærd, hvis adfærd i højere grad betoner en medspillerrolle. Den hidsige og til tider aggressive debat på det nationale plan i Danmark kan genfindes i område Nord. Men i en langt mere afdæmpet form. Et tredje tværgående styringselement har været kontaktpersonordningen. Hver enkelt bruger har således en bestemt kontaktperson knyttet til sig hovedsageligt fra teamet men også fra Døgnhuset, såfremt en bruger er indlagt her. Kontaktpersonordningen har udgjort en kontinuerlig og konstruktivt koordinerende funktion både i distriktspsykiatrien internt og i de eksterne relationer. Kontaktpersonordningen har fremmet gensidige forståelser og samstemmende handlinger. Når hver af parterne i område Nords psykiatriske netværk mødes som formelle enheder, er de i højere grad bærere af institutionelle roller, som kan blokere for gensidige forståelser og samstemmende handlinger. Koordinationen via kontaktpersonordningen har et mere uformelt præg. Et fjerde tværgående styringselement har været Distriktsrådet. Distriktsrådet har dog ikke udgjort en organisatorisk forankring for netværksstyringen. Distriktsrådet skal derfor ikke opfattes som et decideret tværgående ledelsesforum. Bidraget fra Distriktsrådet har nærmere bestået i kontinuerlige konstruktive læringsprocesser i det psykiatriske netværk. Det

102

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Påtrængende behov i sundhedsnætværk

har bidraget til større gensidig respekt og ikke mindst tillid på tværs af parterne. Begrebet tillid er efterhånden blevet et meget væsentligt nøgleord i interorganisatorisk litteratur (Johanson & Mattson 1987; G. Thompson et. al. (red.) 1991; Alter & Hage 1993). Det femte og sidste tværgående styringselement har været tværgående efteruddannelse og temadage, som bærer de samme elementer af læring og tillid med sig som Distriktsrådets arbejde. Hvor Distriktsrådets sammensætning og arbejde primært retter sig mod netværkets ledende niveauer, retter tværgående efteruddannelse og temadage sig primært mod street-level. I disse sammenhænge mødes netop den samlede psykiatriske opgaves parter på tværs af professionernes, sektorernes og de politiske niveauers udførende led.

Påtrængende behov i sundhedsnetværk Afslutningsvis giver casen anledning til en analytisk generalisering, der sætter fokus på nogle påtrængende behov i sundhedsnetværk, idet mange netværkskonstellationer indenfor sundhedsvæsenet (og tilgrænsende områder) bærer mange af de samme elementer i sig som det psykiatrinetværk, der har været eksemplificeret i det foregående. Til denne sammenhæng skal specielt fremhæves behovet for mere bevidst netværkstænkning og dermed et større behov for tværgående styring. Hertil kommer de mangeartede krav til lederevnerne i disse netværk, som nødvendiggør en såkaldt pluralistisk ledelse. Endelig stilles der nye og ændrede krav til sundhedsnetværkenes professionelle om i større grad at indgå i tværgående, konstruktive dialog- og læringsprocesser. Lad os se nærmere på disse påtrængende behov i det følgende. Behov for tværgående styring Behovet for tværgående styring i sundhedsnetværk er stort. Specielt når det drejer sig om konfliktløsning og afbalancering af magtforholdene både på tværs af netværksparterne og mellem de enkelte netværksparter og deres 103

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

politisk/administrative overbygninger. Hertil kommer behovet for et minimum af politikformulering vedrørende fælles netværkspolitikker. Den tværgående netværksstyring er fortrinsvis såkaldt blød styring, som hviler på generelle orienteringer og holdninger hos de involverede netværksparter. Den monolitisk, hierarkiske styring er overvejende fraværende i forhold til sundhedsnetværkenes samlede opgaver. Fraværet af en fælles netværksledelse betyder, at netværksstyringen ikke har nogen organisatorisk forankring. Ingen er derfor ansvarlige for at skabe eller opretholde netværksstyringen. Samordningen i sundhedsnetværk er derfor meget skrøbelig og sårbar. Den bør ofres megen opmærksomhed, hvis man skal sikre, at sundhedsnetværk kan løse opgaverne og bidrage til en endnu større konstruktiv udvikling. Undertiden fremhæves det uheldige i, at (social- og) sundhedssektorerne i Danmark er adskilt både ministerielt og længere nede i styresystemerne. For nogle kan det derfor synes som en besnærende tanke 'at slå ring om' hele sundhedsvæsenet og indføre en enhedsstruktur fri for administrative grænser og finansieringsbåse. En enhedsstruktur ville imidlertid repræsentere et formidabelt og ustyrligt system, som ingen ville kunne spille op imod. Grundlaget for de efterfølgende bemærkninger tager derfor sit afsæt i de nuværende forvaltningsstrukturer, men med sigte på en intensivering og effektivisering af det komplicerede samarbejdsmønster. Det drejer sig om at koble det i udgangspunktet autonome professionsstyre og bureaukratiske styre med en styrkelse af andre (tværgående) styreformer og -mekanismer. Som en meget væsentlig pointe skal især styresystemernes ledere 'smide pyramidebrillerne'. Sikringen af en helhed i opgaveløsningen nødvendiggør mere plads til tværgående tænkning. Et væsentligt problem består nemlig i, at de parter, som skal samvirke, lever for meget i skyggen af deres respektive hierarkier - deres politisk/administrative overbygninger. Det er blandt andet for symptomatisk at ildsjælene, som der kan være mange af blandt de udførende niveauer, fastholdes 'på pinden' hjemme i eget styresystem. Der er for eksempel alt for få incitamenter i de respektive styresystemer, som belønner tværgående adfærd, og tværgående tænkning sikres ikke tilstrækkelig ledelsesmæssig opbakning.

104

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Påtrængende behov i sundhedsnætværk

Den vertikale styring skal både slækkes og ændres til fordel for mere såkaldt 'blød styring' (jfr. begrebet 'Den horisontale organisation' i Rohlin m.fl. 1994: 127 ff.). Interorganisatorisk forskning har dokumenteret (Alter & Hage 1993; Seemann 1996), at konflikter er meget dominerende i netværk, hvor stærk strukturel differentiering netop skærper problemerne med de involverede parters forskellige forventninger, og hvor tilstedeværelsen af især hierarkiske bindinger i problemløsningen forhindrer konflikters løsning. Det må imidlertid understreges, at det kan være problematisk at oprette forskellige formelle koordinerende instanser. De, der skal koordineres, trækker sig ikke altid ud af feltet og overlader koordineringen til den nye instans. Herved bliver den nye koordinerende instans blot en yderligere styringsaktør på feltet og resultatet er, at koordineringsproblemet øges i stedet for at blive løst (Bøje Larsen 1982). Det er vigtigt at udbygge det interorganisatoriske netværks personnetværk. Personnetværket skal have flere kvaliteter. Det skal være uformelt, altså ikke papir- og autoritetsbundet. Det skal være ligeværdigt og tillidspræget. Personnetværket må ikke udvikle sig til mere eller mindre ('juntalignende') skjult aktivitet, så det bliver vanskeligt for andre parter at indgå i et konstruktivt netværkssamarbejde. Man kan udtrykke det på den måde, at et netværk skal lære af den måde, som smågrupper og græsrodsbevægelser organiserer sig på. Følgende mere formelle ordninger nævnt i stikord kan også bidrage til opbygningen af mere uformelle netværk: •

Rotationsordninger på tværs af parter i netværk

•

Udviklingen af en mere omfattende og tværgående besøgs- og kontaktvirksomhed

•

Organisatorisk læring gennem mere omfattende og tværgående forsøgsvirksomhed

105

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

•

Tværgående efteruddannelse, temadage, fremtidsværksteder, som skaber anledninger til, at parterne faktisk mødes og får mulighed for at udvikle fælles perspektiver

•

Udbyggede og tværgående kontakt- og koordineringsopgaver

•

Kontaktpersonordninger eller 'case-managers' forankret i dialognetværk

•

Kvalitetsudvikling - og sikring baseret på netværkstænkning og ikke alene på intraorganisatoriske perspektiver

•

Mere vægt på brugerperspektiver (brugerstyring)

Tiltagene er nødvendige for at udbygge den tværgående styring. De er med til at sikre gensidige dialog- og læringsprocesser, som er uhyre vigtige for at løse komplicerede opgaver i menneskebehandlende systemer. Krav om pluralistisk ledelse Netværk af den karakter, som er blevet skitseret i det foregående, stiller krav om en pluralistisk tilgang til ledelse (jfr. begreberne 'Udviklingsledelse' i F. Glasl & B. Lievegoed, s. 264 ff. og 'Partners i netværk' i Rohlin m.fl. 1994: kap. 3 og 5). Lederen skal kunne arbejde samtidigt med flere perspektiver og flere hensyn. Lederen er som sin organisations 'gate-keeper', placeret i et spændingsfelt eller i en grænserollefunktion, idet der skal balanceres på grænsen mellem egen organisation og omverden (samarbejdsparterne). Grænserollen kan betegnes som en dynamisk dobbelt konfliktsituation (Arne Prahl i Bévort m.fl. red., 1995: 226). På den ene side er der en indbygget konflikt med de eksterne samarbejdsparter i kraft af, at grænserolleindehaveren (lederen) skal repræsentere sin egen organisation. Men på den anden side må grænserolleindehaveren samtidig præsentere samarbejdsparternes krav og forventninger til egen organisation, der tilmed kan være indbyrdes modstridende. Hertil kommer håndteringen af alle de interne konflikter i

106

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Påtrængende behov i sundhedsnætværk

egen organisation og tilmed egne faglige normer og værdier. At være leder indebærer også, at man skal have sit personale til at påtage sig grænserollefunktioner. Ledelse involverer derfor mestringen af særdeles problematiske situationer. Der stilles så mange krav til lederevnerne, at det næsten er menneskeligt umuligt at honorere dem alle. Evnen til at aflæse de situationer, som er under udvikling. Være i stand til at analysere interesser, forstå konflikter og undersøge magtrelationer. Det kræver en evne til at være opmærksom på områder med konflikt, så lederen kan aflæse latente tendenser og kræfter under organisationslivets manifeste handlinger for at iværksætte egnede tiltag (Morgan 1988:179). Lederen må balancere mellem behovet for egen organisations autonomi og behovet for ekstern koordinering. Det er ofte konstante dilemmaer. Lederne skal derfor kunne leve med dobbeltstrukturer. Dvs. både agere som leder i eget hierarkiske styresystem og samtidig i de organisatoriske netværks mere løst koblede strukturer. Lederen skal lære både at få sig og sin organisation til konstant at justere og ændre sig. Dvs. blive bedre til at håndtere modstand mod forandring, til at omgøre organisationskulturer, indarbejdede vaner og rutiner. Man kan ikke længere tænke i egen intern logik eftersom mange opgaver ikke kan løses indenfor eget system, idet de rækker ud over eget styresystems nedslagsfelter. Det kan være hårdt, arbejdskrævende og konfliktfyldt at være leder, men også spændende og givende. Der er tale om en spændende opgavevariation. 'Gate-keeperfunktionen' er væsentlig i forhold til vigtig information og viden. Behovet for et bredt kontaktnet og de mange udfordringer indebærer endvidere muligheder for en væsentlig personlig udvikling. Nye krav til de professionelle i sundhedsnetværk Sundhedsnetværkenes enheder eller organisationer er bemandet med professionelle (og semiprofessionelle), som ud fra egen baggrund og specialisering er overbevist om, at netop hans/hendes eller enhedens opgaveløsning er den bedste. Som professionel er det uendelig svært at tåle indblanding. Det er da også karakteristisk og ofte hensigtsmæssigt for

107

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

professionelle i organisationer at fungere meget autonomt. Men det er uhensigtsmæssigt i den udstrækning, de professionelles opgaver alene udgør en delmængde af en samlet opgave i et sundhedsnetværk, som det ofte er tilfældet. Professionelle er specialister på godt og ondt. De har tendens til at overdrive egne specialers betydning, og deres indsigt i sundhedsnetværkenes samlede opgaveløsning kan være yderst begrænset. Med sundhedsvæsenets aktuelle krav om mere helhed, samarbejde, tværfaglighed og fællesforståelse udfordres de professionelles viden, deres standardiserede færdigheder og den hierarkiske struktur. Kravene til den professionelles rolle flyttes fra fagbureaukratiets 'autoritative ekspert' til 'dialogpartner' i sundhedsnetværk. Schön (1983) kalder denne nye type professionelle for 'den reflekterende praktiker'. Hermed indkredses et dobbeltkrav til de professionelle om at værdsætte deres eget udgangspunkt, deres egen (faglige) tydning af en given situation. Men samtidig stilles krav om en kritisk refleksion over eget professionelt udgangspunkt. Det vil sige, en tilstedeværelse af en bevidsthed om, at denne tydning af situationen ikke er tilstrækkelig. Der stilles med andre ord krav til de professionelle om (delvist) at aflære ekspertrollen. For professionelle er det helt generelt svært at agere som reflekterende praktiker. Professionelles mestringsstrategier tager typisk udgangspunkt i en teknisk rationel model, hvor problemløsninger drejer sig om at finde de rigtige løsninger på velkendte og veldefinerbare problemer. Men de professionelle agerer i en omverden, som ofte kan være konflikterende og flertydig, hvilket medfører, at problemafgrænsninger og definitioner bliver det centrale. Hermed risikerer de professionelle at skabe problemer fremfor at bidrage til deres løsning (Arne Prahl i Bévort m.fl. red., 1995: 225). De nye krav betyder, at velkendte loyalitetsbindinger til egen enhed, egen organisation kommer under et stærkt pres. Samtidig nødvendiggør de nye krav udviklingen af nye kompetencer. Rollen som dialogpartner skal udformes under hensyntagen til, at en række samarbejdsparter ikke er i besiddelse af de fornødne vidensforudsætninger for at gøre deres indflydelse gældende. De professionelle skal derfor kunne virke initierende og støttende for at udvikle netværksparternes

108

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Påtrængende behov i sundhedsnætværk

kompetencer - også for at kunne trække sig tilbage i takt med netværkets kompetenceudvikling (Arne Prahl, op.cit., s. 230). Det kan være svært at bede professionelle om at støtte reelt op om sådanne udviklingsprocesser, fordi det på sigt kan medføre afgivelse af deres indflydelse og kan tænkes at true deres faglige identitet. Sat på spidsen kan man påstå, at de mange (professionelle) parter, der i fællesskab skal løse en række tværgående opgaver i sundhedsvæsenet mangler evne til at udvikle en mere diskuterende og argumentativ praksis. Her kommer pointen om den såkaldte kommunikative rationalitet ind som meget væsentlig. Begrebet kommunikativ rationalitet er et nøglebegreb hos den tyske filosof og samfundsteoretiker Jürgen Habermas (1981). Når der tales om kommunikativ rationalitet, består det rationelle i læring og udvikling. Lærings- og udviklingsprocesserne fremmes gennem en såkaldt herredømmefri dialog, hvor respekten for andre parters autonomi og erfaringer stiller krav til teoretisk og metodisk nytænkning. De, der tror at besidde den absolutte sandhed, og som derfor gør sig til herre over dialogen/kommunikationen, bliver i den kommunikative rationalitet ofre for selvovervurdering og lider både tab af dømmekraft og menneskelig anstændighed. I sundhedsvæsenet skal der både organisationsinternt og -eksternt ageres på tværs af institutions- og professionsgrænser og på tværs af funktioner, sektorer og politiske niveauer. De mange forskellige parter, som skal interagere, har ikke noget »metasprog« at kommunikere igennem, men må prøve at oprette en fælles forståelse ved at indgå i en gensidig fortolkningsproces. En mest mulig fri diskusjon blant flere enn den definerte ekspertisen viser seg å være stadig mer nødvendig for å få til rasjonell atferd i en tidsalder hvor læresetninger har kort levetid, og hvor det finnes få oppskrifter og fasiter på, hva som gir resultater. En hypotese er at vellykkethet i dag er betinget av graden av kommunikativ rasjonalitet i organisasjoner. Bare gjennom en åpen og fordomsfri diskusjon kan en

109

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Netværk som forandringsstrategi og strategier i netværk

organisasjon ta inn over seg komplekse saksforhold og la det få praktiske følger, (Oddvar Eriksen, op.cit., s. 53, min fremhævelse, red.) Umiddelbart kan ovenstående hypotese forekomme vel idealistisk. Den kommunikative beslutningsmodel skal da også tjene som en målestok og normativt ideal (op.cit., s. 130). Såkaldt instrumentel rationalitet er dominerende inden for stærkt hierarkiske organisationer, hvor vægten lægges på udviklingen af præcise, rationelle og kalkulerbare mål, som adfærden kan bedømmes ud fra. Kontekstuel rationalitet er derimod dominerende inden for stærkt fagprofessionelle organisationer, hvor der lægges vægt på udviklingen af etablerede professionsnormer, som adfærden kan bedømmes udfra. Den kommunikative rationalitet er (eller burde være) dominerende inden for en række moderne organisationer, som bygger på et åbent systemperspektiv. Det gældende rationalitetskriterium er her, i hvilken grad aktørerne magter eller mestrer at opnå en gensidig forståelse med andre/sine omgivelser. Det antages (op.cit., s. 67), at man bedst lykkes med kommunikative processer i det omfang, deltagerne har fælles mål, ligheder i kompetence og værdisyn, og hvor dagsordenen er overskuelig. Set i dette perspektiv er det ikke overraskende, at sundhedsnetværk kan have uhyre vanskeligt ved at lykkes med kommunikative processer. De er ressourcekrævende i situationer med store forskelle i deltagernes virkelighedsopfattelser, interesser, kompetencer og værdier, og hvor dagsordenen er uoverskuelig. Mange sundhedsnetværk vil således på den ene side stå med et stort behov for kommunikative processer, men på den anden side med den sværest tænkelige situation at udvikle dem i. Det vil imidlertid vise sig særdeles uholdbart, hvis de mange interagerende professionelle parter alene finder 'en balance' mellem hinanden på bekostning af brugerne. Sundhedsnetværk skal både nu og fremover udvikle arbejdsformer- og metoder, som i langt højere grad inddrager brugerne som en aktiv dialogpartner i udviklingen af serviceproduktionen.

110

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Brugerinddragelse i evaluering - hvorfor og hvordan? Hanne Kathrine Krogstrup

I de senere år er der i stigende grad fra såvel nogle rekvirenters som fra nogle evaluatorer lagt vægt på at inddrage brugere i evaluering af specielt socialpolitiske foranstaltninger. Dette har mange årsager, men bundlinien er, at den offentlige sektor tilsyneladende ikke har været i stand til at tilvejebringe løsninger, som modsvarer kompleksiteten i problemstillingerne. Lad mig indlede med at illustrere kompleksiteten med en forenklet fremstilling af misbrugsproblemet og dets løsning.

Misbrugsproblemets kompleksitet Den offentlige sektors opgave med hensyn til afhjælpning af misbrugsproblemer er at påvirke misbrugere i en dynamisk proces, hvis resultat ideelt set er, at misbruget ophører. Al statistik viser, at de samfundsmæssige bestræbelser på intervention overfor dette problem i enkelte tilfælde lykkes, men det generelle billede er, at samfundet frem for at afhjælpe problemet tilsyneladende medvirker til dets stadige produktion og reproduktion. Den manglende 'effektivitet' i indsatsen hænger formentlig nøje sammen med problemets komplekse karakter: Misbrugsproblemet er kendetegnet ved, at 111

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Brugerinddragelse i evaluering - hvorfor og hvordan?

midlerne og metoderne til dets løsning er uklare, det antager individuel karakter og rummer komplekse og modsætningsfyldte problemstillinger af social karakter, som vanskeligt kan adskilles fra hinanden (Rothstein 1994). Der er ikke tale om entydige årsags - virkningsforhold, men problemer som tilsyneladende griber ind i og forstærker hinanden. Indsatsen er kendetegnet ved, at misbrugeren kan forlade behandlingen eller falde tilbage til misbrug, hvis han ikke vurderer, at løsningen passer til ham. Løsningen af misbrugsproblemer kompliceres desuden af, at der ikke kan arbejdes med standardløsninger, som netop er den type løsninger, den offentlige sektor har nemmest ved at håndtere. En forudsætning for en virkningsfuld indsats er, at løsningerne tilpasses den enkelte på en sådan måde, at der som minimum opnås en sammenhæng mellem den måde misbrugeren fortolker sit problem på, og de løsninger der tilbydes. Præmissen for diskussion af evaluering i artiklen er en tese om, at forudsætningen for kvalificering af indsatsen er, at en sådan sammenhæng er til stede (uden at dette nødvendigvis betyder, at misbrugsproblemet løses). - Altså et slags hermeneutisk inspireret 'approach' baseret på fortolkning af misbrugerens egne tolkninger og vurderinger. Målet med præsentation af denne noget overfladiske teoretiske forståelse af misbrugsproblemet, har ikke været at give en fyldestgørende beskrivelse af kompleksiteten i indsatsen overfor misbrugsproblemer, men at illustrere at indsatsen på misbrugsområdet lige som på en lang række andre sociale områder langt fra er entydig og enkel.

Brydninger i evalueringstilgange Hvis evalueringen skal være i stand til at afspejle kompleksiteten i problemerne og dermed også i løsningen, med det formål på længere sigt at kvalificere denne, er det nødvendigt, at forskellige perspektiver, herunder ikke mindst brugernes, inddrages i evalueringen. Formålet med inddragelse af brugerne i evalueringen er at udfordre det, der i videnssociologien benævnes den institutionelle orden, der hersker i offentlige institutioner og 112

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Den klassiske evalueringstradition

i samfundet mere generelt. Med den institutionelle orden menes de dominerende forestillinger om problemers karakter og løsningsstrategier. Disse forestillinger er udtryk for en virkelighedsforståelse, en sandhed, der i forhold til individerne kommer til at fungere som en ydre og uomgængelig kendsgerning. Den institutionelle verden opfattes som en objektiv virkelighed, hvor det ofte glemmes, at der er tale om en objektiveret menneskelig aktivitet og ikke en naturvidenskabelig objektivitet. Formålet med brugerinddragelse i evaluering er at udfordre samfundets og dets institutioners virkelighedsbillede og problemforståelse. Øget fokus på brugerinddragelse i evalueringer de sidste 5-10 år har medvirket til at manifestere nogle brydninger, blandt evalueringsforskere, som har kunne iagttages i efterhånden 30 år. Den 'brugerorienterede fløj' synes i de senere år at have fået mere vind i sejlene, hvilket formentlig hovedsagelig skyldes to ting. For det første, at policyteoretikere, som traditionelt har hyldet den klassiske evalueringstradition i stigende grad er blevet opmærksomme på, at brugerne bør spille en rolle i evalueringssammenhæng og for det andet, at rekvirenterne, i hvert fald i Danmark, i stigende grad efterspørger brugernes inddragelse i evalueringer. Der anes således en begyndende tendens til, at formålet med evalueringen inden for socialforskningen generelt betragtet befinder sig i en brydningstid, som deler evalueringsforskerne i to lejre. Dem, der fastholder den klassiske evalueringstradition som grundlag for brugerinddragelse, og dem der anser det for helt nødvendigt at bryde med denne. Lad os starte med at se nærmere på den klassiske evalueringstradition.

Den klassiske evalueringstradition I den klassiske evaluering har formålet været at vurdere, hvorvidt de politisk formulerede målsætninger er indfriet (Vedung 1991: 37- 43; Albæk 1988). Det vil sige, at formålet med evalueringen og dennes perspektiv på forhånd er defineret. Evalueringsforskerens opgave indenfor denne tradition er, ud fra positivismens videnskabelige relevanskriterier at definere og anvende den

113

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Brugerinddragelse i evaluering - hvorfor og hvordan?

metode og det perspektiv, der er mest hensigtsmæssigt, når opdragsgiverens forventninger om en stringent evaluering skal indfries. Denne tilgang til evaluering er indenfor de fleste områder stadig den mest fremherskende. Blandt andet genfindes den i top-down orienterede kvalitetsmålingsredskaber, der er forholdsvis udbredte i den offentlige sektor som styringsredskaber i bestræbelserne på at opnå optimal udnyttelse af økonomiske ressourcer (Krogstrup 1997; Madsen Nørgaard 1993). I den type kvalitetsmålingsredskab inddrages brugerne gennem spørgeskemaundersøgelser i evalueringer med henblik på at vurdere, hvorvidt de i toppen formulerede succeskriterier, set fra et brugersynspunkt, er indfriet. Tankegangen er her, at det gennem rationelle og tekniske undersøgelsesprocesser er muligt at producere pålidelige og gyldige resultater vedrørende opfyldelse af politiske målsætninger, samt at disse viser sandheden om praksis. Der er i denne metodes ræsonnement ingen grund til at forholde sig kritisk til de opstillede effektivitetsmål, og det er indiskutabelt, om de overhovedet er relevante i forhold til opgaven. Hvis der for eksempel opstilles standarder for, hvornår en misbruger skal være ude at sit misbrug, for at der er tale om en effektiv indsats, er det et udtryk for effektivitet, hvis det lykkes og mangel på samme, hvis dette ikke er tilfældet. I den klassiske evaluering stilles der ideelt set ikke spørgsmålstegn ved, om denne standard er realistisk; om de anvendte metoder reelt er egnede til at løse opgaven, om afvænningen er ledsaget af langsigtede socialpsykologiske foranstaltninger, om misbrugeren har så negative oplevelser med afvænning, at han har opgivet en sådan for stedse etc. Effektiviteten er enten tilstede, eller også er den det ikke. Væsentlige kendetegn i denne tradition er, at forskeren holder sig på afstand af feltet og de personer, der indgår i dette: Disse personer opfattes som objekter for evalueringen. Forskeren skal undgå at påvirke og selv blive påvirket. Der lægges desuden vægt på, at evaluering og politik er forskellige aktiviteter, som ideelt set bør adskilles (Løchen 1970: 40-41). Grundtanken bag evalueringer af denne type har været, at de skulle kunne anvendes direkte i den politiske beslutnings- og implementeringsproces. (Aalbæk 1988; 1996). En sådan forståelse har hvilet på en antagelse om,

114

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Brugerinddragelse i evaluering

at politiske beslutninger og deres implementering var udtryk for rationelle handlinger, og at evalueringer kunne generere objektiv viden, som ville medvirke til kvalificering af den konkrete indsats. Antagelser som disse er af flere grunde problematiske. For det første har erfaringer vist, at evalueringer kun i begrænset omfang anvendes direkte i beslutnings- og implementeringsprocesser. For det andet er der en efterhånden mangeårig teoretisk og empirisk erkendelse af, at den skitserede rationalitet i de offentlige beslutningsprocesser reelt ikke eksisterer (Aalbæk 1996). For det tredje er der indenfor evalueringsforskernes egne rækker en erkendelse af, at evalueringer ikke er i stand til at generere objektiv viden, men at den viden, der tilvejebringes altid vil være værdiorienteret (Guba og Lincoln 1989). Problemet er, at den klassiske evalueringstradition ikke er i stand til at bidrage med en viden om, hvordan brugerne selv fortolker deres problem og er dermed ikke åben for integration af brugerens egen problem- og løsningsforståelse. Tværtimod fastholder denne tradition, at succes eller mangel på samme alene kan måles i forhold til eksisterende succeskriterier, som de formuleres i toppen af det politiske hierarki. Den klassiske evalueringstilgang, som i det foregående er fremstillet lettere karikeret, er næppe alene i stand til at generere en viden, som kan medvirke til en kvalificering af indsatsen - hvilket må være evalueringers primære formål? Der er da også såvel fra rekvirenters som fra evaluatorers side en erkendelse af, at underpriviligerede grupper som for eksempel misbrugere, besidder en viden, der med fordel kan udnyttes, uden at evaluator og rekvirenter af den grund giver afkald på forskningsmæssig seriøsitet og fagligt omdømme.

Brugerinddragelse i evaluering Som et alternativ til den klassiske evaluering er der en stigende tendens til, at brugerne af offentlige ydelser (generelt betragtet) gennem dialog inddrages i såvel tilrettelæggelse af indsatsen, som i evalueringen af denne (Adolph m.fl. 1996; Brandt 1995; Krogstrup og Stenbak 1994; Krogstrup 1997a; 115

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Brugerinddragelse i evaluering - hvorfor og hvordan?

Hegland 1994). Formålet med en sådan dialogorienteret brugerindragelse er at generere viden om, hvordan problemet opleves af brugeren selv - og dermed tilvejebringe indsigt i de krav dette stiller til formulering af differentierede løsninger. Denne brugerorienterede evalueringstilgang har ikke til formål at vurdere, hvorvidt indsatsen har resulteret i, at brugeren er blevet fri for sit misbrug, uden dog at negligere at dette også kan være relevant. Evalueringen drejer sig om en vurdering af, hvorvidt der er sammenhæng mellem den indsats, der tilbydes, og misbrugerens egen oplevelse af problemet som ud over afhængigheden af stoffet rummer sociale og (social)psykologiske problemstillinger. Inddragelse af brugerne i evalueringer opfattes ofte som om, brugernes kriterier for en god indsats, skal fungere som kriterier for vurdering af den indsats, der evalueres. Dette er en misforståelse, idet det overses at den offentlige sektor også er underlagt hensynet til det samfundsmæssige fællesskab. Dette kan blandt andet illustreres ved debatten om, hvorvidt det offentlige, som i schweizsiske forsøg, skal tilbyde narkomaner narkotiske stoffer og frigivelse af hash efter hollandsk forbillede. Der findes for eksempel ikke objektive argumenter mod hashbrugernes interesse i at frigive hashen. En sådan beslutning tages ikke, fordi den er vanskelig at legitimere overfor befolkningen som helhed. Formålet med at inddrage brugerne såvel i tilrettelæggelse af indsatsen som i evalueringer er at lytte til dem, lære af deres erfaringer, give dem mulighed for og adgang til at kommentere indsatsen samt bidrage til dennes udvikling og kvalificering. En sådan evaluering betegnes som Den Demokratiske Evaluering.

Den demokratiske evaluering Uden, at det skal hævdes, at der er en direkte sammenhæng mellem danske rekvirenters begyndende fokus på brugerperspektivet fremfor måling af effektivitet, og at denne tendens antager de samme dimensioner, kan der internationalt iagttages en udvikling i evalueringsforskningen/teorien, som

116

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Den demokratiske evaluering

eksplicit understøtter brugerinddragelsesaspektet i evalueringer, i det omfang målet er udfordring af gængse antagelser. Jeg vil i det følgende meget kortfattet og fragmentarisk placere nogle evalueringsteoretikere og evalueringsforskere i en demokratisk evalueringstilgang. Fælles for disse forskere, som blandt andet omfatter fremtrædende policyteoretikere, er, at de tillægger evalueringen/socialforskningen en rolle som 'therapist of society' (Parsons 1995; Kvale 1997; Løchen 1993; Fischer 1995). Professor ved University of London, Wayne Parsons (1995) anser det således som evalueringens fornemste opgave at fungere som samfundets psykoterapeut. Psykoterapeutens opgave er at få 'patienten' til at forstå, på hvilke præmisser og ud fra hvilke værdier, hans liv styres. Analogt hertil ser Parsons evalueringens formål som synliggørelse af 'how politics works'. Evaluering handler i Parsons forståelse om at bidrage med selvrefleksiv læring om, på hvilke værdipræmisser samfundet virker, således at dette bliver i stand til at kvalificere sig selv. Hvorvidt denne læring vil finde sted, afhænger af, som samfundet er i stand til at udfordre sine egne ideer og funktionsmåder. En sådan læring er ikke en spontan proces, der kan fungere uden for det politiske felt (bredt forstået), som jo medvirker til udviklingen af offentlige institutioner og sætter rammer for velfærdsstatens kollektiv. Tværtimod kræver det, at brugerne af de offentlige institutioner og indsatsområder gives adgang til at påvirke det politiske felt. Dette kan blandt andet ske gennem inddragelse af brugerne i evalueringer. To begreber er helt centrale i denne proces: Dialog og vurdering. Dialog med brugerne og deres vurdering anses som fundamentale forudsætninger for refleksion over spørgsmål som: Hvor er vi på vej hen, hvis vi kikker på den offentlige indsats i et bredere perspektiv? Hvor bør vi bevæge os hen? Hvilke ændringer kræver det? Denne refleksion må finde sted i den brede befolkning, men også i de politiske beslutningsorganisationer og i de offentlige institutioner, som i vid udstrækning medvirker til at sætte rammerne for vore liv og vor udvikling som samfundsmæssigt fællesskab. Den norske sociolog Yngvar Løchen anser det ikke blot som evalueringens, men også som sociologiens vigtigste opgave at '(...)peke på 117

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Brugerinddragelse i evaluering - hvorfor og hvordan?

dilemmaer, på stridende krefter og på gjensidig antagonisme mellem uforenelige gode verdier' (Løchen 1993:150). Amerikaneren Frank Fischer udvikler og underbygger i sin bog Evaluating Public Policy en ramme for en evalueringsmodel, som har til formål at: 'Assistere politiske aktører i deres egen bestræbelse på en diskursiv forståelse af den måde, de kan skabe og genskabe deres politiske system'(min oversættelse, Fischer 1996:22). Fremfor empirisk forudsigelse og social kontrol er det fundamentale mål med evaluering at støtte og løfte en diskursiv undersøgelse af kreative potentialer, politiske dilemmaer og demokratiske muligheder (Fischer, 1996:23). Det vil sige sætte spørgsmålstegn ved den institutionelle orden og de herskende handlingsnormer på et givent felt.

Dialogens forandrende potentiale Grundforståelsen i den demokratiske evaluering er, at forandring finder sted gennem argumentation. Argumentation er i følge Eriksen (1993:27) udtryk for en såkaldt talehandling, hvor målet bør være, at forskellige interessenter i en fri kommunikationsproces kommer til enighed om eventuelle forandringer. Formålet med brugerinddragelse i evaluering er ikke at tilgodese brugernes særinteresser, men at sætte spørgsmålstegn ved den objektiverede sociale virkelighed (den institutionelle orden) i den indsats, der udfordres/evalueres. Dette sker ved, at der sættes spørgsmålstegn ved handlingsnormerne i den kontekst, der evalueres gennem initiering af læreprocesser, der dels baserer sig på inddragelse af brugerne, men også på inddragelse af de aktører, som skal lære (behandlere, socialrådgivere, forvaltningsledelse, politikere etc). Inddragelse af brugernes vidensforråd i evalueringen er en konsekvens af, at rationalisering og dominans er et vigtigt problem. Dette problem trænger sig blandt andet på i indsatsen overfor misbrugere, hvor relationen mellem den offentlige sektor og dens brugere er indlejret i en asymmetrisk dominansrelation: Der er nogen, der er hjælpere og nogen, der skal modtage hjælp. Brugeren opfattes ofte som irrationel, men forfølges

118

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Dialogens forandrende potentiale

grundsubstansen i den demokratiske evaluering er dette udtryk for en kategorisk ontologi og en etnocentrisk opfattelse af, hvad rationalitet er. Et af målene med brugerinddragelsen er netop at forstå misbrugerens rationalitet. Dette rejser naturligvis spørgsmålet, om misbrugeren besidder en dobbeltrationalitet, og om hvordan denne dobbeltrationalitet i givet fald skal håndteres. På den ene side ønsker misbrugeren formentlig (det ved vi faktisk ikke altid, men vi antager, at det er sådan) at slippe sit misbrug samtidig med, at han er dybt afhængig af stoffet. De misbrugsforskere, som måtte ønske at tage afsæt i den demokratiske evaluering, står overfor den interessante udfordring at forholde sig til, hvordan og hvorvidt denne dobbeltrationalitet bør håndteres i evalueringssammenhæng og - om den overhovedet er tilstedeværende eller relevant. Skiftet fra måling af effektivitet (den klassiske evaluering) til dialog med brugerne kan på det teoretiske plan ses som udtryk for en postmoderne tænkning og hermed en begyndende erkendelse af og en manglende tro på universelle tankesystemer og eksistensen af en sand og objektiv viden. Tankegangen om, at viden er objektiv og blot et udtryk for virkelighedens spejl er erstattet af begreber, som ser virkeligheden som social kontruktion. Den postmoderne tænkning peger på, at sammenbruddet af universelle tankesystemer fører til, at der lægges vægt på sociale sammenhænge, på sproglige konstruktioner og en perspektivistisk virkelighed, hvor viden valideres gennem praksis. Den postmoderne tænkning får konsekvenser for opfattelsen af viden og videnskab og dermed også for forskningsbaseret evaluering. Herom skriver Steinar Kvale: Der udfoldes en åbenhed overfor kvalitativ forskelligartethed, overfor mangfoldigheden af betydninger i lokale sammenhænge; viden er perspektivistisk, den beror på forskerens synspunkter og værdier. Menneskets virkelighed bliver evnen til at udføre virkningsfulde handlinger. Legitimeringsspørgsmålet om, hvorvidt en undersøgelse er videnskabelig, tenderer mod at blive erstattet af det pragmatiske spørgsmål, hvorvidt den giver nyttig viden. (Kvale 1997:52)

119

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Brugerinddragelse i evaluering - hvorfor og hvordan?

Den dialogorienterede tilgang til brugerinddragelse i evalueringer kan ses som en konsekvens af, at troen på en objektiv virkelighed og objektiv viden er bristet, og at der som Kvale beskriver det, sker et skifte i retning af diskurs og forhandling om livsverdenens mening. Den demokratiske evaluering er ikke i stand til at tilvejebringe en objektiv sandhed. En konsekvens af undermineringen af en universel videnskab, viden og sandhed er, at alle indtryk, interesser og argumenter er potentielle valide - dette flytter politik til hverdagslivets arena. Data og analyse tilvejebringes gennem en dekonstruktion af det, der antages for at være 'rigtig' viden' og er indlysende for praksis. Vejen til dette er generering af et tilstrækkeligt godt billede af det, der foregår. Dette billede portrætterer ikke sandheden, men en sandhed. Portrættet vil hænge ved siden af andre billeder i praksisverdenens galleri. At billedet ikke portrætterer sandheden skyldes ikke, at dette ikke er udviklet gennem metodisk og analytisk stringens, men at det ikke er muligt at tilvejebringe sandheden ii et værdipluralistisk samfund. Evalueringen resulterer i stedet i mange sandheder om den praksis, der evalueres (Everitt and Hardiker 1996:160), som følge af, at interessenter ser og vurderer praksis forskelligt. Dette indebærer, at evaluator får et problem, når han skal vurdere værdien af praksis. Problemet består i, at det bliver uklart, hvilke værdier, der skal lægges til grund for den vurdering, der nødvendigvis må finde sted i en evaluering. Den demokratiske evaluering anerkender, at der må eksistere nogle værdier, som skal 'guide vurderingen', men ser samtidig en fare for, at bestemte værdier bliver styrende for evalueringen. Evalueringens opgave er i følge Everitt og Hardikers idealer (1996: 174) at muliggøre, at velfærdsstatens institutioner bliver i stand til at evaluere sig selv og at bevæge praksis i retning af det 'gode' med henblik på at vende ulighed, magtrelationer og praksis mod en sikring af, at alle mennesker får mulighed for at trives som aktive borgere. Evalueringens formål er at bidrage til social forandring i retning af 'det gode'. Det er ud fra dette værdisæt, at evalueringen må foretage sine vurderinger:

120

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Den demokratiske evaluerings metodik

Altså, er det nødvendigt, at velfærdsstatens praksis (inklusive programmer, politikker og projekter) bliver evalueret kontinuerligt og er genstand for dybtgående fortløbende evaluering for at sikre at: • Praksis udvikles og er forpligtet gennem sande demokratiske og fair processer, som har lighed som dets underlæggende værdi og mål; • Praksis svarer til behov, forhandlet gennem demokratiske og fair processer af lighed; • Praksis har den effekt, at den forårsager lighed, som gør alle mennesker i stand til uanset køn, etnicitet, alder, økonomisk position, social klasse og handicap at trives og glæde sig over menneskelig velvære. (Everitt og Hardiker 1996: 176) Praksis vurderes som 'god', hvis den møder disse kriterier, og 'dårlig' hvis den behandler dem, som den skal tjene, som om de er 'andre', ikke ligeværdige med 'os' (Everitt and Hardiker 1996:176). Dette indebærer, at inddragelseprocesserne må tilpasses brugernes formåen. Hvis der ikke er, og det er essensen i den postmodernistiske tænkning, nogle perspektiver på tilværelsen, som har en privilegeret status, og der ikke er et centrum for sandheden, ingen absolutte autoriteter i forhold til smag og vurdering, er al sandhed relativ sandhed. Det indebærer, at fuld deltagelse fra dem, som er involveret i beslutninger om 'what is going on', og hvad der skal gøres, er den eneste måde, hvorpå vi kan definere en ikke-undertrykkende, kulturel relevant 'sandhed' og vurdering af praksis. Brugerinddragelse er et helt centralt element, hvis disse kriterier for evaluering accepteres, men brugernes udsagn har ikke nogen normativ større sandhedsværdi end de øvrige aktørers i praksis.

Den demokratiske evaluerings metodik Det skitserede evalueringsperspektiv placerer evaluator i en situation, som den klassiske evaluator traditionelt har 'skyet som pesten' (Aalbæk 1988). Det bliver nu som aldrig før åbenlyst for enhver, at evaluering af samfunds121

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Brugerinddragelse i evaluering - hvorfor og hvordan?

mæssige forhold og offentlige indsatser aldrig hverken har været eller vil blive værdineutral i den forstand, at det er muligt at tilvejebringe en entydig og sand viden (Parsons 1995). Metodiske referencer, der modsvarer den demokratiske evalueringstilgang er under udvikling, men konturerne er svage, hvilket indikerer, at der endnu ikke er tale om en egentlig tradition (Parsons 1995; Carleheden 1996). Den demokratiske evalueringstradition ville sætte fokus på misbrugernes oplevelser af deres egen livsverden. Forudsætningen for at forstå misbrugerens livsverden er, at forskeren bevæger sig ud af universiteternes og forskningsmiljøernes elfenbenstårne og gennem deltagelse, samtale, dialog, observation og fortolkning forsøger at tilvejebringe en viden om misbrugerens livsverden. Den litteratur, jeg har haft adgang til, slutter i reglen med en formulering om, at kommunikativ og dialogorienterede metoder bør udgøre den metodiske referenceramme for den postmoderne evaluering uden, at dette i øvrigt uddybes. Jeg vil sætte min videnskabelige status på spil og tentativt pege på, at en genoplivning af den nordiske aktionsforskningstradition (Hegland 1981; Løchen 1970, 1976, 1993; Mathiesen 1965), inddragelse af antropologisk feltarbejde (Hastrup 1992), BIKVA-modellen (Krogstrup 1997), diskursiv evaluering og dialogorienteret interviews (Fischer 1995) udgør potentielt relevante metoder og modeller. Det vil her føre for vidt at uddybe disse traditioner, metoder og modeller i relation til udvikling af en metodik, som logisk kan kobles til det, den demokratiske evaluering repræsenterer. I sidste instans handler valget af paradigma og metodik om forskerens egne videnskabelige referencer, som er før-videnskabelige og er en del af diskursen, om hvordan samfundet bør udvikles. Herom skriver Yngvar Løchen: (...) sosiologen må avveie om han skal arbeide med problemer som springer ut af faget, eller om han skal konsentrere seg om de problemer som oppstår i kontakt med andre mennesker, han må ta stilling til om han skal velge avgrensede og forskningsmessig håndterlige problemstillinger, eller om han skal våge seg på menneskelige og vesentlige

122

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Den demokratiske evaluerings metodik

situasjoner som ikke så godt egner seg for presis beskrivelse og analyse; han må afgjøre om han skal holde seg på avstand for å få en oversikt over et innfløkt (indviklet h.k.k.) felt eller om han skal tre inn i et farlig og virkelighetsnært forhold til informanterne og feltet. (Løchen 1970:123) Formålet med artiklen har blandt andet været at placere evaluering i en realistisk kontekst, hvor viden med en af videnssociologiens grundlæggere Karl Mannheims formulering altid 'kun er viden fra en vis position' (Berger og Luckmann 1993:22). Det vil sige, at den viden som politikken, implementeringen og evalueringen er skabt på baggrund af, er relativ og socialt konstrueret. Socialvidenskaben, og således også evaluering, kan ikke baseres på simple aftaler om, hvad videnskab er, men på hvad det videnskabelige community anser for forskning. Hvorvidt den demokratiske evalueringstilgang er egnet i forbindelse med evaluering af misbrugsområdet skal jeg lade være usagt. En sådan vurdering må afhænge af formålet med evalueringen, evalueringens perspektiv og ikke mindst evaluators paradigmatiske og metodiske udgangspunkt.

Tak til mine gode kollegaer Søren Kristiansen og Erik Laursen for deres kritiske kommentarer til artiklen.

