Menneskets rettigheder: første og anden del [1. udgave ed.] 9788791060731, 8791060737

Table of contents :
OVERSÆTTERENS FORORD......Page 5
UDGIVERENS FORORD......Page 6
FØRSTE DEL......Page 7
Til George Washington......Page 8
Forord til den engelske udgave......Page 9
Menneskets Rettigheder......Page 11
Den franske erklæring om menneskerettigheder (1789)......Page 83
Bemærkninger til Rettighedserklæringen......Page 86
Blandet kapitel......Page 89
Konklusion......Page 112
ANDEN DEL......Page 119
Til M. de Lafayette......Page 120
Forord til anden del......Page 122
Indledning......Page 128
Kapitel I Om samfund og civilisation......Page 132
Kapitel II Om oprindelsen til de nuværende gamle regeringer......Page 138
Kapitel III Om de gamle og nye regeringer......Page 141
Kapitel IV Om forfatninger......Page 155
Kapitel V Måder og midler til at forbedre Europas forhold - blandet med forskellige iagttagelser......Page 180
Appendix......Page 243

Citation preview

Thomas Paine Menneskets rettigheder Første og Anden del

Thomas Paine Menneskets rettigheder * Oversat til dansk i årene 2001-2011 af Henrik Eismark * Forside design: Ewa Leszczynska http://evkadesigns.weebly.com/ * © 2012 Forlaget Fritanken 1. udgave 2012 ISBN 978-87-91060-73-1

Indhold Oversætterens forord..................................................... iv Udgiverens forord........................................................... v Første Del .....................................................................1 Til George Washington..................................................2 Forord til den engelske udgave ......................................3 Menneskets Rettigheder................................................5 Den franske erklæring om menneskerettigheder (1789) .. 77 Bemærkninger til Rettighedserklæringen ....................... 80 Blandet kapitel .......................................................... 83 Konklusion .............................................................. 106 Anden Del ................................................................. 113 Til M. de Lafayette ................................................... 114 Forord til anden del .................................................. 116 Indledning .............................................................. 122 Kapitel I Om samfund og civilisation ........................... 126 Kapitel II Om de nuværende gamle regeringer ............. 132 Kapitel III Om de gamle og nye regeringer .................. 135 Kapitel IV Om forfatninger......................................... 149 Kapitel V Måder og midler ......................................... 174 Appendix ................................................................ 237

iii

OVERSÆTTERENS FORORD Hvis alt er gået rigtigt til, er dette den første oversættelse af dette i sin tid banebrydende værk fra sidst i 1700-tallet. Opgaven er faldet på en hobbyoversætter, en såkaldt amatør, med aspiration om at blive husket som amateur. Den manglende uddannelse i oversætterfaget medfører nogle afvigelser, som fx. mine mange forskellige oversættelser af det engelske 'government', som ikke virkede komplet præcist med udelukkende 'regering' eller ’styreform’ i alle tilfælde. Der vil også være andre specielle historiske forhold, som mine færdigheder ikke dækker over. Læseren bedes tage til takke med dette resultat indtil andre føler sig inspireret til at kopiere projektet, som har ligget på internettet i nogle få år i voksende form. Værket markerer desuden afslutningen på min oversættelse af de store, centrale skrifter i Thomas Paines forfatterskab; Age of Reason udkom i anden oversættelse tidligere. Jeg takker Ulla de Stricker og Per Møller Andersen for hjælp med hhv. oversættelse og korrektur i flere tilfælde. Henrik Eismark, Forlaget Fritanken

UDGIVERENS FORORD Henrik Eismark påbegyndte oversættelsen af dette værk for mange år siden, i 2001 efter færdiggørelsen af oversættelsen af Sund fornuft. Han blev, inden færdiggørelsen, optaget af at oversætte andre værker: Paines Krise breve; Robert G. Ingersolls skrifter om De store skeptikere, om humanisme, menneskerettigheder og religion; fortællinger af Arthur Conan Doyle; og andet. Han nåede netop at afslutte sin oversættelse af dette værk inden sin alt for tidlige død i oktober 2011. Henrik Eismark nævner sin måske upræcise oversættelse af det engelske ’government’. Han burde måske også have nævnt oversættelsen af det engelske ’nation’, som i alle tilfælde er oversat til ’nation’. I visse tilfælde synes denne oversættelse ikke at give nogen mening, fx. her: Kongen var kendt som nationens ven og denne omstændighed tjente til formålet. (side 13) Dette giver ingen mening, for naturligvis er kongen nationens ven; men nationen var jo splittet. Det kunne måske være rigtigere her at oversætte ved Kongen var kendt som folkets ven…, i modsætning til fx regeringen. Også den svenske oversættelse, Människans rettigheter, og den danske oversættelse af Burkes bog, anvender konsekvent ordet nation. Side 155 skriver Paine: I Frankrig bruges ordet nation i stedet for folket… Jeg har valgt ikke at ændre i Henrik Eismarks oversættelse, og læseren bedes fortolke ordet nation efter sammenhængen. En tak til Henrik Eismark for denne oversættelse og for hans andre oversættelser af Paines værker. De fortjener at blive læst. Per Møller Andersen 2012

v

FØRSTE DEL

1

Til George Washington Min herre, Jeg forelægger Dem en lille afhandling til forsvar for den frihed, som Deres eksemplariske egenskaber på så udmærket vis har medvirket til at formulere. – At Menneskets Rettigheder kan blive lige så universelle som Deres Ærværdighed kan ønske, og at De må opleve den glæde at se Den Nye Verden genføde Den Gamle, er min bøn. Deres meget forbundne og lydige, ydmyge tjener THOMAS PAINE

2

Forord til den engelske udgave Med den andel, som hr. Burke havde i den Amerikanske Revolution, var det naturligt, at jeg skulle betragte ham som menneskehedens ven; og da vores venskab var grundlagt på dette, havde det behaget mig mere at opretholde denne mening end at ændre den. På det tidspunkt, hr. Burke holdt sin aggressive tale sidste vinter i det engelske parlament mod den franske revolution og Nationalforsamlingen, var jeg i Paris, og jeg havde skrevet til ham kort tid før for at fortælle ham, hvor godt det gik fremad. Kort tid efter så jeg hans annoncering af den pamflet, han agtede at udgive. Da angrebet blev udført i et sprog, som kun læses lidt og forstås endnu mindre i Frankrig, og da alt taber ved oversættelse, lovede jeg nogle af Revolutionens venner i samme land, at når hr. Burkes pamflet udkom, ville jeg besvare den. Dette forekom mig endnu vigtigere, når jeg så de løsagtige udlægninger, som hr. Burkes pamflet indeholdt; det er et skandaløst angreb på den franske revolution og frihedens principper og en byrde for hele verden. Jeg er endnu mere forbløffet og skuffet over hr. Burkes adfærd (af grunde jeg vil nævne), da jeg havde forventet noget andet. Jeg har set nok af krigens elendighed til at ønske, at det ikke ville forekomme i verden mere, og at en anden måde kunne findes til at afgøre de uenigheder, der kan opstå mellem nabolande. Dette kunne bestemt opnås, hvis hoffet ville optræde ærligt, eller hvis landene blev oplyste nok til ikke at blive narret af hoffet. Folket i Amerika var vokset op med de samme fordomme over for Frankrig, som dengang karakteriserede folket i England; men erfaring og et bekendtskab med den franske nation har meget effektivt bevist falskheden af disse fordomme; og jeg tror ikke et mere hjerteligt og tillidsfuldt samarbejde eksisterer mellem to lande end det mellem Amerika og Frankrig. Da jeg kom til Frankrig i foråret 1787 var Ærkebiskoppen i Toulouse minister og på det tidspunkt højt anset. Jeg blev en god bekendt af denne ministers privatsekretær, en mand med et stort godmodigt hjerte, og fandt at hans følelser 3

Forord

svarede fuldstændigt til mine egne med hensyn til krigens vanvid og to nationers fjendtlige politikker, som England og Frankrig, som kontinuerligt generer hinanden kun med det resultat at skatter og afgifter stiger. For at være sikker på, at vi ikke misforstod hinanden, skrev jeg essensen af vores holdninger i et brev og sendte det til ham; sammen med en forespørgsel om, at hvis jeg skulle iagttage en vilje hos det engelske folk til at opnå en bedre forståelse mellem de to nationer end hvad tilfældet havde været hidtil, i hvilket omfang jeg så ville kunne forvente den samme vilje kunne forefindes i Frankrig. Han svarede mig skriftlig helt uden reservationer og ikke bare på egne vegne, men også på ministerens, som det blev fortalt var vidende om, at dette brev blev skrevet. Jeg gav hr. Burke dette brev i hænderne for næsten 3 år siden og efterlod det hos ham, hvor det ligger endnu, i håb og naturlig forventning om, ud fra hans optræden, at han ville finde en lejlighed til at finde anvendelse for det med henblik på at fjerne de fejl og fordomme, som to nabonationers ukendskab til hinanden havde bevirket til skade for begge. Da den franske revolution brød ud, gav det med sikkerhed hr. Burke en lejlighed at gøre nytte, hvis han havde ønsket det; men ikke så snart så han de gamle fordomme tone bort, før han i stedet straks begyndte at så ny splid, som om han var bange for, at England og Frankrig ville ophøre med at være fjender. At der er mennesker i alle lande, som tjener til livet ved krig og fjendskab mellem nationer er lige så forargeligt, som det er sandt; men når de, som er involveret i et lands styre, gør det til deres sag at så splid og oparbejde uvenskab mellem nationer, bliver det endnu mere utilgiveligt. Hvad angår et afsnit i dette værk, som hentyder til at hr. Burke oppebærer en pension, har det været i omløb i nogen tid, mindst to måneder, men da en person ofte er den sidste, der hører noget om sig selv, har jeg nævnt det, så hr. Burke har lejlighed til at imødegå rygtet, hvis det er usandt, hvis han ønsker det.

Thomas Paine 4

Menneskets Rettigheder Blandt de uhøfligheder, som nationer eller personer provokerer og irriterer hinanden med, er hr. Burkes pamflet om den franske revolution i særklasse. Hverken Frankrigs befolkning eller Nationalforsamlingen blandede sig i Englands eller det engelske parlaments forhold; at hr. Burke ville starte et uprovokeret angreb på dem, både i Parlamentet og offentligt, er en opførsel, som ikke kan tilgives efter høflighedens, og ej heller efter det politiske livs, målestok. Der er knapt et skældsord i det engelske sprog, som hr. Burke ikke har udgydt over den franske nation og Nationalforsamlingen. Alt, som raseri, fordomme, uvidenhed eller viden kunne frembringe, flyder med arrigskabens rivende strøm ud af de næsten 400 sider. Med den energi og vilje, som hr. Burke skrev med, kunne han have skrevet tusindvis af sider. Når munden eller pennen et sluppet løs i følelsernes vold, er det manden og ikke emnet, som udtømmes først. Hidtil har hr. Burke taget fejl og ladet sig skuffe i de opfattelser, han havde gjort sig om forholdene i Frankrig; men hans håbefulde opfindsomhed eller hans fortvivlelses ondskab er af en sådan karakter, at de blot giver ham nye påskud til at fortsætte. Der var en gang, da det var umuligt at få hr. Burke til at tro, at der kunne komme en revolution i Frankrig. Hans opfattelse var dengang, at franskmændene hverken havde mod eller vilje til at gennemføre den, og nu, da den er kommet, er hans udvej at fordømme den. Siden han ikke var fuldt tilfreds med at svine Nationalforsamlingen til, bestod meget af hans arbejde i at tilsvine Dr. Price (et af de mest velmenende mennesker der findes) samt de to engelske selskaber, som kendes under navnet the Revolution Society (Revolutionsselskabet) og the Society for Constitutional Information (Selskabet for oplysning om Forfatningen). Dr. Price havde prædiket under en gudstjeneste d. 4. november 1789, som er årsdagen for det, der i England kaldes Revolutionen, som foregik 1688. Hr. Burke siger om denne prædiken: Denne politiske guddommelighed fort5

Menneskets rettigheder

sætter dogmatisk med at fastslå, at gennem Revolutionens principper har det engelske folk opnået 3 fundamentale rettigheder: 1. 2. 3.

At vælge vores egne ledere. At afskedige dem for uregelmæssigheder. At fastsætte rammerne for vores egen regering.

Dr. Price siger ikke, at retten til disse ting besiddes af den ene eller den anden person, eller i den og den slags personer, men at retten i almindelighed findes; at det er en ret forankret i nationen. - Hr. Burke, derimod, benægter at nationen besidder denne ret, helt eller delvist, eller at den overhovedet findes noget sted; hvad der er endnu mere mærkeligt og vidunderligt, så siger han, at "folket i England aldeles frasiger sig en sådan ret, og vil modsætte sig dens praktiske udførelse med deres liv og ejendom som indsats". At folk skulle gribe til våben og ofre liv og ejendom, ikke for at bevare deres rettigheder, men for at fastholde, at de ingen rettigheder har, er en helt ny type opdagelse, og meget passende for hr. Burkes paradoksale geni. Den måde, hvorpå hr. Burke beviser, at Englands befolkning ikke ejer sådanne rettigheder, og at disse rettigheder ikke eksisterer i dag i nationen, hverken helt eller delvist eller noget sted overhovedet, er af den samme underfulde og monstrøse art i stil med, hvad han allerede har anvendt, for hans argument er, at de personer eller den generation af personer, som ejede disse rettigheder er døde, og deres rettigheder døde med dem. For at bevise det citerer han en erklæring udstedt af Parlamentet for omkring 100 år siden til William og Mary med disse ord: "Overhuset åndeligt og verdsligt, og Underhuset underkaster i førnævnte folks navn (i betydningen datidens personer) ydmygt sig selv, vore arvinger og efterkommere til ev ig t id." Han citerer en paragraf i en anden af Parlamentets love udstedt i samme tid, om hvis ordlyd han siger ’binder os’ (i betydningen datidens personer), ’vore arvinger og vor fremtid til dem, deres arvinger og deres efterkommere til evig tid’. Hr. Burke anser sit synspunkt for at være tilstrækkeligt underbygget ved påvisningen af disse erklæringer, som han 6

Menneskets rettigheder

uddyber ved at sige, at de for evigt fjerner nationens rettigheder. Stadig ikke tilfreds ved at fremsætte disse erklæringer, gentaget igen og igen, siger han endvidere: "at hvis Englands befolkning besad sådanne rettigheder før revolutionen" (som han indrømmer var tilfældet ikke bare i England, men på et tidligt tidspunkt over hele Europa) "så frasagde den engelske nation sig på det allerhøjtideligste disse for evigt på egne og efterkommeres vegne." Da Hr. Burke lejlighedsvis anvender giften udtrukket af sine rædsomme principper, ikke blot på den engelske nation men også på den franske revolution og Nationalforsamlingen, og kalder denne udsøgte og oplyste gruppe mænd for usurpatorer (tronranere), skal jeg uden videre fremsætte et andet sæt principper, der står i modsætning til hans. Det engelske parlament gjorde i 1688 en bestemt ting, som de havde ret til at gøre overfor dem selv og deres valgmenighed, og som virker rigtigt, at det blev gjort. Men i tillæg til denne ret, som de besad ved delegering, tiltog de sig selv en anden ret: den at binde og styre eftertiden i al evighed. Sagen består derfor af to ting: retten, de besad ved delegering, og retten, de selv tiltog sig. Den første er indrømmet, men hvad den anden angår, svarer jeg: Der har aldrig, der vil aldrig, og der kan aldrig findes et parlament, eller nogen anden betegnelse for en gruppe mænd eller nogen generation af mænd i noget land, som ejer magten til at binde og styre eftertiden i al evighed, eller bestemme for evigt, hvordan verden skal styres, eller hvem der skal styre den. Derfor er alle sådanne erklæringer, love eller deklarationer, med hvilke forfatterne af den slags forsøger at opnå, hvad de hverken har ret eller magt til at gøre, ej heller magten til at gennemføre, i sig selv ugyldige. Enhver tidsalder og enhver generation må være fri til at bestemme selv i alle sager, som den tidsalder og den generation, der gik forud. Den forfængelighed og indbildskhed, der ligger i at ville regere fra graven, er det mest latterlige og fornærmende tyranni af alle. Mennesket kan ikke eje mennesker; ej heller har nogen generation ejerskab over efterfølgende generationer. Parlamentet eller folket i 1688, eller i nogen anden periode, havde ingen ret til at handle på den 7

Menneskets rettigheder

nuværende befolknings vegne eller på nogen som helst måde binde og kontrollere dem, der kommer 100 eller 1000 år senere. Enhver generation er og må være selvbestemmende, hvad dens sager angår. Det er de levende og ikke de døde, som skal tilgodeses. Når et menneske dør, dør dets magt og ønsker med ham, og uden nogen deltagelse i verdens affærer har det ikke længere nogen myndighed til at bestemme, hvem der skal regere, eller hvordan dens regering skal organiseres eller administreres. Jeg kæmper hverken for eller imod nogen regeringsmåde og heller ikke for eller imod noget parti, det være sig her eller der. Hvad en hel nation vælger at gøre, har den ret til at gøre. Hr. Burke siger nej. Hvor findes da denne ret? Jeg kæmper for de levendes rettigheder, og imod at de borttestamenteres, kontrolleres og begrænses gennem døde menneskers skriftligt overdragne myndighed; Hr. Burke kæmper for de dødes myndighed over de levendes rettigheder og frihed. Der fandtes en tid, da konger ved testamente disponerede over deres kroner, og overlod folket, som man gør med husdyr, til den efterfølger, de havde udnævnt. Dette er forladt for så længe siden, at det næppe huskes, og så unaturligt at man knapt kan tro det; men de parlamentariske paragraffer, hvorpå hr. Burke grunder sin politiske kirke, er af samme slags. Ethvert lands love må følge nogle fælles grundprincipper. I England kan hverken forældre eller husbond, eller endog Parlamentet, hvor almægtigt det end kalder sig, binde eller kontrollere den personlige frihed af et enkelt menneske efter at han er fyldt 21 år. På hvilket retsgrundlag kunne da parlamentet af 1688, eller et hvilket som helst andet parlament, binde eftertiden for altid? De, som har forladt denne verden, og de, som endnu ikke er kommet ind i den, er så fjernt fra hinanden som nogen dødelig indbildning kan forestille sig. Hvilken mulig forpligtelse kan der da findes mellem dem; hvilken regel eller hvilket princip kan fastlægges, som af 2 ikke-eksistenser, hvor - den ene bortgået fra tilværelsen, den anden endnu ikke inde i den - den ene skal herske over den anden til verdens ende? 8

Menneskets rettigheder

I England siges det, at ingen penge kan tages fra folkets lommer uden dets samtykke. Men hvem bemyndigede, eller hvem kunne bemyndige parlamentet af 1688 til at kontrollere og fjerne friheden for eftertiden (som ikke var til stede for at give eller nægte deres samtykke) og begrænse og indskrænke deres ret til at udføre visse handlinger i al fremtid? Nogen større urimelighed, end den hr. Burke præsenterer for sine læsere, kan den menneskelige fornuft ikke blive udsat for. Han siger til dem, og han siger til kommende slægter, at en vis gruppe mennesker, som levede for 100 år siden, vedtog en lov; og at der ikke nu i landet findes, og at der heller aldrig vil findes, nogen magt, som kan ændre denne lov. På hvor mange spidsfindige eller absurde måder er den guddommelige ret til at regere ikke blevet påtvunget den lettroende menneskehed? Hr. Burke har opfundet endnu en, og han har forkortet sin vej til Rom ved at appellere til dette ufejlbarlige parlament fra forgangne tider; og han fremlægger, hvad det har udført, som var det af guddommelig magt: thi mere end menneskelig må jo den magt være, som ingen menneskelig magt kan ændre i al fremtid. Men hr. Burke har dog ydet en indsats, ikke for sin sag men for sit land, ved at offentliggøre disse paragraffer. De tjener til at vise, hvor nødvendigt det er bestandigt at være på vagt overfor magtens forsøg på udvidelse og på at forhindre, at den anvendes umådeholdent. Det er temmelig enestående, at den lovovertrædelse, som forårsagede James II's fald, nemlig at han havde tilranet sig magt, skulle gentages i anden skikkelse og form af det parlament, som afsatte ham. Det viser, at menneskets rettigheder ikke var fuldt forstået under Revolutionen; for sikkert er det, at den ret som dette parlament tiltog sig (thi de havde ikke fuldmagt dertil og kunne ikke have nogen, da der ikke fandtes nogen, som kunne give den) over eftertidens mennesker og deres frihed for stedse, var af samme tyranniske, ubegrundede slags, som James forsøgte at tiltage sig overfor parlamentet og nationen, og for hvilken han blev afsat. Den eneste forskel er (for i princippet er der ingen forskel) at den ene tiltog sig magt over de levende og 9

Menneskets rettigheder

den anden over de ufødte; og eftersom den ene ikke har nogen højere magt at støtte sig til end den anden, må begge være ugyldige og uden virkning. Med hvilken begrundelse beviser hr. Burke nogen menneskelig ret til at binde eftertiden for evigt? Han har fremsat sine paragraffer, men han må også fremsætte sine beviser på, at en sådan ret eksisterede og vise hvordan den eksisterede. Hvis den har eksisteret, må den eksistere i dag, for hvad der hører til menneskets natur kan ikke udryddes af mennesket. Det er menneskets natur at dø, og han vil dø, så længe han forsætter med at fødes. Men Hr. Burke har skabt en slags politisk Adam, som hele eftertiden er bundet til; han må derfor bevise, at hans Adam besad en sådan magt eller en sådan ret. Jo svagere et reb er, jo mindre kan det tåle at blive strakt, og jo værre er det at strække det, med mindre det er ønsket at knække det. Havde en person overvejet at vælte hr. Burkes position, ville han gøre som hr. Burke har gjort. Han ville have oppustet myndighederne med det formål at skabe tvivl om deres berettigelse, og i samme øjeblik spørgsmålet om berettigelsen var stillet, måtte myndigheden opgive autoriteten. Det kræver kun en meget lille tankevirksomhed at forstå, at skønt love vedtaget i én generation ofte forbliver i kraft i de efterfølgende generationer, forbliver de i kraft på grund af de levendes billigelse. En lov, som ikke ophæves, forbliver i kraft, ikke fordi den ikke kan ophæves, men fordi den ikke ophæves; og ikke-ophævelsen antages for billigelse. Men denne kvalifikation besidder hr. Burkes paragraffer end ikke. De annulleres ved at forsøge at fremstå som evige. Deres natur udelukker billigelse. De destruerer den berettigelse, de kunne have ved at begrunde sig med en ret, som de ikke kan have. Evig magt er ikke en menneskelig ret, og derfor kan det ikke være Parlamentets ret. Parlamentet af 1688 kunne lige så vel have vedtaget en lov, som autoriserede dem til at leve for evigt, som at lade deres autoritet eksistere for evigt. Alt der derfor kan siges om dem er, at de er en række formelle ord med samme betydning, 10

Menneskets rettigheder

som hvis de, som havde udtrykt dem, havde lykønsket sig selv, og i oldtidens orientalske stil havde sagt 'O, Parlament, Måtte Eder Leve for Evigt'. Verdens omstændigheder ændrer sig konstant, og menneskets opfattelser ændrer sig også; og da styre er for levende og ikke for døde, er det kun de levende som har lod og del idet. Det, som kan tænkes rigtigt og hensigtsmæssigt i én tidsalder, kan anses for forkert og uhensigtsmæssigt i en anden. I sådanne tilfælde, hvem skal så bestemme, de levende eller de døde? Da næsten et hundrede sider af hr. Burkes bog drejer sig om disse paragraffer, følger det, at paragrafferne selv i den forstand, at de tilranede sig overherredømmet for eftertiden i al evighed, er ubemyndigede og i deres natur ugyldige; at alle hans omfangsrige afledninger og erklæringer uddraget deraf eller baseret derpå, også er ugyldige og på denne basis, vil jeg forlade sagen. Vi kommer mere specifikt nu til Frankrigs sager. Hr. Burkes bog ser ud til at være udgivet som en instruks til den franske nation; men hvis jeg må tillade mig selv at bruge en floromvunden metafor, som passer til den floromvundne sag er det mørket, som forsøger at oplyse lyset. Mens jeg skriver dette, har jeg tilfældigvis foran mig nogle forslag til en erklæring om rettigheder af Marquis de Lafayette (jeg beder om hans forladelse for at bruge hans tidligere titel og gør det kun for at kunne skelne) til Nationalforsamlingen 11. juli 1789, tre dage før erobringen af Bastillen, og jeg kan kun med overraskelse bemærke, hvor forskellige de kilder er, som denne herre og hr. Burke drager deres principper fra. I stedet for at henvise til mugne papirer og skimlede pergament ark for at bevise, at de levende har fortabt deres ret, 'afgivet og frasagt for evigt' af de, som ikke er mere, som hr. Burke har gjort, forholder M. de Lafayette sig til den levende verden og siger empatisk: 'Ihukom de følelser, som naturen har ilagt hjertet på enhver borger, og som får ny kraft, når de højtideligt respekteres af alle: For at en nation skal elske frihed, er det tilstrækkeligt at hun kender den; og for at blive fri, er det tilstrækkeligt, at hun vil det.' Hvor tørre, øde og obskure er den kilde fra 11

Menneskets rettigheder

hvilken hr. Burke øser! - og hvor virkningsløse er alle hans besmykkede tirader og argumenter sammenlignet med disse klare, præcise og animerende følelser! Få og korte, som de er, fører de frem til et stort område af modige tanker og slutter ikke, som hr. Burkes punktummer, med musik i øret og ingenting i hjertet. Da jeg nu har bragt M. de Lafayette på banen, vil jeg tage mig den frihed at tilføje en anekdote vedrørende hans afskedstale til den amerikanske kongres i 1783, som jeg erindrede klart, da jeg så hr. Burkes tordnende angreb på den franske revolution. - M. de Lafayette rejste til Amerika tidligt i krigen og fortsatte som frivillig i hendes tjeneste til afslutningen. Hans optræden, knapt 20 år gammel, under hele dette forehavende, er et af de mest usædvanlige i historien. Boende i et land, som var al luksuslivs moder og med midlerne til at nyde det, - hvor mange ville så have byttet denne scene ud med Amerikas ødemark og vildnis og tilbringe ungdommens skønne år i uprofitabel fare og hårde trængsler; men det skete. Da krigen sluttede, og han var ved sit endelige farvel, besøgte han Kongressen og reflekterede i sin bevægede afsked over den revolution, han havde set, udtrykt på denne måde: 'Må dette store monument, opført til Frihedens ære, tjene som en lektie for undertrykkeren og et forbillede for den undertrykte'. Da denne tale faldt i hænderne på Dr. Franklin, som da var i Frankrig, bad han Grev Vergennes om at få den trykt i den franske Gazette, men han fik aldrig hans tilsagn. Sagen var, at Grev Vergennes hjemme var en aristokratisk despot og frygtede den amerikanske revolutions påvirkning af Frankrig, på samme måde som andre personer frygter den franske revolutions virkning i England, og hr. Burkes indrømmelse af frygt (for i det lys må hans bog læses) er en analog til Grev Vergennes afvisning. Men nu tilbage igen til hans værk. 'Vi har set,' siger hr. Burke 'de franske gøre oprør mod en mild og retsbevidst monark med mere vrede, vanvid og spe end noget andet folk har rejst sig mod den mest forbryderiske undertrykker eller den mest blodtørstige tyran.' Det er et enkelt tilfælde mellem flere tusinde, hvor hr. Burke 12

Menneskets rettigheder

afslører sin uvidenhed om oprindelsen til og principperne bag den franske revolution. Det var ikke mod Louis d. 16., men mod regeringens despotiske principper, folket gjorde oprør. Disse principper var ikke skabt af ham, men grundlagt mange århundreder før ham, og de var blevet for indgroede til at blive fjernet, og parasitterne og røverne i Augias stalde 1 for beskidte til at blive renset ved andet end en fuldstændig og altomfattende omvæltning. Når det bliver nødvendigt at gøre noget, bør hele hjertet og hele sjælen gå ind i forsøget, eller slet ikke. Det krisepunkt var så nået, og der var ikke noget andet valg end at handle med beslutsom energi eller ikke handle overhovedet. Kongen var kendt som nationens ven og denne omstændighed tjente til formålet. Måske var der ikke noget menneske, som var opfostret i regi af enevældig konge, som var så lidt tilbøjelig til udøvelse af den form for magt som den nuværende konge af Frankrig. Men regeringsformens principper forblev de samme. Monarken og monarkiet var to adskilte og forskellige ting, og det var det sidstes fundamentale despoti og ikke den førstes person eller principper, som betingede oprøret og den omvæltning, som fulgte. Hr. Burke lægger ikke mærke til forskellen mellem menneske og princip, og derfor forstår han ikke, at et oprør kan finde sted mod det sidstes despoti, mens den første ikke anklages for despoti. Louis d. 16.’s medfødte moderation bidrog ikke til at ændre monarkiets arvemæssige despoti. Alle de forrige styrers tyranniske principper udført ud fra dette arvemæssige despoti kunne stadig genoplives af en efterfølger. Det var ikke en pause i et regime, som kunne tilfredsstille Frankrig i sin nye oplyste tilstand. En tilfældig pause i despotiets udførelse er ikke enden på dets principper; det første afhænger af egenskaberne hos det individ, som aktuelt er i besiddelse af magten; det sidste på hele nationens egenskaber og mod. I tilfældet Charles I og James II af England, skete op1 Augias: græsk sagnkonge i Ellis, hvis stalde blev renset af Herkules ved at han ledte en flod gennem dem. Augias stald: meget snavset, uordentligt rum. /o.a.

13

Menneskets rettigheder

røret mod disse mænds personlige despoti, mens det i Frankrig var mod det etablerede regeringssystems arvemæssige despoti. Men mænd som hr. Burke, der kan overdrage rettigheder for evigt baseret på et stykke muggent pergament, er ikke kvalificerede til at bedømme denne revolution. Perspektivet er for stort til, at de kan overskue det, og det fortsætter ud i en logisk storhed, som de ikke kan kapere. Men der kan være mange synsvinkler på denne revolution. Når despoti har bundfældet sig i umindelige tider som i et land som Frankrig, hviler det ikke blot hos kongen. Det kan se sådan ud og virke således på overfladen; men det fungerer ikke sådan i virkeligheden. Det ligger i hele systemet. Hvert eneste kontor og departement har sit eget despoti baseret på skik og brug. Ethvert sted har sin Bastille og hver Bastille sin despot. Det originale arvemæssige despoti, personificeret i kongen, deler sig og underdeler sig i tusinde former indtil den sidste stedfortræder. Dette var tilfældet i Frankrig; og mod denne afart af despoti, der vikler sig gennem en endeløs embedslabyrint indtil dens kilde knapt kan anes, er der ingen kur. Det styrker sig selv ved at fremstå som pligt og tyranniserer under foregivende af at adlyde. Når et menneske tænker over den situation, Frankrig var i på grund af sit styres natur, vil han se andre grunde til oprør end de, som relaterer sig direkte til personen Louis d. 16 eller hans karakter. Der var, om jeg så må sige, tusinder af despotier at reformere i Frankrig, despotier, som var vokset op i monarkiets despotiske skygge og som slog så dybe rødder, at det blev stort set uafhængigt af det. Der var en rivalisering af despoti mellem monarkiet, parlamentet og kirken foruden det feudale tyranni lokalt og det ministerielle /kirkelige despoti, som var overalt. Men hr. Burke taler som om Frankrig var en landsby, hvor alt der skete, skulle gennem den tjenestehavende officer og ingen undertrykkelse kunne finde sted, medmindre han personligt stod ubesværet bag, ved at betragte kongen som det eneste mål for oprøret. Hr. Burke kunne have siddet i Bastillen hele sit liv under Louis d. 16. og ingen havde anet, at en hr. Burke havde ek14

Menneskets rettigheder

sisteret. De despotiske regeringsprincipper var i begge styrer de samme, omend de to mænds karakter var så forskellige som tyranni og barmhjertighed. Det, som hr. Burke anser som en skændsel for den franske revolution (at udføre den under et styre, som er mildere end sine forgængere), er en af dens største fortjenester. De omvæltninger, der er foregået i andre europæiske lande, er udløbet af personhad. Hadet var mod manden, og han blev offeret. Men i Frankrigs tilfælde ser vi en omvæltning, som er rationelt forankret i tankerne om menneskets rettigheder og som fra starten skelner mellem personer og principper. Men hr. Burke virker ikke til at have nogen sans for principper, når han betragter styreformer. 'For ti år siden' siger han 'kunne jeg have lykønsket Frankrig for at have en regering uden at spørge til denne regerings natur eller hvordan den blev udført.' Er det et rationelt menneskes sprog? Er det sproget talt af et hjerte, som banker for menneskets rettigheder og lykke? På denne basis lykønsker hr. Burke ethvert styre i verden, samtidig med at dets ofre, som lider under dem, hvad enten de sælges i slaveri eller tortureres til døde, helt glemmes. Det er magt og ikke principper, som hr. Burke hylder; og i sit afskyelige fordærv er han uegnet til at skelne mellem dem. Så meget for hans mening om den franske revolution. Jeg vil nu gå over til andre ting. Jeg kender et sted i Amerika, der kaldes Point-no-Point, for når du går frem ad stranden, flot og blomstrende som hr. Burkes sprog, forsvinder målet bestandigt for dig, men når du er nået så langt, som du kan, er du ikke nået til noget sted overhovedet. Præcis sådan er det med hr. Burkes 356 sider. Det er derfor svært at besvare ham. Men da de pointer, han ønsker at erklære, kan udledes af det, han forvrænger, er det i hans paradokser, vi må søge hans argumenter. Hvad angår de tragiske billeder, som hr. Burke har udmalet i sin fantasi og forsøger at indgyde i sine læseres, er de meget velegnede til dramaforestillinger, hvor fakta fremstilles af hensyn til showet, og til at vække sympati ved at påkalde medlidenhed. Men hr. Burke burde erindre sig, at

15

Menneskets rettigheder

han skriver historie og ikke skuespil, og at hans læsere forventer sandheden og ikke en flom af hysteriske udgydelser. Når vi ser en mand, i det der skulle være en troværdig publikation, dramatisk begræde at 'Ridderlighedens tidsalder er gået tabt!’ at ’Europas glorie er for evigt udslukt! at Livets ubestikkelige elegance (hvis nogen ved, hvad det betyder), nationernes billige forsvar og opretholdelsen af tapperhed og heroiske bedrifter er fortabt!' og alt dette fordi don Quixote-tidens riddervrøvl er forbi, hvad fortæller dette os om hans dømmekraft, og hvilken vægt skal vi lægge på hans fakta? I hans fantasis rapsodi har han opdaget en verden af vindmøller og hans store sorg er, at der ikke er nogen don Quixote til at angribe dem. Men hvis aristokratiets tidsalder skulle falde ligesom ridderstandens, og de var oprindeligt forbundet, kan hr. Burke, standens herold, fortsætte sin parodi til finalen og afslutte med at udbryde: 'Othellos besættelse er forbi!' Hvis man ser bort fra hr. Burkes gyselige beskrivelser, hvor den franske revolution sammenlignes med andre landes, forbløffes man over, at den er præget af så få ofre; men denne forbløffelse vil ophøre, når vi erkender, at principper og ikke personer var målet for ødelæggelse. Nationens vilje handlede ud fra større mål end personer kunne medføre og søgte et ædlere formål end en fjendes fald kunne tilfredsstille. Blandt de få, der faldt, ser der ikke ud til at være nogen, som er personligt udpeget. De blev alle fanget i øjeblikkets omstændigheder og blev ikke koldblodigt, hævngerrigt og systematisk forfulgt, som de uheldige skotter i hændelserne i 1745. I hele hr. Burkes bog ser jeg ikke Bastillen nævnt mere end ’en gang og det som en antydning af, at han var ked af, at den blev revet ned og håbede, at den ville blive bygget op igen. 'Vi har genrejst Newgate.' siger han, 'og befolket det; og vi har fængsler omtrent så stærke som Bastillen til dem, som vover at fornærme Frankrigs Dronning.' 1 Hvad en 1 Siden jeg skrev dette, er der to andre steder hvor Bastillen nævnes men på samme måde. I det det med et ret obskurt spørgsmål og spørger: 'Vil tjener en sådan konge med bare en smule respekt,

16

i hr. Burkes pamflet, ene introducerer han nogen minister, som helhjertet adlyde or-

Menneskets rettigheder

galning, som personen kaldet Lord George Gordon, kan finde på at sige og for hvem Newgate mere er en dårekiste end et fængsel, er det ikke værd at spilde en tanke på. Det var en galning, som udgav fornærmelsen, og det er tilstrækkelig undskyldning; og det gav en lejlighed til at fængsle ham, hvilket var, hvad han havde ønsket. Men sikkert er det, at hr. Burke som ikke kalder sig en galning, uanset hvad andre måtte gøre, uprovokeret og i det mest vulgære og grove sprog har fornærmet alle statslige myndigheder i Frankrig, og dog sidder hr. Burke fortsat i Underhuset! Ud fra hans voldsomhed og frustration, hans tavshed på nogle områder og hans overdrivelse i andre, er det svært ikke at tro at hr. Burke er ked af, meget ked af, at den arbitrære magt, Pavens magt og Bastillen er faldet. Ikke ét glimt af medfølelse, ikke én barmhjertig tanke i hele hans bog, har han brugt på dem, som tilbragte det meste af deres elendige liv, et liv uden håb, i de mest forfærdelige fængsler. Det er smerteligt at iagttage en mand, der bruger sine talenter på at fordærve sig selv. Naturen har været venligere mod hr. Burke end han har været mod den. Hans hjerte berøres ikke af virkelighedens nød, men hans fantasi stimuleres af de farverige billeder. Han ynker fjerdragten, men ignorerer den døende fugl. Vant til at kysse den aristokratiske hånd, som har taget hans sjæl fra ham, degenereres han til forstillet kunstighed og han mister naturens oprindelige sjæl. Hans helt eller heltinde må være et tragisk offer, der dør spektakulært, og ikke en ukendt, virkelig fange, som udånder i en fangekælders stille dyb. Da hr. Burke har sprunget hele Bastille-affæren over (og hans tavshed tjener ikke til hans fordel) og har underholdt sine læsere med refleksioner over antagne fakta, forvansket til usandheder, vil jeg, siden han ikke gør det, give en beretning om de omstændigheder, som gik forud for denne handling. De vil tjene til at vise, at færre uheld knapt kunne drerne fra en, som på hvis ordrer de dagen forinden havde smidt en i Bastillen?' I det andet om erobringen antydes det, at Vagten optrådte kriminelt i nedrivningen af det. - 'De har ikke (siger han) glemt stormen på kongens slot i Paris.' - Dette er hr. Burke, som foregiver at skrive om forfatningsmæssig frihed.

17

Menneskets rettigheder

have fulgt på en sådan sag, i betragtning af de forræderiske og fjendtlige provokationer fra revolutionens fjender. Man kan næppe forestille sig en mere storslået scene end Paris udgjorde under stormen på Bastillen i to dage før og efter og forestille sig den så rolig igen så hurtigt. På afstand virker det blot som en enkeltstående heroisk handling, og den nære politiske forbindelse, det havde med revolutionen, blændes i det strålende resultats skarpe lys. Men vi må betragte det som de styrken af de to sider, som mand mod mand, udfordrede hinanden og kæmpede for sagen. Bastillen ville enten blive bytte eller fængsel for angriberne. Dets fald symboliserede tyranniets fald og dette forenede billede blev så sammensmeltet som Bunyans Doubting Castle og Giant Despair. [Forfatter og prædikant /o.a.]. Under og før stormen på Bastillen sad Nationalforsamlingen i Versailles, 18 km fra Paris. Omkring en uge inden parisernes opstand og deres erobring af Bastillen, blev det opdaget, at et komplot om at opløse Nationalforsamlingen og anholde dens medlemmer, og dermed knuse al håb om en reformering af styret og dannelse af en fri regering, var under opbygning, ledet af Grev d'Artois, kongens yngste bror. For menneskehedens skyld og for frihedens er det godt, at denne plan ikke lykkedes. Der mangler ikke eksempler på, hvor rædselsfuldt hævngerrigt og grusomt eksisterende styrer handler, når de knuser det, de kalder et oprør. Denne plan må have været i gang i nogen tid; for det var nødvendigt at samle en større militær styrke rundt om Paris og afskære kommunikationen mellem byen og Versailles for at kunne udføre den. Tropperne til denne opgave var mest udenlandske lejetropper, som til dette formål blev flyttet fra de fjerne provinser, de var udstationeret i. Da de var samlet i et antal af 25-30.000 blev det besluttet, at tiden var inde til at udføre planen. Det daværende ministerium, som var venligtsindet overfor revolutionen blev øjeblikkeligt afskediget og et nyt dannet, af dem, som havde deltaget i projektet; blandt dem var Grev de Broglio, og han fik også kommandoen over tropperne. Denne mands karakter, som beskrevet for mig i et brev, som jeg viderebefordrede til hr. Burke, før han begyndte at skrive sin bog og fra en 18

Menneskets rettigheder

kilde, som hr. Burke udmærket ved, er god, var 'en højtflyvende aristokrat, koldblodig og i stand til enhver misgerning'. Mens disse sager foregik, var Nationalforsamlingen under det mest farlige og kritiske pres en gruppe mennesker kan formodes at skulle fungere under. De var de trofaste ofre, og de vidste det. De bar befolkningens ønsker og håb, men militær magt havde de ingen af. Broglios vagter omringede salen, hvor forsamlingen mødtes, klar til på kommando at arrestere dem, som det var sket for Parlamentet året forinden. Havde Nationalforsamlingen svigtet tilliden eller udvist tegn på svaghed eller frygt, ville det have opmuntret deres fjender og skuffet landet. Når den situation, de stod i, sagen de var optaget af, og den krise, som var ved at bryde ud, - alt det, som skulle bestemme deres personlige og politiske skæbne, og landets med, og sandsynligvis hele Europas, - ses under et, kan ingen undtagen fordomsfulde hjerter, korrumperet af afhængighed, undgå at støtte deres succes. Ærkebiskoppen af Wien var på det tidspunkt formand for Nationalforsamlingen; en person for ældet til det sceneri, som nogle få dage eller få timer ville frembringe. Det var nødvendigt med en mere energisk og modig mand; og nationalforsamlingen valgte (som vicepræsident thi Ærkebiskoppen var stadig præsident), M. de Lafayette; og dette er den eneste gang, der er valgt en vicepræsident. Det var i det øjeblik, da denne storm var under udvikling, (11. juli) at en rettighedserklæring blev forelagt af M. de Lafayette; det er den samme som hentydet til tidligere. Den var blevet hurtigt skitseret og udgør kun en del af en mere udførlig rettighedserklæring, som Nationalforsamlingen senere enedes om og vedtog. Den egentlige årsag til at fremsætte den i det øjeblik (fortalte M. de Lafayette mig senere) var, at hvis Nationalforsamlingen skulle blive offer for den destruktion, som truede den, ville nogle rester af dens principper måske overleve. Krisen var nu ved at spidse til. Det handlede om frihed eller slaveri. På den ene side en hær på næsten 30.000 mand; på den anden en ubevæbnet folkemasse, thi indbyg19

Menneskets rettigheder

gerne i Paris, som Nationalforsamlingen var afhængig af, var lige så ubevæbnede og uorganiserede som indbyggerne i London er i dag. De franske gardister havde udvist stærke sympatier for den nationale sag, men deres antal var for lille, ikke en tiendedel af den styrke, som Broglio besad, og officererne støttede Broglio. Indgrebet var nu klar til at blive udført og den nye regering trådte til. Læseren vil erindre, at Bastillen blev erobret 14. juli; den dag, jeg taler om nu, er 12. juli. Straks nyheden om den nye regering nåede Paris om eftermiddagen, blev alle teatre og underholdningsetablissementer, butikker og huse lukket. Regeringsskiftet blev opfattet som startskuddet på fjendtlighederne og denne antagelse var funderet korrekt. De udenlandske tropper begyndte deres fremrykning mod byen. Prince de Lambesc, som havde kommandoen over en gruppe tysk kavaleri, nærmede sig via Louis d. 15. Pladsen, som forbinder flere af gaderne. På sin fremrykning fornærmede han og ramte en ældre mand med sit sværd. Franskmændene er bemærkelsesværdigt respektfulde overfor ældre mennesker og den ydmygelse, det virkede til at foregå med, sammen med det spirende oprør, der var undervejs, udløste en kraftig effekt og råbet 'Til våben! Til Våben! spredte sig på et øjeblik over hele byen. Våben havde de ikke nogen af, ej heller knapt nok nogle, som vidste, hvordan de skulle bruges; men desperat beslutsomhed, når alt håb er ude, kan for en tid erstatte mangel på våben. Tæt på hvor Prince de Lambesc var positioneret, lå store mængder sten samlet til opførelsen af en ny bro, og med disse angreb folket kavaleriet. En deling franske gardister, som hørte skudløsning, styrtede til fra deres kvarter og sluttede sig til folket; og ved nattens udbrud trak kavaleriet sig tilbage. Gaderne i Paris, som er smalle og velegnede til forsvar, og højden på husene, som består af mange etager, hvorfra der kan udsendes kraftige advarsler, sikrede dem mod natlige udfald; og natten blev brugt til at forsyne sig med alle slags våben, som kunne fremstilles eller skaffes: skydevåben, sværd, smedehamre, tømmerøkser, brækjern, lanser, 20

Menneskets rettigheder

hellebarder, høtyve, spyd, køller osv. Det utrolige antal, de samledes i næste morgen og den endnu større beslutsomhed, som de udviste, overraskede og forbløffede deres fjender. Lidet havde den nye regering ventet en sådan salut. Vant til slaveri, som de var, havde de ingen anelse om, at frihed kunne motivere så stærkt eller at en ubevæbnet folkemasse turde trodse en militær styrke på 30.000 mand. Hvert øjeblik på dagen blev brugt til at samle våben, lægge planer og organisere sig så godt, som det med en så hastigt forsamlet bevægelse kunne lade sig gøre. Broglio omringede stadig byen, men gjorde ikke yderligere fremrykninger den dag, og den efterfølgende nat forløb i så stor ro, som en sådan situation kunne forventes at give. Men forsvar alene var ikke borgernes mål. De havde en sag på spil, som deres frihed eller deres slaveri afhang af. De forventede et angreb hvert øjeblik eller at høre om et angreb på nationalforsamlingen, og i en sådan situation er de mest absolutte tiltag sommetider de bedste. Det mål, som nu bød sig til, var Bastillen, og storheden i at erobre et sådant fort overfor en styrke som den, kunne ikke undgå at skræmme den nye regering, som knapt havde haft tid til at mødes. Fra opsnappet korrespondance samme morgen blev det opdaget, at Borgmesteren i Paris, M. de Flesselles, som virkede til at støtte dem, i virkeligheden forrådte dem; og ud fra den korrespondance var der ikke tvivl om, at Broglio ville forstærke Bastillen den følgende aften. Det var derfor nødvendigt at angribe den samme dag; men før det kunne ske, var det nødvendigt at skaffe sig bedre våben, end de var i besiddelse af. Der var tæt på byen et stort våbenlager i Hôtel des Invalides, som borgerne forlangte overgav sig; da stedet ikke kunne forsvares og ej heller gjorde mange forsøg derpå, fik de hurtigt deres vilje. Forsynet derfra gik marchen så mod et angreb på Bastillen; en stor blanding af alle aldre, alle stænder og bevæbnet med alle mulige slags våben. Fantasien kan ikke beskrive denne processions skue og uroen for de begivenheder, som de kommende få minutter eller timer kunne frembringe. De planer, som regeringen lagde, var lige så ukendte for borgerne i byen, som borgernes handlin21

Menneskets rettigheder

ger var for regeringen; og de manøvrer, Broglio kunne finde på for at støtte eller undsætte stedet, var lige så ukendte for borgerne. Alt var usikkert og hasarderet. At Bastillen blev angrebet med en heroisk entusiasme, som kun den højeste frihedstrang kunne skabe og udført på få timer, er en handling, som verden har fuldt kendskab til. Jeg vil ikke begive mig ud i en detaljeret beskrivelse af angrebet, men gøre opmærksom på den konspiration mod nationen, som fremprovokerede det, og som faldt sammen med Bastillen. Fængslet, som den nye regering tiltænkte nationalforsamlingen, udover at være højalter og hjemsted for tyranni, viste sig at være det rette sted at begynde. Denne handling knækkede regeringen, som begyndte at flygte fra den ødelæggelse, som de havde tiltænkt andre. Broglios tropper flygtede, og det gjorde han også selv. Hr. Burke har talt en hel del om konspirationer, men har ikke en eneste gang talt om denne konspiration mod nationalforsamlingen, og frihederne i nationen; og for at undgå det, har han forbigået alle anledninger, han måtte have til det. De landflygtige, som flygtede ud af det Frankrig, hvis sag han går så stærkt op i, og fra hvilke han har lært sin lektie, flygtede som følge af, at denne konspiration mislykkedes. Der eksisterede ikke en sammensværgelse mod dem; de konspirerede mod andre; og de, som faldt, fik ikke uretmæssigt den straf, som de forberedte sig på at føre ud i livet. Men vil hr. Burke sige, at hvis denne sammensværgelse, udført med et bagholds diskretion, var lykkedes, ville den sejrende side have kvalt sin vrede lige så hurtigt? Lad alle de gamle styrers historie besvare det spørgsmål. Hvem har nationalforsamling bragt til skafottet? Ingen. De var selv de tiltænkte ofre for denne sammensværgelse, og de har ikke øvet gengældelse; hvorfor anklages de så for en hævn, som de ikke har udført? Kan det så forventes, at intet vil ske ved et helt folks storslåede befrielse, et folk, som indeholder alle mulige egenskaber, temperamenter og karakteregenskaber, og som gennem et anstrengelsens mirakel frelser sig fra den ødelæggelse, som var blevet planlagt for dem? Når mennesket er ødelagt af undertrykkelse og trues med udsigten til mere, er det så filosofiens ro eller 22

Menneskets rettigheder

handlingslammelse, der tiltrænges? Hr. Burke opponerer mod voldsraseri; men det største er det, han har begået. Hans bog er et stort voldsraseri, som ikke kan undskyldes med øjeblikkets impuls, men udviklet over 10 måneder; dog var hr. Burke ikke blevet provokeret, havde intet liv og ingen interesser på spil. Der faldt flere af byens borgere i denne kamp end af deres modstandere; men fire eller fem personer blev grebet af hoben og øjeblikkeligt dræbt; Bastillens guvernør og borgmesteren i Paris, som blev taget i at forråde dem; bagefter Foulon, en fra den nye regering, og Berthier, hans svigersøn, som havde taget imod en høj bestalling i byens administration (Intendent of Paris). Deres hoveder blev sat på pæle og båret rundt i byen; og det er disse straffemetoder, som hr. Burke bygger en stor del af sine tragiske historier på. Lad os derfor grunde over, hvordan mennesket nåede frem til denne måde at straffe på. De lærer det af de regeringer, de lever under; og gør gengæld med de afstraffelsesmetoder, som de er vant til at se. De hoveder sat på pæle, som stod i årevis på Temple Bar 1 , adskilte sig ikke fra rædslerne udført på pælene i Paris: dette blev bare gjort af den engelske regering. Det kan måske siges, at det ikke betyder noget for et menneske, hvad der sker med det efter døden; men det betyder meget for de levende. Det piner enten deres følelser eller forhærder deres hjerter; og uanset hvad, så lærer det dem, hvordan de skal straffe, når magten falder i deres hænder. Grib om nældens rod og lær regeringer medmenneskelighed. Det er deres blodtørstige straffe, som fordærver menneskeheden. I England er straffen sommetider hængning, strækning og partering; ofrets hjerte skæres ud og holdes til skue for offentligheden. I Frankrig under det forrige styre, var straffene ikke mindre barbariske. Hvem husker ikke henrettelsen af Damien, trukket sønder af heste? Virkningen af disse grusomme forestillinger, som gives offentligheden, er at barmhjertighed knuses og hævntørsten øges, og gennem den falske ide at styre mennesker med 1

En administrativ grænse i det indre London.

