Viden og det postmoderne samfund [2. ed.] 8798430130, 9788798430131

Citation preview

Jean-Fran^ois Lyotard

Viden og det postmoderne samfund

w%:: Å>

rA WWv pwwF

&gwL-, és

u

JWjFi

FFK^:''7 ' ■Wl

T

Slagmarks Skyttegravsserie

BRW

rwiBE

-

ISBN 87-984301-3-0

VIDEN OG DET POSTMODERNE SAMFUND

JEAN-FRANQOIS LYOTARD

VIDEN OG DET POSTMODERNE SAMFUND Oversat af Finn Frandsen

Slagmarks Skyttegravsserie

I-

Jean-Fran?ois Lyotard VIDEN OG DET POSTMODERNE SAMFUND Slagmarks Skyttegravsserie 2. oplag 2001 © J.-F. Lyotard og Les Editions de Minuit, Paris 1979 © Dansk udgave: Slagmark 1996 Oversat fra fransk af Finn Frandsen Fransk originaltitel: La condition postmoderne Layout og sats: Slagmark Tryk: Werks Offset ISBN 87-984301-3-0

Forside: Arakawa: "Study for the I", 1978-79. Akryl, farveblyant, blyant og akvarel på læned, 104 x 149,8 cm.

INDHOLDSFORTEGNELSE

Introduktion

7

1. Feltet: viden i informationssamfundene

2. Problemet: legitimeringen 3. Metoden: sprogspillene

11

19 23

4. Det sociale bånds natur: det moderne alternativ

27

5. Det sociale bånds natur: det postmoderne perspektiv

33

6. Den narrative videns pragmatik

41

7. Den videnskabelige videns pragmatik

50

8. Den narrative funktion og legitimeringen

af viden

57

9. Videnslegitimeringens fortællinger

10. Delegitimeringen

74

11. Forskningen og dens legitimering ved

performativiteten

82

12. Undervisningen og dens legitimering ved performativiteten

94 •

13. Den postmoderne videnskab som

forskning i instabiliteter

105

14. Legitimeringen ved paralogien

118

63

I*

Introduktion Genstanden for denne undersøgelse er videnstilstanden i de højtudviklede samfund. Vi har besluttet at kalde den "postmoderne". Ordet bruges af sociologer og kritikere på det amerikanske kontinent. Det betegner kulturens tilstand efter de transformationer, som har påvirket vi­ denskabens, litteraturens og kunstens spilleregler siden slutningen af det 19. århundrede. Vi vil her placere disse transformationer i forhold til fortællingernes krise. Videnskaben er fra begyndelsen i konflikt med fortæl­ lingerne. Målt med dens egne kriterier afslører de fleste af disse sig som fabler. Men for så vidt videnskaben ikke lader sig reducere til kun at udsige nyttige lovmæssighe­ der, og for så vidt den søger efter det sande, skylder den sig selv at legitimere sine spilleregler. Da fører den en le­ gitimeringsdiskurs om sin egen status, en diskurs, som har kaldt sig filosofi. Når denne metadiskurs eksplicit sø­ ger hjælp hos denne eller hin store fortælling såsom Ån­ dens dialektik, meningens hermeneutik, rigdommens vækst, frigørelsen af fornuftssubjektet eller arbejderen, vedtager vi at kalde den videnskab for "moderne", som henviser til denne for at legitimere sig. Det er for eksem­ pel på denne måde, at reglen om konsensus mellem af­ senderen og modtageren af et udsagn med sandhedsvær­ di vil blive accepteret, hvis den indskriver sig i perspekti­ vet af en mulig enstemmighed mellem tænkende væse­ ner: det var Oplysningstidens fortælling, hvor videnshel­ ten arbejder på et godt etisk-politisk mål, den universelle fred. Man ser af dette eksempel, at man ved at legitimere viden ved hjælp af en metafortælling, der implicerer en historiefilosofi, føres til at spørge sig selv om gyldighe­ den af de institutioner, som styrer det sociale bånd: også de kræver at blive legitimeret. Retfærdigheden henviser således til den store fortælling på samme måde som sandheden.

7

Ved at forenkle til det yderste kan vi betragte vantroen over for metafortællingerne som "postmoderne". Denne vantro er uden tvivl en effekt af videnskabernes frem­ skridt; men dette fremskridt forudsætter så igen vantro­ en. Til forældelsen af det metanarrative legitimeringssy­ stem svarer navnlig krisen i den metafysiske filosofi og i den universitære institution, som var afhængig af den. Den narrative funktion mister sine funktører, den store helt, de store prøver, de store rejser og det store mål. Den spredes i skyer af narrative, men også denotative, præskriptive, deskriptive osv. sprogelementer, som hver brin­ ger pragmatiske valenser sui generis med sig. Enhver af os lever på de punkter, hvor mange af disse krydser hin­ anden. Vi danner ikke nødvendigvis stabile sprogkombi­ nationer, og særegenhederne ved de kombinationer, som vi danner, er ikke nødvendigvis kommunikerbare. Således udgår det kommende samfund i mindre grad fra en newtonsk antropologi (som strukturalismen eller systemteorien) og i højere grad fra en sprogpartiklemes pragmatik. Der findes mange forskellige sprogspil, det er elementernes heterogenitet. Kun i flager giver de anled­ ning til institutioner, det er den lokale determinisme. Beslutningstagerne prøver alligevel at administrere dis­ se skyer af socialitet i input/output-matricer efter en lo­ gik, som forudsætter elementernes kommensurabilitet, og at alt kan fastsættes. De vier vort liv til forøgelsen af yde­ evnen. Dens legitimering, hvad angår såvel social ret­ færdighed som videnskabelig sandhed, skulle være at op­ timere systemets performanser, effektiviteten. Anvendel­ sen af dette kriterium på alle vores spil fører en vis terror, mild eller hård, med sig: vær operative, det vil sige kom­ mensurable, eller forsvind. Denne effektivitetslogik er uden tvivl inkonsistent i mange henseender, navnlig når det gælder modsætnin­ gen på det socio-økonomiske felt: den kræver på én gang mindre arbejde (for at sænke produktionsomkost-

8

ningerne) og mere arbejde (for at lette den inaktive be­ folknings sociale byrde). Men vantroen er allerede nu af en sådan karakter, at man ikke, som Marx gjorde det, forventer en frelsende udgang på disse inkonsistenser. Den postmoderne tilstand står dog alligevel fremmed over for såvel desillusioneringen som delegitimeringens blinde positivitet. Hvad kan legitimiteten baseres på efter metafortællingeme? Operativitetskriteriet er teknologisk, det er ikke relevant, når man skal dømme om det sande og det retfærdige. På konsensus opnået ved herredøm­ mefri diskussion, som Habermas forestiller sig det? Han øver vold imod sprogspillenes heterogenitet. Og opfind­ somheden skabes altid i uenigheden. Den postmoderne viden er ikke kun magtinstansernes instrument. Den for­ finer vores følsomhed over for forskellene og styrker vores evne til at udholde det inkommensurable. Den fin­ der ikke sin berettigelse i eksperternes homologi, men i de opfindsommes paralogi. Det åbne spørgsmål er dette: er en legitimering af det sociale bånd, et retfærdigt samfund, gennemførlig ud fra et paradoks, som er analogt med den videnskabelige ak­ tivitets paradoks? Hvori ville den i bekræftende fald be­ stå?

Den følgende tekst er et lejlighedsskrift. Det er en Rap­ port om viden i de højtudviklede samfund, som er blevet forelagt Universiteternes Råd under regeringen i Quebec på foranledning af dets formand. Sidstnævnte har ven­ ligst givet tilladelse til dens offentliggørelse i Frankrig: han være hermed takket derfor. Tilbage står, at rapportøren er en filosof, ikke en ek­ spert. Den sidstnævnte ved, hvad han ved og hvad han ik­ ke ved, det gør den første ikke. Den ene drager konklusi­ oner, den anden stiller spørgsmål, det er to forskellige sprogspil. Her bliver de blandet sammen, således at hver-

9

ken det ene eller det andet spilles til ende. Filosoffen kan i det mindste finde trøst ved til sig selv at sige, at den formelle og pragmatiske analyse af visse filosofiske og etisk-politiske legitimeringsdiskurser, som danner grundlaget for Rapporten, vil se dagens lys efter ham. Denne vil have introduceret den ved hjælp af en noget sociologiserende synsvinkel, som afkorter den, men som også placerer den. Sådan som den foreligger, tilegner vi den Polyteknisk institut for filosofi ved Universitetet i Paris VIII (Vincennes) på dette særdeles postmoderne tidspunkt, hvor dette universitet risikerer at forsvinde og dette institut at dukke op.

10

1. Feltet: viden i informationssamfundene Vores arbejdshypotese er, at viden ændrer status, sam­ tidig med at samfundene træder ind i den såkaldte post­ industrielle tidsalder og kulturerne i den såkaldte post­ moderne tidsalder.1 Denne overgang er påbegyndt i det mindste siden slutningen af 50'erne, som for Europa markerer afslutningen på dets genopbygning. Den fo­ regår mere eller mindre hurtigt alt efter land og i landene alt efter aktivitetssektor: deraf en generel dyskroni, som ikke gør det let at give en samlet oversigt.2 En del af be­ skrivelserne kan ikke undgå at bero på gisninger. Og man ved, at det er uklogt at nære alt for stor tillid til fremtidsforskningen.3 Snarere end at opstille en oversigt, som ikke kan blive fuldstændig, vil vi tage udgangspunkt i en karakteristik, der umiddelbart bestemmer vores genstand. Den viden­ skabelige viden er en slags diskurs. Nu kan man imidler­ tid sige, at videnskaberne og de såkaldte avancerede tek­ nikker i fyrre år har været rettet mod sproget: fonologien og de lingvistiske teorier,4 kommunikationens problemer

1. A. Touraine, La société postindustrielle, Denoél, 1969; D. Bell, The Corning af Post-lndustrial Society, New York, 1973; Ihab Hassan, The dismembennent of Orpheus. Towards a Post Modern Literature, New York, Oxford U.P. 1971; M. Benamou & Ch. Caramello (ed.), Perfortnance in Postmodern Culture, Wisconsin, Center for XXth Century Studies & Coda Press, 1977; M. Kohier, "Postmodernismus: ein begriffgeschichtlicher Uberblick", Amerikastudien nr. 22, p. 1 (1977). 2. Et for fremtiden klassisk litterært udtryk for dette er givet af M. Bu­ tor, Mobile. Etude pour une représentation des Etats-Unis, Gallimard 1962. 3. Jib Fowles (ed.), Handbook of Futures Research, Westport, Conn., Greenwood Press, 1978. 4. N.S. Trubetzkoj, Grundziige der Phonologie, Prag, T.C.L.P., VII,

11

og kybernetikken,5 den moderne algebra og informatik­ ken,6 datamaskinerne og deres sprog,7 problemerne med oversættelse af sprogene og udforskningen af kompati­ biliteter mellem maskinsprog,8 problemerne med lagrin­ gen af information og databankerne,9 telematikken og klargørelsen af "intelligente" terminaler,10 paradoksologien:11 det er alle tydelige beviser på dette, og listen er ikke udtømmende. Disse teknologiske forandringers indvirkning på vores viden forekommer at være betragtelig. Den er eller vil blive påvirket af dem i dens to vigtigste funktioner: fors1939.

5. N. Wiener, Cybernetics and Society, The Human Use of Human Beings, Boston, Hougton Mifflin, 1949; d.o. Gress Wright, Men­ neske og automat. Kybernetikken og samfundet, Gyldendal, 1963. W.R. Ashby, An Introduction to Cybernetics, London, Chapman and Hall, 1956. 6. Se Johannes von Neumanns (1903-1957) forfatterskab. 7. S. Bellett, "La formalisation des systémes cybernétiques”, in Le concept d'information dans la science contemporaine, Minuit, 1965. 8. G. Mounin, Les problémes théoriques de la traduction, Gallimard, 1963. Man daterer revolutionen inden for datamaskiner med den nye generation af IBM 360-computere til 1965: R. Moch, "Le tournant informatiques", Documents contributifs, tillæg IV, L'informatisation de la socitété. La Documentation framjaise, 1978. R.M. Ashby, “La seconde génération de la micro-électronique". La Recherche nr. 2 (juni 1970), p. 127 sq. 9. C.L. Gaudfernan & A. Taib, "Glossaire", in P. Nora & A. Mine, L'informatisation de la société. La Documentation franijaise, 1978. R. Beca, "Les banques de données", Nouvelle informatique et nouvelle croissance, tillæg I, L'informatisation..., loc.cit. 10. L. Joyeux: "Les applications avancées de l'informatique, Docu­ ments contributifs, loc.cit. Hjemmeterminalerne (Integrated Video Terminals) vil blive kommercialiseret før 1984, til en pris af ca. 1400 amerikanske dollars, ifølge en rapport fra International Resource Development, The Home Terminal, Conn., I.R.D. Press, 1979. 11. P. Watzlawick, J. Helmick-Beavin, D. Jackson, Pragmatics of Hu­ man Communication. A Study of Interactional Patterns, Pathologies, and Paradoxes, N.Y., Northom, 1967.

12

kningen og formidlingen af kundskaber. Hvad angår den første, så giver genetikken, som skylder kybemetikken sit teoretiske paradigme, os et for den udenforstå­ ende tilgængeligt eksempel på dette. Der findes hun­ drede andre. Hvad angår den anden, så er det velkendt, hvordan man allerede i dag ændrer processerne for til­ egnelse, klassificering, fordeling og udnyttelse af kund­ skaber ved at standardisere, formindske og kommercia­ lisere apparaterne.12 Det er rimeligt at mene, at mangfol­ diggørelsen af informationsmaskinerne påvirker og vil påvirke cirkulationen af kundskaber lige så meget som udviklingen af først menneskenes, dernæst lydenes og billedernes cirkulationsmidler (transportmidler, medi­ er13) har gjort det. 12. J.M. Treillc, fra Groupe d'analyse et de prospective des systémes économiques et technologiques (G. A. P. S. E. T.), udtaler: "Man taler ikke nok om de nye muligheder for spredning af hukommelsen, især ved hjælp af halvledere og lasere (...). Enhver vil snart for en lav pris kunne oplagre information, hvor han ønsker, og desuden råde over selvstændige behandlingskapaciteter" {La semaine media nr. 16, 15. februar 1979). Ifølge en undersøgelse fra National Scientific Founda­ tion betjener mere en hveranden elev på high school sig jævnligt af en datamaskine; fra begyndelsen af 1980'erne vil skoleinstitutioner­ ne alle eje en {La semaine media nr. 13, 25. janaur 1979). 13. L. Brunel, Des machines et des hammes, Montreal, Quebec Science, 1978. J.L. Missika & D. Wolton, Les réseaujc pensants, Librairie technique et doc., 1978. Brugen af videokonferencer mellem Qucbec og Frankrig er i færd med at blive en vane: i november og de­ cember 1978 fandt den fjerde runde af direkte videokonferencer sted (via satelitten Symphonie) mellem Quebec og Montreal på den ene side. Paris (Université Paris Nord og Centre Beaubourg) på den anden {La semaine media, nr. 5, 30. november 1978). Den elektroniske journalistik er et andet eksempel. De tre store amerikanske fjern­ synsselskaber A.B.C., N.B.C. og C.B.S. har forøget antallet af deres produktionsstudier gennem verden i et sådant omfang, at næsten alle begivenheder, som dukker op, nu kan behandles elektronisk og sen­ des til USA via satellit. Kun kontorerne i Moskva fortsætter med at arbejde med film, som de sender til Frankfurt, for at de kan sendes ud

13

I denne generelle transformation forbliver vores videns natur ikke urørt. Den kan kun gå over i nye kanaler og blive operationel, hvis erkendelsen kan oversættes til in­ formationskvantiteter.14 Af dette kan man altså forud­ sige, at alt det, der i den tilvejebragte viden således ikke kan oversættes, vil blive forladt, og at den nye forsknings retning vil underordne sig betingelsen om oversættelig­ hed af de eventuelle resultater til maskinsprog. Såvel "producenterne" af viden som dens brugere skal eller vil skulle have evnerne til i disse sprog at oversætte det, som de første forsøger at udtænke, de andre at lære. Forsk­ ningen vedrørende disse tolkemaskiner er allerede langt fremme.15 Med informatikkens herredømme er der en vis logik, som tvinger sig igennem, og følgelig en sam­ ling forskrifter vedrørende de udsagn, der accepteres som "vidensudsagn". Man kan i så fald regne med en stærk udvendiggørelse af viden i forhold til den "vidende", hvor denne end be­ finder sig i erkendelsesprocessen. Det gamle princip med, at erhvervelsen af viden ikke kan adskilles fra ån­ dens dannelse (Bildung), er og vil blive mere forældet. via satellit. London er blevet det store packing point (La semaine media nr. 20, 15. marts 1979). 14. Informationsenheden er bitten. For dens definitioner, se Gaudfernan & Taib, "Glossaire", loc.cit. Diskussion i R. Thom, "Un protée de la sémantique: l'information" (1973), in Modeles mathématique de la morphogenése, 10/18, 1974. Transskriptionen af budskaberne til digitalkode tillader blandt andet at eliminere ambivalenserne: Se Watzlawick og andre, op.cit., p. 98. 15. Firmaerne Craig og Lexicon annoncerer markedsføringen af lom­ meoversættere: fire moduler i forskellige sprog, som accepteres sam­ tidigt, hver på 1500 ord, med hukommelse. Weidner Communication Systems Inc. producerer en Multilingual Word Processing, som gør det muligt at hæve en middelstor oversætters kapacitet fra 600 til 2400 ord i timen. Den omfatter en tredobbelt hukommelse: tosproget ordbog, synonymordbog, grammatisk indeks (La semaine media nr. 6, 6. december 1978, p. 5).

14

Dette forhold mellem erkendelsens leverandører og bru­ gere og så erkendelsen tenderer imod at antage formen af det forhold, som producenterne og konsumenterne af varer har til disse, det vil sige værdiformen. Viden er og vil blive produceret for at blive solgt, og den er og vil bli­ ve konsumeret for at blive valoriseret i en ny produktion: i begge tilfælde for at blive udvekslet. Viden ophører med at være et mål i sig selv, den mister sin "brugsvær­ di".16 Man ved, at viden i de sidste årtier er blevet den vigtig­ ste produktivkraft,17 hvad der allerede væsentligt har ændret de aktive befolkningers sammensætning i de højtudviklede lande,18 og hvad der udgør den betyde16. J. Habcrmas, Erkenntnis und Interesse, Frankfurt, 1968. 17. "I denne forvandling er det hverken det umiddelbare arbejde, som mennesket selv forretter, eller den tid, som han arbejder, men tileg­ nelsen af hans egen almene produktivkraft, hans forståelse af naturen og beherskelsen af samme gennem hans tilværelse som samfundsle­ geme (...), der optræder som rigdommens og produktionens store grundpille", således at "den almene, samfundsmæssige viden, kund­ skab, er blevet til den umiddelbare produktivkraft", skriver Marx i Grundrisse der Kritik der politischen Okonomie (1857-1858), Berlin, Dietz Verlag, 1953, p. 594; d.o. Larsen og Schanz, Grundrids til kri­ tikken af den politiske økonomi. Modtryk, 1974, bind 2, p. 548. Marx indrømmer dog, at det ikke er "i form af viden, men som umid­ delbare organer for den samfundsmæssige praksis", at kundskab bli­ ver kraft, det vil sige som maskiner: disse er "organer, for den men­ neskelige hjerne, skabt af den menneskelige hånd; genstandsgjort videnskab". Se P. Mattick, Marx and Keynes, The Limits of the Mi­ xed Economy, Boston, Sargent, 1969; d.o. Folke Frederiksen, Hel­ veg Petersen og Kaarsholm, Marx og Keynes. Blandingsøkonomiens grænser. Røde Hane, 1973. Diskussion i J.F. Lyotard, "La place de l'aliénation dans le retournement marxiste" (1969), in Dérive å partir de Marx et Freud, 10/18, 1973. 18. Sammensætningen af kategorien af arbejdere (labor force) i USA har på tyve år (1950-1971) ændret sig som følger:

15

ligste flaskehals for udviklingslandene. I den postindu­ strielle og postmoderne tidsalder vil videnskaben bevare og uden tvivl yderligere styrke sin betydning i national­ staternes batteri af produktionskapaciteter. Denne situa­ tion er endda en af de grunde, som får en til at mene, at afstanden til udviklingslandene ikke vil ophøre med at blive større i fremtiden.19 Men dette aspekt må ikke få os til at glemme et andet aspekt, som er komplementært med det første. I sin informationelle vareform, som er nødvendig for produk­ tiviteten, udgør viden allerede og vil udgøre en vigtig, måske den vigtigste, indsats i den verdensomspændende kamp om magten. Ligesom nationalstaterne har kæmpet med hinanden for at herske over landområder, derefter for at herske over retten til og udnyttelsen af råstoffer, så kan det tænkes, at de for fremtiden vil kæmpe med hinanden for at herske over informationer. På denne må­ de åbnes et nyt felt for de industrielle og kommercielle strategier og for de militære og politiske strategier.20

v

1950 1971 Fabriksarbejdere, servicearbejdere eller landarbejdere 62,5% 51,4% Liberale erhverv og teknikere 7,5 14,2 Funktionærer 30 34 (Statistical Abstracts, 1971). 19. På grund af den lange "fabrikationstid" for en højere tekniker eller en videnskabsmand i forhold til tiden for udvinding af råstoffer og for overførsel af pengekapilal. I slutningen af 60'erne vurderede Mattick størrelsen af nettoinvesteringer i de underviklede lande til at være fra 3 til 5 % af bruttonationalproduktet, i industrilandene fra 10 til 15 % (op.tit.). 20. Nora & Mine, L'informatisation de la société, loc.cit., især første del: "Les défis". Y. Stourdzé, "Les Etats-Unis et la guerre des Commu­ nications", Le Monde, 13. - 15. december 1978. Værdien af telekom­ munikationsapparater på verdensmarkedet i 1979: 30 milliarder dol­ lars; man regner med, at den om ti år vil nå 68 milliarder (La semaine

16

Imidlertid er det således fremhævede perspektiv ikke helt så enkelt, som vi lige har fremstillet det. For mer­ kantiliseringen af viden vil ikke kunne lade det privile­ gium, som de moderne nationalstater havde og stadig har, hvad angår produktionen og udbredelsen af kund­ skaber, stå urørt. Ideen om, at disse udgår fra den sam­ fundsmæssig "hjerne" eller "ånd", som staten er, vil foræl­ des, efterhånden som det modsatte princip, ifølge hvilket samfundet kun eksisterer og kun gør fremskridt, hvis de budskaber, som cirkulerer deri, er rige på informationer og lette at afkode, vil blive styrket. Staten vil begynde at fremtræde som en "støj-" og uklarhedsfaktor for en ideo­ logi om den kommunikationelle "gennemsigtighed", der går hånd i hånd med kommercialiseringen af vores vi­ den. Det er under denne synsvinkel, at problemet med forholdet mellem de økonomiske instanser og de stats­ lige instanser risikerer at stille sig med en ny skarphed. Allerede i de foregående årtier har de økonomiske in­ stanser kunnet bringe de statslige instansers stabilitet i fare takket være nye former for kapitalcirkulation, som man har givet fællesbetegnelsen multinationale selskaber. Disse former implicerer, at beslutningerne angående in­ vesteringen i det mindste delvist undslipper nationalsta­ ternes kontrol.21 Med den informationelle og telematiske teknologi risikerer dette spørgsmål at blive endnu mere delikat. Lad os for eksempel antage, at et selskab som IBM får tilladelse til at sætte kommunikationssatelitter og/eller databanker i kredsløb omkring Jorden. Hvem vil få adgang til disse? Hvem skal definere de forbudte ka­ naler og data? Bliver det staten? eller bliver den blot en bruger blandt andre? Nye berettigede problemer stilles media nr. 19, 8. marts 1979, p. 9). 21. F. de Combret, "Le redéploiement industriel", Le Monde, april 1978; H. Lepage, Demain le capitalisme, Paris, 1978; Alain Cotta, La France et l'iinpératif mondial, P.U.F., 1978.

17

således og igennem dem spørgsmålet: hvem vil komme til at vide? Forandringen af vores videns natur kan altså få en til­ bagevirkende effekt på statsmagten, sådan at den tvinger denne til på ny at overveje sine formelle og reelle for­ hold til de store selskaber og mere generelt til det civile samfund. Genåbningen af verdensmarkedet, genoptagel­ sen af en meget hård økonomisk konkurrence, den ame­ rikanske kapitalismes ensidige herredømmes forsvinden, det socialistiske altemativs forfald, den sandsynlige åb­ ning af det kinesiske marked for handelsforbindelser og mange andre faktorer har allerede her ved afslutningen på 70'eme forberedt staterne på en alvorlig revidering af den rolle, som de har vænnet sig til at spille siden 30'eme, og som angår beskyttelse og styring, ja endog planlægning af investeringer.22 I denne kontekst kan de nye teknologier, som følge af at de gør de for beslutnin­ gerne fornødne data (altså midlerne til kontrol) endnu mere bevægelige og undergivne piratvirksomhed, kun skærpe nødvendigheden af denne omvurdering. I stedet for at blive udbredt i kraft af deres "dannende" værdi eller deres politiske (administrative, diplomatiske, militære) betydning, kan man forestille sig, at kundska­ ber vil blive sat i cirkulation efter det samme system som pengene, og at den for dem relevante spaltning ophører med at være viden/uvidenhed for ligesom for pengenes vedkommende at blive "betalingskundskaber/investeringskundskaber", det vil sige: udvekslede kundskaber inden for rammen af opretholdelsen af det daglige liv (rekonstituering af arbejdskraften, "overlevelse") versus kundskabsbevillinger med henblik på at optimere et pro­ grams performanser. 22. Det drejer sig om at "formindske administrationen", at nå frem til "minimumsstaten". Det er velfærdsstatens forfald, som løber parallelt med "krisen", der begyndte i 1974.

18

I så tilfælde ville det forholde sig med gennemsigtig­ heden som med liberalismen. Denne modsætter sig ikke, at nogle af pengestrømmene tjener til at beslutte med, mens de andre kun kan bruges til at betale sin gæld med. Man kan på samme måde forestille sig strømme af kund­ skaber, der passerer i de samme kanaler, og som er af samme natur, men hvoraf nogle vil blive reserveret "beslutningstagerne", mens de andre skal tjene til at indfri den enkeltes evige gæld til det sociale bånd.

2. Problemet: legitimeringen Dette er altså den arbejdshypotese, som fastsætter det felt, inden for hvilket vi agter at stille spørgsmålet om videns status. Dette scenario, der, selv om det er fremsat i en helt anden ånd, er beslægtet med det, som hedder "informatiseringen af samfundet", gør ikke krav på at være origi­ nalt, heller ikke engang at være sandt. Det, som kræves af en arbejdshypotese, er en stor evne til at skelne. Scenari­ oet for informatiseringen af de højtudviklede samfund tillader os, endog med den risiko at vi lægger alt for stor vægt på dem, at kaste fuldt lys over visse aspekter af for­ andringen af vores viden og dens effekter på statsmagten og på de borgerlige institutioner, effekter, som det ville være svært at få øje på under andre synsvinkler. Man må altså ikke tillægge scenarioet en forudberegnet værdi i forhold til virkeligheden, men en strategisk i forhold til det stillede spørgsmål. Ikke desto mindre er dets troværdighed stor, og i den forstand er valget af denne hypotese ikke tilfældigt. Dets beskrivelse bliver allerede i vid udstrækning anvendt af eksperterne,23 og det vejleder allerede visse beslutninger 23. La nouvelle informatique et ses utilisateurs, tillæg III, "L’informa-

19

i den offentlige administration og i de foretagender, der mest direkte berøres, som for eksempel de, der står for telekommunikationen. Det tilhører altså allerede delvist de iagttagelige realiteters orden. Endelig, i det mindste hvis man ser bort fra muligheden af en stagnation eller en generel tilbagegang forårsaget af for eksempel det verdensomspændende energiproblem, har dette scenario gode chancer for at blive til virkelighed: for man kan ikke se, i hvilken anden retning de nuværende teknologi­ er skulle kunne gå, som kan tilbyde sig som et alternativ til informatiseringen af samfundet. Det er det samme som at sige, at hypotesen er banal. Men det er den kun i det omfang, den ikke sætter spørgsmålstegn ved de videnskabelige og tekniske frem­ skridts generelle paradigme, som den økonomiske vækst og den sociopolitiske magts udvikling helt naturligt sy­ nes at gentage. Man forudsætter som en selvfølge, at den videnskabelige og tekniske viden akkumuleres, man dis­ kuterer højest denne akkumulations form, nogle forestil­ ler sig den som regelmæssig, kontinuerlig og enstemmig, andre som periodisk, diskontinuerlig og konfliktuel.24 Disse selvfølgeligheder er vildledende. For det første udgør den videnskabelige viden ikke hele vores viden, den har altid været i overvægt, i konkurrence, i konflikt med en anden slags viden, som vi for at forenkle vil kalde for narrativ, og som vil blive karakteriseret senere. Det vil ikke sige, at denne sidstnævnte form for viden kan vinde over den første, men dens model er forbundet I

tisation, etc." loc.cil. 24. B.P. Lécuyer, "Bilan et perspectives de la sociologie des Sciences dans les pays occidentaux". Archives européennes de sociologie XIX (1978) (bibliografi), pp. 257-336). Gode oplysninger om de angelsaksiske strømminger: Merton-skolens førerstilling indtil begyndel­ sen af 1970’eme, den nuværende spredning, navnlig under påvirkning fra Kuhn; få oplysninger om den tyske videnskabssociologi.

20 !

med ideerne om en indre balance og konvivialitet,25 i sammenligning med hvilke den nuværende videnskabe­ lige viden tager sig pauver ud, især hvis den skal undergå en endnu stærkere yderliggørelse i forhold til den "vi­ dende" og fremmedgørelse for dens brugere end tidli­ gere. Forskernes og undervisernes demoralisering, der er en følge heraf, kan lige så lidt negligeres, som den som bekendt i løbet af 60'eme er brudt ud i alle de højtudvik­ lede samfund hos dem, som havde til hensigt at udøve disse erhverv, studenterne, og som den mærkbart i denne periode har kunnet svække arbejdet i de laboratorier og på de universiteter, som ikke kunne beskyttes mod dens smitte.26 Der er og var ikke tale om at vente sig en revolution, hvad enten det er med håb eller frygt i sindet, som det ofte var tilfældet; tingenes gang i den postindu­ strielle civilisation ændres ikke fra den ene dag til den anden. Men det er umuligt ikke at tage denne betydelige komponent, videnskabsmændenes tvivl, i betragtning, når det drejer sig om at vurdere den videnskabelige videns nuværende og fremtidige status. Så meget desto mere som den for det andet interfererer med det væsentlige problem, som legitimeringen er. Vi bruger her ordet i en bredere betydning end den, som det har fået af de nutidige tyske teoretikere i diskussio­ nen om spørgsmålet om autoritet.27 Tag for eksempel en civil lov; den udsiges: den og den kategori af borgere skal udføre den og den slags handling. Legitimeringen er den proces, hvorved en lovgiver bemyndiges til at 25. Udtrykket er blevet indført af Ivan Illich. Tools for Conviviality, N.Y., Harper & Row, 1973; d.o. Lautrup-Larsen, Det omvendte sam­ fund. Fællesskab og ansvar, Reitzel, 1973. 26. Om denne "demoralisering", se A. Jaubert og J.-M. Lévy-Leblond (ed.), (Auto)critique de la science. Senil, 1973, 1. del. 27. J. Habermas, Legititnationsprobleme im Spatkapitalismus, Frankfurt, Suhrkamp, 1973; d.o. Steen Petersen og Brunse, Legi­ timationsproblemer i senkapitalismen, Fremad, 1975.