123

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

FRIVILLIGE ORGANISATIONER

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning: Casestudier fra det sociale område Peter Bundesen, Lars Skov Henriksen og Anja Jørgensen

Indledning - frivillig organisering og historie Denne artikel præsenterer nogle foreløbige resultater fra en igangværende undersøgelse af, hvorledes en række frivillige sociale organisationer i Danmark har udviklet sig siden midten af det nittende århundrede og frem. Undersøgelsen bygger primært på casestudier af 13 frivillige organisationer, hvoraf syv præsenteres i artiklen her. Undersøgelser af frivillig organisering i de skandinaviske lande har i større eller mindre omfang taget udgangspunkt i historiske forhold, og der synes at herske bred enighed om, at denne dimension er uomgængelig, hvis man ønsker at forstå aktuelle problemstillinger. Ikke mindst udviklingen i forholdet mellem frivillige organisationer og det offentlige fremhæves ofte som afgørende. Dette viser sig tydeligt, hvis man for eksempel ser på de bestræbelser, der indtil nu har været på at forstå den frivillige sektors historiske rolle og udvikling. Lidt groft og firkantet sagt mener vi, at disse bestræbelser kan sammenfattes i tre historiske perspektiver, der hver især opfanger centrale aspekter, men samtidig udelukker andre. I det første, og måske mest fremherskende, perspektiv ses den historiske udvikling som en proces, hvori en oprindeligt uafhængig 127

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

frivillighed er blevet underordnet det offentlige velfærdssystem. Dette skulle være sket som et resultat af en forøget kontakt mellem det offentlige og den frivillige sektor, hvor det offentlige i stadig stigende grad har udnyttet de frivillige organisationer som instrumenter for udøvelsen af velfærdspolitikken. Det er karakteristisk for denne tilgang, at man antager, at frivilligheden oprindeligt var baseret på helt andre værdier end de, som gør sig gældende i den offentlige sociale indsats. Den forøgede kontakt udgør derfor en latent trussel mod frivillighedens værdier og organisationsformer. Lidt firkantet kan man sige, at frivilligheden bliver 'koloniseret', hvis det offentlige ikke respekterer dennes særlige karakter. I Skandinavien kan Håkon Lorentzens ses som en repræsentant for en sådan tilgang (Lorentzen 1996). I ovenstående tilgang ses forholdet mellem det offentlige og de frivillige organisationer som primært hierarkisk bestemt. I det næste perspektiv ses forholdet mellem frivilligheden og det offentlige derimod som en gensidig påvirkning. I stedet for en underordningsproces tegnes der en udvikling karakteriseret af en stigende gensidig påvirkning sektorerne imellem. Kurt Klaudi Klausen repræsenterer en sådan tilgang, som insisterer på, at organisatoriske værdier og praksisformer også overføres fra de frivillige organisationer til det offentlige. Et forhold Klausen benævner 'omvendt kolonisering' (Klausen 1989; 1995).1 Når de frivillige organisationer samarbejder med det offentlige, lykkes det ofte for dem at få det offentlige til at overtage opgaver, metoder og organisatoriske værdier. Klausen mener derfor, at mens det i midten af sidste århundrede var muligt at operere med forskellige sektorer, der hver havde sine karakteristiske værdier og organisationsformer, så har den historiske udvikling medført, at værdier og organisationsformer, der tidligere var knyttet til en bestemt sektor, nu også indgår i de andre sektorers virke. Den frivillige sektor har gradvis mistet sine oprindelige værdier og organisationsformer, men det betyder ikke, at den er blevet underlagt den offentlige sektor. Det tredje perspektiv er beskrevet af Stein Kuhnle og Per Selle (Kuhnle & Selle 1990; 1992a; 1992b). De mener, at den frivillige sektor allerede fra begyndelsen var knyttet sammen med det offentlige gennem organisatorisk samarbejde og via personlige netværk. Det er derfor 128

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Nogle metodologiske overvejelser

at operere med en oprindelig uafhængig og adskilt frivillig sektor. Det er ikke noget nyt, at der er et omfattende samarbejde og en gensidig integration mellem de to sektorer. Frivillige organisationer har siden deres oprindelse været en del af den offentlige politik. Samarbejdet og integrationen er nok gennem tiden blevet mere omfattende, men denne ændring er af mere kvantitativ end kvalitativ art. Kuhnle og Selle anser derfor forholdet mellem de frivillige organisationer og det offentlige for at være mere karakteriseret af samarbejde og gensidig påvirkning end af underordning og konflikt. De mener, at det i det lange perspektiv er forkert at fremmane et billede af visionære og innovative frivillige organisationer, som har stået i modsætning til et reaktionært offentligt bureaukrati. I stedet mener de, at den frivillige sektor afspejler samfundets dominerende tænkemåder og praksisformer.

Nogle metodologiske overvejelser Vi mener, at de ovenstående perspektiver er værdifulde, fordi de giver os indblik i grundlæggende samfundsændringer, der har præget de sidste godt 100 år. Det er oplagt, at alle tre perspektiver har fat i noget væsentligt. Men det de har fat i, får de netop fat i, fordi de så at sige iagttager verden fra et bestemt perspektiv. Selle og Kuhnle samt Klausen kan placeres nærmere et konsensus- eller harmoniperspektiv, mens Lorentzen i højere grad repræsenterer et konfliktperspektiv (se også Repstad 1998:97, 98). Empirisk kan man imidlertid konstatere en større variation i forskellige frivillige organisationers udvikling, end den man umiddelbart ville forvente, hvis man tog udgangspunkt i et af perspektiverne. Når man for eksempel ser på enkeltorganisationers historie mødes man af en kompleksitet, som ikke lader sig opfange gennem de overordnede perspektiver. De forhold og begivenheder, der for den enkelte organisation er betydningsfulde for dens historiske udvikling, synes at variere betragteligt. Ligeledes synes forholdet mellem de enkelte organisationer og det offentlige at forandre sig over tid på en ikke-lineær måde.

129

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

Spørgsmålet har derfor for os været, om vi ved at gå mere åbent til værks kunne konstruere et billede af frivillige organisationers historie, som i højere grad kunne indfange en kompleks virkelighed. Kunne man iagttage kompleksiteten i de historiske forandringsprocesser ved ikke på forhånd at lægge sig fast på et bestemt perspektiv, og dermed få fat på nye nuancer og måske endda konstruere nye historiske mønstre? I et forsøg herpå har vi i denne undersøgelse gennemført en række casestudier af enkeltorganisationers historie. En sådan serie af studier kan naturligvis ikke udvikle en ny generel teori for frivillige organisationers udvikling.2 Det er da heller ikke meningen. Snarere ligger casestudiets styrke i dets evne til at være drivkraft for begrebslig udvikling (Dahler-Larsen 1993:281). Intentionen med analyserne af de enkelte organisationer er således at udfordre og differentiere de tre historiske perspektiver. Kvaliteten af casestudier afhænger imidlertid meget af hvilke cases, der udvælges. For hvordan sikrer man sig, at de udvalgte organisationer kan sige noget væsentligt om historiske forandringer - på trods af at de ikke kan siges at være repræsentative? Det bedste bud er, at man må udvælge organisationer, som man har en forventning om rummer interessante og typiske træk, der er centrale for problemstillingen. Som det fremgik af diskussionen af de historiske perspektiver, synes der at være generel enighed om, at forsøg på at forstå frivillige organisationers historiske forløb forudsætter en samtidig forståelse af statens rolle (Kuhnle & Selle 1992b:80). Dette gælder sandsynligvis ikke mindst i de skandinaviske lande, hvor det offentlige er ansvarlig for planlægning og implementering af en lang række opgaver, og hvor statens regulerende rolle er mere legitim. Vi har derfor tilstræbt at udvælge nulevende eller nedlagte organisationer, som ud fra en umiddelbar betragtning kunne siges at spille forskellige roller og indgå i forskellige relationer til det offentlige på et afgrænset felt, nemlig det socialpolitiske. Begrundelsen for at vælge dette felt er, at man historisk har kunnet konstatere et tæt samarbejde mellem frivillige sociale organisationer og det offentlige (Lundström 1995; Lorentzen 1996; Selle & Øymyr 1995; Habermann & Ibsen 1997). Dette område rummer derfor gode muligheder for over lange tidsstræk at udforske variationen i samarbejdet.

130

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Nogle metodologiske overvejelser

Vores ide har været, at hvis man kunne forstå forskellige organisationers nuværende og tidligere rolle og position ved at bevæge sig baglæns i hver enkelt organisationshistorie, så ville man måske samtidig være i stand til på tværs af de forskellige organisationshistorier at finde nye mønstre i den historiske udvikling. De syv organisationer, som analyseres i denne artikel, er De danske sygekasser, Mødrehjælpen, Kristelig forening for børn og unge, EGV og Ældre Sagen, SIND og Galebevægelsen, samt Kirkens Korshær. Alle organisationerne opfylder endvidere det pragmatiske kriterium, at de på forskellig vis dækker den periode og det område, som vi særligt interesserer os for, nemlig det socialpolitiske område i tiden fra midten af sidste århundrede til i dag. Endelig har det været afgørende for udvælgelsen, at der i tilstrækkeligt omfang har været tilgængeligt kildemateriale. Vi har sagt, at organisationernes udvikling må forstås i relation til den velfærdsstatslige udvikling. En gennemført relationel analyse ville derfor kræve, at man ikke kun betragtede historien fra de udvalgte organisationers perspektiv, men samtidig belyste hvordan velfærdsstaten og den socialpolitiske indsats har forandret sig i perioden.3 Imidlertid anvender vi primært materiale, der stammer fra organisationerne selv, så som organisationshistorier, årsberetninger, biografier og interview, mens vi kun i mindre omfang benytter materiale som for eksempel lovtekster og generelle socialpolitiske fremstillinger. Analysen vil derfor primært fokusere på, hvordan man i de enkelte organisationer selv har forstået udviklingen, og hvordan man i forskellige historiske perioder og situationer har håndteret forholdet til det offentlige. På trods af denne skævhed fastholdes den velfærdsstatslige kontekst som en afgørende betingelse for organisationernes handlemuligheder. Velfærdsstaten har i nogle tilfælde udviklet rammebetingelser, der har lagt begrænsninger på organisationernes udfoldelser, mens der i andre tilfælde er opstået nye handlemuligheder. Denne artikel levner imidlertid ikke plads til en systematisk fremstilling heraf. I stedet dukker den velfærdsstatslige kontekst op punktvist i forbindelse med fremstillingen af de enkelte organisationers historie.

131

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

En typologi til caseanalyse Ved siden af udvælgelsesproblemet rejser casemetoden også et andet problem. Hvordan håndteres de forskellige organisationers historier på en systematisk måde? I et forsøg på at løse dette problem tager vi afsæt i en teoretisk baseret typologi, som Per Selle og Stein Kuhnle (1990; 1992a; 1992b) har udviklet. Typologien er et forsøg på at fange den systematiske variation i relationen mellem stat og frivillige organisationer. Udgangspunktet er to gensidigt afhængige dimensioner. Den første fokuserer på graden af nærhed/afstand med hensyn til organisationernes kommunikation og kontakt med det offentlige. Organisationerne kan være mere eller mindre tæt på det offentlige og dermed være mere eller mindre integreret i det offentlige. Og de kan have større eller mindre distance til det offentlige og dermed være mere eller mindre adskilte fra det offentlige. Den anden dimension fokuserer på graden af organisationernes afhængighed/uafhængighed af det offentlige. Frivillige organisationer kan være mere eller mindre afhængige og mere eller mindre uafhængige af det offentlige med hensyn til finansiering og kontrol.4 Når disse to dimensioner kombineres fås følgende typologi5 bestående af fire idealtypiske mønstre, der synliggør den systematiske variation i relationen mellem offentlig og frivillig:

132

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

En typologi til caseanalyse

Figur 1

Kilder: Kuhnle og Selle (1990:170; 1992a:30; 1992b:78). I den følgende behandling af de individuelle casehistorier vil vi benytte denne typologi som et groft analyseredskab. Før vi kan gå i gang hermed er det dog nødvendigt at afklare typologiens begreber. Hvad menes der egentlig med 'kommunikation og kontakt', 'kontrol' osv. Nedenfor har vi forsøgt at operationalisere dimensionerne, så typologien bliver anvendelig i vores empiriske analyse.6 Nærhed og afstand Kuhnle og Selle (1992a:28) foreslår, at nærhed/afstand afhænger af dels organisationernes adgang til det offentlige og dels af omfanget af og frekvensen i kommunikationen og kontakten. Dette er naturligvis helt centralt. Hvor let er det, for det første, for organisationer at komme i kontakt med det offentlige. Ønsker organisationerne i det hele taget kontakt? Gør det offentlige? Og med hvilke hensigter? For det andet: har vi at gøre med intense og regelmæssige kontakter, eller er der tale om sporadiske og overfladiske kontakter?

133

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

Derudover mener vi, at kontaktens form er væsentlig. Søger organisationen indflydelse ved at forhandle direkte med det offentlige (noget vi kunne kalde 'den korporative kanal')? Der kan her være tale om en direkte interesserepræsentation, hvor organisationen for eksempel sidder med i offentlige nævn og råd. Eller er der tale om en mere indirekte form, hvor indflydelse søges opnået via offentligheden, for eksempel gennem medier, happenings eller demonstrationer (noget vi kunne kalde en 'offentlighedskanal')? Kontakt og kommunikation behøver imidlertid ikke at være rettet mod at opnå indflydelse eller forsvare interesser. Kontakt kan også antage form af samarbejdsprojekter, der kan være af mere eller mindre formel karakter gående fra hvad vi kunne kalde 'partnerskaber' til for eksempel uformel praksis for gensidig henvisning. I forbindelse med kommunikation og kontakt kan det også være vigtigt at se på de aktuelle rekrutteringsmønstre. Rekrutteringsgrundlaget er afgørende dels for sandsynligheden for kontakt, dels for udviklingen af gensidig forståelse og fælles praksis på tværs af stat og organisationer. Derfor finder vi det afgørende, om offentlige og frivillige organisationer rekrutterer personale (lønnet og ulønnet) fra de samme steder (sociale højskoler, seminarier for eksempel), eller om der er tale om vidt forskellige rekrutteringsarenaer. Afhængighed og uafhængighed Den anden dimension drejer sig om organisationernes (u)afhængighed af det offentlige. I følge Kuhnle og Selle (1992a:29) drejer denne dimension sig om finansiering og kontrol. De understreger, at kontrolaspektet er mere afgørende end finansieringen, fordi offentlig støtte ikke nødvendigvis medfører stærk offentlig kontrol. Langt de fleste frivillige organisationer i Danmark er i et eller andet omfang afhængige af offentlig støtte. Offentlige tilskud udgør ca. en 1/3 af indtægterne i de sociale landsorganisationer, og på lokalt plan udgør den kommunale støtte ligeledes ca. 1/3 af indtægterne i de sociale foreninger (Ibsen 1997:52). I disse tal er overenskomster og indirekte støtte endog ikke medregnet. Den offentlige støtte på det sociale område er endvidere voksende. I 1991 udgjorde den statslige støtte 132 mio.

134

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

En typologi til caseanalyse

kr., mens den i 1995 var vokset til 245 mio. kr. (Ibsen 1997:53). På trods af den omfattende støtte udviser offentlige myndigheder ofte stor tillid til, at organisationerne forvalter pengene på en rimelig måde. Dette gør det imidlertid endnu mere væsentligt at diskutere operationaliseringen af kontrol-aspektet, ligesom vi må diskutere forskellige typer af finansiering indeholdende varierende frihedsgrader. Med hensyn til kontrol mener vi, at to forhold er afgørende. For det første: I hvilket omfang og i hvilken form er frivillige organisationer underlagt administrativ kontrol. Der kan være tale om reguleringer, der angiver retningslinjer for regnskab, organisationsform (forening, selvejende institution for eksempel), afrapportering osv. For det andet: I hvilken grad er frivillige organisationer underlagt kontrol af kvaliteten af deres arbejde. Kontrollen vil her typisk angå spørgsmål om, hvorvidt organisationerne skal følge de normeringer, der gælder for offentlige institutioner, og om der er særlige krav til de ansattes faglige kvalifikationer. I relation til finansiering mener vi ligeledes, at to forhold er afgørende. For det første: Hvor stor del af aktiviteterne finansieres af offentlige midler i forhold til andre finansieringskilder som medlemskontingenter, indsamlinger, donationer, indtægter fra egen virksomhed etc. Omfattende offentlig støtte medfører imidlertid ikke nødvendigvis stærk offentlig kontrol. Mere væsentlig er derfor - for det andet - typen af offentlig støtte (et aspekt som ofte har sammenhæng med kontrolformen). Vi kan her skelne mellem fire typer (Ibsen 1997:56,57). Institutions- og driftstøtte er offentlig støtte til præcist definerede opgaver efter overenskomst, som fastlægger relativt snævre rammer for den frivillige virksomhed (for eksempel normerings- og aflønningskrav). Her vil der være tale om små frihedsgrader og relativ detaljeret offentlig kontrol. Grundstøtte er en type offentlig støtte, hvortil der ikke er knyttet specifikke krav - omend i visse tilfælde særlige forventninger (for eksempel Tips og Lottomidler, finanslovsbevilling). Her vil der være tale om store frihedsgrader og lav kontrol. Projekt- og aktivitetsstøtte er offentlig støtte, der er øremærket til et bestemt formål og/eller særlige aktiviteter (for eksempel puljemidler). Som regel er der ikke særlige krav til, hvordan pengene skal bruges, men formålet skal

135

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

søges realiseret. Endelig kan der være tale om indirekte offentlig støtte, for eksempel gratis benyttelse af offentlige lokaler, gratis telefon, refusion af kørselsudgifter. Her vil kontrollen være minimal, men uden at man kan sige, at frihedsgraderne er store. Konflikt og konsensus Et væsentligt problem med typologien er, at forholdet mellem konflikt og konsensus ikke eksplicit tematiseres. Denne tredje dimension løber som en understrøm i typologien. Man kan antage, at to forhold er centrale i denne dimension. For det første i hvilken grad de to parter er enige hhv. uenige om, hvordan et givent (socialt) problem defineres: Er der overhovedet tale om et problem, hvori består det i givet fald, hvordan skal der interveneres, og hvem har ansvaret for, at tiltag iværksættes? For det andet er spørgsmålet om ressourcefordeling afgørende: Hvem skal finansiere, hvor stor skal finansieringen være, hvor længe skal den vare, og på hvilke betingelser skal den gives? Det må være rigtigt at sige, at disse spørgsmål er helt afgørende, for hvilken karakter forholdet mellem frivillige organisationer og det offentlige antager, herunder ikke mindst den fremherskende type af kommunikation: Er den præget af konflikter og uenigheder (for eksempel på grund af ideologiske forskelle), eller baserer den sig på fælles forståelse og enighed? I forhold til typologien vil sandsynligheden for en konfliktpræget relation derfor være større i nogle felter fremfor andre og vice versa for konsensus. I felt 4 kan der både være konsensus og konflikt i problemopfattelsen. Det er uden større betydning pga. afstanden og uafhængigheden, men ofte vil der være tale om store ideologiske forskelle mellem stat og organisationer. I felt 2 kan der være tale om konflikt, hvis det offentliges problemopfattelse dominerer og organisationerne har lille indflydelse (Kuhnle & Selle 1992b). Spørgsmålet om konsensus eller konflikt bliver dog især påtrængende, når der er tale om en betydelig nærhed. Generelt må man sige, at muligheden for konflikt er størst i felt 3. Først om problemanerkendelse og i fortsættelse heraf om ressourcefordeling. Derimod er det svært at forestille sig en mere vedvarende konfliktrelation i felt 1.

136

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Casestudier

Casestudier I det følgende afsnit gennemgår vi nu de enkelte casehistorier.7 Som tidligere nævnt er der tale om de første syv i en række på i alt 13. Casehistorierne er ikke systematiske i den forstand, at de alle beskriver nøjagtig de samme variable (opgaver, personale, bemanding, omsætning, indtægtskilder etc.). Når man arbejder med casestudier er et af vilkårene, at de tilgængelige kilder varierer ekstremt både i kvalitet og med hensyn til vægtning af stof. Det gør det vanskeligt i alle tilfælde at indsamle sammenlignelige informationer. Dertil kommer at individuelle organisationshistorier i sagens natur er unikke. Det vi har forsøgt at gøre er derfor systematisk at relatere alle organisationsstudier til den ovenstående typologi. Sygekasserne - den 'integrerede afhængighed' ender i opløsning I anden halvdel af det nittende århundrede udviklede der sig en række omfattende sociale bevægelser. Blandt disse var bondebevægelsen, arbejderbevægelsen og de religiøse bevægelser de mest betydningsfulde (Klausen & Selle 1996:103). Indenfor og omkring disse bevægelser blev der oprettet adskillige sociale sammenslutninger og organisationer af forskellig slags. Nogle var filantropiske og andre var selvhjælps-'kasser'. De sidste var frivillige sammenslutninger af borgere, som i fællesskab søgte at sikre sig mod vanskelige situationer som sygdom, arbejdsløshed etc. Sygekasserne - hvoraf der var etableret mindst 36 før 1851, og allerede i 1867 var deres antal vokset til 335 - havde til formål at sikre borgerne i sygdomssituationer. For det første gennem tilskud til behandling, for det andet ved at yde kompensation for indkomsttab. Dette skete ved, at man kunne indmelde sig i en sygekasse, hvori man mod betaling af et kontingent gensidigt sikrede hinanden. Hovedprincipperne var altså frivillighed og gensidig selvhjælp. Lige fra begyndelsen havde sygekasserne offentlig bevågenhed. Dette var især tilfældet i de større industrialiserede byer, hvor det lokale bystyre på bestemte betingelser støttede dem økonomisk. I nogle tilfælde tog bystyret 137

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

endog initiativ til deres etablering. Den liberale ide om 'hjælp-til-selvhjælp' gjorde sig derfor gældende både i dele af det offentlige system og i dele af sygekassebevægelsen. I sidste halvdel af århundredet nedsatte regeringen en række kommissioner, der skulle overveje, hvorledes staten kunne støtte sygekassebevægelsen. Imidlertid skete dette først i systematisk form med sygekasseloven fra 1892. Loven sikrede sygekasserne en offentlig økonomisk støtte på op til 1/5 af medlemsbidraget, men satte også bestemte regler for deres etablering og virke. Udenfor København måtte der kun være én sygekasse i hver kommune. De måtte kun optage 'ubemidlede' som medlemmer. Der var regler for, hvor meget de måtte yde i støtte og hvor længe. Ydelserne var primært gratis lægehjælp, gratis hospitalsophold og økonomisk understøttelse under sygdom. Den efterfølgende udvikling var præget af, at næsten alle 'ubemidlede' borgere blev omfattet af sygekassernes ordninger, og af at staten i stigende grad regulerede deres virksomhed. Det samlede medlemstal voksede fra 115.000 i 1883 til 1.234.000 i 1920, hvilket på daværende tidspunkt svarede til næsten halvdelen af den samlede befolkning på 25 år og derover. Når sygekasserne - og deres sammenslutninger - ikke kunne enes, var det i reglen op til det offentlige at løse uenighederne via nye regler. Hermed blev frivilligheden også skudt mere og mere i baggrunden. I 1921 blev det gjort til en betingelse for at blive omfattet af den nyindførte invalideforsikring, at man var medlem af en sygekasse. Samtidig overdrog staten det til sygekasserne at administrere udbetalingen af invalideforsikringen. Hermed overtog sygekasserne administrationen af en opgave, som var en offentlig forpligtelse. Kommunernes finansieringsandel voksede også fortsat gennem denne periode. Det var derfor en logisk fortsættelse heraf, at folkeforsikringsloven som var en del af socialreformkomplekset fra 1933 - pålagde alle, der opfyldte helbredsbetingelserne, at blive medlem af en sygekasse. Man kunne dog selv vælge, om man ville være nydende eller kun ydende medlem (med et mindre kontingent). Dog havde alle som modtog alders- eller invaliderente pligt til at være nydende medlem af en sygekasse. Hermed ophørte

138

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Casestudier

sygekasserne reelt med at være frivillige organisationer: Tilslutningen til dem var ikke længere frivillig, og de kunne heller ikke mere frit nedlægges af medlemmerne. Efter anden verdenskrig blev der i stigende grad fra offentlig side stillet spørgsmålstegn ved den måde sygeforsikringen havde udviklet sig på. Den klassiske deling mellem et overliggende forsikringssystem og et underliggende forsorgssystem var gået i opløsning. Dermed var forsikringssystemets incitament til at fremme borgernes bestræbelser på at klare sig selv blevet svækket. Samtidig var den fortsatte opretholdelse af den sociale sikring som et forsikringssystem ikke fremmende for forebyggende indsatser. Endelig hvilede systemet tungest på de økonomisk dårligst stillede, idet det fungerede som en kop-skat, hvor alle nydende medlemmer skulle betale det samme bidrag uanset deres indkomst. Ved sygekasseloven i 1960 skete der en betydelig rationalisering af sygekassernes administration, idet deres antal blev begrænset. Imidlertid var dette ikke nok til at sikre deres fortsatte eksistens. Socialreformkommissionen, der virkede i tresserne, mente nemlig, at det sociale sikringssystem - for at fremme koordinering og forebyggelse - burde være en-strenget. Derfor burde sygekassernes opgaver indlemmes i den kommunale socialforvaltning. Da sygekasserne på dette tidspunkt havde mistet ethvert spor af folkelig bevægelse var de eneste, der modsatte sig dette, kassernes funktionærer og tillidsmænd. Sygekasserne ophørte med at eksistere i 1973.

139

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

Vi ser sygekassernes udvikling som et eksempel på en type frivillig organisation, der tidligt bliver indoptaget i det offentlige velfærdssystem. Fra og med sygekasseloven i 1892 var deres aktiviteter meget regulerede af og udført i tæt kontakt med det offentlige. Allerede her må vi således tale om 'integreret afhængighed'. Med sygekasseloven af 1921 og især folkeforsikringsloven af 1933 mister de reelt deres karakter af at være frivillige sociale organisationer. Endelig betød halvfjerdsernes socialreform deres endelige ophør som selvstændige organisationer. Mødrehjælpen: fra 'integreret afhængighed' til 'integreret autonomi' Mødrehjælpen blev stiftet i 1924 som en sammenlægning af to københavnske foreninger, der begge beskæftigede sig med at beskytte mødre, gravide kvinder og børn. Begge foreninger var stiftet kort efter århundredskiftet som modsvar på de stigende problemer med ugifte mødre og fødsler i dølgsmål. I de første år blev Mødrehjælpen finansieret af private gaver og donationer og var ledet af en selvstændig og uafhængig ledelse. I 1930erne rejste der sig imidlertid en diskussion omkring legalisering af provokeret abort, og det 140

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Casestudier

offentlige system viste tegn på forandring. Regeringen nedsatte to kommisioner, der skulle frembringe beslutningsgrundlag vedrørende spørgsmålet om abort og den fremtidige befolkningspolitik. I 1939 blev der truffet beslutning i Folketinget om at oprette en landsomfattende offentlig pendant til foreningen Mødrehjælpen. I medfør af 'Lov om Mødrehjælpsinstitutioner' blev der herefter oprettet syv Mødrehjælpsinstitutioner i de større danske byer, der skulle arbejde efter forbillede af den københavnske forening Mødrehjælpen. I de følgende år blev der oprettet endnu syv institutioner, og i 1970 havde mødrehjælpen konsultation i i alt 70 byer. De nye mødrehjælpsinstitutioner blev således direkte oprettet af det offentlige. I loven blev mødrehjælpsinstitutionernes formål beskrevet på følgende måde: 'at give svangre kvinder personlig, social og juridisk bistand, råd og vejledning med hensyn til deres svangerskab'. Det påhvilede således institutionerne, at 'organisere hjælp af hygiejnisk og social art'. Mødrehjælpsarbejdet blev i årene fremover rettet mod løsning af en lang række praktiske, sociale og medicinske problemer, og omfattede såvel forskellige former for rådgivningscentre som hjem for børn, mødre, gravide, mødre med spædbørn osv. Med hensyn til organiseringen af mødrehjælpsinstitutionerne var det Socialministeren, der afgjorde omfang, beliggenhed og virkeområde. Institutionerne blev ledet af en bestyrelse med repræsentanter fra amtsråd og byråd inden for institutionens virkeområde, samt en læge fra et sygehus inden for institutionens virkeområde. Idet regeringen ønskede at etablere en organisation, der kunne fastholde det private initiativ og den selvopofrende ånd, samtidig med at den kunne nå kvinder fra forskellige sociale grupperinger, åbnede loven mulighed for at knytte lokale foreninger til hver enkelt mødrehjælpsinstitution. Disse kunne efter Socialministerens godkendelse også opnå sæde i bestyrelsen. Formålet med foreningerne var økonomisk og på anden måde at støtte institutionerne, sådan at disse kunne påtage sig andre opgaver, end de der var direkte foreskrevet i loven, for eksempel barselpleje, hushjælp og rekreationsophold. For visse af disse aktiviteter, for eksempel anskaffelse af børnetøj, ydede det offentlige refusion. Loven foreskrev endvidere, at medarbejdere skulle have en formel uddannelse, der

141

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

kvalificerede dem til arbejdet i mødrehjælpsinstitutionerne. Der rekrutteredes herefter medarbejdere fra de samme arenaer som andre offentlige institutioner, ikke mindst den nyoprettede Sociale Højskole i København samt blandt jurister, læger og cand.polit'er. Økonomisk var mødrehjælpsinstitutionerne finansieret med halvdelen fra statskassen og halvdelen fra amtskommunerne og købstæderne inden for institutionens virkeområde. Dertil kom de private midler, som de eventuelt tilknyttede foreninger kunne rejse, og som den enkelte institution selv rådede over. Efter 1961 blev mødrehjælpsinstitutionerne udelukkende finansieret af staten. Med Lov om Mødrehjælpsinstitutioner af 1939 ophørte Mødrehjælpen reelt med at være en frivillig organisation. Institutionerne var et resultat af offentlig lovgivning, de var fuldt offentligt finansierede, og loven foreskrev formål og opgaver i mødrehjælpsarbejdet. Mødrehjælpsinstitutionerne blev en integreret del af det offentlige system, og må ses som en hjørnesten i velfærdsstatens 'hygiejniske projekt'. For eksempel oprettedes på Socialministerens foranstaltning som følge af loven et 'Mødrehjælpens Fællesråd', der på baggrund af samfundsudviklingen skulle følge og udvikle mødrehjælpsarbejdet. Det eneste frivillige element, der var tilbage, var muligheden for at knytte lokale foreninger til mødrehjælpsarbejdet. Dette element var dog væsentligt, idet Mødrehjælpsinstitutionerne som nævnt rådede over de penge, der blev givet som medlemsbidrag og private gaver. Disse ressourcer gjorde det muligt at iværksætte forskellige nye projekter, som det offentlige ikke umiddelbart var parat til at finansiere. Mange af de initiativer, der blev iværksat på den baggrund, blev senere overtaget af det offentlige. Mødrehjælpsinstitutionerne implementerede således ikke blot den offentlige børne- og familiepolitik, men havde visse muligheder for at påvirke og udvikle denne. Institutionerne spillede også en central rolle i forhold til svangerskabsafbrydelse og adoption. En relativ stor del af institutionernes rådgivning og vejledning rettede sig specifikt mod kvinder, der selv ønskede svangerskabsafbrydelse eller var blevet det anbefalet. Mødrehjælpsinstitutionerne, der i følge loven udelukkende var forpligtet til at rådgive og vejlede kvinder der ønskede svangerskabsafbrydelse, udviklede efterhånden en

142

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Casestudier

praksis med at fremsende en redegørelse for den enkelte kvindes forhold til de læger, som skulle foretage indgrebet. På denne måde fik mødrehjælpsinstitutionerne efterhånden en betydelig indflydelse på afgørelserne om, hvorvidt der skulle tillades svangerskabs-afbrydelse. På adoptionsområdet kom Mødrehjælpsinstitutionerne også til at spille en afgørende rolle. I årene efter lovens ikraftræden sluttede institutionerne sig sammen og etablerede et fælles adoptionskontor ved Mødrehjælpen i København. Herfra gjordes et stort stykke arbejde i forhold til rådgivning og undersøgelse af barnets forældre, undersøgelser af barnet samt undersøgelser af de adoptionssøgende. En social-lægelig konference ved adoptionskontoret i København havde den endelige kompetence til at afgøre om adoptionsansøgerne var egnede til adoption eller ej. For lovene om svangerskabsafbrydelse og adoption fik Mødrehjælpsinstitutionerne således centrale myndighedsudøvende funktioner. I 1976 blev Mødrehjælpsinstitutionerne nedlagt. Legaliseringen af provokeret abort i 1973 og Bistandsloven fra 1976 underminerede institutionernes arbejde. Bistandsloven skulle administreres af de lokale kommuner, og da mødrehjælpsinstitutionerne var underlagt den statslige administration, valgte Folketinget at nedlægge dem. Hertil kom at retten til fri abort nu kunne formidles direkte mellem den enkelte kvinde og lægen. Herved blev mødrehjælpsinstitutionernes traditionelle rolle som mellemled anset for at være overflødiggjort. Før nedlæggelsen havde institutionerne kontakt med stort set alle mødre/spædbørnsmødre, der levede under belastende sociale omstændigheder. Efter en pause på 6-7 år genopstod mødrehjælpsarbejdet i 1983 under navnet 'Den Selvejende Institution Mødrehjælpen af 1983'. Nogle af de tidligere medarbejdere var utilfredse med den støtte og omsorg, der blev givet til trængende forældre og børn efter gennemførelsen af den nye bistandslov. Således blev Mødrehjælpen af 1983 stiftet som et alternativ til den kommunale service på dette område. Den nye Mødrehjælp iværksatte næsten de samme aktiviteter som den gamle Mødrehjælp, og sigtede direkte mod målgrupperne med rådgivningshjælp i forbindelse med skilsmisse, ernæring og pleje af børn osv.

143

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

Den nye organisation er opbygget som en tvillingeorganisation, hvor den direkte klientkontakt finder sted i Mødrehjælpen af 1983, mens aktiviteter omhandlende finansiering, politisk påvirkning og debat finder sted i Landsstøtteforeningen. De to organisationer er repræsenteret i hinandens bestyrelser og arbejder tæt sammen, når det drejer sig om at koordinere eksterne aktiviteter. På nuværende tidspunkt modtager Mødrehjælpen offentlig støtte, men de fleste aktiviteter er finansieret gennem medlemsbidrag og private donationer. Offentlig støtte bliver mest givet som grundstøtte og som projektstøtte. Organisationen er repræsenteret i de fleste større byer i Danmark, men har aldrig nået det samme aktivitetsniveau og klientkontakt som den gamle organisation. Figur 3 Mødrehjælpen

Mødrehjælpens historie er forbundet med store forandringer. Den opstod som en uafhængig pionerorganisation baseret på generelle humanistiske værdier uden nogen form for specifik religiøs eller politisk forankring. Den offentlige bevågenhed i forhold til børn, mødre og den generelle befolkningsudvikling voksede imidlertid i løbet af 1930erne, og organisationen blev allerede i 1939 formelt en integreret del af det velfærdsstatslige projekt, hvilket grundlæggende ændrede rammerne for mødrehjælpsarbejdet.

144

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Casestudier

Mødrehjælpsinstitutionerne fastholdt deres centrale placering indtil bistandslovreformerne i 1970erne, hvor de nye decentrale strømninger førte til deres ophør. I vores typologi bevæger Mødrehjælpen sig fra felt 4 ('separat autonomi') til felt 1 ('integreret afhængighed') over perioden 1924 1939. Man kan diskutere om Mødrehjælpens bane, parallelt til sygekasserne, ender her, idet det eneste frivillige element herefter består i muligheden for at tilknytte lokale foreninger til arbejdet. Vi ser imidlertid dette som et afgørende element, hvorfor vi vælger at sige, at mødrehjælpsinstitutionerne kan ses som selvstændige organisationer med et frivilligt islæt frem til 1976. Da organisationen genopstår i 1983 i en mere kritisk rolle placerer vi den i felt 3 ('integreret autonomi'). Kristelig Forening til bistand for Børn og Unge - fra 'integreret autonomi' til 'integreret afhængighed' En central opgave for filantropien i slutningen af attenhundredetallet var den såkaldte 'børnereddersag', der voksede ud af en bekymring over, at børn blev straffet på lige fod med voksne. Dette anså 'børneredderne' for direkte skadeligt for børnene. I stedet for straf ville man sætte opdragelse. Kristelig Forening til bistand for Børn og Unge - der oprindeligt hed 'Kristelig Forening for offentlig tiltalte og straffede Børns Redning' - blev oprettet i 1898 på initiativ af en københavnsk fængselspræst. Foreningens formål var at redde børnene fra straf, for i stedet at anbringe dem i pleje udenfor hjemmet hos gode kristne familier på landet. Gennem indsamlede midler gik foreningen i gang med at løse denne opgave, som dog måtte udføres i et samarbejde med forældrene, da foreningen ikke havde nogen myndighed til at foranstalte anbringelserne på egen hånd. Indsatsen måtte også ske i et tæt samarbejde med de offentlige myndigheder, således at disse afstod fra at straffe og i stedet valgte anbringelsesmuligheden. Foreningens indsats vakte lige fra starten offentlig påskønnelse, og offentlige myndigheder bidrog også til foreningens indsamlinger. Foreningen arbejdede for, at børn også kunne anbringes udenfor hjemmet uden forældrenes samtykke, og at det offentlige påtog sig det

145

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

økonomiske ansvar herfor. Begge disse ønsker blev opfyldt med børneloven af 1905. Herefter anbragte foreningen børn udenfor hjemmet, både efter loven og med offentlig støtte, og frivilligt udenfor loven, hvor den fortsat selv måtte betale for anbringelserne. I sit udgangspunkt ønskede foreningen at anbringe børnene i familiepleje. For at sikre den bedst mulige placering etablerede man såkaldte optagelseshjem, hvor børnene kunne anbringes i en første afklaringsperiode. Dette udgjorde en pioner-virksomhed indenfor dansk børneforsorg. Imidlertid viste det sig hurtigt, at mange af børnene ikke egnede sig til anbringelser hos plejefamilier. I 1921 var således kun 27 ud af de 232 børn, som var anbragt under foreningen, placeret i plejefamilier. Derfor blev driften af døgninstitutioner efterhånden foreningens hovedaktivitet. Foreningen kom efterhånden til at eje og drive flere og flere døgninstitutioner, samtidig med, at de offentlige økonomiske tilskud - især efter anden verdenskrig - forbedredes. I efterkrigstiden skete der også en betydelig ændring i den offentlige forståelse af, hvordan man skulle forholde sig til børn med problemer, idet en behandlingsideologi baseret på diagnosticering vandt frem. De nye behandlingsideer var noget fremmed for KFBU, men fremstod som realiteter foreningen måtte tilpasse sig. Tilpasningen foregik dog ret frivilligt, idet man havde den uskrevne lov, at man påtog sig de opgaver, som myndighederne bad om at få løst. Med bistandslovens ikrafttræden i 1976 blev amtskommunerne de nye kontraktpartnere. Samtidig blev det vanskeligere for private foreninger at drive institutioner, idet loven foreskrev, at disse fremover skulle være selvejende. Endvidere øgedes kontrollen gennem forholdsvis stramme driftsoverenskomster med amtskommunerne. I de fleste tilfælde har KFBU fortsat driftsansvaret for institutionerne, men i en række tilfælde er de overgået til at være selvejende institutioner med bestyrelsesrepræsentanter fra både foreningen og amtskommunen. I de sidste tilfælde fører KFBU dog fortsat regnskaberne. Uanset hvem der driver institutionen, foregår driften efter de samme retningslinier. Efter bistandslovens ikrafttræden har foreningen genetableret en famlieplejeafdeling, ligesom man har specialiseret sig i at administrere institutioner (for eksempel de selvejende) og plejehjems-

146

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Casestudier

foreninger for andre. Institutioner oprettet før lovens ikrafttræden kunne dog fortsat drives af foreningen, hvorfor man fra dette tidspunkt kan tale om en løs kobling8 mellem foreningen KFBU og de selvejende institutioner med tilknytning til KFBU. I dag har foreningen 17 døgninstitutioner/bofællesskaber, 3 daginstitutioner samt 2 socialpædagogiske seminarier og en efterskole. Herudover har man igangsat et par projekter for børn og unge. KFBU drives i dag fuldt professionelt. De eneste frivillige er bestyrelsesmedlemmerne i foreningen og institutionerne. Dog har man brugt frivillige i forbindelse med projekterne. Resten af medarbejderstaben er ansatte, dels på hovedkontoret dels i institutionerne. Figur 4 Kristelig Forening til bistand for Børn og Unge

KFBU's historie er et eksempel på en tidlig integration. Organisationen øvede en aktiv indflydelse på børneloven af 1905, men udviklede herefter hurtig en noget passiv holdning til den offentlige lovgivning. Den oprindelige pionerrolle blev således efterfulgt af en tilpasningsstrategi, hvor KFBU primært imødekom de offentlige initiativer på området. Organisationens hovedrolle blev at drive institutioner efter overenskomst med det offentlige. Før bistandsloven med Socialministeriet og efter denne med amtskommuner-

147

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

ne. Organisationens forhold til det offentlige er derfor karakteriseret af nærhed. Samtidig er der tale om en udpræget afhængighed, idet størsteparten af aktiviteterne baseres på offentlig institutions- og driftsstøtte. Hertil kommer, at normaloverenskomstsystemet foreskriver, hvorledes institutionerne skal drives. I forhold til vores typologi vil vi derfor argumentere for, at KFBU tidligt bevægede sig fra felt 3 ('integreret autonomi') ind i felt 1 (' integreret afhængighed'). Ensomme Gamles Værn - Ældre Sagen - fra 'separat autonomi’ til 'integreret autonomi' Det som i dag hedder Ældre Sagen begyndte som Ensomme Gamles Værn (EGV) i 1910. Det var en filantropisk (men ikke særlig religiøs) forening, der etablerede omsorgsforanstaltninger og alderdomshjem for ensomme gamle mennesker. De økonomiske midler hertil blev skaffet ved indsamlede midler, basarer, lotterier, gaver og ved en mindre brugerbetaling. Aktiviteterne var uafhængige af det offentlige, idet der hverken var nogen offentlig kontrol eller tilsyn med aktiviteterne. Der er ingen tegn på, at EGV i sine første år forsøgte at påvirke ældrepolitikken. Man deltog ikke i offentlige kommissioner, råd og nævn, og man havde ingen samarbejdsprojekter med det offentlige. Selvom man på bestemte områder kan kalde EGVs aktiviteter banebrydende - for eksempel etablerede man omsorgsaktiviteter for ellers raske mennesker - så forsøgte man ikke fra foreningens side at påvirke det offentlige til at følge efter eller overtage dem. Derfor kan man ikke tale om nogen bevidst pionerrolle. Ovenstående angiver en betydelig afstand i forhold til det offentlige. Dette er nok ikke helt rigtigt, idet foreningen blev ledet af alment respekterede (ofte akademiske) mænd fra det offentlige liv. I 1930erne og 1940erne var to socialdemokratiske statsministre også medlem af foreningens repræsentantskab. Imidlertid blev dette tilsyneladende ikke brugt som påvirkningskanaler for enkeltbeslutninger, men mere som en manifestering af, at foreningen repræsenterede nogle alment anerkendte grundværdier i samfundet. Fra organisationens dannelse og helt op til 1960erne må organisationen henregnes under idealtypen 'separat autonomi' i vores

148

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Casestudier

typologi. Den var uafhængig og havde ingen kontakt med de offentlige myndigheder omkring enkeltaktiviteter. Denne situation blev først ændret med omsorgslovens ikrafttræden i 1964. Den betød, at kommunerne fik ansvar for at iværksætte omsorgsaktiviteter for de ældre. Københavns Kommune kontaktede Ensomme Gamles Værn for at få dem til at gå ind i arbejdet, idet foreningen havde en omfattende erfaring indenfor området. Samtidig fik EGV også til opgave at bygge omsorgsinstitutioner og boliger for ældre. Hermed udviklede EGV sig i de næste årtier til at blive en meget betydelig serviceleverandør for kommunerne i hele Danmark. Foreningen kunne her virke inspirerende i forhold til den offentlige indsats, og den var i disse år en vigtig pioner i udviklingen af omsorgsarbejde og boliger for ældre. Efterhånden som samarbejdet med kommunerne tog til, udviklede foreningen imidlertid en omfattende økonomisk og administrativ afhængighed af det offentlige. Man kan således argumentere for, at foreningen i disse år udviklede sig til at være en integreret del af det fremvoksende kommunale velfærdssystem. Vi må derfor sige, at EGV i denne periode bevægede sig fra felt 4 ('separat autonomi') til felt 1 ('integreret afhængighed'). Den stigende afhængighed medførte efterhånden en betydelig uklarhed om, hvad og hvem EGV repræsenterede. Det førte frem til, at det gamle EGV blev nedlagt i 1986. På dets rester etableredes to nye foreninger: Ældre Sagen og EGV-fonden, som gennem et aktieselskab delvist videreførte de tidligere serviceaktiviteter. Det giver således også her mening at tale om en løs kobling mellem foreningen Ældre Sagen og EGV-fonden. Ældre Sagen er en medlemsforening, der dels fremmer ældres synspunkter i forhold til det offentlige (både lokalt og nationalt) og dels varetager aktiviteter for ældre (for eksempel besøgsvenner). Ældre Sagen har været en stor succes. I 1997 havde den ikke mindre end 335.000 medlemmer i 184 lokalkomiteer. Ca. 1/3 af alle over 67 år er medlem af foreningen. Foreningen har formået at skaffe sig mange medlemmer med moderne PRmetoder. Ældre Sagens indkomster hidrører primært fra medlemsbidrag og fra organisationens eget lotteri.