23

Menneskets rettigheder

grusomhed i stedet for argumenter, bliver de fortilfælde. Det er samfundets laveste klasser, regering ved grusomhed er beregnet på, og det er på dem, det har den værste virkning. De forstår tilstrækkeligt til, at det er dem, som der sigtes på, og de giver igen med eksempler på de rædsler, som de er oplært med. Der findes overalt i de europæiske lande en stor klasse mennesker, som på engelsk kaldes 'the mob', pøbelen. Denne klasse tilhørte de, som var ansvarlig for nedbrændingerne og ødelæggelserne i London 1780 og fra denne klasse kom de, som bar hovederne rundt på pæle i Paris. Foulon og Berthier blev arresteret på landet og sendt til Paris for at blive forhørt på rådhuset. Straks den nye regering trådte til, udstedte nationalforsamlingen et dekret, som de videregav til Kongen og Kabinettet, om at de (Nationalforsamlingen) ville holde regeringen, som Foulon var en del af, ansvarlig for de tiltag, de anbefalede og stræbte efter; men pøbelen, som blev ophidset over tilstedeværelsen af Foulon og Berthier, rev dem fra deres vogtere før de nåede rådhuset og henrettede dem på stedet. Hvorfor beskylder hr. Burke så hele folket for denne slags skændsler? Han kan lige så vel beskylde hele Londons befolkning for optøjerne og ugerningerne i 1780 eller alle hans landsmænd på dem i Irland. Men alt, hvad vi ser eller hører, som støder vores følelser eller er nedværdigende for den menneskelige karakter, skulle føre til andre reaktioner end bebrejdelser. Selv de mennesker, som begår dem, har krav på vores opmærksomhed. Hvordan kan det så være, at så store menneskegrupper, der kan kaldes vulgære eller uvidende, pøbel, er så udbredte i alle gamle lande? I samme øjeblik vi stiller os det spørgsmål, finder tanken et svar. De udvikles som en uundgåelig konsekvens af den dårlige sammensætning af alle gamle styreformer i Europa, England inkluderet. Det er ved uretmæssigt at ophøje nogle mennesker, at andre uretmæssigt nedgøres til det hele er unaturligt. En stor del af menneskeheden kastes nedværdigende op på et baggrundsbillede for bedre at kunne fremhæve statens og aristokratiets marionetteater. Under starten på en omvæltning

24

Menneskets rettigheder

er disse mennesker mere soldater end frihedens fortalere og skal endnu lære at forvandle sig. Jeg lader nu som om alle hr. Burkes overdrivelser er fakta, og så spørger jeg ham, om ikke de bekræfter det, som jeg skriver her? Hvis vi kalder dem sande, viser de nødvendigheden af den franske revolution på bedre vis end noget andet, han kunne skrive. Disse skændsler er ikke et produkt af Revolutionens principper, men af degenereringen af mennesket før Revolutionen og som Revolutionen er beregnet til at rette op på. Tillæg dem deres rette ophav og erkend, at bebrejdelsen skyldes jeres egen side. Det taler til Nationalforsamlingens og byen Paris ære, at det, gennem eksemplets magt og henstillinger, lykkedes dem at øve indflydelse på at opnå så udbredt tilbageholdenhed i et så stort kaos af våben og forvirring langt ude af kontrol for alle myndigheder. Aldrig har der været gjort større anstrengelser i at instruere og oplyse menneskeheden og få dem til at forstå, at deres gode opførsel var i deres interesse og ikke hævn, end under Den Franske Revolution. Jeg vil nu fortsætte med nogle kommentarer om hr. Burkes beretning om ekspeditionen til Versailles 5. og 6. oktober. Jeg kan knapt se hr. Burkes bog i andet lys end et værk til en dramatisk forestilling, og han må, mener jeg, have set den i samme lys ud fra de digteriske friheder, han har taget ved at udelade nogle fakta, forvanske andre og dreje hele maskineriet for at opnå en sceneeffekt. Af den slags er hans beretning om ekspeditionen til Versailles. Han starter denne beretning ved at udelade de eneste fakta, der som årsager vides at være sande; alt andet udover dette er gætteværk, selv i Paris; og han udfærdiger så et eventyr, der passer til hans egne holdninger og fordomme. Det skal gennem hr. Burkes bog noteres, at han aldrig taler om sammensværgelser mod Revolutionen; og det er fra disse sammensværgelser, at hele denne ulykke er opstået. Det tjener hans formål at fremlægge konsekvenser uden deres oprindelse. Det er kunsten i drama. Hvis menneskers forbrydelser blev fremlagt sammen med deres lidel25

Menneskets rettigheder

ser, ville sceneeffekten sommetider gå tabt, og publikum ville hælde til at samtykke, hvor det var meningen, at de skulle bevæges. Efter alle de undersøgelser, som er foretaget af denne indviklede affære (ekspeditionen til Versailles), er det stadig dækket af al den mystik, som altid følger mere med et sammenfald af forskellige omstændigheder end med en fastlagt plan. Mens menneskers karakter dannes, som det altid sker under omvæltninger, er der en gensidig mistanke og en tendens til at misfortolke hinanden, og selv principielt modsatrettede sider vil sommetider være enige om at fortsætte den samme bevægelse ud fra meget forskellige synsvinkler og med håb om, at den fremkalder meget forskellige konsekvenser. En hel del af dette kan opdages i denne forvirrede sag, og dog var der ingen, der havde tanke på sagens kerne. Det eneste, der med sikkerhed vides er, at der var en del uro i Paris over kongens forsinkelse med at sanktionere og videresende Nationalforsamlingens dekreter, især den med Erklæring om Menneskets Rettigheder og dekreterne af 4. august, som indeholdt de grundlæggende principper som Forfatningen skulle bygge på. Det venligste og måske mest retfærdige gæt om denne sag er, at nogle af ministrene agtede at give nogle kommentarer og iagttagelser ved nogle af delene, før de blev endeligt godkendt og sendt til provinserne; men hvorom alting er, så fandt Revolutionens fjender håb i denne forsinkelse og Revolutionens venner blev urolige. I denne spændingsperiode holdt Garde du Corps 1 , som bestod, som så mange andre af den slags regimenter, af folk med gode forbindelser til hoffet, en festmiddag 1. oktober i Versailles for nogle udenlandske regimenter, som just var ankommet, og under festens højdepunkt smed Garde du Corps deres nationale hattekokarder på et givet signal, trampede det under fode og erstattede det med en modkokarde, som var fremstillet til lejligheden. En ydmygende handling som denne svarer til trodsighed. Det var det sam1

Et af kongens livvagt-regimenter

26

Menneskets rettigheder

me som at erklære krig; og hvis mænd vil udstede udfordringer, må de tage følgerne. Men al dette har hr. Burke udeladt. Han starter sin beretning med at sige: 'Historien vil berette, at den 6. oktober 1789, efter en dag med forvirring, alarm, nød og drab, trak kongen og dronningen af Frankrig sig tilbage for at føje naturen med nogle få timers hvile i bekymret, melankolsk eftertanke, beskyttet af offentlighedens svorne støtte'. Dette er hverken en saglig historisk stil og ej heller meningen. Det overlader alt til gætteværk og fejl. Man ville i det mindste have forventet et slag, og der ville nok have været et slag, hvis ikke det var for den situationsbevidste tilbageholdenhed fra dem, som hr. Burke fordømmer. Ved at forbigå Garde du Corps, tillader hr. Burke sig den kunstneriske frihed at indsætte kongen og dronningen i stedet, som om ekspeditionen var rettet mod dem. - Men for at vende tilbage til min beretning... Adfærden fra Garde du Corps oprørte og ophidsede, som man kunne forvente, pariserne. De symbolske farver og sagen i sig selv var for sammenhørende til at forbigå denne fornærmelses hensigt, og pariserne var fast besluttet på at holde Garde du Corps ansvarlig. Der var bestemt ikke nogen kujonagtig likvidering bag marchen i højlys dag for at kræve oprettelse (hvis man kan kalde det sådan) fra en gruppe bevæbnede mænd, som frivilligt havde taget side. Men de omstændigheder, som skaber dette problem, er, at både Revolutionens fjender og dens venner synes at have opmuntret til dem. Den ene part håbede på at kunne forhindre en borgerkrig ved at bremse den i tide, mens den anden forsøgte at starte en. Håbet hos dem, som modsatte sig Revolutionen var at få kongen på deres side og flytte ham fra Versailles til Metz, hvor de forventede at samle en styrke og oprette deres hovedkvarter. Vi har derfor to forskellige formål præsenteret på samme tid og gennemført med de samme midler; det ene var at straffe Garde du Corps, som var parisernes mål; det andet at skabe så meget uro undervejs for at få kongen til at rejse til Metz. Den 5. oktober samledes en meget talrig gruppe kvinder og mænd forklædt i kvindeklæder omkring rådhuset i Paris og satte ud mod Versailles. Deres erklærede mål var Garde 27

Menneskets rettigheder

du Corps, men forudseende mennesker erindrede sig, at ugerninger er nemmere at starte end at afslutte, og det var mere end tydeligt med den vakte mistanke og den uformelige procession. Så snart en tilstrækkelig styrke kunne samles, satte M. de Lafayette, efter ordre fra den civile myndighed i Paris, efter dem som leder af 20.000 militsfolk fra Paris. Revolutionen kunne ikke få gavn af mere forvirring, men dets modstandere kunne. Gennem en elskelig og inspireret fremtræden havde han tidligere haft held med at gyde olie på vandene, og det var han usædvanligt dygtig til. For at imødegå håbene hos dem, som ville søge at udvide denne begivenhed i et omfang, som kunne berettige at flytte kongen fra Versailles til Metz og på samme tid undgå de følger, der kunne opstå mellem Garde du Corps og denne falanks af mænd og kvinder, sendte han ilbud til kongen om, at han marcherede mod Versailles under ordre fra den civile myndighed i Paris med det formål at sikre ro og orden, og gav samtidig udtryk for nødvendigheden af at afholde Garde du Corps fra at åbne ild mod folket 1 . Han ankom til Versailles mellem 10 og 11 om natten. Garde du Corps var udkommanderet og folket var ankommet nogen tid før, men intet var sket. Visdom og politik skulle nu forvandle en farlig situation til en glædelig begivenhed. M. de Lafayette blev forhandler mellem de rasende sider; for at lette på den vrede, som var opstået efter forsinkelsen, som allerede er omtalt, havde kongen sendt bud efter præsidenten for nationalforsamlingen og underskrev Erklæringen om Menneskets Rettigheder og andre lignende dele af Forfatningen, som var færdige. Klokken var nu et om morgenen. Alt virkede roligt og alle lykønskede hinanden. En trommeslager blev sendt ud for at proklamere, at borgerne i Versailles skulle give husly til deres medborgere fra Paris. De, som ikke kunne huses på denne måde, forblev i gaderne eller indrettede sig i kirkerne; og klokken to trak kongen og dronningen sig tilbage. Sådan forløb tingene til morgengry, da en ny urolighed brød ud på grund af utilladelig opførsel af nogle på begge 1

Jeg er garant for sandheden af dette, da jeg har det personligt fra M. de la Fayette, som jeg har haft venskab med i 14 år.

28

Menneskets rettigheder

sider, for den slags personer vil der altid være nogle af i disse sammenhænge. En fra Garde du Corps viste sig i et af paladsets vinduer, og de folk, som havde tilbragt natten på gaden, overøste ham med fornærmende og provokerende gloser. I stedet for at trække sig tilbage, som god dømmekraft i et sådant tilfælde ville have påbudt, løftede han sin musket, skød og dræbte en i militsen fra Paris. Freden var nu brudt og folket strømmede ind i paladset på jagt efter gerningsmanden. De angreb gardens kvarter i paladset og jagtede dem gennem dets gange og ind i kongens gemakker. Under denne tumult var det ikke bare dronningen, som hr. Burke beskrev det, men enhver i paladset, som blev vækket og opskræmt; og M. de Lafayette måtte for anden gang få parterne til at enes, og udgangen på det var, at Garde du Corps satte den nationale kokarde på igen, og sagen sluttede som ved et hukommelsestab efter at to til tre liv var gået tabt. Gennem den sidste del af den tid, som denne gevalt foregik i, stod kongen og dronningen i offentlighed på balkonen, og ingen af dem havde søgt i skjul af hensyn til deres sikkerhed, som hr. Burke insinuerer. Da forholdene således var faldet til ro, brød et almindeligt udråb frem: Kongen til Paris! - Kongen til Paris! (Le Roi à Paris). Det var et råb om fred og øjeblikkeligt accepteret af kongen. Gennem dette blev alle fremtidige planer om at flytte kongen til Metz og skabe en base af modstand mod Forfatningen forhindret og enhver mistanke om dette udslukt. Kongen og hans familie nåede Paris om aftenen og deres ankomst blev budt velkommen i folkets navn af M. Bailley, borgmester for Paris. Hr. Burke, som i sine bøger bliver ved med at blande ting, personer og principper sammen, har med sine bemærkninger om M. Bailleys tale også bragt forvirring. Han kritiserer M. Bailley for at kalde det 'un bon jour' 'en god dag'. Hr. Burke skulle have fundet ud af, at dette optrin strækker sig over to dage, at den første dag startede med al udsigt til fare og ulykke, og at den anden dag sluttede, uden at de truende ulykker indtraf; og at det er til denne fredelige afslutning som M. Bailley hentyder og til kongens ankomst til Paris. Ikke mindre end 300.000 mennesker deltog i proces29

Menneskets rettigheder

sionen fra Versailles til Paris og ikke et eneste overfald blev begået på hele turen. Hr. Burke refererer med henvisning til M. Lally Tollendal, som er deserteret fra nationalforsamlingen, at folk råbte 'Hæng alle biskopperne fra lamperne', da de gik ind i Paris. Det er forbløffende, at ingen andre end M. Lally Tollendal skulle have hørt det, og at ingen andre end hr. Burke ville tro på det. Det har ingen som helst forbindelse med nogen del af disse begivenheder, og er sagen helt uvedkommende. Biskopperne har aldrig været introduceret tidligere i nogen akter af hr. Burkes drama; hvorfor introduceres de så nu, alle sammen og på en gang? Hr. Burke frembringer sine biskopper og sine lampeposter som former i en magisk lanterne og skaber sin sceneeffekt gennem kontrast i stedet for sammenhæng. Men det tjener til at vise, sammen med resten af hans bog, hvor lidt troværdighed, man skal tillægge den, når selv sandsynligheden trodses med henblik på at tilsmudse; og med denne refleksion i stedet for en højtidelig monolog om ridderlighedens fortræffeligheder, som hr. Burke har gjort, afslutter jeg denne beretning om ekspeditionen til Versailles 1 . Jeg må nu følge hr. Burke gennem et vildnis af rapsodier og en form for hyldest til styrer, hvor han fremsætter, hvad han lyster, i den formodning at det bliver troet, uden at tilbyde hverken beviser eller argumenter. Før man kan drage en konklusion om noget, må visse fakta, principper eller data, som der kan sluttes fra, etableres, fremsættes eller fornægtes. Hr. Burke fordømmer i sit sædvanlige raseri Erklæringen om Menneskets Rettigheder, fremsat af nationalforsamlingen som det grundlag, som Frankrigs forfatning bygger på. Dette kalder han 'pjuskede og uklare papirark om menneskets rettigheder'. - Mener hr. Burke, at mennesket ikke har nogen rettigheder? Hvis han gør det, må han mene, at der ikke findes noget som rettigheder noget sted, og at han selv ikke har nogen; for hvem findes på Jord udover mennesket? Men hvis hr. Burke så 1 En beretning om ekspeditionen til Versailles kan læses i nr. 13 af Révolution de Paris ('Revolution i Paris') om begivenhederne fra d. 3. til den 10. oktober 1789.

30

Menneskets rettigheder

indrømmer, at mennesket besidder rettigheder, så vil spørgsmålet være: Hvad består disse rettigheder af, og hvordan fik mennesket dem oprindeligt? Fejlen hos dem, som argumenterer ud fra fortilfælde fra antikken, er, at de ikke rækker tilstrækkeligt tilbage i oldtiden. De går ikke hele vejen. De holder ved ca. 100 år eller 1000 år, og præsenterer den tids status som nutidens regel. Det er ikke autoritativt overhovedet. Hvis vi rejser endnu længere tilbage i tiden, vil vi opdage en helt modsat dominerende opfattelse og praksis; og hvis fortiden er en autoritativ kilde, vil tusinder af autoritative kilder, som alle efterfølgende modsagde hinanden, kunne forevises; men hvis vi bliver ved, vil vi i det mindste nå til vejs ende; vi vil komme til en tid, hvor mennesket kom fra Skaberens hånd. Hvad var mennesket da? Menneske. Mennesket var hans højeste titel, og noget højere kan ikke forestilles. Men om titler skal jeg skrive mere om siden. Vi er nu nået til menneskets oprindelse og til menneskets rettigheder. Hvad angår den måde, Verden er blevet styret på indtil i dag, er ikke vores problem, udover at vi skal drage fordel af de fejl og forbedringer, som historien kan frembringe. De, som levede for 100 eller 1000 år siden, var lige så moderne, som vi er i dag. De havde deres forgængere og de havde andre, og vi vil i fremtiden også være forgængere. Hvis kun henvisninger til oldtiden skal styre folks liv, kan vores efterfølgere om hundrede eller tusinde år lige så vel tage os som forbilleder, som vi tager dem, som levede for 100 eller 1000 år siden, som forbilleder. Sagen er, at udvalgte dele af oldtiden, der skal bevise alt, ikke beviser noget som helst. Det er den ene autoritet frembragt efter den anden, indtil vi når til den guddommelige oprindelse af menneskets rettigheder ved Skabelsen. Her finder vores tanker en hvileplads og vores argumenter finder et hjem. Hvis en uenighed om menneskets rettigheder var opstået 100 år efter Skabelsen, må der være henvist til denne kilde, og det er til den samme kilde, vi nu må henvise. Selvom jeg ikke vil berøre nogen sekteriske religionsprincipper, kan det være nyttigt at observere, at Kristus slægtskab kun kan spores tilbage til Adam. Hvorfor så ikke 31

Menneskets rettigheder

knytte menneskets rettigheder til menneskets skabelse? Jeg skal svare på spørgsmålet. Fordi der har været tidligere styreformer, der har kilet sig ind imellem og hovmodigt forsøgt at uskabe mennesket. Hvis nogen menneskelig generation nogensinde besad retten til at diktere den måde, som kloden skulle styres på for altid, var det den første generation, som eksisterede; og hvis den generation ikke gjorde det, kan ingen efterfølgende generation påvise nogen autoritet for at gøre det eller oprette en. Det lysende og guddommelige princip om menneskets lige rettigheder (for princippet stammer fra menneskets skaber) relaterer sig ikke kun til de levende enkeltpersoner, men til alle efterfølgende generationer. Enhver generation har samme rettigheder som de forrige generationer efter samme regel om, at enhver person fødes med samme rettigheder som sine samtidige. Enhver skabelsesberetning og enhver traditionel fortælling, uanset om den er fra den lærde verden eller ej, uanset hvor meget de kan variere i holdning eller tro på visse enkeltheder, er de alle enige på et punkt, menneskets fællesskab; med hvilket jeg mener, at alle mennesker er af samme beskaffenhed, og følgelig, at alle mennesker fødes lige og med samme naturlige rettigheder, på samme måde som hvis eftertiden blev skabt gennem skabelse i stedet for reproduktion, hvoraf kun det sidste er den måde, som de første udvides med, og følgelig må ethvert barn, som fødes ind i verden, anses for at tilskrive sin eksistens til Gud. Verden er så ny for ham, som den var for det første menneske, der eksisterede, og dets naturlige rettigheder i den er af samme beskaffenhed. Mosebøgernes gengivelse af Skabelsen, hvad enten man betragter den som havende guddommelig autoritet eller blot som historisk beretning, er klar og tydelig på dette punkt: menneskets fællesskab eller lighed. Udtrykkene giver ikke nogen mulighed for tvivl. "Og Gud sagde, lad os skabe mennesket i mit eget billede. I Guds billede skabte han ham; mand og kvinde skabte han dem." Denne skelnen mellem køn blev udpenslet, men ingen anden skelnen er blot anty32

Menneskets rettigheder

det. Hvis det ikke har guddommelig autoritet, har det i det mindste historisk autoritet og viser, at menneskets lighed langt fra er en moderne doktrin, men den ældste i annalerne. Det skal også iagttages, at alle kendte religioner, så vidt angår mennesket, er baseret på menneskets enhed som alle af samme slags. I Himmel eller Helvede, eller på hvilken måde mennesket kan antages at eksistere hinsides, er god og slet den eneste skelnen. Nej, selv regeringernes lovgivning er nødt til at bruge dette princip og skabe forskellen gennem forbrydelser og ikke personer. Det er en af de største sandheder og en af de mest fordelagtige at udvikle. Ved at betragte mennesket i dette lys og ved at bede ham betragte sig selv i dette lys, sætter det ham i forbindelse med alle sine pligter, enten overfor sin Skaber eller den skabelse, han er del af; og det er kun, når han glemmer sin oprindelse eller, for at bruge et mere moderne udtryk, sin fødsel og familie, at han fortabes. Det er ikke blandt de mindste onder blandt de nuværende regeringer overalt i Europa, at mennesket, betragtet som menneskeheden, kastes tilbage i fremmedgørelse fra sin Skaber, og det kunstige dyb fyldes op af en række efterfølgende forhindringer eller en slags vejtoldboder, som han skal igennem. Jeg vil citere hr. Burkes katalog af forhindringer, som han har sat op mellem mennesket og hans Skaber. Han stiller sig selv i heroldens position og siger: "Vi frygter Gud vi ser på konger med ærefrygt - med ømhed på parlamenter - med pligtfølelse på embedsmænd - med ærbødighed på præster - og med respekt på adelen". Hr. Burke har glemt at nævne "ridderlighed". Han har også glemt at nævne Peter. Menneskets pligter er ikke et vildnis af toldboder, som han skal have billetter for at passere. Det er klart og enkelt, og består kun af to punkter. Hans pligt overfor Gud, som alle mennesker må føle; og med henblik på sin næste, at gøre ved næsten, som han vil have næsten skal gøre ved sig. Hvis de, som delegeres magten, gør godt, vil de blive respekteret; hvis ikke vil de blive foragtet; og med hensyn

33

Menneskets rettigheder

til dem, som ikke har fået magten delegeret, men annammet den, kan den rationelle verden ikke kendes ved dem. Hidtil har vi kun talt (og så kun delvis) om menneskets naturlige rettigheder. Vi må nu kigge på menneskets borgerlige rettigheder og vise, hvordan den ene stammer fra den anden. Mennesket skabte ikke samfund for at få det værre end før eller for at have færre rettigheder end før men for at få disse rettigheder bedre sikret. Dets naturlige rettigheder er fundamentet for alle borgerlige rettigheder. Men for at uddybe denne forskel mere præcist er det nødvendigt at beskrive forskellene mellem naturlige og borgerlige rettigheder. Nogle få ord vil forklare dette. Naturlige rettigheder er dem, som angår mennesket og dets ret til at eksistere. Af denne slags er alle intellektuelle rettigheder, eller sindets rettigheder, samt alle de rettigheder til at gebærde sig som et individ med henblik på egen bekvemmelighed og lykke, som ikke begrænser andres naturlige rettigheder. Borgerlige rettigheder er de, som angår menneskets rolle som medlem af samfundet. Enhver borgerlig rettighed bygger på et fundament fra de indbyggede naturlige rettigheder hos individet, som det ikke altid gennem egen kraft er i stand til at fastholde. Af den slags er alle de, som vedrører sikkerhed og beskyttelse. Af denne korte gennemgang vil det være let at skelne mellem den slags naturlige rettigheder, som mennesket beholder efter at indgå i et samfund og den slags, som han kaster ind i den fælles pulje som medlem af samfundet. De naturlige rettigheder, som mennesket beholder, er alle dem, hvor kompetencen til at gennemføre dem er lige så fuldkommen, som rettigheden selv. I samme klasse er som før nævnt alle de intellektuelle rettigheder, eller sindets rettigheder: følgelig er religionsfrihed en af disse rettigheder. De naturlige rettigheder, som ikke bevares, er alle dem, hvor, på trods af at retten er fuldt berettiget hos individet, magten til at hævde dem mangler. De opfylder ikke hans formål. Et menneske har en naturlig ret til at dømme i sine egne sager; og hvad angår intellektets rettigheder, overgi34

Menneskets rettigheder

ves det aldrig; men hvad nytter det at dømme, hvis han ikke kan stille noget op med det? Han deponerer derfor sin ret i samfundets fælles kasse og lader det samfund, som han er en del af, tage affære sammen med ham selv. Samfundet skænker ham intet. Ethvert menneske er medejer af samfundet og har ret til at trække på kapitalen. Ud fra disse præmisser fremkommer to eller tre sikre konklusioner som følger. For det første, at enhver civil rettighed stammer fra den naturlige rettighed; eller med andre ord: det er en naturlig rettighed, der er ombyttet. For det andet, at civil magt, isoleret set, består af den samlede sum af den slags naturlige menneskerettigheder, som - hvad magt angår - bliver uanvendelige individuelt set, og som ikke imødekommer individets formål, men, når disse ses som et samlet fokus, bliver velegnede som formål for alle. For det tredje, at den magt, der er fremkaldt af summen af de naturlige rettigheder og ubrugelig som magt individuelt, ikke kan anvendes til at angribe de naturlige rettigheder, individet besidder og hos hvem retten til at håndhæve den er lige så fuldkommen som retten selv. Vi har nu i få ord fulgt mennesket fra et naturligt individ til et medlem af samfundet og påvist, eller forsøgt at påvise, substansen af de iboende naturlige rettigheder og de, som byttes til borgerlige rettigheder. Lad os nu anvende disse principper på regeringer. Når vi kaster vores øjne på verden er det vanvittigt nemt at skelne de styreformer, som er udviklet af samfundet, eller ud af den sociale masse, fra de, som ikke er; men for at stille det i et mere klart lys, end et enkelt blik kan byde på, vil det være rimeligt at kigge på de forskellige udspring, som styreformer har, og som de er baseret på. De kan alle sammenfattes under tre overskrifter. 1: overtro. 2: magt. 3: samfundets fælles interesse og menneskets fælles rettigheder. Det første blev skabt af præster, det andet af erobrere og det tredje af fornuft.

35

Menneskets rettigheder

Når en gruppe kunstfærdige mennesker gennem orakler foregav at tale med Guddommen, så familiært, som de nu benytter bagtrappen i Europas hoffer, var verden underkastet overtroens styre. Oraklerne blev konsulteret, og hvad de end fik dem til at sige blev lov; og den styreform varede lige så længe som overtroen varede. Efter disse opstod en klasse af erobrere, hvis styre, ligesom Wilhelm Erobrerens, var baseret på magt, og sværdet blev nu kaldt scepter. Styreformer, der opstår således, varer lige så længe, som magten til at opretholde dem gør; men for at drage fordel af ethvert redskab tilgængelig for dem, lagde de bedrag til magt og oprettede en afgud, som de kaldte Guddommelig Ret, og som i imitation af Paven, som forsøger at være både åndelig og verdslig, modsat grundlæggeren af den kristne religion, fordrejede sig bagefter til en ny afgud kaldet Kirke og Stat. Skt. Peters nøgle og nøglen til statskassen blev brækket op og derpå blandet sammen og den undrende, bedragne almue tilbad opfindelsen. Når jeg tænker over menneskets naturlige værdighed; når jeg glædes (for Naturen har ikke begunstiget mig med at kunne skjule mine følelser) over dets karakters ære og glæde, bliver jeg irriteret over forsøg på at styre menneskeheden med magt og bedrag, som var de alle knægte og fjolser og kan knapt undgå at væmmes over dem, som forulempes. Vi skal nu gennemgå de styreformer, som er skabt af samfundet, i modsætning til de, som skabtes ud fra overtro og erobring. Det har været anset for et betragteligt skridt fremad mod at opstille frihedens principper at sige, at styre er en aftale mellem de, som regerer, og de, som regeres; men dette kan ikke være sandt, for det placerer virkningen før årsagen; for da mennesket må have eksisteret før magthavere fandtes, må der nødvendigvis have været en tid, hvor magthavere ikke fandtes og følgelig kunne der oprindeligt ikke have været nogen magthavere at skabe en aftale med. Virkeligheden må derfor være, at individerne selv, hver i sin egen, selvstændige ret, indgik en aftale med hinanden om 36

Menneskets rettigheder

at oprette et styre: og det er den eneste måde, som magthavere har ret til at skabes på og det eneste princip, som udgør deres eksistensberettigelse. For at danne os et indtryk af, hvad styre er eller burde være, må vi spore det tilbage til dets oprindelse. Når vi gør det, vil vi let opdage, at styre må være opstået enten fra folket, eller pålagt over folket. Hr. Burke skelner ikke mellem dette. Han leder ikke efter oprindelsen til noget, og derfor opfinder han alt; men han har tilkendegivet sin intention om, ved en senere lejlighed, at sammenligne Englands og Frankrigs forfatninger. Da han således inviterer til en kontrovers ved at smide handsken, tager jeg ham på ordet. Det er ved store udfordringer, at de store sandheder kan få lov at komme frem; og jeg accepterer det med endnu større villighed, fordi det samtidig giver mig lejlighed til at berøre emnet om styreformer, der skabes af samfundet. Men det vil først være nødvendigt at definere, hvad der menes med en forfatning. Det er ikke tilstrækkeligt, at vi adopterer ordet; vi må også definere en standardiseret beskrivelse af det. En forfatning er ikke bare et udtryk men et faktum. Det er ikke et ideal, men findes virkeligt; og hvor det ikke kan fremvises i synlig form, findes det ikke. En forfatning går forud for en regering, og en regering er udelukkende skabt af en forfatning. Et lands forfatning er ikke en lov skabt af dets regering, men af de mennesker, som nedsætter en regering. Det er den samling af elementer, som man kan henvise til og citere paragraf efter paragraf, og som indeholder de principper som regeringen skal dannes efter, måden den skal organiseres på, de beføjelser den bør have, måden den skal vælges på, varigheden af regeringsperioden eller hvilke andre navne, den slags organisationer kan kaldes; de beføjelser, som den udførende del af styret skal have; og med småt, alt hvad der vedrører den komplette organisering af en civil administration og de principper, som den skal virke efter, og som den skal forpligtes på. En forfatning er derfor for en regering, hvad regeringens love derpå er for domstolene. Domstolene laver ikke lovene, og de kan heller ikke 37

Menneskets rettigheder

ændre dem; de handler kun efter de normer, som loven udskriver, og regeringen er på samme måde underlagt forfatningen. Kan hr. Burke så fremvise den engelske forfatning? Hvis ikke må vi retfærdigvis konkludere, at selvom der er talt så meget om den, eksisterer en sådan forfatning ikke, eller har ikke på noget tidspunkt eksisteret, og følgelig at folket endnu har til gode at udforme en sådan forfatning. Hr. Burke vil ikke, antager jeg, forkaste den holdning, jeg allerede har fremsat, nemlig at regeringer enten udpeges af folket eller for folket. Den engelske styreform er en af dem, som udsprang af erobring og ikke skabt af samfundet, og følgelig udviklede sig hen over folkets hoved. Selvom den har ændret sig meget ved passende lejligheder siden Wilhelm Erobrerens tid, har landet aldrig genskabt sig selv og mangler således en forfatning. Jeg forstår godt grunden til, at hr. Burke afslog at sammenligne den engelske og franske forfatning, for han kunne ikke andet end indse, når han satte sig til opgaven, at der ikke fandtes noget som en forfatning på hans side. Hans bog er sandelig tyk nok til at kunne rumme alt, hvad han kunne sige om dette emne, og det ville have været den bedste måde, folk kunne have bedømt hver deres fordele. Hvorfor har han dog afslået den eneste ting, der var værd at skrive om? Det var det bedste, han kunne gøre, hvis fordelene var på hans side; men det ringeste, hvis de ikke var, og hans afslag er tegn på, at han ikke kunne drage fordel af det eller gennemføre det. Hr. Burke sagde i en tale i Parlamentet sidste vinter, at da Nationalforsamlingen mødtes i 3 rangordener (Statsapparatet, Gejstligheden og Adelen) besad Frankrig en god forfatning. Dette viser, som i mange andre tilfælde, at hr. Burke ikke forstår, hvad en forfatning er. De personer, der mødtes, var ikke en forfatning, men en forsamling, der skulle skabe en forfatning. Den nuværende Nationalforsamling er, strengt taget, den personlige, sociale aftale. - Medlemmerne er nationens delegerede i dens oprindelige form; fremtidige forsamlinger vil være nationens delegerede i dens organiserede form. 38

Menneskets rettigheder

Den nuværende forsamlings magt adskiller sig fra den, som de fremtidige forsamlinger vil få. Den nuværende har autoritet til at udforme en forfatning; de fremtidige forsamlingers autoritet vil være at lovgive efter de principper og metoder, som denne forfatning foreskriver; og hvis erfaringen viser, at ændringer, rettelser eller tillæg skulle være nødvendige, vil forfatningen angive den måde, som den slags skal udføres på, og ikke overlade det til en fremtidig regerings egen vilje. En regering baseret på de principper, som gælder for forfatningsmæssige styreformer skabt af samfundet selv, kan ikke besidde retten til at ændre sig selv. Hvis den havde, ville det være arbitrært. Den kunne omdanne sig selv til, hvad den ville; og hvor en sådan ret skabes, viser det, at der ikke findes en forfatning. Den lov, som det engelske parlament bemyndigede sig selv til at sidde i 7 år med, viser, at der ikke findes en forfatning i England. Det kunne med samme autoritet have siddet et længere åremål eller for livstid. Den lov, som den nuværende hr. Pitt forelagde Parlamentet for nogle år siden for at reformere Parlamentet, beroede på det samme fejlagtige princip. Retten til at reformere ligger i nationen i dens oprindelige form, og den forfatningsmæssige metode ville være gennem en generalforsamling valgt til formålet. Der er desuden et paradoks i at lade fejlbehæftede institutioner reformere sig selv. Fra disse indledninger skal jeg fortsætte med at drage nogle sammenligninger. Jeg har allerede omtalt Rettighedserklæringen; og da jeg ønsker at skrive så kortfattet som muligt, vil jeg fortsætte med andre dele af den franske forfatning. Den franske forfatning siger, at enhver, som betaler en skat på 60 sous om året, (2 shilling 6 pence i engelsk valuta) er valgberettiget. - Hvilken paragraf vil hr. Burke stille med mod denne? Kan noget være mere begrænset og samtidig mere tilfældigt, end hvad valgretten er i England? Begrænset - fordi ikke 1 mand blandt 100 (og det er langtfra overdrevet) har lov til at stemme; tilfældigt - fordi den laveste eksistens, som kan overleve, og som knapt kan ernære sig på lovlig vis, er stemmeberettiget et sted; mens et an39

Menneskets rettigheder

det sted en mand, der betaler meget store skatter og som er en retskaffen mand, og landmanden som betaler leje for 3-400 pund om året og med værdier i sit landbrug 3-4 gange det beløb, ikke er berettigede til at stemme. Alt er unaturligt, som hr. Burke siger ved andre lejligheder i dette mærkelige kaos, hvor alle slags tåbeligheder blandes med alle former for forbrydelser. Wilhelm Erobreren og hans efterfølgere opdelte landet på denne måde og bestak en del af det, med det de kaldte rettighedsbreve, for at udnytte den anden del efter forgodtbefindende. Det er derfor, der er så mange rettighedsbreve i Cornwall. Befolkningen var imod det styre, som blev etableret efter erobringen, og byerne blev besat og bestukket til at slavebinde landet. Alle de gamle rettighedsbreve er denne erobrings ordener og det er fra denne oprindelse, at de tilfældige stemmerettigheder kommer. Den franske forfatning siger, at antallet af repræsentanter for ethvert område skal stå i forhold til antallet af skatteborgere eller stemmeberettigede. Hvilken paragraf vil hr. Burke fremvise? Amtet Yorkshire, som har næsten en million sjæle, sender to amtsmedlemmer; og det samme gør amtet Rutland, selvom det kun har en hundrededel af det antal. Den gamle by, Sarum, som knapt består af 3 huse, sender 2 medlemmer, mens byen Manchester, som har næsten 60.000 sjæle, ikke har lov at sende nogen. Er der noget princip bag disse ting? Findes her noget, som kan påvise frihedens mærke eller opdage visdommens? Det er derfor intet under, at hr. Burke har afslået sammenligningen og forsøgt at afspore sine læsere ved en vild, usystematisk fremførelse af paradoksale rapsodier. Den franske forfatning siger, at Nationalforsamlingen skal vælges hvert andet år. - Hvilken paragraf vil hr. Burke stille op mod dette? Måske den, at nationen ikke har nogen rettigheder på dette område; at regeringen på dette punkt er fuldstændig vilkårlig; og til støtte for dette kan han citere et tidligere parlament som fortilfælde. Den franske forfatning siger, at der ikke skal findes jagtlove; at landmanden, på hvis jord vildtet findes, (for det er hans jord, de lever af) har ret til at nedlægge, hvad han 40

Menneskets rettigheder

kan. At der ikke skal findes monopoler af nogen slags, at al handel skal være fri og enhver fri til at vælge ethvert fag, som han kan ernære sig lovformeligt ved overalt i byer og købstæder over hele landet. - Hvad vil hr. Burke sige til dette? I England tilhører vildtet dem, som ikke bidrager til at ernære det, og hvad angår monopoler er landet spækket med dem. Enhver købstad er i sig selv et aristokratisk monopol, og vælgerne får deres stemmeret fra disse monopolprivilegier. Er dette frihed? Er det hvad hr. Burke kalder en forfatning? Af disse monopolprivilegier jages en mand fra andre dele af landet ud, som var han en udenlandsk fjende. En englænder er ikke fri i sit eget land. Alle disse steder skaber forhindringer for ham og fortæller ham, at han ikke har sin frihed - at han ikke har nogen rettigheder. I disse monopoler findes andre monopoler. I en by som Bath, som har mellem 20 og 30.000 indbyggere, forbeholdes retten til at vælge repræsentanter til Parlamentet til omkring 31 personer. Og inden i disse monopoler er der flere endnu. En mand fra samme by, hvis forældre ikke var i stand til at give ham en profession, forhindres i mange tilfælde i sin naturlige ret til at anskaffe sig en, uanset hvad hans evner og færdigheder kan være. Er dette forbilleder at forevise et land som genskaber sig efter slaveri som Frankrig? Sandelig er de ej; og jeg er sikker på, at når Englands folk begynder at reflektere over dem, vil de, ligesom Frankrig, ødelægge disse tegn på gammel undertrykkelse, disse spor af en erobret nation. Havde hr. Burke besiddet evner magen til forfatteren til On the Wealth of Nations (Adam Smith /o.a.) ville han have forstået alle de dele, som indgår i og udgør en forfatning. Han ville have ræsonneret fra det mindste til det største. Det er ikke kun på grund af sine fordomme, men fra sit rodede sind, at han er uegnet til at skrive om dette emne. Selv hans sind mangler en forfatning. Det er tilfældighedens sind og ikke et velordnet sind. Men han skal skrive noget. Han er derfor steget op i luften som en ballon for at fjerne tilskuernes opmærksomhed fra den jord, de står på.

41

Menneskets rettigheder

Meget kan læres af den franske forfatning. Erobring og tyranni flyttede med Wilhelm Erobreren fra Normandiet til England, og landet er stadig forsiret af arrene. Måtte da Frankrigs eksempel medvirke til at genskabe den frihed, som en af dets provinser ødelagde! Den franske forfatning siger, at for at bevare den nationale repræsentation fra at blive kompromitteret, må intet medlem af Nationalforsamlingen være en embedsmand, en rangsperson eller modtager af kongelige pensioner. - Hvad vil hr. Burke holde frem mod dette? Jeg skal hviske hans svar: Mirakler! Åh! Dette mirakelstyre har medført flere ulykker end folk har spekuleret over. Nationalforsamlingen har opdaget det og er et eksempel for hele verden. Havde regeringer konkurreret om at flå deres lande gennem skatter, kunne de ikke have lykkedes bedre, end de har gjort. Mange ting i den engelske styreform virker på mig som det modsatte af, hvad det burde være, og hvad det siges at være. Parlamentet, uperfekt og fejlvalgt, som det er, skal ikke desto mindre styre statskassen for nationen; men den måde, det engelske parlament er konstrueret på, er som at lade en mand være både låntager og långiver, og hvis der sker misbrug, er det at lade den kriminelle være dommer for sig selv. Hvis de, som stemmer for bevillingerne, er de samme mennesker, som modtager bevillingerne efter afstemning og skal stå til regnskab overfor dem, som bevilgede dem, er de kun ansvarlige overfor sig selv og Fejlenes Komedie fortsættes af Tavshedens Pantomime. Hverken regeringspartier eller oppositionen vil gøre noget ved det. Den nationale skattekiste er det fælles rov, som alle deler. Det er det, folk på landet kalder 'Rid & Bind'. Du rider et stykke vej, og så jeg 1 . - De klarer disse sager bedre i Frankrig.

1 Det er en praksis i nogle egne af landet, hvor to rejsende kun har en hest, som ligesom den nationale finanskasse ikke kan bære dobbelt, at den ene rider 2-3 miles i forvejen på hesten og så binder hesten til et gærde og spadserer videre. Når den anden rejsende kommer, tager han hesten, rider fremad og passerer sin partner en mile eller to og binder hesten igen, og så fremdeles. Rid & Bind.

