Folket styrer: en grundbog om demokrati [1. udgave ed.] 9788770908016, 877090801X

Citation preview

PETER BEJDER OG PER STRAARUP SØNDERGAARD

FOLKET STYRER

– en grundbog om demokrati

Folket styrer – en grundbog om demokrati © Peter Bejder, Per Straarup Søndergaard og TURBINE Forlaget 2010 Printed in Denmark 2010 1. udgave, 1. oplag Grafisk tilrettelæggelse: Søren Kirkemann Tryk: EJ Graphic, Beder ISBN: 978-87-7090-801-6 Illustrationer: Aarhus Universitet: 43, 93; Peter Bejder: 16, 21, 22, 60, 68, 72, 76, 77, 79, 81, 84ø, 84n, 86, 92, 108-09, 113, 124; Bryan d’Emil: 44, 58, 97; Danmarks Pædagogiske Universitetsskole: 57; Danske Skoleelever: 103; EuropaParlamentet: bagside; Europa-Parlamentet/Pietro NajOleari: 91ø, 91n, 94, 104; Europarådet/Ellen Wuibaux: 15; Europarådet/Sandro Weltin: 90; gammel ill.: 24; Getty Images: 116; Carsten Graabæk: 11, 63, 73, 101, 106; Claus Haagensen/Chili foto & arkiv: forside, 4, 98-99; Instituttet for Fremtidsforskning: 115; iStockPhoto: 13, 19, 27, 28-29, 30, 39, 87, 120-21, bagside; Landesbildstelle Berlin: 61; Landesbildstelle Berlin/Prof. Henry Ries: 82; Jesper Majbom Madsen: 23; Maleri af Constantin Hansen (Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot): 34-35; Polfoto: 47, 51, 54-55; www.folketinget.dk: 6, 8-9, 32, 42, 65, 74, 123, bagside. Forlaget har ihærdigt eftersøgt rettighedshavere til gamle tegninger m.m. Hvis der findes en rettighedshaver, der har krav på honorar for brug af illustration, bedes vedkommende henvende sig til forlaget. Der vil i så fald naturligvis blive udbetalt honorar efter gældende tarif. Bogen er udgivet med støtte fra Undervisningsministeriets tips- og lottomidler. Forfattere og forlag takker herfor. Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, elektronisk, fotografisk og anden gengivelse eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter forudgående skriftlig aftale med rettighedshaverne. Undtaget er kopiering i henhold til overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan samt korte uddrag til brug i anmeldelser. Der er gratis elevopgaver og lærervejledning på forlagets hjemmeside: www.turbine.dk ”Folket styrer – en grundbog om demokrati” følges op af en debatbog om demokratiets udfordringer. Der er kort taget hul på disse diskussioner og dilemmaer i grundbogens afsluttende kapitel. Køb bogen hos boghandlere eller i webshoppen på www.turbine.dk TURBINE Forlaget Filmbyen 21, 4. sal 8000 Århus C [email protected] Tlf.: 86 12 79 16

Indhold 5 Forord

45 Et land i bevægelse

– om bonde-, arbejderog kvindebevægelsen

7 Demokrati – som

styreform og ideologi 7 9 10 11 12

Demokrati som styreform Den tredelte magt Demokrati som ideologi Et skift i tænkningen De første menneskerettigheder 13 Aldrig mere verdenskrig 14 Europa – delt og samlet 15 Muligheder og begrænsninger 17 Demokratiets vugge:

Athen 17 Hele tre vigtige begreber på én gang 18 De vigtigste institutioner 20 Der var kritik 21 De var de første og de sidste 25 På vej mod demokrati

i Danmark 25 Oplysningens århundrede 27 Fra USA og Frankrig til Danmark 33 Danmark får en

grundlov 33 36 37 37 38 40

Løsrivelse og samling Kan folket styre sig? Fra almue til folk Vedtagelsen af grundloven Grundlovens indhold Demokrati med begrænsninger 41 Speeder og bremse

47 Bondebevægelsen 48 En mand – en stemme 48 Mange små – få store 49 Ta’ på højskole 49 Grundtvig lever! 50 Arbejderbevægelsen 51 Forbedringer gennem forhandlinger 52 Tre ben 52 Omfordeling og velfærd 53 Nye tider 53 Kvindebevægelsen 53 Fremskridt og stopklods 55 1960’ernes kvindekamp 56 Stadig uligeløn 59 Skal folket styre

eller styres – om Hal Koch og Alf Ross 60 Ordet og den demokratiske samtale 62 Udemokratiske afstemninger 63 Skolen og livet 64 Frihed! 64 Folket skal ledes 66 Frihed – også for frihedens fjender 69 Dagens Danmark:

Velfærdsstat og demokrati folder sig ud 70 71 72 73 74 74 76 79 80

Fire forskellige En særlig dansk model For få og for mange Folketinget Sådan vælger danskerne folketingsmedlemmer Et forslags vej gennem Folketinget Kommuner og regioner På internationalt plan Danmark og resten af verden

83 Krigen, der aldrig blev

helt varm, øst-vest og EU 83 85 86 87 90

Den kolde krig Forskellene på øst og vest Østblokken bryder sammen Nye tider i Europa Et kig i det europæiske bakspejl

95 Demokrati i skolen 96 Klasseværelset, frikvarteret og elevrådet 96 Demokrati eller den stærkes ret? 96 Et lille parlament 100 Frihed og fællesskab går hånd i hånd 101 Hvornår er man stemmemoden? 105 Fremtidens demokrati.

Skal vi stemme mere? 105 For og imod 107 To vigtige begreber 110 Demokrati i en globaliseret verden 111 Folkevandringer 117 117 118 118 120 121 122

Demokratiske dilemmaer Kampen mod terror Terrorpakker Ytringsfrihed Tørklæder og burka EU Mediernes magt

125 Læs mere og bliv klogere 125 Bøger-spil-Internettet 127 Stikord

Forord emokrati er populært, og modsat andre modefænomener er populariteten langtidsholdbar. I løbet af det 20. århundrede var kurven støt stigende, og siden 11. september 2001 har den vel nærmest været lodret. Demokrati bliver gang på gang nævnt som noget, der skal beskyttes og udbredes, og det hyldes ofte som noget indiskutabelt godt. Det er det også. Men for at det ikke skal blive et tomt begreb, er det vigtigt at kende dets betydning. For hvad er demokrati egentlig for noget? Hvor stammer det fra? Og hvad er baggrunden for det demokratiske styre, som vi har i dag i Danmark? Disse spørgsmål var en del af drivkraften for arbejdet med den Demokratikanon, der så dagens lys i 2008. I Folket styrer udfolder og uddyber vi de punkter fra kanonen, som er væsentligst at kende, og som har størst undervisningsmæssig relevans. Det er fx det athenske demokrati, grundloven, de folkelige bevægelser og menneskerettighederne. Kanonpunkter er i bogen markeret med en kanon. Det er vigtigt at understrege, at bogen ikke er en gengivelse af Demokratikanonen. Temaer som den kolde krig og det danske folkestyres opbygning indgår også, og det samme gør både 11. september 2001 og Muhammedkrisen. Fraværet af de to sidste emner har kritikere peget på som en mangel ved Demokratikanonen. Der har også været kritik af, at kanonen er præget af vestlig tankegang. Folket styrer bygger på de kilder, der er nævnt i oversigten over supplerende materialer, og bogens indhold bliver præsenteret i 11 overskuelige kapitler. Hvert kapitel består af en grundtekst suppleret af fotos, faktabokse og interviews og med en sværhedsgrad, så den kan læses af alle fra ca. 14-års alderen. Det kan være på grund af interesse for emnet, og/eller fordi bogen indgår i en undervisningsmæssig sammenhæng, hvor den vil være meget anvendelig. Det gælder fx i grundskolen, hvor demokrati på mange områder er et vigtigt tema. Ifølge skolens formålsparagraf skal eleverne opdrages i en demokratisk ånd, ligesom demokrati som fagligt emne er et vigtigt element i historie og samfundsfag. Bogen vil endvidere kunne anvendes i tema- og projektforløb både på grundskoleniveau og i ungdomsuddannelserne. På forlagets hjemmeside www.turbine.dk er der elevopgaver og lærervejledning til fri download. Vi ønsker god fornøjelse med Folket styrer og modtager gerne tilbagemeldinger på jeres erfaringer – både med bogen og med det supplerende materiale. Vi hører også meget gerne fra jer, hvis I har input til vores næste udgivelse. Det er en debatbog om demokratiets aktuelle udfordringer og dilemmaer. Der bliver kort taget hul på den diskussion i grundbogens afsluttende kapitel. Har I ideer til andre temaer end dem, der nævnes dér, kan I finde os på www.bejder.org og www.perstraarup.dk

D

Peter Bejder - Per Straarup Søndergaard

5

Folketingssalen.

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Demokrati – som styreform og ideologi ”De, der er imod demokrati, bedes række hånden op”. Eleverne kigger forundret på læreren og på hinanden. Hænderne er i ro. Ingen markerer. For hvem kan være imod demokrati? Sådan vil det sikkert gå i langt de fleste klasser, der fik det spørgsmål. Demokrati er et begreb, som næsten alle forbinder med noget positivt – fx frihed, medbestemmelse og åbenhed. Det er også svært at forestille sig, at vi ikke skulle have et demokratisk styre i Danmark. Enevældige konger og dronninger hører historien til, og siden omvæltningerne i Østeuropa i slutningen af 1980’erne er diktaturer og militærregimer blevet sjældne på vores breddegrader. Demokrati er vores foretrukne styreform. Samtidig er det også blevet vores ideologi og en del af vores måde at tænke og handle på.

Demokrati som styreform Ordet demokrati stammer fra græsk og er en sammentrækning af to ord. Det er demos, der betyder folk, og kratos, der betyder styre eller vælde. Med andre ord er demokrati et styre, hvor magten ligger hos folket. I gamle dage i Athen (læs mere side 17) var der tale om et direkte demokrati, hvor alle stemmeberettigede borgere mødtes og tog stilling til forskellige forslag. Direkte demokrati egner sig bedst til små samfund og ikke til lande, hvor indbyggertallet skal tælles i millioner. Det er en af grundene til, at den styreform blev afløst af det, man kalder repræsentativt demokrati. Det vil sige, at folk vælger de

7

Demokrati – som styreform og ideologi

politikere, som de mener bedst repræsenterer deres synspunkter og holdninger. Ud over folkevalgte politikere er der også andre ting, der kendetegner et moderne demokrati. Der er en lang række institutioner, der udfører opgaver i demokratiets tjeneste og ofte har eneret på at gøre det. De er en del af det, der i daglig tale kaldes staten eller det offentlige. Det er fx kun staten, der kan opkræve skatter. Det må private firmaer ikke gøre. Staten har også det, man kalder et voldsmonopol. Det er kun statens egne politifolk – og i tilfælde af krig også soldater – der må udøve vold. Staten handler ikke på egen hånd, men efter love og regler, der er vedtaget på demokratisk vis. Det gælder ikke bare skatteopkrævning og politiets ind-

Folketingssalen set fra forhenværende medlemmers loge.

Folket styrer – en grundbog om demokrati

sats, men også en lang række andre ting i et moderne samfund. Fx skolegang, uddannelse, trafik og behandling på sygehuse.

Den tredelte magt For at undgå at nogen får for meget magt, deler man magten i et demokratisk samfund. Ideen om magtdeling går helt tilbage til de gamle grækere, men den blev genopdaget og videreudviklet i det 17. og 18. århundrede af bl.a. den franske samfundsforsker og filosof Montesquieu (læs mere side 40). I de fleste demokratier – fx Danmark – er magten delt i tre. Der er den udøvende magt. Det er regeringen og hele dens administration, som er ansvarlig for at

Demokrati – som styreform og ideologi

forvalte lovene. Den lovgivende magt er den, der vedtager lovene. I Danmark er det Folketinget. Der skal være et flertal blandt politikerne i Folketinget, for at en lov kan vedtages. I princippet er Dronning Margrethe også del af både den lovgivende og udøvende magt. Hun blander sig dog ikke i arbejdet, så hendes underskrift på alle love er kun symbolsk. Den dømmende magt er domstolene, der afgør retssager. Det kan være om forskellige slags kriminalitet som vold og tyveri. Det er de sager, vi dagligt kan læse om i aviser eller se på tv. De fleste retssager drejer sig dog om nogle mere ”kedelige ting”. Det kan være en kunde, der lægger sag an mod et firma, der har leveret en vare, der ikke dur. Eller det kan være en borger, der er utilfreds med en afgørelse fra skattevæsenet eller en anden offentlig myndighed. Det er for at beskytte landets borgere, at domstolene er uafhængige af de andre magtinstanser. Ellers kunne regeringen og politiet lave indgreb og arrestere folk uden, at det stod i nogen lov, at de havde ret til at gøre det. De forskellige magtinstanser kontrollerer og holder øje med hinanden. Det er for at sikre, at ikke nogen af dem får for meget magt. Folketinget sikrer, at regeringen ikke vedtager love uden at have et flertal bag sig, mens domstolene kan underkende en lov, hvis den er i strid med den danske grundlov.

Tvindloven Et eksempel på sammenblanding af den lovgivende og dømmende magt stammer fra 1990’erne. Dengang var der meget kritik af Skolesamvirket Tvind, der drev efterskoler og højskoler. Der var bl.a. klager fra tidligere elever. De fortalte, at de slet ikke havde modtaget undervisning, men var blevet brugt som billig arbejdskraft. Kritikken fik i 1996 et flertal i Folketinget til at vedtage en lov, der fratog Tvindskolerne deres støtte. Men det var i strid med grundloven, fastslog Højesteret tre år senere. Hvis der var foregået noget ulovligt, var det en sag for domstolene – og ikke for Folketinget.

Demokrati som ideologi Demokrati er ikke bare en styreform. Det er også en ideologi. En ideologi er en samling af ideer, der fortæller noget om, hvordan et samfund bør indret-

10

Folket styrer – en grundbog om demokrati

tes. Demokratiets grundidéer kan kort udtrykkes i begreberne lighed, frihed og tolerance. Lighed betyder ikke, at alle mennesker skal være ens, men at alle borgere har de samme rettigheder, og at de er lige for loven. Direktøren og bistandsklienten dømmes efter de samme paragraffer og risikerer den samme straf, hvis de har lavet noget ulovligt. Frihed betyder, at mennesker er frie til at gøre, hvad de vil, så længe de ikke kommer i konflikt med loven. I et demokrati taler man om, at der er et civilt samfund. Det er den del af borgernes liv, som staten hverken skal eller må blande sig i. Det kan være privatliv, hvor man er sammen med venner eller fritidsliv, hvor man dyrker sport i en klub. Tolerance indebærer retten til forskellighed. Folk må tænke, som de vil, klæde sig som de vil, være homoseksuelle og tro på en hvilken som helst gud eller tilbede en sten. Det er deres ret, og hvis nogen forsøger at forhindre dem med vold eller tvang, er det strafbart. Som ideologi er demokrati meget tæt knyttet til menneskerettighederne. De begyndte at tage form rundt omkring i Europa for 2-300 år siden og førte til store samfundsændringer. Udviklingen gik fra enevældige konge- og kejserdømmer i retning mod folkestyre, og den skete efter pres fra flere sider. Et skift i tænkningen I flere europæiske lande var der en voksende utilfredshed med de enevældige styrer og med, at nogle få i samfundet havde særlige fordele. Det var tilfældet i Frankrig, hvor der var voldsomme protester mod, at kirken og adelen – fx

11

Demokrati – som styreform og ideologi

grever og baroner – havde skattefrihed. Protesterne kom først og fremmest fra handelsfolk og håndværksmestre, der på det tidspunkt begyndte at tjene mange penge. De forlangte at få mere indflydelse og bedre rettigheder. Samtidig skete der et skift i hele tænkningen i Europa. Perioden fra ca. 1690-1800 kaldes for oplysningstiden. Filosoffer og videnskabsfolk begyndte at sætte spørgsmålstegn ved mange ting, som man før havde taget for givet. Måske var det ikke en naturlov, at kongen skulle have magten? Måske rummede Bibelen ikke forklaring på alle tilværelsens mysterier? Og hvem sagde, at præsterne havde patent på sandheden? Oplysningstidens filosoffer satte mennesket i centrum (læs mere side 25).

Borger Oprindeligt betød borger en person, der havde en virksomhed inden for handel eller håndværk. I dag bruges det i samme betydning som statsborger. Det vil sige en person, der har de politiske og sociale rettigheder, som gælder i det pågældende land – fx Danmark.

De første menneskerettigheder I Frankrig resulterede utilfredsheden i en revolution i 1789. Kort tid efter den var brudt ud, opgav adelen og præsterne deres særlige privilegier, og Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder blev vedtaget af den franske nationalforsamling. Den indeholdt 17 punkter, og mange af dem er også centrale i dag – fx ytringsfrihed, religionsfrihed og at alle mennesker er lige for loven. Den franske erklæring var den første i Europa om menneskerettigheder, mens man i USA kan finde lignende tanker i Den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776. I de følgende år fulgte de fleste europæiske lande det franske eksempel og ændrede deres forfatning i demokratisk retning. I Danmark skete det i 1849, hvor vi fik grundloven. Den udgør stadig det fundament, som det danske samfund bygger på (læs mere side 33).

12

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Revolution

Frihed, lighed og broderskab var slagord i forbindelse med den franske revolution.

En pludselig – og ofte voldelig – omvæltning i et samfund. De mest kendte revolutioner er den franske i 1789 og den russiske i 1917.

Aldrig mere verdenskrig I første halvdel af 1900-tallet blev verden ramt af hele to verdenskrige, og både den demokratiske styreform og ideologi blev kraftigt udfordret. I starten af 1920’erne kom fascisterne til magten i Italien, og i 1933 overtog nazisterne med Adolf Hitler i spidsen magten i Tyskland. Selv om Hitler kom til magten med et flertal i ryggen, repræsenterede begge partier det modsatte af demokrati og menneskerettigheder. De tyske nazister var de mest yderligtgående. Hitler var imod flertalsafgørelser, frihed og lighed og indførte et diktatur, hvor jøder, homoseksuelle og politiske modstandere brutalt blev ryddet ad vejen. Efter 2. verdenskrigs afslutning satte sejrherrerne sig sammen for at finde en løsning på, hvordan verdensfreden fremover kunne sikres. De oprettede FN (Forenede Nationer), som ved dannelsen bestod af i alt 51 medlemslande. FN var ikke det første forsøg på at lave en verdensorganisation. Tidligere havde man forsøgt sig med Folkeforbundet. Det blev dannet efter 1. verdenskrig, men denne organisation havde ikke kunnet forhindre en ny verdenskrig i at bryde ud. En væsentlig grund til Folkeforbundets fiasko var, at verdens stormagter ikke var med. Det var de i FN. En anden vigtig grund til fiaskoen var, at Folkeforbundet ikke blandede sig i, hvad der skete inden for det enkelte lands grænser. Det blev anderledes med FN, der i 1948 vedtog Verdenserklæring om Menneskerettighederne. Nu var det ikke kun det enkelte land, der havde krav på selvbestemmelse, men også det enkelte menneske. Ifølge erklæringen skal medlemslandene i FN sørge for, at lovgivningen indrettes med respekt for, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.

13

Demokrati – som styreform og ideologi

Europa – delt og samlet I Europa var der voldsomme tømmermænd efter 2. verdenskrig. Mange regeringschefer var meget opsatte på at forhindre, at nazistiske og fascistiske partier på ny kunne få vind i sejlene. 10 europæiske lande – heriblandt Danmark – gik sammen om at oprette et fælles råd, der skulle supplere arbejdet i FN. Det hedder meget passende Europarådet. I grundlaget for dets arbejde bliver det slået fast, at det bygger på en tro på demokratiet som den bedste styreform. Der står også, at demokrati er det bedste grundlag for at opnå fred og retfærdighed i verden. De pæne ord forhindrede ikke, at der i efterkrigstiden blev trukket et jerntæppe ned igennem Europa. Øst- og Vesteuropa blev skarpt adskilt. De østeuropæiske lande var kommunistiske diktaturer og blev kontrolleret af det mægtige Sovjetunionen. Vesteuropa var domineret af demokratier, der orienterede sig mod USA. Det var dog ikke alle vesteuropæiske lande, der var demokratiske. Portugal og Spanien var begge diktaturer indtil 1970’erne. Det samme var Grækenland i årene 1967-74. I 1989 blev presset fra den folkelige modstand så voldsomt i de kommunistiske diktaturer, at de som dominobrikker væltede en efter en. Symbolsk blev det udtrykt stærkest, da der den 9. november blev slået hul i muren, der havde delt Berlin. Europa var genforenet, og folk kunne atter færdes frit over grænserne. De gamle diktaturer i Østeuropa blev afløst af nye demokratier, der blev optaget i Europarådet. Siden 1989 har det mere end fordoblet sit medlemstal fra 23 til 47.

Europarådets bygning fotograferet i forbindelse med 60 årsjubilæet i 2009.

Folket styrer – en grundbog om demokrati

En af de vigtigste opgaver for Europarådet har været at hjælpe de nye medlemslande med at indrette deres samfund efter demokratiske spilleregler. Læs mere om Østeuropa og EU side 83.

FN og Europarådet F(orenede) N(ationer) er en sammenslutning af verdens lande. FN arbejder for at ◗ sikre fred og venskabelige forhold mellem verdens lande ◗ udbrede menneskerettigheder ◗ støtte udvikling i fattige lande

Ved grundlæggelsen i 1945 var der 51 medlemslande. I dag er der 192. Læs mere på www.un.dk Europarådet er en sammenslutning af europæiske lande. Det forveksles ofte med EU, men det er ikke det samme. Europarådet arbejder for at fremme demokrati og udbrede menneskerettigheder. Siden murens fald i 1989 har det været en hovedopgave at hjælpe lande i Østeuropa med at opbygge et demokratisk styre. Læs mere på www.europaraadet.um.dk/da

Muligheder og begrænsninger Nogle mener, at sammenbruddet i Østeuropa og de forskellige landes overgang til folkestyre er udtryk for, at demokratiet endelig har sejret i Europa. Det er også uden tvivl en kæmpe sejr for demokratiet, men der er stadig udfordringer. Terrortruslen har betydet, at politiet og efterretningstjenester i de europæiske lande og USA har fået flere magtbeføjelser. Der er udvidede muligheder for aflytning, og folk kan blive anholdt uden særlig mistanke om, at de har gjort noget ulovligt (læs mere side 117). Nogle mener, at de nye regler er på kanten af, hvad frie samfund kan tillade sig. Men ligesom der er risiko for begrænsning, er der også muligheder for at udvikle demokratiet. Den teknologiske udvikling har nemlig gjort det praktisk muligt at lave afstemninger med mange millioner deltagere. Så hvem ved … måske bliver det repræsentative demokrati en dag afløst af direkte demokrati (læs mere side 105).

15

Demokratiets vugge: Athen

Akropolis i Athen er blevet kaldt den vigtigste antikke bygning i den vestlige verden.