21

!■

kundgøre denne lov som en norm. Eller et videnskabe­ ligt udsagn; det er underkastet reglen: et udsagn skal op­ fylde den og den række betingelser for at blive accepte­ ret som videnskabeligt. Her er legitimeringen den proces, hvorved en "lovgiver", som behandler den videnskabelige diskurs, bemyndiges til at foreskrive de angivne betingel­ ser (almindeligvis betingelser om indre konsistens og ek­ sperimental verificering), for at et udsagn tilhører denne diskurs og kan tages i betragtning af det videnskabelige fællesskab. Sammenligningen kan forekomme søgt. Man vil få at se, at den ikke er det. Siden Platon har spørgsmålet om videnskabens legitimering været uløseligt forbundet med spørgsmålet om lovgiverens legitimering. I dette per­ spektiv er retten til at bestemme, hvad der er sandt, ikke uafhængig af retten til at bestemme, hvad der er retfær­ digt, selv om de udsagn, som er underkastet henholdsvis den ene eller den anden autoritet, er af forskellig natur. Det er fordi, der er en slags forbindelse mellem den slags sprog, som kaldes videnskab, og den anden slags, som kaldes etik og politik: begge udgår fra et og samme per­ spektiv eller, om man vil, fra et og samme "valg", og dette valg hedder den Vestlige Verden. Ved at undersøge den videnskabelige videns aktuelle status konstaterer man, at selv om denne mere end no­ gensinde forekommer at være underordnet magten, og selv om den med de nye teknologier endda risikerer at blive en af de vigtigste indsatser i deres konflikter, så kan spørgsmålet om den dobbelte legitimering, langt snarere end at blive udvisket, ikke undgå at stille sig med desto større skarphed. For det stilles i dets mest fuldendte form, omvendingens form, som viser, at viden og magt er to si­ der af et og samme spørgsmål; hvem bestemmer, hvad der er viden, og hvem ved, hvad det er rigtigt at be­ stemme? Spørgsmålet om viden er i informatikkens tids­ alder mere end nogensinde spørgsmålet om styring.

TL

’j

3. Metoden: sprogspillene Af det foregående vil man allerede have bemærket, at vi for at analysere dette problem inden for den ramme, som vi har fastsat, har foretrukket en bestemt fremgangsmå­ de,: nemlig at betone den sproglige virkelighed og det pragmatiske28 aspekt af denne virkelighed. For at gøre fortsættelsen af læsningen lettere er det hensigtsmæssigt at give en kortfattet oversigt over, hvad vi forstår ved denne term. Et denotativt2^ udsagn som: Universitetet er sygt, fremsagt i en diskussion eller en samtale, placerer dets afsen­ der (den, som udsiger det), dets modtager (den, som modtager det) og dets referent (det, som udsagnet hand­ ler om) på en specifik måde: afsenderen placeres og fremstilles ved dette udsagn som "vidende" (han ved, hvordan det forholder sig med universitetet), modtageren sættes i den situation at skulle give eller nægte sit sam­ tykke, og også referenten opfattes på en måde, som er 28. I kølvandet på Ch. A. Picrces' semiotik foretages sondringen mel­ lem det syntaktiske, det semantiske og det pragmatiske område af Ch. W. Morris, "Foundations of the Theory of Signs”, in O. Neurath, R. Carnap & Ch. Morris (ed.). International Encyclopedia of Unified Science, 1, 2 (1938), pp. 77-137. Hvad angår denne term, så henviser vi især til: L. Wittgenstein, Philosophical Investigations, 1945 (d.o. Adolphsen og Nørreklit, Filosofiske undersøgelser, Munksgaard 1994); J.L. Austin, How to Do Things with Words, Oxford, 1962; J.R. Searie, Speech Acts, Cambridge U.P., 1969; J. Habermas, "Unbereitende Bemerkungen zu einer Theorie der kommunikativen Kompetens", in Habermas & Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie, Stuttgart, Suhrkamp, 1971; O. Duerot, Dire et ne pas dire, Hermann, 1972; J. Poulain, "Vers une pragmatique nueléaire de la communication", stencilat, Universitetet i Montreal, 1977. Se også Watzlawick og andre, op.cit. 29. Denotation svarer her til deskription i klassisk logisk forstand. Quine erstatter denotation med true of (sand om). Se W.V. Quine, Word and Objekt, Wiley, 1960. Austin, op.cit., p. 39, foretrækker konstaterende frem for deskriptiv.

23

særegen for de denotative udsagn, som noget, der kræver at blive korrekt identificeret og udtrykt i det udsagn, som henviser til den. Hvis man betragter en erklæring som: Universitetet er åbent, udtalt af en dekan eller en rektor ved universitetså­ rets begyndelse, ser man, at de foregående specificerin­ ger forsvinder. Det er selvfølgelig nødvendigt, at udsag­ nets betydning kan forstås, men dette er en generel be­ tingelse for kommunikation, som ikke tillader at skelne udsagnene eller deres særlige effekter fra hinanden. Det andet udsagn, kaldet performativt,30 har den karakteristi­ ske egenskab, at dets effekt på referenten falder sammen med dets udsigelse: universitetet er åbent, fordi det bliver erklæret som sådant under disse betingelser. Dette giver altså hverken anledning til diskussion eller verificering fra modtagerens side, der med det samme finder sig pla­ ceret i den således nyskabte kontekst. Hvad angår afsen­ deren, så skal han være udstyret med bemyndigelsen til at fremsige det; men man kan beskrive denne betingelse bagvendt: han er kun dekan eller rektor, det vil sige ud­ styret med bemyndigelsen til at fremsige denne slags ud­ sagn, for så vidt som han, idet han fremsiger dem, opnår den umiddelbare effekt, som vi har nævnt, på både sin referent, Universitetet, og sin modtager, lærerkorpset. Et andet tilfælde er udsagnene af typen: Giv universite­ tet økonomiske midler, som er præskriptioner. Disse kan ændres til ordrer, befalinger, instruktioner, anbefalinger, krav, bønner, anmodninger osv. Man ser, at afsenderen her er placeret i en autoritetsposition i ordets videste be­ tydning (indbefattende den autoritet, som synderen har 30. Inden for sprogteori har performativ fået en præcis betydning si­ den Austin (op.cit., p. 39 og passim). Man vil senere finde det knyt­ tet sammen med begreberne performans og performativitet (især i for­ bindelse med et system) i den gængse betydning af effektivitet, som kan måles i input/output. De to betydninger er ikke fremmede over for hinanden. Austins performativ realiserer den optimale performans.

24 8

over for en gud, som erklærer sig barmhjertig), det vil sige, at han fra modtageren forventer udførelsen af den handling, som der henvises til. Disse to sidstnævnte plad­ ser bliver ligeledes underkastet ledsagende effekter i den præskriptive pragmatik.31 Andre igen er et spørgsmåls, et løftes, en litterær be­ skrivelses, en beretnings osv. virkning. Vi fatter os i kort­ hed. Når Wittgenstein, idet han genoptager undersøgel­ sen af sproget fra grunden af, centrerer sin opmærksom­ hed omkring diskursernes effekter, kalder han de for­ skellige slags udsagn, som han finder frem til på denne måde, og hvoraf vi lige har opregnet nogle, for sprog­ spil.32 Han tilkendegiver med denne term, at hver af de forskellige kategorier af udsagn skal kunne bestemmes ved regler, som specificerer deres egenskaber og den brug, man kan gøre af dem, nøjagtig som skakspillet defineres ved en gruppe regler, der bestemmer brik­ kernes egenskaber eller den rigtige måde at flytte dem på. Tre bemærkninger vedrørende sprogspillene fortjener at blive nævnt. Den første er, at deres regler ikke legiti­ merer sig selv, men at de er genstand for en eksplicit eller implicit kontrakt mellem spilleme (hvad der ikke vil sige det samme som at disse selv opfinder dem). Den anden er, at der i mangel af regler ikke kan spilles,33 at selv en ganske lille ændring af en regel ændrer spillets natur, og 31. En nylig foretaget analyse af disse kategorier er lavet af Habermas, "Unbereitende Bemerkungen...", og diskuteres af J. Poulin, art.cit. 32. Filosofiske undersøgelser, loc.cit., § 23. 33. J. von Neumann & O. Morgenstern, Theory of Games and Economic Behavior, Princeton U.P., 1944, 3. udg., 1954; p. 49: "Spillet består af den samling regler, som beskriver det". En formulering, som er fremmed for Wittgenstein, for hvem spilbegrebet ikke kan styres af en definition, eftersom denne allerede er et sprogspil (op.cit., navn­ lig § 65-84).

25

p

at et "slag" eller et udsagn, der ikke er i overensstemmelse med reglerne, ikke tilhører det spil, som defineres af disse. Den tredje bemærkning er lige blevet antydet: et­ hvert udsagn skal betragtes som et "slag" i et spil. Denne sidste bemærkning leder os til at antage et første princip, som ligger til grund for hele vores metode, nemlig at det at tale er at kæmpe, i betydningen spille, og at sprog­ handlingerne34 udgår fra en generel agonistik.35 Det betyder ikke nødvendigvis, at man spiller for at vinde. Man kan slå et slag af ren og skær lyst: hvad andet ligger der i den bearbejdning af sproget, som folkemålet og litteraturen gennemfører? Den fortsatte finden på ud­ tryksmåder, ord og betydninger, der på sprogbrugens ni­ veau er det, som får sproget til at udvikle sig, er en kilde til stor fornøjelse. Men selv denne lyst er uden tvivl ikke uafhængig af en følelse af sejr, fravristet i det mindste én, modspiller, men ikke en ubetydelig sådan, det etablerede sprog, konnotationen.36 Denne idé om en sproglig agonistik må ikke skjule det andet princip, som er komplementært med den, og som styrer vores analyse, nemlig at det iagttagelige sociale bånd er lavet af "sprogslag". Samtidig med at vi forklarer denne påstand, når vi frem til sagens kerne.

34. Begrebet stammer fra J.R. Searie: "Sproghandlingerne er de mind­ ste grundenheder i den sproglige kommunikation" (op.cit.). Vi place­ rer dem hellere i agon (kampen) end i kommunikationen. 35. Agonistikken findes i Heraklits ontologi og sofisternes dialektik for ikke at tale om de første tragedieforfattere. Aristoteles vier den en stor del af sine betragtninger over dialektikken i Topica og On Sophistical Refutations. Se F. Nietzsche, "Homers Wettkampf", in Fiinf Vorreden zu fiinf ungeschriebenen Biichern (1872), Werke III, Ullstein, 1969, pp. 999-1007. 36. I den af Hjelmslev opstillede betydning. Omkring sprogteoriens grundlæggelse. Akademisk Forlag, 1943. Og genoptaget af R. Barthes, Elements de sémiologie (1964), Seuil, 1966, § IV, 1.

26

4. Det sociale bånds natur: det moderne alternativ Hvis man vil behandle viden i det nuværende højtudvik­ lede samfund, må man først afgøre, hvilket metodisk billede man danner sig af dette samfund. Ved at forenkle til det yderste kan man sige, at dette billede i det mindste i det sidste halve århundrede i princippet har fordelt sig på to modeller: samfundet udgør en funktionel helhed, samfundet er delt i to. Man kan illustrere den første med Talcott Parsons' navn (i det mindste efterkrigstidens Par­ sons) og hans skole, den anden med den marxistiske strømning (alle de skoler, som den er sammensat af, anerkender, hvor forskellige de end er, princippet om klassekampen og dialektikken som en dualitet, der arbej­ der i den sociale enhed37). Denne metodologiske spaltning, som determinerer to store diskurser om samfundet, stammer fra det 19. år­ hundrede. Ideen om at samfundet danner en organisk helhed, uden hvilken det ophører med at være et sam­ fund (og sociologien har så ikke længere noget objekt), var fremherskende hos grundlæggerne af den franske skole; den præciseres med funktionalismen; den tager en anden vending, da Parsons i 50'eme sammenligner sam37. Se specielt Talcott Parsons, The Social System, Glencoe, Free P., 1967; id. Sociological Theory and Modern Society, N.Y., Free P., 1967. Bibliografien over den nutidige marxistiske samfundsteori ville fylde mere end halvtreds sider. Man kan bruge den nyttige ajourføring (med tekster og kritisk bibliografi), som er lavet af P. Souyri, Le marxisme aprés Marx, Flammarion, 1970. Et interessant syn på konflikten mellem disse to store strømninger inden for sam­ fundsteorien og deres miksning er givet af A.W. Gouldner, The Co­ rning Crisis of Western Sociology (1970), London, Heineman, 2. udg., 1972. Denne konflikt optager en vigtig plads hos J. Habermas, der både viderefører arven fra Frankfurterskolen og polemiserer med den tyske teori om samfundssystemet, især med Luhmann.

27

fundet med et selvreguleret system. Den teoretiske og så­ gar materielle model er ikke længere den levende orga­ nisme, den leveres nu af kybernetikken, der udbreder an­ vendelsen af den under og ved afslutningen af den 2. verdenskrig. Hos Parsons er systemprincippet, om man så kan sige, stadig optimistisk: det svarer til vækstøkonomiernes og overflodssamfundenes stabilisering under beskyttelse fra en mådeholden welfare State?* Hos de nutidige tyske te­ oretikere er die Systemtheorie teknokratisk, ja endog kynisk, for ikke at sige desperat: harmonien mellem in­ dividerne eller gruppernes behov og håb og de funktio­ ner, som systemet sikrer, er nu kun en bikomponent i dets fungeren; systemets virkelige mål, det som er grun­ den til, at det programmerer sig selv som en intelligent maskine, er optimeringen af det samlede forhold mellem dets inputs og dets outputs, det vil sige dets performativitet. Selv når dets regler ændrer sig, og fornyelser produ­ ceres, selv når dets dysfunktioner såsom strejkerne eller kriserne eller arbejdsløsheden eller de politiske revoluti­ oner kan skabe tro på et alternativ og vække forhåbnin­ ger, drejer det sig kun om interne omlægninger, og re­ sultatet af dem kan kun blive en forbedring af systemets "liv", da det eneste alternativ til denne perfektionering af performanseme er entropien, det vil sige forfaldet.39 38. Den optimisme træder tydeligt frem i R. Lynds konklusioner, Knowledge for What? Princeton U.P., 1939, p. 239, som citeres af M. Horkheimer, Eclipse of Reason, Oxford U.P., 1947: i det moderne samfund skal videnskaben erstatte den "udslidte" religion for at defi­ nere livsmålene. 39. H. Schelsky, Der Mensch in der wissenschafllichen Zeitalter, Kbln, 1961, p. 24: "Statens suverænitet viser sig ikke længere blot ved, at den har monopol på brugen af vold (Max Weber) eller træffer afgørelsen om undtagelsestilstand (Carl Schmitt), men frem for alt ved, at den bestemmer hvilken grad af effektivitet alle de tekniske midler skal have, at den forbeholder sig dem, hvis effektivitet er den ■

s j

28

Uden at forfalde til de overdrevne forenklinger i en samfundsteoriens sociologi er det her igen vanskeligt ik­ ke at trække i det mindste en parallel mellem den "hårde" udgave af samfundet og så den asketiske anstrengelse, som kræves, om det så er under navnet "avanceret libera­ lisme", af de højtudviklede industrisamfund fra og med 60'erne, for at de kan gøre sig konkurrencedygtige (og følgelig optimere deres "rationalitet") i genoptagelsen af den økonomiske verdenskrig. Hinsides den umådelige forskydning, som fører fra en Comte til en Luhmann, aner man én og samme opfattelse af det sociale, nemlig at samfundet er en forenet totalitet, en "enhed". Hvad Parsons klart formulerer: "Den mest afgørende betingelse for, at en dynamisk analyse bliver god, er at hvert enkelt problem vedvarende og systema­ tisk henføres til systemet betragtet som en helhed (...). En proces eller en række forhold "bidrager" enten til opretholdelsen (eller til udviklingen) af systemet, eller også er den "dysfunktionel" ved det, at den angriber systørste, og på praktisk vis kan placere sig uden for anvendelses­ området for disse tekniske midler, som den påtvinger de andre". Man vil sige, at det er en statsteori, ikke en systemteori. Men Schelsky tilføjer: "Staten er selv underkastet netop på grund af den industrielle civilisation: nemlig at det er midlerne, der fastsætter målene, eller rettere at de tekniske muligheder foreskriver den brug, som man gør af dem". Habermas indvender mod denne lov, at de tekniske midler og de målrettede rationelle handlingssystemer aldrig udvikler sig autonomt: "Praktische Folgen des wissenschaftlich-technischen Fortschritts" (1968), in Theorie und Praxis, Neuwied, Luchterhand, 1963. Se også J. Ellul, La technique et l'enjeu du siede, Paris, Armand Colin, 1954; id., Le systéine technicien, Paris, Calman-Lévy. At strejkerne og i al­ mindelighed det store pres, som stærke arbejderorganisationer ud­ øver, producerer en stramning, som i sidste instans er gavnlig for systemets performativitet, det er det, som Ch. Levinson, fag­ foreningsleder, klart udtrykker; han forklarer den amerikanske ind­ ustris tekniske og administrative forspring med denne stramning (citeret af H.-F. de Virieu, Le Matin, december 1978, særnummer "Que veut Giscard?").

29

stemets integritet eller effektivitet". 40 Men denne opfat­ telse er også "teknokraternes"41 opfattelse. Deraf dens troværdighed: eftersom den har midlerne til at blive til virkelighed, kan den fremskaffe sine beviser. Det, som Horkheimer kaldte for fornuftens "paranoia".42 Man kan dog stadig kun betragte den systemiske selv­ regulerings realisme og kendsgerningernes og fortolk­ ningernes perfekt lukkede cirkel som forrykte på betin­ gelse af, at man selv råder over eller hævder at råde over en observationspost, som i princippet undslipper deres tiltrækningskraft. Dette er klassekampsprincippets funk­ tion i samfundsteorien fra og med Marx. Hvis den "traditionelle" teori altid risikerer at blive indlemmet i programmeringen af en social helhed som et simpelt stykke værktøj til at optimere dennes performanser med, er det fordi dens ønske om en enhedslig og totaliserende sandhed lader sig bruge i systemforvalternes enhedslige og totaliserende praksis. Den "kritiske"43 teori må være i stand til at undslippe denne skæbne, for den bygger på en grundlæggende dualisme og er mistroisk 40. T. Parsons, Essays in Sociological Theory Pure, and Applied, Glencoe, Free P., 1957 (genudg.), pp. 46-47. 41. Ordet er her snarere taget i den betydning, som J.K. Galbraith har givet begrebet teknostruktur i The new industrial State, London, Hamish Hamilton, 1967; d.o. Boisen, Det nye industrisamfund. Gyl­ dendal, 1968, eller R. Aron begrebet tekniko-bureaukratisk struktur i Dix-huit lefons sur la société industrielle, Gallimard, 1962, end i den betydning, som begrebet bureaukrati fremmaner. Denne er langt "hår­ dere", fordi den lige så vel er socio-politisk som økonomisk, og fordi den først udgår fra en kritik lavet af Arbejderoppositionen mod bol­ sjevikmagten, dernæst af den trotskistiske opposition mod stalinis­ men. Se desangående Cl. Lefort, Elements d'une critique de la bureaukratie, Geneve, Droz, 1971, hvor kritikken udvides til at gælde det bureaukratiske samfund i sin helhed. 42. Eclipse of Reason. 43. M. Horkheimer, "Traditionelle und kritische Theorie" (1937), in Kritische Theorie. Eine Dokumentation, Frankfurt, 1968.

30

over for synteser og forsoninger. Det er altså en anden samfundsmodel (og en anden op­ fattelse af den funktion, som viden kan have, og som man kan give den), der leder marxismen. Denne model bliver til i de kampe, som følger med kapitalismens gennemslag i de traditionelle borgerlige samfund. Vi kan ikke her følge disse omskiftelser, som optager den so­ ciale, politiske og ideologiske historie i mere end et år­ hundrede. Vi vil nøjes med at henvise til den status, som man i dag kan gøre over dem, for deres skæbne er vel­ kendt: omdannelsen af disse kampe og deres organer til systemregulatorer i landene med liberalt eller avanceret liberalt styre, den totaliserende model og dens totalitære effekters tilbagevenden, i marxismens eget navn, i de kommunistiske lande, idet de omtalte kampe ganske enkelt bliver frarøvet retten til at eksistere.44 Og overalt bliver Kritikken af den politiske økonomi (det var un­ dertitlen på Marx' Kapitalen) og kritikken af det frem­ medgjorte samfund, som var dens korrelat, brugt med den ene eller den anden begrundelse som elementer i programmeringen af systemet.45 Den kritiske model har ganske vist klaret sig og er ble­ vet forbedret i forhold til denne proces, i minoriteter som Frankfurterskolen eller gruppen Socialisme ou barba­ riet Men man kan ikke skjule, at den langt om længe, idet det sociale grundlag for opdelingsprincippet, klasse­ kampen, er ved at forsvinde i et sådant omfang, at det mister enhver radikalitet, er blevet udsat for faren for at 44. Se Cl. Lefort, op.cit.', id., Un hamme en trop, Seuil, 1976; C. Castoriadis, La société bureaucratique, 10/18, 1973. 45. Se for eksempel J.P. Garnier, Le marxisme lénifiant, Le Sycomore, 1979. 46. Det var titlen pi det "kritiske og revolutionære organ", som blev udgivet fra 1949 til 1965 af en gruppe, hvis vigtigste redaktører blev C. de Beaumont, D. Blanchard, C. Castoriadis, S. de Diesbach, Cl. Le­ fort, J.-F. Lyotard, A. Maso, D. Mothé, B. Sarrel, P. Simon, P. Soyri.

31

I

miste sit teoretiske fodfæste og blive reduceret til en "utopi", et "håb",47 en protest i menneskets eller i for­ nuftens eller i kreativitetens eller endnti mere i den og den sociale kategoris navn, som f.eks. den tredje verden eller studenterungdommen, der tillægges den fra nu af usandsynlige funktion som kritisk subjekt.48 Denne skematiske (eller skeletagtige) oversigt skal kun præcisere den problematik, inden for hvilken vi agter at stille spørgsmålet om viden i de avancerede industrisam­ fund. For man kan ikke vide, hvordan det forholder sig med viden, det vil sige hvilke problemer dens udvikling og udbredelse i dag møder, hvis man ikke ved noget om det samfund, hvori den er placeret. Og at vide noget om dette samfund er i dag mere end nogensinde først og fremmest at vælge den måde, hvorpå man vil stille spørgsmål til det, som også er den måde, hvorpå det kan levere svar. Man kan kun bestemme, at vores videns ho­ vedrolle er at være et uundværligt element i samfundets fungeren og så handle derefter, hvis man har besluttet, at samfundet er en stor maskine.49 Omvendt kan man kun regne med den kritiske funk­ tion og tænke på at lede dens udvikling og udbredelse i den retning, hvis man har besluttet, at samfundet ikke udgør en integreret helhed, og at det bliver ved med at hjemsøges af et modsigelsesprincip.50 Alternativet synes

47. E. Bloch: Das Prinzip Hoffnung (1954-1959), Frankfurt, 1967. Se G. Raulet (ed.), Utopie-Marxisme seion E. Bloch, Payot, 1976. 48. Det er en hentydning til det teoretiske hastværksarbejde, som fulgte efter Algier-krigen og Vietnam-krigen, og til studenterbevæ­ gelsen i 1960'eme. Et historisk panorama er givet af A. Schnapp og P. Vidal-Naquet, Journal de la Commune étudiante, Seuil, 1969, Præ­ sentation. 49. Lewis Mumford, The Myth of the Machine. Technics and Human Development. London, Secker & Warburg, 1967. 50. En vaklen mellem disse to hypoteser indprenter dog alligevel en appel, som er bestemt til at opnå de intellektuelles deltagelse i

32 3

2

at være klart, det sociales homogenitet eller indre dualitet, vidensfunktionalisme eller videnskriticisme, men beslut­ ningen forekommer at være vilkårlig eller vanskelig at tage. Man fristes til at undslippe dette alternativ ved at skelne mellem to former for viden, den ene positivistisk, som let finder anvendelse på de teknikker, der vedrører menne­ skene og naturen, og som egner sig til at blive en uund­ værlig produktivkraft for systemet, den anden kritisk el­ ler reflekterende eller hermeneutisk, som, idet den direk­ te eller indirekte sætter spørgsmålstegn ved værdierne el­ ler formålene, forhindrer enhver "udnyttelse".51

5. Det sociale bånds natur: det postmoderne perspektiv Vi følger ikke denne løsning. Vi påstår, at det alternativ, som den forsøger at løse, men som den kun gentager, er hørt op med at være relevant i forhold til de samfund, som interesserer os, og at den selv stadig tilhører en tænkning i modsætninger, der ikke svarer til den post­ moderne videns mest levende former. Det økonomiske "genopsving" i kapitalismens aktuelle fase, hjulpet frem af forandringerne inden for teknikken og teknologierne, sker samtidig, har vi sagt, med en ændring af staternes funktion: ud fra dette syndrom danner der sig et billede af samfundet, som tvinger os til alvorligt at revidere de indfaldsvinkler, der her er blevet præsenteret som alter­ systemet: Ph. Nemo, "La nouvelle responsabilité des clercs". Le Monde, 8. september 1978. 51. Den teoretiske modsætning mellem Naturwissenschaft og Geisteswissenschaft har sin oprindelse hos W. Dilthey (1863-1911).

33

nativer. Lad os for at fatte os i korthed sige, at regule­ rings- og dermed reproduktionsfunktionerne mere og mere er og vil blive forbeholdt administratorer og betroet automater. Det største problem er og vil blive at få rådig­ hed over de informationer, som disse skal have, for at de gode beslutninger kan tages. Rådighed over informatio­ ner henhører og vil henhøre under eksperter af enhver art. Beslutningstagerne er og vil blive den herskende klasse. Denne består allerede ikke længere af den traditi­ onelle politiske klasse, men af et sammensat lag af fir­ machefer, højere funktionærer, ledere af store erhvervs­ mæssige, faglige, politiske og religiøse organisationer.52 Det nye er, at de gamle poler bestående af nationalsta­ terne, partierne, erhvervene, institutionerne og de histo­ riske traditioner taber i tiltrækningskraft. Og de synes ikke at skulle erstattes af andre, i det mindste ikke efter deres målestok. Den trikontinentale Kommission er ikke en folkelig tiltrækningspol. Det er blevet vanskeligere at "identificere sig" med store navne, med helte i samtidshi­ storien.53 Man begejstres ikke ved at hellige sig projektet med at "indhente Tyskland", som den franske præsident synes at tilbyde sine landsmænd som mål for livet. Det drejer sig da i virkeligheden heller ikke om et mål for li­ vet. Det må den enkelte selv sørge for. Enhver overlades

52. M. Albert, kommissær for den franske Plan, skriver: "Planen er regeringens planlægsningskontor (...). Den er også et stort knude­ punkt i nationen, et knudepunkt, hvor ideerne blandes sammen, hvor synspunkterne konfronteres med hinanden og hvor forandringerne skabes (...). Vi må endelig ikke arbejde alene. Andre må gøre os klo­ gere (...)" (L'Expansion, november 1978). Se angående beslutnings­ problemet G. Gafgen, Theorie der wissenschaflichen Entscheidung, Tiibingen, 1963; L. Sfez, Critique de la decision (1973), Presses de la Fondation nationale des Sciences politiques, 1976. 53. Følg blot navne som Stalin, Mao, Castro og deres tilbagegang som eponymer for revolutionen i de sidste tyve år. Tænk blot på den amerikanske præsidents ødelagte image efter Watergate-affæren.

34

til sig selv. Og alle ved, at dette sig selv ikke forslår ret meget.54 Konsekvensen af denne opløsning af de store Fortæl­ linger, som vi analyserer senere, bliver det, som nogle analyserer som opløsningen af det sociale bånd og de sociale kollektiviteters omdannelse til en masse sammen­ sat af individuelle atomer, der kastes rundt i absurde brownske bevægelser.55 Dette sker på ingen måde, det er et syn, som forekommer at være svækket af den paradi­ siske forestilling om et tabt "organisk" samfund. Dette sig selv forslår ikke ret meget, men det er ikke isoleret, det er fanget i et væv af relationer, som er mere komplekst og bevægeligt end nogensinde før. Selvet er altid, hvad enten det er ungt eller gammelt, mand eller kvinde, rigt eller fattigt, placereret på "knudepunkter", på kommunikationskredsløb, om de så er ganske små.56 Det er bedre at sige: placeret på pladser, hvorigennem bud­ skaber af forskellig art passerer. Og selvet er aldrig, selv 54. Det er et centralt tema hos R. Musil, Der Mann ohne Eigenschaften (1930-1933), Hamburg, Rowohlt, d.o. M. Boisen, Manden uden egenskaber. Gyldendal, 1968-1971. I en fri kommentar un­ derstreger J. Bouveresse ligheden mellem dette tema med Selvets "ensomhed" og videnskabernes "krise" i begyndelse af det 20. år­ hundrede og E. Machs epistemologi: om dette nævner han følgende vidnesbyrd: "Især med videnskabens nuværende stadium er mennesket kun det, man siger, at det er, eller det, man gør med det, som det er (...). Det er en tilfældighedernes verden, en verden, hvor der sker noget, uden at det sker for nogen, og uden at nogen er ansvarlig" ("La problématique de sujet dans L'homme sans qualités", Noroil (Arras), nr. 234 & 235 (december 1978 - januar 1979); den offentliggjorte tekst er ikke blevet gennemset af forfatteren. 55. J. Baudrillard, A l'ombre des majorités silenciettses, ou la fin du social, Utopie, 1978, d.o. C. Juhl, / de tavse flertals skygge, Det Kgl. Danske Kunstakademi, 1984. 56. Det er systemteoriens gloser; for eksempel Ph. Nemo, loc.cit.: "Lad os forestille os samfundet som et system i kybernetisk forstand. Dette er et netværk af kommunikationer med knudepunkter, hvor kommunikationen løber sammen, og hvorfra den redistribueres (...)".

