Kulturkritik: 1933-43. Bind 2

Citation preview

Poul Si1 Henningsen Kulturkritik 7SS3^-

■ .7

7

1

✓

i

g* a

;'.l

Rhodos

KULTURKRITIK I 1974 ville Poul Henningsen være fyldt 80 år. Det vil blive markeret på mange måder året igennem. Som det er gået før i historien fremstår pionerernes indsats med stadig stør­ re tydelighed jo mere årene går. Poul Henningsen blev til­ jublet af ungdommen med fakkeltog, da han fyldte 70. I de ti år der er gået siden, har stadig større kredse indset, hvil­ ken betydning han havde på vidt forskellige områder af kulturlivet. Arkitekter og ingeniører indser det, ikke kun herhjemme, men også i udlandet, hvor Poul Henningsens arbejder med belysning nu bryder markant igennem. Men dette er kun én side af Poul Henningsens virke. Hans kritik i kulturdebat­ ten er en tilsvarende banebrydende indsats. Det kgl. Biblioteks samling af Poul Henningsens mangearte­ de skribentvirksomhed overgår langt 3000 artikler, anmeldel­ ser og foredrag. Og ud af denne vældige produktion, som stod på igennem 50 år, er nu udvalgt de mest repræsentative tekster i et firebindsværk på godt 1000 sider: Kulturkritik 1918-1967. Carl Erik Bay og Olaf Harsløf fra Københavns Universitet har med professor dr. phil. Sven Møller Kristensen som til­ synsførende haft det store udvælgelsesarbejde. Det drejer sig om artikler om arkitektur, byplan, kunst, teater, moral­ begreber, sprog, reklame og m. m., men udvalget er ikke ordnet efter emner, fordi det netop var det grundlæggende princip for Poul Henningsen at vise kultursammenhængen at vise de parallelle tendenser og udviklinger inden for de forskellige fag og områder, så han ustandselig måtte jævn­ føre og behandle flere emner samtidig. Statens humanistiske Forskningsråd og PH-fonden har støt­ tet det store forarbejde og udgivelsen, og dermed er det samtidig muliggjort, at værket ved sin pris kan nå vidt ud blandt også ungdommen.

Rhodos

ISBN 87 7496 388 0

i

i

KULTURKRITIK

KULTURKRITIK bind II © RHODOS, København 1973 Forsidebilledet er et fotografi fra 1932 Dette binds første afsnit er en gengivelse i faksimile af l.-udgaven af »Hvad med Kulturen?" fra 1933. Omslag og tilrettelægning: Michael Malling ISBN 87 7496 388 0

Indholdsfortegnelse Indledning Hvad med Kulturen? Kunst og Demokrati Linien: Modningen Poul Henningsen: Spaadom Natur-Nazismen H. P. Sørensen: Poul Henningsen, Kultur og Marxisme . . Poul Henningsen: Stakkels Arbejder! [med efterfølgende diskussion mellem H. P. Sørensen og Poul Henningsen] Tidens Program Rodløse student Hjul og Stejle Poul Henningsen og Arne Sørensen: Kultur-revision .... Kyskeri I Flugten Vi er selv Historie Kvindemenneske Hvad er Feminisme? Bare en Overgang Moralske Krykker Fornuft og følelse eller følelse kontra fornuft Kampagnen mod smudslitteraturen Nutidsmoral Omskaarne rotter Kultursammenhængen Ytringsfriheden er i Fare! Troen paa Mennesket Massesadisme Hvad sker der i verden? Nationalfølelse Noter

7 11 62 69 71 73 76

78 89 95 97 105 147 153 161 167 169 176 182 189 194 203 248 249 259 272 279 283 287 301

L

Indledning 1933—1943.

„Den, der i Kunst og Kultur ser en sidste vigtig Livsrigdom, for­ lader Rusland med Smerte for at vende tilbage til en Kultur i Havsnød, som Bølger af al Slags Reaktion slaar ind over", skrev Poul Henningsen i en anmeldelse af en russisk kunstudstilling (Politiken 24-5-33). - Ud fra en kulturel synsvinkel der lå i for­ længelse af hans virksomhed i 20'rne havde han taget et socia­ listisk standpunkt. Først og fremmest i præciseringen af kunstens politiske funktion og betydningen af en konsekvent kulturpolitik der ikke blot var et program for en fremtidig kunst, men samti­ dig et angreb på det herskende kulturmønster. „Koncentrationslejren er parat, kammerat Poul Henningsen", sluttede Hans Kirk sin anmeldelse af Hvad med Kulturen? „Man kan diskutere enkeltheder i den, men om Poul Henningsens redelige og ubetingede tilslutning til kommunismen hersker der ingen tvivl. Han har udtrykt sine synspunkter klarere end nogensinde før." Poul Henningsen havde nærmet sig marxisterne. Hitlers valg til tysk rigskansler og hans effektuering af en række på forhånd afgivne løfter var for Poul Henningsen bevis for teorien om na­ zismen som organiseret småborgerlighed. Denne teori gjorde det indlysende at nazisme ikke var et geografisk men et politisk/ideologisk fænomen. Og da han samtidig betragtede den som et re­ sultat af fejlslagen eller manglende kulturpolitik kunne teorien i særdeleshed tages i anvendelse på danske forhold. Det centrale begreb i Hvad med kulturen? er kultursammen­ hæng. Dette begreb var i første omgang en pædagogisk anskue­ liggørelse af at samtidige fænomener og udtryk - åndelige som materielle - var produkt af de samme økonomiske forhold: gotik­ ken f. eks. var ikke blot en byggestil, den var samtidig en ideolo­ gi. Men dernæst rummede begrebet en kulturpolitisk strategi

7

der gik ud på at formulere et aktuelt og sammenhængende kul­ turprogram - et alternativ til, og dermed 'en negation af, den na­ zistiske kulturpolitik. Poul Henningsen fandt således fascismen så integreret i det herskende kulturmønster at bekæmpelsen af den nødvendigvis måtte danne grundlag for hans kulturelle pro­ gram. Dette antifascistiske kulturprogram vandt ingen tilslutning i det danske socialdemokrati. Og Poul Henningsen så nu a't hans kritik af dets kulturpolitik havde videre perspektiver. I partiets kulturelle og politiske kurs fandt han netop den småborgerlighed som han anså det for hovedopgaven at bekæmpe. I stedet for at finde allierede i partiet måtte han nu tage kampen op med folk som H. P. Sørensen, K. K. Steincke, Harald Bergstedt og Julius Bomholt. Hertil kom nu også Arne Sørensen som eksponent for en ny­ reaktionær strømning - „det tredje standpunkt". Poul Henning­ sen opfattede reaktionen og socialdemokratiets nye program Danmark for Folket (1934) som parallelle fænomener. Han be­ tragtede 'ligefrem Arne Sørensens „omvendelse" som en følge af og en ideologisk overbygning på dette program (Politiken 9-934). Ændringen i det kulturelle klima fik Poul Henningsen at mær­ ke ved modtagelsen af hans Danmarksfilm (1935). Filmen ud­ trykte kunstnerisk og pædagogisk 'hans tanker om en demokra­ tisk kultursammenhæng. Den stempledes af pressen som kultur­ nedbrydende. Kim det kommunistiske Arbejderbladet roste den. Forsøget på at samle en politisk folkefront mod fascismen lod sig ikke gøre i Danmark. Derimod 'lykkedes det at etablere en slags kulturfront. I stedet for en politisk modaktion dannedes en humanistisk bevægelse der vendte sig mod det umenneskelige og udemokratiske i fascismen. Netop ved at hævde et humani­ stisk og demokratisk standpunkt bragte kulturfrontens medlem­ mer sig i opposition til regering, borgerskab og presse. Kampen mod fascismen blev derfor i lige så høj grad en kamp mod dens hjemlige fremtrædelsesformer. Man indså klart kultur8

frontens manglende politiske slagkraft og arbejdede derfor i før­ ste omgang indenfor den begrænsning at skaffe sig selv frisin­ dede organer og dér kæmpe for de demokratiske synspunkter. Det første kulturkritiske tidsskrift af denne type var Aandehullet (1933-34). Flere af medarbejderne var tegnere. Hensigten var at fremstille fascismen og nazismen i karikatur. Poul Henningsen og Otto Gelsted skrev flere digte og artikler i tidsskrif­ tet - om mennesket og kulturen under fascismen (Poul Henningsens „Hvem ejer Individet?" og Gélsteds „Den tyske Kulturs Sammenbrud"). På initiativ af en lang række akademikere og kunstnere stifte­ des i 1935 foreningen „Frisindet Kulturkamp". Poul Henningsen var blandt initiativtagerne. Det hed i programerklæringen at for­ eningen ville „søge at virke for klarhed og saglighed i diskussio­ nen om tidens spørgsmål - i første række på den immaterielle kulturs område, men i anden række også på 'andre områder in­ denfor samfundslivet". Foreningens ansigt udadtil blev tidsskrif­ tet Kulturkampen (1935-39). Poul Henningsen var en energisk drivkraft og redigerede i 1938 et dobbeltnummer om kulturpoli­ tik. Herfra er artiklen „Kultursammenhængen" der parallelliserer den danske og den tyske kultursituation. Et af de centrale punkter i arbejdet for en demokratisk kultur var det seksuelle spørgsmål. Seksualdebatten førtes i alle 30'mes kulturradikale og marxistiske tidsskrifter. I 1937 stiftedes „For­ eningen for seksuel sundhed" der udgav tidsskriftet Sex og sam­ fund (1937-40). Tidsskriftet var bl. a. forum for den freudianske og reichske psykoanalyse. Poul Henningsen analyserede og kriti­ serede i flere artikelserier den kirkelige institutions seksualundertrykkende funktion og påviste denne og familjeinstitutionens sta­ dige fastholdelse af kvinden på et socialt og intellektuelt lavere stade. Den kulturkritik der ikke kunne få politiske konsekvenser ud­ møntedes i stedet pædagogik - f. eks. i bidrag til gymnasiastbladet Vi Gymnasiaster (1929-40). Poul Henningsen skrev ofte en længere og principiel artikel ned til et kort og provokerende ind-

9

læg i Vi Gymnasiaster. Kun ved en provokationens pædagogik kunne man gøre sig håb om at frigøre ungdommen fra den om­ siggribende konservatisme. „Konservatisme" var fra midten af 30'rne blevet et samlebe­ greb for den mentalitet der beherskede de folkelige bevægelser (LS, KU, Dansk Samling, Oxford), de gamle politiske partier og hovedparten af pressen. Regeringens indgreb i pressens fri­ hed bar kun en del af skylden for den 'højreorientering der fandt sted. Poul Henningsen påberåbte sig sin journalistiske uafhæn­ gighed og fortsatte sin 'antifascistiske kritik ud fra det demokra­ tiske standpunkt. Efter redaktionen af Kulturkampens kultur­ kritiske hefte i 1938, der også indeholdt en omtale af Politikens stilling under Påskekrisen 1920, benyttede bladet sig af situatio­ nen og afskedigede ham. Han 'tilbød det kommunistiske Arbej­ derbladet sin arbejdskraft, men opfordredes af Aksel Larsen til at fortsætte sin kritiske virksomhed i den borgerlige presse hvor netop han i modsætning til kommunisterne trods alt stadig kunne få adgang. Han blev afvist som medarbejder ved Socialdemokra­ ten (jvf. hans egen redegørelse i Land og Folk 23-2-47), men blev medarbejder ved Det radikale Venstres tidsskrift Tidens Stemme. Revyarbejdet i årene efter Kritisk Revy genoptoges i slutnin­ gen af 30'me: Op og ned med Jeppe (1937), Mars paa week­ end (1937), Hvemsomhelst (1938) og Guderne te'er sig (1940). Til revyen Dyveke (1940, af Kjeld Abeli) skrev han en række viser som censuren på grund af den tyske besættelse forkastede. Poul Henningsen tog i første omgang denne udfordring op; men den skærpede og nu åbenlyse censur indskrænkede efter­ hånden hans muligheder. Efter i kortere perioder at have været tvunget til at gå under jorden lykkedes det ham i september at flygte til Sverige.

10

\ 7 ■XZxJeL_ _

Hvad med kukuren? omtner der barbari eller en ny blomstring af kulturen? Det kan J- K. vel ingen svare paa, men man kan se, hvordan det vil gaa, hvis begivenhederne bær i retning af Tyskland, i retning af Rusland, eller det biir en rolig videre udvikling af den hidtidige danske politik. Hvad har politik med kunst og kultur at skaffe? Er kunsten ikke noget evigt, som udfolder sit træ i historien uanset tyranner og regimenter? Nej, det er den i hvert fald ikke. Livsbetingelserne for kulturen skabes af det økonomiske. Det om den uafhængige kunst er en skøn drøm, der lever i manges sind. Det har ingenting med virkeligheden at gøre. Der er grund til at se paa kulturens betingelser idag og skønne over, hvor det bær hen. En bred undersøgelse over livs- og omgangsformer biir ikke gjort i denne bog. Det er jo tydeligt, at selskabelighed, skoleundervisning, vi­ denskab o. s. v. er afhængig af politik og økonomi. Det er mere inter­ essant at se, hvordan en tilsyneladende saa helt fri ting som maleri ter sig — med enkelte lys ind over arkitektur og andet. Musiken og literaturen egner sig ogsaa kun til at strejfes i en billedbog.

