Moderne Dansk. Sprogbeskrivelse [2]

Table of contents :
Forside......Page 1
Oversigt over indholdet i dette bind......Page 5
Indledning......Page 7
Ordenes klassifikation......Page 9
SUBSTANTIVERNE......Page 21
Genus......Page 24
Indledning......Page 25
Substantivernes fordeling på de to genusgrupper......Page 29
Genusgrupper efter ordenes form......Page 30
Intetkønsgrupper efter ordenes indhold......Page 42
Indflydelse fra ramme- eller rubrikordet......Page 46
Funktionel anvendelse af to former for genuskongruens ved samme ord......Page 53
Genuskongruens ved ord af andre ordklasser, ved ordforbindelser o. l......Page 64
Usikkerhed m.h.t. substantivets genusforhold......Page 66
Genus og sexus......Page 72
Funktionerne......Page 77
Slutning......Page 87
Substantivernes morfologiske systemer......Page 89
Numerussystemet......Page 94
Morfemerne......Page 95
Statistik......Page 98
Ordenes fonologiske struktur, set i forhold til morfemerne......Page 100
Ordenes morfologiske struktur set i samme forhold......Page 103
Indholdsgrupper i forhold til et bestemt morfem......Page 108
Pluralisdannelse der kun forekommer ved fremmedord......Page 113
Dobbeltkarakterisering af pluralis......Page 117
Lydlige ledsagefænomener......Page 118
Morfemernes videre anvendelse......Page 121
A. Ved betegnelser for noget uafgrænset......Page 122
B. Ved proprier......Page 126
C. Ved enheder der ikke er substantiver i egentlig forstand......Page 130
A. Usikkerhed med hensyn til normen......Page 132
B. Benyttelse af forskellige morfemer i forskellige betydninger......Page 134
A. Nogle substantiver bruges kun i sing.......Page 136
B. Pluralia tantum......Page 137
Særforhold ved pronominale ord......Page 142
Numeruskategoriens indhold og funktion......Page 147
Determinationssystemet......Page 160
1. Udtrykssystemet......Page 161
2. Ledsagefænomener......Page 162
4. Udtrykssystemet i praksis......Page 164
5. Funktioner......Page 165
I. Udetermineret form......Page 166
II, Determineret form (bestemt form)......Page 177
III. lkke-anvendelse af bestemt form......Page 182
IV. Proprier (egennavne)......Page 188
Kasussystemet......Page 196
A. Formsystemet......Page 197
B. Rester af det ældre kasussystem......Page 205
1° Genitivens forekomst i sprogudøvelsen......Page 207
2° Genitivbøjning ved andre ordklasser eller ved andre sproglige eller ikke-sproglige tegn......Page 210
3° Gruppegenitiv......Page 211
4° Genitiv i selvstændig anvendelse......Page 216
5° Overgang til brug som adjektiv eller første led af sammensætning......Page 218
6° Det indholdsmæssige forhold mellem de to substantiver i genitivforbindelsen......Page 222
7° Genitivens syntaktiske forhold i den attributive forbindelse......Page 227
1° Omskrivning med sin, hans osv.......Page 230
2° Forbindelse med præposition......Page 231
4° Sammensætninger......Page 235
5° En forbindelse af to substantiver......Page 236
8° Genitivforbindelse overfor adjektivforbindelse......Page 239
E. De pronominale substantiver......Page 240
1. Systemet......Page 40
2. Kasusformernes brug......Page 242
3. De pronominale genitivers forhold til tilsvarende adjektiviske pronominer......Page 245
4. Andre pronominale substantiver......Page 246
Substantivernes orddannelsesforhold......Page 248
Præfiks......Page 249
Suffiks......Page 253
Sammensætninger (Komposita)......Page 295
A. Substantiv + substantiv......Page 296
B. Adjektiv + substantiv......Page 309
C. Substantiv + adjektiv......Page 312
D. Adverbium (eller præposition) + substantiv......Page 313
E. Verbum + substantiv......Page 315
F. Andre dannelser med substantiv som sidsteled......Page 318
G. Substantiveringer......Page 320
ADJEKTIVERNE......Page 323
Oversigt over adjektiverne......Page 324
Indledning......Page 325
Indledning......Page 327
Formsystemet......Page 329
Lydlige ledsagefænomener......Page 332
Systemets anvendelighed......Page 333
Udvidelse af systemets område......Page 337
Sammenligningens forhold til det sproglige......Page 339
Komparationsformernes brug......Page 340
Konkurrerende udtryksmåder......Page 345
Almindelige bemærkninger......Page 349
Brugen i den attributive forbindelse......Page 352
Genussystemet......Page 364
Numerussystemet......Page 368
Særlige ord......Page 371
Adverbialsystemet......Page 382
Rester af ældre kasussystem......Page 388
Numeralier......Page 390
1. Den attributive anvendelse......Page 393
2. Den prædikative anvenddse......Page 401
3. Den adverbielle anvendelse......Page 411
4. Den substantiviske anvendelse......Page 414
Adjektivernes orddannelsesforhold......Page 428
2. Ord fra andre ordklasser......Page 429
3. Hjemlige suffikser......Page 430
4. Suffikser der (næsten) kun bruges i fremmedord......Page 444
5. Hjemlige præfikser......Page 447
6. Fremmede præfikser......Page 450
a) med substantiv som første led......Page 451
b) med adjektiv som forste led......Page 457
c) med verbum som første led......Page 460
e) Andre arter af sammensætning......Page 461

Citation preview

4 .

:t\10DERNE DANSK

AAGE HANSEN

MODERNE DANSK II S PRO GB ESKRIVELS E

UDGIVET AF DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB

GRAFISK FORLAG

COPYRIGHT 1967 AAGE HANSEN

Onulng: Ib Jorgcnsen J. Jorgcnscn & Co Kobenhavn MC•ILXVJI

Oversigt over indholdet i dette bind (nøjere indh0Wungivel1cr findC'I foran hvert stanc afsnit)

Indledning .. • ....... .... , . , ........ , .. . . • · , • · Ordenes klassifikation . . . . . . . . . . . . . . • • • . . • . . . . .

7 9

Substantfoerne Genus .. • ...... . ... .. ,.,. .. ..... .. ...... . .... Substantivernes morfologiske systemer . . . . . . . . . . . . Numerussystemet . .• , • • • • . . . . . . . . • . . . . . . . . . . Determinationssystem.et . • . . . . . . . . . . • . . . . . . . . . Kasussystemet .... . . .• . . . . .............. , . . . Substantivernes orddn.1U1cheiil'orhold • .... . , , , • , . . . Pra:fiks • . , •••. .. • • •• . .. . .• • •• . • , •.•... , •• , • Suffiks ................... • . ••••. , . , •• , • • . • Sammensætninger (Komp05ita) .. .•• . , .. , . . • . .

249 249 253 :295

Adjektiverne Morfologiske systemer .. . .......... , , .. , , , ... , , Komparationssystemet ....... .. . ••. .......... Determinationssystemet .. . . . . . .... , . . . . . . . . . . Kongruenssystemer .. . ...................... , Adverbialsystemet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Rester af a:ldre kasussystem. . . . . . . . . . . . . . . . . . . Numeralier ..... . , , , . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Adjektivernes anvendelsesmuligheder .. , ... . .... , . Adjektivernes orddannebcsforhold . . . . . . . . . . . . . . .

3117 327 349 364 3B:z 368 390 393 428

2+ 89 9+ 16o I

96

INDLEDNING Den procedure der er brugt i dette arbejde har to trin: først ved analyse at finde frem til talens og sprogsystemets enheder, og derna:st at beskrive disse. Første bind indeholder den nævnte analyse men mere end dette. Det er fundet praktisk i sammenhæng med analysen at give en mere eller mindre grundig beskrivelse af de fundne enheders va:sen og systematik. Den egentlige sprogbeskrivelse samler sig om den centrale enhed i systemet som i sprogudøvelsen: ordet. Efter en gruppering af ordforrådet i hvad der med en hævdvunden betegnelse kaldes ordklasser søges disse beskrevet hver for sig med hensyn til de muligheder der knytter sig til dem. Da der ikke skelnes mellem morfologi og syntaks behandles ikke blot de muligheder der foreligger ved bøjning og orddannelse men også de muligheder der er realiseret i brugen i tale og skrift. - Hvad jeg ikke har behandlet er alt det der angår den leksikalske beskrivelse af ordforrådet i moderne dansk, og alt det semantiske og stilistiske. Da jeg planlagde et arbejde om modersmålet idag var jeg blåøjet nok til at indkalkulere disse sider af den sproglige beskrivelse. Men livet er kortere end man tror, jeg nåede det altså ikke.

7

ORDENES KLASSIFIKATION En inddeling af ordene i klasser må ske efter ordenes syntaktiske egenskaber, således at den gruppe ord der sammenfattes i en klasse, er karakteriseret ved at kunne røgte bestemte funktioner i talen. Det er indbegrebet af de syntaktiske tnck der kendetegner en ordklasse; to ordklasser kan være fælles om en enkelthed, men når denne enkelthed betragtes i sammenhæng med andre for vedk. ordgruppe karakteristiske tnck, vil den ene ordgruppe være tydeligt afgrænset overfor den anden. Det gennemgående princip for klassifikationen er altså ordenes brug som bestemte led i talen, specielt i sætningen. Hertil kommer så ordenes morfologiske egenskaber, dvs. deres mulighed for at udnytte forhåndenværende systemer af morfemer eller affikser til at sætte dem i relation til en række almene, ikke specielt sproglige forhold (som fx. tid, tal, bekendthed), eller til at karakterisere dem som indehaver af en bestemt funktion i talen, specielt i sætningen. Da tilknytningen til morfologiske systemer ikke forekommer ved alle ordgrupper, må gruppernes karakterisering i denne henseende blive noget ekstra der kommer til ved beskrivelsen af nogle ordklasser, ikke ved dem alle. Her skal nu gives en kort oversigt over de klasser som ordene efter denne opdeling falder i: I. En ordklasse er karakteriseret ved at alle dens medlemmer kan stå som førsteled i sætningssolidariteten og som hvad vi (I.134) har kaldt konverterede førsteled. Klassen kaldes substantiver. Eksempler: a) som første led (subjekt) i sætningssolidariteten: en bog er hurtig læst. b) alene udgørende hele scetningsselektionen b 1 : ha11 læste en bog b 2: Phantasternc er en bog (af Egede Schack). c) i solidarisk forbindelse med en leddanner der skaber et selektivt led der kan være sætningsselektion: han læste i bogen.

9

Gruppen b falder i to undergrupper der adskiller sig ved at substantivet i b I viser speciel indholdsmæssig tilknytning til solidaritetens andetled, medens det i b 2 (hvor andetleddet i indholdsmæssig henseende er lidet fremtrædende) har særlig tilknytning til solidaritetens forsteled, hvad det viser ved sin grammatiske eller (undertiden) indholdsmæssige talkongruens med det: han er lærer : de er lærere; dette er ruinerne af slottet; men (ved forsteled der ikke er substantiver (se ndf.) og derfor ikke stiller kongruenskrav) : der er en, ja der er mange ( der mener). I den u. c) rubricerede anvendelse kan leddanneme i visse tilfælde udelades (det står (på) side 30; han bor (i) Slotsgade nr. 15 (men ikke: han bor Slotsgade)) og i nogle tilfælde er udeladelsen blevet en fast usus (han arbejder dag og nat; han kom hjem nytårsdag; han har været der flere gange; det hændte en ga11g, at .. ) . I de tilfælde hvor katalyse ikke er mulig må man regne med et særtilfælde ( der ikke berører klassifikationen) hvor nogle substantiver som del af led eller sammensætninger kan undvære de leddannere der normalt danner adverbialer. Fælles for b og c er at ordet i de to tilfælde kan udgøre hele sætningsselektionen. Om det ene led eller det andet bruges i et givet tilfa:lde afh.cnger af solidaritetens, specielt andetleddets indholdsside og dermed af hvad den talende ønsker at udtrykke, og det samme gælder brugen af b I overfor b 2. Overgangstilfælde mellem anvendelse b og c får vi, som nævnt, hvor leddanner ikke findes. Til gruppe c hører også tilfælde som han har været Europa rundt; han travede gade op og gade ned; der tales om det landet over, hvor vi har med en gruppe leddannere at gøre der i modsætning til de andre er stillet i slutningen af det led de danner. Anderledes er han savede grenen over hvor grenen er selektivt led til (han) savede over. Ved i en række (mundtlige eller skriftlige) sprogudøveiser at udfinde de ord vi herefter skal anbringe i ordklassen substantiver, træffer vi på ord som kan stå i en af disse stillinger men ikke i de andre; de er altså ikke substantiver. I stilling a, dvs. som førsteled i sætningssolidariteten, træffer vi der, her ( der eller her festes; manden, der var lærer), men de kan ikke stå i stilling b 2, derimod i stilling c når leddanneren er eftersat ( der-, herfra, -til, -om osv.); i stilling a stiller de ikke kongruenskrav til ord i stilling b 2, hvad der skyldes at ordene 10

overhovedet ikke går ind under noget af de bøjningssystemer, der karakteriserer ordgruppen substantiver. I stilling b 2 træffer vi ord som gammel (han er gammel, de er gamle), der ikke kan stå i de andre stillinger (i tilfælde som: der sørges nu godt for gamle og svage; han bestilte en gammel kan jo substantiver indkatalyseres). For.;kellig herfra er tilfælde hvor et substantiv kun træffes i en af stillingerne fordi det kun findes som del af en frase: få has på.

som vi skal se -

Det ved lcddanner skabte led kan undertiden bruges uden tanke på dets form som om det var et enkelt ord, fx. igdr var en dejlig dag, han boede her lige til idag. Et substantiv er underforstået og kan indkatalyseres (dagen igdr, dage11 idag) og det resterende er blevet bzrer af helhedens indhold. De pågældende led går naturligvis ikke ind i ordklassen substantiver, da de jo må analyseres ned til storrelsen ord for fordelingen i ordklasser finder sted. Se l.177f.

Foruden de nævnte stillinger i den simple sætning kan substantiverne indgå kombinationer, men det er noget ordklassen har fælles med alle de øvrige ordklasser. Vi ser på de fundne ords øvrige egenskaber. Substantiverne har som eneste ordklasse en gruppering i to genusklasser, dvs. to grupper som er uden kendetegn ved selve ordene, men som i en kontekst stiller krav om hver sin form af visse ord som er forudsættende eller repræsenterende: den ene gruppe kræver en form med et morfem (normalt nulmorfem eller n-morfem), den anden kræver en form med et andet morfem ( normalt et t-morfem). De to grupper kaldes fælleskonsgruppcn og intetkonsgruppcn (genus commune og genus neutrum). Fordelingen af substantiverne (her tales kun om de simple ord) i de to grupper er tilsyneladende arbitrær eller tilfældig. Se nærmere side 78. Endvidere har ordklassen substantiver et sæt bøjningssystemer bestående af et numerussystem, et determinationssystem og et kasussystem. Ingen anden ordklasse har dette system og ingen anden har alle de tre tilsammen. En anden ordklasse (adjektiverne) har et numerus- og determinationssystem, men systemet er der af anden art, både indholdsog udtryksmæssigt. Og endelig har ordklassen substantiver den egenskab at kunne forbinde sig med bestemte affikser og med ord af egen eller andre ordklasser til dannelse af komplekse ord. l I

Den nærmere sortering af de fundne substantiver giver en rcckke grupper eller underklasser der viser forskelle med hensyn til det morfologiske. De ord der ikke betegner noget tælleligt går ikke ind under talsystemet. Visse underklasser går ikke ind under determinationssystemet, dels ord som Soren, Sørensen, Skagen, Danmark, kaldet navne, proprier, dels ord som han, hvad. Grunden er den at deres indhold overflodiggør anvendelsen af determinationssystemet. På den anden side træffer vi en gruppe ord der har en mere detaljeret opdeling af et morfologisk system (kasussystemet) end substantivklassen som helhed har. Disse ord plejer man at kalde de substantiviske pronominer. Her må skelnes mellem to grupper. r. Ord der kun har substantivisk anvendelse. Det er ordene jeg, du, han, hun, vi, I og hvem, hvad. De går ind under kasussystemet, det for substantiverne karakteristiske bøjningssystem. De tilhører altså substantivordklassen. 2. Ord der også bruges som adjektiver og har en bøjning, genusbøjningen, som kun findes ved ordklassen adjektiver. Det er ordene den, det, plur. de, denne dette, plur. disse, og endvidere nogen og ingen med tilsvarende bøjningsformer. Det er rigtigt at disse ord meget ofte træffes brugt i substantivisk anvendelse: bordet .. det, stolen .. den osv., men det er jo ikke noget der er ejendommeligt for disse ord: alle adjektiver kan, når der er behov for det, bruges som substantiviske led i sætningen og gøres jo ikke til substantiver af den grund. De nævnte ord må derfor fastholdes som medlemmer af ordklassen adjektiver. Det særlige ved dem ligger i at de har en så udstrakt rep1cCSentativ virksomhed og at de på grund af deres indhold ikke går ind under adjektivernes komparationsbøjning og detenninationsbøjning, men kun under numerusog genusbøjningen. Ordene vil nærmere blive behandlet nedenfor. Se side 72 ff. II. t.n ordklasse er tilstrækkeligt karakteriseret ved at dens medlemmer, i en bestemt bøjningsform, kan stå som andetled i sætningskernen, da ingen ord fra andre ordklasser kan optræde i denne funktion. Ordklassen kaldes verber. Morfologisk er ordklassen kendetegnet ved en række systemer, flere end nogen anden klasse. Det morfologiske apparat er så stort at de forskellige funktioner er karakteriseret ved særlige former. De systemer der karakteriserer klassen er: 1 ° et tempus~, modus- og diatese- ( aktiv-passiv~ )system (finit12

gruppen); sådanne systemer findes kun ved denne ordklasse. 2 ° en række forskellige systemer hvis fælles formål er at tildanne ordene til brug i andre ordklassers hovedfunktion og karakterisere dem i denne anvendelse {infinitgruppen). Endvidere kan ordklassens medlemmer knytte bestemte affikser til sig og indgå i bestemte typer af komposita. III. En gruppe ord træffes altid ( med nedenfor givne indskrænkninger) som selektive led, forudsættende (og knyttet til) et substantivled; desuden bruges de (normalt i en bestemt bøjningsform) forudsættende (og knyttet) til andre led som adverbial. Det er denne selektive virksomhed der karakteriserer ordklassen, der kaldes adjektiver. Typeeksempler: a) stemmen er smuk b) den smukke stemme (begejstrede publikum) c) hun sang smukt; det var smukt skrevet; det var vældig godt; det var egentlig pænt. Til at angive dette selektionsforhold har ordklassen en række bøjninger, nemlig dels (i anvendelse a og b) et system af kongruensbøjninger der angiver numerus og genus og hvis virken dirigeres af det forudsatte ord, dels en bøjning til betegnelse af funktion c. Ord fra andre ordklasser kan tra:ffes i enkelte af disse anvendelser ( men aldrig i dem alle). I a har vi truffet substantiver (med kongruensbøjning i numerus): de er forretningsmænd (jf. : ,le er dygtige) og vi vil også tra:ffe ord af en anden ordklasse der (se u. IV). I b tra:ffes substantiver i genitiv: månedens udgifter (jf. : månedlige udgifter), hans have (jf.: min have). I c forekommer ofte ord af en klasse vi endnu ikke har stiftet bekendtskab med men hvis kernefunktion ligger i denne anvendelse. Eks. : han rejser langt (jf.: lian rejser bort); det er cndelig(t) afgjort (jf.: det er nu afgjort); det er virkelig godt gjort (jf.: det er alligevel godt gjort). Adjektivernes syntaktiske kernefunktion bliver altså den under b nævnte, den attributive funktion; kun substantiverne kan ved hjælp af en speciel bøjningsform gå ind i denne funktion, ligesom adjektiverne ved en sa:rlig bøjning kan overtage en anden klasses sa:rfunktion ( se IV). Når ord af denne ordklasse adjektiver tra:ffes i stilling som (konverteret) førsteled vil indkatalysering af et substantiv vise adjektivet i sin s.cdvanlige funktion : gamle og unge (mennesker); sporgc (noget) 11yt; lide (noget) ondt. Hvor katalyse ikke er mulig foreligger oftest en videre anvendelse af t-formen ( med sa:rlig betydning af >noget«, overtaget fra forbindelsen med dette ord): rodt og gult og gront for ojct .wæver. Se nedenfor side 418.

Foruden de nævnte morfologiske systemer har adjektiverne bl. a. et komparationssystem og et determinationssystem, endvidere muligheder for at tilknytte visse affikser og indgå i visse typer af komposita. IV. Vi kommer nu til ord hvis funktion, ligesom adjektivernes, med en enkelt indskrænkning er den selekterende. Hovedtilfældene er a) knyttet til et substantivisk led: især bonderne ( var utilfredse); huset derovre ( er til salg) b) knyttet til andetleddet eller hele sætningssolidariteten: huset ligger derovre, han er derovre c) knyttet til et adjektivisk led eller andet led af samme art eller til hele resten af sætningen eller til hele sætningen: (han kom hjem fra Amerika med) en derovre samlet formue; det sker netop nu; det er jo forkert; han er aldrig syg.

Ordene har ingen gennemgående bøjningssystemer til at angive funktionerne. Som vi har set i det foregående, kan ord af de andre ordklasser gå ind i denne funktion. Ved morfologiske midler finder dette sted ved adjektiverne og ved syntaktiske midler ved substantiverne, nemlig ved hjælp af leddannere. De på den sidste måde skabte led kan røgte alle de funktioner som den her nævnte ordklasse, som kaldes adverbierne, kan bestride, og enhederne enkelt ord og sammensat forbindelse glider i disse tilfælde over i hinanden, som vi skal se senere. I stillingerne a og b mødes adverbierne med adjektiverne, men i adjektivernes centrale stilling som foransat attribut træffes kun et ringe antal adverbier som har en ganske speciel funktion og ikke kan bruges i stilling som prædikat ( u. b). Adverbiernes særfunktion er den under c eksemplificerede. Fællestræk for gruppen adverbier er at de som gruppe betragtet (uden hjælp af bøjning eller leddanner) bestrider alle mulige selektive funktioner indenfor sætningsled og sætning. Men medens vi ved ord af andre ordklasser normalt kan placere dem i alle de stillinger som ordklassens funktion omfatter, så lader dette sig kun i ringe grad gøre her, fordi ordene danner grupper der indholdsmæssigt betegner specielle forhold (fx. sted, tid, grad) som realiter hører hjemme i en bestemt sammenhæng men ikke i en anden. Det er forhold som sproget kun i et forholdsvis ringe antal tilfælde har særlige ord til at betegne, medens disse forhold ellers, og især i specieliere tilfælde, udtrykkes pa anden måde ved hjælp af: a) selekterende led der er dannet ved hjælpafleddanner. Eksempler: 1 ° som sætningsled (selekterende resten af sætningen): lian er borte :

han er i skole; han rejste bort : han rejste på ferie; han er nok rejst : han er efter min mening rejst. 2° som leddet; ved substantiv: tilstanden nu : tilstanden i nutiden; især læreren : i f orste række læreren; ved adjektiv og konverteret andetled: nogle vel store sko : nogle i haj grad ubekvemme sko; det er aldeles rigtigt : det er i hovedsagen rigtigt; en ilde anbragt bemærkning : et på taget anbragt stativ. I stillingerne som selekterende et andet adverbium og et ved leddanner dannet selektivt led er adverbierne næsten enerådende: allerede i oldtiden eller i oldtiden allerede; aldeles borte; netop nu. Denne store overensstemmelse med præpositionsleddene har gjort grænserne mellem disse og adverbierne flydende i de tilfælde hvor vi har faste præpositionelle udtryk, fx. i dag, i går, i morgen, i morges, overmåde (jf.over al made), af sted; grænsedragning er vanskelig, men hvor forbindelsens substantive del ikke findes i anden substantivisk anvendelse eller ikke erkendes som identisk med et forhåndenværende substantiv, er der mest grund til at henregne forbindelserne til (komplekse) adverbier, fx. ifjor, ihjel, især, tilbage, tillige og (med leddanneren som sidste led ) desuagtet, derpci, herefter, hvorpci. b ) ved brug af adjektiver uændret eller (normalt) i t-form i en del af tilfældene: næsten et kilo : knap(t) et kilo; ilde berørt af noget : smerteligt berort af noget; ( alt)tor store sko : meget store sko; han kommer just nu : han kommer tidligst (eller forst) klokken 12. Det kan h:i:nde at sådanne adjektiver går af brug {eller aldrig har v:i:ret brugt) i de andre adjektiviske anvendelser og (uden bøjning) kun bruges i adverbiernes funktion; i så fald må de udfra et moderne synspunkt regnes for adverbier, fx. ord på -lig som højlig, navnlig, sandelig, temmelig, vim:lig.

c) ved brug af substantiviske led uden lcddanner (jf. ovf. side 10): særdeles hojt : 30 meter hojt; han bor borte fra bJ,en : han bor flere mile fra byen; han er nu i godt humor : han er hele tiden i godt humor; han gcir nu : han går klokken 4. Som antydet er der en tilsyneladende undtagelse til ordklassens selektive virksomhed, idet enkelte adverbier kan bruges på førsteleddets plads i sætningsselektionen, fx. her er smukt; her vaskes og stryges; de folk her bor; der er koldt ude pci vandet; der kom en soldat marcherende; huset der blev solgt. Da pladsen som førsteled i sætningens solidaritet må besættes (undtagen hvor leddet er underforstået) for at vi kan udtrykke os i sætningsform, må i de tilfælde hvor der ikke findes et 15

substantiv (substantivisk) led, som jo er eneste indehaver af denne funktion, eller hvor et sådant led først anbringes senere hen i sætningen, der må et ord af en anden ordklasse træde til og udfylde pladsen, og det er især adverbierne her og der der er almindelige i den anvendelse, men også præpositionsleddene gør adverbierne følgeskab i denne anvendelse: i skoven skulle være gilde. Disse ord bliver ikke af den grund substantiver, de kan jo ikke røgte de andre af substantivernes funktioner men er kun stillingsmæssige stedfortrædere til udfyldning af sætningsskemaet. Om sætninger med det og der se I.16+ V. l!.n ordklasse består udelukkende af ubøjelige ord der indgår en solidarisk forbindelse med et, som regel følgende sætningsled eller større enhed og derved sætter leddet, enheden i stand til at indgå som en bestemt del af sætningen eller af talen, oftest som del af en kombination eller en selektionsforbindelse. Det er disse ord der skaber de nye størrelser, skaber dem af led eller enheder der ikke uden deres hjælp kan optræde i de nye roller eller også ( i de tilfælde hvor de kan klare sig alene) tydeliggør rollen. Visse af ordenes funktioner minder om de morfologiske systemers hvis opgave det er at muliggøre at ord af en ordklasse kan overtage en anden ordklasses særfunktioner. Der findes ikke nogen fast betegnelse for denne ordklasse, og jeg har kaldt den /eddanncre. Nogle af ordklassens medlemmer stiller kasuskrav til et substantiv det forbindes med, andre ikke. De første kaldes præpositioner, de sidste konjunktioner. De opstilles i den traditionelle grammatik som to ordklasser. VI. l!.n ordklasse er karakteriseret ved at dens medlemmer alene (og uden at katalyse til større enhed er mulig) kan fungere som en selvstændig sætning, dvs. i talens kæde indtage samme pladser som en sådan sætning: ak! hvor forandret; »kommer du så?« »ja!« Ordklassen, der kaldes interjektioner, kender ikke til bøjning. Også indholdsmæssig svarer den til en sætning: enhver interjektion kan omskrives til en sætning. Der er berøring med korte sætninger der bruges som faste udråb, især imperativsætninger eller imperativer alene: farvel! se! liør! og forkortede sætninger som goddag! tak! Af definitionen følger at interjektionerne ikke fremkalder ændringer i ledstillingen i de sætninger de eventuelt er forbundet med. Derfor er fx. desværre ikke nogen interjektion men en forkortet sa::tning der kan minde om en interjektion: desværre! jeg kunne ikke komme : desværre kunne jeg 16

ikke komme. Et udtryk som sgu er ingen interjektion fordi det ikke alene kan bruges som sætning og fordi det (i formen (så)gu men ikke i formen sgu) anbragt først i sætningen fremkalder inversion : (så)gu gor han så. - Ved fastlæggelse af ordklasser efter ordenes funktion som del af talen bliver der ikke noget grundlag for opstilling af numeralier og pronominer som særlige klasser (jf. Indl. I 33). Det karakteristiske ved disse ordgrupper er noget indholdsmæssigt. Numeralierne, angivelser af et bestemt antal eller plads i en rækkefølge, er dels substantiver, dels adjektiver. De fire store ordklasser rummer et antal ord uden fast leksikalsk indhold som er i stand til at repræsentere et andet ord eller et andet parti af talen og bliver bærer af dettes indhold, fx. i substantivernes klasse : jeg, han, i adjektivernes : min, sin, den(ne), sådan, i adverbiernes : der, her, hvor, således, i verbernes et enkelt ord gore : det regner, det gor - bestille noget gor han ikke. Udenfor ordklasserne falder de lydefterlignende ord der uden at vær~ led af sætningen demonstrerer vedkommende lyd. Også tralleordene der uden indholdsside bruges til udfyldning af rytmer, falder udenfor ordklasserne. Begge ordgrupper vil dog blive omtalt i et slutkapitel. Inden vi går over til at betragte de enkelte ordklasser skal der gives lidt statistik med hensyn til ordforrådets fordeling indenfor ordklassesystemet. Her er altså ikke tale om den varierende brug der gøres af ordklasserne ved taleudøveisen der er et stilistisk spørgsmål. Herom kan henvises til Marius Kristensen i Danske Studier I927.186. Noesgaards Hyppighedsundersøgelser I-III. I934-I960. og Ulla Albecks Dansk stilistik ( I 963). 28. - De nedenfor givne tal for ordsystemet må tages med alle forbehold : hensigten er kun at give et indtryk af hvorledes omtrent ordforrådet grupperer sig. Som grundlag bruges Retskrivningsordbogen 1955 der skulle være fuldstændig m.h.t. hjemlige simple ord og af komplekse ord medtager de mest gængse. Statistikken beror på en grovt.clling og af praktiske grunde er ordbogens ordklasseangivelse lagt til grund, dog således at pronomineme er fordelt på ordklasserne substantiver og adjektiver. Der er ikke lagt vægt på i tvivlstilfælde at få afgjort om et ord skal regnes for simpelt eller komplekst, og hvor det (fra et nutidsstandpunkt) er vanskeligt eller umuligt at afgøre om fx. et verbum er afledt af et substantiv eller omvendt, er begge former opført som simple. Moderne d:insk.

n.

2

Bogstav A

I

Su~tan-1 tlvcr

Verber

Adjckliver

I

Adverbier

Lcddannere

I

Intcrjcktioncr

Simple hjemlige ord

75

9

7

7

3

7

Komplekse hjemlige ord

611

256

115

14

I

0

Fremmedord (simple og komplcbe)

783

122

178

9

I

I

5

8

1,4%

0,3%

0,5%

300

ialt

%

66,6%

17,6%

13,6%

Bogstav N Simple hjemlige ord

63

20

13

12

I

3

Komplekse hjemlige ord

308

4-7

109

36

0

0

220

20

56

!Z

0

0

178

50

19,5%

5,5%

Fremmedord (simple og komplekscr) ialt

591

%

65%

18

9,6%

3

0,1%

0,3%

Bogstav V

I Su?sæn-1 uvcr

Verber

Simple hjemlige ord

lll5

Komplekse hjemlige ord Fremmedord (simple og komplekse)

I

Advcrbier

66

29

6

l

4

751

60

in6

11

0

5

260

30

40

l

2

I

18

3

JO

ialt

70,7%

%

I

Adjcktivcr

9,6%

Leddan-1 In!crjekncre tioncr

o,6%

17,8%

Bogstav 0 Simple hjemlige ord

2:2

2

3

3

3

2

Komplekse hjemlige ord

478

:234

160

36

2

1

plekse)

221

24

59

0

0

0

ialt

721

222

39

5

3

%

57,7%

0,4%

0,3%

Fremmedord (simple og korn-

20,8%

17,7%

Ordforrådet viser stor overvægt for klassen substantiver, hvad enten det drejer sig om hjemlige simple, hjemlige komplekse ord eller om fremmedord; den er adskillige gange talrigere end de to næststørste klasser, verberne og adjektiverne, medens de tre ordklasser adverbier, leddannere og interjektioner kun omfatter en meget ringe procentdel af ordforrådet. 2•

19

·1

SUBSTANTIVERNE

SUBSTANTIVERNE A. Substantiverne fordeler sig i to grupper efter deres krav til genwkongruensen. De to grupper kaldes substantivets genera. B. Substantiverne er karakteriseret ved et hierarki af bøjningssystemer, et numerw-, et determinations- og et kasussystem. C. Substantivernes ordklasse kan på særlige måder udbygges og fornys ved afledning og komposition.

GENUS Oversigt over Genus Side

Indledning................................... Substantivernes fordeling pi\ de to genusgrupper . . . Genwgrupper efter ordenes form , ............ , . . Intetkmugrupper efter ordenes indhold • . • . . . . . . . . Indflydelse fra ramme- eller rubrikordet . . . . . . . . . • Funktionel anvendelse af to former for genuskongruens ved samme ord • . . Genuskongruens ved ord af andre ordklasser, ved ordforbindelser o. I........ Usikkerhed m.h.t. substantivets genusforhold . . . . . Genus og scxus . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Funktionerne ............................ · · · · · Slutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

25 :29 30 42 46 53 64 66 72 77 87

Indledning

Ordet genus bruges, når talen er om substantivet, i to betydninger: dels som en betegnelse for en grammatisk kategori der angår fordelingen af substantiverne i et sprog efter grammatiske kendetegn i to eller tre klasser. I denne betydning tager vi ordet her i overskriften, og det er denne betydning vi har når vi siger fx.: »genus findes ikke på engelsk«. Dels bruges ordet om hver af disse klasser: vi har tre genera på latin. Det danske ord køn, en oversættelse af latinsk genus, ligesom tysk Geschlecht i samme anvendelse, er dobbelttydigt, idet det jo omfatter både naturligt køn, sexus, og det nævnte grammatiske forhold. De to genusgrupper vi har i dansk, kaldes / ælleskon, genus commune, og intetkøn, (genus) neutrum, her er de danske betegnelser mere neutrale da de jo kun bruges om det grammatiske, og da de har vundet hævd i dansk grammatik vil de blive bibeholdt i denne fremstilling. Vi vil også træffe genus ved ordklassen adjektiver, men medens den der er en bøjningskategori således at hvert enkelt adjektiv (normalt) har begge genusformer, er genus ved substantiverne en fordeling af substantiverne i to grupper, og hvert enkelt substantiv har tilhørigheden til en bestemt af grupperne som kendetegn. Grupperingen sker efter de krav substantiverne stiller til morfemet i determinationssystemet - der har to, determinationsfunktionen uvedkommende bøjningsformer, en på -n og en anden på -t -, og de krav substantiverne stiller til adjektiviske ord der er forbundet med dem som forudsættende eller/ og repræsenterende led, adjektiviske ord som har en særlig bøjning en form med -t overfor en form uden - til at honorere disse krav. Da de bøjningsformer der imødekommer substantivets krav, kun findes i singularis, eksisterer genus ikke i pluralis, og ord der kun forekommer i pluralis, fx. høns, klo, er altså uden genus. Man kan sige at ethvert substantiv kræver genuskongruens, men med hvad? Der er absolut intet i et ords nøgne form der viser os hvilket genus ordet har; substantiver

der kun forekommer i denne form, fx. i faste forbindelser (se side 29), viser os til fulde at et ords genus kun kan ses af dets udstrålinger, ikke af ordet selv. Det er altså en latent egenskab ved det enkelte ord der ytrer sig i kongruenskravet. Der er ikke spor af mystisk ved denne egenskab. Til hvert substantiv er der knyttet en i reglen sikker bevidsthed hos brugerne om hvilken art af de to kongruensformer substantivet ifølge sprogtraditionen kra:ver. Ved sprogtilegneisen har vi fået en sikker sproglig bevidsthed om at bord skal have determinationsmorfemet -et ( og ikke -en) på samme måde som vi har lært at dette ord skal have pluralismorfemet -e (og ikke -er eller nulmorfem). Genus ved substantiverne er med rette blevet kaldt en snylter, idet alle de morfologiske udtryk for kategorien ligger uden for substantivet selv. Man har også sagt at genus ved substantiverne var noget overflødigt, et relikt som nu er uden funktion, og man har i denne forbindelse henvist til sprog der klarer sig uden genus. Det bliver så nødvendigt at forklare hvorfor et sprog som dansk ikke har skilt sig af med genus da det jo ikke plejer at slæbe videre med systemer hvis rolle er udspillet. En nærmere undersøgelse vil nok vise at systemet har fået et nyt grundlag som der var spirer til i systemet i dets ældre brug, spirer som er blevet udviklet videre. Se nedenfor side 81. Den styrende kraft i substantiverne er som oftest et, som det synes, ganske vilkårligt, af den sproglige usus fastlagt krav, men i nogle tilfa!lde er der en klar forbindelse mellem substantivets indhold og et bestemt genus, og dette er i nogle tilfælde udnyttet således at substantivet kræver forskellig kongruens efter som det bruges i den ene eller den anden betydning. I alle tilfælde er substantivets genus i dets udstrålinger, ligesom fx. kasus, noget der har betydning for den syntaktiske opbygning af taleenheder; men ved siden deraf kan substantivet, som vi skal se, ved valg af en bestemt kongruens udnytte genuskategorien til at udtrykke noget indholdsmæssigt. Et substantivs genus viser sin indflydelse, hvorved genw fastslås, pl: 1" den suffigerede artikel: stol-en, bord-et. 11" pronominale adjektiver (også kaldet adjektiviske pronominer), herunder ubestemt artikel og det tilsvarende talord, som eneste attribut eller i forbindelse med andre adjektiviske ord: min (gamle) hat : mit (gamle) tøj; den hat : det tøj; den gamle hat : det gamle tøj; Jn hat : It stl!t tøj; en gammel hat : et gam-

melt sæt tøj. I forbindelser som noget mad, meget avusnak står nogøt, meget ikke i attributivt men partitivt forhold til substantivet. Se side 53.

3 • adjektiver der a1cne eller efter ubestemt artikel dl!llncr attribut til et substantiv: (en) god ferie : (et) godt nytdr. 4 • adjektiver, almindelige og pronominale, der står som (subjekt- eller objekt-) pra:dikat til et substantiv: haven er stor : huset er stort; han malede døren hvid : han malede stakittet hvidt. 5 • selvst.1:ndigt brugte pronominale adjektiver med genoptagende, repræsenterende funktion: bogen •• den : vørket •• det. Om forholdet mellem han, hun •. den, det se side 73. Ikke a11e substantiver forekommer med alle disse ~genusviserec: nogle bruges ikke (naturligt) med bestemt artikel, andre na:stcn kun i denne fonn osv. Der er tilfa:lde hvor de tibyneladcnde genusvisere ikke fonnclt er dirigeret af substantivet de er knyttet til, men af noget indholdsma:ssigt i ordet eller af et ikke udtalt men for tanken nærværende ord. Se herom side 44,ff.

Ved bestemmelsen af et ords genus er der følgende >fælder« som må undgås. 1° I talesproget kan adjektiviske ord undertiden bruges i begge genera med fk.s form. Se herom under Adjektiver. Isa:r bør na:vnes at attributive ord som ingen, al, hver i talesproget kan bruges foran alle ord uden hensyn til genus: han har ingen logi, ingen toj; der er ingen hold i ham. - Han havde ingen egentlig menneskeligt Blik i sine blaa Øjne JVJens. SS.13. Derfor kan man ikke på grundlag af et citat som (der er) ingen Betryk for Lopper i vort Kammer Aakja:r.VredensBøm.71 bestemme ordet bet,,,k ( der i almindeligt sprog kun bruges i forbindelsen være i betryk ) som værende fk. Eksempler på al og hver: al griseri i porten er forbudt; i al fald - hver enkelt barn Hjortø.OS.11. de udtalte ordene hver for sig (kan altså betyde to ting); i hver fald. 2° Ordet hvad er som attribut intet udtryk for at substantivets genus er intk., men står ligesom noget, meget, lidt osv. (hvorom ndf. side 53) i et frit forhold til det flg. substanti\' i ental eller flertal: hvad dag, hvad dage skal det være? Se side 85. 3°Da ordets genusegenskaber jo beror på en fast tradition for kongruensen, kan man ikke ved et ord der ikke har nogen tradition fordi det kun bruges i nøgen form ( fx. i en fast forbindelse) eller er et engangsord (hapax legomenon), tage en tilfældig anvendelse med kongruens som udtryk for ordets genus. Den anvendte genuskongruens skyldes ikke en viden hos vedk. sprogbruger men tilfa:ldige overvejelser eller associationer (spec. m. h. t. rammeord, se side 46). Når fx. DO.

opfører ordet BiJlulu, der kun findes brugt en gang, i forbindelsen BrudeJengens Bislulu, som fk., må det skyldes tanke på ord som bysselov, visselulle, seng der er fk. På lignende måde betyder Grundtvigs anvendelse af Fjoret = det foregående år (se DO.), der ellers kun forekommer i forbindelsen i fjor, naturligvis ikke at dette ord er intk. Som allerede antydet må der skelnes mellem brugen af et udtryk for en vis morfologisk modsætning, og brugen af en bestemt af de variantformer (med fælles funktion) hvormed denne modsætning udtrykkes. Valget af modsætningen foretages af den talende, fordi det er den der dækker hvad han vil udtrykke, eller fordi det er den han har brug for til at give meddelelsen den sproglige form han ønsker, fx. brugen af pluralis i: boger er blevet dyre; hun kobte kjoler og hatte. Men valget af det bestemte pluralismorfem i eksemplerne er uden for den talendes herredømme, det er følgen af et fra ordet selv udgående krav om en bestemt variant af archimorfemet for pluralis. Den bestemte efterhængte artikel foreligger i de to m.h.t. determination ensbetydende former -en og -et, det er det enkelte substantiv der, uafhængig af den talende, stiller krav om et bestemt af dem, og på samme måde er brugen af den eller det, en eller et, adjektiv uden eller adjektiv med t dirigeret af samme egenskaber hos de substantiver disse ord er knyttet til. Derved kommer genuskongruensen i modsætning til numeruskongruens. Den første styres af noget ordet iboende, den anden af den form {numerusform ) hvori ordet forekommer; den første opererer med morfemvarianter uden indholdsmæssige forskelle, den sidste med morfemer der er udtryk for modsætninger inden for vedk. morfemkategori. Strukturelt er tilstedeværelsen af morfemvariationer en unødvendig komplikation (vi må skrive vor smag og vort behov, og vor smag og behov (BerlTid.17h1963.2.sektion.9) foles sprogstridigt), men når de nu engang er der, kan de i ganske specielle tilfælde bringes til at gøre nytte, fx. kan to varianter af pluralismorfemet bruges til at adskille to betydninger af ordet (to /odder : to fod), og på lignende måde kan et substantiv med dobbelt indhold ifølge sædvane have fået to hertil svarende kongruenskrav. Derved kan genus ved substantiverne, der normalt er blottet for indhold, komme til at spille en, omend forholdsvis ringe, rolle i indholdsplanet. Se side 77.

Substantivernes fordeling på de to genusgrupper. Et flygtigt blik på substantiverne i en ordbog vil vise at fælleskønssubstantiverne er i stort overtal, og en nærmere undersøgelse bekræfter det. Simple hjemlige og fremmede substantiver i Dansk Retskrivningsordbog 1955 under bogstavet N viste ca. 73°/o fælleskønssubstantiver og 27 0/o substantiver af intetkøn. For bogstavet S's vedkommende blev forholdet 73 0/o fælleskøn, 24 °/o intetkøn og 3 0/o vaklende eller dobbelt genus. Hjemlige substantiver alene giver folgende tal: T: 81 °/o fælleskøn, 190/o intetkøn. E: 83°/o fælleskøn, 17°/o intetkøn. Medtages afledninger og sammensætninger forrykkes forholdet ikke. En optælling af alle substantiver nævnt i ordbogen under D gav følgende tal: Fælleskøn 73,5 °/o. Intetkøn 25 °/o og ord med vaklende eller dobbelt genus: 1,5 °/o. Substantiverne under bogstav A viste: Fælleskøn 77,5 °/o. Intetkøn 21,1 0/o. Ord med vaklende eller dobbelt genus: 1,4°/o. Hvis vi tager fremmedord alene og derved forstår ord der for en moderne sprogbevidsthed virker udanske får vi følgende tal: Bogstav N: F ællcskon 83 0/o. Intetkøn J 6 0/o, ord af vaklende eller dobbelt genus 1 0/o. Bogstav T: Fælleskøn 80,8 0/o. Intetkøn 15,5°/o, ord med vaklende og dobbelt genus: 3,7°/o. Vi kan herefter sige at hvad enten det gælder hjemlige simple ord alene, eller simple ord af hjemlig og fremmed oprindelse eller simple og komplekse ord ( h jernlige og fremmede) under et, tilhører ca. 75 0/o genusgruppen fælleskøn. Derved simplificeres behandlingen af genusfordelingen, idet man kan betragte fælleskøn som det normale og intetkøn som undtagelsen der må undersøges nøjere. I stedet for genusregler for alle substantiver kan man nøjes med at opstille de grupper af substantiver der er af intetkøn. I en sprogbeskrivelse skal der naturligvis ikke angives genusregler for alle substantiver. Det specielle ords beskrivelse hører hjemme i en ordbog. Sprogbeskrivelsen skal kun undersøge om der findes ord der på grund af deres form eller indhold danner genusgrupper. Der er, som nævnt, en del ord der falder uden for genusgrupperingen, nemlig ord der aldrig forekommer i bestemt form eller i forbindelse med genuskongruerende ord {fx. mag (i ro og mag), has (i få has på), rub (i rub og stub ), daudi (i på daudi), dus (i sus og dus), huj (i huj og hast ), fals (i ordsproget fals slår sin egen herre på hals), går (i i går), kap (i lobe om kap), hip og hap (i forbindelsen det er hip som hap) eller kun forekommer i pluralis (fx. pusselanker, penge, prygl). Endvidere

bl.a. de fremhævede substantiver i fraserne: stille i bero, i blinde, være i betryk, være til hinder for, til spot og spe, have hverken rist eller ro, hitte rede i, tage med vold ( og anvende vold o. I.), gå ram forbi, opgive ævred (nu ofte opfattet som best. f.), gå i stå, i svang, have i vente, sætte over styr, gå i skuddermudder, med forlov, til slut, anno 1960, spille kroket. Vil man endelig indsætte et adjektiv eller andet genusvisende ord i forbindelsen må man hente kongruensstyrelsen fra et synonym eller et rammeord, fx. Sikken et Nar (jf. et grin, et sjov) de gor af Dig henne paa Skolen Wied.TS.18. Harakiri bruges normalt kun i forbindelsen begå harakiri. Når JVJens. (FØ.19) skriver den iflpanske Harakiri tænker han på rammeord som form (for selvmord), art.

+

I forbindelser aI pra::position gammel kasusbøjning har vi i abnindelighed ingen mulighed for at indsætte attributivt adjektiv; n!lr det en sj:clden gang sker virker substantivets kongruens: i friskt Liue Oehl.Er.III.165. Om vaklen i genus se side 66.

Genusgrupper efter ordenes form.

Vi betragter først afledte ord, derefter sammensætninger og sidst de simple ord.

°

Afledte substantiver. Ord med samme afledningsendelse har normalt samme genus. Der er dannet en tradition der grunder sig på det formelle; denne tradition kan undertiden brydes under indflydelse fra det betydningsmæssigc, idet der også, som vi skal se nedenfor, findes tendenser til at føre ord af samme betydningsgruppe til samme genusgruppe. De to eneste hjemlige substantivsuffikser der undtagelsesløst giver ord af intetkøn er -(er)i og -domme, hvortil kommer stammeafledninger af verber (et lob osv.). De øvrige suffikser fører med visse undtagelser ordene ind under fælleskønsgruppen eller fordeler ordene i de to genusgrupper. Årsagen til undtagelserne og grundlaget for fordelingen er det indholdsmæssige. Ordene på -else er af fælleskøn undtagen de tre orcl værelse, spogelse~ røgelse (lukkelse bruges nu næppe i rigssprog; jysk har flere tilfælde, fx. et begravelse, gravsted, begravelsesgilde), dvs. ord der kun har konkret betydning og går ind under forskellige betydningsgrupper med tradition for neutralt genus (se side 4!!ff.). Smlgn. et værelse overfor cle 1

abstrakte en fra-, nær-, tilværelse) (Af praktiske grunde bruges her og i det følgende ubestemt artikel til angivelse af genus) . Ordene på -en er fælleskøn; kun hvor et ord af denn~ type bruges nedsættende, er der nogen vaklen ved ubest. artikel ( og ved talordet) : det var et evindeligt (eller: en evindelig) skriven breve og senden telegrammer : bornefodselsdage er eet (eller: een) raaben og skrigen. Tidligere forekom ord på -en ikke sja::ldent som intetkøn, hvad der dels kan skyldes sammenfald el. sammenblanding med substantiver på -ende (et gysende, et klynkende osv.), dels indflydelse fra tysk (das laufen osv.). Ewald har: det Hvisken og det Banden (IV.14), et forvirret Klynken (V,!u6, men også: en forvirret Klynken V.5). Københavneren Kielsen har i sin Naturhistorie II.1809: med et stærkt Skrigen (326) (men (de) flyve stedse, under en idelig Skrigen, fra et Trce til et andet 143 ). HCAndersen har Her er et Rumsteren med Senge (Breve til Collin.II,175 ). Se også Levin.II.56. - Jeg kan ikke holde det banken ud sagde en kbh.frue {ifølge optegnelse) i 1937, men her foreligger nok brug af det om noget uafgra:nset (se side 57 ).

Verbalsubstantiveme på -ende er oftest neutrum: andragende, angivende, anliggende, foretagende, tilliggende, udseende, vidende, et ilde-, velbefindende; henseende og tiende er fælleskøn. De øvrige bruges kun eller næsten kun i faste præpositionsforbindelser hvor genus ikke ses: i aftagende, tiltagende; efter sigende, til givende; stå til troende. Man er nu begyndt at knytte attributive ord til de tre første og anvender så fælleskøn ved de første to, intetkøn ved det tredje: i stærk aftagende, i jævn tiltagende, efter dit sigende. Verbalsubstantiver på -sel grupperer sig i hovedsagen således: ord der kun betegner noget konkret danner en intetkønsgruppe: et bidsel, bindsel, brændsel, bændsel, dæksel, fængsel, hængsel, (fugle)skræmsel (retskrivningsordbøgerne angiver: en og et, men neutralt genus er nu det normale), vindsel, ådsel, ( varsel kan opfattes som verbalsubst. til varsle), medens fælleskønsgruppen næsten kun indeholder betegnelser for forhold: advarsel, blusse[, færdsel, kørsel, længsel, pinsel, rædsel, skånsel, skændsel, trussel, trængsel, tyngsel ofl., jf. dog gødsel. Om barsel se ndf. Substantiver på -skab er normalt intetkøn; de forholdsvis få undtagelser betegner forhold: arrigskab, dovenskab, dårskab, klogskab, lidenskab, egenskab, troskab, ondskab, videnskab. Det er altså i disse tilfælde det indholdsmæssige der skaber undtagelserne; og vi kan, rent foreløbigt, konstatere en indholdsmæssig dragning af substantiver der betegner noget abstrakt, til fk.sgruppen, medens ord

for noget konkret tiltrækkes af intk.sgruppen. Det ses bl. a. af at ord der har begge betydninger kan bruges i begge genera, fx. vil mange sige råddenskaben i samfundet, bestikkelse og anden råddenskab, men mug, skimmel og andet råddenskab. Se nærmere ndf. side 54. Verbalsubstantiver bestående af verbets stamme uden suffiks, er intetkøn. Reglen kompliceres ved at det udfra et nutidsstandpunkt er vanskeligt at skelne mellem tilfælde hvor der foreligger verbalsubstantiver og hvor vi fra gammel tid har substantiv (af form som ordgruppens stamme) overfor et verbum. Det hedder lobe : et lob, men: lege : en leg. At intetkøn nu er hele gruppens kendemærke fremgår af at vi ikke er i tvivl ved dannelsen af nye ord; vil man danne et verbalsubstantiv til verbeme boje, kæle, prove må de hedde et og ikke en boj, kæl, prov. Hvor der er en nær indholdsmæssig tilknytning af substantivet til verbet og substantivet angiver et enkelt udslag af den handling eller virksomhed der betegnes af verbet, vil vi træffe på intetkønsord hvis tal er legio. Fælleskønsordene af samme struktur i forhold til tilsvarende verber står mere frit og på lige fod med verbeme og betegner forhold, tilstande der ikke blot er knyttet til den enkelte foreteelse. Eks. fra bogstav k: et kagl, ka.st, kig, kiks, klask, J:lcm, klemt, klik, klip, kluk, kly11k, knib, kniks, knirk, knur, knug, kny, knus, knæk, kog, krads, kremt, krol, kævl, kob. Sammenlign hermed: en avl (: avle), en dans (: danse), en drøm (: dramme), en frygt (: frygte ), en færd (: færdes), en hævn (: hævne), en hjælp (: hjælpe), en kiv (: kives), en spøg( : spøge), en leg(: lege), en tak(: takke), en tvivl (: tvivle). Verbalsubstantiveme kan få (mere) konkret betydning, fx. angive masse eller samling: bryg, gogl, kro[, sprojt, eller samling af væsener ( og videre om det enkelte væsen) : kravl, kryb. Vi kan imidlertid, når talen er om praktiske regler, se bort fra afgnensningen af verbalsubstantiveme efter indhold og oprindelse, og sige at alle enstavclsessubstantiver der horer sammen med et verbum, ligegyldigt om de betegner handling eller kun har konkret betydning, normalt er intetkøn, fx. (flg. ord der ikke har verbalsubstantivs betydning) : et bind ( : binde), et blus (: blusse), et bo {: bo), et bor (: bore), et flag (: flage ), et fnug {: fnugge ), et hegn ( : hegne), et læ (: læ), et mål (: måle), et offer (: ofre), et panser ( : pansre) ; et rim (: rime), et sejl (: sejle), et spejl ( : spejle), et spyt (: spytte ), et svar (: svare),

et syn (: syne), et tegn ( : tegne), et trin (: trine), et tojr (: tøjre), et varsel (: varsle), et vid ( : vide), et væld (: va:Ide), et vås (: våse). Det gælder også hvor der er forskellig vokal eller forskelUg konsonantisme, fx. et brud (: bryde), et bud (: byde), et bånd (: binde), et drab (: dra:be ), et liv (: leve), et mord (: myrde), et rov (: røve), et skel (: skille), et skred (: skride), et skud (: skyde), et strøg ( : stryge), et tal (: tælle), et salg, valg ( : sælge, vælge); et fly (: flyve), et ridt, skridt (: ride, skride}, et slag ( : slå) . Medens de egentlige verbalsubstantiver alle er intetkøn, er der mange undtagelser til gruppen af ord (af samme type) der kun er konkreter (fx. en damp, en drik, en frugt, en hjælp, en regn osv.) og gruppen af ord der har anden vokalisme (også hvor disse bruges med betydning af verbalsubstantiv; fx. en bod ( : bøde), en flugt (: flygte), en gang (: gå), en trang ( : trænge) , en tvang ( : tvinge) ) . Vi kan have intetkøn og fælleskøn ved siden af hinanden ved (fonematisk set) samme ord, og intetkøn betegner da den enkelte handling eller dens resultat, fælleskøn noget konkret (en genstand o.l.), fx. et bid : en bid (brød) ; et blink : en blink ( til blinkfiskeri) ; et brist : en brist (revne, mangel); et dryp : en dryp (: dråbe); et greb : en greb (redskab); et klap ; en klap ( noget til at klappe for, ned) ; et knag : en knag (redskabsdel); et knald : en knald (sukkerknald); et rasp : en rasp (redskab); et sut : en sut (noget at sutte på); et trut : en trut {mund }; et træk : en træk (vind, fx. den forbandede Træk JohsWulff. ML.43. Gennemtrækken i Jernbaneviadukter JacPaludan.UR.232. vinden, gennemtrækken. Gerdes.GH.47); et væv : en væv (redskab). Særlige forhold gør sig gældende i tilfælde som et sprut : en sprut ( omdannelse af sprit). Skrift er intk. i betydningen et skrevet eller trykt arbejde, fk. i de andre betydninger. Syssel er fk. i betydningen: arbejde, intk. om område (se side 45) . Nogle ord viser vaklen m.h.t. genus: et blund er det almindelige, men der er nogen tilbøjelighed til at sige en blund (: en søvn); ordet fyld går ind under den side 44 behandlede ordgruppe. Smog i betydningen: sug af cigaret, lidt rygning, bruges både som intk. og (oftest) fk.; skvalder bruges både som fk. og intk. (som et slags verbalsubstantiv til skvaldre). Nogle ord viser afvigende genus i en bestemt fraseologisk forbindelse. Det hedder et gab, men: på vid gab. Flor var tidligere fk., nu intk., men Moderne d:iml:. II. ,

33

i fuld flor kan endnu forekomme. S pog er fk., men det er almindeligst at sige det er mit (dit) spog (jf. Mikkcls.Sprogl.158). Wiwel.104 nævner: et gang ben; DO. kender kun en gang ben. Ligesom ved dannelsen af imperativ kan her opstå konsonantforbindelser der ellers ikke forekommer i udlyd. Dannelserne undgås i så fald, eller vanskeligheden løses ved indføjelse af vokal mellem de to konsonanter, fx. et kriller (: krilre), et knitter (: knitre) . Andre intetkønsord har form tilfælles med betydningsmæssigt (og historisk) ubeslægtede ord; se herom side 45f. Et ord kan ( foruden i de allerede nævnte tilfælde) adskille betydninger ved hjælp af genus, således fx. et brug i betydningen 'bedrift' osv. (jf. have-, landbruget) overfor brug med vaklende genus i betydningen 'anvendelse' ; det hedder et pust, pustet undtagen i betydningen åndedrag hvor fk. er enerådende: tabe pusten osv. Ordet plan er fk. i dets forskellige betydninger undtagen i betydningen plan flade, niveau hvor det normalt er intk.; ordet trapez er i geometrisk betydning intk., om gymnastikredskab fk. ; ordet sludder, snak er fk., men i bet.: vrøvl bruges det nu ofte som intk.s-ord (ved indflydelse fra ordet vrøvl, se side 51): noget slemt sludder, noget godt snak Mikkels. 757. En ældre Læser skriver til os, at han ikke længer tror paa det Snak om, at Jorden er rund Pol.25/10.1944. Ordet appendiks er i den almindelige betydning intk., men kan i den medicinske specialbetydning ( vedhæng til blindtarmen) bruges som fk. Ved den formelle betragtning af fremmedordene betragter vi den eller de udlydende stavelser der er fælles for en gruppe ord, som endelser, uden hensyn til om de i vedk. sprog er afledningsendelser eller ej. Man kunne tro at fremmedordene der i hjemsproget havde et bestemt genus, gik ind i tilsvarende genusgruppe på dansk, men det sker i almindelighed ikke. Dels er fordelingen i hjemsprogene ofte anderledes end i dansk (i sprog som græsk, latin, tysk: maskulinum, femininum og neutrum; i de romanske sprog maskulinum og femininum), dels er det normalt kun selve ordet der lånes og ikke dets morfologiske egenskaber. En undtagelse er en del oprindelig lærde lån fra gra:sk-latin hvor nominativsformen er bevaret i dansk eller hvor den oprindelig har været brugt i dansk, fx. latinske ord på -um (der i latin er neutra), -ment(um) (se ndf.) der som helhed er intk. på dansk, og ord på -us (latinsk maskulinumsendelse) der i dansk som regel er fk. ( numerus 34

der i latin er mase. bruges i dansk grammatisk sprog som intk. ( : et tal)). Et genus svarer både til latin genus (neutrum) og til dansk køn. Enkelte endelser har dog et fællesgenus, fx. ordene på -ion ( udtalt med langt o, sml. (modsætningsvis) et stadion osv.) alle fælleskøn. Men det er i de allerfleste tilfælde således at fremmedord ved indl~ingen står uden genus-logi og søger at finde husly i en af de danske genusgrupper. Dette sker normalt uden vanskeligheder ad to veje. En dansk ordtype med fast genus vil tiltrække fremmede ord af en type der minder herom. Vi har set at den simple tostavelsesordtype som helhed betragtet er karakteriseret med fk., det er derfor forståeligt at fremmedord på -ade, -ance ( -ence), -isme, -ose, -cre, -aire alle er fk. i dansk. Den anden art tiltrækning fremmedordene kan blive, og meget ofte bliver udsat for, udgår fra danske ord med lignende betydning eller danske ordgruppcr der samler sig på et vist indholds{elt eller om et såkaldt ramme- eller rubrikord (se nærmere ndf.). Derved vil meget ofte ord der på hjemsproget hører til samme genus, i dansk splittes på forskellige genusgrupper. Ved den korte oversigt over fremmedordene som nu følger, kommer vi ved forklaring af den betydningsmæssige indflydelse til at foregribe det følgende afsnit og give mange eksempler på det der udredede. Ordene på -al er oftest fk., men følgende ord, der tildels går ind under de senere nævnte betydningsgrupper, er intk.: et areal, arsenal, foderal, hospital, ideal, manual, ritual, signal, tribunal ofl. Ordene på -alc fordeler sig nogenlunde ligeligt på de to genera: en finale, kabale, pastorale, saltomortale, skandale, men: et gratiale, materiale, missale, personale, regale. Her må der søges en forklaring i hvert enkelt tilfælde: en finale (: en kamp), en kabale (: en sammensværgelse, intrige o. I.), et personale hører til den side 43 nævnte gruppe ord, osv. Ordene på -an er fk. undtagen et filigran (: et arbejde, smykke), et ocean (: hav, se side 45), et organ (i ældre tid brugt med lat. form: et organum). Ordene på -ar er som regel fk., med undtagelser som billard, breviar, eksemplar, glossar, honorar, inventar, okular. En del af ordene har sideformer eller ældre former med latinsk endelse {breviarium, glossarium, honorarium, inventarium), de øvrige må forklares særskilt: billard (: bord, spil?), eksemplar (: stykke?), okular (: glas). Ordene på -at ( af forskellig oprindelse) er normalt intk. Fk. er dels 35

personbetegnelser (jf. side 42): en advokat, akrobat, demokrat osv., dels betegnelser for institutioner en etat, magistrat (men: et senat, jf. side 45}, dels betegnelser for planter og deres produkter: en salat, spinat, tomat (jf. side 47), dels en ra:kke ord der må forklares hvert for sig, fx. en automat (: en maskine}, en brakteat og en dukat (: en mønt), en granat (: en kugle), en oblat (hostie? kage?), plakat (: en bekendtgørelse, seddel o.l.), hiat (ældre hiatus, lat. maskulinum). Eksempler på ord med forskelligt genus svarende til forskelligt indhold: en legat (: person) : et legat (beneficium) ; en diktat ( : stil) : et diktat ( : befaling). Ord på trykstærkt -el er i reglen flt.; intk. er et bordel, citadel, kapel, kastel, hotel, der går ind under den ndf. side 45 omtalte betydningsgruppe, et klientel, personel der går ind under en anden gru_ppe (se side 43), og et ceremoniel, materiel, naturel der kræver særforklarlnger. Ordene på -em er lærde lln fra gra!Sk-latin hvor ordene på -ema ( en form mange af ordene også havde i ældre dansk sprog), var neutra, og dette er bibeholdt i dansk ( et diadem, emblem, fonem, problem, system osv.), kun eksem kan undertiden bruges som fk. ved tilknytning til gruppen sygdomme (se side 48) . Et ord som et ekstrem har sluttet sig til gruppen. Ordene på -ens er ligesom de ovenfor nævnte på -ence, -ance alle fk. KBlixen.Sk.55(bi!) bruger licens i den engelske form (Lice11ce) som int1t.

Ordene på -ent (undtagen ord på -ment, se ndf.) er oftest fk. Undtagelserne et konvent, kontinent går ind under ndf. nævnte betydningsgrupper, resten kan forklares således: et kontingent (: bidrag), et patent (: brev, dokument), et talent ( sml. et geni; i betydningen mønt vil man sige en talent) . De franske ord på -e, -er er fk. med nogle undtagelser: et collier ( : et smykke, halsbånd), et espalier (: et rækværk, gitter, stakit), et dossier (: et hæfte?), et communique, et renomme (: et ry, rygte, omdømme) , et resume (: et sammendrag, referat); neglige bruges både som fk. og (nu vist oftest) intk. (: en (på)klædning, dragt overfor : et sæt?). Fremmedord på -i er som regel fk. Undtagelser som et baroni, anarki, demokrati, akademi, konditori, kompagni, kleresi, diplomati, parti går ind under grupper der vil blive omtalt senere (side 43ff.). Alle ordene på -(e)ri følger den genusparole

som de talrige hjemlige verbalsubstantlver på -eri følger, fx. et artilleri, batteri, havari, liberi, menageri, pedanteri, osteri, papisteri osv. Der er en enkelt undtagelse: en difteri der følger parolen fra gruppen sygdomsnavne (se side 48). Også hysteri kan undertiden tiltrækkes af gruppen: den store Hysteri ORung.SS.rno. • Restpartiet af ord på -i som er intk. udgøres af et dementi, et fotografi, litografi osv. (: et billede), et fysiognomi (: et ansigt), et geni, et staf/eli, et etui (: >et huse, gemme); et profeti er begyndt at dukke op for det sædvanlige en profeti. Det hedder en jalousi i betydningen skinsyge, et jalousi om indretning til at holde solen ude. JPJac.ll.264 har at drappere Madame Odlro med el klædeligt Melankoli •• (saa) tog hun fat paa Melankolien som en Rollll, Intk. i første tilfa:lde skyldes vistnok at begrebet >nogetc (ligesom et kla:dningsstykke) har stået for tanken og virket genusbestcmmende (se side 52).

Ord på -ik er alle fk. Ord på -in er for hovedmassens vedkommende fk. Undtagelse: et magasin (hører til gruppen side 45), et gardin (: et tæppe, forhæng), et dusin, et postelin ( omdannelse af et porcelæn, egl. stofnavn, jf. side 44}; om stofnavne som kokain, morfin, stearin se ib. Ordene på -ine er alle fk. Ordene på -ise, -ice er fk., undtagen service der er intk. i betydningen »stel« og har taget genus efter dette ord (men fk. i de andre betydninger). Ordene på -it er fk. Ordene på -iv, -tiv er oftest intk.; defensiv, offensiv, kursiv er fk. (vel efter: en kamp (måde), taktik, henh.: skrift; ordene er oprindelig adjektiver). De grammatiske betegnelser på -tiv grupperer sig efter rammeordet: en akkusativ, komparativ, indikativ osv. efter ordet »forme (forma, kasus, gradus, modus osv. ), overfor et substantiv, adjektiv, appellativ, kausativ, kollektiv efter ordet >ord« (nomen, verbum}. R efleksiven er en refleksiv form, refleksivet bruges om det refleksive pronomen. Imperativen er noget grammatisk, men det hedder et kategorisk imperativ (jf. tt bud ). Se også side 52. Ordene på -ment danner en solidarisk intetkønsgruppe med en kompliment (jf.: en hilsen, en artighed) som eneste undtagelse. Ordene på -om er intk., undtagen (foruden personbetegnelser som

37

astronom, okonom} en hippodrom, velodrom (: en væddeløbsbane} og en metronom ( :(takt)måler). Ordene på -tet er fælleskøn undtagen betegnelser for samfund, institutioner (se ndf. side 45) som et admiralitet, fakultet, kommunitet, societet, universitet. Ordene på -um, hvor -um er latinsk nominativendelse, beholder på dansk deres genus neutrum. Plantenavne gør en undtagelse (jf. gruppen plantenavne side 47), fx. en kaprifolium, krysantemum, nerium, og en del ord der påvirkes af rammeordet, fx. en fin artium, filosofikum osv. efter en eksamen, en prøve, en perikum efter: dram, snaps, drik (og som plantenavn knyttet til den ovf. nævnte gruppe). Ordene på -ur er fælleskøn undtagen betegnelserne for herredømme, institution, stilling o.l., fx. et agentur, diktatur, docentur, og et komfur (: et ildsted?), et klaviatur(: et værk?) og et kreatur (se side 42). Ordene på -ure er for de flestes vedkommende fk.; det hedder et garniture(: bestik, sæt, stel), medens både en og et (foto)gravure (: et billede) forekommer. Ordene på -ør er i reglen fk. (de fleste er personbetegnelser); nogle få er intk.: et humør (: et lune, sind) og et intcrior (: et indre). Eksempler på (komplekse som simple) fremmedords indordning i de danske genusgrupper findes ndf. under behandlingen af disse; endvidere kan nævnes fx. et heat (: et løb), et kamera (: et ( fotografi) apparat); et reptil (: et (kryb)dyr, et kryb), et synonym ( : et ord), et shibbolet (: et kendetegn, mærke), et show (: et skue?), et sujet (: et :;tof, emne), et trick (: et kneb, fif osv.), et trottoir (: et fortov), et chatol (: et skab, møbel), passaten, mistralen, sciroccoen, monsunen (: en vind, blæst, storm), en duodez, folio osv. (:bog); en farm (:gård); et run ( : løb, opløb), et job (: arbejde), et meeting (: møde) ; klunset (: tøjet}, en hurdle (: forhindring), et handicap (: løb), en match (: kamp), et bonmot ( : ord); et atlas (: landkort), et fatamorgana (: syn, billede) . Der er mange flere tilfælde hvor det synes at være et i betydningen nærliggende dansk ord der har været bestemmende for det fremmede ords genus, men det må også nævnes at der er mange fremmedord hvis genus i dansk ikke synes at kunne forklares ad denne vej og heller ikke stemmer med ordets hjemlige genus, og endelig er der en del ord der endnu ikke har fundet sig nogen fast plads i genusgrupperingen (se herom side 70) .

2° Sammensatte substantiver. Genus af sammensætninger med substantiv som sidste led bestemmes, med nedenfor mcvnte undtagelser, af dette sidste leds almindelige genusegenskab. Substantivisk brugte sammensætninger af anden art, fx. en forglemmigej, et omt farvel, får deres genus bestemt gennem indholdet eller rammeordet (se side 64f.). U ndtagelseme er folgcndc: a) Tilfælde hvor sammensætningens sidste led for en moderne sprogbevidsthed ikke står som identisk med et tilsvarende simpleksord. Det hedder ( udenfor den faste gammeldags forbindelse efter bogstaven) nu altid et bogstav overfor en stav; det hedder et måltid, et vidnesbyrd, men en tid, en byrd. Simpleksordet kan være så afvigende i betydning at det ikke mere erkendes som identisk med sammensætningsleddet, fx. en færd (og en adfærd, jordefærd) overfor et folkefærd, et genfærd; en øre overfor et losøre; et hæng (et forhæng, omhæng, udhæng), men sammenhæng findes brugt både som fk. og intk. (fk. er i fremgang). b) I mange tilfælde går sammensætningerne ind i betydningsmæssige grupper der har et fælles for gruppen karakteristisk genus (se side 42ff.) ; som regel har andetleddet eller hele sammensætningen i disse tilfælde en sekundær, overført betydning. Nogle eksempler skal gives. Gruppen personer og delvis den større gruppe levende væsener har fa:lleskøn som normalt genusmærke. Derfor: en etats-, statsråd osv. (overfor: et råd, et byråd osv.), en gråskæg ( gråskægget person), en rodskæg ( = rødskægget person, fx. Grønbcch.RN.54), en ødeland; dyrenavne som en kormæb, en rødben; en negenoje (nioje), en langore. Ved nedsættende personbetegnelser er der vaklen mellem fælleskøn og intetkøn idet dette sidste er karakteristisk for en gruppe skældsord (se side 43), fx. e,i, et flodeskæg ( idiotisk forelsket - ikke et Øie bedre end Lyng, det Flodeskjæg! - Men en Flodeskjæg er jeg minsæl ikke! mumlede han videre W.Carstcnsen.GS.445), liældore, hvor intetkøn nu er det hyppigste. Om plantenavne se side 47. Det hedder en trcbe11 om en trebenet stol (Moderen sad paa en Treben Bang.HH.14; jf. en stol). Det hedder en ting, men alting og ingenting står på lige fod med alt og intet og kræver intetkonskongruens: alting er dyrt og ingenting er nu billigt. Ved forkortelser hvor sidste led går tabt, bevarer det tilbageblevne led sammensætningens genus: de kom til »Halvti'et« (:>: halvtitoget) Bang.SE.186; en krydder < en kryddertvebak), Gustav

39

Wied bruger: en Solbær, Solbærren for solbærrom osv. (se DO.}, jf. en Carlsberg o. 1. side 62. Hvor vi ved sammenrykning har fået sammensa:tninger (juxtapositioner} med adjektiv som andetled, bliver førsteleddets genus bevaret som genus for den ny størrelse, fx. en ildlos ( af der er (en) ild los), denne ildlos, ikke gerne med hest. art. ildløsen (se citater i DO.). I forbindelse med fuld er det ligeledes substantivets genus der bevares, fx. en bør-, ende-, hånd-, mund-, næve-, pose-, ske-, sækfuld, men et fad-, livfuld; et Bordfuld Frugt Levin.Gr.I.65. Sammensætningen karakteriserer sig overfor usammensat forbindelse a) ved udtalen med hovedtryk bitryk eller svagere tryk og b) normalt ved mangel på genusbojning af adjektivet: et glas/uld medicin : jeg drak et helt glas fuldt (citat i DO. u. fuld sp. 161) c) normalt ved mangel på talbojning af substantivet: to hdndfulde (ikke: ha:nderfulde), to skefulde (ikke: skeerfulde) osv. Kun ved en kurvfuld er to kurve/ulde almindeligerc end to kurvfulde; ogs! to spande/ulde koks høres ved siden af to spandfulde d) ved direkte tilknytning til folgende substantiv der angiver masse, stof osv.: en kurv/uld æbler : en kurv fuld af «bier; et godt Livfuld Prygl Heiberg.Poet.II., 1; et helt Fad/uld Smørrebrød JPJac. (DO.) : et helt fad fuldt af smørrebrød. Sammenblandinger forekommer, fx. et helt Forkla:de/uldt Opryd (JPJac.(DO.) ). Alle ordene viser (som ildløs) stor utilbøjelighed til bestemthedsbøjning. I dialektpra:gct sprog kan ordene have flertal på -er (fx. mund/ulder, skefuldtr) hvad der viser opfattelsen som substantiver. Ord som fingers-, fods-, håndsbred er (hvad der fremgår af s'et i fonte led) sammensatte med et substantiv bred bredde som kun er bevaret i disse sammcnsa:tninger; da det na:vnte substantiv er fa:lleskøn er sammensætningerne det også. Men da sidste led for en moderne sprogbevidsthed må stå som adjektivet bred flr vi (parallelt med et fad-, livfuld) et hårsbred, der nu er den normale form for a:ldre en hdrsbred.

+

=

3° Simple substantiver De simple ord falder i de to hovedgrupper: enstavelsesord og tostavelsesord. Simple substantiver på tre stavelser er få og de er alle (med undtagelse af soskende der er plurale tantum) intetkøn: et billede, helvede, hundrede, legeme, menneske, tusinde, tyende, ærinde, jf. et hovede (v.s. af et hoved og et hode). Tiende, fælleskøn, kan opfattes som en afledning. Af tostavelsesordene på -e er kun et fåtal (næppe over 75) intetkøn; de vigtigste er et bælte, dige, emne, gilde, gærde, hjalte, hjerte, hynde, hjorne, lejde, leje ( sted hvor en eller noget ligger), lune, lofte, nogle

=

( • garnnøgle), plore, rige, skæfte, skode (frakkeskøde), stade, stykke, stænge, sæde, tæppe, vænge, æble, ærme, ode, oje, ore. En del hører sammen med verber således at de har samme form som verbemes infinitiv; de betegner kun sjældent sdve verbalhandlingen, men som regel forhold eller ting der har sammenhæng med det verbet udtrykker. Fx. et bytte, eje, fylke, fæste, folge ( samling personer), fore, gemme, hylle, hæfte, hæmme, klæde, knippe, knytte, komme, lukke, minde, mæle, mærke, mode, morke, nemme, rygte, rore, skifte, skrifte, skue, skøde, smykke, styre, stævne, sole, tykke (efter eget tykke), tække (kvindetække), vidne, virke, værge ( = våben ), ælte, onske; kun som andetled i komplekse ord findes et tostavelsesord af intetkøn i: et bohave, et særkende, et urede, et velvære, et uhyre, jf. et arbejde, et tilfælde. Usikker står man overfor ord der sjældent bruges således at genus ses, Cx. æde (den eller (nu oftest) det skrækkeligste hundeæde); det hedder i et eller (nu oftest) en kore. Ordet hynde bruges både som intk. og fk. (sidste i fremgang). Vi har en del enslydende ord - dvs. ord med så forskellige betydninger at disse for en moderne sprogbevidsthed ingen forbindelse har med hinanden - som adskilles ved forskelligt genus: en folge ( resultat) : et følge ( = gruppe af personer der følger); en gemme ( gemma) : et gemme ( = skjulested) ; en kende ( = en smule) : et kende ( kendetegn, især i ssg. særkende ); et kvæde ( -" et kvad) : en kvæde frugt }; en leje ( betaling for at leje noget) : et leje ( sted at ligge) ; en nogle ( til lås) : et nogle (garn o. l.) ; en sigte ( = redskab) et sigte ( handlingen at sigte m. m.) ; en værge ( = va:rgende person) : et værge ( våben) ; en ore ( - mønt) : et øre ( = legemsdel). Dette er at betragte som noget tilfældigt forekommende; sproget har ikke ved denne ordtype udnyttet tilstedeværelsen af de to genera til adskillelse af ord. I mange flere tilfælde har vi enslydende ord med samme genus, fx. under bogstav b : en bakke om høj og om genstand til at stille og bære noget på, en bande om flok personer og om rand på billardbord, en bane i jernbane osv. overfor en bane om død i kamp; en barde om skjald og om hvalbarde, en base lig basis og lig kemisk forbindelse, en bede om dyr og om rodfrugt, et blik om øjekast, havblik og metal, en blomme om frugt og det gule i æg, en bolle om skål og om bagva:rk, en bremse om insekt og om redskab, en bule om ophovning og om beværtning, en bolle om plante og om rå person.

=

= =

=

(=

=

=

=

=

Tostavelsesord på -ed er for størstedelens vedkommende intetkøn: et herred, hoved, hoved, levned, lærred, marked men: en måned og en ørred. Ordene på -el, -en, -er, der danner en overgangsform mellem tostavelsesord og de virkelige enstavelsesord, fordeler sig på begge genusgrupper, uden at der i ordenes form er noget der synes at have forbindelse med vedk. ords genus. Begge disse ordgrupper synes derimod i nogen grad at vise samhorighed mellem genus og ordenes indhold, hvorfor vi skal se nærmere på dem i næste afsnit. Der er intet i de forskellige typer af simple enstavelsesord der tyder på at der er en sammenhæng mellem ordets form og dets genus; derimod er det muligt i nogle tilfælde at se en affinitet mellem ordets indhold og dets genus.

/ntetkonsgrupper efter ordenes indhold.

I dette afsnit kan vi se bort fra forskellen mellem ordtypeme simple og komplekse ord og typerne hjemlige og fremmede ord, og målet er at finde grupper af ord der efter deres indhold danner en genusgruppe af intetkøn, idet vi stadig betragter fælleskøn som det normale. De vigtigste er følgende: O l Medens betegnelser for levende væsener ellers danner et fast inventar i fælleskønsordgruppen, er der et mindre antal der går ind under intetkønsgruppen. Hvad enten der er tale om sexus masculinum eller sexus femininum har sexus tilknytning til grammatisk genus commune: det hedder han er ung og hun er ung med fælleskønskongruens. Betegnelser for levende væsener der har et for tanken nærværende sexus, ligegyldigt hvilket, viser tilbojelighed til genus commune. Heroverfor står betegnelser for væsener der ikke fremtræder som sexusbestemte, eller betegnelser der karakteriserer et væsen uden hensyn til sexus, altså sammenfatter de to sexus, og disse betegnelser går for en dels vedkommende ind under intetkønsgruppen ( i hvilket tilfælde den grammatiske betegnelse: genus neutrum, intetkøn kommer til at dække over noget reelt). Eks. et menneske, et dyr, et væsen, et individ, et geni, et tyende, et genfærd, et gespenst, et spogelse, et uhyre, et kræ, et kreatur, et nod (sj. i rigssprog), et og, et hors, et svin (fællesbetegnelse for en orne og en so), et får ( såvel fællesbetegnelse for han- og hunfår som betegnelse for det sidste alene) ; spec. i betegnelser for unger: et

lam, et kid, et fol, et barn, et nor, nus, pus, jf. et foster. Endvidere: et bud (et postbud, bybud), et vidne, et lem, et medlem (i folkeligt sprog og dialekter kan fk. forekomme: en Medlem af Foreningen Storm P.P.51. - men: en lem, en faldlem osv.). Johs.Jørgensen bruger barn som rammcord ved det hellige Bambino (RM.29), hvor de fleste ville sige den hellige Bambino. Ligeledes: Hvad mener man egentlig med et eiifant terrible? Replikker.111.34. Mange skældsord er intetkøn, fx. et drog, et drys, et fjog, et fjols, et pjok, et skravl, et skrog, et skvat, et snovl, et utyske, et mæhæ; se også u. gruppe 2°. KLars retter i UR.62 : saadan en gammel Methusalem til saadan et gammelt Methusalem i anden udgave (Hans Peter Egeskov og andre Mænd af Folket. 1909.25) . Formen er ikke almindelig. Jeg har hørt en mor sige: dit lille gris! til sit barn. Når almindelige ord bruges som skældsord vælges ofte intetkønsord, fx. et afskum, et bollefrø, et fæ (jf. 2°), et log, det gamle liv, et skarn, et rær, et siv, et vrovl, et snovl. Sml. de talrige ssgr. med -hoved ( e). I denne forbindelse kan det også nævnes at ha,i, hun kan erstattes af det når man udtrykker foragt: så skal man finde dig (:>: Eva} på hotel med .. det der (:>: en mand)! Rifbjerg.U.24. Betegnelser for unger er i dele af Jylland og på nogle af sydoeme altid intetkon : et unge, et kalv, et gris, et hvalp, et killing osv., se Kort over da. folkemål. § 185 og Thorsen. Afh. og Breve.l.139.

Mærk: et lille myr overfor myre. Der er nogle få af dyrenavnene af intetkøn som ikke går ind under den nævnte betydningsgruppe, fx. et egern, et insekt og et mol ( især tidligere også en møl; overgangen til intk. hænger sammen med at ordet ofte bruges (egl. i flertal) om samling (jf. 2°): der er mol i tøjet) . Det hedder nu oftest en myg. Asen og æsel er intetkøn. Begge ord bruges som ska:ldsord. V ed det sidste ord brugte man tidligere intetkøn om dyret, fk. som skældsord, fx. Det er jo det, Fruentimmerne kalder for at være doven som et Æsel. Men jeg synes nok, jeg var en storre Æsel, da jeg bar Byrderne for min Familie ORung.E.138. - Firben bruges nu i overensstemmelse med den almindelige regel for sammen• ~tninger som intk., tidligere var det fk., f,c. den ,me Fiirbeen HCAnd.11. 79.

2° Betegnelser for en samling levende væsener rummer en del intetkonsord: folk (nu om nations medlemmer, se også side 138), kvæg, fa:

(jf. under 1 °), et stod, et kobbel, et spand (heste), et f o/ge, et sjak, et pak, et rak, et mylder (også undertiden brugt som fa:lleskøn), et slæng, et selskab og (også med individuel betydning, jf. gruppe 1°) et kryb, et skravl, et (små)kravl, et afkom. Hertil slutter sig fremmedord som et ensemble, komplot, krapyl, korps, et personale, et personel, et firma, og ord på -i som politi, kleresi, parti, kompagni og (jf. side 36) demokrati osv. Kommando i betydning 'ledelse' er fk. men i betydning 'afdeling soldater' intk.; diplomati er fk. når det bruges om la:ren, intk. om indbegreb af peisoner. Et militær (hest. f. militæret) har kollektiv betydning, en militær ( uden hest. f.) betegner en milita:rperson (fx. Den Mand maatte være gammel Militær Wied.BS.244). Betydningsgruppen har iøvrigt flest fælleskønsord, fx. en almue, bande, flok, hær, pøbel, skare, trup, en trio. 3° Betegnelser for masse, mængde af noget stofligt; her er tale dels a) om betegnelser for uafgra:nset masse, stof i al almindelighed uden tanke på de dele dette eventuelt består af (fx. brød er et næringsmiddel), dels b) om afgrænset portion, evt. af bestemt form (fx. et rugbrod). Hertil slutter sig c) betegnelser for samling af ting, genstande, men uden tanke på enhederne de består af (fx. kram, kvas) . I a) anvendes ordene normalt i nogen form (flæsk er dyrt) og i forbindelser med noget (noget flæsk), men ikke med ubest. art., der her kan få aa:ra.nvendelse (se side 175). Ordene er (i denne anvendelse) uden flertalsbojning. I b) behandles ordet som et almindeligt sub.,t.u1tiv (et stort brød) . Undertiden hnr det samme ord begge anvendelser, fx. en stads, stadsen, men i betydningen noget dårligt, va:rdilost: det gamle stads. I c) forholder ordene sig som de under a) nævnte nru- betydningen er noget uafgra:nset ( isenkram er blevet dyrt; vi indskriver rejsegods) , men som almindelige substantiver hvis betydningen er en afgrænset samling (et stort gods i Jylland).

De vigtigste ord er: beg, blik, blod, bly, blæk, brod, dynd, flæsk, flojl, garn, glas, grus, gryn, græs, guld, hø, hår, jern, kit, klid, korn, krudt, kul, kod, ler, lin, læder, marmor, mel, mol (tøjstof), mor (tøjstof; men en mor= 1° jordlag 2° maurer), papir, plys, rav, salt, sand, skarn, skæg, smor, snavs, snot, spæk, stof, strå, støv, stål, sul, svovl, salv, tegl, tin, træ, toj, ukrudt, vand, ved, værk ( opplukket tovva:rk), øl; fnat, skab ( sygdom), udslæt; bras, buskads, gods, grums, juks, kluns, kram, kræs, kvas, læs, lov, nips, ros, stads; lærred, foder, klister, kobber, mudder, nikkel, peber, pudder, pulver, sukker, tømmer; klæde, plore, søle, ælte.

=

=

Angivelsen af det uafgrænsede udtrykkes ved almindelige substantiver ved flertalsfonn, og det er derfor forst!eligt at en flertabfonn kan opfattes som hørende til de lige nævnte ordgrupper, altså som et entalsord. Ordet bldr bruges stadig som flertal, men kan også bruges som entalssubstantiv, nu oftest af intetkøn. Udviklingen fra flertal til ental er gennemlobct aI gnidder og fremmedord som klos ( engelsk clothes), nips ( fransk nippes) .


; piben med weichselrør) Gjel.GL.~?09. En ma:ngde fremmedord har i dansk et andet genus end i det sprog hvorfra ordet er lånt; her blot nogle få eksempler (med det hjemlige genusgivende ord i parentes}: en gcschåft (: en forretning); en la:kkeTbiskcn (: en bid); en taburet (: en stol); et oTgie (: et gilde); et rendezvous (: et mode); et impromptu (: et digt, vers, musikstykke); et provenu (: et udbytte); en poTtal (: en dor, port); en protokol (: en bog); en triangel (: en trekant) ; et tTick (: et kneb, fif) ; et hib (: et hug); et kollo (Bekendtgorelse nr. i164. ll/to 1956 § 39) eller kolli (styk(ke) ) ; et konseil (: et råd, møde); et kontrafei (: et billede ). Der er tilfa:lde hvor der kan foreligge forkortelser, fx. en stradivarius (-violin), et kompus (-bind, -omslag) , en single, double (-kamp); en tuT•Tetur (-billet) KlampenboTg; en lager (•ol} (jf. side 48 ), et DeTby (-lob}. Ved fremmedord der egentlig er adjektiver kan to forskellige rammcord eller to oprindelige la:ngere forbindelser (attributive udtryk) resultere i dobbeltgenus, fx. et anonym, pseudonym (: navn eller skrift) : en anonym, pseudonym (: person); en aktiv, passiv (grammatisk form) : et aktiv, passiv (i et regnskab}; en positiv (grammatisk form) : et positiv (: billede, musikinstrument). Jf. en legat (udsending, lat. legatus) : et legat (noget testamenteret, lat. legatum).

Funktionel anvendelse af to former for genuskongruens ved samme ord.

Vi har nu betragtet genuskongruens der styredes af en substantivet iboende »kraft«, og det er det almindelige. Men desuden har vi truffet en kongruens der beroede på indflydelse fra indholdsgrupper og de såkaldte rammeord. Disse kræfter kan strides med hinanden, som vi lige har set det ved stednavne, men de kan også arbejde sammen således at der opstår en forskel i indholdsplanet. Vi får så en funktionel udnyttelse af den tilsyneladende nytteløse, overflødige genuskategori. Om forskelligt genus som tegn på et ords forskellige betydninger er talt i det foregående. - Jeg har andetsteds (BUS.66ff.) med henblik på artikelbrugen delt substantiverne i tre indholdsgrupper: A. ord hvortil svarer bevidstheden om et naturligt køn og som kan genoptages med sexusangivende repræsentative ord (han : hun) (se side 73). B. ord der betegner noget i rum eller tid ubestemt, uafgrænset, dvs. dels ord der betegner en uafgrænset mængde, de såkaldte stofnavne, dels ord der betegner et fysisk eller åndeligt fænomen i al almindelighed uden tanke på enkelte udslag eller tilfælde o.l. Hertil slutter sig flertal af alle ord når de bruges om en ubestemt mængde. C. ord der betegner en i rum eller tid afgrænset ting eller foreteelse. Det er forholdet mellem B og C vi her skal betragte. a) intk. brugt ved fk.s-ord og flt.s-ord. Side 44 er nævnt at stofnavne har tilknytning til intk. De bruges normalt ikke med ubestemt artikel, i stedet bruges noget i tilsyneladende attributiv stilling. Det hedder på mod. dansk ikke blot noget kod, noget vand, men også (ved fælleskønsord) noget mad, noget sne. Syntaktisk står noget her attributivt men indholdsmæssigt er forholdet partitivt, parallelt med en mængde sne, et pund kod osv. og vekslende (hvor substantivet er i bestemt form) med forbindelser med præpositionen af: noget af kodet, et pund af kodet osv. Ordet noget står i det partitive forhold selvstændigt i forhold til det følgende substantiv, er altså ikke genusdirigeret af det. Det samme gælder andre adjektiviske ord i intk. som meget (for meget grod, suppe og i de gradbøjede former: mere, m est suppe; Hun tog hans Haand og kiggede Fingrene efter. »Der er jo ikke mere Ring end bag paa min Haand« Nathans.F.329, naar man spiser saa tidligt, saa er det, lissom man faar noget mere Aften ud af Dagen Replikker.lII.87), lidt (lidt frisk luft), andet (han har også

53

andet jord i sognet), nok (han har nok (af) penge og efterstillet: penge nok) og tildels ordet det, nemlig når det betegner mængde. Ved ord af intk. er der intet påfaldende: I Villahaverne langs Øresund ligger det Kobenhavn, der har Bankkonto og nyder Tilværelsen JespEw.K.41. Men talesproget bruger også (alt) det med kvantitativ betydning ved ord af flt.: Maa jeg ikke nok drikke det Meik, der staar Lefolii.64 overfor: Den Meik tor jeg ikke drikke, den smager ikke rigtig, hvor der tænkes på kvaliteten. Denne kvantitative anvendelse af det (og mit, dit, sit: hvem har taget mit tobak) i forbindelse med flt.s-ord er særlig udpræget i jysk (der også kan bruge den foran flt.s-ord: alt det Sager, se BUS.67), men høres også brugt i Kbh. af indfødte, fx. har jeg hørt: nu er jeg snart træt af al det sne; vi må ha' det sovs torret op. Københavneren Paul V. Rubow har i sin artikel det i DO. følgende selvlavede eksempler: det flode er fordærvet; ræk mig det steg (forskelligt fra: den steg); det tjære lugter ilde. Litteratureksempler: Ellers kvæler jeg dig, alt det Heks du er AndNx.DM.I. 70. han havde fået .• al det bagerkringle der var tilbage, da de fremmede var gået HWulff.MFB.8. Vi har fået det Regn vi skal have BerlAften.16/5.1953. Og denne brug er ikke af ny dato. JLHeiberg var opm~rksom på den i hovedstaden og giver eksempler som: Giu mig det Viin; alt det Viin; alt det Steg (Prosaiske Skr.VIII.433).

Brugen er også almindelig ved abstrakter tilhørende gruppe B og ved ord af gruppe C når de bruges sekundært som udtryk for noget uafgrænset eller abstrakt. Eksempler: alt det overflodige Sjæl, jeg skvulper over af TomKrist.LA.244. Især er det meget, lidt, noget der her bruges: han trænger til meget sovn; hav lidt tålmodighed; lidt samlen på frimærker; han får ikke meget ferie i år; han spiste lidt gås (and); han spiller noget fodbold og ten11is; han har studeret noget fysik - Det er dog lisom lidt Sommer endnu KLars.SF.162. Han skal dog have lidt Straf for sin Næsvished Lefolii.64. Politiken har jeg megen Fornojelse af; den tager sig saa renlig ud mellem Dagsavise11 og Nationaltidende. Saa meget Avis læser jeg nemlig JPJac.Br.3.123. Han tog lidt Artiskok paa sin Talcrken Bang.F.144. Meget vægt har jeg lagt på en god og utvetydig terminologi Jespersen.Fonetik.fort. Det er ikke bare godt at have meget Sjæl Rode.SG.23. Hun har saa meget Familie SvClaus.GH.59. Man har da noget Hjerte i Livet TomKrist.LA.33. meget Selskabelighed

54

og Gaaen ud AaseHans.RB.28. Meget Roman er der ikke i de to Boger Stangerup.R.36. Faderen sad og ordnede noget Regnskab AAndreasen. DN.22. Urkraften i dansk Bondemuld, tilsat lidt By KMunk.LGD.37. Ved Synet af hende begyndte der at dæmre et Par Gloser i mit Hovede, som naar de blev udstyret med lidt Sigtelse vilde medføre en Inspiration af Ukvemsord MLorentzen.S.93. Der var lidt Have til hans Lejlighed JørgenAndersen.Stuckenberg.I.190. der skal til en vis Grad noget Albue til (o : for at komme frem) udtalelse af kunstner i BerlTid.16/9. 1947. (der var ikke) ret meget forskel på os Rifbjerg.KU.35. noget Kaffe, der var spildt der KBlixen.VE.37. Ved substantivisk anvendte neutrumsadjektiver: der skal lidt blåt i; giv ham lidt godt. det var lidt lidt at være storsnudet af ChrEngelst.LF.148. Overgang til adverbiel funktion (>temmelig>): 5000 Kr. Det er lidt meget! CGandrup.MF.52. det var noget lidt han fik ud af det. Ved ord af gruppe A når de bruges i stoflig-abstrakt betydning: Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt, hvormeget Menneske den (o : skyggen) var HCAnd.II.133. ikke saa lidt Egoist Esm.GG+ (det) var han dog vist for meget Realpolitiker til selv at tro paa Ncergaard. Er.l.278. Man behover ikke at være meget Tante for at vide, at Dyr kan man altid give (o: som gave til børn) BerITid.12/1.1936.Søndag.5. dertil var han for meget Økonom Soya.SVS.52 (men med ubest. artikel: han var selv meget af en Kunstner Wied.BS. I 2) ; der skulde blive bragt for hende .. en Turteldue til Syndoffer, var hun nok saa meget Sørøverbarn FrNygaard.K. I 7; i en fjern Fortid har (jeg) været lidt Lojtnant Soya.Efter.37. (men: man maa være lidt af en Diplomat HHLund.GF. 52) . at staa lidt Model for Kunstnere Pol.6/8.1943. Der var 11oget supermand over ham Rifbjerg.KU.6. Ved proprier: De havde spillet noget Beethoven (o : musik af B.) med hinanden Bang.F.124. Hun er . . lidt Garbo, lidt Crawford, lidt Hayworth BerlAft.15/I J.1960. Eksempel med mere: hun er ingen Engel - nej, ikke mere Engel end vi andre EBrand.UdenfL.9. I talesprog undertiden ved ordforbindelser der betegner et forhold : Ingen tog dd fortrydeligt op, at lalrertin . . sommetider fulgte Søren ud til skovkanten. Der var ikke noget - gøre forskel i det HWulrr.MFB.93.

Ved flt.s-ord er lidt, men i alm. rigssprog ikke de andre ord (fx. der (er) saa meget Mennesker om mig TangKristensen.JyF.IV.250. 55

saada,i noget Sager MylErich.NS.110. Det lyder som det var det ren e Narrestreger altsammen Thuborg.B.71. M ere Kunster er der ikke i det! ib. 70) brugeligt ved substantiver i flt. når der tænkes på masse, uafgrænset samling og ikke på enhederne, fx. lidt æbler, lidt smerter,· lidt torrede Blomster JPJac.I. 75. han folte lidt Samvittighedsskrupler over sin Frivolitet Schand.AE.230. Det er bare lidt Mob/er fra min Stue Bang.DuF.261. lidt Træer Jørg.YD. xoo. der havde været lidt Rivninger med Mutter Drachm.SF. 15. Lidt Gesimser over Vinduerne Hørup (i Stangerup.K.I.203). lidt Smerter KLars.AH.16. lære lidt ordentlige M ancrer sa.Eibl.88. vi ska' ta' og gi' ham lidt Furasjehistorier m ed at tygge paa sa.UR.24. lidt Teblade AaseHans.RB.19. for meget gronsager og for lidt kod Gerdes.GH.53. Har du for lidt penge? Du kan godt få nogle flere ib.77. Eks. på forbindelse med af: Mobler var der forholdsvis lidt af ABDrachm.RK..37. Mer eller mindre stødende (især ved ord af gruppe A og C :) lidt huse, lidt ordensdekorationer; - lidt Medarbejdere KLars.Eibl.51. Guldalderdigterne fik lidt Efterlignere NMøller.Verdenslitteraturen.I.585. et par lejestuer med et bord og lidt stole sa.Hændelser. rn6. Hvis substantivet af fk. har virkelige attributive bestemmelser foran sig kongruerer disse naturligvis med substantivet ( noget gron Chartreuse i en Dunk OMads.GU. 142. lidt nem Mad KnudPouls.U.27. noget god Mad ChrOison.AH.14. sige noget dum Smiger NisPet.M.101. Det er noed taabelig Snak Soya.FK.I.64), men de foranstående mængdeangivere ( noget osv.) kan øve deres indflydelse. Især jyder er tilbøjelige til at sige: noget godt Sæbe AStrøm.Onkel, giv os Brød.88. 1ioget skrækkeligt Tobak Herdal(Pol.18/1.1944). et stykke koldt steg Wiwel. 105. noget lækkert mad ib. en Dynge vissent Kartoffcltop Aakjær.Vrcdens Børn. 184, men samme tilbojelighed er ikke helt ukendt i almindeligt rigssprog, jeg har fx. hørt københavnere sige Noget lækkert mad. Se VvS.59. l Lærde Efterretninger 1804,.615 anholder en anmelder følgende »sprogfejle i Den nye!te Bondc-practica,4.udg.1803 : meget got Hør og meget got Meik skal være : meget god Hør og megen god Meik .

Vi kan ad denne vej få en funktionel forskel mellem brugen af nogen, noget ved fk.s-ord : noget formue : nogen formue . Men nogen kan også skyldes trang til sprogrigtighed: en Flue eller en Orm eller nogen anden god Barselmad CEw.Æ.IV.32. Nærmere herom under Adjektiver (side

377). Ved megen, meget er der tale om stilforskel: han har megen / meget kunstforstand. - et særskilt lille Væsen, der havde lige saa megen Lov til at være fornærmet som alle andre Mennesker Pont.SV.25 er stift bogsprog overfor: lige så meget lov. Lefolii. 64 har: Der var megen Sæd paa Torvet i Dag. Lad mig faa nogen Mad, om hvilket forfatteren siger: »I dette Tilfælde søger Skriftsproget at bringe en Regelmæssighed til Veje, som Talesproget ikke vedkjender sig.« Også former som adskilligt, forskelligt, andet kan bruges parallelt med noget: Ogsaa i de andre Samlinger er der .. adskilligt Holberg {:>: værker af H.) Ber!Aft. 5/3.1928. æbler, pærer og andet frugt. - Paa Vejen her ned har jeg ikke scet andet Comedie end »Viel Liirm um Nichts« i Kassel JPJac.Br. 3.55. Jævn til frisk Vind omkring Øst med noget strengere Frost, men kun ubetydeligt Sne BerlTid.141' 12.1937. Scenepersonale anbringer forskelligt regi hist og her Rifbjerg.H.4-5. Da intk. står som bærer af begrebet »noget«, dvs. betegnende at det angivne betragtes som masse, noget uafgrænset i stoflig eller abstrakt forstand eller som en sammenfatning af forskelligt, får dette genus, især i talesproget, en vidtstrakt anvendelse når man vil angive sådanne forhold ved ord der uden for denne anvendelse viser fælleskøns egenskaber. Ved at ordene løsgøres fra deres fælleskønsgcnus gøres deres indhold stofligt eller abstrakt. Der skal nu gives en række eksempler på denne anvendelse. I nogle af tilfældene er en indflydelse fra et rammeord af intk. tænkelig, og det kan være vanskeligt at skelne mellem de to arter indflydelse. En elev skrev i en stil at komme ud til det dejlige fodbold, og heri ville man måske se en indflydelse fra ordet ' (fodbold)spil'; det er dog næppe tilfældet: ordet 'fodboldspil' ville han næppe have taget i sin mund, og foldbold har næppe stået for ham som et spil, men blot som 'noget'. Når Brandes (DO. ) bruger Hojesteret i en billedlig anvendelse hvor tanken om ret bevares er genus uændret: en himmelsk Højesteret, men i en anvendelse som følgende om noget, et forhold der minder herom, falder intk. naturligt: (han) blev ved at tumle med Problemet og anfore pro og kontra for sit indre Højesteret ViggoF Møller.B.16. Først eksempler på tilfælde med foranstillede kongruerende ord. Det er et magelost Studium, dette Chemi Bergs.PP.34-5. naar det ..• kan være Dem en Adspredelse at læse det Smaasnak jeg sender D em Brandes.Breve.I.40. Noget af det mest straalende Shakespeare-Komedie, 57

.rom vor Scene har rummet Mantzius.Min Far og jeg.227. klædt i lyseblåt silkø, en dragt af døt fineste uld Dyrlund i Arkiv.XI.190. det opJiostøde Slim Wied.BS.113. saa kommer forleden Dag ham, Maleren, herind .. . og kober sit Tobak ib.150. (han) havde faaet sig noget af dette Helligdom ovre • . i England, og det var jo osse med Psalmer og Syndefuldhed KLars.UR.213. gult, tort Stroelse Fleuron.Kvien fra Odingaard.69. hvis at man bare bruger godt med Banner eller det her Erstatning ERode.0.186. Der var Laksemad - og Hummermad - og Rejemad-, og alt muligt Mad ib.36. al det Sladder Soya.3oAa.ll. Nå det mangel på mod, det var vist meget fornuftigt sa.Sytten.Il.5. tænk paa hvor højt I allesammen stylter det Elskov op AHenningsen.Le.178. Fra aviser: En Del rundt Gran til Hegn og Flagstænger BerlTid.13/5.1927. I BT 11/8 1927 fremhæves det som en sprogbommert at der på et skilt stod Alt Arbejdskorsel Forbudt og der tilføjedes: »Der er nok adskillige, der skulde have deres Skolepenge tilbagebetalt«. Andre eks. : gult Silke BerlTid.29/10.1931. den af bredt Pigtraad spærrede Grænse BerlAft. 15/1.1935. i brunt Oaseged ib.29/t r.1934. Alt Uld under Kontrol Pol. 3/8.1940. Der holdes alt fornodent Ekstrahjælp ib.25/Jo.1946. Vi vil ikke længere beskæftige os med det Logn, disse Herrer finder paa at fylde os med Infonnation.2/J.1947. Mennesket er det rene lort JGBrandt.U.133 (men: han trådte i en lort,· han er en lort). Opnoteret fra københavnertale: det sidste afføring var fast. Fra skolestile: det såkaldte rogskrift. det friske luft. Ved Forsag fik man disse (køer) drevet op til at give det mest mulige Mælk. Ved flerleddede udtryk: naar jeg har læst et Par Sider, maa jeg bladre om og bladre om, for saa kan jeg ikke huske alt dette lange Indledning og som de skriver saa ud/ørligt med alle mulige Begivenheder K.Lars.Ci.96 (udtalelse af H ans Peter Egeskov). - Betjenten faar Luft for noget af det Bof og Øl han har i Aarerne JVJens.lntr.251. det var det rene hul i hovedet ( = fuldsta:ndigt tåbeligt). Opnoteret 1944. Præd ikation bestaar - som det meste sideordning og underordning - af to led LLHammerich. Indledning til tysk grammatik.35. det rene Lojer og Langkål GSchutte.Hjemligt Hedenskab. r30. det var det rene Goddag Mand Økseskaft Panduro.R.124. Ved proprier: det Holberg han har læst, er ikke andet end et par af komedierne. Gamm elholm, som lugter af urgammelt Kobenhavn Hoffmann.BD.!Z r. - Saa er Strøget (o: i forhold til den Paris-agtige Nørre-

brogade) det rene Randers i Halvfemserne i Sammenligning MLorentzen.S. 125. en Vandring fra Hus til Hus i det Stormgade, som staar for Fald Pol.18/3.1929. Det var det rene Hollywood, at jeg stod der og kyssede hende Panduro.R.81. Den tendens disse eksempler er udtryk for, er ikke af ny dato. Moth (ca. 1700) opforer ordet kalk som fk., men i definitionen al Kalkballe skriver han: et redskab, som murmesteren har det kalk i hand skal mure med. Holberg.Kandestøberen.Ill.3: Har du noget Caffee i Huset? - noget Suppe Bars.II.12. Jeg maa gi11e min Son lidt tid til at betænke sig Masc.Il.8. Blicher (ved alm. adjektiver (jyskhed )): Gængerne smores i fiint Bomolie XVI.189. det var godt Sporsnce XVIl.137.

Denne tendens til intk. i den særlige anvendelse er i rigssprog svagest ved bestemt efterhængt artikel. ThitJens.SK.I.171 : hun kan ikke holde paa Snakket; det lækker af hende kan være en jyskhed. Hos københavnskfødte rigssprogstalende har jeg hørt: han kom med grannet (o: grangrenene) under armen. En københavnerinde sagde til en svedig mand der ville tage sin stråhat på: du skal ikke ta' hatten på i al svedet. Foreholdt at det hed sveden, svarede hun: ja det ved jeg godt, men det faldt mig naturligt i den forbindelse at sige svedet. Ved ubestemt artikel alene er tendensen også svag: Sikken et Nar de gor af Dig henne paa Skolen Wied.FS.18. Det ord og begreb af :»nogetc der ligger bag genusbrugen i disse tilfælde, kan også angive at talen er om noget ubestemt, ubestemmeligt eller ikke nærmere angiveligt eller bekendt. Dette moment ligger i nogle af citaterne ovenfor. Det hedder en kaplak men det er ganske naturligt at skrive som Pol.3/J . 1907: Den forældede Ordning, at Iwer Kaptejn for en Del lønnes med det saakaldte Kaplak. - det saa eftersogte missinglink KMunk.LG.13. Fra talesproget: jeg forstår mig ikke på det her atomfysik. Og det kan i talesprog få videre anvendelse om noget der er så ubestemt at det sprogligt går ud over ordklasseinddelingen : »Foler Retslægeraadet sig tilsidesat?< - »Vi har ikke noget med at fole os hverken det ene eller det andet.< Pol.24/3.1944. Jo, selvfølgelig er det stil/ uldt og alt det der Replikker.III.53. Når den nu omtalte tendens ikke er trængt stærkere igennem og kun i ringe grad gør sig bemærket i skriftsproget skyldes det uden tvivl grammatikalske hæmninger. Mange mennesker vil nok indrømme at de kan sige s!dan noget som eksemplerne udviser, men de betragter det som en 59

sprogfejl: ethvert ord har et bestemt genu5, og det skal respekteres, ræsonnerer man. Overfor sådanne mennesker må man fremholde at tendensen ikke har noget med sprogfejl at gøre. Sædvanligvis kan et ord kun bruges med et af de to generas mærker, og så bliver genus, stort set, en indholdsløs og overflødig kategori. Når derimod et substantiv får mulighed for at optræde i begge genuskategorier med en dertil svarende funktionel forskel, så har vi fået en morfologisk modsætning af samme art som den vi træffer ved substantivets bøjningssystemer (numerus, determination og kasus). Det er et sådant system, blot endnu i sin vorden, vi har truffet ved denne anvendelse af intk., og fremtiden vil vise om det vil konsolidere sin stilling og udvikle sig videre. At det vil være en gevinst for sproget skulle de givne eksempler vise. I modsætning til disse hidsættes her nogle citater hvor forfatteren, formentlig af grammatikhensyn, bruger grammatisk kongruens i stedet for det i talesprog naturlige intk.: Jorden var den bare Dunst og Taage CEw.Æ.IV. 7. Ogsaa Fisk fra de frie Vande ... forsendes af og til levende . • . men ellers sendes den meste Fisk dod •.. i Kasser ell. Kurve med Is SaJmonsen::.vnI.167. Den side 56 omta1te anmelder påtaler udtrykket Det meste Olie; det bør, siger han, hedde: den meste Olie. I nogle tilfælde er et fk.s substantiv kun en del af den helhed som kongruensen retter sig efter (indholdsmæssigt), fx. mange vilde folk finder en pind gennem næsen smukt Wiwel.105. Det er her ikke ordet pind men det forhold at have en pind gennem næsen der er genusstyrende, og i sådanne tilfælde er en fk.s kongruens altså ikke på sin plads, men a1mindelig i skriftsprog. Andre eksempler: en del af rejsetojet blev vådt Wiwel.104. den slags dyrplageri er meget almindeligt ib. Jeg er som en Skaal Vin, der har staaet for længe og er blevet dovent og udrikkeligt LCNielsen i Breve mellem Stuckenberg og LCNielsen.59. Kværulanter er slemt, men Kværuloser - det er endnu værre! Replikker.I.60. Sjældent ved foransat artikel: i det rette Tiendedel af et Sekund Buchh. UH.178. Ved genoptagelse ved hjælp af pronomen er tendensen til at bruge det i den nævnte anvendelse særlig udbredt: vi fik en rodspætte, den var så stor som en tallerken,· vi fik rodspætte til middag, det smagte dejligt. Her har vi en funktionel forskel mellem den og det. Andre eksempler: Kærligheden (a: som almenforeteelse) er no'et, man ikke tænker over. Den ( med tanke på realisationen i det enkelte tilfælde)

60

kommer. - Og gaar, sagde Moderen Bang.HH.81. En Kokkenlampe, der bliver ombyttet med fem blaahvide Wolfram-pærer, det {:l: det nævnte forhold, ikke lampen ) tyder dog paa Fremgang JacPaludan.F.5. I eksempler som: vi fik rodsp(IJtter og de var gode : t!i fik rødspætter og det var godt har vi en tilsvarende forskel mellem de og det ved flertalsord. På samme måde: vi gik lange ture og de var dejlige : vi gik lange ture og det var dejligt. Ved personbetegnelser i nøgen form som prædikativ: hun havde jo trumfet det igennem, at Student {:l: det at have taget studentereksamen), det vilde hun være Bang.DuF.393. Det genoptagende det kan udelades eller kun være til stede i tankerne: en snaps er godt for alt Wiwel.104. ferie (:>: det at holde ferie) er nødvendigt. - kartofler er sundt. - Sojler er saa smukt Bang.DuF.302. Hvad, Hr. Overbetjent, Pigebørn er godt SophClauss.A.18. Jf. Bom .. der ikke gor alt for deres gamle Forældre, det er ikke Mennesker. Og de er værre end Dyr KLars.GV.33 (i stedet for det kunne bruges de, men de i næste sætning kan ikke erstattes af det ). Nogle eksempler på den nu uanvendelige genuskongruens: >Jeg har kun en Ting at indvende mod din /de,r, .. '>0g den erJ< Baggesen.Lab.178. Rudy lyttede m ed Nysgjcrrighed, m en uden al Frygt, den kjendte han ikke HCAnd.IV.1 29.

Ved denne brug af det glider vi jævnt over til en brug hvor ordet er helt uafhængigt af det foregående og betegner en som ubekendt hensat størrelse der forklares (fx. Volvo, det er et bilmærke, men han koble en Volvo, den var temmelig dyr; N.N., det er min gamle skolekammerat, men N.N., hatl er min gamle skolekammerat) eller står som ramme der senere får udfyldning (det er dejligt at rejse) eller endelig star som udtryk for noget man i et givet tilfælde eller sprogudoveme i almindelighed ikke kan eller vil bestemme nærmere (det er varmt; det er sommer; det tordner; hvordan har du detP). Se videre nedenfor side 8:2. I nogle tilfo:lde kan det være vanskeligt at afgore om et adjektivisk ord i inde. er brugt i den partitive betydning eller i adverbiel anvendelse. Etatsraadens førte et stort Hus og tog meget Del i Selskabslivet JPJac.II.30. Jeg har ikke godt Tid i Øjeblikket J akKnu.LS.53. Havde han ikke ogsaa noget RetJ AaseHans.T.123. I disse eksempler hvor vi ha.r faste verbaludtryk (tage del i, have tid, have ret) står meget, godt, noget måske snarest som adverbier. Sml. Jeg har ikke god Tid i Øjeblikket.

6r

b) fk. brugt ved intk.sord. Ved betegnelser for stof, masse bruges ubestemt artikel som regel ikke, men i stedet et ord som står i et partitivt forhold til substantivet: noget grus, et læs grus, en art grus, en flaske ol, og ved underforståelse af et substantiv der angiver et kvantum eller en art, slags eller ved tanke på et sådant substantiv som rammeord, får vi her to funktionelle anvendelser af den ubestemte artikel i fk. 1 ° angivende et kvantum eller en portion. I en ol har ordet ol samme genus som i mit ol, ollet, men en kongruerer med et rammeord (flaske). På vejen havde han været inde i to forretninger, hvor han på hvert sted kobte en ol. De var gået gennem parken og opholdt sig nogen tid på en legeplads, hvor han havde drukket sit ol, mens hornene legede Pol 15/7 1961. På samme måde bruges nu en sodavand o.l., også med attributivt adjektiv: en dansk vand, en gul sodavand og med andre hestemmende ord: hvem har taget min ol; hvor bliver den sodavand af? Endvidere fx. en hof, en gammel Carlsberg, der dog kan være forkortelser. Ved betegnelser for retter er det ordet »portion« eller »gang« der er rammeordet: din ollebrod angiver portionen, dit oliebrød massen (jf. Wiwel.10.1-); i restaurationssprog hedder det: en bankekod, en oksebryst osv. Snus er intk., men det hedder tage sig en snus (J: en pris snus) og ikke en snus = ikke det mindste. Ordet stav er i ældre dansk fk.; det har nu sluttet sig til intetkonsgruppen af ord for masse, stof, men fk. forekommer stadig hvor talen er om en bestemt støvmasse i luften eller (jf. næste gruppe) art: sikken en stov Wiwel.104. den stov der frembringes ved dette arbejde, er meget skadelig. Ordet krystal bruges både som fk. og intk., i betydningen mineral, stof især som intk., om enkelt genstand og partikel også som fk. (fx. en KryJtals Molekyler Sa1monsen2 .IX. 794b). 2° Angivende art, sort, en vis kvalitet. Det hedder klisteret, men man kan sige en tyk klister. Her er rammeordene de nævnte ord: art osv. Andre eksempler: det saakaldte Parakautsjuk .. den i Handelen kommende Kautsjuk Mentz og Ostenfeld. Planteverdenen.324. Peberet gaar mest i Handelen i pulveriseret Tilstand •. den hele Peber ib.226. Vi leverer saavel almindelig graa Strandgrus som den gule Bakkegrus Rek.lametryksag.1935. Kloret .. luftformig Klor .. tør Klor Salrnonsen2 • XIV.154f. en i kemisk Henseende »fed« Kridt DO. u. Kridt sp. 354.

realitetsforhandlinger •. om den jyske salt Pol. 2'l/3 1961. en fin flormel; en dyr pudder; lærredet, men: en billig lærred. Flere eksempler BUS. 68f. Mange af de herhenhørende ord, bl.a. navne på tøjstoffer, har ikke noget fast genus, men bruges ofte med intk.s kongruens når de bruges om mængde af massen, stoffet, men med fk.s kongruens når talen er om en vis sort, art. Shirtinget (fx. Haandværk i Hjemmet.13) : til bogbindet valgte vi en lys shirting. Satin er if. DO. nu intk., men man kan finde Den Satin, der paa den ene Side er blank, er mat paa den anden Side Vort Hjem.III.82.Dowlas er vel varmere og lettere at vadske, men det /tolder sig ikke saa smukt hvidt som Medium ib.93, overfor: en grov dowlas. V oks er intk., men man kan sige: en gul voks, en Plantevoks (se DO. u.Voks). Fra Meyers Vareleksikon°{ 195'l) I. kan nævnes: filtet, men: Tag/ilt er en slags grov filt .. en finere filt.329. glycerinets vandsugende egenskaber: Den rå glycerin, den »kemisk renec glycerin 4'l6. Grafit .. det : Rågrafitten 429. Kaolin .. det : Slemmet kaolin .. den 582. Kapok .. det: Silkekapok .. den 585. det tiloversblevne råkasein : den som textilkasein anvendte syrekasein 592; det knuste Malt .. Maltet Sa1monsen2.XXV.819: Hvad den Malt, som skal bruges til Øl, angaar ib.XVl.497. Denne brug er kun almindelig i fagsprog, og selv der undgås den ofte, især i skriftsprog, fordi den kan se ud som anstød mod det grammatisk rigtige. Det har ikke skortet på protester mod denne sprogbrug. Haysgaard akriver {AccGram.§82 ) : :>Det er ikke saa r-."t:t at sige: en god kåaber, en fin solv, etc. som at sige i Neutro uden Artikel godt kåaber, fint solv,< Dog siger han om tojstofnavne: :.Navne paa alle slags klæde- og silke-tøj ere il-visse af Kjøn, hvorfor man helst med Kra:mmeme og Skrå:derne kunde tilegne dem Artiklen en,< ib.§ 90.

3° Når et substantiv bruges materialiter~= omtales som en sproglig størrelse ( fx. m.h.t. dets form eller/og indhold), træder rammeordet :,ord« frem for tanken og virker genusstyrende. Ved ord af intk. er det vanskeligt at skelne mellem de to anvendelser. I skrift kan man altid klare sig ved at sætte det substantiv der bruges materialiter i gåseøjne; i udtale kan man udtale substantivet med en anden tone, med pause efter attributive bestemmelser o.l.: det danske smor falder i englændernes smag : det danske :,smør« falder englænderne vanskeligt (at udtale ). Hvor substantivet er fk. kan kongruensforskellen alene adskille de

L

to anvendelser. Eks.: Det var ellers hans ufravigelige Vane at kalde sit kvindelige Personale ganske konslost ved Eftemavn alene. Men hende tiltalte han med det hensynsfulde Froken SMich.S.8. Vort Chalup gengiver det franske clzaloupe KNyrup.Aarbøger.1919.2. det er vist betænkt, at Lykke, det ikke har noget Flertal Bang.HH.96. Hun havde ogsaa sagt Brodersen, uden noget Hr. KLars.GV.145. »Saa var det jo netop godt for dig at komme lidt ud til Holte.« - »Du med dit Holte og Holte.« Nathans.Drommen.84. Gaarden er næppe stor nok til at skaffe mig Titel af Proprietær - jeg kommer nok til at nøjes med det mere beskedne Gaardejer PRMøller.En Skærsild.95. uden Ellinor intet! Så, nu var han der igen med sit Ellinor! Svedstrup.EG.I.221. Jeg ved Salen ikke, hvad der går af jer! - Jeg vil ikke hore det Satan! sagde konsulen bost ib.217. »]ode, tysk Flygtning?« - Folk stak ham altid det ]ode ud AHenningsen.Le.41. Det lyder saa lidt med det Klokker, der betyder noget i Retning af Formand for Regensianerne KMunk.HJ.224. Genuskongruens ved ord af andre ordklasser, ved ordforbindclser o. l.

Grafiske tegn og bogstaver eller dertil svarende lyde (fonemer) tager kongruensmodel efter ord som tegn, bogstav: i visse gammeldanske lovhåndskrifter bruges et u over vokalen når den skal betegnes som lang; et lille a, et stort D; det såkaldte blode d; det fællesnordiske ei blev i ostnordisk til langt e; et alfa, beta osv., jota; det hoje C; et cis. - et W med Kongekrone over K.Lars.Ci.145. Den gamle Canarierinde udtalte Ordet (:i: rana) med det uigengivelige tørre spanske R, et forstærket R, som om man kunde tænke sig et H foran JVJens.SØ.127. Ordet :i,talc er bestemmende for udtryk som e11 Orden, paa hvilken der stod et stort »40« KLars.Ci.126. Ordet 'bogstav' var tidligere fk. (jf.: efter bogstaven) og dengang hed det folgelig: en a, en g osv., således endnu hos PSyv (fx. en Medlydende D eller T DaGrammat.I.131) og til dels hos Holbcrg ( i norsk, hvor bokstav er bevaret som fk., hedder det også en a, b osv.),

Ord af andre ordklasser end substantiverne kongruerer efter ordet 'ord', både når de bruges materialiter (se ovf. side 63) og når de bruges med et indhold af lignende art som substantivernes, fx. der var •. dette bestandige »Hvorfor«, der holdt hendes Sind i .. Uro Pont.HK. 116. saa er der et stort TAK at sige til den hellige Birgittas Dot re i Vadstena Jørg.Den hellige Birgitta.l.xi. Jesu egen Fremtræden (sætter)

definitivt Skel mellem et for og et efter VerdenGD.I.560. i et 70 Aar gammelt Manuskript var (der) et og der heller burde være et men Soya.SVS.68. Der fandtes .. intet imorgen med nye Chancer JacPaludan.UR.59. Samme kongruens får en ordforbindelse der bruges materialiter: Færgemanden faar sin Sixpence, og med et: »God Nat, Gentlemen, og pas vel paa Lommerne!« driver han smaaleende af ud i sit Element Drachm.R.8. Du maa gerne beholde Dit Godmorgen saavelsom Dine Æbler for Dig selv! sa.E0.81. det sagde Du for grinagtigt. Det »æh - med Fru Petersen« var alle Pengene værd KLars.SA.107. Indenfor Ægteskabet, der gik det successive over til et Velvære. Det er ikke dette evige Gud straffe mig, jeg elsker dig! ib.131 . det mandfolkeflotte Fandengaleme HHLund.L.118. der er ingen og faar mig til at tro paa dette Baal og Brand KLars.SA.146. et »Tak, det er tilstrækkeligt« Johs Wulff.ML. 16. naar en af Byens Borgermænd nos paa det ene Forto v, svaredes der med et »Gud velsigne Dem« ovre fra det andet Pant.AG. 53. I hendes ansigt stod der et irriteret: aah de hunde og aah den blæst JohsSmith.D. 1:2. Direktoren: »Unge mand.« John (snurrer rundt ) : »Hold op med det »unge mand«.« Rifbjerg.H.34. Ad denne vej er skabt en del nye substantiver: et leve; et ja; et nej; et nu; et plus, et minus; et alibi; et ave (Maria). et Miserere JPJac. III.241. det store og det lille Gloria (:>: Gloria in excelsis) Salmonsen2• IX.805. et amen; et farvel; - en tom Afsked, et dødt Levvel Esm.GG.2; et memento; et fadervor; et velkommen; et apropos; et facit ; et deficit; et veto; et abracadabra; et godt, udmærket godt ( et ug), laud, haud, et non comtemnendus; - med et Præceteris i Hovedkarakter Gjcl.GL. 180. et jeg, et selv. I andre tilfælde er der mere specielle rammeord, fx. 'maleri' i : det yndige sommerdag fra egnen om Holstebro 1884 Dyrlund i Arkiv.XI. 190, (i Sara ) malede (PSKroyer ) sit >Markarbejde i Abruzzernec Sa1monsen2.XIV.817, 'døgn' i Dognet raser over Kloden, det ene 24 Timer folger efter det andet BerlTid.31/3. 1935, 'land' i et terra incognita Vor Ungdom.1888.377, 'ukrudt' i det ikke sjælden forekommende kloversilke Dyrlund i Arkiv.Xl.190, 'spil' {?) i et pianissimo TomKrist. (DO.), et usandsynligt fortissimo Soya.TK.1 :25. Gruppen levende væsener har som helhed fk. som genusm~rke {jf. side 42) derfor hedder det: han kom ind som en god nummer et Dyrlund i Arkiv.XI.190. Hvem er dog denne du, jeg gaar i Rette med? Jeg er dog kun een. SMich.HB.41 . og saa l\fodcme d:uuk. II. 5

ved nærmere at udsporge ham - - - Ham - hvilken ham? OBenzon. S.r28. han er en noksagt (eksempler i DO.XIV.1304); en vovvov om en hund. »Syns du ikke den er vulgær?« »Hvaffor en den?« Rifbjerg. U .24. I tilfælde som en ABC, en fjerde mellem kan der foreligge forkortede udtryk eller indflydelse fra rammeordene ' bog', 'klasse'. I et wc, et das, det bæ ( eksempel i DO.) har vi fået indordning under tilstedeva:rende genusgrupper, se side 44{., hvor der er givet flere eksempler. Det hedder et allehånde ved tilknytning til en gruppe for krydderier: salt, peber, krydderi osv. Ved sammensætninger der er substantiviske men hvis sidste led er et ikke-substantiv er ordene henvist til ramrneord eller til indordning efter indholdet under en genusgruppe for at kunne klare kongruensfordringen. Eks. hugaf bliver fk. ved indordning under gruppen personer (levende væsener), korsammen, rørsammen, skrabsammen osv. går ind under intetkønsgruppen der betegner 'noget'. Ligeledes Det var et evigt Kræven-ind og Goren-Vrøvl Soya.E.70. de duer til lidt mere end skaffe sig det allernødvendigste bide og brænde HWulff.MFB.95. - Et komsammen får genus efter et mode, ligesom et skrabud efter et buk, medens en svingom går ind i gruppen 'danse'.

Usikkerhed m. h. t. substantivets genusforhold.

Det er tidligere omtalt at to enslydende substantiver eller to forskellige betydninger af samme ord ( de to grupper glider for en nu tidsbetragtning over i hinanden) kan være karakteriseret hver(t} ved sit genus. Her skal så omtales det forhold at samme ord uden betydningsforskel træffes brugt i sprogudøveisen snart med det ene, snart med det andet genus. En lignende variation vil vi træffe ved de mange morfologiske bøjningssystemer, og den er overalt udtryk for at sprogtraditionen på det givne punkt ikke har fæstnet sig. Angivelse af såkaldt »vaklende genus« findes i ordbøgerne. Det der interesserer os her er at undersøge hvad denne vaklen skyldes og eventuelt at samle de vaklende ord i grupper. Kun tilsyneladende dobbeltgenus har vi hvor et substantiv der står tryksvagt foran et andet substantiv (i et partitivt forhold til det, jf.