42

Menneskets rettigheder

Den franske forfatning siger, at det er retten til krig og fred hviler i nationen. Hvor skulle den ellers hvile end hos dem, som skal betale udgiften? I England siges denne ret at hvile i en metafor, som fremvises i Tower mod betaling: Sådan er løverne, og det ville være lidt mere fornuftigt at sige, at det hvilede i dem, for en ubevægelig metafor er ikke mere end en hat eller kasket. Vi kan alle indse absurditeten i at tilbede Aarons gyldne kalv eller Nebukadnesars gyldne portræt, men hvorfor bliver mennesket ved med selv at praktisere de absurditeter, som de foragter andre for? Det kan med rette siges, at det, på den måde den engelske nation er repræsenteret, ikke betyder noget, hvor retten hviler, om det er Kronen eller Parlamentet. Krig er den fælles høst for alle, som deltager i fordelingen og forbruget af offentlige midler i alle lande. Det er kunsten ’at erobre hjemme’, hvor målet er at forøge indtægterne; og da indtægter ikke kan forøges gennem andet end skatter, må en undskyldning for udgifter skabes. Når man ser tilbage på det engelske styres historie, dets krige og dets skatter, ville en iagttager, som ikke var forblændet af fordomme eller fordrejet af egeninteresse, erklære, at skatter ikke blev hævet for at føre krige, men krige blev ført for at hæve skatter. Hr. Burke er som medlem af Underhuset en del af det engelske styre; og selvom han erklærer sig som modstander af krig, misbruger han den franske forfatning, som skulle den forsøge at opblusse den. Han holder den engelske styreform frem som en model i alle henseender for Frankrig; men han skulle først kende de bemærkninger, som franskmændene har om den. De fremfører til egen fordel, at den frihed, der nydes i England, kun er en måde at gøre slaveri lidt mere produktivt på end tyranni; og siden det egentlige mål for al despoti er indtægter, kan en sådan styreform opnå mere end den kunne ved direkte despoti eller gennem fuld frihed, og er derfor i egen interesse modstander af begge. De redegør også for den parathed, som altid er til stede i den slags styreformer til at føre krig ved at diskutere de forskellige motiver, der fremkalder dem. I despo43

Menneskets rettigheder

tiske regimer er krige en følge af stolthed, men under de styreformer, hvor de bliver begrundelser for beskatning, får de en mere vedvarende plads. Den franske forfatning har derfor fjernet bemyndigelsen til at erklære krig fra konger og ministre og placeret bemyndigelsen, hvor omkostningen falder for at forebygge begge onder. Da spørgsmålet om retten til krig eller fred blev fremført i Nationalforsamlingen, virkede det engelske folk til at være meget interesseret i dette og kraftigt applaudere beslutningen. - Som princip gælder det lige så vel for det ene land som for det andet. Wilhelm Erobreren, som erobrer, besad myndigheden til krig eller fred selv, og hans efterfølgere har siden påberåbt sig den ret som deres egen. Selvom hr. Burke har påberåbt sig Parlamentets ret efter revolutionen til at forpligtige nationen og dens eftertid for altid, benægter han samtidig, at Parlamentet eller nationen havde nogen ret til at ændre, hvad han kalder kronens arvefølge i andet end detaljer. Ved at indtage denne stilling, henviser han tilfældet til normannernes erobring og ved at trække arvefølgen fra Wilhelm Erobreren til nutiden, fremtvinger han spørgsmål om, hvem og hvad Wilhelm Erobreren var, og hvor han kom fra og dermed om, hvor særrettigheder stammer fra, deres historie og natur. Alt må have haft en begyndelse og tidens og antikkens tåge skulle gennembrydes for at afdække den. Lad så hr. Burke fremvise sin Wilhelm af Normandiet, for det er til denne oprindelse, at han trækker sin argumentation. Det sker desværre også, når man antager denne følgeslutning, at en anden følge parallelt hermed viser sig, som er, at hvis tronfølgen følger Erobringen, så er landet stadig under besættelse, og den burde udfri sig selv fra denne ulykke. Men det vil måske blive sagt, at selvom bemyndigelsen til at erklære krig overdrages i arvefølgen efter Erobringen, holdes den i skak gennem Parlamentets ret til at afskære finansieringen. Det er altid sådan, at når noget fra starten er forkert, så vil tilføjelser ikke gøre det rigtigt; og det sker ofte, at de gør mere skade end gavn, og det er også tilfældet her, for hvis den ene i forivrelse erklærer krig med hen44

Menneskets rettigheder

visning til en ret, og den anden, med henvisning til bemyndigelser i loven, tilbageholder finansieringen, bliver kuren lige så slem eller værre end sygdommen. Den ene tvinger nationen i krig og den anden binder dens hænder. Men det mest sandsynlige udfald er, at striden vil ende med en hemmelig aftale mellem parterne og blive et dække for dem begge. Om dette spørgsmål om krig bør tre ting overvejes. Først retten til at erklære det; dernæst udgiften til at føre den; og endelig måden, den skal føres på efter at være erklæret. Den franske forfatning lægger retten, hvor udgiften må falde, og denne forening kan kun være i nationen. Måden den skal føres på, efter den er erklæret, overdrager den til den udførende myndighed. Var dette tilfældet i alle lande, ville vi kun høre ganske lidt om krige fremover. Før jeg fortsætter med at betragte andre dele af den franske forfatning, og ikke bare trætte med argumentation, vil jeg fortælle en anekdote, som jeg har fået fra Dr. Franklin. Mens Dr. Franklin under krigen opholdt sig i Frankrig som amerikansk diplomat, fik han utallige forslag fra projektmagere, fra alle mulige lande og af enhver art, som ønskede at tage til landet, der flød med mælk og honning: Amerika; blandt dem var der en, som tilbød at blive konge. Han fremsatte sit forslag til Dr. Franklin gennem et brev, som nu er i hænderne på M. Beaumarchais fra Paris - og påpegede for det første, at da amerikanerne havde afsat deres konge, ville de have behov for en ny. For det andet at han selv var normanner. For det tredje at han var af ældre slægt end Hertugen af Normandiet og af mere ædel byrd, da hans slægt aldrig havde avlet uægte børn. For det fjerde at der allerede var tradition i England for, at kongerne kom fra Normandiet; på dette grundlag overlod han sit forslag til Dr. Franklin med henblik på, at han ville befordre det til Amerika. Men da dr. Franklin ikke gjorde dette, ej heller sendte ham et svar, skrev projektmageren et nyt brev, hvor han ikke truede, som sandt var, med at tage over og erobre Amerika, men kun med stor værdighed opfordrede til, at hvis hans forslag ikke blev accepteret, kunne en erkendtlig45

Menneskets rettigheder

hed på £30.000 tildeles ham for hans storsind! - Men altså; da alle argumenter vedrørende tronfølge nødvendigvis må forbinde denne tronfølge med en begyndelse, viser hr. Burkes argumenter, at der ikke er nogen oprindelse i England til konger, og at de er efterkommere af den normanniske slægt og disses rettigheder i medfør af erobringen. Det kan derfor tjene hans doktrin at gøre denne fortælling kendt, og at informere ham om, at gennem den naturlige klasseforskel, som alle dødelige er underlagt, kan konger igen skaffes fra Normandiet på mere rimelige vilkår end Wilhelm Erobreren; og følgelig at de gode mennesker i England ved revolutionen i 1688 kunne have fået et meget bedre resultat, hvis en så storsindet normanner som denne kendte deres behov og de hans. Den ridderlige karakter, som hr. Burke beundrer så meget, er visselig meget lettere at forhandle med end en hårdhudet hollænder. Men tilbage til forholdene omkring forfatningen. Den franske forfatning siger, at der ikke skal findes titler, og at følgelig hele den klasse af samme generation, som i nogle lande kaldes aristokratiet og i andre adelen, afskaffes og overklassen forfremmes til mennesker. Titler er kun kaldenavne og alle kaldenavne er en titel. Det er fuldstændig harmløst i sig selv, men det mærker den menneskelige karakter med en slags dumhed, som nedværdiger det. Det lader mennesket fremstå lille i store sager og kvindagtig i små sager. Det snakker om sit fine blå bånd som en pige og viser sit nye strømpebånd som et barn. En vis fortidig forfatter sagde: 'Da jeg var barn, tænkte jeg som et barn; men da jeg blev en mand, lagde jeg de barnlige ting bag mig.' Det er med rette Frankrigs ophøjede stade, der har afskaffet titlernes naragtigheder. Landet er vokset ud af sit babytøjs greve og hertug, og har selv iført sig manddomsklæder. Frankrig har ikke udjævnet; det har ophøjet. Det har slået dværgen ned og rejst en mand. Ubetydeligheden af de meningsløse ord hertug, greve, jarl er ophørt med at behage. Selv de, som besad dem, har forkastet vrøvlet, og efter at være vokset fra børnesygdommene har de forkastet ranglen. Menneskets inderste væsen, der tørster efter det 46

Menneskets rettigheder

naturlige hjem, samfundet, foragter det krimskrams, der adskiller ham fra det. Titler er som cirkler skabt af en magikers tryllepind, der skal begrænse menneskets lykke. Det lever i en Bastille af ord, og betragter fra afstand menneskets misundelsesværdige liv. Er det så noget under, at titler blev afskaffet i Frankrig? Er det ikke et større under, at de blev opretholdt andre steder? Hvad er de? Hvad er deres værd og 'hvad er deres værdi?' Når vi tænker på eller taler om en dommer eller general, associerer vi det med ideen om et embede og karakter; vi tænker på visdommen hos den ene og tapperheden hos den anden; men når vi bruger et ord bare til en titel, associeres der ingen ideer med det. I hele Adams ordforråd findes ikke et væsen som hertug eller greve; vi kan heller ikke forbinde nogle ideer med ordene. Om de betyder styrke eller svaghed, visdom eller dumhed, et barn eller en mand, en rytter eller en hest står helt åbent. Hvordan kan noget, som ikke beskriver noget og intet betyder, give respekt? Forestillingsevnen har skabt figurer og karakter til kentaur, satyr og alle slags elve; men titler lammer selv fantasiens vinger og er en ubeskrivelig kimære. Men dette er ikke alt. Hvis et helt land har den holdning at foragte dem, er hele deres værdi gået fløjten, og ingen vil besidde dem. Det er kun den offentlige mening, som giver dem betydning eller ikke, eller værre end ingen betydning. Der er ingen anledning til at fjerne titler, for de forsvinder af sig selv, når samfundet er enigt om, at latterliggøre dem. Denne form for forestillet betydning er synlig for nedadgående i alle dele af Europa og hurtigere, efterhånden som fornuften i verden vokser. Der var engang, hvor den laveste klasse af det, som kaldes adelen, havde højere anseelse end den højeste klasse har nu, og en mand i rustning, der red gennem den kristne verden i jagt på eventyr, blev mere begloet end nutidens hertuger. Verden har set dette fjolleri falde, og det er faldet ved at blive gjort til grin, og farcen med titler vil få samme skæbne. Frankrigs patrioter har i god tid opdaget, at rang og ære i samfundet må baseres på noget nyt. Det gamle er faldet. –Det må nu baseres på en grundlæggende karakter i stedet for kimæriske 47

Menneskets rettigheder

titler; og de har bragt deres titler til alteret og givet dem som brændoffer til Fornuften. Hvis ikke ugerninger var fulgt efter naragtighederne med titler, ville de ikke have været nogen alvorsfuld og formel nedlæggelse værd, således som Nationalforsamlingen har dekreteret; og det gør det nødvendigt at kigge nærmere på aristokratiets natur og karakter. Det, som kaldes aristokratiet i nogle lande og adelen i andre, udsprang af regeringer, som var grundlagt på en erobrers magt. Det var oprindeligt en militær rangorden med det formål at støtte et militærstyre; (for det er alle styreformer grundlagt på erobring), og for at opretholde en arvefølge af denne natur med for at bevare dets oprindelige formål, blev alle de yngre grene af disse familier gjort arveløse og loven om den førstefødtes ret vedtaget. Naturen og karakteren af aristokratiet viser sig for os i denne lov. Det er en lov, som strider mod enhver natur, og naturen kræver dens afskaffelse. Opret en familielov og aristokratiet vil falde. Gennem aristokratiets lov om førstefødselsret vil 5 ud af 6 i en familie være i risiko. Aristokratiet har kun 1 barn. Resten overlades til at blive fortæret. De kastes som bytte for kannibalen, og de naturlige forældre forbereder den unaturlige ret. Da alt, som strider mod menneskets natur, mere eller mindre påvirker samfundets interesser, gør dette også. Alle de børn, som aristokratiet udstøder (hvilket er alle undtagen den ældste) overlades stort set som forældreløse til at blive forsørget af det offentlige, men til en større omkostning. - Overflødige embeder og stillinger i regeringsapparatet og ved domstolene oprettes for offentlige midler til deres underhold. Med hvilke ømme tanker kan en fader og moder bekymre sig om deres yngste efterfølgere? Naturen gør dem til børn, ægteskab gør dem til arvinger; men aristokratiet gør dem til uægte, forældreløse børn. De er på den ene side forældrenes kød og blod, på den anden side betyder de intet for dem. For at føre forældre og børn sammen og føre dem begge til samfundet, - og udrydde det monstrøse aristokrati fra top til tå, - har den franske forfatning afskaffet loven om 48

Menneskets rettigheder

førstefødselsretten. Der ligger uhyret så; og hr. Burke kan, hvis han ønsker det, skrive dets nekrolog. Hidtil har vi betragtet aristokrati hovedsaligt fra en enkelt synsvinkel. Vi skal nu betragte det fra en anden. Men uanset om vi betragter det forfra, bagfra eller fra siden, eller en hvilken som helst anden vinkel, i familien eller i offentligheden, er det stadig et uhyre. I Frankrig har aristokratiet en side mindre i sit væsen, end det har i visse andre lande. Det har ikke oprettet et korps af arvelovgivere. Det var ikke et aristokratisk lav, som jeg har hørt M. de Lafayette beskrive det engelske Overhus. Lad os nu undersøge grundene til, at den franske forfatning har forkastet et sådant Hus i Frankrig. Først og fremmest fordi, som det allerede er nævnt, at aristokrati opretholdes gennem familietyranni og uretfærdighed. For det andet fordi aristokratier er særligt uegnede til at være lovgivere for en nation. Deres opfattelse af retfærdig fordeling af goderne er fejlbehæftet fra starten. De starter deres liv ved at træde på alle deres yngre brødre og søstre og alle slægtninge og uddannes og opdrages til det. Med hvilke opfattelser af retfærdighed eller ære kan en sådan mand, som tilkender sig, i egen person, hele børneflokkens arv eller tilkender dem en lille bitte andel som en ydmygende gave, træde ind i en lovgivende forsamling? For det tredje fordi tanken om arvelovgivere er lige så usammenhængende som arvedommere eller arvenævninge, og lige så absurd som arvematematikere eller en arvelærd, og lige så latterligt som en hædret arvedigter. For det fjerde fordi ingen burde stole på en gruppe mænd, som ikke skal stå til ansvar for nogen andre. For det femte fordi det fortsætter det uciviliserede princip af regeringsmagt grundlagt på erobret magt, og den nedrige tanke, at et menneske kan eje et andet og regere over ham gennem en personlig rettighed. For det sjette fordi aristokratiet har en tendens til at degenerere menneskeslægten. Gennem naturens universelle orden er det kendt, og i jødernes tilfælde er det bevist, at menneskeslægten degenererer i små grupper, når de ad49

Menneskets rettigheder

skilles fra samfundets generelle sammenhæng og løbende skaber indavl ved at gifte sig med hinanden. Det når ikke selv dets påståede storhed og bliver med tiden det modsatte af, hvad der er ædelt i mennesket. Hr. Burke taler om adelskab; lad ham da vise, hvad det består af. De største karakterer, denne verden har kendt, har hævet sig fra den demokratiske jord. Aristokratiet har ikke været i stand til at opretholde samme forholdsvise niveau som demokratiet. Den kunstige aristokrat er en dværg sammenlignet med naturens aristokrat; og de enkelt tilfælde (for der findes nogen i alle lande), hos hvem naturen som ved et mirakel har overlevet i aristokratiet, foragter det. Men det er tid til at fortsætte med et nyt emne. Den franske forfatning har reformeret gejstligheden. Den har hævet indkomsten for under- og mellemklassen og taget fra overklassen. Ingen får mindre end 1200 livres (£50 sterling) og ingen mere end £2-3000. Hvad vil hr. Burke sammenligne med dette? Hør hvad han siger: Han siger: ’At Englands folk uden smerte eller ærgrelse kan se en ærkebiskop have mere end en hertug; de kan se biskoppen af Durham eller biskoppen af Winchester modtage £10.000 om året; og de kan ikke se, hvorfor det skulle være værre end godser af samme værdi i hænderne på den og den jarl eller den og den godsejer.’ Og det tilbyder hr. Burke til sammenligning med Frankrig. Hvad angår det første, om en ærkebiskop eller en hertug er finest, er det, synes jeg, lidt ligesom Sternhold og Hopkins 1 eller Hopkins og Sternhold. De kan nævne den ene eller den anden først; og da jeg tilstår, at jeg ikke kender denne sags realiteter, vil jeg ikke diskutere den med hr. Burke. Men hvad det andet angår, har jeg noget at sige. Hr. Burke har ikke fremlagt sagen korrekt. Sammenligningen er ude af proportioner ved at stå mellem biskoppen, jarlen og godsejeren. Den burde sammenligne en biskop og degn og vil så se sådan ud: - Englands folk kan uden smerte eller ærgrelse se biskoppen af Durham eller biskoppen af Win1

Salmebogsredaktører.

50

Menneskets rettigheder

chester modtage £10.000 om året og en degn £30-40 om året eller mindre. - Nej, min Herre, de ser sandelig ikke disse ting uden smerte eller ærgrelse. Det er en sag, som rammer alle menneskers retfærdighedssans, og er en af mange som skriger på en forfatning. I Frankrig blev råbet 'Kirken! Kirken' gentaget så ofte som i hr. Burkes bog og lige så højt, som da lovforslaget om afvigere blev forelagt det engelske parlament; men den almene gejstlighed lod sig ikke narre af dette råb længere. De vidste, at uanset hvad målet var, ville de selv være blandt hovedofrene. Det var de stærkt privilegerede gejstliges råben om at undgå en regulering af deres indkomst til mellem £10.000 og sognepræstens. Derfor slog de sig sammen med alle andre undertrykte klasser og fik rettet denne uret gennem deres fælles interesse. Den franske forfatning har forkastet tiender - den kilde til evig utilfredshed mellem tiendeholderen og sognemedlemmet. Når jord betales med tiende, er der i praksis tale om en deling af bruget mellem 2 parter; den ene part modtager 1/10 og den anden 9/10 af afkastet; og følgelig bør når landbruget kan forbedres og frembringe det dobbelte eller 3-dobbelte af, hvad det kunne før, eller et hvilket som helst andet forhold, - udgiften til sådanne forbedringer retfærdigvis deles ligeligt mellem parterne, som skal dele afkastet. Men det er ikke tilfældet med tiende; landmanden bærer hele udgiften og modtageren tager 1/10 af forbedringen i tillæg til den oprindelige 1/10, og får derved værdien af 2/10. Det er endnu et tilfælde, som påkalder en forfatning. Den franske forfatning har afskaffet såvel tolerance som intolerance og har etableret Samvittighedens universelle rettigheder. Tolerance er ikke det modsatte af intolerance, men er dets forfalskning. Begge er despotier. Den ene tiltager sig retten til at forbyde samvittighedens frihed, den anden at tillade den. Den ene er Paven bevæbnet med ild og brændeknippel og den anden er Paven, der sælger eller udsteder afladsbreve. Den første er kirke og stat, den anden er kirke og forretning.

51

Menneskets rettigheder

Men tolerance kan beskues i et meget stærkere lys. Mennesket tilbeder ikke sig selv, men sin Skaber; og samvittighedens frihed, som det påberåber sig, er ikke til egen gavn men til Guds. I dette tilfælde må vi derfor nødvendigvis knytte ideen om to væsener; den dødelige, som tilbeder, og det udødelige væsen, som tilbedes. Tolerance holder derfor ikke indbyrdes mellem mennesker eller indbyrdes mellem religioner, men mellem Gud og mennesket, mellem det væsen, som tilbeder, og det væsen, som tilbedes; og gennem den samme selvpåtagede myndighed, hvormed den tillader mennesket at tilbede, tillader den opblæst og blasfemisk Den Almægtige at modtage den. Blev et lovforslag fremlagt i Parlamentet kaldet 'En lov om at tolerere eller give Den Almægtige lov til at blive tilbedt af en jøde eller tyrker’ eller 'at forbyde Den Almægtige at blive tilbedt' ville alle mennesker rystes og kalde det blasfemi. Der ville opstå voldsomme protester. Formodningen om tolerance i religiøse sager ville så vise sit sande ansigt; men denne formodning bliver ikke mindre, fordi kun ordet 'menneske' nævnes i loven, for de to sammenhørende ideer om den tilbedende og den tilbedte kan ikke adskilles. Hvem er du dog, andet end forfængeligt støv og aske! Uanset hvad du kaldes, det være sig konge, biskop, kirke eller stat, et parlament eller hvad som helst, som anmassende tvinger sin ubetydelighed ind mellem menneskets sjæl og hans Skaber? Pas dine egne sager. Hvis han ikke tror det samme, som du tror, er det bevis på, at du ikke tror, som han tror, og der er ingen jordisk magt, som kan afgøre den tvist mellem jer. Hvad angår trosretninger, så er der ikke nogen trosretning, som er forkert, hvis alle overlades til at dømme om sin egen trosretning; men hvis de skal dømme om hinandens trosretninger, er der ikke nogen trosretning, som er rigtig; og derfor har hele verden ret eller hele verden tager fejl. Men hvad angår religion i sig selv, uden at skele til navne, og ved at vende sig selv fra hele menneskehedens universelle familie mod et guddommeligt objekt for al tilbedelse, er det at give Skaberen sit hjertes frugter; og selvom disse

52

Menneskets rettigheder

frugter kan variere ligesom frugterne på Jorden, accepteres alle taknemmelige bidrag. En biskop af Durham eller en biskop af Winchester eller ærkebiskoppen, som står over hertugerne, ville ikke afvise et tiende-neg af hvede fordi det ikke er en hane af halm; ej heller en hane af halm, fordi det ikke er et hvedeneg, ej heller en gris fordi den ikke er det ene eller andet; men de samme mennesker, organiseret i den etablerede kirke, vil ikke tillade deres Skaber at modtage de forskellige tiender af menneskets tilbedelse. Et af hr. Burkes stadige omkvæd er 'kirke og stat'. Han mener ikke en bestemt kirke eller en bestemt stat, men enhver kirke og stat; og han bruger begrebet som en generel metafor for at promovere doktrinen om altid at forbinde kirken med staten i alle lande, og han kritiserer Nationalforsamlingen i Frankrig for ikke at have gjort det i Frankrig. Lad os dvæle en stund ved dette emne. Alle religioner er af naturen milde og godartede og har moralske principper tilfælles. De kunne ikke have skaffet forkyndere fra begyndelsen ved at prædike noget, som var ondt, grusomt, forfølgende eller amoralsk. Som alt andet havde de deres begyndelse, og de udviklede sig ved overtalelse, argumentation og eksemplarisk adfærd. Hvordan kan det så ske, at de mister deres oprindelige mildhed og bliver dystre og intolerante? Det kommer fra den forbindelse, som hr. Burke fremfører. Ved at parre kirken med staten opstår et slags muldyr, der kun kan ødelægge og ikke kan frembringe noget afkom, kendt som Kirken etableret ved Lov. Den er en fremmed fra fødsel selv for den moder, der fødte den, og som den med tiden vil udstøde og ødelægge. Den Spanske Inkvisition stammer ikke fra den religion, som oprindeligt opstod, men fra dette muldyr, avlet mellem kirken og staten. Afbrændingerne i Smithfield stammer fra samme heterogene opsætning, og det var genskabelsen af dette mærkelige bæst i England senere, som fremkaldte bitterhed og irreligiøsitet, og som drev folket kaldet kvækerne

53

Menneskets rettigheder

og dissidenterne 1 til Amerika. Forfølgelse er ikke en original egenskab i nogen religion; men den er altid stærkt fremtrædende i alle lovgivne religioner. Fjern lovgrundlaget og enhver religion genoptager sin gode natur. I Amerika er en katolsk præst en god borger, besidder en god karakter, og er en god nabo; en episkopal præst ejer samme egenskaber, og dette stammer fra, at der ikke er noget lovgrundlag for kirker i Amerika. Ser vi på dette fra en verdslig synsvinkel, vil vi se de dårlige virkninger, det har på nationernes velstand. Foreningen af kirke og stat har sendt Spanien i fattigdom. Tilbagekaldelsen af Nantes-ediktet sendte silkefabrikanterne fra Frankrig til England, og ’kirke og stat’ sender nu bomuldsfabrikanterne fra England til Amerika og Frankrig. Lad blot hr. Burke fortsætte med at prædike sin antipolitiske Kirke og Stat-Doktrin. Det vil medføre noget godt. Nationalforsamlingen vil ikke følge hans råd, men vil drage nytte af hans fjolleri. Det var ved at observere de dårlige følger af det i England, at Amerika blev advaret mod det; og det er ved at erfare dem i Frankrig, at Nationalforsamlingen har forkastet det og ligesom Amerika etableret den universelle samvittighedsfrihed og den universelle ret til medborgerskab 2 . 1 Protestantisk menighed som blomstrede under Oliver Cromwell i midten af 1600-tallet, / o.a. Se http://en.wikipedia.org/wiki/English_Dissenters 2 Når vi ser ekstraordinære omstændigheder finde sted i et land, får det helt naturligt en mand med talent for observation og efterforskning til at undersøge årsagerne. Industrierne i Manchester, Birmingham og Sheffield er de vigtigste i England. Hvad kommer det af? En lille observation vil forklare sagen. Arbejdsgiveren og det store flertal af indbyggere disse steder, tilhører ikke det, der i England kaldes Statskirken, kirken grundlagt ved lov; og de, eller deres fædre, (for det er sket inden for et par år) undveg forfølgelsen i de privilegerede byer, hvor test-lovene* særligt praktiseredes, og de har dannet en slags fristed for sig selv her. Det var det eneste fristed, som fandtes, for resten af Europa var værre. Men det er nu under forandring. Frankrig og Amerika byder alle tilflyttere velkommen og giver dem alle borgerrettigheder. Politik og interesse vil derfor, men måske for sent, gøre for England, hvad fornuft og retfærdighed ikke kunne. Disse industrier ophører, og de genopstår andre steder. Der opføres nu en stor bomuldsfabrik i Passey, tre mil fra Paris, og der er allerede opført flere i Amerika. Kort efter at parlamentet havde afvist at ophæve test-lovene,

54

Menneskets rettigheder

Jeg vil her ophøre med at sammenligne med principperne i den franske forfatning og afslutte denne del af emnet med nogle få iagttagelser om organiseringen af de formelle dele af den franske og engelske regeringsform. Den udøvende magt ligger i begge lande i hænderne på en person kaldet Kongen; men den franske forfatning skelner mellem kongen og herskeren: den definerer kongens position som officiel og giver herskerrollen til nationen. Nationens repræsentanter, som udgør Nationalforsamlingen, og som er den lovgivende myndighed, har rod i og stammer fra folket gennem valg, som en iboende ret hos folket. - I England er det anderledes; og det skyldes den oprindelige oprettelse af det, som kaldes monarkiet; for da Erobringen medførte, at alle folkets eller nationens rettigheder blev lagt i hænderne på Erobreren, som tillige tilføjede titlen Konge til titlen Erobrer, bliver de sager, som i Frankrig betragtes som værende folkets eller nationens rettigheder, i England betragtet som bevilling fra det, som kaldes Kronen. Parlamentet i England, for begge kamres vedkommende, blev oprettet ved Kongebrev af Erobrerens efterkommere. Underhuset opstod ikke som folkets ret til at vælge eller delegere men som en gave eller velsignelse. hørte jeg en af de rigeste fabrikanter i England sige: "England er ikke et land, hvor en anderledes tænkende kan leve, - vi må flytte til Frankrig." Det er sandheden, og det er at øve retfærdighed til begge parter at omtale dem. Det er især afvigerne, der har ført engelsk industri til det nuværende høje stade, og det er de samme personer, der har magt til at føre disse industrier væk; og selv om de samme varer fremover bliver fremstillet samme sted, vil det udenlandske marked gå tabt. I London Gazette ser man ofte uddrag af parlamentsbeslutninger, som skal hindre maskiner - og personer, så vidt som de kan omfatte personer, i at forlade landet. Det fremgår heraf, at de skadelige virkninger af testlovene og statskirken begynder bliver endnu tydeligere; men magt kan aldrig erstatte fornuft som problemløsning. Om mindre end 100 år vil den urepræsenterede del England, af alle trosretninger, og det er en befolkning på mindst hundrede gange den øvrige, begynde at føle nødvendigheden af en forfatning, og så vil alle disse spørgsmål jævnligt blive dem forelagt til behandling. [*: "test-love" er et samlingsnavn for flere engelske love, som krævede prøve på religiøst tilhørsforhold som betingelse for at have offentligt embede. /o.a.]

55

Menneskets rettigheder

I den franske forfatning står nationen altid over kongen. Rettighedserklæringens paragraf 3 siger: Nationen er den egentlige kilde til al suverænitet. Hr. Burke fremfører, at i England er kongen kilden, at han er alle æresbevisningers oprindelse. Men da denne tanke ganske klart stammer fra Erobringen, skal jeg ikke knytte flere bemærkninger til det, andet end at det er erobringens natur at vende alting på hovedet; og da hr. Burke ikke vil blive nægtet det privilegium at have ordet to gange, og da der kun er to sider i billedet, kilden og tuden, må han gerne i anden omgang kalde kilden for tuden. Den franske forfatning sætter den lovgivende magt før den udøvende; loven før Kongen; Loven, Kongen. Dette er også tingenes naturlige rækkefølge, da loven må findes, før den kan udøves. En konge i Frankrig siger jo ikke, når han træder frem for Nationalforsamlingen 'Min forsamling' svarende til frasen brugt i England: 'Mit Parlament'; han kan ikke sige det i overensstemmelse med forfatningen og det kan heller ikke tillades. Der kan findes præcedens for at bruge det således i England, da som før nævnt begge huse i Parlamentet stammer fra Kronen som en gave eller velsignelse, og ikke fra nedarvede folkelige rettigheder, som Nationalforsamlingen i Frankrig, hvis navn forklarer dets ophav. Præsidenten for Nationalforsamlingen anmoder ikke Kongen om at give Forsamlingen frihed til at tale, som tilfældet er i det engelske underhus. Nationalforsamlingens forfatningsmæssige værdighed kan ikke nedgøres. Tale er en af menneskets naturlige rettigheder, som altid eksisterer; og for Nationalforsamlingen er anvendelsen af denne ret deres pligt og nationen er deres autoritet. De er valgt af det største antal mennesker med valgret, som den europæiske verden nogensinde har set. De kom ikke fra skidtet i usle bydele og ej heller er de aristokraternes vasaller. De støtter sagen opfyldt af virkelig værdighed. Deres parlamentariske sprog, uanset om de er for eller imod en sag, er fri, modig og mandig og berører alle sider og omstændigheder af sagen. Hvis en sag eller et emne om den udøvende myndighed, eller om personen som besidder den (kongen), 56

Menneskets rettigheder

fremsættes, debatteres det med mænds engagement og dannede sprog, og deres svar falder i samme stil. De står ikke benovede og glaner i vulgær ukyndighed eller bukker enden rundt på sig selv i bagtalerisk følgagtighed. Sandhedens yndefulde stolthed kender ikke til yderligheder og bevarer menneskets bedste karakter i alle livets aspekter. Lad os nu se på den anden side af spørgsmålet. - I de engelske parlamenters henvendelser til deres konge ser vi hverken den selvbevidste ånd i de gamle franske parlamenter eller den rolige værdighed i den nuværende Nationalforsamling; ej heller ser vi hos dem noget af de engelske manerer, som grænser til grovhed. Da der hverken er spor af udenlandsk indflydelse eller af naturlig engelsk ophav, må deres oprindelse søges andetsteds, og den oprindelse er den normanniske erobring. Det er tydeligvis en vasals adfærd og viser klart den underkastende afstand, som findes mellem erobreren og den erobrede. At denne vasaltanke og talemåde ikke blev afskaffet selv ved Revolutionen i 1688 står klart gennem Parlamentets erklæring til William og Mary med disse ord: 'Vi underkaster os, vores arvinger og eftertid ydmygt og trofast for evigt.' Underkastelse er et fuldstændigt vasalagtigt begreb, i opposition til frihedens værdighed og det er et ekko af Erobringens sprog. Da alt vurderes ved sammenligning, vil Revolutionen i 1688, på trods af at den er blevet overvurderet, finde sin plads. Den er allerede på vej til at falme, overskygget af de lysende revolutioner i Amerika og Frankrig. Om mindre end ét århundrede vil den henfalde som hr. Burkes anstrengelser 'til hele slægten Capulets mausolæum' 1 . Menneskeheden vil da knapt tro, at et land, som kalder sig selv for frit, ville sende bud til Holland efter en mand, udstyre ham med magt til at indgyde sig selv frygt for ham, og give ham næsten en million sterling om året for tilladelse til at underkaste sig selv og sin eftertid, som gældsgaranter, til evig tid. Men der er en sandhed, som bør komme frem: jeg har haft lejlighed til at lære den, og det er, at uanset foregivende, er der ingen beskrivelse af nogen mænd, som foragter 1

Ref. Romeo og Julie. /o.a.

57

Menneskets rettigheder

monarkiet så meget som hoffolk. Men de ved udmærket, at hvis det blev opdaget af andre, som de har opdaget det, kunne bedraget ikke fortsættes. De er i samme situation som mænd, som tjener til livets ophold ved skuespil, og for hvem tåbeligheden i skuespillet er så velkendt, at de latterliggør det; men hvis publikum var lige så vidende som de selv om dette, ville skuespillet og dets profit få en ende. Forskellen mellem en republikaners og en hofmands syn på monarki er, at den ene er imod monarki i den tro, at det betyder noget, og den anden griner af det og ved, at det intet betyder. Da jeg plejede at korrespondere med hr. Burke og troede, at han var en mand af mere fornuftige principper end hans bøger viser, han er, skrev jeg til ham sidste vinter fra Paris og fortalte ham, hvor fortræffeligt det gik fremad. Blandt andre emner i brevet gengav jeg de lykkelige omstændigheder som Nationalforsamlingen sad i, at de havde indtaget en stilling, som forenede deres moralske forpligtelser og politiske interesser. De er ikke nødt til at bruge et sprog, som de ikke selv tror på med den bedrageriske hensigt at få andre til at tro på det. Deres position Der kræves ikke nogen kunstfærdighed til støtte for deres position, og den kan kun bevares ved at oplyse menneskeheden. Det er ikke i deres interesse at dyrke uvidenhed men at udrydde den. De er ikke i samme position som et ministerium eller oppositionsparti i England, som, selvom de er uenige, er enige om at opretholde den fælles gådefuldhed. Nationalforsamlingen må slå portene op til et forråd af lys. Den må vise mennesket sin sande karakter; og jo nærmere den kan bringe dem til denne standard, jo stærkere vil Nationalforsamlingen stå. Når vi betragter den franske forfatning, ser vi i den en rationel orden. Principperne er i harmoni med formen og begge med deres oprindelse. Det kan måske gives som en undskyldning for dårlige metoder, at de kun er metoder, men det er en fejltagelse. Metoder stammer fra principper og støtter de principper, de blev dannet fra. Det er umuligt at praktisere en dårlig metode på andet end dårlige principper. De kan ikke integreres til en god; og hvor metoderne i 58

Menneskets rettigheder

en regering er dårlige, er det en klar indikation af, at principperne også er dårlige. Jeg vil hermed endeligt afslutte dette emne. Jeg begyndte ved at bemærke, at hr. Burke frivilligt havde undgået en sammenligning af den engelske og franske forfatning. Han undskylder (s. 241) for ikke at gøre det med, at han ikke havde tid. Hr. Burkes bog var næsten otte måneder undervejs og omfattede et bind på 366 sider. Som hans undladelse skader hans sag, gør hans undskyldning sagen værre; og mennesker på den engelske side af vandet vil begynde at overveje, om ikke der er noget radikalt galt med det, som kaldes den Engelske Forfatning, som gjorde det nødvendigt for hr. Burke at undertrykke sammenligningen og undgå, at den så dagens lys. Som hr. Burke ikke har skrevet om forfatninger, har han heller ikke skrevet om den franske revolution. Han giver ingen beretning om dens begyndelse eller fortsættelse. Han udtrykker kun undren. 'Det virker for mig,' siger han, 'som om jeg skulle være i en stor krise, ikke alene over begivenhederne i Frankrig, men i hele Europa, måske mere end Europa. Alle forhold taget i betragtning er den franske revolution det mest forbløffende, der er sket hidtil i verden.' Da vise mænd undres over tåbelige ting og andre over vise ting, kan jeg ikke redegøre for grunden til hr. Burkes undren; men sikkert er det, at han ikke forstår den franske revolution. Den er øjensynlig sprunget frem som en skabning fra kaos, men den er ikke andet end en konsekvens af en mental revolution, der allerede eksisterede i Frankrig. Nationens tanker havde allerede ændret sig, og tingenes nye orden havde naturligt fulgt de nye tanker. Jeg vil her, så kort som jeg kan, udlægge Revolutionens udvikling og bemærke de omstændigheder, som har bidraget til at fremkalde den. Louis 14.'s despoti havde, i forening med lystigheden hos hans hof og hans trang til pragtudfoldelse, i den grad ydmyget, og på samme tid fascineret, den franske bevidsthed, at folket syntes at have tabt enhver fornemmelse for deres egen værdighed sammenlignet med deres store monark; og hele Louis d. 15.'s regeringstid, alene bemærkel59

Menneskets rettigheder

sesværdig for svaghed og kvindagtighed, gjorde ingen forskel ud over at sprede en slags lammelse i nationen, hvorfra den ikke viste nogen vilje til at rejse sig. De eneste tegn på frihedens ånd, som viste sig i disse perioder, findes i de franske filosoffers skrifter. Montesquieu, Præsident for Parlamentet i Bordeaux, gik så langt som en forfatter under et despotisk regime kunne tænkes at gå; tvunget til at skele til principper og forsigtighed fremstår hans tanker ofte som gennem et slør, og vi bør give ham anerkendelse for mere, end han har udtrykt. Voltaire, som både smigrede og hudflettede despotiet, tog en anden kurs. Hans styrke lå i at udstille og latterliggøre den overtro, som præsteskabet sammen med statsmagten havde flettet ind i styret. Det var ikke ud fra hans princippers renhed eller hans kærlighed til menneskeheden (for satire og filantropi følges ikke naturligt ad), men fra hans stærke evne til at gennemskue naragtighed i sin sande skikkelse og hans uudslukkelige trang til at udstille det, at han lavede disse angreb. De var imidlertid lige så storslåede, som hvis motiverne havde været ædle, og han fortjener mere menneskehedens tak end beundring. Modsat finder vi i skrifterne fra Rousseau og Abbed Raynal en skøn præference for frihed, som fremkalder respekt og højner de menneskelige evner; men efter at have vækket følelserne, giver de ingen anvisning på handling, og efterlader sindet forelsket i et mål uden at beskrive midler til at nå det. De skrifter, som Quesnay, Turgot og deres venner udgav, er af natur alvorlige, men de arbejdede under samme begrænsende betingelser som Montesquieu; deres skrifter flyder over med moralske regeringsdogmer, men de er mere rettet mod at økonomisere og reformere regeringsapparatets administration end regeringsapparatet selv. Men alle disse skrifter, og mange andre, havde deres virkning; gennem de forskellige måder, hvorpå de behandlede regeringsformen, Montesquieu gennem dømmekraft og kendskab til loven, Voltaire gennem sit vid, Rossueau og Raynal gennem deres følelser og Quesnay og Turgot gennem deres moralske dogmer og økonomiske orden, mødte 60

Menneskets rettigheder

alle læsere noget for deres smag, og en politisk bevidsthed spredtes ud over nationen på det tidspunkt, tvisten mellem England og de daværende kolonier i Amerika brød ud. I krigen, som Frankrig derefter involverede sig i, er det meget velkendt, at befolkningen i forvejen var enig med den franske regering. Begge havde deres egen mening: men disse meninger angik forskellige mål; den ene part kæmpede for frihed, den anden for gengældelse mod England. De franske officerer og soldater, som efter dette rejste til Amerika, oplevede frihedstanken og lærte såvel den praktiske udførelse som principperne udenad. Da det var umuligt at skelne mellem de militære begivenheder, som fandt sted i Amerika, fra principperne bag den amerikanske revolution, blev nyheden om disse begivenheder nødvendigvis forbundet med de principper, som frembragte dem. Mange af kendsgerningerne var i sig selv principper; såsom erklæringen om amerikansk uafhængighed og alliancetraktaten mellem Frankrig og Amerika, som anerkendte menneskets naturlige rettigheder og retfærdiggjorde modstand mod undertrykkelse. Den daværende minister i Frankrig, Grev Vergennes, var ikke Amerikas ven; og det er udtryk for både retfærdighed og taknemmelighed at sige, at det var Frankrigs dronning, som gav Amerikas sag en chance ved det franske hof. Grev Vergennes var personligt og selskabeligt ven med Dr. Franklin, og doktoren havde gennem sin følsomme opførsel opnået en form for indflydelse på ham, men hvad principper angår, så var Grev Vergennes en despot. Dr. Franklins situation som ambassadør udsendt fra Amerika til Frankrig bør iagttages i kæden af omstændigheder. Den diplomatiske rolle er den snævreste sfære et menneske kan agere i. Den forbyder samkvem på grund af gensidig mistænksomhed, og en diplomat er som et atom, der konstant frastøder og frastødes. Men det var ikke tilfældet med Dr. Franklin. Han var ikke diplomat over for et hof, men over for menneskeheden. Hans identitet som filosof var for længst etableret og hans omgangskreds i Frankrig var universel.

61

Menneskets rettigheder

Grev Vergennes modsatte sig i lang tid udgivelsen i Frankrig af den amerikanske forfatning oversat til fransk, men selv i dette var han nødt til at bøje sig for den offentlige mening og for nødvendigheden af at tillade offentliggørelsen af det, han havde påtaget sig at forsvare. Den amerikanske forfatning var for frihed, hvad grammatik er for sproget; den definerer sprogets bestanddele og sammensætter dem i praksis til en syntaks. Markis de Lafayettes særlige situation var et andet led i den lange kæde. Han tjente i Amerika som amerikansk officer under en komite i Kongressen og var gennem sin universelle elskværdighed tæt forbundet i venskab både med den amerikanske civile regering og med militæret. Han talte landets sprog, deltog i diskussioner om styreformens principper og var en velkommen gæst ved alle valg. Da krigen sluttede, og de franske officerer og soldater kom hjem, bredte der sig en forstærket opbakning til frihedssagen i Frankrig. Kendskab til udførelsen var nu føjet til teorien, og alt hvad der manglede for at sætte det i værk, var en lejlighed. Mennesket kan ikke, rent ud sagt, skabe omstændighederne til sin fordel, men kan altid udnytte dem, når de opstår, og dette var tilfældet i Frankrig. M. Necker blev fordrevet i maj 1781 og på grund af den dårlige styring af finanserne derefter, og især under M. Calonnes ekstravagante administration, rakte Frankrigs provenu på næsten 24 mio. pund sterling om året ikke til udgifterne, ikke fordi indtægterne var faldet, men fordi udgifterne var steget; og dette var de omstændigheder som befolkningen lagde til grund for at starte revolutionen. Den engelske minister, hr. Pitt, har ofte henvist til de franske finansers tilstand i sine budgetter uden at forstå sagen. Hvis det franske parlament havde været lige så parat til at hæve skatterne som det engelske parlament, havde der ikke været nogen forringelse i finanserne og heller ingen revolution, men det vil fremgå mere klart af det følgende. Det vil her være nødvendigt at vise, hvordan skatter førhen blev opkrævet i Frankrig. Kongen, eller rettere kabinettet eller ministeriet, der handlede i Kongens navn, udfærdigede kravene om skatter på egen hånd og sendte bekendt62

Menneskets rettigheder

gørelserne til parlamentet for vedtagelse; før de var vedtaget, var de ikke gyldige. Der havde længe været uenighed mellem hoffet og parlamentet med hensyn til parlamentets autoritet på dette punkt. Hoffet insisterede på, at parlamentets autoritet ikke rakte længere end til at protestere eller til at påvise grunde til, at en skat ikke skulle pålægges, og reserverede sig selv retten til at bedømme, om oprindelsen var velbegrundet eller ej; og som konsekvens heraf enten at trække bekendtgørelsen tilbage frivilligt eller påtvinge dets vedtagelse via sin autoritet. Parlamentet, på sin side, insisterede på, at de ikke blot havde ret til at protestere men også til at afvise; og deri var de altid støttet af folket. Men for at vende tilbage til min beretning, - så ønskede M. Calonne penge; og da han kendte parlamentets stædige holdning med hensyn til nye skatter, forsøgte han opfindsomt at henvende sig til dem med blidere midler end direkte autoritet eller han forsøgte at udmanøvrere dem. Til det formål genoplivede han projektet med at samle en flok mænd fra flere provinser under banneret Forsamlingen af de Udpegede (Assembly of the Notables) eller Betydningsfulde mænd, som mødtes i 1787 og som enten skulle anbefale skatter til parlamenterne eller selv agere parlament. En forsamling under dette navn optrådte senest i 1617. Da vi skal betragte dette som det første praktiske skridt mod revolutionen, vil det være passende at berøre nogle enkeltheder desangående. 'Forsamlingen af de Udpegede' er sommetider blevet forvekslet med 'States-General' [Stænderforsamlingen /o.a.], men det var et helt andet organ; 'States-General' var altid valgt. De personer, som udgjorde Forsamlingen af de Udpegede, var alle udnævnt af kongen og udgjorde 140 medlemmer. Men da M. Calonne ikke kunne påregne at få flertallet i sin egen favør, arrangerede han det meget opfindsomt således, at 44 var et flertal af 140; for at opnå dette delte han dem i 7 adskilte komiteer med 20 medlemmer i hver. Hver principiel sag skulle så afgøres, ikke af et flertal af personer men af et flertal af komiteer; og da 11 stemmer i en komite udgjorde et flertal og 4 komiteer et flertal af 7, kunne M. Calonne med god ret konkludere, at da 44 kunne afgøre ethvert principielt spørgsmål, 63

Menneskets rettigheder

kunne han ikke nedstemmes. Men alle hans planer narrede ham og førte i sidste ende til hans fald. Den daværende M. de Lafayette blev placeret i komite nr. 2, som Grev D'Artois var præsident for: og da pengesager var emnet, blev alle emner i forbindelse hermed naturligvis diskuteret. M. de Lafayette anklagede verbalt Calonne for at have solgt kronjord for 2 mio. livres, tilsyneladende uden kongens vidende. Grev D'Artois spurgte Marquisen (som for at intimidere, da Bastillen stadig eksisterede), om han ville gentage det på skrift? Han svarede, at det ville han. Grev D'Artois bad ikke om det, men overbragte et ønske fra kongen derom. M. de Lafayette afleverede, i sin skriftlige anklage til kongen, tekster til underbygning af den. Der var ingen yderligere kommunikation i denne sag; men M. Calonne blev kort efter afskediget af kongen og rejste til England. Da M. de Lafayette, på grund af sine erfaringer fra Amerika, var bedre kendt med folkestyre end hovedparten af medlemmerne i Forsamlingen af de Udpegede på det tidspunkt kunne være, faldt størstedelen af arbejdet på ham. For de medlemmer, som stilede efter en forfatning, var planen at kæmpe mod hoffet i skattespørgsmål, og nogle af dem talte åbent om deres hensigt. Der opstod ofte diskussioner mellem Grev D’Artois og M. de Lafayette om forskellige emner. I forbindelse med den gæld, der allerede var opstået, foreslog Lafayette at afhjælpe den ved at indrette udgifter efter indtægt i stedet for at indrette indtægter efter udgifter; og som mål for reform foreslog han at afskaffe Bastillen og alle statens fængsler i hele nationen (hvis drift medførte stor udgift), og at forbyde udstedelse af kongebreve 1 . Men sådanne emner fik ikke megen opmærksomhed på den tid; og hvad angår kongebreve så det ud til, at et flertal af de adelige støttede deres udstedelse. Med hensyn til at øge statskassens beholdning gennem nye skatter nægtede Forsamlingen at afgøre sagen selv, da medlemmerne var enige i den anskuelse, at de ikke havde 1

Lettres de Cachet. Forseglede instruktioner, hvor kongen kunne bemyndige politiet til at fængsle undersåtter uden rettergang og dom. /o.a.

64

Menneskets rettigheder

den påkrævede autoritet. I en debat om dette emne sagde M. de Lafayette, at beskatning kun kunne indføres af en Nationalforsamling frit valgt af folket og beføjet som folkets repræsentanter. “Mener De,” sagde Grev D’Artois, ”Stænderne?” og M. de Lafayette svarede, at det gjorde han. “Vil De så,” sagde Grev D’Artois, “underskrive, hvad De siger og give det til Kongen?” Den anden svarede, at han ikke alene ville gøre således, men at han ville gå videre og sige, at det bedste ville være, hvis Kongen gav sit samtykke til udarbejdelse af en forfatning. Da nu en af planerne var mislykkedes, den at få Forsamlingen til at fungere som et parlament, kom den anden plan til syne, den at have en anbefalende rolle. Her indvilgede Forsamlingen i at anbefale, at parlamentet indførte to nye skatter, den ene en frimærkeskat og den anden en territorialskat, en slags jordskat. De to skatter blev anslået til cirka fem millioner sterling per år. Vi må nu igen fokusere på parlamenterne, som sagen igen drejer sig om. Ærkebiskoppen af Toulouse (sidenhen Ærkebiskop af Sens og nu Kardinal) blev indsat som finansadministrator kort efter Calonnes afsked. Han blev også gjort til Premierminister, en stilling, der ikke altid har eksisteret i Frankrig. Før hans stilling eksisterede, forhandlede hvert overhoved for de vigtigste departementer direkte med Kongen; men da en premierminister var blevet indsat, forhandlede de kun med ham. Ærkebiskoppen fik større statslig myndighed end nogen minister havde haft siden Hertugen af Choiseul, og nationen var stærkt på hans side; men ved en adfærd, det er svært at forklare, ødelagde han enhver chance, han blev despot, faldt i unåde og blev Kardinal. Da Forsamlingen af Udpegede nu var opløst, sendte den nye minister forordningerne om de to nye skatter anbefalet af Forsamlingen til Parlamenterne for at blive registreret. De kom naturligvis først til Parlamentet i Paris, som svarede, at med de indtægter staten for tiden oppebar, burde skatter kun nævnes i forbindelse med en reduktion, og afviste begge forordninger. 1 1

Når den engelske minister, hr. Pitt igen nævner Frankrigs finanser i det Engelske Parlament, vil det gavne ham at nævne dette eksempel.

65

Menneskets rettigheder

Ved denne afvisning blev Parlamentet beordret til Versailles, hvor Kongen, sædvanen tro, afholdt hvad der under den gamle regering kaldtes en særlig retshandling, Lit de Justice, og de to forordninger blev indskrevet i Parlamentets påsyn, ved en statsordre, på den måde som er beskrevet tidligere. Derefter vendte Parlamentet omgående tilbage til Paris, genoprettede sin session og beordrede registreringen aflyst med den begrundelse, at alt, hvad der blev foretaget i Versailles, var ulovligt. Alle parlamentsmedlemmer modtog da forseglede kongebreve og blev sendt i eksil til Trois; men eftersom de fortsatte med at være lige så usmidige i eksil som før, og eftersom hævn ikke kunne erstatte skatter, blev de hurtigt kaldt tilbage til Paris. Forordningerne blev igen forelagt dem, og Grev D’Artois påtog sig rollen som Kongens repræsentant. I dette øjemed rejste han fra Versailles til Paris i kortege, og Parlamentet samledes for at modtage ham. Men skue og parade havde mistet deres indflydelse i Frankrig; og hvad han end havde af ideer om sin egen betydningsfuldhed, måtte han vende tilbage med skam og skuffelse. Da han steg ned fra sin vogn for at gå op ad trappen til Parlamentsbygningen, råbte folkemængden (forsamlet i stort tal) efter ham: ”Her er Monsieur D’Artois, som forlanger at bruge flere af jeres penge.” Den tydelige misbilligelse gjorde ham ængstelig, og gardeofficeren, som var med ham, råbte Aux Arms! (Til Våben) så højt, at det genlød gennem bygningens gange og førte til midlertidig forvirring: Jeg stod netop da i et af de rum, han skulle igennem, og kunne ikke undgå at tænke over den usle tilværelse, et foragtet menneske må have. Han forsøgte at gøre indtryk på Parlamentet med store ord og begyndte sin tale med at sige “Kongen, vor Herre og Mester.” Parlamentet modtog ham meget køligt og med det sædvanlige forsæt ikke at udskrive skatterne; og således sluttede hans foretræde. Derefter kom et nyt emne til diskussion. Efter de forskellige debatter og sammenstød mellem Hoffet og Parlamenterne om beskatningsemnet erklærede Paris til sidst Parlamentet, at skønt der tidligere havde været tradition for at 66

Menneskets rettigheder

Parlamentet registrerede beskatningsforordninger som en praktisk foranstaltning, tilhørte beføjelsen kun Stænderne; og derfor kunne Parlamentet ikke med rette fortsætte med at debattere emner, som det ikke havde myndighed til at afgøre. Herefter kom Kongen til Paris og afholdt et møde med Parlamentet fra klokken ti om morgenen til omkring klokken seks om aftenen; og på en måde, der gav udseende af, at han handlede alene og uden konsultation med Kabinettet eller Ministeren, udtalte han til Parlamentet, at Stænderne skulle samles. Men derefter opstod en ny situation, af andre grunde end alle de tidligere. Ministeren og Kabinettet var utilbøjelige til at indkalde Stænderne: de vidste udmærket, at hvis Stænderne samledes, ville de selv falde; og da Kongen ikke havde angivet nogen tid, fandt de på et projekt, som kunne aflede, uden at de fremstod som modstandere. Med det formål begyndte Hoffet selv at udarbejde en slags forfatning; det kom hovedsageligt fra M. Lamoignon, Segl-administratoren, som siden skød sig selv. Det nye arrangement bestod i at etablere en instans med navnet Cour plénière, domstolens plenum, med alle de magtbeføjelser, regeringen kunne få brug for. Denne rets medlemmer skulle udpeges af Kongen; Kongen gav afkald på den omstridte ret til beskatning; en ny straffelov og love om juridiske processer skulle vedtages i stedet for de tidligere. Dette initiativ indeholdt på mange måder bedre principper end dem, efter hvilke regeringen hidtil havde administreret, men med hensyn til Cour plénière var den intet andet end et instrument, hvormed despotisme kunne udøves uden at afsløre hvorfra den kom. Kabinettet havde store forventninger til dette nye påfund. De personer, som skulle sidde i den Cour plénière, var allerede udpeget, og da det skulle se retfærdigt ud, var mange af de mest respekterede personer i nationen blandt de udpegede. Retten skulle begynde sit arbejde d. 8. maj 1788: men der opstod modstand mod den af to årsager den ene drejede sig om princip, den anden om format. Med hensyn til princip blev det påstået, at regeringen ikke havde ret til forandre sig selv, og hvis den praksis én 67

Menneskets rettigheder

gang blev tilladt, ville den blive et princip og danne præcedens for enhver ændring, regeringen måtte ønske at gennemføre; retten til regeringsforandring var en national ret og ikke en regerings ret. Med hensyn til format blev det påstået, at Cour plénière bare var et større kabinet. De daværende hertuger de la Rouchefoucault, Luxembourg, de Noailles og mange andre nægtede at acceptere deres udpegning og modsatte sig kraftigt hele planen. Da befalingen om etableringen af denne nye ret blev sendt til Parlamentet til registrering og udførelse, modsatte Parlamentet sig også. Parlamentet i Paris benægtede ikke alene befalingen, men også rettens autoritet; og striden mellem Parlamentet og Kabinettet blev endnu mere intens end den nogensinde havde været. Mens Parlamentet diskuterede dette emne, beordrede Ministeriet et regiment soldater til at omringe bygningen og danne en blokade. Medlemmerne sendte bud efter senge og forsyninger, og boede som i en belejret borg; og da dette ingen virkning havde, blev den kommanderende officer beordret til at gå ind i Parlamentsbygningen og tage dem til fange, hvilket han gjorde, og nogle af de vigtigste medlemmer blev sat ind i forskellige fængsler. På nogenlunde samme tid ankom en deputation af personer fra Bretagne for at protestere imod oprettelsen af den Cour plénière; de blev sendt til Bastillen af Ærkebiskoppen. Men nationens ånd var ikke til at overvinde, og den var sig så stærkt bevidst om det standpunkt, den havde taget om ikke at betale skatter, at den stillede sig tilfreds med at opretholde en slags stille modstand, med hvilken det lykkedes at vælte alle de planer, der på det tidspunkt havde været imod den. Projektet med Cour plénière måtte til sidst opgives, og Premierministeren fik ikke længe efter samme skæbne; og M. Necker blev genindsat i sit embede. Forsøget på at etablere Cour plénière fik en indvirkning på nationen, som ikke var forudset. Det var en slags ny regering, som ufornuftigt satte den gamle ud af funktion og frigjorde den fra antikke tiders overtroiske autoritet. Det var en regering, der afsatte en regering; og den gamle regering, som forsøgte at oprette en ny, skabte en kløft.