5

Det, der gør stoffet særlig spændende, er den skarpe lysfordeling, der er kommet ind over verdens politik — ogsaa dansk. Fra en parla­ mentarisme fuld af mellemtoner staar vi nu i et skarpt modsætnings­ forhold mellem den revolutionært indstillede marxisme og den reak­ tionære fascisme. Den store træge blok er socialdemokratiet, som nu indtar reformvenstres, centrumpartiets plads. Man kan skildre politik idag i tre farver, rødt, grønt og sort: marxisme, socialdemokrati og re­ aktion. I den betydning vil ordene blie brugt. Marxisten er den, som arbejder for og tror paa proletariatets overtagelse af samfundet. Han tror, at det kun kan ske ved at revolutionere det økonomiske tilbunds. Derfor er han revolutionær. Socialdemokraten er den, der tror paa en gradvis socialisering af samfundet ad parlamentarisk vej, en borgerlig kommunisme, som efter hans mening allerede viser sig smukt i, at kommunen leder sporveje og vandværk, gas- og elektricitets-forsyning o. s. v. Den reaktionære er fascistisk, nationalistisk, religiøst indstil­ let. Staten ikke mennesket er det hellige for ham. Polemisk vender denne bog sig mod to fronter i haab om omven­ delse: Mod de mange marxister, som skyder kulturproblemet tilside som underordnet og ligegyldigt — og mod de mange kulturelt inter­ esserede, som ser med ængstelse eller ligegyldighed paa det politiske. En omvendelse af den overbeviste socialdemokrat eller reaktionære tør man derimod ikke vente. De vil snarere faa deres forhaands mening bekræftet ved læsningen. Marxisten tvivler ikke paa, at det bær mod proletariatets over­ tagelse af magten. De økonomiske tegn og historiske love sir ham, at før eller senere maa det ske. En undersøgelse af kultursituationen for at faa det samme bekræftet har derfor mindre interesse for ham. Han gaar gerne ud fra, at kulturen følger den politiske situation. Be­ tragtningerne skal derfor mere huske ham paa, at selvom slutningen er giet, kan der baade være modvind og medvind. Fra først af har den nuværende verdenskrise støttet de revolutionære idéer, men efterhaanden gaar det jo ogsaa reaktionen ganske godt, og det har ikke bare en økonomisk forklaring. De reaktionæres dygtighed og hensyns­ løshed, de revolutionæres manglende beslutsomhed har spillet med. Men ogsaa socialdemokratiets kulturstilling er en faktor. Var det rig­ tigt, at partiet i hele sin tyske magtperi'ode lod det spørgsmaal ligge, og er det tidsspilde og dumhed, naar Hitler nu paa fuld kraft tar kultur­ kampen op? Det er dog et ganske vigtigt spørgsmaal.

6

Selvom det kan se ud, som om kulturspørgsmaalet er klaret med en haandbevægelse for den, der har taget politisk parti, saa er en stor del af befolkningen, navnlig aandsarbejderne og middelstanden, endnu ikke kastet tydeligt over i den reaktionære eller revolutionære bunke, og hos dem er kulturinteressen størst. Der foreligger altsaa ikke alene en kultur bygget op gennem brændende slæb, holdt vedlige, udviklet, reformeret, revolutioneret af aandsarbejdere. Der foreligger ogsaa en udbredt og betydningsfuld trang til kunst. Saa er det da virkelig et rimeligt spørgsmaal fra de trængende: Hvad med kulturen? Der hersker ikke nogen stor forstaaelse af sammen­ hængen mellem historie og økonomi paa det punkt. Det er af vigtighed at fortælle de kulturelt varme, men politisk lunkne, at ogsaa kunsten peger den vej. Vi kan ogsaa dér læse os til, at det maa ende med pro­ letariatets sejr. Til skræk og advarsel maa det tillige vides, at under midlertidig politisk reaktion biir selv kunsten reaktionær. For den, der bryder sig om kunst, er det vigtigt, om proletariatets sejr betyder undergang eller fornyelse. Mange naturligt sympatiserende er stødt bort fra marxismen af frygt for barbariet. Mange raske udtalel­ ser om æstetikens overflødighed har støttet den almindelige frygt for kulturens undergang. Men den klartseende marxist mener netop, at hvis ikke proletariatet kommer til, gaar kulturen for alvor under. Der er ingen anden mulighed for dens redning. Teoretisk er marxisten og­ saa saa langt fra barbarisk, at han stadig taler om de kulturværdier i det borgerlige samfund, som maa overtas af proletariatet. Det var da heller ikke daarligt at undersøge, hvad det er for vær­ dier. Nogen sir, at det er lovlig tidlig at kigge paa den sag. Lad os derfor huske, at socialdemokratiet stadig har skubbet den tilside og netop derfor automatisk er kommet til at overta alle de forkerte vær­ dier fra det borgerlige samfund. Det maa paastaas, at partiet ikke hade staaet saa politisk usselt, hvis det hade haft et positivt kulturprogram. Der er altsaa flere grunde til at undersøge sagen. For det første har vi en stab af kulturarbejdere, som daarlig egner sig til andet ar­ bejde. Kan de gøre gavn paa deres felt? For det andet: Der foreligger i befolkningen en kulturtrang. Skal den tilfredsstilles, eller skal man ta den haabløse kamp op mod den? For det tredje: Der foreligger en kulturel udviklingslinje. Hvad forudsir den?

7

I ■

t

li li i

Landskabstegning af Rembrandt. Saa dristig og moderne var Rembrandt i sin tegneteknik, mens motivopfattelsen er ganske klassisk: forgrund, mellemgrund, baggrund.

Sammenhængen. De folk, der tror paa uafhængig kunst, kan bare kigge paa historien. Gotiken var uløselig sammenknyttet med kirkens verdslige magt, ba­ rokken med enevælden o. s. v. Der foreligger faktisk ingen fri kunst — ingen kunstværk, som ikke er præget og begrænset af sin tids øko­ nomi og regeringsform. Saa sir man, at det er rigtigt, men det er netop alt der værdiløse ved kunsten, der er præget af tiden. Der fin­ des noget evigt, som er hævet over tiden: det geniale. Men der er ikke meget rigtigt i den tankegang. Der findes noget fælles ved al kunst, en stræben efter at frigøre mennesket fra samfundets indsnæv­ ring og slaveri. Men dette fællesskab er noget temmelig uhaandgribeligt, som i og for sig ogsaa karakteriserer videnskab og politik. Den kunstneriske kamp ligner principielt al anden strategi, men slagmar­ ken, hvorpaa den foregaar, er altid samtidens problemer. Al kunst lige til den mest abstrakte som musik og kubistisk maleri handler om livsbetingelserne. Og det er kun et komisk tankeeksperiment at fjerne kirkens betydning fra gotiken og saa se, hvad der biir tilbage — vi kommer ud i det tomme rum. Det er samfundet og den økonomiske situation, der dikteret kunsten dens arbejds- og kampbetingelser igen­ nem alle tider. Derfor maa hoveddelen af kunsten idag være en ren kapitalistisk kunst, et aftryk af den økonomiske situation, en lakaj-

8

i

I I

I

t—

r-—----------- ------- —----- —-----------

.s*?**'

■ n Ih?-

Wi ......

f •

I bi---------

^5.

‘

, .r

Vilhelm Kyhn: Landskab.

Samme heroiske landskabsopfattelse, idyl, romantik, store trægrupper, monumentalitet ved hjælp af de smaa figurer, men ikke saa klassisk komponeret i dybden.

kunst i magthavernes tjeneste kan man sie. Men at den kapitalistiske kunst er saa værdiløs idag, det ligger i, at kapitalismen er færdig som befrugter. Da borgerne frigjorde sig fra enevælden, og det kapitalisti­ ske samfund var i opvækst, blev der skabt megen fremragende kunst af blivende værdi, hvis vi forstaar at se rigtigt paa den. Men som nutidskritiker kan det ikke være nok at konstatere, at vi har en kapitalistisk lakajkunst. Man maa undersøge, hvad der bær ud over dette simple afhængighedsforhold. Hvor spejler utilfredsheden med livsforholdene sig, hvor er det nye? Naar man er historisk bag­ klog, ja saa sætter man et lighedstegn mellem kirkevælde og gotisk kunst, men saa ligetil ser det jo kun ud bagefter. Der maa ha været en vekselvirkning. Der maa ha været tider, hvor kunsten var foran og deltog aktivt i sikringen af den nye kirkes magt, og andre tider, hvor den var konservativt stivnet og bare bevarede en tradition, som nu blev angrebet af ny kunst. Det er den slags, der interesserer os idag. Hvad kunst svarer til konservativ politik, og hvad peger fremad?

9

.S. i ■

X• '>.-


: ' • •!:

Hammershøj gjorde her en indsats. Kvin­ den blev almindelig daglig — et menne­ ske, hvor hun før hade været spiselig, folklore o. s. v. Dette billede vakte me­ gen forargelse i sin tid. -»Hvorfor maler han en grim kone fra ryggen i stedet for en ung pige, der klær sig af?!a Der er i al kunst mere end een virkning. En side af Hammershøj var den danske empire, som varslede klassicismen (Politigaarden). Den har ingen interesse mer. Det revolutionære ved Hammershøj var hans søgen efter usminket sandhed. Sandheden er altid revolutionær.

om praktisk og social arkitektur. En mand biir ikke mindre af, at han gør sit store kulturarbejde i eet ryk og saa er færdig. Rusland bør hver­ ken genta Le Corbusiers fejl eller glemme hans navn. Det er ikke til­ fældigt, at han ogsaa er maler. Det er ikke tilfældigt, at den æstetiske revolution udsprang fra maleriet, men brugte arkitekturen til sin ud­ bredelse. Netop brugsgenstande, møbler, huse, vindusudstillinger, an­ noncer o. s. v. skulde til for at gennemføre det nye syn. Naar der i øjeblikkets Sovjet kan spores en klassicistisk arkitektur­ tendens med søjler og saadan lidt pilleri, ud fra den motivering, at Grækenland var det land, som kommer sovjetstyret nærmest, naar man ser bort fra, at de holdt slaver, saa er det værd at gøre opmærksom paa, at det kapitalistiske samfund maaske ligger det socialistiske endnu nærmere, naar man ser bort fra, at det holder arbejdere. Et fænomen som den bolsjevikiske klassicisme er naturligvis menneskeligt forstaaelig — en reaktion af den slags, vi saa godt kender fra den borgerlige kultur. Men maaske netop et af de kulturfænomener, man helst ikke saa overtaget. Det skulde nu være vist, at kunsten virkelig er et fint barometer, men for at kunne læse det, maa man ha øje for, hvad der er epoke­ gørende, og dér har man en rettesnor i, hvad der virker forargeligt, uforstaaeligt, ufolkeligt, usædeligt, sindssygt o. s. v. Det peger fremad. Hele den øvrige del af kunsten, den som har økonomisk sukces og som gouteres med det samme, den maa i almindelighed karakteriseres som

25

!> samfundsbevarende, konservativ kunst — altsaa i Vesteuropa kapitali­ stisk kunst. Ogsaa Sovjet har sin samfundsbevarende kunst, som kritik­ løst hylder styret uden at virke kunstnerisk opdragende og befriende og uden at aabne noget fremtidsperspektiv. Om denne hoveddel af kunsten gælder det, at den er er spejl af den tilfredse del af samfundet. Man maa altsaa forestille sig mange slags kunst, fra den der er stor nok til gennem aarhundreder at fortælle noget nyt, over den som kun har kortvarig fremskridtsværdi, og til den der overhodet ikke for­ tæller nyt, men kun bevarer staaende forestillinger eller endda viser tilbage. Holger Drachmann hørte nærmest til den midterste gruppe. Nu bag­ efter er der ikke meget igen. Dagmarteatrets dekorationer til Renæs­ sance var symbolsk nok i plyssesstil og viser forbindelsen med borger­ skabets glade velstand. Drachmann er plys. Hans store vingesus viste sig i portiereophængningen, hans skipperfriskhed er hentet fra spasereture langs stranden i sommerferien. Det meste af kunstproduktionen er samfundsbevarende og det vil i fremskridtstider sie talentløs. Ikke alene i motivet, naar der males hæderlige og velkendte mænd, kønne landskaber og straatækte hytter, men ogsaa i hvert penselstrøg, fordi det er sat som publikum venter det og ønsker det til bekræftelse af den nedarvede skønhedssans. Hvert ord er hos den konservative forfatter valgt saa dannet, at det stiver overklassen af mod pøblen, hver detalje er set i borgerligt hyggelys — ikke bevidst, men fordi det falder den talentløse overklassekunstner naturligt. Det er hans verden, han kender ikke noget andet sprog, ved ikke, at der findes liv udenfor. En levedygtig retning indenfor den samfundsbevarende kunst er romantiken, flugten fra virkeligheden, som man træffer den baade i motiv og behandling paa Charlottenborg. Den har sin psykologiske forklaring i det kapitalistiske system. En stor del af kunstsamlerne er forretningsfolk, for hvem det kan være et spændende spil at arbejde med penge dagen igennem, men det savner som alt spil et positivt tilfredshedsmoment, naar det er forbi. Forretningsmanden ved godt, at den enes død er den andens brød, kampen for tilværelsen er haard og alt det dér. Han er ikke spor interesseret i at læse store romaner om politisk uretfærdighed. Han trænger til at hvile sig ved en flugt fra virkeligheden over i det romantiske og idylliske, som faar en sær­ lig skønhed paa baggrund af dagens haardhændede slid. Det var for

26

AJ

•- i *

f'

' 'l

■■■&&$

.

■

:

I /

Lundstrøm: Nøgen model.

27

'! 1 |i

'I

i

at blie fri for at se skævheden i tilværelsen, Marie Antoinette legede malkepige i udkanten af Versailles. Romantik er et konservativt be­ døvelsesmiddel, kulturel veronal, som bruges af praktisk talt alle po­ litiske partier. Navnlig stiller man krav om, at kunsten og naturen skal være en saadan »hvile« fra den sorte virkelighed. (Ønskedrøms­ noveller, naturfredningsforening o. s. v.). Harald Bergstedt har slaaet til lyd for romantiken indenfor socialdemokratiet med fyraftenspoe­ sien. Sikkert gøres der indenfor pressen et stort arbejde for at undgaa for triste og sandfærdige skildringer af mørket over Europa. Pressen er slet ikke først og fremmest nyhedsbringer. Det første bud er at tilfreds­ stille og behage læserne. Derfor ser man som et udslag af praktisk romantik, at jo alvorligere verdenssituationen er, des mere pjanket biir aviserne — forholdsvis. Saadan noget som rigsdagsbranden og enkelte andre begivenheder faar naturligvis deres plads, og der er i og for sig ikke tale om nogen bevidst fortielse af andre begivenheder end rent kommunistiske. Der er kun tale om en tendens, et af krisen dikteret mere halvfjollet skøn over, hvad der er større eller mindre plads værd i avisen. Man har fra vis marxistisk side kaldt enhver beskæftigelse med kulturelle problemer for romantik, flugt fra den eneste rette virke­ lighed: klassekampen — svarende til nøgendyrkning, raakostæderi, fredsbevægelse og spiritisme. Men historien gir os ret til at lægge kunsten i et andet plan end de kortvarige epidemiske bevægelser, som uden tvivl virker midlertidigt bedøvende og derfor er til skade for en ægte utilfredshed med det bestaaende. Den vældige struktur af kunst gennem historien, som paa een gang viser indre sammenhæng og dyb forbindelse med livet omkring, sir os at vi staar overfor en uudslette­ lig faktor i menneskelivet. Men saa har man i hvert fald set romantik i den kunst, som ikke direkte deltar i den politiske agitation. Men her glemmer man, at kun­ stens egen verden strækker sig ind i den politiske verden nemlig paa smagens felt. Derved biir der aktuelle politiske begivenheder ogsaa i selve det maleriske, som kubismen har vist det. Denne mest abstrakte kunstart, som tilsyneladende var uden socialt indhold, som ikke hand­ lede om proletariatets kamp mod uretten, førte et uomstødeligt bevis for, at den aktuelle politik strækker sig helt ind til farvevalget og pen­ selføringen.