35

ikke det mest ugunstigt stillede, uden magt over disse budskaber, som går igennem det, samtidig med at de pla­ cerer det, hvad enten det er på afsenderens eller modta­ gerens eller referentens plads. For dets forskydning i forhold til disse sprogspilseffekter (man har forstået, at det er dem, som det drejer sig om) kan tolereres i det mindste inden for visse grænser (der så igen er vage) og er endog fremkaldt af de reguleringer og især af de ju­ steringer, som systemet underkaster sig, for at det kan forbedre sine performanser. Man kan endda sige, at sy­ stemet kan og skal opmuntre til disse forskydninger, for så vidt det kæmper imod sin egen entropi, og at en for­ nyelse svarende til et uventet "slag" og den dertil hørende forskydning af den og den medspiller eller den og den gruppe af medspillere, som er impliceret, kan bibringe systemet dette tilskud af performativitet, som det ustand­ seligt kræver og forbruger.57 Man forstår nu, i hvilket perspektiv vi ovenfor har fo­ reslået sprogspillene som generel metodisk indfaldsvin­ kel. Vi hævder ikke, at alle de sociale relationer tilhører denne orden, det vil her forblive et uafgjort spørgsmål; men at sprogspillene på den ene side er det minimum af relationer, der er nødvendigt, for at der kan eksistere et samfund, behøver man ikke at søge tilflugt til en robin­ sonade for at erkende: allerede før sin fødsel, og om det så kun er ved det navn, man giver det, er menneskebarnet placeret som referent for den historie, som dets omgivel-

57. Et eksempel givet af J.-P. Garnier, op.cit., p. 93: "Centret for oplysning om social fornyelse, der ledes af H. Dougier, og F. BlochLainé, har til rolle at registrere, analysere og udbrede oplysninger om nye erfaringer i hverdagslivet (opdragelse, sundhed, retfærdighed, kulturelle aktiviteter, byplanlægning og arkitektur, osv.). Denne da­ tabank over de "alternative praksisser" står til rådighed for de stats­ lige organer, Kommissariatet for Planen, Sekretariatet for social virksomhed, D.A.T.A.R., osv., der skal sørge for, at det "civile sam­ fund" forbliver et civiliseret samfund".

36

ser fortæller,58 og i forhold til hvilken det senere vil blive nødt til at forskyde sig. Eller endnu mere enkelt: spørgs­ målet om det sociale bånd er, betragtet som spørgsmål, et sprogspil, der straks placerer den, som stiller det, den, som det er henvendt til, og den referent, som det spørger om: dette spørgsmål er således allerede det sociale bånd. På den anden side kan der ikke herske tvivl om, at det sproglige aspekt i et samfund, hvor den kommunikationelle komponent for hver dag bliver mere og mere uom­ gængelig både som virkelighed og som problem,59 får en ny betydning, som det ville være fejlagtigt at reducere til det traditionelle alternativ mellem den manipulerende sprogbrug eller den ensidige formidling af budskaber på den ene side og ytringsfriheden eller dialogen på den anden. Et par ord om dette sidste punkt. Hvis man behandlede dette problem i almindelige kommunikationsteoretiske termer, ville man glemme to ting: budskaberne er udsty­ ret med helt forskellige former og effekter, alt efter om de for eksempel er denotative, præskriptive, evaluative, performative osv. Det er sikkert, at de ikke kun handler, for så vidt de kommunikerer informationer. At reducere dem til denne funktion er at vælge et perspektiv, der uretmæssigt privilegerer systemets synspunkt og dets eneste interesse. For det er den kybernetiske maskine, der kører på informationer, men de mål, som man har givet den under dens programmering, for eksempel maksime­ ringen af dens performanser, stammer fra præskriptive og evaluative udsagn, som den ikke korrigerer, når den er i funktion. Men hvordan garantere, at maksimeringen af performanserne altid udgør det bedste mål for et soci58. S. Freud har i særdeleshed betonet denne form for "forudbestemmelse". Se Marthe Robert, Roman des origines, origine du roman, Grasset, 1972. 59. Se M. Serres' værker, især Hermes I-IV, Minuit, 1969-1977.

37

alt system? De "atomer", som det er bygget op af, er un­ der alle omstændigheder kompetente, hvad angår disse udsagn, og navnlig hvad angår dette spørgsmål. Og for det andet tilsidesætter informationsteorien i dens banale kybernetiske version et afgørende aspekt, som allerede er blevet understreget, det agonistiske aspekt. Atomerne er placeret på punkter, hvor pragma­ tiske relationer krydser hinanden, men de forskydes også af de budskaber, som går igennem dem i en fortsat be­ vægelse. Enhver sprogspiller udsættes således for "slag", som betyder en "forskydning", en forandring, af hvilken art de end er, og det ikke kun som modtager og referent, men også som afsender. Disse "slag" kan ikke undgå at fremkalde "modslag"; men alle véd af erfaring, at disse ikke er "gode", hvis de kun er reaktive. For i så fald er de blot programmerede effekter i modspillerens strategi, de fuldfører denne og går altså i den modsatte retning af en ændring af de respektive styrkeforhold. Deraf den be­ tydning, der ligger i at forstærke forskydningen og end­ og vildlede den, således at der kan slås et "slag" (et nyt udsagn), som kommer uventet. Det, som vi har brug for for at kunne forstå de sociale forhold, på hvilket trin man end tager dem, på denne måde, er ikke kun en kommunikationsteori, men en spil­ teori, der forudsætter agonistikken. Og man har allerede gættet, at den fordrede nyhed i denne forbindelse ikke er den simple "fornyelse". Uden at tale om lingvisterne eller sprogfilosofferne vil man hos adskillige sociologer fra den nutidige generation finde belæg for denne indfalds­ vinkel.60 60. For eksempel E. Goffman, The Presentation of Self in Everyday Life, Edinburgh, U. of Edingburgh P., 1956; A.W. Gouldner, op.cit., kap. 10; A. Touraine, La voix et le regard, Seuil, 1978; id. og andre, Lulle étudiante, Seuil, 1978; M. Callon, "Sociologie des techniques?", Pandore nr. 2 (februar 1979), pp. 28-32; P. Watzlawick og andre, op.cit.

38

Denne "atomisering" af det sociale i et smidigt netværk af sprogspil kan synes ret så fjern fra en moderne virke­ lighed, som man hellere gengiver som hæmmet af bu­ reaukratisk ledegigt.61 Man vil i det mindste henvise til byrden fra institutionerne, som sætter grænsen for spil­ lene og følgelig begrænser spillernes opfindsomhed med hensyn til slag. Dette forekommer os ikke at udgøre no­ gen særlig vanskelighed. I den almindelig brug af diskursen, i en diskussion mellem to venner for eksempel, udfolder de talende sig på bedste vis, alt imens de skifter spil fra det ene udsagn til det andet: spørgsmålet, bønnen, påstanden, fortællin­ gen kastes rundt hulter til bulter i kampen. Denne er ikke uden regler,62 men dens regler bemyndiger og opmun­ trer til den størst mulige fleksibilitet i udsagnene. Men ud fra dette synspunkt adskiller en institution sig altid fra en diskussion ved det, at den kræver en ekstra tvang, for at udsagnene kan erklæres for gyldige. Denne tvang virker som et filter på diskursen, den afbryder mu­ lige forbindelser i kommunikationsnettet: der er ting, som ikke må siges. Og den privilegerer visse grupper af udsagn, undertiden kun en enkelt, hvis fremherskende stilling karakteriserer institutionens diskurs: der er ting, som skal siges, og måder at sige dem på. Som for ek­ sempel: befalingerne i hæren, bønnerne i kirken, de denotative udsagn i skolen, historierne i familien, spørgs­ målene i filosofien, performativitetsudsagnene i virksom­ hederne... Bureaukratiseringen er den yderste grænse for denne tendens. Alligevel er denne hypotese om institutionen stadig for

61. Se note 41. Temaet med den generelle bureaukratisering som de moderne samfunds fremtid udfoldes først hos B. Rizzi, La bureaueratisation du monde, Paris, 1939. 62. Se H.P. Grice, "Logic and Conversation" in P. Cole & J.J. Morgan (ed), Speech Acts III, Syntax and Seinantics, N.Y., Academic P„ 1975, pp. 59-82.

39

"tung": den går ud fra et "tingsligt" syn på det institue­ rede. I dag ved vi, at den grænse, som institutionen sætter for sprogets potentielle "slag", aldrig bliver sat (selv ikke når den bliver det formelt63). Den er snarere selv det fo­ reløbige resultat af og indsatsen fra de sprogstrategier, som føres i og uden for institutionen. Eksempler: hører den eksperimenterende leg med sproget (poetikken) hjemme på et universitet? Kan man fortælle historier til ministerrådet? Stille krav på en kaserne? Svarene er utve­ tydige: ja, hvis universiteterne åbner work-shops; ja, hvis rådet er ved at lægge planer for fremtiden; ja, hvis de overordnede accepterer at forhandle med soldaterne. El­ ler sagt på en anden måde: ja, hvis den gamle institutions grænser forskydes.64 Omvendt vil man sige, at disse kun stabiliserer sig, for så vidt de hører op med at udgøre en indsats. Det er i denne ånd, tror vi, at det er passende at be­ handle de nutidige vidensinstitutioner.

63. For en fænomenologisk indfaldsvinkel til problemet, se i M. Merleau-Ponty (Cl. Lefort ed.), Resumés de cours, Gallimard, 1968, forelæsningerne fra året 1954-1955. For en psykosociologisk ind­ faldsvinkel, R. Loureau, L'analyse institutionelle, Minuit, 1970. 64. M. Callon, loc.cit., p. 30: "Sociologikken er den bevægelse, ved hvilken aktørerne danner og indstifter forskelle og grænser mellem det, som er socialt, og det, som ikke er det, mellem det, som er tek­ nisk, og det, som ikke er det, mellem fantasi og virkelighed: opteg­ ningen af disse grænser er en indsats i et spil, og der kan ikke opnåes nogen konsensus undtagen i tilfælde af fuldstændigt overherredøm­ me". Bør sammenlignes med det, som A. Touraine kalder "permanent sociologi", La voix et le regard, loc.cit.

40

6. Den narrative videns pragmatik Vi har i det foregående (afsnit 1) gjort to indvendinger imod, at man uden videre accepterer en instrumental op­ fattelse af viden i de højtudviklede samfund. Viden er ikke lig med videnskab, især ikke i dens nuværende form; og langt snarere end at kunne skjule problemet med dens legitimitet kan denne ikke undgå at stille det i hele dets omfang, som ikke er mindre sociopolitisk end epistemologisk. Lad os først præcisere den "narrative" videns natur; denne undersøgelse vil så ved en sammen­ ligning gøre det muligt bedre at skelne i det mindste visse karakteristika ved den form, som den videnska­ belige viden antager i det nuværende samfund; den vil også hjælpe til med at forstå, hvordan spørgsmålet om legitimitet i dag stiller sig, og hvordan det ikke stiller sig. Viden lader sig generelt ikke reducere til videnskab, heller ikke engang til erkendelse. Erkendelsen ville med udelukkelse af alle andre udsagn være mængden af de udsagn, som denoterer eller beskriver objekter,65 og som kan erklæres for sande eller falske. Videnskaben ville være en delmængde af erkendelsen. Selv om den ligele­ des består af denotative udsagn, ville den opstille yderli­ gere to betingelser for, at de kan godtages: at de objekter, som udsagnene henviser til, er rekursivt tilgængelige, altså under eksplicitte betingelser for iagttagelse; at man kan bestemme, om hvert enkelt af disse udsagn tilhører det sprog, der af eksperterne betragtes som relevant.66 65. Aristoteles afgrænser tydeligt vidensobjektet ved at definerer det, som han kalder for apofantiske udsagn: "Enhver tale betyder et eller andet (semantikos'), men det er ikke enhver tale, som er denotativ (apofantikos): dét er kun den tale, som det tilkommer at tale sandt eller falsk. Men det sker ikke i alle tilfældene: bønnen er for eksem­ pel en tale, men den er hverken sand eller falsk" (Peri hermeneias 4, 17 a). 66. Se K. Popper, Logik der Forschung, Wien, Springer, 1935; id..

41

Men ved viden forstår man langt fra kun en mængde af denotative udsagn, den blandes op med ideer om at handle, om at leve, om at lytte osv. Det drejer sig altså om en kompetence, som går ud over den blotte bestemmelse og anvendelse af sandhedskriteriet, og som udvides til også at omfatte kriterierne for effektivitet (teknisk kva­ lificering), for retfærdighed og/eller lykke (etisk visdom), for klanglig, farvemæssig skønhed (auditiv, visuel føl­ somhed), osv. Opfattet således er viden det, som gør én i stand til at fremsige "gode" denotative udsagn, men også "gode" præskriptive udsagn, "gode" evaluative udsagn... Den består ikke i en kompetence, der vedrører den og den slags udsagn, for eksempel kognitive udsagn, med udelukkelse af de andre. Den tillader "gode" performanser i forbindelse med mange diskursobjekter: som skal erkendes, besluttes, vurderes, omdannes... Deraf kommer et af dens vigtigste karakteristika: den hører sammen med en udvidet "dannelse" af kompetencerne, den er den eneste form, som er legemliggjort i et subjekt, der dannes af de forskellige slags kompetence, som den består af. Et andet kendetegn, som bør fremhæves, er en sådan videns beslægtethed med sædvanen. Hvad er egentlig et "godt" præskriptivt eller evaluativt udsagn? Hvad er en "god" denotativ eller teknisk performans? De bedømmes alle som "gode", fordi de er i overensstemmelse med de relevante kriterier (for henholdsvis retfærdighed, skøn­ hed, sandhed og effektivitet), der anerkendes i det miljø, som den "videndes" samtalepartnere danner. De første filosoffer67 har kaldt denne måde at legitimere udsagn på for mening (doksa). Den konsensus, som gør det mu­ ligt at afgrænse en sådan viden og at skelne den, som

i

"Normal Science and its Dangers", in I. Lakatos & A. Musgrave (ed.), Criticism and the Growth of Knowledge, Cambridge (G.B.), U.P., 1, 1970. 67. Se Jean Beaufret, Le poéme de Pannénide, P.U.F., 1955.

42

ved, fra den, som ikke ved (den fremmede, barnet), er det, som udgør et folks kultur.68 Denne korte henvisning til det, viden kan udgøre som dannelse og som kultur, støtter sig på etnologiske beskri­ velser.69 Men en antropologi og en litteratur, som er vendt mod samfund, der udvikler sig hurtigt, vil her op­ dage dens beståen på i det mindste visse områder.70 Selve ideen om udvikling forudsætter horisonten af en ikke-udvikling, hvor de forskellige kompetencer for­ modes at være samlet i en traditions enhed, og hvor de ikke splittes op i kvalifikationer, der bliver genstand for fornyelser, debatter og specifikke undersøgelser. Denne modsætning implicerer ikke nødvendigvis en afgørende forandring af videnstilstanden mellem "primitive" og "civiliserede",71 den kan forenes med tesen om den for­ melle identitet mellem den "vilde tanke" og den viden­ skabelige tanke72 og sågar med den tilsyneladende mod­ satte tese om den traditionsbundne videns overlegenhed over den nuværende spredning af kompetencerne.73 Man kan sige, at alle iagttagere, hvilket scenario de så end giver for at dramatisere og forstå afstanden mellem denne traditionsbundne videnstilstand og videnstilstan­ den i videnskabernes tidsalder, er enige om én ting, den narrative forms forrang i formuleringen af den traditio68. Stadig i betydningen Bildttng (engelsk: culture), sådan som det er blevet stadfæstet af kulturalismen. Begrebet er præromantisk og ro­ mantisk; cf. Hegels Volksgeist. 69. Se den kulturalistiske skole i USA: C. DuBois, A. Kardiner, R. Linton, M. Mead. 70. Se dannelsen af den europæiske folklore fra og med slutningen af det 18. århundrede i forbindelse med romantikken: brødrene Grimms studier, Vuk Karadics (serbiske folkeeventyr) osv. 71. Det var i al korthed L. Lévy-Bruhls tese. La mentalité primitive, Alcan, 1922. 72. Cl. Lévi-Strauss, La pensée sauvage, Plon, 1962; d.o. H.P. Lund, Den vilde tanke. Gyldendal, 1996. 73. R. Jaulin, La paix blanche, Seuil, 1970.

43

nelle viden. Nogle behandler denne form for sig selv,74 andre ser den som den diakrone iklædning af struktu­ relle operatorer, der ifølge dem i egentlig forstand udgør den viden, som er sat på spil,75 andre igen giver en "øko­ nomisk" fortolkning af den i freudiansk forstand.76 Det er her kun nødvendigt at holde fast ved den narrative form. Fortællingen er par excellence denne videns form og det i mere end én forstand. For det første fortæller disse folkehistorier selv om, hvad man kan kalde for positive eller negative dannelser (Bildungen), det vil sige det held eller det uheld, som kroner heltenes forsøg, og dette held eller dette uheld gi­ ver enten deres legitimitet til institutioner i samfundet (myternes funktion) eller repræsenterer positive eller ne­ gative modeller (lykkelige eller ulykkelige helte) for in­ tegrering i de etablerede institutioner (legender, eventyr). Disse fortællinger tillader altså på den ene side at define­ re kriterierne for kompetence, som er det samfunds kri­ terier, hvori de fortælles, og på den anden side takket væ­ re disse kriterier at vurdere de performanser, som udføres eller kan udføres i dette samfund. For det andet tillader den narrative form til forskel fra vidensdiskursens mere udviklede former en pluralitet af sprogspil: i fortællingen finder denotative udsagn vedrø­ rende for eksempel, hvordan det forholder sig med him­ len, årstiderne, floraen og faunaen, deontiske udsagn, som foreskriver, hvad der bør gøres med hensyn til disse

I

74. VI. Propp, "Morphology of the Folktale", International Journal of Linguistics nr. 24, p. 4 (oktober 1958); d.o. i uddrag G. Agger, "Eventyrets morfologi" (in T. Kragh Grodal, P. Madsen og V. Røder (ed.), Tekststrukturer, Borgen, 1974). 75. Cl. Lévi-Strauss, "La structure des mythes” (1955), in Anthropologie structurale, Plon, 1958; id., "La structure et la forme. Réflexions sur un ouvrage de Vladimir Propp", Cahiers de l'Institut de science économique appliquée nr. 99, serie M, p. 7 (marts 1960). 76. Geza Roheim, Psychoanalysis and Anthropology, N.Y., 1950.

44

samme referenter eller med hensyn til slægtsskabet, for­ skellen mellem kønnene, børnene, naboerne, de frem­ mede osv., interrogative udsagn, som for eksempel er im­ pliceret i udfordringer (at svare på et spørgsmål, at træk­ ke et lod), evaluative udsagn osv. let spillerum. De kom­ petencer, hvis kriterier fortællingen fremlægger og an­ vender, blandes altså sammen med hinanden i et tæt væv, fortællingens væv, og bliver ordnet i et helhedsperspek­ tiv, som karakteriserer denne slags viden. Vi vil en smule mere indgående undersøge en tredje egenskab, der vedrører overleveringen af disse fortællin­ ger. Deres beretning adlyder som oftest regler, der fast­ sætter deres pragmatik. Det vil ikke sige, at det og det samfund institutionelt anviser rollen som fortæller til den og den alderskategori, den og den kategori af køn, af familier eller faggrupper. Vi vil tale om en folkefortællingemes pragmatik, som så at sige er dem iboende. For eksempel begynder en cashinahua-fortæller77 altid sin beretning med en fast formular: "Her er historien om..., sådan som jeg altid har hørt den blive fortalt. Jeg vil nu fortælle den til jer, lyt til den". Og han afslutter den med en anden formular, som ligeledes er den samme fra gang til gang: "Her slutter historien om... Den, som har fortalt jer den, hedder... (cashinahua-navn), hos de Hvide... (spansk eller portugisisk navn)".78 En hurtig analyse af denne dobbelte pragmatiske oplysning viser dette: fortælleren foregiver kun at have fået kompetencen til at fortælle historien ved at have hørt den. Den, som nu lytter til historien, får potentielt den samme bemyndigelse ved at lytte. Fortællingen hævdes at blive genfortalt (selv om den narrative performans er meget opfindsom) og genfortalt "som altid": dens helt, som er cashinahua-indianer, har altså også selv lyttet til

77. André M. d'Ans, Le dit des vrais hommes, 10/18, 1978. 78. Ib id., p. 7.

45

fortællingen og måske fortalt denne samme fortælling videre. Som følge af denne lighed kan den nuværende fortæller selv være helten i en fortælling, ligesom den Ældste har været det. Han er det i virkeligheden nød­ vendigvis, eftersom han bærer et navn, afsløret ved af­ slutningen af hans beretning, der er blevet ham tildelt i overensstemmelse med den kanoniske fortælling, som legitimerer fordelingen af patronymika hos cashinahuaindianerne. Den pragmatiske regel, som er blevet illustreret ved dette eksempel, kan selvfølgelig ikke gøres universel.79 Men den er tegn på en egenskab, som generelt tilskrives den traditionelle viden: de narrative "pladser" (afsender, modtager, helt) er fordelt således, at man kun har ret til at besætte den første, afsenderens plads, hvis man har besat den anden, modtagerens plads, og allerede er blevet for­ talt af en fortælling ved det navn, som man bærer, det vil sige placeret som diegetisk referent for andre narrative hændelser.80 Langt snarere end kun at knytte sig til udsigelsesfunktionerne bestemmer den viden, som disse beretninger transporterer, på én gang både, hvad man skal sige for at blive hørt, og hvad man skal høre for at kunne tale, og hvad man skal spille (på den diegetiske virkeligheds scene) for at kunne blive genstand for en fortælling. De sproghandlinger,81 som er relevante for denne vi­ den, udføres ikke kun af den, som taler, men også af den, som hører på, og tilmed af den tredjeperson, som der ta­ les om. Den viden, som fremkommer af et sådant system,

79. Vi har holdt fast ved den på grund af den pragmatiske "etikette", der omgiver overleveringen af fortællingerne, og som antropologen omhyggeligt giver os oplysninger om. Se P. Clastres, Le grad Parler. Mythes et chants sacrés des Indiens Guarani, Seuil, 1974. 80. For en narratologi, som lader den pragmatiske dimension komme i betragtning, se G. Genette, Figures III, Seuil, 1972. 81. Cf. note 34.

46

kan forekomme "kompakt" i modsætning til den, som vi kalder for "udviklet". Den viser tydeligt, hvordan fortæl­ lingernes traditioner samtidig er de kriteriers traditioner, som definerer en tredobbelt kompetence, at kunne for­ tælle, at kunne lytte, at kunne handle, hvor fællesskabet spiller med sig selv og sine omgivelser. Det, som over­ leveres med fortællingerne, er den gruppe af pragmatiske regler, som udgør det sociale bånd. Et fjerde aspekt af denne narrative viden ville fortjene at blive omhyggeligt undersøgt, det er dens indvirkning på tiden. Den narrative form følger en rytme, den er syntesen af et metrum, der slår tiden i regelmæssige peri­ oder, og en betoning, som ændrer længden eller ampli­ tuden på visse af dem.82 Denne vibrerende og musikal­ ske egenskab viser sig med al ønskelig tydelighed i den rituelle udførelse af visse cashinahua-eventyr: overleveret under en indvielse, i en absolut fast form, i et sprog, som gøres dunkelt af de leksikalske og syntaktiske uregel­ mæssigheder, som man tilføjer det, afsynges de i uende­ lige recitativer. 83 En mærkværdig viden, vil man sige, som ikke engang kan forstås af de unge mænd, som den henvender sig til! Det er dog alligevel en meget almindelig viden, den, man finder i børneremserne, den, som vore dages repeti­ tionsmusik har forsøgt at genfinde eller i det mindste nærme sig. Den fremviser en overraskende egenskab: efterhånden som metret får overtaget over betoningen i de lydlige hændelser, hvad enten de er talte eller ej, hører tiden op med at være en støtte for hukommelsen og bli­ ver en umindelig banken, som i fraværet af mærkbare

82. Forholdet metrum/betoning, som opbygger og nedbryder rytmen, står centralt i Hegels refleksioner over sætningen. Se Phanomenologie des Geistes, Vorrede, § IV. 83. Disse oplysninger skyldes A.M. d'Ans hjælpsomhed; han være hermed takket derfor.

47

forskelle mellem perioderne gør det umuligt at holde tal over dem og sænker dem ned i glemslen.84 Blot man undersøger mundheldene, ordsprogene og maksimerne, der er små udbrud af mulige fortællinger eller gamle fortælleformer, og som stadig fortsætter med at cirkulere på visse etager i den nuværende samfundsbygning, så vil man i deres prosodi genkende mærket fra denne besyn­ derlige temporalisering, som for fuld kraft støder sam­ men med vor videns gyldne regel: ikke at glemme. Men der må være en overensstemmelse mellem på den ene side den narrative videns letale funktion og på den anden side de funktioner for dannelse af kriterier, for samling af kompetencer og for social regulering, som vi har nævnt ovenfor. Som en forenklende hypotese kan man antage, at en kollektivitet, som gør fortællingen til kompetencens nøgleform, imod al forventning ikke har brug for at kunne huske sin fortid. Den finder ikke kun materialet til sit sociale bånd i fortællingernes betydning, men også i deres fremsigelse. Fortællingernes reference kan synes at tilhøre fortiden, den er i virkeligheden altid samtidig med denne fremsigelse. Det er den aktuelle fremsigelse, som for hver gang udfolder den kortvarige temporalitet, der ligger mellem et Jeg har hørt fortælle og et I skal nu høre. Det vigtigste ved det pragmatiske ceremoniel for denne form for beretning er, at det markerer den principielle identitet mellem alle fortællingens hændelser. Det kan foregå på andre måder, det er ofte tilfældet, og man må ikke for sig selv skjule, hvad der ligger af humor eller angst i respekten for denne etikette. Tilbage bliver, at betydningen tilskrives den metriske banken i fortællin­ gernes hændelser og ikke forskellen i betoningen af hver enkelt performans. Det er på den måde, at man kan sige,

84. Se D. Charles' analyser. Le temps de la voix. Delarge, 1978. Og Dominique Avrons, L'appareil musical, 10/18, 1978.

48

at denne temporalitet både forsvinder og ikke kan huskes.85 Endelig har en kultur, som giver den narrative form forrangen, på samme måde som den ikke har brug for at kunne huske sin fortid, uden tvivl heller ikke brug for specielle procedurer for at bemyndige sine fortællinger. Man kan for det første dårligt forestille sig, at den isole­ rer den fortællende instans fra de andre for at privilegere den i fortællingernes pragmatik, dernæst at den spørger sig selv om den ret, som fortælleren, således frakoblet til­ høreren og diegesen, ville have til at fortælle det, han fortæller, og endelig at den påbegynder analysen af eller redegørelsen for sin egen legitimitet. Man kan endnu mindre forestille sig, at den kan give bemyndigelsen over fortællingerne til et uforståeligt emne i beretningen. For­ tællingerne får denne bemyndigelse fra dem selv. Folket er i en vis forstand kun det, som aktualiserer dem, og det gør det igen ikke kun ved at fortælle dem, men også ved at lytte til dem og ved at lade sig fortælle af dem, det vil sige ved at "spille" dem i sine institutioner: altså lige så vel på tilhørernes og diegesens pladser som på fortælle­ rens plads. Der er således en inkommensurabilitet mellem den fol­ kelige narrative pragmatik, som legitimerer med det sam­ me, og så dette i den Vestlige Verden velkendte sprog­ spil, som spørgsmålet om legitimiteten er eller rettere le­ gitimiteten som referent for det interrogative spil. Fortæl­ lingerne, har vi set, fastsætter kriterierne for kompetence og/eller illustrerer deres anvendelse. De definerer således det, som har ret til at blive sagt og blive gjort i kulturen, og eftersom de også er en del af denne, bliver de derved tilmed selv legitimeret. 85. Se Mircea Eliade, Le rnythe l'éternel relour. Archétypes et repeti­ tions, Gallimard, 1949; d.o. V. Duekilde, Myten om den evige tilba­ gekomst. Arketyper og gentagelser, Munksgaard, 1966.

49

7. Den videnskabelige videns pragmatik Lad os forsøge, selv kortfattet, at karakterisere den viden­ skabelige videns pragmatik, sådan som den følger af den klassiske opfattelse af denne viden. Vi vil skelne mellem forskningens spil og undervisningens spil. Kopernikus hævder, at planeternes bane er cirkulær.86 Hvad enten påstanden er sand eller falsk, så indbefatter den en gruppe spændinger, hvoraf hver enkelt påvirker hver af de pragmatiske pladser, som den sætter i spil, af­ sender, modtager, referent. Disse "spændinger" er en slags rettesnore for udsagnets mulighed for at blive ac­ cepteret som "videnskabeligt". For det første formodes afsenderen at tale sandt om re­ ferenten, planeternes bane. Hvad betyder det? At han formodes at være i stand til på den ene side at bringe beviser for det, han siger, og på den anden at kunne modbevise ethvert modsat eller modstridende udsagn vedrørende denne samme referent. Dernæst formodes modtageren på gyldig vis at kunne give sit samtykke (eller nægte det) til det udsagn, som han hører. Det implicerer, at han selv er en potentiel af­ sender, eftersom han, når han formulerer sit samtykke eller sin uenighed, vil blive underkastet det samme dob­ belte krav om at kunne bevise og modbevise som den aktuelle afsender, Kopernikus. Han formodes altså po­ tentielt at have de samme egenskaber som denne: han er hans ligemand. Men det véd man først, når han udtaler sig og det under disse betingelser. Før kan han ikke kal­ des videnskabsmand. For det tredje formodes den referent, planeternes bane,

86. Eksemplet er lånt fra Frege, "Uber Sinn und Bedeutung" (1892); engl. o. "On Sense and Reference", Philosphical Writings, Oxford, Blackwell, 1960.

50

som Kopemikus taler om, at være "udtrykt" af udsagnet på en måde, som stemmer overens med det, den er. Men eftersom man kun kan få at vide, hvad den er, ved hjælp af udsagn af samme slags som Kopemikus', er reglen om overensstemmelse problematisk: det, jeg siger, er sandt, fordi jeg beviser det; men hvad beviser, at mit bevis er sandt? Den videnskabelige løsning på denne vanskelighed består i at overholde en dobbelt regel. Den første er dia­ lektisk eller endog retorisk af den juridiske type:87 refe­ rent er det, som kan bevises overbevisende i debatten. Det er ikke: jeg kan bevise, fordi virkeligheden er, som jeg siger, den er, men: så langt som jeg kan bevise, er det til­ ladt at tænke, at virkeligheden er, som jeg siger, den er.88 Den anden er metafysisk: den samme referent kan ikke levere flere modstridende eller inkonsistente beviser; eller endnu en gang: "Gud" narrer os ikke.89 Denne dobbelte regel begrunder det, som videnskaben i det 19. århundrede kalder for verifikation og i det 20. århundrede for falsifikation.90 Den gør det muligt at tegne en konsensushorisont for debattens medspillere, afsender og modtager. Det er ikke enhver konsensus, som er tegn på sandhed; men man antager, at et udsagns sandhed ikke kan undgå at fremkalde konsensus. Så vidt forskningen. Man ser, at den kalder på under­ visningen som dens nødvendige komplement. For viden­ skabsmanden er nødt til at have en modtager, der så igen kan blive en afsender, det vil sige en medspiller. I modsat fald er verifikationen af hans udsagn umulig i fraværet af en modsigende debat, som den manglende fornyelse af 87. Br. Latour, "La rhétorique du discours scientifique", Actes de la recherche en Sciences sociales nr. 13 (marts 1977). 88. G. Bachelard, Le nouvel espril scientifique, P.U.F., 1934. 89. Descartes, Méditations ntétaphysiques, 1641, Méditation IV. 90. Se f.eks. K. Hempel, Pliilosophy of Natural Science, Engelwoods Cliffs (N.J.), Prentice Hall, 1966.