68

Menneskets rettigheder

Da denne plan fejlede, kom indkaldelse af Stænderforsamlingen igen på tale: og dette førte til en ny kæde af politiske begivenheder. Der var ingen fast metode for at indkalde Stænderne; det drejede sig kun om en deputation fra hvad dengang kaldtes Gejstligheden, Adelen og Borgerne; men deres antal og deres indbyrdes forhold havde ikke altid været den samme. Stænderne havde kun været sammenkaldt ved ekstraordinære lejligheder, den sidste i 1614; der var lige mange i hver stand, og de stemte efter anvisning. M. Neckers skarpsindighed sagde ham, at proceduren fra 1614 hverken ville tjene regeringens eller nationens formål. Som tingene lå, ville der have været for stor uoverensstemmelse til, at medlemmerne kunne enes om noget. Der ville være endeløse debatter om privilegier og undtagelser, hvorunder hverken regeringens krav eller nationens ønsker om en forfatning ville blive tilgodeset. Men da han ikke selv ønskede at tage ansvaret for beslutningen, indkaldte han igen Forsamlingen af de Udpegede og bad den træffe beslutningen. Denne forsamlings medlemmer havde almen interesse i afgørelsen, eftersom den hovedsageligt bestod af aristokratiet og velbetalte gejstlige; og de besluttede sig for proceduren fra 1614. Denne afgørelse var imod nationens opfattelse og også imod Rettens ønsker; for aristokratiet modsatte sig begge og forlangte privilegier uafhængigt af begge. Derefter blev sagen taget op af Parlamentet, som anbefalede, at Borgerforsamlingens antal skulle være lig de to andre forsamlingers samlede antal; og at alle skulle sidde sammen i én bygning og stemme som én forsamling. Det antal, der til sidst blev vedtaget, var tolv hundrede: seks hundrede valgt af Borgerforsamlingen (og det var mindre, end dens andel skulle have været i betragtning af dens betydning og nationale indflydelse), tre hundrede valgt af gejstligheden, og tre hundrede valgt af aristokratiet; men beslutning om forsamlingsprocedure - om forsamlingen skulle sidde sammen eller adskilt - og stemmeprocedure, blev udsat. 1 1 Hr. Burke (og jeg må tage mig den frihed at sige, at han er meget ukendt med forholdene i Frankrig) siger om dette emne: “Det første, der slog mig ved at indkalde Stænderne, var, at det var et væsentligt brud

69

Menneskets rettigheder

Det efterfølgende valg var ikke et kampvalg, men det var livligt. Kandidaterne var ikke mænd, men principper. Sammenslutninger blev etableret i Paris, og komiteer for oplysning og kommunikation blev oprettet over hele nationen for at oplyse folket og forklare principperne i folkestyre for dem; og således foregik valget så roligt, at der ikke engang var rygter om uro. Stænderne skulle mødes i Versailles i april 1789, men samledes ikke før maj. De satte sig i tre forskellige kamre, eller rettere gejstligheden og aristokratiet trak sig tilbage til hver sit kammer. Størstedelen af aristokratiet påberåbte sig, hvad de kaldte retten til at stemme som en særskilt samling og at give deres samtykke eller benægtelse på den måde; og mange af biskopperne og de højt betalte gejstlige påberåbte sig samme ret på vegne af deres stand. Tiers Etat (Tredje Stand, som de da kaldtes) afviste al kendskab til kunstige stande og kunstige privilegier; og de var ikke alene faste på dette punkt, men temmelig fulde af foragt. De begyndte at anse aristokratiet som en slags svamp, der voksede ud af samfundets korruption og som end ikke kunne indlemmes som en gren af samfundet; og med gammel praksis“ og snart derefter siger han: “Fra det øjeblik, jeg læste listen, så jeg tydeligt og meget tæt på det, der så faktisk skete.” Hr. Burke så bestemt ikke alt, hvad der ville følge. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at der ville komme en revolution før som efter Stændernes forsamling; men jeg kunne ikke få ham til at indse eller tro det. Hvordan han kunne se alle de enkelte dele, når helheden var umulig at se, forstår jeg ikke. Og med hensyn til “bruddet” med gammel “praksis,” viser bemærkningen - ud over dens naturlige svaghed - at han er ukendt med forholdene. Bruddet var nødvendigt, efter den erfaring vi siden fik, fordi den gamle praksis var ugunstig. Stænderforsamlingen i 1614 blev indkaldt ved begyndelsen af borgerkrigen under minoritetsregeringen Louis XIII. Men ved den uro, der opstod ved at arrangere medlemmerne efter stand, øgede de den forvirring, de var blevet indkaldt for at udrede. Forfatteren af L’lntrigue du Cabinet (Kabinettets Intrige), som skrev før nogen revolution var påtænkt i Frankrig, siger om Stænderne i 1614: ”De holdt befolkningen hen i fem måneder, og at dømme efter spørgsmålene, der blev diskuteret, og den ildhu hvormed det skete, ser det ud til, at de magtfulde (les grands) var mere opsat på at tilfredsstille deres egne interesser end på at opnå det bedste for nationen; og al tiden gik med skænderier, ceremonier, og skuespil.” - L’lntrigue du Cabine t, vol. 1.

70

Menneskets rettigheder

ud fra den holdning, aristokratiet havde udvist ved at støtte kongebreve, og i mange andre tilfælde, var det tydeligt, at ingen forfatning kunne oprettes ved at indlemme mænd i nogen anden rolle end som medlem af nationen. Efter forskellige stridigheder om dette emne udråbte Tredje Stand eller Borgerne sig (på forslag indgivet til dette formål af Abbed Sieyes) til "NATIONENS REPRÆSENTANTER"; samt "at de to [andre] stande kun kunne anses for partshaveres deputerede og derfor kun kunne have en rådgivende rolle i en forsamling af nationale repræsentanter.” Denne handling afskaffede stænderstrukturen og etablerede den struktur, forsamlingen nu har, L’Assemblée Nationale, eller Nationalforsamlingen. Dette forslag blev ikke fremsat i hast: Det var resultatet af kølig overvejelse i fællesskab hos de nationale repræsentanter og de patriotiske medlemmer af de andre to kamre, der kunne se tåbeligheden, skaden og uretfærdigheden i kunstige privilegier. Det var nu tydeligt, at ingen forfatning, som var navnet værdig, kunne etableres på noget mindre end et nationalt fundament. Aristokratiet havde indtil nu modsat sig Hoffets despotisme og anlagt sig patriotismens talemåder; men det så på den som en rival (ligesom de engelske baroner modsatte sig Kong John), og nu modsatte aristokratiet sig nationen ud fra de samme bevæggrunde. Da dette forslag var vedtaget, sendte de nationale repræsentanter, som man var blevet enige om, en indbydelse til de to andre kamre om at samarbejde med dem i nationalt øjemed, og til at komme i gang med forsamlingens arbejde. Et flertal af de gejstlige, hovedsageligt sognepræsterne, trak sig fra det gejstlige kammer og sluttede sig til det nationale kammer; og femogfyrre fra det sidste kammer sluttede sig ligeledes til. Der er en slags hemmelig historie i denne sidste handling, som det er nødvendigt at forklare, for at den kan forstås: Det ansås ikke at være klogt, at alle de patriotisk sindede medlemmer af det kammer, som kaldte sig de Adelige, trak sig på én gang; og derfor trak de sig lidt efter lidt, hele tiden efterladende personer, som både kunne fremføre argumenter og holde øje med de mistænkte. På kort tid voksede deres antal fra femogfyrre til firs, og 71

Menneskets rettigheder

snart derefter endnu mere; med flertallet af de gejstlige og hele det nationale kammer efterlod dette de oprørske elementer som et meget lille mindretal. Kongen, som til forskel fra de fleste medlemmer af den klasse, som bærer en konges navn, er en mand af godt hjerte, viste sig at være tilbøjelig til at anbefale en sammenslutning af de tre kamre, af de samme grunde som Nationalforsamlingen havde anført; men de oprørske elementer satte sig ihærdigt imod, og de begyndte nu at få et nyt projekt i sigte. Deres antal bestod af et flertal af det aristokratiske kammer, og et mindretal af det gejstlige kammer, hovedsageligt biskopper og højt betalte gejstlige; og disse mænd var opsat på at sætte alting til debat, såvel ved styrke som ved strategi. De modsatte sig ikke en forfatning, men de ville selv diktere den efter deres egne synspunkter og særlige situation. På den anden side nægtede nationen at kendes ved dem som noget andet end borgere, og de var fast besluttet på at udelukke alle sådanne fordringer. Jo mere aristokratiet viste sig, jo mere blev de foragtet; der var en synlig tåbelighed og mangel på intellekt i flertallet, et ubestemmeligt indtryk af, at mens det bildte sig ind at være mere end borger, var det mindre menneske. Det mistede terræn, mere på grund af foragt end på grund af had; og blev mere råbt ad som et æsel end frygtet som en løve. Sådan er aristokratiets almene væsen, eller det vi kalder adel eller nobiliteter 1 , i alle lande. De oprørske elementers plan bestod nu af to ting; enten at diskutere og stemme efter kammer (eller efter stand), specielt i alle spørgsmål som vedrører en forfatning (hvorved det aristokratiske kammer ville kunne afvise enhver forfatningsartikel); eller, ifald de ikke kunne opnå dette mål, helt at omstyrte Nationalforsamlingen. For at opnå det ene eller det andet af disse formål begyndte de at dyrke venskab med den despotisme, de hidtil havde forsøgt at rivalisere med, og Grev D’Artois blev deres leder. Kongen (som siden har udtalt, at han blev narret ind i deres planer) afholdt efter gammel skik en retshandling, 1

På engelsk: … Nobles or Nobility, or rather No-ability, in all countries. / Ikke godt i oversættelse. /o.a.

72

Menneskets rettigheder

hvori han indvilgede i debat og afstemning "per hoved" om mange spørgsmål, men pålagde debat og afstemning angående en forfatning til de tre kamre hver for sig. Kongens beslutning blev truffet imod rådgivning fra M. Necker, som nu begyndte at fornemme, at han blev upopulær ved Hoffet, og at udpegning af en anden minister var under overvejelse. Eftersom strukturen med de tre separate kamre således tilsyneladende var bibeholdt, men i praksis ødelagt, trak de nationale repræsentanter sig tilbage til deres kammer straks efter Kongens bekendtgørelse for at drøfte en protest imod den; og et mindretal i kammeret (de kaldte sig de Adelige), som havde sluttet sig til den nationale sag, trak sig tilbage til et privat hus for ligeledes at drøfte situationen. De oprørske elementer havde på nuværende tidspunkt sluttet sig sammen mod hoffet under ledelse af Grev D'Artois; og da de indså, ved den misbilligelse bekendtgørelsen udløste, og ved den modstand der nu opstod, at de ikke kunne opnå kontrol over den tilsigtede forfatning gennem en separat afstemning, forberedte de sig på deres sidste handling – at rotte sig sammen imod Nationalforsamlingen og omstyrte den. Næste morgen blev døren til Nationalforsamlingen lukket og bevogtet af tropper, og medlemmerne blev nægtet adgang. Derpå trak de sig tilbage til en tennisbane i Versailles området som det mest praktiske sted, de kunne finde, og efter at have genoprettet deres session - svor en ed om aldrig under nogen omstændigheder, undtagen døden, at skilles fra hinanden, før de havde udarbejdet en forfatning. Da nu eksperimentet med lukningen af forsamlingen ikke havde ført til andet end at skabe et tættere samarbejde mellem medlemmerne, blev der åbnet igen næste dag, og Forsamlingens arbejde fortsattes på det sædvanlige sted. Vi bør nu se på dannelsen af det nye Ministerium, som skulle afstedkomme omstyrtelsen af Nationalforsamlingen. Men da det ville kræve militær magt, udstedtes ordrer til at samle tredive tusind tropper under ledelse af Broglio, medlem af det tilsigtede nye Ministerium, som var blevet indkaldt fra landet til dette formål. Da man nødvendigvis måtte 73

Menneskets rettigheder

ordne det således, at planen kunne holdes hemmelig til den kunne udføres, må dette ligge til grund for den erklæring, Grev D'Artois kom med, og som det er passende at omtale her. Da de oprørske elementer fortsatte med at samle sig i deres kamre adskilt fra Nationalforsamlingen, var det uundgåeligt, at der opstod større mistænksomhed mod dem, end hvis de sad sammen med forsamlingen, og at komplottet ville blive opdaget. Men da de havde sat sig fast på en holdning og nu ønskede et påskud for at ændre den, var det nødvendigt at opfinde et sådant påskud. Dette blev opnået ved en erklæring fra Grev D'Artois "at hvis de ikke tog del i Nationalforsamlingen, ville Kongens liv være i fare," hvorpå de forlod deres kamre og satte sig sammen med resten af Forsamlingen. På det tidspunkt erklæringen blev fremsat, blev den i almindelighed opfattet som en absurd udtalelse fra Grev D'Artois og som værende beregnet på at ophæve den mindretalssituation, medlemmerne af de to kamre var kommet i; og hvis intet andet var sket, ville en sådan konklusion have været rigtig. Men da nu alting bedst forklares gennem de begivenheder, der hører med, var denne tilsyneladende enighed kun et dække over de hemmelige rænkespil, der foregik; og erklæringen tjente dette formål. Snart var Nationalforsamlingen omringet af tropper, og hver dag ankom flere tusinde. I denne anledning udfærdigede Nationalforsamlingen en meget skarp resolution, rettet til Kongen, med en protest over denne udvikling og med krav om at få en forklaring. Kongen, der ikke var med i rænkespillet, som han selv bagefter hævdede, svarede i det store hele, at han ikke havde anden hensigt end at bevare den offentlige ro og orden, som så meget forstyrret ud. Men få dage senere faldt komplottet sammen. M. Necker og Ministeriet blev afsat, og et nyt dannet med Revolutionens fjender; og Broglio ankom, med mellem femogtyve og tredive tusind udenlandske tropper, for at støtte dem. Nu var masken kastet, og tingene var ved et krisepunkt. Det, der skete, var, at i løbet af tre dage fandt det nye Ministerium og alle dets støtter det klogest at flygte ud af landet; 74

Menneskets rettigheder

Bastillen blev indtaget, og Broglio og hans udenlandske tropper spredt; som det allerede er berettet i en tidligere del af dette værk. Der er visse mærkværdige forhold i dette kortlivede Ministeriums historie og dette kortvarige forsøg på en modrevolution. Versailles-paladset, hvor Hoffet sad, var ikke mere end fire hundrede alen fra den bygning, hvor Nationalforsamlingen sad. De to steder var på dette tidspunkt som de adskilte hovedkvarterer for to hære i krig; dog var Hoffet lige så fuldstændig uvidende om de oplysninger, der var kommet fra Paris til Nationalforsamlingen, som om det havde siddet hundrede mil væk. Den daværende Markis de Lafayette, der (som allerede berettet) var valgt til at styre Nationalforsamlingen ved denne lejlighed, udpegede, på Forsamlingens ordre, tre efter hinanden følgende deputationer til Kongen, på selve dagen og op til den aften, hvor Bastillen blev indtaget, for at informere ham og drøfte situationen med ham; men Ministeriet, som var uvidende om, at det var under angreb, forhindrede al kommunikation og trøstede sig med, hvor smidigt det havde klaret sig: men i løbet af et par timer kom meldingerne så hurtigt oven på hinanden, at ministrene måtte flygte fra deres skriveborde i forskellige forklædninger, ingen som sig selv. Deres mål var nu at ride hurtigere end nyhederne for ikke at blive standset; selv om nyhederne fløj hurtigt, var de ikke så hurtige som de var. Det er værd at huske, at Nationalforsamlingen hverken forfulgte disse flygtende sammensvorne, gav dem opmærksomhed eller straffede dem på nogen måde. Nationalforsamlingen var optaget af at udarbejde en forfatning baseret på menneskets rettigheder og folkets styre, det eneste styre på hvilket grundlag nogen regering har ret til at eksistere i noget land, og følte ikke noget af den hævngerrighed, som er karakteristisk for ondskabsfulde regimer med fundament i deres eget styre eller i absurd arvelig magt. Menneskets sind er i stand til at blive, hvad det påtænker, og til at handle i overensstemmelse med sine mål. Da komplottet nu var sprængt, var en af Nationalforsamlingens første handlinger, i stedet for hævngerrige erklæringer, som det har været tilfældet med andre regerin75

Menneskets rettigheder

ger, at udgive en Erklæring om Menneskerettigheder, som det fundament hvorpå den nye Forfatning skulle bygges, og som her er vedlagt.

76

Den franske erklæring om menneskerettigheder (1789) Det franske folks repræsentanter, samlede som nationalforsamling, har, da uvidenhed om, forglemmelse af og foragt for menneskerettighederne er den eneste grund til landenes ulykker og regeringernes fordærvelse, besluttet at fastslå i en højtidelig erklæring menneskets naturlige, umistelige, uforanderlige og hellige rettigheder, for at denne erklæring bestandig kan være nærværende for alle samfundets medlemmer og uophørlig erindre dem om deres rettigheder og deres pligter, for at lovgivningsmagten og den udøvende magts handlinger bestandig kan sammenlignes med det, som er målet for enhver politisk institution, og derfor være mere respekterede, og for at borgernes krav i fremtiden kan grundes på jævne og uomtvistelige grundsætninger og altid føre til forfatningens hævdelse og alles lykke. Altså erkender og udtaler nationalforsamlingen, i det højeste væsens nærværelse og under dets forsyn, følgende rettigheder for ethvert menneske og enhver borger: 1. Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. Social forskel kan kun begrundes med hensynet til det almene vel. 2. Enhver politisk sammenslutnings mål er bevarelsen af menneskenes naturlige og umistelige rettigheder. Disse er: Frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse. 3. Grundlaget for al magt hviler hos nationen; ingen stand og ingen person kan udøve nogen myndighed, som ikke udtrykkelig stammer fra folket. 4. Friheden består i retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden; derfor har udøvelsen af ethvert menneskes naturlige rettigheder ikke andre grænser end dem, som sikrer andre medlemmer af samfundet nydelsen af de samme rettigheder. Disse grænser kan kun bestemmes ved loven. 5. Loven har kun ret til at forbyde de handlinger, som er skadelige for samfundet. Alt det, som ikke er forbudt ved 77

Den franske erklæring om menneskerettigheder

loven, kan ikke hindres, og ingen kan tvinges til at gøre noget, som loven ikke befaler. 6. Loven er udtrykket for den almindelige vilje; alle borgere har ret til personlig eller gennem deres repræsentanter at have del i dens skabelse. Loven skal være den samme for alle, hvad enten den beskytter eller straffer. Alle borgere er lige for loven og har samme adgang til alle værdigheder, stillinger og offentlige hverv efter deres evne og uden anden forskel end den, deres dyder og deres begavelse skaber. 7. Intet menneske kan anklages, arresteres eller holdes fængslet, uden i de tilfælde loven bestemmer, og efter de former, den foreskriver. De, som forlanger, udsteder, udfører eller lader udføre vilkårlige ordrer, skal straffes; men enhver borger, som kaldes for retten eller gribes i henhold til oven, skal øjeblikkeligt adlyde; han gør sig strafskyldig ved modstand. 8. Loven bør kun fastsætte de straffe, som er strengt fornødne; og ingen kan straffes uden efter en lov, som var givet og udstedt, før brøden blev begået, og som anvendes på lovligt måde. 9. Da ethvert menneske skal anses for uskyldigt, indtil han er blevet erklæret for skyldig, så skal, hvis det skønnes nødvendigt at arrestere ham, enhver hårdhed, som ikke er nødvendig for at sikre sig hans person, strengt forbydes ved loven. 10. Ingen må forulempe for sine meninger, end ikke sine religiøse anskuelser, forudsat at tilkendegivelsen deraf ikke forstyrrer den offentlige orden, som er fastsat ved loven. 11. Retten til frit at meddele andre sine tanker og meninger er en af menneskets dyrebareste rettigheder; enhver borger kan derfor frit tal, skrive og lade trykke, blot således, at han er ansvarlig for misbrug af denne frihed i de tilfælde, som loven bestemmer. 12. Hævdelsen af menneske. Og borgerrettighederne nødvendiggør en statsmagt; denne myndighed er da oprettet til alles gavn og ikke til særlig gavn for dem, hvem den er betroet.

78

Den franske erklæring om menneskerettigheder

13. Til underhold af statsmagten og til styrelsens udgifter er en fælles skat nødvendig; den skal fordeles ligelig mellem alle borgere i forhold til deres evner. 14. Enhver borger har ret til, selv eller ved sine repræsentanter, at overbevise sig om nødvendigheden af den offentlige skat, til frit at samtykke i den, få besked om den anvendelse og bestemme den fordeling, påligningsmåde, opkrævning og varighed. 15. Samfundet har ret til at forlange regnskab af enhver embedsmand for hans styrelse. 16. Et samfund, hvor ikke hævdelsen af menneskerettighederne er sikret og ikke statsmyndighedernes deling fastslået, har ingen forfatning. 17. Da ejendomsretten er en ukrænkelig og hellig ret, kan den ikke berøves nogen, når ikke et tvingende hensyn til statens vel, som er lovformeligt fastslået, åbenbart kræver det og da på betingelse af en retfærdig, i forvejen fastsat erstatning. Kilde og oversættelse: Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder

79

Bemærkninger til Rettighedserklæringen De tre første punkter omfatter i generelle udtryk hele rettighedserklæringen. Alle de efterfølgende punkter stammer herfra eller er uddybninger. Det fjerde, femte og sjette definerer mere præcist det, som kun generelt udtrykkes i første, anden og tredje. Syvende, ottende, niende, tiende og ellevte punkt er erklæringer om de principper, som reglerne bygger på, og udbygger de rettigheder, der allerede er beskrevet. Men der sættes af nogle meget gode folk i Frankrig såvel som andre lande, spørgsmålstegn ved, om det tiende punkt i tilstrækkelig grad garanterer de rettigheder, som der tilstræbes; desuden undergraver det religionens guddommelige værdighed og dens sjælelige påvirkning at blive underlagt menneskets lovgivning. Det viser sig så for mennesket som lys blokeret af et diset medium, hvor lyskilden er ude af syne, og man ikke kan se det guddommelige gennem de slørede stråler 1 . De resterende punkter, startende med det tolvte, er i det store og hele indeholdt i principperne i de foregående punkter; men i den særlige situation Frankrig stod i, både at skulle sløjfe det, som var forkert og iværksætte det, som var ret, var det i orden at være mere tydelig, end det ville være nødvendigt under andre forhold. 1

Der findes en særlig erkendelse, som hvis den forstås rigtigt, i enten en juridisk eller religiøs henseende vil afholde ethvert menneske eller forsamling af mennesker eller enhver regering fra at begå fejltagelser i religiøse spørgsmål. Det er, at før noget menneskeligt regeringsapparat fandtes i verden, eksisterede der, hvis jeg må kalde det sådan, en pagt mellem Gud og mennesket fra tidernes morgen, og da det forhold, som mennesket som individ står i i forhold til sin Skaber, ikke på nogen måde kan ændres af mennesket gennem love og regler, kan den ærefrygt, som er del af pagten, ikke bare blive gjort til genstand for menneskelig lovgivning; at alle love må tilpasse sig denne tidligere indgåede pagt og ikke forsøge at tilpasse pagten til lovene, som udover at være menneskeskabt, er underordnet disse. Menneskets første handling, da han så sig omkring og skuede en skabning, han ikke selv havde skabt, og en hel verden til sin rådighed, må have været ærefrygt, og ærefrygt må altid være helligt for hvert enkelt menneske i den udstrækning han finder rigtigt; og regeringer begår fejl, hvis de blander sig.

80

Bemærkninger til rettighedserklæringen

Da Rettighedserklæringen var oppe i Nationalforsamlingen bemærkede nogle af medlemmerne, at hvis Rettighedserklæringen blev offentliggjort, skulle den følges af en Erklæring om Pligter. Iagttagelsen afslørede en eftertænksomhed, der kun besad den fejl ikke at være tænkt dybt nok. En rettighedserklæring er ved sin gensidighed også en Erklæring om Pligter. Det, som er min ret som menneske, er også en andens ret, og det bliver min pligt at forsvare, såvel som at besidde, den. De tre første punkter er frihedens fundament såvel personligt som nationalt; ej heller kan noget land kalde sig frit, hvis regering ikke fra begyndelsen tager udgangspunkt i de principper, de indeholder og følger dem ufravigeligt; hele Rettighedserklæringen har større værdi for verden og vil gøre mere gavn end alle love og regler, der hidtil er blevet bekendtgjort. I de bemærkninger, som indleder Rettighedserklæringen, oplever vi det højtidelige og majestætiske øjeblik, da en nation under sin Skabers åsyn påbegynder en dannelse af en regering; et syn der er så nyt og så tydeligt forskelligt fra noget i den europæiske verden at ordet 'revolution' bliver for beskedent til at beskrive det, som rettere er menneskehedens genfødsel. Hvad er Europas nuværende regeringer andet end et tableau af ulighed og undertrykkelse? Hvad er Englands? Siger landets egne indbyggere ikke: Det er et marked, hvor enhver har sin pris, og hvor korruption er daglig rutine på bekostning af et narret folk? Intet under da, at den franske revolution bliver sværtet til. Havde den begrænset sig til at styrte det flagrante despoti, så havde hr. Burke og andre tiet. De protesterer nu: Det er gået for vidt, det vil sige, det er gået for vidt for dem. De står ansigt til ansigt med korruptionen, og korruptionsstammen er oprørt. Deres frygt viser sig i deres forargelse, og de jamrer sig kun over deres ømme ramte laster. Men sådanne modstandere giver ikke den Franske Revolution nogen sorg; snarere bliver det en ærefuld kritik. Jo mere den angribes, jo flere gnister springer der fra den, og dens frygt er kun, at den ikke vil blive angrebet nok. Den 81

Blandet kapitel

har intet at frygte fra angrebene: Sandheden har givet den en struktur og Tiden vil give den et ry, der holder så længe som Tid selv eksisterer. Efter at have fulgt den Franske Revolutions fremgang fra dens tidligste faser, fra dens begyndelse til indtagelsen af Bastillen og dens vedtagelse af Rettighedserklæringen, vil jeg slutte dette emne med M. de Lafayettes kraftfulde formaning: ”Må dette store monument, opført på Frihedens vegne, blive en lærestreg for undertrykkeren og et eksempel for de undertrykte! 1

1 N B. Siden indtagelsen af Bastillen er begivenhederne blevet publiceret, men indholdet i denne beretning går forud for den periode, og nogle af dem er, som det let kan ses, kun i liden grad kendte.

82

Blandet kapitel For at undgå at forstyrre argumentationen i den foregående og kommende del af dette værk, har jeg udskudt nogle bemærkninger, som lægges samlet i et blandet kapitel, så afvigelsen ikke virker forvirrende. Hr. Burkes bog er alt sammen blandet. Hans ærinde var at foretage et bredt angreb på den franske revolution, men i stedet for at skride systematisk frem, har han bestormet det med en hoben tanker, der falder over og vælter hinanden. Men forvirringen og selvmodsigelserne i hr. Burkes bog lader sig let forklare. Når en mand i en langstrakt sag forsøger at styre efter andet end en universel sandhed eller et universelt princip, er han sikker på at fare vild. Der er ikke kapacitet på hans kompasrose til at holde orden på alle argumenterne og forene dem til et emne uden altid at have dette hjælpemiddel ved hånden. Hverken hukommelse eller opfindsomhed vil dække over manglen på dette. Det første svigter ham, og det andet røber ham. Uanset det sludder, for det fortjener ikke at blive kaldt bedre, som hr. Burke har hævdet om arverettigheder og arvefølge, samt om at en nation ikke har ret til at danne sin egen regering, faldt det ham ind at give en forklaring på hvad Regering er. 'Regering er' siger han, 'noget, den menneskelige visdom har konstrueret'. Hvis man medgiver, at Regering er et udfald af menneskelig visdom, må det nødvendigvis følge, at arvefølge og arverettigheder (som de kaldes), ikke kan være del af den, da det er umuligt at gøre visdom arvelig; på den anden side kan det ikke være visdom, som overlader en nations regeringsmagt til en idiots visdom. Det standpunkt hr. Burke nu indtager, er fatalt for alle dele af hans sag. Argumentationen skifter fra arverettigheder til arvelig visdom, og spørgsmålet bliver: Hvem er den viseste? Han må nu påvise, at alle i arvefølgen har været en Salomon, ellers er han uegnet til at bære kongetitlen. – Hvilket mestertræk hr. Burke har gjort her! For at bruge et populært udtryk har han gjort rent bord og knapt efterladt et gen-

83

Blandet kapitel

kendeligt navn i kongerækken; og han er gået videre og har udtyndet Overhuset med en le i klasse med Døden og Tiden. Men hr. Burke lader til at have været klar over dette argument; og han har varet sig mod det ved ikke blot at gøre regeringsmagt til en følge af menneskelig visdom men til et monopol på visdom. Han deler nationen op i tåber på den ene side og en visdomsregering, alle Gothams vise, på den anden side; og så forkynder han og siger, at mennesket har RET til, at deres BEHOV skal opfyldes af denne visdom. Efter denne forkyndelse fortsætter han med at forklare dem, hvad deres behov er, og hvad deres rettigheder er. Det lykkes ham behændigt, for han definerer deres behov som værende behov for visdom; men da dette kun er en ringe trøst, oplyser han dem, at de ejer retten (ikke visdommen) til at blive regeret af den; og for at indgyde dem en højtidelig ærefrygt for denne visdomsmonopol-regering og dets store indsigt i alskens sager, mulige og umulige, gode og dårlige, fortsætter han med astrologisk-mystisk betydningsfuldhed at forklare dens autoritet med disse ord: – "Menneskerettigheder under en regeringsmagt er til deres fordel; og disse er ofte i balance mellem grader af godt; og i kompromiser, nogle gange mellem godt og ondt, og nogle gange mellem ondt og ondt. Politisk fornuft er et beregningsprincip: addere, subtrahere, multiplicere og dividere, moralsk, og ikke metafysisk eller matematisk, sande moralske overvejelser." Da det undrende publikum, som hr. Burke forestiller sig, han taler til, måske ikke forstår den lærde jargon, vil jeg forsøge at fortolke det. Betydningen, mine gode mennesker, af alt dette er, at regeringen ikke styres af noget som helst princip overhovedet; at den kan kalde ondt for godt, eller godt for ondt, helt som den behager. Kort sagt: regeringsmagt er vilkårlig magt. Men der er nogle ting, som hr. Burke har glemt. For det første har han ikke påvist, hvor visdommen oprindeligt stammer fra, og for det andet har han ikke påvist med hvilken autoritet, den først nedsatte sig. Sådan som han præsenterer sagen, er det enten regeringsmagten, der tilegner sig visdommen, eller visdommen, der tilegner sig rege84

Blandet kapitel

ringsmagten. Den er uden oprindelse og dens magt uden autoritet. Kort sagt: tilegnelse. Om det skyldes en følelse af skam eller en bevidsthed om en alvorlig defekt i regeringsformen, som skal skjules, eller begge dele eller en helt anden grund, skal jeg ikke forsøge at forklare; men det er sådan, at fortalere for monarkiet aldrig forsøger at spore regeringsmagten tilbage til dens oprindelse eller kilde. Det er et af deres kendetegn. Om tusinde år vil de, som lever i Amerika eller Frankrig, se tilbage med stolthed på deres styreforms oprindelse og erklære, at dette var deres strålende forfædres værk! Men hvad kan en monarkist sige? Hvad kan han svælge i? Desværre ingenting. Noget ganske bestemt forbyder ham at skue tilbage til begyndelsen, så en røver eller en Robin Hood kunne dukke op af fortidens mørke og sige: 'Jeg er oprindelsen!'. Selv om hr. Burke sled under The Regency Bill and Hereditary Succession for to år siden og ledte efter fortilfælde, var han dog ikke modig nok til at bringe Wilhelm Erobreren frem og sige, at her er den første på listen. Der findes ærens kilde. En hores søn og den engelske nations storplyndrer. Folks opfattelse af regeringer er under hastig forandring i alle lande. Revolutionerne i Amerika og Frankrig har skabt lys i hele verden, som når ind i mennesket. Regeringernes enorme udgifter har tvunget mennesker til at tænke ved at lade dem føle, og når først sløret er revnet, kan det ikke lappes sammen. Uvidenhed har en sær natur: Når den først er udryddet, er den umulig at genindføre. Den findes ikke oprindeligt i sig selv, men kun i fraværet af viden; selvom mennesket kan holdes uvidende, kan det ikke gøres uvidende. Sindet handler på samme måde, når det ser sandheden, som når øjet ser en genstand; når en genstand først er blevet set, kan sindet ikke stilles tilbage i samme tilstand, som før det så genstanden. De, som taler om en kontrarevolution i Frankrig, viser, hvor lidt de forstår mennesker. Der eksisterer i hele sproget ikke et sæt ord, der kan udtrykke hvilke midler, der skal til at muliggøre en kontrarevolution. Midlet må være en udslettelse af indsigt; og det er endnu

85

Blandet kapitel

ikke opdaget, hvordan man kan få et menneske til at miste sin indsigt eller utænke sine tanker. Hr. Burke arbejder forgæves på at stoppe indsigtens fremgang; og det er så meget desto værre for ham, da der i byen er sket en vis transaktion, som bringer ham under mistanke for at modtage en pension under falsk navn 1 . Dette kunne forklare nogle af de sære doktriner, han har fremført i sin bog, som, om end han adresserer Revolutionsrådet, egentlig er skrevet til hele nationen. "Kongen af England", siger han, "bærer sin krone (for den tilhører ikke nationen iflg. hr. Burke) med foragt på grund af valget af medlemmer til Revolutionsrådet, som ikke har en enkelt stemme tilovers for monarkiet, hverken individuelt eller samlet; og Hans Majestæts arvinger vil, hver til sin tid, overtage kronen med samme foragt, som Hans Majestæt har indrømmet, han besidder overfor den, han bærer nu". Hvem der er konge i England eller noget andet sted, eller om der findes nogen overhovedet, eller om folk vælger en Cherokee høvding, eller en husar fra Hessen, er ikke noget, jeg bekymrer mig om; det er op til folk selv; men hvad doktrinen angår, for så vidt det angår menneskets og nationernes rettigheder, er det så afskyeligt som noget andet set i det mest undertrykte land under himlen. Hvorvidt det lyder værre i mine ører, som ikke er vant til at høre så despotisk tale, end det gør i andres, kan jeg ikke dømme om, men dets afskyelige princip har jeg ikke svært ved at fordømme. Det er ikke Revolutionsrådet, som hr. Burke mener; det er nationen; såvel i dens originale som i dens repræsentative karakter, og han har sikret sig, at han bliver forstået ved at sige, at de ingen stemmeret har, hverken kollektivt eller individuelt. Revolutionsrådet er sammensat af borgere af alle afskygninger og medlemmer af begge parlamentets kamre; følgelig kan ingen have ret til at stemme, hverken i nationen eller parlamentet, hvis ingen i Revolutionsrådet har stemmeret. Dette burde tjene som advarsel for ethvert 1

Der menes her, at Burke er på kongens (regeringens) lønningsliste i skjul. /o.a.

86

Blandet kapitel

land om, hvordan det skal importere udenlandske slægter som konger. Det er noget besynderligt at lægge mærke til, at selvom det engelske folk er vant til at snakke om konger, så er det altid udenlandske konger; de hader udlændinge, men lader sig alligevel regere af dem. I øjeblikket er det Huset Brunswick, en af de mindre slægter i Tyskland. Det har altid været de engelske parlamenters praksis at regulere det, som kaldes tronfølgen (givet at nationen fortsat var enig i at tilknytte monarki til regeringen; for ellers ville Parlamentet ikke have autoritet til at sende bud til Holland eller Hannover eller indsætte en konge for nationen mod dens vilje). Det må være det videste som Parlamentet kan tillade sig i sagen; men nationens rettigheder omfatter det hele, fordi det har retten til at ændre hele regeringsformen. Et parlaments autoritet ligger kun i tilliden, en delegeret tillid, og det kun fra en meget lille del af befolkningen; og det ene af kamrene har end ikke det. Men nationens autoritet er en oprindelig autoritet, så universel som beskatning. Nationen betaler alt, og alt må indrette sig på den almene vilje. Jeg erindrer, at jeg lagde mærke til en tale i det, som kaldes det engelske Overhus, af den daværende Jarl af Shelburne, og jeg mener, det var dengang, han var minister, som er relevant for denne sag. Jeg husker ikke hver detalje, men ordene og meningen var, så vidt jeg husker, disse: At regeringsformen helt og aldeles til enhver tid var nationens sag; at hvis den valgte et monarki, havde den ret til det, og hvis den efterfølgende valgte at være republik, havde den ret til at blive republik og sige til en konge: "Vi har ikke længere nogen bestalling til Dem". Når hr. Burke siger, at Hans Majestæts arvinger og efterfølgere hver til sin tid vil overtage kronen med samme foragt for deres valg, som hans Majestæt har indrømmet om den, han bærer, er for meget sagt, selv for den mest ydmyge sjæl i landet; en del af hans daglige dont går til at betale den omtrentlige 1 mio. pund om året, som landet giver den person, den kalder konge. Uforskammet regeringsledelse er despoti, men når foragt lægges til, bliver det værre; og at betale for at blive foragtet er overmål af slave87

Blandet kapitel

ri. Denne type regering kommer fra Tyskland og minder mig om, hvad en Brunswick soldat, som var blevet taget til fange af amerikanerne sent i krigen, sagde til mig. ”Ah!”, sagde han, ”Amerika er et fint, frit land; det er folkets kamp værd. Jeg kender forskellen i forhold til mit eget land: Hvis prinsen i mit land siger: ’Spis strå’, så spiser vi strå.” Gud hjælpe det land, tænkte jeg, om det er England eller et andet, hvis frihed skal beskyttes af tyske regeringsprincipper og Prinsen af Brunswick! Da hr. Burke sommetider taler om England, sommetider om Frankrig og sommetider om hele verden og om statsstyre i almindelighed, er det svært at besvare hans bog uden blot at gøre det samme. Selv om regeringsprincipper er generelle emner, er det næsten i mange tilfælde umuligt at adskille dem fra tanken om tid og sted; og så meget desto mere når omstændighederne erstatter argumenter, som ofte er tilfældet med hr. Burke. I den tidlige del af sin bog, hvor han adresserer det franske folk, siger han: "Ingen erfaring har lært os (englænderne, mener han), at der findes en anden vej eller metode end arvefølge, der reelt og fortløbende kan sikre vores nedarvede frihedsrettigheder". Jeg spørger hr. Burke, hvem der skal fjerne dem. M. de Lafayette siger til Frankrig: "For at en nation skal være fri, er det tilstrækkeligt, at den ønsker det". Men hr. Burke fremstiller England, som om det mangler evne til at klare sig selv, og at dets friheder må sikres af en konge, som foragter nationen. Hvis England er sunket så lavt, er landet parat til at spise strå som i Hannover eller Brunswick. Men bortset fra udsagnets naragtighed, så er fakta det stik modsatte. Det var qua, at regeringsmagten var arvelig, at folkets frihed kom i fare. Charles I og James II er eksempler på sandheden af dette; dog gik ingen af dem så langt som til at foragte nationen. Da det sommetider er fordelagtigt for folk i et land at høre, hvad folk i andre lande mener om dem, er det muligt, at Frankrigs indbyggere kan lære noget af hr. Burkes bog, og at Englands indbyggere kan lære noget af de reaktioner, den vil give anledning til. Når nationer bliver uenige om frihed, åbnes der for et bredt felt af debat. Argumentationen 88

Blandet kapitel

begynder med udbyttet af at føre krig, uden at nævne dens skader; og da indsigt er stridens æble, er det den tabende part, der vinder præmien. Hr. Burke taler om det, han kalder tronfølge, som om det var noget skabt af naturen, eller som om det lige som Tiden kunne handle, ikke bare uafhængigt af, men på trods af mennesket, eller som om det var noget, der var universel enighed om. Men ak! Det besidder ingen af de egenskaber, men lige de modsatte. Det er noget forestillet, hvis berettigelse er mere end tvivlsom, og hvis lovlighed om få år vil blive afvist. Men for at sætte sagen i et klarere lys end gængse udtryk kan formidle, vil det være nødvendigt at fastslå de særlige kendetegn, som beskriver (det, der kaldes) tronfølge, eller, mere korrekt beskrevet, arvelig regeringsmagt over en nation; de er: For det første, en bestemt slægts ret til at indsætte sig selv. For det andet, nationens ret til at indsætte en bestemt slægt. Hvad angår det første af disse punkter, det om at en slægt indsætter sig selv med arverettigheder og uden nationens samtykke, vil alle mennesker være enige i at kalde tyranni, og det ville være en fornærmelse af deres intelligens at begynde at bevise det. Men det andet punkt, det, at en nation tildeler en bestemt slægt arverettigheder, ligner ved første øjekast ikke tyranni; men hvis man vil give sig selv tid til at tænke et sekund og ser bort fra sig selv og tænker på sine efterfølgere, vil man se, at arverettigheder i sin virkning bliver det samme som tyranni for andre, som de betakkede sig for selv. Det fører til at udelukke samtykke for de efterfølgende generationer, og udelukkelse af samtykke er tyranni. Når en person, som på et givet tidspunkt besidder regeringsmagten, eller de som står til at efterfølge ham, siger til en nation: "Jeg accepterer denne magt på trods af min foragt for jer" betyder det ikke noget, med hvilken bemyndigelse han foregiver at sige det. Det er ingen trøst, men en yderligere ærgrelse for et menneske i slaveri at vide, at han blev solgt af sine forældre, og ligesom det at ophøje en for89

Blandet kapitel

brydelse ikke kan tjene til at bevise dens lovlighed, kan arvefølge ikke betragtes som lovligt. For at kunne nå frem til en mere velbegrundet afgørelse om dette punkt, vil det være passende at se på den generation, som tildeler en slægt arverettigheder adskilt fra de efterfølgende generationer, og også overveje hvilken karakter den første generation får over for de efterfølgende generationer. Den generation, som først udvælger en person og sætter ham i spidsen for regeringen, enten med titel af konge eller enhver anden benævnelse, handler af egen vilje, og - hvad enten det nu er klogt eller uklogt - på egne vegne. Personen, som indsættes således, er ikke arvemæssigt begunstiget, men valgt og udnævnt, og generationen, som indsætter ham, lever ikke under arvefølge, men under en regering efter eget valg og konstruktion. Ville generationen, som indsatte ham og den indsatte person leve evigt, ville det aldrig kunne blive arvefølge; følgelig kan arvefølge kun ske i tilfælde af de første parters død. Da arvefølge derfor er irrelevant, hvad angår den første generation, må vi nu betragte den karakter, som generationen indtager overfor den kommende generation og alle efterfølgende. Den antager en karakter, som den hverken har ret eller bemyndigelse til. Den skifter fra at være lovgiver til arvelader og opretter et testamente, som skal træde i kraft ved arvegivernes bortgang, og arven er en regering; ikke alene forsøger den at borttestamentere, men at tildele den efterfølgende generation en regeringsform, den ikke selv levede under. Selv, som det allerede er bemærket, levede den ikke under et arvefølge, men under et styre af eget valg, og den forsøger nu gennem et testamente (som den ikke har bemyndigelse til at skrive) at tage den rettighed og selvbestemmelse fra den efterfølgende og alle fremtidige generationer, som den selv ejede. Men bortset fra den ret en generation kan have til at lave et fælles testamente, så er de emner, som de inddrager her, ikke inden for nogen lovs eller testamentes rammer.