28

i

h

il

■

j

?!

Sagen er simpel. Konservativ kunst er den, som ikke forarget, den som sir folk, hvad de gerne vil ha bekræftet, derunder klasse-ro­ mantik, som den dyrkes paa tyk fordummelses-spekulation i den danske film. Her sløves den store befolkning, ikke ved bevidst konservativ propaganda, nej det er meget værre. Det kapitalistiske samfund er naturligt konservativt. Lar vi de frie kræfter raade, vil alt gennemsnits-aandsliv finde sit naturlige tyngdepunkt i bevaringen af bestaaende tilstande. Enhver, der skriver, maler, filmer for sukces og penges skyld, vil skabe konservativ kunst automatisk. Enhver, der bare vil more, skaber konservativ propaganda. Enhver, der mangler talent, men dog producerer kunst, støtter konservatismen. De 99 pct. af kunsten er et rent og trøstesløst aftryk af tiden uden noget glimt af haab om en bedre fremtid. Det er altsaa ikke meget galt, naar vi idag kalder kunsten en kapi­ talistisk lakajkunst uden anden værdi, end at den afstiver det bestaaende samfund. Men det er unægtelig den ene procent, som derfor maa ha vores interesse, og det viser sig gang paa gang, at det er den, der efterhaanden faar den store politiske slagkraft. Tæppe,

y ’-

"-v-fM

riiri......

Tæppe til Nørrebros Teater af Svend Johansen. Sammenlign det med Stærekassens mytologiske pladder. Tæppet biir kun brugt til teatrets gode forestillinger.

29

Konservativ kunst som den er og bor være.

li

■(

Paa denne side: højærværdig samfundsstøt­ te, moralens vogter, guld­ kæde, strivede formiddags­ bukser og rent lommetør­ klæde — selvfølgelig! Det er ikke det, det kommer an paa, men hjertet af guld. Bemærk blinket i hans katte­ øje.

• ’l

Paa næste side: Skildringen af kokkepien, der støder an mod god tone paa beværtningen — men hun er brav og storartet i bunden. Alle proletartøser har chancen for at blie grev­ inde Danner — eller komme i himlen — eller til filmen — eller til prostitutionen. Derfor bør butikspier ikke beskæftige sig med at orga­ nisere sig og faa fem øre mer i timen, men bare drømme.

i

Virkningen. ■

En fremragende marxistisk dilettant stod engang op ved et møde om kunst og udtalte, at kunsten var altid bagefter. Jeg spurgte ham, om Karl Marx saa ikke ogsaa var bagefter den økonomiske udvikling. Jo, svarede han, han var ogsaa bagefter. Et forslag fra min side om, at kunsten var bagefter sine forudsætninger men foran sine virkninger, vakte ikke hans bifald. Hvad er det da, kunsten er bagefter og foran? Den almindelige kultursituation, den store befolknings opfattelse af skønhed, moral, livsformer, er faktisk langt bagefter den økonomiske situation. Idag hvor man kan tale om en økonomisk højnelse af store dele af arbejder­ klassen, lever den dog i en forestillingsverden hentet fra slaveriet. I-

30

i

1 I

dag, hvor bourgeoisiet er i tydelig opløsning og kulturelt har kapitu­ leret, opgiet repræsentationsboligen med indretning for borgerlig sel­ skabelighed o. s. v., idag er det arbejderen, der nødvendigvis skal ha tolv spisestuestole og stel til fireogtyve personer. Nu da kirkens magt virkelig har været dalende, og store dele af overklassen har opgiet den før saa uundværlige forbindelse med religionen, er det arbejdernes børn, der biir konfirmeret. Det er i arbejdernes hjem, der spilles kla­ ver o. s. v. For saa vidt er det altsaa rigtigt, at den almindelige kultur er langt bagefter den økonomiske situation. Men del aktive kulturelle arbejde fra kunstnernes side er ført mærkværdig op til dato. Det gælder naturligvis kun den kunst, som tør kaldes moderne revolutionær, det vil sige ikke alene billeder med revolutionært ind­ hold — de kan mange gange kunstnerisk set være slemt konservative — men navnlig billeder, hvor det ikke er fortællingen, der svarer til revo­ lutionær tankegang, men selve det maleriske. Man kan næsten efter behag paastaa, at kunsten er bagefter sam­ fundets øvrige udvikling, at den afbilder samfundet nøjagtig som et

31

I

!

".•-w

J

fc rm ri-immn.. Venstrekunst som den er. Om disse heste af Bache stod der for et par aar siden stort postyr. Folketingsmand Vanggaard (V.) rasede over glansbilledets fjernelse fra musæet.

spejl, og at den er foran, for det afhænger fuldstændigt af, hvilken del af kulturlivet, man lægger vægten paa. Det simpleste og klareste er dog nok at holde fast paa, at der til hvert af de politiske partier maa svare en kunst, mere eller mindre kraftigt udviklet, og at der der­ for ogsaa maa svare en kunst til det forholdsvis lille revolutionære parti. Men selvom det vil vise sig at være saadan, saa behøver der ikke i de politiske partier at herske nogen forstaaelse af forholdet. Det er ikke giet, at de selv er opmærksom paa den kunst, der svarer til deres politiske program. Venstrepartier for eksempel har længe ført en kul­ turpolitik, der ligger godt til højre for det øvrige program. Med elsk­ værdighed kan man sie det samme om socialdemokratiet, dets kultur­ arbejde ligger endnu mere konservativt end dets politiske. Men ogsaa dette skæve forhold har naturligvis en politisk aarsag. For socialdemo­ kratiet maa man se det som et tegn paa indre opløsning under ydre vækst, ganske som det konservative kulturprogram er det i venstre­ partiers historie. Dog gøres der fra nogen faa yngre socialdemokraters side udmærkede bestræbelser for at rejse en arbejder-kulturkamp. Julius Bomholt er inde paa det, og Arne Sørensen har lige udgiet en bog om funktionalisme, hvori han blandt andet fremfører samme syn paa kubis-

i

i

I

32

I

r.-’W,...

■

......

Venstrekunst som den burde ha været. Landskabet af Fritz Syberg viser fynboernes ægte, folkelige kunst. De blev skældt ud for træskomænd og haanet, da de trampede ind i dansk maleri. Nu er de klassiske.

men som her. Man mærker, hvordan de unge indenfor socialdemokra­ tiet instinktivt føler, at kultursagen er ved at blie knald eller fald for partiet. Man taler om det socialistiske menneske og om en selvstændig arbejderkultur, gamle fine faner, som ikke er blevet slidt meget paa i de forløbne aar. Naar vi andre allivel tvivler paa, at det skal lykkes de unge at vende partiet, saa ligger det i, at vi ser den konservative kulturelle indstilling som et tegn paa, at partiet som helhed er for konservativt inficeret, til at der er noget haab længere. Det kunstneriske er ikke det eneste tegn, i saa fald vilde det vel være for dristigt at bygge sin mistil­ lid alene derpaa, men alt stemmet sammen. Det er en ærlig tvivl. Med ganske særlig interesse maa man overvaage, hvad der fremkommer fra den side paa kulturfeltet og glæde sig over alt af værdi, men derfor har man allivel pligt til selv at dømme og være skeptisk, navnlig efter hvad der er sket i Tyskland. 3

33

■

i

- >

z —lo?

Radikal kunst

den er. Hvordan burde den ha været?

Gerda Wegener, havfruer. Læg mærke til, hvor diskret søstjernen har suget sig fast paa den enes numse. Det er naturligvis en ganske rammende karakteristik af radikal kunst, men ikke af radikal kunstpolitik. Omvendt af de andre partier har det radikale vist kulturproblemet en interesse, som er langt mere revolutionær end det øvrige program. Der er ganske vist ikke vokset malerkunst op i direkte tilknytning til par­ tiet, men dets kulturpolitik indeholder faktisk, hvad der er værd at overta fra bor­ gerskabet. Som fagforeningspolitiken har været værdifuld hos socialdemokratiet, har kulturprogrammet været det hos de radikale.

Til besvarelse af spørgsmaalet om kunstens politiske virkning kan det aksaa ikke nytte at henvise til socialdemokratiet, for det gir kun det negative svar, at naar man ingenting foretar sig i kulturspørgsmaalet, saa efterlader man sig heller ingen spor i mentaliteten. Det tyske socialdemokrati, som ikke førte nogen bevidst kulturpolitik gennem femten aars regimente og som ikke efterlader sig et eneste værdifuldt kunstværk, er tilsyneladende styrtet med en haandbevægelse, og der

34

J

Socialdemokratisk kunst. Dette er ikke et italiensk

lasaronbarn.

Han

har

»Socialdemokra-

ten« under armen, og

han har siden 1906 hængt

til megen glæde i arbej­ derhjemmene. Men alle

WVW- 1 ■ J

partier har deres konser­

vative kunst — venstre,

kommunisterne. Han er

ikke værre end Baches

heste og Anton Hansens rotter. Det gale er kun. at der er ikke bedre so-

cialdemokratisk kunst at

henvise til.

Tør

proletaren

.... / 7

11

■••ti

r b

Lad mig tilsidst under definitionen nævne, at den juridiske fortolkning af pornografi efter min mening er fuldkommen taabelig og kun egnet til misbrug. Juridisk er sexuelt ophid­ sende billeder og skrifter pornografi, hvis de ikke er kunst. Jeg finder det personligt latterligt, at kunst skal have eneret paa at virke sexuelt ophidsende, og resultatet er da ogsaa altid i prak­ sis, at en sædelighedskampagne først og fremmest rammer kun­ sten. Det er ganske ugørligt at opstille en fornuftig definition paa pornografi og ligesaa ugørligt at bevare kunstens frihed sammen med at man rammer en ophidselsesliteratur, som man maaske kunde skaffe flertal imod i befolkningen. Det ligger naturlig­ vis i, at vi er inde paa et følelsesomraade, hvor det, der virker sexuelt ophidsende paa den ene, maaske virker naturligt og ganske kønsløst paa den anden, o. s. v. At give love paa køns­ livets omraade for hvad den enkelte har lov til at foretage sig eller more sig over, naar han derved ikke skader andre, er efter min mening fuldkommen forrykt og uværdigt. Lad os først se paa den side af pornografien, som angaar det normale kønsliv. Billeder af nøgne damer, fotografier, tegnin­ ger med og uden undertøj o. s. v. Det er min alvorlige mening, at den slags gør mere gavn end skade. Overfor den stærkt sex­ uelt betonede kan der være et risikomoment, men vi maa haabe, at han finder afløb for sin følelse ad naturlig vej. Overfor de mange ret svagt sexuelt begavede kan pornografien holde køns­ livet i gang i de lange vanskelige aar, hvor samfundet har ord­ net det saa praktisk, at man ikke har rimelig adgang til kønslig tilfredsstillelse. De kan tale med læger om, hvor forholdsvis let det er at sætte et menneskes kønsdrift i staa ved afholden­ hed, De kan hos ham faa at vide, hvor mange barnløse ægte­ skaber der opstaar ved et kysk ungdomsliv hos manden. Det er ofte to menneskers liv forspildt - baade hans og hendes. Og videre fremmende for fødselsprocenten er kønslig afholdenhed med deraf følgende impotens nu heller ikke. Man kan indvende, at et land som Frankrig, som har stor

268

pornografisk literatur, jo ikke netop udmærker sig ved høj fød­ selsprocent, men saa simpelt kan aarsagsforholdet ikke afgøres. Ingen af de folk, der rejser sædelighedskampagnen, har under­ søgt det ringeste om nytten eller skaden ved ophidsende bille­ der. Det eneste, man ved med sikkerhed, er at selv i mange ægteskaber forsømmes forberedelserne til samlivet i en saadan grad, at samlivet ødelægges derved. Hele ungdomslivet er desværre — en forberedelse til samlivet, medens det skulde og burde være samliv. Et samfund, som med alle til raadighed staaende midler søger at afholde de unge fra at leve sammen fra de er kønsmodne og helt op til den saakaldte giftefærdige alder — dette samfund søger nu ogsaa at hindre ungdommen i ad anden vej at skaffe sig afløb for sin sexuelle interesse. - De kan sige, at saadan er ungdommen ikke. Nej vist, der er ung­ dom, som ikke ser paa billeder. Men hvorfor rager den sig ind i den ungdom, som ser paa billeder. Det er jo frivilligt. Det er en trang, som tilfredsstilles. Skulde ens kønsliv dog ikke snart have lov til at være ens privatliv — selv om man er ung. Sam­ fundet har saa sandelig ordnet det saadan, at det ikke er andet. løvrigt kan jeg betro Dem, at jeg personlig aldrig har inter­ esseret mig for billeder og den slags. Jeg har haft en lykkelig ungdom. Men de fleste unge har det som sømænd paa lang rejse mod ordnede kønsforhold. Lad dem have billeder med paa rejsen, hvis de vil! En afdeling af pornografien angaar perversiteterne, og her skulde man synes, der kunde skabes enighed om en aktion. Lad gaa med det normale kønsliv, som takket være et daarligt samfund er tvunget til at give sig unormalt forløb i ungdomsaarene. Men perversiteterne skal vi ikke støtte. Jeg er formentlig her uenig med de fleste mennesker af flere grunde. For det første formaar vi ikke at udrydde perversite­ terne, hverken af pressen eller radioen eller annoncerne. De vil, hvis De er opmærksom paa det, bemærke med hvilken særlig fryd den store dagspresse bringer sensationstelegrammer fra London om en ekscentrisk lord, som holder stor udstilling af 269

wli l'i

■ i^ij ■

ii'