149

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

Det er lykkedes Ældre Sagen, at påvirke den offentlige opinion ved at fremlægge forskning og undersøgelser af de ældres forhold. I 1995 brugte organisationen 12% af sit samlede budget på forsknings- og udviklingsopgaver. De synspunkter, som her fremføres, svarer meget til det, man kunne kalde en 'moderne faglig' opfattelse. Man tilstræber ikke blot at virke som en traditionel interesseorganisation, man bygger også sine synspunkter på 'den nyeste' faglige indsigt. Derfor er der også en idé- og personmæssig tæt sammenknytning med fremherskende offentlige positioner. Figur 5 Ældre Sagen

Hvis man trækker en linie fra den sidste periode af Ensomme Gamles Værn til den nuværende Ældre Sagen er der i vores typologi sket en bevægelse fra felt 1 ned i felt 3 ('integreret autonomi'). I dag har vi primært at gøre med en moderne, professionel interesseorganisation, der med stor dygtighed indgår i og påvirker den offentlige debat om de ældres vilkår, både gennem den 'korporative kanal' og 'offentlighedskanalen'.

150

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Casestudier

Landsforeningen Sindslidendes Vel - Landsforeningen SIND: integrationen af interesser Landsforeningen SIND blev stiftet i 1960 som en forening for psykisk syge og deres pårørende samt professionelle inden for det psykiatriske system. Den psykiatriske behandling rykkede på dette tidspunkt mere og mere ud af de traditionelle institutioner og anstalter, fordi mange nye former for medicin havde gjort det muligt for en større del af de psykisk syge at klare et liv udenfor institutionerne. En gruppe pårørende var imidlertid så bekymrede for denne udvikling, at de stiftede Landsforeningen Sindslidendes Vel. Foreningens formål blev at etablere bo- og beskæftigelsestilbud, der var specielt egnede til sindslidende, som levede udenfor hospitaler og anstalter. Fra begyndelsen blev landsforeningen følgelig organiseret som en interesseorganisation for sindslidende og tilsluttet paraplyorganisationen De Samvirkende Invalide Organisationer. Organisationen blev opbygget som et traditionelt repræsentativt demokrati, hvor delegerede på landsmødet vælger en hovedbestyrelse og et forretningsudvalg til at stå i spidsen for de ca. 15 kredsforeninger og ca. 37 lokale afdelinger rundt i landet. Foreningen skiftede senere navnet til Landsforeningen SIND og tæller i dag ca. 5000 medlemmer. Helt fra begyndelse blev SINDs aktiviteter finansieret af dels medlemskontingenter og indtægter fra egne aktiviteter dels offentlige midler. I foreningens regi drives i dag 39 klubber og væresteder for sindslidende, samt 8 såkaldte Lille Skoler for Voksne (uddannelsesaktiviteter der tager særlige hensyn til sindslidende). Derudover har foreningen via forskellige statslige forsøgspuljer for sindslidende oprettet ca. 30 projekter (for eksempel støtte- og kontaktperson ordninger, og projekter for pårørende). Herudover eksisterer der 23 aktiviteter (for eksempel bofællesskaber og særlige udslusningsboliger for udskrevne psykisk syge), der drives af selvstændige økonomiske og juridiske foreninger (eller selvejende institutioner) med relation til Landsforeningen SIND. Endelig udgiver organisationen et månedligt medlemsblad i ca. 10.000 eksemplarer. SIND beskæftiger såvel lønnet personale som frivillig arbejdskraft, og ofte rekrutteres medarbejderne fra de samme arenaer, som gør sig gældende

151

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

for offentlige organisationer. De aktiviteter, som er finansieret via driftsoverenskomster, er fortrinsvist bemandet med et professionelt uddannet personale efter samme standarder og normer som offentlige organisationer. Foreningens hovedkontor i København er ligeledes bemandet med lønnet personale, som dog finansieres af foreningens egne midler. Man kan skelne mellem to typer af frivillige medarbejdere i organisationen. Den første er de, der arbejder frivilligt i politisk og administrativt regi, det vil blandt andet sige medlemmer af bestyrelser og udvalg. Den anden type er de, der arbejder i lokale klubber og som ofte er enten tidligere patienter, pårørende eller personale fra det psykiatriske system, der giver en hånd med i det praktiske arbejde. Gennem årene har SIND udviklet sig til at blive en indflydelsesrig organisation i forhold til psykiatriske spørgsmål. Faktisk kan man sige, at jo større fokus det offentlige system har rettet mod behandlingen af sindslidende udenfor de traditionelle institutioner, jo mere indflydelse har SIND fået. Helt fra begyndelsen har SIND haft succes med at skabe et fintmasket net af institutioner og aktiviteter for såvel ikke-indlagte sindslidende som sindslidende, der er periodisk i kontakt med det psykiatriske system. Mange af disse aktiviteter er med årene blevet finansieret via driftsoverenskomster med det offentlige eller via projektstøtte o.lign., hvorfor man kan argumentere for at SIND har været en pioner på det psykiatriske felt. Finansieringen af disse aktiviteter via den ene eller anden type offentlige midler giver naturligvis organisationen en vis afhængighed heraf, ligesom organisationen må leve op til almindelige krav om kvalitet i ydelserne. Et forhold, der er et argument for at placere denne del af organisationens arbejde i felt 1 ('integreret afhængighed'). Imidlertid forekommer det her vigtigt at skelne mellem organisationens servicerolle og den politiske rolle, der primært er landsforeningens ansvar. Parallelt til Ældre Sagen og EGV-fonden samt KFBU kan vi her tale om en løs kobling mellem organisationens aktiviteter. Der er dog visse forhold, som er unikke for SIND, og som det er svært at fastslå betydningen af på dette tidspunkt i undersøgelsen. I kraft af sin dominerende og pioneragtige indsats på det psykiatriske område har SIND, som omtalt ovenfor, været initiativtager til

152

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Casestudier

en lang række aktiviteter, institutioner, væresteder, bofællesskaber osv. for sindslidende. Disse aktiviteter har med årene delt sig i to typer, nemlig de deciderede 'SIND-aktiviteter' på den ene side, og på den anden side de aktiviteter, der drives af selvstændige økonomiske og juridiske foreninger (eller selvejende institutioner) med relation til Landsforeningen SIND. 'SIND-aktiviteterne' er, formelt set, en integreret del af organisationens samlede arbejde, der finansieres helt eller delvist af offentlige midler. De selvstændige foreninger og institutioner har ikke samme tætte tilknytning til organisationen. Hvad angår 'SIND-aktiviteterne' er det derfor muligt, at der eksisterer en forholdsvis tæt forbindelse (personoverlap for eksempel) mellem disse og landsforeningens politiske aktiviteter. Figur 6 Landsforeningen SIND

Dette ændrer imidlertid ikke ved at der er tale om forskellige roller, og hvad der er det væsentlige - at der for disse to roller ser ud til at være tale om forskellige relationer til det offentlige. Mens SIND i sin servicerolle er afhængig af en høj grad af offentlig finansiering og forekommer at være en mere eller mindre integreret del af det velfærdsstatslige tilbud til sindslidende, så finder vi det vanskeligt at finde argumenter for, at SIND i den politiske rolle skulle være afhængig af det offentlige. I denne rolle har SIND

153

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

altid lagt stor vægt på at blive repræsenteret i offentlige råd, nævn og udvalg, der vedrører de sindslidendes forhold. Gennem tætte kontakter til offentlige repræsentanter på alle niveauer har denne strategi resulteret i det, man kunne kalde stille og forhandlet indflydelse. 'Stille' fordi organisationen overvejende retter kommunikationen direkte mod de offentlige myndigheder ('den korporative kanal') og ikke i så høj grad mod 'offentlighedskanalen'. 'Forhandlet' fordi SINDs position i høj grad hviler på tætte kontakter til det offentlige. Vi vil derfor argumentere for, at SIND i 'politikrollen' bør placeres i felt 3 ('integreret autonomi'). Der eksisterer en tæt og tillidsbaseret kontakt mellem SIND og det offentlige, og organisationen bliver altid hørt i relevante spørgsmål. Organisationen indtager her en position, hvor den repræsenterer medlemsinteresser og - ofte med held - forsøger at påvirke den offentlige politik på området. Overordnet set er der to forhold som har ført til denne position. For det første var SIND den første organisation, der organiserede både sindslidende, pårørende og professionelle fra det psykiatriske område i én og samme organisation. For den ekspanderende velfærdsstat, der i disse år søgte at inkorporere forskellige interessegrupper i den offentlige politik som et led i at sikre ansvarlighed og stabilitet i samfundsudviklingen, var SIND en oplagt kandidat til at repræsentere det psykiatriske område. Udover at være den første organisation af sin slags på området var SIND i mange år også den eneste, og det var derfor naturligt, at SIND indtog en central rolle i forhold til det offentlige allerede tidligt i organisationens historie. For det andet var SIND organisatorisk opbygget på en måde, der matchede det offentlige system. Det repræsentative demokrati gjorde det muligt for landsformanden, hovedbestyrelsen, forretningsudvalg m.m. at forhandle med det offentlige system på vegne af alle medlemmer i organisationen. Gennem næsten 40 år har SIND med stor succes været i stand til at fastholde den korporative strategi i forhold til det offentlige, og organisationen har i denne periode opnået betydelig indflydelse.

154

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Casestudier

Galebevægelsen: 'separat autonomi' En meget anderledes organisation - delvist dannet i opposition til Landsforeningen SIND - er Galebevægelsen. Organisationen blev grundlagt i 1979 som et konglomerat af grupper, der var kritiske i forhold til det etablerede psykiatriske system. Gennem seminarer, aktioner, happenings og medlemsbladet Amalie samledes de forskellige lokale grupper i en landsomfattende bevægelse. Bevægelsen blev primært stiftet af professionelle fra de psykiatriske hospitaler eller beslægtede områder, men omfattede allerede fra starten såvel psykiatriske patienter og eks-patienter som pårørende, samt professionelle og andre med en kritisk indstilling til det psykiatriske behandlingssystem. Bevægelsen fandt sine ideologiske rødder i den amerikanske anti-psykiatriske bevægelse, som opponerede mod de dominerende forståelser af psykiske lidelser og årsagerne hertil. Galebevægelsen opfattede psykisk sygdom som sunde reaktioner på et sygt samfund. Med tiden koncentredes bevægelsens aktiviteter i hovedstadsområdet, og interne stridigheder førte til udelukkelse af professionelle og andre medlemmer, der ikke havde personlige patienterfaringer fra det psykiatriske system. Fra starten blev bevægelsens aktiviteter finansieret af medlemsbidrag og overskud fra salg af medlemsbladet samt udgivelse og salg af andre publikationer. Senere lykkedes det bevægelsen at opnå mindre offentlige tilskud i form af projektstøtte. Som eksempel herpå kan nævnes radioudsendelser ('Radioti'), hvor psykisk syge laver radioudsendelser for andre psykisk syge. Galebevægelsens relationer til det offentlige system har generelt været præget af en kritisk distance. For det første afviste man de mål og metoder, som lå til grund for behandlingen af de psykisk syge i dette system. For det andet gjorde bevægelsen aldrig anstalter til en traditionel dialog med det offentlige, selv om udgangspunktet var behandlingen af de psykisk syge som den praktiseredes på de psykiatriske hospitaler og institutioner. Bevægelsens måde at kommunikere med såvel det offentlige som offentligheden i mere bred forstand var overvejende præget af medierettede protestaktioner og happenings.

155

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

Galebevægelsen fulgte dog nøje med i den etablerede psykiatris teorier og metoder og arrangerede en række betydningsfulde seminarer og temadage, hvor forskellige aspekter af psykiatrien blev diskuteret. I følge bevægelsen selv forsøgte den at balancere mellem på den ene side at være saglig og objektiv og på den anden side at være modstandsdygtig og kritisk en balancegang der skulle tegne et billede af bevægelsen som troværdig, ansvarlig og kritisk. Gennem de første 10 år af bevægelsens historie lykkedes denne strategi ganske godt. Eksterne såvel som interne problemer pressede sig imidlertid på og bragte på et tidspunkt bevægelsen ud i en krisesituation. For det første var der store forandringer på vej i det psykiatriske system. Det blev gradvist omlagt til den såkaldte distriktspsykiatri og mange af de gamle institutioner blev nedlagt. Nye metoder, hvor sammenhængen mellem psykisk sygdom og samfundsmæssige faktorer blev betragtet som indbyrdes forbundne, blev indført i behandlingen af de psykisk syge. Hermed vandt synspunkter frem, der på nogle områder lå så faretruende nær Galebevægelsens oprindelige udgangspunkt, at rollen som kritisk opposition gradvist blev undermineret. For det andet oplevede bevægelsen interne stridigheder, der førte til, at alle medlemmer, der arbejdede som professionelle indenfor psykiatrien, blev ekskluderet. Medlemmer med personlige patienterfaringer skulle nu i centrum, og som den eneste gruppe fik disse vetoret i forhold til alle essentielle spørgsmål. Idet Galebevægelsen primært var grundlagt af professionelle svækkede disse interne uenigheder bevægelsen som helhed. Den havde svært ved at fastholde de kritiske og konstruktive relationer til den offentlige debat. De fleste professionelle og andre grupper med relation til det offentlige psykiatriske system brugte i disse år mange kræfter på at være med til at udforme og præge den nye distriktspsykiatri, mens Galebevægelsen brugte de fleste kræfter på indadrettede diskussioner. I 1990erne blev bevægelsen mere og mere usynlig og mistede gradvist også offentlighedens bevågenhed.

156

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Casestudier

Figur Galebevægelsen

7

I modsætning til SIND, som valgte en samarbejdsstrategi, valgte Galebevægelsen bevidst at undgå den form for samarbejde, ligesom bevægelsen aldrig blev afhængig af offentlige midler. Galebevægelsen var en græsrodsorganisation, som forsøgte at øve indflydelse på det etablerede system via medierne og gennem fagkritiske diskussioner med professionelle. Bevægelsen blev aldrig en direkte partner for det psykiatriske system, men det er forkert at sige, at den ikke havde indflydelse på den offentlige politik. Tværtimod kan man argumentere for at Galebevægelsen var en medvirkende årsag til, at psykiatrien blev omlagt, og de gamle institutioner nedlagt. Galebevægelsen er et eksempel på en organisation, der tilhører felt 4 i vores typologi ('separat autonomi'). Kirkens Korshær: Fastholdelse af en kritisk position Kirkens Korshær blev stiftet i 1912 som del af Indre Missions arbejde i Danmark. Bag initiativet stod præsten H. P. Mollerup, der var inspireret af måden, hvorpå udenlandske kirkesamfund - især visse engelske og tyske missionerede blandt de fattigste i de store industribyer. Gennem 1920erne

157

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

blev korshærens relation til Indre Mission anspændt, fordi der opstod uenigheder om måden, hvorpå der skulle missioneres. Folkene bag Kirkens Korshær var tilhængere af ikke blot at missionere med ord, men også i gerning, mens Indre Mission mente, at man udelukkende skulle missionere via ord. Denne strid førte i 1929 til, at Kirkens Korshær brød med Indre Mission og blev en selvstændig organisation med hovedvægten lagt på gerningsmission. Gennem de første 20-30 år havde korshæren kun meget lidt, om overhovedet nogen - kontakt med det offentlige sociale system. I modsætning til det offentlige kunne Kirkens Korshær yde hjælp til trængende, uden at det fik konsekvenser for den enkeltes borgerrettigheder. Kirkens Korshærs aktiviteter blev i de første år finansieret af Indre Mission og af private donationer. Efter bruddet med Indre Mission overlevede hæren udelukkende ved hjælp af private gaver og donationer. Udover missionsarbejdet drev Kirkens Korshær forskellige former for varmestuer og herberger, hvor de trængende kunne komme og få en kop kaffe, et varmt måltid, lidt nyt tøj, og på herbergerne kunne man også overnatte. Kirkens Korshær havde også to institutioner for henholdsvis enlige kvinder og hjemløse mænd. Med socialreformen i 1933 forandredes organisationens relationer til det offentlige. Socialreformen gjorde det muligt for det offentlige at indgå såkaldte driftsoverenskomster med private filantropiske organisationer, som havde ekspertise og erfaringer med at imødekomme forskellige sociale problemer. Kirkens Korshær havde i disse år konstant problemer med at skaffe penge nok til de allerede eksisterende aktiviteter og dermed også til at udvikle nye initiativer, så reformen kom meget belejligt for korshæren. Imidlertid var flere i korshæren bekymrede over, hvad en sådan finansieringsform ville føre med sig. Der rejste sig derfor en diskussion om forskellen mellem at hjælpe de nødstedte på baggrund af kristne værdier og på baggrund af lovmæssige krav. Tvunget af nødvendighed startede Kirkens Korshær gradvist et samarbejde med det offentlige sociale system baseret på driftsoverenskomster. Et af de første eksempler herpå er Grove Hedegård, et projekt der beskæftigede ca. 60 unge arbejdsløse. Senere kom mange andre til.

158

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Casestudier

Kirkens Korshær udviklede efterhånden en position, hvor organisationen på den ene side søgte samarbejdsmuligheder med det offentlige sociale system, og på den anden side var meget kritiske overfor det grundlag, hvorpå hjælpen blev ydet i offentligt regi. Positionen er et eksempel på en interessant kombination af være tæt på det offentlige sociale system og alligevel relativt uafhængig af det. Via driftsoverenskomster og grundstøtte har korshæren drevet institutioner og andre initiativer for nødstedte for offentlige midler og på den måde befundet sig tæt på det offentlige system. På den anden side har organisationens aktiviteter kun i mindre omfang været genstand for indgående offentlig kontrol, ligesom organisationen altid har formået at finansiere en relativt stor andel af sine aktiviteter selv. Kirkens Korshær, der fra tid til anden har spillet en central rolle i den offentlige socialpolitiske debat, har således bevaret en kritisk distance til den officielle socialpolitik, samtidig med at der eksisterer tætte forbindelser til det offentlige og en vis afhængighed af offentlige midler. Baggrunden for korshærens position kan i høj grad tilskrives måden, hvorpå organisationen - især fra 1950erne og frem - har koncentreret sin indsats om en meget snæver og afgrænset målgruppe; nemlig de mennesker, der er opgivet af alle andre, herunder det offentlige sociale system. På trods af den intensive vækst i det sociale system efter anden verdenskrig, har det ikke været muligt at favne alle dem, der har behov for hjælp. Kirkens Korshær og det offentlige sociale system har således udviklet en form for gensidig afhængighed, når det drejer sig om de mest socialt udstødte. Det offentlige leverer økonomiske ressourcer til Kirkens Korshær, der på sin side har kompetence og erfaring med at arbejde blandt de hårdest ramte grupper. Såvel det offentlige sociale system som Kirkens Korshær har påvirket hinanden i denne proces, men ingen af dem har tilsyneladende forandret sig radikalt. På den ene side har Kirkens Korshær været en fortaler for en velfærdsstat, som principielt omfattede alle borgere, og på den anden side har korshæren været en hård kritiker af velfærdsstatens tendens til overvejende at opfatte det menneskelige liv på en materialistisk måde. Denne stærke holdning til, hvordan og på hvilket grundlag man bedst yder hjælp til de nødstedte, har betydet, at Kirkens Korshær på én og samme tid har været

159

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

forankret i kristendommen, har udvist en kritisk holdning til den offentlige hjælp, og alligvel har arbejdet tæt sammen med det offentlige. Figur 8 Kirkens Korshær

De første år af Kirkens Korshærs historie (1912-1933) vil vi placere i typologiens felt 4 ('separat autonomi'). Efter 1933, hvor korshæren langsomt begynder at indgå driftsoverenskomster med det offentlige, forandres denne position. Organisationen kommer nu til at befinde sig i grænselandet mellem felt 1 ('integreret afhængighed') og felt 3 ('integreret autonomi'). Denne position indebærer nærhed i den forstand, at organisationen er tæt på de offentlige myndigheder og den offentlige kommunikation (og til en vis grad også afhængig af offentlig finansiering), og uafhængighed i den forstand at organisationen aldrig har været underlagt nogen nævneværdig offentlig kontrol. Fra midten af 1950erne tog Kirkens Korshær et afgørende skridt som følge af organisationens skærpede fokus på de nødstedte, som ingen andre kunne eller ville tage sig af. Senere udviklede det sociale arbejde sig i to retninger. På den ene side er der de selvejende institutioner, som overvejende drives efter overenskomst med det offentlige, og på den anden side er der det såkaldte 'byarbejde' (varmestuer, natlogier, bespisninger, tøj-

160

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Konklusion

og møbeludlevering etc), som i større omfang drives for organisationens egne midler.

Konklusion For langt de fleste organisationers vedkommende har den historiske analyse vist, at kommunikationen og kontakten med det offentlige er intensiveret. Når organisationernes udvikling illustreres ved hjælp af typologien ses derfor en generel bevægelse i retning af større nærhed. Dette illustrerer, hvordan de velfærdsstatslige interventioner over tid har bredt sig til flere og flere livsområder - hvilket altså har påvirket organisationernes forhold til det offentlige. Umiddelbart kunne dette støtte den første generelle historiske models påstand om, at der over tid er sket en ændring i retning af, at frivillige organisationer i stigende omfang er blevet underlagt det offentlige velfærdssystem. Vi er da heller ikke uenige i, at en række af de undersøgte organisationer over tid er blevet tættere sammenvævet med offentlige myndigheders politik - men vi mener ikke, vore analyser giver støtte til en generel koloniseringstese. Dertil er der for store variationer i materialet. Ligeledes mener vi heller ikke, at vore analyser støtter den tredje models påstand om, at de historiske ændringer hovedsagelig er af kvantitativ og ikke kvalitativ art. Omfattende kvalitative ændringer har fundet sted, både med hensyn til samarbejdets art og intensitet. Hvad vi finder slående er, at større nærhed ikke nødvendigvis følges af en stigende afhængighed og underordning. Umiddelbart ligner dette et argument, der også er fremført i den anden af vores generelle historiske modeller. Denne model implicerer imidlertid en påstand om, at udviklingen samtidig skulle betyde en gradvis udviskning af forskellene mellem offentlig og frivillig virksomhed. Selv om vi langt hen ad vejen også ser et stigende mix af værdigrundlag, organiseringsmåder etc, så mener vi, at vores casehistorier også vidner om væsentlige aktuelle forskelle.

161

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

Vi vil derfor argumentere for, at en anden type historisk tænkning er påkrævet. I stedet for at tænke i generelle historiske transformationer, der skulle kunne gælde for alle (eller de fleste) organisationer, mener vi det er væsentligt at tænke i forskellige historiske baner,9 der kan gælde for forskellige typer af frivillige organisationer. Det, der opnås ved sådan en tilgang, er en øget bevidsthed om, at individuelle organisationshistorier ikke kun er et produkt af organisationernes tilpasning til de dominerende institutionelle omgivelser, men også af deres varierende evne til og mulighed for at imødegå udfordringer fra omgivelserne. En sådan tilgang er desuden bedre i overensstemmelse med (reflekterer nok endda) den induktive tilgang, der præger vores analyser. I det følgende præsenteres 4 historiske baner, som er genereret på baggrund af vore casestudier. Indenfor den første historiske bane vil vi placere de organisationer, der viser en bevægelse fra uafhængighed gennem afhængighed til nedlæggelse (fra felt 4 til felt 1, sluttende med organisationens nedlæggelse). I dette tilfælde medfører nærheden en radikal forandring i organisationernes forhold til det offentlige. Sygekasserne og den oprindelige Mødrehjælp er eksempler herpå. Begge organisationer ophørte, som en konsekvens af offentlig lovgivning, reelt med at være frivillige organisationer allerede i 1930erne. De fortsætter ganske vist som en slags selvstændige organisationer med visse islæt af frivillig karakter, men reelt er de blevet instrumenter for den offentlige politik. Klarest udtrykkes det i det faktum, at begge organisationer var myndighedsudøvende: Sygekasselovene administredes af Sygekasserne og adoptions- og graviditetslovene af Mødrehjælpen. Det er derfor en næsten logisk konsekvens af denne position, at begge organisationer nedlægges som selvstændige organisationer i løbet af 1970erne, hvor kommunalreformen og bistandsreformen koncentrerede administrationen og implementeringen af den sociale lovgivning hos de kommunale myndigheder. Begge organisationer blev på dette tidspunkt overflødiggjort af forsøgene på at skabe helhed og klarhed i socialpolitikken. Afhængighed og underordning fører imidlertid ikke altid til organisationers ophør. En organisation som Kristelig forening for børn og unge kom kort efter starten i 1898 til at varetage opgaver for det offentlige på

162

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Konklusion

børneområdet. Hovedaktiviteten har siden 1920erne været drift af børnehjem og institutioner for børn, der er blevet fjernet fra hjemmet. Der er således tidligt tale om en rolle, der ligner en serviceleverandør. I dette tilfælde taler vi derfor om en 'kontrakt-bane', hvis slutpunkt ligeledes er felt 1 ('integreret afhængighed'). Udviklingen for en organisation som EGV, der fra midten af 1960erne og til begyndelsen af 1980erne påtog sig rollen som leverandør af offentlig bestilt service på ældreområdet, har mange parallelle træk hermed. Man kan også argumentere for at SIND, hvad angår opbygningen af et fintmasket system af institutioner og tilbud for sindslidende, har påtaget sig en lignende rolle på dette område. Udviklingen af disse to forskellige historiske 'baner' forklares måske bedst ved hjælp af en grundlæggende forskel i opgavevaretagelsen og forholdet til offentlig lovgivning. Mens Sygekasserne og Mødrehjælpens formål og opgaver var direkte foreskrevet i lovgivningen, samtidig med at begge organisationer havde myndighedsudøvelse som en central funktion, så har dette aldrig været tilfældet for hverken Kristelig forening for børn og unge, SIND eller EGV. En sandsynlig tese er derfor, at når frivillige organisationer direkte bliver en drivende kraft i udviklingen af den institutionelle velfærdsstat (hvilket for eksempel kan ses ved, at deres formål og opgaver bliver foreskrevet i lovgivningen), så truer det deres liv. Derimod har selv en meget udviklet velfærdsstat til stadighed brug for - og plads til - at konkrete serviceopgaver (som det offentlige dog stadig kan definere, kontrollere og finansiere) udføres af andre end det offentlige selv. Disse to 'baner' illustrerer væsentlige træk ved den historiske udvikling i forholdet mellem stat og frivillige organisationer: Stigende kontakt og nærhed mellem de to sektorer, udviklingen af (gensidige) afhængigheder, samt visse organisationers integrering (i nogle tilfælde endda indlemmelse) i velfærdsstaten. Men casestudierne giver også anledning til konstruktionen af andre historiske baner. De medlemsbaserede organisationer illustrerer således en tredie bane. De yngre af disse organisationer er overvejende etableret som ret specialiserede interesseorganisationer, der opstår parallelt med, og sandsynligvis som en logisk følge af, udvidelsen af de sociale rettigheder efter anden

163

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

verdenskrig. Idet den moderne velfærdsstat gradvis påtager sig ansvaret for løsningen af stadig flere sociale problemer, kan man argumentere for, at omgivelserne vil reagere på dette ved at forsøge til stadighed at udvide området for statsligt ansvar. Det er i denne proces, at velfærdsstaten udvikler sig fra det 19. århundredes hjælp-tænkning til det 20. århundredes rettighedstænkning (Luhmann 1990:27). Til støtte for det argument kan man fremhæve det empiriske forhold, at udvidelsen af velfærdsstaten har været fulgt af en parallel vækst i det frivillige organisationssamfund (Buksti 1980; Selle & Øymyr 1995). For hovedparten af de moderne, specialiserede interesseorganisationer er nærheden derfor ikke noget, der udvikles over tid, men et karakteristika lige fra begyndelsen - det er måske derfor mere passende at tale om en 'position' fremfor en 'bane'. Sådanne organisationer forsøger typisk enten at definere bestemte problematiske vilkår som sociale problemer (Rubington & Weinberg 1995), som det offentlige må påtage sig ansvaret for. Det gælder for eksempel den ekstreme specialisering indenfor syge- og handicapdiagnoser, der er accellereret voldsomt fra 1960erne og frem. Eller de forsøger at influere på den offentlige politik på forskellige områder for at forsvare og/eller udvide medlemsinteresser og/eller påvirke ressourceallokering etc. Det gælder for eksempel syge- og handicaporganisationer, samt organisationer for ældre og børn. Et godt eksempel på en organisation af denne type er SIND, der har formået at placere sig som en helt central aktør, når det gælder diskussionen af de sindslidendes forhold i samfundet. Organisationen har tætte kontakter med de besluttende myndigheder og høres altid i spørgsmål vedrørende sindslidende. Der er således opbygget et tæt forhold mellem stat og organisation, der bygger på gensidig tillid, hvorfor man kunne argumentere for, at organisationens position og legitimitet er afhængig af en kontinuerlig statslig og politisk accept. SIND står også bag driften af såvel plejehjem som bofællesskaber og væresteder for sindslidende, der drives som selvejende institutioner på overenskomst med det offentlige. Hvad angår disse serviceydelser er SIND afhængig af offentlig finansiering og delvis underlagt administrativ kontrol, ligesom organisationen må leve op til almindelige krav om kvalitet i ydelserne. Man kan imidlertid sige, at der indenfor SIND

164

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Konklusion

består en løs kobling mellem servicerollen på den ene side og organisationens meget vigtige politikformulerende rolle på den anden. En sådan løs kobling forekommer endda at være en forudsætning for, at organisationen ikke sammenblander disse to roller. En succesfuld varetagelse af medlemsinteresser vil vi placere i felt 3 ('integreret autonomi'). Sammenlignet med SIND er en sådan position endnu mere udtalt for den anden interesseorganisation i vores casemateriale, nemlig Ældre Sagen. En organisation med et medlemstal på 335.000 i Danmark må siges at have en vis folkelig styrkeposition - uanset disse medlemmers reelle tilknytning. Ældre Sagen opstod som en udløber af EGV på et tidspunkt, hvor denne var blevet fuldstændig afhængig af det offentlige. Ved at skabe en ny organisation, hvor medlemsdelen (Ældre Sagen) blev adskilt fra servicedelen (EGV-fonden), organiserede man sig ud af afhængighedssituationen. Samtidig hermed blev organiseringen af medlemmer og kampen for de ældres rettigheder Ældre Sagens hovedopgave. Igennem denne løskobling og reorientering har det været muligt for Ældre Sagen at øve stærk indflydelse på den offentlige politik på ældreområdet - uden at komme i konflikt med servicerollen, der over årene har fået stadig mindre betydning. Set over tid kan udviklingen fra EGV til Ældre Sagen og dennes vækst illustreres som en bevægelse fra felt 1 ('integreret afhængighed') til felt 3 ('integreret autonomi'). Forskellen mellem de organisationer, der følger en sådan 'medlemsbane', og de organisationer vi tidligere illustrerede fulgte en 'kontraktbane', er, at de sidstnævnte - hvoraf mange faktisk var pionerer på deres felt (for eksempel EGV og Kristelig forening for børn og unge) - risikerer at blive indhentet af deres egen succes. I det øjeblik det lykkes dem at få det offentlige til at påtage sig ansvaret for 'deres' område, forsvinder målet med deres virksomhed. I en sådan situation opstår der mindst to alternativer: Man kan (som Ældre Sagen) opdyrke en ny position, en ny rolle og nye opgaver; eller man kan (som Kristelig forening for børn og unge) fortsætte sine aktiviteter, men i rollen som serviceleverandør. Medlemsorganisationerne er sandsynligvis mindre udsatte for at komme i en sådan situation, idet nye

165

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige organisationer i historisk belysning

ideer og behov kontinuerligt vil genereres på baggrund af pres fra medlemmerne. Organiseringen af medlemsinteresser er én måde, hvorpå nærhed kan kombineres med uafhængighed. En anden strategi består i opretholdelsen af særlige organisationelle værdier - hvad enten de er religiøse eller politiskideologiske. Kirkens Korshær kan illustrere betydningen af religiøse værdier. Til trods for et omfattende samarbejde med det offentlige om konkrete opgaver og en stor grad af offentlig støtte har korshæren formået at bevare en kritisk distance og en betydelig socialpolitisk indflydelse. Organisationen kan anskues som en kritisk samarbejdspartner, der besidder betydelig selvstændighed i valg af opgaver og arbejdsmetoder. Dette skyldes dels en stærk central ledelse, der har formået at fastholde organisationens grundlæggende værdier, dels en fastholdelse af organisationens kerneopgave: At bidrage til udviklingen af og forsvaret for de mindst privilegeredes rettigheder i samfundet. Af sidstnævnte grund har organisationen kunnet fastholde en strategisk fordelagtig position, idet den her besidder en særlig faglig kompetence (Lorentzen 1993:329). I det lange perspektiv kan organisationens udvikling illustreres som en bevægelse fra felt 4 ('separat autonomi') til et grænseområde mellem felt 3 ('integreret autonomi') og felt 1 ('integreret afhængighed'). Det interessante i dette tilfælde er altså, at udviklingen af en stærk velfærdsstat, der må antages at være en væsentlig kraft i sekulariseringen og rationaliseringen af samfundet, ikke nødvendigvis medfører en marginalisering af organisationer, der forsøger at fastholde det religiøse grundlag. Endda må man sige, at den socialpolitiske udvikling de senere år har givet sådanne organisationer en endnu mere central placering. Dette skyldes muligvis en erkendelse af de professionelle løsningers begrænsninger, men muligvis også en ideologisk nyorientering. Selv om Galebevægelsen ligeledes har baseret sig på et tydeligt ideologisk grundlag, så har denne organisation haft en ganske anden skæbne. Galebevægelsen blev grundlagt med det mål at redefinere de dominerende forståelser og behandlingsmetoder af sindslidende. Organisationen har imidlertid bevæget sig længere og længere bort fra den offentlige sektor og den politiske diskussion i almindelighed. Organisationens dalende betydning ser ud til at være sket parallelt med, at den mistede tag i den socialpolitiske

166

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Konklusion

debat. Vi vil derfor argumentere for, at den fortsatte politiske kommunikation ('offentlighedskanalen') er ligeså essentiel for sådanne organsiationer, som de tætte politiske kontakter ('den korporative kanal') er for interesseorganisationerne. For alle undersøgte organisationer, bortset fra Galebevægelsen, gælder det, at der over tid kan konstateres en intensivering i kontakten og kommunikationen mellem stat og frivillige organisationer. Dette medfører imidlertid ikke en ligefrem proportional stigning i organisationernes afhængighed af det offentlige. Der er her tale om vidt forskellige udviklinger. Nogle organisationer har fulgt historiske baner, der medfører stadig større integrering (felt 1, 'integreret afhængighed'). Vi har her skitseret to hovedbaner - én hvor centrale myndighedsudøvende opgaver fører til organisationernes overflødiggørelse, og én hvor en stærkere integrering i det offentlige servicesystem fører til, at organisationerne bliver specialiserede serviceleverandører. Andre organisationer har imidlertid fulgt baner, hvor den stigende nærhed har kunnet kombineres med fortsat relativ autonomi (felt 3, 'integreret autonomi'). Vi har også her skitseret to hovedbaner - én hvor organiseringen af medlemsinteresser sikrer en fortsat uafhængighed, og én hvor fastholdelsen af særlige organisationelle værdier sikrer en vis uafhængighed. En tese, der i forlængelse heraf bør arbejdes videre med, er hvorvidt dette antyder udviklingen af et dualistisk organisationssamfund. Det vil sige et organisationssamfund, der på den ene side er domineret af serviceorganisationer, der lever af at indgå kontrakter med det offentlige på et efterhånden ekspanderende udliciteringsmarked. Og på den anden side organisationer, der fortsat vil se det som en kerneopgave at varetage medlemmers interesser eller organisere aktiviteter på basis af værdier og principper, der er forskellige fra offentlig virksomhed. Muligvis vil en sådan udvikling i stigende grad endda kunne afspejles indenfor enkeltorganisationernes virke, jf. vores diskussioner af løse koblinger mellem service- og politikrolle. Dette kræver imidlertid flere analyser, der ikke mindst fokuserer på typer af organisationer, som ikke er dækket i det her præsenterede materiale.

167

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Noter 1

Ret beset burde man vel benævne dette forhold 'gensidig kolonisering' eller 'gensidig påvirkning'. 2

Vi er opmærksomme på, at induktive studier rummer sin egen fare; nemlig at generaliseringer ud fra et begrænset materiale udstrækkes til at gælde et helt felt eller en hel sektor. 3

Dette indgår som et væsentligt punkt i den samlede afrapportering af projektet.

4

Andre analysedimensioner kunne også tænkes. På baggrund af forholdene i det amerikanske samfund opstiller Kirsten Grønbjerg (1987) for eksempel en helt anden typologi. Her anvendes også to dimensioner: For det første den offentlige sektors afhængighed af nonprofit organisationers serviceydelser; for det andet private virksomheders dominans indenfor givne servicesektorer. Når disse dimensioner kombineres fås ligeledes fire institutionelle mønstre for offentlig/nonprofit interaktion: samarbejde, konkurrence, tilpasning og symbiosis. Den amerikanske kontekst, hvor det offentlige traditionelt har benyttet nonprofit organisationer til at udføre velfærdsopgaver, og hvor det kapitalistiske system gennemtrænger samfundslivet, får således betydning for hvilke dimensioner der er relevante. På samme måde har den skandinaviske kontekst, hvor frivillige organisationer på det sociale område generelt kan siges at operere i 'skyggen' af en dominerende velfærdsstat, været afgørende for vores valg af typologi. Vi mener således, at vores typologi indeholder væsentlige dimensioner, der reducerer den empiriske virkeligheds kompleksitet på en hensigtsmæssig måde. I den forstand er der ikke tale om, at vi i casestudierne går forudsætningsløst til værks. Det betyder dog ikke, at typologien er udtryk for deduktiv tænkning: Den fastlægger væsentlige dimensioner for studiet af forholdet mellem offentlige og frivillige organisationer, men den indeholder ingen a priori antagelser om hvilke kausale kræfter, der er afgørende for den historiske udvikling af dette forhold. 5

Mens Kuhnle og Selles oprindelige typologi er konstrueret som en 4-feltstabel, har vi valgt at konstruere et koordinatsystem. Fordelen er, at dimensionerne dermed gøres dynamiske. 6

En sådan operationalisering, som vi har forsøgt her, løser dog ikke i sig selv måleproblemerne. Man kan komme nærmere de komponenter, der er afgørende for for eksempel organisationers autonomi, men en præcis bestemmelse heraf i det enkelte tilfælde er næppe opnåelig. Her er vi stadig i vidt omfang overladt til tolkninger af vores materiale. 7

Hver af de følgende studier er detaljeret beskrevet i individuelle casehistorier (se hertil: Bundesen, Henriksen & Jørgensen 1999, fc). 8

Begrebet om 'løs kobling' ('loosely coupled systems') er, i følge Karl E. Weick, meningsfuldt, når elementer i et system - en organisation for eksempel - både er indstillet på hinanden ('responsiveness') samtidig med, at de er tydeligt adskilte ('distinctiveness')

168

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Konklusion

(Orton & Weick 1990:205). 9 Betegnelsen historiske baner er inspireret af begrebet om 'sporafhængighed' ('pathdependency'), som er centralt indenfor nyinstitutionel organisationsteori. Den grundlæggende ide er, at beslutninger og omstændigheder, der indtræffer tidligt i organisationers historiske forløb er med til at begrænse fremtidige muligheder (Powell 1991:191). Når der sker ændringer i organisationers livsløb er dette således ikke kun resultat af aktuelle omverdensbetingelser, men også af fortidige omverdensbetingelser, samt fortidige organisationelle erfaringer og valg (March 1995:193). Der er altså et vist 'konservativt element' i organisationers historie, der gør et begreb om historiske baner eller spor meningsfuldt.

169

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige og professionelle - et umage partnerskab Tove Imer

Indledning I 1990erne er der igangsat mange sociale projekter, som henvender sig til bestemte grupper af dårligt stillede borgere. Målgruppen er for de fleste projekters vedkommende de svageste, de udstødte og de grupper af mennesker, som det offentlige velfærdssystem stort set aldrig før har været i stand til at nå. Der er mange politiske grunde til, at det offentlige nu vil gøre noget for disse grupper. Gruppen er som helhed blevet større, og menneskene er blevet mere synlige i vores samfund. Desuden er der stadig en holdning i vores velfærdsstat om, at vi skal være solidariske med de svageste. Mange medborgere har den holdning, at man kan ikke være bekendt at ignorere de massive sociale problemer, som plager en alt for stor gruppe af danskerne. Det er stat, amt og kommune, der har ansvaret for, at de socialfaglige opgaver løses på dette område. Samtidig ved 'det offentlige' af erfaring, at man har meget svært ved at nå disse grupper. Det drejer sig netop for en stor del om mennesker, der tidligere har været i berøring med det offentlige hjælpeapparat, men ofte med et negativt resultat. Disse mennesker har typisk ikke kunnet honorere de krav om modydelser, som samfundet stiller (for eksempel at overholde krav om kontrol ved behandling). 171

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige og professionelle - et umage partnerskab

Når det gælder de socialt udsatte grupper, har det offentlige i mange år stillet krav om behandling og har sjældent set det som sin opgave primært at yde omsorg. Såfremt man ikke 'ville' modtage behandling på systemets præmisser, blev man derfor 'opgivet' eller overladt til sig selv for derefter udelukkende at modtage økonomisk forsørgelse fra det offentlige. Det offentlige har imidlertid ændret holdning - markant i løbet af 1990erne. Nu erkender mange professionelle og politisk valgte i det sociale system, at det i forhold til visse grupper i vores samfund kan være nødvendigt at yde omsorg som hovedindsats - og at det er værdifuldt og godt nok. Problemet er blot, at det offentlige systems praksis, sagsgange og rutiner og de professionelle medarbejdere i dette system slet ikke er gearet til det. En række frivillige sociale organisationer, som for eksempel Kirkens Korshær og Frelsens Hær, har mange års erfaring med at yde omsorg, og de 'snager' ikke og stiller ikke modkrav til den omsorg, de yder til disse medborgere. De frivillige sociale organisationer kan nå derhen, hvor det offentlige system ikke kan og heller ikke tidligere har været interesseret i. Derfor indbyder det offentlige sociale system de frivillige sociale organisationer til at være med til at løse opgaverne. Men man mangler metoder til at løse opgaverne, og man mangler metoder til samarbejdet.

Hvad er det gode ved samarbejdet mellem frivillige og professionelle? Meget generelt og noget firkantet kan man sige: De frivillige har et personligt engagement. De frivillige bruger følelser, erfaring og intuition i arbejdet, og de har frem for alt tiden, som de selv prioriterer ud fra lysten til arbejdet. Den frivillige er subjektiv og personligt involveret i arbejdet. De frivillige får ingen løn, arbejdet er lønnen i sig selv. Dette står ikke alt sammen nødvendigvis i modsætning til de professionelles måde at arbejde på. Dog er de professionelle forpligtet i forhold til mange opgaver på arbejdsstedet og har derfor ikke ubegrænset tid. 172

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Det offentlige byder de frivillige til dans

De professionelle skal prioritere arbejdsindsatsen ud fra den samlede opgavebyrde, og de arbejder af pligt. (Nogle af os arbejder selvfølgelig også af lyst.) De professionelle får løn for arbejdet. De professionelle gør brug af viden, indsigt og systematiske vurderinger. De professionelle er underlagt krav om forandring af de hjælpesøgendes situation - et udviklingskrav. De professionelle skal altid forsøge at være objektive og kontrollere deres personlige involvering. Derfor er de frivilliges arbejde et godt og nødvendigt supplement til de professionelles arbejde i praksis. De frivillige har mere tid og kan engagere sig på en personlig måde, der gør, at de når derhen med brugerne, hvor de professionelle ikke kan nå. Samtidig bør den professionelle kunne tage over, når faglig ekspertise er nødvendig. Man har kaldt det en gensidig befrugtning. Når vi taler om den del af brugerne af det offentlige sociale system, som kan betegnes som de svageste, de udstødte, de specielle og 'skæve', de brugere det offentlige ikke kan nå, kan samarbejdet mellem de frivillige og de professionelle give nye og udfordrende muligheder. Netop fordi disse to grupper supplerer hinanden så godt. Den ene gruppe tager over, når den anden ikke rækker længere. Brugerne får omsorg og personligt engagement samtidig med den fagligt kompetente indsats. Det er det brugerne efterspørger, men hvordan gør man det? 'Frivilligt arbejde lever af lyst og dør af pligt. Det forlanger loyalitet, men disciplin kan ikke holde sammen på det.' (Tage Skov Hansen 1972)

Det offentlige byder de frivillige til dans I en Betænkning om Frivilligt socialt arbejde i fremtidens velfærdssamfund (Socialministeriet 1997) ser vi, at en af de overordnede målsætninger er at fremme kommunernes og amternes politiske og økonomiske engagement i

173

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige og professionelle - et umage partnerskab

det frivillige sociale arbejde (Lov om social service § 115). Det er meget klare socialpolitiske udmeldinger. En masse projekter er da også opstået over det ganske land, hvor man kan sige, at det offentlige overlader opgaver til den frivillige verden. Der indgås herefter et samarbejde. Resultatet er foranstaltninger eksempelvis i form af åbne være- og omsorgssteder. Her er typisk ansat op til 3-4 professionelle - ofte socialrådgivere eller pædagoger- sammen med 20-60 frivillige. De professionelle og de frivillige skal være sammen om det daglige arbejde med de forskellige medborgere, brugerne. Det kan dreje sig om mennesker, der er tilknyttet distriktspsykiatrien, det kan være mennesker, der er selvmords-truede, det kan være mennesker i krise, og det kan dreje sig om misbrugere. Det kan være udstødte. Kort sagt er det mange forskellige mennesker med mange forskellige problemer, der henvender sig og beder om hjælp i/hos disse projekter. Man kalder dem gråzoneprojekter eller hybrider, fordi der ofte er tale om selvejende institutioner med en bestyrelse, der har repræsentanter både fra det offentlige og den frivillige verden. Sådanne projekter er fordelagtige set fra flere vinkler. Man kan søge de såkaldte puljemidler fra Socialministeriet, og §91 i Lov om social service giver netop mulighed for oprettelse og drift af eksempelvis væresteder til socialt udsatte grupper. Udgifterne for den enkelte kommune formindskes derved til det halve, idet amtet afholder 50% af udgifterne. Ved at bruge frivillig arbejdskraft i projekterne sparer man store lønudgifter. Og de frivillige tilfører brugergruppen netop det, det offentlige ikke ser sig i stand til at klare alene. Derfor er det så vigtigt at invitere de frivillige. Ulempen ved disse foranstaltninger kan være, at de frivillige kan være besværlige at kontrollere og styre. Og det kan give utryghed for det offentlige system, der trods alt yder økonomisk støtte og har påtaget sig det socialpolitiske ansvar.