90

Blandet kapitel

Menneskets rettigheder i et samfund kan hverken borttestamenteres, overdrages eller slettes, men kan kun videregives; det ligger ikke i nogen generations magt at forhindre og standse videregivelsen. Hvis den nuværende generation, eller nogen anden, har hang til at være slaver, mindsker det ikke den kommende generations ret til at være fri: uret kan ikke have nogen legitim efterkommer. Når hr. Burke forsøger at fastholde, at englænderne ved Revolutionen i 1688 på det højtideligste gav afkald på og frasagde sig deres samtykkeret her og nu og for al fremtid, taler han et sprog, som ikke fortjener et svar, og som kun kan fremkalde foragt for hans perverterede principper eller medlidenhed over hans uvidenhed. Uanset hvilket lys arvefølge oprettet af en tidligere generations testamente stilles i, fremstår det som en absurditet. A kan ikke udfærdige et testamente, som tager B's ejendom og giver den til C. Dog er det den måde, som (det der kaldes) arvefølge virker på. En enkelt tidligere generation udfærdigede et testamente, som fjernede den efterfølgende generations og alle fremtidige generationers rettigheder og gav dem til tredjemand, som senere står frem og fortæller dem, i hr. Burkes ord, at de ingen rettigheder har, at han allerede har arvet deres rettigheder, og at han vil regere dem med foragt. Gud fri verden fra den slags principper og en sådan uvidenhed! Men i sidste ende, hvad er den metafor, som kaldes en krone, eller rettere, hvad er monarki? Er det en ting, eller et navn eller måske et bedrag? Er det et udfald af menneskelig snilde eller menneskelig dygtighed at trække penge ud af en nation under besnærende foregivender? Er det noget, som en nation har brug for? Hvis det er, hvori består så nødvendigheden, hvilke tjenester yder det, hvad er dets opgave, og hvad er dets fortjeneste? Består dyden i metaforen eller i manden? Fremstiller guldsmeden, som laver kronen, også dyden? Virker den ligesom Fortunas ønskehat eller Harlekins træsværd? Gør den en mand til tryllekunstner? Hvad er det egentlig? Det virker til at være noget, som er gået meget af mode, latterliggjort og fordømt i nogle lande som både unødvendigt og dyrt. I Amerika opfattes det som en absur91

Blandet kapitel

ditet og i Frankrig er det forfaldet så meget, at kun mandens godhed og respekten for hans personlige karakter får det til at se ud, som om det eksisterer. Hvis statsstyre er, hvad hr. Burke beskriver, som 'et udfald af menneskelig snilde', kunne jeg spørge ham, om visdom var i så stort underskud i England, at det var nødvendigt at importere det fra Holland eller fra Hannover? Men jeg vil ikke gøre landet uret men sige, at det ikke var tilfældet; og selvom det havde været, så fik det det forkerte gods. Visdommen i ethvert land er fuldt tilstrækkelig til alle formål, hvis den anvendes rigtigt; der kunne i England ikke være større grund til at sende bud efter en hollandsk statholder eller en tysk kurfyrste, end der kunne være i Amerika. Hvis et land ikke kan gennemskue sine egne forhold, hvordan skal en udlænding, som hverken forstår dets love, traditioner eller sprog, så kunne? Hvis der fandtes en så altoverskridende klog mand, at hans visdom var påkrævet for at lede en nation, kunne der tales for et monarki; men når vi ser os omkring i et land og iagttager, hvordan alle forstår deres egne forhold, og når vi ser os rundt omkring i verden og ser, at af alle mennesker i den er konger de mindst intelligente, kan vores forstand ikke undlade at stille os spørgsmålet: Hvorfor bevares disse mænd? Hvis der er noget ved monarkiet, som vi mennesker i Amerika ikke forstår, så ville jeg ønske, at hr. Burke ville være så venlig at forklare det for os. Jeg ser i Amerika en regering, der råder over et land ti gange større end England og administreret effektivt for en fyrretyvendedel af det, som regeringen i England koster. Hvis jeg spørger et menneske i Amerika, om han vil have en konge, vrisser han ad mig og spørger, om jeg anser ham for idiot. Hvordan opstår den forskel? Er vi mere eller mindre kloge end andre? Jeg ser i Amerika, at folk generelt har en levefod, som er ukendt i monarkier, og jeg ser landets regeringsprincip, som er menneskets lige rettigheder, gøre hastige fremskridt i verden. Hvis monarki er en unyttig ting, hvorfor opretholdes det så nogen steder? Og hvis det er nødvendigt, hvordan kan det så undværes andre steder? At samfundsmæssigt styre 92

Blandet kapitel

er nødvendigt, er alle civiliserede nationer enige om; men samfundsmæssigt styre er republikansk styre. Hele den del af regeringen i England, der begynder med politiet og fortsætter gennem borgmesterkontorerne, kvartalsdomstole, retsvæsenet, inkl. nævningedomstole, er republikansk styre. Intet monarkisk findes i nogen del af det, undtagen af navn, som Wilhelm Erobreren påduttede englænderne ved at kræve, at de benævnte ham Deres Kongelige Højhed. Det er let at forstå, at en flok mænd med interesser, så som mænd, der har fået et offentligt embede som 'ben', livslange legater, kammerherrer, køkkenherrer, nødvendighedshuset-herre og gud-ved-hvad ellers, kan finde lige så mange begrundelser for monarkiet som deres lønninger, der betales af hele landet, løber op i. Men spørg landmanden, fabrikanten, købmanden, handelsmanden og ned gennem alle fag til den gemene arbejder, hvilke tjenester monarkiet yder ham? Han kan ikke give mig noget svar. Hvis jeg spørger ham, hvad monarki er, mener han, det er ligesom en ærespost, hvor der ikke skal ydes noget for betalingen. På trods af at skatterne i England løber op i næsten 17 mio. pund om året, som siges at være til statsudgifter, er det alligevel åbenlyst, at det meste af nationen er overladt til selvstyre, og også styrer sig selv gennem byretter og domstole, nærmest efter egen bemyndigelse, efter republikanske principper, men uden at opkræve skatter til udgiften. I betragtning af, at al indenrigs administration udføres af folket, burde skatterne i England være de letteste i hele Europa; men de er i stedet lige det modsatte. Da dette ikke kan skyldes det borgerlige styres omkostninger, peger sagen på monarkiet. Da det engelske folk sendte bud efter George I (og en visere mand end hr. Burke ville finde det gådefuldt at få øje på, hvorfor han var nødvendig, og hvilke ydelser han kunne give), burde de i det mindste have betinget sig at Hannover blev afstået. Foruden de endeløse tyske intriger som må følge af, at en tysk kurfyrste bliver konge af England, er det en naturgivet umulighed at forene frihedsprincipper og tyranniets principper, eller vilkårlig magt, som det normalt 93

Blandet kapitel

kaldes i England, i en og samme person. En tysk kurfyrste er i sit fyrstedømme en tyran; hvordan kan det så forventes, at han skulle gå ind for frihed i ét land, mens hans interesser i et andet land er grundlagt på tyranni? Sammenfaldet kan ikke fungere, og det kunne let have været forudset, at tyske kurfyrster ville blive til tyske konger, eller med hr. Burkes ord, ville påtage sig regeringsmagten med foragt. Englænderne har kun haft for vane at vurdere Kongen af England i denne rolle, mens denne person, så længe relationen varer, har hjemsted i et andet land, hvis interesser er forskellige fra deres eget, og hvis regeringsprincipper er stik modsat. For en sådan person vil England virke som hans bykvarter og vælgerne som hans ejendom. Englænderne kan håbe på succes for frihedens principper i Frankrig eller Tyskland, men en tysk kurfyrste frygter for tyranniets skæbne i sit fyrstedømme; hertugdømmet Mecklenburg, hvor den nuværende dronnings slægt styrer, er underlagt den samme elendige grad af vilkårlig magt, og folket er trællende vasaller. Der har aldrig været et tidspunkt før, hvor det var mere passende for englænderne at være skeptiske overfor intrigerne på kontinentet og at separere kurfyrsternes politiske interesser fra nationens interesser. Revolutionen i Frankrig har totalt ændret forholdet mellem nationer som England og Frankrig, men de tyske tyranner, med Prøjsen i spidsen, står sammen mod frihed; hr. Pitts hang til embeder, og de interesser, som alle hans familierelationer sidder med, yder ikke tilstrækkelig beskyttelse mod denne intrige. Da alt, der sker i verden, på et tidspunkt bliver historie, vil jeg nu forlade dette emne og kaste et kort blik på de politiske forhold og på partiernes tilstand i England, som hr. Burke har gjort i Frankrig. Hvorvidt det nuværende styre begyndte med foragt, vil jeg overlade til hr. Burke; men sikkert er det, at det så sådan ud. Den engelske nations fjendtlighed var høj, erindres det særdeles vel, og var frihedens principper så godt forstået, som de nu ser ud til at være, er det sandsynligt, at nationen ikke tålmodigt ville have fundet sig i så meget. George I og II var opmærksom på en rival hos resterne af Stuart94

Blandet kapitel

slægten; og da de ikke ville fremstå som grove, var de kloge nok til at holde deres tyske regeringsprincipper for sig selv; men da Stuart-slægten svandt hen, blev klogskaben mindre nødvendig. Stridigheden mellem rettigheder og det, der kaldes privilegier, fortsatte med at optage nationen til lidt efter afslutningen af den amerikanske krig, da alt snart faldt til ro; fordømmelse blev til bifald, og hoffets popularitet voksede som en svamp om natten. Til forklaring på dette pludselige skift, er det på sin plads at notere, at der er to forskellige slags popularitet; den ene opnået på fortjeneste og den anden på krænkelser. Da nationen havde delt sig i to dele, og begge lovpriste deres parlamentsmedlemmer, som var henholdsvis for og imod privilegier, kunne intet give et mere generelt chok end den umiddelbare forbrødring af parlamentsmedlemmerne selv. Pludseligt ladt i stikken af begge og gensidigt ophidsede over handlingen, så tilhængerne ingen anden udvej end en fælles fordømmelse af begge. Med en højere grad af vrede end den oprindelige tvist om privilegier havde afstedkommet, glemte nationen alt om ret og uret og søgte kun tilfredsstillelse. Forargelsen over koalitionen oversteg i så høj grad forargelsen over hoffet, at den helt udslukkede den; og uden at hoffet ændrede sine principper, forenede de samme mennesker, som havde fordømt dets tyranni, sig nu med dem for at hævne sig selv på koalitionsregeringen. Spørgsmålet var ikke, hvem de bedst kunne lide, men hvem de hadede mest; og den mindst hadede faldt kærligheden på. Opløsningen af koalitionsregeringen kunne ikke undgå at blive populær, da den gav lejlighed til at tilfredsstille nationens vrede, og sådan blev hoffets popularitet skabt. Den slags skift er tegn på en nation, der styres af følelser i stedet for af faste og solide principper, og når først beslutningen er taget, uanset hvor forhastet, føler den sig tvunget til at fortsætte sin første kurs. Beslutninger, den før ville have forkastet, bifaldes nu og lader indrømmelsen kvæle dømmekraften. Ved åbningen af det nye parlament sad mr. Pitt med et solidt flertal; nationen støttede ham, ikke på grund af hans 95

Blandet kapitel

egen fortjeneste, men fordi de havde besluttet det i vrede over en anden. Han tiltrak offentlighedens opmærksomhed, da han foreslog en reform af Parlamentet, som ville have været en offentlig tilladelse til korruption. Nationen skulle betale udgiften til at 'købe' de rådne distrikter, hvor den burde have straffet de personer, som deltog i korruptionen. Hvis vi ser bort fra de to naragtigheder, den hollandske affære og den årlige million til at forøge nationens gæld, så er den mest iøjnefaldende sag Regentskabet. Aldrig har jeg set et mere velgennemført bedrag og en nation mere fuldkomment snydt. Men for at forstå dette, vil det være nødvendigt at gennemgå omstændighederne. Hr. Fox havde i Underhuset erklæret, at Prinsen af Wales som tronfølger havde ret til at overtage regeringen. Dette blev modsagt af hr. Pitt, og for så vidt som oppositionen henholdt sig til doktrinen, var dette korrekt. Men de principper, som hr. Pitt anvendte til at imødegå det med, var i virkeligheden lige så dårlige eller værre end dem fra hr. Fox, fordi de blev anvendt til at pådutte nationen og dens lille repræsentation i Underhuset et aristokrati. Hvorvidt den engelske regeringsform er god eller dårlig er ikke spørgsmålet i denne sag, men alt andet lige, uden at skele til dens fordele og ulemper, tog hr. Pitt mere fejl end hr. Fox. Den antages at bestå af tre dele: - og da nationen hælder til at fortsætte den form, har delenes uafhængighed derfor national støtte, og alle er selvstændige væsener. Var hr. Fox gået via Parlamentet og sagt, at den person, der hentydes til, havde national støtte, måtte hr. Pitt have prøvet (det han kaldte) Parlamentets ret mod nationens ret. Sådan som debatten tog sig ud, tog hr. Fox det arvemæssige standpunkt, og hr. Pitt tog det parlamentariske standpunkt; men virkeligheden er, at de begge tog det arvemæssige standpunkt, og at hr. Pitt havde taget det værste af de to. Det som kaldes Parlamentet udgøres af to kamre, hvoraf det ene er mere arveligt og mere uden for nationens kontrol end kronen (som det kaldes) var tiltænkt at være. Det er et arveligt aristokrati, som tiltager sig umistelige, uigenkaldeli96

Blandet kapitel

ge rettigheder og bemyndigelse, helt uafhængigt af nationen. Hvor så vi egentlig den kvalificerede offentligheds samtykke i at sætte den ene nedarvede magt over en anden nedarvet magt, som var mindre uafhængig af nationen end de troede, og i at overdrage nationens rettigheder til et kammer, som den hverken har valgret til eller kontrol over? Nationens generelle reaktion var rigtig, men den handlede impulsivt. Den bifaldt oppositionen til højre, ledet af hr. Fox, uden at forstå, at hr. Pitt i opposition hertil støttede en anden umistelig ret, længere uden for nationens rækkevidde. Hvad Underhuset angår, er det valgt af blot en lille del af nationen; men var valget lige så omfattende som beskatningen, som burde være tilfældet, ville det kun være et organ for nationen og kunne ikke have iboende rettigheder. Når Forsamlingen i Frankrig tager stilling til en sag, gøres det med nationens bemyndigelse, men hr. Pitt overfører nationens bemyndigelse til organet, hvad angår alle nationale spørgsmål for så vidt de angår Underhuset, og gør organet til nationen og nationen til ingenting. Kort sagt var spørgsmålet om regentskabet et spørgsmål om en million om året, som blev bevilget til den udøvende gren; hr. Pitt kunne ikke tilegne sig råderet over denne sum uden at bekræfte Parlamentets overmyndighed, og blev det opnået, var det ligegyldigt, hvem der skulle være regent, da han må være regent for egen regning. Blandt de særheder, som den betændte debat medførte, var det at omforme embedet Great Seal (Rigssegl) til kongeembedet; en sammenhæng som skulle fastslås med en lov, som ville give kongelig autoritet. Hvis den kongelige autoritet følger af Rigsseglet, er den ingenting i sig selv; en god forfatning ville være uendeligt meget mere værd for nationen end hvad den tredelte magt i sin nuværende form er værd. 1 1 Gennem hele Englands historie blev landet traditionelt regeret "af de tre segl" - Englands Storsegl (administreret af rigskansleren), det Kongelige Segl og Signetseglet. Under Henry VII og hans efterfølger Henry VIII fortsattes denne tradition, men under Edward VI, Mary I og (især) Elizabeth I blev den fulgt mindre ofte. I det elizabethanske England blev den middelalderlige regering gennem segl afløst af ministerregering.

97

Blandet kapitel

Den stadige anvendelse af ordet Forfatning i det engelske parlament viser, at der ikke findes nogen, og at det hele blot er en form for forfatningsløst styre, der tildeler sig selv de beføjelser, man lyster. Hvis der fandtes en forfatning, ville man med sikkerhed kunne referere til den, og en debat om ethvert forfatningsmæssigt spørgsmål kunne afgøres ved at fremdrage forfatningen. Et medlem erklærer hint er forfatningen, en anden siger hisset er forfatningen. I dag er det én ting, i morgen noget andet, mens den fortsatte debat beviser, der ikke er nogen. Forfatning er nu slagordet i Parlamentet, som giver piben den lyd, folket vil høre. Tidligere var det Parlamentets universelle overhøjhed, Parlamentets almægtighed. Men siden friheden brød frem i Frankrig, har disse fraser fået en harsk em, og det engelske parlament har taget ved lære af Nationalforsamlingen med sin snak om Forfatning, men uden dens tyngde. Da den nuværende generation i England ikke skabte regeringen, er den ikke ansvarlig for dens mangler, men at det før eller siden falder i deres lod at foretage en national ændring er så sikkert, som det er sket i Frankrig. Hvis Frankrig med skatteindtægter på næsten 24 mio. pund, med mere end 4 gange mere rig og frugtbar jord end England, med en befolkning på 24 mio. mennesker til at betale skat, med op mod 90 mio. pund i guld og sølv i omløb i nationen, og med en gæld, som er mindre end Englands, af en eller anden grund alligevel fandt det nødvendigt at rydde op, løser det problemet med finansiering for begge lande. Spørgsmålet er ikke, hvor længe det, som kaldes Englands forfatning, har eksisteret og ud fra det afgøre, hvor længe den vil holde; det rigtige spørgsmål er: Hvor længe Hvad betyder "regering gennem segl"? Under Henry VII og hans søn blev alt regeringsarbejde udført af segl-administratorernes ansatte - de godkendte alle beslutninger ved at påføre de relevante segl. Med andre ord ratificerede de beslutningerne ved at påføre seglet. Under Elizabeths regering blev rigskansleren den øverste juridiske Rigsofficer & administratoren af det Kongelige Segl blev statsminister. Med andre ord blev ministrene vigtigere end seglene. (http://www.englishhistory.net/tudor/facts.html) [overs. inserat]

98

Blandet kapitel

kan finansieringen holde? Det er kun en helt nymodens opfindelse og har endnu ikke varet en livstid, og dog er det i sin korte tid vokset så meget, at det sammen med de løbende udgifter kræver et årligt skattebeløb, som mindst svarer til hele jordrenten i nationen. At en regering ikke for evigt kan fortsætte med det system, som har været brugt i de sidste 70 år, må være åbenlyst for enhver, og af samme grund kan det ikke fortsætte. Finansieringen sker ikke med penge, ej heller med kredit. Det beløb, der ser ud til at være behov for at låne, udstedes i papirer og pålægges en skat for at holde den imaginære kapital i live gennem rentebetalinger, og det årlige finansieringsbehov sendes på markedet for at blive solgt mod eksisterende papirer. Hvis der skal gives kredit til nogen, må den tildeles de mennesker, som skal betale skatten, og ikke de, som pålægger den. Når denne tildeling udløber, udløber også regeringens kredit. Tilfældet med Frankrig under det tidligere styre viser, at det er umuligt at inddrive skatter med magt, når en samlet nation er fast besluttet på at afvise det. Hr. Burke fastslår, i sin gennemgang af Frankrigs finanser, mængden af guld og sølv i Frankrig til omkring 88 mio. pund sterling. Herved antager jeg, at han har delt med valutakursen frem for standarden som er 24 livres pr pund sterling, idet M. Neckers opgørelse, hvor hr. Burke har taget det fra, siger 2.200 mio. livres, som er op imod 91,5 mio. pund sterling. M. Necker i Frankrig og hr. George Chalmer fra Handelsog Plantagekontoret i England, hvor Lord Hawkesbury er præsident, udgav næsten samtidig (1786) en oversigt over pengemængden i hvert land. Hr. Chalmers fastsætter pengemængden i England inkl. Skotland og Irland til 20 mio. pund sterling. 1 M. Necker 2 angiver at pengemængden i Frankrig, nyslået af den tidligere mønt som blev indsamlet, var 2.500 mio. 1 Se Estimate of the Comparative Strength of Great Britain, af G. Chalmers 2 Se Administration of the Finances of France, Vol. III. af M. Neckars

99

Blandet kapitel

livres, (omkring 104 mio. pund sterling), og efter reduktion for spild og for det som måtte befinde sig i Vestindien og andre omstændigheder, anslår at pengemængden i omløb hjemme er 91,5 mio. pund sterling, men godtages det, som hr. Burke har sagt, er det 68 mio. mere end pengemængden i England. At pengemængden i Frankrig ikke kan være mindre end dette beløb, kan straks ses ud fra Frankrigs skatteindtægter, uden at man behøver at bruge den franske møntpresses optegnelser som bevis. Frankrigs skatteindtægter før revolutionen var næsten 24 mio. pund, og da papirpenge ikke eksisterede i Frankrig den gang, blev hele indtægten indsamlet i guld og sølv. Det ville have været umuligt at indsamle et så stort beløb, hvis der havde været færre penge i omløb, end M. Necker har oplyst. Før indførelsen af papirpenge i England var skatteindtægten omkring en fjerdedel af landets mængde af guld og sølv, som det vides fra indtægterne før Kong William, og summen af penge, der blev angivet at findes i landet på det tidspunkt, var omtrent det samme som nu. Det gavner ikke rigtig nogen nation at narre sig selv eller lade sig narre; men visses fordomme og andres fejlinformering har altid fremstillet Frankrig som en nation med blot få penge, men imidlertid er beløbet ikke blot 4 gange større end Englands, men er dimensioner større. For at forstå denne engelske mangel, må man kigge på det engelske kapitalsystem. Dets virkemåde er at forøge papirmængden og i forskellige former at erstatte penge. Jo mere papir, der produceres, jo større lejlighed er der til at eksportere dem, og det kan fortsætte (ved trykning af små sedler), til der ikke er flere penge tilbage. Jeg ved, at dette ikke er et behageligt emne for engelske læsere, men de sager, jeg vil nævne, er så vigtige i sig selv, at de må påkalde sig opmærksomhed fra folk, som er interesseret i offentlige pengesager. - M. Necker beskriver en omstændighed i sin afhandling om finanser, som aldrig har være overvejet i England, men som udgør det eneste grundlag, der er for at estimere den pengemængde (guld og

100

Blandet kapitel

sølv), som forefindes i hvert land med henblik på værdiansættelse i forhold til andre lande. Lissabon og Cadiz er havne, hvor (penge) guld og sølv fra Sydamerika importeres til, og som derpå deles og spreder sig over hele Europa gennem handel, som derpå forøger pengemængden i alle dele af Europa. Hvis man derfor kender importen i Europa og de forskellige landes forholdsvise udenrigshandel, som de fordeles via, giver det et tilstrækkelig sikkert fingerpeg om den pengemængde, som bør findes i ethvert land til hver en tid. M. Necker påviser i optegnelser fra Lissabon og Cadiz, at importen af guld og sølv i Europa er 5 mio. pund sterling årligt. Han har ikke beregnet det ud fra et enkelt år, men for et gennemsnit af 15 på hinanden følgende år fra 17631777 begge inklusive. Gennem denne tid udgjorde det 1.800 mio. livres, som svarer til 75 mio. pund sterling. 1 Fra begyndelsen af Hannover-dynastiet i 1714 til det tidspunkt hr. Chalmers offentliggjorde, er der gået 72 år, og det importerede beløb til Europa ville være 360 mio. pund sterling. Hvis Storbritanniens udenrigshandel anslås til en sjettedel af hele Europas udenrigshandel (som sikkert er mindre end hvad herrerne i Finansministeriet ville anslå), ville den andel, som Britannien skulle modtage af denne sum for at holde sig på lige fod med resten af Europa, også være en sjettedel, hvilket vil være 60 mio. pund; og hvis det samme forhold af spild og tilfældigheder anslås for England, som M. Necker anslår for Frankrig, vil beløbet efter disse fradrag være 52 mio. Dette beløb burde findes i landet (på tidspunktet for hr. Chalmers offentliggørelse) foruden det beløb, som var i landet ved starten af det hannoverske dynasti og i alt udgøre mindst 66 mio. pund. Derimod var der kun 20 mio., som er 46 mio. under den forholdsvise værdi. Da mængden af guld og sølv importeret til Lissabon og Cadiz er bedre kendt end nogen vare importeret i England, og da mængden af slået mønt i Londons Tower er endnu bedre kendt, kan der ikke være tvivl om fakta. Englands 1

Administration of the Finances of France, Vol III.

101

Blandet kapitel

handel er derfor tabsgivende, eller det guld og sølv, som den indbringer, forsvinder ad ukendte veje med en fart af ¾ mio. pund om året, som over 72 år kan forklare manglen, og denne mangel erstattes af papir 1 . Den franske revolution udviser mange nye forhold, ikke kun på den politiske horisont, men også inden for pengetransaktionernes cirkel. Blandt andet viser den, at en regering kan være fallit, men nationen rig. Hvad angår den for1 Om Englands handel ikke giver noget overskud, eller om regeringen giver dem ud efter de er tjent, er noget som de relevante deltagere bedst kan afgøre; men at underskuddet eksisterer, kan ikke benægtes af nogen af dem. Mens Dr. Price, hr. Eden (nu Auckland), hr. Chalmers og andre debatterede, hvorvidt pengemængden var større eller mindre før revolutionen, blev det ikke omtalt, at der siden revolutionen er importeret mindst 400 mio. pund i Europa, og at mængden i England forholdsvis burde have været mindst 4 gange større siden revolutionen. Det, som England nu skaber med papir, er det, hun kunne have gjort med rede penge, hvis guld og sølv var endt i nationen, som det burde og ikke være sendt ud; og England forsøger med papir at erstatte sit tab af rede penge. Det er givet, at det guld og sølv, som ankommer til Spanien og Portugal, ikke forbliver i disse lande. Fordelt ligeligt på guld og sølv er det cirka 400 tons om året; i forhold til antallet skibe og galeoner, der er beskæftiget med at fragte disse metaller fra Sydamerika til Portugal og Spanien, bekræfter det tallet tilstrækkeligt godt uden behov for at kontrollere registrene. Med den situation England er i nu, er det umuligt skaffe flere penge. Høje skatter reducerer ikke blot folks formuer, men formindsker også nationens indtægter ved at tilskynde til smugleri, som kun kan foregå med guld og sølv. Ved den politik, som den britiske regering har ført over for de landbundne magter som Tyskland og kontinentet i øvrigt, har den gjort alle sømagter til fjender, og den er derfor nu nødt til at opretholde en stor flåde; men selvom skibene bygges i England, må materialerne købes i udlandet og fra nationer, som vil betales i guld og sølv. Nogle falske rygter er sat i omløb i England for at få folk til at tro, at bl.a. franske flygtninge fjerner store summer. Tanken er latterlig. Størstedelen af penge i Frankrig består i sølv og det ville kræve hen imod 20 af de største vogne med 10 heste hver at fjerne en mio. pund sterling sølv. Er det så muligt at tro, at nogle få mennesker på hesteryg eller i postdiligencer i hemmelighed, med franske toldstationer på vejen og et helt hav at krydse, kunne medbringe bare nok til eget brug? Når der tales om millioner, skal det huskes, at så store beløb kun akkumuleres langsomt i et land over lang tid. Det mest givtige system som England kunne indføre i dag ville i løbet af 100 år ikke indbringe det, hun har tabt siden Hannoverdynastiet kom til. England er 70 mio. pund efter Frankrig og må mangle betydelige summer i forhold til ethvert andet land i Europa, siden tilbageleveringen til Englands møntstøberi ikke viser nogen vækst, mens registrene i Lissabon og Cadiz viser en europæisk stigning på 3-400 mio. pund sterling.

102

Blandet kapitel

rige regering i Frankrig var den fallit, fordi nationen ikke længere ville finansiere dens ødselhed, og derfor kunne den ikke længere finansiere sig selv, hvorimod der var rigelige midler i landet. En regering kan siges at være fallit hver gang, den anmoder en nation om at eftergive dens gæld. Den eneste forskel på den forrige franske regerings insolvens og den nuværende engelske, er kun hvordan befolkningen reagerer. Den franske befolkning nægtede at hjælpe den gamle regering, men den engelske befolkning lader sig beskatte uden indsigelser. Det, som kaldes den engelske krone, har flere gange været insolvent; sidste gang, så vidt offentligheden ved, var maj 1777, da den bad nationen om at eftergive op imod 600.000 pund i privat gæld, som den ellers ikke kunne betale. Det var en fejl af hr. Pitt og hr. Burke og alle, som er ubekendte med franske forhold, at forveksle den franske nation med den franske regering. Den franske nation lod den forrige regering gå fallit med henblik på at overtage magten selv, og den sparede sine midler til at finansiere den nye regering. I et land, så udstrakt og befolkningsrigt som Frankrig, kan der ikke mangle midler, og de politiske midler fremkommer i samme øjeblik, nationen er til sinds at tillade dem. Da hr. Burke, i sin tale sidste vinter i det engelske parlament, kastede blikket på europakortet og så det hul, der tidligere var Frankrig, talte han som i drømme. Det samme naturgivne Frankrig fandtes før og alle dets naturgivne rigdomme ligeså. Den eneste forskel var det hul, som bortskaffelsen af tyranni havde efterladt, og som skulle fyldes op med en forfatning, der indeholdt langt større ressourcer end den magt, som var forsvundet. Selv om den franske nation lod den forrige regering gå fallit, svigtede den ikke kreditorerne, og kreditorerne, som betragtede nationen som den virkelige låner og regeringen som formidleren, forlod sig på nationen frem for regeringen. Dette syntes at bekymre hr. Burke meget, da eksemplet ville være katastrofalt for den politik, som regeringer har troet var sikker. De har pådraget sig gæld med den hensigt at lade nationens kapital være ansvarlig for den, men eksemplet i Frankrig viser, at kreditorernes endelige sikkerhed 103

Blandet kapitel

ligger i nationen og ikke hos regeringen; og uanset alle regeringsomvæltninger, ligger midlerne altid hos nationen, og nationen vil altid findes. Hr. Burke siger, at kreditorerne burde have støttet den regering, som de havde givet deres tillid, men Nationalforsamlingen betragtede dem som nationens kreditorer og ikke regeringens – herrens og ikke tjenerens. Selvom den forrige regering ikke kunne betale sine løbende udgifter, har den nuværende regering tilbagebetalt en stor del af gælden. Dette er opnået på to måder: dels ved at mindske udgifterne til regeringen og dels ved at frasælge kongelige og kirkelige godser. De tidligere tiders fromme og angrende frådsemikler, udbytterne og gnierne, havde, for at sikre sig en bedre eksistens end den, som de skulle til at forlade, testamenteret umådelige rigdomme til gejstligheden til fremme af fromheden, men gejstligheden beholdt den for sig selv. Nationalforsamlingen beordrede den solgt til gavn for hele nationen, men krævede at der skulle sørges anstændigt for gejstligheden. Som en følge af Revolutionen vil Frankrigs gæld blive reduceret med mindst 6 mio. pund ved at betale op mod 100 mio. tilbage, som sammen med lavere regeringsudgifter for 3 mio. vil gøre Frankrig til et eksempel for hele Europa. Set over ét, hvor stor er så forskellen? Mens hr. Burke taler om en generel fallit for Frankrig, har Nationalforsamlingen betalt tilbage på sin gæld, og mens skatterne er steget næsten en million om året i England, er de i Frankrig sænket med flere millioner årligt. Ikke et ord om Frankrig eller Frankrigs finanser har hr. Burke eller hr. Pitt ladet falde i det nuværende Parlament. Sagen er ved at være vel forstået, og det er ikke længere muligt at ignorere det. Der er en rød gådefuld tråd, som løber gennem hele hr. Burkes bog. Han angriber hadefuldt Nationalforsamlingen, men hvad er det, som gør ham så hadefuld? Hvis hans påstande var lige så sande, som de er grundløse, og hvis Frankrig med revolutionen havde mistet sin magt og nu fremstod som en afgrund, kunne det fremkalde fortvivlelse hos en franskmand (der betragtede sig som patriot) og

104

Blandet kapitel

fremkalde et had mod Nationalforsamlingen. Men hvorfor skulle det fremkalde hr. Burkes had? Men ak! Det er ikke den franske nation, hr. Burke mener, men hoffet; og ethvert hof i Europa frygter sørgende samme skæbne. Han skriver hverken i egenskab af franskmand eller englænder, men i egenskab af en leflende type, kendt men ikke elsket i alle lande: hofmanden. Om det er hoffet i Versailles, St. James eller Carlton betyder intet, for larvernes hærgen i alle hoffer er ens. De handler ens overalt i Europa, afskåret og adskilt fra nationens interesser, og mens de lader som om de er uenige, er de enige om plyndringen. Intet kan være værre for en hofmand end revolutionen i Frankrig. Det, som er en velsignelse for en nation, er bittert for dem, og da deres eksistens beror på nationens tvedeling, så dirrer de under princippernes fremmarch og gruer for den præcedens, som truer med at afsætte dem.

105

Konklusion Fornuft og uvidenhed, hinandens modsætning, kendetegner størstedelen af menneskeheden. Hvis en af disse kan drives vidt nok i et land, vil regeringsmaskineriet køre problemfrit. Fornuft sætter sin egen kurs, og uvidenhed stævner ud, hvorhen det befales. De to statsformer, der er de mest forekommende i verden, er for det første regeringsmagt overladt gennem valg og repræsentation, for det andet arvelig regeringsmagt. Den førstnævnte er almindeligvis kendt under betegnelsen republik, den anden som monarki eller aristokrati. Disse to adskilte og uforenelige former hviler på de to adskilte og uforenelige størrelser, fornuft og uvidenhed. Da udøvelsen af statsmagt kræver talent og færdigheder, og da talent og færdigheder ikke kan nedarves, er det indlysende, at arvestyre kræver en tro af mennesket, som dets fornuft ikke kan billige, og som kun kan bygge på uvidenhed; jo mere uvidende et land er, jo mere velegnet er det til den slags styreform. Modsat kræver statsmagt i en velorganiseret republik ingen tro fra mennesket, som hans fornuft ikke kan acceptere. Han ser bevæggrundene for hele systemet, dets oprindelse og virkemåde; og da det støttes mest, som forstås bedst, agerer de menneskelige egenskaber med dristighed og antager under denne statsform en gigantisk mandighed. Da hver af disse former derfor virker ud fra forskelligt grundlag, den ene med fornuftens hjælp i fri udvikling, den anden med uvidenhedens, må vi følgelig overveje, hvad det er, der giver næring til den slags styreformer, der kaldes blandet styreform, eller som det sommetider fjollet kaldes, lidt-af-hvert-styring. Den bærende kraft i den slags styreformer er nødvendigvis korruption. Uanset hvor ufuldkomment valg og repræsentation kan være i blandede styreformer, er der dog stadig mulighed for at bruge sin fornuft noget mere, end hvad der er belejligt for en arveregent, og derfor bliver det nødvendigt at købe fornuften. En blandet styreform er et ufuldkomment alt, der sammenkitter og sammenlodder alle 106

Konklusion

uharmoniske bestanddele, så det kan agere som et hele. Hr. Burke synes at væmmes overordentligt meget over, at Frankrig, efter hun kom sig ovenpå revolutionen, ikke adopterede det, han kalder 'en britisk forfatning', og den beklagende måde, som han udtrykte sig selv på i den anledning, fremkalder en mistanke om, at den britiske forfatning havde behov for noget til at modvirke dens mangler. Under blandede statsformer eksisterer der intet ansvar: parterne dækker hinanden, så ansvaret går tabt, og korruptionen, som driver maskinen, sørger samtidig for at holde sig skjult. Når det fastslås som en doktrin, at en konge ikke kan tage fejl, placerer det ham på samme beskyttede niveau som idioter og gale personer, for hvem det at blive stillet personligt til ansvar er helt udelukket. Det gælder også for ministeren, som dækker sig under et flertal i Parlamentet, som han gennem position, pensioner og korruption helt kan styre, og det flertal retfærdiggør sig selv ved den samme myndighed, som den beskytter ministeren med. I denne rotation taber delene og helheden ansvaret. Når der er en del af en statsmagt, som ikke kan begå fejl, antydes det, at den intet foretager sig og kun er apparat for en anden magt, hvis råd og anvisninger den følger. Det, som forestiller at være kongen i blandede statsformer, er regeringen, og da regeringen altid er en del af Parlamentet og da medlemmerne i én egenskab godkender det, de råder om og stiller lovforslag om i en anden, forbliver en blandet statsform kontinuerligt uudgrundelig, bebyrder et land med udgiften til at bekoste alle styreformerne på en gang afhængig af det omfang af korruption, som er nødvendigt for at svejse delene sammen, og konstituerer sig til sidst som en statsmagt i komiteform hvori rådgiverne, de lovgivende, de godkendende, myndighedspersonerne, de ansvarlige personer og de ikke-ansvarlige personer, er de samme mennesker. Via denne opfindsomme pantomime og udskiftning af scene og deltagere, hjælper parterne hinanden i sager, som ingen af dem alene kunne udføre. Når penge skal skaffes, opstår pludselig en mangfoldighed af muligheder, og en strøm af parlamentarisk ros strømmer frem og tilbage mel107

Konklusion

lem parterne. Alle beundrer med forbløffelse den andens visdom, frisindethed og upartiskhed, og alle sukker selvmedlidende over nationens byrder. Men i en veltilrettelagt republik er der ikke plads til denne sammensmeltning, ros og selvynk; da repræsentationen er ligelig over hele landet og fuldstændig i sig selv, uanset hvordan den er organiseret i lovgivende og udførende, så har de alle samme naturlige kilde. Delene er ikke fremmede overfor hinanden, som demokrati, aristokrati og monarki. Da der ikke er nogle uharmoniske særheder, er der intet at demoralisere med kompromiser eller sammenblande ved kunstige påfund. Offentlige anliggender fremkalder i sig selv nationens forståelse, og dets iboende fordele forhindrer ethvert forfængeligt misbrug. Den kontinuerlige jamren over skatternes byrde, uanset hvor hensigtsmæssigt det udføres i blandede styreformer, er inkonsistent med en republiks følelser og ånd. Hvis skatter er nødvendige, er de naturligvis fordelagtige; men hvis de kræver en undskyldning, vil undskyldningen i sig selv fremkalde mistænkeliggørelse. Hvorfor udnyttes folket sådan, eller hvorfor udnytter folket sig selv? Når mennesker omtales som konger og undersåtter, eller når styreformer omtales under fælles betegnelser som monarki, aristokrati og demokrati, hvad skal det tænkende menneske så forstå ved de betegnelser? Hvis der i verden virkelig eksisterede to eller flere forskellige slags menneskelig magt, så ville vi kunne se de forskellige oprindelser, som betegnelserne beskrev; men da der kun er én menneskerace, kan der kun være én menneskelig magtkilde, og det er mennesket selv. Monarki, aristokrati og demokrati er kun fantasiskabninger, og tusinder som dem kan udtænkes lige såvel som tre. Fra revolutionerne i Amerika og Frankrig, og de virkninger der er opstået i andre lande, er det åbenlyst, at opfattelsen i verden har forandret sig hvad angår styreformer, og at revolutioner ikke er på det politiske landkort. Tidens og verdens gang, som mennesket tilskriver store forandringer, er for mekanisk til at stå mål med sindets kraft og tankens fart, som antænder revolutioner. Alle de gamle statsmagter 108

Konklusion

har fået et chok over de, som allerede er forekommet, og som engang var mere usandsynlige og er et større under, end en generel revolution i Europa ville være nu. Når vi iagttager menneskets kummerlige forhold under monarkier og arvestyre, hevet ud af hjemmet af den ene magt eller drevet bort af en anden og i højere grad ruineret af skatter end af fjender, er det indlysende, at disse systemer er dårlige, og at en gennemgribende ændring i deres principper og sammensætning er nødvendig. Er statsledelse mere end at tage sig af nationens sager? Det er ikke og kan af natur ikke blive nogen bestemt mands eller families eje, men tilhører hele det samfund, som bærer omkostningerne; og selvom det med magt eller luskeri er blevet fordrejet til arvefølge, kan fordrejningen ikke ændre på, hvad der er ret. Suveræniteten, som en rettighed, andrager kun nationen og ikke nogen enkeltperson, og en nation har til alle tider en iboende, umistelig ret til at opløse enhver regeringsform, den finder uhensigtsmæssig, og etablere en, som er i overensstemmelse med dens interesser, vilje og velfærd. Den romantiske og barbariske opdeling af mennesker i konger og undersåtter kan ikke tjene folket, omend den er gavnlig for hoffet, og den knuses af de principper, som styreformer nu baseres på. Enhver borger har en andel af suveræniteten og kan dermed ikke underkaste sig nogen anden person, og hans ulydighed kan kun være mod lovene. Når folk tænker på, hvad statsledelse består i, må de nødvendigvis antage, at det indebærer en viden om alle de ting og sager, som dens myndighed dækker. I det regeringsperspektiv omfatter republikken, som den er oprettet i Amerika og Frankrig, hele nationen, og den viden som er nødvendig for at tilgodese alle, findes i det centrum, som parterne skaber gennem repræsentationsvalg. Men de gamle statsformer er baseret på et system, som tilsidesætter viden såvel som velfærd. En regering af munke, som intet ved om verden uden for klostrets mure, er lige så logisk som et monarki. Det, vi tidligere kaldte revolutioner, var ikke meget andet end udskiftning af personer eller ændringer i lokale for109

Konklusion

hold. De kom og gik helt ubemærket og medbragte intet, som kunne få virkning på længere sigt. Men det vi nu ser i verden efter revolutionerne i Amerika og Frankrig er en ændring i tingenes naturlige orden, et sæt af principper der er ligeså universelle og sande som menneskets eksistens, og som kombinerer moral med politisk tilfredshed og national velstand. I. Mennesker fødes og forbliver for altid fri og lige mht. til rettigheder. Borgerlig skelnen kan derfor kun ske på basis af almennytte. II. Ophævelsen af alle politiske bånd bevarer menneskets naturlige og umistelige rettigheder, og disse rettigheder er frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse. III. Nationen er essentielt kilden til al suverænitet. Ej heller kan nogen enkeltperson eller nogen gruppe tildeles nogen myndighed, som ikke udtrykkeligt nedstammer derfra. I disse principper findes intet, der kan kaste en nation ud i et kaos af lidenskabelige ambitioner. De er beregnet til at kalde på visdom og evner og blive anvendt til det almennyttige og ikke til at give indtægter eller berige nogen mennesker eller slægter. Monarkiets enevælde, menneskehedens fjende og kilden til dens elendighed, ophæves og suveræniteten falder tilbage til dens naturlige og oprindelige plads: nationen. Hvis dette var tilfældet i Europa, ville årsagen til krige forsvinde. Henry IV af Frankrig, en mand med et stort og ædelt hjerte, tilskrives i 1610 at fremsætte et forslag om at afskaffe krig i Europa. Planen bestod i at oprette en Europæisk Kongres, eller som franskmændene kalder det: Pacific Republic (Fredsrepublik), ved at udpege delegerede fra flere nationer, som så skulle fungere som en voldgiftsret i de tvister, der kunne opstå nation og nation imellem. Var en sådan plan blevet vedtaget, da den blev fremsat, ville skatterne hos de to medlemmer, England og Frankrig, have været mindst 10 mio. pund sterling mindre om året, end de var ved udbruddet af den franske revolution. 110

Konklusion

For at forstå grunden til hvorfor en sådan plan ikke er blevet vedtaget (og i stedet for en kongres med henblik på at forhindre krig har den kun været indkaldt til at afslutte en krig efter mange års nyttesløse udgifter), er det nødvendigt at sammenligne statsmagtens interesse med nationens interesse. Uanset hvad grunden til skatter i et land er, så bliver det også en måde at øge regeringens indtægter på. Alle krige ender med øgede skatter og derfor også en øget indtægt; og sådan som enhver krig starter og ender nu, forøges regeringernes magt og interesse. Krig bliver derfor, ud fra dens held med at gøre det let at foregive nødvendigheden af nye skatter, stillinger og embeder, en væsentlig del af de gamle regeringsapparater; at udvikle en metode til at afskaffe krig, uanset hvor fordelagtigt det måtte være for staterne, ville fratage den slags regeringer den mest indbringende af dens forretninger. Det lemfældige grundlag, som krige skabes på, viser regeringers tilbøjelighed og iver til at opretholde krigens system og forråde de motiver, som de handler ud fra. Hvorfor kastes republikker ikke ud i krig, hvis det ikke var fordi deres styres natur ikke tillader at forfølge en interesse, som ikke er nationens? Selv Holland, omend en ringe konstrueret republik, med verdensomspændende handel, levede i næsten 100 år uden krig; i samme øjeblik statsformen var ændret i Frankrig, brød republikkens principper om fred og hjemlig velstand frem hos den nye regering, og de samme virkninger vil følge af samme ændringer i andre nationer. Da krig er de gamle statsformers metode, er den gensidige fjendtlighed, som stater nærer, ikke andet end det, som deres politik opildner for at opretholde systemet. Alle regeringerne beskylder hinanden for perfiditeter, intriger og ærgerrighed for at hidse nationerne op og stemme dem fjendtligt. Mennesket er ikke menneskets fjende, hvis ikke det var via en falsk regeringsform. Så i stedet for at protestere mod kongernes ærgerrighed, skulle protesten rettes mod den slags regeringsformers principper, og i stedet for

111

Konklusion

at forsøge at forandre enkeltpersoner, skulle nationens visdom anvendes på at forandre sig selv. Hvorvidt de regeringsmetoder og -dogmer som stadig bruges var tilpasset forholdene i verden på den tid, de blev udviklet, er ikke spørgsmålet i denne sag. Jo ældre de er, jo dårligere vil de virke under nutidens forhold. Tidernes og omstændighedernes skiften har den samme fremadskridende evne til at gøre styreformer overflødige, som de gør med sæder og skikke. Landbrug, handel, produktion og småhåndværk, som bedst forøger en nations velstand, kræver en anden styreform og en anden slags viden til at lede dens handlinger, end der kunne være påkrævet under verdens tidligere omstændigheder. Da det med menneskehedens oplyste stade ikke er svært at forudse, at regeringsformer baseret på arvefølge lakker mod enden, og at revolutioner på en bred basis af national suverænitet og repræsentativt statsstyre vinder frem i Europa, ville det være en klog handling at forberede deres ankomst og gennemføre forandringer ved hjælp af fornuft og tilpasning snarere end at lade dem komme til under oprør. Med den viden vi har nu, burde ingen forandring i den politiske verden være umulig. Det er forandringernes tidsalder, hvor alt står for skud. Hoffernes intriger, som opretholder systemet med krige, kan foranledige en sammenslutning af nationer til at nedlægge dem; en Europæisk Kongres, som skal støtte frembringelsen af frie stater og forbedre nationernes indbyrdes samarbejde, er en mere sandsynlig ting, end revolutionerne i og alliancen mellem Frankrig og Amerika var. Slut på første del.

112

ANDEN DEL

113

Til M. de Lafayette Efter et bekendtskab på næsten 15 år under svære forhold i Amerika og forskellige besøg i Europa, føler jeg en glæde over at kunne give Dem denne lille afhandling i taknemmelighed over Deres tjenester for mit elskede Amerika og som et vidnesbyrd om min agtelse for de dyder, offentlige og private, som jeg ved, De besidder. Det eneste punkt, som jeg nogensinde opdagede vi var uenige om, var ikke regeringsprincipperne men det rette tidspunkt. For min del finder jeg det lige så skadeligt for gode principper at lade dem dvæle for længe, som at gennemføre dem for hurtigt. Det, som De mener kan opnås på 15 eller 20 år, tror jeg kan lade sig gøre på meget kortere tid. Menneskeheden, forekommer det mig, er altid moden nok til at forstå sine virkelige interesser, forudsat at de forelægges dem klart nok og ikke på en måde, der kan skabe mistanke om egeninteresse og heller ikke støde dem ved at gå for vidt. Hvor vi vil reformere, skal vi ikke bebrejde. Da den amerikanske revolution var gennemført, følte jeg en trang til at sætte mig stille ned og nyde roen. Det forekom mig ikke, at noget sidenhen kunne opstå, som var væsentligt nok til få mig til at forlade roen og nære de samme følelser, som jeg før havde. Men når princippet, og ikke stedet, er den styrende kraft, er et menneske, finder jeg, overalt det samme. Jeg er endnu engang i den offentlige arena; og da jeg ikke har ret til at se frem til så mange tilbageværende leveår, som De har, har jeg besluttet at arbejde så hurtigt, som jeg kan; og da jeg tragter efter Deres hjælp og Deres selskab, håber jeg, De vil fremskynde Deres principper og overhale mig. Hvis De foretager et felttog det kommende forår, hvad der sandsynligvis ikke bliver lejlighed til, vil jeg komme og slutte mig til Dem. Skulle felttoget begynde, håber jeg, det vil ende i afslutningen på det tyske despoti og i at give alle tyskere deres frihed. Når Frankrig vil være omgivet af revolutioner, vil hun være i 114

Til M. de la Fayette

fred og sikkerhed, og hendes skatter, såvel som Tysklands, vil følgelig blive færre. Deres ærbødige, hengivne ven, THOMAS PAINE LONDON, feb. 9, 1792

115

Forord til anden del Da jeg påbegyndte kapitlet 'Konklusion' i første del af Menneskets rettigheder, udgivet sidste år, havde jeg til hensigt at gøre den længere; men da jeg skitserede alt det i hovedet, som jeg ønskede at tilføje, fandt jeg ud af, at det enten ville gøre værket for stort eller trække min plan for meget i langdrag. Jeg afsluttede den derfor så hurtigt som emnet tillod, og gemte hvad jeg havde at tilføje til en anden lejlighed. Flere andre grunde bidrog til denne beslutning. Jeg ønskede at vide, hvordan et værk med en tænke- og udtryksmåde forskellig fra den, der var sædvane i England, ville blive modtaget, før jeg fortsatte. En masse muligheder blev åbnet for menneskeheden på grund af den franske revolution. Hr. Burkes skandaløse modstand af den, bragte kontroversen til England. Han angreb principper, som han vidste (fra efterretninger), jeg ville kæmpe for, fordi det er principper, som jeg mener er gode, og som jeg har bidraget til at formulere og anser mig selv for bundet til at forsvare. Havde han ikke fremtvunget kontroversen, havde jeg sandsynligvis forholdt mig tavs. En anden grund til at udsætte resten af værket var, at hr. Burke i sin første udgivelse lovede at genoptage emnet ved en senere lejlighed og lave en sammenligning af det, han kaldte de engelske og franske forfatninger. Jeg holdt mig derfor parat for ham. Han har udgivet to værker siden uden at gøre dette: hvilket han bestemt ikke ville have gjort, hvis sammenligningen var faldet ud til hans fordel. I sit seneste værk, hans Appeal from the New to the Old Whigs, (En appel fra de nye til de gamle i Whigpartiet) har han citeret omkring ti sider fra Menneskets rettigheder, og efter at have ulejliget sig selv med dette, siger han, at han 'skal ikke på den mindste måde forsøge at betvivle disse', idet han hentyder til de principper, der er indeholdt deri. Jeg kender hr. Burke godt nok til at vide, at han ville, hvis han kunne. Men i stedet for at bestride dem, trøster han sig umiddelbart efter med at sige, at 'han har gjort sin del' 116

Forord til anden del

han har ikke gjort sin del. Han har ikke holdt sit løfte om at sammenligne forfatningerne. Han startede kontroversen, han stillede udfordringen og er flygtet fra den; og han er nu selv beviset på sit udsagn om, at 'ridderlighedens tid er forbi'. Titlen, såvel som indholdet af hans sidste værk, hans "Appeal," er hans egen fordømmelse. Principper må kunne opretholde sig selv, og hvis de er gode, vil de med sikkerhed også kunne. At lade andre menneskers autoritet opretholde dem, som hr. Burke har gjort, tjener kun til at mistænkeliggøre dem. Hr. Burke er ikke særlig begejstret for at dele æren, men i denne sag deler han kunstfærdigt skammen. Men hvem er de, som hr. Burke har appelleret til? En gruppe barnagtige tænkere og semi-politikere født i det forrige århundrede, mænd som ikke fastholdt noget princip, når det ikke længere passede deres partis sag; nationen blev aldrig tilgodeset; og denne karakter har præget ethvert parti siden da til dagen i dag. Nationen ser ikke noget til et værk eller en politik, der fortjener dens opmærksomhed. En lille sag kan optage et parti, men det må være noget vigtigt, som optager en nation. Selvom jeg ikke ser noget i hr. Burkes Appeal, som er værd at bemærke, er der imidlertid et udtryk, som jeg vil give et par bemærkninger. Efter at have givet et fyldigt citat fra Menneskets rettigheder, og afstået fra at bestride principperne indeholdt i det værk, siger han: "Dette vil sandsynligvis blive gjort (hvis sådanne skriverier kunne tænkes at behøve modbevis, hvis ikke lige i byretten) af andre, som tænker som hr. Burke og med det samme mål". For det første er det endnu ikke blevet gjort af nogen. Ikke mindre end otte eller ti publikationer ment som et svar til Menneskets rettigheder er udgivet af forskellige personer, mener jeg, og ikke én af dem er, efter mit vidende, kommet i en andenudgave, ej heller er bare titlen på nogle af dem almindelig kendt. Da jeg er imod uden grund at repetere udgivelser, har jeg ikke svaret nogle af dem. Og da jeg mener, at en person kan skrive sig ud af sit gode omdømme,

117

Forord til anden del.

selvom ingen andre kan, er jeg påpasselig med at undgå dette klippeskær. Men på samme måde som jeg på den ene side vil undgå unødvendige publikationer, vil jeg på den anden side undgå alt, der ligner surt praleri. Hvis hr. Burke eller en anden person, der står på hans side i spørgsmålet, vil fremkomme med et svar til Menneskets rettigheder, som vil opnå et salg på halvdelen eller bare en fjerdedel af det antal Menneskets rettigheder opnåede, vil jeg svare på dette værk. Men indtil det er sket, vil jeg lade offentlighedens dom være min rettesnor (og hele verden ved, jeg ikke er en storsmigrer); at hvad den ikke mener er værd at læse, er ikke værd for mig at svare på. Jeg antager, at antallet af kopier, som den første del af Menneskets rettigheder udkom i, i England, Skotland og Irland tilsammen, ikke er under 40-50.000. Jeg vil nu kommentere resten af det citat, jeg gav af hr. Burke. "Hvis ellers", siger han, "sådanne skriverier kunne tænkes at behøve modbevis, hvis ikke lige i byretten." Undskyld spøgen, men det må sandelig være loven, der fordømmer et værk, når det ikke kan gendrives. Den største fordømmelse, det kunne udsættes for, var en gendrivelse. Men at gå frem på den måde, som hr. Burke hentyder til, ville i sidste ende få dommen til at falde over den lovstridige retssag og ikke på værket, og i det tilfælde ville jeg hellere være forfatteren end dommeren og juryen, der skulle fælde dom over det. Men for straks at komme til sagen. Jeg har haft en anden mening end nogle professionelle herrer om emnet retssager, og jeg har senere syntes, at de kom over på min side, som jeg her vil forklare fuldt ud, men så kortfattet som jeg kan. Jeg vil først fremvise en sag, som gælder alle love og så sammenligne den med et styre, eller med det der i England kaldes eller har været kaldt en forfatning. Det ville være en despotisk handling, eller det der i England kaldes vilkårlig magt, at udstede en lov, der forhindrer en undersøgelse af de principper, gode eller slette, som en sådan lov, eller en hvilken som helst anden lov, bygger på. 118