16

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Demokratiets vugge: Athen Når vi snakker demokrati, kan man ofte høre folk nævne demokratiet i Athen og andre græske bystater. I årene ca. 500-200 f.v.t. var der demokrati som styreform – dog ikke som vi kender det i dag – i Athen. Herefter forsvandt det i ca. 2.000 år, inden det igen kom på dagsordenen i Europa og USA i anden halvdel af 1700-tallet. I det gamle Grækenland boede folk i byer eller små bystater, som man kalder det. Byer hed polis, og der var oftest tale om meget små byer med opland. Disse byer var ledet af tyranner. I dag bruger vi ordet tyran om en grusom enehersker eller diktator, men i datidens Grækenland var det ikke et negativt begreb. Det betød blot enehersker. Efterhånden blev grækerne trætte af tyrannerne, og i en række byer, bl.a. Athen, tog folk afstand fra dem. Det kom til blodige kampe. Tilhængerne af demokratiet vandt, og i 507 f.v.t. så en form for demokrati for første gang i verdenshistorien dagens lys. En af de første love var faktisk imod tyranner. Man besluttede, at politikere, der ikke tog demokratiet alvorligt, kunne udvises af landet i 10 år. Hele tre vigtige begreber på én gang Man kalder demokratiet i Athen og andre bystater for direkte demokrati (i modsætning til repræsentativt demokrati) eller forsamlingsdemokrati. Det kaldes sådan, fordi folk skulle møde op på byens centrale plads og stemme om love efter diskussioner og debatter. To af de centrale begreber i datidens opfattelse af demokrati i Athen var frihed og lighed. Grækeren havde frihed til at deltage i det politiske liv, ligesom han havde en personlig frihed til at leve sit liv uden indblanding fra statens side. Og grækerne skulle være lige med hensyn til retten til at tale på de politiske forsamlinger. For at være borger i Athen skulle begge forældre være født i byen. Så fik man

17

Demokratiets vugge: Athen

borgerret, der svarer til det, vi i dag kalder statsborgerskab. Men det var kun mænd, der måtte deltage i det politiske liv. Kvinder, slaver og indvandrere fra andre lande (læs mere side 20) måtte ikke være med. Der var tre vigtige aldre i Athen: 18, 20 og 30 år. De mandlige indbyggere i Athen fik borgerret, når de fyldte 18 år. Men de skulle først overstå to års militærtjeneste, før de måtte deltage i politik og demokrati, herunder at give deres mening til kende og stemme. Så i virkeligheden var der tale om, at man skulle være 20 år, inden man kunne stemme. Og stadig fik grækeren ikke alle politiske rettigheder. Dem fik man først, når man var fyldt 30 år. Så kunne mændene deltage i lodtrækningen om at blive embedsmænd, dommere eller lovgivere. De vigtigste institutioner Det vigtigste princip i demokratiet i Athen var, at folket selv styrede. Og det skete direkte – ikke som i dag, hvor vi har repræsentativt demokrati. Datidens græske demokrati blev udfoldet i en lang række institutioner. ◗ På Pnyx-højen mødtes Folkeforsamlingen 40 gange om året. Ca. 6.000 borgere over 20 år havde både tale- og stemmeret. De mødte frem og stemte om politiske spørgsmål ved at række hænderne i vejret. Når der var stemt, lød det: ”Folket har besluttet ...”. Det var også Folkeforsamlingen, der valgte embedsmænd, der stod for økonomien i bystaten. ◗ Folkerådet bestod af 500 borgere, der mødtes dagligt. Her drøftede man alle de forslag, som Folkeforsamlingen skulle diskutere og stemme om, så det var et meget vigtigt råd. ◗ Man havde 6.000 lovgivere, der også fungerede som dommere. De skulle være over 30 år og blev fundet ved lodtrækning. Det var lovgiverne, der sørgede for, at de vedtagne love blev ført ud i livet. ◗ Folkedomstolen behandlede alle mulige sager, vold og arv fx. Når parterne havde fremlagt deres syn på sagen, blev der stemt blandt medlemmerne/ nævningerne af domstolen. På selve dagen for retssagen trak man lod blandt de 6.000 lovgivere om, hvem der skulle være nævninger. ◗ Embedsmænd. Der var over 1.000 embedsmænd i Athen. Folkeforsamlingen valgte et antal borgere over 30 år for et år ad gangen, mens resten blev fundet ved lodtrækning blandt interesserede. Borgerne fik penge for at møde op, debattere og stemme. Det kaldte man diæter. Det ord er gået ind i det danske sprog og bruges stadig.

18

På et højdedrag, Pnyx, ca. 400 m fra Akropolis mødtes ca. 6.000 borgere 40 gange om året. Folkeforsamlingen i Athen var verdens første demokrati.

Lodtrækning Det lyder umiddelbart underligt, at grækerne valgte folk ved lodtrækning. Men det var et meget bevidst valg. For dem handlede demokratiet ikke nødvendigvis om den bedst egnede, men om at vise, at alle var lige. En persons egenskaber og rigdom måtte ikke spille ind på, om man havde indflydelse. På et punkt var der dog ikke lodtrækning. Det var, når Folkeforsamlingen skulle vælge generaler. Krig var alt for vigtig til at overlade til andre end professionelle.

19

Demokratiets vugge: Athen

Det er kanon I 2007 nedsatte regeringen – Venstre og Det Konservative Folkeparti – et udvalg, der skulle lave en kanon om demokrati. Dvs. at give nogle bud på hændelser, begivenheder og tanker, som har betydet noget for det danske folkestyre og principperne om frihed i Danmark. I 2008 fik Danmark så en demokratikanon med 35 punkter, der hver især er nedslag i historien. De handler ikke kun om Danmark, men om hvordan Danmark har spillet sammen med ideer og strømninger fra andre lande. Før kanonen blev lavet, var der kritik. Kritikere mente, at kanonen skulle laves, så der kunne blive sat fokus på danskhed. De mente også, at kanonen skulle vise, at Danmark har gjort det bedre end andre lande. Efter at kanonen så dagens lys, mente andre kritikere, at udvalget ikke skulle have sat punktum for kanonpunkterne i 2000. De pegede eksempelvis på, at Muhammed-tegningerne (2005) og krisen, der fulgte i kølvandet på tegningerne, skulle have været et kanonpunkt. Du kan se hele demokratikanonen her: www.pub.uvm.dk/2008/demokratikanon Uanset holdning er Athens demokrati et af kanonpunkterne.

Der var kritik I sin storhedstid (479-338 f.v.t.) havde Athen ca. 250.000 indbyggere. Der var formentlig ca. 35.000 borgere med stemmeret, for som du kunne læse, var det ikke alle, der måtte stemme. Indvandrere måtte ikke stemme, men de skulle både betale skat og gå i krig for Athen. Denne kendsgerning og kvinder og slavers manglende stemmeret har fået folk i mere moderne tid til at tale om et mangelfuldt demokrati. Allerede i datidens Grækenland var der dog kritiske røster. Men de gik i en helt anden retning end de mere moderne kritikere. Det gamle Grækenlands kritikere var langt fra enige med Perikles (se side 22), der mente, at deltagelse i demokratiet var både en ret og en pligt. Som Perikles sagde: ”Vi fordømmer dem, der ikke deltager i politik!” To af datidens helt store tænkere var imod demokrati, som det udformede sig i Athen. En af dem var filosoffen Platon (428-348 f.v.t.), der først og fremmest beskæftigede sig med ideernes verden. I sin bog Staten så Platon

20

Folket styrer – en grundbog om demokrati

demokratiet som en styreform, der overlader magten til tilfældige borgere, og disse borgere evner vel at mærke ifølge Platon ikke at styre et samfund. Platon talte ofte i billeder, når han kritiserede demokrati som styreform. For ham var demokratiet et skib, hvor besætningen havde gjort oprør mod kaptajnen. Skibet sejlede derfor totalt uden retning, og ingen vidste, hvor det ville havne. Ifølge Platon skulle de klogeste og mest kompetente mænd fra overklassen lede et samfund. Alt andet ville få et samfund til at gå i forfald. Filosoffen Aristoteles (384-322 f.v.t.) var elev af Platon og også stærkt kritisk over for demokrati, som det var kendt i Athen. Men hans tilgang var en lidt anden. Han mente: ”Demokrati har kun de fattige og ikke det almene for øje.” Aristoteles frygtede det, han kaldte pøbelvælde (massestyre), og hans nøgleord var på den måde fællesskab, det sociale og alle borgere. De var de første og de sidste Demokratiet så ganske vist første gang dagens lys i det antikke Grækenland, men det har ikke betydet, at landet i altid har haft førertrøjen på demokratisk set. Det har heller ikke forhindret, at landet har været involveret i konflikter. Landet har været igennem en uafhængighedskrig mod det tyrkiske (osmanniske) rige, to verdenskrige (1914-18 & 1939-45) og krig i 1921-23 med Tyrkiet om de græske landområder i Lilleasien. Halvanden million grækere måtte rejse ud af Tyrkiet, mens 300.000 tyrkere blev tvunget til at forlade Grækenland. Slående er det således også, at Grækenland som et af sidste lande i Vesteuropa fik et stabilt demokrati. I årene 1967-74 havde landet et militærdiktatur, der regerede med hård hånd. Men det er fortid nu, og grækerne kan igen med stolthed henvise til, at den græske bystat Athen var det første sted i verden, hvor mennesket blev opfattet som et individ og som en del af et samfund. Uanset det spæde demokratis mangler.

21

Ved parlamentet i Athen bevogter vagter den ukendte soldats grav døgnet rundt.

Demokratiets vugge: Athen

Lille ord med stor betydning Når du tænker idiot om en person, du ikke bryder dig om, bruger du et græsk ord. Idiot er nemlig græsk. De gamle grækere brugte det om en person, som kun tænkte på sig selv og ikke på fællesskabet og staten. Med andre ord er en idiot egentlig udemokratisk. Det er ikke kun ord som demokrati (se side 7), tyran, diæt og idiot, der indgår i det danske sprog. Ord som økonomi, politik, apotek, politi, klima, krise, krokus, autograf og alfabet stammer også fra græsk.

Den lille, men store forskel I Rom havde man også en form for demokrati på dette tidspunkt. Det var i Romerriget i årene 510-46 f.v.t. Men der var én stor forskel i forhold til det græske demokrati. I Rom var det kun de rige borgere, der havde indflydelse. Som vi har overtaget mange græske ord, har vi også overtaget ord fra Romerriget. Ordet veto stammer fra romertiden og betyder ”jeg forbyder”. Hvis en rigmand eller en magtfuld person overtrådte loven, kunne romerne fra år 451 f.v.t. søge hjælp. Der kunne så blive nedlagt forbud (veto) mod en politisk beslutning eller et overgreb mod en romer.

Kilde: Sådan så grækerne sig selv ”Vor statsform er ikke en efterligning af vore naboers love. Nej, vor statsform er mere et eksempel for andre. Vi har demokrati, fordi styret ikke er samlet hos nogle få, men hos flertallet. ... Som by er vi et forbillede for hele Hellas, og jeg tvivler på, at der i verden findes et menneske, der er i stand til at mestre så mange udfordringer, og som er udstyret med en så alsidig begavelse som atheneren.” Perikles (495-429 f.v.t.) var en græsk statsmand. Citatet er fra en gravtale (430 f.v.t.), Perikles holdt for faldne grækere i Den Peloponnesiske krig, der fandt sted fra 431-404 f.v.t.

22

Folket styrer – en grundbog om demokrati

TR E S KAR P E Jesper Majbom Madsen, historiker og ekspert i græsk historie, ansat på Syddansk Universitet Hvad var de bedste og de værste ting ved datidens demokrati i Athen? En fordel var den måde, den athenske forfatning inddragede de athenske borgere i de politiske beslutninger. Dermed fik den athenske borger en følelse af medbestemmelse og også et større ansvar for love og beslutninger. Der var tale om et direkte demokrati, hvor de fremmødte vedtog eller forkastede forskellige forslag. En af ulemperne var, at Folkeforsamlingen let lod sig påvirke af dygtige talere, som med deres evner påvirkede folket til at vedtage netop deres forslag. Et andet problem var selve stemningen på Folkeforsamlingen, som nogle gange fik forsamlingen til at vedtage forslag, den senere fortrød. Kan vi lære noget af den måde, de gamle grækere lavede deres samfund på? Livet i oldtidens Grækenland er meget forskellig fra den hverdag, vi kender i dag. Levestandarden er heldigvis meget højere i Danmark end for de gamle grækere, og selv om Danmark er i krig, er vores hverdag mere fredelig, end den var i oldtiden. Til gengæld har vi lært meget af grækernes lighedstanke og af athenernes demokratiske måde at leve på, af deres kunst, litteratur og af deres filosofiske tænkning. Grækerne var også meget glade for konkurrencer, som sikrede udvikling og fornyelse. Denne egenskab præger også den vestlige kultur i dag. Hvad skal vi overhovedet med historien og faget historie? Er nutiden og fremtiden ikke langt vigtigere? Jo, nutiden er vigtig, for det er den, vi lever i og er en del af. Men for at forstå vores egen tid og de værdier, vi sætter højt, er vi nødt til at kende historien. Vestlig kultur bygger på værdier fra oldtidens Athen. Retten til medbestemmelse i politiske beslutninger er en af de værdier, som vi har arvet fra den græske verden. En anden værdi er lighed for loven. Borgerne i en græsk by var lige for loven, lige meget hvor rige de var – noget der gjorde de græske byer anderledes end deres naboer.

23

På vej mod demokrati i Danmark

Forfatteren Ludvig Holberg mente, at dansk skulle være det eneste sprog i litteratur, teater m.m.

24

Folket styrer – en grundbog om demokrati

På vej mod demokrati i Danmark I 1660 var Danmark i store økonomiske problemer efter en række dyre krige mod Sverige. Det fik Kong Frederik 3. (1609-70) til at indføre enevælde. Det vil sige, at kongen bestemte alt. Enevælden blev en styreform, som herskede i Danmark, indtil vi i 1849 fik grundloven. Enevælden var i øvrigt den mest benyttede styreform i Europa fra 1600-tallet til begyndelsen af 1800-tallet.

Det er kanon Oplysningstiden er demokratikanonpunkt. Det samme er flere af de personer, der kæmpede for nye ideer og friere forhold under enevælden: John Locke, Charles de Montesquieu og Jean-Jacques Rousseau.

Oplysningens århundrede Samtidig med de mange enevældige styrer oplevede Europa i 1700-tallet en ny måde at tænke på. Man kalder tiden for oplysningstiden, og filosoffen John Locke (1632-1704) var en af de første, der argumenterede imod enevælden. I kølvandet på ham fulgte François de Voltaire (1694-1778), Charles de Montesquieu (1689-1755) og Jean-Jacques Rousseau (1712-78). I Danmark var forfatteren Ludvig Holberg (1684-1754) en fremtrædende fortaler for frihed, fornuft og tolerance. Holberg talte varmt for, at dansk skulle være det eneste sprog i litteraturen m.m. Han og andre danskere var trætte af, at tysk var blevet det sprog, man talte ved hoffet, hos de danske myndigheder og i hæren. Diskussionerne om det talte sprog var medvirkende til, at Danmark i 1776 fik Forordningen om Indfødsretten. Heraf fremgik det, at det kun var borgere fra Danmark, Norge og hertugdømmerne i Tyskland, der kunne

25

På vej mod demokrati i Danmark

blive ansat ved hoffet eller i den danske administration. På den måde fik man for første gang en definition af det at være dansk. Det var landet, hvor man var født og vokset op. Med indfødsretten fik Danmark statsborgerskab, og ’de fremmede’, som aviserne kaldte dem, blev skilt ud fra de mennesker, der var født og opvokset i landet. Indfødsretten blev en del af Grundloven af 5. juni 1849, hvori der står, at udlændinge kun kan få indfødsret via en lov, der hvert år skal vedtages. Selv om Locke, Voltaire, Montesquieu, Holberg og Rousseau på nogle områder var meget forskellige, var de stærkt medvirkende til, at 1700-tallet blev en tid, hvor videnskab og fornuft blev omdrejningspunkter. Man gik således i vid udstrækning mod den kristne kirke og troen, om end man også forsøgte at finde begrundelser for Guds eksistens. Grundlæggende så man ikke længere samfundet som udelukkende skabt af Gud. Det var derimod et resultat af fornuft og af borgernes handlinger. Selv om der var enevælde i Danmark, blev nogle af byggestenene til det moderne demokrati lagt i den periode. Mange af vor tids måder at leve på blev således skabt i 1700-tallet. Reformer så dagens lys, og centrale begreber som trykkefrihed, statsborgerskab og personlig frihed blev en del af datidens Danmark. Reformerne kom ikke som et lyn fra en klar himmel, men var inspireret af det store udland. De nye love i Danmark udsprang således bl.a. af tankerne i Den amerikanske Uafhængighedserklæring (1776) og Den franske Menneskerettighedserklæring (1789). 1700-tallet var også århundredet, hvor ideen om at alle er født lige blev grundlagt. Den opfattelse er siden blevet nedfældet i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder (1948) og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950).

Det var dengang Indtil midten af 1800-tallet var mange europæere imod folkestyre. De mente ikke, at fattige kunne tage del i demokratiet på fornuftig vis. Og de henviste bl.a. til erfaringerne fra den franske revolution (1789), der førte til blodige magtkampe. I Danmark var Grundtvig (læs mere om ham side 37) meget skeptisk over for demokratiet. Han var stærk tilhænger af frihed i forhold til skole og kirke, men blev først sent en varm fortaler for grundloven.

26

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Fra USA og Frankrig til Danmark De første englændere kom til Nordamerika i 1607. Efterhånden som englænderne faldt til i deres nye land, blev de mere og mere utilfredse med at blive regeret fra London, dvs. Storbritannien. De var trætte af at leve i kolonier og ville selv have magten. Det førte til den amerikanske uafhængighedskrig, der varede fra 1775 til 1783. Den 4. juli 1776 erklærede de nordamerikanske kolonier sig for selvstændige og uafhængige. I erklæringen hed det bl.a., at alle mennesker er født med umistelige rettigheder. Det førte til kampe mellem 13 britiske kolonier og Storbritannien. Resultatet blev uafhængighed og selvstændighed for det land, der kom til at hedde USA (United States of America – Amerikas Forenede Stater). I 1787 blev der vedtaget et udkast til en forfatning, og der blev lavet tilføjelser i 1789. For første gang i den vestlige verdens historie var der skabt en

Den amerikanske forfatning.

På vej mod demokrati i Danmark

grundlov fra bunden. Den var tilmed noget særligt på den måde, at den slog fast – med argumenter fra oplysningstiden og Montesquieu – at ◗ mennesker har grundlæggende og ukrænkelige rettigheder ◗ magten skal være delt ◗ magthaverne skal vurderes ved valg Tredelingen af magten stammede som nævnt side 9 fra filosoffen og samfundsforskeren Charles de Montesquieu, der ville sikre borgerens frihed gennem retssikkerhed. Sammen med den amerikanske forfatning spillede den franske revolution

For amerikanerne er Frihedsgudinden i New York selve symbolet på demokrati og frihed. Statue of Liberty er af kobber og jern og vejer 200 tons. Den er 46 meter høj. Frankrig, der havde hjulpet amerikanerne med våben, penge og soldater under Den Amerikanske Revolution, gav USA statuen som en gave i 1876. For begge lande var og er statuen således symbol på frihed, lighed og demokrati.

Folket styrer – en grundbog om demokrati

ind på udformningen af den danske grundlov. Nok var den franske revolution (1789-99) på grund af sin blodighed på mange måder en fiasko, men det var også her, at man fik gjort op med den enevældige konge. Kongen så sig selv som nedstammende fra Gud, men med skiftet til parlamentet fik man både bogstaveligt talt og i overført betydning en talerstol i stedet for en tronstol. Så den franske revolution har sat sit præg på dagsordenen lige siden. Det moderne demokrati bygger nemlig på to ting fra datidens Frankrig: At individet har rettigheder (menneskerettigheder), samtidig med at der er et fællesskab, som udgøres af folket og nationen.

På vej mod demokrati i Danmark

Individ og fællesskab: Frankrig Artikel 1: Mennesker fødes og forbliver lige i deres rettigheder. Sociale forskelle må kun begrundes i almennytten. Artikel 2: Målet for enhver politisk sammenslutning er bevarelsen af de naturlige og umistelige menneskerettigheder. Disse rettigheder er frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse. Artikel 3: Kilden til al suverænitet hviler grundlæggende i nationen. Ingen sammenslutning, intet individ, kan udøve autoritet, der ikke udtrykkeligt udspringer af denne. Menneskets og borgernes rettigheder. Frankrig den 26. august 1789

Det er kanon Den amerikanske forfatning (1787) og den franske revolution (1789-99) er demokratikanonpunkter.

Den franske revolution.

30

Folket styrer – en grundbog om demokrati

To ismer Liberalisme: Siden 1700-tallet har liberalismen sat sit præg på den vestlige verden. Som idé står den i modsætning til både socialisme (se side 87) og konservatisme (se nedenfor). I 1700-tallet krævede liberalisterne, at statens og kirkens magt skulle være mindre. Og de krævede, at det skulle være op til den enkelte at vælge sin tro. Der skulle være tolerance over for anderledes tænkende. Samtidig kæmpede de for indførelse af demokrati. Liberalismen opstod nemlig som en reaktion mod enevælden. I løbet af 1800- og 1900-tallet blev liberalismen splittet op i flere retninger. Nogle ville og vil stadig ikke have, at staten griber ind i økonomi og sociale forhold. Andre finder, at det er i orden, at staten blander sig i mindre omfang. De kaldes socialliberalister. De mener, at der skal være både frie markeder (kapitalisme – læs definition side 87) og en stat, der blander sig økonomisk set. Staten må gerne give økonomisk tryghed for dem, der ikke kan klare sig selv. Vær opmærksom på, at liberalisme ikke nødvendigvis er det samme som at være liberal. At være liberal er at være frisindet og uden fordomme. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man er tilhænger af liberalistisk økonomi og politik. Du kan også læse om liberalisme på side 36. Konservatisme: Konservatismen var et opgør med de liberalistiske ideer og var i 1800-tallet mere positiv over for statslige institutioner. Samtidig var de konservative mere optaget af, at staten skulle arbejde for de fattige og svage, end liberalisterne var. Men de konservative så det som noget naturligt, at der var forskel på rige og fattige. Forskellen skyldtes deres forskellige evner.

31

Rytterstatue af kong Frederik den 7. foran Christiansborg.

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Danmark får en grundlov Den 5. juni 1849 fik Danmark sin første grundlov. Med den blev der taget et afgørende skridt væk fra et enevældigt kongedømme og mod et demokratisk folkestyre. Ideen om en grundlov opstod ikke ud af den blå luft, men som resultat af en udvikling, der havde været undervejs igennem mange år. Som du kunne læse i kapitlet om oplysningens århundrede, skete der i løbet af 1700-tallet et skift i tænkningen i Europa, hvor det enkelte menneske blev sat i centrum. Den udvikling gik hånd i hånd med en økonomisk udvikling. Flere bønder blev det, man kaldte selvejere. De købte og overtog deres gård i stedet for som tidligere at have været fæstebønder, der var underlagt en godsejer. I byerne begyndte der at komme gang i industri, handel og håndværk. Lederne af disse virksomheder tjente mange penge og ønskede i takt med deres rigdom både at få mere indflydelse og mere frihed. Det havde de fået i mindre målestok i løbet af første halvdel af 1800-tallet, men den daværende konge, Christian den 8. (1786-1848), ønskede ikke at give slip på sin enevældige magt. Men da han pludselig døde i 1848, stod det klart, at tidspunktet for et skifte fra kongestyre til folkestyre nu var kommet. Den nye konge, Frederik den 7. (1808-63), blev nemlig betragtet som utilregnelig og uegnet til at lede Danmark. Han drak og festede for meget, var ikke særlig interesseret i politik og brugte meget tid på konflikterne med sine skiftende koner. På trods af det – eller måske derfor? – var Frederik den 7. alligevel populær i den brede befolkning. Det afspejler sig i hans valgsprog, der lød: ”Folkets kærlighed, min styrke.” Løsrivelse og samling Hvad skulle indholdet af den nye grundlov være? Den diskussion foregik især blandt samfundets spidser og blandt dem, der i forvejen var tæt på magten.

33

Danmark får en grundlov

Gruppen De Nationalliberale – også kaldet professorpartiet, fordi alle medlemmer var højtuddannede – var de mest toneangivende i debatten. De Nationalliberale var på den ene side liberale. Det vil sige, at de gik ind for økonomisk og politisk frihed. På den anden side var de meget nationale og for-

Folket styrer – en grundbog om demokrati

svarede danske interesser. Andre stemmer i den politiske debat var Bondevennernes Selskab, der var en af forløberne til partiet Venstre. Bondevennerne gik ind for en vidtgående grundlov med rettigheder og stemmeret til en stor del af de voksne, danske mænd. Det modsatte synspunkt havde godsejerne.

Maleriet af Constantin Hansen viser Den Grundlovsgivende Rigsforsamling. Forrest ses Monrad og Lehmann, der skrev udkastet til grundloven.

