Kulturkritik: 1943-56. Bind 3.

Citation preview

Poul Henningsen Kulturkritik

Rhodos

KULTURKRITIK I 1974 ville Poul Henningsen være fyldt 80 år. Det vil blive markeret på mange måder året igennem. Som det er gået før i historien fremstår pionerernes indsats med stadig stør­ re tydelighed jo mere årene går. Poul Henningsen blev til­ jublet af ungdommen med fakkeltog, da han fyldte 70. I de ti år der er gået siden, har stadig større kredse indset, hvil­ ken betydning han havde på vidt forskellige områder af kulturlivet. Arkitekter og ingeniører indser det, ikke kun herhjemme, men også i udlandet, hvor Poul Henningsens arbejder med belysning nu bryder markant igennem. Men dette er kun én side af Poul Henningsens virke. Hans kritik i kulturdebat­ ten er en tilsvarende banebrydende indsats. Det kgl. Biblioteks samling af Poul Henningsens mangearte­ de skribentvirksomhed overgår langt 3000 artikler, anmeldel­ ser og foredrag. Og ud af denne vældige produktion, som stod på igennem 50 år, er nu udvalgt de mest repræsentative tekster i et firebindsværk på godt 1000 sider: Kulturkritik 1918-1967. Carl Erik Bay og Olaf Harsløf fra Københavns Universitet har med professor dr. phil. Sven Møller Kristensen som til­ synsførende haft det store udvælgelsesarbejde. Det drejer sig om artikler om arkitektur, byplan, kunst, teater, moral­ begreber, sprog, reklame og m. m., men udvalget er ikke ordnet efter emner, fordi det netop var det grundlæggende princip for Poul Henningsen at vise kultursammenhængen at vise de parallelle tendenser og udviklinger inden for de forskellige fag og områder, så han ustandselig måtte jævn­ føre og behandle flere emner samtidig. Statens humanistiske Forskningsråd og PH-fonden har støt­ tet det store forarbejde og udgivelsen, og dermed er det samtidig muliggjort, at værket ved sin pris kan nå vidt ud blandt også ungdommen.

Rhodos

ISBN 87 7496 389 9

r KULTURKRITIK

i

Poul Henningsen KULTURKRITIK bind III1943-56 REDIGERET AF CARL ERIK BAY OG OLAV HARSLØF under tilsyn af Sven Møller Kristensen

RHODOS

KULTURKRITIK bind III © RHODOS, København 1973 Forsidebilledet er et fotografi fra 1951. Omslag og tilrettelægning: Michael Malling ISBN 87 7496 389 9

Indholdsfortegnelse Indledning Nazismens blomstring efter krigen Kunst contra åstetik Hvad vi har lårt af krigen Frihed med eller uden Rabat Et folks medansvar Argumenter omkring Udrensningen Demokrati og diktatur Hvordan gavner man reaktionen bedst? Den fredelige vej Albert Olsen og Poul Henningsen: Demokrati i Øst og Vest Kunstens frihed Marshallplanen Tre syn paa tingene Med argumentets vaaben Jørgen Jørgensens Budskab Et folks ansigt Opdragelsens skygge Menneskets standardisering Liberalistisk eller socialistisk kulturpolitik Stalinismens klippegrund Moralske betragtninger Har vi så forstået det? En bemærkning til Herbert Tingsten Kunsten og folket De moderne reaktionære................................................... Kartoteks-filosofi Klassedelte horisonter Rejs dig menneske Hvad bestemmer farten? Er Folkestyret vel forvaret? Poul Henningsen: Ytringsfrihedens værdi

7 11 18 32 41 48 55 61 72 77 84 108 115 117 122 128 134 139 144 150 156 164 166 168 170 177 179 181 183 190 196 198

5

Hans Scherfig: Formalisme og realisme Amerikas for- og bagside Kan vi komme længere ud? I årtiernes narredans Fanden på væggen På baggrund af Lundstrøm Alt peger samme vej Noter

6

205 208 210 212 219 225 236 238

Indledning 1943—1956. Som flygtning i Sverige genoptog Poul Henningsen sin kultur­ pædagogiske skribentvirksomhed i bl.a. Aftontidningen og Da­ gens Nyheter. Straks efter sin ankomst holdt han sit første fore­ drag: Nazismens blomstring efter krigen. En række andre fore­ drag stiller spørgsmål på baggrund af denne bekymring for efterkrigssituationen: Hur skal! det gå med kulturen? Er vi uden for fare? Hvad har vi lårt af krigen? I sin kamp mod nazismen havde Poul Henningsen speqielt interesseret sig for dens mentale forudsætninger og dens kultu­ relle følger. Efter sin hjemkomst til Danmark i 1945 kom han ikke i mindre grad til at beskæftige sig med dens psykologiske slagkraft som han mente udrensningen eller det såkaldte rets­ opgør var udtryk for. For Poul Henningsen rejste sig ligefrem det spørgsmål om Hitler havde sejret. Ideologisk set var han tilbøjelig til at besvare spørgsmålet bekræftende, idet han søgte at påvise et slægtskab mellem nazismens ideologi og hvad han kaldte „efterkrigstidens psykose". Det var Poul Henningsens opfattelse at såvel den danske befolkning og de danske myndig­ heder som modstandsbevægelsen og specielt kommunisterne på en række punkter var blevet inficeret af den nazistiske tanke­ gang og dens metoder. Med disse synspunkter, fremsat i Politiken og Social-Demokraten, kom Poul Henningsen til at stå isoleret fra sine gamle kampfæller. Hans Kirk skrev nu: „Poul Henningsen tror ikke, jeg mener det, naar jeg siger, at han optræder som Forkæmper for nazistiske Landsknægte og Værnemagere. Jeg mener adskil­ ligt mere." (Land og Folk 6-7-46). I den form opgøret med nazismen tog herhjemme så Poul Henningsen en fare for de demokratiske og humanistiske ideer. Han insisterede på at stå fast ved dem på trods af injuriedom, irritation og beskyldningerne mod ham for „pladderhumanisme". Før den humanistiske menneskeopfattelse havde sejret mente han

7

I

ikke at nazismen var udryddet, derfor måtte kampen fortsætte: „Paa det tidspunkt hvor saa mange a fos fremhævede det værdi­ fulde ved nazismen - at togene gik præcist - maatte jeg ha lov at sige at det var vel ikke ligegyldigt hvor de gik hen. Og nu da hele verden er enig om at noget mere bestialsk og uforklarligt umen­ neskeligt end nazismen har vi aldrig set i historisk tid - saa maa jeg med min modsigelseslyst gøre opmærksom paa at nazisme først og fremmest er en krigsfilosofi og at vi alle om vi saa i freds­ tid er nok saa rettroende demokrater under en krig biir nødt til at anvende hitlerske metoder om end ikke nødvendigvis med samme bestialitet. Jeg har aldrig kritiseret at vi brugte de samme metoder som nazisterne under okkupationen. Jeg advarer bare mod at føre dem med over i freden for det er den sikreste vej til en ny krig." „Krigspsykosen" bestod bl. a. i tendensen til at stille efterkrigstidsproblememe op i sort og hvidt. Poul Henningsen poin­ terede at man i et politisk demokrati var forpligtet til at se sagen fra to sider. Det var ud fra de demokratiske principper han be­ grundede sin sympati for arbejderklassen. Men det var samtidig netop på det punkt han var uenig med den del af arbejderklas­ sens repræsentanter som han tidligere havde set som sine for­ bundsfæller. Kommunisterne var iflg. Poul Henningsen i over­ ensstemmelse med nazisterne deri at de enten ikke anerkendte eller ikke vidste hvad politisk demokrati var. - For sin egen standpunkttagen fastholdt Poul Henningsen betegnelsen „salon­ kommunisme". Ud fra disse synspunkter forsøgte Poul Henningsen under den kolde krig at formulere et standpunkt mellem øst og vest, det demokratiske standpunkt. Vilkårene for de demokratiske principper var ikke gunstige i det danske demokrati; i en ind­ beretning til rigspolitichefens efterretningsafdeling (findes på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv) om nazismens stil­ ling i Danmark i 1950 rapporteredes at Poul Henningsen „gav udtryk for såvel antikommunisme som nazisme samt kritik af udrensningen og lovene med tilbagevirkende kraft."

8

Kritikken af det kapitalistiske samfundssystem - og især af det socialistiske - havde både politisk og kulturelt sigte. Kultur­ politisk anså Poul Henningsen situationen for den at det var Hitlers småborgerlige kulturprogram der havde vundet frem overalt og han følte sig afgørende bekræftet af 2. verdenskrig i nødvendigheden af en demokratisk kulturpolitik. Under de æn­ drede omstændigheder mente han derfor at kunne fortsætte sit arbejde fra 20'me og 30'me. Men i modsætning til dengang nu inden for Socialdemokratiet. Efter at have været medarbejder ved Information (bl. a. som radiokritiker) i perioden 1947-50 blev Poul Henningsen i hele det næste årti medarbejder ved Social-demokraten. Desuden del­ tog han aktivt i kulturarbejdet inden for den socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen. I Social-Demokraten skrev Poul Henningsen flere ugentlige artikler og causerier. Hans principielle kulturkritik fra før kri­ gen blev nu mere sporadisk men havde samme pædagogiske mål. Ud fra aktuelle eksempler gav han praktiske anvisninger på hvordan frisindede og demokratisk indstillede mennesker ef­ ter hans mening måtte forholde sig i en tid der ellers ikke gav mange muligheder for mellemstandpunkter.

9

I !

Nazismens blomstring efter krigen Foredrag i Sverige 1943.

De efterfølgende betragtninger dikteres ikke af en frygt for nazismen som politisk faktor efter krigen skont en sådan frygt kan forekomme berettiget ikke mindst med hensyn til de sej­ rende lande. Det som interesserer mig er nazismens mentale forudsåtninger. De kan nødvendigvis ikke våre nye og hidtil ukendte. De kan ikke våre noget specielt tysk. De må våre almenmenneskelige svagheder som kern bringes i blomstring gennem økonomisk og politisk tryk men som derfor også må kunne tammes gennem en anden økonomi og politik. Det er ikke de verdensbkonomiske og politiske forudsåtninger for na­ zismens gennembrud i Tyskland jeg vil undersøge men de men­ tale forudsåtninger for at den har kunnet gribe mennesker som en religion i og udenfor Tyskland. I dette åndelige fundament ser jeg faren for en ny nazistisk blomstring efter krigen som vel biir kaldt alt andet end nazisme - ja som kanske kommer til at trives indenfor de eksisterende parlamentariske partier. Kam­ pen mod denne mentalitet kan allerede nu forberedes til for­ svar for et sandt demokrati men forudsåtningen er at man gor sig fånomenet klart og at man tror at folkekarakteren kan påvir­ kes både gennem tvang og frihed både gennem oplysning og fordummelse. Selvom man anerkender at der findes en tysk folkekarakter som der findes en norsk en svensk og en dansk må man natur­ ligvis afvise at det skulde ha noget som helst med blod og race at gore. Bytter vi om på tyske norske svenske og danske bbrn ved fødslen uden senere at sige dem deres herkomst vil de vokse op som gode normale borgere i det land hvor de biir anbragt. Individet kan arve en personlighed men folkekarakteren er helt bestemt af milieuet. Den er med andre ord konservatismens vdrk, for den hviler helt på traditionen i hjem skole og samfund. 11

For underkuede folk er det dog ikke bare deres egen konserva­ tisme som former folkekarakteren. Der sker en vekselvirkning med herskerfolkets konservatisme som Gunnar Myrdahl har påvist det for Amerikas negre. Tilsvarende må man se den jodiske folkekarakter - i den udstråkning den findes - som et sam­ spil. Utvivlsomt findes der en kolossal hang til konservatisme som også viser sig i den jødiske religion men den stottes og frem­ elskes af de såkaldte kristnes småborgerlige og reaktionåre syn på joderne. I samme retning har den formodede uret i 1918 kunnet bruges til at opelske en tyskhed bestående af den ordinåreste reaktion og småborgerlighed men forudsåtningeme var til stede i den tyske tradition. Ser man på de nazistiske fbrere af alle grader i alle lande fristes man let til at henfore nazismen til sindssygdommene. Partiet er kvårulantemes paradis. Inden­ for dets rammer håber de forurettede på oprejsning de talentlbse kraver berbmmelse og middelmådighederne drommer om at blive anset for overmennesker. Men dette kan ikke fore til et styre. Der må i folket våre et konservativt og småborgerligt funda­ ment. Der er mere i nazismen end vanvid. Ordinariteten i syns­ punkterne er af langt storre betydning. Det ser man bedsi indenfor kulturpolitiken hvor forfattere malere skulptører og arkitekter sikkert er hentet blandt forurettede kvårulanter men de kunstneriske resultater rummer ikke det mindste formildende stånk af vanvid. Optimisten vil kanske mene at der i Norden ikke findes storre forudsåtninger for nazisme på grund af konservatismens rela­ tivt svage stilling. Men en sag er betingelserne for nazismens start en anden betingelserne for tilslutning når den forst er startet. Hvordan var det gået for Norden om ikke krigen var kommet? Jeg tror det for Danmarks vedkommende var gået galt og jeg begrunder det med visse foreteelser indenfor konserva­ tismen inden 9. april og soåaldemokratiet efter. Vi har fået megen kultur fra Tyskland - også den dårlige. Det samme gålder vel Sverige. Et kommunistisk Tyskland vil medfore et let rosa Danmark og vi vilde ha fået en elskvårdig og lysegron

12 I

I !

nazisme med modificeret jødehad om ikke krigen og okkupationen var kommet imellem. Det er livsfarligt for demokratiet at betragte nazismen som et specielt tysk fånomen. Hitlers reaktionåre småborgerlige instinkt ledte ham til at samle den mest ordinåre tyske tradition politisk og det blev en våltende flodbølge. Hans styrke var at han også kulturelt hade samme standpunkt som middelstanden. Han autoriserede det de i forvejen hade hångende på våggen mbbleme hjemmet auto­ ritetstroen nationalismen dårlig literatur teater musik film. Til tak for at de bragte ham til magten ophbjede han hele denne kulturlbshed til statsautoriseret kultur. Men også af klogskab. Om vi sammenligner nazismens bevidste kultur med den her­ skende småborgerkultur i den demokratiske verden så er de parallelle punkt for punkt. Og det må ikke glemmes at små­ borgerkulturen stråkker sig helt fra den vellbnnede socialdemo­ kratiske arbejder til store dele af bourgeoisiet. Adskillige ansete finansmand lever i samme kulturmilieu. Syvende klasses romantisk-naturalistisk kunst hånger på deres vågge operetten tilfreds­ stiller fuldt ud deres trang til musik og teater. En moral gålder for manden en anden for kvinden. Sådelighed er noget ydre om at opfore sig så man ikke stbder an mod velanståndighed og god tone men privat kan man gore hvad man vil. Deres syn på klassekampen er rent nazistisk: Vi er i samme båd. Vi må ud­ fylde hver sin plads i den nationale enhed og enhver bor våre lykkelig over sin lod. Strid skader bare nationen. Det er mig ikke muligt at se nogen principiel divergens mel­ lem det herskende småborgerlige livssyn i demokratiet og Hit­ lers politik. Divergensen findes bare i den konsekvens og orga­ nisation hvormed nazismen har gennemfort sagen. Man kunde indvende at småborgerligheden i sig selv og uor­ ganiseret er en relativ uskyldig sag. Det er fbrst når den gen­ nemføres i sin konsekvens at den biir uhyggelig. Men konse­ kvensen må nu engang våre prøvestenen på værdien. Selv fra konservativ side horer man om kommunismen at den i sin kon13

sekvens er noget skbnt og vårdifuldt men man tror bare ikke den menneskelige natur nogensinde tillader en konsekvent gen­ nemførelse. Udmårket det er dog et synspunkt. Men vi ved at ordinariteten lader sig gennemføre i sin konsekvens. Det har Hitler bevist. Og vi ser det nåsten ubegribelige at konsekvensen er logn sadisme og vanvid. Min afsky for det småborgerlige livssyn er naturligvis ikke en dom over småborgeren som menneske. Han er et lige så godt menneskemateriale som enhver anden klasse. Det nytter ikke at overflytte dårlig raceteori fra det nationale til det sociale. Min kritik rammer middelstandens livsvilkår og dem kan vi atter henføre til noget socialt og økonomisk som vi alle er medansvarlige for. Kan man virkelig forklare alle nazismens tåbeligheder og be­ stialiteter som småborgerlighed? Både ja og nej den er jord­ bunden men mange omståndigheder må tråde til. Der skete i Tyskland en proletarisering af borgerskabet som gjorde det mu­ ligt at samle og begejstre ellers stilfærdige mennesker for det herioske gigantiske. Man forklarede deres fattigdom med Tysk­ lands og fik dem med til en aggressiv imperialisme man opfanatiserede deres fådrelandskårlighed til blindhed. Man ophøjede sadistiske handlinger til ådelhed men det kunde altsammen bare lykkes overfor en middelstandsmentalitet som ganske vist socialt fandtes spredt helt fra den bedrestillede arbejder til forretnings­ manden officeren og småadlen men som var en ganske ordinår middelstands mentalitet. Jeg anser overmennesketeorien tanken om herskerfolket for en ren småborgerlig ide. Jeg ved at danskerne som helhed tror de er bedre mennesker end andre nationer - også en nuance bedre end nordmåndene og svenskerne. Jeg går ud fra at nordmåndene og svenskerne stort set har det på samme vis. Danskerne tror de er fremragende kolonisatorer - humane og forstående. De anser islåndeme for utaknemmelige fordi de Ibsriver sig. De tror at vi hade ret og nordmåndene al uretten i Grbnlandssagen. De mener at fåringeme er kvårulanter fordi de ikke vil betragte dansk som deres

14

modersmål men hellere vil tale fårbsk. Danskerne begriber ikke at den tvungne skoleordning på Fårdeme var aldeles parallel med tyskernes tvang i Sønderjylland. Man tvang danskerne til at låre tysk. Vi tvang faringerne til at låre dansk. Det biir eins bier! Den nordiske tanke. Der findes mennesker i Norden som tror at vi tilsammen vil kunne etablere en stormagt som skal skabe respekt om sig også militårt men uden stormagternes sådvanlige fejl uden aggressiv karakter. Med hvilken motivering? Den ene­ ste årsag til at vi i Danmark Norge Sverige er nogenlunde uden imperialistiske tendenser er at vi er så små. Vi er ikke en race med anden og bedre karakter end englåndere amerikanere tyr­ ker tyskere russere polakker. Man må af dette forstå at nationalismens konsekvens er race­ teorier. Det er bagsiden af herrefolkstanken. Det går ikke an at vi bestandig vender ryggen til jødeforfølgelserne som noget umenneskeligt afskyeligt uforklarligt. Alt umenneskeligt som mennesker gor er desvårre menneskeligt og vi har pligt til at forstå det om vi vil bekåmpe det. Der er ingen principiel for­ skel mellem nazisternes behandling af joderne og det demokra­ tiske Amerikas behandling af negrene. Javist men det er også en skandale vil de mere frisindede svare. Men har nogen kon­ servativ eller småborgerlig i Europa loftet sin rbst imod det? Da Marion Andersson for 5 år siden skulde synge i København någtede det storste hotel hende plads. Det skal aldrig glemmes. Men forargelsen var ikke overvåldende i dansk presse. Andre vil sporre om man virkelig kan sammenstille jodeproblemet med negerproblemet men derigennem afslører de bare at de anser joderne for vårdigt menneskemateriale men ikke neg­ rene. For et menneske er et menneske er nazismen ikke udryddet af vores sind. Men der er dog sider af nazismens vasen vi hverken kan eller vil godta. Der er grånser for den bestialitet vi vil kalde menne­ skelig. Der er rigsdagsbranden og hele lognekampagnen. Der er torturen og retsvåsnets forfalskning.

15

i Det er ikke for at rore ved denne religion at der endnu skal gores et forsog på en forklaring. Men selv i det vårste af nazis­ men er der ikke meget nyt - beklageligvis for historien og men­ neskene. Torturen kender vi igen fra Amerikas tredje grads for­ hor som ingensinde har våret afskaffet og heller nåppe biir det efter denne krig. Gidselsystemet bruger vi i den normale skole hvor man straffer en hel klasse hvis den skyldige ikke melder sig selv eller en stikker angir ham. Vi oplårer vores bom med korporlig afstraffelse og domsafsigelser på lost grundlag. Nu melder kirken sig og vil samle ungdommen. Den alene anser sig for vårdig til at kampe mod krigen for Jesus var jo den store menneskeven. Javist var han det. Han var også kommunist men det har betydet yderst lidt for kirken. Den er gået forrest i vel­ signelsen af kanonerne og da den hade verdslig magt brugte den nbjagtigt Hitlers retssystem og forhors- og torturmetoder. Han har sine spanske jomfruer tommelskruer gloende tanger og marterpåle fra kristendommens blomstringstid. End ikke denne djåvelske side af nazismen er ny eller fremmed for europåisk kultur. Vil man nu indvende mod disse betragtninger at mange af de egenskaber som er nazismens åndelige fundament i modere­ ret form og i et rimeligt samfund eller en given situation godt kan medfbre vårdifuld indsats - ja så gor det jo bare sagen endnu mere alvorlig. Det er rigtigt at vi har oplevet en national rejsning af vårdi for den smedede folket sammen til en nation i kamp mod den indtrångende fjende. Det måtte gå sådan. Men vi skal når freden kommer af med denne nationalisme igen. Vi må ha den bort for den rummer en nazistisk fare. Det hade dog våret mere vård om vi kunde ha samlet folket til forsvar for frihed og demokrati og kamp mod nazismen. Det er en utopi det er klart men nazismens udryddelse er også en utopi og dog må vi kampe for dens udryddelse hvis nazismen ikke skal kvåle os. Vi har set hvordan det fredelige danske folk kunde gores til krigere og udmårkede sabotører og mordere. Og vi har be­ undret det. Vi har konstateret at folkekarakteren tåler frem­ skridt og forbedrede livsvilkår aldeles uden at blie materiali16

stisk som konservatismen lovede. Lad os ikke glemme det når krigen er forbi. Der er ingen risiko for at de primitive instinkter udslettes og det er en vårdi. Vi har brug for dem når andre optrå­ der som bodler og mordere men til hverdag har vi ingen brug for dem. De rummer en direkte fare. Man må ikke våre blind for at det at vi har våret tvunget til at bruge nazismens egne metoder i kampen mod den gir os alvorlige problemer når kri­ gen er vundet. Det er nok lettere at gbre en fredelig mand til kriger end at gore en kriger til fredelig mand. Det så vi da sol­ daterne kom hjem efter sidste krig. Problemet biir derfor mange gange storre i de krigsfbrende lande end i Norden. Freden er målet krigen i allerbedste fald bare et middel. Min frygt for nazismens blomstring efter krigen angår ikke nazisterne. De er vel til den tid hångt på lygtepålene i den gode morals navn og det skal jeg ikke beklage så lidt som jeg foler nogen interesse for Tysklands fremtid uden for Europas og vores egen skyld. Man har sagt at vi bor behandle tyskerne som mennesker. Jeg vilde foretråkke om vi behandlede os selv med samme mistro som vi var tyskere. Jeg begrunder den med en mistro til demo­ kratiet ikke mindst kulturelt. Demokratiet er jo bare en onskedrom. Vi har alt ialt fået gennemfort stemmeretten men ingen har tånkt over hvordan man får menneskene til at bruge den i egen interesse og ikke i kapitalens statens religionens traditio­ nens eller nazismens sold. Stemmeretten forudsåtter levende selvståndigt tankende mennesker men i skolen opdrager man bomene på rullende bånd til småborgere med gud konge og fådreland. Der er ikke i disse år sket nogen opdragelse til demokrati og det vil sige en hensynslos respekt for individets selvståndighed. Derimod har vi set hvordan Hitler straks tog opdragelsespro­ blemet konsekvent op ud fra nazismens livssyn. Det var lettere lost end demokratiets for det var ikke noget nyt men bare at stadfåste middelstandens syn. Men han og hans rådgivere var dog ikke så naive at de anså det kulturelle for noget ligegyldigt

17

man kan la skotte sig selv. De vidste at det gjaldt livet for nazis­ men også at gennemføre en konsekvent kulturpolitik. De be­ stemte hvad folket skulde hånge på sin våg hvilken musik man skulde hore hvordan man måtte danse hvilken dragtf man skulde ha på hvor lange fletninger bomene skulde ha ned ad ryggen hvilken hårfarve man skulde ha så vel som hvilken arkitektur man måtte bo i og se på. Demokratiet skulde gbre modsat. Men hvad gor vi? Om nogen danser anderledes eller er anderledes klådt eller horer anden musik end vi da vi var unge så foreslår vi helst fångselsstraf. Nazismen slutter ikke med freden. Den stbrste kamp imod den kommer vi til at kampe efter fredsslutningen. Under krigen har det kunnet gå at bekåmpe den med dens egne midler. Det kommer ikke til at blie ved at gå. Snart biir vi nodt til at be­ kåmpe den gennem selv at våre demokrater - konsekvente de­ mokrater. Vi må ruste os til at klare dette store krav. Vi må regne med en fredens krig en indbyrdes krig som kan blie meget frugtbar men ingenlunde idyllisk. Så gålder det ikke långere for eller imod tyskerne eller Norge Sverige Danmark. Så gålder det for eller imod demokratiet.