Forord til anden del

Hvis en lov er dårlig, er det én sag at forhindre håndhævelsen af den, men det er noget ganske andet at udstille dens fejl, at forklare dens defekter og vise grunde til, at den skulle trækkes tilbage, eller hvorfor en anden burde udstedes i stedet for. Jeg har altid haft den holdning (og gjort det til min praksis) at det er bedre at adlyde en dårlig lov og samtidig bruge ethvert argument, der viser dens fejlagtighed og som kan fremtvinge dens ophævelse, end at bryde den med vilje; fordi fortilfælde med at bryde dårlige love kunne mindske styrken og føre til en overlagt overtrædelse af de love, som er gode. Sagen stiller sig ligeså med hensyn til regeringsprincipper og -former eller med det, der kaldes forfatninger og de dele, som de er sammensat af. Det er for nationens bedste, og ikke for berigelse og ophøjelse af enkeltindivider, at regeringer, hvis underhold menneskeheden sørger for, bør dannes. Fejl i enhver regeringsform og forfatning, både i principper og i form, sammenlignet med ren fornuft, burde kunne diskuteres lige så åbent som fejl ved en lov, og det er en pligt, som ethvert menneske skylder samfundet at udpege. Når disse fejl, og midlerne til at rette dem, er anerkendt overalt i en nation, vil den nation reformere sin regering eller dens forfatning, som regeringen vil ophæve eller ændre loven i det andet tilfælde. En regerings område er begrænset til at udstede og administrere love; men det er nationen, som har ret til at danne eller reformere, udstede eller ophæve forfatninger og regeringer; følgelig er disse emner, som genstande for udforskning, altid relevante i et land som en selvfølge, og kan ikke, uden at overtræde dette lands generelle rettigheder, gøres til genstand for retsforfølgning. Dette standpunkt vil jeg til hver en tid forsvare over for hr. Burke, når det behager ham. Det er bedre at hele diskussionen kommer frem end at søge at undertrykke den. Det var ham selv, der startede kontroversen, og han burde ikke forlade den. Jeg tror ikke, at monarki og aristokrati vil fortsætte syv år længere i nogle af de oplyste lande i Europa. Hvis der er bedre grunde til at fastholde dem end afskaffe dem, vil de bestå; hvis det modsatte er tilfældet, vil de ikke. Menne119

Forord til anden del.

skeheden bør i dag ikke have at vide, at de ikke skal tænke, eller at de ikke skal læse; og udgivelser som ikke går længere end til at undersøge regeringens principper, at indbyde folk til at tænke logisk og tænke efter og vise fejl og udmærkelser i forskellige systemer, har ret til at udkomme. Hvis de ikke vækker opmærksomhed, er de ikke værd at retsforfølge; og hvis de gør, vil retsforfølgelsen ikke hjælpe stort, siden den ikke kan medføre forbud mod at læse. Dette ville være at straffe offentligheden i stedet for forfatteren og ville også være den mest effektive måde at fremskynde en revolution på. I alle sager, som gælder universelt for hele nationen, hvad angår styreformer, er en jury på tolv mennesker ikke kompetent til at bestemme. Hvor der ikke er vidner, der kan forhøres, ingen fakta at bevise og hvor hele sagen er fremlagt for hele offentligheden, og dens fortjenester eller mangler afhænger af deres synspunkter; og hvor intet kan fremkomme under retssagen, som alle ikke ved i forvejen, er hvilke som helst tolv mænd lige så god en jury som tolv andre, og de ville sandsynligvis miskende hinandens afgørelser; eller på grund af divergenser i deres synspunkter, ikke være i stand til at fremkomme med en afgørelse. Det er én ting, hvis en nation skal godkende et arbejde eller en plan; men det er en ganske anden ting, om den vil lade sig binde af en sådan jurys mening om, hvorvidt en nation har ret til at danne eller reformere en regering eller ej. Jeg nævner disse sager, for at hr. Burke kan se, at jeg ikke har skrevet om styre uden at tænke på, hvad der er lov, såvel som hvad der er rettigheder. - Den eneste effektive jury i sådanne sager ville være et udsnit af hele nationen valgt på en fair måde; for i alle sådanne sager er hele nationen parthaver. Hvis hr. Burke vil foreslå en sådan jury, vil jeg afstå alle mine særrettigheder som udenlandsk statsborger og i forsvar for dets principper forfølge emnet, forudsat han vil gøre det samme; for min holdning er, at hans værker og hans principper vil blive fordømt og ikke mine. Hvad angår de forudindtagede holdninger, som mennesker kan have ud fra uddannelse og vane til fordel for en bestemt styreform, så må disse forudindtagede holdninger 120

Forord til anden del

stadig stå til ansvar overfor fornuft og eftertanke. Faktisk betyder den slags forudindtagede holdninger intet. Intet menneske har en forudindtaget holdning om et emne, vel vidende den er forkert. Han er overbevist, fordi han tror, det er rigtigt; og når han indser, det ikke er sådan, vil denne forudindtagede holdning forsvinde. Vi har misforstået, hvad det vil sige at være forudindtaget. Man kan sige, at indtil man begynder at tænke selv, så er man forudindtaget om alt og har ikke egne holdninger; for kun det, som er et resultat af logisk tænkning og eftertænksomhed, er holdninger. Jeg vil vove at påstå, at hr. Burke ikke betror sig alt for meget til de vanlige holdninger i landet. Jeg synes ikke, at Englands folk nogensinde er blevet behandlet fair og ærligt. De er blevet udnyttet af partier og af mennesker, som foregav at lede dem. Det er på høje tid, at nationen hæver sig over sådanne småting. Det er på tide at kaste den uopmærksomhed bort, som så længe har været den opmuntrende grund til at overdrive beskatningen. Det er på tide at kaste alle de sange og taler bort, som er beregnet på at holde folk i slaveri og lægge et kvælertag på tankevirksomheden. Folk behøver bare tænke over sådanne emner, og så vil de hverken handle forkert eller komme på afveje. At erklære et hvilket som helst folk uegnet til frihed er at give dem fattigdom og sige, at de hellere må bebyrdes med skatter end ikke. Hvis et sådant tilfælde kunne fremvises, ville det ligeledes bevise, at de, som regerer, ikke er egnede til at lede, for de er alle en del af den samme nationale masse. Men lad os antage at regeringer overalt i Europa kan skiftes ud; det kan bestemt gøres uden optøjer og hævnakter. Det er ikke værd at lave ændringer eller revolutioner, medmindre det er for et stort nationalt formål: og når nationen indser dette, vil de, som modsætter sig, som i Amerika og Frankrig, være i fare; og med denne overvejelse slutter jeg mit forord. THOMAS PAINE LONDON, feb. 9, 1792

121

Indledning Hvad Archimedes sagde om mekaniske kræfter, kan anvendes på fornuft og frihed. "Havde vi", sagde han, "et sted at stå, kunne vi løfte verden." Amerikas revolution gennemførte i politik, hvad der kun var teori i teknik. Så dybt forankret var alle regeringer i den gamle verden, og så effektivt havde vanens magt og antikke væsen gjort sig til herre over mennesket, at der ikke kunne startes på en ny begyndelse i Asien, Afrika eller Europa for at reformere menneskehedens politiske forhold. Frihed var blevet jagtet rundt på kloden; eftertænksomhed blev anset for oprør; og frygtens slaveri havde gjort folk bange for at tænke. Men sandhedens uimodståelige natur er sådan, at alt, den beder om, og alt, den ønsker, er, at frihed bryder frem. Solen behøver ingen påskrift for at blive adskilt fra mørket; og knapt havde Amerikas regering vist sig for verden, før tyranniet fik et chok og menneskeheden begyndte at tænke på at genoprette det gamle. Amerikas uafhængighed kunne, betragtet som en adskillelse fra England, have været en sag, der ikke var af større vigtighed, hvis ikke den var blevet ledsaget af en omvæltning i styreformens principper og virkemåde. Hun satte sig imod, ikke kun for sin egen skyld men på vegne af hele verden, og så ud over de fordele, som hun selv kunne opnå. Selv den hessiske lejeknægt, skønt hyret til at kæmpe mod hende, kan komme til at føle taknemmelighed over sit nederlag; og England kan fordømme sin regerings ondskab og glædes over dens fiasko. Som Amerika var det eneste sted i den politiske verden, hvor princippet om universel forandring kunne bringes i anvendelse, således var det også det bedste i den virkelige verden. Et sammenfald af omstændigheder samarbejdede om ikke bare at barsle med men at bringe gigantisk modenhed til dets principper. Skuepladsen, som det land udgør for en iagttager, har noget i sig, som fremkalder og fremelsker store idéer. Naturen viser sig for ham i al sin vælde. De 122

Indledning til anden del

mægtige objekter, han ser, udvider hans bevidsthed, og han får del i den storhed, han betragter. - Dets første bosættere kom fra forskellige europæiske lande og fra forskellige trosretninger på flugt fra regeringers forfølgelse i den gamle verden og samledes i den nye, ikke som fjender, men som brødre. De behov, som naturligt opstår under tæmningen af en vildmark, frembragte en samfundsfølelse, som lande, der længe har været hærget af regeringernes skænderier og intriger, havde forsømt at værdsætte. 1 I en sådan situation bliver mennesket, hvad det var udset til. Han betragter sine artsfæller, ikke på den inhumane måde som en selvfølgelig fjende, men som sin slægt; og eksemplet viser den kunstige verden, at mennesket må søge tilbage i Naturen for viden. Ud fra de hurtige fremskridt, som Amerika gør på alle områder, er det rimeligt at slutte, at hvis regeringerne i Asien, Afrika og Europa var startet med principper svarende til Amerikas og ikke havde forvansket dem på et tidligt tidspunkt, ville disse lande i dag have haft meget bedre forhold, end de har. Den ene tidsalder efter den anden er gået uden andet resultat end den ondskab, vi kan se i dag. Kunne vi forestille os en tilskuer, som intet vidste om verden, og som blev placeret i den udelukkende for at gøre observationer, ville han antage, at en stor del af den gamle verden var ny, sådan som de slås med problemer og besværligheder, som var de en ny bosættelse. Han kunne ikke antage andet, end at de horder af fattige stakler, som de gamle lande svælger med, kunne være andre end de, som endnu ikke havde haft tid til at kunne sørge for sig selv. Han ville ikke tro, at det var følgerne af, hvad der i de lande kaldes regeringsmagt. Hvis vi i de mere ondskabsfulde dele af den gamle verden ser på dem, som er mere udviklede, ser vi stadig regeringsmagtens grådige hænder trænge sig ind i hver en vrå og hjørne af industrien og rage bytte til sig fra masserne. Opfindsomhed udvises konstant for at finde påskud til nye indtægter og skatter. Den betragter velstand som sit bytte og tillader ingen at undslippe uden en mulkt. 1

Se også forfatterens Ligeretten til jorden (Agrarian Justice) /o.a.

123

Indledning til anden del.

Da revolutioner er startet (og det altid er mest sandsynligt, at noget fortsætter, når det er begyndt) er det naturligt at forvente, at andre revolutioner vil følge. De forbløffende og stadigt stigende udgifter, som eksisterende regeringsmagter opretholdes med, de talrige krige de deltager i eller fremprovokerer, de problemer de giver den universelle orden og handel, og den indenrigske undertrykkelse og tilranelse har opbrugt verdens tålmodighed og velstand. I en sådan situation, og når der allerede er fortilfælde, vil revolutioner være at forvente. De er blevet dagligt samtaleemne og kan betragtes som tidens gøremål. Hvis der kan indføres styremåder, som er billigere og mere produktivt kan frembringe almindelig tilfredshed end de, som hidtil har eksisteret, vil alle forsøg på at forhindre deres fremgang være udsigtsløse. Fornuften vil, ligesom tid, finde sin egen vej, og fordomme vil blive slået i felten af interesser. Hvis universel fred, orden og handel nogensinde skal blive menneskehedens glædelige lod, kan det ikke ske uden en revolution i styreformerne. Alle monarkiers regeringsmagt er militaristisk. Krig er deres gesjæft, plyndring og skatteindtægter deres mål. Så længe sådanne regeringer eksisterer, er freden ikke sikker fra dag til dag. Hvad viser historien for samtlige monarkiers styrer, andet end et afskyvækkende billede på menneskelig ondskab og nogle få års tilfældige fred? Udmattede af krig og trætte af at slagte mennesker, satte de sig ned for at hvile og kaldte det fred. Dette er bestemt ikke de forhold, som Gud havde i udsigt for mennesket; og hvis det er monarki, så kan monarki meget vel regnes blandt jødernes synder. De revolutioner, som tidligere har fundet sted i naturen, havde intet i sig, der interesserede størstedelen af menneskeheden. De udstrakte sig kun til at udskifte nogle personer og metoder men ikke principper og var kun små afbrydelser i hverdagens travlhed. Hvad vi nu er vidne til, kan ikke med urette kaldes en 'kontra-revolution'. Erobring og tyranni fratog på et eller andet tidligere tidspunkt mennesket sin frihed og tages nu tilbage. Og som menneskets tidevand har sin ebbe og flod, der går i hver sin retning, således er det også med dette. Regeringer baseret på en mo124

Indledning til anden del

ralsk teori, på et system af universel fred, på menneskets urørlige nedarvede rettigheder, trænger frem fra vest til øst med en stærkere impuls, end sværdets magt trængte frem fra øst mod vest. Den er ikke af interesse for særlige enkeltindivider, men for nationer, i sin fremgang, og lover en ny fremtid for menneskeracen. Den fare, som de fleste revolutioners succes er truet af, er at iværksætte dem før de bærende principper og de fordele, der kommer deraf, er tilstrækkeligt erkendt og forstået. Næsten alt, hvad der vedrører en nations omstændigheder, er blevet absorberet og indbefattet i det besynderlige ord regeringsmagt. Selv om regeringer undlader at medregne de fejl, de selv foretager, og de ulykker, de giver anledning til, så undlader de ikke at tilskrive sig selv alt muligt, der ligner velstand. De fratager flid hæderen ved pedantisk at gøre sig selv til årsagen til dens resultater; og tilvender sig menneskets generelle karakteregenskaber, de dyder, som er indeholdt i mennesket som et samfundsvæsen. Det kan derfor være nyttigt i disse revolutionære tider at skelne mellem de ting, som er virkninger af regeringsmagt, og det som ikke er. Dette kan bedst gøres ved at gennemgå samfunds- og civilisationsdannelse, og de konsekvenser, der følger heraf, som fænomener adskilt fra det, der kaldes regeringsmagt. Ved at begynde på denne undersøgelse vil vi være i stand til at tilskrive effekterne de rigtige årsager og analysere massen af generelle fejltagelser.

125

Kapitel I Om samfund og civilisation En stor del af den orden, der hersker blandt menneskeheden, skyldes ikke regeringsmagt. Den har sit udspring i samfundsdannelsens principper og i menneskets naturlige beskaffenhed. Den har eksisteret, før der blev dannet regeringer og vil stadig findes, hvis formel regeringsmagt ophører. Den gensidige afhængighed og fælles interesse, som eksisterer mellem mennesker og mellem alle dele af det civiliserede samfund, skaber den lange forbindelseskæde, som holder det sammen. Jordejeren, landmanden, producenten, grossisten, den handlende og enhver anden profession begunstiges af den hjælp, som han modtager fra de andre og fra helet. Fællesinteresse regulerer deres sager og skaber lovene; og lovene, som den daglige praksis skaber, har større indflydelse end regeringens love. Faktisk skaber samfundet selv næsten alt, som tilskrives regeringer. For at kunne forstå den rette natur og omfang af menneskehedens behov for regering, er det nødvendigt at se på dets natur. Da naturen skabte mennesket til et socialt liv, er det blevet udstyret til det planlagte formål. På alle områder blev menneskets naturlige behov gjort større end dets individuelle evner rakte. Intet menneske er i stand til at dække sine egne behov uden hjælp fra samfundet, og disse behov, som gælder ethvert individ, drev dem ind i samfund, lige så naturligt som tyngdekraften trækker alt til et centrum. Men naturen er gået videre. Ikke kun blev mennesket drevet ind i samfund gennem en mangfoldighed af behov, som den gensidige hjælp fra hinanden kan dække, men naturen har lagt et system af sociale følelser ned i mennesket, der, selvom de ikke er nødvendige for opretholdelse af livet, er essentielle for dets tilfredshed. Der er ikke nogen periode i livet, hvor kærligheden til samfundet ophører at virke. Den begynder og slutter med, at vi eksisterer. Hvis vi nøje undersøger menneskets sammensætning og beskaffenhed, mangfoldigheden i dets behov og mangfoldigheden af evner hos forskellige mennesker for gensidigt at 126

Om samfund og civilisation

dække hinandens behov, dets tilbøjelighed til samfundssystemer og følgelig at bevare de fordele, der opstår heraf, ser vi nemt, at meget af det, der kaldes regering, blot er optrækkeri. Regeringer er kun nødvendige for at give samfundet de få ting, som samfundet og civilisationen ikke evner at klare fuldt ud; og der mangler ikke eksempler på, at alt som regeringer normalt derudover kan sørge for, er blevet klaret gennem almindelig enighed i samfund uden regeringer. For op i mod to år efter starten på Den Amerikanske Krig og længere endnu i flere af de amerikanske stater, var der ingen formel regering. De gamle regeringer var blevet opløst, og landet var alt for optaget af sit forsvar til at tænke på at skabe en ny regering; dog blev orden og harmoni i dette tidsrum opretholdt uden forstyrrelse som i ethvert land i Europa. Mennesket har en naturlig tilpasningsevne, og samfundet har endda mere, fordi det omfatter en større mængde færdigheder og talent til at tilpasse sig en hvilken som helst situation, det er i. I samme øjeblik en formel regering er opløst, tager samfundet over: en generel forening finder sted, og fælles interesser frembringer fælles sikkerhed. Det er så langt fra at være tilfældet, som det ellers har været hævdet, at ophøret af enhver form for regering fører til samfundsopløsning, idet det virker som en impuls til det modsatte og bringer samfundet tættere sammen. Hele den del af sin organisation, som samfundet havde anvendt på sin regeringsform, overdrages til samfundet igen og agerer gennem sit medie. Når mennesket, såvel ud fra et naturligt instinkt som ud fra princippet om gensidige fordele, er blevet vant til et samfundsmæssigt og civiliseret liv, er disse principper altid praktiseret tilstrækkeligt til, at samfundet kan foretage enhver forandring, som det mener er nødvendigt eller ønskeligt at gøre i sin styreform. Kort sagt, mennesket er i så naturlig grad et samfundsdyr, at det næsten er umuligt at afholde det fra samfundsdannelse. Formelt styre udgør kun en lille del af det civiliserede liv; og selv når det bedste, som menneskelig visdom kan udtænke, er gennemført, er det mere en ting af navn og idé 127

Om samfund og civilisation

end af gavn. Det er til det store og fundamentale samfundsog civilisationsmæssige princip, den fælles samling om den almennyttige gavn og det gensidige udbytte i evigt omskiftelige interesser, som, filtreret gennem millioner af kanaler, motiverer og opildner den totale mængde af det civiliserede menneske; det er til disse ting, uendeligt meget mere end til noget, som selv den bedst udtænkte regering kan udrette, at individets og helets sikkerhed og velstand afhænger. Jo mere fuldkommen civilisationen er, jo færre opgaver er der for regeringen, fordi civilisationen i højere grad klarer sine egne sager og styrer sig selv; men praksis i de gamle regeringer står i meget stærk modsætning til logikken i denne sag, idet deres udgifter stiger i samme forhold, de burde mindskes. Det er kun få almindelige love, som det civiliserede liv behøver, og disse er så almennyttige, at uanset om de nedstammer fra regeringsmagt eller ej, så vil virkningen være næsten den samme. Hvis vi overvejer, hvad de principper er, som i første omgang fik mennesket til at danne samfund, og hvilke motiver der styrer deres fælles mellemværender derefter, vil vi finde, at når vi kommer til det, der kaldes regeringer, at næsten alt sker ved interessehavernes naturlige og gensidige indvirkning på hinanden. Mennesket er i alle disse sager mere konsistenskrævende, end han er klar over, eller end regeringer ønsker, han skal tro. Alle samfundets store love er naturlove. Indenfor handel og forretning, hvad enten det sker indbyrdes mellem individer eller mellem nationer, gælder de fælles og gensidige interessers love. De er fulgt og adlydt, fordi det er i parternes interesse at gøre det og ikke på grund af nogen formel lov, som deres regering kan udstede eller indsætte mellem de to parter. Men hvor ofte er den naturlige tilbøjelighed til samfundsdannelse ikke forstyrret eller ødelagt af regeringens handlinger. Når den sidstnævnte, i stedet for at være optaget af principperne i det førstnævnte, forudsætter at eksistere for sin egen skyld, og favoriserer eller undertrykker ud fra særinteresser, så bliver den årsagen til de ulyksaligheder, den burde forhindre.

128

Om samfund og civilisation

Hvis vi ser tilbage på de optøjer og den tumult, som vi til forskellige tider har oplevet i England, vil vi finde, at de ikke stammede fra mangel på regering, men at regeringen i sig selv var den udløsende årsag; i stedet for at sammentømre samfundet, så delte den det; den fratog det sit naturlige sammenhold og fremkaldte utilfredshed og optøjer, som ellers ikke ville have fundet sted. I de relationer som mennesker så omfangsrigt danner med henblik på handel eller andre formål, som er regering totalt uvedkommende, og som udelukkende er baseret på samfundsprincipper, ser vi, hvor naturligt de forskellige parter forenes; og dette viser til sammenligning, at regeringer langtfra altid er grunden eller midlet til orden, men ofte er grunden til dens opløsning. Optøjerne i 1780 havde ingen anden oprindelse end resterne af de antipatier, som regeringen selv havde været skyld i. Men med hensyn til England er der også andre årsager. Overdreven og ulige beskatning, uanset i hvilken form det er skjult, undgår aldrig at blive afsløret gennem sin virkning. Når et stort antal i samfundet på grund af dette ender i fattigdom og elendighed, er de konstant på kanten af oprør; og frataget, som de uheldigvis er, midlerne til information, har de let til at blive opildnet til raseri. Uanset hvad den synlige årsag til et oprør må være, så er den virkelige årsag altid manglen på tilfredshed. Det viser, at der er noget galt med regeringssystemet, som forhindrer den lykke, som samfundet skulle holdes oppe med. Men da fakta er logiske slutninger overlegent, har vi Amerikas tilfælde til at bekræfte disse observationer. Hvis der er et land i verden, hvor enighed, ifølge normale betingelser, mindst skulle ventes, er det Amerika. Bestående, som det er, af folkeslag fra forskellige nationer 1 , vant til for1

Den del af USA, som almindeligvis kaldes New-England, herunder New Hampshire, Massachusetts, Rhode-Island og Connecticut, er hovedsageligt befolket af engelske efterkommere. I staten New York er omkring halvdelen af befolkningen hollandske, resten er engelske, skotske og irske. I New Jersey er befolkningen en blanding af engelsk og hollandsk, med nogle skotter og irere. I Pennsylvania er omkring en tredjedel engelske, en tredjedel tyske, og resten skotske og irske, med nogle svenskere. Staterne mod syd har en større andel engelske end de mellemste stater, men i alle er der en blanding; og udover de nævnte er der et betydeligt antal franske

129

Om samfund og civilisation

skellige regeringsformer og -metoder, med forskellige sprog og endnu mere forskellige i deres gudsdyrkelse, ville det se ud som om en forening af disse folk ville være uigennemførlig; men ved ganske simpelt at sammensætte en regeringsform ud fra samfundsprincipper og menneskets rettigheder, forsvinder alle vanskeligheder, og alle dele bringes i gensidig overensstemmelse. Der er de fattige ikke undertrykte, de rige ikke privilegerede. Foretagsomhed dræbes ikke af et hofs prægtige ekstravagante spektakler for deres regning. Deres skatter er få, fordi deres styre er retfærdigt, og der er intet, der holder dem i elendighed; der er intet til at forårsage optøjer og tumult. En metafysisk mand som hr. Burke ville have vredet sin hjerne for at finde ud af, hvordan sådanne folk kunne styres. Han ville have antaget, at nogle måtte styres med bedrag, andre med magt, og alle med en eller anden finurlighed; at ånd måtte hyres for at udnytte uvidenhed og brød og skuespil for at holde massen optaget. Fortabt i mangfoldigheden i sin efterforskning ville han have taget en beslutning og ombestemt sig og i sidste ende overset den enkle og lette vej, der lå lige foran ham. En af de største fordele ved den Amerikanske Revolution har været, at det førte til opdagelse af regeringsprincipper og blotlagde regeringers bedrageri. Alle omvæltninger indtil da var sket indenfor rammerne af et hof, og aldrig i national skala. Parterne var altid hoffolk; og uanset deres lidenskab for reformation, så bevarede de omhyggeligt fagets bedrageri. I alle sager var de omhyggelige med at fremstille regering som noget mystisk, som kun de selv forstod; og de foreholdt nationen den viden, som var det eneste, der var fordelagtigt at vide, nemlig, at regering ikke er andet end en national samling, som bygger på samfundsprincipperne. Da jeg således har vist, at menneskets sociale og civiliserede niveau er i stand til i sig selv at yde alt, hvad der er nødvendigt til dens beskyttelse og til regering, vil det være og nogle få af alle de europæiske nationer, der ligger ved kysten. Den overvejende trosretning er Presbyterianere, men ingen sekt har fortrinsret over en anden, og alle mænd er lige borgere.

130

Om samfund og civilisation

passende på den anden side at kigge tilbage på de nuværende gamle regeringer, og undersøge om deres principper og praksis er i overensstemmelse hermed.

131

Kapitel II Om oprindelsen til de nuværende gamle regeringer Det er ikke muligt at sådanne styreformer, som hidtil har eksisteret i verden, kunne være etableret på anden måde end ved at overtræde ethvert helligt og moralsk princip. Den uklarhed, som grundlæggelsen af alle de gamle styreformer står i, lader antyde den uretfærdighed og skændsel, som de blev skabt med. Dannelsen af de nuværende styreformer i Amerika og Frankrig vil blive husket for altid, fordi det er ærefuldt at nedskrive det; men med hensyn til de andre, så har selv smiger henvist dem til tidens kirkegård uden en mindeplade. Det kunne ikke have været svært i de tidlige og øde tider i verden, da hovederhvervet var pasning af fåre- og kvægflokke, for en bande bøller at overløbe et land og beskatte det. Da deres magt var etableret, fik lederen af banden det påfund at udskifte prædikatet 'røver' med 'monark'; og således opstod monarker og konger. Oprindelsen til styreformen i England, så vidt angår dets kongerække, er, som det seneste, måske det bedst beskrevne. Det had, som den normanniske invasion og tyranni skabte, måtte have været dybt rodfæstet i befolkningen for at have overlevet forsøgene på at slukke det. Selvom hofstanden ikke vil tale om udgangsforbuddets ringen, så er der ikke én landsby i England, som har glemt det. Disse røverbander, som havde delt verden op mellem sig i territorier, begyndte naturligvis at skændes med hinanden. Hvad der en gang var taget med magt, blev af andre anset som lovligt bytte, og en efterfølgende plyndringsmand fulgte på den første. De skiftedes til at erobre de områder, de havde delt mellem sig, og brutaliteten, som de behandlede hinanden med, forklarer oprindelsen til monarkernes oprindelige karakter. Det var bøller, som mishandlede bøller. Sejrherren betragtede den besejrede, ikke som en fange, men som sin ejendom. Han viste ham frem i triumf iført raslende lænker og dømte ham med største fornøjelse til 132

Om oprindelsen til de nuværende gamle regeringer

trældom eller døden. Efterhånden som tiden udviskede deres oprindelseshistorie, antog deres efterfølgere nye skikkelser for at afskære sig fra fortiden, men deres principper og hensigter forblev de samme. Hvad der først var plyndring, antog den blidere betegnelse 'beskatning'; og den magt, de oprindelige tiltog sig, forsøgte de at gøre arvelig. Hvad kunne man vel vente efter en sådan begyndelse på regering, andet end fortsat systematisk krigsførelse og udplyndring? Det er blevet gjort til en profession. Lasten er ikke betegnende for den ene mere end den anden, men er et generelt princip, der gælder for dem alle. Der er ikke viljestyrke nok i nogle af den slags styreformer, der kan indpode forandring; og den hurtigste og mest effektive kur er at begynde forfra med en ny nation. Hvilke rædselsscener, hvilket topmål af uretfærdighed, fremstår, når man tænker tilbage på slige styreformers historie og deres karakter! Hvis vi ville skildre den menneskelige natur som gemen og med hykleriets ansigt, som man ville gyse ved at tænke på, og som menneskeheden ville nægte at vedkende sig, er det konger, hoffolk og kabinetter, som må sidde model. Mennesket, som det er oprindeligt, med alle sine fejl, formår slet ikke at udfylde rollen. Kan vi om muligt antage, at hvis regeringer var opstået ud fra et retmæssigt princip og ikke havde interesser i at forfølge et forkert, ville verden ikke have været i den elendige og ufredelige tilstand, som vi har set den? Hvilket incitament har landmanden, når han går bag sin plov, til at forlade sit fredelige forehavende og gå i krig mod et andet land? eller hvilket incitament har fabrikanten? Hvad betyder territorier for dem eller for nogen stand i landet? Giver det en mand 1 hektar mere, eller hæver det jordværdien? Er sejr og nederlag ikke samme udgift og skatter den uundgåelige konsekvens? - Selvom denne fornuftslutning kan være god for en nation, er den ikke god for en regering. Krig er regeringers hasardbord og nationerne er spillets naive fjolser. Hvis der er noget at undre sig over på denne miserable skueplads af styreformer, ud over det man kunne forvente, er det det fremskridt som de fredelige erhverv landbrug, 133

Om oprindelsen til de nuværende gamle regeringer.

produktion og handel har gjort under så lang tids ophobning af modgang og undertrykkelse. Det tjener til at vise, at instinktet hos dyr ikke virker med større impuls, end samfundets og civilisationens principper virker på mennesket. Under al den modgang forfølger han sit mål og giver ikke op for andet end det umulige.

134

Kapitel III Om de gamle og nye regeringer Intet kan virke mere selvmodsigende end de principper, som de gamle styreformer er baseret på og de forhold som samfundsorganisering, civilisationsdannelse og handelssamarbejde er i stand til at give menneskeheden. Statsmagt under det gamle system er en tilegnelse af magt med henblik på sin egen forøgelse; under det nye en delegering af magt til fælles gavn for samfundet. Den forne understøtter sig selv ved at opretholde et krigsapparat; den anden præsenterer et system af fredeligt samarbejde, som den virkelige måde at berige en nation på. Den ene fremkalder nationale fordomme; den anden taler for et universelt samfund som et middel til universel handel. Den ene måler sin rigdom ved omfanget af de skatter, den kan afpresse; den anden viser sin fortræffelighed gennem de små skattemidler, den behøver. Hr. Burke har talt om gamle og nye whigs. Hvis han morer sig selv med barnagtige navne og distinktioner, skal jeg ikke forstyrre hans glæde. Det er ikke til ham, men til Abbed Sieyes, jeg skriver dette kapitel. Jeg er allerede i færd med at diskutere emnet Monarki som styreform med den sidstnævnte herre, og som det naturligt forekommer, når man sammenligner gamle og nye systemer, så benytter jeg denne lejlighed til at præsentere mine iagttagelser for ham. Jeg skal af og til adressere hr. Burke på min vej. Det kunne måske bevises, at den styreform, som nu kaldes ny, besidder de ældste principper af alle, der har været, fordi den er funderet på menneskets oprindelige naturlige rettigheder: men, da tyranni og sværdet har suspenderet disse rettigheder for mange århundreder siden, tjener det bedre til tydeliggørelse af forskellen at kalde den ny end at påkalde sig retten til at kalde den gammel. Den første overordnede forskel på de to systemer er, at den, der nu kaldes gammel, er arvelig, enten helt eller delvist, og at den ny udelukkende er repræsentativ. Den forkaster al arvelig regeringsmagt: 135

Om de gamle og nye regeringer.

For det første, fordi det er bedrageri. For det andet fordi det ikke er egnet til det formål, som en statsmagt behøves til. Med hensyn til det første af disse punkter: det kan ikke bevises, med hvilken ret arvevælde kunne begynde; ej heller har nogen dødelig ret til at etablere det. Mennesket har ingen myndighed over for eftertiden i sager om personlige rettigheder, og derfor havde eller har intet menneske eller nogen gruppe af mennesker ret til at oprette et arvevælde. Hvis vi nu selv igen blev født i stedet for at blive efterfulgt af eftertiden, ville vi ikke have ret til tage de rettigheder fra os selv, som da ville være vores. På hvilket grundlag tillader vi os så at tage dem fra andre? Al arvevælde er i sin natur tyranni. En arvelig krone, eller en arvelig trone, eller hvilket underfundigt navn sådan noget kan kaldes, har ingen anden fornuftig forklaring, end at mennesket er arvegods. At arve regeringsmagten er at arve folket, som om det var fåre- og kvægflokke. Med hensyn til det andet punkt, det om at være uegnet til det formål, som regeringer behøves til, skal vi bare overveje, hvad statsmagt egentlig er og sammenligne det med de omstændigheder, som omgiver arvevælde. Statsmagt burde være noget, som altid er fuldkommen modent. Det bør være sammensat således, at det kan overleve alle de tilfældigheder, som kan ramme enkeltpersoner; og da arvemonarkier udsættes for dem alle, er det derfor det mest forkerte og ufuldkomne af alle regeringsformer. Vi har hørt, at Menneskets Rettigheder er blevet kaldt et lighedssystem; men det eneste system, som ordet lighed virkelig passer på, er det arvelige monarki. Det er et mentalt lighedssystem. Det tillader, at en og samme myndighed kritikløst kan antage en hvilken som helst karakter. Last og dyd, uvidenhed og visdom, kort sagt enhver god eller slet egenskab ligestilles. Konger følger efter hinanden, ikke som rationelle væsener, men som dyr. Det betyder intet, hvilke åndsevner og hvilken moralsk karakter de har. Kan vi da overraskes over det menneskelige sinds elendige tilstand i monarkier, når styret selv er baseret på et så ynkeligt og vilkårligt system? Det har ingen stabil karakter. I dag er det 136

Om de gamle og nye regeringer

en ting, i morgen noget andet. Det skifter med hver efterfølgers karakter og påvirkes af alles forskelligheder. Det er statsstyre ved vilkårlige indfald og tilfældigheder. Det udtrykker sig i alle mulige former som barndom, affældighed, senilitet, patient i ledebånd eller på krykker. Det bytter rundt på naturens gode orden. Det sætter af og til børn over mænd og umodenhedens indbildskhed over visdom og erfaring. Kort sagt kan vi ikke forestille os en mere latterlig styreform end den, arvevælde i alle udgaver udgør. Kunne det gøres til et naturdekret eller et påbud skrevet i himmelen, og mennesket kendte til det, at dyd og visdom ufravigeligt ville kendetegne arvestyre, ville modstanden mod det forsvinde; men når vi ser, at naturen opfører sig, som om hun tager afstand fra det og gør grin med det, at tronfølgeres åndsevner i alle lande er under gennemsnittet af den menneskelige forstand, at den ene er en tyran, den anden en idiot, den tredje gal og nogle er på en gang alle tre, er det umuligt at have nogen tiltro til det, så længe menneskets fornuft har noget at sige. Det er ikke til Abbed Sieyes, at jeg behøver rette dette argument; han har allerede sparet mig det besvær ved at tilkendegive sin mening om sagen: "Hvis jeg spørges" siger han, "hvad min mening med hensyn til arverettigheder er, kan jeg sige uden tøven, at arvemæssig overtagelse af noget myndighedsembede aldrig kan være i overensstemmelse med den sande repræsentations love. Arvevælde er i den forstand lige så meget en besudling af princippet som en skændsel mod samfundet". "Men lad os", fortsætter han, "se tilbage på alle valgbaserede monarkiers og fyrstedømmers historie: findes der et, hvor valgsystemet ikke var værre end arvevældet?" Hvad angår en diskussion af hvilket af de to, der er det værste, så kan begge siges at være dårlige, og heri er vi enige. Den præference, som Abbeden har udvist, er en fordømmelse af det, han foretrækker. Sådan en måde at afgøre et emne på er utilladeligt, fordi det i sidste ende bliver en anklage mod Forsynet, fordi hun kun har overladt mennesket et valg af styreform mellem to onder, hvoraf han ind-

137

Om de gamle og nye regeringer.

rømmer, at det bedste er "en besudling af princippet og en skændsel mod samfundet". Hvis vi for et øjeblik glemmer alle de onder og begrædeligheder, som monarki har givet anledning til i verden, kan intet bedre bevise dets uanvendelighed for civilt styre, end det at gøre det arveligt. Ville vi gøre noget embede arveligt, som krævede visdom og evner for sin udfyldelse? Og hvor visdom og evner ikke er nødvendigt, er et sådant embede, lige meget hvad det er, overflødigt og betydningsløst. Arvefølge er en parodi på monarki. Det sætter det i det mest latterlige lys ved at fremstille det som et embede, ethvert barn eller idiot kan klare. Det kræver et vist talent at være almindelig mekaniker; men at være konge kræver kun menneskets dyriske funktion – en slags vejrtrækningsmaskine. Denne slags overtro kan vare et par år endnu, men det kan ikke længe modstå menneskets vakte fornuft og interesse. Hvad angår hr. Burke, så er han streng monarkist, ikke bare fordi han modtager statspension, hvis han gør det, hvad jeg tror, men fordi han er politiker. Han foragter menneskeheden, som har samme mening om ham. Han betragter dem som en flok væsener, som skal ledes med brød og skuespil; og en skuespiller ville udgøre et lige så godt objekt for monarkiet i hans øjne som et menneske. Jeg vil imidlertid yde ham den retfærdighed at sige, at han har udtalt sig meget smigrende om Amerika. Han indrømmede altid, i det mindste som jeg hørte det, at Amerikas indbyggere var mere oplyste end dem i England eller i noget andet land i Europa; og derfor var brød og skuespil ikke nødvendigt for deres regeringer. Selvom sammenligningen mellem arve- og valgmonarki, som abbeden har lavet, er irrelevant for denne diskussion, fordi det repræsentative system overgår begge, ville jeg, hvis jeg skulle foretage sammenligningen alligevel, beslutte det modsatte af, hvad han har gjort. De borgerkrige, som er startet på grund af anfægtelser af arvefølgerettigheder, er utallige og har været mere rædselsfulde og længerevarende end de, som er opstået over valg. Alle de franske borgerkrige opstod fra stridigheder om 138

Om de gamle og nye regeringer

arvefølgen; de skyldtes enten bestridte arvefølger eller fejlen ved arvevældet, der tillader vuggemonarkier og rigsforstanderskaber. Hvad angår England så er dets historie fuld af de samme elendigheder. Striden om arvefølgen mellem huset York og Lancaster varede et helt århundrede; og andre af samme slags er genopstået siden den tid. Dem i 1715 og 1745 var af samme slags. Arvefølgekrigen om Spaniens krone omfattede næsten det halve Europa. Urolighederne i Holland var forårsaget af nedarvningen af Statholder-embedet. En regering med et arveligt embede, der kalder sig selv fri, er som en torn i kroppen, som fremkalder en reaktion, der forsøger at udstøde den. Men jeg kunne gå videre og henføre udenrigskrige til samme årsag. Det er ved at lægge ondet arvevælde til monarki, at der opstår en permanent slægtsinteresse, hvis konstante mål er herredømme og skatteopkrævninger. Polen har qua et valgmonarki haft færre krige end de arvelige; og det er den eneste statsmagt, som har gjort et frivilligt forsøg, omend et lille et, på at ændre landets situation. Da vi nu har kigget på nogle af fejlene i de gamle, eller arvelige styreformer, så lad os sammenligne dem med det nye, eller, repræsentative system. Det repræsentative system lægger samfundet og civilisationen til grund; naturen, fornuften og erfaringen som sit ledebånd. Erfaringen fra alle tider og alle lande har vist, at det er umuligt at styre naturens uddeling af åndsevner. Hun tildeler dem efter behag. Uanset efter hvilken regel hun, så vidt vi kan se, spreder dem blandt menneskeheden, så forbliver den regel en hemmelighed for mennesket. Det ville være lige så latterligt at forsøge at ændre arveligheden af menneskelig skønhed som af visdom. Uanset hvad der for tiden udgør visdom, så er det som en kimløs plante; den kan plejes, når den dukker op, men den kan ikke fremkaldes efter ønske. Der er altid en tilstrækkelighed et eller andet sted i samfundets almindelige masse til ethvert formål; men med hensyn til hvilke dele af samfundet, så skifter det konstant sted. Det stiger i én i dag, i en anden i morgen, og har

139

Om de gamle og nye regeringer.

sandsynligvis på skift besøgt enhver familie på jorden og er så forsvundet igen. Da dette er naturens orden, må ordenen i statsmagten nødvendigvis følge den, ellers vil statsmagten, som vi ser den gøre, degenerere ned i uvidenhed. Arvevælde er derfor i uoverensstemmelse både med menneskelig visdom og med menneskets rettigheder og er absurd såvel som uberettiget. Som bogstavets republik frembringer de bedste litterære værker ved at give ånden en fair og universel chance, således forventes det, at det repræsentative styre frembringer de klogeste love ved at indhente visdom, hvor den kan findes. Jeg ler for mig selv, når jeg tænker på den latterlige ubetydelighed, som litteraturen og alle videnskaberne ville synke i, hvis de blev gjort arvelige, og jeg overfører den samme ide på styreformer. Et arveligt guvernørembede er lige så ulogisk som en arvelig forfatterkarriere. Jeg ved ikke, om Homer eller Euklid havde sønner, men jeg tør godt fremsætte et synspunkt om, at hvis de havde efterladt deres arbejde ufærdigt, ville disse sønner ikke have kunnet færdiggøre dem. Behøver vi noget stærkere bevis for absurditeten i arvevælde, end at se på efterkommerne, uanset hvad de lavede, af de mænd, som engang var berømte? Er der bare ét eksempel på, at der ikke har været en fuldstændig kovending i karakteren? Det virker som om, at åndsevnernes tidevand strømmede ind i visse kanaler, så langt som det kunne, og så fortrød sin retning og flød ind i andre. Hvor irrationelt er da arvevældet, som danner magtkanaler, hvori visdommen nægter at flyde. Ved at lade denne selvmodsigelse fortsætte er menneskeheden konstant i strid med sig selv; man accepterer som konge, højtstående embedsmand eller lovgiver, en person, som man ikke ville vælge til politibetjent. Det virker, ved en umiddelbar betragtning, som om revolutioner skaber ånd og talent, men disse begivenheder gør ikke andet end at fremkalde dem. Der findes i mennesket en slumrende masse af fornuft, som ville gå i graven med dem i den tilstand, med mindre noget kaldte den til live. Da det er til samfundets fordel, at alle dets evner brin140

Om de gamle og nye regeringer

ges i anvendelse, burde dannelsen af en regering ske således, at den på en stille og ligetil måde formår at udnytte hele den kapacitet, som aldrig udebliver fra revolutioner. Dette kan ikke finde sted i det åndsforladte arvevælde, ikke bare fordi det forhindrer det, men fordi dets formål er at afstumpe. Når en nations vilje kues på grund af en politisk overtro i dets regering, sådan som arvevælde er, taber det en stor del af sin kraft på andre områder og sager. Arvevælde kræver samme lydighed overfor uvidenhed som overfor visdom; og når sindet først kan få sig selv til at vise denne kritikløse ærefrygt, synker det under lavmålet for menneskets åndelige statur. Det dur kun til at være stor i små ting. Det begår forræderi mod sig selv og kvæler de fornemmelser, som ville afsløre det. Selvom de gamle stater giver os et sørgeligt billede af menneskets vilkår, er der et, som hæver sig over den generelle beskrivelse af alle andre. Jeg tænker på athenernes demokrati. Der er mere, vi kan beundre og mindre at fordømme i det store, ekstraordinære folk end hos noget andet i historien. Hr. Burke er så lidt bekendt med principperne bag regeringsformernes bestanddele, at han blander demokrati og repræsentation sammen. Repræsentation var en ukendt ting i de antikke demokratier. I disse mødte folkets masse op i egen person og lovgav (bogstaveligt talt). Oprindeligt demokrati var simpelthen oldtidens forsamlingshuse. Det kendetegner formen såvel som almenhedsprincippet i styreformen. Efterhånden som demokratiernes befolkning øgedes, og territoriet blev udvidet, blev den direkte demokratiske form besværlig og upraktisk, og da systemet med repræsentation ikke var kendt, var konsekvensen, at de enten degenererede til monarkier under vold og uro eller blev opslugt i de, som allerede eksisterede. Havde man dengang forstået repræsentationstanken, som man gør nu, er der ikke nogen grund til at tro, at de styreformer, der nu kaldes monarki og aristokrati, nogensinde ville være opstået. Det var behovet for en måde at samle dele af samfundet på, efter at de var blevet for befolkningsrige og udstrakte for direkte demokrati, og tilsvarende for de spredte og løsrevne 141

Om de gamle og nye regeringer.

vilkår for hyrder og kvægrøgtere i andre dele af verden, som gav disse unaturlige styreformer mulighed for at dannes. Da det er nødvendigt at korrigere alt det fejlagtige sludder, som er kommet frem om emnet styreformer, vil jeg gå videre med at kommentere nogle andre. Det har altid været hoffolks og kabinet regeringers politiske profession at misbruge noget, de kalder republik; men hvad republik var, eller er, har de aldrig prøvet på at forklare. Lad os kigge lidt på den sag. De eneste styreformer er demokrati, aristokrati, monarki og det, der nu kaldes repræsentation. Det, der kaldes republik, er ikke nogen bestemt styreform. Det er helt og fuldstændigt karakteriseret af det formål, den sag eller genstand som statsmagten bør indrettes efter, Res-Publica, til offentligheden eller almenvældets gavn; eller, bogstaveligt talt, de folkelige sager. Det er navnet på et godt udgangspunkt, som henviser til, hvad der burde være regeringens hensigt og karakter; og i den forstand står det i direkte modsætning til ordet monarki, som har en tarvelig klang. Det betyder vilkårlig magt i hænderne på en enkelt person, hvor formålet for magtudøvelse er ham selv og ikke almenvældet. Enhver regering, der ikke baserer sig på en republiks principper, eller som med andre ord ikke gør almenvældets interesser til sit hele og eneste formål, er ikke en god regering. Republikansk styre er ikke mindre end statsmagt dannet for og udført i offentlighedens interesse såvel individuelt som kollektivt. Det er ikke nødvendigvis relateret til nogen bestemt form, men knytter sig bedst til den repræsentative form, som er mest egnet til at opnå de mål, som er grunden til, at en nation påtager sig de administrative udgifter til en regering. Forskellige styreformer har forsøgt at kalde sig selv republikanske. Polen kalder sig selv en republik, men er et arveligt aristokrati med det, der kaldes valgmonarki. Holland kalder sig selv en republik, men er hovedsagelig aristokratisk med et arveligt statholderembede. Men Amerikas styreform, som helt er baseret på repræsentation, er den 142

Om de gamle og nye regeringer

eneste virkelige republik i karakter og ånd, som eksisterer i dag. Dets regering har intet andet formål end nationens offentlige interesser, og derfor er det med rette en republik, og amerikanerne har sikret sig, at det og intet andet altid skal være regeringens formål ved at afvise al arvevæsen og udelukkende etablere regeringer med repræsentation. De, som har sagt, at en republik ikke er en styreform beregnet til lande af stor udstrækning, forveksler først og fremmest en regerings gøremål med en styreform; for begrebet res-publica gælder i samme omfang hele området og hele befolkningen. For det andet, hvis de mente noget med hensyn til form, så var det den direkte demokratiske form, som var styreformen i oldtidens demokratier, som ikke havde repræsentation. Sagen er derfor ikke, at en republik ikke kan være stor, men at den ikke kan være stor i sin direkte demokratiske form; og spørgsmålet bliver naturligvis så: Hvad er den bedste styreform til at varetage en nations respublica eller offentlige sager, efter den er blevet for stor og befolkningsrig til styreformer baseret på direkte demokrati? Det kan ikke være monarki, fordi monarki er ligeså kritisabelt som det direkte demokrati. Det er muligt, at en person kan fremlægge et system af principper, på hvilket statsmagt kan etableres forfatningsmæssigt for et område af enhver størrelse. Dette er dog kun en intellektuel handling, som fremkommer ved egen kraft. Men anvendelsen af disse principper, som de forskellige og talrige omstændigheder i en nation kalder på, kræver en anden slags viden, som kun kan skaffes fra samfundets forskellige sider. Det er en kombination af viden, som ingen enkeltperson kan have, og derfor er monarkiets styreform af begrænset praktisk værdi på grund af den manglende viden, ligesom den demokratiske form er på grund af den store befolkningsmængde. Den ene forfalder gennem vækst til kaos, den anden til vankundighed og uduelighed, som alle de store monarkier er beviser på. Monarkiet kan således ikke erstatte demokratiet, fordi det har lignende ulemper. Blev det gjort arveligt, kunne det så meget desto mindre. Det er den mest effektive form til at udelukke viden. Ej heller kunne det høje demokratiske sind frivilligt underlæg143

Om de gamle og nye regeringer.

ge sig selv at blive styret af børn og idioter og hele det brogede menageri, som kendetegner et så rent dyrisk system; skam og skændsel mod fornuften og menneskeheden. Hvad angår den aristokratiske form, har den de samme laster og defekter som monarkiet, bortset fra at chancerne for evner er bedre på grund af det større antal, men der er stadig ingen sikkerhed for, at de benyttes og anvendes rigtigt. 1 Sammenlignet med det oprindelige direkte demokrati giver det de sande data, som statsstyre i stor skala kan begynde ud fra. Det kan ikke udvides, ikke på grund af princippet, men på grund af den ubekvemme form; og monarki og aristokrati på grund af sin uduelighed. Når man så fastholder demokratiet som grundlag og forkaster monarki og aristokrati som korrupte systemer, fremstår naturligt det repræsentative system, der på én gang afhjælper defekterne ved den direkte demokratiske form og udueligheden ved de to andre med hensyn til viden. Direkte demokrati var samfund, der styrede sig selv uden hjælp fra sekundære midler. Ved at pode demokratiet med repræsentation når vi frem til en regeringsform, der er i stand til favne og forbinde alle de forskellige interesser og ethvert omfang af territorie- og befolkningsstørrelse, og det med så langt mere overlegne fordele i forhold til arvevælde, som bogstavernes republik er i forhold til litterær arvelighed. Det er på dette system, at den amerikanske styreform er baseret. Det er repræsentation podet på demokrati. Det har defineret formen på alle områder i et omfang svarende til vidden i princippet. Hvad Athen var i miniature, vil Amerika blive i storskala. Det ene var den antikke verdens under, den anden bliver nutidens forbillede. Det er den nemmeste af alle regeringsformer at forstå og den praktisk mest tiltrækkende, og forhindrer straks uvidenheden og usikkerheden ved den arvelige form og ubekvemmeligheden ved det direkte demokrati. 1

Læseren henvises til Menneskets rettigheder, Første Del, for en beskrivelse af aristokrati.