174

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Den professionelles rolle disse projekter

Den professionelles rolle i disse projekter De professionelle ansættes typisk til at lede projektet i praksis. De ansættes for at sikre, at det arbejde, der udføres af såvel frivillige som ansatte, er socialfagligt forsvarligt samt for at sikre, at projektet arbejder efter den målsætning, der er vedtaget rent politisk. Det er meget vigtigt, da projekterne stort set er finansieret af offentlige midler fra stat, amt og kommune. I de projekter, der her er omtalt, er de professionelles arbejdsgiver ikke kommunen og ikke en bestemt frivillig organisation med et idegrundlag, man skal bekende sig til, og hvis rammer og målsætninger man skal arbejde inden for. Arbejdsgiveren er en bestyrelse, der er mere eller mindre tæt knyttet til projektet. Det kan i praksis betyde, at den professionelle er ladt meget alene og udelukkende arbejder ud fra sit eget personlige og faglige værdigrundlag. Det kræver stor faglig og personlig kompetence. Når man er ansat som professionel i et gråzoneprojekt, er arbejdsopgaverne på visse måder de samme som ved traditionelle offentlige institutioner. Brugerne har behov for, at den professionelle giver råd og vejledning, nogle har måske brug for længere samtaleforløb. Den professionelle skal samarbejde og koordinere med det traditionelle offentlige sociale system og den professionelle har det økonomiske ansvar. Derudover har den professionelle ansvaret for kontakten, plejen af og kontrollen med de frivillige, der er tilknyttet stedet. Og her er man som professionel ofte rent fagligt nærmest på 'Herrens mark'. De professionelle i disse projekter giver ofte udtryk for, at de står uden faglige redskaber til samarbejdet med de frivillige. Det har igennem de sidste år været en slags 'fumlen sig frem', nogle gange med et negativt resultat.

175

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige og professionelle - et umage partnerskab

De professionelles forudsætninger for samarbejdet I det følgende afsnit vil jeg fremkomme med nogle konkrete metoder og faglige redskaber, som har vist sig brugbare for de professionelle i det praktiske samarbejde med frivillige. Den professionelle skal have kendskab til den frivillige verden Den professionelle skal have en fornemmelse for, hvad man kan kræve af den enkelte frivillige i netop dette projekt. Man kan ikke vide, hvad man kan forlange af varen, og hvordan varen skal vedligeholdes, før man har læst varedeklarationen. Derfor er det en god idé at have kendskab til den frivillige verden. Det er en fordel, hvis man i sit private liv har prøvet, hvad det vil sige at arbejde i den frivillige verden. Det er vigtigt at have en fornemmelse for, hvor grundlæggende forskellige de to verdener er - den frivillige og den professionelle. Et fælles arbejds - og metodegrundlag De professionelle og de frivillige har et fælles samarbejde med brugerne af projektet. Det er de professionelle, der er ansvarlige for at det arbejde, der udføres af både frivillige og professionelle i projektet, er tilfredsstillende. Derfor er det meget nødvendigt, at den professionelle kan omsætte projektets målsætning til enkle skriftlige etiske retningslinier/holdningstilkendegivelser om mødet og arbejdet med brugerne. Det er et fælles metode/arbejdsgrundlag, som både professionelle og frivillige skal arbejde ud fra i det daglige. Dette er en meget vanskelig opgave at føre ud i praksis, da det forudsætter et grundigt personligt kendskab til den enkelte frivillige. Klar arbejdsdeling både udadtil og indadtil Projekterne samarbejder meget med det etablerede sociale system. Det er i den forbindelse vigtigt, at den professionelle markerer tydelige grænser i arbejdet. Det er væsentligt at have en klar arbejdsdeling mellem frivillige og professionelle både i forhold til verden udenfor projektet og også i forhold

176

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Den professionelles rolle disse projekter

til livet inde i projektet. Det er vanskeligt både at finde grænsen og at arbejde efter den i praksis. Formår en frivillig at samtale med en selvmordstruet person, der henvises af politiet? Eller skal det være den professionelle? I praksis kan det være besværligt, da den professionelle ikke er til stede hele tiden. De frivillige er naturligvis forskellige med forskellige individuelle ressourcer. Nogle frivillige kan tage større ansvar og have større overblik end andre. Nogle frivillige har en socialfaglig uddannelse, men da de ikke er ansat, lægges der begrænsninger på deres virkefelt. De er frivillige i projektet. Gensidighedsaspektet Den professionelle må være opmærksom på gensidighedsaspektet. Nemlig at de frivillige går ind i projektet for at give gratis arbejde samtidig med, at den frivillige forventer noget igen. Det er ikke løn i form af kroner. Det er individuelt, hvad den frivillige forventer at få. Det kan være, at den professionelle underviser og vejleder den frivillige. Det kan være deltagelse i temadage og kurser, der vedrører det frivillige arbejde. Det kan frem for alt være opmærksomhed fra den professionelle. Hvis der er ubalance igennem længere tid, således at den frivillige ikke oplever at få noget igen, ophører den frivillige ofte med arbejdet. Derfor er det vigtigt, at den professionelle tager sig tid til samværet med de frivillige. Det kan være vanskeligt i praksis, da den professionelle har mange gøremål i projektet. De frivilliges motiver - samarbejdets udgangspunkt Når man spørger de professionelle, der er ansat og arbejder i projekterne, hvad de synes er en af hovedårsagerne til, at projektet har frivillige medarbejdere. Så kan svaret være, at ellers ville stedet ikke kunne eksistere i praksis, fordi det offentlige ikke har ressourcer til at ansætte så mange medarbejdere. Det er først senere, de professionelle kommer ind på fordelene for brugerne af projektet, nemlig at de frivillige supplerer de professionelle i arbejdet, at de frivillige formår at få den kontakt med brugerne, som de professionelle ikke selv kan få eller har tid til.

177

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige og professionelle - et umage partnerskab

Dette kunne tyde på, at de professionelle i det daglige ikke er opmærksomme på de frivilliges individuelle motiver for arbejdet. De frivillige melder sig ikke med deres gratis arbejdskraft, for at et projekt skal kunne eksistere. De frivillige melder sig, fordi de brænder for lige nøjagtigt dette stykke arbejde med netop den slags brugere, der har brug for det, som den frivillige gerne vil give. De frivilliges motiver er også at møde andre mennesker, at lære noget nyt, at støtte en sag, at føle sig nyttig, at være mindre ensomme, at få ny viden, at få det bedre i livet osv. Det er meget vigtigt, at den professionelle forstår dette og sætter det i forbindelse med den enkelte frivillige. Hver frivillig har sin egen helt private motivation. Det er her samarbejdet skal tage sit udgangspunkt.

Semiprofessionelle frivillige De frivillige, der involverer sig i disse gråzoneprojekter er - ligesom andre frivillige i det sociale arbejde - tillige i besiddelse af et personligt overskud, mod, nysgerrighed og menneskekærlighed, der motiverer dem til at gå i gang med opgaverne. Samtidig kan man sige, at en større del af de frivillige, som søger arbejde netop i gråzoneprojekterne, generelt er mennesker, som måske senere vil uddanne sig inden for de socialfaglige fag eller måske aldrig har nået det. Det kan også være folk, som har deltaget i terapeutiske kurser i selvudvikling og måske derfor har fået mod til at prøve kræfter med det frivillige sociale arbejde. Fælles for denne gruppe frivillige kan generelt siges, at de alle er ret fascinerede af de professionelles kunnen, og at de netop engagerer sig i den slags projekter fordi de vil være sammen med og lære af de professionelle. Gråzoneprojekterne er stort set offentligt finansieret. De frivillige organisationers deltagelse er næsten usynlig i disse projekter, på trods af at der ofte er repræsentanter fra de frivillige organisationer i bestyrelsen for projektet. Det betyder, at den kultur, de frivillige bærer med sig ind i

178

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

I den gode sags tjeneste

projektet, er deres egen frivillighed uden støtte fra en organisation, der bekender sig til et ganske bestemt værdigrundlag og en arbejdsmåde, der passer dertil. Disse frivillige relaterer sig ikke så meget til hinanden men mere til de professionelle i projektet. Derved kan de professionelles kultur let komme til at 'smitte af på og majorisere de frivillige. Den professionelle kan - uden at ville det- blive en slags 'mester' og derved komme til at undertrykke det unikke og det specielle ved den frivillige indsats, indlevelse, omsorg og engagement i forhold til brugeren. Måske får den frivillige en forkert oplevelse af egen kompetence - eller manglende kompetence i arbejdet. Det er her, at alle røde advarselslamper skal lyse. De frivillige er et værdifuldt supplement til de professionelle, netop fordi de er frivillige. Frivillige, der adopterer de professionelles metoder bliver dårlige frivillige. Dette er et vanskeligt dilemma, for vi ved, at det er vigtigt, at de frivillige får den - for den individuelle frivillige - rette belønning for arbejdet. Hvis belønningen forårsager, at de frivillige bliver semiprofessionelle, så er hele ideen ved samarbejdet borte.

I den gode sags tjeneste Det er godt, at vi har mange frivillige i det sociale arbejde. De supplerer de professionelle i arbejdet og sammen kan professionelle og frivillige nå meget længere rent kvalitativt i det sociale arbejde. Specielt i forhold til de svagere grupper. Dette vil jeg illustrere med et eksempel hentet fra Foreningen mod Incest. Eksemplet kunne imidlertid lige så vel have været hentet fra en af alle de andre mange frivillige sociale foreninger i Danmark. Hvis en ung pige under 18 år henvender sig til Foreningen mod Incest og anmoder om en række samtaler med de frivillige der, er det helt fint. Den frivillige har måske selv lignende erfaringer, og de to mennesker kan få en kontakt, der bliver altafgørende for den unges fremtid. Denne kontakt kan betyde, at brugeren føler sig mødt og får modet til at gå i gang med at afdække og bearbejde alle de dybt problematiske psykiske og sociale følgevirkninger, som en opvækst med incest har forårsaget.

179

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige og professionelle - et umage partnerskab

Hvem forstår bedre alle de dilemmaer, en ung kan befinde sig i med hensyn til krænkeren og den øvrige familie end den frivillige, der måske selv har oplevet samme problemstilling på sin egen krop? Det er den frivillige, der kan bevare tålmodigheden, fordi den frivillige selv har erfaret, hvor angstprovokerende det er at lukke op for det, der gør virkelig ondt, uden at være sikker på, hvad det hele skal ende med. Generelt kan man sige, at den frivillige ser individuelt på brugerens problem og ofte ud fra den øjeblikkelige situation og med et personligt engagement. Den frivillige og brugeren har deres eget 'rum' for kontakten. I dette 'rum' foregår noget unikt. Det er meget værdifuldt, og det er der ingen professionelle, der kan leve op til endsige skal blande sig i.

Den traditionelle professionelle verden På et tidspunkt kan brugeren finde ud af eventuelt sammen med den frivillige, at hun har brug for professionel hjælp og må søge denne hjælp i det offentlige behandlingssystem. Nu går brugeren ind i en anden slags verden. Den professionelle er ansat og har en grundig uddannelse, der kvalificerer til terapeutisk behandling. Den professionelle er ansat i en institution, der har bestemte rutiner og sagsgange. Den professionelle ser brugerens problem i en fælles kategori sammen med andre klienters. Den professionelle har måske en professionel distance, men også en værdifuld faglig indsigt og indlevelse. Den professionelle modtager måske supervision af en anden professionel fagkollega. Der er gennemskuelige og faste regler for videregivelse af oplysninger og tavshedspligt om de klienter, der visiteres ind i det offentlige behandlingssystem. Der skrives oftest journaler. Det er alt sammen noget, brugeren bliver orienteret om, når hun har besluttet at modtage hjælp fra det offentlige behandlingssystem. Brugeren kan føle sig tryg ved, at regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger om hendes person bliver overholdt. Den professionelle har juridisk tavshedspligt. Det betyder, at den

180

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Et nyt metodisk virkefelt

professionelle kan straffes med bøde eller hæfte, hvis disse regler brydes. Brugeren har retssikkerhed i vores offentlige velfærdssystem, selvom retssikkerhed dog ikke nødvendigvis altid er det samme som retfærdighed.

Et nyt metodisk virkefelt I gråzoneprojekterne har man ofte udarbejdet en kontrakt, hvor de frivillige skriver under på, at de er underlagt den samme tavshedspligt som de professionelle i projektet. Hvis brugeren giver samtykke, kan professionelle kolleger i det offentlige system videregive personlige oplysninger om brugeren til både den professionelle og den frivillige i projektet. Både de professionelle og de frivillige har underretningspligt. Brugerne kan henvende sig anonymt til projektet både pr. telefon og rent fysisk. Det er en mulighed, mange brugere benytter sig af. Måske har brugeren haft negative erfaringer med det offentlige system. Måske har brugeren aldrig før været nødsaget til at bede udenforstående om hjælp. Måske er det meget vigtigt for brugeren ikke at blive registreret nogen steder. I det danske velfærdssamfund har befolkningen en grundlæggende tillid til, at retssikkerhed er garanteret, når man henvender sig til et offentligt hjælpesystem. Det betyder blandt andet, at de professionelle på offentlige institutioner skal fortælle anonyme brugere, at de på visse områder har en underretningspligt, der kommer før tavshedspligten. Bliver borgeren mon gjort opmærksom på dette? Er de frivillige bevidste om, hvornår underretningspligten kommer før tavshedspligten? Lad os vende tilbage til vores unge incestramte pige under 18 år. Hun henvender sig måske til projektet, netop fordi hun kan være anonym. Hun bor stadig sammen med krænkeren og vil undgå, at familien bliver vidende om, at hun søger hjælp. Hvis hun samtaler med en frivillig i projektet, vil denne frivillige så være i stand til at vurdere om den unge pige kan forblive anonym, eller om der skal ske underretning til socialforvaltningen? I praksis

181

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige og professionelle - et umage partnerskab

vil der måske ske det, at den frivillige søger råd hos den professionelle, hvis den professionelle er til stede. Når den professionelle skal vurdere sammen med den frivillige, er det vigtigt, at den professionelle har et indgående personligt kendskab til den individuelle frivillige. Den frivillige har for eksempel ikke noget fagsprog, og det er en af årsagerne til, at den professionelle bør have kendskab til den enkelte frivilliges personlige værdinormer og sprog.

En brydningstid Der er ingen let vej uden om for de professionelle, der samarbejder med frivillige i disse projekter. Der kan ikke gøres brug af gamle rutiner og velkendte løsninger. Socialpolitisk ønsker vi et samarbejde med de frivillige. Det ønsker vi, fordi det vigtigste i det sociale arbejde er at møde mennesket. Hvis vi i det offentlige skal sikre kvaliteten i det sociale arbejde, må vi i gang med at bryde de traditionelle institutionelle barrierer ned og gå ud i samfundet uden den tryghed, der ligger i at have en forvaltning eller et bureaukrati i ryggen netop for at mødes med mennesket, der har brug for vores indsats. Det er netop her, vi har stort udbytte af samarbejdet med de frivillige. Det kan være krævende for de professionelle at arbejde i det sociale system. Man siger, at de professionelle er socialpolitikkens vandbærere. De professionelle, der er ansat i gråzoneprojekterne, er på en stormomsust forpost. De er ansvarlige for projektet. De skal sikre, at det sociale arbejde, der udføres, både honorerer de krav, der stilles af det traditionelle bureaukrati, og de skal passe meget på ikke at påvirke de frivillige i en faglig traditionel retning, så de bliver semiprofessionelle. De skal passe og pleje de frivillige. De skal udvikle nye veje i forhold til brugerne og så videre. De professionelle, der er ansat på disse projekter, ønsker et samarbejde med de frivillige. Det er svært i praksis, fordi parterne nok er ligeværdige, men de er også forskellige. For at kunne udvikle et ligeværdigt

182

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Spørgsmål -foreløbig uden svar

samarbejde må parterne respektere forskelligheden som en gensidig ressource og ikke forsøge at forme den anden i sit billede.

Spørgsmål - foreløbig uden svar Jeg tror, at gråzoneprojekterne er kommet for at blive og måske endda for at blive flere. Men vi står nu med en lang række ubearbejdede spørgsmål. De professionelle, der er pionerer i samarbejdet med de frivillige i de projekter, hvor det offentlige og den frivillige verden samarbejder, lever i et teoretisk, etisk, metodisk spændingsfelt, som vi må begynde at udrede. Forventer brugeren af et gråzoneprojekt noget andet her, end den bruger der henvender sig til en forening, der udelukkende har frivillig arbejdskraft? På hvilken måde undgår professionelle at havne i en slags 'gidselfunktion' mellem brugeren og den frivillige? Hvad skal den professionelle gøre, hvis hun ikke fagprofessionelt kan stå inde for, hvad den frivillige gør? Hvilken instans kan den professionelle søge støtte hos? Den professionelle har et fagetisk ansvar for den service, brugerne får af projektet. Hvornår er den ydelse, en frivillig afleverer i projektet, i orden? Er det når den personlige frivillige er sig selv, eller er det når den frivillige har tillært professionelle rutiner og derfor kan 'overtage' de professionelles arbejdsområder? Hvad stiller projekterne brugerne i udsigt? På hvilken måde og hvor langt har de professionelle ansvaret for de frivillige i det konkrete sociale arbejde i projektet? Kræver det specialisering af den professionelle at gå ind i dette felt? Og hvilke videreuddannelsesmuligheder har vi så at tilbyde? Hvad betyder det for kontakten mellem bruger og den frivillige at brugerne ved, at den professionelle er tilknyttet stedet? Hvordan undgår de professionelle i projekterne at være med til at udvikle semiprofessionelle frivillige? Hvilken retssikkerhed har brugeren?

183

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Frivillige og professionelle - et umage partnerskab

Feltet er åbent. Lige nu rejses flere spørgsmål, end vi har svar. Hvis jeg skal forsøge mig med en konklusion må det være: Det er vigtigt, at de frivillige får lov til at beholde rollen som lægfolk og ikke forvandles til personalets eller det offentliges forlængede arm. Hvis frivillige professionaliseres, er selve grundideen med frivilligt socialt arbejde gået tabt.

184

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

HVERDAGSLIV

185

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Hjemløses boliger Birte Bech-Jørgensen

Indledning Midtbyen i Aalborg så anderledes ud i 1950erne. Trafikken var ikke så tæt, de store varehuse var endnu ikke bygget, og der var ikke så mange kontorer. Til gengæld boede der mange mennesker, og befolkningen var en blanding af forskellige sociale grupper. I de store lejligheder på Østerå og Boulevarden, der var blevet bygget i begyndelsen af 1900-tallet, boede middelklassen. I Store Nygadekvarteret bagved Østerå stod alle de gamle huse endnu. Det var kønne huse, men dårlige boliger,- små, mørke og dårligt vedligeholdt. Men gaderne var lyse, der var et par store træer, og der var plads til børnene, som der var mange af. Vi boede på Østerå og handlede hver dag i mejeriet i Store Nygade, så vi kendte mange af beboerne af udseende. Vi var ikke fattige, heller ikke rige, men de var fattige. Hvordan de skaffede mad på bordet og i øvrigt fik hverdagslivet til at hænge sammen, ved jeg ikke. I glimt så jeg nogle åbenlyse tegn på fattigdom og elendighed, for eksempel når en af beboerne gik omkuld i en ordentlig brandert og lå og sov rusen ud på brostenene. Jeg havde også hørt noget om en smugkro i området, og der blev hvisket om prostitution. Men denne blanding af befolkningen forekom ganske naturlig, så meget mere som vi så godt som hver dag kunne møde en af Aalborgs legendariske skikkelser, Jennerjahn, på Østerå hvor han gik med sin kuffert og faldbød sine lodsedler og råbte 'intet 187

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Hjemløse i boliger

vover, intet vinder'. Og det var helt almindeligt, at hjemløse overnattede i vores opgang under trappen. I 60erne blev midtbyens blandede befolkning opdelt og adskilt. De mere velhavende flyttede til Hasseris eller andre forstæder. Og da de store varehuse skulle opføres, blev det på bekostning af befolkningen i Nygade. De fattiges huse blev ikke restaureret. De sidste beboere blev under protest og med fogedens hjælp flyttet væk fra bymidten, og Nygadekvarteret blev udslettet. Da fundamenterne til stormagasinet Salling blev udgravet, fandt man det ældste Aalborg under Nygadekvarteret. Ovenpå de historiske lag af aalborgensiske beboelser, der går helt tilbage til 800-tallet, ligger nu stormagasinet Salling, der med sit enorme varesortiment signalerer forbrugets dominans i det senmoderne hverdagsliv. Det er forbløffende at se, hvordan varer med indbygget forældelse har fortrængt bevaringsværdige huse og deres beboere. Lag på lag af varer, der er ordnet i en glitrende geometrisk forbrugslogik, som nutidens aalborgensere bevæger sig hjemmevant rundt i. Her i 1990erne er der ikke megen beboelse tilbage i midtbyen. Aalborgs befolkning er blevet yderligere opsplittet og adskilt. Og middelklassen ser ikke mere de fattige, som i dag kaldes udstødte og truede grupper. Mange vil heller ikke se dem. Det er dem, eller mere præcist de hjemløse i Aalborg, det følgende handler om.

Hjemløse i midtbyen Brobyggerselskabet1 har opgjort antallet af hårdt belastede mennesker i Aalborg til ca. 100 mennesker. De er alle misbrugere af alkohol og stoffer. Omkring halvdelen af dem er boligløse, en tredjedel har egen lejlighed, og resten bor i Herberget eller i de såkaldte sociale boformer med støtte. Keld Jørgensen, der er ansat i Banegårdsprojektet2, kender de fleste af dem. Vi andre ser dem sjældent, men de er der. De hjemløse finder deres plads for natten i byens smuthuller, mellemrum og passager. Dørtelefoner bliver mere og mere udbredte, så der er kun omkring ti opgange i midtbyen, hvor 188

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Hjemløse i midtbyen

hjemløse kan overnatte. Nogle overnatter i pakhuse, papkasser med træuld og glemte containere. Andre sover i trappehalse, parker, bushuse og ubeboede huse og garager. Opfindsomheden er stor, når det gælder om at finde et nogenlunde lunt og tørt sted at sove. I en periode sov en hjemløs i en elevator på rutebilstationen, som han hejsede ned mellem to etager, så han ikke kunne blive hejst op udefra. Det gik godt en 14 dages tid. Om formiddagen kommer de hjemløse ind til midtbyen for at få morgenmad og for at finde ligesindede enten i Frelsens Hærs varmestue i Møllegade, i Kirkens Korshærs varmestue på Østerbro eller i Natvarmestuen i Korsgade. Der kommer også hjemløse fra Herberget og tidligere hjemløse fra Skurbyen og opgangsfællesskaberne i Suensonsgade. De er der altså stadig i dag, i 90erne, men de optræder i bybilledet på en anden måde. Kirkens Korshær sørger for tøj til hjemløse mennesker. Så selvom de hver dag kommer på de mest befærdede strøg i Aalborg - især Algade og Østerå - så lægger man ikke altid mærke til dem. De fleste kommer i pænt rent tøj. Men de er tit påvirkede, så folk viger udenom dem. Man når kun at registrere, at her kommer et fuldt menneske. Man ser ikke, at han har været hjemløs i 15 år. Der findes også hjemløse mennesker, som ikke kommer på de befærdede strøg, og som ingen har kontakt med: En dame, der er først i 70erne, som har været posedame i 2½ år, og som sover ude. En mand, der går rundt med halm i skoene, hvis såler er bundet sammen med snørebånd, og hvis skæg er fyldt med utøj. Ingen har snakket med ham. Den eneste kontakt med ham er gået gennem madpakker, som Keld har lagt til ham i den skraldespand, Keld vidste han ville gennemsøge. De mennesker skal have lov at være i fred, siger han. Folk kan have et stereotypt billede af, hvordan hjemløse skal se ud. Keld var engang med fire hjemløse ude at sælge hjemløse-avisen 'Hus forbi', som havde en stor artikel om Banegårdsprojektet i Aalborg: 'Så gik vi oppe i Gågaden og solgte dem. Det var faktisk meget interessant. Så var der en ældre dame der sagde, jamen, jeg vil gerne hjælpe mennesker der er hjemløse. Men der er jo ikke nogen af jer der 189

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Hjemløse i boliger

er hjemløse. Og der stod Jens Ole ved siden af. En stor fyr, der har været junkie i mange år og har været hjemløs i mange år, og som lige i øjeblikket har været i behandling i fire måneder. Og så sagde jeg, jamen så synes jeg du skulle tage og snakke med ham. 'Men han er ikke hjemløs.' Og så skred hun.' De billeder af hjemløse, der flyder rundt mellem folk, svarer ikke til den aalborgensiske virkelighed. Det er stereotypier, der bliver dannet omkring bestemte betegnelser. Hjemløse er een betegnelse. Socialt truede og udstødte grupper er en anden. Bybumser er efter Kelds mening nok det, der passer bedst. Sprittere får en til at tænke på forhutlede alkoholikere. Drankere passer også meget godt med de billeder, Keld havde af dem for nogen tid tilbage. Men han kan simpelthen ikke finde et billede, der passer til den virkelighed, han er kommet til at kende så godt: 'Mennesker der er pæne i tøjet, men som drikker kroppen væk og hovedet i stykker. Der er ikke rigtig nogle ord for dem, der er helt dækkende. Men det er rigtigt, de ses sjældent i bybilledet. Og det er ikke fordi de ikke er der.'

Om at definere hjemløse Hjemløse bliver, sammen med blandt andet sindslidende, misbrugere, prostituerede og gadebørn, betegnet som udstødte. Magten til at definere mennesker som udstødte er symbolsk. Den udspringer af den daglige interaktion og kommunikation. Det er i hverdagslivet, folk defineres som udstødte og hjemløse, og det er hverdagssprogets betegnelser, der er udgangspunktet for den refleksion, gennem hvilken udstødte og hjemløse søges defineret som videnskabelige begreber. Definitionen af hjemløse udløses omkring en forestilling om normalitet, som der er en slags upåagtet konsensus om: Normalitet er som folk er flest. I den vestlige kulturkreds har de fleste folk en familie, et

190

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Om at definere hjemløse

arbejde og en bolig. Hvad normaliteten i øvrigt består af, kan være så selvfølgeligt, at det er vanskeligt at blive opmærksom på. Det kan være svært at vide, hvordan de fleste folk er, med mindre man ved, hvordan de ikke er. De fleste folk er for eksempel ikke hjemløse. Følgelig er de hjemløse ikke normale. Ifølge denne mellemmenneskelige konsensus tages det for givet, at en hjemløs er et menneske uden hjem, dvs. uden bolig. Mere reflekterede definitioner fokuserer på forskellen mellem at være uden bolig og uden hjem. Mogens Kjær Jensen definerer hjemløse 'som mennesker, der ikke har en bolig, samt som mennesker, der af forskellige grunde ikke magter eller ikke kan holde ud at bruge den bolig, de har, som deres hjem.' (Kjær Jensen 1995: 11) Det er ikke en definition, der kan bruges til præcist at afgrænse en gruppe mennesker og opgøre, hvor mange der er. Den kan bruges til at tælle de mennesker, der kommer i samfundets forskellige institutioner for hjemløse. Det er netop på denne måde, Brobyggerselskabet har opgjort det omtrentlige antal hjemløse i Aalborg. I Brobyggerselskabet er definitionen blevet yderligere udvidet til at gælde mennesker, der ikke får den kærlighed og omsorg og det netværk, der er forbundet med et hjem. Preben Brandt, der i mange år har beskæftiget sig med hjemløse3, diskuterer muligheden for at erstatte udstødt med hjemløs. Det er ærgerligt, siger han, at udtrykket 'hjemløs' i dag kun kan forstås i en ret snæver betydning, som stort set er synonym med 'at være uden bolig'. Derfor kan det dårligt bruges i den langt bredere betydning, nemlig at være fremmed overfor samfundets alment accepterede normer og regler. At være hjemløs ville da betyde, at man ikke kan forblive fast noget sted, at man bliver mistænkeliggjort, og at der bliver set skævt til een. Hvis man brugte den betegnelse om de udstødte, siger Brandt, ville den sociale elendighed, de fysiske og psykiske lidelser, misbrug af rusmidler og afvigende adfærd blive opfattet som et symptom. Det er ikke i disse synlige defekter, man finder årsagen til udstødtheden (Brandt 1997: 170-172). Betegnelsen 'hjemløs' kunne altså opfattes som en metafor for at mangle færdigheder i at håndtere visse grundlæggende selvfølgeligheder. 191

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Hjemløse i boliger

Hjemløshed ville da handle om de mennesker, der ikke kan eller ikke vil følge normalitetens forskrifter, og som derfor bliver gjort fremmede i det samfund, de lever i. Hjemløshed ville desuden handle om ikke at vide, hvor man hører til. Dette ville ikke bare gælde de mennesker, der er blevet kategoriseret som udstødte og uden bolig eller hjem. Hjemløshed ville være en egenskab, som mange flere i de senmoderne samfund ville være i besiddelse af. Det er denne meget brede betydning af ordet hjemløs, der vil blive brugt i det følgende. Usædvanlige mennesker og skæve eksistenser er andre betegnelser for det samme. Den brede betydning af hjemløs indebærer, at hjemløs bliver en tvetydig kategori.

Tvetydigheder Nogle hjemløse overnatter som sagt i trappeskakte, busskure, brandtomter og elevatorer. Og om dagen opholder de sig på banegårde og rutebilstationer, gadehjørner og pladser. Det er steder som andre kommer til for straks at haste videre. Det er ikke-steder, non-places, som er karakteriseret af tvetydighed. Gennem at opholde sig sådanne steder kommer hjemløse til at betegne noget tvetydigt. De er til stede, men de er også på vej andre steder hen. De opholder sig indenfor normalområdet, men de er samtidig udenfor. De er en del af befolkningen, men alligevel anderledes. Det er en tvetydighed, der går igen i definitionerne af hjemløse. De kan ikke defineres som målbar gruppe, men de kan alligevel godt defineres som dem, der ikke kan eller ikke vil følge de normer og sædvaner, der er en upåagtet konsensus om i befolkningen. I denne brede definition forsvinder de i mængden af udstødte. De er således både ikke-definerede og definerede. De er der, og de er der ikke. De glider ind midt iblandt os og forsvinder igen, når vi ser os om efter dem. At det kan være ubekvemt, vidner den ældre dames reaktion på mødet med den pæne og rene hjemløse om. Situationen var fuld af tvetydigheder. Blandt andet ville den ældre dame gerne hjælpe, men hvordan skulle hun kunne hjælpe en hjemløs, hvis han efter hendes mening ikke var der?

192

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Orden og uorden

Når hjemløse befinder sig i samfundsskabte institutioner som varmestuer, væresteder og forsorgshjem, kan de klassificeres og defineres. Når de er udenfor, forsvinder de ud i samfundets afkroge, mellemrum og passager. Når hjemløse er smalt definerede, bliver deres konturer skarpere. De bliver lettere at få øje på, så de kan hjælpes, men også så de kan flyttes. Når de er bredt definerede, glider de ind alle vegne og forsvinder i mængden. Der sættes magt bag definitionerne, i det øjeblik de bruges til at få hjemløse væk fra de steder, hvor folk færdes,- i banegårde, indkøbscentre og gågader. Eller få de boliger, som hjemløse tilbydes, væk fra eksisterende boligområder. Eller fjerne Den Sociale Café fra pladsen med de mondæne restauranter. En smal definition af hjemløse handler om magten til at fjerne dem, gøre dem usynlige. Det er en magt, som udøves i de mellemmenneskelige forhold, og som kan bruges til at lægge pres på myndighederne, så magten også kan udøves politisk. Bag disse magtudøvelser ligger der nogle afvisende holdninger overfor mennesker, der er anderledes. Det er holdninger, man ikke tænker over,- de er helt selvfølgelige. Og hvad mere er: De er udtryk for et sæt af normer og værdier, der har sin helt egen logik eller sin egen indre orden. Det ser vi nærmere på i det følgende.

Orden og uorden 'Hvor der er snavs, er der et system'. Det var en flot bemærkning,- en bemærkning jeg straks bed mærke i. Den kom fra den engelske antropolog Mary Douglas. Hendes bemærkning viste hen til orden som en quasi-naturlig side af enhver kultur. Hvis snavs ikke fandtes, ville der heller ikke være noget, der ikke var snavset. Der ville ikke være et system eller en orden, der afviste snavs. Men der er sådan en orden, og den kan for eksempel kaldes renlighed. Det er en orden, som virker fuldkommen naturlig. Snavs er i alt væsentligt uorden, noget der skal fjernes for at tingene er i orden. Modstil-

193

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Hjemløse i boliger

lingen mellem snavs og renlighed er universel, men de måder snavs og renlighed defineres på er kulturelt forskellige. Snavs er, forsætter Mary Douglas, et biprodukt af en systematisk ordnen og klassifikation af ting, forsåvidt denne ordnen drejer sig om at afvise uegnede elementer. Desuden er snavs et relativt begreb: Snavsede sko må for eksempel ikke befinde sig i stuen. Hvis skoene er rene, kan de imidlertid godt være i stuen. Men hvis de rene sko stilles på et spisebord, bliver de omgående opfattet som snavsede. Hvad der defineres som snavs er altså situationsbetinget (Douglas 1966:35). Jeg lagde mærke til Mary Douglas' bemærkning, fordi jeg selv gik og syslede med tanker om, hvad jeg kaldte en symbolsk orden af selvfølgeligheder. Det er imidlertid vanskeligt at bruge begrebet 'orden' i tider, hvor postmodernismen er fremherskende. Orden er et ord, der signalerer ro og stabilitet. Når der tales om orden, ledes tankerne alt for let i retning af statens rationelle orden, bureaukrati, panoptisk overvågning osv. Det bliver omgående opfattet som den skinbarlige reaktion at tale om orden, når den postmoderne verden ses som konstrueret og foranderlig og derfor opfyldt af uvished og risici. Men jeg har ikke desto mindre vovet den påstand, at det er en grundlæggende forudsætning for vores hverdagsliv, at der er en vis symbolsk orden at bevæge sig indenfor. Der er ikke tale om en monolitisk orden, men om en symbolsk orden der er differentieret og foranderlig. Men først og fremmest er den så selvfølgelig, at vi ikke lægger mærke til den. Det virker, som om den hører til naturens orden. Det meste af det, der forekommer så ganske naturligt, er dog kulturligt. Det er en del af en symbolsk orden af selvfølgeligheder, som hver eneste dag bliver genskabt og fornyet af de upåagtede aktiviteter (Bech-Jørgensen 1994 og 1997). Vi har en tavs viden om den symbolske orden af selvfølgeligheder. Til daglig går vi og gør en masse, som vi ikke lægger mærke til, at vi gør, ligesom vi heller ikke lægger mærke til den tavse viden, der er forbundet hermed. Først og fremmest følges de normer, uden hvilke samfund ikke var mulige. Det betyder ikke, at normer ikke er foranderlige, for det er de. Især i senmoderne samfund er det blevet muligt at se, hvordan modernitetens normer og traditioner er blevet brudt op, og hvordan folk har måttet

194

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Orden og uorden

reflektere over forhold, der tidligere var helt selvfølgelige. Det udelukker ikke, at normer findes. Normalitet er en selvfølgelig del af hverdagslivets symbolske orden. Normalitet forudsætter, at alle andre gør som forventet, og at samfundet forsætter sin vante kurs, så vi kan bruge vores tavse viden om, hvordan vi skal håndtere betingelserne for at leve normalt. Vi er altså både i stand til og tvunget til at leve normalt. Normalitet leves og udtrykkes gennem forskelle. I almindelighed har folk det godt med forskelle. Uden forskelle ville det være vanskeligt, for ikke at sige umuligt at orientere sig i sin omverden. Omgivelserne ville fortabe sig i et sansemæssigt virvar af lyde og lugte, former og farver. Der ville være et uendeligt antal mulige forskelle at lægge mærke til. Blandt dem er vi altid nødt til at opfatte de forskelle, der er virksomme, dvs. vi er nødt til at vælge de forskelle, der gør en forskel (Bateson, 1984: 95). At orientere sig i en omverden handler netop om at opfatte noget fremfor noget andet, at tillægge noget værdi og fratage noget andet værdi. Det handler altså om at afvise uegnede elementer for at opretholde og forny den symbolske orden af selvfølgeligheder, der er hverdagslivets grundlæggende betingelse. Hermed er det også sagt, at hvis der ikke var nogle, der var forskellige fra det normale, ville vi ikke kunne opfatte normalitet. Den ville forsvinde i forskelsløshed. Den ville simpelthen ikke findes. Hvor der er hjemløse, er der normalitet. Uden blandt andet de hjemløse var der ingen til at definere normalitet. Det er et af normalitetens paradokser, at vi behøver hjemløse til at definere normalitet, men de skal alligevel helst gøres usynlige, så de ikke forstyrrer normaliteten. Det samme gælder de boliger, der etableres til hjemløse. I Aalborg drejer det sig blandt andet om opgangsfællesskaber for sindslidende og om den nyligt etablerede Skurby. Det følgende handler om sidstnævnte, og om de vanskeligheder hjemløse kan have med få en bolig og bevare den.

195

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Hjemløse i boliger

Skurbyen Byrådet i Aalborg vedtog i 1994 at opføre 6 boliger til hjemløse. Men det blev sværere at finde egnede steder, end politikerne havde forestillet sig. Fem centralt placerede steder var til offentlig høring, og fem gange måtte de opgives på grund af lokale indsigelser og protester fra borgere, politikere og virksomheder (Bømler 1996). Sjette gang gennemtrumfedes det på trods af lokale protester at opføre 3 skure med 6 et-rums boliger til hjemløse og et skur til kontor og fællesrum. Stedet bliver kaldt Skurbyen. Skurbyen ligger afsides, tilsyneladende uden naboer. Et stykke derfra ligger imidlertid et villaområde, og det er herfra protesterne har lydt. Skurbyen ligger nemlig ved en sti, der forbinder villaområdet med den private Skipper Klements Skole. Ved stien, nogle hundrede meter fra Skurbyen, ligger også en legeplads. Det betyder, at nogle af børnene kan træffe beboerne fra Skurbyen, enten når de er på legepladsen, eller når de går fra villaområdet og passerer forbi Skurbyen på vej til skole. Men når man som udenforstående går mod Skurbyen ad denne sti, lægger man mest mærke til, at Skurbyen ligger i skæringspunktet mellem en stærkt trafikeret vejoverførsel og de jernbanespor, der fragter folk fra Aalborg sydpå. At Skurbyen er hegnet ind med ståltrådshegn, forstærker det første indtryk af, at den er godt gemt ad vejen. Da Skurbyen åbnede i marts 1997, var der mange, der holdt vejret. Der skulle bare findes en enkelt kanyle på legepladsen, så ville de seks beboere af Skurbyen blive hjemløse igen. De bor i Skurbyen efter den almindelige lejelovs bestemmelser, fortæller Skurbyens leder, Finn Christiansen. Det er deres bolig, og den er lige så ukrænkelig som andre lejede boliger. Men der er tre regler i Skurbyen, der ikke må overtrædes: Man må ikke være voldelig, man må ikke handle med tyvekoster, og man må ikke drikke i fælleshuset. Derudover kan beboerne gøre, hvad de vil i deres egen bolig. Folk opdagede hurtigt, at der ikke var noget at være bange for. Der er orden på arealerne omkring Skurbyen. Der bliver holdt kvartalsvise

196

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Carl

møder mellem Skurbyens leder og et kontaktudvalg. Formanden for beboerforeningens bestyrelse har udtalt sig positivt om Skurbyen i radioen. De ansatte i Skurbyen har klaret opgaven flot, siger hun. Problemet er ikke så meget Skurbyen som Herberget, hvor der overnatter 15 hjemløse, der hver dag har besøg af ligesindede, samt en Falck Station, hvorfra der udleveres metadon til narkomaner, der kommer fra midtbyen. Beboere, der bor ved de ruter, de hjemløse følger, føler sig plaget af deres tilstedeværelse, og enkelte har været særlig plaget af indbrud. Alligevel oplyser politiet 8 måneder efter, at de første hjemløse flyttede ind i Skurbyen, at kriminaliteten ikke er steget i området. Der er ikke mere vold og tyverier her end andre steder. Politiet har ikke så meget besvær med beboerne i Skurbyen ude i byen, som de havde før, og den vagthavende på Politigården fortæller, at antallet af de såkaldte detentionsanbragte er faldet betydeligt. Det skyldes nu ikke bare Skurbyen, men også etablering af opgangsfællesskaber for sindslidende samt Banegårdsprojektet.

Carl Carl er en af Skurbyens seks beboere. Jeg hørte om ham første gang til et møde i Brobyggerselskabet,- et såkaldt frontmøde mellem medarbejdere fra de institutioner, der beskæftiger sig med hjemløse og udstødte mennesker i Aalborg. Carl har fyldt meget på frontmøderne, og denne gang fyldte han særlig meget. Det blev beskrevet, at der var gået ild i ham ude i Herberget, så han stod som en brændende fakkel og skreg som en gris, mens medarbejderne fik ham ud på badeværelset, slukkede ilden med vand, pøsede vand på forbrændingerne og lagde et brandtæppe om ham, indtil Falck kom med ambulancen,- en halv time senere. Det varede et halvt år, før Carl var kommet sig så meget, at han kunne flytte ind i Skurbyen. Jeg interviewede Carl i Skurbyen. Han fortalte om sig selv, at da han var en 14-15 år, rendte han rundt og lavede indbrud forskellige steder i Skanderborg, hvor han voksede op. Han blev opdaget og fik en behandlingsdom. Hans værge, der også var hans dansklærer, fik ham i lære som smed, 197

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Hjemløse i boliger

men efter 3 år blev han indlagt på psykiatrisk afdeling i Risskov på grund af selvmordstanker. Carls mor døde, da han var ung, og han har ikke set sin far i lang tid, indtil han for ganske nylig tog derned med Jens, hans støtteog kontaktperson. Carls bror og søster er begge to godt gift og har børn. Han fortæller, at det kun er ham, der er en tumling, som ikke rigtig kan tage sig sammen til noget som helst. Det er svært at få dagen til at gå, når man er pensionist. Og det er nemt at ty til flasken. Når man sidder og drikker nogle bajere sammen med vennerne, tager den ene øl let den anden. Carl har været dranker i 25 år, siger han. Han er ædru nu, mens vi taler sammen. Hveranden dag drikker han hele dagen, og hveranden dag sover han rusen ud. Interviewet finder sted i et mellemrum,- om morgenen efter at han er blevet ædru, og før han igen begynder at drikke. Han starter med at fortælle, at han har dårlige nerver. '...Det har jeg haft i mange mange år. Jeg er bange for at gå på gaden. Men hvis jeg får noget at drikke...nu har jeg været dranker i 25 år...så hvis jeg får noget at drikke, så er jeg ikke bange for at gå på gaden. Det er lige som om alle folk de kigger på mig, på en mærkelig måde, ikke også? Det er en sygdom at være alkoholist. Den er svær at komme ud af igen.' Carl kan mærke på folks reaktion, at han er anderledes, og at han bliver afvist af samme grund. De, der afviser ham, lægger vel knap nok mærke til det selv, det sker nærmest rutinemæssigt. Carl har ikke den tavse viden om normalitet, som de har. For ham er det ikke til at vide, hvad det er, der virker anderledes. Han spørger sig selv, om det måske er på grund af hans påklædning, folk kigger på ham? Men alle folk går jo rundt i en stor jakke, når det er koldt i vejret. At Carl kan mærke, han bliver afvist, kan være en af grundene til, at han er bange for at gå på gaden og må stive sig af med at være fuld eller halvfuld. De folk, der kigger mærkeligt på ham, får ganske givet deres egen normalitet bekræftet gennem mødet med ham. Normalitet bekræftes netop i mødet med andre. Bekræftelsen er gensidig. Man skal dels kunne fortolke

198

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Ulykken og derefter

andres udtryk som normalt, dels skal man kunne se genkendelsen af ens egen normalitet i andres øjne. Hvis man ikke selv kan give udtryk for normalitet, kan man straks mærke det på folks reaktion. Man kan mærke, at man afvises. Afvisningen er en skjult kontrol af normalitet, og den udøves navnlig i bylivets utallige møder mellem fremmede.