li

dametøj i sit palæ. De vil maaske have bemærket, hvordan ]ens Locher engang i radioen i „Familien Hansen" spillede længe og rigeligt paa fornøjelsen ved at banke sin kone med en tæppebanker. De vil i de personlige annoncer finde aabenlyse sadistiske eller masochistiske efterlysninger for at finde en partner. — Det er min mening, at man gjorde sædeligheden større gavn i Danmark ved at holde et redeligt foredrag om, hvad sadisme er, i stedet for at støtte den slags instinkter hos folk, der ikke ved, hvad de selv lider af - ved at udsende „Familien Hansen" til samtlige saakaldt uskyldige og det vil sige uvi­ dende lyttere. Det kunde jo dog være, at selvom det morer Aage Hansen at banke sin kone, saa morer det ikke hende at blive banket. Jeg anser det for at være af største vigtighed, at folk kender sig selv og nøjagtig ved, om de er normale eller lidt til en side paa det sexuelle omraade. Hertil har vi den hæderlige literatur og den skrappe pornografi, medens det tilladelige pladder i blade og radio i virkeligheden er landsskadeligt. Hvor mange mænd har ikke uvidende udløst en sadistisk tilbøjelighed ved mishandling af konen, hvor mange officerer ved mishandling af rekrutter, hvor mange lærere ved mishandling af elever. Jeg tror paa den størst mulige aabenhed i den slags sager og jeg anser det af største etiske betydning, at skæve mennesker fin­ der hinanden i fælles interesse i stedet for at lade det gaa ud over sagesløse, som har en anden smag paa livet. Jeg mener ogsaa, at det var forkert, man lukkede den homosexuelle be­ værtning i København under brask og bram. Lad de menne­ sker mødes i fred. Nu staar de dog og lurer rundt paa pissoir­ erne, og politiet har et nyt felt at arbejde paa. Vi maa ifølge hele vort livssyn tro paa aabenhed og klarhed i sexuelle spørsmaal, vi maa gaa til ondets rod i denne sag og ikke slaa os til taals med, at man straffer virkningerne af en daarlig samfundsordning. Hele badelivet, ungdommens sexuelle frigørelse, dansen, ligestillingen mellem kønnene har skabt en sund ungdom. Men det er min mening, at den danske folkekirke 270

og de religiøse ungdomsbevægelser har flere sædelighedsfor­ brydelser paa samvittigheden end den samlede pornografiske literatur. Men skal der da slet ikke være nogen lov eller grænse for friheden? Vist skal der saa. Hvor den grænse skal ligge, behøver vi dog aldeles ikke at spilde ord paa. For frisindet en lov paa det punkt vil vi ikke faa de første halvtreds aar. Vi maa jo heller ikke stjæle og myrde - og vi maa naturligvis ligesaa lidt sælge billeder, som fremstiller perversiteter af Kiirtensk bestialsk perversitet. Men efter min mening er det uværdigt, at en frisindet ungdom beskæftiger sig med, hvor langt det sorte skal gaa op paa fød­ derne i det spørsmaal. Den skal overlade til reaktionen det be­ sværlige bevis for erotiske billeders skadelighed - og den skal i stedet beskæftige sig med den langt alvorligere sag om kirkens og den sædvanlige morals og reaktionens ødelæggende indfly­ delse paa ungdommen. Ja, det er gamle ord fra februar 37, men de vil vel desværre bestandig være aktuelle. Vi har næppe haab om bedring i vores levetid. Og dog skal vi ikke opgi kampen for ærlighed og rede­ lighed. I onde tider er det dobbelt nødvendigt at staa sammen. Jeg opfordrer ikke til dristighed og ligegyldighed overfor myn­ dighederne. Det er dumt. Lisom naar man skriver for et teater, hvor man maa skrive saadan, at folk biir siddende i stolene, saadan maa man ogsaa kæmpe for hæderligere moral med klog­ skab. Det synes jeg ogsaa, SEX OG SAMFUND har gjort. Man har ogsaa pligt til at gaa saa vidt, som det overhedet er gørligt. For man ved jo, at det er en ærlig sag, man kæmper for. Vi vil ikke taale direkte eller indirekte censur paa det mo­ ralske omraade. Vi vil lige akkurat taale en straffelov eller en politivedtægt, der diskret holder de værste udskejelser nede og gør dem illegale. Man kan maaske forstaa, at det skal være forbundet med vanskeligheder at faa fat i visse skrappe ting. Man maa endelig ikke tro de forsvinder, fordi de gøres ulov-

271

i

i i

lige. Men vi kan ikke finde os i, at hæderligt oplysningsarbejde stemples som strafbart. Fuld besked i sexuelle spørsmaal — det er demokratiets program. Det er derfor nødvendigt, at en stærk organisation varetar friheden paa sexualoplysningens omraade. Man kan i blade og tidsskrifter vise klogskab og forsigtighed. Men organisationen som saadan maa staa urokkelig fast paa, at oplysningsarbejdet skal gennemføres selvom der opstaar den bivirkning ved det, at tilfældige læsere faar lidt røde kinder. Vist har sexualarbejdet sin enorme betydning i sig selv. Men idag har det yderligere en almenmenneskelig opgave i at for­ svare ytringsfriheden paa det moralske omraade. Som sande demokrater maa vi ikke taale, at det frie ord knægtes eet eneste sted, hvor den storpolitiske situation ikke kræver det. Derfor har det dobbelt værdi at kræve ordet frit, hvor det kan og skal være frit. Demokratiet kan ikke undvære det krav, for saa er det færdigt.

Troen paa Mennesket Politikens kronik 17 - 1 - 1938.

'i

Det er en kendsgerning, at der hersker en del raadvildhed hos ungdommen. Troen paa fremskridt og humanitet maa nødven­ digvis vakle hos mange, naar tiden er ond og viser tydelig til­ bagegang. Daarlige tider bringer ikke den stærke overbeviste natur til at vakle. La os huske de første kristne. De hade det ikke for nemt. Men de unge, som endnu ikke har bestemt sig, de vil let komme i usikkerhed og tvivl idag, om demokratiet er værd at tro paa, mens de for bare ti aar siden var gaaet glad ind i rækkerne. En række profeter arbejder med denne usikkerhed. Vores gamle ven ,Arne Sørensen berejser landets 272

højskoler og holder foredrag om tidens aandløse materialisme, ægteskabets opløsning og frelsen ved at melde sig ind hos ham. Som et bevis paa den fine og rørende naive længsel hos de unge efter den opløftende tro paa næsten hvad som helst kan den lille anekdote tjene fra et af hans møder, hvor der løfter sig en frygtsom jysk stemme fra baggrunden med spørsmaalet: „Er du den der skal komme, Sørensen, eller skal vi vente paa en anden?" Dr. Frantz Pios bog om De vekslende kulturer, som blev an­ meldt forleden af forfatteren Jacob Paludan, opererer med den samme usikkerhed hos ungdommen. Vi er materialister, det fysiske velvære er blevet livets formaal. Familjelivet er gaaet i opløsning, ægteskabet er blevet erotisk jagtrevir - tiden vaander sig raadvildt i sin frigjorthed - o. s. v. o. s. v. Vi kender snart rumlen: „Befolkningens brede lag staar uden religion og uden autoritativ moral. Masserne staar overhodet uden anerkendt bindende moralbud." En bestemt literatur med Spengler og Egon Friedell i spidsen staar til raadighed og slides tynde af de herrer, der skal illustrere denne kulturens undergang paa grund af manglende tro og moral. De positive forslag til at redde os er i hovedsagen religion eller diktatur, hvad der egentlig er det samme. Ondet er jo det sam­ me, og bevægelserne kan saa kalde sig oxfordisme, politisk kri­ stendom eller nazisme - de gaar dog alle ud paa, at den blinde avtoritetstro paa et eller andet hinsides fornuften skal føre os tilbage til det lykkelige samfund. Der er noget underlig kynisk ved visse folk, der endelig vil skaffe det brede lag noget at tro paa. Det synes ikke at ha noget med deres indre overbevisning at gøre, om de havner i religion eller diktatur. Det bestemmer vinden, der blæser. Ky­ nisk set har de naturligvis ret. Kan man faa folk til at opføre sig „moralsk" og faa dem til at holde op med at stille mate­ rielle krav ved at gi dem en racereligion, saa er det masse­ moralsk en lisaa god vej frem til noget at tro paa som en Kristus-religion. Men leger man saadan med overbevisninger? Og 273

I

i ■

Ii'i

t

i

endda i moralens navn! En overbevisning er ikke et politisk middel, man vælger mellem flere. Det er noget man har ud fra indre forudsætninger. Bag disse betragtninger ligger som forudsætning en tro paa humanismen og en kamp for, at andre skal finde ind til samme tro, hvis den ligger naturligt for dem. Det biir deres egen sag at afgøre. Jeg tror ikke paa den som patentmiddel til at faa folk til at opføre sig pænt og være tilfredse med deres lod. Jeg tror paa humanismen for mit eget livs og mine egne handlingers skyld. Er der saa lavkonjunktur for den tanke, som forekommer mig at være blomsten af menneskehedens kultur - ja saa er der ikke noget at gøre ved det. Det kan ikke rokke min overbevis­ ning om det rette. Men til bedømmelse af et saa alvorligt spørsmaal som kultu­ rens undergang biir det vel nødvendigt at gaa noget mere til­ bunds i tre fire spørsmaal: Om man i gamle dage virkelig hade saa meget at tro paa, om man ikke har noget at tro paa nu, og om det er en fejl, hvis man paa visse omraader idag har erstattet den blinde tro med en fornuftig materialisme. Hvor stor var kristentroen i gamle dage? Hvor dybt stak den? Det meste var jo overfladisk autoritetsrespekt, og den kan man fremkalde paa saa mange maader, hvis man syns, det er saa yndigt. I Tyskland er det gjort fortræffeligt ved afskaffelse af alle anderledes tænkende partier. Moralsk maa det i øvrigt siges at være et fremskridt, at meget hykleri er blevet erstattet med ærlig tvivl. Men har vi ikke ogsaa faaet ny tro og ny moral ved demo­ kratiets indførelse? Der kan i virkeligheden fremføres overbe­ visende eksempler paa det. Mon man før har betalt saa høje skatter, uden at der udbrød revolution? Selv rige mennesker betaler idag skat uden at gøre oprør! Har solidariteten nogen­ sinde været større - ikke alene indenfor arbejderklassen, men tværs hen over klasserne? Har man nogensinde før gjort mere for syge, gamle og subsistensløse - selvom det endnu ikke er nok? Det kan da umulig være af materialisme, man gør det!

274

Her er vi ved det tredje og vigtigste punkt: Demokratiet har jo aldeles ikke indført en ubetinget materialisme, hvor Op med n,‘g og ned med dig er eneste moralbud. Man har indført en vis materialisme, og det er noget helt andet. Man har under­ gravet den blinde autoritetstro paa enkelte omraader, hvor den holdt befolkningen nede i urimelig slette kaar, og man har til­ ladt de brede lag at stille krav i stedet for at modta skæbnen i ydmyghed. Det er et moralsk fremskridt. Det er, forekommer det mig, en grundfejl ved kristendommen i dens sociale virk­ ning, at den ikke værdsætter selvhævdelsen paa lige fod med naestekærligheden. Netop derfor har den mistet taget i befolk­ ningen i samme øjeblik, den fattige vaagner til erkendelse af sin ret. De folk, der præker moralens undergang, begaar samme fejl i en række parailele tilfælde. Man beskylder tiden for at være udelukkende materiel, men sandheden er, at en vis materia­ lisme er nødvendig for kulturens vækst. Man gør mennesket idag egoistisk nydelsessygt, men egoisme er en lisaa vigtig del af et helstøbt menneskes karakter som uegoisme. Vi skal hverken slaa andre mennesker eller vende den anden kind til. Man taler om at fornuften alene har regeret, men et saa goldt standpunkt har ikke engang nogen kæmpet for. Det drejer sig bare om at skaffe fornuften en rimelig plads i samvirke med følelsen, og det gaar skam hverken moralen eller menneskeheden under ved. Man taler ogsaa om troen der har svigtet totalt, og man gør tvivl og mistro til skadelige faktorer. Men tvivlen er et absolut nødvendigt supplement til troen, hvis der overhodet skal være mulighed for fremskridt. Der er foregaaet en revision under demokratiet i retning af den enkeltes større selvhævdelse og mere fornuft i almindelighed, og det har som alle ændringer i kulturlivet medført en vis perife­ risk forvirring. Men skulde vi virkelig opgi de store fremskridt der er sket, at det enkelte menneske kender sit eget værd og véd, at det er i dette liv, livet leves - skulde vi opgi dem, fordi de medfører visse skavanker?

275

ii ■

ill

l

i!

il'

1$ I ; I -i

I

1

Men tilbage biir der dog en usikkerhed i tiden, som vi ikke kommer udenom. For det første stammer den aldeles afgjort fra de materielle forhold, den store arbejdsløshed. Det kan være svært for den unge at holde fast paa troen paa demokratiet, naar der ikke engang er en plads til ham i samfundet. Her er kun ét middel til at skaffe ham hans tro paa tilværelsen tilbage, og det er det materielle: Arbejde. Det er ganske vist besværliggjort indtil det umulige under den nuværende evropæiske situa­ tion, men det gør det ikke mindre forrykt, at man vil klare pro­ blemet ved at stikke den arbejdsløse en tro ud. Det er ikke det, han har brug for. Det er aarsagen til hans tvivl paa en mening med livet, vi skal fjerne, og ikke en narresut vi skal gi ham. Men ogsaa de, der er i plads i samfundet, kan vel idag gribes af tvivl og derigennem lokkes af de nye, luftige trosbekendel­ ser. Skulde det da være sandt, at alle andre steder - i Rusland og Tyskland for eks. - har ungdommen selv under vanskelige materielle forhold noget at tro paa og løftes af, men kun ikke under det demokratiske styre? Skulde det allivel være rigtigt, at materialismen i demokratiet har dræbt troen og dermed den moralske holdning? Nej det kan ikke passe. I Rusland er materialismen jo efter hvad man hører ophøjet til statsreligion, og dér lider ungdom­ men ikke af mangel paa tro. Aarsagen til en vis uro maa søges foruden i de materielle vanskeligheder i en egenskab ved selve demokratiets idé, som hænger sammen med det værdifulde i livsanskuelsen. Hvis man spør en jazzkomponist, om han kan skrive en moderne march, saa vil han svare nej, for negre gaar ikke i takt, naar de gaar i flok, men i hver sin naturlige gang­ art. Og dog har de en højere sans for rytme end vi taktfaste europæere. Det er et godt billede paa forskellen mellem dikta­ tur og demokrati kulturelt set. Det er saa nemt at finde troen, naar man gaar i takt. Det stiller lidt større krav til den enkeltes personlighed at bevare den naturlige gangart og dog føle, at man er ener i en helhed. I opgangstider kan det endda gaa. Saa lever man i en lykkelig aandelig frihandel, hvor hver behandler 276

sit lille speciale, uden at nogen tænker paa sammenhængen og det fælles, der betinger det hele. Men nu, hvor demokratiet staar isoleret og med diktaturer omkring sig, er det som om fordelen, det karakteristiske, friheden, bare biir til usikkerhed. Vi skal allivel ikke ændre forholdet til ensretning, for det vilde være at svigte demokratiets ide. Men vi skal lægge større vægt paa det arbejde, som gaar af sig selv under diktatur: Oplysningen om kultursammenhængen. Paa det punkt kan vi paa to maader lære af Hitler. For det første hade han med stor genialitet hele sit kulturprogram iorden allerede inden han overtog magten. Han har udtrykt det saadan: „Allerede ordet verdensanskuelse proklamerer paa fest­ lig vis, at der skal ligge én bestemt grundopfattelse, én tydelig tendens bag alle vores handlinger." (1933). Ja det er rigtigt! Men den sammenhæng, som bevidst ligger bag alt, hvad der sker paa alle kulturens omraader i Tyskland idag - den ligger i friere, naturligere og mere umiddelbar forstand ogsaa bag alt, hvad der foregaar i demokratiet. Det er den vi skal tro paa, hvis vi vil tro. Den der tvivler, kan lære af Hitler paa den anden maade. Den nazistiske verdensanskuelse deler sig i en kamp for den heroiske nationalisme, racereligionen — og en kamp mod - den demokratiske verdensanskuelse. Netop i denne negative side af det tyske program kan vi spejle hele den høje demokratiske kultur, som vi ikke selv har haft tid til at se sammenhængen i. Alt det der bekæmpes med haard haand i Tyskland: Inter­ nationalismen, det moderne maleri, funktionalismen, arbejder­ kulturen, parlamentarismen, den frie pædagogik, seksualoplys­ ningen, kvindens ligestilling og meget mere - det kaldes af Hit­ ler udtrykkelig for den demokratiske verdensanskuelse. Altsaa: Selvom vi ikke tæver det ind med tvang, saa har vi akkurat lisaa meget at tro paa og et lisaa sikkert grundlag at bygge vores moral paa som diktaturet. Demokratiets positive program er lisaa lysende klart som diktaturets og kan siges lisaa kort: Hu­ manitet, ideen om en menneskehed, troen paa, at ingenting over