66

side 85) kan miste sin egen genusstyrelse til fordel for det følgende substantiv. Det er ikke almindelig brugt men forekommer dog ikke så sjældent. Eks.: Ved slags, der også har vaklende genus, med tendens til sejr for fk. (altid i forbindelse med demonstrative pronominer: af den, denne slags). Man vil nu gjore M enncskct til en Slags Abe - Man kunde for den Sags Skyld jo ogsaa sige, at Aben er et Slags Menneske Lefolii.65. en Slags Spaabog .. et Slags Spil VilhelmThomsen{DO.); et Slags Menneske .. en Slags Kunstner EdithRocle.(DO.). det Smule Spektakel JVJcns.NA.r 1. det Smule Kald Pont.Nattevagt.r r r. det Smule Ben (om et brækket ben) CEw.DV.r58. Se også DO. u. Smule. Sjældnere i rigssprog ved ordene pjalt og stump i lignende betydning: det Pjalt Hul der Anescn(DO. ). Jeg med min Pjalt Gage SMich.S.24. Også ved flertalsord: dine Pjalt Guldsager Gertz(DO.). 1° Ord der almindeligvis bruges i nogen form og uden genusstyrende ord vil vise stor vaklen når de i sjældne tilfælde må bekende kulør m.h.t. genus, fx. aflad (lå, give aflad) nu oftest fk. (afladen); alvor (det er alvor, alvor og gammen osv., livets alvor, for alvor) nu som regel fk., undtagen i forbindelsen det er mit alvor og taget for fuldt Alvor KNyrop.G.13. i fuldt Alvor Soya.SVS.78 (dog også Der er et Alvor i hendes Tonefald og Holdning, som ikke svarer til Ordenes Indhold sa.E.82), men: en dyb alvor, alvoren (sml. mit spøg ovf. side 34); band i betydning 'bandlysning' bruges i almindeligt sprog kun i forbindelsen lyse i band og man er stærkt i vildrede når man skal bruge det i genusstyrede udtryk. Brandes skriver vi havde lyst Banden over ham medens kirkehistorikere taler om det lille og det store band (se DO.) og også ellers bruges ordet som intlc.: Bandet er så ofte brugt og misbrugt NielsSkyum-Nielsen.Blodbadet i Stockholm.(1964).67. Ordet barsel bruges i alm. sprog i det hele sjældent undtagen i sammensætninger (barselfeber, -mad) og derfor har ordet ikke dannet sig nogen fast genustradition; i betydningen 'fødsel' tager ordet så genus efter dette ord ( en hård barsel), i betydningen barselgilde efter 'gilde' ( der skulde være stort barsel). Ordet besvær bruges oftest i udtryk som med, uden besvær, volde besvær osv., og derfor træffer man såvel med megen besvær som det daglige besvær, besværet med dette, nu oftest intk. (vel fordi ordet føles at høre til stammeverbalsubstantivemes gruppe, se side 32). Bluff bruges kun i udtryk som det var bluff, noget bluff. DO. angiver fk., men 5•

mon ikke de fleste nu vil sige: det var et stort bluff? Ordet brug forekommer is.er i udtrykkene til brug, tage, være i brug, gore brug af, have brug for, det er skik og brug; nu bruges ordet som fk. undtagen i attributiv forbindelse efter til (til mit, det, dette brug osv., men: brugen af dette; en almindelig (sprog) brug) ( om b1"ug i anden betydning se side 34). Hvilket genus er druk der normalt aldrig bruges i genusstyret forbindelse? Vil man sige han dode af sin eller sit årelange druk? Substantivet eje bruges is.er i forbindelserne have i eje, være i ens eje, derfor vil nogle sige bogen er i min eje andre i mit eje (det sidste vistnok det hyppigste). Ordet falsk bruges normalt kun i nøgen form, derfor stor usikkerhed når det skal bruges fx. i forbindelse med attributivt adjektiv. Juristerne foretra!kker nu intk., fx. intellektuelt falsk, personelt falsk OHKrabbe.Borgerlig Straffelov'.reg. Ved flor vakler sprogbrugen mellem stå i fuld I fuldt flor, men man vil kun høre et blomsterflor, ved fynd mellem med et sådant fynd og med en sådan fynd. Gavn bruges oftest som intk.: til dit (eget) gavn; gavnet af denne foranstaltning er tvivlsomt, men oftest den gavn man har af noget, gore god gavn (jf. nytte, fk.) . Ordet gidsel bruges som regel kun artikelløst: være gidsel, tage som gidsel osv., derfor findes både en gidsel ( ad modum almindelige personbetegnelser) og et gidsel ( ved tilslutning til gruppen : væsener uden hensyn til sexus, se side 42). Hedenold bruges oftest i udtrykkene: i, fra hedenold. Når det bruges med genuskongruens finder man snart en, snart et hedenold (se DO.) . Plat = plattenslageri indgår i udtrykkene slå plat, leve af plat. Skal det bruges med genuskongruens er man ilde stedt (selv ville jeg sige: han levede af det groveste plat) . Puds fint tøj er især gængs i udtryk som i stiveste, fineste puds hvor genus ikke ses; derfor vaklen mellem i fuld puds eller i fuldt puds. Substantivet rede viser heller ikke genus i de almindelige forbindelser: finde rede i, gore rede for osv., men man vil normalt sige gore god (ikke: godt) rede for; få fuld (ikke: fuldt) rede på osv. (men: et urede, et vilderede). Ordet sigt bruges kun i få tilf.clde hvor genus må vises og her er der nogen vaklen, fx. mellem på lang sigt og på langt sigt. (på meget langt sigt BerWt.22/6.1961 ). Slang bruges normalt uden artikel. Skal den bruges er der stor usikkerhed: en eller et slang (se DO. og Nord. sprogproblemer 1957 og 1958.76). Det i præpositionsforbindelsen i smug ind-

=

68

gående substantiv vil når det tvinges til at vise genus, fonnentlig vise intk.s egenskaber (i det hemmeligste smug} ved tilknytning til verbalsubstantivgruppen (se side 32 ). Spilde bruges i alm. kun i forbindelsen (gå} til spilde. Derfor vaklen i kredit-, tidsspilde (if. DO. nu oftest fk.}. Tabu indgår sjældent i udtryk hvor genus kan ses; der er vistnok en tendens til at bruge en tabu om skikken, et tabu om forhold der er tabu (jf. rammeordene): det Tabu, som omgiver Tragediens Stil Rubow.KS.112. Velfærd bruges næsten kun i forbindelse med foregående genitiv: hans, landets velfærd; derfor vaklen ved din eller dit velfærd (if. DO. nu hyppigst det første). Vemod bruges almindeligvis kun i nøgen form, og dette forårsager vaklen mellem en og et vemod. Også vælde var et ord der sjælden viste genus ( adelens vælde, med ( magt og) vælde) ; da det fandt anvendelse i sammensætninger der betegner styreform, herredømme, blev genusspørgsmålet aktuelt, og efter ord som styre, herredomme og den side ooo nævnte ordgruppe brugtes og bruges det hyppigst som intk. (et præste-, konge-, fåmands-, embeds(mands}vælde, osv., men kun enevælden og vaklende adelsvælde (Adclsvældens sidste Dage J.A. Fridericia. bogtitel.1894}) og ligeledes som simpleks i betydningen 'magtområde'. I de andre betydninger har genus af simpleksordet ikke helt fæstnet sig, men intk. er det hyppigste. 2 • Da genus jo ikke findes i plur. er man i vildrede når man ved pluralia tantum-ordene vil angive en af enheden : en eller et af forældrene, en eller et af mine soskende osv. Se side 138. 3° Et ord som ikke er gængs eller næsten ukendt i en vis sprogkreds, vil når det bruges af kredsens medlemmer ofte optræde i forskelligt genus, medens det har fast genus inden for den sprogkreds hvor ordet hører hjemme. Dette gælder fx. for den jævne mand når han stilles overfor højlitterære eller gammeldags eller dialektprægede udtryk og derfor opføres sådanne ord ofte i ordbøger med vaklende genus. Eks. dræt, et oprindeligt fk.s-ord med flere forskellige betydninger. I betydning 'voddragning' træffer man både det oprindelige genus (fx. i sidste oversættelse af NyTest.( 1948).Luk.5: kast jeres Garn ud til en Dræt) og (nu oftest) intk. (et fiskedræt ). Åndedræt og Opdræt er nu altid intk. Ordet sold = lønning er oprindelig fk. og således endnu almindeligt undtagen i den faste forbindelse have i sit sold (jf. have i sit brød), der er ved at fortrznge have i sin sold. Et ord som stob, der

69

horer til de sproglige antikviteter, findes brugt snart som fk., snart som intk. (se DO.). Et nydannet ord som tern har endnu ikke fundet sin faste plads i genussystemet. 4 • Fremmedord vil i den første tid forholde sig til hele det nye sprogsamfund som de nævnte ord til en bestemt mindre kreds; de vil altså m. h. t. genusindordningen være afhængige af de første brugeres forskellige genustilknytning, men en sådan forskellig anvendelse af genus kan fortsætte længe. Nogle eksempler: Det er blevet norm at sige en akt om del af skuespil, men som Wiwel. 104 har gjort opmærksom på kan man i daglig tale høre et akt. Atol er oftest fk., men kan også forekomme som intk. ( et Atoll. JVJens.FØ.130). Ordet automobil bruges både som fk. og intk.; det sidste er knæsat i fagkredse; men den ved forkortelse heraf dannede form bil bruges kun som fk. Ordet blyant vaklede længe (se DO.), nu er fk. næsten enerådende. Cirkw bruges både som fk. og intk., det sidste især i daglig tale (jf. det billedlige jargonudtryk: det var et godt cirkus :>: noget naragtigt, forvirret). Doktrin er oftest fk., men ses også brugt som intk. Domæne bruges både som fk. og (jf. side ooo) intk. Ved dress bruges fk. og intk., men fk. er ved at gå af med sejren som det allerede er sket ved habit. Faksimile bruges som fk. eller nu oftest intk. Fond bruges lige hyppigt som fk. og som intk.; de store fonds har nu bestemt sig for intk.: Carlsbergfondet, Tuborg/ondet, Rask-Ørsted-Fondet. Ordbøger angiver embonpoint som intk. (jf. et point), men mange {de fleste?) siger en embonpoint (: mave). ingrediens bruges vistnok hyppigst som fk., og sjældnere som intk. Kaliber vakler, men i fagligt sprog bruges normalt intk. m. h. t. skyts. Kapitæl opgives i ordbøger som vaklende, hvad sikkert er rigtigt, men i bet. søjlehoved bruges som regel kun intk. Det hedder i reglen en karat, men i hvert fald i billedlig anvendelse forekommer ordet som intk.: det sande Karat KBlixen.Sk.23. Karton har ikke noget fast gennemgående genus i ordets forskellige betydninger. Om stoffet bruges (jf. ndf. side 71) oftest intk. (tyndt Karton Salmonsen2.XII1.648), i betydningerne »(for)tegning« og »æske« er fk. (jf. rammeordene) det almindelige. At katalog ikke har fundet sig en fast genusplads skyldes at rammeordene hæfte og bog trækker hver sin vej. Intetkøn er dog nu det almindeligste, i hvert fald i bibliotekskredse. Når klimaks bruges i betydning :i>hojdepunkt« tager det undertiden genus efter dette ord (fx. et Klimaks TDitlevsen.BS.39) Vaklen i genus

træffes ved koncept i betydningen »kladde« og »udkast«, hvor rammeordene også er af forskelligt genw. Litra bruges især i forbindelser som litra A (jf. foregående gruppe l O ) , derfor vakler sprogbrugen mellem ell litra (: en rubrik, afdeling, post osv.) og et litra (: bogstav) . Meteor bruges af nogle fagfolk som fk. (jf. Ivar.Tekn.Leksikon.1953.486 og Salm.Tidsskr.1941.98) af andre som intk. (se fx. ib.1950.128 og fx. det M eteor JVJens.NM.22). Metropol bruges oftest som fk., men intk. forekommer (fx. JacPaludan.R.n). Ved mille er fk. det hyppigste i handelssprog, men ellers høres også et mille (: et tusinde). Molekyle er normalt intk., men uden for fagkredse kan høres en molekyle. Præmis er fk., men et præmis er ved at vinde frem. Det helt nye ord quiz drages mod fk. af ord som 'konkurrence', mod intk. af ord som 'spørgsmål', Ordet servitut er som regel fk., men uden for fagligt s~rog kan det træffes brugt som intk. (se DO.). Trawl bruges i fagligt sprog som fk., udenfor kan høres intk. (jf.: et garn, net). Totem vakler, i betydningen 'billede' er dette ord som regel genusbestemmende. Ved trikot synes intk. og ved trofæ fk. ved at få overtaget. Det genoplivede hjemlige ord torp bruges både som fk. og intk. (det sidste i fremgang, jf. Torpet som villanavn). 5 • Den tidligere nævnte gruppe af betegnelser for stoffer, masser er, som omtalt, karakteriseret ved at de oftest bruges i nøgen form, at de ofte bruges i forbindelse med mængdeangivelser af intk. ( noget , meget, lidt osv.), og at der spores en, omend mindre fremtrædende, lcndens til at bruge artiklen en til angivelse af art, sort. Alt dette bevirker at mange af de herhenhørende ord, specielt de mindre almindelige og fremmedordene, ikke er blevet forankrede i en fast tradition m. h. t. genw. Langt den største del af de substantiver der i ordbøgerne angives som vaklende m. h. t. genw, tilhører denne ordgruppe. Vi kan tage ord som alabast, desmer, trøske, vadmel, som for de fleste mennesker er ord de kender fra deres læsning, men næppe selv bruger. Skal de så bruge dem en gang vil de være helt i vildrede m. h.t. ge• nus. Men det samme gælder, mutatis mutandis, ofte for fagfolk for hvem ordene er gængse. Fx. findes i l'n artikel i Sa1monsen2.XXI. 7 I I : Iltet har lavere Smeltepunkt end det opr. Materiale ... det usmcltede Ilt .. . den tilledede Ilt ... Skære-Ilten. Det er her, som det synes, de ovf. nævnte tendenser til at bruge intk. om masse og fk. om arten der ligger bag og frembringer usikkerheden. Og således er det ved mange

andre ord: det såkaldt vaklende genus betyder at ordene intet genus har (som de øvrige substantiver) fordi de oftest bruges i nøgen form, men at de når der stilles genuskrav til dem oftest følger de nævnte tendenser til at bruge intk. når talen er om stoffet, massen, og fk. af foransatte artikler når der er tale om en vis art, slags. Som eksempler kan nævnes: cheviot, celluloid, glimmer, gummi, harpiks, kamfer, kanel, karbid, klister, klor, kolfein, kokain osv., konfekt, lak, latrin, malm, mug, muld, ral, serge, slim, stanniol, stuk, tegl, tis, tran, tyl. Lignende forhold træffes ved ord der betegner forhold og som almindeligvis kun bruges i nøgen fonn, fx. humbug, og rusk, slud om vejrlig; hagl er i betydningen 'haglvejr' (og billedlig anvendelse deraf) oftest fk., sjældnere intk. (som i ordets øvrige anvendelser). 6° I nogle få tilfælde finder vi i faste udtryk et genus der er afvigende fra det ordet ellers har; det kan va:re en rest af ordets ældre genus eller skyldes et særligt rammeord, fx. et felt, men (være, drage) i felten; et minut, men på minutten; et tryk, men gå i trykken o. l.; filt hører til gruppe 4 °, men har fast fk.s-genus i udtrykket fin, hård i filten. 7° I afledninger af typen enlobet, enbenet, enægget, enojet har ensejret over et· (fx. etlobede Forladere HKaarsb.Vi.21 ). Det hedder egentlig et enetages hus o.l. (fx. et langstrakt enetages Hus Soya.GAM. 31 ), men også et etetages hus o. I. høres. Se VvS.66. Genus og sexus.

Fra et nutidsstandpunkt er der ingen sammenhæng mellem genus og sexus. Vor genusfordeling fælleskøn : intetkøn forbyder det. Fordelingen ville bedre passe på en gruppering af det ordene betegner, i grupperne: 'levende' overfor 'livløst'; dette vil blive nærmere omtalt i næste kapitel. Se.xus angives i dansk ved særlige ord ( konge : dronning; dreng : pige; mand : kvinde; ko : t)'T; hingst : hoppe; hjort : hind; hane : hone; gås: gase) eller ved ord overfor afledning deraf (lærer : lærerinde; arbejder : arbcjderske; and : andrik) samt ved hjælp af ordparret han : hun. Det volder vanskeligheder i sidstnævnte tilfælde at betragte de to ord som bøjningsformer (den ene af den anden), og det simpleste er i han og hun at se to substantiver der danner et funktionelt system til genoptagelse af (erstatning for) en betegnelse for et levende va:sen og samtidig angive dets sexus. Ordparret 72

kommer derved til at stå overfor ordparret den : det der også genoptager et substantiv men angiver dets genus. I plur. er både sexusog genusforskel opha:vet, skematisk:

Genus

Sems

Sing.

mask.

fem.

fk.

intk.

han

hun

den

det

Plur.

I almindelighed udelukker de hinanden: ved betegnelser for mennesker af et vist sexus kan kun bruges han, hun og ikke den, det: arbej. deren, han ... , konen, hun .. . osv. - bybudet, postbudet, han ... , pigebarnet, kvindfolket, fruentimmeret, hun .. . (i disse tilfælde bruges nu næppe det). Ved betegnelser for hvad der er uden sexus kan kun bruges den, det. De mødes ved de ord der betegner levende ~ener uden hensyn til sexus og/eller væsener hvis scxus ikke kendes eller er nærværende i sprogbevidstheden. Man kan anaforisk genoptage barnet ved det (det almindeligste) eller ved han, henholdsvis hun (fx. barnet . • holdt op at græde, hvad hun ellers netop var begyndt på VillyS0r.F.24) og man kan sige det gale menneske han eller hun og det lille bæst han eller hun har nu været på spil igen, alt efter forholdene. I disse tilfælde har vi en situationsbestemt sexuskongruens. Det samme har vi når en kusk siger han om sin hest når det er en hingst, og hun når det er en hoppe. Ligeledes (om en hankat) : kom saa lille Kisse -! Sover han -? Skal Kissen danse -! Wied. TS. 21. At vi almindelige mennesker ville sige den, skyldes vor uvidenhed med hensyn til dyrets sexus. Betegnelser for dyr genoptages i almindeligt sprog ved den, det: ræven, gråspurven, mariehønen - den ; næsehornet, egernet, mollet - det. Endog: tyren, koen, hanen, honen osv. genoptages med den udenfor de kredse der daglig har med disse dyr at gøre. Kun i fabler, eventyr, børnefortællinger o. I. kan dyrene optræde som væsener der kræver sexuskongruens, spec. når de i det givne tilfælde omtales eller optræder som hanner eller hunner: ræven, næsehornet, storken . .. han,· mariehonen . .. hun.

73

Nænncst kælende eller barncsprogsagtigt virker den ved intk.sord: hvor den er sad, det lille lam! Wiwcl.104. Anderledes: De første Takker, Hjorten bDJrer, er ugrenede og kaldes Spidser, og Dyret betegnes, saa længe den bDJrer dem, en Spidshjort Lieberkind.Dyrenes Verden.XIl.131, hvor den vel genoptager hjorten. Hvor scxui; ikke kendes eller lades ukendt må den (det) bruges: en usikker Sl.ikkelse kom ud af >Total/1jemmetc . , stemmede Panden mod Væggen og brod sig grimt, alt imens den stonnede: >Det forbandede Kroneol!c HKaarsb. Vi.63.

Anderledes er det hvor det ord der skal repræsenteres ved et af de nævnte pronominer, er brugt i almen betydning omfattende væsener af begge køn. Her volder tilstedeværelsen af han, hun vanskeligheder. Ved et ord som menneske er genoptagelse ved det nu blevet almindelig sprogbrug; man kan i stedet bruge han eller hun men det lyder pedantisk og behøves altså heller ikke. Her er som på andre sproglige områder (med den enkelte undtagelse brudeparret (om brud og brudgom) overfor kongeparret (om konge og dronning), hertugparret osv. et gammelt husmandspar Branner.ES.53. det unge Grevepar Stangerup.R. 348. to Præstefolk (~: en præst og hans kone) ib.) har man ladet manden repræsentere begge køn. Eksempler: NyTestamente 1948: Forstaar I ikke, at intet, som udefra kommer ind i Mennesket, kan gøre det urent? Thi det kommer ikke ind i hans Hjerte, men i Maven Mark. 7.18-19. Hvad et Menneske saar, det skal han ogsaa hoste Galaterbrevet 6.7. GlTest.1931: Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham Job.7.17. udaander Mennesket, hvor er han da? Job.14.10. Mennesket, fodt af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro Job.14.1. I denne sammenhæng kan det nævnes at et ungt menneske nuomstunder kun betyder en ung mand. Pluralis unge me11nesker kan dels bruges som flertal hertil ( = unge ma:nd) , dels bruges om personer af begge køn. Ordet barn kan, som na:vnt, genoptages ved det eller lian, henh. hun, men i talesprog er den almindelig. »Hvor har Du gjort af Bornene?« - »Den ene tuskede jeg bort til en Skjærsliber for en Lammeskindskofte og to Kavringer« Etlar.Gøngehøvdingen.206. Det var dog et dejligt Barn. Nej, hvor den ligner sin Far Borries.Patientsprog. I 27. Også i andre forbindelser behandles barn som fk.: vi har mistet flere Dorn og har nu kun en tilbage Hostrup.Eva.21. den ene af hendes Born

74

AHenningsen.LG. 16j. Et citat som (han) var det af børnene, som dode tidligst lyder ikke helt naturligt. Grunden til brugen af fk. ved barn er vel tanken på han, hun, dreng, pige, unge. Ved ord som perso11, medlem og lign. er man ilde stedt når det bruges uden hensyn til sexus: den person der skjuler sig under pseudonymet .. han eller hun .. eller han alene; den kan ikke bruges, men nok omskrivninger som den pågældc11de, vedkommende. - Den medvirkende straffes ikke, lwis han .• hindrer Fttldbyrdelsen Lov nr. ::!15 24/6 1939 § 24. Fuldbyrdes Straffen i Fællesskab, holdes Fangen .. afsondret om Natten, for saa vidt hans Helbred ikke er til Hinder derfor ib. § 34. En person, der er indehaver af mere end et radioapparat, uanset om disse apparater tilhører ham eller blot er modtaget på prøve Lov nr. 272 22/I 1 1957. Undlader et sygekassemedlem dette, skal det i § 8 omhandlede udvalg, hvis det senere finder, at han ifolge sine okonomiske forhold er uberettiget til at være ubemidlet nydende medlem af sygekassen •• indberette sagen Lov nr. 228 12/9 1957. Hvor det drejer sig om et pronominalt ord betegnende begge køn under et der skal genoptages, er han meget almindeligt ( i stedet for han eller hun); fx. ingen har fred længer end hans nabo vil - I >Fata Morgana« .. ser enhver af Personerne, da Perlen gaar fra Haand til Haand, i dens Glans afspejlet den Gjenstand, hans Hu mest hænger ved RudSchmidt. AEV.147. Ny Testamente 1948: den, der ikke tager imod Guds Rige ligesom et lille Barn, han kommer slet ikke ind i det Mark.10,15. hvis nogen horer mine Ord og ikke overholder dem, saa dommer jeg ham ikke Joh.12,27. enhver, som beder, han faar, og den, som soger, han finder, og den som banker paa, for ham skal der lukkes op Matth.7,8. Gl.Test.1931: Hvo som er tanke/os, han komme hid Ordspr.9.16. Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt Job.6.14; og i love: Med Bode eller Hæfte .. straffes den, som, uagtet det var ham muligt .. undlader . . at afværge .. Ulykke, der medfører Fare for Menneskeliv Lov nr. ::?15 24/6 1939 § 185. I sa. lovs § 199, der specielt tager sigte på løsagtige kvinder, hedder det: Hengiver nogen sig til Lediggang under saadanne Forhold, at der er Grund til at antage, at han ikke sager at ernære sig paa lovlig Vis, skal der af Politiet gives ham Paalæg om at soge lovligt Erhverv. - Optagelse i en a11crkendt sygekasse kan ikke nægtes nogen, når han fyldestgor de i denne lov foreskrevne betingelser Lov nr. 228 12/9 1957. Se også

75

i

eksempler hos Hjelmslev i Festskrift til Christen Møller.1956.181f. Soya skriver 30Aa. 66 efter at en kvinde og en mand har talt sanunen: Pause. Ingen ved rigtig, hvad han skal sige. Her virker den nu gammeldags: jeg {o: bondedrengen Thomas) kan da rigtignok ikke forstaae, at naar En synes om en Anden, den saa alligevel kan gaa saadan og troe al Slags Daarlighed om den Schack.Phantasteme ( udg. I 951 ) 56. Hver eneste Sjæl troede at den var slaaet til Krobling for Livstid Bergs. IS.l.178. Som demonstrativt pronomen med følgende bestemmelse, konkurrerer de to ordpar også. Den bruges som sammenfattende betegnelse for de to sexus eller hvor der bortses fra sexus: den der ikke vil hore, må fole; den af eleverne der er dygtigst. Se, jeg er den, som I soger ApGern.10.:21(1948). Ved genoptagelse bruges det ovf. nævnte han, sjældent den: Vel kan den vaandes og kjende sig forladt, der paa hele den uhyre Jord ikke har en eneste lille Plet, som den kan vende sit Hjærte imod .. men har han et Livsmaals klare, faste Stjærne blinkende over sig, da .. JPJac.II.259. Den, der udøver en ham ikke tilkommende offentlig Myndighed, straffes med ... Straffelovens § 130. Som angiver af tilhørighed til et af de to køn bruges normalt han og hun, men nu altid i oblik form: ham (hende) fra Aarhus; hende (ham) der var her igår (se ndf. side 243). Ved betegnelse for dyr kan den, det bruges demonstrativt hvor han eller hun i den givne stil hørte hjemme: Hone sad ved Hone, og den, som sad hende nærmest, sov ikke; hun hørte og hun hortc ikke HCAnd.II.233. Når ordene han og hun bruges i forbindelser hvor genusstyrelse er påkrævet, tager de altid fk.s-kongruens: han, hun er dygtig. Grunden er den at gruppen levende væsener, spec. mennesker, næsten udelukkende består af fk.s-ord. Brugen af han og hun om andet end levende væsener tilhører ø:ldre sprog, dialekter og jargon. Brugen -stammer delvis fra tider og dialekter med tre genera, hvor han og hun repræsenterer ord af maskulinum og femininum. I andre tilfo:lde ligger personificering bag: Daarskaben, hun slaar sig løs og lokker Ordspr.9.13 ( 1931. - 1871 har Daarskaben er en urolig Kvinde). Eller man ta:nker på personen der stir bag noget, som når man bruger han om et tog fordi man (egentlig) ta:nker på lokomotivforeren). Se DO. under li.han 1.4 og II.hun 1.3.

Hvor en personbetegnelse dækker over andet end person, genoptages den ved den eller det efter rammeordet, fx. den efter rammeordet bog

i Aarets Ibsen - er den af de middelgode, de ringere eller de bedre? VVedel.FF.71. Eller det efter stykke i teatret spiller »Vor fælles Vene. Det går endnu kun to dage. Ved personnavne som betegnelse for kunstværker, fabrikata o. l. er der nogen vaklen. Det hedder en ægte Rubens, Rembrandt, en fin lille Lundby, Johannes Larsen osv. om et maleri såvelsom en tegning osv. Det hedder vel oftest et Hornung og Møller om flygel men også fk. træffes: det dejlige Koncertflygel, det er en veritabel Hornung og Moller CGandrup.MF.24. I første tilfa:lde kan foreligge forkortelse af sammensætning. Skematisk oversigt over han : hun og den : det i selvstændig anvendelse og som genoptagende ord. I. Formstyret af substantivets genus: den : det II. Indholdsstyret: a) angivende sexus: han : hun b) angivende modsætningen person uden hensyn til køn overfor 'noget' (uafgrænset osv.) den : det Eksempler til I. stolen ... den, bordet ... det. Ved betegnelse for mennesker der er fk. bruges aldrig fonnstyret genoptagelse ved den men i stedet for sexusangivende ord: aldrig: manden ... den, kun: manden ... han; ved betegnelse for mennesker der er intk. kan bruges såvel sexus- som genusangivende ord: barnet •.. han (eller hun) : bar• net ... det. Eksempler til Il a er delvis allerede givet. Andre ( demonstrativ anvendelse): han der er den ældste. Tendens til brug af oblik kasus i denne anvendelse: hende fra Kobenhavn, ham der var her igår. Se under Kasus. Eksempler til II b: så blev den forlovet og den gift; den der ikke vil hore, må fole,· - hvad er det der for noget? det jeg mener, er •.. ; fantasi det er han blottet for; nødder det elsker han. - hun (havde) sagt, at Hans Peter, det var nu alligevel den, hun elskede KLars.UR.63.

Funktionerne.

Efter at have gennemgået genus som det foreligger på moderne dansk vil vi prøve at gore dets regnskab op. Ved sammenligning af den beskrevne rigsdanske status med den tilsvarende i vestjysk og engelsk er det let at se at genussystemet teoretisk set kunne forenkles i høj grad uden at sproget som meddelelsesmiddel led skade derved. Det er også

77

tydeligt at genus undertiden er en hemsko for udtrykket, som når man ikke kan sige et stort rum eller hulhed men må sige et stort rum eller en stor hulhed. Men nu har vi engang dette system, og der må vel v.1:re noget positivt ved det siden det er bevaret gennem tiderne. A. Genus' betydning som ordkarakteristik inden for substantiverne. Et substantivs faste genus bidrager til at kendetegne ordet og kan eventuelt tjene til at ad~kille det fra et andet substantiv. Denne udnyttelse af genus er dog ikke af større betydning og ofte fra et moderne synspunkt tilfældig. Ved bestemte substantivgrupper spiller genus en ringe rolle som ordkendetegn, fordi ordene ikke eller kun sjældent bruges i bestemt form der er det tydeligste udtryk for substantivets genus. Ved denne gruppe får genus mulighed for at udvikle en særlig funktion (se C.).

B. Genus' betydning som ordklassetegn. Substantiverne er den eneste ordklasse der har kongruensdirigerende kraft. Genus som det ytrer sig morfologisk i bøjningsformerne af suffigeret artikel og de til substantivet knyttede ord bliver et vigtigt kendetegn for substantiverne og tjener til at adskille dem fra eventuelt enslydende ord af andre ordklasser. Ej heller dette er af videre betydning da de forskellige ordklassers medlemmer som regel optræder i forskellige stillinger og kontekster.

C. Er det muligt i fordelingen af substantiverne at se udtryk for indholdsmæssige forskelle? Dette spørgsmål har tit været rejst. I ældre tid gik man ud fra at genus i de sprog der havde tre genera, oprindelig svarede til en gruppering af den ydre verdens fænomener i hankønsvæsener - hunkøns~ener (og hvad der forestilles som sådanne) og hvad der ikke var levende væsener. Når vi hverken på ældre eller yngre sprogtrin inden for de indo-europæiske sprog finder denne fordeling blot tilnærmelsesvis gennemført, forklarede man det som en forvitring af systemet. Man kunne så i et togenussystcm som det danske hvor genus masculinum og genus femininum er gået sammen i en gruppe tænke sig at have udtryk for en indholdsgruppering i levende overfor livløst, en gruppering ( i genus animatum overfor genus inanimatum) som kendes fra ikke-indoeuropæiske sprog, eller, med en indsnævring af første gruppe, i grupperingen: personer: ikke-personer. Disse og eventuelt andre muligheder må undersøges for hvert sprog for sig.

Selv om genus hører til de sproglige kategorier der udmærket kan undværes (kunstsprogene har alle med rette ikke taget hensyn til kategorierne) og forsvinde som på engelsk, så var det jo muligt at kategorierne i de sprog hvor de findes, virkelig røgter en opgave, hvor vanskeligt det end kan være at få øje på den. En undersøgelse af dansk vil give det resultat at fordelingen af substantiver på forskellige genera med henblik på de betegnede ikkesproglige objekters stiHing i en (primitiv) rubricering af omverdenen, set fra et moderne synspunkt principielt er arbitrær, dette ord taget i samme forstand som når man efter Saussure taler om ordet som et arbitrært tegn for genstanden, dvs. at anvendelsen af tegnet ( og tilsvarende et bestemt genus) ganske vist for sprogbrugeren er bundet af traditionen og systemet, men at tegnet i sig selv ikke har en form der prædestinerer det til at være tegn for en given genstand ( og tilsvarende at der ingen på realiteter beroende sammenhæng er mellem en genstand og dets sproglige tegn som medlem af en bestemt genusgruppe). En undersøgelse vanskeliggøres af at det i mange tilfælde er ordets form der, uden hensyn til indholdet, er bestemmende for hvilken genusgruppe ordet hører ind under. Undertiden går en ordtype, især af komplekse ord, i samlet trop ind i en genusgruppe. Dette må holdes ude; det er ikke nogen funktion af genus, men en bestemmelse af forekomsten. Som nævnt kunne en fordeling levende : livløst tænkes at afspejle sig eller være kernen i vort genussystem. Rent statistisk vil det kunne vises at betegnelser for levende væsner i langt større antal er at finde i fælleskønsgruppen end i intetkønsgruppen. Vi ser bort fra komplekse ord og sjældnere fremmedord og finder så: under bogstav A (der rummer mange fremmedord) i Retskrivningsordbogen 4iz ord der betegner levende væsner; af disse er 40 fk. og li (amfibium, asen) intetkøn. Ordene med H gav samme antal ( for hovedpartens vedkommende hjemlige ord), hvoraf ligeledes 40 var fk., medens 2 havde vaklende genus (helmis, hors) (såkaldte samlingsnavne: hjord, hob, hær er ikke medtaget). Ordene med D viste 20 eksempler hvoraf 19 var fk. og 1 intk. (ordet dyr}. 0 har 9 tilfælde, alle fk., bogstav T 41 ord hvoraf de 40 er fk. og kun et (tyende) intk. Efter dette er det tydeligt at betegnelser for levende væsner taget som gruppe tilhører fk., og der må søges en særlig grund til de få undtagelser der er (se ovf. side 42). 79

Så går vi over til at undersøge betegnelserne for livløst, dvs. alt hvad der ikke betegner levende væsener, og vi anvender her samme afgrænsning af ordstoffet som ovenfor. Vi ser bort fra plantenavne. Navnene er (som vist side 4 7) som helhed betragtet fk. De er heller ikke medregnet under gruppen levende væsener hvor de for en moderne populær betragtning ikke hører hjemme. Bogstav A (mange fremmedord) rummer i Retskrivningsordbogen ca. 1 1 2 ord for noget livløst; de fordeler sig med 93 på fk. og 19 på intk. (deriblandt et par ord med vaklende genus). Ordene med H (mest hjemlige ord) mønstrer ca. 140 ord af slagsen, heraf 90 fk., 50 intk. (og ord med vaklende genus). Ord med D: ialt ca. 140, hvoraf 105 var fk., 35 intk. (eller usikre). Under O findes 54 herhenhørende ord, nemlig 38 fk. og I 6 intk. Bogstav T har ca. 262 betegnelser af denne art, hvoraf 200 er fk. og 62 intk. (eller vaklende genus). Som det ses fordeler ord for livløst sig på begge genusgrupper, ovenikøbet således at de fleste findes i fk.sgruppen, den gruppe der var hjemstedet for ord for levende væsner. Da ca. 75 °/o af alle ord er fælleskønsord, vil det sige at ordene for livløst fordeler sig på de to genusgrupper svarende hertil (for alle de nævnte stikprøver under et: fk.: 77 0/o, intk.: 23 0/o). Der er altså intet grundlag for i vore to genusgrupper at se en afspejling af de to realgrupper levende : ikke-levende; kun et er sikkert: affiniteten mellem realgruppen levende va:sen og genusgruppen fælleskøn. En gruppering: personligt overfor ikke-personligt behøver vi ikke at undersøge, den kan efter det foregående ikke eksistere. Det var forholdet til realverdenen. Set fra et intralingvistisk standpunkt ser sagen anderledes ud. Den ene genusgruppe, fk.sgruppen, består af så godt som alle betegnelser for levende væsner og planter og hovedparten af betegnelserne for livløst (ting, forhold, begreber). Den anden gruppe intk.sgruppen rummer næsten kun betegnelser for livløst. Set fra dette synspunkt er intk.-gruppen mere homogen end fk.s-gruppen. Et forsøg på at finde noget fælles for betegnelsen for levende væsner og de betegnelser for livløst der går ind under fælleskønsgruppen, må anses for håbløst. Ikke blot talmæssigt men også indholdsmæssigt er fk.sgruppen hovedgruppen i dansk rigssprog, og i vestjysk er det denne gruppe der har gjort sig til eneherre. Der er endnu en mulighed der må undersøges. Vi har i det fore-

80

gående adskillige gange mødt intk. som udtryk for noget uafgra:nset og ubestemt. Det kunne jo tænkes at fælleskøn var hjemstedet for substantiver der betegner noget afgra:nset, en enhed, helhed, genstand i konkret og abstrakt forstand, medens intetkøn omfattede eller som hovedindhold havde substantiver der betegner noget i konkret eller abstrakt henseende uafgrænset, ubestemt. Hermed ville det stemme at betegnelsen for levende væsner og planter som helhed er fælleskøn, men det er let at finde tilfælde hvor grupperingen ikke passer, fx. et bord ( overfor: en jtol), et hoved, et bry$l, et ben ( overfor: en arm, skulder, ryg, fod osv.). For at nå ind til kernen i sagen må vi nu se bort fra alle ord (herunder hjemlige tostavelsesord) der som helhed på grund af deres form tilhører en bestemt genusgruppe og ligeledes fra betegnelserne for levende væsner og planter. Et gennemsyn af ordene under F i Retskrivningsordbogen giver følgende resultat: Ordene af fk. rummer ikke blot betegnelser for noget afgra:nset (langt den største del af ordene), men også betegnelser for noget uafgrænset. Som skelnemærke mellem de to grupper kan bruges den anaforiske anvendelse af den : det ved substantiverne i ental og den normale brug med eller uden ubestemt artikel, fx. en fil ••. den er sløv; jeg kobte fars ... det jkal vi have til middag. Under fælleskønsordene med f. findes fars, fernis, flint, frugt, fred, frygt. Ordene af intk.sgruppen rummer mange betegnelser for noget uafgrænset (farin, fenacetin, filigran, filt, filter, flonel, flor, flæsk, flojl, fnat, foder, for, folk (sne)fog (nogle af dem med vaklen i genus), men også mange betegnelser for noget af. grænset (fad, fag, fed, fjed, fjeld, flag, flygel, fnug, fro, fyr, fort ofl.). Ordene med m- der betegner noget uafgrænset, fordeler sig nogenlunde ligeligt på de to genera: fk. er mad, magt, marcipan, marv, melis, mergel, morfin, mos (kartoffelmos), most, mælk,· intk. (eller vaklende genus): malm, malt, mammon, marmor, merskum, messing, metal, mol, mod, mos, mug, muld, mulm. D. Genusforskel udnyttes funktionelt. Der kan altså heller ikke her konstateres indflydelse fra realverdenen på substantivernes fordeling på de to genusgrupper, men begrebet afgrænsethed har tydeligt affinitet til fælleskøn, og uafgrænsethed til intetkøn. Denne affinitet er det som udnyttes intralingvistisk ved den modsætningsvise brug af begge genuskongruenser ved samme ord til at betegne at de bruges om noget Moderne dansk. II. 6

81

afgrænset eller om noget uafgrænset: den stads der blev gjort af ham : jeg vil ikke rore ved det stads,· maden var god : mad er godt i en sulten mave; lærredet : en fin lærred (se nærmere i det foregående), og her· med er vi nået til erkendelse af at genus ikke er helt overfladigt, men kan udnyttes funktionelt. Nu er dette jo noget der kun kan forekomme ved de ord der kan be· tegne såvel noget afgrænset som noget uafgra:nset, og i vor søgen efter det der holder genussystemet oppe må vi standse ved dette forhold. Af alle genusvisende elementer og ord er parret den : det og nogen : noget, som vi har set, dem der viser størst uafhængighed af substantivets faste genus. Blot vi siger den, nogen helt isoleret, som var det betydnings· bcerende ord, får vi en tydelig fornemmelse af at ordene må dække over noget afgra:nset, og siger vi på samme måde det, noget, ved vi at det repræsenterer noget uafgrænset eller ubestemt. Spørger jeg ved min hjemkomst: har der været nogen? dækker nogen over person (en eller flere, fordi ordet i denne anvendelse er ens i ental og flertal) ; et spørgsmål: har der været noget? ønsker oplysning om alt hvad der er sket. Her i denne anvendelse har vi en fordeling: person overfor ikke·person (jf. ovf. side 73 og ndf. under hvem : hvad), se iøvrigt om ordet under Adjektivet. Den og det har dels en anaforisk anvendelse hvor de følger parolen fra substantivet de hører til: stolen .• den er dyr; bordet . . det er dyrt. Dels har de en anaforisk anvendelse hvor det funktionelt står i modsætning til den som genusdirigeret ved ord af fk., og i modsætning til de som numerusdirigeret ved flertalsord: uroen i sindet, den kendte han ikke til : uro i sindet, det kendte han ikke til; tæpperne og gardinerne, de er dyre : tæpper og gardiner, det er dyrt. Tulipanerne og de store gule Li/lier, det er gamle Fruer HCAnd.I.44. Har du ikke nok set de smukke Sommer/ ugle •. de see næsten ud som Blomster, det have de ogsaa været ib. Og de pragtfulde Ringe. Det var Arvestykker, havde han selv sagt ChrEngelst.LD.g. fodbold og gammelda's danse det er det bedste der er i radioen Soya.FD.140. Folket hår den opfattelse at kunstnere det er noen man ska' underbyde sa.V.33. noen fjendtlige f olelser overfor ham det har jeg ikke sa.TK.33. Og i denne funktion som genoptager af begrebet 'noget' kan det genoptage ord af andre ordklasser eller noget rent indholdsmæssigt: Nei doe, det maatte han ikke HAnd. I.93. Altid havde hun været stille og tankefuld, men nu blev hun det

meget mere ib.94. kjon var hun .. ellers var hun nok blevet knupset anderledes, end hun blev det ib.III.113. »Kom ind,« sagde Blomsten. >Det kan jeg ikke!« sagde Solstraalen ib.IV.251. Ja, angest blev jeg .• og det uagtet jeg ikke er spøgelsesræd Bergs.lS.Il.227. »jeg er her ogsaa kun paa Besøg.« - »Naa er De det?« Wied.BS. 115. jeg sidder jo gærne hernede ved Vandet, naar Vejret er til det ib. Vil De kore? Ja gu' ve' je' det StonnP.P.32. Gal og grum det var hun FrNygaard.K.168. 40-50 Aar gaar ikke sporløst henover, hvad Mennesker ytrer, de er heller ikke gaaet det her JacPaludan.R. 1r. Raad til at holde Dig helt, det har jeg ikke, men hysterisk med hvem der kommer, det er jeg nu heller ikke ChrEngelst.LF.31. Der er en del han gerne har villet, men saadan villet det med knyttede næver og rynkede bryn, det har der næppe været meget af JohsSmith.HH.35. Venlig og stærk, det var hvad hun vilde være Svend Aage Clausen i Pejlemærker.3 r. Lilian er da faktisk ung. Ihja, hun har bare været det lidt længe Replikker.1.6. Hørt: der kom blomster på træet ifjor, så der sku' vel også ku' komme det iår. - naa, hjem, det kom vi da! Se også I. s. 145. Og endelig har det en helt selvstændig (især såkaldt demonstrativ) anvendelse hvor det ligeledes betegner det ubestemte eller noget man ikke kan eller vil angive nærmere: hvad er det der ligger der? - Stuepigen havde det med Hovedpine Bang. HH.Go. Den Dag .. havde Fader, hun og jeg det udmærket sammen KLars.AH.125. Har De hort det med Frøken Møller? Wied.BS.3. De •. havde det for varmt i Vinterfrakken CEw.DV.144. hav det godt! - være ked af det. Om det som subjekt i udtryk som det lyner og i sætningstypen det er - se I. side 164ff. .En tilsvarende selvstændig anvendelse af den forekommer kun i faste (ofte jargonprægede) udtryk (hvad er den af; han hænger på den; den er fin! han forstår at skære den; tag den med ro! - Jeg var kommen hjem fra Amerika; der ha'de den været gruelig gal, ikke Slag Arbejde KLars.UR.58. den æ' vinkelret, Peddersen StonnP.P.31. - den er forfærdelig gal inde hos Kaptajnens ChrEngclst.LD.135) hvor den betegner situationen, sagen o. I. (og egentlig er en anaforisk anvendelse ved substantiver som de nævnte). Også her er tanken om det afgrænsede, bestemte i nogen grad nærværende for tanken, sml. udtryk som den ( dagen?) er varm i dag med det er varmt i dag. - De gift? nej bild mig bare ikke den (skrøne, historie, løgn?) ind Wied.BS.254. gå længere ud på landet med den! Mest ubestemt er den i udtryk som gå og prinse 6"

den, dangdere den; drive den af, - Aa Din gamle Roue . , kom nu ikke her og spil den for mig ChrEngelst.LF.8!:!. han vil ">Planke den« over til den anden Gaard HHLund.GF.52. Der kan vist ikke være tvivl om at det er ordparret den : det som bærer af begreberne: noget afgrænset overfor noget uafgrænset ( og sammenhængende dermed hvad der står uklart eller ubestemt for tanken) der er bærepillerne i genussystemet. I vestjysk hvor genusforskelle er forsvundet ved artikler, adjektiver osv., er forskellen mellem den og det ( ligesom mellem nogen (nogle) og noget) opretholdt, og det bruges i den nævnte selvstændige anvendelse ligesom i rigssproget (fx. i sætninger svarende til: hvad er det for en karl? - det ( en vis slags arbejde) gjorde far selv - det var jo heller ikke alle steder de havde stenbro - montørvene var tynde over det hele - det var da også rar(t). Eksemplerne fra Skautrup.Et Hardsysselmål). Det er også denne modsætning der foreligger ved den, det brugt som artikel med følgende adjektiv i selvst.cndig subjektivisk anvendelse (:>: hvor der ikke er underforstået et bestemt substantiv): den gode, den gamle osv. om person, men det gode, det ny osv. om forhold der ikke afgrænses nærmere. Samme modsætning findes ved artikelløse adjektiver i selvstændig anvendelse: gammel og ung om person overfor: nyt og gammelt, rodt og gult, stort og småt; noget nyt, spørge nyt osv. (se under Adjektiverne). Den samme funktion, at angive noget uafgrænset eller ikke nærmere bestemt eller bestemmeligt findes ved intk.-formen dette, andet, hvilket og (som nævnt) noget når de bruges i selvstændige anvendelser (se under Adjektiverne). Også hvad har det samme indhold som det osv., medens hvem kun bruges om person eller personer (idet det indholdsmæssigt omfatter ental såvel som flertal}: hvem af dem? hvem har været her? Manden, pigebarnet, de folk hvem jeg talte med. Ordet tager fælleskønskongruens: hvem er god? I de senere år spores en tenden$ til at bruge hvem også om dyr samt om forhold der står personer bag. Brugen synes kun at omfatte hvem som styrelse i et pra:positionsled: små/uglearter, hor hvem gøgen snylter Fra Naturens Verden juli 1962.202. der er mange rmd Jogne, for hvem det at have egen præst betyder uendelig meget Kristeligt Dagblad 25/2 1963. en antikirkelig populærvidenskab, for hvem videnskaben blev til noget andet og mere end dens væsen Præsteforeningcns Blad.1963.798. De spiritualistiske doberbeva:gelser og den senere bap. tisme, for hvem dåben er en ydre bekræftelse ib.478.

Hvad tager intk.s kongruens: hvad er godt? Man opfører i almindelighed i grammatikkerne de to ord som fk. og intk. (af hinanden!) . Den modsætning vi har her er den mellem person og noget uafgrænset, ubestemt osv. Ordet hvad bliver aldrig styret af et substantivs genus; vi kan ikke sige: bordet flød med sytøj hvad skulle gøres færdigt. I hvad er dit navn er hvad ikke genusstyret af navn, da man jo også kan sige : hvad er din profession? hvad er min forseelse? hvad er klokken? osv., og i selvstændig anvendelse: Hvad Kongen gav af sit Gods, var til Brændofrene 2Kron.31.3(1931). hvad Hjertet er fuldt af, laber Munden over med Luk.6.45 ( 1948). Det hedder ikke blot : hvad arbejde har han? men også hvad dag er det i dag? ikke blot hvad for et tog? men også hvad for en bog? Ordet er i alle tilfælde bærer af begrebet det uafgrænsede og ubestemte. Som genoptager henviser det til indholdet af det foregående: Rullekonen .• staar ved Gaarddoren i Færd med at gaa; hvad hun har været i Færd med i den sidste halve Time Wied.TS.7. »Nu er du anholdt!« »Hvem er hvadfornogct« MartinAHansen.JR2 .27. »han er rejst!« »hvad er han?« - han kom med en masse undskyldninger og omsvob, hvad jeg havde ventet. Det eneste enkeltled som hvad nu kan genoptage på denne måde er karakteristisk nok ordet alt ( men ikke alting der ved at indeholde ordet ting virker mindre alment) : den (~: luften) omslutter Alt, hvad levende er HCAnd.III.100. Alt, hvad han tog fat paa 2Krøn.31.21 ( 1931 ). Sml.: Froken A. sendte ham 4000 Louisdorer, hvad (nu: som eller hvad der ) udgjorde hele hendes Formue Brandes.U.54. Forbindelser som: saa kunde man strax lugte hvad Mad der blev lavet HCAnd.I.183. et og andet Vink, om .. fra hvad Kant Vinden blæste ib.II.108. Hun kunde for ham gøre, hvad Skandale hun vilde OMads. GU.42. Jeg kan nu vente den lille hvad dag som helst NisPet.D.93. I ved ikke af hvad Aand I er Luk.9.55( 1948; lignende i 1819). Han kan gaa bort hvad Ø jcblik det skal være Branner.S.44 (der er talesprogets pendant til hvilken mad, dag osv., hvilket ojeblik. Se under Adjektivet) viser tilsyneladende attributiv anvendelse (ligesom hvilken), men må sidestilles med noget mad, meget fantasi osv. Hvad står selvstændigt overfor substantivet i et partitivt forhold: 'hvad af slagsen, kategorien dag' osv. og kan også bruges ved pluralissuhstantiver: en Dag forsvandt hun, med hvad Bornetoj og Penge hun i Hast kunde rane ORung.E.16. Om det saa er Ni/kvæget, kan det blandes op med hvad

Racer man vil EmilRasm.M.27. Den havde pyntet sig med Violer og hvad andre Blomster, den kunde opdrive i Marts CEw.Æ.III.17. Hvad Strømper skulde han tage på? TomKrist.LA.23. livad andre skatte der .. maatte befinde sig i det uudgra11skelige dyb Ringsted.LD.166. Hvad dage skal vi vælge? (sml. hvad for en mand). Som vi har set før tra:der denne anvendelse af genus neutrum i modsætning til pluralis: hvilke boger har han? anmoder om bestemte forfatternavne, bogtitler eller litteraturarter, men: hvad bøger har han? og /,vad har han af boger? spørger mere alment om kvantitet eller (og) art. Forbindelser med af forekonuner: nu vidste han ikke, hvad af Ondt der kunde komme mer Bang.T.166. hvad de saadan gjorde sig af Tanker, svandt igen, naar de • . CEw.Æventyrskrinet.12. Hvem og hvad, to ord der står i et vist modsætningsforhold til hinanden, står udenfor de almindelige systemer for genus og numerus. Hvem angiver kun en lille del af det område der falder ind under fælleskønsgruppen: betegnelser for levende væsener (vi kan sige: hvem af mændene, hornene osv., men ikke hvem af loverne, i sidste tilfælde må man sige: l,vilken af løverne? {især bogsprog) eller hvad for en af !overne? (talesprog). Se nedenfor side 146). Hvad betegner begrebet >noget« konverteret til spørgeform. Hvem er ligesom man hvad Jespersen kaldte utal, medens hvad har et indhold der er uforeneligt med begrebet tal. Om disse ords forhold til kasus se side t ggf. En undersøgelse af genuskongruensens betydning for det syntaktiske vil findes under Adjektiverne.

86

Slutning. Et morfologisk system er opbygget af to eller flere indholdsmodsætninger der modsvares af tilsvarende forskelle i udtrykket inden for samme paradigme. Genus som det ytrer sig i forskellen mellem en stol (stolen osv.) og et bord (bordet osv.) bliver derfor ikke et morfologisk system men en gruppering under to forskellige paradigmer, der kan sammenlignes med fx. verbemes gruppering i de stærkt og de svagt bojede, dvs. de to varianter der findes inden for tempussystemet. Anvendelsen af et morfologisk system, brugen af et vist morfem er bestemt udefra, af noget ekstralingvistisk, nemlig den talende person i forbindelse med talesituationen, konteksten, fx. om der skal bruges singularis hus eUer pluralis huse. Men valget af de varianter der har funktion fælles bestemmes normalt indefra, af en traditionsbestemt egenskab ved ordet, fx. at pluralis af hus skal have morfemet -e og ikke morfem -er eller nulmorfem. Genus i den almene anvendelse bestemmes kun indefra: det er sprogtraditionen der dekreterer stolen og bordet. Genus ved substantivet er efter dette ikke et morfologisk system men en variation ( med to varianter) indenfor et andet system, determinationssystemet. Genus ved substantivet har ingen funktion, men det enkelte substantiv er af traditionen blevet anbragt i en bestemt af de to grupper og det er denne substantivets tilhørighed der bestemmer kongruensformerne. Af helt forskellig art er genus ved ordklassen adjektiver. Her har vi et morfologisk system med forskellige morfemer ved samme ord: den : det,· en : et; god : godt osv. Systemets funktion er at angive tilhørighed til et bestemt substantiv i overensstemmelse med dette substantivs tilhørighed til en bestemt genusgruppe, altså en funktion indenfor talens opbygning, det syntaktiske. Indenfor en gruppe vigtige ord af adjektivklassen den : det osv. udviklede sig en selvstændig anvendelse med henblik på det betegnedes art som noget afgrænset, henh. ikke-afgrænset, hvorved den rent formelle kongruens kunne erstattes af en af substantivets indhold bestemt kongruens eftersom dette indhold tænktes som afgrænset eller ikke-afgrænset: silden er god i år : sild er godt. Denne indholdskongruens gælder også pluralis hvor vi får modsætningen mellem en flerhed forestillet som et antal enheder og en flerhed forestillet som en mængde: rejerne er gode i år : rejer er godt. I stedet for den traditionsfastlagte egenskab ved substantivet har sprogbrugeren i sådanne tilfa:lde fået en mulighed for at vælge mellem de to slags kongruens til

at udtrykke forskelle i indholdet. På det begrænsede område der her er tale om, har genus fået en ny funktion der kan sidestilles med de morfologiske funktioner. Det er hos ordene den : det, nogen : noget osv. at denne nyudvikling har sin rod. Disse pronominer er her regnet for adjektiver i selvstændig (substantivisk) anvendelse; de har en genusbøjning som er ukendt hos pronominer der kun er substantiver. Til status i rigssprog svarer en langt videre gående udvikling i jysk, videst i \'estjysk hvor den kun bruges om noget afgrænset (man har kaldt tilsvarende substantiver enkelthedsnavne), det om noget uafgrænset. I østjysk (med to kon) er udviklingen også langt videre end i rigssprog, omend anvendelsen af distinktionen ved to former af bestemt artikel ved samme ord ikke synes at være blevet (fast) sprogbrug nogetsteds, altså fx. osten om helheden overfor ostet om et kvantum deraf (ostet pd brødet). Se MariusKristensen.Folkemål og sproghistorie. 24ff. og EllaJensen.Houlbjergmålets bøjningsla:re. 17ff.

38

SUBSTANTIVERNES MORFOLOGISKE SYSTEMER Indledning.

Et morfologisk system er udtryksmæssigt et system af morfemer. Vi har tidligere afgrænset enheden morfem, spec. overfor enheden suffiks (se I.246). De to slags enheder kan have samme form, fx. er et i benet med stød et morfem der udtrykker bekendthed, medens et i benet uden stød er en afledningsendelse hvorved der af substantivet ben dannes et adjektiv med betydningen: som består af eller minder om ben. Til et morfologisk udtrykssystem svarer indholdsmæssigt et funktionssystem hvorved der tages stilling til de modsætninger som dette indholdssystem omfatter, fx. svarende til bord : borde en modsætning m. h. t. tal, svarende til ben : benet en modsætning m. h. t. ikke kendskab : kendskab til et vist eksemplar o. I. Ordenes tegnværdi (ofte kaldt: det leksikalske indhold) ændres ikke ved tilføjelse af morfemer, bortset fra det særlige synspunkt som angives af morfemet: bord og borde betegner samme genstand, men morfemet -e angiver i sidste tilfælde at der er tale om mere end et eksemplar. Ord med suffiks går som alle andre komplekse ord ind under de for ordklassen gældende bøjningssystemer, et ord med suffiks kan altså få tilføjet morfem, medens et ord med morfem normalt ikke kan få suffiks. Morfologiske kendetegn kan dog være andet end morfemer ( i betydningen : bøjningsendelser). Ændringer som mellem den : det eller mellem tager : tog, gå : gik, vi : os er af morfologisk art fordi deres funktion er den samme som morfememes: at sætte ordene i relation til den modsætning der betegnes i det pågældende morfologiske system. De morfologiske systemer kan altså vise ændringer i den fonemmasse der er bærer af ordets tegnværdi, men disse ændringer forandrer intet ved tegnværdien. Sml. substantiverne (et) tag: (et) tog med forskellig tegnværdi (og derfor ikke bøjningsformer men forskellige ordstørreiser), overfor: tag! imperativ: (han) tog med samme tegnværdi, i første til-

fælde formet {ved hjælp af det morfologiske) som en opfordring til den tiltalte, i det andet tilfælde morfologisk sat i relation til begrebet tid. De morfologiske udtrykssystemer er således opbygget af modsætninger mellem to {sj,ddnere tre) former. Hovedtilfældene kan grupperes således. Vi har a.) en modsætning mellem en form uden og en eller to former med morfem fx. gron : gronnere : gronnest; stor : stort; lampe : lamper; lampe : lampen; lampe : lampes. Modsætningen kan rumme morfemer henhørende til andre systemer, fx. lampen : lamperne; lamper : lampers; lampens : lampernes. Disse formpar rummer alle en morfemmodsætning m. h. t. tal. I stor/stort som den ene modsc1:tning overfor (de) store som den anden, har vi ligeledes en talmodsætning, men mods.:ctningcn stor : stort er irrelevant for talmodsætningen fordi den hører til et andet system (genussystemet) . b) en modsætning mellem former der alle har morfemer tilhørende vedkommende system; modsætningerne fremkommer ved udskiftning af morfememe, fx. han : ham; den : det; denne : dette; skreven : skrevet; tegner : tegnede; korer : korte. c) ændring af stammens vokal kan træde i stedet for morfem: barn : born. Dette er dog sjældent. Derimod er det hyppigt at en form uden morfem men med vokalskifte danner modsætning til en form med morfem, fx. i tager : tog. d) ændring af stammens konsonant kan træde i stedet for morfem: jeg (jai]: mig (mai] eller en form uden stammens konsonant kan danne modsætning til en form med konsonanten: er : var. Dette er yderst sjældent. Det samme gælder modsætninger der fonologisk er helt forskellige: vi : os; I : jer. Derimod er der mange eksempler på ændring af stam· mens vokalisme eller konsonant som medvirkende ( fra et teoretiskfunktionelt synspunkt oftest overflødig) karakteristik ved formerne, fx. fader : / ædre; and : ænder; stor : større : storst; går : gik; står : stod; hun : hende; denne/dette : disse. Substantivernes morfologiske systemer betragtet under et.

Substantivet har tre systemer, nemlig: 1 ° et numerussystem, udtrykt ved en modsætning mellem en morfemlos form på den ene side og en form med morfem eller anden

90

morfologisk ændring på den anden side. Funktionen er angivelsen af den numeriske forskel mellem en og flere end en. Eksempler: land lande; rige : riger; tand : tænder; barn : børn. 2 ° et determinationssystem, udtrykt ved en modsætning mellem en form uden herhenhørende morfem og en form med morfem. Funktionen er at angive noget som ukendt, henh. kendt (på grund af nærværelse i talesituation, omtale m.m.). Eks.: lampe : lampen; lamper : lamperne.

3 ° et kasussystem, hvis udtryk er en fonn uden kasusmorfem overfor en form med dette. Funktionen er den at betegne vedkommende substantivs brug i talen som visse sætningsled: som substantial (substantivisk led) henh. som adjektival (adjektivisk led): (en) lampe: (en) lampes; lamper : lampers; lampen : lampens; lamperne : lampernes; han, ham : hans eller ( kun ved nogle pronominale substantiver) anvendelse som subjekt, henh. som ikke-subjekt, fx. han : ham; I : jer. Morfemet kan foreligge i forskellige varianter, dvs. at formforskellen er uden betydning (irrelevant) m.h.t. morfemfunktionen. Hvert enkelt substantiv har i sig en traditionsbestemt tilknytning til en bestemt variant, altså et lignende forhold som det vi har mødt ved substantivets genus. Tilstedeværelsen af varianter indenfor determinationsmorfemet er irrelevant for determinationsfunktionen, men udnyttes til at honorere :.ubstantivets genuskrav. Et kort blik på disse tre bojningssystemer viser at vi her har eksempler på de tre forskellige slags forhold som bøjningssystemer i det hele taget har henblik på i dansk. 1 ° Numerussystemet har relation til et fysisk, ikke-sprogligt forhold som præger verden, tilværelsen: det numeriske forhold. Det morfologiske numerussystem angiver ved sine to modsætninger, en ( et eksemplar, tilfælde osv.) modsat flere end en, et vigtigt numerisk skel. En finere opdeling af den anden modsætning må sprogligt ske ved hjælp af en særlig gruppe ord ( numeralieme), en præcisering af den ene modsætning kan ske ved hjælp af numeralet (et) o. I.

en

2° Determinationssystemet har henblik på talesituationen, forholdet mellem den talende og hans tilhører ( e) eller mellem den skrivende og den der læser det skrevne. Forståelsen lettes i høj grad ved at der tak-

91

ket være dette system kan angives om det eksemplar, tilfa:lde osv. der omtales og som opmærksomheden skal rettes imod, er noget allerede kendt eller omtalt eller noget der fremgår af talesituationen, henholdsvis er noget nyt, endnu ukendt. 3 ° Kasussystemet har henblik på talens opbygning, meddelelsens sproglige formning, således at der derved angives hvilken funktion substantivet røgter i sætningsbygningen. De morfologiske systemer har altså henblik på a) omverdenen b) talesituationen og c) sprogudøveisen som en personlig akt. I denne ra:kkefølge repræsenterer systemerne en indsnævring af systemfeltet fra den store verden over talesituationens lille verden til sprogets egen verden, nemlig individets sproglige aktivitet i en given situation. Hertil svarer at de tre morfologiske systemer ved substantiverne bygger på hinanden i denne rækkefølge, hvilket ses af morfememes placering i forhold til hinanden. Her og i det følgende ses bort fra de pronominale ord med videre kasusbøjning end almindelige substantiver, og fra defekter m. h. t. numerus- og determinationsbøjning. Det prima:re er numerussystemet; de hertil hørende to former kan sættes i forhold til determinationssystemet og få tilknyttet dette systems morfem, og de således skabte fire former kan igen la:gges ind under kasussystemet og udvides med kasussystemets sa:nnorfemer. Vi får så som første trin numerussystemet: 1 par modsætninger: lampe : lamper som andet trin determinationssystemet med 2 par modsætninger: lampe : lampen; lamper : lamperne og som tredie trin kasussystemet med 4- par modsa:tninger: lampe : lampes lamper: lampers lampen : lampens lamperne : lampernes Enhver af formerne indgår i alle tre systemer, dvs. i tre modsætningsforhold. En form som lampe betegner ental ved modsætning til lamper, endvidere ubestemthed ved modsætningen til lampen og endelig syntaktisk anvendelse som et bestemt syntaktisk led ved modsætning til lampes. Hver form ligger altså samtidig i tre planer. Skautrup har ved læsning af dette gjort mig opmærksomhed på at forholdet kan afbildes

grafisk som en kubus. Hvis man regner med at et hjørnepunkt i en kubus indgår i alle de tre sammenstødende flader kan forholdet fremstilles grafisk således:

lampernes bekendthed

------.r lamperne

lampen " ' - - - - - - 1

1 sætningsfunktion som adjektiv:il

I

~.._7}>

I

sætningsfunktion som substantial

c;

I lampes I_ _ _ _ _ _ /

,,

/

./

/

/

lampers

ubekendthed

lampe ' " " ' - - - - - - - - - - - - - ,

93

NUMERUSSYSTEMET Oversigt over .Numerussystemet Morfcmcme ...•.• , •. • .. •.••• , •. , . • •..•.• . ..• • . • De tre hovcdmorfemcrs fordeling • . . • . . . • • . . . . • . . . . Statistik . . . . . . . . . . . . • . . • . . . . . . . . . • . • • . . . . • . • . . Ordenes fonologiske struktur, set i forhold til mor• femcme .• . ••• •.••..•..•.••......•...•..•..• Ordenes morfologiske struktur set i samme forhold. Indholdsgrupper i forhold til et bestemt morfem.. . Pluralisdannelse der kun forekommer ved fremmedord Dobbeltkarakterisering nf pluralis • . . • . . . • . • . . . • . . . . Lydligelcdsagcfænomener •...•.•...•..•..••.....• Morfemerncs videre :mvcndclse . . • • . • . • • • • • . . • . • • . • A. Ved betcgnclscr for noget u:ifgr.cnset. . . ........ Il. Ved proprier .•.•.•.•.•.••.............•.... C. Ved enheder der ikke er substantiver i egentlig forstand . • . . • • . . . . . . . .. • . . . . . . . . . . . . .. . . . . . Forekomst nfforskelligc morfemer ved samme ord ...• A. Usikkerhed med hensyn til normen . • . . • . • . • . • • D. Benyttelse nf forskellige morfemer i forskcllige betydninger • . . • . . • . . . . . . • . . • • • • • . • . • • . . • • . . . . Substantiver der kun bruges i et af de to numcri.. .. . A. Nogle substantiver bruges kun ising.......•... B. Pluralia tantum .. •.•.•. •. •• • .•• • .• . . .. ..••.• Særforhold ved pronominale ord ...•..•..••........ Numeruskategoriens indhold og funktion .•.•.•.•....

94

95 98 g8 100

103 1o8 113 11 7

118 121

122 126

130

132 132

134136 136

137

14-2 14-7

Morfemerne.

Dette system er opbygget af to modsætninger (om muligheden af en tredje modsætning se ndf. side 153) der udtrykkes ved to former: en uden og en med numerusmorfem, dvs. en wnarkeret og en markeret form. Dette morfem foreligger i forskellige m. h. t. funktionen ligegyldige former, varianter (i særlige tilfælde kan tilstede~relsen af varianter udnyttes ved samme ord til adskillelse af dettes forskellige betydninger, se side 134). Foruden morfemer udnyttes vokalændring som morfologisk kendetegn. Ved siden af disse morfologiske varianter forekommer fonetiske varianter af morfememe; således er -er og -r, der tidligere i grammatikker opstilledes som to forskellige morfemer, kun (stillingsbestemte) varianter af samme morfem (archimorfem), hvad enten man ansætter -r som normalform og -er som variant hertil eller (som Paul Diderichsen) omvendt -er som normalform og -r som variant. De morfologiske midler hvorved den modsa:tningsform der betegner flere end en (pluralisformen, flertalsformen) markeres er følgende: a) et r-morfem b) et e-morfem c) et nul-morfem d) et n-morfem: kun i et ord: (et) ore : øren (i alm. sprog nu fortrængt af orer. Bibeholdt i de seneste bibeloversættelser: GlTest.1931,Ny Test.1948). e} et ne-morfem: kun (i forbindelse med andre variationer) i to ord: oje : ojne; okse : øksne (se side 117, 120) f) vokalændring alene: kun i 3 ord: mand : mænd; barn : born; gås : gæs. - Som ledsagefænomen er vokalskifte hyppigere, se side 117. Ved siden af normalformen mænd forekommer i barnesprog mænder (mænner) og samme form bruges i jargon om søfolk og soldater, lige-

95

som plur. mande (manne) i samme jargon bruges i tiltale til søfolk og soldater. Muselmand har som plur. M usclmænd idet ordet er blevet opfattet som en sammensætning med mand. g) forskellige ikke-danske morfemer i fremmedord. Som nævnt har r-morfemet varianten -er. Alle morfemer der består af en konsonant ( fx. determinationsmorfemet -n, -t, pra:sensmorfemet -r) har varianter med foregående vokal [~]. Hvor stammen ender på trykstærk vokal eller på konsonant kan vi have realisationen (;u] fx. (å':u] åer, [fleb~.1] flipper, men om udtalen gælder at der normalt kun høres et vokalisk r. I skrift gælder den regel at der skrives -er efter konsonant og trykstærk vokal, ellers -r. De ændringer der sker i ordstarnmen når der tilføjes morfem -r eller -e er ledsagef.rnomener der højst kan tjene til at tydeliggøre formen yderligere. Dette sidste sker ved vokala:ndring (fader : fædre) . Derimod hænger ændringer i kvantitets- og stødforhold sammen med en ændring i ord typen : et fonetisk forhold der er uden morfologisk betydning. I et tilfa:lde svinder plur.-morfemet r når determinationsmorfemet tilføjes: mennesker : menneskene (et fænomen som er velkendt fra norsk). Omvendt bruges osterserne o.l. ofte som hest. f. til (mange) osters o. I. (se ndf. side 184). Fejlagtige skriveformer som mange vare, varene for mange varer, varerne beror på vanskeligheden ved at høre om der er et eller to r'er i formerne. Se VvS.15. Ved at overse eller se bort fra dette skel mellem det morfologiske og det fonetiske kommer Wiwel til det resultat at pluralis i dansk kan dannes på 26 forskellige måder! Fonncme gud : guder danner hos Wiwel en særlig gruppe (dog kun omfattende to ord; Wiwcl har flere grupper der omfatter et enkelt eller to ord) hvor pluralisformen skal va:re dannet ved endelser -er + vokalforla:ngelse. Vokalforla:ngelsen har intet med pluralisdanne/sen at gøre. Den er et ledsagefænomen der er bestemt al stavclscstrukturen; ved tilrojelsen af morfemet kommer u'et i såkaldt åben stavelse og får derfor, som så ofte i dansk, forlængelse. Vi ser den samme ændring indtræde overalt ved dette ord hvor de samme omstændigheder opstår: gu!den; gudeverden, gudelig, for 1gu~dc. Et andet eksempel er da'g : da·ge. Her skru ifolge Wiwel pluralisfonnen va:re karakteriseret af endelsen -c stodtab. Men stodtabet er ikke et plurnliskendetegn, stodløshed er kendetegn for hele den ordtype, tostavelsesordet, som pluralisformen pi -e kommer ind under. Først når dette ledsagefænomen ved bortfald al morfemet er blevet eneste pluralismærke, får det morfologisk funktion. Det kendes fra dialekter, i rigssprog kun i sporadisk forekommende tilfa:lde i talesproget, fx. singularis [dal] dag, overfor [da·] = dage.

+

=

96

Som det ses af oversigten har moderne dansk, når vi ser bort fra d-f der kun mønstrer ganske få ord, kun tre hjemlige talmorfemer. Af disse kræver det tredje i rækken, nulmorfemet, en kort forklaring. I (et) tal overfor (flere) tal har vi samme modsa:tning som i (et ) hus: (flere) huse men i første tilfælde er modsætningen uden morfologisk udtryk og må fremgå af sammenha:ngen. I sådanne tilfælde ansa:tter man et nulmorfem i den form der skulle være den markerede. Der er mange ord der anvender nulmorfem og man kunne tro det voldte vanskeligheder og misforståelser. Det sker sjældent, dels fordi sammenhængen erstatter det manglende morfem, dels fordi modsætningen normalt ( når der ikke skal betegnes en abstraktion) er ledsaget, tydeliggjort af den ubestemte artikel. Derfor vil ord som tal, mil, kast, torsk, egern sagt isoleret (fx. som overskrifter) som regel blive opfattet som pluralis, idet singularis normalt udtrykkes ved et tal, en mil, et kast, en torsk, et egern. Et ord som ler derimod, der på grund af sit indhold (som tegnværdi) betegner noget ikke tælleligt, en uafgr.J!nset masse, står uden for numerussystemet. Det har sin wnarkerede form ler der indgår i de to andre morfologiske systemer: ler : leret og ler : lers, men formen har ingen modsætning indenfor talsystemet. Den er singularis som de andre substantivers umarkerede form (jf. et ler, fint ler osv.), men ordet bruges aldrig i samme form i en sammenhæng der viser funktionen som pluralis, ordet har altså ikke nulmorfem. Nuhnorfemet er en omdisputeret størrelse, men rigtigt anvendt er det formålstjenligt at operere med den. Hvis modsætningen ikke i andre parallelle tilfælde er udtrykt morfologisk må vi naturligvis ikke ansætte et nulmorfem. Var alle danske substantiver ens hvad enten de anvendtes i funktion som singularis eller som pluralis, eksisterede numerus som morfologisk kategori ikke i dansk. I ( vi) har overfor (jeg) har foreligger ingen modsætning med nulmorfem for pluralis i første tilfælde, men kategorien numerus i forbindelse med verbernes tempussystem forsvandt da den gamle modsætning mellem (jeg, du, han) har og {vi, I, de) have faldt bort. Endelig var det tænkeligt at nogle ville anse en form som lampe som rummende et nulmorfem for singularis i modsætning til pluralisformen lamper. Dette ville være rigtigt hvis andre substantiver havde et singularismorfem, men da dette ikke er tilfældet kan et manglende morfem ikke ansættes her. Det er, som sagt tidligere, den morfemløse form Moderne d:in1l:. li. 7

97

der umarkeret går ind som den ene modsætning i alle substantivets tre systemer. Findes et morfem -ert:'? Ved ord der har dobbeltformer i sing. og to dertil svarende forskellige former i plur., kan der ske det at de to oprindeligt ikke-sammenhørende former for sing. og plur. af en eller flere sprogbrugere anvendes som et paradigme; på denne måde kan der opstå et nyt plur.-morfem. Dette forhold træffcs især ved ord af fremmed oprindelse med hovedtryk på sidste stavelse. Vi har fx. singularisformerne en barber, en vekseler v. s. af en barberer og en vekselerer, hvortil plur. er (flere) barberer, vekselerer, henholdsvis (flere) barberere, vekstlcrere. En del mennesker siger: en barber, en vekseler og flere barberere, vekselerere og bruger altså et plur.-morfcm -ere. Tidligere havde vi sådanne dobbeltformer som en abonnent(er), agent(er), drabant(er), musikant(er), skribent(er), student(er), og tilsvarende ved de fra tysk lånte (oprindelig adjektiver): en bekendt(er), betjent(er), gesandt(er) . Plur.former af de lange former, fx. bekendtere (nej, hvor vi dog møder mange Bekendtere! Wied.Da.184. Venner og Slægtninge og Bckendtere ChrEngclst.EH. :zo), studentere holdt sig længe i lavere talesprog og brugtes ofte som plur. til de korte sing.•former. - I alle tilfældene har kortformerne nu sejret undtagen _i vekselerer der er den officielle form medens vckseler er en talesprogsform. Dialekterne har bevaret mange af langformerne. I >Ved Vejen< lader Herman Bang frøken Jensen, om hvem det siges at hun ikke var >saa sikker i de fremmede Orde, sige: Det er ikke Tonen mellem mine Elevere ( Stille Eksistenser. I 73). Forfatteren kan herved hnve tænkt på bøjninger som en student : flere studentere der pl den tid kaldtes for >plumpe Sprogfeilc (EJessen.Gram.107. Jf. allerede JCLange.Haandbog.1832.VIII). Det er også muligt at det er at forklare som en fejlagtig skriftform (som en lærere for en lærer, se VvS.15) der så bruges som den formentlig rigtige udtaleform.

De tre hovedmorfemers fordeling

Først lidt statistik ( udført med samme forbehold som tidligere, se side 17). Grundlaget er de ord der er medtaget i Retskrivningsordbogen 1955.

98

Morfem -r

Morfem -e

Nulmorfem

15

5 = 7,5% to= 13,5% 10 = 26%

A. Simpk hjemlige ord altnt

afsnit k • klo

47

=

70,1%

g • g00

47 """ 63,5%

C • CO

22

0 • 00 t • too

=

58%

9 "" 47%

42 - 70%

J

22,4%

17 - 23% 6 = 16% 6

= 32%

li "

18,3%

4

=

21%

7

=

11,7%

B. Simple og komplekst hjemlige ord

afsnit k - klo

g-g00 e ·

CO

158 ,., 55,4% 268 - 52,7% 110 = 57,6%

8o

~

28%

162 .... 31,9% 51 - 126,7% go .-, 23,8%

= =

15,4% 15,7%

71

=

18,8%

48

=

15,5%

21,8%

79 1og

217

=

t - too

173

= 56,1%

87

afsnit k - klo

503 ... 67,6%

162

g - gøø

533 = 62,5% 404 .... 74,2%

211 "" 24,7% 97 17,8%

367 - 65% 351 "" 65,6%

117 21% 124 ... 23,2%

=

78 30

28,4%

0 • 00

57,4%

47 = 16,6%

C. Hjemlige og fremmede ord

(simple og komplekse)

C • CO

0 • 00 t - too

=

=

= 10,6%

= 12,8% 43 = 8% 81 = 14% 60

=

11,2%

Denne grove statistik ( der ser bort fra de sjældne tilfælde med andre end de tre hovedmorfemer, og som negligerer tilfælde med dobbeltformer og andre usikre tilfælde) viser: at morfemet -r er det dominerende, idet det overalt hvor vi har større afsnit som grundlag viser et procenttal fra ca. 50 til ca. 70. Der er ingen større forskel mellem grupperne A, B og C, dog synes medtagelse af fremmedordene at betyde en stigning i procenttallet (jf. ndf. side 113). Morfemet -e kommer ind som nummer to medens nulmorfemet er henvist til trediepladsen. Gennemsnitsprocenteme bliver for morfemet -r: 61,4, for morfemet -e: 24og for nulmorfemet 14,6 (med runde tal: 60°/o - 25°/o - 15°/o). Isa:r i dialekter med (tendens til) apokope af udlydende -e konuncr r-morfemet til at spille en endnu større rolle end i rigssproget, s5.ledes i Østjylland og en del

7•

99

aI Nordfyn (se Kort, 159. EllaJeru;en.Houlbjergmålet.12off,) og i mange sja:lland. ske dialekter (jf. (x. Thorsen.Sejero.712ff,),

For at få rede på morfemernes brug ved de enkelte ord må vi undersøge om der er nogen sammenhæng mellem det enkelte morfem og 1 ° ordenes fonologiske struktur, 2 ° ordenes morfologiske struktur og 3 ° ordenes indholdsside. O

Ordenes fonologiske struktur, set i forhold til morfcmerne. Vi holder os foreløbig til de hjemlige ord og fremmedord af typer der går ind under de danske bøjninger. I

A. Ord der ender på tryksvage fonemer. a) flerstavelsesord på tryksvagt -e tager altid r-morfem: lampe-r, gade-r, billede-r, menneske-r, valmue-r, vindue-r. Eneste undtagelse: tilfælde med nulmorfem (Sml. VvS.68). Variantformer med nulmorfem findes kun ved nogle tal- og målsbetegnelser når de bruges i forbindelse med talord (se side t 08). b) ord p.\ tryksvagt -er tager normalt e-morfem: ager : agre; bolster : bolstre; banner : bannere; cylinder : cylindre; arbejder : arbejdere. I nogle tilfælde findes variantformer. Med r-morfcm: center : centre I centrer; kandelaber : kandelabre I kandelabrcr. Med nulmorfem: fruentimmer : fruentimmer(e); patricier : patricier(e); plebejer : plebejer(e); vender : vender(e); naver : naver(e). Andre eksempler er flertalsformer som dorer, friser, tjekker, tronder, slovener, etrusker, kelter, ester v.s. af tjekkere osv. Navne på folkeslag, partier o.l. af denne ordtype havde tidligere normalt nulmorfem og dette morfem holder sig bedst ved navne der kun kendes fra historien: angler, arier, franker, assyrer og babylonier, cimbrer, teutoner, longobarder, germaner, hunner, siculer, markomanner, burgunder, vandaler osv., hvor e-morfemet endnu kun er lidt brugt. Variantformer med nulmorfem findes endelig ved målsbetegnelser i forbindelse med talord. Disse to grupper (a og b) synes at have det praktiske grundlag at morfem -e efter ord på tryksvagt -e og morfem -r efter ord på tryksvagt r ville være et utydeligt eller uhørligt kendetegn. c) Ord på -el har alle r-morfem, undtagen: engel, djævel, himmel, apostel og discipel, alle bibelord (sml. Brøndum-Nielsen.GG.III.25-28). 100

Eks.: aksel : aksler; skammel : skamler; fængsel : fængsler; tunnel : tunneler; cirkel ; cirkler. d) Ord på -en har også alle r-morfem, fx. kokken : kokkener; lagen : lag(e)ner,· verden : verdener. Rene undtagelser eller variantformer forekommer ved indholdsgrupperne: mål, fisk, planter og plantedele (se side 108ff.). e) Ord på -ed har aller-morfem, f. eks. abbed, fælled, herred, hoved, hoved, lærred, marked, maned. Variantformer ved ord af de under d na::vnte indholdsgrupper. f) øvrige hjemlige tostavelsesord med svagtryk på anden stavelse har ligeledes r-morfem, fx. ord på -ert som: skonnert, bommert, slubbert og ord som bryllup, sennep, bolig. Derimod følger »uigennemsigtige« sammensætninger de ord der er af samme type som ( rimer på) sidsteleddet: brudgomme ("' domme, rigdomme), nattergale ("' sale, dansesale; dale, bolgedale).

B. Ord bestående af el. endende på en trykstærk stavelse. a) ord der ender på en tryksta::rk vokal tager som regel r-morfem, f.eks. å : åer; ø : øer; b" : b"er; bro : broer; ske : skeer; sky : sk"er. Undtagelserne er med nulmorfem: en sko : flere sko; et fro : mange fro (men: en fro : /roer ) ; et strå ; flere stra. Variantformer {hvor varianten med nulmorfem er en »finere« form end den med r-morfem) er: knæ : knæ I knæer; ski : ski I skier; træsko : træsko I træskoer; også mine kno kan undertiden høres for det normale: mine knoer. b) ord der ender på trykstærk diftong tager alle tre morfemer; fx. e-morfem: leg, vej, steg, bov, hov, lov, plov, skov, fløj, hoj, støj, rov; r-morfem: haj, streg, toj; nulmorfem (alle neutrumsord): et lav, et nav, et drev, et rev, et log, et strog, et og.

c) ord på konsonantforhindelser har normalt enten -e eller -r, medens nulmorfem na:sten kun forekommer ved ord af de tidligere na::vnte indholdsgrupper samt ved neutrumsord af en morfologisk gruppe (s. 105).

+

De vigtigste grupper viser flg. forhold. Ord pi 1 konsonant har hyppigst -e: elg-e, ba:lg-e, dolk-e, pilk-e, kælk-e, kalk-e, falk•e, skalk-e, hjælm-e, holm-e, malm-e (men: skiclm : skælme(r)); haJs-e, Cals-e, peh-e, puh-e; bold-e, bolt-e, helt-e, tclt-e, pult-e, salt-e, galt-e, kilt-e, pilt-e, skilt-e (men: bælt-er, felt-er, bylt-er); hvalp-e, skalp-e; elv-e, ulv-e, kalv-c, gulv-c. Ord på m konsonant viser ingen fa:llcstra:k: damp-e, kamp·e, tamp-e,

+

JOI

svamp-e, sump-e, men: klump-er, stump-er; gedehams-e, vams-e; amt-er, tomt-er. Af ordene på n konsonant tager gruppen på -nt altid ,-morfem: kant-er, pant-er, elefant-er, skrænt-er, klint-er, splint-er, bundt-er, pynt-er, mønt-er, jf. punkt-er. De andre grupper splittes mellem e- og r-rnorfem: ba:nk-e, munk-e, dunk-e, hank-e overfor: brink-er, bank-er (om skank : skanke/skanker se side 1 35) ; luns-er, prins-er, sans-er overfor: dans-e, krans-e. Af ordene på r konsonant viser grupperne med r stemt konsonant forkærlighed for c-rnorfern: bjerg-e, dva:rg-e, borg-e (men: sorg-er); ann-e, barm-e, karm-e, tarm-e, onn-e, storm-e, skærm-e, sva:rm-e ( om forme : former se side 135); bjorn-e, tjorn-e, om-e, torn-e, tårn-e (men med nulmorfem: horn, jf. barn); kurv-e, kærv-e; de øvrige grupper viser intet fa:llespr.rg: birk-e, pirk-e, klerk-e, fork-e, stork-e, sa:rk-e, men: mark-er, park-er, værk-er; art-ei, fart-er, part-er, urt-er, ært-er, skort-er, men: port-e, hjort-e og med nulmorfem: kort; kurs-er, bors-er, men med nulmorfem: et kors, et mærs, et vers. Ordene på s konsonant: ordene på -sk har e-morfem: disk-e, pisk-e, busk-e, kusk-e (dog: marsk-er); ordene på -!t hyppigst -er: fest-er, gæst-er, rest-er, pra:st-er, ba:st-er, la:st-er, knast-er, kvast-er, last-er, mast-er, rast-er, post-er, provst-er, bryst-er, knyst-er, kyst-er, gnist-er, blomst-er, kunst-er (men rist-e, hest-e, ost-e, kost-e, kvist-c) . Ordene på ·/t og -gt, -kt har i reglen r-morfem: stift-er, rift-er, skrift-er, saft-er, skaft-er, loft-er, toft-er, kløft-er (men: gift-e, duft-e); jagt-er, dragt-er, magt-er, fragt-er, pligt-er, oversigt-er, slægt-er, bugt-er, frugt-er, togt-er (men: digt-e, lugt-e, knægt-e) ; akt-er.

+

+

+

+

d) ord på enkeltkonsonant. Her forekommer alle tre morfemer. Nulmorfemet har en speciel tilknytning til neutrumsord uden hensyn til deres fonologiske struktur (se side 103). Om fordelingen af morfememe r og e kan der kun siges det at e-morfemet synes almindeligere end r-morfem ved ord med langvokal og diftong, medens begge morfemer er almindelige ved kortvokaliske ord. Fx. gav gennemgangen af afsnittet k-pø i Retskrivningsordbogen flg. resultat: Langvokaliske ord; med morfem -e: klud, kniv, knos, kreds, krig, krog, kur, køl, læg, løgn, lås, mur, mås, nar, negl, ndl, orm, pil, plag, plejl, pren, pægl, pæl, pøl - alle fk.; intk.: navn, spejl. Med morfem r: kaj, kran, krås, las, lods, lur, mor, plan, pol, pris. Kortvokaliskc ord; med morfem -e: kam, kat, klang, knold, knub, kok, krop, kæp, lem, lind, lund, mrmd, od, pig, pind, pram, pung - alle fk.; intk.: land. Med morfem -r: kind, klap, klat, klit, knap, knop, kop, lab, lak, lap, led (=!ide), lok, los, lænd, nod, plads, plet, pot, prik, prop, puf, pyt, alle fk.; intk.: et lem, lod, mos, nul, pap. Bogstaverne a, b, d, c, f gav tilsvarende resultater. Langvokaliskc ord: med morfem e: bag, brog, brud, bur, bog, bør, bås, dag, 102

=

dal, degn, del, dug, dør, eg, /il, fis, /jord, /jad, /lab, fugl, fyr ( person), alle fk. ; intk.: bord, brtv. Med morfem r: as, bar, bet, bil, bod, dyd, ed, flis, flod. Kortvok:iliske ord: med morfem c: blok, bom, brand, brod, brok, bund, bæk, dam, dom, dram, dreng, drik, drøm, tl, eng, /ad, /lok, flom, fold, fyr ( træ), alle {k.; intk.: et bad, bed, blad, fjeld. Med morfem -r: bal, bas, bid, bred, brig, brik, bus, byld, drot, es, fip, flik, flip, flæk, fold, Jos, fk.; intlt. : d bal.

=

Ordenes morfologiske struktur, set i forhold til morfemerne. a) Forholdet til genw. De simple tostavelsesord på -e der, som mevnt, tager r-morfem, er som gruppe betragtet f a:lleskønsord. Gruppens valg af morfem skyldes her ikke genusforholdene men de fonologiske forhold. Anderledes ved enstavelsesordene hvor der kan iagttages en tydelig affinitet mellem det neutrale genus og nulmorfemet. Denne accentueres af de mange verbalsubstantiver med stammeform, men selv bortset fra disse (der behandles ndf.) er sammenhængen ganske udpra:get Nogle stikprøver vil vise det ( foruden verbalsubstantiveme er også ord der går ind under sa:rlige ( ndf. behandlede) indholdsgrupper forbigået). Bogstaverne a, b, d, e, f: et ar ( = skramme), bed ( v. s. af morfem e), ben , bor, bord planke), bryn, brod, bær, bål, drog, dræg, dun, dyb, dyr, dæk, fag, fif, flag, fly, flåd, fnug, fog, folk, fund, fol, får. Heroverfor står fk.s ordene: en fejl, en fjer (ord som: ar ( = jordmål), bog (mål for papir) hører ligesom intk.s ordene: aks, ark, døgn, fed, fold til særlige indholdsgrupper) . Bogstaverne k, I, m, o, p giver flg. tilfa:lde: et kap, kar, kid, klid, kor, kort, korn, kors, krak, krat, krav, krus, kros, kvæg, kon, lad, lag, lam, lav ( gilde), led, len, lig, liv, lyn, lys, læs, løg, lov, låg, lår, men ( skade), mord, mål, nag, nav, neg, net, nor, nus, nyk, næb, 11æs, nævn, ord, par, pas, pus. Fk. mønstrer: en kim, krebs, lus, lyd (v. s. af pl. med e-morfem), myg ( en ol, en kål hører som et pund til indholdsgrupper) . Bogstavs rummer flg. eksempler: et sagn, segl ( = stempelpræg; men: en segl : segle) , sejl, sind, siv, skarn, skind, skrin, skæg, skæl, skær, skærf, skod (kun i visse betydninger, se ndf.), spir, spjæld, sJ,rog, spryd, spyd, spær, stel, stod, strå, svin, sværd, et som (men: en søm : somme}. Fælleskøn kan kun mønstre følgende ord med nulmorfem: sko og (med pl.-varianter med -r, henh. -e) ski, sten (og ordet slags der har dobbeltgenw. I vulgærsprog eller spøgende med r-morfem: Hva' for en af Slagserne (o: kognakmærkeme) Soya.BM.24.). Herefter kan det fastslås at langt den største del af de simple hjem2°

{=

=

=

103

lige ord der har nulmorfem i plur. er neutrale. Men vil det også sige at de fleste neutrale simple ord har nulmorfem? Bogstaverne g, h har flg. neutrumsord ( minus verbalsubstantiveme) der m. h. t. morfcmeme viser folgende tilknytning: med nulmorfem: garn (v. s. af r-morfem), glar, glas, hagl, hegn, hjem, hjul, horn, hors, hov ( gudehus; v. s. af c-morfem), hverv, hår; med r-morfem : gat, græs, hi, hof, holt, hul; med morfem e: gulv, hav, hus. Bogstav t: med nulmorfem: tal, tavl, tegn, ting, tjæld, tog, trin, trug; med r-morfem: toft, træ, toj og med e-morfem: tag (på hus), telt, tov. Bogstav v: med nulmorfem: valg, vejr, vers, vod, vrag, vår ( = dynevår); med r-morfem: vant, værft, værk; med e-morfem: vand. Altså ikke blot er størstedelen af de hjemlige simple ord der udnytter nulmorfem af neutralt genus, men også størstedelen af neutrumsord af den nævnte ordgruppe overhovedet foretnekker nulmorfem. Der er kun få enstavelscs fk.s ord der bruger nulmorfem, nemlig fejl, fjer, kim, sko, tak, ting, tvivl, torv og (med vaklende genus) slags. Hertil kommer betegnelser for mindre dyr og planter (plantedele) der går ind under indholdsgrupper (se side l IO) og målsbetegnelser (se side 108). Følgelig kan der konstateres en affinitet mellem fælleskønsord af en stavelse og morfememe -r og -e. Fordelingen af ordene på disse to morfemgrupper må studeres fonologisk ( se side 1o r ) og indholdsmæssigt. b) Afledte substantivers forhold til morfememe. a) Suffiksord med suffiks -(e)r bruger e-morfem (borgere, lærere, Aarhusianere, tiere, kunstnere) og ord med suffikser på vokal tager r-morfem (længder, spogelser, lærerinder, slagterier, hertugdommer), hvad der svarer til forholdene ved simple ord. Suffiksord på -el tager som de simple ord på -el alle r-morfem (advarsler, længsler, trusler, tilforsler). Suffiksord på -hed og -skab bruger aller-morfem (skønheder, vittigheder osv., dårskaber, videnskaber), de på -dom bruger e-morfem (ejendomme, rigdomme). Verbalsubstantiveme på -ing, -ning har r-morfem, og det samme gælder overhovedet alle ord på -ing (hvad enten denne endelse fra et synkronisk synspunkt er suffiks eller ej) når de betegner ting eller forhold, fx. alminding, bedding, budding, essing, lavning, modding, ræling, skilling, åring. Kun ved betegnelser for levende væsener (ofte på -ling) gør der sig en anden tendens gældende. De fleste tager r-morfem, fx. arving, dronning, kæltring, kælling, pusling, rolling, gronskol-

=

ling, skifting, skrælling, firling, femling, trilling, tvilling (og en tilfældig dannelse som otling: Otlinger i Kina Pol.30/9.1947), falstring, morsing, samsing og dyrenavne som brisling, fjæsing, grundling, hvilling, killing, musling, ælling, værling. Men en del betegnelser for mennesker har e-morfem: fl)'gtning, gamling, lærling, olding, slægtning, S)'d-, udlænding, islænding, 'Yngling, svækling, ædling. Det er en nyere tendens der har sejret i disse tilfælde (r-former kan i nogle tilfælde endnu træffes, men er i uddøen), sml. udsending-e overfor sending-er. I andre tilfælde findes almindeligt endnu r-form ved siden af e-form i flertal, fx. dodninge(r), gildinge(r), hedninge(r), hovdinge(r}, kendinge(r), kroblinge(r), nævninge( r) , opkomlinge{r), peblinge(r), uslinge(r), yndlinge ( r); men e-formen er i stærk fremgang. Et nydannet ord som tilkomling tilflytter bruges naturligt med e-morfem (JensLocher.Na:r saltenSø.67) P) neutrale verbalsubstantiver dannede af verbemes stammer (stammeafledninger) og ord af form som verbets stamme (:>: tilfælde hvor man ikke fra et nutidsstandpunkt kan afgore om substantivet eller verbet er det primære, fx. et sår overfor verbet såre, og et tegn overfor verbet tegne) har altid nulmorfem. Kun i sjældne tilfalde hvor ordet indholdsmæssigt ikke (mere) star på linje med verbalsubstantivemc har vi andre morfemer. Det hedder et bud : flere bud i betydningen : hvad der påbydes, men et bud : flere bude om person (dog endnu nulmorfem i bogsprogsordet: sendebud). Morfemet -e findes i et bad : bade og et digt : digte, morfem r i et begreb : begreber (overfor: et greb : flere greb) og et bevis : beviser; et bo : boer (især i sammensætninger, fx. hvepseboer, dodsboer ). c) sammensatte ords forhold til morfemerne. Sammensatte ord anvender normalt det morfem der bruges af sidste led som simpleks: herremand : herremænd; herregård : herregårde osv. Undtagelser findes næsten kun ved sammensætninger hvor andet leds forhold til tilsvarende simpleks er fordunklet eller ikke na:iva:rende i sprogbevidstheden, eller hvor hele sammensætningen hører under en af de indholdsgrupper der har tilknytning til et bestemt morfem. Det sidste gælder fx. plantenavne som følfod, bjørneklo, kællingetand, torskemund med nulmorfem (se side r ro). Bogstav har plur. bogstaver ( overfor: en stav : stave i ordets alm. betydning, se ndf. 135). Donkraft hedder i plur. -krafte eller -kra/ter,

=

aldrig -kræfter. Dortræ har normalt nulmorfem ( de har fået nye dortræ i hele huset) (overfor: træ : træer ). En færd bruges sjældent i plur., men når det sker, bruges r-morfem: færder. 1 de neutrale sammensætninger bruges nulmorfem: flere folke-, genfærd og vel også i fk.sord som mange brudefærd o.l. (hvor plur. er sjælden). Ved husbond(e) fortrækkes nu plur. husbonder for husbonder, men plur.-formeme undgås. Det hedder nu oftest tykhude om dyregruppen {overfor hud : huder). Skældsord med -prins som sidsteled kan træffes med morfem -e: Tælleprinse ORung(DO. ). fedteprinse ErikHorskjær. Overs. af Jcvtusjenko. Erindringer i utide.47. Nogle sammensætninger med værk, plur. værker bruger nulmorfem, således mange håndværk, stokværk, medens en række andre viser nogen vaklen (se DO. u. Værk sp. 929). Rad har (uden for en særbetydning, se side 135) plur. rader, men bruger e-morfem ved sammensætningerne benrad og rygrad. Sammensætninger af talord og et tal, plur. tal bruger nu normalt r-morfem: et-, to-, tretaller osv. Men fx. de dristige Ottetal, som den lille Fugl beskriver i Luften Pont.SS.6.

Sammensætninger med øje: plur. ojne der betegner (del af) genstand bruger ligeledes r-morfem: koojer, nåleøjer, men en bøjning øje : ojer findes også ved simpleks når dette har tilsvarende betydning (se ndf.) . Medens blik nu altid har plur. blikke, bruges sammensætninger som overblik, tilbageblik med nulmorfem, medens sideblik vakler mellem eog nulmorfem. Ved siden af plur. skjortebryster (svarende til plur. af simpleks) forekommer skjortebryst (fx. brugt af Bang og Laurids Bruun (se DO.) og af TomKrist.LA.76). Medens sten normalt har nulmorfem (se side 136) har visse sammensætninger som rendesten, skorsten kun plur. på -e. Især ved ord med vokalændring i plur. er der (som allerede nogle af de givne eksempler viser) nogen modvilje mod at bruge en sådan plur. der føles så nær knyttet til ordets egentlige betydning. Derfor vakler man (når man en sjælden gang får brug for plur.-formen) mellem tre/oder og tre/odder (se DO.); mellem langemander og langemænd, mellem livmodere og /ivmodrc. Man kvier sig ved at sige at alle farfædre og farmodre er ens eller alle disse Mormødre og Farmodre 106

og Farfædre og M orfædre TDitlevsen.BS.31, og føler sig fristet til at sige /ar/arer og /armorer.

.

Herhen horer ikke plur. ttatsrdder, kancelliråder osv. overfor et rdd : flerll rdd, idet vi her må regne med to ord, dels et !k.s ord: en råd : flere rdder (j(. Sllnatet og alle Raaderne Oehl.Breve.lI.!191 ) hvortil horer sammensætninger som de n.:J:Vntc, dels et intk.s ord: et råd : nerc rdd.

De fåtallige sammensætninger (juxtapositioner) med et ikke-substantiv som sidste led, kommer ud for særlige vanskeligheder. Ved ord af typen en håndfuld : flere håndfulde har man beholdt adjektivets pluralisform og enten opgivet talbøjningen af første led ( tidligere: hænder/ulde, skeer/ulde osv. ) eller bevaret den: en kurvfuld : to kurve/ulde (v. s. af kurvfulde ), en spandfuld : to spande/ulde (v. s. af spandfulde ) {dette sidste i tilfælde hvor første led (kurve-, spande-) indgår i en sammensætningsnekke) . Jf. side 40. Ved imperativiske dannelser træffer vi dels nulmorfem, fx. i mange skrabud, skældud, hvor det måske er en opfattelse af første led som verbalsubstantiver der har været den bestemmende faktor, dels r-morfem som er fællesmærke for ordforbindelser brugt substantivisk (se side 131 ), fx. nogle hugafer (jf. lukafer, omdannelse af lugarer; jf. Luka'et Drachm.E0.142), spiloper og (sjældnere brugt) spnngom'er, svingom'er. Bøjning af både sidsteled og førsteled ( når det er et substantiv) finder kun sted i et barnebarn : flere børneborn, jf. barnlille, plur. hornlille. Tidligere også i andre tilfælde, fx. Børnevogne Drachm.F.l.230. Nogle af ordene med bonde- kan i plur. have bander-, men ved siden af bruges normal pluralisform. Det hedder som regel: bondekarl : bonderkarle eller {især i nedsættende betydning) bondekarle. 1 de øvrige tilfælde: bondedotre I bonderdotre; bondedrenge I bonderdrengc; bondegårde I bondergårde; bondekoner I bonderkoner; bondepiger I banderpiger; bondesonner I bandersonner er former med nonnal flertalsdannelse nu de almindeligste, og former som bønderbæster (Pont. (DO.) ), nogle Banderfolk (StormP.TT.35), bonderkaner {Pont.(DO.); Nans. GF. 16), bonderkvi11dcr (Schand.(DO.) ), bondermænd (Wied, JVJens.(DO.)), bondertøser (JVJens.Møllen.100) lyder nu meget gammeldags. Som første led af sammensætninger (uden hensyn til disses talbojning) forekommer i visse tilfælde plur..Cormcr hvor den ordforbindelse sammens:x:tningen

er dannet over, har ordet i plur., fx. børnebal, -begra:runing, -blad, -have, -hjem (;i: bal for børn osv.), svagbørnsskole, brødrehus, brødremenighed, døtreskole, mødrehjælp, strznderdeputeret, strznderforsamling. Ved komplekse dannelser (afledninger eller sammensætning) med en sammensætning der har omlyd i flertal, bojei normalt kun sidste led: en landmandskone hedder i plur. landmandskoner (og ikke landmændskoner). Ved plur. af landsmand er der dog vaklen i sprogbrugen mellem landsmandinder og landsmændinder (citater i DO.).

3° Indholdsgrupper i forhold til et bestemt morfem. a) Betegnelser for mål, vægt, et bestemt antal eller kvantum af noget har affinitet til nulmorfemet ( uden hensyn til ordenes genus), fx. en alen, ampere, ar, et ark, en centner, et deger, dusin, dogn, en dyn, erg, et fed (garn), fold (afgrøde), gram (kilo-, hektogram), gran, gros, en gylden, karat, knob, kopek, et kvarter, kvint, kvintin, en lire, liter, et lod, en mark (mønt), meter (centi-, kilo-, millimeter), ol, ort, passus, et pund, ris (papir), spand, en volt. Der er en del undtagelser, fx. en favn, pægl, dag (med morfem -e), en million, milliard, et minut, sekund (med r-morfem) og desuden de fleste tostavelsesord på -e, fx. kande, krone, time, tomme, tonde (hertil hører også en pot mælk (af opr. en potte mælk) : flere potter mælk). Ordet snes bruges normalt med plur. -e: tre snese æg osv., men nulmorfem kan træffes: Henved en fire Snes Skrifter CSPetersen.Da.Litt.I. 287. mange Snes tusinde Træer HugoMatthiessen.ViborgVeje.98. En del herhenhørende ord har to former: en med nulmorfem til brug efter talbetegnelser, en anden med et andet morfem til anden anvendelse, fx. dalere, kopeker, hundreder, tusinder, skillinger, skokke, orer ( regne noget ud i kroner og orer. I et cirkulære fra De forenede Papirfabrikker: papirpris i orer) overfor 3 daler, hundred(e), tusind(e), skilling, skok, ore. En del navne på videnskabsmænd er brugt som mål og anvender så nulmorfem i modsætning til den bøjning de har (ville få) som proprier (se side I 26), fx. flere gauss, ohm, watt, ti orsted (jf. Ørsteder side 127), 5000 ångstrom. Jf. volt. Ved ordet fod, plur. fadder har vi anvendelsen som målsbetegnelse udskilt med særlig bøjning: en fod : 3 fod. Det hedder tre kvart-er, fem ottendedcl-e, osv., men med følgende målsbestemmelse: trekvart time, fem ottendedel tomme. Sml. en fjerding : flere fjerdinger, men: en fjerdingvej : tre fjerdingvej. 108

Ved siden af den normale plur. mænd bruges i forbindelse med talangivelser nulmorfem når der ta:nkes på individerne som enheder i en gruppe, et hold, et korps o.l.: korpset består af 100 mand; de kom tre mand hoj; alle mand på dæk; to mand frem for en enke. En del ord viser vaklen mellem nulmorfemet og et andet morfem i alle anvendelser, fx. flere mile eller (nu som regel) mil, mange verster eller (nu vist normalt) verst, ti dollar, franc, shilling, ton, yard eller (med fremmed morfem) dollars, francs, shillings, tons, yards. Ved gruppegenitiver af en forbindelse af talord og substantiv har tendensen til at bruge nulmorfem efter talord sat sig tydelige spor. Det hedder nu normalt: trefjerdedels takt, en to- eller firedors Sedan denne treakts Idyl Drachm.R .96. Treaktsstykker .. et Femaktsstykke Martensen.HolbergsKomedier.l.57. den 4 Akts Opera Kaddara Pol.13/3. 1921. en to-frontskrig, jf. Flere-Fronts-Krig Stangerup.K.I.15. en tremagtskonference, en tosengsstue, en tresengskahyt, en totaktsmotor. tretaarns Spiseskeer Buchh.Susanne.l.256. en tosædes flyvemaskine, et trevangsbrug, tremandsbridge, et tosogns pastorat osv. Det hedder nu almindeligst: et fem etages hus. - en Barrikade af mindst et toetages Steds Hojde Drachm.SF.103. lange Rader fire Etages Huse KLars. GV.86. en syvetages gavl Soya.FD.t 15. - en fireværelses lejlighed. et femlampes apparat. Eksempler på plur-bøjning der nu er i stærk tilbagegang: en otteværelsers lejlighed Hjortø.UFF.188. treværelsers Lejligheder ViggoFMøller.B.17. når der gikkes om træet (:>: juletra:et) i den treværelsers MogensLinck.På vej.48. et 5-ctagers hus BrobyJohansen. Vi ser på kunst fra oldtiden.tg. Sml. VvS.71. Det hedder nu altid femfodsjamber o. l. (men: fem (verse)føddcr), en trepæglsflaske (men: tre pægle), et tostavelsesord o. l. (men: to stavelser). Derimod er p)ur. bevaret i bl.a.: tobørnssystem, en topersoners bil, en tremånedersveksel, en firemotorers flyvemaskine, seksdageslob. 1 Delvis i sammenhæng med denne tendens til nulmorfem efter talbetegnelser og delvis ved underforståelse af ord som 'portioner', 'gange', 'flasker' er der i tjenersprog (restaurantsprog) opstået udtryk som Tre Boeuf i No. 12 FritzJiirg.76. >Godt, to Boeuf!« bestilte Horkræmmeren Tops.I. 160. to wienerschnitzel, tre lever, tre frikasse, to oksehalesuppe, to lammesteg osv., hvor brugen af de normale morfemer kan give en anden mening: to hakkeboffer, to frikadeller :>: to stykker af hvert, medens to hakkebof, to frikadelle angiver portioner der hver for sig kan 109

omfatte flere stykker. Sml. to flæskestege, to kyllinger, to ænder overfor to flæskesteg, to kylling, to sprængt and. Denne brug kan udvides til også at omfatte betegnelser for masse som ellers står udenfor talkategorien (se side 12~): tre is, to labskovs, to øllebrød. Ved betegnelser for drikke kan, som nævnt, være underforstået 'flaske', 'kopper', 'glas' o. I.: to Sodavand - en Toddy - to Bajere! Gjel.GL.348. to Kaffe .. tre med hollandsk -Franskbrod KnudPouls.U.60. et par Pernod Rifbjerg.O. 88. Eller der kan være underforstået et sidsteled, fx. pilsnere: tre hof, to (gamle) Carlsberg, to grønne Tuborg. Individuelt kan brugen fores videre: (tjeneren:) hvor mange Kuvert, Hr. Grosserer Esm.M.122.

Nulmorfemet i forbindelse med talord anvendes også i kortspil, når man angiver de enkelte spil (meldinger): fire hjerter, ruder, klor, spar, pique, sans, medens morfem anvendes til angivelse af kortene: jeg havde et par store hjertere (rudere, klorer, sparer) på hånden. Ved siden aI et stykke, flere stykker træffes i forretningssprog, handelssprog: et styk, flere styk ( formentlig efter tysk forbillede, og ikke ved hjemlig forkortelse som ved pot ovf), fx. :1700 Styk (:>: frimærker) Pol.128/12.1941 (Do). Kortformen er blevet gængs i almindeligt sprog i forbindelsen pr. styk. Om plur. styks se side 116. Ganske pudsigt har vi i et tilfælde ved dette ord plur. hvor vi skulle vente sing., nemlig i daglig tale i udtrykket: klokken er vel en eet stykker,:>: ca. eet ( eksempler DO. u. Stykke sp. 681), der er dannet efter klokken er vel en tre stykker o. I., idet en - stykker nu opfattes ( uden tanke på det morfologiske) som et fast udtryk for omtrentlighed.

b) Betegnelser (oftest af fk.) for mindre dyr og planter og frugter, produkter heraf har en affinitet til nulmorfem i plur., især når det betegnede er noget der forekommer (sælges) flere ad gangen eller betragtes som en masse, et kvantum, hvorved ordene nærmer sig de såkaldte stofnavne og kollektive ord (se side 150). Herhen hører ord som krebs, osters (nu lidet brugt: osterser, jf. dog side r84), lus, mus, myg, mol. Enkelte andre kan bruge nulmorfem ved siden af andre morfemer: mange orm I orme; fine hummere : de flotte Hummer AHenningsen.Le. 58; to mår I måre(r). Fiskenavne: mange ål, helt, kuller, laks, sild, torsk, tun (forkortet af: tunfisk); ved andre navne bruges nulmorfem ved siden af andre morfemer, det gælder brasen, hork, makrel, ((0

sandart, sej, smelt, stør, men således at formen med nulmorfen foretrækkes hvor der tænkes på samling og ikke de enkelte. Navne på planter, frugter o.l.: agern, asparges, bog ( = bøgens frugter), olden, hyben, slåen, pollen, oliven, log, bukkar, pors, siv. I nogle tilfælde veksler nulmorfem med andre morfemer; mange figen I figener; mange gråstener I gråstenere; nogle rabarber eller (sjældnere) rabarbere; et par selleri I sellerier; en hæk af lavendel I lavendler. Denne tendens til nulmorfem der understøttes af at mange plantenavne også angiver masse, bevoksning og derfor i denne anvendelse eller altid kun bruges i singularis (fx. dild, kommen, byg, havre, hvede, rug, kløver, lyng, humle, hor, kørvel, tang) har ført til at plantenavne, bortset fra de mest almindelige, nu altid eller fakultativt anvender nulmorfem i plur. Eks. (flere ) ahorn, asp, buksbom, edelweiss, floks, efeu (mange Epheu Bang.HH.9), navr, liguster, gyvel, star, bellis, iris, taks, gederams. Ved mange sammensatte plantenavne foretrækkes nu nulmorfem (hvorved sidste leds bøjning negligeres) : mange bjorneklo ( en klynge bjorneklo Soya.B. 74), harcfod, folf od, ridderspore, nellikerod, stormhat, torskemund, ærenpris osv. Hvor navnet også bruges i egentlig betydning får vi altså en morfologisk forskel: b jornckloer i egentlig betydning: bjorneklo om planter. Litteratureksempler: de store gule Oxeojc Jørg.Jorsala Færd.II.85. gule Stenbræk AchtonFriis.Danmarks store Øer.II.5co. Grønne Tusendblad med deres traadfine Lov IdaRaunkjær. I Danmark. 157. to Solvlon PoulHansen.Fuglene synger.61. De gule Kællingetand Woel. En Roman om to.13. der stod spredte ojentrost og kraftige læbeløs M.Tejns overs. af D.H.Lawrence. Lady Chatterleys Elsker. ( udg. 1961) .!205. Jf. kæmpemæssige Klokkeblomster, Kællingetand, Perikon, Stolt-Hendrikker VilhAnd.AD.110. Løuetand som varenavn bruges også med nulmorfem: to løvetand. Ualmindeligt rakte den ikke til med et /aalut pund (:,: kaffe) og en stor >Lavetandærer«, der begge var lige omfindtligc Grønbech.Lykkemand og Nidding.156. fordi jeg ikke havde Blik for Cathinkas Charmer SvClaus.IR.94. Provinsbyens Damekaffer AaseHans.RB.83. Gud han vil jo have, at jeg skal finde mig i Kurts Storsnudetheder KMunk.10 Oxford Snapshots.8. Da

lo den unge Kejser en af sine faa Lattere sa.HJ.11. der gled vel saa en 6- 7 Koner (';); urhøner) ind i en pludselig Enkestand. Men 3 Troste er det da, dels at de ikke ved det, dels at de er revnende ligeglade, og dels at en anden Pasha til sin Tid længst er parat sa.LGD. 112. Mord og Død og andre Forfærdeligheder KAbell.ASH.58. Naturen og jpgten bandt ham til stedet. Andre kærligheder har han vist aldrig haft sa. BP.121. han skal fjerne Ugudeligheder fra Jakob Rom.11.26(1948). Gader og byer, vejsving og enge er nok fastheder .. men osv. JohsSmith. D.17. Hørt: har I fået nogen bridger fornylig? Undertiden bruges plur. uden tydelig talforestilling. Jeg har mine Mistanker til Katrine EBrand.UdenfL.13. Gunild havde sine Mistanker, saa snart hun blot saa to Mænd i livlig Samtale AaDons.DL.17. Jeg har .. haft mine tvivl, mine meget store tvivl KAbell.MPK.89. mange tak, tusind tak overfor det nu højtidelige megen tak (men man kan ikke sige fx. hundrede tak, flere tak end nodvendigt). Se videre side 140. Ordet tak brugt som plur. i anvendelser som de mi:vnte har jo sidestykker i engelsk thanks, italiensk (mille) grazie, latin gratias agere, engelsk pay my respects to him, fransk rendre ses respects a q-n. osv. Det er påfaldende at dansk bruger nulmorfem da dette jo sja:ldent er tilfa:ldet ved fk.s-ord. Måske skyldes det indflydelse Ira tysk der ikke blot har vielen Dank men også Tausend Dank.

Herfra er der overgang til de tilfælde hvor herhenhørende ord i en bestemt betydning kun bruges i plur., fx. kræfter om )egernskræfter ( han har mange kræfter). 4 ° Disse abstrakte ord kan også tænkes opdelt efter arter, slags og så er pluralisdannelse mulig. Eksempler: jeg havde Hovedpine, Indvoldspine, jeg veed ikke alle de Piner, jeg havde HCAnd.lII.20. Gadehandelens Larm! Blot en af alle de Larme, som en nervos Slorstadsbeboer ofte generes og irriteres ved NatTid.22/rn. 1922 (Do.). de primitive Kærligheder, den til Fædrelandet, den til Afkommet AHenningsen.L.12. De historiske Stile i Malerkunst Else Kai $ass. Kunstforståelse:i.121. - Videnskaber. Da A. Langkjær i sin Salgspsykologi ( 1943) s.25 skal tale om de forskellige arter af trang til noget danner han plur. trange (De forskellige Former for Trang. Naar man vil forsage at klassificere de forskellige Trange .• ). Plur. Støje kan bruges om arter såvel som om de enkelte støjende lyde.

Undertiden er det vanskeligt at afgøre om der tænkes på arter eller udslag, tilfælde af det angivne: Dinas mange smaa Overtroer ThitJens Den erotiske Hamster.76. Mellem Farmors mange andre Frygter var altsaa ogsaa Frygten for at blive forgjort! Soya. FH.l!ZI. I alle disse tilfælde foreligger øjebliksdannelser. 5 ° V ed forkortelse i jargon eller børnesprog af sammensætninger med abstrakter som første led får vi (tilsyneladende) bøjning af det ellers ubøjelige ord: disse to Sædeligheder (~: sædelighedsbetjente) KLars. UR.81. der kom to politier børnesprog.

B. Proprier. Når et proprium (egennavn) bruges i sin oprindelige betydning er det knyttet til en bestemt genstand alene som et mærke, kendetegn der ikke kan overføres til andre genstande af samme slags. Propriet har en eneste anvendelse i forhold til noget i omverdenen, medens appellativet (som andre ord) har en uendelighed af anvendelser. Herom nedenfor side 189. Derfor er sammensætninger som en luskepeter, sjuskedorte, svinemikkel appellativer med normal plur.: luskepetere, sjuskedorter, svinemikler; dette storre Selskab af Kirsten Gifteknive Nans. GF.115. Stolt-Hendrikker (VilhAnd.AD.110). Fulde/ rederikker Else Gress overs. af Durrell: Bitter Frugt.!Zo. Det samme gælder pseudoproprier som en Umuli(g)us (plur.: Umuli(g)us'er). Personnavne. 1 ° Det forhold at et navn forekommer brugt flere gange, til forskellige personer som ikke har noget falles, muliggør pluralis-anvendelse til angivelse af flere personer med samme navn eller om personer der kunne bære disse navne (og derved karakteriseres som type): Forste Marie, anden Marie, tredje Marie .. tre Marier Drachm.R.56. i et Land som Danmark, hvor hvertandet Menneske hedder Kristian og hvertandet Peter, bliver ( det) dobbelt vanskeligt for et saaledes betegnet Individ at arbejde sig frem til en Særstilling i Peternes og Kristian'ernes og Petcr-Kristian'ernes Legion PHans.KK.41. I det Hele er der i Holbergs Komedier .. 17 Perniller, 16 Henriker .. 13 jeronimuser, 11 M agdeloner, 11 Leonarder og 9 Arver Martensen.Holbergs Komedier. XIII.35. vi (blev) overfaldne af en Sværm Antonier, Gennaroer, Pietroer og Guisepper, der alle fremviste de mest glimrende Vidnesbyrd

som Baadforere V Andræ.Reiseerindringer. II. Vore gode Mads'er og Kresten'er kommer nok igen Pont.Sk.37. Kongerne før og efter hende (o: dronning Hatasu) var frygtindgydende Ahmos'er og Amonhotep'er og Thutmos'er JVJens.SØ.19. falske Messias'er Mark.13.22(1948). De to Erik Pontoppidaner. Med fremmed morfem: de seks Ofelias (i artist-

sprog, om en gruppe artistinder) Borberg.CJ.35. Plur. kan også bruges om samme person betragtet til forskellige tider eller som en sammensat karakter: Han kendte tre Kristine, (a: samme kvinde på tre stadier) Gjel.GL.246. det var ligesom der var to Birgit'er, en der sad her og holdt Sjov med Far .. og saa en der laa paa Ottomanen og græd TDitlevsen.BS.91. jeg kender to Sorener, den artige og den uartige (sagt til en dreng der hed Søren). Jf. han (:>: Paulus) begynder at konstruere Kristusser KMunk.HJ.161. 2° Familienavne kan bruges på lignende måde: der er mange Kofoeder på Bornholm HBertelsen.F.dlesnavne og Egennavne.31. der er en masse Hansener, Jensener, Nielsener osv. i Danmark. Men da et eftemavn jo er fælles for alle familiens medlemmer kan plur. også bruges i betydningen: medlemmer af den pågældende familie, slægt (undertiden, is.er arkaiserende, med foransat artikel de, se Adjektiverne side 373): I det matte Lys saa Ørsted'er og Mynster'e og Hvid'er saa underlig halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier Bang.Det graa Hus.5. Snopodolskyernes Godser i Polen Drachm.E0.125. Portræter af mandlige og kvindelige von Beckerc Schand.Ursulas Uheld. 15. Hvad ondt som er gjort af Bjørn'er imod Kirken ThitJens.SK.II.14. Birkedommer Brun i Vesterlev; af de adelige Bruner Rørd.Lykkelige Barndom.I 1. Nelly Bang - kender du hende? - Ja, det tror jeg. Er det ikke en af de rige Bang'er Replikker.I.52. de to Scipioncr. Eksempel på sing.: det er en lille Jochumsen, Søn af Kirkeværgen, De veed Fritz Jiirg.56. Ofte i hest. f.: Hun havde Blidernes sorte, straalende Øje JPJac.II.3. i Lyhnernes Huse ib.II.7. Hun var .. en født Konneroy, og Konneroycrne var en af de ældste og allerfineste Patricierfamilier i hele Byen ib. II.88. En Svoger til Hjortherne Gjel.GL.498. Tangerne paa Nørre Vosborg. Aarbøger for Harsyssel.XXXIII.l2. Anæmi og Sløjhed .. var ellers noget ukendt hos Stein'erne JacPaludan.TS.14. Høegerne AaseHans.RB. 110. Graccherne, Stuarterne. Vist kun i jargon om ægtepar: Stuckenbergernes Tragedie Jørgen Andersen.Viggo Stuckenberg.I.22. Jf.: Hele

Stykket er Schnell garneret med Phistere, Hr. Phister, Fru Phister og Olaf Poulsen fodt Phister JPJac.Br'.7. Ved plur. af familienavn med titel foran vakler sprogbrugen mellem 1" bøjning a{ begge ordene: disse Jomfruer Skrupholmt.r Blicher.XXIX'.42. Godnat, smaae Frokener Biilower! Wied.TK.159. 2° bøjning af navnet alene: Christiane Heger skriver: to Frøken Hammelefler og Froken Hammelelferne Breve fra og til Adam Oehlenschliiger.ll.23.222. Blicher.XIX.62: Der var begge /omfrue Hansener. HCAndersen {if. Anker Jen,en.Studier over H. C. Andersens Sprog. 170): Frøken Falbernc. Ursula Dahlerup slu-iver i Fra gammel Tid.73: Man sagde (tidligere i Kbh.) Frøken Holbekkerne for Frøknerne Holbech. 3• bojning a{ titlen alene, hvilket er den nu gængse fremgangsmåde: brødrene Bohr. De fem Frøkner Wang Bergstedt.Il.25. greverne Ahlcfcldt. Sml. de na:wise Jomfruer tidsfordriv Ida Ziegler. Overs. af Richard Gordon: Sir Lancclots sommer.44. Ved titel foran almindelig personbetegnelse er der enighed om de herrer forlæggere med bojning af begge led, men ellers er der også her tilbøjelighed til kun at boje sidste ord: Hun opdragede sine Frøken Døttre til at blive ligesaadanne Piatter, som hun selv skriver Rahbek (Den da. Tilskuer.1799.696), og sMedes ville man vel også sige idag (og ikke: sine frøkner døtre). Vil De hilse Deres hr. sønner fra mig (næppe: Deres herrer sønner). Udtrykkene forekommer sjældent og undgås.

Om (hos ) Petersens, direktørens o. J. se side 153. 3 ° Hvor et navn er knyttet til en bestemt bærer ( en virkelig person eller person i et fiktionsværk ) der er kendt for et eller andet (godt eller dårligt), kan plur. af navnet bruges om personer der har lignende egenskaber, kan måle sig med eller søger at efterligne vedkommende: Der er flere Gretchen'er mellem Himmel og Jord, end .• Drachm.F.I.172. disse skikkelige, sultne Adammer og Evaer JPJac.Br. 3.5. von Stygotiwser Pont.AG.88. Ingen Poul Moller'e, ingen Christian Winther'e Rørdarn. Huset ved Volden.52. de mange falske Kristi FrNygaard.K.51. Skolens Maal var (ikke) at skabe Napoleon'er, Newton'er, Tietgen'er AndNx. VE.52. vedkommende Koner og deres smaa Hassan'er med de skæve Ben KnudPouls.U.84. halve og kvarte og ottendels Reumerter Soya. Poul Reumert.63. Sml. Mickey Mouser Soya.SVS.42. Herfra sker overgang til appellativer, nemlig når navnet har mistet sin tilknytning til en bestemt person: en jens (~: landsoldat): de danske jenser; quislinge(r), judaser osv. De fik jo Hævn over dig, lille Gravmand, de Herrer Mik/er og Brokke og Mortener KMunk.HJ.142. Lotter bruges om heste og om kvinder i hjælpetjenesten. Hertil nu hedsporer : Reformationens Hedsporer KMunk.HJ.72. 128

4 ° Hvis navnet bruges ( oftest i faglig jargon) om va:rk af navnets ba:rer, er plur. mulig: 14 Rembrandter •• tre Cezanner •. de fire Watteau •. to Velasques Andreas Winding i Pol. 6/6 1943. de to Mozarter: Grevens Arie af »Figaro« og Serenaden af »Don Juan«. Pol. 10/8 1946. de fire Moliere'r (:J: skuespil af M.) HBrix.HK.123. Det samme g.rlder hvor et navn er brugt som titel: (udgaven) beviser ikke, at Shakespeare har skrevet to Hamlet'er Rubow.Str.41. Jargon om udgaver, oversa:ttelser: værdifulde engelske Homerer sa.00.20. På lignende måde hvor et personnavn er blevet knyttet til en ting som betegnelse for denne, altså som rent appellativ. Aldrig for var der saa mange præmier, saa mange priser, saa mange Oscar'er, Bodil'er, Pulitzere og hvad de allesammen hedder BerlAft.18/Io 1960. nogle høje gamle Ford'er. Stednavne. 1 ° Pluralis bruges om flere steder, områder af samme navn: der er tre Nykobinger i Danmark. Begge Sicilier ('J: de 1816-61 forenede kongeriger Neapel og Sicilien). begge Amerikaer ('J: Syd- og Nordamerika) JVJens.Om Sproget.64. hvor mange Frank/urter er der i Tyskland? HBertelsen.Fa:llesnavne og Egennavne.19. 2 ° Pluralis bruges om steder, områder som det navnet hører sammen med: Duskammerat med alle Hyskenstræder og Per Nielsens Gyder i Danmark KMunk.LGD.117. Et ord som helvede står i sin egentlige anvendelse på linje med stednavne, men kan i denne videre anvendelse bruges i plur.: de engelske Helveder, som hedder Birmingham eller Sheffield Drachm.E0.376. 3 ° Pluralis bruges om visse kendte ting fra vedkommende sted. Som regel foreligger her forkortelser for sammensætninger med appellativer som sidste led: de fik sig et par Aalborger (o: snapse af Aalborgakvavit) foruden diverse Carlsberger(e) og Tuborger(e). Også (spøgende) om tildragelser knyttet til stedet: Det var den Aand, der førte til Versaillesfreden for Tyskland, og skal den atter have Hjemret i det tyske Folk, vil den føre til nye Versailles'er KMunk.HJ.160. 4° Om pluralia tantum (som Dardanellerne) se side 139. Den form af modemet der bruges ved proprier er gennemgående r~morfemet, hvorved der kan opstå en formforskel i de tilfalde hvor de Mod..me dansk. II. 9

129

samme ord har en (primær) anvendelse som appellativ, fx. Hjort'er, Bjørn'er overfor hjorte, bjørne. E-morfemet bruges (som ved almindelige substantiver) ved ord på tryksvagt -er (Mynster'e osv.). Nulmorfem forekommer kun ved tilfældig anvendelse (jf. de fire W atteau ovf. side 1 29; de fleste ville vel sige W atteau'er). Andre proprier. Navne på bøger, tidsskrifter, kunstværker behandles som proprier, også i de tilfælde hvor de samtidig foreligger som appellativer. Plur. er her dog sj.ddent forekommende, om forskellige udgaver eller eksemplarer, og kan have et komisk skær over sig: nogle Politikker ( a: eksemplarer af bladet Politiken), Hjemmet'er (a: eksemplarer af ugebladet Hjemmet), en stabel af Anders And'er osv. Der kommer hver dag to Nationaltidender (a: en morgen- og aftenudgave) HBertelsen.Fællesnavne og Egennavne.6!2. de gamle Puncher (:>: numre af vittighedsbladet Punch) ib. Der er flere Lykke-Per'er (a: va:rker med titlen Lykke-Per) i dansk litteratur. Se også et eksempel nedenfor. Visse varenavne kan i fagsprog bruges med nulmorfem, således navne på automobiler og motorcykler: gode, istandsatte Vespa BerlTid.30/Io 1960. 40 ny Prinz, VW, Anglia, Dauphine, Rekord, Taunus, Austin (ofl. udlejes) ib. I alm. talesprog bruges r-morfem: nogle Vespa'cr -. Noiseless'er (:>: en slags skrivemaskiner) er væmmelige - de skriver saadan som en Ugle flyver Replikker.II.5r. C. Numerusmorfemernes anvendelse ved enheder der ikke er substantiver i egentlig forstand. I O Enheder der er mindre end ordet (sproglyd, bogstaver, affikser, morfemer o.l.) kan bruges med plur.-morfem når der er tale om flere af dem: to a'er, b'er osv. (jeg) bemalede mit Klatpapir med lutter HB'er (a: forbogstaverne i Helene Brunnow) Drachm.E0.228. Hun læspede stærkt på s'erne sa.F.I.155. den stærke Snurren paa R'erne OMads.GU.73. Skrifteksperter sagde, at det ikke kunde være Adelberts haandskrift. Der manglede visse krøller, og der var noget med c'erne og den maade, han rundede u'et paa NisPet.M.48. Jeg hørte engang følgende efterlysning i højttaleren på Storebæltsfærgen: »en hat med to H'er (udtalt: [hå' J]) indeni er fjernet fra garderoben til forste klasses rygesalon.c Det vakte stor munterhed. - E'erne i plur. stole og infinitiv

{at) stole (på) har forskellig funktion. Også ved skrevne ikke-sproglige tegn kan morfem anvendes: der er udfaldet to I\ 'er. Plur. af suffiks eller andet sammensætningsled kan bruges om ord med samme sidsteled (og evt. deres indhold): Ingen af dem (:>: stednavnene Hellerød og Kobberød) er dog sikre Rod, da de gamle Former mangler d SvendAakjær. (Landet mod Nordvest.l946.95). der (kunne) ogsaa tales om Kjobcnhavnskheden og Indbildskheden og Overfladiskheden og flere andre -heder PHjort(DO. u. -hed sp.rno7). man skal .. holde dem langt borte fra sig, disse -sen! - sen! (l: personer hvis efternavn ender på -sen ) HCAnd.lII.138. som en fodt sen (:>: person hvis familienavn ender på -sen) - omend mellem de fine sen'er - folte D. altid en let Ærbodighed overfor Folk med kendte og ualmindelige Navne

Soya.GAM. l 7. 2° Ord af andre ordklasser end substantiverne kan altid bruges materialiter og i denne anvendelse evt. have plur.: talesprogets mange og'er og men'er; - K. har indsendt sin nye Ansogning, spækket med alvorlige Ihvorvel/er og Omendoger CHansen.ldag flytter vi - sa' Nissen.l88. Mr. Goods hm'er Svedstrup.EG.I.97. Folk, som .. giver sig af med at doktorere paa hans (:>: Paulus's) »thi«er og »og«er og »men«er

KMunk.HJ.74. Men desuden kan de bruges med henblik på det indholdsmæssige i ordene selv (der var ligeså mange ja'er som nej'er; en række leve'r; vivat'er) eller arten af de udtryk de indleder: Derhen .. hvor der ikke er saa mange baade-og og hvis og men og paa den anden Side CEw.BB.l30. (han) lå og tumlede med alle disse hvorfor'er Svedstrup.EG.l.23L Alle disse »hvis« i Historien VerdenGD.IV,2.l94. Se også DO. u.II.Men. Ordklassen adjektiver har særlige midler til omsættelse af ordene til anvendelse i substantivernes funktion: det gode; de gode; godt og ondt. 1 sjældne tilfælde er sådanne former erstattet af substantivisk talbøjning, fx. et onde : mange onder; et gode : flere goder. Hertil hører tilfa:ldige spøgende dannelser som: hils så Johanne og alle småcrne og storene (for: alle de små og de store) AOlr.Breve til Begtrup. 70. Se side 426. 3° Forbindelser af flere ord kan behandles som en enhed der har mulighed for plur., fx. når selve udtrykket citeres som brugt flere gange: Fru Abel skreg sine »Goddag« saa hojt, at alle Nabokupeerne kom til Vinduerne Bang.SE.lH (ental findes HH.41: Konen gik i sit Kokken efter sit Goddag). hun horte vist ikke et Par lange »Froken Caja-er« !l"

l3l

(burde være: ,Froken Caja« -er), der lød gennem Huset sa.UA.153. under mange tak'er fra Tvebo Soya.TK.145. Man har vel lov til at spørge, sagde hun .. og tilfojede et af sine dræbende ,Ikke sandt?« er Ringsted.LD.176. Eller når ordforbindelsen indholdsmæssigt betegner en enhed: perpetuum mobile'r Drachm.UB.7. Ser man det! - har han to Præceteriser? Gjel.GL.302. Cafe Chantanternes •. løse Fugle OMads.GU.72. Abracadabraerne KMunk.HJ.16. Der ligger noen ,Hver 8. Dag«er (:>: numre af tidsskriftet af dette navn) der Soya.FH.243. nummer -eet'erne .• nummer sjok'erne Svedstrop.Syn og Meninger.89. Smaa Apropos'er JacPaludan(bogtitel). vore vis-a-vis'er; rundtenommer, forglemmigejer osv. to mg minus'er (to mg+'er). Med nulmorfem: han hade spist paa Samaritanerne de hveranden Dag de var aabne AndNx.DM. V.6. der er adskillige 'aber-dabei' (også hørt: abcre dabei}. I de tilfælde hvor morfemet er føjet til sidste ord i forbindelsen har vi et sidestykke til gruppegenitiven. Foruden de givne eksempler kan nævnes: cand.polit.'er, dr.phil.'er, pastor emeritus'er ( officielt doctores philosophiæ, pastores emeriti osv.). Forkortet: mag.'er (:>: stud. el. cand. mag'er); nogle psyk'er Panduro.R.196. Med fremmed morfem: Ballon captifs Vore Herrcr.29/4.1920. Kombinationen Per og Poul i betydning: hvem som helst, den gemene mand lader Drachmann danne gruppenumerus: kun Maal og Passer for de mindre gælder, for alle Per' og Poul'er, dig og mig Don Juan.I.109. Fra børnesprog har jeg noteret: drengen: Mor, må jeg få en tår vand? pigen: to tår vander! Forekomst af forskellige morfemer ved samme ord.

A. Usikkerhed med hensyn til normen. Når ikke alle talende anvender samme morfem ved samme ord skyldes det enten ukendskab til normen (noget individuelt som er uden interesse i denne forbindelse) eller at normen på dette punkt ikke har fæstnet sig. Dette skyldes for det meste at plur.-anvendelsen ikke er hyppigt forekommende eller at ordene som helhed ikke er gængse for den almindelige sprogbruger: han kender deres leksikalske form men er usikker overfor deres genus* og numerusforhold. Størstedelen af de (lrd der i ordbøger opføres som :.vaklende« m. h. t. pluralisdannelsen

hører til disse grupper, bl.a. følgende (plur.-morfemer angives i parentes ) : agerren ( -e, -er), balk (-e, -er), bangebuks ( -e, -er), bavn ( -e, -er}; blot ( -er el. o), bul, ( -e, -er) dog enigt ( -e, -er), ekko {DO., Retskrivningsordbogen angiver -er, men ingen nyere citater kendes på denne anvendelse, derimod er former med nulmorfem truffet: (lyden) gentoges i fjerne ekko fra gårdene Mølbjerg.G.128), hjord {-e, -er), (gude)hov (-e el. o), kværk (-e, -er), kæft (-e, -er), kærv (-e, -er), lask (-e, -er), log {-e, -er), luks ( -e, -er), lægd ( -er el. o), mops (-e, -er), en prygl (-e, -er), punch ( -e, -er), rag ( -e, -er), risp (-e, -er), pjævs ( -e, -er), skælm (-e, -er), solsort (-e, -er), sovs (-e, -er), spas (-e, -er), splejs (-e, -er), spuns (-e, -er), stjært (-e, -er), stob (-e, el. o), svik (-e, -er), tabu (-er el. o), tap (-e, -er), vant (-er el. o), varsko (-er el. o). Herhen hører også de nu sjældent brugte sammensætninger fingers-, fods-, håndsbred (-er el. o}. Ved nogle ord er den ene form ved at få overtaget: alk (-e, sj. -er}, atlas (nulmorfem nu almindeligere end -er), dok (-er nu det alm., sjældent -e), gevind ( nulmorfem nu alm., sjældent -er), hind ( -er, nu sjældent -e), (bjerg)pas (nulmorfem nu det almindelige, sj,ddent -er}, tragt (nu oftest -e), vrist (-er, nu sjældnere -e). Langvokaliske enstavelsesord af fk. der udlyder på -r, har på grund af vanskeligheder ved at skelne -re fra -rer i udtalen {jf. side IOO) ofte vaklen: flere mårer (fx. CEw.Æ.XV.4) eller måre {eller mår, se side 1 1 o) ; flere store eller storer ( fx. HansHvas i BerlAft.9/+ 1963) eller stør se side I I I); flere våre eller vårer (sjælden brugt plur. af en vår); en mær, en (trille}bør har nu oftest e-morfem, en lur, en tjur nu almindeligst r-morfem, næsebor almindeligst nulmorfem. Om dobbeltformer ved s.crlige betydningsgrupper se side 1 22ff. og om dobbeltformer ved fremmedord side II 3ff. Hvor et ord har skiftet morfem kan det (en sj.clden gang) ske at det gamle morfem er bevaret i en fast forbindelse, fx. har en rem nu altid plur. remme, men det gamle r-morfem er bevaret i talemåden alt hvad remmer og tøj kan holde. At morfemet -r er det almindeligste fremgår direkte af at det sl hyppigt bruges i barnesprog i tilfa:lde hvor nonnen har andre morfemer. Her følger nogle eksempler idet det bema:rkes at nogle al formerne ogsl kan høres i videre krcse: skæ11e taller (1ml. normens ottetaller osv.). De drak Soda11ander og Lemonader Esm.IP.i:ias, fire Vander •• fire S0da11ander KBeckcr.B.uB. - Negler Soya.FH.

133

n11. Franskbrodder med Smør ib.66. Far - min Far! - var en af de fineste Far'cr, man kunde have ib.250 (man prøve at inds.i:tte fædre!). Sml.HCAnd.111.138: >Ja, men min Fader,« sagde en Skribents lille Datter,« kan sætte baade din Fader og din Fader og alle >Fadere« i Avisen!« - Jesp. (Børnesprog.100) n.i:vner mander og mænder for mænd. - Politierne ORung.SS.129. Tøser (der i DO. kaldes dialektal eller gammeldags} er nu alm. skoledrengesprog: Tror du vi er tøser Rirbjerg.KU.1!13. EJesscn.Gram.113 na:vner fra >Simpel Tale«, hvad vist også omfatter børnesprog: Smørrebrøder, Mandager, Missekatter, Gedebukker. Sml. også barncord som babser, vapser, henser (for: ben), fusser {for: fødder).