Kunst contra åstetik Byggmåstaren nr. 13 1944.

Den klassiske definition af kunsten lyder således: Kunsten er enhed i mangfoldigheden. Vilkårene, livet, repråsenterer mang­ foldigheden, og den skal vi sbge at bringe til enhed, Hl harmoni. Man må vedgå, at som brugsanvisning på hvordan man skaber god kunst virker den ganske tom og ubrugbar, men det skal den i og for sig også våre. En definiHon, som skal omslutte al kunst 18

=

overhovedet, må våre tom og omfattende. Ellers kan kunsten ikke vare inden i den. Medens vi er i nærheden af det filosofiske, vil jeg gerne un­ derstrege, hvordan det harmoniske princip gålder for alt menne­ skeligt. Om et menneske er i harmoni med sig selv og sine omgivel­ ser, beror det på, at hans handlinger ikke strider mod hver­ andre, at han har gennemfort en enhed i handlingens mang­ foldighed, som vi kalder etisk eller moralsk harmoni. I videnskaben soger vi at bringe naturens fakta i harmoni, så fånomener som forst stod i åbenbar modstrid med hverandre, nu bringes i funktionel sammenhång. Newtons påvisning af tyngdeloven bragte harmoni i en stor hidtil kaotisk del af ver­ den. Einsteins revision af Newtons lov har bragt yderligere har­ moni mellem hidtil modstridende fakta. På pråcis samme vis ordner kunsten den anskuelige verden til en harmoni.

Den usynlige sammenhiing. Jeg tror nu ikke erkendelsens, moralens og kunstens verden er skarpt adskilt. Jeg tror de glider mere over i hverandre og horer mere sammen end denne treklang antyder. Kunsten beskåftiger sig ikke bare med det synlige eller hbrlige eller anden iagtta­ gelse. Det er ikke så sikkert, at kunsten direkte behbver at kunne iagttas, og derved nårmer den sig jo til videnskaben, som også behover en intens indtrången, et reelt studium for at se sammenhången. Jeg tror den moderne tekniker må arbejde på at opnå en harmoni i bygvårket, som går langt ud over det synlige, og hvoraf det synlige bare biir en detalje, som kanske ikke engang virker sårlig harmonisk på den naive beskuer ved forste blik. Det vilde våre uhbfligt mod teknikeren at forestille sig, at han skulde stoppe op ved den synlige harmoni. Den dybere og indre sammenhång er jo langt vigtigere for opgavens lykkelige losning. Derfor biir kunstnerens kamp for enhed i mangfoldig­

19

*

heden ganske parallel med videnskabsmandens, og den viden­ skabelige metode biir lige vigtig for den ene som den anden.

Kunst er menneskevårk. Man kan dog også gå ud fra en anden mere praktisk bestemt definition af kunsten. Den er menneskevårk i modsætning til naturens vårk. Dermed biir alt menneskevårk til kimst - god eller dårlig - og dermed er vi nok ganske når sandheden. Men naturen indgår som en vigtig faktor i menneskevårket. Vi kan ikke forme noget som helst frit efter forgodtbefindende. En storstad skotter på sin vis sig selv og formes og vokser efter biologiske love. Rummet hvori den vokser, trykket mod dens krop, er tildels bestemt af menneskenes love, tvang og forord­ ninger, men selve våksten er i sin drivkraft noget naturligt.

I

i

Livets kanaler. Det er derfor ikke liv, arkitekten og ingeniøren skaber, men livsvilkår. Den engelske stadsplanlågger Raymond Unwin sae det på stadsplanskongressen i Goteborg 1923 med disse ufor­ glemmelige ord: Vi kan ikke skabe liv, men vi kan forme livets kanaler, så det vil flyde af sig selv deri. Enklere og skonnere kan teknikens kunst ikke defineres, thi Raymond Unwins ord gålder langt fra bare stadsplanskunsten, den gålder formningen af en pen, en telefon, en stol, en vej, et skib, et hus, en hiss - alt teknisk. Som udtryk for bygnings­ kunstens ide er ordene ikke for store, men i praksis kan vi na­ turligvis ikke realisere dem til fuldkommenhed. Praktikeren må ikke derfor tånke, at så er han fritaget da han jo bare skal kåmpe for det som er realisabelt. De to ting modsiger ikke hver­ andre. Immanuel Kant har sagt det så pråcist: Ideerne kan ikke bekråftes eller afkråftes af erfaringen. Verden over kåmpes i dag for en varig fred, men krig kan dog aldrig afskaffes. Og dog har vi pligt til at bekåmpe den. På samme vis er det os ikke muligt at forme livets kanaler

20

så det vil flyde af sig selv deri, men vi må beflitte os derpå. Ser vi på den historiske arkitektur og ingeniorkunst — hvilket jo var det samme - så ser vi, at det ikke altid har våret idealet som foresvåvede dem. Tvårt om. Man formede den tekniske verden som et snorliv, som spolerede menneskenes tilvårelse — ikke bare den fattige mands og slavens, men selv den rige mands og herskerens tilvårelse også, som man vil vide det fra Lewis Mumfords bog om stadskultur. Tekniken dengang kunde påminde om en beretning i Victor Hugos bog: Manden som ler, om hvor­ dan man fremstiller et krukkeformet menneske. Man vålger no­ get passende interessant formet keramik og deri såtter man et lille barn og gir det mad og drikke indtil det er vokset så stort, at det helt udfylder krukken. Så slår man den itu, og ud kom­ mer et levende krukkeformigt menneske. Det interessante er, at mennesket er levende. Det kan le, det kan forelske sig, det kan arbejde, åde. Dette er en af siderne i den menneskelige natur, som har våret medvirkende til, at vi blev verdens herskere. Bare vi og rotterne har evnen til at tåle forfølgelse, ondt og uret og leve endda, ja hånge ved livet og ikke for nogen pris ville miste det. Når man udhungrer men­ nesker og rotter, formerer de sig stårkere. Håbet er det sidste af et menneske, og det er klart, at det er en udmårket egenskab for en verdens hersker. Man kan se det under krigen, at man kan byde os de forskråkkeligste vilkår - mennesket lever endda og kåmper for livet med håbet i behold. Det lever under 50 gra­ ders kulde eller 50 graders varme, under jorden, under vandet, i luften, rusket nåsten til dode i tanks og styrtet med 1000 kilo­ meters hastighed fra et luftlag til et andet i Stukas. Menneskene dbr, bombes, bråndes, fryses, splintres, skydes og rives ihjål, men mennesket lever. Det kan våre et bevis for, at det aldeles ikke er nbdvendigt at forme livets kanaler, så det vil flyde af sig selv deri. Man kan tvårt om forme dem umenneskeligt kontrårt og vilkårligt på tvårs af al sund fornuft. Livet vil leves videre endda, og der er lange mellemrum mellem revolutionerne. Men de udbryder 21

I

dog både i det små og i det store. Det hånder at et folk eller et enkelt individ springer op og protesterer: Nu vil jeg ikke mere. Nu går det ikke långere. Dette er urimeligt! Dette må kunne gbres anderledes og bedre! Menneskets adelsmårke. Her er vi kanske ved den anden egenskab, som har gjort os til verdens herre: Utilfredsheden er menneskets adelsmårke. Der­ igennem adskiller vi os fra dyrene. Vi har et skinbarligt tålmod, men det har sin grånse, og så går verden frem. I sit tålmod er mennesket verdens bedste arbejder. Fbrst når tålmodigheden bri­ ster, biir mennesket kunstner. For den skabende tekniker kan problemet lyde helt politisk, når det opstilles. Om han former livets kanaler, så det vil flyde af sig selv, er han jo en demokrat. Staten biir for ham til for menneskets skyld, staten biir tjener og ikke herre. Det at leve og lade andre leve, det at skabe de bedst mulige og rigeste livs­ vilkår biir opgaven. Livets mening biir livet selv. Men om tekni­ keren onsker at forme livets kanaler fuld af dåmninger, stop, begrånsninger og restriktioner, så livet ikke kan flyde af sig selv, men biir reguleret, omformet mod sin natur, håmmet og kontrolleret, så er mennesket for ham til for statens eller et andet såkaldt hojere begrebs skyld. Det er afgorende at ta stilling til dette enten eller. Deraf afhånger losningen af de praktiske op­ gaver som stilles os, helt og aldeles. Man kan overspringe dem, om man ikke gider tånke sagen igennem, men så er man ikke nogen god kunstner. Så lar man sig lede af tilfåldigheder. Det er min pligt at tilstå åbent, at jeg i denne sag holder på livets ret og udviklingens vårdi. Så ved enhver hvor jeg står, og derigennem kan de, som har en anden opfattelse, bedre kri­ tisere og kontrollere mine ord. Det er ikke min mission at over­ tale nogen til at mene andet end det som er naturligt for ham. Tvårt om ser jeg det som en vigtig opgave at få de flest mulige til at hitte ind til sin egen livsopfattelse. Også derigennem for-

22

mer man jo livets kanaler for individet, så det flyder naturligt og friktionslos t. Raymond Unwins ord er demokratiets program udtrykt som ide. Det galder derfor ikke generelt. Er man reaktionår må man tvårt om sige: Jeg vil forme livets kanaler, så det tjener staten, racen, nationen og krigen mest muligt, om det så strider nok så blodigt mod individets krav på et menneskevårdigt liv. Den reaktionært indstillede må anse al udvikling for farlig. Ver­ den var for ham bedre for. Socialisten i alle afskygninger vil fastslå, at det er de fattigste og det store folk, som skal ha sine livsvilkår forbedret. At vilkårene kan blie dårlige selv for de herskende i et lagdelt samfund skildrer Mumford om barok­ kens hbjeste blomstring. Han skriver at kongens dag fra han blev våkket om morgenen til hans elskerinde forlod ham ud på natten — mest er at ligne ved en fordarbejders ved rullende bånd.

Kunst og politik. Mange kunstnere også blandt teknikerne har den opfattelse, at kunst og politik ikke har noget med hverandre at skaffe. De kender sig kanske som frie kunstnere eller som kommercielle dygtigheder eller helt enkelt som teknikere og bnsker at våre fri af al politik. Men lige så lidt som der findes et enten eller mellem kunst og teknik, findes der noget enten eller mellem kunst og politik. Enhver som udforer et arbejde har dermed taget stilling til Unwins ord om livets kanaler. De fleste, som ikke bnsker at ta politisk stilling, stbtter derigennem bare det bestående. De biir en bremse på udviklingen. Dette er ikke noget krav om teknikerens aktive deltagelse i det politiske liv. Fordi en kunstner ikke er direkte politisk inter­ esseret kan han ikke i sin kunst stemples som konservativ. Han kan endda våre konservativ af politisk opfattelse, men yderst revolutionår i sin kunst. Der findes fine eksempler på, at store banebrydende kunstnere privat har våret politisk reaktionåre. Der findes også store musikalske genier, som er direkte underbegavede på alle andre områder end det musikalske. Den store 23

I

franske maler Cézanne, som har betydet en revolution indenfor malerkunsten, var rettroende katolik og så politisk reaktionår at han endog var modstander af Clémenceaus politik. Han sad hver sbndag i kirken undtagen når det var lyst gråvejr. I lyst gråvejr er farverne stårkest og skbnnest, og da måtte det våre guds mening at han skulde male, - sae han. Det er ikke nødvendigt at en kunstner er politisk interesseret eller at han deltar i det politiske liv udenfor sin kunst. Men det er usvigeligt sikkert at han gbr det i sin kunst.

■

Barokkens kulturpolitik. Men ser vi på baroktiden, tråder det kanske endnu stårkere frem, at arkitekturen dengang gik i den politiske kamps tjeneste. Enevålden skabte en bygningskunst, som var helt bestemt af regeringsformen. Da den var skabt blev den en vårdifuld stbtte til bevaring af regeringsformen. Det var ikke bare stadsplanen, som symbolsk og praktisk udtrykte, at magten lå hos kongen på slottet. Hver brugsting, hver farve, hvert stof, hver smag, hver skbnhedsglåde udtrykte det samme. Livets kanalsystem var ud til den yderste grånse formet, så folket måtte tro det var til for kongens skyld og ikke omvendt. Eller med rene ord: alt var politisk bestemt. Under enevålden skete der en stor forandring i skbnhedsopfattelsen fra det kirkelige og mystiske mod det verdslige og udad­ rettede. Visse ting fra den tid kan vi i dag slet ikke begribe. De­ res franske haver med klippede tråer og blomster i ornamentale figurer er fremmede for os. Vi står i en anden relation til natu­ ren og viser den mere respekt. Men ellers er der vist en udbredt beundring for denne skbnhedsglådens tid. Kanske mange blandt publikum endda tror, at på det tidspunkt stod kunsten hbjst, al­ ting var rigere og mere skbnt end nogensinde for eller senere. Vi må se noget nårmere på den sag. Det karakteristiske var en despekt for naturen overhovedet ikke bare i havekunsten. Man viste sig ikke som man var. Allon24

geparykken kunde våre en symbol, dansen, som man trådte var et andet. Det gjaldt om at satte foddeme i de mest unaturlige stil­ linger - de såkaldte fem positioner, som lever på danseskolerne endnu og hvoraf den femte som bekendt er med foddeme pråcist ud til hver side. Også holdningen og plastiken var helt una­ turlig, bestemt til at imponere ved fomemhed. Menneskene ved hoffet skulde ikke våre mennesker men guder på jorden. Man talte i blomstersprog og allegorier. Det var det personificerede merevårdskompleks tid. Barokken lever tildels endnu i vores traditioner på mange områder, og endnu 100 år efter enevåldens fald er vi påvirket af dens smag i vores smag. Rokokodansens unaturlighed er forst nu blevet aflost af den moderne dans naturlige fodstillinger og pla­ stik. Menneskekroppen har fbrst disse år fået lov til at vise sig bag klådedragten som det våsentlige og det bårende. Hofligheds­ formerne i samvår og korrespondance lever endnu, skont de in­ genting betyder mere. Men interessantest er traditionen med hensyn til det skbnne. Det var enevålden som opfandt frasen, at en ting for at våre skbn må våre dyrebar. Det lå i sagen selv, at det måtte blie sådan den gang. Man sendte flåder til fjerne lande for at hente ådle stoffer, tråsorter, metaller til kongens hof. De fbrste fabrikker i Europa var silkefabrikkeme i Frankrig. Det skbnne var lig det luksubse, det pragtfulde, det sjåldne. Denne skønhed sopfat tels e var i logisk samklang med tiden og regeringsformen. Den stbttede direkte enevålden, og derigennem fik den både sin trivsel og sin politiske vårdi. Den enevåldige harmoni var fuldkommen. Enhver som hade skbnhedsglåde og smag var i overensstemmelse med sin tid. Noget andet var, at det bare var de få omkring kongen som hade råd til at tilfreds­ stille skbnhedsglåden. Det store folk måtte nbjes med at beundre den på afstand om søndagen, når processionerne korte forbi. Men det var også meningen med det hele. Derigennem blev åstetiken et middel til at bevare kongens magt og holde staten sammen og distrahere folkets oprbrsånd. Nu er det vi må overtånke, om 25

denne åstetik for menneskene betod en åndelig rigdom eller en åndelig fattigdom. Naturligvis betod den en fattigdom. Skøn­ heden var en luksus. Den tilhorte ikke hverdagen. Men selv for dem, som omgav sig med den hbjeste skonhed til hverdag, var det en fattig glade i forhold til de skonhedsglåder som står til rådighed for os i dag. Skonhedslovene sparrede dem ude fra livets rigdom. I stedet gik de og hade det trist i en konstrueret åstetisk lilleputverden.

Astetiken kontra livet. Her er vi ved en karakteristisk fejl ved åstetiken. Den gor hori­ sonten ganske trang og når. Den gor verden lille og glåden sjålden. Jo mere smagfuld et menneske er, jo sikrere smag han har, des styggere forekommer omgivelserne ham. Livet biir en pine, hvor man går fra det ene åstetiske chok til det andet. Far­ verne skriger mod hverandre, stofferne er ordinåre og formerne uanståndigt banale. Det er en forskråkkelig ulykke at ha smag, ikke mindst i disse demokratiske tider, hvor man har svårt ved at fjerne alle stygge sager og mennesker - kort sagt livet — fra den smagfuldes vej. Det hade man råd til under enevålden. I stedet for livet og sandheden fik man bare det åstetiske, det skbnne at se. Beklageligt er det, at enevåldens åstetik lever endnu i store krese af befolkningen. Og upraktisk og pinefuldt. Man kan jo ikke i en demokratisk tid tilfredsstille denne eksklusive indstil­ ling. Men er det beklageligt, så er det også forklarligt. Det er ikke så lange siden, enevålden faldt. Det tar sin lange lange tid at åndre traditionen også på smagens område. Og vi har forst i disse år haft noget andet at byde på i ingeniørkunsten og arkitekturen, noget som viste en ny skonhedsglåde i sam­ klang med demokratiet. Der er opstået en demokratisk åstetik, hvorom der ganske vist står stor strid, men der er ingen tvivl om, at den vil slå igennem også i den store befolkning med tiden.

26

Kubismens astetik. Dens tilblivelseshistorie er interessant, for den viser noget om inspirationerne mellem kunstarterne. Det er blandt andet arki­ tekturen som gennem funktionalismen har fort den nye astetik frem, men dens udspring er malerkunsten. Allerede i 1912 viste sig de forste spirer til kubismen. Det blev en epokegørende be­ givenhed. Starten var yderst eksklusiv. Bare et fåtal mennesker omkring tre fire franske kunstnere begreb at det var en ver­ denssensation. Med tiden fik kubismen stor betydning for den moderne malerkunst fordi den flyttede tyngdepunktet fra mo­ tivet og skildringen over til selve kunstvårket. Men storst social betydning fik kubismen gennem sin revolutionåre indflydelse på arkitekturen, le Corbusier er som bekendt både maler og arkitekt og med ham i spidsen slog funktionalismen igennem over hele den demokratiske verden. Brugskunsten blev påvir­ ket i samme retning, klådedragten, reklamen, teatret, hele den synlige verden blev så radikalt forandret i sin astetik, at man i hver butiksudstilling idag kan se de klare eftervirkninger af kubismen. Storre dstetisk horisont. Nu kunde man frygte, at dette bare var en ny mode, men ser man efter, forstår man at funktionalismen var og er mere. Der er sket en udvidelse af den astetiske horisont, og det er af den aller storste betydning for udviklingen videre frem af demo­ kratiets kulturliv. Det vilde efter min formening ganske enkelt ikke kunde la sig gore at gennemføre et demokrati uden en demokratisk kultur. Og der vil ikke kunne gennemfores en de­ mokratisk kultur uden en radikal udvidelse af den traditionelle astetiske horisont fra enevålden. Skonhed er et behov for mennesket. Man kan leve uden, men livet biir rigere gennem skonhedsoplevelsen. Er det da ikke naturligt, at man har flyttet grånsepålene, at man har fjernet det luksuose ved skonhedsglåden og gjort hverdagen skbn? Nu kan man jo mene, at det aldeles ikke er lykkedes. Man

27

II

■

kan sige, at de moderne huse er fattige kaserner, som man må våre pervers for at se nogen skbnhed i. Det syn på sagerne har jo nogen, og sikkert er det, at vi ikke er kommet mange meter frem på demokratiets kulturbane endnu. Men denne irritation på funktionalismen hidrbrer oftest fra at man endnu lever i baroktidens trange åstetiske horisont. Man må ha våret igennem det nye, man må ha set skbnheden ved det for at kunne sbge videre frem mod de nåste og mere demo­ kratiske skonhedsvårdier. Hvor mange har set den skbnhed! Ikke så mange, som man skulde tro efter antallet af funktionalistiske arkitekter.

Punkis. Sagen er jo, at jeg her har fremstillet et slags idealbillede af funktionalismen. Foruden at den varsler en ny stor stilepoke, demokratiets, er den også en mode, som man eftergor, for nu er det moderne. Der er bygget meget dårlig funkis, men endda tror jeg aldrig vi kommer tilbage til den enevåldige åstetik mere. Jeg tror ikke, den dårlige funkis har skadet sagen ude i befolkningen, tvårtom. At en stil slår igennem viser sig jo ved, at selv de talentlbse, dilettanter og landsortens små bygmestre og håndvårkere arbejder i stilen. Det som har skadet sagen er den „ytlighed" som det hed­ der på svensk, som mange elegante arkitekter har grebet funk­ tionalismen med. Den har for dem bare våret sidste pariser­ mode, og de har ikke set, at den indebar noget revolutionerende. Her står vi igen ved arkitektens alt for åstetiske indstilling. Også de dyberegående arkitekter får gennem al for megen funkis af god og dårlig art tilslut en dégofit for sagen. De dommer ideen på resultaterne. De glemmer, at kernen er vårdifuld og for en­ hver pris må bevares. Lad os se nånnere på det vårdifulde ved funktionalismen både for ingenibrer og arkitekter. Det kubistiske skbnhedsbegreb er punkt for punkt et modstykke til enevåldens. Hvor enevålden satte pragt, såtter kubismen og funktionalismen enkelhed.

28

Hvor enevålden foretråkker det sjåldne, foretrakker kubismen det udbredte. Hvor enevalden fordrer dyrbarhed, fordrer funk­ tionalismen dkonomi. Til enevåldens overlåsning og horror vacui svarer kubismens renhed og klarhed. Til enevaldens overdrevne forelskelse i det kostbare stof svarer kubismens forelskelse i farven og i hverdagens aller enkleste stoffer. Hvilken af disse to verdner er skbnnest? Der må dog vel fin­ des et fast kriterium mellem skbnt og stygt. Det kan da vel ikke våre aldeles flydende? Jo, for så vidt. Noget kriterium på det skonne findes ikke. Teoretisk og principielt kan ikke opstilles regler for, at marmor er skonnere end tidningspapper, eller om­ vendt, eller at overdreven dekoration er skonnere end det tomme rum - eller omvendt. Det beror aldeles på kultursituationen som igen beror på regeringsformen. For enevalden var den valgte åstetik skonnere end noget andet, for demokratiet må den mod­ satte åstetik våre skonnere end noget andet. Sindet for skbnhed er en funktion af det sociale. Der findes ingen generel og evigt gåldende åstetik.

Kunst kontra åstetik. Vi kan derfor nu belyse relationen mellem kunst og åstetik. Astetiken er den til hver tid gåldende smag, sindet for det skonne og det stygge. Den består naturligvis af nuancer, fra folkets smag op til den eksklusive kunstelskers, men det er bare nuan­ cer. Astetiken var under enevålden stort set den samme for den fattige og rige. De vidste begge, at skbnheden var den her­ skende klasses privilegium. Deri bestod dens politiske kraft. Gen­ nem den politiske udvikling og gennem den derpå folgende kims tudvikling åndres smagen. Kunstens opgave er at andre den åstetiske smag i mere tidssvarende retning. Det kan hånde at udviklingen går baglångs. Da biir det de kunstneres opgave, som vil våre med til reaktionårt arbejde, at påvirke smagen, så den også går baglångs. De andre kunst­ nere får hårde vilkår. Det hånder også, at udviklingen går frem mod stbrre demo29

krati, og da er det kunstnerens opgave at kampe mod den tra­ ditionelle smag, at forsoge at udvide den i mere demokratisk retning. Man kan opstille og definere målet for den demokratiske åstetik: At skonheden biir alles eje, at den biir hverdagens, at den biir en menneskeret, at den for dem som vil se, traffes over­ alt i stort og småt. Det lyder nåsten af for meget. Så skon skal verden vel heller ikke våre? Det stygge har vel også sin ret, om ikke for andet så som modsåtning som kern fremhåve det skonne. Der er naturligvis ingen risiko for at verden bare skal blie skbn. Der er draget omsorg for, at tråeme ikke vokser ind i himlen.