277

I

os hindrer vores handlinger og ingen grænser har lov at spærre for vores gensidighed. Og det har for os det fortrin, at det tillader os at udfolde de rigeste følelser uden at saare fornuften og at vise samfunds­ sind uden selvudslettelse. Det er altsaa ikke sandt, at vi mangler noget at tro paa. Vi handler hver dag i mere eller mindre overensstemmelse med demokratiets verdensanskuelse. Naar der overhedet er tale om en kultur, er der ogsaa altid tale om en moral og en tro. Ethvert arbejde, der viser ungdommen den store sammenhæng mellem alle dele af den demokratiske kultur, gir den noget at tro paa. Moral kræver aldeles ikke et overnaturligt grundlag, der strider mod fornuften. Findes der en kultursammenhæng, en harmoni, som de levende mennesker ønsker at udbygge og bevare, saa findes der ogsaa en moral. Demokratiets grundlag, humanis­ men, er aldeles ikke noget højt filosofisk noget, men noget op­ rindeligt, som præger enhver, sporvognskonduktøren, manden der rækker sin kone kartoflerne. Vist saa, der syndes mod den hver dag ogsaa. Ellers var det ikke en ide. Vist saa, der er en kende mindre tvang i humanismen end der var i det gamle kirkediktatur. Ellers var det ikke et fremskridt. Vi maa møde kravet om noget at tro paa med det svar, at der i demokratiets ide er fuldt ud nok. Glipper det i praksis, saa er det fordi arbejdet i marken ikke er maalbevidst nok og ikke ejer tilstrækkelig sammenhæng og konsekvens. Troen svigter kun, naar ideen svigtes.

■

I

I i

278

Massesadisme Tidens Stemme 23 - 8 - 1939.

I den uhyggelige sag med mordet paa en syvaarig pige er det gaaet mig som saa mange, at det har sat mine tanker i bevæ­ gelse. Men da det efterfølgende ikke er udtryk for en stem­ ning, er det vel kun godt, at der er gaaet nogen tid, inden det fremkommer. Maaske vil det forarge mange læsere, at jeg er uden flammende indignation, men jeg holder mig til det gamle ord: Dømmer ikke. Jeg mener, man naar længere ind i sagen ved at bedømme - og derigennem ind til midlerne mod skaden. Det er ikke noget argument, at man selv har børn i samme alder. Det er ingen synspunkt, at straffen aldrig kan blie gru­ som nok for saa bestialsk en forbrydelse. Der foreligger ingen­ ting om, at haardere straffe og mere politi nedsætter krimina­ liteten paa noget omraade. Og det, der er sket i denne sag, kan slet ikke bruges som argument for skærpet straffelovgivning. Jeg begrunder min opfattelse af det skete paa Retsmedicinsk instituts erklæring og morderens forklaring, som falder nøje sammen paa de afgørende punkter. Selv om det af senere for­ hør kan komme til at fremgaa, at han maaske har pyntet paa uvæsentlige ting — hvad jeg 'ikke tror og efter hæderlig moral ikke har lov til at tro, før anklagemyndigheden har bevist det — saa er overensstemmelsen mellem forklaring og erklæring til­ strækkelig til at bevise, at der ikke foreligger et lystmord, men et angstmord. Jeg skal ikke fordybe mig i den psykologiske grund til, at jeg tror paa morderens paastand om, at det var den lille pige, der vilde med ham op. Men sikkert er det, at han kun har udvist uterlighed overfor hende i letteste grad og saadan, at hun ikke er blevet chokeret deraf. Lidt efter har angsten for, at hun skulde anmelde ham, faaet ham til at kvæle hende. Det senere forsøg paa partering, som han ikke kunde gennemføre, er gjort for

279

I.

I t-:-

il l|

I I: ;‘i

I' /

at udslette sporet. Forbrydelsen deler sig altsaa i to — en første, som kun forudsætter et svagt og erotisk ulykkeligt individ og en tilfældig situation, og hvor straffen er ret mild - og den anden grufulde gjort i blind angst for følgerne af den første. Der er ikke noget psykologisk mærkeligt ved det. Vi kender mange eksempler paa mord efter tyveri med samme forklaring. Vi kender endog fra færdselsulykker, at ellers besindige men­ nesker flygter i blind angst fra deres offer og derved forværrer deres sag afgørende. Det er nødvendigt, at man forstaar, hvad der er sket, hvis man vil finde midler mod det. Hele forklaringen støttet af undersøgelsen forelaa dagen efter paagribelsen, men endnu har pressen ikke haft øje for den. Man har rent stemningsmæssigt bare kaldt handlingen uforklarlig og bestialsk, og den eneste sagkyndige, jeg har set udtalelser fra, (dr. med. Paul Reiter i Ekstrabladet 4. August) synes ikke at ha sat sig ind i sagen, idet han tror, at det er „den skjulte sadistiske faktors vold­ somme udbrud", — en betragtning, som efter min læge mening er et stykke strafbart dilettanteri, hvis straf kan hjælpe for no­ get som helst, hvad dr. Reiter mener. Han er tilhænger af den humane dødsstraf. Det er til yderligere oplysning nødvendigt at gøre opmærk­ som paa - selvom det ikke behager offentligheden, at morde­ rens første forbrydelse er overordentlig udbredt, og altid har været det, men det kan godt være, vi hører mere til det end før takket være den moderne fortrolighed mellem forældre og bøm. Og dog vil vi kun faa besked om et mindretal. Grænsen er ganske jævn fra den lovlige uterlighed overfor mindreaarige til den strafbare. Jeg tænker her paa offentlige bømeforestillinger med de første rækker besat af gamle herrer. Ingen har stillet forslag om at forbyde den slags, og det vilde ogsaa forfejle sin virkning. Ingen kan tro, at der altid kan passes paa alle bøm i Danmark, saa ikke den tilfældige lejlighed er der. Ingen kan vente, at et nok saa aarvaagent politi kan kontrollere alle, der kunde mistænkes for uterlighed i givet fald. Selv et mislykket

280

forsøg i den retning vil bare gøre samfundet utaaleligt at leve i og forkvakle børn og voksne komplet - og derigennem maaske snarere føre til en stigning af antallet af forbrydelser. Vi maa først og fremmest trøste os med, at de ulykkelige tilfæl­ digheders sammenspil, der førte til mordet i Saxogade, er yderst sjældne. Det er en daarlig trøst for dem, der er ramt, men for samfundet som helhed er det det ikke. Vi maa heller ikke i den første følelsens harme glemme, at heldigvis kommer de fleste børn uskadte paa legeme og sjæl fra uterlighedsaffærer. Jeg kender mange eksempler og husker mine egne fra barn, uden at jeg har følt mig skadet. Jeg husker en globetrotters attentat paa en skolekammerat og mig. Jeg var klar over, hvad der laa bag, men min kammerat spurgte mig, om jeg ikke troede, det var en maade, de hade at hilse paa paa Sydhavsøeme. Men vist er der bøm, der faar angstchok, og vist skal uterligheden bekæmpes med alle fornuftige midler. Fornuftige midler er først og fremmest oplysning. Som den er udtrykt i sporvognsplakaten. Som vi skylder vores bøm den. Som pressen skylder os den. Uhysterisk, saglig oplysning. For­ nuften sidder ikke i instinktet, og jeg gaar ud fra, at det er fra den kilde, hr. fabrikant Baastrup har hentet sin sikre tro paa pryglestraffens og dødsstraffens velsignelsesrige indflydelse paa kriminaliteten. Fornuften sir noget andet om Saxogademordet. Det var et angstmord. Det var angsten for straffen, der fik ham til at myrde. Det er saa rimeligt, at samfundet afspærrer forbryderne fra at fortsætte deres ugerninger. Det er samfundets pligt at gøre det. Men om straffens forebyggende virkninger paa fremtidige forbrydelser ved vi alt for lidt til at kunne slutte sikkert om forhøjelsens eller nedsættelsens indflydelse paa kriminaliteten. Vi ser kun, at milde love gir lav kriminalitet og haarde høj, men forholdet er indviklet og vekselvirkningen stor. Men vi ved, at straffen har to virkninger: en paa forbryde­ ren og hans efterfølgere og en paa befolkningens mentalitet. Det er af den almindelige mentalitet, forbryderne springer frem.

281 ■

Dr. Reiter sidder i bestyrelsen for hr. Baastrups dødsstraf­ forening, men han har offentligt taet afstand fra pryglestraffen. Saa daarlig en psykolog vil han altsaa ikke gaa for. Den humane aflivning staar han fast paa — ogsaa for at tilfredsstille et rime­ ligt krav fra befolkningens side. Er det nu saa rimeligt et krav? Er det saa sundt for folket at faa det tilfredsstillet? Statistiken viser ikke lavere krimina­ litet i dødsstraflandene. Den viser heller ikke, at dødsstraffen virker afladende paa befolkningens instinkter. Mig bekendt er det ikke i landene med mild straffelovgivning, at lynchningerne finder sted. Sadismens problem er et spørgsmaal om den almindelige men­ talitet. Det vil vel altid eksistere, men samfundsformen og lov­ givningen bestemmer, om sadismen skal legaliseres i skole og militærvæsen, som vi har kendt det i gamle dage — eller som partiprivilegium i koncentrationslejrene, som vi har set det nu. Vi har set tredje grads forhør og elektrisk stol anvendt overfor raahed, og det har bare avlet ny sadisme i den ophidsede be­ folkning. Vi har i demokratiske lande set en tendens til human lovgivning og stor seksuel frihed, som i det lange løb vil uska­ deliggøre sadismen og gøre den til privat pjank mellem tilsva­ rende skæve mennesker. Tiden er ikke inde for humanisme, og selv Danmark har desværre set sig nødsaget til at skærpe sin straffelov. Har man været opmærksom paa, at det medfører en tilsvarende forraaelse af befolkningen? Her er vi ved det afgørende. Mordet i Saxogade var ikke et sadistisk mord, men et angstmord. Sadismen er helt paa offent­ lighedens side. Ansvaret kan lægges mange steder — ogsaa paa hr. politiinspektør Eyvind Larsen, som i radioen var saa tak­ nemmelig for publikums medvirken til mordets opklaring aldeles uden grund. Det var blevet opklaret uden befolknin­ gens hjælp. Han hade meldt sig, hvis han ikke var blevet fundet. Brur man publikum til sporhund mod sædelighedsforbrydere, saa opnaar man ikke den oplysning og indsigt, som ene kan 282

bringe kriminaliteten ned, men sanseløs ophidselse, masse­ sadisme. Højden blev naaet den 4. august, da B. T. bragte en række interviews med beboere i Saxogade om morderens straf. Ellers elskelige rullekoner og frisørinder ønskede ham kastet for vilde dyr eller dømt til spidsrod gennem deres egen gade, til der ikke var liv i ham. De instinkter, dr. Reiter aldeles uden grund til­ lægger morderen, de findes altsaa i hveranden gadedør i Saxo­ gade, og pressen passer deres vedligeholdelse. Ja saa paradoksalt er det, at de følelser, morderen har haft under sin ugerning, næppe staar maal med, hvad skikkelige mennesker i ophidselsen har udtrykt. Der er i et demokratisk land kun en ting at gøre: ansvaret paa det rette sted, omsorg for den almindelige mentalitet, krav til den presse, der tror paa demokratiet - ikke krav til B. T. for hvem folkestyre vel er en tom lyd. Pressen skal arbejde i frihed under ansvar, men ikke bare for loven, ogsaa under moralsk ansvar for folkestyrets ide, som er oplysning. Sand oplysning, selvom den kommer paatværs af den øjeblikkelige stemning. Jeg tror, at folkets mentalitet trods denne sags uhygge er vig­ tigere end mordet, morderen og hans straf.

Hvad sker der i verden? Tidens Stemme 30 - 12 - 1939.