Ulykken - og derefter Siden fortæller Carl om brandulykken. Han var ovre på øldepotet for at få fat i nogle tomme flasker. Han kravlede over et hegn med nogle lange pigge. Han kom godt nok over, siger han, men da han skulle tilbage igen, hang en strop i hans bukser fast i nogle af de lange pigge. Han forsøgte at brænde stroppen over med en lighter, men resultatet var, at der gik ild i hans nylonjakke og i hans lange hår. Carl trækker jakken op og viser mig sine forbrændinger. Han har ar og ny hud og åbne sår over hele den ene side og på ryggen og maven. Man kan tydeligt se aftrykket af foret fra den nylonjakke, der gik ild i. Det ser ud som om mønstret i foret er smeltet lige ind i huden. Ovre på Herberget, som er et forsorgshjem i nærheden af Skurbyen, fik Carl hjælp af en af de frivillige, der havde vagt den aften. Hun var rigtig sød, siger Carl. Hun fik ham ind under den kolde bruser, mens hun ringede efter ambulancen. Dagen efter blev Carl fløjet til brandsårsafdelingen på Hvidovre Hospital, hvor han lå en måned, før han igen blev fløjet til Aalborg Sygehus og til Svenstrupgård, hvor hans sår blev plejet. Men så, siger han, stod Skurbyen her lige, så han kunne flytte ind. Lejligheden er ikke stor, kun på et rum, men med bad og køkken. Det er bedre end at ligge på en trappeopgang, siger han. Det har han prøvet i mange år. Han har været boligløs i 10 år. Han har sovet i telt nede i Rold Skov om sommeren, og om vinteren har han sovet mange forskellige steder:

199

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Hjemløse i boliger

'Så har jeg sovet...nu Natvarmestuen nede i Korsgade, der har jeg sovet meget her i de sidste par år. Det er et projekt på tre år. Ellers er det kun trappeopgange og kældre og...du ved, ude ved Stadion ude ved svømmehallen i Haraldslund, der er et stort nedlagt hus...der har jeg boet i to-tre år. Der er hverken vinduer eller døre eller noget. Det er et nedlagt hus. Der har jeg boet i mange år. Det har været godt nok. Der har sgu boet mange derude i tidernes løb. Når det var sommer lå de ovenikøbet ude i haven og fik sol. Nogle havde telt med. Det er en stor grund, meget stor endda. Der kom en ny ejer, der ikke engang selv skulle bruge huset - kun garagen. Jeg har klaret mig sådan så nogenlunde igennem tilværelsen på den måde. Men altså, nu - nu har jeg det meget bedre med at have det derovre. Der er både køkken og bad. Det er jeg glad for.' Han har ikke før kunnet sige: Det er mit! Det kan han nu: 'Derovre, hvor jeg bor, det er mit...Der har jeg min egen nøgle.' Jeg spørger, om han har savnet det før, og det har han: 'I høj grad. Fordi man føler sig mere tryg ved at kunne sige: Det er mit. Her kan man lukke døren stille og roligt, og lukke sig ind og gå i seng.' Her er der ingen, der ser skævt til Carl. Her har han det godt. Der kommer efterhånden mere orden i sagerne. Han er ved at få ordnet sine tænder. Han viser mig, at han kun har 6 tænder i undermunden. Han skal have gebis og en bøjle i undermunden. Det tog sin tid at få trukket de dårlige tænder ud, for han skulle afruses, før han kunne blive bedøvet. Nu skal han bare klippes lidt og barberes, siger han, så vil det nok hjælpe lidt på det hele. Han skal til psykolog på fredag. Og han har lige overstået en retssag, som han har haft hængende over hovedet i flere år. Om retssagen fortæller Jens, at Carl var blevet anmeldt for vold. Han var i en brandert kommet gående ned ad gågaden. Han havde en walkman i ørerne. Han skulle have god plads omkring sig. Folk kunne mærke, at man ikke skulle komme for tæt på ham. Og så havde han slået til en forbipasserende, der kom i vejen for ham.

200

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Om at få en bolig

Carl havde det dårligt med det, han havde gjort. Han havde det virkelig skidt, fortæller Jens. Men han sad der i retssalen og fortalte stille og roligt om sit liv. Da vidnerne var blevet afhørt, sagde Carl: 'Jeg vil gerne sige undskyld!' Og Jens tænkte ved sig selv: Bravo Carl! Carl slap med en betinget dom. Jens funderer bagefter over, om det mon kunne være fordi '...han kan have sådan et udtryk i de øjne der, ligesom et lille barn der bare har brug for een. Han har nogle utrolig tillidsfulde øjne. Det er ikke til at stå for, når han får de glimt i øjnene der. Man kan ikke altid betragte ham som et voksent menneske. Det er ligesom om der er et lille barn gemt i dem allesammen. Det er det. Der er sket et eller andet stop i deres udvikling.' Men netop nu, hvor Carl har fået mere styr på sin tilværelse, bliver der plads til de dårlige nerver. Han er generet af, at hans ben begynder at ryste, hver gang telefonen ringer. Den har en meget gennemtrængende tone. Han sidder og har nerver på hele tiden, siger han, det er virkelig væmmeligt: 'Udadtil ser det ikke ud af noget. Det er det inderste. Tankerne. Og hjertebanken...dunk, dunk, dunk, dunk...og stikken. Det må der kunne gøres noget ved. Det kan ikke være rigtigt man skal gå og være så bange hele tiden.' Han tænker meget på selvmord. Måske er det sådan, at de trusler om vold, der tidligere gjorde folk bange for Carl, nu vendes indad som trusler om vold mod ham selv.

Om at få en bolig Det er ikke let at få en bolig for folk, der har været hjemløse et stykke tid. Hvis de for eksempel søger ind i de almennyttige boligområder, kan de regne med at blive skrevet op på ventelisterne, men de hører ikke fra 201

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Hjemløse i boliger

boligselskaberne, hvis de ikke har en adresse, eller hvis de opgiver en midlertidig adresse på varmestuer og forsorgshjem. Det er også svært at bevare en bolig. Det skyldes først og fremmest, at man ikke har lært at bo, eller har glemt det fordi man har været hjemløs så længe. Derudover kan der være flere andre årsager. Man kan for eksempel være bange for at være alene. Keld fortæller om en hjemløs, hvis tidligere liv fyldte for meget, når han var alene, så han var nødt til at tage et par gutter med op. Og det var på deres betingelser. Og det var druk, og det var konflikter. Så han mistede indtil flere boliger. Noget andet er, at det er ensomt at bo i en lejlighed. Keld siger: 'Ind imellem ser jeg et glimt af noget, der ligner et netværk blandt de hjemløse mennesker. Men man skal ikke tage fejl. Det er en hård verden, og der er mange indbyrdes konflikter. Men jeg ser glimtvis også noget netværk. Man vågner kl. 5-6 stykker om morgenen, og så kan man gå hen til Banegården, og så har man altså en at snakke med. Inden man forlader stedet om aftenen, så har man en at snakke med. Og det har man altså ikke, når man bor ude i en lejlighed. Så er døren lukket. Sådan er det også for os andre. Og det kan jeg høre, at det er meget, meget ensomt.' Ensomheden kan være så uudholdelig, at man vender tilbage til hjemløse-miljøet, enten ved at invitere andre hjemløse hjem i sin lejlighed. Det er der prestige i, men det ender som regel med, at man mister lejligheden. Eller ved at lade være med at bruge den lejlighed, man ellers var så glad for at få. For eksempel har en hjemløs fået en lejlighed i et almennyttigt boligselskab, men efter en måned kommer han stadig hen til de andre på Banegården hver dag. 'Hvad pokker har vi at sætte i stedet for?' spørger Keld. Hvis hjemløse skal finde sig til rette i en bolig, sker det bedst i særlige sociale boformer, som for eksempel opgangsfællesskaberne eller Skurbyen. Her kan man være alene uden at føle sig ensom:

202

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Om at få en bolig

'Det er dejligt at være alene, når der er mennesker lige udenfor. Så du kan få fællesskab, når du har lyst, når der bor 6 og der er personale. Og de kan stadigvæk ringe efter os andre, og vi tager stadigvæk ud og besøger dem. Sådan er det ikke i en normal lejlighed. Det er det samme i Suensonsgade: Man behøver ikke at opsøge fællesskabet, bare bevidstheden om at det er der er nok.'

Om at lære at bo Hvad man skal gøre for at bo, er en selvfølge for de fleste, men ikke for hjemløse. Hvis hjemløse skal bevare en bolig, skal de lære at bo. Når de flytter ind i en bolig, er der en lang overgang mellem noget velkendt, som er hjemløse-miljøet, og noget ukendt som er en bolig, der skal blive til et hjem. Denne overgang kan kaldes et 'slip'. Bredt beskrevet er der tale om et slip 'mellem en ikke-genoprettelig hverdag og en endnu-ikke tilegnet hverdag' (Bloch 1987: 131). Ganske vist kan hverdagslivet som hjemløs genoprettes, hvis man bliver smidt ud af sin bolig. Men hvis man vil beholde den, må hverdagslivet forandres. I en overgangsperiode bliver det uforudsigeligt. Der vil være et fravær af forskrifter for handling, og den kulturelt betingede identitet vil endnu ikke være opbygget. En betingelse for at hjemløse kan blive boende, er altså, at deres selvopfattelse ændres. De skal til at opfatte sig selv som bofaste og ikke mere som hjemløse. Det kan for eksempel starte med, at den nye beboer i lejligheden skal vænne sig af med at sige: 'Undskyld, jeg låner lige toilettet', når han bruger sit eget toilet. Den nye beboer skal muligvis også vænne sig til at sove i en seng. I Skurbyen var der i starten nogle, der sov på gulvet, fortæller Finn. De kunne ikke holde ud at ligge i sengen. 'Så lå de på gulvet, for de var vant til at ligge på en bænk. De er trods alt flyttet op i sengen nu.' Men de mest grundlæggende forskrifter for handling drejer sig om tid, rum og værdier. Tid og rum drejer sig om at vide, hvor man er netop nu, hvor man var tidligere, og hvor man skal være senere. Værdier drejer sig om de normer, der er forskrifter for, hvad der er godt og dårligt, rigtigt og 203

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Hjemløse i boliger

forkert, sandt og falsk, retfærdigt og uretfærdigt osv. Uden denne grundlæggende viden ville vi ikke kunne orientere os i vores umiddelbare omverden, og vi ville ikke kunne leve sammen i større samfund. Normer for tid, rum og værdier er det selvfølgelige grundlag både for de umiddelbare mellemmenneskelige relationer og for den mere omfattende sociale orden. Et hjemløse-miljø kan have sin egen tids-rumlige og mellemmenneskelige orden. Hjemløse kan for eksempel have bestemte ruter, de går på bestemte tidspunkter af dagen. Dermed ved de noget om, hvor andre er hvornår. Det er en orden, hvis strukturerende værdier kan afskære dem fra det omgivende samfund,- for eksempel hvis værdierne er bygget op omkring et misbrug af stoffer. Da Carl flyttede ind i Skurbyen, var det sværeste netop at finde ud af den sociale orden omkring tid og rum. Først og fremmest, fortæller Jens, skulle han finde ud af, at nu boede han her. Han havde problemer med at finde ud af, om han skulle sove her eller der - i Skurbyen eller i Natvarmestuen - og om det var nat eller dag. Om dagen var han væk, inde på Natvarmestuen. Det har ændret sig. Han tager ikke derind mere. Nu bor han her. Han ved, hvilken tid på døgnet det er, og han ved, hvilken ugedag det er. Han har en seng at sove i, og han er begyndt at værdsætte, at medarbejderne i Skurbyen sørger for, at sengetøjet bliver skiftet, og at der bliver gjort rent, dvs. at der er en vis orden omkring ham. Og her er der ikke bare tale om en tidsmæssig og mellemmenneskelig orden, men også om renlighed. Som nævnt kan snavs betragtes som et biprodukt af en systematisk ordnen og klassifikation af ting, for så vidt denne ordnen drejer sig om at afvise uegnede elementer. Men hvis man ikke har erfaring for, hvad der er uegnede elementer, så er det svært at holde orden. Man kan ikke lære orden, uden for det første at kunne kende forskel på egnede og uegnede elementer i en given situation. At skelne er en forudsætning for at kunne vælge. Det drejer sig ikke om store eksistentielle valg, men om de utallige daglige situationer, hvor der kun er to muligheder: et ja og et nej. Et tilvalg af noget, som samtidig er et fravalg af noget andet. For det andet kan man ikke lære orden uden at kunne afvise de uegnede elementer rent praktisk, dvs. vælge at skille sig af med dem.

204

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Om at lœre at bo

Hvordan skiller man sig for eksempel af med sit snavsede service, og hvad gør man med sit snavsede tøj og sit snavsede sengelinned? Det var ikke et problem for en af de tre hjemløse, det var lykkedes at skaffe en bolig i et almennyttigt boligselskab. Han havde arvet 25 par kopper, og hvorfor ikke bruge alle 25, inden man forholder sig til, at der ikke er flere rene? At vaske dem op ville betyde, at han måtte punge ud til en opvaskebalje, og det ville han simpelthen ikke, fordi der var stadigvæk 7 par kopper tilbage. At de 18 brugte kopper nu fylder hele køkkenbordet er kun et problem, hvis man har en ide om orden, og hvis man klassificerer de snavsede kopper som uegnede elementer, der skal vaskes op og bringes af vejen, for at der kan blive orden. Men de mennesker har så meget kaos i deres liv, siger Keld, at snavsede kopper ikke betragtes som uorden. Det er ikke deres behov, at der bliver vasket op. Det er heller ikke deres behov at vaske det tøj, der bliver snavset, medmindre det klassificeres som snavset. I Skurbyen blander man sig for eksempel ikke i, om beboernes tøj trænger til at blive vasket. Derudover er der mange ting, der skal læres. Det er svært at komme i tanker om, hvad det er, for det er småting, som andre tager for givet. Den viden om at bo, som hjemløse skal tilegne sig for at beholde deres bolig, er tavs og upåagtet. Vi, der ved hvordan man bor, lægger ikke mærke til hvad vi ved, med mindre nogen gør os opmærksom på det. Så er vi med det samme klar over det og kan straks begynde at snakke med om det. Men hjemløse har endnu ikke tilegnet sig denne viden. Da den er tavs, kan den ikke bare formidles, men må erfares i hverdagslivet. Det kan for eksempel handle om at slukke for kogepladen efter brug. At passe på ikke at brænde hul i køkkenbordet. At tørre fødderne på måtten. At huske nøgler. At få fast føde hver dag, selvom den flydende føde mætter. At tage bussen hjem. At hænge billeder op på væggen. For slet ikke at tale om at rydde op i lejligheden. At rydde op handler også om retssager, der har ligget og ventet i flere år. At beboerne i Skurbyen bliver interesseret i at få en retssag afsluttet, er et tegn på, at de er ved at lære at bo. Og at rydde op handler om tænder, der

205

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Hjemløse i boliger

skal ordnes, og hår og skæg der skal klippes, og det handler om at gå til læge med sin tuberkulose og til psykolog med sine selvmordstanker. Hvis man skal lære at rydde op, skal forskellen mellem orden og uorden være meningsfuld. Man skal kunne skelne mellem det, der har betydning, og det der er betydningsløst. Man skal opdage, hvilken forskel der gør en forskel. At Carl begyndte at mærke, at han havde det dårligt, og at han begyndte at tale om, at det ikke kunne være rigtigt, at han skulle have det så dårligt, gjorde netop en forskel. Det betød måske, at han var ved at tilegne sig en bedre hverdag. Der er, som Finn siger, tale om små skridt i retning af et bedre liv. 'Det er bitte små skridt. Langsomt, langsomt, langsomt. En millimeter ad gangen.' Så små, at man måske ikke lægger mærke til dem, og så små at man næsten ikke kan huske dem, når man skal fortælle om dem.

Normalitetens symbolske orden Det er et hårdt arbejde at vedligeholde normalitet. Det kræver en daglig og livslang indsats. En krop skal ikke bare have næring, den skal også plejes, passes og hvile. Den skal se ordentlig ud, og den skal lugte på bestemte måder. En krop skal kunne orientere sig i rum og tid, så vi ved, hvor vi er på det rigtige tidspunkt. Vi skal kende forskel på nat og dag, i går og i morgen. Vi skal kende forskel på vores umiddelbare omverden og vores forestillinger om den, på det ydre og det indre. Vi skal trænes i at omgås andre, så vi bliver i stand til at sætte os i deres sted, dvs. fortolke og forstå, hvad andre udtrykker. Vi skal kende de symboler, der forbinder os med vores omverden. Vi skal vide noget om, hvad der er godt og dårligt, rigtigt og forkert, sandt og falsk, smukt og grimt, retfærdigt og uretfærdigt og meget mere. Og vi skal vide, hvad vi skal gøre for at bo. Hjemløses problemer med at forholde sig til normalitet og med at lære 'at bo normalt' kan vise noget om, hvor svært det kan være at lære netop det, der virker allermest naturligt.

206

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Normalitetens symbolske orden

Vi har et grundlæggende behov for en vis orden i livet, også selvom om det kan forekomme temmelig uopfyldeligt i en senmoderne verden, der uafladelig forandrer sig. Når meningsfulde verdensbilleder krakelerer, og dybe lag af selvfølgeligheder hvirvles op og bryder sammen i en sværm af muligheder, som skal overvejes, er den potentielle orden truet. Når selvfølgeligheder tvinges op på et beslutningstagende niveau, og når refleksiviteten ustandseligt involveres, kan hverdagslivet forekomme så uoverskueligt, at nogle griber tilbage til, hvad de tror er velkendte selvfølgeligheder. Disse kan være imaginære konstruktioner af 'de gode gamle dage', som ikke har eksisteret, eller rettere, som kun eksisterer som en historie, der skal danne baggrund for nutidens trængsler, så disse kan fremtræde med skarpere konturer, mere indlysende og forståelige. Med disse såkaldt imagined communities søger man at undgå tvivl, rådvildhed og risici og i stedet genskabe normalitet og orden. Men den orden, der skabes, bliver alt for let monolitisk - eller ligefrem fundamentalistisk. Til forskel herfra betyder orden en forholdsvis stabil omverden for vore handlinger. En verden hvor sandsynligheden for bestemte begivenheder ikke er helt tilfældigt fordelt, dvs. en verden der er ordnet, så det er muligt at forudse, hvilke begivenheder der højst sandsynligt vil indtræffe, hvilke der er mindre sandsynlige, og hvilke der er usandsynlige. Det er i sådanne omgivelser, vi bedst er i stand til at udtrykke os og fortolke og forstå andres udtryk, så vi ved noget om, hvordan vi skal forholde os til hinanden og verden omkring os. Normalitetens symbolske orden er et begreb, der sammenfatter disse processer. Kort sagt udgør den et komplekst væv af betydninger, der gør det muligt at genkende og fortolke verden som normal, at sætte sig i den andens sted og forestille sig den anden i ens egen situation, at vurdere sandsynligheder, orientere sig og få hverdagslivets gøremål til at hænge nogenlunde meningsfyldt sammen.

207

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Hjemløse i boliger

Forskelle Usædvanlige mennesker mødes med fascination og usikkerhed. På den ene side har vi det godt med forskelle. Vi fascineres af det usædvanlige. I mødet med de fremmede, de anderledes, de skæve eksistenser bliver det muligt at se os selv på nye måder og opdage nye sider af os selv. Det er måske derfor, kulturforskere snarere beskæftiger sig med det anderledes og fremmede end med det velkendte og normale: Gennem mødet med fremmede lærer vi noget om os selv og om kulturens dybder, dens indre opdelinger og mangfoldighed. I mødet med hjemløse har jeg for eksempel lært, at jeg kan bo, og at det er en yderst kompleks proces at bo godt. Det usædvanlige skaber på den anden side uro og usikkerhed. Usædvanlige mennesker kan mødes med afstandtagen, med afvisninger og udelukkelser, der foregår nærmest rutinemæssigt i hverdagslivets mange møder mellem fremmede. Der kan også sættes magt bag, for eksempel når hjemløse udelukkes fra et bestemt boligområde eller en bestemt bydel. Normalitetens symbolske orden kan opfattes som en monolitisk orden: Her har vi os, de normale, og dér har vi dem, de andre, de ikke-normale. Den monolitiske tilgang indebærer et egocentrisk udgangspunkt: jeg og de andre, os og dem. Det er en tilgang, der åbner op for magtudøvelser. De ikke-normale opfattes som unaturlige, de skaber flimmer i normalitetsbilledet. Derfor skal de væk. Som Mary Douglas' snavsede sko skal de fjernes, fejes væk, gøres usynlige. Men normalitet leves og udtrykkes netop gennem forskelle. Oprindelsen til disse forskelle fortaber sig i fortiden. Det er forskelle, der er helt selvfølgelige, og det gør dem sejlivede. Måske er det sådan, at hvis forskelle een gang er blevet udtrykt og dernæst er blevet gennemlevet, indtil de er blevet helt selvfølgelige, ja, så er de svære, nærmest umulige at komme af med. Samtidig opstår der hele tiden nye, - forskelle flytter sig, får tillagt nye betydninger, udtrykkes og leves på andre måder. Hvis forskelle mellem normale og ikke-normale for eksempel kombineres med køn, alder, seksualitet, etnicitet, social klasse, politik og kultur, så bliver differentierin-

208

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Forskelle

gerne omfattende. Tilsvarende bliver normalitet fortolket og forstået på utallige måder i forskellige situationer. Normalitet er netop situationsbetinget: hvad der er normalt i en sammenhæng kan være unormalt i en anden. Mary Douglas' sko var rene i en sammenhæng og snavsede i en anden. Det betyder, at normalitetens symbolske orden både er foranderlig og differentieret. Det betyder også, at det ikke er muligt at definere hjemløse entydigt. Den brede betydning af hjemløshed afspejler de tvetydigheder, der er forbundet med hjemløses færden i byens rum, men den giver også mulighed for at undgå upåagtet kontrol og symbolsk magt. Magten bliver symbolsk, når man på den ene side udnytter mødet med hjemløse til at bekræfte sig selv, sin identitet og position i samfundet. Og på den anden side afviser hjemløse som uegnede elementer indenfor normalitetens symbolske orden. Den symbolske magt kan resultere i rumlige magtudøvelser, der skal udelukke hjemløse fra bestemte bymæssige rum, - få dem væk fra de mest attraktive boligområder og fordele dem på de mindre attraktive, hvor de også mødes med protester. En integration af skæve eksistenser handler ikke om at normalisere dem. Når normalitet ikke kan være monolitisk, kan integration heller ikke være det. Integration skal ikke forstås absolut: Der vil altid være et utal af forskelle i et samfund. Nye fremmede vil indebære nye forskelle. Forskellige grupper vil være mere eller mindre integrerede. De vil holde mere eller mindre sammen på et samfund eller opløse det i større eller mindre omfang. Det er til enhver tid op til et samfunds medlemmer både at acceptere, at der er folk, der hverken kan eller vil være normale, og at finde måder hvorpå hjemløse kan integreres, og ressourcesvage mennesker kan leve sammen med ressourcestærke.

209

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Noter 1

'Brobyggerselskabet - de udstødte' er en kommunal institution i Aalborg, der bygger bro mellem 13 projekter, lokalbefolkningen og administratorer. Til de 13 projekter hører også de, der beskrives eller omtales i artiklen, blandt andet Skurbyen, Herberget, Opgangsfælleskaberne, Natvarmestuen og Banegårdsprojektet. Projekternes brugere hører til de mest udstødte dele af befolkningen: ældre narkomaner og metadonister, sindslidende misbrugere, alkoholiserede hjemløse samt prostituerede. Flere af projekterne er sat i gang indenfor de sidste 3-4 år, blandt andet med støtte fra Socialministeriet, men alle projekterne bygger videre på det frivillige arbejde, som Kirkens Korshær, Frelsens hær og KFUM har ydet i dette århundrede. 2 Banegården og Rutebilstationen i Aalborg har været og er stadig et samlingssted for hjemløse, og det tre-årige projekt 'Banegårdsfolket'har haft til formål at forbedre disse menneskers vilkår og skabe større interesse og medmenneskelighed omkring dem. Formålet er altså ikke at fjerne banegårdsfolket, men at forbedre miljøet for dem og for andre, der færdes i området, især ansatte, kunder og rejsende (Jørgensen 1996). 3 Preben Brandt har været socialoverlæge på Sundholm i København og beskæftiger sig stadig med hjemløse i 'Projekt Udenfor'.

210

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samvær og fællesskab - erfaringer og foreløbige betragtninger på baggrund af feltarbejde i et socialpsykiatrisk støttecenter Søren Kristiansen

Projektet Intentionen med denne artikel er at fremlægge nogle foreløbige erfaringer og resultater fra den første og indledende del af en længerevarende undersøgelse af samværsformer blandt sindslidende i socialpsykiatrien1. Jeg har gennemført et pilotstudium som deltagende observatør på et støttecenter, og det er erfaringer og resultater fra dette studium, som fremlægges her. Undersøgelsens metodiske aspekter er mere udførligt beskrevet og diskuteret andetsteds (Kristiansen 1998). Pilotstudiet markerer første del af et forskningsprojekt, der sigter på at bidrage til udviklingen af den sociologiske forståelse af de relationer og det samvær, som udspiller sig blandt de sindslidende, der lever et liv udenfor totalomsorgen i det psykiatriske sygehus og som benytter sig af socialpsykiatriske institutioner. Spørgsmål som: Hvordan optræder brugerne, når de er sammen med hinanden? Hvilke norm- og værdisystemer findes der? Hvilke typer af fællesskab er der tale om? har været centrale udgangspunkter for undersøgelsen, og det er spørgsmål som disse, denne artikel forsøger at give nogle tentative svar på.2

211

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samvær og fællesskab…

Konteksten En af de vigtigste grundantagelser bag en socialantropologisk tilgang er, at adfærd skal studeres i den kontekst, hvorindenfor den finder sted - adfærd skal studeres så naturalistisk som muligt (Koegel 1992). I det følgende gives en kort introduktion til den kontekst, hvori feltarbejdet har fundet sted. Langt hovedparten af observationerne er foretaget på et støttecenter beliggende i et boligkvarter i udkanten af Aalborg. Kvarteret består fortrinsvis af gårdhavehuse og lejlighedskomplekser i et eller to plan. Hovedparten af boligerne i området bebos overvejende af mennesker i den mellemste eller nedre middelklasse. Området grænser op til et industrikvarter samt landbrugsarealer. Der er mange arbejdsløse, indvandrere, psykisk syge og andre udstødningstruede grupper i området. De fleste boliger blev bygget i 1970erne. Støttecenterets fysiske rammer udgøres af et gårdhavehus i dette område. Huset er identisk med de mange øvrige gårdhavehuse i kvarteret. Udefra har huset ikke noget institutionspræg, men ligner de omkringliggende huse til forveksling. Der er ingen skilte eller andet, som angiver, at der her er placeret et socialpsykiatrisk støttecenter. Huset er på 126 m2 og i det store hele indrettet som en ordinær familiebolig med dagligstue, køkken-alrum, 3 værelser (hvoraf det ene dog er afsat til kontor) samt to toiletter (hvoraf det ene er forbeholdt personalet). Der er desuden et mindre haveareal. I disse fysiske rammer mødes en gruppe på cirka 20 sindslidende med forskellige intervaller. Stedet henvender sig, ifølge en udarbejdet informationsfolder, til mennesker med længerevarende sindslidelser, der er bosiddende eller har tilknytning til det pågældende område. Samtlige brugere er visiteret til støttecenteret, hvilket betyder, at man ikke blot kan komme ind fra gaden og benytte sig af stedet. Under min indledende præsentation af undersøgelsen på et fællesmøde blev dette fremhævet som et meget positivt element af brugerne. Visitationen sikrer ifølge brugerne, at der ikke kommer narkomaner eller for eksempel stærkt usoignerede personer. Brugerne på støttecenteret opfatter sig tydeligvis som pæne og ordentlige mennesker. De vil ikke 212

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Konteksten

have støttecenteret og fællesskabet her spoleret af vilde og uberegnelige personer. Der er en personalegruppe, som fortrinsvis består af socialrådgivere, socialpædagoger og plejere. Støttecenteret har åbent de fleste af ugens dage, ofte i weekenden, og udgør rammen om en lang række sociale aktiviteter. Disse finder sted såvel indenfor som udenfor huset. De væsentligste sociale aktiviteter, som finder sted indenfor støttecenterets fysiske rammer er blandt andet: Madlavning og måltider, den ugentlige rengøring, havearbejdet, fællesmøderne, diverse spil samt fester. Af udadvendte sociale aktiviteter er de vigtigste: Frokoster i byen, biografture, ferierejser, udflugter, koncerter og indkøbsture. Brugerne kommer i støttecenteret med forskellige intervaller. Der er en gruppe, som kommer næsten hver dag. Disse brugere udgør rygraden i brugergruppen, og opfatter sig selv om en slags 'hård kerne' af brugere, der er ansvarlige for at stedet kører, og at de forskellige aktiviteter bliver opretholdt. Disse brugere omtales i det følgende som 'kernebrugere'. Derudover er der mere perifere brugere, som ikke kommer så tit - ofte kun en gang eller to om ugen eller sjældnere. Disse brugere hører ikke med til inderkredsen af faste brugere og bliver for de flestes vedkommende ikke betragtet som fuldgyldige medlemmer af brugernes fællesskab. Brugergruppen, såvel kernebrugere som de mere perifere, forenes dog af en række fælles karakteristika; de er alle psykisk syge (typisk skizofrene), har alle været indlagt på psykiatrisk sygehus og modtager alle en form for pension. De bor alle i egen lejlighed eller bofællesskab. Ingen af brugerne har lønarbejde. På trods af forskelle i tilknytning til støttecenteret deler disse mennesker altså en række træk, som knytter dem sammen i et symbolsk fællesskab. Det dybeste skel mellem brugerne går mellem kernebrugerne og de perifere brugere. Den typiske kernebruger anser sig for at være mere ansvarlig for livet og aktiviteterne i støttecenteret end de perifere brugere. Omvendt finder de mere perifere brugere det rimeligt, at de deltager i og gør brug af støttecenterets aktiviteter og faciliteter på lige fod med de øvrige brugere. Der eksisterer en latent konflikt mellem disse grupper, som manifesterer sig i diskussioner om rimeligheden i, at de brugere, der ikke kommer særligt ofte og derfor ikke betaler til kaffekassen, kan deltage i 213

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samvær og fællesskab…

stedets fælles aktiviteter, som netop er finansieret af kaffekassen. I ekstreme tilfælde har denne konflikt udviklet sig til korporligt håndgemæng mellem brugerne. Dette pilotstudium handler primært om det sociale liv, der udspiller sig i støttecenteret i dagtimerne fra sidst på formiddagen til sidst på eftermiddagen. Måltiderne (især frokosten) er dagens centrale begivenhed. Nogle brugere har til opgave at handle ind til måltiderne, andre er ansvarlige for selve tilberedningen, de øvrige for at rydde op og vaske af. En typisk hverdag i støttecenteret starter for brugernes vedkommende sidst på formiddagen. Her kommer de første brugere til støttecenteret, der snakkes lidt og de indledende forberedelser til frokosten starter. Nogle går i supermarkedet og foretager de nødvendige indkøb. I løbet af en times tid ankommer de brugere, som ønsker at spise frokost på støttecenteret. Der spises frokost i cirka en halv time, her går snakken ofte livligt på tværs af bordet. Brugere og personale spiser sammen og sidder blandet omkring et fælles bord. Efter frokosten er der almindelig afslapning; nogle spiller kort, andre læser i ugeblade, andre sidder for sig selv, ofte rygende og stirrende tomt ud i luften. Ikke alle har lyst til intenst samvær, for nogen er fælles tilstedeværelse nok. Der kan være forskellige udadvendte aktiviteter i løbet af eftermiddagen. Enkelte brugere deltager i forskellige fritidsbeskæftigelser udenfor støttecenterets regi (sport, madlavning, undervisning), som finder sted i løbet af eftermiddagen. Andre tager måske sammen til byen for at handle eller lignende. Dagen slutter for de flestes vedkommende hen under aften. De fleste spiser aftensmad hjemme, enten alene eller sammen med en eller flere af de øvrige brugere. Støttecenteret har aftenåbent på bestemte dage. Der afholdes med jævne mellemrum fester eller hyggeaftener i forbindelse med weekenden. Fællesmødet afholdes en gang ugentligt midt på eftermiddagen. Fællesmødet er støttecenterets kompetente forsamling. Her diskuteres en række forskellige ting, som vedrører livet på støttecenteret. Der er en fast mødestruktur med dagsorden, referent og ordstyrer. Jeg har været del af denne rytme på støttecenteret på forskellige af ugens dage og med forskellige brugere. De fleste observationer og iagttagelser er gjort i denne kontekst. Derudover har

214

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Fællesskab

jeg deltaget i frokostarrangementer i byen, og jeg har besøgt enkelte brugere i deres hjem.

Fællesskab Fællesskaber blandt patienter, fanger eller andre underordnede grupper har været genstand for adskillige sociologers opmærksomhed (Album 1996; Mathiesen 1965; Goffman 1961; Lysgaard 1976; Löchen 1976; Rowland 1938). Et centralt spørgsmål i udforskningen og identifikationen af sådanne fællesskaber må være: I hvilken grad danner disse mennesker et fællesskab med fælles og samordnede værdier, der adskiller sig fra andre grupper. Kort sagt: Hvordan og på hvilken måde dannes et fælles 'vi', som står i et modsætningsforhold til 'dem' (Album 1996). Det er denne undersøgelses væsentligste intention at afklare, i hvor høj grad brugerne indgår i et socialt fællesskab, og hvordan tilslutningen til dette fællesskab er. Jeg er med andre ord interesseret i, om brugerne danner en form for social og kulturel enhed. I løbet af mine besøg på støttecenteret gik det langsomt op for mig, at brugernes adfærd og attituder reguleres af et særligt mønster eller system af værdier. En del af disse værdier verbaliseres offentligt, mens andre kun kan identificeres gennem analyser af adfærdsmønstre. I det følgende skal jeg forsøge at give et indblik i dette værdisystem, og nogle af de handlinger, som det omsætter sig i. Selvom afstanden mellem personale og brugere ofte kan være svær at få øje på, og ofte helt udviskes, eksisterer et fællesskab mellem brugerne, som gør dem til en 'vi-enhed' i forhold til personalet. Personale og brugere kan være sammen om at løse forskellige opgaver på støttecenteret, og indgår her i en form for fællesskab omkring løsningen af disse opgaver (madlavning, indkøb, havearbejde), men alligevel kan personalet ikke regnes som en del af brugernes fællesskab. Brugernes adskiller sig fra personalet ved en række sociale og personlige karakteristika:

215

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samvær og fællesskab…

'Ja, altså vi har nogle ting, som de (personalet) ikke har prøvet. Altså der er ikke nogen fra personalet, der har været psykotiske nogensinde, og det har vi prøvet. Alle, der går her har været indlagt på psykiatrisk sygehus, og alle har stadigvæk mange problemer. Vi har allesammen prøvet det her (...) Og det er så det, vi har i forhold til personalet, det er, at vi har prøvet at være psykotiske allesammen og ved, hvordan det påvirker en.' Brugerne er anderledes end personalet, men dette er naturligvis ikke er nok til at tale om et decideret brugerkollektiv. Der må ifølge Album nødvendigvis en aktiv opslutning til. Der må være en fælles bevidsthed blandt brugerne vedrørende karakteren af deres fællesskab. Brugerne har en sådan fælles bevidsthed. I kraft af de fælles sociale og personlige kendetegn identificerer brugerne sig med hinanden, og deres sociale interaktion har rod i denne fælles identifikation. De opfatter sig som en gruppe af mennesker, en minoritetsgruppe i samfundet, der deler problemer, vilkår og muligheder. Brugerne støtter hinanden og hjælper hinanden på en række områder. Brugernes fællesskab er at sammenligne med et venskabs- og familiefællesskab. Fællesskabet mellem brugerne er bygget op over længere tid. Mange af kernebrugerne har kendt hinanden i flere år og har typisk mødt hinanden andre steder i det psykiatriske system eller i forbindelse med sociale/kulturelle aktiviteter. Man træder derfor ikke blot ind i brugernes fællesskab fra den ene dag til den anden. Der skal en indkøringsperiode til. Det betyder dog omvendt ikke, at kernebrugerne er uinteresserede i at få nye brugere med i fællesskabet. For nogle brugere er fællesskabet rumligt afgrænset. Dette gælder hovedsageligt de perifere brugere. De er en del af brugernes fællesskab, så længe de opholder sig i støttecenteret. De har ikke nogen social kontakt med de øvrige brugere udenfor støttecenterets fysiske rammer. Dette gælder ikke for kernegruppen. Her afgrænses fællesskabet hverken i rum eller tid. Medlemmer af kernefællesskabet mødes også udenfor støttecenteret. Som oftest mødes man hjemme hos hinanden, men det kan

216

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Tilknytning til fællesskabet - langt fra

også være i form af fælles biografture, koncerter og lignende kulturelle aktiviteter.

Tilknytning til fællesskabet - langt fra3 Brugerne har nogle sociale og personlige fællesstræk, som gør dem til en enhed af aktører, der kan identificere sig med hinanden. Men, som jeg har været inde på tidligere, er ikke alle brugere lige stærkt integreret i fællesskabet. Nogle brugere er stærkt integreret, andre er perifere brugere og længere væk. Lad os først se på de brugere, som vælger at være på afstand af fællesskabet. De brugere, som kommer sjældent i støttecenteret, er langt væk fra fællesskabet. 'Det er også nogen, der er helt udenfor, som ikke kommer her så meget, og ikke rigtig er med i noget.' Sådanne brugere kan have forskellige grunde til ikke at komme så tit i støttecenteret. De kan have andre aktiviteter, som optager deres tid, eller de kan være så dårlige, at de ganske enkelt ikke magter kontakten. Nogle brugere reserverer sig og holder sig bevidst på afstand af fællesskabet, når de opholder sig på støttecenteret. Der kan være tale om mennesker, der i en periode har det så psykisk dårligt, at de blot ønsker at sidde for sig selv, men nødigt vil være alene i lejligheden derhjemme. Sådanne brugere er indenfor og udenfor på samme tid. De er passivt til stede og bidrager ikke aktivt til det fælles samvær, men er alligevel omfattet af det. Jeg mødte en mand på mellem 40 og 50 år, som havde det psykisk dårligt i al den tid, jeg kom i støttecenteret. På trods af sin psykiske tilstand mødte han alligevel op og tilbragte flere timer i de øvrige brugeres nærvær. Han var i dette tidsrum omsluttet af et fælles 'vi', og følte sig som en del af fællesskabet, selvom han ikke bidrog aktivt til samværet. I sådanne tilfælde fungerer brugerfællesskabet nænsomt, støttende og accepterende. Det er i orden at møde op uden at bidrage til samvær og fællesskab, hvis man har det psykisk dårligt. Der er også brugere, som distancerer sig, fordi de ikke oplever at have noget særligt til fælles med de øvrige brugere. De kommer i støttecen-

217

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samvær og fællesskab…

teret for trods alt at have en eller anden form for social kontakt. Jeg spurgte en af brugerne, hvorfor han kommer i støttecenteret: 'Det er nok i mangel af bedre vil jeg nok sige. Desværre så tror jeg nok, at i mit liv, der er jeg gået glip af mange andre ting, som måske kunne have været anderledes, hvis jeg havde undgået min sygdom, fordi så kunne jeg have beholdt mit job og haft fælles interesser med mine arbejdskammerater. Og så kunne jeg måske have haft en kæreste og kunne måske have stiftet familie og kommet videre på den måde. Jeg tror nok, at sygdommen har bremset mig i, at det ikke har udviklet sig på den måde der.' Sådanne brugere er af den opfattelse, at de tilfældigvis har fået en psykisk sygdom, hvilket har ført dem sammen med andre mennesker, som de ikke nødvendigvis har noget særligt til fælles med. De føler ikke nogen særlig samhørighed med de øvrige brugere, og viser ikke nogen synderlig interesse for samværet med dem. De kommer i støttecenteret, ganske enkelt fordi de oplever, at der ikke eksisterer bedre og mere tillokkende alternativer. Der er også nogle, som slet ikke får lov til at komme ind i fællesskabet. Der er for det første misbrugerne. Man accepterer ikke misbrug af nogen slags, eller for den sags skyld at man møder op påvirket af alkohol eller andet. Det er også mennesker, som ikke accepterer og efterlever det fælles, underliggende værdisystem i støttecenteret. Det er mennesker, som ikke vil betale til de fælles kasser, som ikke vil deltage i rengøringen eller madlavningen eller på anden måde afstår fra at yde en indsats med hensyn til de fælles forpligtelser i støttecenteret. Det er mennesker, som grundlæggende set ikke vil eller kan tage del i de fælles forpligtelser. Det kan også være mennesker, som er så psykisk forstyrrede, at de virker uforståelige for de øvrige brugere. Det kan være mennesker, som er stærkt paranoide og som uafbrudt taler om deres vrangforestillinger. En dag fortalte en af brugerne mig om en psykisk syg mand, som var kommet i støttecenteret, men som måtte opgive at blive integreret i fællesskabet. Da jeg spurgte, hvorfor det gik sådan, svarede han:

218

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

...eller tæt på

'Han var simpelthen for outreret. Han sad og snakkede med sig selv, og enten så var det henvendt til andre for eksempel personalet, eller også bare som om han sad og snakkede med sig selv. Så sad han og skældte personalet ud for alt muligt, som de ikke havde gjort.'