B. Benyttelse af forskellige morfemer ved forskellige betydninger af ordet. Der er ingen almindelig tendens til at udnytte tilstedeværelsen af de forskellige talmorfemer til adskillelse af enslydende ord (af samme genus): mål = sigte, måleenhed og mål = dialekt (fx. i ømål) har begge nulmorfem; det samme ~lder et nor: barn og et nor = lille bugt, og et / ed som mål overfor et / ed tange. En pil våben og en pil tra: har begge plur. på ·e, og det samme findes ved en kok = køgemester overfor en kok = hane. En skrå = stykke skråtobak og skrå = gildelov har begge r•morfem, og parallelt hermed er en ret = domstol og en ret (af mad), en lap stump og en lap indbygger i Lapland, en rabat om afslag i pris og om vejkant. De homonyme ord på ·e havde ingen mulighed for differentiation da hele ordgruppen anvender r•morfem (eksempler pande = legemsdel og stegeredskab, skade fugl og ødelæggelse, de forskellige ord bakke). Forskel i anvendelsen af morfemer ved homonymer træffes især hvor et af ordene går ind under de tidligere nævnte betydningsgrupper der bruger nulmorfem, fx. as (vægtenhed) plur. uændret: en as (gud) plur. aser; en bog (papir) plur. uændret: en bog (tryksag) plur. bøger; et album (jordmål), plur. med nulmorfem, men et album (bog): plur. albummer eller albums, dog forekommer også nulmorfem: en bunke fotografialbum Heltberg.T.28. Ej heller til adskillelse af et ords forskellige betydninger er morfem· forskellen udnyttet i større grad. Kun hvor de nævnte betydningsgrupper spiller ind får vi et større antal udnyttelser: en alen som mål: plur. alen, men om målestang kan bruges alener (skrædderalener). Eksempler ovenfor side J08ff. Da det jo beror på et skøn eller en sproghistorisk viden hvordan man i ordboger skelner mellem homonymer og forskellige betydninger af samme ord, tages begge tilfælde under et ved følgende opregning

=

=

=

=

134

=

=

ar de vigtigste tilfælde af brugen ar forskellige morfemer i tilfælde hvor der ingen genusforskel er. Et bord har plur. -e i betydningen møbel, men nulmorfem i betydningen planke (i skib). Et bud har plur. med nulmorfem undtagen i betydningen 'person der sendes', hvor plur. hedder bude. En fjer (på fugl) har plur. med nulmorfem, men i betydningen: elastisk metalstykke plur. på -e (nu adskilles de to ord ortografisk: fjer-fjeder). En fold læg på tøj o. I. har plur. folder, i betydningen indelukke til dyr plur. folde og som målsangivelse (med nulmorfem) fold. En form har plur. former undtagen i betydningen redskab hvori noget formes, hvor forme nu er det almindeligste (jf. Dyrlund i Arkiv.XI.190). En fuks om hest har som regel plur. fukser, om elever fukse. En gift i betydningen giftstof eller -art har plur. gifte, men i betydningen hvad der gives gifter (i rigssprog især i sammensætninger som afgifter). En helt om person har plur. helle, om fisk plur. helt. En hæk har plur. hække i betydningen en række buske, men hækker om foderbeholdere og bure. En klovn har normalt plur. klovner, men som skældsord kan plur. også være klovne. Krydder i betydning bagværk hedder nu i plur. oftest krydder, bruges ordet om (lomme)ur vil man bruge plur. (lomme)kryddere. En lyd hedder i plur. lyde, kun i fonetisk sprog bruges plur. lyd om sproglyd. Et navn har i plur. navne, kun i betydningen syet navnetræk bruges nulrnorfem (n Navn for 2 Kr. BerWt. 16/l.1926). En pjalt hedder i plur. pjalter, kun som skældsord bruges plur. pjalte. Ordet (eller ordene) en post har poster i de forskellige betydninger (fx. vindues-, vagt-, udgifts-, brevposter), kun om pumpe er poste det almindelige ( vandposte). En rad bruger plur. rader undtagen som skældsord (og j nogle sammensætninger, se side 106): rade. En rå om dyr har r-morfem: råer, i betydningen rundholt på skib har det rmorfem plus vokalveksel: ræer. Skål har plur. skåle, kun i betydningen toast skåler ( drikke skåler). Ved skank er der stærk tilbojelighed til at bruge plur. skanke om knogle med kød (et par skanke til at koge suppe på), men skanker i den spøgende anvendelse om menneskefødder (flytte, røre skankerne, små skanker). Af en skat bruges plur. skatte om værdifulde ting, skatter om afgifter, af et skod plur. skod undtagen i betydningen 'del af frakke', hvor plur. hedder skøder. Stand har i plur. stande ( fx. stande på udstilling, blomsterstande, barometerstande) men i betydningen samfundsklasse stænder. Stav har plur. stave undtagen om

=

135

del af drittel, tønde, parketgulv m.m. hvor staver bruges (drittelstaver, parketstaver, falde i staver). Sten har nulmorfem undtagen i betydningen smykkesten hvor plur. stene er det almindelige (ædle stene; de granne jadestene Branner.R.97; om andre sammensætninger se ovf. side rn6). Syn har ligeledes nulmorfem undtagen i betydningen visioner, hvor plur. hedder syner. Tak i betydningen taksigelse har plur. tak, om fremspring, fx. på gevir takker. Top har plur. toppe, i den specielle betydning: hovedprydelse for heste skal (ifølge ordbøger og grammatikker) topper være det almindelige. Torsk har nulmorfem, men (parallelt med andre tilfælde, se side rn6, I I 2) bruges som skældsord ofte plur. torske. Våben bruges med nulmorfem, kun i betydningen våbenskjold bruges ofte våbener. Plur. Øjne er i betydningen åbning, øsken, løkke m.m. erstattet af øjer (hvorfor også sammensætninger som koojer, nåleøjer).

Substantiver der kun bruges i

et af de to numeri.

A. Nogle substantiver bruges kun ising.

Hertil hører de tidligere behandlede grupper ord hvis indhold er et sådant at det falder udenfor numeruskategoriens område. Ved betydningsændringer kan ordene komme ind under dette område og få plur.bojning. Se side I 22. Men der er også en del substantiver der betegner tællelige enheder og dog kun i sprogtraditionen bruges i sing. Det kan bl. a. skyldes at substantivet altid bruges i udtryk og forbindelser med singularisform, eller at ordet har en anvendelse der nærmer det til proprier, eller at andre ord bruges i stedet når talen er om en flerhed. Ordet rus i betydningen: perial, bra:ndert, kæfert osv. har ingen tradition for brugen i plur., modsat de nævnte ord, der så må tra:de i stedet for ordet når man taler om en flerhed (at der er behov for en plur.-form viser de tilfældigt forekommende pluralier på -e, -er og med nulmorfem, se DO.), og omskrivninger som mangen en rus. Grunden er formodentlig den at ordet kun er gængs i forbindelsen få sig en rus, sove rusen ud. Når man vil udtrykke at en person venter at arve flere gange kan man ikke sige han venter flere arve (selv om plur. er attesteret i DO.) men må (hvis man ikke vil støde an mod sin egen og andres sprogbevidsthed) bruge andre udtryk. Da arv også har en abstrakt betydning der er uforenelig med talbegrebet (tå, gå i arv osv.)

kan dette være grunden til at en plur.-form ikke er blevet ~ngs. Ikke få ord der både har en abstrakt og en mere konkret betydning er i samme situation og må hjælpe sig med andre ord i plur., fx. besvær {besværligheder), dåb ( dåbshandlinger), dod {: dødsfald), forskel (forskelligheder; forskelle er nu ved at blive almindelig) ; besked kan kun i jargon og barnesprog få flertalsform: et par beskeder, der skulle afleveres Rifbjerg.KU.11; gæld {: gældsposter); håb {: forhåbninger; plur. håb forekommer i højere stil); fred (: fredsslutninger); helbred (: helbredstilstande ); hæder (: hædersbevisninger); hævn (: hævnakter, -gerninger); Ion (: lønninger); pryd {: prydelser); rang (: rangklasser); spøg (: spøgefuldheder); strid (: stridigheder); uro (: uroligheder); dåd (: bedrifter); færd (: togter, rejser; plur. færder bruges dog undertiden) ; nød (: trængsler o. 1.) ; smiger (: smigrerier, smigrende ord); bod i betydning erstatningssum må i plur. hedde boder der samtidig er plur. af en bode. Andre herhenhørende ord hvor plur. mangler, er gavn, held, list, nytte, pragt, slummer, svig. Se også side 121. Eksempler på ord der kun bruges i faste forbindelser med ubest. art. ising. er: (ikke) en døjt, en klink, (for) en slik, en tår vand. Eksempler på rubrikbetegnelser o. 1. der får karakter af proprium: januar, april osv., jul, påske, pinse, vår. Her er behovet for plur. af mere tilfældig karakter, og den manglende tradition kan give sig udslag i anvendelse af forskellige morfemer. Bregend. skriver i JH'!g: to Jul havde han nu oplevet. Karen Michaelis skriver i Alt for Damerne. 1950.nr.21: Masser af Kort, vist fra alle de Jul og Nytaar, siden Fru Lund blev gift men i Mette Trap og hendes Unger (1922) lader hun et af pigebørnene skrive: Vi talte om alle de Jule, vi kunde huske og i Soya.SVS.73 hedder det: til Fødselsdage og Juler.

B. Pluralia tantum. Der er en r.ckke substantiver der kun bruges i plur., dvs. altid har plur.-morfem og tager plur.-kongruens. De kan opstilles i følgende grupper. 1 ° Betegnelser for en enkelt ting der består af to dele (hvorpå der ved plur.-brugen tænkes eller oprindelig har været tænkt} : (mine) briller (en brille (efter tysk) ses undertiden}, benklæder, bukser (en buks (efter norsk) ved at trænge frem i fagsprog), trusser, permissioner og (med engelsk morfem) shorts, jeans, slacks, slippers, plusfours (nu også: 137

plusfour); viklers (jf. side J J 6), whiskers. Pyjamas bruges nu også som sing.: mine eller min pyjamas. Ordet flip står på skillevejen. Om den enkelte genstand siges: en ren flip, rene flipper, el par rene flipper. HCAndersens æventyr Flipperne ville på moderne dansk hedde Flippen. 2 ° Betegnelse for en samling eller flerhed af noget. a) Samling, kreds af levende væsener: (mine) forældre, folk, forfædre, aner, konsorter, søskende, tropper, hons og (med fremmed morfem) honoratiores, folkens, kinders; sammensætninger som småbørn, -folk, svigerbørn, stridskræfter. Nogle af ordene har en sing.-fonn i en afvigende betydning: en trop, et folk. Høns er plur. til hane og høne taget under et (ikke til høne alene der har plur. /1øner) men kan også bruges med særlig tanke på hunnerne, der jo er de va:rdiIulde af bestanden (hønsene lægger ikke mange æg for tiden). Forholdet er parallelt med fader moder overfor forældre, tjenestekarl og tjenestepige overfor tjenestefolk, præst og præstekone overfor præstefolk (fattigmand har intet plur. fattigmænd, men kun fattigfolk) og han + hun overfor de. Vil man betegne en af flerheden bruger man udtryk som en af forfadrene osv. Da. genus jo jkke ebisterer i plur. er der nogen vaklen mellem en af folkene, forældrene, hønsene, en af mine søskende og (nu mindre brugt) et af folkene, forældrene, hønsene, et af mine søskende, Der er gjort forsag på at nydanne sing.-former som en forælder, en eller et søskende, et småbarn, et svigerbarn, men de er ikke trængt igennem.

+

b) Samling eller masse af ting gagakker, pampusser, pusselanker, pattenusser, rædder ( testikler); diæter ( = dagpenge), grunker, gysser, moneter, penge og mfl. (jf. Bom. Slang.109); fedtegrever, finker og faste attributivforbindelser som gule ærter, benlose fugle; indvolde; grejer, klæder, (tyve)koster, pakkenelliker; sutter ( = fodtøj); gåseøjne, kragetæer; genitalier, mobilier, naturalier, vegetabilier, viktualier, ingredienser, smågadcr, -ting osv.; fyrværkeri-, grontsagcr osv.; med fremmed morfem: pretiosa, spirituosa, koks, cinders, drops. Ved siden af singels som plur. tantum forekommer en sing.-form singel brugt som stofnavn. Specielt mærkes en del betegnelser for udslæt, sygdomssymptomer der også kan bruges som sygdomsnavne: hæmorroider, kopper, mæslinger, tuberkler, rode hunde.

=

Vi tra:ffcr her lignende forhold som under 2 a; entalsformcn en diæt, et klæde osv. svarer ikke i betydning til diæter, klæder som pluralia ta.ntum. Ved omtalen

. I

~r en enkelt af samlingen

må man bruge omskrivning: en af gagakkerne, pakke11ellikerne, en eller et af grejerne, et eller oftest en af tyvekosterne. Singularisdannelser som: en pusselanke, en (tyue)kost, en smdting, et koks kan tra:ffes. Ved smdkager, tryksager er sing. en smdkage, tryksag nu blevet almindelig. Næsebor er singularisformen der med nulmorfem giver plur. næsebor; det bruges hyppigst i plur., dels a( reale grunde dels fordi r'et opfattes som plur.-morfem. Trappen og trapperne kan begge bruges både om et enkelt trappelob og om flere i fortsættelse af hinanden: vær nu forsigtig når du gdr ned ad trappen eller trapperne.

c) Herhen hører en række geografiske betegnelser der især bruges i best. f.: troperne; Azorerne, Dardanellerne, Færøerne, Hebridernc, Karpatcrne, Nederlandene, Pyrenæerne, Tuillerierne. Sing. kan forekomme ved Alperne, Katakomberne. I tilfælde som Hedehusene er flertalsforestillingen svundet: Hedehusene .. den eller det (men ikke: de) er vokset stærkt. 3 ° Betegnelser for forhold, foreteelser, handlinger der forestilles som komplicerede (omfattende flere enkeltforhold): fagter, giftetanker, hvedebrødsdage, kår, kræfter ( = Iegemskræfter), lader, lojer, meriter, nykker, repressalier, rænker, subsidier, unoder, vegne og (med fremmed morfem): humaniora, mores, personalia ofl. Specielt mærkes betegnelser for korporlig eller åndelig revselse: (mange ) dada, klin, klo, prygl, strips, stryg, tærsk, tæv ofl., skænd, skældud. - Kun i best. f. plur. bruges trediverne, fyrrerne osv.; sjældent med foransat artikel: Hendes Alder maattc være et eller andet Sted oppe i de sidste Trediver Gje!GL.296. Sing. med anden betydning findes ved kra:fter, stryg. Singularisformen kan tra:ffes dannet til plur.-fonnerne, fx. en /agte, nykb, rænke, unode; iøvrigt må omskrivning bruges: en af hans rænker, unoder osv. Ved mange af de øvrige er forestillingen om noget talma:ssigt så svag at sådan omskrivning ikke kan anvendes. Se i det folgende.

Ved mange af pluralia tantum-ordene er flertalsforestillingen meget svag, undertiden helt borte: man følger sprogtraditionen og bruger dem som plur. men grunden til plur. gør man sig oftest ikke klar, og ordene kunne for den sags skyld lige så godt have haft en sing.-form. Det er tydeligst i ordet vegne hvor plur. kun fremgår af attributivet (på mine vegne) da ordet er uden best.f. og ikke kan genoptages ved pronomen. Men også i andre tilfælde er der ringe fornemmelse af noget

[39

pluralt. Sml. han har mange legemskræfter : han har stor legemsstyrke. Også ved andre ord end plur. tantum er der i nogle tilfælde ringe forskel mellem brugen af sing. og plur. (jf. side n15), fx. komme i tanke eller tanker om noget - på den tid : på de tider; sikke en tid eller sikke tider vi lever i! i tidens løb: i Tidernes Løb MHainm.FK.47; det er ved de tider vi skal hjem (her vel med tanke på klokkeslettet); Bibelen 1948 har gennemført fra evige Tider men til evig Tid (se Det da. Bibelselskabs ordbog til NT. s. 129). - trængselens eller trængslernes tid; der er udsigt til vind eller vinde omkring sydvest; kundskab er magt : kundskaber er en vigtig ting; herskabet eller herskaberne er bortrejst; have mange kvaler eller megen kval. Nu bruges almindeligst smerter om det fysiske, smerte om det åndelige (han foler smerter (i fingeren): han føler smerte (ved savnet)). At tak i mange, tusind tak (se side u5) ikke for Iorcstlllingcn står som et tydeligt flertabbegreb fremgår ar at det ikke kan genoptages ved et plur, pronomen. Anderledes i j}'!k: >Å haar dt Nød aa gi Jer .• ant end Tak.« - Dem vel Å ett ha.« Blicher.E Bindstouw.43. Utak, dem tager jeg ikke imod Blicher.XXI.157, -I j}'!k afviger talforcstillingen i nogle tilfælde fra rigssprogets. Flere betegnelser for sygdomssymptomer end i rigssprog er pluralia tantum: nogle slemme hoste, hikke, kulde (:>: snue, forkølelse). Ordet bund i betydningcn: bunden af kar, kasse, grav, hav osv. bruges som plur. Især er det dog betegnelser for (is.er flydende eller halvflydende} stoffer, masser, der i vestjysk behandles anderledes end i rigssproget idet mange ar dem altid er eller kan bruges i plur. Det er herved at bema:rke at ordene aldrig har plur.-morfem (som de rigsdanske pluralia. tantum), men de kan forbindes med ord som de (dem}, nogle, mange og genoptages med de (d11m}, Det er ord som aske, eddike, . flode, grød, gair, hakkelse, humle, kdl (om retten}, lage, olie, petroleum, sirup, suppe, tjaire, tran, valle, vælling (se fx. Ella Jensen.HoulbjergmMets bojningslzre.19 og Poul Lindegård Hjorth. Nordsamsisk bojningslzre.!:17}. Grunden til denne anvendelse er uvis; jeg vil nøjes med at citere M.K. En jydsk Bondes Fortælling om hans Felttog og Fan• genskab i Aaret 1864 (udk.1869),33: >Prøjserne havde ladet koge en Slags FedtVa:lling til os, men den spiste vi ikke >mange< afJyderne siger >mange< om Va::lling istedetfor meget, om de undcrforstaaer Skefulde, veed jeg ikke.< Man kan sammenligne engelsk ashes, aske, latin cineres om aske ved ligbra:nding, engelsk dregs, lees, bundfald, latin nives, sne; i semitisk er ord for ild, blod, kod, aske, ikum, røg, sne, fedt ofl. plur. - I dansk rigstprog har vi noget der minder om det jyske i udtryk som træde vande. Det omvendte forhold har vi i j}'!k han fik noget kl• overfor rigssprogets: nogen (nogle) klo,

I nogle ord hvor plur.-formen var den eneste almindelige er denne trods sit morfem blevet opfattet som sing. overfor en plur.-form med nulmorfem eller en nydannet plur.-form. Det er meget sjældent i hjemlige ord. Blår indeholder plur.-morfemet r og bruges hyppigst som plur. (nogle rene blår, blårene), men kan ogsa bruges i sing. som stornavn: det såkaldte Blaar Opfindelsernes Bog8.III,1,245. Et andet eksempel er plur. gnidder = luseæg, der også kan bruges i sing. som stornavn: Æggene, det saakaldte >Gnidder« Salmonsen:?X.612. Plur. penge kan bruges uforandret som sing. i spec. betydninger: et beløb (kobe noget for en billig penge; en årpenge) og et pengestykke (fx. i barnesprog: han (har} faaet en Penge af sin Moder ThitJensen.Den erotiske Hamster.24; ellers kun i sammensætninger som en skuepenge, se også DO.). Alle ordene hører hjemme under gruppe 2 b ovenfor. Derimod tncffes fænomenet hyppigt i fremmedord med ikke-dansk plur.-morfem. Ord som kapers, pickles bruges dels som plur. (nogle kapers, pickles) dels, i samme form, som sing. (noget kapers, pickles), altså parallelt med de lige nævnte danske. Det samme gælder nips der nu oftest bruges som samlingsnavn i sing. nipset, meget nips (men Bang: de tusind skrobelige Nips, se DO.). Ordet konserves og de italienske plur. ord konfetti, makaroni bruges nu næsten kun som massenavn ( noget konserves, konfetti, makaroni). I andre tilfa:lde opfattes morfcmcme ikke som plur.-tegn men som horende til ordstammen og ordene bruges så i plur. oftest med nulmorfem: en asters : flue asters; et slips : flere slips; et stores ( gardin} : flere stores; et tips : flere tips; en rollmops : flere rollmops; en kiks : flere kiks; en turnips : mange turnips; en østers : flere østers; et syrligt drops. Rifbjerg.KU.135: nogle syrlige drops; en marengs (fx. K.Abcll.ASH.21} 1 hørt: en varm hotdogs. En slag! negersang hedder en blues (fx. JGBrandt.U.15), det er egl. pl. men ogsl engelsk bruger denne form som sing.: a blues. Man bruger tøjnavne som reps, serges, velours (nu Og!li: velour) som sing. (stofbetegnelser) og anvender plur. kun om forskellige sorter (se side 122). Man horer både en clip og en clips, plur. clips. I andre tilfo:lde er brugen af plur.-formen som sing. vulga:r: en dollars, en tons, en jumpers (jf. side 116}, et tricks. Nyrop forklarer en lire som den italienske plur.-form opfattet som ,ing. (Italienske Ord i Danmark.24}, men det kan vel og!å va:re en fordansket form af ital. Zira. Man bruger både min pyjamas (fx. KAbcll.TM.8) og mine pyjamas (parallelt med mine bukser) om det enkelte klædningsstykke. Det er nu almindeligt at hore al den spirituosa for alle disse spirituosa - Om et fakta o. 1. se side 115.

=

Særforhold ved pronominale ord. A. Bøjningsforhold. 1° Substantiverne med pronominalt indhold danner ikke talfonner med morfemer, men vi har en række ordpar der holdes sammen som sing.: plur.-former ved deres indholdsmæssige modsætningsforhold til hinanden, et forhold der svarer til det almindelige numerusforhold: jeg : vi; du : /; han I hun : de. Derimod har vi ingen talbøjning ved man; De; hvem; hvad,· hinanden (hverandre) og sig. 2° En del af adjektiverne med pronominalt indhold bruges også i selvstændig anvendelse, først og fremmest den I det med plur. de ( der på samme tid er plur. til han I hun, se ovf. og side 146), og denne I dette med plur. disse. Særforhold foreligger ved nogen : nogle medens inge,i og (en)lwer er uden talbøjning og somme, begge er pluralia tantum.

B. Betydning og funktion. 1° Plur.-formen af 1. og 2. persons pronomen har flertalsbetydning, fx. vi undertegnede .. I, mine kære venner. Således også hvor en person bruger vi om sig selv og den (de) tiltalte, når journalister medindbefatter læserne, når en taler som repræsentant for flere osv. (hvorved vi nærmer sig funktion af ubestemt pronomen og kan variere med man: Man kan for at holde os til det nærmeste .• Vor Ungdom.1949{DO.) ), eller hvor I bruges til en enkelt person med tanke også på hans fæller, familie osv. 2° Plur.-formen af de samme pronominer kan bruges i stedet for sing., fx. Derpå sagde Gud: »Lad os gore Mennesker i vort Billede.« 1Mos.1.26( 1931 ). - Vi Frederik den niende .. (pluralis majestatis) eller I i tiltale til en ældre person {på landet). Spogende kan vi bruges i fortrolig tiltale: Goddag, lille Kristian .• Naa, hvordan lever vi i denne Ferietid PHans.KK.53. (tiltale til en hund:) Nå'r, kommer vi der? Sådan en go' lille hund KAbell.BP.66. Om de under r 0 og 2° nævnte forhold se nærmere DO. u. vi og I, Mikkels.245 og AaHans.BUS. 78. Pluralis majestatis skal stamme Ira den senere romerske kejsertid og egentlig v.i:re brugt om kejseren og hans rådgivere, derefter om kejseren selv. Jf. Sommer. Vergleichende Syntax der Schulsprachcn3 ( 1931) .9.

,

3 ° Nogle pronominer har kun en form der er neutral m.h.t. talbegrebet, men som i et givet tilfælde naturligvis kan komme til at dække over en henholdsvis flere enheder. Det gælder ordene man, hvem, De, sig; inge11 og (delvis) nogen. Om dem alle undtagen sig gælder at de (for nogcn's, ingen's vedkommende når de bruges substantivisk i prægnant betydning) kun bruges om personer. Man betegner folk i almindelighed eller tilhørende en bestemt kreds, oftest indbefattende den talende selv så det som personligt pronomen betragtet kan kaldes en syntese af første og tredje person eller af alle tre personer: man kan ikke Alle være af Adel! HCAnd.II.324. man skal jo do engang; man skal ikke skue hunden på hårene, eller det kan bruges om en der taler som repræsentant for en gruppe personer, en institution ( man tillader sig herved at forespørge .. ) og endelig om en talende enkeltperson, dels i tilfælde som man maa sno sig, sagde Aalen CEw. Æ.VI.21, hvor den talende anvender en almindelig erfaring, sandhed om sig selv; dels (som en privat jargon) i stedet for jeg: Nu husker jeg det. Ak ja, man bliver gammel, Kristian PHans.KK.59. Man vil ingenting ha', for man bli'er færdig, har man jo sagt Wied. Thum.21. »Man har læst dine Artikler« (Femmer anvendte sommetider man-Formen, efter at han havde hørt, at en kongelig Person skulde have udtrykt sig saaledes: Man rejser i Morgen til Nizza), »og man finder dem ingenlunde helt umulige« JacPaludan.UR.349. Manden: Ja man har det muntert! Her kommer man og ska' ha' en pibe i fred og ro - Soya. FD.93. Om brugen som anden person se nedenfor. Se iøvrigt om man Mikkels.306f. og Hjortø.SL.119ff., MøllKrist.Impr.132. Når ordet skal være kongruensstyrende overfor tilhørende ord opstår der vanskeligheder. I moderne sprog er det således at man oftest tager sing.-præd. hvad enten der tænkes på en eller flere personer: man er flov pa deres z·egne; man blev glad da man hørte det; når man bruger ordet i tydelig plural betydning kan plur.-kongruens bruges: hvad man endnu er uenige om JVJens.Mariehønen.l5. Dengang .• var man absolut flove over, at .. BerlAft.22/r 1963. Hvis man indskyder alle(sammen ) lader man adjektiver kongruere med det: man blev allesammen glade da man hørte det. Ordet tager som possessiv altid sin ikke deres: man tager sit gode toj og gar. Med flertalsindhold: Sa beder jeg at man vil indtage sine pladser. Man fungerer kun som subjekt (se u. Kasus). Det kan kompletteres ved hjælp af en: der er ikke mange der husker en når man bliver gammel. l43

hvad man ikke selv kan huske må ens kone huske for en. Som subjekt bruges en og en anden (en) i folkeligt sprog: en har følt Taarer paa hendes Kind, har en Wied.BS.197. En (a: jeg) snakker jo, som en har Forstand til CEw.Æ.XI.22. En anden en, som blev her hele Vinteren (a: jeg bogfinken) fortjente ogsaa at faa af Maden ib.50. Om I osse kommer over de halvthundrede lisom en anden .. KLars.SF.69. Hvem og hvo står ligeledes udenfor den opdeling i tal der ligger til grund for nwnerusbøjningen: hvem Gud giver embede giver han forstand. - en mindre Klynge Herrer og Born, for hvem han talte KLars. Ci.15. Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket Ordspr.u.26(1931). Hvo Uret plojcr og saar Fortræd, de hoster det selv Job-4-8( 1931 ). Forholdet er praktisk når hvem bruges som spørgende pronomen: hvem har ringet? = er der en eller flere der har ringet? I en tal-klar situation kan det efter omstændighederne bruges om en eller flere: hvem er hun? hvem er disse mennesker? Ved prædikation bruges (som ved man) nu oftest sing. af adjektivet: hvem er god og hvem er ond? Ved brugen af possessivt pronomen er sin det almindelige: hvem kender rigtig sin egen by?, men deres kan bruges. Om genusforholdene se side 84. At De er uden talbøjning skyldes at det oprindelig er plur. ( = de som plur. til han I hun). Her kunne man derfor tale om et nulmorfem idet der altid bruges talkongruens: De (hr. N.N.) er ung og dygtig; De (mine herrer) er unge og dygtige; til en: De er lærer? til flere: De er lærere? Også sig, der kun bruges som ikke-subjekt, mangler talbøjning hvilket også her må tydes som tilstedeværelse af nulmorfem i plur., da vi altid har kongruensbøjning: han vaskede sig ren : de vaskede sig rene; han gik sig hurtig træt : de gik sig hurtig trætte. Det er det eneste af de herhenhørende pronominale substantiver der bruges om andet end personer (og ved personificering): stormen har lagt sig,· det giver sig nok. Hinanden (ligesom hverandre) er altid plur.: de gjorde hinanden vrede og sure. Se nærmere under Kasus side 246. Det adjektiviske nogen (se side 377) anvendes ofte i selvstændig substantivisk anvendelse om personer uden tanke på det numeriske forhold og er s.crlig praktisk hvor man ikke ved noget om antallet: Hvem der? er der nogen? - har der været nogen? - er der nogen der har meldt sig? - der går nogen ude i haven, jeg kan ikke hore om der er en eller flere - han stoler ikke på nogen - Mon nogen egentlig ved

hvordan han selv ( eller de selv) ser udJ - Det var langt ude i Verden •. saa langt, vil jeg haabe, komme aldrig nogen af mine Born HCAnd. IV. 78. I øvrigt kan det efter situationen bruges om en eller om flere: hvor er min fyldepen? nogen ( = en eller anden) må have taget den. hvis nogen er dygtig, så er det ham; hvis nogen er dygtige, så er det Niels og Peter. Formen nogle, forsåvidt den bruges, er derimod kun flertal, og an. vendes specielt i betydningen: et ikke større antal, adskillige, fx.: Der findes endnu nogle, der tror på hans ærlige ansigt Mikkels.313. Om for. bindeiser som nogle blege nogle se side 425. Ingen har tilsvarende absolut anvendelse om person: ingen kender dagen før solen går ned - der er ingen der ved noget sikkert - ingen reagerede på opfordringen. Kongruensen kan variere: ingen er ufej/. barlig eller ufejlbarlige - Ingen ved hvor længe han skal leve Mikkels. 322 - Ingen af brødrene er raske ib.2rn - Ingen af dem bliver lykkelig Bang.P.87. Hvor sammenhængen er talbestemmende har vi en hertil svarende kongruens: der er ingen ( = ikke en eneste) i klassen der er så dygtig som han : der er ingen ( = ikke andre) i klassen der er så dygtige som han. Når (en )hver bruges absolut om person har det kun singularis· anvendelse: enhver er sin (ikke: deres) egen lykkes smed - enhver er fejlbarlig - enhver der vil tænke over det, han (ikke: de) vil sande mine ord. Hvor ordet indgår forbindelse med plur.·ord kan kongruensen eventuelt styres af disse: enhver af os er fodt god eller (sjældnere) gode. Begge og somme, der er pluralia tantum, bruges i absolut anvendelse nu kun om personer: Begge blev straffet med døden Mikkels.317. det er Krigens Lod, at somme falder KMunk.DU.71. Den tendens vi har iagttaget hos adjektiviske pronominer at de i selv• stændig anvendelse i sing. eller plur. kun betegner personer, findes også ved ord som mangen, mange, en anden, andre og alle. Ordet hvad er et pronominalt substantiv der betegner noget uafgræn· set, utælleligt og står udenfor talsystemet. Men det dækker også over noget ukendt eller ikke nærmere angiveligt, hvorved det minder om en funktion af det og noget, fx. hvad er han? : lærer! det er det (hvad) han er! Ligesom de side 122 nævnte almindelige substantiver der be· tegner noget uafgrænset er ordet formelt ental og tager intk.s kongruens: hvad er godt og hvad er dårligt? At ordet ikke står i et almindeligt Moderne dansk. li.

10

1 45

attributivt forhold i tilfælde som hvad nyt? hvad år blev han student? fremgår af den manglende kongruens i fx. hvad dag, hvad tid?; hvad karakterer har han fået? og forbindelser som hvad for en dag? hvad for en, noget, nogen? hvad for karakterer? Se nærmere Genus side 95. Adjektiviske pronominer i intk. sing., som noget, intet, andet har tilsvarende funktioner, se tidligere. C. Ordparrene jeg(vi) : du(I) I De : han I hun(de) står også i modsætningsforhold til hinanden og danner et system til betegnelse af talens tre personer: den talende, den tiltalte og den omtalte. I en samtale mellem to skifter jeg og du stadig indhold; i A's mund betegner du B og i B's mund A; hvad der er jeg for Aer du for B og omvendt. Når de kaldes de personlige pronominer er det med henblik på dette forhold ( og ikke fordi de betegner personer i modsætning til ikke-personer) . Man kan diskutere om systemet er af morfologisk eller leksikalsk-semantisk art. Et tilsvarende bøjningssystem findes ikke ved substantiverne. Se Kasus !240. Til angivelse af »person« kan i stedet for disse pronominer bruges andre ord. Som første person kan bruges man ( se side 143) og en ( en anden) (se side i43) eller hvem (hvem der var 20 år!) eller navnet (fx. (den lille pige:) hva' er det, en Tænkekrog? Det er noget Mo'er (:>: jeg) har læst om i saadan en dejlig Bog KLars.GV.g), og både pron. og navn bruges kombineret (i dagligdags eller spøgende sprog) med emfatisk funktion. Anders Andersen hos Drachmann ( i Paa Sømands Tro og Love.93) siger: Det er mit Rum, og ingen kommer der uden Anders Andersen og jeg selv; Hans Jensen kan sige: Nu bandede Hans Jensen og jeg Mikkels.!247. Som anden person kan bruges vi (Nå, Berta, hvordan står det til? Sover vi endnu? Branner.R.!29} og der kan bruges man (goddag du, hvordan går man og har det?) eller navn, titel o. I. i stedet for tiltalepronomen (vil professoren forklare det lidt nojere? barnet til faderen: vil far hjælpe mig? - Karenpigen (:>: du) ved jo hvor meget jeg holder af hende (:>: dig) - ikke? S0ya.J.3i.), og med nedsættende betydning kan tredje persons pronominer bruges (kan han så skrubbe af!) og svarende hertil sig (Ingen Flæben! Afsted med sig! EBrand.HH.12!2 < vil han se at komme afsted med sig eller lign.}. Se også BUS.So. Som refleksivt pronomen bruges i første og anden person de oblikke

kasusformer af det personlige pronomen (jeg (vi) skammer mig (os), du (I) skammer dig (jer)), i tredje person et særligt pronomen sig (han (de) skammer sig). Sml. de adjektiviske, såkaldt possessive pronominer side 245. Lavere talesprog og dialektpræget sprog bruger (parallelt med fremgangsmlden ved 1. og 2. person) i plur. tredje person den oblike Ionn af det personlige pronomen: jeg maatte la Kammeraterne la dem af ham KLars.SF.65. Se side 246.

I forbindelser som ingen af os andre gor sig eller os så store anstrengelser kan refleksivet kongruere med det første pronomen, der er 3. person sing., eller med os der er J. person plur. På lignende måde: mon nogen af jer er sig eller jer det bevidst? Den samme usikkerhed møder os ved possessiver: enhver af os har sine eller vor(es) born at tænke på. Det reciprokke pronomen bruges uden hensyn til person: vi, I, de kender jo hinanden. Et bojningssystem til angivelse af talens personer, ikke direkte, men som kongruenssystem, har vi haft ved det finite verbum (se Verberne).

Numeruskategoriens indhold og funktion. 1 ° Det system vi har betragtet, numerussystemet, er et grammatisk system til betegnelse af det ikke-grammatiske skel mellem en og flere end en. Noget kan forekomme i et, to, tre osv. eksemplarer og det nøj~ agtige antal angives sprogligt ved hjælp af en speciel ordrække, numeralierne (se under Adjektiverne). Ved anvendelse af numerussystemet foretages en grovsortering mellem en og flere ved hjælp af to grammatiske former, en singularis- og en pluralisform, som alle substantiver der betegner noget tælleligt normalt er i stand til at antage. Pluralisformens vældige område kan opdeles ved hjælp af adjektiver som fx. få, adskillige, somme, nogle, mange og med største nøjagtighed ved hjælp af numeralieme. I dette tilfælde er den morfologiske angivelse af plur. unødvendig og vi har også set at pluralismorfemet efter numeralier i en del tilfa:lde kan gå af brug (se side 108). Man kan også tænke sig en flerhed angivet ved addition af enheder. Dette har vi i udtrykkene en og anden ( en og anden forsker har gjort opmærksom på dette), den og den (den og den minister skal være

10•

147

S)•g(e)), endvidere: vi gik mil efter mil (:>: mange mil) o.l. (Se under Leddannere). Barnesprog kan bruge: vi så en kane og en kane til og en kane til. En gentagelse af plur.-formen udnyttes til at betegne en stor mængde eller at der udelukkende er tale om det nævnte: I København kan du gaa i Timevis uden at opleve andet end Gade, Gade, Gade KMunk. LGD.121. hver Øre han fik ind, posede han ud i Annoncer, Annoncer, Annoncer Soya.SVS.159. ord, ord, ord! (efter Shakespeare) . Se også under Leddannere. Numerussystemet ved substantivet hører altså til den gruppe morfologiske systemer der tager sigte på et fysisk forhold i omverdenen ( se I.257). Vi har også et numerussystem ved adjektiverne, men det er et kongruenssystem hvis funktion dirigeres af de tilhørende substantiver. Det hører til den gruppe morfologiske systemer der tjener internt sproglige formål. Numerusbøjning findes også, kongruensstyret, ved deterrninationsmorfemet: tallet : tallene. Tidligere havde vi og.iå numerusbøjning ved det finite verbum (jeg, du, han er (var} : vi, I, de ere (vare} osv.) ; det var ligeledes et kongruenssystem (styret af det tilhørende subjekt} ; det forsvandt fra den officielle ortografi år 1900. Singularisformens indhold kan præciseres ved hjælp af ordet en [e~n), eller en [:>n], det første præciserer modsætningen til to osv., det andet præciserer tanken på en enhed i modsætning til noget materielt eUer immaterielt uafgrænset. Som vi har set er der en stor del substantiver der fordi de ikke betegner noget tælleligt står udenfor numerussystemet, men vort sprog har ikke nogen særlig form til at betegne denne ikke-deltagelse, ordene har den ubøjede form som i numerussystemet udgør en af de to morfologiske modsætninger, fx. blæk, kød, alvor, pragt, smag, sult. Da også betegnelser for enheder af en eller anden art undertiden kan bruges til at betegne noget uafgra:nset eller rent abstrakt, får en, den såkaldte ubestemte artikel, til opgave at angive hvor der er tale om en enhedsforestilling: vil du have frugt? : vil du have en frugt? skal vi tage kage til kaffen? : skal vi tage en kage til kaffen? Se under Determination side 167ff. De ordgrupper der betegner noget uafgrænset kan tænkes opdelt efter arter, sorter, og numerussystemet tages her i anvendelse til at betegne dette, i sing. ved hjælp af sing.-fonn med ubestemt artikel, i plur. ved hjælp af

det almindelige plur.-morfem. Alle de herhenhørende ord har en sådan singularisform: en ( mærkelig) adfærd, en (god) appetit, en (lys) aske osv., mange har også plur.-former (se side 122). 2° Hvor man på samme tid (i samme syntaktiske helhed) vil tale både om en og flere kan det morfologiske udtryk for tal jo kun svare til en af delene undtagen hvor substantivet anvender nulmorfem. Således er et eller to år helt i orden, medens en eller to bager, en eller flere personer, ved denne og andre lejligheder. - nogle eller i hvert fald en enkelt forfatter. - Blandt disse Skaar laa ogsaa sondrede og en enkelt hel Taarekrukke Hoffmeyer.RD.127. Jeg •• fandt et og mange vidunderlige Motiver MLorentzen.S.96. - kun viser morfologisk overensstemmelse med det sidste af de to kombinerede attributter, men da det er usus virker det ikke påfaldende eller stødende, dog foretrækker talesproget forbindelsen en bog eller to, en gang eller flere (gange) og udførligt: både den ældste broder og de yngre brødre, hvorved vanskeligheden undgås. Ved sammensatte numeralier med en, et som sidste led (genusbestemt af det følgende substantiv) er der enighed om at det hedder 1001 nat, men iøvrigt er sprogbrugen vaklende (jf. DO. u. en sp.339): der var 1001 elefant(er); 101 gang(e). Ekskong Zogu paa Vej til Sverige med 101 Kuffert Pol. 18/7.1939. Se VvS.70. Den samme usikkerhed vil møde os hvis vi skal gå over til at sige tyve en osv. for enogtyve : tyve en dag(e). Se Allan Karker.Nordiske talord i dansk.51ff. Ordet halv, en kvart, en tredjedel osv. hører naturligvis hjemme under singularis, og i betegnelser for brøker hvis sidste led er en halv osv., er sing. nu det normale: 3 1/: krone, 5 1/J dag. 61/, Linie Soya.Smaa venlige Smaafisk.64. tre blokke å 3 1/: etage Pol. 24/2.1960. Når foransat artikel bruges er det normalt plur. de, og dette ord kan virke fremmende på brugen af plur. i substantivet: de 101 kufferter; de fire og en halv Maaneder Mikkels.169. Men: Faderen hævdede ikke at have talt med fru W. i det sidste !1 1/: år Pol. 15/ 7. 1961. Ved numeralier af typen halvanden, halvtredie osv. bruges normalt sing. af subst.: halvanden krone, halvtredie side osv. Foransat artikel eller andet bestemmelsesord har altid plur. og oftest uden indflydelse på substantivets bøjningsform: de halv/emte dag Dyrlund i Arkiv.XI.196. mine ( eller min) halvtredie Krone Wiwel.103. Ved halvanden vakler brugen mellem sing. og plur. ved den foransatte bestemmelse, men det sidste er det 149

almindeligste: den eller de halvanden krone det koster; den halvanden måned Mikkels.159; det (eller de) halvandet år Wiwel.103. de halvanden måned Dyrlund i Arkiv.XL 196, der citerer de forste halv. anden års ophold i Italien og fra sine forste halvanden år dernede fra A.D.Jørgensen.Niels Steensen.94 og I I 7 (man vil nu ved intk.sord bruge halvandet; sml. jeg afrustede (::i: trak mig tilbage) for halvanden Aar siden udtalelse af gammel vesterbrokøbmand i BerlAft. 18/2.1956). mine stakkels halvanden Lunge KLars.GV.1 I. 3° Vi har fundet at alle substantiver falder i to grupper: en der betegner en materiel eller immateriel enhed som eventuelt kan forekomme i flere eksemplarer eller tilfælde og i så fald får plur.-morfem, og en anden der betegner alt hvad der ikke opfattes som en enhed eller som noget afgrænset og helt falder udenfor talkategoriens område. Her er der overensstemmelse mellem det sproglige og det reale. Lidt mere kompliceret bliver det hvor vi i realplanet har at gøre med en af en række enheder bestående samling, fx. en hær = mange soldater, et afkom = mange unger o. l. At noget i den ydre eller indre verden lader sig opdele eller opløse i mindre enheder er det sproglige uvedkommende, afhængigt som det er bl. a. af hvor gode vore realkundskaber er (sand, vand, luft osv. er jo naturvidenskabeligt opbygget af enheder) . Det er det sproglige tegns indhold der alene er sprogligt relevant, og undersøger vi dette ( med udelukkelse af vor eventuelle realviden) vil vi finde at hvad man plejer at kalde samlingsnavne fordeler sig på de ovenfor nævnte to grupper efter som de betegner noget enhedligt eller ej: hær, flåde, flok, et folk, et folkefærd, en nation, antal, mængde, bunke, dynge, gruppe, hob, par, parti, bundt, knippe, hører til første gruppe, kan bøjes i plur., medens ord som afkom, almue, publikum, pobel, rak, kvæg, yngel, tyende, vildt, bohave, gods, indbo, skrammel hører til den anden gruppe og ikke kan gå ind under talkategorien, men kan bestemmes partitivt af ord som noget, lidt, meget. Den første gruppe kan få tilknyttet angivelse af hvad samlingen, mængden består af, enten direkte (partitivt) eller ved hjælp af præposition af. Nogle af ordene tager normalt kun af-forbindelsen: en hær af veluddannede soldater, en flåde af lystsejlere, et folk af sofarere, andre anvender partitivforbindelser undtagen i bestemt form: en dynge breve: dyngen af breve. Også almindelige enhedsbetegnelser kan bruges som udtryk for en samling, et kvantum: en dåse ananas, en pakke cigaretter, 150

et brev knappenåle, hvad der viser hvor ubetimeligt det er at udskille denne gruppe fra de almindelige substantiver der hører under numeruskategorien. Begrebet samlingsnavn, kollektiv (hvis indholdsmæssige afgrænsning er meget forskellig; se Mikkels. Sprogl.149 (sml. Dyrlund i Arkiv.XI.189) og PDiderichsen.DG.41} er uden betydning for morfologien (se også side ooo), undtagen for så vidt som kongruensen undertiden kan gå bag om det sproglige både ved kollektiverne og enhedsbetegnelserne: Jo længere Kvindfolket holder paa deres Pretiosa - jo mere attraaværdigt bliver det! Drachm.Kors og Kaarde.24. Der har De Familien - - Jeg betakkede mig og lob fra dem Bang.SE.l70. der er de sgu, Rakket fra Øen sa.DuF.47. Styrkede ved hans Ord og Velsignelse gik Selskabet endnu samme Dag tilsos igjen JLHeib.HP.2 L Arbejdsklassen, de gaar ikke med Skødefrakker K.Lars.Ci.89. Hils Byen fra mig, dem jeg kender SvLa.FruG.9. Ungdommen, de dansede om ham JVJens.FD.33. Der er ikke det Pinsepar, der ikke er gode Venner igen, inden de er naaet de næste Hundrede Meter frem JespEw.K.33. Publikum dem blæser vi paa KAbell.E.12. Det kan toppen ikke helt mørklægge for medlemmerne, så gerne de vil Herdal.J.g. Familien er stolte af ham Højskolebladet. 1963.454. Programudvalget er lydhore for tanken KristeligtDagblad. 26/9.1963. adelen . . de gjorde stærk modstand, den store hob var tilfredse. I skødesløst sprog i videre brug: Ja, De kan faa den ('J: feuilletonromanen) hos mig. Jeg fik jo Lov til at klippe dem ('J: de enkelte feuilletoner} ud og har gemt dem allesammen KLars.GV.49. Japan mangler jord til deres mange mennesker Hedegaard Laursen og Vermund Jensen. Asien. ( 195 7}. II 8. Sjældent får denne indholdskongruens udtryk i attributivforbindelsen: de yderliggaaende »det unge Irland« Verden.GD.IV.1.126. Den nævnte partitivforbindelse kan bevirke usikkerhed alt efter som enheden eller de nævnte bestanddele står tydeligst for tanken i kongruensen: en flåde af lystsejlere lå sejlklar eller sejlklare i havnen; resten af klassen blev hurtig rask(e). Tanken på enheden kan vige så enhedssubstantivet får karakter af en attributiv bestemmelse til plur.substantivet og plur.-kongruensen bliver enerådende: En mængde Mcn1Zesker blev(c) dræbte Lefolii.50. Fulde af håb drog en mængde mennesker til fjærne, ubekendte egne Mikkels.2lo. et mindre antal (cigarer} var ganske gode Wiwel.102. en masse hunde er blevet syge. Som en del af eksemplerne viser hænger denne udvikling sammen med

enhedssubstantivets videre uegentlige anvendelse. Ordet par står så nær taladjektiverne i betydning at plur.-kongruens her altid bruges: det ene par (sko) er for små, det andet for store Wiwel.102. Plur. til det par sko hedder de par sko men når betydningen: 'to sammenhørende' forsvinder kan foransat bestemt artikel kongruere med substantivet, så at det par mennesker og de par mennesker kan bruges i flæng i betydningen: de få mennesker. Sidste type er nok den almindeligste. Lefolii.64 siger at »Talesproget .. skjelner mellem det Par Folk (~: Egtefolk) og de Par Folk :>: disse faa Mennesker«. Andre eksempler: Han var gaaet de Par Skridt ned mod Gaarden KLars.GV.7. de par dage Mikkels. i Dania.III.121. I det Par dage brast alt Samkvem JVJens.Himmerlandshistorierlll.220. de Par Elever, jeg har AaseHans.RB.8. de par bajere Rifbjerg.U.11. I det næste par dage ElsaGress. Overs. af Durrell. Bitter Frugt.173. Helt parallelt med eller i stedet for numeralier bruges det i daglig tale: han har skrevet mange boger. Et par og tyve tror jeg. KLars. (DO.u.Par sp.476) har: (han var) ungdommelig til Trods for sine Par og fyrretyve Aar, ja endog: som par og tyveaarig Knægt. Betegnelser for kvantum i al almindelighed kan undertiden vise samme udviklingstendens, men ingen af tilfa:ldene tilhører nonnen. Eksempler: dine Pjalt GuldJager Gertz i DO. (Pjalt sp. 894-). de fem smule Saruer, som man vil lade os almindelige dødelige nøjes med Edv.Lehmann i DO. (Smule sp. 902). Se også VvS.62.

4° Pluralis/ormens indhold og anvendelser. a} Pluralisformen angiver et ubestemt antal: hun skrev Breve til mig KLars.GV.81. spadsere lange Ture ib.154. der lob Taarer ned ad hendes Kinder ib.70. klippe ud Haner og Katte .• af hvidt Papir ib.45. Et mere prægnant indhold kan formen få på baggrund af situationen eller ved konteksten, fx. om to: Brodersen .. torrede Fodderne af paa Maatten ib.6, om et forholdsvis begrænset antal: Saa har jeg naturligvis Hilsener fra os allesammen ib.91 og et stort antal: J Kina bor der kinesere. Den nærmere præcisering af antallet sker, som nævnt, ved særlige adjektiver (to, nogle, mange osv.) eller ved substantiver der angiver mængde (et Knippe Nøgler ib.119). I hest. anvendelse kan det bruges om alle enheder indenfor et område, i en vis situation, en anvendelse der danner overgang til anvendelse b: Han gik ned ad Trapperne ib.6 Saa gik han om i Fiolstræde og gav sig til at kige paa Hus-

numrene ib.3. Gadedrengene i Kobenhavn ib.35. det er saa dejligt .. at lade Tankerne saadan rigtig fantasere ib.49. disse norske Bager, de havde skrevet saa meget om i Bladene ib.rn3. Loverne i Afrika er ved at uddo. b) Pluralisformen betegner ( uden tanke på det talmæssige) alle eksemplarer, tilfælde osv. taget under et og betragtet som en klasse, art: det er jo ikke værre end i Frankrig, at de spiser Snegle KLars.ib.26. der lever moskusokser i Grønland. græsplæner skal klippes. I best.f.: det siger Tyskerne K.Lars.ib.36. Gassen var ikke tændt endnu; det vidste man jo, V ærterne alle V egne var lidt trevne med ib.6. hasselnoddcrne er gode i år. Berøring med sing. i best.f.: moskusoksen lever i Grønland.

Se side 179. c) Pluralisformen kan betegne forskellige arter, slags indenfor enheden. Ved almindelige substantiver er denne anvendelse ikke gængs p. gr. af vanskeligheden ved at skelne den fra de almindelige betydninger. Man vil næppe sige der var udstillet stole og borde i betydningen forskellige slags, typer, derimod kan katte betyde et vist antal katte og kattene som dyregruppe, men desuden de forskellige arter af gruppen. Han kom med roser ~= et vist, ikke angivet antal, roser egner sig godt til haven ~= plantearten, gartneren tiltrækker (nye) roser :>: rosensorter. Se om denne anvendelse ovf. side J J 3. d) Det var jo tænkeligt at sproget havde midler til ved plur.fonnen at angive om der tænktes på den samlede størrelse ( det kollektive) eller på antallet af enheder. Eftersom det kollektive begreb både kan udtrykkes ved plur.- og sing.-form (se side J 50), er det ikke sandsynligt at vi har et særligt kollektiv-plur. i dansk. De eksempler på noget sådant som er opstillet af PDiderichsen i DG.98 kan ikke bruges som bevis. Her sammenstilles nemlig former fra forskellige sproglag og former med forskellige ordbetydninger, medens et virkeligt kollektivplur. måtte være baseret på en fast forskel i forhold til et almindeligt plur. brugt af samme person ved ord af samme leksikalske indhold. Derimod har vi fra et synkronisk synspunkt ( om oprindelsen se under Kasus) et kollektiv-tal på et specielt område, nemlig i tilfælde som Petersens (de ) er bortrejst, altså et personnavn eller en personbetegnelse plus et s, og dette s ( der, i modsætning til genitivs-s'et, altid realiseres som -es efter s og visse konsonantgrupper ) har til funktion 153

at angive at der foruden den mcvnte person tænkes på den eller dem han bor, lever sammen med, fx. kone, børn og evt. husfolk. Det kommer så i modsætning til de alm. plur.-morfemer ved personbetegnelser og personnavne: Lintrupperne betegner personer af slicgten Lintrup i fortid og nutid, hvor de end opholder sig, medens Lintrups betegner en enkelt familie (evt. med tyende) hvis overhoved hedder Lintrup. Yderligere eksempler: Generalens boede paa forste Sal, Portnerens boede i Kjælderen HCAnd.IV.230. man kunde ikke kalde Jeppe /æns for fattig Folk .. saa kom lille Christine over til Jeppe-Jæns's ih.II. 297-98. Inde hos Grossererens var stort Bornebal ib.II1.r37. Herredsfogdens bor jo ved Siden af ham Gjel.GL.293. Her i Avignon var saa begge Familjer standset, Grossererens, fordi Fruen havde faact ondt i en Aareknude, Fonss'es, fordi Ellinor øjensynligt trængte til Ro JPJac. III.255. I de sidste Dage af September var Grevens vendt tilbage til Danmark Bang.F.173. Aldrig skreg Uglerne i Kirketaarnet, uden imod Dodsfald i Sognet. - Det ved da Degnens, sagde Moderen sa.HH.40. Der var de Dage, lwor de gik ind om til Sognefogdens ib. (så) kom de gamle Ballings for at hente Datteren sa.Tine.8. Forpagterens fra Ronhave modte de i Kalechen, de skulle til Bispens ib.26. Der blev spist hos de unge Gartner Birchs KLars.SA.48. Præstens havde to Dotre i den halvvoksne Alder Pont.AG.6. Jeg og Clara havde .. været paa Visit hos de gamle Hertzes Nathans.F.2r 1, Anden Juledag skulde Redsteds i Kirke KLars.GV.95. min lille Pige .. er saa meget nedenunder hos Eslofs ( det oplyses ikke hvem familien består af) ib. r 7. hvor mange Born er det nu, Smedens har, otte? PLevin.RF. r53. de gamle Spliids (;>: ægteparret S.) (er ikke) stive og kedelige Mennesker Soya.GAM. l2l, Somme Tider kommer Naboens ind til Hansens - eller omvendt sa.HF.7. de bliver nodt til at invitere Aages ( = Aage og hans kone). Se iøvrigt Niels Haislund i Danske Folkemål.V.I 7ff. Vi har heller ikke særlige former for dualis (to-tal) på dansk, i hvert fald ikke i rigssprog, om det findes i jysk er tvivlsomt (se Skautrup.SprH. I.52.316 og Mar.Kristensen.Folkemål og sproghistorie.28). Indholdsmæssig har ord som et par, el spand (heste), begge dualisbetydning, men det er uden grammatisk interesse. e) Kongruensforhold. Om adjektivernes talkongruens se u. Adjektiver. Et substantiv som prædikativ viser som regel taloverensstemmelse: hans 154

sidste bøger er romaner. Talmæssig inkongruens mellem subjekt og substantivisk prædikativ findes dog i en del tilfælde. Ord som det, dette, noget kan (som nævnt u. Genus) genoptage eller foregribe et substantiv i plur. når dette tænkes sammenfattet som en masse eller et begreb: grontsager, det spiser han hver dag (men: grøntsagerne, dem spiser han ikke); dette (du ser her) er ruinerne af slottet; det er mine venner du ser på billedet (men: de der er med på billedet, er mine venner). - Det skal ellers nok kunne slaa Benene fra en Mand, saadan Kvaler KLars.GV.137. Se I.143 og II.82. Om sætninger af typen: Taget ~r Muslingcs/;aller

$C

I.149.

Substantiver i plur. kan ligeledes kongruere med sing.-substantiver der betegner klasse, samling, masse, type o. l. hvorunder flerheden indordnes: billederne var noget bras,· børn er et lydhørt publikum; italienerne er et livligt folkefærd; en snes er tyve stykker. - Romaners bedste Publikum er dem, der endnu venter sig alt af Livet, og dem, der ikke længer venter sig noget JacPaludan.»Smaa Apropos'erc. - der staar skrevet med sympatisk Blæk over enhver traditionsvenlig Afhandling, at Islænderne er et Unikum blandt Folkene Rubow.SKB.12. alle er de Del af den danske Sommers Glæder JespEw.K.54. Faste udtryk med plur.-substantiver der egentlig bruges m. h. t. et gensidigt forhold, kan i nogle tilfælde bruges uændret ved sing.-subjekt: Han er gode Venner med hende Madvig.Om de grammatikalske Betegnelsers Tilblivelse og Væsen.II.22 ( der tilføjes: »for at erindre om, at slig Kløgt ikke er conseqvent, tilføier jeg, at man ikke kan sige: Han er Kjærester med hende«. Dette er rigtigt for rigssprogets vedkommende, men jysk har udtrykket, fx. MyIErich.Tatere.25). han var bleven gode Venner saa med den ene saa med den anden Pige Pont.SS.16. Midt i det hele vandrer en Betjent huldsalig omkring, nikker og vinker og er gode Venner med alle i Virvaret KMunk.HJ.170. Det blev Thiers og hans Efterfølgeres Maal at holde Frankrig gode Venner med alle VerdenGD.IV,1.211. hun ('J: en sangerinde) har i den sidste Tid været lidt Uvenner med sin Hans Pol. rn/10.1937. Søren blev rigtig uvenner med bestyrelsesmanden HWulff.UM.91. Hun vilde ikke gore sig uvenner med nogen TDitlevsen.V.55. jeg har aldrig været Ukammerater med Poletiet Soya.Hvem.138. Om det omvendte forhold: vi er part i sagen o.l. se side 157. 155

5 ° Singularis/ormens indhold og anvendelser.

a) Da en form som gang både danner modsætning til gange, nemlig i nwnerussystemet, og til gangen, nemlig i determinationssystemet, kan den første modsætning, som allerede nævnt, præciseres ved hjælp af det såkaldte talord en, den anden ved hjælp af den såkaldte ubestemte artikel en. Men der er en umærkelig overgang fra den ene anvendelse til den anden, og i almindelighed er forbindelsen med ubestemt artikel tilstrækkelig til ved siden af ubekendthed at angive singularis. Denne anvendelse af en, en er kun mulig ved substantiver der betegner hvad der forestilles som en afgrænset enhed. Derved bliver ved den slags substantiver den nøgne form ledig til anden brug, nemlig betragtningen af substantivets indhold som noget uafgrænset på linje med de betegnelser for stof, masse og abstrakte forhold som står uden for talsystemet: han er mand for at gore det; Jeg er saa glad •. at vi har Sol (.>: solskin) paa om Formiddagen. Det vilde ikke være nær saa yndigt at komme hjem fra Kirken, og saa at Solen (:>: himmellegemet) ikke skinnede ind til os KLars.GV.97. Omvendt ved de betegnelser for stof osv. som ikke kan knytte en, en til sig fordi de ikke er tællelige; her bliver formen med ubestemt artikel ledig og d~n tages i brug til at angive arten, svarende til den anvendelse a( plur. vi træffer ved disse ord (se side 1 22) : et (fint) ler; et (tykt) blod; en (slem) hoste; han viste et mod man ikke havde tiltænkt ham; vinen har e,t flov smag; en (ildelugtende) ånde. Dette skal nærmere behandles under Determinationssystemet ( se side 1 75 )• I bestemt anvendelse kan substantivet bruges om alle eksemplarer, tilfælde osv. betragtet som en klasse, art o.l. i modsætning til andre klasser osv.: bilen spiller en stadig større rolle i trafikken; reglement for hvorledes eleven skal opfore sig overfor læreren; den dygtige mand skal nok komme frem i samfundet. Specielt bruges denne singularis i zoologisk og botanisk sprog, og undertiden i forbindelser som støder an mod det entalsbegreb der stadig klæber ved formen, fx. under sin Vinterhvile paa Dybet flokker Brasenen sig i meget store Stimer Kmyer. Danmarks Fiske.IIl.385. Stormmaagen er langt den talrigeste Fugl paa Ertholmene Omithologisk Forenings Tidsskr.X.XX.183. i Siuene langs dens (.>: åens) Lob bygger Rorsangeren sine Reder Nystrøm.Fra Nordsjællands Øresundskyst.549. Skimme/flagermusen har e11 ostlig og sydlig udbredelse VLDyr.I.48. For en snes år siden tog ilderen stærkt til

herhjemme og blev udbredt på Fyn og Sjælland, hvor man til da havde anset den for at mangle ib.90. Som eksemplerne viser kan denne anvendelse om arten gå over til at få kollektiv betydning, og da plur. også kan anvendes kollektivt får vi her berøringen mellem de to numera: muldvarpens eller muldvarpenes odelæggelser; anemonens eller anemonernes tid; dråben eller dråberne udhuler stenen. Men vi kan også få en fordeling så sing. bruges om samlingen, arten, typen osv., plur. om de enkelte enheder: kvinden i dansk litteratur: kvinderne i dansk litteratur; fjenden stormede byen: fjenderne kom stormende op ad volden. V ed betydningsudvikling ( metonymisk anvendelse) kan et substantiv, specielt i best.f., komme til at repræsentere et indhold der omfatter en række individer, dvs. komme på linje med de såkaldte samlingsnavne, fx. selskabet satte sig til bords; slægten er nu spredt for alle vinde; regeringen er gået af; landbrugets klager over tørken; endvidere fx. kirken om de gejstlige, pressen om journalisterne. Ved en lignende udvikling kan et substantiv få betydning af mængde, masse og komme på linje med kollektiver, fx.: posten, dagens post om de postbesørgede breve osv. b) Kongruens/orhold. Her skal behandles en del tilfælde hvor kongruensen ville kræve et substantiv i plur., men sprogbrugen har sing. Om andre forhold ved substantivkongruensen se side 151, 155, og om adjektivkongruensen under Adjektiverne. 1° I faste, især prædikative udtryk med et substantiv i sing. er syntakskongruensen ofte opgivet, fx. Vi var vidne til opløbet Dyrlund i Arkiv.XI.190; stenene har været genstand for undersøgelse ib. brandmændene blev hurtigt herre over ilden. - Disse gjorde sig til Talsmand for en kraftig Udenrigspolitik VerdenGD.III.152. et Par Kvitteringer Mage til Chefens Soya.J.28. familieselskaber, mage til vores sa.FD.140. de holdt os for nar; de måtte springe soldat; de var deres egen lykkes smed; han bød dem ofte til gæst hos sig. - vi .. er part i sagen JGBrandt. U.136. - Undertiden er der vaklen: de er blevet offer eller ofre for en forbrydelse. I tilfælde som Mange forskellige ting var årsag til hans ulykke Mikkels.157 og hornene var hans stadige bekymring kan man i prædikativet se en sammenfatning. Jf. ovf. s. 155. 2° En indholdsmæssig kongruens mangler ligeledes i faste verbal-

157

udtryk: de måtte sætte pant hver gang; de fik lyst til at danse; vi foregik dem med et godt eksempel; de gjorde mine til at gå; de byttede plads; de har penge på lommen; de har lang vej hjem; de følte stor glæde derover; de fik gevinst hver gang; jeg kender dem kun af navn; vi må holde oje med ham; de har ore for musik; Folk, de skal stikke deres Næse ind i alt det, der ikke kommer dem ved K.Lars.GV.96. En del af eksemplerne kan vise den fordelende anvendelse af sing. ( følgende gruppe) . 3° Udenfor faste forbindelser træffer vi en brug af sing. i såkaldt fordelende ( distributiv) anvendelse, dvs. at sing.-formen kan synes indholdsmæssigt at kongruere med hver enkelt af dem plur.-substantivet angiver ( et hver for sig kan tænkes indføjet efter plur.-substantivet), fx. du må sorge for at de gamle får en god stol at sidde på,· de fik et stykke smørrebrød og en snaps; han gav alle hornene en julegave; alle ting har en årsag; - Saa seer Du tre Døre, Du kan lukke dem op, Naglen sidder i HCAnd.I.23. De to Herrer gik ind paa en Kafe, hvor de .. kunde snakke om Tingene ved en Kop Kaffe KL.in. GV.130. Hvor mange gifte Koner er der ikke nu til Dags, der har en lille Veni ib.131. at nedrive alle Templer til Grunden JLHeib.HP.25. Det findes særlig hyppigt ved betegnelser for legcmsdele og klædningsstykker (i best. f. med possessiv bibetydning): De. elleve Brødre •. gik i Skole med Stjerne paa Brystet og Sabel ved Siden HCAnd.I.125. Blomsterne hang med Hovedet ib.45. Saadan smaa og stille Kvindfolk, der græder, som om de skulde græde Sjælen ud af Kroppen KL.m.GV.152. et Fotografi .. af hendes Mand og et Par af hans Kammerater, allesammen i Uniform sa.SA.1 L Hen ad Landevejen gik tre Studenter. De havde Huen i Nakken, Pibe i Munden og Stok i Haanden. Over deres ene Skulder hang Rejsetasken, over den anden Feltflasken CEw. Æ.III.32. de sovnige Kuske, der sad og nikkede .. med Kraven op om Ørene Esm.GG. 8. Gamle Damer kom .. med Torvekurven over Armen HSeverinsen. SM.9. De smaa Sjakaler sad trindt omkring. De dikkede med Halen i Gulvet og lagde Hovedet paa Skraa JespEw.K.51. de stod med hatten i hånden. Ved siden heraf bruges plur.-kongruens; den virker ofte lidt stivere, talesprogsfjern: de andre tog deres Frakker og Hatte paa KLars.GV.39. Sml.: Ind styrte vilde Svende I Med Fez og lange Skjæg ValdThisted. Bruden. ( 185 1 ) .9.

Betegnelser for hvad der forekommer parvis kan også bruges i sing. om begge, både i forbindelse med et sing. og et plur. ord: han eller de har en meget bred fod (almindeligst dog vel: brede /odder). Ikke almindeligt ved ord som oje og ore: Hun havde Blidernes sorte, straalende Øje JPJac.II.3. Sing. med denne fordelende betydning findes også efter en genitiv eller forbindelse med af: på soernes bund eller bunden af soerne; teatrenes repertoire; man kan sammenligne de to kommuners budget; hans og hans faders indstilling er forskellig. Hvor man vil gardere sig mod en opfattelse af noget som fælles for flere må plur. bruges: vi har fået tapetseret inde i Sørens og Peters værelser. Ligeledes i sammenligninger: Uh! der sad Hunden med Øine som Theekopper •. Eia! der sad Hunden med Øine saa store som et Mollehjul HCAnd.I.24. 4 ° I en del tilfælde står et adjektiv eller I. led af en sammensætning i modstrid med talforholdet ved substantivet ( andet sammensætningsled). Det kan skyldes a) at attributivet eller førsteleddet ikke indholdsmæssigt hører til substantivet, fx. en trefod, en tre/ork, et firklover (o: noget der står på tre fødder osv.), en trekant, mangekant osv. ( noget der har tre osv. kanter), b) at der er skabt en sing.-form til et ord eller en forbindelse der egentlig kun bruges i plur.: en småkage, en samkautionist, samfrænde < samkautionister, -fr.cnder, eller c) at der er sket omdannelser. Eksempler: Syvstjernen som navn på stjernebillede (opr.: de syv stjerner, se DO.) eller Femvejen, navn på plads i Charlottenlund < ældre Femvejene, Det forenede Dampskibsselskab er forkortelse af Det af flere Selskaber forenede Dampskibsselskab. En sideordnet forbindelse af to attributive forbindelser som det gamle testamente og det ny testamente kan forkortes til det gamle og (det) ny testamente, hvorved der opstår en indholdsmæssig inkongruens der tåles. Sml.: den nuværende og tidligere biskop betyder at der er tale om to, men de nuværende og tidligere biskopper at der er tale om flere.

159

DETERMINATIONSSYSTEMET Oversigt over Determinationssystemet A. Alment 1. Udtrybsy3tcmet ..••••••........••••••....• 2. Lcdsagclænomcncr •......•.....•••..••..••.. 3, Rdiktfonncr af ældre detcrminatio~ystcm • . . . 4. Udtrylwystcmet i prabis, . , ............... , , 5. Funktioner . , , , , .• , , , ........•...•...•• , , . , B. Specielt I. Udctennincrct form ......... , ............ Il, Determineret form (bestemt form). • . . . . . . . • • III. lkkc,anvcndclsc af bestemt form •...••••.... IV. Proprier (egennavne) •.... , ...•••••...... ,

16o

161 162 164 164 165 166

177 182 188

A. Alment. r. Udtrykssystemet.

Modsætningerne er en form uden og en form med et determinationsmorfem (den såkaldte efterhængte artikel). Teoretisk set behøvedes kun et morfem, et og samme kendetegn for determination der kunne knyttes til substantiver i en form uden dette kendetegn. Som systemet foreligger i moderne dansk har vi imidlertid tre forskellige morfemer: stol : stolen; toj : tøjet; stole : stolene. Disse tre morfemer angiver alle det samme m.h.t. determination, og forskellen dem imellem angiver modsætninger der hører under andre systemer: formerne med -n og -t danner modsætning til formen på -ne og betegner singularis modsat pluralis i numerussystemet, medens forskellen mellem -n og -t ( der altså kun hører singularis til) angiver en genusmodsætning og er en af de sikreste bærepiller for genussystemet. Morfemerne -n, -t og -ne kan realiseres med forudgående [:i] efter trykstærk vokal og efter konsonant, hvortil altid svarer en skriftform -en, -et, -ene, fx. sko-en, mand-en, bord-et, sko-ene, mænd-ene. Morfemet -t udtales i rigssprog nu normalt [ti], se nærmere AaHans. Udt.61f. Hvor pluralis har nulmorfem er den særlige form af artiklen i plur. alene angiver af pluralis: (en) sko : (flere) sko, men skoen : skoene, (et) tal : (flere) tal, men tall-ct : tall-ene. Græsk-latinske fremmedord der er lånt i nominativformen kan få den fremmede ( tryksvage) endelse bortkastet når bestemthedsendeisen tilføjes: amfibium : amfibiet; museum : museet; verbum : verbet; kollegium : kollegiet; katekismus : katekismen; basis : basen; heros : heroen; amanuensis : amanuensen. Med trykskifte: •Pegasus : Pe'gasen (fx. Drachm.F.I.294). Det er isa:r ordene på -um der undergår denne proces. De fleste af de herhenhørende ord har normaltdannede sideformer (ofte hjemmehørende i forskellige stillag): kursusset : kurset; l\lodc:rne damk. Il.

11

161

katekismen : kateki.smussen; museet : museummet (vulgært); monstret (skriftsprogsform, i egentlig betydning: vanskabning): monstrummet ( talesprog, især i uegentlig betydning) . Tidligere kunne latinske ord på -a miste udlyden foran bcstcmthedscndclsc, Ix. Arenen (nu: arenaen) Gjcl.GL.418 (se også DO.). I medicinsk talesprog bruges di/tcriten, coliten, meningitcn osv. som bcst. f. til (en) difteritis, colitis, meningitis osv. og en (hertil dannet?) ny nogen f.: difterit, eolit, meningit osv.

Om komplikationer i best.f.plur. se side 184. Ledsagefænomener. Ligesom ved pluralisdannelsen finder vi her en række ledsagefænomener. A. Stødforholdene. Bestemt form singularis er stodets faste borg ved substantivet. Ikke blot bevares stødet undtagelscsløst ved alle de (simple eller komplekse) ord der har stod i nøgen form, men det indtræder også i best. f. af de simple ord der er uden stød i nøgen form: tal : tal'let; son : son'nen; han : han'nen; kar : kar'ret; toj : toj'et, og ved de komplekse ord der ved morfemtilføjeisen får stødbasis: middag : midda'gcn; abbed : abbed'en; bogstav : bogsta'uet; dæmning : dæmning'cn; kylling : kylling'cn; klodrian : klodrian'cn; leksikon : leksikon'net,· succes : succes'en; kilo : kilo'ct; kænguru : kænguru'cn; engagement : c,1gagcmcn'tet; bassin : bassin'et og med trykforskydning (se D}: •pastor : pa•sto'ren. B. Kvantitetsforholdene. Kort vokal foran /J og v forlænges i de samme tilfælde som ved plur.-fonnerne (se side 1 20) : blad : bladet; hav : havet, og lang vokal bevares uforkortet, også i de ord hvor vokalforkortelse indtræder i plur.: nar : naren ( skr. 11arre11) : narre; fod : foden : fodder; rod : roden : rodder. C. Synkope og kontraktion. 1 °. De ord hvis stamme ender på konsonant + -el, -en, -er kan udskyde e'et når detenninationsrnorfemet tilfojes, således som det også sker ved tilfojelscn af plur.-morfemet (se side l!?O). I almindeligt tale· sprog kan e'et forsvinde i næsten alle tilfælde; der er dog nogen tendens til at bibeholde det foran -er i ord som negeren, lageret, bægeret. Om de skriveregler den autoriserede ortografi giver henvises til Rctskrivningsordbogen og VvS. 77ff. ::i.

°. De

ord på -er der ikke får kontraktion - det er især ord hvor -er er afledningsendelse - mister deres plur.-morfem -e foran determinationsmorfemet: hummere : hummerne; pulvere : pulverne; tolpere : tolpcrne; skræddere : skrædderne; bagere : bagerne; arbejdere : arbejderne; reuoluerc : revolverne. Ved denne type er plur. altså udtrykt gennem determinationsmorfemet alene, medens ordene med synkope har dobbeltkarakterisering af plur.: hamre : hamrene; klostre : klostrene; ofre : ofrene. De ord der har plur.-formcr med og uden kontraktion foretrækker kontraheret form foran determinationsmorfemet: bæg(e)re, neg(e)re, kæld( e) re, lag(c ) re, fæt ( te}re overfor bægrene, negrene, kældrene, lagrene, fætrene. 3 °. I et af tilfældene svinder plur.-morfemet -r foran determinationsmorfemet: mennesker : menneskene. Den urigtige men normaltdannede fonn træffes bl.a. i børnesprog: Og den spiser Men'skernc - Ikke, Mor? ERode.Smaa Børn og store.ro. Jf.VvS.17. 4 °. I det ene tilfælde hvor vi har plur.-morfem -n vil i hest. f. plur. de to n'er falde sammen så forskellen mellem formen for ubekendthed og bekendthed består af et e alene: orcn : orene. Den i mod. da. almindelige bøjning er den regelrette: et ore : orer : orerne. Som ved andre substantiver med ri stammen kan sing. og plur. (når denne har r-morfem) ofte falde sammen i udtalen og r'et foran -ne være vanskeligt at høre. Dette giver anledning til ortografiske fejl som nogle uare; varene hentes og bringes osv. De to former orene og ørerne lyder (nogenlunde) ens og volder ortografisk forvirring. Systematisk svarer orene til plur. oren og hører derfor kun hjemme hvor denne gammeldags og højtidelige plur.-form bruges. Jf. VvS.17. 5°. Et enkelt ord på -ed kan få kontraktion (i tale som i skrift): f ogedcn eller fogden. D . Trykforholdene. Nogle komplekse ord får svagtryk forstærket op til bitryk (semifortis) ved tilføjelsen af determinationsmorfemct: 'bogstav : 1bogi5ta'vet; 'middag : 'mid.da'gcn; •ælling : 'æl.1ing'cn, og det samme gælder fremmedord: 'drama : 'dra Ima'et. Se u. A. I lat.-gr. fremmedord bevarer hest. f. sing. den ubøjede forms trykforhold, også i de tilfælde hvor plur. har trykforskydning: 'heroen (: he'rocr ), 1censoren ( : ce11 1sorer), pro'fcssorcn {: profes'sorer) osv. 2

11·

Kun sjælden følger hest. f. plur..Cormen: •pastor : pa'storen (nu sjældent 'pastoren) : pa'storer. I talesprog høres undertiden trykforskydning i kry'santemum : krysan'temen. 3. Relikt/ormer af ældre determinationssystem. Morfememe for substantivets tre morfologiske systemer tilføjes i rækkefølgen: numerusmorfem, determinationsmorfem og kasusmorfem. En fonn som havets indeholder numerusformen (for singularis) hav + bestemt artikel -et + genitiv-morfemet s. I ældre tid var ( i nogle tilfælde) dannelsen af hest. f. i genitiv singularis en anden, og reliktformer som havsens viser en opbygning: singularis hav + genitivmorfem -s + en særlig genitivbøjet form af artiklen -ens, dvs. at både substantivet og artiklen bøjedes i kasus. Til almindeligt talesprog hører dodsens ( hjemfalden til døden), nu især brugt som gradsadverbium: dodsens trist osv. De øvrige former indgår i mer eller mindre faste forbindelser: ih du fredsens! allandsens ulykker, af alle livsens kræ/ter, en guds ens lykke (Hvad der står i bøgernes bog, var for ham gudsens sandhed VilhGrønbech.Kampen om Mennesket ( 1930) 195) i almindeligt ( delvis lidt gammeldags) talesprog, medens resten: bysens barn (o. l.), hver dagsens dag, af dybsens nod, på havsens bund, korsens ord, syndsens Ion o.1., på denne årsens tid nu er forældede. Nådsens er blevet første sammensætningsled i nåd.sen.sår (et), nådsensbrod (et). Det gamle morfem for genitiv hest. f. er også bevaret i hjertens (i udtryk som: hjertens lyst, hjertens gerne, min hjertens mening), r~gens (i: rigens akt og dele, sml. gadenavnet Rigensgade der dog muligvis er omdannet af Rygensgade, jf. Kbh. Diplomatarium.III.534) og alterens sakramente, men her uden genitivs-s'et ved substantivet (fordi de tre ord havde en bøjning der ikke dannede genitiv på -s).

=

En sådan genitiv indeholdes i det kbh. gadenavn Dybensgade der tidligere også hed Dybet (se fx. Kbh.s Diplomatarium III.491.498.IV.793).

4. Udtrykssystemet i praksis. Vi har under tal set at substantiverne er betegnelser såvel for noget afgrænset og tælleligt som for noget uafgrænset der ikke danner tællelige enheder. Determinationssystemet har teoretisk modsætningen nogen form overfor bestemt form: stol : stolen; toj : tojet. Men i praksis, i

sprogudøveisen, er det kun de substantiver der betegner det utællelige der bruger nogen form alene: toj : tojet; ler : leret; mad : maden; skønhed : skonheden; fornuft : fornuften. De øvrige substantiver der betegner afgrænsede enheder, knytter derimod den såkaldte ubestemte artikel til sig, der jo egentlig er identisk med numeralet og har bevaret dettes numeriske betydning: en stol : stolen; en hoste : hosten; en tanke : tanken. Derved åbner der sig to muligheder: 1 ° ord der betegner noget uafgrænset kan udnytte artiklen en a) til at betegne art, slags (parallelt med anvendelsen af numerussystemet ved samme ord) : et {fint) ler; en mad (jeg kan lide) og b) ved ord der fol'uden at betegne noget uafgra:nset også kan bruges om noget afgrænset, til at skelne mellem de to anvendelser: whisky er godt : en whisky (;>: drik eller flaske) er blevet dyr; frækhed belonnes ; det var en frækhed uden lige; hun har fået skonhed i vuggegave : hun er en skonhed. 2°. Ord der fordi de betegner noget afgrænset, normalt bruges med ubestemt artikel, kan bruge den nøgne form til at fjerne tanken på det afgrænsede og skabe en form der angiver stof, masse, uafgra:nset begreb, forestilling o. I.: vi fik en and til middag : vi fik and til middag; jeg har ikke skænket det en tanke : jeg har ikke haft tanke for det; et hospital : Andet end Hospital, med at den ene blev syg, naar den anden var bleven rask, det har vi ikke kendt til, fra vi fik den første lille KLars.GV.32. giv nu Ordre til, at man ikke besværer Dem med Telefon (:>: opringninger) JacPaludan.UR.134. Se videre side 167. I disse specielle tilfælde får vi altså tre modsætninger: skonhed : en skonhed : skonheden. Her danner skønhed og en skønhed på den ene side modsætning til skønheden på den anden side med den funktion der hører til determinationssystemet, medens modsætningen skønhed : en skønhed, der er en modsætning mellem et ord (en form) og en forbindelse af to ord, betegner en forskel i indholdet efter som dette tænkes som noget uafgra:nset eller afgrænset. Se AaHans.BUS.68f. og nedenfor side 167.

en

5. Funktioner. Systemets funktion udspiller sig inden for talesituationen, mundtligt mellem den talende og den eller de tiltalte, skriftligt mellem den skrivende og den eller de personer han skriver til eller for. Et almindeligt

substantiv (appellativ) som hus har mulighed for uendelig mange anvendelser på uendelig mange objekter der går ind under ordets tegnværdi (indhold, betydning). Der er mulighed for uendelig mange substanstilknytninger, dvs. det kan af forskellige sprogudøvere i deres sprogudøveiser knytte sproglig og tankemæssig forbindelse til uendelig mange eksemplarer af huse, og på lignende måde kan sygdom, magt i forskellige talesituationer - teoretisk betragtet - anvendes om uendelig mange enkelttilfælde og enkeltforeteelser. I en given talesituation kan den talende have en eller flere af disse eksemplarer osv. i tankerne: han ved hvilket eller hvilke det er, han kender dem, men det gælder for ham om at få den tiltaltes eller læserens tanke rettet mod det (de) samme eksemplar(er), tilfælde osv. Det kan ske ved anvendelse af særlige ord der har denne udpegende betydning: denne bog (disse boger); den bog; den nævnte, pågældende bog,· den bog der lige er udkommet osv. Se Adverbierne. Eller det kan ske ad morfologisk vej ved anvendelse af determinationsmorfemet: bogen ( bogerne). Som i mange andre tilfælde hvor en syntaktisk fremgangsmåde konkurrerer med en morfologisk, betegner den sidste normalt forholdet (her: bekendthedsforholdet) i sin abstrakte renhed, medens den første indblander et leksikalsk eller emfatisk moment. Funktionen af det morfologiske system er altså den at udpege eller fremhæve det eller de eksemplarer, enkelttilfælde osv. der er nærværende i talesituationen (den lokale situation eller i parternes tanker), allerede er kendt af eller gjort bekendt for den (de) tiltalte eller af interesse i det givne øjeblik, i modsætning til det eller de eksemplarer der ikke er nærværende osv. De to funktionsmodsætninger udtrykkes ved former med og uden determinationsmorfem. Hvorledes funktionen ytrer sig i enkeltheder vil fremgå af det følgende. B. Specielt. I. Udetermineret form. Som vist ovenfor forekommer denne form i sprogudøveisen dels alene, dels i forbindelse med ordet en. Vi ser først på:

Formen brugt alene ( nøgen form ) . 1 °. Denne form i singularis er lig den fonemforbindelse der rummer ordets tegnværdi. 166

Det er derfor denne form der bruges som opslagsform i ordbøger. De bøjede former, ligegyldigt til hvilket system de hører, giver noget mere end det leksikalske indhold, idet de indordner ordet under de specielle synspunkter bøjningsformerne angiver. Formelt er formen singularis ved modsætning til en form af samme ord med pluralismorfem, men ikke altid har formen når den står alene, tydelig talbetydning (se ovenfor side 148). Heroverfor står forbindelsen med en, et med tydelig talbetydning. Ved ental får vi altså en deling af virksomhedsområdet: den nøgne form har sit særområde hvor der er tale om noget uafgrænset i fysisk eller tankemæssig forstand, medens formen med ubestemt artikel foran sig bruges hvor der er tale om noget afgrænset eller tælleligt - den modsætning der spiller så stor en rolle i substantivernes morfologi (se ovenfor side 53ff. og 122). Eksempler på nøgen f. ved betegnelser for noget uafgrænset: Guld er fundet paa Ny Guinea JVJens.FØ.56. Tøj skal sendes til V ask Jac Paludan.UR.26. Han bestilte Øl ib.28. hun tabte Aske paa Gulvet ib. 224. han vilde studere Filosofi ib.28. Flid maatte der til, og Vilje og Haab ib.121. til sidst blev der tilkaldt politi BerlAft.21/4 1961. 2 " . En virkelig funktion ved modsætning til hest. f. og forbindelsen med ubestemt artikel af samme ord findes ved substantiver hvis egentlige eller centrale betydning er angivelsen af noget afgrænset, en enhed. Her giver brugen af nøgen form mulighed for - med bevarelse af ordets tegnværdi - at se bort fra betydningen af afgrænsethed, enhed og dreje betydningen i stoflig eller abstrakt retning. I denne funktion står nogen f. på den ene side i modsætning til forbindelsen med ubest. art. og hest. f. på den anden, idet begge disse betegner en enhed, ved forbindelsen med ubest. art. således at vægten ligger på det talmæssige (en modsat flere) , ved hest. f. således at der sker en tilknytning til et bestemt eksemplar osv. ( en modsat alle andre af samme slags). Eksempler: det er måne (:>: måneskin} i aften (men: månen er fuld i aften). Der var Sol paa i den lille Dagligstue KLars.GV.45 (men: solen står på her). Mor vidste altid hvad Lam (a: lammekød) kostede i Dag JcspEw.K.61 (hun vidste sikkert ikke hvad et lam kostede). Landbo• højskole (:>: uddannelse på Landbohøjskolen ) har han da Bang.SE.172. En lille Halskrave af Sommerherm elin (o: skindet) JacPaludan.UR.224. Vi kom bagud med alting .. skat og husleje og sygekasse. De smed os ud af sygekassen Branner.R.10~. Tante N ellie, sagde Jakob, men der

var ikke Spor Tante ved hende sa.TMS.68. Pigen hedder Gerda .• Hun har meget morke øjne, der er kvinde ved hende allerede nu CBang. K.156. lian har pære (men : han har pæren i orden). Spøgende ved proprier: Ca. 150 pund fast og velfordelt Frida stod splitternogen HWulff.UM.73. Ved den nzvnte a:ndring bort fra tanken om enhed og afgrænsning må også det talmæssige tra:de i baggrunden og vægten kommer til at ligge på selve indholdets art i modsa:tning til andre mulige arter. Dette ligger allerede i nogle af de givne eksempler men er tydeligere i tilfa:lde som: (sneglen:) >Har hun Huus?« - >Hun har Slot!« sagde Myren HCAnd.II.158. næste Aften laa Logten i Lænestol ib.110. det godtgjores ved Attest RudSchmidt.AEV.10. skal vi ta' og flytte Bordet lige hen under Hængelampen; ja, vi har Hængelampe for Barnets Skyld KLars.GV.54. Kokkentrappe var der ikke paa Ejendommen ib.5. De ( :> : souffles) anrettes hurtigst muligt i Pyramide paa sammen/oldet Serviet, lagt paa Fad Frøken Jensens Kogebog23.79. saa langt man kunde komme med Fartøj JVJens.FØ.58. han gik i Biograf (nu siges også: i Biografen, jf. side 178) hver Dag JacPaludan.UR.220. den {:>: toddyen) blev drukket ude, paa Kafe KLars.GV.21 . tæppe på gulvet fandtes ikke; et par små huse med have til. Det er vel denne angivelse af indholdsm.cssig artsmodsa:tning der gør at den nøgne f. i disse tilfa:lde er sa:rlig anvendelig ved sideordning af flere substantiver. Braknæse og Fleskeryg var hans (;>: moppens) Udvortes HCAnd. II.245. Der var • • ingen Fugle i mig (:>: et birketræ), men der var Fugle og Hjorte og Ræv og Ulv og Bjorn i Mosen, hvor jeg stod CEw.Æ.XI.21 . Man huggede sig frem •• gennem Jungle og Slyngkrat og Hojskov JVJens.FØ.60. han har aldrig Tid til andet end Kontor og Biograf JacPaludan.UR.227. hvorfor skal man pines med Kongerække og den Slags HHLund.GF.80. der arbejdes dag og nat (derimod kan ikke siges: der arbejdes dag (nat)). Det var Fru Redsted i Hat og Kaabe KLars.GV.67. Hun kom ind med Solvkande, Kognak og det hele ib.146. Jeg sender jer som Lam midt iblandt Ulve. Tag ikke Pung eller Taske eller Sko med Luk.10-4( 1948). Man la:gger ma:rke til at M:Sten alle eksemplerne viser substantivet i anvendelse som ikke-subjekt eller tilbagetrængt fra subjektpladsen (i sa:tninger med der) . Det er ikke tilfa:ldigt. Den nævnte udviskning kan normalt ikke finde sted når substantivet er det led som resten af sa:t-

168

ningen skal give meddelelse om. Et sådant led (som jeg har kaldt Aleddet} må fremtræde med den afgrænsning og prægnans der ligger i forbindelsen med ubestemt art. og i den hest. f. Derfor ligger kerneområdet, for anvendelsen af nøgen f. i forbindelse med substantiver der betegner noget afgrænset og normalt bruges enten i hest. f. eller med ubestemt artikel, ved faste forbindelser (især med enhedstryk). Undtagelser er tilfælde som Moder og Son sad den sidste Dag i Tusmorket i den stille Stue Bang.SE.4-1 hvor ordene har affinitet til propriumsbrug. Vi har et meget stort antal verbalfraser ( med enhedstryk} hvori der indgår et substantiv i nøgen f. Funktionen er at angive verbalhandlingen, -tilstanden i al almindelighed, medens best. f. eller forbindelsen med ubest. art. bruges hvor man vil angive den enkelte foreteelse: være. på rejse men: være på en rejse (til Island}; regne opgaver : regne opgaverne ( til næste dag}; få brev fra en : få el brev fra en; tage plads (ved bordet} : tage en plads (ved bordet); spise middag : spise en middag ( med tre retter ). Naar man har siddet en Menneskealder paa Kontor ViggoFMøller.B.21 betyder: når man har været kontormand (på et eller flere kontorer) ; bruges hest. f. er der tale om et bestemt kontor. I mange tilfælde har forbindelsen en så fast karakter at der ikke (i almindeligt sprog) findes sidestykker med andre determinationsmåder: lege hund efter hare; lægge mærke til; have tanke for; have tid til; der er ikke tale om; have noget på afstand; leve under tag med; ro fra land; give pote; lægge sig mave til; fra barn af; gore nar af; falde i snak. Typen står så stærk at den kan efterlignes overalt (i videre eller sna::vrere kredse eller individuelt) hvor man vil betegne en foreteelse som noget sædvanligt, almindeligt, noget til situationen hørende o.l.: Madammen var ilag med at strikke Hæl Bang.T.138. en stedse voksende Lavine •. tungere for hver Time at stemme Ryg imod Nans.GF.2. Har jeg ikke lagt ske til dig? Hjortø.SL.86. en Karl midt i Gaarden læssede Pakker paa en Vogn K.Lars.GV.2. Han sad paa Vinstue med Sagforer F 0Rung.E.rn8. Jorgen havde faaet Siddeplads JacPaludan.UR.59. (han) skænkede Vin og tændte Cigar ib.105. Mon hun i Grunden ikke havde ventet Brev ib.107. Foretagsomheden søgte Møde med Kapitalen ib.137. Otto (o: en sagfører} lugtede Bo ib.137. Amtslæge Nielsen er ved at kobe Lystgaard oppe ved Hellebæk ib.196. En Gang imellem tager jeg Turen Byen rundt for at spørge paa Værelse HHLund.GF.104. Han har

kun haft vogn i kort tid Branner.R.22. Endvidere slog jeg Græsplæne Soya.SVS.67. har Ellen nu faaet Pels! Replikker.111.im. Det var jer der fandt på, at vi absolut skulle have kat Ørum.VD-43.

Typen kan bruges stilistisk som et middel til at give læseren indtryk af et milieu hvor udtrykkene bruges som en slags termini technici, hvad nogle af de givne eksempler viser. Andre kan findes fx. hos HCAnd.: Toppen og Bolden laae i Skuffe sammen 11.27, og Bang, fx. i Ved Vejen (SE.169ff.): Stationsforstanderen skiitede Frakke til Toget. - ligger Madsen ikke der og faar Tyfus midt i den værste Tid, saa man maa sorge for Stedfortræder telegrafisk. - Saa De henter Forvalter idag. (hun) lever af at male Storke. - Frøken Louise var fode i Ventesalen og satte Slor.

3 °. Ved personbetegnelser der bruges som prædikat ( til en anden personbetegnelse) har nøgen f. og forbindelsen med ubest. art. nu delt området mellem sig. Nøgen f. angiver profession, stand, stilling, nationalitet o.l., dvs. hvad personen er, medens forbindelsen med ubest. art. tillægger, tilskriver en noget eller angiver hvad han optra:der som om han var. Eksempler: Abel blev Faarehyrde (1871: en Faarehyrde) tMos. 4. 2 ( 1931 ) ; Herren har salvet dig til Fyrste ( 187 1: en Fyrste) over sin Arv 1Sarn.10.1(1931). han er konge, greve, præst, lærer, hattemager, arbejder osv. overfor: han er en slyngel, en logner, en hykler, et geni, en helt, en slider, en dygtighed osv. Derfor modsætninger ved samme ord som: han er skrædder : han er en skrædder ( :> : bangebuks) ; han er klovn ( i et cirkus) : han er en klovn (:>: klodset person); hun er mor (til fem børn) : hun er en mor for dem (:>: som en mor for dem); han er jode : han er en jode (:>: ågerkarl o.l.); han er arbejder : han er e,z arbejder(:>: slider); han er konge : Bach er en konge i tonernes rige; skuespiller N.N. er fabriksejer : skuespiller N.N. er en fabriksejer (:>:spiller rollen som fabriksejer)

i stykket. Hvis der lægges noget kvalitativt ind i ordene af forste gruppe behandles de som ordene i gruppe 2: lian er professor : han (:>: professor N.N.) er vel nok en professor (:>: en professor af den ægte sort), jf. ndf. side 175. Omvendt hvis ord af gruppe 2 bruges som standsbetegnelse o.l. bruges nøgen f.: han var Underklasse, eller for at sige det tydeligere, han var Proletar JacPaludan.TS.24. Ved forbindelserne med som får vi tilsvarende fordeling: som + sub-

stantiv i nøgen f. angiver at talen er om noget der faktisk foreligger, medens som + substantiv med ubestemt artikel betegner at det er en sammenligning der bruges. Eksempler: han optræder som lærer : han optræder som en lærer (;:i: på samme måde som eller som om han havde været lærer); han lever som rigmand : han lever som en rigmand; han arbejder som smed : han arbejder som en smed (;:i: hårdt). Også forbindelserne med til og for følger i hovedsagen disse retningslinjer. Se BUS.58ff. Når ord der betegner gruppe, bruges som prædikativ personbetegnelse, er det også nøgen form der anvendes: han er over/;lasse, gullash, hojkirke, Oxford. Se også Paludan-citatet side 170. 4- 0 • En stilbestemt anvendelse af nøgen f. ( i alle syntaktiske stillinger) i stedet for den ellers normale med ubest. art. forekommer i en del tilfælde. a ) Med et stilpræg af tradition, ærværdighed og arkaisme bruges formen (også som subjekt) i ordsprog og andre faste udtryk, fx. tyv tror hver mand stjæler, med lov skal land bygges, mands vilje er mands himmerig. Jeg er dem jo, som i Barns Sted HCAnd.II.r12. Og i poesi: Fugl flyver hurtigt, I men jeg he11tede den ned JVJens.Den jyske Blæst.7. Her græsser Gæsling i Tøjr ved Dammen ib.93. Sort lunter Bydreng, I lurvet og laset TomKrist.M.36. en kropslig Forvirring af Farve og af Gump sa.Den sidste Lygte.rg. Fuldmaanebrænding og Fuldmaanehav I skyller mod Gærde fra Groft og fra Grav ib.25. Jf. Ulla Albeck. Dansk S tilistik4.44-ff. b ) hvor knaphed, korthed i udtrykket tilstræbes kan nøgen f. bringes i anvendelse, således i kommandoer: gevær på skulder! og titler: Ugeskrift for Læger. - Lærebog i Kemi. I telegramstil, overskrifter o.l. deler den ubest. art. skæbne med andre småord, nemlig at udelades: læge såret ved biluheld. - bil mod DSB-bus - ankommet i god behold, brev folger. Også i brevstil, især i handelsbreve, træffes denne anvendelse: vedlagt vil De finde prisliste; levering en uge efter modtagelse af ordre. 5 °. Betegnelser for mål, strækning o.l. kan i særlige forbindelser bruges i nøgen f. hvor forbindelsen med ubestemt artikel ellers er det normale: barnet er ikke år ( dvs. et år) endnu. {hun) holdt Bogen, langsynet som !tun var, i Arms Række fra sig Drachm.SF.r42. Vore egne Folk kan indkaldes med Times Varsel BerlTid. rn/5 1925. regnskabet stemmer på ore. Her kan også nævnes gentagelse af samme substantiv efter visse præ-

positioner til en enhed der både kan bruges som almindeligt sætningsled og som substantivadverbial (jf.l.178): det knaldede Skud paa Skud HCAnd.JI.34. jeg sad som et Menneske der martres Led for Led, Minut for Minut Drachm.UB.109. Morgen efter Morgen finder det romerske Solskin mig ved mit Vindue Jørg.RM.15. op mellem de solbrændte, blegede Tage af Tegl, lofter sig Kirke ved Kirke ib.J J. fod for fod, skridt for skridt; vi tog gade efter gade, gik gade op og gade ned. - nu da han var dod kunde han hore hvordan Træ raabte til Træ Branncr. TMS.108. I nægtende udtryk bruges ikke blot målsangi\'elser men også andre substantiver i nøgen f., især i lidt gammeldags sprog: i Faderens Stue, hvor . . man ikke saa' Haand for sig for Røgen fra lange Piber Bang. HH.u5. jeg har ikke og har aldrig haft Gnist af Forstand paa Kunst KLars.KS.95. der findes ikke Gade eller Plads i nogen By, hvor man ikke moder dem Norman-Hans.N.55. Jeg mindes ikke Stund i Barndom eller Ungdom, der saa voldsomt har bevæget mit Bryst KMunk.DU.19. Endnu almindelig i : >I holder jo dog saameget af hinanden!« - >P,yt! Ikke Gnist!« Wied.TK..139. de har ikke spor af mad i huset. - Svend har ikke spor J,yst til at tage nogen steder hen CBang.K . I 55. I videre anvendelse som adverbial ved adjektiv: han så ikke spor gal ud HWulff. FH.26. Og saa maatte vi stavre ned i Bælgmorke. - Det har ikke været Spor af rart Replikker.I.83. I genitivudtryk: Han bestiller da ikke Stunds Gavn LeckFischer.F.33. hidindtil har han jo ikke gjort Times Gavn MartinAHans.TS.15. der er ik/,e fugls fode på det. - Undertiden træffes brugen også i betingede sætninger: Dersom I har Gnist af Æres/ olclse i Livet, saa vær saa artige at flytte jeres Blade lidt til Side CEw.

Æ .I.37. 6°. Forskellige bifunktioner kan være tilknyttet den nøgne f. a) Ved kombination med et foregående substantiv eller i relation til et nævnt pronominalt ord eller til den talendes jeg kan det andet få funktion af substantiv med possessivt pronomen. Det g,:dder en del af de allerede nævnte eksempler: han tog hat og frakke på; et billede af Kaj Munk med hund. han efterlader sig Enke, en Datter af N.N. BerlTid. 14-/12 1924. direktor N.N. og sekretær. - dommer P.P. og frue - firmaet Soren Petersen & son. - paa Hustrus og egne Vegne K.Lars.GV.44 (ib.25 spøgende: det er mig som skal undskylde, paa Hunds og egne Vegne). nu sad jeg ganske alene, fjærnt fra Hustru og Barn Jorg.RM.17.

b) I nogle tidsangivelser er der demonstrativ bifunktion, svarende til subst. med demonstrativt pronomen: i dag, i nat, i år, dags dato. c) I sætninger med det er - kan et substantiv i nøgen f. få bibetydning af: (det) rette, passende eller gode: det er tid ( at stå op); det er (lige) vejr til at sejle i. Ofte med affektiv udtale af substantivet (eller evt. det indledende det): De gamle Stiftsdamer blev aldrig trætte af at køre. Det var Hofliv det! Bang.SE.45. Til Julen kom Otto Heinrich hjem. Det var Dage ib. Jeg maatte fole paa Stoffet og indramme at det var Sager! JespEw.K.17. d) Vistnok efter norsk sprogbrug kan man træffe nøgen f. af betegnelser for dyr brugt med kollektiv bifunktion: paa en Ekspedition efter Bjørn i Hojkavkasus 1899 HKaarsb.Vi.21. Samtidig begyndte der at vise sig Hvalros i de nærmeste Farvande AchtonFriis.Arktiske Jagter.36. Sæl maatte vi skyde EjnarMikkelsen.Fra Hundevagt til Hundeslæde.94. Næsten hver Dag saa vi Bjørn ib.171. e) Distributiv (fordelende) bifunktion forekommer i ganske enkelte præpositionsforbindelser: (en halv flaske rødvin) til mands; (to kroner) pr. meter, pr. kilo, pr. dag, pr. næse osv. - I flertal har vi kun en udetermineret form og da talbøjning normalt kun findes ved de samme ord der i singularis har ubest. art., kommer den udetenninerede pluralisform normalt til at danne paradigme med singularisform med ubest. art.: han har J.obt en bog for pengene : han har kobt boger for pengene. Den udeterminerede pluralisform er, som tidligere nævnt (side r52), i stand til at betegne både et vist, ikke nærmere præciseret antal, dels noget altomfattende, hele klassen, medens hest. f. i ikke-kontekst- og situationsbestemt anvendelse betegner klassen alene. Eksempler: han har købt boger : bøger er dyre nuomstunder - Jeg havde altid tænkt mig, at saadan noget foregik kun i Bøgerne SvLa.En Martyr.66. Fra bøgernes verden avisrubrik. At ]oder (jeg siger ikke ]oderne) havde tilsmudsket sig en Rolle i Tyskland under Opløsningen •• er tænkeligt KMunk.HJ.159. Forbindelsen med ubestemt artikel. 1°. Som nævnt har denne forbindelse sin hovedanvendelse ved substantiver der betegner noget afgrænset, en enhed. Det er forståeligt fordi den såkaldte ubestemte artikel kan siges at være en speciel anvendelse af eller en variant af talordet en, et. Der er i moderne dansk en 1 73

blid overgang fra den ene til den anden anvendelse. Fx. ved den fordelende (distributive) anvendelse: værelset koster 28 kr. for et dogn Han kan levere den (:l: cigaren) til fem og halvtreds, et tusinde KLars. GV.55. Og i nægtende, spørgende og betingende sætninger om nogen overhovedet: der var ikke en (eller: en) fejl i hele stilen. Skellet drages i almindelighed efter udtalen: en anvendelse med stærktryk (og for en' s vedkommende med lang vokal og stød) overfor en anvendelse med svagtryk. I første tilfælde kaldes ordet talord (numerale), i det andet ubestemt artikel. Indholdsmæssigt svarer hertil en stærkere, henholdsvis svagere vægt på det talma::ssige. Talordet fremhæver modsætningen til de følgende talord: æble (og ikke flere). Artiklen fremhæver modsætningen til et eksemplar osv. af noget andet som der kunne være tale om: et æble (og ikke en pære osv.). Denne modsætning ligger uden for det morfologiske detenninationssystem, hvor artikel eller talord qua ord ikke horer hjemme. Det er forbindelsen af ubest. art. og substantiv der i sin funktion kommer til at spille en rolle ved at træde i modsætning til detcnninationsfonnerne, på samme måde som fx. forbindelsen mere, mest + adjektiv optræder som konkurrent eller komplement til de ved bøjningsendelse dannede komparationsfonner. Det er nævnt at ubestemt artikel angiver at det substantivet betegner, ikke er bekendt eller nævnt for (hvorved en forbindelse med ubestemt artikel i sprogudøveisen bliver modsætningen til bestemt form) og at substantivets indholdsmæssige modsætningsforhold til andre substantiver er fremtrædende. I sidstnævnte henseende står nøgen f. og forbindelsen med ubest. subst. sammen overfor hest. f. I de onskcr sig en lejlighed og aviserne mangler stof er (selv uden emfatisk udtale) modsætningen mellem lejlighed og andre ønsker, henholdsvis mellem stof og andet manglende tydelig. I de fik lejligheden og aviserne måtte indskrænke stoffet mærkes (ved normal udtale) ingen sådan modsætning, idet bekendtheden med hvad det drejer sig om jo overflodiggor en fremhævelse af netop dette modsat andre eventualiteter. Skal modsætningen alligevel accentueres må det udtrykkes ved emfatisk udtale. Inden for det således afgrænsede funktionsområde for ubest. art. ( plus substantiv) kan findes flere variationer. a) Der kan tænkes på et vist eksemplar som er kendt af den talende men ikke kendt eller omtalt for den tiltalte: Jeg kobte mig cti hund. b) Der kan tænkes på et eksemplar som hverken den

et

talende eller den tiltalte kender (»en eller anden«}: en hund må have været inde og rode i bedet. Og endelig kan der c) tænktes abstrakt på et typeeksemplar af det substantivet angiver: en hund er et vagtsomt dyr. I denne anvendelse er der konkurrence med best. f. (se side 179) og med udetermineret pluralisform: en have skal passes : haver skal passes. 2 ° . Ved betegnelser for noget uafgrænset bruges ubest. art. ikke. Sker der en afgrænsning i en eller anden retning til noget der er en enhed (og tælleligt), træder ubest. art. i funktion. Denne afgrænsning kan ske m.h.t. rum, tid, omfang eller m.h.t. art, sort. Den ubest. art. får til opgave at markere disse ændringer i ordets indhold. Eksempel: Vand stoffet i almindelighed. Et vand betegner a) vandmasse, fx. om farvand b) arten, slagsen: et vand som er meget mineralholdigt. Sten = mineralet i al almindelighed. En sten = a) stykke af mineralet, en ædelsten osv., eller hvad der ligner et sådant stykke b) = stenart. granit er en sten der er meget hårdfør. Papir stoffet. Et papir = a) stykke papir, aktie m.m. b ) arten: et papir der er meget stærkt. Skonhed egenskaben i almindelighed. En skonhed = a ) hvad der er skønt, fx. en skon kvinde b) arten: landskabet er af en skønhed uden lige. Dygtighed = egenskaben. En dygtighed = a) dygtig person b) = arten: han har vist en dygtighed der er næsten uden sidestykke. Logik videnskaben i almindelighed. En logik = a) art, retning indenfor denne videnskab b } lærebog i logik. Andre eksempler: grod : en grod = a) portion b) art (en grod lavet af byggryn - jord : en jord a) stykke b} art - kul : et kul = a} stykke (så sort som et kul) b ) sorten - talent (have talent) : et talent = a ) talentfuld person b} om arten. Det er ikke altid at begge muligheder er alment udnyttet: logn : e1L logn ( noget usandt); gigt : en gigt ( art gigt); metal : et metal (om sorten ) ; muld : en muld ( om sorten) . Om udnyttelsen af formen en ved ord af intetkøn ( en ol, en vand = en flaske ol, vand; en oksebryst en portion oksebryst) se side 48, 6!2. 3°. Kvalitativ bibetydning findes hvor en nærmere gradsangivende bestemmelse kan tænkes underforstået (jf. fx. det var en Rigdom og Glans uden Lige Buchh.UH.68): der var en stank derinde ( .• så det var en gru o.l. ) ; det var en frokost (.. af den rette slags o.l.); det kan man kalde en overraskelse - der var en Gratuleren til langt op ad Dagen

=

=

=

=

=

=

=

HCAnd.I.84. Paa alle Skibe tog man Seilene ind, der var en Angst og Gru ib.91 (jf. Anker Jensen.HCAndersens Sprog.74.177). Det var altid Bai, og saa blev der en Latter Bang.SE.188. Det kan nok være, der blev en Forskrækkelse! CEw.Æ.III.60. Han var altid den forste til at yppe Strid. Og saa sad der en Kæft paa ham Madelung.EH.12. Omkring dem var et Levned. Heste blev travede, og Prangere i hvide Kitler besigtigede kyndigt de store, blanktstriglede Dyr (osv.) Kirk.D.83. Kysterne befolkes; Landet befares. Der er en Trafik ud og ind MLorentzen.G.22. Hertil harer vel oprindelig de faste udtryk: i en fart, i en hast, i en hurtighed, på en studs o.l. 4 °. I en del faste forbindelser der er overtaget fra tysk svarer en til tysk 'en forkortet form af den, best. art. i maskulinum akkusativ; således i komme for en dag ( komme for dagen), være om en hals, i en ruf, over en bank. For almindelig sprogbevidsthed har vi natUTligvis her ubest. art. At m.istydningen har kunnet ske skyldes at funktionen af en vis form af et substantiv der indgår i en fraseologisk forbindelse ikke altid kommer til den talendes bevidsthed. 5 °. I udtryk som en 4-5 uger; en 10-l!l stykker; for en :25 år siden viser forbindelsen med flertalsordet at vi her ikke har med den ubestemte artikel at gøre. Ordet en må, set fra et moderne standpunkt, bestemmes som et ubøjeligt pronominalt ord der indvarsler en tilnærmelsesvis talangivelse. Eksempler: Ejnar var en halvanden Aars Tid KLars.AH. 170. Ordet står på linje med både der bebuder at der følger en angivelse af to (nu også undertiden: flere end to) ting osv. der i en eller anden henseende danner et fællesskab, og enten der angiver at der må vælges mellem de følgende to ( nu også: flere) muligheder, og hverken der angiver at ingen af de følgende to (eller flere) ting osv. kan komme i betragtning. Jf. I. 175. 6°. I faste forbindelser af talordet en og nægtelsen ikke er den oprindelige talordsbetydning og tilsvarende udtale gået tabt: Dagene, som kom, bragte ikke en Solstraale! HCAnd.IV.251. (bogfinken): >}eg forstaar ikke et Kvidder af det«. CEw.Æ.III.40. Jeg forstår ikke en Kæft TomKrisLLA.166. ikke en Sjæl viste sig ViggoFMøller.B.73. Han lavede .. ikke et klap hjemme Rifbjerg.KU.61. pappa har aldrig gjort et hak ved det CBang.K.59. >Hvad fanden er det du har i hånden?« spurgte jeg - »I hånden? •. ikke en skid.« FBerliner.E.110. - ikke en vind rorte sig. - jeg havde ikke en ore på lommen. - ikke et muk, suk,

=

ikke en dojt, snus osv. Om brugen som substantivadverbial se under Adverbierne. Betydningen er: ikke så meget som en > ikke det mindste, aldeles ingen ( intet, ikke). II. Determineret form (bestemt form). 1. Den bekendthed der grammatisk udtrykkes, har sit grundlag i talesituationen, enten således at talens sted, milieu, emne har tilvejebragt en fælles fortrolighed for den talende og den tiltalte m.h.t. hvilket eksemplar, tilfælde osv. talen drejer sig om, eller, når fortroligheden er ensidig, ved at den talende gennem sin fremstillings form gør den tosidig. Bekendthed som morfologisk indholdsbegreb vil altså sige: det at den tiltalte eller læseren ved hvilket eksemplar, tilfælde osv. af alle mulige der dækkes af substantivets tegnfunktion, han skal tænke på. 2 °. Den ydre talesituation skaber det tilstrækkelige grundlag for brugen af bestemt form til at udpege hvilket eksemplar, tilfælde den talende har i tankerne. I klasseværelse A er tavlen brugt der det derværende eksemplar af en tavle, i klasseværelse B er tavlen brugt der dette værelses eksemplar osv. Byen er for københavnere København, for århusianere Århus osv. Landet, kongen, regeringen betegner for alle danske de samme eksemplarer af land, konge og regering. For kristne er skriften og troen et bestemt skrift og en bestemt tro. For nutidens mennesker er krigen (i udtryk som for, efter krigen) den sidste verdenskrig, i 192oeme og 193oeme betød krigen i de samme forbindelser den første verdenskrig. Og går vi til den situation der er fælles for alle til alle tider får vi brug for bekendthedsformer som solen, månen, jorden, himlen, livet, doden, lykken, skæbnen, vejret. Dette fører lige over til den under 3 ° nævnte gruppe. Ved personbetegnelser o. I. bruges hest. f. i overensstemmelse med hvad vi har set til at udpege den person af slagsen som hører til i det lokale milieu: kongen, borgmesteren; skomageren, skrædderen osv. er den stedlige skomager og skrædder eller den som den talende bruger ( i sidste tilfælde kan et possessivt forhold postuleres, se side 18 1 ) • I fortrolig omtale, isa:r i klikesprog, forkortes sammensatte betegnelser af denne art: gnisten (en grydekogt, fuldfed mor af den blodtryksforh11jede type< og der fortsættes: ,Hvor mange gange har mor sagt du skal komme, n4r mor kalder}< gnaldrede blodtrykket kolerisk.

Eksemplaret, tilfældet kan skifte med talemilieuet som vi så ved eksemplerne med tavlen og byen ovenfor. Ligeledes Gaden hed slet og ret Gaden, for der var kun den samme Svedstrup.EG.I.6. Dette gælder også andet end det lokale. Når en socialdemokrat og en venstremand taler om partiet mener de ikke det samme parti. Når jurister debatterer studiet er det andre fag det drejer sig om end når en teolog forkynder at han er g!et i gang med studiet. I faste forbindelser bruges best. f. til at angive - eller med tanke på - det eksemplar der hører hjemme i den talesituation hvor udtrykket bruges: tage i skoven; rejse med toget; gå i teatret; det står i avisen; han har penge i banken. - Jeg rejser mig ved Stegen og siger et Par Ord KLars.Ci.152. For folk i Kbh.s forstæder og villabyer betyder udtryk som jeg skal til byen jeg skal til Kbh., men jeg skal (lidt) i byen at jeg skal på indkob hos de stedlige handlende. - I enkelte til!a:lde er hest. f. ved at blive udbyttet med nøgen f.: jeg har aldrig set (kendt) magen eller mage (til det).

Den nøgne f. kan også bruges i tilsvarende anvendelse i faste udtryk men desuden kan disse bruges til at betegne behandlingen i al almindelighed: rejse med tog; gå i kirke; gå i skole; han skal i skole kl. 8. 3 °. Et fortrolighedsgrundlag af ikke stedsbestemt karakter foreligger i den almenviden der findes hos medlemmerne af sprogsamfundet. Det g.clder især de rubriceringer og andre faste størrelser som samfundet opererer med i sit praktiske liv som i tankeverdenen, og som danner faste mods~tninger indenfor et begrebssystem. Eksempler: politiet, postvæsenet, jernbaneetaten; billedhuggerkunsten, malerkunsten; oldtiden, middelalderen; juraen, filologien; sværd-

siden, spindesiden; sjælen, legemet, tanken, hukommelsen; synet, hørelsen, lugten, smagen, følelsen; offeruiven, deferuiven; synden, nåden, frelsen, fortabelsen; skæbnen, lykken; de lærer ikke blot for skolen men for livet. Nogle ord af denne art bruges kun i hest. f.: gå embedsvejen; i forvejen; tyverne, trediverne osv. For godt 60 Aar siden i Midten af Halvfjerdserne (o: 187o'erne} Pontoppidan.AG.5. Halvfemserne (;): 189o'erne} JacPaludan.MM.5. En del af betegneuerne for abstrakter kan va:re tilknyttet tanken om personificeringer, i hvilket tilfælde hest. f. er nødvendig: retfærdigheden med bind for øjnene. - Han er en af vore flinkeste Maskinbyggere og Snarraadigheden sølv PHans. KK.165.

Best. f. kan her få til opgave at betegne institution, disciplin o. 1., hvorved ordets indhold fon;kydes: kirken, skolen; musikken har dårlige kår; fra bogens verden; tipsmidler ydes til sporten. Især i klikesprog bruges betegnelser for institutioner o.l. i forkortede former (ved oprindelige sammensætninger således at man nojes med førsteleddet og bruger dette ords bestemthcdsform): blive taget af sædelighødøn ( = sædelighedspolitiet), kommø gennem tolden; jernet, øllet = jern-, olindustrien: Øllet (::>: Carlsbergbryggerierne) forcerøde ham (::>: Høffding) et Vatikan KMunk.HJ.70. la' os gaa hen paa Industrien (a: Industrihotellet) Soya.HF.19. inde i Privaten (::>: privatlejligheden) sa.FD.116. Se videre BUS.41.

De hidtil behandlede former for bestemthed kaldes almindeligvis deiktisk bestemthed. I forlængelse heraf ligger brugen af bestemt fonn til at betegne en art i modsætning til andre arter ved at sammenfatte alle eksemplarer af arten under et som en type. Derved bliver talforestillingcn kompliceret (hvad der ofte viser sig i den sproglige sammenhæng (se eksempler nedenfor) ) : en entalsforestilling ved modsætningen til andre arter og en flertalsforestilling ved tanken på alle de eksisterende eksemplarer af arten. Menneskets og dyrets biologi; Om Ulven i Norge anforer Collett .. at den var talrig i Finmarken Danmarks Pattedyr.67. Vildsvinet udryddedes omkring 1800 som vildtlevende dyr i Danmark VLDyr.l.108. Odderen er fantastisk smidig ib.94- For en snes år siden tog ilderen stærkt til herhjemme ih.go. Fiskehejren er vidt udbredt1 idet den findes næsten overalt i den gamle verden ib.109. - nu har dampskibet fortrængt sejlskibet - fodgængeren er ilde stedt i den moderne storbytrafik - egen lever meget længere end bogen - for Resten 12•

179

er det jo kolossalt saa Whiskyen arbejder sig frem! Ovre i Svcrrig slaar den Punchen KLars.GV.56. Det kollektive moment kan blive det overvejende: Torsken faldt smaat ud for os (:i: fiskerne) Drachm.VT.199. Cananiten var da i Landet ( 1931: Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet) 1Mos.12.6. (1871). fjenden blev drevet på flugt. Man kan også have i tankerne de aktuelle eksemplarer af en art og sammenfatte dem under hest. f. ental: Veien ned til Soen var heclt dækket af Elmens og Ahornens citrongule Blade JPJac.111.t 27. Dunhammeren står tæt i vandhullerne AalbækJ.P.251. blandt Asters og Georginer stod Floksen troskyldig som unge Landsbypiger i tavlede Bomuldskjoler Aase Hans.LS.5. Ved betegnelser for stoffer kan tanken på massen træde i stedet for flertalsforestillingen: en intensiv Udnyttelse af Tørven Aakjær.Ulvens Søn.61. Som Folge af sin porøse Beskaffenhed .• er Koksen et udmærket Brændsel Opfindelsernes Bog!l.III.492. 4°. Endelig kan den talende skabe fortrolighedsgrundlaget. Den sproglige formning kan i konteksten give grundlag for en fortrolighed med det eksemplar osv. der tænkes på, så at hest. f. kan anvendes. Det kan ske successive via anvendelse af nøgen f. eller forbindelse med ubest. art., hvad der går under betegnelsen anaforisk determination: han har skrevet en bog om sine rejseoplevelser. Bogen udkommer til efteråret. Ofte genoptages et mere specielt ord eller udtryk med et mere generelt i hest f.: N.N. var her igår, jeg fik dog ikke talt meget med manden. - det var f orste gang han var i Kbh. og han fik et godt indtryk af byen. - han hævdede at han var blevet snydt og forsøgte at interessere mig for sagen. I sådanne tilfælde bliver formerne konkurrenter til genoptagende pronominer. Eller det kan ske samtidig idet ordet forsynes med en sproglig bestemmelse hvorved den tiltaltes opmærksomhed rettes mod det bestemte eksemplar den talende har i tankerne (såkaldt determinativ bestemthed): manden i huset; manden jeg modte,· derhjemme på gården; familien Hansen. 5 °. En del bifunktioner lader sig konstatere ( eller postulere), a) En mere demonstrativ funktion end den hest. f. normalt har, forekommer i særlige udtryk: for tiden, i øjeblikket, på minutten; en af dagene. b) En angivelse af noget som det rette eller passende indgår som 180

element i anvendelsen af hest. f. i udtryk som: han bliver nok garder, han har hojden; jeg modte for tiden. c ) En bibetydning af at noget er det angivne i typisk udformning, i særlig grad, par excellence, kan udtrykkes ved best. f., især når morfemet fremhæves i udtalen: Udfoldelsen af så mange kræfter forudsætter, at en flytning (af flyvepladsen) til Saltholm virkeligt og på meget langt sigt indeholder ikke en losning af problemer, men ganske simpelt losningen BerWt. 22/6.196r. Et konkret substantiv kan blive symbol for de dertil hørende typiske egenskaber: Paa Ellestuen findes fine, gode Mennesker. De har Barnet i deres klare, danske Øjne Drachm.Hl.64. d) Ved tilknytning til et andet, normalt foregående substantivisk ord kan forholdet blive possessivt: Kan Du see det store Træ? Der skal Du krybe op i Toppen HCAnd.I.23. en høj, mager, statelig udseende Herre •. med en Silkehat i Haanden og et bredt Ordensbaand i Knaphullet Pont.Muld.79. Solen skar mig i Øjnene Esm.GG.22. Hold paa Hold af Kontubernaler er lagte i Kisten og baarne bort Nans.GF.61. Med Kortet i Haanden finder vi Navne paa enkelte af dem (:>: kirkerne) Jørg.RM.II. Skal vi ikke • • tage et Aarstid til Afrika og skyde Krokodiller og tage Skindet med hjem? JacPaludan.UR.228. man betvinger sig af Hensyn til Konen KLars.GV.129. man .. har lobende Kredit hos Skrædderen ib.131. Naar nu man ser hende paa Gaden, saa ligner hun saadan en hel lndianerhovding i Hatten CGandrup. KU.25. (børnene får) lidt Jern, da de var lidt tynde i Blodet, da de blev fodt Pol. 5/12.1937. Din Mor er meget snæver i Halsen Soya.F.13. N.N. er på kontoret; han gav hende hånden; han tog bøgerne under armen; jeg har ondt i ryggen; munden står aldrig stille på ham; skibet blev slemt ramponeret i stævnen. Ved imperativ (hvor den tiltalte implicite er den besiddende): fingrene af fadet! snyd næsen! Nogle ord der kun bruges i denne anvendelse har kun hest. f.: (han bruger) kejten; (han gav ham en på) tæven, tosken. Talkongruens er ikke påkrævet og inkongruens ofte normen: Det var et støjende Folkefærd, Hatten havde de i Nakken og Cigar i den venstre Mundvig AndNx. DM.IIl.93. Se side 158. e ) Det er tidligere nævnt at hest. f. i nogle tilfælde kan betegne alle enkelttilfælde. Dette sker ved angivelse af art ( se side 1 79) og ved rubrikord (se side 178). Talforestillingen er her glidende som 181

ved: hvert hus overfor alle huse. Eksempler: i sommerferien (eller: sommerferierne) rejser de altid til udlandet; om morgenen er han gnaven; om søndagen går de lange ture. Dette fører over til den distributive anvendelse. 6°. I et par tilfælde træffes best. f. hvor vi efter funktionen skulle vente forbindelse med ubest. art. a) Med distributiv betydning bruges hest. f. i udtryk som 3 kroner pundet eller for pundet; tre kroner timen; godning leveres, 30 kr. læsset; 48 timer om ugen; en ad gangen - Fem Mark Alenen Pont.Sk.230. Et Gennemsnitsmenneske af dem, der sad paa ethvert Kontor og gik tretten paa Dusinet af KLars.UR.217. ,Hvor meget tager De Timen?« . . >Skal vi sige - to Kroner Timen?« Kidde.DA.77. De forlangte to Øre mere Timen ChrEngelst.B.60. Tildels konkurrerer best. f. med forbindelser med ubest. art. og nøgen f. : avisen koster 30 kr. kvartalet eller for et kvartal eller pr. kvartal. Se ovf. side 173. b) Stilistisk kan best. f. anvendes om noget for læseren ubekendt idet forfatteren lader som det angivne er bekendt for læseren som det er for ham selv. Denne fremgangsmåde, at hensætte læseren in medias res og først efterhånden i fremstillingens forløb skabe den bekendthedssfære som ellers er nødvendig, er meget anvendt i nyere litteratur. Bang begynder ,Ved Vejen« således: Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget. I Bjarnhofs Stjernerne blegner lyder begyndelsen Henne ved hjørnet stod allerede den første af kastanjerne og vinkede med en grøn bladhånd og Finn Gerdes. Det gule Hus begynder: Vejen krummede sig op over bakken som en kvindearm om en mands nakke. Noget lignende er anvendelsen af hest. f. i titler og ovcrskrifter der først får bekendtbedsgrundlag efter læsningen af stykket: Fyrtøjet (HCAndcrsen), Skovene (JVJensen), Sejren (Kaj Munk), Agerhønen ( Martin A.Hansen) osv.

III. Ikke-anvendelse af bestemt form. A. Den funktion bestemt fonn røgter kan overtages af andre sproglige størrelser. Vi har set at best. f. har konkurrenter i de demonstrative

ord : manden overfor den mand, denne mand. Også en række andre adjektiviske ord rummer en udpegning af sanune art som den der findes ved bestemthedssystemet: min mand, ovennævnte mand, fruens mand. 182

Specielt mærkes brugen af den ( ne) med halvst.crkt tryk til angivelse af vel(be)kendthed (ofte forbundet med affektiv udtale): Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida Yngst - Ja - de Breve, sagde Froken Jensen Bang.SE.171. Det har han rigtig godt af, Beck! Den storkroede kalkun! Soya.TK.rn8. Se herom side 371. Attributivforbindelsen bruger normalt det oprindelig demonstrative den (det, de), og substantivet er så ikke bestemthedsbøjet: den fremmede mand; det kongelige Teater. Undtagelserne fra denne norm er følgende: 1 ° visse attributive ord tåler intet bestemmerord foran sig. Skal forbindelsen derfor markeres m.h.t. bestemthed må det ske ved at substantivet bøjes. Det g.clder ordene al, begge, selv: al maden, begge brødrene, selve sagen. Ordet hel kan som delvist synonym til al gå ind i samme konstruktion: hele byen v. s. af den hele by. 2° De øvrige tilfælde er alle varianter til normalkonstruktionerne: ordenstal i forbindelse med ord som del, part, dag (forbindelserne opfattes nu som sammensætninger: fjerdedelen, femteparten, på trediedagen v. s. af den fjerde del; efter dette mønster er dannet n'te roden) og største + del, part (i ortografien indtil 1915 opfattet som to ord: største delen, største parten, nu som sammensætning: størstedelen, største parten). Se nærmere BUS. 1o6ff. Udenfor disse tilfa:lde forekommer gruppedetennination undertiden ved faste attributivforbindelser der har eller nærmer sig propricrs betydning: Fandens Ma:lkebøtterne JVJens.Intr.a11. Han huskede endnu hendes Forela:sning om Fandens Ma:lkebøtten KnudPoub.U.35. jeg plantede et Barn af Echinocactus williamsii'en Soya.SVS.42. Sådan er det altid ued Gamle Elev/esterne Panduro. R.170.

B. Ved de substantiver der er pronominale findes ingen bekendthedsbøjning fordi ordene i sig selv er deiktisk eller anaforisk bestemte. Det er jo også ord af denne gruppe der bruges som artikler. I en del tilfælde anvendes best. f. ved almindelige substantiver ikke når man kunne have ventet det. Grunden er at søge dels i det formelle dels i det indholdsmæssige ved de pågældende substantiver. a. Ord der egentlig ikke er substantiver. Substantivet ildlos viser som følge af at det ikke er en sammensætning men en sammenrykning modvilje mod at gå ind under substantivernes systemer. Best. f. kan

dog forekomme: vore Kloder brændet og Rogen blinder vore Øjne nu maa vi vel tro paa lldlosen EBrand.Udenf.L.107. ildloscn forårsagede mere fryd e11d forfærdelse Else Gress. Overs. af Durrell: BaJthasar.186. Se også DO. - Substantiverede adjektiver har oftest aversion mod bøjning i best. f.: fx. bruges et hele, et indre ikke i best. f., Ydret er ret sjældent (fx. den venlige Dame med Kalkunydret Hoffmeyer.RD. r ro. Se også DO. under Ydre). Se nærmere nedenfor side +26. I det hele gælder det at ubest. artikel er almindelig ved alle som substantiv anvendte størrelser: et »og«. - Hvad er det for en maskine? .. En velocipedautogyroskop. - En hvad? Besekow.l.83. Kun ved bogstavnavne er også bcst. f. gængs: han udtalte g'et (a: i »spørgsmål«) Bang.DuF-439. b. Af ydre mager ( udtalevanskelighed, vellydshensyn) er der modvilje mod at tilføje -en til ord der i foivejen ender på tryksvagt -(e)n. Alen: »Det er nogle tynde Been I har!« sagde Kalkunen. »Hvad koster Alen?« HCAnd.l.c71. (sjældent »korrekt«: Fem Mark Alenen Pont. Sk.230); fanden, gammen, hyben, verden (men best. f. alm. ved sammensætninger: dyre-, planteverdenen osv.; jf. side 178), eksamen, prædiken (eksamen er nu overstået - Udarbejdelsen af Prædiken Troels Lund.VI.5 7) og alle verbalsubstantiverne på -en ( banden, brummen, brovten, fnisen osv.) bruges ikke gerne i hest. f. (sjældent sengenes slonnen og snorkenen VibekeWillumsen. Overs. af Nossachs Umulig bevisforelse.49), medens der ingen uvilje er mod brug af morfemet -et (bækkenet, egernet, asenet osv.) undtagen når der (i nøgen f.) er to udlydende svagtryksstavelser (ikke gerne tusindet). En tilsvarende modvilje mod morfemet -et kunne tænkes ved ord på -ed, -et, men det er kurant at sige lærredet, markedet; dog er det almindeligt i sådanne tilfælde at bruge varianten [t] i morfemet så vi ikke får to enslydende stavelser (jf. AaHans.Udt.62). Ellers har vi kun nogle fremmedord med (forholdsvis} tryksvag stavelse der udlyder på -t, fx. et facit, et deficit. Her er der stærk modvilje mod brugen af artiklen, men det kan skyldes ordenes frenunede struktur. Nogle ord på to tryksvage stavelser (jf. ovf.} viser også utilbøjelighcd til at tage morfemet: ikke gerne hundredet (men gerne sammensætningen århundredet}. I plur. er der aversion mod morfemet -ene (men ikke mod -erne} i nogle flerstavelsesord, især på -rs, -rn: agern-ene, egern-ene, soskend-

ene, a.Jters-ene falder ikke mundret. Her høres og ses derfor ikke sjældent former på -eme, fx.: ringduer og egern .. egernerne BerlAft. 27/io 1965. mine Agern .. Agcrnerne CEw.Æ.X.58. Det var fortræffelige Østers . . Østerserne KLars.Ci.46. sa. form: Esm.GG.33. - JPJac. har 111.124: de hvide Konvolvolus , , • Konvolvolusserne. Fremmedord med s-plur. kan dels få tilføjet -cme: bu11kers-erne for det regelrette bunkers-ene, dels droppe s'et og tilføje -ene eller -crne: Checkene er almindelig for cfiecksene, sketcheiie for skctchesene ( der aldrig er truffet}. Cocktailerne er fundet brugt (MTejn. Overs. af Lawrence: Lady Chatterleys Elsker. ( 1961) .287) for cocktailsene. Når det drejer sig om latinske ord er der, især i dannede kredse, modvilje mod at tilføje bestemthedsmorfemet: basis, ækvator, tesis, praksis, kursus, luksus (sjældent: Luxusen af en Kop Kaffe til en Cigar Gjel.GL.228), plus, minus, radius, genius, artium, publikum, fluidum, atrium, unikum, maksimum, centrum. I en del af tilfældene er der skabt nye bestemthedsformer ved bortkastelse af den latinske endelse, se side 161. Latin havde som bekendt ingen bestemt artikel; det er vel det der har gjort latinkyndige tilbageholdende m. h. L anvendelsen af dansk morfem. c) Når et almindeligt substantiv bruges således at det altid under bestemte forhold udpeger et bestemt eksemplar osv., fordi der kun forefindes eller kun kan være tale om dette ene, er anvendelsen af best. f., der normalt har sin funktion her, teoretisk overflødig ligesom ved de følgende grupper, og i en række spredte tilfælde er nogen f. blevet norm. Eksempler: Gud, himmerige, helvede, fanden, verden (jf. ovf. ), dommedag (men: Herren, himlen og jorden, skærsilden, djævelen, dommen), nemesis (men: skæbnen). Indenfor mindre kredse bruges nøgen f. med bestemthedsbetydning af personbetegnelser som: husbond, mester, far, mor, onkel, tante, bedstefar, rektor, præses, justitiarius, fysikus osv. (men: direktoren, professoren, chefen, overlæreren, forvalteren osv.) der som baggrund har dels brugen i tiltale dels den ovenfor nævnte aversion mod bøjning af fremmedord. Sml.: jeg talte med inspektor men: jeg talte med inspektøren; aktor og defensor men forsvareren; notarius publicus men ombudsmanden. d) Til fællesnormen hører brugen af nøgen f. ved tiltaleord hvor situationen overflødiggør nærmere udpegning af individet: goddag gartner! - er du rigtig klog, mand! - »tjener! en hof!« - »javel lir.!«

Hjemmets tiltaleord kan foruden i omtalesa:tninger: mor er ikke hjemme! (se BUS.82) bruges i stedet for første persons pronomen: nu skal du være Fars (:>: mit) lille Drømmespil CGandrup.KU.46. (moderen:) Hvor mange gange har mor sagt du skal komme, når mor kalder? Gjedde.B.67.

+

Et appellativ kan bruges som tilnavn i nøgen f. ad modum fornavn efternavn: Erik Barn, Harald Blåtand. - Niels Spegesild Gjel.GL.42. - Jens Røgter, Lars Kusk, Maren Udepige, Hanne Stuepige Bang.HH.2.59.62. Palle Gloøje og Jep Langore SMich.BR.57. Mikkel-Salmebog Wied.TS.46. Mads Røver, Christoffer Bra:kjern ORung.SS.18.22. Niels Massemorder 1a.E.107.

Anvendelsen af tiltaleord i denne form forudsætter som regel en fortrolig eller gemytlig atmosfære, medens høflighed og ærbødighed ifølge konveniensen kræver titler o. 1. brugt i hest. f. som sætningsled: vil direktøren venligst se herind! osv. Den hyppige gentagen af samme form, især indenfor samme sætning, undgås dog af vellydshensyn og for at undgå komisk virkning. En i sin tid kendt overlæge ved Kommunehospitalet skal ifølge en lokal tradition have tiltalt en indlagt minister således: må jeg bede ministeren åbne ministerens mund så jeg kan se ministeren i ministerens hals. Hr. og fru bruges også (i til- og omtale) i forbindelse med hest. f. Hr. Grosseren Soya.GAM.16. Fru Departementschefen ib.122. Fru Fyrmesteren KAbell.BP.22. En titel (stillingsbetegnelse) foran navn bruges ligeledes i nøgen f.: dronning I., minister S., arbejdsmand N.N. Best. f., som udtryk for determinativ bestemthed, bruges ved andre personbetegnelser end de egentlige titler: kritikeren N.N. (men: redaktør, journalist N.N.), forfatteren S, S. (men: hr. forfatter S. S.), juristen Goos; profeten Esajas der viser samme ledtype som englen Gabriel, fuglen Foniks, floden Rhone og adjektivet »rar«. Undertiden udnyttes brugen af form med og uden morfem ved samme ord til at skelne mellem ordet brugt som standsbetegnelse og som karakteristik af anden art: maler N.N. er håndværker, maleren N.N. er kunstner. Skal sidstnævnte have en standsbetegnelse bliver det kunstmaler N.N. Ved almindelige personbetegnelser er brugen spøgende eller jargonagtlg: nu kalder Ven Ussings gode Ord paa mig Bang.DuF.489 (se også DO. sp.1058). (om maskerede personer:) Sørøver Blase og Geisha Lykkemeyer Soya.SUS.35.