Den rystende tragedie med Finland har fremkaldt en enstem­ mig sympati for dette land hos alle danske; de vidtgaaende neu­ tralitetshensyn, som har virket som et baand paa ytringsfri­ heden, naar det gjaldt de andre europæiske tragedier, har ikke

283

kunnet holde os nede. Vi er i dette forhold mindre forsigtige og bange, mere modige. Selv om det muligvis er mindre klogt, har følelserne stillet deres krav til os, og vi har følt det som en be­ frielse at give udtryk for vores medfølelse til den ene side og vores misbilligelse til den anden side. For den, der hader krig endnu mere end undertrykkelse, biir Finlands fortvivlede modstand imidlertid et særligt problem — om hvor mange, der skal dræbes paa begge sider, hvor meget, der skal brændes og ødelægges inden det uafvendelige sker. Læser man dansk presse, faar man det indtryk, at den finske modstand aldeles ikke er haabløs. Vel er overmagten kolossal, men de russiske tropper dur ikke, og klimaet støtter finnerne. Kan man tro paa det? Her skal ikke regnes med de aviser, som har deres hovedsalg paa gaden. Det er ganske øjensynligt, at de bygger deres overskrifter paa de løsest mulige rygter saadan, som den danske offentlighed helst vil ha dem. Men selv de store alvorlige hovedstadsblades telegrammer og korrespon­ dancer er af en karakter, som maa skabe dyb mistænksomhed. Vi har ikke alene hørt om en række finske sejre, medens dog resultatet er, at finnerne trænges tilbage. Vi har ustandselig lige til 19. dec. hørt om russernes enorme numeriske overlegenhed og saa kommer meddelelsen om, at finnerne har 350,000 mand og russerne indtil den 19. dec. en lignende styrke. Det er dansk presses ret og pligt at udtrykke sin sympati klart. Men i det øjeblik avisen af den grund erstatter sit efter­ retningsapparat med en fabrik for ønskedrømme, saa er der gaaet en meget alvorlig værdi ved vores nevtralitet tabt: mulig­ heden for at faa kontrollerede og reviderede kendsgerninger frem om verdensbegivenhederne. Hvor stærk end sympatien i Danmark er for Finland, saa er det vel ikke meningen, at vores mod skal holdes oppe ved kolo­ rerede meddelelser. Vi behøver klar besked. Her er exempelvis et billede fra en københavnsk avis med følgende text: [et billede af en siddende soldat]. En russisk Fange i finsk Militærlejr. Sløv og uvidende om.

284

hvad der sker omkring ham, og hvorfor han er ii "„ Krigo - stirrer Manden frem for sig. Det er daarligt Soldatermateriale, Russerne hidtil har sat ind i den finske Krig, og deres Udrustning har slet ikke egnet sig for Krig i Polarklima. Billedet og texten er lige tendentiøse, de skal tjene det formaal at fremkalde forestillingen om den russiske hærs tilstand, hvoraf kunde udledes tillid til en lykkelig udvikling af denne krig, som jo — desværre — er temmelig usandsynlig. Selvom man derfor kan sige, at russernes indfald i Finland har befriet Danmark for en kedelig side af nevtralitetens mare °g giet os mod til at mene noget om verdensbegivenhederne saa har den dog ikke medført større ytringsfrihed, og den har paa afgørende maade skadet nyhedstjenesten. Det er forbløffen­ de at tænke paa, at man i England, som er krigsførende, har folk som Bernard Shaw gaaende løse. Man maa ha lært siden ver­ denskrigen, da man satte videnskabsmanden Bertrand Russell i fængsel, fordi han var pacifist. Det er højst sandsynligt, at Shaw i England stemples som landsforræder. Det er jo et flittigt be­ nyttet ord i krigstider. Men han interviewes dog til Daily Mail, hvis redaktør spørger ham: „Hvorledes forsvarer De dette Sovjetangreb paa Finland? — Det er ganske simpelt, svarede Shaw. Finland fik daarlige Raad af en meget dum Regering. Det burde have akcepteret det russiske Tilbud om en Udveksling af Territorier. Det burde have været en fornuftig Nabo. Det er meget sandsynligt, at Finland ikke vilde have afvist det russiske Tilbud, hvis dets Handlemaade var blevet dikteret af dets egne Interesser. Men Rusland tror, at Finland regner med Amerikas og Vestmagternes Støtte. Ingen Magt vilde have kunnet tolere en Grænse, hvorfra en By som Leningrad kan bombarderes. Og især ikke, naar denne Magt véd, at Staten paa den anden Side Grænsen, hvor lille og svag den end er, af en idiotisk Regering tvinges til at handle i andre større Magters Interesse, der truer dens Sikkerhed. - Og understøtter Amerika Finland, spurgte Redaktøren.

285

i

I

- I hvert Fald tror Finland det, thi ellers kunde et saa lille Land ikke have opført sig paa den Maade mod et Land, der er saa mange Gange stærkere. Amerika har vist stor Interesse for Tilfældet Finland. Tilfældet Polen var helt anderledes. Dette Land blev drevet i Krig af Løfter og Overenskomster, som ikke kunde holdes. Det er ikke Tilfældet med Finland. Her drejer det sig ikke om, at Rusland, en stor Magt, søger at undertrykke Finland. Spørgsmaalet staar simpelthen saadan, at Rusland interesserer sig for sin egen Sikkerhed, og det var meget dumt af Finland ikke at antage Ruslands Tilbud om Udveksling af Territorier. De sidste Meddelelser beretter, at Finlands stupide Regering er traadt af. Rusland fastslaar, at der ikke findes anden forklar­ lig Begrundelse for Finlands Afslag, end at det har tilladt Ame­ rika og Vestmagterne at benytte dets Territorier. Der er ingen Mulighed for, at Finland selv skulde angribe Rusland. Heraf drager Rusland den Konklusion, at Finlands Afslag paa at op­ føre sig som god Nabo maa være baseret paa den Kendsgerning, at Finland tror, at det har Støtte fra Vestmagterne. Ruslands Position er vanskelig, men det er besluttet paa at sikre sin Grænse".

Skønt sympatien for Finland sikkert er lige saa stor i Eng­ land, som i Danmark, kan en saadan mening altsaa dog taales og meddeles i et stort dagblad. Derimod ikke i en dansk avis. Saa vidt vides, er Bernard Shaws udtalelser kim fremkommet her i landet i Arbejderbladet, hvis sympatier som bekendt gaar i en anden retning. Kan man tænke sig nogen dansker saa stor, at nogen dansk avis med sympati for Finland vilde trykke tilsvarende anskuel­ ser? Og dog skulde netop uenigheden og den frie diskussion være demokratiets kendetegn. Hvorfor gaar det sunde omdøm­ me saa hurtigt under i had? Hvorfor dyrker man i pressen hel­ lere de øjeblikkelige stemninger end folkets varige interesser? Klar besked om alle begivenheder og alle synsvinkler. Det er muligheden for at naa til selvstændig overbevisning. Pacifisten 286

maa fordømme det russiske indfald i Finland, men end ikke en kritisk bemærkning om, at man intet vil ofre for freden, men alt for krigen - vil han kunne fremføre i det nevtrale Danmark, uden at den vilde blie mødt med dyb forargelse.

I

Nationalfølelse Poredrag 1941.

De gange jeg som journalist har forsøgt at angribe national­ følelsen, har jeg altid maattet rette glosen til nationalismen, for det er nemlig en udbredt misforstaaelse ogsaa i radikale krese, at nationalfølelse er noget kønt, men nationalisme noget ube­ hageligt. Jeg forstaar det saadan, at nationalismen er det poli­ tiske udslag af nationalfølelsen, og de to ting har derfor for mig samme moralske kvalitet. Skal man bedømme følelsers værdi, saa har man vel ikke andet end resultatet at dømme efter, og gør man national­ følelsens regnebræt op, ser det ikke godt ud. Det er notorisk, at den kan bringe smaa blege kontorister til at handle som helte og ofre eget liv for at dræbe formodede fjender i krig. Men vi ved jo ogsaa, at askese har skabt ædle skikkelser, og vi regner dog kønslig afholdenhed for svineri. Vi ved at ka­ stration gir smuk sangstemme, og dog foretrækker vi at leve velbeholdne, hvad de dele angaar. Men det er ikke nok og se paa resultaterne af en følelses hærgen. Ganskevist er nationalismens regnskab grimt, men ogsaa elskovsfølelsen, forældrefølelsen, sulten og mange andre stærke fornemmelser har synder paa samvittigheden - bortset fra det rare, der er ved deres tilfredsstillelse. De fleste følelser vil i utøjlet tilstand føre til ulykker, mens de styret af fomuf287

i •

•

ten netop bringer menneskene frem til lykkeligere tilstande baade for den enkelte og samfundet. Det gaar ikke an at være følelses-modstander og forstands­ menneske lisaa lidt som det gaar an og være forstandsmod­ stander og følelsesmenneske. Den første er gold, den sidste rabiat. De har formodentlig ustandselig hørt mig sige at det menneskelige skib kun kan sejle, naar det drives af følelsens drivkraft og styres af fornuftens ror. Men jeg kan ikke finde noget bedre billede. Uden følelse kommer vi ingen steder, uden fornuft aner vi ikke, hvor vi ender. Begge dele er nødvendige for det menneskelige liv - det er klart. Men den sørgelige kendsgerning er, at følelsen vil der til hver en tid være nok af. Fornuften vil der derimod til hver en tid være for lidt af. Og dob­ belt uheldigt er det; at i krisetider, hvor fornuften burde stige og følelsen i særlig grad holdes i tømme, ja - der stiger følelses­ livet til helt ukontrollerede højder, mens fornuften græmmer sigDet ligger i sultens indvirkning paa følelseslivet. Ved at sulte en følelse kan man drive mennesket til vanviddets rand. Ud­ sultningen medfører ikke at følelsen biir mindre, nej den sti­ ger, mens fornuften forsvinder. En alt for stor mæthed kunde altsaa tænkes at føre os Hl det golde forstandsmenneske — men der er vist ingen fare. Kends­ gerningen viser os dog, at i økonomisk gode tider trives aands­ livet og fornuften og frisindet, mens kriser fører til reaktion, religiøsitet og nationalisme. Jeg tror ikke nogen af os kommer til at opleve en tid, hvor menneskene har det for godt, men la os haabe paa en tid, hvor de har det noget bedre end nu, saadan at følelseslivet er skruet tilbage paa en nogenlunde passende plads i forhold til fornuften. Vi maa nu dele følelserne lidt efter, hvor meget de betyder i dagliglivet. Her gælder det lysten til mad og elskov, at de egentlig staar meget fint, fordi sulten efter de to ting melder sig daglig og jævnlig. Med mulighed for passende tilfredsstil­ lelse af de to følelser bortfalder alle problemer - begge dele

288

I biir til daglig lykke for menneskene - og fornuften faar sin plads ved planlæggelsen af maaltidet eller elskovsøjeblikket. Er muligheden tilstede for en fri tilfredsstillelse paa de to omraader, - ja saa finder vi os ikke i, hvis følelsen alli vel gaar over al fornuft. Saa kasserer vi mennesker som værdiløse, hvis de ikke kan ordne de sager i ligevægtighed og til fælles glæde for dem og deres omgivelser. Men er muligheden ikke tilstede for rimelig tilfredsstillelse ja saa maa vi holde med de ulykkelige - saa biir baade sulten og elskovs trangen kræfter i samfundet af politisk betydning. For sultens vedkommende - taet i vid forstand - ikke bare sult efter mad, men efter menneskeværdige vilkaar - er den politisk drivkraft for en del af arbejderklassen - den daarligst stillede. Hvad elskovstrangen angaar, ramte den før først og fremmest de unge, og den sag er jo nu takket være tyvernes økonomiske opgangsperiode med tilhørende blomstrende aandsliv - klaret saa vidt, at ungdommen dog nu kan ordne sig saa nogenlunde. Om de to omraader gælder altsaa ganske simpelt, at vi maa ønske at reducere følelseslivet til det naturlige leje - og det er det, som opstaar, naar der er tale om fri tilfredsstillelse af sul­ ten — hvad enten det angaar efter mad eller elskov. Men ganske det samme gælder de følelser, hvor sulten ikke opstaar hver dag — forældrefølelsen og nationalfølelsen. Ogsaa for deres vedkommende maa man sørre for naturlig tilfreds­ stillelse, saa de ikke stiger til højder, der kvæler fornuften. Kvin­ dens ret til at faa børn — og ikke fler end hun har lyst til — er \ vi vist hurtig enige om. La mig dog lige nævne, at efter min mening skyldes det manden, naar kvinden ikke faar de børn hun vil - eller gaar til kvaksalver for at faa et bam fjernet, som hun inderst inde hellere end gerne vil ha. Og lægger vi ansva­ ret paa manden, saa er det naturligvis af økonomiske grunde, han ikke vil ha bam, og dermed kan ansvaret føres lige over paa staten, som ikke i sin lovgivning og børneforsorg har sørret for, at et bam er velkomment i samfundet. Det er en ulykke for kvinderne, og mange skæve skæbner gemmer sig bag de 289