Danmark får en grundlov

De var ikke så mange, men til gengæld var de meget rige. Godsejerne var tæt på kongen og frygtede, at de ville miste deres privilegier ved indførslen af demokrati. Et væsentligt politisk tema i disse år var Danmarks forhold til de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg. De var underlagt den danske konge i det, der kaldtes Helstaten. Med udsigt til et skifte fra enevælde til demokrati voksede ønsket om frihed og løsrivelse i hertugdømmerne. Det udgjorde – set ud fra et nationalt synspunkt – en trussel mod danske interesser. De Nationalliberale var også toneangivende i den del af den politiske debat. De gik ind for, at den danske grænse skulle gå ved floden Ejderen. På den måde ville Slesvig blive en del af Danmark, mens Holsten og Lauenborg ville blive udskilt. Ejderpolitikken – som den blev kaldt – tog ikke hensyn til, at tysk sprog og kultur dominerede i Sydslesvig. Det spændingsfyldte forhold resulterede i krig i årene 1848-1850 og senere igen i 1864. Krigen i de førstnævnte år spillede en rolle for grundlovens udformning (læs mere på 41).

Liberal Hvis man er liberal, lægger man vægt på den personlige frihed. Det vil sige, staten ikke skal regulere folks liv mere end højest nødvendigt. Ideerne til det, der kaldes liberalismen, blev udviklet af engelske filosoffer i 1600-1700-tallet. I Danmark er partiet Venstre kendt som Danmarks Liberale Parti. Læs mere om liberalisme side 31.

Kan folket styre sig? Hvor mange skal have stemmeret, når vi får en grundlov? Hvem er folket egentligt, når det ikke længere er kongens folk? Hvordan undgår vi, at en ny forfatning udløser uro … og i værste fald borgerkrig? Diskussionerne var heftige i tiden op til grundlovens vedtagelse. De fleste mente, at nok skulle der indføres demokrati, men understregede, at det kun skulle være for en

36

Folket styrer – en grundbog om demokrati

begrænset del af befolkningen. Magt og politisk indflydelse var ikke noget for såkaldt almindelige mennesker. Den nationalliberale politiker Orla Lehman udtrykte det således: ”Magten bør tilhøre de begavede, de dannede og de rige.” De mest skeptiske trak ofte det franske eksempel frem som en advarsel om, hvor galt det kunne gå. I Frankrig udviklede det demokratiske styre, der blev indført under revolutionen, sig i årene 1793-94 til et rædselsregime, hvor mellem 20-50.000 af styrets politiske modstandere blev henrettet. Så overgangen fra enevælde til et demokratisk styre kunne ende i det, som nedsættende blev kaldt for pøbelvælde. Det betegnede et styre præget af hævntørst og brutalitet, hvor både politiske modstandere og gamle magthavere skånselsløst blev slået ihjel. Fra almue til folk Nu om dage bruges ord som folk og folkelig næsten altid som positive begreber. Men de ord var slet ikke kendt i midten af 1800-tallet. Den jævne befolkning af arbejdere og tjenestefolk kaldtes for almuen. For at undgå skrækeksempler som det franske måtte folk på samfundets bund løftes ud af deres uvidenhed, før det var ansvarligt at give dem del i magten. Det mente fx N.F.S. Grundtvig, der ud over at være præst, forfatter og salmedigter, også var en meget engageret politiker. Han formulerede sine tanker således: ”Almuen kan lige saa lidt repræsentere som regiere sig selv, om Man saa end fyldte hele Stats-Raadet med dem, thi for at kunne det, maatte de først ved en høiere Dannelse være aandelig traadt ud af deres Sphære og var da ikke længere Almue.” Kort sagt mente Grundtvig, at et folkestyre krævede et folk. Et af midlerne til at gøre almuen i stand til at løfte sig selv op ved hårrødderne var oplysning og uddannelse. Den bevægelse var allerede sat i gang i starten af 1800tallet, hvor der var kommet almindelig skolegang for alle børn. Med Grundtvig som igangsætter blev der fra midten af århundredet etableret folkehøjskoler, som gav den voksne befolkning mulighed for at lære noget. Folkebiblioteker, hvor folk gratis kunne låne bøger med hjem, er også en idé fra den tid. Så forvandlingen fra almue til folk var begyndt at ske, men det var en langvarig udvikling, der stod på over mange år.

37

Danmark får en grundlov

Vedtagelsen af grundloven Der var mange overvejelser og hensyn at tage, da forslaget til en grundlov skulle skrives. Det nationalliberale makkerpar D.G. Monrad og Orla Lehman var hovedkræfter i det komplicerede arbejde. Monrad, der var præst og politiker, skrev udkastet til lovteksten. I sit arbejde skelede han meget til indholdet af den belgiske grundlov fra 1831, ligesom han var inspireret af den norske fra 1814. Hans politikerkollega Lehmann rettede udkastet sprogligt til, og ord som grundlov, folketing og landsting er hans fortjeneste. For at diskutere og endeligt vedtage grundloven blev der indkaldt det, der kaldtes Den Grundlovsgivende Rigsforsamling. En mindre del af forsamlingen var udpeget af kongens rådgivere, mens den største del var blevet valgt ved afstemning. Det var dog kun en begrænset del af befolkningen, der kunne vælges – nemlig uberygtede mænd over 30 år med egen husstand. Danmarks Riges Grundlov blev med stort flertal vedtaget den 25. maj 1849, og den 5. juni satte Kong Frederik den 7. sin underskrift på loven. Kongeloven var blevet erstattet af grundloven. Grundlovens indhold Den oprindelige grundlov bestod af 100 paragraffer. De er siden blevet skåret ned til de 89 love, der stadig udgør grundlaget for det danske folkestyre. Paragrafferne er forholdsvis korte og indeholder kun overordnede betragtninger. Vil man have detaljer, skal man kigge i den lange række af love, der supplerer og uddyber grundlovens bestemmelser. Fx indeholder retsplejeloven udførlige regler for politiets og domstolenes arbejde. Grundlovens paragraffer kan inddeles i nogle overordnede temaer: ◗ ◗ ◗ ◗ ◗ ◗ ◗

§ 1-11 – regeringsform og magtfordeling § 12-27 – kongen og ministrene § 28-58 – folketing og lovgivning § 59-65 – domstolene § 66-70 – folkekirken § 71-84 – rettigheder og friheder for borgere § 85-89 – ikrafttrædelse og ændring af grundloven

Der er to hovedprincipper, som er grundlovens vigtigste. Det er for det første

38

Folket styrer – en grundbog om demokrati

magtens tredeling mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, sådan som den franske filosof Montesquieu havde anbefalet det (læs mere side 40). Det andet hovedprincip kaldes for samfundspagten og er inspireret af en anden fransk 1700-tals filosof, nemlig Rousseau. Den indebærer, at folk afgiver magt til politikere mod, at den enkelte borger til gengæld får nogle frihedsrettigheder – fx ret til at mene, tro og tænke, hvad man vil.

Rousseau er demokratikanonpunkt. Læs om ham side 40.

39

Danmark får en grundlov

De er kanon! Montesquieu, Charles-Louis de Secondat, (1689-1755) var fransk forfatter, samfundsforsker og filosof. Hans hovedværk, Om lovenes ånd, har haft stor og langtidsholdbar betydning. I bogen skrev han om magtens tredeling mellem den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Et princip, der siden er blevet uløseligt forbundet med et demokratisk styre. Rousseau, Jean-Jacques (1712-1778), fransk-schweizisk forfatter og filosof. Han beskæftigede sig med flere forskellige ting, fx opdragelse, musik og politik. Rousseau var fortaler for politisk frihed og lighed. Hans ideer – som han bl.a. skrev om i Samfundspagten – var inspiration for mange af de aktive under den franske revolution. Grundtvig, Nikolai Frederik Severin (1783-1872) digter, præst og politiker. Grundtvig har haft stor betydning for udviklingen inden for skole, kirke og foreningsliv. Han var medlem af den rigsforsamling, der vedtog grundloven i 1849.

Demokrati med begrænsninger Med vedtagelsen af grundloven i 1849 blev der indført demokrati i Danmark, men der var store begrænsninger. For at få stemmeret gjaldt de samme regler som til valget til Den Grundlovsgivende Rigsforsamling. Man skulle være over 30 år, have egen husstand og være … mand. En stor del af befolkningen var således udelukket fra demokratisk deltagelse. De blev populært omtalt som de fem f ’er: fruentimmere, fattiglemmer, fjolser, fallenter og folkehold. Oversat til mere nutidigt dansk betød det, at kvinder, fattige og hjemløse, handikappede, folk der var gået fallit og tjenestefolk ikke havde stemmeret. De kunne heller ikke vælges som medlemmer af Rigsdagen. Det lyder meget udemokratisk, når vi kigger på det i dag, men det bør retfærdigvis bedømmes efter den tankegang, der var gældende midt i 1800-tallet. Dengang var samfundet helt anderledes. Selv om der var en bevægelse i retning af at betragte mennesket som individ, var den generelle opfattelse sta-

40

Folket styrer – en grundbog om demokrati

dig præget af et kollektivt syn. Det vil sige, at det enkelte menneskes status afhang af dets køn, alder, indtægt og af hvilken gruppe, det var en del af. Datidens samfund var mandsdomineret, og manden var familiens overhoved. Derfor var der også en vis logik i, at det kun var ham, der havde stemmeret. Som husstandens leder repræsenterede han ikke bare sig selv, men også sin hustru, sine børn og eventuelle tjenestefolk. Nogle historikere kalder derfor det første danske demokrati for et husbond-demokrati. Trods begrænsningerne mente nogen, at grundloven var blevet alt for vidtgående. Den gav alle mænd over 30 år med egen husstand lov til at stemme og mulighed for at blive valgt til Folketinget. Med andre ord fik mange arbejdere demokratiske rettigheder. Det samme gjorde husmænd, som var betegnelsen for bønder, der ejede en lille landbrugsejendom med lidt jord til. Hvorfor blev det sådan? Ja, det skyldtes krigen med de tre hertugdømmer Der var brug for mange soldater til de hårde kampe, og derfor blev der næsten samtidig med grundloven indført værnepligt for alle unge mænd. Tidligere var soldaterne blevet udvalgt blandt bønderne. Indførslen af værnepligt gav tilhængerne for en vidtgående grundlov et stærkt argument. For hvis man skulle være villig til at ofre sit liv for sit land, skulle man vel have nogle rettigheder? Andre støttede den vidtgående grundlov ud fra et andet synspunkt. De tænkte, at hvis folk fik valgret, ville de sikkert bakke mere op om Danmarks krig mod hertugdømmerne.

Valgret, stemmeret og valgbarhed Valgret er retten til at stemme til valg – fx folketingsvalg, kommunalvalg og folkeafstemninger. Et andet ord for valgret er stemmeret. Valgbarhed er retten til at stille op til valgene. Der er ikke nødvendigvis sammenfald mellem valgbare personer og personer med valgret.

Speeder og bremse Grundloven og de nye magtforhold ville medføre ændringer i samfundet. Det var uundgåeligt. Men godsejerne og andre af samfundets spidser fik indbyg-

41

Danmark får en grundlov

get en bremseklods i den måde, som det politiske styre blev udformet på. Det var et såkaldt to-kammer system. De to kamre hed Landstinget og – ligesom i dag – Folketinget og var samlet under samme tag i det, der hed Rigsdagen. For at blive valgt ind i Folketinget gjaldt de samme regler som for stemmeret. Dog var alderskravet kun 25 år. Til Landstinget var det en meget begrænset del af befolkningen, der kunne vælges. Valgbare var nemlig kun mere end 40-årige mænd, der havde en meget høj indkomst. Det var en indrømmelse til den rigeste del af befolkningen, der frygtede, at det, de nedsættende kaldte talmajestæten, ville få for meget magt. Med det mente de, at de uoplyste masser kom til at bestemme bare, fordi de var de fleste – og ikke fordi de var de klogeste. Der var en klar arbejdsdeling mellem Landstinget og Folketinget. Folketinget lavede det forberedende arbejde med at diskutere, foreslå og vedtage nye love. Lovene gik videre til Landstinget, der kunne vedtage eller forkaste dem. Billedlig talt kan man sige, at Folketinget var speederen, der satte fart i den nye demokratiske udvikling. Landstinget var bremsen, der forhindrede, at det gik for stærkt. Det gav uundgåeligt konflikter mellem de to kamre, og de kom til at dominere dansk politik i den sidste halvdel af 1800-tallet. Samtidig begyndte flere folkelige sammenslutninger såsom arbejderbevægelse, kvindebevægelse og andelsbevægelse for alvor at gøre deres indflydelse gældende. Så Danmark var ikke længere et statisk og enevældigt samfund. Det var et land præget af opbrud og forandring.

Rigsdagen Rigsdagen var navnet på Danmarks parlament fra 1849-1953. Rigsdagen bestod af to kamre: Landstinget og Folketinget. Med årene mistede Landstinget sin betydning, og det blev helt afskaffet i 1953. Siden har det danske parlament heddet Folketinget. Se mere på www.folketinget.dk Landstingssalen.

42

Folket styrer – en grundbog om demokrati

TR E S KAR P E Palle Svensson, professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet På en skala fra 1-10 … hvor god er grundloven som fundament for det danske folkestyre? Jeg vil give den et 6-tal. Den skrevne forfatning er en vigtig del af fundamentet for folkestyret, men det omfatter langt mere. Grundloven omtaler en række institutioner, regler, principper og værdier, men fundamentale institutioner som de politiske partier og værdier som folkestyre omtales ikke. Desuden er den politiske kultur i bred forstand – altså befolkningens holdninger og aktive medleven i det politiske liv – en vigtig del af fundamentet. Folkestyre kræver meget mere end en god grundlov. Hvad er grundlovens styrke? Det er, at den er bredt anerkendt af befolkningen. Selv om det er forkert, sætter mange nærmest lighedstegn mellem grundloven og folkestyret. Mere konkret er grundlovens styrke, at den ikke fastsætter alt for snærende rammer om de øverste statsorganers virksomhed. Nogle regler i grundloven er rent praktiske, som hvornår Folketinget skal samles og den slags. Andre regler fastsætter vigtige principper for valgret, forholdstalsvalg og parlamentarisme. Mange af grundlovens regler er ikke særligt præcise og kan fortolkes. Nogle anvendes ikke, og enkelte er direkte ændret af praksis. Har grundloven svage punkter, der bør ændres? Den skrevne grundlov er ikke det samme som den faktiske forfatning. Man kan let få et helt forkert indtryk af det danske folkestyre, hvis man alene kigger på grundloven. Kongen omtales fx i en tredjedel af paragrafferne. Det kunne give det indtryk, at han har politisk betydning, hvad han slet ikke har. Efter min mening bør grundloven føres up-to-date, men det er der ikke opbakning til blandt de ledende politikere. Grundloven bør udtrykkeligt sige, at vi har folkestyre her i landet og ikke et indskrænket monarki. De formelle regler og den faktiske praksis burde bringes i bedre overensstemmelse med hinanden og frihedsrettighederne, og den folkelige deltagelse bør styrkes. Det sidste kan gøres med mulighed for folkeinitiativ, der betyder, at et antal vælgere kan præsentere et forslag til en ny lov for Folketinget og eventuelt kræve en folkeafstemning. En anden mulighed er folkebegæring, der betyder, at et antal vælgere kan kræve en folkeafstemning om en netop vedtaget eller eksisterende lov.

Et land i bevægelse – om bonde-, arbejder- og kvindebevægelsen

I det danske velfærdssamfund siger vi, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder.

44

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Et land i bevægelse – om bonde-, arbejder- og kvindebevægelsen I kølvandet på den nye grundlov begyndte forskellige folkelige sammenslutninger at markere sig. Det var fx bonde-, arbejder- og kvindebevægelsen. De trak på hver deres måde i retning af et mere demokratisk Danmark. Men inden der bliver sat fokus på dem, skal det nævnes, at der også var kræfter, der trak den anden vej. Efter nederlaget i krigen i 1864 måtte Danmark afstå Lauenborg, Slesvig og Holsten, og med dem forsvandt en tredjedel af kongerigets areal og 40% af befolkningen. Det gjorde det nødvendigt med en justering og opdatering af den grundlov, der blev vedtaget i 1849. Resultatet blev, at grundloven blev ændret i mere udemokratisk retning. Valgretten til Landstinget blev yderligere begrænset, så godsejerne og partiet Højre fik nogle klare fordele. Højre havde flertal i Landstinget, mens bønderne – der havde dannet partiet Venstre – til gengæld havde flertal i Folketinget. Magtkampen mellem de to kamre resulterede i en meget fastlåst politisk situation. Kong Christian d. 9. (1818-1906) valgte side mod Folketingets flertal og gav regeringsmagten til partiet Højre. Det betød, at det danske folkestyre mere eller mindre lå i koma i årene 1870-1901. Finansloven – som er budgettet for statens udgifter – blev i en årrække vedtaget uden om Folketinget. I 1901 skete det, der kaldes Systemskiftet, og et nyt princip for folkestyret blev indført. Det betød, at kongen ikke kunne udnævne en regering, der havde et flertal imod sig i Folketinget. Dette princip kaldes for parlamentarisme og har været gældende lige siden. Det bliver nogle gange formuleret med ordene: ”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”. I 1915 blev grundloven endnu engang lavet om. Den vigtigste ændring var, at kvinder fik valgret. Det samme gjorde tjenestefolk. Desuden blev der ind-

45

Et land i bevægelse – om bonde-, arbejder- og kvindebevægelsen

ført lige og almindelig valgret til både Folketinget og Landstinget. Med ændringen i 1915 blev alle stillet lige efter princippet: en mand en stemme og en kvinde en stemme. Mange mener derfor, at det først var 66 år efter den første grundlov i 1849, at demokratiet for alvor slog igennem.

Jeg skal i sognerådet! Udsigten til valgret for kvinder og tjenestefolk (tyende) vakte ikke begejstring hos alle. Venstremanden Klaus Bernsten udtalte fx i Folketinget i 1903: ”Det vil lyde lidt aparte, når tjenestepigen kan sige til madmor: Nu kan du gå ud og malke. Jeg skal i sognerådet! Det vil helt ændre de bestående begreber om forholdet mellem husbond og madmor på denne ene side og tyende på den anden.” Det fik han fuldstændig ret i. Indførslen af valgret for kvinder og tjenestefolk betød store ændringer – men på den gode måde.

Påskekrisen Siden Systemskiftet i 1901 er det sket én gang, at kongen er gået imod et flertal i Folketinget. Det skete i 1920 og er siden blevet kendt som Påskekrisen. Krisens optakt var, at der skulle trækkes en ny grænse mellem Danmark og Tyskland. Et flertal i Folketinget – og i Flensborg – mente, at Flensborg skulle høre med til Tyskland. Et mindretal mente, at byen skulle høre med til Danmark. Kongen var enig med mindretallet. I påsken 1920 fyrede han regeringen og indsatte en ny uden om Folketingets flertal. Det udløste så store demonstrationer og strejker, at kongen efter få dage ændrede sin beslutning. Der blev indsat en ny regering og udskrevet valg til Folketinget, så luften kunne blive renset. Siden Påskekrisen har det danske kongehus ikke blandet sig i Folketingets arbejde.

46

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Bondebevægelsen Bønderne spillede på flere måder en vigtig rolle i den sidste halvdel af 1800-tallet. De var via partiet Venstre med på det overordnede politiske plan og var højrepartiets modspiller i det altafgørende spørgsmål: Skal kongen udpege regeringen? Eller skal den udpeges af et flertal i Folketinget? Bønderne mente det sidste. Men det var ikke kun i Rigsdagen, at bønderne gjorde sig gældende. Bønderne har også haft stor betydning for det, som kaldes for demokrati i dybden. Det vil sige demokrati mellem mennesker i deres hverdagsliv. Med grundloven i 1849 fik danskere frihed til at stifte foreninger og – sat på

Danmarks første andelsmejeri i Hjedding ved Varde åbnede i 1882.

47

Et land i bevægelse – om bonde-, arbejder- og kvindebevægelsen

spidsen – har de siden ikke lavet andet. Bønderne var hurtige til at udnytte den nye mulighed og førte an i to hovedstrømninger, nemlig andelsbevægelsen og højskolebevægelsen. Den første havde noget med bøndernes erhverv at gøre, mens den anden handlede om uddannelse. Det er to forskellige bevægelser, men de har deres udspring i det samme miljø og har påvirket hinanden. Desuden bygger de på en fælles grundholdning om, at ægte demokrati foregår ved, at folk selv organiserer sig. Det er i den del af samfundet, som i første kapitel blev omtalt som det civile samfund. En mand – en stemme Andelsbevægelsen er betegnelse for en række virksomheder, som bønderne startede i et stort antal i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Det var fx mejerier, slagterier og brugsforeninger. Man gik over til at producere mere kød og mælk i stedet for korn. Det gav behov for slagterier, hvor kvæg og svin kunne bliver slagtet og mejerier, hvor mælk, smør og andre produkter kunne forarbejdes. Bønderne lavede også indkøbsforeninger – såkaldte brugsforeninger – hvor de gik sammen om at købe de ting, de skulle bruge i driften af deres gårde. Senere bredte idéen om brugsforeninger sig til byerne. Virksomhederne var ejet i fællesskab af de bønder, der leverede til dem. Heraf navnet andelsvirksomhed. Et eventuelt overskud blev delt imellem dem, der havde andele i det enkelte mejeri eller slagteri. De andelsejede virksomheder var meget demokratisk opbyggede, og det var et helt bevidst valg fra bøndernes side. Det skulle ikke være som i andre virksomheder, hvor de, der ejede den største del af virksomheden, bestemte mest. Når der skulle tages beslutninger i andelsvirksomheder, havde hver bonde en stemme – og det var uanset, om han leverede lidt eller meget. Princippet kaldes ”at stemme efter hoveder og ikke høveder” (kvæg). Mange små – få store De mange små andelsvirksomheder er i dag blevet slået sammen til nogle få store. Arla er det altdominerende mejeri, mens Danish Crown har førertrøjen som slagteri. Begge firmaer er internationale koncerner med milliardomsætninger. På trods af det er de stadig andelsvirksomheder. Det vil sige, at de er ejet af de bønder, der leverer kød og mælk til dem.

48

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Brugsforeningerne har gennemgået en lidt anden udvikling. I dag findes der alt fra helt små kiosklignende supermarkeder til store varehuse. FDB (Foreningen af Danske Brugsforeninger) ejer Coop Danmark, der driver butikkerne. FDB er med sine 1,6 millioner medlemmer Danmarks største forening. Ta’ på højskole Folkehøjskolerne havde ikke direkte noget med etableringen af andelsvirksomheder at gøre. Og så alligevel. Bønderne var flittige elever på folkehøjskolerne, og her fik de samfundsforståelse, viden og måske også mod på i højere grad selv at organisere deres liv. Det var helt i tråd med Grundtvigs tanker og idéer. Han var som før nævnt et af lokomotiverne, da højskoletanken blev udbredt. Grundtvig mente, at man som menneske havde et ansvar for det fælles liv i det samfund, man var en del af. Men samtidig skulle samfundet også give det enkelte menneske frihed til at udfolde sig – både som individ og sammen med andre mennesker. Folkehøjskolerne var – og er – meget frie skoler. Der var ingen eksamen, og ifølge Grundtvig burde skolerne styres af eleverne og ikke lærerne. Det var en meget provokerende tanke på den tid, og den blev da heller ikke efterlevet ret mange steder. Men ideen om frie skoler, der ikke var styret af staten, slog an. Store og små skoler blev skabt i de sidste årtier af 1800-tallet, og den tendens fortsatte efter århundredeskiftet. Højskolerne var stadig primært bøndernes skole og knyttet til partiet Venstre, men efterhånden begyndte også arbejderbevægelsen og andre organisationer at etablere deres egne skoler. Grundtvig lever! Ligesom andelsbevægelsen er folkehøjskolerne også både en del af vores historie og nutid. De er ikke længere et tilbud til karle og piger fra gårde, men en skoleform hvor alle lag i samfundet er repræsenteret. Samtidig har de principper, som folkehøjskolerne er bygget på, inspireret til start af fx friskoler, efterskoler og privatskoler. Sidstnævnte er frie skoletilbud, der supplerer den offentlige folkeskole. Så på den måde lever Grundtvigs idé om en skoleform, der er fri og uafhængig, stadig i bedste velgående.