186

I alle disse tilfælde har vi en forbindelse med hovedtryk på sidste led (enhedstryk). Hvor forbindelsen mellem de to led er løsere og andet led tydeligt er en apposition til det første (hvad der kan få lydligt udtryk ved lille pause og evt. toneændring) er hest. f. eneste mulighed: redaktaren, N.N., var meget venlig. En del betegnelser for familieskab bruges også i nøgen f. foran navne: fætter Arnold, kusine Alma, faster Trine, moster Marie , morbror Jacob, søster Bente, bror Arne. En lille gruppe ord har en sa:rlig (kortere) fonn til brug foran navne: hr. N ., fru P., fyrst Bismarck, kong Kristian. Også greve har en kortform grev (grev Gert) der dog nu i officielt sprog er erstattet med tostavelsesform (Greve Wedell osv. Således i Hof- og Statskalenderen) . Her er altså tale om stillingsvarianter. e. Betegnelser for rubrikker, afdelinger, enheder inden for et system eller en samling får to modsætningsforhold. Dels står de i modsætning til hinanden og i denne anvendelse er bestemt form overflødig og bruges ikke: forår, sommer, efterår, vinter, påske, pinse, jul; januar, februar, marts osv.; søndag, mandag osv.; tommeltot, slikkepot osv.; eg og bog, syren, guldregn osv. Dels står de i modsætning til sig selv, nemlig ved udpegning af en forekomst i modsætning til andre. Her er besl f. nødvendig og den bruges eller erstattes af demonstrativ o. l.: foråret 1913; vi sender vore gode ønsker for julen (:i: julen i år) og det nye år; sandagen gik med havearbejde ; syrenen vi plantede i foråret, er gået ud. - Den juni jeg tænker på; - hvordan går det med den tommeltot du forvekslede med sommet? Tendensen til brug af nogen f. for best. f. ved rubrikbetegnelser o. I. er stærkest ved fremmedord med fremmed endelse (jf. ovf.) men kan smitte af på tilsvarende danske betegnelser, fx. præsens, futurum, imperfektum, singularis, pluralis, infinitiv, neutrum osv., nutid, fremtid, datid, ental, flertal osv., navnemåde, intetkøn. f. Grupperne b, c, d danner funktionsma:ssigt overgang til gruppen proprier. Grupperne bestod af appellativer (dvs. ord der med uforandret tegnindhold kan bruges om et teoretisk betragtet uendeligt antal enkelttilfa:lde) som i en vis kreds eller i kraft af deres specielle anvendelse indenfor et skema fik samme funktion af entydig udpegning af enkelteksemplar o. 1. som proprierne, der kun har denne sidste funk-

tion. Da et almindeligt appellativ bruger best. f. til at røgte denne funktion vil vi i navngivningen finde egentlige proprier ( der aldrig har udviklet bestemthedsbøjning fordi der ikke var brug for den) side om side med best. f. af appellativer. Svarende til det under gruppe e nævnte modsætningsforhold til sig selv i udtryks- og indholdsmæssig henseende, forekommer ved proprierne et modsætningsforhold til sig selv hvor der forekommer flere bærere af samme navn. Her må så anvendes demonstrativer: den Peter jeg mener - det er ikke den (eller det) Nykobing jeg tænker på. Ved gruppen proprier skulle bekendthedsbøjning være overflødig i kraft af ordenes tegnfunktion. Da grænsen mellem hvad alle er enige om at kalde proprier, fx. Erik, Ribe, og en del af de rubrikord o.l. som vi allerede har betragtet, er flydende og forskellige afgrænsninger af gruppen proprier er forsøgt, vil vi udskille de herhenhørende ord og behandle de forskellige særforhold der knytter sig til dem, under et. IV. Proprier (egennavne). Efter indholdsmæssige (semantiske) kriterier kan substantiverne deles i forskellige grupper. En af disse udgøres af navne på særskilte personer, steder, varer osv. Afgrænsningen af denne gruppe har altid voldt store vanskeligheder fordi de substantiver der horer til gruppen morfologisk opfører sig forskelligt. Begrebet »navn« kan betragtes og defineres udfra forskellige synspunkter. Mest praktisk er det at gå ud fra navnets anvendelse og ikke hverken dets indhold (betydning) eller form. Et navns særfunktion er den at udpege et bestemt eksemplar, individ osv., medens et substantiv der ikke er navn angiver noget der dækker et (som regel uendeligt) antal af eksemplarer, individer. En bestemt by i Danmark kan udpeges ved at man anvender ordet hovedstaden eller ordet Kobenhavn, en bestemt person ved at man anvender ordet borgmesteren eller ordet Fenneberg. En familiefader hedder i hjemmet far, udenfor P.A. Hansen. Eksemplerne skal vise at et enkelt eksemplar osv. kan udpeges på to forskellige måder: ved ord der i sig selv og altid har denne funktion, og ved ord der ikke i sig selv har denne funktion men i særlige bøjningsformer kan rogte nævnte funktion. Ord som Kobenhavn, Fenneberg og Hansen kan derfor opstilles som en særlig gruppe navne og kaldes proprier, medens hovedstad, borgmester, fader er almindelige substantiver (appellativer) der ved hjælp af morfologiske midler sættes

188

i stand til i en bestemt sprogkreds at tjene samme formål som proprierne. Et ægte proprium må derfor defineres som et substantiv der altid og uden forandring af sin form bruges til at udpege et bestemt eksemplar, individ osv. Grafisk kan anvendelsen af ordet og den udpegede genstand (substans-tilordningen) fremstillet således: Alm. substantiv (appellativ), fx. by: ordet ( i sproget) tilknytning til: et uendeligt antal eksemplarer ( i omverdenen) Proprium, fx. Kobenhavn:

I

ordet ( i sproget) tilknytning til: et eksemplar ( i omverdenen)

Nu kan det ske at navne (proprier} bruges om forskellige eksemplarer: der er tre byer i Danmark der hedder Nykøbing, mange landsbyer der hedder Lyngby, og et utal af mennesker der hedder Peter eller Hansen. Vi kan sige at det i praksis er uheldigt, men det berører ikke definitionen af propriet. For Nykøbings vedkommende bliver billedet: Nykøbing (S.)

I

Nykøbing (M.)

I

Nykøbing (F.)

I

og en grafisk fremstilling af Peter's anvendelse ville vise et uendeligt antal af samme figurer. For en families og andre til kredsen horendes brug af Peter om et af familiemedlemmerne er det helt uden betydning at der er andre mennesker der bærer dette navn. For en lingvistisk betragtning er ordet Peter det samme overalt hvor det bruges, i sin aktuelle funktion er det lige så mange navne som der er bærere. I almindelighed kan det siges at appellativerne har et altid nærværende betydningsindhold, dvs. at de er som indholdsrammer der kan 189

lægges ned over påtrufne genstande der så, når de passer i rammen, kan betegnes ved hjælp af det til rammen hørende substantiv. Proprierne derimod har ingen sådan ramme. Det behøver ikke at betyde at proprierne er uden betydningsindhold; det betyder blot at dette indhold, hvis og hvor det findes, er irrelevant. Derfor er det meget almindeligt at hvad der lingvistisk set er et appellativ der indgår som del i et navn, ikke kommer til erkendelse i den almindelige sprogbevidsthed, fx. -by i Valby, -havn i Kobenhavn osv. Navnene er naturligvis ( i henhold til definitionen) lige gode proprier for det. Det sanune gælder navne der formelt er identiske med appellativer, men ikke går ind under sidstnævntes betydningsrammer og derfor for den almindelige sprogbevidsthed ikke har tilknytning til dem: Grenen, Albuen som stednavne, Svend, Karl, Bror som personnavne. Da definitionen af proprium bygger på funktionen alene, nemlig den funktion at lede tanken hen på et bestemt eksemplar o.l., er det også ligegyldigt om appellativer der indgår i eller alene danner et proprium, erkendes som identiske med appellativerne eller ej, når blot den direkte kontakt til enkelteksemplaret straks tilvejebringes: Island og Ildlandet er proprier selv om begge leddene erkendes som appellativer (og det eventuelt lader sig gøre at bruge appellativerne et i.sland, et ildland) fordi ordene er direkte udpegende uden hensyn til de rammer de deri indgående appellativer angiver. Indlandet, udlandet derimod viser en anvendelse af best. f. til angivelse af et bestemt i talesituationen nærværende eller aktuelt eksemplar. Denne anvendelse af hest. f. er, som hest. f. i almindelighed, bundet til det sproglige milieu eller talesituationen. Derfor bliver indlandet, udlandet kun at forstå på baggrund af situationen. Medens Ildlandet er Ildlandet uden hensyn til hvor det siges, har indlandet og udlandet skiftende funktion efter som der tales om forhold i Danmark eller Tyskland osv. Da proprierne historisk er almindelige substantiver (appellativer) og denne udvikling stadig finder sted, og da, som na:vnt, proprierne har funktionsfællesskab med hest. f. af almindelige substantiver, vil vi ved en gennemgang af navnestoffet i mod. dansk finde a) ord der er uden bestemthedsbøjning og kun har funktion som proprier b) best. f. af appellativer og c) en overgangsgruppe hvor appellativer i hest. f. er ved at blive proprier hvad der i udtryksplanet fx. viser sig ved at bestemthedsmorfemet groer fast og bliver en del af ordets faste tegnmasse, den 190

leksikalske form. Som eksempel på det sidste kan nævnes: Olympen, den hoje Olymp overfor: det hoje Olympen. Vi vil nu betragte navnestoffet m. h. t. anvendelse eller ikke-anvendelse af best. f. A. Best. f. anvendes ikke. Denne store gruppe består af simple ord (som kaldes de egentlige proprier): geografiske navne som Vejle, Virum, Venezuela, personnavne som Vagn, Viggo, Vera, og af komplekse ord: geografiske navne som Nykobing, Vordingborg, Kollund, Kobenhavn, Finderup, Rosenvold, Allinge, Horserod, England, Danmark og personnavne som Valborg, Thorvald. De komplekse ord rummer led der fra et nutidigt standpunkt ikke kan identificeres som appellativer, og led der stadig eksisterer som appellativer men ikke altid i propriet erkendes som sådanne. Til denne blegning af betydningsværdien svarer undertiden en lydlig afsv.ckkelse der fjerner leddene fra de selvstændige ord: -sen i Hansen, Jensen osv. (overfor: son), Frankrig, Østrig, Sverrig (overfor: rige). Begge led af et komplekst proprium kan eksistere som selvstændige ord: Lillebælt, Langelinie, Saltholm, medens den komplekse størrelse kun bruges som proprium. Navne på gader, veje, pladser hører som helhed til gruppe B, men navne på -stræde, -gade og nogle på -vej har nu normalt og altid m.h.t. kbh.-forhold artikelløs form. Klosterstræde, Pilestræde, Østergade, Gronnegade, Kobmagergade, Fælledvej, Skovvej. Tidligere brugtes her best. f. som er bevaret i faste udtryk: Sølvgadens Kaserne (overfor: Solugade), Strandgadens Kaserne {men: Strandgade). B. Best. f. anvendes. Forsåvidt de ord vi møder her, også bruges som appellativer, er der mellem de to anvendelser kun en funktionsforskel, hvortil kommer en forskydning af ordets tegnværd.i (indhold). a) Simple ord. Disse kan være almindelige appellativer: Skrænten som villanavn, Politiken som avisnavn, og stednavne som Albuen, Hammeren, Grenen. Forbindelsen til appellativet er mer eller mindre uklar for den almindelige sprogbevidsthed. Når der er tale om et eksemplar af en avis eller et tidsskrift med en titel i best. f. kommer man i knibe. Man er mest tilbøjelig til at smide artiklen va:k: jeg købte en politik og et ekstrablad . et billedblad ( = et eksemplar af Billcd-

bladet). Sml.: lian læsar sin Politik til Morgenkaffen CEw.DV.111. Fonncrnc undgås helst. Det samme g:x:ldcr plur.: jeg fandt nogle gamle Politikker.

Best. f. anvendes især efter fremmed forbillede ved nogle navne på floder og lande. Det hedder Ejderen, Elben, Rhinen, Tiberen, Nilen, Seinen, Themsen, medens der er vaklen ved Nevaen, Rhone(n), Weichsel(en), Oder(en), Sc/1elde(n) (Scheldens brede, farbare Landevej Drachm.R.148), Niger(n) ofl. Ved nogle er artiklen fastsiddende ved andre bortfalder den når en anden bestemmelsesmåde bruges: den gule Tiber Levin.Gr.l.45. den blå Nil, den ovre Rhin, overfor: den smukke Elben. I Slic11 er artiklen fastgroet. Kun i pl.: troperne, Dardanellerne, Apenninerne, Pyrenæerne osv., men de vestlige Pyrenæer. Landes og provinsers navne på -i har (efter tysk) hest. art.: Tyrkiet, Mongoliet, Normandiet, V allakiet, Czekoslovakiet osv. Også her kan artiklen være løs eller sidde fast: det ydre Mongoli(et), det europæiske Tyrki men almindeligst det smukke Tyrkiet. Se videre side 51. b) Ordene kan være komplekse: Bakkehuset som villanavn, Enggaarden som gårdnavn, Dagbladet som avisnavn, og stednavne som Himmelbjerget, Rytterknægten, Limfjorden, Stillehavet, Ildlandet. C. Mange af de komplekse ord rummer som andet led en angivelse af til hvilken begrebskategori den betegnede genstand hører, fx. foruden de allerede givne eksempler: Gribskov, Tisso, Vesterhavet, Øksnebjerg, Østersoen, Furesoen, Panamakanalen, Skamlingsbanken, Hareskoven. Undertiden findes simpelt navn i samme anvendelse som sammensætningen: Po : Po/loden; Malakka : Malakkahalvoen. Ord af denne type står ikke helt på linje med andre navne. En forudsætning for at et navn forstås er jo at bæreren kendes af (eller udpeges for) tilhoreren (læseren), medens et appellativ altid forstås da det har et fast indhold. De navne der er sammensatte med et andetled der er et appellativ der har bevaret sit betydningsindhold, danner derfor en mellemgruppe mellem de egentlige proprier og appellativerne, idet selv den der ikke kender dem som navne, af sidsteleddet oplyses om inden for hvilket begrebsområde navnet har sin funktion. Hvor første led bruges som selvsta:ndigt proprium er der en næsten uma:rkelig overgang fra sammensætning til en forbindelse af to ord der også udpeger et eksemplar: Koldinghus, Koldingfjord, Kolding havn,

Kolding å osv. Det ortografiske er naturligvis ingen rettesnor. Skal gramsen mellem de to arter af forbindelser drages må det ske udfra udtalen. D. De navne der i den almindelige anvendelse altid har artikel mister som regel denne når de indgår som første led af sammensætninger: Vesterhavet : vesterhavsfisker; Furesoen : Furesøvej; Dyrehaven : Dyrehavsbakken; Atlanten : Atlantpagten; Themsen : Themsmundingen. Navnene der har pluralisform kan også miste pluralismorfemet: Hedehusene : Hedehus Teglværk,· Klædeboderne : Klædebo kvarter. Men Dardanellerne : Dardanellerfarterne. Se side I 39. Navne der har hest. art. kan også - i mere tilfældig anvendelse berøves denne når man vil bruge ordene i den side 167 nævnte anvendelse, fx. Denne Mand, der i Tusinder fuldgyldige Eksemplarer gaar til Søndermark, Dyrehave og Fælledpark paa sin Grundlovsdag JespEw.

K.12. E. Ved de komplekse navne findes undertiden side om side brug og ikke-brug af hest. f.: Furesø : Furesoen; Gudenå : Gudenåen,· Jagtvej : Jagtvejen. I mange tilfa:lde er a:ldre brug af bcst. f. erstattet af ubøjet Conn. Det hed tidligere &romsoen, Gribskoven, Dronningmi,llen osv. (endnu brugt a( Drachm. E0.30,31 ), endvidere Kattegattct, ØreJundet (jf. Hjortø.SL.Bo), Østergaden osv. Nøgen f. er altså på dette område i fremgang,

Det er vistnok umuligt at give regler for fordelingen af best. f. og nøgen form i de sammensatte navne. Kun når første led er en tydelig genitiv af et personnavn bruges nøgen f.: St. Jorgenso (overfor: Peblinge-, Damhussoen). Men fx. Smtilandshavet, Skamlingsbanken, Sortedamssøen. Om proprier se iøvrigt HBertelsen.Fa:llesnavne og Egennavne.1911 og AaHans.BUS.96ff. Særanvendelse af bekendthedssystemet ved proprier. Ved de egentlige proprier (der ikke har hest. f.) bliver bekendthedssystemets apparat ledigt til eventuel anvendelse af anden art. Moderne daøsk. li.

15

193

A. Forbindelsen med ubest. art. lader - i højere grad end de andre bekendthedsformer - talkategorien og bekendthedskategorien danne en enhed. Derfor vil vi finde denne forbindelse i alle de tilfælde hvor talbegrebet er sat i forbindelse med proprierne (se side 126ff.), fx. a) om en eller flere bærere af samme navn: (han) raabte gennem en udslaaet Rude paa en Jens og tre Kasser med Øl Bang.DuF.251. en Frederik folger efter en Christian i kongerækken. - der findes også et Lyngby ved Århus. b) om medlem af en slægt: Baronessen, en fodt Liljenstjærne Wied.(Klare Druer.95); han er en Ahlefeldt; »jeg tror hans Kone var fodt Knudsen, kan det ikke passe?< - >Jo, det kan det udmærket - hun var vist en Knudsen fra Bogense« KAbell.E.29. Det sidste eksempel kan også vise brugen om en eller anden af det pågældende navn (uden tanke på medlemskabet af en slægt). c) om person brugt som type eller om person der ligner eller sammenlignes med en (kendt) bærer af navnet: forfatteren er en Herman Bang i lommeformat. - han er ingen Churchill. Vennekritiken •. bilder hver Stymper af en Knejpemusiker ind, at han er en Beethoven Pont.HK.58. De er jo en hel Edison, sagde Fruen Buchh.UH.70. Der var noget af en Carlyle over ham JulClaus. M.86. hvis en Einstein er en Folke/ordærver, skal alle hans videnskabelige Fortjenester ikke kunne bjærge ham KMunk.HJ.218. Vi efterlyser en Danielsen (:>: pseudonym velgører) aviscitat. Går De virkelig rundt og bilder Dem ind, at .• De er en Julie, der har fundet sin halugale Romeo Rifbjerg.U.28. og d) om værk af en person af det angivne navn: en Tizian udbydes ikke til salg hver dag - der er udkommet en ny Karen Blixen - Nu ligger den slumrende Have i blod Skygge, medens Husets Mure straale i Solens Glans. Det er jo en formelig Pieter de Hooch (:>: som et billede af P. de H. ) ! raaber jeg Drachm.R.119. Paa samme Maade faa vi en Hobbema at se i Udkanten af en Bondeby ib. 1 20. hun standsede midt i en larmende Rubinstein for at falde sammen over Flygelet med et Suk Bang.F.127. eller e) om eksempler af noget der er opkaldt efter en person eller et sted (i dette tilfælde kan også hest. f. træffes) : han har kobt sig en Ford. Hesten spidser Øre for Bleriot'en JVJens.lntr.28. en Zeppelin ib.51 (almindeligt: en Zeppeliner). - I en del af tilfældene kan et rubrikord (vogn, flyvemaskine, bog) være underforstået eller i hvert fald i tankerne. Det gælder tydeligt: en Carlsberg, en Tuborg (pilsner), en Hamlet (cykel) . I gruppe e er vi kommet uden for propriemes funktionelle område. 194

Ved navne på varer, aviser o.l. bruges ubest. art. som ved appellativerne om et eksemplar: en Gillette, en Morris osv. Ved navne der har hest. f. er der modvilje mod ubest. art. (se side 191).

B. I dialekter og i jargon, familiesprog o.l. kan personnavne forsynes med bestemthedsmorfemet eller noget der ligner det, især med kælende, familiariserende bibetydning. I Wieds Dansemus omtales hr. Hegge som Heggen og baron Hejre som Hejren (28.40). En pige der hedder Lis kan kaldes Lis'en, en cykelrytter Brask-Andersen blev kaldt Brasken, maleren Søren Hjort Nielsen omtaltes som »Hjorten« (BerlAft.7/5 1957), og også andre kan få samme navn som vises af følgende citat: den snart 84-aarigc Kobmand Valdemar Hjorth .. Alle Handlende i den livlige Bydel kender Hjorthen i Revalsgade ib.18/I2 1956. - »De drikker Vin, ikke sandt, Hr. Ducker.« »Undertiden«. »Gud ske Lov, så er der da noget ved Dem. Horer du, Pram, ham Duckercn kan godt drikke Vin« TomKrist.LA.217. - I HHLund.GF.131 bruges Vibern som kæleform for Vibeke. Ved forkortelser: Nelleruppen brugtes som navn på ejeren af Nellcrupgård i Nordsjælland (Danmarks Stednavne.lI.54). Tidligere var isæ:r genitiven i be.,t. C. hyppig: en af Bærkens (:>: froken Birks) Kaprisjer Schand.Thomas Friis Hist.Il.327. - Prip .. Prippens Son Drachm.VT. 144. Vibe •• Vibens Kaskjet ib.147. Kap. Smithens Vise Folkets Sangbog.619. Og dette har sat sig spor i kbh. uofficielle navne som Borkens Kollegium {fx. Grundtvig.Væ:rker i Udvalg.l.50; kollegiets sangbog hedder Barkens Lyre), Ehlersens Kollegium (jf. Eilersens Collegium.Blieher.XIV.129) og orricielle navne som Snarens Kuarter, Brokkensbod, Tagcnsvej ofl. Se BUS.103ff. og Haislund i Da.Folkemaal.V.lZ6.

I!'

195

KASUSSYSTEMET Oversigt over Kasussystemet A. Formsystemet , •......•••••••....••• , •.... , . . • 197 B. Rester af det a::ldre kasussystem .. , , .....••.••.. , 205 C. Anvendelse og funktion .. .. • . • .. .. .. .. .. .. .. .. . 207 1 ° Genitivens forekomst i sprogudøvclscn . , , , ... , 207 2 ° Genitivbøjning ved andre ordklasser eller ved andre sproglige eller ikke-sproglige tegn ...•••• 210 3° Gruppegenitiv ............................ 211 4 ° Genitiv i ,clvsta::ndig anvendelse ... , , • , •... , , iu 6 5 ° Overgang til brug som adjektiv eller fonte led af aammcnsctning , , , ....•••••.•....• , ••..• 218 6° Det indholdsmæS3igc forhold mellem de to substantiver i gcnitivforbindchcn • • • • • . . . . . • • . . . 222 7 ° Genitivens syntaktiske forhold i den attributive forbindelse ...••.....• , , • , •.•. , , , , , •..•.•• , 1127 D. Konkurrerende udtryksmåder ..• , , ••...... , , , . . 230 1 ° Omskrivning med sin, hnns osv. . ... , , • , ••.. , 230 2° Forbindelse med przposition ...... ,, ....• , ••. 231 3 ° Andre konkurrerende udtryk , , , ...... , , , , •• , 235 4° Sarnrncn53!tningcr .....•••....••.•••.•...•• 235 5 ° En forbindelse af to substantiver , , •...... , , . . 236 6° 'han ramte modstanderen i brystet' ... ,,,, •.. , 239 7° Udtryk fra handelssprog , .................. , 239 8° Genitivforbindelse overfor adjektivforbindelse .. 239 E. De pronominale substantiver. , • , , , ..... , ••••... , 240 1. Systemet ...••••.•.•.• , •...... , ••....•••• , • 240 2. Kasusfonncrncs brug. , ..... , •••...... , , , , . . . 242 3, De pronominale genitivers forhold til tilsvarende adjektiviske pronominer . .. .. .. .. .. .. .. . .. • .. 1145 + Andre pronominale substantiver .....• , , , . . . . . 246

Kasussystemet hører til den gruppe morfologiske systemer hvis funktion ligger i talens opbygning. Kasus angiver hvilket sætningsled vi har for os. Genitiven specielt angiver at substantivet er gået ind i den funktion der er adjektivernes, dvs. brug som forudsættende (sekundært) led (Jespersen: adled) i den attributive forbindelse (rettens afgørelse parallelt med den retslige afgørelse) og som prædikat ( det sidste kun når et substantiv, nævnt i det foregående, kan indkatalyseres: ansvaret er faderens). Ved hjælp af genitivmorfemet kan et substantiv, der ellers kun kan bruges som subjekt, objekt og styrelse for præposition (substantivets særfelter i sætningen), omdannes af den talende, når det under udformningen af sætningen gøres behov, så det kan gå ind på adjektivets plads.

A. Formsystemet. 1 °. Til at udtrykke systemets indhold der består i angivelse af et substantivs ( et substantivisk ords, leds) funktion i sætningen, findes dels en modsætning mellem former uden og former med s, dels en mødsætning mellem to (under)fonner af des-løse former. Den første modsætning er gennemgående, findes (med ganske få undtagelser) ved alle herhenhørende ord. Funktionen er at angive ved den s-løse fonn at substantivet er brugt i sin primære funktion som subjekt, objekt, styrelse for præposition osv., dvs. anvendt som led der alene, uden at forudsætte andre led, kan røgte de nævnte funktioner i sætninger som er ordklassen substantivers domæne, eller (sagt med andre ord) udfylde de tilsvarende pladser i sætningsskemaet. I modsætning hertil angiver s-formerne at substantiverne er brugt som leddet der forudsætter en s-løs form, dvs. er sat i stand til at udfylde den plads i sætningsleddets skema som normalt indehaves af ordklassen adjektiver. Eksempler: lampen brænder; han slukkede lampen; der er blus på lampen overfor

lampens ånd viste sig; - han kender præsten, præsten kender /iam, jeg gik hen til liam overfor hans bil er helt ny. Modsætningen indenfor de s-løse former udtrykkes ikke ved et fælles morfem men ved to former der indbyrdes er forskellige: jeg : mig; vi : os osv. Funktionen er at angive om ordet er brugt som subjekt eller som ikke-subjekt (~: objekt, styrelse osv.}. Denne modsætning findes kun ved et fåtal af ord som man sædvanligvis, bl. a. på grund af denne morfologiske forskel, anbringer i en ordklasse pronominer (stedord}. Som nævnt side l 7 må en sådan ordklasse ved en opdeling efter syntaktiske funktioner falde bort, og det volder da heller ingen vanskelighed morfologisk at indordne dem i andre ordklasser. Hvad kasus angår viser de substantiviske pronominer overensstemmelse med de almindelige substantiver ved for de flestes vedkommende at have modsætningen mellem en s-løs form og en s-fonn, men derudover har nogle af dem et modsætningsforhold mellem en subjektform og en ikke-subjektform. Teoretisk (som historisk) kan det opfattes således at disse to former er faldet sammen ved de almindelige substantiver (synkretisme}. Skematisk: Nogle pronominale ord Substantivisk anvendelse

Subjekt

andre substantiver

I

Ikke-subjekt

Adjektivisk anvendelse

jeg du han hun vi I de mig dig ham hende os jer dem

+ hans hendes vores jeres deres

s-løsrorm, fx. lampe, ven, hvem, den, det

s-form, lampes, vens, hvis, dens, dets

Nogle pronominale ord er defektive: Substantivisk anven• dclse Adjektivisk anvendelse

198

Subjekt Ikke-subjekt

man hinanden, hverandre

sig

I

hinandens, hverandres

De ( i indholdsmæssig forstand) pronominale paradigmer er for nogle ords vedkommende defektive: jeg og du mangler genitiv men har i stedet de adjektiviske pronominale ord min, din til at røgte genitivsfunktionen. Nogle andre har ved siden af genitiven adjektiviske ord: vor, jer overfor vores, jeres, De første viser adjektivisk bøjning (i genus og numerus), de sidste er som andre genitiver ubøjelige. Endnu mere defekte er man og sig der kun har en form: man kun subjektform, sig kun ikke-subjektform og tilsvarende funktioner. I spogende anvendelse kan gen. mans forekonune: / eg kan lide dig pd min måde. Du kan lide mig pd din. Og det er helt vores. Man kan lide hinanden pd måder, der helt er mans Gjedde.MÆ.76. Se også DO. I vulgær sprog (og dialektalt) forekommer hender ( = hende) og henders {= hendes): Ja, henner . . Sygeplejersken; henners Karreste skal være svagelig Wied.E0.49. Det er da'nte henders Barn Soya.FH.15. Se iøvrigt DO.

De reciprokke pronominer hinanden (i dialekter også hinandre, se DO.) og hverandre bruges ligesom sig kun som ikke-subjekt, men har temmelig almindeligt genitivbøjning. med Armene om hinandens Skuldre stege de (:>: havfruerne) i en lang Række op af Havet HCAnd.I.95. to, som elsker hinanden, I kan læge de ondeste Saar I blot ved at se paa hinanden I og glatte hinandens Haar Stuckenberg.Sne.53. Vi trykkede hinandens Hænder KLars.Ci.169. Ingen har vidst mere om hinanden end vi to, selv hinandens Skygger var vi fortrolige med JohsWulff. FA.16. ved hverandres Side Krossing(DO.). Dog bruges genitiven ikke gerne som del af subjektet. Vi har altid syntes at hinandens Selskab var det bedste AHenningsen.Le.71. I substantivisk anvendelse: Og evnen til at tænke sine egne tanker? Man tænker hverandres, det er hurtigere og nemmere AnkerLars.H.82. Se videre om de to ord side 246. Med komisk effekt kan ordene bruges som subjekt: Vi gaar hver Dag forbi hinanden paa Gaden og ved, hvem hinanden er CEw. {i Mikkels.1169). Vi ses næsten aldrig. Vi klarer os med lange Telefonsamtaler - - vi ved jo, hvordan hinanden ser ud Replikker.lI.32. I AHenningsens Barnets Magt.58 siger en nordsjællandsk gartner: Skal I ikke hellere løbe ned i Jeres Badehus, hvor vi kan hore, hvad Iwerandre siger.

hvem med genitiven hvis (barnesprog og spøgende med normaldannelse: hvems (ved Du, lwems Arbejdet er blevet? (o: hvem der har fået arbejdet) Schand.VV.269. Hvcms er konen KMunk.DU.67) eller med dobbeltmorfem hvemses, se Mikkels.287 og DO.; hvemsomhelst kan 1 99

•

(sjældent) bruge gruppegenitiv: ;eg er glad for hvemsomhelsts Selskab Rcplikker.III.39) står på linje med almindelige substantiver, så formen hvem bruges som andre substantiviske led: hvem var der? hvem så duJ til hvem henvendte du dig? hvem er han? Der tilføjes nu oftest efter hvem som subjekt hvor mon indsættes: rover han, hvem mon der hindrer ham i det? Job.g. I 2 ( 193 I). I den relative anvendelse er der den indskrænkning i anvendelsen at ordet ikke i nonnalsproget kan bruges som subjekt og prædikat: manden hvem jeg traf; manden til hvem jeg henvendte mig (eller hvem jeg henvendte mig til), men kun: manden der eller som var her; Han er ikke den, som han for har været Mikkels.294. I lavere talesprog bruges hvem dog også som subjekt når det understøttes af der: Det er ikke alle ·Svende, hvem der er saadan KLars.(Mikkels.294). - I de såkaldte ubestemt relative sætninger (hvor hvem ikke viser tilbage til et led i foregående sætning) og i ønskesætninger bruges hvem som subjekt når det understøttes af der (nu sjældnere som): det er ikke saadan at hitte ud af, hvem der er hvem CEw. Æ .III. 14- hvem der ikke antydede at han ville gifte sig med mig - det var dig! Soya.FD.147. Allerede da de to tvillinger stak deres hoveder .. ud af moders liv, var der ingen der vidste hvem af de to der var hvem VillySør.SH.133; hvem der var tyve år! - hvem af eder, som har en Tjener Luk.17. 7 ( 1907; i 1948 ændret til Hvis en af jer har en Tjener) ; Hvem iblandt eder, der horer til hans Folk, med ham være hans Gud Ezra.1.3{ 1931; Hvo der .. med ham 1871 ). - Hvem der var hjemme hos moderen igen! KAbell.A.28. Efter hvem som ikke-subjekt bruges nu aldrig relativt som (se under Leddannere) .

=

Den gamle subjektform hvo (endnu undertiden i ordsprog som hvo intet vover. intet vinder) bevaredCll i NyTcst. indtil 1907, i GlTcst. til 1931 (dog har 1931ovcrs:ettelsen bevaret formen i visse aI bagerne (se Sprog i sproget 41) ). Det bevaredes i Grundloven ved revisionen i 1920 (fx. § 42) men udgik ved revisionen 1953. I den ubestemt relative anvendelse kan det efterfølges aI som eller deT undtagen ved slutstilling af verbet: Hvo som er tankeløs Ordspr.9.16(1931), huo der gaar Krogveje ib.10.9, men: Huo Kornet gemmer ib.1.26, Huo Riset sparer ib.13.24(1871 har begge steder: Hvo som). Hvem bruges kun om personer. Dog kan det trø:Hcs henvisende til andet end personbetegnelser nAr der tænkes p! person(er) der står bag: det er ikke Regeringen, huem der fattes Energi Bang.T.130. der er mange små sogne, for huem det at have egen pro:st betyder uendelig meget Kriste!Dagbl.25/rz 1963. Se videre side 8.pf. og 144. 200

Intetkøn hvad er uden genitivbøjning. Hvads er en stor sjiddenhed: I ser jo, hvor/or jeg gør det, for hvis Skyld, for hvads Skyld Kidde(DO.). Når hvad indleder en spørgende ledsætning eller en ubestemt relativsætning må det som subjekt nu efterfølges af der med mindre verbet står i slutstilling: J en saadan Prøvelsens Tid bliver det aabenbart, hvad i Folkelivet der har været Ror og Straa. FCKrarup.Fra Romantisme til Realisme.14. Hvad der ellers er at fortælle ••. staar jo optegnet i Profeten Esajas's .. Aabenbaring 2Krøn.32.32(1931). Han gjorde, hvad der var ret i Herrens Øjne .•• Men Folket gjorde fremdeles, hvad fordærveligt var ib.27.2. Er der Uret paa min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt? Job.6.30( 1931) overfor 1871-bibelens: mon min Gane ikke skulle skelne, hvad Ondt er. - alt hvad der angår de ydre arrangementer : hvad de ydre arrangementer angår BerlTid.4/2 1962. I særlige udtryk som disse træffes også hvad alene (uden der) ved almindelig ordstilling: hvad angår de ydre arrangementer. Om hvad i relativ anvendelse se side 85. Hvis bruges næppe som genitiv til hvad. Genitiven hvis bruges foruden som attribut: hvis bog er det? forfatteren hvis bog er udsolgt, også som prædikat (når et substantiv er underforstået): ieg ved ikke hvis den (fx. hatten) er,· og som subjekt: hvis (:>: hat) er forsvundet? I det almindelige, lidt spøgefulde talesprogsudtryk: hvis er hvis af disse hatte? - Så skulle der skrives navn på ('J: madpakkerne), hvis der er hvis MLinck. PV.66 (her må det ene hvis vel være sat ind i stedet for hvilke: hvilken er hvis af disse hatte ( ? ) hvilke (pakker) der er hvis (pakker)(?)). Det relative hvis har et videre omrade end det interrogative der som genitiv til hvem kun bruges om person. Som relativ bruges det om alt: ~ner, ting, forhold, uden hensyn til genus og numerus: manden hvis far jeg kender, huset hvis pris er for hoj; faktorerne hvis orden er ligegyldig; noget hvis værdi er omtvistet. 2°. Som nævnt veksler de morfologiske udtryk for funktionerne som subjekt : ikke subjekt ved de pronominale substantiver. De fleste har forlyden bevaret gennem hele paradigmet: du ; dig, han : ham : hans; hun : hende : hendes; de : dem : deres; hvem : hvis, og det gælder på en måde også J : jh : jeres. Jeg : mig har variation i forlyden men er iøvrigt enslydende. V i : os : vores viser kun delvis overensstemmelse m.h.t. forlyd, men os har i vulgært og dialektalt sprog formen vos så 201

paradigmet i disse sproglag har gennemgående forlyd v. Omvendt har vulgærsprog og børnesprog ores ( = vores) efter os. 3°. Genitivmorfemet -s kan føjes til alle ord uden hensyn til struktur og bøjningsform. Hvor substantivet har flere morfemer står genitivmorfemet sidst: lampe-r-ne-s. Morfemet er (modsat bekendthedsmorfcmet) det samme ved pluralis- som ved singularisord. Ved nulmorfem for tal får vi derfor heller ikke i genitiv nogen tal-adskillelse: (en) skos : (flere) skos, men her gælder dets. 148, 165 fremhævede at nøgen form i singularis ikke er i brug ved almindelige ord, hvorfor skos, tals, lams, års altid vil blive opfattet som genitiv pluralis. Morfemet -s kan på grund af sin fonetiske karakter føjes til en hvilkensomhelst konsonant eller konsonantforbindelse uden at støde an mod den fonetiske lov om faldende tonalitet fra stavelsens vokal mod stavelsens slutning, medens de stemte konsonantmorfemer ofte, for at denne lov skal ske fyldest, må realiseres med foregående mellemvokal eller med sonantisk udtale. De ved tilføjelse af -s opståede konsonantforbindelser kan ganske vist være uden sidestykke ved ubøjede ord men der er i reglen ingen vanskelighed ved deres udtale, ligesålidt som sådanne dannelser undgås når der er brug for dem. Den i lidt ældre sprog tydeligt fremmedende tendens til i tilfælde som en obersts, adjunkts, blomsts, bisps, præsts, hingsts at realisere -s som -es er kun opretholdt i et enkelt tilfælde (se ndf.). Hvor ordet ender på en s-lyd kan der opstå vanskeligheder. Vi vil se lidt na!rmere på disse tilfælde. 4 °. Efter ord på -s eller anden hvislelyd kan genitivmorfemet enten realiseres som -es eller helt neutraliseres. I overensstemmelse hermed bestemmer Retskrivningsordbogen ( 1955) at der skal skrives -es eller bruges apostrof (og ikke apostrof + s) i disse tilfælde: dette huses el. hus' farve, Fritz Busch' el. Busches koncert; Lore11z' el. Lorenzes søster. I almindeligt sprog er der nu en tydelig aversion mod brugen af -es i genitiv der står attributivt. Det virker nu gammeldags eller spøgefuldt at sige: denne toses mor; denne hekses skæbne; af en [akses størrelse. - en festlig Marsches skingrende Trompettoner JPJac.I.200. Alcibiadeses Legeme ib.II.42. Mester Anderses Fader ib.III.r20. dette Huses Gæstfrihed Drachm.Gøglere.93. paa Jydsk Avis'es Trykkeri KLars. Ci.95. hans Huses Herlighed Salm.49.17 ( 1931). hans Pulses Slag Chr Engelst.GK.58. Ingen vil finde på at sige Johanneses evangelium eller St. Hanses Hospital undtagen for sjov.

Det kan derfor siges, at -es i en attributivt brugt genitiv af ord på -s (fx. foruden de nævnte: aks, Als, anneks, ansjos, bajads, bas, blus, gris, græs, gås, prins, pris, vers) er passe i rigssprog (i hvert fald som det tales i Kbh.) og at man i stedet enten bruger morfemløs form: en Flagermus gustne, vidt udspredte Vinger ORung.E.216. Clemens hånd, Clemens smukke hånd Branner.Rytteren.97. eller omskrivning. Kun ved tøjers navne bruges -es; her kan formen snart være attributiv snart første led af sammensætning, og det er sikkert den sidste anvendelse der har virket bevarende på formen: Sirtses Gardiner Drachm.SF.205. den morkegronne Plysches Skoletaske sa.Sk.39. det Plydsestæppe ORung.P.22. det Plydses Tæppe KLars.GV.102. Men også disse lyder i manges ører lidt gammeldags, og man foretrækker plysmobler, plystæppe osv. I stilling som prædikat er brugen af -es, især ved proprier, noget mere brugelig: (hvis er bogen?) - det er Jenses. - »Er det Peters eller Hans' bog?« - »Jeg tror det er Hanses« - Det er familien Schwartzes. Hvor der er mulighed for utydelighed eller misforståelse vil -es blive brugt: Londons Storrelse overgaar Parises EJessen.Gram.120. Hvorledes behager Dem Philologernes Retskrivning, og hvorledes Scaveniuses ib. - Om brugen af -es som kollektivpluralis: Busches er bortrejst familien B.), se ovf. side 153. Sml. Jørgen Glahder i Studier tilegnede Verner Dahlerup. I 26ff. Ord på konsonantforbindelser endende på klusil bruger nu normalt aldrig -es (se ovf.). Her træffer vi dog de samme undtagelser som ved ord på -s. Herhenhørende tøjnavne bruger -es i attributiv stilling og som første led af sammensætninger. Eksempler: en stor, vatteret Taftes Kyse Drachm.SF.82. Damaskes Duge JPJac.l.217. Atlaskessko Bang. (DO. ). gammeldags Tvistesstoffer AndNx.AH.32. (en) graa Tafteskjole KBlixen (DO.). Også stofnavne på enkelt konsonant kan bruge dette -es: en gammeldags Stoffes Kaabe JPJac.I.174 (flere eksempler i DO. u. Stof). Formerne erstattes T ofte af sammensætninger (uden -s i første led): Twisthabitter Pol. 2r/l2.196t. en stolfrakke, damaskduge. I stilling som prædikat er -es ganske gængs ved proprier der ender på konsonanter: det er Ernstes. Vi har minder om den ældre brug af -es i ord af denne type i nogle sammensætninger med -løs: frugtcslos, krafteslos, magteslos (ved siden af frugt-, kraft-, magtlos) . Nu forældet er frygteslos for frygtlos.

(=

5 °. Et virkeligt morfem -es synes at foreligge i vores, jeres og deres. Dobbelt tilføjelse af morfem findes i vulgært sprog og i børnesprog ( og kan uden for dette milieu bruges spøgende), idet -es tilføjes de normale genitivformer, især af de pronominale ord: hanses, .hendeses, voreses, jereses, dereses, (hanses, voreses, deresses bruges af en håndværker i Schand.VV.52.54.270. Se videre DO.), enses ( det er, ligesom de (o: en kvindes øjne) borede Ens'es Tanker lige ud af Hjertet paa En WCarstensen.GS.16), hvortil slutter sig hvemses til den i disse sproglag brugelige genitivform hvems. I folkeligt sprog også ved almindelige substantiver (især personnavne), fx. Hr. Smithses Skaal Hostrup.Genboerne.71. Andre Folkses Sager. Wied.Livsens Ondskab.177. I Gu'ses den Almægtiges velsignede Navn da! sa.TK.::u. ved gamle Smith'ses Grav Bergstedt.Sange for alle Vinde.29. Per'ses Øjne saligt svomme ib.50. Om rester af dobbeltgenitivbøjning i hest. f. (allandsens ulykker o. I.) se side 164. 6°. Der er ingen lydlige »ledsagefænomener« ved genitivmorfemet. Der ændres intet ved ordets kvantitets- og stødforhold ved tilføjelsen af -s. Derved afviger dette morfem a) fra det ligelydende morfem med anden funktion som er bevaret i faste præpositionsudtryk hvor vi i nogle tilfælde får vokalforkortelse og evt. stødtab i genitiv. Fx. [sgi!bs], [sø?s], [kø!bs], [li~vs] men: til [sgibs], [søs], [købs v.s. af kø 1bs], [liu's] - b) fra den form på -s der bruges som første sammensætningsled hvor vokalforkortelse ofte indtræder: en [bå1t5s] : [ 1båtss1man']; et [li!v] : ['lius 1krafd] osv. Ordet embede har tostavelsesform i faste forbindelser som i embeds medfør, på embeds vegne (ligesom i sammensætninger: embedsmand osv.), ellers ikke: dette embedes afskaffelse. Jf. nedenfor side 301. 7°. Fremmede kasusformer er i enkelte tilfælde bevaret, især i faste (kirkelige) udtryk: Trinitatis kirke, St. Annæ Plads, Mariæ bebudelsesdag, tredie søndag efter trinitatis, Sankt Petri kirke, Kristi himmelfartsdag. - en kristi-blodsdråbe (:>: en fuchsia) HWulff.MFB.57. Jesu liv. de fem Mose boger (Mosebøger). Desuden i lærde udtryk: titler som doctor juris ( dr. jur.), candidatus magisterii ( cand. mag.), doctor technices (dr. techn.). Alt genitiver. Desuden ]esum (latinsk akkusativ}, Kriste (latinsk vokativ) og flere. Den gamle genitiv hest. f. menneskens bevaredes la::nge i bibelsprog. I Ny Test. fonvandt formen (fx. Menneskens Børn Mark.3.l:18, Ephes.3.5. Menraeskens Søn 204

(:i: Kristus} Matth.8.20) i 1907-overs. I Gl. Test. er (fx. Menneskens DøUre 1Mos.6.2. en Menneskens Søn Dan.7.13. du Menncskens Vogter Job.7.20) Ionnen udryddet i 1931-over,. undtagen i udtrykket Menneskens Børn i Przd.2.3,11.B. Det hedder (Vor)Frue kirke, Frue Plads o.l. der efter trykkendetegnene ikke er sammeru.ctninger. Fonnen afspejler en ældre genitivform der i (hunkøns)ord som dette ikke havde s-fonn.

B. Rester af det ældre kasussystem. Den opdeling af formen for substantivisk anvendelse som primært sa:tningsled i en subjekt-form og en ikkesubjekt-form som findes ved en gruppe pronominale ord, er en rest af et a:ldre kasussystem der var af lignende art som det vi finder i moderne tysk. I dette system havde genitiven foruden den til mod. genitiv svarende funktion også en anden, idet denne form kra:vedes af visse præpositioner og verber. Andre præpositioner (og verber) kra:vede en dativform, og en del af disse præpositionsforbindelser er bevaret som relikter i mod. dansk. Denne brug af kasus er ikke mere levende; der kan højst blive tale om en eller anden nydannelse i analogi med relikterne, fx. det ikke almindeligt brugte fra bords dannet efter til bords, jf. tilfods eller tilæsels CStABille.Er.I.294. De bevarede former der indgår i disse forbindelser er: 1

° en s-form.

a) i forbindelser med præpositionen til. De vigtigste er: til års, aftens (forældet, fx. -..Hvad har Du til Aftens?« - Plukfisk« Esm.M.7. Se også DO.), alters, ankers, bens, blods, (fore) til bogs, til bords, bronds {ikke i rigsspr.; fx. Bang.T.88), bunds, bys, nu til dags, til dels, doms, dørs, felts, fjelds, fods, gavns, havs, himmels, krol kobs, låns, lands, livs, måls, mands, nøds, orlogs, pinds, protokols, pægls, pæls, råds, rors, salgs, sengs, sinds, skibs, skovs, stols, sæters, sos, tåls, talfels, torvs, vands, vejrs, vogns, (fora:ldet:) væds, vægs, værks. Hertil hører med adjektiv til fals der er dannet efter til salgs. Na:sten alle tilf.eldene rummer gamle enstavelsessubstantiver og substantiver på ~el, -er. Dette er vel baggrunden for at vi i et tilfælde med tostavelsesord har fået apokope: koje men til køjs. Hvor til styrer en pcnonbetegnelse har vi det grundlag hvorfra den kollektive anvendelse af s-fonnen synes udglet, I Holbergs Jeppe paa Bjerget hedder det i 11. akta forste scene: jeg maa skee, drak mig ihiel i Gaar hos Jacob Skoemager, men i anden scene: I Gaar sad jeg til Jacob Skoemagers og drak. I Jacob von

Tyboe I.4: Jeg vil gaae lidt ind til Christoffers, og dricke en Potte Øll Jorst. I Den Vægelsindede l.3: noget Confect, som du skal siden kiøbe til Sucher-Bagerens. Her er betydningen i alle tilfa:ldene: hos den angivne person. Men hvor talen er om en person i et hus, hjem, vil tanken o[te medindbefatte de øvrige der horer til huset: kone, barn osv. og (eller) evt. tyende. Denne anvendelse har vi fx. i I skulle have sect • . hvilken Juulestue der var til Møllerens i Gaaer Holberg.Julestuen.7sc. og den er gængs i rigssprog: Jeg skulde jo lidt over til min Søns KLar.;.SF.11. I tilfælde som folgende kan det va:re vanskeligt at afgore om der ta:nkes på den enkelte person eller på ham og familien: Jeg gik need til Faders Fru Heiberg.PAHeiberg og Thomasine Gyllcmbourgl.I.76. (han blev) baaret op til Nikolaj Skovløbers .• Mogens blev ført op til Nikolajs JPJac.III. 154. Eksempler fra dialekter hos Haislund i Danske Folkcmaal.V.25. Fra forbindelsen med til overfores s-formen til brug ved hos (i Gaarden foran den store Trappe hos Herremandens HCAnd.II.118. oppe hos Nikolai Skovløbers JPJac.UI.129. De Fjordby Damer, der spillu hos Cantors (:>: hos kantoren) Bregend.AS. 139) og andre pra:posi tioner og derfra videre i brug som selvstændigt sætningsled (se side 153). - Til agters skyldes opfattelse af adverbiet agter som substantiv og ligcd:mnelse efter til bunds, sos osv. - Tilfælles er set Ira et nutidsstandpunkt en alm. forbindelse af pra:positionen og adjektivet fælles (i substantivisk anvendelse).

b) i forbindelser med inden og uden der nu opfattes og skrives som sammensætninger: indenbirks, -bords, -bys, -dors, -fjords, -herreds, -lands, -rigs (med kortform af rige ligesom i sammens.ctninger: rigsdag, -råd osv.; sml. under a) ), -skærs, -sogns ofl.; udenamts, -birks, -bords, -bys, -dors, -fjords, -herreds, -lands, -rigs, -skærs, -sogns ofl. (se DO.). Det •S vi har i i sondags, mandags osv., i morges, i aftes, i formiddags (eftermiddags, middags) er ikke et kasusmorfem (styret af præpositionen i). Dette s må betragtes som et særligt morfem (kun brugeligt i disse tilfa:ldc) til angivelse af det fortidige, et svundet tidsafsnit: i formiddags, morges, aftes (i de to sid5tc former med stammeændringer) om den lige svundne formiddag osv., overfor i formiddag, i aften om den kommende eller indeværende formiddag, aften, og i margen om den kommende dag. Med forskellige pra:positioncr: i sondags osv. om sidstJcdne sondag overfor på søndag osv. om den kommende. Se nærmere AaHans.BUS.91H. Udenfor rigssprog bruges på tilsvarende måde i sommers og i vintus (SophClauss. i Brondum-Nielsen: Stuck-Clauss.86; StormP.TT. 28; se iovrigt DO. under de to ord). Nogle adverbier på -s (se under Adverbier) har i faste forbindelser fået konstruktion med præposition som om de var substantiver: på langs, pd skrås, pd skævs, pd skons, på tværs, over.krævs, overtværs. I tidsnok har vi efter ty., holl. forbillede en gen. (m. partitiv betydning) styret af nok. Det bruges deb som prædikat: det er tidsnok at tage hatten af når man ser manden (tidligere også som obj.: Du /rar tidsnok Blicher( 19~0) .XIV.92), dels adverbielt: han kom tids206

nok. - I dialekter har vi udtryk som denne Tid Døgns HPLunde.Fynboer.133. ingen Dysens Folk havde ha/t Kørsel den Tid Dags MylErich.NS.3; så tid dags ( nattes) Feilb. 2°. en e-form {gående tilbage til ældre former for genitiv sing. og pl. og dativ sing.). De vigtigste tilfælde er: a) efter ad: ad åre b) efter af: af hænde (med omlydsvokal), af sinde, af syne, af søvne; ( mand) af huse opfattes formen nu som plur. Udtrykkene af og (jf. gruppe e ) i lave hører for moderne sprogbevidsthed ikke længer sammen med lav (lag). c) efter for: for fode. d) efter fra: fra borde e) efter i: i drømme, gårde, hænde (med omlydsvokal), live, munde {folkemunde), rette, senge, sinde, søvne, tide. f) efter inden: inden borde. g) efter med: med rode; i med rette foreligger gammel bøjningsform af adjektivet ret. h) efter oven: oven mulde, senge, vande. i) efter over: over borde. j) efter på: på fode, færde, sinde, tide, tinge, veje. k) efter til: til dode, grunde, hånde, hobe, hove, huse, hænde (med omlyd), jorde, live, mode, orde, (punkt og) prikke, til råde, rette, 6 skamme, spilde, stede, syne, takke, veje. 1) efter under: under mulde. m) efter ved: ved hove. En gammel kasusendelse (for dativ plur.) skjuler sig i stundom, fordum, (i)gennem, (i)mellem og {nu opfattet som suffiks -dom) i løndom. Samme endelse foreligger i nogle af stednavnene på -um.

C. Anvendelse og funktion. Genitivens forckomst i sprogudovelsen. Medens anvendelsen af morfemet -s formelt er mulig ved alle substantiviske ord så viser en undersøgelse af sprogbrugen at genitiven kun er almindelig ved de pronominale substantiver ( hans, hendes osv.) og ved personbetegnelser. Her er genitiven næsten uden konkurrence fra andre udtryksmåder. Den er også gængs ved betegnelser for sted (herunder stednavne), rum og tid. Ved de øvrige appellativer (betegnelser for ting og forhold) er genitiven i almindeligt sprog kun lidet 1 °.

brugt (og især i rner eller mindre faste udtryk), men hyppigheden stiger jo mere vi fjerner os fra talesproget. Brugen af genitiven er afhængig af emnevalg og stillag. Det stilistiske skal ikke behandles her, men for at give et lille indtryk af forholdene hidsa:ttes lidt statistik der viser det indbyrdes forhold mellem de nævnte tre ordgrupper ved alle substantiver og substantivisk anvendte ord undtagen de pronominale ( hans, hendes osv.) .

Penonbetegncbe HCAnd. Lille Claus og store Claus

roo%

Betegnelser for steder og tidarwn

Betcgncber for dyr, ting og forhold

+

HCAnd. De vilde Svaner

6o%

30%

10%

Pont, Mi.g-28

r3,3%

40%

46,7%

22,6%

29%

,tB,4%

KLan. GV.1- 41

56,7%

16,3%

27%

TomKrist. Vi.7-34

51,7%

13,8%

34,5%

J acPaludan. UR.345- 375

46,3%

13,4%

40,3%

Rubow, Str. 1-22

52,8%

22,11%

25%

Soya. GAM.5-41

4B%

37%

15%

Soya TI. (hele stykket)

70%

18%

12%

KAbell. E.1-80

76,5%

6%

17,5%

StormP. P. (hele bogen)

55,5%

30,5%

JPJac. Nicla Lyhncs fonte

!Z08

II

kap.

14%

Antallet af genitiver er forbavsende lille i talesprog eller talesprogsnært skriftsprog. I stykket fra KLars. er der 37 tilfælde, ca. et pr. side, i KAbells stykke 34 tilfælde på ca. 70 sider, dvs. gennemsnitlig et tilfælde på hveranden side, og hele Soyas stykke rummer på ca. 133 sider kun 56 eksempler på genitiven, altså omtrent en på hver 'J}/: side. Ved bcdør.r.melse af gruppe 3 må det tages i betragtning at den indeholder en del faste udtryk og citater, så den ikke som helhed kan tages som udtryk for en individuel sprogudøvelse. Herhen horer fx. i KAbell-stykket i mit Ansigts Sved, en Straffens Engel (bis), i Embeds Medfør, i Soya-stykket for en Sikkerheds Skyld, for denne Gangs Skyld; hos StormP Lastens Vej, forste Klasses. M. h. t. brugen af genitiv ved ordenes morfologisk forskellige former viser eksemplerne at genitiven forekommer langt oftere ved de bøjede former (hest f. sing. og ubest. og hest. f. plur. ) end ved den nøgne form (med eller uden attribut) . Dette må dog betragtes i forhold til fordelingen af de tilsvarende former uden -s. En stilistisk undersøgelse af ordformemes brug falder uden for nærværende skrifts rammer. Her skal kun nævnes at medens nøgen f. er normalformen ved abstrakter og stofnavne er den tilsvarende s-form meget sjælden; i stedet bruges best. f., således at fx. i en artikel om ho hvor denne form hele tiden bruges, den ventede genitiv hos aldrig forekommer men i stedet hoets. Ligeså sjældent forekommende (og derfor mer eller mindre skurrende) former som rødmes, angsts, frygts, skats, rogs, lu/ts er, ligeså gængse (og naturligtlydende) er rodmens, angstens, frygtens, skattens, rogens, luftens. Af verbalsubstantiver viser typen råben, nyscn utilbøjelighed til genitivbøjning. Derfor virker den standsede Sporgens Par,•se hos PJaCour.F.139 kunstlet. Dobbelte genitiver undgås helst: Brændevinsmandens Enkes Vine Drachm.F.I.366. (et) Thema, der saa ofte vender tilbage under Reuaissancens Kunstneres Pensel CStABille.Er.I.187. den af Jyllands Fortids Studium højst fortjente Lærer ValdSchmidt.A.g. for Massens Ve/færds Skyld JVJens. S.12. Til min Hustrus Himmels Gud er langt KLars.AH.190. Du var 'nte engang med til min Kones Begravelse til din bedste Vens Kones Begravelse! Wied.E0.21. han tager ]ordens Hovdingers Vid Job.12.24(1931). Andre eksempler forskellige steder i det følgende.

Moderne dansl;. II.

H

2°. Genitivbojning ved andre ordklasser eller ved andre sproglige eller ikke-sproglige tegn. Genitivbøjning bruges også ved ord af andre ordklasser eller ved andre sproglige eller ikke-sproglige tegn der kan anvendes som substantiver: det store M·s talværdi er 1000; >'s betydning i sprogvidenskabelig litteratur er: bliver til, udvikler sig til. Substantiverede adjektiver genitivbøjes næsten kun når de står med bestemt artikel: det unge højres medlemmer; det godes sejr; Den flittiges Raad • . den gudloses Sjæl Ordspr. 21.5 og Io ( 1931 ) . hans sejrsbevidste Mine begynder hurtigt at vibrere ved Synet af den unge Mands Smil - et Smil, der ikke ligner en overvundens Soya.GAM.63. Særlig almindeligt i plur., fx.: de Samtidiges og min egen Realitet SophClauss.Fo.41; det var min Families og mine nærmestes og mit eget Ønske, at jeg skulde læse ChrEngelst.HA.7. de ugudeliges Verden 2Pet.2,5(1948). Her kan formen også træffes uden bestemt artikel: Gudloses Voldsfærd Ordspr.21.7.(1931). Derimod vil ung og gammel, en ung, godt og ondt næppe træffes i genitiv, og i forbindelser med ubestemt artikel kun i stift skriftsprog: en fattigs sidste Skilling Pont. S.153. i en Voksens Mund KnudPouls.U.145. en sygs oje Hjortø.S.52. En blinds Hænder PlaCour.F.35. en forsikrets erhvervsevne Lov nr. 228 12/9 1957 §46. en vanhelligs Haab slaar fejl Job.8,12(1931). De adjektiviske pronominale ord i substantivisk anvendelse bruges især genitivbøjet i plur. eller når de er uden talbøjning: efter nogles, manges, alles mening. det er for saadan nogens Skyld vi maa betale svære Skatter ViggoFMøller.PB.50. Gud er ingens Fjende KMunk.C.31. Sjældnere: hvilkes, fx. Beviserne for Guds Tilværelse, hvilkes partielle Sandhed understreges Rubow (DO.). Sing. fk. er ikke meget brugt, men almindelig er udtryk som følgende: Den (~: skolen) støttede sig saa venligt op til Kirken, lænede sig til den og hvad dens var Bang.HH.67. Enhvers Unge var, naturligvis, den kjonneste og den klogeste HCAnd. Il.120 (ib.IV.77: hvers Unge). Saa er enhvers Veie, som er hengiven til Gjerrighed Ordspr.1,19 (1871; ændret i 1931-overs.). Hvi beruser du dig .. og tager en andens Hustru i Favn Ordspr.5 120(1931). af M enneskens H aand, af Iwers H aand I Mos.9,5 ( 1871 ; ændret I 931 ) . - I udtryk som den 9.dennes foreligger efterligning af latin hu jus ( mensis). - I NyTest.1819 har Marc.12 1 19: naar Nogens Broder doer der i 1948-oversættclsen er ændret til: hvis nogen har en Broder, som dor.

210

CEw.BB.43: ikke .. tiltrække sig nogens Opmærksomhed. Stuckenberg. Den vilde Jæger.99: »Nu er I min!« - »Saa lidet jer som nogens!« Danmark var sit eget Anliggende, ikke Brik i nogens Spil JacPaludan. RB.13. Genitiv af intetkønsfonner som noget, alt, mangt, intet, andet forekommer ikke eller yderst sjældent (se DO.): (et kloster) hvis nøgne og raae Fafade danner en grel Modsætning til hints (:>: et tempels) Pragt CStABille.Er.II.198. I stedet for alts kan træffes altings, fx. altings Trivsel JacJaludan.UR.66. en slov følelse af altings meningsloshed Heltberg.T.16. Possessivpronomineme er og-så sjældne i genitiv, hyppigst i plur.: Dit og dines Velfærd :Mikkels.Sprogl.187, medens genitiv af singularisformen hører til de store rariteter: Ved Deres Side • , lever en Menneskesjæl, hvis Værd er langt storre end mins i en d' Annunzio-oversættelse (DO.); Det kongelige Hjertes Lod er tidt I Forsagelse! - »Men ikke mits« Gjel. (i DO.).

3° Gruppegenitiv. Genitivmorfemet anvendes ikke blot ved det enkelte substantiv men også ved flerleddede substantiviske størrelser. Disse kan behandles som en enhed og morfemet føjes til sidste led (gruppegenitiv). Ved forbindelsen af substantiv og attributive led er denne fonn for genitivbøjning den eneste mulige: ( en by)s befolkning; (den store by)s befolkning; (denne store flere gange odelagte men stadig påny genopbyggede by)s befolkning. Shakespeare træder levende frem for enhver dens Øjne, der læser med aabent, modtageligt Sind Brandes.IX.269. Ligeledes hvor substantivet mangler og adjektivet er rykket op i substantivets stilling (som ovenfor kun alm. i forbindelse med hest. art. og i flertal): (de(n) gode)s: ( mange gamle)s største problem; de tos Arbejde JacPaludan.MM.5. de andre to's Blikke KBecker.B.30. nu var den (:>: gården) igen blevet vores begge to's (a: to drenges) gård Johs Wulff.FA 0 .201. Længere forbindelser af denne art undgås i alm. skriftsprog: den til bedre Vilkaar fodtes Foragt for denne lasede Sværm OMads. 17. Fantasteriet er de Uproduktive, men æsthetisk Dannede og Modtageliges Sygdom VVed. i Literatur og Kritik.1890.365. disse sidstes Pris er 3 shillings Pol. 1/u.1920. Disse tyves Hurraraab forplantede sig til hundrede bagved JesperEw.K.8. Vindstille var at foretrække,

thi da vidste man om alt fjendtligts komme KAabye. l.112. Parallelt med hvilken drengs o. 1. bruges i talesproget hvad for en drengs o. l.

På linje med attributivforbindelsen står en række andre tilfælde hvor gruppegenitivbøjning er eneste mulighed, nemlig appellativ (fx. titel} + navn: (professor N.N.}s forelæsninger; (kongeriget Danmark}s love; det er (faster Trine)s opskrift,· (karetmager her i byen M. Hår)s bo Wiwel. rn6; fornavn + efternavn: (Nis Petersen)s digte; forbindelse af en kvantitetsangivelse og et direkte eller ved hjælp af af tilknyttet substantiv: i (en snes menncsker)s nærværelse; (nogle og tyve tonder land)s tilsåning; ( mange af mine venner}s råd; for ( en del af forretningen )s vedkommende; forbindelser med titler, tilnavne: (Gorm den gamle )s hoj; (Frederik den sjette}s tid; Louise Ældst's Skonhed Bang.SE.172; faste kombinationer: Philemon og Baucis's Hytte HCAnd.III.140. afdode Fabrikant Swinghofer og Hustrus Legat HHLund.L.81. paa St. Peter og Pauls Kirkegaard Drachm.T.166. i En og Andens Tanker sa.VT.347; Det bliver nu flere og fleres Mening Lefolii.71. Jeg svarer ikke på den forstc den bedstes sporgsmål Mikkels.175; efter år og dags forlob ib.; for fred og ros skyld ib.; den grammatiske Rigtighed, som det ikke er alle og enhvers Sag at gennemfore Flagstad.SP.116. for en enkelt eller tos Vedkommende JacPaludan.TS.45; en sådan viden er nu gud og hvermands eje.

Hertil slutter sig forbindelser med substantivisk pronomen som første led: vi menneskers lod; for os menneskers skyld Mikkels.256 (~daglig tale«); Vor Mor syede vi Borns Toj Larsen-Ledet.LK.I.193; I regensianeres ærværdige traditioner,· nu er det vi tos ( også: os tos) tur ( almindeligt: vor(es} tur). Forbindelser som vi gamles særhed, I unges interesser, vi andres arbejde opfattes nu parallelt med de gamles - osv. En genitiv til vi alle(sammen) har ikke fæstnet sig i sprogbrugen: (vi (allesammen)s skulle være det naturligste. Også vor alles træffes: til vor alles Begejstring Faber.Mit Universitetsliv.33. Udtryk som Menneskene er vel vores allesammens Herre CEw.Æ.X'l.20; vores allesammens Mor sa.BB.1 6, der nu ofte bruges spogende, er vistnok en sammenblanding af vi alles, vi allesammens og vores (lierrc osv.). I det hele spores en tendens til at erstatte det substantiviske pronomen med et adjektivisk i den slags (faste) forbindelser. Min Historie er overordentlig sorgclig. Ikke fordi jeg synes, jeres andres er saa urimelig morsomme CEw.Æ.Xl.28. Undskyld, jeg blander mig i jeres to's Samtale Replikker.l.83. Saa opdagede vi, at det var ingen af vores Paraplyer, men den Dame, som gik's ib.20. - I lavere talesprog og børnesprog

hores også det er (mig og min lille bror)s (legetøj) for: det er mit og m in brors (lcgetoi) ,

lilu

Forbindelsen Iwer enkelt og hver især behandles nu normalt som gruppe: hver enkelts særlige Arbejde 4Moq,5(1931). vi tog fra hinanden, hvad der var Iwer isærs eget Kidde.DA.82. Forbindelser som lwemsomhclst, nogensomhelst bøjes ikke gerne: jeg er .. ikke den Mands Son, som behover at tage mig af en Skurekones Ord, saa lidt som af en Grevindes .. saa lidt som af nogen som helst's ChrEngelst.LF.143. - Det hedder oftest efter Iwer isærs ønske. Man kan dårlig sige: efter Iwers onske især og slet ikke efter Iwers isærs onske. - Der er i alle disse tilfælde tale om en indholdsmæssig enhed der kan være generel eller (som i eksemplet St. Peter og Pauls Kirkegaard) blot angive et specielt fællesskab i forhold til det følgende substantiv. Denne indholdsmæssige enhed kan få udtryk i en trykkoncentration på sidste led (enhedstryk), men ikketilstedeværelsen af genitivmorfemet ved første led er i sig selv tilstrækkeligt til at angive enheden og de oprindelige trykforhold ( med to eller flere stærktryk) kan derfor bevares. Genitivbøjningen ved hver af de kombinerede enheder viser disses indholdsmæssige selvstændighed i forhold til fællesleddet: Naar Fruen .. havde faaet forkort sig om vedkommendes plus Kones og Borns Befindende KLars.Ci.39. Taler ved Dronningerne af Frankrigs og Englands, den store Co,ides og nogle flere af Tidens Stores Baarer Rubow.KK. r J. Udenfor de gennemgående tilfælde er gruppegenitiv ikke fast sprogbrug. Vi vil se på de vigtigste tilfælde. a) Ved appositioner forekommer gruppebøjning almindeligt når forbindelsen er forholdsvis fast eller minder om den ovf. nævnte forbindelse af titel osv. + navn: H er i Amerika erfor han sin Ven, Prinsen af Gucmenee's opsigtsvækkende Fallit Brandes.U.91; Den nuværende Kon~ ge Kristian den niendes Regeringstid Lefolii.71; det .. undgaar enhver, selv den skarpeste Iagttagers Blik ib.; paa min Mors Fætter, Assessor i Højesteret, Eberlins Tilskyndelse UrsulaDahlerup.Fra gammel Tid.43. Vandrende i vore Forgængere de romerske Pavers Fodspor Jørg.RM.57. imod Herren min Guds Befaling 4Mos.22.18( 1931 ). Fru Alexandra Petersen ( 25 Aar), R itmester ved Husarerne, James Petersens Hustru Wied. Da.40. Lægen • . blev Himlens Son, K ejseren af Kinas Livlæge Chr

Engelst.GK.68. prinsessen er etatsråd H. N. Andersens barnebarn, plantagebestyrer Ib Andersens gæst Pol.3/10 l963. det er Kaj den idiots skyld. - Hvad horer til en fjortenårig dreng, son af fattige forældres udstyr, når han skal sættes i lære forespørgsel i et husmoderblad (hos Hjortø.OS.32). I tilfælde som de sidste bruges også genitivbøjning af begge led, og jo mere parentetisk appositionen bliver jo nødvendigere føles dette: Vi hverken kan eller bor tilegne os Vikingernes, vore hedenske Forfædres Levevis Lefolii.72. Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Trone Luk.1,32(l948). Hvis appositionen anbringes efter det substantiv som genitivforbindehen er knyttet til, sa:ttes den ikke i genitiv, men denne udtryksmide kan virke stødende og undgM helst: Dis;e Enkeltheder kommer fra en attenårig Piges Pen, en ung Person af fornem Byrd og rene Sæder Lefolii.7~. Hun gjorde det efter sin fætters råd, en per;on uden ære og samvittighed Mikkels.175. Forbindelserne på ens vegne, for ens skyld opfattes ikke som egentlige genitiver men på - vegne, for - skyld st6.r for moderne sprogbevidsthed som en slags kompleks pra:position (sml. for siden). Derfor er der intet eller kun lidt stodende i: for Peters skyld, den stakkel Wiwel.106 og han sagde det på familiens vegne, hans ka:re forældre og søskende som han gerne vilde hjælpe.

b) Ved præpositionsled er gruppegenitiv gængs hvor leddet indgår i navne, titler og andre faste forbindelser: Keiseren af Japans Nattergal er fattig imod Keiserens af China (i l850 rettet til: imod Keiseren af Chinas) HCAnd.Il.22. Keiseren over alle Russeres Riger og Lande EJessen.Gram.IIg. For Gud i Himlens Skyld Wied.BS.306. grevinde Margareta, grev Johan af Hollands hustru KNyrop.G.3L i Christoffer Ulfeldt til Svenstrups Eje Ehrencron-Miiller.Forfatter-Lexikon.IV.172. Kristoffer af Bayerns regering. Jeppe paa Bjergets succes. selskabet for de skonne videnskabers pris Wiwel.106. på bestyrelsen for de lærde skolers lærerforenings vegne ib.; noget usædvanligt: et stænk af den tragedie, som nu, engang for alle, er de rene af hjertets Schyberg i Pol. 3l/I l950.

Også brugeligt (men søges undgået) hvor præpositionsleddet er nødvendigt som bestemmelse til et hest. substantiv: Den ældste af Sonnernes Død EJessen.Gram.I 19. Grænselandskabet mellem Slesvig og Holstens bebyggelse Wiwel.106; for det gode forhold mellem folket og hærens skyld VilhAnd. (hos Jespcrsen.l.c.4); det er medlemmerne af Folketingets ret og pligt. - Skal jeg belemres med hvert eneste elskovssygt

medlem af familiens hjerteanliggender ldaZiegler.Overs. af Richard Gordon: Sir Lancelots sommer.133. Hvor forbindelsen ikke er fast bruges ikke gruppegenitiv i normalsprog: Kammerherrens Datter paa Nakkebølle WCarstensen.GS.214. bogen er universitetsbibliotekets i Fiolstræde; de gamle kvarterers bevarelse i den indre by. Men denne udtryksmåde kan genere p. gr. af ledstillingcn, og så må helt andre udtryksformer anvendes. !øvrigt er anvendelse af gruppegenitiv barnesprog eller - i de voksnes mund - spøgende: væveren nede ved soens dreng Wiwel.106; det (::i: en dreng) er urtekræmmeren henne på hjørnets nævnt af Vilh. Thomsen i forelæsning 1912 (som hørt på gaden); det er manden her ved siden a's Jespersen.l.c.5. Konen med æggenes datter, Lovise Gjedde.AG.12. Til samme milieu hører: c) forbindelse af substantiv og andre arter bestemmelse: paa A. B. Holm - kolonial en gros - 's kontor NisPet.M.43; Hjortø{OS.31) nævner dem derovres, dem ved siden af's, Det er ingen her i husets (>Hos Skolebørn«). Eksempler på forbindelse med ledsætning: bag sin venindes eller gud ved hvem det var's ryg Bergstrøm (Jespersen.5); en av de der skulde optrædcs far Jespersen ib.; De Mænd, jeg er paa Kontor med's Koner kan aldrig fordrage mig BerlTid.1/I2 1935.Sønd.(replikker fra en damefrokost ); den Mand, hun nu skal giftes med's Søster ib.19/4 1936.Sønd. (replikker fra en damefrokost). den Dame, som gik's Replikker. I. 20 ( se ovf. side 2 12) . Det dristigste jeg har truffet er Han er Konens Mor, der hvor vi har været for's Fætter MLorentzen.G.46. d) I sporgende sætninger kan gruppegenitiv bruges i stedet for hvis eller sammen med dette ord. Jespersen har eksemplet Hvem af de herrers parably er det ( 7); her kan hvis måske bruges i stedet for hvem men ikke uden genitivformen herrers. Eksemplet må derfor høre til gruppe b (begyndelsen). Det samme gælder Hvem i alverdens kan det være? Jespersen ib. - I børnesprog derimod bliver hvis er •det? til hvis er 1det's ['des], hvems er det's; Hvem er det da's Hjortø.OS.31. Hvis er dems? Alle dems, Mor? ERode. Smaa Børn og store.9 og med dobbelt genitivmorfem hvis'es er dets'es [des:1s] ? Se iovrigt Jespersen i Studier tilegnede Verner Dahlerup. side 1ff. og VvS.812.107.

4°, Genitiv i selvstændig anvendelse. Den normale anvendelse af genitiven er som attribut fornn et substantiv. Af indholdsmæssige grunde sidestilles normalt ikke en genitiv og et adjektiv. Adjektivet beskriver substantivet m.h.t. kvalitet eller kvantitet, medens genitiven angiver et sammenhørighedsforhold mellem to substantiver. Først når genitiven får et beskrivende indhold (se 5 ° nedenfor) er der ingen hindring for sideordning med adjektiver: en lejlighed som er billig og dog førsteklasses. Pronominale ord er jo uden eget beskrivende indhold og derfor sidestilles her pronominers genitiver og pronominale adjektiver indbyrdes og med andre ords genitiver: mit og hans syn på sagen er ikke det samme; det tjener både dine og familiens interesser bedst. Se side 227. En genitiv kan bruges alene i alle substantivets sætningsfunktioner ved underforståelse af et lige nævnt substantiv (elliptisk): Alle Slags Forelskelser fra Øjeblikkets til den livsvarige Kærligheds Brandes.U.5. (han) satte hendes Y,ide og Vid over alle andres ib.89. En af disse onde Tunger, Fuldmægtig ]essens Gjel.GL.298. Se, i Skyerne kommer han, og alles Øjne skal se ham, ogsaa deres, som har gennemstunget ham Aab. 1,7(1948). Ofte som prædikatsled: et Blik, der halvt var en syg Hunds og kun halvt en krænket Mands JPJac.lII.190. vor Tids Problem var et Transportproblem, Ikke den frie Viljes, ikke Overmenneskets, ikke Afstamningens, Sjælens eller Universets, men slet og ret et Transportproblem JacPaludan.UR.242. Fran,ois! Fran,ois! Du vokser ikke op under de Kaar, der er mine Borns KMunk.HJ.183. Den værste forvirring er ikke tankens men folelsens FBrandt.M.19. Er Gud kun ]oders Gud? Mon ikke ogsaa Hedningers? Rom.3,29(1948}. Mine hænder blev en jonglors KAbell.BP. 1o. Sjældnere forekommer ( i bogsprog) underforståelse af et følgende substantiv: Som Krigens var ogsaa Naturens Katastrofer afskaffede ved broderlig Overenskomst mellem Menneskene SophClauss. Fo.155. I særlige udtryk bruges genitiven uden tanke på et bestemt underforstået substantiv, med betydning: hvad der ejes af eller tilkommer en, ens andel o.l.: Giv Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er Matth.22,21 og Mark.12,17(1948-overs.). Jf. at give Gud hvad Guds var JPJac.lI-4, disse forfattere (har} bidraget deres til at fastlægge den individualistiske menneskeforståelse De europæiske ideers historie. I 80. Denne brug træffes især i skriftsprog. Talesproget kender en fast under-

216

forståelse af substantivet i navnebetegnelser, fx. ved kirkers navne: Prædiken i Helliggejstes JPJac.l.46. bryllup i Garnisons, i St. Petri osv., ved navne på højtider: omkring St. Hans, ved evangeliernes navne: i Matthæus femte kapitel san1t de ndf. side 218 behandlede udtryk: Det er saadan dejlige, lette Frakker, de Lastings KLars.SF.5. (han) slog engang paa sin rustne Sortkrudts (l: bosse) og sagde .. KMunk.LGD.10. Se side 220. I folkeligt sprog bruges af + genitiv af en personbetegnelse til at betegne at noget tilhører eller stammer fra den angivne person. Her er også tale om et underforstået substantiv ( det lige nævnte) men bevidstheden om dette substantiv er ikke altid tilstede. Eksempler: (han) tog en ladt, gammel Bosse af Skyttens JPJac.l.303; der er Blod paa alle de Svober af deres ib.III.238. (hun) tog med sig baade i Daase og Pose af hendes Faders, baade Lagner og Bolstre og Solvtoj og rede Pengest,,kker ib.I.109. (han kom) i en Slaabrok af Gamle Pastors Bang.(00.) . Der var ikke den Beklædningsgenstand af Moderens, man ikke kunde finde et eller andet Sted paa Indsiddernes Koner sa.HH.35. Fruen sad med en hel Mængde brune og sorte Uldstrømper af Mandens og Bornenes og hendes egne og var ved at stoppe dem KLars.SA.104. de her to unge Dotre af Postmesterens, Gertrud og Anne SvLa.FruG.6. i lange Tider talte de daglig i Apoteket om »den yndige Krog af Glarmesterens« (:>: den krog glarmesteren havde lavet) Buchh.UH.70. Dette minder jo om engelsk a friend of my broll1er's: en af min broders \'enncr og thiJ land of 011rs: dette vort land. Et par specielle tilf:dde af fast ellipse ved personbetegnelser tilharer ikke rigssprogsnormen. a) tilfælde hvor et ord som 'hus' synes underforstået: der uar Ildlos henad /u.stitsraad,ms til. Sæbefabrikken .• laa ligeoverfo r Ju.slitsraadens .. Fabrikken brændte, ]rutitsraadens brændte JPJac.III.148 (side 149: Justitsmadens Hus) . b) tilfælde hvor et ard som 'kone', 'hustru' eller 'enke' synes underforstået (ofte er blot mandens stillingsbetegnelse blevet tilbage). Det vrimler med eksempler hos Holberg: Else David Skolemesters, Abelone Hans Hansens, Gunnild Sl. Per Smeds, Frue Borgmesters osv. Den gamle oversættelse af Gnieren har Mutter Clausses (Kom.Granneg.I.40.9a, svarende til Molieres Dame Claude ). HCAnd. har II.85: den gamle Moer Skomagers. - Karen Bakkegaards AndNx. DM.III.165. Marie Vævers Wied.TK.192. Stine Bodkers Pontop.FH2.13. Karen Peers Bang.P.116. MartinAHansen i L.21: Margrethe Baadebyggcrs. Se nærmere Feilberg i D ania.1II.327ff. og NielsHaislund i Danske Folkemål.V.17ff. Om s-form brugt med kollektiv betydning se side 153, og om s-fonn styret af præposition ovenfor side ao5.

5°. Overgang til brug som adjektiv eller første led af sammensætning.

Syntaktisk og betydningsma:ssig er der en gruppe af genitiver der adskiller sig fra de øvrige og nærmer sig adjektiverne eller første led af sammensætninger. Syntaktisk tager genitiverne af den nævnte ordgruppe bestemt artikel og andre bestemmelsesord foran sig ligesom adjektiverne og indholdsmæssig rummer de ligesom adjektiverne en kvalitativ eller kvantitativ bestemmelse af substantivet. Når de ikke henregnes til ordklassen adjektiver skyldes det at de ikke går ind under noget af de for adjektiverne ejendommelige bøjningssystemer. De nævnte genitiver har alle substantivet i ubestemt f. (ental eller flertal). Tilnærmelse til enheden komposition kan kun konstateres i talen ved at to nogenlunde lige stærke tryk erstattes af et stærktryk + et bitryk; overgang til komposition har først fundet sted hvor forbindelsen morfologisk behandles som en enhed (ved at bøjningsendelserne tilføjes sidste led). Derimod er det ofte tilfældigt om forbindelserne skrives som komposita eller ej. Gruppen omfatter især følgende betegnelser: a) genitiver der angiver stof, materiale hvoraf noget er lavet, eller hvad noget er udstyret med: Aamanden .. med Aaleskinds Buxer og Skælfiskes Trøie HCAnd.III.99. den Blaarævs Pels, han gik med de ti Maaneder af Aaret Brandes.U.98. sin sorte Atlaskes Stadskjole Tops. I.243. Søloveskindshue Ursula Dahlerup.Fra gammel Tid.19. Hans Dyffels-Overfrakke ib.67. Kniplingsmanchetter ib.36. Blanklæderssko ib. jeg valgte sort Silkebrokadeskjole ib.63. et Fyrretræs Klapbord Wied. BS.188. Noddetræs Divanbord sa.TK.163. Lille fuldt mahognitræs Chiffoniere KLars.Ci-45. Hvergarnskaaber Pont.Sk.36. en halvslidt Gyldenlæders Lænestol sa.Mi.69. et Sælskinds Tornyster JVJens.50.g. en hermelins krave, et flors gardin, en fløjls kjole ( eller: en hermelinskrave osv.). Se også eksempler side 1og. Med foransat bestemt artikel: den Porcelains-Skorsteensfeier HCAnd.lI.94. den Floiels-Ligvogn ib. J 08. de blomstrede Ulddamaskesgardiner Tops.l.185. Moderen satte sig i den Hestehaarssofa Bang.HH.71. det Noddetræes Fortepiano KLars.SF.207. de Atlaskes Forhæng Hoffmeyer.RD.34- den hvide Straatags Gartnergaard ORung.SS.120. det hvide Porcelæns-Toilette JacPaludan.UR.247. Tynd Klematis langs de Bindingsværks Mure sa.MM.22. Artiklen kan undertiden overfores til lignende sammensa:tninger hvis første led ikke er genitiv: han tog det Raasilkelommetørklædc ud af sit Ærme Bang.DuF.157.

De fleste kan også behandles som komposita: fløjlskjolen, hvergarnskåberne, brokadesgardinerne (S0ya.GAM.u16) (og det er i det hele nu det almindeligste). Andre forbindelser bruges nu kun som sammensætninger: Sandstensbænken TomKrist.Vi.122. Perlemorsknapperne Soya. GAM.36, merskumspiben, fedtlædersstovlerne osv. b) genitiver der angiver et mal: 1 ° genitiver der angiver tidsmål: efter Maanedcrs Vrovl Brandes. U.82. en 36 Dages Rejse ib.81. med faa Dages Mellemrum ib.84. et Par Baadslængders Bredde Pont.Mi.53. (han er) fire Aars Kandidat Gjel.GL.308. Kolding, fem Minutters Ophold ib.440. Han vilde have ... fyldt sit tyveaars Hoved med hundrede Planer Esm.GG.28. Det var fire Dages Korsel, altsaa fem-seks Dages Vandring TomKrist. Vi.43. to Maaneders ubetalt Husleje Soya.GAM.79 (jf. VvS.93). et Øjebliks Forstemthed ib.132. seksten Aars Tugthus JacPaludan.UR. 228. I den to hundredhalvtredsaars Periode Haslund-Christensen. Asiatiske Strejftog.134. trettenårs pigebørn KAbell.FS.134. Jf. et tiendedels sekund. Det ses at det foransatte bestemmelsesord retter sig efter det substantiv der er det forudsatte (overled, primært led) i forbindelsen. Anderledes hvor overleddet er ordet tid: her retter den foransatte bestemmelse sig efter genitiven: naar han saadan havde et Minutstid mere KLars.SF. 148. - Det var for et halvt Aarhundredes Tid tilbage, at •• ViggoFMøller.PB.12. et kvarters tid. de par timers tid får nok ende. Således også i følgende tilfælde hvor de to ord har samme genus: En Dags Tid efter døde han Lefolii.71. en fuld Maanedstid Brandes.U.98. en Timestid JacPaludan. UR.217. Da der var gaaet en Bajers Tid MLorentzen.G.65. Med bestemthedsmorfem: Elleveugersdagen efter JPJac.III.236. han, som i fjorten Aars Alderen var Annas Barnckæreste Jørg.LT.32. 2° genitiver der angiver andre slags mål: Mange Miles Vej Lefolii.71. en tre Trins Trappe Bang.P.104. en halv Snes Graders Kulde KLars.GV.11. et halvtredsindstyve punds lod Mikkels.164. et tiøres frimærke ib. et Par maadelige tolvkroners Støvler Jac Paludan.UR.25. Tometers-Piben ib.47. Med et Par Alens Mellemrum TomKrist.Vi.77. Gaver til Tonder Gulds Værdi JVJens.SØ.22. en lille to-personers vogn NisPet.M.26. en 25-lys-pære ib.56. Man horer alle lyde på kilometres afstand AalbækJ.P.23. en firemotorers flyvemaskine. !U9

I enkelte tilfælde hvor der indgår et talord i gruppcgemttven kan flertal erstattes med ental: en Fjortendagstid senere ValdSchmidt.A.74. et seksetages (eller seksetagers) hus, en fireværelses (eller fireværelsers) lejlighed. Se VvS.71. I disse tilfælde kan helheden behandles som sammensætning: fireværelseslejligheden osv. I visse tilfælde bruges nu kun sammensætning, fx. trcpæglsflasker, femfodsjamber, seksdageslob, tostai•clsesordet. I /ingersbred, fodsbred, håndsbred, hårsbred foreligger sammensa:tninger med et fa:llcskonssubstantiv bred ( bredde). Nr man kan tr:dfc et hårsbred (fx. i alt 11æsentligt er teorien om de gamle Russeres nordiske oprindelse ikke ble11et rokket et hårsbred VilhelmThomsen.Samlede Afhandlinger.I.!?51) i stedet for en hårsbred kan det skyldes opfattelse som ikke sammensat forbindelse (et hårs bred) .

=

c) genitiver der angiver rubrik, klasse o.l. Forbindelsen indeholder ofte et ordenstal: e11 fuldblods Royalist Drachm.F.I.115 (jf. en fuldblodshest) . nu var han fuldblods Kongshavner Svedstrup.EG.I.82. det styrbords koojc KAbell.TM.34. Den forste Klasses Restaurant KLars.Ci. 208. store Forsterangs Pragtbygninger JuliusLange(DO.) . AndenrangsKunstnere Brandcs(DO.). et Sovekammer i femte Rangs Hotel-Stil Tom Krist.Vi.73. en tredjegrads forbrænding, et tredjegrads forhor; et tredjepersons henvisningsord Mikkcls.164. et forstchånds indtryk. en andenhånds meddelelse. Jf. Andendags-Kjole Wied.TK.144 (efter sondags-, hverdagskjole) . - De nævnte forbindelser kan også bruges alene, i tilfælde hvor substantivet er underforstået fra det foregående: om han .. moder dig paa Sporet af en Sextcn-Enders (~: hjort) Gjel.AL.22. Jeg vil ikke 1ta•e den Vest. Ta'e den Brokades Bang.DuF.255. Mit Hotel i Hamborg horte til de forste Klas.res KLars.Ci.35. paa Solitudcvej i min lille hyggelige treværelsers CGandrup.MF.!!5. en Cigaret, en af de guldkronede Rosenblads han plejede at /tave hængende i Mundvigen ORung.SS.116. Rigtig tykke brune Sko .. Jeg er endda ikke utilbojelig til at tro, at det var Fedtelær's Soya.HF.29. hvad havde saa Nelle paa? - .. sclvfolgelig den berømte sorte Tylls! Replikker.III.11. Tænk, hvor din sorte Flojls har holdt sig smukt i alle de mange Aar sa.I.16. Paa Fuldblods har vi sprængt over Gader og Hegn ChrEngelst.LD.g. Uden for disse tilfælde især i jargon: Sover /tun middags (~: middagssøvn) i Hoet? Det var scnt.c: -

Ej middags. Nej, hele Dognet Borberg.SI-I.39. Billy Jack blir aldrig færdig, Billy Jack er alle tiders BruunOlsen.T.12. Hvor forbindelser af denne art bruges i selvstændig anvendelse uden at et bestemt substantiv er underforstået eller står for tanken, må de regnes for ubøjelige adjektiver: Det (o: spillet gnav) kan spilles Tomands KLars.GV.155. Livet i byen kedede hende. Det var overfladisk som selve den store sos vande, andenhånds ElsaGress.Overs. af Durrells MountOlive. 21. På tilsvarende måde kan første led af sammensætninger undertiden udvikle en selvstændig brug, især som prædikat: Han var saa Gennemsnits ERode.0.229. aspasier og skattelister skal være sæsons og ikke noget i retning af helaarsjuletræ NisPet.M.1 1. Saa nu faar du mig til at fole mig dum og mindreværds AaseHans.RB.30. Du ved nok, hun er missions AalbækJ.P.1 73. Dette er fra et synkronisk synspunkt vanskeligt at skelne fra gruppen af ord som dagligdags, hverdags, gammeldags hvor der foreligger gamle som adjektiv og adverbium brugte dannelser. Hermed er vi havnet i de tilfælde hvor genitivformen kun bruges som første led af en sammensætning (se videre herom side 296) eller som et rent (omend som regel ubojeligt) adjektiv. Andre eksempler er Søndagsbarn og Hverdagsmennesker KLar,.bogtitel 1909. nogtlt uskadeligt sodt og hverdags (mærk sideordningen med almindeligt adjektiv) SophClauss.Fo.12. (en) Iwerdags Bemærkning Brandes(DO.). et af de godtkøbs Suovlstikkefuderaler KLars.(DO.). Pauucrt, jammuligt .• Et Godtkabspaafund SophClauss.R.87. Bemærkningen var godkøbs EReumert(DO.). Adjektiver som / ælles, stakkels, nymodens står ikke for moderne sprogbevidsthed som genitiver. Hjertens afviger ved sin gamle form fra den moderne genitiv (hjerte(t)s). Det bruges attributivt, som kompositionsled og adverbielt: min hjertens ven, min hjertenwen, hjertens god, hjertens gerne. saa hjærtens-frydefuldt HKaarsb.Vi.77. den Hjertens fine Komedie MartinAHans.A.73. Se også side !1!15, Enestående er den oprindelige genitiv slags' (af et slag i samme betydning) sejr ikke blot i forbindelse med substantiv (en slags torv, en (eller et) slags huse (se side 67) men også som substantivets grundform (med bcst. f. slagsen).

d) genitiver af betegnelser for overnaturlige, især onde magter angiver egentlig det normale tilhørsforhold, men bruges nu med forskellige prægnante betydninger ( af ondskab, styrke, storhed, mærkelighed o. I.), såvel adjektivisk som adverbielt: et djævels menneske, en fandens og pokkers !!21

tos, en fandens karl, en satans, en helvedes karl (se Hjortø.OS.8gf.); en pokkers flid, en fandens larm Mikkels.164. det var po~kers, satans; Fandens gjærne Schand.(DO.). et Satans kønt Stykke Fruentimmer Wied.TK.50. tre Satans dejlige Unger sa.BS.256. allerhelvedes stærk (udtalelse af kvindelig arbejderfører), (spøgefuld omdannelse: nu ved I .. hvad jeg (:>: gårdhanen) er for en allehønscgaards Karl! HCAnd. III.160). se Pokkers godt ud Soya.GAM.17. se Satans flot ud ib. - et herrens vejr; - Han ser altid herrens ud i fjæset, fordi han trykker bumserne ud, for de er modne Panduro.R.138. I udtryk som disse er genitivens egentlige betydningsindhold trængt tilbage eller helt gået tabt. Det samme kan også ske ved faste forbindelser af anden art, fx. ved alverdens (Alverdens Ulykker TomK.rist.Vi.57. avertere i Alverdens Blade Soya.GAM.13) alle mulige, tænkelige.

=

6°. Det indholdsmæssige forhold mellem de to substantiver i genitiv!orbindelsen. Vi har sagt at genitiven udtrykker et sammenhørighedsforhold mellem det der betegnes ved genitiven, og det følgende substantiv (det primære led, overleddet). Man kan naturligvis opdele dette i et større antal grupper som det ofte gøres, se fx. Mikkels.162. Vi kan ganske kort betragte tilfældene med hensyn til de reale forhold de dækker over. a) et tilhørs- eller sammenhørsforhold i al almindelighed. Det er hovedgruppen. N.N.s villa, kone, helbred, hårfarve; villaens tilstand, prioriteter. Fra en Brandes-tekst (Uimodstaaelige) kan nævnes: Frankrigs indre Politik. Dronningens Ridder. Dronningens Rygte. denne Dames Portræt. Bankens Grundsum. Fristaternes største Mand, General Washington. de to Magters Mellemværende. i tænkende Menneskers Øjne. Fortidens Fordomme. Den gamle Statsskiks Tempo var Tidsspilde. efter Sagens Natur. - Specielt kan fremhæves forholdet mellem del og helhed: den franske Hærs Fortrop. næste Tiaars Slutning. Andre eksempler: langs Kimonoens Kant TomKrist.Vi.73. Sumatras Nordspids ib.106. Samme Dags Aften KLars.GV.20. Underholdningens Højdepunkter Soya.GAM.g. Realforholdet kan i mange af disse tilfælde også udtrykkes ved hjælp af en præpositionsforbindelse og i højere grad jo mere vi fjerner os fra

betegnelsen af et besiddelsesforhold (N.N.s villa, blå øjne, dronningenJ rygte kan ikke omskrives, men fx. N.N.s broder : broderen til N.N. (N.N.s kone kan kun i folkeligt eller dialektalt sprog erstattes med konen til N.N.), villaens tilstand : tilstanden af villaen. Se side 231. b) det forhold at det der angives af det andet substantiv, hidrører fra, beror på, skyldes eller iværksættes af den eller det ved genitiven betegnede, altså et aktivt forhold med et agens der ligger i genitiven (subjektiv genitiv). Eksempler fra Brandes: Dronningens Velvilje. Dronningens Tillid. Dronningens Ord. Kvindens Magt. Tydeligst ved substantiver der betegner handling eller virksomhed og som ofte er verbalsubstantiver o. I.: L.s Udtalelser. Dronningens Udsagn. en Generals Forræderi, en andens Nederlag. Koloniernes Oprør mod England. den franske Ambassadors Protest. L.s Deltagelse i det amerikanske Felttog. efter Datidens almindelige Opfattelse. hans Faders og en Vens imødekommende Holdning. (en) meget elskværdig Dames Yndest. efter L.s Mening. L.s Forslag. i hans Besiddelse. hans Nærværelse. Andre eksempler: den sidste, fagre Illusions Bristen Pont.Mi.23. Fortojningernes Knirken ... Stødblokkens Gnaven i Bolværket TomKrist.Vi.13. Themsens heftige Aandedræt ib.169. Aarsagerne til Københavns Opkomst JVJens.50.8. Professorens Plagerier Soya.GAM.71. en Moskitos uvenlige Summen ib.10. Prøvetidens Udlob Lov nr. 215 24/6 1959 § 60. Straffens Bortfald ib. Realforholdet svarer her til det der i en sætning med det finite verbum i aktiv form findes mellem subjektet ( der i denne egenskab kaldes agens) og verbet. Tilsvarende udtryk med præposition kan normalt altid bruges. c) det forhold at det ved genitiven betegnede er målet for eller resultatet af en ved det følgende substantiv betegnet handling, virksomhed. Eks.: Professor Mikel Nielsen var anset for en udmærket Skolemand; men jeg kan paa ingen Maade istemme hans Ros Liebenberg.Nogle Optegnelser( 1894).13. At en saadan Lidenskabs Fremstilling er mulig paa Scenen, viser Sarah Bernhardts Spil Drachrn.R.107. under Navns Nævnelse Wied.BS.55. Minde om Londons Brand TomKrist.Vi.161. for Ægteskabets Indgaaelse Soya.GAM.57. i Mangel af bedres Havelse ib. 66. megen og god Mads Tilberedelse JespEw.K.40. det Sporgsmaals Besvarelse JacPaludan.UR.222. Lov om lndfodsrets Meddelelse 27/3 1929. Ved Beløbets Fastsættelse Lov nr. 215 24'6 1959 § 51. den endelige 223

li Doms Afsigelse ib.§5G. under Straffens Udstaaelse ib.§17. Straffens Udmaaling § !267. Amerikas opdagelse. byens indtagelse. luftens erobring. Tysklands deling. verdens skabelse. Ved nomina agentis: Lauzuns Beskytter Brandes.U.78. Canadas tapre Forsvarer ib.96. unge Sagforere, unge Handlende, unge Læger .•. breder sig i Sofaerne som Borgervellets og det fremblomstrende Kulturlivs fodte Bærere Pont.Mi.35. Her kom Europas Frelsere, Krigens Besejrere! JacPaludan.UR.27. Pensionatets Ejerinde Soya.GAM.g. Himlens og jordens Skaber Salm.124.8. bogens forfatter, udgiver, forlægger,· husets ejer; holdets anforer, træner. Realforholdet svarer til det der eksisterer mellem verbet og objektet i en aktiv sætning, hvorfor man kalder gruppen objektiv genitiv. Udtryk med proposition af (den samme præposition der bruges til angivelse af agens i sætninger hvor agens ikke falder sammen med subjektet) er i alle tilfælde mulig (og ofte det der foretrækkes). d) det forhold at det som overled brugte substantiv angiver en egenskab ved det genitiven dækker over. Dette vil i almindelighed falde ind under gruppe a, men hvor substantivet der angiver egenskab hører sammen med (evt. er afledt af) et adjektiv, bliver genitivforholdet indholdsmæssigt en tilnærmelse til forholdet mellem et adjektiv der står som adled (sekundært led) og et substantiv der står som overled (primært led). Eksempler fra Brandes: Washingtons Utilfredshed. Marie Antoinettes Uanfægtelighed. Sagens Uretfærdighed. Ha/gunsts Omskiftelighed. hun besad en lys og letsindig Ungdoms Ublufærdighed. undgælde for tidligere Tiders Grusomhed og Ufornuft. Andre eksempler: i Sommernattens Halvdunkelhed Pont.Mi.23 (omtrent i den halvdunkle sommernat). en stor Pedant, om hvis Vancrs Uregelmæssighed der gik det Ord (osv.) ib.42. midt i Engens Uendelighed Jørg.LT.3. Kraniets A-fassivitet TomKrist.Vi.78. Taagens Gennemsigtighed ib.151. landskabets skonhed, Andre eksempler hos MøllKrist.Impr.90. Anvendelse af præpositionsomskrivning er altid mulig undtagen ved faste forbindelser: odelæggclsens vederstyggelighed. e) Genitiven kan rumme en karakteristik til overleddet. Det har vi truffet ved de side 218 behandlede udtryk. Det bruges også i andre tilfælde, især hvor det ikke er muligt at anvende adjektiver, fx. fordi de ikke er forhånden eller de forhåndenværende ikke helt dækker hvad man vil udtrykke eller lyder kunstlede. Specielt bruges genitivforbindelser hvor karakteristikken er så kompliceret at den vanskeligt kan ud-

=

trykkes adjektivisk. Eksempler: Det attende Aarhundrede er det mandlige Vids Aarhundrede; thi det er Voltaire's. Det er den kvindelige Folsomheds Aarhundrede; thi det er Rousseau's. Det er Galanteriets, den erotiske Opmærksomheds Aarhundrede ... Elegancens Aarhundrede er det. Den gode Smags, den lette Stils Tidsalder Brandes.U.5ff. Med et stort Forsæts Ro vender han .. tilbage RSchmidt.AEV.26. Fornuftens og Frihedens Verden JacPaludan.UR.28. Efterkrigstidens Berlin Tom Krist.Vi.173. ( de kom) ravende ud fra Skarnets og Skændselens Smuthuller, med Drukkenskabens Bro[, Frækhedens Tilraab, Sultens skærende Klage, Brodebevidsthedens sky Blik og Haablashedcns fjollede Latter Drachm.R.17. Eventyrlandet, Par/ymernes Land JVJens.SØ.21. Sælernes Ø sa.(bogtitel). Hun havde et Umenneskes Øje ib.121. Systemer, der nu kun har Kuriositetens Interesse sa.Intr.5. pjalternes og de væskende sårs Ægypten, skønhedens og desperationens land Elsa Gress' overs. af Durrels Mount Olive. 150. nu er din V redes Dag kommet Aab.1 1, 18 ( 1948). Genitiv i bestemt form med karakteriserende betydning indgår i en attributiv forbindelse der kan tage foransat bestemt eller ubestemt artikel o. I., fx.: en Fadervældens Stat Brandes.X.314. med professionelle Optimister mente H. G. ikke at ville tomme noget Loftets eller Haabets Bæger Drachm.F.I.326. den Dødens Lamhed, den Pernittengrynets Asthma, den Fladhedens Svindsot, der har slaaet vore Theatre! ib.517. en Velværets Romantik RSchmidt.AEV.41. det Menneskenes Nonsens, som jeg virkelig havde Energi nok til at sætte mig ud over KLars.Ci.238. Voltaire, den Sandhedens Mand SophClauss.Fo.28. hun var et naturens vidunder KNyrop.G.g. han stirrede ind i et Glædens og Henrykkelsens Land JacPaludan.UR.364. en Overraskelsernes Mand KMunk.HJ.129. den Handlingens Mand han er ib.154. et Ensomhedens og Haabløshedens smertefulde Fløjt ib.197. de Vanviddets Febersyner, som kun den haardc Dod bringer Udfrielse fra ib.r61. Man stod ikke rigtig i noget forpligtethedens forhold til de andre De europæiske ideers historie.133. Overgang til sammensætninger finder kun sted ved hjertens (jf. side 221 ), nu opfattet som ubøjeligt adjektiv: (Jørgen .• bad hende om hendes Hjertens Mening om F. JacPaludan.UR.358) eller som første led af sammensætninger ( hjertensvennen. - den lille Hyrdinde .. saae paa sin Hjertensallerkjæreste HCAnd.Il.94). f) forholdet kan svare til det vi finder i en mængdehelhed: /roers Modrtne dansk. II. 15

mængde : en mængde /roer (se side 235), og det der findes ved appositionelle udtryk: Norges rige : riget Norge; i Ægyptens Land HCAnd. 111.70. g) Beslægtet med den partitive genitiv er en stilfigur bestående af en genitiv pluralis fojet til et overled der er samme ord i singularis eller sjældnere i pluralis. Den hører hjemme i bibelsprog (overtaget fra hebraisk) og derefter brugt i andre højtidelige stilarter. Formålet er at angive den eller det ypperste, største af slagsen. Eksempler: Forfængeligheders Forfængelighed Præd.1,2 ( 1871; i 1931-ovcrs. ændret til Endelos Tomhed). Himlenes Himle 5Mos.10,14( 1931 ). eders Gud er Gudernes Gud og Herrernes Herre ib.10,17(1931). Trælles Træl bliver han for sine Brodre I Mos.9,25 ( 193 I). Gud være Ære og Pris i Evighedernes Evigheder I Tim.1, 1 7 ( 1948). » Videnskabernes Videnskab« Philosophien MHamm.FK.100. Gud var i gamle Dage Suverænernes Suveræn Jørg.RM.43. Pressen, Verdens ottende Underværk, Stormagternes Stormagt CEw.DV.1 I 1. Byernes By, Rom JVJens.V0.45. Jeget erkender sig selv og sin evige V æren i Forbund med Jegernes Jeg Rode. Pladsen med de grønne Træer.104. Byernes By (:>: Paris) KMunk.HJ. 179. For mig er skonhed alle vidunderes vidunder Sten Drewsens overs. af 0. Wildes Dorian Grays Billede (udg.1962).25. Marguerite, du dejligste dronningernes dronning - - Margueriternes Marguerite KAbcll. K.41. bogernes bog (om bibelen). kongernes konge (om Gud). Se nærmere Rolf Pipping i Studier i nordisk filologi.XXVIl.1ff. Sjældent forekommer genitiv sing.: nu og altid og i Evigheds Evighed Jørg.RM.52. i mit hjertes hjerte (:>: i mit inderste hjerte) maatte jeg misunde dig Branner.A. 105. Et modstykke hertil findes ved adjektiverne. Dels en forbindelse med af: det modemeste af det moderne Pont.AG.21. Dels en attributiv forbindelse: det er det allernyeste nye. Se 344. Konstruktionen må holdes ude fra alle Hofdamerne med deres Piger og Pigernes Piger, og alle Cavalererne med deres Tjenere og Tjeneres Tjener HCAnd. II.64. Negationernes Negation (i Hcgcls filosofi) Gjcl.GL.1149, der hører til de foregående betydninger.

h) Forbindelsen kan rumme en sammenligning: Stoffet lever sit glimrende Liv i faste Former I med Stumhedens Segl paa sine Læber Rode. Digte gamle og nye( r907).98. Det gode Indfald er den himmelske

.Manna i Tænkningens Ørken Pont.GA.60. at være vaagnet i Erkendelsens Helvede JacPaludan.F.110. Om tilfælde hvor genitiven indholdsmæssigt svarer til et adjektiv er talt ovenfor. - Endelig skal det nævnes at vi har en del faste forbindelser hvor en genitiv omsluttes af en præpositionsforbindelse. I disse tilfælde er »omskrivning4: aldrig mulig, fx. paa ens vegne, i ens sted, fra ens side, for ens vedkommende, for ens skyld, i ens navn, fra ens hånd ofl. Eksempler fra Brandes.Uimodstaaelige: paa Marie Antoinettes Vegne 71. i Gesandtens Sted 77. Fra Kejserindens Side 67. For Lauzuns Vedkommende 78. i Kongens Navn BB. Andre eksempler: efter et halvt Aars Forlob Soya.GAM.12. fra Naturens Haand ib.52. falde for en morders hånd. De kan sammenlignes med forbindelser ( uden genitiv) som fra grunden af, for mange år siden, på 5 points nær.

7° Genitivens syntaktiske forhold i den attributive forbindelse. a) Kombination af to eller flere genitiver er lige så almindelig som kombination af to attributive adjektiver: (pelsen vakte) ikke blot Menigmands men Hojadelens Interesse Brandes.U.98. Se iøvrigt eksempler side 216. Det hedder i den nyeste oversættelse af Ny Testamente: idet I dober dem i Faderens og Sonnens og Helligaandens Navn Matth.28.19, hvor der tidligere ( efter fremmede forbilleder) brugtes efterstilling af genitiv: dober dem i Navnet Faderens og Sonnens og den Hellige Aands. Genitiver og adjektiver kombineres normalt ikke; derimod viser pronominale adjektiver som min ingen modvilje mod kombination. Menneskehedens og vor egen Barndom JVJens.Intr.28. i vor - de store Slæders og de syge Nervers - Tid VilhAnd.AD.97. Se også side 216. b) Det forudsatte substantiv i genitivforbindelsen kan være forsynet med foransatte adjektiviske bestemmelser og disse igen med adverbialer: Digterstolthedens lonligste, i Hjertets Dyb tilbageholdte Ord RSchmidt.AEV.14. Hengivelsens saa længa attraaede Øjeblikke Brandes.U.59. de store Kobmænds tunge, med bovnende Bryggerheste forspændte Selvejerkarosser Pont.Mi.80. Karl Marx's kendte, vidt og bredt ftaarede og skæggede, australoide Træk JVJens.SØ.33. Jo mere komplekse bestemmelserne er, jo stivere skriftsprog har vi at gøre med. Man kan simplificere konstruktionen ved at give ( en del af) bestemmelserne efter substantivet, fx. i form af relativsætning; fx. i næstsidste citat:

tunge selvejerkarosser der var forspændt( e) med bovnende bryggerheste. I et citat som den gamle Borgervæbnings skarlagensrode, hojt vatterede Officerskjole med korte Skader og store Rabatter Pont.Mi.40 hører det sidste led (præpositionsleddet} egentlig hjemme foran Officerskjole hvor det som adverbial ikke kan stå alene (men fx. i forbindelse med et adjektivisk ord som forsynede}. Det er unaturligt at skrive Handlingens som satirisk Karakterskildring uhyrlige Højdepunkt Schy-

berg.Teatret i Krig.37 i stedet for at sætte adverbialet bagefter. Det forudsatte led kan (ved faste udtryk) indeholde en genitiv: Over Faders Kunstens Land havde Moders Dod hvælvet en lykkelig Himmel KLars. AH.27. Er der to overordnede substantiver hvis kombination er udtrykt ved både - og, såvel - som, enten - eller o. l. sættes normalt både osv. udenfor genitivforbindelsen: både N.N.s far og mor, såvel N.N.s far som mor osv. Stilling efter genitiven er nu kunstlet: i sit Hjærtes baade Erfarenhed og Enfold Drachm.F.l.438. Kirkens baade aandelige og verdslige Magt CStABille.Er.II.277. al virkelig Kærligheds baade Begyndelse og Ende Nans.GF.r42. man kunde uden Tvivl bag denne Kommunists verdensmandsmæssige Optræden have anet Tigerens baade Styrke og List Pol.19/I l.l92r. Attributtet til det overordnede substantiv kan indeholde bestemt artikel, dels i poetisk sprog: Gjenfodelsens det dyre Bad Psalmebog til Kirkeog Huus-Andagt ( r856ff.)nr.6r9 v.5, dels i daglig tale: fire af sin Faders de bedste Cigarer Wied.BS.278. kigge ned paa Vorherres de dejlige Hons Ursula Dahlerup.Fra gammel Tid.ro. Luthers den lille Katekismus Nathans.F.r2; specielt ved substantiverede adjektiver: Sonnens de stortærnede KLars.UR.39. »Hvor er saa Konen?« »Derude i Køkkenet, det er hendes det bedste« PLevin.RF.9. det (:>: en pige} er Sørensens den ældste. Tilsvarende ved possessiver: Hva' me' dit det blå sæt (:>: toj)? BruunOlsen. B.130,

c) De adjektiviske ord der ikke har beskrivende betydning men angiver tal, mængde, bestemthed, ubestemthed o. l. (af Diderichsen sammen med genitiven sammenfattet under betegnelsen »Bestemmerled«) Gtår normalt foran genitiven (ligesom de står foran attributive led),

fx. alle de andre Skovens Træer HCAnd.III.54. Al Kirkegangens Stilhed og Højtidelighed KLars.GV.45. alt Sommerdagens glade, travle Liv Esm.GG.23. Nu var Ane .. kort til Byen, som hun gjorde paa Iwer Moderens Fodsclsdag Bang.DuF.2. (her} maatte hver jordisk Længsel dodes, hvert Hjærtets Skrig forstumme Pont.Mi.19. samtlige Statens Indtægter Grundloven 1849 (DO. ). Ved dobbeltgenitiv: han byggede Altre .•• i begge Herrens Hus's Forgaarde 2Kron.33.5( 1931; = i begge Forgaardene til Herrens Huus i 1871-bibelen). Fast udtryk foreligger i for mange Herrens Aar siden CEw.Æ.III.50. Ordene hel og samtlig kan også sættes efter genitiven, dette sker specielt for at forebygge at ordene opfattes som attribut til genitiven: en ung Kvindes hele Skæbne JVJens.SØ.122. Tjenerens hele Væsen havde ... lammet mig Soya.GAM.69. byens hele formue (hele byens formue er tvetydigt). Pletter, som ikke det øvrige Londons samtlige Hæderlighed formaar at afvaske Drachm.R.12. Kroens samtlige Ruder Soya.GAM. 73. samtlige storre og mindre byers investeringer er dobbelttydigt. Unormalt ved alle: en af Blomsterne, hvis alle Blade løsnede sig og faldt ned Jørg.Som en Tyv om Natten.65. menneskets alle muligheder Frederik Nielsen i EThoms.SS.8. Ved de ord der kun kan stå foran er dobbelttydighed en mulighed: selve kampens ophøjede mål Mikkels.612. I forbindelse med artikler og demonstrative pronominer bruges hest. f. gen. (ofte med deskriptiv betydning, se side 2125) i højere skriftsprog: hin Livsanskuelsernes spillende Leg RSchmidt.AEV.78. Her er ingen Lunets Vilkaarlighed ib.99. Belær dem om disse deres Evner Drachm. HI.303. dette Solvknappernes, Solvspændernes og de solvbeslagne Pibers .. Hjem Pont.Mi.16. disse Ammestuens og Barnekammerets Fortrolige (:>: storkene) ib.20. den Spottens, Grinets og Frækhedens Aand, der som et giftigt Ormekryb havde snyltet sig ind i det danske Folkelivs friske Træ sa.Sk.17. denne Hjertets Aabenhed og Sindets Bevægelighed Vilh. Andersen.AD.95. Med attributiv bestemmelse til genitiven: denne den forste Ungdoms og det forste Indtryks hensyns/ose Sympati Esm.GG.1. Sjældent med attributiv bestemmelse til enheden genitiv + subst.: Aviserne .. gyder Olien paa Aksen, saa Hjulet kan lobe og snappe. sagde han, uimodstaaeligt blivende ved det bestandige Hjulets Billede Bang. DuF.484. Med ubestemt artikel: i et Frygtens Øjeblik RSchmidt. AEV.61. et blot Nydelsens Forhold ib.212. Han var noget af en Bonde og mere af en sejrssikker Virtuos, - en Filosofiens Ole Bull Gjel.GL.221.

han foltc del, som om han fra en lummer Instinkternes Kælder var kommet ud i Fornuftens og Frihedens Verden JacPaludan.UR.28. Hertil hører en række faste udtryk (hvoraf en del er trængt ind i talesprog): en Herrens tjener, et tvistens æble, et trostens ord, en overraskelsernes mand, en himlens gave, lykke, drage et lettelsens suk ofl. Da proprierne og ord som gud bruges med bestemthedsindhold trods formen hører herhen også mer eller mindre faste forbindelser som de følgende: man .• storker af Sted i et Ægyptens Morke MartinAHans. JR. 292. en Guds Engel HCAnd.II.r5. Det er en Guds Synd, han skal gaa her ChrEngelst.LD.7. den Gudsmand ('J: en præst) Drachm.F.I. 364. den Guds Mand Moses 5Mos.33.1(r93r). Hvor mange kraftige Guds Ord er ikke blevet tænkt i en Præstegaardshave VilhAnd.AD.1or. Hvad andet Guds-Ord vover du at tale om? KMunk.C.42.

D. Konkurrerende udtryksmåder. 1

° Omskrivning med sin, hans osv.

Som tidligere nævnt er genitivformerne ikke meget brugt i folkeligt sprog. Som erstatning anvender nogle dialekter ( især ved betegnelser for levende væsener) den såkaldte omskrivning med sin, hans, hendes, deres osv., fx. vestjysk det er æ skrædder hans hus, det er de bitte djer daw (det er de smås dag), hvem er det sin? (hvis er det). Se Kort r6o og Ella Jensen. Houlbjergmålets bøjningslære.28. I rigssprogtekster kan det træffes brugt som retorisk virkemiddel: det er mit Liv dets lønlige Indhold, dets ydre Styrke Drachm.HI.260. Gerhard nærmede sit Glas mod hendes: Paa Ulf - hans Sundhed sa.F.I.406. Ellers især i efterligning af ældre eller dialektalt sprog: de vilde Dyr deres Mellemmad JVJens. (DO.); for dehcr to deres Skyld JakKnu.(DO.); Saa spilled de los om den tynde hans Sabel HSeedorff (DO.). Overflødigt genoptagende efter en genitiv: Menneskenes Borns deres Ubestandighed JPJac.II.42. I moderne dansk kan omskrivning med genitiv-form af pronominer findes brugt i de tilfælde hvor gruppegenitiv ikke er trængt igennem, bl.a. ved led der indeholder en relativsætning o. I. hvert Menneske, som æder de sure Druer, hans Tænder skulle blive omme Jer.31,30 (i 1931-oversættelsen ændret til: enhver, der æde sure Druer, faar selv ømme Tænder). Hver ung Mand af Slægten, der var blevet skikket til

udenlandske Klostre eller Universiteter, hans Rejsekiste hvilte i Spin. delvævenes sorte Draperier. Hver ung Kvinde, der var draget ind på Strand som Brud, hendes Udstyrskiste blundede her Kidde.DA.38. En Konge, der dommer de ringe med Ret, hans Trone staar evindelig Ordspr.29,14 ( 1931 }. Mennesket, fodt af en Kvinde, hans Liv er stakket Job. J 4, r ( J 93 r ) • Det bekendtgores herved, at kunstmaler og marskandiser O.J.T.G.P., T-vej, .. , Herlev, hans konkursbo dags dato er sluttet Statstidende 12/5.1952. Ole Sarvigs metode - og lignende metoder i det hele taget, deres virkelighedstroskab - har en begrænset gyldighed JGBrandt.U.130. Ældre eksempler hos Jespersen i Studier tilegnede Verner Dahlerup.5. Der kan hegynde5 med et possessivt pronomen der så senere udfyldes ved hj:i:lp af en apposition i genitiv: vor eneste Undskyldning, vi Mænds, som elsker Heine er, at vore egne Ord aldrig slaar helt til ChrEngclst.LF.45. Ikke almindeligt.

Også hvor det indledende led egentlig skulle indgå i et præpositionsled: Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige Ordspr.17,13(1931 ). Den, som tror paa mig, fra hans Indre skal der .. rinde Strømme af levende Vand Joh.7,38(1948). Med disse sidste eksempler nærmer vi os de tilfælde hvor der sker et tydeligt brud i den normale ledfølge, fx. Hele Himlen havde seet ud som Guld, sagde hun, og Skyerne, ja, deres Deilighed kunde hun ikke nok beskrive! HCAnd.1.go. Martine, Gud bedre det, hendes afstøvning giver jeg ikke Cll snus for Svedstrup.EG.I.135. eller hvor den talende går den omvej først at omtale og udpege et led og derefter det led som det står i genitivisk forhold til: Hor, sagde Jonas .. kan De huske, Brodersen, gamle Lange, der var paa Kontoret lige i den forste Tid, De kom der. Hans son, han er saagu kommen til Kina KLars.GV.26. Forbindelse med præposition. Mange sprog har i stedet for en morfologisk genitiv en forbindelse med præposition til at udtrykke det samme. Vi har set at der er store lakuner i den almindelige brug af genitiven på -s: der er tilfælde hvor genitiven er litterær eller lyder kunstlet, og der er tilfælde hvor den overhovedet ikke kan bruges. Her benytter dansk sig af samme udvej som de nævnte sprog: en forbindelse med præposition.

!!°

Som nævnt har genitiven sit hovedfelt ved betegnelser for levende væsener, og her er den ofte uden konkurrence: kvindens dragt, bestyrelsens mening, ålens vandringer. Kun ved særlige former for genitiv findes varianten med præposition, bl. a. hvor genitiven er definitiv eller rummer en angivelse af ophav, mål o. I.: i en brandmajors skikkelse : i skikkelse af en brandmajor; Garibaldis statue : statuen af Garibaldi; i Henriks rolle : i rollen som Henrik; lig en Rafaels Engel Buchh.UH.go : en engel af R.; en tiårs dreng : en dreng på ti år; ved objektiv genitiv: barnets opdragelse : opdragelsen af barnet; denne fugls beskrivelse : beskrivelsen af denne fugl. Sml. Bankdirektør S. havde .. arbejdet sig frem til en Matadors Stilling HKaarsb.Vi.125. På linje med betegnelserne for levende væsener står ord (især i hest. f. eller anvendelse) der betegner område, institution, disciplin, klasse, rubrik eller hvor der bruges billedlig tale, personificering eller besjæling. Her er genitiven normalt enerådende. Eksempler: Danmarks historie ( men Suhms store værk ( 1782ff.) har titlen: Historie af Danmark; samme forfatters: Historien af Danmark, Norge og Holsten 1776 fremtrådte i anden udgave 1781 under titlen: Danmarks, Norges og Holstens Historie), sprogvidenskabens fremskridt i 1800 tallet. Lyksalighedens Ø Brandes.U.10. Fremad under Lysets Banner .•• under Troens Mærke Pont.Sk.18. Frihedens egentlige Livvagt, Retfærdighedens udkaarne Adelsgarde ib.27. der bringes ikke faa Pengeofre paa disse Studiers Alter Flagstad.SP.XXI. i Fremtidens Bog JVJens.FØ.14. paa Udviklingens Træ ib. kirurgerne har afbodet naturens forsomme/ser Pol. !21/12.1961. i kunstens tjeneste Pol.22/12.1961. tidens tand. - hyllet i Anelsernes Disslør Gjel.GL.115. en Straale fra Popularitetens Sol. ib.221. Havnebassinets store Firkant TomKrist.Vi.115. den ene vil kæmpe med Spottens Mitraillose-Ild, den anden med Forargelsens Giftgas Soya. GAM.64. hendes hænder føjede sig som en ramme om hagen og kindernes trekant Branner.R.59. Dobbeltgenitiv: Så stodte hun på forældrenes konservatismes klippegrund ElsaGress' overs. af Durrells MountOlive.20. Med betydning af en definitiv genitiv (jf. side 235) : Sorgens Byrde hvilede tungt paa hans Skuldre Lefolii.SG.71. Mange M enncsker bære endnu den taabeligste Overtros Aag ib. Hvor forbindelsen rummer en sammenligning, et (stilistisk) billede (som i mange af de givne eksempler) kommer genitiven i modsætning til præpositionsforbindelsen der udtrykker den egentlige anvendelse:

over Straatagene kigger Kirketaarnets røde Nissehue op Pont.Sk.4 (Den rode nissehue på kirketårnet ville betyde noget ganske andet). Dyrets Frihedsinstinkt var endnu vaagent hos dem (:>: Ilumbøndeme) ib.6 ( overfor: frihedsinstinktet hos dyret). Udenfor disse tilfælde bruges ofte de to slags konstruktioner side om side, den morfologiske fortrinsvis i skriftsprog, den syntaktiske især i talesprog. Eksempler på omskrivelige genitiver: Værelsernes Udsmykning, Skulpturens og Maleriernes Emner er letfærdig Erotik Brandes.U.12. Sprogets hvasseste Ord Pont.Sk.7. hine Rædselsdages Vildskab ib.10. denne Sags Alvorlighed ib.15. Galgebakkens Fod ib.15. Det lod som et Befrielsens Budskab (almindeligst: et budskab om befrielse. Jf. side 223) Pont.Mi.10. (han) havde gjort sin Kones Bekendtskab paa Montebello Soya.GAM.16. de forskellige centrifugers fordele og ulemper Pol.21/1 2 1961. Eksempler på objektiv genitiv: til Frihedens Bevarelse Pont.Sk.6. det Sporgsmaals Besvarelse JacPaludan.UR.222. vore Synders naadige Forladelse KMunk.HJ.18. Coelibatets Afskaffelse ib. under sagens videre behandling Pol.21 /1 2 1961. Omvendt lader præpositionsforbindelser som følgende sig erstatte af genitiver: i Udkanten af Byen Pont.Sk.9. Paa Randen af Borgerkrig JacPaludan.UR.238. gavlen af huset; indgangen til slottet; prisen for billetten. Eksempler svarende til objektiv genitiv: Plyndringerne af Kirker og Klostre Pont.Sk.16. Oplæsningen af Adressen ib. 14. Hvor forbindelsen rummer en angivelse af agens er »omskrivning« som oftest ikke mulig: hans Fremstilling af disse Oplevelser ib.10. I andre tilfælde er omsætning til genitiv kunstlet eller wnulig: den {:>: haven) strakte sig saa langt, at Gartneren selv ikke vidste Enden paa den HCAnd.Il.18. Omridsene af deres runde Legemer, Gloden af Cigarerne og de brede Guldgaloner paa deres Kasketter Pont.Sk.23. prisen på fodtoj; få en på siden af hovedet. Rogen fra Brænderiet vældede, lige og tyk, op af Skorstenen KLars.GV.2. Paa det overste Trin til en Beværtningskælder ib. IO. Vandet skummede paa Asfalten i Skindergade JacPaludan.UR.233. Da præpositionen jo modsat genitivmorfemet har et ord-, betydningsindhold får vi ingen nøjagtig parallelisme hvor dette indhold skal bevares, fx.: Lyden af Vognen tabte sig KLars. GV.7. Paa den Tid af Dagen ib.45. de endeløse Rækker af fremrykkende Soldater JacPaludan.UR.27. skyerne på himlen; skriften på væggen; træerne i skoven; moderen til barnet. Heller ikke ved af når dette angiver bestanddele, indhold eller hvor handlingens ophav, iværksætter, accen-

233

tueres: unge Plantninger af Gran og Fyr Pont.Sk.3. de forste Strøg af Kniven (:>: barberkniven } ib.38. optræden af unge kunstnere. Hver af de to udtryksmåder har sine faste forbindelser og klicheer: Fortvivlelsens Selvhjælp Pont.Sk.14. (han) havde i Rækkefølge udstaact alle Opdagelsens, Pasmangelens og den subJistensloses Kvaler JacPaludan.UR.231. Dagens Overraskelse Pol.21/12 1961; i anstændighedens navn Pol.22/J 2 1961. efter spillets regler og: For Enden af Pladsen laa Latinskolen KLars.GV.3. ved siden af huset; på billedet står hun ved siden af sin mand (men i overført betydning: hun stod altid ved sin mands side); i nærheden af Buckingham Palace Pol.21/12 1961; være en fjende af demokratiet (men demokratiets fjender); have form af noget (kunstlet: en af dem (grupperne af mennesker) var ved at antage Bisværmens Form JVJens.SØ.30). Der er en tendens til at undgå dobbelte genitiver hvor den ene kan erstattes af præpositionsudtryk: Redaktøren af Byens Stiftsavis Pont. Sk.41. Tidspunktet for en Opstands Tilladelighed ib.6. Skygger af Buskens bladløse Grene Bang.P.59. Er Vejen jævn, da slentrer jeg den til Ende med Hænderne i Lommen paa min Faders omsyede Bukser CEw.DV.106. For Danmarks Radios generaldirektør (Pol.21/r2 1961) vil mange foretrække: generaldirektøren for Danmarks Radio. Dobbeltgenitiver som følgende virker kunstlede i de flestes ører: Moderen var et osende Sporgsmaals Væld, Datteren Vældets Skjonheds Najade HCAnd.IIJ.163. vi maae æde af Havens Træers Frugt ( 1931: af Frugten paa Havens Træer ) iMos.3,2( i871 ). den Tids Bondes to Reaktioner var Trods og Frygt KMunk.HJ.10. Morten Lut/1ers Styrkes Hemmelighed ib.14. i Folkets Flertals Øren ib.24. Grundlinjen i vor store Kritikers V ærkers Historie Rubow.GB.3. Det er ikke så generende hvor begge genitiver betegner {samling af) personer: antage sig Ottos utaalmodige Klienters Sag JacPaludan.UR.256 eller hvor første genitiv er genitiv af et pronominalt ord: i hendes tidlige ungdoms første lykke. Morsomme er dannelser hvor samme led forekommer både i det primære led og i genitiven: Så var der Nielses-Mors-Niels HWulff.UM.93. I stedet for gruppegenitiv i de ikke normen tilhørende tilfælde (se ovf. ) må bruges præpositionsforbindelse: al man fra Antallet af Mandens Erobringer skulde slutte sig til Styrken af hans Evne til al henrive Brandes.U. l 6. Også ved attributivforbindelsen hvor brugen af gruppegenitiv er nor!234

mal foretrækkes præpositionsudtrykket når gruppen er tung ( fx. indeholder komposita ): Tonerne af det gamle Bjarkemaal Pont.Sk.7. Fru V. W. stottede hovedet på skulderen af den kvindelige fængselsoverbetjent Pol. 2 J /I 2 J 961. Om de tilfælde hvor denne »omskrivning« ikke kan bruges se Mikkels.167ff. 3 ° Andre konkurrerende udtryk.

I en del tilfælde har vi ved specielle ordgrupper andre konkurrerende udtryk. Således ved partitiv genitiv. Fx. ulvenes flok : flokken af ulve : en flok ulve; /roers mængde (se DO. u. Mængde 1.2, jf. Katastrofernes Mængde JVJens.Sangerinden.10) : mængden af /roer: en mæ11gde /roer. Udtrykkene er dog ikke helt parallelle da forbindelse af to substantiver (i en såkaldt mængdehelhed ) kun bruges ved ubestemt form af forsteleddet. Dernæst ved definitiv (eller epexegetisk) genitiv (hvor genitiven er en speciellere aB.givelse af det der betegnes ved det tilhørende substantiv) : N.N. havde huslægens rolle : N.N. havde rollen som huslægen. (de) ilede frem for at byde om fra Spillebordene, der havde en Buffets Rolle Gjel.GL.289 (: rollen som buffet ). med kaptajns rang, med majors titel : med rang af kaptajn, med titel af major. pattedyrenes klasse : klassen pattedyr; Danmarks rige : riget Danmark. Solnedgangsskæret inde over F)•ens Land Jørg.LT.59. billederne er hængt op efter de forhåndenværende soms princip (: princippet de forhåndenværende som) (jf. BUS.153ff. ). Udtrykkene med genitiv er dels litterære dels faste forbindelser af arkaisk art, specielt bibelske: Ararats bjerg, Edens have, Kanaans land, Josafats dal osv.; Stockholms Stad gav et Gæstebud JVJens.SS.81. Troens kostbare Gave Jorg.RM.55. 4 ° Sammensætninger.

Større rolle spiller samme11sætninger (komposita) til erstatning af genitivforbindelsen (og præpositionsforbindelse): bakkens t op : toppen af bakken : bakketoppen; fra bogens verden : fra bogverdenen; stenalderens m ennesker : ste,1aldermenneskene; byens styre : bystyret; en mesters værk : et m esterværk; straffens bortfald : bort/ald af straf/ en : straf-bortfald (Pol.21/12 1961); fængselsstraf (det almindelige udtryk) : Straf af Fængsel Straffelovens § 117. Ved objektiv genitiv: fartens bcgrænrning : begrænsning af fart en : fart begrænsning. !235

Sammensætninger af denne art tilhører samme sproglige milieu som genitiven: skriftsproget, og har en række syntaktiske fordele overfor de andre to konstruktioner, fx. kan man ved deres hjælp undgå dobbeltgenitiver og dobbelte præpositionsudtryk: fire Millioner Menneskesjæles Tilværelses-Historie Dra.chm.R.6; fartbegrænsningens fordele og ulemper (for: fordele og ulemper ved begrænsningen af farten; næppe brugeligt: fartens begrænsnings fordele og ulemper); børnebogsforfatternes indtægter (for: indtægterne for forfatterne af børnebøger; næppe brugeligt: børnebøgers forfatteres indtægter); Storebæltsbro-konstruktorernes opgave (for: Storebæltsbroens konstruktørers opgave eller opgaven for konstruktørerne af Storebæltsbroen ( eller: broen over Storebælt) ) ; månebeboernes udseende (ikke: beboerne af månens udseende og ikke gerne: udseendet af beboerne på månen); han havde en altmuligmands evner {næsten ikke til at udtrykke på anden måde); den kendte Dragorskipper N.N.s skib (for: den kendte skipper i Dragør N.N.s skib); prinsessens hårfarve (næppe brugeligt: prinsessens hårs farve). 5 ° En forbindelse af to substantiver. Ved bestemte ordgrupper har vi en forbindelse af to substantiver hvoraf det første står i samme forhold til det andet som en genitiv til et andet substantiv, dvs. på en syntaktisk attributiv måde betegner et sammenhørighedsforhold mellem de to substantivers indhold. Tilfældene er: a) forbindelser af navne på ugedage + betegnelse for dagens (dcgnets) inddelinger: lordag morgen (formiddag, middag, eftermiddag, aften, nat), men: lordagens middagsstund, fyraften og lørdagens middag ( = middagsmåltid). Om forbindelser som i lørdags aftes jf. side 206. b) forbindelser af navne på måned + ordet måned, altså med funktion som en definitiv genitiv: februar, juni, september osv. måned, men: februars kulde, junis lyse nætter osv. Disse i dansk indlånte navne er i den n.i:vnte forbindelse delvis (latinske) genitiver hvad former som juni, juli endnu vidner om. Jf. BUS.154.

c) forbindelser af et stednavn + en betegnelse for stedets art: Ilum By Pont.Sk+ Knudshoved odde, Trelde næ.r, Krybily kro, Rosenborg slot med betydning af en definitiv genitiv. d) forbindelser af et stednavn + ord for derværende lokalitet, institu-

tion, forretning, virksomhed: Roskilde domkirke, Vejle fjord, Aalborg havn, Helsingor skibsværft, Ringsted torv, Odense å, Læsø rende, Fakse bugt, Avedore holme, Kaluebod strand, Amager Boulevard, U psala domkirke, Oslo fjord. - Ses vi ikke for, så .res vi til Remkilde marked TangKristensen.Danske ordsprog og mundheld.481 . Det er gode træsko, du får dem ikke bedre på Ribe apotek ib.517. Denne brug af stednavn uc.len genitivs -s er især begrænset til hjemlige {eller nordiske) navne i mer eller mindre faste forbindelser {ofte karakteriseret ved enhedstryk) . Ved ord der endnu (eller til for nylig) brug ( t) es som appellativer er den ikke altid tra:ngt igennem : Horns rev, Skagens havn (v.s. af Skagen havn), Stavns fjord, Holmens Kanal, Lunds universitet, og den bruges ikke ved navne på de større landsdele (Sjællands odde, rev, Fyns stift). Ved sammensætning med et sidstelcd der endnu bruges som appellativ, er s-løs form gennemført undtagen ved ord på -havn ( Københavns rådhus, Frederikshavns havn osv.) og -land (Holmslands klit; se også ovenfor), -holm (Bornholms amt, Frederiksholms Kanal); ved nogle er der vaklen: Hedehusene bank, Sparekasse osv., men Hedehusenes brugsforening; Rortang overdrev, men Hestetangs molle; Hellebæk hotel, men Bas.rebæk.r moUe. En undersøgelse af disse forhold, hvortil materialet jo foreligger i værket Danmarks Stednavne, foreligger ikke (jf. BUS.154). Foruden det allerede n.cvnte kan følgende siges: betegnelser for små lokaliteter som gårde, veje, gader tager som regel s-form. Betegnelser for byer og landsbyer bruger (med de ovenfor omtalte undtagelser) en form uden -s når det drejer sig om faste udtryk, normalt karakteriseret ved enhedstryk: Vejle amt, Ringkobing fjord, Odense å, Nyborg slot, Roskilde domkirke, Frederiksberg alle, Hellerup havn. Ved ikke-nordiske navne bruges kun s-former. Hvor det i genitiven liggende forhold af besiddelse eller tilhørighed skal betegnes må genitiven anvendes (og dette kan være grunden til brugen af genitiven i nogle af de ovenfor na:vnte eksempler). Vi får derved en betydningsforskel mellem Esbjerg havn som betegnelse for en lokalitet eller institution i Esbjerg overfor Esbjergs havn om den havn der findes i, tilhører byen Esbjerg og som modsa:ttes andre byers havne eller andre af byens :.besiddelser«, seværdigheder o.l. (Esbjerg havn er den største fiskerihavn i Danmark; Esbjergs havn er en af byens seværdigheder).