51

kompetencerne jo ville ende med at umuliggøre. Og det er ikke kun sandheden af hans udsagn, men også hans egen kompetence, der står på spil i denne debat; for kompetencen erhverves ikke én gang for alle, den af­ hænger af, om det fremsatte udsagn bliver eller ikke bli­ ver betragtet som et udsagn, der bør diskuteres i en se­ kvens af argumentationer og gendrivelser mellem ligemænd. Udsagnets sandhed og udsigerens kompetence er altså afhængig af et samtykke fra en kollektivitet af lige­ stillede med hensyn til kompetence. Man må følgelig ud­ danne sådanne. Didaktikken sikrer denne reproduktion. Den adskiller sig fra forskningens dialektiske spil. For at fatte os i kort­ hed kan vi sige, at dens første forudsætning er, at mod­ tageren, studenten, ikke ved det, som afsenderen ved: det er jo også grunden til, at han har noget at lære. Dens an­ den forudsætning er, at han kan lære det og blive en ekspert med samme kompetence som hans lærer.91 Dette dobbelte krav forudsætter et tredje, nemlig at der findes udsagn med hensyn til hvilke den udveksling af argu­ menter og fremskaffelse af beviser, som udgør forsknin­ gens pragmatik, betragtes som have værende tilstrække­ lige, og som af den grund kan formidles som indiskuta­ ble sandheder i undervisningen. Med andre ord, man underviser i det, man ved: sådan er eksperten. Men efterhånden som studenten (didaktik­ kens modtager) forbedrer sin kompetence, kan eksperten lade ham få del i det, han ikke selv ved, men forsøger at få at vide (hvis i det mindste eksperten er en forsker). Studenten indføres således i forskernes dialektik, det vil sige i dannelsen af den videnskabelige viden. Hvis man sammenligner denne pragmatik med den 91. Vi kan ikke her tage fat på de vanskeligheder, som denne dobbelt forudsætning rejser. Se Vincent Descombes: L'inconscient malgré lui, Minuit, 1977.

B -

52

narrative videns pragmatik, vil man lægge mærke til føl­ gende egenskaber: 1. Den videnskabelige viden kræver udskillelsen af ét bestemt sprogspil, det denotative; og udelukkelsen af de andre. Kriteriet for, at et udsagn kan accepteres, er dets sandhedsværdi. Man støder ganske vist på andre grupper af udsagn, såsom spørgsmålet ("Hvordan forklare at...?") og præskriptionen ("Tag en serie af tællelige elemen­ ter..."); men de er der kun som stifter i den dialektiske argumentation; denne skal munde ud i et denotativt ud­ sagn.92 Man er altså videnskabsmand (i denne forstand), hvis man kan fremsætte et sandt udsagn om en referent; og videnskabelig, hvis man kan fremsætte verificer- og falsificerbare udsagn om referenter, som er tilgængelige for eksperter.

2. Denne viden bliver således isoleret fra de andre sprogspil, hvis kombination udgør det sociale bånd. Den er ikke længere en fælles og umiddelbar komponent i dette bånd, ligesom den narrative viden er det. Men den er en indirekte komponent, fordi den bliver en profes­ sion og giver anledning til institutioner, og fordi sprogspillene i de moderne samfund opgrupperes i form af institutioner, der drives af kvalificerede medspillere, de professionelle. Forholdet mellem viden og samfund (det vil sige samtlige medspillere og modspillere i den gene­ relle agonistik, for så vidt de ikke er videnskabens fagmænd) gøres udvendigt. Et nyt problem dukker op, forholdet mellem den videnskabelige institution og sam­ fundet. Kan problemet løses af didaktikken, for eksem-

92. Denne iagttagelse skjuler et vigtigt problem, som også vil dukke op ved undersøgelsen af beretningen. Nemlig det problem, som ved­ rører sondringen mellem sprogspil og diskursgenrer. Vi vil ikke be­ handle det her.

53

pel ifølge den givne forudsætning at ethvert socialt atom kan erhverve sig den videnskabelige kompetence?

3. I forskningens spil angår den nødvendige kompetence udelukkende udsigerens plads. Man har ikke nogen sær­ lig kompetence som modtager (den er kun påkrævet i didaktikken: studenten må være intelligent). Og referen­ ten har ikke nogen kompetence. Selv når det drejer sig om de humanistiske videnskaber, er referenten, som så er det og det aspekt af den menneskelige adfærd, i princip­ pet placeret udvendigt i forhold til den videnskabelige dialektiks medspillere. Man skal ikke her, som i den narrative viden, vide at være det, som viden siger, at man er. 4. Et videnskabeligt udsagn opnår ingen gyldighed ved at blive genfortalt. Selv på pædagogikkens område vide­ regives det kun, for så vidt det altid her og nu kan verifi­ ceres ved argumentation og bevis. Det er i sig selv aldrig beskyttet mod en "falsifikation".93 På denne måde kan den viden, der er akkumuleret i udsagn, som tidligere er blevet accepteret, altid tilbagevises. Men omvendt vil et­ hvert nyt udsagn, hvis det er i modstrid med et tidligere godkendt udsagn om den samme referent, kun kunne blive accepteret som gyldigt, hvis det tilbageviser det for­ udgående udsagn ved argumenter og beviser.

5. Videnskabsspillet implicerer en diakronisk temporalitet, det vil sige en hukommelse og et projekt. Den aktu­ elle afsender af et videnskabeligt udsagn formodes at have kendskab til de forudgående udsagn om dets refe­ rent (bibliografi), og han fremsætter kun et udsagn om dette samme emne, for så vidt det er forskelligt fra de forudgående udsagn. Det, som vi har kaldt for "betonin­ gen" af hver performans, privilegeres her i forhold til 93. I den betydning, som allerede er blevet angivet i note 90.

54

"metret" og dermed samtidig dette spils polemiske funk­ tion. Denne diakroni, der forudsætter hukommelsen og udforskningen af det nye, tager i princippet form af en kumulativ proces. Denne "rytme", som er betoningens forhold til metret, er variabel.94

Disse egenskaber er velkendte. De fortjener alligevel af to grunde, at man genkalder sig dem. For det første lader parallelliseringen af videnskaben med den ikke-videnskabelige (narrative) viden forstå, eller i det mindste ane, at den førstes eksistens ikke er mere nødvendig end den andens og heller ikke mindre. Begge er dannet af sam­ linger af udsagn; disse er "slag" slået af spillere inden for rammen af generelle regler; disse regler er specifikke for hver viden, og de "slag", som her og der dømmes gode, kan kun ved et tilfælde være af samme slags. Man kan altså ikke dømme om hverken det narratives eksistens eller værdi ud fra det videnskabelige eller om­ vendt: de relevante kriterier er ikke de samme her og der. Det ville i sidste instans være tilstrækkeligt at falde i be­ undring over denne mangfoldighed af diskursive arter, ligesom man gør det over plante- og dyrearternes mang­ foldighed. At begræde "meningsløsheden" i postmoder­ niteten består i at beklage, at viden ikke længere hoved­ sagelig er narrativ. Det er inkonsekvent. Det er ikke min­ dre inkonsekvent at ville aflede eller frembringe (ved sådanne operatorer som udvikling osv.) den videnskabe­ lige viden ud fra den narrative viden, som om denne sid­ ste indeholdt den første i sig i fostertilstand. Ikke desto mindre kommer sprogarterne ligesom de levende arter i forbindelse med hinanden, og disse for­ bindelser er langt fra harmoniske. Den anden grund, som 94. Th. Kuhn, The Structure of Scientific Revolutions, Chicago, U.P., 1962; d.o. K. Haakonssen, Videnskabens revolutioner, Fremad, 1973/1995.

55

kan retfærdiggøre den summariske genkaldelse af egen­ skaberne ved videnskabens sprogspil, vedrører netop dets forhold til den narrative viden. Vi har sagt, at sidstnævnte ikke valoriserer spørgsmålet om sin egen legitimering, den giver sig selv fuldmagt ved hjælp af overleveringens pragmatik uden at søge tilflugt til argumentationen og fremskaffelsen af beviser. Det er derfor, den føjer en vis tolerance til sin mangel på forståelse for den videnska­ belige diskurs' problemer: den betragter den først og fremmest som en underart i familien af narrative kultu­ rer.95 Det modsatte er ikke sandt. Videnskabsmanden undersøger de narrative udsagns gyldighed og konstate­ rer, at de aldrig underkastes argumentationen og bevi­ set.96 Han henregner dem til en anden måde at tænke på: vild, primitiv, underudviklet, tilbagestående, fremmed­ gjort, bestående af meninger, vaner, autoritet, fordomme, uvidenhed, ideologier. Fortællingerne er fabler, myter, legender, gode for kvinder og børn. I bedste fald vil man forsøge at lade lyset trænge igennem denne obskurantisme, at civilisere, opdrage, udvikle. Dette ulige forhold er en intern effekt af de regler, som er særegne for hvert spil. Man kender symptomerne. Det 95. Jvf. børns holdning i de første naturvidenskabstimer eller den måde, hvorpå indfødte fortolker etnologernes forklaringer (se LéviStrauss, La pensée sauvage, loc.cit., kapitel 1, "La science du concret"). 96. Således siger Métraux til Clastres: "For at man kan undersøge et primitivt samfund, må dette allerede være en smule fordærvet". Den indfødte informator er faktisk nødt til at betragte sin samfund med en etnologs øjne, alt imens han stiller sig selv spørgsmålet om institu­ tionernes måde at fungere på og følgelig om deres legitimet. Samtidig med at Clastres reflekterer over sit manglende held hos ache-stammen, konkluderer han: "Og derfor modtog ache-indianeme på samme tid de gaver, som de ikke gjorde krav på, de afviste forsøgene på at få dem i tale, fordi de var stærke nok til ikke at have brug for det: vi ville først komme til at tale sammen, når de blev syge" (citeret af M. Cartry, "Pierre Clastres", Libre nr. 4 (1978)).

56 i

er hele kulturimperialismens historie siden den Vestlige Verdens opståen. Det er vigtigt at genkende dens ind­ hold, som adskiller den fra alle de andre: den styres af kravet om legitimering.

8. Den narrative funktion og legitimeringen af viden Dette problem med legitimeringen betragtes i dag ikke længere som et svagt punkt i videnskabens sprogspil. Det ville være mere korrekt at sige, at det selv er blevet legiti­ meret som problem, det vil sige som heuristisk drivkraft. Men denne måde at behandle det på, ved en omvending, er af ny dato. Før den videnskabelige viden nåede så langt (det vil sige til det, som nogle kalder for positivis­ men), ledte den efter andre løsninger. Det er bemær­ kelsesværdigt, at disse længe ikke kunne slippe udenom at tage procedurer til hjælp, som, åbenlyst eller ej, stam­ mer fra den narrative viden. Denne det narratives tilbagevenden i det ikke-narrative under en eller anden form må ikke betragtes som over­ stået én gang for alle. Et simpelt bevis: hvad gør videnskabsmændene, når de efter en eller anden "opdagelse" bliver kaldt ind til fjernsynet, bliver interviewet i avi­ serne? De fortæller et epos om en viden, der imidlertid overhovedet ikke er episk. De opfylder således det narra­ tive spils regler, hvis indflydelse på ikke alene medie­ brugerne, men også på dem selv forbliver betragtelig. Men en kendsgerning som denne er hverken banal eller sekundær: den vedrører forholdet mellem den videnska­ belige viden og den "folkelige" viden eller det, som er tilbage af den. Staten kan give mange penge ud, for at videnskaben kan fremstille sig selv som et epos: gennem

57

det gør staten sig troværdig, den skaber det offentlige samtykke, som dens egne beslutningstagere har brug for.97 Det er altså ikke udelukket, at tilflugten til det narrative er uundgåelig: i det mindste for så vidt som videnskabens sprogspil vil have sandheden af sine udsagn, og den ikke kan legitimere den med sine egne midler. I så fald ville det være nødvendigt at anerkende et behov for en irreduktibel historie forstået, sådan som vi har skitseret det, ikke som et behov for at kunne huske og lave projekter (behov for historicitet, behov for betoning), men tværti­ mod som et behov for glemsel (behov for metrum) (afsnit 6). Det er dog for tidligt at tale om det. Men under de føl­ gende betragtninger bedes man huske ideen om, at de til­ syneladende forældede løsninger, som man har kunnet give på legitimeringsproblemet, ikke er det i princippet, men kun i de udtryk, som de har fået, og at man ikke skal blive forbavset over i dag at se dem holde sig i live under andre former. Har vi ikke selv i dette øjeblik be­ hov for at sætte en fortælling om Vestens videnskabelige viden op for at præcisere dens status? Dette nye sprogspil stiller lige fra sin opståen spørgs­ målet om sin egen legitimitet: det er Platon. Dette er ikke stedet at udlægge de passager i Dialogerne, hvor viden­ skabens pragmatik bringes i stilling eksplicit som tema og implicit som forudsætning. Dialogens spil sammen­ fatter den med sine specifikke krav, fordi den selv omfat­ ter såvel forsknings- som undervisningsfunktioner. Her genfinder man visse af de tidligere nævnte regler: argu-

97. Om den scientistiske ideologi, se Survivre nr. 9 (august-sep­ tember 1971), genoptrykt i Jaubert og Lévy-Leblond (ed.), op.cit., p. 51. Bag i denne antologi finder man en bibliografi over de tidsskrifter og grupper, som kæmper mod de forskellige former for underordning af videnskaben under systemet.

58

mentationen udelukkende med konsensus for øje (homologia), referentens enhed som garanti for muligheden af at blive enige, lighed mellem spilleme og endog den in­ direkte anerkendelse af, at det drejer sig om et spil og ik­ ke om en skæbne, eftersom alle de, der af svaghed eller af grovhed ikke accepterer dets regler, bliver udelukket fra det.98 Tilbage står, at spørgsmålet om spillets egen legitimitet, givet dets videnskabelige natur, også må høre med til de spørgsmål, som stilles i dialogen. Et kendt eksempel på dette, og så meget des vigtigere som det straks forbinder dette spørgsmål med spørgsmålet om den sociopolitiske autoritet, gives i sjette og syvende bog af Staten. Men som bekendt består svaret, i det mindste delvist, af en fortælling, huleallegorien, som fortæller, hvorfor og hvordan menneskene vil have fortællinger og ikke genkender viden. Denne indstiftes således af fortællingen om dens eget martyrium. Men der er mere: det er i selv deres form, Dialogerne skrevet af Platon, at bestræbelserne for at legitimere over­ giver sig til fortællingen; for hver af dem antager form af en fortælling om en videnskabelig diskussion. At debat­ tens historie så mere fremvises end genfortælles, iscene­ sættes end fortælles99 og følgelig mere henhører under tragedien end under det episke, betyder mindre her. Kendsgerningen er, at den platonske diskurs, som ind­ varsler videnskaben, ikke er videnskabelig, og det for så vidt som den har til hensigt at legitimere videnskaben. Denne videnskabelige viden kan ikke vide og meddele, at den er den sande viden, uden at søge hjælp hos den an­ den form for viden, fortællingen, som for den er ikke-viden, og uden hvilken den tvinges til at forudsætte sig selv og således synker ned i det, som den fordømmer, cir-

j!

!r

!

id 98. V. Goldschmidt, Les Dialoques de Platon, P.U.F., 1947. 99. Begrebet lånt fra G. Genette, Figures III, loc.cit.

59

I'

kelslutningen, forhåndsindstillingen. Men synker den ikke også ned i det ved at bemyndige sig selv med for­ tællingen? Dette er ikke stedet at følge denne det narratives tilba­ gevenden i det videnskabelige gennem de legitimerings­ diskurser, som de store antikke, middelalderlige og klas­ siske filosofier i det mindste delvist er. Det er en kilde til evige kvaler. En tænkning så resolut som Descartes’ kan kun gøre rede for videnskabens legitimitet med det, som Valéry kaldte for historien om en ånd,100 eller mere endnu med denne form for dannelsesroman (Bildungsromarif som Discours de la méthode er. Aristoteles har uden tvivl været en af de meste moderne ved at isolere beskrivelsen af de regler, som man må sætte for de ud­ sagn, man erklærer for videnskabelige (Organon), fra undersøgelsen af deres legitimitet i en diskurs om Væren {Metafysikken). Og endnu mere ved at antyde, at det vi­ denskabelige sprog, inklusive dets prætentioner om at forklare referentens eksistens, kun består af argumenta­ tioner og beviser, det vil sige af dialektik.101 Med den moderne videnskab dukker der to nye kom­ ponenter op i problematikken omkring legitimeringen. For at svare på spørgsmålet: hvordan bevise beviset? eller mere generelt: hvem fastsætter betingelserne for det sande? går man for det første bort fra den metafysiske søgen efter et første bevis eller en transcendent autoritet. Man erkender, at betingelserne for det sande, det vil sige videnskabens spilleregler, er dette spil iboende, at de ikke kan opstilles på anden måde end i en debat, som allerede er videnskabelig, og at der ikke findes noget andet bevis for, at reglerne er gode, hvis det ikke er fordi de skaber

100. P. Valéry, Introduction å la méthode de Leonard de Vind (1894), Gallimard, 1957 (indeholder også "Marginalia" (1930), "Note et di­ gression" (1919), "Léonard et les philosophes" (1929)). 101. P. Aubenque, Le probléme de l'Etre chez Aristote, P.U.F., 1962.

60

enighed mellem eksperterne. Denne modernitetens generelle tilbøjelighed til at defi­ nere betingelserne for en diskurs i en diskurs om disse betingelser forenes allerede i Humanismen med geneta­ bleringen af de narrative (folkelige) kulturers værdighed og derefter på forskellige måder i Oplysningstiden, Sturm und Drang, den tyske idealistiske filosofi og den historiske skole i Frankrig. Fortællingen hører op med at være en lapsus i legitimeringen. Denne eksplicitte anrå­ belse af fortællingen i vidensproblematikken falder sam­ men med borgerskabets frigørelse fra de traditionelle au­ toriteter. Fortællingernes viden vender tilbage i den Vest­ lige Verden for at løse problemet med legitimeringen af de nye autoriteter. Det er naturligt, at dette spørgsmål i en narrativ problematik forventer et heltenavn som svar: hvem har retten til at tage beslutninger for samfundet? hvem er det subjekt, hvis forskrifter fungerer som nor­ mer for dem, de er bindende for? Denne måde at behandle den sociopolitiske legitimitet på forbindes med den nye videnskabelige holdning: heltens navn er folket, tegnet på legitimiteten dets kon­ sensus og beslutningen dets måde at opstille normer på. Fremskridtstanken bliver et uundgåeligt resultat af dette. Den repræsenterer ikke andet end den bevægelse, hvor­ ved viden antages at blive akkumuleret, men denne be­ vægelse er lagt ud til det nye sociopolitiske subjekt. Fol­ ket diskuterer med sig selv, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt, på samme måde som videnskabsmændene indbyrdes diskuterer, hvad der er sandt og falsk; det ak­ kumulerer civile love, ligesom det akkumulerer videnska­ belige love; det forbedrer reglerne for dets konsensus med konstitutionelle bestemmelser, ligesom de reviderer deres regler i lyset af den videnskabelige erkendelse ved at producere nye "paradigmer".102

I, •i.

I li

l:

i

!

102. P. Duhem, Essai sur la notion de théorie physique de Platon å Ga-

61

h

__ II

i

Man ser, at dette "folk" er fuldstændig forskelligt fra det, som er inddraget i den traditionelle narrative viden, der, som vi har sagt, ikke kræver nogen som helst indstif­ tende beslutning, nogen som helst kumulativ udvikling, nogen som helst fordring på at være universel: disse krav tilhører den videnskabelige viden. Man skal altså ikke blive forbavset over, at repræsentanterne for den nye legitimering ved "folket" også aktivt ødelægger den tra­ ditionelle viden hos folket, der herefter opfattes som mi­ noriteter eller potentielle separatismer, hvis skæbne kun kan være oplysningsfjendtlig.103 Man forstår ligeledes, at den virkelige eksistens af dette nødvendigvis abstrakte subjekt (fordi det udelukkende er formet efter det erkendende subjekt, det vil sige efter af­ senderen-modtageren af denotative udsagn med sand­ hedsværdi, med udelukkelse af de andre udsagn) er . hængt op på de institutioner, i hvilke det antages at be­ slutte og bestemme, og som helt eller delvist omfatter staten. Det er på denne måde, at spørgsmålet om staten nøje overlapper spørgsmålet om den videnskabelige vi­ den. Men man ser også, at denne overlapning ikke kan være fri for problemer. For "folket", som er nationen eller endog menneskeheden, nøjes ikke med at erkende, især ikke i dets politiske institutioner: det laver love, det vil sige, at det formulerer forskrifter, som har værdi af nor­ mer.104 "Folket" bruger altså ikke alene sin kompetence hvad angår denotative udsagn om det sande, men også lilée, Hermann, 1908; A. Koyré, Etudes galiléennes (1940), Her­ mann, 1966; Th. Kuhn, op.cit.. 103. M. de Certeau, D. Julia og J. Revel, Une politique de la langue. La Revolution franfaise et les patois, Gallimard, 1975. 104. Om forskellen mellem forskrifter og normer, se G. Kalinowski, "Du métalangage en logique. Réflexions sur la logique déontique et son rapport avec la logique des normes", Documents de travail nr. 48 (november 1975), Universitå di Urbino.

62

hvad angår præskriptive udsagn, der gør krav på at være retfærdige. Dette er faktisk, som vi har nævnt, den narrative videns egenskab, hvorfra dens begreb er kom­ met, at omfatte både den ene og den anden form for kompetence, for ikke at tale om resten. Den legitimeringsmåde, vi taler om, der genindfører fortællingen som vidensgyldighed, kan således gå i to retninger, alt efter om den fremstiller fortællingens sub­ jekt som kognitivt eller praktisk: som en erkendelsens helt eller som en frihedens helt. Og som følge af dette al­ ternativ har ikke alene legitimeringen ikke altid den sam­ me betydning, men også fortællingen selv fremtræder al­ lerede som værende ude af stand til at give en fuldstæn­ dig fremstilling af den.

9. Videnslegitimeringens fortællinger Vi vil undersøge to store versioner af legitimeringsfortællingen, den ene mere politisk, den anden mere filoso­ fisk, men begge af stor betydning for den moderne hi­ storie, især for videnshistorien og dens institutioner. Den første er den, der har hele menneskeheden som frihedens helt. Alle folk har ret til videnskaben. Hvis det sociale subjekt ikke allerede er den videnskabelige videns subjekt, så er det fordi præsterne og tyrannerne har for­ hindret det i at blive det. Retten til videnskaben må generobres. Det er forståeligt, at denne fortælling snarere kræver en politik for folkeskolen end en politik for Universiteterne og de Højere Læreanstalter.105 Uddan-

I i

I

11

105. Man finder spor af denne politik i filosofiundervisningen på gymnasierne. Og desuden i det forslag om allerede at undervise "i filo­ sofi" i grundskolernes sidste klasser, som den franske Groupe de recherches sur l'enseignement de la philosophie har fremsat:

63

iH

nelsespolitikken under den 3. Republik i Frankrig illu­ strerer meget tydeligt disse forudsætninger. Hvad angår de højere uddannelser, så synes denne fortælling at skulle begrænse deres betydning. Således sammenholder man almindeligvis Napoleons dispositio­ ner desangående med hans bekymringer for, om der kunne produceres den administrative og professionelle kompetence, som var nødvendig for statens stabilitet.106 Men det er at overse, at staten i frihedsfortællingens per­ spektiv ikke får sin legitimitet fra sig selv, men fra folket. Hvis de højere uddannelsesinstitutioner altså rigtignok af den kejserlige politik dømmes til at være udklæknings­ anstalter for statens og dermed også det civile samfunds embedsmænd, så er det fordi nationen selv, takket være udbredelsen af ny viden i befolkningen, antages at kunne erobre sin frihed gennem de administrationer og profes­ sioner, hvor embedsmændenes aktivitet vil udfolde sig. Det samme ræsonnement gælder nødvendigvis også for grundlæggelsen af de egentlige videnskabelige institu­ tioner. Man genfinder tilflugten til frihedsfortællingen, hver gang staten direkte påtager sig uddannelsen af "fol­ ket" under navn af nation og dets start på fremskridtets vej.107 G.R.E.P.H., "La philosophie déclassée", Qui a peur de la philosophie?. Paris, Flammarion, 1977. Det er tilsyneladende også i den ret­ ning, at strukturen i planerne fra C.E.G.E.P. i Quebec går og især planerne for filosofi (se for eksempel Cahiers de l'enseignement collégial 1975-1976 for filosofiens vedkommende). 106. Se H. Janne, "L'université et les besoins de la société contemporaine", Cahiers de ['Association internationale des universités nr. 10 (1970), p. 5; citeret i Commission d'étude sur les universités, Document de consultation, Montreal, 1978. 107. Man finder et "barskt" (næsten mystisk-militært) udtryk for dette i Julio de Mesquita Filho, Discorso de Paraninfo da primeiro tunna de licenciados pela Faculdade de Filosofia, Ciéncas e Letras da Universidada de Sad Paulo (25. januar 1937); og et udtryk, som er tilpasset de moderne problemer, der er forbundet med udviklingen i

64

Med den anden legitimeringsfortælling får forholdet mellem videnskab, nation og stat en helt anden udform­ ning. Det er det, som træder frem, da Berlins universitet bliver grundlagt mellem 1807 og 1810.108 Dette universitets indflydelse på tilrettelæggelsen af de højere uddannelser i de unge nationer i det 19. og det 20. år­ hundrede skal blive betragtelig. I anledning af denne grundlæggelse blev den prøjsiske minister både grebet af et projekt lavet af Fichte og af modsatte betragtninger fremsat af Schleiermacher. Wil­ helm von Humboldt skulle løse dilemmaet; han afgjorde sagen til fordel for den andens mere "liberale" valg. Når man læser Humboldts indlæg, kan man fristes til at reducere hele hans politik for den videnskabelige institu­ tion til det berømte princip: "Stræb efter videnskaben som sådan". Det ville være at misforstå hensigten med denne politik, der ligger meget tæt op ad den, som Schleiermacher mere fuldstændigt fremstiller, og hvor det legitimeringsprincip, som interesserer os, er fremher­ skende. Humboldt erklærer ganske vist, at videnskaben adlyder sine egne regler, at den videnskabelige institution "lever og uophørligt fornyer sig uden nogen som helst tvang eller fastsat formål". Men han tilføjer, at Universitetet skal overdrage sit materiale, videnskaben, til "nationens ånde-

I i

i

Brasilien, i Relatorio do Grupo de Trabalho, Reforma Universitaria, Brasilia, Ministerierne for undervisning og kultur, planlægning osv., august 1968. Disse dokumenter er dele af et dossier om de brasilianske universiteter, som meget elskværdigt er blevet mig tilsendt af Helena C. Chamlian og Martha Ramos de Carvalho fra universitetet i Sao Paulo; jeg takker dem mange gange. 108. Dossieret er tilgængeligt for den franskkyndige takket være Miguel Abensour og Collége de philosophie: Philosophie de l'Université. L'idéalisme allemand et la question de l'université (tekster af Schelling, Fichte, Schleiermacher, Humboldt, Hegel), Payot, 1979.

65

i'i i .

l

lige og moralske dannelse".109 Hvordan kan denne Bildungs&ffekt blive resultatet af en uafhængig stræben ef­ ter erkendelse? Er staten, nationen og hele menneskehe­ den ikke ligeglade med viden taget for sig selv? Det, der interesserer dem, er i virkeligheden ikke erkendelsen, Humboldt indrømmer det selv, men "karakter og hand­ ling". Ministerens rådgiver stiller sig således foran en vigtig konflikt, som ikke er fri for at genkalde det brud mellem erkendelse og vilje, som Kants kritik indfører, en konflikt mellem et sprogspil, der består af denotationer, som kun henhører under sandhedskriteriet, og et sprogspil, der styrer den etiske, sociale og politiske praksis, og som nødvendigvis medfører beslutninger og forpligtelser, alt­ så udsagn, som man ikke forventer er sande, men retfær­ dige, og som altså i sidste instans ikke stammer fra den videnskabelige viden. Alligevel er foreningen af disse to diskursmængder nødvendig for den Bildung, som Humboldts projekt sig­ ter mod, og som ikke kun består i den individuelle tileg­ nelse af kundskaber, men også i dannelsen af et fuldt ud legitimeret videns- og samfundssubjekt. Humboldt frem­ maner følgelig en Ånd, som Fichte også kaldte Livet, der drives frem af en tredobbelt stræben, eller bedre, af en tredobbelt enhedsstræben: "at aflede alt fra et oprindeligt princip", hvortil den videnskabelige aktivitet svarer; "at henføre alt til et ideal", som leder den etiske og sociale praksis; "at forene dette princip og dette ideal i én eneste Idé", som sikrer at den videnskabelige søgen efter sande årsager ikke kan undgå at være i overensstemmelse med forfølgelsen af det retfærdige mål i det moralske og politiske liv. Det legitime subjekt dannes ved denne sidste 109. "Ober die innere und aussere Organisation der hbheren wissenschaftlichen Anstalten in Berlin" (1810); Philosophies de l'Université, loc.cit., p. 321.