Smagen og opgaven. Men dertil kommer det vigtigste af alt. Eftersom åstetiken mere og mere nårmer sig dette demokratiske ideal, falder skonheden og sandheden sammen til et. Åstetik er bare smag, individets smag såvel som samfundets smag. For så vidt indgår den herskende åstetik som et vilkår mellem opgavens mange andre, men et vilkår som vi ikke be­ hover at godta ukritisk. Vi kan påvirke det og åndre på det til gavn for den sluttelige losning. Det kan vi jo i sig selv også gbre for de andre af opgavens vilkår. Når arbejderklassen forhbjer sin levestandard i gode tider, så åndres vilkårene for tek­ nikeren som skal bygge hus for arbejderklassen. Når befolk­ ningen gennem påvirkning slipper noget af sin sociale ambition, så forbedres vilkårene for tekniken. For 15 år siden stillede den danske arbejder absolut det krav, at facaden skulde våre fin og pyntet. Han forlangte at trappen skulde våre herskabelig. Han kråvede en salon, hvor hans bedste mbbler skulde stå, men den skulde bare tråde i funktion et par gange om året, når der kom gåster. Han kråvede, at denne salon skulde ligge mod ga­ den, så man ude fra kunde se, at her bor et anståndigt menne­ ske. Om den så fik al solen, og han og hans kone og bom skulde leve i hverdagsrummet mod nord hele deres liv, gjorde

=

30

i

ingenting. Han kråvede stuk og udstyr, men han kråvede alde­ les ikke et fornuftigt indrettet kokken eller et soverum med sol og plads, eller noget så fint som et rum til bomene, eller endnu finere et rum til bom af hvert kon. Nu kalder vi dette sodal ambition. Men det er jo ganske tydeligt dstetik. Det er enevåldens åstetik, en pråds kopi af de rent åstetiske krav man på solkongens tid stillede til slottet. Så lange har denne åstetik levet! Det er således ikke bare teknikerens opgave at hitte balan­ cen mellem opgavens vilkår. Han må også interessere sig aktivt for, at vilkårene andres og forbedres. Astetiken er ikke, som kunsten er det, et vårktbj, en metode. Den er et vilkår, en hin­ dring for opgavens bedst mulige losning. Man kan komme frem gennem at byde befolkningen på en anden mere fremskreden åstetik, end den herskende. Det er det, som er sket med funktio­ nalismen. Og det er det som hånder mange gange, når arkitek­ ten såtter sin åstetiske smag op mod bygherrens.

Kunstens mål. Men det må stå klart, at grånsepålene snart skal flyttes igen. Det vilde våre klogere af arkitekten, om han i stedet for hvert decennium at svårge til sidste mode på det åstetiske, åbent be­ greb, at kunstnerens kamp er en kamp mod astetiken og for sandheden. Det lyder kanske underligt. Har kunsten ikke altid haft skøn­ heden som ideal? Nej, ikke i nogen forstand. Den har sand­ heden som ideal. Vi taler ganske vist om harmonien som ideal, men vi ved jo fra videnskaben, at sandheden i sit våsen er har­ monisk. Sandheden er harmoni. Det ser vi på Einsteins relati­ vitetsteori så vel som på Kepplers lov og al anden videnskab. Sandheden indebårer altid den skbnhed, at den er harmoni, men skønheden behover aldeles ikke våre sand. Er den ikke sand, kalder vi den åstetik. Så er den bare en overgang, et tidsfånomen. Kunstens mål er ikke skonhed. Det fremgår klart ved et blik på literaturen. Af den vil man i dag end ikke fra populår side 31

krave skonhed. Man vil krave sandhed. Malerkunstens mål er heller ikke skonhed, men det har man forst nu begyndt at for­ stå. Det store publikum kraver endnu den dag i dag skonhed af malerkimsten. Det samme galder arkitekturen. Det er endnu ikke muligt at afdisputere publikum, at arkitektur skal våre skon. Det er ganske enkelt et uafviseligt vilkår i ojeblikket fra publikums side, og det er overordentlig skadeligt for bygnings­ kunsten. Men hvorfra er da denne misforståelse kommet, at kunstens mål er skonhed? Den er kommet fra enevålden, og ulykkelig­ vis lever den endnu. På enevåldens tid var skønheden et natur­ ligt politisk vilkår. Den indgik i den politiske propaganda. På samme vis kan vi i dag henvise skønheden til reklamens og modens og affårslivets verden, hvor den gor sin merkantile nytte. I kunsten er skønheden altid et biprodukt - ofte et af­ faldsprodukt.

Hvad vi har lårt af krigen Foredrag i Lund 15 - 3 - 1945.

Jeg ved ikke om det går andre foredragsholdere som det altid går mig når jeg får opgiet titlen. Forst er jeg begejstret men efterhånden som det nårmer sig får jeg lyst til alle mulige andre titler. Hvad har vi lårt af krigen? skal jeg tale om men der står jo ingen organisation eller politisk parti bag mig så jeg kan bare svare for hvad jeg selv har lårt. Kanske vilde jeg hellere sige sådan: Hvad har jeg fået bekråftet af krigen! Formår mennesket overhovedet at låre noget? Visse tegn tyder på at denne kunst ikke er synderlig udbredt og det kan både våre ondt og godt. Det er beklageligt at mennesket så dår-

= E

32

■ I

ligt formår at låre af historien ti kunde vi den kunst var der vel aldrig blevet nogen krig. Men det er på den anden side be­ hageligt at vi ikke kan og ikke skal låre af hver ny verdenssitua­ tion og derpå bytte livsanskuelse. Det er der jo nogen som gbr. Det er denne sørgelige farce vi ser en del nazister og alle oppor­ tunisterne udfore. Da det så ud som Tyskland vilde sejre var der så meget fornuftigt og vårdifuldt ved nazismen. Nu er man i fuld gang med at orientere sig mod Rusland. Den som altid har haft sympati for Rusland kan vel tillade sig at sige at denne ny­ orientering ikke moralsk er mere vård end for Nazityskland i sin tid. Men naturligvis skal enhver - om han så er nazist - ha lov til at erfare og blie klogere. Men det hade bare våret mere sym­ patisk om nogen nazist var sprunget fra dengang Tyskland stod stårkt. Og dertil kommer at en mand som har våret nazist efter min erfaring må våre til en side åndelig set mere eller mindre. Som modsåtning vil jeg nåvne Christmas Moller. Jeg tilstår min beundring for at han på et tidspunkt hvor det langt fra var uden risiko hade mod til at orientere sig mod venstre. Faktisk hade jeg mest lyst til at åndre foredragets titel til den mere betydningsfulde og indholdsrige: Hvad kan vi låre af kri­ gen? Så biir der meget at tale om! Det fbrste vi kan og må låre er at der findes to slags klog­ skab: konjunkturklogskab og livsanskuelse. Konjunkturklogska­ ben fblger bare opportunistisk med strommen og det gor den vårdilds og uanståndig. De folk som roede den vej da nazismen stod hojt ror nu på returbillet og de er kompromitterende. Den rent menneskelige klogskab derimod ser alle begivenheder i sin håderlige livsanskuelses spejl og finder ingen grund til at revi­ dere noget hvad enten det er modvind eller medvind for nye alvorlige erfaringer tvinger dertil. Det er et faktum at de fleste alvorligt tankende mennesker bare har fået bekråftet deres livssyn af krigen. De har på sin vis ingenting lårt. De konservative var for 9. april for det stårkest mulige militåre beredskab i Danmark og de mener at kri33

gen har bekråftet dette syn. Vi skulde ha forsvaret os den 9. april. Andre danske som efter Horup mener at et sådant for­ svar vilde våre nytteldst henviser til Polen Holland Belgien og Norge samt til Englands udtalelser inden 9. april om at hjalp derfra ikke kunde forventes og ser deri et bevis for at de har ret. Nationalt indstillede mennesker begejstres over den nationale samling i Danmark under okkupationen. Modstandere af natio­ nalismen vil derimod påstå at den er skyld i krigen og at hele nazismen byggedes op på nationalisme. Konservative menne­ sker vil ha lårt af denne krig at for 9. april var den danske be­ folkning regeret af et socialdemokratisk-radikalt ministerium. Den var materialistisk og uden respekt for andet end sine egne interesser. Men okkupationen vakte den til dåd. Den kastede al materialisme og uenighed og stod samlet om Gamle Danmark. Dertil vil jeg svare at her er i hver fald noget jeg har lårt et håb jeg har fået bekråftet og en ångstelse som har vist sig ugrundet: Det har vist sig at to folk som det norske og danske trods årelang materialistisk indstilling dog blev frontkåmpere for friheden fuldt så vel som Titos partisaner. Jeg kan ikke se dette som en sejr for konservatismen men som et nederlag. Man har jo pråket at en politik med centrum i levestandarden bdelae folkets moral. Folket blev uden „råg i ryggen". Nu ved vi med sikkerhed at vi for fremtiden kan fore en rent materialistisk politik hvor hvert menneske bare kåmper for sine levevilkår sin levestandard og sine mest egocentriske interesser og dog vil vi med sikkerhed vide at enhver i farens stund forvandler sig til patriot partisan og frontkåmper og er rede til at ofre sit liv for frihedens sag. Dette tror jeg flere end jeg har lårt af krigen. Christmas Mol­ lers udtalelser viser at store dele af det konservative parti også har lårt det og dermed vender konservatismen selv nederlaget til sejr og udvikling. Det er ikke konjunkturklogskab. Det er ud­ videt livsanskuelse og derfor noget vårdifuldt som er håndt i dansk politik. Men hvad har vi liirt af krigen? har jo to sider. Hvad har vi 34

■

lårt af godt? Og hvad har vi lårt af ondt? Det har vist sig yderst let at forvandle en materialist som bare tånkte på flaskesteg om sondagen smor på brodet og fem ore mere i timen til en førsteklasses frontkåmper. Nu skal vi snart forvandle denne frontkåmper til et demokratisk indstillet hverdagsmenneske. Dette biir nok uendelig mange gange besvårligere. Man kunde derfor satte som undertitel på foredraget: Hvordan skal vi undgå at låre det dårlige af krigen? Hvordan skal vi udslette krigens ulykkelige spor i folkesjålen? Og det er ikke bare krigens spor - det er først og fremmest nazismens vi har at kampe imod. Må jeg komme med et femte eller sjette forslag til en titel: Hvad har vi glemt at låre af krigen? Jeg tror vi har glemt at låre hvad nazisme er. Mange menne­ sker anser nazismen for slut når krigen er slut men der kan ikke tånkes nogen sbrgeligere vildfarelse. Det er min frygt at den vil blomstre op efter krigen. Nu må man ikke misopfatte denne fare. Det er ikke nazisterne vi behbver frygte men nazismens infektion på hele verdens befolkning. De nazister som biir til­ bage vil våre dode hvad enten de er hångt eller tiet ihjel. Det farlige er at vi selv alle er blevet inficeret med ideologien. Det ligger når at tånke på jbdeproblemet. For krigen var der ingen ordentligt menneske som nogensinde tånkte over om en dan­ sker var jode eller ikke jode. Nu griber man sig selv i dette idi­ otiske konstaterende. Det er lykkedes Hitler at rejse jodeproblemet så det vil koste mange år inden det atter er lagt bort. Jeg mindes da forfatteren Otto Gelsted skulde ha sin bog ud: Joderne i Husaby hvordan han blev advaret fra jbdisk side mod titlen og han måtte da svare at bogen handler om den jodiske flugt fra Danmark og jodernes problem og han vilde ikke tillade at herr Hitler blandede sig i hans bogtitel. Deri hade han jo ret. Vi kan ikke efter Hitler har rejst sagen tie den ihjel. Nazismen vil ikke do med freden trods de allieredes krav om uvilkårlig kapitulation. End ikke dette krav er tilstråkkeligt til at den tabende dog ikke influerer afgørende på fredsbetingelseme. Krig tvinger altid til at overta modstanderens metoder. 35

Og det er så paradoksalt at denne krig som har våret en kamp mod en verdensanskuelse nu i hbjeste grad bringer den sejrende i fare for at overta det meste af hvad han kåmpede imod. Eksemplerne er mange. Det var Hitler som indførte det brud med romerretten at mennesker kan straffes efter love som ikke eksisterede da de begik lovovertrådelsen. Nu indforer de sej­ rende lande dødsstraf for forbrydelser som blev begået da der ikke fandtes dødsstraf. Krigsforbryderne vil blie behandlet efter paragrafer de ikke har haft og ikke kunde ha kendskab til da de begik deres forbrydelser. Det kan sikkert ikke våre ander­ ledes men vi må ikke glemme at dommer vi krigsforbryderne efter love med tilbagevirkende kraft for at tilfredsstille folkets håvntbrst (eller retsbevidsthed kaldes det jo) så får virknin­ gerne deraf fremadvirkende kraft i folkets retsbevidsthed. Og vi skal jo atter engang til hverdagen og ret og rimelighed. Det var Hitler som indarbejdede herrefolksteorien og gjorde jo­ derne til en mindrevårdig race. Vi ved at dette raceteoretisk er det argeste dilettanteri og peckoralisme. Det var Hitler som talte om rent arisk blod og vi ved at det ikke findes og at blods­ blandinger gir det mest fremragende menneskemateriel. Nu da det nazistiske Tyskland under Hitlers diktatur har begået et utal afskyvårdige forbrydelser overtar vi hans teori om herrefolk og slavefolk men nu er det tyskerne som er mindrevårdige og afsky vårdige og alle os andre som er herrefolk hojt håvet over denne sadistiske og forbryderiske nation. Det er vores eneste forklaring på nazismen at den er uforklarlig og bare kan hen­ føres til et folks nedarvede galskab. Jeg tånker på udmårkede fredelige damer af mit bekendtskab som under normale omståndigheder dårligt nok kan slå en flue ihjel og som nu svålger i den tanke at få lov at se 10 20 tyskere blie langsomt pint ihjel. Det er dog med smerte og pine man ser fredelige nord­ boer blie forvandlet til hylende vilddyr af Hitler. Men det er vel også et bevis for at det ikke er så uforklarligt og besynder­ ligt at fredelige tyske småborgere har kunnet forvandles til ly­ dige redskaber i Hitlers hånd når selv vi hans modstandere kan

36

blie sadister og nazister i kampens hede. Vi har i den kommu­ nistiske forfatter Ilja Ehrenburg et udmårket eksempel på hvor­ dan Hitler har kunnet nazificere sine modstandere. Nåsten hvert brol som udgår af hans mund påminder om Hitlers propaganda. Det er derfor med glade og fortrøstning jeg ser han i nogen grad er blevet desavoueret af Moskva. Man må ikke misopfatte mine ord som dikteret af medliden­ hed med tyskerne. Jeg har ikke mere medlidenhed med dem end med alle mennesker i verden og vi har brug nok for vores medlidenhed til nazismens ofre. De modbydelige forbrydelser nazisterne har begået mod menneskene må nødvendigvis gore at tyskerne selv kommer tilslut hvad angår medlidenhed. Nej jeg tanker forst og fremmest på os selv - hvordan vi skal undgå at blie nazistisk inficeret. Det var også Hitler som indførte den nationale enighed og afblåste klassekampen så vel som konskampen. Nu har vi under krigens år levet i såkaldt national enighed men der er dog grun­ det håb om at den snart afløses af den dybtgående uenighed mellem partierne som er demokratiets absolutte fundament. Men mange mennesker har set det som en lykke og velsignelse med denne nationale enighed. Det er noget Hitler har lårt os. Det er ingen lykke men en ulykke. Det var Hitler som hittede på de store hensynsløse folkefor­ flytninger som nu overtas af de allierede i Ostprbjsen Pomme­ ren og kanske også Sønderjylland og Rhinprovinseme. Nemesis! Nej lad det ikke våre nemesis for dermed overtar vi atter na­ zismens håvnprincip. Kanske er folkeforflytninger nødvendige men det farlige ved det hele er at folkesjålen forgiftes ved at vi overtar punkt for punkt af den nazistiske ideologi. Dette må vi samle al kraft på at undgå. For tiden samler man mere al kraft på at få afstraffet krigs­ forbryderne og jeg tor ikke påstå at det kan gøres anderledes end det biir gjort. Sikkert er det nødvendigt for folkets rets­ bevidsthed men det er ikke tilstråkkeligt. Kan det aflede til­ fredsstille og borteliminere hadet har det naturligvis gjort sin 37

store gavn men det har man ingen sikkerhed for. Om man da kunde vende resten af hadet ikke mod de små medlbbere men mod nazismen som ide i alle dens afskygninger vilde meget våre vundet. I dette principielle had kunde man med mindre risiko ta alt med - også nazismen i sit eget sind - uden at risikere uoprettelige justitsmord med efterfølgende martyr­ glorie.

Hvad er nazisme? Det er ikke noget specielt tysk. Det er ikke opfundet af Hitler. Det er ikke noget umenneskeligt dyrisk selvom det har giet sig umenneskelige og dyriske udtryk. Disse umenneskeligheder er ikke fremmede i historien helt op til nutiden. Men nu har denne østrigske malersvend gjort os den tjeneste at samle en perlerad af reaktionåre fånomener og intolerance under navnet nazisme. Lad da det vi har lårt af krigen først og fremmest våre at vi genkender nazismen hvordan den end stikker frem. Det centrale ved nazismen er at den lågger centrum udenfor mennesket i de mystiske begreber race og stat. Heri adskiller den sig afgørende fra kommunismen. Nazismen anerkender ikke menneskets selvbestemmelsesret og bruger tvang — misbru­ ger sin magt - overfor anderledes tånkende. Heri vil man se en parallel med kommunismen i Rusland og det er i hvert fald sikkert at man der bruger magt i givet fald. Nazismens herrefolksteori og racehad må ses i sammenhång med race- og statsdyrkelsen og med imperialismen. Den mod­ svarer aldeles de hvides opfattelse af sig selv og negrene i Amerika. Men ingen af os kan sige os helt fri for letsindige race­ teorier. Hvor mange vil betingelsesløst anerkende at jodernes egenskaber ikke er medfbdte men gennem et par tusen år på­ tvunget dem gennem ikkejbdemes herrefolksteorier? De som vil anerkende dette har dermed også indrømmet at tyskernes egenskaber ikke er medfbdte men opstået af historisk tvang. Nazismen anvender tortur ganske som man i Amerika bru-

i

I

38

!

ger tredje grads forhor. Nazismen har dog begået langt storre grusomheder end det amerikanske politi men ikke storre end kristendommen under sin kamp- og magtperiode. Man kan ikke domme en livsanskuelse som umenneskelig bare fordi den bruger tortur uden at man også må kalde kristendommen umen­ neskelig i en lang epoke. Nazismen skiller mellem kbnnene og henviser i fredstid kvin­ derne til kirche kinder og kiiche. Men hele den europåiske kultur har bare under protest giet kvinderne de fbrste menneskerettig­ heder. Nazismen hviler på en hensynslos statspropaganda som be­ gynder med barnet og i dette ser man en parallel med Sovjet­ unionen men man glemmer at se en parallel med den kristne kirke som tillader sig at hverve proselyter til livsvarig indmel­ delse blandt mennesker som er 14 dage gamle. Ingen propa­ gandistisk tvang er større end kirkens ingen autoriseret propa­ gandaapparat med kirker klokkeringning skoleundervisning og radioudsendelser mere privilegeret gennemgribende og hensyns­ los t. Mener man at dette stykkevise bevis for at nazismen ikke er noget nyt er utilstråkkeligt kan jeg henvise til den ortodokse jodiske religion som punkt for punkt indeholder den nazistiske herrefolks teori fiktionen om blodets renhed og forbudet mod raceskåndsel. Hitler har lånt instrumentet fra det forfulgte folk! Hvor tragisk er ikke denne nemesis! Men for den som ikke aner­ kender havnens vård er den bare tragisk. Ingen ortodoks jbde vil blie mindre ortodoks af forfølgelserne Hitler har udsat ham for. Ingen assimilerende jbde vil blie mere assimileret. Ulykke­ ligvis der er ikke kommet det mindste gode ud af Nemesis. Dette skulde vi ikke glemme når vi ellers tror at Nemesis over tyskerne vil bringe gavn. Jeg tror at vi kan fore parallelen videre. Ty­ skerne biir 1900tallets forfulgte folk. Vi er igang med at skabe et nyt jbdeproblem for de nåste 2000 år. Men nazismen vil fbrst og fremmest leve videre i os selv og omkring os i alle lande. Den er ikke noget nyt og den kan ikke 39

i

afskaffes men den kan bekåmpes og begrånses om man bare forsbger at forstå dens reaktionåre vasen. Det bedste middel imod den er opfostringen til demokrati men også her ligger faren i at de nazistiske metoder allerede findes i opfostringen og det vil fordre kamp at få dem udryd­ det af pådagogiken. Skolen er faktisk det eneste sted hvor vi den dag idag bruger gidselsystem. Man afhorer bbmene om hvem som har tegnet karikaturen af låreren på tavlen. Om den skyldige ikke melder sig må alle blie på skolen en time til. Dette er angiveri- og gidselsystemet i funktion under demokratiet! Långere er vi ikke kommet frem. En ny pådagogik må bygge på friheden og mennesket: Den må ikke lågge centrum udenfor mennesket i gud eller staten. Den må ikke forherlige nationen racen eller det ene kon. Den må ikke fordre disciplin for disciplinens skyld anvende tvang for tvangens skyld eller bve tortur. Man skulde anse det for rimelige krav til en demokratisk skole men der er langt igen. Vi må opbygge denne skole om vi vil nazismen tillivs. Ellers tror jeg den vil blomstre stårkere endnu efter krigen. Man taler om omskoling af de slagne ty­ skere men også det kan bare ske på demokratisk grundlag. Derved risikerer vi sikkert at enkelte tyskere vil fastholde deres nazistiske overbevisning. Anvender vi tvang og gor dem til slavefolk risikerer vi at 'flertallet biir nazister. Mit syn på hvad vi har lårt hvad vi må låre og hvad vi ikke bor låre af krigen er kort sagt: De nordiske patrioters kamp har lårt os at vi kan bygge et samfund op på materialistisk fundament uden at det bedste i folkekarakteren går tabt. Det ligger i krigens våsen at de sej­ rende må gribe til modstanderens metoder. Derfor vil nazismen få en blomstring i de sejrende lande og det er lige så vigtigt at bekåmpe nazismen hos os selv som at afstraffe krigsforbry­ derne og afsatte nazisterne. Opfostring til demokrati må både for det sejrende Tyskland 40

og de sejrende lande betyde samme fri demokratiske pådagogik. Vi kan ikke lare noget som helst af nazismen og ikke bruge en eneste af dens metoder i opfostringen uden at svigte demokratiet. Hitler har gjort demokratiet en stor tjeneste: Han har samlet en rad af reaktionåre fånomener under betegnelsen: nazisme. Men fånomeneme har altid eksisteret mere eller mindre og vi må samle os til kamp imod dem når krigen er slut om vi ikke vil risikere at de atter organiseres og kaster verden i ny ulykke. Jeg onsker at understrege at mine ord af velvillige sjåle kan­ ske kan misforstås som et forsvar for nazisterne. Det er natur­ ligvis fordi en forklaring af nazismen gor den til en menneske­ lig forbrydelse i stedet for en umenneskelig og uforklarlig. Mine ord er ikke et forsvar for nazisme og nazister men et alvorligt angreb på alle nazismens såkaldte modstandere som ikke har forstået hvad nazisme er og at de selv er påvirket af den.

Frihed med eller uden rabat? Social-Demokratens kronik 9 - 9 - 1945.