Det står i sammenhæng hermed at genitiven indtræder når det sidste substantiv lår en attributiv bestemmelse: Gentofte rådhus : Gentoftes nye rådhus; Roskilde domkirke : Roskildes beromte domkirke. Man træffer også den s-løse form bevaret, men dette er unormalt, Ix.: Lyngby rode Kirke paa dens Sokkel af Grave JPJac.II.53. Glumstrup delvis udtørrede Vig HMatthiess.L.43. Tømmerby til Set. Bothulf indviede Kirke ib. 101. e) forbindelser af et stednavn + en personbetegnelse. Normalt bruges genitiv: Vejles borgmester, Roskildes borgere osv. En form uden genitiv -s er i ental almindelig ved ubest. artikel, men forbindelsen opfattes nu som sammensætning: en Hundestedskipper; en Odense-kobmand; en Esbjerg-borger, hvad der ses af best. form: Hundested-skipperen osv. Forældet er brugen af ent. i nøgen f. med bestemtbedsbetydning: I Gaar vare vi allesammen ovre hos Plantoren i Feldborg, lwor ogsaa Haderup Præst(~: pr.:esten i Haderup) med Frue var dagbogscitat 1872 (Aarb.f.I-Iardsyssel.XXI.67). Bov, sagde Ballum præst ( præsten i Ballum), da rendte han næsen mod alteret Tang-Kristensen.Danske ordsprog og mundheld.459. Festina Jente, sagde Ribe degn, han spiste vælling med en syl ib.461 . Næstved Politimester Pol.11/5 1934- Forældet eller arkaiserende er brugen af foransat artikel: den Kolding borgmester. I flertal anvendes forbindelsen nu som sammensætning: Ronne-borgerc (Rønne-borgerne). Flertal i nogen form med bekendthedsbetydning er nu forældet eller arkaiserende: Ronne piger, Akirke herrer ..• Perskirke narre osv. Tang-Kristensen.l.c.483, og det samme gælder flertal med foransat artikel: de allerældste Ilum Bander Pont.Sk.5. en af de Lillelunds Folk sa.FH:i.l I J. de Kongshavns folk Svedstrup.EG.I.165. de Samso piger og de Refmæs drenge Tang-Kristensen.l.c.484. de Nordby Jiiger PLindegårdHjorth.Nordsamsisk bøjningslære.9. f) forbindelser al et stednavn + betegnelse for dyr, ting eller forhold (der findes på eller er ejendommelige for stedet) er gængse i nogle faste forbindelser, især i betegnelser for produkter. Eks.: Koge hans, Kolding knive, Randers handsker, Svejbæk ål, Hasle klinker, Aalborg akvavit; Nekso ol, Svaneke brændevin Tang-Kristensen.l.c-483. Derimod er brugen af foransat artikel forældet: de Koge hans, de Roskilde flyndere og ligeledes forbindelser hvis sidste led betegner forhold: Roskilde Ringen og Slagelse Mogagen faaer aldrig Ende Molbech.Danske Ordsprog. 368. Odense vejrlig, Kjobenhavns (sml. ovf. side 237) torvepriser og

=

Maribo ulykker er stående artikler Tang-Kristensen.l.c.489. 158.

Jf.

BUS.

6° 'han ramte modstanderen i brystet'. I tilfælde som han ramte modstanderen i brystet; han tog hende om Livet; drengen holdt moderen i kjolen foreligger et forhold mellem de to substantiver der svarer til det genitiviske ( og i de fleste sprog udtrykkes ved hjælp af genitiv ved det første substantiv). Det er især ved betegnelser for legemsdele og beklædningsstykker at vi bruger den slags udtryk. Se herom side 158, 181. 7° Udtryk fra handelssprog. I handelssprog bruges efter tysk (hvor gerub.ven jo står efter det foransatte substantiv) et par udtryk hvor genitiv efter dansk opfattelse mangler: a konto de lobende forretninger; for regning et herværende firma. Se VvS.203. Fællesnormen tilhører ifolge + substantivisk led: ifolge lov af den og den dato; ifolge Deres bestilling; også dette er vistnok efter tysk (infolge Ihres Auftrages osv.). De sammensatte præpositionsled (se side 227) kan undertiden når den forbindelse der skal i genitiv ikke går ind under normen for gruppegenitiv, tage samme konstruktion: Odense herreds skifteret indkalder herved på vegne: Kobmand Jensen •. fru Anna Mogensen Andersen osv. Statstidende 4/3 1950. Man ser også omskrivning med af i disse tilfælde: pti vegne af ( det og det firma).

8° Genitivforbindelse overfor adjektivforbinde/se. På to måder kan genitiven og et adjektiv af samme ordstamme funktionelt komme til at nærme sig hinanden. a) Genitiven kan få et kvalitativt indhold. Eks. billedet er en mesters værk : billedet er et mesterligt værk ( eller: et mesterværk); han har et barns tankegang : han har en barnlig tankegang; han gik i lag med opgaven med ungdommens energi og ærgerrighed : .. med ungdommelig energi og ærgerrighed. b) hvor adjektivet er (næsten) uden kvalitativt indhold og kun betegner et samhørs- eller tilhørsforhold: den danske fauna : Danmarks fauna; de nordiske lande : Nordens lande; det koben/iavnske bystyre : Kobenhavns bystyre; den pietistiske tid : pietismens tid; det Hitlerske Tyskland : Hitlers Tyskland (nu også: Hitler-Tyskland); det kongelige For239

slag : Kongens Forslag Brandes.U.109. få et kongeligt håndtryk : få kongens håndtryk; han rejste med faderlig velsignelse : med faderens velsignelse. Den digteriske personlighed FjordJensen.NK.49 : digterens personlighed.

Ofte spiller adjektivets kvalitative anvendelse med og virkningen af dette kan blive let spøgende, som i nogle af eksemplerne. Også andre forskelle kan være implicerede: på et billede af den kejserlige familie kan kejseren va:re med, men ikke på et af kejserens fam ilie.

E. De pronominale substantiver.

Vi skal se lidt nærmere på nogle af de tidligere (side198) omtalte herhenhørende ord. 1.

Systemet. Vi har først en gruppe der kan opstilles i følgende skema: 3. person t , pen.:z. pen.

•

Subjekt Substantivisk anv.

Singularis

I Subjekt

Substantivisk anv. Pluralis

jeg

I I I I I

vi

Ikke-subjekt os Adjektivisk anv.

I

genus

I I I I

Ikke-subjekt mig Adjektivisk anv.

scxus

du

han

hun den

det

dens

deu

I l I I I I I I I dig

ham

hende

hans

henda

de

I

I

jer

I

I I

vora jera

dem dera

Dette ordsystcm er dannet ikke ved bøjning men ved en gruppering af ord efter en fælles funktion. I en talesituation er der to parter impliceret: den talende og den tiltalte (eller de talende og de tiltalte),

disse kaldes som regel første og anden person. Hertil kommer ofte som tredje faktor den (de) eller det talen drejer sig om, kaldet tredje person (såvel hvor talen er om personer som om ikke-personer). Det er med henblik på disse talens tre »personer« at man kalder hele gruppen for de personlige pronominer. Gruppen som helhed går ind under kasusbøjningen, delvis med en finere opdeling end de almindelige substantiver (se side l98), og under numerusbøjningen. Indenfor tredje persons område har vi to ordpar: et der angiver sexus: han : hun, et andet der angiver genus: den : det ( om disse to forhold se ovenfor side 73). Hvor vi har et funktionelt sammenhørende ordpar som han : hun må man vælge mellem at kalde det en enestående bøjning eller blot ord der danner udtryksmæssige modsætninger i et funktionelt system. Det sidste er tilfaldet i personssystemet som helhed: formerne jeg, du, han, hun, den, det danner formelle modsætninger af en helt anden art end dem vi ellers finder i de morfologiske systemer i dansk. Ordene han : hun kunne betragtes som karakteriseret morfologisk ved vokalskifte, således som vi kender det fra talbøjningen: barn : barn osv. og fra de såkaldte stærke verbers tidsbøjning: bære : bar osv. Ved den : det : de har vi tydeligvis med bøjning at gøre, og notabene en bøjning som er karakteristisk for adjektiverne. Kun hos denne ordklasse finder vi genusbøjning, og de morfologiske udtryk for adjektivernes genus og numerus finder vi igen hos den. Derfor er det nærliggende at udelukke den af ordklassen substantiver, men herimod taler forskellige forhold. Formerne af den danner et formelt og funktionelt system, der ganske vist ( i singularis) udtrykker en genusforskel som er ukendt i substantivklassen, men på den anden side har kasusbøjning, noget der ikke kendes indenfor ordklassen adjektiver, og ikke blot genitivbøjning (som adjektiverne kan antage når de (elliptisk) bruges substantivisk) men også (i pluralis) oblikbøjning (de : dem), noget der kun findes ved de pronominale substantiver. Hertil kommer at den, det og han, Tiun er fælles om pluralisformerne de : dem. Ordet den står altså bøjningsmæssigt med det ene ben (genusformen i singularis) i adjektivklassen, med det andet i substantivernes klasse. Ordet er jo også rent adjektiv, både når det bruges demonstrativt og som artikel. Vi har altså den osv. dels som adjektiv med bøjning i genus og tal (den : det : de) dels som substantiv med yderligere bøjning i kasus, og man kunne for at bevare ordidentiteten sige at ordet egentlig er adjektiv, Moderne dansk. Il.

IG

•

at det som andre pronominale adjektiver kan bruges substantivisk (både i den ene og den anden af de to genusformer), og at det i denne anvendelse har fået den for substantiverne ejendommelige kasusbøjning. Ord som denne, hin må betragtes som adjektiver der ofte bruges substantivisk med underforstået substantiv. Systemet som helhed indeholder tre modsætninger: m.h.t. person, nwnerus og kasus, og hver af formerne indgår i tre par modsætninger, fx. jeg: 1 ° modsætning til du, han osv. rn. h. t. person, 2° modsætning til vi m.h.t. tal, 3° modsætning til mig m.h.t. kasus, eller vores: 1 ° i modsætning til jeres, deres m.h.t. person, 2° talmodsætning til en form der mangler i systemet men i sprogbrugen remplaceres af min, 3 ° modsætning til vi, os m.h.t. kasus. Indenfor tredje person har vi yderligere modsætninger m.h.t. sexus: genus og inden for hvert af disse, fx. han: 1 ° modsætning til jeg, du m.h.t. person, 2° modsætning til de m.h.t. tal, 3 ° modsætning til ham, hans m.h.t. kasus. 4- 0 modsætning til den, det m.h.t. sexus: ikke-sexus og 5° modsætning til hun m.h.t. sexus: maskulinwn overfor femininum. - Om forskydninger i personbrugen, fx. han som anden person, se DO. Kasusformernes brug. Formerne jeg, du osv. bruges kun som subjekt, ikke (i stilling) som subjektsprædikat. Det hedder ikke blot det er mig osv. men også fx. gid at jeg var ham! HCAnd.II.185. Stella Hoeg og Nina og Frøken Agnes og Fru Katinka - det er dit (a: moderens) Blod. Deres Skikkelse er dig og dig alene Bang.T.xix. jeg var jo ikke mig selv i de Dage Pont.HK. 179. Det er nu mig. Er jeg ikke saa munter og kon en Kammerat som nogen af os CEw.Æ.VI.27. Den gamle Koral .. hviskede til den af Knopperne, som var nærmest: »Du er mig, og jeg er dig, og vi kan aldrig skilles!« ib.dII.57. disse andre, der som regel havde været hende selv NisPet.D.135. Der vil altid være dem, der skraalcr SophMich.S.23. Alle lignede de Susanna, og dog var ingen af dem hende JVJens.FD.4-5. For hed hun bare HENDE Borberg.CJ.11. Hans Alvor var så tung at gå og bære på. Og alvoren var måske os Bjarnhof.GL.229. Vi drømte du var mig og jeg var dig .. Hvis vi siger til os selv: De er os. Nu er vi dem Branner.ES.2341". (men ib.14-8: Hvor du er jeg og jeg er du). Stakkels gamle Hugo, det er slet ikke let at være ham Panduro.R.10. der skulde jo være en saadan en (a: en linedanserinde) i en cirkus, saa trak 2.

vi lod om, hvem der skulde være hende Ringsted.LD.84. Også sig (selv) bruges som prædikat: man kan være nogenlunde sig selv Drachm.HI. 31 o. Han aner jo ikke hvad han gør. Han er ikke sig selv mer Branner. S.45. Eks. på tilsvarende forbindelse med. blive: det blev ham (der sejrede). - Jeg blev Dem, De blev mig Gjed.de.Overs. af Mandel: En kærte til krigeren.254. Endog i brugen som subjekt tra:ffes de oblikke former i almindeligt sprog, nemlig hvor det pronominale ord i tredje person er determineret af et nødvendigt led ( apposition, præpositionsled, adverbial, relativsætning o.l.): ham min gamle skolekammerat N.N. er nu pensioneret, men ikke når leddet er parentetisk: Han, lbald, sværmede s'gu ikke for at gå råt klædt (»indre monolog«) TomKrist.LA.24. Han, lærer Faber, burde måske .. JohsWulff.FA 0 .103. jeg mødte N.N. igår; han, min gamle skolekammerat, er nu pensioneret. - Jf. Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Job.7 1 20(1931). Ellers er brugen af subjektformen i disse tilfa:lde dialektal eller forældet, bl.a. gammelkøbenhavnsk: Saa kom han, Sabelslugeren fra Garden, Broderen •• KLars.UR.30. han der var den berømte Birk og han der Brandtaleren Kahn TomKrist.LA.1:u. han Jeppe fra Jenle han sagde engang •. KMunk.LGD.88. Se også VvS.100. Jf. Han - Edington - ork - ham kender jæ' StormP.T.711.

Eksempler på den nu normale brug: Der gik ud og ind hos ham fornemme Folk, baade dem af Blod, som de kalde det, og dem af Aand, som de kalde det, dem af begge Dele og dem af ingen af Delene HCAnd. 111.137. Ham der med den oprevne Vest - det er Georges Bang.P.96. Og saa skal hende, det fremmede Kvindemenneske, være saa Pokkers kon SvLa.FM.55. Jeg skal ogsaa ha en Polse, siger ham, der holder som Nummer to i Rækken MLorentzen.0.37. ham Manden, Stella snakkede om .. han er ovre i Cærkus LeckFischer.F.28. det er her ham-her bor, ham med ~Luk lågen, for Satan!« Soya.B.107. Efter end og som er der nogen vaklen i brugen idet disse ord snart kan opfattes som indledende subjektet i en underforstået sætning (han er ældre end du (er); han er ligeså gammel som du (er)), snart opfattes på linje med præpositioner (han er ældre end dig, ligeså gammel som dig). Se nærmere under Leddannere. Der er nogen vaklen i brugen efter for(end), uden, undtagen, hvorom VvS.103. I pluralis er der en modgående tendens, også hos rigssprogstalende, til ]6•

... al bruge de for dem foran en relativsætning, fx.: vi beundrer i altfor hoj Grad .. de, der bærer Sejrens sikre Mærker paa sig ORung.Den hvide Yacht.44. Forpligtelse til at beskytte de, der var mindre TDitlevsen.BS.82. de gamle Piger . . ser forargede paa de af Kontorets unge Piger, der uden at rodme forlanger mere »Ildvand« HHLund.GF.26. dog var det synd at le ad de, to gamle koner, for mange af de som lo vidste selv ikke meget om penge fBerliner.H. li 2, Endog som efterstillet I. subjekt uden besttniinelse bruges oblik form i konjunktiviske udtryk: .,.I skal ikke råbe: L~nge leve mig, ti jeg har alt levet længe VillySør.SH. 120. - !øvrigt er brugen som subjekt kun at tra:ffe i barnesprog og vul~rsprog. Om hele denne lonnkamp se Vort vanskelige sprog2.99{f. Om alderen af udtryk som det er mig se Dyrlund i Arkiv.XI.20!1,

En vigtig rolle spiller disse pronominale substantiver som genoptagere af det substantiviske led (A-leddet) hvormed man indleder en sætning, idet man ved hjælp af kasusformerne kan gøre leddet efter behag til subjekt, objekt osv.: Den, som ltar mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig Johs.14,21(1948). enhver, som har, ham skal der gives .• men den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som lian har Matth.25,29( 1948). Ham lige foran, han blev kasseret Soya. BM.66. Og hende med Hatten der, hvad Nytte har hun haft af sine Spejle JohsSmith.H.69. Brugen som gentagelse af et lige forudgående simpelt led er karakteristisk for talesproget: konen, hun sagde .• Det omvendte forhold at begynde med et (ikke deiktisk bestemt) pronomen og genoptage og forklare det ved et følgende substantivled, træffes også alm i talesproget: hvorledes laver man den (:>: suppe på en pølsepind)? det spurgte de ogsaa om, alle Hun•Musene, de Unge og de Gamle HCAnd.III.13. Eksempler på genitiv i denne anvendelse findes side 230. Det skal også na:vnes at en del af de pronominale ord er blevet gjort til almindelige substantiver med bekendthedsbøjning og nye flertalsformer: et jeg : jeg'et; flere jeg'er; en han, en hun : hannen, hunnen, hanner, hunner. Efter at disse substantiver har fået videre betydning og mistet tilknytningen til den aktuelle talesituation spores en trang til nye substantiveringer til dækning af denne tilknytning og her anvendes så de oblikke former: Han loftede hele hende i den ene Haand ChrEngelst. HA.103. hvor det klæder hende at hylle sig ind i noget, som er lutter

hende JacPaludan.UR.65. den (:i: saligheden) havde dog været, den havde jo tilmed været selve mig AnkerLars.0.16. Ikke blot kinden, men hele mig svarede godt igen ib.63. det var jo mig, den rigtige mig, der stod her ib.74- Det, jeg saa, den virkelige hende ih.I 13. hun vil bede mig blive den mig, hun kender AaseHans.EK.52. Sml. ældre eksempler på mig under I.Jeg i DO. Sml. ved genoptagelse af formen: »Hvor har du været?« - »Hos - ham« - »Hos- hvilken ham?« EBrand.UdenfL.176.

3. De pronominale genitivers forhold til tilsvarende adjektiviske pronominer. Ved siden af de pronominale ~substantivers genitiver hans osv. findes en gruppe af pronominale adjektiver, de såkaldte possessiver. Disse to ordgrupper supplerer hinanden idet de begge er defektive. Den første gruppe mangler former for første og anden person, der erstattes af de adjektiviske min, din. Den sidste mangler en form for tredje person pluralis, der erstattes af deres. I fø~te og anden person pluralis findes genitiver ved siden af possessiver: vores, jeres : vor, jer, men i forskellige stillag (talesprog: skriftsprog, næsten forældet). I tredje person singularis har de to sæt former: hans, hendes, dens, dets og possessivet sin delt funktionsområdet mellem sig således at sin kun bruges i refleksiv anvendelse og altså aldrig kan forekomme knyttet til subjektet. De øvrige former bruges både i den almindelige anvendelse ( med samme indhold som genitiver i al almindelighed) og i den refleksive, :i: angivende at genitivforholdet er knyttet til subjektet i en sætning eller (ikke-sætningsformet) neksus, fx.: min hat er blevet borte, han tog min hat : jeg tog min hat og han sin; jeres (jert) hus er storre end vores (vort) og deres; vi synes bedst om vores (vort) hus, I om jeres (jert) og de om deres. I tredje person pluralis er der nogen tilbøjelighed til ( ligesom i singularis) at bruge sin i den refleksive anvendelse, især foran substantiv i pluralis (Hun stirrede ufravendt paa Træerne, der strakte sine store Arme op i Mørket Bang; dette og flere eksempler i DO. sin sp. 1416) eller hvor en entalsforestilling gør sig gældende: J forrige Tider havde saa godt som alle Herregaarde ( = enhver herregård) ... sin Vandmølle (dette og flere citater i VvS.115). Om brugen af sin se ib.111 og Paul Diderichsen: Om Pronominemc sig og sin i Acta Philologica Scandinavica.XIII.1ff.

I

'

4. Andre pronominale substantiver. De oblikke former mig, dig, os, jer bruges såvel hvor det dermed betegnede er forskelligt fra som hvor det er identisk med subjektet i sætningen eller i en neksus: han glæder mig : jeg glæder mig; de narrer jer : I narrer jer (selv). Den refleksive anvendelse kan tydeliggøres, hvor det er nødvendigt eller af emfatiske grunde, ved tilføjelse af selv. Kun i tredje person har vi et særligt ord til betegnelse af refleksivforholdet: sig der dækker begge numeri: han slog sig : de slog sig. I lavere talesprog er sig indskrænket til ental, medens den almindelige oblikke form dem bruges i flertal: det ka' ikke nytte at græde over de Penge, der er gaaet dem en Tur KLars.UR.114. Folk skal ha' dem no'en Sulevarer og Flæsk til Huset sa.DM.12. De skulde skamme dem, skulde de Tom Krist.LA.23. Se VvS.114. Om brugen af sig se Paul Diderichsen anf. sted. De reciprokke pronominer hinanden og Iwerandre viser ligesom de refleksive tilbage til subjektet, men egentlig kun hvor dette betegner en flerhed hvis parter udforer en handling indbyrdes. Det kan derfor ikke bruges som subjekt (undtagen spøgende, se side 199). Ordene dækker alle tre personer: vi, I, de synes om hinanden. Den gamle regel om at hinanden betegner et forhold mellem to, Iwerandre et forhold mellem flere, bringes endnu af Mikkels.267 men det tilføjes: >Dog bruges ikke blot i daglig tale, men også i skriftsproget hinanden for hverandre.c I dag bruges i almindeligt tale- og skriftsprog kun hinanden, uanset om talen er om to eller flere. Hverandre er bevaret i højtideligt sprog, er fx. bibeholdt i den seneste oversættelse af det ny Testamente ( 1948), hvor hinanden er forbeholdt brugen om to ( enkelte steder er dog hinanden sluppet ind om flere, fx. ApG.7,26). I HCAnd.II.114: De andre Roser saae efter deres Søster, og spurgte hinanden: >hvor reiste hun henc? er (af grammatiluta:rke korrektører?) i 1863-udgaven hinanden rettet til hverandre.

Undertiden bruges hverandre af skribenter af stilistisk variationstrang i forbindelse med et foregående hinanden: nede paa Gulvet dandsede alle Blomsterne saa nydeligt rundt om hinanden, gjorde ordentlig Kjæde og holdt hverandre i de lange grønne Blade HCAnd.I.47. de andre gik op og ned, med hinanden om Halsen, talende i Munden paa hverandre Bang.T.75. Det er ingen hemmelighed, at kronprinsen og froken H. har

kendt hinanden i et par år. De er også offentligt set i hverandres selskab Pol.2/2 1961. Herhen hører ogsa Ingemanns Nu titte til hinanden de favre Blomster smaa, De muntre Fugle kalde paa hverandre. Se også VvS.115. Jysk har omvendt af rigssproget gjort hverandre til eneherre. MuligviJ er hverandre bevaret i kbh. vulg.crsprog: StonnP, bruger det undertiden, fx.P.51, I .cldre sprog brugtes, som i tysk, sig med reciprok betydning: de sig møde, De forklarede Høie Oehlenschlåger i Guldhornene. En rest af denne brug kan foreligge i forbindelser med mellem: da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig ved Lodkastning Matth.!17,35(1948). - ordne noget mellem sig (:i: indbyrdes). Ogsll. med efterstillet præposition: Sig imellem kom de hjemlige Arbejdere og Sverukerne ikke saa godt ud af det AndNx.AH.84.

Ordet man viser en ~ e ejendommeligheder. Det bruges kun som subjekt og kun om person. Det dækker begge tal og kan foruden om tredje person bruges om eller medindbefatte første og anden. Se videre ovenfor side 143. De manglende kasusfunktioner kan udfyldes af en og ens. Til gengæld bruges dette ord ikke som subjekt i rigssprog: hvorfor skulde En selv (o: man, jeg) saa ikke være saadan en Pige?

JPJac.II.5. Om hvem og hvad se side 199ff.

SUBSTANTIVERNES ORDDANNELSESFORHOLD Oversigt over Substantivernes orddan~lsesforhold Detmjettde rqutre under Sulliksdaane!,er (lide 253) Oll Sammentztniøgc:r (aide 295).

Pr.cfibdanncbcr . . • • • . . . • • . • • . . . . . . • . . . . . . • • • . !249 Suffibdannclscr . . . • . . . • . . • . . . . • . . . . • . • . . . • • . . !254 Sammcnsa:tningcr • . • . . • . . • • . • • . . . • . . . . . . . . . • • . 296

Her skal gives en kort oversigt over de komplekse substantivers dannelsesmåde. Synspunktet er uhistorisk, dvs. synkronisk, idet formålet er fra et nutidsstandpunkt at karakterisere ordklassen m.h.t. dens evner til at skabe nye, som regel mere komplekse, ordenheder af samme ordklasse. Substantiverne indgår også i dannelser der hører til andre ordklasser, men disse dannelser behandles under vedkommende ordklasse. Præfiksdannelser. 1

°. Ord der ikke foles som fremmede.

I ord af denne type er præfikserne få. Præfikserne be-, er- og for- hører ikke hjemme ved substantiverne. De træffes kun ved substantiver der er dannet (i dansk eller Jånesproget) til verber og adjektiver, fx. bcdrag(er), behag, bekneb, bekomst, beskub, erfaring, erhverv, foragt, forgift, fornuft. Præfikset ge- forekommer i ord der som helhed er lånte og hovedleddet har som oftest ikke nogen anvendelse som selvstændigt ord, fx. gebet, gebis, gcburtsdag, gemak, gemal, gemyse, gemyt, gesandt, gesims, gevinst, gevær, gehæng, gehor, geled, gevækst. Præfikset er blevet brugt til spøgende dannelser gebos (se) ( efter gevær), gefjæs ( efter det nu forældede gcsigt). Gesvejsning hos Hostrup (i Genboerne) er en misforståelse for gesvejfsning. Præfikset mis- der angiver noget som negativt, dårligt, urigtigt, uheldigt, ubehageligt o.l., bruges dels i dannelser der hører til verber, fx. misbrug, mishag, dels i afledninger af substantiver, fx. misforhold, -foster, -gerning, -kredit, -lyd, -stemning, -tanke, -tillid, -vækst. Nydannelser kan forekomme men er ikke særlig hyppige. Eksempler i DO. under mis-. Om tip - i tipoldefar osv. se side 309. Præfikset u- har nogenlunde samme funktion som mis-. Det bruges dels ved substantiver med abstrakt betydning, fx. ufred, ugerning, uheld,

uret, uorden, utal, uvejr, dels ved substantiver med konkret betydning: ugræs, umenneske, utoj, uven osv. Eksempler på nydannelse i DO. sp. 15I. I moderne københavnsk bruges fx. være ukammerat med en. ur- angiver noget som det oprindelige, ældste trin o.l., fx. ur/ jeld, urfolk, ur/orm, urskov, urtid. Meget anvendeligt og anvendt til nydannelser: vort stolte Klippeland, Verdens Urknold HCAnd.V.114. Er den (:>: kærligheden) virkelig Urmagten, Grundelementet? Drachm.F.I.471. en ur-skræk, et ur-had JGBrandt.U.104. Mange andre eksempler i DO. sp.r439f. van- har nægtende eller forringende betydning. Det bruges dels til dannelser der hører til adjektiver og verber: vanart, vanrogt, vantrivning, vanære, dels i selvstændige dannelser til substantiver: vanskæbne, vanvare, vanvid. Sjældent brugt til nydannelser (se DO.). ærke- hører hjemme i stillingsbetegnelser som ærkebiskop, ærkehertug der betegner en højere stilling end biskop og hertug. Herfra går ærkeover til at blive brugt som et forstærkende præfiks, dels ved substantiver med nedsættende betydning: ærkedrivert, ærkehykler, ærketolper osv., også (nu mindre brugeligt} ved betegnelser for forhold: ærkebommert, -bras, -vås, dels ved substantiver der betegner personer der i høj grad er præget af et milieu, en indstilling, tro o.l., fx. ærkekobenhavner, -romantiker. De fleste af de herhenhørende ord er tilfældige dannelser, se DO. Som det ses spiller præfigeringen ved substantivdannelser kun en ringe rolle i forhold til suffigeringen. Det betydningsområde præfikserne dækker er også snævert: en forstærkelse i en eller anden henseende ( ur-, ærke-) og angivelse af det negative eller dårlige ( mis-, u-, van-}. De øvrige præfikser er uden tydelig særbetydning. Præfikser i fremmedord. Her kan fra et dansk synspunkt ikke skelnes mellem præfikser og sammensætningsled når disse ikke optræder som selvstændige ord, og her skal kun nævnes de tilfælde hvor efterleddet findes i selvstændig anvendelse i dansk. Forbigået er også tilfælde hvor præfikset kun forekommer i substantiviske afledninger af verber eller adjektiver (fx. desinfektion, degeneration til desinficere, degenerere}. a- eller (foran vokal) an- betegner nægtelse eller ophævelse af det substantivet betegner, fx. agnosticisme, amoralitet, asymmetri, anæstesi.

!1°.

!

f,

I I

ana- betegner bl.a. gentagelse: anabaptist. ante- betyder: før, foran o.l., fx. antedatering, antepænultima. anti- betegner mod~ætning, modstand, fx. antiklimaks, antikominternpagten, antikrist. Jf. antiluftskyts. Foran vokal ant-, fx. antarktis, antabus (< ant + abus(us) ). Brugeligt til nydannelser, fx. antimug-middel, antistoj-aktion (Nord. Spr. 1959.106). auto- med betydningen selv, egen indgår fx. i autobiografi, autoinfektion. di- betyder dobbelt, fx. dijambe, dimeter. dia- har betydningen gennem o. 1.: diamagnetisme, diameter. dis- betegner negering eller ophævelse af det ved substantivet angivne: disf avor, disharmoni, diskvalifikation. eks- betegner specielt noget som forhenværende og er i denne anvendelse brugeligt til nydannelser, fx.: ekskejser, ekskonge, eksminister (se DO. ). Spøgende: hans Eks-svigerson Wied.Da.355. epi- har betydningen på, omkring o.l.: epicentrum, epifauna, epifænomen. fil- betegner en person som elsker af noget, fx. i filhellener, filharmoniker. hemi- med betydning af halv indgår i hemicyklus, hemisfære. hctcro- betegner noget som anderledes, afvigende, modsat o.l.: heteroinfektion, heteroseksualitet. Modsætningen er homo-= ens(artet), fx. homonym, homoseksualitet. hyper- betyder 'ud over' og bruges som forstærkende forled, men kun sjældent i tilfældige substantivdannelser, fx. hyperidealist (DO.). hypo- med betydningen 'under' forekommer bl.a. i hypocentrum. in- med nægtende betydning: indeterminisme, indifferens, inkongruens, intolerance ofl. Foran labial er formen im-: immoralitet, impotens; foran l, r er formen il-, henholdsvis ir-: illitterat, illegitimitet, irrationalisme, irreligiøsitet. inter- 'mellem', fx. i interglacialtid, intermedium, interregnum. Brugeligt til nydannelser, fx. interaktivitet (Nord. Spr.1959. 107). kon- 'med' i konrektor; iøvrigt ( også i variantformer kol-, kom-, kor-} kun i afledninger af verber (fx. kollaborator, kommutation, korruption). kvasi- med betydning omtrent som pseudo-, fx. (i tilfældige dannelser): min egen Qvasi-Aandrighed Stuck. i Brøndum-Nielsen: Stuck.SophClauss.15. den Quasi-Smag der hersker saadanne Steder V. Wan-

scher. (DO.). sin quasi Svigerson (:>:ender er fader til ens ugifte datters bam).Wied.TK.iuo. meta- betyder: efter eller på den anden side, hinsides m. m. og bruges isa:r som udtryk for overførelse, overflytning, fx. metafrase, -fysik, -psykologi, metasprog (Hjelmslev). mini- 'af mindre størrelse': minigolf, minibil, miniflaske, miniudgauc (se Nord. Spr.1957.52. ib.1959.107.140). mono- 'en(e)': monodrama, monometer, monoplan. non- 'ikke': nonaggressionspagt, nonkombattant, noninteruention. omni- 'for alle': omnibil; nydannelser: omnibrugs, omnikompetcnce (Nord.Spr. 1959.142). pan- 'alt( omfattende)': Pan-Amcrika, pangermanisme osv. poly- 'mange', fx. polyfoto, polyhistor, polyteknik. pro- angiver stedfortræder: prokonsul, prokansler, pronomen, prorektor. præ- 'forud (for)', fx. præeksistens, prærafaelisme. pseudo- 'uægte', fx. pseudotuberkulose, pseudovidenskab. re- 'tilbage' eller 'igen', fx. reassurance, reinkarnation, reeksport, retransmission, revaluering. semi- 'halv', fx. semifinale, semikolon. Nydannelser fx. semi-golfsko (Nord. Spr.1959.52). super- især (efter engelsk-amerikansk) om hvad der overgår noget, er af højeste grad: superfosfat, superfæstning, supermand, supermarked, superlektor. En del af disse er nydannelser, således også superbenzin, -film, -sputnik (Nord. Spr.1957 .53. ib.1959.108), superintellektualisme JGBrandt.U.104. En præst har ved en mægling 1963 hørt Jeg giuer mig ikke ud for at være noget supergudsbarn. sur- 'over' i surrealist, -isme; tilfældig dannelse: Suridealismc Soph Clauss.Fo.153. tele- 'fjem(t)': telefoto, television. tetra- 'fire': tetrameter, tetraklorkulstof. trans- specielt 'hinsides', fx. Transjordanien, Transkaukasien. tri- 'tre', fx. triangel, trimeter. ultra- 'hinsides, gående ud over', fx. ultralyd, ultralys, ultratone. uice- 'stedfortræder', fx. viceborgmester, -brandchef, -direktør, -guvernor, -inspektor osv. zoo- 'dyr' fx. i :oogeografi, -patologi.

SUFFIKSDANNELSER Ouersigl ouer Suffiksdannelser A.

B. C. D.

E. F. G. H. I.

J. K,

Personbetegnelser . . • . . . . . . . . . . . . . • . • • • . • . • Betegnelser for dyr ...••••• •• . , .•.......... - planter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - stoffer. . . . . . . . . . • . . . . . • . . . . . - ting, genstande . . . . . . • • . . . . . . - rum o.l•...........•.......• - embede, hverv .•••• • ..• , , . . . - område .•.• . •.......•• , , . , , . - egenskab .. • .......•• , , , , . . . - handling, virksomhed ..... , •• , - forskellige forhold, tilstande ... •

254

267 268 268 270 273 273 273 274 278 291

Følgende indholdsgrupper fremhæves som karakteristiske for ordklassen substantiver. A. Personbetegnelser. Betegnelser for personer i al almindelighed. Betegnelser for personer i al almindelighed eller specielt (hvor der findes tilsvarende afledninger på -inde, -ske) mænd rn. h. t. deres handling (er), gerning, virksomhed, stand, position o.l. dannes ved hjælp af -er: en synder, en meneder, en lærer, arbejder, planlægger, forer, borger, mediciner, mariner, Ordene er dels dannede til substantiver, dels - og især - til verber. Også til faste udtryk der ikke danner (alm. brugte) verber: en omviser (at omvise bruges næppe, men vise om), en omgænger (til: gå om ), overløber (til: lobe over), en værtshusholder (til: holde værtshus ), en nejsiger (til: sige nej) . Hvor sidste led forekommer som selvstændigt nomen agentis kan der fordigge sammensætning. Eller dannelser til participier eller verbalsubstantiver: en velgorer (til: velgørende ), en velhaver (til: velhavende), en eftersidder (til: sidde efter eller eftersidning). Sjældent til ikke-verber: den lange Rad af >Hundredefirserc«, som de (:>: løse fugle) kaldtes efter deres Paragraf i Straffeloven ORung.E.141. Han gik under Navnet Op-og-ned-Jensen eller bare Op-og-ncd'ercn, fordi han, naar han blev nervos, havde den V ane at hive og slide i .. sit . . Overskæg ViggoFMøller.PB. I 8. I enkelte tilfælde har afledningen på -er vokalændring a > æ; kirkegang : kirkegænger osv. (se DO. u. -gænger; nyere spøgende dannelse: gågænger for fodgænger). Med forudsættende led (som ved det finitte verbum og infinitiver): en Vandrer ad flade Veje EmilFrederiksen.Fra Saxo.98. Almindelig brugt ved nydannelser, især til verber og verbalforbindelI. ,;,

, L

254

=

ser: i politisprog tales om en beruser ( beruset person), Kbh.s sporveje bruger udtrykkene omstiger og selvbetjener. Fra ikke-fagligt sprog: Stormen, den store Opriver og Forskrækker Nans.GF.97. Michel Angelo stod frem som Arvtager og Fuldender af den italienske Renaissance Jørg.RM.112. den gamle Sammenligner og Genkender (~: Darwin) JVJens.NM.15. Forfærdigeren af Litoets Rebus sa.Intr.14. Vildmanden som Sønderriver sa.V0.187. den gammellutherske Salmesynger VilhAnd.AD.20. en Skulderklapper og Ja-og-Amen-siger KMunk.HJ.113. en Frigører PlaCour.F.II. Grænsebryderne ib.100. en Begrænser ib.156. Altfornemmer Rørdam (if. PlaCour.F.162). midt under Fred er Hærgcren over ham Job.15,21 ( 1931). en adskiller, aflaster, andrager, anvender, besvangrer, forståer, ihjelslåer, solbader, stripteaser (Nord. Spr. I 959.110}, en blufærdighedskrænker, skatteunddrager, svangerskabsafbryder (ib.1957.54). Dristige dannelser: alle store Reformvilleres Pengebesvær (til: ville reformer) KMunk.HJ.148. en Fodselsdager (til fodselsdag, om fodselsdagsbarn) ib.81. Det irriterer mig .• at han altid skal stille sig op og være Forstaasigpaaer, ligegyldigt hvad man saa taler om Replikker.III.54. På den ægyptiske udstilling vrimler det med forstå-sigpå' ere Pol.24/5 1962. andre agterudsakkere B.T. (citeret i BerlAft.21/2 1964). Lidet brugt ved verber på -ere: en Populariserer JVJens.S.g. En særlig stilistisk type er den homeriske: Hojttordneren Zeus, Skysamlcren Zeus, Skysortneren, A.igissvingeren Z., Fjerntrammeren Foibos osv. Iiliaden ved Gertz.l.354,397,5 II; II. 787; XX. 71. Jord omslutter Poseidon Odysseen.VIIl.351 . Stadomstyrter Odysseus ib.XIV.442. Variant -ner i portner (: port); jf. kæmner, gartner.

!2°. Betegnelser for indbygger(e) og beboere. Betegnelser for indbyggere og beboere ( mange af ordene bruges næsten kun i plur.) dannes ved hj,dp af en række suffikser. Nogle af ordene bruges også sekundært om dyr eller ting stammende fra vedkommende sted. a) Det almindeligste suffiks er også her -er: københavner, aabenraaer, frederikshavner, frederikssunder, frederiksværker, haderslever, præstoer, holbækker, stubbekøbinger, svendborger (v. s. af svendborgenser), de gode Lillelunder (:> : indbyggere i Lillelund) Pont.Sk.123, hamburger, berliner, lybækker, londoner, stockholmer, ostriger, israeler, russer, dansker, svensker osv.; de mest inkarnerede Østerbroere Ringsted.LD.7.

255

I,

Marstalleren Ørum.VD.91, jf. metropolitaner(: Metropolitanskolen), Niels Brock'er (elev i, fra Niels Brocks Handelsskole). Til navne på -en: bohmer (: Bøhmen), bremer (: Bremen), ægypter (: Ægypten) og -ien: spanier, belgier, perser, syrer, araber, inder osv. (til: Spanien osv.), jf. tunesier (til ældre Tunesien, nu: Tunis). Med trykskifte: ja•paner ('Japan), itali'ener (1 1talien). Sml. wa'liser (: •Wales). Til navne på -a: argentiner (: Argentina), galilæer (: Galilæa), toskaner (fx. CStABille.Er.I.41; til Toskana); med trykskifte ka•nadier (: •Kanada), (og vokalskifte) euro•pæer (: Eu'ropa), sml. naza1 ræer (: 'Nazareth). Til ordene på -land svarer dels afledninger på -lænder: langelænder (: Langeland), gronlænder ( Grønland) osv., dels afledninger til stednavnets første led: irer (: Irland; v.s. irlænder); sml. tysker (: Tyskland). Suffikset er anvendeligt til nydannelser: Vi Sirius'er (o: beboere af planeten Sirius) er praktiske Folk Gjel.GL.541. En del sammensa:tningsled optra:der i indbyggernavne, (x. -/ar: hallands/ar, lollands/ar, sjællands/ar; undertiden med sideformen -farer. Se DO.IV.754.767. dalkarl. - -mand: franskmand, nordmand, Cora:ldet eller spøgende engelskmand. Det hyppigst brugte er -bo: angelbo, fynbo, molbo, morsingbo, tybo, vendelbo osv. Ved betegnelser for byboere findes sideformen -boer: skagbo(er), thistedboer, rønneboer, aakirkebybocr, allingeboer, hasleboer, klosterboer (i Logumkloster) (Hvem hvad hvor 19412.160H.). Se iøvrigt G. Schiltte i DStudicr.1914,119({,

b) En række fremmedartede suffikser ender på -er med foregående konsonant. Trykket ligger på næstsidste stavelse. a) -ner: afrikaner, amerikaner, cubaner, koreaner, syrakusaner, korsikaner, spartaner, venetianer ( til •Afrika osv., Ko'rea, Syra•kus, 1Korsika, 'S parta, Ve'nezia), fredericianer (: Frede•ricia). Svarende til latiniserede stednavne: soraner (: Soro, lat. Sora), randrusianer (: Randers, lat. Randrusia; v.s. af randersianer, fx. Pont.Mi.34),slaglosianer (til Slagelse, latin Slaglosia; v.s. af slagelseaner). Spøgende dannelse ( efter amerikaner) er amagerkaner (: Amager; plur, amagere er det alm.). /J) -aner: peruaner (: Peru), hannoveraner (: 'Hannover), odenseaner (: •Odense), helsingoraner, hillerødaner, korsoraner ( v.s. af korsørianer).

Jf. pommeraner ( : •Pommern ), marokkaner ( : Ma•rokko), samaritaner (: Sa•maria ), napolitaner ( : 'Napoli ). Til navne på -ien: brasilianer, sicilianer, indianer. i') -ianer: horsensianer, århusianer (: •Horsens, •Arhus); også logstorianer, bronderslevianer og skelskorianer er brugelige {Hvem hvad hvor 1942. J 6off.); tranevigiancr ( til Tranevig ) NisPet.M. 1o. Hertil slutter sig betegnelser for elever fra en skole, beboere af kollegier o.l.: regensianer (: Regensen }, herlovianer ( :Herlufsholm ), blaagaardianer, schneeklothianer (: Schneekloths skole) (ChrMøll.RS.150 ). Axel Sørensen (Da. Rim-ordb.) nævner den nu sjældne betegnelse nørrebroianer. 8) -ener: hellener (: Hcllas). e) -iner: byzantiner, florentiner, montencgriner ( : By'zans, •Florens, M onte•ncgro), levantiner ( : Levanten ), mallorciner (: Mallorca. Berl Aft.10/3 r962). ,) -(e )nser: esbjergenser, vejlenser, koldingenser, vardenser, viborgenser, kogenser, lundenser, grenaaenser, stegenser (Hvem hvad hvor 1942. 17off.), ripenser, chilenser (: Esbjerg osv., Lund, Ribe (lat.: Ripa), C hilc) . Lokal jargon: zahlcnser, elev i Zahles skole i Kbh. : ChrMoll. RS.r54. Fra tilfælde som koldingenser (udtalt: kolding-genser), nykøbingenser, herningenser, hjørringenser (Hvem hvad hvor r942) osv. er udløst en variant -genser: hobrogcnscr, mariagergenser (Hvem hvad hvor 1942.181 ), tårnbygenser (BerlAft. 17/I 2 J 966). Til navne på -a, æ, i: kretenser ( : Kreta ), filippenser (: Filippi; sidste bibelovers. ( J 948 ) har erstattet formen med: filipper( ne)), kolossenser ( : Kolossai, Colossæ). Til navne på -en føjes kun -ser: bergenser, badenscr (: Bergen, Badcn) . Til navne på-ense kun -r: bogenser ( : Bogense) (Hvem hvad hvor 1942.164). Variant: -ienser: athenienser (: Athen); jf. karthaginienser (: Kart/rago). - de brave Thorshav1iienscre ChrEngelst.HA.22. Det er påfaldende at træffe disse fremmede suffikser brugt ved hjemlige navne. Det forklares udfra brugen af de latiniserede former i dokumenter og i de la::rde skoler. Ligesom de andre ord af disse grupper er der her tale om oprindelige adjektiver på -anus, -ensis som (under indflydelse af gruppe a) har fået de latinske morfemer erstattet af substantivsurrikset -er og er dermed blevet substantiver. En del af de herhenhorende adjektiver blev til familienavne (og bortkastede evt. morfemet): Scavenius (: Skagen); Ericus Pontoppidanus (:>: fra Broby} > Pontoppidan. Se Richard Homby.Danske Navne.61f, Modc:rnc dansk. Il.

17

77) -eser: japaneser (: 'Japan; nu alm.: japaner), sudaneser (:'Sudan), siameser (: 'Siam), pekingeser (: Peking), piemonteser (: Piemont), Capreser (: Capri, fx. TomKrist.Rejse i Italien2 .173); jf. si11ghaleser. Sjældent ved hjemlige navne: asse11eser (: Assens) (Hvem hvad hvor 1942.162). Til navne på -ien: albaneser (: Albanien; v. s. af albaner). Til navne på-a: kineser (: Kina), malteser (: Malta), genueser (: Genua), bologneser (: Bologna), sienneser (: Sienna CStABille.Er.l.187). Til navne på -o, -us (-os) : milaneser ( fx. CStABille.Er. l.49; til Milano). efeser (: Efesus (-os)). Sjældnere varianter er -iser: portugiser(: Portugal), -leser: kongolescr (: Kongo) og -neser: javaneser(: Java). {}) -asker er sjælden: monagasker til Monaco, bergamasker til Bergamo (fx. SophMich.: den raa Bergamasker om Colleoni: Livets Fest.13). c) Næsten kun ved afledninger af nordiske lokaliteter bruges -ing: falstring(: Falster), morsing (: Mors), samsing(: Samso, ældre Sams), skåning(: Skåne), færing(: Færøerne), lovring (: Lover, Lover syssel), jf. udlænding (til: udland); i dialekter findes flere: tøndring (: Tønder), nibing (: Nibe), læsing (: Læsø), avnbøling (: Avnbøl), odsing (: Ods herred), jf. sildering (: Sild). Se Feilberg 11.26, Schiitte i Jysk og ostdansk Artikelbrug 131ff. og i Da. Studier.r9r4.32ff. I en del af tilfældene bruges også sammensætninger med -bo: Læsobo, samsobø osv. (jf. side 256) og ved den nu almindelige form morsing-bo har vi en sammensætning til afledningen. En person fra Als hed en alsing, nu almindeligst er alsinger (ved indflydelse fra gruppe a eller fra flertalsformen), en fra Sonderho en Sonderhoning (Ørum.VD.10). d ) Afledningsendelsen -ik bruges ved nogle få dannelser til hjemlige stednavne: lollik ( : Lolland; v. s. af lollænder), fannik (: Fano; v. s. af fanobo ) .

l

e ) I en del tilfælde forekommer -it eller -vit og -nit ved afledninger af hjemlige ord: naskovit ( : Nakskov), skibonit (: Skive ), rodbynit, sæbynit, sundbynit ( : Norre Sundby), nibenit, maribonit (se Hvem hvad hvor 194-2.182ff. ), oslovit (: Oslo ) ; disse er dannet efter moskovit (Moskow, Moskva ), samarit (: Samaria ), sodomit ( : Sodoma ), israelit ( : Israel ), kanaanit ( : Kanaan ) osv. f ) I ganske få tilfælde findes ved fremmede navne andre aflednings•

endelser: -ak: polak ( : Polen), bosniak (: Bosnien), jf. tjekkoslovak (: Tjekkoslovakiet); -ard: savojard (: Savojen), sml. kommunard( : kommunen (Paris 1871)); -at: asiat (: Asien), ravcnnat (: Ravenna. CStABille. Er.l.123), jf. kroat, hanscat; -ot: cypriot ( : Cypern), kandiot (: Kandia; om indbygger på Kreta), suliot (Suli.Salmonsen::xxn. 571); -ol: spaniol ( : Spanien), romag11ol (Romagna, landskab i Italien. Brugt fx. CStABille.l.c.44), campagnol (beboer af den romerske campagne.ib.Il.98.149), 3° Betegnelser for kvinder afledte af betegnelser for mænd. a) Kun i nogle få tilfælde har vi forskellige ord til at betegne personer af forskelligt sexus: mand : kvinde; dreng : pige (se ovenfor side 72). I alle andre tilfælde må man anvende attributivforbindelser med mandlig : kvindelig, eller sammensætninger, bl. a. med han-, hun-, eller afledningsendelser. Den mest almindelige endelse er -inde. Eksempler: til enstavelsesord: gudinde, værtinde, veninde, heltinde, ma11dinde, præstinde; til tostavelsesord på -e der ved afledningen mister e'et: fyrstinde, grevinde, hyrdinde, jødinde, slavinde; til andre tostavelsesord og ord af flere stavelser: rivalinde, helgeninde, djævelinde, arrestantinde, borgmesterinde, professorinde, rege11tinde, figurantinde, frisorinde, malajinde, polakinde, mongolinde (JVJens. Intr. 182), odenseanerinde, violinistinde, gemalinde, cistercie11scrinde, bernhardinerinde, jf. vestalfode ( til vestale i samme betydning). Spøgende {jf. ndf.) : murersvende og -svendinder Alt for Damerne 1958 {Nord.spr. 1959.11~). Afledninger til ord på -er der hører til gruppe 2, dannes altid ved hjælp af -inde: kobenhavnerinde, italienerirlde, russerinde, grønlænderinde, pariserinde osv.; undtagclser er de oprindelige adjektiviske ord på -sker: dansker, svensker, tysker osv. der overhovedet ikke bruger afledningsendelser til betegnelse for kvinder. Afledninger til ord på -er af gruppe I konkurrerer med afledninger på -ske (Se under b ). Eksempler: husbestyrerinde, elskerinde, for/ alteri,ide, digterinde, lærerinde, Jynderinde, skuespillerinde, danserinde, malerinde, ku11stnerindc, velgorerindc, modehandlerinde. I enkelte tilfælde bruges begge afledninger: (livs)lcdsagerillde : (livJ)ledsagers/.e; medbejlerinde : medbejlerske. Det hedder ejerinde men husejcrskc, gårdejerJke, godsejcrskc (Gjel.GL.309). 17·

Den normale anvendelse er en omsa:tning af personbetegnelsen til hunkøn: veninde kvindelig ven osv. Men ved betegnelser for indehaver af visse højere stillinger eller titler bruges -inde til at angive den kvindelige ægtefa:llc: borgmesterinde, generalinde, oberstinde, kammerherreinde, bispinde, pastorinde, provstinde, professorinde, fyrstinde, kejserinde osv. Ved almindelige stillingsbetegnelser bruges -inde kun spøgende: smedinden ( smedens kone). De fleste ord af denne gruppe bruges kun i denne betydning, nogle enkelte kan anvendes i begge betydninger: fyrstinde, kejserinde, dels om kvinde der har rang, stilling som fyrste, kejser, dels om fyrstes, kejsers ægtefælle ( men næppe doktorinde, ministerinde, professorinde om kvindelig doktor osv.). Eksempler på spøgende nydannelser: Du er gift med en Brandlieutenant - Skaal for Lieutenantinden! Schand.W.129. Herredsfogedinden Gjel.GL.306. kan De komme ud af det med Fru Overskruphovlinden hjemme? KLars.SA.107. Fru Fysikusinden HKaarsb.Vi.70. ]ydinden Soya.SVS.152. b) Endelsen -ske bruges ved personbetegnelser på -er af hjemlig oprindelse (kun spogende i andre tilfælde: Apotekersken Wied.BS.6. Generalinde Madsen .. Generalsken hilste igen ChrEngelst.LD.15): arbejderske, kogerske, opvarterske, væverske, koblerske, smuglerske, rufferske, morderske, rytterske, svommerske, tiggerske, lognerske, partnerske, marketenderske, marskandiser.ske. Hvor -ske og -inde konkurrerer har det første sit særlige område ved betegnelser for kvinder der er beskæftiget ved fysisk, manuelt arbejde samt ved betegnelser for forbrydersker, medens -inde især bruges om kvinder med åndeligt eller kunstnerisk arbejde. Ved afledninger af sarrunensatte ord bruges næsten kun -ske: bogholderske, maskinskriverske, fodselshjælperske, pottemager.ske, englemagerske, indehaverske, plattenslagerske, sovngængerske, tronfolgerske, banevogterske, eneboerske. Det hedder genboer.ske, naboerske overfor genbo, nabo. Eksempler på nydannelser: Paapasserske {om husholderske) Drachm. SF.51. en skon Fritænkerske Gjel.GL-462. denne Seerske, Fredbringerske, Kirkeforbedrerske Jorg.RM.108. Lektielæsersken KLars.AH.136. Undersogerske ib.160. Tilskuerske KMunk.LGD.110. Horsens-Vandgængersken (::>: svømmersken Jenny Kammersgaard) sa.HJ.125. anmelderske Pol.1958, bestsellerske (om kvindelig forfatter) Information 1958 (se Nord. spr.1959.115).

=

=

c) Helt alene står asynje overfor as. d) En række fremmede femininums-suffikser der giver ordene hovedtryk på næstsidste stavelse træffes ved mindre ordgrupper, fx. -esse: baronesse, prinsesse, komtesse, patronesse, dekanesse, stewardesse, jf. maitresse; med varianten -isse: abbedisse, diakonisse, priorisse; -ette: pjerrette (: Pjerrot); fornavne som Antoinette, Jeanette; -trice (især til mandlige betegnelser på -tør): billetrice, ekspeditrice, defektrice, servitrice, restauratrice, rentrice, aktrice, deklamatrice; direktrice har en speciel (ikke til direktor svarende) betydning af kvindelig afdelingsleder ( i stormagasin, fabrik o. I.); -ose ( -euse) ( ligeledes til ord på -ør, -eur}: brodose, chanteuse, danseuse, filmose, massose, suffløse; spøgende kværuløse (Kværulanter er slemt, men Kværuloser - det er endnu værre! Replikker.I.60); -ine: heroine (: hero); ved forkortelse har vi fået abonnine (: abonnent), studine (: student}, piccoline (: piccolo}, korrespondine (lidet brugt, til korrespondent, se Nord. spr. 1957.n2. 143). Spøgende: (manden til konen:) Kære sode lille Kværuline Soya. TK.232. Almindelig i fornavne: Hansine, Jakobine, Jensine, Josefine, Jorgine, Kristine, Laurine, Nielsine, Petrine, Vilhelmine, Karoline, Alexandrine ofl. Variant -ina: Kristina, Albertina, Clementina ofl. - I fornavne træffer vi endvidere -a: Petra, Poula, Augusta, Haralda, Johanna, Julia, Alexandra, Franciska, Ulrikka og -e: Kristiane, Frederikke, Louise. Louise. Den endelse -ade der træffes i græske betegnelser for nymfer o. I., som dryade, mænade, najade, oreade, er brugt i den spøgende dannelse hystade om hysterisk kvinde. 4 °. Betegnelser for personer tilhorende mere specielle grupper. a) De hjemlige afledningsendelser er få. Endelsen -ing, som vi har truffet tidligere (side 258}, findes i tilfælde som arving, gilding, olding, nidding, fledføring, hedning, plovkoring, nævning, kending ( = bekendt), gamling, ædling, usling, (til gammel, ædel, ussel), jf. galning (til gal(en)), kælling (til ka(r)l), rolling, krobling (til krobbel), tumling, skrælling, viking, kæltring. Varianter med -ning: dødning, sildefødning, flygtning, slægtning, vellystning (tidligere: vellystling), vantrivning. Og med -ling: lærling, særling, opkomling, pusling, ætling, yndling, yngling, svækling, jf. pebling, myndling; specielt i betegnelser for børn

født samtidig af samme moder: tvilling, trilling, firling, femling osv., jf. nydannelser som Ottinger i Kina Pol.3oi9. 1947, ottelinger VillySør. SH.99, nilinger DerlAft.6/7. I 964. I nogle tilfælde har -ling diminutiv betydning: mandsling (med sform af 1. led), tomling ( tommeliden), jf. pusling. Sml. ældre kejser-, kongsling i DO. Endelserne -ing og -Jing er i det hele ikke meget brugt til nydannelser. EBøgh dannede en Tobening om et menneske (se DO.), og i en families hjemmesprog har jeg hørt ordet smålinger brugt om dens små børn (sml. rollinger). Endelsen -ert forekommer i skældsord som drivert, dronnert, frækkert (JacPaludan.TS.243 ), grimmert, slampert, tykkert, primadonnert. Kuindcrtcr er noen Møjerter Soya.FV.92. I børnesprog og spøgende bruges -se med diminutiv eller kælende betydning: mandse (til mand), damse (til dame), dengse (til deng, barnesprogsform for dreng) . Se Kr.Møller.Diminutiver i moderne dansk.16. Om kælenavneformer som Susse (Susanne), Palle (til Poul ), Gudde (til første stavelse af Gudrun) osv. og Kisse (til Kis, Kirsten) se ib.47 og 16. Pigen Eugenie i KLars. GV. kaldes Øsse (57) . I FBerliner.E.7 kaldes Jørgen af moderen Jonne. Endelsen -( r)ian er ganske vist oprindelig indlånt (fra tysk, hollandsk), men er blevet brugt til nydannelser. Foruden dumrian og grobrian har vi grimrian og klodrian og (i rigssprog sjældnere) buldrian, flyndrian, slendrian (også til gruppe K), sludrian og rabaldrian (ChrMøll.RS.150), slemrian (Information 1957, se Nord. spr. 1957.55). Ordene har nedsættende betydning og bruges især som skældsord. Sjældent er de harmløst-spogende: Gaston, den skonrian med de lige ojenbryn! Svedstrup.EG.I.154. Smukrian DO. Af personnavne som Diderik, Frederik dannes sammensætninger som dovendiderik, drukkendiderik, /jollcfrederik og derfra kan abstraheres en endelse -(e)rik til dannelse af skældsord som /jol(le)rik, skiderik. Endelsen -/as, -/aks bruges i spøgende-nedsættende personbetegnelser: lurifas(-faks), mysti/aks, tiarrifas(-faks), snurrifaks. b) I fremmedord har vi et storre antal afledningsendelser. De er kun i ringe grad blevet brugt til nydannelser i dansk. a) En del af de suffikser der er brugt til dannelse af indbyggernavne (se ovf.) bruges også til dannelse af betegnelser for personer der er tilhængere eller dyrkere af noget: -æcr: epikuræer ( : Epikur(os) ), pytagoræer

=

( : Pytagoras). -aner: republikaner, franciskaner, puritaner, lutheraner. -ianer: presbyterianer, vegetarianer; almindeligt brugt til nydannelser til proprier: grundtvigianer, raskianer, hegelianer, brandesianer, kierkegaardianer, hindhedianer, freudianer osv. -iner: birgittiner, bernhardiner, jakobiner, girondiner, benediktiner, libertiner. -enser: cistercienser, præmonstratenser. -it( er): abrahamit, betlilehemit, hussit, jakobit, jesuit, johannit(ter ), karmelit(ter), prærafaelit(ler). JJ) Betegnelser for videnskab, kunst, lære o. 1. på -ik danner betegnelser for personer der beskæftiger sig med eller er præget af denne kunst osv. ved hjælp af den almindelige afledningsendelse -er: politiker, botaniker, fysiker, dramatiker, optiker, lyriker, etiker, mekaniker, komiker, erotiker osv. Fra disse tilfælde og som gengivelse af latin -icus opstår en endelse -(i)ker til brug i andre tilfælde: platoniker, akademiker, historiker, ironiker, empiriker, idylliker, elektriker, kemiker, kyniker, sangviniker, flegmatiker, fanatiker osv. Specielt bruges - (i)ker til betegnelse af person der lider af en (kronisk) sygdom: maniker, diabetiker, epileptiker, spastiker, apoplektiker, reumatiker ofl. Sjældent brugt ved danske sygdomsnavne gigtiker. Ligeledes sjældent i spøgende dannelser: jomfru11atiker (om jomfrunalsk person. ChrMøll.RS.160 ). I nogle ord, der nu som regel har gammeldags eller humoristisk klang, bruges -ikus; til ord på -ik: politikus, grammatikus, kritikus, musikus, (stifts)fysikus, praktikus; til andre ord: medikus, historikus; brugt til spogcnde nydannelser: fiffikus (efter tysk studentersprog ), filurikus, f ornuftiktu ( engangsord, se DO. ). Om • (i) us se side 265. Til substantiverne på -isme (se nedenfor) hører personbetegnelser på -ist: ateist, georgist, anarkist, fatalist, alkoholist, chauvinist, komm11nist, antagonist, impressionist, turist, kapitalist, spiritist. Hjemlig dannelse: sjofelist ( til sjofelisme) . Endelsen har nu fået en udstrakt anvendelse til betegnelse af person der beskæftiger sig med eller har tilknytning til det hovedleddet angiver: jurist, specialist, filatelist, lingvist, germanist, prosaist, prokurist , propagandist, mejerist, motorist, cyklist, komponist, humorist, terrorist, moralist, stilist, folklorist, finalist, egoist, kancellist, kontorist, lagerist, grossist, havarist, infanterist, kavallerist osv.; bandagist, maskinist; kur-

sist ( person der går på kursus). Spogende eller sjældnere dannelser (oftest med nedsættende betydning): solderist (til solde(ri)), hønserist (se DO.), spøgende: spjældist (: spjæld; se DO.), færdselist (om fodgænger). Andre eksempler: karakterist (person der er dygtig til at karakterisere) SophClauss. i Brøndum-Nielsen: Stuck-SophClauss.45.46. Klimperisterne på Cafeerne TomKrist.LA.286. Regn Missionsfolkenes Fejl op! Sig Helvedister KMunk.HJ.I08. fylderist, kompromist, nikotinist, hobbyist (se Nord. Spr. r957.55 og 1959.1 r3). Din lille udspckulist! Soya.TK.35. Soya .. hævder, at han er fodt drillerist BerlAft.23/6. r964. monologist ( person der holder enetaler) Rifbjerg.O.u5. Specielt i betegnelser for sangere og musikere: solist, operist, organist, bassist, pianist, violinist, klarinettist, trompetist osv., for personer der lider af en sygdom eller last: hypokondrist, podagrist, delirist, morfinist, og (jf. ovf. side 292) tilhængere af en person(s lære): /ansenist, kalvinist, bonapartist. Af formalia er at bemærke: ord på udlydende svagtryks -e mister dette foran endelsen, fx. {foruden eksempler ovf.) drogist, lampist, fløjtist; ved (sjældne) ord på -is bliver endelsen kun -t: gratist (: gratis), medens ordene på -ert bortkaster -t'et: knallerist (knallertkører; ad modum motorist osv.). Fra organist, violinist o. I. har vi fået en variantendelse -nist: fløjtenist, harpenist, nu næppe brugeligt rentenist (se DO.). En tilsvarende endelse -ast hører til substantiver på -asme: entusiast, chiliast og er lidet brugt i andre tilfælde: gymnasiast (: gymnasium); sml. gymnast (: gymnastik). 'Y) En endelse -ar danner betegnelser for personer med en vis bestilling: arkivar, bibliotekar, skolar, notar (jf. aktuar) eller i en vis egenskab: donatar, legatar, jubilar (hvortil dannelsen fødselar ( til et hjemligt ord) er foreslået (for fødselsdagsbam) men ikke trængt igennem) ; en anden nydannelse er skrankar (: skranke, se DO.). Det latinske -arius bruges i justitiarius, konfessionarius, kommissarius, notarius (publicus). Spøgende: de største Ædedolke og mest madkærc Guffedariusser (til: guffe) KnudPouls.BD.59. Tilsvarende anvendelse har det tryksvage -or, fx. i defensor, aktor, eksekutor, faktor, konditor, kreditor, debitor, inspektor, professor, specielt: -ator: illustrator, inkassator, plagiator, eksaminator, disputator, og det trykstærke -or, fx. i chauffor, frisør, gravør, inspektor, debattør,

=

redaktør, kommandor, bankor, entreprenør, dekoratør, restaurator, desertør, manuduktor, translator, ciselør, suflor og charmeur, causeur. Sjældent: konspirator Pol.1957 (se Nord. spr.1957.55 ). Mindre anvendt er følgende: -er: officer, grenader, kyrasser, kanoner, harpuner, juveler, passager; grosser og vekscler er nu i officielt sprog fortrængt af grosserer, vekselerer. Den herved anvendte endelse -erer bruges også i andre tilfælde: kasserer, sekterer; musketerer ved siden af musketer, juvelerer v. s. af juveler og (især tidligere) barberer v. s. af barber. Variant -ner i lansener; jf. falkoner (falkener}. Endvidere forekommer -ær: millionær, milliardær, missionær, legionær, pensionær, proprietær, funktionær, sekretær ofl. -ier: bankier, rentier, financier, portier, kostumier (hvortil om kvinde: kostumiere) og (i italienske ord) -iere: gondoliere, bersagliere, kondottiere. Hertil vel den spøgende dannelse Gongonieren om person der slår på gongongen. KMunk.HJ.174. -{i ) us bruges i spøgende latiniseringer. Almindelige er Umulius, kontorius og kalorius ( til: umulig, kontor og (?) ka'l, karl eller latinisering af personbetegnelsen en klor?). Sjældne dannelser er luskus (til: luske), primadonnus (som maskulinform til primadonna), spolerius (til spolere, se DO.). Professor Filurius er titel på en bog af Sv. Leopold (1911). Om -kus og -arius se ovenfor. o} Endelsen -ant og -ent betegner en person der udfører den virksomhed som verbalindholdet i hovedleddet angiver ( de svarer til latinske præsensparticipier af verber på -are og -ere): fabrikant, adjudant, emigrant, duellant, dilettant, debutant, demonstrant, kværulant, musikant, ordinant, prænumerant, prædikant, protestant, suppleant, trafikant, ignorant, komediant, tumultuant osv. Spøgende dannelse: spillekant. Abonnent, age11t, docent, student, ekspedient, regent, dirigent, rekonvalescent, korrespondent, skribent, præsident, assistent osv. Endelsen -and og -end betegner person der undergår, underkastes den ved hovedleddet betegnede behandling ( ordene svarer til latinske gerundiver af verber på -are og -ere): konfirmand, eksaminand, doktorand, præparand, ordinand; dimittend, manuducend. e) Endelsen -at: renegat, magnat ofl., er hyppig i stillingsbetegnelser: advokat, akrobat, aristokrat, diplomat, kandidat, licentiat, magnat, prælat, stipendiat, potentat.

{) I græske ord betegner -ide søn eller datter af den person af hvis navn ordet er afledt; i videre anvendelse bruges endelsen til at betegne efterkommer, ætling. Eksempler: at ride ( : Atreus), pcleide11 (: Pelcus), danaide, lteraklide(r), kronide, 11iobide (Gjel.W.146). Verdensborgeren Prometidcn ( : Prometheus) Heinrich Heine JVJens.NA.162. Sjældnere findes -iade i samme betydning: Laertiaden Odysseus Odysseen.17 1152. I plur. bruges -ider i betegnelse for persiske kongeslægter: arsakider, barmakider, samanider, sassanider. Napoleonider er blevet brugt om slægtninge af Napoleon. 11) En del latinsk-græske låneord indeholder et led der er dannet til et tilsvarende ord på -i og betegner en person som er præget af, stærkt optaget af, beskæftiget med, kyndig i det som dette ord betegner. Ordene har betydningsvægt som sammensætningsled, men må når leddet ikke ved siden af bruges i selvst.1:ndig anvendelse i dansk opfattes som et suffiks. Det er tilfalde som: -fil: bibliofil, gallofil, turkofil, homofil. Ordene bruges også som adjektiver. -graf: bibliograf, historiograf, fotograf, typograf osv. -krat: aristokrat, bureaukrat, demokrat, fysiokrat . -log: ideolog, mineralog, ægyJ1tolog, mytolog, etruskolog, :oolog osv. -man: om person der har en mani, fx. angloman, galloman, erotoman, 11arkoman, nymfoman, biblioman, kleptoman. Ordene bruges også som adjektiver.

5°. (Borgerlige) familienavne . I {borgerlige) familienavne indgår hyppigt -sen føjet til et fornavn ( med lydligt sammenfald med udlydende -s) : Hansen, Jensen, Nielsen, Terkildsen, Bjornsen, Axelsen, August(e )sen, Augustinussen osv. Spøgende: Gamle Shakespearesen JPJac.lI.81 (jf. sa.Br.3 .160}. Saadden en Filuriusscn Soya.SVS. I 51. De suffikser der forekommer i stednavne (se side 274) træffes også i familienavne, fordi stednavne i vid udstrækning er blevet brugt som familienavne, fx. suffikseme -trup, -drup, -rup, -ing (c ), -um, •lev (-lov ), -bol, - (t )ved (-lose bruges sjældent i personnavne). Is:cr -trup, -rup o.l. udnyttes til dannelse af fiktive navne med karakteriserende indhold: Studenstrup (Holberg) , Snydenstrup (PAHeiberg). En grosserer i galocher tiltales spogende Galosl..erup i Wied.TK.39. Skrzddercn i >Ebberod Banke bærer nævnet Vipperup.

Som sing. til plur. af typen Lintrupper(ne) om medlemmer af sl:rgten eller familien L. forekommer undertiden i stedet for det normale: en Lintrup (se ovenfor side 127) en form: en Lintrupper (der vel er en afledning af s:unme art som de ndf. nævnte navne på dyr af en bestemt race), hvortil en plur.: Lintruppuc. Jf.: han {:>: hr. Blegvad) burde raabe om Hjælp, men Hr. Blt!gvad'ere raaber nu engang ikke om Hjælp far i yderste Øjeblik ViggoFMoller.B.21.

6 °. Grupper af personer. Grupper af personer kan betegnes ved suffikser hvis hovedfunktioner horer hjemme andetsteds. -hed: menighed, menneskehed, kristenhed. -skab: herskab, mandskab, tjenerskab. -(er)i: infanteri, kavalleri, rytteri, kompagni, kleresi. -at: proletariat, triumvirat, seniorat, magistrat. B. Betegnelser for dyr.

Vi træffer her en del af de endelser der bruges ved personbetegnelser. 1 °. Afledninger på - ( e} r, fx. følgende verbalafledninger der især bruges i plur. som gruppenavn: gnaver(e), hvirvler(e ), kradser(e), piber (e ) , sanger( e ), spinder( e), springer(e }, vader( e ) samt afledninger af to sammenføjede ord (af Paul Diderichsen kaldt samdannelser): biæder, bænkebider, kernebider, stenbider, fluesnapper, myresluger, stenvender, styltelober, vanddrikker ofl., og zoologiske termini som huleruger, græsæder, planteæder, redesnylter, rodæder. Svarende til indbyggernavne: en islænder, knabstrupper, frederiksborger, munkedaler (om heste), newfoundlænder, bologneser, pekingeser (om hunde). Sjælden er -ert: kleppert. 0 ::i • Afledninger på -ing: (skær)ising, fjæsing, enhjørning, lemming; eller især -ling: grævling, dogling, musling, fiskenavne som bitterling, brisling, grundling, hvilling, kutling, smerling, spærling, stalling, fuglenavnene stærling, værling. Specielt i betegnelser for unger: gæsling, killing, kylling, ælling. Sml. fiskenavnet heltting, nydannet til fiskenavnet helt. Diminutiv og (eller) pejorativ betydning har -ik ( e) i gråsenollike, hønnike, maddike, rallike; jf. dullike (og sonnike). Sml. allike (v. s. af alk ). I barnesprog bruges -se i ord som vovse, gysse (basse), b usse (ko), se KristenMøller.Diminutiver i moderne dansk. 1 1.

3 °. Betegnelser for dyr af forskelligt sexus dannes som regel ved sammensætninger med han- og hun-. I nogle tilfælde foreligger ordpar, som hingst : hoppe; hjort : hind; hane : hone osv. (se ovenfor side 72). Ved betegnelser for nogle få større dyr, især dem der optra:der i fabler, findes femininafledninger på -inde, men de har nu et gammeldags præg: aseninde (bibelsk; bevaret i GITest. ( 1931), men udgået i NyTest. ( 1948) ), (med bortfald a.f -e) lovinde, ulvinde,· se iøvrigt DO.IX.246. Maskulinafledningen -( d) rik findes i to ord : andrik ( også vildandrik JPJac.(DO.) og KMunk.HJ.201 ) og du(e)rik. 4°. Af de i zoologiske fagsprog brugte afledningsendelser er den almindeligste -idae (-idæ), fordansket -ider til betegnelse af familier, fx. Talpidae (muldvarpe), A ccipitridae (høge) og Gadidae (torskefamilien), Carabidac (løbebiller).

C. Betegnelser for planter. Afledning er ikke meget brugt. Navne som kodriver og botaniske termini som blad-, gren-, krog-, rodklatrer kan være almindelige sammensætninger. Der er nogle få navne på -Iing: firling, krækling, revling og nogle få på -ilte: kiddike, nellike, rollike, jf. ræddike. I systematikken bruges -(a)ceæ i betegnelser for plantefamilier: Abietaceæ granfamilien, Cucurbitaceæ gra:skarfamilien, Liliaceæ liljefamilien, Pomaceæ kernefrugtfamilien osv.

D. Betegnelser for stoffer. Herunder omtales specielt de mange nye stoffer, kemiske forbindelser og lignende der er fremkommet, især på det naturvidenskabelige og lægevidenskabelige område. De har stillet store krav til sproget, og herved har man i vidt omfang benyttet sig af fremmede afledningsendelser ( næsten altid med hovedtryk). De vigtigste skal nævnes i alfabetisk orden. -ade i betegnelser for noget tillavet, tilberedt, især til at spise eller drikke, fx. chokolade, grillade, karbonade, krustade, limonade, marinade, marmelade, orangeade, pomade, remoulade, roulade. -al i navne på lægemidler (specielt sovemidler): fen emal, kloral, luminal, veronal, og på aldehyder: citral, gcranial. 268

-an i navne på grundstoffer: mangan, lantan, titan, uran, på mættede kulbrinter, fx. butan, kosan, metan, propan, ætan, på giftstoffer: bladan, på kunststoffer: ætylan (en art kunstgummi ). -ase i betegnelser for enzymer: hydrolase, katalase, oxydase, fylase, glykosidase, laktase, maltase, kinasc. -at i navne på salte: acetat, fosfat, alkoholat, karbonat, nitrat, silikat, sulfat. -en i navne på umættede kulbrinter: acetylen, kamfen, pyren, terpen. Jf. nyere navne som benzen, toluen, naftalen for ældre benzol, toluol; naftalin. -gen i hydrogen, oxygen ofI. -id i betegnelser for kemiske forbindelser: amid, bromid, fluorid, glycer• id(er), glykosid, karbid, klorid, nitrid, sakkarid, sulfid osv. -il i betegnelser for kemiske midler, præparater: amasil, nitril, persil, prontosil. -in er ofte brugt i betegnelser for kemiske, mineralske stoffer, gifte, lægemidler m.m.: adrenalin, albumin, amfetamin, benzin, efedrin, fibrin, glutamin, glutin, glycerin, insulin, kasein, kinin, kokain, manganin, morfin, naftalin, nikotin, papain, paraffin, penicillin, pepsin, protein, stearin, stryknin, terpentin, toksin, vitamin. -ine især i betegnelser for stoffer der anvendes til på-, indsmøring, som lægemiddel o.l.: brillantine, gelatine, margarine, ovomaltine, vacci11e, vaseline. -it i navne på mineraler o.l.: antracit, bauxit, braunit, cementit, fer• rit, grafit, manganit, manganosit, platinit, pyrolusit, på sprængstoffer: dynamit, melinit, på salte og estere: nitrit, sulfit, på stoffer ( i planter) der ved reduktion kan afledes af sukkerarter ( endelsen nu ændret til -itol): dulcit, crythrit, mannit, pinit, sorbit, og på andre stoffer: ebonit. -oid i navne på stoffer der har form som eller minder om det der betegnes ved hovedordet: abuminoid, alkaloid, amygdaloid, asbestoid ( nu almindeligst: byssolit), celluloid, kolloid, krystalloid, metalloid. -ol a) brugt (efter endelsen i alkohol) i kemiske betegnelser for hvad der er alkoholisk eller minder om alkohol, fx. fenol, karbinol, mentol, metol, naftol, spec. om de under fenolgruppen eller af fenol dannede stoffer, som anctol, anol, antranol, fenetol, kreosot, jf. karbol (forkortelse for karbolsyre). Se også under -en.

b) i betegnelser for væsker (olier): fur/uro[ (nu ændret til: furfural), fiyrrol, tcrpilleol. c) i varebetegnelser for halspastiller: gajol, låkerol, del/ol. -on (tryksvagt) i navne på kunststoffer: nylon, orlon, perlon, dralon, rayon, vinyon. -on ( trykstærkt ) i kemiske betegnelser (for ketoner) som aceto11 ( eller acetone), diketon, keton, mt llon, sulfon. -ose brugt i betegnelser for kulhydrater: cellulose, glukose, saccharose, fruktose, galaktose, krystalose, maltose, mykose, trehalose, hexose, pentose; mono.re og polyose erstattes nu af monosakkarider, polysakkarider. -tiv i betegnelser for opløsninger: fiksativ, for lægemidler (rensende midler): laksativ, purgativ, vomitiv. -um i betegnelser for grundstoffer (her bruges -ium), fx. aluminium, helium, kalium, magnium, natrium, radium, strontium, og for væsker: kollodium, petroleum og andre stoffer: linolcrlm. I forbindelsen -kum (pl. -ka) spec. i betegnelser for lægemidler o. I. afrodisiakum, antibiotikum, drastikum, narkotikum, kardiakum. Sml. de folkelige omdannelser: perikon > perikum og spiritus> spirikum. -yl i betegnelser for kemiske radikaler: acetyl, alkyl, amyl, hydroxyl, karbamoyl, metyl, salicyl, sulfuryl. -æse i betegnelser for tillavninger i kogekunsten: bearnaise, hollandaise, mayonnaise.

E. Betegnelser for ting, genstande. 1 °. En del af de til dannelse af personbetegnelser brugte endelser finder anvendelse ved betegnelser for redskaber, maskiner, mekanismer der udforer eller anvendes ved udførelsen af et arbejde, en virksomhed, fx. -(e)r: en damper, råber, viser, bruser, flyder, fræser, glider, (gas)måler. Komplekse dannelser som afbryder, ildrager, lyskaster, negleklipper, varmemåler, sandsuger, nedstryger, for-, baglader, banerammer, selvbinder, bilægger, fjernskriver, lio jttaler, nodscnder, fluesmækker, minestryger, langpladesf,iller, bundskjuler, urtepotteskjuler, osteskærer, roeoptager; jf. opstoppernæse. Afledninger af årstal til betegnelse af hvad der stammer fra det år: 1926'erne (af bordeauxvine) er svære, tunge Vine PeterBourgogne. Et godt Glas Vin.16. Afledninger af stof-

navne, varenavne: en merskummer (=merskumspibe}; en ægte B.B.B'er (~: shagpibe). -se bruges i børnesprog i henser, mavse, numse ofl., se Kristen Møller. Diminutiver i moderne dansk.20. -ator: duplikator, elevator, regulator, ventilator, inhalator osv. -or {-eur) : projektor, refraichisseur. 2 °. Enkelte af de endelser der danner indbyggernavne bruges også til betegnelse af hvad der stammer fra vedkommende sted, fx. -er: en burgunder, falerner, niersteiner osv. (vin), gråstener (æble), islænder (troje), emmentaler, (dansk) schweizer (ost), neuruppiner (vers), spandauer (kage); bajer er vist dannet til bajerskol (jargonsideformer er bajert og bajser (seks bajserc Prebenl-Iovland.Paradisets Børn.JOB)); -eser: kineser (fyrværkeri), cremoneser (violin), havaneser (cigar). en af de gamle St. Croixere (~: rom fra St. Croix) KLars.GV.(udg.rgiw). J06 ( efter originalms.). 3 °. Endelsen -er bruges også til betegnelse for ting der er karakteriseret ved det hovedleddet angiver: en otter, en toer osv. (se side !2912), en endækker, dobbeltløber, tremaster, letvægter (cykel). Sml. at Berlingske Tidende uofficielt hedder Berlingeren (Aftenberlingeren CEw.DV.131. Morgen- og Aftenberlingeren. Jf. KMunk.HJ.98). Lignende forkortet afledning: Lyncren for lyntoget. 4 °. Nogle betegnelser for ting har endelsen -ling: billing, gnalling, stikling eller -ing: næring (fiskegarn), fading (vogndel); i lånte betegnelser for tove o. I.: gårding, hyssing, kætting, platting og ( til dels lånte) betegnelser for dele af skibet: loftning, lønning, låring, ræling, smerting, jf. bedding. Med diminutiv betydning i petring (murstensdel). Om vcrbalsubstantiver der går over til konkret betydning se side 28 r. Visse bruges nu kun konkret: hvælving, bogsamling osv. 5 °. En lille gruppe ord på -er har ( dels i nedertysk, dels herhjemme) fået tilføjet et t så endelsen er blevet -ert: daggert, femmert, huggert, hævert, kikkert, kuffert, kollert, løjert, mukkert, pjækkert, plalfert, puffert, pullert, evert, skonnert, sneppcrt. Anvendelig til nydannelser: knallert ( til knalde), sællert (til sælge). 6. Nogle få ord har det fremmede diminutiv-suffiks -ike: buddike, lædikc, jf. hyllike. 7° . En del ord på -( er)i og -skab har kun konkret betydning af masse, samling: lækkeri, småtteri ( til småt, vel efter fransk petitesse); brevskab,

efterladenskab. Fra et synkronisk synspunkt set foreligger en afledningsendelse -ads i buskads, stillads. 8°. Produkter af en verbalvirksomhed (normalt betegnet ved et verbum på -ere) angives v. hj. af endelsen -at: destillat, duplikat, fabrikat, filtrat, koncentrat, konglomerat, præparat, protokollat, notat. Til verber på -ficere: certifikat, falsifikat. Ordet plakat hører vist egentlig ikke herhen men har samme udlyd. Herefter er nydannet mærkat. Desuden bruges -at i betegnelser for mekanisme: apparat, automat, termostat, fotostat. 9°. I ord af fremmed oprindelse optræder -in: baldakin, gardin, karabin, kamin, terrin, specielt betegnelser for musikinstrumenter: mandolin, tamburin, violin. - -ine: dræsine, guillotine, maskine, turbine. - -ere i betegnelser for husgeråd o.1.: chiffoniere, etagere, jardiniere, portiere, tabatiere, -age: bagage, bandage, plamage, ekvipage, plumage, platdemenage. 10°. En del fremmede endelser angiver kollektiv betydning. Følgende er pluralia tantum: -alia eller -alicr: arkivalier, formalia, fækalier, kemikalier, musikalier, regalier, naturalier, viktualier, officinalia osv. -ilier: mobilier, utensilier, vegetabilier. -osa: kuriosa, pretiosa, spirituosa. - ( i) ana betegner hvad der hører til eller angår det hovedleddet betegner, spec. om aktstykker, bøger o. I. fra eller om en forfatter: holbergiana, anderseniana, madvigiana, goetheana, spøgende honseriana (GWied). Et skrift af Blok Toxen 1816 ba:rer titlen Slutteriana og Frihediana.

Folgende er singularis: -ar: inventar, mobiliar. -ment: moblement, sortiment. 11

°. Et par fremmede endelser har diminutiv betydning ( der dog ikke

al tid er tilstede i sprogbevidstheden). -el: cigaret (: cigar), korselet ( tidligere også korselette HHLund.GF. 124) (: korset), stovlet (: stovlc). -ette: chemisette (: chemise), palmette(: palme), pianette(: piano), pipette, statuette (: statue); jf. operette (: opera), amourette (: amour). -ille i betegnelser for mindre flådeenheder: eskadrille, flotille.

F. Betegnelser for rum, lokale, kontor, opbevaringssted, bygning, institution.

Ingen hjemlige suffikser bortset fra at -s i bagers, bryggers, stegers fra et synkronisk synspunkt må regnes for et suffiks. -al: arsenal, filial, hospital, katedral, kvirinal(et), tribunal, portal. Nydannelse: terminal (Nord. spr.1957.78). -el: citadel, bordel, kastel, hotel og (nydannet efter sidste ord) motel. -arium: akvarium, lierbarium, kolumbarium, planetarium, terrarium, seminarium. Nydannelser: atomarium, insektarium (Nord. spr.1957.68) . Spøgende dannelse: skuffedarium. - hær stiger .. et Trappedarium op til Domkirken. PeterSchindler.Dage i Syditalien.160. - (t )orium: krematorium, laboratorium, observatorium, sanatorium. -eum: museum, mausoleum, lyceum, Colosseum. -ade: ambassade, esplanade, estrade, balustrade, kolonnade, promenade, retirade. -at: antikvariat, direktorat, magistrat, marskallat, sekretariat, pensionat (jf. nedenfor). -et: kabinet, kloset, lasaret, toilet. -tet : admiralitet, fakultet, kommunitet, lokalitet, universitet. -in: magasin, mezzanin, officin, ravelin. -oir: boudoir, pissoir, reservoir. -tek: apotek, bibliotek, glyptotek, kartotek, pinakotek. -ur: intendantur, kvæstur (jf. side 291) .

G. Betegnelser for embede, hverv o. l. -at: lektorat, professorat, rektorat, defensorat, pastorat, vikariat, sullanat {jf. side 274) . -ur: docentur, agentur, præfektur (jf. ovenfor).

H. Betegnelser for område. O

I • Naturlige områder: -ing og -ning: alminding. I afledninger af adjektiver: bredning, gronning, lavning, tykning. -skab : landskab.

l\lodcrnc tbnsl;. 11. 18

2 °. Område der er under et styre eller i anden henseende udgør en enhed. En del af de hertil hørende ord angiver også styreform (se side 292). -domme : hertugdomme, kongedomme, pavedomme. Nydannelse: Flemmingerncs Plojedommcr og sogneomspændende Magt Kidde.DA. 45. krigcrdommet Hedjaz Pol.1958 (Nord. spr.1959.110). -skab : grevskab (med tab af e i forhold til greve) . -i: baroni, koloni, provsti, monarki ( osv., se side 292) . -at; sultanat, protektorat. -ment: arrondissemcnt, departement, guvernement. I navne på lande, provinser o. 1.: -i: Manehuri, Normandi, Tyrki, Tjekkoslovaki osv. (oftest i hest. f. ). -ien i provinsers, landes og verdensdeles navne: Arabien, Asien, Australien, Karelien, Italien, Rumænien, Indien, Storbritanien, Etrurien osv. Nydannelser: Drachmann har (i Der var engang) dannet /1lyrien om et fantasiland. Wied. i Da. bruger Rugmelien som dæknavn for Danmark. Kaj Munk taler om Jødespørgsmaalet i Nazien {:l: NaziTyskland) LGD.10. Jens Louis Petersen har i en oversættelse af Boileau (Verdenslitteratur.V.129) brugt Bindegalien (rimer på Italien) . Nu kun spøgefuldt Kinesien (fx. JHelms (Skillingsvisen Kejseren i Chinesiens Land), Bang.DuF.182, SMich.BR.135) for Kina. -en i navne på tyske (østrigske, schweiziske) landsdele: Sachsen, Preussen, Lothringen, Posen, Kiirnten, Graubiinden. Også i landsnavne: Polen, Litauen, Ægypten, jf. Ungarn. -ina: Argentina, Palæstina, Bukovina, Herzegovina. 3°. Navne på byer, landsbyer. Den hyppigste endelse af dem der fra et moderne synspunkt er suffikser, er -drup, -trup, -rup. Hertil opdigtede stednavne som Bisserup, Fjollerup; Snobberup er hørt brugt om Fredensborg. Af de øvrige kan nævnes -ing(e), -løse, ~lev, -bol, -rød, -(t)ved. Se nærmere Kr. Hald.Vore Stcdnavne2.1965.

I. Betegnelser for egenskab (og i videre anvendelse for tilstand, fænomen, person, ting karakteriseret ved egenskaben) .

1°. Den afledningsendelse der har den mest almene anvendelse er -hed, idet den med ganske få indskrænkninger kan bruges i alle tilfælde

274

hvor den talende har brug for et til et adjektivisk ord svarende substantiv, dvs. at det er et i boj grad levende suffiks. Vi kan ganske tilfældigt tage alJe adjektiver der hører til hoj, og det vil vise sig at det er muligt at danne hed-afledninger til dem alle ud over de i sprogbrugen gængse, fx. hojbarmethed, højbenethed, højbrystethed, hojrumpethed, højdanskhed, hojnordiskhed, højfinhed, højhellighed, højlyshed, højlærclhed, højrødhed, højspændthed, hojstemthcd osv. Som eksempler på øjebliksdannelser citerer DO. NationalTidcnde 1897: Huses Gulhed, Vejes Hvidhed og al den Gud-ved-hvad-hed. Det sidste er spøgende ligesom: Jydernes væren-om-sig-hed ETang-Kristensen.Ordsprog.496. Perfektum participium brugt som adjektiv danner uden vanskeligheder afledninger, fx. akavetlied, beklemthed, forstemthed, duknakketlied, tilvænnethed, nedringcthed, blankslidthed, indadvendthed. - Hjertegrcbcthed K.Lars.Ci.215. /ntercsserthcd ib.56. Sammentrængthed JVJens. Intr.22. Udsultcthed KMunk.HJ.150. Tillukkethed PlaCour.F.105. Uforpligtethed ib.124. Stedbundethed MLorentzen.PP.115. Fornærmethed, Beære/hed Soya.GAM.63.70. Et til participiet hørende præpositionsled kan bibeholdes: M cnneskcts Bundethed til det dennesidige OlufFriis. Kingo-Digte.13 I. Dannelser til præs. part. bruges kun ved komplekse participier, og selv i disse tilfa:lde er der modstand mod nydannelser, velsagtens fordi det udlydende -e her er svundet i de alm. brugte dannelser: medlidenhed osv., hvonred orddannelsen for den alm. sprogbevidsthed står hen i det uklare. Man vil næppe vove dannelser som: bloddryppenhed, fastboenhed, faretruenhed, fl)•gtindgydenhed, opsigtsvækkenhed. Også ved fremmedord er -hed helt anvendelig; der er ikke noget i vejen for at danne fx. alerthed, def ekthed, bcstialskhed, f airhed, adæ1:vathcd, pauverlied, profanhed, raffinerethed. Ved betegnelser for antal er -hed også i brug, fx. en-, flcr-, trehed og nydannelse er muligt: en firhcd, f cmhed osv., sjældent mangehcd (se DO. ), ved de pronominale adjektiver er -hed lidet brugt uden for ordet intethed. Et udlydende svagtryks -e falder bort ved afledningen: a) af nogle simple adjektiver: ringhed(: ringe), stilhed(: stille), ægthed(: a:gte), firltcd (: fire ), flerhed (: flere), lidet brugt banghed(: bange), odhed; men mangehcd ( se ovf.), sollehed (: sølle); i stedet for 'lillehed' bruges lidenhed; vil man aflede af fremmedord som prompte vil man bruge ta•

prompthed. b) af præs. part. fx. god-, velgørenhed, på-, tilbage-, udholdenhed, nær-, pågåenhed, forekommen-, imødekommenhed, godtroen-, lettroenhed, medlidenhed, forudseenhed, uvidenhed, opfarenhed, overbærenhed, fremragenhcd, påtrængenhed, (u)formucnhed, (u)forståenhed; nydannelse: Tiltalenhed (se DO.). 2° -skab har her et lidet funktionsområde (men det har andre, se side ~91 ). Det forekommer næsten kun ved simple adjektiver. Eks.: beredskab, bullenskab, dovenskab, drukkenskab, egenskab, fuldskab, galskab, hedenskab, huldskab, klogskab, kælenskab, ondskab, råddenskab, svangerskab, (u)troskab, vildskab, jf. arrigskab, efterladenskab (som nu kun bruges i konkret betydning). Lidenskab og videnskab kunne opfattes som afledninger af lidende og vidende (historisk set indeholder de verbalsubstantiverne liden og viden). I et tilfælde forekommer afledning af kvalificerende personbetegnelse: dårskab ( til dåre, med tab af -e). Kundskab indeholder et uddod adjektiv kund; da dette adjektiv var gået i glemme måtte forsteleddet opfattes som stammen i at kunne, og ordet blev så forbillede for kendskab, dannet til verbet kende, og muligvis morskab (til verbet more).

Da -skab altså så godt som aldrig forekommer ved afledte adjektiver (fx. aldrig ved ord på -agtig, -lig, -(i)sk, -bar, -vom, -som, -mæssig) og da suffikset kun bruges ved et begrænset antal simple adjektiver, er det forståeligt at -skab næsten aldrig bruges til nydannelser. Selv ved adjektiver der er sammensatte med et af de simple adjektiver der danner afledninger med -skab, er der aversion mod at bruge -skab, fx. rådvildhed ( ikke: rådvildskab) ; man vil nu foretrække bagklog hed, selvkloghed, luddovenhed, doddrukkenhed, pilråddenhed for tilsvarende med -skab hvis man skulle få brug for dannelserne. Mange af dannelserne har fået en speciel eller mere konkret betydning, og i disse tilfælde findes derfor ved siden af: dannelser på -hed til at angive det rent abstrakte forhold, fx. arrigskab : arrighed; egenskab : egenhed; kælenskab : kælenhed; råddenskab : råddenlied; vildskab : vildhed. Ordet lærdom står vistnok for den almindelige sprogbevidsthed som en afledning af lærd. Om ordenes genus se ovenfor side 3 1 • 3° -dom bruges i betegnelser for egenskaber og tilstande: a) for-

bindelse med adjektiver: fattigdom, helligdom, rigdom, sygdom, ungdom, visdom, kun spøgende: dårligdom, gammeldags: usseldom; jf. gruppe b: kristendom. Ligesom ordene på -skab har en del af ordene fået (mere) konkret anvendelse og kan så erstattes i den oprindelige betydning med afledninger på -hed: helligdom : hellighed, visdom : vished. b } i forbindelse med deskriptive personbetegnelser ( i en egentlig betydning: det at være det vedk. subst. angiver): guddom, jomfrudom, manddom, martyrdom, modom, trældom. Suffikset bruges kun i fa tilfælde ( om andre anvendelser se side 292f.) og er ikke meget an\.'endeligt til nydannelser. Eks.: Fyrrernes begyndende Oldingedorn Jac Paludan.UR.59. 4 ° De øvrige hjemlige suffikser mønstrer kun et ringe antal dannelser hver, og de kan ikke bruges til (alvorlige) nydannelser. De har næsten alle fået en mere speciel anvendelse, hvorfor dannelser på -hed ( eller -skab) kan forekomme ved samme adjektiver. -de: bredde(: bred), drojde (: drøj), dybde(: dyb), hojde (: høj), t!idde ( : vid ) ; i rigssprog kun spøgende: lavde. Med vokalskifte: længde (: lang), mængde(: mange), tyngde(: tung). -e: flade ( : flad ), hede(: hed), lede(: led), snilde(: snild), syge (: syg), varme (: vann), vrede (: vred), jf. /tarme (: harm). Med vokalskifte: fylde(: fuld), glæde(: glad), kulde (: kold), styrke(: stærk), tynge (: tung), væde (: våd). -mc: fedme (: fed ), rodme (: rød), sodme (: sød). -t: med vokalskifte: klogt (: klog); jf. hælvt (: halv), tylvt (: tolv). -clse: tykkelse (: tyk ), sværelse (: svær), med vokalskifte: størrelse ( : stor). 5 ° En række fremmede endelser foreligger i afledninger af adjektiver af fremmed oprindelse. De vigtigste er: -itet har det største brugsområde. Eksempler: frivolitet (: frivol), konkavitet (: konkav), konveksitet (: konveks), intensitet (: intens), obskonitet (: obskøn ), immunitet (: immun), celebritet (: celeber), enormitet ( : enorm ), deformitet {: deform ), intimitet (: intim}, ekstremitet (: ekstrem ), anonymitet (: anonym ). Specielt kan nævnes afledninger af adjektiver på -al: nationalitet, jovialitet, loyalitet, fatalitet, realitet, specialitet; radikalitet De europæiske ideers historie 133, osv. ; med erstatning af e med a ved adjektiver på -el: eventualitet, formalitet, trivialitet, specialitet, kriminalitet, aktualitet ofl.; til adjektiver p~

-il: febrilitet, facilitet, stabilitet, senilitet, sterilitet; til adjektiver på -id: graviditet, likviditet, stupiditet, soliditet, invaliditet; på -iv: eksklusivitet, aktivitet, passivitet, massivitet, naivitet; på -an: humanitet, profanitet, urbanitet. Ifolge Retskrivningsordbogen skal der skrives >franske spontancitet (: spontan) og formodentlig simultaneitet (ikke i ordbogen), skont ordbogen har udryddet det ligeledes franske naivetet.

Adjektiver på -bel: irritabilitet, kapabilitet, probabilitet, notabilitet, .sensibilitet, rcceptibilitet, fleksibilitet, nobilitet. Adjektiver på -ær ombytter æ med a: familiaritet, popularitet, partikularitet, vulgaritet, og adjektiver på -ør får o for o: inferioritet. Adjektiver på -øs har normal dannelse: porositet, nervositet, religiøsitet, enkelte får o for o: kuriositet. Til en del adjektiver på -(i)sk svarer afledninger på -itet, fx. elektricitet (: elektrisk), bestialitet (: bestialsk), elasticitet (: elastisk), identitet (: identisk), moralitet (: moralsk), jf. græcitet {: græsk). En del substantiver på -itet mangler i dansk tilsvarende adjektiver, fx. bonitet, autoritet, gravitet, festivitet, novitet, paternitet, raritet, kapacitet. -ance danner substantiver til adjektiverne på -ant: elegance, suffisance, nonchalance, tolerance, vakance, ekstravagance, arrogance, claivoyance osv., og -ence til adjektiver på -ent: dekadence, kompetence, difference, korpulence. I nogle tilfælde anvendes i stedet -ens: evidens, frekvens, differens (differens og difference bruges nu i forskellige betydninger, se ordbogen), intelligens, stringens, rekonvalescens ofl. Enkelte adjektiver på -ant har på lignende måde -ans: prægnans. -isme: liberalisme ( : liberal), nationalisme (: national), osv., parallelisme (: parallel); ofte svarende til adjektiver på -isk: fanatisme (: fanatisk), kynisme (: kynisk), mysticisme (: mystisk), skepticisme (: skeptisk), parlamentarisme(: parlamentarisk), klassicisme(: klassisk). Sml. sarkasme overfor sarkastisk. Afledninger af nationalitetsbetegnelser bruges nu især om sprogligt udtryk der er ejendommeligt for eller stammer fra vedkommende sprog: anglicisme, germanisme, norvagisme, .svecisme, gallicisme, latinisme osv. -ion bruges i enkelte dannelser svarende til adjektiver: diskretion (: dis~

kret ), desperation (: desperat), præcision (: præcis ), jf. distraktion (: distræt). -esse i få ord: akkuratesse(: akkurat), delikatesse(: delikat), noblesse ( : nobel), jf. finesse (til: fin). -i og -eri bruges kun i få ord: perfidi (: perfid; jf. perfiditet ovf.) , galanteri(: galant), pikanteri(: pikant), bigotteri(: bigot).

J.

Betegnelser for handling, virksomhed ( udslag heraf eller herved

opstået tilstand eller resultat). Det er verbemes særfunktion at betegne at noget sker, går for sig, udføres. Kernefeltet ligger i de såkaldte finitte former der sammen med subjektet udgør sætningssolidariteten. Andre verbalformer, de infinitte, sætter verbet i stand til at indgå i andre ordklassers sætningsfunktioner: infinitiven i substantivernes, participieme i adjektivernes funktion. Infinitiven som substantivisk led i sætningen er behæftet med forskellige ufuldkommenheder eller ulemper: den kan ikke bøjes (i tal, bekendthed og genitiv) og tåler ikke attributive bestemmelser foran sig. Dette må være en af grundene til at de substantiviske afledninger spiller en storre rolle ved verbeme end ved nogen anden ordklasse. På den anden side har infinitiven den fordel at den i samme grad som de finitte former kan knytte bestemmelser til sig (fx. objekt, prz· dikat, adverbial), hvad de fleste verbalsubstantiver ikke kan. De vigtigste afledningsendelser er følgende: 1°

- ( e)n

Afledningerne på - ( e) n står infinitiven nærmest: de kan bevare hele verbaludtrykket fra den finitte forbindelse i samme udstrækning som denne, de er ubojelige som denne, men kan modsat denne tage attributive bestemmelser foran sig. Derved er særområdct givet. Vil man bevare verbalbestemmelsen efter og samtidig bruge et attribut ( et adjektiv eller en genitiv) foran, er verbalsubstantivet på -( e) n eneste udvej. Suffikset -( e) n kan kaldes det mest generelle af alle verbalsubstantivendelser forsåvidt som det altid kan anvendes. Dermed sammenh:x:nger modviljen mod al slags substantivbøjning. Overgang til mere konkret betydning er forbundet med bojningsmuligheder og forsvinden af evne til at tilknytte verbalbestemmelser: prædiken og (delvis) teaterbrugen af optræden (med pl. optrædener).

Den allerstørste del af de tilfælde der træffes, er øjebliksdannelser, -en er derfor et i høj grad levende suffiks. Undersøger vi forekomsten i sprogudøveisen vil vi finde at det især bruges a) hvor intet af de andre verbalsubstantiver har vundet hævd eller har bevaret den rent abstrakte verbale betydning: hestens traven; hans nolcn; leue i stille nyden; hold op med den råben og skrigen; grublcn; skelen; nysen; l!æren og ikl.e-uæren; indtræden; viden, bedreviden, uorden; fremtræden, tiltræden, tilbagetræden; indtrængen, hjertebanken. pædagogisk Teoretiseren Flagstad.SP.xv. b) hvor man vil bevare verbalforbindelsen. Eksempler: efter nogen Tale og megen Seenefter fik han ('J : urmageren) Fuglen nogenlunde istand HCAnd.Il.24. den mindste Kommen udenfor Mærkepælene, uar Gang i Logn og Morke JPJac.Il.61. Der er saaledes ingen stot og urokkelig Autoritet, der med sin evige Slaaen-fast og Visen-Vej kan arbejde Niels tilbage ib.62. Dag med .. evindelig Bliven morkt og Bliven lyst sa.III. 165. c11 uendelig Udnæunen Mennesker og Fæ til de uanvittigste Bestillinger sa.Br.3 7. diii Uafhængighedslyst og Staaen-paa-din Ret EBrand. UdenfL. 183. et slapt Udtryk af Opgiven-Ævret Gjel.GL.304. Vor stadige Kryben i Ly bag vor Jævnhed er en Fare Drachm.R.32. den Ikke-viden-noget-om Nogenting i Sindene, der altid folger umiddelbart i Hælene paa Savnet sa.VT.28, Vore Middage er en Æden sig syg - uden Affekt, uden Salt sa.HI.170. en munter Kniben det ene Øje sammen Pont.Isbj.5. aldrig en dri.rtig Klippen-over, en frisk Nybegyndelse, en frejdig Stirren-frem efter nyt Land sa.GA.171 . han vendte hastigt tilbage til sin lidt oJ, og 11ed gaaende Tankegang og fortsatte om sin Bliven Læge Bang.DuF. 408. Landskabstegninger, gjort med nogle faa Streger: det er de tammeste Emner, der kan tænkes, uanseelige og uden Pynt eller Hjælpen paa Vorherres Værk TBierfrcund.Rcmbrandt.76. naar man tænkte paa sin Barndom og Pinen og Holden igen og Passen paa og Arbejden den ene Dag som den anden KLars.GV. 101. Jeg kan ikke lide den Tagen Afsked langs Perronen CEw.BB.16. de andre Drenges træge Staven sig igennem selu en ganske simpel Tekst ORung.E.40. deres (a: vikingernes) Fejltagelser og menneskelige Slaaen sig til Ro med nogle gode Fyrstendommer undervejs JVJcns.Intr.61. den kendte Gaae11 amok sa. FØ.19. Overlæben uar tyk som af hemmelig Grædcn alene sa.SS.8. en euig Legen Rover og Soldat VBergstrom.HN.85. Smaamagternes vellystige Laben Blod i sig KMunk.HJ.20. Mussolinis afrikanske Kriblen !!80

i Fingrene ib.148. det nye genopbyggede Rige folte, de (;> : jøderne ) maattc sættes paa Plads .. denne Sætten paa Plads synes ingen Ende at faa ib.45. Luther forkætrede ham (~: Calvin) ud fra sin f/ævden af, at Kristi Legeme og Blod var »med, i og under« Brodet og Vinen ib.45. Tanta Lauras fortvivlede Vaanden-sig lige bag min Ryg Soya. FH.238. ingen banen-sig-vej for at erobre et ledigt fortovsbord KAbell. F.14. e11 evig venden blade i et album sa.Mtr.Nr.267.33. dette mareridt med week-end'cr og tagen-frem-og-tilbage sa.MPK. 13. I nogle tilfælde har man dannet sammensætninger med disse verbalsubstantiver som sidste led: partitagen, hensyntagen (også under• tiden med -s i 1. led: hensynstagen ved siden af det normale hens·yntagen), indskriden, omflakken, omsiggriben ved siden af tagen parti osv.; ikrafttræden; stillesidden; hovedrysten. - alle Tings V edsidenafltinandenværcn CIWilkens.Æst. roo. udenadslæren. - en Tid kan gærne benyttes til Æventyrfortællen Soya.SVS. r 42. Jf. det Sandes Sigaabe11baren i Formen ClWilkens.Æst.46. Også andre slags sammensætninger forekommer, fx. Lægmandsfilosoferen KMunk.HJ.158. De følgende verbalsubstan tiver kan ikke bibeholde infinitivens ( og det finitte verbums) bestemmelser. Det er sprogstridigt at skrive Hvor mange Gange har vi ikke moret os over Tanternes Forargelse sig, naar de saa os paa Restaurant CEw.BB.23. Objektbestemmelsen kan derimod erstattes af præpositionsled med af: den daglige vanding af blomsterne : den daglige vanden blomster; en pludselig Hæven og Sænken af de svære Bryn Pont.Isbj.5. 0

•

•

-mg og -mng. Af disse to former af samme endelse er den sidste den almindelige. Den første bruges nu kun i følgende tilfælde: a) ved verber på -n: belåning, betjening, forening, belønning; regning, ordning, bcvæbnillg, vending, vinding, runding; indånding b) ved verber på -r: klaring, kåring, parring, pirring, boring, forværring, afmagring, belejring, monstring, opfostring, beundring, overvintring; regering, turneririg, barbering, agcring. I disse to tilfælde er -ing enerådende. c) ved verber på -I bruges i nogle tilfælde -ing, i andre -ning. De fleste verber med lang vokal bruger -ing: befaling, betaling, maling (med farve), forsåling, måling, deling, affiling, skoling, spuling, formæling, koling, foling, nogle få -ning: kvælning, malning (af korn) ved siden af maling. 2

De fleste verber med kort vokal foran -l bruger -ning: afskalning, opstaldning, afbildning, pilning, foldning, holdning, skoldning, afkulning, rulning, fyldning, forgyldning, skylning, beskyldning, fældning, hældning, udskældning, skrælning; kun i få tilfælde -ing: melding, tælling, opstilling (vulgært: opstilning); dobbeltformer kan forekomme: forkuiling : forkulning; hylding : hyldning; rulling (spec. i søsprog): rulning. Verber hvis stamme ender på konsonantgruppe med -1 bruger -ing: avling, handling, forvandling, samling, afhjemling, udvikling, kobling; stempling, afveksling, varsling, omcirkling, mergling, pensling, nedsabling. Her er -ing enerådende. Denne fordeling af -ning og -ing overholdes også i nydannelser: kid11apning, overlapning (engelsk: kidnapping, overlapping); Lyd: mixning af hestehove, bilmotor og bilhorn BruunOlsen.B.72. opbakning, opstartning, afstribning, afrimning (se Nord.Spr. r959.n2.u4.r22) efterhoring, bunkring, garagering, filettering ( ib. r Il ofl.). - fejlfinding (ib.130); samsejling (Nord.Spr. 1957.75). Spøgende: Der skete saa meget (~: under krigen) saa jeg har faaet Skening nok - for Resten af mit Liv Soya.E.11. Om brugen ved verber på -ere se side 289. Som eksempler på dannelser til faste verbalforbindelser kan nævnes måltagning, madlavning, lodtrækning, eftersidning, igangsætning.

3° -else. a) Ved simple verber er denne endelse ikke ret meget brugt. De vigtigste vbs. af denne art er: blottelse, bluelse, bævelse, dannelse, droftclse, f jernclse, folelse, hændelse, hævdelse, højnelse, horelse, kaldelse, kendelse, lettelse, lidelse, lunelse, mindelse, nydelse, nægtelse, nævnelse, revselse, ruelse, stiftelse, svækkelse, vielse, vildelse, væmmelse, ydelse, ,ugrelse, øvelse. Nu kun spøgende: (i mangel af bedres) havelse. Havelsen af en Bedstefader vilde været til megen Gavn og Prydelse CEw.DV.120. En del af disse kan bruges i (mere) konkret betydning, og en hel række ord på -else bruges nu kun om noget konkret ( til betegnelse af det abstrakte findes ofte en anden afledning, normalt på -(n)ing): blånelse, drikkelse, dyppelse, hakkelse, lukke/se, prydelse, ragelse, rygelse, røgelse, skrivelse, smorelse, sJJOgelse, stavelse, stivelse, stroclse, værelse, ædelse, sjældent vådtelse. Til refleksivforbindelse: godtelse (fx. rystende af indvortes godtelse AnkerLars.H.67. Se også DO.).

Endelsen er analdgisk brugt ved afledninger af adjektiver til betegnelse af egenskab (se side 277). Ordet trippelse er vist egentlig et lånt ord som er omdannet efter røgelse, stivelse oiv.

V ed en del verber foreligger både vbs. på -else og på • {n) ing, fx. {foruden de tilfælde hvor formen med -else nu kun har konkret betydning) : dyrkelse : dyrkning; forelse : foring; hæftelse : hæftning; hærdelse : hærdning; hævelse : hævning; kvægelse : kvægning; kvæstelse : /wæstning; ledelse : ledning; lempelse : lempning; lignelse : ligning; loftelse : loftning; manelse : maning; rettelse : retning; rorelse : roring; sigtelse : sigtning; skabelse : skabning; skærpelse : skærpning; styrkelse : styrkning; torrelse : tørring. Som oftest bruges de to afledninger af

samme ord med hver sin specielle betydning, se nærmere DO. b) Ved afledninger af komplekse verber og {sjældnere) verbalfraser er -else meget almindelig og har her sin hovedanvendelse, fx. billigelse, helligelse; adskillelse, adsplittelse, adspredelse, afbrydelse, afgivelse, afgorelse, afhændelse, afskaffelse, afskedigelse, afståelse, anfægtelse, anmasselse, bagtalelse, bagvaskelse, beboelse, bedrovelse, bibringelse, genfodelse, forelskelJc, gengældelse, gentagelse, genoplivelse, godtagelse, hemmeligholdelse, hjemsøgelse, iagttagelse, ihukommelse, iscenesættelse, ledsagelse, lovliggorelse {Ugeskr.f.Retsvæsen.1963.841 ), meddelelse, mistænkeliggørelse, omfavnelse, opstandelse, undseelse, undvigelse. Tilfældig dannelse: Iliveholdelse FrNygaard.K.268. Bortset fra dannelser til verber afledt af adjektiver på -ig og enkelte andre tilfælde, foreligger

her afledninger som er uden sidestykke ved de simple verber der indgår i ordene (i tilfældet foret eelse har vi lånt verbalsubstantivet fra svensk uden også at overtage verbet) . 0 f te findes dog ved siden af: afledninger på - ( n ) ing (om deres indbyrdes betydn ingsmæssige forhold henvises til ordbogen; en del af tilfældene viser dog vaklen i sprogbrugen), fx. aflive/se : aflivning; afslappelse : afslapning; bevarelse : bevaring; efterlignelse : efterligning; forarbejdelse : forarbejdning; forbindelse : forbinding; fordybelse : fordybning; forfriskelse : forfriskning; forklarelse : forklaring; forkortelse : forkortning; forlæggelse : forlægning; forskrivelse : forskrivning; fremelskelse : fremelskning; genopbyggelse : genopbygning; iklædelse : iklædning ; indfarclse : indfaring; indlæggelse : indlægning; opfyldelse : opfyldning; oplivelse : oplivning; optegnelse : optegning; pantsættelse : pantsætning; jf. bemærkelsesværdig : bemærkning.

Spogcnde dannelse: hjertekvababbelse (med flere fonncr). Til van(t) til har fynsk dannet vantcclse tilvanthed (Flcmloscmålet.11. CReimcr.Nordfynsk Bondeliv.:29).

4 ° -eri. Denne endelse anvendes til at danne betegnelser for virksomheder, af verber, af personbetegnelser eller af andet der har med virksomhed at gøre. Hvis substantivet ender på -er er afledningsendelsen kun -i. Der er to hovedanvendelser: a) at angive en virksomhed, især af faglig, erhvervsmæssig art eller ( i videre anvendelse) sted der er sæde for en sådan: bageri, byggeri, farveri, trykkeri, maltgoreri, slagteri, gæstgiveri, gartneri, fjerrenseri, konditori, bodkeri, buntmageri, marketenderi, over/ormynderi, molleri, /ronscri, raffinaderi, dropskogeri, kransebinderi. Sjældent om ikke-faglig virksomhed: frieri, jf. kurmageri. Undertiden om produkt, resultat af virksomheden: broderi, maleri, skilderi, fyrværkeri. b) at angive en handling eller foreteelse som ufin, uheldig, latterlig, utiltalende, eller som overdreven, umådeholden, forvrænget, eller (mere konkret) om udslag, manifestation af handlinger. Forst og fremmest til verber med nedsættende betydning: griseri, frådseri, solderi, hekseri, hJ,kleri, krukkeri, luskeri, prellcri, roveri, smoleri, tiggeri, raseri, mundhuggeri, klynkeri, kissemisseri, eksamensterperi, koketteri, sejpineri, men også til verber med neutral betydning (hvor andre slags verbalsubstantiver bruges når den neutrale betydning skal bibeholdes): drikkeri, drommcri, skriveri, jageri, digteri, skyderi, flytteri, gnideri, hilseri, kysseri. Meget anvendelig til nydannelser: Du (o: en stjerne) er ked af det evige Skinneri CEw.Æ.XI.38. Baderejseriet KLars.KS.24. Det er slet ikke normalt med alt det græderi Svedstrup.EG.I.242. krydsogtværsloseri, tipperi, ja::::eri, avislæseri, flirteri, panderynkeri, bolsjesutteri, cigaretrygcri, tabletspiseri. Endvidere til substantiver, dels til substantiver med pejorativ betydning: afguderi, tyveri, falsk,ieri, fantasteri, pedanteri, grillebideri, flabe ri, kontoriusseri, hemmcligltedskræmmeri, ordklovcri, djævleri, dels til substantiver med neutral betydning: fædrelanderi, kobcnltavncri, kineseri, kammerateri. Ligeledes meget anvendeligt til nydannelser. DO. har (under artiklen -eri) eksempler på embedsmanderi, epigoneri, Jean-de-France-ri, spåkoneri, æsteteri ofl. Andre eksempler: det blev ikke til Noget med

det Dagbogeri JPJac.111.q. Hvad gor Drachmann nu, da han er færdig med Tannhiiuscriel? sa.Br.852. Arkivsager fra Sagforeriet ORung. E.105. overfladisk Turistcri TomKrist.Vi.r27. Bagatellericts og Æstcticisleriets Tid er forbi KMunk.HJ.222. Sonderjyderi ib.245. jeg tror slet ikke, at Born har godt af det evindelige I.spinderi Replikker.II.51 . .saa v ender han (:>: Adam} omkring og begynder forfra paa Synderiet KAbell.E.17. indsigt i husmodcriet Pol.24/5.1962. Barnepigcri ib.12/5. 1962. Sjældent til en ordforbindelse: Ha'detgodteriets, Selvom.sorgens, den fladeste Egoismes (ånd) KMunk.HJ.257.

5

° Andre suffikser.

Andre suffikser der nu må betragtes som hjemlige, har kun et snævert brugsområde og kan som regel ikke anvendes til nydannelser. Ordene på -ende er dels afledninger af verber, dels substantiviske anvendelser af præsensparticipiumsformen. Fra et moderne synspunkt kan der ikke skelnes mellem de to grupper. Kun få af de herhenhørende ord kan bøjes i hest. f. og pl. Eksempler: aftagende, tiltagende (kun brugt efter præp. i), anliggende (med plur.-bøjning; sjældent i best. f. ), befindende (tor godt-, ilde-, velbefindende; hest. f. brugelig, plur. ikke (jf. dog DO.)), dybgående (kun i forbindelser som: et skibs dybgående), forbigående (kun i forb. i forbigående, sjældent i forbigåendet), forehavende, tilgodehavende (også alm. brugt i plur., sjældnere i hest. f.), foretagende (også alm. brugt i best. f. og plur.), givende (kun i forbindelsen til givende(s)), foregivende, henseende (næsten kun efter præpositionen i; også alm. i plur., sjældent i hest. f.), udseende (hest. f. brugelig, plur. næppe); velgående og vidende (plur. ikke brugelig, hest. f. sjælden), forl,ydende (med plur. og hest. f.), sigende (kun efter præp. efter), troende (i forbindelsen stå til troende(s) ), mellemværende (med plur., også brugt i hest. f.), vedkommende (kun i forbindelsen for ens el. mit (osv.) vedkommende). En række ( egentlig til skibssprog horende) betegnelser bruges kun med foregående præposition for : (for) hjemgående, indgående, nedgående, opgående, udgående, nordgående, sydgående osv. - I kancellisprog og handelssprog forekommer anbringende, efter lovens lydende o. 1., forebringende, forblivende, (uden) forbindende, indseende, indestående, opgivende, pålydende, udsigende ofl. {se om disse i DO.). Forældet er fortroende: Lægen havde stort Fortroende til hende CEw.DV.89.

Konkret betydning har tilliggende (jf. side ::173). Om substantiverede adjektiver se iøvrigt under Adjektiverne. Dialektisk er forbindelser som komme til kørende; En maa vel hellere se at faa pakket sammen og komme til trillende hjemefter Bregend.J.59.

-sel findes bl. a. i advarsel, anforsel, blusel, hidforsel, indforsel, overf orsel, tilforsel, opforsel, udforsel, efterspørgsel, foresporgsel, færdsel, fodsel (men genfodelse), glemsel, gnidsel (i bibeludtrykket: grad og tænders gnidsel), korse[ (ind-, udkorsel ofl.), længsel, ska11sel, skændsel, trivsel, trussel, trængsel, tyngsel, varsel. Konkret betydning foreligger i bindsel, bidsel, brændsel, gærdsel, godscl, hængsel, skræmsel, vindsel. Sml. /iandscl og barsel, der oprindelig er sammensætninger. Hvor verbalsubstantiver med -else eller -ing foreligger findes undertiden forskelle m.h.t. betydning: indforelse : indforsel; udforelse : udførsel; indkoring : indkorsel. -st forekommer i fangst, an-, fore-, frem-, gen-, hjem-, ind-, til-, velkomst ofl., fyldest, hugst, hyldest, yndest, Germanismer er oprindelig gevinst, gunst, svulst, brunst, kunst. Af purister er brugt vinst (se DO.). Varianten -ste i tjeneste, fortjeneste. -t findes i følgende ord ( der for moderne sprogbevidsthed i reglen står som uafledte): blæst, drift, fart, flugt, frost, gift (og til-, voldgift ofl.), jagt, ridt, skrift, af-, ind-, vare-, voldtægt (simpleks tægt findes ikke i mod. dansk), vækst, ægt (til age). Nu kun med konkret betydning: dragt, groft, kloft. (Ved tilføjelsen af ter verbemes v blevet til/.). 6° Nulsuffiks. Svarende til nulmorfem i bøjningslæren har vi et nulsulfiks i orddannelseslæren. Ved verberne fungerer nulmorfemet ved dannelsen af imperativer og nulsuffikset danner substantiver. Imperativ og verbalsubstantivet får altså samme form: klap! : et klap, fald (ikke)! : et fald osv. Der er dog ikke stor fare for sammenblanding og misforståelse. Verbalsubstantiveme er intetkøn og bøjes normalt i hest. f. og i pl. (hvor de anvender nulmorfem). Fra et moderne synspunkt er det i mange tilfælde umuligt at afgøre om der i et substantiv af form som verbets stamme foreligger en afledning af verbet eller om verbet er dannet af substantivet. Vi må fra

286

et nudansk synspunkt betragte verbet og substantivet af samme stamme som et sammenhørende par, men da det omtalte nulsuffiks (som andre substantivsuffikser) har sin bestemte genusegenskab, nemlig at gøre dannelserne til intk., må vi se bort fra de ordpar hvor substantivet er fk.: en avl : avle; en dans ; danse; en del : dele; en brist : briste; en drik : drikke; en drom : dromme; en duft : dufte; en leg : lege; rn sult : sulte; en torst : torste osv. idet bestemmelsen af deres indbyrdes forhold m. h. t. orddannelse kun kan foretages ad historisk vej. De nævnte substantivers forhold til verbet kan være analogt med det vi finder ved de neutrale stammedannelser og overflødiggør i reglen dannelsen af sådanne. Det samme gælder de tilfælde hvor substantivet har anden vokal end verbet: en brand : brænde; et brud : bryde; et bud : byde; et drab : dræbe; en dcib : døbe; en gang : gå; et mord : myrde; en klang : klinge; en sang : synge; et greb : gribe; et fund : finde; en gråd : græde osv. Tilbn.ge at betragte under nudanske orddannelser bliver altså de tilfælde hvor vi har et neutralt substantiv af form som det tilsvarende verbums stamme. Gruppen omfatter dels substantiver der er afledt af verber, dels substantiver der kan være primære i forhold til de tilsvarende verber (først en historisk undersøgelse kan adskille ordene i disse to arter). Denne substantivtypes særlige funktion er at angive et tidsbestemt afsnit af, et enkelt udslag af den handling, virksomhed osv. som verbet betegner, og ved denne funktion bliver denne type i højere grad end de øvrige typer af verbalsubstantiver tilbøjelig til konkretisering ( og en del af de herhenhørende ord bruges kun med konkret betydning, fx. et bind, et kryb, et læs) . Alle handlinger og andet der udtrykkes sprogligt ved verber kan vistnok tænkes afgrænset til en tidsmæssig enhed, men behovet for en form til at udtrykke dette er åbenbart ikke lige stort ved alle verber. Størst synes det at være ved verber der betegner (handlinger osv. der er forbundet med} lydfænomener (fx. fra k-ordene: et kagl, kald, klap, klask, klemt, klik, klip, klir, kluk, klynk, knald, knas, knirk, kny, knæk, kog, krads, kremt, kvas, kys, der udgør størstedelen af herhenhørende ord under k} og fysiske handlinger el. foreteelser i al almindelighed (kast, kig, klem, knus, kravl, krus, kryds, krol, kævl, kob der udgør næsten hele resten af denne type ord med k). Mindst benyttes denne form for

afledning ved verber der betegner ikke-fysisk virksomhed (fx. ikke ved verber som krænke, love, regne, tro, tænke, tåle) og verber der betegner en tilstand eller udvikling (fx. ikke ved blive, komme, leve, lide, ligge, ligne, tjene, være (jf. dog ndf.) ). Af formelle grunde stiller visse grupper af verber sig helt eller delvis afvisende overfor dannelsen af stammcsubstantiver, bl. a. alle fremmedord på -ere, de fleste refleksive, deponente og reciprokke verber (fx. kede sig, skynde sig, driste sig, dumme sig, omme sig, mindes, længes, findes, skændes), de fleste verber af stammer på trykstærk vokal, evt. + c (fx. fri, bie, tic, gå, stå, nå, le, se, du(e), true, dy, sy, do, go; særligt forhold ved klo) og på konsonantforbindelser der ikke forekommer postvokalisk i ordudlyd ( fx. betle, bladre, dæmre, klapre, klatre, klistre, kneble, kniple, knitre, krilre, slentre); når sådanne dannelser en sjælden gang forekommer forsynes de i reglen med vokal: et klimper, et kriller (se DO.), men fx.: dette Flagr af opstrakte Hænder JPJac.III. 245. smaa sitrende Bævr AK.ohl (DO). de visne Blades Rasl om deres Fodder Kidde.DA.23. (med konkret bet.:) (han) har fået proppet noget Lommenulr ned i Piben MLorentzen.0.27. - Nydannelser er få, fx. Der er et Rung deri (o: i det tyske ord Ruh), som gor alle Aftenklokker overflodige VilhAnd.AD.50. Paa den indvendige side af ruden var der en lille prik der krævede et koncentreret blik, et kort fugtigt aand og en skarp negl JohsSmith.D.13. Afledninger af komplekse verber forekommer næsten kun i tilfælde hvor de simple verber der indgår i dem danner afledninger; men der er en del eksempler på brug i afledninger af komplekse verber alene, fx. aflad, bevis, forhor; ophor, påhor, opgor, forhæng, vedhæng osv., med/ør, fravær, samvær. Stammeafledningen er ikke meget udnyttet til nydannelser. Nyskabninger som det katastrofale Tilbagestyrt KMunk.HJ.148 og farveskift, opsmæk, rimfang (Nord.Spr. 1957.52 og 1959.106) viser kun anvendelse af allerede foreliggende dannelser i nye sammensætninger. Sammensur hos KMunk (det nye Testamente med dets Blodteologi og dels Sammensur af hebraisk og græsk og romersk Lægmandsfilosoferen (HJ. 158)) er næppe dannet til surre sammen men snarest en forkortelse af sammensurium.

7° Fremmede suffikser. Af fremmede suff~kser der anvendes i dansk er de vigtigste følgende: a) Til verbeme på -•ere er den almindelige afledningsendelse -ion. De latinske verber havde ofte konsonantiske ændringer under bojningcn hvad tler har sat sig mange spor i dansk, fx. revidare : revision; diskutere : diskussion; fingere : fiktion; fungere : funktion; movere (sig) : motion; subskribere : sub,kription. Disse vcrbalsubstantiver er afledt af den latinske Corm i perfektum participium hvis morfem begyndte med t. Derfor har vi som regel -lion i substantiverne (-ation ved de verber der på latin havde a som gennemgående vokal, den fimte konjugation), men da I i sa:rlige forbindelser blev til s fik vi i disse tilfælde -(s)ion: læsion ( : lædere ), procession (jf. procedere), konklusion (: konkludere), erosion (: erodere), ,kansion (: skandere), eksplosion (: eksplodere), emission (: emittere).

Dens danske konkurrent er -ing, og den er så stærk at den kan bruges i næsten alle de tilfælde hvor -ion sædvanligt anvendes. Ofte bruges de to endelser side om side, og endelig er der et stort antal tilfælde hvor -ing er det almindeligste eller eneste anvendelige. Ved nydannelser er -ing vist det almindelige: Selvmessiaseringen .. forklæder sig som Johannes Doberen JPJac.III.26. Tyskernes Apoteosering af det nordiske KMunk.HJ.160. Atomisering PlaCour.F.59. Da afledninger med det fremmede suffiks i langt højere grad end dem med det hjemlige suffiks er tilbøjelige til at få mere konkret betydning, bliver anvendelsen af begge suffikser ved samme ord af funktionel betydning. I ord som de følgende er anvendelsen af -ion det almindelige, men især i den enkeltes sprogudøvelse kan -ing komme til anvendelse hvor det er den abstrakte handling der skal fremhæves: interpellation, gratulation, intervention, korruption, inspiration, manuduktion, revision, dedikation, dokumentation, arrestation, præstation, refusion, demonstration, kombination, invitation, opposition, emigration, emancipation, fabrikation, improvisation, komposition, fluktuation. I andre tilfælde anvendes begge endelser, ofte med den nævnte betydningsforskel, fx. adoptering : adoption; deportering : deportation; ekspropriering : ekspropriation; fabrikering : fabrikation; installering : installation; artikulering : artikulation; illuminering : illumination; kalkulering : kalkulation; deklinering : deklination; destillering : destillation; reparcring : reparation; realisering : realisation; komponering : komposition; personificering : personifikation; ventilering : ventilation; Moderne dansk, 11,

I9

289

11

lf

instruering : instruktion; inspicering : inspektion. I tilfælde som publicering : publikation; vegetering ( eller: vegeteren) : vegetation; kreering : kreation; isolering : isolation; bruges -ion-afledninger nu næsten kun om noget konkret. I dirigering : direktion; variering : variation; formering : formation; civilisering : civilisation; agering : aktion er afstanden mellem ordenes betydningsområder blevet endnu større (se ordbogen). Eksempler på tilfælde hvor -ing nu er eneste mulighed for dannelse af verbalsubstantiver til verber på -ere: pensionering, tele{onering, ruinering, duellering, annoncering, avertering, lakering, modernisering, dramatisering, plombering, pluverisering, barbering, studering, fotografering, maskering, gruppering, indrullering, skamfering, snedkerering, vagabondering osv. Det vil sige især ved ord der ikke går tilbage til latinen, og ved ord der er blevet folkelige. b} Verber på -1ere kan også danne afledninger ved hjælp af andre endelser, men ordene er temmelig få i hver gruppe. Også her træffer vi almindeligt en overgang til mere konkret betydning og konkurrenter som har suffikset -ing. -ade, fx. blokade (: blokere), galopade (: galopere) kanonade (: kanonere), krokade (: krokere), promenade (: promenere), rokade (: rokere), bastonade (: bastonere), jf. bravade (: bravere). Nu kun med konkret betydning: retirade (: retirere), se ovf. side 273. -age, fx. blamage (: blamere sig), camouflage (: camouflere), dekolletage ( : dekolletere), dræn age ( : drænere}, emballage ( : emballere), fernissage (: fernisere), kolportage (: kolportere), karambolage (: karambolere), massage (: massere), montage (: montere), passage (: passere}, persiflage(: per.dflere), reportage(: reportere), sabotage(: sabotere), .rtaffage (: staffere), jf. ensilage (: ensilere). Nu kun med speciel konkret betydning: ekvipage (i abstrakt betydning bruges: ekvipering). Spøgende nydannelser: rumstage (til rumstere} TomKrist. i Soya.SVS.6. Vagabondage Frandsen.Aargangen. 176. Overført til hjemlige verber: slingerage. - Hva' ska' al den Byggerasjc til! Wied.BS.9. Hertil -ads i sejlads og (talcspr.-jargon med nedsæt. betydning): drikkeras, skriveras, slabberas, slikkeras ofl. (se Axe1Sørensen.Dansk Rim-Ordbog.99 og ChrMøll.RS.146f.). Drømmeras JPJac.II.67. -ancc, -ence, fx. assistance (: assistere), assurance (: assurere), difference (: differere), konference (: konferere), konkurrence (: konkur-

rere), korrespondance (: korrespondere), leverance (: levere), reference (: referere), restanc{: (: restere), tolerance {: tolerere). -ens, fx. divergens (: divergere), eksistens (: eksistere), fosforescens (: fosforescere), kongruens (: kongruere), konferens (: konferere), korrespondens (: korrespondere) ( til specielle betydninger af konferere og korrespondere, sml. konference, korrespondance ovf.), rekonvalescens (: rekonvalescere), residens (: residere), tendens (: tendere), ækvivalens (: ækvivalere ). -ats, fx. attestats (: attestere), disputats (: disputere), visitats (: visitere) . -its, fx. eksercits (: eksercere). -ment, fx. abonnement (: abonnere), akkompagnement (: akkompagnere), arrangement (: arrangere), bombardement (: bombardere), divertissement (: divertere), engagement (: engagere), etablissement (: etablere), ræsonnement (: ræsonnere), supplement (: supplere), traktement (: traktere). Nu kun konkret: møblement (: møblere). -ur, fx. dressur (: dressere), glasur (: glasere), rasur (: radere), tortur ( : tortere), jf. karikatur ( : karikere).

K. Betegnelser for forskellige forhold og tilstande. 1 ° Personers forhold til andre eller inden for samfundet eller med hensyn til stilling, hverv. -skab er her det vigtigste suffiks, fx. fjendskab (med tab af -e, jf. side 276), venskab, broder-, fader-, moder-, svogerskab, kammerat-, kompagni-, makkerskab, naboskab, fællesskab, f olgeskab, jf. selskab. Betegnelserne for stilling, hverv, privilegium o. I. der indehaves af en eller flere (i dette sidste tilfælde går ordene over til betegnelser for grupper af personer): borgmesterskab, formandsskab, forerskab, kobmandsskab, mesterskab, gesandtskab, tjenerskab, borgerskab, ridderskab, adelskab, somandskab, præsteskab. I tilfælde som forfatterskab, skjaldskab findes overgang til konkret betydning, om produktionen. Sml. djævelskab. Brugt til (især spøgende) nydannelser, fx. musikerskab, 11ærtindeskab (Nord.Spr.1959.114-). Betegnelser for tilstand: fangenskab, vornedskab. -eri er sjælden i denne anvendelse: slaveri.

2 ° Betegnelser for levevis, styreform, statsform o. l.: -i: anarki, monarki, despoti, tyranni, demokrati, oligarki, hegemoni; bigami, monogami, polyandri; flerkoneri. -domme: kejserdomme, kongedomme osv. {se side 274). -skab: ægteskab. -at: colibat, konkubinat, matriarkat, patriarkat. Nydannelse: estrupiat Pol.1956 (Norcl.Spr. 1957.53). -ik: republik. -ur: diktatur.

3° Betegnelser for fag, studium, disciplin, kunstart, »retning«, anskuelse, tro o. I. -dom : kun betegnelser for religionsart: jodedom, kristendom, lutherdom. -i: ortopædi, filosofi, strategi, kirurgi, kemi, gastronomi, alkymi, mikroskopi, farmaci, ortodoksi, geodæsi, diplomati. -ik: logik, heraldik, fysik, botanik, akrobatik, grammatik, politik, romantik, erotik, plastik, taktik, musik. -isme: buddhisme, socialisme, realisme, klassicisme, futurisme, patriotisme, spiritisme, protestantisme, dysmorfisme. Som nydannelser nævner Nord.Spr. 1959: akademisme, amatorisme, hobbyisme. Hyppigt til personnavne: grundtvigianisme, jansenisme, brandesianisme osv. Jf. 2°: despotisme, feudalisme.