I

i

barnløse kvinder, som man nu efter en forrykt svangerskabslov endda straffer, fordi de handler, som samfundet tvinger dem til at handle. Men har man børn, saa har man ogsaa at holde sin forældrefølelse passende kuet af fornuften. Den har nemlig ingen mo­ ralsk værdi i sig selv. Der er ikke noget smukt eller rørende ved at man finder sine egne snottede unger mindre snottede end naboens. Det er tværtimod tarveligt og uværdigt — hvis de er lisaa snottede — eller mere. Det er vel kristendommen, der har indført den falske vur­ dering af følelsen i sig selv som en moralsk værdi. Følelse er ingenting uden fornuftens kontrol. Følelse kan lisaavel bruges til ondt som godt. Følelse er ikke højmoralsk eller umoralsk, men simpelthen amoralsk som en maskine er amoralsk og baade kan bruges i kulturopbygningens og kultumedbrydningens tje­ neste. Alt, hvad der er sagt, gælder virkelig ogsaa punkt for punkt nationalfølelsen. For det første maa vi afsky alle lande og alle foranstaltninger, som bringer nationalfølelsen til at stige. Vi maa afsky Englands regimente i Indien, og vi maa vise fuld forstaaelse for indernes kamp. Vi maa paa samme maade afsky Danmarks behandling af Norge i sin tid, og vi maa fuldt forstaa nordmændenes kamp for selvstændighed. Vi skal ogsaa uden stolthed tænke paa Danmarks styre i Grønland og paa Færøerne. Færingernes kamp for at faa lov til at lære deres eget sprog i skolen er vel nu afsluttet, men desuden skal de lære dansk - og hva i alverden skal de med dansk i stedet for engelsk for eks.? Det forekommer mig at gælde nationalfølelsen i højere grad end nogen anden følelse, at den skal holdes nede paa et mini­ mum, for at det er muligt at bevare fornuftens kontrol over den. Jeg betragter en vis nationalfølelse som værdifuld i hvert fald som kunstnerisk inspiration. Jeg tror det er svært at male og digte og musicere helt internationalt. De maa ikke misforstaa mig, jeg mener, man skal bestræbe sig for at gøre det saa inter290

nationalt som muligt, og det har man i historien iøvrigt __o_ ogsaa ahid gjort. Kronborg, som er bygget af den hollandske arkitekt Steenvmkel, er ikke noget nationalt bygningsklenodie hvis ar­ kitektur vi kan betragte som udtryk for dansk formfølelse fra dengang. Nej den er et monument over en meget fin dansk egenskab: Evnen til at hente de rette folk hjem fra udlandet, naar der er brug for dem. Men jeg mener, at den elementære nationalfølelse: hjemstavnsfomemmelsen - hva enten man saa er født i København eller ved vestkysten - er en forudsætning for meget i kunsten, fordi de vigtigste og stærkeste indtryk en kunstner kan bygge paa, er dem, han fik som barn. Træerne og skyerne ser ander­ ledes ud i det blæsende Danmark, end i Tyskland, og derfor inspireres den danske landskabsmaler mere af danske trær end af tyske eller engelske. Det er der ikke noget at gøre ved. Jeg skal gerne karakterisere det som en begrænsning, for det er det nemlig, men det er en naturlig begrænsning af de menne­ skelige evner. Men dér ud over anser jeg ikke nationalfølelsen for værdi­ fuld. Jeg tror, at den skal holdes dernede. Kommer den højere op og begynder at blande sig i det politiske, gør den alminde­ ligvis kun skade. Men mærkelig er det, saa hurtigt sulten paa dette omraade viser sig. Goe radikalere, som rejser fjorten dage væk — den­ gang man kunde rejse - plejer at faa taarer i øjnene, naar de ser et dansk flag i det fremmede. Mig er det gaaet omvendt. Et af mine skønneste indtryk under en rejse ned gennem Tyskland og tilbage for nogen aar siden - efter Hitler, fik jeg, da jeg kom til Danmark og her var ingen flag. Kilometer paa kilometer gennem landet og den vidunderlige fornemmelse af ingen røde klude hængt ud. Det er mig synsmæssigt ligegyldigt, om der er hager paa korset eller ej. Men ikke principielt! Situationen idag er jo saadan, at vi maa indrømme, vi biir udsultet paa nationalfølelsens omraade. Vi er nødt til at finde 291

■

det rimeligt, at den stiger, at der synges og fejres konge og alt det dér. Vi maa nok ogsaa medgaa, at det indeholder en værdifuld demonstration, for det vilde unægtelig være uheldigt, om man i Tyskland fik det indtryk, at besættelsen behager os saa godt, at den bør blie permanent. Og gennem den nationale stemning kan man demonstrere paa en saadan maade, at det ikke synes vendt mod det nationalsocialistiske system, men kim mod besættelsen. Dermed er - tror jeg - det goe sagt om den sag. At det skulde være en værdi i sig selv, at nationalfølelsen stiger til feberhøj­ der, kan jeg slet ikke gaa med til. Alt det, med at vi er vaagnet til bevidsthed og til daad, sammensvejset til et enigt folk om­ kring kongen og meget mere — er for mig kun yderligere bevis for, hvor ulykkeligt det er gaaet os. Jeg siger omvendt af andre: Uenighed gør stærk. Enighed er et svaghedstegn. Mon ikke det skulde være en rigtig dom. Det land, der ikke har raad til uenighed, er et fattigt land. Det som samles i nationalfølelse, er et land i yderste fare. Og mon nationalfølelsen kan afbøde no­ gen som helst fare? Der ligger jo dog den mulighed, at vi faar lov til at bevare vores konge og landets saakaldte suverænitet — mod at vi ind­ fører nazismen og sætter danske nazister til styret som i Norge. Saa har Hitler holdt sit løfte, saa regerer vi os selv, saa be­ varer vi gud, kongen og fædrelandet — saa har vi faaet svar paa vores nationale demonstrationer. Ikke fordi jeg tror noget andet nytter i øjeblikket, vil jeg dog gerne nævne en vej, som maaske vilde gi os lidt haardere vilkaar nu, men som i det lange løb maaske er mere værd. Jeg tror, man skulde være mindre optaet af det nationale og mere af faren for nazismens princip. Vi vilde sandsynligvis faa den alligevel en overgang. Men det var af vigtighed, om man ogsaa i Tyskland følte, at det er værre for os at faa nazismen ind­ ført end at miste vores nationale selvstændighed. Jeg mener, at vi ved at staa saa stærkt paa det nationale blandt andet svigter de mennesker i Tyskland, der tænker som vi. Jeg afskyr ikke 292

tyskerne, tværtimod, men jeg er en principiel modstander af nazismen, og det er jeg først og fremmest paa det kulturelle omraade. Jeg tror ikke, den danske nationalisme er ægte. Jeg tror, at hvis englænderne hade besat os, saa faren for nazismen der­ igennem var udelukket, saa vilde vores holdning ha været en anden. Jeg er heller ikke tilhænger af folkenes selvbestemmel­ sesret i det lange løb. Jeg mener, at sprogfrihed og den slags absolutte menneskerettigheder med tiden burde føre til sam­ menslutninger af landene i større grupper. Vi var før niende april saa afhængige økonomisk af England, at det egentlig er taabeligt at tale om Danmarks suverænitet. For den økonomiske situation bestemmer nu engang aandslivet. Det lyder ikke godt idag, hvor vi frygter randen af hungersnød, men saadan er det. Jeg har maattet fastholde, at det er prindpeme jeg kæmper for — ikke det nationale. Det er klart, at under et dansk nazi­ stisk styre eller hvis vi indlemmes under Tyskland, biir kam­ pen saa meget vanskeligere. Men maaske resultaterne biir mere værdifulde — for ogsaa nazismen skal jo engang udvikles i Tysk­ land og derigennem afløses af noget, der godt ogsaa i vores øjne kan blie bedre. Jeg har i mit revyarbejde holdt den linje klar, og jeg vil derfor gerne i et par viser gi Dem indtryk af, hvor­ dan man kan undgaa det nationale og dog kæmpe for vores frihed. Jeg tar en vise fra Dyveke først, som for resten findes i to udgaver — en fra før den niende april - strøget af vores for­ træffelige og frisindede censor — og en fra ca. første maj, som den synges stadigvæk. Første vers lyder i den oprindelige skikkelse saadan: DET GÆLDER KÆRLIGHED OG KRIG

Gribe efter blanke ting vil hver et lille graadigt barn. Binde andre med en ring gør man som helbefam. 293

n

i

Tænk, hvor har man staaet tit og delt et vindus paradis: Helle - helle - det er mit. Og livet gaar paa samme vis. Det gælder kærlighed og krig, at alle løfter kun er svig, og ingen ka stole paa mennskenes ord. Af angst for livets eget sus bedøver vi os i en rus af søde kontrakter og løgne, vi tror. Kunde vi forbyde de tre ord: Jeg elsker dig, var vi vist i elskovskunst paa mere ærlig vej. Det gælder kærlighed og krig, at alle løfter kun er svig, og ingen ka stole paa mennskenes ord.

Men censor strøg med fuld ret det farlige refræn den 11. april. Saa kom visen til at lyde saadan. Jeg tar andet vers for ikke at trætte Dem: Kærlighed og ægteskab hva kommer de hinanden ved? Kedsomhedens tomme gab, til kæben gaar af led. Elskov er den vilde blomst. I gartnerhænder gaar den ud. Skærmet faar den sin bekomst, men blomstrer hedt i storm og slud.

Man binder os paa mund og haand

294

med vanens tusen fine baand, men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri. I alle kærtegn er en flugt, de røde sansers vilde flugt fra pligternes tvungne, fortrampede sti.

Du maa ikke eje mig. jeg ejer ikke dig. Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.

De ord, jeg svor med haand og mund, de gælder kun den svimle stund, det netop er kysset fra dig, jeg ka li.

De ka spørre: Hvorfor al't det kærlighedssludder? For at drille de konservative, som kæmper for national frihed, men for social og seksuel og aandelig tvang. Naar emnet pludselig biir et andet i tredje vers, er der maaske nogen, der ser sammen­ hængen. I hverfald maa det være ærgerligt at skulle bifalde. Men her er den i oprindelig udgave: Sel naar skib paa skib gaar ned, og land paa land biir slettet ud, handler man af ædelhed og her til hver sin gud.

Fredstraktater, venskabspagt, det er papir, der koster blod. Svaghed væbner sig mod magt i angstens desperate mod.

Det gælder kærlighed og krig, a alle løfter kun er svig, og ingen ka stole paa mennskenes ord. 295

Hva hjalp de haandslag, som I gav, for den, der staar ved mandens grav? Et menneske er nul mod den hellige jord.

Angst for vores fjender? Ja — men mere angst for den stormagt, som vil hjælpe os og kalder sig for ven. (Det var ganske vist England jeg tænkte paa, da jeg skrev det, men allivel!) Det gælder alle tiders krig, a garantier kun er svig, og ingen ka stole paa staternes ord.

Men skønt det vers var saa stærkt, saa det maatte stryges, saa blev maaske det vers 3 der nu synges - og maa synges mange gange stærkere i sin virkning fordi vores situation er en anden. Møde hva der venter os, og ingen vé, hvordan det gaar. Bære skæbnen uden trods, hva der saa forestaar. I

Glad ved hver en venlighed, men uden tro, at det biir ved. Søge fred, idet vi veed, at vi har ingen krav paa fred. Man binder os paa mund og haand, men man ka ikke binde aand, og ingen er fangne, naar tanken er fri.

Vi har en indre fæstning her, som styrkes i sit eget værd, naar bare vi kæmper for det, vi ka li.

296

i

Den, som holder sjælen rank, ka aldrig blie træl. Ingen ka regere det, som vi bestemmer sel. Det lover vi med haand og mund i mørket før en morgenstund, at drømmen om frihed biir aldrig forbi.

i ■5

Jeg 'kunde citere mange andre vers for Dem fra de to fore­ stillinger jeg har haft med at gøre - Diogenes vise for eks., som meget godt gir min stilling til situationen idag. Men vi skal ogsaa ha tid til diskussionen, og jeg vil derfor slutte med at citere en sang fra Guderne ter sig, som Ellen Gottschalch syn­ ger i fængslet som nøjsomhedens eller vel rettere fornuftens gudinde. Det første vers er vel nærmest skønsang, og den lille replik foran, som motiverer sangen, kan jeg kun citere efter hukom­ melsen. Det er omtrent saadan: Mon ikke de andre, som vandrer frit rundt udenfor, trues af et større fangenskab end mit. Mens deres kroppe bevæger sig i en slags frihedsdressur, røves langsomt dag for dag deres evne til at tænke og handle frit. Og saa synger hun først om den fangne fugl i buret:

FÆNGSELSSANGEN

Fugl, hvor er dit øjes hinde gul. Er det af had, du fangne, stækkede, forstemte fugl?

Stum, i fantasiens drømmerum beflyver du en himmel lidt mindre grum. 297

Refræn: En fugl fangen bag et gitterværk. Hver en tremme staal, hver en nagle stærk. Kun din længsels flugt er fri. Dit rum striber skyggen stang for stang. Lyset gaar sin gang hele dagen lang bare langs og langs forbi. Dit fjerne blik var alt det selvforsvar, du fik. Før det er brudt, er kampen ikke slut. Enhver trues af et fangenskab, men det store tab er din viljes tab. Det ska gælde mer end ord, det du lever for og tror. Naturligvis handler det om os idag — om vores fjerne blik, som er et af de vaaben vi endnu kan forsvare os med. Men i andet og sidste vers tales der mere om spørsmaalet taktik, om spørsmaalet at bøje sig eller holde sig oprejst og trodsig, og dér gaar linjerne direkte mod regeringens og pres­ sens syn paa de ting.

Ramt, men staa imod, naar du er ramt. ]o mere du er taalsom, binder de dit tøjr stramt. Sjæl, saa hold dig rank. La vær og knæl, saa kan du ikke trampes af nogen hæl. 298

Dit liv bugter sig paa maa og faa mellem alt, du skal, og det lidt, du maa, som et gitter stav for stav. En fugl fangen bag et gitterværk. Sætte gitre op det er mennskeværk til det sidste om din grav. Din frihedstrang ska være mer end ord i sang: En livsværdi, som gør din tanke fri. Enhver trues af et fangenskab. Gaar du villigt med, biir det tab paa tab. Hold dig rank. La vær og knæl. For du ejer sel din sjæl.

Idet jeg haaber, De nu har faaet et vist indtryk af mit syn paa nationalfølelsen, vil jeg gerne yderligere præcisere forholdet mellem følelse og fornuft. Det gælder jo blandt andet elskovs­ livet, at naar følelsen er drivkraften, saa sejler skibet skam længst, jo stærkere den er. Det gælder altsaa ikke om at redu­ cere den naturlige følelse til det mindst mulige, men om at gøre den saa stærk som mulig i sund forstand d. v. s. uden at den tar herredømmet over det ganske sind og tar styret fra for­ nuften. Vi vil ha lov itil at elske den pige vi elsker af fuld kraft, men vores kærlighed maa ikke være saa overdreven, at vi elsker hende af andre grunde end at hun er dejlig og passer os. Af elskovssyge, maa vi ikke tillægge hende egenskaber, hun ikke har, eller tillægge de daarlige egenskaber hun har en sær­ lig værdi. Den slags gør man jo faktisk, naar man er sulten naar man ikke faar sin vilje med hende. Paa samme maade med nationalfølelsen. I øjeblikket biir en­ hver dansk egenskab betragtet som noget vidunderligt - ja 299

fe

selvom andre ikke kan goutere den, saa er den dansk, uløselig forbundet med os og derfor noget helligt. Det er sygeligt. En sund nationalfølelse maa være forbundet med en vaagen kritisk sans for landets fejl og for de omraader, hvor vi kan lære af andre. I sin sunde form er nationalfølelsen noget ganske upolitisk: En kærlighed til den natur man er født i og det sprog man er opvokset med - og en vaagen lyst til at lære af andre folk fra andre egne paa omraader, hvor de er dygtigere. La mig da tilslut genta, at for mig staar striden idag ikke om Danmarks suverænitet eller ej. Kampen drejer sig om vores livsvilkaar, om Europas livsvilkaar — og derigennem om denne ver­ densdels-aandsliv. Striden er i Danmark camoufleret i forsøget paa at fastholde vores nationale selvstændighed. Jeg tror man vinder mer ved at kæmpe direkte for vores livssyn. Derved faar vi medkæmpere udenfor Danmark — ja selv i Tyskland. Og det livssyn, vi frygter og vil bekæmpe — det gælder os og det store flertal i Danmark - det er jo netop bygget op paa den overdrevne nationalfølelse og dets politiske navn er nationalis­ men. Er det da ikke parodisk og typisk for følelsens forrykte verden, at vi besvarer den ulykke, nationalismen har bragt over os - med ny og forstærket nationalfølelse.