Det første man gør efter at en katastrofe er afviklet er at søge at forhindre den næste. Det er derfor naturligt at demokratiets folk er fuldt beskæftiget med at finde ind til aarsageme for det skete og bruger al fantasi til at forestille sig hvor en fremtidig nazisme vil sætte ind og hvordan vi bedst afværger dens angreb. Derunder maa ogsaa den gamle grundtvigske kongstanke om ubetinget frihed gøres til genstand for ny prøvning. Det er klart at demokratiet ikke kan være forpligtet til at sørge for sin egen undergang med fuld musik. Professor Jørgen Jørgensen har i Frit Danmark skrevet en 41

I

I

lærerig artikel „Demokratiet har ret til at forsvare sig" hvori han hævder at denne ret ikke bare gælder ydre men ogsaa indre fjender. Derfor maa den gamle ubetingede frihed erstattes af en frihed betinget af at man ikke vil omstyrte demokratiet: „Demokratisk Frihed er ikke Frihed til hvadsomhelst, men blot Frihed til hvadsomhelst, der er foreneligt med Opretholdelsen af de demokratiske Goder." I den smukkeste artikel jeg har læst efter krigen om folke­ styret „Nazismens Arv" (Politikens kronik 2. sept.) tilslutter Mogens Fog sig helt det Jørgen Jørgensenske standpunkt næ­ sten med stærkere ord: Der rejser sig Røster imod et Forbud mod nazistisk Virk­ somhed under den gamle Devise: Frihed for Loke som for Thor. De, der staar paa dette Grundlag, var med til at bringe vore demokratiske Rettigheder i Fare, fordi de tillod deres Fjen­ der at vokse sig stærke. Og den Svaghed maa ikke gentages. Som man ser anviser Mogens Fog ikke alene den betingede frihed som den eneste farbare vej for demokratiet i fremtiden man lægger ogsaa et medansvar for det skete paa dem som stod og staar paa det gamle standpunkt om ubetinget frihed. Paa mig virker Mogens Fogs og Jørgen Jørgensens stand­ punkt ikke gennemtænkt tilbunds selvom det sikkert i dag har størstedelen af befolkningen bag sig. Vi har jo haft et demokrati hvor endog dannelsen af nazi­ partier var lovlig. Lad os undersøge hvad denne ubetingede frihed betød for begivenhederne før omkring og efter den 9. april. Betød den at vi uden at vide det ernærede en gøgeunge i den danske rede som ved første lejlighed skubbede os andre ud i ulykken? Nej tvært imod. Den ubetingede politiske frihed i Danmark betød at vi hele tiden hade kontrol med omfanget af den nazistiske bevægelse. At vi ikke vilde eller kunde forstaa den advarsel der laa deri kan aldrig skyldes paa den gennem­ førte politiske frihed. Videre betød det at vi trods det tredje riges vældige naboskab kunde skrive frit om faren og ikke bare gøre opmærksom paa den hjemlige nazisme men ogsaa paa

42

III1

i'

femte kolonnes hemmelige livsfarlige organisation flere aar før 9. april. Hade vi dengang haft betinget frihed i stedet for ube­ tinget kunde det offentlige med vægtige argumenter ha forbudt aaben tale som en direkte udenrigspolitisk fare for det danske demokratis bestaaen. Det maa ikke glemmes at saa snart man erstatter ubetinget frihed med betinget vil det altid blie det offentlige - regeringen og domstolene - som til hver en tid for­ mulerer betingelserne for friheden og indskrænkningerne i den. Dermed er en farlig magt lagt i de ledendes hænder og det var det de gamle demokrater netop vilde undgaa. Derfor gjorde de friheden ubetinget. Det er hvad vi nok vilde ha tabt hvis vi allerede dengang hade forbudt nazismen. Men hvad vilde vi ha vundet inden 9. april ved en betinget frihed med paafølgende forbud mod nazistiske partier? I stedet for Frits Clausen som den uduelige leder af et hold aabenlyse kværulanter vilde vi sikkert ha faaet en underjordisk bevægelse omfattende folk fra adlen og industrien med en frem­ ragende jurist som stiltiende leder. Vi vilde simpelthen ha for­ budt nazisterne at dumme sig og kompromittere sig offentligt. Vi vilde ha afskaaret de andre politiske partier fra at sætte dem paa plads. Vi vilde ha sikret dem arbejdsro til konspirationer under jorden i stedet for at faa dem frem i lyset. Noget lignende skete forøvrigt parallelt med den officielle nazisme for det kan jo ikke forbydes folk at afholde møder i deres dagligstuer om „hvad der er bedst for Danmark" men det fik ingen betydning. Nazismen hade uhjælpeligt kompro­ mitteret sig selv. Dertil maa føjes at et forbud mod politisk nazisme vilde ha tvunget de folk som nu kunde lufte deres overbevisning offent­ ligt og som derved blev isoleret — til at sive ind i de lovlige poli­ tiske partier og øve deres indflydelse dér. Et forbud vilde ha medført konspiration og forløjethed i det politiske liv i stedet for offentlighed og klarhed. Farligere var det naturligvis at der sad nazister i administra-

43

tion og retsvæsen. Men et forbud mod partiet vilde ikke ha hindret disse mennesker i at havne i en overbevisning som til den grad har vist sig at være naturlig for dem. Det vilde bare ha hindret os andre i at udpege en Popp-Madsen eller dommer Junior eller professor Wanscher i rette tid. Hvad skulde der være vundet derved? Retfærdigvis maa vi ogsaa undersøge nazistpartiets strate­ giske betydning for tyskerne den 9. april. Tror nogen at den vilde ha været mindre hvis vi hade haft forbud mod partiet? Vi hade saa vidt jeg ved dengang forbud mod spionage og femte kolonne men den slags forbud plejer ikke at gøre større ind­ tryk paa spionerne. Tror man at tyskerne ikke vilde ha besat Danmark den 9. april hvis vi hade haft forbud mod nazist­ partiet? Tror man at besættelsen vilde være blevet besværliggjort af et saadant forbud? Eller er det ikke rimeligere at anta at det var til afgørende gavn for Danmark at baade tyskerne og vi nøjagtigt kendte nazismens perifere udbredelse her i landet? Idet vi maa slaa fast at ethvert middel til styrkelse af demo­ kratiet fortjener den alvorligste overvejelse saa maa det alligevel paalægges dem som foreslaar dette indgreb i demokratiets idé at de bare paa en eller anden maade sandsynliggør at der vindes noget for demokratiet derved. Det staar for mig som man med største højtidelighed er ved at kaste den brønd til som barnet ikke er druknet i. Jeg nærer dyb ærbødighed baade for Jørgen Jørgensen og Mogens Fog og betvivler ikke at deres syn er baaret af det oprigtigste ønske om at tjene demokratiet bedst muligt. For mig var Mogens Fogs kronik i den henseende en særlig ople­ velse. Jeg har derfor ogsaa gjort mig mest mulig umage for at forstaa dette synspunkt om betinget politisk frihed hvormed han slutter sin artikel. Da jeg ikke kan faa det til at rime med de begivenheder som nu er historie maa jeg afvise angrebet paa det gamle ubetingede demokrati for at ha tilladt fjenden at vokse sig stærk. Tilbage biir fremtiden. Maaske mener man at det vi klarede den 9. april fordi nazismen ikke hade noget

44

T tag i den danske befolkning vil vi ikke kunne klare næste gang efter at infektionen har virket. Maaske er det derfor man læg­ ger saa stor vægt paa at udrensningen føres tilbunds — fordi man ser en fare for demokratiet i at der sidder nogen som helst samarbejdsfolk tilbage. Men selvom dette er rigtigt opfattet af mig og rigtigt i sig selv kan det ikke berettige til at kalde begivenhederne efter 5. maj demokratiske. Deri er der vel ingen ulykke. Hvorfor ikke er­ kende at nazisterne har tvunget os til en række operationer som ikke har noget med demokrati at gøre men som ikke des mindre maatte gøres før vi kan komme til demokratiet? Paa mig virker forslaget om betinget politisk frihed som et overflødigt forsøg paa at retfærdiggøre en række begivenheder som ikke behøver retfærdiggøres med at de var gjort i demokratisk aand. Da man ikke kan faa begivenhederne til at passe til demokratiet, klipper man hæl og taa af demokratiet for at faa det til at passe til be­ givenhederne. At der er en folkestemning i dag for indskrænkning af den politiske frihed maa vi under ingen omstændigheder la os be­ snære af. Stemningen i landet er mindre demokratisk end nogen­ sinde. Det har sin naturlige forklaring og man skal ikke ta tungt paa den sag. Men vi kan ikke hos folkestemningen for tiden hente værdifulde forsvarsmidler for demokratiet. Professor Jørgensen fremsætter imidlertid andre argumenter for sin tanke. Han gennemgaar folkestyrets to bærende ideer: lighed og frihed og gør opmærksom paa at forøget lighed nød­ vendigvis maa medføre mindre frihed. Vi kan ikke gennemføre økonomisk demokrati uden Stærke 'indgreb i den økonomiske frihed. Med andre ord: Den paastaaede betingelsesløse frihed er i forvejen indskrænket af hensyn til størst mulig lighed og den maa nødvendigvis blie indskrænket endnu mere hvis vi vil nærme os det økonomiske demokrati. Derfor synes det ham urimeligt at vi doktrinært holder paa ubetinget politisk frihed naar vi som han mener kan opnaa at sikre demokratiet ved en fornuftig indskrænkning.

45

Jeg tror at der her spilles paa to begreber som om de dæk­ kede det samme: Tænke- tale- og trykkefrihed paa den ene side og handlefrihed paa den anden. Demokratiet har aldrig kunnet tillade ubetinget handlefrihed. Den har altid været ind­ skrænket til at gælde handlinger som ikke skader andres beret­ tigede interesser. Og det betyder at her er der tale om udvik­ ling og mange slags former for demokrati. Berettigede interesser er noget andet i dag end for 50 aar siden. Frihandlen var ikke udtryk for fuldkommen frihed i det økonomiske. Den hvilede paa den hellige ejendomsret som den afgørende indskrænkning. Gaar man til en større lighed overfor ejendomsretsbegrebet maa man gi mindre økonomisk frihed. Derigennem nærmer man sig det økonomiske demokrati. Der kan naturligvis ikke i noget ordnet samfund være tale om ubetinget handlefrihed saa paa dette punkt adskiller demo­ kratiet sig ikke fra nogen anden styreform. Det som skiller er den ubetingede ytringsfrihed. Her er det i demokratiets vitaleste interesse at der er absolut politisk frihed for det er den eneste mulighed for at der i befolkningen kan dannes de rette modgifte mod rabiat og meningsløs udvikling. Det er derfor ikke bare for modstandernes skyld at de skal ha lov at ytre sig frit under demokrati. Det er mindst lisaa meget for demokratiets. Den aabne diskussion og det politiske dagslys kan reducere mangen romantisk og mystisk politik til næsten ingenting mens den vokser i interessanthed og tiltrækning ved at arbejde hem­ meligt. Dertil kommer at jo stærkere vi af sociale lighedsgrunde tvinges til at indskrænke og regulere menneskets handlefrihed des vigtigere biir den ubetingede ytringsfrihed: friheden til kri­ tik af det bestaaende styre. Man skal i det her sagte ikke se nogen „liberalistisk forma­ lisme". Jeg har bare villet paavise at hvis man opgir den ube­ tingede politiske frihed opgir man selve demokratiet. Og jeg har forgæves søgt efter et eneste sandsynlighedsbevis der kunde retfærdiggøre et saadant skridt. Det er livsfarligt at begynde at skære skaar og hakker i demokratiets grundtanke: Enhver bor-

«

i

46 i

gers ret til at sige sin mening frit og med lovlige midler kæmpe for dens virkeliggørelse. Dér har vi indskrænkningen som altid har eksisteret under demokratiet og som ikke er noget skaar i ytringsfriheden og den politiske frihed men i handlingsfriheden. Konsekvensen biir at nazismen ikke kan forbydes i et demokratisk land saa længe den med lovlige midler søger at vinde proselyter for det tvangsog voldsstyre som den anser for bedre end demokrati. Til at kontrollere at den kun bruger lovlige midler har vi politiet og domstolene - i værste fald militæret. Og nu kan man jo nok saa mange gange sige at dette standpunkt er vanvid og selv­ mord - jeg tror det ikke! Jeg tror ikke man holder nogen poli­ tisk retning eller noget samfundsdrømmeri nede ved at forbyde. Det eneste man opnaar ved forbud er at man mister kontrol­ len med det politiske liv og i denne kontrol ligger efter min me­ ning den største garanti for demokratiets bestaaen. Hvis vi ikke tror at folk som helhed vil vælge folkestyret med hvilken ret kan vi da paadutte dem det og endda kalde os demokrater? Det er muligt at nogen forestiller sig det kan lette politiets arbejde hvis der udstedes generelt forbud mod partier som man kan frygte vil gribe til kup i givet fald og ikke vente til magten tilfalder dem ad parlamentarisk vej. Jeg bror det ikke. Men man kan i hvert fald ikke sætte det demokrati man vil redde ud af funktion paa et afgørende punkt for at lette poli­ tiets kontrol. Det forundrer mig at man viger tilbage for denne konsekvens som for mig staar som ufarlig ved siden af enhver indskrænk­ ning af ytringsfriheden. Naar en anden stemning blæser over landet om et par aar forbyder man maaske kommunistpartiet - eller Dansk samling hvis det eksisterer saa længe og til den tid har hittet ud af hvad det vil. Modstandere af disse partier vil maaske i dag anse det for storartet om de kan forsvinde ved lov ved lejlighed. Men det biir ogsaa døden for demokra­ tiet selv. Det er et direkte laan fra det totalitære system at man afskærer al kritik af det bestaaende gennem forbud. Det

47

I

ilt

il

I

er klart at et saadant totalitært demokrati er langt at fore­ trække og gir langt større frihed end for eks. nazismen men vi er uden sikkerhed for at siddende regeringer maaske under tryk af kriser og vanskeligheder finder det rigtigst yderligere at indskrænke friheden stadig under folkestyrets tegn og stadig ud fra den farlige betragtning at ethvert parti som kritiserer det bestaaende styre er folkefjendtligt og efter den grundlovs­ ændring som maa til derfor kan forbydes. Demokratiet kan efter sin ide ikke stille nogen som helst be­ tingelser for karakteren af den kritik som rejses mod det. Rører man ved ytringsfriheden og den politiske frihed bryder man hul paa den eneste dæmning som beskytter folkestyret. Ingen ved hvomaar man derefter mister kontrollen hvorved magter der er uden kontakt med folket styrter os ud i diktaturet.

Et folks medansvar Politikens kronik 26-2 - 1946. Det er i øjeblikket ikke skik at søge efter den psykologiske for­ klaring paa tidens mærkelige og uhyggelige fænomener. Ikke des mindre findes der næppe noget bedre vaaben mod nazismen i alle dens former end forstaaelsen. Og selvom den diktatoriske tro i dag er mere moderne end den demokratiske tvivl, saa er der dog haab om, at vi snart vender tilbage til drøftelsen og kritiken og forlader de færdigsyede domme. Saa først kan vi tale om demokrati, for det findes ikke, før vi selv aktiviserer det. Drøftelsen maa igang. Diskussionen maa tages op. Tavsheden maa brydes, hvis vi med nogen ret skal tale om demokrati i Danmark. Vi er nabo til det vældige land, der ligger knust efter et styre, vi ikke behøver betænke os paa at kalde forrykt. Vi har et tysk mindretal i Sønderjylland. Vi huser vældige lejre af tyske flygt­

a

48

1

runge uden større haab om at komme af med dem foreløbig. Problemet om det tyske folks ansvar for nazismens forbrydelser maa derfor være medbestemmende for vores behandling af de tyskere, vi har ansvaret for. For at belyse det tyske folks medansvar for koncentrations­ lejrene - og omfanget af dets passivitet - er det nødvendigt at dele det i grupper. Vi ved, at en gruppe fra første færd har be­ kæmpet nazismen. Vi kan vel ikke endnu angi den i procent, men vi kan heller ikke alt efter vores forudfattede mening om tyskere paastaa, at den har været alt for lille. Kendsgernin­ gerne om koncentrationslejrene er ved at komme frem. Vi ved nu, at de fra 33 til krigens udbrud var overbefolket med tyskere, som blev torteret, sultet og henrettet. Vi skylder disse tyskere samme hæder som vores egne døde for samme sag. Og dog er det svært at sammenligne. Vi kan ikke sammen­ ligne den tyske antinazisme med modstandsbevægelsen i de be­ satte lande, fordi det nationale moment dér støttede modstan­ den, mens det i Tyskland nødvendigvis maatte svække den. Man kan bare gennemtænke begrebet landsforræder. I Danmark fal­ der det efter den almindelige mening sammen med nazist. I Hitlertyskland sørrede man derimod for, at antinazist og landsfor­ ræder faldt sammen. Og der var det rigtige deri, at antinazisteme i Tyskland var nødt til at haabe paa støtte ude fra - altsaa efter deres overbevisning nødt til at forraade det Tyskland, som Hitler hade gjort til Nazityskland. Enhver, som forraader sit land til fjenden, er landsforræder, selv om han gør det i utilfredshed med styreformen. Men det kan være en æreshitel, naar det man forraader er hæsligt, og man gør det i en god sags tjeneste. Mens det er umuligt at sige noget objektivt om de tyske antinaziisters tal, maa man fastslaa, at den ledende nazistiske gruppe var usædvanlig stor. I dele af Tyskland har der været bedre grobund for nazismen end noget andet sted i verden. Nogen kan mene, at dette er typisk for den mindreværdige tyske race. Jeg tror hverken man kan tale om tysk race eller blod modsat 49

j É

[I

li i

* i

dansk eller engelsk. Men bortset fra disse forskellige meninger om aarsagen bag aarsagen til Hitlers magt, saa maa den aktivt nazistiske del af det tyske folk bære sit medansvar og ta sin straf for nazismens forbrydelser og Tysklands ulykke. Mellem disse to grupper ligger det menige tyske folk — godt vildledt i nazistisk retning. Hvorfor har dette folk ikke forstaaet at vareta sin egne interesser? Hvordan kunde det rives med af saa meningsløse stemninger? Svaret kunde fylde en bog. Her maa det være nok at paapege, at ethvert folk kan blie et bytte for stemninger paatværs af dets interesser, hvis det ledes eller vildledes med tilstrækkelig konsekvens. Vi har netop set, at den københavnske arbejderklasse i dag kan bringes i nærheden af generalstrejken paa et spørsmaal om 10 aars fængsel eller døds­ straf for en forbryder ved en melleminstans. Vi ved, at arbejder­ klassen aldrig vilde ha brugt det vaaben i en saadan sag for 6 aar siden og sandsynligvis ikke vil gøre det om 6 aar. Ogsaa det danske folks stilling til den finske vinterkrig er eksempel paa en stemning, hvis grundlag det samme folk ikke i dag vil aner­ kende som realistisk. Naar vi ser, at selv folket under et demo­ krati kan tvinges til at indta standpunkter, som det senere vil gaa imod, kan vi ikke tillægge et folk under et diktatur det fulde ansvar for den offentlige menings forgiftning. Og dog biir der en forundring tilbage over, at saa mange har kunnet holde sig uvidende om koncentrationslejrenes gru og ledelsens forbrydelser. Det har ikke kunnet gøres uden ved at store dele af det tyske folk med vilje lukkede øjnene. Lad os dog alligevel tænke paa vores egen holdning til nazis­ men fra 33 til 40. Det begyndte med en ærlig vilje til at søge sandheden om Nazityskland, hvor gruopvækkende den saa kunde være. Men det endte med, at det store menige danske folk lukkede øjnene for jødernes og antinazistemes behandling i koncentrationslejrene. Vi bærer paa et medansvar for at sand­ heden om nazismen først saa sent blev troet. Vi hade maaske ikke fantasi nok til at forestille os saa forrykt en raahed. Kan man saa kræve at det menige tyske folk burde ha det? Det

50

rummede en fare for Danmark at tale højt om de ting. Og det rummede livsfare for hver tysker, som hviskede om dem. Naar vi derfor anklager det tyske folk for at ha lukket øjnene, kan anklagen med samme ret vendes mod os selv. Vi hade dog ikke den undskyldning, at det var et angreb paa vores eget land. Vi hade ingen gestapo - men ganske vist et overnervøst uden­ rigsministerium. Fejgheden og angsten for sandheden var vi for øvrigt fælles med hele den demokratiske verden om. I England skjulte man af hensyn fail det gode forhold til Nazityskland med haard haand enhver oplysning, som man vidste var rigtig, om antinazisternes forfærdelige skæbne i de tyske koncentrations­ lejre. Det forekommer mig indlysende, at man bør kende og forstaa det tyske folk og dets forudsætninger for at kunne dømme det. Men langt vigtigere end at forsøge at fælde den slags kollektive domme er det dog selv at forsøge at lære af det skete. Nu da historien har optraadt i al sin gru med forbrydelser, vi maa helt tilbage til katolicismens magtperiode for at finde mage til nu maa vi søge at overvinde de store vanskeligheder, der er ved at lære af historien. Vi lærer ingenting ved at dele folkene i gode og onde — i herrefolk og mindreværdige. Vi lærer intet ved at tro, at visse daarlige egenskaber er tyske, men maa vide, at alle daarlige egenskaber er hele menneskehedens saa vel som de gode. Vi maa lære at parallellisere. Vi maa igen til at se sagen fra to sider. For vores egen skyld. For demokratiets skyld. Vi vinder intet ved at dømme uden at undersøge sagen historisk og til­ bunds. Vi taber alt ved at frygte sandheden. Her skal kun med stor forsigtighed og alle forbehold drages en enkelt parallel i spørsmaalet om det menige folks med­ ansvar for koncentrationslejrene. Vi har i stærkt afbleget form et lignende problem med de tyske flygtningelejre i Dan­ mark. Disse lejre indeholder ikke i egentlig forstand krigsfor­ brydere, men netop et udsnit af det menige folk, som de allierede hverken vil eller kan stille for nogen domstol. Hvordan ser vi nu paa disse mennesker?

51

I i

i

f

i

Sandsynligvis vil mange danske anse det for løn som for­ skyldt, hvis de tyske flygtninge frister en haard skæbne her i landet. Lad os først se paa, hvad der kan være et levn fra be­ sættelsestiden i synspunktet. Jeg husker samtaler, man dengang førte for at prøve det nationale sindelag: „Vilde du slaa din dør i, hvis du fandt en tysk kvinde med et nøgent barn paa armen liggende paa din trappe?" Man maatte svare ja. Det er en forbrydelse at lade sig svække af humanitet under en kamp, hvor man i forvejen er de faa og svage. Flygtningene tilhørte et herrefolk, som hade taet og misbrugt magten i Danmark. Rov­ morderen maatte selv klare sit. Hvad kom hans syge moster os ved? Lige saa lysende klart dette standpunkt er, naar rovmorderen er paa fri fod og truer os - lige saa klart maa det være, at naar han er uskadeliggjort, dukker spørsmaalet op om hans syge mo­ sters medansvar. Under besættelsen var det os med fuld ret lige­ gyldigt, om hun var uskyldig eller mere eller mindre medskyldig. Nu er det afgørende. Det er forstaaeligt, at mange ikke har gjort sig dette klart og endnu lever i krigstidens enkle følelsesliv. Men det er ikke holdbart. Det er ikke demokratisk. Der er sikkert ogsaa dem, der ønsker de tyske flygtninge en grov behandling af ren hævnfølelse - og selvom denne stem­ ning er uden større moralsk skønhed, er det i hvert fald sandt, at vi har nok at hævne. Det er nærliggende at spørre, om vi nu ogsaa har nogen sikkerhed for, at hævnen rammer rigtigt. Men det er et kendt fænomen, at den hævnlystne er nogen­ lunde ligeglad, bare hævnen rammer nogen. Jeg mødte for en del aar siden en skolekammerat, som fortalte, at han var blevet lærer. Til min forbavselse tilføjede han: „Nu kan man hævne alt det, man selv har lidt i skolen." Endvidere findes der sikkert en kres af ansvarsbevidste men­ nesker, som mener, at en haard behandling af flygtningene vil gøre gavn og være det tyske folk til lære og opdragelse. Og der findes andre, der anlægger det hovedsynspunkt, at flygtningene med sikkerhed bør ha ringere kaar end de fattigste danske. Saa

52

L.

længe danske børn savner tøj og fodtøj, maa ingenting gaa til tyske børn. Tilslut maa nævnes, at ogsaa en mindre kres me­ ner, flygtningene bør behandles menneskeligt. En sammenligning mellem disse danske reaktioner og det tyske folks tilsvarende overfor koncentrationslejrene maa halte paa afgørende punkter, men det forhindrer ikke at vi kan lære af den - baade noget om os selv og om tyskerne. Det tyske folk var aldeles ikke i fare, da jøderne og antinazisterne blev uskadeliggjort - men mange troede, at jøderne og modstanderne af systemet rummede en fare. Ogsaa vi maa deles i dem, der anser demokratiet for truet af den østpreussiske bondebefolkning, der er havnet i flygtningelejrene her - og dem der ser faren andet sted. Nazisterne har anset jøderne for en lavere race, og det er meningsløst, fordi det er uvidenskabeligt. Naar vi anser tyskerne for en lavere race, er det ogsaa let nok for os at finde forkla­ ringen. Men synspunktet biir ikke rigtigere deraf. Man har i Tyskland i visse krese troet, at koncentrationslejrene kunde virke afskrækkende og derigennem opdragende og samfundsbeva­ rende. Mange danske tror det samme om flygtningelejrene. Man kan regne med, at store dele af det tyske folk har stillet samme krav med hensyn til koncentrationslejrene som store dele af det danske med hensyn til flygtningelejrene: at de i hvert fald har det daarligere end den slettest stillede del af befolkningen. Lighederne maa ikke overskygge forskellen. Det var af nazi­ stiske grunde jøderne blev behandlet og myrdet som dyr. Det kan være af antinazistiske grunde, at der er danske, som anser tyskerne for et mindreværdigt folk, som helst maa udryddes og dø i saa stor udstrækning som muligt. Men det kan ogsaa være af misforstaaet nationale. Og saa nærmer vi os nazis­ men, idet vi bekæmper den. Skal vi lære af nazismens fejltagelser saa nytter det ikke, at vi stirrer os blinde paa dens forbrydelser. Vi er sikre paa at den sult, de henrettelser og den tortur som karakteriserede koncen­ trationslejrene ikke kan foregaa her. Vi undgaar let nazismens forbrydelser men det er sværere at undgaa dens fejl. Selvom

53

flygtningelejrene aldrig biir samme problem som koncentrations­ lejrene saa ligner den store befolknings stilling til sagen hin­ anden paa et afgørende punkt i begge lande. Man er uinteresse­ ret i hvad der foregaar i lejrenes lukkede land. Det er forbløf­ fende lidt hvad der hidtil er fremkommet af oplysninger om de tyske flygtninges vilkaar. Man har hidtil uden protest affundet sig med at offentligheden ikke har adgang til at konstatere noget som helst. Nu er der tegn til at interessen er ved at vaagne. Men det maa heller ikke glemmes at kritikens muligheder i Danmark slet ikke kan sammenlignes med dens kvæling i Hit­ lers Tyskland. Har vi muligheden faar vi ogsaa pligten til kon­ trol. Spørsmaalet er ikke, hvordan de tyske flygtninge skal behand­ les i Danmark. Det maa der være flere meninger om. Spørs­ maalet er hvordan de biir behandlet. Og her er det ikke nok med et officielt kommunique. Ikke heller med en presseforevis­ ning een gang for alle. Forskellen mellem diktatur og demokrati ligger blandt andet i mindretallets mulighed for at komme til orde og i giet fald protestere mod flertallets afgørelser. Man kan ikke gøre det samlede tyske folk ansvarlig for koncentrations­ lejrene for der var diktatur. Men man kan gøre det samlede danske folk ansvarlig for forholdene i de tyske flygtningelejre. Vi har ret til at vide besked og dermed pligt. Som det nu er kan hverken de der mener tyskerne biir behandlet for mildt eller for haardt fralægge sig ansvaret for ingen ved noget. Ansvaret ligger ikke hos dem der har lukket flygtningelej­ rene men hos os som ikke har ønsket besked. Jo mindre vi ved som vi burde vide des større medansvar paatar vi os. Vi har grund til at lære af historien - ikke saa meget for at finde und­ skyldninger for det tyske folks handlinger. Meget mere for at undgaa at gøre noget lignende.