4 ° Et par af de suffikser vi har truffet ved personbetegnelser optneder også ved udtryk for fænomener, bl. a. a) ved betegnelser for udslag af en virksomhed, resultat af en handling o. l. -er: en forbier, en træffer, en blindgænger {om skud), en foler, en brøler. Jf. side 271. -ert: en dukkert, en rubbert, en bommert; om rus: en donnert, en hivert, en kæfert. b) ved afledninger af talord der angiver noget abstrakt eller konkret der er karakteriseret ved vedk. tal. -er: en ener, en etter, en toer, firer, femmer osv.; en tier; tyverne, trediverne osv. bruges om tiår i ens levealder eller i et århundrede: han er vel midt i tresserne; han er fodt i 9o'erne ( : 189o'crne). Især vulgært eller gldgs. bruges -ert: en enert, en toert, femmert.

5 ° En del betegnelser for hvad der har med dans, optog, fest, sang, tale, digtning o. I. at gøre bruger følgende suffikser: -ade: kavalkade, 'maskerade, parade, olympiade (egentlig til 6°), ballade, serenade, harlekinade, bravade, pasquinade, tirade, jeremiade. Nydannelser med -iade: Hvilke holbergiader kunne ikke udfolde sig i Magstræde? Elling i Pol.25/2.1962. Aarestrup har brugt Vrøvleriader

Tilskueren. 1g14. Il. 242. Specielt i afledning af navne til betegnelse af digtning om navnets bærer: iliade(n), messiade, robinsonade, dunciade, henriade, lusiaden. -et: ballet, menuet, piruet, kuplet; duet, terzet, kvartet, sekstet, oktet osv. -ate: kantate, sonate. -al(e): koral, madrigal, ritual; graduale, missale, pastorale; bakkanal; kun i plur. lupercalier, saturnalier ( om romerske fester). -ine: sonatine, terzine. 6 ° Betegnelser for tidsrum. -dom: barndom, alderdom, ungdom (jf. side t;1,77). Spøgende nydannelse: min Drengedom KMunk.HJ.153. -ade: dekade, pcntade, jf. olympiade. 7 ° Betegnelser for sygdomme, svagheder. -i: fx. atrofi, pneumoni, neurasteni, neuralgi, epidemi, melankoli, apopleksi, mani. -itis: især om betændelser, fx. appendicitis, bronkitis, enteritis, faryngitis, gastritis, meningitis, plcuritis, difteritis (i folkeligt sprog; fagsprog: difteri). I lægesprog ofte forkortet til appendicit, bronkit; ( man kan ha'e sin Bronchit, der varer i Uger Bang.HH.n?g. en rigtig pæn lille Bronchit Pont.EK.26), difterit, pleurit osv. Spøgende nydannelser: den nationale, altid ulmende Digteritis-Epidemi blusser særlig heftig op (i maj) KnudPouls.BD.77. bilitis .• bilfeber Pol.4/3.1962. Også faglitteraturen kan lide af forfatteritis Pol.13/5. 1962. Festivalitis Information.7/4.1962. bogholderitis ib.16/2.1964. telefonitis (~: overdreven lyst til at telefonere). If. Berl.Aft.8/9.1964 skal Tom Kristensen have brugt Meningitis med tilknytning til mening om det forhold altid at have eller fremsætte sin egen mening, og if. Pol.

i:193

2/ I. I 966 har Panduro lavet :,.kabaretitis« for at karakterisere mange danske kabaretter. -ia.ris, -is: elefantiasis, ryfilis. -ose (-osis): fx. tuberkulose, neurose, pleurose, sklerose, psykose, miosis {m yosis). -isme: reumatisme; specielt om sygelig hang til noget, fx. alkoholisme, morfinisme, somnambulisme, masochisme.

8 ° Betegnelser for eksaminer. -um: artium. Især -kum: filosofikum, hebraikum, praktikum, teknikum.

SAMMENSÆTNINGER

Over.rigt over sammensætninger. A. B. C. D. E. F. G.

Substantiv+ substantiv . . . . . . • . . . . . . . . . . . . . Adjektiv substantiv . . . . . . . . . • . . . . • . . • • • • . Substantiv+ adjektiv .•.......••••••••••••• Adverbium (eller præposition) +substantiv ... • Verbum+ substantiv.,, ..............•••.• Andre dannelser med substantiv som sidstclcd. . Substantiveringcr. . . . . . . . . . . . • . . . • . . . . • . . . .

+

2g6 309 312 313 315 318 320

lj ,

1·1

A. Substantiv

Formelt. Det er sidste led der modtager leds forhold er overalt hvor ordet som det simple ords. Derimod er første led normalt Kun i nogle få sammensætninger sidste led, Se herom side 107.

+

substantiv.

1°

de morfemer der kræves, og sidste har bevaret sin identitet de samme utilgængelig for bøjningsmorfemer. bøjes første led i tal sammen med

a) Første leds form. Første led har følgende muligheder: a) uændret form: bogbind. b) sform: dagsrejse. c) e-form: ravnekrog. Hertil kommer nogle særtilfælde. Af de tre hovedformer for første led er uændret form det normale; den bruges bl. a. ved alle ord på trykstærk vokal eller diftong, på tryksvagt -e (en af de sjældne undtagelser er glædesdag, glædesbudskab osv.) og på -s. Den bruges ved simple ord på -el, -en, -er med ganske få undtagelser: adels-, handels-, ordens-, æsels- (vaklen ved asen(s)-). Der er enkelte undtagelser indenfor rækken af sammensætninger med samme førsteled: riddersmand (ellers: ridder-), kommenskringle (ellers: kommen-). Ved na:sten alle fremmedord bruges denne form; kun ordene på -ion og -tet tager alle -s, og det samme gor nogle af ordene på -ment, -al, -at, -tiv, -tek ofl. Fremmedordene tager aldrig e-form. Formen på -s er den næsthyppigste. Der er nogen aversion mod formen foran et andetsammensa:tningsled der begynder med s ( eller der kan være tale om sammenfald af de to s'er), fx. adelstand (overfor adelsmand, -slægt, -vælde osv.), aktstykke (overfor aktsbeskrivelse osv.), almueskole, -sprog (overfor almues/alk, -mand osv.), domstol (men:

296

domsafsigelse, -nævn osv.), fredsbetingelse, -pibe osv. men fredskov og vaklen i fred(s)slutn~ng. Sml. de store Religion-Stiftere Drachm.HI.296 (normalsprog: religionsstiftere). I sammensætningerne til ting findes første led snart med s snart uden, det sidste altid når andetleddet begynder med s (fx. tingskade, -sted, -sten, -stud). Også i andre tillælde træffes i en række sammensætninger til samme førsteled snart s-fonn snart andre, fx. blodsdråbe, blodsudgydelse men blodåre, -bank, -hævn, -tab osv.; gårdskarl men gårdmand; chefskahyt men chefredaktor; dagsavis, -lys osv. men dagblad, -bog osv. Sammensætninger til sejr bruger altid sejrs- undtagen i sejrherre; det hedder stedfader, -fortrædcr, -navn, -ord men stedsangivelse, -biord ofl., endvidere stiftsavis, -dame osv. men stiftamtmand. De fleste sammensætninger til liv har livs-, nogle liv-: livkjole, -stykke, -vagt ofl. I andre tilfælde er sprogbrugen vaklende hele rækken igennem, fx. blyant(s)holder, -spidser, -tegning osv. fabrik(s)drift, -herre, -tilsyn osv., svobelse(s)barn; s-formen er i fremgang. Hvor første kompositionsled igen er en komposition hvis anden del er et enstavelsesord får vi ofte s-form overfor s-løs form ved tilsvarende sammensætning af to simple ord, fx.: skrivebordsskuffe : bordskuffe; skinnebensbrud : benbrud; men fx.: brodfrugttræ : frugttræ. Førsteled på -e har et par særfelter: a ) ved ord på konsonantforbindelse og ord med diftong + konsonant, fx. agurke(salat, -tid), alfe(dronning, -leg}, barne(barn), borne( blad), birke(dommer) -ret, birke(træ), bispe(hue), bjorne(jagt), bænke(bider, -varmer) (men: bænkbatteri, -hammer ofl.), fiske(fangst, -handler), falke ( ting), gro/ te( graver) , gumpe (stykke), gæste(bud), hampe(reb), hanke(kurv), helte(digt), heste(handlcr), hjorte(dyr), hvalpe(syge), hvepse(rede), honse(jagt), kalve(steg), kampe(sten), karle(kammer}, kranse(kage) , kurvc(mager), kværke(byld), lakse(fisk), muldvarpc(skud), mælke(mad), oste(mad), pante(leg), piske(skaft), pjalte(kræmmcr), provste(ret), pægle(mål), sakse(ben), sanse(bcdrag), skalke(skjul), skorte(jæger), snapse(glas), spurve(fugl), storkc(unge}, torske(gilde), urte(kræmmer) - bavne(hoj), degne(kald), djævle(spil), havne(foged), navne(fætter), negle(borstc), ravne(krog), snegle(hus), sogne(råd), sovse(skål). Ord der kun i skreven form har konsonantforbindelse: ånde(tro, -verden), ande(gård), bylde(pest), pinde(mad), (men: pindsvin), silde(fiskeri), synde(register).

297

Der er mange »undtagelser«, fx. høst(arbejde), fest( aften}, kunst( værk), kors(edderkop), korn(blomst), busk(ma11d). Undertiden bruges e-form kun ved nogle ord i rækken af sammensætninger til samme førsteled, fx. ildebrand, men ellers ild- (fx. ildflue, -linie, -rager); borgestue, men borgfrue, -mester osv.; dværgekonge men ellers dværg-; jordebog, -færd, -gods, -moder ofl. men hovedparten af komposita har jord-. Ved sammensætninger til mand- er alle tre muligheder udnyttet: mands- især svarende til en subjektiv genitiv: mandsansigt, -arbejde, -dragt, -sang, -stolthed, -stovler, -væsen osv.; mandbl. a. svarende til en objektiv genitiv: manddrab, mandtal, men også i andre tilfælde: mandfolk, mandkøn; mande- bruges dels i sammensætninger som mandebod, -fald, -hul, dels i tilfælde hvor første led har funktion som et kvalitetsangivende adjektiv: en mandecigar, en mande.sjus osv. (se DO.). Ved sammensætninger til flint er der nogen vaklen mellem flinteog flint-; arkæologerne foretrækker nu former som flintflække, -redskab, -økse. Af sammensætningerne til hingst bruger nogle e-formen: hingstebestand, -handel, -skue ofl., medens andre (især betegnelser for dyret på forskellige udviklingstrin o. I.) foretrækker formen hingst-, fx. hingst/ol, -plag, -vallak. Det hedder håndelag, -vending, ellers bruges håndog hånds-; endvidere tornebusk, -krone ofl., men tornirisk, -skade. Det hedder slægtebog, men slægtled, slægtsnavn osv. b) resten af leddene med -e i kompositionsfugen har ikke noget fonologisk fællespræg. De fleste betegner levende væsener og træer: brude( dragt, -pige), bukke(skind), boge(skov), drenge (barn), dyre (have), c.'ge(træ), gede(buk), grise(so), gøge(urt), gåse(fedt), hoge(jagt), katte(familie), kokke(pige), muse(rede), mygge(sværm), pile(træ), ræve(grav, -jagt), smede(svend), svine(avl), sonne(son), trælle(liv), tyre(fægtning), tyve(knægt), tose(pjank), venne(kres), åle(fiskeri). Som eksempler på resten nævnes: klude(kræmmer), lede(gigt), lemme(dasker), mile(pæl), nåle(hoved), nodde(træ), rokke( drejer), sjæle(liv), stole(ben), (men: stolgang), vægge(toj), ægge(lwide). Fade- i forældede sammensætninger som fadebur, ellers fad- (fx. fadøl). I (i) flokkevis, læssevis, hobetal kan foreligge pluralisform. Betegnelser for levende væsener på -ing har næsten alle e-form, undertiden vekslende med form uden endelse, fx. dronning, dodning, flygt-

1ting, høvding, kylling, kælling, kæltring, musling, olding, viking, yngling, ælling, men yndling har s-form. Vaklen i geledderµe viser: både(bro, -havn ofl.) men båds(hage, -mand), gude(billede, -tro osv.), men gud(barn, -datter, -son) og guds( bespottelse, -tjeneste osv.), natarbejde, -potte, -ugle osv., men natteroderi, -vågen, -vagt osv., skatte- er den almindelige form, skat- bruges kun i få tilfælde som skatkammer, -kiste; det hedder stilebog, -bunke, stileretning, men ellers stil-; det hedder sækkelærred osv., men i fagligt sprog: sækbæger, -kirtel, -spore, -svamp, -svulst osv. Det hedder tidebog, -bøn, -vand, men tidsfordriv, -signal osv. og tidtager; åremål, -vis står alene, ellers bruges altid års- og i nogle tilfælde år- ( årgang, -penge, -hundrede ); dagevis, ellers dag-, dags- (se side !l97). Mange af de u. b) nævnte tilfælde kan fra et moderne synspunkt opfattes som indeholdende et førsteled i pluralis. I tilfælde som pryglestraf, smilebånd, -hul kan det ikke afgøres om det er substantivet eller det tilhørende verbum der indgår i sammensætningen. c ) I en ra:kke ord er -e- opstået af (eller skriveform for) og: fedtebrod, hestevogn, mælkegrød, saftevand, saltebrod, smørrebrød, øllebrod. Pinedød bruges kun som interjektion (se under Interjektioner). Foruden de tre sammenbindingselementer: -s, -e og nul er der et par til som kun findes i enkelte ord og i en enkelt række. -(e)n i bakkenbart, blikkenslager (alle andre ord har blik-), børstenbinder ( ellers børste-), (spøgende, nedsættende:) diskenspringer, flottcnberg, -hejmer, fyrstendømme (men: fyrsteslægt osv. ), ærenpris (ellers ære- og æres- ), galgenfrist, -fugl, -humor ofl. (men: galgebakke, -bjælkt osv.), (fora:ldet) grillenfænger og lirendrejer (men: lirekasse; sml. lurendrejer) og sammensætninger med rose: rosenbuket, -busk, -gård, -gartner osv. Sml. fruentimmer, vajsenhus. I navne på slotte og bebyggelse: Amalienborg, Augustenborg, Charlottenborg, Charlottenlund osv. og i spøgende navne som Pjaltenborg, Rustenborg, Rottenborg. Det -n vi træffer i sammensætninger med øje og ore har (modsat det lige nævnte n som skyldes efterligning af tysk) sit grundlag i disse ords unormale talbøjning. I de almindelige ord er ojen- normalform (øjenbryn, -hule, -læge, -låg osv.) medens ojc- hører hjemme i faglige ord (som ojeakse, -linie, -mål, -rim, -æble). Ved sammensætninger med ore er øre- normalform ( øreflip, -læge, -sygdom, -voks osv. ), orcn-

bruges i orenlyd og orentvist og som sideform til nogle ord med øre-, fx. ore(n)ring. I ojenslyst og (vel dannet herefter} ørenslyst foreligger juxtaposition (se ndf. side 302) af (det er) en ojens (orens} lyst. -er: bersærkergang (til: bersærk), giftermål (til: gifte i mangegifte o. I.), rettergang (ellers: rets-), nattergal (ellers: nat-), solverglod (ellers: solv-}; forældet fruerstue ( ellers: frue-). Alle sammensætninger til blomst har formen blomster-. I sammensætninger med alabast forekom· mer ordets ældre form alabastcr- ved siden af alabast-. Førsteleddet har -normalt substantivets singularisform. Det er nævnt at førsteled der far -e i kompositionsfugen undertiden ( uden hensyn til det historiske forhold) kan opfattes som ordets pluralisform, men en sikker pluralisform i førsteleddet træffer vi kun hvor pluralis har vokalændring, og det er næsten kun ved personbetegnelser ( dvs. i de samme tilfælde hvor vi træffer pluralisbøjning af førsteled, se Tal side ro7). Eksempler: brodrehus, -menighed, -par, bonderfolk, bøndergods, bornebibel, -blad, -flok, -have, -lammelse ofl., dotreskole, fædreland (og undertiden f ædrearu, -gård ofl.); honsefugle, -gård osv.; modre1:jælp, oksnehal. Undertiden findes normale sammensætninger ved siden af (med tilsvarende eller forskellig betydning, se ordbogen), fx. barneår : barneår; barnesprog : barnesprog. Til disse tilfalde kommer pluralisformen ojne- i ord som øjnefoster, -æg. Nar pluralia tantum-ordene indgår som første led af sammensætninger mister de talmorfemet: benklædeholder osv., brillestel (: briller), bukseknap (: bukser), koppeepidemi (: kopper), viktualiehandler (: viktualier); alpepas osv., sydfrugtimport, finansminister, Færo-digter ( til alper, sydfrugter, finanser, Færøerne), sædelære, sædeskildring osv. ( til sæder). En del af fremmedordene på -ium erstatter endelsen med -ie når de indgår som førsteled i sammensætninger (smig. forholdet ved ordenes bøjning), fx. amfibietank, evangeliebog, gymnasieskole, mysterieskuespil, privilegiesystem, seminarieundervisning, studieår osv., men når -urn bevares tilføjes -s, fx. artiumskarakter, participiumsform. Ordet ministerium danner normalt ikke sammensætninger, man klarer sig med ministerial- eller forbindelser med adjektivet ministeriel o. 1. Et udlydende svagtryks -e kan forsvinde: a} i tostavelsesord: kron- og tron- er normalformerne (krone- især til botaniske betegnelser}, stambog, -publikum osv. I de fleste tilfælde 300

findes kortformen kun ved et enkelt eller enkelte ord i rækken: kvindfolk ( ellers: kvinde-), næshorn ( ellers: næse-); diggreve bruges v. s. af digegreve; pakhus, -æsel ofl. b) i ord på tre eller flere stavelser. Gennemført er billed-, faskin-, maskin-, fortjenst(medalje osv.) og foran sammensætnings-si arbejds-, embeds-, legems- og dyrehavs(bakke, -tid osv.). Ved ord hvor e-los form findes som sideform kan denne bruges i sammensætninger, fx. hoved-, hundred-, tusind-, medens andre sammensætninger foretrækker den lange form: helvedes- (gammeldags helved-), soskende- (sjældnere soskend-). Ordet menneske, der ikke har sideform uden -e, bevarer formen uændret i sammensætninger.

P)

Bortfald af led. Hvor første led af en sammensætning igen er sammensat af to substantiver således at vi har tre ord på rad, kan det ske at det midterste glider ud (egentlig kun i daglig tale); fx. almuelærer(inde), kommunelærer(inde) for almueskole-, kommuneskole-lærer(inde), jf. Kommuneklasse-Bogstaver (for: Kommuneskoleklasse-) ORung.SS. 71. landsdommer er normalform for landsretsdommer. Det hedder rekylkompagni, -korps, -skytte for rekylgeværkompagni osv. Man kan træffe embedsfamilie for embedsmandsfamilie, gråfiskeri og hornfiskeri for gråfisk-, hornfiskfiskeri (se DO.). Det grammatiske forholdsordsled bliver ofte forkortet til forholdsled, og grævlingelwalpe bruges for grævlingehundehvalpe ( Sandfeld.Sprogvidenskaben.2138). En postmesterfrøken omtales hos Topsoe som den lille Postfroken (MollKrist.ÆS.147). KLars. bruger i MH.25 Jærnbanegaard i stedet for det ventede Jærnbanebanegaard. Muligvis er også byggrød, havresuppe o. I. egentlig kortformer for byggrynsgrod, havregrynssuppe o.l., og Frueplads for Fruekirkeplads. Sml. Marmorpladsen for Marmorkirkens plads (if.Sandfeld.Sprogvidenskaben2.138) og Markuspladsen, Peterspladsen (i Venezia og Rom). Sml. også nerveklinik, nervepatient (KAbell.F.39). I talesprog, især jargon, forkortes en sammensætning ofte ned til det forste led, der så bevarer helhedens genus- og bøjningsforhold, fx. en hof, en Tuborg, en lager, en brugs. et Smyrna {:i: -tæppe) KLars.KÆ. 28. invitere til Aften (:i: aftensmad) FrPoulsen.34. spise middag(smad). anden mellem(skoleklasse). Vi ta'er Silkerne (:i: silkekjolerne) paa Wied.TK.147. Fatter er i Diplomat HHLund.GF.6. en åndelig kryds 301

og tværs (a: opgave) Gjedde.Overs. af GMandel: En kærte til krigeren.113. Det er ikke pigtråd (:>: pigtrådsmusik) Rifbjerg.H.70. spille pigtråd ib.71 . Porno i parken, det er sgu morsomt BruunOlsen.B.104. Eksempler på personbetegnelser: Vores Udenrigs (a: -minister) Fritz Jiirg.nr.64. Far, er du blcven Oxford KMunk.10 Oxford Snapshots.7. Aa, Hr. Legation (:>: legationssekretær) HHLund.GF.12. så er der to socialdemokrater og en retsstat HWulff.NM.133. en homo(seksualist). Se også ovenfor side 3!?1. Om former som gnisten se Determination side 177. Forkortelser uden hensyn til enhedens struktur som oms ( < omsa:tningsafgift) skal, ligesom forkortelser der kun består af bogstaver (AB Akademisk Boldklub) , ikke behandles her.

=

En række eksempler på forkortelser i sammensætninger og andre komplekse udtryk er givet af Sandfeld i Sprogvidenskaben2.103. - Udeladelse af første sammensætningsled og første del af en fast kombination er indskrænket til få tilfælde, især ved årstal: krigen i 64.

y) Dannelsesmåder. Man kan ved komposita skelne mellem to dannelsesmåder. Ved den ene støber man en morfologisk enhed af to ord der tilsammen dækker det indhold man ønsker at udtrykke. Enheden bygger på et sprogligt udtryk der rummer begge ordene samlet eller adskilt: gadens (gaders) snavs > gadesnavs; træers stamme > træstamme; en klat blæk > blækklat; en katalog over bøger> en bogkatalog; en stump (af et) brev > en Brevstump {Brandes.U.73). I de tilfælde hvor ordene forekommer sammen og i samme rækkefølge som i sanunensætningen foreligger denne dannelsesmåde hvor førsteleddet har mistet sin bøjningsform: fx. hårs (hårets) farve > hårfarve; krigens tid > krigstid( en). Den anden fremgangsmåde består i at man bruger en syntaktisk forbindelse af to eller flere ord uændret som en enhed (juxtaposition): en præstegårds have > en præstegårdshave; en mands stemme > en mandsstemme; min moders mål> mit modersmål (sammensætningerne med moder har ellers moder-). Det hedder lovskraft, mundsvejr, havsnød, fra barnsben, i barnsnod fordi vi her har juxtapositioner, medens de til første gruppe hørende har lov-, mund-, hav-, barne- ( borne-). Det hedder Karlsvogn(en) fordi ordet indeholder propriet Karl, medens sammensætningerne til

appellativet har karle-. Da to sammenhørende substantiver næsten kun findes samlet i den sproglige kæde hvor der foreligger genitivforbindelse, træffer vi i denne gruppe kun {sikre) tilfælde med s i kompositionsfugen, og dette s vil i en række sammensætninger der ellers ikke har dette s være tegn på at de pågældende ord oprindelig er juxtapositioner. Særligt hyppigt træffes dette hvor genitiven har en kvalitetsangivende betydning, fx. en skarnsknægt, -streg ofl. overfor: skarnbasse, -kasse ofl., papirsblomst, -kugle, -lap, -penge, -pose osv. (om hvad der er lavet af papir) overfor papirfabrik, -kniv, -kurv osv. (dette kan fremkalde vaklen mellem papir- og papirs- se DO.); en trepæglsflaske, men pæglemål; et pundsbrod, en pundsnote, iøvrigt almindeligt pundeller punde-; armslængde men iøvrigt arm-. Om atlaskesgardiner, elfenbenstårn o. I. se side :218. Ikke sjælden finder vi overgangstilfælde til sammensætninger hvor udtalen må være det afgørende: en dagsrejse: en dags rejse; ingenmandsland; på tomandshånd (se DO. ). Af Forsigtighedshensyn Tom Krist.Vi.177. Se I. side 238. Ofte afspejler juxtapositioner faste forbindelser som nu er forældede eller gået af brug, fx. hungersnød, jammersminde, hævds-, hals- og håndsret, til hverdagsbrug, i nødstilfælde. Hvad angår nydannelser finder disse hyppigst sted ved første gruppe (ofte kaldt: de egentlige sammensætninger), fx. et Brev-Brudstykke Brandes.U.72. opsvulmende Buge af Kæmpefiskaadsler Pant.Mi.IO. en gammel Proletar-Uvane JacPaludan.UR.249. Bourgeoisi-Fruen Soya. GAM.62. et haandbarn (:>: ham der er så lille at man må holde det i hånden på spadsereture) Ringstcd.LD.51. et Tilintetgorelsesredskab PlaCour.F.32. Mere komplekse dannelser: Silens med fnisende DyreSauce-Latter tilhvi.rkede »Skandaler« (::>:vedet middagsbord) Drachm. I.366. ældre-Herre-Vittigheder K.Lars.KS.40. Han har Jonas-Lie-Hue paa Hovedet TomK.rist.Vi.84. den Hr.-Sorensen-Type, som vi Danske daarligt kan stode paa i Udlandet uden at smile Soya.GAM.14. en Kæmpebarnenumsenaivitet! sa.30Aa.50. Herremennesketanke PlaCour. F.179. Som eksempler på juxtapositioner kan nævnes: en rigtig landlig Kaffebords-Atmosfære Gjel.GL.306. en jysk Fjerdingvejs-Bakke (efter: en fjerdingvejs gang o. I.) VilhAnd.AD.104. en Pernittengrynsdebat om Kejserens Skæg Drachm.R.187. den skrammede Hvidtmetalskande JVJens.Intr.50. Hundredaarsjubilæer ib.65.

Næsten enhver skribent har brug for nydannelser, og af de substantiviske er typen substantiv + substantiv langt den almindeligste. I Johs. V. Jensens Introduktion side 1-100 har jeg bl.a. truffet følgende {nogle af dem kan naturligvis godt være brugt før {af andre) men de virker som nyskabte): en Erfaringsbestræbelse; tomt Sproggods; en Perspektivfejl; Afkolingsfase; U duiklingsrod; Stjerneild; Verdensmekanismen; et Undtagelsesmenncske; Raceforspringet; Verdensmajoritet; Roudyrsatmosfære; de store Kraitomnibusser med Kænguruhjulene; Motorskojter; et palæontisk Menneske fra Vandtiden; Tobrudsluft, Tobrudskolighed; Lygtetændingstid; Himlens Aftenunder; Pibe-Englænderen; Skrækindtryk; Syndflodslyd; Spændingshvile; et Hjernebjerg; et Ophidselses- og Tomhedsstadium; Stemningsmagt; Kineserskrædderen; Regnkulisser. Fra Kaj Munks Himmel og Jord (147-222) har jeg noteret: en Statsmand af Fortidsformat; Geneue-Enthusiaster; en Madonnaman·annegrisette; den subtile Kvindcbedærver Goethe; Heil-Ge11eralcr; en gammel Ruskomsnuskgade; Dagligstuepræg; Elletruntetrone; Fatamorgana hal; T raditio nstrældom ; Regn buestænk; S elvbindertanks; Tippernes Amfibierige; denne her Oxfordkommers. Og til stednavne: de flade Tarm-Heders Venten paa Traktoren; Skern-Engenes Yppighed. Som man ser er nydannelser lige nødvendige for alvorsmanden som for spøgefuglen. En bedømmelse af disse forhold hører under stilistikken. 0

• Det indholdsmæssige forhold mellem de to led. Forholdet mellem første og andet led svarer til forholdet mellem en genitiv eller et attributivt adjektiv og det substantiv de hører sammen med, idet førsteleddet forudsætter andetleddet ( og ikke omvendt). Som tidligere nævnt er enheden sammensætning (kompositum) et sprogligt mere komprimeret og syntaktisk mere praktisk udtryk end andre forbindelser af de samme ord. Medens de forbindelser som sammensætningen bygger på, har bøjning m.h.t. tal og bestemthed af det led der svarer til sammensætningens førsteled, er dette sidste normalt indifferent med hensyn til bøjningerne. Til dagens avis svarer dagsavisen, til hader af kvinder svarer kvindehader osv. Her en kort oversigt over korrespondencerne. a) et kompositum {med eller uden s i kompositionsfugen) kan svare til de forskellige arter af genitiv (se Kasus side 222ff.); et tilhørs- eller

:i

sarnmenhorsforhold: bysbarn, bymenneske, ansigtsfolder, boghandlerz,indue, krostue, villahave, farfar, datterdatter, sonneson og {udtryk for del af en helhed som) halespids, hærafdeling, landsdel, himmelrand. Et forhold mellem et agens (liggende i førsteleddet) og hvad der hidrører fra, skyldes osv. dette: kvindelist, borneleg, fugletræk, krebsegang, solopgang, håraffald, loppestik, bolgcsvulp, åndsvirksomhed, tiltrækningskraft. Tilfældig dannelse: et Præstepaahit KMunk.HJ.43. Et forhold mellem mål, resultat af en handling og handlingen eller dens udover: krigsfore/se, æresbevisning, majestætsfornærmelse, kærlighedserklæring, kystforsvar, ildspåsættelse, ildslukker, ildtilbeder, præmietager, nobelpristager, drøvtygger, dyretæmmer, kvindehader, bogtrykker, pengepuger, perlefisker, pibekradser, pindehugger{i), plænevander, lzotelbcdrager(i), levnedsbeskrivelse, hensyntagen, religionsstifter, pelsdyravl, fugleskræmsel, jf. skomager, saddelmager, ballademager, frasemager osv. S-fonnen kan i disse sidste tilfælde undertiden virke stødende eller forvirrende på moderne sprogfornemmelse når bevidstheden om det tilsvarende udtryk med objekt træder frem: majestætsfornærmelse men fornærme majestæten osv. En objektivgenitiv-forbindelse er dog (som vist under Kasus side 223) en ikke ualmindelig foreteelse (fredens forstyrrer : fredsforstyrrer), og dette er baggrunden for en del af de herhenhorende sammensætninger, fx. når det hedder ltåndspålæggelse, -rækning men ellers som regel hånd-, eller når det hedder blodsudgydelse men ellers normalt blod- (fx. blodbrækning, -forgiftning ). Hyppigst er grunden til dette >Stodende< s dog at soge i en sammensætningsrække med samme førsteled hvor vedkommende sammensætning horer til, idet der normalt hersker systemtvang: alle ordene i rækken har forsteleddet i samme fonn. Derfor hedder det krigserklæring, -førelse, filmsforfatter, -forevisning, hædersbevisning, landsforræder(i), livsførelse, svangerskabsafbrydelse osv. Det hedder sprogforsker, -forsk• ning fordi alle sammensætninger med sprog har sprog- som første led, men ordsprogsforsker, -samler fordi ordsprog altid bruger fonnen ordsprogs- i sammensætninger. Vil jeg danne en sammensætning af revolution og vækker er jeg ikke i tvivl om at den mll. få formen revolutionwækker fordi revolution (som andre ord på -ion) altid danner sammens.i:tninger med s-fonn. Det hedder sognebåndslaser, -losning, men vil jeg danne tilsvarende sammensætninger med bånd mll. det blive båndlaser, -losning da bånd- er fastlagt som forstelcddets fonn. Sml. nydannelser som Advarsclshviskcn KMunk.HJ.59. hans Helligaands-Paakaldelscr ib.85. den lystige Vagabond, Landevcjsgrøftslapetseren Blomberg ORung.SS.19. Hvor forsteleddet ikke har gennemfart en fa:l!esfonn kan vi træHe m.i:rkværdighcder som ildspåsætter overfor ildslukker, -tilbeder. At det hedder låntager, madlavning, menneskekender, navneforandring, ordfører, solformørkelse skyldes simpelthen at lån- osv. altid har denne form i sammensætninger.

Moderne d~nsk. li.

20

Forholdet mellem bæreren af en egenskab og egenskaben: nattestilhed, mandsmod, vinterkulde, ungdomsbegejstring, legemsskonhed. Første led kan gå over til at blive et karakteriserende, kvalificerende tillæg til andetleddet: godt købsvarer (jf. side 3 19) , udsalgsvarer, fuldemandssnak, smudsblad, oliebrødsbarmhjertighed, et hjertemenneske, et folelsesmenneske, en hundekulde, hvedebrodsdage, fantasipriser, en kernekarl, -pige. Tilfældige dannelser: hans Mandfalkekujoneri KMunk.HJ.61. En rædselskavalkade glider forbi KAhell.F.58. en vis skin-aktivitet ih.59. en vidunder-maske ih.79. et gigant-ham ih.89. h ) Første sammensætningsled kan svare til et prædikativ (med eller uden som) eller et appositionelt led: enkedronning ( : dronning som er enke), tiggermunk (: munk der er (lever som} tigger), et drengebarn {: ham som er en dreng}, Jesusbarnet (: ham Jesus), gæsteven, gudmenneske, barnekærestc, kokkepige (sammensætninger af to penonbetegnelser kan også opfattes som dvandvasammensa:tninger, se ndf.), et han-, hundyr, en fasankylling, en malerlærling, -mester, kontorchefstilling (: stilling som kontorchef}, professortitel, fængselsstraf, hæftestraf, bodestraf, førerbevis, lærergerning, skakspil (: spillet skak). Nydannelser: Sørøvertilværelse TomKrist.Vi.78. Forrædernavn KMunk. HJ.78. Skrifter med N. F. S. Grundtvig-Navnet ih.Bo. hans (:>: Grundtvigs) Bispeforgænger Absalon ib.83. Idiot-Jensen ChrEngelst.LD.g. Af de tidligere nævnte eksempler hører hertil: Kineserskrædderen og et U ndlagelsesmenneske. c) F ørstelcddet kan rumme noget hvormed andetleddet sammenlignes: slangekrøller, en smørtenor, en klokke hat, en ornenæse, et falke blik, buddingform, dukkedreng, et flødeskæg, en guldfisk, englehår, harlekinsommerfugl, harmonikador, -seng; en kirsebærmund (Soya.GAM.62, se også DO.), hvepsetaille. - et glat Macchiavelliansigt Nathans.F.81. Stenkulsojne KMunk.HJ.140. hans Gulvmaattehaar ORung.SS.70. med Flitsbueryg ib.84. sin lange Pelikannæse ib.110. glansbilled-opfattelse af kvinden som en madonna Rifbjerg.U.rn. Specielt kan nævnes bahuvrihidannelser om væsen og plante der er karakteriseret ved det nævnte: silkehale (: en fugl hvis hale ligner silke), guldhale (om sommerfugl), svalehale (sommerfugl), torskepande (skældsord), plantenavne som guldknap, lovetand, pilblad, slangehoved, torskenæb.

306

d) Det er forholdsvis sjældent at sammensætningen svarer til en kombination af to led (dvandvasammcnsætningen), fx. Lolland-Falster, Slesvig-Holsten, Berlin-Rom-aksen. Efter engelsk: en whisky-soda (fx. Soya.HF.28). Eksempler på tilfældige dannelser: Sognepræst for TirstedSkorringe-Vejlby KMunk.HJ.106. Jf. hans daværende Kæphest, der paa hebraiskgræsklatinmiddelaldertyskteologdansk hedder saadan noget som Retfærdiggørelse af Troen ib. 1 6. Ved personbetegnelser kan det undertiden være vanskeligt at skelne gruppen fra gruppe c.: Professor-Politikeren (o: en professor der er politiker) Drachm.F.I.365. Ja, Gerda-Skat (o: kælenavn) Bang.DuF.318. Professorbispen i Haderslev (o: Vald. Amundsen) KMunk.HJ.100. Storm Petcrsenske sprittervagabonder Ringsted.LD.46. noget af det, han havde læst i en eller anden tosset bog, noget prokurator-professor-Texas-Jack-vrøvl HWulff.MFB.158. Sml. navne som laksorred. Hertil hører hestevogn o.l. (se side 299) og måske kemiske betegnelser som klornatrium. Undertiden kan det ikke afgøres om der foreligger sammensat eller usammensat forbindelse: Svend-Aage Hansen (Svend Aage Hansen). gud 1fader, gud 1son og gud1 helligånd. e) Sammens.c:tningen kan svare til en såkaldt mængdehelhed: en blod(s}dråbc : en dråbe blod; en blomsterbuket : en buket blomster; en engleskare : en skare engle; en stenart : en art sten. Se også eksempler side 235. Eller til en tilsvarende forbindelse med af: en dugperle : en perle af dug; fedtindhold : indhold af fedt; et blomsterflor : et flor af blomster; prædikensamling : samling af prædikener. Dette fører over til f) hvor førsteleddet angiver hvad andetleddet består af, er lavet af, rummer, fx. dundyne, egeparket, elementhus, gummibold, havregryn, luftballon, skindhandske, nutriapels. Om forbindelser som flojlskravc, krølhårsmadras se Kasus side 218. g) I mange andre tilfælde svarer sammensætningen til en forbindelse af et substantiv (svarende til sammensætningens andetled) og et præpositionsled (svarende til førsteleddet), fx. kyskhedsløfte (: løfte om kyskhed), erstatningskrav (: krav om erstatning), kødhammer (: ham20•

mer til kød), papirkurv (: kurv til papir), priskontrol (: kontrol med med priser), protestnote (: note med protest), Italiensrejse (: rejse til Italien), vor Pariser-korrespondent (: korrespondent i Paris), Smyrnatæppe (: tæppe fra Smyrna), tankerække (: række af tanker), husassistent(: assistent i huset), prydplante(: plante til pryd), livsglæde (: glæde ved livet), flugtforsog (: forsøg på flugt), friluftsteater (: teater i fri luft), hulkort (: kort med huller i), hokerenke (: enke efter en høker). Eksempler på tilfældige dannelser: i min Kierkegaard-Periode KMunk.HJ.50. Skriftsteds-Regnestykker ib.50. Lup- og Pincetfolkene ib.58. Solnedgangslykke ib.70. en Niels-Ebbesen-Skildring 13~. en Naturimitation PlaCour.F57. et enfoldigt sele-arrangement KAbell.F.54. min lille knækammerat (~: et barn på skødet) ib.84. Hiroshima-bomben ib.70. et almindeligt Fortepianomessingfirmamærke ORung.SS.142. I øgenavne: Mandfalke-Marie Bang.HH. i J. Fidus-Karl HWulff.UM.105. h) Mere komplekse udtryk kan danne basis for sammensætningerne: teaterkikkert (: kikkert til brug i teatret), pladejern (: jern i form af plader), præmie tyr (: tyr der har taget præmie), sondagsblad (: blad der kommer om søndagen), fodbold (: bold der sparkes med foden). i) Endelig har vi sammensætninger som der ikke synes at ligge noget bestemt sprogligt udtryk bag eller hvor dette kan være gået i glemme, fx. bakkedrag, bjornetjcneste, handelsrejsende, øjebliksbillede, dognjournalist, terrormord ( fx. Information 31 /3 1962), atom/areudvalg (ib.). Skældsord som snothas; Mogharpe (Soya.GAM.73), kapitalistsnude osv. (jf. DO. u. Snude 4). Her er rige muligheder for analogiske dannelser: sproggods efter jordegods, vraggods osv., direktorpar (Soya.GAM.73) efter ægtepar, soskendepar osv., dette knytnæve-fænomen med spillende muskler KAhell.F-41. Andet led kan blive en hyppig brugt størrelse, også almindelig ved nydannelser, fx. -vis: på direktor-, proletar-, soldatervis osv., i spande-, tons-, milliardvis osv. se DO. u. -vis. Se ogsa under Adverbierne. Andre hyppigesidsteleder nævnt side 317. Iøvrigt skal kun nævnes at man i jargon, især indenfor familien, danner kælenavne ved at føje -mand-, -mor eller -pige til fornavnet, evt. kæleformen deraf: Sode Millemand (a: Emil) Nans.FR.14. Det gaar Dagen lang (a: mellem ægtefællerne) med »Ejnarmand« og Ademor

(:l: Adele) Wied.Da.106. Pollemand {:l: Poul) Bergstedt.IV.18. Javel lille Elisemor TomKrist.LA.188. Ernemand (:i: Ernst} KAbell.E.31. 1/semor Soya.E.149. Kis .. min Kissepige! HHLund.GF.135. John: Så kender de {:l: min kone og min elskerinde) ikke deres Johnsemand Rifbjerg.H.34. Den lille Søren i Soya.FH. går under navnet Sørmand. Første led kan også have udviklet sig til at blive en fast størrelse der kan få lighed med et præfiks, fx. hoved- (se DO. ), knald- i knaldeffekt, -hede osv. (se DO.}, brand- i brandmørke, -storm, -idiot, han-, hun- i hanabe, liunabe osv. Ofte i spøgende dannelser: Huntvilling (:l: tvillingsøster) Wied.Da.164. Han- og Hunsicilianere ib.198. yngre hanhajer .• cler ltaaber paa at faa en fager skojtepige paa slæb hjemefter Ringsted. LD.155. Hun-jeronimusser Replikker.III.612. Gentagelser af samme forled til at betegne stigning i grad bruges i genealogiske udtryk: en datterdatter -. Sonnesonssonnens Minespil JVJens.lntr.E!. Bornebørnsborn HCAnd.II.174. Uklart er førsteleddet i tipoldefader osv., det synes at være substantivet tip = spids (næsetip osv.) , men kan også opfattes som et præfiks. Også det bruges gentaget, fx. nede i Vandet byggede Korallerne bestandig videre • . »Ak, om dog vores Tip-Tip-Tip-Tip-Tip-Tip-Tip-Tip-Oldemoder kunde se den (:i: øen) sagde de til hverandre CEw.Æ.III.63. Toogtredive TipTip-Tip-Oldemødre SophClauss.Fo.59. Tip-Tip-Tip-Tip-Tip-Oldefædre Larsen-Ledet (se DO.). hans egen Tip-Tip-Tip-Oldefar KBlixen.S.65. I jargon kan også andre førsteled gentages, især med forstærkende betydning: jeg {:l: en hund som hvalp) hed »den Deiligste«, »Nussenussebenet« HCAnd.IV.103. vi skulle vise alle de kæmpekæmpekæmperøve, at .. Rifbjerg.KU.,p. Disse kinesiske æsker inden i hinanden af bisætninger og bibisætninger og bibibisætninger Jespersen(DO.}.

B. Adjektiv

+ substantiv.

1°. Formelt. Et adjektiv som første led i en substantivisk sammensætning har som regel fælleskønsform uden hensyn til substantivets genus: hvidkål, rødhud, tungsind, bloddyr, blåbær, tamsvin, hojland, frisind, halvår, hurtigtog, Grønland osv. Neutrumsform ved substantiver af genus neutrum forekommer i en* kelte tilfælde: nytår, hvidtøl ~og fividtmelal ofl. v. s. af hvidmetal ofl.), 309

godtfolk, intetkon. Ved dobbeltsammensætninger bruges formen også hvor de simple sammensætninger ikke bruges eller er sjældne: godtkobs( varer), koldtvands(kur), varm ( t) vands( beholder). Et andet t forekommer i nogle dannelser hvis grundlag er en adverbialforbindelse: en høj(t)talcr til tale hojt, højtlæsning til læse hojt; lavtlonskrav, -tillæg (Nord. Spr. 1957.70), lavtflyvning (v. s. af lavflyvning) ( ib.1959. 13 7) efter lavt lonnct, flyve lavt. Undertiden har adjektivet bestemthedsfonnen på -e: storetå(en) (også storetromme v. s. af stortromme), sortekunst, dummepeter, langemand, langebro, Langelinie, Langeland, blindebuk, Grønnegade, Rundetaarn osv. (ældre sprog: det runde taarn osv.), Gulehavet (Seedorff-Pedersen i BerlTid.Sønd. 30/3 1924 (normalt: det gule Hav)), rodekors(hjælp ). Superlativ som første led har altid hest. f. : bedstemoder, mindstemål osv., forstemand osv., størstedel (en). Flertalsformer forekommer dels i tilfælde hvor adjektivet er brugt substantivisk: blindeinstitut ( : institut for blinde), dovelærer, doveinstitut, galeanstalt, sygehus, -kasse osv., dels hvor substantivet kun eller oprindelig kun brugtes i flertal, fx. småbørn, småting osv., (Stork)langeben; sekundære singularisformer bevarer førsteleddets fonn: en småkage osv., en gulerod, en sortebroder. Også her træffer vi brugen i dobbeltsammensa:tninger uden tilsvarende simple sammensætninger: allemands(pige), allehelgens (dag). En form på -er ( oprindelig maskulinum nominativ) og -en (oprindelig mask. akk.) forekommer i de fra folkeviserne optagne ungersvend og hojenloft. Spøgende tyskagtige dannelser foreligger i : en flottenberg og en flottenh ejmer til adj. flot. Hørt 7/2 1964 en Skorenberg. Adjektiver på svagtryks -e bevarer normalt e'et: Stillehavet, lillebror. Kun fire og komparativerne flere og mere mister e'et: firben, -tal osv., flertal, merindtægt osv., stille kun i stilstand. Talordene hundred(e) og tusind(e) bruger i sammensætninger som regel tostavelsesfonnen. Tostavelsesadjektivcr på -re har som førsteled -er: Vesterbro, -gade, Østerbro, -gade, Sonderbro, -gade, Sonderborg osv. Dette skyldes vistnok en fonetisk overgang (jf. VvS.15 ) hvormed kan sammenlignes den almindelige form Gammelkongevej, Gammel Carlsberg o. I. for skriftformer med Gamle ( ib.92). Ved sammenfald i udtalen af de to t'er har vi fået formen snavsctoj (: strittende kvindebryster) KAbell.F.49. Fra Nord. Spr. 1957 nævnes hældekant {67) og fra samme værk 1959: liggevogn, læsealder, soveby, splejsebog, sultestrejke, ventekjole ( 137ff.).

F. Andre dannelser med substantiv som sidsteled. O

I • Præpositioner bruges som førsteled af sammensætninger næsten udelukkende på baggrund af deres absolutte anvendelse ( uden efterfølgende substantivisk led, i såkaldt adverbiel anvendelse). Denne anvendelse er omtalt ovf. side 314. Kun i ganske få tilfælde er hele præpositionsleddet gået over til at bruges som (del af) substantivisk sammensætning: eftermiddag, formiddag, (i) forgårs (:>: tiden efter, før middagen, dagen før igår; modsat fx. efter-, fortiden tiden der kommer efter (senere), før (tidligere), med adverbiel anvendelse af præpositionen), mellemakt, føristiden. Hertil hører de grammatiske udtryk førdatid, -fremtid, -nutid. Nydannelser kan ske til de forhåndenværende rækker: førromantikken; Forurtiden JVJens.Intr.56. - forsokratikerne De europæiske ideers historie r 49. Sammensætningerne efterkrigstid( en), førkrigstid( en) er dannet af efter, før krigen + tid. (han) havde lagt sin For-Frokost-Tur her ind (i parken) Soya.SVS.54. Sml. gruppe 5 °. Også mellemkrigstiden bruges, dannet på lignende måde og med betydningen: tiden mellem (de) to (verdens) krige. Som eksempel på fremmede sammensætninger med præposition kan nævnes et ekslibris. 2°. Konjunktioner bruges kun i få tilfælde i grammatiske betegne!-

=

ser: at-sætning(: sætning der indledes med at). Tilfældig dannelse: Der er ikke noget, der hedder hvis •. Alt det hvis-vrovl kan du spare dig HWulff.MFB.90. 3 °. Interjektioner bruges som førsteled i substantiviske sammensætninger som jaord, nejsiger. De lydefterlignende ord bruges, især i børnesprog, i forbindelse med det væsen eller den ting der er kendetegnet ved lydene eller som lokkes eller tiltales med lydene: rapand, buko, bælam, mælam, vovhund, of(fe)gris, pipfugl, pyllehone, puttehøne, bomand (jf. boland(et)), en bimbam-klokke. Dumdumkugle lyder som om det hørte herhen, men førsteled er navn på en by i nærheden af Calcutta. Andre anvendelser: fyråb (til fy!), (sige) fyord (fx. Soya.B.145), fy(fy)pige, ufpige (pige som man siger fy, uf til, om), jf. en Hm-Dame

(DO). 4 °. Førsteled kan være en enkelt lyd eller et bogstav eller bogstavforbindelse (specielt som forkortelse for et ord eller længere udtryk) eller et tegn: s-lyden, a-strengen (på en violin osv.), hv-ordene, S-tog, D-dag, V-tegn, et A-menneske (o: menneske af klasse A, første klasse), "-tegnet, A- og B-rækken (i fodboldturneringer), B-bombe, a-mol, g-nogle, P-Hlampen MLorentzen.PP.45. T-jern, ror og andet NisPet.M.55. en ug-dreng. 5 °. Større sproglige enheder end ordet kan indgå som førsteled. Sammensætninger som indendørsarkitekt, udendørsarbejde, udenlandsrejse, indenrigsminister indeholder et sammensat adverbium eller adjektiv som første led, medens dannelser som acontobetaling, ihændehaver, ikrafttræden viser dannelser til forbindelser (verbalforbindelser} med præpositionsled sidst (betaling, betale a conto osv.). I enkelte tilfælde går præpositionen tabt: kapløb (: løbe om kap), gårsdag (: dagen i går), morgendagen (: dagen i morgen). De følgende dannelser er oftest af tilfældig art, øjebliksprodukter, men enkelte er blevet gængse, i hvert fald i visse kredse, fx. altmuligmand (mand der kan udføre alt muligt), grinetilmiddag som plantenavn, lukkeojnedukke (fx. Bregend.J.43), en gåibyentaske {Gyldendals Sy- og Strikkebog.347). enhver har medbragt sin fornemste Gaahen-Pipe Wied. TS.71. Trykkepaanævedag hedder audiensdagen blandt Amalienborgpersonalet HHLund.L.59. en liggewhjemme-pige MogensLinck.På vej.54.

en lille Gaapaaindkobstur KMunk.HJ.181. mund-til-mund-metoden, mund-til-mund-redningen ( Pol. 7/2.1963). Eksempler på tilfældige dannelser: Moderne Herrer .. afleverede i en vis søgt-naturlig »i Slobrok og To/ler« Stil deres Overvejelser OMads. GU. 156. »der har lige været en stævningsmand -« -»En-lwa'-for-cnmand?« Soya.FD.63. min evindelige Bestille- og Gøre-Nytte-Trang sa. SVS.120. en Ud-i-Luften-Invitation sa.FH.145. en Mand, som jeg nærer en Trods-alt-Forkærlighed for ViggoFMøller.PB.54. Adgang forbudtskilte Ørum.YD. 13. et rigtigt gå-hjem-fra-gilde-vejr Rifbjerg.KU.70. (et) lager af hulter til bulter viden HWulff.MFB.157. Hele sætninger kan indsættes som førsteled: en vi-alene-vide-indstilling. Det er dog især spørge- og imperativsætninger der træffes i denne anvendelse: en hvad-vi-vil-kvinde. - et hvem-ved-hvad-hold KAbell. F.15. en stikirenddreng. skrub-af-te (fx. Ringsted.LD.99). Gammeldags: en opadtrykket, saakaldt Kig-herind-Næse Pont.FL.18. en kysmigstrakshat. Sml. gadenavnet Farimagsgade. Eksempler på tilfældige dannelser: vor tids kulturen-ud-til-folket-idealister JacPaludan i Pol.29/I .1963. den 17aariges lworfor-skal-man-ogsaa-op-om-morgencn-stcmme Pol.17/8. 1955. Trioen spiller her »Lammet-græsser-ved-siden-af-loven-temaet« Rifbjerg.H.64. en af disse »komisk« dansk-teater-spørgende kan-det-nuvirkelig-være-sandt-stumspil sa.U.5 l. Nogle sammensatte fremmedord opfattes nu ikke som sammensatte, hvad der bl.a. fremgår af udtalen, fx. k11inlcs•scns (kvint-essens), regula•detri (rcg11la de tri).

G. Substantiveringer.

Om adjektivers brug i sætningen som substantialer se Adjektiverne. Substantiveringer der ( mere eller mindre fuldkomment) går ind under substantivets bøjningssystem findes a) ved intetkønsformer: alt(et), fedt(et), gront{et), vildt(et), godt(cn,-cr). b) ved fælleskønsformer: blå(ct), dyb(et), et (nytårs)ny, skarp(et) og c) ved bestemtform: et gode, et onde (med plur. -r), en {æggc)hvide, et hele, et indre, et ydre osv. Vi har ofte ordpar som mark : mørke; varm : varme; plan : en, et plan; ret : c11 ret; salt : et salt; spids : en spids, der viser samhorighed, men ikke således at der for en moderne sprogbevidsthed foreligger substantivering. 320

I jargon og barnesprog foreligger substantivering og talbøjning i tilfælde som fremmederne, spæderne (hospitalsjargon for spædhornene). Ord af andre ordklasser, især adverbierne og interjektioneme, kan bruges substantivisk, dvs. bruges i substantialemes stillinger og funktioner i sætningen. Nogle af dem er gået ind under substantivernes genusog bøjningssystemer (se herom under Genus og Numerus samt ordbøgerne). Eksempler: et nu, det almene vel, et inkognito, en hom-hom, et ja, være i hopla, en rundtenom. - i stemningsfuldt pianissimo Svedstrup.EG.I.79. Ved komplekse adverbialer: Livets Op og Ned Bang. DuF.251. Beretningens Hulter-til-Bulter Rubow.0.63. Ved imperativer {se også ndf.) og optativer: et hor! et leve. Forbindelser af flere ord, især udgørende fraser, og ufuldstændige og fuldstændige sætninger kan også substantiveres: et farvel, et velkommen, et ug. osv. Nogle spredte eksempler, især på tilfældig anvendelse: Jeg kunde være bleven en fuldblods Royalist - en komplet Fra-for-89! Drachm.F.I.115. Der stod Fridolin, en lille tobak-for-en-skilling, jOm skulde være svend til Pinse Svedstrup.EG.I.59. (han} stodte mod det skjulte Rev: Pengehvorfraet KMunk.HJ.148. matematisk Stræb og Understottelsesjagt og gemytligt Jegersguligeglad sa.V-J.150. Tiendes Syn'som-ham blir ikke mindre, da han komplimenterer hende for hendes Dragt Soya.SVS.33. Brunkaal smager godt, men det lugter som bare jeg ved ikke hvad Replikker.I.15. Ved citater: Der var lidt forulempet i den unge Piges: »Aa, jeg ved da ikke-« KLars.GHF.74. Nordre Frihavnsgade var .• fuld af liv og halloj og »sikken voldsom trængsel og alarm« Ringsted.LD.95. Som personbetegnelse: »Han er en lille utaalelig Ug-Dreng.« »Ja, saadan en rigtig »Maa-jeg-Hr.-Lerer« Borberg. CJ.23. Særlig hyppig er imperativforbindelser hvoraf mange tilhører det almindelige ordforråd. Der er nogle forbindelser med objekt: plantenavnet forglemmigej og fuglenavnet rækhals. En leg hedder gcmbælte. Om sammensætninger som kysmigstrakshat se side 320. Men langt de fleste indeholder imperativ + adverbial og hovedtrykket ligger på sidste led, fx. personbetegnelser: en hugaf, en rivihjcl, en ståbi, hundenavnet pasop og betegnelser for forhold som en springom, svingom, en tagfat, et karind, rykind, et skrabud, en rivaf, en tora/, en korom, en eller et komsammen, et korsammen, pluksammen, rodsammen, rorsammcn, skrabsammen ofl. Nydannelser: et Rystsammcn af Anlæg fra flere Moderne d:uuk. II. 21

3!21

t forskellige Sider JVJcns.FØ.21. en Roromske Wied.LH.155. Sml.: aldrig et lille Spilleselskab med Munddask og slaae paa Lappen (: for isbjørnen) HCAnd. II.74. Da spilopper nu kun bruges i plur. er indtrykket af en imperativdannelse forsvundet. Muligvis hører hertil en trykseksten. Omdannelser har fundet sted: rundaf ( < runda), lukaf ( < lugar). Særlig hyppig forekommer typen i kronavne og stednavne: Bilidt, Blæsom, Holdan, Krybily, Kørom, Lægan, Slukefter, Springforbi, Staafast, Styrtom, jf. Spectator.III.382 og Inge Wohlert i Ti afhandlinger udgivet i anl. af Stednavneudvalgets 50 års jubilæum.63ff. En del frcnuneclord horer til denne type, fx. latin faks imile, faktotum, nolimetangere, notabene, vademecum, fransk passepartout, pincenez, portechaise, portefølje, portemonnæ, rendezvous, tysk kehraus, engelsk breakfast, svensk puttipanna (pyttipanna).

ADJEKTIVERNE

Oversigt over adjektiverne Sldc

Indledning ...•.... , •.......••... , , , , , , · •. , 3:25 Morfologiske systemer • . . . . . . . • . . • • . . . . . • . . . . • • 327 Komparatiorusystc:met ..••••..•....••.... • • . . 327 Indledning ••.......••... , , ...•..... , ·.,. 3:27 Formsystemet ....••.... , ...••.... • • · · · , . , 3:29 Lydlige lc:dsagefa:nomener, ..•......• , .. • .• , 3311 Systemets anvendelighed ..•..... • • · , , , . , , · · 333 Udvidelse af systemets område. , , .....•. , ... 337 Sammenligningens forhold til det sproglige . , , 339 Komparationsformcmcs brug .......... , . . . . 340 Konkurrerende udtryksmåder .•......• , , , . . . 345 Determinationssystemet •.....•...... , , . , , .. , , 349 Almindelige bc:ma:rkninger ••.•.. , , , , .. , , • • · 349 Brugen i den attributive: forbindelse: . . . • . • . . . 352 Kongruenssystemerne .•••....... , ........... , 364 Genussystemet ....•.....•.......•... , , , , , 364 Numerussystemet •......•......•....... , . . 368 Sa:rlige ord ...••.....•.....•••..... , , , . , . 371 Adverbialsystemet . . . . • . . . . . • • . . . . . . • . . • . . • • 3811 Rester af a:ldre kasussystem . • . . . . . . • . . . . . . . . . 300 Numeralier ...... , ............ , , .... , , , , .. , 390 Anvcnddse : Adjektivets forhold som sætningsled . • . 393 I. Den attributive anvendelse ...•...... , . , . 393 2. Den pra:dikative anvenddse ••....••....• 401 3. Den adverbielle anvendelse .....•........ 411 4. Den substantiviske anvendelse .••....••..• 414 Orddannc:lscsforhold (se na:nnere registret foran dette al'$nit) . . . . . • • 428

INDLEDNING Ordklassen adjektiver er karakteriseret: I O • syntaktisk ved at dens medlemmer står i et ensidigt forudsætningsforhold til ord af ordklassen substantiver eller - hvis vi medtager t-formen - ord af ordklasserne verber og adjektiver. Adjektiverne forudsætter ord af disse andre ordklasser, medens disse ikke forudsætter adjektiverne. De forudsatte ord kan alene røgte vedkommende funktion i sætningen eller, sagt med andre ord, alene udgøre vedkommende sætningsled, udfylde den pågældende plads i sætningsskemaet. Det er vist mest praktisk at bruge samme fremgangsmåde som blev brugt ved substantiverne, nemlig i hoveddefinitionen at holde sig til ordklassens forhold til substantivet og sige: at adjektiverne forudsætter den virkelige eller implicitte tilstedeværelse af et substantiv og at de har en særlig bøjningsform der sætter dem i stand til at gå ind i en anden ordklasses, nemlig adverbiernes sætningsfunktion. Adjektiverne og adverbierne er de eneste ordklasser der som helhed betragtet er ensidigt afhængige i deres funktion i sætningen. Adjektiverne knytter sig {syntaktisk og indholdsmæssigt) i alle deres bøjningsformer undtagen en til substantiverne og har mulighed for i en bøjningsform at knytte sig til andre ordklasser. Adverbierne forudsætter og knytter sig (syntaktisk og indholdsmæssigt) til ord af andre ordklasser i al almindelighed eller til hele sætningen. 0 ~ • morfologisk ved en række bøjningssystemer, nemlig følgende: a} et komparationssystem b) et determinationssystem c} et system til angivelse af kongruens med substantivet og d) et adverbialsystem. Komparationssystemet har henblik på et fysisk forhold i den ydre verden, nemlig at en kvalitet eller kvantitet kan forekomme i forskellige styrke-, størrelsesgrader. Determinationssystemet har som baggrund den aktuelle talesituation, medens kongruenssystemet og adverbialsystemet har

en intern sproglig funktion ved talens (sætningens) opbygning. Sammenlign forholdene ved substantiverne (side 91) og ved verberne. Nogle grammatikere finder også genitivbojning ved adjektiverne, dvs. en modsætning mellem former med og uden -s, men da s-bøjning kun findes ved adjektiver i substantivisk anvendelse (se side 414) er det formentlig rigtigere at betragte denne bøjning som horende til substantivernes systemer, især da vi har set at genitivbojningen kunne udvide sit virkefelt til andre (storre og mindre) enheder i substantivisk anvendelse (se side !211 ff.). Om relikter af kasusbojning se side 388.

3°. ved særlige forhold m. li. t. dannelse af afledte og sammensatte ord. Vi nøjes, som sædvanlig, med disse rent grammatiske kendetegn. Med adjektivernes ydre, syntaktisk-morfologiske tilknytning til substantivet følger naturligt en indholdsmæssig, der i grove træk kan siges at bestå i en angivelse af noget kvalitativt eller kvantitativt ved det substantivet betegner.

MORFOLOGISKE SYSTEMER Kom parationssystemet. Indledning. Vi begynder med komparationssystemet, dels fordi det er ejendommeligt for ordklassen adjektiver (og nogle medlemmer af klassen adverbier), dels fordi der ved komparationsbøjningen dannes et sæt former der skulle kunne gå ind under andre af adjektivets bøjningssystemer. Det er et tretrinssystem hvor adjektivets almindelige (bøjede) former danner første trin, almindeligt kaldet positiv eller grundformen, og andet og tredie trin (komparativ, »højere grad«, henh. superlativ, >højeste grad«) dannes ved morfemerne - ( e) re og -(e)st til adjektivets stammeform, fx. kold (koldt, kolde ) : koldere : koldest. Systemets funktion er at angive en sanunenligning mellem to eller tre bærere af samme egenskab eller af samme bærer til forskellige tider m. h. t. egenskabens grad, »styrke«. Drejer det sig om to tilfælde bruger man positiv: komparativ, eller komparativ alene (idet den implicitte grundform er det kendte, omtalte, tidligere eller normale): hans forstc bog var god, men denne er bedre; vejret er blevet bedre; den Stilhed, der laa om hende, gjorde hans Kærlighed finere og skannere Nathans.S.167. - Den (:i: en abe) blev ikke, som saa mange andre Aber der fores til et kaligere Klima, angrebet af Tuberkulose Soya.SVS. 78. - han taler bedre end han skriver. Udenfor forbindelsen med end bruges ved virkelig sammenligning superlativ: hvad er dyrest, at tage med tog eller flyve? det er dyrest at flyve men også det hurtigste. - Jeg troede Per var ældre end Poul, men nu horer jeg at Poul er ældst ( eller den ældste). Mange sprog bruger her komparativ og denne brug har sat sig spor i visse faste udtryk med fremmed forbillede: i kraft af den stærkeres ret; mit bedre jeg (fx. dog maa jeg tilfoje, at mit bedre Jeg folte adskillig Flove/se Soya.SVS.412) samt i bibelske vendinger som: den, der forarger en af

disse smaa •• ham var det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals (osv.) Matth.18,6(1948). - at have valgt den bedre del (Lukas rn,42 har den gode del). Er talen om et enkelt tilfælde der sammenholdes med en gruppe andre tilfælde, bruges positiv: superlativ eller (hvor gruppen, baggrunden er kendt eller giver sig af sig selv) superlativ alene: bogerne er alle gode, men denne sidste er den bedste; han er den dygtigste i klassen; der kom mange tilbud, N.N.s var det billigste. De var 6 deilige Born, men den yngste var den smukkeste af dem allesammen HCAnd.l.87. Det var altsammen nydeligt, men det Nydeligste blev dog en lille Jomfru, som stod midt i den aabne Slotsdor ib.121. Stuens køligste Krog Jørg.RM.17. Alligevel er det en god By, naturlig og glad ved Livet og de fredelige Kunster, og gladest ved sig selv Rode.It.155. Sammenholdes tre tilf,dde må alle tre trin naturligvis angives: det er en dyr bog, men der er boger der er dyrere, en af de dyreste er Gutenbergs bibel. Mere end tre tilfælde kan altså ikke stilles overfor hinanden ved dette system. Har man brug for yderligere en eller flere former når man vil sammenligne fire eller flere tilfælde, eller blot have en yderligere forstærkelse af udtrykket, kan man danne en erstatning for de manglende komparationsfonner ved at foje aller- til superlativfonnen til angivelse af det fjerde trin og i talesprog, især barnesprog, kan man fortsætte videre ad samme vej: Fisken •. gjorde de allerforfærdeligste Bevægelser HCAnd.l. 124. langt borte i det aller blaaeste Himmelblaa Gjel.GL.362. hele den nyere, nyeste og allcrn,•este Filosofi Jørg.L.3. hun var og blev den yndigste, skønneste, mest fortryllende, aller-aller-allerdejligste Skabning i Verden Drachm.UB.134. Aller, allerværst var Gælden til Gaardejer C ChrEngelst.HA.78. Sml.: I de allerældste gamle Dage ib.120, hvor 'gamle Dage' er brugt = fjern fortid. Da aller- jo har en ligeså almen anvendelse som et morfem kunne man overveje at kalde det for et morfem. Men dels står morfemer ellers aldrig foran ordet (i dansk), dels er aller- knyttet til superlativformen og ikke som de andre komparationsmorfemer til stamformen, dels endelig står aller- ved sit indhold og dertil svarende stærktryk på linje med hypcr-, knippel- osv. og må som disse regnes for præfikser eller forste sammensætningsled. Der findes et sidestykke til den gentagne brug af aller-, nemlig tip- i oldefader : tipoldefader : tiptipoldefader osv. Se side 309. I a:ldre sprog ( og endnu brugeligt i arkaiserende eller spagende anvendelse) fandtes alsom-, allersom- i samme anvendelse som aller- : Pigen var dog Haugens

alsomdeiligste Pynt ChrWinther(Vl.197}; i det allersom Uendeligste JPJac.Brll.78. er det et nyt Udslag af Deres allersomkristeligste Sindelag? Pont.Hø.70 (samme form: Borbcrg.SH.10). den alleTJommorsomste Skoleerindring Wied.Da.68. det allersomsidste Forsog ib.299. Kejserens allersomeneste Livlæge ChrEngelst.GK.58. Også (i adverbiel anvendelse) som aller- : naar de andre, brave Folk morer sig som allerbedst HKaarsb.Vi.79. her (:>: i sengen) fødes vi som allerførst MLorentzen.(DO.). En tilbagegående graduering fra superlativen kan foretages ved hja:lp af sammensa:tning med næst-: (Milnchen) har haft Brug for den starste Ølhal i Verden . . og for den næststørste og næstnæststørste med Rode.It.15 t. En ejendommelig :Pgradbojning« findes i jargon: det er ikke sd slemt : det var ikke saa værst KMunk.HJ.176 (også (jf. ovenfor) opfattet som værst: Din Karakter er ikke som værst ChrOlson.AH.1 o ).

Formsystemet. Morfemerne har normalt formerne -ere og -est, undtagelsesvis formerne -re, -st og andre former. 0 J • Ved adjektiver hvis stamme ender på -e bliver morfemernes form e-løs: ringe : ringere : ringest; nøje : nøjere : nojeste; de er moderne : de er modemere end selve deres Læremestre JVJens.Intr.196. det er det modemeste Soya.SVS.16. Adjektivet bitte har ved siden af den normale superlativ bitteste den nu i rigssproget almindeligste form bitterste (ikke det bitterste; her foreligger måske tilknytning til adjektivet bitter). !2°. Ved de adjektiver der får omlyd i komparationsformerne, er morfemerne -re og -st: ung : yngre : yngst. Ved stor : større : storst får vi lydligt sammenfald af stammens -r og komparativmorfemets r så at morfemet tilsyneladende kun bliver -e. Det samme gælder værre : værst ndf. Anderledes er det ved få : færre : færrest hvor komparativen (i udtalen) har -re, superlativen -rest. Ved lang hedder superlativ længst (med morfem -st), medens komparativen har formerne længre, længere ( den første form er talesprogsvariant af den sidste) og længer. Denne sidste form bruges næsten kun som talesprogsvariant i adverbial anvendelse (se side 387). Formen falder sammen med superlativ af adv. længe (se Adverbierne). 3°. De korte former af morfememe bruges også ved de formrækker der består af to forskellige stammer: mange : flere : flest; meget : mere : mest. Enstavelsesfonneme / ler og mer ( med stød) tilhører især talesproget.

Der er beroring i brugen af /ler(e) end og mer(e) end. Nu bruges det forstc kun hvor der er tale om en sammenligning: en Olding, hui. Dage er {ler end dm Faders Job.15,10( 1931). Er talen om overskridelse af et antal bruges nu mer(e) c11d: Man kan ikke være meer end cct Sted ad Gangen Hcib.Poct.VII.95; der var mer end 100 tilhorcre. Men (som eksempel på a:ldre (og endnu dialektal sprogbrug)): Man har flere end eet E:cempcl paa . .. Dlicher(1920).XVI.14:2; Smaamænd, som ikke behovet til Drivten flere end to Heste ib.XXII.232. som Regel maa en Lærer ikke have flere end to offentlige Skoler at undervise i Anordning. 10/1

1912.

I andre tilfælde er der komplikationer. I ond : værre : værst er stammen vær- og i udtalen bliver morfemtilføjeisen derfor kun -e (jf. ovf.). En normal komparativ kan bruges i den specielle betydning ondskabsfuld, ondartet, smertefuld o.l. I Begyndelsen har han vel troet, at Smærtcn vilde forta' sig, men i Stedet for er den blevet ondere og ondere Soya.SVS.96. Se iøvrigt eksempler i DO. I tre tilfælde er en konsonant (deller u) i udtalen (men ikke i skriften) svundet i den 3-, 4-konsonantgruppe der opstår (eller ville opstå) i superlativformen: god : bedre ['bætsr:)]: bedst [bæst] (en normal komparation forekommer især ved superlativen i den side 343 nævnte anvendelse: du godeste (gud)); gammel : ældre ['ældr:>] : ældst [æl'st]; lille og små : mindre [ 1mendr.>] : mindst [men'st]. 4°. Vi har en række adjektiver, især angivende stedlig placering, som

mangler positiv, men hvis former formelt forudsætter et eksisterende adverbium. Morfemet er i den formelle komparativform -re men i superlativ som regel -erst (sjældnere -est). Den tilsyneladende komparativform har dog ikke komparativ betydning. Det er flg. ord ( det tilhorende adv. er nævnt i parentes): (ud) ydre: yderst; (over) ovre: overst; (ned) nedre : nederst; (ind) indre : inderst (i sidste form er d svundet som i de ovf. u. 3° nævnte former). Ofte er kun en af komparationsformerne i brug i mod. dansk: (under) underst; (for) forrest; ( midt) midterst,· (mellem) mellemst; ( agter) agterst ( Skibets agterste Ende, se DO.); (sonder) sondre; (ost(cr)) ostre; (vcst(er)) vestre; (nord) nordre eller (med omlyd) 11orre; dobbeltformer findes også ved ( bag) bagerst (fx. de bagerste /Ioje MLorentzen.G.74) og bagest (kun den sidste form angives, mærkeligt nok, i Rctskrivningsordbogen). Hertil slutter sig, dog med andre betydninger end den lokale: (frem) fremmest; (for) forst(e) (se ndf. s. 390); (siden) sidst(e) og (op) yf,perst.

330

Wicd er vist ene om (efter norsk forbillede) at bruge superlativen borteste som attributivt adjektiv, fx. den borteste Ende af Lejligheden Da.247. Se også DO. - Østre, vestre og sandrtt i navne på steder, institutioner kan i udtalen få formerne O$ter, vt:ster, sander. Det er sket i gamle navne fx. Østergade, Østerbro, Vesterport, Vestervoldgade, Sønderbro, Søndergade. I betegnelser af forholdsvis ny dato bruges de oprindelige former: Østre Landsret, Østrø Gasværk, Østre Borgcrr!ydskole, Vestre Dorgerdydskole, Vestre Fængsel, Vestre Kirkegaard, Vestre Boulevard, Sondre Birk, Sondre Fasanvej, Sondre Toldbod men i en del af dem er den alm. udtale oster osv., fx. Øster, Vester Borgerdydskole, Vester Boulevard, Sonder Fasa1wcj; i Sondcrboulevard er fennen blevet den officielle. Sml. Gamle, Gammel Carlsberg side 355.

Fraværelsen af adjektiviske positivfonner bevirker en funktionel forskydning. De oprindelige komparativfonner er nu almindelige adjektiver der kun i deres indhold kan have mindelser om deres oprindelige morfologiske stilling. Ord som vestre er der intet komparativisk i; Vestre Landsret er modsætning til Østre Landsret. De nedre etager betyder de etager der ligger forneden eller forholdsvis langt nede ( modsætningen er de ovre etager}. De indre organer er de organer der ligger inde (ikke: længere inde; modsætningen er de ydre organer). Superlativerne - hvad enten de har en komparativ ved deres side eller ej - har derimod bevaret funktionen at betegne den højeste grad: de inderste organer vil sige de organer der ligger længst inde, den forreste række er den række der er længst fremme, osv. 5 °. Alle afledte adjektiver på -agtig, -ig, -lig, -som danner superlativ v. hj. af Mst ( overfor komparativ på -erc): naragtigst, hyppigst, farligst, morsomst. Nogle oprindelig med adj. -rig sammensatte adjektiver der har mistet deres karakter af sammensætningsled, kan følge ordene på Mig, således nu almindeligt lærerigst, talrigst, sindrigst, åndrigst, sejrrigst (se H. Juul-Jensen i Festskrift.V. Dahlerup.16 ). 6 °. Dobbeltfonner i superlativ findes ved hoj : højere : hojcst eller højst (sidstnævnte form kun i adverbiel anvendelse, se side 387 ). 7°. Helt alene med morfemerne -mere og -mest (der til forskel fra ordene mer og mere (se side 346} udtales tryksvagt} står adjektivet nær. En normal komparation nærere, nærest kan træffes i rigssprog når ordet bruges i betydning 'intim' o. I. (min næreste ven o. I. }, ellers spøgende: i Heltens næreste Nærhed MLorentzen.PP.59. Den gamle superM lativ næst (e ) har nu udskilt sig som et selvstændigt ord på linje med f orst og sidst. De oprindelige komparativer nærmer og fjærmer ( til et 331

ældre adjektiv fjær tionen.

= fjærn)

er også trådt ud af komparationsfunk-

Tilsvarende dannelse foreligger i ydermere, der dog nu udtales med bitryk på andet led. I ældre sprog havde vi formere (= tidligere), sidermere (= senere), inder-, ncder·, over-, nor-, vester-, ostermere o. il. Denne type af komparativer, dannet ved sammensætning af det mere der nu bruges foransat til omskrivning af hojere og højeste grad (se side 346), og et forsteled som er et adverbium i komparativ, kendes fra andre nordiske sprog, fx. vestnordisk fyrrmeirr, framarrmeirr, sloarmeirr, litarmcirr og fra engelsk (hvor de vistnok skyldes skandinavisk indflydelse), fx. farthcr-, further-, hinder-, outer-, rat her-, uttermore, foremost, utmost osv.

Lydlige ledsage/ænomener. a) Vokalændring i forbindelse med morfemtilføjelse findes i fire tilfælde (se ovf. u. 2°). b) Adj. på tryksvagt -el, -en, -er udskyder normalt stammens e når morfemet tilføjes: simpel : simplere : simplest; moden : modnerc : modnest; mager : magrere : magrest; fuldkommen : fuldkomnere : fuldkomnest. lkke-sammentrukne former forekommer nu sjældent: Det (:i : hunaber) er nemlig det kon, som sjældenst (alm.: sjældnest) forekommer i Zoologiske haver Information 26/5 1956. c) Et deller /J i en komparativform svinder foran st i superlativform. Eks. ovf. u. 3 ° og 4 °. Ligeledes forsvinder -t i adjektiver og participier på -et når de (unormalt) kompareres. Se side 334. d) Lang vokal i ord af gruppen b forkortes undertiden ved komparation: måger : mågrerc : magrest ; snæver : snævrere osv.; moden : modnere osv. Her er tale om variantudtaler. e) Stodforhold. Normalt svinder stødet ved komparationsfonnerne når de bliver mere end en stavelse: ri'q : ri.q1re : ri.qnt. Kun ved nye låneord og ved hjemlige ord (især på vokal og konsonant + s) hvor komparation er sjælden, kan stødet bevares: sma'rt : sma'rtere : sma'rtest; det bim'seste, træl'seste; blå' : blå'ere : blå'est. Ved enstavelses superlativer bevares stød når basis stadig er tilstede: læng'st, yng'st, mind'st, fle'st, me'st, hoj'st, (uden basis: størst, værst, bedst; ved forkortelse går basis tabt i flest, mest). Stød forekommer endvidere i de u. 4" nævnte superlativer når basis er tilstede: o'verst osv. Også superlativ hoj'est har nu stad. I det ene tilfælde hvor vi har en enstavelseskomparativ, har vi også stød: læng'cr.

332

Adj. på -el, -en, -er bevarer normalt stødet, fx. dunkel, enkel, simpel, sjofel, spinkel, ædel, ækel, gylden, moden, hamper, ilter. Nogle (vist alle på -er) mister stødet, bl.a. fager, mager, lummer, snæuer, medens andre viser vaklen, bl. a. munter, skummel, svimmel, vammel. Adj. på -sk bevarer stodet, fx. svinsk, træsk, men komparation er ikke almindelig {se ndf. ) . Se iøvrigt AaHans.Stodet i dansk.47ff. Systemets anuendelighed.

Det er ikke alle adjektiver der kan kompareres og dette kan skyldes enten ydre eller indre årsager. De ydre årsager er at finde i adjektivets fonologiske struktur eller mangel på tradition for bøjningen ved det pågældende ord. Vi ser her og ved de andre bojningsfonner bort fra adjektiver der overhovedet er utilga::ngelige for bøjning, fx. rede, rum (i rum so o. I.), lydt (i her er lydt o.l. } og mange ord på -s som fordums, ens, fælles, stakkels, afsides, baglænds, nymodens.

a ) Simple ord på vokal har kun i få tillælde gængs komparation, fx. ny, fri, få. De fleste ord viser aversion mod komparation (større i komparativ end i superlativ), fx. bly, sky, tro, ru, snu, rå, skrå og (på svagtryks -c ) stille, sølle, ægte, ode. Men komparationsfonner kan træffes, fx. Det er den ægteste Duft af det attende Aarhundredes Tyskland Gjel. GL.259. Tinka var den stilleste af dem Bang.SE. 189. de snueste af Jer KLars.GHF.32. Kun nu og da brod de smaa Bjergbække Tystheden, m en disse Af brydeiser gjorde blot Stilheden bagefter endnu stillere Soya. SVS.85. Se iøvrigt DO. under de nævnte adjektiver. Jf. på distræteste vis VillySør.SH. 70.

Nogle ord på konsonant + s viser samme tilbageholdenhed (måske under indflydelse af gruppe e): gængs, bims, vims, vaks. b) Adj. på -sk kan have det normale forhold, fx. besk, frisk, barsk, fersk, andre gradbøjes ikke gerne: himmelsk, djævelsk, fjendsk, træsk, svinsk. Adj. der betegner nationalitet: dansk, engelsk osv. falder ind under den side 335 nævnte gruppe. Ord på. -isk er utilgængelige for komparationsmorfemer: jordisk, morderisk, dyrisk, hovisk osv., ligesom nationalitetsbetegnelser: tyrkisk ovs. Spøgende dannelser: Gud i det allerhimmelskeste Rige JPJac.Br3.36. det er alså noed af det komiskeste jeg ve Soya.TK. 70.

333

•

J

c) Ord på aflednings- eller bøjningsendelsen -en, (-e) t, {-ed) kan i normal sprogbrug ikke gradbøjes, fx. (for ) drukken, gnaven, vågen, kneben, forsumpet, tåget, broget, tosset, stortærnet, galhovedet, fremmed. Sjældent: Strudsen er jordens sultneste Fugl JVJens.Intr.107. det knebenst mulige flertal Pol.q/Jo.1964. Nogle oprindelige participier på -t går dog ind under sptemet: beromt, bektm dt, kendt, bestemt gradbøjes som almindelige adjektiver. N5.r ellers et af de herhenhørende ord træffes komparationsbøjet (især i supert. }, kan det være i højt, stift bogsprog: Nogle af Roms anseteste Familier StABille.Er.II.155 {jf. DO.I.682 ). den fordomteste Hund af en Krobling JPJac.Il.213. Ikke blot sonderes hans Liv i dets skjulteste Folder CEw.BB.50. de ældste og erfarneste sa.Æ.I.53 (se også DO. ). hendes Sjæls dulgteste Krog Svend Leopold.Prinsesse Charlotte. J 26. Ikke paa M enneskeord, selv de velmenteste Dansltl det ærkeste sludder o.l. (se DO. u. a:rke-) . Jespersen nævner (i Dania.III. 89): vi er de perleste venner (< perlevenner; udtrykket bruges stadig: hørt af en præst ved en ma:gling 1963: vi har været de pcrleste venner hele tiden) og her er den hundeste kulde ( hundekulde). Jeg gik med mit vintreste Undertøj hele i Fjor Sommer BerWt.5/u 1955. Jf.: saadan rigtig ude paa det boeste Bøland Replikker.III. 75.

=


: havfruerne), smukkere, end noget Men11eske HCAnd.l.91 foreligger forkortet udtryksmåde: - end noget Menneske havde. Man kan også bruge to sammenligninger på en gang: det gælder om at få det storstc udbytte med den mindste indsats: her er størrelsen af udbytte og indsats dels sammenlignet med sig selv til forskellige tider dels set i det indbyrdes forhold. Og dette indbyrdes forhold kan ses som en korrespondens eller årsagssammenhæng, således i forbindelserne med jo - jo ( eller desto): det bliver jo længere jo værre - jo /at tigere han blev, jo lykkeligere f olte han sig. Se Adverbierne. Derimod er det logisk som sprogligt en prekær sag at sammenligne to forskellige egenskaber hos to forskellige bærere: Maaske er min Sorg nu dybere, end din Uret er stor EBrand.(Mikkels.235) . Komparationsformernes brug. Når positivformen bruges i modsætning til de andre kornparationsformer har den sin prægnante betydning (fx. gammel som har levet osv. i mange år), men den kan også bruges til at angive ligestilling: som resultat af sammenligningen og så har formen den samme relative betydning som ved de andre komparationsformer, fx. hornene er lige gamle; denne vej er lige så lang (eller knap så lang) som den anden; en grand danois stor som et Fol Wied.Fæd.127. Som det ses af eksemplerne kommer sammenligningen i stand ved foransat adverbium (lige, så, lige så) eller (og) følgende led med som. Dette syntaktiske apparat kan også bruges til at angive samme grad af to forskellige egenskaber: Hvis I bare er en tiendedel så kloge som jeg ved I er tapre, da t•il I ganske noje have begrebet mine ord HWulff.Kuan Yins klokke ( 1955).96. - Ragna er lige saa smuk som hun er dum Replikker.III.36. Ved sammenligning af forskellige egenskaber hos to bærere (jf. ovf):

=

340

hendes hår var så gyldne som hendes øjne var blå VillySør.SH.136. Kun spagende ved sammenligning mellem noget positivt og negativt: hvis Else-Marie var lige saa klog, som hun ikke er smuk, saa blev hun bestemt ProfcJsor Replikker.l.40. Komparativ/ormen har sin hovedanvendelse hvor der er tale om egentlig sammenligning (se ovf. side 339 ), specielt i forbindelse med følgende led med end: - j eg holder The for skadeligere end Gaffe meget skadeligere end Gaffe! Frit:zJiirg.13. lovrigt eksempler ovenfor. (hun ) virkede ligesom mindre end for, spink/tre og markere end for Branner.R. I 14. Undertiden bruges komparativen som udtryk for en selvrettelse, en udtryksforbedring i forhold til noget lige sagt: De fleste Byer gor Indtryk af at brede sig ved et Sund, en Fjord; om denne vilde det være korrekte re at sige, at den I.røb sammen ved V esterhavet Jae Paludan.F.5. Den sammenligning der er udtrykt i vejret er bedre idag end (det i •ar ) igår kan også gives ved attributiv anvendelse af komparativen: det er bedre vejr i dag end ( det var ) igår. - ( han ) talte om en endnu storre Dukkestue, end alle de andre Drachm.Sk.45. Grossereren var gjort af et koldere Stof end Is Soya.SVS.58. I forbindelse med nægtelse kan komparativudtrykket få betydning af det højst mulige, tænkelige: jeg kan ikke forestille mig en værre storm end den vi var ude i. - I Grunden gives der derfor ikke uforbederligere Teoretikere end de saakaldte Praktikere Flagstad.SP.XVI. Ved erterligning af norsk k...n man en sjælden gang træffe udtryk som: det er hdrdere end hdrdt, :>: meget hårdt. Sml.: det faldt mig tungere end tungt øt gi' slip pd dig Ibsen.Hedda Gabler.11.

En gradvis stigen kan angives ved (sideordnet) gentagelse af komparativen eller ved brug af stadig, bestandig og andre adverbialer i forbindelse med enkelt eller gentaget komparativ: altid længer bort HCAnd. II. I 7. det gik raskere og raskere ib.54. hidsigere og /iidsigere blev de11ne Kappestrid Drachm.F.I.367. D en {a: kanonaden) blev alt haardere Bang.T.243. Træet fik flere og flere Grene CEw.Æ.III.57. det bliver værre og værre. - Dette Lys breder sig i bestandig videre og videre Kredse Lefotii.SG.125. fra hin Dag blev (jeg) en stadig hyppigere Gæst i det hyggelige Boghandlerhjem Pont. Hø.24-- Slægten • . voksede sig bestandig storre og rankcre sa.FH:!.137. en stedse tættere Skygge Gjel.

341

•\

I

r

AL. 16. Stod folger paa Stod, om og om igen, stadig vildere, stadig voldsommere Nans.GF.97. >Er du snart færdig?« sagde Drengen. >Du er kedeligere endnu end Læreren« CEw.Æ.XI.11. En Sandrevle er os imellem; nærmere 11aar jeg og endnu nærmere KMunk.LGD.17. Spøgende: Den stærke Fedning .. gjor mig dummere og dumdummere Dag for Dag JPJac.Br. 8.23. En videre, mere selvstændig anvendelse findes i følgende tilfælde: 1°. En forbindelse af komparativer af to adjektiver der er modsætninger indenfor samme sammenligningslinje bruges til at angive to forskellige størrelser, grader osv. uden at disse størrelser, grader præciseres nærmere: i en nærmere eller fjernere fortid FjordJcnsen.NK.,p; der er to formater at vælge imellem: et storre og et mindre; i kortere eller længere tid; - en mer eller mindre god Ortografi Flagstad.SP.34. Den ene modsætning kan være udtrykt ved andet end et adjektiv (i komparativ): nu er det sådan, tidligere var det anderledes. 2°. Komparativen kan, uden tanke pi sammenligning, bruges til at angive en tilnærmelse til det som positiven betegner, eller til at betegne at den nævnte egenskab findes i nogen grad: i længere (:>: i forholdvis lang) tid; i nyere tid; - i den senere Tid Soya.SVS.147 - finere folk; den Frøken, som holdt Skole for bedre Folks Smaadrenge Nans.GF.35; den højere skole; - god Tone næsten forbyder i de selskabelige Liv at komme dybere ind paa sproglige Droftelser Flagstad.SP.33. Anvendelsen af Formen >laa« (:>: >Han laa Nøglen paa Bordet«) er i vore Dage Tegn paa en lavere Almendannelse og en mindre fin social Herkomst ib.34. - (han havde) trukket sig tilbage med en mindre pension Heltberg.T.16. Ofte med bibetydning af at egenskaben foreligger i en grad der gir ud over det normale, sædvanlige: en bedre middag; (talen) var en værre Samling Ho og Hakkelse Pol.28/2 1920. Denne brug findes kun ved visse adjektiver, fx. ville man nu næppe kunne sige Ikke heller vil det undgaae den Opmærksommere, at Kjønnct i intet Til/ ælde viser sig saa vaklende som ved Ord med dobbelt ](jon efter den forskjellige Betydning Levin.I.62. Denne absolutte anvendelse kan indholdsmæssig komme i strid med den komparativiske, siledes at en ældre herre bliver yngre end en gammel herre og en yngre dame ældre end en ung dame. To latinske komparativer bruges i dansk: senior og junior i forbindelse med familienavn til at betegne far og søn (specielt i et firma).

3 °. Superlativen behøver langtfra altid at have en af de andre komparationsformer som baggrund for brugen. Baggrunden kan gives ved hjælp af en genitiv, et præpositionsled eller en ledsætning: Sjælens tauseste Egne Nathans.S.61. den blaaeste af alle Himle Jørg.RM.11. min Barndoms lykkeligste Dage Nans.GF.60. Vi kender hinanden, altsaa havde det været den rimeligste Ting i Verden, om jeg havde standse! hende og talt til hende ib.68. den sidste Aften inden Afrejsen Jørg.RM. 19. vi Italienere af idag er ifærd med at gøre Rom til den modbydeligste Rede, der er at finde i Verden ib.48. et af de fuldstændigste Biblioteker over okkult Literatur, der findes i Amerika JVJens.S.54. Du er den storste Tosse, som nogen Sinde har gaaet paa Jorden CEw.Æ.XI. 18. Brudekjolen skal være noget af det Pomposeste, der er set i lange Tider Wied.TK. 140. Det er dog det sjæleraaeste, jeg har oplevet Chr Engelst.LD.203. Ved underforståelse eller udeladelse af det der giver baggrunden, især udtryk som som findes, som tænkes kan (se foregående citater) bliver superlativen alene bærer af betydningen: det højest tænkelige, højest mulige, det mest udprægede i den nævnte henseende: det var ligesom det deiligste Guld; - de nydeligste Born HCAnd.I.55.62. saa klart som det reneste Glas ib.87. Skjul, hvor der sodt kunde drømmes de vildeste Farter . . en Fehave, der aabned sig paa det mindste Vink JPJac.lI.24. Grusomheder af den skrækkeligste Art Nans.GF.14. at forsøge sig i det store Drama efter de bedste Monstre ib.43. (hun) lavede den vidunderligste Juletræspynt og flettede af Straa de nydeligste Kurve og Æsker ib.60. Med storste Forekommenhed gik han mig til Haande ib.64. Tiden har siden gjort de flest e af Attraktionerne til den platteste Aandsfortærelse JVJens.S.7. tværtimod er de vel bleven ved at være .Mennesker, i elcmentæreste Forstand ib.52. Sproglige Sporgsmaal .. er egnede til at sætte Lidenskaber i Bevægelse og samtidig fremkalde de taabeligste Bemærkninger Flagstad.SP.33. de uendeligste Samtaler K.Lars.AH.161. de langvarigste Bonnemoder ib.190. Se, hvor den mindste Ild kan sætte den storste Skov i Brand Jak.3,6(1948). i egentligste Forstand Fjord Jcnsen.NK..27. Hertil hører mange faste udtryk: vore bedste ønsker; de venligste hilsener; det er den største synd; med største fornøjelse; ligge i sin sodeste søvn; det er dog den værste, den stiveste o.l. Hun havde .. troet det værste TDitlevsen.OL.57. Også i litotiske udtryk: det er ikke værst 343

(.); ganske godt) at gaa i Skovene og fundere over Symboler Wocl.En Roman om to.63. da er han ikke stillet saa værst i denne snuskede B,, HSecdorf.To Tredje, Eldorado! 98. I denne anvendelse kan superlativ være i almindelig brug medens komparativen af samme adjektiv er sjældent: i fuldeste Puds Gjel.G-Dur.!?4. i fuldcste Krigsmaling JV Jens.S.24. Medens komparativens område lader sig graduere ved tilknytning af adverbial er superlativens så sn:i:vert at noget tilsvarende her ikke er muligt, undtagen i jargon eller som spog. >denne lille Regning .• skulde meget gerne snarest ud af V crden.c - >Det skulde den. Og meget, meget snarest< Borberg.SH.:29.

Efter latinsk forbillede (sanctissimus, sercnissimus, doctissimus) bruges superlativen som udtryk for den største ærbødighed, underdanighed

\'Cd adjektiver der bruges i til- og omtale af Gud, helgener, fyrster osv., samt ved adjektiver hvormed den talende karakteriserer sig selv i forholdet til den høje tiltalte. Ofte sættes aller- foran superlativen. Eksempler: den allerkristeligste Konges Ludvig XVs Dage Drachm.UB.57. Allerelskeligste Herre Jesus Clzristus Jørg.RM.30. allernådigste konge. allerliojstsamme. - Adverbialt: ærbodigst, ( aller)underdanigst i underskrifter. Spøgende: (de) vil sige, at jeg fortæller alt dette .. kun for en Gang igen at kunne selvbehageligst underholde et æret Publikum om mit fortræffelige Jeg Bang.T.XIV. I edelige udtryk: Nej, det vil jeg c:ed den Algodestc ikke længer staa og hore paa EGad (DO.). du godeste (gud)! - ih du almægtigste - ih du mildeste (gud og skaber). Udnyttet med komisk virkning af KAbell i E.gr: Deres (:>: Evas) allerfædrencste Ophav (:>: Adam). Enestående, ved ikke at rumme en superlativ, er allerhcluedes: en allerhelvedes karl. - (honscnc) vare frygteligt stolte af, at en af deres var saadan en allerhonsegaards Karl HCAnd.III.160. Derefter var Luther •• en .Allerpokkers til Karl K.Munk.HJ.16. I borncrim: Fald paa Knæ, min allerhjærtens, min allerhjærtenste Trøst! Danm.Sanglege.77.

Nogle syntaktisk interessante udtryk skal fremhæves: Et modstykke til den under Kasus side 226 nævnte type: forfængelig/redernes forfængelighed foreligger i Der er i ham (~: Ma.x Klinger) noget af det T')'skeste af alt T')'sk Brandcs.VII.679. det Huleste af det [fole JPJac.111. r63. det korrektestc af det Korrekte ib.11. qr. det mo344

derneste af det moderne Pont.AG.21. han er altid den gladeste af de glade og (uden brug af præposition af) Har Amtmanden provet Nældete? Det vamlcste vamle JacPaludan.UR.g. det konneste kon11e i hele verden Bengt Jurgensen.Overs af Steinbeck.Rutebil på Afveje ( I 96 I) .88. det er det nyeste nye. I intk. indgår superlativen i substantivisk anvendelse i en del faste præpositionsled der undertiden konkurrerer med superlativ brugt alene i adverbiel anvendelse (se side 386): / Florens og Rom har der paa det sidste rejst sig et Par hoje, rogspyende Skorstene Jørg.RM.25. den. (overfalder) mig pludselig paa det raaeste CEw.Æ.XII.r5. Jeg protesterer paa det bestemteste ib.XI.29. Man trykker paa det hjerteligste hinande11s Hænder Wied.TK.26. Jagten var paa sit vildeste SMich.HB. 185. Min Ven Adjunkt J.K. vil jeg takke her paa det varmeste Flagstad.SP.XXVII. Hun græd også og krammede hans hånd på det urimeligste Svedstrup.EG.I.242. Det var ham på det strengeste forbudt at vække sine forældre 1Ditlevsen.OL.7. Roser er kun at see paa og at lugte til, eller i det hojeste til at stikke i Hatten HCAnd.II.r 15. naar man i det mindste kunde regne med en principiel Forstaaelse af Sprogets Væsen Flagstad.SP.33. jeg skal ind til byen med det første. Komparationsfonnerne kan også bruges adverbielt (se også side 386): dybere, dybest inde i skoven; hurtigst muligt. paa den kærligst mulige Maade KLars.AH.158. sammen med de to kan jeg hojst more mig SophCiauss. (Brondum-Nielscn. Stuck.-Clauss.13). I forbindelse med des: Lad os være fornoiede .. i de trehundrede Aar, vi have at leve i .. siden kan man des fornoieligere hvile sig ud i sin Grav HCAnd.I.97. De lagde slet ikke Mærke til den lille Gaaseurt udenfor, men den saae desmere paa dem ib. Ir 8. Om mere, mest se side 346. Særlig mærkes ( aller) bedst foran en adverbialsætning med som: Bedst som En gik der og saa paa Sæden, saa kom han ('J: en cyklist) strygende forbi Wied.TK.49. det er, som den skinbarlige Fanden fremfoner i sin antikke Majestæt lyslevende, allerbedst som han skulde fordrives SophClauss.Fo.99. det bedste (som): jeg havde pudset mig og pyntet mig, det bedste jeg kunde CEw.Æ.IV.40. Jf. under Leddannere. Konkurrerende udtryksmåde. En sammenligning af samme art som den der er formålet med komparationsbøjningen kan udtrykkes ved hja:lp af de adverbielle kompara-

345

tionsformer mere og mest (allermest osv.) + positiv af adjektivet. De to udtryksmåder har delt området mellem sig således at »omskrivningen« bruges hvor komparationsbøjningen ikke anvendes på grund af ydre mager (ordenes form), men normalt ikke hvor gradbojningen anvendes: kunne I ikke gå lidt mere stille? det tog han sig mest nær. - dette er det mest gængse udtryk. - den mest barbariske fremgangsmåde. - dette forslag var mere tosset end det andet. - en af de mest ansete politikere. - Du er den mest tungnemme Dreng, jeg i mit Liv har truffet paa CEw.Æ.XI.12. Alt paa Jorden var bleven mer gaadeJuldt end for SMich.HB.II9. de mest forbavsende Resultater JVJens. S.54. Det er noget af det mest dræbende, jeg ved Replikker.III.20. mere og mere ophidset MLorentzen.0.55. De to udtryksmåder bruges ofte i sprogudøveisen ved siden af hinanden: det nyeste, mest fremskredne Standpunkt Jørg.RM.23. de groveste og mest nedværdigende Arbejder ib.24. Ingen har været ivrigere end jeg, ingen mere fanatisk troende Nans.GF.7. den »Masse« man moder i Sondermarken •• er gladere og mere blid og sod, end den der gaar paa »Bakken« JesperEw.K.n. Ligesom ved komparationsbøjningen træffer vi her brugen af aller- til at overgå superlativen: Dodscnstræt er jeg .. Allermest træt af den evige Kamp for Penge Nans. GF.2. i deres allermest stille Timer Jørg.RM.I 15. og gentagen brug af komparativen til at betegne gradvis stigen: en stedse voksende Lavine, mere og mere truende, tungere for Iwer Time at stemme Ryg imod Nans.GF.2. Og også her træffer vi en egentlig meningsløs brug i forbindelse med adjektiv hvis indhold ikke lader sig tænke gradueret: indsunget med hans {'J: Giglis) herlige lyse Toner og i den mest uovertrufne Gengivelse BerlTid.14/5 1925. Dette fører over til brugen af begge udtryk på en gang, som især forekommer i skødesløst sprog samt i jargon og spøgende anvendelse: Det er det mest uanstændigste, jeg nogensinde har set Schandorph (DO). Han er den mest ma'esloseste Son paa Jorden Wied.Thum.34. Det (:>: en undvegen) er en af de allermest livsfarligste, siger de CGandrup.M.41. Pressen er blevet meget bedre, mere somme/igere end for BerlTid.5/3.1925 (DO.). de mest populæreste Berl Aft.21/2.1949. De overvurderer mig paa det mest fantastiskste Soya.TT. 50. det er noget af det mest storarteste jargon fra omkr. 1900 (DO.). den allermest travleste tid VillySør.SH.139. Fra skolestile: de mest trav-

leste dage - Juleaften er den mest hyggeligste aften i hele året. I jargon bruges mest i aposiopese-udtryk: Jeg synes, den {:>: kjolen ) er noget af det mest! sagde den unge Dame ERode.0.169. Deres Selskaber er altid noget af det m est Replikker.I.10. Står adjektivet som led i en fast forbindelse lader den almindelige kornparationsmåde sig ofte ikke anvende {jf. side 335}. Grunden må være den at udtrykket ødelægges og at det er hele udtrykket, ikke adjektivet alene, der skulle kompareres; derfor må omskrivning bruges: han er mere stor på det end politiet tillader. - han blev mere og mere lang i ansigtet og mere og mere rod i hovedet. - Han tog sig mere nær den uvilje han et nu hade set i K.s ojne Herdal.J.40. Bruges kornparationsbøjning er det i spøgende hensigt: Selv præstegaardsfruens allerypperligste klejner er gaaet i den allergaleste hals {læserbrev i) Information 211/r 2.1962. Hertil kommer at visse normaltdannede komparationsfonner medfører tanken om en bestemt (ofte den egentlige) betydning af adjektivet; vil man, fx. ved anvendelse af adjektivet i en uegentlig betydning, undgå dette, må man bruge omskrivning. Derved kan de to udtryksmåder komme til at give hver sin betydningsnuance. Vi har dem side om side i følgende citat fra Vilh.Wanscher i Pol.13/1 2.1927: Stefånsson er ubetinget den storste, ja den mest store li1aler, Islænderne besidder. Ved storste er der tale om en sammenligning med andre islandske malere, ved mest store bruges en international kunstnerisk målestok. Andre eksempler: Der kom flere Blomster og nye Blomster, og deres Duft var mere sod, og deres Glans større CEw.Æ.IV.30 (sodere brugt i stedet for mere sod kunne eventuelt lede tanken hen på noget spiseligt; jf. ovenfor). i det mest rorende, mest yndige Optrin, man kunde tænke sig Jorg. RM.32 (grunden til brugen af omskrivning her kan være det stilistiskrytmiske, men måske også være den at yndigste smager af damesprog hvor superlativens betydning er devalueret). I nogle af disse eksempler kan der måske i de omskrevne udtryk ligge betydningen: mere eller mest i retning af det adjektivet angiver. Denne brug kan foreligge i Langelinie er det mest evropæiske Sted i Kobenhavn Hoffmann.BD.~4. Meningen synes ikke at være at der er flere europæiske steder i Kbh. hvoraf Langelinie er nummer et, men at Langelinie er det sted i Kbh. der kommer »det europæiske« nærmest. Spøgende: hun har tre Dotre, og den ene er mere skilt end den anden

347

Replikker.Ill.18. Denne anvendelse er almindeligst ved forbindelse med følgende end, hvor to forskellige egenskaber afvejes mod hinanden således at man lader den forste have overvægten, eller man bestemmer noget som mere i retning af eller snarere det forste end det andet: en mere sær end kunstforstandig Bendrejer JPJac.II.66. en rummelig Celle, mere lang end bred (:l: med storre udstrækning i længden end i bredden) Jorg.RM.99. den Opfattelse .. forekommer os mere indviklet end overbevisende Flagstad.SP. 28. Jeg ilede hjem. Jeg mere fløj end ilede SvenClaus.IR.58. Hans Øjne er milde og melankolske, mere drommende end lure,ide EmilRasm.M.g. det er mere grønt end blåt (ikke: det er grønnere end blåt). Sammenligningsgrundlaget er farven og ingen af de to nævnte farver hævdes at findes (i deres renhed) i det givne tilfælde. han er mere flittig end evnerig. I denne anvendelse bruges komparativ med morfem normalt aldrig. Når den træffes virker den stødende eller spøgefuld: Jochumsen er en ivrig Fisker, men han var ivrigere end han var heldig SophusBauditz {Mikkels.235). Forbindelser med mere kan også bruges ved dobbeltsammenligning: Hans person er mere elskl!ærdig end hans anskuelser er dadelfri Mikkels.235, men de er ikke gængse (sml. side 340). Og denne anvendelse kan bruges ved andre ord end de adjektiviske: han er mere videnskabsmand end pædagog; han mere lob end gik. Dobbeltsammenligning: (en søkommandør) der /rar slidt mere Mundlæder end hans Saaler har slidt Dæksplanker! Drachm. F.I.365. Ved brugen af meget og dets komparationsformer kan vi få en mere detailleret graduering: tiltale11de : meget tiltalende; mere tiltalende : meget mere tiltalende, endnu mere tiltalende. Mest tiltalende er superlativ ikke blot til tiltalende men også til meget tiltalende. Forbindelsen med meget i forhold til adjektivet alene er jo også en form for komparation: det var dyrt, ja det var meget dJirt, og meget er heller ikke anvendelig ved de ord der på grund af deres indhold ikke tager gradw bøjning, med mindre - som vi har set - ordene har fået en videre betydning. Eksempel: en meget graa Fortid Johs.Steenstrup.Danmarks Stcdnavne-40. .Mere kan også bruges absolut om en forholdsvis høj grad (jf. ovf. side 31!:! ) : (stedet var) et af de mere ukendte Punkter i Daiimarks Geografi JacPaludan.F.5.

Determinationssystemet. Almindelige bemærkninger. Dette system, hvis funktion svarer til substantivernes determinations• system, bygger fonnelt på modsætningen mellem en fonn uden og en form mede, fx. god (dag), godt (vejr): (den, det ) gode (dag, vejr) . Systemet er defekt, idet det ikke kan udnyttes i pluralis hvor -e i forvejen findes som talmorfem, og i singularis kun i attributiv anvendelse. I pluralis kunne angivelse af bekendthed synes lige så berettiget her ved adjektiverne som den er ved substantiverne. Det ville kræve at bekendthcdsmorfemerne havde forskellige former i singularis og pluralis som ved substantiverne. Hvad angår stillingen som prædikat kan angivelse af bekendthed : ubekend thed her anses for overflødig da det substantiv som prædikatet knytter sig til allerede er karakteriseret med hensyn til dette forhold. Derfor hedder det altså: et bord er stort og bordet er stort overfor den attributive forbindelses et stort bord, det store bord. Forbindelsen med bestemt artikel + bestemt form må opfattes som en såkaldt substantivisk anvendelse med underforstået substantiv: vinen var den stærke rummer altså et substantivisk prædikatsled den stærke (vfo) :>: den af vinene der var stærk, medens vinen var stærk med adjektivprædikat angiver en egenskab ved den påg.cldende vin. Således altid ved positiv. Ved superlativ bruges begge udtryksformer uden forskel: han er d•ygtigst i klassen : han er den dygtigste (:>: dreng, elev) i klassen. Johs Jørgensen skriver Hos Italie11crne er der ikke Plads til Middelmaadighed, hverken i Godt eller Ondt, men det Gode er stærkest (Romersk Mosaik.27) ; han kunne uden betydningsforskel have skrevet er det stærkeste. Udenfor disse tilfælde hvor der er tale om vurdering af et eksemplar på baggrund af andre, kan udtrykket med bestemt artikel ikke bruges: bogen er bedst i beg)mdelsen; digteren var storst som lyriker; - Du lobcr bort fra Huset, netop naar du ved mig vredest EBrand.UdenfL.175. Han er allerkærest Mik.kels.234. Et Flag er smukkest i Modvind Poul Sorenscn. April i Danmark. Sæt Urias der, hvor Kampen er haardest 2.Sam.n,15(1931). Adjektiverne forst og sidst, der er superlativer af form men ikke altid af betydning, følger disse regler: han er /orst på pletten,· hesten var sidst i oplobct. Den ubøjede fonn bruges også hvor ordene uden bestemt artikel indgår som ~styrelse« i et præpositionsled: fra forst af; til sidst; fra f orst til sidst.

349

Modsa:tningsforholdet mellem de to bekendthedsformer udfolder sig altså k_un i den attributive forbindelse i singularis.

I,

Adjektiver uden bestemt form. Morfemet -e mangler i de samme tilfælde som det ligelydende pluralismorfem a) ved ord på tryksvagt e: stille, lille, ringe, ode, douce osv., alle ordenstallene (tredje, fjerde osv.) og pra:sensparticipier brugt som adjektiver ( fx. levende). b) ved ord på trykstærk vokal: blå, sky, snu, fro, distræt osv. Kun fri og ny kan tage morfem e: den fri eller frie skole; det ny eller nye år. Formerne uden morfem hører især hjemme i kbh. talesprog. Ved ny vokalisk udlyd, opstået ved svind af udlydende konsonant, bevares bestemthedsmorfemet: den goe mand, det farlie hjorne osv. Adjektivet sprod har i kbh. formen spro og det behandles som ord på gammel udlydende vokal: det spro flæskesvær. c) ved nogle ord på -s bruges morfemet -c slet ikke eller sjældent (fx. aflægs, ens, fælles, dagligdags, gammeldags, udenbys, (u)tilpas. Alt det nymodens CEw.Æ.XI.23). Det kan skyldes at s'et er et gammelt genitivmorfem eller en afledningsendelse, men nogle adjektiver med det samme s bruger almindeligt bestemthcdsmorfem, f,c, tra:ls, tilfreds. De simple adjektiver hvor s horer med til stammen, har normal bojning: løs, hvas, vims, konfus, nervøs osv.

d) ved ord der næsten kun bruges som prædikativ bruges bestemthedsformen ikke eller kun sjældent, fx. angst, fallit, kaput. Eksempler på den sjældne brug: hendes angste Blik Rung.SS.165. en Faders angste Hjærte ChrEngelst.LF.158. det fallite Evropa Tilskueren 1921 (DO.). e) adjektiviske fremmedord stiller sig ofte helt afvisende overfor al slags bøjning, fx. ditto, ekstra, fair, fjong: (de) var elskværdige, liberale af instinkt og yderst fair Elsa Gress' overs . .af Durrell.Bitter Frugt. 135. Ualmindeligt: Et vævert og chict lille Egern CGandrup.MF.6. smide allrighte fyre ud HWulff.UM.13 (alm. kun som prædikativ: de var så all right ib. 141). f) ved pronominale ord mangler bestemt form, men nogle af dem bruges aldrig med artikler foran (al, den(ne), hin, nogen, ingen og de possesive pronominer), resten bruges i u~ndret form ( anden, megen,

liden, se side 363). Ordet egen er kun bøjeligt i uegentlig betydning: 'ejendommelig': den ham egne skrive/orm. Ordet selv kan attributivt have hest. f.: selve kongen men kongen selv. Se Aallatts.BUS.110. g) ved ord fra andre ordklasser: Når adverbier bruges som attributive adjektiver, får de ikke altid bestemthedsbøjning, fx. gratis {den gratis Atmosfære JesperEw.K.50. den gratis Skønhed JacPaludan.UR. !21), / orgæves, indbyrdes, særdeles {med ~ærdeles agtelse} . Ord som sjælden og mange adverbier på -vis bruges nu som almindelige adjektiver: det sjældne fund; den delvise odelæggelse; Pigens stodvise Hulken Nathans.S.169. . Nogle substantiver har vandret vejen over prædikativ brug (som de har fælles med adjektiverne) til attributiv anvendelse. Nogle har bevaret den ubøjede form : den snavs karl. Andre vakler: den skidt knægt eller den skidte knægt; hvor kender du ham den spøg 'l.r fra: (en) Husholderske med det spage Navn Augusta Zierhut Pol.8/3.1933 (DO.) . I de kredse hvor skæg bruges som adjektiv er bøjning ved at blive almindelig: det skaJge Optrin MLorentzen(DO.) vi var evigt skage Rilbjerg.KU.30. Se også. side ssB, 367. Fremmedordet sankt (forældet: sankte) er uden al bøjning. Forbindeber som sankt Hans står vistnok for den almindelige sprogbevidsthed paralleft med kong KriJtian, paue Leo osv., dvs. at sankt opfattes som et substantiv.

Bojningens ledsagefænomener. a} Adjektiver (og perfektparticipier) på -et erstatter i skriften t med d foran bestemthedsmorfemet. Hertil svarer i de sprogkrese der udtaler -et som ~t (~d) en lydlig- overgang af dette til -:its. I rigssprog som det tales i Kbh. sker det ing~ ændring da udlydende -et udtales -:its. Eksempler: tosset: den totf.~dø;' l'fkhovedet: den tykhovedede ( ofte forkortet til tykhovede Se VvS.git); forlovet : den forlovede. b ) Adjektiver pa ~ksvag:f .:et, -en, -er udstøder det tryksvage e når morfemet tilføjes, så at formen bliver (tydelig) tostavelses: gammel: den gamle ; doven: døn dovne; sikker: den sikre. c ) Stødet i enstavelsesadjektiver bortfalder når morfemet tilføjes: sto'r: sto.re; frii : fri,;. Nogle ord på -el, -en, -er somI ædel, gylden, sober og en del andre, især af frenuned oprindelse, beholder dog stødet (se Stødet i Dansk.47.49).

ij

l

,j t

Brugen i den attributive forbindelse. Teoretisk har vi her en modsætning mellem former uden og former med -e, altså i singularis: smuk, smukt overfor smukke. Men ligesom vi ved substantivet i sprogudøveisen måtte regne med udtrykkene: barn, et barn overfor barnet, dvs. at forbindelsen med foransat artikel kommer med i billedet som konkurrent til nogen form - således får vi her , ed den attributive adjektivforbindelse i praksis at gore med: kært barn, et kært barn overfor kære barn, det kære barn. Der er dog en tydelig forskel mellem substantivets og adjektivets systemer, idet udtrykkene uden artikel (eller anden foransat bestemmer) kun forekommer i forskellige særanvendelser, således at et modsætningspar med de to adjektivformer alene (uden artikel) ikke forekommer. Vi har altså ikke noget der svarer til hun /zar købt stof til nye gardiner. Stoffet var temmelig dyrt. Ej heller findes sidestykker til der var en mand der hilste på mig. Jeg kendte ikke manden.

En modsa:tning som kært barn (har mange navne) og kære barn (dog) ! er jo en kunstig modsætning skabt af udsnit af to forskellige stykker sprogudøvelse. Det viser sig at forbindelser uden bestemmerord foran kun bruges i visse sproglige situationer og sammenhænge, og at den eneste i praksis forekommende modsætning er mellem forbindelser med e-løs form alene eller i forbindelse med ubestemt artikel og på den anden side forbindelser med bestemt artikel, fx.: godt stof . . . det gode stof; en god bog ... den gode bog. I pluralis hvor vi ikke har noget bekendthedsmorfcm bliver den bestemte artikel (og andre bestemmere) eneste bærer af bekcndthedsfunktionen: gode boger ... de gode boger. Det ses altså at funktionen af adjektivets bekendthedsbøjning er af meget ringe betydning. Den forekommer kun i singularis og er der meget indskrænket. Den opgave at vise om en attributivforbindelse skal angives som ubekendt eller bekendt (disse ord brugt i samme forstand som ved substantivet) er i pluralis helt og i singularis for størstedelen overladt til artiklerne og andre bestemmere. Den forskel m. h. t. bekendthed : ikke bekendthed der er forbundet med en god bog overfor den gode bog, din gode bog, denne gode bog osv. er at søge i indholdet af ordet en, henholdsvis den, din, denne osv. Vi vil nu se på de forskellige udtryk i singularis hvert for sig.

352

7

A. attributivforbindelse uden bestemmerord. a) Vi har hørt at forbindelsen uden ubestemt artikel ikke var i almen brug i talen. Vi træffer den i følgende tilfælde: 1°. Ved substantiver der betegner noget uafgrænset eller utælleligt hører ubestemt artikel, som vi har set (side r67 ), ikke hjemme. Dette forhold ændres ikke ved tilføjelsen af et attributivt adjektiv. der er frisk luft i stuerne; nyt toj er dyrt; godt humor prægede sammenkomsten. - liænder, der udgyder uskyldigt Blod Ords.6,17 ( r931). faa nyt Mod 2.Sam.16,21(1931). (han) har godt Lov hos hele det jodiske Folk Ap.G.10,22(1948). Almindeligst i præpositionsled: han kommer med godt Bud 2.Sam.18,27(1931 ). Kongen og alle hans Folk brast i heftig Graad ib.13,36. I ... har os i trofast Erindring 1.Thess.3,6( 1948). et Ansigt, der lyser af mild Fred Nans.GF.9. en Skat af fin Poesi ib.96. i god Enighed ib.g l. i lykkeligt Overmod ib.98. Ofte i mer eller mindre faste forbindelser: i god tro; fra gammel tid; ved højlys dag; under åben himmel; ligge i åben krig med; holde godt hus med pengene.

Undertiden kan funktionen nærme sig den bekendthedsangivendc: i modsat retning (v. s. af i den modsatte retning); til lykke med veloverstået eksamen!

Når substantiver der betegner en enhed, noget tælleligt bruges i den attributive forbindelse uden artikel, sker det, som ved substantivet alene, i den hensigt at berove substantivet den tydelige tankeforbindelse med ental eller (og) give det betydning af det stoflige eller begrebsmæssige: der er ikke lang vej (~: stor afstand) til byen på cykel, men det er en lang vej at gå. - uendelige Tropeskove, aldrig berort af hvid Mand ... Ingen af dem J.H.s Ekspedition stodtc paa havde nogensinde set en hvid Mand JVJens.FØ.58f. Der lugter af n)' Mor i Huset, synes Bornene HHLund.GF.133 At kaste gammelt Brod bort (Soya.SVS.51) betyder noget andet end at kaste et gammelt brod bort. Ofte er forskellen mellem de to udtryksmåder betydningsmæssig ringe: han har stor f amilie : han har en stor familie ( at f orsorge).

I faste attributive forbindelser med personbetegnelser bruges artikel~ lost udtryk især uden for stillingen som subjekt: hun er ung pige i huset - han er gammel regensianer - ældst Fuldmægtigs Gage EBrand. EF.17. Endnu var han jo kun ung Fuldmægtig paa lille Gage JacPaludan.UR.32. I præpositionsled kan den artikelløse form også bruges for at angive Moderne da111k, II. 2!

353

en possessiv bibetydning, noget forbindelsen med ubestemt artikel ikke kan: David gik grædende op ad Oliebjerget med tilhyllet Hoved og bare Fødder 2.Sam.15.30(1931). hun {staar) nedenfor med udbredt Forklæde Nans.GF.101. (det) store hvide Bryst, som den (a: barnet) sugede sig fast til med graadig Mund ib.104. I opremsninger o.l. findes en videre anvendelse (ligesom ved substantiver i nøgen form): Jeg var et Træ ... med hoj og mægtig Stamme og bred Krone CEw.Æ.XI.24. en Fuldmægtig med stiv hvid Flip, Silkeslips med Perlenaal, lysebrunt Overskæg (osv.) Soya.SVS.16. Herfra har brugen bredt sig til en enkelt attributiv forbindelse der er del af et signalement o.l.: Hvem er den herre i grå overfrakke (v. s. af i den grå overfrakke); hun var i fod/ri kjole (v.s. af i en fod/ri kjole) (eksemplerne fra Hjortø.SL.83). Hvor et substantiv i nøgen form indgår i et fast verbaludtryk og man vil føje et attributivt adjektiv til det, kan forbindelsen bevares artikelløs: spise middag: Der spises sen Middag Norman-Hans.N.39. fra morgen til aften: fra tidlig morgen til sen aften (her nærmest svarende til bekendthedsformen) - føre regnskab: han førte nojagtigt regnskab over sine udgifter. - gå i skole: hun gik i dyr skole. 2°. I højtideligt sprog og i vers træffes en videre anvendelse af den artikelløse forbindelse: (/il sidst er hun besk som Malurt,) hvas som tveægget Sværd Ordspr.5,4( 1931). hojt oppe sejler rundt i stille Kreds I en Fugl Stuckenberg.Sne.13. om de end maa bygge I engang i fattig Egn ib.92. hvad klarligt straaler som Sandhed i Dag, I det falmer i Morgen som taabelig Sag ib.101. Nats Elskerinde har I morkt og trodsigt Bryst TomKrist.M.rn. Sort går Alleen ... hen over afslidt, rimdugget Fælled ib.36. Med possessiv bibetydning: alle Kokkenpigerne ... stotter deres unge Bryst I på rod, men fyldig Arm ib.25. 3°. I udtryk der er opstået ved forkortelse og hvor de uforkortede udtryk har ubestemt artikel. Fx. faste udtryk som god dag! glædelig jul og godt nytår! I overskrifter, ordsprog, sentenser og andre ytringer hvor knaphed i det sproglige udtryk tilstræbes: Stort kursfald! avisoverskrift. - stor læge - lille skilt; lille læge - stort skilt. - Blind Ilone finder også et korn. Kold sommer gor varmt ladegulv - Flinl:: Dreng den Nr. 17 FritzJiirg. 56. Når man, som Hjortø gor opmærksom på i Sprogets luner 87, kan høre og se det er offentlig sti, privat vej, skyldes det indflydelse fra

354

opslagsstilen (på skilte hedder det offentlig sti osv.). Det er derfor ikke så mærkeligt at man ikke kan sige: det er smuk sti, vej o. 1. 4°. I historiske navne, i arkaiserende eller spøgende stil bruges adjektivet (udtalt med svagtryk) med betydning af bekendthed, især foran navne, fx. Ung Hjalmar Gjellerup, Ung Rosa SigfrPedersen (se DO.); naa, der har vi Skon-Arma (:>: en opvartningspige) Woel (DO.); Stolt Adclus. Hertil Stolt Henrik brugt som plantenavn. I historiske navne som Hellig Olav, Hellig Anders, jf. Helliggejst ( = Helligåndskirken), efterstillet (trykstærkt): Frode Fredegod, Erik Ejegod, Harald Haarfager; Ivar benlos. Adjektiverne hellig og salig ( afdød) kan bruges i ubøjet form også efter bestemt artikel, hvad der viser at her er tale om faste forbindelser (der ofte skrives som sammensætning): den helligånd. salig Kong Frederik den Sjette Drachm.F.I.4-00. Paa »Torvet« staar hojsalig Kong Frederik den syvende HKaarsb.Vi.62. Ja, den salig Bertelsen i Herren var selv meget af en Kunstner Wied (DO.) . - min salig mand. Ved substantiv i bestemt form: salig Keiserindens Spilledaase HCAnd.I.183. salig Postmesterens eller Konsulens Portræt KnudPouls.U .44-- Salig bruges (i denne betydning »afdød« ) nu kun spøgende og kan også bruges om andet end personer: salig Radio Mercur Information.2/1.1963. Når pcrfektparticipiet bruges i titler er det den artike1løse forbindelse der bruges: ugift Hansine Jensen Mikkels.199. Kommitteret N.N. Herefter spøgende: Arbejds/os Sorensen driver gennem Bredgade HHLund. GF.64. 5 °. Med bestemtbedsbetydning i betegnelser for institutioner o. I.: Statistisk Kontor (officielt: Københavns statistiske Kontor), Zoologisk /Jave, Teknologisk Institut, Almindelig(t) Hospital. 6°. I nogle adjektiver på -el, -er kan den bestemte form i faste udtryk {navne) i udtalen få samme form som den ubestemte. En hel del københavnske gadenavne hed oprindelig noget med gamle, nu gammel, fx. Gamle Kongevej KLars.S:F.204. Gamle Kongevejs Sporvognsklemten Kidde.DA. nu: Gammel Kongevej (Sml. Gamle Kongevej OMads.GU.78, Gammelkongeucj ib.84). Det hedder officielt Gamle Carlsberg, men man siger Gammel Carlsberg og (som benævnelse for en flaske ol) med ubestemt artikel: en Gammel Carlsberg. Formen gammel er forlængst trængt igennem i Gammel l,,lønt, Gammel Strand, Gammeltorv og flere københavnske stednavne. Det hedder det gamle

=

25•

355

og det ny(e) testamente, men teologerne taler om gammel testamente og ny testamente {fx. Ord som Synd, Frelse, Forløsning har paa græsk Grund en anden Nuance end de har i Gammel Testamente VerdenGD.

I.580). I disse to tilfælde (hvor opfattelsen af forbindelserne som sammensætninger vel har va:ret den drivende kraft) har vi fået helt nye ubestemte fenner (hvis ophav altså er de bestemte fonner) i stedet for fenner med .t. Også her kan ubestemt artikel anvendes: du kan vel ikke ldne mig et ny testamente (j(.: en Skrædder, i hvis Huus var fundøt et Ny Testamente Blicher(19110).Vll.189). Om østcr, vcstcr for østre, vestre se side 331.

7°. Ved superlativer i attributiv anvendelse har vi det særlige for· hold at ubestemt artikel slet ikke bruges ved ubøjet form. Her får vi altså kun modsætningen mellem en form med og en uden -e: grimmest og (den) grimmeste. Superlativen i sammenligningsfunktion gør imidlertid det eksemplar, tilfælde osv. ligeså bekendt som bekendthedsbøjningen gør og derfor er ubestemt artikel uforenelig med superlativen sålænge den ikke har fået afsvækket betydning. Derfor giver det samme betydning om man siger han er på ældst gage eller på ældste gage. Sprogtraditionen har snart fastlagt den ene form, snart {oftest) den anden: han har bedst tid imorgen; han har friest hænder; men fx. på laveste (yngste, højeste) lontrin; efter Evne og bedste Skon Nans.GF.7. paa bedste Beskub. Stuckenberg bruger i sortest Nat Sne.84, trods ondest Kval ib. ro8. Han kunne med samme betydning have brugt e-form. Der er en tendens til at udnytte forskellen på en ny måde således at den ubøjede form bruges hvor der er tale om en sammenligning, og den bøjede hvor der tale om den højest tænkelige eller en meget høj grad. Eks.: jeg er af finest Familie. Jeg stammer fra den allerældste Tid CEw.Æ.XI.r8; af fineste familie vil normalt betyde: af meget fin fa. milie. Han er i hojest rangklasse (af de to); ingen af dem behøver at være i hojeste rangklasse {l: klasse 1). - Jeg folte storst lyst til at blive hjemme (:>: snarere end at gå til møde): jeg folte (den) storste lyst {:>: meget stærk lyst) til at blive hjemme. hun, som havde længst Tid at t•ente HCAnd.I.89. Sml.: Storst og tidligst betydning fik den gestaltpsykologiske opfattelse i Tyskland FjordJensen.NK.115. Tilfældene har måske som baggrund brugen af flest ( e), færrest ( e) og mest(e), der betegner antal og kvantitet {jf. side 379). Modsæt-

ningen er her mellem ubøjet form der angiver sammenligning med andre forhold, og en bojet form med bestemt artikel der angiver et partitivt forhold: han dyrker mest hvede (-:>: i sammenligning med andre kornsorter o.l.): den meste hvede (:i: af den samlede hvedeproduktion) dyrkes på oerne. - han læser mest skønlitteratur (:i: i sammenligning med anden læsning eller andre der læser skønlitteratur) eller han læser mest af skønlitteratur ( og andre variationer: mest læser han af skønlitteratur og (som overgang til adverbial brug) mest læser han skønlitteratur i samme betydning) overfor han læser den meste skønlitteratur (:>: størstedelen af skønlitteraturen) der udkommer eller han læser det meste af skønlitteraturen der udkommer. han har ofret mest tid på dette arbejde (:>: i forhold til andre arbejder): han har ofret den meste tid (:>: det meste af sin tid) på dette arbejde. Brugen af ubøjet form er også mulig ved pluralissubstantiv men ikke almindelig uden for talesprog: han har mest malerier men også en del tegninger og kobberstik. Færrest(e) og flest(e) bruges selvsagt kun ved pluralis, men med samme fordeling som ved mest(e): han fik flest stemmer ved valget; de fleste stemmer fik han fra kvinderne. - fodboldkampe samler flest tilskuere ( i forhold til andre sportsgrene), men de fleste mennesker går overhovedet ikke til sportskampe. - Der var færrest tilhørere til det første foredrag men: det var de færreste der ikke forstod det populære foredrag. Det er værd at lægge mærke til at disse superlativer ikke har pluralismorfem -e, et tegn blandt flere på at mest, flest osv. i alle anvendelserne ikke står i almindelig attributiv anvendelse men substantivisk, parallelt med lidt, meget. En gammeldags ordstilling er bevaret i som folk er flest (vestnordisk sem menn eru flestir); jeg er •. ingen Hykler og ingen Taabe som Godtfolk er flest Rode. Kamp.18, på moderne dansk ville det hedde: som de fleste folk er, {det var) en Mur ganske anderledes end Mure er flest Madelung,F.140. saa atavistisk som Hjerter flest Friis-Mall.Profane Profcter:?,33. Flest synes her at !tl appositionelt.

b) Forbindelsen uden bestemt artikel. O I • Bruges i tiltale, anråbelser, udråb: kære ven! »Lille Brændestykke«, sagde Stenkullet. »Du maa saa gerne le« CEw.Æ.XI.23. Skam dig, gamle fornuftige Menneske SMich.BR.127. du er jo ikke til at rokke fra din Pind, gamle sode Høne (om moderen) SvLa.FruG.10. >Flinke

357

Herman«, sagde hun Branner.R.rn1. Milde Himmel! han maa ha' gjort den grusomste Skandale Soya.SVS.37. Hvide Jord, tavse Sne! Stuckcnberg.Sne.110. Jævne og bramfrie Nørrebro! HHLund.GF.54. Hertil også appositionelle udtryk som jeg ulykkelige menneske! ih du store kineser! - de havde lagt Mærke til mig fattige gamle Logte HCAnd.Il.110. Det hedder (i arkaisk sprogbrug) nådige herre eller nådig herre eller som sammensætning nådigherre(n). 2 °. I faste karakteriserende attributter til personbetegnelser: ude ved Sognegrænsen boede gamle Søren Kousted Pont.SS.9. det er SmukkcJensen, der har fundet paa det Nathans.F.329. Tykke Madsen Chr Engelst.EH.72. sorte Nanna fra Pernando OscJens.IN.21. hans Mor havde fulgt sin Mand i Graven kort efter; og siden da havde unge Lampus været den lykkelige Indehaver af ca. en halv Million Soya. SVS.75. to Gange havde han maattet sende yngste Kontorist over efter en iskold Lager JacPaludan.TS.2,p. Eksempler fra JVJens. hos Harry Andersen i Acta.X.103. Ofte skrevet som sammensætning: Storesøster, Lillebror. 3 °. i geografiske navne, i navne på institutioner o. l. (hvor den ældre brug ofte havde bestemt artikel): Store Kongensgade; Store Magleby; Gamle Carlsberg (jf. ovf. side 355); Gyldendalske Boghandel; Nordisk Kollegium. Nu skrevet som sammensætninger Storebælt, Rundetårn. Øine saa store som runde Taarn (1862: »Ru,idetaarn«) HCAnd.I.24.

4 °. I gamle navne træffes eksempler på efterstillet adjektiv i bestemt form: Esbern Snare, Fjenneslevlille, Ølsebymagle (til det ellers uddøde adjektiv magle: stor). Hertil hører barnlille, morlil(le), farlil(le) der nu skrives som sammensætninger. Normalt bruges bestemt artikel: Gorm den Gamle, Knud den Hellige, Uffe hin Spage osv. 5 °. En del perfektparticipier tilhørende kancellistil, forretningsbrevstil o.l. bruges ofte uden bestemt artikel: ovennævnte, omtalte forfatter. - I vedlagte lille Pakke vil du finde nævnte Tablet Soya.SVS.67. 6°. Ofte ved superlativer: Ganske vist er det mindste Gevinst Soya. SVS.156. med største fornøjelse; det sælges for højeste bud. Se også ovf. side 356. 7°. Artikelløs forbindelse kan træffes i poesi: hvad du vil sige til fremmede Pige I drukner i Storm TomKrist.M.9. 358

B. Attributivforbindelsen med bestemmerord. 1 °. Bestemmerordene eller bestemmelsesleddene kalder man de ord og led der forudsætter attributivforbindelsen, dvs. forbindelsen adjektiv + substantiv. Bestemmerordene viser kongruens med substantivet for så vidt de har bøjning der sætter dem i stand dertil: et stort hus, det store hus, de store huse. Denne kongruens angår genus og numerus men ikke determinationen, da substantivet i den attributive forbindelse er indifferent m. h. t. forholdet bekendthed : ubekendthed og overlader angivelsen heraf til adjektivet eller (og) bestemmerordet. Det er altså attributivforbindelsen som helhed der bestemmes som bekendt eller ubekendt ved hjælp af bestemmerordet. Det ses tydeligst i pluralis ved modsætningen gode mennesker: de (gode mennesker), men gælder også singularis hvor vi - som vi har set - i ubestemt anvendelse har tt' muligheder ( der dog kun i få tilfælde udnyttes ved samme ord, rettende sig efter brugen af nøgen form og substantiv med ubestemt artikel) overfor en i bestemt anvendelse: fint vejr, et (fint vejr): det (fine vejr); god jord, en (god jord): den (gode jord). Da adjektivets egen funktion m. h. t. angivelse af bekendthed : ubekendthed er indskrænket til nogle få særtilfælde hvoraf en stor del kan opfattes som udtryk hvor bestemt eller ubestemt artikel er udeladt eller står for tanken, er det nærliggende at betragte adjektivets valg mellem former uden og former med bckendtheds-e'et som styret af bestemmerordet, således at artiklen en, et kræver adjektivform uden -e, artiklen den, det derimod adjektivform med -e. I et fint vejr, en god jord er det, efter denne opfattelse, et, en der bestemmer at adjektivformen skal være uden -e, medens substantivet bestemmer ( ved sin genusegenskab) at af de to former uden -e skal i første tilfælde bruges en form med -t, i sidste tilfælde en form uden -t. I pluralis, hvor genus mangler, må artiklen i de gode mænd antages også at kræve -e-form, men e'et er der i forvejen (gode mænd) som morfem for pluralis og bekendthedsc'ct kan derfor ikke komme til udtryk ( der er i pluralis synkretisme mellem numerus og determination). Bestemmerordene falder efter det krav de stiller til adjektivet, i to grupper hvis anførere er en, et (kaldt ubestemt artikel som ved substantivet alene) og den, det (attributivforbindelsens bestemte artikel, der er et selvstændigt ord, medens substantivet alene bruger morfem: huset osv.; om de særtilfælde hvor et substantiv i den attributive for359

binclelsc får morfem se side 183 ). Anvendelsen af de to slags forbindelw ser svarer normalt til brugen af bestemt og ubestemt artikel ved subw stantivet alene. Her skal kun omtales nogle Scl!rforhold. 2°. Samme styreegenskaber som den ubestemte artikel har ordene nogen, ingen, anden, al, hver, enhver, hvilken ( undtagen som relativ; eksempler: hvilken ung mand mener du? - en ung Mand i meget vide Lærredsklæder, hvilken unge Mand .. Gjel.GL.64; Gud, hvilken deilig Kage han kunde see staae derinde! HCAnd.l.32. en ustandselig stromw mende AviswSmiger - hvilken evige Ros hun sober i sig Draclun.F.I. 365 ), sadan, slig, mangen, megen. Ved al er at bemærke at ligesom al mad i bestemt anvendelse hedder al maden, svarer der til adjektivw forbindelsen al god mad bekendtbedsudtrykket al den gode mad. Al tåler nemlig intet bestemmerord foran sig. Herefter: hele den gamle by ved siden af den hele gamle by. Mangen og mangt tåler heller ikke artikel foran sig men ubestemt artikel kan bruges eftersat: saa mangt et sødygtigt Skib JVJens. (DO. ). jeg stod her mangen en Aften Fritz Jilrg. (DO. ). Nogen og ingen bruges ikke i forbindelse med artikler; de er selv en slags artikler (specielt i plur.}; sml. har De et værelse ledigt? : har De noget værelse ledigt (se også DO. og henvisninger). Ingen er en slags nægtende artikel, sml. ingen gave: ikke en gave: ikke nogen gave. Hver tager (især i talesprog) ubestemt artikel efter sig ( hver ( en) stump - Joån sad hver en Ting og hvert et Billede Bang. DuF.91) eller foran: enhver (ethvert); hver bruges nu især i attributiv og appositionel anvendelse, enhver især substantivisk (om hver se også nedenfor side 379). Det er nu gammeldags eller dialektalt at sætte bestemmer efter: V ed hver min Bevægelse bliver hun stærkere og stærkere Kierkegaard(DO.). (døden) fæster sit B,mrads-Mærke paa hvert Kirkegaardens Træ Nans.GF.119. (saa) folger jeg hver hans Beva:gelse KLars.Ci.~. hvert deres Ord My!Erich.NS.17. jeg kender den i hver dens skidneste Krog Aakjær.Ulvens Son.Bo.