66

syntese. Humboldt tilføjer undervejs, at denne tredobbelte stræ­ ben naturligvis tilhører "den tyske nations intellektuelle karakter".110 Det er en indrømmelse, men en diskret ind­ rømmelse, til den anden fortælling, det vil sige til ideen om, at det er folket, som er videnssubjektet. I virkelighe­ den stemmer denne idé langt fra overens med den legiti­ meringsfortælling, som den tyske idealisme opstiller. Det vidner en Schleiermachers, en Humboldts og selv en Hegels mistænksomhed over for staten om. Hvis Schleiermacher frygter den snævre nationalisme, protektionis­ men, utilitarismen og den positivisme, som leder staten i videnskabsanliggender, så er det fordi videnskabens princip ikke, og heller ikke engang indirekte, ligger her. Det er ikke folket, som er videnssubjektet, det er den spe­ kulative ånd. Den inkarnerer sig ikke som i Frankrig efter Revolutionen i en Stat, men i et System. Legitime­ ringens sprogspil er ikke politisk-statsligt, men filosofisk. Den vigtige funktion, som universiteterne skal udfylde, er "at fremlægge alle kundskaber og vise både princip­ perne og grundlaget for enhver viden", for "der eksisterer ikke nogen skabende videnskabelig evne uden spekulativ ånd".111 Skolerne er funktionelle; Universitetet er spe­ kulativt, det vil sige filosofisk.112 Denne filosofi skal genoprette enheden af de kundskaber, der ligger spredt hos de enkelte videnskaber i laboratorierne og i den præuniversitære undervisning; det kan den kun gøre i et sprogspil, som forbinder disse kundskaber med hinanden som momenter i åndens tilblivelse, altså i en beretning eller snarere en rationel metaberetning. Hegels Encyklo-

110. Ibid., p. 323. 111. F. Schlciermacher, "Gelegentliche Gedanken iiber Universitaten in deutschen Sinn" (1808); ibid., pp. 270-271. 112. "Den filosofiske undervisning anerkendes generelt som grundla­ get for enhver universitær aktivitet" (ibid., p. 272).

67

■

!

■

il: «• i

I

10

hi

pædi (1817-27) skal forsøge at efterkomme dette totaliseringsprojekt, som allerede er til stede hos Fichte og hos Schelling som Systemets Idé. Det er her, i udviklingen af et Liv, som samtidig er Subjekt, at den narrative videns tilbagevenden falder i øj­ nene. Ånden har en universel "historie", ånden er "liv", og dette "liv" er fremstillingen og formuleringen af det, som det selv er. Som middel har det den opstillede erkendelse af alle sine former i de empiriske videnskaber. Den tyske idealismes encyklopædi er beretningen om dette subjekt­ livs "historie". Men det, som den producerer, er en meta­ fortælling, for den, som fortæller denne fortælling, må ikke være et folk, som er begravet i den traditionelle vi­ dens særlige positivitet, og heller ikke alle de videnskabsmænd, som er begrænsede af den professionalisme, der svarer til deres fagvidenskaber. Det kan kun være et metasubjekt i færd med at formu­ lere legitimiteten for både de empiriske videnskabers dis­ kurser og for de folkelige kulturers umiddelbare institu­ tioner. Ved at fremhæve deres fælles grundlag realiserer dette metasubjekt deres implicitte mål. Det sted, hvor det har hjemme, er det spekulative Universitet. Den positive videnskab og folket er blot grove former af dette subjekt. Nationalstaten selv kan kun give et gyldigt udtryk for folket ved hjælp af den spekulative videns formidling. Det var nødvendigt at frigøre den filosofi, som på én gang legitimerer grundlæggelsen af Berlins universitet og skulle blive drivkraften i dets udvikling og den sam­ tidige videns udvikling. Vi har nævnt det, denne universi­ tære opbygning har tjent som model for oprettelsen og omlægningen af de højere uddannelser i mange lande i det 19. og 20. århundrede, først og fremmest i USA.113 Men frem for alt giver denne filosofi, som langt fra er 113. A. Touraine analyserer modsigelserne i denne overflytning in Université et société aux Etats-Unis, Seuil, 1972, pp. 32-40.

68

forsvundet, især ikke i universitetsmiljøet,114 et særligt klart billede af en løsning på videnslegitimitetens pro­ blem. Man retfærdiggør ikke forskningen og udbredelsen af erkendelsen ud fra et nytteprincip. Man mener slet ikke, at videnskaben skal tjene statens og/eller det civile sam­ funds interesser. Man tilsidesætter det humanistiske prin­ cip, ifølge hvilket menneskeheden hæver sig i værdighed og i frihed ved hjælp af viden. Den tyske idealisme tager et metaprincip til hjælp, som grundfæster både erken­ delsens, samfundets og statens udvikling i fuldendelsen af et Subjekts "liv", som Fichte kalder "guddommeligt liv" og Hegel "åndens liv". I dette perspektiv finder viden først og fremmest sin legitimitet i sig selv, og det er vi­ den, som kan sige, hvad staten er, og hvad samfundet er.115 Men den kan kun udfylde denne rolle ved at skifte niveau, ved så at sige at ophøre med at være den positive erkendelse af sin referent (naturen, samfundet, staten osv.) og ved også at blive viden om dens egen viden, det vil sige spekulativ. Under navn af Liv eller Ånd er det viden selv, som navngiver sig. En bemærkelsesværdig følge af det spekulative system er, at alle erkendelsesdiskurseme om alle mulige referen­ ter her ikke er taget med deres umiddelbare sandheds­ værdi, men med den værdi, som de får, fordi de indtager en bestemt plads i Åndens eller Livets forløb eller, hvis man foretrækker det, en bestemt plads i Encyklopædien, som den spekulative diskurs fortæller. Encyklopædien citerer dem ved for sig selv at fremstille det, som den ved, det vil sige ved at fremstille sig selv. I dette perspektiv er

li

II I

li

|1!

114. Den kan mærkes, om det så er i en R. Nisbets konklusioner, The Degradation of the Academic Dogma: the University in America, 1945-1970, London, Heinemann, 1971. Forfatteren er lærer ved California-universitetet i Riverside. 115. Se G.W. Hegel, Grundlinien der Philosophie des Rechts (1821).

M

69

'il

den sande viden altid en indirekte viden, som består af genfortalte udsagn, der er indlemmede i et subjekts meta­ fortælling, som sikrer deres legitimitet. Således forholder det sig med alle diskurserne, også selv om de ikke er erkendelsesdiskurser, for eksempel diskurserne om retten og om staten. Den moderne her­ meneutiske diskurs116 er udgået fra denne forudsætning, som i sidste instans sikrer, at der findes mening, der kan erkendes, og som således overfører sin legitimitet til historien og især til erkendelsens historie. Udsagnene opfattes som autonymer for hinanden117 og placeres i en bevægelse, hvor de antages gensidigt at frembringe hinanden: det er reglerne for det spekulative sprogspil. Universitetet er, som dets navn jo også angiver, dets eksklusive institution. Men, som vi har sagt, legitimitetsproblemet kan også løses med den anden fremgangsmåde. Vi må vise for­ skellen mellem dem. Den første version har nemlig vun­ det ny styrke i dag, hvor den status, som viden har, er ude af balance og dens spekulative enhed brudt. Her finder viden ikke sin gyldighed i sig selv, i et sub­ jekt, som udvikler sig, samtidig med at det virkeliggør sine erkendelsesmuligheder, men i et praktisk subjekt, som er menneskeheden. Det bevægelsesprincip, der dri­ ver folket, er ikke viden i dens selvlegitimering, men fri­ hed i dens selvfundering eller, om man vil, i dens selvfor­ valtning. Subjektet er et konkret subjekt eller formodes at være et sådant, dets epos er historien om dets frigørelse fra alt det, som forhindrer det i at regere over sig selv.

i

116. Se P. Ricæur, Le conflit des interpretations. Essais d'herméneutique. Paris, Seuil, 1969. H. Gadamer, Wahrheit und Methode, Tiibingen, Mohr, 2. udg., 1965. 117. Tag f.eks. lo udsagn: (1) Månen er stået op\ (2) Udsagnet /månen er stået op/ er et denotativt udsagn. Man siger, at syntagmet IMånen er stået op/ i (2) er det første udsagns autonym. Se J. Rey-Debove, Le métalangage. Le Robert, 1978, del IV.

70

Man antager, at de love, som det giver sig selv, er ret­ færdige, ikke fordi de vil være i overensstemmelse med en eller anden ydre natur, men fordi lovgiverne forfat­ ningsmæssigt ikke er andet end borgere underkastet lo­ ven, og fordi lovgivernes vilje til at lave en retfærdig lov som en konsekvens heraf altid er identisk med borgerens vilje, som er at ville lovene og følgelig at overholde dem. Denne måde at legitimere på ved den selvstændige vilje118 privilegerer, kan man se, et helt andet sprogspil, det sprogspil, som Kant benævnede det imperative, og som man i vor tid kalder præskriptivt. Det vigtige er ikke eller ikke kun at legitimere denotative udsagn, der hen­ hører under det sande, som f.eks.: Jorden drejer rundt om solen, men at legitimere præskriptive udsagn, som henhører under det retfærdige, såsom: Karthago bør ødelægges eller Vi må fastsætte mindstelønnen til x kroner. I dette perspektiv har den positive viden kun til opgave at informere det praktiske subjekt om den vir­ kelighed, i hvilken udførelsen af påbuddet skal ind­ skrives. Den gør det muligt at afgrænse det, som kan ud­ føres, det, man kan gøre. Men selve det, som bør udføres, det, man skal gøre, tilhører ikke den positive viden. At en handling er mulig er én ting, at den er retfærdig en anden. Viden er ikke længere subjektet, den tjener sub­ jektet; dens eneste legitimitet (men den er skam betrag­ telig) er at tillade moraliteten at blive til virkelighed. Således indføres der et forhold mellem viden, samfund og stat, som i princippet er forholdet mellem middel og

118. El kantiansk princip, i det mindste inden for den transcendentale etik: se Kritik der praktischen Vemunft. Hvad angår politik og empi­ risk etik, så er Kant forsigtig: eftersom ingen kan identificere sig med det normative transcendentale subjekt, er det teoretisk set mere kor­ rekt at forlige sig med de eksisterende autoriteter. Se for eksempel: "Beantwortung der Frage: Was ist Aufklårung?" (1784), d.o. ved K. Jensen in I. Kant, Oplysning, historie, fremskridt (red. af M. Haugaard Jeppesen), Slagmarks Skyttegravsserie, 1993.

71

i i

i

Is

hensigt. Videnskabsmændene må kun være med, hvis de finder statens politik, det vil sige mængden af dens for­ skrifter, retfærdig. De kan afvise statens forskrifter i det civile samfunds navn, som de er medlemmer af, hvis de mener, at samfundet ikke repræsenteres på rette måde af staten. Denne legitimeringstype anerkender deres ret til som praktiske menneskelige individer at nægte at bi­ drage til en politisk magt, som de finder uretfærdig, det vil sige en magt, som ikke bygger på en selvstændighed i egentlig forstand. De kan endda gå så langt som til at bruge deres videnskab for at vise, hvordan denne selv­ stændighed faktisk ikke realiseres i samfundet og i sta­ ten. Man genfinder således den kritiske funktion, som viden kan have. Men tilbage står, at viden ikke har nogen anden endelig legitimitet end at tjene det mål, som det praktiske subjekt, der er den autonome kollektivitet, sigter mod.119 Denne fordeling af rollerne i legitimeringen er interes­ sant set ud fra vores synspunkt, fordi den i modsætning til teorien om system-subjektet antager, at det er umuligt at forene og totalisere sprogspillene i en metadiskurs. Her gør det privilegium, som tillægges de præskriptive udsagn, der fremsættes af det praktiske subjekt, dem i princippet tværtimod uafhængige af videnskabsudsag­ nene, som nu kun har til funktion at informere det oven­ nævnte subjekt. 119. Se I. Kant, art. cit.', J. Habermas, Strukturwandel der Offentlichkeit, Frankfurt, Luchterhand, 1962; n.o. Schwabe-Hansen, Høibraten og Øien, Borgerlig Offentlighet, Fremad, 1976. Begreberne offentlig og offentlighed skal forstås som i udtrykkene "at gøre en privat kor­ respondance offentlig tilgængelig", "offentlig debat", osv. Dette Offentlichkeitspnncip har styret aktiviteterne hos mange grupper af videnskabsmænd i slutningen af 60'eme, især bevægelsen "Survi vre", gruppen "Scientists and Engineers for Social and Political Action" (USA) og gruppen "Britisch Society for Social Responsability in Science".

72

To bemærkninger: 1. Det ville være let at vise, at marxismen har svinget frem og tilbage mellem de to narrative legitimeringsmå­ der, vi lige har beskrevet. Partiet kan indtage Universite­ tets plads, proletariatet folkets eller menneskehedens, den dialektiske materialisme den spekulative idealismes osv.; en følge af dette kan f.eks. være stalinismen og dens sær­ prægede forhold til videnskaberne, der kun er der som citater i metafortællingen om vandringen mod socialis­ men som ækvivalent til åndens liv. Men marxismen kan også i overensstemmelse med den anden version udvikle sig til kritisk viden ved at antage, at socialismen ikke er andet end dannelsen af det autonome subjekt, og at en­ hver retfærdiggørelse af videnskaberne er at give det empiriske subjekt (proletariatet) midlerne til at frigøre sig fra fremmedgørelsen og undertrykkelsen: det blev i al korthed Frankfurterskolens position.

2. Man kan læse den Tale, Heidegger holder den 27. maj 1933, da han tiltræder Rektoratet ved universitetet i Freiburg im Breisgau,120 som en uheldig episode i legi­ timeringen. Den spekulative videnskab er her blevet til en udspørgning af væren, Denne er "skæbnen" for det tyske folk, kaldet det "historisk-åndelige folk". Det er dette subjekt, man skylder de tre tjenester: at arbejde, at for­ svare sig og at vide. Universitetet sikrer en metaviden om disse tre tjenester, det vil sige videnskaben. Legitimerin­ gen sker altså ligesom i idealismen ved hjælp af en metadiskurs, som kaldes videnskab, og som prætenderer at være ontologisk. Men den er udspørgende og ikke totaliserende. Og på den anden side skylder Universitetet, som er det sted, hvor metadiskursen har hjemme, folket denne videnskab, et folk, hvis "historiske mission" det er at fuld120. "Die Selbshauptung der deutschen Universitat" (1933).

73

i li

føre den ved at arbejde, kæmpe og vide. Dette folkesubjekt er ikke kaldet til at frigøre menneskeheden, men til at realisere dets "sande åndelige verden", som er "den mest dybtliggende kraft til at bevare sin nationale styrke og blodets bånd". Denne indsætning af fortællingen om racen og om arbejdet i fortællingen om ånden for at le­ gitimere viden og dens institutioner er dobbelt uheldig: selv om den er teoretisk inkonsistent, kunne den dog al­ ligevel i den politiske kontekst finde et katastrofalt ekko.

10. Delegitimeringen I det nuværende samfund og i den nuværende kultur, et postindustrielt samfund og en postmoderne kultur,121 stiller spørgsmålet om legitimeringen af viden sig på en anden måde. Den store fortælling har mistet sin trovær­ dighed, hvilken måde at forene på den så end tildeles: en spekulativ fortælling, en fortælling om frigørelse. Man kan betragte dette fortællingernes forfald som en effekt af teknikkens og teknologiernes hurtige udvikling fra og med den 2. verdenskrig, hvor det snarere er hand­ lingens midler end dens mål, som er blevet betonet; eller også som en effekt af den avancerede liberale kapitalis­ mes genopsving efter tilbagetoget under keynesianismens beskyttelse i årene 1930-1960, et genopsving, der har elimineret det kommunistiske alternativ, og som har opskrevet det individuelle forbrug af goder og ydelser. Denne søgen efter en årsagssammenhæng er altid skuf­ fende. Forudsat at man godtager den ene eller den anden i

121. Se note 1. Visse videnskabelige aspekter af postmodernismen findes optegnet i I. Hassan, "Culture. Indeterminacy, and Immanence: Margines of the (Postmodern) Age”, Humanities in Society nr. 1 (Vinter 1978), pp. 51-85.

74

af disse hypoteser, så står det dog stadig tilbage at for­ klare korrelationen mellem de anførte tendenser og den forenende og legitimerende krafts aftagende styrke i spekulationens og frigørelsens store fortællinger. Denne indvirkning, som den kapitalistiske fremgang og genopblomstring på den ene side og teknikkens ube­ regnelige udvikling på den anden kan have på vores vi­ dens status, er ganske vist begribelig. Men man må først finde frem til de kim til "delegitimering"122 og nihilisme, som lå i det 19. århundredes store fortællinger, for at forstå, hvordan den moderne videnskab kunne være føl­ som over for denne indvirkning, længe før den fandt sted. Det spekulative system gemmer for det første på en slags tvetydighed i forholdet til viden. Det viser, at viden kun fortjener sit navn, for så vidt den deler sig i to ("hæver sig op", hebt sich auf) i den anførelse af sine egne udsagn, som den laver i en legitimerende anden­ gradsdiskurs (autonymi). Det vil sige det samme som at den denotative diskurs, som vedrører en referent (en le­ vende organisme, en kemisk egenskab, et fysisk fæno­ men osv.), i sin umiddelbarhed i virkeligheden ikke ved, hvad den tror at vide. Den positive videnskab er ikke en viden. Og spekulationen får næring fra dens undertryk­ kelse. På denne måde indeholder den hegelske spekula­ tive fortælling i sig selv en skepsis med hensyn til den positive erkendelse. Hvad Hegel også selv indrømmer.123 En videnskab, som ikke har fundet sin legitimitet, er ikke en rigtig videnskab. Den kommer ned i bagerste række, som ideologi eller magtinstrument, hvis den 122. Cl. Muller bruger udtrykket "a process of delegitimation" i The Politics of Coinmunication, loc.cit., p. 164. 123. "Tvivlens vej (...), fortvivlelsens vej (...), skepticisme", skri­ ver Hcgel i Fortalen ti) Phanoinenologie des Geistes for at beskrive den virkning, som den spekulative fremdrift har på den naturlige erkendelse.

75

I

h

diskurs, som skulle legitimere den, selv fremtræder som stammende fra en førvidenskabelig viden, på samme måde som en "vulgær" fortælling. Hvad der må ske, hvis man vender de videnskabelige spilleregler, den afslører som empiriske, mod diskursen selv. Tag et spekulativt udsagn: et videnskabeligt udsagn er en viden, hvis og kun hvis det placerer sig selv i en uni­ versel frembringelsesproces. Det spørgsmål, som stiller sig i denne forbindelse, lyder: er dette udsagn selv en vi­ den i den betydning, som det fastsætter? Det er det kun, hvis det kan placere sig selv i en universel frembrin­ gelsesproces. Men det kan det. Det er tilstrækkeligt for det spekulative udsagn at forudsætte, at denne proces eksisterer (åndens Liv), og at det selv er et udtryk for den. Denne forudsætning er endog uundværlig for det spekulative sprogspil. Hvis den ikke er til stede, ville legi­ timeringens sprog ikke selv være legitimt, og det ville sammen med videnskaben blive kastet ud i menings­ løsheden, i det mindste hvis man skal tro idealismen. Men man kan også forstå denne forudsætning i en helt anden retning, som bringer os nærmere den postmoder­ ne kultur: den definerer, vil vi sige i det perspektiv, som vi ovenfor har tilsluttet os, den gruppe af regler, som man er nødt til at anerkende for at kunne spille det spekulati­ ve spil.124 En sådan opfattelse forudsætter for det første, at man accepterer de "positive" videnskabers sprog som videnssprogets generelle form, og for det andet at man er af den mening, at dette sprog implicerer forudsætninger (formelle og aksiomatiske), som det altid må eksplicitere. Nietzsche gør det samme, men med andre begreber, når han viser, at den "europæiske nihilisme" er et resultat af anvendelsen af det videnskabelige sandhedskrav på dette

124. Af frygt for at gøre fremstillingen for tung venter vi med under­ søgelsen af denne gruppe af regler til et senere arbejde.

76

krav selv.125 På denne måde viser der sig et perspektiv, som i det mindste i denne henseende ikke ligger langt fra sprog­ spillenes. Vi har her en delegitimeringsproces, som drives frem af kravet om legitimering. Den videnskabelige videns "krise", som aftegner sig tydeligere og tydeligere fra og med slutningen af det 19. århundrede, stammer ikke fra en uforudset formering af nye videnskaber, der så selv skulle være en effekt af teknikkens fremskridt og kapitalismens ekspansion. Den stammer fra den indre nedbrydning af legitimationsprincippet i vores viden. Denne nedbrydning er i gang i det spekulative spil, og det er den, som lader videnskaberne frigøre sig ved at løsne det encyklopædiske netværk, i hvilket hver enkelt videnskab burde finde sin plads. De klassiske afgrænsninger af de forskellige videnska­ belige felter undergår samtidig en forandring: discipliner forsvinder, og ved videnskabernes grænser sker der overlapninger, hvoraf nye områder dannes. Erkendelsens spekulative hierarki gør plads for et immanent og så at sige "fladt" netværk af undersøgelser, hvis respektive grænser ikke holder op med at forskyde sig. De gamle "fakulteter" sprænges i institutter og videnskabelige sel­ skaber af enhver art, universiteterne mister deres speku­ lative legitimeringsfunktion. Frataget ansvaret for forsk­ ningen, som den spekulative fortælling kvæler, ind­ skrænker de sig til at formidle den viden, som anses for etableret, og sikrer ved hjælp af didaktikken snarere re­ produktionen af lærere end reproduktionen af viden125. Nietzsche, "Der europaische Nihilismus" (ms N VII 3); "Der Nihilism, ein normaler Zustand" (ms W II 1); "Kritik der Nihilism" (ms W VII 3); "Zum Plane" (ms W II 1), in Nietzsches Werke. Kritische Gesaintausgabe, VII, 1 & 2 (1887-1889), Berlin, de Gruyter, 1970. Disse tekster har været genstand for en kommentar af K. Ryjik, Nietzsche, le manuscrit de Lenzer Heide, stencilat, Universitetet i Pa­ ris VIII (Vincennes), Afdelingen for filosofi.

77

skabsmænd. Det er i denne tilstand, at Nietzsche finder universiteterne og fordømmer dem.126 Hvad angår den anden legitimeringsprocedure, den, som kommer fra Die Aufklarung, frigørelsens system, så er dens iboende nedbrydningskraft ikke mindre end den, som virker i den spekulative diskurs. Men den vedrører et andet aspekt. Dens karakteristikum er at grundlægge videnskabens legitimitet, sandheden, på selvstændigheden hos de samtalepartnere, som deltager i den etiske, sociale og politiske praksis. Men denne legitimering er straks problematisk, det har vi set: der er en forskel i pertinens, altså en forskel i kompetence, mellem et denotativt ud­ sagn med kognitiv værdi, og et præskriptivt udsagn med praktisk værdi. Selv om et udsagn, der beskriver en vir­ kelighed, er sandt, så er det ikke noget, som beviser, at det præskriptive udsagn, der nødvendigvis vil have som effekt at ændre denne virkelighed, er retfærdigt. Tag f.eks. en lukket dør. Fra Døren er lukket til Åben døren er der ikke nogen konsekvens i logisk forstand. De to udsagn udgår fra to selvstændige sæt af regler, der fastsætter forskellige pertinenser og følgelig forskellige kompetencer. Her har resultatet af denne opdeling af fornuften i kognition eller teori på den ene side og praksis på den anden som effekt at angribe videnskabs­ diskursens legitimitet, ikke direkte, men indirekte ved at afsløre, at den er et sprogspil, der har sine egne regler (hvis a priori betingelser for erkendelsen hos Kant er en første anskuelse), men som ikke er kaldet til at give reg­ ler for det praktiske spil (eller det æstetiske, i øvrigt). Den sidestilles således med andre diskurser. Hvis man forfølger denne "delegitimering" bare en lille smule, og hvis man udvider omfanget af den, hvad Wittgenstein gør på sin måde og tænkere som Martin Buber

126. "Uber die Zukunft unsere Bildungs-Anstalten" (1872).

78

I

1

1

og Emmanuel Lévinas127 på deres, så baner den vejen for en vigtig strømning i postmoderniteten: videnskaben spiller sit eget spil, den kan ikke legitimere de andre sprogspil. For eksempel ligger det præskriptive spil uden for dens rækkevidde. Men frem for alt kan den ikke længere legitimere sig selv, som spekulationen forudsatte det. I denne spredning af sprogspillene er det det sociale subjekt selv, som synes at opløses. Det sociale bånd er sprogligt, men det er spundet af mere end én streng. Det er et væv, hvor mindst to, men i virkeligheden et ube­ stemt antal, sprogspil, som adlyder forskellige regler, krydser hinanden. Wittgenstein skriver: "Vort sprog kan betragtes som en gammel by; der er en snørklen af gyder og pladser, gamle og nye huse, og huse med tilbygninger fra forskellige tider; og alt dette omgivet af en mængde nye forstæder med lige og regelmæssige gader og ensar­ tede huse".128 Og for rigtigt at vise, at unitotalitets- eller synteseprincippet under en metadiskurs' autoritet ikke kan anvendes, underkaster han sprogets "by" det gamle paradoks med kædeslutningen ved at spørge: "Hvor mange huse eller gader skal der til, før byen er en by?".129 Nye sprog føjer sig til de gamle, danner forstæderne til den gamle by, "den kemiske symbolik og infinitesimalnotationen".130 Femogtredive år efter kan man tilføje maskinsprogene, spilteoriens matricer, den nye notation

:■

127. M. Buber, Ich und Du, Berlin, 1936; d.o. Vikjær Andersen, Jeg og Du, Munksgaard, 1964; id., Dialogisches Leben, Zilrich, Muller, 1947. E. Lévinas, Totalité et inftni. La Have, Nijhoff, 1961; d.o. M. Crone, Totalitet og uendelighed, Hans Reitzels Forlag, 1996; id., "Martin Buber und die Erkenntnistheorie" (1958), in Philosophen des 20. Jahrhunderts, Stuttgart, Kohlhammer, 1963. 128. Filosofiske undersøgelser, loc.cit., § 18. 129. Ibid. 130. Ibid.

79 I t.

I

inden for musikken, de ikke-denotative logikkers nota­ tioner (tidens logikker, deontiske logikker, modale lo­ gikker), den genetiske kodes sprog, de fonologiske strukturers grafer osv. Man kan få et pessimistisk indtryk af denne spræng­ ning: ingen taler alle disse sprog, de har ikke noget uni­ verselt metasprog, system-subjektets projekt er mislykket, frigørelsens projekt har ikke noget at gøre med viden­ skaben, man er sunket ned i den og den særlige erken­ delses positivisme, de lærde er blevet til videnskabsmænd, de reducerede forskningsopgaver er blevet til opstykkede opgaver, som ingen behersker;131 og på sin side kan den spekulative eller humanistiske filosofi nu kun trække sig tilbage fra sine legitimeringsfunktioner, 132 hvad der forklarer den krise, som den gennemgår dér, hvor den stadig hævder at kunne påtage sig dem, eller dens redu­ cering til undersøgelsen af logikken eller idéhistorien dér, hvor den har givet afkald på dem af realisme.133

131. Se for eksempel "La taylorisation de la recherche" in (Auto)critique de la science, loc.cit., pp. 291-293. Og især DJ. de Solla Price (Little Science, Big Science, N.Y., Columbia U.P., 1963), der fremhæver kløften mellem et lille antal forskere med en stor pro­ duktion (målt i antal udgivelser) og en stor masse af forskere med en lav produktivitet. Antallet af de sidstnævnte vokser som antallet af de første i anden potens, så godt at der faktisk kun bliver flere af disse ca. hvert tyvende år. Price konkluderer, at videnskaben betragtet som en social størrelse er undemocratic (p. 59), og at the eminent scientist har et forspring på hundrede år i forhold til the minimal one (p. 56). 132. Se J.T. Desanti, "Sur le rapport traditionnel des Sciences et de la philosophie", La philosophie silencieuse, ou critique des philosophies de la science, Seuil, 1975. 133. Omlægningen af den universitære filosofi i de humanistiske vi­ denskaber er i denne henseende af en betydning, som langt overskri­ der de faglige bekymringer. Vi tror ikke, at filosofien som legitime­ ringsarbejde bliver forkastet; men det er muligt, at den kun kan udføre eller i det mindste fremme dette arbejde ved at tage sit forhold til den universitære institution op til fornyet overvejelse. Se desangående indledningen til Prajet d'un institut polytechnique de philosophie.

80

Det er denne pessimisme, som har næret generationen fra begyndelsen af århundredet i Wien: kunstnerne, Mu­ sil, Kraus, Hofmannsthai, Loos, Schonberg, Broch, men også filosofferne Mach og Wittgenstein.134 De haruden tvivl drevet deres kunstneriske og teoretiske bevidsthed om og ansvar for delegitimeringen så langt som overho­ vedet muligt. Man kan i dag sige, at dette sørgearbejde er ført til ende. Det behøver ikke at blive genoptaget. Det blev Wittgensteins styrke, at han ikke fornægtede det ved siden af den positivisme, som Wienerkredsen udvikle­ de, 135 og at han i sine undersøgelser af sprogspillene skitserede perspektivet af en anden form for legitimering end performativiteten. Det er dette perspektiv, som den postmoderne verden har med at gøre. Længslen efter den forsvundne fortælling er selv forsvundet for de fleste mennesker. Deraf følger på ingen måde, at de er dømt til barbari. Det, som forhindrer dem i det, er, at de ved, at legitimeringen ikke kan komme andetsteds fra end fra deres sproglige praksis og deres kommunikationelle in­ teraktion. Foran enhver anden overbevisning har viden­ skaben, som "smiler i skægget", lært dem realismens bar­ ske nøgternhed.136

stencilat, Universitetet i Paris VIII (Vincennes), Afdelingen for filo­ sofi, 1979. 134. Se A. Janik & St. Toulmin, Wittgenstein's Vienna, N.Y., Simon & Schuster, 1973. J. Piel (ed.), "Vienne début d'un siécle", Crilique nr. 339-340 (august-september 1975). 135. Se J. Habermas, "Dogmatismus, Vemunft und Entscheidung - Zu Theorie und Praxis in der verwissenschaftlichen Zivilisation” (1963), Theorie und Praxis, loc.cit. 136. "Videnskaben smiler i skægget" er overskriften på et kapitel fra Manden uden egenskaber af Musil; citeret og kommenteret af J. Bouveresse, "La problématique du sujet...", loc.cit.

81

11. Forskningen og dens legitimering ved performativiteten Lad os vende tilbage til videnskaben og først undersøge forskningens pragmatik. Den påvirkes i dag i sine grund­ reguleringer af to vigtige ændringer: der er kommet flere argumentationer, og det er blevet mere kompliceret at fremskaffe beviser. Blandt andre har Aristoteles, Descartes og Stuart Mili efter hinanden forsøgt at fastsætte de regler, ved hjælp af hvilke et udsagn med denotativ værdi kan opnå modta­ gerens tilslutning.137 Men den videnskabelige forskning bekymrer sig ikke stort om disse metoder. Den kan bruge, og den bruger, sprog, det har vi nævnt, hvis for­ klarende egenskaber synes at være en udfordring til klassikernes fornuft. Bachelard har lavet en opgørelse over dem, den er allerede ufuldstændig.138 Det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvordan disse sprog bruges. Brugen af dem er underkastet en betingelse, som vi kan kalde pragmatisk: at man formulerer sine egne regler og beder modtageren om at acceptere dem. Sam­ tidig med at man opfylder denne betingelse, definerer man en aksiomatik, der omfatter definitionen af de sym­ boler, som vil blive benyttet i det foreslåede sprog, den form, som dette sprogs udtryk skal respektere for at kunne blive accepteret (velformede udtryk), og de ope­ rationer, som det vil være tilladt at udføre med disse ud-

137. Aristoteles i Analytica (- omkring 330), Descartes i Regulae ad directionem ingenii (henimod 1628) og i Principes de la philosophie (1644), Stuart Mili i A System of Logic, ratiocinative and inductive (1843). 138. G. Bachelard, Le rationalisme appliqué, P.U.F., 1949; M. Serres, "La réforme et les sept péchés", l'Arc nr. 42 (særnummer om Bachelard), 1970.