54

»! i

Argumenter omkring Udrensningen Politikens kronik 15 - 7 - 1946.

Retsopgøret med værnemagere og landsforrædere stod i begyn­ delsen som den eneste mulighed for indre fred i landet. Tiden løber stærkt og stemningerne skifter. Lad det derfor blie fast­ holdt at den 5. maj var der ingen anden vej at gaa end udrens­ ningen for at skabe ro og fred omkring genopbygningen. Naar vi i stedet for de lange knives nat og den private for­ følgelse nu har faaet en anden form for ufred nemlig diskus­ sionen og utilfredsheden med udrensningen - saa er der ingen grund til at beklage det under et folkestyre. En eneste mening om tingene er blevet afløst af flere. Mon ikke det er et demo­ kratisk fremskridt? Og dog kan diskussionen ikke endnu kaldes frugtbar. Mening staar mod mening som altid naar hver taler om sit. Fra mod­ standspressens side hæfter man sig udelukkende ved de store navne der ikke er blevet fjernet skønt de har samarbejdet med tyskerne. Fra anden side peger man netop paa de smaa der er blevet straffet unødigt haardt. Karakteristisk for modstandspressens standpunkt er Erik Seidenfadens kronik i Information for 13 juni: „Kampen for An­ stændighed". Hovedsynspunktet er at den ny generation med rette føler sig skuffet. Selv de politikere som har handlet ud fra de hæderligste motiver burde være redelige nok til at ta kon­ sekvenserne af en politik der ikke lykkedes og stilfærdigt la sig erstatte af andre. Erik Seidenfaden erkender dog at Dan­ marks officielle politik under besættelsen har været saa uklar at det ogsaa maa medføre uklarhed under hovedrengøringen bagefter. Men rækker man uklarheden denne lillefinger - og Erik Seidenfaden gav den jo hele haanden da han skrev sin bog i Sve55

rige „Hitler beskydder Danmark" — saa vakler udrensningens fundament. Enhver kan forstaa at den ungdom som var aktiv i besættelsestiden ser ganske unuanceret paa det og bare kræ­ ver saa mange folk fjernet som muligt. Men der er grund til at forklare de unge at standpunktet ikke er udtømmende. Den der indrømmer at regeringens samarbejdspolitik indtil 29 august er aarsag til uklarheden kan ikke i anstændighedens navn gaa ind for betingelsesløs afstraffelse. Man ændrer ikke gjort gerning ved straffe. Hvis Seidenfaden nu fælder en anden og haardere dom over samarbejdet end han gjorde i bogen under besættelsen - ja saa maa han sætte argumenterne ind paa det punkt for at hindre en gentagelse. Udrensningen hviler paa fortidens politik og den kan ikke motiveres med at man for fremtiden vil føre en anden. Vist hade det været fint om enkelte politikere i konsekvens af deres taktik var traadt tilbage efter kapitulationen men mod­ standsbevægelsen og udrensningslovens kategoriske form har ikke levnet dem nogen mulighed dertil. Den som af anstændig­ hed i dette aar vilde foreta et saadant skridt stempler sig derved frivilligt som landsforræder. løvrigt er der noget i kravet om anstændighed som er mere selvretfærdigt end gennemtænkt. Det gælder alle moralske fordringer at de er temmelig værdi­ løse naar de stilles til andre. Ønsker man at højne den alminde­ lige anstændighed maa man gaa den besværlige vej at gi den bedre vilkaar. Det er let nok at stille krav til andre om at opføre sig anderledes end de gør men det er og biir et slag i luften. Som et andet eksempel paa modstandspressens argumenta­ tion kan nævnes Hans Kirks artikel i Land og Folk for 5 juli mærket NB. I koncentreret form synes den mig at kendetegne Land og Folks polemiske metoder. Ved at citere forkert og for­ drejet hvad der er sagt i radioen og derfor hørt af mange - opnaar man kun at reducere sine tilhængere unødigt. Artiklen slut­ ter med at det vilde være en fordel om „vi var sluppet for at se den tidligere Antinazist Poul Henningsen som Forkæmper for nazistiske Landsknægte og Værnemagere." 56

Hans Kirk behøver ikke gi mi" nogen undskyldning eller for­ klaring paa denne karakteristi' af mig og mine synspunkter. Jeg har ikke et øjeblik troet at han mener hvad han skriver. Han haaber kun at det skal virke paa ubefæstede sjæle skønt han ved at jeg aldrig har skrevet eller sagt et ord for at gavne værnemagere og nazister. Der er ikke tvivl i nogen krog af hans sjæl om at jeg frygter og hader nazismen nu mere end nogen­ sinde. Det er kun derfor jeg tar til orde mod udrensningens form. Jeg tror ikke vi afskaffer nazismen ved at indespærre nazisterne - selvom det af andre grunde kan være nødvendigt at gøre det. Vi maa vende os mod de nazistiske metoder som stadig benyttes og som ingen indenfor modstandsbevægelsen synes at anse for farlige. I stedet for at ta en diskussion op om dette afgørende punkt tillægger han mig den mening at man burde kaste frihedskæm­ pere og nazistiske mordere for samme domstol: Han kender mit synspunkt: Modstandsbevægelsen er under besættelsen princi­ pielt hævet over kritik. Der findes ikke nogen polemisk skarphed fra modstandspres­ sens side jeg ikke vil hilse med glæde. Jeg har langt større in­ teresse for hvad der gaar mod mit syn paa disse ting end hvad der gaar med. Det eneste som lader mig kold er naar man for­ vrænger mine motiver og argumenter. Lad os dog holde den polemiske kimst oppe - ikke af hensyn til hinanden men for læsernes skyld. Og lad os faa flere argumenter til forsvar for udrensningen. Selv modstandspressen indrømmer jo dog nu at følelsesgrund­ laget alene ikke længere slaar til. Det er da ogsaa det normale i Danmark at straffelovene bygges op paa diskussion og efter­ tanke - og kritik. Kun for en tid kan den kriminologiske viden­ skab sættes ud af spillet. Før eller senere vil vi vide hvad vi opnaar ved at straffe. Hvorfor ikke erkende at det tidspunkt som ogsaa modstandsbevægelsen vidste maatte komme - nu er indtruffet? Den enkle hævnfølelse som bar udrensningen saa sikkert i begyndelsen smuldrer nu. Kan vi ikke skaffe et nyt

57

af fornuften sammenholdt fundament vælter hele straffelovs­ tillægget. Det maa begrundes at de hidtil gældende straffelove ikke var tilstrækkelige til at dække besættelsestiden. Det er højst sand­ synligt at det paa flere punkter kan gøres - blandt andet med hensyn til stikkeri. Men det er ikke sket. Man har nøjedes med at ha den med rette ophidsede og forbitrede befolkning bag sig. Allerede nu svigter dette grundlag. En lovs fundament kan ikke være en stemning og en række spørsmaal kræver belysning og svar. Er stikkeri fra nu af forbudt eller anvender politiet stadig stikkere? Straffes stikkeri kun naar det sker i en magts tjeneste, som er eller senere erklæres for fjendtlig? Er alt arbejde for enhver besættelsesmagt værnemageri eller biir det det endog med tilbagevirkende kraft naar regeringen straks eller senere karakteriserer besættelsesmagten som fjendtlig! Kort sagt: kan noget menneske i fremtidens Danmark af straffelovstillægget faa at vide hvordan det skal opføre sig under en besættelse? Dette spørsmaal vil sikkert for størstedelen af landets befolk­ ning i dag staa som yderst spidsfindigt for sagen var jo denne gang saa klar. Der var i den længste og sidste del af besættel­ sestiden ingen tvivl om hvad der gavnede landet bedst og hvor­ dan man hæderligvis maatte opføre sig. Langt den overvejende del af befolkningen var uden tvivl i hjertet klar derover og selv enkelte nazister blev slaaet af problemets klarhed og erkendte deres dybe fejlgreb. Det er yderst sjældent at kendsgerningerne taler saa stærkt et sprog at de endog trænger ind bag den fa­ natiske politiske overbevisning. Det kan vi ikke vente næste gang. Der er ingen historisk sandsynlighed for at en besættelse næste gang vil medføre bare tilnærmelsesvis saa stor en moralsk enighed. Dette er af fundamental betydning for straffelovstillæggets eftervirkninger. Det væsentligste argument for loven har jo netop været generalpræventionen. Derfor maa vi vide hvad denne lov vil afskrække folk fra. Vil den skabe større klarhed om hvad vi maa eller ikke maa i fremtiden? Mig forekommer

58

I i

I

det at forvirringen vil blie værre end sidst. Enhver lov skaber et præcedens og denne har skabt det farligste af alle. Fra nu af kan ethvert flertal i en spændt situation vedta love med tilbage­ virkende kraft. Ikke den hæderligste borger kan længere handle i overensstemmelse med de eksisterende love og sin politiske overbevisning og derefter føle sig sikret mod overgreb fra dom­ stolene. Alle de mange som dennegang handlede samvittigheds­ løst uden hensyn til de eksisterende love og uden politisk over­ bevisning - vil gøre det næste gang igen under henvisning til at de ikke kan ane hvad en fremtidig lovgivning vil finde paa at straffe. Man vil hverken kunne stole paa kongens regerin­ gens eller lovens ord. En besværligt tilkæmpet retssikkerhed og aarh und redgammel tradition er i dansk folkestyre afløst af kaos. Kun i det ene utopiske tilfælde at et nyt nazistisk Tyskland opstaar og besætter Danmark - og igen taber krigen - vil man kunne finde en rettesnor i denne lov. Men hvem i alverden kan midt under en besættelse med sikkerhed vide hvem der taber krigen? Lad os faa en begrundelse for at det har været nød­ vendigt at skabe dette kaos. I en radiosamtale 30 juni tillod jeg mig det tankeeksperiment at Danmark engang kan blie besat af en anden magt end et tabende nazistisk Tyskland. Hvor meget vi end haaber at det aldrig biir virkelighed maa det dog være forudsætningen for at drøfte udrensningslovens fremtidige afskrækkende virkning. Vi kan teoretisk tænke os en verdenskrig mellem kapitali­ stiske og kommunistiske lande hvor Danmark besættes af den ene eller den anden krigsførende part. Er det da muligt af ud­ rensningsloven at uddrage noget som helst om hvordan hver enkelt skal opføre sig? Nej absolut ikke. Man kan hverken frygte eller mene at Danmark skulde være blevet saa pjaltet af disse aar at ikke hver enkelt handler efter sin overbevisning og løber den risiko der er forbundet derved. Ellers saa det sande­ lig galt ud. Det er videre indlysende at de der i en saadan krig kommer til at holde med den tabende part ogsaa vil komme til at betale derfor naar regnskabet skal gøres op. Men ingen

59

demokrat kan ønske at de af den grund skal opgi kampen for deres synspunkter. Saa vilde landet blie befolket af lunkne og fejge som ikke rørte en haand. I sig selv er en besættelse en ulykke og den maa altid med­ føre at befolkningen deler sig for og imod besættelsesmagten. Tilfældet var ualmindeligt groft under den nazistiske besæt­ telse og nazisterne var faa - heldigvis. Men deraf kan man na­ turligvis ikke slutte at næste gang gaar paa samme maade. Vi maa derfor regne med at en besættelse bringer os i nærheden af en borgerkrig og de der deltar maa forstaa risikoen hvis den krigsførende part taber som de 'holder med. Men det er slet ikke saadan at enhver besættelse af alle i følge loven skal betragtes som fjendtlig og alt samarbejde med besættelsen som landsforræderi. Tanken er meningsløs. Biir vi besat af et kom­ munistisk land saa maa der opstaa en modstandsbevægelse og en samarbejdsbevægelse efter denne linje. Og det er i og for sig 'ligegyldigt hvor en fremtidig regering staar i den forbin­ delse. Ønsker man at høre hvordan en rettroende kommunist klarer dette problem kan man læse Hans Kirks bemærkninger derom: „Poul Henningsen kan spare sig sine Bekymringer for, hvordan det vilde have stillet sig, hvis et kommunistisk Tyskland havde besat Danmark. For hvis Tyskland havde været en socialistisk Stat, var der overhovedet ikke kommet nogen Verdenskrig, og Danmark var altsaa ikke blevet besat." Argumenteringen ligger en god del neden under hvad der er skik og brug i et land hvor saa mange kan læse og skrive. Ta­ len er jo ikke om hvad der vilde være sket hvis Tyskland hade været kommunistisk i stedet for nazistisk — men om hvad der vil ske i det teoretiske tilfælde at et fremtidigt kommunistisk Tyskland ser sig nødsaget til at besætte Danmark — eller et Eng­ land i krig med dette Tyskland. At socialistiske stater kan kom­ me ud for at maatte føre krig og endog besætte smaa lande synes iøvrigt den sidste verdenskrig at ha ført tilstrækkeligt

bevis for. 60

;|ir Vi som føler en dyb ængstelse for demokratiets skæbne — vi som frygter nazismen nu maaske mere end nogensinde - kunde godt fortjene vel gennemtænkte argumenter for den udrensning som har saa mange lighedspunkter med nazistisk lovgivning. Der er ingen der ikke forstaar at den blev saadan under presset og det naturlige had mod undertrykkere og overløbere. Der er ingen der synes at demokratiet skal vende den anden kind til. Der er ingen der nægter at demokratiets sikkerhed maa gaa foran alt andet end maaske demokratiet selv. Men giv os dog de argu­ menter hvis de findes. Lad os høre hvad der efter tilhænger­ nes mening vindes ved tillægsloven - ikke ved de love vi hade i forvejen hvorefter forbrydelser jo kan straffes selvom det ikke er med døden. Uden tvivl kunde vi den 5 maj ikke undgaa lo­ ven og maaske var den ikke bare uundgaaelig men ogsaa for sin tid gavnlig. Derom behøver diskussionen ikke staa. Lad os faa belyst hvad gavn den gør i dag. Hvorfor tror man at den i dag fører til et bedre Danmark?

Demokrati og diktatur Foredrag 28 - 11 - 1946.

Jeg er bestilt til at tale om demokrati og diktatur og det kan vi vist ikke klare tilbunds paa en enkelt aften. Jeg maa derfor til­ lade mig at skyde de fascistiske diktaturer ud og kun behandle det kommunistiske diktatur i Sovjetunionen kontra demokratiet som vi kender det i Norden i England og Amerika. Mange vil jo mene at der er 'tydeligt familjeskab mellem diktaturet i Rus­ land og Hitlers. Det skal jeg gerne gaa med til men vi maa ikke glemme at Hitler lærte af Sovjetunionen paa flere afgø­ rende punkter - ikke mindst saa han. at diktaturet er meget aktivt og hurtigere fører staten frem til de stillede maal end 61

■i

lli

I

!

demokratiet. Han saa værdien af statspropagandaen i Rusland og han lærte meget andet som vi ikke paa forhaand tør stemple som skadelige ting - jeg mener ikke før vi har undersøgt sagen. Hvor betænkelig jeg end er ved udviklingen i Rusland saa vil jeg ikke være med til at kaste et nazistisk skær over begi­ venhederne derovre fordi Hitler efterabede visse kommunisti­ ske metoder. Der er faktisk mere grund til at se nazismen i et vist kommunistisk skær. Man kan opstille saa mange definitioner paa diktatur og de­ mokrati at det halve kan være nok. Vi maa derfor i aften nøjes med at søge at kendetegne diktaturet og demokratiet og jeg vil vælge at gøre det rent moralsk som jeg har forsøgt at gøre det fornylig i en kronik i Politiken. I et demokrati fordrer vi at samme handling bedømmes paa samme maade hvad enten det er en tilhænger eller en modstander der begaar handlingen. I et diktatur derimod vil bedømmelsen af handlingen være gan­ ske afhængig af om den tjener regeringens vel eller gaar mod regeringens politik. Det lyder lidt teoretisk og taaget men la os se nærmere paa det: For demokratiet betyder dette krav simpelthen retssikkerhed og politisk frihed. Vi har jo i øjeblikket en diskussion om hvor­ vidt partier der har antidemokratisk program skal være lovlige. Selvom man skulde faa vedtaget en lov hvorefter nazisme blev ulovlig hvad jeg meget vilde beklage - blandt andet fordi det før eller senere vil blie misbrugt til at forbyde kommunismen saa viser alene diskussionen at vi ønsker den størst mulige po­ litiske frihed. Vi ønsker at enhver 'indenfor sømmelighedens grænser skal ha lov til at tænke tro og tale frit og kæmpe poli­ tisk for realisationen af sine ideer. Og vi ønsker at alle over­ trædelser af lovene skal behandles ens ligegyldigt om de begaas af tilhængere eller modstandere af regeringspartiet. Vi forlanger af loven og dens haandhævere at de behandler en højremand eller en socialdemokrat retfærdigt det vil sige uden i dommen og straffen at ta hensyn til at han er højremand eller social­ demokrat.

li ■

62

! i ! Maa jeg indskyde en spøgefuld bemærkning?: Naturligvis er det svært at gennemføre dette i praksis. Det er ikke saa mange aar siden en søn af en god socialdemokrat i fuld tilstand paa­ kørte en mand med sin bil. Han blev naturligvis sat fra bestil­ lingen indenfor partiarbejdet og straffet med en biografbevil­ ling. Men spøg tilside. Netop et saadant eksempel viser at vi er vaagne. Vi noterer os det ikke som en retfærdighedshandling men snarere som det modsatte. Og det maa jo dog heller ikke glemmes at det var partiet og ikke domstolene der traf en saadan afgørelse. Domstolene skal simpelthen være uafhængige og staa over partierne. De burde ogsaa staa over klasserne men det er straks sværere. Der er i det hele taget ingen der sir at det er let at gennemføre en demokratisk moral. Det er meget meget svært og det er ikke lykkedes endnu. Gang paa gang begaar man. uretfærdigheder og det gaar altid ud over de smaa mens de store slipper bil­ ligere. Man kan slaa fast at demokratisk retfærdighed over­ hedet ikke kan gennemføres i et klassedelt samfund. Der kan ikke være lighed for loven naar der ikke er klassefrihed og klasselighed. Jeg maa igen indskyde en parentes. Det er mig ufatteligt at kommunister med Mogens Fog i spidsen har kunnet vente at udrensningen vilde blie udtryk for social retfærdighed. Hvor kan man som marxist tro at en national vækkelse skulde med­ føre lige ret for loven saa de socialt højt stillede landsforrædere vilde blie straffet lisaa haardt som de fattige?! Man læser nu i modstandspressen en dyb skuffelse over udrensningen og Land og Folk gaar i spidsen. Man skulde tro at Land og Folks hoved­ opgave var at beskytte de smaa mod for strenge domme. Det har dog altid været marxisme at søge forklaringen bag den lille mands forbrydelser i samfundsordnen - netop i det klassedelte samfund. I stedet græder og jamrer man over at de store ikke biir straffet haardt nok. Det vil de ikke blie saa længe der er et klassedelt samfund til. Det ligger mindre i at dommerne selv tilhører overklassen og derfor ser med større venlighed paa deres

63

I

I

egne. Det ligger heller ikke udelukkende i at de velstaaende forbrydere kan engagere bedre forsvarere. Det ligger ogsaa i høj grad i at de har faaet en bedre uddannelse - at de kender lovene bedre - at de bedre har kunnet vare sig og dække sig ind - at de har haft raad til at handle klogere. Den stikker som har solgt en landsmand til tyskerne af fattigdom fordi han hade dybt brug for de par hundrede kroner det gav — han behøver ikke være noget daarligere menneske end Gunnar Larsen som nu vil blie frifundet fordi han meget fornuftigt har holdt paa begge heste. Hade tyskerne vundet krigen vilde Gunnar Lar­ sen være kommet til at staa med alle palmerne i hænderne og alle vendekaabeme her i landet som nu kræver hans hode paa et fad for nu er det moderne - vilde ha hyldet ham som Dan­ marks frelser. Men han vidste at tyskerne kunde tabe og han holdt ogsaa med englænderne og støttede modstandskampen. Bedre kan det ikke gøres og dommerne kan næppe dømme ham. Hvordan skulde den lille mand kunne spille sine kort saa godt?! Jeg mener at noget af det mest uigennemtænkte og forvrøv­ lede er denne skuffede forventning om social retfærdighed i udrensningen. Det er klart nok at Land og Folk brur det i sin agitation men det er ufatteligt at de intellektuelle i partiet for alvor kan føle sig skuffede. Det har ikke noget med marxisme at gøre. Man kan maaske undre sig over at jeg vælger at karakteri­ sere demokratiet bare ved retstilstanden i et land — at der maa være lige ret for alle - navnlig da denne lige ret jo ikke eksiste­ rer. Jeg mener imidlertid at det er en ganske god og udtøm­ mende karakteristik. Den indeholder hele den politiske frihed men som allerede sagt ogsaa kravet om social lighed. Vi kan gaa videre og sige at det indeholder kravet om lige ret til ud­ dannelse for enhver efter evne. En afgørende side af den demo­ kratiske tanke er det samme som den socialistiske tanke om lige og retfærdig adgang til livets goder og chancer. Retfærdighedstanken er netop udtrykt i Lighed frihed og broderskab. Men spørsmaalet er unægtelig om vi gennem den 64

størst mulige og stadig forbedrede retfærdighed i samfundet kan naa frem til socialismen. Om vi kan naa den ad udvik­ lingens vej. Dette med frihed for Loke saa vel som for Thor medfører unægtelig den risiko som vi har oplevet med nazis­ men at Loke hugger Thors hammer og slaar ham ihjel med den. Men det er efter min mening ikke den første fare ved en lang­ som udvikling af demokratiet. For det første tror jeg ikke det skyldtes saa meget indre som ydre aarsager at Hitler kom til magten i Tyskland. Englands politik var jo helt frem til krigen begyndte at true at det var rart med et stærkt nazistisk Tysk­ land som modvægt mod bolchevismen. Tysklands demokrati var ganske vist ikke meget værd og gjorde ikke god modstand men det var værre at kapitalen regerede det engelske udenrigsmini­ sterium. Den anden fare ved demokratiet er at det biir staaende paa et for tidligt trin af tilsyneladende lighed for loven men i vir­ keligheden dybt præget af de sociale uligheder. Der er ganske vist sket mange fremskridt i Norden siden socialdemokratiets barndom - men næsten de samme fremskridt er sket i lande hvor socialdemokratiet ikke har spillet større rolle. Og paa mange - men langt fra paa alle - punkter staar USA som et demokratisk land med høje arbejderlønninger skønt de ikke engang i dag har noget socialdemokrati. Vi skal altsaa være forsigtige med at identificere enhver so­ cial fremgang med socialdemokratiets indsats. Jeg husker engang for mange aar siden at Jul. Bomholt med stolthed fremhævede socialdemokratiets indsats fordi sporvejene gas­ værkerne og elektricitetsværkerne nu var i offentlig eje. Det er vist at komme for nemt til resultaterne for den slags findes ogsaa hvor arbejderklassen ikke har været ved magten og naar de som her i landet bruges til indirekte beskatning af den brede befolkning er vi meget langt fra socialismens ide. Kommunale og statslige institutioner er ikke det samme som socialisme. Det maa vi indrømme hvis vi overfor kommunisterne vil hævde at statskapitalisme ikke er det samme som kommunisme. De hade

l! ' *

i

I

65

som bekendt fuld kontrol med produktionen i Hitlers Tyskland men dermed var kommunismen ikke indført i det tredje rige. For nu at samle lidt af det sagte vil jeg karakterisere demo­ krati som en udvikling henimod retfærdighed. Faren ved demo­ kratiet er at det stopper før retfærdigheden er blevet social. Det synes faktisk at være vanskeligt ad parlamentarisk vej at opnaa flertal for kapitalismens afskaffelse. Vi kan ikke afvise den kommunistiske kritik hvorefter den politiske frihed gir kapitalen og de reaktionære kræfter i samfundet mere magt end der rettelig tilkommer dem. Vi maa indrømme at der er en risiko for at udviklingen gaar istaa ogsaa fordi arbejdernes ledere ved det stadige samarbejde med kapitalistiske institu­ tioner biir smittet og paavirket af kapitalistisk tankegang. Det er svært at finde noget socialistisk ved Bramsnæs for at nævne et eksempel. Man maa ogsaa indrømme at virkelig retfærdig­ hed vil forhindre arbejderklassen i at bruge lovene i den poli­ tiske kamp til fremme af den socialistiske ide. Retfærdigheden kan være en klods om benene — noget der sinker arbejderklas­ sens overtagelse af magten.