49

Et land i bevægelse – om bonde-, arbejder- og kvindebevægelsen

De første andelsvirksomheder Det første andelsmejeri startede i Hjedding ved Varde i 1882. Mejeriet blev udstyret med en moderne maskine, der kunne fremstille smør på en mere hygiejnisk måde end tidligere. Det gav et stort salg af smør til England – og mange penge til bønderne. Rygtet om den gode forretningsidé bredte sig hurtigt. Allerede i år 1900 var der ca. 900 andelsmejerier. Den første brugsforening åbnede i Thisted i 1866. Ideen var at skabe en butik, hvor medlemmerne kunne købe billige varer. Ligesom med mejerierne bredte ideen sig hurtigt. Omkring år 1900 var der ca. 1.000 brugsforeninger. Det første andelsslagteri startede i Horsens i 1887. Mens der var mejerier og brugsforeninger i hver en lille flække, lå slagterierne i de større byer. Det højeste antal slagterier, der har været i Danmark, er 98. I dag er der fire tilbage.

Arbejderbevægelsen I den sidste halvdel af 1800-tallet flyttede ca. en halv million mennesker fra landet og ind til de store byer. De håbede at finde lykken, men i byerne var der stor arbejdsløshed. Mange familier levede under elendige forhold i små lejligheder, der både var mørke og klamme. Alkoholmisbrug var et stort problem, og mange børn blev forsømt. Selv om far eller mor fik et job, var det langt fra sikkert, at familiens problemer blev løst. Mange gange var lønnen så dårlig, at folk alligevel måtte have hjælp af fattigvæsenet. Så der var brug for, at arbejderne sluttede sig sammen i kampen for at få bedre vilkår. Den danske arbejderbevægelse blev grundlagt i 1871. En af initiativtagerne var Louis Pio, der var inspireret af socialistiske ideer (læs mere side 87) og oprør i andre europæiske lande. Arbejderbevægelsens første år var præget af strejker og mange konflikter med både arbejdsgivere og politi. Det mest voldsomme sammenstød skete i 1872 og er kendt som Slaget på Fælleden. Louis Pio havde indkaldt til massemøde på Nørre Fælled i København, men politi-

50

Folket styrer – en grundbog om demokrati

et forbød mødet og arresterede Pio og andre af arbejderbevægelsens ledere. Alligevel mødte der en masse mennesker op. Det kom til voldsomme sammenstød mellem politi og arbejdere. Der var mange sårede, men heldigvis ingen dræbte. Slaget på Fælleden er blevet et symbol på, at arbejderbevægelsen må kæmpe for at opnå rettigheder. Forbedringer gennem forhandlinger De følgende år blev der etableret fagforeninger inden for alle fag (murere, tømrere osv.) De forskellige fagforeninger sluttede sig i 1890’erne sammen i den fælles organisation, der i dag er kendt under navnet LO (Landsorganisationen), mens arbejdsgiverne organiserede sig i Arbejdsgiverforeningen. De to parter indgik i 1899 efter lang tids uro på arbejdsmarkedet det, der kaldes Septemberforliget. Det kaldes også for arbejdsmarkedets grundlov. Forliget lagde nemlig grundlaget for, hvordan arbejdsmarkedet siden har fungeret. I Septemberforliget anerkendte fagforeningerne og arbejdsgivere for første Demonstration den 1. maj 1916 for eksempelvis otte timers arbejdsdag. Centralt i fotoet ses Thorvald Stauning, der senere blev Danmarks første socialdemokratiske statsminister.

Et land i bevægelse – om bonde-, arbejder- og kvindebevægelsen

gang hinanden som ligeværdige parter. De aftalte, at konflikter fremover så vidt muligt skulle klares ved mægling og forhandling. Strejker og lockout kunne stadig forekomme, men skulle foregå efter bestemte regler. Med Septemberforliget var kursen lagt for arbejderbevægelsen i det 20. århundrede. For flertallet af bevægelsens medlemmer gjaldt det ikke om at lave revolution og omstyrte samfundet, men om at forbedre arbejdernes løn og arbejdsvilkår gennem fredelige forhandlinger.

Strejke og lockout Strejke: Når de ansatte på en arbejdsplads nedlægger arbejdet. Det kan være for at udtrykke en protest eller et forsøg på at få opfyldt et krav – fx bedre løn. Når strejken er slut, genoptager de ansatte arbejdet. Lockout: Betyder egentlig at låse ude, og det er arbejdsgivernes modtræk til en strejke. Ved at lockoute arbejderne udelukkes de ansatte fra at arbejde. Dermed mister de også deres løn, så længe der er konflikt mellem arbejdsgiveren og de ansatte.

Tre ben Ved arbejderbevægelsens start var der ikke nogen forskel på parti og fagforening, men allerede i 1878 blev de udskilt fra hinanden. Partiet Den Internationale Arbeiderforening for Danmark blev stiftet. Det har siden skiftet navn flere gange og hedder i dag Socialdemokraterne. Arbejdsfordelingen var klar. Partiet klarede det politiske arbejde, mens fagbevægelsen tog sig af arbejdsmarkedet. Ud over disse to ben er der også et tredje i arbejderbevægelsen. Det kaldes arbejderkooperationen. Det er virksomheder, som arbejderbevægelsen har oprettet inden for områder som bank, forsikring og udlejningsboliger. En del af dem findes stadig – fx Arbejdernes Landsbank, Alka Forsikring og Arbejdernes Andelsboligforening. Omfordeling og velfærd Fra partiets start og mange år frem havde Socialdemokraterne fremgang ved hvert folketingsvalg. Rekorden blev sat i 1935, hvor partiet fik 46,1% af stemmer-

52

Folket styrer – en grundbog om demokrati

ne. Partiet har haft stor indflydelse på opbygningen af det moderne danske velfærdssamfund. I den model, som kaldes den skandinaviske model, har staten en vigtig rolle. Staten opkræver skatter og omfordeler penge fra de rige til fattige og er dermed med til at mindske uligheden i samfundet. Desuden tilbyder staten – og i dag også regioner og kommuner – en række ydelser, som alle uanset indkomst har adgang til. Der er fx gratis uddannelse, gratis behandling på hospitaler og folkepension til ældre mennesker. Læs mere om velfærdsstaten side 69. Nye tider I løbet af 1960’erne og 1970’erne ændrede det danske arbejdsmarked sig. Industrien mistede sin førerposition, mens den offentlige sektor blev udvidet, og mange fik arbejde inden for administration. Dermed blev der færre af de arbejdere, der havde udgjort fagbevægelsens kerne og Socialdemokraternes trofaste støtter. Partiet mistede regeringsmagten i starten af 1980’erne, genvandt den i 1990’erne for så at miste den igen i 2001. Siden har partiet været i opposition og haft svært ved at holde fast i opbakningen fra vælgerne. Kvindebevægelsen I takt med at Danmark blev mere frit og demokratisk, begyndte kvinderne at kræve deres rettigheder. De ville ikke finde sig i at blive betragtet som et vedhæng, men ville ligestilles med manden og respekteres som selvstændige individer. Ligestilling og nej til diskrimination blev hovedkravet for det, der senere blev kendt som kvindebevægelsen. Bevægelsens første medlemmer kom fra veluddannede og rige kredse i samfundet. I første omgang var det ikke kvinders valgret, der stod øverst på dagsordenen. Det blev anset for at være både uopnåeligt og urealistisk. I stedet blev skytset rettet imod, at kvinder skulle have adgang til uddannelse og ret til at drive selvstændig virksomhed. Det havde de nemlig ikke. Desuden skulle der ændres på, at en kvinde afgav alle sine rettigheder til sin mand, når hun blev gift. Manden havde ret til at bestemme suverænt over familiens penge, ligesom han også havde myndigheden over børnene. Det var også kun mænd, der kunne vidne i retssager. Fremskridt og stopklods I slutningen af 1800-tallet blev der vedtaget flere love, der trak i retning af mere ligestilling. I 1880 fik gifte kvinder ret til at bestemme over deres egen

53

Et land i bevægelse – om bonde-, arbejder- og kvindebevægelsen

løn, ligesom kvinder fik mulighed for at blive optaget på fx lærerseminarier, sygeplejeskoler og universiteter. Samtidig begyndte en ny gruppe af kvinder at røre på sig. Det var den store gruppe af kvinder, der arbejdede som ufaglærte på fabrik eller som rengøringskoner. Ligesom andre på arbejdsmarkedet organiserede de sig i fagforeninger for at kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår. Efterhånden, som kvindebevægelsen opnåede resultater, var det logisk at kræve valgret. Et flertal i Folketinget var positive, men det konservative landsting var stopklods. Argumenterne imod var, at kvinders naturlige plads var i hjemmet og ikke i politik, at kvinder allerede var repræsenteret via deres mænd, og at det ville skabe skænderier mellem mand og kvinde, hvis begge køn kunne

Kvinder i takkedemonstration i 1915, da de havde fået valgret.

Folket styrer – en grundbog om demokrati

stemme. Ægteskabet ville blive en politisk kampplads, lød advarslen. Systemskiftet i 1901 ændrede på magtfordelingen mellem Folketinget og Landstinget. Dermed blev det lettere at komme igennem med forslaget om kvinders valgret. I 1908 fik kvinder stemmeret og mulighed for at blive valgt ind i datidens byråd. Syv år senere – i 1915 – blev grundloven ændret, så kvinder og tyende fik valgret til folketingsvalg. Med den ændring blev antallet af stemmeberettigede vælgere fordoblet. 1960’ernes kvindekamp Det var en stor sejr for kvindebevægelsen, at der blev indført valgret i 1915.

Et land i bevægelse – om bonde-, arbejder- og kvindebevægelsen

Men der var stadig lang vej for at nå målet om at afskaffe diskrimination og opnå ligestilling. Der skulle imidlertid gå mange år – bl.a. på grund af to verdenskrige – inden debatten om kvinders vilkår for alvor kom på dagsordenen. Det skete i de økonomisk fremgangsrige 1960’ere, hvor mange kvinder skiftede husmoderrollen ud med en plads på arbejdsmarkedet. Den omvæltning satte gang i en debat om ligeløn på arbejdsmarkedet, men også om mange andre ting: fx seksualitet, fordeling af husarbejde og vold mod kvinder. De mest toneangivende i kønsdebatten i 1960’erne og 1970’erne blev kaldt for rødstrømperne. De skabte meget opmærksomhed, når de lavede happenings. En af dem var, at de kun ville betale 80% af prisen for en bybusbillet i København. Deres argument var, at kvinder kun tjente 80% af, hvad mænd gjorde. Stadig uligeløn Det var kun en mindre del af kvinderne, der var synlige i 1960’ernes oprør, men deres oprør var udtryk for mange kvinders ønske om mere ligestilling og bedre vilkår. Og det blev opfyldt. Der kom nemlig varige forbedringer ud af 1960’ernes kvindekamp, fx fri abort, krisecentre for voldsramte kvinder og lov om ligestilling på arbejdsmarkedet. En af mændenes sidste magtbastioner faldt, da kvinder fik adgang til militæret, ligesom traditionelt mandlige poster som nationalbankdirektør og politidirektør i København også har været besat af kvinder. Og en dronning som overhoved har Danmark jo haft siden 1972. Så meget har ændret sig siden kvindebevægelsens start, men der er stadig ikke fuld ligestilling i samfundet. Mænd sidder på de fleste af de ledende poster både i politik og erhvervsliv, ligesom mænds løn i gennemsnit er 20% højere end kvinders. Sådan har det været i mange år. Det hænger sammen med, at lønnen inden for typiske kvindefag som børnepasning og syge- og ældrepleje er lav.

De er kanon Bonde-, arbejder- og kvindebevægelsen er kanonpunkter.

56

Folket styrer – en grundbog om demokrati

TR E S KAR P E Professor Ove Korsgaard, Institut for Pædagogik, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Hvilken sammenhæng er der mellem demokrati og folkelige bevægelser? Der er en snæver sammenhæng. Uden folkelige bevægelser og folkeligt engagement kan man ikke opbygge et funktionsdygtigt demokrati. I 1980’erne blev der lavet en stor undersøgelse af demokratiet i Italien. Den viser, at det fungerer meget bedre i den nordlige del af landet end i den sydlige. Forklaringen er, at der i nord er en lang tradition for, at man deltager i foreningsliv og danner netværk med mennesker, som man ikke er i familie med eller kender i forvejen. Det er med til at opbygge tillid mellem mennesker, og netop tillid er meget afgørende for et demokrati. Det oplevede vi i Danmark, da de folkelige bevægelser opstod i stort tal i sidste halvdel af 1800-tallet. Folk satte sig ud over det nære, engagerede sig sammen med andre mennesker, og det var medvirkende til, at demokratiet slog rod. På hvilken måde har de folkelige bevægelser præget demokratiets udvikling i Danmark? De har været med til at opretholde grundlaget for vores demokrati. Tilliden i demokratier kan forøges og svækkes, men i Danmark er tilliden dybt forankret. Det gælder ikke kun folk imellem, men også til offentlige institutioner, politikere og retsvæsen. Danmark er et af de lande i verden, hvor der er mindst korruption. Det vidner om en høj grad af tillid til magten og systemet. Hvilken rolle spiller de folkelige bevægelser i dag? Billedet har ændret sig, men modsat hvad mange måske tror, er der flere aktive end nogensinde før. De sager, som foreningerne engagerer sig i, har ændret karakter efterhånden, som der er opstået nye problemer. I dag er der fx mange aktive inden for miljø og klima, ligesom der er mange patientforeninger. Ifølge de undersøgelser, der er lavet, er indholdet af folks engagement ikke så afgørende for tilliden i et demokrati. Sat på spidsen er det lige meget, om man synger i kor, er aktiv i Greenpeace eller går på aftenskole. Det er engagementet i sig selv, der er afgørende.

57

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Skal folket styre eller styres? - om Hal Koch og Alf Ross Efter 2. verdenskrig var store dele af verden lammet af sorg og chok. Det gjaldt ikke mindst i Europa, hvor krigen var startet, og de fleste krigshandlinger havde fundet sted. Lidt over 60 millioner mennesker var døde – heraf seks millioner jøder i tyske koncentrationslejre. De materielle ødelæggelser var enorme, og mange byer var bombet i grus. Men det var ikke kun huse og bygninger, der lå i ruiner. Det gjorde også hele forestillingen om, at verdens lande kunne leve fredeligt sammen som gode naboer. I løbet af 1920’erne og 1930’erne havde Italien og især Tyskland udviklet sig til uhyggelige diktaturstater, hvor politiske modstandere og forskellige minoritetsgrupper som jøder og homoseksuelle brutalt blev udryddet. Men problemet kunne ikke afgrænses til de to steder. Det var, som det blev udtrykt: en pest over Europa, og i flere lande – fx Danmark – havde der været nazistiske partier og sympatisører. Både partier og medløbere forsvandt dog, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen. Krigens afslutning satte gang i en masse tanker. Hvordan kunne det gå så galt? Og ikke mindst: Hvordan kunne man undgå, at nazismen igen ville brede sig som en pest? De to mest betydningsfulde debattører i den danske demokratidebat var Hal Koch og Alf Ross. De to bliver tit fremstillet som modsætninger. De er da også uenige på afgørende punkter, men på andre områder er de rørende enige. Deres tilgang til demokrati er forskellig. Hal Koch har fokus på demokrati som livsform. Han er meget optaget af samtalen og den gensidige respekt imellem mennesker. Alf Ross er mere optaget af demokrati som styreform og af, hvordan et samfund skal indrettes, så borgernes frihed sikres bedst muligt.

59

Skal folket styre eller styres – om Hal Koch og Alf Ross

De allierede og aksemagterne 2. verdenskrig blev udkæmpet mellem De allierede på den ene side og Aksemagterne på den anden. De vigtigste allierede lande var USA, Sovjetunionen og Storbritannien, mens de vigtigste aksemagter var Tyskland, Italien og Japan.

Nazisme og fascisme Nazisme er de politiske ideer, som dominerede det tyske nazistparti under Adolf Hitlers ledelse i 1933-45. Nazisterne var imod demokrati, økonomisk og politisk frihed og havde et indædt had mod deres politiske modstandere – især kommunister. Målet var at opbygge en stærk stat kun for tyskere og at udbygge landets territorium. Det sidste udløste med angrebet på Polen 2. verdenskrig i 1939. Nazisterne var præget af ekstrem racisme, hvilket førte til mord på seks millioner jøder. Fascismen minder om nazismen. Den opstod i Italien omkring 1920 og er knyttet til det italienske fascistparti. Dets stifter og leder var Benito Mussolini. De italienske fascister var både voldelige og udemokratiske og havde som mål at opbygge en stærk italiensk stat. De adskilte sig dog fra nazisterne ved ikke at være præget af racisme.

Ordet og den demokratiske samtale Det var en sejr for demokratiet, at USA, Storbritannien og de andre allierede gik sejrrigt ud af 2. verdenskrig. Men Hal Koch advarede kraftigt imod at udlægge det som folkestyrets endelige sejr over diktaturet. Det punkt når man nemlig aldrig til. Han mener heller ikke, at man kan sikre demokratiet gen-

60

Lige efter 2. verdenskrig måtte man flyve mad ind til Vestberlin.

nem lovgivning. Fx ved at have en grundlov, der siger, at man aldrig kan indføre diktatur igen. For Hal Koch starter demokratiet et helt andet sted, nemlig hos det enkelte menneske. I bogen Hvad er demokrati? kommer han med følgende svar på sit eget spørgsmål: ”Det er en tankegang, en livsform, som man først tilegner sig derved, at man lever den igennem i sit allersnævreste private liv i forhold til familie og naboer; derefter i forholdet udadtil i større kredse, i forholdet til landsmænd og endelig i forholdet til andre nationer.” Så demokrati begynder som en grundholdning i hjernen – eller hjertet – af hvert enkelt menneske og med en vilje til at behandle andre med ligeværdighed og respekt. Det forhindrer ikke, at der opstår uenigheder. Det gør der selvfølgelig, fordi folk har forskellige meninger og interesser. Disse konflikter kan ifølge Hal Koch kort sagt løses på to måder: med ordet eller sværdet. Hvis man vælger det sidste og slås om det, bliver det som i dyrenes verden, at den stærkeste vinder. Det er en brutal måde at løse konflikter på. Den er også udemokratisk. Ordet – og samtalen – er derimod ifølge Hal Koch selve demokra-

61

Skal folket styre eller styres – om Hal Koch og Alf Ross

tiets kerne. Det er i bund og grund det, som det handler om. At vi lytter til hinanden og taler os til rette. For at være demokratisk skal nogle forudsætninger for en samtale være opfyldt. Deltagerne skal være åbne og ikke på forhånd have lagt sig fast på et bestemt synspunkt. Det drejer sig ikke om at vinde, men om at lytte til hinanden og i fællesskab forsøge at nå frem til et resultat, der tilgodeser alles interesser.

Han er kanon! Hal Koch (1904-63) var uddannet teolog. Han var professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet og højskoleforstander. I 1945 udgav han bogen Hvad er demokrati?

Udemokratiske afstemninger Flertalsafgørelser og demokrati hænger sammen, men man kan ikke sætte lighedstegn mellem de to ting. Flertallet af den tyske befolkning bakkede fx op om Hitler og støttede både folkedrab og andre grusomheder, som det nazistiske styre gjorde sig skyldig i. Men at der var et flertal bag styret, gjorde ikke Nazi-Tyskland til en demokratisk stat, understreger Hal Koch. Demokrati forudsætter jo netop ligeværd og respekt for det enkelte menneske. Tyskland var under ledelse af nazistpartiet præget af det modsatte. Et andet – og mere jordnært – eksempel om flertalsafgørelser kan hentes fra et møde i et elevråd. Første og eneste punkt på dagsordenen er planlægning af skolefesten. Inden mødet har et flertal talt sammen og aftalt, hvilken underholdning der skal være, og hvordan festen skal forløbe. Flertallet fortæller om deres plan på mødet. Et mindretal i elevrådet har nogle andre idéer og kommer med deres argumenter. Men flertallet gider ikke høre efter. De ved jo, at der snart skal stemmes, og så får de deres vilje. Den slags er ikke spor demokratisk, mener Hal Koch. Det er snarere en krig – bare med andre våben end kanoner og maskingeværer. Han forklarer det med ordene. ”Det udemokratiske er den ufrugtbare debat, hvor ingen har øret eller sindet åbent for modpartens indvendinger. Hvis afgørelsen er truffet på forhånd, og modpartens synspunkter aldrig bliver én et problem, så er for-

62

Folket styrer – en grundbog om demokrati

handlingen virkelig bare blevet tom ordskvalder.” Så en afstemning bør ikke finde sted, før en sag er blevet grundigt drøftet, og forskellige synspunkter – i bogstaveligste forstand – er blevet hørt. En afstemning betyder ikke, at der er sat endeligt punktum. I et demokrati kan alle afgørelser altid diskuteres og ændres, hvis der kommer nye og vigtige oplysninger frem. Skolen og livet Hvordan sikrer man, at et demokrati bliver sundt og stærkt? I det spørgsmål ligger Hal Koch på linje med Grundtvig (læs mere side 37) og mener, at det skal ske igennem oplysning, opdragelse og deltagelse. I folkeskolen og på andre undervisningsinstitutioner skal børn og unge undervises, så de bliver oplært i den demokratiske livsform. Men demokrati er ikke bare noget, man skal lære i skolen. Det allervigtigste er deltagelse og handler om, at man som menneske tager ansvar for det fælles liv fx ved at engagere sig i elevråd, idrætsforeninger eller politiske partier. På den måde får man den demokratiske livsform ind under huden, og den bliver en del af ens personlighed. Og jo flere mennesker der er aktive og engagerede, desto bedre for samfundet, mener Hal Koch: ”… lægemidlet er ikke at tage styre og ansvar fra folket og overdrage det til en lille klike. Her vil smiger, personlige forbindelser og ligefrem bestikkelse få enestående vækstbetingelser. Italien og Tyskland kan tale med om dette. Nej, vejen er tværtimod gennem ansvar og krav at opdrage folket til selvstyre. Det nås ikke på én gang, det nås i det hele taget ikke en gang for alle; det er en stadig levende opgave, lige vigtig for hvert nyt slægtled.”

63

Skal folket styre eller styres – om Hal Koch og Alf Ross

Frihed! Alf Ross var ligesom Hal Koch stærkt påvirket af 2. verdenskrig og af tyskernes besættelse af Danmark. Det sidste var, som han sagde: ”Herrefolkets praktiske demonstration af diktaturets metoder her i landet.” Med de oplevelser i frisk erindring kastede han sig umiddelbart efter krigens afslutning ud i et forsvar for demokratiet og for den politiske frihed, som nazister og fascister havde forsøgt at kvæle. Frihed er ifølge Alf Ross demokratiets mest centrale begreb. Det er friheden til at ytre sig og tænke, sige og tro det, man vil. Efter Ross’ mening skal staten ikke blande sig i eller begrænse det enkelte menneskes adfærd, så længe den ikke skader andre.

Han er kanon! Alf Ross (1899-1979) var uddannet jurist og professor i jura ved Københavns Universitet. I 1946 udgav han bogen Hvorfor demokrati?