82 I

.1

IT tryk, og som definerer de egentlige aksiomer.139 Men hvordan får man at vide, hvad en aksiomatik in­ deholder, og hvad den skal indeholde? De betingelser, som vi lige har opregnet, er formelle. Der må eksistere et metasprog, der afgør om et sprog opfylder en aksiomatiks formelle betingelser: dette metasprog er logikken. En præcisering er her påkrævet. Om man begynder med at fastsætte aksiomatikken for dernæst at udlede ud­ sagn, som den kan godtage, eller om videnskabsmanden tværtimod begynder med at opstille kendsgerninger og med at udsige dem, og at han først derefter forsøger at afdække aksiomatikken bag det sprog, som han har be­ nyttet for at udsige dem, udgør ikke et logisk, men kun et empirisk alternativ. Dette alternativ har ganske vist stor betydning for forskeren og også for filosoffen, men spørgsmålet om udsagnenes gyldighed stiller sig på sam­ me måde i de to tilfælde.140 Et spørgsmål, som er mere relevant for legitimeringen, er: ved hjælp af hvilke kriterier definerer logikeren de egenskaber, som en aksiomatik skal have? Eksisterer der en model for et videnskabeligt sprog? Er der kun én model? Kan den verificeres? De egenskaber, som gene­ relt er nødvendige for syntaksen i et formelt system,141 er konsistens (for eksempel ville et ikke-konsistent sys­ tem med hensyn til negationen både godtage en sætning og dens modsætning), syntaktisk fuldstændighed (syste­ met mister sin konsistens, hvis man tilføjer det et aksiom), decidabilitet (der findes en effektiv metode til at afgøre, om en vilkårlig valgt sætning tilhører eller ikke tilhører 139. D. Hilbert, Grundlagen der Geometrie, 1899; N. Bourbaki, "L'architecture des mathématiques", in Le Lionnais (ed.), Les grands courants de la pensée mathématique, Hermann, 1958; R. Blanché, L'axiomatique, P.U.F., 1955. 140. Se Blanché, op.cit., kapitel 5. 141. Vi følger her R. Martin, Logique conteniporaine et formalisation, P.U.F., 1964, pp. 33-41 og p. 122 f.

83

i

!

systemet) og aksiomernes indbyrdes uafhængighed. Men Godel har på en meget virkningsfuld måde påvist ek­ sistensen af en sætning i det aritmetiske system, som hverken kan bevises eller afvises inden for systemet; hvad der medfører, at det aritmetiske system ikke opfylder betingelsen om fuldstændighed.142 Eftersom man kan generalisere denne egenskab, må man altså antage, at formalismerne har indre begræns­ ninger.143 Disse begrænsninger betyder, at det meta­ sprog, som er blevet anvendt til at beskrive et kunstigt (aksiomatisk) sprog, for logikeren er det "naturlige sprog" eller "dagligdagssproget"; dette sprog er univer­ selt, eftersom alle de andre sprog lader sig oversætte til det; men det er ikke konsistent med hensyn til negatio­ nen: det tillader dannelsen af paradokser.144 Af den grund stiller spørgsmålet om legitimeringen af viden sig på en anden måde. Når man erklærer, at et ud­ sagn af denotativ karakter er sandt, forudsætter man, at det aksiomatiske system, inden for hvilket det kan be­ stemmes og bevises, er blevet formuleret, at det er kendt af samtalepartnerne og accepteret af dem som værende så formelt set tilfredsstillende som muligt. Det er i denne ånd, at for eksempel Bourbaki-gruppens matematik har udviklet sig.145 Men lignende iagttagelser kan foretages 142. K. Godel, "Uber formal unentscheidbare Satze der Principia Mathematica und verwandter Systeme", Monatschrift flir Mathematik und Physik nr. 38 (1931). For en fremstilling af Gbdels teorem, som er tilgængelig for den uindviede, se D. Lacombe, "Les idées actuelles sur la structure des mathématiques", in Notion de structure et structure de la connaissance, Albin-Michel, 1957, pp. 39-160. 143. J. Ladriére, Les limitations internes des formalismes, Louvain & Paris, 1957. 144. A. Tarski, Logique sémantique, métamathématique I, ArmandColin, 1972. J.P. Desclés & Z. Guentcheva-Desclés, "Métalangue, métalangage, métalinguistique", Documents de travail nr. 60-61, Universitå di Urbino (januar-februar 1977). 145. Les elements des mathématique, Hermann, 1940. Det indirekte

84

I

iV I

for de andre videnskabers vedkommende: deres status skyldes eksistensen af et sprog, hvis funktionsregler ikke selv kan bevises, men som er genstand for en konsensus mellem eksperter. Disse regler er postulater. Postulatet er en form for forskrift. Den argumentation, som er påkrævet, for at et viden­ skabeligt udsagn kan accepteres, er altså underordnet en "første" godtagelse (som i virkeligheden uafbrudt for­ nyes i kraft af rekursivitetsprincippet) af de regler, som fastsætter argumentationens midler. Deraf kommer to bemærkelsesværdige resultater ved denne viden: dens midlers fleksibilitet, det vil sige mangfoldigheden af dens sprog; dens karakter af at være et pragmatisk spil, idet de slåede "slags" acceptabilitet afhænger af en indgået kon­ trakt mellem spillerne. Deraf kommer også forskellen mellem to slags "fremskridt" inden for viden: det ene sva­ rer til et nyt slag (en ny argumentation) inden for ram­ men af opstillede regler, det andet til opfindelsen af nye regler og følgelig til en ændring af spillet.146 Til denne nye opstilling svarer der selvfølgelig en større forskydning af ideen om fornuften. Princippet med ét universelt metasprog erstattes af pluraliteten af formelle og aksiomatiske systemer, som kan argumentere for denotative udsagn, og som er beskrevet i et universelt, men ikke konsistent metasprog. Det, som gik for at være et paradoks eller endog en paralogisme i den klassiske og den moderne videnskab, kan i det og det af disse sy­ stemer finde ny styrke til at overbevise og opnå tilslut­ ning fra eksperterne.147 Den metode med sprogspillene,

i

udgangspunkt for dette arbejde findes i de første forsøg på at bevise visse "postulater" i den euklidiske geometri. Se L. Brunschvicg, Les etapes de la philosophie mathématique, P.U.F., 3. Udg., 1947. 146. Th. Kuhn, The Structure..., loc.cit. 147. Man vil finde en klassificering af de logisk-matematiske para­ dokser i F.P. Ramsey, The Foundations of Matheinatics and Other Logical Essays, N.Y., Harcourt, Brace & Co., 1931.

85 i i

som vi her har fulgt, påberåber sig i al beskedenhed den­ ne strømning. Man føres i en helt anden retning af det andet vigtige aspekt ved forskningen, som vedrører fremskaffelsen af beviser. Denne er i princippet en del af argumentationen, der ligesom vidnesbyrdet eller det fældende bevis i den juridiske retorik er bestemt til at få et nyt udsagn accep­ teret.148 Men den rejser et særligt problem: det er med bevisførelsen, at referenten ("virkeligheden") stævnes og nævnes i debatten mellem videnskabsmænd. Vi har sagt, at spørgsmålet om beviset er problematisk, fordi det ville være nødvendigt at bevise bevisførelsen. Man kan i det mindste gøre bevisførelsens midler offent­ ligt tilgængelige, således at de andre videnskabsmænd kan forsikre sig om resultatet ved at gentage den proces, der har ført frem til det. Tilbage bliver, at det at frem­ skaffe et bevis er at konstatere en kendsgerning. Men hvad er en konstateret kendsgerning? Er det registrerin­ gen af kendsgerningen med øjet, øret, et sanseorgan?149 Sanserne bedrager, og de er begrænsede, hvad angår ud­ strækning og evne til at skelne. Her kommer teknikken ind i billedet. Den er fra be­ gyndelsen en erstatning for menneskelige organer eller fysiologiske systemer, der har til funktion at modtage data eller øve indflydelse på konteksten.150 Den adlyder et princip, optimeringen af performanserne: forøgelse af output (de opnåede informationer eller ændringer), formindskelse af input (opbrugt energi) for at opnå

148. Se Aristoteles, Retorik II, 1393a. 149. Det er lige så vel vidnesbyrdets og den historiske kildes pro­ blem: er kendsgerningen kendt ved omtale eller de visu? Denne skel­ nen dukker allerede op hos Herodot. Se Fr. Hårtog, "Hérodote rapsode et arpenteur", Hérodote nr. 9 (december 1977), pp. 56-65. 150. A. Gehlen, "Die Technik in der Sichtweise der Antropologie", Anthropologische Forschung, Hamburg, 1961.

86

dem.151 Altså spil, hvis pertinens hverken er det sande, det retfærdige, det smukke osv., men det effektive: et teknisk "slag" er "godt", når det giver mere, og/eller når det forbruger mindre end et andet slag. Denne definition på den tekniske kompetence ligger sent. I lang tid sker opfindelserne i ryk i forbindelse med undersøgelser, der er tilfældige, eller som mere eller lige så meget interesserer kunst og håndværk (technai) som viden: de klassiske grækere etablerer for eksempel ikke nogen stærk forbindelse mellem viden og teknikken.152 I det 16. og det 17. århundrede skyldes "perspektørernes" arbejder stadig nysgerrighed og kunstnerisk for­ nyelse.153 Således forholder det sig til slutningen af det 18. århundrede.154 Og man kan hævde, at "vilde" forsøg med tekniske opfindelser endnu i vore dage finder sted ved siden af den videnskabelige argumentations be­ hov.155 Alligevel lader behovet for at fremskaffe beviser sig ty­ deligere mærke, efterhånden som den videnskabelige vi­ dens pragmatik indtager den traditionelle eller åbenba­ rede videns plads. Allerede i slutningen af Om metoden kræver Descartes bevillinger til laboratorier. Da stilles problemet: de apparater, som optimerer den menneske­ lige krops performanser med henblik på at fremskaffe

151. A. Leroi-Gourhan, "Milieu et techniques", Albin-Michel 1945; id., Le geste et la parole I, Technique et langage, Albin-Michel, 1964. 152. J.P, Vernant, Mythe et pensée chez les Grecs, Maspero, 1965, især 4. del: "Le travail et la pensée technique". 153. J. Baltrusaitis, Anamorphoses, ou magte artificielle des effets merveilleux, O. Perrin, 1969. 154. L. Mumford, Technics and civilization, N.Y., 1934. B. Giile, Histoire des techniques, Gallimard (Pléiade), 1978. 155. Et slående eksempel på dette er blevet undersøgt af M.J. Mulkay & D.O. Edge, "Cognitive, Technical and Social Factors in the Growth of Radio-astronomy", Social Science Information (1973), pp. 25-61; brug af radioamatører til at verificere visse implikationer af rela­ tivitetsteorien.

87

beviser, kræver et ekstra forbrug. Altså ikke nogen bevis­ førelse, ikke nogen verificering af udsagnene og ikke nogen sandhed uden penge. Det videnskabelige spil er i færd med at blive til et rigmandsspil, hvor den rigeste har de største chancer for at få ret. Der sættes lighedstegn mellem rigdom, effektivitet og sandhed. Det, som sker i slutningen af det 18. århundreder un­ der den første industrielle revolution, er opdagelsen af den reciprokke værdi: ingen teknik uden rigdom, men heller ikke rigdom uden teknik. En teknisk installation kræver en investering; men eftersom den optimerer den performans, som den anvendes på, kan den således opti­ mere den merværdi, der bliver resultatet af denne forbed­ rede performans. Det er tilstrækkeligt, at denne merværdi realiseres, det vil sige, at performansens produkt bliver solgt. Og man kan lukke systemet på følgende måde: en del af pengene fra dette salg opsuges af forskningen, som er udset til at forbedre performansen endnu en gang. Det er præcis i dette øjeblik, at videnskaben bliver en produktivkraft, det vil sige en faktor i kapi­ talcirkulationen. Det er mere ønsket om berigelse end ønsket om viden, der først pålægger teknikken at forbedre performanserne og at realisere produkterne. Den "organiske" sammen­ smeltning af teknikken og profitten går forud for dens forbindelse med videnskaben. Teknikken får kun be­ tydning for den nutidige viden ved hjælp af den genera­ liserende performativitets mediering. Selv i dag er vi­ densfremskridtets afhængighed af den teknologiske in­ vestering ikke umiddelbar.156 156. Mulkay udvikler en smidig model for den relative uafhængighed mellem teknik og videnskabelig viden: "The Model of Branching", The Sociological Review XXXIII (1976), pp. 509-526. H. Brooks, præsident for Science and Public Committee under National Academy of Sciences i USA og medforfatter til "Brooks rapporten" (OECD, juni 1971), erklærede, samtidig med at han kritiserede den måde, hvorpå

88

Men kapitalismen fremkommer med sin løsning på det videnskabelige problem med forskningsbevillingerne: di­ rekte ved at finansiere forskningsafdelingerne i virksom­ hederne, hvor kravene om performativitet og rekommercialisering styrer undersøgelserne i retning af "anven­ delsesmulighederne"; indirekte ved at skabe private, statslige eller halvstatslige forskningsfonde, som tildeler bundne bevillinger til universitetsafdelinger, forsknings­ laboratorier eller uafhængige grupper af forskere uden at forvente et umiddelbart udbytte af resultatet af deres arbejde, men ved samtidig at sætte som princip, at man må finansiere forskning uden sikkerhed for udbytte i et vist tidsrum for at øge chancerne for en afgørende og følgelig rentabel fornyelse. 157 Nationalstaterne følger især i deres keynesianske periode den samme regel:

man havde investeret i forskning og udvikling i løbet af 60'emc: "En af effekterne af kapløbet om månen har været, at omkostningerne til teknologisk fornyelse er steget i et sådant omfang, at det ganske en­ kelt er blevet alt for dyrt (...). Forskning er i egentlig forstand en langsigtet aktivitet: en hurtig acceleration eller nedsættelse af tem­ poet betyder uforudsete udgifter og utallige inkompetencer. Den intel­ lektuelle produktion kan ikke overskride en vis rytme" ("Les EtatsUnis ont-ils une politique de la science?", La recherche nr. 14, juli 1971, p. 611). I marts 1972 konkluderede E.E. David Jr., videnskabe­ lig rådgiver i Det Hvide Hus, som lancerede ideen om en Research Ap­ plied to National Needs (RANN), i samme retning: en omfattende og smidig strategi for forskningens vedkommende, en mere styret taktik for udviklingens vedkommende (La recherche nr. 21, marts 1972, p. 211). 157. Det blev en af de betingelser, som Lazarsfeld stillede, inden han i 1937 sagde ja til at skabe det, som skulle blive Mass Communication Research Center i Princeton, Det gik ikke for sig uden spændin­ ger. Radioindustrierne nægtede at investere i projektet. Man sagde om Lazarsfeld, at han satte noget i gang, men at han aldrig fuldførte no­ get. Selv sagde han til Morrison: "I usually put things together and hoped they worked". Citeret af D. Morrison, "The Beginning of Mod­ em Mass Communication Research", Archives européennes de sociologie XIX, 2 (1978), pp. 347-359.

89

i i? I

I

anvendt forskning, grundforskning. De samarbejder med virksomhederne ved hjælp af agenturer af enhver art.158 De normer, som gælder for organiseringen af arbejdet i virksomhederne, trænger ind i laboratorierne for anvendt forskning: hierarkier, arbejdsbeslutninger, opdeling i arbejdshold, evaluering af den individuelle og den kollektive ydelse, udarbejdelse af arbejdsprogrammer, som kan sælges, markedsundersøgelser osv.159 Centrerne for "ren" forskning døjer mindre ondt, men de får også færre bevillinger. Bevisførelsen, der i princippet kun er en del af en argu­ mentation, som selv er bestemt til at opnå samtykke fra modtagerne af det videnskabelige budskab, kommer så­ ledes over under et andet sprogspils kontrol, hvor ind­ satsen ikke er sandheden, men performativiteten, det vil sige det bedst mulige input/output-forhold. Staten og/eller virksomheden forlader den idealistiske eller hu­ manistiske legitimeringsfortælling for at retfærdiggøre den nye indsats: i de nuværende kapitalindskyderes dis­ kurs er ydeevnen det eneste troværdige mål. Man køber ikke videnskabsmænd, teknikere og apparatur for at få sandheden at vide, men for at forøge ydeevnen. Det drejer sig om at få at vide, hvori ydeevnens diskurs kan bestå, og om den kan danne en legitimering. Det, som ved første øjekast synes at forhindre den i det, er den traditionelle skelnen mellem styrke og ret, mellem styrke og visdom, det vil sige mellem det, som har styrke,

158. I USA er det beløb, som delstaten sætter af til forskning og ud­ vikling, i 1965 lige så stort som det beløb, som den private kapital bruger; derefter ligger det over (OECD, 1965). 159. Nisbet, op.cit., kapitel 5, giver en bitter beskrivelse af the higher capitalisms indtrængen på universitetet i form af forsknings­ centrer, som er uafhængige af afdelingerne. De sociale relationer på centrerne ødelægger den akademiske tradition. Se også i (Auto)critique de la science, loc.cit., kapitlerne: "Le prolétariat scientifique", "Les chercheurs”, "La crise des mandarins". ■

=

90

det, som er retfærdigt, og det, som er sandt. Det er denne inkommensurabilitet, som vi tidligere har henvist til med sprogspilsteoriens begreber ved at skelne mellem det denotative spil, hvor pertinensen angår forholdet sand/falsk, det præskriptive spil, som henhører under forholdet retfærdig/uretfærdig, og det tekniske spil, hvor kriteriet er: effektivitet/ineffektivitet. "Styrken" synes kun at kunne udgå fra dette sidste spil, som er teknikkens spil. Vi udelader de tilfælde, hvor den arbejder ved hjælp af terror. Disse tilfælde ligger uden for sprogspillet, eftersom styrkens effektivitet da fuldstændig kommer fra truslen om at udelukke medspilleren og ikke fra et "slag", som er bedre end hans. Hver gang effektiviteten, det vil sige opnåelsen af den efterstræbte effekt, drives frem af et "Sig og gør dette her, eller du kommer aldrig til at tale mere", går man ind i Terroren, man ødelægger det soci­ ale bånd. Men det er rigtigt, at performativiteten, samtidig med at den øger evnen til at fremskaffe beviser, også øger evnen til at have ret: det tekniske kriterium, som massivt er ble­ vet indført i den videnskabelige viden, forbliver ikke uden indflydelse på sandhedskriteriet. Vi kunne sige det samme om forholdet mellem retfærdighed og performativitet: chancerne for, at en bestemt orden bliver betragtet som retfærdig, ville stige med de chancer, den har for at blive udført, og disse igen med forskriftsstillerens performativitet. Det er på denne måde, at Luhmann i de postin­ dustrielle samfund tror at kunne konstatere, at lovenes normativitet bliver erstattet af procedurernes performativitet.160 "Kontrollen over konteksten", det vil sige for­ bedringen af de realiserede performanser mod de med­ spillere, som udgør konteksten (hvad enten det er "natu­ ren" eller menneskene), skulle kunne gælde som en slags

i Il

II I£

i 160. N. Luhmann, Legitimation durch Verfahren, Neuwied, Luchterhand, 1969.

ii

91 i

legitimering.161 Det ville være en legitimering ipso facto. Denne fremgangsmåde tager sig således ud: eftersom "virkeligheden" er det, som leverer beviserne til den vi­ denskabelige argumentation og resultaterne til forskrif­ terne og løfterne af juridisk, etisk og politisk art, gør man sig til herre over både beviser og resultater ved at gøre sig til herre over "virkeligheden", hvad teknikken tillader. Ved at styrke teknikken "styrker" man virkeligheden, altså chancerne for at være retfærdig og at have ret. Og omvendt styrker man teknikken så meget des mere, som man kan råde over den videnskabelige viden og beslut­ ningsmagten På denne måde dannes legitimeringen ved ydeevnen. Ydeevnen er ikke kun den gode performativitet, men også den gode verificering og den gode kendelse. Den legitimerer videnskaben og retten ved deres effektivitet og effektiviteten ved videnskaben og retten. Den legiti­ merer sig selv ligesom et system, der styres af optimerin­ gen af sine performanser, synes at gøre det.162 Men det er netop denne kontrol over konteksten, som den gene­ raliserede informatisering skal levere. Et udsagns per­ formativitet, hvad enten det er denotativt eller præskriptivt, øges i forhold til de informationer, som man har vedrørende udsagnets referent. Således er forøgelsen af ydeevnen og dens selvlegitimering nu afhængig af in­ formationernes produktion, opbevaring, tilgængelighed og operationalitet. 161. Cl. Millier kommenterer Luhmann og skriver: "I de udviklede in­ dustrisamfund erstattes den legale-rationelle legitimering af en tekno­ kratisk legitimering, som hverken tillægger borgernes overbevis­ ninger eller dens egen moralitet nogen som helst betydning (signifiance)" (The Politics of Communication, loc.cit., p. 135). 162. En lingvistisk analyse af sandhedskontrollen er lavet af G. Fauconnier, "Comment controler la vérité? Remarques illustrées par des assertions dangereuses et pernicieuses en tout genre", Actes de la recherche en Sciences sociales nr. 25 (januar 1979), pp. 1-22.

92

Forholdet mellem videnskab og teknik vendes om. Argumentationernes kompleksitet synes derfor især interessant, fordi den fremtvinger en sofistikering af bevismidlerne, og fordi performativiteten drager nytte af dette. Staternes, virksomhedernes og de halvstatslige sel­ skabers fordeling af penge til forskningen adlyder denne logik i forøgelsen af ydeevnen. De forskningssektorer, som ikke kan plædere for deres bidrag, om de så er in­ direkte, til optimeringen af systemets performanser, svigtes af bevillingsstrømmen og er dømte til at forældes. Administrationerne påberåber sig eksplicit performativitetskriteriet for at retfærdiggøre et afslag til det og det forskningscenter.163

163. Således blev den britiske University Grants Committee i 1970 bedt om at "spille en mere positiv rolle angående produktiviteten, specialiseringen, sammenlægningen af emnerne og kontrollen over bygningerne ved at begrænse udgifterne til dem" (The Politics of Education, Penguin Education Special, 1971). Dette kan synes at være i modstrid med erklæringer som f.eks. de tidligere citerede fra Brooks (note 156). Men 1) "strategien" kan være liberal og "taktikken" auto­ ritær, hvad Edwards i øvrigt siger; 2) ansvaret inden for statsmagtens hierarkier opfattes ofte i dets mest snævre betydning som evnen til at garantere for et projekts kalkulerbare performativitet; 3) statsmagten er ikke beskyttet mod private pressionsgrupper, hvis performativitetskriterium med det samme stiller krav. Hvis chancerne for forny­ else inden for forskningen ikke på nogen måde kan beregnes, synes det at være i offentlighedens interesse at hjælpe enhver forskning under andre betingelser end effektivitet på tid.

93

12. Undervisningen og dens legitimering ved performativiteten Hvad angår det andet aspekt af viden, dens formidling, det vil sige undervisningen, så forekommer det at være let at beskrive den måde, hvorpå performativitetskriteriets fremherskende rolle påvirker den. Da ideen om etablerede kundskaber er anerkendt, kan spørgsmålet om deres formidling pragmatisk set opdeles i en række underspørgsmål: hvem formidler? med hvil­ ken effekt?164 En universitetspolitik består af en samling sammenhængende svar på disse spørgsmål. Når pertinenskriteriet er performativiteten i det forud­ satte sociale system, det vil sige når man vælger system­ teoriens perspektiv, gør man den højere undervisning til et undersystem i det sociale system, og man anvender det samme performativitetskriterium til løsningen af hver af disse problemer. Den effekt, som man ønsker at opnå, er den højere un­ dervisnings optimale bidrag til den bedst mulige performativitet i det sociale system. Den skal følgelig uddanne de kompetencer, som dette system ikke kan undvære. De falder i to grupper. Den ene gruppe er specielt udset til at binde an med den verdensomspændende konkurrence. Disse kompetencer varierer alt efter hvilke "specialiteter" nationalstaterne eller de store uddannelsesinstitutioner kan sælge på verdensmarkedet. Hvis der er hold i vores generelle hypotese, så vil efterspørgslen efter eksperter og højere og lavere funktionærer inden for de avance­ rede sektorer, der blev nævnt i begyndelsen af denne un­ dersøgelse, og som udgør indsatsen for de kommende år, 164. Det er på de seminarer, som Lazarsfeld holder i 1939-1940 på Princeton Radio Research Center, at Laswell definerer kommunika­ tionsprocessen med formlen: Who says what to whom in what channel with what effect? Se D. Morrison, art.cit.

94

■?

stige: alle de discipliner, som berører den "telematiske” uddannelse (informatik, kybernetik, lingvistik, matema­ tik, logik...) burde se sig tildelt en fortrinsret hvad angår undervisning. Så meget desto mere som det stigende antal af disse eksperter også burde fremskynde frem­ skridt inden for forskning på andre erkendelesområder, som man f.eks. har set det for medicinens og biologiens vedkommende. På den anden side og stadig inden for den samme gen­ erelle hypotese vil den højere undervisning skulle fort­ sætte med at levere de kompetencer til systemet, der sva­ rer til dets eget krav, som er at fastholde dets indre sam­ menhæng. Før i tiden omfattende denne opgave dannel­ sen og udbredelsen af en generel livsmodel, som fortæl­ lingen om frigørelsen som regel legitimerede. I delegitimeringens kontekst anmodes universiteterne og de hø­ jere uddannelsesinstitutioner nu om at uddanne kompe­ tencer og ikke længere idealer: så og så mange læger, så og så mange lærere inden for det og det fag, så og så mange ingeniører, så og så mange administratorer osv. Formidlingen af viden synes ikke længere at være be­ stemt til at uddanne en elite, som er i stand til at lede na­ tionen i dens frigørelse, den leverer spillere til systemet, som på passende vis kan befæste deres rolle på de prag­ matiske pladser, som institutionerne har brug for.165 Hvis målet for denne højere undervisning er funktio165. Hvad Parsons definerer som "instrumental aktivisme", samtidig med at han omtaler den så rosende, at han blander den sammen med den "rationelle erkendelse": "Orienteringen mod den rationelle erken­ delse ligger implicit i den instrumentale aktivismes fælles kultur, men den gøres kun eksplicit og værdsættes kun virkelig inden for de højst uddannede sociale kategorier, der selvfølgelig drager mere nytte af den i deres faglige aktiviteter" (T. Parsons & G.M. Platt, "Considerations on the American Academic Systems", Minerva IV (sommer 1968), p. 507; citeret af A. Touraine, Université et société, loc.cit., p. 146).

95

nelt, hvordan forholder det sig så med modtagerne? Stu­ denten har allerede ændret sig, og han vil ændre sig endnu mere. Han er ikke længere et ungt menneske, der er udgået fra den "liberale elite",166 og som på nært eller fjernt hold er berørt af den store opgave med det sociale fremskridt forstået som frigørelse. I den forstand frem­ træder det "demokratiske" universitet uden adgangsbe­ grænsning, der ikke er særlig dyrt for hverken studenten eller samfundet, hvis man vurderer omkostningerne per capita, men som modtager indskrivninger i store tal,167 og som er bygget op efter den frigørende humanismes model, i dag som meget lidt performativ.168 Den højere undervisning er i virkeligheden allerede påvirket af en betydelig omstøbning, som både er styret af administrative foranstaltninger og af et socialt krav, der selv er meget lidt kontrolleret, som kommer fra de 166. Som Muller kalder the professional intelligentsia og stiller op over for the technical intelligentsia. I forlængelse af J.K. Galbrailh beskriver han den førstes bekymringer og modstand over for den tek­ nokratiske legitimering (op.cit., pp. 172-177). 167. I begyndelsen af årene 1970-1971 lå omfanget af indskrevne ved højere uddannelsesinstitutioner i aldersklassen med de 19-årige fra 30 til 40% for Canadas, USA's, Sovjetunionens og Jugoslaviens ved­ kommende; omkring de 20% i Tyskland, Frankrig, Storbritanien, Japan og Holland. For alle disse lande var det fordoblet eller tredoblet i forhold til tallene fra 1959. Ifølge den samme kilde (M. Devéze, Histoire contemporaine de l'université. Paris, SEDES, 1976, pp. 439440) var de studerendes andel af den samlede befolkning mellem 1950 og 1970 steget fra omkring 4% til omkring 10% for Vesteuropas ved­ kommende, fra 6,1 til 21,3 for Canada, fra 15,1 til 32,5 for USA. 168. I Frankrig steg det samlede budget for den højere undervisning (uden CNRS) i perioden 1968-1975 fra 3.075 til 5.454 (tusinde fran­ ske franc), det vil sige fra ca. 0,55% til 0,39% af bruttonationalpro­ duktet. Den observerede stigning i absolutte tal vedrører posterne: Lønninger, Drift, Stipendier; posten med forskningsstøtte forblev mærkbart stagnerende (Devéze, op.cit., pp. 447-450). E.E. David er­ klærede, at der i 1970'eme ikke ville blive brug for ret mange flere Ph.D.'er end i det foregående årti (art.cit., p. 212).