*

1

Som definition paa diktaturet vil jeg ta modsætningen til den demokratiske moral med lighed for loven og det er den jesu­ itiske moral at hensigten helliger midlet. Jesuitismen var karak­ teristisk for nazismen men den er ogsaa betegnende for kom­ munismen. Naar vi alligevel ikke kan slaa de to slags diktatur i samme sæk saa ligger det i at vi maa tro hensigten med dem er og var forskellig. Vi maa her gaa ud fra det officielle pro­ gram hvorefter hensigten med nazismen var at gavne staten mens kommunismen ønsker at gavne folket. Kan man paavise at hensigten for eksempel i Sovjetunionen ikke er at gavne fol­ ket men at den herskende klikke bare vil ha det saa godt som muligt - ja saa er der naturligvis ikke tale om et kommunistisk diktatur længere men det ser jeg her bort fra muligheden af. 66

Det kommunistiske synspunkt er at alt hvad der gavner gennemførelsen af den socialistiske stat er moralsk rigtigt og alt hvad der skader gennemførelsen er moralsk forkasteligt. Paa den maade kan man sige at kommunismen sigter mere direkte mod maalet: arbejderklassens overtagelse af produktions­ midlerne - og ikke lar sig sinke af tidspildende hensyn til ret­ færdighed personlig frihed o. s. v. Jeg kan godt se at denne hen­ sigtsmoral maa friste og jeg mener at den meget langsomme udvikling henimod socialismen i de demokratiske lande har sin medskyld i at visse dele af arbejderklassen biir utaalmodig - det vil sige biir kommunistisk. I det hele taget maa vi naturligvis være opmærksom paa at det kommunistiske parti er et direkte resultat af den socialdemo­ kratiske politik. Naar man opgir troen paa at en revolution er nødvendig for at afskaffe kapitalismen saa maa man rykke programmet saa langt tilhøjre at der overhodet kan blie tale om at faa flertal i befolkningen for en demokratisk udviklings­ politik. Men dermed lar man et stort hul staa aabent tilvenstre for sig og dér maa dannes et parti - det kommunistiske. Jeg synes derfor kun det er taktik - og efter min mening lige daarlig taktik - at de to arbejderpartier gensidig beskylder hin­ anden for splittelse af arbejderbevægelsen. Et parti kan ikke gave over baade den revolutionære og den udviklingsmæssige mulighed. Det viser socialdemokratiets historie. Man kan ikke baade opgi den oprindelige marxistiske tankegang og bebrejde andre at de fastholder den. Men behøver omvendt den jesuitiske moral at hensigten hel­ liger midlet altid føre til diktatur? Ja det mener jeg er ganske uundgaaeligt. Jeg læste forleden i Land og Folk en bemærkning af Hans Kirk om at socialdemokraterne skylder et bevis for at der er diktatur i Sovjetunionen. Det er noget snak. Der er et lisaa klart diktatur som Hitlers. Han kunde ogsaa henvise til at han ved valg efter et-parti-systemet hade den overvejende del af folket bag sig. Og vi andre har set en række store revolu­ tionære som Bukharin Trotzky og mange andre falde i unaade

I

I

■

67

i

f’

og blie dræbt - ikke fordi det russiske folk hade tabt tilliden til dem og undlod at stemme paa dem. Nej det var den bestem­ mende og ledende myndighed som mistede tilliden til dem og lod dem falde og myrde. Dette er diktatur. Og det falder for resten ganske sammen med min definition paa diktaturet: at hensigten helliger midlet. I det øjeblik Trotzky faldt i unaade hos Stalin var han ikke længere den samme mand og det var med tilbagevirkende kraft. Han der hade været med fra første færd - Lenins ven - den røde hærs skaber - blev fra unaadens dag til en konspirator og kontrarevolutionær forbryder som hele tiden fra første færd hade modarbejdet opbygningen af det russiske socialistiske samfund. En mand i Sovjetunionen er ufejl­ barlig saa længe man har brug for ham i toppen men forbry­ der naar man ikke længere har brug for ham. De handlinger han har begaaet forvandler sig fra at være fortræffelige til at være forbryderiske paa klokkeslet. Diktaturet betales med retfærdighedens undergang. Der er ikke tid og brug for retfærdighed. Det betyder forøvrigt at selvstændig tænkning er uvelkom­ men og at den personlige frihed sættes helt ud af kraft. Naar man ser Land og Folks forklaring paa Bukharins og Trotzkys indsats og skæbne saa maa man indrømme at det for sagens skyld er forbudt alle kommunister at tænke. Der stod forleden en anmeldelse af Peter P. Rohdes bog af Hans Kirk. Peter P. Rohde er jo en god rettroende kommunist men han var kom­ met til at skrive at Bukharin faldt fordi han var mere højre­ orienteret end Stalin og Trotzky fordi han var mere venstre- . orienteret. Hans Kirk skriver meget bedrøvet at hvor har han dog faaet en saa besynderlig ide fra? De faldt begge fordi Sovjet­ unionen under den vældige opbygning var nødt til at bruge medarbejdere de ikke kunde stole paa og dette misbrugte de til privat kontrarevolutionær sabotage! En henrivende forklaring for enhver som har bevaret retten til at tænke selv. Det falder ikke Hans Kirk ind at han gør tykt nar ad Sovjetunionen derved. Det fremgaar nemlig klart af hans 68

ord at man kan sidde i den øverste ledelse i Sovjet i aarevis og ha sit billede hængende hos alle de troende blie hyldet paa den røde plads hver festdag - og dog vise sig at være en infam for­ bryder. Deraf maa vi slutte - vi som har lov til at tænke - at der overhedet fra folkets side ikke findes nogen kontrol med ledelsen. Den der i dag hyldes med kæmpeportrætter paa ga­ derne og betragtes som den russiske lille far - kan godt næste aar vise sig hele tiden at ha været en gemen kontrarevolutionær! Stakkels Stalin som maa trækkes med den slags medarbejdere! Men jeg tror det passer ham for saadan skal et diktatur være. Tænkning forbydes. Nu kunde det jo i og for sig være ligegyldigt om tænkning blev forbudt for en halv snes aar hvis vi saa fik tilladelsen igen i et friere og bedre socialistisk samfund. Men her er det tvivlen til diktaturet begynder. Har vi nogen sikkerhed for at det igen biir tilladt at tænke - og at kritisere - i Sovjetunionen? Det er meget svært at øjne noget haab. For os som staar uden­ for synes det som al tænkning og al kritik i de 29 aar simpelthen hvergang er blevet et hoved kortere. Saa maa vi spørre os om det overhodet er muligt at gennem­ føre socialismen ad diktaturets vej. Vi ved jo at det hidtil ikke har været muligt gennem folkestyre. For at besvare dette maa man vide mere om hvad der foregaar i Sovjetunionen end jeg ved. Jeg kan kun holde mig til de officielle udtalelser derovre fra og om dem alle kan jeg sige at de peger ikke i retning af et socialistisk samfund. Men derfra og til at paastaa at der ikke i Rusland findes en vilje til at gennemføre socialismen er naturligvis et langt skridt. Vi har lov til at sige at 29 aar efter revolutionen synes man ikke at være kommet sagen nærmere end i begyndelsen. Og det skyldes maaske netop diktaturets væsen. Det som kommuni­ sterne anser for saa stor en fordel - at munden er lukket paa al kritik og at maalet ikke forstyrres af træls diskussion og parlamentarisme - kan jo meget godt efter det russiske ekspe­ riment vise sig at være en afgørende fejl. Det er højst sandsyn-

69

ligt at man i Rusland i de 29 aar vilde ha brugt tiden til par­ lamentarisk tovtrækkeri hvis almindelig valgret var blevet indført paa demokratisk grundlag. Nu har man omvendt haft diktatur og det betyder at man har været fri for kritiken og oppositionen. Men viser resultatet virkelig at man har kunnet undvære den? Jeg synes det ikke.

* Tankegangen lyder maaske ikke videre opmuntrende. Revolu­ tionens vej i Rusland førte ikke til socialismen. Udviklingens vej i de vestlige demokratier førte heller ikke til sejr for Karl Marx ide. Er der en tredje mulighed eller en kombination af kommunisme og socialdemokrati som kan føre til maalet? Det er svært at svare paa. Hvis kommunismen tilriver sig magten ved en revolution tror jeg at man vil gaa den russiske vej i hovedsagen - naturligvis med skyldigt hensyn til de sted­ lige forhold. Men de skyldige hensyn vil ikke blie drevet saa vidt at man vil undlade at kappe hodet af oppositionen. Vi vil faa et diktatur med forbud mod at tænke og tale frit. Derom synes jeg ikke der kan herske nogen tvivl. En kombination er derimod mulig med et stærkt socialdemo­ krati suppleret af et lidt mindre kommunistisk parti. Jeg mener ikke at kommunismens taktik paa nogen maade har vist sig værdifuld. Men det har den kommunistiske kritik af socialdemo­ kratiet derimod. Den kommunistiske taktik er farlig fordi den fører til dikta­ tur. Men lad os ikke glemme at denne taktik findes mere eller mindre udtalt ogsaa indenfor de demokratiske partier - og ikke mindst indenfor socialdemokratiet. Der findes et førervælde hvor spidserne indenfor partiet er nogertlunde lisaa urørlige som Stalin. Der findes et had mod al kritik af partiets paroler for det sinker bare. Jeg maa hellere tilstaa at jeg tror ikke paa taktik. Paa et møde sae en socialdemokrat engang til mig at ingen parti kan eksi70

i

=

stere uden taktik. Jeg svarede ham at det kan man ikke vide noget om før et parti engang har prøvet det. Jeg tror ikke der er nogen vitaminer i taktik. Hvad det kommunistiske parti angaar er det først og fremmest den skiftende taktik som har skadet partiet. Programmet - ideen - har skaffet kommunismen alle sine tilhængere og det er hvergang paa taktiken at den har mistet dem igen. Men akkurat det samme gælder socialdemokratiet. Det er paa taktiken partiet har skabt kommunismens betingelser. Man udsteder ikke ustraffet en parole om at nu skal menighedsraadene erobres. Og hvis jeg maa nævne et saa komisk lille parti som det radikale saa gælder de samme regler. Det eneste der holder dette parti sammen er et par programpunkter — blandt andet Hørups uhyre fornuftige Hvad skal det nytte i forsvarsspørsmaalet. Men diktatur eller demokrati er jo i sig selv et spørsmaal om taktik ganske som revolution evolution som jo skiller de to ar­ bejderpartier. Hvorfor afvise diktaturet? Jo! Fordi vi frygter at taktiken vil dræbe ideen. Vi frygter at diktaturet bare vil føre til diktatur at midlet biir maal. Hvorfor saa ikke gaa ind for udviklingen evolutionen som socialdemokratiet. Nej - for vi frygter at taktiken vil dræbe ideen. Lad os ikke snakke om hvorvidt socialismen kan gennemføres eller ej men om hvordan den kan. Og det er ganske simpelt: Hvis taktiken ikke dræber ideen. Det maa være kritikens op­ gave hele tiden at præsentere taktikerne for ideen saa de ikke glemmer den. Men under et diktatur dræber man kritiken for at den ikke skal holde ideens spejl op for ansigtet af diktatorerne.

iv

I

I 71

!|

I-

I!

Hvordan gavner man reaktionen bedst? Politikens kronik 12 - 2 - 1947.

Nu har vi atter haft stridsmanden Amulf Øverland blandt os. Fra dem som føler sig saaret i deres overbevisning af hans angreb spørres hvem han gavner ved sin kamp. Opnaar han andet den gamle serialist end at miste kontakten med de krese hvor han hører hjemme og høste bifald fra folk han hidtil altid har bekæmpet? Øverland har staaet kommunismen saa nær at hans kritik maa føles smertelig. Alle modargumenter mobiliseres ind­ til det sidste uigenkaldelige: Selvom noget af det han sir kunde være rigtigt er det forkert af ham at sige det nu! Nu maa alle antifascister staa sammen mod reaktionen. Hitlers Tyskland Francos Spanien kapitalismens Amerika og konservatismens England er fjenden. Men den der paaviser reaktionære tenden­ ser dér hvor der burde være fremskridt gavner kun reaktionen. Den slags argumenter fremsættes naturligvis først og frem­ mest af dem der føler sig ramt af kritiken. Det blev meget over­ bevisende demonstreret i en iøvrigt ikke alt for klar leder i Infor­ mation den 9. Januar netop om Øverlands ret til kritik. Da bladet er upolitisk har det raad til at gi Øverland Koestler og Hoel frit lejde til at angribe Sovjetunionen med denne motive­ ring: „saa stærk er Fascismen heller ikke i Dag, selv om den eksisterer, at man af Frygt for den skal anerkende Ensretnin­ gen." Men derefter indrømmer bladet at det samme ikke gæl­ der for kritik af dets egen hjertesag modstandsbevægelsen eller udrensningen: „maaske i sig selv fortrinlige Betragtninger over Retsstatens Væsen og Værdi faar en anden Mening, naar de fremkommer netop paa det Tidspunkt, hvor den antinazistiske Modstandsbevægelse er allermindst interesseret i, at en Antinazist leverer dens Modstandere yderligere Skyts .. Argumentationen taaler ikke nærmere eftersyn. Det er umu­ ligt at indse hvorfor modstandsbevægelsen med større ret netop 72


'

Om dette med krigen og den skærpede klassekamp nu er al­ vorligt ment eller det øverste raads skinparole er unddraget al kontrol men det er indlysende at den hidtil har gavnet Sovjet­ unionen udenrigspolitisk og flyttet dens forsvarslinje langt mod vest. - Det haardeste arbejde vil være at overbevise kommuni­ sterne om at et demokratisk omend kapitalistisk Europa mellem øst og vest forløbig er den bedste mulighed for fredelig af­ vikling af konflikten. - Dertil kommer at demokratiets lov om at enhver sag skal ses fra to sider og begge parter høres i en kon­ flikt - er stalinismen og den dialektiske metode fuldkommen fremmed. Ret og uret er efter denne filosofi paa forhaand afgjort og man gir ikke en forbryderstat (USA) moralsk ret til at bruge midler som for en værdifuld stat (USSR) er fuldt beret­ tigede. Denne betragtning er svær at adskille fra „Hensigten hel­ liger midlerne". For naturligvis maa selv en forbryderstat ha lov til at bruge hæderlige midler og hvad de uhæderlige angaar er det svært at se hvorfor den værdifulde stat maa bruge dem hvis ikke hensigten helliger dem. Men den kommunistiske parole gir os nøglen til forstaaelse af handlinger i Østeuropa som ellers kan synes unødig haarde. Det er jo rigtigt at selv om „forsvarsanstaltningeme" mod øst og vest udføres efter samme udemokratiske princip med knægtelse af ytringsfriheden og udryddelse af oppositionen — saa hænger man jo dog ikke de venstreorienterede partiledere i USA. Det skyldes at det ikke er nødvendigt i et saakaldt civiliseret sam­ fund som det amerikanske. Men Amerika er heller ikke et for­ postland i en fremtidig krig som Østeuropa er det. Mod øst vil som vi ser enhver regering handle under truende udsigt til krig og kræve at oppositionen skal være loyal. Det betyder ganske simpelt at den godt maa diskutere enkeltheder men ikke oppo­ nere mod regeringen som helhed. Dermed henvises al hæderlig opposition til at gaa under jorden og benytte illegale midler og dermed er den hjemfalden til retsforfølgelse og dens ledere til henrettelse. Den kommunistiske ledelse kan ikke handle anderle­ des. Oppositionen kan ikke handle anderledes.

126

I En demokrat og en kommunist skulde ikke behøve at være principielt uenige med hensyn til parolen om en økonomisk de­ pression i den kapitalistiske verden og særlig i Amerika inden for de nærmeste aar. Det er jo netop faren ved kapitalismens system at den fører til kriser og de igen kan føre til krige. Men de vil reagere yderst forskelligt. Demokraten vil se paa den russiske parole som en sandsynlig men dog ikke ufejlbarlig hypotese og derfor af største betydning for freden. Fornuftige amerika­ nere har allerede paapeget at USA aldrig kan vinde Sovjetunio­ nens tillid uden at sætte alt ind paa at undgaa krisen og dermed gøre hypotesen til skamme. Det vilde være selvmord for demo­ kratiet at sidde den sovjetiske advarsel overhørig. Hvis det deri­ mod af kommunisten opfattes som et ufejlbarligt dogme at kri­ sen kommer i Amerika og fører til krig kan man nemt komme til at arbejde med paa ikke alene demokratiets men hele verdens selvmord. Stregerne er her trukket haardt op. Der er ikke tale om saa klare 'linjer men kun om tendenser baade i kommunismen og antikommunismen som peger mod forøget krigsfare. Demokratiet maa appellere til andre tendenser end den ortodokse kommunis­ me og antikommunisme hvis freden skal sikres. Besættelsestiden har kastet et uheroisk skær over fredsbestræbelser men med urette. Maaske vil man ogsaa kalde det latterligt at demokratiet som staar saa svagt i dag tiltror sig nogen mulighed for at mægle. Indvendingen er uden større moralsk skønhed. Den vir­ ker som et buk for magten fra folk som hidtil har ment man skulde kæmpe for sin overbevisning selv mod overmagten. De­ mokratiets betydning kan i øvrigt ikke maales ved det antal lande som har gennemført et tilløb til folkestyret divideret med den kummerlighed krigen har bragt dem i. Der eksisterer en le­ vende demokratisk tradition over hele den civiliserede verden — fra USA til Sovjetunionen. Hvis man tvivler om det sidste kan det nævnes at der staar stor respekt baade i Sovjet og de nye østlige republiker omkring Nordens folkestyre. - Det er saa - heldigt dier skæbnesvangert - at indenrigspo-

i

I |H‘

|i

127

I

p,

Ii i','

■i

litiken i dag er parallel med de verdenspolitiske linjer. Derfor kan enhver gøre sin indsats ved at gaa aktivt ind for demokra­ tiet. Det er nødvendigt at bevare hodet koldt og baade forstaa og holde sig klar af de to standpunkter hvis krigen skal undgaas. Der maa handles forbilledligt demokratisk. Kim derved kan or­ dene faa vægt. Betræder vi den vej man nu har ladt sig lokke ind paa i Amerika med forbud mod kommunisme udrensning blandt embedsmændene og ytringsfrihedens begrænsning — saa maa vi vide at det betyder folkestyrets undergang - og krigen.

Jørgen Jørgensens budskab Informations kronik 1 - 4 - 1948.

Den akademiske politiske diskussion har desværre i øjeblikket en tendens til at blie højaktuel og gaa paa nerverne som et spørsmaal om eksistensen. Nu er det ikke længere kun de mest kapi­ talstærke antikommunister der ryster for pengepungen men den overvejende del af befolkningen som nærer bekymring for lan­ dets selvstændighed mens kommunisterne til gengæld ser risi­ koen for en internering i øjnene. Man tør nok sige at debatten ikke længere drejer sig om spidsfindigheder. Det har vel altid en smule værdi at præke fordragelighed saa lad os derfor med klart blik for realiteterne fortsætte kampen for freden. Den betyder eksistensen. En krig paa tidens haardt pumpede ideologiske spændingsgrundlag vil føre til borgerkrig hvis der ikke inden foretas drastiske foranstaltninger. Selv den mest rørende omhu for dennegang at være i god tid med de strafferegler som efter en næste krig skal bringes i anvendelse overfor landsforrædere og samarbejdere vil ikke afværge faren for borgerkrigen. Den slags lovgivning kan højst kyse de svage

128

- dem der kan købes — opportunisterne som allerede nu mel­ der sig ud af partierne. Og de handler saamænd klogt deri efter deres fattige forudsætning. Paa folk der er rede til at ofre livet for deres overbevisning om hvad der er bedst for deres land er de uden virkning. Lovene vil først blive et nyttigt redskab naar sejrherren er udpeget. De herrer som sysler med paragraf­ fernes udformning maa derfor regne med at de enten skal bru­ ges af antikommunister til at hænge kommunister paa eller om­ vendt — i den hellige moralske forargelses retfærdighedens og fædrelandskærlighedens navn. Som et lysende eksempel paa at alle ensidige standpunkter slaar igen kan man gennemgaa professor Jørgen Jørgensens kronik her 24/3: Fremskridt og formalisme. Bindekalken er or­ todoksi og der synes kun at findes een berettiget mening om hvad der er bedst for folket. Det er hans egen. Det plager ham ikke overvældende at det danske folk som helhed har en anden opfattelse af politisk lyksalighed. Han gaar vel ud fra at folket er vildledt af kapitalismen. Men de kommunistiske ideer har haft usædvanlig medvind takket være partiets fremragende indsats i modstandskampen — kapitalens kapitulation og samarbejde med besættelsesmagten — og den udbredte forventning om at den nationale befrielse ogsaa vilde medføre social omvæltning. Par­ tiet har efter femte maj haft stor støtte fra intellektuelle krese. Man kan næppe forvente blidere betingelser end dem der gav kommunismen ca. 12 procent af stemmerne ved forrige folke­ tingsvalg. Det vil være over al optimisme at sætte grænsen for partiets vækst ved lovlige midler til 15-20 procent. Der er de­ mokratisk ingen mulighed for at kommunisterne kan blie andet end det bestaaende systems fortræffelige kritikere. Magten kan kun tilfalde dem ved kup eller støtte udefra. Derfor har professor Jørgen Jørgensens kronik sin usædvan­ lige interesse. Den bekræfter hvad de fleste frygter at kommu­ nisterne ikke ønsker at nøjes med den indflydelse de kan opnaa gennem stemmesedlen. Jørgen Jørgensen sir at han for sit ved­ kommende „ikke finder det uberettiget, naar magten en sjæl-

i

i; I

i

h

I !! I-

129

I

■

i' den gang uden unødvendig hensynsløshed anvendes i fremskrid­ tets tjeneste i stedet for, som det almindeligvis sker, i bagstræ­ bets." Han udgir ganske vist dette standpunkt for sit eget og tilføjer om de danske kommunister at „saa vidt jeg forstaar, vil disse ikke anvende saakaldte „udemokratiske" fremgangsmaader, hvis de ikke selv udsættes for eller trues med saadanne." Men mon nogen hopper paa det koketteri? Det er jo dog kommu­ nisterne der selv bestemmer hvornaar de trues af udemokratiske fremgangsmaader saa den loyalitetserklæring for demokratiet han her hentyder til - saa vidt han har forstaaet — er næppe mere værd end løftet om efter en magtovertagelse at ville re­ spektere flerpartisystemet forudsat at oppositionen opfører sig loyalt. Det er forholdene der er krydderiet paa disse to erklæ­ ringer og de er tilstrækkeligt pevrede til at vi uden forbehold ved hvad der venter kommunismens kritikere. Man kan berolige Jørgen Jørgensen med at han er i fuld overensstemmelse med det virkelige kommunistiske standpunkt: Med nødvendig hensynsløshed skal magten i givet fald bruges til at gennemføre hvad kommunisterne har vedtaet er frem­ skridt. Der er ikke et komma i dette som strider mod begiven­ hederne hvor de har faaet eller taet magten. Vi vilde være blaa drømmere hvis vi ventede os en anden udvikling her end andre steder og ejede vi en sidste rest af naivitet saa har Jørgen Jør­ gensen rettet paa det med sin artikel. Det vi skal miste maa først og fremmest gøres til noget sekundært problematisk tvivl­ somt uigennemført. Det udtrykkes med citationstegn: „frihed", „demokrati", „ytringsfrihed", „ret", „frisind" og lign, er se­ kundære skriver J. J. Hvis det saa endda var gaaseøjnene han og kommunisterne vilde af med. Hvis man sae: vi har ikke nok frihed demokrati og frisind. Lad os gaa ind for at faa mere af det. Men man stempler disse goder som „goder" for bedre at kunne forsvare at de afskaffes af politiske grunde. Jørgen Jørgensen gaar et skridt videre end til at fastslaa at disse ting er daarligt gennemført under det vestlige demokrati. Han hævder ytringsfriheden heller ikke i sig selv er noget værd.