Folket skal ledes For Alf Ross er det repræsentative demokrati den bedste styreform for et samfund. Det direkte demokrati hører efter hans mening hjemme i teoribøgerne og er ikke noget, der bør omsættes til virkelighed. Det hænger sammen med hans opfattelse af mennesker, som han groft sagt deler op i elite og almindelige mennesker. Han formulerer det selv med disse ord: ”Mennesket er ikke overvejende et fornuftsvæsen. Den store mængde er overvejende træg og konservativ, behersket af fordomme og traditioner, mistroisk mod alt nyt. Folket behøver ledere. Tanken om den enkeltes selvstyre og ansvar bør forbindes med tanken om ledelse i tillid.” Med andre ord er der nogle mennesker, der har talent for politik og for at være ledere, mens andre ikke har. Sådan er det, konstaterer Alf Ross. Det kan godt være, at almindelige mennesker via uddannelse kan få indsigt i samfundsforhold og økonomi, men derfra og til at forstå indviklede politiske emner er der et stykke vej. Folkets opgave i et demokrati som det danske er derfor ifølge Ross først og

64

Folket styrer – en grundbog om demokrati

65

Skal folket styre eller styres – om Hal Koch og Alf Ross

fremmest at vælge nogle ledere, der kan repræsentere dem. Den noget negative menneskeopfattelse, som han fremfører, minder på mange måde om den frygt for pøbelvælde, som blev fremført i forbindelse med grundloven i 1849. Men i Ross’ tilfælde skal den ses i sammenhæng med de skygger, som nazismen kastede ind over efterkrigsårene. Hitler og hans støtter havde haft held til at lave masseforførelse ved hjælp af brandtaler og politisk propaganda. Alf Ross frygtede, at det kunne ske igen, og derfor anså han det for det sikreste, at folket var repræsenteret af dygtige ledere. Efter hans mening ville de være mere modstandsdygtige over for nye folkeforførere end såkaldt almindelige mennesker, der ikke på samme måde kunne gennemskue politiske budskaber, hvor fx bestemte grupper i samfundet blev lagt for had. Med andre ord kom Alf Ross frem til den stik modsatte konklusion af Hal Koch, der mente, at jo flere aktive borgere, desto stærkere ville demokratiet blive. Frihed – også for frihedens fjender Hal Koch og Alf Ross har forskellige opfattelser af, hvad der er demokratiets kerne. For Koch er det diskussionen og samtalen, mens det for Ross er flertalsafgørelsen. Under en afstemning bliver den politiske ligestilling ifølge ham demonstreret på bedste vis. Hver borger en stemme. Her er der ikke forskel på rig og fattig. Eller på uuddannet og højtuddannet. I perioderne mellem to valg skal politikerne efter Alf Ross’ mening have fred til at passe deres arbejde, uden at folk blander sig alt for meget. Lever politikerne ikke op til forventningerne, har borgerne mulighed for at vælge nogle nye repræsentanter næste gang, der er valg. Det er deres demokratiske ret. Alf Ross var enig med Hal Koch i, at en fri politisk debat er meget vigtig. Den skal ikke være forbeholdt en elite, men skal være åben for alle borgere i samfundet. Ytringsfrihed er for Ross en meget vigtig rettighed, der skal have meget vide rammer. Der skal være frie medier, og folk skal kunne kritisere deres politiske ledere uden at risikere, at de bliver straffet for det. Fx ved at få bøder eller blive fyret fra deres job. I tiden lige efter 2. verdenskrig blev det heftigt debatteret, om man skulle forbyde nazistiske partier, fordi de var uforenelige med demokratiet. I Tyskland og Østrig blev der indført forbud mod partier, der modarbejdede et frit folkestyre, mens det ikke skete i Danmark. Og det var helt i Alf Ross’ ånd. Frihed – også for frihedens fjender er titlen på en af hans artikler. Demokratiet skal naturligvis forsvare sig mod dem, der vil

66

Folket styrer – en grundbog om demokrati

nedbryde det, men det skal være i en åben duel på ord. Hvis man i stedet prøver at sikre det ved at begrænse udemokratiske kræfters mulighed for at ytre sig, bevæger man sig ud på en glidebane. Alf Ross siger det med ordene: ”Det medfører en nærliggende fare for, at demokratiet går under – ikke på grund af overdreven brug af ytringsfriheden, men på grund af fortsat indskrænkning af denne.” Den debat, som de ord lægger op til, er også super aktuel i dag, hvor terrortrusler, Muhammed-tegninger og øget overvågning er en del af den politiske dagsorden. Hvilken betydning har det for vores opfattelse af ytringsfriheden? Lægger vi for store begrænsninger på fjender af demokratiet? Læs mere side 117.

Svært at forbyde foreninger I grundlovens paragraf 78, stykke 2 står der: ”Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.” På den baggrund kan det være svært at få forstå, at fx Hizb-ut-Tahrir, der har som mål at oprette et muslimsk kalifat, og Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (det danske nazistparti) ikke er forbudt. Det er imidlertid både svært og juridisk meget kringlet at få opløst en forening ved dom, og derfor tages paragraffen meget sjældent i brug.

67

Dagens Danmark: Velfærdsstat og demokrati folder sig ud

Kunst uden for FN-bygningen. Den symbolske gave er fra Luxembourg og hedder "Ikke-vold". Den blev givet til verdens lande i 1988.

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Dagens Danmark: Velfærdsstat og demokrati folder sig ud I Danmark plejer vi at sige, at vi har verdens mest lige samfund. Her i landet er der nemlig ikke den store forskel på rig og fattig. Folk, der ikke kan klare sig, får hjælp af staten. Fra vugge til grav, som vi siger. Det er den måde at leve på, vi har døbt velfærdsstaten. Demokratiet i Danmark hænger sammen med velfærdsstaten på den måde, at velfærd – også – handler om sociale rettigheder for den danske befolkning. I andre kapitler i bogen kan du læse om de politiske rettigheder i demokratiet. I Danmark betaler vi mange flere penge i skat, end de gør i de fleste andre lande. Kun i Sverige betaler de mere. Hvis man tjener mange penge, betaler man meget i skat, mens man ikke betaler så meget i skat, hvis man tjener få penge. Til gengæld får alle danskere ydelser for skatten. Der er ◗ vuggestuer, børnehaver og skolefritidsordninger ◗ gratis folkeskole, læge og hospitaler ◗ SU (Statens Uddannelsesstøtte) ◗ penge til kultur, fx sport, biografer, teatre, biblioteker og musik ◗ hjælp til handicappede, narkomaner og alkoholikere ◗ penge til arbejdsløse (dagpenge eller konstanthjælp) og syge (sygedagpenge) ◗ plejehjem og hjemmehjælp til svage ◗ folkepension til gamle

69

Dagens Danmark: Velfærdsstat og demokrati folder sig ud

Fire forskellige Forskere siger, at der findes fire forskellige modeller for velfærdssamfund i verden: ◗ Den skandinaviske model. Sverige og Danmark har skabt modellen, der også bruges af Norge. Sociale ydelser er ens for alle. Ydelserne betales stort set kun af staten – via skatten. Man taler også om den nordiske model eller den socialdemokratiske model. ◗ Den angelsaksiske model findes i Storbritannien, USA, Australien og New Zealand. Sociale ydelser gives kun til dårligt stillede – efter behov. Velgørenhed er et centralt ord, for private foreninger står for meget af arbejdet med at hjælpe fattige og svage. ◗ Den centraleuropæiske model. Opstod i Tyskland, men kendes også fra Frankrig. Sociale ydelser finansieres af virksomhederne. Det er således kun folk, der har haft arbejde, der kan få sociale ydelser. ◗ Den sydeuropæiske model. Kendes fra Spanien, Italien, Grækenland og få lande i Sydamerika. Mange sociale opgaver løses af familien, der hjælper syge, svage og fattige.

Det lille ord med den store betydning I Den Store Danske Encyklopædi defineres begrebet velfærdsstat som ”... resultat af ideen om, at staten er ansvarlig for borgernes velfærd, der forstås som både materielle og ikke-materielle goder, fx tryghed og trivsel.” Velfærdsstat stammer fra engelsk og tysk. På de sprog hedder det henholdsvis welfare state og Wohlfahrtsstaat. Forskere peger på, at der i den sociale tilgang til velfærdsstaten er et element fra kristendommen, nemlig næstekærlighed. I velfærdsstaten hjælper man de svageste – man hjælper sin næste. Begrebet velfærdsstat dukkede op i Danmark i begyndelsen af 1950’erne. Det var mest socialdemokrater, der brugte udtrykket. Politikere fra Venstre og Det Konservative Folkeparti mente ikke, at Danmark havde råd til en velfærdsstat, ligesom politikere fra de samme partier mente, at en velfærdsstat ville blande sig i folks privatliv. Derimod var politikere fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre positive over for tanken om en velfærdsstat.

70

Folket styrer – en grundbog om demokrati

En særlig dansk model For ca. 150 år siden var det katastrofalt for en familie, hvis faderen i en familie blev syg og ikke længere kunne arbejde. Så var der ingen hjælp at hente for kone og de måske 5-6 børn. Det fik Louis Pio (1841-94) til at handle. Han skabte den socialdemokratiske bevægelse og fagbevægelsen i 1871. Fagforeningerne gik i slutningen af 1800-tallet i gang med at kæmpe for bedre løn og arbejdsvilkår, og der var af og til strejker for at få højere løn og bedre vilkår. I dag har Danmark derfor et system, som er anderledes end i de fleste andre lande. Det er arbejdsmarkedets parter, der forhandler løn og arbejdsvilkår, og LO (Landsorganisationen) og DA (Dansk Arbejdsgiverforening) er hovedaktører. Man har en særlig domstol, der afgør uenigheder: Arbejdsretten. Når Folketinget og generelt set politikerne har respekt for arbejdsmarkedets parter og ikke griber ind, er det især på grund af: ◗ At fagbevægelsen anerkender arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet ◗ At arbejdsgiverne anerkender, at arbejderne/lønmodtagerne har ret til at organisere sig i fagforeninger, der forhandler løn og vilkår på alles vegne Den gensidige anerkendelse blev grundlagt i 1899 med Septemberforliget (læs mere side 51). I 1930’erne så en enorm krise med stor arbejdsløshed dagens lys. På det tidspunkt var det almindeligt, at man hjalp ”værdigt trængende” (almisser til fattige). Det blev der lavet om på i 1933, hvor man fik en socialreform, og fattige danskere skulle nu ikke længere lade sig nøje med almisser, men havde krav på hjælp. Det stod der i loven, der var det første, spæde skridt på vejen mod en velfærdsstat. Men det var først i løbet af 1950’erne og 1960’erne, at vi i Danmark fik en samlet velfærdsstat med alle de goder, vi kender i dag: børnehaver, skole og sygehuse. Det blev et princip, at ”de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”: Dvs. at de med de højeste indtægter skal betale mest i skat. På den måde sikrede og sikrer man, at der ikke bliver for stor forskel på samfundets top og bund.

Det er kanon Arbejderbevægelsen er et demokratikanonpunkt.

71

Et kig indenfor på Aalborgskolen, hvor børn, unge og voksne med høretab får hjælp.

For få og for mange Den danske velfærdsmodel er dog kommet under pres. I mange år har kvinder i Danmark født for få børn: ca. 1,7 børn pr. husstand (i dag er tallet dog svagt stigende). Desuden bliver danskerne ældre, og den gennemsnitlige levetid er oppe på 78 år. Når der ikke fødes nok børn, kommer der færre ud på arbejdsmarkedet, og dermed er der for få danskere til at betale skat til dem, der ikke arbejder. Der bliver således færre danskere til at betale for skoler, folkepension, efterløn, pleje og hospitaler. Det var og er politikerne nødt til at gøre noget ved. Derfor nedsatte VKregeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) i 2003 en Velfærdskommission, der skulle komme med forslag til løsninger på dette problem. I 2006 vedtog Folketinget (Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne) en række velfærdslove. Blandt dem var, at alderen for folkepension blev sat op fra 65 til 67 år, efterlønnen blev gradvist sat op til 62 år (mod tidligere 60 år), og man lavede

72

Folket styrer – en grundbog om demokrati

initiativer, der hurtigere skulle få unge til at tage uddannelser, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet. Alle tiltag skete, så der vil være nok på arbejdsmarkedet til at betale for dem, der ikke kan arbejde – og dermed i sidste instans bevare velfærdsstaten. Folketinget I andre lande har man et parlament. I Danmark har vi Folketinget. Men det er det samme. Det er Folketinget, der tager sig af de overordnede beslutninger i Danmark. Fx velfærdslovene, som du lige har læst om. Folketinget er folkestyrets vigtigste organ, og det består af 179 medlemmer, som vælges for maksimalt fire år ad gangen. Statsministeren kan dog udskrive valg inden de fire år, hvis regeringen kommer i mindretal, eller hvis han (statsministeren i Danmark har altid været en mand!) vurderer, at der er behov for, at regeringen får prøvet sin politik af. Af Folketingets 179 medlemmer er der 175 fra Danmark, mens der er to medlemmer fra henholdsvis Grønland og Færøerne. I Danmark har vi en spærregrænse på to %. Det vil sige, at partier, der får under to % af stemmerne, ikke bliver repræsenteret i Folketinget. Hvis et parti kommer ind, får det mindst fire mandater. Nogle har kritiseret dette og sagt, at der ikke bør være nogen spærregrænse. De mener, at det er udemokratisk og peger på, at et land som Israel ikke har nogen spærregrænse. Andre siger, at spærregrænsen bør hæves til fem %, fordi det er svært at samarbejde i Folketinget med så mange små partier. I Tyskland er spærregrænsen på fem %.

73

Dagens Danmark: Velfærdsstat og demokrati folder sig ud

Sådan vælger danskerne folketingsmedlemmer Folketingets medlemmer vælges efter en indviklet metode, der kaldes forholdstalsmetoden. Udvælgelsen foregår på denne måde: Landet er delt ind i 17 storkredse, der vælger 135 af mandaterne i Folketinget. Partierne får tildelt kredsmandater efter, hvor mange stemmer de har fået i de enkelte valgkredse. Derefter tildeles 40 tillægsmandater, så partierne får det antal mandater, deres samlede antal stemmer stort set berettiger til. For at få andel i tillægsmandaterne skal et parti have mindst to % af stemmerne eller få stemmer nok til at få et kredsmandat. Når Folketingets medlemmer er blevet valgt, skal der sammensættes en regering. Den partileder, der kan samle et flertal, bliver statsminister. Konkret sker det ved, at alle partier går til dronningen (eller kongen) og peger på en forhandlingsleder eller statsminister. Dronningen tæller mandater og udpeger en forhandlingsleder, der får til opgave at danne en ny regering.

Ret, men ikke pligt I Danmark har vi ret til at stemme ved valg. Ikke pligt. Når man stemmer, skal man sætte kryds ved et politisk parti eller en kandidat. Det kaldes at stemme personligt. Afstemningen er hemmelig, så vælgeren går ind i en boks og kommer derefter sin stemmeseddel i en urne/træboks. Indtil grundlovsændringen i 1953 skulle man være 25 år for at stemme. Siden har alderen været 18 år. Ved kommunal- og regionsvalget i 2009 var der forsøg i flere kommuner, hvor 16-17-årige fik lov til at stemme.

Et forslags vej gennem Folketinget Når vi i Danmark får nye love, er det ikke altid politikere, der tager initiativet til dem. Ideen kan også komme fra interesseorganisationer (FDM, Forenede

74

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Danske Motorejere, eller Dansk Cyklist Forbund fx), omtale i medierne eller fra en borger, der sætter fokus på et problem. Der sker ofte det, at den ansvarlige minister for området nedsætter en arbejdsgruppe eller kommission, der skal undersøge behovet for en ny lov og problemets omfang. Eksperter og undersøgelser inddrages, og til slut fremsættes lovforslaget. Det er ikke kun regeringen, der kan fremsætte lovforslag. Oppositionen – dem, der er imod regeringen – kan også. Et flertal uden om regeringen kan pålægge regeringen at fremsætte et forslag til lov. Den slags kaldes et beslutningsforslag. Et lovforslag skal behandles tre gange af Folketinget. Det vil sige, at det skal debatteres i folketingssalen. Når forslaget behandles i Folketinget, kan alle 179 medlemmer kritisere, stille spørgsmål eller forsvare forslaget. Første behandling handler om en overordnet drøftelse af forslaget. Efter første behandling sendes forslaget til behandling i et udvalg, der evt. kommer med forslag til forbedringer. Folketinget har 24 faste udvalg, der kan vælge at holde offentlige høringer, hvor eksperter giver deres besyv med om forslaget. Udvalget inddrager også henvendelser fra borgere, organisationer og interessegrupper i arbejdet. Under anden behandling bruger man udvalgets arbejde (det kaldes en betænkning), og der er fokus på ændringer af loven. Det hænder, at forslaget igen sendes i udvalg, men ofte går det direkte til tredje behandling, hvor der diskuteres for sidste gang, inden der stemmes.

Tre vigtige begreber Normer: Hvis en klasse hver dag småsludrer og snakker, når læreren kommer ind i klassen, taler man om en norm. En norm er det normale eller det, man plejer at gøre. Regler: Hvis læreren er træt af, at det tager 10 minutter at få ro i klassen, laver han/hun måske en regel om, at der skal være ro i klassen fra det øjeblik, timen begynder. Det er ikke sikkert, at reglen bliver skrevet ned, men læreren er i sin gode ret til at beslutte det. Andre regler er skrevet ned: fx fra elevrådet og skolebestyrelsen. Love: Når en eller flere regler bliver skrevet ned, kan de blive ophøjet til love. Det sker, når de folkevalgte beslutter noget. Fx er det Folketinget, der har vedtaget folkeskoleloven, men det er kommunerne, der har det daglige ansvar.

75

Dagens Danmark: Velfærdsstat og demokrati folder sig ud

De nye regioners største opgave er at tage sig af sundhedsvæsenet, som er en af velfærdssamfundets grundpiller.

Kommuner og regioner Mens staten og Folketinget tager sig af de overordnede ting i Danmark, har kommunerne fokus på de nære ting. Regionerne binder så sige kommuner og staten sammen og står først og fremmest for sundhedsvæsnet. Denne struktur har været en kendsgerning siden den 1. januar 2007, hvor Danmark blev delt ind på en ny måde. Vi fik et nyt danmarkskort i form af en kommunalreform, som betyder, at Danmark nu består af fem regioner og 98 store kommuner. De fem regioner er Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Nordjylland, Region Sjælland og Region Syddanmark. Både til kommuner og regioner er der valg hvert fjerde år, og i modsætning til Folketinget kan der ikke udskrives valg herudover. Det ligger med andre ord fast. Kommunalreformen var et brud med tidligere tiders traditioner i Danmark.

76

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Administrationsbygningen i Region Sjælland ligger i Sorø.

For i modsætning til amterne (som det hed før) må regionerne ikke udskrive skatter, hvilket har ført til kritik af konstruktionen, som kritikere kalder udemokratisk. Penge til drift og aktiviteter i regioner kommer således fra stat og kommuner.

Hvis man ikke er dansk statsborger Udlændinge, der er statsborgere i et af de andre EU-lande eller i Island og Norge, kan både stemme og stille op til kommunalbestyrelser og regionsråd, så snart de flytter til Danmark og tilmeldes et folkeregister. Men de har ikke ret til at stemme eller stille op til folketingsvalg. Andre udlændinge kan stemme og stille op til regionsråd og kommunalbestyrelser, når de uden afbrydelse har haft fast bopæl i Danmark i de seneste tre år før valget.

77

Dagens Danmark: Velfærdsstat og demokrati folder sig ud

Hvem tager sig af hvad? Staten har ansvar for

◗ politi, forsvar og retsvæsen

◗ den overordnede planlægning på sundhedsområdet ◗ forskning og uddannelser

◗ udenrigsforhold og udviklingsbistand

◗ beskæftigelsespolitik og aktivering af arbejdsløse i samarbejde med kommunerne ◗ skat og inddragelse af gæld ◗ veje og jernbaner

◗ natur og miljø på et overordnet plan ◗ kulturelle tiltag

◗ modtagelse af asylansøgere Regionerne har ansvar for

◗ sundhed i form af sygehuse, psykiatri, sygesikring og læger

◗ natur, miljø, erhverv, turisme, beskæftigelse, uddannelse, kultur og udvikling på landet og i landsbyer ◗ kortlægning af råstoffer

◗ institutioner for såkaldte udsatte grupper, herunder grupper med behov for specialundervisning. Det kan være misbrugere, fysisk handicappede, udviklingshæmmede og autister

◗ undervisningstilbud til tale-, høre- og synshæmmede ◗ trafikselskaber

Kommunerne har ansvar for ◗ pasning af børn

◗ folkeskolen – herunder specialundervisning, dvs. fx hjælp til børn, der har svært ved at læse ◗ specialundervisning for voksne ◗ pleje af ældre

◗ den kommunale tandpleje, specialtandpleje, socialpsykiatri og hjemmesygeplejen. Kommuner skal også tage sig af behandling af alkoholikere og narkomaner

◗ integration og sprogundervisning af indvandrere ◗ betjening af borgere i fx skattespørgsmål ◗ vand, spildevand og affald ◗ fremme af turismen

◗ de lokale veje og lokalt redningsberedskab: brande, togulykker m.m. ◗ biblioteker, musikskoler, sportshaller og -baner

78

Folket styrer – en grundbog om demokrati

På internationalt plan Den danske stat er stadig den vigtigste ramme om det politiske liv. Det er i Folketinget, de fem regioner og de 98 kommuner, at de fleste politiske beslutninger træffes. Men mange love og regler kan ikke besluttes af den enkelte stat alene. Den danske stat kan eksempelvis ikke alene løse store internationale problemer med miljø og flygtninge. Der skal samarbejde til. Bl.a. derfor er vi medlem af EU. Vi blev medlem af EF (Det Europæiske Fællesskab) i 1973, efter at danskerne stemte ja ved en folkeafstemning i 1972. Alligevel er der ikke udbredt tilfredshed med EU (Den Europæiske Union, som det hedder i dag) hos danskerne. Efterhånden stammer ca. 2/3 af alle love, der vedtages i det danske folketing, fra EU, og de har været drøftet der, inden de nåede til Danmark. Det har fået kritikere til at tale om, at den danske nationalstat er i fare, når så meget besluttes i EU. Og de mener, at EU ikke er demokratisk nok, og vi i Danmark i langt højere grad skal træffe beslutningerne. Uanset holdning er det et faktum, at masser af beslutninger i EU har direkte indflydelse på en danskers dagligdag. Når der på cigaretpakkerne står, at det er farligt at ryge, skyldes det en beslutning i EU. Det er ligeledes EU, der står bag regler om at gøre det billigere at ringe og sms’e, når du er på ferie i udlandet. EU står også bag mærkning af kondomer, så du kan være sikker på at få samme størrelse i alle lande. Læs mere om Danmark i Europa og EU side 89.

79

Dagens Danmark: Velfærdsstat og demokrati folder sig ud

Danmark og resten af verden Danmark har således forpligtet sig til et samarbejde i EU, men hvordan samarbejder vi med resten af verden? Verden har jo ikke et parlament, der tager sig af problemer, der går på tværs af de syv verdensdele. Vi har FN (Forenede Nationer), der blev skabt i 1945 for at forhindre nye verdenskrige. I dag tager organisationen sig blandt meget andet af udviklingsarbejde og miljø, ligesom Danmark og mange andre lande i FN har skrevet under på Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948. Ud over FN har vi andre organisationer som WTO (World Trade Organisation, Verdenshandelsorganisationen), der tager sig af det internationale samarbejde om handel. Nogle kæmper for et samarbejde, der rækker meget længere end til samarbejde mellem enkelte stater. De mener, at vi har brug for organer (som EU) og internationalt samarbejde på verdensplan. Kun herved kan verdens problemer med fattigdom, klima og forurening løses. Andre er kritiske og peger på, at det internationale samfund med FN i spidsen netop ikke har formået at løse verdens problemer med fattigdom i den tredje verden. De fattige sulter og dør, mens vi snakker internationalt samarbejde. Det bliver mere til tom snak end handling. Og konflikter og krige har FN heller ikke formået at sætte en stopper for, lyder kritikken. Der er dog ikke mange, der er uenige i, at demokratiet skal være det fundament, der bærer verden igennem dette årtusinde.

Det er kanon! Folkeafstemningen om EF (1972), der førte til Danmarks medlemskab i 1973, og Europatraktaterne er kanonpunkter.

Ved du, at der i EU’s nye forfatning (Lissabon-traktaten) er indskrevet noget om repræsentativt demokrati og deltagelsesdemokrati (se side 107)?