Sadan og slig tager ubestemt artikel foran sig i (stift) skriftsprog: et sådant eller et sligt klogt indfald, eller efter sig: sligt et klogt indfald eller i alm. skriftw og talesprog kun: sådan et klogt indfald (uden kongruensbøjning af sådan, se ndf.). Den ubestemte artikel kan ved en attributiv forbindelse der indeholder et adjektiv med adverbiet for eller sa foran, anbringes efter adjektivet: (alt) for stor en ære, sa hoj en karakter, så smukt el efterw

'

år. - han er lige saa dygtig en arbejder som han har altid har været. Ikke i almindelig rigssprog ved lige alene. Han blev ved at være lige grinagtig en lille Tyksak! AndNx.DM.IIl.62. I et par tilfælde træffes e-form efter den ubestemte artikel.

a) i nogle tilfælde hvor e'et ikke (fra moderne synspunkt) er identisk med bekendtheds-e'et, men et element der giver adjektivet en særlig betydningsnuance. En skønne dag bruges i rigssprog som tidsbestemmelse angivende et tidspunkt hvor noget tilfældigt eller uventet indtræder: en skonne dag ( går det galt), betyder altså noget helt andet end e ,l,skøn. dag (selv om dette også undertiden bruges i stedet for det første udtryk, se DO.). I det er dog et skønne Vejr, vi har faaet igen ovenpaa Tordenen (Esm. i DO.) har -e en emfatisk eller affektbetonet funktion. Andre eksempler på det samme en grimme Tur Rørdam.(DO.), et fæle Mørke Kidde.DA.88, en pæne Dag (=en skønne dag) TomKrist.LA.92, en strenge Pris KnudPouls. (DO. u. en sp.344), et slemme og ryggeslost Menneske Pont. (DO.), et sære Ondsind Gravlund(DO.), en grimmige Saks KMunk.LGD.56. Også ved superlativer: en slemmeste Tøs Fr.Poulsen (DO. ). en storeste (mærk formen!) tyr MariusKristensen.Folkemål og sproghistorie. 16. Denne (elative) brug af e-fonnen er dialektal men forekommer undertiden som dialektalt indslag (eller som en slags citater) i rigssprog. Den findes næsten kun ved nogle enstavelses adjektiver med nedsættende eller rosende betydning. b) Superlativer tager normalt kun bestemt, ikke ubestemt artikel foran sig. Når de en sjælden gang bruges med ubestemt artikel bevarer de e-fonnen: en allerkæreste Vrede Drachm.F.I.312. et højeste væsen; et mindste krav, mål (eller sammensætning: mindstekrav, -mål). Superlativer som eneste, første, næste, sidste har i attributiv anvendelse kun e-fonn, derfor kan det kun hedde et eneste, første, næste, sidste mode. Et første problem dukker op De europæiske ideers historie.li. Det hedder hver evigste dag ( efter hver eneste dag) og herefter igen hver evige dag, og når man kan se hver livsskabte Dag (fx. Aage Brodersen (DO.)) v. s. af Iwer livs(s)kabt Dag (fx. KMunk.HJ.226) skyldes det sikkert også indflydelse herfra. Og disse superlativers form kan smitte et følgende adjektiv: Hvert eneste negative træk Gjedde. Overs. af G. Mandel: En kærte til krigeren.165. !øvrigt kan der være nogen usikkerhed

hvor substantivet er udeladt, fx. faste Spanter med lo Suobespantcr mel· lem hvert faste Sejlsport. r925.279. 3°. Samme krav til det følgende adjektiv som den bestemte artikel stiller, stilles af a) det trykstærke den (se side 371) denne, hin (kun i skriftsprog), .samme og de possessive adjektiver min, din, sin, uor, jer. I talesprog bruges den(ne) her, den der som en slags sammensat be. stemmer, se side 374. I dialekter og i lavt talesprog findes sideformer der ser ud som bøjningsformer af de almindelige: denherre, denneherre, de hcrne osv. (se DO.). Eksempler: saa var det dette herre faldt mig ind Gjel.GL.129. Disseherre Nillehister (udtalelse af en kbh. værtshushot. der) Pont.Sk.110, disse lierne Hekse KLars.DM.23. Dette herre med :oOrden« kan De s'gu uhyre godt la' blive hjemme HKaarsb.Vi.22. i denne herre græsselige Skou Kidde.DA.6. Denne herre (~: hund} var den sidste der uar igen Soya.SVS.53 (udtalelse af en kbh. vicevært). b) en genitiv, fx. hans (hendes), mandens gode navn og rygte. Også ved genitiver uden s.form: Vemmetofte adelige frokenkloster, Hvor vi har at gøre med et fast udtryk med adjektivet i ubest. form kan adjektivet beholdes uændret efter en af disse bestemmere: Mit /ær· digstaaende koldt Bord anbefales Pol.12/2 1920. Jeg har i Almindelighed levet under aaben Himmel med dens ondt og godt Vejr AndNx.(Mik· kels.214). En genitivforbindelse med adjektivet i bestemt form kan betragtes som en enhed og få ubestemt artikel: en Sommernattens forsinkede Elverpige Pont.GA.52. en kirkens erklærede fjende Mikkels.215. et langt Venskabs misbrugte Fortrolighed Esm.GG.2. Som et Naturens sjælfulde Under stod det skønrie Barn der HKaarsb. i Pol.I r/9 r92r. I substantivisk an· vendelse (jf. side 423): en Hjærtets Udkaarne Pont.Hø.5. Rordam har i Under aaben Himmel.40: kflejpet med Alverdens forunderligt Folk. Det må vel betyde at Alverdens for forfatteren har miiitet karakteren aI en genitiv og paralleliseres med alt muligt eller lignende.

En genitiv der angiver mål (se side 219) kræver ikke som andre geni. tiver bestemt form af adjektiver: seks timers hårdt arbejde; ti Timers -uafbrudt Vandring Lcfolii.SG.62. tre Aars smerteligt Sygeleje ib. et års simpelt fængsel Mikkels.r94. Bankdirektør S. havde gennem mange Aars '>smart« og kløgtig Stræben arbejdet sig frem til en Matadors Stilling HKaarsb.Vi.1::i5. to Maaneders ubetalt Husleje Soya.GAM.79. efter et

par tusind aars metafysisk spændetrøje JGBrandt.U.115. lagre til omkring en måneds normalt salg Pol.13/4 1962. Dog kunne bestemt form tidligere forekomme: tre Dages strenge Faste CStABille.E.I.263. Efter flere M aaneders pinlige V enten ib.1!21. en heel Uges idelige Fyg en JPJac.IIl.143. efter et Par Aars frivillige Tilbagetrukkenhed Font.DR. 11.59. mange Nætters uafbrudte Graad sa.Sp.9. Se også VvSpr.:!93. Sml. min Smule landlige Otium Gjel.W.91. Ordet slags er nu ikke genitiv, men står i partitivt forhold til attributivforbindelser: en slags fint sand; den slags fint sand; flere slags godt flæsk; de tre Slags særligt Offer, Almuen skal .. udrede HBrix.Danmarks Digtcre.26 (DO.). Det er jo parallelt med en art fint sand, nogle flasker god tiin, et kilo skært kod, noget (meget, lidt) god mad (jf.VvSpr.:!59). Efter bestemt artikel kan adjektivet undertiden træffes bøjet i bestemt form: I den Slags daglige Tale Friis-Møller.Profane Profeter.2. saalænge til den sidste Rest blodige Sjæl er plukket ud af en JVJens.S.67. Alle de i det foregående nævnte bestemmere mangler bekendthedsbøjning. De få af dem der kan tage bestemt artikel o. I. foran sig bruges i deres almindelige former i denne stilling: i denne sin Vanskelighed Brandes.U.71; dette dit forslag; dette lidet Minde Gravlund(DO.). jeg saa med disse mine egne Øjne, at •. CEw.Æ.XI.45. Det er ikke nogen min Fortjeneste, at Aanderne stundom vælger mig til Redskab Rode. K.l.33. det lidet af Parken, jeg kan se Buchh.UH.25. det lidet Lyrik, som .• Rubow.00.59. Almindeligst brugt ved megen, meget: den megen Sidden HCAnd.II.195. Disse Marker til alle Sider om os! Denne megen Jord! Jørg.LT.74. den megen forskelligartede Læsning Pont.AG.45. al den megen Borgerlighed KLars.Ci.142. {han) stoled paa sin megen Rigdom Salm.52,9(1931). alt det Meget, jeg allerede havde seet og oplevet HCAnd.III.144. det meget Græsk Gjel.GL.310. Hun var blevet træt af alt det meget ingenting Bang.HH.25. det meget, han havde mellem Hænder CSPetersen.Litt.l.619. endnu den Dag i Dag kunde /tun og Louise • .. sidde og tale om hendes Liv med Steff ensen og alt det meget deri, som voksne Kvinder kunde drofte KLars.SA.14. Hvad skal man med det meget, når man kan nojes med det lidt! Svedstrup.EG.II.6. alt det meget andet godt AndNx.Barndommens Kyst.36. Vanskeligheder opstår hvor en partitiv forbindelse af meget og et substantiv af fa:lleskøn skal bruge5 med bestemt artikel: den meget vin eller det meget vin? Rist,Jonathan.r24: al den meget Snak, som han talte; sml. Baggesen.Labyrinthen.

l,1!13: den meget Smuds. Den slags forbindelser er sja:ldnc og undgAs, fx. ved at man bruger den megen vin osv. Be.\tcmt artikel foran en genitiv med al som attribut er sjælden: Højt oppe paa Himlen sad den dtr - den alle Elskendes, al Musiks, al Sva:rmens, al Poesis trofaste Følgesvend (:i: månen) Drachm.F.I..1,29. Derimod bruges attributiv genitiv i litterær stil ofte efter bestemmere i andre tilfo:lde, se side 225.

Kongruenssystemerne. 1

°. Genussystemet.

Af de to kongruenssystemer: genussystemet og numerussystemet har vi allerede beskæftiget os en del med det første ved behandlingen af substantivets genus. Det findes kun i singularis, og det morfologiske apparat består af en form uden og en form med -t, den første til at angive fælleskøn, den anden intetkøn. Normalt føjes ·t til fælleskøns· formen, men hvor fælleskønsformen ender på •n er der to muligheder: at tilføje t eller at udskifte n med t. Almindelige adjektiver tilføjer -t: åben( t), ueffen(t), lunken(t), gusten( t), moden (t ), nogen (t), vissen ( t) osv. Hertil slutter sig oprindelige perfektpartidpier der har frigjort sig fra den verbale funktion ved at lægge sig fast på et særligt, prægnant indhold: et voksent menneske, et erfarent menneske, et sultent dyr, et drukkent svin, et brustent blik, et rustent som, et stjålent øjekast, et tvungent smil, et svedent grin, et overdrevent udtryk, et uopdragent barn, et uslebent væsen, et drevent kvindemenneske, et forfaldent hus; - en slags faldent himmelvæsen De europæiske ideers historie.r2. Derved får vi betydningsforskelle knyttet til den formelle forskel, fx. et sultet dyr ( 'J: et dyr som man har sultet) : et sultent dyr ('J: et dyr der føler sult) ; et uopdraget barn ('J: et barn som ikke er blevet opdraget ordentligt) : et uopdragent (a: uvornt, uartigt) barn. Sml. (adverbielt): Hvor Stemmerne lod opdragent derinde og afdæmpet JVJens.FD.19. Jf.VvS.91. Vaklende sprogbrug fx.: et fuldbåret I fuldbårent barn; jf. et fuldbaaret .• Kunstværk Pont.AG.44; småtskåret : småtskårent ( det syn's jeg er småtskårent Soya.B.r r3}; et forfaldet krav : et .. forfaldent krav Lov nr. 202 31/5 1963. § 8. Hvor verbal anvendelse ikke findes bruges ellers kun -nt form: et kærkomment tilbud; et ufuldkomment menneske; et overlegent smil Forgangent Aar BerlAft. r8/7 1960. Ombytning af n med t findes ved nogle pronominale ord ( medens andre har normal bøjning: vor, jer : vort, jert); anden : andet; nogen

11oget; min, din, sin : mit, dit, sit; en (en) : et; den : det; megen : meget,· liden : lidet og (i sammentrukken form ) lidt; mangen : (i sammentrukken form) mangt. Egen har intetkøn eget, men i den kvalitetsangivende betydning ( ejendommelig) intetkøn egent (han har et egent væsen ), hvorfor det nu altid hedder særegent (tidligere også særegct: et særeget Lys Bang.(DO.) ). Formerne denne : dette kan betragtes som den, det + et (emfatisk, stærkt demonstrativt) element -e. Hertil slutter sig bøjningen af de stærke verbcrs perfektparticipium for så vidt den stadig er i brug (en vunden sejr : et vundet resultat), se under Verbeme. Ingen har ændring i stammen: intet. Alm. talesprog bruger ingen også ved intetkønsord, se side 377.

=

Intetkønsmorfemet -t mangler i normen i følgende til( æ1de (da samme morfem bruges i adverbialsystemet gælder de givne regler også for dette) . 1) Ved adjektiver på tryksvagt -e (som ved determinationsbøjningen): et stille hjem, et ringe belob osv. Hertil hører alle præsensparticipieme. 2) Ved en del adjektiver på fuldvokal: bly, ublu, ru, kry, sky (med et morkt og sky Blik Pont.Sk.187), snu, jaloux, distræt (udtalt dis'dræ'). Adjektiverne på -å (blå, grå, små osv. ) og fri og ny (sml. determinationsbøjningen ) går ind under t-bojningcn. De to sidste kunne tidligere tr~Hes uden morfem: cl ny Skridt RSchmidt.AEV. Jf. DO. u. fri.

164.

3) Ved adjektiver på {udtalt) -t: glat, mæt, tæt, flot, sort osv.; lærd, absurd. 4-) Visse adjektiver på -ti tager ikke -t: glad, ked, kåd, ræd, fremmed; hertil eller til 3) (alt eftersom -t udtales -~ eller -t) hører perfektparticipieme. Ved andre adjektiver tilføjes -t, normalt med svind af det 'i5 der hører til stammen og med forkortelse af vokalen: hvid : hvidt; flad : fladt. Således strid, blid, god, våd, blod, dod, rod, sod, fed ofl. Med bevarelse af vokallængden og evt. ~: spæd. Hertil slutter sig sprod (i den kbh. udtaleform spro hører det til gruppe I : det er spro). Fremmedord som splendid, gravid, invalid, perfid, stupid, nitid vakler mellem nulmorfem og fonner med -t (med bevarelse af den lange vokal og undertiden også af tl'et). Folkelige som solid følger hvid osv. 5) Adjektiver på -isk har normalt ikke t-Corm, og det samme gælder ordene på -sk når de har karakter af afledninger: russisk, dansk, lobsk,

gridsk, glubsk, hadsk osv. De ord på -sk der nu ikke opfattes som afledte, kan tage -t i skriftsprog og højere talesprog: et raskt tag; ferskt kød; et friskt pust; et barskt vejr; ferskt vand; el lumskt dyr TDitlevsen. OL.93. pengestykket var falskt. et dorskt ansigt Svedstrup.EG.I.54. Eksempler på unormale former: et eller andet ldiotiskt JPJac.lI.2I 1. Jf. krakilskt i adverbial anvendelse: Pont.Hø.68. 6 ) Adjektiverne på -s mangler i alm. sprog genusbøjning når ordene er komplekse og ( eller) kortvokaliske: vims, gængs, striks, tilfreds, alskens, fælles, medens de simple og (eller) langvokaliske ord som vis, viis, tavs, nervos, kras, løs bøjes på almindelig vis. De oprindelige adverbier på -vis vakler, når de bruges adjektivisk, mellem ubøjet form og t-form: med delvis(t) behag; et blot tilnærmelsesvis Skon VerdenGD.l.573. et lejlighedsvist brev MTejns overs. af Lady Chatterleys Elsker( I 96 l ) . l 25. 7) Adjektiver som næsten kun bruges ( i ubøjet form) i mer eller mindre faste udtryk i stilling som prædikativ har i nogle tillælde ingen t-form, fx. fejl, fjong, (blive noget) va'r. Og adjektiver med genusbøjning bruges nu ofte ubøjede i neutrum i lignende tilfælde. Nu er det normalsprog (jf. ndf.) at sige skibet gik (var, sprang) læk. - Landet gik fri for Pesten Mikkels.Sprogl.176. for dem bliver mennesket ved at være sig selv lig VillySør.Hv.15. overfor: Hvor vort Folk dog er og bliver sig selv ligt OMads.GU.254. det gøres ikke nødig, han har det ikke nødig. gore en noget stridig. Værd bruges i normalsprog uændret i intk. som p~dikativ. I ældre tid og endnu hos københavnere træffes t-form: aldrig et Ord, der var værdt at lytte til JPJac.II.5. Det er ikke værdt, Du gaar ned til Moder Schand.VV.74. hvad er det værdt at gøre Væsen af Gjel.GL.140. nu er det vist ikke værdt, jeg slover mine Evner Bang.DuF.364. Det er sgu aldrig værdt at gifte sig for Smaafolk Søderb.DU.14t. Til den kedelige Restaurant •. var del ikke z..,ærdt at vende tilbage KLars.Ci.59. Tror Du, det er værdt at . . Wied.TK.96. Kunde der ske noget i Dag, var det værdt at staa op? JVJens.FD.21. Livet er ikke værdt at leve ChrEngelst. LF.3. det æ' ikke værdt og vovne dem StormP.TT.68. I en del af udtrykkene opfattes prædikatet vistnok nu som adverbial, således i marken (markerne) ligger brak. Derfor kan -t i følgende citat enten være neutrums-t eller det adverbialet: hvorfor skal saa netop det ligge brakt? JVJens.Om Sproget.14.

8) Lånte adjektiver er ofte utilgængelige for al bøjning, se side 350. 9) Substantiver der er gået over til adjektivisk brug kan gå ind under genusbøjningen, fx. det var skægt; det var spogt (se DO.). Intetkønsmorfemets -t kan desuden mangle, især i talesprog, i følgende tilfælde: I ) Der er en tendens i talesproget til at bruge t-løs form ved ord på konsonantforbindelse, ved ord på -(l)ig og ved adjektiver på enkeltkonsonant der står attributivt foran substantiv begyndende med konsonant (forbindelse). Eksempler: et sikker sted, et vis sted (for: et sikkert, vist sted) ; Baaden (ligger) paa vanlig Sted FrNygaard.K.43. et lækker stykke,· skarp Udkig Duelund.Med Natpatruljen.137. et halv Aar Soya.SVS.78. al det Ragelse ib.162. Metodismen havde stærk Tilhold blandt Byernes Middelklasser VerdenGD.IV.1.94; få blank afslag; i Iwer fald, i hver til/ælde ( fx. Soya.H. IO 1); i al fald; al det her tænke ri JohsWulff.FA.80. hver fornuftig Menneske Wied.BS.150. et skriftlig Memorandum BerlTid.26/7 1927. et vældig boligbyggeri BruunOlsen. B.55. glædelig nytår; årlig udsalg. Som prædikativ: Vandet kom ordentlig i Bevægelse, og nylig var det blank, som et Speilglas HCAnd.II.113. det æ' mærk'li StormP.TT.30. Det er rigtig Branner.ES.57. Snevejr i en by kan være dejlig de timer det staar paa JohsSmith.SK.107. Det var for resten også underlig Soya.B.30. billedet er noget mørk; selskabet var enig VorUngdom.1888.374. Ved ord på -en: det Honorar, han forlangte .. var yderst beskeden Pont.AG.103. vort hjerte er åben for gaven fra oven Dåben.(1962).88. gore noget afhængig(t) af •• 2) Som prædikativ i faste forbindelser negligerer talesproget ( og talesprogsnært skriftsprog) ofte genusbøjningen: dyret gik los; Vesttysk Luftvaaben er klar om et Aar BerlTid.5/2 1956. Denne gang står et opvarmet teglstenshus klar til at modtage os HWulff.Kuan Yins klokke( 1955).9. lad lyset brænde klar! - Fuld af bruges i talesproget som regel uden genusbøjning: han har hovedet fuld af gode ideer; - med Hjertet fuld af Tapperhed JohsSmith.H.46. landet .. var fuld af overstrommende heftige farver JohsWulff.F A.15. overfor: et trofast Venskab fuldt af Kærlighed og gensidig Beundring Esm.GG.1. Hans Liv var fuldt af Sten Aakjær.Rugens Sange.122. Bordet stod fuldt af Flasker MLorentzen. PP.39. - er I parat? 3) Ikke blot i talesprog men også ofte i skriftsprog bruges en indholds-

mæssig kongruens (efter ramrneord) i stedet for en grammatisk: Barnet voxte, og blev stærk i Aanden, fuld med Viisdom Lukas.2,40( 1819; udtrykket er ændret i den nye oversættelse). Barnet var et Aars Tid gammel KLars.AH.164. Et Menneske bliver ikke »stor« i Samfundet uden at have et betydeligt Indvæld af levende Kraft LudvigFeilberg.Naturlærens Leve-ABC.vii. Desuden var Bæstet (:>: en maler) dodssyg MLorentzen.S.47. Mennesket var saa hvid som et Lagen KBlixen.VE.69. Det svin var heldig WolfgangOtt.Hajer(overs.1958).222. når barnet bliver voksen og fri til selu at bestemme om sin tro KajHammerich.Det angår os alle.85. det (:>: barnet) er .. som regel fuld af vitalitet Dåben.(1962).29. postbudet er ved at blive gammel. I disse tilfælde er det ordene han, hun der bestemmer kongruensen. Forbindelserne al ting, ingen ting (nu skrevet som sammensætninger) kongruerer som alt, intet: Saa dyrt al Ting er blevet CEw.BB.50. ingenting er så dejligt som at rejse. Sml. jeg lai,te det rul, men kunde ikkø fremsaitte det med Orden igjen, en Ting (a: noget) der var naturligt, efter min raae Tilstand HCAndersen. Levnedsbog (ved Topsce-Jensen) ,98,

Adjektivets genusbøjning er ophævet i pluralis og i singularis efter bestemt artikel og dermed ligestillede bestemmelsesord. Dette kan betragtes således at i attributivforbindelsen kræver substantivet kongruens af bestemmelsesordet (for så vidt dette er i stand til at vise det), medens adjektivets form dirigeres af bestemmelsesordet, således at ubestemt artikel osv. kræver genuskongruens, bestemt artikel osv. ikke, men en genusneutral e-form. Ledsagefænomener ved bøjningen. 1 °. Vokalforkortelse ( og stød tab) indtræder i ordene på vokal, fx. [grå'] : [gråt], [ny'] : [nyt], [fri'] : [frit], i ordene på -ts, fx. [go't5): [gåt], [fla'~] : [flat], i adjektiverne [ri'qJ, [li'q]: [rigt], [ligt], [ly's] : [lyst]. 2°. v bliver ustemt, dvs. /, foran -t (i forbindelse med vokalforkortelse): stiv : stift; grov : groft. Jf. AaHans.Udt.70. Numerussystemet. T alkongruensen bygger på modsætningen mellem en form uden -e (dvs. de to genusformer) og en form med -e.

2°.

Talmorfemct mangler i nonnen i de samme tilfælde hvor bckcndthedsmorfemct mangler (se side 350), undtagen ved nogle af de pronominale ord. Ved angst er pluralisbøjning ualmindelig: de sad .. arzgste og samm enkrobne Bang. (00.) - de er angste KnudPouls.U.48. De kly11gede sig angste til h uerandre ChrEngelst.LD.139. Adjektivet utilpas kan få pluralisbøjning, især i skriftsprog: de folte sig utilpasse StonnP.A.40. efterhånden som han talte, blev tilhorcrnc . .. m ere og mere utilpasse Pol.29/I 1961 . Se også eksempler i DO. I visse faste prædikatsforbindelser bruges nu altid ubøjet form, fx. i udtryk som hornene er deres fader lig Mikkels.137; hornene for vild; så er vi kvit; de er ikke værd at hjælpe; vi kan ikke være bekendt at sige nej; vi er os ikke noget ondt bevidst; de skal vide at de ikke kan gore sådan noget ustraflet; vi er vant til at tage turen; de modte tre mand stærk; de kom fem mand hoj; de havde dem kær Salm.43,4(1931). I

andre tilfælde tilhører ubøjet form især talesproget og talesprogsnært skriftsprog: vi er ked af at måtte sige nej; vi er ham megen tak skyldig; vi er klar over at • . ; to Hundrede Betjente holdtes skjulte i en nærliggende Skole, klar til Udrykning AndNx. (00.). Obligationerne for tvangslånet er klar Pol.3/9 1960; de spiste sig mæt i jordbær; vi har ikke kunnet være blind for VorUngdom.1888.379. filologiske Pirkere, der stod ganske fremmed over for Aanden i Amled Pol.6/2 1925. Hr. Loyal har .. gjort Tvillingerne opmærksom paa det Borbcrg.CJ.82. vi er altid vis på at mode forståelse (jf. ( han ) hos hvem vi altid var visse J1aa at finde den hjerteligste Modtagelse ValdSchmidt.A. IO; de forlod det (:>: fængslet) .. visse paa efter nogle Aars Forlob atter at være indenfor dets Mure Jorg.RM.133 ) ; gore andre glad JohsPaludan-Miiller.Drøm og Oaad.7. Ved adjektiver på -(l)ig: Kvinderne er virkelig vanskelig at hitte Rede paa Drachm.F.l.493. de vare i det Hele ikke utilbojelig til •• VorUngdom.1888.379. Enkelte forskere er tilbojelig til at antage endnu flere lån Skautrup.Spr.H.I.76. i partiet, hvor stærke kredse ikke er enig i hans beslutning BerlAft.14/5 1963. det er vi vant til (meget, som er . . afvigende fra, hvad vi er vante til ABDrachm.RK. I). Vil de herrer være så venlig at tage plads. Vel på grund af artig's prægnante betydning (modsat uartig) bruges talbojning nu ikke ved paralleludtrykket: vil de herrer vær(e) så artig at tage plads. Om talbojning af pcrfektparticipict se

Verbeme. Moderne dansk. J(,

2{

36g

Superlativen får morfem e efter bestemt artikel, men bruges i ubøjet form som pra:dikat (sml. side 349) : disse folk er de ældste ; disse folk er ældst. For den, der vil tale »viist og veltalende«, ere derfor de to andre Stilarter nodvendigst MHamm.FK.35. Mændene er skrobeligst Rubow. HCA.12. Adjektiverne hellig og salig kan i visse nu arkaiske udtryk bruges ubøjede: de hellig tre konger eller (især) uden artikel: helligtrekonger(s aften); deres salig mænd. Ledsagefænomenerne er de samme som ved bekendthedsmorfemet (se side 351 ). I et tilfælde har vi to ord der supplerer hinanden som singularis og pluralis: lille ; små; lille bitte : små bitte. Uafhængig heraf har ordene deres kvalitative særanvendelser: lille i fortrolig kælende tiltale til een eller flere: Hold nu op med de Narrestreger, lille Børn CEw.(DO.). Tak, lille Venner OBenzon.S. 13. Hun er den Type, som siger (til sin mand) >Som du vil, lille Holger,< uden at lille Holger aner, at han kun vil hvad hun vil Replikker.II.56. Små brugt i kælende eller spøgende omtale af enkeltperson: den smaa Froken Pæn Bergstedt.(DO.). den Smaa ( om en lille dreng) WCarstensen.GS.5. Adjektiver der betegner et antal af mere end en har ingen numerusbøjning; det gælder alle kardinaltallene og ord som begge, somme, få, samtlige ( alle med et e ( forsåvidt det kan realiseres), et e der kan betragtes som pluralismærke) . Funktionen af genus- og numerusbøjningen er jo at angive adjektivets tilhorsforhold til et bestemt substantiv. Denne funktion er helt overflødig når adjektivet står attributivt, og heller ikke til megen nytte når adjektivet står som fast prædikativ. Mest funktion bliver der tale om ved adjektivet der står som løst prædikativ, hvor det ved sin bøjningsform undertiden kan danne modsætning til samme adjektiv i adverbiel anvendelse (se side 383), og hvor adjektivet bruges substantivisk (se side 415). Ved samlingsnavne kan tra:ffcs realkongruens ved prædikativet: Styrkede ved hans Ord og V elsignclse gik Selskabet endnu samme Dag tilsos JLHeib.HP.21. Programudvalget er lydhorc for tanken KristelDagbl. 26/9 1963. så var hele elevrådet enige om .. HWulCf.UM.1 37. Indholdsmæssig kongruens hører til normen i klokken er mange. 370

3°. Særlige ord. En gruppe adjektiviske ord·viser formelt som indholdsmæssigt særlige forhold. Deres genusbøjning, som regel bestående i ombytning af n med t, er allerede nævnt. Indholdsmæssigt betegner de antal eller mængde eller har repræsentativ (pronominal) funktion. De vigtigste ord er artiklerne en l et og den I det. Ubestemt artikel er fælles for substantivet når det står alene og for adjektivforbindelsen. Bestemt artikel bruges, hvis vi ser bort fra en arkaisk anvendelse, kun ved attributivforbindelsen. Ubestemt og bestemt artikel kan betragtes som talordet een I et, henholdsvis det demonstrative pronomen den 1 det i særanvendelser der lydligt er karakteriseret ved svagtryk (og bortfald af stød). Det gælder om disse som om de fleste til denne gruppe horende ord at de både bruges som substantiv og som adjektiv, hvorfor vi tidligere har haft med dem at gøre under ordklassen substantiver. Deres genusbøjning viser at de egentlig hører til adjektivklassen. Det trykstærke en, et fungerer som talord (numerale), både adjektivisk og substantivisk: tusind og en nat; en gange en er en. Desuden anvendes det som substantivisk pronomen om en person (se side 146, 247). De tryksvage former en, et bruges som artikel, og en bruges desuden i en ejendommelig anvendelse med adverbiel betydning foran tal til at angive omtrentlighed: han er en 6o--65 år. Det normalt trykstærke den (det, de) bruges dels i selvstændig anvendelse, hvorom se side 73, 83 under Substantiverne, dels attributivt (alene) foran substantiv. Det har udpegende (demonstrativ) funktion: den herre derovre; den herre der var her; Aa - Annette! vil Du forestille mig for den Dame Drachm.F.I.142; i tiltalesætning: vil den herre ikke tage plads? Med mindre stærkt tryk end det der præger demonstrativet og noget stærkere tryk end artiklens betegner ordet fortrolighed med noget, velbekcndthed (jf. Arkiv.LXXXI.201): hun gik lige gravalvorligt gennem det altsammen, og de andre var bange for den Alvor Branner.OL.150. Det er sandt. Jeg lovede drengene at hjælpe dem med de regnestykker K.Abell.BP.g. kommer den kaffe ikke snart? Aldrig faar vi Bud efter den Snedker Bang.HH.Io. Blot jeg vidste, hvem den Pastor Brochmann var Rode.K.I.97. det er dog noget loierligt noget, at man ikke maae faae den Prindsesse at see! HCAnd.I.27. Og med kvalitativ bibetydning af beklagelse, foragt cller beundring, ros, der får udtryk i særlig tone, kan ordet ( der ofte gentages) bruges i udtryk

371

som: Aa, ved du hvad: naar hun læste de Boger! EBrand.UdenfL.10. Gud, den Kulde De bringer med Dem Bang.HH.13. De Dyr, de Dyr! Det er dog nogle lojerlige Skabninger CEw.Æ.I.43. Jeg gad se dig (o: bogfinken) flyve til Italien paa de Stumpvinger ib.XI.5r. Professoren: .Min Kone kan kore herud og hente Dem. Clara fornojet: Den Professor, den Professor! Wied.TK..146. »Det var A!iddagsmaden - Du har glemt at give Besked.« - »Aa - den Middagsmad! Hvad skal vi dog hitte paa!« KBrarnson.M.r 1. De er saa sode imod hende .. men de Kroller er jo heller ikke til at staa for ib.21. Ak ja, de Penge, de Penge HHLund.GF.94. alt det Badutspringeri (a: gymnastik) ib.122. De Kvinder! De Kvinder! Gud, hvor man har Besvær med dem Tom Krist.LA.174. Det var en akavet Maaned, den Maj MLorentzen.0.32. Aah, jeg gruer for den W eek-end Replikker.I.53. Specielt ved navne: Ja, det er en slem Dreng, den Amor HCAnd.I.66. - den Tante Clcmmentin er ogsaa altfor god imod jer! Børn! FritzJurg.15. Jeg kan ikke fordrage den Kar/sen JPJac.III. r45. Det var et magelos mærkeligt Pigebarn, den Louise KLars.SA.3. Jeg tror min Mand /zar kastet sin Kærlighed paa den Doktor Ring Esm.GG.92. flan /zar gode Indfald en Gang imellem, den Frederik Sonnc SophClauss.A.67. Ja, den Karen, hun bliver ti/sidst helt uundværlig OBenzon.S.37. Jo, den Bojesen kunde rigtignok finde paa JuliusClausen.Mennesker paa min Vej.95. Klog mand, den Thomsen Soya.H.120. Dette den bruges ved verbalsubstantiver på -en: jeg kan ikke holde den hujen og skrigen ud, og i dette tilfælde finder overgang sted (med tilsvarende ændring i udtalen) til brug som almindelig artikel da ordene jo ikke tilknytter bekendthedsmorfemct. Tilsvarende ved numeralieforbindelscr: den Sti, hvor han og Gerda de Snese af Gange havde gaaet sammen KnudPouls.U.77. vi kommer her de seksten Gange om Ugen Bang.HH.68. Jeg har advaret hende de Tusinder af Gange Replikker.I.5. Hetty er ikke langt fra de halvtreds ib.82. han er fyldt de firs (halvtredserne, firserne osv. har en anden betydning, se side 292). Også bestemt artikel i attributivforbindelsen kan få affektivt indhold: »Hvad er det? - »En Anmeldelse.« - »Hm igen det dumme Litteraturvrovl« OMads.GU.74. De smaa Bonderpiger rejste sig .• og messede Lektien op .. De smaa Modre! JVJens.Intr.90. I forbindelse med nægtelse kan betydningen blive 'ikke en eneste, slet ingen', fx. Der var aldrig den Tid og det Sted, Pigerne havde Munden

saadan paa Gled som i Bryggerset Bang.HH. I 5. der (fandtes) ikke en Flække, ikke den snavsede Udflyttergaard, hvor man ikke gemte fremmede Banknoter i Skabe og Kister FrPoulsen.VV.138. Det normalt tryksvage den (det, de) bruges som artikel foran den attributive forbindelse ( om forbindelsen med genitiv se Kasus side 218). Foran substantiv uden attribut brugen den ( udenfor frasen den dag i dag, fx.: Den Dag i Dag er jeg den, jeg var i Borgerskolen CEw.DV.70) kun i arkaiske udtryk og arkaiserende i følgende tilfælde: a) foran appellativ + person- eller stednavn: den fugl Foniks. - den gudinde Venus. - den Mand Faust, Sogeren JVJens.S.7; efterstillet: Johannes den Dober. b) foran stednavn + appellativ: De Borreby Piger JPJac.IIl.189. de !lum Bander Pont.Sk.6. de Kourum Ungfolk JVJens.FD.78. >Den Lystrup Kirkebakke har altid taget mit Vejr«, sagde Moderen JacPaludan. MM.16. en af de Odense Bankdirektorer Soya.SVS.117. c) foran folkenavne og slægtsnavne: brevet til de Romere osv. (i nyeste oversættelse ( I 948): romerne osv.). de Venders og Goters ( konge). Omgivet af de Lykkers vidtstrakte Agre og Skove, laa et andet, mindre Gods Tops.I.5. - >Ilumgaarden« • . de Juul'ers mosbegroede Herresæde Pont.Sk+ (hun) havde en Gang uæret Kammerjomfru hos de Rantzauer Bang.HH.52. de Grundtvig'er, Blicher'e og Pontoppidan' er Rubow.SKB.88. d) foran appellativ alene; nu kun i udtrykket: de herrer brugt i tiltale og omtale (delvis som pluralis til den herre, se ovf.). Jargon: Faruel de Damer! HHLund.GF.44. Se AaHans.BUS.151ff. Jf. (spøgende): I alle Fald har jeg de godt Folks slette Sider Stuckenberg i Brøndum-Nielsen: Stuck.-Clauss.16. Brugen af de er nu i tilbagegang for normal bestemthedsbøjning: vil herrerne ikke tage plads? Herrer hojesteretssagfører A. og B. Om artikelbrugen i attributivforbindelser der indeholder en genitiv se side 229. Denne med intk. dette og pluralis disse er en emfatisk form af den (jf. ovf. side 365) ; hvor der er tale om et modsætningsforhold i rum eller tid betegner denne hvad der er nærved, nærmest, medens hin, intk. hint, pluralis hine betegner hvad der er fjernere. Dette sidste ord er udgået af talesproget og talesprogspræget skriftsprog og det førstnævnte horer især hjemme i højere talesprog og skriftsprog. Alm. daglig talr

373

bruger denne her eller den her : den der, også i forbindelse med et substantiv: den bakke her : den bakke der (se Adverbierne); i talesprog også ofte den her bakke, denne her bakke; Peter - stik i Trykken·et med dette her Manuskript OMads.GU.74. den der store Forsamlingsplads SKoch.D.169. han var en af de her modbydelige krigsforbrydere Soya. V.30. »er det det Hus her, der er til Salg?« - »jo, det er det her Hus« sa. HF.7. det er, som det skal være med den her fine lille Kvittering MartinAHansen.L.25. disse her Jomfru Mariabilleder i de katolske lande Ørum.VD.141. dether videnskabelige Rifbjerg.KU.72. en af deher mægtig tynde ib.20. den der dukkevong (barnesprog) Gjcdde.B.55. I folkeligt sprog denne hersens (disse hersens moderne Levemænd StonnP. P.38, se også DO.), og dette, den(ne) herre, herne (se side 362). Denne kan bruges med et lignende indhold af velbekendthed m.m. som den: Disse Vinterens Aftener! JacPaludan.F.10. Som nu denne Jensen, der er Assistent her ved Lageret ChrEngelst.LD.7. I substantivisk anvendelse bruges denne også - i modsætning til den - om person: Som vidne fremtrådte N.N.; denne oplyste .. - Denne er min Son, den elskede Matth.3,17(1948). Possessiveme har (modsat hin) en bøjning: min : mit : mine osv. (se side 364), Pluralisbøjning svarende ikke til possessiverne men til den : det : de har hvilken : hvilket : hvilke. Dette ord hører (uden for udtrykket til hvilken side hver anden Gang) kun hjemme i skriftsprog og højere talesprog. Det bruges substantivisk såvel som adjektivisk indledende spørgesætning, såkaldt udråbssa::tning og relativsætning. I selvstændige spørgende sætninger og i substantiviske ledsa:tninger bruger talesprog hvad for en (et, nogle) og i attributiv stilling også hvad alene. Eksempler på hvilken osv.: hvilken af dem mener du? jeg spørger hvilken du mener. - hvilken bog ønsker du dig? jeg spørger hvilken bog du ønsker dig. - I vide ikke, paa hvilken Dag eders Herre kommer Matth.24.42 ( 1907; i stedet for paa hvilken Dag har 1948-overs.: hvad Dag). den Plads .. er forbeholdt Børn og hvilke Medlemmer Familien iovrigt kan have EmilRasm.M.7. Du har vist ikke forståelsen af, i hvilken situation vi befinder os Soya.FD.6. Han bestemte .. hvilke grene han ville skåne, og hvilke, der skulle falde for hans dolk TDitlevsen.OL.13. I ledsætninger gælder den regel at ordet eller det led det indgår i, efterfølges af der når det er subjekt, i de øvrige tilfælde er det relative som, der var ventet, nu fast udeladt. Se under Leddannere.

374

I sto~tninger hvori sådanne ledsætninger indgår, ~ffes ofte ellipse (jf. I. side 208). Der kan være rester af storsætningens kerne: Gud, hvilket vejr det er CBang.K.135, eller den kan være erstattet af en interjektion: Aa, hvilken vidunderlig skøn Dag Wied.(DO.). E11e-r ledsætningen e11er dennes subjekt kan stå alene tilbage {med et affekttivt indhold): »Hvilke Evner jeg har!« sagde den gamle Lagte HCAnd.II. 1I 2. Hvilket Tordenbudskab! JPJac.Br3.123. Som varianter til skriftsprogets brug af imperativ se + sådan ledsætning, fx. Pilatus sagde til dem: ,Se, hvilket Menneske!« Joh.19.5., bruger talesprog sikken, der dels kan bevare bøjningen: sikken - sikket sikke, dels bruge sikken eller sikke som gennemgående form. Se herom under Verberne. Hvilken bruges også som demonstrativ med såkaldt almindeliggørende betydning (dvs. at udpegningen, udvælgelsen sker indenfor rubrikkerne enhver og alle): paa hvilken Dag du ( 1931: den Dag du) æder af det, skal du doe Døden 1Mos.2.17(1871). paa Højtiden plejede han at loslade dem en Fange, hvilken ( 1948: hvem) de forlangte Mark.15.6 ( 1907). Du kan gore, hvilket forslag du vil Mikkels.301. I stillingen som (del af) subjekt tilføjes der: Forsamlingen vedtog uden videre hvilke forslag der stilledes ib.302. Og (som ovenfor) har vi her fast udeladelse af relativ (som } i andre stillinger undtagen i (den oprindelig elliptiske) forbindelse med som helst: du kan tage hvilken som helst (af bøgerne) du vil. - Også brugt attributivt: i hvilken som helst Tidsalder CGandrup.M.15. man kan henvende sig på et hvilket som helst postkontor. Undertiden tra:ffes forbindelsen uden intetkonsbojning: et hvilkensomhelsl andet Pattedyr JVJeru.Sk.43. Sja:ldcnt bruges forbindelsen adskilt (som i sveruk): hvilket øjeblik som helst NisPet.D.11.

Som relativt pronomen er hvilken i stærk tilbagegang. Det træffes især i parentetiske relativsætninger. Nogle få eksempler: alle vilde Dyr paa Marken, hvilke (1931: som) Gud Herren haver gjort 1Mos.3.r {1871). i dit Navn, hvilket du har givet mig Joh.17.n(1907. - 1948 har: i dit Navn, det, som du har givet mig). disse Folk, paa hvilke mine Fædre lagde Baand 2Kron.32.14{1931). Hvilket herved meddeles til efterretning Cirk.12/I 1 1962. nr.264. Hvad bruges både substantivisk (se side 85), og adjektivisk i attributiv stilling. Ordet der substantivisk er neutrum {hvad der frem375

går af kongruensen: hvad er smukt og hvad er grimt) er i attributiv anvendelse indifferent overfor genus og numerus: jeg kan komme hvad dag det skal være. - det saa' ud, som om han (:>: den døde) kunde komme hen og sætte sig ned, hvad Øjeblik, det skulde være KLars.KS.29. hvad Sorger og Bekymringer kan Trappisten have? Jørg.RM.166. Hvad konkurrerer med hvad for en og (især i skriftsprog) hvilken men de har hver sit særområde. Hvad bruges a) til betegnelse af kvantitet idet forholdet til substantivet er partitivt: hvad Sikkerhed /zar du for al bevare denne Mands Kærlighed? EBrand.UdenfL.191. hvad Gavn har vi af det dumme Dyr? CEw.Æ.XI.55. hvad ondt er der i det? hvad andet kan man gore? Denne attributive anvendelse træffes især ved abstrakter. EIiers foretrækkes det substantiviske hvad i forbindelse med et fjernstillet præpositionsled med af. Sml.: hvad har han af medhjælpere : hvad medhjælpere har han? - det er skrækkeligt hvad han bruger af penge : det er skrækkeligt hvad penge han bruger. - en meget levende beskæmmelse over, hvad den måske havde gjort af forkert engang JohsWulff.FA.25. Desuden bruges hvad 2) til angivelse af arten, slagsen: hvad Tilværelse skulde det blive EBrand.UdenfL.I 13. Du horte vel nok i hvad Ærinde han kommer? OBenzon.S.71. Hvorfor blir de det?!? Af hvad grund?! Soya.H.97. hvad træ er bordet af? Konkurrerende udtryk er hvad for en og (især i skriftsprog) hvilken: Som hvad for et menneske skulle H. engang ende JohsWulff.FA.235. hvis man altsaa vilde forklare smaa Bom, hvad Reformation var for noget KMunk.HJ.7. Hvor talen er om et valg mellem flere eksemplarer, forhold osv. bruges nu oftest hvad for en og hvilken : hvad for en by eller: hvilken by er den største? men nu næppe: hvad by er de11 storste? hun vidste ikke hvad for en kjole eller: hvilken kjole hun skulle tage på. Nu mindre almindeligt: hvad kjole hun skulle tage på. Derimod hedder det oftest: han vidste ikke hvad ben han skulle stå på.

Det substantiviske hvad kan bruges som substantivadverbial i ejendommelige udtryk som: hvad jeg ikke havde va:ret utilfreds i Forvejen med mig selv, det blev jeg nu Drachm.UB.62. Hvad han ikke var tosset for, saa var han det nu Schand. (DO.). >Hvad du ikke for har været Aphrodite, det bliver du da, 11aar du faar den Halte til Mand,< sagde Hyrdindcrne Gjel.AL.r3. lwa' Mo'ren ikke var fjolret, det ble' hun da Wicd.EH.91.

Selv er et adjektiv med bestemt form selve. Det tåler ikke bestemmere foran sig hvorfor det hedder: selve planen, selve den nævnte plan, selve J,lanerne, selve de nævnte planer. Hovedanvendelsen er den substantiviske (i ubøjet form) som apposition og løst prædikativ: borgmesteren selv talte ikke. - borgmesteren var selv tilstede. Og den adverbiale, se Adverbierne. Ingen er i talesprog indifferent i genus og numerus, i skriftsprog kun med hensyn til numerus. Eksempler på brugen af ingen ved ord af neutrum, hvor skriftsproget normalt bruger intet og talesproget foretrækker ikke noget (se også VvS.64): der er ingen kristent Mandfolk, der hilser paa Joderak Bang.DuF.35. ingen moderne Menneske JVJens.S.ro. har vi slet ingen Hjærte sa.Intr.169. Ingen Svar Buchh.KK.171. Du gor dig ingen Begreb om ... Hver 8. Dag.g/8 1923. du får ingen besvær KAbell. BP.21. Ingen bruges i sådanne tilfælde = ikke en, et, ikke noget. Med partitiv betydning bruges det fx. i de har ingen kod i huset; der var ingen stole, der også kan udtrykkes ved hjælp af substantivisk ingen (intet, ikke nogen, noget ) + fjernstillet præpositionsled med af: kod har de intet (ikke noget} af i huset; stole var der ingen ( ikke nogen} af. Jf.: fulde Folk er der ingen af Jørg.RM.26. Videre kan ingen (i prædikativsætninger) angive at noget falder uden for den kategori som substantivet betegner: han er ingen sportsmand. - Et Levnedslob der ingen Liv var JVJens.NA.66. Og det kan bruges litotisk for noget ringe, ubetydeligt: jeg fik maleriet for 150 kr. - det er jo ingen penge. - I helt selvstændig anvendelse bruges ingen kun om personer. Se Substantivets Numerus side I 45. Nogen har neutrum noget både i skrift og tale. I pluralis bruger talesproget nogen (dvs. fk.sformen brugt også i pluralis), medens skriftsproget delvis bruger nogle. I lavere talesprog lever en regelm.i:ssig dannet plur.-fonn none (der i skrift ville se således ud: ,zognc ). Eks.: none Lemmer WCarstcnsen.GS.285. Er der gi'ct no'ne Omgange nede flos Jer? Bang.SE.17!!. saadan none rædsomme gule Tænder Replikker.II.94. Se også DO.

I substantivisk anvendelse bruges noget direkte eller ved hjælp af af tilknyttet et substantiv: noget vin osv., se Genus side 53. I adjektivisk (attributiv} anvendelse bruges nogen = en (et), en eller anden ( et eller andet} overhovedet, et eksemplar, tilfælde osv. af det substantivet

377

betegner. Det sker i nægtende, spørgende og hypotetiske sætninger: er der ikke nogen stol at sidde på? Desuden bruges nogen i betydningen: ikke helt ringe: da der var gaaet nogen Tid CEw.Æ.XI.53. Ofte udtalt trykstærkt eller med særlig tone: han har dog •noget begreb om det; lian nærer •nogen betænkelighed ved foretagendet. Modsætningsforholdet til den substantiviske anvendelse af noget ses af eksempler som: har De nogen portvin ( til IO kr.)? : har De noget portvin? - du har aldrig fået nogen steg der som ikke var gennemstegt : vil du have noget steg? Har du nogen familie der i byen? : har du noget familie (~: en eller flere slægtninge) der i byen. Jf. side 54-i"f•. I pluralis har vi, især i nægtende, spørgende og hypotetiske sætninger, en anvendelse svarende til singularisformerne: har du nogen •penge? - nej, jeg har ikke nogen. lige saa godt der som nogen andre steder. Nej saa har De ikke de thcologiske Dyder - Hvad er det for nogen? Gjel.GL.213. Pltu-alisformen bruges videre til at angive en ikke nærmere angivet flerhed (brugt som en slags pluralis til den ubestemte artikel, jf. BUS.29) og i dette tilfælde bruger skriftsproget nogle: der er nogen (nogle) skyer på himlen. - jeg vilde gærne ha' nogen varer med hjem AndNx.(DO.). Vi tog nogen Udflugter sammen SKoch.D.65. Udtalt trykstærkt betoner ordet modsætningen til 'slet ingen': der er dog •nogen mennesker der tænker anderledes. Modsætningen mellem de to sidste anvendelser ses af han har nogen 'venner (som han omgås meget) : han har 'nogen venner (som han omgås meget). - I selvstændig anvendelse bruges nogen kun om personer: har her været nogenJ Se Genus 82 og Numerus 144. liden har neutrum lidet og formerne bruges (i højtidelig eller arkaiserende stil) både adjektivisk og substantivisk, medens lidt (der egentlig er en sammentrukken form af lidet) har gjort sig selvstændig og kun bruges substantivisk (se Genus side 53) og adverbielt. I almindelig betydning lille bruges liden bl.a. i ordsprog: liden byrde er langvejs tung; liden tue kan vælte stort læs; arkaisk, i forbindelse med navn: Liden Kirsten og i botanisk sprog i plantenavne: Liden Burre, Liden Klokke, Liden Storkenæb osv. (se Ordbog over Danmarks Plantenavne. III.442). EIiers bruges liden, lidet til at betegne utilstrækkelighed: for ringe, kun ringe, fx. som mange andre hæderlige Stræbere havde han givet sig liden Tid til Erotik HKaarsb.Vi.119. Der er liden logik i, at man •. Pol.7/1 1963; de fik intet eller (kun) lidet udbytte (anden betydning: lidt udbytte}. Ofte substantivisk: der er lidet eller intet at hente.

=

378

Da megen, neutrum meget betegner en kvantitet, mængde, altså noget utælleligt, mangler det, ligesom liden, pluralis. Det attributive megen er i almindeligt talesprog fortrængt af meget i substantivisk anvendelse, direkte eller ved hjælp af af knyttet til følgende substantiv i et partitivt forhold. Til skriftsprogets megen vin, megen venlighed svarer talesprogets meget vin, meget venlighed. Se Genus side 57 og VvS.58. Et modstykke til dette ord er mange der i alm. talesprog kun bruges i denne pluralisform, men i litterært sprog og i særlige forbindelser forekommer singularisformen mangen: neutrum mangt (sjældent mangent, fx. mangent sagnskont Minde Gjel.Rødtjøm.l52 ) ; den bruges ofte med efterstillet ubestemt artikel: mangen en gang (se side 360). Mange kan dels betyde: som findes, er tilstede i et stort antal: 1mange 'kokke fordærver maden (a: når der er mange kokke om arbejdet går det ud over maden ); dels kan det betegne et partitivt forhold: mange 'kokke fordærver maden (a: en stor del af de såkaldte kokke gor et dårligt arbejde). Mange kan tage hest. artikel: de mange mennesker de sidste mange tir HWulff.UM.l 15. Alle former kan bruges substantivisk: Grammatikken ..• er langt inder/igere beslægtet med leksikonnet ... end mangen vil indromme Axel Sørensen.Danske biord.1891.10. mangt og meget; I manges Øjne Flagstad.SP.xxvi. Modsætningsforholdet til meget (i substantivisk partitivanvendelse, se side 53ff. ) fremgår af eksempler som: han har ikke meget hår på hovedet : han har ikke mange hår på hovedet. Det hedder uden forskel: hvor meget er klokken? og hvor mange er klokken? idet »klokken« både rummer det abstrakte begreb »tid« og tanken på de tal hvormed døgnet inddeles; men man kan kun sige klokken er mange. Hver, neutrum hvert, betegner, hvad der tydeligere fremgår af sideformen enhver, neutrum ethvert, altid et eksemplar osv. og har derfor ingen pluralis. I talesprog bruges Iwer som neutrum undertiden i attributive forbindelser (se side 367), og neutrumsformen er slet ikke gængs hvor ordet bruges i selvstændig anvendelse eller som apposition: hver af sine tynde Knæ Pont.Sk.231. Hver af de to Dyr Jørg.Den hellige Birgitte.I.94. han betragtede billederne længe hver for sig. Se VvS.65f. Om forholdet til enhver se side 360. Ved brugen af alle, mange, enkelte tænker man ofte på den enkelte, og ved enhver på flerheden. Det kan sa:ttc sig spor i kongruensen: alle de, hvem overmod

379

og selvtillid drev til at søge sit eget Arup.DH.I. 153. Udvalget, hvis enkelte Numre først har fund~t sin Plads i Samlingen efter la:ngere Tids taalmodig Expcctance CGandrup.M.7. Der er ikke mange der passer sit Taj saa pænt som du Leck Fischer.F.8. lovrigt er enhver af Bestyrelsens Medlemmer villige til at modtage Gaver Menighedsblad 1943.

Al, neutrum alt, betegner rna:ngde, kvantitet, omfang, og konkurrerer her med hele, således at al nu bruges ved betegnelse for masse, stof og noget abstrakt der tænkes uafgrænset, hele i de øvrige tilfælde ved helhedsbetegnelser. Al har den ejendommelighed ikke at tåle bestemmerord foran sig: alt sit jordiske Gods HKaarsb.Vi.127. Alt dette Sognedagsslæb med alle disse Krakilere og Idioter, du har paa Halsen ib.131. Hvor vidste han dog alt saadan noget fra? KnudPouls.U.28. Da bestemt artikel jo ikke kan sættes efter al direkte foran substantivet fordi det strider mod substantivets bekendthedssystem, må bestemthedsbojningcn ske ved eftcrha:ngt artikel. Dette har smittet af på hele, så vi ved siden af den hele dag har hele dagen. Eksempler på fordelingen: al silken, alt kodet, al frygt( en), al filosofi( en); hele stykket, hele dagen, hele glæden. Tidligere brugtes al i videre omfang, bl. a. om område og samling personer, hvad udtryk som alverden, allandsens ul,,kker, ( et hoved højere end ) alt folket vidner om. I pluralis betegner ordet antal; alle er derfor ikke indholdsmæssig pluralis til al, alt, men til en, Iwer. Da mange substantiver kan bruges både i stoflig eller abstrakt betydning og om en enhed får vi modsætningspar som al jorden, al træet : hele jorden, træet; al håret ( = hårmassen) : alle hårene ( = de enkelte elementer}; al savn veg fra hans øjne : hele sovnen ( = soveperioden} varede 3 timer. Ved betegnelser for personer bruges aldrig al og normalt heller ikke !tele. De ubøjelige allehånde og alskens forbindes med ord i pluralis samt med singularisord der betegner stoffer eller abstrakter: alskens moderne Kunstmalere Rode.K.l.46. alskens litterær Svindel EmilRasm.H. 10. alskens træ, alskens pjank (sml. al slags i lign. forbindelser) - allehaande andre Formaal EmilRasm.l·I.7. Alverdens er ved at komme pa linje med disse: (jeg troede) jeg havde slugt al Verdens Viisdom HCAnd.III.14. alverdens mennesker skal til Spanien.

Sådan har regelmæssig bøjning: neutrum sådant, pluralis sådanne. Eks.: Aa, der falder saadan Rædsel ouer mig EBrand.Udenf.L.122. et sådant liu er ikke værd at leue. - Jeg fik saadanne frygtelige Bank CEw. Æ.XI.56. det patrouillerende Politi og andre saadanne Civilisationens Symboler CStABille.Er.II.229. Hvor denne form for attributiv forbindelse bruges i talesprog bruges formen sådan uden hensyn til genus og tal: et sådan liv; saadden noed Soya.SVS.118. saadan hvasse Negle Bang.DuF.40. Og netop saadan Mennesker og kun dem havde jeg truffet paa Esm.GG.14. saadan fire raske Drenge Replikker.III.12. Som prædikativ: >Pokkers, saa Folk glor«, bemærkede L. »Ja, det er ikke saadan (:>: ikke så let) at uære beromt« OMads.GU.23. Men almindeligere er det at sætte ubestemt artikel eller noget efter sådan: saadant noget Smaakryb CEw.Æ.XI.63. Han var i saadant et mildt Humor Sønderby.K0.20. Men i talesprog uden bøjning: saadan et Kulturcentrum HKaan;b.Vi.145. sådan 11ogen tæpper er dyre. Se videre om sådan side 386. Svarende til al, hele men med bibetydning af at mængden, samlingen, forholdet er uden indblanding af andre bestanddele, kun består af det nævnte, findes en række ubøjelige adjektiver: idel, lutter, ene: idel snak; idel Sandhed EmiIRasm.H.9. Ansigtet var lutter lukkede Cirkler Nathans.F.305. Vist nok var de to Ulfers vandel lutter lovloshed Svedstrup. EG.I.223. han skod ene forbiere. Adjektivet bar kan i denne form eller i formen bare på lignende måde bruges (i betydningen: intet andet end) uden hensyn til genus og numerus: den blev saa forskrækket af bare Glæde HCAnd.I.118. Hat, der kunde smække sammen, saa at den blcu bar Pul og Skygge ib.Il.133. ui sejlede i bar gamle Auiser Bogan.1.8. Det er bar Usandhed KnudPouls.U.14. et Ansigt, der var bare Skæg og Brille Pont.SS.50. De har bar Stavdragere, men ingen Æg CEw.Æ. III.43. (de) gik hen ad Svineryggen med bare Vand paa den ene Side KLars.SF.204. af bar Arrigskab TomKrist.LA.65. Sommetider er det ligesom man er omgivet af bar skygger og spogelser Branner.R. I 20. deres klare ojne lyste op af bare /ornojelse KAbell.A.76. Du kan ikke synge, ikke le, ikke græde. Når du gor det er det bar' imitation CBang. K.26. det bleu til bar(e) vand. Som bestemt form bruges kun bare: i bar skjorte men i den bare skjorte, i det bare ingenting. Men de her nævnte tilfælde med ubøjeligt adjektiv står på overgangen til adverbiel anvendelse (sml. ord som kun, udelukkende).

- Det partitive forhold vi har iagttaget ved de fleste i det foregående omtalte adjektiver, har vi også ved numeralieme. Sml.: han har fem bom: born har han fem af. I forbindelse med substantiv i bestemt form bruges også her kun forbindelsen med af: de tre born: de tre af børnene; den tredje broder: den tredje af brodrene. Til disse ord slutter sig det ubøjelige nok der også optræder som adjektiv-adverbium (se side 412 ). Det hedder han har 1nok af 'medhjælp eller han har 1nok 1medhjælp eller (ejendommeligt, sml. tysk) efterstillet han har 'medhjælp 1nok. - hvis man havde Fantasi nok Drachm.UB.187. Han har Mod nok til at være sand JPJac.Br8.58. Hun har gjort mig Bryderier nok OMads.GU.26. Han fandt ogsaa nok af Meninger men aldrig den ene han sagte Branner.DP.6. Adskilt: Penge har du nok af HK.aarsb.Vi.131. Træer var der nok af CEw.Æ.l.31. Nok er her brugt substantivisk i et partitivt forhold, parallelt med lidt, noget, meget. Trykstyrken adskiller det fra det adverbielle ord: han har 1 nok 1penge ( tilstrækkeligt af penge) : han har nok ( vistnok) •penge.

=

=

Adverbialsystemet.

Dette system hører til dem hvis funktion ligger i talens (sætningens) opbygning, idet systemet tilsigter at angive adjektivets funktion som del af sætningen (sætningsleddet). De bojningssystemer vi hidtil har betragtet, har omfattet adjektivet i dets funktion som attribut eller prædikat til substantivet. Men et adjektiv kan desuden gå ind i anden funktion, hvor det knytter sig til verbet (verballeddet) eller til andre adjektiver og til adverbialer således at det forudsætter ( tilstedeværelsen af) disse, en funktion der ellers røgtes af ordklassen adverbier og af præpositionsleddet. Adverbialsystemet er altså en bøjning der sætter adjektivet i stand til at gå ind i adverbiets funktion. Formsystemet består af en form med t som modsættes adjektivets genus- og talformer. Den falder lydligt sammen med adjektivets neutrumsform, hvorfor man også kunne sige at adverbialfunktionen er en særlig funktion som neutrumsformen har. Da vi jo før, nemlig ved numerus- og determinationsbojningen, har truffet samme form af et fonem i to forskellige systemer, er det ikke blot forsvarligt men også fra et moderne synspunkt klarest at opstille adverbialsystemet som et selvstændigt system.

Syntaktisk skiller det adjektiviske adverbial sig ud fra adjektivet i f unktioneme som attribut og fast prædikat ved ordstillingen og ved forskellen i bøjningsform - det sidste med undtagelse af neutrumsformen, og misfon;tåeiser kan ikke opstå. Kun ved adjektivets anvendelse som løst pra:dikat og som adverbial er der syntaktisk berøring. Normalt er adjektivet som prædikat jo kongruensbøjet (hun ser god ud : hun ser godt ud), men hvor dette af lydlige grunde ikke sker (se ovf. ) eller hvor adverbialet, af lydlige eller andre grunde, ikke har fået sit t'morfem, kan der ske et syntaktisk-formelt sammenfald. I de gik rask til skole : de gik raske til skole viser mangelen, henh. tilstedeværelsen af talkongruens at vi i første tilfælde har adverbiel anvendelse, skønt det adverbiale t mangler som ved neutrumsformen, dvs. at rask her forudsætter verballeddet, i det sidste tilfælde derimod har vi prædikat, dvs. at raske forudsætter subjektet de. Men sætter vi det om til singularis: han gik rask til skole så bevirker ikke-tilstedeværelsen af adverbialmorfemet at vi ud fra det formelle ikke kan afgøre om her foreligger prædikativ eller adverbial. I sådanne tilfælde må vi dømme ud fra sammenhængen, og der er mulighed for misforståelse. Andet eksempel på det samme: han ser farlig ud kan betyde: han ser ud til at være farlig ( og farlig er så prædikativ) eller: hans udseende er slemt (og farlig er adverbial til verballeddet som i: De andre har set mer eller mindre farlig ud, fordi de var uvenner med deres V ægt BerlTid.3/3. 1963 ). Også her må sammenhængen og situationen være vejledende for forståelsen. Begge eksempler viser at vi foruden dette har forskellig ordbetydning knyttet til anvendelserne som prædikat overfor adverbial. I andre tilfælde gør det ringe forskel om adjektivet bruges på den ene eller den anden måde: aben springer behændig fra gren til gren overfor aben springer behændigt fra gren til gren; aberne springer behændige fra gren til gren overfor aberne springer behændigt fra gren til gren. Om aberne er behændige idet de springer eller de springer på en behændig måde kommer omtrent ud på et. Foran en attributivforbindelse med et neutralt substantiv kan der være berøring mellem et foranstående adjektiv i attributiv og adjektivet i adverbiel anvendelse. Et smukt afrundet digt kan rumme en kombination af to adjektiver. Disse vil på sædvanlig vis være prægede af lige stærkt tryk og ofte med pause mellem leddene (grafisk sidestillede ved hjælp af et komma). Men udtrykket kan også rumme kun

et attributivt led, bestående af adjektivet afrundet + et adverbial der forudsætter og knytter sig til dette. Den lydlige karakteristik er i dette tilfælde et stærkere tryk på smukt end på afrundet og intet ophold mellem leddene ( og grafisk intet komma) . Ved brugen af såkaldt i den attributive forbindelse hersker der nogen usikkerhed. Knyttet til et adjektiv bruges adverbialformen: denne presse, den såkaldt -»gule«; knyttet til et substantiv er det almindeligt attribut: de såkaldte sputnikker, men den bøjede form træffes nu også almindeligt i første tilfælde: det såkaldte gode publikum. Se VvS.89. Morfemet -t mangler i samme tilfælde som neutrums-t'et i normen og i almindelig sprogbrug. Men adverbialmorfemet mangler i endnu flere tilfælde, specielt ved ordene på -ig og -lig i talesprog. Interessantere er det at brugen eller ikkebrugen af t-morfem ved samme ord er udnyttet til at angive noget indholdsmæssigt, leksikalsk. Reglen er fundet af Axel Sørensen i Danske biord 1891 . Det viser sig at sprogbrugen anvender morfemet t når adjektivet i den adverbielle anvendelse har bevaret adjektivets betydning, medens morfem ikke anvendes når adjektivet i den adverbielle anvendelse har fået en mere eller mindre afvigende særbetydning. Denne særbetydning består ofte i at angive en grad eller udtrykke en personlig indstilling til det sagte, medens den til adjektivbetydningen svarende adverbielle anvendelse, udtrykt ved morfem, som regel angiver måden hvorpå noget gøres, forlober. Eksempler (en del efter Axel Sørensen) der viser de to forskellige anvendelser: han arbejder flittigt : han besoger mig flittig ( = hyppigt); tiden går hurtigt : den tid kan hurtig ( = snart) gå; han arbejder stadigt (:>: vedholdende) : ha11 arbejder stadig (:>: endnu); de knapt tilmålte rationer: beløbet var knap (:>: næppe) tilstrækkeligt; det er ikke rigtigt (:>: på rette måde) kogt: det er ikke rigtig (:>: helt, tilstrækkeligt) kogt; Festpladsen er dejligt beliggende, og så er den så dejlig stor; Sagen skal endeligt afgores i morgen, saa maa du endelig komme; Det var ligefrem en fornojelse at se, hvor ligefremt greven trykkede banderne i hånden; }.Jan sidder så mageligt i denne stol, at man magelig kunde sidde og falde i sovn i den; (hun) gengav Ofelias afsindighed gribende virkeligt - det var virkelig gribende at se! Andre eksempler hvor t-løs form hører til normal sprogbrug: nojagtig den samme Sum RSchmidt.AEV.8. Dette saa overordentlig hyppigt indtrædende Tilfælde Flagstad.SP.30. Saa underlig langt jeg allerede

føler mig fra det altsammen Nans.GF.6. Ivar saa det pinlig skarpt Jac Paludan.MM.17. et vanvittig elegant Publikum Soya.SVS.115. flasken er halv fuld; han virker så mærkelig åndsfraværende; være grænselos ( voldsom, urimelig) odsel; det var rædsom (inderlig ) trist; prisen var vældig hoj; være fuldkommen ædru, overdreven pertentlig; særlig N.N. viste fremragende evner; du kan være evig forvisset om; han blev fuldstændig som et andet menneske; stykket var lumsk kedeligt, men: saæ nejer de missekatteagtigt lumskt for Publikummet HHLund.GF.E!5. Talesproget går, som nævnt, videre, fx. opgaven er jævn dårlig. - Halv Gade, halv landlig Vej Esm.GG.14. man kan blive helt syg af Misundelse Soya.SVS.115. hel sikker blev jeg senere ib.127. Ord der oprindelig og endnu hovedsagelig har adverbiel brug har ikke i normalsproget t-form (men den ses ikke sjældent som en overkorrekthed i skrift, se VvS.83), fx. delvis, undtagelsesvis, tilnærmelsesvis, fortrinsvis ofl. Disse træffes nu også undertiden som attributive adjektiver (med kongruensbøjning). Det gælder i højere grad de følgende ord, der dog stadig har deres hovedvirksomhed som adverbial og i denne anvendelse normalt er t-løse: han er selvfolgelig forsinket; vi må forelobig vente; det sker ustandselig med ham; vi har fået malet indvendig og udvendig; han var oprindelig maler; at arbejde 7 timer daglig; han er bestandig på rejse; det er formentlig rigtigt; det er antagelig en frivillig sag. - Herskabet bliver formelig bedrovet derover RSchmidt. AEV.11. uagtet jeg egentlig ingen Interesse havde for Musik KLars. KS.38. Det var bogstavelig ikke til at eksistere længere, sagde Trolden JVJens.NM.26. hans Miskundhed varer evindelig Salm.136.1 ( 1931 ). Af den side 371ff. nævnte gruppe adjektiviske ord kan nogle (i neutrumsformen) bruges som adverbial, resten ikke. Det bruges kun adverbielt i talesprog i forbindelser som »Du og Fanny kommer ikke saa meget sammen som dengang, vel?« - »Vi kommer det sammen, som nu engang er uundgaaeligt her paa Egnen« AaseHans.T.11. Noget, meget og lidt er almindeligt brugte: Kommer han, Kammerjunkeren der noget? FritzJilrg.nr.17. (han havde) Vane at bande noget aldeles forskrækkeligt SKoch.Den unge Erik.13. Der ('J: ved døren) stod Overkelneren, og der havde han staaet allerede noget ('J: nogen tid) Viggo FMoller.B.84. det var noget så dejligt {jf. side 411). sidde saa meget alene Wied.BS.197. kom lidt her hen ib.200. det er meget fint, meget bedre. - Du maa meget undskylde! Replikker.IIl.16. Lillian er da fakModerne dansk. II. 25

385

tisk ung. - Ihja, hun har bare været det lidt længe ib.1.6. Det er noget anderledes; han betænkte sig noget. - Jeg kender ham lidet eller næsten ikke EBrand.Udenf.L.191. vent nu lidt! han kom lidt senere. Se også side 411. Adverbialformen småt dækker kun en del af det betydningsområde der dækkes af lille og små, nemlig: nodtørftigt, fattigt, svagt, langsomt og småligt (se DO.). Sådan har i t-las form en omfattende adverbiel anvendelse: bære sig saadan ad EBrandes.UdenfL.8. Saadan ud paa Aftenen, naar Born sidde nok saa net ved Bordet HCAnd. I.167. Naar jeg altsaa kommer saadan henimod tre FritzJiirg.nr.50. /run havde •• en egen Maade at bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa Bang.F.18. Det var, som om det (~: hjertet) skulde briste, saadan hamrede det i hendes Bryst ChrEngelst.HA.104. det sneede sådan at vi måtte blive hjemme. Ordet bruges hyppigt i talesprog for at angive at det omtalte forhold forudsættes velbekendt eller at man ikke vil angive det nærmere idet det overlades til tilhøreren selv at forestille sig det. Det kan derved knyttes til forskellige led i sætningen, også til substantialer: Han var nu saadan Militærkunstner og Politikerartist KLars.SF.85. Se også eksempler i DO. og AaHans.Sætn-4I a:ldre sprog og endnu vulga:rt forekommer en adverbialform saadanne, fx. Saadanne er det her, og saadannc have vi det altid i vort varme Land! HCAnd. 111.70.

Alt bruges adverbielt i bestemte faste forbindelser som alt for (stor); alt som (årene gik); alt imedens han fortalte, samlede han Bogerne sammen JPJac.II.122. Adjektivets gradbøjede former bruges også adverbielt (jf. side 345), i superlativ altid i den ubestemte form ( uden -e}: engang, naar han trænger allerhaardest Drachm.F.I.439. (haven gjorde) hverken Fordring paa at være videre til Lyst eller videre til Nytte sa.UB.188. Kærnehuset kastede han efter Katten og ramte den lige i Synet, saa den nøs og skyndsomst retirerede CEw.Æ.XI.49. I det smalle lange Rum .. dybest inde sad fire gamle Kvinder Nans.GF.61. Dette forklares .• simplest derved at .. Flagstad.SP.28. (Pascal) fandt Losningen i den kristne, særligt den katolske, særligst den gallikanske og allersærligst den jansenistiske Lære Høffding (DO.). Af alle europæiske Karakterer er den (:i: den italienske) den radikalest menneskelige Jørg.RM.28. (de) rødmer allerkærest FrPouls.W.162. den lærebog i historie, som underoffi-

cercn velvilligst havde lagt foran ham Svedstrup.EG.l.77. det mildest talt beskidte og lurvede Søroverkostyme Soya.SVS.38. på det primitivest tænkelige niveau FjordJensen.NK.15. I følgende tilfælde har vi i komparativ en sidefonn uden -e: mer ved siden af mere, den første især i talesprog (jf. side 329), også brugt alternerende (fx. af stilistiske hensyn): Det forste, der maa ske, er: at Rose aldrig mere ser Arden, aldrig mer taler et eneste Ord med ham EBrand.UdenfL.28. noget, der var mer end en Stemning JacPaludan.UR.28. det var Ideen mere end Personen selv, han vendte sig til ib.,15. Mere har vi truffet ved den såkaldte omskrivning af højere grad. Om forbindelsen mer(e) end i konkurrence med fler(e) end se ovf. side 330. Ved siden af længere (som komp. til la11gt) bruges, ligeledes især i talesprog, længer (med stød): længer borte Bang.SE.182. længer end til Altret var han aldrig kommen SMich.HB.35. du behøver ikke at gå længer(e) end hen til hjornet for at finde en postkasse. Ved angivelse af en varighed er længer(e) komparativ af adverbiet længe (se Adverbierne). Tilsvarende adverbiumsfonner bedder og vær ( = værre) begge med stød, tilhorer ikke rigssprogsnonnen, men findes fx. i kobenhavnsk som i sjællandsk.

Superlativen hojest har en sidefonn hojst der kun bruges adverbielt i tilfælde hvor der ikke er tale om en sammenligning, nemlig foran adjektiver og adverbialer i betydningen: »overordentlig«, »meget«: det er hojst usædvanligt, og ved en angivelse for at betegne at denne er en yderlighed, en øverste grænse: jeg vil /iojst give 30 kr. - man indta'r en, allerliojst to (tabletter) inden kl. 10 Formiddag Soya.SVS.64.

+

Ved mulig er forbindelsen muligst adjektiv nu fortrængt af forbindelsen adjektiv i superlativ mulig: et for dem muligst fordelagtigt Jordsmon Brandes (DO.). at udtrykke sig muligst sprogrigtigt og dermed muligst forcstaaeligt og naturligt MHamm.FK.79. Bevægelserne maa derfor her være muligst tydelige Flagstad.SP.38. det storst mulige antal. - kom hurtigst muligt! - de færrest mulige og almencst mulige /orudsætninger Hjelmslev.Omkring sprogteoriens grundfa:ggclse.15. i videst mulige forstand forlagsmcddelelsc.1963. En adverbiel anvendelse af superlativ med bestemt artikel foran ledsætning lever i talesprog og især i dialekter i udtryk som de lob det badste de havde lært vi halt Bryllup de snaarcst vi kunn Blicher.E Bindstouw.41.

+

Adverbialformen langt kan i lignende funktion som aller- (se side 328) bruges til at forstærke højeste grad: det er langt det bedste, billigste, dyreste; klogeste osv. Fra forbindelsen langt den storste del er langt overført til langt størstedelen; hvor langt altså - hvad der er unormalt knytter sig til første led af en sammensætning. Herfra kan langt undertiden gå videre til sammensætninger med lignende betydning: langt hovedparten, langt flertallet, se VvS.89. Også i den adverbielle brug kan gentagelse anvendes til forstærkelse: det er meget, meget koldt i dag; børnesprog: Vi . . smidder den lannngtlangtlangt væk Gjedde.B.108. Adjektivets funktion som adverbial er den samme som ordklassen adverbiers. Indholdsmæssigt er det især angivelsen af måde som præger adjektivernes brug som adverbial, hvad der er forståeligt på baggrund af adjektivernes deskriptive, kvalitetsangivende indhold. Men også som adverbial der angiver grad træffer vi hyppigt adjektiver; idet deres deskriptive indhold trænges i baggrunden eller helt forsvinder til fordel for en ofte affektiv og overdreven angivelse af grad: det er frygtelig dyrt; det er uhyre billigt; jeg kommer inderlig gerne; han blev dygtig gennempryglet; han lider så skrækkeligt af hjemve; hun er en morderlig kvik pige; - jeg veed hun ælsker mig rædsomt FritzJiirg.nr.40. De er da en forfærdelig nydelig Pige! AndNx.(DO.). umaadelig talentfuld Soya.SVS.132. Jeg vilde vanvittig gerne have rodt Haar Replikker.I.6. Et adverbial der angiver grad horer ikke hjemme ved de adjektiver der af indre årsager ikke kan kompareres. Bruges det alligevel har adjektivet fået afbleget betydning eller det sker for komikkens skyld: Kunsten tav og saa ualmindelig a/dod ud JesperEw.K.52.

Rester af ældre kasussystem.

Vort sprog havde på sit ældste trin en kasusbøjning ved adjektiverne i forbindelse med genus- og talbøjning, således at en form på samme tid stod i alle tre systemer. De længstlevende af de gamle kasus~ former var nominativen i maskulinum, hvis morfem var -er, og akkusativ i samme genus med morfemet -en. Den første form har holdt sig i bornholmsk og skånske dialekter, og via folkeviserne blev den et yndet stiltræk i romantikkens poesi. Folkeviserne har overleveret os en unger svend, nu opfattet og anvendt som sammensætning: en ungersvend ( ungersvenden, ungersvendene osv.) og især brugt med spøgende bi388

betydning. Formentlig ved en folkelig-dialektal østdansk overleven af den gamle form bruger vulgærsprog og jargon udtryk med ubestemt artikel som han er en {linker mand, en grimmer, skrapper, slemmer dreng (Brøndum-Nielsen.GG.IV.53). Det er en skrapper en, at man kan komme ud for saadan noget i en Religionstime B.T.1933{DO.). en grimmer Historie Information.9/10.1946. det er en pæner Mand Soya.E.61. en satens dyr og flotter fyr BruunOlsen.B.18. Se nærmere Brøndum-Nielsen l.c. med henvisninger. Da tysk jo også har nominativ maskulinum på -er ved adjektiver med ubestemt artikel er det muligt at jargonudtrykkene, i hvert fald delvis, er en spøgefuld fortyskning (fx. i naversprog), som den vi har i Marineministeren en lieber Sogut paa et Par og Tres Wied.Da.266, sammensætningen en liebergut (se DO.) og en guttermand {af tysk (ein) guter Mann, måske med tilknytning til eller som omdannelse af en gut). Adjektivet vilter kan vise den gamle kasusform bevaret eller være en afledning på -er (se side 429) . Formen på -en har vi bevaret i udtrykket i vilden sky. Det er blevet opfattet som en ubøjet form og er blevet bøjet: det vildene hav, den vildene skov osv., og vildene ( også opfattet som præsens participium og skrevet vildende) er blevet brugt som en ubøjet (og ubøjelig) form. Hej for en vildene Dans! SophClauss.Eroter og Fauner(1910).36. Se videre DO. og Brøndum-Nielsen.GG.IV.38. Iøvrigt arkaiserende, fx. Nær salten Sø JLocher.bogtitel. Også her træffer vi jargonudtryk og spøgefulde arkaismer: vores Udenrigs er en sikkren Hund; han la'er sig inte gaae paa! FritzJilrg.nr.64. Gud i lysen Himmel, hvor han fortryder det! Wied.Da.144. En Gartnerkarl med snelwiden Hånd mod kulsorten Muld TomKrist.LA.191. (Holbergs Henrich} færdes paa letten Fod tværs over alle Sprogegnene HBrix.HK.308. - det kan du være vissen på (se DO. vis sp. 209; spøgende omdannelse af være vis på, jf. Kaj Bom i Da. Folkemål.XIV.69).

I jysk bruges goden (gotten, gutten) tryksvagt i forbindelse med personbeteg· nelser: Der stod goden (:i: den noksom omtalte, :,vore) Bonde og vidste hverken ud iller ind jysk kilde i Svend Grundtvigs Danske Folkesagn. ( udg.1915) .:z:z8. Hwad tinker du nu om gotten Swend'l Aakjær.Naar Bander clsker.85. Se ogaå DO. god sp.1175 og Brondwn-Niclscn.GG.IV.63.

389

Numeralier. De talord der er adjektiver falder i to rækker: mængdetallene (kardinaltallene, kardinalia) der betegner antal, og ordenstallene (ordinalia) der udpeger et eksemplar og angiver dets plads i talrækken. Kardinaltallene er uden bøjning undtagen det første der har genusbøjning: et, og bekendthedsbøjning: et: den ene (mand), det ene (hus). Superlativformen eneste har etableret sig selvstændigt (se side 337). Ved tal der er sammensat med en som første led er kongruensbøjning nu opgivet: enogtyve ar (tidligere: et og tyve Aar Oehlenschlliger.Saml.Skrifter.XIII.284. eet og tyve Aar Blicher. ( l920) .IV. Il 8), enogtredive kilo, han fylder enoghalvfems, det skete i nitten (hundrede og) enogtres. Hvor en er sidste led, altså står umiddelbart foran substantivet, er genusbøjning derimod opretholdt: tusindogcn nat, hu11dredeoget dogn. Ved brugen af nye talformer som sekstien vil genusbøjning derfor være det naturlige (som det er foreslået i Karker.Nordiske talord i dansk.5,µ.) : sekstien dag( e), sekstiet kilo ( om talvanskelighederne se l49). Tallene to og tre har variantformer tvende og trende der bruges arkaiserende og spøgende.

en :

en,

I stedet for et talord som første led: syv og tredive osv. kan bruges nogle enkelte ubestemte talangivelser: han er nogle og tredive dr. - han er et par og tredive. - Usa:dvanligt: Var hun lidt og tredive? JPJac.lI.78. I stedet for ordenstal kan bruges kardinaltal med ordet nummer foran: han har udsendt sin roman nr. tre : sin tredie roman, Det hedder ikke blot nummer et men også side et, liovedvej et osv., vel ved underforståelse af nummer. Tallene over 1000 kan udtales på forskellig måde, (x. 1907: nitte11 hundrede og JJII (således normalt ved årstal), et tusind ni hundrede og syv (således ofte ved angivelse af antal og numre) og nitten nul 7 (ofte ved numre, normalt ved tclefonnwnre).

Ordenstallene har normalt former der er dannede af kardinaltallene. Undtagelserne er forste (egentlig superlativ, se side 330) og anden. Det sidste har genusbøjning: anden gang: andet hefte, men er uden bekendthedsbøjning: den anden gang, det andet hefte; i forbindelsen anden dagen, der nu udtales (og skrives) som sammensætning andendagen, har vi bestemthedsbøjning af substantivet (se side 183 hvor også andre tilfælde af bekendthedsbøjning i attributiv-forbindelser med ordenstal er nævnt). Ubestemt artikel bruges ikke ved anden som talord undtagen ved proprier: Lu:tdorph . . . ventede en anden W essel 39°

(:l: en ny W., en W. nr. 2) VilhAnd.(DO.). Ubestemt artikel er derimod almindelig ved anden i dette ords andre anvendelser, fx.: en foretrækker øl, en anden (foretrækker) vin; Jeg kommer igen en anden gang. Ved anvendelsen som talord omskriver man gerne: nu har de fået barn nr. 2 (ikke: nu har de fået et andet barn, heller ikke gerne: nu har de fået det andet barn ). Numerusbøjning andre findes kun ved brugen som ikketalord. Ejendommelig er brugen af ordenstal i stedet for kardinaltal i halvandet år et og et halvt år, halv/jerde kilo tre og et halvt kilo, osv. Tredje, fjerde og si,.ette har lighed med kardinaltallene tre, fire, seks, men er dannet på forskellig måde. De øvrige ordenstal har ( i forhold til de tilsvarende kardinaltal) en endelse -te: femte, ellevte, tolvte, tredivte, eller -(e )nde: syvende, ottende, niende, tiende, trettende osv. indtil tyvende. Titallene fra 40 til go har som kardinaltal to former: fyrre, halvtreds, tres, halvfjers, firs, halvfems, der er de almindeligt brugte kortformer for fyrretyve, halvtredsindstyve, tresindstyve osv. De tilsvarende ordenstal er dannet til den sidste række former: den fyrretyvende osv. Om de nye former for titallene: toti, treti osv., der søges indført, se den nævnte bog af Karker. Ved de sammensatte kardinaltal dannes ordenstallet af sidste led alene: syvogtredive: den syvogtredivte; et hundredeogtretten: den ethundredeogtrettende; - den hundredogellevte Flue i det samme .. Edderkoppespind JPJac.II.31. Kun hvor sidste led er en og to har der ikke dannet sig nogen sprogtradition: den hundrede og første (det firehundrede og første par Overs. af Huxley.Fagre nye verden(Minervaudg. ).57) eller den hundred(e)ogente? ((døden) indtraf i hendes ethundredeente år Kristel.Dagbl.11/5.1964) den tusindoganden eller tusind ogtoende? Vanskeligheden undgås ved brugen af nr. hundredoget osv. (jf. Karker.l.c.61 f.). Heller ikke ved ordcnstallet til 100 og 1000 har der dannet sig nogen tradition. Oftest (næst efter omskrivning med nummer) bruges kardinaltallet uændret som ordenstal: De har spillet Heiberg, Hertz og Hostrup for ettusinde Gang Drachm.F.l.357. Hun standsede for hundrede Gang foran Husmandens Petra Bang.T.166. det hundrede Tilfælde KMunk.HJ.29. Det f jortenhu11drede Aar efter Frelserens Fods el Thit Jens.SK.I.g. Hver Kvinde staar mellem disse to, I forelsket og elsket og

=

=

391

ren - I Een Gang hvert hundrede Aar kan det ske I de to smelter sammen til een TDitlevsen.Lille Verden.34. deher glostrup drenge fra den firehundrede kartoffelrække Rifbjerg.KU.61. for tusende Gang JPJac. (DO). Den tusinde Mand digttitel (engelsk The Thousandth Man) , Kipling.Oigte.l942.l93. for sekstusinde Gang HHLund.GF.116. Ordenstallet til million volder ingen vanskeligheder: den millionte del - (han var) den 2 millionte passager BerlAft.3/I .l961. Tallet er ikke meget brugt, men dog hyppigere end ordenstallet til billion og trillion; der er dog ingen tvivl om at den der får brug for dem vil danne dem på lignende måde: den billionte, trillionte del. Endnu mindre brug er der naturligvis for et ordenstal til milliard. Her kan -te ikke godt bruges, og derfor er det nærliggende at lade -ende træde i funktion, når formen en sja:ldcn gang behøves: en 10 milliard'ene del procent BerlAft.17/I 1.l962. I matematikken er -te udnyttet i n'te potens og den nulte potens. En sjælden gang er ordenstalsendeisen i spøgende hensigt truffet føjet til ettalangivende adjektiv: Forsvarssporgsmaalet skal løses for den hvormangle Gang EBrand. i Pol.31/1.1929. - I betragtning af den uregelmæssige dannelse af ordenstallene udfra kardinaltallene og da der kun er tale om et begrænset antal former, er spørgsmålet om der her foreligger bøjning eller afledning vanskeligt at besvare. Se I. Som andre bestemmere st!r talordene foran adjektiver med beskrivende indhold: tre gode bøger. Kun i udtrykket de hellige tre konger har vi efter tysk forbillede (die heiligen drci Konige) brud pli. denne regel.

Ubøjeligt er begge. I attributiv anvendelse kan det forbindes med substantivet i hest. f.: begge børnene. I substantivisk anvendelse kan det stå appositionelt: de er begge interesserede; jeg kender dem begge.

ANVENDELSE: ADJEKTIVETS FORHOLD SOM SÆTNINGSLED. 1.

Den attributive anvendelse.

a. Ledstillingen. I de fleste tilfælde star adjektivet foran det substantiv det forudsætter: en tyk bog osv. (se ndf. ). Kun substantiv-pronomineme tåler ikke attribut foran sig undtagen i den kælende eller nedladende tiltale med ord som kære, stakkels, lille: Stakkels De! Gjel. GL.261. Kære De, sagde hun til Skolelærerens Datter Bang.HH.11. Kære Du, sagde Moderen til Faderen ib.14. hor lille du (De } I - Sml. Det er .• et frygteligt handicap for lille mig Soya.TS.51. Direkte efterstillet substantivet bruges det enkeltstående adjektiv ikke udenfor poetisk sprog og gammeldags faste forbindelser (se side 312). Derimod bruges en forbindelse af adjektiv med et andet eller adjektivet med tilhørende forudsættende led almindeligt i - og delvis kun i - denne stilling (stillingen gør at det ofte føles som noget parentetisk, en tilføjelse) : (der) var reist en Stang, hoi som en Stormast HCAnd.lII.15. Alle Fiskene, smaae og store, smutte imellem Grenene ib.I.87. En gammelagtig Kone, hoi og stærk, som var hun et udklædt Mandfolk, sad ved Ilden ib.143. om denne Pigemund, paa engang blod og bestemt i Linjerne, laa der en lukket Trods Drachm.F.l.312. Læsning •. er en Øvelse, værdig en Brydekæmpers Anstrængelser RSchmidt.AEV.20. et Stykke Stenkul, glinsende og sort CEw.Æ.Xl.16. (noget) som vi, nysgerrige og spændte, bekigede og undersøgte paa alle Kanter KLars.Ci-4- Det var en raakold Aften, hverken mork eller lys JVJens.SS.135. jeg holder en gylden Frugt, hel og rund, i min Haand Nans.GF.125. Hendes hele Væsen, ydre som indre, staar i en vis udfordrende Modstrid til .. CGandrup. M.8. en Harpelyd gammel som Syndfloden men mere vaarlig end noget andet i Verden (~: lærkesang) JVJens.NM.29. tilkendtes der den enkelte kendsgerning en egenværdi, helt uafhængig af dens betydning for forståelsen af kunstværket og dets tilblivelse FjordJensen.NK..49. En dansk læge, lang og lys, spurgte om jeg ville se de lejre? KAbell.F.92. Der var en stemme, sådan rungende, der råbte ned i et stort TOT Pan393

duro.R.9. Eksempler fra JPJac. hos MøllKrist.lmpr.96. Adskilt fra substantivet: en deilig Dreng var det (;i: en statue), hugget ud af den hvide, klare Sten HCAnd.1.88. I prædikatsætninger som Hun var et underligt Barn, stille og eftertænksom HCAnd.I.88. Han var en smart Forretningsmand, energisk og sparsommelig HKaarsb.Vi.65. er det vanskeligt at skelne mellem efterstillet attribut og sidestillet prædikat. I andre tilfælde er det det løse prædikat der kommer i betragtning: Laugs Engens Synsrand staar Popler, blaa af Soltaage Jørg.LT.3. I alle tilfælde er det enten umuligt (sprogstridigt) eller vanskeligt at få attributtet anbragt foran substantivet. Vi kan sige et stort fuldt fad, men knyttes et adverbial til fuld må det efterstilles: jeg skal forære dig to Lommer fulde af Thee HCAnd.I.146. et Blik .• fuldt af Ringeagt ORung.E.143. et stort fad fuldt af cigaretstumper Branner.R.77. De to Pigebørn tilkaster ham et sidste Blik, fuldt af Elskov og Skælmeri Soya.SVS.14. Hvor et led med som er knyttet til adverbiet saa foran et attributivt adjektiv, må som-leddet lige så vel som en at-sætning i alle tilfælde bagefter, men også hele forbindelsen kan sættes bagefter: så stort et stykke rav som en knyttet hånd: (jeg) fandt et Stykke Rav saa stort som en knyttet Haand CEw.DV.15. Så vældig en hal som jeg aldrig havde set for : saa stod jeg pludselig i en Hal, saa vældig og vidunderlig, som jeg ingen Sinde havde set ib.19. - gamle Johan har faaet sig en Begravelse, saa skøn som han kuude onske sig den KMunk.LGD.130. .Mellem lerhytter så lave, at man kun syntes en ged kunne stå oprejst KAbell.F.94. I andre tilfælde er både efterstilling og foranstilling af lange attributive led mulig, det sidste er som regel mere stift (bog)sprog: disse med raa Fragmenter af en mistydet Videnskab pyntede Ødelæggelsesinstinkter JVJens.S.12. De fleste vil foretrække at skrive disse Ødelæggclsesinstinkter, pyntede med .. Videnskab. Endelig kan noget af attributtet sættes foran, noget bagefter: ingen dyb, tankerig, sin Tids Ideer omspændende Aand, fyldt af frugtbare .Motiver og digterisk Grode RSchmidt.AEV.48. De fortalte den ene roverhistorie værre end den anden FBerliner.E.89. Det efterstillede attribut har en konkurrent i appositionsleddet: De elsker Harpen, den folsomme, .Mimosen blandt Instrumenterne Emil Rasm.M.5. og i relativsætningen: et sidste blik, som var fuldt af elskov og skælmeri. - Der er ikke noget stødende i at kombinere et adverbial med adjektivet: Når han, langsomt og tankefuld, spankulerede ned

394

gennem havegangen, og killingen, langsomt og tankefuld, fulgte efter ham Ørum.VD-45. Især i talesprog kan en ved og indledt del af et komplekst attribut sættes bagefter: jeg vil se megen Mad paa Bordet og god CEw.DV.104. han er en meget tiltalende ung mand, og dygtig. Ved en syntaktisk enhed af to substantiver, især ved mængdehelheder, kan et til sidste subst. hørende adjektiv undertiden anbringes foran det første: et godt Glas Vin Drachm.Sk.15 og ViggoFMøller.PB.60. en stærk kop te. - i grove tilfælde af svig Bek.nr.160 4/4 1963 § 56. I en tid lang, dagen lang foreligger efterligninger af tyske udtryk (hvor lang er brugt adverbielt). Ligeledes foran det Billede stod Fraru Timer lang Bang (DO.). Undertiden tr.i:ffes lang kongruensbojet: Dage lange kunde han holde Sengen Dr.ichm.SF.51. Maaneder lange omgikkes han disse .Asketer sa.VD.::1113. En tidlang er for en moderne betragtning en sammens.i:tning ( ""' i nogen tid) modsat en lang tid ( i lang tid) og kun brugelig som substantivadverbial.

=

b. Det foranstillede attribut kan være komplekst, bestå af flere kombinerede (sideordnede) adjektiver: en dyr men dejlig tur; et vellig11ende, fint udfort portræt; - det er Digterstolthedens lønligste, i Hjertets Dyb tilbageholdte Ord RSchmidt.AEV.13. eller (især ved participier) af anden større kompleksitet: en af sine ydre Fortrin mindre indbildsk Personlighed Brandes.U.70. det (måtte) for en Byzantiner staa som en Gud og Mennesker velbehagelig Handling JLHeib.HP.6. de smaa elskelige, paa Trætofler med indadvendte Tæer og med en Stak ibenholtsort Haar paa Hovedet tudsende Japanerinder JVJens.FØ.20. Den attributive forbindelse kan også bestå af et adjektiv der er attribut til (forudsætter) en attributiv forbindelse af adjektiv (eller genitiv) + substantiv ( i det følgende markeret ved parentes) : en 'fin ( gammel 'herre); en 'sod (lille 1pige) ; en lille 'sod pige. - betydelig (indbyrdes Forskjellighed) RSchmidt.AEV.7. det herlige (dyrkede Land), hvor Mændene mylrede SMich.HB.116. underlige (klagende og klynkende Toner) Madelung.EH.333. den gyngende (skibenes kongevej) Svedstrup.EG.I.81. Han er den solide (danske Arbejder) JesperEw.K.11. (han) foler en vis (bred og behagelig Stolthed) ib.14. en fåmælt, lidt ældre (ung mand) Rifbjerg.U.7. Se også Pausekommaet side 132f. Dette forhold har vi ved de pronominale ord (og ved genitiver) : alle (mine venner ) ; denne (forfatterens sidste bog); hele den ( vide verden ); vores (den lille Marianne) HKaarsb.Vi.89 (jf. Kasus side 228). Hvor attribut395

terne er kombinerede har de lige stærkt tryk: de 1sode(,)'unge piger, medens der er forskellig trykstyrke på adjektiver der ikke er kombinerede: de 1sode unge •piger. Sætningen: han har kobt en 'dyr(,) 'gammel 'bog indeholder det udsagn om en bog at den var både dyr og gammel. Udtalt: han har kobt en 'dyr gammel 'bog er talen om en gammel bog der var dyr. I han har købt et 'nyt 1stort hus fortælles at huset har de to egenskaber; i han har kobt et 'nyt stort 'hus har nyt betydningen: endnu et eller et andet. Ved et komplekst, ved kombination opbygget attribut bruges normalt en fæltes bestemmer. Gentagelse af bestemmeren for hvert af leddene tjener emfatiske eller stilistiske formål: Vordingborg, den var en stor, en levende By HCAnd.II.126. Aamanden, der er en gammel, en stille, en underlig Een ib.lil.99. Konkurrerende udtryk med apposition: Det var en TrØ!slamme, en lang, smmkker, af barket en ChrEngclst.EH.9.

Da de to eller flere adjektiver dels kan høre til samme eksemplar af det substantivet angiver, dels fordele sig hvert til sit eksemplar, kan misforståelse undgås ved gentagelse af bestemmeren i sidstnævnte anvendelse: et gult og blåt flag er et flag, et gult og et blåt flag er to flag. I sidste tilfælde kan substantivet opfattes som underforstået. c. Forholdet mellem det attributive adjektiv og substantivet kan være kvalitativt eller kvantitativt. Det kvalitative forhold består i at adjektivet beskriver substantivet i en eller anden henseende. Man plejer at skelne mellem en rent beskrivende, deskriptiv anvendelse, og en anvendelse hvor det beskrivende er brugt som modsætning til andre (ved andre adjektiver repr.csenterede) muligheder: en distinktiv anvendelse. Sidste anvendelse karakteriseres ved et stærkere tryk (undertiden kaldt modsætningstryk) end den første anvendelse: (de) 'gamle 'huse er konne, men nu må de "gamle 1huse vige for 11 ny. - hans 1gode hu'mor svigter ham aldrig : hans hidtil 11 gode hu'mor blev 11 dårligt. I det skrevne sprog må forskellen fremgå af konteksten og virkelighedsforholdet. Hun satte sig i hans hojryggede stol (Branner.R. io 1) kan vise den distinktive funktion, nemlig hvis der er flere stole hvoraf kun en er højrygget; eller det kan vise den deskriptive betydning hvis situationen kun rummer en stol. Det distinktive forhold kan minde om det partitive (som fx. ved

mange, se side 3 79). I en samtale i anledning af at en automobilist havde kort en mand ned og var stukket af, blev brugt udtrykket de feje automobilister, hvad der gav anledning til misforståelse da det jo både kan rumme en anklage mod alle automobilister og udpege dem af automobilisterne der er feje. Udtalen vil dog normalt være vejledende. Den distinktive funktion har delvis en konkurrent i genitiven og forste led af sammensætninger: den fædrene slægt : faderens slægt; den danske natur : Danmarks natur; det sommerlige vejr : sommervejret; kvindelige sysler : kvindens (kvindernes) sysler : kvindesysler. Den deskriptive anvendelse har igen flere schatteringer hvoriblandt den af en fast beskriver, et epiteton omans (i forbindelse med den bestemte artikel): den gronne skov, den vide verden; de varme lande; det lille Danmark; de flittige myrer. Flere eksempler hos Marius Kristensen i D.Studier.1938.24-ff. Trykket kan som nævnt blive temmelig svagt, svagest i tilfælde som hor, lille 1ven; ærede 1tilhorere. Jf. side 393. Der er ingen grund til at gå nærmere ind på den distinktive anvendelse da en sådan (i talen karakteriseret ved ekstra stærkt tryk) jo findes ved alle ord: en ny Ihat ( modsat andet klædningsstykke o. I.}; han ikke »gik« men »lob« osv. I tilfælde som den mangeaarige Rigsdagsmand Schand.VV.135. den mangeaarige Bibliotekar ved Universitetsbiblioteket Alfred Krarup Pol.30/H!.1942. Han var sådan en storartet pædagog Branner.R.117. en dårlig rytter; en gammel ven, hvor adjektivet beskriver en person i hans egenskab af det substantivet betegner, fremtræder substantivet med stærkere eller svagere distinktiv funktion og kan udtales me: en seng til brug for voksne); en ledig time (:>: en time hvor man er ledig, fri); han indtog en afventende holdning; her er en brændt lugt (:>: lugt af noget brændt). I friere littemr anvendelse: Aviatorens sidste nervose Cigaret, inden Propellen sættes i Bevæ-

397

gelse JVJens.lntr.121. klokkerens værdige, hvidslipsede vanken ned og op gennem kirkeskibet Svedstrup.EG.I.322. de lave fornuftige Sko TDitlevsen.BS.5. Omvendt: legemligt arbejde kan give grundlag for: Folk, der ikke horer til de legemlige Arbejdere Nans.GF.3. jomfru til indvendig gerning > indvendig jomfru. Se Hjortø.SL.101ff, elev til videregående uddannelse > Videregaaende Smorrebrods-Elev Pol.5/2.1947. Prædikative forbindelser som det er åndssvagt med den stil affoder den åndssvage stil og det er ikke menneskeligt at bo i sådanne stuer (orer til stuerne er ikke menneskelige at bo i Laucsen.Saa venter vi paa Skib.179. Se også. Verber og VvS. 198.

Forholdet mellem adjektivet og substantivet kan angå noget kvantitativt (mængde, mål, del, antal): i lang tid; i stor hojde; i stor mængde; et mindre (storre) areal; en talrig familie; et trefoldigt leve; megen ulejlighed; er der nogen grund til at gøre det? Specielt kan forholdet være som mellem del og helhed, svarende til et partitivt forhold: det sydlige Læso (o: den sydlige del af L.). det yderste Nørrebro. Det kristenfjendske Tyskland (::i: den del af Tyskland eller tyskerne der er kristenfjendsk(e)) KMunk.HJ.157. det gamle Kobenhavn skal bevares; hans sidste levetid; min forste Barndom Nans. GF+ de fleste overtroiske meninger og skikke KNyrop.G.10. Hertil hører forbindelser med mange, ingen, nogle, somme, samtlige (se side 377ff.). Endvidere talordene: fire born osv. Også betegnelser for plads i en rækkefølge hører herhen: den sidste mohikaner, den mellemste kaje, herunder alle ordenstallene (femte klasse} og superlativerne ( det mindste barn; se side 343). I denne partitive anvendelse bruges præpositionen af når substantivet bruges i bestemt form eller med bestemmerlcd: det sydlige af oen Læsø; fire af hornene; den femte af klasserne. Om lutter, bar(e) osv. se side 381. Ved nogle adjektiver med deskriptivt indhold er der sket en betydningsovergang til betegnelse af grad, styrke eller mål: Han gjorde en voldsom bevægelse Branner.R.97. - en vældig tilstrømning; en væmmelig hoste; i en uhyggelig grad; en sindsyg pris; han har brugt en skræk~ kelig masse penge. Specielt i damesprog: Bent har saadan en eventyrlig Charme Replikker.III.38. »fryser din Mand og Drengene da ikke?« »Nej, desværre, det er saadan no'ne frygtelige Vikinger, jeg er gift med« ib.90. det skal du ha' evig Ret i ib.21. Om tilsvarende anvendelse som adverbial se side 413. 398

I samme sproglige milieu erstattes de mere neutrale adjektiver: god, dårlig, tiltalende, utiltalende o. I. med andre mere følelsesbetonede og derfor stærkere adjektiver, fx. fra Replikker.III: Er det ikke en himmelsk Opera? 52. Det var vel nok en pragtfuld Film! 83. Det er den vidunderligste Film, man kan se for sine Øjne 85. jeg havde den mest vidunderlige Drøm! 28. Specielt skal nævnes god og dårlig med kvantitativ betydning >rigelige, henh. :i>kun ringe«: have god, dårlig tid; give god vægt, godt mål. Foran angivelse af mål: der er en god mil at gå, det tager en god time; et godt kvarter (;i: over 15 minutter). Tidligere også ved pluralis: man har gode ti Timers Kjørsel CStABille. Er.I.32. (Skibet) var gode syv Fod langt Drachm.(DO.). Ved pluralis og neutrum bruges ved målsangivelser nu næsten kun godt i adverbiel anvendelse: godt fire meter, godt fem kvarter, der er godt et halvt kilo. Et godt halvt Aar (nu helst: godt et halvt år) Pont.HK.197. Ved fa:lleskon bruges begge udtryk: en god time : godt en time. Sml. lille i et lille kvarter (;i: knap et kvarter) og der er små to ( :>: knap to) min11 tter til radioavisen radiospeaker 31 / 1 1966.

Hvor substantivet er en sammensætning beskriver det attributive adjektiv normalt den helhed sammensætningen betegner. Men i enkelte tilfælde er adjektivet kun attribut til sammensætningens første led. Helheden kan fremtræde som en forbindelse (sammensætning) af attribut + første led af sammensætning, og sammensætningens andet led: {kongelig hof)bager; (Teknisk Skole)jubilæum BerWt.14/10.1946. mine Forældre er begge Indre Missionsfolk JohsWulff.ML.193. en ( højere pigeskole )lærer. platonisk Kærlighedshistorie KBlixen.Sk.61. svært damaskbetræk i et fransk lilje-monster Elsa Gress overs. af Durrells Justine.162 (hvor det vel nærmest er den skrevne form der er noget mærkeligt ved). Hvor adjektivet eller foransat artikel viser kongruens med sammensætningens sidste led, får vi tydelig en uoverensstemmelse mellem det grammatiske (adjektivet bøjet som attribut til hele sammensætningen} og det indholdsmæssige (adjektivet som beskriver til førsteleddet): et ungt Avgustushoved JPJac.II.81. unge Dameportrætter Bang.F.147. Orientalsk Tæppeauktion BerlTid.22/1.1929. Landsorganisationen for lettere Hesteavl (:>: avl af lettere heste) ib.20/1.1929. ved personlige Venskabsbaand Stangerup.K.II.137. Yderligere eksempler i Dania.I. 265ff.,II.351 ff,D.Studier.1938.28. Sml. Nysvenska studier 40( 1960) 55ff. Det kan hænde at adjektivet i samme forbindelse kan bruges som attribut til helheden og (indholdsmæssigt) til første sammensætningsled alene: den historiske Professor-Konkurrence {aviscitat hvis data er 399

glemt) kan betyde den professor-konkurrence der er blevet historisk, eller (som det var brugt i avisen) konkurrencen om professoratet i historie. Lignende udvikling ved afledte ord: indre mission overfor en indre .Missionær Schand.VV.12. teknisk tegner( ske): teknisk tegning. d. Der sker stadig en overgang af adjektiver i adverbiel funktion og af rene adverbier til brugen som attributive adjektiver. Om det sidste forhold se side 351 og under Adverbierne; det første skal kort omtales her. Adjektivet hyppig bruges nu ofte i adverbiel anvendelse, fx. ltan besogcr dem hyppigt; et hyppigt forekommende fænomen; derfra overføres hyppig til attributiv anvendelse: han er en hyppig gæst; ltan får hyppige besøg; et hyppigt fænomen; en hyppig forekomst, idet betydningsindholdet samtidig får en lille drejning. Fra dødelig træt og let beæret er springet ikke langt til (han) lukkede øjnene i sin dodelige træthed Branner.R.68 og let Beæret hed Soya.GAM. r 4. Sml. usigelig Foragt Gjel.GL.355 {: foragte en usigeligt). Specielt kan de adverbielt anvendte adjektiver der angiver den taleodes indstilling til (del af) sætningsindholdet eller til det anvendte sproglige udtryk (se ndf.) overføres til attributiv anvendelse: det er ligefrem en fornærmelse, skandale og en ligefrem fornærmelse, skandale; - Den (:>: frakken) rog næste Foraar for 6 Kroner, den var 30 værd; det var ligefremme Blodpenge! KLars.Ci.94. det er rent ud sagt noget sludder > det er noget rent sludder; rene skonlitterære eller populærvidenskabelige værker Præsteforeningens Blad 1962.nr.15.1296. Jeg blev virkelig overrasket > det var en virkelig overraskelse; det var sandt at sige en orkan > det var en sand orkan; du har formelig en lille mave > du har en formelig lille mave (jf. Siesbye i Dania.II.324); godt tosset> en god tosse (Hjortø.SL.107); han er utrolig pedantisk > han er en utrolig pedant. Se også Dania.I. 273ff.,II.3121 ff. Der er nogen vaklen ved brugen af såkaldt: det såkaldt gode publikun og det såkaldte gode publikum. Se AaHans.VvS.89. Et adjektiv der adverbielt knytter sig til et andet kan undertiden - men aldrig i omhyggeligt sprog - opfatte.. som et sideordnet adjektiv og bojcs som sådant: De var saa mageløse gode mod de Fattige (18511 rettet til: mageløst) HCAnd.JI. !289. Smaa Edderkopper spandt Guldtraad •• ophængte vaiende Slør og Faner, saa fine vævede, saa snechvide blegede i Maaneskin, at det skar mig i mine Øine ib.Jll.16. (se også AnkerJeruen.Studier over H.C.Anderscru sprog.195). Hans 400

/orældre var nogle mærkelige udannede mennesker Mikkcls.469. han har nogen væmmelige store /odder. Flere eks. i AaHans.VvS.88. Hjorte citerer fra kvindesprog: Pærerne var så vældige sode OS.49.

I almindeligt sprog er der nogen vaklen ved substantiverede adjektiver. Det normale er at bevare adjektivet i den adverbielle form: det stikkende Skin af Sneens ue11delig hvide Gjel.Rodtjørn.72. de langvarigt syge; den virkelig gode; hendes inderligt elskede, men unormale former som sin hemmelige forlovede og den indbildte sne kan træffes (se VvS.89). Derimod er brugen af attributiv form blevet almindelig ved Lovhops nærmeste Overordnede Soya.SVS.151 og hans nærmeste pårorende, overfor de nærmest beslægtede. Ved participieme i substantivisk anvendelse er forholdet det at jo mere de er frigjort for det verbale indhold, jo stærkere er tendensen til at behandle dem som substantiver der tager attribut. Marius Kristensen nævner: de f orste sårede overfor de forst sårede (Danske Studier.1938.29 ), men her foreligger to forskellige anvendelser: f orste i partitivt forhold til det folgcnde, f orst som adverbiel bestemmelse.

2.

Den prædikative anvendelse.

Der skelnes mellem adjektivet brugt som fast og som løst prædikativ. Fast prædikativ er et led der er nødvendigt til udfyldelse af sætningsskemaet {se I. q3ff.). Visse verber kræver et prædikativ og kan vise ved en tryksvag udtale at de danner en fast forbindelse med dette: hall var syg men blev snart rask; han synes utilfreds. I forkortet sætning (hvor sætningskernen, oftest det er (var), er udeladt): (de) havde fine Klæder af Blomsterblade med Flue- og M)•gge-Vinge-Besætnillg, slet ikke galt HCAnd.III.15. Underlig nok, at jeg ikke havde set det Ar for Drachm.UB.121. Godt, at den Gamle il.kc saa' det! Pont.GA.88. Snurrigt at se denne Vals i Italien Rode.It.49. Ligemeget, hvad andet man J1cgcdc paa, han brod sig ikke om det Bregend.J.64. Underligt at have sin Rod hos dem, hvis Livsstemning er blevet os fjernere end den fjerneste Blodtype JacPaludan.R.13. Sært at sidde i sin egen verden, en kahyt KAbell.F.39. Skont rig gav han aldrig de fattige en orc Mikkels. 60. Hertil hører ikke sandt? så vidt muligt; om muligt. Adjektivet kan til en vis grad ( afhængig af det indholdsmæssige) sideordnes et substantivisk prædikativ: blot hall ikke ganske er Idiot, l\lodcrnc dansk. Il. 26

skelojet, pukkelrygget Drachm.F.I.300, og et adverbial i samme stilling: Alle som en stod de {::>: studene) urokkelige, med Øjnene fast rettede imod Byen Pont.SM. 1.8. Se også l.t46. Ved transitive verber kan vi have prædikativet forbundet med objektet: de malede huset rødt; det gør mig glad at hore det; han kan ikke holde sine fødder varme; Jeg kender ingen ( der er) saa god som du Rode.Kamp.40. Ved omsætning til passiv får vi prædikativ til subjektet: huset maledes rødt; - Hertha slumrer lydløst; medens Clara derimod ikke kan siges fri for at snorke en Kende Wied.TK.63. Gibraltar kræves frit BerlTid.4/Io.t964. piber der er brændt vinde og skæve i hovederne AalbækJ.P.246. strejken kendes ulovlig. Prædikativet kan indledes med for: man anså ham for umulig: han ansås for umulig; de regnede det for sikkert; det regnedes for sikkert (se Leddannere). Anses og regnes kan nu også i bogsprog bruges uden for: Ved Vestre Landsrets Dom .• ble11 en 6-aarig Pige .. anset erstatningspligtig Kriste!Dagbl.6/8 19411. /or ikke at trætte Læseren maa en 11is Beskæring her anses ikke blot tilladelig, men nod11endig MBorup(Emil Aarcstrups Breve.5). Lenin selu regnede det ikke muligt KristelDagbl.111/3 1963, Det md normalt anses illoyalt 011er for de 011rige højskoler at foretage den slags aktioner HojskoleBladet.19611.435.

I andre tilfælde bruges forbindelse med at være ( han menes at være syg) der dog (fx. i overskrifter} kan udelades: Ung Mand •• befrygtes druknet KristelDagbl. I 6/9. l 936. Englands Svar menes imødekommende NatTid.28/u946. Det var hovedtilfældene; nærmere nedenfor. Indholdsmæssigt knytter prædikatsadjektivet sig til subjektet, henholdsvis objektet, og viser det (normalt) ved sin kongruensbøjning. Den syntaktiske forskel mellem adjektivet som prædikativ og som attribut er den at prædikativet er et helt sætningsled indenfor sætningens rammer, medens attributtet kun er en del af et sætningsled (attributiv~ helheden). Den fremstillingsmæssige forskel er den at den egenskab som adjektivet angiver, i prædikatsætningen tillægges det substantivet betegner, gives som en oplysning derom, medens den i den attributive forbindelse er tillagt. I folkeligt sprog forudsætter brugen af forbindelserne med attribut en situation hvor der på en eller anden måde allerede er sket en indholdsmæssig sammenknytning af adjektivindholdet med substantivindholdet, eller den har som baggrund kendskabet til de forskellige egenskaber der altid er knyttet til noget. Derfor er det i folkeligt talesprog især adjektiver der betegner de mest almene egen-

skaber der bruges attributivt: ung: gammel; stor: lille; lang: kort; god: ond, dårlig; rig: fattig; pæn (smuk, nydelig): grim; lys: mork; hoj: lav; varm: kold osv., de almindelige farveadjektiver foruden ord som mange, få, nogle osv. og talordene. I skriftsprog bruges i en grad der stiger i takt med graden af fjærnhed fra talesproget, det attributive adjektiv uden et sådant grundlag, det overspringes, og oplysningen som ligger i attributtet kan være ny, uventet. Den må opfattes samtidig med at den i sætningen indeholdte meddelelse modtages. Denne fremstillingsform bliver i forhold til den førstnævnte mere sammenpresset men stiller til gengæld større krav til læserens opmærksomhed og fatteevne end den anden. Medens normalt alle adjektiver der bruges attributivt også kan anvendes som prædikativ, er det omvendte ikke altid tilfældet: være ked af noget; marken ligger brak; hvordan er det fat? han er kaput; så er den historie slut; være angst, bange; gå, være fallit; dod i prædikatssætninger som grosserer C er nylig dod erstattes oftest af afdod som attribut: den nylig afdode grosserer C. Hovedanvendelsen af subjektsprædikativet er ved verbeme være, blive, når de betegner et forhold, en relation, henholdsvis en udvikling: i politisk Henseende er de Unge gamle og kun de Gamle unge Brandes.V.3. et langt •. Skæg, der i Enderne var næsten grønt af Ælde Pont.K.9. Fru B. kommer ind og er saa høj som Manden, saa tyk som Manden, saa bleg som Manden KMunk.LGD.124. jeg kan aldrig blive tyk Branncr.R.12. Rigtigt, Mester, sandt er, hvad du sagde Mark.12.32 (1948). - Men disse verber har også betydningen: at opholde sig, eksistere o.l., henholdsvis: forblive på et sted, er altså i disse betydninger intransitiver der som andre intransitiver kan bruges alene eller med følgende adverbial: her er jeg og her bliver jeg. Også andre intransitive verber har en anvendelse som prædikatsverber: Kornet stod guult, Havren gron HCAnd.lI.30. Smaa Born kunde staa oprejste under de storste (:>: skræppeblade) ib. Kongens Nytorv forekom saa ode Drachm.F.I.382. Hun tog sig sod ud i sin morke Spadserekjole OMads.GU.59. Hun skal altid spille saa dydig Sødcrb.DU.3. de brune, kloge og livlige Øjne, der tog sig saa mægtige ud bag Guldbrillernes hvælvede Glas Pont.HK.1. der er dem, som er fodt vanskabte Bang.DuF.172. Soderups Øjne stod runde og stive bag Lorgnetten Nathans.F.305. Hans Stemme lod alvorlig og ensformig HKaarsb.Vi.g.

ældre Koner .. lob fulde af Giftighed, Iwer Gang hun kom paa Tale FrNygaard.K.91. Han holdt sig lidt borte fra Mennesker og lod tunghor ved Kalden JacPaludan.MM.15. tunge renaissancemobler som skulle virke gamle og alligevel virkede nye og alt for store i det lavloftedc rum Branner.R.77. deres lemmer gror stive af gigt MartinAHansen.P.84. du ser træt ud Branner.R.138. jeg lå vågen Iwer nat ib.145. Bjorn lå flad af latter CBang.K.35. Eksempler på mere kunstige udtryk af denne art hos impressionisterne i MøllKrist.Impr.95. En del adjektiver indgår som prædikativ (tildels uden kongruensbøjning} en fast forbindelse med verber som være, blive, falde ofl., og denne forbindelse optræder som et transitivt verbum der omklamrer sit objekt. Fx. (se også eksempler I.15r} med være: han er ikke Edith god Drachm.F.I.518. Han dukkede sig. Skyllen var hans sarte Natur for stærk sa.Sk.r9. jeg skulle antage, at dette er Sandheden nærmest Nans.FR.91. den (o: bogen} er ikke din Kærlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand værdig Bang.T.VIII. hun var mig taknemmelig, fordi jeg tav KLars.AH.109. den Mand, som hidtil havde været hendes unge Hjerte kærest ib.r r r. Intet bør være mig fremmed Hjortø.S.15. Saa er Sengen i Vartov Dem vis CGandrup.KU.29. Jorgen var sig en næsten fysisk Længsel efter Landet bevidst JacPaludan.UR.211. Jeg z:ar ikke længere mig selv mægtig VKoppels overs. af Dronning Gaasefod ( udg.1961 ).83. (køerne) skulde slaas ned - de er ikke bedre værd Buchh.UH.226. Han var Moder utro med en Enkefrue ORung.E.107. Den .. var Idealet tro JesperEw.K.50. Jeg er ham ligegyldig ib. (manden) Standser. Studser. Så er han Situationen voksen Soya.FD.94. Så var jeg den oplevelse rigere sa.H.22. man syntes ikke man kunne være de elendige kvarterer »bekendt« StERasm.K.43. en iver, der er vores nationalkarakter uendelig fjern Rifbjerg.H.46. den sanselige præcision, som er Johs. V. Jensen egen Brostrøm.VL.75; være en overlegen, hengiven, venligsindet ofl.; gaven var ham kærkommen; lykken var ham god, gunstig; være en tak skyldig. I nogle tilfælde er der varianter med efterstillet ~objekt« så at prædikativet får karakter af adjektiv + præposition eller præposition alene: han er faderen meget lig : han er meget lig faderen; være en nær : være nær en; være noget kvit : jeg var med et kvit enhver længsel Bjarnhof. GL.105. Uden for disse tilfælde især brugt hvor objektet er langt: være værd roo kr. i menneskepenge (men: være noget værd).

Eks. med blive ( der også kan forbindes med de fleste ved være brugte adjektiver): Det blev .. baade Fader og mig paafaldende KLars.AH. 106. Raadyret blev mig slet ikke var KMunk.LGD.17. Drengen blev hende hurtigt ligegyldig Buchh.UH.82. Det blev ham saa klart, saa .. ChrEngelst.LF+ Med efterstillet langt objekt: Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af 1Mos.3.6( 1931 ). Eks. med falde ofl.: det faldt ham .• ikke vanskeligt at faae Arbeide PHans.KK.27. de Veje, der nu engang faldt hende lettest KLars.AH. 115. stundom er ventetiden faldet mig lang Hjortø.S.1. du har siddet alle mine .. kærlige Formaninger overlwrig CGandrup.M. 12. - Også i heraf komprimerede forbindelser der bruges attributivt eller som parentetiske udtryk: i Fald han brugte dette Ord (o: frivolitet), vilde det ogsaa, ham selv ubevidst, være ganske udrenset for sin almindelige Bemærkelse Gjel.GL.230. to saa tilsyneladende hinanden fremmede Arter Begavelse JVJens.NA.62. Som prædikativ i neutrum bruges adjektivet i sætninger med der (her) er .. : der blev lige saa morkt, som om han var i sin Æske HCAnd. l.123. der var lige saa vildsomt derinde som i den tykkeste Skov ib.Il.30. Hos Kamilla var der mørkt JPJac.IIl.146. Der var ikke stort ved Haven Drachm.UB.187. I Mørkningen var der dejligt i Bryggerset Bang.HH.14. der stod aabcnt ind til Faderen ib.fr2. Hvor her var smukt i Sommer ib.64. der er fuldt op af Blomster nede paa Torvet Jørg.RM.10. Der stod tykt med Mennesker under Taleren SMich.HB.132 (se også side 420 ). I et enkelt tilfælde bruges adjektivet kun i denne forbindelse: her er lydt. Infinitiven kan knytte et prædikativ til sig som den jo kan knytte andre forudsættende led til sig, fx. Spise og drikke .. blive tyk og grim Branner.R.12. min krop er dømt til at være evig ung ib. Også verbalsubstantiver på -en kan (i bogsprog) have et adjektivprædikat tilføjet (se Substantiverne side 280). I stillingen som objektprædikativ er adjektivet en del af objektet (se I. 1 62), danner sammen med det en art neksus der svarer til og undertiden kan omskrives til en sætning hvor objektet er subjekt og adjektivet subjektprædikativ: han fandt N.N. snakkesalig og vrovlevorn ( = han fandt at NN. var snakkesalig og vrovlevorn). Andre eksempler på objektprædikativ: oicblikkclig .. havde han Hovedet frit (o: af gitteret) HCAnd.Il.189. Hun havde heller ikke tænkt ham saa gammel

Pont.EK.64. Saa rastløs og aandsfraværende som i denne Tid mindedes hun dog ikke at have set ham sa.HK.63. Kommunalidioten .. har .. skrabet hele Amfitheatret rent for Plantevæxt Jørg.RM.47. Smaabitte blyindfattede Ruder, som Solen har brændt gronne og røggule Nans. GF.48. Vi stoler paa, at Du vil bevare dit Sind og dit Legeme rent sa. FR.6. Ingen har endnu set en Finke mæt CEw.Æ.Xl.51. Jeg holdt Ørerne stive KLars.UR.61. Herre! naar saa vi dig sulten og gav dig Mad? Matth.25,37(1948). Det klæder dig at klippe dit Overskæg engelsk FrPoulsen.VV.69. naar Haaret var sat, og Øjnene kvikket straalende og blanke Nathans.F.27. (jeg vilde) blot dreje hendes Hoved om imod mig og se hendes Øjne rædde Buchh.UH.121. jeg onsker ham død ib. 138. Senere byggede han en ydre Mur .. og han byggede den meget hoj 2Krøn.33,14(1931). Susanne tog et af de små cognacsglas og skænkede det fuldt til randen Branner.R.14.0. hvis du kun skal have een Mellemkjole, maa du ikke tage den rød Replikker.II.50. kobe Overtoj færdigt ib.67. Jeg vil ha' min Alder anonym ib.I.8. Hertil hører udtryk med det som objekt for have, få: have det godt (fint, pænt osv.), dårligt, hårdt, let ofl.: Nu kan du have det saa godt (ironisk) HCAnd.IV.251. Han elskede at have det hedt Bang.HH.58. de har det så hyggeligt. - de har fået det så pænt. Som nævnt ovenfor har vi nu udtryk som høvl! let eller SV'1lrt vt!d noget, have travlt hvor det aldrig bruges så at adjektivet her kan siga at stå substantivisk. Et par eksempler på de ældre udtryk: have det travelt JBaden.Horatius.I.(179~). 19. Dt!, der har det sv'1lrt ved Udtalen .. KLars.SF.71.

I forbindelse med superlativer: Jeg tror det rigtigst, at vi ikke fortsætter Pont.LP3 .I.134; Jeg har gjort mig det allerpæneste, jeg kunde EBrand.EF.41. Hvor substantialet er langt kan det sættes efter adjektivet: Vor Herre har kjær den gamle Svanerede mellem Østersø og Nordhav HCAnd.II.237. Prædikativet kan stå først i sætningen: Drukne af Rytme, med Sjælen fuld af Musik, og Ungdom, og kolig Styrke, saadan har jeg set Berlins unge Piger JVJens.Intr.55. Ved forbindelserne med refleksiv objekt kongruerer adjektivet gennem refleksivet med subjektet: den stakkels Tinsoldat holdt sig saa stiv, han kunde HCAnd.I.123. Soen tog sig ganske gran ud ih.go. jeg tænker han voxer sig kjøn ib.II.32. Jeg anstillede mig dummere end nødigt MLo-

rentzen.PP.121. Jeg priser mig lykkelig ApG.26,2(1948). Da svenskeren igaar blev fremstillet i grundlovs/orhør, erkendte han sig skyldig i vold mod politiet Pol.2/5.1960. Transitive verber kan i forbindelse med objektpra:dikativ blive i stand til at tilknytte andre ord som objekt end ellers (se også under Verbeme): (der er) næppe nogen Minister, som ikke tror sig ufejlbar Drachm.F.I. 372. Han (:>: digteren) folte sig sund og arbejdsdygtig, rig paa Stof til at behandle K.Lars.DE.11. hun gjorde sig tung Branner.R.155. han drak dem fulde; og normalt intransitive verber kan tage objekt når der er objektpra:dikativ med: Det var saa unyttigt at lyve sig let JPJac.II.228, Hvad spekulerer du dig dum for? CEw.Æ.XI.48. Beate kunde græde sig baade træt og stolt og lykkelig over sin Fader KLars.SA.17. Kan du saa sige mig, hvorfor jeg altid gaar mine Hæle skæve? Replikker.I.40. Hun kan snakke min Papegoje træt ib.Il.76. Til Helvede ogsaa. Han svovlede Atmosfæren blaa og grøn ViggoFMøller.B.74. Vækkeuret kimede hende vaagen TDitlevsen.BS.107. faderen taler sig stram og rod AalbækJ.P. 247. Sætningerne kan ( undtagen ved den refleksive forbindelse) omsættes til passiv: hælelose Ruslædersstovler, der forlængst var gaaet aldeles vidunderligt skæve HKaarsb.Vi.17. Næsten alle Mennesker siger folgrafere, men de kan ikke fordrage at blive gjort opmærksom paa det Replikker.I.70. I særlige udtryk med gøre kan objektet udelades: han gjorde opmærksom på; kærlighed gor blind. - En Slurk Whisky gor rolig JVJens.Sk.38. Hvorfor skal da Religionen ogsaa altid gorc fersk? TomKrist.LA.14. &,luft gor døsig KAbell.F.28. et strafbart forhold, der gjorde uværdig til den for en tjenestemandsstilling fornødne agtelse og tillid Ugeskrift for Retsvæsen 1963.843. I gore l.logt i foreligger vistnok adverbiel anvendelse af klog. I andre udtryk er det underforståede substantiv ikke længer tilstede i sprogbevidstheden, fx.: trække blank, gorc rent, få, have fri {se side 421 ). Eksempler på forbindelser med indirekte og direkte objekt: ingen af de andre Drenge kunde gore ham Rangen stridig CEw.DV.62. Vi maa gore ham (a: fjenden) vor Strand stridig i samme Nu, han betræder den SMich.HB.134. Gør dig Guderne gunstige ib.172. det skulde han forhaabentlig ogsaa meget have sig frabedt Knud Pouls.U.22. Han fik gjort sig det bekvemt i en Lænestol ViggoFMøller. B.78. han tudede ham orene fulde - man skælder dem Huden fuld Chr Engelst.LD.14. Med langt sidstplaceret direkte objekt: han gjorde mig begribeligt, at hans Deltagelse i Bedriften .. var noget ganske andet

ViggoFMoller.B.79. man holder sig næppe altid klart for oJe, at .. LLHammerich i Maal og minne r 959.94. Forbindelser som han kom gående, jeg fandt ham sovende trygt kan dels indeholde fast prædikativ og det finitte verbum er så tryksvagt, dels kan det være en forbindelse med lost prædikat og så har verbet stærktryk og der kan være pause foran participiet. Se Verbet. I tilslutning til forbindelser med objektprædikat som han har kurven fuld af æbler kan man sige han kom med kurven fuld af æbler. I begge tilfælde har vi fast prædikat. Andre eksempler: En med Hovedet rundt som en Kokosnød Gjel.Rødtjorn.221. med Vinduet aabent Drachm.HI. 87. Underofficerer med Sølvpiben imellem Tænderne og Næverne frie for at kunne »lange en Muntring ud« WCarstensen.GS.133. Kobmand O. står i døren med den brune kittel åben AalbækJ.P.26. Sml. du med Sjælen æthertynd (vers) TomK.rist.M.27. I samme stilling som det pra:dikative adjektiv står substantivet med kongruensbojning i tal. Ved anvendelser som følgende: saa kan man ulu se, hvor meget Venstre han var (Stangerup.K.II.22) og jeg troede, at det at blive Oxford var noget med at blive forvandlet (KMunk.HJ.216) kan man va:re i tvivl om storrelsen er brugt adjektivisk eller substantivisk. Adverbialer kan også stå i samme stilling, og når de får et deskriptivt indhold er de også indholdsmæssigt sidestykker til adjektiverne men de er ude af stand til at vise kongruens: det er tdbeligt : det er hen i vejret; han er meget begejstret : han er liojt oppe. Se videre under Adverbierne. I sådanne ti!fa:ldc kan adjektiv og adverbial sideordnes: foruden den lille med Bukkefødderne efterlod (han) sig en anden Son, som var kristen og af menneskelig Skikkelse VKoppel.Overs. af Anatole France: Dronning Gaasefod( 1961) .51. underlæben skød sig frem, tvær, mistroisk, ikke til at lide pd Ørum. VD.63, Hele sætninger brugt som adjektivisk prædikat forekommer yderst sja:1dent og kun i komisk hensigt: Snittet havde ikke skamferet Ansigtsdelen (:i: na:sen), men kun gjort den endnu mere ~lad os bare være her« Draehm.SF,8,

Det lase prædikativ (som i danske grammatikker kaldes tilstandsbetegnelse, dog med nogen anden afgrænsning end den der bruges her, se fx. Mikkels.56) er ikke som det faste et nødvendigt led i sætningen: det kan tages ud af sætningen og sætningsenheden er uskadt, og det kan få pause foran og anden tonehojde så at karakteren af indskud tydeliggøres. Derfor afhænger det af udtalen om vi i rønnebærrene lyste rode ovre i parken (Branner.R.72) har fast eller lost prædikativ. Sml. Drengens Lemmer kom til at skinne blanke som Billedstottcrne SMich.