130

Pressens holdning til begivenhederne i Tjekoslovakiet har faaet ham „til at tvivle paa den saa højt besungne pressefriheds vær­ di". Han mener virkelig at folkeoplysningen var bedre tjent med kun at modta Land og Folks kommentarer. Bladet skriver nemlig hvad han anser for rigtigt og hvad skal vi med mer? Da han ikke bare anser sin mening for rigtig men ved at det er den eneste og sidste sandhed om politik konkluderer han: „Derfor er jeg ikke tilhænger af den saa højt priste ytringsfri­ hed, som jeg mener er farlig for fremskridtet." Det smukkeste ved disse ord er unægtelig deres ærlighed. Det er mig der har fremhævet professorens syn paa andre menneskers anskuelser som farlige for fremskridtet. Ud fra hans forudsætning er det logisk. Det er langt lettere at gennemføre sit politiske program naar munden er lukket paa modstanderne. Det ved vi alle og vi ved at synspunktet er det modsatte af demokrati for os her i lan­ det. Det er dog ikke hans mening at afskaffe ytringsfriheden brutalt men kun at begrænse den til folk hvis ord kan godken­ des af J. J.: „Det afgørende er for mig ikke, om der foretages indgreb i den taagede „frihed", men mod hvem disse indgreb foretages, og i hvilken retning de tenderer — til gavn eller til skade for folkets store flertal." (Man ser at der ikke staar i overensstemmelse eller uoverensstemmelse med folkets store flertal! Det vilde nemlig være demokrati). Latterlige og taabelige frihed. Du er vel nok kommet i gaaseøjne for tiden som i bedste fald illusorisk og i værste direkte skadelig. Du er dermed gjort identisk med den illoyale opposi­ tion og hører til de udemokratiske fremgangsmaader som kom­ munisterne ikke vil finde sig i. Selv friheden som begreb er efter Jørgensen værdiløs. Han har begejstret laant argumentatio­ nen fra amerikaneren John Somerville: „I sig selv er frihed noget rent negativt - blot fraværelsen af tvang." Med denne filosofiske trylleform kan man bevise hvad som helst! Hvad skal vi med „fraværelse af tvang"? Er det noget at samle paa?! Ser vi os om viser det sig maaske at Somerville & Jørgensen har ført bevis for at tvang er noget positivt nemlig fraværelse 131

i

I II

I

i

il; i

af den negative frihed. Er der noget i verden som ikke er fra­ værelse af det modsatte? Fornuft — Jørgen Jørgensen — er fra­ værelse af ensidighed og ensidighed er fraværelse af fornuft. Men hele denne konsekvente mistænkeliggørelse af demokra­ tiets værdier faar først sit fulde beklagelige perspektiv naar det ses i lyset af hvad Jørgen Jørgensen før har skrevet om folke­ styret. I pjecen „Det demokratiske samfund" udkommet paa Tiden dynger han argument paa argument side efter side for at bevise at demokratiet maa forsvare sig mod sine fjender ved en indskrænkning af ytringsfriheden til dem der vil afskaffe den naar de finder det for godt. Han skriver udtrykkelig at det ikke maa være tilladt „at bekæmpe selve den demokratiske sam­ fundsordning, hvor denne allerede findes og fungerer nogen­ lunde tilfredsstillende." Disse ord rammer i dag kommunismen i centrum og passer helt paa Danmark. En fri afstemning vil gi knusende flertal for at demokratiet findes og „fungerer nogen­ lunde tilfredsstillende". Han præciserer sit standpunkt yderli­ gere: „Hvis man ikke alene giver modparten frihed til gennem saavel uvederhæftig som vederhæftig agitation at forberede jordbunden for det voldsregimente, han tilstræber, men tillige garanterer ham og bestyrker ham i troen paa, at man ikke vil anvende magt eller vold overfor ham, før han har slaaet det før­ ste slag, saa har man derved indrømmet ham en saa gunstig udgangsstilling, at jeg saavel udfra det brede som det smalle demokratis synspunkt maa anse det for ganske uforsvarligt." Som det ses ingen forbehold! Han skriver udtrykkelig: „Lige saa lidt som det er udemokratisk at afskedige en tjenestemand eller officer paa grund af uduelighed er det udemokratisk at afske­ dige ham paa grund af upaalidelighed som vogter eller admini­ strator af den demokratiske samfundsordning." Klarere kan det ikke siges. Og han slutter: „Hermed er samtidig de toleranteste principielle grænser sat for en frihed, der ... med rette kan kal­ des demokratisk frihed. Selv i det ideale demokrati maa disse grænser respekteres, og i de faktisk foreliggende ufuldkomne

132

’H

I tilnærmelser til det maa grænserne muligvis hist og her for visse perioder trækkes snævrere, eftersom hensynet til demokra­ tiets sikkerhed og udvikling 'kræver det." Som det ses: Dette er efter J. J.s mening minimumskrav som gælder i fredstid. Er demokratiet truet skal der gaaes endnu kraftigere tilværks. Elegantere kan en boomerang ikke slynges. Alle betingelser for omgaaende forbud mod det kommunistiske parti og afske­ digelse af professoren saa vel som alle andre statsansatte kom­ munister er her opstillet med hans egne ord. Hans forbehold ait han selv ønsker at afgøre hvad der er bedst for folkets store flertal og at det derfor er ham nogenlunde ligegyldigt hvad fol­ ket faktisk mener - ja det kan naturligvis være godt nok for ham selv men det er komplet ligegyldigt overfor den kendsger­ ning at 90 procent af befolkningen har en ganske modsat klar opfattelse af demokrati. Der er derfor lisaa lidt grund til at ta hensyn til de nødvendige lidelser vi derved paafører det kom­ munistiske mindretal her i landet - som man efter J. J.s mening behøver bekymre sig om oppositionens skæbne i Tjekoslovakiet. Ikke alene har regeringen magten og sin egen sikre overbevis­ ning om hvad der er bedst for folket. Den har yderligere her i landet praktisk talt hele befolkningen med sig. Jeg fremsætter ikke dette for at foreslaa kommunisterne inde­ spærret. Det er jeg principielt modstander af idet jeg mener at dermed er demokratiet afskaffet. Men der kan blie saa truende udsigt til krig at regeringen føler sig nødt til at handle. I saa tilfælde har den Jørgen Jørgensens velsignelse - hvis der fin­ des et sidste hjørne af sammenhængende fri tænkning i hans hode. Men det afgørende for mig er at hans kronik slaar benene væk under kommunismens bedste argument. Man sir jo at ka­ pitalen nok tillader frihedsgoderne saa længe der ikke er fare for det bestaaende samfund. Saa snart den frygter at folket skal ta magten og vende sig mod kapitalens overherredømme vil ytringsfriheden blie ophævet. Kommunisterne peger paa at denne teori bekræftes for tiden overalt i den demokratiske ver-

133

i

I II i

I i

il li)

I'H

J .

’

' ’l

den ikke mindst i Amerika. Frihedsgoderne og hele demokra­ tiet er altsaa intet værd naar det skal bruges og gaaseøjnene fuldt berettiget. Betragtningen er ensidig og udialektisk. Demokratiet trues fra to sider nemlig baade af kapitalen og kommunismen. Ingen kan paastaa at kommunismen hvor den har magten har været mere ivrig efter at pille gaaseøjnene af friheden eller har været trægere til at erklære at nu er samfundet i fare — end kapita­ len. Vi maa derfor ganske klart slaa fast at kommunisterne be­ drager sig selv hvis de tror kapitalismen staar bag flertallets frygt for fremtiden. Enhver fremtidig foranstaltning til sikring af demokratiet vil kunne diskuteres men om dens motiver kan ikke rejses nogen tvivl. Det sker af hensyn til folkets vilje som for demokrater er en lov og ikke en floskel. Demokratiet er hverken forlovet med kapitalismen eller kommunismen og det kan efter forholdene vende sig mod begge parter hvis dets eksi­ stens er truet. Kommunisterne er paa vildspor hvis de tror den modvind de nu er ude i udspringer af noget andet end deres egne handlinger. Gennem Jørgen Jørgensens kronik har vi faaet bekræftet hvad vi vidste at de ikke nøjes med den plads i det politiske liv som stemmemæssigt tilkommer dem. At de hvis de faar hjælp vil gribe 'til magten ud fra en ærlig forestilling om at gavne folket derved gir dem moralsk ret til at handle og mene som de gør. 'Men det fratar ikke folkets flertal retten til at vare den frihed de har tilkæmpet sig.

Et folks ansigt Informations kronik 14 - 8 - 1948.

Vist er den vekslende kvindemode noget spøgefuldt underord­ net som ikke bør tas for tungt paa men i dens regimente har vi et godt billede paa livets uretfærdighed. Suverænt udpeger 134

den en kvindetype som den eneste rette og alle andre faconer og figurer gøres umoderne og interesseløse. Gennem næsten en menneskealder har kvinden skullet ha brede skuldre og smalle hofter og det saa virkelig ud som om vi var et folk af smalhoftede bredskuldrede kvinder. Nu springer de bredbagede smalskuldrede botticelliske typer frem af det mørke modens ty­ ranni har holdt dem i — og erobrer gadebilledet. Moden er en af de betingelser som bestemmer kvindens kar­ riere og karakter ganske som klasseforskellen og hverken hos den midlertidigt foretrukne eller kasserede type opelsker den noget særlig værdifuldt. Jo mindre rigoristisk moden er - jo flere muligheder den gir for at hver enkelt kan klæ sig efter sin egen type og ikke maa gøre vold paa den - des mere demo­ kratisk maa den kaldes. I perioder kan den demokratisk tillade store variationer og byde alle aldre og klasser muligheden for at være moderne. Til andre tider kan den virke aristokratisk og snæver som et diktatur. Dens aag snærer naturligvis ikke de kvinder som pas­ ser til modens krav men tynger saa meget haardere paa dem som daarligt formaar at indpasse sig. Et alvorligere omraade er traditionen. Den er desværre meget mere sejglivet end moden og forandres kun lidt gennem en menneskealder. Derfor har den saa mange knuste skæbner paa samvittigheden. Tænk paa den kristne seksualopfattelse som skabtes for snart 2000 aar siden af den tilfældighed at de første tilhængere ventede jordens undergang hvert øjeblik. Den slags fremmer nu engang ikke interessen for det kønslige. Siden har kærligheden haft forkvaklede livsvilkaar. Det har ganske vist ikke hindret slægten i at formere sig eller store elskere og elsker­ inder 'i at opstaa men den kristnede del af kloden har faaet et skævt forløjet og fortrukket ansigt derved. Og dog er menne­ skene her ikke mindre seksuelt brændende end hvor kristendom­ men ikke hersker. Traditioner skaber mennesker om til noget ringere end de kunde være. Man fristes til at kalde dem forkerte livsvilkaar.

135

i! '■

i'i

Selv i det sidste halve aarhundrede er skabt nye skadelige tra­ ditioner. Tænk hvor det svenske spritsystem har gjort folket ufrit i 'forhold til det øvrige Norden skønt vi dog alle racemæs­ sigt set er samme sammensurium. Det stive ved svenskerne stammer ganske simpelt fra at sejladsen mellem hvad man kan og maa er meget stramt afmærket. Vi er alle kaptajner paa hver sin skude der gaar i mere eller mindre fast rute ad de baner „man" tillader os at sejle. Den der viger ud biir outsider. En mørk og vigtig side af dansk folkekarakter kan henføres til vores skoleordning som Socialdemokratiet staar med hoved­ ansvaret for. Skolen! Den skulde jo før noget andet gøres demo­ kratisk i den dybe forstand at hver eneste mennesketype i den skulde finde sine egne værdier. Den skulde lede med lygte efter hver elevs positive egenskaber istedet for bestandigt at beskæf­ tige sig med de evner der mangler. Jeg snakker for tiden daglig med en 10 aars dreng som lyser af snarraadighed, humor, lyn­ hurtig opfattelse, takt og kunstnerisk begavelse. Spurte man mig om hans intelligenskvotient vilde jeg sætte den langt over normalen. Han er dumpet to gange paa grund af sygdom men skolen anser ham for dum. Hvordan kan det dog gaa til? Var han søn af velstaaende folk fandt de vel den udvej at sætte ham ind et andet sted men her synes de fleste veje lukkede. Han kan blie en god sømand men den aandelige verden hvor han efter sine evner hører hjemme - bogens kunstens — vil efter alt at dømme forblive lukket land for ham. Tænk at vi har raad til at støde saa værdifuldt menneskemateriale fra os. Vi har raad til i stedet ait sætte uegnede talentløse folk paa de betydende pladser. Tendensen er klar. Skolen er ifærd med at omforme folkekarakteren og gøre Danmark til duksenes land. Eksamensbeviserne fører automatisk 'klæbehjernerne op paa de ledende stillinger hvor de bestemmer at enhver der skal frem maa møde med lignende karakterer. De originale springende hoder - de kunstnerisk begavede - alle dem som fra skolens første aar sløves af kundskabsindpumpningen - ja dem er der ikke brug for. De flygter over i dumheden. Derefter glider de

136

T ud paa uanseelige pladser hvor man ikke rigtigt 'tæller med naar folkekarakterens billede skal tegnes. De formaar heller ikke at yde bidrag til dens træk alene fordi de er kommet paa forkert hylde. Ved hjælp af en dybt udemokratisk skoleordning som ensidigt spør om visse evner forvrider man indtrykket af folkekarakte­ ren. Det danske folk rummer rigere evner som strækker sig over et større klaviatur end skolen aner eller er indrettet paa at re­ gistrere. Den er blevet en sigte som endda i mange tilfælde til­ bageholder og kasserer det værdifulde og slipper det ligegyldige igennem. Skolen skal ikke ha til opgave negativt at sigte bør­ nene. Den skal positivt finde frem til hvor hver eneste har sine evner. Kun derigennem skabes et talentfuldt rigt nuanceret folk. Man kan sige meget ondt om liberalismen men den var dog en vis ventil overfor skolens og traditionens standardiserings­ bestræbelser. Enkelte kunde bryde ud og bane sig nye veje fordi vi engang har haft næringsfrihed her i landet. Men skolen ræk­ ker sine arme langt i dag og nu autoriseres uddannelsen i flere og flere fag. Et nyt laugsvælde. Selv arkitekterne som ved at deres bedste folk de sidste 50 aar ikke er kommet fra Akade­ miet — arbejder nu paa at faa lovfæstet uddannelsen med jus practicandi i lighed med lægernes! Om du er den fødte tand­ læge, læge, ingeniør eller arkitekt rager ingen i dette land. Du biir hverken det ene eller det andet hvis du ikke kan aflire et pensum og opføre dig efter de normer de gamle i faget har fast­ lagt. Dine evner er ligegyldige. Man spør kun om din viden. Maaske er der paa bunden ingen forskel paa folkene. Enhver race og nation er fra naturen en uoverskuelig rigdom af evner lyster laster talent og djævelskab. „Staten" bestemmer hvad der skal komme frem af al denne overdaadighed og hvad der skal underkues og forsvinde i mørket. Staten dikterer den herskende mode paa mennesker. Folkekarakteren kommer ikke fra folket men er et produkt af samfundet. Man kan derfor faa ethvert folk til at handle som det tyske under Hitler. Søger staten sadi­ ster og forbrydere for at iklæ dem uniformer og sætte dem til 137

i Il i

I

I

I

I j[

i

i'

h

r

I ■

styret saa vil de til enhver tid forefindes i 'folkemassen og melde sig til fanerne for at øve deres blodige gerning. Søger staten som her i landet folk der kan lære udenad til at beklæde po­ sterne saa er de der. Bygger staten som i Amerika sin tilvæ­ relse paa middelstandsmentaliteten, saa vil folkekarakteren som ikke er noget sandt billede af det amerikanske folk - være den blanding af søndagsskole og racehad man har bedt om. Ønsker staten et lydigt begejstret kommunistisk folk saa vil man ved en rationel lovgivning som den sovjettiske faa en saadan folkekarakter. Men noget sandt billede af det russiske folk er den ikke. Det sande billede opstaar kun naar den politiske mode er demokratisk saa enhver kan klæ sig i de anskuelser han vil. Hvor biir de da af de andre som adskiller sig fra den af sta­ ten ønskede norm? De forsvinder i det betydningsløse mørke. I Tyskland blev de enten dræbt eller tabte gassen og blev stille skjulte sig i et erhverv. Mange begavede folk mangler krops­ ligt mod og bøjer sig derfor for myndighederne — biir medskyl­ dige som det nu hedder. Sikkert er det at kritiske selvstæn­ dige hoder er blevet sjældnere paa de ledende poster i Danmark. Man skal heller ikke søge frisindet repræsenteret i toppen af USA eller den kværulerende type blandt de store i Sovjetunionen. Men demokratiet skal alene maales paa den rigdom af evner det fremelsker i folket. Intet værdifuldt maa gaa tabt - end ikke dovenskaben. Der maa ledes efter en plads til hvert eneste men­ neske. Individets frieste udfoldelse af alle indre værdier er det praktiske maal for demokratiet - og det teoretiske for kommu­ nismen. Det man frygter er at demokratiet slaar sig tiltaals for tidligt mens kommunismen vælger saa lang og taktisk en om­ vej at maalet slipper folket af syne. Tænk hvis Sovjetunionen engang naar frem til at gi los paa tøjlerne — og saa folket ikke aner hvad det skal bruge friheden til. Hvis det i stedet ber om en parole at følge og en fane at marchere efter. Hvis den med vold og magt af staten igennem de mange aar fremprovocerede folkekarakter tilsidst biir identisk med folket! 138

'M.

r Endnu lever naturens liberalisme i mandens og kvindens planløse forelskelse og bømeavl. Den dag ogsaa det kommer under statens eugeniske kontrol - i den bedste sags tjeneste vil det være ude med demokratiet. Saa vil staten faa det men­ neskemateriale som passer den. Men demokrati er at hvert ene­ ste menneske faar det samfund - den stat - de vilkaar som pas­ ser ham. Gid den politiske mode vilde skifte saa vi hver for sig jorden over fik lov at klæ os i meninger vi selv er naaet frem til.

Opdragelsens skygge Informations kronik 6 - 10 - 1948.

I en kronik her 14. august „Et folks ansigt" blev folkekarakte­ ren gjort direkte afhængig af staten opdragelsen og traditionen mens folket rummer langt rigere værdier. Gennem opdragelsen taet i videste forstand indsnævres vores evner. I bedste fald specialiseres vi til at yde det usædvanlige paa et enkelt felt men maa betale med en indskrænket horisont paa de fleste andre. Man maa adskille menneskets latente evner - dets rigdom og muligheder fra fødslen — fra det man biir tål — det samfundet har brug for. Derved føres man over i en tvivl paa om vi formaar at sige noget om hvad kønsforskel og raceforskel er ud over de rent ydre kons taterligheder. Vi ved at manden ikke kan føde børn men kan ha større fysiske kræfter end kvinden men resten af kønsegenskabeme kan lisaa godt være paaført manden og kvinden gennem den traditionelle opdragelse. Var vi ratio­ nalister i stedet for humanister slap vi en flok nyfødte løs paa en sydhavsø for at se hvordan kønskarakteren vilde vise sig under en udvikling med absolut lige ydre vilkaar - som jo dog er forudsætningen for al videnskabelig konstatering. Da man heller aldrig har giet racerne lige vilkaar staar vi ud

139

i

h i

i

•i

■ ir1 ■

i;-1

il ■

over hudfarven ogsaa paa nogenlunde bar bund. Jøderne har endog i lande hvor man ansaa vilkaarene for lige levet under en tradition der kastede sin stærke skygge og dikterede handlinger og vaner som næppe kan betragtes som medfødte. I det lykke­ lige Danmark hvor Georg Brandes engang kæmpede for polak­ kernes frihed men selv følte sig som fri dansker var der vel ingen raceproblem. Men da han blev spurt om han ikke nu nok mente jødemes trængsler var endelig forbi svarede han: Der vil komme nye forfærdelige progromer. Hvor urimelig en spaadom dengang! Og dog viste hans typisk jødiske mistillid til den kristne hæderlighed sig at være sørgeligt berettiget. Problemet om anlæg og fremtoning har baade videnskabelig og moralsk betydning saa vi kan faa fastlagt hvad der er med­ født og hvad der er tillært tradition i et folk eller en race. Sand­ synligvis vil en opklaring føre til at det meste af hvad vi kalder medfødte køns- og raceegenskaber er tillærte og dermed bort­ falder alle herrekøns- og herrefolksteorier. Det djævelske er at det tillærte og oplærte synes at ha samme magt til at præge menneskene som det medfødte. Derfor vil fremtoningspræget saa ofte blie opfattet som et anlægspræg og herrefolksteorieme opstaa. Det er almindeligt at tillægge jøderne raceegenskaber som forretningsdygtighed og økonomisk sans som efter alt at dømme slet ikke ligger dem i blodet men i tra­ ditionen og som direkte er paatvunget dem af de kristne. Maaske er traditionen tykkere end blod. Rives jøderne bort fra kristne tvangsforanstaltninger og deraf opstaaede traditioner biir de krigere og agerdyrkere som andre folk. Det ses i Palæstina. Race- køns- og folkekarakter maa alt sammen være noget fæl­ les — en generalnævner som opstaar ved at individuelle ejen­ dommeligheder og alt hvad der rager op eller adskiller sig skæ­ res bort. Derfor kan individet aldrig hæfte for sit køns egen­ skaber eller sin races eller sit folks. Da man næsten er uden midler til at konstatere om man staar overfor fremtoning eller anlæg vilde det være klogt at gaa meget stille med de døre. Hvordan skulde vi overhodet kunne skelne mellem medfødt og 140

li

tillært? Gunnar Myrdal har i en bog om Amerikas raceproblem fastslaaet at de hvide som repræsenterer 90 pct simpelthen dikterer de 10 pct negre hvordan. de skal opføre sig. Negrene har end ikke mulighed for at bestemme hvilke forbrydelser de vil begaa og i hvilket omfang! Men der er nu ogsaa positive raceegenskaber hvor et folk ud­ mærker sig i forhold til andre. Der er et godt eksempel i neg­ renes musikalitet som man paa forhaand skulde anse for et anlæg. Noget tillært kan det umuligt være da amerikanerne bestemt ikke har spildt tiden med opdragelsen af deres sorte! Kulturelt har de været overladt aldeles til sig selv. Her er et springende punkt. Positiv musikalitet kan ikke paa­ tvinges en race men man kan ad opdragelsens vej afmusikalisere menneskene og sandsynligt er det det der til en vis grad er foregaaet med den hvide race. Man maa gaa ud fra at menneske­ heden er født musikalsk og at det kun er opdragelsens skygge som forhindrer os i at løbe danse synge og spille saa naturligt rytmisk som negrene og andre ufordærvede folk. Det er for stærkt at sige at vi har mistet musikaliteten men vi har tabt forbindelsen med det umiddelbart musikalske og det har derfor været til største gavn at vi hade den amerikanske negroide mu­ sik som har paavirket næsten al moderne hvid musik. Musiken er et vigtigt middel til at belyse om en egenskab som negrenes musikalitet er en positiv raceegenskab hos dem eller en af civilisationen opstaaet mangelsygdom hos os andre. Musikpædagoger som Astrid Gøssel og Bernhard Christensen har ført et temmeligt overbevisende sandsynlighedsbevis for at der er en neger i os alle sammen som udryddes ved den tra­ ditionelle opdragelse. Det er lykkedes dem ved at give deres elever musikalsk frihed helt fra barndommen at finde unge for hvem den negroide musikform er lisaa naturlig som at trække vejret eller spise. Mens hvide musikere med mere klassisk ud­ dannelse kun under svære kampe naar frem til en anspændt imitation af swingmusiken vil de frit opdragne unge føle det unaturligt at udtrykke sig anderledes.

141

I II’

In I >r’ ■

h!' J

J

W; i

Det belyser hvorfor negrene har bevaret den naturlige rytme gennem slaveriet og trods mødet med den europæiske religiøse musik. Først og fremmest maa det vel skyldes at ingen opdra­ gelse har kastet sin skygge over deres musiksans. Man fristes til at forestille sig det oprindelige menneske som noget uende­ ligt rigt med alle muligheder i behold mens det civiliserede indi­ vid vi kender aandeligt og sanseligt set er temmelig tandløst og degenereret. Men heldigvis er det ikke noget arveligt — altsaa ikke virkelig degeneration. Det oprindelige menneskes levende modtagelighed og aktive kunstglæde ligger i sindet hos hver generation og gaar kun tabt paa grand af opdragelsens nivel­ lerende paavirkning. Det skal indrømmes at der biir ikke meget igen til racebegre­ bet men jeg ser ingen ulykke i det. Ulykken ligger et andet sted. Vilkaarene i samfundet er skæve og ensidige og skaber en „folkekarakter" som kun afspejler et minimum af menneske­ sindets muligheder. Opdragelsen har altid til opgave at nivellere individet og nærme det til normalen. Og normalen er i de sam­ fund vi kender temmelig overciviliseret og derfor snæver. Det er grunden til at kunsten saa ofte søger tilbage til det primitive. Negerskulptur og bametegninger har betydet for malerkunsten og skulpturen hvad jazzen har betydet for musiken. Det er ud­ viklingens sunde linje at vi hele tiden fastholder og vender til­ bage til oprindeligheden og det primitive i os. Hvor højt vi end naar op i kultur blir det kun overkultur og degeneration hvis linjen til det primitive menneske og den primitive oplevelses­ evne brister. Begrebet det oprindelige menneske er maaske nok noget abstrakt men det er udtryk for en virkelig folkelighed som man kunde ønske Sovjetunionens kulturpolitikere vilde beskæftige sig noget mere med og mindre skele til folket i den praktiske og delvis spolerede stand som man har faaet det over­ leveret fra zartiden. Hvis man ved folket forstaar hvad folke­ karakteren dækker saa faar man et af magthavere restriktioner og traditioner divideret kunstprodukt som er fattigt og ringe i forhold til de kræfter der virkelig lever i befolkningen og som

142

>!

i

aldrig under de forskellige samfundssystemer har faaet lov til at udfolde sig opleve og leve frit heller ikke under sovjetstyret. Det moderne kulturarbejde stræber efter at frigøre menne­ sket fra folkekarakteren. Derfor er der klar harmoni mellem moderne malerkunst musik og pædagogik. „Den frie skole". Psykologerne trænger fra anden side ind paa problemet med deres tale om hæmninger og fortrængninger. Civilisationens mangelsygdomme paaføres barnet fra starten. Mennesket er i det moderne samfund svagtsynet tunghør og næsten ufølsom overfor livets rigdom. Den arvebiologiske diskussion i Sovjetunionen som nu er af­ gjort med en parole kan nok fylde en med uhygge. Det virker som om man lover os at fremstille enhver slags mennesker efter behov. Fagre nye verden! Maaske er der et ukrænkeligt moral­ bud for menneskeheden som indeholder hele demokratiets ide: Respekten for anlægspræget som noget helligt. Det er jo det oprindelige menneske. Det indeholder alt godt i sig ogsaa indi­ vidualiteten. Her maa videnskaben aldrig gribe ind i haab om at fremstille noget bedre egnet og mere rationelt. Tvært imod er det demokrati og humanisme at kæmpe mod fremtonings­ præget og nedkæmpe og afklæde alt hvad der skygger for det oprindelige menneske. Det er ikke noget rousseausk med at vende tilbage til naturen som om den er tilstrækkelig. Kun det oprindelige menneske kan opleve og videreføre kulturen. Kun paa det fulde sansernes klaver kan melodien spilles med fuld skønhed. Civilisationen har medført at vi har tre fire tangenter tilbage og de er endda forstemte. Kulturarbejde er baade at spille paa hele instrumentet og holde det levende, stemt og opøvet. Under diskussionen om Sovjetunionens kulturpolitik frem­ kom en af deltagerne i Land og Folk med argumentet: Man beskærer jo dog ogsaa en rose! Ja man beskærer roser og parrer køer og sætter mælkeprocenten i vejret. Men man beskærer ikke mennesker. Det oprindelige menneske er det hellige og ukrænkelige. Paa respekten for det skal al politik al opdragelse og al kultur maales.