80

Folket styrer – en grundbog om demokrati

TR E S KAR P E Emilie Maarbjerg Mørk, 18 år, går i 2. g (linje: samfundsfag og matematik) på Aalborg Katedralskole Hvad er det bedste og det værste ved den danske velfærdsstat? Det bedste ved den danske velfærdsstat er, at ingen bliver ladt i stikken. Det er så populært at reklamere med, at vi er blevet kåret til verdens lykkeligste befolkning. Jeg tror, at denne kåring – vores store lykke – grunder i, at vi ikke behøver at gå rundt og bekymre os om små og store ulykker i hverdagen. Hvad skal jeg gøre, hvis jeg mister mit job? Hvordan skal jeg betale mine børns uddannelse? Hvem skal passe på mig, hvis jeg bliver syg? I Danmark har vi et sikkerhedsnet i form af velfærdsstaten, der gør, at vi kan gå trygge rundt uden konstant at have en frygt for tragedien hængende over hovedet. Jeg har svært ved at udpege det værste, eftersom jeg går ind for en bred velfærdsstat og ikke vil brokke mig over den høje skat, vi har. Jeg synes bestemt, at disse penge er givet godt ud. Jeg hører jo trods alt til blandt verdens lykkeligste! Hvordan fungerer demokratiet i Danmark efter din mening? Demokratiet i Danmark fungerer efter min mening ganske udmærket. Jeg synes, at vi kommer omkring en stor del af befolkningen, når beslutningerne skal tages, og man kan se på målinger, at den almindelige dansker også ser en grund til at bruge sin stemme, hvilket tyder på et velfungerende demokrati. Hermed være ikke sagt, at demokratiet i Danmark er perfekt. Vi er på mange måder foran i forhold til mange andre lande, men der er stadig en stor del af befolkningen, der overhovedet ikke går op i, hvordan landet ledes og af hvem. Dette skyldes ofte, at de ikke føler, at de forstår demokratiets opbygning og nuancer og derfor ikke kan tage en begrundet beslutning. Det ville derfor være dejligt at se lidt mere offentlig information til den lille mand, selv om det er en svær opgave. Hvordan ser du Danmarks demokratiske rolle internationalt set (EU og FN)? Jeg synes, at Danmark klarer sig godt på internationalt plan. Dertil skal tilføjes, at det også er vigtigt, at vi engagerer os i vores omverden, fordi vi som det lille land, vi er, ellers mister indflydelse. Vi skal sørge for at vække interessen for EU hos danskerne, så de ved, hvad samarbejdet handler om, og hvem der repræsenterer os. Selv ville jeg gerne vide mere om EU’s opgaver, da jeg synes, at man skylder det danske demokrati at følge med, så vi får en chance for at bruge vores medbestemmelse, som det gavner danskerne bedst.

81

Krigen, der aldrig blev helt varm, øst-vest og EU

Glæden var stor lige efter Berlinmurens fald i 1989, og tyskere fra både øst og vest måtte op og gå på den forhadte mur.

82

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Krigen der aldrig blev helt varm, øst-vest og EU Den 9. november 1989 står som en milepæl i europæisk historie. Den aften blev Berlinmuren åbnet, og østberlinerne strømmede ind i den vestlige del af byen, hvor de blev modtaget med åbne arme. Berlin og Tyskland var ikke længere delt i øst og vest. Glæden var stor, og venner og familier blev genforenet. Nogle så hinanden for første gang, siden kommunistpartiet i Østtyskland (DDR – Tyske Demokratiske Republik) i august 1961 opførte en mur rundt om Vestberlin. Muren blev bygget, efter at de østtyske magthavere havde rådført sig med Sovjetunionen.

Det er kanon Berlinmurens fald er demokratikanonpunkt.

Den kolde krig Ud over beton, pigtråd og hegn var muren symbolet på den politiske kamp, der siden 2. verdenskrigs afslutning i 1945 var foregået på især ord og i mindre grad våben mellem Vest- og Østeuropa. Den kolde krig er betegnelsen for perioden, der løb fra ca. 1945 til Berlinmurens fald (1989) og Sovjetunionens

83

Krigen, der aldrig blev helt varm, øst-vest og EU

Den gamle grænseovergang i Berlin: Checkpoint Charlie.

I dag sælges ting fra Østtyskland som souvenirs i Berlin.

84

Folket styrer – en grundbog om demokrati

sammenbrud i 1991. Den kolde krig var kampen mellem de to forsvarsalliancer – NATO (grundlagt 1949) i vest og Warszawa-pagten (grundlagt 1955) i øst – og mellem landene USA og Sovjetunionen. Mellem kapitalisme i vest og socialisme i øst. Konflikten var usædvanlig, fordi der ikke blev udkæmpet krige i Europa. Der var tale om en lang række såkaldte stedfortræderkrige, hvor USA og Sovjetunionen var involveret i krige i eksempelvis Korea (1950-53) og Vietnam (1964-75). Ellers var den kolde krig oftest en kamp på trusler og ideer, selv om det i 1962 var meget tæt på at gå helt galt. Den socialistiske østat Cuba havde givet Sovjetunionen lov til at opstille atombevæbnede raketter i landet. Risikoen for en atomkrig og en altødelæggende tredje verdenskrig var overhængende, men i sidste øjeblik drev faren over, og USA og Sovjetunionen indgik en aftale. Forskellene på øst og vest Landene i den vestlige del af verden var forkæmpere for demokrati og kapitalisme, mens landene i øst fulgte det kommunistiske Sovjetunionen og stærkt kritiserede friheden, de mange varer og forbrugsmønstrene i vest. Dem fandt borgerne i Østtyskland nu ellers attraktive, og det var formentlig årsagen til, at 2.700.000 østtyskere i årene 1949-61 slog sig ned i Vesttyskland, der var blevet selvstændig stat i 1949. Efter 2. verdenskrig var Tyskland blevet delt i fire zoner og Berlin i samme antal sektorer. USA, Storbritannien og Frankrig havde tre zoner/sektorer, mens Sovjetunionen stod i spidsen for den sidste. Forhandlingerne mellem landene brød sammen, og det førte til dannelsen af først Vesttyskland i maj 1949 og siden Østtyskland i oktober 1949. Berlin var det eneste sted, hvor der var en åben grænse mellem det demokratiske vest og det totalitære øst, og derfor reagerede myndighederne i DDR ved at opføre muren i 1961. Den officielle begrundelse var, at man ville beskytte de østtyske borgere mod den vestlige fascisme, men i virkeligheden ville man forhindre yderligere flugt til Vesten. Det var nemlig de bedst uddannede og den bedste arbejdskraft, der flygtede. Muren slog opdelingen af Europa fast. Der var tale om en opdeling i hhv. de vestlige lande, hvortil Danmark hørte, og østlige lande som Sovjetunionen, Bulgarien, Ungarn, Tjekkoslovakiet, Rumænien, Polen og Østtyskland. Siden 2. verdenskrig og i hvert fald siden dannelsen af Vesttyskland i 1949 var der et jerntæppe ned gennem Europa.

85

Krigen, der aldrig blev helt varm, øst-vest og EU

Graffitimaleri fra 1990 på den del af Berlinmuren, der stadig er tilbage. Erich Honecker (DDR) og Andrej Bresjnev (Sovjetunionen) tungekysser.

Østblokken bryder sammen Da Mikhail Gorbatjov i 1985 blev førstesekretær for kommunistpartiet i Sovjetunionen, kom ord som glasnost (åbenhed) og perestrojka (forandringer) på dagsordenen både i Sovjetunionen og resten af verden. Gorbatjov indså, at den sovjetiske økonomi lå i ruiner, og at noget måtte gøres. Kapløbet om atomvåben mellem USA og Sovjetunionen havde ganske enkelt drænet den sovjetiske statskasse for penge. Nødtvunget ville Gorbatjov derfor gøre det sovjetiske system og kommunistparti mere frit. I begyndelsen var USA skeptisk, men i 1987 underskrev præsident, Ronald Reagan (1911-2004), der havde lagt pres på Sovjetunionen og kaldt landet for ondskabens imperium, og Gorbatjov en aftale om atomnedrustning på et topmøde i Washington. Det blev begyndelsen til enden for Berlinmuren og den kolde krig. For samtidig var der stor utilfredshed i de østeuropæiske lande. Ikke kun i Østtyskland. Også i Polen og Tjekkoslovakiet var der systemkritikere, der i 1980’erne havde presset på for åbenhed, frihed og demokrati. Efter murens fald brød de kommunistiske lande sammen et efter et i Østeuropa. De fleste steder var det ublodigt, men i Rumænien blev diktator Ceausescu myrdet. Længe så det ud til, at Sovjetunionen ville bestå i en eller anden kommunistisk form, men Gorbatjovs fokus på reformer om ytringsfri-

86

Folket styrer – en grundbog om demokrati

hed m.m. førte paradoksalt nok til øget kritik af styret. Sammen med den elendige økonomi førte det til landets opløsning i august 1991, og en række nye stater som fx Ukraine og Litauen så dagens lys. Murens fald resulterede i genforeningen af Tyskland, der blev medlem af NATO (1990). Det blev af iagttagere udlagt som bevis på, at USA, NATO og den vestlige verden havde vundet den kolde krig. Samtidig blev den tidligere delte by, Berlin, meget symbolsk valgt som Tysklands hovedstad i 1991.

Tre ismer Kapitalisme: Samfund, der bygger på kapital (penge) og på privat ejendomsret, dvs. at private ejer virksomheder, der producerer varer. De private ejere må gerne tjene penge på de arbejdere, der ansættes i deres virksomheder. Socialisme: Et samfund, hvor staten ejer fabrikker, og hvor private ikke må drive virksomheder. Alle skal i princippet tjene lige meget. Hvis et land er socialistisk, kan det senere blive kommunistisk, hvor der ikke er klasser, mener socialister og kommunister. I Jugoslavien var socialismen lidt anderledes. Bl.a. måtte virksomheder selv bestemme, hvad de producerede. Ejerne måtte også beholde det, de producerede. Deres varer skulle ikke overlades til staten som i andre socialistiske lande. Kommunisme: Socialismens højeste stade og et samfund, hvor alle tjener lige meget. Der er ikke forskel på folk. Det er et såkaldt klasseløst samfund. ”Alle yder efter evne og nyder efter behov”, siger kommunister. Staten ejer produktionsmidlerne: jord, råstoffer, værktøj, maskiner og transportmidler.

En berømt tale ”Der er folk, der siger, at kommunismen er fremtiden. Lad dem komme til Berlin. Alle frie mennesker, hvor end de lever, er borgere i Berlin, og som fri mand siger jeg derfor med stolthed: Ich bin ein Berliner!” John F. Kennedy (1917-63), USA’s præsident, tale i Berlin 1963

87

Krigen, der aldrig blev helt varm, øst-vest og EU

En berømt tale II ”Der er et enkelt skridt, som Sovjetunionen kan tage. Det er et skridt, som dramatisk vil fremme både fredens og frihedens sag. Gorbatjov, hvis De ønsker fred, hvis De ønsker velstand for Sovjetunionen og Østeuropa, hvis De ønsker liberalisering: Kom til denne port! Hr. Gorbatjov, åben denne port! Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned!” Ronald Reagan (1911-2004), USA’s præsident, tale i Berlin ved Brandenburger Tor 12. juli 1987

Venstre eller højre? Når man i dag taler om venstreorienterede partier, drejer det sig for Folketingets vedkommende om Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og til dels Socialdemokraterne. Uden for Folketinget findes der venstreorienterede partier som fx Danmarks Kommunistiske Parti og Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister. De højreorienterede partier kaldes også borgerlige partier. Til dem hører blandt andre Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti. Tidligere fandtes også Centrum-Demokraterne på denne fløj. Men det giver ikke altid mening at inddele partier i højre og venstre. Nogle betragter Dansk Folkeparti som et højreorienteret parti på fx indvandrerområdet, mens partiet på andre områder har holdninger, der matcher Socialdemokraternes politik. Efter Berlinmurens fald i 1991 er der også en tendens til, at der ikke længere er den samme kamp på ord mellem højre (den kapitalistiske ideologi) og venstre (den socialistiske ideologi). Nu profilerer partier sig i mindst lige så høj grad på værdier. Mange vil gerne kaldes midterpartier. Det gælder fx Det Radikale Venstre. Når talen falder på højre og venstre i dansk politik, hænger det dog sammen med, hvor medlemmerne sidder i Folketinget. Som formanden ser medlemmerne, når han skuer ud over salen. I store træk er det sådan, at Socialdemokraternes medlemmer i dag sidder til venstre for midtergangen, mens Det Konservative Folkeparti og Venstre sidder til højre. Lederne af partierne sidder forrest, mens de nye medlemmer sidder bagerst.

88

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Nye tider i Europa Murens fald førte til, at demokratiet blev langt mere udbredt på de europæiske breddegrader end tidligere. Samarbejdet i Europa – EF (Det Europæiske Fællesskab) – blev udvidet og erstattet af EU (Den Europæiske Union) i 1992. Hermed blev samarbejdet langt mere politisk og forpligtende, ligesom Europa-Parlamentet fik større indflydelse på udfærdigelse af love. Og efterhånden kom gamle østeuropæiske lande med i EU: Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn i 2004. Siden fulgte i 2007 Bulgarien og Rumænien. Aftalen fra 1992 hedder Maastricht-traktaten, og den førte til voldsomme debatter i Danmark. For i 1992 havde der været folkeafstemning i Danmark, og 50,7% af danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten og dermed til mere magt til EF/EU. Men i 1992-93 lavede et flertal i Folketinget en særlig dansk udgave af den aftale, danskerne havde stemt nej til. Det er i dag kendt som Det Nationale Kompromis. Aftalen tog politikerne med til møde med de andre EU-lande, der godkendte indholdet, der så efterfølgende blev sendt til folkeafstemning i Danmark. Det var den 18. maj 1993, og nu var der flertal for en tilslutning til Maastricht: 56,7% stemte ja. Men ja’et gik ikke stille af sig, og det kom til kampe mellem unge og politi på Nørrebro i København. For første gang i fredstid åbnede politiet ild mod demonstranter. En del danskere følte, at det var udemokratisk, at der blev lavet en ny afstemning. Det reagerede de imod. Uanset holdning har Danmark den dag i dag fire forbehold i EU-samarbejdet. Vi deltager ikke i euro (vi har stadig kroner), unionsborgerskab, forsvar og retligt samarbejde. I 2000 gik danskerne til stemmeurnerne, men også her fik flertallet i Folketinget en lang næse. Danmark stemte nej til euroen, og derfor har vi stadig kroner.

Det er kanon Europarådet, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Folkeafstemningen om EF og Europatraktaterne er demokratikanonpunkter.

89

Krigen, der aldrig blev helt varm, øst-vest og EU

Kort om EU 27 lande og ca. 500 millioner indbyggere udgør Den Europæiske Union (EU). Medlemslandene er Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Det er værd at bemærke, at der er forskel på begreberne Europa og EU. Kort sagt handler Europa om grænser og geografi, mens EU er politik og handel. Landene skal være demokratiske og overholde menneskerettigheder for at komme med i EU, ligesom økonomien skal være i orden. Alligevel har EU også lidt med at geografi at gøre. Da Marokko i 1987 søgte om at komme med i EF, fik man nej, fordi landet ikke hører til Europa. Måske kommer der flere lande end de 27 til. I hvert fald har Tyrkiet, Kroatien og Makedonien søgt om at blive medlemmer. Tyrkiet søgte i 1987, mens Kroatien bad om medlemskab i 2003. Begge lande begyndte forhandlinger om optagelse i 2005. Makedonien søgte i 2004 og blev allerede i 2005 godkendt som ansøger. Men forhandlinger om optagelse er ikke begyndt. Montenegro, Island og Albanien har søgt i 2008-09.

Europarådet arbejder blandt mange ting for forbedring af romaers (sigøjneres) forhold.

Et kig i det europæiske bakspejl Ideen om et mere samlet Europa og endda en union var ingenlunde ny. Den blev ført i marken lige efter 2. verdenskrig og sigtede på, at der skulle skabes fred og ro i det tidligere så krigshærgede Europa. Og egentlig byggede tankerne om et forenet Europa på vraggods fra oplysningstiden (se side 25). I 1949 blev Europarådet etableret (læs mere side 14). Ideen var, at det skulle samle Europa og forhindre interne kampe, som man havde set det i 1930’erne og under 2. verdenskrig. I samme lys skal dannelsen af FN (1945) og NATO (1949) ses. FN vedtog i 1948 Verdenserklæringen om

90

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Afstemning i EuropaParlamentet.

Her har EuropaKommissionen til huse.

Menneskerettigheder, og dannelsen af Europarådet skal ses i forlængelse heraf. Samtidig fik Europarådet sin egen menneskerettighedskonvention (1950) med forbud mod diskrimination og frihed til forsamling, religion og ytringer. Til konventionen hørte Menneskerettighedskommissionen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der var forsøget på at indføre en domstol i Europa. For ellers kunne folk jo blot stadig overtræde menneskerettighederne, uden at det fik konsekvenser. Der blev også reageret på det økonomiske område. I 1951 gik seks lande – Vesttyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Luxembourg og Italien – sammen i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Samarbejdet blev udviklet, og i 1957 så Romtraktaten dagens lys. Det var den egentlige begyndelse på Det Europæiske Fællesskab (EF), og ideen var at skabe et fælles marked, hvor landene kunne handle på tværs af grænser.

91

Krigen, der aldrig blev helt varm, øst-vest og EU

Selv om vi har fået et samlet Europa i form af EU, er der stadig store forskelle på velstand og på, hvordan vi lever. Her foto fra Rumænien.

Den 2. oktober 1972 stemte 63,4% af danskerne ved en folkeafstemning ja til medlemskab af EF, og siden 1973 har Danmark deltaget i det europæiske samarbejde. Inden det klare ja havde der været en ophedet debat om medlemskab, og den fortsatte i årtierne efter. Det hjalp ikke på debatklimaet, at den konservative statsminister, Poul Schlüter, i 1986 erklærede ”unionen for stendød”. Det viste sig ikke at holde stik. For som du kunne læse på side 89, underskrev Danmark i 1993 den aftale, som danskerne i første omgang havde forkastet. Maastricht-aftalen førte til et øget samarbejde om valuta. Det skete med oprettelse af Den Økonomiske Monetære Union (ØMU’en) og Den Europæiske Centralbank. Samtidig fik Europa-Parlamentet mere magt. Der blev i traktaten henvist til menneskerettighederne, og med Amsterdam-traktaten (1998) blev de nærmest gjort til selve EU’s hovedbyggesten. Nice-traktaten (2000) og Lissabon-traktaten (2007) har yderligere haft fokus på menneskerettigheder og værdier som demokrati, tolerance og ligestilling. Med tilslutningen til disse traktater er Danmark på trods af de fire forbehold dybt integreret i EU.

92

Folket styrer – en grundbog om demokrati

TR E S KAR P E Peter Bugge, lektor i tjekkisk og europastudier ved Aarhus Universitet Hvordan var forholdet mellem Øst- og Vesteuropa under den kolde krig? Forholdet var for det meste anspændt, og krigstruslen var i perioder reel. Warszawa-pagten havde helt konkrete angrebsplaner i tilfælde af, at konflikten med NATO skulle spidse til. Med tiden blev Østeuropas syn på Vesteuropa nærmest skizofrent. Nok opfattede man Vesten som en ideologisk og politisk fjende, men man kunne ikke undgå at bemærke, at Vesteuropa fra 1970’erne sprintede langt foran i levestandard og teknologi. Flere af østlandene, især Polen og Ungarn, blev dybt afhængige af økonomisk hjælp fra Vesteuropa for at holde deres skrantende økonomier oppe. Og vestlige turisters besøg bag jerntæppet mindede også almindelige borgere om, hvem der havde frihed og økonomisk overskud til at rejse. I Vesteuropa aftog frygten for kommunismen efterhånden, og interessen for Østeuropa var generelt beskeden. Man opfattede det som gråt, undertrykt, fjernt og ikke særlig vedkommende. Kan man overhovedet finde positive værdier i det gamle Østeuropa? Regimerne var diktaturer, hvis største mål hele tiden var at holde sig selv ved magten. Derfor havde de store sikkerhedstjenester og politistyrker, censur og undertrykkelse af både reelle og indbildte modstandere. Men samtidig fik kvinder øget adgang til uddannelse og kom ud på arbejdsmarkedet, og der blev skabt sundhedssystemer, der gav basal sikring til alle. Især fra ca. midt i 1950’erne kan man tale om en langsom, men reel velstandsstigning. Efterhånden viste det sig, at en centralistisk planøkonomi skabte lige så mange problemer, som den løste. I Østeuropa fik de fleste en lejlighed med badekar, men ikke nødvendigvis en prop til afløbet. Samtidig voksede forureningen, og regimerne fik sværere ved at leve op til løfter om bedre levestandard. Ceausescus groteske diktatur i Rumænien var nok ekstremt, men krisetegnene var tydelige overalt i 1980’erne. Hvilket dog ikke betød, at folk troede, at systemet ville forsvinde. Først da Gorbatjov gjorde det klart, at han ikke ville holde på Østeuropa med magt, kunne korthuset vælte. Hvordan ser fremtidens Europa ud, når man tænker på Vest- og Østeuropa? Godt 20 år efter jerntæppets forsvinden giver det mindre mening at tale om Østeuropa som én størrelse. Mange af de gamle kommunistlande er kommet ind i EU, og nogle klarer sig godt, mens andre har store økonomiske og politiske problemer. Og hvis vi taler stadig mindre om Østeuropa, kan det tænkes, at også Vesteuropa ”forsvinder” i den forstand, at vi begynder at se Europa som opdelt på nye måder: Et Nordeuropa måske med de baltiske stater inkluderet, et Centraleuropa med Tyskland, Østrig, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien osv., et Sydøsteuropa hvor man måske bemærker, at Grækenland er nabo til Bulgarien osv. Det tager mere end én generation at nedbryde de gamle vest-øst modsætninger, men processen er i gang.

Demokrati i skolen

Unge studerende på besøg i Europa-Parlamentet.

94

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Demokrati i skolen Nutidens børn og unge er fremtidens demokrater. Det er dem, der skal føre demokratiet videre og sørge for, at det bliver fornyet. Men hvordan opdrager man børn til at blive gode demokrater? Folkeskolen har i mange år spillet en vigtig rolle for at løse den opgave, men holdningen til, hvordan den skal løses, har ændret sig gennem tiderne. Engang mente man, at børn udelukkende skulle lære om demokrati. De skulle lære om demokratiets historie og om, hvordan det politiske system i Danmark var opbygget. Senere ændrede holdningen sig. Det skete i løbet af 1960’erne, hvor både medbestemmelse og ligestilling blev et ideal på mange områder i samfundet – også i folkeskolen. Forholdet mellem lærer og elev ændrede sig til at blive mere ligeværdigt, ligesom der også skete et skift i indstillingen til, hvordan børn bedst lærte at blive demokrater. Nu skulle de ikke længere kun høre om det, men også lære det ved learning by doing. Med andre ord skulle skolen være præget af en demokratisk ånd, hvor eleverne lærte at argumentere, lytte og tage beslutninger i fællesskab med og i respekt for andre. Dette blev skrevet ind i skolens formålsparagraf i starten af 1970’erne. Teksten er blevet justeret nogle gange siden, men grundholdningen er stadig den samme. Opdragelse til demokrati er ikke den eneste opgave, skolen har. Den skal også lære eleverne færdigheder inden for forskellige fag som fx dansk, matematik og engelsk og give dem lyst til at uddanne sig endnu mere, når de engang forlader folkeskolen. Med andre ord er skolen ikke et mini-folketing eller byråd. Den er et undervisningssted, men ånden skal være præget af åbenhed, dialog og respekt for forskellighed.