...eller tæt på Kernebrugerne er tættere integreret i fællesskabet. De kommer jævnligt, ofte hver dag, og tager del i stedets aktiviteter. De betragter sig selv som vigtige og centrale personer for livet i støttecenteret. Hvis ikke de tog ansvaret for de fælles forpligtelser og aktiviteter, ville støttecenteret efter deres opfattelse ikke kunne eksistere. Disse brugere udfylder vigtige funktioner i støttecenteret. De engagerer sig i de fælles aktiviteter og lægger en ære i at bidrage til fællesskabet på en positiv måde. De er venlige, hjælpsomme og ansvarsfulde. Rowland (1938) fandt tilsvarende eksempler på en sådan form for klikedannelse blandt psykiatriske patienter på en hospitalsafdeling. Han skrev på baggrund af sine observationer, at samværet var karakteriseret af små, lukkede venskabsgrupper med en høj grad af gensidig forståelse. Brugere, som kender hinanden fra andre sammenhænge, er tættere på hinanden og har ofte et mere aktivt samvær end det, der findes hos dem, der møder hinanden på støttecenteret for første gang. Men også blandt kernebrugerne er der forskel på, hvor tæt forbindelsen er. Selvom man tilhører støttecenterets faste kreds af brugere, har man ikke den samme nære relation til alle. Man kan skelne mellem i hvert fald to typer af relationer, der begge kan betragtes som yderpunkter på et kontinuum, hvor den ene repræsenterer de høflige fremmede og den anden nære og intime venner. Der er med andre ord brugere, der har et distanceret, men høftligt forhold til hinanden. Man udveksler høflighedsfraser, tager hensyn og er venlig, men taler ikke intimt om personlige emner. I det andet yderpunkt finder vi brugere, som har forholdsvis intime forbindelser, og som udveksler erfaringer eller følelser vedrørende kærlighed, sygdom, problemer, sorger og så videre. 219

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samvær og fællesskab…

Ofte sidder brugerne sammen i længere tid uden egentlig interaktion. Jeg oplevede mange eksempler på det, jeg har kaldt for 'stille fælles tid'. Denne betegnelse refererer til situationer, hvor brugerne sidder i samme lokale, typisk dagligstuen, uden at tale sammen, tilsyneladende optaget af deres eget indre, rygende og ofte tomme i blikket. De er fælles til stede, men samværet er lydløst - ingen siger noget. Man er tæt på hinanden i tid og rum og bevidst om de øvrige deltagere tilstedeværelse. Dette er ikke uinteressante stunder. Denne stille fælles tid kan, som Album (1996) har peget på, være vigtig. Den fortæller os, at stilhed og mangel på aktivt samvær kan finde sted, uden at den sociale struktur bryder sammen eller går i stykker - det bliver med andre ord ikke pinligt. Den indirekte kontakt rummer en positiv værdi i sig selv, ganske enkelt fordi det kan være rart blot at være sammen. Album fandt i sin undersøgelse af patientkulturen på et norsk sygehus, at patienternes vi-følelse ikke er absolut - den varierer med definitionen af situationen. Noget tilsvarende ser ud til at gælde for brugernes fællesskab. På et fællesmøde oplevede jeg under en diskussion, som drejede sig om, hvilke informationer brugerne har krav på at få af personalet, at vi-følelsen blandt brugerne var intens og åbenbar. Der var her en situation, hvor brugernes interesser som gruppe tydeligt afgrænsedes mod personalets faglige og etiske overvejelser samt regler vedrørende tavshedspligt. Enkelte brugere gav udtryk for, at de oplevede, at visse informationer vedrørende eksempelvis andre brugere blev tilbageholdt af personalet. Denne oplevelse blev imødegået af personalet under henvisninger til tavshedspligten og aktiverede samtidigt en klar samhørighedsfølelse blandt de tilstedeværende brugere. Diskussionen tydeliggjorde brugernes fælles skæbner og samhørighed. I andre situationer er vi-følelsen i mindre grad nærværende. Der er situationer, hvor en bruger har en speciel god kontakt eller samhørighed med kontaktpersonen eller andre fra personalet. Da opblødes eller udstrækkes vifølelsen. Men selvom brugernes kollektivitet i visse situationer er vag og momentant kan udstrækkes til også at omfatte personalet, er der i sidste instans en vis afstand mellem støttecenterets brugere og personalet. Brugernes 'vi' er objektivt afgrænset fra personalet som 'dem'. Personalet er ikke med i brugernes symbolske fællesskab, og der er en asymmetri i

220

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

...eller tæt på

dette forhold alene fordi, brugerne kommer der for at få støtte og kontakt, mens personalet er der for at yde denne støtte og kontakt og samtidig for at tjene penge. Der er også en asymmetri i den viden, som henholdsvis brugere og personale har om hinanden: 'Vi ser dem her, og så lever de et liv ved siden af, og det kan man også sige, at vi gør på en måde, men de er så bare, så meget inddraget i vores liv (...) det er os, der har problemerne, så de får meget at vide. Vi andre, vi er syge, og de er raske, så det er to verdener på en måde, der leves.' Når brugerne er i støttecenteret, er de sammen. De er samlet indenfor rammerne af den samme bygning, og på den måde indgår de alle i det samme sociale fællesskab. Her forstås fællesskabet i sin allerbredeste betydning, som omfattende samtlige brugere, der er samlet på støttecenteret på et givent tidspunkt. Man kunne kalde dette for det store eller det abstrakte fællesskab. Nærvær er altså også fællesskab, blot på et forholdsvist abstrakt plan. Desuden er dette nærvær den afgørende forudsætning for, at mere intenst og aktivt samvær kan opstå. Samvær har med andre ord samling som sin nødvendige forudsætning - det store fællesskab muliggør ifølge Album de små. På støttecenteret er der også mindre og mere intense fællesskaber, der i modsætning til samlingerne har et konkret indhold. Disse små fællesskaber findes for eksempel mellem to brugere, der har lært hinanden godt at kende og føler en vis intimitet og tryghed i samværet. De finder sammen, fordi de snakker godt sammen eller måske har kendt hinanden længe. De mødes måske også udenfor støttecenteret og har derfor en solid fælles referenceramme. Generelt gælder det, at brugerne ganske enkelt finder sammen med dem, som de har let ved at snakke med og kommer godt ud af det med. Nogle er meget selektive og har kun samvær med helt bestemte personer. Andre har ikke de samme krav til samværet og snakker derfor med de brugere, der nu tilfældigvis er til stede. Noget tilsvarende er Dag Album stødt på i sin undersøgelse af det sociale liv blandt hospitalspatienter. Kernefællesskabet er et eksempel på et af de små fællesskaber, der

221

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samvær og fællesskab…

kun omfatter enkelte personer og ikke samtlige brugere. Brugerne i kernefællesskabet mødes jævnligt og samværet har et betydningsfuldt indhold for medlemmerne af dette fællesskab.

Samværets motiver Brugerne i støttecenteret er, som vi har set, sammen med hinanden på forskellig måde og med forskellig intensitet. Der er små og store fællesskaber, og disse fællesskaber giver noget forskelligt til medlemmerne. De små og tætte fællesskaber giver intimitet, forståelse og tryghed. Det store fællesskab giver en mere overordnet følelse af tilhørighed og identitet, det er en symbolsk, beskyttende social struktur. Jeg vil nu, inspireret af Album (1996), se nærmere på brugernes motiver til at komme på støttecenteret. Brugerne på støttecenteret forenes som tidligere nævnt af en række fælles personlige og sociale karakteristika; de er psykisk syge, de har været indlagt på psykiatrisk afdeling, og de modtager alle pension. De er med andre ord fælles om en hel række sociale kendetegn, og de har fælles oplevelser i kraft af denne fælleshed. Disse ligheder eller forenende træk betyder, at brugerne på et overordnet plan identificerer sig med hinanden; de er på en måde ens. Mange af brugerne sagde til mig, at en af de vigtigste grunde til at komme i støttecenteret er, at man her møder andre psykisk syge, som ligner en selv. Andre forskere (Estroff 1981; Barham & Hayward 1991; Holloway 1988) har gjort lignende erfaringer. Jeg har flere gange fået at vide af brugerne, at det er et '24 timers job at være psykisk syg'. Vendingen udtrykker, at der til stadighed må kæmpes en indre kamp for at holde orden på tanker og følelser. Tabes kampen ligger psykosen lige for. Men udtrykket dækker også over det forhold, at forholdet til den øvrige omverden og ikke-psykisk syge kan være krævende og problematisk. Nogle har ambitioner om at komme til at leve et normalt liv med ægtefælle, lønarbejde og børn, og gør sig vældige anstrengelser for at opretholde forbindelser til den såkaldt normale omverden. Men denne kontakt er svær og kan være belastende, og samværet med andre psykisk syge på støttecenteret får derfor karakter af en form for rekonvalescens. Støttecenteret

222

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samværets motiver

er en slags fristed eller accepterende frirum, hvor man kan være, som man er. Det offentlige rums forventninger er her sat ud af kraft. På støttecenteret møder man med andre ord ligesindede og ligestillede, som man kan slappe af sammen med.4 Med til denne rekonvalescens hører også forståelse og indlevelse. Flere brugere sagde til mig, at man skal have prøvet på sin egen krop, hvad det vil sige at være psykisk syg, før man virkelig forstår det. De mennesker, som har prøvet det, forstår lettere hinanden. De har fælles oplevelser med tvangstanker, hallucinationer, medicinering og bivirkninger, som ikkepsykisk syge ikke kan sætte sig ind i. Derfor handler samværet og fællesskabet ikke kun om afslapning, og støttecenteret fungerer ikke blot som skjulested for det pulserende livs urimelige krav og hæsblæsende tempo. Det handler i ligeså høj grad om at blive forstået af ligestillede, af mennesker, der kan sætte sig i ens eget sted, fordi de kan identificere sig med situationen. I en undersøgelse af interaktionsprocesser blandt patienter på en psykiatrisk hospitalsafdeling fandt Caudill et al. (1952), at patientfællesskabet i høj grad indeholdt et element af gensidig hjælp og støtte. Denne gensidige hjælp antog i visse situationer karakter af en form for gensidig terapi. Også andre forfattere har peget på tilstedeværelsen af gensidig hjælp og støtte blandt psykiatriske patienter på hospitalsafdelinger for eksempel Jones (1953), Greenblat et al. (1955) samt Stanton & Schwartz (1954). Nyere undersøgelser peger i samme retning. Holloway (1988) gennemførte en kvantatitiv undersøgelse af brugertilfredshed blandt brugere af såkaldte day-care centres i London. Han fandt blandt andet, at mange brugere fremhævede støtten fra andre brugere som noget yderst værdifuldt. I et kvalitativt studie af livet udenfor det psykiatriske hospital for en gruppe ikkeindlagte skizofrene patienter identificerede Barham & Hayward (1991) også tendenser i retning af et sådant gensidigt og støttende fællesskab. Noget tilsvarende genfindes blandt brugerne på støttecenteret. Brugerne på støttecenteret finder hjælp og støtte hos hinanden. 'Vi er på en måde hinandens socialrådgivere', som en af brugerne sagde til mig. Nogle brugere har større erfaring med det psykiatriske system og med psykiatrisk behandling i det hele taget end andre og kan derfor bidrage til andre med 223

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samvær og fællesskab…

nyttige informationer og gode råd. Brugerne kender mange behandlere eller psykiatere og fortæller til hinanden, hvordan de forskellige behandlere er, hvem der er god, og hvem der ikke er det. Det er accepteret at være ked af det, deprimeret eller oprevet. I sådanne situationer lytter brugerne til hinanden, ofte i de små fællesskaber, og forsøger at hjælpe hinanden gennem gode råd, opmuntrende kommentarer eller slet og ret tilstedeværelse. Emotionelle udbrud er på den ene side accepterede, på den anden side, er der en grænse for, hvor meget man kan 'læsse af på andre brugere. Der går en hårfin grænse et sted, som de fleste kender, og som ikke bør overskrides.5 Der er også andre grunde til at være sammen. Det er for eksempel ønsket om socialt samvær og aktivitet i en for nogens vedkommende ensformig og isoleret hverdag. Mange brugere bor alene i lejlighed og har ikke megen kontakt med resten af verden. Faren for social isolation er for manges vedkommende stor. Støttecenterets fællesskab kompenserer for tabet af socialt liv, her udleves noget af den sociabilitet, som for manges vedkommende var gået tabt. Her er det muligt at være social, at være sammen med andre mennesker. Deltagelse i støttecenterets sociale samvær kan være passivt og aktivt. Nogle brugere er passivt til stede, men foretrækker fællesskabet på støttecenteret fremfor hjemmets ensomhed og isolation. Disse mennesker kan sidde længe blandt andre uden at sige noget eller på anden måde bidrage aktivt til samværet. De bidrager med tilstedeværelse. Andre tager mere aktivt del i snakken og aktiviteterne, er med i planlægningen og diskussionerne vedrørende fremtidige aktiviteter. Men fælles for såvel den passive som aktive bruger er ønsket om socialt samvær, et ønske som for mange kun lader ganske få sociale kontekster stå åbne. Fællesskabet i støttecenteret giver brugerne det samvær og de oplevelser, som mange andre mennesker oplever sammen med familie eller venner. Brugerne sidder og snakker, laver mad sammen, tager til koncert, på charterferie og lignende. Fællesskab og samhørighed giver identitet. Brugernes oplevelse af at høre til i et fællesskab, at være medlem af noget, at være nødvendig og ønsket giver dem en identitet. De føler, at de udfylder en plads i en helhed, og at de har et ansvar for noget, som er større end dem selv. Brugerne er

224

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Normer

afskåret fra mange af de identitetsskabende sociale kontekster, som andre mennesker har adgang til, og her fungerer støttecenterets fællesskab som et kompenserende alternativ: 'Jeg tror, at mange af os, vi ville ikke have noget, hvis ikke, der var noget, der hed (...). Det betyder meget, at den er her, fordi bare det at komme her, så føler man, at man har en eller anden identitet, i stedet for hvis du går derhjemme hver dag ud og ind, så føler du ikke, at du har en identitet. Det føler man, når man kommer i (støttecenteret). Man får ligesom en identitet, når man er tilknyttet et sted. Ligesom når man er på arbejde, så føler man, at man har en identitet. Når man så har (støttecenteret), så har man også en identitet.' En anden grund til at opsøge støttecenterets fællesskab kan også være den, at man ganske enkelt ikke har andre muligheder. Nogle brugere er medlem af en række sociale fællesskaber via foreninger, uddannelse eller andet. Men for andre forekommer støttecenterets fællesskab som det eneste realistiske alternativ, hvad angår social kontakt. Disse mennesker opsøger fællesskabet her, ganske enkelt fordi de ikke har andre steder at gå hen. De har måske ønsker om familie eller andre typer af fællesskaber, men da dette på grund af sindslidelsen og de deraf følgende symptomer ofte er udelukket, må de nøjes med fællesskabet med andre psykisk syge i støttecenteret.

Normer I sit essay med titlen The Nature of Deference and Demeanour beskæftiger Goffman (1967)sig med, hvordan mennesker i den moderne, sekulariserede verden behandles som en slags hellige objekter, hvilket viser sig i en række symbolske handlinger. Den sociale interaktion i moderne, vestlige samfund, siger Goffman, er en ceremoniel aktivitet, som består af en række forskellige ritualer. En vigtig komponent i disse ritualer er begrebet 'deference', som kan oversættes med noget i retning af vurdering. Det drejer sig altså om de 225

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samvær og fællesskab…

vurderende og agtende udtryk, der fremkommer gennem interpersonelle ritualer. Goffman (1967:73) skelner mellem to forskellige typer af deference: 'Two main types of deference have been illustrated: presentational rituals through which the actor concretely depicts his apprecitation of the recipient; and avoidance rituals, taking the form of proscriptions, interdictions, and taboos, which imply acts the actor must refrain from doing lest he violate the right of the recipient to keep him at a distance. We are familiar with this distinction from Durkheim's classification of ritual into positive and negative rites.' Dag Album (1996) udvikler, med afsæt i Goffman og Durkheim6, begreberne forbudsnormer og påbudsnormer. Album viser desuden, hvordan en kortlægning af sådanne sociale 'færdelsregler' kan fortælle noget interessant om det sociale liv blandt mennesker. I det følgende vil jeg, stadig med Album som primær inspirationskilde, det vil her sige gennem identifikation af samværsnormer blandt brugerne, forsøge at nærme mig deres sociale fællesskab. Samværet blandt brugerne i støttecenteret er nemlig efter min opfattelse reguleret af nogle forskellige sociale normer. De normer for samvær, som gælder blandt brugerne på støttecenteret, er for en dels vedkommende givet af personalet. Personalet fortæller, hvordan det er rigtigst at opføre sig, samt hvordan man bør forholde sig i forskellige situationer. Det betyder dog ikke, at brugernes samvær alene er reguleret af personalets direktiver. Brugernes sociale adfærd er ikke på den måde alene styret af eksterne regler eller strukturer. En del af adfærden blandt brugerne på støttecenteret er dirigeret af institutionens og personalets konventioner, men en ikke uvæsentlig del er reguleret af normer, som er resultatet af gensidig forståelse mellem brugerne. Brugerne har udviklet et normsæt for adfærd. Normsættet udtrykker på samme tid nogle fælles værdier blandt brugerne. I det følgende præsenteres normsættet som et sæt af forbuds- og påbudsnormer.7

226

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Normer

Forbudsnormer Vær ikke påvirket Som bruger på støttecenteret er det udelukket at møde op påvirket af alkohol, hash eller andre stoffer. Er man påvirket af stoffer, er man ikke velkommen i støttecenteret. Misbrugeres adfærd passer efter brugernes opfattelse ikke ind i fællesskabets værdisæt. Brugerne opfatter sig selv, og dermed også fællesskabet, som et ordentligt og anstændigt anliggende, og anser misbrug for upassende og misbrugere for at være uegnede medlemmer af fællesskabet. Accept af misbrugere ville rokke ved brugernes fælles identitet, som redelige og ordentlige mennesker. Da jeg spurgte en bruger, hvorfor man ikke accepterer misbrugere på støttecenteret, svarede han: '(...) mennesker, der har et eller andet misbrug, de vil ikke kunne være her med deres adfærd. De ville ikke kunne passe ind i (støttecenteret), det vil ikke kunne lade sig gøre. Fordi, sådan nogle, som har et misbrug, de har også en masse problemer, som gør, at de ville ikke kunne passe ind i (støttecenteret).' Misbruget repræsenterer det irrationelle, det vilde og ustyrlige, alt sammen noget, som brugerne i støttecenteret ønsker at lægge afstand til. Brugerne har ambitioner om at leve et almindeligt og anstændigt liv og tolererer derfor ikke misbrugets irrationalitet og følgeproblemer. Tal ikke for meget om sygdom Brugerne på støttecenteret er fælles om at være psykisk syge, og de opfatter sig i varierende grad som sådanne.8 Derfor snakker man også en del om sygdom, behandling og lignende emner. Man støtter sig til hinanden, fortæller om det når man har det dårligt. Det er altså i orden at fortælle om sin sygdom, de oplevelser og problemer, som den er årsag til. Men man skal undgå at belaste de øvrige brugere med al for megen snak om sygdom. Sygdomssnak er derfor på den ene side et uundgåeligt og nødvendigt emne blandt brugerne, men det udgør på den anden side også en trussel mod

227

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samvær og fællesskab…

samværet med de øvrige brugere. Album (1996) har vist, hvordan denne ambivalens, der også kan identificeres på sygehuset, tackles af patienterne. Brugerne har deres egen sygdom og deres egne problemer at slås med og er villige til at lytte på andre og hjælpe. Samtidig er de bange for at blive trukket med ind i en negativ sygdomsspiral, de ikke selv kan finde vej ud af igen. Den enkelte bruger må arbejde på at finde balancen mellem konstruktiv og ødelæggende sygdomsnak. Grænsen er hårfin og dybt afhængig af de tilstedeværende personers psykiske tilstand. Hvis de tilstedeværende alle er inde i en såkaldt god periode og har det godt, kan tålmodigheden og lydhørheden strækkes langt. Det omvendte er naturligvis tilfældet i situationer, hvor lytterne er inde i en dårlig periode. Undgå konflikt Et slående træk ved brugernes samvær er den venlighed og høflighed, hvormed man omgås hinanden. Fra den første dag, jeg kom i støttecenteret, blev jeg slået af den følsomme og hensynsfulde måde, som brugerne behandler hinanden på. De beskytter deres fællesskab ved at undgå åben uenighed, skænderier og konflikt. Skænderier og åben uenighed er et brud på etiketten og påkalder sig med det samme opmærksomhed fra de øvrige brugere. De øvrige brugere udfører med Album (1996) et stykke socialt reparationsarbejde og sørger for, at samværet ikke ødelægges. De sørger for, at normbruddet ikke udvikler sig til en reel trussel mod samværet og det sociale fællesskab. Det sociale reparationsarbejde finder ifølge Album ikke blot sted som reaktivt oprydningsarbejde. Det indgår tillige i interaktionen som en forebyggende foranstaltning.9 I samværet undgår brugerne de situationer, som rummer potentielle trusler mod samværet. Diskussioner eller uoverensstemmelser bringes hurtigt til ophør eller dirigeres i 'ufarlige' retninger. Brugerne har et fællesskab med hinanden, som de gerne vil opretholde og passe på. For dem er fællesskabet noget værdifuldt og uundværligt. Nogle brugere sagde endda til mig, at hvis de ikke havde støttecenteret, så havde de intet andet, så havde de ikke andre steder at gå hen. Derfor er det vigtigt at værne om fællesskabet, man har ikke råd til at

228

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Normer

miste det. Åbne skænderier og konflikt bringer efter brugernes mening fællesskabet i fare, og derfor træder en række sociale beskyttelsesmekanismer i kraft, når der er optakt til konflikt og uenighed. Under fællesmøderne oplevede jeg flere gange, at nogle brugere holdt sig tilbage med ønsker eller meninger, som jeg havde hørt dem udtrykke ved andre lejligheder. Når jeg bagefter spurgte, hvorfor de holdt sig tilbage eller gled af under fællesmødet, fik jeg ofte det svar, at 'det ikke kan betale sig at skændes', eller at 'det kommer der ikke noget godt ud af'. Påbuddet om at undgå konflikter og skænderier hænger også sammen med den udprægede sensibilitet, som man finder hos brugerne. Med psykisk sygdom følger ofte en øget sensibilitet i forhold til omgivelserne, hvilket betyder, at voldsomme udbrud, råberi, konflikter og skænderier virker ekstra hårdt. En af brugerne bragte mig på sporet af dette, han sagde blandt andet: 'Jeg tror, sådan har jeg det i hvert fald selv, at mange psykisk syge er sensible og egentlig også konfliktsky, og det der med at være sensibel og med at være konfliktsky, det er noget, jeg meget har mærket. Der skal kun den mindste hævning af stemmen eller snert af uvenlighed til for at jeg får det dårligt.' Jeg spurgte ham videre, om han troede, de andre også havde det sådan, og om de gjorde det for at beskytte hinanden og fællesskabet: 'Vi passer nok mest på os selv, jo, og vi passer vel også på hinanden, men ikke så meget af medlidenhed mere noget med at den sensibilitet, den måske sommetider rækker ud over en selv, man tænker hvis man er kommet til at såre en, så har man det dårligt med det, eller man synes, at nu skal man ikke sige sådan og sådan, fordi det vil såre den anden. Så det er vel egentlig sensibiliteten, der rækker ud over.' Når brugerne derfor betræber sig på at undgå konflikter og uenigheder, bør det ikke alene betragtes som en beskyttelse af fællesskabet. Nænsomheden og konfliktskyheden virker samtidig som et individuelt værn eller beskyttel-

229

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samvær og fællesskab…

sesmekanisme. Ved at undgå konflikter beskytter man ganske vist fællesskabet, men også sig selv mod alt for voldsomme og negative indtryk.

Påbudsnormer Vær deltagende Brugernes sociale fællesskab i støttecenteret beror i høj grad på deres egen, aktive deltagelse i de forskellige fælles aktiviteter, der udspiller sig omkring måltider, udflugter, ferieture, rengøring eller andre huslige gøremål. Blandt kernebrugerne i støttecenteret hersker en fælles forståelse vedrørende den enkeltes ansvar og forpligtelser med hensyn til samværets indhold og vedligeholdelse. Disse kernebrugere er af den opfattelse, at en ganske stor del af ansvaret for fællesskabets beståen hviler på skuldrene af denne forholdsvis snævre personkreds. De opfatter sig selv som meget aktive og deltagende i de fælles aktiviteter. De er efter eget udsagn en slags rygrad i støttecenteret, der sørger for, at tingene bliver gjort. Jeg spurgte en af brugerne, hvilke ord han ville bruge, hvis han skulle beskrive denne snævre klike eller fællesskabet blandt disse mennesker. Han sagde: 'Jo, men det er ligesom den der klike, den er med til at lave de ting, der sker i (støttecenteret), og egentlig også med i alle de aktiviteter, der sker. Vi er sådan en lille klike, der er med i meget, og du ved (...) vi har den lille klike, den tager ligesom en slags ansvar for (støttecenteret), at der er altså nogle ting herovre, som vi skal have lavet, og det må vi prøve at løse. Det er nogle bestemte, der bærer det hele tiden (...) der er nogen, som er meget ansvarsbevidste herovre, og så er der nogen, som ikke er det. Og det betyder sådan set, at dem, der ikke er så ansvarsbevidste, det giver så at dem, der så er ansvarsbevidste egentlig får en stor byrde at tage.'

230

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Normer

Jeg spurgte videre, om han kunne sige noget om, hvordan man skal være for at komme med i denne klike eller i dette fællesskab. Hertil svarede han: 'Det vil jo være, at vedkommende for eksempel tog del i sådan noget som rengøring og nogle gange også, og så også var med i nogle af de aktiviteter som for eksempel frokost i byen, eller det kan være at tage med i Bilka.' Det handler med andre ord om at udvise social aktivitet og påtage sig en del af ansvaret for de ting, som skal gøres i støttecenteret. Det er vigtigt, at der bliver gjort rent, lavet mad og arrangeret sociale aktiviteter, og det forventes at den enkelte bruger tager del i og medvirker til løsningen af disse opgaver. Ellers udelukkes vedkommende fra de nære sociale relationer blandt brugerne. Han eller hun får ikke adgang til det sociale fællesskab, der eksisterer blandt støttecenterets kernebrugere. Blandt påbudsnormerne er normen om at være socialt aktiv en af de vigtigste. Brugerne opfatter støttecenteret som et sted, hvor der sker noget, hvor der hersker en anden form for liv i forhold til ensomheden og tomheden i lejligheden derhjemme. Alle må derfor bidrage til denne sociale aktivitet, så godt man kan. De fleste brugere kommer på støttecenteret for den sociale aktivitets skyld, derfor må alle yde en indsats i skabelsen af social aktivitet. Det er altså, som Album (1996) har pointeret ud fra sine studier af livet blandt patienter på sygehuse, ikke nok at undgå at gøre det forkerte, man må samtidig bidrage aktivt og gøre det rigtige. Man må altså yde noget til fællesskabet for at blive en del af det. Der kan dog være situationer eller tilfælde, hvor denne pligt bortfalder eller sættes ud af kraft. Der kan være problemer med medicinen. Jeg oplevede en situation, hvor vi var ude for at spise frokost i byen. Efter ganske kort tid blev en af brugerne nødt til at gå, sagde han. Han havde ikke fået sin medicin i et stykke tid og havde det efter eget udsagn ikke godt. Det var legitimt for ham at trække sig tilbage fra samværet. Der kan også være situationer, hvor en bruger er begyndt på en ny type medicin, hvis virkning ikke er helt justeret. Det kan give problemer i form af forskellige

231

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samvær og fællesskab…

symptomer, som vanskeliggør socialt samvær. I sådanne tilfælde er det accepteret at træde ud af fællesskabet eller blot være passivt til stede. Visse typer af medicin virker desuden så sløvende, at enkelte døser hen og ganske enkelt har problemer med at holde sig vågen. I den stille fælles tid, hvor der ikke er megen social aktivitet, kan der derfor ske det, at en bruger bogstavelig talt falder i søvn. Dette fremkalder ikke nogen særlig forargelse eller afstandtagen, da de øvrige ved, at den pågældende enten har problemer med at sove derhjemme og samtidig tager medicin, som virker stærkt sløvende. Sygdommen i sig selv kan også være en legitim grund til at forholde sig passivt eller ikke-deltagende i forhold til fællesskabet (Album, 1996). En bruger kan have en 'dårlig periode' eller en psykisk nedtur og derfor virke passiv og udeltagende, uden at nogen synes det er mærkeligt eller påfaldende. Brugerne ved af egen erfaring, at der er op- og nedture forbundet med psykisk sygdom, og denne fælles, implicitte viden giver rum for brugernes periodiske sociale tilbagetrækning. På et tidspunkt blev en af brugerne indlagt på psykiatrisk sygehus, fordi han fik et tilbagefald med særligt kraftige symptomer. Efter nogen tid begyndte han at komme på besøg i støttecenteret for gradvist at komme igang med livet udenfor sygehuset. Relationen til støttecenteret blev desuden af de ansvarlige psykiatere set som et positivt element i den pågældende persons bedringsproces. Under sine periodiske besøg i støttecenteret sad han for det meste for sig selv i en bestemt stol, kæderygende uden at sige noget til nogen eller på anden måde bidrage aktivt til samværet. Han var kun i stand til at bidrage med sin passive tilstedeværelse, hvilket blev betragtet som fuldt legitimt af de øvrige brugere. Alle var de vidende om den pågældende persons indlæggelse og psykiske tilstand (stærke paraniode forestillinger), og denne fælles viden og forståelse banede vejen for en almen accept af denne brugers passive tilstedeværelse. Vær humoristisk Humor er en vigtig del af samværet mellem støttecenterets brugere. De personer, som bruger støttecenteret, har i sagens natur en række psykiske og

232

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Afrunding

sociale problemer, og disse problemer får ofte en fremtrædende placering i samværet. En væsentlig del af grundlaget for brugernes fællesskab er netop en fælles situation med psykisk sygdom og de problemer, som følger med. Det sker derfor af og til, at en bruger har behov for at fortælle om sine problemer. Det kan enten være sociale problemer, psykiske problemer som for eksempel vrangforestillinger, tvangstanker eller hallucinationer, eller det kan være problemer med medicinen i form af ubehagelige bivirkninger. Selvom brugerne lægger stor vægt på den gensidige hjælp og støtte, kan det være for belastende for de øvrige brugere, hvis denne sygdoms/problemsnak bliver for langvarig og dominerende. Det bliver ganske enkelt for hårdt for de øvrige at høre på. Her spiller humoren en vigtig rolle, den gør det muligt at løfte stemningen og gøre samværet tåleligt for alle. Jeg husker en episode, hvor jeg sammen med brugere og personale spiste frokost på en restaurant i byen. Vi sad stille og spise, der var ikke megen konversation. Pludselig spurgte en af brugerne, om nogen vidste, hvad den skizofrenes yndlingsdessert er? Da ingen kendte svaret, tilføjede den pågældende 'Banana Split'. Der udbrød spontan latter, og der kom mere gang i samværet efter dette humoristiske indslag. I situationer, hvor en bruger vedholdende fortæller om sine paranoide tvangstanker, fungerer humoren som en måde at forholde sig til den pågældende på. Når man i en kærlig tone laver en smule grin med eller føjer en ironiserende kommentar til en brugers beretning om tvangstanker eller andre problemer, gør man både den pågældende person og fællesskabet en tjeneste. Man undgår at negligere vedkommende, og man bidrager til at løfte stemningen (Album, 1996). Noget kunne tyde på, at for mennesker i udsatte eller skrøbelige positioner får humoren en vigtig social funktion. Også blandt svært kræftsyge patienter fandt Dag Album, at humoren spillede en væsentlig rolle for det sociale liv blandt patienterne. Samværet bliver lettere, og tiden går hurtigere, derfor er sådanne bidrag til at løfte stemningen populære. Vær accepterende Brugerne omgås hinanden på en omsorgsfuld og høflig måde. De hjælper gerne hinanden, taler ikke hårdt til hinanden og lytter til hinanden. Deres 233

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Samvær og fællesskab…

samvær er præget af en gennemgribende accepterende holdning. Undgåelsen af konflikt er sammen med kravet om venlig og accepterende adfærd to sider af samme sag: Det handler om at skabe et behageligt og gnidningsløst samvær, hvor man kan slappe af, finde ro og tryghed. Der hersker en udpræget fælles forståelse blandt brugerne omkring dette forhold. Brugerne er klar over, at støttecenteret skal være en slags base, hvor man kan søge tryghed, støtte og hjælp til udvikling af sociale færdigheder og fællesskaber, og at dette samtidig kræver en særlig accept, imødekommenhed og overbærenhed fra de enkelte brugere. Brugerne ved med andre ord, at støttecenterets og dermed fællesskabets succes beror på deres egen velvillighed og tolerance overfor andre. Man skal, som en af brugerne sagde til mig, have lov til at være anderledes. Men selvom der blandt brugerne kan iagttages en meget høj grad af tolerance i forhold til social adfærd, så er der grænser for, hvor langt tolerancen kan strækkes. Som jeg var inde på i forbindelse med forbudsnormerne, så accepteres det ikke, at brugere møder op på støttecenteret påvirket af alkohol eller andre rusmidler.

Afrunding Et af hovedformålene med dette pilotstudium har været at analysere og beskrive social interaktion blandt brugere på et socialpsykiatrisk støttecenter i lyset af eksistererende undersøgelser med henblik på gennemførelsen af yderligere forskning. Analysens gennemgående og primære afsæt har været det Goffman-inspirerede perspektiv, der er præsenteret hos Dag Album (1996). En betydningsfuld erfaring fra dette indledende studium er en tentativ identifikation af et specifikt norm- og værdisystem blandt brugerne. I tråd med undersøgelser af Caudill et al. (1952) og Goffman (1961) har erfaringerne fra dette feltarbejde demonstreret, at brugerne i det pågældende støttecenter ikke bør betragtes som et aggregat af individer men som en (omend diffus) social gruppe, der forsøger at imødekomme medlemmernes behov og problemer gennem udviklingen af et fælles værdisæt, der omsættes til handling gennem et system af sociale normer. Brugerne tager vare på 234

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

fællesskabet gennem særlige inklusions- og eksklusionskriterier og forskellige former for socialt reparationsarbejde. Medlemmerne af brugernes fællesskab oplevede alle vanskeligheder i forbindelse med udfyldelsen af konventionelle sociale roller i det såkaldt normale hverdagsliv. De fleste havde problemer med at finde en kæreste eller et regulært job. De brugere, som denne undersøgelse har drejet sig om, imødegik og kompenserede for sådanne problemer ved blandt andet en udstrakt grad af tolerance og gensidig social støtte.

235

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Noter 1

Denne artikel er en revideret og forkortet version af et paper (Kristiansen 1998) præsenteret på World Congress of Sociology, Montreal, Canada, 26. juli - 1. august, 1998. 2

Begrebet socialpsykiatri kan afgrænses på flere måder. For det første kan begrebet føres tilbage til Maxwell Jones' ideer om terapeutiske samfund. For det andet anvendes betegnelsen socialpsykiatri om den del af psykiatriens arbejde, der har at gøre med udslusningen af patienter, som dog stadig finder sted i regi af totalinstitutionen (arbejdsog fritidsbeskæftigelser). Det, man med andre ord kunne kalde for den psykiatrisk dominerede socialpsykiatri. Endelig kan socialpsykiatri defineres som de tilbud og tiltag indenfor det sociale område (for eksempel uddannelse, arbejde, netværk) som retter sig mod ikke-indlagte sindslidende. Det, man kunne kalde for den socialt dominerede socialpsykiatri. Denne undersøgelse omhandler den socialt dominerede socialpsykiatri. 3

Min interesse for graden af social tilhørighed stammer primært fra Dag Album (1996).

4

Der er altså en indbygget dobbelthed i brugernes syn på samværet med andre brugere. På den ene side kan man hente støtte og forståelse blandt mennesker med tilsvarende erfaringer. På den anden side udtrykker nogle brugere frygt for, at en for intens kontakt med andre sindslidende forankrer dem i en afvigende subkultur, hvorved ambitionen om et mere 'normalt' liv slås i stykker. 5

Her ligger mine observationer på linie med Barham & Hayward (1991:57). En tidligere psykiatrisk patient understregede her betydningen af at have venner blandt andre ikke-indlagte sindslidende, som man kan dele sine erfaringer og oplevelser med. Fordelen er, sagde han, at: '(...) they know what it's like when you're feeling off or whatever' men som han tilføjer, består en af ulemperne i, at: '(...) they tend to talk about medication and their symptoms all the time like old women gossiping. It depresses you at times like that, you just don't want to talk about things like that, you want to talk about normal things everybody else talks about - sex, drugs, rock and roll or something, or horse racing (...) You want to break out of the mould of being part of a schizophrenic fellowship or whatever. It does get you down at times.' 6

Durkheim (1976) udviklede begreberne positive og negative 'interdicts' for at vise, hvordan det, han kaldte for den religiøse kraft (the religious force) manifesterer sig i social praksis. Begrebet 'interdict' betegner ifølge Durkheim en særlig type af påbud, der udtrykkes i bestemte regler i forbindelse med religiøs aktivitet. Det er typisk regler, der er involveret i særligt religiøse handlinger som for eksempel håndtering af totem. Positive og negative 'interdicts' danner to forskellige kategorier af ritualer (rites), som gælder for 236

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

tilnærmelse og vedligeholdelse af totem; De positive interdicts involverer de ritualer og forpligtelser (duties), som gælder i forbindelse med håndtering af totem. De negative interdicts specificerer, hvad man ikke bør gøre, når man nærmer sig totem. 7

Album (1996) bruger i sin analyse af patientfællesskaber også begreberne forbuds- og pabudsnormer. Jeg formulerer, inspireret af Album , normerne som imperativer, og der er, qua emnesammenfaldet, i enkelte tilfælde tale om overlappende overskrifter. 8

Der er forskel på, i hvor høj grad brugerne identificerer sig med diagnosen psykisk syg og dermed med afvigeridentiteten. Man kan fremstille denne variation på et kontinuum, hvor man i den ene ende finder de brugere, der opfatter sig selv som stigmatiserede andenrangsborgere, mens man i den anden ende finder personer, som godt nok har sygdomserkendelse, men som betragter sig selv på vej mod en tilværelse præget af normalsamfundets værdier og standarder. 9

Denne skelnen ses udtrykt hos Goffman (1967:15-22) med begreberne undgåelsesritualer (the avoidance process), der handler om at undgå det pinlige og reparationsritualer (the corrective process), der handler om reetablere den rituelle ligevægt, når "skaden er sket".

237

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden Inger Glavind Bo

Sådan går barndommen og bliver tilbage i vort indre som en dyb rindende flod, hvoraf vi øser smerte og glæde. Den er mørk og hemmelighedsfuld, årsag og virkning flyder dunkelt sammen, billeder kommer og går. Floden gravede sit leje, dengang sindet var blødt som det fine sand i strandkanten, og kun i sjældne, stille øjeblikke kan vi spejle os deri. (Tove Ditlevsen i 'Barndommens gade') I artiklen argumenteres der på grundlag af G.H. Mead og Erving Goffman for et interaktionistisk socialiseringsperspektiv, der fokuserer på familiens interaktion - hvordan livet leves og udfoldes i familiens hverdagsliv. For at skærpe dette fokus tages der ikke højde for et samfundsmæssigt niveau, og de samfundsmæssige strukturers nedslag i barndommen. Perspektivet er disponeret ud fra fire dimensioner: interaktionsfeltet, de interagerende, interaktionen og de langsigtede konsekvenser, hvor disse diskuteres og begrebsliggøres med inddragelse af Alfred Schütz' hverdagslivsteori. Hvad er det, der i familiens interaktion sætter spor, og som senere kan forventes at have konsekvenser for børns interaktion og forestillingsverden? Med afsæt i Goffmans begreb om indtryksstyring, søges en teoretisk tentativ indkredsning af spørgsmålet. Centralt i socialiseringsperspektivet er diskussionen af, hvad der karakteriserer væsentlige hændelser og oplevelser i børns barndom, og hvordan prægningsprocessen må forstås.

238

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Et interaktionistisk socialiseringsperspektiv

Et interaktionistisk socialiseringsperspektiv Socialisering er betegnelse for en udviklingsproces, men drejer sig også om hvad barnet udvikles til. Et begreb om socialisering må både handle om fortid, nutid og fremtid. Interessen er således også rettet mod de konsekvenser, barnets udviklingsproces har for dets senere tilværelse. Socialiseringsperspektivet binder fortid, nutid og fremtid sammen i en sammenhængende forståelse af barnets identitet og udvikling. Det forudsættes altså, at barnets formningsproces slår igennem og præger barnet som voksen. Her opererer jeg med begrebet om barndommens verden som en overordnet ramme for barndommens prægningsproces.1 Der er tale om et interaktionistisk perspektiv på socialisering, hvor det primært er barnets interaktion i sin familie, der vægtes. I begrebet om barndommens verden ligger der en omdefinering af begreberne primær- og sekundær socialisering. Den primære socialisering er i følge Berger og Luckman den første socialisering, som mennesket gennemgår i barndommen, og den er sædvanligvis den mest afgørende2. Sekundær socialisering er den fortsatte socialisering af barnet og forudsætter således den forudgående primære socialisering og et allerede dannet selv og en internaliseret verden. Men i kraft af organiseringen af hverdagslivet kan det synes problematisk at opretholde distinktionen mellem primær- og sekundærsocialisering. For de fleste danske børn er der i dag tale om en dobbeltsocialisering (Sommer & Langsted 1989) hvis ikke multisocialisering (Juul Kristensen 1994: 95) i kraft af de mange forskellige offentlige arenaer, de allerede som helt små indtræder på. På den ene side synes begrebet om den primære socialisering relevant også ud fra den betragtning, at det, der foregår i familien, er mere afgørende for barndommens verden end det, der sker andre steder. Omvendt kan der ikke ses bort fra børns socialisering i mange andre sammenhænge. George Herbert Meads og Erving Goffmans arbejder ligger til grund for det interaktionistiske fokus. Hvor Meads primære fokus er internaliseringen i dannelse af selv, sprog, bevidsthed og tænkning (G.H.Mead 1967), fokuserer Erving Goffman på individets eksternalisering, og feltet herfor er mødet mellem mennesker (1959). Identitet skal ifølge Goffman forstås som 239

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden

en selviscenesættelse og rolle, vi spiller afhængig af den konkrete scene. Den sociale verden og individernes identitet er afhængig af den konkrete skabelse og gendannelse i samspillet med andre. Goffman betoner både det processuelle, dynamiske og hermed også skrøbelige ved den sociale verden og individernes identitet. I overensstemmelse hermed opfatter jeg den sociale virkelighed og individernes identitet som afhængig af den konstante udfoldelse, gen- og omskabelse i samspillet mellem mennesker. Individernes udfoldelse er afhængig af omgivelsernes bekræftelse. Ganske vist svæver kultur, mening, normer og værdier ikke frit i luften, men institutionaliseres og formidles via samfundsorganiseringer og traditioner (Berger & Luckman 1966/92, 63150). Væsentligt for at den offentlige interaktion kan forløbe uproblematisk og gnidningsløst, er et vist fundament af vane- eller traditionsbaseret samspil, hvilket Goffman selv er inde på (Goffman 1959). Men det betyder ikke, at handlemulighederne er dikteret heraf. Hvis vi ser på, hvordan institutioner og traditioner skabes, vedligeholdes og omdannes, sker det netop i samspillet og det konkrete møde på det mellemmenneskelige niveau. Det er her kultur, mening, normer og værdier ikke blot reproduceres eller gentages, men også omskabes og fornyes. Fokus er derfor på det konkrete møde som stedet hvor identiteten skabes, gendannes og omformes. Det er ensbetydende med en forståelse, hvor identiteten sættes i bevægelse. Jeg opfatter altså ikke identiteten som en fast og stabil struktur forstået som en determinerende indre opbygning af individets egenskaber og karaktertræk. Balancen mellem gentagelse og variationerne herfra er ikke blot et gennemgående tema, men er selve aksen, hvorom socialiseringsperspektivets begrebsdannelser drejer. Individernes identitetsdannelse fremstår i kraft af afhængigheden af omverdenens modtagelse og udlægning skrøbelig og udsat. Herved understreges betydningen af barnets samspil med sine forældre i familiens hverdagsliv. Barnets socialisering finder sted i relationer og transaktioner af gensidighed, hvor mening og handlemuligheder konstrueres og afprøves. Det er her, meningen som et psykisk anliggende skabes og udspilles. I kraft af udgangspunktet i interaktionen understreges skrøbeligheden ved både 240

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Et interaktionistisk socialiseringsperspektiv

individernes identitet og konstitueringen af den sociale verden. Hermed understreges behovet for den kontinuerlige selviscenesættelse i interaktionen samt de sociale omgivelser og institutionaliseringers betydning for personligheden. Barnets selviscenesættelse og rollespil er et resultat af socialisering. Det lille barn er ikke i udgangspunktet selvreflekteret, men vil i kraft af socialiseringen og dannelsen af selvbevidsthed lære betydningen af selviscensættelsen og andres modtagelse, udlægning og tolkning af dets adfærd (Mead 1934). Interaktionen skal forstås både som udadvendte handlinger, verbal og non-verbal kommunikation, og det der ikke bliver sagt og gjort i det menneskelige samspil3. At vægte interaktionen betyder et fokus på de mikrosociologiske processer i barnets hverdagsliv. Her er det handlinger mennesker imellem fremfor omgangen og håndteringen af den materielle verden, der er i fokus. I et interaktionistisk perspektiv ses mødet på det mellemmenneskelige niveau i en vis udstrækning som uafhængigt af samfundsstrukturer. Interaktionen og ansigt-til-ansigt-møder opfattes som relativt autonome i forhold til de samfundsmæssige betingelser, mens individernes handlinger i interaktionen opfattes som afhængige af de øvrige interagerendes reaktioner og modtagelse heraf. Det vil sige, at jeg i socialiseringsperspektivet ikke tager højde for et samfundsmæssigt strukturelt niveau. Jeg vil ikke afvise, at sociale og samfundsmæssigt strukturelle forhold er afgørende som forklaringsgrundlag for familiens hverdagsliv. Men det, jeg er interesseret i at afdække, er, hvordan interaktionen i familien udspilles, og hvorledes den sætter spor hos barnet. At tage udgangspunkt i to menneskers møde som kontrapunktet for identitetsdannelsen og se dette møde isoleret fra resten af deres hverdagsliv er dog problematisk. I dette møde kan der trækkes mange aspekter ind fra de to personers hverdagsliv, og der er ingen garanti for, at forløbet i interaktionen ikke også er styret af interpersonelle forhold, der ligger uden for og ikke har noget at gøre med det, der foregår i det konkrete møde. Det vil sige, at udenforliggende aspekter, som ikke har noget at gøre med de to individers interageren, kan spille en væsentlig rolle og sløre identitetsspejlingen i mødet. Det er problematisk alene at forstå identitet som rollespil i det

241

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden

mellemmenneskelige møde. Vi mangler at tage højde for, at individers handlinger og opmærksomhed kan være styret eller påvirket af andre dele af deres hverdagsliv. Barndommens verden bliver her det overordnede og samlende begreb i socialiseringsperspektivet og et begreb, der netop søger at tage højde for manglerne hos Goffman og indkredse betingelser og begrænsninger for barnets autonomi i interaktionen.4 Interaktionen ses som en del af hverdagslivet, og interaktionen er samtidig også konstituerende herfor, ligesåvel som hverdagslivet skaber betingelserne for interaktionen. Interaktionen er med andre ord en integreret, men mindre del af hverdagslivets helhed. Hverdagslivet er det liv, vi lever hver dag, uanset hvor og hvem vi er. Hverdagslivet er altså ikke afgrænset til livet efter fyraften.5 Hverdagslivet foregår i døgnets fireogtyve timer og står som sådan ikke i opposition til det liv, der leves på arbejdspladsen, i skolen og i pasningsordninger. Bestemmelsen af hverdagslivet til døgnets fireogtyve timer betyder, at begrebet adskiller sig indholdsmæssigt fra Schütz' bestemmelse af hverdagslivet, idet han ikke anser videnskab, religion eller galskab som en del af hverdagslivet6. Idet jeg definerer hverdagslivet som de forskellige sfærer, der hører hverdagslivet til, kan det ikke have en præcis afgrænsning og udelukker ikke, hvad der kan betragtes som ikke-virkeligt, eksempelvis drømme eller sindslidendes forestillingsverden. Både drømme og sindslidendes forestillingsverdener er symbolske universer, som ikke er en fast integreret del, men som må betragtes som marginale praksiser i hverdagslivet7. Interaktionen skal ikke betragtes som fuldstændig fri, men også som afledt og begrænset af begivenheder, der er gået forud og af de interagerendes personlige historie8, der går længere tilbage i tiden. Interaktionen ses som omdrejningspunkt ikke alene for barnets socialisering, men også i dets hverdagsliv. Fokus er på processerne familiemedlemmerne imellem, og på, hvordan livet udspilles i familien. Selvom socialiseringen fortsætter livet igennem, er det den del af socialiseringen, der vedrører prægningsprocessen i barndommen, der er i fokus. Det afspejles i begrebsudviklingen, der ses i forhold til barnet. Begreberne i socialiseringsperspektivet kan opdeles udfra det, begreberne knytter sig til og siger noget om. Her skelner jeg mellem

242

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Interaktionsfeltet

fire dimensioner, som fremstillingen af socialiseringsperspektivet disponeres udfra: 1. Interaktionsfeltet Interaktionen udspilles i barnets hverdagsliv, hvor det er selve den interaktive praksis mellem familiemedlemmerne, der skaber, omdanner og gentager denne del af hverdagslivet. 2. De interagerende De interagerende er primært medlemmerne af familien: en eller to forældre og deres ene barn eller flere børn. Fokus er primært på barnets socialisering og ikke på, hvordan forældrene også præges af interaktionen i familien. 3. Interaktionen I selve interaktionen skelner jeg mellem begreber, der siger noget om handlingernes karakter og deres prægningspotentiale. Der er både tale om såvel udadrettede handlinger og kommunikation, som det der hverken bliver sagt eller gjort. 4. Langsigtede konsekvenser af interaktionen herunder også håndteringen af disse konsekvenser. Hvor de foregående begrebsdannelser alle er forbundet med barnets interaktion i sin familie, handler de langsigtede konsekvenser om barnets voksentilværelse. Hermed sætter jeg begreb på den måde, det voksne barn henholdsvis gentager og ikke gentager interaktionsmåder fra barndommen.