143

I ■

li

il5 li 1 *’

Menneskets Standardisering Informations kronik 11 - 11 - 1948.

Som det Mogens-Fogske dilemma i et interview her for nogen tid siden viste adskiller demokratiet sig fra kommunismen ogsaa ved at man ikke frygter offentlig selvkritik skal blie udnyttet af modstanderne men haaber den først og fremmest skal gavne sagen. I øjeblikket kan kritiken af folkestyrets institutioner nok stemme for brystet. Det var jo ikke alene retsvæsnets og justits­ ministerens usseldom den nu afsluttede debat afslørede men ogsaa rigsdagens. Alligevel ser vi den eneste vej frem i at dun­ dre mod disse foreteelser og søge rastløst efter aarsagen til at de stolte 'frihedstraditioner som grundlaes for 100 aar siden og videre udvikledes af frihedskæmpere som Grundtvig og Bran­ des - nu er endt i et gennemkompromitteret bureaukrati hvor den ene haand vasker den anden til de siddendes gavn. En af grundene er international saa den kan vi ikke lastes for. Den reaktionære vind blæser altid over hele kloden. Det fyger med dens ukrudt baade i Amerika og Sovjetunionen. Men enhver har pligt til at luge i sin egen have og den har vi for­ sømt. Vi var nødt til at skyde demokratiets frihedskamp i bag­ grunden til fordel for landets men vi har glemt at genopta den. Kampen mod traditionernes daarligdom. Nedbrydningen af de skadelige overleverede skranker som hindrer folkets udfoldelse. Man har endog mistet lysten til denne kamp og frygter dens konsekvenser. Regeringspartiets mest fremskridtsvenlige pæda­ goger snakker advarende om tøjlesløshed og om det skadelige ved at gi individet fuld frihed. Troen paa mennesket som var alt frisinds mærke er erstattet med konservatismens mistillid til at vi kan staa paa egne ben og regere os selv. Kort og rent ud sagt: demokratiet svigtes af sine ledere og vi har ingenting

144

at la kommunismen høre fordi den svigter sit program. Vi svig­ ter selv vores. Vi gaar nøjagtig i Sovjetunionens fodspor og hævder som den at folket skal opdrages til enhver frihed før det maa faa den. Tilliden til det oprindelige menneske har altid været skelne­ mærket mellem højre og venstre. Al venstreorienteret arbejde paa alle kulturens felter er gaaet ud paa at nedbryde skranker og alt højreorienteret paa at prise deres nødvendighed. Argumentet om menneskets ondskab og svigtende evne til at leve i frihed henter sin næring fra studiet af den triste afart af et menneske folkestyret har standardiseret som norm. Man peger paa barnets opførsel. Se hvor ondt og usocialt de stærke haaner den svage og efterblivende i skolen. Er det ikke netop den slags medfødte egenskaber som har frembragt skavankerne i den nuværende samfundsordning? Nej det er omvendt. Det er tvangen fra klassekampens tra­ ditioner og den misforstaaede økonomiske liberalisme der har fremelsket og afstivet barnets foragt for den svagere. Fra det kan fornemme oplæres det deri. Gennem gymnastikundervis­ ningen saavel som radioen hver morgen lyder den bundfalske sætning: En sund sjæl i et sundt legeme. Hvoraf omvendt kan sluttes at den spinkle som maa fritas for gymnastik eller den som har haft børnelammelse maa ha en syg sjæl. Ned med enhver der afviger fra standarden! Karaktergivningen peger samme vej. Hjælp ikke dine kammerater men skub til dem og mas dig selv frem. Sparker du ikke først sparker de dig. Hvisk ikke til en kammerat — det er strafbart. Gaa læreren under øj­ nene og angiv de andre. Det fører fremad og opad i samfundet. Den fattige er selv skyld i sin fattigdom. Sky de socialt lavere stillede og snob for de fine. Mor sir at træskomandens Olav maa du ikke omgaas. Han er uartig. Men garverens maa du gerne komme sammen med. Det er byens honoratiores. Tradi­ tionen lyder at enhver har pligt til at være sig selv nærmest og maalet ligger fast: Opad i samfundet! En stillings værdi maales eentydigt paa hvad den betales med - en mands betydning paa

145

i;

H

p

{L f. ■; !

' b1 i ir-;

r•

1

■

■

T

,

hans penge og magt ligegyldigt med hvilke midler han er kom­ met frem. (H. N. Andersen). Det er saa uhyre lidt der er gjort siden folkestyrets fødsel for at raade bod paa denne junglelov. I Amerika er den fint ind­ flettet i frihedsbrevet og staar som samfundets grundlov hvorpaa alt andet bygges. Hvor kan man da vente at noget normalt bam skal blie helt hæderligt? De der biir det betragtes som til en side og de adskiller sig for saa vidt ogsaa fra normalen som de har sjælsstyrke til at klare sig fri af den daglige 'tradi­ tionens draabe der huler karakteren. Kom ikke med det almin­ delige bams opførsel som modargument mod en fri opdragelse! Neill har i England opbygget et bamesamfund paa helt fri grund og deraf fremgaar det klart at den sociale indstilling er noget naturligt for barnet - hensynet til kammeraterne og hæderlig­ heden - hjælpsomheden og glæden ved fællesskabet. Det er det nuværende samfund som fra første færd udrydder noget af det værdifuldeste i os og gør os ensomme og haarde. Jeg kender en otte aars tøs med et hjerte saa følsomt for an­ dres forhold at hun løber over af ømhed hvis hun frygter nogen ikke skulde være paa højde med situationen. Saadan et bam kan jo ikke klare sig i et kapitalistisk samfund. Heldigvis vakler hendes forældre heller ikke i troen paa at den mest traditionelle opdragelse med dygtiggørelse og selvfølelse er den rette. Nu hævder hun sig med de kendte midler og husker at slaa paa sin sociale stilling naar det er nødvendigt. En ti aars dreng af min bekendtskabskres har som natur at dele sit slik med enhver tilstedeværende voksen eller jævnaldrende. Men han kender sam­ fundets lov om konstant krigstilstand og slaar først hvor han kan komme til det udenfor fredfyldte enemærker. Der staar et skrig af haan og djævelskab ud af halsen paa ham saa snart han er ude i „samfundet". Jovist opdrager vi de unge fra vuggen til den færdige stan­ dardisering. Kirken sporten skolen pressen tas i brug. Nu raaber drengene paa Kongevejen skældsord mod de svenske biler fordi vi har tabt en fodboldkamp. Til lykke Danmark med Gunnar 146

Nu-Hansens kulturelle indsats. Da mennesket ikke kan lære af historien har vi glemt Spartas skæbne skønt den blev gentaet i det tredje rige. Landet der standardiserede mennesket til sports­ mand og kriger. Det uovervindelige hvor al kunst døde og al kultur paa kort tid sygnede hen. Hvor traditionen paa kort tid dræbte menneskets rige sind og lod en disciplineret kriger blie tilbage. Findes der da ikke værdifuld tradition? Nej hvordan skulde det tænkes naar den efter sin natur ikke kan og maa motiveres. At en lille pige skal neje er tradition og skulde den blie afskaf­ fet vil ingen fornuftig eftertid genindføre den. Men at hun ser sig for før hun gaar over gaden er fornuft og skulde den gaa i glemme vil erfaringen hurtigst muligt bringe den tilbage. Hvad tradition er ses bedst af et telegram fra London tål Berlingske Aften med eftertryk forbudt. Det meddelte at fire kæmpeskildpadder for en formue var fløjet til London fra Østen til lord mayors aarlige banket. Ved ankomsten blev de fodret med østers og champagne (Gordon rouge 1927) efter en mere end hundredaarig tradition. Det værste ved historien er at England er saa hildet og blin­ det af traditionerne at den fattige befolkning dagligt kan udfordres med den slags usømmeligheder uden at der opstaar et stort handlekraftigt kommunistparti. Saa stærk er opdragelsen. Saa blivende og ubodeligt standardiserer den mennesket. Standardiseringen gør os hæmmede talentløse og umoralske. Den tvinger os til at skade mennesker vi elsker. En ung pige er ude i plads og venter barn med sin kæreste. De ved saamænd begge daarligt nok hvordan det er gaaet til - kommet som de er fra gode gammeldags hjem. Ingen har sagt dem at et enkelt forvirret kærlighedsmøde kan føre en saadan konsekvens med sig. Men lykkeligvis elsker hun bøm og drømmer bare om at faa det - selvom hun naturligvis elsker kæresten højere. Unge og uerfarne er de bundne til hjem og traditionelle synspunkter. Saa kommer standardsituationen. Hun kan ikke sige hjemme paa landet at hun skal ha et barn af hensyn til naboerne. Han

147

i

i

I

I

I I

hl

t

!

kan ikke gaa til sine forældre. De vil ikke kunne begribe at deres søde lille dreng er saa voksen at han har forført en ung pige. De vil vel regne hende for forførersken! Et daarligt men­ neske der bringer deres dreng i ulykke. Den simple hæderlige løsning vilde være at de gifter sig bag forældrenes ryg og der­ efter meddeler dem den lykkelige begivenhed. Men ogsaa den lukker traditionen for. De kan ikke faa en saa meget som et­ værelses lejlighed og han er saa gammeldags at man kan ikke være gift uden at bo sammen. Derfor tvinges hun til at bort­ adoptere det barn hun har drømt om og puslet om og strikket °g bygget rede til de mange lange maaneder. Hvis han hade været lidt mere erfaren hade han vel sendt hende til kvaksalver af hensyn Hl sin traditionelle moral. Men ingen socialhjælpere eller mødrehjælp har stivet dem af Hl at vælge en lykkelig løs­ ning uden hensyn til forældrene. Der findes paa stedet en forstaaende læge og en hellig forarget jordmor. Staar det bedre Hl i bedre krese? En kunstnerisk begavet ung mand musikalsk som en neger og med deraf flydende mangel paa præcision og pligtfornemmelse er praktisk talt uegnet til at leve under vores demokraH. En der 'ikke passer Hden! En der har svært ved regelmæssigt arbejde? Ud af lemmen med ham! Ud i psykopaHen. Han aner ikke selv hvad han vil være og at hans evner ligger i det kunstneriske. Hvor skulde han vide det fra opdraget i et borgerligt hjem hvor kunst er et sjofelt ord naar man ikke er død og hedder Rembrandt — slæbt gennem en højere skole hvor ikke een spør om elevens evner men kun om hvad der skal fjernes for at bringe ham ind under standardnormens to udgaver: den sproglige og den matemaHske. Han stemples som doven i skolen og sættes i banklære. Hvad skal en fantasiløs far gøre? Saa bryder han med alt og kravler med den pige han elsker ned i en rullekælder eller en anden smule virksomhed bare for at leve. Og saa kommer det hele igen - alle de hadede gloser og be­ brejdelser fra skole og hjem om pligt om præcision om spar­ sommelighed. Men nu kommer de fra den elskedes mund. Ingen har haft brug for hans positive evner. Man har kun raabt paa 148

ji •

lir det han manglede. Gaa ad helvede til ud i druk og frihed og undergang. Den slags folk er der ikke brug for under demoka­ pitalismen. Jeg sidder og gaar de store kunstnere igennem jeg har kendt fra min ungdom. Heller ikke dem har samfundet haft bud efter eller brug for. De svarede ikke til standarden og det skyldes kun et hul i kontrolsystemet at de ikke blev skubbet ud i mørket som asociale. Enten sultede de sig igennem eller de var saa heldige at blie ramt af en sygdom der gjorde dem uegnet til normal sam­ fundstjeneste. Det var jævnaldrende kammerater som reddede deres evner fra undergang. Fra forældre og skole blev lagt alle hindringer i vejen. Det kan siges at være underordnet om vi faar en ung til at blie en god kunstner eller gør ham til en daarlig agent i snørebaand. Men vi handler lisaa suverænt dræbende traditionelt naar han eller hun skal vælge mellem saakaldte nyttige og praktiske erhverv. Ungdommen har end ikke frihed til at bestemme hvad den vil være. I bedre stillede 'hjem tillades det højt regnet at den unge vælger mellem et par forslag forældrene stiller. Øhlenschlæger kæmpede for at man selv skulde vælge sin livsledsager og end ikke det er gennemført ude i den store folkelige tradition. Hvad er det da for en frygtelig tøjlesløs frihed I frygter I høje social­ demokratiske spidser og kulturledere? Friheden til at raade over egen tilværelse - hverken mere eller mindre. Selve definitionen paa alt demokrati: at vi ikke skal behøve harmfuldt at raabe efter staten og dens institutioner: Hvem ejer egentlig individet? At det ejer sig selv og har lov til frit at raade over sig selv naar det ikke skader andres berettigede interesser derved. En dame spurgte mig efter et foredrag - som saa ofte før -■ vilde De da la Deres fjortenaarige datter selv bestemme hvem hun gik ud med om det saa var en tysk soldat! Jeg kunde kun svare ja men det er sandsynligt at de unge som kommer fra et sædvanligt hjem ud af den sædvanlige skole og udstyret med den

l

I! iI

II n*1 h t

149

i?

IIhi ■ li i

sædvanlige moral formentlig kan begaa enhver forbrydelse hvis de biir sluppet fri. De har jo ikke lært at skelne mellem frihed og tøjlesløshed naar de end ikke ved hvad frihed er.

Liberalistisk eller socialistisk kulturpolitik Foredrag for Radikale studenter 29 - 11 - 1948.

li: li'

Hvis jeg skulde besvare spørsmaalet om socialistisk eller libera­ listisk kulturpolitik ganske frisk uden tanke paa Edvard Heibergs indlæg saa vilde jeg sige at der overhodet ikke er nogen mod­ sætning mellem de to begreber. En virkelig socialistisk kulturpo­ litik maa være liberal. Jeg skal begrunde det nærmere. Da Karl Marx i sin tid rettede sin vældige kritik mod samfundet kunde ingen være i tvivl om hans maal. Han vilde skabe bedre livsbetingelser for mennesket og derigennem for kulturen. Hans stilling var overordentlig klar. Han paapegede med styrke at der ikke fandtes aandsfrihed under kapitalismen. Der var kun frihed indenfor den herskende klasses skarpt afstukne rammer. Han paastod efter min mening med fuld ret at hvis mennesket skulde naa til aandelig frihed maatte klassedelingen og kapitalismen afskaffes. Kun i det klasseløse samfund var betingelserne for en fri kultur. Midlerne han anviste kender alle tilstedeværende. Planøko­ nomien i form af arbejdernes overtagelse af produktionsappara­ tet. Men hans mening var at kapitalismen stod i vejen for frihe­ den. Hans maal var gennem kontrol med det økonomiske liv at skabe frihed for mennesket. Han kunde ha sagt: Hvorfor tror I paa økonomisk frihed? Hele denne liberalisme indenfor forret­ ningsliv og produktion er jo ikke demokratisk frihed men frihed for den stærkere til at udbytte den svagere. Kan I ikke se at kun

150

ved at lægge det økonomiske liv i de rette lænker — ganske som vi kontrollerer tyveknægte og rovmordere - naar vi frem til aandelig frihed og broderskab. Liberalismens store fejl var at den ikke definerede frihedens begrænsning. Det amerikanske frihedsbrev var ulogisk fordi det paa visse punkter respekterede individets ret men paa andre nemlig det økonomiske - prisgav den svage i den stærkes kløer. Liberalismen hade ret paa saa mange punkter men den saa ikke at en saa lidt betinget økonomisk frihed som den tillod og den dag i dag tillader nødvendigvis maatte føre til at de andre fri­ hedsgoder blev en ren fiktion - en blomst i knaphullet. For at tale dagens sprog saa har de udenomparlamentariske kræfter kapitalen raadede over været langt mere bestemmende for den politiske udvikling end de politikere som folket saa rørende valg­ te ind i rigsdag og regering. Karl Marx hade derfor i mine øjne ret i sin kritik af libera­ lismen. Den kunde i sin første form aldrig føre til menneskets virkelige frigørelse. Pengenes magt og klassesamfundets skygge vil hindre retfærdighed og frihed for størstedelen af befolknin­ gen. Han hade ret i at sætte ind hvor han gjorde. Diskussionen om menneskets frihed maa jo altid være en debat om frihedens be­ grænsning. Grænseløs frihed er tøjlesløshed. Liberalismens øko­ nomiske frihed var praktisk talt en saadan tøjlesløshed. Altsaa maatte liberalismen ende i tvang: kartellernes og trusternes un­ dertrykkelse. Den lovpriste økonomiske frihed til udbytning har ikke noget med ærlig personlig frihed at gøre. Dér skulde libera­ listerne selv ha været vaagne og dér var det Marx som skar igen­ nem med sit forslag om planøkonomi. Jeg skal ikke sætte marxismen under debat. Den kan der være saamange meninger om. Jeg vil kun hævde at Marx' mening med planøkonomien var at det var den eneste maade at gennemføre aandelig liberalisme paa. Med andre ord han vilde ganske det samme som de første ide­ alistiske liberalister: menneskets frigørelse. Men han var mindre

151

il'

i

I Ii

II I

f|;i

||l

•i

naiv end de og saa med lysende klarhed at økonomisk frihed aldrig kan føre til denne frigørelse men vil lægge folket i læn­ ker. Liberalismen gjorde den fejl at overføre frihedsbegrebet til økonomien. Hvis man ogsaa hade overført friheden til forbry­ derverden vilde vel enhver ha set vanvidet. Men Marx gjorde ikke den fejl kommunisterne nu gør: Han overførte ikke plan­ økonomien til det kulturelle liv. Det vilde jo bare ha været at gøre liberalismens dumhed om igen med modsat fortegn. Fra dynen vilde vi være kommet i halmen. Man kan maaske mene det er flot at paastaa den slags uden citater fra Marx' bøger. Jeg skal forskaane Dem for den slags. Jeg er ikke stiv i det. Men jeg kan støtte mig til et par citater af Lenin - først det berømte om kommunismens maal at stat politi og fængsler skal gøres overflødige. Bedre bevis for at Lenin i sit maal var 'liberalist kan ikke ønskes. Større liberalisme er aldrig udtalt og alene denne definition viser at demokratiet og leninismen hade samme maal indtil forveksling: menneskets frigørelse. Menneskets selvstændiggørelse. Alt formynderskabs afskaffelse. Men vi har et andet citat af Lenin som viser hans holdning overfor literaturen. Desværre nævner han ikke arkitekturen musiken malerkunsten balletten osv men jeg tror det ligger i at disse kunster har staaet for ham som saa uegnede til at spænde for det politiske livs vogn at han har fundet det overflødigt. Me­ get i citatet tyder paa at han har regnet literaturen for saa nær knyttet til det politiske liv at der derfor særlig maatte advares mod politisk misbrug af den. Citatet lyder:

Det er klart at literaturen mindst af alt egner sig til me­ kanisk udjævning og nivellering af hensyn til et flertal der hersker over et mindretal. Det er indlysende at man her absolut maa sikre en større plads for det personlige initiativ, for individuel frihed, for fantasi og indbild­ ningskraft i form og indhold.

152 ■

|

Alt dette er ubestridelig sandt men det beviser bare at proletariatets literære arbejdssektor ikke mekanisk kan identificeres med arbejdernes øvrige sektorer.

Lenins ord kunde ha faaet en mere aktuel formulering hvis han hade levet og set udviklingen af Sovjetunionens kulturliv i dag. Men det mangler ingenting i klarhed. Det kan næppe om­ fortolkes men staar som en lysende advarsel mod at betræde de veje man i dag er langt inde paa. Selv til den bestikkende forklaring man gir os at kommunis­ mens maai nok er menneskets frigørelse men ogsaa kunstnerne maa lægge sig i selen og indordne sig den politiske disciplin for at naa maalet - gir han klart svar. Han afviser med rene ord ønsket om at spænde kultur- og kunstlivet for den politiske vogn. Jeg maa her indskyde at jeg kun kan finde een historisk paral­ lel til stalinisternes forhold til Lenins kanoniske skrifter. Det er i kirkens forhold til Kristus. Ganske som kirken opfører sig saa Kristus ved sin eventuelle atterkomst maatte jage hele bundtet af velmenende embedsmænd ud af sit hus synes det mig at Stalin noget for bekvemt lever videre paa de kloge ting Lenin fik skrevet og paa den glorie der staar om hans navn - mens han i praksis gør det stik modsatte af hvad der staar i skriften. Des­ værre faar vi ikke Lenin til at genopstaa. Jeg tror næppe nogen kommunist vil benægte at kommunis­ mens endelige maal er individets frihed. Hvad man derimod vil sige er at tiden er ikke moden til denne frihed. Sovjetunionen lig­ ger omgivet af fjender og den tredje verdenskrig truer. Altsaa maa man fastholde den haardest mulige disciplin. Der er nu ikke saa lidt at sige til den forklaring. Den ligner ikke Lenin og den fremsættes ikke af Stalin. Lenin vilde ha gjort som med NEP-politiken - indrømmet at tiden ikke var 'inde til fremskridt men det skulde komme senere. Men det der sker i dag i Sovjetunionen er kulturlivets underlægning under det politiske styre - ikke som en midlertidig nødforanstaltning men udskreget som den høje153

'I !

I II

i ihI1 \I

l{

■

h

s

ii'.i I

il

ste form for marxistisk leninisme. Der foreligger ikke eet ord fra Stalin eller den øverste sovjet om at disse tvangsforanstalt­ ninger er tilbageskridt. De udskriges som fremskridt. Deraf maa enhver slutte at kommunismen i sin stalinistiske form er gaaet over gevind og til endnu større skade for menneskeheden gentar liberalismens fejl og overfører planøkonomien paa omraader som intet har med økonomi at gøre og hvor plan er dræbende. Lenin vidste ogsaa at hensigten kan hellige midlet men han kaldte de midler han brugte ved rette navn for ikke at vildlede folket. Nu ser vi maalet - menneskets frihed — kastet paa mid­ lernes mødding. Man kan spørre hvorfor kulturlivet da skal være frit. Hvor­ for er det saa vigtigt? Fordi det er den eneste mulighed for kon­ trol og kritik med de styrende. Folket alene er ingen kontrol. Det saa vi i Hitlertyskland og det ser vi i Sovjetunionen. Saa længe folket ikke er opdraget til frie mennesker maa kritiken ligge i hænderne paa kulturarbejderne. Ogsaa de staar til ansvar alene for folket og deres værker staar og falder med de ringe de kan kaste i den almindelige bevidstheds vand. Dertil kommer at Sovjetunionen jo er et klasseløst samfund fortæller man os. I det kan efter alle kommunistiske klassikeres mening kun tri­ ves en værdifuld klasseløs kultur som aldrig nogensinde vil kunne vende sig mod folkets interesser. Jeg husker alle min ungdoms diskussioner med kommunisterne dengang hvor jeg snakkede kulturpolitik men de fortalte mig at hvad vi end lavede vilde det blie præget af det kapitalistiske samfund. Næh vent - lovede de os - til kapitalismen er afskaffet. Saa først kan der skabes en ny kultur. Jeg slutter deraf omvendt - og i nøje overensstemmelse med de marxistiske skrifter at man ro­ ligt kunde la det sovjettiske kulturliv udfolde sig ganske frit i det gennemførte klasseløse samfund hvis det var Lenins maal man vilde realisere. Naar man ikke gør det er det fordi man har svigtet leninis­ men. Fordi man med vold og magt ønsker alt underkue kultur­

livets kritik af det herskende styre.

154

tt