Medbestemmelse i skolen I formålsparagraffen for folkeskolen står der i paragraf 1, stk. 3: ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

95

Demokrati i skolen

Klasseværelset, frikvarteret og elevrådet En skoledag er præget af skift mellem forskellige fag. Der er også skift mellem forskellige former for demokrati. I undervisningstimerne er der noget, der ligner direkte demokrati, hvor en mindre gruppe på 20-25 personer finder ud af tingene i fællesskab. Læreren har dog en særlig rolle som ansvarlig for, at balancen mellem det faglige og det demokratiske bliver overholdt. Eleverne kan fx ikke bestemme, at de ikke vil skrive dansk stil. Men de kan blive taget med på råd, når der skal vælges emner. I undervisningen er diskussion og udveksling af synspunkter ofte et vigtigt element. Ved at tage del i det lærer den enkelte elev at argumentere for sit synspunkt, at lytte til andre og at få respekt for, at der findes andre holdninger end ens egne. Det minder på mange måder om Hal Kochs tanker om, at dialog og samtale er selve demokratiets kerne (læs mere side 59). Ud over det faglige kan læreren og eleverne også være i dialog om det, der kaldes klassens sociale trivsel. Det kan være om spørgsmål som: Er der nogen, der bliver holdt udenfor? Er der mobning? Kan alle frit sige deres mening? Forskere er enige om, at klasseværelset er det vigtigste sted for både demokratisk oplæring og udfoldelse for børn i en folkeskole. Men der foregår også oplæring i andre af skolens sammenhænge. Og de to er vidt forskellige. Det ene er i frikvarteret, og det andet er elevrådet. Demokrati eller den stærkes ret? I et demokrati er der en del af livet, som staten ikke blander sig i. Det kaldes det civile samfund (se side 11). I skolen minder frikvarteret om det civile samfund. Det er – som ordet siger – meget frit, hvad der skal foregå, og der er kun nogle få og enkle regler. På en måde bliver det en test af, hvor gode demokrater eleverne er. Kan de selv finde ud af at organisere en fodboldkamp og med fredelige midler løse de konflikter, der opstår undervejs? Og kan børnene på legepladsen finde ud af at skiftes til at bruge legeredskaberne efter tur i stedet for, at de store skubber de små væk? De fleste skoler har gård- og gangvagter, der holder opsyn i frikvartererne. Men de bryder kun ind, hvis der bliver overtrådt regler, nogen kommer til skade, op at slås eller lignende. Resten er overladt til eleverne selv.

96

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Et lille parlament Elevrådet er modsat frikvarteret præget af nogle meget faste rammer og regler. Det minder om det repræsentative demokrati. Hver klasse opstiller kandidater, der efter afstemning vælges til at repræsentere klassen i skolens elevråd. Til møderne er der en dagsorden, og diskussionerne på møderne skal følge de punkter, der er på den. I referatet skrives de beslutninger, som man er blevet enige om. Elevrådsrepræsentanterne er ansvarlige for at informere deres klasser om, hvad der er blevet besluttet på møderne. På samme måde som folketingsmedlemmer eller byrådsmedlemmer fortæller om deres arbejde over for deres valgkreds eller via deres blog på nettet. Så elevrådsarbejde er også en forberedelse til aktiv deltagelse i det repræsentative demokrati. I folkeskoleloven står der, at elever på skoler, som har 5. klassetrin eller

97

Demokrati i skolen

derover, har ret til at danne elevråd. Hvis eleverne ikke gør dette af sig selv, har skolens leder pligt til at opfordre dem til at gøre det. Ifølge loven er det elevrådets opgave i samarbejde med skolens ansatte at varetage elevernes fælles interesser. Det er en meget bred formulering. Fra undersøgelser ved man, at typiske elevrådsemner er skolefester, toiletforhold, indkøb af fodboldmål og legeredskaber og trivsel i frikvartererne. Med andre ord er det emner, der går på tværs af klasserne.

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Det er meget forskelligt fra skole til skole, hvor meget energi der bliver lagt i arbejdet både fra elever og ansatte. Tilfredsheden varierer også. En elev fra en skole i Nordsjælland siger fx: ”Elevrådet kan sige, hvis vi har brug for et nyt basketnet, og så får vi det. Det er mange gange nogle småting, de diskuterer, og det er ikke værd at bruge tid på.” En elev fra en skole i Københavnsområdet har en anden og mere positiv oplevelse. I forbindelse med en ombygning af skolen bad elevrådet om at

Demokrati i skolen

være med til møder med arkitekten og skolens ledelse. Og det fik de lov til. ”Det var ret godt, så vi også fik indflydelse på, hvad der skal bygges om på skolen. Selv om vi måske ikke går på skolen, når de engang er færdige. Men så kan vi sige, at der var nogle børn med til at beslutte det.”

For meget Hal Koch? I folkeskolen bliver der lagt for meget vægt på samtalen og for lidt på demokratiets øvrige elementer, mener professor Ove Korsgaard. Han er fortaler for en undervisning i medborgerskab (læs mere side 111). Den består af tre elementer: ◗ viden om demokratiets historie og folkestyrets opbygning

◗ demokratiets grundværdier – lighed, frihed, tolerance og balancen imellem dem ◗ evne til at kommunikere, fremføre argumenter og til at løse konflikter

Den demokratiske samtale er vigtig, understreger Ove Korsgaard, men demokratiundervisning bør også indeholde de to første punkter.

Frihed og fællesskab går hånd i hånd Som nævnt er klasseværelset det vigtigste sted for demokratisk oplæring. Men hvordan fungerer det? Lærer børn at blive gode demokrater? Det har en gruppe forskere undersøgt, og – hvis man godt kan lide demokrati! – er deres resultater opløftende læsning (”Den vordende demokrat”, 2004). I undersøgelsen er elever fra 4.-9. klasse blevet stillet en lang række spørgsmål. Der er fokus på temaerne frihed og fællesskab. De er valgt, fordi begge dele er vigtige forudsætninger for vores demokrati. Det er friheden til at sige, tænke og tro, hvad man vil og retten til at være en del af et fællesskab med lige rettigheder for alle. Friheden har det fint. 80% af alle elever mener, at de kan være helt sig selv i klassen, og lige så mange giver udtryk for, at de uden problemer kan sige deres mening. Det gælder også, selv om de er uenige med andre elever eller med læreren.

100

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Fællesskabet har det endnu bedre end friheden. 86% af eleverne mener, at der er et godt fællesskab i deres klasse. Et stort flertal mener også, at elevernes evne til at samarbejde er god, og at de snakker godt sammen med deres klassekammerater. Det betyder ikke, at man i en typisk klasse er enige om alting. Der er ofte uenighed og diskussioner. Men det trækker ikke ned i vurderingen af, hvordan fællesskabet fungerer. Tværtimod bliver det vurderet som en styrke, at man kan være uenige – uden at blive uvenner. Det hele er dog ikke rosenrødt. I mange klasser er der enkelte elever, der er udelukket fra fællesskabet, og mobning er generelt et udbredt problem. Det er værst i de klasser, hvor fællesskabet er dårligt, og hvor det heller ikke går godt med at tale sammen. Sagt på en anden måde: Jo dårligere klassen fungerer, desto mere mobning. Frihed og fællesskab bliver tit stillet op som modsætninger. Skal jeg følge min egen lyst – eller skal jeg lægge bånd på mig selv og tage hensyn til de andre? Forskerne bag undersøgelsen fandt til deres egen overraskelse ud af, at elever i folkeskolen ikke oplever den modsætning. Langt de fleste kan sagtens både være individuelle og en del af et fællesskab. Det ene udelukker ikke det andet, men går fint hånd i hånd. Så det, der måske er et problem i teorien, fungerer uden problemer i praksis. Hvornår er man stemmemoden? I en del danske kommuner er der nedsat ungdomsråd, som er sparringspartner og rådgiver for byrådet. Ligesom et elevråd består det af medlemmer, der er valgt til at repræsentere andre. Et ungdomsråd kan blive bedt om at komme

101

Demokrati i skolen

med sin mening, når et byråd skal beslutte ting, der vedrører ungdommen. Måske skal der laves en ny ungdomsklub, nattelivet skal gøres mere trygt, eller skateboardbanen skal flyttes. Mange kommuner er meget glade for den dialog. Det gælder fx i Ballerup, som blev kåret til årets ungdomskommune i 2010. Byrådsmedlem Karsten Kriegel (Det Konservative Folkeparti) udtalte i den forbindelse: ”Det er helt afgørende, at de unge inddrages og får medbestemmelse på de tilbud, som kommunen skal give til dem.” Men en ting er at blive spurgt til råds. Noget andet er at få valgret og mulighed for at stille op til valg til fx byråd eller folketing. Ved grundlovens vedtagelse i 1849 lå aldersgrænsen på 30 år, og dengang var det jo kun mænd, der kunne stemme. Siden er aldersgrænsen blevet sænket flere gange for i 1978 at lande på de nuværende 18 år. I de senere år er der blevet rejst en debat om at få den yderligere sænket til 16 år, og ved kommunalvalgene i 2009 blev der afholdt prøvevalg i 30 kommuner for 16-17-årige unge. Når man er 16 år, kan man blive straffet med fængsel, købe alkohol, betale skat, fuldt lovligt dyrke sex og stifte familie. På alle de områder er man voksen. Hvorfor skal man så ikke være fuldgyldigt medlem af samfundet ved at få stemmeret? Sådan lyder argumenterne for. Argumenterne imod går på unges manglende modenhed. Som 16-årig har man ikke indsigt i politik, og derfor er man heller ikke kvalificeret til at få stemmeret. Skeptikerne henviser også til myndighedsalderen, der er 18 år. Det er en juridisk betegnelse for, at man er blevet voksen og uafhængig af sine forældre. Man skal fx være 18 år for at kunne købe på afbetaling. I befolkningen er der i øjeblikket stort flertal imod at sænke aldersgrænsen. Den sidste måling viste 75% imod og 25% for. I andre europæiske lande ser det imidlertid anderledes ud. I Østrig er aldersgrænsen 16 år for at stemme ved alle valg. Det samme gælder i syv tyske delstater for retten til at stemme ved lokal- og regionsrådsvalg, og i Norge har man besluttet at nedsætte valgretsalderen fra 18 til 16 år ved næste kommunalvalg. Så hvem ved? Måske sker det også en dag i Danmark.

102

Folket styrer – en grundbog om demokrati

TR E S KAR P E Maria Schytte, 16 år, lokalsekretær i Danske Skoleelever Hvad er vigtigt for børn og unge at vide om demokrati? Det er vigtigt at vide, at demokrati ikke er kedeligt. Det handler om at tage stilling, have en holdning og at give sin mening til kende. Demokrati er ikke kun noget for gamle og støvede mennesker, men handler også om børn og unge og deres hverdag. Lærer elever nok om demokrati i folkeskolen? Nej, man får først samfundsfag i 8. klasse. I Danske Skoleelever mener vi, at der skulle være samfundsfag allerede fra 4. klasse. Skoleelever skal vide noget om styreformer, samfundets opbygning, så de ved, hvem der bestemmer, og hvordan de kan komme frem med deres mening. Mange børn og unge mener, at samfundsfag er kedeligt. Men det skyldes tit, at de ikke ved så meget. Det er de færreste, der ved noget, der synes, det er kedeligt. Og hvis flere havde større viden, ville der også komme flere engagerede unge i politik. Skoleelever lærer meget om demokrati i klasseværelset. Ved at snakke sammen og diskutere og være sammen med folk med forskellig baggrund. Men det er ikke nok. Der skal også noget viden om samfundet til. Bør valgretsalderen sættes ned? Ja, i Danske Skoleelever mener vi, at den bør sættes ned til 16 år. I folkeskolens formålsparagraf står der, at folkeskolen skal gøre eleverne parate til at tage del i samfundet, og så er det jo logisk også at give valgret. Elever er i gennemsnit 16,1 år, når de går ud af skolen, og så må de køre knallert, tage jagttegn, købe alkohol, dyrke sex og en masse andre ting. De står også over for et vigtigt valg om ungdomsuddannelse. Derfor ville det være rimeligt, at de kunne stemme. Politik er ikke kun, som rygtet siger, for gamle, sure mænd i jakkesæt. Det er også for unge.

I Danmark og andre lande er der delte meninger om EU. Men i Polen er man tilsyneladende ikke i tvivl. I hvert fald lavede man et EU-flag på 20 x 30 meter, da man fejrede fem års medlemskab af EU.

104

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Fremtidens demokrati. Skal vi stemme mere? Tænk på Melodi Grand Prix. Her er det muligt for interesserede tv-kiggere at stemme på deres favoritsange via sms’er. I X Factor kan du også være med til at afgøre udfaldet, og der er tv-programmer, hvor du kan sende en sms og håbe på at vinde en præmie. Eller tænk på alle de radioprogrammer, som du kan sms’e til og stemme på det ene eller andet. Og på internettet kan du stemme på kampens bedste spiller i en fodboldkamp. Teknologiske landvindinger har gjort det muligt at kommunikere og mene noget på en helt anden måde, end befolkninger på det meste af kloden tidligere har været vant til. Udviklingen – mobiltelefoner, internet og generelt set digitalisering – har fået en diskussion til at blusse op. Nemlig om vi skal have flere afstemninger i den politiske verden, fordi teknologien har udviklet sig. Når det nu er teknisk muligt at stemme via sms og computere, kan vi lige så godt stemme om store og mindre politiske afgørelser, mener nogle. Den slags kaldes teledemokrati og kan på nogle måder minde om det direkte demokrati i Athen (læs mere side 17). For og imod Tilhængerne af teledemokrati peger på, at det direkte demokrati kan løse nogle af de problemer, de repræsentative demokratier har. Som du har kunnet læse her i bogen, er demokratiets fundament, at magten i sidste ende skal ligge hos hele folket. Et demokrati kan ikke eksistere, uden at borgerne deltager, så forta-

105

Fremtidens demokrati. Skal vi stemme mere?

lerne for det såkaldte teledemokrati spørger: Hvordan har demokratiet det, ◗ når mange borgere ikke gider at stemme? Ved folketingsvalget i Danmark i 2007 stemte 86,5% af vælgerne, mens stemmeprocenten var meget lavere ved valget til Europaparlamentet (59,5%) og til kommunal- og regionsrådsvalget (65,8%) i 2009. ◗ når mange borgere i USA, som vi kalder verdens største demokrati, ikke møder op ved valg for at stemme? ◗ når undersøgelser viser, at mange vælgere ikke kender kandidaternes politik? Både teledemokratiets fortalere og modstandere bruger de lave stemmeprocenter i deres argumentation. Forkæmperne siger, at der skal nyt brændstof på demokratiet, og at borgerne kan engageres via flere folkeafstemninger og et mere direkte demokrati. Kritikerne siger, at det vil være en udhuling af demokratiet, og at følelser i langt højere grad vil dominere debatterne, afstemningerne og valgene. Grundige diskussioner og eksperter vil måske blive fortid, lyder deres dom. Jo færre folkeafstemninger, desto bedre demokrati er kritikernes holdning, og de mener, at direkte demokrati kan føre til større opdeling af befolkningen i eksempelvis ja- og nej-sigere. Og det er ikke godt for det demokratiske samfund, der har brug for samling og kompromisser.

Ved du, at ordet tele som mange andre danske ord (se side 22) stammer fra græsk? Det betyder fjern.

106

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Regler for folkeafstemninger ◗ Hvis et forslag er vedtaget af Folketinget, kan en tredjedel af medlemmerne (60 i alt) kræve en folkeafstemning. Mindst 30% af de stemmeberettigede vælgere skal stemme imod ved folkeafstemningen. Det gjorde sig fx gældende, da den danske befolkning i 2000 stemte nej til at få euro. 46,1% af vælgerne forkastede forslaget om en anden valuta end kronen.

◗ Det er svært at få lavet dele af grundloven om. En ændring af grundloven skal vedtages af to forskellige folketing, så der skal være afholdt valg, før Folketinget kan sende noget til folkeafstemning. Desuden skal mindst 40% af alle stemmeberettigede stemme for ved en folkeafstemning. Det skete i 2009, hvor der blev afholdt folkeafstemning om tronfølgeloven. For hvad nu hvis Kronprins Frederik og Prinsesse Marys første barn havde været en pige og ikke en dreng?! Ligestilling mellem prinser og prinsesser skulle der altså stemmes om, selv om Mary og Frederiks første barn blev en dreng, og der derfor ikke var noget aktuelt behov for ændring af en meget lille del af grundloven. Stemmedeltagelsen var på 58,5%, hvor 45,5% af de stemmeberettigede stemte for ændringen, mens 7,8% stemte imod, og 5,2% stemte blankt. Forslaget blev derfor vedtaget, men først efter en stor debat i offentligheden. Der var bl.a. kritik af, at afstemningen fandt sted samme dag som valget til Europa-Parlamentet. Kritikere mente, at man ellers ikke kunne få folk til at stemme, og at forslaget ellers ville være faldet på 40% -reglen.

To vigtige begreber Når snakken falder på teledemokrati, er der to begreber, der er gode at kende. Eksperter i politik taler – groft sagt – om to former for demokrati: konkurrencedemokrati og deltagelsesdemokrati. De to opfattelser af demokrati giver bud på det, der er det grundlæggende demokratiproblem: Nemlig at det er vanskeligt at inddrage alle i beslutninger, når befolkningerne er så store, som de er. Ifølge konkurrencedemokratiets fortalere tjener det ikke noget formål, at befolkningen bliver inddraget i højere grad. De mener, at de folkevalgte politikere skal aflaste befolkningen fra at blive inddraget, fordi folk alligevel ikke kan tage stilling til komplicerede problemstillinger, som de ikke er uddanne-

107

Fremtidens demokrati. Skal vi stemme mere?

de til. Det vil også gøre det politiske system ineffektivt. Man mener også, at øget folkelig indflydelse vil føre til populisme, hvor befolkningen lader sig rive med af følelser. Og at der i langt højere grad vil blive taget stilling ud fra enkeltsager, uden at eksperter kommer til orde. Kritikere har peget på risiko for, at samfundet kun bliver for de veluddannede og rige (eliten), men fortalerne for konkurrencedemokratiet påpeger, at der er flere eliter, der kæmper om magten og derved holder hinanden i skak. Heroverfor står tilhængerne af deltagelsesdemokratiet, der bakker op om

Folket styrer – en grundbog om demokrati

det repræsentative demokrati. Men samtidig ønskes en øget grad af politisk indflydelse og inddragelse af borgerne, så man på nogle områder nærmer sig det direkte demokrati. Kritikere peger dels på, at deltagelsesdemokratiet er omstændeligt, ineffektivt og forsinker beslutninger, dels at deltagelsesdemokratiet kan føre til tilskuerdemokrati. Det er et demokrati, hvor medierne sætter den politiske dagsorden og gør borgerne til passive borgere. Fortalerne for deltagelsesdemokratiet hævder dog modsat, at netop medier ved fokus på forskellige problemstillinger kan engagere borgerne.

En af verdens mest fotograferede sale: Generalforsamlingen i FN. Landene trækker hvert år lod om, hvor de skal sidde.

Fremtidens demokrati. Skal vi stemme mere?

Direkte demokrati i dagens Schweiz I Schweiz havde man i mange år direkte demokrati i landets 26 kantoner (regioner), hvor borgerne mødte op og stemte. Herved fik borgerne direkte indflydelse og medbestemmelsesret. I dag er der kun to kantoner, hvor afstemningerne og valgene er direkte. I alle andre kantoner går folk til stemmeurnerne ved valg, som vi gør det i Danmark. Kritikere mener, at netop det direkte demokrati var årsag til, at Schweiz var det sidste land i Europa, der gav kvinder valgret. Det skete i 1971 for hele landet med undtagelse af kantonen Appenzell Innerrhoden (en af de to kantoner, der stadig har direkte demokrati), hvor kvinder først fik lov til at stemme i 1999. Kritikerne af det direkte demokrati argumenterer med, at det er let at sige/stemme nej og være glad for tingene, som de er.

Demokratiet i en globaliseret verden Et nyt ord har sneget sig ind i danske aviser og på tv i de seneste årtier. Ordet er globalisering. Man bruger ordet om den form for kommunikation (radio, tv, telefoner og internet) samt transport (skibe og fly), der har gjort verden så lille, at den nærmest fungerer som en landsby. En kunde i Danmark kan eksempelvis få hjælp af en hotline-service, hvor medarbejderen sidder i Indien eller Irland, hvor lønningerne er lavere end her i landet. Der er en masse store virksomheder – de såkaldte transnationale selskaber – der arbejder på tværs af landegrænser og er aktive mange steder. Samtidig er arbejdspladser i mange lande i Vesten truet. I eksempelvis Kina og Indien kan man på grund af billigere arbejdskraft producere varer meget billigere end i Europa, og derfor får mange europæiske virksomheder lavet deres varer i Østen. Det kaldes at outsource. Virksomhederne får således løst nogle af deres opgaver i et andet land, og det koster arbejdspladser i fx Danmark. Mange ting går på tværs af de grænser, som ellers er kendetegn for de enkelte nationalstater. Tænk blot på pizza og burgere, som fås næsten overalt i verden. Mens vi i Danmark nyder shawarma, som jo stammer fra de arabiske lande, kaster briter sig med glæde over den bacon, som vi har produceret her i landet.

110

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Folkevandringer Nogle gange kan man læse i aviserne, at globalisering er et nyt fænomen. Det passer ikke helt, for danskere har ”altid” rejst og handlet med andre lande. Det gjorde vikingerne allerede ca. 800-1050, og før dem handlede danskere med romerriget. Men det nye er, at den internationale handel er så omfattende, og at de transnationale selskaber dominerer. Samtidig har rejser og folkevandringer ført til, at verdens kulturer er meget mere blandede end før. Flygtninge og indvandrere fra verdens fattige lande – den tredje verden – er kommet til Europa, herunder Danmark, og de store folkevandringer har ført til politiske diskussioner og indgreb. Folkevandringerne betyder, at flere mennesker bor i lande, hvor de ikke er statsborgere. Eksempelvis bor der i Danmark folk fra lande som Tyrkiet, Somalia og Afghanistan. De er ikke danske statsborgere, men har opholdstilladelse her i landet og har beholdt deres udenlandske pas. Derfor er medborgerskab blevet et begreb, mange taler om. Medborgerskab handler bl.a. om borgerens rettigheder og pligter og om, at han/hun tager aktivt del i det samfund og land, de nu engang bor i. At de har et aktivt samfundsengagement. Det vil sige, at de deltager i det demokratiske liv på skoler og i sportsforeninger og ikke kun kræver noget af staten, men også bidrager til samfundet. I Danmark har det været – og er stadig – en stor diskussion, om det er i orden, at indvandrere lever et isoleret liv i ghettoer – det, der med et finere udtryk hedder parallelle samfund – som Ishøj, Vollsmose og Gellerup. Om de bidrager nok til det danske samfund, og om de endda direkte modarbejder samfundet og værdier som demokrati. Eller om de bliver holdt udenfor, fordi det er svært at få statsborgerskab og blive integreret i det danske samfund.

Storbritannien versus Danmark I Storbritannien indførte man i 2002 medborgerskab (citizenship education) som obligatorisk skolefag for at styrke demokratiet. I Danmark er medborgerskab ikke på skoleskemaet. Til gengæld bliver studerende på lærerseminarierne undervist i medborgerskab, så lærerne kan lære eleverne om det.

111

Fremtidens demokrati. Skal vi stemme mere?

Et tilbageblik Det var den britiske sociolog T. H. Marshall (1893-1981), der udviklede begrebet medborgerskab. Det er blevet pudset af og aktualiseret i de vestlige samfund i det seneste årti efter en markant indvandring fra tredje verdens lande. Marshall var meget inspireret af FN’s Erklæring om Menneskerettighederne. I en bog (1950) skrev Marshall følgende: ”Medborgerskab er en status, som de folk, der er fuldgyldige medlemmer af et samfund, får. Alle, som har denne status, er lige, hvad angår rettigheder og pligter.” Marshall havde især fokus på de sociale rettigheder (læs side 69). Efter hans mening er de civile og politiske rettigheder ikke meget værd uden sociale. Det vil sige, at alle har ret til uddannelse og arbejde.