144

Om de gamle og nye regeringer

Det er umuligt at forestille sig en styreform, som er i stand til at operere i så vidtstrakte områder og i så forskellige interessekredse, som det straks er muligt med repræsentationens virkemåde. Frankrig, stort og befolkningsrigt, som det er, er kun en bagatel for dets rummelighed. Det er at foretrække frem for direkte demokrati selv i små områder. Athen ville have udkonkurreret sit eget demokrati med repræsentation. Det, som kaldes statsstyre eller snarere det, som vi burde forestille os, var statsstyre, er ikke andet end et fælles center, hvori alle dele af samfundet forenes. Der kan ikke på nogen måde skabes et mere tillokkende system for samfundets forskellige interesser end det repræsentative system. Det samler den viden, der er nødvendig for at pleje alles interesser og helheden. Det sætter statsstyre i en tilstand af konstant modenhed. Det er, som det allerede er skrevet, aldrig ungt, aldrig gammelt. Det kan ikke blive umodent eller senilt. Det vil aldrig ligge i vuggen eller gå på krykker. Det tillader ikke en adskillelse af viden og magt og er, som statsmagt altid bør være, hævet over tilfældighederne ved enkeltpersoner, og er derfor det, der kaldes monarki, overlegent. En nation er ikke en krop, hvis skikkelse skal repræsenteres ved en menneskelig krop; men den er, ligesom en krop, indeholdt i en cirkel med et fælles center, hvor alle radier mødes; og det center dannes ved repræsentation. At forbinde repræsentation med det, der kaldes monarki, er excentrisk statsstyre. Repræsentation er i sig selv nationens delegerede monarki og kan ikke nedværdige sig selv ved at lade sig dele med andre. Hr. Burke har to eller tre gange i sine taler i Parlamentet og i sine publikationer udsendt et ordskvalder, som var blottet for tanker. Om styreformer siger han: "Det er bedre at have monarki som grundlag og republikansk styre som rettesnor end republikansk styre som grundlag og monarki som rettesnor." – Hvis han mener, at det er bedre at erstatte dårskab med visdom, end visdom med dårskab, vil jeg blot bruge som argument overfor ham, at så ville det være meget bedre at forkaste dårskaben helt. 145

Om de gamle og nye regeringer.

Men hvad er denne ting, som hr. Burke kalder monarki? Vil han forklare det? Alle mennesker kan forstå, hvad repræsentation er, og at det nødvendigvis må indbefatte et spektrum af viden og talent. Men hvilken sikkerhed er der for samme egenskab for monarkiets del? Eller, når monarkiet er et barn, hvor er da visdommen? Hvad ved det om statsledelse? Hvem er så monarken, og hvor er monarkiet? Hvis det skal ledes som et rigsforstanderskab, viser det, at det er en farce. Et rigsforstanderskab er en slags skinrepublik, og al monarki fortjener ikke nogen bedre betegnelse. Det er en ting, så varieret som fantasien kan forestille sig. Det har intet af den stabile karakter, som statsstyre bør have. Ethvert tronfølge er en revolution og ethvert rigsforstanderskab en kontra-revolution. Det hele er en forestilling af konstant klikedannelse og intrigeren, som hr. Burke er et eksempel på selv. Hvis monarki skulle være velegnet til statsledelse, skulle tronfølgeren ikke fødes som spæd, men som voksen mand med det samme, og den mand skulle være en Salomon. Det er latterligt, at nationer skal vente og statsledelse afbrydes, indtil drenge bliver til mænd. Om jeg besidder for lidt fornuft til at forstå, eller for meget til at blive bedraget; om jeg har for meget eller for lidt stolthed eller af noget andet, tager jeg ikke stilling til; men vist er det, at det, der kaldes monarki, altid har forekommet mig fjollet og foragteligt. Jeg sammenligner det med noget, der gemmes bag et tæppe, som der er en masse larm og spektakel omkring og en underfuld stemning af ophøjethed ved, men når tæppet ved et uheld løftes, og publikum ser, hvad det er, så bryder de ud i grin. I den repræsentative regeringsform kan intet af dette ske. Som nationen selv besidder den en stadig vedholdenhed, såvel i legeme som sjæl og fremstår på verdens åbne scene på smuk og modig vis. Hvad end dens udmærkelser og fejl er, så er de synlige for alle. Den lever ikke på bedrag og mystik; den benytter sig ikke af tomme floskler og sofisteri, men fremmaner et sprog som, sendt fra hjerte til hjerte, taler til både hjertet og hjernen. Vi må lukke øjnene for fornuften, vi må dybt fornærme vor forståelse for ikke at se tåbeligheden i det, der kaldes 146

Om de gamle og nye regeringer

monarki. Naturen er regulær og velordnet i alle sine ting; men dette er en styreform, som går imod naturen. Det vender fremgangen for menneskets åndsevner på hovedet. Det udsætter ældre for at blive regeret af børn og visdom af dumhed. Derimod er det repræsentative system altid i overensstemmelse med naturens orden og uforanderlige love, og opfylder i alle dele menneskets krav til fornuft. Eksempelvis: I det amerikanske føderale statsstyre er der delegeret mere magt til præsidenten for De Forenede Stater end til noget andet individuelt medlem af Kongressen. Han kan derfor ikke vælges til dette embede, hvis han er under femogtredive år. Ved den alder bliver en mands dømmekraft mere moden, og han har levet længe nok til at gøre sig bekendt med mennesker og sager og landet med ham. Men når det er monarkiet, der er tale om, (fraregnet de utallige chancer der er for at ethvert menneske født i denne verden trækker en gevinst i åndsevnernes lotteri) sættes den næste i arvefølgen i spidsen for kronen og regeringen, uanset hvordan han er, i en alder af atten år. Virker dette som en handling præget af visdom? Er det i overensstemmelse med en nations passende værdighed og stolte karakter? Hvad er det rimelige i at kalde sådan en knægt for landsfader? Under alle omstændigheder, så er en person umyndig, indtil han er fyldt enogtyve år. Før denne alder betros han ikke at styre en hektar jord eller at arve en flok får eller svin; men, sandelig! må han i en alder af atten år betros en nation. At monarki kun er en skal, en kunstfærdig ting til at indsamle penge, er indlysende (i det mindste for mig) fra alle synsvinkler, man kan beskue det. Det ville være umuligt, under det rationelle repræsentative styre, at samle udgifter i samme enorme omfang som dette bedrag tillader. En regering er ikke i sig selv en særlig dyr institution. Hele udgiften til Amerikas føderale styre, som er baseret på det repræsentative system, som jeg allerede har nævnt, og som strækker sig over et land næsten ti gange så stort som England, er bare sekshundrede tusinde dollars eller ethundrede og femogtredive tusinde pund.

147

Om de gamle og nye regeringer.

Jeg antager, at ingen med sine sansers fulde brug ville sammenligne karakteren af Europas konger med general Washingtons. Og dog er udgiften i Frankrig og i England alene til civiletaten otte gange højere pr person end udgiften til hele det føderale styre i Amerika. At finde en forklaring på dette forekommer næsten helt umuligt. Størstedelen af folk i Amerika, især de fattigste, er bedre i stand til at betale skatter end størstedelen af folk i både Frankrig og England. Men sagen er, at det repræsentative system spreder en vældig mængde viden i en nation om begrebet statsstyre, tilintetgør uvidenheden og forhindrer bedrag. Bureaukratiets håndværk kan ikke leve i det miljø. Der er ikke rum til mystik; intet sted det kan starte. De, som ikke deltager i repræsentationen, ved lige så meget om tingene, som dem, der gør. En forkærlighed for mystisk betydningsfuldhed ville blive opdaget. Stater kan ikke have nogen hemmeligheder; og hemmelighederne ved hoffet er altid, som dem hos personer, deres skavanker. I det repræsentative system må årsagen til alt fremgå offentligt. Ethvert menneske er delejer af regeringen og betragter det som en nødvendig del af sine pligter at forstå. Den har hans interesse, fordi den påvirker hans ejendom. Han kigger på dens omkostninger og sammenligner den med fordelene; og frem for alt adopterer han ikke den slaviske tradition at følge, hvad der under andre styreformer kaldes ledere. Det kan kun være ved at forblinde menneskets forståelse og få det til at tro, at statsstyre er en underfuld mystisk ting, at overdrevne skatter kan inddrives. Monarki er nøje konstrueret med henblik på at sikre det formål. Det er styreformernes pavestol; en ting opretholdt for at more folket og få dem til at acceptere skatter. Et frit lands styre afhænger rent ud sagt ikke af personerne, men af lovene. Udøvelsen af disse kræver ikke de store udgifter, og når de føres ud i livet virker hele det civile styre – resten er kun bureaukratisk juristeri.

148

Kapitel IV Om forfatninger At mennesker mener bestemte og forskellige ting, når de taler om forfatninger og styreformer er åbenlyst; hvorfor ellers bruge forskellige udtryk? En forfatning skabes ikke af statsmagten, men af et folk, der former en statsmagt, og statsmagt uden en forfatning er magt uden ret. Al magt udøvet i en nation må have en eller anden oprindelse. Den må enten være delegeret eller selvbestaltet. Der er ikke andre oprindelser. Al delegeret magt er tillid, og al selvbestaltet magt er undertrykkelse. Tiden ændrer ikke naturen eller karakteren af nogen af dem. Når man betragter dette emne, præsenterer forholdene omkring Amerika sig som begyndelsen på en ny verden, og vores undersøgelse af statsmagtens oprindelse forkortes ved at henholde os til de fakta, som er tilvejebragt i vores egen tid. Der er ingen grund til at lede efter oplysninger i antikkens obskure discipliner og ej heller til at kaste os ud i gætteri. Vi bringes lige til det øjeblik, hvor statsmagten dannes, som om vi befandt os i tidernes morgen. Det virkelige opslagsværk, ikke et historisk, men en fagbog, ligger for vores øjne, uforvansket af manipuleringer og vanetænkningens fejl. Jeg vil her kort beskrive oprindelsen til de amerikanske forfatninger, hvoraf forskellen på forfatninger og styreformer vil fremgå tilstrækkeligt tydeligt. Det virker ikke urimeligt at minde læseren om, at Amerikas Forenede Stater består af tretten separate stater, som hver især dannede deres egen regering efter Uafhængighedserklæringen af 4. juli, 1776. Hver stat handlede uafhængigt af resten under dannelsen af regeringerne, men de samme generelle principper gennemsyrer dem alle. Da de mange regeringer var blevet dannet, gik de videre med at danne den føderale regering, som handler på alles vegne i sager, der vedrører alles interesser, eller som angår affærer staterne imellem eller med fremmede nationer. Jeg vil begynde med at give et eksempel fra en af staternes regerin149

Om forfatninger

ger (den i Pennsylvania) og så fortsætte med den føderale regering. Staten Pennsylvania, omend omtrent på størrelse med England, var da opdelt i bare tolv amter. Hvert af disse amter havde valgt en komite ved udbruddet af uoverensstemmelsen med den engelske regering, og da byen Philadelphia, som havde sin egen komite, var den mest centrale hvad angår efterretninger, blev den center for kommunikationen mellem de mange amtskomiteer. Da det blev nødvendigt at gå videre med at danne en regering, foreslog komiteen at en forsamling af alle komiteer skulle holdes i byen, og de mødtes i slutningen af juli 1776. Selvom disse komiteer retmæssigt var blevet valgt af folket, var de ikke valgt til det udtrykkelige formål og ej heller bemyndiget til at udforme en forfatning; og da de ikke, i overensstemmelse med de amerikanske tanker om rettigheder, kunne tiltage sig denne myndighed, kunne de kun rådslå om sagen og sætte den i gang. Mødedeltagerne gjorde ikke andet end at fastslå dette og anbefale de mange amter at vælge seks repræsentanter for hvert amt, der skulle mødes i Philadelphia med bemyndigelse til at udforme en forfatning og foreslå den for offentligheden. Denne forsamling, som Benjamin Franklin præsiderede for, enedes efter drøftelser om en forfatning, som de derpå beordrede offentliggjort, ikke som en vedtaget sag, men til overvejelse for hele folket til billigelse eller forkastelse og udsatte så resten af mødet til et senere fastsat tidspunkt. Da ventetiden var ovre, samledes man igen, og da folkets generelle billigelse af forfatningen så var kendt, blev forfatningen skrevet under, forseglet og proklameret på folkets vegne, og det originale dokument arkiveret som offentlig akt. Forsamlingen fastsatte så en dato for det almindelige valg af de repræsentanter, som skulle udgøre regeringen og det tidspunkt, den skulle virke fra; og efter dette opløste forsamlingen sig selv og vendte tilbage til deres forskellige hjemsteder og professioner. I denne forfatning indgik først en deklaration om rettigheder, så fulgte den form og de magtbeføjelser, som regeringen skulle have, domstolenes autoritet, måden valg skul150

Om forfatninger

le gennemføres på og antallet af repræsentanter og valgmænd, åremålet hver forsamling skulle virke, som var ét år, måden hvorpå der skulle beskattes og gøres rede for forbruget af offentlige midler, udnævnelse af embedsmænd etc. etc. Ingen forordning i denne forfatning kunne ændres eller begrænses på foranledning af den regering, der skulle følge. Den var en lov for denne regering. Men da det ville være uklogt at udelukke sig fra erfaringens gevinster og tillige undgå en fejludvikling, hvis nogle fejl skulle findes, og sikre at styreformen til alle tider var i overensstemmelse med statens behov, foranledigede forfatningen, at der skulle vælges en forsamling hvert syvende år med det udtrykkelige formål at revidere den og foretage ændringer, tilføje eller ophæve elementer, hvis noget sådant blev fundet nødvendigt. Her ser vi en regulær fremgangsmåde, - en regering, der lovgiver ud fra en forfatning skabt af folket i overensstemmelse med dets karakter, og at den forfatning tjener, ikke bare som bemyndigelse, men som en lov, der skal styre regeringen. Det var statens politiske bibel. Der var knapt en familie, som ikke besad en kopi. Ethvert medlem af regeringen ejede den, og intet var mere almindeligt, når en diskussion rejste sig om princippet bag en lov eller om udstrækningen af en bemyndigelse, end at medlemmerne tog den trykte forfatning op af lommen og læste det kapitel højt, som den sag nu var relateret til. Da jeg nu har givet et eksempel fra en af staterne, vil jeg vise den måde som De forenede Staters føderale forfatning udsprang fra og blev skabt med. Kongressen var ved sine to første møder i september 1774 og maj 1775 ikke andet end en forsamling af delegationer fra de mange provinsers (siden stater) lovgivende forsamlinger og havde ingen bemyndigelse, udover hvad der var bred enighed om og nødvendigheden af, at den fungerede som offentligt organ. Angående alt, der omhandlede Amerikas indenrigssager, nøjedes kongressen med at udstede anbefalinger til de mange provinsråd, som selv besluttede, om de ville følge dem eller ej. Intet var fra kon151

Om forfatninger

gressens side obligatorisk, og dog blev den i dette tilfælde adlydt mere loyalt og oprigtigt end nogen regering i Europa. Dette tilfælde viser til fulde, ligesom det med den nationale forsamling i Frankrig, at en statsmagts styrke ikke beror på sig selv men på befolkningens opbakning. Når denne mistes, bliver statsmagten kun et barn med magt, og selvom den kan genere enkeltpersoner for en tid, som den tidligere statsmagt i Frankrig, medfører det kun dens eget fald. Efter uafhængighedserklæringen blev det i overensstemmelse med princippet, som repræsentativt styre er baseret på, at kongressens bemyndigelse skulle beskrives og fastslås. Om bemyndigelsen skulle være større eller mindre, end den kongressen på det tidspunkt administrerede efter eget skøn, var ikke spørgsmålet. Det var blot af formelle årsager. Til det formål blev et lovforslag, kaldet konføderationsloven (som var en slags ufuldstændig føderal forfatning), fremlagt og efter lang tids debat vedtaget år 1781. Det var ikke på foranledning af kongressen, fordi det er i uoverensstemmelse med det repræsentative demokrati, at en myndighed skulle tildele sig selv magt. Kongressen oplyste først alle staterne om de beføjelser, som de mente var nødvendige at tildele unionen, for at den kunne udføre de opgaver og ydelser, der blev forlangt af den, og staterne blev enige med hinanden om at samle disse beføjelser i Kongressen. Det vil være på sin plads at nævne, at i begge disse tilfælde (Pennsylvanias og De forenede Staters) eksisterer der ikke noget begreb som en pagt mellem folket på den ene side og statsmagten på den anden. Pagten blev indgået indbyrdes mellem folket med henblik på at danne og nedsætte en central statsmagt. At antage at nogen statsmagt kan indgå en pagt med hele folket er at antage, at den kan eksistere, før den er berettiget. Det eneste tilfælde, hvor en pagt kan indgås mellem folket og dem, som udøver regeringsmagten, er, at folket skal lønne dem, når de vælger at ansætte dem. Statsstyre er ikke en profession, som noget menneske eller nogen forsamling af mennesker har ret til at etablere og udøve for at skaffe sig biindtægter, men er simpelthen 152

Om forfatninger

blot en tillidsforanstaltning overfor dem, som denne tillid vises, og som altid kan trækkes tilbage. Den besidder ikke nogen rettigheder i sig selv men kun forpligtelser. Efter at have vist to tilfælde af den oprindelige udformning af en forfatning, vil jeg nu vise den måde, som begge er blevet ændret på siden deres første udformning. De beføjelser, som blev tildelt de enkelte stater gennem statsforfatningerne blev med tiden fundet for store og de, tildelt den føderale regering via konføderationsloven, for små. Fejlen lå ikke i princippet men i magtfordelingen. Mange indlæg i pamfletter og aviser udkom om det rigtige og nødvendige i at omforme det føderale statsstyre. Efter en tids offentlig debat gennem pressen og i samtaler, foreslog Virginia, der oplevede nogle vanskeligheder med handelen, at holde en kontinental konference, hvoraf følgen blev, at en deputation fra fem eller seks stater mødtes i Annapolis, Maryland i 1786. Denne forsamling, der ikke anså sig selv for at være tilstrækkeligt bemyndiget til at foretage en reform, gjorde ikke andet end at erklære sig almindeligt enig i behovet og anbefalede, at et konvent blandt alle stater skulle holdes det følgende år. Konventet fandt sted i maj 1787 i Philadelphia, og general Washington blev valgt som præsident for det. Han var ikke på det tidspunkt involveret i nogle regeringsopgaver eller i kongressen. Han opgav sin officersbestalling, da krigen endte, og havde siden da levet som privat borger. Konventet gik dybt ned i alle emner, og efter en række debatter og undersøgelser var de blevet enige om de enkelte dele af forfatningen; det næste spørgsmål var så, hvordan den skulle bibringes autoritet og bringes i anvendelse. Til dette formål sendte de ikke som en flok intrigemagere bud efter en hollandsk statholder eller en tysk opmand men overlod hele sagen til landets afgørelse og interesser. De bestemte først, at den foreslåede forfatning skulle offentliggøres. Dernæst at hver stat skulle vælge en forsamling med det udtrykkelige formål at gennemgå, godkende eller forkaste den, og, så snart godkendelsen og ratificeringen var opnået af ni stater, skulle disse stater gå videre med at vælge deres del af medlemmerne til den nye fødera153

Om forfatninger

le regering, hvorefter den straks skulle begynde at virke og den tidligere føderale regering ophøre. De enkelte stater gik i gang med at vælge deres forsamlinger. Nogle af disse forsamlinger ratificerede forfatningen med meget stort flertal og to eller tre enstemmigt. I andre var der mange diskussioner og meningsforskelle. I Massachusetts forsamling var der kun et flertal på 19-20 ud af 300 medlemmer, men det repræsentative styres natur er sådan, at det roligt beslutter alle ting ved flertal. Efter at debatten i Massachusetts forsamling var blevet lukket, og afstemningen foretaget, rejste oppositionen sig og erklærede 'at selvom de havde argumenteret og stemt imod den, fordi de så visse dele af den i et andet lys end andre medlemmer, så ville de dog give den samme støtte i praksis, som hvis de havde stemt for den, nu da afstemningen var faldet ud til den foreslåede forfatnings fordel'. Så snart de ni stater havde indvilliget (og resten fulgte efter i den rækkefølge, deres forsamlinger blev valgt), blev den gamle centralmagt revet ned, og den nye, som general Washington blev præsident for, rejst. På dette sted kan jeg ikke lade være at bemærke, at denne herres karakter og tjenester er tilstrækkeligt til at udskamme alle de, som kalder sig konger. Mens de af menneskehedens sved og arbejde modtager en overdådig betaling, som hverken deres evner eller tjenester kan berettige, yder han enhver tjeneste, som står i hans magt at udføre og afviser enhver pengemæssig belønning. Han accepterede ingen betaling som hærchef; han accepterer ingen som præsident for De forenede Stater. 1 Efter at den nye føderale forfatning var på plads, mente staten Pennsylvania, at dele af dens egen forfatning trængte til at blive ændret og valgte en forsamling til det formål. De foreslåede ændringer blev offentliggjort, og befolkningen indvilligede i, at de blev gennemført. I udformningen af forfatningerne eller ved ændringer i dem, var der intet eller kun lidt besvær. Dagens normale gang blev ikke forstyrret og fordelene har været store. Det 1

Washington blev senere overtalt til at modtage løn som præsident.

(o.a)

154

Om forfatninger

er altid i langt flere indbyggeres interesse, at tingene rettes end at lade dem forblive skæve, og når samfundsspørgsmål er til fri debat og offentlighedens selvbestemmelse fungerer frit, vil den ikke tage den forkerte beslutning, med mindre den beslutter sig for hastigt. I de to tilfælde af forfatningsændringer spillede de siddende regeringer ingen rolle. Statsmagten har ikke ret til at tage del i nogen debat angående principperne for eller måden forfatningerne udformes på. Det er ikke af hensyn til dem, som udøver regeringsmagten, at forfatninger og de regeringer, der gennemfører deres bestemmelser, etableres. I alle de sager tilhører retten til at dømme og handle dem, som betaler, og ikke dem som modtager. En forfatning er nationens ejendom og tilhører ikke dem, som udøver statsmagten. Alle Amerikas forfatninger erklærer, at deres autoritet udspringer af folket. I Frankrig bruges ordet nation i stedet for folket, men i begge tilfælde går forfatningen forud for statsmagten og er altid adskilt fra denne. I England er det ikke svært at få den opfattelse, at alle har en forfatning undtagen nationen. Ethvert selskab og forening, der findes, enedes først om et antal oprindelige bestemmelser og krystalliserede dem i en form, som er deres forfatning. De udpegede så deres bestyrelsesmedlemmer, med beføjelser og autoritet som beskrevet i denne forfatning, hvorefter ledelsen af foreningen kunne begynde. De bestyrelsesmedlemmer, uanset deres benævnelse, har ingen bemyndigelse til at tilføje, ændre eller forkorte de oprindelige bestemmelser. Det er kun de besluttende forsamlinger, den ret tilhører. På grund af manglende forståelse for forskellen mellem forfatning og statsmagt har Dr. Johnson, og alle lignende skribenter, altid taget fejl. De indså kun, at der måtte findes en styrende magt et eller andet sted, og de lagde den magt i hænderne på dem, som udøvede statsmagten i stedet for at placere den i en forfatning skabt af nationen. Når den ligger i en forfatning, har den nationens støtte, og de styrende naturlige og politiske kræfter virker sammen. Lovene, som udøves af statsmagten, styrer kun mennesket enkelt155

Om forfatninger

vis, mens nationen, gennem sin forfatning, kontrollerer al statsmagt og besidder den naturlige kvalifikation til at gøre det. Den endelige absolutte magt og den oprindelige forfatningsdannende magt er derfor en og samme magt. Dr. Johnson kunne ikke have fremført et sådant synspunkt i noget land, som havde en forfatning; og han er i sig selv et bevis på, at der ikke eksisterer noget som en forfatning i England. Men man kan stille det spørgsmål, som det ikke vil være urimeligt at efterforske, at hvis en forfatning ikke eksisterer, hvordan kan opfattelsen af dens eksistens så være så udbredt? For at afgøre det spørgsmål er det nødvendigt at betragte en forfatning ud fra dens to funktioner: - for det første at skabe en statsmagt og tildele den beføjelser. For det andet at regulere og begrænse de beføjelser, der således er givet. Hvis vi begynder med Wilhelm af Normandiet, ser vi, at Englands styre oprindeligt var et despoti funderet på en invasion og erobring af landet. Når dette er givet, ser det så ud til, at nationens anstrengelser til forskellige tider på at dæmme op for dette despoti og gøre det mindre utåleligt har været forvekslet med en forfatning. Magna Carta, som det blev kaldt (nu er det snarere som en almanak fra samme dato), var intet andet end at tvinge statsmagten til at afgive en del af sine selvbestaltede beføjelser. Det skabte ikke og tildelte ikke en regering beføjelser på samme måde som en forfatning, men havde i bedste fald mere karakter af tilbageerobring og ikke forfatning; for kunne nationen helt have kastet åget af sig, som Frankrig har gjort med sit despoti, skulle den så have udformet en forfatning. Edward- og Henry-slægternes historie, og indtil begyndelsen på Stuarterne, udviser så mange tilfælde af tyranni, som kunne udøves inden for de begrænsninger, som nationen havde udstukket. Stuarterne forsøgte at overskride disse grænser, og deres skæbne er velkendt. Blandt alle de tilfælde ser vi intet spor af en forfatning, men kun begrænsninger af de selvbestaltede beføjelser. Efter dette fulgte en anden William af samme slags og tog magten med henvisning til samme oprindelse; og af de to onder, James

156

Om forfatninger

og William, foretrak nationen det, den anså for mindst, siden omstændighederne krævede en af dem. Loven kaldet Bill of Rights, falder her i øjnene. Hvad er det andet end en studehandel, som statsmagtens parter gjorde med hinanden for at dele magten, fortjenesten og privilegierne? Du får så meget, og jeg vil have resten; og med hensyn til nationen, når ret skal være ret, skal I have ret til at sende anmodninger. Således er Bill of Rights i virkeligheden mere en Bill of Wrongs og en fornærmelse. Hvad angår forsamlingsparlamentet, var det en ting, som skabte sig selv, og derefter udstedte de beføjelser, som de handlede under. Nogle få personer mødtes og kaldte sig selv ved det navn. Flere af dem var aldrig blevet valgt og ingen af dem til det formål. Fra Williams tid udsprang en slags regering, som lovgav ud fra denne Bill of Rights; og i endnu højere grad siden korruptionen indledt af Hannovertronfølgen gennem Walpoles mellemkomst; det kan ikke beskrives med andre ord end tyrannisk lovgivning. Selvom parterne kan genere hinanden, har helet ingen begrænsninger; den eneste rettighed, den selv uddeler, er retten til at sende anmodninger. Hvor er da den forfatning, som tildeler og begrænser beføjelser? Det er ikke fordi, at en del af statsmagten er valgt, at den bliver mindre despotisk, hvis personerne derefter som et parlament besidder ubegrænsede beføjelser. Valget bliver i det tilfælde adskilt fra repræsentationen og kandidaterne er kandidater for tyranni. Jeg kan ikke tro, at nogen nation, der overvejer deres egne rettigheder, kunne finde på at kalde disse ting for en forfatning, hvis ikke statsmagten havde udråbt den til en forfatning. Det er gået ind i sproget som ordene bore og quoz 1 , ved at blive brugt i parlamentet, som om de ord stod på vinduesskodder og dørkarme; men uanset hvad forfatningen er i andre henseender, har den utvivlsomt været den mest produktive skattemaskine, som nogensinde er opfundet. Skatterne i Frankrig under den nye regering er knapt

1

Bore: kedelig; quoz: udtryk for absurd person eller ting. / o.a.

157

Om forfatninger

13 shilling pr hoved 1 og skatterne i England under det, der kaldes den nuværende forfatning, er 48 shilling sixpence pr hoved, mænd, kvinder og børn iberegnet, og løber op i næsten 17 mio. pund, foruden udgiften til opkrævningen, som er op mod en million mere. I et land som England, hvor hele den civile administration udføres af mennesker i enhver by og amt ved lokale tjenestemænd, magistrater, komiteer, nævninge og retsmøder, uden at ulejlige det, der kaldes statsmagten eller påføre skattekrævende udgifter ud over dommernes lønninger, er det forbløffende, hvordan en sådan mængde skatter kan pålægges. End ikke landets interne forsvar betales ud af skatterne. Ved alle lejligheder, hvad enten de er virkelige eller opfundne, falder man kontinuerligt tilbage på nye lån og nye skatter. Det er da ikke noget under, at et regeringsapparat, der er så fordelagtigt for hoffets talsmænd, prises så højt! Intet under at St. James og St. Stephens genlyder uophørligt af ordet forfatning; intet under, at den franske revolution fordømmes og at res-publica behandles med foragt. Englands røde bog, som Frankrigs røde bog, vil forklare årsagen. 2 Jeg vil nu slappe af og sende en tanke eller to til hr. Burke. Jeg beder ham om forladelse for at have ignoreret ham så længe. 'Amerika' siger han (i sin tale om den canadiske forfatningserklæring), 'drømte aldrig om noget så absurd som doktrinen om Menneskets Rettigheder'. Hr. Burke er utroligt dristig og fremfører sine påstande og sine antagelser med så stor mangel på dømmekraft, og på filosofiske og politiske principper, at de logiske konklusi1 Skatteansættelsen i Frankrig for indeværende år er 300 mio. franc, svarende til £ 12½ mio., og småskatterne er estimeret til 3 mio., eller ialt £ 15½ mio.; med 24 mio. mennesker er det knapt 30 shilling pr. hoved. Frankrig har sænket sine skatter siden Revolutionen med næsten £ 9 mio. om året. Før Revolutionen betalte byen Paris en told på op mod 30% på alle varer bragt ind i byen. Denne skat blev samlet ind ved byens porte. Den blev afskaffet den første i maj måned sidste år og portene fjernet. 2 Det, der blev kaldt 'Livre Rouge', eller den røde bog, i Frankrig var ikke helt præcis magen til Englands 'Court Calender', men den kunne tilstrækkeligt godt vise, hvordan en stor del af skatterne blev ødet bort.

158

Om forfatninger

oner, de medfører, er rent ud latterlige. For eksempel, hvis statsmagt, som hr. Burke erklærer, ikke er funderet på Menneskets Rettigheder, og er funderet på en eller anden rettighed, må den nødvendigvis være funderet på rettigheder for nogen, som ikke er mennesker. Hvad er disse 'nogen' så? I det store og hele kender vi ikke til andre skabninger, som bebor jorden end mennesker og dyr; og i alle sager, hvor der kun er to muligheder, indebærer en forkastelse af den ene en bekræftelse af den anden; og derfor argumenterer hr. Burke, ved at afvise Menneskets Rettigheder, for dyrene; og følgelig ses det, at statsmagten tilhører dyrene; og som indviklede sager sommetider forklarer hinanden, indser vi nu årsagen til, at vilddyr holdes i Tower; for de kan bestemt ikke have andet formål end at vise oprindelsen til statsmagten. De træder i stedet for en forfatning. Oh John Bull, hvilken hæder har du ikke tabt ved ikke at være et vilddyr. Du kunne, efter hr. Burkes system, have tilbragt livet i Tower. Hvis hr. Burkes argumenter ikke er vægtige nok til at holde alvoren, er fejlen mindre min end hans; og som jeg er villig til at give læseren en undskyldning for den frihed, jeg har taget, håber jeg også hr. Burke vil give sin for at have forårsaget den. Efter således at have beæret hr. Burke ved at huske ham, vender jeg tilbage til emnet. I mangel på en forfatning i England til at begrænse og styre magtens vilde impulser, er mange af lovene blevet irrationelle og tyranniske og udøvelsen af dem usikre og problematiske. Det virker som om opmærksomheden for regeringen i England (for jeg vil hellere betegne det med det navn end med Englands regering), siden dens politiske forbindelse med Tyskland, er blevet så fuldstændig fordybet i og opslugt af udenrigspolitik og måder at opkræve skatter på, at den synes kun at eksistere for det formål. Indenrigspolitik forsømmes, og hvad almindelig lov og ret angår, eksisterer det knapt nok. Næsten alle sager må nu afgøres ved præcedens, uanset om den præcedens er god eller dårlig, eller om den virkelig er relevant eller ej; og den praksis er blevet 159

Om forfatninger

så udbredt, at det fremkalder mistanke om, at den stammer fra dybere politiske motiver end først antaget. Efter revolutionen i Amerika og i endnu højere grad efter revolutionen i Frankrig, har denne reference til fortilfældenes doktrin, fundet i tidligere tider og under andre omstændigheder end de aktuelle, været den anvendte praksis for statsmagten i England. Den generelle anvendelighed af de fortilfælde er baseret på principper og opfattelser, som er det omvendte af, hvad de burde være; og jo længere tid, der er til de fortilfælde, de trækker på, jo større bør mistanken være. Men ved at forbinde disse fortilfælde med en overtroisk ærbødighed for gamle sager, som munke fremviser overfor relikvier og kalder dem hellige, bedrages størstedelen af menneskeheden af systemet. Regeringer opfører sig nu, som om de var bange for at vække bare en enkelt tanke i mennesket. De fører det stilfærdigt til fortilfældenes grav for at udslukke dets evner og bortlede dets opmærksomhed fra revolutionernes skuepladser. De føler, at det bibringes viden hurtigere end ønskeligt, og deres præcedenspolitik er et barometer for deres frygt. Denne politiske papisme, som gamle dages kirkelige papisme, har set sin tid og haster mod udgangen. Det lasede relikvie og de antikke fortilfælde, munken og monarken, vil forstøve sammen. Udøvelse af statsmagt gennem præcedens uden noget hensyn til fortilfældets principper, er et af de mest nedrige systemer, der kan konstrueres. I talrige tilfælde burde fortilfældet fungere som en advarsel og ikke som eksempel, og kræve at blive skyet frem for imiteret. Men i stedet for dette slås fortilfælde sammen under et og bliver gjort til forfatning og lov. Enten er præcedensdoktrinen en politik, der skal holde mennesket hen i uvidenhed, eller også er det et faktisk bevis på, at visdommen degenererer hos statsmagten, efterhånden som statsmagten bliver ældre og kun kan humpe sig af sted med fortilfældenes stokke og krykker. Hvordan kan det være, at de samme mennesker, som med stolthed ville lade sig anse for klogere end forgængerne, på samme tid kun virker som den forgangne visdoms spøgelser? Hvor sært det fortidige behandles! Til brug for nogle formål omta160

Om forfatninger

les det som mørkets og uvidenhedens tid, og til andre formål fremstilles det som universets lys. Hvis doktrinen om fortilfælde skal følges, behøver statens udgifter ikke fortsætte, som de er nu. Hvorfor betale mennesker, som kun har lidt at lave, så ødselt? Hvis alt, der kan ske, allerede er foregået, er lovgivningen afsluttet og fortilfælde afgør som et opslagsværk enhver sag. Derfor er staten enten blevet ramt af senilitet og har behov for at blive fornyet, eller også er alle muligheder for den til at udøve sin visdom allerede forekommet. Vi ser nu overalt i Europa og især i England det besynderlige fænomen, at en nation ser den ene vej og statsmagten den anden. Den ene fremad og den anden bagud. Hvis statsmagten fortsætter fremover med præcedens, mens nationen fortsætter fremover ved fremskridt, må de til sidst skilles; og jo før og jo mere civiliseret de finder dette punkt, jo bedre. 1 Efter således at have talt om forfatninger generelt som en sag, der adskiller sig fra egentlig statsmagt, vil vi fortsætte med at betragte de dele, som en forfatning består af. Meningerne om dette emne er flere end om helet. At en nation bør have en forfatning som et regelsæt for dets regerings adfærd, er et simpelt spørgsmål, som alle mennesker, bortset fra hoffolk, vil være enige i. Det er kun vedrørende bestanddelene, at spørgsmålene og uenigheden melder sig. Men denne vanskelighed, som alle andre, vil forsvinde, når tingene ses i den rigtige sammenhæng. Først og fremmest har en nation ret til at etablere en forfatning. Om den så udøver denne ret på den klogeste måde er noget helt andet. Den udøver den i overensstemmelse med den dømmekraft, 1

I England står forbedringerne inden for landbrug, håndværk, produktion og handel i modsætning til statsmagtens ånd, som er at gøre som før. Det er via enkeltpersoners iværksætterånd og foretagsomhed samt deres utallige foreninger, som Staten groft sagt overhovedet ikke har støttet, at disse forbedringer løbende fortsætter. Ingen tænkte på statsmagten, eller hvem der var inde eller ude, da han planlagde eller iværksatte disse ting, og alt hvad han kunne håbe på, hvad regeringen angår, var at Staten ville lade ham være i fred. Tre eller fire tåbelige ministerielle aviser fornærmer kontinuerligt det nationale fremskridts væsen ved at tilskrive det en minister. De kan med lige så stor ret tilskrive en minister denne bog.

161

Om forfatninger

den besidder; og ved løbende at gøre det vil alle fejl til sidst afsløre sig. Når denne ret etableres i en nation, er der ingen frygt for, at den vil skade sig selv. En nation kan ikke have nogen interesse i at begå fejltagelser. Selvom alle forfatninger i Amerika er baseret på samme princip, er ingen af dem dog helt ens i deres bestanddele eller i de beføjelser, som de giver til de aktuelle regeringer. Nogle er mere og andre er mindre detaljerede. Når en forfatning skal udformes, er det nødvendigt først at overveje, hvilke behov statsmagten skal dække. Dernæst hvad de bedste og billigste metoder er til at dække de behov. Statsmagt er ikke andet end et nationalt fællesskab, og formålet med alle fællesskaber er det fælles bedste, såvel individuelt som kollektivt. Ethvert menneske ønsker at udøve sin profession og nyde frugterne af sit arbejde og udbyttet af sin ejendom i fred og tryghed og til den mindst mulige udgift. Når disse ting er opnået, er alle de formål, som statsmagten var etableret for at klare, løst. Det har været sædvane at betragte statsmagt som tre adskilte grene. Den lovgivende, den udøvende og den dømmende. Men hvis vi lader vores tanker slippe vanen med at gentage begreber, kan vi ikke se mere end to delinger af den magt, som civil statsmagt består af, nemlig den lovgivende eller besluttende magt og den udøvende eller administrerende. Alt, hvad der derfor angår civil statsmagt, falder under den ene eller den anden af de to opdelinger. Hvad angår udøvelsen af lovene, er det, der kaldes den dømmende magt, indtil nu ganske simpelt og entydigt den udøvende magt i alle lande. Det er den magt, som alle enkeltpersoner står til ansvar overfor, og som forårsager, at lovene udøves; ej heller har vi nogen anden klar forestilling om, hvordan lovene officielt udøves. I England, og tillige i Amerika og Frankrig, starter denne magt hos fredsdommeren og fortsætter op gennem alle domstolene. Jeg vil overlade det til hoffet at forklare, hvad der menes med at kalde monarkiet den udøvende magt. Det er blot et navn, som statsmagten udføres i; og ethvert andet eller in162

Om forfatninger

tet som helst, ville dække samme formål. Love har hverken mere eller mindre gyldighed af den grund. Det må være fra det retfærdige i deres principper og de interesser, som en nation har i dem, at de nyder støtte; hvis de behøver mere end det, er det tegn på, at noget i statsapparaterne er ufuldstændigt. Love, der er svære at udøve, kan ikke være alment nyttige. Hvad angår organiseringen af de lovgivende myndigheder har flere systemer været anvendt i forskellige lande. I Amerika består den almindeligvis af to kamre. I Frankrig er der kun et, men i begge lande er det helt baseret på repræsentation. Sagen er, at menneskeheden (på grund af det langvarige tyranni fra selvbestaltede magthavere) har haft så få lejligheder til at gøre de nødvendige forsøg med regeringssystemer og -principper for at finde det bedste, at regeringssystemer først nu begynder at blive kendt, og erfaring mangler stadig til at kunne afgøre de mange detaljer. Indsigelserne mod to kamre er for det første, at der er en inkonsistens i, at en del af lovgivningsapparatet kan beslutte sig endeligt i en sag, mens denne sag, ud fra en helhed betragtet, stadig er under behandling og derfor kan fremkalde nye synsvinkler. For det andet, at ved at stemme to forskellige steder vil det altid give en risiko for, som det ofte er tilfældet i praksis, at mindretallet vil bestemme over flertallet, og det i nogle tilfælde i meget grelt omfang. For det tredje, at det er inkonsistent, at to kamre vilkårligt kan holde hinanden i skak eller kontrollere hinanden; for det kan ikke påvises ud fra principperne om retfærdig repræsentation, at det ene skulle være visere eller bedre end det andet. De kan bremse dårlige såvel som gode sager, at overdrage magten der, hvor vi ikke kan overdrage visdommen til at bruge den, ej heller forsikre os om, at den bruges rigtigt, frembyder en risiko, som mindst er lige så slem som kuren 1 . 1

Hvad angår de to kamre, som det engelske parlament består af, virker de til at kunne påvirkes under et, og som lovgivende myndighed ikke at

163

Om forfatninger

Modstanden mod et enkelt kammer er, at det altid kan beslutte sig for hurtigt. Men det bør samtidig huskes, at når der er en forfatning, som definerer beføjelserne og fastsætter de principper, som lovgiverne skal arbejde efter, er der allerede sørget for en mere effektiv og virkningsfuld kontrol, end nogen anden kontrolforanstaltning kan være; hvis f.eks. en lov blev fremsat af en amerikansk lovgiver i stil med, hvad det engelske parlament har vedtaget ved lov ved George I.'s tiltrædelse med henblik på at forlænge forsamlingernes varighed udover den periode, de sidder i nu, findes kontrolforanstaltningen i forfatningen, som i praksis siger: Så langt kan I gå og ikke længere. Men for at kunne fjerne modstanden mod et enkelt kammer (det at de er for hurtige til at tage stilling), og samtidig undgå den inkonsistens og i nogle tilfælde absurditet, der kan foranlediges af to kamre, er den følgende metode blevet foreslået til forbedring af begge. Først, ved kun at have én repræsentation. Dernæst, at dele denne repræsentation ved lodtrækning i to eller tre dele.

have nogen selvstændig vilje. Ministeren, uanset hvem han er, berører dem som med en opiumtryllestav, og de sover lydigt. Men hvis vi ser på de to kamres særskilte egenskaber, vil forskellen være så stor, at den viser det ulogiske i at placere magten der, hvor man ikke kan stole på den dømmekraft, som udøvelsen af den kræver. Uanset repræsentationens usle tilstand i England er den dog solid i forhold til det, der kaldes Overhuset, og så lavt anses det med øgenavnet Huset, at folket knapt nok nogensinde interesserer sig for, hvad det foretager sig. Det virker også til at være mest uselvstændige og fjernest fra nationens interesser. I debatten om at intervenere i den russiske og tyrkiske krig, havde Overhuset et flertal på over 90 for krigen, mens det i det andet Hus var 63, selvom det har mere end det dobbelte antal stemmer. Bestemmelserne i hr. Fox's lov om nævningedomstoles rettigheder, fortjener også opmærksomhed. De personer, der kaldes Peers (Ligemænd/adelsmænd) var ikke lovens emne. De besidder allerede flere rettigheder, end loven giver andre. De er deres egen nævningedomstol, og hvis en i Overhuset blev retsforfulgt for en bagtalelse, ville han ikke blive straffet, selv ikke hvis han blev dømt for den første overtrædelse. En sådan ulighed for loven burde ikke eksistere i noget land. Den franske forfatning siger, at loven er den samme for alle personer, uanset om den beskytter eller straffer. Alle er lige i dens øjne.

164

Om forfatninger

Endelig, at alle foreslåede love først skal debatteres i de dele i rækkefølge, så de kan drage erfaringer af hinanden, men uden at der stemmes om det. Derefter samles hele repræsentationen til en generel debat og foretager en afstemning. Oven i denne foreslåede forbedring er blevet lagt en anden med henblik på løbende at forny repræsentationen, nemlig at en tredjedel af hvert amts repræsentation løber ud hvert år, og at antallet erstattes ved nye valg. Endnu en tredjedel udløber det andet år og erstattes på samme måde, og hvert tredje år holdes et generelt valg. 1 Men uanset hvordan de forskellige dele af en forfatning kan sættes sammen, er der et stort almindeligt princip, som adskiller frihed fra slaveri, og det er, at al arvelig regeringsmagt over et folk for dem er slaveri, og repræsentativ regeringsmagt er frihed. Hvis man betragter statsmagt i det eneste lys, som den burde betragtes i, nemlig som en national forening, burde den være sammensat på en sådan måde, at den ikke forstyrres ved noget uheld, der skulle ramme nogen dele af den; og derfor bør ingen ekstraordinær magt, der er i stand til fremkalde en sådan virkning, lægges i hænderne på nogen enkeltperson. Et dødsfald, sygdom, fravær eller opsigelse af noget medlem af regeringen burde ikke have flere følger for nationen, end hvis samme omstændighed i stedet indtraf for et medlem af det engelske parlament eller Frankrigs Nationalforsamling. Næsten intet er mere nedværdigende for den nationale anseelse, end at den falder hen i kaos over noget, som sker eller gøres af nogen enkeltperson; og det latterlige i sceneriet forøges ofte af den naturlige ubetydelighed af personen, som har foranlediget det. Var en regering sammensat således, at den ikke kunne fungere, hvis en dum gås (eller en dum gase) ikke var til stede i senatet, ville problemerne være lige så store og lige så virkelige ved gåsens (eller ga1 Hvad angår repræsentations ideen i England, er den for absurd at diskutere. Næsten alle repræsenterede grupper falder i antal og antallet urepræsenterede stiger. Et landsdækkende konvent er nødvendigt for at genoverveje hele landets styreform.

165

Om forfatninger

sens) bortflyvning eller sygdom, som hvis den blev kaldt for Konge. Vi ler af personer over de tåbelige problemer, de skaber for sig selv uden at forstå, at de allermest latterlige ting af alle foregår i regeringer. 1 Alle forfatningerne i Amerika er på et niveau, der udelukker den umodne forlegenhed, som opstår i monarkier. Der kan ikke i noget øjeblik forekomme noget som en suspension af regeringen uanset omstændighederne. Det repræsentative system tager højde for alt, og er det eneste system, hvori nationer og regeringer altid kan fremtræde i deres rette karakter. Ligesom ekstraordinær magt ikke burde hvile i hænderne hos nogen enkeltperson, burde der ikke tildeles offentlige penge til noget menneske, udover hvad hans tjenester i staten kan være værd. Det er lige meget, om en mand kaldes præsident, konge, kejser, senator eller noget andet, som ejendomsret eller dårskab kan udtænke eller arrogance påkalde sig; det er kun en vis ydelse, han kan give staten; og ydelsen fra en sådan enkeltperson i embeds medfør, uanset om det kaldes kongeligt, præsidentielt, senatorisk eller noget andet navn eller titel, kan aldrig overstige summen af ti tusinde pund om året. Alle de store tjenester, som udføres i verden, udføres af frivillige personer, som intet vil tage for dem; men det daglige arbejde i embeds medfør er altid tilpasset et så almindeligt niveau, at det kan udføres af utallige i alle lande, og derfor ikke kan påkalde sig helt ekstraor1 Tilsvarende fortælles, at i kantonen Bern i Schweiz havde det fra umindelige tider været tradition at holde en bjørn for offentlig regning, og befolkningen var blevet fortalt, at hvis de ikke havde en bjørn, var de alle fortabt. For nogle år siden skete det så, at bjørnen pludselig blev syg og døde så hurtigt, at den ikke straks kunne erstattes med en anden. Imens opdagede befolkningen, at kornet voksede og vinen flød, og solen og månen fortsatte med at stå op og gå ned, og alt fortsatte som før; og opmuntret af disse omstændigheder besluttede de ikke længere at holde bjørne; 'for' sagde de, 'en bjørn er et meget vildt, kostbart dyr, og vi var nødt til at hive kløerne ud på den, for at den ikke skulle skade borgerne'. Historien om bjørnen i Bern blev bragt i nogle af de franske aviser i tiden omkring Louis 16.'s flugt, og dens parallel til monarkiet i Frankrig var ikke til at tage fejl af; men det lader til, at Berns aristokrati mente, den gjaldt dem selv, og de har siden forbudt læsning af franske aviser.