Interaktionsfeltet Barndommens verden er betegnelse for den umiddelbare verden, der er barnets. Verden vil jeg foreløbig definere som en fysisk sansebar verden af farver, former, lyde, lugte og smag, der er udstrakt i både tid og rum samt som en intersubjektiv betydningshorisont. Verden som en sådan generel 243

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden

betydningshorisont er fælles, fordi vi lever sammen med andre mennesker, som vi er forbundet med via gensidig påvirkning og aktivitet. Denne verden kan imidlertid ikke ses eller opleves løsrevet fra hverdagslivets verden eller livsverden, da vores tilgang til den fysiske verden er betinget af vores aktiviteter i hverdagslivet. Barndommens verden består dog ikke kun af en sådan fælles oplevelseshorisont, men også af en privat verden, idet den også er udtryk for barnets stemningsmæssige og psykiske univers. Barndommens verden er på en gang åben mod den fælles verden i kraft af barnets interaktion med andre og er samtidig barnets egen private verden af forestillinger, oplevelser og stemninger, som ikke er umiddelbar tilgængelig for andre end barnet selv. Hermed skelner jeg i overensstemmelse med Descartes sjæl/legeme analytisk mellem en indre og en ydre verden. I kraft af den fælles livsverden og betydningshorisont er det imidlertid vanskeligt at opretholde en sådan sondring mellem indre og ydre, hvilket også vil fremgå af det følgende. Det er væsentligt at understrege, at der er tale om en analytisk sondring. Barndommens verden består for det første af den praktiske verden, hvori barnet handler og interagerer med andre, der er tidsmæssigt afgrænset til perioden for barnets opvækst. Denne del af barndommens verden kalder jeg også for barndommens handlingsverden. For det andet er barndommens verden barnets fantasi- og forestillingsverden. Børn må formodes ikke at stille så store krav til sammenhæng på det reflektoriske plan mellem de forskellige verdener, det indgår i, hvorved barndommens verden netop har mulighed for at bibeholde sin særlige private og egocentriske karakter. Denne indre og psykiske del af barndommens verden betegner jeg barndommens forestillingsverden. Barndommens forestillingsverden udvikles og forandres kontinuerligt, efterhånden som barnet gør sig nye erfaringer. Den er en mental aktivitet, der er involveret i det barnet gør, tænker og siger og i bearbejdningsprocesser af barnets handlingsverden. Barndommens forestillingsverden har således meget til fælles med Meads begreb 'mind', hvor den mest dækkende oversættelse netop er forestillingsverden fremfor bevidsthed (G.H. Mead 1934/67). Men i modsætning til begrebet 'mind' hos Mead bygger 244

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Interaktionsfeltet

barndommens forestillingsverden ikke kun på tidligere social interaktion og er ikke alene socialt konstitueret. Barndommens verden er et dobbeltperspektiv dels som betegnelse for barndommens handlingsverden, dels som betegnelse for barndommens forestillingsverden forstået som barnets særlige psykiske konstituering. Jeg foretager her en analytisk sondring, hvor det er vigtigt at understrege, at de to verdener hænger uløseligt sammen for barnet og opleves som en samlet barndommens verden. Begrebet barndommens verden anvendes af Berger & Luckman i tilknytning til barnets primære socialisering. Hos Berger & Luckman er barndommens verden begreb for barnets bevidsthedsmæssige og nomiske struktur, der udvikles via barnets internalisering i den primære socialisering. (Berger & Luckman 1966/92:153-161). I følge Berger & Luckman'... udgør sproget både det vigtigste indhold i og det vigtigste instrument for socialiseringen' (Berger & Luckman 1966/92; 157). Til forskel herfra vægter jeg samspillet mellem forældre og barn det vil sige både den diskursive og den praktisk rettede handling, hvor det er de relationelle følelser, der er det vigtigste indhold og instrument for socialiseringen. De relationelle følelser formidles i interaktionen via den praktisk rettede handling, sprog og nonverbal kommunikation. Hos Schutz er hverdagslivets verden betegnelse for den nuværende verden for vores tilstedeværelse. For Schutz er hverdagslivets verden et prækonstitueret system af tilgængelig viden, som vi opfatter umiddelbart og tager for givet, og som gør det muligt for os at orientere os i verden. Hverdagslivets verden er omdrejningspunktet for Schutz begrebsdannelser,der også har videnskabsteoretiske konsekvenser9. 'Dagliglivets verden' betyder den intersubjektive verden, der eksisterede længe før vi blev født, og som oplevedes og tolkedes af andre, vore forfædre, som en organiseret verden. Nu gives den til vor oplevelse og tolkning. Al tolkning af denne verden er baseret på et lager af tidligere oplevelser af den, vore egne og dem, der er overgivet os af vore forældre og lærere, oplevelser, som i form af 'forhåndenværende viden' fungerer som referenceskema. (...) Hverdagslivets verden er

245

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden

scenen og tillige genstanden for vore handlinger og interaktioner. Vi må beherske den og vi må ændre den for at virkeliggøre de mål, som vi forfølger i den blandt vore medmennesker. (Schutz 1975; 61) I følge Schutz fødes vi ind i en virkelighed, hvor klassifikationerne allerede har sine rødder10, og hvor individet tager disse op og opfatter dem som givne udfra den naturlige indstilling. Denne indstilling er udtryk for en accept, hvor der ikke sættes spørgsmålstegn ved verden, som den er. Hverdagslivets altoverskyggende virkelighed forekommer os selvfølgelig. 'Desuden forekommer denne virkelighed os at være naturlig og vi er ikke parate til at forlade vor naturlige indstilling overfor den uden at have et bestemt chok (...)' (Schutz 1975: 81). Hverdagslivets verden er præget af den naturlige indstilling og vores pragmatiske motiver knyttet til vores livsaktivitet er styrende for denne indstilling11. Det er i følge Schutz denne naturlige indstilling, der gør det muligt for os at orientere os i verden. I overensstemmelse hermed skal barndommens verden forstås som en verden, der tages for givet, og som kun i meget lille udstrækning problematiseres af barnet. Barndommens verden vil rumme en viden, barnet opfatter umiddelbart og orienterer sig udfra i verden. Denne viden vil både indeholde en intersubjektiv tilgængelig viden og en anden type viden, der er resultatet af familiens hverdagsliv. Barndommens verden som et samlet begreb er således ikke en intersubjektiv og fælles verden, og den deles for eksempel ikke af børn og forældre i familien. Undertiden kan forældre og andre voksne få indblik i barndommens verden, men den er præget af barnets egen måde at forholde sig til familiens hverdagsliv på. Barndommens handlingsverden kan have en intersubjektiv og fælles karakter for søskende i familien, mens barndommens forestillingsverden ikke kan deles af søskende i familien. Desuden refererer barndommens verden til det konkrete barns verden og er som konkret livsfase tidsmæssigt afgrænset til perioden for barnets opvækst.

246

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

De interagerende

Hverdagslivspraksis Hverdagslivspraksis vil jeg definere som den proces, hvorigennem hverdagen frembringes, genskabes og omskabes i samspillet og mødet mellem mennesker, der gør det daglige samvær muligt, og de måder dette samvær leves på - ikke mindst de upåagtede handlinger. Ved at tale om hverdags- livspraksis betones det processuelle i begrebet. Definitionen er en omskrivning af Birte Bech-Jørgensens definition af hverdagsliv (BechJørgensen 1994b:6)12, hvor jeg fokuserer på mødet mellem mennesker, som det sted hverdagslivet i al væsentlighed konstrueres. Jeg ser det mellemmenneskelige samspil og møde som det centrale omdrejningspunkt i hverdagslivet, hvor fokus er, hvordan samværet leves. Det er vigtigt at understrege, at samværet netop leves for herved at betone, at der ikke nødvendigvis er tale om bevidst, kalkuleret handling, men i stor udstrækning om upåagtede handlinger og kommunikation samt noget, der hverken bliver sagt eller gjort.

De interagerende I forståelsen af socialisering fokuseres der indenfor psykologien primært på individets udvikling, hvor socialisering ofte reduceres til forældres (læs moderens) opdragelse og påvirkning af barnet, hvor der ikke i tilstrækkelig grad tages højde for, at der er tale om en interaktiv proces13. Den psykologiske forståelse af socialisering har desuden haft stor indflydelse på den samfundsvidenskabelige opfattelse af barnets socialisering. Således synes begrebet om socialisering generelt at blive anvendt i sammenhæng med en forståelse af børn som 'ufærdige' og 'forkert på den' (Waksler 1986), eller der er et snævert fokus på enkelte forholds betydning for barnets socialisering, som det ses i den socialpolitiske børneforskning. Det er nødvendigt at tage højde for interaktionen mellem forældre og barn og samtidig se dette samspil i et bredere hverdagslivsperspektiv. Det er min antagelse, at det er det konkrete mellemmenneskelige møde og samspil, barnet har - i første omgang i sin familie - der er afgørende for barnets socialisering og dannelse af et selv. 247

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden

Barnets tilknytningsfigurer og den unikke anden De mennesker, der må anses for centrale for barnet og dets socialisering, må typisk være dets forældre eller primære omsorgspersoner. Disse kan betegnes som barnets tilknytningsfigurer med et begreb hentet fra John Bowlby. En tilknytningsfigur er den person, et andet individ udviser en tilknytningsadfærd overfor. Det individ, der udviser tilknytningsadfærd, omtales i det følgende i almindelighed som barn og tilknytningsfiguren som mor. Det er, fordi denne adfærd hidtil kun er blevet undersøgt nøjere hos børn. Hvad der siges, anses imidlertid også at gælde for voksne, og hvem der end optræder som tilknytningsfigur for dem - ofte en ægtefælle, undertiden en forælder og, oftere end man skulle tro, et barn. (Bowlby 1979/96: 140) Her bruger jeg begrebet tilknytningsfigur om den person, barnet føler sig tilknyttet, hvilket typisk er den primære omsorgsperson i dets familie. Begrebet om tilknytningsfigurer adskiller sig herved fra Berger & Luckmans forståelse af 'den signifikante anden', der godt kan være påtvunget individet. (Berger & Luckman 1966/92: 155). Berger & Luckman ser den følelsesmæssig tilknytning mellem barnet og dets signifikante anden som en forudsætning for barnets identificering og for, at læreprocesserne i socialiseringen kan lykkes. Alligevel tager de ikke tilstrækkeligt højde herfor i deres begrebsdefinitioner.14 For at afgøre, hvem i barnets omverden, der betyder mere end andre må relationens karakter og det følelsesmæssige bånd afdækkes. Schutz opererer med et begreb om konsociater, hvor konsociater er gensidigt involverede i hinandens biografi og desuden kan betegnes som en ren virelation. I en sådan relation er det muligt at opfatte hinanden som unikke individualiteter på baggrund af den personlige biografiske situation. Bortset fra mellem konsociater er det ikke muligt at se og opfatte andres unikke individualitet (Schutz 1973/75:34). Begrebet om konsociater forudsætter altså jævnbyrdighed i relationen. Dette er ikke tilfældet mellem forælder og barn, hvor relationen netop er

248

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

De interagerende

asymmetrisk i kraft af aldersforskel, og barnets afhængighed af sine forældres omsorg. Desuden kan barnet have en stærk følelsesmæssig tilknytning til for eksempel sine forældre, uden at de er i stand til at opfatte og spejle barnets unikke individualitet. I asymmetriske relationer, hvor det kun er den ene part, der er i stand til at opfatte den andens unikke individualitet, har jeg derfor valgt at betegne den ene part som en persons unikke anden. Den unikke anden bliver således en betegnelse for en særlig kvalitet eksempelvis i relationen mellem barn og tilknytningsfigur. Også andre end barnets forældre kan have væsentlig indflydelse på barnets socialisering. Forudsætningen herfor er en erkendelsesmæssig og følelsesmæssig tilknytning, hvilket åbner for, at barnets tilknytingsfigurer ikke kun eller nødvendigvis indbefatter barnets forældre. Andre voksne, jævnaldrende eller andre kammerater15 skal derfor tænkes med i forståelsen af socialisering. I følge Frønes forstærkes forældres betydning for eksempel. for barnet i forhold til andre voksne i et samfund, hvor børns kontakt med voksenverdenen primært er begrænset til samvær med forældre og pædagoger (Frønes 1996:43). I modsætning hertil betoner Dion Sommer omvendt børnenes dobbelsocialisering - og hermed andre voksnes betydning i børns opvækst, for eksempel voksne i det sociale netværk, bedsteforældre, pædagoger og lærer (Dion Sommer 1996: 184-85). Begrebet om den unikke anden kan være centralt i vurderingen af, hvor betydningsfuld en person er for barnet. I kraft af barnets samspil i sin familie skabes barndommens verden forstået som en psykisk upåagtet struktur, der i stor udstrækning vil forekomme som et uomgængeligt grundlag for barnets hverdagslivspraksis. Biografisk situation Den biografiske situation er et udtryk for den totale erfaring, der er aflejret i det forhåndenværende videnslager16. Det forhåndenværende videnslager er et væsentligt begreb i forståelsen af individets opmærksomhed. Det forhåndenværende videnslager består af klassificeringer, der beskriver hverdagslivets verden. Denne udvikles ud fra en social situation, der gør det umiddelbart forståeligt, hvad der er sædvanligt, og hvad der er usædvanligt (Schutz 1973/75: 24-26). Denne forhåndenværende kundskab er socialt

249

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden

formidlet og har sociale rødder. Perspektivernes gensidighed udgør en nødvendig forudsætning for en fælles realitet, og Schutz vægter her tidsdimensionen og det processuelle. Den forhåndenværende kundskab og typifikationer, som individet benytter for at konstruere mening, udgør altså symbolske systemer, som allerede er indlejret i kulturen og sproget. Udover dette sociale og kollektive videnslager, der udgør mulighedsbetingelserne for individets opmærksomhedsstrukturer, er denne struktur også bestemt af individets private og subjektive historie, som Schutz kalder den biografiske situation. Den biografiske situation er bestemmende for, hvordan vi primært orienterer os og dermed for mulighederne for fremtidige aktiviteter, hvilket Schutz betegner som det forhåndenværende formål. Dette formål er med andre ord bestemmende for vores opmærksomhedsstruktur, dvs. hvad vi får øje på som forgrund i vores oplevelse, og hvad der bliver baggrunden herfor. I et mellemmenneskeligt møde vil individet være bærer af erfaringer og aspekter, der ligger uden for det konkrete møde. Disse vil være biografisk situation for individets interaktion. Vores biografiske situation er udtryk for vores måde at være til i verden på og kan defineres som ... En fysisk og socio-kulturel omverden, defineret af det indenfor hvilken det har sin position, ikke blot position i fysisk rum og ydre tid eller status og rolle i det sociale system, men også dets moral og ideologiske position. (Schutz 1973/75: 25) At menneskets situation er biografisk bestemt betyder, at det ikke blot må forstås på baggrund af den verden, det lever i, men også på baggrund af den verden det har levet i og dets tidligere erfaringer.

Interaktionen Barndommens verden bibringer gradvist individet en struktur eller forestillingsverden, der vil bevare sin særlige realitet. Den bliver under alle

250

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Interaktionen

omstændigheder ved med at være den 'verden', hvor barnet hører hjemme. Barndommens forestillingsverden som struktur skal forstås i lighed med Giddens strukturbegreb både som mulighedsskabende og -begrænsende (Giddens 1984: 16-40). Der vil altid eksistere en åbning for barnet til at handle anderledes. Barndommens verden er svær at ændre. Det hænger sammen med, dels barndommens forestillingsverden har en egocentrisk og privat karakter, dels at de grundlæggende strukturer, der relaterer sig til barnets praktiske handlingsverden i familien, formidles og skabes, uden at familiens medlemmer er sig det bevidst og sætter ord på. Handlingsmønstre og grundlæggende strukturer Den udadvendte dimension ved barndommens verden er barnets praktiske verden, hvor det handler og interagerer med andre. Indenfor den del af barndommens handlingsverden, der foregår i familien, skelner jeg mellem forskellige typer af handlinger, nemlig familiens grundlæggende strukturer og handlingsmønstre. Handlingsmønstrene er de observerbare handlinger og rutiner, som er velkendte for familien, og som er en aktiv del af familiemedlemmernes skabelse og organisering af hverdagslivet. Mens de grundlæggende strukturer handler om grundstemning og mere upåagtede forståelser og handlinger i familien. En families grundlæggende strukturer og handlingsmønstre forholder sig til hinanden som Ferdinand de Saussures' begreber om 'la langue' eller sprogsystem og 'la parole' eller sprogbrug. I følge Saussure ligger et sprogsystem bagved enhver anvendelse af sproget. Sprogsystemet har en specifik kulturel struktur, der er fælles for folk, der taler med samme sprog, og denne struktur eller dette sprogsystem er en afgørende forudsætning for, at de forstår hinanden. Analogt hertil muliggør de grundlæggende strukturer både bestemte handlingsmønstre og forståelsen af disse. Her vil de grundlæggende strukturer ligeledes udgøre et specifikt kulturelt system, som er et udtryk for en families kollektive kulturelle fundament. De grundlæggende strukturer omfatter også det, der ikke bliver sagt eller gjort forstået som det impliciterede i handlinger og udtalelser. De grundlæggende strukturer skal i overensstemmelse med barndommens verden både forstås som mulighedsskabende og -begrænsende, men er den 251

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden

del af barndommens verden, der blandt andet i kraft af at være upåagtede i højere grad vil sætte igennem. Fra familiens grundlæggende strukturer kan der trækkes en parallel til Birte Bech-Jørgensens begreb om selvfølgelighedernes symbolske orden (Bech-Jørgensen 1994a, 1994b). Den symbolske orden af selvfølgeligheder fungerer som de grundlæggende betingelser for hverdagslivet, ligesom familiens grundlæggende strukturer anses som fundamentale for familiens hverdagsliv. De tids-, rumligt og mellemmenneskeligt strukturerede selvfølgeligheder tages for givet og struktureres som en symbolsk orden. Den symbolske orden af selvfølgeligheder genskabes via de daglige upåagtede aktiviteter, hvor det, at de er selvfølgelige, betyder, at de aldrig kan erkendes i sin helhed (Bech-Jørgensen 1994: 141-150). I lighed hermed skal familiens grundlæggende strukturer forstås som selvfølgelige og upåagtede internt i familien og derfor heller ikke som mulige at erkende i sin helhed for familiens medlemmer. Fra familiens handlingsmønstre og de grundlæggende strukturer kan der trækkes en parallel til Wittgensteins sondring mellem sprogspil og livsform. De grundlæggende strukturer er ligesom Wittgensteins begreb om livsform nok til stede, men ikke til rådighed. De grundlæggende strukturer kan forstås som kultur og hermed som en tavs forudsætning for at familiens medlemmer overhoved kan have bestemte handlingsmønstre. Ligesom det er sprogspillet hos Wittgenstein, der er nøglen til erkendelsen af livsformen, er det via handlingsmønstrene, vi kan opnå indsigt i familiens hverdagslivspraksis. Der er tale om en analytisk sondring, hvor både handlingsmønstre og de grundlæggende strukturer er konstruktioner, der i det levede liv smelter sammen i familiens hverdagslivspraksis.17 Både de grundlæggende strukturer og dele af familiens handlingsmønstre er upåagtede. Der er altså tale om aktiviteter og måder at interagere, som de implicerede ikke er opmærksomme på. Begrebet om de upåagtede aktiviteter er udviklet i studiet af arbejdsløse kvinders daglige aktiviteter, herunder de forskellige huslige gøremål. Disse aktiviteter og deres resultater er ikke usynlige, men er i kraft af at være en del af socialt bestemte normer, regler, vaner og rutiner, ikke noget der lægges mærke til (Bech-Jørgensen 1997). Her er der tale om færdigheder, der er nødvendige i hverdagslivet.

252

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Interaktionen

De upåagtede aktiviteter definerer jeg følgelig som alt det, vi gør, som vi ikke lægger mærke til, at vi gør. Men hvis nogen gør os opmærksomme på, hvad det er vi går og gør, så ved vi det godt og kan umiddelbart tale med om det. (Bech-Jørgensen 1994a) Det upåagtede er således ikke ubevidst, da det ubevidste er langt sværere at komme i tanke om. Det ubevidste er dybt nedfældet i psyken som det for eksempel er tilfældet med fortrængte oplevelser. Dualismen bevidst og ubevidst knytter an til en psykoanalytisk forståelse, hvor fortrængningen er en forsvarsmekanisme, der gør, at noget bliver ubevidst. Her eksisterer der en psykisk barriere for at kunne rette opmærksomheden mod det ubevidste, mens vi ikke lægger mærke til de upåagtede aktiviteter, fordi de er en del af kulturelle og samfundsskabte normer og rutiner. Barndommens handlingsverden er en del af både familiens handlingsmønstre og grundlæggende strukturer. Barndommens forestillingsverden kan derimod karakteriseres som privat og egocentrisk. Her er der tale om barnets indre verden, der ikke formidles direkte, men derimod indirekte, idet den influerer på barndommens handlingsverden. Familiens grundlæggende strukturer - grundstemning og mere upåagtede forståelser og handlinger i familien - præger barndommens forestillingsverden, men vil ikke være identisk hermed. Barndommens forestillingsverden rummer netop barnets særlige indre bearbejdning af familiens grundlæggende strukturer, hvor for eksempel to søskendes bearbejdning af de samme grundlæggende strukturer i familien kan falde forskelligt ud. Blandt andet fordi børn også henter 'materiale' til barndommens forestillingsverden fra de øvrige sfærer, de måtte indgå i. Opmærksomhedsstrukturer og sporsættende oplevelser Barndommens verden med familiens handlingsmønstre og grundlæggende strukturer bliver ikke alene det uomgængelige grundlag for barnets hverdagslivspraksis, men vil også senere fungere som en del af den voksnes biografiske situation i hverdagslivet. Schutz gør meget ud af at præcisere, at der ikke eksisterer rene kendsgerninger, men at det vi kalder kendsgerninger

253

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden

er udtryk for vores fortolkning og sortering. Han betoner, at viden om verden involverer menneskets konstruktioner i form af abstraktioner, generaliseringer, formaliseringer og idealiseringer. Det medfører, at vi kun opfatter og forstår nogle aspekter ved verdens virkelighed, og det vil sige, at vores opmærksomhed er rettet mod det, der er relevant for os i forbindelse med vores livsaktivitet. Hvad der er relevant, ligger altså ikke i verden som sådan, men er et resultat af menneskets selektions- og tolkningsaktiviteter af verden. Schutz taler her om relevans, men der kunne lige så godt have stået mening eller betydning. Ved at tale om relevans understreges det forhold, at der henvises til noget andet i bestemmelsen heraf, for eksempel individets livsaktivitet. At forstå den sociale verden er at forstå de måder, mennesker definerer sociale situationer på. Det er med andre ord handlinger, oplevelser og tolkninger heraf, der konstituerer hverdagslivets praksis og ikke en ontologisk struktur ved fænomenerne i verden, skriver Schutz (Schutz 1975: 21-23). I overensstemmelse hermed ser jeg det at forstå en social handlen som ensbetydende med at forstå den mening, den har for den handlende. For at forstå hverdagslivets praksis må der altså tages udgangspunkt i forestillinger og oplevelser. Menneskers måde at forstå disse og deres opmærksomhedsstrukturer vil desuden være styret af deres behov for at søge mening. Men selvom jeg mener, der må tages udgangspunkt i de interagerendes egne selvforståelser, oplevelser og tolkninger af handlinger, er det vigtigt i analysen at bevæge sig ud over dette niveau for at kunne bidrage med ny viden. Det samlede billede af sociale handlinger kan bidrage med nye indsigter, ligesom der i samspillet mellem den empiriske undersøgelse og teori kan fremkomme indsigter, der overskrider de agerendes selvforståelser. Begrebet om mening er centralt som kriterium for hvilke dele af barndommens verden, der for alvor vil præge barnets voksenliv. Schutz er inde på meningsaspektet som udgangspunkt for sin kritik af behaviorismen, idet en handling ikke nødvendigvis er det samme for to mennesker, der interagerer. 'Det, der for iagttageren ser ud til objektivt at være samme adfærd kan have meget forskellige meninger eller slet ingen for subjektet' (Schutz 1975: 62). I lighed hermed forstår jeg mening ikke som nogen

254

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Interaktionen

iboende kvalitet, men netop som et resultat af en tolkning på baggrund af tidligere erfaringer, hvor denne tolknings- og skabelsesproces efterlader spor i hukommelsen. Det vil også sige, at det er muligt at skelne mellem betydningsfulde og betydningsløse oplevelser18. Betydningsfulde hændelser og oplevelser kan defineres som de, der sætter spor, og her er det ikke kun i hukommelsen, der sættes spor. Med bestemmelsen af betydning som sporsættende ønsker jeg at sætte opvækstens prægning på begreb. Det, der bliver præget, er selvet, hvor selvet skal forstås som en integreret enhed af bevidsthed og krop. Det vil med andre ord sige, at opvæksten også præger og sætter spor på kroppen. Sporsættende oplevelser indikerer netop den dobbelthed mit socialiseringsperspektiv forsøger at indkredse, idet spor dels betegner prægning og påvirkning af selvet og dels betyder bane. Betydningsfulde oplevelser er altså med til at skabe et bestemt spor, hvor flere spor er med til at skabe barnets livsbane for fremtidig tilværelse. Betydningsløse oplevelser kan i overensstemmelse med Schutz bestemmes som reflekser og som '... alle disse former for uvilkårlig spontanitet, (der) opleves medens de sker, men uden at efterlade sig spor i hukommelsen.' (Schutz 1975: 63). De sporsættende oplevelser er ikke nødvendigvis upåagtede. Derfor udgør de en lettere tilgængelig nøgle til forståelsen af dele af barnets socialisering end de grundlæggende strukturer i familien. De sporsættende oplevelser vil ikke blot være lette at huske, men fremstå mere tydeligt end andre erindringer. De sporsættende oplevelser er et helt centralt begreb i mine bestræbelser på at konvertere den psykologiske prægning til en sociologisk hverdagslivsteori. Situationsstyring og hjælpeløshed Kontrol over indtryk, selviscenesættelser og andres udlægninger heraf anser jeg som væsentlig for barnets identitetsdannelse. Specielt styringen af indtryk og identitetsspejling i mødet ser jeg som centralt for barnets socialisering i hverdagslivet. Her kan Goffmans begreb om 'impression management' være nyttigt. 'Impression mangement' eller indtryksstyring vil sige styring af de indtryk, personen gør, og betegner den performative del af den sociale identitet. Goffman tager højde for, at virkeligheden er socialt konstitueret og

255

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden

afhænger af vores tolkninger af den. Individet er som en del af den sociale virkelighed ligeledes afhængig af, hvordan dets præsentation af selvet udlægges af andre. Selvom personen i en vis grad har kontrol over signalerne, han/hun udsender til omverden om sig selv, kan individet ikke sikre sig deres 'korrekte' modtagelse eller udlægning. Man kan ikke vide med sikkerhed, hvordan de modtages og fortolkes. (Goffman 1963/90: 57128). Hos Goffman skal identitet forstås som en selviscenesættelse og rolle, vi spiller afhængig af den konkrete scene (Goffman 1959/1992)19. Men det er langt fra altid, individet i følge Goffman er i stand til at styre og kontrollere dets selv-iscenesættelse. '... kunsten å gjennomskue en persons bestrebelser på velberegnet utilsigtethed synes å være bedre utviklet enn vår evne til å sjonglere med vår egen adferd' (Goffman 1959/92: 17). Jeg tror, at indtryksstyring er væsentlig for barnet i interaktionen med sine forældre eller primære omsorgspersoner. Men det er ikke alene indtryksstyringen, der er central i barnets socialisering. Denne kontrol over præsentationen af os selv må suppleres med begreber for situationsstyring. Det centrale er nemlig, hvordan den interaktive situation bestemmes, styres og kontrolleres. Situationsstyring handler om at være i stand til at handle og styre situationens forløb, hvor hjælpeløshed er det modsatte - manglende evne til at handle og styre situationen. Det at have behov for hjælp kan være en reflekteret tilstand knyttet til en særlig situation. I modsætning hertil skal hjælpeløshed forstås som en mere diffus oplevelse og mangel på kontrol over situationen. Hvor det i forbindelse med et hjælpebehov som oftest er forholdsvis let at lokalisere et problem og påpege, hvad der skal til for at løse det - uden at det af den grund nødvendigvis er nemt at løse problemet er det langt mere kompliceret for de involverede at identificere de præcise årsagssammenhænge og muligheder for ændring. Som eksempel på en situation, der kunne udløse en oplevelse af hjælpeløshed kan nævnes 'doublebind' kommunikation. En mor kan for eksempel. verbalt og nonverbalt kommunikere modstridende budskaber, hvor barnet uafvendeligt vil udløse hendes afvisning, vrede etc, uanset hvilket af budskaberne, det reagerer på. En udførlig analyse af et sådant kommunikationsmønster er at finde hos Gregory Bateson. I denne forbindel-

256

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Interaktionen

se er det værd at hæfte sig ved situationens karakter. Der er ikke nogen ideel handlemulighed og løsning for barnet. Barnet kan ikke med sin bedste vilje handle på en måde, der udløser en positiv reaktion hos moderen (Bateson 1972:178-193). I forbindelse med situationsstyring og hjælpeløshed er det ikke nødvendigvis den, der har den åbenlyst største autoritet eller flest ressourcer - som for eksempel. position, viden, status, overblik - der definerer og kontrollerer situationen. En person, der tilsyneladende er både magtesløs og ikke særlig ressourcestærk - som for eksempel alkoholiserede eller sindslidende forældre - kan udøve en 'kontrol i det stille', hvor indflydelsen kan være upåagtet for de involverede. Det er min antagelse, at de grundlæggende strukturer i en familie kan sætte igennem og udøve en stor påvirkning på de implicerede i kraft af, at disse strukturer ikke er bevidstgjorte og reflekterede, men netop er upåagtede. Dette aspekt må formodes også at gøre sig gældende i forhold til situationsstyring og hjælpeløshed. I jo højere grad de implicerede bliver 'styret' og er uden kontrol og handlemulighed uden at gøre sig det klart, jo mere vil situationen sætte igennem og sætte spor. Det er min antagelse, at specielt de grundlæggende strukturer vil fungere sporsættende, og at deres prægningsgrad vil afhænge af barnets oplevelse af situationen. Oplever barnet en hjælpeløshed i familiens hverdagslivspraksis, er det min tese, at de grundlæggende strukturer for alvor sætter igennem20. Det er afgørende, at der er en mening eller sammenhæng i familiens hverdagslivspraksis. Børn bliver ikke neurotiske af frustrationer og skuffelser, men af mangel på eller tab af mening med disse frustrationer. Derfor fremhæver jeg oplevelsen af hjælpeløshed som central i barnets socialisering. I modsætning til den diffuse oplevelse af hjælpeløshed står muligheden for at skabe mening og sammenhæng. Forældrekompetence og psykisk omsorg Dette socialiseringsperspektiv implicerer, at barnets opvækst sætter spor, og at barnet senere i livet gentager specielt familiens grundlæggende strukturer. Familiens handlingsmønstre og grundlæggende strukturer udfoldes i den sociale interaktion, der også handler om forældres omsorg for deres barn.

257

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden

Her skelner jeg mellem materiel og psykisk omsorg. Den psykiske omsorg er ensbetydende med en situationstilpasset og hensigtsmæssig styring, uden at denne nødvendigvis er reflekteret og bevidst. Forældrekompetencer, der er nødvendige i dag, er nogle andre end tidligere. Når der er tale om en bevidst, hensigtsmæssig og tildels reflekteret styring anses denne for at være identisk med forældrekompetence og omsorgsfunktion. Den materielle omsorg er rettet mod barnets forskellige behov og kan for eksempel. bestå i at sørge for, at barnet er udsovet, klædt på under hensyn til vejr og barnets aktivitet, får noget at spise/drikke, når det er sulten/tørstig etc. Her kan en forståelse af omsorgsbegrebet som noget, der strækker sig udover en umiddelbar kvalitet i relationerne mellem barn og forældre være på sin plads, som Dion Sommer har argumenteret for (Dion Sommer 1996: 89-97). Forældres praktisering af den materielle omsorg handler således i høj grad også om en hensigtsmæssig organisering af hverdagslivet. Herunder også en uddelegering af omsorgen til andre omsorgspersoner. Hvor den materielle omsorg er rettet mod materielle behov og den funktionelle side af hverdagslivet, handler den psykiske omsorg om at skabe en rar atmosfære, uden at det siger noget om det konkrete samværs indhold. Hvad der må forestås som en rar atmosfære er forskelligt afhængigt af, hvad familien foretager sig, men indbefatter også evnen til at styre situationen væk fra en stresset konfliktsituation, hvis tid og sted ikke er rigtig for konflikt. Omvendt kan det afhængig af tid, sted, barnets sindstilstand og biografisk baggrund være på sin plads at tage en konflikt. Hvad der må være kriterier for vurdering af den psykiske omsorg, kan ikke bestemmes ud fra abstrakte principper.21 Det er i denne sammenhæng primært den psykiske omsorg, der er interessant som væsentlig for barnets socialisering, da den specielt relaterer sig til de grundlæggende strukturer, som netop handler om sindsstemning, atmosfære og mere upåagtede handlingsmønstre. I forlængelse af Dion Sommers argumentation for en anden forståelse af omsorg, der er andet og mere end den personaliserede omsorg i form af en bestemt kvalitet og kontakt i samværet mellem to, må vi være opmærksom på, at både den psykiske og materielle omsorg spiller sammen, hvor den materielle omsorg ideelt set understøtter den psykiske personaliserede omsorg.

258

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

De langsigtede konsekvenser af interaktionen

De langsigtede konsekvenser af interaktionen Et begreb, der er beslægtet med barndommens verden, er barndomsbillede. Det refererer til den voksnes erindring af barndommens verden, hvor denne erindring kan være skiftende, afhængig af den voksnes aktuelle tilværelse. Med barndomsbillede er der ikke blot tale om oplevelser fra barndommen, men om en særlig type af minde, nemlig erindring af barndommens verden. Barndomsbilledet afspejler den særlige egocentriske og private verden, der var barnets, dvs. barnets særlige oplevelses-, handlings- og forestillingsverden. Hvor det er muligt at huske oplevelser og hændelsesforløb fra barndommen via fotos og fortællinger, kan den voksnes barndomsbilleder som oftest fremkaldes meget stærkere for eksempel via lugte, duftspor, musik og lyde. Både i forhold til barndommens verden og barndomsbillede spiller (sinds-) stemning, atmosfære og grundlæggende strukturer en central rolle. Barndommens verden skal forstås som samspillet mellem barnets biografiske baggrund og de grundlæggende strukturer og handlingsmønstre i dets familie. I begrebet ligger der desuden en antagelse om, at denne verden af barnet opleves som selvfølgelig, og at det for barnet kan være svært at opfatte den sociale omverden uafhængig af denne barndommens verden. Her skelner jeg mellem reflekteret valg, upåagtet gentagelse og gentagelsestvang som forskellige måder at reproducere handlingsmønstre og grundlæggende strukturer i barndommens verden. Barndommens verden korresponderer således med Schutz' begreb om hverdagslivets naturlige indstilling, hvor barndommens verden refererer til, hvad vi kunne kalde den naturlige indstilling inden for den mere afgrænsede verden, der er barnets. Det vil sige i forhold til Schutz' forståelse af den naturlige indstilling, er der for barnet i langt højere grad alternativer til barndommens verden, men hvor barnet typisk først, når det når en vis alder, er i stand til at se ud over barndommens verden. Barndommens verden som begrebsramme for børns socialisering er hermed en omdefinering af begrebet om internalisering. Hvor begrebet om 259

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden

internalisering forstås som barnets passive overtagelse af forældrenes normer og værdier, tager begrebet om barndommens verden højde for, at barnet ikke forholder sig passivt, men er aktivt i interaktionen i familien og dermed medskaber af barndommens verden. Men ligesom i teorien om internalisering ligger der også i begrebet om barndommens verden en antagelse om, at personens adfærd senere i livet i en vis udstrækning kan tilbageføres til handlingsmønstre og specielt grundlæggende strukturer i barndommens verden; og her er det specielt de grundlæggende strukturer, der vil blive gentaget. Der kan altså trækkes linier fra den voksnes og familiens hverdagslivspraksis til barndommens verden. Eksistentielle brud og forskydninger Barndommens verden bibringer gradvist individet en struktur eller forestillingsverden, der vil bevare sin særlige realitet. Den bliver under alle omstændigheder ved med at være den 'verden', hvor man hører hjemme. At barndommens verden forstået som en forestillingsverden og psykisk struktur er svær at ændre hænger sammen med, at den formidles og skabes som oftest, uden at familiens medlemmer er sig det bevidst og sætter ord på de grundlæggende strukturer. Familiens grundlæggende strukturer er konstituerende for barndommens verden. Strukturerne er grundlæggende, da de skal forstås ikke blot som en del af, men som liggende til grund for barnets dannelse af selvet og som svære at ændre22. I lighed med Schutz' bestemmelse af hverdagslivets altoverskyggende virkelighed, der hænger sammen med den naturlige indstilling, er barndommens verden en verden, der af barnet opfattes som naturlig, gyldig og uigendrivelig. Det er min antagelse i lighed med Charlotte Bloch (1988), at overgangen mellem barn- og voksentilværelse indeholder forandringspotentiale, men at det ikke nødvendigvis betyder et brud med barndommens verden. Charlotte Bloch bruger termen mellemrum som betegnelse for et livsrum, der er karakteriseret ved et 'slip' i de sædvanlige rammer for vores orientering på vidt forskellige niveauer (Bloch 1988:126)23. Herved vægter Bloch - til forskel fra Schutz og i lighed med Bech-Jørgensen - den individuelle anfægtelse af den sociale orden og hermed forandringspotentialet i det

260

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Opsummering

sociale liv. Bloch skelner mellem tre forskellige former for mellemrum: Sprækker, overgange og brud24 (Bloch 1988: 130-133). I det følgende vil jeg koncentrere mig om begrebet overgange hos Bloch, da det betegner forandringer i det individuelle livsløb dvs. mellemrum mellem en uoprettelig og en endnu ikke tilegnet hverdag, hvor disse både kan være kulturelt og biologisk defineret. Det kan for eksempel være overgange fra barn til voksen, fra studerende til lønarbejdende, et liv med børn til et uden, når ungerne er fløjet fra reden. Måske betyder overgangen blot en forskydning. En forskydning berører i modsætning til de eksistentielle brud ikke fundamentalt ved barndommens verden og familiens grundlæggende strukturer. En forskydning er udtryk for manglende konkurrens i barnets oplevelse, som efterhånden langsomt vil betyde en stillingtagen til dele af barndommens verden. Men en forskydning sætter kun fokus på dele af barndommens verden, da en forskydning primært vedrører familiens handlingsmønstre og kun i mindre grad fremprovokerer spørgsmål og stillingtagen til de mere grundlæggende strukturer. Hvor Bloch sætter begreb på et rums- og tidsmæssigt 'slip', indeholder Schutz' terminologi antagelser om, at der kræves et chok for at bryde med den naturlige indstilling i hverdagslivet. Det er sidstnævnte tankegang, jeg overfører til barndommens verden, da børns socialisering primært handler om den indholdsmæssige videreførelse eller brud med barndommens verden. I lighed med Berger og Luckman må vi forstå barndommens verden som uomtvistelig virkelig for barnet, hvor 'der kræves alvorlige biografiske chock for at nedbryde den massive virkelighed, der er internaliseret tidligt i barndommen' (Berger & Luckman 1966: 166). Det betyder, at et opgør med de grundlæggende strukturer formidlet i barndommens verden er ensbetydende med et eksistentielt brud. Forklaring herpå må søges i barnets som oftest manglende refleksivitet og desuden i barnets oplevelse af hjælpeløshed, der ofte er kendetegnende for de situationer, der for barnet bliver sporsættende oplevelser. Når der er tale om et opgør med de grundlæggende strukturer, er det på sin plads at forstå opgøret som et eksistentielt brud, da de grundlæggende strukturer på fundamental vis definerer virkelighedsforståelse og barnets forestillingsver261

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden

den. Det er dog vigtigt at huske på, at barnet selv spiller en aktiv rolle i udfoldelsen af de grundlæggende strukturer via hverdagslivets praksis, så der er ikke tale om en form for psykisk strukturalisme eller determinisme. Min sondring mellem eksistentielle brud og forskydninger, hvor brud betegner de mest omfattende og mærkbare ændringer, mens forskydninger er de mindst omfattende, er i overensstemmelse med Bech-Jørgensens bestemmelse. Bech-Jørgensen opererer udover brud og forskydninger også med et begreb om skred, der ...er indbyrdes forbundne forandringer, der udløses, når der er sket tilpas mange forskydninger i selvfølgeligheden, dvs. der er tale om processer, som strækker over længere tid, som kan forårsage nye forskydninger, andre skred og muligvis også brud. (Bech-Jørgensen 1994a: 111) Til forskel fra Bech-Jørgensen forstår jeg ikke forskydninger som forandringer, der kan føre til brud. Jeg bruger betegnelsen eksistentielle brud som mere enestående opgør med tidligere forståelser. Det der udløser de eksistentielle brud kan betegnes som sporskiftende oplevelser. Sporskiftende oplevelser er sporsættende oplevelser i voksenlivet, netop fremkalder et eksistentielt brud med individets spor eller livsbane. En forskydning medfører altså ikke samme mentale opgør og chok, som det er tilfældet ved et eksistentielt brud.