Netop det manglende bidrag til samfundet har været på dagsordenen i det seneste årti. Siden terrorangrebet på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington den 11. september 2001 har mange lande i Vesten måttet leve med trusler om terror fra fundamentalistiske muslimer, og terror i Madrid (2004) og London (2005) medvirkede til øget frygt i den vestlige verden. Muhammed-tegningerne i 2005 fik også Danmark på verdenskortet over mulige terrormål. Det samme gjorde og gør Danmarks deltagelse i krigene i Afghanistan (2001) og Irak (2003). Der er muslimer verden over, der er fascinerede af Osama bin Laden, alQaeda og militant islamisme, samtidig med at de tager afstand fra Vestens demokrati. Det er efter deres mening alt for åbent og frit. De har fået lande som Storbritannien og Danmark til at kaste blikket mod ekstremistiske og radikale miljøer. Det sker for at forebygge terror. I 2009 lavede den danske regering (Venstre og Det Konservative Folkeparti) en handlingsplan, der skal forebygge radikalisering. Man har en plan, der skal integrere unge med anden etnisk baggrund end dansk og undervise dem i, at Danmark er et demokratisk samfund med frihed, ansvar og muligheder. Kort sagt: rettigheder og pligter. Tanken er, at indsatsen skal forbedre integrationen og slå ned på udemokratiske holdninger hos de formentlig få hundrede ekstreme muslimer i Danmark.

112

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Forskere har peget på, at planen ikke tager højde for, at mange af de unge fundamentalister faktisk ikke er uintegrerede og utilpassede unge. Tværtimod er der tale om unge, der har taget uddannelser, og de ved godt, hvad demokrati er. Det viser undersøgelser fra Storbritannien også. De ønsker derimod ikke at tage del i demokratiet og lægger afstand til det etablerede samfund, så for dem er dialog, klubber og oplysning ligegyldigt. Forskerne peger også på, at man ikke ved, hvad der får folk til at gå fra voldelige tanker til voldelige handlinger. Den slags skal der forskes meget mere i, mener de. Uanset hvad er terror, parallelsamfund og manglende deltagelse i samfundet en af de helt store udfordringer, demokratiet står overfor.

Gellerup ved Århus.

113

Fremtidens demokrati. Skal vi stemme mere?

Du er dansk statsborger, når ◗ du er født af danske forældre

◗ din danske far og udenlandske mor (eller omvendt) gifter sig efter din fødsel ◗ du er adopteret og under 12 år

◗ du er nordisk statsborger (Finland, Norge, Island og Sverige) og søger om at blive dansk statsborger

◗ du som udlænding giver afkald på tidligere statsborgerskab, er over 18 år, har boet i Danmark de seneste ni år, ikke har begået grov kriminalitet, ikke har gæld og består en prøve (dansk sprog og 40 spørgsmål om danske forhold)

To ismer Fundamentalisme: Helt generelt kan man sige, at en fundamentalist er en religiøs person, der tror på dét, der står i én bestemt hellig bog. Oprindelig var fundamentalist en betegnelse for nogle kristne i USA. Den dag i dag findes der kristne amerikanere, der paradoksalt nok tager et af de 10 bud (”Du må ikke slå ihjel”) så alvorligt, at de myrder abortlæger! I dag bruges fundamentalist især om muslimer i betydningen fanatiker. Og en fundamentalist (fanatiker) sætter religion over politik og demokrati. Fundamentalist er på den måde blevet et skældsord og kan betyde en person, der ikke kan, må eller tør tænke selv, men hele tiden må søge støtte i en hellig bog – for muslimers vedkommende: Koranen. Flere steder i verden kæmper fundamentalistiske muslimer med våben for en muslimsk/islamisk stat. En fundamentalist i Europa opfattes som en person, der vil gøre oprør mod det samfundssystem, der findes i det europæiske land, han eller hun bor i. Islamisme: Er en betegnelse for politisk islam, hvis forkæmpere mener, at en stat/et land skal opbygges, så love og retsvæsen følger sharia (religiøse love), dvs. det der bl.a. står i Koranen. Med andre ord er det Gud (Allah), der har bestemt, hvordan samfundene skal styres. Derfor er mange islamister også imod den form for demokrati, der findes i Vesten. Eksperter kalder Saudi Arabien for et islamisk samfund.

114

Folket styrer – en grundbog om demokrati

TR E S KAR P E Fremtidsforsker Johan Peter Paludan, Copenhagen Institute for Future Studies Vil vi om 25-50 år have demokrati, som vi kender det i dag? ”Alting forandrer sig, og det eneste sikre, man kan sige på 25-50 års sigt, er, at også demokratiet forandrer sig. Går man 50 år tilbage, havde vi et demokrati med partier, der repræsenterede klasser og var ideologiske. Teknologien – folkeafstemninger og direkte demokrati – og globaliseringen, eller rettere EU-iseringen, kan ændre demokratiet. Måske ender Danmark som en kommune i Europa (EU), og danskerne er jo ikke særligt interesserede i kommunalvalg, hvor stemmeprocenten er lavere end ved folketingsvalg. Så måske forsvinder den folkelige opbakning til demokratiet.” Vil demokrati som styreform være mere udbredt om 50 år end i dag? ”Man kan af og til synes, at demokratiet er et elendigt system. Der er maksimalt fire år mellem hvert valg, og det giver ikke store muligheder for at planlægge langsigtet. Demokratiet er ikke et effektivt system, men der er på den anden side set ikke fundet på noget, der er bedre til at træffe beslutninger, som de fleste kan leve med.” Byder fremtiden på flere folkeafstemninger, og vil teledemokrati i en eller anden form erstatte det repræsentative demokrati? ”Den stigende individualisme, befolkningens bedre uddannelsesniveau og digitaliseringen peger på, at vi får mere direkte demokrati. Når man – efter det første demokratiske eksperiment i Athen – har haft indirekte demokrati, skyldes det to forhold: At statens sager var vanskelige at forstå, og man kunne ikke samle alle mennesker på et sted. De to begrænsninger er ved at være væk. På den anden side kan man spørge, om folk gider stemme så mange gange. Vi har et demokrati, hvor vi overlader tingene til andre, og så tager vi med passende mellemrum op til overvejelse, om de er gode nok. Og så vil vi ellers gerne have fred til at passe vore egne ting i mellemtiden.”

115

Demokratiske dilemmaer

116

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Demokratiske dilemmaer Demokratiet udvikler sig hele tiden, og som Hal Koch (se side 59) påpegede, kommer det tidspunkt aldrig, hvor demokratiet endeligt har sejret. Der skal konstant kæmpes for at bevare og udvikle det. Hver tid har sine udfordringer. Engang var nazismen og kommunistiske diktaturer de største trusler mod demokratiet, mens det i dag er nogle andre problemer og udfordringer, vi står over for. Mange af dem er dilemmaer, hvor der ikke er noget entydigt svar. En sag kan som bekendt ses fra to sider. Kampen mod terror Den 11. september 2001 angreb muslimske terrorister Washington og New York i et angreb, der kostede ca. 3.000 mennesker livet. Fra den ene dag til den anden blev Osama bin Laden, al-Qaeda og Taleban kendt i hele verden. Terrorangrebet førte til, at USA og Storbritannien – med støtte fra bl.a. Danmark – indledte krige i Afghanistan og Irak. I Irak-krigen var argumentet i første omgang, at landet havde masseødelæggelsesvåben, men da man ikke fandt nogen, blev der slået på, at Irak skulle have demokrati. Efter diktator Saddam Hussein blev taget til fange og henrettet i 2006, var der stadig danske soldater i landet, men det blev i 2007 besluttet at trække dem hjem. Formålet med invasionen af Afghanistan var at fange Osama bin Laden, ødelægge al-Qaeda og fjerne Taleban-regimet, der havde støttet al-Qaeda. Krigen er endnu ikke afsluttet, og der er stadig danske soldater i Afghanistan. Der er ingen tvivl om, at demokrati er bedre end diktatur. Men krigene i de to lande har stillet det, man kalder den frie verden over for nogle afgørende spørgsmål. Med militær kan man fjerne en diktator og nedkæmpe et diktatur. Men når de to ting er væk, hvordan skaber man så et demokrati? Og kan de vestlige lande i det hele taget tillade sig at føre sådanne krige? Eller findes der andre og bedre måder at udbrede demokratiet til den ufrie del af verden på.

117

Demokratiske dilemmaer

Osama, al-Qaeda og Taleban Osama bin Laden er en saudiarabisk terrorist og muslimsk fundamentalist. Han skjuler sig formodentlig et sted i Afghanistan. Osama bin Laden er leder af terroristnetværket al-Qaeda, der var ansvarlig for angrebet 11. september 2001. Al-Qaeda er støttet af Taleban, der er en fundamentalistisk islamisk bevægelse. Talebanerne tog i sidste halvdel af 1990’erne magten i Afghanistan og indførte fx stening for utroskab og afhugning af hænder for tyveri. Efter 11. september 2001 angreb amerikanske og britiske bombefly Afghanistan, og Talebans styre kollapsede i løbet af få uger. Taleban har trukket sig tilbage til bjergene, men laver stadig angreb mod lokalbefolkningen og de fremmede styrker i Afghanistan.

Terrorpakker Efter angrebet på USA 11. september 2001 vedtog Danmark i 2002 og 2006 to terrorpakker. Lovene gav politiet flere beføjelser i forbindelse med terror og organiseret kriminalitet. Nu skal alle informationer fra internettet og fra teleselskaber gemmes mindst et år, så politiet kan få oplysninger om borgernes handlemåder. Det kræver dog en retskendelse. Derimod kan en mistænkt for terror blive udvist af landet, hvis han eller hun mistænkes for at true statens sikkerhed. Det gælder alle uden dansk statsborgerskab – også hvis de er født og opvokset her i landet. På den måde kan der være hemmelige beviser, som ikke engang den mistænktes forsvarer får at se. Spørgsmålet er, om lovene er nødvendige for at sikre og forsvare demokratiet mod angreb fra terrorister? Eller om vi i vores frygt for terror er gået terroristernes ærinde ved at svække den retssikkerhed, som er en uomgængelig del af en demokratisk stat? Ytringsfrihed Vi har ytringsfrihed i Danmark. Det står i grundloven, ligesom vi bl.a. har tilsluttet os FN’s erklæring om menneskerettigheder. Vi kan inden for visse grænser sige, tegne og skrive det, vi ønsker. Ytringsfriheden blev for alvor sat på prøve, da Jyllands-Posten i 2005 bragte 12 tegninger af profeten Muhammed. Den mest kendte af dem er lavet af Kurt Westergaard og viser en

118

Folket styrer – en grundbog om demokrati

skægget mand med en bombe i turbanen. Kritikere sagde, at der ikke var nogen grund til at træde på et mindretal og krænke deres religiøse følelser, fordi det ifølge islam er forbudt at tegne Muhammed. De gjorde gældende, at ytringsfriheden oprindelig var et opgør med konge og kirke, men at den i dag åbenbart handler om, at de stærke tryner de svage. Jyllands-Postens tegninger blev forsvaret med det argument, at ytringsfriheden er ukrænkelig, og at man i et demokrati skal være klar til at blive grinet af eller hånet. Debatten har bølget frem og tilbage lige siden. For hvilke hensyn er det rimeligt at tage til religiøse følelser? Skal man acceptere, at der er grænser for, hvad der må siges? Eller er det netop i demokratiets ånd, at der kan stilles spørgsmål ved alle sandheder? I forlængelse af det mener nogen, at det er på tide, at racisme- og blasfemiparagrafferne bliver fjernet. Efter deres mening skal ytringsfriheden være total.

De sataniske vers Det første sammenstød mellem ytringsfrihed og islam skete ikke med Muhammed-tegningerne. I 1988 udgav den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie bogen De sataniske vers, hvor han antyder, at nogle vers i Koranen er skrevet af Satan. Det fik Irans præstestyre til at udsende en dødsdom over Rushdie, der siden har levet med politibeskyttelse. Salman Rushdie er demokratikanonpunkt.

Grænser for ytringsfrihed Enhver borger har ret til frit at ytre sig, men inden for visse grænser. Det er strafbart at udtale sig racistisk og ærekrænkende. Det sidste kan fx være at sprede en løgn om, at en person er kriminel. Det kaldes en injurie. Det er en skærpende omstændighed, hvis personen er kongelig. Så er der tale om det, der kaldes majestætsfornærmelse. Ifølge straffeloven er blasfemi også strafbart. Det vil sige at håne en religion eller en gud. Det kaldes også for gudsbespottelse.

119

Demokratiske dilemmaer

Tørklæder og burka Muslimske kvinders brug af tørklæder og af klædedragterne burka og hijab har givet anledning til heftig debat. Nogle mener, at det er en påklædning, som kvinderne er påtvunget, og at de er undertrykte. Andre har den holdning, at det er en privatsag, fordi der er religionsfrihed i Danmark. Derfor bør hverken offentligheden eller Folketinget blande sig i, hvad muslimske kvinder tager på hoved og krop. På ét område er der blevet lovgivet. En diskussion, om kvindelige dommere kunne bære tørklæde, endte i 2008 med et forbud mod alle former for religiøse symboler. Så i dag kan en dommer i en retssal ikke bære fx et kristent kors, en jødisk kalot eller et muslimsk tørklæde. I 2009 var der en såkaldt burka-debat i Danmark. Debatten er overstået for

Folket styrer – en grundbog om demokrati

denne gang, men den vil med sikkerhed vende tilbage. Måske handler den næste gang om en anden klædedragt, men de argumenter, der står over for hinanden, vil være de samme. Skal politikerne holde fingrene væk, fordi religionsfriheden er grundlovssikret? Eller bør man blande sig, fordi religionen blot er et alibi for at undertrykke og krænke kvinder? EU Verdenshandlen stiger, og masser af varer krydser grænser hver dag. Det samme gør de problemer, der følger med den øgede aktivitet – det er fx miljøog klimaproblemer. De kan ikke løses af et enkelt land, men må løses i fællesskab. Politikken er derfor de senere år blevet mere international, og for et land som Danmark betyder det, at en stor del af lovgivningen fastlægges uden for

Burkaer har været et stort debatemne i Danmark. Her ses to burkaklædte kvinder foran et hospital i Afghanistan.

Demokratiske dilemmaer

landets grænser. Ca. 2/3 af de love, som besluttes i Folketinget, stammer nemlig fra EU. Lovene skal være i overensstemmelse med de traktater, som EUlandene – herunder Danmark – har tilsluttet sig. Der er sjældent folkelig debat om EU’s lovgivning. Den er teknisk og kompliceret, og mange gange kan det være svært selv for politikere at gennemskue, hvad der egentlig står i lovforslagene. Men hvad betyder det for et demokrati, hvis politik bliver så indviklet, at det er umuligt at skabe en folkelig debat? Nogle mener, at der skabes det, der kaldes et demokratisk underskud. Andre mener snarere, at det er et spørgsmål om at give og tage. Vi afgiver noget til EU, men er også med til at påvirke det ved vores deltagelse.

EU og grundloven I 1993 klagede 12 danskere over, at Danmark med Maastricht-traktaten afgav for megen magt til EU, og at traktaten var i strid med grundloven. Sagen blev kaldt Grundlovssagen. I 1998 afsagde Højesteret endelig dom om, at Maastricht-traktaten ikke var i uoverensstemmelse med grundloven. I disse år kører en lignende sag ved domstolene om Danmarks godkendelse af Lissabon-traktaten. En gruppe borgere mener, at traktaten er i strid med grundloven, og at den skulle have været til folkeafstemning.

Mediernes magt Folk skal vælge de ledere, der er bedst til at repræsentere dem. Sådan sagde Alf Ross (se side 64) som et ideal for det, man kalder det repræsentative demokrati. Nogle mener, at den styreform er blevet afløst af et præsentativt demokrati, fordi det i dag er de politikere, der er bedst til at præsentere sig, der får pladserne i Folketinget. Det er sjældent, at borgere og politikere møder hinanden i virkeligheden. Som regel sker det gennem medierne, og af dem er tv det vigtigste. Hvis en politiker ikke kan brænde igennem på skærmen og gøre et godt indtryk, bliver han eller hun næppe valgt. I takt med den udvikling er politikere blevet omgivet af en større skare af rådgivere og spindoktorer, der giver råd om, hvordan medierne skal tackles,

122

Folket styrer – en grundbog om demokrati

og hvilke ideer der skal præsenteres. Tidligere lå en politikers holdninger meget fast. I dag er de mere bevægelige, og sammen med sine rådgivere lytter han eller hun til, hvad folk mener. Er det en udhuling af det repræsentative demokrati, fordi en politikers holdninger groft sagt kan formes til hvad som helst? Eller er det tværtimod en styrke, fordi det er udtryk for, at politikere er blevet bedre til at lytte til folkets mening. Ja, det er det store spørgsmål.

Hovedindgangen til Christiansborg, hvor Folketinget har til huse.

123

Demokratiske dilemmaer

FN oprettede en international krigsforbryderdomstol i Haag, Holland, for at kunne retsforfølge krigsforbrydere.

124

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Læs mere og bliv klogere Bøger Bejder, Peter: “Historiekanon: Energikrisen 1973. Murens fald. Maastricht 1992. 11. september 2001.” Alinea 2010 Bejder, Peter & Holt, Kim Boye: “Goddag eller farvelfærd – om velfærd i Danmark”. 3F 2006 Christensen, Poul Nicolaj: ”Argumentation & demokrati”. ebog.dk 2009 Christiansen, Peter Munk m.fl.: ”Demokrati, magt og politik i Danmark”. Gyldendal 2007 ”Demokratikanon”. Undervisningsministeriet 2008 Garff, Joakim (red.): ”At komme til sig selv – 15 portrætter af danske dannelsestænkere”. Gads Forlag 2008 Hansen, Mogens Herman m.fl.: ”Demokrati – før og nu”. Systime 2008 Hansen, Mogens Herman: ”Det athenske demokrati – og vores”. Museum Tusculanums Forlag 2005 Hansen, Mogens Herman: ”Kilder til demokratiet i Athen”. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2007 Holtermann, Jakob v. H. m.fl. (red.): ”Alf Ross: kritiske gensyn”. Jurist- og Økonomforbundet 2006 Jakobsen, Annette Faye: ”Husbondret – rettighedskulturer i Danmark 1750-1920”. Museum Tusculanums Forlag 2008 Jacobsen, Anette Faye: ”Menneskerettigheder, demokrati og retssamfund”. Gyldendal 2008 Jakobsen, Bo m.fl.: ”Den vordende demokrat”. Aarhus Universitetsforlag 2004 Koch Hal: ”Hvad er demokrati?” Gyldendal 2009

125

Læs mere og bliv klogere

Korsgaard, Ove m.fl. (red.): ”Medborgerskab – et nyt dannelsesideal?” Religionspædagogisk Forlag 2007 Meloni Rønn, Thomas: ”Grundloven 1849”. Meloni 2009 Olsen, Olaf (red.): ”Fra reaktion til grundlov: 1800-1850”. Danmarkshistorie bind 10, Gyldendal og Politiken 2003 Olsen, Olaf (red.): ”Det folkelige gennembrud: 1850-1900”. Danmarkshistorie bind 11, Gyldendal og Politiken 2004 Ross, Alf: ”Hvorfor demokrati?” Munksgaard 1946 Togeby, Lise m.fl.: ”Magten i Danmark”. Gyldendal 2005 ”Undervisning i demokrati – inspiration til grundskoler og ungdomsuddannelser”. Undervisningsministeriet 2006

Spil ”Unge stemmer”. Debatspil. Dansk Ungdoms Fællesråd 2009.

Links Arbejderbevægelsens historie: www.pladstilosalle.dk Danske Skoleelever: www.skoleelever.dk Demokratikanon: http://pub.uvm.dk/2008/demokratikanon/ Europa-Parlamentet: www.europarl.dk Europarådet: www.europaraadet.um.dk/da FaktaLink: www.faktalink.dk med gode artikler om fx demokratikanon, grundloven og 11. september FN: www.un.dk FN-forbundet: www.una.dk Folketinget: www.folketinget.dk Grundloven: www.grundloven.dk Håndbog i demokrati: www.democracy-handbook.org Kvindehistorie: www.kvinfo.dk Undervisningsmateriale (bl.a. Demokratikanonen i undervisningen): www.emu.dk Unges valgret: www.duf.dk Der er gratis elevopgaver og lærervejledning til bogen på forlagets hjemmeside: www.turbine.dk

126

Folket styrer – en grundbog om demokrati

Stikord A

F

amerikanske forfatning, Den 28-30

Fascisme 60, 85

amerikanske uafhængighedserklæring,

FN 13-15, 26, 80, 90, 112, 118

Den 12, 26

Folkelige bevægelser 45, 57

Andelsbevægelsen 47-49

Folkeskolens formålsparagraf 95, 103

Arbejderbevægelsen 42, 50-52, 71

Folketingsvalg 41, 55, 77, 106

Athen, Det gamle 7, 17-23, 105, 115

Forsamlingsdemokrati 17 franske revolution, Den 12, 13, 26, 28-30, 36, 40

B

Frederik den 7. 33, 38

Berlinmuren 14, 83, 86-89

Fundamentalisme 113, 114, 118

Bondebevægelsen 47-49

G C

Globalisering 110-111, 114

civile samfund, Det 11, 48, 96

Grundloven af 1849 12, 25, 26, 33, 38, 40, 45-47, 66, 102

D

Grundlovsgivende Rigsforsamling, Den 38-40

Deltagelsesdemokrati 80, 107-109

Grundtvig, N.F.S 26, 37, 40, 49, 63

Demokrati som ideologi 10-14

Grækenland, Det gamle 14, 17-23

Demokrati som livsform 60-63 Demokratikanonen 20, 25, 30, 40, 56, 62, 64, 71, 80, 83, 89, 119

H Hertugdømmerne (Slesvig, Holsten og Lauenborg) 25, 35, 41

Direkte demokrati 7, 15, 17-23, 64, 96, 105-106, 109, 110, 115

Højskoler 37, 48-49

Dømmende magt 10, 38, 40

I E

Islamisme 112, 114

Elevråd 63, 97-100 11. september 2001 112, 117-118

K

Enevælde 25, 26, 31, 35, 36

Kapitalisme 31, 95, 97

EU 15, 79-81, 89-93, 115, 121-122

Koch, Hal 59-62, 96, 100, 117

Europarådet 14, 15, 89-91

kolde krig, Den 83, 86-87, 93

127

Stikord

Kommuner 52, 75-78, 102

Pøbelvælde 21, 37, 66

Kommunisme 87, 93 Konkurrencedemokrati 107-108

R

Konservatisme 31

Regioner 53, 75-78

Kvindebevægelsen 42, 45, 53-56

Religionsfrihed 12, 120-121

Kvinders valgret 45, 53, 55

Repræsentativt demokrati 7, 17, 18, 80 Rigsdagen 40, 42, 47

L

Ross, Alf 59, 64-67, 122

Landstinget 37, 42, 45, 46, 54, 55

Rousseau, J.J. 25-26, 40

Liberalisme 31, 34, 36, 37

Rædselsregime (det franske) 36

Ligestilling mellem kønnene 53, 56, 107 Lovgivende magt 10, 38, 40

S Septemberforliget 51, 52, 71

M

Socialisme 31, 85, 87

Maastricht-traktaten 89, 92, 122

Spærregrænse 73

Magtens tredeling 9, 28, 38, 40

Statsborger 12, 18, 26, 77, 111, 114, 118

Medborgerskab 100, 111-112

Systemskiftet 45, 46, 54

Mediernes magt 122 Menneskerettigheder 11-13, 15, 26, 29, 30, 80, 91, 92, 112, 118 Montesquieu, C.L.S 9, 25, 26, 28, 38, 40

T Teledemokrati 105-107, 115 Terror 15, 112-113, 117-118

Muhammedkrise/-tegninger 20, 112, 118, 119 Murens fald (se Berlinmuren)

U Unges valgret 102-103

N Nationalliberale, De 34, 37

V

NATO 85, 87, 90, 93

Velfærdsstat 69-73, 81

Nazisme 59, 60, 66, 117

Verdenserklæring om Menneskerettighederne 13, 26, 80, 90

O Oplysningstiden 12, 25, 27, 90

W Warszawapagten 85, 93

P Parlamentarisme 43, 45

Y

Pio, Louis 50-51, 71

Ytringsfrihed 12, 66-67, 118-119

128