96

I

1

nye brugere, og som går i retning af at opspalte dens funktioner i to store former for tjenesteydelser. Gennem sin professionaliseringsfunktion henvender den højere undervisning sig stadig til unge fra den libe­ rale elite, til hvem den kompetence, som professionen finder nødvendig, formidles; dertil kommer, ad den ene eller den anden vej (for eksempel de teknologiske insti­ tutter), men efter den samme didaktiske model, modta­ geren af den nye viden, der er forbundet med de nye teknikker og teknologier, som ligeledes er unge, der endnu ikke er "aktive". Uden for disse to kategorier af studenter, som reprodu­ cerer den "professionelle intelligentsia" og den "tekniske intelligentsia",169 er de andre unge, som går på universi­ tetet, for størstedelens vedkommende arbejdsløse, der ikke kan indføres i statistikkerne over beskæftigelsen. De er egentlig i overtal i forhold til de afsætningsmulig­ heder, som er gældende for de fag, hvor man finder dem (de humanistiske fag). De tilhører i virkeligheden på trods af deres alder den nye kategori af modtagere af vi­ densformidlingen. For ved siden af denne professionaliseringsfunktion begynder eller burde Universitetet begynde at varetage en ny rolle i forbedringen af systemets performanser: omskoling og efteruddannelse.170 Uden for universite-

169. Ifølge Cl. Miiller's terminologi, op.cit. 170. Hvad M. Rioux og J. Dofny gør opmærksom på under rubrikken "Kulturel dannelse": J. Dofny & M. Rioux, "Inventaire et bilan de quelques expériences d'intervention de l'université", in L'université dans son milieu; action et responsabilité (kollekvium under AUPELF), Universitet i Montreal, 1971, pp. 155-162. Forfatterne kriti­ serer det, som de kalder for de to universitetstyper i Nordamerika: the liberal art colleges, hvor undervisning og forskning holdes fuld­ stændig adskilte fra de sociale krav, og the multiversity, der er parat til at dispensere for enhver undervisning, som samfundet accepterer at bekoste. Om denne sidste fremgangsmåde, se C. Kerr, The Uses of the

i 97

terne og de faglige institutioner og afdelinger bliver vi­ den ikke og vil viden ikke mere blive formidlet en bloc og én gang for alle til unge mennesker, før de træder ind i det aktive liv; den bliver og vil blive formidlet "å la carte" til voksne mennesker, som allerede er aktive, eller som venter på at blive det, med henblik på deres for­ fremmelse og en udvidelse af deres kompetence, men også med henblik på erhvervelsen af flere informationer, nye sprog og sprogspil, som gør det muligt for dem at udvide deres faglige horisont og at give udtryk for deres tekniske og etiske erfaring.171 Den nye retning, som formidlingen af viden har taget, er ikke uden konflikter. For lige så meget som det er i systemets og følgelig i dets "beslutningstageres" interesse at begunstige den faglige forfremmelse, eftersom den kun kan forbedre performanserne, lige så meget frem­ træder eksperimenterne med diskurserne, institutionerne og værdierne, der ledsages af en uundgåelig "uorden" i fagplanerne, kontrollen af kundskaberne og pædagogik­ ken for ikke at tale om de sociopolitiske konsekvenser, som meget lidt operationelle og ser sig i systemets navn nægtet selv den mindste bevilling. Alligevel er det, som aftegner sig her, en vej ud af funktionalismen, der så me­ get des mindre kan tilsidesættes som det er funktionalis-

University. With a Postscript - 1972, Cambridge, MA, Harvard U.P., 1972. I en tilsvarende retning, men uden den universitetsinterventio­ nisme, som Dofny og Rioux anbefaler, se den beskrivelse af det frem­ tidige universitet, som blev givet af M. Alliot under det samme kollo­ kvium, "Structures optimales de l'institution universitaire", ibid, pp. 141-154. M. Alliot konkluderer: "Vi tror på strukturerne, medens der egentlig burde være så få strukturer som muligt". Dette er målet for det eksperimentelle Center, derefter sektion VIII (Vincennes) af Universi­ tetet i Paris, erklæret ved dets oprettelse i 1968. Se desangående dos­ sieret Vincennes ou le désir d'apprendre, Alain-Moreau, 1979. 171. Undertegnede gør sig her til vidne om erfaringer fra et stort antal afdelinger på Vincennes.

98

men selv, der har afstukket den.1?2 Men man kan fore­ stille sig, at ansvaret for den betroes de ekstra-universitære systemer.173 Under alle omstændigheder har performativitetsprincippet til følge, at de højere uddannelsesinstitutioner un­ derordnes magten, selv om dette princip ikke i alle til­ fælde tillader at afgøre, hvilken politik man skal følge. Fra det øjeblik, hvor viden ikke længere har sit mål i sig selv som realisering af ideen eller som frigørelse af menneskene, slipper dens formidling uden om videnskabsmændenes og studenternes eksklusive ansvar. Tan­ ken om "universitetsfrihed" tilhører i dag en anden tidsal­ der. Den "selvstændighed", som blev tilstået universiteter­ ne efter krisen i slutningen af 60'eme, vejer ikke tungt ved siden af den massive kendsgerning, at konsistorieme næsten ingen steder har magt til at bestemme, hvor stor en del af budgettet, der skal tilfalde deres institution;174

i

de råder kun over retten til at fordele den portion, som 172. Den franske lov om den højere undervisnings milsætning af 12. november 1962 tæller efteruddannelsen (i professionalistisk for­ stand) med blandt den højere undervisnings opgaver: denne "skal være åben for tidligere studerende og for de, som ikke har haft mulig­ hed for at fortsætte med at studere, for at gøre det muligt for dem, alt efter evner, at forbedre deres chancer for forfremmelse eller at forandre deres faglige aktivitet”. 173. I et interview til Télé-sept-jours nr. 981 (17. marts 1979) udtaler den franske undervisningsminister, som officielt havde anbefalet Holocaust-serien til eleverne i de offentlige skoler (et initiativ uden for­ tilfælde), at undervisningssektorens forsøg på at skabe sig et selv­ stændigt audio-visiuelt værktøj er slået fejl, og at "den første af under­ visningens opgaver er at lære børnene at udvælge deres tv-programmer". 174. I Storbritannien, hvor statens del af kapital- og driftsudgifterne til universiteterne er steget fra 20% til 80% mellem 1920 og 1960, er det University Grants Committee, som er tilknyttet ministeriet for vi­ denskab og universiteter, der efter en gennemgang af de behov og ud­ viklingsplaner, som fremlægges af universiteterne, fordeler de årlige bevillinger mellem dem. I USA er the Trustees enerådende.

99

i

tildeles dem, og det igen kun som sidste led.175 Men nu, hvad er det så, man formidler i den højere un­ dervisning? Eftersom det drejer sig om professionalise­ ring, og idet man holder sig til et snævert funktionalistisk synspunkt, består den væsentligste del af det, som kan formidles af et organiseret lager af kundskaber. Anven­ delsen af den nye teknik på dette lager kan have betrag­ telig indflydelse på kommunikationsmediet. Det synes ikke at være absolut nødvendigt, at dette medie skal være en mundtligt forelæsning, der holdes af en lærer foran nogle tavse studenter, idet spørgetiden er udskudt til "øvelsestimerne", som ledes af en assistent. For så vidt kundskaberne kan oversættes til informationssprog, og for så vidt den traditionelle underviser kan sammenlignes med en hukommelse, kan didaktikken overlades til mas­ kiner, der forener de klassiske hukommelser (biblioteker osv.) ligesom databanker med intelligente terminaler, som stilles til rådighed for studenterne. Pædagogikken vil ikke nødvendigvis lide under dette, for det vil alligevel være nødvendigt at lære studenterne noget: ikke terminalernes indhold, men brugen af dem, det vil sige på den ene side nye sprog, på den anden en mere raffineret håndtering af det sprogspil, som det at stille spørgsmål er: til hvilket sted skal man stille spørgs­ målet, det vil sige: hvilken hukommelse er relevant for det, man vil vide? Hvordan skal man formulere spørgs­ målet for at undgå misforståelser? osv.176 I dette per­ spektiv burde en grunduddannelse i informatik og især i 175. Det vil i Frankrig sige mellem afdelingerne hvad angår udgif­ terne til drift og udstyr. Lønningerne hører ikke ind under deres res­ sort, hvis man ser bort fra honorarer og lignende. Finansieringen af projekter, nye stillinger, osv., sker over de bevillinger til undervisning, som tilfalder Universitetet. 176. M. McLuhan, D'æil å oreille, Denoél-Gonthier, 1977; P. Antoine, "Comment s'informer?”, Prajet nr. 124 (april 1978), pp. 395413.

100

telematik være en obligatorisk del af et propædeutisk kursus på samme måde som erhvervelsen af almindelig talefærdighed i et fremmedsprog for eksempel er det. 177

Det er kun i de store legitimeringsfortællingers per­ spektiv, åndens liv og/eller menneskehedens frigørelse, at den delvise udskiftning af undervisere med maskiner kan forekomme sygelig, ja endog uudholdelig. Men det er sandsynligt, at disse fortællinger allerede ikke længere udgør den vigtigste drivkraft i interessen for viden. Hvis denne drivkraft er ydeevnen, ophører dette aspekt af den klassiske didaktik med at være relevant. Dette eksplicitte eller implicitte spørgsmål, som stilles af den professio­ nelle student, af staten eller af den højere uddannelses­ institution, er ikke længere: er dette sandt? men: hvad kan det bruges til? I tilknytning til merkantiliseringen af viden betyder dette spørgsmål som regel: kan det sælges? Og i tilknytning til ydeevnen: er det effektivt? Men en performerende kompetence synes helt klart at kunne sælges under de tidligere beskrevne betingelser, og den er effektiv per definition. Det, som nu ikke længere kan sælges, er kompetence efter andre kriterier såsom sand/falsk, retfærdig/uretfærdig osv., og så selvfølgelig den lave performativitet i almindelighed. Der åbnes for udsigten til et stort marked med ope­ rationelle kompetencer. De, som sidder inde med denne form for viden, bliver og vil blive genstand for tilbud, ja, de bliver endog indsatsen i en forførelsespolitik.178 Fra dette synspunkt er det ikke vores videns endeligt, som fo­ restår. Tværtimod. Databankerne er morgensdagens En-

177. Som bekendt bliver skoleelever i Japan undervist i brugen af in­ telligente terminaler. I Canada bruger universitetscentrerne og enkel­ te gymnasier dem normalt. 178. Det var den politik, som de amerikanske forskningscentre førte før den 2. verdenskrig.

101

cyklopædi. De overgår den enkelte brugers kapacitet. De er "naturen" for det postmoderne menneske.179 Man vil alligevel bemærke, at didaktikken ikke ude­ lukkende består i at videregive informationer, og at kom­ petencen, selv den performative, ikke kan sammenfattes til det at have en god datahukommelse. Det er en banali­ tet at understrege betydningen af at kunne aktualisere de data, der er relevante for et problem, som skal løses "her og nu", og at kunne opstille dem i en effektiv strategi. Så længe der spilles med ufuldstændige informationer, har den, der ved og kan fremskaffe yderligere oplysnin­ ger, en fordel. Dette er per definition tilfældet, når en student modtager undervisning. Men i spil med fuld­ stændige informationer180 kan den bedste performativitet formodentlig ikke bestå i at erhverve sig sådanne yderligere oplysninger. Den opnås ved en ny opstilling af data, der i egentlig forstand udgør et "slag". Denne nye opstilling opnås som regel ved at forbinde data, som indtil da har været anset for at være uafhængige af hinanden.181 Man kan kalde denne evne til at forbinde det, som ikke tidligere var det, for opfindsomhed. Hurtighed er en af dens egenskaber.182 Men det er nu tilladt at forestille sig den postmoderne videns verden som styret af et spil med fuldstændige in-

I

179. Nora et Mine skriver (op.cit., p. 16): "Den vigtigste udfordring i de kommende årtier for menneskehedens avancerede poler ligger ikke længere i evnen til at beherske materien. Det kan man allerede. Den ligger i vanskeligheden med at konstruere det netværk af forbindelser, som får informationen og organisationen til at gøre fremskridt". 180. A. Rapoport, fights, Games, and Debates, Ann Arbor, Un. of Michigan Press, 1960. 181. Det er Mulkays Branching Model (se her note 156). G. Deleuze har analyseret begivenheden som en krydsning af serier i Logique du sens, Minuit, 1968, og i Difference et répétition, P.U.F., 1968. 182. Tiden er en variabel, der indgår i bestemmelsen af kraftenheden inden for dynamikken.

102

formationer i den forstand, at data her principielt er til­ gængelige for alle eksperter: der findes ikke nogen vi­ denskabelig hemmelighed. Forøgelsen af performativitet med samme kompetence i vidensproduktionen og ikke længere i erhvervelsen af viden afhænger altså i sidste instans af denne "opfindsomhed", som gør det muligt enten at slå et nyt slag eller at ændre spillets regler. Hvis undervisningen ikke blot skal sikre reproduktio­ nen af kompetencer, men også deres udvikling, ville det som en konsekvens heraf være nødvendigt, at formidlin­ gen af viden ikke begrænses til kun at videregive infor­ mationer, men at den også omfatter oplæring i alle de procedurer, som er i stand til at forbedre evnen til at forbinde felter, som den traditionelle opdeling af viden med misundelse holder adskilte. Parolen om tværvidenskabelighed, der især vandt udbredelse efter krisen i 68, men som var blevet anbefalet tidligere, synes at gå i denne retning. Den er stødt imod den universitære feu­ dalisme, siger man. Men den er stødt imod meget mere. I den humboldtske universitetsmodel indtager hver viden­ skab sin plads i et system, der krones af spekulationen. En videnskabs indtrængen på en anden videnskabs felt kan kun fremkalde uklarhed og "støj" i systemet. Samar­ bejde kan udelukkende finde sted på det spekulative ni­ veau, i filosoffernes hoveder. Derimod tilhører ideen om tværvidenskabelighed sær­ lig delegitimeringens epoke og dens fortravlede empi­ risme. Forholdet til viden ligger ikke i realiseringen af åndens liv eller af menneskehedens frigørelse; det ligger hos brugerne af et komplekst materielt og begrebsligt værktøj og hos dem, som nyder godt af dette værktøjs performanser. De råder hverken over et metasprog eller en metafortælling til at formulere dets formålsbestemt­ hed og den rette brug af det med. Men de har en brain­ storming til at styrke dets performanser med. Opprioriteringen af holdarbejdet hører med til denne


t. Denne forestilling understøttes af princippet om, at de fysiske systemer, inklusive det systemernes system, som universet er, adlyder lovmæssigheder, og at deres udvik"Cullure, Indeterminacy, and Immanence", loc.cit. 189. Se note 142. 190. P.S. Laplace, Exposition du syslerne du monde, I & II, 1976.

108

ling som en følge heraf aftegner et forudsigeligt forløb og giver anledning til "normale" kontinuerte funktioner (og til fremtidsforskningen...). Med kvantemekanikken og atomfysikken må dette princips udstrækning begrænses. Og det på to måder, hvis respektive implikationer ikke har den samme be­ tydning. For det første ville definitionen af et systems udgangstilstand, det vil sige definitionen af alle de uaf­ hængige variabler, hvis den skulle være effektiv, kræve et forbrug af energi, der er mindst lige så stort som det, det system, der skal defineres, forbruger. En lægmandsud­ gave af denne faktiske umulighed af at foretage en fuld­ stændig måling af et systems tilstand gives i en note af Borges: en kejser ønsker at få tegnet et helt nøjagtigt kort over kejserdømmet. Resultatet bliver landets ruin: hele befolkningen helliger al sin energi til kartografien.191 Med Brillouins argument192 fremtræder ideen (eller ideologien) om den perfekte kontrol over et system, der skal gøre det muligt at forbedre dets performanser, som inkonsistent hvad angår modsigelsen: den sænker den performativitet, som den hævder at hæve. Denne inkon­ sistens forklarer specielt svagheden ved de statslige og socio-økonomiske bureaukratier: de kvæler de systemer og undersystemer, som de kontrollerer, og kvæles selv på samme tid (negativ feedback). Det interessante ved en så­ dan forklaring er, at den ikke har behov for at søge til­ flugt til en anden legitimering end systemets, for eksem­ pel legitimeringen af de menneskelige agenters frihed, som rejser dem imod en overdreven autoritet. Samtidig 191. Om videnskabens strenghed, Historia universal de la infamia. Borges tilskriver Suarez Miranda, Viajes de Varenes Prudentes IV, p. 14, Lerida, 1658, den omtalte note. Det resumé, som er blevet givet her, er delvist afvigende. 192. Informationen koster selv energi, den negentropi, som den op­ bygger, fremkalder entropi. M. Serres henviser ofte til dette argu­ ment, for eksempel i Hennes III. La traduction, Minuit, 1974, p. 92.

109

med at man antager, at samfundet er et system, kan kon­ trollen over det, som forudsætter den præcise definition af dets udgangstilstand, ikke blive effektiv, fordi denne definition ikke kan laves. Men stadig sætter denne begrænsning kun spørgsmål­ stegn ved en bestemt viden og den magt, som følger heraf. Deres principielle mulighed forbliver intakt. Den klassiske determinisme fortsætter med at udgøre den uopnåelige, men fattelige grænse for erkendelsen af sy­ stemerne.193 Kvanteteorien og mikrofysikken tvinger os til en langt mere radikal revidering af ideen om et kontinuert og forudseligt forløb. Søgningen efter præcision støder ikke på en grænse, som skyldes dens omkostninger, men der­ imod materiens natur. Det er ikke rigtigt, at usikkerhe­ den, det vil sige fraværet af kontrol, formindskes, efter­ hånden som præcisionen stiger: den stiger også. Jean Perrin opstiller eksemplet med målingen af den speci­ fikke massefylde (masse/rumfang-kvotienten) af den luft, som indeholdes i en kugle. Den varierer mærkbart, når kuglens rumfang nedsættes fra lOOOrn3 til 1 cm3; den varierer meget lidt fra 1 cm3 til 1/1000 mm3, men alle­ rede i dette interval kan man observere forskelle i masse­ fylde af størrelsesordenen 1/1.000.000.000, som indtræ­ der uregelmæssigt. Efterhånden som kuglens rumfang svinder ind, stiger betydningen af disse forskelle: for et rumfang på 1/10 kubikmikron når forskellene størrel­ sesordenen 1/1000; for 1/100 kubikmikron er de af stør­ relsesordenen 1/5. Ved at formindske rumfanget endnu mere når man til en molekylstråles størrelsesorden. Hvis den lille kugle befinder sig i tomrummet mellem to luftmolekyler, er 193. Vi følger her I. Prigogine & I. Stengers, "La dynamique, de Leibniz å Lucréce", Critique nr. 380 (særnummer om Serres) (januar 1979), p. 49.

110

luftens specifikke massefylde her lig nul. Imidlertid vil den lille kugles centrum ca. én gang for hver tusinde "falde" inden for et molekyle, og i så fald kan den gen­ nemsnitlige massefylde da sammenlignes med det, man kalder gassens specifikke massefylde. Hvis man går helt ned til intra-atomiske dimensioner, har den lille kugle alle chancer for på ny at befinde sig i tomrummet med en massefylde lig nul. Men én gang ud af en million til­ fælde kan dens centrum alligevel blive placeret i en par­ tikel eller i atomkernen, og så vil massefylden blive flere millioner gange større end vands. "Hvis den lille kugle svinder endnu mere ind (...), vil den gennemsnitlige mas­ sefylde snart igen blive og forblive nul ligesom den spe­ cifikke massefylde undtagen i visse meget sjældne posi­ tioner, hvor den vil nå værdier, der er kolossalt meget højere end de foregående".194 Erkendelsen af luftens massefylde opløser sig altså i en mangfoldighed af udsagn, der er absolut uforenelige, og som kun kan forenes, hvis de relativeres i forhold til det niveau, som udsigeren har valgt. På den anden side kan denne målings udsagn på visse niveauer ikke sammenfat­ tes i en almindelig påstand, men kun i en modaliseret påstand af typen: det er sandsynligt, at massefylden er lig nul, men ikke udelukket, at den er af størrelsesordenen 10n, hvor n er et meget højt tal. Her synes relationen mellem videnskabsmandens ud­ sagn og "det, som naturen siger", at høre ind under et spil med ufuldstændige informationer. Modaliseringen af vi­ denskabsmandens udsagn udtrykker den kendsgerning, at det konkrete enkeltudsagn (the token), som naturen vil fremsætte, ikke kan forudberegnes. Det, som kan bereg­ nes, er chancen for, at dette udsagn snarere siger det ene end det andet. På det mikrofysiske niveau kan man ikke 194. J. Perrin, Les atomes (1913), P.U.F., 1970, pp. 14-22. Mandelbrot har sat teksten som Introduktion til Objets fractals, loc.cit.

111

opnå en "bedre", det vil sige mere performerende, infor­ mation. Det drejer sig ikke om at erkende, hvem mod­ standeren er ("naturen"), det drejer sig om at få at vide, hvilket spil den spiller. Einstein kunne ikke forlige sig med tanken om, at "Gud spiller med terninger".195 Terningespillet er dog alligevel et spil, som tillader at opstille "tilstrækkelige" statistiske lovmæssigheder (så meget desto værre for det billede, man havde af den øverste Determinant). Hvis Gud spillede bridge, ville de "pri­ mære tilfældigheder", som videnskaben møder, ikke længere kunne tilskrives terningens ligegyldighed over for sine sider, men hans snedighed, det vil sige et tilfæl­ digt valg mellem flere mulige rene strategier.196 Man antager i almindelighed, at naturen er en lige­ gyldig, men dog ikke udspekuleret modstander, og på grundlag af denne forskel skelner man mellem naturvi­ denskaber og humanvidenskaber.197 Det vil med prag­ matiske begreber sige, at referenten i det første tilfælde er "naturen", tavs, men lige så konstant som en terning, der kastes et stort antal gange, og hvorom videnskabs­ mandene udveksler denotative udsagn, der er slag i spil195. Citeret af W. Heisenberg, Physis and beyond, N.Y. 1971. 196. I et foredrag til Videnskabernes akademi (december 1921) anty­ dede Borel, at "man i spil, hvor den bedste måde at spille på ikke ek­ sisterer" (spil med ufuldstændige informationer), "kan spørge sig selv, om det ikke er muligt, i mangel af en kode, som er udvalgt én gang for alle, at spille på en fordelagtig måde ved at variere sit spil". Det er ud fra denne skelnen, at von Neumann viser, at denne problema­ tisering af beslutningen under visse betingelser selv er "den bedste måde at spille på". Se G.Th. Guilbaud, Eléments de la théorie mathématique des jeux, Dunod, 1968, pp. 17-21. Og J.P. Séris, La théorie des jeux, P.U.F., 1974 (samling af tekster). De "postmoderne" kunst­ nere bruger ofte disse begreber; se for eksempel J. Cage, Silence og A Year from Monday, Middletown (Conn.), Wesleyan U.P., 1961 og 1967. 197. I. Epstein "Jogos", Ciéncia e Filosofia, Revista Interdisciplinar, universidade de Sa6 Paulo, 1 (1979).

112

let mellem dem, mens at, eftersom referenten i det andet tilfælde er mennesket, så er den her også en medspiller, der samtidig med at den taler, udvikler en strategi over for videnskabsmandens strategi: den tilfældighed, som denne så møder, er ikke et objekt eller en ligegyldighed, men en adfærd eller en strategi,198 det vil sige agonistik. Man vil sige, at disse problemer vedrører mikrofysikken, og at de tillader at opstille tilstrækkeligt tilnærmede kontinuerte funktioner til at gøre en rimelig probalistisk forudberegning af systemernes udvikling mulig. System­ teoretikerne, som også er performanslegitimeringens teo­ retikere, tror således at genfinde deres berettigelse. Alli­ gevel ser man en strømning aftegne sig i den nutidige matematik, som sætter spørgsmålstegn ved den præcise måling og forudberegning af menneskers adfærd. Mandelbrot placerer sin forskning under indflydelse fra den tekst af Perrin, som vi har kommenteret. Men han udvider dens betydning i en uventet retning. "Funktio­ nerne med differentialkvotient, skriver han, er de letteste og de mest enkle at behandle; alligevel udgør de undta­ gelsen; eller hvis man foretrækker et geometrisk sprog, de kurver, som ikke har nogen tangent, udgør reglen, og de helt regelmæssige kurver, såsom cirkelen, er interes­ sante, men meget specielle tilfælde".199 Konstateringen har ikke bare interesse for den ab­ strakte nysgerrighed, den gælder for størstedelen af de eksperimentelle data: konturerne af en saltholdig sæbe­ boble fremviser sådanne infraktioner, at det er umuligt for øjet at lægge en tangent på noget som helst sted på ■

198. "Sandsynligheden er her dukket op igen som regulerende princip for en adfærdsstruktur og nu ikke længere som konstitutivt princip for et objekts struktur", (G.G. Granger, Pensée formelle et Sciences de l'homme, Aubier-Montaigne, 1960, p. 142.). Ideen om at guderne spiller, lad os sige bridge, ville snarere være en græsk førsokratiska hypotese. 199. Op.cit., p. 4.

113

■

dens overflade. Modellen gives her af de brownske be­ vægelser, hvorom man ved, at en af deres egenskaber er, at vektoren for partiklens forskydning fra et bestemt punkt er isotrop, det vil sige, at alle de mulige retninger er lige sandsynlige. Men man genfinder det samme problem i normal må­ lestok, hvis man for eksempel ønsker en præcis måling af Bretagnes kyst, af månens overflade, der er dækket af kratere, af fordelingen af den stellare masse, af fordelin­ gen af "støjforstyrrelser" under en telefonsamtale, af tur­ bulenser i almindelighed, af skyernes form, kort sagt størstedelen af de konturer og fordelinger af ting, som ikke har været udsat for menneskehåndens regularisering. Mandelbrot viser, at den figur, som denne slags data fremviser, giver dem lighed med kurver svarende til kon­ tinuerte, men ikke differentiable funktioner. En forenklet model på dette er von Kochs kurve;200 den har en indre homoteti; Man kan formelt vise, at den homotetiske di­ mension, hvorover den er konstrueret, ikke er et helt tal, men log 4/log 3. Man er i sin ret til at sige, at en sådan kurve placerer sig i et rum, hvis "antal dimensioner" lig­ ger mellem 1 og 2, og at den følgeligt intuitivt ligger mellem en linie og en flade. Det er fordi deres relevante homotetiske dimension er en brøk, at Mandelbrot kalder disse objekter for fraktale objekter. René Thoms arbejder går i en tilsvarende retning.201 De undersøger direkte begrebet om det stabile system, som er forudsat i den laplaceske og tilmed i den proba-

i

200. En kontinuert, ikke rektifikabel kurve med indre homoteti. Den er beskrevet af Mandelbrot, op.cit. Den blev opstillet af H. von Koch i 1904. Se Objets fractals, bibliografien. 201. Modéles mathémaliques de la morphogenése, 10/18, 1974. En fremstilling, der er tilgængelig for den uindviede i katastrofeteorien, er lavet af K. Pomian, "Catastrophes et déterminisme", Libre nr. 4 (1978), Payot, pp. 115-136.

1

il I

114

listiske determinisme. Thom opstiller det matematiske sprog, som gør det muligt at beskrive, hvordan diskontinuiteter formelt kan opstå i determinerede fænomener og give anledning til uventede former: dette sprog udgør den såkaldte kata­ strofeteori. Tag f.eks. aggressiviteten som en tilstandsvariabel hos en hund; den vokser som en direkte funktion af hundens raseri, der er en kontrolvariabel.202 Hvis vi forudsætter, at denne kan beregnes, vil den, når den har nået en be­ stemt tærskel, omsættes i angreb. Angsten, en anden kon­ trolvariabel, vil have den modsatte effekt og vil, når den har nået en bestemt tærskel, omsættes i flugt. Uden raseri eller angst er hundens opførsel neutral (toppunktet på Gauss-kurven). Men hvis de to kontrolvariabler vokser samtidigt, vil de to tærskler komme nærmere på samme tid: hundens opførsel blive uberegnelig, den kan brat skifte fra angreb til flugt og omvendt. Systemet kaldes da instabilt: kontrolvariablerne varierer kontinuert, tilstandsvariablerne diskontinuert. Thom viser, at man kan skrive ligningen for denne in­ stabilitet og tegne den graf (en tredimensionel graf, efter­ som der er to kontralvariabler og én tilstandsvariabel), som fastlægger alle bevægelserne af det punkt, der re­ præsenterer hundens adfærd, og heriblandt den bratte overgang fra den ene adfærd til den anden. Denne lig­ ning karakteriserer en katastrofetype, der er bestemt af antallet af kontrolvariabler og antallet af tilstandsvariabler (her 2+1). Diskussionen om de stabile eller instabile systemer, om determinisme eller indeterminisme, finder her en løsning, som Thom formulerer i et postulat: "En proces' mere el­ ler mindre determinerede karakter er determineret af 202. Pomian har lånt eksemplet fra E.C. Zeeman, "The Geometry of Catastrophe", Times Literary Supplement (10. december 1971).

115

denne proces' lokale tilstand.203 Determinismen er en slags funktion, der selv er determineret: naturen realiserer ved enhver lejlighed den mindst komplekse lokale mor­ fologi, som ikke desto mindre er forenelig med de lokalt givne betingelser, som var udgangspunktet.204 Men det kan ske, og det er endda det hyppigste, at disse givne be­ tingelser forbyder stabiliseringen af en form. For de er som regel i konflikt med hinanden: "Katastrofemodellen reducerer alle kausative processer til én eneste, hvis intui­ tive retfærdiggørelse ikke udgør noget problem: konflik­ ten, alle tings fader ifølge Heraklit".205 Der er større chancer for, at kontrolvariableme er uforenelige end det omvendte. Der findes altså kun "øer af determinisme". Den katastrofiske antagonisme er reglen i ordets egent­ lige forstand: der er regler for seriernes generelle ago­ nistik, som defineres ved det antal variabler, der er i spil. Det er ikke forbudt at høre et (sandt at sige svækket) ekko af Thoms arbejder i Palo Alto-skolens forskning, især i den anvendelse af paradoksologien i undersøgel­ sen af skizofrenien, der er kendt under navnet Double Bind Theory.206 Vi vil her nøjes med at notere denne overensstemmelse. Den gør det muligt at forstå, hvorfor man kan udvide denne forskning, som er centreret om­ kring særegenheder og "inkommensurabiliteter", til om­ rådet for hverdagsproblememes pragmatik. Den konklusion, som vi uddrager af denne forskning (og af megen anden), er, at den førende stilling, som den kontinuerte funktion med differentialkvotient indtager som paradigme på erkendelsen og forudberegningen, er ved at forsvinde. Ved at interessere sig for det ubestem203. R. Thom, Stabilité structurelle et morphogenése. Essai d'une théorie générale des modéles, Reading (Mass.), Benjamin, 1972, p. 25. Citeret af Pomian, loc.cit., p. 134. 204. R. Thom, Modéles mathématiques..., loc.cit., p. 24. 205. Ibid., p. 25. 206. Se især Watzlawick og andre, op.cit., kapitel VI. I

116

melige, for grænserne for kontrollens præcision, for kvanter, for konflikter med ufuldstændige informationer, for "fracta", for katastrofer og for pragmatiske paradok­ ser skriver den postmoderne videnskab teorien om sin egen udvikling som diskontinuert, katastrofisk, ikke rektifikabel og paradoksal. Den ændrer betydningen af or­ det viden, og den siger, hvordan denne ændring kan finde sted. Den producerer ikke noget allerede kendt, men noget ukendt. Og den foreslår en legitimeringsmo­ del, som på ingen måder er modellen for den bedst mu­ lige performans, men modellen for forskellen forstået som paralogi.207 Som en specialist i spilteorier, hvis arbejder går i den samme retning, så udmærket siger det: "Hvad kan denne teori så bruges til? Vi mener, at spilteorien som enhver anden udarbejdet teori er nyttig i den forstand, at den af­ føder ideer".208 P.M. Medawar209 sagde på sin side, at "det at få ideer er det højeste en videnskabsmand kan opnå", at der ikke findes nogen "videnskabelige me­ tode"210 og at en videnskabsmand først og fremmest er én, der "fortæller historier", men som blot er forpligtet til at verificere dem. 207. "Man må skelne produktionsbetingelserne for den videnskabe­ lige viden fra den viden, som er produktet (...). Der er to grundlæg­ gende etaper i den videnskabelige fremgangsmåde, at gøre det kendte ukendt, dernæst at reorganisere denne miskendelse i et uafhængigt symbolsk metasystem (...). Det særegne ved videnskaben er dens uforudselighed" (Ph. Breton, Pandore nr. 3, april 1979, p. 10). 208. A. Rapoport, Théorie des jeux å deux personnes, fra.o. Renard, Dunod, 1969, p. 159. 209. P.B. Medawar, The Art of the Soluble, London, Methuen, 6. udg., 1967, især kapitlerne "Two Conceptions of Science" og "Hypothesis and Imagination". 210. Hvad P. Feyerabend, Against Method, London, N.L.B., 1975 forklarer ved at støtte sig på Galileis eksempel, som han imod Popper og Lakatos gør krav på som epistemologisk "anarkisme" eller "da­ daisme".