Opsummering I artiklen har jeg argumenteret for en forståelse af barnets socialisering, hvor familiens hverdagslivspraksis vægtes. Familiens hverdagslivspraksis skal forstås som den fortløbende interaktion i familien, hvorigennem hverdagen frembringes, genskabes og omskabes. Selvom barnet allerede som forholdsvis lille indgår i mange forskellige sammenhænge udenfor familien og således ikke alene socialiseres i familien, argumenterer jeg for, at

262

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Opsummering

oplevelserne i familien må vægtes i kraft af det følelsesmæssige bånd, der typisk er mellem forældre og barn. Det er i kraft heraf, at interaktionen i familien må tillægges stor betydning, hvor forældrene typisk indgår som barnets tilknytningsfigurer. Begrebet om den unikke anden er udtryk for en særlig kvalitet ved for eksempel en tilknytningsfigur, hvor den ene part er i stand til at opfatte og spejle den andens unikke individualitet. Det konkrete samvær vægtes som betydningsfuldt i socialiseringsprocessen, hvor det, der sætter spor, ikke alene formidles sprogligt, men i lige så høj grad i de praksisrettede handlinger og i den nonverbale kommunikation. Her skelner jeg mellem handlingsmønstre og grundlæggende strukturer, hvor handlingsmønstrene er de direkte observerbare handlinger og rutiner, mens de grundlæggende strukturer fungerer som en families kollektive og kulturelle fundament eller system, der er forudsætning for handlingsmønstrene. Selvom familiens hverdagslivspraksis vægtes, er det vigtigt at understrege, at familiemedlemmernes samvær ikke kan anskues fuldstændigt isoleret, fra deres øvrige liv. Interaktionen vil også være præget af de interagerendes biografiske situation forstået som erfaringer og aspekter, der ligger udenfor det konkrete møde. Handlingernes prægningspotentiale afhænger dels af de følelsesmæssige bånd i relationen, dels af den konkrete interaktion. Her opstiller jeg en hypotese om, at en hverdagslivspraksis, der er upåagtet, ofte vil sætte spor, og det gælder i særlig grad den hverdagslivspraksis, hvor barnet oplever hjælpeløshed og manglende kontrol af situationen. Begreber som situationsstyring og hjælpeløshed er centrale i forståelsen af forælderkompetence og barnets oplevelser, der sætter spor. Socialisering er et samlende begreb, der søger at binde fortid, nutid og fremtid sammen og er således også rettet mod de langsigtede konsekvenser eller spor af hverdagslivspraksisen. Afslutningsvis skitseres begreber i forståelsen af, hvorvidt de forskellige mønstre og strukturer i barndommen reproduceres eller brydes ned. Den grundlæggende antagelse er, at der kan trækkes linier fra den voksnes hverdagslivspraksis til barndommens verden, og at barndommens

263

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Barndommens verden

verden som oftest i en eller anden udstrækning videreføres i det voksne barns hverdagslivspraksis.

264

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Noter

Noter 1

Tak til Erik Laursen, Birte Bech-Jørgensen, Charlotte Egeblad og Catharina Juul Kristensen, der alle har læst og bidraget med nyttige kommentarer til tidligere versioner af artiklen.

2

Under primærsocialiseringen overtager barnet roller og holdninger fra sine signifikante andre og gør dem til sine egne dvs. internaliserer dem (Berger & Luckman 1966). De signifikante andre er de mennesker, der står barnets nærmest i den tidlige barndom, og det vil typisk være forældrene. Deres roller og normer internaliseres i følge Berger og Luckman ikke som en mulig model og forestillingsverden, men som den eneste mulige. Ved internalisering af de signifikante andres normer og virkelighedsforståelse bliver barnet i stand til at identificere sig selv og til at opnå en subjektiv sammenhængende og troværdig identitet (Berger og Luckman 1992: 156). Det er gennem en efterhånden mere og mere generaliseret identificering, at individets egen selvidentificering opnår stabilitet og sammenhæng. Abstraktionen gennem den 'generaliserede anden' i bevidstheden markerer en afgørende fase i socialiseringen, som er et tegn på, at individet har skabt en sammenhængende og vedvarende personlighed. 3

Denne forståelse er blevet udviklet i Inger Glavind Bo (1997): 'Selvets dannelse hos Mead', Skriftserie - Forskningsgruppen Arbejds- og Levemiljøer Årg 2, nr. 3. 4

Der er tale om en udvidelse af Goffmans konsekvente interaktionistiske perspektiv. Barndommens verden rummer også barndommens forestillingsverden. Hermed tager jeg højde for det, der er gået forud for interaktionen, idet det må indgå i barnets forestillingsverden. 5

Jvf. Catharina Juul Kristensen (1997): 'Senmoderne liv. Yngre voksnes danskeres fortællinger om deres hverdagsliv'. Ph.D-afhandling indleveret ved Aalborg Universitet, Institut for Sociale Forhold og Organisation. Side 12. 6

Berger og Luckmans fænomenologiske analyser af hverdagslivet og vanemæssig interaktion er stærkt inspireret af Schutz. I lighed med Schutz betoner de også den urefleksive vanemæssige tænkning og commen sense i forståelsen af hverdagslivet. Men idet der kan skabes institutionelle subkulturer, anser Berger og Luckman ikke hverdagslivet som fuldstændigt selvfølgeligt og fælles. 7

For en uddybende diskussion og begrebspræcisering af hverdagslivet se: BechJørgensen, Birte(1994b): 'Hverdagsliv: Upåagtede aktiviteter og kønsmæssige forskelle', Dansk Sociologi Nr. 1. 8

Alfred Schutz taler om relevansstrukturer, der er struktureret udfra noget kollektivt. Dvs. at reproduktionen af den sociale verden og handlingers gentagelighed ligger i og formidles via kollektiviteten. Selvom jeg deler denne opfattelse, mener jeg, at opfattelsen komplicerer socialiseringsperspektivet og desuden er yderst vanskelig at omsætte i en 265

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

empirisk undersøgelse. Jeg har derfor valgt at se bort herfra. 9

Den teoretiske interesse for hverdagslivet må ses i sammenhæng med et opgør med en positivistisk tradition og en krise indenfor den vesterlandske tænkning. Hverdagslivsteorierne er udsprunget af en generel kritik af klassisk sociologisk teori og forsøg på at etablere macromodeller og systemer for de forskellige aspekter ved social adfærd uden i tilstrækkelig grad at tage højde for processen. 10

Dette aspekt ved virkeligheden har specielt den tyske filosof og filosofihistoriker Hans-Georg Gadamer uddybet med blandt andet begreber om for-forståelse og fortolkningshorisont. Han ser selv sin tænkning som en videreudvikling af Heideggers filosofi (Gadamer 1979/87).

11

Schutz' begreb om hverdagslivet og den naturlige indstilling kan sammenlignes med Bourdieus habitusbegreb, som et begreb, der forklarer den rutiniserede holdning og tilgang i hverdagslivet (Bourdieu 1977/95). Bourdieus begreb om habitus kan oversættes til den rutiniserede vane, forstået som indlejringen af de samfundsmæssige og kulturelle livsvilkår i kroppen. Habitus er altså ikke på samme måde individuel som vaner og rutiner, men rummer i lighed med Schutz' begreb om den naturlige indstilling en forståelse af det immanente forhold mellem individ og samfund. Den naturlige indstilling er ligesom habitus ikke privat, men fælles og intersubjektiv.

12

Birte Bech-Jørgensen definerer hverdagsliv på følgende måde: 'Hverdagslivet er det liv, vi lever hver dag. Det frembringes, genskabes og omskabes i de vekselvirkende bevægelser mellem de samfundsskabte betingelser, der gør de daglige aktiviteter mulige, og de måder disse betingelser håndteres på - især de upåagtede aktiviteter.' Dansk Sociologi nr. 1. Maj 1994, side 6.

13

Der er tale om en tendens, der er ved at ændre sig, idet faderen ikke længere er fraværende i den teoretiske og kliniskpsykologiske litteratur. (Jvf. Margareta Berg Brodén 1994, Dion Sommer 1996).

14

Berger & Luckman understreger, at socialiseringen finder sted under stærkt følelsesprægede forhold. Men de tager afsæt i den erkendelsesmæssige indlæring, hvor sproget er socialiseringens væsentligste instrument og indhold. (Berger & Luckman 1966/92: 155-158) I forhold hertil ser jeg den følelsesmæssige verbale og nonverbale interaktion mellem barn og forældre som socialiseringens væsentligste instrument og indhold.

15

I følge Ivar Frønes indtager forholdet mellem jævnaldrende indbyrdes kun en beskeden plads i de eksisterende teorier om socialisering, og de jævnaldrende er sjældent beskrevet i forhold til selve opvækstprocessen. Talrige undersøgelser fokuserer på samspillet mellem mor og barn eller på konsekvenserne af mangelfuld forældrekontakt, mens kun et fåtal ser på konsekvenserne af manglende kontakt med jævnaldrende (Frønes 1994, Corsaro 1992)

16

Endnu en gang kan der trækkes en parallel til Bourdieus habitus begreb, som kan ses som en samlet betegnelse for både den naturlige indstilling og den biografiske situation.

266

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Dvs. både det, der aktuelt er motiverende for vores handling i hverdagen og det, der er vores personlige historiske baggrund herfor. 17

På sammen måde kan Martin Heideggers begreb om sprogvæsen ses som en sammenvoksning af Wittgensteins sondring mellem sprogspil og livsform. Se også Ole Fogh Kirkeby (1996): 'Selvnødighedens filosofi', Forlaget Modtryk, side 20-22.

18

Her har jeg valgt at bruge betegnelsen betydning fremfor mening, for at reservere begrebet om mening til det, der overordnet fungerer styrende for menneskers handling og aktiviteter.

19

Her kan Meads forståelse af selvets dannelse ses som en motivering for Goffmans begreb om 'impression mangement', som individets forsøg på at styre og kontrollere sin egen skabelse af identitet.

20

Denne tese bygger på den viden, man har om ukontrollabelt stress. Daniel Goleman redegør i forbindelse med traumer for betydningen af, at situationen opleves som ukontrollabel, og at den pågældende føler sig hjælpeløs, og han fremhæver omvendt betydningen af en eller anden form for kontrol i forbindelse med en traumatisk situation. 'Hvis folk i en katastrofal situation føler, at der er noget, de kan gøre, en eller anden nok så ubetydelig kontrol, de kan udøve, klarer de sig langt bedre følelsesmæssigt end dem, der føler sig helt hjælpeløse. Det er hjælpeløsheden, der gør en given hændelse subjektivt overvældende.' (Golemann 1995/97: 282)

21

Dion Sommer har præciseret den psykiske omsorgsfunktion, som han kalder personaliseret omsorg, med begreberne interaktionel synkroni og affektiv afstemning. Interaktionel synkroni betegner 'det fænomen, at en partner deltager i gensidigt koordineret samvær med en anden, hvor begge parter både reguleres af og selv regulerer samværet.' Og affektiv afstemning er et beslægtet begreb, der kendetegner 'den gensidige oplevelse af det at dele en følelse med en anden' (Dion Sommer 1996:94-97).

22

Selvom jeg sondrer mellem handlingsmønstre og grundlæggende strukturer, betyder det ikke, at jeg opererer med henholdsvis et manifest og et latent niveau, hvor det er forskningens opgave at opdage og redegøre for det latente forstået som en underliggende virkelighed. Fremfor at tale om noget latent, vil jeg derfor fokusere på det upåagtede. (Jvf. Bech-Jørgensen 1994a, 1994b).

23

Mellemrum er en overordnet filosofisk kategori, hvorved Bloch ønsker at skabe sammenhæng mellem den store fortælling om de politiske, økonomiske og kulturelle institutioner og den lille fortælling om menneskers forvaltning heraf. Hun betoner mellemrum som et uomgængeligt aspekt i det sociale liv, der optræder imellem kulturelt forskellige og diskontinuerlige sfærer og taler derfor om 'slip'.

24

Sprækker er rum- og tidsafgrænsede overgange, for eksempel parker, korridorer, trapper, høstfest og højtider, mens brud er betegnelse for historisk og samfundsskabte omstruktureringer og/eller fjernelse af bestemte befolkningsgruppers livs- og eksistensgrundlag.

267

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur Samfundsbilleder - som baggrund for socialpolitik, socialt arbejde og forskning i sociale forhold Brox, Ottar 1995: Dit vi ikke vil Ikke-utopisk planlegging for neste århundre. Oslo: Exil. Durkheim, Emile 1947: The Division of Labor in Society. Illinois: Glencoe. (Orig. fr. udg. 1893) Giddens, Anthony 1990: The Consequenses of Modernity. Cambridge: Polity Press. Hastrup, Kirsten 1998: Det Antropologiske Objekt: Målestok og Metode. I: Friedman et.al.: Grænser for Globalisering. Århus og København: Dansk Etnografisk Forening. Hegland, Tore Jacob 1999: Socialpolitik og socialt arbejde - i hvilket samfund, på hvilke måder og med hvilken forskning? I: Frivillig arbete, forskning och förmedling. Göteborg: NOPUS-rapport, 13. Hettne, Björn 1983: Den västerländska utvecklingsmodellen ifrågasatt. I: M. Friberg, J. Galtung (red.): Krisen. Stockholm: Akademilitteratur. Højrup, Thomas 1983: Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering. København: Statens Byggeforskningsinstitut. Lasch, Christopher 1995: Eliternes oprør og forræderiet mod demokratiet. Århus: Hovedland. (orig. am. udg. 1993) Sibley, David 1995: Geographies of Exclusion. Society and Difference in the West. London: Routledge Tönnies, Ferdinand 1963: Community and Society. New York: Harper Torchbook. (orig. ty. udg. 1887) Weber, Max 1972: Den protestantiske etikk og kapitalismens ånd. Oslo: Gyldendal. (Orig. ty. udg. 1904) Weber, Max 1947: The Theory of Social and Economic Organization. New York: The Free Press. (Orig. ty. udg. 1922)

268

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Det udstødende samfund i historisk perspektiv Adserballe, H. 1977: Frihedsberøvelse og tvang i psykiatrien. København: FADL's Forlag. Andersen, Bent Rold 1973: Grundprincipper i socialpolitikken. København: Det Danske Forlag. Bang, Gustav 1899: Illustreret kulturhistorie. København: Gyldendal. Bernal, J.D. 1978: Videnskabens historie. bind 1 - 4. Oslo: Pax Modtryk. Brandt, Preben 1995: Nogle skal ydmyges og udstødes. Artikel i bladet Hjemløs nr. 4. Brandt, Preben 1995: Socialpsykiatri - Psykiatri på humanistisk grundlag. Frederikshavn: Dafolo Forlag. Brandt, Preben 1999: Udelukkende Velfærd. København: Gyldendal. Bømler, Tina Ussing 1995: De normales samfund.København: Akademisk forlag. Bømler, Tina Ussing 1996: De professionelle, de frivillige og de udstødte. Projekt støtte- og kontaktordning 50 - M. København: Socialministeriet. Dorner, K 1975: Burger und Irre zur Socialgeschichte und Wissenschaftssociologi der Psykiatri. Frankfurt am Main: Fischer Tascherbuch Verlag. Erlang & Erlang 1996: Socialisering og habitus. København: Munksgaard. Foucault, Michel 1967: Madness and Civilization. London: Tavistock Publikations. Foucault, Michel 1994: Overvågning og straf. København: Det lille forlag. Feldbæk, Ole: 1990: Den lange fred - 1700-1800. Bind 9. København: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Frisch, Hartvig 1962: Europas Kulturhistorie. Bind 4. København:Politikens forlag. Friis, Henning 1981: Nederst ved bordet. Publikation nr. 108. København: Socialforskningsinstituttet .

269

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Goffmann, Erving 1967: Anstalt og menneske. København: Jørgen Paludans Forlag. Hansen, Møller & Smidt, Fibiger 1987: De fattigste i Danmark. Publikation nr. 166. København: Socialforskningsinsituttet. Hegland, Tore Jacob 1977: Institutionsbehandling - Fragmenter av en teori. Kapitel i bogen Organisationsudvikling. Red. Balvig, Flemming. København: Nyt nordisk Forlag. Jonasen, Viggo 1994: Dansk socialpolitik 17o8 -1994. Århus:Den sociale højskole. Jørgensen, Harald 1940: Studier over det offentliges fattigvæsen i Danmark i den 19. århundrede. København. Kirkebæk, Birgit 1993: Da de åndsvage blev farlige. København: Forlaget SOCPOL. Kelstrup, Anders 1983: Galskabens historie. København: Galebevægelsens forlag. Kristiansen, Kristjana 1994: Normalisering og verdsetning av social rolle. Oslo: Kommuneforlaget. Mandrup, Edith Rønn 1996: De fattige i ånden. København: Museums Tusculanums Forlag. Mikkelsen, Bank N.E 1971: Noget om åndssvage. Artiklen i bogen Afvigerbehandling. Thannings & Appels Forlag. Nirje, Bengt 1969: The Normalization principle and its human management implications. Kapitel i Kugel & Wolfenberger red. Changing patterns in residential services for the mentally retarded. Washington: President's Committee on Mental Retardation. Olsen, A: Den danske ånsvageforsorgs grundlægger Dr. med. Jens Rasmussen Hübertz. Nordisk tidsskrift for åndssvageforsorg 1955, 69109. Phillip, Kjeld 1947: Staten og fattigdommen. Gjellerups Forlag. Prichard, I.C 1842: Om sindssygdomme og andre sygelige sjelstilstande. Oversat af H. Selmer.København: Hans Reitzels Forlag.

270

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Seeberg, Peter 1982: Lægedom og sygehjælp. Kapitel i bogen Dagligliv i Danmark. Bind 5, 1790 - 1870. Red, Steensberg, Axel. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Bach. Selmer, Harald 1841: Om psykiatriens tilstand i Danmark særligt med hensyn til Sct. Hans hospital.København: Hans Reitzels Forlag. Selmer, Harald 1846: Almindelige grundsætninger for Daarevæsenets indretning. Kjøbenhavn: Trykt hos S. Trier. Wittendorff, Alex 1989: På Guds og herskabs nåde. Bind 7. København: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. Socialreformkommissionen 1969: 1.betænkning. København. Socialreformkommissionens 1972: 2. betænkning. København. Socialministeriet 1977: Om den psykiatriske sygehusfunktion. Betænkning nr. 826. København.

Netværk som forandringstrategi og strategier i netværk Aiken, Dewar et al 1975: Coordinating Human Services. San Fransisco: Jossey-Bass. Alban, A. m.fl. 1988: Opgave-glidning mellem sygehuse og kommuner. DSI rapport 88.05, København. Alter, C. & J. Hage 1993: Organizations Working Together. USA: Sage Library of Social Research, vol. 191. Bevort, Franz m.fl. (red.) 1995: Engagement i arbejdet. Involvering i organisationer. København: Handelshøjskolens Forlag. Brown, L. David 1983, Managing Conflict at Organizational Interfaces. USA: Addison - Wesley. Crozier 1964: The Bureaucratic Phenomenon. Chicago: University of Chicago Press. Eriksen, Oddvar 1993: Den offentlige dimensjon. Bergen: TANO, LOSsenteret. Glasl. F. &B. Lievegoed 1997: Udviklingsledelse - fra pionervirksomhed til netværksorganisation. Århus: Forlaget Ankerhus.

271

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Goffman, Erving 1961: Asylums. USA: Anchor Books. Gouldner, A. W. 1954: Industrial Bureaucracy. New York: Free Press. Gustafsson, Jeppe og Janne Seemann 1985: Små institutioner i store systemer - tilpasning og påvirkning. Aalborg Universitet: ALFUFF. Gustafsson, Jeppe 1991: Udvikling af strategiske alliancer, joint ventures og netværk. Aalborg: DIOS/AUC. Habermas, J. 1981: Theorie des kommunikativen Handels. Frankfurt: Suhr Kamp Verlag, vol. I. Hegland, T. J. 1981: 'Bureaukratiet - Egenskaber og Problemer', in P. E. Daugaard (red.): Organisationsteoretiske modeller og perspektiver. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne. Jespersen, Peter Kragh 1996: Bureaukratiet - magt og effektivitet. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Johanson, J. & L. Mattsson 1987: Interorganizational relations in industrial systems: A network approach compared with the transaction cost opproach, Working Paper Series no. 7. Sweden: Department of Business Administration, University of Uppsala. Jørgensen, Torben Beck og Preben Melander (red.) 1992: Livet i offentlige organisationer. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Knudsen, Pia og Janne Seemann 1990: Distriktspsykiatri i Viborg Amtskommune - beskrivelse og analyse af planlægningsprocessen. Når socialsektor brydes med sygehussektor og omvendt. Aalborg Universitet: ALFUFF. Knudsen, Pia og Janne Seemann 1992: Distriktspsykiatri i Viborg Amtskommune - interne strukturer, kulturer og processer. Aalborg Universitet, Intern delrapport (upubliceret). Larsen, Bøje 1982: Styring - de andre muligheder. København: Økonomi og politik, nr. 2. Løchen, Yngvar 1970: Idealer og realiteter i et psykiatrisk sygehus. Oslo: Universitetsforlaget. Mainz, Jan 1996: Problemidentifikation og kvalitetsvurdering i sundhedsvæsenet. Teori, Metode, Resultater. København: Forlaget Munksgaard. Millward, H. Brinton og Keith G. Provan 1995: 'A Preliminary Theory of

272

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Interorganizational Network Effectiveness: A Comparative Study of four Community Mental Health Systems', Administrative Science Quarterly, vol. 40. no. 1. Morgan, G. 1988: Organisasjonsbilleder. Oslo: Universitetsforlaget. Rohlin, L. P. Skärvad & S. Å. Nilsson 1994: Strategiskt Ledarskap i Lärsamhället. Lund: Studentlitteratur. Schön, D. A. 1983: The Reflective Practitioner. New York: Basic Books Inc. Publishers. Scott, D. W. & J. W. Meyer 1994: Institutional Environments and Organizations. USA: Sage Publications. Seemann, Janne 1996: Når organisationer skal samarbejde. Distriktspsykiatri på tværs af professioner, sektorer og politiske niveauer. København: Forlaget Munksgaard. Selznick, Philip 1966: TVA and the Grass Roots. New York: Harper and Row. Socialministeriet og Sundhedsministeriet 1995: Regeringens statusrapport om tilbudene til sindslidende. København. Socialministeriet oktober 1995: Aktuelt fra Socialministeriet. København. Socialstyrelsen 1988: Borgeren mellem kommune og sygehus. Rapport fra arbejdsgruppen nedsat af Socialministeriet om samarbejde mellem kommuner og amtskommuner. København: SIKON, Statens Informationstjeneste. Sundhedsministeriet 1989: 90ernes psykiatri. København: Sundhedsministeriets Temaplanrunde, Baggrundsrapporterne, 1, 2, 3 og 4. Thompson, G. m.fl. 1991: Markets, Hierarchies & Networks. London: Sage Publications in association with The Open University. Thompson, J. D. 1967: Organizations in Action. New York: McGraw - Hill. Viborg Amtskommune 1993: Tids- og handleplan for den videre udbygning af psykiatrien efter distriktspsykiatriske principper. Viborg Amtskommune: Socialforvaltningen.

273

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Brugerinddragelse i evaluering - hvorfor og hvordan? Adolph,E, M. Blæhr, J. Faureholm, P.Hensen, K. Ramian, T. Sundberg 1996: Socialt arbejde med sindslidende. En Basisbog. Gylling: Systime. Albæk, Erik 1988: Fra sandhed til information - evalueringsforskning i USA-før og nu. Viborg: Akademisk forlag. Albæk Erik 1996: Why all this evaluation? Theoretical notes and emperical observations on the functions and growth of evaluation, with Denmark as an illustrative case. The Canadien Journal of Program Evaluation. Vol.11 No 2. Pp 1-34 Bakka og Fivelsdal 1992: Organisationsteori - struktur- kultur - processer. Handelshøjskolens forlag 2. Udgave. Berger, Peter og Thomas Luckmann 1992: Den samfundsskabte virkelighed. 2. Udgave. 1 oplag. Viborg: Lindhardt og Ringhof. Brandt, Preben 1995: Socialpsykiatri - Psykiatri på et humanistisk grundlag. Frederikshavn: Dafolo. Carleheden Mikael 1996: Det Andra moderna. Göteborg: Daidalos. Eriksen, Erik Oddvar 1993: Den offentlig dimensjon - Verdier og styring i offentlig sektor. Tromsø/Bergen: TANO Everitt, Angela og Pauline Hardiker 1996: Evaluating for Good Practice. Malaysia: Macmillan, Press LTD. Fischer, Frank 1995: Evaluating Public Policy. Chicago: Nelson-Hall publishers. Guba, G og Yvonne S. Lincoln 1989: Fourth generation evaluation. London: Sage Publication. Hastrup , Kirsten 1992: Det antropologiske projekt om forbløffelse. København: Gyldendal. Hegland, Tore Jacob 1994: Fra de tusind blomster. Aalborg: Forlaget ALFUFF. Hegland, Tore Jacob 1981: Aktionsforskning - erfaringer og refleksioner. København: Nyt Fra Samfundsvidenskaberne.

274

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Krogstrup, Hanne Kathrine og Else Stenbak 1994: Socialpsykiatri mellem System og Bruger. Projekt Socialpsykiatri, 6 rapport. København: Socialministeriet. Krogstrup, Hanne Kathrine 1997: Brugerinddragelse og organisatorisk læring i den sociale sektor. Nimtofte: Systime. Krogstrup, Hanne Kathrine 1997a: Evaluation, Volume 3. Number 2. April 1997. Sage Publication. Kvale, Steinar 1997: Interview. København: Hans Reitzels forlag. Løchen, Yngvar 1970: Sosiologens dilemma. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag. Løchen, Yngvar 1976: Idealer og realiteter i et psykiatrisk sykehus. En sosiologisk tolkning. Oslo: Universitetsforlaget. Løchen, Yngvar 1993: Forpliktende Fantasi. Oslo: Universitetsforlaget. Madsen, Ole Nørgaard 1993: Kvalitet som mål i offentlig virksomhed. Aarhus: Forlaget CENTRUM. Mathiesen. T. 1965: The Defence of the Weak. A Sociologicai study of a Norvegian Corrational Institution. London: Tavistock. Parsons, Wayne 1995: Public Policy. Cambridge: Edward Elgar Publishing. Ranson, Stewart og John Stewart 1994: Management for the Public Domain - Enabling the learning society. St. Martin Press. Rothstein; Bo 1994: Vad Bör Staten Göra. Finland: SNS Förlag. Vedung, Evert 1991: Utvär'dering i politik og forvaltning. Lund: Studenter litteratur.

Frivillige organisationer i historisk belysning: Casestudier fra det sociale område Buksti, Jacob 1980: Organisationer under forandring. Århus: Politica. Bundesen, Peter, Lars Skov Henriksen & Anja Jørgensen 1999: Dansk socialpolitik: Mellem statsligt ansvar og frivillig organisering. Perioden 1850'erne-1990'erne. (Under udgivelse)

275

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Dahler-Larsen, Peter 1993: Fællesskabet af dem, som intet fællesskab har. Afhandlinger fra det samfundsvidenskabelige fakultet, Odense Universitet. Grønbjerg, Kirsten A. 1987: Patterns of Institutional Relations in the Welfare State: Public Mandates and the Nonprofit Sector. Journal of Voluntary Action Research, Vol. 16: 64-80. Habermann, Ulla & Bjarne Ibsen 1997: Den frivillige sektor i Danmark 150 års udvikling. I: Frivilligt socialt arbejde i fremtidens velfærdssamfund. Bilagsdel. Udvalget om frivilligt socialt arbejde, Socialministeriet. Henriksen, Lars Skov 1996: Lokal frivillig organisering i nye omgivelser. Aalborg: Forlaget ALFUFF. Ibsen, Bjarne 1997: Fordærver pengene foreningerne? Politica, Vol. 29, No. 1:49-61. Klausen, Kurt Klaudi 1989: Den tredje sektor - Frivillige organisationer mellem stat og marked. I: Klausen, Kurt Klaudi & Torben Hviid Nielsen (red.): Stat og marked. Charlottenlund: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Klausen, Kurt Klaudi 1995: Et historisk rids over den tredje sektors udvikling i Danmark. I: Klausen, Kurt Klaudi & Per Selle (red.): Frivillig Organisering i Norden. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Klausen, Kurt Klaudi & Per Selle 1996: The Third Sector in Scandinavia. Voluntas, Vol. 7, No. 2: 99-122. Kuhnle, Stein & Per Selle 1990: Autonomi eller underordning: Frivillige organisasjoner og det offentlige. I: Kuhnle, Stein & Per Selle (red.): Frivillig organisert velferd - alternativ til offentlig? Bergen: Alma Mater Forlag AS. Kuhnle, Stein & Per Selle 1992a: Government and Voluntary Organizations: A relational perspective. In: Kuhnle, Stein & Per Selle (Eds.): Government and Voluntary Organizations. Aldershot: Avebury. Kuhnle, Stein & Per Selle 1992b: The Historical Precedent for GovernmentNonprofit cooperation in Norway. In: Gidron, Benjamin, Ralph

276

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Kramer & Lester Salamon (Eds.): Government and the Third Sector Emerging Relationships in the Welfare States. San Francisco: JosseyBass Publishers. Lorentzen, Håkon 1993: Frivillighetens integrasjon. Rapport 93:10. Oslo: Institutt for samfunnsforskning. Lorentzen, Håkon 1996: Stat og organisasjoner fra et historisk perspektiv. I: Rasmussen, Elisabeth T. & Inger Koch-Nielsen (red.): Den tredje sektor under forandring. København: Socialforskningsinstituttet. Luhmann, Niklas 1990: Politicai Theory in the Welfare State. Berlin: de Gruyter. Lundström, Tommy 1995: Frivilligt socialt arbete under omprövning. Socialvetenskaplig Tidskrift, Vol. 2, Nr. 1: 39-59. March, James G. 1995: Fornuft og forandring. København: Samfundslitteratur. Orton, J. Douglas & Karl E. Weick 1990: Loosely Coupled Systems: A Reconceptualization. Academy of Management Review, Vol. 15, No. 2: 203-223. Powell, Walter W. 1991: Expanding the Scope of Institutional Amalysis. In: Powell, Walter W. & Paul J. DiMaggio (Eds.): The New Institutionalism in Organizational Analysis. Chicago: The University of Chicago Press. Repstad, Pål 1998: Forholdet mellom det offentlige og det frivillige - et for nærsynt forskningstema i Norge? Tidsskrift for velferdsforskning, Vol. l, Nr. 2: 97-101. Rubington, Earl & Martin Weinberg 1995: The Study of Social Problems. Oxford: Oxford University Press. Salamon, Lester M. & Helmut K. Anheier 1992: In search of the nonprofit sector. I: The question of definitions. Voluntas, Vol. 3, No. 2: 125151. Selle, Per & Bjarne Øymyr 1995: Frivillig organisering og demokrati. Det frivillige organisasjonssamfunnet endrar seg 1940-1990. Oslo: Samlaget.

277

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Frivillige er en stor udfordring for de professionelle Anker, Jørgen 1995: De frivillige sociale organisationer. København: Socialforskningsinstituttet, 95:12. Brikner, Keld 1993: Formaliteter, folkelighed og moral - Tavshedspligt i det frivillige sociale arbejde. København: Kontaktudvalget til det frivillige sociale arbejde, 2. oplag. Christiansen, Birgit 1996: Frivilligcentraler. Hvorfra Hvorhen? Odense og Aalborg: Center for frivilligt socialt arbejde og ALFUFF. Habermann, Ulla 1987: Det tredje netværk - en grundbog om det frivillige sociale arbejde. København: Akademisk forlag. Habermann, Ulla 1995 Kommuneprofiler - en undersøgelse af det frivillige sociale arbejde i seks danske kommuner med særlig vægt lagt på samarbejdsrelationen til det offentlige. Odense: Center for frivilligt socialt arbejde. Hansen, Mette Kirstine og Ulla Habermann 1996: Forholdet mellem frivillige og professionelle. Notat. Odense: Center for frivilligt socialt arbejde. Hansen, Tage Skov 1992: Det midlertidige fællesskab. København: Gyldendal. Hegland, Tore Jacob 1994: Fra de tusind blomster - til en målrettet udvikling. Aalborg: Forlaget ALFUFF. Hegland, Tore Jacob 1990: Det tredje netværk - mellem det officielle og det uformelle. Korshærsbladet. Henriksen, Lars Skov 1995: Hvad taler vi om og hvad forskes der i?. Aalborg: Forlaget ALFUFF. Henriksen, Lars Skov 1996: Lokal frivillig organisering i nye omgivelser. Aalborg: Forlaget ALFUFF. Imer, Tove 1992: Ansat og frivillig. Kvinder hjælper kvinder. Aalborg: Forlaget ALFUFF. Kjærgaard, Birgitte 1996: Ansat i den frivillige verden - erfaringer fra Ældreprojektet. Odense: Center for frivilligt socialt arbejde.

278

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Løvendahl, Brita 1996: Med hjerte og omtanke. En håndbog i frivilligt, socialt arbejde. København: Dafolo Forlag. Nissen, Morten 1996: Mellem professionel hjælp, frivillige og lokalkulturelt perspektiv. Nordisk Socialt Arbejde, 16. Årg. nr. 4. Nielsen, Inger Koch, Jørgen Anker 1995: Det frivillige arbejde. København: Socialforskningsinstituttet, 95:3. Socialministeriet 1997: Frivilligt socialt arbejde i fremtidens velfærdssamfund. København: Bet. nr. 1332. Udvalget om frivilligt socialt arbejde 1996: Stemmer fra det frivillige Danmark. 83 breve om frivilligt socialt arbejde. København.

Hjemløses boliger Andersen, Annamette m.fl. (red.) 1990: Store Nygadekvarteret i Aalborg. Selskabet for Aalborgs Historie i samarbejde med Aalborg Historiske Museum. Anderson, Benedict 1993: Imagined communities. London - New York: Verso. Bauman, Zygmunt 1997: The Making and Unmaking of Strangers, in Postmodernity and its Discontents. Cambridge: Polity Press. Bech-Jørgensen Birte 1994: Når hver dag bliver hverdag. København: Akademisk Forlag. Bech-Jørgensen Birte 1997: Symbolsk orden og hverdagskultur. I Det kønnede samfund, red. af Ann-Dorte Christensen m.fl. Aalborg Universitetsforlag. Bloch, Charlotte 1988: Om forskel mellem det kendte og det 'endnu-ikke-kendte', i Hverdagsliv, kultur og subjektivitet, Bloch m.fl. København: Akademisk Forlag. Brandt, Preben 1997: De svageste grupper og den sociale integration, i Social integration, red. Lilli Zeuner. København: Socialforskningsinstituttet. Brobyggerselskabet - de udstødte. En broget verden. Årsrapport 1996/97.

279

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Bømler, Tina Ussing 1996: En anden hverdag. Aalborg Universitet: Forlaget ALFUFF. De Swaan, Abram 1990: The Management of Normality. London-New York: Routledge. Douglas, Mary 1966: Purity and Danger. London-New York: Routledge and Kegan Paul. Jørgensen, Anja 1998: De fattige og udstødte i Aalborg by - et historisk tilbageblik. Aalborg Universitet: Forlaget ALFUFF Jørgensen, Keld 1997: Brændte Broer. En rapport om arbejdet med Banegårdsfolket. Aalborg Kommune. Kjær Jensen, Mogens 1995: Hjemløse med og uden egen bolig. København: Socialforskningsinstituttet. Nørgaard, Erik 1995: Det skæve hus. København: Gyldendal. Rasmussen, Gorm Henrik 1994: Hvo intet vover. Emil Jennerjahn og hans mor. Aarhus: Forlaget Klim.

Samvær og fællesskab - erfaringer og foreløbige betragtninger på baggrund af feltarbejde i et socialpsykiatrisk støttecenter Album, D. 1996: Nære fremmede. Pasientkulturen i sykehus. Otta: Tano. Barham, P. & Hayward, R. 1991: From the Mental Patient to the Person. London: Tavistock/Routledge. Caudill, W., Redlich, F.C., Gilmore, H.R., Brody, E.B. 1952: Social Structure and Interaction Processes on a Psychiatric Ward. American Journal of Orthopsychiatry, 22, 314-334. Durkheim, E. 1976: The Elementary Forms of the Religious Life. London: Allen & Unwin. Estroff, S. 1981: Making it Crazy. Berkely, CA: University of California Press.

280

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Goffman, E. 1959: The Presentation of Self in Everyday Life. New York: Doubleday. Goffman, E. 1961: Asylums. New York: Doubleday. Goffman, E. (1967): Interaction Ritual. Essays on Face-to-Face behavior. New York: Anchor Books Greenblat, M., York, R.H., Brown, E.L. 1955: From Custodial to Therapeutic Care in Mental Hospitals. New York: Russell Sage Foundation. Holloway, F. 1988: Psychiatric Day Care: User's Perspective. The International Journal of Social Psychiatry, 35, 252-264. Jones, M. 1953: The Therapeutic Community. New York: Basic Books. Koegel, P. 1992: Through a different lens: An Anthropological Perspective on the Homeless Mentally Ill. Culture, Medicine and Psychiatry, 16, 1-22. Kristiansen, S. 1998: Interaction Processes in a Community Care Centre Reflections and Preliminary Conclusions from Fieldwork Conducted among Ex-mental Patients. Paper præsenteret på World Congress of Sociology, Montreal, Canada. 26. juli - 1. august. Kristiansen, S. & Krogstrup, H.K. 1999: Deltagende observation introduktion til en forskningsmetode. København: Reitzel. Lysgaard, S. 1976: Arbeiderkollektivet. En studie i de underordnedes sosiologi. Stavanger: Universitetsforlaget. Löchen, Y. 1976: Idealer og realiteter i et psykiatrisk sykehus. En sosiologisk tolkning. Oslo: Universitetsforlaget. Mathiesen, T. 1965: The Defences of the Weak. A Sociological Study of a Norwegian Correctional Institution. London: Tavistock. Rowland, H. 1938: Interaction Processes in a State Mental Hospital. Psychiatry, 1, 323-337. Stanton, A.H. & Schwartz, M.S. 1954: The Mental Hospital. New York: Basic Books.

281

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Barndommens verden Alanen, Leena 1988: Rethinking Childhood. Acta Sociologica (31), 1:53-67. Ambert, Anne-Marie 1986: Sociology of sociology: The place of children in north American Sociology i Sociologicai Studies of Child Development, Volume 1. Jai Press Inc. Bateson, Gregory 1972: Steps to an Ecology of Mind. New York: Ballantine. Bech-Jørgensen, Birte 1994a: Når hver dag bliver hverdag. København: Akademisk Forlag. Bech-Jørgensen, Birte 1994b: Hverdagsliv: Upåagtede aktiviteter og kønsmæssige forskelle. Dansk Sociologi Nr. 1. Bech-Jørgensen, Birte 1996: Symbolsk orden og hverdagslivskultur i Rittenhofer, Ravn, Thorbek m.fl.: Det kønnede samfund. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. Berger, Peter L. & Thomas Luckmann 1992: Den samfundsskabte virkelighed. En videnssociologisk afhandling. Viborg: Lindhardt og Ringhof. Udkom første gang på amerikansk i 1966. Berger, Peter L & Kellner, Hansfreied 1982: Nytolkning af sociologien. København: Lindhart og Ringhof. Bloch, Charlotte 1988: Om forskel mellem det kendte og det endnu ikke kendte - om hverdagsliv og subjektivitet' i Bloch m.fl. 1988: 'Hverdagsliv, kultur og subjektivitet'. Kultursociologiske skrifter nr. 25, Akademisk Forlag. Bourdieu, Pierre 1995: Outline of a theory of practice. Cambridge University Press. Udgivet første gang på fransk i 1972. Bovone, Laura 1989: Theories of Everyday life: a Search for Meaning or a Negation of Meaning?' i 'Current Sociology'. Sage Publications, Vol 37, 1989. Bowlby, John 1996: At knytte og bryde nære bånd, Frederiksberg: Det lille Forlag. Udkom første gang på engelsk i 1979.

282

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Burkitt Ian 1991: Social Selves. Theories of the social formation of personality, London, Newbury Park, New Delhi: Sage. Corsaro, William A. 1992: Interpretive Reproduction in Children's Peer Culture, Social Psychology Quaterly 1992, Vol. 55, No. 2. Side 160170. Erikson, Erik H. 1990: Barnet og samfundet. København: Hans Reitzels Forlag. Udkom på engelsk første gang i 1968. Frønes, Ivar 1994: De ligeværdige. Om socialisering og de jævnaldrendes betydning. København: Forlaget Børn og Unge. Gadamer, Hans-George 1979/95: The Problem of Historical Consciousness i Rabinow, Poul & Sullivan, William M. (eds.) Interpretive Social Science. A Second Look. Berkeley, Los Angeles, London: University of California Press. Gergen, Kenneth J. 1994: Realities and Relationships. Soundings in social construction. Cambridge, Massachusetts og London: Harvard University Press. Giddens, Anthony 1984: The Constitution of Society. Cambridge: Polity Press. Goffman, Erving: 1990: Stigma. New Jersey: Penguin Books. Udkom første gang i 1963. Goffman, Erving: 1992: Vore rollespil i hverdagen. Larvik: Hans Reitzels Forlag. Udkom første gang på engelsk i 1959. Goffman, Erving 1967/97: Anstalt og menneske. Viborg: Jørgen Paludans Forlag. Udkom første gang på engelsk i 1961. Goleman, Daniel 1997: Følelsernes intelligens. København: Borgen. Udkom første gang på engelsk i 1995. Grbirch, Carolyn 1990: Socialisation and social change: a critique of three positions. The British Journal of Sociology, Volume 41, No. 4 December 1990. Side 517-530. Hastrup, Kirsten 1992: Det Antropologiske Projekt. Om forbløffelse. København: Gyldendal. Jørgensen, Per Schultz (red.) 1993: Børn i nye familiemønstre. København: Hans Reitzels Forlag.

283

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Litteratur

Kaspersen, Lars Bo 1995: Anthony Giddens - introduktion til en samfundsteoretiker. København: Hans Reitzels Forlag. Mead, George Herbert 1967: Mind, Self & Society. From the standpoint of a Social Behaviorist. Chigaco: The University of Chicago Press. Udgivet første gang i 1934. Mead, George Herbert 1977: On social psychology Ed. Anselm Strauss. Chigaco: The University of Chicago Press. Udkom første gang i 1956. Qvortrup, Jens 1990: Børn forgår, barndommen består. På sporet af en barndommens sociologi i Dansk Sociologi Nr. 1/1. Årg. Maj 1990. Schutz, Alfred 1975: Hverdagslivets Sociologi. København: Hans Reitzels Forlag. Udkom første gang 1973. Sommer, Dion 1996: Barndomspsykologi. Udvikling i en forandret verden. København: Hans Reitzels Forlag. Thuen, Harald og Vaage, Sveinung (red.) 1989: Oppdragelse til det moderne. Oslo: Universitetsforlaget. Waksler, Frances Chaput: Studying children: Phenomenological Insights, Human Studies, År 1986, Volume 9 side 71-82. Wentworth, William M. 1980: Context and understanding: An inquiry into Socialization theory. New York, Oxford: Elsevier.

284

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Forfatterbibliografi

Birte Bech-Jørgensen (f. 1939). Dr.scient.soc., forskningsprofessor ved Institut for Sociale Forhold og Organisation, leder af forskningsprojektet 'Det kvalificerede hverdagsliv', Aalborg Universitet. Inger Glavind Bo (f. 1965). Cand.scient.adm. Ph.D under bedømmelse. Forskningsadjunkt ved Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet. Peter Bundesen (f. 1944). Cand.mag. i samfundsfag og historie. Ansat på socialrådgiveruddannelsen i Roskilde og i Odense, hvor han især har beskæftiget sig med socialpolitiske emneområder. Tina Ussing Bømler (f. 1963). Ph.D., Cand.scient.adm. Lektor ved Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet. Tore Jacob Hegland (f. 1933). Professor i sociologi ved Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet siden 1977. Tidligere ansat ved Institut for Organisation og Arbejdssociologi, Handelshøjskolen i København (1968-1977), og ved Norges Tekniske Høgskole i Trondheim, Norge (1959-1968). Lars Skov Henriksen (f. 1961). Ph.D., Cand.scient. pol. Adjunkt ved Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet. Tove Imer (f. 1952). Socialrådgiver. Lektor i teori og metode i socialt arbejde ved Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet. 286

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.

Anja Jørgensen (f. 1969). Cand.scient.soc. Kandidatstipendiat ved Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet. Søren Kristiansen (f. 1971). Cand. mag. i samfundsfag og psykologi. Ph.dstipendiat ved Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet Hanne Kathrine Krogstrup (f. 1958). Ph.D., Cand.scient.adm. Lektor ved Institut for Sociale Forhold og Organisation. Tidligere ansat som projektleder i Løgstør kommune (1984), fuldmægtig ved Grønlands Hjemmestyre (1985-1987). Koordinator og projektleder ved Nibe Sundhedscenter (19871990) samt konsulent ved Rørbæk Centret (1990-1993). Janne Seemann (f. 1956). Ph.D., Cand.merc.(org.), Organisations-sociolog og forsker i tværgående samordning i den offentlige sektor, herunder primært social- og sundhedsektoren. Lektor ved Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet.

287

Dette materiale er udlånt via bibliotekerne udelukkende til personligt brug. Der må ikke foretages viderekopiering.