HB.20. Små, runde Hænder, der l)•ste hvide og rosa af Velplejethed TomKrist.LA. 198. Mennesker, som i Solen flimrede sorte og blå mod den l)'se Asfalt ib.248. En sætning som drengen kom syg hjem fra skole kan betragtes som en sammenfatning af de to sætninger; drengen kom hjem fra skole og dren· gen var syg ( da han kom hjem fra skole). Eksempler på løst prædikativ (se også I.147): mens Øjenlaagene blytunge lukkede sig i HKaarsb.Vi.9 ( det kunne også hedde: mens Ø jenlaagene lukkede sig blytunge i; sml. efterstillet attribut (side 393) der ikke lader sig flytte fra stillingen). Han var ung (nu: som ung) bleven dykket i et litterært Slambad OMads. GU.70. Du ka' jo bare rolig sætte dig hen Wied.BS.194. Sommeren b/i. ver viseligen taget fra os inden vi bliver kede af den, alligevel vender vi os uretfærdige mod det vi fik i Stedet KnudPouls.U.55. Foranstillet: Ensom havde jeg ligget syg, jeg blev ved at leve ensomt Esm.GG.13. Oftest er prædikativet (uden for mer eller mindre faste forbindelser) en kombination: det (a: træet) bredte ud saa frisk og gron sin mægtige Krone HCAnd.III.53. Sneefnuggene faldt tætte og tunge ib.IV.251. Bogen sprang ud, lysegron og dejlig CEw.Æ.XI.61. Rogen fra Brænde· riet vældede, lige og tyk, op af Skorstenen KLars.GV.2. /dag blev Troels· Lund de 70, ikke gammel og ikke træt af Aar, men stille, som en Mand der efter en lang Arbejdsdag ser op og bemærker at det skumrer JVJens. NA.60. Mikkel saa Krucifikset for sig, som det stod derude og ragede op, rodt og blaat i Halvlyset sa.FD.15. klar, men kulderystende greb Lægen ned efter sin Taske JacPaludan.MM.5. Han sad på en træstub, tung og fortabt Branner.R.61. »Det har jeg ikke sagt«, sagde Berta vred og ulykkelig ih. 13. Han stod midt på gulvet, lidt komisk og fortabt i sin lyse frakke ib.159. I en infinitivneksus: her (:>: på teatrets malersal) saa han dem (:>: digterne) prikne og hovne vade hjemløst om langs de uhyre Lærredsarealer ORung.E.190. Prædikativet kan sideordnes et adverbial: Tunge og sovnige, med bare Ben og ophægtede Kjoleliv, gik Kvinderne ud og ind gennem Dorene Pont.FH2 .93. Se også foran side 408. Det løse prædikativ kan indgå i led der står forrest i (stor)sa:tningen og indholdsmæssigt svarer til en ledsætning med idet jeg, han osv. var (er): Selv kold brænder hun Livet ud af deres Hjerter, selv hæuet over Lidenskaben, odelæggcr hun dem ved den Lidenskab, hun vækker Bang.K.89. Forskanset mod enhver mulig Droftelse, vover jeg paany at optage min Paastand RSchmidt.AEV.25. Forsigtig som en Linedanser,

der en Gang er faldet ned, taalmodig som et Barn, der lærer sig selv at læse, vilde jeg begynde at vandre et ganske almindeligt Livs slagne Vej Esm.GG.15. Aldrig tilfreds med den stilling, han havde, søgte han altid en anden Mikkels.60. Det løse prædikativ kan efterfølges af en ledsætning med konjunktionen som (der kan udelades) og med verber som være, sidde, ligge. Der angives tilstand, konstateres et forhold: Tinsoldaten var standhaftig, og laae saa lang han var med Geværet i Armen HCAnd.I.124. Henne ved Bordet var der ogsaa blevet stille, to og to som de sad Nathans.F.69. hans krop havde givet sig helt over i søvnen, tung og kortbenet som den t·ar og lidt for tyk Branner.R.134. Forskellige som vi var, var vort Pigekammeratskab bøjeligt og dog solidt AaseHaru.GP.58. vandre som Hedningerne i deres Sinds Tomhed, formorkede som de er i deres Tankegang Efes+ 18 ( 1948). Især indledt med adverbiet så betegner sætningen grunden, årsagen, forklaringen: hvor mon de vil lande iaften - saa glade de er? Drachm.F.I.476. De kunde intet faa ud af ham, saa reserveret han var ib.II+ Vi unge Fyre undlod ikke, inhuman som Ungdommen altid er, at give ham sin Titel (:>: øgenavnet) sa.E0.95. I alt Fald kommer du da til at vokse dig kønnere, saa graa og grim du er CEw.Æ.I.40. Man lignede Gud hjælpe mig snart en Slagter, saa tyk man blev Nathans.F.50. Jeg havde ellers ikke faaet Øje paa den (:>: fuglen), stille som den sysler mellem Lovet JVJens.NM.13. Ham der, som ikke engang er for et Barn at regne, saa lille han er med sine fem M aaneder ChrEngelst.HA.48. Eller sætningen kan have indhold af sætning med skønt, på trods af: Saa gammel De nu er, har De vist ikke set saadan noget paa Tryk før Pont.Sk.38. Hvorfor skulde da denne enes Troloshed volde dig Doden, saa ung og skøn du er CEw.DV.25. Og Fru Hansen, saa gammel hun var .. lavede Svanehals og Silkeojne, Madonnablik ChrEngelst.HA.50. ved hver ny landvinding udadtil, så selv{olgelig den end måtte forekomme ham selv og andre, vågnede ungdommen i ham Heltberg.T.21. Se også I.49. Sætningerne kan også bruges substan· tivisk: hun lo lidt af saa døsig hun var efter Frokosten AHenningsen. Le kun.24. de undrede sig over, så voksen jeg var blevet, og som jeg vidste besked med alt Bjarnhof.GL.65. Hertil vistnok ( uden præposition): Jeg undredes, saa flad den var CEw.DV.20. Træerne saa' paa hinanden og komplimenterede hinanden, saa nydelige de var sa.Æ.I.35. Ved underforståelse af den forudsatte sætning kommer den oprindelige 410

ledsætning til alene at udtrykke overraskelse, beundring o. I.: Så glade de var for hinanden, skont de lignede hinanden så lidt Kidde.DA.12. Hvor det løse prædikativ står lige efter substantivet får vi overgang til efterstillet attribut (se ovf.) og ved participier til forkortede relativsætninger: et Par Gange om Dagen løb Toget, lille og legetojsagtig, midt hen gennem den umaadelige Slette Jørg.RM.18. den er en Dom, voxet ud af hans Dannelse og aandelige Erfaring, overlegen nok til at lægges i en Gudindes Mund, upersonlig og kold som den Stjernehimmel, Digteren kunstfuldt hvælver over Digtets Udgang RSchmidt.AEV.17. Det er bare hans daarlige Sider, udnyttede fagforeningsmæssigt, eller hans sunde Trang til at hævde sig, udnyttet paa samme Maade JesperEw. K.13. Sjældent bruges løst prædikativ både foranstililet og senere i sætningen: Fin og hvid laa Gaarden stor og bred, midt paa den hvide Mark Bang.HH.40.

3. Den adverbielle anvendelse.

Den adverbielle form af adjektivet har de samme anvendelsesmuligheder som ord af klassen adverbier. Der er berøring med adjektivet som prædikativ: De klare Stjerner .. som skinne saa deilige (i 1850 udg. rettet til: deiligt) HCAnd.II.110. CEw.Æ.I.41 skriver: Rolig og stilfærdig vokser vi op ved Siden af hinanden og efter formen skulle der her foreligge adverbiel brug; men det ligger nær op ad prædikativ brug: rolige og stilfærdige •. - Se også side 383. Undertiden vakler opfattelsen: jeg har aldrig taget ham alvorlig. - at tage Livet alvorligt Jørg.RM.64. Tilsyneladende har vi her objektprædikat. Men fx. hvad nu Kunstnere angaar, saa maa du ikke tage dem alt for alvorligt Rode(DO.) med adverbialbøjning; at tage dem alvorlige er sjældent. Vi har nu en fast forbindelse ligesom i gore klogt i (Jeg tror du har gjort klogt i at lægge det hen Herdal.J.42), lade hånt om noget, Gore bedst i er vel super!. til gøre vel i (der indeholder et adverbium): han gjorde bedst i at ligge lidt paa Ryggen CEw.Æ.Xl.1 2. (jf. side 407). I formerne meget, lidt, noget har vi intetkønsformen i substantivisk anvendelse. Vi har truffet dem ved partitivforbindelsen med et substantiv ( meget mad osv., se side 53). I den adverbielle anvendelse bruges de

parallelt med substantivadverbialerne: Bo år gammel : meget gammel; han sover en time : han sover lidt; han takkede mange gange : han takkede meget; han stammer en del : han stammer lidt. Eksempler side 385. I Nu skal du slet ikke gore saa meget Nar (Replikker.111.7) kan meget opfattes som knyttet til nar eller {vel snarest) til verbalforbindelsen gore nar. Lidt og noget kan i talesproget bruges i forbindelse med meget: det er lidt (vel) meget (vel efter: lidt (vel) rigeligt, dyrt o. I.): Tvillinger!! Det er lidt meget i disse Rationerings-Tider Replikker.lll.69. Herefter (sj:cldnere) lidt mange: Jeg er i Virkeligheden saa trofast som en Sankt Bernhardshund - det har bare truffet sig saa underligt, at jeg har maattet være det mod lidt mange ib.5.

Nok er et ord der er vanskeligt at placere i ordklasse. Det kan opfattes som et {ubøjeligt) adjektiv der kan bruges i stilling som prædikativ: det er nok; stegen er nok. Om det var Ingeborgs alvorlige Øjne •• hendes aldtid prunklose Dragt, eller hvad det nu var - nok er det, hendes Tilstedeværelse virkede ligesom dulmende PHans.KK..162. Der var Anger over Fortiden, fordi hun maaske ikke havde været nok for Hugo Pont. HK.116. Det er ham ikke nok at dræbe og henrette SMich.HB.102. Man ved ikke, om det er Verden der bliver for lille eller om det er den kloge Lie der ser den fra oven,· nok er det, de tørner ikke sammen JVJens. NA.9. I spøgende forbindelse med nok som adverbial: er ca. 2 Kr. nok til en Bil fra Lyngby til Vangede? Desværre vist nok knapt nok Soya. SVS.69. I substantivisk anvendelse: i og for sig er der nok at gore Replikker.l.53. der er nok mad eller mad nok, der er nok af mad og drikke {se side 382} og i tilsvarende adverbiel anvendelse: Da den (;i: kometen} var kommen nær nok til, at den kunde raabes op, skreg Jorden: »Halloj« CEw.Æ.IIl.10. den er god nok. - Tankerne,. er den Dag idag nye nok JVJens.NA.57 (sjælden i rigssprog træffes en sådan forbindelse brugt attributivt: (hun} var en god nok lille Kvinde AndNx.DM.IV. I 2). Fjernere ligger den adverbielle anvendelse som sætningsadverbial: jeg tænkte det nok; det bliver nok regn. - jeg vilde saa gjerne! maa jeg ikke nok! HCAnd.Ill.156. Ordstillingen i det skal Jedl hjælpe (Anders meldte sig ind i en afholdsforening. Det skulde nu fedt hjælpe, sagde lægen CBang.K.131) synes at vise en spogende. ironisk erstatning af nok med fedt,

412

Forbindelser med adverbiet så + adjektiv (: der var saa dejligt) kan i talesprog forstærkes ved hjælp af noget: naar jeg bliver permanentet, keder jeg mig noget saa grusomt Replikker.lII.39. jeg skal noget saa skrækkeligt til Tandlæge ib.21. lian var noget saa vældig interessant ib.23. Ikke almindeligt efter bestemmer: det er en noget saa god Ide! ib.89. På tilsvarende måde bruges nok: naar Barn sidde nok saa net ved Bordet HCAnd.I.167. En del af eksemplerne viser talesprogets, specielt damesprogets trang til anvendelse af stærkere og mere følelsesbetonede adjektiver end det neutrale gradsangivende meget. Fra Replikker III kan yderligere nævnes: de er saa vanvittigt forelskede i mig alle tre 15; hvis han ikke gaar rundt og er evig ulykkelig 32. Margit ærgrer sig skrækkeligt over sin Mand 39. Nini vilde være kon, hvis hun ikke lignede sin Mor saa forfærdeligt 42. Det irriterer mig saa grænselost 54. Hun er bare saa rædsom tankclos og glemsom 91. Om tilsvarende anvendelse i attributiv stilling se side 398. - Anvendelsen af adjektiverne som adverbialer dækker især begrebsområdet måde og grad. Se nærmere under Adverbier. Også i et (parentetisk) indskud der er udtryk for den talcndes indstilling til eller vurdering af det sagte, bruges adjektivet adverbielt (jf. l.22of. og under Adverbier): de sikkert Tusinder af Fisk, der gemmer sig paa Soens Bund Pol.9/10 1937. han er sikkert bortrejst. sclvfolgelig kommer han. Det kan stå selvstændigt uden indflydelse på ordstillingen: Selvfolgclig vi skal bevares, overbygges og konserveres JVJens.NM.28. Eksempler på forbindelser med adverbium: Ganske vist - jeg kom derved igen i ordentlig Tid iscng Drachm.F.I.409. ganskevist har han nået noget men der er langt igen. Toleddet udtryk: Der er, kort og godt, stor forskel på om .. JGBrandt.U.134. Forbindelser med nok: underligt nok, Svanberg overlevede det Soya.HF.48. Besynderligt nok synes Herredets Fattigfolk slet ikke taknemlige for dette Palads Pont.FH~.18. Det var, pudsigt nok, som om det gjaldt for ham .. JGBrandt.U.58. det var rigtignok fint! - Jensen havde godt nok (alm. sprog: ganskevist, rigtignok) hort V ækkeuhrct. Men han blev liggende ChrEngelst.LD.97.

4. Den substantiviske anvendelse.

Ved substantivisk anvendelse forstås her det forhold at et adjektiv optræder i substantivets funktion i sætningen som subjekt, objekt eller »styrelse« for præposition. Når et oprindeligt adjektiv er i stand til at gå ind under alle eller de fleste af substantivets bøjningssystemer er det ikke længer et adjektiv, men et almindeligt substantiv, fx. et onde ; ondet; onder : onderne; et ondes osv. Bevarer det substantivisk brugte adjektiv sin adjektiviske bøjning hører det stadigvæk til ordklassen adjektiver. Adjektivet har jo ingen kasusbøjning, men i den substantiviske anvendelse kan det gå ind under substantivets genitivbøjning uden af den grund at skifte ordklasse. Genitivmorfemet er det eneste morfem der kan føjes til attributivforbindelsen som helhed. Forholdet hører under gruppegenitiven, dvs. det at en fast ordgruppe behandles som en enhed der kan bøjes i genitiv ved at morfemet føjes til sidste led: (den gamle mand)s. Når substantivet af en eller anden grund ikke er tilstede bliver adjektivet sidste led og bliver bærer af genitivmorfemet. Adjektiverne har efter dette ingen bøjning i genitiv, ligesålidt som adverbierne har det fordi de bliver bærere af genitivs-s i: (de dcrhjcmme)s fattige kår, (>Proppen i-«)s forfatter, Storm Petersen. Denne opfattelse at genitivs-s'et i disse tilfælde egentlig hører hjemme i attributivforbindelsen, synes at støttes af genitivens brug. Medens brugen er normal ved forbindelser med ubestemt og bestemt artikel i singularis, og ligeledes i pluralis med og uden bestemt artikel, så forekommer den i normalt sprog overhovedet ikke ved artikelløs form i singularis. Man kan ikke danne genitiv til gammel og ung, fat tig og rig, sodt og surt, stort og småt, til gront, blåt, godt, ondt osv. Grunden må vist være den at disse tilfælde ikke har den stærke tilknytning til attributivforbindelsen som de øvrige tilfælde hvor der ingen modvilje er mod genitivmorfemet. Naturligvis er der folk der har søgt at bruge morfemet på trods af sprogbrugen, men det er sjældent at se eksempler på det: den Trang til nyts Opstaaen og gammelts Bevarelse Erik Skram i Tilskueren. r920.I.43 2. Derimod er følgende intet eksempel: Fremmed forte bcrusets vogn BerlAft.9/3 rg6o i overskrift (hvor småord som artikler jo udskydes). Eksempler på genitivformer findes u. Genitiv side 212.

Der er tre arter af substantivisk anvendelse: a) hvor et na:vnt substantiv er udeladt b) hvor et ikkena:vnt substantiv er underforstået c ) i selvsta:ndig anvendelse, uden tanke på noget bestemt underforstået substantiv. I et enkelt tilfælde har vi genitiv efter pra:position til: til fals der er dannet efter til kobs, til salgs. Dialekter kender et par andre tilfælde: til halvs (se DO. sp.766) og til højres (meddelt mig fra Falster 1920) . Andre gamle kasusformer er bevaret i pra:positionsudtrykkene: (tage en ) for fulde, til fulde, (fd, haue, komme en) til gode, med rette og mri.skc tildels i til visse; dialektisk til jævns (se DO.).

De enkelte adjektiv/ormer i substantivisk anvendelse. 1°. Fa:lleskøn (singularis). a ) Nogen /orm bruges almindeligt hvor et lige nævnt substantiv er underforstået: valget står mellem hvid maling og grå; han foretrækker hjemlig mad for fremmed; en forening af legemlig styrke og åndelig; den hat ligner min; fra tid til anden. Videre i faste udtryk hvor et ikkena:vnt substantiv er underforstået: en liter sod (skummet ) (:>: ma:lk). Man skal .. ikke gaa med blomstret (:>: kjole), naar Ens Type er ensfarvet Replikker.I.68. Ved numeralier: bo på fjerde, femte (:>: sal) {fx. I Norre Farimagsgade syvogfyrre paa fjerde boede T.H. ChrEngelst.HA.48) . han skal nu op i femte (:>: klasse}. Uden tydelig tanke på et underforstået substantiv bruges formen i faste udtryk: fra hojre til venstre (:> : side) ; hvert Kvarter i hel holder en Rutebil lige udenfor min Havelaage SoyaSVS.68. Spøgende eller i jargon tra:ffcs anvendelse af adjektiv som efternavn: Ridder Rod; madam Blå eller Brun om kaffekanden, -kedlen (sml. familienavne som Brun, Grøn ). Og som tilnavn: Ida-Yngst, Loui.se-Ældst Bang.SE.170. 171. Helt selvsta:ndigt bruges formen dels i faste forbindelser som på ny, fra nær og fjern (fx. CEw.DV.35}, til daglig (fx. ib.45), dels efter konjunktionen som: som ung var han en lystig fyr, som ældre blev han en bedsteborger; som nygift boede han i Herlev, dels om person (med ubestemt talbetydning eller med generel betydning) i to- eller flerleddede forbindelser: Rig og fattig modes Ordspr.22.2(1931). Endvidere ved pronominale ord : enhver har nok i sine sorger; - har nogen spurgt efter mig? nej, ingen; nytårsregningerne vælter ind til en i januar. Med mere

speciel betydning (af elskede, ven, ægtefælle) ved possessiver: du er min og jeg er din; - Hver ta'er sin, saa ta'er jeg min Bomerim. Her kan na:vnes nogle eksempler på superlativer {som jo ikke har gcnusbojning): blegere end Gerhardt kunde erindre ham fra sidst Drachm.F.l.215. tak for sidst! fra først til sidst; fra yderst til inderst. Fra forbindelser som vi har ikke hjølp nadig hvor nødig egentlig står som objektpr.cdikat, får vi ved a:ndring af ordstillingen nødig som (tilsyneladende) objekt ( = behov) i forbindelser som vi har nødig at bede om hjølp.

b) Fælleskøns/ormen med ubestemt artikel er ligeledes i almindelig brug hvor et lige nævnt eller følgende substantiv er underforstået: en nærmere Bestemmelse saavel af Begrebet: en folkelig Fremstilling, som af en saadans Betydning RSchmidt.AEV. 14-6. Den latinske Aand er en ganske anden Jorg.RM.65. Der boede to Mænd i samme By, en rig og en fattig 2Sam. I 2.1 ( 193 I). »En Tilsidesættelse?« - »En skamlos!« »En Fornærmelse?« - »En blodig!« Holstein.T. 14-. Var sandheden om ham ikke en helt anden? Branner.R.65. en forskydning bort fra en transformistisk henimod en ahistorisk komparativisme FjordJenscn. NK.46. I særlig. tilfælde (især i milieusprog) hvor substantivet er udeladt (ved forkortelse af udtrykket): en gammel ( = en Gammel Carlsberg pilsner) ; en gran ( = en grøn Tuborg pilsner) , en lille sort ( = en kaffepunch). I mere selvstændig anvendelse ( uden tanke på et bestemt underforstået substantiv) dels i faste udtryk: Alligevel begyndte han paa en frisk (~: på ny) CEw.Æ.XI.8, dels om person: Fire Bryggerknægte •• Beværtningsmanden .. jeg selv, og endelig en gaadefuld Ubegribelig sad der ved Bordet Drachm.F.I.301. Man horte Kanonernes stigende Dron og en enkelt Søvnløs' Fodtrin Bang.T.220. hans Stemme lod som en /,ikkeligs sa.DuF.371. En vanvittigs Roman CEw.DV.21. Jeg vilde fole mig som en Forbandet paa Jorden Nans.GF.71. (Brandes) havde bosat sig i Berlin og levede der som en virkelig Landsforvist Pont.AG.22. I Nordamerika vil Yankeen end ikke sidde i Kupe .. sammen med en Farvet Jørg.RM.65. hendes af Naturen fine Træk /1avde en attenaarigs Frihed JVJens.FD.86. Du ligner snart en nyfødt! Soya.SVS.156. Mi· chala sank sammen . . og sad som en bodfærdig med flænget bluse og oplost hår Branncr.R.128. måske var det .. hans egen far eller en helt fremmed ib.56. te sig som en gal; en voksen, en kristen, en lærd, en sag-

kyndig, en lille ('J: nyfødt barn). Kun et forholdsvis ringe antal adjektiver er gængse i almindeligt sprog i denne anvendelse, medens mange (fx. en gammel, en ung, en smuk, en grim, en hoj, en tyk, en tynd, en dum, en intelligent, en munter, en kedelig, en hoflig, en rå osv.; påfaldende virker fx. Stormen begyndte at gaa i sig selv som en skamfuld MylErich.NS.7. Jagtjunkerens Stemme, rusten som en stums Kidde. DA.108) ikke bruges undtagen i modsætningsforbindelser (fx. en klog narrer let en dum}. I stedet bruges forbindelse med et substantivisk en: »Naar jeg bliver stor, vil jeg bygge en Ø,« sagde Kora/barnet saa . .,,En hvad for en?« spurgte de alle CEw.Æ.III.54. En kom op ad Stentrappen paa alle fire, en lille en med rundpullet Hat i en stor Vinterfrakke ChrEngelst.EH.60. Han er selv saadan en ubetalelig glubsk en JVJens. S.24. - Speciel betydning har vi i en anden en som første persons pronomen: »Hvem har lokket dig ('J: stæren)?« sagde Bogfinken. »Du kunde jo blevet der, hvor du var .. En anden en, som blev her hele Vinteren, fortjente ogsaa at faa al }.,laden« CEw.Æ.XI.50. Enhver er nu eneste form i selvstændig anvendelse: enhver er sin lykkes smed; alle og enhver; i attributiv anvendelse bruges både enhver og hver, som apposition kun Iwer: de gik hver sin vej. c) Bestemt form i fælleskon uden artikel bruges substantivisk kun om person, dels i tiltale: Ja, kæreste, nu taler du virkelig som alle Forældre EBrand.UdenfL.g. Er du vred på mig endnu elskede? Branner.R.42, dels, især i kancellistil og deraf påvirket skriftsprog, i participier (hvor bestemt artikel delvis også kan bruges) som undertegnede, anklagede, vedkommende, afdode, ovennævnte ofl. (Mikkels.219). I bedste foreligger en forkortelse af bedstemoder. I forbindelse med bestemmerord er brugen almindelig. Ved udeladelse af substantiv der er nævnt eller nævnes umiddelbart efter: Nu bliver S porgsmaalet, om jeg skal tage min blaa Atlaskes Vest eller den broderede sorte FritzJilrg.nr.10. Der, i Sidegaden, overfaldt tre store Drenge fra Smogcn R ektorens ene lille HKaarsb.Vi.6r. Jeg var din forstefodte Dreng, I min Sjæl din egens forste Streng Stuckenberg.Sne.57. den behageligste af alle Tilstande: SØVNEN Soya.SVS.146. det var en skon Tid, den bedste man har kendt ib.156. sans for folkedigtningen, især den lyriske FjordJens.NK.27. Med underforstået, ikkenævnt substantiv: han (:>: Fr. VI ) smilede under sin enorme Trekantede ('J: hat) Drachm. F.I.400. Med sin Hojre byder Herren Paulus at gaa ud i al Verden og Moderne diuuk, IL 'D

forkynde Evangeliet - med sin Venstre rækker han Petrus sin Skriftrulle Jørg.RM.238. I milieusprog (jargon) bruges forkortelser som han måtte mode i den offentlige (:>: politiret; se DO.); udstille på den Fri(:>: udstilling); den kommunale (:>: badeanstalt, skøjtebane m.m.); den underjordiske (:>: nødtørftsanstalt); den Traadløse (:>: telegraf) JVJens.Intr. 51. den bare ( den bare ende; en hel Kommuneskole fik Smæk paa den bare KnudPouls.U.45). Uden tanke på bestemt udeladt eller underforstået substantiv bruges forbindelsen kun om person: Herre Gud, hør den Uskyldiges Rost HCAnd.l.11 r. i den Enkeltes og Almenhedens Interesse Jørg.RM.55. Angelsachseren foler sig som den overlegne ib.65. den Lykkelige, der saaledes meldte en Brand, fik udbetalt en blank Rigsdaler Nans.GF.17. den onde, den troende, den farvede, den kristne, den lærde, den dannede, den'ftamle, den unge, den elskede, den tossede osv. I tiltale, fx.: Olsen (til sin kone): Uundgåelige krigsomkostninger, min bedste Soya. FD.6. - næ hor nu, min gode! - Adverbier kan bevares foran: den ovenud lærde, den tidligt gamle - Selv om vi ikke lider, gjennemgaar vi i det mindste meget, naar vi da er i Sandhed unge,. Men naar den saaledes Unge er Digter .• Bang.K.43.

=

2°. Intetkøn singularis. a. Ubestemt form uden bestemmerled bruges hvor substantivet er nævnt i det foregående eller følgende; kun ved pronominale ord: hvilket af træerne skal fældes? -hvilket hus mener du, dette her eller det der? alle Husene i Pompeji ere smaa, mangt af dem kunde helt faae Plads i en Sal af de store romerske Paladser CStABille.Er.I.3rn. >Det kongelige Hjertes Lod er tidt Forsagelse« - >Men ikke mits« Gjel.(DO.). I milieusprog bruges forkortede udtryk som skrive et ord med stort eller lille (:>:bogstav); Han går altid i uldent (:>: tøj) Mikkels.178. (et stykke brød) med bart {:>: kun med smør, uden pålæg) (fx. Wicd.Da. 107). I helt selvstændig anvendelse (:>: ikke opstået af en attributiv forbindelse; snarest ligger en prædikativ forbindelse bag: noget smukt < noget som er smukt osv.) som udtryk for intetkønsformens funktion at angive et kvantum eller et forhold der tænkes uafgrænset eller abstrakt bruges formen ved pronominale ord, fx. noget, meget, lidt, alt, intet, og andet), andet, det, dette osv. De første bruges bl. a. i partitiv

et (

anvendelse (se side 53}, samtlige i alle substantivets anvendelser, også som styrelse for præposition, fx. om lidt ( om kort tid: jeg folger Dem lige hjem - om lidt Drachm.F.I.43 I), for lidt siden ( fx. Nathans. S.146}, lige med et (fx. HCAnd.lI.113}, i et væk (hvor væk er adv., men nu vel ofte opfattes som substantiv, parallelt med i en kore); de snedækkede marker gled i et med den hvide luft Heltberg.TK.6. Specielt skal nævnes mit, dit, sit osv. i betydningen hvad der tilhører, hører ind under, eller angår mig osv.: han har vanskeligt ved at skelne mellem mit og dit. - jeg siger nu ikke noget •. men jeg gaaer nu saadan altid og tænker mit! HCAnd.II.92. >Tror du ikke, jeg har mit at passe,« sagde Maven CEw.Æ.Xl.g. han har sit på det tørre. Ved almindelige adjektiver bruges formen især ved farvebetegnelser: grant og gult og blåt osv.; sort var den (a: stoppenålen) blevet, men sort gjor tyndere og saa troede den at den var endnu finere, end for HCAnd.II.124. Lyset .• flakkede .. henover Ladens Hvidt Bang. T.14; og i faste udtryk: gi.ve en rent (tort) på, gøre godt, gore, have, få ondt (hvordan kunde man do af ondt i Maven? Branner.TMS.II), Vitellius gav ondt af sig FrNygaard.K.II1, have svært (vanskeligt), let ved, have godt af, for evig ( bestandig); - Studenten, som min Kone vasker grovt (nu: det grove) for HCAnd.11.86; specielt ved to- eller flerleddede udtryk: Slikpot kom i Sodt og Suurt HCAnd.II.124. Jeg har ikke siden imorges faaet Vaadt eller Tort! ib.lI.312. Hvad enten der handles om Smaat eller Stort, Nyt eller Velkjendt, Glædeligt eller Sørgeligt, gaaer det i samme Tone MHamm.FK.82. Hos Italienerne er der ikke Plads til Middelmaadighed, hverken i Godt eller Ondt Jørg.RM.27. gennem Tykt og Tyndt ib.197. det var hendes Et og alt, den Dreng KLars.UR.98. der er mig om hende intet fortalt uden Godt og Skønt Nans.GF.178. det var en blanding af godt og dårligt. - en Tjener i Kjole og hvidt SvLa.FM.r. I komparativ: helvedes aander, der ikke havde andet og bedre at tage sig til Ringsted.LD.15. Ellers er formen lidet brugt og kun at træffe i (stift) skriftsprog: Ondskab bliver gammel med dem, som glæde sig ved Ondt Sirach.II.20(1871). Spiser man ferskt uden Salt? Job.6.6( 1931 ).

=

Undertiden kan formerne opfore sig som rene substantiver og uændrede få hest. art. o. J.: det tætte Evigtgrant HCAnd.lI.58. det skarpeste Gulgrønt JPJac. lll.143. Langt ude blev Skovene borte som i blaalige Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Grønt Bang.T.:16. det er just min Forfamgelighed: at 21•

vtrre en af Mængden, tage mit ondt og godt i det, som er ondt og godt for den SKoch.UK.26.

Almindeligt sprog bruger noget (meget, intet osv.) foran formen: intet Urent Jørg.RM.6!:æ. jeg har aldrig spist noget vanhelligt og urent ApG.10.r4(r948). (det) var noget ganske underordnet Soya.SVS.159. når der skete noget galt var det altid mig der havde gjort det Branner. R.53. hvad komisk er der i det? ib.84. han er blevet ( til) noget stort indenfor f orretni~verdenen. Eksempler fra impressionisterne hos Møll Krist.Impr.87{. Talesprog foretrækker at tilføje noget som forudsat led (primært led): »Kongressen«, der er saadant noget fornemt noget! HCAnd.II.r r ::!. det er noget løjerligt noget ib.I.27. Det hele er .• noget underligt noget CEw.Æ.Xl.30. Det er noget underlig tomt, formalistisk noget Jørg.RM.59. jeg kan knap nok huske hvordan han ser ud, - bare noget blondt og velkendt noget SvLa.Fru G.16. det, der foregaar i Sondermarken paa Grundlovsdagen, er noget socialdemokratisk noget Jesper Ew.K.g. Nu bryder hun sig kun om fulde Mænd og faldne Piger og alt saadan noget Replikker.III.34- Sml. {nu næppe brugeligt): Hendes Mand havde været noget meget (nu: noget stort) i Borgervæbningen Drachm.VT.go. Barnesprog: Henne over divanen var der et stort stykke sort noget på væggen FBerliner.E.54. Fra udtryk som / Kjokkenet var der fuldt op med Froer paa Spid HCAnd.II.80. Fuldt af Nodder hang der i alle Hegn Bang.T.::!6. hvorhen jeg saa var der fuldt af underlige og hæslige Ting CEw.DV.18. det var Kongen overhaands trangt med Penge JPJac.I.130. Desværre frygter jeg, at det •. bliver lidt smaat med den gensidige Elskværdighed i Aften OMads.GU.265. der var rigeligt af {eller med) drikkevarer; Paa Gangen laa der tæt med gammelt Lov NathansF.4-l. Som du ser er der godt med Ædelse og Drikkelse paa Bordet Soya.HF.28. der er langt tilbage, hvor intetkønsformen står som prædikat (se side 405), går forbindelsen af adjektivet + præpositionsleddet over til at blive brugt i substantivisk sætningsfunktion som objekt: man har fuldt op med Fleske-Sider HCAnd.IIl.14. hun (o: en figur af den hellige Veronika) havde ogsaa saa meget med Kæder om Hals og med Guld paa sin Voksfinger Bang.DuF.r r. {han) havde tykt med Kærester KLars.SF.103. nej i Spanien, der havde de vist ikke saa meget med Ananas sa.UR.118. Sparsomt med Guld I gav nordiske Guder JVJens.C.78. indtil han /aar indtaget for rigeligt med Vodka Norman-Hans.N.36. ( det) kostede ham 420

umaadeligt med Penge DagNyh.24/7 1921. Det koster utroligt med Penge HHLund.GF.137. uden . . at have bragt synderlig med Penge i Statskassen B.T.1/12 1923. jeg . • tjente godt med Penge ChrEngelst. LF.11. han har rigeligt af, småt med penge; han har fuldt op af arbejde; - Som et Overflodighedshorn udlossede Flaaden fuldt op af andre dyre og sjældne Rogelser JVJens.SØ.22. - naar Livet ikke har langt tilbage JPJac.II.125. jeg (a: et tra:) vilde give godt med Brænde CEw.Æ.XI. 20. disse Blomster .. dor hvert evige Aar • . men ikke for de har drysset t)•kt med Fro til alle Sider sa.DV. 146. Har De haft godt med Kørsel i Aar? Wied.TK.7. eller som subjekt (især i der-s~tningcr) : I Vinduet stod der fuldt af Potteplanter Pont.Muld.79. paa en Chaiselongue laa fuldt af Kalksmuld KLars.Modet og den blanke Klinge. I 7. Hvadbehager? Om der er videre med Ræve i denne Plantage KMunk.LGD.93. Udenfor Vildt-Forretningen hænger der nu tæt med stort og smaat BerlAft.18/10 1927. Omkring Firenze og Milano ligger tæt med Sne ib.27/12 1926. Se også under Lcddannere og VvS. 196. Ikke almindeligt som regimen for præposition: den Slags Huse •. med fuldt op af Selvejerbiler og Chaufforer og Pekingesere Replikker.I.46. Ved udeladelse af substantivet i forbindelser som gore huset rent hvor rent er objektprædikat, får vi det faste udtryk gore rent: Der havde været en Kone og gjort rent i alle Stuerne CEw.Æ .XI.16 hvor rent fungerer som substantivisk objekt. Sml. man må gore sig (det) klart at .• have, holde åben eller åbent: kirken har vist åbent nu VillySør. SH.137. Man hører og ser på opslag: vi har åben søndag (underforstået: butikken, forretningen) eller ved forkortelse heraf: åben søndag, åben til kl. w , eller åbent til kl. 20 ( efter: der er åbent. . ) . Andre tilfælde hvor substantiv er underforstået: vi har fri i morgen ( dvs. dagen fri ). naar man holdt hemmelig paa et Punkt, saa holdt man hemmelig paa alle KLars.SA.54Brugen af komparativen mere i substantivisk anvendelse (i mere ondt end godt (jf. side 53 ) ; han vilde gerne have noget mere med; var der mere (De onskede)? osv.) svarer til brugen af meget. Nogle andre komparativer bruges i faste forbindelser således at et substantiv i singularis eller pluralis eller eventuelt foransat bestemt artikel er underforstået: De skal hore nærmere (:>: få nærmere oplysning (er) ) fra mig; nærmere herom i et folgende kapitel; indtil videre (a : indtil anden besked os,,. modtages); uden videre ( egentlig: uden videre overvejelser, under-

søgelse). Forbindelserne med mere har stået model til: her er ikke videre at gore o.l. og i~r af ekspedienter brugte spørgsmål som: Ikke videre de Herrer onsker! Esm.HM.26. - Var der videre? CGandrup.KU.29. b. Ubestemt form med ubestemt artikel bruges kun hvor et substantiv er underforstået: sporgsmålet er igen i år: et stort eller et lille juletræ. hvis du ikke kan lide slipset, kan du få det byttet med et andet. - Kun i rent Forbigaaende kommer Andersens Digtning til at berore, at Forholdet mellem Digter og Publikum ingenlunde altid er et direkte RSchmidt.AEV.11. Forbindelsen har ingen selvstændig anvendelse som den nøgne form fordi ubestemt artikel jo ikke bruges ved betegnelserne for noget uafgrænset. I sja:ldne tilfalde som et stort Noget, som hedder Folkt:t Cit. 1872 i Stangerup. K.l.151, er nogtit brugt som rent substantiv {hvad den ubestemte artikel viser) om hvad der er ubestemmeligt eller ukendt. - Komparativformen er sja:lden: Der gives altsaa et V airre end Døden Drachm.F.II.4.

c. Bestemt form uden bestemmer bruges ikke. Den kan foreligge i være til bedste for, have en til bedste o.l.; sml. være til ens bedste, gøre sit bedste o. l. d. Brugen med bestemmer er almindelig. Dels hvor et nævnt substantiv er underforstået: det store og det lille land; det store land og det lille; det gamle testamente og det ny(e). - vidnesbyrd om, at det ene værk havde været kendt af det andets for/ atter FjordJensen.NK..44. Dels i tilfælde hvor et ikke nævnt substantiv er underforstået, fx. i det samme (:>: øjeblik) (fx. I Gallop kom i det samme to Heste HCAnd.lI.114) og i ganuneldags udtryk som være godt inde i det engelske og det franske {:>: sprog); (oppe) i det holstenske, slesvigske osv. (:>: område). Der var .• udbrudt Kolera i det Venetianske JPJac.II.261. »oppe i det tyske« NisPet.M.117. vi red alene gennem det svejtsiske VillySør.F.73. i milieusprog i forkortelser: ræk mig mit Gamle {:>: testamente) Gjel. GL.207. det forenedes (:>: DFDS's) både; det kongelige (:>: teater eller bibliotek). Hjælp til det grove (:>: arbejde) Replikker.III.12. hun har det med at glemme og slukke for det elektriske (:>: lys) ib.13. Deres ærede (:>: brev o.l., fx. Pont.Sk.52). Dels i selvstændig anvendelse som den under a nævnte: det Gronne er godt for Øinene HCAnd.II.30. herhjemme i vort eget Gronne er ogsaa deiligt ib.II.114. enhver (var) altid henrykt over det Nye, Smukke hun saae ib.I.91. det Had, som urolige Hjærter har til det Dagligdags, det Tilvante, det Begivenheds-

løse JPJac.III.223. De bedste Eksempler paa det modsatte Jørg.RM. . 54 Tro paa det Overnaturliges Virkelighed ib.63. det lidet af Parken, jeg kan se Buchh.UH.25. var det for lidet, vilde jeg gerne have givet dig endnu mere, baade det ene og det andet 2Sam.12,8{1931). {han) er noget af det sureste og tværeste man kan se for sig Soya.SVS.63. et stort sodet ansigt med hvide ojne og tænder midt i det sorte Branner.R.25. stuerne og møblerne og ansigterne bag dem var allesammen et og det samme ib.73. Det offentlige er forpligtet til at komme enhver til hjælp Lov nr. 321 19/12 1957 § 1. Med distinktiv betydning: en anden gammel Trold, som ikke havde Navn, og det var det fine ved ham HCAnd. II.152. han taler ikke • . det er netop det lumske ved ham Branner.R.115. det varierede, det afvigende og det for hvert kulturområde og hver epoke karakteristiske FjordJensen.NK.27. I faste præpositionsudtryk som: du handlede i det skjulte (a: hemmeligt) 2Sam.12,12 {1931); i det fjerne (:>: langt borte). - i det Fri (a: under åben himmel) JVJens.NM.7. derude i det fremmede KLan.AH.58. at indtage Din Frokost i det grønne (a: ude i naturen) CEw.Æ.XI.53. den stakkels Fyr var saa ung og havde flakket saa længe omkring paa det løse, saa man maatte bære over med ham ib.34. Jeg er fuldkommen paa det rene med, at •• sa.DV. I 14. vi vil have vort Eget paa det Torre ORung.E.146. alt er ved det gamle; være på det yderste med en, ligge på sit yderste; i det hele taget; i det store og hele; ud i det blå (a: uden bestemt mål eller tåbeligt,

fantastisk, hen i vejret). Se også i bind III under Adverbierne. Ved komparativ: det har ændret sig til det bedre; - Hun var nydelig - uforandret nydelig - eller forandret til det smukkere Drachm.F.I.406. vende alt til det bedre FrNygaard.K.65. Efter genitiv: Saadan store Sletters Graa og Grønne JPJac.III.222. det stikkende Skin af Sneens uendelig hvide Gjel.Rødtjøm. 72. med Engbund •. og Brakjordens Brune Jørg.FS.1. gamle, dybtrode Tage •. mellem Havernes svulmende grønne KnudPouls.U.90. m. hest. art.: Vask og renlighed er moderens det bedste AalbækJ.P.65. I adverbiel anvendelse bruges forbindelser som (ikke) det mindste, ringeste, fjern este: han var ikke det mindste nervøs (parallelt med: en smule nervøs, lidt nervøs osv.). vi generer ikke hinanden det allerbitterste CEw.Æ.I.49. Jeg ligner ikke mor det fjerneste Soya.FD.165. ham rører det ikke det allerfjerneste KAbell.13. - Om præpositionsforbindelser som på det bestemteste se side 345.

Under indflydelse af disse udtryk er ikke spor i jargon blevet til ikke det spor (af), fx. Jeg er ikke det Spor af morgengnaven Replikkcr.III.!22. Man kan da godt holde vældig meget af en Mand uden at være det Spor forelsket i ham ib.78.

Endvidere udtryk med følgende ledsætning som hver tumlede sig det bedste han kunde HCAnd.I.93. Han gav sig straks til at flojte, det bedste han havde lært CEw.Æ.1.8. (han) lob i Brakmarken det stærkeste, han kunde sa.DV.158. 3°. I pluralis. a. Uden bestemmerled bruges formen ved udeladelse af et nævnt substantiv: hoje træer og lave. Ved underforståelse af et ikkenævnt substantiv: Kvinder på halvtreds ('J: år). piger på seksten Branner.R.92. en Æske fyldte ('J: chokolader) Replikker.II.73. I selvstændig anvendelse kun om personer. Ved enkeltstående adjektiver er anvendelsen kun almindelig ved betegnelser for visse kategorier af mennesker m.h.t. alder, stand, nationalitet o.l.: voksne må tage et barn gratis med; ude mellem Fremmede Pont.SS.8. danske i udlandet; de taler dansk som ind/odte; lettelse for rejsende (handelsrejsende); overgang for gående; anklaget for at ha' indladt sig med mindreårige Soya.SVS. 1 1. Derimod bruges i naturligt sprog ikke adjektiver der betegner fysiske og åndelige egenskaber enkeltvis i substantivisk anvendelse. Vi kan ikke sige: tykke har det slemt i varmen, eller: det er en fornøjelse at arbejde med dygtige, og et citat som følgende er stift bogsprog: frække staar op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv Salm.54.5 ( 1931 )• De pronominale ord derimod bruges uden indskrænkninger: nogle siger det ene og andre det modsatte; alle blev tilfredse; - mange er kaldede, men faa er udvalgte Matth.22.14( 1948). jeg og mine onsker dig og dine en glædelig jul. Den aversion der er mod brugen af enkeltstående adjektiv i denne anvendelse, svinder ved flerleddet forbindelse: gamle og unge; tykke og tynde. - til faas og de bedstes Sorg Gjel.Rødtjøm. I 24. Dommer over levende og dode Ap.G.10.42(1948). det faar alle, baade smaa og store, rige og fattige, frie og Trælle, til at give sig selv et Mærke paa deres højre Haand Aab.13,16(1948). b. Med bestemmer foran er brugen almindelig, fx. ved underforståelse af et tidligere eller senere n~vnt substantiv: For selv at f aa Raad

til at kobe de gode Varer, maa man sælge andre de daarlige Soya.SVS. 157. i de gode som i de dårlige tider. Ved nogle indsættes i alm. sprog altid nogle som forudsat led: der er altid Roser i Frokenens Kranse. Somme Tider nogle smaa blege nogle Bang.P.106. det jeg ville fortælle er, at horn er noen mærkelige noen Gjcdde.B.46. I jargon med bestemt artikel: Sådan var han blufærdig, sølvom han kunne stå og brænde de mest fantastiske nogle af Rifbjcrg.KU.10. Ved udeladelse af et ikke i konteksten nævnt substantiv, i faste udtryk, specielt i milieusprog: krybende frem paa alle Fire (:>: hænder og fødder) Drachm.F.I.421. Saa raabte han, der havde holdt Talen: »Tre lange!« .. »Tre korte!< kommanderede han CEw.Æ.IIl.33. de samvirkende (:>:fagforbund ); de unævnelige (:>: et par ( undcr}benklædcr); saa smækkede jeg mig ned ad Strandvejen i Sonnens de stortærncde {:>: benklæder) KLars.UR.39. må jeg nu bede om mine himmelblå (;i: bukser) (eksempler i DO. ). Saa spærrede hun de vandblå (:>: øjne ) op og sa'e: »Kan man virkelig det?« Replikker.IIl.92. Landaueren .• forspændt med et Par runde, blanke Brune (:>: heste) Drachm.F.l.214. Tænk, at komme kørende med to hvide foran JacPaludan.MM.7. Stik ham et par flade (:>: øretæver) . I selvstændig anvendelse om personer: Han ser Billedet af sit Aandsliv forme sig som en Karikatur i de Uvidendes, de Tanke/oses, de taabeligt Fantaserendes Øjne Brandes.U.133. i de Meniges Rækker Nans. GF.7. de Døde faar skotte sig selv ib.24. overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Haan, de stolles Spot! Salm.123.4(1931). jeg .. gav mig til at forske efter, hvor store, gode og stærke de store og gode og stærke var ChrEngelst.HA.8. Slubberten gik og narrede hende med alle mulige andre Soya.SVS.151. I talrige mer eller mindre faste udtryk, fx.: de hellige, de hvide, de sorte, de unge, de gamle (i flere betydninger, se DO.), de rige, de fattige, de arbejdsløse, de husvilde, de velhavende, de fine, de kongelige; sove de retfærdiges sovn. Overgang til rene substantiver. Såla:nge det substantivisk brugte adjektiv kun har adjektivisk bøjning og adjektivisk artikelbrug samt genitivbøjning er det rent adjektiv: en kristen: den kristne: de kristne; en rejsende: den rejsende: (de ) rejsende; et indre: det indre; en rød: den rode: de rode; rodt: det rode. De forskellige trin af overgangen til rent substantiv fremgår af

folgende skema der viser substantivets bøjningsformer (-+- genitiven) samt brugen af ubestemt artikel + bestemt adjektivform på -e, overført fra adjektivets bestemte form (efter bestemt artikel), henholdsvis brugen af ubestemt artikel + ubestemt form.

Genuslos form med ubestemt artikel

Bestemt form

pluralu

I

et hele et indre

2

en vrang(e)

vrangen

7

2

en næ$tc

næsten

+

2

et ydre

ydret (se side 184).

3

et gode

godet•)

goder

3

et onde

ondet

onder

3

en (.cgge)hvide

hviden

hvider

3

en kæreste

kæresten

kærester

fedter (om sorter)

Genusbøjet form 3

(et) fedt

fedtet

!!

(et) vildt

vildtet

-

2

en ret (modsat vrang(e})

retten

-

•) formen er endnu ikke i almindelig brug. Eksempel: At den et Gode regelmæssigt ydede Retsbeskyttclse maa vige overfor Indgreb i Godet ved lovlig RctsJraandhaiuelse, er en Sætning, der ikke kræver Lovhjemmel OlufHKrabbe.Borgerlig Straffclov3. t 21.

I kælenavne til børn bruges bestemthedsfonner som Bitten, Lillen, Mindsten. Vulgært eller spøgende bøjes (en) bekendt i bestemthed og tal: en 38-årig bekendt .. Bekendten havde fortalt .. Pol.rn/9.1964. vi Jiaude gæster på kallestegen, fire bekendter Soya.FD.60. Fredløs, tidløs, vintergrønt er som plantenavne rene substantiver og ml, nmde skal bajes, hvad ikke er almindeligt, bruge substantivets morfemer. Rent substantiv er også en godte, subtraktionsdannelse til plur. godter, dannet (i barnesprog?) til intk. sing. (noget} godt til brug hvor det >gode< bestod af noget ta:llcligt ( bolsjer o. l.).

ORDDANNELSE Oversigt over orddannelsen 1•

2. 3. 4. 5, 6, 7.

Simple ord ..............•••. , •...•. , , . , , , . Ord fra andre ordklasser ..................... Hjemlige suffikser. . .. • . .. . .. . . .. . . .. . . • . . • • • Suffikser der (næsten) kun bruges i fremmedord , Hjemlige pra:fikser ........... , .. ,, •. ,, •• ,,,. Fremmede pra:likscr ..................•• , • • • • Sammensa:tninger .......................... a) med substantiv som forsle led . • . . . . . . . . . . • • b) med adjektiv som forste led . , .. , , .. , .. , , , , • c) med verbum som første led .. , ....••. , •• , , , d) med andre slags ord som første led, ..•.. , , , , e) Andre arter af sammensa:tning. . • . . . . . . . . . • .

4-29 429 430 444447 450 451 451 457 460 461 461

r. Simple ord.

Den del af adjektivklassen der udgøres af simple ord er - i sammenligning med forholdene ved de to andre store ordklasser: substantiverne og verberne - forholdsvis ringe. I det almindelige ordforråd, således som det afspejler sig i Retskrivningsordbogen, findes - når bortses fra pronominale ord og talordene - kun ca. 350 simpelt byggede adjektiver. Langt det største antal er enstavelsesord. Tostavelsesordene repræsenterer følgende typer: a) ord på -e: bange, foje, lige, noje, rede, stille b) ord på -er: bister, bitter, diger, fager, hamper, ilter, klinger, lummer, mager, munter, sikker, smækker, snæver, svanger, tapper, vilter, væver c) ord på -en ( delvis at opfatte som afledte, se side 43 r) : doven, effen, gisten, gusten, gylden, hoven, lunken, moden, muggen, mullen, nogen, sjælden, slatten, valen, vranten, åben d) ord på -el: dunkel, gammel, sjofel, spinkel, svimmel, ussel, vammel, ædel, ækel og (med variant på -t) dobbel(t), enkel(t) e ) ord der har form som afledninger men ikke kan analyseres som sådanne: billig, broget ofl.

2.

Ord fra andre ordklasser.

Ord fra andre ordklasser kan vandre over på adjektivernes område. Fra stillingen som prædikat, som substantiverne har fælles med adjektiverne, kan substantiver undertiden gå over til at bruges som attributive adjektiver (jf. Dania.IIl.80.121 ), fx.: det er sjov: en sjov hat; det er skidt, snavs: en skidt, snavs karl; det er rent snavs med hende Madelung.EH.294. børnesprog: det er bæ: Den bæ Hund CEw.(DO.). Jargon: Du er for Resten er grin Kammerat KMunk.DU.67. der er en skæg ironi heri JGBrandt.U.rrg. en pip ide. Andre substantiver viser i alm. sprog kun deres adjektiviske tilbøjelighed ved som prædikativ at tage adverbial foran sig: Det var dog frygtelig synd for sådan en ung

mand CBang.K.135 (se også DO. Synd sp.14-76). mit ganske stilfulde Udseende •. lod ham ane, at jeg ikke var saa helt Proletar ChrOlson. AH.30. I spøgende jargon kan træffes overgang af første led af sammensætning til attributivt adjektiv. Se side 4-56. Genitiven af substantivet har stillingen foran substantivet fælles med adjektivet i attributiv anvendelse. Ad denne vej har vi fået (i reglen ubøjelige) adjektiver på -s: stakkels, træls, fælles (forbindelsen med substantiverne stakkel, træl, fællig er nu ikke nærværende i den alm. sprogbevidsthed), alskens (se side 380), det nu i rigssprog sjældne middels (fx. en middels Skonhed VillySør.F.89 se også DO.). Om genitiver som fløjls, treværelse(r)s osv. se ovenfor side 318ff. Om overgang af adverbier til adjektiver se side 351 og under Adverbierne. De fleste i ordforrådet hjemmehørende adjektiver er dannet ved afledning, især ved suffikser som der nedenfor gives en kort oversigt over.

3. Hjemlige suffikser. -agtig har to hovedfunktioner. Dels betyder det: som er forbundet med, opfyldt af eller tilbøjelig til det som hovedleddet - der oftest er et substantiv, sjældnere et verbum og sjældnest et adjektiv - betegner, og hovedtrykket ligger som regel på suffikset: fejl-, fordel-, logn-, skabagtig og med bortfald af -e: kramp-, noj-, pin-, tjenstagtig. Dels betyder det: som er noget i retning af eller minder om, ligner det hovedleddet betegner. Dette led kan være et adjektiv, og hovedtrykket falder på dette led, undtagen hvor ordet har nedsættende betydning, fx. •gammelagtig, 'langagtig, men blod'agtig. Hvor hovedleddet er et substantiv er der en gruppe afledninger til personbetegnelser der udskiller sig ved at have nedsættende betydning og (hvor hovedleddet er enstavelse) hovedtryk på suffiks: barn'agtig, tyv 1agtig, 'slyngelagtig. Ellers omfatter gruppen ord med alle mulige slags substantiver som hovedled og hovedtryk på dette led. Det er den eneste anvendelse hvor suffikset er i levende (og hyppig) brug til nydannelse. Nogle eksempler: Gjel.GL.: tjornekratagtig, pultekammeragtig, lejragtig, frimureragtig, taarnagtig ofl. (4.4-2.57.65.127). Han krængede sin Fro-agtige Mund Bang.DuF. 4-61. gammeljomfruagtig Pont.Mi.4-2. genfærdsagtig ib.67. et renaissance-

430

agtigt Livsovermod sa.AG.46. det allerhelvedesagtige sa.Hø. 218. en skær cikadeagtig Solvtone JVJens.Intr.53. et metusalemsagtigt Væsen sa.NM. 78. Wied fx.: en af Deres mest asensagtige Ledvogtere TK..36. smaa St.Veitsdansagtige Bevægelser ib.71. JacPaludan.UR. fx.: pergamentsagtig, skyggeagtig, dameagtig, dandyagtig, garconneagtig (44.66.68.224). dette lidt Karle-agtige {:>: hos en kvinde) Soya.GAM.17. Fjerne ting opfattes •• som fladeting •• fotografiagtige eller kulisseagtige FBrandt. Psyk.I.168. en kindtandagtig tyggeflade VLDyr.II.235. en sekretagtig dråbe ib.237. en mørk, terra de siena-agtig farve Vad.DN.72. Se også DO., DStudier,1917.35 og Nord.spr.1959.109. Nydannelserne har som regel et præg af {stift) bogsprog og er ikke anvendelige i højtidelig stil. Spøgende er dannelser til længere udtryk som her {i en hospitalsstue) er en Forhøjning, hvilket ser saa Familie-med-smukke-Dotre-agtigt ud Fritzjiirg.(194o)XVI. -bar findes ( uden for det ene ord dyrebar hvor hovedleddet er et adjektiv) dels med substantiv som hovedled med betydningen: som bærer, besidder det som substantivet angiver, m.m. (se DO.), fx. frugt-, ærbar (i sidste ord med udskydelse af substantivets -e), dels med verbum i dets stammefonn som hovedled med betydningen: som kan udfore, gennemgå den eller gøres til genstand for den ved verbet betegnede handling, proces: styrbar, farbar, brændbar, sårbar, mærkbar. I denne betydning kan suffikset bruges til nydannelse, specielt ved verber på -ere, fx. reproducerbar Sa1monsen2 VI.918b. uformulerbar, eksporterbar, hævbar, nedfældbar Nord.spr.1956.29,1957.52,1959.109. et ærbart og modellerbart pulver NisPet.M.66. parafraserbar Fjordjens.NK..122. noget andet konstaterbart De europæiske ideers historie.ib.324. Spøgende: askebægrene .. synes utælbare Soya.FD.115. uidentificerbare genstande Vad.DN.6. -en findes a) i enkelte gamle afledninger af substantiver {betegnelser for stof) med betydning: bestående, lavet af stoffet: ulden (: uld), mullen (: mul = mug, skimmel), med omlyd: gylden (: guld). Hertil muligvis mulden ( til muld el1er (jf. næste gruppe) verbet (for) mulde). Nogle tilsvarende dannelser i tysk, fx. diamanten, demanten, kupfe,n, silbern, krystallen, overførtes tidligere undertiden råt til dansk men brugtes vist kun i bestemt form (og pluralis}: diamantne (demantne), kobberne, sølverne, krystalne; de purpurne Bølger Odysseen (ved Gertz}2,428; de kan endnu undertiden tra:Ifes

i poetisk sprog (se DO.), samt arkaisercnde•spogende: de diamantne Vingefjer KMunk.LGD.110.

b) i dannelser der hører til verber indgår et -en der kan være morfemet for perfektparticipiet ved de stærke verber. Med disse som mønster er dannelsesmåden også brugt ved svage verber. De adskiller sig både formelt og indholdsmæssigt fra de nu brugte participiumsformer med verbal betydning, fx. drukken = beruset, (en) holden {mand), gnaven, vågen, voksen, skiden, blødsøden (: (har) sydet), kilden, lysten, pillen, prikken, slikken, stikken, vissen. vrissen. Forbindelsen med verbet kan stå uklart for tanken eller være helt afbrudt (i sådanne tilfælde er ordene synkronisk uanalysable, altså simple ord, se side 4:29), fx. runken (egl. til rynke), brodden (brodne kar) (til bryde), hoven (til hæve), egen (til eje), treven (til trives). Eller der foreligger ikke (i rigssprog) et tilhørende verbum eller andet ord de har tilknytning til (hvorfor ordene må opfattes som simple), fx. slunken, knotten, doven, vranten, nøgen, gusten, vrippen, slatten. De nævnte adjektiver betegner en egenskab der har tilknytning til verbalindholdet, en speciel gruppe betegner en egenskab ved en persons karakter, temperament o. I. c) former som kristen, lumpen, gedigen, gelassen er oprindelige låneord hvis dannelse falder udenfor dansk morfologi. -et er det mest brugte suffiks ved afledning af substantiver med betydning: som er forsynet med, består af eller er præget af det hovedleddet betyder: benet, træet, drenget, arret, melet, blisset, tornet, byget, vinget, bakket, vrovlet. Som eksempler på nydannelser kan nævnes: det toftede Fartoj Odysseen.(vcd Gertz).17,160. dækslede Pibehoveder Gjel.GL. 36. bamset (om gang) Nathans.F.44. værdige diademede fruer Svedstrup.EG.I.109. det monoclede Æsel Larsen-Ledet.LK.III.149. et lille krusedullet smil K.Abell.F.18. Hun er da alt for ung til at klæde sig saa konet Replikker.III.40. poppede (afledt af pop) bedsteborgere uden livsforståelse Information.21/1.(964. den bevidste understregning af alt det operettede - det var altsammen lige på nippet til at forvandle operetten til en parodi på en operette Kriste!Dagbl.:26/5. 1964. de mest se."(ede Roller Nord.spr.1956.39. lærerindet virker hun nu ikke ib.30. Se også ib.1957.54 og 1959.11 I. Sml. (dannet spøgende til første led af sammensætning): Bumletog!? Ja, det kan du lige tro, det var noget af

43~

det mest bumlede, man kunde se for sine Øjne Replikker.III.47. Formen falder formelt sammen med perfektparticipium: fjantet kan være afledt af en fjante eller participium af verbet fjante. Afledninger af sammensætninger foreligger i (ny) dannelser som Etatsraad B. var hverken .• bakkenbartet eller guldbrillet PHans.KK.88. det lovemankede graa Hoved Bang.T.69. et kongekronet L sa.F.30. en gammel fipskægget Hofmand ib.185. kjolehalede Svaler Gjel.GL.173. skolestovede Lunger ib. 121. den runde, svedperlede Pande ib.571. den klumpfodede Gaardskarl RSchmidt.AEV.56. de egeplankede Lofter Drachm. R .215. det f igenbladede Kyskhedsbælte Pont.GA. 135. De afrikanske Æthiopere var uldtottede som sorte Faar SMich.HB.228. elefantfodet, hundehvalpet JacPaludan.UR.21.47. den skjorteærmede Ulstrup Svedstrup.EG.I.24. skyklappede Æsler ORung.E.218. de pileoddede Sving (af en vej) KMunk.VJ.102. hestemankede Fletninger ib.109. Der er Plads paa V æggen derhjemme til endnu et flot Gevir, foruden det 8endede sa.LGD.18. baskerhuet NisPet.D.16. husarbenet ib.17. vor .. figenbladede skonhedssans, sværvægtede panserbasser citater i Nord. spr.1957.55. I en række tilfælde kan dannelserne høre til en sammensætning eller til en ikkesanunensat forbindelse (jf. næste gruppe): firkantet, frisindet, kortskallet, rundbuet, skarpsynet; det olplettede Linoleum (JacPaludan. UR.29) kan være 'plettet af øl' eller 'som har ølpletter'. På lignende måde: et gult flueplettet Trækgardin Soya.GAM.149. Vandmollerens mclstovedc Skikkelse AaseHans.FGP.24. Suffikset er meget brugt til afledning af en attributivforbindelse der ikke foreligger som sammensætning, med betydningen: som har, er forsynet med det attributivforbindelsen betegner (bahuvrihiadjektiv) , fx. bararmet = som har bare arme, morkhudet = som har en mørk hud. Andre eksempler er blåojet, lavbenet, hojbarmet, trangbrystet, mange· hovedet, langhåret. Meget udnyttet i fagsprog, især i zoologisk og i botanisk sprog: but·, tyk-, tynd-, spidmakket (flintøkse), småtandet (benod); blåvinget (and), bredoret (flagermus), butsnudet (frø), firtrådet (havkvabbe), gulbenet (klire), hvidbrystet (p~tekrave), sortstrubet (bynkefugl); åbenbægeret (klokke), finbladct (vejsennep), femhannet (pil), forskelligbladet (tidsel), firbladet (etbær), skarpfinnet (mangeløv), seksradet (byg). Kun i billedlig betydning bruges ord som stormudct, hojrumpet, tomhjernet. Eksempler på tilfældige dannelser: Athens bredl\loclcrnc dansk. li. 28

433

gadede Kongsstad Odysseen. (Gertz).7,81. slankstænglede Blomster Drachm.HI.75. Træernes stor-knoppede Kroner ib.88. fastmusklede Ben Gjel.Røcltjøm.!HS. sin smallæbede Mund sa.GL.20. den gyldenkædede Hængelampe ib.255. hvert grønskoddet Hus JPJac.III.250. en tykmavet Snog Bang.F.82. hundredstemmet Stoj ib.184. den hundredstrubede Larm Pont.Hø.100. som en larmende tusindtunget Slange HKaar.;b.Vi.98. sort- og hvidstribet Marmor Jørg.RM.16. de hojhjulede Karrer ib.22. rødbuksede og blaatrojede Gendarmer KLars.MK.3. to ranglede blegansigtcde unge herrer Svedstrup.EG.I.93. klokkerens værdige, hvidslipsede vanken op og ned gennem kirkeskibet ib.322. hendes tykke, rodfezzede Mand KMunk.VJ.124. gyldenblondkrøllet Rung.SS.37. en blåkindet Italiener TomKrist.Vi.98. tætpelsede Graner JacPaludan.UR.84. en særdeles spidsneglet Anmeldelse Soya.SVS.134. den fladansigtede og tomø jede Kontorist ViggoFMøller.B.41. en mangeartet og mangelin jet Reaktion FjordJens.NK.50. Efter græsk mønster bruges typen hyppigt i oversa:ttelseme af de homeriske digte: den lysblaaojede Pallas Iliaden (Gertz) 1.207, de mangeaarede Skibe ib.2.74- de hurtigfoddede Heste ib.2.283. rapfodede Heste ib.5.321. en storhornet Hjort ib.3.24- storøjede, mægtige Herre ib.8.470. en skonkindet Kvinde ib.9.665. en stærkskægget Love ib.15.275. de fagermankede Heste ib.18.223. Som det ses er førsteleddet ubøjet. Men det kan træffes i t-form: han hørte hendes Gang smaattrinet, lidt trippende Nathans.F.44. Skimmelen . . bøjede sin sværtmusklede hals Svedstrop.EG.I. 7. ( den) tyndtøllede danske Politik KMunk.VJ.18. Om en-, etbenet se Genus. 72.

En anden type har et substantiv som første led. Her har vi først tilfa:lde som tragt/ormet der kan opfattes som en sammensa:tning af tragt + formet (og så ikke hørende under afledninger) eller en afledning af tragtform. På linje hermed står Berninis baadformede Fontæne Jørg.RM.10. den havregrød/arvede hals NisPet.M.132. Henry bliver hvid i sit vidskelærsfarvede Ansigt Soya.GAM.52 og de gummikantede Døre sa.SVS.12 ( dette adjektiv kan va:re sammensa:tning af gummi + (participiet) kantet kantet med gummi; eller være en afledning af gummikant = forsynet med gummikant). Herfra er der en jævn overgang til dannelser hvis andetled ikke har berøring med verber men er -et-afledninger der ofte kun findes i for-

=

434

bindeiser med foregående substantiv, fx. den lattermilde, svanehalsede Olivia Pont.Mi.59 som har hals som en svane. De fleste herhenhørende dannelser tilhører ikke det almindelige ordforråd og er ofte øjebliksdannelser. De rummer ofte en sammenligning: store, cirkelojede Briller Gjel.GL.16. det morke snelæbede Gab af Graven ib.252. en fløjlsbladet Blomst sa.Rødtjørn.28. en stovgran-stjærnet Mælkevej ib.150. den gorillaarmede Englænder TomK.rist.Vi.98. Denne dannelsesmåde er rigt udnyttet i naturvidenskabeligt, især botanisk sprog, til dels i videre anvendelse hvor førsteleddet angiver noget som det ved andetleddet betegnede er forsynet med eller ligner: dunhåret (egebregne}, fligbladet (brøndsel}, børstebladet (vandaks), glanskapslet (siv}, nældebladet (klokke), tornstænglet (tidsel}, skiveblomstret (kamiIIa), skedestrået (kæruld). Substantivisk i betegnelser for plantefamilier: (de) kurv(c}-, maske-, ærteblomstrede, årevingede, rormundede. I litteraturen er denne type særlig kendt fra de homeriske digtes stående tilføjelser til guders navne {epiteta ornantia): den liljearmede Herc Iliaden.(Gertz).1.!209. Thetis den solverfodede Dis ib.1.538. den rosenfingrede Eos (Dagning} ib.9.706, Odysseen.2.1 . den kvieejede Here Iliaden.1.568 (Wilster; hos Gertz: med Øjne som Kviens). Sjældent forekommer dannelser til præpositionsled, fx. (barnesprog) istykret (Erlings istykrede bukser lå henne ved symaskinen HWulff.FH. 46. Se også DO.). Om stødforholdene se AaHans.Stødet i dansk.92.

=

-ig. En stor del adjektiver med denne afledningsendelse er fra et nutidsstandpunkt ikke analyserbare, fordi hovedleddet nu er uden sammenhæng med selvstændige ord, fx. arrig, karrig, brosig, dygtig, emsig, evig, fattig, gerrig, heftig, hurtig, h'YPPig, ledig, rigtig, salig, slibrig, smidig, vigtig, yppig, og det samme gælder delvis komplekse ord som: balstyrig, barmhjærtig, ihærdig, forsigtig, foreløbig, nodvendig, undersætsig. Suffikset er lidet brugt. Det har samme funktion som -et og delvis -lig. Hovedleddet er oftest et substantiv. Der er vist kun en afledning af betegnelse for levende væsen: mandig (om formen se ndf.), ikke ret mange afledninger af betegnelser for stoffer ( og ingen betegnelser for genstande): blodig, giftig, luftig, saftig, smudsig, vandig (i faglig anvendelse; ellers bruges vandet), en del afledninger af betegnelser for 2a•

435

forhold, bl. a. artig, brunstig, driftig, dydig, fiffig, fornuftig, fyrig, grundig, gunstig, hastig, klogtig, kraftig, kunstig, modig, nødig, pligtig, pudsig, svulstig, sovnig, trodsig, tørstig, vindig (se også nedenfor), vægtig; disig er nu næsten helt fortrængt af diset; i ord som adelig, adskillig kan suffikset ikke skelnes fra -lig. Sammentrækning foreligger i hungrig, ivrig overfor hunger, iver; sml. villig overfor vilje; i modig, nyttig, nådig, vældig er-eforsvundet fra substantiverne mode, nytte, nåde, vælde (jf. sildig ndf.); flygtig, mægtig, prægtig, andægtig viser vokalændring i forhold til flugt, magt, pragt, andagt, sml. overflodig (:>: overflod). Afledninger af ord på -Id, -nd, -rd har det d som hovedordene kun har i skriften, og afledningsendelsen bliver derfor i realiteten -dig, fx. fyldig, heldig, skyldig, mandig, skændig, syndig, fyndig, yndig, færdig, værdig, tilfældig. Konsonantændring viser flittig, vittig overfor flid, vid. Fra et moderne synspunkt har nogle tilknytning til verber så betydningen bliver: som udfører den ved verbet betegnede virksomhed: lydig (: lyde), enig ( : enes), nærig ( : nære), kølig (: køle), varig (: vare), dristig (: driste sig). Et par hører til et adverbium: sildig (: silde), jf. ovrig (: over). Nogle sammensætninger på -rig kan gå over til at blive opfattet som afledninger på -ig, hvad der viser sig i udtalen og i komparatiorufonm:me, fx. dndrig, sejrrig, talrig. Se Juul-Jensen i Studier tilegnede Verner Dahlerup.16.

Komplekse dannelser har oftest et adjektiv som første led (sml. under -et): mindreårig, tiårig osv. (jf. som par og tyveaarig Knægt KLars. (DO. u. Par sp-476) ), få-, fuldtallig osv., fri-, god-, langmodig ofl., enfoldig, mangfoldig, ni/oldig, tusind/oldig osv., middelmådig, dobbelt-, tve-, entydig, treenig, enerådig, koldblodig, åbenhjertig. I disse tilfælde er afledningen med -ig nu enerådende. I andre er der konkurrenter med -et-afledninger. alsidig, ensidig, mangesidig osv. (ved siden af to-, syvsidet, ligesidet osv.), ensformig (jf. ndf.), egen-, firhændig (men: hård-, tomhændet ofl.), en-, fler-, mange-, firstemmig osv. (men svagstemmet, hundredstemmet o. I.), fir( e )sædig o. l. ( ved siden af fir( e )sædet), ens-, firetonig osv. ( ved siden af ens-, firetonet). Nydannelser er sjældne: Mindrekaratige Penne KMunk.HJ.t30. hundredprocentig Nord.spr. 1959.u2. I k11indeligere ..• ungtidigere, Barnet nænncre •. , Trinet er ungtidigt JVJens. FØ.1 02.1 06 foreligger afledning af ungtid.

Andre komplekse typer foreligger i tålmodig, sorgmodig ( med første leds tilknytning til et verbum) og nodtorftig; overdådig. Hvor andet led har tilknytning til et verbum står førsteleddet, når det er et substantiv, som patiens: gudfrygtig, salt-, jernholdig osv. Det ovenfor nævnte -formig kan også (ligesom -formet) forbindes med substantiv som første led: båd-, bue-, luftformig osv.; dråbeformige pletter VLDyr.I.223. Ejendommelige dannelser med præposition som første led har vi i de botaniske: omkring-, over-, undersædig. Om stødforholdene se Stødet i dansk.goff. -laden har adjektiv som første led. Det angiver dels en egenskab der er af lignende art som den hovedleddet alene betegner eller som er en tilnærmelse dertil, fx. storladen, fedladen, forladen, sortladen, lidet brugt tyskladen (fx. de tydskladne Ord i vort Modersmaal MHamm.FK.74); med bibetydning af noget uægte, forstilt o. l.: fromladen, sodladen. Dels betegner suffikset en tilbøjelighed i retning af den egenskab hovedleddet betegner: vredladen. Nu lidet brugt til nydannelser (se DO. u. -laden) . -lig. 1" Formelt. Som eksempler på ord der nu ikke er analysable kan nævnes billig, dejlig, liflig, hæslig, mislig, mulig, fortræffelig, for/ængelig, rimelig, almindelig, pertentlig. Hovedleddet viser følgende ændringer af ordet i selvstændig anvendelse: a) Udlydende -e kan forsvinde, fx. i pinlig (: pine), dårlig (: dåre), farlig (: fare), ærlig (: ære), herlig (: herre). I disse ord er bevidstheden om tilhørsforholdet ikke længer tilstede. Eksempler på andre tilfa:lde (uden svækkelse af denne bevidsthed): billedlig, legemlig, sædvanlig, tjenstlig. Afledninger af nogle verber (især hvis stamme ender på -r) har stammen som hovedled: gorlig, horlig, rorlig, sirlig, uregerlig, tjenlig, normalt har verbeme e-form: anvendelig, spiselig, folelig, duelig, pirrelig. b) Hovedleddet har tilføjet -e, fx. dødelig, kodelig, gudelig, skammelig, skrækkelig, sjælelig, folkelig, kristelig, tarvelig, biskoppelig, bogstavelig, langsommelig, ægteskabelig, hovedsagelig, øjeblikkelig, eftertrykkelig. Almindelig hvor hovedleddet ender på trykst.crk vokal (dog 437

ikke -e): jomfruelig, ædruelig, beboelig, forståelig, opnåelig (sja::ldent o pnaalig Flagstad.SP.XVI}; men: undselig, ( u) forudselig, ( u) anselig. Med adjektiver som hovedled: rundelig, rigelig, sygelig. Jf. under Adverbier. c) Verber på -(d}re foreligger som hovedled i former med -er: foranderlig, forunderlig, uforbederlig, jf. ærgerlig (: ærgre). d) Hovedleddet har tilføjet -t; kun i nogle tilfælde hvor stammen ender på -n( d): egentlig, ordentlig, væsentlig (med sideformer, nu især i talesproget, uden -t), mundtlig, fjendtlig; desuden ugentlig (til uge) (sideform uden -t som ovf.). I disse tilfa:lde foreligger påvirkning fra tysk. Sml. offentlig. Ikke i almindeligt sprog: aftentlig (Lydene udefra lød muntert og a/tentligt KAbcll.F.111), morgent· lig (Sibbcm i DO.).

e) Hovedleddet har tilføjet -s: retslig (i betydning: som angår retsva:senet; men retlig = juridisk), idrætslig, sportslig, statslig (nu sja::1dent statlig), kropslig, jf. verdslig. Dette -s skyldes dels indflydelse Ira vedkommende substantivs form som fonte led af sammensætning, dels ind(lydebe Ira svensk hvor s-Corm har en videre anvendelse end i dansk.

- Trykændring finder sted hvor hovedleddet som selvsta::ndigt ord har hovedtryk + bitryk der forskydes til svagtryk + hovedtryk, fx. •jom,fru > jom•fruelig, 1land/kab > land•skabelig,· 1åben 1bar > åben•barlig osv. Om stødforholdene se Stødet i dansk.9off. 2° Funktion. Med substantiv som hovedled har afledningen betydningen: som hører til eller sammen med eller er præget af eller minder om det substantivet betegner fx. barnlig, venlig, kristelig, boglig, saglig, daglig, sommerlig, venskabelig, alvorlig, ungdommelig, gammeltestamentlig. Ikke meget brugt til nydannelser: kunsthåndværkerlig, livsanskuelig, 100 procentlig nævnes i Nord.spr. 1959.115. Spøgende: det kammerjunkerlige Medlem KLars.GHF.94. Købmanden så ud til at more sig kaliffeligt (:>: som en kalif) Soya.H.11. det nævestod, der brækkede den oversergentlige (:>: oversergentens) næse Pol.14/6 1963. (en onkels) ankelige funktioner Ringsted.LD.72. Med suffiksbetydningen: lignende, -agtig: den ypperstepræstelige Apollo Gjel.GL.235. Sam

.rad •. i sin Yndlingsstilling, den søjlehelgenlige ib.580. et meget Margretheligt (::i: om dronning Margrethe mindende) Ydre Schack.Phantasterne( udg.1951 ) .154. Med adjektiv som hovedled har afledningen ikke nogen tydelig fælles betydning, jf. kærlig, rigelig, smålig; undertiden betegner afledningen en varig egenskab hos personer: sygelig, renlig, ædruelig, medens adjektivet betegner egenskaben i almindelighed i dens (tilfældige) forekomst, eller den betegner en tilna:nnelse til det adjektivet alene betegner: løselig, hvidlig, blålig osv. I andre tilfælde hvor den adverbielle anvendelse er den oprindelige eller hovedanvendelsen, er der ringe forskel mellem adjektivet og dets afledning, fx. snarlig, blidelig, bitterlig, viselig, eller afledningen har fået en specialanvendelse: jævnlig, nylig. Nydannelser er ikke truffet. Med verbum som hovedled dannes afledninger som kan angive et aktivt forhold til det forudsatte substantiv: som gør, virker eller kan gøre, virke osv. som verbet angiver: duelig, bedrøvelig, forfærdelig, opbyggelig (bog), fordærvelig, glædelig, klædelig, kostelig, uafladelig, misundelig, usvigelig, jf. virkelig. Eksempler på nydannelser: en ubristelig ægte Sundhed i Væsen EBrand.(JPJac.Br'l.XIII). en let bristelig Illusion Thomas Ba:rentzen i Romerske Prospekter{ 1950) + Men oftest angiver afledningen et passivt forhold til det forudsatte subjekt: som ( let, uden vanskelighed) kan gøres til genstand for den ved verbet betegnede behandling, fx. antagelig, beboelig, drikkelig, herlig, rørlig, pirrelig, kysselig, forklarlig, forka.rtelig, nydelig, uforbederlig, uudholdelig, utrostelig, urokkelig. Anvendelig til nydannelser, fx. de unge, let bedaarlige Øren Gjel.GL.222. uoverrumplelig Wied.Da.39. Det gjorde livet leveligt Soya.V.20. det uudgranskelige dyb Ringsted.LD.166, en dejlig og let tilberedelig middag BerlAft.14/6.1963; ophævelig, underviselig, gennemsivelig, uafgnidelig Nord.spr.1956.30, 1957.55; til verbeme på -ere: nogle ubogstaverlige Lyde Soya.H.94. konstaterlig Nord. spr.1959.113. Ahnindelig brugt spøgende dannelse til et kompliceret udtryk er uladsiggorlig. Til rest bliver nogle få adjektiver der hører til stammer i adverbier: fremmelig, omtrentlig, særlig, inderlig, yderlig, jf. samtlig. -mæssig danner afledninger af substantiver med betydningen: som er i overensstemmelse med, hører sammen med, gælder for det hovedleddet betegner, fx. bymæssig, maskinmæssig, regelmæssig, kæmpemæs-

439

sig, standsmæssig, verdensmandsmæssig. Meget anvendt og anvendeligt til nydannelser, især i skriftsprog i saglige, faglige fremstillinger {dannelserne bliver let lange og kommer ofte til at virke uskønne). En mængde eksempler i DO. u. -mæssig. fagmæssig, kavalcrmæssig, dilettantmæssig Gjel.GL.207,204,210. flidsmæssigt set Rubow.Str.81. tricksmæssigt SvClaus.IR.155. Byen var arealmæssigt kun .. JacPaludan.R.11. dets Existens, dets Kendsgerningsmæssighed FBrandt.Psyk.I.24. Fra FjorclJensen.NK. er noteret følgende dannelser: idemæssig, skæbnemæssig, udviklingsmæssig, karaktermæssig, Iivsanskuelsesmæssig, erkendelsesmæssig, forskningsmæssig. Man er ogå begyndt at bruge -mæssig ved verber som hovedled: slagtemæssig Rigsdagstidende 1921/22 (DO.), byggemæssig, spisemæssig Nord.spr.i956.3i,i959. r 14. Det gælder om dette suffiks som om -agtig at det bærer præg af (stift) bogsprog og derfor ikke bruges i højere stil. -sk. Suffikset foreligger dels i dannelser til verber med egentlig betydning: som (ofte) foretager den ved hovedleddet angivne handling: drilsk, glubsk, løbsk, springsk, sprælsk, indbildsk. Tilfældene er få og nydannelser er ikke noteret. Dels foreligger suffikset i dannelser til substantiver med betydningen: præget af den egenskab der er knyttet til hovedleddet, fx. hundsk, svinsk, bondsk, fjendsk (de to sidste med bortfald af substantivets udlydende -e), skælmsk, troldsk, kættersk (j(. ndf.), himmelsk, voldsk, fandenivoldsk, hadsk. Desuden i mange betegnelser for nationalitet: norsk, svensk, dansk, tysk, engelsk, lybsk, spansk, mongolsk, australsk, rumænsk, bulgarsk, algiersk, romersk, græsk og ( til indbyggernavne) itali'ensk (: itali'enere), marokkansk, amerikansk, byzantinsk. Endvidere i afledninger af navne: kalvinsk, luthersk, københavnsk, viborgsk med betydningen: som hører til vedkommende person eller sted. I denne sidste anvendelse er suffikset næsten det eneste anvendelige suffiks (jf. -ansk ndf.) og altid forhånden til brug i påkommende tilf,dde, fx. en Beethovensk Symfoni Drachm.R.107. de amsterdamske Kanaler ib. l 08. et Rembrandtsk Landskab ib. 12 r. den J orgensenske Sag KLan.GV.io8. Jeg vil aldrig i Berlin tage ind i andet Pensionat end det Grossmannske sa.Ci. r 26. to Michelangeloskc Karyatider ib.135. den Bjornsonske Lyrik JVJens.Intr.29. det Brandesske ~Litteraturselskab« JulClaus.M.85. den nyhavnske (jargon) KMunk.HJ.106. de brixske Præstationer ib.129. at man ikke mere skal kalde et forry-

gende Tempo for amerikansk, men for tel-avivsk ib.167. shakespeareske og dickenske Figurer ib.r 70. Det efterdrachmannske og efterkiplingske Apparat af Skjalderekvisittcr PlaCour.F.142. den sartreske Filosofi ib. 202. Spøgende: morgenbladske Literatur-Beskuelser ( til »Morgenbladet«) SophClauss. i Brøndum-Nielsen : Stuck.-Clauss.47. Ved flerleddede navne eller til en sideordnet forbindelse af flere navne: saa blev han (~ : E.R.) endnu mere Erik Refstrupsk end for JPJac.II.172. denne Sejlads i det Per Paarske Farvand Pont.AG.98. en Uffe Birkedalsk eller Anton Jensensk Protestantisme Jørg.RM.124- den Ploug-Hostrup'ske Tid SophClauss.Fo.16. ægte Troels Lund'sk JVJens.NA.56. den Poul Møllcrske Student Jac.Paludan.UR.201. den Stauning-Erik Hansenskc Proces Pol.24/r .1920. port-said'sk KAbell.F.30. et stormpetersensk rodsammen ib.52. formen (er) Leonardo da vinci'sk ib.76. Jf. den efterhcgelske Dogmatik Gjel.GL.184. Ved en del afledninger af nomina agentis på -er har -sk kæmpet med -isk og resultatet er blevet en sejr for -isk ved ord som kunstnerisk, malerisk, forforerisk (hvor formerne kunstnersk, malersk, forforersk nu næppe bruges mere), og en linje der peger mod sejr ved ord som bedragerisk, forbryderisk, krigerisk, roverisk, hyklerisk, sværmerisk der nu hyppigere bruges end bedragcrsk, forbrydersk, krigersk, røversk, hyklersk, sværmersk (eksempler i DO. ). Ved sjældnere dannelser er der stor vaklen: talerisk : talersk; skuespillerisk : skuespillersk; optrækkerisk: optrækkersk (se DO.). - afskriverisk overtagelse JGBrandt.U.101. Også i andre tilfælde har der va:ret konkurrence mellem de to suffikser: færøsk er ved at slå færoisk ud. Ved fremmedord bruges hyppigst -isk, men også -sk, fx. par'tisk, og altid ved stammer på -1,-m og -n, fx. animalsk, arkivalsk, spedalsk, musikalsk, teatralsk, vandalsk, jcrusalemsk, madamsk ( madamsk veltalenhed Hjortø.GU.71 ), vulkansk, muhammedansk, rhinsk, medicinsk; japansk ved siden af det nu gammeldags japanesisk; apostolsk bruges ved siden af apostolisk og diabolsk ved siden af diabolisk, medens katolsk har besejret det ældre katolisk. Afledninger af landsnavne på -ien har i forhold til navnet endelsen -sk: indisk, serbisk, belgisk, arabisk, mesopotamisk osv. Da de fleste af afledningerne er kalkeret over fremmede dannelser får afledningsendelsen undertiden længere former i forhold til de danske ord der står som hovedleddet, fx. bestialsk (: bestie), jom/runalsk

(: jomfru), infernalsk (: inferno), elisabethansk (: Elisabeth), brande.siansk (: Brandes og brandesianer), grundvigiansk ( : Grundtvig og grundtvigianer), det freudiansk ubevidste FBrandt.Psyk.I.20, århusiansk (: Århus og århusianer), randersiansk (Pont.Mi.49, også randrusiansk til randrusianer, se side 256) byzantinsk (: Byzans og byzantiner). Undertiden foreligger afledninger af andre afledte adjektiver, fx. pyramidalsk (: pyramidal), jovialsk, genialsk, idealsk, ( nu brugt med neds~ttende eller spøgende bibetydning i forhold til jovial, genial, ideal), febrilsk (: febril), krystallinsk (uddød: krystallin; sml. krystallisk), paulinsk (fx. de Paulinske Breve Gjel.GL.193; til latin paulinus adjektiv til Paulus). I nogle tilfælde eksisterer afledninger ved siden af fonner pl -s der egentlig er genitiver: djævelsk : djævels (fx. djævels god Mad Buchh. i DO.); formerne inden-, udenlandsk, inden·, udenrigsk har nu sejret over inden·, udenlands, -rigs, Foruden dette genitivs -s har vi også haft et suffiks-s: gængs, tavs osv. (se side 350). Dialekter kender et sådant suffw der føjes til adjektiver: vild : vilds; simpel : simpels. Rigssproget har i nyeste tid fra jysk lånt eksemplaret vags hvis dannelse dog er noget uklar. Kunne va:re af vagts (med bortfald af midterkoiuonanten), til adjektivet vagt der har betydningen 'vagUom' (se Feilberg). Ved siden af skælmsk brugtes tidligere skælms, overfor voldsk står det nu dialektale volds, og svarende til skarns (en skarns knægt o. I.) har dialekter skarnsk. Adjektivet spyds kan efter disse mønstre va:re opstået af spydsk. Sml. også dia1ektfonner som bands, vrags.

-isk bruges i et ikke svlig stort antal hjemlige ord og ældre låneord, fx. dyrisk, høvisk, jodisk, jordisk, nordisk, gigtisk, mistroisk, overtroisk, under-, oversøisk, fæisk, alsisk, samsisk, selvisk og en del personbetegnelser med afledningsendelsen -er. Om veksellorm med -sk: -isk se side 441. Nydannelser forekommer kun sjældent: den selvkære jeg'iske (sml.: selvisk, egoistisk) Digter SophClauss.Fo.18. spøgende: en Kehlers haandgranatiske Uforfærdethed KMunk.HJ.130. Forkølelse .. er for lille til at være Tragisk og alligevel ret plagisk sa.LGD.84. Han er avlet udenfor Ægteskab af en jødisk Handelsrejsende og en jydisk Kropige Soya. SVS.157. korisk (: kor) Nord.spr.1959.112. Til personbetegnelser på -er: selvpinerisk, formynderisk ib.1956.30,1957.55. Hovedanvendelsen af suffikset er ved fremmedord, hvor det undtagelsesløst er således at hovedtrykket ligger på stavelsen foran afledningsendelsen. Eksempler på tostavelsesord: faktisk (: faktum), filmisk (:

film), estisk ( : ester), rwsisk (: russer), panisk (: pan, panik), typisk (: type) og (uden tilknytning til andre ord i dansk) drastisk, kronisk. Eksempler på ord med tre og flere stavelser: barbarisk, akrobatisk, alfabetisk, metodisk, satirisk, historisk, hottentottisk, cæsarisk, numerisk, ral aelisk, æterisk, kaotisk, prosaisk, heroisk, filosofisk, elastisk, anæmisk, balsamisk, allegorisk, parodisk, utopisk, reformatorisk og (uden tilknytning til andre ord i dansk) sporadisk. Adjektiverne hører ofte til mere end et ord, hvad allerede nogle af de givne eksempler viser, fx. er rwsisk indholdsm~sig tilhørighedsadjektiv til både russer og Rusland, ægyptisk til både ægypter og Ægypten, karthageniensisk til karthagenienser og Karthago, frederiksborgensisk til frederiksborgenser og Frederiksborg, kinesisk til kineser og Kina, japanesisk ( ved siden af det nu almindeligste japansk) til japaneser og Japan. Når der findes et kompleks af et substantiv på -i, -ik, -isme ofl. der betegner et (abstrakt) forhold, og en hertil hørende personbetegnelse, hører adjektivet på samme måde til dem begge (men trykm.cssig svarer det til personbetegnelsen) fx. ma'gi, •magiker : 'magisk; ke'mi, 'kemiker: 'kemisk; lo'gik, 'logiker: 'logisk; kri'tik, 'kritiker: 'kritisk; elektrici'tet, e'lektriker: e'lektrisk; sekt, sek'terer: sek'terisk ; nationa'lisme, nationa'list: nationa'listisk. Da de fleste af disse fremmedordsdannelser er kalkeret over fremmede dannelser kan vi få forskellige anomalia i form af varianter af suffikset som i elliptisk (: ellipse), paradigmatisk (: paradigme, -a), aromatisk (: aroma), skematisk (: skema), systematisk (: system) , fragmentarisk (: fragment) ofl., testamentarisk (: testamente), arkitektonisk (: arkitekt), illusorisk ( : illusion), estnisk ( : ester; jf. estisk), sympatetisk (; sympati; jf. sympatisk); anakreontisk (: Anakreon); napoleontisk ( : Napoleon) KLars.KS.117. Om vekselformer med -isk: -sk se ovf. side 441. Som eksempler på nydannelser kan nævnes ravennesisk ( : ravenneser og Ravenna ) StABille.Er.I.126. Professorens Mithridatiske Hukommelse Gjel.GL.194- den Strausziske Vals Bang.P.95. new-yorkisk Arkitektur JVJens.Intr.231. faustisk Grubleri JacPaludan.UR. 167. motivisk Fjord Jensen.NK.33 og Nord.spr.1957.55. -som. Hovedleddet er et verbum eller et substantiv der betegner et forhold, i nogle få tilfælde et adjektiv: ensom (herefter spøgende (sjældent) tosom: Ensomhed, det er en snavs Plaser, I men To-somhed er 443

Morsomhed paa sjov Maner EBrand.HH.68), langsom, vildsom; uanalysabel er sælsom. Der er to hovedgrupper. 1 °. ord der som eneste betydning eller som hovedbetydning har at angive en menneskelig egenskab der består i tilbøjelighed, lyst eller dygtighed til en fysisk eller åndelig virksomhed der angives af hovedleddet (hovedtrykket ligger altid på stavelsen foran suffikset): agtsom, arbejdsom, beslutsom, betænksom, bjærgsom, eftertænksom, foretagsom, folsom, glemsom, hjælpsom, meddelsom, nærsom, nøjsom, opfindsom, opmærksom, skæmtsom, skonsom, snaksom, stræbsom, tålsom, varsom; spøgende dannelser: påhitsom og hittepåsom. 2°. ord der kun eller først og fremmest bruges om forhold med betydningen: præget af eller forbundet med det hovedleddet (eller et dertil hørende ord) angiver: brydsom (jf. bryderi), grusom, ilsom, kedsom, morsom, møjsom, rædsom (jf. ræd(des), rædsel), skyndsom, smitsom, trælsom, vildsom, voldsom. Ved nogle af ordene findes former afledt med -elig (delvis med nogen betydningsforandring, se DO.): kedsom : kedsommelig; langsom : langsommelig; mojsom : møjsommelig; sparsom : sparsommelig. I enkelte tilfælde er kortformen gået af brug, således ved fredsommelig, frugtsommelig. Nydannelser er sjældne. Flersomhed (efter Ensomhed) Brandes.(DO). Jf. Selvnoksomhed JohsSmith.H.28. Nord.spr.1956-1960 har ingen eksempler. -vorn bruges i rigssprog næsten kun med verber som hovedled med betydningen: som har en stærk tilbøjelighed, vane af den ved hovedleddet givne (uheldige) art, fx. dingle-, drikke-, pylre-, sladder-, vaklevorn. Se nærmere DO. under -vom. Nydannelser er sjældne: en hakkevoren ... Snaksomhed Bang.F.37. Formen uvorn, der tilsyneladende består aI et pra:Iiks vom egentlig er et selvsta:ndigt ord: participiet uorden.

+

et suffikJ, viser at

4. Suffikser, der (næsten) kun bruges i fremmedord. -abcl forekommer i ord der er uanalysable i dansk som af/abel, aimabel, formidabel, inkommensurabel, miserabel, veritabel. Iøvrigt er hovedanvendelserne følgende:

1° hørende til substantiver, med betydningen: som er forbundet med, præget af det substantivet betegner: kom/ortabel, rentabel, ræsonnabel, risikabel. 2° hørende til verber på -ere, dels med (aktiv) betydning: som er i stand til eller har tilbøjelighed til at virke, handle på den ved verbet angivne måde: durabel, kapabel, spendabel, variabel; dels med (passiv) betydning: som kan eller bør gøres til genstand for den ved verbet betegnede behandling: acceptabel, deklinabel, diskutabel, disputabel, kassabel, negotiabel, passabel, præsentabel, respektabel, tolerabel; også med betydning: som let påvirkes på den ved verbet angivne måde, fx. irritabel. Anvendelig til nydannelser i tilknytning til verber på -ere, fx. (u)analysabel {brugt i na:rva:rende arbejde), udokumentabel Nord. spr.1956. 29, kritisabel ib.1959. J 36. -al forekommer i ord der i dansk unddrager sig analyse som banal, brutal, frugal, guttural, jovial, loyal, neutral, original, oval, palatal, real, social, total. Ellers hørende til et substantiv som almindelig tilhørighedsadjektiv, fx. central, dialektal, diametral, fundamental, fænomenal, horisontal, katastrofal, kollegial, kolossal, maksimal, minimal, monumental, national, nominal, postal, temporal, trafikal, verbal. Anvendelig til nydannelser ved fremmedordssubstantiver: racial, kantonal, leksikal Nord.spr.1959.109,137. ukategorial FjordJensen.NK..57. Spøgende: sportal, ambassadorial Nord.spr.1957.52. -ant forekommer i de uanalysable ord arrogant, bastant, eklatant, elegant, galant, kontant, prægnant, relevant, suffisant og flere. !øvrigt til verber på -ere med betydning: som handler, virker på den ved verbet angivne måde, fx. brillant, entreprenant, interessant, intrigant, markant, pikant, tolerant. Lidet brugt til nydannelser. -ar i nogle få tilhørighedsadjektlver til substantiver: polar, sekular, interlinear, alveolar, velar ofl. med sideformer på -a:r. Nydannelser er yderst sjældne: det atomare evangelium Bjamhof i Pol.25/10 1957 (ifølge Nord.spr.1957.53). -at i dannelser til verber på -ere, af betydning som perfektparticipier til verbeme, fx. moderat (: moderere), obligat (: obligere), parat,

445

( : parere), probat ( : probere), separat ( : separere), sml. grassat ( : grassere). Uanalysable i dansk: akkurat, desperat, privat ofl.

-el danner tilhørighedsadjektiver til substantiver, fx. adverbiel, formel, ideel, industriel, kulturel, materiel, ministeriel, partiel, redaktionel, traditionel, universel,· i formen -iel og -uel, fx.: finansiel, principiel, regensiel, graduel, intellektuel, processuel, punktuel. Uanalysable: generel, kriminel, officiel, reel, speciel, triviel ofl. Lidet brugt til nydannelser. Eksempler: Det unionelle Norden Drachm.HI. I 78. institutionel, kontroversiel Nord.spr.1959.134.136. Sml. -al. I visse tilfælde bruges formen på -al nu kun i sammensætninger, medens former på -el bruges som selvstændigt adjektiv: partialobligation: partiel; universalgeni o.l.: universel ( se ChrMøll.RS. 153), -ent afleder adjektiver af verber på -ere med betydning som præsens participier til verberne, fx. excellent (: excellere), ækvivalent (: ækvivalere). Ofte er de tilsvarende verber ikke i brug i dansk: eminent, evident, intelligent, latent, permanent, præsent ofl. -ibel er et sidestykke til -abel 2, men er ikke så meget brugt, fx. med aktiv betydning infallibel, perfektibel, sensibel og med passiv: disponibel, fleksibel. Uanalysable: horribel, penibel, plausibel. Som eksempler på de få nydannelser kan nævnes negligibel, dirigibel, tele/onibel Nord.spr. 1957.55,1959.1 I

I,

-id findes i en del uanalysable ord: gravid, nitid, perfid, solid, splendid, stupid ofl. I antropologisk sprog bruges -id eller -oid med folkenavne o.l. som hovedled: negrid, negroid, mongolid, mongoloid, australoid (JVJens.FØ.70). -il findes i en række uanalysable ord: civil, habil, infantil, merkantil, pueril, senil, stabil, steril, subtil, viril. Kun i få tilfælde findes hovedleddet som selvstændig ord i dansk: febril (: feber). -iv indgår i et stort antal adjektiver hvoraf nogle er uanalysable: offensiv, positiv, primitiv. De øvrige hører dels til substantiver og har tilhørighedsbetydning: massiv (: masse), objektiv, subjektiv, attributiv

(: objekt, subjekt, attribut); dels hører de til verber på -ere eller (og) verbalabstrakter (isa:r på -ion} med betydningen: præget af det verbet angiver, fx. aktiv ( : aktion) , effektiv (: effekt), irutruktiv (: instruktion, instruere), konservativ (: konservere), kooperativ ( : kooperation, kooperere), defensiv (: defension), eksplosiv ( : eksplosion, eksplodere), successiv (: succession), spekulativ (: spekulation, spekulere), lukrativ (: lukrere). Eksempler på de fåtallige nydannelser: creativ, sportiv Nord.spr.1956.36, 1959. r 13. -ær (sml. -ar) danner tilhørighedsadjektiver til substantiver (da ordene ikke er skabt i dansk har substantiverne ikke altid samme form som hovedled og som selvsta:ndigt ord), fx. elementær, familiær, revolutionær, doktrinær, cirkulær, titulær, rektangulær (: cirkel, titel, rektangel), regulær ( : regel), litterær ( : litteratur), autoritær ( : autoritet) . Uanalysable er fx. pekuniær, populær, vulgær. Nydannelser forekommer, fx. atomær, televisionær Nord.spr.1959.115. Spøgende: den koruulære (;>: konsulens} Isse Soya.SVS.156. -os danner adjektiver til substantiver, og betydningen er: præget af det substantivet betegner: melodiøs, pompøs, filistrøs; med forskellige anomalier i hovedleddet: muskuløs, skrupuløs, tuberkuløs, mirakuløs ( : muskel, skrupel, tuberkel (tuberkulose), mirakel), poros, nervøs, chikanøs, skandaløs, graties (: pore, nerve osv.), minutiøs (: minut), religios ( : religion), spirituøs (: spiritus, spirituosa), tendentiøs ( : tendens), luksuøs (: luksus), voluminøs (: volumen) . Uanalysable er fx. dubiøs, kuriøs, odios, seriøs. En del af ordene er dannet i dansk (se ChrMøll.RS.157). Nydannelser synes især at va:re af den spøgefulde slags ( til hjemlige ord): skolerne.strøs ThitJens. (ChrMøll.l.c.146) ; (man) foretrak et fredeligt Samliv for et vulkanøst (alm.: vulkansk) Soya.SVS.131. deres elegante klunkose Hjem ib.155. Med -iøs: strabadsios Soldaterleg KMunk.VJ.32. Til verbum (efter voluminer) : en svulminøs Frue Soya.FV.59. en svulminøs blondine sa.H.105. 5. Hjemlige præfikser.

Det kan undertiden være vanskeligt at afgøre om der foreligger præfiks eller første led af en sammens.etning. Se herom I. side 243.

447

Vi ser først på de hjemlige præfikser (herunder gamle lån, idet »hjemlig« tages i en betydning: som ikke for den almindelige sprogbevidsthed står som frenuned). Præfikser der kun findes i afledninger af præfiksdannelser af anden ordklasse medtages ikke her (fx. ikke misundelig ( til misunde) o.l.). be- hører hjemme ved verbeme, men gennem brugen ved disses participium har det oparbejdet en selvstændig brug i samvirke med suffikset -et. Et ord som begavet er vistnok historisk participium af begave, men for en nutidsbetragtning kan det opfattes som en afledning af gave, og på. den baggrund kan dannes afledninger som behåret, bestovlet, bevinget. Nydannelser har nu ofte noget spøgende over sig. Eksempler på nydannelser: behylstret Schand. (DO.), beknappet Pont. (DO.). De andre Damer var alle behattede efter sidste Mode Soya.SVS.122. I Nord.spr.1957.52, 1959.106 er følgende optegnet: behjelmede politifolk, bekitlede mammaer, beskyet, beskartet. hyper- er af fremmed oprindelse men vi har taget det til os som vort eget til at betegne en meget høj eller overdrevent høj grad: hypermoderne, hyperromantisk. Præfikset er meget - man kan vist sige mest - anvendt til øjebliksdannelser: Goldschmidt . • i sin l,yperæsthetiske Periode RSchmidt.AEV.207. det hyperintelligente ansigt AnkerLars.H. 67. Se også DO. - hyperengelsk, -begejstret, -blufærdig ofl. nævnes i Chr Møll.RS.140. Nord.spr.1956-6o har ingen eksempler, hvad der kunne tyde på at suffikset er ved at gå af brug og blive afløst af andre (jf. super-). u- er det hyppigst brugte af alle præfikser i dansk, og en stor del af dets anvendelse falder indenfor adjektivklassen. Det kan bruges, når behovet er tilstede, ved praktisk taget alle adjektiver. Funktionen er at angive en negativ modsætning til det hovedleddet betegner {hvor leddet ikke eksisterer kan dette spøgende anvendes som modsætning: Det var da et uhumsk Konversationsemne. - Ikke Spor. Med den saglige Maade, hun tog det paa, var det ganske humsk hele Tiden Replikker. 1.44). Modsætningsforholdet kan være kontradiktorisk, dvs. at afledningen angiver at noget falder uden for ( ikke tilhører) det område som hovedleddet dækker, fx. uarbejdsdygtig, ufarvet, ulærd, uuddannet.

Eksempler på nydannelser findes i DO., og i øvrigt kan nævnes Det {:>: brevet) var uortografisk, ulitterært Drachm.F.I.400. uaristokratisk Nathans.F.2, uprogrammæssig JacPaludan.UR.73 og fra Nord.spr.1959. 108: ubibelsk, udoktrinær, uforretningsmæssig, ulevedygtig. Ofte ved participialadjektiver: ikke unærliggende JVJens.V0.186. Backfischen .. var aldeles usminket, upudret og (med spøgende dannelse) ulæbestiftet Soya.SVS. I 21. urestituerede tekster FjordJensen.NK. I 8. den uengagerte forsker ib.63. Et modeord for tiden, især i damesprog, er ulækker. I mange tilfælde findes (i almindelig sprogbrug) ikke dannelser uden u-, fx. ubrødelig, ubændig, uforskammet, uransagelig, urokkelig, usvigelig. Konkurrerende udtryksmåder er sammensætninger med ikke- og (ved fremmedord) afledninger med a- og in- (se ndf.). Modsætningsforholdet kan dernæst være kontrært, dvs. at afledningen angiver det ( diamentralt) modsatte af det hoved.leddet betegner, fx. uartig, udannet, uhøflig, uappetitlig, uopdragen, umenneskelig. I denne anvendelse næsten kun i faste udtryk. I nogle tilfælde veksler u- + sammensat adjektiv med en sammensætning hvis sidste led har præfikset: uarbejdsdygtig : arbejdsudygtig; ukampdygtig : kampudygtig; sml. strafuegnet Ugeskrift for Læger.1963. 791. - Se nærmere DO. under u-. ur- bruges til at angive det ældste, oprindeligste trin: urjysk, urgermansk, urnordisk osv., eller til at angive noget som ældgammelt, meget primitivt, eller brugt med forstærkende betydning eller til at angive den reneste, mest ægte form o.l.: urgammel, urkomisk, urkraftig,· OrkneyØernes ur-trodsige Fjældmure Drachm.HI.321. urkvindelig Brix.(DO.), uroprindelig Roos.{DO.), urmoderne KLars.Ci.122. de urode (:>: urøde) Skær JVJens.NM.70. van- bruges med samme betydning som mis- og u- ( især angivende en kontrær modsætning) i ord som vanfør, vanhellig, vantro, vanvittig (foruden i participier som vanrøgtet, vanskabt). Det er ikke anvendeligt til nydannelser. ærke- bruges med forstærkende betydning angivende den højeste, en meget høj eller en udpræget grad: ærkedum, ærkedansk osv. Nydannelser: den falske, erkefalske Forestilling EBrand. (JPJac.Br.8 .XIII). Moderne d:ansk. II. 29

449

6. Fremmede præfikser.

a., med sideformen an· foran vokal, har samme funktion som u· til angivelse af en kontradiktorisk modsætning og ikke· som første sammen~ ~tningsled af adjektiver, fx. amoralsk, anormal, anorganisk, aperiodisk, aseksuel, asocial, asymmetrisk. Nydannelser: a·fanatisk Nord.spr.1959.106. alitterær FjordJensen.NK.. 14. ahistorisk ib.22. anti-, med sideformen ant- foran vokal, betyder dels: modsat m.h.t. beliggenhed o.l., fx.: antarktisk, dels: fjendtlig indstillet, og i denne sidste anvendelse er det meget brugt til nydannelse: antispasmodisk Jac Paludan.UR.99. antiromantisk, anti.idealistisk Brostrøm.VL. 74. Se også i DO. under anti-. in·, med varianterne il- (foran l: illegal, illoyal), im- (foran labialer: immobil, imbecil, impassabel) og ir- ( foran r: i"ationel, irreligiøs), har nægtende betydning (jf. u- osv.), fx. inaktiv, indirekte, indiskret, inkommensurabel, insolvent. Se DO. under in-. Ikke meget anvendt til nydannelser.

inter- angiver et gensidighedsforhold eller en forbindelse: international, interkommunal, interkontinental, eller at noget befinder sig blandt eller imellem de ved hovedleddet angivne ting eller forhold: intercellulær, interglacial, interlinear, interplanetarisk, intervokalisk. Anvendeligt til nydannelser som intereuropæisk, internorduk Nord.spr.1956.29. kvasi- har lignende betydning som pseudo- nedenfor: kvasividenska· belig. Anvendelig til nydannelser, fx. disse kvasi-unge »Artister« OMads. GU.174. Denne quasilegale Stilling Jørg.RM.211. pro- (trykstærkt) betegner indstilling, forsvar for det hovedleddet betegner: protysk. Svarer til sammensa:tninger med ·Venlig som andet· led. Anvendelig til nydannelser som proasiatisk, ·slesvigsk, -vestlig Nord. spr.1959. I 08. pseudo- angiver en uægte form for det hovedleddet betegner, fx. pseudovidenskabelig. Anvendelig til nydannelser, fx. pseudoengelsk, pseudowesselsk ChrMøll.RS.142.

super- bruges i lignende anvendelse som hyper- i dannelser der er kalkeret over fremmedord som superfin, superklog, supersonisk, supernumerær, men har i nyeste tid betrådt samme vej som hyper- og er ( delvis) blevet et folkeligt forstærkningselement: superdejlig, supernice osv.; superdygtig, su perno jagtig er registreret i Nord.spr. l 959. I 08. supra- betyder: oven over og bruges kun i få tilfælde som supradental,· supranational BerlTid.1954 (Nord.spr.1956.29). ultra- har dels betydningen: hinsides: ultrarød, ultraviolet. Dels angives derved det yderliggående (som hyper-, super-), og i denne betydning udnyttedes suffikset tidligere meget ( nu er det lidt gammeldags) : ultrakonservativ, ultramoderne ofl. (se DO.); ultraorthodox Gjel.GL. 313. ultrauafhængig, ultrahøje Hæle ChrMøll.RS.142. ultrakorte Nederdele Pol.1919 (ib.142).

7. Sammensætninger.

I den følgende oversigt er sædvanligvis ikke medtaget dannelser med præsens participium og perfektparticipiet som sidste led. Disse finder deres behandling under Verberne. Formen af første led er normalt den ordet ellers har i sammensætninger. Dannelsen af sammensætninger med adjektiv som sidste led spiUer en stor rolle. Et af hovedformålene er at omdanne et led der ikke kan stå attributivt til et attributivt led: kinder der er hvide som sne > snehvide kinder; våd af regn > regnvåd; som har lyst til at snakke > snakkelysten. a. Sammensætninger med substantiv som første led. Om førsteled har almindelig form eller s-form afhænger af den form vedkommende substantiv normalt bruger som førsteled i sammensætninger. a) Sammensætningen rummer en sammenligning og svarer til en usammensat forbindelse af et adjektiv + et led der indledes med som: kulsort, snehvid: sort som kul, hvid som sne. Andre eksempler: kattesmidig, åleslank, blodrød, ligbleg, fløjelsblød, kastaniebrun, hørgul, splejlblank, jernhård, vandklar. Meget anvendt til nydannelser, specielt i kunstnerisk præget prosa og i poesi (se også eksempler hos MølIKrist. 29°

45 1

Impr.82). Nogle eksempler: trækdyrkraftig, lovbrun, gengangerflygtig, ekkosvag, stenkulsblank JPJ ac.lI.25.37.148.152.18 I. den sherrygyldne Himmel ib.171. nonne-vemodig Drachm.HI.73. Det (o: brevet) var ynglingevarmt, tyveaarsungt sa.F.I.400. Gadekæret .. laa tinblankt Gjel. GL.94. den første pulverfine Sne ib.259. marmorkold sa.Rødtjørn.38. Sommerfuglelet ib.54- benradmager, muddergraa, sæbegran Pont.Mi.44. 57.70. den jydesindige Strøm ib.51. den ynkeligt afpillede, pibestilkstynde Arm sa.FH2.158. Dette lille Stykke aa-smalle Bælt sa.GA.94. de marmorstærke Skuldre Bang.F.111. sømands-mut og mandfalkevigtig Nans. GF.127. paa vindsnare Fadder Iliaden.(Gertz).2.786. den gudskønne Mand ib.3.37. hendes drengespinkle Krop Rung.SS.10. æggeblommegule Harzere ib.92. vikingestærk, maanehvid, pantersmidig JacPaludan. UR.9.10.240. den dampkedelstore Kakkelovn ib.183. Fru A. skubbede ham lærerindeforfærdet i Sikkerhed sa.TS.137. hendes Sjæl er æthertynd TomKrist.M.26. søvngænger/rækt og spøgelses/la bet ib.39. skærsommernatsblid KMunk.HJ.37. (den) dagligstuehyggelige .. Præstestemme ib. 45. gradtykt Soya.GAM.131. faderstolt ib.80. dine olgule Øjne ib.115. spogelsesgraa ib.149. Lathyrus-blegrod sa.SVS.60. Spøgende: Irmelin: (Bedstemorsødt.) »Hvoffer det, min ven?« Danneboe: (Bedstefarrart.) >Hva'e' der så·, min dreng?« Soya.FD.140. Førsteleddet kan være en ordforbindelse: æggene, aflagte i knapt een-ore-store, smudsiggule kager VLDyr.II.247. (hundens) Kongen-af-Danmarks-Bolsjer-brune Øjne KnudPouls.BD.62. Også i sammenligning med forholdene på et ved substantivet angivet sted eller tidspunkt: tempelkølig JPJac.II.188. gravstille Pont.Mi.26. Tilfældene kan kun ved hjælp af konteksten skilles fra de til følgende gruppe hørende angivelser af et forhold som det er på det angivne sted eller tidspunkt eller i al almindelighed findes i forbindelse med noget: sommerfagert Land JPJac.II.153. vintergrønne Løvtræer .. knopbrudsrode Kroner Jørg.RM.158. drengeulykkelig, morgensmuk Stuckenberg.Sne.12.40. Hjertet, som var baggårdstrangt Tom Krist.M.26. alt er alterskønt ib.27. de ibislange Lægge ib.51. apistykke Pander ib. det junigrønne Løv ib.149. by-fornemt JacPaludan.MM.7. vaarblaa Vandpytter Soya.GAM.140. januarmelankolsk sa.SVS.18. en vennestor, kold Whisky MLorentzen.PP.47. I enkelte tilfælde har en forkortelse af et sammensat førsteled fundet sted hvorved ordets indhold, når det tages bogstaveligt, bliver absurd: kornblomstblå > kornblå; kanariegul (af: gul som en kanariefugl),

452

-

slagterfræk (aC: fm som en slagterhund) . Citater i DO. Sml. det nydannede mejerigtig hvor den ene aC de na:sten enslydende stavelser er strøget (mejeririgtig). Til denne gruppe må også regnes sammensætninger med -formig: bolgeformig, /uftformig ( nu i de fleste tilfælde erstattet af -formet). Sidsteleddet er her en afledning ( aC substantivet form) som ikke fmdes i selvstændig anvendelse. Det kan jo skyldes en tilfældighed og kan ikke berettige opfattelsen aC -/ormig som en afledningsendelse. p) Sammensætningen svarer til en usammensat forbindelse af et adjektiv + et pra:positionsled. Den kan svare til et pra:positionsled med af der angiver årsag eller ophav o.l. til det forhold adjektivet betegner, fx. (i det følgende gives især tilfældige eller ikke almindeligt brugte dannelser) armodshæslig JPJac.Il.42. eksamenstræt ib.77. utugtsmatte Blikke ib.III.238. et solbrunt Ansigt ib.256. sludhæse Arbejdsbasser Gjel. GL.37. driftbrutal ib. 120. elskovssyg Bang.F.15. ældegronne Paraplyer Jørg.RM.21. vædeblanke Draaber Stuckenberg.Sne.10. feberklamme Hænder ib.30. de byblege JacPaludan.UR.84. uvejrsdunkel ib.87. den triste og olvåde Vej TomKrist.M .41. solskins-sindsygt hvide Blikke ib.48. elskovsheftig, elskovskrum ib.52.53. de rejseurolige Fugle Knud Pouls.U.55. sne/ri (fri fra skole på grund aC sne) . Eller dannelsernes første led kan betegne hvad der findes samtidig med eller er forbundet med og evt. betinger det forhold adjektivet angiver: den solklare Himmel JPJac.11.8. blomsterbrogede Enge 92. Natten var stjerneklar Bang. F.176. en disblaa Silhuet Jørg.RM.8. måneskinslyst TomKrist.Påfuglefjercn.104. Eller førsteleddet kan angive hvad det forhold adjektivet betegner, er rettet mod, har henblik på, relation til: hensigtsklar JPJac. II.32.venskabsfarlig ih.I 16. kirkefjendsk ib.282. gudsbespottelig Gjel.GL. 102. sin kamp-rede Patriotisme ib.66. skønhedsglad JacPaludan.UR.172. holde Dyrenes Øjne fluerene (o: rene for fluer) sa.MM.12. regnvejrsglad TomKrist.Påfuglefjeren.51. kirkeflittig (o: flittig til at gå i kirke) Soya.TS.46. Han er Ungkarl, duknakket og fruentimmeruimodstaaelig Wied.TK.210. Hertil hører dannelser hvis sidste led. udnyttes i en ra:kke ord, fx. fædrelandskærlig, menneskekærlig; gavmild, lattermild; åndssvag, brystsvag, nervesvag; sejrsbevidst, selvbevidst; sejrssikker, selvsikker, traditionssikker (Gjel.GL.123), atomsikker ofl. (Nord.spr. 1959.ug}, værdisikker ( ib. I 956.40) ; følgerigtig, sprogrigtig; forfatnings-, fornuftsstridig, sub-

453

. ordinationsstridig (Gjel.GL.140); kongetro, traditionstro; husvild, rådvild; arbejdsvillig, tjenstvillig (med sammentrukket første led); beundringsværdig, prisværdig; - nogen minde- eller glemselværdig Oplevelse Nans.GF.42. fordømmelsesværdig, kreditværdig Nord.spr. t959. 120; begjærfri (ClWilkens.Æst.7), brandfri, støjfri, fejlfri, ærmefri ofl. ( Nord.spr. r959.118) ; regntæt, vindtæt; kampfærdig, slagfærdig, grydefærdig (Nord.spr.1956.35); skriftklog, verdensklog; folkekær, kvindekær; solåben, vandåben; verdens{ jern, livsfjern; arbejdsdygtig, funktionsdygtig (VLDyr.Il.221 ).

Specielt nævnes sammensætninger med adjektiver der betegner tilstedeværelse, besiddelse, rigdom o.l., henholdsvis fraværelse, mangel, fattigdom på det som førsteleddet angiver, fx. blodfattig; bladfattige Kroner Gjel.GL.73. det lysfattige Kobenhavn JacPaludan.UR.25. lugt/ ri, bramfri. - hans kritikfri blik Gjel.GL. I 2 I; stemningsfuld, ondskabsfuld. - forjætningsfuld JPJac.III.254. ærefrygtsfuld Jørg.RM.238. indholdsfulde Former ClWilkens.Æst.3; jernholdig, fedtholdig. - det mobelholdige Lønkammer Gjel.GL.67; arbejdsløs, frugtesløs, frygtløs. - pupillos TomKrist.M.39. skikkelseslos De europæiske ideers historie.37. Se videre DO. u. -løs. ordrig, velsignelsesrig; skæbnesvanger, uheldsvanger. attraasvanger JPJac.II.43. mennesketom, tanketom; Det .•• mobeltomme Rum Gjel.GL.205. Friere dannelser er fx. stuelærd (: hvis lærdom er erhvervet i stuen) ; og i forretningssprog fabriksny (: som ny lige kommet fra fabrikken). Nord.spr.r959.129. grydeklar (=klar til at komme i gryden) ib.1956.35. kulsur, tvekulsur må være dannet på grundlag af kulsyre (luftart opstået ved forbrænding af kul); brandfarlig synes dannet til brandfare. Til denne gruppe må henregnes dannelser med -fældig som sidste led: drikfældig (: falde til drik), straffældig (: ifalde en straf) osv. At -fældig ikke findes som selvstændigt adjektiv berettiger ikke opfattelsen af leddet som en afledningsendelse (sml. -formig ovf.). r) Dannelser af typen skulderbred hører formentlig egentlig til foregående gruppe idet grundlaget for dannelsen vel er bred over skuldrene, men indtager en særstilling som et modstykke til bahuvrihidannelseme af typen bredskuldret. Førstnævnte type er ikke så almindelig som den sidste og tilhører især det højere, retorisk prægede skriftsprog. Eksempler: brystsvær, mavesvær, bovlam, hårfager, hoftebred, hofteslank; arm-, muskel-, viljestærk. - (personens) næsestærke Profil JacPaludan.UR.63.

454

gumpetung Pont.Ømeflugt. (en) kropsvær •. mandlig Type JVJcns. Intr.308. den fodrappe Helt Achilles Iliaden.(Gertz).I.!U6. det murstærke Troia ib.2.141. de stævnhøje Skibe ib.2.181. : syg som en hund), hunde455

klog (;>: klog som en hund), hundekold (jf. fryse som en hund) givet anledning til en del dannelser som hundemork, hundesvært, hundesimpelt (se DO.). !øvrigt er de vigtigste tilfidde: dodssyg, dod(s)stille, dodtræt ('J: træt til døden) : dødkedelig, dødssikker; dodsirriterende Ringsted.LD.13. jf. dødsenssikkert ib.146; stenhård, -død : stenalvorlig, stensikker ofl. (se DO.); knokkelstærk : knokkelfuld, ·fræk (DO.); knippelhård, -stærk : knippelgod, -dyr, -fuld ofl. (DO.); mogbeskidt : møg/in, -/uld, -ked ( elig), -træt ( se DO.); eddergiftig, -spændt : edderdrukken, eddersmart, eddergrim; bundfordærvet ('J: fordæivet i bund og grund), bundrådden : bund-fattig, -falsk, -kedelig, -musikalsk, -rå, -skikkelig (DO.); bundligegyldig JacPaludan.UR.211. bundtragisk Soya.SVS. 153; bundtarvelig, -uartig; et antal dunderforskellige M aader KMunk.HJ.134- dundermæt K.Abell.E.17. kernesund : kernedansk ofl.; grundkomisk, -lærd (=i: i grunden, i bund og grund), grundmenneskelig FjordJensen.NK..41; grundhæslig, -ked (af det) ofl. (DO.); kæmpestor : kæmpedum, -mild, -rig, -træt (DO.); luddoven, -fattig (sml. s~rk, skarp som lud), ludbedrøvet (Wied.Da.310), ludkedelig (Rifbjerg.U.17; sa.H.35); pløkumulig (Panduro.R.136); tiptopmoderne, -elegant, -amerikansk (DO.); skumfuld, -kogende, -vred : skumkedelig ofl. (DO.), skumhaard MLorentzen.G.85; snotforkølet : snotdum, -vigtig ofl., snotfolsom JacPaludan.UR.183, snotmisundelig Rifbjerg.KU.r49; jf. stangdrukken, stangsjofel (Panduro.R.85), stokdøv, -blind, -konservativ. Flere forled kan bruges sammen: mojæddertarvelig, stangdøddrukken Soya. BM.22.38; edder-kanon-stink-stank-drukken TomKrist.LA.60. Uigennemsigtige er splinterny ofl., splittergal, -nogen ofl. Nogle fors~rkende forled har ikke vist ekspansionstrang: bulder mørk (KAbell.E.14), bælgmørk, kanonfuld, plakatfuld (sml. Dania VI.27), star-, stærblind, ældgammel ('J: gammel af ælde). I nogle tilfælde er sammensætningen i talesproget blevet forkortet til førsteleddet i brugen som prædikat: være kanon, være plakat, være tiptop; han er smadder lynende edder i bolden (børnesprog) Gjedde.B.78. Om tilsvarende forbindelser med præsensparticipier se under V erbeme. Det spøgefulde adjektiv peteranstændig ([x. Han sidder her saa peder anstændigt KLars.GV.37) kan udgl Ira en eventuel forbindelse Peter anstændig hvor adjektivet er brugt som tilnavn eller (snarest) vzre en spøgende omdannelse af pertentlig. Sml. de side 459 nzvnle omdannelser.

b. Sammensæt ninger med adjektiv som forste led. 1. De to adjektiver er sideordnede, udgør en kombination. Der er (som nævnt l.181 ) to arter sideordning i den usammensatte forbindelse - dels en sideordning hvor det andet led i kombinationen angiver noget realt nyt der føjes til eller sættes i stedet for det første led angiver: manden og konen eller et fint, dyrt tæppe, en eller anden by, - dels en sideordning hvor andet led i kombinationen er et nyt sprogligt udtryk for det samme som det første led betegner: maleren, min gamle ven, er død. Den sideordning vi t.r.cffer i sammensa:tninger svarer til den første art: Østrig-Ungarn, døvstum, men betegner ikke blot tilstedeværelsen af de to forhold ordene hver for sig betegner, men at de danner en enhed, et fællesskab. Den slags sammensa:tninger kaldes dvandvasammensa:tninger. Et adjektiv som døvstum betegner altså ikke det samme som dov og stum, men den komplekse lidelse med de to faktorers indbyrdes afhængighed. At her formelt er tale om en enhed ses af bøjningen: kun sidste led bøjes: den døvstumme osv. Eksempler på dvandvaadjektiver: det rødhvide eller (sjældnere) hvidrode flag {o: dannebrog), det blåhvidrøde flag (o: det norske), den russisk-japanske krig; det slesvig-holstenske spørgsmål; den osterrigskpiemontesiske Styrke Brandes.U.129. den græsk-romerske retorik Fjord Jensen.NK..13. Måske til 2° : fattigfin. Eksempler på nydannelser: hendes Stemme fik den bløde barnlig-kælne Klang Schand.VV.158. sin traurig-ensformige Vise Drachm.F.I.162. - den velanstændig-ideforladte Opsats ib.358. hun blev besynderlig tungsindig-om Bang.F.216. Blikket var dugget-blødt ib.175. hin Kunst, hvis Muse tier dødssyg-bleg Gjel. Rødtjøm.24. Den friske fugtig-salte Morgenluft Pont.M.12. en vis sogtnaturlig •• Stil (hos skuespiller) OMads.GU.136. med et genert-snedigt/jollet Smil Wied.Da.101. hvis ikke Luften havde været saa køligklar KMunk.HJ.141. et filosofisk-systematisk Arbejde ib.76. det ironisk-teatralske JacPaludan.UR.199. han kyssede hendes Haand - det var saa broderligt-søsterligt som altid ib.263. en filologisk-videnskabelig bevægelse FjordJensen.NK..14 en lingvistisk-strukturalistisk bevægelse ib.60. På et positivistisk-eksperimentalt grundlag ib.76. en stemme, der lyder mørk-rusten-blid JGBrandt.U.142. Om impressionisternes brug se Møll Krist.Impr.83. Om Fem-seks Bønderkarle Bang.SE.169 o.l. se I.235. Med latinsk form af første led: drikke dogmatico-ethisk Thevand Gjel.GL.238.

457

den nikamokonstantinopolitanske trosbekendelse Salmebogen.Tekst- og Bønnebog.1953+ medico-fysiske øvelser; præterito-præsentiske verber. En dvandvasarnmensætning kan indgå som førsteled i en mere kompliceret dannelse: rodgronblind. Sml. en fire-femværelsers lejlighed; hans fire/em-årige datter KAbell.F.73. alle disse fjerde-femte-sjette Rangs Bøger KLars.Ci.122. denne sytten, attenaarige Provinspige Drachm.F.I.497. I disse tilfælde svarer dvandvaforbindelsen til en usammensat forbindelse med eller ( sml. følgende gruppe) .

De to led kan angive modsætninger og betegne en svingning mellem modsætningerne eller noget tilsyneladende uforeneligt, modsigende ( oxymoron): en gudløs-from Andagt Gjel.Rødtjørn.149. logisk-antilogiske Spring, idealistisk-realistiske Triller sa.GL.222. han passede sine kort paa en aarvaagen-skødesløs maade NisPet.M.61. Jf. med ( tilsyneladende) forkortede førsteled: tragikomisk og sørgmunter. En del af de nævnte adjektiver kan også optræde i den under 2 ° nævnte art af sarnmensætninger: gråbrun kan betyde noget tofarvet: grå og brun, eller noget enfarvet: brunt med et gråt skær o. I., men i udtalen kan skelnes ved hjælp af trykket: 'grå 1brun: 'grå1brun. - de grønblege Ansigter Pont.Mi.11 kan angive to egenskaber eller en: af en grønlig bleghed. det graa-fede Ansigt HKaarsb.Vi.68 kan betyde gråt og fedt eller af en grålig fedme. bittersød og sursød kan angive en blanding af noget bittert (surt) og noget sødt eller en sødme med bitter (sur) bismag o.l. Ofte bliver forskellen ringe, men når hovedvægten ligger på sidste led er vi ovre i følgende gruppe: 2°. hvor det første led indeholder en bestemmelse, nuancering af sidsteled som det sædvanlige forhold jo er ved sammensætninger; i dette tilfælde fungerer adjektivet som adverbial til andet sammensætningsled. Eksempler: disse mathvide, langsomt rundede Ben JPJac.II.38. blodigrod ib.32. bedemandsaglig-dum og graverkarleagtig-raa Drachm. HI.237. den søvnig-dunkle Læsestue Gjel.GL.229. det grongule Ansigt Bang.F.7. raakolde Stuer ib.92. graahvide Sejl Pont.Mi.31. det vinterligbarske Dodone Iliaden(Gertz).2.750. græsk-katolsk; sort-, hvid-, rødbroget; sml. skidtvigtig. I disse tilfælde er førsteleddet uden formelt kendetegn på den adverbielle anvendelse, og det kan ikke altid afgøres hvor der foreligger sammensat forbindelse, jf.: Luften stod kolig klar, skylos men uden Stjærner JVJens.FD.1.

Det sanune gælder visse førsteled der indgår i en række sammensætninger, fx. ( delvis med overgang til sammensætninger med rent forstærkende førsteled, se ndf. side 460) al-: algod, almægtig osv.; hel-: hel/ed, hellang, helvågcn ofl. (se DO.); halv-: de halvmorke Sale Bang. F. J 99. halvvidenskabelig Gjel.GL. J 51. Enkebaronessen . , var ligefrem ved at blive helt halvtosset over det KLars.Ci.93. Se også DO.; hojfx.: hojhellig, hojkomisk, hojærværdig og nydannelser som den gamle, hojdrovelige Vise Gjel.GL.95. hojdramatisk, hojromantisk osv. (DO.). For en moderne betragtning hører også hojlys hertil (egentlig dvandva: høj og lys). fuld- i fuldfed, fuld moden, fuldgyldig, men fuldt{ærdig (fx. Worsaae.Slesvigs Oldtidsminder( 1865).19) ved siden af fuldfærdig (se DO.). små- i småtosset osv. (se DO.). Hertil hører vel lysvågen. Undertiden har førsteled kompositionselementet -e: lyseblå, morkeblå, sorteblå. Med det adverbielle -t findes førsteleddet i vidtaben, undertiden i vildtf rem med v. s. af vildfremmed, i øvrigt især i tilfældige dannelser, ofte blot sanunenskrivninger, som: det .. Sandseligt-blode i hendes Skjonhed JPJac.II.105. det Sentimentalt-Romantiske ib.u 7. godmodigt-ondskabsfulde Øjne Drachm.F.I.359. en .. flovt-forfjamsket Snaksomhed Bang.F.37. vildtfrodig Pont.Mi.19. dybtblå Øjne TomKrist. LA.213 (alm. sanunensætning: dybblå). den Antagelse, at Krig •. har sine djærvt-komiske Sider JacPaludan.TS.293. en restauranttjeners ydmygt-hovmodige bestilling NisPet.M.56. sit lange, slatne, vissentgule Overskæg ViggoFMøller.PB.18. Vanskeligt at bedømme er tilfælde som finfin (man er i fin-fint Humor KMunk.HJ.133), lillebitte, småbitte, bittesmå, vindskæv, norsknorsk og som tilfældig dannelse: dette blaablaa Mystiske JPJac.II.90. det gronnc-gronne Græs Drachm.Hl.268. en blaa-blaa Himmel ib.269. den hvide-hvide Skov ib.271; her foreligger vel snarest en gentagelse med forstærkende betydning, svarende til den der er almindelig ved usammensat forbindelse: du skonne, skønne land! o.l. (se under Leddannere). Eksempler hos MøllKrist.lmpr.86.

I jargon findes en del omdannede former: pudseløjerlig er en omdannelse eller evt. en ved lydlig sv:cl.kelse opstået form af pudsig(og)løjerlig; melankolsk omdannes efter trist og traurig til melantrist (melangtrist Wied.TK.54), -traurig; erotoman bliver hos Soya.SVS.16 til (han er) let erototosset. Sml. side 456.

459

c. Sammensætninger med verbum som f orste led. 1°. I andre tilfadde end de under 2 °-3 ° nævnte er denne slags Sa.I;ll· mensætning kun lidet udnyttet. Som eksempler på tilfældige dannelser kan nævnes: Skovbækkens risleglade Foraars-Leg Gjel.Rødtjøm.25. Svimmelhoje Søjler sa.GL.115. sit falmegule Korsskæg ib.7. de bugne/ulde Dværgtræer Pont.FH2 .24. en •. flyvelet Skygge under Øjets Låg Tom Krist.Påfuglefjeren.61. Sidste eksempel fører over i gruppe:

2°. der består af mer eller mindre faste typer der kan blive mønstre for nydannelser. Det er forbindelsen med andetled som - begærlig: videbegærlig; -dygtig: avledygtig; -fri: dirkefri, krympefri, strygefri. punkterfri (ringe) JacPaludan.UR.79. knirkefri poser Nord.spr.1956.32; -færdig: flyve-, gifte-, rejsefærdig osv. (se DO.). - sprækkefærdig Soya. GAM.52. trimlefærdig af sovnighed Ringsted.LD.10; -lysten: danse-, kobe-, rejselysten osv.; -moden: plukkemoden (frugt); -svag: høresvag, læsesvag; -villig: lærvillig; -værdig: mindreværdig, elsk•værdig, mærk•værdig; nydannelser fx. den slet ikke kimseværdige Stilling som Næstkommanderende Soya.SVS.20. drøftværdig, lytteværdig Nord.spr.1959. 120.

3 c. I sammensætninger hvor forleddet har forstærkende betydning (og ofte kun har bevaret svag tilknytning til verbet); ofte findes tilsvarende forbindelser med participialformer på -ende ( se under Verbet) . Dannelserne tilhører talesproget, ofte det jargonprægede. Med førsteled der har form som en infinitiv: hylespy (Bom.Slang.I.42), pinegal ofl. (se DO.), skideangst, skidefuld osv. (De .. så skide mystiske ud Vad.DN.39. i forbindelse med andre forstærkende ord: skide hamrende åndssvagt ib.104), snydedrukken, -dum, -fuld osv., tudegrim, -dum, -fræk osv. Med førsteled af form som verbets stamme: drivvcid, drøngod (Bom.Slang.I.42), drønstærk (Soya.TK.34), knagdyr, -tør, knaldblå, -gul osv., pilrcidden, -skaldet, -sur, pilanstændig (KAbell.E.64); pjaskfuld, -våd, plukrådden, -skæv (Bom.I.42), ravgal, -jysk, skrupdoven, -skør osv. (skrupaffekteret Sludder JacPaludan.F.111. hun er bare skrupforstyrret KAbell.E.39, og i forbindelse med andre led: skrupsmadderforelsket, skrupsplitterpinegal o. I., se DO., skrup-hunde-ravende~ sulten Branner.A.24), smadderfuld, -forkert, -fin, smaskbedovet, -kedelig (Replikker.I.53), -rådden, smækbedovet, -fed, -fornærmet, smækforkert (KMunk.HJ.229), smældfed, -fornærmet, spillevende, -tosset,

sprutrød ( (hanen var) ganske sprutrød i Kammen Wied.'FK..54), sprængfuld, -lærd, -fed (JacPaludan.UR.!165). d, Med andre slags ord som første led. I det hele kun ringe udnyttelse, fx. med adverbium som førsteled: velanstændig osv.; sammensætninger med ikke (sml. ovenfor side 450) som Hvad er decent - og hvad er ikke-decent? Drachm.F.I.363. en ikke-fiktiv kunst prosa F jordJensen.NK. 13. Sammensætninger med gennem- som gennemfin (Brandes), gennemstyg (Drachm.), et kedeligt, gennempænt og gennemuselvstændigt væsen FBerliner.E.rn; se videre DO.; stedsegrøn, stedsekold (TomKrist.M.46), nudansk. Med præposition, kun hvor afledt adjektiv er sidste led: det farsproglige PlaCour. F.1 !17, efterdrachmannske, efterkiplingske sa. (se side 441), farglacial (tid), forkristelig, - den for Johs.V.Jensen'ske Lyrik Pol.3/!z.1923(DO.). den førnaturalistiske stil MøllKrist.Impr.167. over-: overstatlig Nord.spr. 1956.38, især brugt til angivelse af en for høj eller meget høj grad: Er den unge Baron ogsaa hellig? - Han er meget snarere overhellig K.Lars. UR.201. den overtravle Olga JacPaludan.TS.81. overmistænksom KnudPouls.U.43. Det er ganske overunødvendigt Soya.TN.46. Længere dannelser kan være af ren ortografisk art (sammenskrivning) fx. sit to-Gange-ugentlige Borneoffer Gjel.GL.62. de var respektable, velstillede, og levede Gud-så-idyllisk Soya.H.10!1. et gudvelbehageligt Offer Rom.15.16( 1948). Uanalysabel er ædru. e. Andre slags sammensætninger. Forbindelser med substantiv som sidste led findes kun i få ubøjelige sarnmens