117

14. Legitimeringen ved paralogien Lad os her slå fast, at forudsætningerne for problemet med legitimeringen af viden nu er tilstrækkeligt klarlagte for vort emne. Tilflugten til de store fortællinger er udelukket; man kan altså hverken søge tilflugt til Åndens dialektik eller sågar til menneskehedens frigørelse som legitimering af den postmoderne videnskabelige diskurs. Men som vi lige har set forbliver den "lille fortælling" par excellence den form, som den skabende opfindsom­ hed antager, og det først og fremmest inden for viden­ skaben.211 På den anden side synes også princippet om konsensus som legitimeringskriterium at være utilstræk­ keligt. Enten er den en enighed opnået ved herredømme­ fri diskussion mellem mennesker betragtet som erken­ dende intellekter og frie viljer. Det er i denne form, at man finder den udarbejdet hos Habermas. Men denne opfattelse hviler på gyldigheden af fortællingen om fri­ gørelsen. Eller også manipulerer systemet med den som en af sine komponenter med henblik på at fastholde og forbedre sine performanser.212 Den bliver genstand for 211. Det har ikke været muligt inden for rammen af denne undersøgel­ se at analysere den form, som fortællingens tilbagevenden antager i legitimeringsdiskurser som f.eks.: den åbne systematik, lokaliteten, antimetoden og i almindelighed alt det, som vi her samler under nav­ net paralogi. 212. Nora og Mine tilskriver for eksempel "intensiteten af den so­ ciale konsensus", som de mener er kendetegnende for det japanske samfund, den succes, som dette land opnår i sager vedrørende infor­ matik (op.cit., p. 4). De skriver i deres konklusion: "Det samfund, som den (dynamikken i en udvidet social informatisering) fører frem mod, er skrøbeligt: da det er konstrueret til at favorisere udarbejdelsen af en konsensus, forudsætter det dens eksistens og kører fast, hvis det ikke lykkes at opnå den" (.op.cit., p. 125). Y. Stourdzé, art.cit., insisterer på den kendsgerning, at den aktuelle tendens til at deregulere, destabilisere og formindske administrationerne henter næring fra samfundets manglende tillid til statens performativitet.

118

administrative procedurer i Luhmanns forstand. Den får kun betydning som middel for det virkelige mål, det, der legitimerer systemet, nemlig ydeevnen. Problemet består altså i at få at vide, om en legitime­ ring, der udelukkende henviser til paralogien, er mulig. Man må skelne det, som er paralogi i egentlig forstand, fra det, som blot er fornyelse: fornyelsen bliver styret og i alt fald brugt af systemet for at forbedre dets effektivi­ tet; paralogien er et slag i en videnspragmatik og er af en betydning, som ofte straks miskendes. At den ene i vir­ keligheden forvandles til den anden, sker hyppigt, men ikke nødvendigvis, og behøver ikke at være generende for hypotesen. Hvis vi igen tager udgangspunkt i beskrivelsen af den videnskabelige pragmatik (afsnit 7), skal betoningen nu lægges på uenigheden. En konsensus er en streg i hori­ sonten, man når aldrig frem til den. Den forskning, som finder sted under beskyttelse af et paradigme,213 forsø­ ger at stabilisere den; det ligner udnyttelsen af en tekno­ logisk, økonomisk eller kunstnerisk "idé". Det er slet ikke så lidt. Men man må forbløffes over, at der altid kommer en eller anden for at forstyrre "fornuftens" orden. Man er nødt til at forudsætte tilstedeværelsen af en kraft, som destabiliserer evnerne til at forklare, og som manifesterer sig i kundgørelsen af nye normer for intellektet eller, om man vil, i fremsættelsen af nye regler for det videnskabe­ lige sprogspil, som indgrænser et nyt forskningsfelt. Det er den samme proces, blot inden for den videnskabelige adfærd, som Thom kalder morfogenese. Den adlyder selv visse regler (der findes klasser af katastrofer), men dens determination er altid lokal. Overført på den viden­ skabelige diskussion og placeret i et tidsligt perspektiv implicerer denne egenskab, at "opdagelserne" er uforud­ selige. I forhold til et ideal om gennemsigtighed er den 213. I Kuhns forstand, op.cit.

119

I

en uklarhedsfaktor, der udskyder konsensussen til se­ nere.214 Denne ajourføring viser tydeligt, at teorien om syste­ merne og den legitimeringstype, som den foreslår, ikke bygger på et videnskabeligt grundlag: videnskaben fun­ gerer ikke selv i sin pragmatik efter det systempara­ digme, som denne teori forudsætter, og heller ikke sam­ fundet kan beskrives efter dette paradigme med den nu­ tidige videnskabs begreber. Lad os i denne anledning undersøge to vigtige punkter i Luhmanns argumentation. På den ene side kan systemet kun fungere ved at reducere kompleksiteten; og på den anden side må det fremkalde en tilpasning af de indivi­ duelle forventninger (expectations) til dets egne mål.215 At reducere kompleksiteten er nødvendigt for systemets kompetence med hensyn til ydeevne. Hvis alle budskaber kunne cirkulere frit rundt blandt alle individerne, ville den store mængde af informationer, som skulle medreg­ nes for at foretage de relevante valg, forhale beslutningen og dermed performativiteten betragteligt. Hurtigheden er faktisk en komponent i systemets ydeevne. Man vil indvende, at det i høj grad er nødvendigt at tage disse molekylære meninger med i betragtning, hvis man ikke vil risikere alvorlige forstyrrelser. Luhmann

214. Pomian, art.cit., viser, at denne måde at fungere på (ved kata­ strofer) på ingen måde stammer fra den hegelske dialektik. 215. "Legitimeringen af beslutningerne implicerer fundamentalt en affektiv oplæringsproces, der er fri for enhver forstyrrelse. Det er et aspekt af det generelle spørgsmål: hvordan forandres forventnin­ gerne, hvordan kan det politiske og administrative undersystem om­ strukturere samfundets forventninger ved hjælp af beslutninger, mens det selv kun er et undersystem? Dette segment vil selv kun få en ef­ fektiv indvirkning, hvis det er i stand til at opbygge nye forventnin­ ger i de andre eksisterende systemer, hvad enten det drejer sig om per­ soner eller om sociale systemer" (Legitimation durch Verfahren, loc.cit., p. 35).

120

svarer, og det er det andet punkt, at det er muligt at styre de individuelle forventninger ved hjælp af en "kvasioplæring", der er "fri for enhver forstyrrelse", således at de kan bringes til at stemme overens med systemets be­ slutninger. Disse beslutninger behøver ikke at respektere forventningerne: det er forventningerne, som skal tragte efter disse beslutninger eller i det mindste efter deres ef­ fekter. De administrative procedurer får individerne til at "ville" det, som systemet har behov for for at være per­ formativt.216 Man ser til hvilket brug den telematiske teknik kan og vil kunne tjene i dette perspektiv. Man kan ikke frakende ideen om, at tilstedeværelsen af kontrollen og beherskelsen af konteksten i sig selv er mere værd, end hvis de ikke var der, enhver overtalelses­ kraft. Performativiteten har visse "fordele". Den udeluk­ ker i princippet tilslutningen til en metafysisk diskurs, den forlanger, at man opgiver fablerne, den kræver klare bevidstheder og kolde viljer, den sætter beregningen af interaktionerne i stedet for definitionen af essenserne, den får "spilleme" til ikke alene at påtage sig ansvaret for de udsagn, som de fremsætter, men også for de regler, som de underkaster dem for at gøre dem acceptable. Den betoner vores videns pragmatiske funktioner, for så vidt de synes at kunne indordne sig under effektivitetskrite­ riet: pragmatikkerne for argumentationen, for bevisførel­ sen, for formidlingen af det ukendte, for oplæringen i opfindsomhed. Den bidrager også til at hæve sprogspillene op til en erkendelse af dem selv, også selv om de ikke hører ind under den kanoniske viden, den sigter mod at få hver-

216. Man finder en udformning af denne hypotese i de ældste undersø­ gelser af D. Riesman, The Lonely Crowd, Cambridge (Mass), Yale U.P., 1950; hos W.H. Whyte, The Organization Man, N.Y., Simon & Schuster, 1956; hos Marcuse, One Dimensional Man, Boston, Beacon, 1966; d.o. Ries, Det én-dimensionale menneske. Gyldendal, 1969.

121

dagsdiskursen til at blive en slags metadiskurs: de almin­ delige udsagn fremviser en tilbøjelighed til at citere sig selv og de forskellige pragmatiske pladser til at forholde sig indirekte til det alligevel aktuelle budskab, der vedrø­ rer dem.217 Den kan antyde, at de interne kommunika­ tionsproblemer, som det videnskabelige fællesskab støder på i sit arbejde med at nedbryde og genopbygge sine sprog, kan sammenlignes med den sociale kollektivitets problemer, når den, frataget fortællingernes kultur, skal afprøve sin kommunikation med sig selv og netop der­ ved undersøge, hvilken legitimitet de beslutninger har, som er taget i dets navn. Med fare for at vække forargelse kan systemet endda regne sin hensynsløshed med blandt sine fordele. Inden for ydeevnekriteriets rammer kan et krav (det vil sige en form for forskrift) på ingen måde legitimere sig med, at det skyldes lidelserne ved et utilfredsstillet behov. Retten kommer ikke af lidelsen, den afledes af, at behandlingen af lidelsen gør systemet mere performativt. De dårligst stilledes behov må ikke tjene som regulerende princip for systemet, eftersom deres tilfredsstillelse ikke kan for­ bedre dets performanser, men kun gøre dets udgifter større, idet måden at tilfredsstille dem på allerede er kendt. Den eneste kontraindikation er, at ikke-tilfredsstillelsen kan destabilisere systemet. Det er skadeligt for styrken at indrette sig efter de svage. Men det er til gen­ gæld i overensstemmelse med styrken at fremkalde nye krav, som må formodes at give anledning til en omdefi­ nering af "livsnormerne".218 I den forstand optræder 217. J. Rey-Debove (op.cit., p. 228) bemærker de mange tegn på indirekte tale eller autonymisk konnotation i det nuværende dag­ ligdagssprog. Men, anfører hun, "den indirekte tale er ikke til at stole på". 218. Men, som G. Canguilhem siger, "mennesket er kun rigtig sundt, når det kan klare flere normer, når det er mere end normalt" ("Le nor­ mal et le pathologique" (1951), La connaissance de la vie, Hachette,

122

systemet som den avantgardistiske maskine, der trækker menneskeheden efter sig, samtidig med at den umenne­ skeliggør den for at menneskeliggøre den igen på et an­ det normativt færdighedsniveau. Teknokraterne hævder, at de ikke kan sætte deres lid til det, som samfundet udpeger som sine behov, de "ved", at samfundet ikke selv kan kende disse behov, eftersom de ikke er variabler, der er uafhængige af de nye teknologier.219 Så stort er be­ slutningstagernes hovmod, og så stor er deres blindhed. Dette "hovmod" betyder, at de identificerer sig selv med det sociale system opfattet som en totalitet, der stræ­ ber efter den størst mulige performative enhed. Men hvis man vender sig mod den videnskabelige pragmatik, så viser den os netop, at denne identifikation er umulig: i princippet kan ingen videnskabsmand personificere viden, og han tilsidesætter ikke en forsknings "behov" el­ ler en forskers forventninger under påskud af, at de ikke er performative for "videnskaben" som helhed. Forske­ rens normale svar på postulatet lyder snarere: Vi får se, fortæl din historie.220 Og stadig antager han i princippet 1952, p. 210). 219. E.E. David (art.cit.) bemærker, at samfundet kun kan kende de behov, som det har på sit aktuelle teknologiske udviklingstrin. Det er et karakteristisk træk ved grundforskningen, at den opdager ukendte egenskaber, som omformer det teknologiske miljø og skaber uforud­ selige behov. Han nævner udnyttelsen af fast materiale som forstær­ ker og udviklingen inden for de faste legemers fysik. En kritik af denne "negative regulering" af de sociale interaktioner og behovene ved hjælp af den moderne teknik er lavet af R. Jaulin, "Le mythe technologique", Revue de l'entreprise nr. 26 (særnummer om "L'etnotechnologique", marts 1979, pp. 49-55). Forfatteren anmelder A.G. Haudricourt, "La technologie culturelle, essai de méthodologie", in B. Gille, Histoire des techniques, loc.cit. 220. Medawar (op.cit., pp. 151-152) modstiller videnskabsmændenes skriftlige stil og mundtlige stil. Den skriftlige stil skal være "induktiv", da den ellers risikerer ikke at blive taget med i betragt­ ning: fra den mundtlige stil opstiller han en liste over udtryk, der

123

ikke på forhånd, at sagen er klaret, eller at det vil gå til­ bage med "videnskabens" ydeevne, hvis man undersøger den igen. Det forholder sig sågar omvendt. Naturligvis går det ikke altid for sig på denne måde i virkeligheden. Vi regner ikke de videnskabsmænd med, hvis "slag" er blevet tilsidesat eller undertrykt, undertiden i flere årtier, fordi det alt for voldsomt destabiliserede de opnåede positioner ikke kun inden for det videnskabe­ lige og universitære hierarki, men også inden for selv problematikken.221 Jo stærkere et "slag" er, jo nemmere er det at nægte det selv et minimum af konsensus, fordi det netop ændrer reglerne for det spil, som der var konsensus om. Men når vidensinstitutionen fungerer på denne måde, opfører den sig som en almindelig magt, hvis adfærd styres af et homeostatisk princip. Denne adfærd er terroristisk, ligesom det system, som Luhmann beskriver, er det. Ved terror forstår vi den ef­ fektivitet, man opnår ved udelukkelsen eller ved truslen om udelukkelse af en medspiller fra det spil, som man spillede med ham. Han vil tie eller samtykke, ikke fordi han bliver modsagt, men fordi han trues med at blive udelukket fra at spille (der findes mange former for udelukkelse). Beslutningstagernes hovmod, hvortil der i princippet ikke svarer noget inden for videnskaberne, er det samme som at udøve denne terror. Den siger: Tilpas jeres forventninger til vores mål, ellers...222 normalt kan høres i laboratorierne, deriblandt: My results don't make a history yet. Han konkluderer: "Scientists are building explanatory structures, telling stories (...)". 221. For et berømt eksempel, se L.S. Feuer, The Conflict of Genera­ tions (1969). 222. Det er Orwells paradoks. Bureaukraten taler: "Vi vil ikke nøjes med en negativ lydighed og heller ikke engang med den mest uvær­ dige underkastelse. Når I overgiver jer til os, skal det være af egen fri vilje" (1984, N.Y., Harcourt & Brace, 1949; d.o. P. Monrad, 1984, Gyldendal, 1949). Dette paradoks ville kunne udtrykkes som sprog-

124

t

Selv permissiviteten over for de forskellige spil placeres under betingelsen om performativitet. Omdefineringen af livsnormerne består i at forbedre systemets kompe­ tence med hensyn til ydeevne. Det træder særlig tydeligt frem med indførelsen af de telematiske teknologier: tek­ nokraterne ser i disse teknologier et løfte om en liberali­ sering og en berigelse af interaktioneme mellem spil­ leme, men den interessante effekt er, at resultatet vil blive nye spændinger i systemet, som vil forbedre dets performanser.223 For så vidt videnskaben skaber forskelle, giver den i sin pragmatik en antimodel af det stabile system. Ethvert ud­ sagn må fastholdes fra det øjeblik, dets indhold adskiller sig fra det, som er kendt, og kan bevises ved argumenta­ tion. Videnskabens pragmatik er en model af det "åbne system",224 hvor udsagnets relevans er, at det "afføder ideer", det vil sige andre udsagn og andre spilleregler. Inden for videnskaben findes der ikke noget generelt metasprog, inden for hvilket alle de andre kan omskrives og vurderes. Det er dette, som forhindrer identifikationen med systemet og, når alt kommer til alt, med terroren. Kløften mellem beslutningstagere og udøvere tilhører, hvis den findes inden for det videnskabelige fællesskab (og det gør den), det socio-økonomiske spil og ikke den

spil med et: Du skal være fri, eller tilmed med et: Du skal ville det, som du vil. Det analyseres af Watzlawick og andre, op.cit., pp. 203207. Se om disse paradokser J.M. Salanskis, "Genéses "actuelles" et geneses "sérielles" de l'inconsistant et de l'hétérogéne", Critique nr. 379 (december 1978), pp. 1155-1173. 223. Se beskrivelsen af de spændinger, som masseinformaliseringen ifølge Nora og Mine ikke vil kunne undgå at fremkalde i det franske samfund (op.cit.. Præsentationen). 224. Se note 181. Jvf. diskussionen om de åbne systemer i Watzlawick og andre, op.cit., pp. 117-148. Begrebet om den åbne systematik er genstand for en undersøgelse lavet af J.M. Salanskis, Le systématique ouvert. ii

125

videnskabelige pragmatik. Det er en af de vigtigste hin­ dringer for udviklingen af opfindsomheden inden for vi­ den. Spørgsmålet om den generaliserende legitimering bli­ ver: hvilket forhold er der mellem den antimodel, som den videnskabelige pragmatik tilbyder, og så samfundet? Kan den anvendes på de vældige skyer af sprogpartikler, som samfundet består af? Eller indskrænker den sig til kun at gælde for erkendelsens spil? Og hvilken rolle spiller den i så fald med hensyn til det sociale bånd? Et uopnåeligt ideal om det åbne fællesskab? En nødvendig komponent for beslutningstagerne, der for samfundets vedkommende godtager det performativitetskriterium, som denne model selv forkaster? Eller omvendt et nej til samarbejde med magten og en overgang til modkulturen med fare for at enhver forskningsmulighed forsvinder som følge af manglende bevillinger?225 Vi har allerede fra begyndelsen af denne undersøgelse understreget den ikke blot formelle, men også pragma­ tiske forskel, som adskiller de forskellige sprogspil, især de denotative udsagn eller erkendelsesudsagnene og de præskriptive udsagn eller handlingsudsagnene. Den vi­ denskabelige pragmatik er centreret omkring de denota­ tive udsagn, det er derved at den giver anledning til er­ kendelsesinstitutioner (institutter, centrer, universiteter, osv.). Men den postmoderne udvikling sætter en afgø­ rende "kendsgerning" i forreste række: nemlig at selv diskussionen med denotative udsagn kræver regler. Men reglerne er ikke selv denotative udsagn, men derimod præskriptive udsagn, som det er bedre at kalde metapræskriptive for at undgå sammenblandinger (de fore­ skriver, hvordan sprogspillenes slag skal slåes, for at de 225. Efter bruddet mellem Kirken og Staten kræver Feyerabend (op.cit.) i den samme "verdslige" ånd en adskillelse af videnskaben og staten. Hvad med en adskillelse af Videnskaben og Pengene?

126

kan godkendes). Den forskelsskabende aktivitet eller op­ findsomheden eller paralogien i den aktuelle videnskabe­ lige pragmatik har til funktion at få disse metapræskriptive udsagn ("præsuppositioneme"226) til at træde frem og at kræve, at medspilleme accepterer andre af samme slags. Den eneste legitimering, der til syvende og sidst gør et sådant krav berettiget, er: det vil afføde ideer, det vil sige nye udsagn. Den sociale pragmatik har ikke samme "enkelhed" som videnskabens pragmatik. Den er et monstrum dannet ved overlapning af netværk af heteromorfe gruppe af udsagn (denotative, præskriptive, performative, tekniske, evaluative, osv.). Der er ingen grund til at mene, at man kan fast­ sætte fælles metaforskrifter for alle disse sprogspil, og at en reviderbar konsensus som den, der hersker på et givet tidspunkt inden for det videnskabelige fællesskab, kan omfatte alle de metaforskrifter, som styrer alle de udsagn, der cirkulerer inden for kollektiviteten. Det er endog med et afkald på denne overbevisning, at legitimerings­ fortællingernes forfald i dag er forbundet, hvad enten det er traditionelle eller "moderne" fortællinger (menneske­ hedens frigørelse, Ideens tilblivelse). Det er tillige tabet af denne overbevisning, som "systemets" ideologi på én gang udfylder med sine totaliserende prætentioner og udtrykker med sit performativitetskriteriums hensynsløs­ hed. Af denne grund synes det ikke at være muligt og heller ikke engang klogt at føre, som Habermas gør det, be­ handlingen af legitimeringsproblemet i retning af en sø­ gen efter en universel konsensus227 ved hjælp af det, 226. Det er i det mindste én af de måder, hvorpå man kan forstå dette begreb, som tilhører O. Ducrots problematik (op.cit.). 227. Legitimationsproblemer i senkapitalismen, loc.cit., passim, især p. 29: "Sprog fungerer som transformator: (...) kognitioner for­ vandler sig til udsagn, behov og følelser forvandler sig til normative forventninger (påbud hhv. værdier). Denne transformation fremkalder

127

som han kalder der Diskurs, det vil sige argumentatio­ nernes dialog.228 Det er i virkeligheden at forudsætte to ting. Den første forudsætning er, at alle deltagerne i dialogen kan blive enige om de regler eller metaforskrifter, der er universelt gyldige for alle sprogspillene, selv om det er klart, at disse er heteromorfe og hører ind under heterogene pragmatiske regler. Den anden forudsætning er, at målet for dialogen er en konsensus. Men ved at analysere den videnskabelige pragmatik har vi vist, at konsensus kun er en fase i dis­ kussionerne og ikke deres mål. Det er snarere paralogien, der er målet. Det, som forsvinder med denne dobbelte konstatering (reglernes heterogenitet og interessen for uenighed), er en overbevisning, som stadig driver Habermas’ forskning, nemlig at menneskeheden som (uni­ verselt) kollektivt subjekt stræber efter den fælles frigø­ relse ved hjælp af en regulering af de "slag", der er tillad­ te inden for alle sprogspil, og at et hvilket som helst ud­ sagns legitimitet ligger i dets bidrag til denne legiti­ mering.229 den følgerige skelnen mellem på den ene side subjektiviteten i me­ ninger, vilje, lyst og ulyst og på den anden side udsagn og normer, som optræder med abnenhedsfordring. Almenhed betyder erkendel­ sens objektivitet og de gældende normers legitimitet: begge sikrer det fællesskab, som er konstitutivt for den sociale livsverden". Man ser, at den problematik, som indgrænses på denne måde ved at lænke spørgsmålet om legitimiteten til en bestemt type svar, universalite­ ten, på den ene side forudsætter legitimeringernes identitet for erken­ delsens subjekt og for handlingens subjekt i modsætning til den kantianske kritik, der adskilte den begrebslige universalitet af erkendel­ sens subjekt fra den ideale universalitet (den "oversanselige natur"), der tjener som horisont for handlingens subjekt; og på den anden side fastholder den konsensus (Gemeinschaft) som den eneste mulige hori­ sont for menneskehedens liv. 228. Ibid., p. 28. 229. G. Kortian, in Métacritique, Minuit, 1979, del V, undersøger kri-

128

Man forstår udmærket, hvilken funktion denne tilflugt til fortællingen om frigørelsen har i Habermas' argumen­ tation mod Luhmann. Der Diskurs er her den sidste bas­ tion mod teorien om det stabile system. Meningen er god nok, men argumenterne er det ikke.230 Konsensus er blevet en forældet og suspekt værdi. Hvad retfærdighed ikke er blevet. Man må altså nå frem til en idé om ret­ færdighed og en retfærdighedspraksis, som ikke er for­ bundet med ideen om konsensus. Anerkendelsen af sprogspillenes heteromorfi er et før­ ste skridt i denne retning. Den implicerer naturligvis, at man fornægter terroren, som forudsætter og forsøger at virkeliggøre deres isomorfi. Det andet skridt er princip­ pet om, at hvis der er konsensus om de regler, som defi­ nerer hvert enkelt spil og de "slag", som bliver slået i disse spil, så skal denne konsensus være lokal, det vil sige indgået af de aktuelle medspillere og mulig at ophæve. Man går da i retning af en mangfoldighed af endelige metaargumentationer, vi vil sige: af argumentationer, som vedrører metapræskriptive udsagn, og som er begrænset i tid og rum. Denne orientering stemmer overens med de sociale interaktioners udvikling, hvor den kortvarige kontrakt fak­ tisk fortrænger den permanente institution i såvel faglige, følelsesmæssige, seksuelle, kulturelle, familiære, interna­ tionale som politiske anliggender. Udviklingen er ganske vist tvetydig: den kortvarige kontrakt favoriseres af sys­ temet på grund af dens større smidighed, de færre om­ kostninger og den begejstring, som følger med, alle fak­ torer, som bidrager til en større operativitet. Men det tisk dette Aufklarer-aspekt af Habermas' tænkning. Se også af samme forfatter, "Le discours philosophique et son objet", Critique, 1979. 230. Se J. Poulain, art.cit., her note 28; og for en mere generel dis­ kussion af Searies og Gehlens pragmatik, J. Poulain, "Pragmatique de la parole et pragmatique de la vie", Phi zéro 7, 1 (september 1978), Universitetet i Montreal, pp. 5-50.

129

drejer sig på ingen måde om at stille et "rent" alternativ op over for systemet: vi ved alle, her ved afslutningen på 70'eme, at dette alternativ vil komme til at ligne systemet. Man må glæde sig over, at tendensen med den kortvarige kontrakt er tvetydig: den tilhører ikke udelukkende sys­ temets målsætning, men systemet tolererer den, og den peger også i sig selv mod en anden målsætning, erken­ delsen af sprogspillene som sådanne og beslutningen om at påtage sig ansvaret for deres regler og deres effekter, idet den vigtigste af disse effekter er den, som legitimerer valget af reglerne, paralogien. Hvad angår informatiseringen af samfundene, så ser man nu, hvordan den virker ind på denne problematik. Den kan blive "en drøm af" et instrument til kontrol og regulering af markedssystemet, der nu er blevet udvidet til også at omfatte viden, og som udelukkende er styret af performativitetsprincippet. Den fører da uundgåeligt ter­ roren med sig. Men den kan også tjene de grupper, hvor man diskuterer de metapræskriptive udsagn, ved at give dem de oplysninger, som de som regel mangler for at kunne beslutte med fuld viden om, hvad de gør. Den li­ nie, man må følge for at få informatiseringen ind på dette spor, er i princippet meget enkel: nemlig at offentligheden får fri adgang til maskinhukommelserne og databankerne.231 Sprogspillene vil da blive spil med

231. Se Tricot og andre, Infonnatique et libertés. Rapport til regerin­ gen, La Documentation framjaise, 1975. L. Joinet, "Les "piéges liberticides" de l'informatique", Le Monde diplomalique nr. 300 (marts 1979): disse fælder er "anvendelsen af "de sociale profilers" teknik i massestyringen af befolkningerne; den sikkerhedslogik, som auto­ matiseringen af samfundet producerer". Se også de dossiers og analy­ ser, som er samlet i Interférences 1 og 2 (vinter 1974, forår 1975), hvis tema er oprettelsen af folkelige multimedia-kommunikationsnet: om radioamatørerne (og især om deres rolle i Quebec under F.L.Q.-af­ færen i oktober 1970 og "Front commun"-affæren i maj 1972); om nærradioer i USA og i Canada; om informatikkens indvirkning på

130

fuldstændige informationer. Men de vil også være spil, hvor summen ikke er lig nul, og derfor vil diskussioner­ ne aldrig stå i fare for at falde til ro i balancepositioner af mangel på indsatser. For indsatserne vil da bestå af kund­ skaber (eller informationer, om man vil), og lageret af kundskaber, som er sprogets lager af mulige udsagn, er uudtømmeligt. Der aftegner sig en politik, i hvilken både ønsket om retfærdighed og interessen for det ukendte vil blive respekteret lige meget.

pressens redaktionelle arbejdsbetingelser; om piratradioer (før deres udvikling i Italien); om de administrative kartoteker; om IBM-monopolet; om sabotage af informatikken. Efter at have vedtaget indkøbet af en datamaskine (operationel i 1981) opstillede kommunalbestyrel­ sen i Yverdon (Vaud-kantonen i Schweiz) et vist antal regler: kun kommunalrådet har kompetence til at bestemme, hvilke data der skal indsamles, og til hvem og under hvilke betingelser de skal videregi­ ves; enhver borger kan på forlangende (mod betaling) få adgang til alle data; enhver borger har ret til (på forlangende) at få at vide, hvilke af hans data der bliver videregivet og til hvem (La semaine media nr. 18, 1. marts 1979, p. 9).

131

Slagmarks Skyttegravsserie

Metafysik og excorsisme Indlæg ved forsvaret af Lars-Henrik Schmidts doktorafhandling Den sociale excorsisme

30,-

Lyotard og striden Læsninger af Le différend Redigeret af Niels Brugger

95,-

Alain Badiou Manifest for filosofien

95,-

Arne Jørgensen Vico Myte, historie og erkendelse

140,-

Søren Gosvig Olesen Filosofien i Frankrig eller Frankrig i Filosofien

95

Immanuel Kant Oplysning, historie, fremskridt Historiefilosofiske skrifter Udgivet af Morten Haugaard Jeppesen

95

K.E. Løgstrup — nye læsninger Redigeret af Ole Morsing

95:

Horisont og pejling En debatbog om dannelsen i 90'eme Redigeret af Vilhelm Kemp og Karin-Ann Madsen

95,-

Slagmarks Skyttegravsserie

Denne slyngelagtige eftertid Tekster om Søren Kierkegaard, I-III Redigeret af Finn Frandsen og Ole Morsing

285,-

Ole Morsing Sprækker til det uendelige? Søren Kierkegaard i 1990'eme — en bog om bøgerne

95,-

Jean Baudrillard Cool Memories 1980-1985

140,-

Kommende udgivelser Niels Brugger og Finn Frandsen Jean-Fran?ois Lyotard og den postmoderne betingelse Elementer til en receptionshistorie

95,-

Emmanuel Lévinas Etik og fænomenologi Udgivet af Michael Rasmussen

95

Udgivelserne i Slagmarks Skyttegravsserie kan købes ved henvendelse til Slagmark Tidsskrift for idehistorie Postboks 1058 8200 Århus N