300

Noter

Kunst og Demokrati

Kammersanger Holm, Emil Holm, 1867-1950. Sanger. Den før­ ste leder af Danmarks Radio, 1925-37.

Maglekilde-Petersensk, Carl Maglekilde-Petersen, 1843-1908. Forfatter af humoristiske fortællinger på sjællandsk. Familjen Hansen, populært radioprogram (1928 ff.) skrevet af skuespilforfatteren Jens Locher (1887-1952).

Modningen

linien, sammenslutning af abstrakt-surrealistiske malere, stiftet 1934, af bl.a. Bjerke-Petersen, Richard Mortensen, Henry Heerup og Asger Jom. Sammenslutningen udgav tidsskriftet Linien. romain rolland, 1866-1944. Fransk forfatter.

grønningen, dansk kunstnersammenslutning stiftet 1915 som protest mod Den Frie Udstillings kunstneriske linje. Blandt med301

lemmerne var Harald Giersing, Sigurd Swane, Rostrup Bøyesen og Kai Nielsen.

lundstrøm, maleren Vilhelm Lundstrøm, 1893-1950.

picasso, braque osv., kubistiske, surrealistiske og ekspressioni­ stiske malere.

Spaadom

søndergaard, maleren Jens Søndergaard, 1895-1957.

Natur-N azismen

Johannes Buchholtz, 1882-1940. Forfatter. „Bør Danmark henkoges", Politikens kronik 9-7-34. Struckmann, Erik Struckmann, 1895-1962. Maler. Formand for Danmarks Naturfredningsforening 1921-60 og for Den Frie Ud­ stilling fra 1936.

Stakkels Arbejder

H. P. Sørensen, 1886-1962. Journalist og socialdemokratisk poli­ tiker. Redaktør af Sooial-Demokraten 1929-41 (afsat efter tysk krav). Overborgmester 1946-56.

Bomholt, Julius Bomholt, 1896-1969. Politiker og forfatter. Cand. Theol. Forstander på Esbjerg Arbejdershøjskole 1924-29. Undervisningsminister, socialminister og kulturminister i 1950'302

erne og 60'eme. Har udgivet Dansk Digtning fra den industrielle Revolution til vore Dage (1930) og Arbejderkultur (1932).

-

Arne Sørensen, f. 1906. Forfatter og politiker. 1930-36 højskole­ lærer. 1936-48 redaktør af tidsskriftet Det tredje Standpunkt, der var det ideologiske grundlag for partiet Dansk Samling, hvis formand han var 1936-46. Medlem af Folketinget 1943-47. For­ lod partiet 1949. Har bl.a. udgivet bøgerne Funktionalisme og samfund (1930) og Det moderne menneske (1936). Borgmester Kaper, Emst Kaper, 1874-1940. Rektor, konservativ skoleborgmester i København 1917-40. Har udgivet lærebøger i tysk og kristendomskundskab. Harald Jensen, 1889-1929. Socialdemokratisk politiker. Første leder af Arbejdernes Oplysningsforbund. Bakunin, Mikhail Bakunin, 1814-1876. Russisk anarkist.

Tidens Program Arne Sørensen, se noten til „Stakkels Arbejder". De tre kronikker er fra 21, 24 og 27-8-34. Hartvig Frisch, 1893-1950. Filolog og politiker. Professor i klas­ sisk filologi. Socialdemokratisk folketingsmand fra 1926. Under­ visningsminister 1947-50. Har bl.a. udgivet Europas Kulturhi­ storie (1928) og Pest over Europa (1933).

Steincke, K. K. Steincke, 1880-1963. Jurist, socialdemokratisk politiker. Justitsminister 1924—26, 1935-39 og 1950. Gennem­ førte som socialminister 1920-35 socialreformen af 1933. Sven Stolpe, f. 1905. Svensk forfatter og kritiker. Har bl.a. udgi­ vet romanerne I dådens vantrum (1930) og Sakrament (1948).

303

I f

Kelvin Lindemann, f. 1911. Forfatter. Julius Magnussen, 1882-1940. Lystspilforfatter og journalist, først ved Politiken og Ekstrabladet. Fra 1920 ved Berlingske Ti­ dende hvor han under mærket „Vox" skrev causerier over døg­ nets begivenheder.

Professor Wanscher, Vilhelm Wanscher, 1875-1961. Kunsthi­ storiker.

Bergstedt, Harald Bergstedt, 1877-1965. Forfatter og medarbej­ der ved Social-Demokraten 1924-42, derefter ved det nazistiske Fædrelandet.

Pastor Richard, Olfert Richard, 1872-1929. Den egentlige op­ bygger og organisator af KFUM.

Hjul og Stejle prof. Carl Jul. Salomonsen, 1847-1924. Udgav omkring 1920 småskrifter om moderne kunst, som han betegnede som „dysmorphisme", dvs. som vanskabt, hæslig og sindssyg.

Olaf Buli, 1883-1937. Norsk lyriker. Bodil Bech, 1889-1942. Forfatter.

Harald H. Lund., f. 1902. Forfatter og journalist, fra 1936 ved Berlingske Tidende. Viggo Barfoed, 1895-1948. Forfatter og journalist. Kommente­ rede døgnets begivenheder i satiriske digte under mærket Ærbødigst.

304

S

■>

-4

P. Sørensen-Fugholm, Per Barfoed, 1890-1939. Forfatter og jour­ nalist. Skrev under mærkerne Bror Mika og P. Sørensen-Fug­ holm. P. Vadum, pseudonym for Peter Raun Fristrup, 1854-1913. Skuespilforfatter.

Kulturrevision Arne Sørensen, se noten til „Stakkels Arbejder". Isak Dinesen, Karen Blixen.

Greta Garbo, f. 1905. Svensk-amerikansk skuespillerinde. Marlene Dietrich, f. 1901. Tysk-amerikansk skuespillerinde.

lord Northcliffe, 1865-1922. Engelsk bladudgiver. Skaberen af den moderne populærpresse.

j

Professor Grønbech, religionshistorikeren Vilhelm Grønbech, 1873-1948. Julius Magnussen, se noten til „Tidens Program".

Bohr, Niels Bohr. Oxfordbevægelsen, egentlig Oxfordgruppebevægelsen. Religiøs vækkelsesbevægelse stiftet 1921 i Oxford af amerikaneren Buchmann (1878-1961). 1938 ændredes navnet til Moralsk Oprust­ ning. Konservativ Ungdom, stiftet 1904. Antog i 1930'me karakter af korps. 305

rm

Lawrence, forfatteren D. H. Lawrence, 1885-1930. livsdyrkeme i Sverige, gruppe af svenske 1930'r-forfattere også kaldet „fem unga" og primitivisteme: Artur Lundkvist, Harry Martinson, Josef, Kjellgren, Gustav Sandgren, Erik Asklund. Harald Tandrup, 1874—1964. Forfatter og journalist ved forskel­ lige københavnske dagblade. Harald Bergstedt, se noten til „Tidens Program".

Edvard Heiberg, 1897-1958. Dansk kommunistisk arkitekt. Medarbejder ved Kritisk Revy og senere redaktør af Plan. Egon Mathiesen, f. 1907. Maler. van de Velde, T. H. van de Veide, 1873—1937. Hollandsk kvinde­ læge og seksualforsker. Vakte international opmærksomhed med bogen Det fuldkomne ægteskab (1926).

prof. Wanscher, se noten til „Tidens Program".

Spengler, Oswald Spengler, 1880-1936. Tysk filosof. Vakte op­ mærksomhed ved sit kulturhistoriske værk Untergang des Abendlandes 1918-22. Spengler så i nazismen en mulighed for at afværge udviklingen. Henning Kehler, f. 1891. Forfatter og kritiker; først ved Politiken, siden Kristeligt Dagblad og endelig Berlingske Tidende og Aftenavis. Oprindelig radikal, siden religiøs-konservativ.

Kyskeri borgmester Kaper, se noten til „Stakkels Arbejder".

306

pastor Engbergs vellykkede aktion mod smudslitteraturen, se ar­ tiklen „Kampagnen mod smudslitteraturen".

Vigiliabevægelsen, selvbestaltet amerikansk lov og orden-bevæ­ gelse fra det 19. årh. Bevægelsen etablerede sin egen doms- og eksekutions instans.

Comstockbevægelsen i Amerika, stærkt moralsk-religiøs bevæ­ gelse fra det 19. årh. ledet af amerikaneren Anthony Comstock.

Magnus Hirschfelds institut for seksualforskning, Hirsohfeld, 1868-1935, der var neurolog og seksualforsker, angreb retsfor­ følgelsen af homoseksuelle. Hans institut lukkedes 1933. pastor Heje, f. 1891. Fængselspræst i Vridsløse. Tilhørte tide­ hvervsbevægelsen.

I Flugten Alfred Rosenberg, 1893-1946. Tysk nationalsocialistisk politiker. Redaktør af den nationalsocialistiske avis Wolkische Beobachter 1921-45. Har udgivet værket Der Mythus des 20. Jahrhundert (1930).

Hamsun og Gravlund, forfatterne Knut Hamsun og Thorkild Gravlund (1879-1939 dansk hjemstavnsforfatter).

Vi er selv Histome Hr. kunstmaler Struckmann, se noten til „Natur-Nazismen". C. F. Hansen, 1756-1845. Arkitekt. Overbygningsdirektør. Har bl.a. tegnet Domhuset, det andet Christiansborg (som brændte

307

1884), Metropolitanskolen, Københavns Domkirke og Chnistiansborgs Slotskirke. Clemmensens Chr. IX-kapel, Mogens Clemmensen, 1885-1943. Arkitekt. Kgl. Bygningsinspektør.

Hvad er feminisme? Justitsminister Steincke, se noten til „Tidens Program".

Bare en Overgang Jørgen Bukdahl, f. 1896. Forfatter og kritiker. svenskeren Stolpe, se noten til „Tidens Program". nordmanden Brøgger, Waldemar Brøgger, f. 1911. Norsk for­ fatter.

den danske Arne Sørensen, se noten til „Stakkels Arbejder".

Russell, filosoffen Bertrand Russell. Helge Rode, der sigtes til hans deltagelse i den såkaldte livsan­ skuelsesdebat.

Henning Kehler, se noten til „Kulturrevision".

Magnussen, Julius Magnussen, se noten til „Tidens Program". Johannes Jørgensen, 1866-1956. Forfatter. Bevægede sig fra antireligiøs 'brandesianisme' i slutningen af 80'eme over symbolis­ me og religiøs mystik til katolicisme 1896. Udgav 1893-94 tids­ skriftet Taarnet. 308

Oxfordismen, se noten til „Kulturrevision". Becks indre mission, Vilhelm Beck, 1829-1903. En af Indre Mis­ sions ledere. Formand fra 1881.

Moralske Krykker

Sven Stolpe, se noten til „Tidens Program". Oxford, se noten til „Kulturrevision". Bukdahl, se noten til „Bare en Overgang".

Arne Sørensen, se noten til „Stakkels Arbejder".

Waldemar Brøgger, se noten til „Bare en Overgang". hr. Buchmann, Oxfordbevægelsens stifter. Se noten til „Kultur­ revision".

Fornuft og Følelse

Arne Sørensen, se noten til „Stakkels Arbejder". hr. Steincke, se noten til „Tidens Program".

Kampagnen mod Smudslitteraturen

dr. Martin Ellehauge, f. 1892. Forfatter og musæumsinspektør. Redaktør af bladet Montmartre.

Arne Sørensen, se noten til „Stakkels Arbejder". 309

Aage Hansen, familieoverhovede i radioserien „Familien Han­ sen". Se noten til „Kunst og Demokrati".

Carrel, Alexis Carrel, 1873-1944. Fransk læge og fysiolog. Munk, Kaj Munk.

Nutidsmoral Leon Blum, 1872-1950. Fransk socialdemokratisk politiker.

Dr. Davidsohn, Joseph Davidsohn, 1894—1943. Sociolog og øko­ nom. Forfatter af bl.a. Økonomisk Historieopfattelse (1931). professor Linton, Otto Linton, 1880-1938. Svensk brobygnings­ ingeniør. Skrev flere artikler i Kritisk Revy.

Omskaame Rotter

„Nederlaget", Nordahl Griegs drama fra 1936.

Troen paa Mennesket Arne Sørensen, se noten til „Stakkels Arbejdre".

Dr. Frantz Pios bog om de vekslende kulturer. Frantz Pio, 18901950. Jurist og økonom. Bogen De vekslende Kulturer er fra 1937.

Spengier, se noten til „Kulturrevision". Egon Friedell, 1878-1938. Østrigsk skuespiller og forfatter. Har 310

udgivet en Spengler-påvirket kulturhistorie, Kulturgeschichte der Neuzeit (1927-31, da. 1936-37).

Oxfordisme, se noten til „Kulturrevision".

Kul tursammenhængen

Harald Tandrup, se noten til „Tidens Program".

Henning Kehler, se noten til „Kulturrevision".

Julius Magnussen, se noten til „Tidens Program". Arne Sørensen, se noten til „Stakkels Arbejder". Arkitekt Baumann, Povl Baumann, 1878-1963.

Ytringsfriheden er i fare Steincke, se noten til „Tidens Program". biblioteksdirektør Døssing, Thomas Døssing, 1882-1947.

radiodiskussionen med Steincke, 1937. !

I I

redaktør Biædel, Nicolai Biædel 1882-1943. Udenrigspolitisk redaktør ved Berlingske Tidende fra 1934 til 1940 hvor tyskerne nedlagde forbud mod hans journalistik. Skrev under den ufrivil­ lige orlov værket Forbrydelse og Dumhed (udkom 1946).

Afskedigelsen fra Politiken, se indledningen. Ungdomskampagnen mod smudslitteraturen, behandlet i artiklen „Kampagnen mod smudslitteraturen".

311

Jacob Wassermann, 1873-1934. Tysk forfatter. Jens Locher, se noten til „Kunst og Politik".

Aage Hansen, se noterne til „Kampagnen mod smudslitteratu­ ren" og „Kunst og Demokrati".

Korrektion Artiklen Troen paa Mennesket (Politikens kronik 17-1-1938, s. 272-278) er kronologisk fejlplaceret; den korrekte placering er foran artiklen Omskaame rotter, s. 248. 312

’ JlJ