166

Om forfatninger

dinær kompensation. Regeringsudøvelse, siger Swift, er en simpel sag, og svarer til mange hoveders kapacitet. Det er umenneskeligt at tale om en million pund om året betalt af offentlighedens skatter i et hvilket som helst land til underhold af noget individ, mens tusinder, som er tvunget til at bidrage, tynges af nød og kæmper med elendighed. Statsstyre udgøres ikke af kontrasten mellem fængsler og forter, mellem fattigdom og fest; statsmagt er ikke dannet for at plyndre den fattige for hans sidste skærv og forøge de elendiges elendighed. Men den del af emnet skal jeg tale om senere og for nuværende begrænse mig til politiske iagttagelser. Når ekstraordinær magt og ekstraordinær betaling tildeles noget individ i statsmagten, bliver han et centrum, hvorom enhver form for korruption opstår og udvikles. Giv en hvilken som helst mand en million om året og læg dertil magten til at uddele embeder på landets bekostning, og det lands frihed er ikke længere sikret. Det, der kaldes kronens pragt, er intet andet end statens ødelæggelse. Den udgøres af en flok parasitter, der lever af offentlighedens skatter i lad ødselhed. Når først et så gement system er etableret, bliver det de mindre bedrageriers livvagt og beskytter. Den mand, der får en million om året, vil være den sidste til at fremme en lyst til reformer, for at det ikke, tilfældigvis, skulle ramme ham selv. Det vil altid være i hans interesse at forsvare mindre bedragerier, som en slags bastion til beskyttelse af hovedfæstningen, og i denne afart af politisk fæstningsbyggeri er alle så afhængige af hinanden, at det aldrig kan forventes, at de vil angribe hinanden. 1

1

Det er næppe muligt at berøre noget emne, som ikke vil kunne vise en eller anden form for korruption i statsmagten. Sammenligningen med fæstningsbyggeri viser til en hændelse, som direkte relaterer til omhandlede sag. Blandt de utallige tilfælde af misbrug, som er sket under eller billiget af statsmagten, fortidige og nutidige, er der ingen større end at lade en mand og hans arvinger forsørge af det offentlige. Medmenneskelighed kræver, at der sørges for de fattige; men med hvilken ret, moralsk eller politisk, kan statsmagten påberåbe sig, at en person, kaldet hertugen af Richmond, skal forsørges af det offentlige? Alli-

167

Om forfatninger

Monarkiet ville ikke have kunnet fortsætte i verden i så mange år, hvis ikke det havde været for de bedragerier, det beskytter. Det er mestersvindleriet, som giver husly til alle andre svindlerier. Ved at tilbyde en fordeling af rovet, skaber det sig venner, og når det ophører med det, vil det ophøre med at blive forgudet af hoffolk. Da princippet, som forfatninger nu dannes på, forkaster al arveret til regeringsmagten, forkaster det også hele kataloget af tilegnelser, der er kendt under betegnelsen privilegier. Hvis der er nogen regering, hvor man åbenlyst kan tildele noget enkeltindivid privilegier, er det i Amerikas føderale regering. De forenede Staters præsident vælges kun for fire år. Han står ikke kun til ansvar overfor forfatningens bogstav, men også til den særlige ånd, der er nedlagt i forfatningen for at prøve ham af. Han kan ikke vælges i en alder under 35 år, og han må være født i landet. Når der sammenlignes med tilfældet Englands regering, bliver forskellen med hensyn til det sidste absurd. I England er personen, som besidder privilegier, ofte en udlænding; allerede halvt udlænding og altid gift med en udlænding. Han er aldrig naturligt eller politisk fuldt i forbindelse med landet, har ikke ansvar for noget som helst og bliver myndig i en alder af atten år. Dog tillades det en sådan person at indgå udenlandske alliancer, selv uden nationens vidende og at erklære krig eller fred uden dens samtykke. Men det er ikke alt. Selvom en sådan person ikke kan skalte og valte med regeringsmagten, som en testamentator, så bestemmer han de ægteskabelige alliancer, som i gevel er der ikke en tigger i London, hvis rygtet taler sandt, som kan købe en ussel portion kul uden at bidrage til hertugen af Richmonds underhold. Var hele udkommet af denne byrde kun en shilling hvert år, ville det skændige princip være det samme; men når det løber op, som det siges at gøre, i ikke mindre end £ 20.000 årligt, er omfanget for uhyrligt til seriøst at overveje at lade det fortsætte. Dette er en af følgerne af monarki og aristokrati. Når jeg fremlægger disse ting, er det ikke på grund af personlig animositet. Selv om jeg mener, det er tarveligt af noget menneske at leve på det offentliges regning, udspringer lasten i statsmagten; og så almindeligt er det blevet, at uanset om partierne er i regering eller i opposition, gør det ingen forskel; de er sikre på hinandens garanti.

168

Om forfatninger

virkeligheden i stort omfang bevirker det samme. Han kan ikke direkte testamentere halvdelen af regeringsmagten til Preussen, men han kan indgå en ægteskabsalliance, som vil bevirke præcis det samme. Under sådanne omstændigheder er det lykkeligt for England ikke at ligge på kontinentet, ellers var det muligt, at hun som Holland ville ligge under for Preussens tyranni. Holland er gennem ægteskaber i praksis lige så meget styret af Preussen, som hvis den gamle despotiske praksis med at testamentere regeringsmagten havde været brugt. Præsidentembedet i Amerika (eller som det sommetider kaldes: the Executive 1 ) er det eneste embede, som en udlænding er udelukket fra, og i England det eneste som en udlænding tillades. En udlænding kan ikke blive medlem af parlamentet, men han kan blive det, der kaldes en konge. Hvis der var nogen grund til at udelukke udlændinge, burde det være fra de embeder, som kan frembringe flest ulykker, og hvor den største tillid placeres ved foreningen af enhver afart af interesse og tilknytning. Men som nationer fortsætter i den storslåede sag med at udforme forfatninger, vil de med større præcision undersøge naturen og betydningen af den afdeling, som kaldes den udøvende magt. Hvad den lovgivende og dømmende magt er, kan enhver se, men med hensyn til det, der i Europa kaldes den udøvende magt, som adskilt fra disse, er det enten politisk overflødigt eller et kaos af ukendte ting. Et eller andet slags officielt kontor, som de forskellige dele af en nation eller udlandet skal henvende sig til for at blive forelagt de nationale folkevalgte repræsentanter, er alt, der er nødvendigt, men der er ingen logik i at kalde dette den udøvende magt, ej heller kan det på nogen måde ses som andet end underlagt den lovgivende magt. Den suveræne bemyndigelse i et land udgøres af magten til at udstede love, og alt andet er et offentligt kontor. Efter udformningen af principperne og de forskellige dele af forfatningen, skal der sørges for underholdet at de perso1

Egentlig den udøvende magt; måske bedst oversat med Ledelsen

/o.a..

169

Om forfatninger

ner, som nationen vil betro de administrative og forfatningsmæssige beføjelser. En nation kan ikke have noget krav på nogen persons tid og tjenester, som han skal udføre for egen regning; ej heller kan der gives nogen grund til at sørge for underholdet af én del af regeringsmagten og ikke en anden. Men hvis man medgiver, at æren over at blive betroet nogen del af regeringsmagten anses for at være tilstrækkelig belønning, burde det være tilfældet for alle personer. Hvis medlemmerne af en lovgivende magt i noget land skal forsørge sig selv, burde det, der kaldes den udøvende magt, uanset om det er monarkier eller kaldes noget andet, gøre det samme. Det er inkonsekvent at betale den ene og modtage den andens tjenester gratis. I Amerika sørges der rimeligt for enhver gren af statsmagten, men ingen af dem er ødselt belønnet. Ethvert kongresmedlem eller forsamlingsmedlem får nok til at dække sine udgifter. I England derimod, forsørges den ene del af statsmagten overmåde ødselt, men ikke den anden, og konsekvensen af det er, at den ene udstyres med korruptionsmidler, og den anden sættes i en situation, der indbyder til korruption. Mindre end en fjerdedel af en sådan udgift, brugt på den rette måde, som det gøres i Amerika, ville fjerne en stor del af den korruption. En anden ændring i den amerikanske forfatning er afskaffelsen af alle troskabseder overfor personer. Troskabseden i Amerika er kun til nationen. At sætte en person i stedet for en nation er upassende. Nationens lykke er det ypperste mål, og derfor burde meningen med en troskabsed ikke forvanskes ved bogstaveligt talt at blive aflagt i nogen persons navn eller overfor nogen person. Troskabseden i Frankrig, kaldet den borgerlige troskabsed, nemlig 'Nationen, Loven og Kongen' er upassende. Hvis den skal aflægges, burde det som i Amerika kun være over for nationen. Loven kan være god eller ej; men på dette sted, kan den ikke have nogen anden mening end at være formidler for nationens lykke og er derfor indeholdt i den. Resten af troskabseden er upassende af den grund, at alle personlige troskabseder bør afskaffes. De er levn dels fra tyrannier og 170

Om forfatninger

dels fra slaveri, og Skaberens navn burde ikke inddrages til at bevidne nedværdigelsen af Hans skabning; og hvis den tages, som det allerede er nævnt, som den billedliggjorte nation, er det på dette sted en gentagelse. Men uanset hvilken undskyldning, der gives for at bruge edsaflæggelse ved den oprindelige etablering af statsmagten, burde det ikke tillades senere. Hvis en statsmagt behøver at forlade sig på edsaflæggelser, er det tegn på, at den ikke er værd at støtte. Gør statsmagten til det den burde være, og den vil få støtte af sig selv. Som afslutning på denne del af emnet: en af de største forbedringer, der er gjort for den fortsatte sikkerhed og fremgang for forfatningsmæssig frihed, er den mulighed, de nye forfatninger giver for lejlighedsvis at revidere, ændre og forbedre disse. Princippet som hr. Burke udformede sin politiske trossætninger på, den at 'binde og kontrollere eftertiden i al evighed, og at forkaste og afstå alle eftertidens rettigheder' er nu blevet for foragteligt til at være åben for debat, og derfor forbigår jeg det uden at give det nogen anden opmærksomhed end at udstille det. Regeringsmagt begynder nu kun lige at blive kendt. Hidtil har det kun været magtudøvelse, som forhindrede al indsigt i rettigheder og grundede sig på ejendomsret. Så længe frihedens fjende var dens dommer, måtte dens princippers fremskridt sandelig have været små. Amerikas forfatninger og også Frankrigs, har enten et fastlagt tidspunkt for deres revision eller har bestemt den måde, som forbedringer kan foretages på. Det er nok umuligt at etablere noget, der kombinerer principper med meninger og praksis, som omstændighedernes skiften gennem en række år ikke i et vist omfang vil afspore eller gøre uhensigtsmæssigt, og for at undgå at uhensigtsmæssigheder tårner sig op, indtil de forhindrer reformer eller fremprovokerer revolutioner, er det bedst at sørge for midlerne til at regulere dem hen ad vejen. Menneskets rettigheder er alle generationers rettigheder og kan ikke monopoliseres af nogen. Det, som er værd at bevare, vil blive bevaret på grund af dets værdi, og det er i det, at deres sikkerhed lig171

Om forfatninger

ger og ikke nogle omstændigheder, som de kan være omgivet af. Når en mand efterlader sin ejendom til sine arvinger, fremsætter han ikke noget krav om, at de skal tage imod den. Hvorfor skulle vi da have det anderledes med forfatninger? Den bedste forfatning, som i dag kunne laves under de nuværende forhold, kan være meget ringere end den storslåethed, som nogle få år kan medføre. Det er et fornuftsmæssigt daggry, der dæmrer for mennesket om emnet statsmagt, som ikke har eksisteret før. Som de gamle statsmagters barbari ophører, vil de moralske omstændigheder på nationernes himmel ændres. Mennesket vil ikke længere vokse op med den primitive opfattelse af sin art som sin fjende, fordi de ved et tilfælde er født i lande, som adskiller sig ved at have andre navne; og da forfatninger altid har en eller anden relation til udenrigs- såvel som indenrigsforhold, skulle midlerne til at gennemføre enhver forandring, udenrigspolitisk såvel som indenrigspolitisk, være del af enhver forfatning. Vi kan allerede se en forandring i Englands og Frankrigs forhold til hinanden, som, når vi kigger blot nogle få år tilbage, i sig selv er en revolution. Hvem kunne have forudset, eller hvem ville have troet, at Den Franske Nationalforsamling nogensinde ville blive genstand for en populær skål i England, eller at en venskabelig alliance mellem de to nationer ville blive begges ønske? Det viser, at mennesket, hvis det ikke var ødelagt af statsmagterne, er venskabeligt af natur, og at menneskets natur ikke i sig selv er ondsindet. Den ånd af skinsyge og vildskab, som de to landes regeringer fremkaldte, og som de brugte som redskab for beskatning, viger nu for fornuftens, interessens og menneskelighedens bud. Statsstyrets profession begynder nu at blive forstået, og forkærligheden for mystik, med al den kunstige trolddomskunst, som de undertrykte menneskeheden med, er på tilbagetog. Den har fået sit banesår, og selvom den kan vakle fremad, vil den forgå. Regeringsmagt bør være lige så åben for forbedringer som alt andet, der vedrører menneskeheden, men er derimod blevet monopoliseret gennem tiderne af de mest uvi172

Om forfatninger

dende og ondsindede af den menneskelige race. Behøver vi mere bevis for deres skændige styre end omfanget af den gæld og de skatter som alle nationer lider under og de skærmydsler, de har kastet verden ud i? Netop på vej ud af en sådan barbarisk situation er det for tidligt at afgøre, om regeringsformerne kan forbedres endnu mere. Hvad ved vi - hele Europa kan udgøre én enkelt stor republik, og mennesket vil være helt fri.

173

Kapitel V Måder og midler til at forbedre Europas forhold - blandet med forskellige iagttagelser Når man behandler et emne, der omfatter hele menneskeheden, er det umuligt at begrænse sig til et enkelt område. Det berører alle karakteregenskaber og forhold, som gælder for mennesket og integrerer individet, nationen og verden. Fra en lille gnist, der blev plejet i Amerika, har der rejst sig en flamme, som ikke kan slukkes. Uden at fortære, som Ultima Ratio Regum, skrider den frem gennem nation efter nation og sejrer gennem en stille påvirkning. Mennesket finder sig selv forandret og forstår knapt nok hvorfor. Han opnår kendskab til sine rettigheder ved med rette at se til sin interesse og opdager ved den lejlighed, at tyranniets styrke og magt kun består i frygten for at bekæmpe det, og for at være fri er det tilstrækkeligt at ønske det. Efter i alle de foregående dele af dette værk at have forsøgt at etablere et system af principper som et fundament, hvorpå regeringer bør bygge, vil jeg fortsætte med de måder og midler, som kan gøre dem til virkelighed. Men for at kunne fremsætte denne del af emnet med større berettigelse og mere effekt, er det nødvendigt med nogle indledende observationer, som kan uddrages af eller er forbundet med disse principper. Uanset hvilken form, forfatningen eller styreformen antager, bør den ikke have noget andet formål end den almindelige lykke. Når den i stedet for dette resulterer i en forøgelse af elendigheden i dele af samfundet, har samfundet det forkerte system, og ændringer er nødvendige. Sædvanlig sprogbrug har opdelt menneskets forhold i de to betegnelser: civiliseret og uciviliseret liv. Til det ene tilskrives lykke og velstand, til det andet nød og mangel. Men uanset hvordan vores forestillingsevne kan blive påvirket af malerier og sammenligninger, er det ikke desto mindre rigtigt, at en stor del af menneskeheden i det, der kaldes civili174

Måder og midler

serede lande, lever under fattige og usle forhold, som ligger langt under indianerens. Jeg taler ikke om ét land men om alle. Det er sådan i England, det er sådan over hele Europa. Lad os se på årsagen. Det ligger ikke i nogen naturlig defekt i civilisationens principper, men i at disse principper forhindres i at få en universel effekt. Konsekvenserne af dette er et evigt system af krige og udgifter, som dræner nationen og knuser den almene lykke, som civilisationen kan frembringe. Alle Europas regeringer (nu med undtagelse af Frankrig) bygger ikke på princippet om det universelle samfund men på det modsatte. For så vidt disse regeringer forholder sig til hinanden, er de på samme udviklingsniveau, som vi opfatter det vilde, uciviliserede liv. De sætter sig selv over loven, såvel Guds som menneskets, og er, hvad angår principper og den tilsvarende adfærd, på samme stade som så mange naturmennesker. Indbyggerne i alle de lande, der er retsstater, har let ved at samarbejde med hinanden, men regeringer, der stadig er på et uciviliseret stade og næsten altid i krig, misbruger den overflod, som civiliseret liv frembringer, for i højere grad at kunne fortsætte den uciviliserede adfærd. Ved således at påføre et lands samfund styrets barbari, tager den herfra, og især fra de fattige, en stor del af de indkomster, som skulle bruges til deres egen forsørgelse og velfærd. Udover moralske og filosofiske betragtninger er det en sørgelig kendsgerning, at mere end en fjerdedel af menneskehedens arbejde årligt bruges på dette barbariske system. Det, som har tjent til at vedligeholde dette onde, er den økonomiske fordel, som alle Europas regeringer har set i at opretholde denne uciviliserede tilstand. Det giver dem et påskud for magt og beskatning, som der hverken ville være lejlighed til eller undskyldning for, hvis civilisationens kreds blev komplet. Reguleringen af samfundet alene og opretholdelsen af lovene giver ikke anledning til mange skatter. Det foregår hjemme, direkte for øjnene af nationen, og udelukker muligheden for store skattebyrder. Men når scenen udspiller sig mellem regeringers uciviliserede skænderier, udvides feltet af påskud, og landet, som ikke længere kan 175

Måder og midler

dømme, udsættes for enhver skattebyrde, som regeringen ønsker at påtvinge. Ikke 1/30 og knapt 1/40 af skatterne opkrævet i England er foranlediget af eller brugt til samfundets formål. Det er ikke svært at se, at alt, hvad regeringen gør i den anledning, er at udstede lovene, og at landet administrerer dem og fører dem ud i livet for egen regning i magistrater, domstole og retssale ved siden af og ud over de skatter, der betales. I lyset af dette må vi skelne mellem to forskellige slags styre: det ene, det civile styre, eller lovgivningsapparatet, som virker hjemme; det andet, kancelliet eller regeringskabinettet, som virker udenlands på det uciviliserede livs grove plan [i dag snarere kaldet hhv. indenrigs- og udenrigsministerium/o.a.]; det ene klaret med små udgifter, det andet med grænseløs ødselhed, og så forskellige er de to, at hvis den sidstnævnte pludselig skulle synke i jorden ved en brat åbning i jordskorpen, ville den førstnævnte ikke komme på afveje. Den ville stadig fortsætte, fordi det er i nationens interesse, at den skal, og alle midlerne bringes til nytte. Revolutioner har det da som sit formål at ændre styrernes moralske tilstand, og med den forandring vil de offentlige skatters byrde mindskes, og civilisationen vil være i stand til at nyde den overflod, som den nu unddrages. Når jeg tænker hele emnet igennem, udvider jeg mine betragtninger til samhandelen. I alle mine udgivelser, hvor emnet har tilladt det, har jeg været fortaler for samhandel, fordi jeg ser med sympati på dets resultater. Det er et fredeligt system, der virker til at forene menneskeheden ved at gøre nationer såvel som enkeltpersoner nyttige for hinanden. Hvad den teoretiske reformering angår, har jeg aldrig råbt højt om den. Den mest effektive fremgangsmåde er at forbedre menneskehedens forhold på måder, der tjener dens interesse, og det er grundlaget for mit standpunkt. Hvis samhandelen fik lov at virke i det universelle omfang, den er i stand til, ville den udrydde krigspolitikken og fremkalde en omvæltning i de uciviliserede landes styreformer. Opfindelsen af samhandelen skete efter, at disse styreformer blev dannet og er den bedste måde at opnå uni176

Måder og midler

versel civilisation på, som endnu er gjort uden at det umiddelbart stammer fra moralske principper. Alt, hvad der har en tendens til at forbedre det venskabelige samspil mellem nationer ved udveksling af fordele, er et emne, det er lige så værdigt at filosofere over som politik. Samhandel er blot to enkeltpersoners transaktion multipliceret i antal, og som de regler, naturen mente for handelen mellem to, mente hun for alle. Til det formål har hun fordelt råvarer og handelsvarer i forskellige dele af nationen og verden, og da de ikke kan skaffes gennem krig så billigt og rigeligt som gennem handel, har hun givet det sidste midlerne til at udrydde det første. Da de to nærmest er hinandens modsætning, er de europæiske regeringers uciviliserede niveau følgelig skadeligt for handelen. Enhver standsning eller hindring tjener til at mindske omfanget, og det betyder kun lidt, i hvilken del af verden handelsreduktionen begynder. Ligesom blod kan det ikke tages fra en del af kroppen, uden at det tages fra kredsløbet i den hele, og der mistes noget overalt. Når købeevnen i et land forsvinder, påvirker det ligeledes sælgeren. Kunne England stoppe alle andre nationers handel, ville hun i høj grad ødelægge sin egen. Det er muligt, at en nation kan være verdens befragter, men hun kan ikke være dens købmand. Hun kan ikke både være sælger og køber af sine egne varer. Købeevnen må ligge hos andre end hende selv, og derfor er alle handelsnationers velstand styret af restens velstand. Hvis de andre er fattige, kan hun ikke være rig, og hendes tilstand, hvad den så måtte være, er en målepind for det økonomiske klima i andre nationer. At handelsprincipperne og deres universelle virkemåde kan forstås, uden at man kan gennemføre det i praksis, er et synspunkt, som logikken ikke vil benægte, og det er udelukkende på det grundlag, jeg diskuterer emnet. Det er én ting i regnskabsafdelingen, en anden ting i den virkelige verden. Med hensyn til dens virkning, må det nødvendigvis betragtes som en modsatrettet ting; at kun den ene halvdel af magten hviler i nationen, og at det hele ødelægges lige så effektivt, hvis den eksterne del blev ødelagt, som hvis 177

Måder og midler

den hjemlige blev ødelagt, for ingen af dem kan eksistere uden den anden. Da handelen i England faldt i den sidste såvel som i de tidligere krige, var det fordi, det generelle omfang faldt overalt, og den stiger nu, fordi handelen er på vej op i alle nationer. Hvis England i dag importerer og eksporterer mere end i nogen anden periode, må de nationer, hun handler med, nødvendigvis gøre det samme; hendes import er deres eksport og vice versa. Det kan ikke forekomme, at samhandelen blomstrer hos en enkelt nation; nationen kan udelukkende være med og ophøret af den i en del må nødvendigvis påvirke alle. Når regeringer derfor er i krig, angribes den generelle handel, og følgen er den samme, som hvis alle havde angrebet sin egen handel. Den nuværende stigning i handelen skal ikke tilskrives ministre eller nogle politiske spilfægterier men dens egen naturlige følge af fred. De normale markeder er blevet ødelagt og handelskanalerne blokeret, havets hovedveje inficeret med røvere fra alle lande og verdens opmærksomhed rettet mod andre mål. Disse forstyrrelser er ophørt, og freden har genoprettet de afsporede forhold til deres naturlige orden. 1 Det er dog værd at bemærke, at alle nationer anser handelsbalancen til at stå i deres favør, og derfor må der være noget galt med de almindelige teorier om det emne. Opfattelsen er imidlertid sand, når man kigger på det, der kaldes opgørelsen, og det er på grund af denne opfattelse, at samhandel er universelt udbredt. Enhver nation føler, det har en fordel, ellers ville den stoppe denne praksis, men bedraget ligger imidlertid i den måde, kontoen gøres op på, og at det, der kaldes profitter, henføres til de forkerte årsager. 1

Amerikas handelsforøgelse er forholdsvis større end Englands. Den er på nuværende tidspunkt mindst en halv gang større end på noget tidspunkt før revolutionen. Det største antal skibe, der forlod Philadelphias havn, var før krigens udbrud mellem otte og ni hundrede. I året 1788 var antallet op mod tolv hundrede. Da Pennsylvania anslås at udgøre en ottendedel af De Forenede Staters befolkning, må det totale antal fartøjer være op imod ti tusinde.

178

Måder og midler

Hr. Pitt har sommetider moret sig med at fremvise det, han kalder en handelsbalance fra Toldvæsenets opgørelser. Denne måde at regne på er ikke bare ugyldig, men forkert. For det første opføres enhver forsendelse fra toldvæsenet som eksport, og i toldvæsenets opgørelse opføres alle tab på havet og i udlandet som indtægter, da de jo optræder som eksport. For det andet fordi importen fra smuglervarer ikke modregnes i eksporten i Toldvæsenets regnskaber. Derfor kan der ikke ud fra disse dokumenter laves en opgørelse, der viser et stort overskud, og hvis vi iagttager handelens naturlige virkemåde, viser metoden sig som fejlagtig, og hvis den var korrekt, ville den snart gøre skade. Den store udbredelse af samhandelen er begrundet i, at fordelene er ligeligt afbalanceret mellem alle nationer. To købmænd fra forskellige nationer, der handler sammen, vil begge blive rige og hver især opgør resultatet til sin fordel; følgelig bliver de ikke rige på hinandens bekostning, og det er det samme med hensyn til de nationer, som de lever i. Det må være sådan, at hver nation må blive rig ved egen hjælp, og at de forøger den rigdom ved at få noget fra en anden i en byttehandel. Hvis en købmand i England sender en engelsk vare til udlandet, som koster ham en shilling, og importerer noget, som kan sælges for to, får han et overskud på en shilling i sin favør, men denne er ikke tjent på udlandets bekostning eller på den udenlandske købmands, for han gør det samme med den vare, han modtager, og ingen får en fordel frem for den anden. Den oprindelige værdi af de to varer i deres oprindelsesland var kun to shilling, men ved at bytte plads antager de en ny værdi, som udgør det dobbelte af det, de havde først, og den forøgede værdi deles ligeligt. Regnskaber for udenrigshandel opgøres ikke anderledes end for indenrigshandel. Købmænd i London og Newcastle handler efter de samme principper, som hvis de levede i forskellige nationer og opgør deres regnskaber på samme måde; og dog bliver London ikke rig på bekostning af Newcastle, ej heller Newcastle på Londons bekostning. Men kul,

179

Måder og midler

Newcastles handelsvare, har en højere værdi i London, og Londons varer har højere værdi i Newcastle. Selvom princippet er ens i al handel, er indenrigshandelen ud fra et nationalt perspektiv den mest gavnlige, fordi alle fortjenesterne på begge sider forbliver i nationen, hvorimod det for udenrigshandelen kun er halvdelen. Den mindst profitable af al handel er den, der er forbundet med oversøiske besiddelser. For nogle få enkeltpersoner kan den være gavnlig som ren handel, men for nationen er den et tab. Omkostningen ved at opretholde besiddelsen mere end opsluger fortjenesten af al handel. Den forøger ikke det generelle handelsomfang i verden men resulterer i en mindskning, og da en større mængde ville være i omløb ved frigivelse af besiddelserne, ville samhandelen uden besiddelsesomkostningerne være mere værdifuld end større handelsmængder med den. Men det er umuligt at forøge handelen gennem oversøiske besiddelser, og derfor er det endnu mere fejlbehæftet. Den kan ikke fungere i indeklemte kanaler og bryder nødvendigvis ud ved hjælp af fine eller ufine midler, der afviser forsøget, og hvis det lykkedes, ville det være endnu værre. Frankrig har siden Revolutionen været mere end ligeglad med oversøiske besiddelser, og andre nationer vil blive det samme, når de studerer sagen med hensyn til handel. Til omkostningen med at fastholde besiddelserne skal lægges flåden, og når summen af de to trækkes fra handelsoverskuddet, vil det ses, at det, der kaldes handelsbalancen, hvis man anerkender, det eksisterer, ikke tilfalder nationen, men snarere opsluges af regeringen. Tanken om at have en flåde for at beskytte handelen er et bedrag. Det er at erstatte midler til ødelæggelse med midler til beskyttelse. Handel behøver ingen anden beskyttelse end den gensidige interesse, som alle nationer oplever ved at deltage; den eksisterer ved at være til fordel for alle, og det eneste, der holder den tilbage, er de nuværende uciviliserede regeringer, som det er i alles interesse at reformere. 1 1 Da jeg så hr. Pitts måde at udregne handelsbalancen på i en af hans parlamentstaler, forekom det mig, at han intet vidste om handelens natur og interesser, og ingen har til overdådighed mishandlet den så meget, som

180

Måder og midler

Jeg forlader nu dette emne og fortsætter med andre emner. - Da det er nødvendigt, at inkludere England i udsigten til en generel reform, er det rimeligt at se på defekterne i dets styre. Det er kun gennem hver nations egen reformering, at helheden kan forbedres og de fulde fordele ved reformen nydes. Man kan kun opnå delvise fordele ved delvise reformer. Frankrig og England er de eneste to lande i Europa, hvor en reform af styreformen kunne være påbegyndt med held. De kunne, den ene sikret af havet og den anden ved sin umådelige interne styrke, trodse udenlandske tyranners ondsindethed. Men det er med revolutioner som med handel, fordelene forøges ved, at de bliver almindeligt udbredte og fordobler det, de kunne opnå enkeltvis. Mens et nyt system kommer til syne for verden, konspirerer de europæiske hoffer om at imødegå det. Alliancer, stik modsat alle tidligere systemer, agiterer, og hoffernes fælles interesser sættes op mod menneskehedens fælles interesse. Denne kombination trækker en linje gennem Europa og udgør et så fuldstændigt nyt tilfælde, at det overflødiggør alle sammenligninger med tidligere forhold. Mens tyrannier kæmpede mod tyrannier, havde menneskeheden ingen interesse i striden, men i en sag, der forener soldaten med borgeren og nationen med nationen, er hoffernes tyranni bange for at handle, selvom de mærker faren. Intet spørgsmål er i historisk tid opstået med samme presserende vigtighed. Det drejer sig ikke om, hvorvidt dette eller hint parti skal være inde eller ude, eller om whig og tory, eller høj og lav skal vinde, men om mennesket skal arve sine rettigheder og en universel civilisation opstå. Om hvorvidt frugten af hans arbejde skal nydes af ham selv eller opsluges af ødsle regeringer? Om røveri skal forvises fra hoffet og elendighed fra nationer. Når vi i lande, der kaldes civiliserede, ser gamle gå på arbejde og unge sendt i galgerne, må der være noget galt med styret. Det kunne i det ydre se ud, som om alting var lutter lykke i sådanne lande, han har. I en tid med fred er den blevet ramt af krigens ulykker. Tre gange er den stagneret og fartøjerne efterladt ubemandede på grund af tvangsrekruttering i mindre end fire år med fred.

181

Måder og midler

men skjult fra den almindelige betragters øje findes fattige masser, som næppe har anden udsigt end at dø i fattigdom og elendighed. Deres ankomst til livet er mærket med skæbnens varsel, og indtil det er afværget, er det nyttesløst at straffe. Civiliseret styre består ikke i henrettelser, men i at sørge for uddannelse til de unge og forsørgelse af de gamle, så den enes ødselhed og den andens nød så vidt muligt undgås. I stedet for dette bortødsles et lands ressourcer på konger, på hoffer, på arvinger, bedragere og prostituerede; og selv de fattige i al deres nød er tvunget til at bidrage til det bedrageri, der undertrykker dem. Hvordan kan det være, at næsten kun fattige henrettes? Denne kendsgerning er et bevis blandt andre på deres ulykkelige situation. Opvokset uden undervisning i moral og kastet ud i verden uden fremtid, er de udsatte ofre for synd og juridisk barbari. De millioner, der overflødigt spildes på regeringer, er mere end nok til at ændre disse onder og gavne forholdene for enhver, som ikke er i nærheden af hoffet. Dette håber jeg vil fremgå, som dette værk skrider frem. Det er barmhjertighedens natur at alliere sig med ulykke. Når jeg tager dette emne op, forventer jeg ingen belønning, frygter ikke konsekvenserne. Bestyrket af den stolte integritet, som afstår fra at triumfere og drage fordel, vil jeg være fortaler for Menneskets Rettigheder. I en tidlig alder, knapt 16 år gammel, usleben og eventyrlysten og opildnet af den falske heroisme hos en skoleinspektør 1 , som havde tjent på et orlogsfartøj, tog jeg skæbnen i egen hånd og tog hyre hos den berygtede fribytter kaptajn Death (Død). Dette eventyr blev jeg heldigvis reddet fra gennem kærlige og moralske protester fra en god fader, der, ud fra sin egen levevis som kvæker, måtte være begyndt at se på mig som fortabt. Men det store indtryk, det gjorde på mig dengang, svandt med tiden, og jeg tog senere hyre hos kongen af Prøjsens fribytter kaptajn Mendez og stak til søs. På trods af denne begyndelse, med alle den unge alders omstændigheder imod mig, er jeg stolt af 1

Pastor William Knowles, rektor for latinskolen i Thetford, Norfolk

182

Måder og midler

at kunne sige, at med en vedholdenhed upåvirket af vanskeligheder, en uegennyttighed som fremtvang respekt, har jeg ikke kun bidraget til at bringe et nyt rige grundlagt på en ny styreform til verden, men har opnået en placering i den politiske litteratur, den mest vanskelige af alle genrer at lykkes og udmærkes i, som aristokratiet, med alle dens tjenere, ikke har været i stand til at nå eller udfordre. Da jeg kender min egen indstilling og føler mig hævet, som jeg gør nu, over slagsmålet mellem de to sider, over parthaveres og misforståede modstanderes hårdnakkethed, vil jeg ikke svare på usandheder og personlige angreb, men fortsætte med det engelske styres defekter 1 . 1 Politik og egeninteresse har været så sammenvævet, at verden, der så tit er blevet bedraget, har ret til at være mistænksomme over for politiske figurer; men hvad mig selv angår, har jeg ren samvittighed. Da jeg for sytten år siden begav mig ud i det offentlige liv, var mine tanker om emnerne om styreformer ikke motiveret af personlige interesser, og mine handlinger siden da beviser denne kendsgerning. Jeg så en lejlighed til at gøre noget godt, og jeg gjorde præcist, hvad mit hjerte dikterede. Jeg læste hverken bøger eller studerede andre menneskers meninger. Jeg tænkte selv! Sagen var denne: Under suspenderingen af det gamle styre i Amerika, både før og efter udbruddet af fjendtlighederne, blev jeg slået af den orden og sømmelighed, hvormed alt blev udført, og den ide opstod hos mig, at kun en anelse mere end det, samfundet naturligt udførte selv, var al det statsstyre, der var brug for, og at monarkiet og aristokratiet var bedragere og en byrde for samfundet. Ud fra disse principper udgav jeg pamfletten Sund fornuft (Common Sense). Den modtagelse, den fik, overgik alt siden opfindelsen af bogtrykkunsten. Jeg forærede copyright'en til alle stater i Unionen og efterspørgslen løb op i ikke mindre end 100.000 kopier. Jeg fortsatte emnet i samme stil med Krise (Crisis), indtil revolutionen var fuldt etableret. Efter Uafhængighedserklæringen udnævnte Kongressen mig til Udenrigsminister, enstemmigt og uden mit vidende. Dette billigede jeg, da det gav mig lejlighed til at studere de udenlandske ministeriers kunnen og hvordan de behandlede sagerne. Men en misforståelse, opstået mellem Kongressen og mig, angående en af deres daværende kommissærer i Europa, hr. Silas Deane, fik mig til at opsige embedet, og samtidig afslog jeg de økonomiske tilbud fra de franske og spanske ministre, M. Gerard og Don Juan Mirralles. Jeg havde på den tid fuldstændigt vundet Amerikas øre og tillid, og min uafhængighed var så åbenlys, at det tillod mig et omfang af politisk skriveri, som måske intet menneske i noget andet land før har opnået; og, hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt, har jeg fortsat det uformindsket til krigens slutning, og nyder det på samme måde til dette øjeblik. Da mit formål ikke var mig selv, gik jeg i gang med den indstilling og heldigvis med den tilbøjelighed ikke at lade mig påvirke af ros eller censur,

183

Måder og midler

venskab eller fjendskab, ej heller at blive afledt fra mit emne af personlige skænderier; og den mand, der ikke kan gøre dette, egner sig ikke til at fremstå i offentligheden. Da krigen endte, tog jeg fra Philadelphia til Bordentown på Delawareflodens østlige bred, hvor jeg har en lille bolig. Kongressen var på denne tid ved Princeton, 15 miles væk, og general Washington havde flyttet sit hovedkvarter til Rocky Hill i nærheden af Kongressen med det formål at trække sin officersbestalling tilbage (da målet, han tog den for, var nået) og derefter trække sig tilbage til privatlivet. Mens han var på dette ærinde, skrev han dette brev, som jeg her vedlægger: Rocky Hill, sept. 10, 1783, Jeg har erfaret, mens jeg har været her, at De er i Bordentown. Om det er for at trække Dem tilbage eller af økonomiske grunde, ved jeg ikke. Om det er for det ene eller det andet, begge, hvad det end er for, vil jeg blive overvældende glad for at se Dem, hvis De ville komme her og gøre mig selskab. Deres nærvær kan minde Kongressen om Deres tidligere tjenester for dette land, og hvis det står i min magt at påvirke dem, tøv ikke med at bede mig gøre mit bedste, og det vil blive gjort med glæde af en, som har en levende fornemmelse af vigtigheden af Deres værker, og som med stor fornøjelse regner sig for Deres oprigtige ven. G. WASHINGTON. Under krigen, i slutningen af året 1780, lagde jeg den plan for mig selv at tage til England, og jeg fremlagde den for general Green, som da var i Philadelphia på vej sydpå, idet general Washington var for langt væk til at kommunikere øjeblikkeligt med. Jeg var stærkt optaget af den tanke, at hvis jeg kunne komme til England uden at blive genkendt, og bare forblive i sikkerhed indtil jeg kunne udgive en publikation, kunne jeg åbne landets øjne for dets regerings galskab og stupiditet. Jeg så, at partierne i Parlamentet havde gravet sig så langt ned, de kunne, og ikke kunne ændre de andres mening. General Green var helt enig i mine synspunkter, men affæren med Arnold og André, der skete lige efter, ændrede hans mening, og under stærk omsorg for min sikkerhed skrev han meget indtrængende til mig fra Annapolis i Maryland, at jeg skulle opgive planen, hvilket jeg noget modstræbende gjorde. Kort tid efter ledsagede jeg oberst Laurens (Søn af hr. Laurens, som da sad i Tower) til Frankrig i Kongressens ærinde. Vi lagde til i Lorient, og mens jeg var der, han var taget i forvejen, skete der noget, som bragte min tidligere plan i erindring. En engelsk pakkebåd fra Falmouth til New York med regeringsforsendelser om bord, blev bragt ind til Lorient. At en pakkebåd skulle blive bragt op er ikke særlig enestående, men at forsendelserne skulle blive opsnappet samtidig, ville nogen næppe have troet, da de altid ligger ved kahytsvinduet i en taske fyldt med en kanonkugle parat til at blive sænket med et øjebliks varsel. Kendsgerningen er imidlertid, som jeg skrev, for forsendelserne faldt i mine hænder og jeg læste dem. Fangsten var efter mine informationer forløbet på følgende måde: Den engelsktalende kaptajn på kaperskibet Madame udgav sig, da han anråbte

184

Måder og midler

Jeg begynder med rettighedsbreve (charters) og lav (corporations). Det er en fordrejning at sige, at et rettighedsbrev giver rettigheder. Det virker stik modsat ved at fjerne rettigheder. Rettigheder er nedarvet til alle indbyggere, men frihedsbreve overlader retten, gennem udelukkelse, i hænderne på nogle få ved at annullere de manges rettigheder. Hvis rettighedsbreve var konstrueret til med direkte ord at udtrykke: 'at enhver indbygger, som ikke er medlem af et lav, skal ikke have stemmeret' ville sådanne rettighedsbreve formelt set være rettighedsbreve, men fratage, ikke give rettigheder. Virkningen er den samme i den form, de nu fremstår, og de eneste mennesker, de vedrører, er de mennesker, som de fratager rettigheder. De, hvis rettigheder er sikret ved ikke at blive frataget, udøver ikke andre rettigheder, end de i egenskab af medlemmer af samfundet er berettiget til uden et rettighedsbrev, og derfor har alle rettighedsbreve kun indirekte negative virkninger. De giver ikke rettigheder til A, men forskelsbehandler til fordel for A ved at fjerne rettigheder fra B og skaber derfor uretfærdighed. Men rettighedsbreve og lav har en ond virkning, der rækker længere end bare stemmeret. De er kilder til endeløse stridigheder de steder, de eksisterer, og de begrænser det nationale samfunds almene rettigheder. En engelsk indfødt kan under virkningen af disse rettighedsbreve og lav ikke siges at være englænder i ordets fulde betydning. Han er ikke fritstillet i forhold til nationen på samme måde, som pakkeskibet, for at være en engelsk fregat og inviterede pakkeskibets kaptajn ombord, hvorefter, da dette var sket, han sendte nogle af sine folk over og tilegnede sig posten. Men uanset omstændighederne ved fangsten, er det om regeringsforsendelserne helt sikkert. De blev sendt til Paris til Grev Vergennes og da oberst Laurens og jeg tog tilbage til Amerika, bragte vi originalerne til Kongressen. Gennem disse forsendelser fik jeg indblik i stupiditeten i den engelske regering i meget højere grad, end jeg ellers kunne have fået, og jeg genoptog min gamle plan. Men oberst Laurens var så meget imod at tage tilbage alene, blandt andet fordi han medbragte et beløb på op mod tohundredetusinde pund i kontanter, at jeg føjede ham i hans ønsker og endeligt opgav min plan. Men jeg er nu overbevist om, at hvis jeg kunne have udført den, ville den ikke have været fuldstændig mislykket.

185

Måder og midler

en franskmand er fri i Frankrig og en amerikaner i Amerika. Hans rettigheder er begrænset til hans fødeby og i nogle tilfælde til hans sogn og alle andre egne, selvom det er hans hjemland, er for ham fremmede lande. For at opnå bopæl i disse må han gennemgå en lokal naturalisering gennem køb, ellers formenes han adgang og udvises af området. Denne afart af feudalisme opretholdes for at berige lavene på bekostning af byerne, og virkningerne er synlige. Flertallet af lavsbyer er i ensomt forfald og undgår kun ruin ved en eller anden omstændighed i deres placering såsom en sejlbar flod eller et frugtbart opland. Da befolkningen er en af de vigtigste kilder til velstand (for uden den har jorden ingen værdi), må alt, hvad der virker til at forhindre den, mindske værdien af ejendom, og da korporationer ikke kun har denne tendens men denne direkte virkning, kan de kun være skadelige. Hvis nogen politik skulle følges, frem for den almene friheds, hvor enhver kunne bosætte sig, hvor han ville (som i Frankrig eller Amerika), ville det være mere logisk at give tilflyttere tilskud end forhindre deres ankomst ved at opkræve afgifter af dem. 1 De personer, der har den mest øjeblikkelige interesse i nedlæggelsen af lavene, er indbyggerne i de byer, hvor der er oprettet lav. Tilfældene Manchester, Birmingham og Sheffield viser de skader, som disse gotiske institutioner gør på ejendom og forretningsliv. Nogle få undtagelser kan findes, så som London, hvis naturlige og handelsmæssige fordele, grundet i beliggenheden ved Themsen, er i stand til at overleve de politiske onder, der følger med lavene, men i

1 Det er svært at gøre rede for oprindelsen til rettighedsbreve og lavsbyer, med mindre vi antager, at de er opstået i forbindelse med en eller anden form for garnisonsopgave. Den tid, de oprandt på, berettiger tanken. De fleste af de byer har været garnisonsbyer, og lavene fik til opgave at beskytte byens porte, når der ikke var nogen garnison i byen. Deres adgangsforbud eller -tilladelse for fremmede, som har frembragt skikken med at give, sælge eller købe frihed, har mere natur af en militær myndighed end et civilt styre. Soldater kan frit nedsætte sig i alle lavsbyer i nationen, på samme måde som soldater frit kan slå sig ned i alle garnisonsbyer, og ingen andre kan. Han kan optage enhver profession med sin foresattes tilladelse i en hvilken som helst by landet over.

186

Måder og midler

næsten alle andre tilfælde er de skæbnesvangre konsekvenser alt for iøjnefaldende til at blive overset. Selvom hele nationen ikke er så direkte påvirket af værditabet på ejendom i lavsbyer som indbyggerne selv, mærkes konsekvenserne. Ved at mindske værdien på ejendom beskæres omfanget af den nationale handel. Ethvert menneske er en kunde alt efter evne, og da alle dele af nationen handler med hinanden, må det, der påvirker nogen af parterne, nødvendigvis påvirke helet. Da et af det engelske parlaments huse for en stor dels vedkommende udgøres af repræsentanter fra disse lav, og da det er unaturligt, at en ren strøm skulle flyde fra en rådden kilde, er dets laster blot en videreførelse af ophavets laster. En mand af ære med gode politiske principper kan ikke indvillige i det nedrige mas og i de uværdige kunstfærdigheder sådanne valg omgives med. For at være en succesrig kandidat må han være blottet for de egenskaber, der kendetegner en retfærdig lovgiver, og således oplært til korruption gennem vejen til Parlamentet kan det ikke forventes, at repræsentanten skulle være bedre end manden. Hr. Burke har med sin omtale af det engelske repræsentative system stillet en udfordring så modig som nogen i riddertiden. ”Vor repræsentation”, siger han, ”har vist sig at være så velegnet til alle de formål, hvortil en repræsentation af folket kan ønskes eller udtænkes”. ”Jeg udfordrer”, fortsætter han, ”forfatningens fjender til at bevise det modsatte”. Denne erklæring fra en mand, som har været konstant i opposition til alle Parlamentets handlinger hele sit politiske liv, med undtagelse af et år eller to, er yderst usædvanlig, og når man sammenligner, giver det ingen andre muligheder, end at han handlede mod sin overbevisning som parlamentsmedlem eller har argumenteret imod den som skribent. Men det er ikke kun i repræsentationen, defekten ligger, og derfor vil jeg fortsætte herunder med aristokratiet. Det, der kaldes Overhuset (House of Peers), er grundlagt på noget, som er meget lig det, som lovgivningen i andre sammenhænge forbyder. Det består i en samling personer med en og samme interesse. Det kan ikke forklares, hvorfor 187

Måder og midler

en lovgivende forsamling skal sammensættes udelukkende af mænd, hvis beskæftigelse det er at udleje jordejendom, frem for lejere, bryggere, bagere eller nogen anden særskilt gruppe mennesker. Hr. Burke kalder dette kammer 'det store fundament og støttepillen for godsejerstanden'. Lad os granske denne tanke. Hvilken støttepille behøver godsejerstanden frem for nogen anden interesse i staten, og hvilken ret har den til en separat og adskilt repræsentation frem for nationens generelle interesser? Det eneste, denne magt kan benyttes til, (og som den altid er blevet) er at forhindre skatter på sig selv og lægge byrden på den slags forbrugsvarer, som de selv ville blive ramt mindst af. At dette har været konsekvensen (og altid vil være konsekvensen af at danne regeringer af forsamlinger) er, hvad England angår, åbenlyst ud fra dets skattehistorie. Uanset at skatten er udvidet og steget på almindelige forbrugsvarer, er jordskatten, som i mere udpræget grad påvirker denne 'støttepille', mindsket. I 1788 var summen af jordskatter 1.950.000, som er en halv million mindre end den var for hundrede år siden 1 uanset at lejeindtægten i mange tilfælde er fordoblet siden da. Før hannoveranernes tid var skatterne næsten ligeligt delt mellem jord og forbrugsvarer, hvor jorden bar den lidt større andel, men siden denne tid er næsten tretten millioner i skatter årligt blevet lagt på forbrugsvarer. Følgen har været en konstant vækst i antal fattige, i fattigdommen og i beløbet til fattighjælp. Heller ikke her falder byrden ligeligt på aristokratiet og på resten af befolkningen. Deres palæer, uanset om det er i byen eller på landet, ligger ikke blandt de fattiges boliger. De lever afsondret fra nød og udgiften til at afhjælpe den. Det er i industribyerne og arbejderkvartererne, at disse byrder tynger mest, hvor det i mange tilfælde er én slags fattige, der forsørger en anden. 1

Se Sir John Sinclair's History of the Revenue. Jordskatten i 1646 var £ 2.473.499.

188

Måder og midler

Flere af de tungeste og mest indbringende skatter er således sammensat, at de fritager denne støttepille, der således forsvarer sig selv. Skatten på øl brygget til salg påvirker ikke aristokratiet, som brygger deres eget skattefri øl. Den falder på dem, som ikke har faciliteter eller viden til at brygge øl, og som må købe det i små mængder. Men hvad vil menneskeheden ikke tænke om retfærdighed, når de ved, at alene denne skat, som aristokratiet er undtaget fra, næsten svarer til hele jordskatten, som i 1788 (og den er mindre nu) var £ 1,666,152 og med andelen af skat på malt og humle overgår den. - At en enkelt vare, straks konsumeret og hovedsageligt af den arbejdende befolkning, skal belægges med en skat, som svarer til lejeafgiften i hele nationen, er en kendsgerning måske uden parallel i hele skattehistorien. Dette er en af konsekvenserne af en lovgivende forsamling, som udgøres af en sammenslutning af fælles interesser; hvilke forskellige mål partierne end må have, er de forenet i disse. Uanset om en sammenslutning får lønningerne eller salgspriserne til at stige eller bevirker, at beskatning flyttes hen på en anden samfundsgruppe, er princippet og resultatet dog det samme, og hvis det ene er ulovligt, vil det være vanskeligt at forklare, at det andet burde finde sted. Det nytter ikke noget at sige, at skatterne først foreslås i Underhuset, for da det andet Hus har vetoret, kan det altid forsvare sig, og det ville være latterligt at antage, at dets billigelse af de tiltag, der skulle fremlægges, ikke var indforstået på forhånd. Desuden har det skaffet sig så stor indflydelse gennem valgretsprivilegier, og så mange af deres familie og forbindelser er fordelt på begge sider i Underhuset, at det, foruden en absolut vetoret i det ene hus, får en overvægt i det andet i alle sager af fælles interesse. Det er svært at finde ud af, hvad der menes med godsejerstanden, hvis ikke det indebærer en koalition af aristokratiske jordejere, der sætter sine egne økonomiske interesser i modsætning til landmandens og enhver gren af handelen, forretningslivet og industrien. I alle andre henseender er det den eneste ejendom, der ikke behøver nogen 189

Måder og midler

særlig beskyttelse. Den nyder hele verdens beskyttelse. Ethvert individ, høj eller lav, har en interessere i jordens frugter. Mænd, kvinder og børn i alle aldre og grader vil møde frem og hjælpe landmanden for at undgå, at høsten ikke kommer i hus, og de vil ikke gøre dette med nogen anden form for ejendom. Det er den eneste, som menneskeheden beder i fællesskab til og det eneste, der aldrig vil fejle på grund af mangel på penge. Det er ikke en politisk interesse men menneskehedens, og når den ophører, ophører menneskeheden med at eksistere. Ingen anden interesse i en nation nyder samme fælles opbakning. Handel, produktion, kunst, videnskab og alt andet får kun delvis samme opbakning. Deres velstand eller forfald har ikke samme altomfattende indflydelse. Når dalene ler og synger, er det ikke kun landmanden, men alle skabninger, der falder ind. Det er en velstand, som udelukker al misundelse, og dette kan ikke siges om nogen anden ting. Hvorfor taler hr. Burke så om Overhuset som godsejerstandens støttepille? Sank denne pille i jorden, ville godsejerstanden leve videre, og der ville stadig pløjes, sås og høstes. Aristokratiet er ikke de landmænd, som bearbejder jorden og avler afgrøderne, de opsluger kun lejen; og hvis de sammenlignes med den aktive verden, er de dronerne, et serail af hanner, som hverken samler honningen eller danner boet, men hvis eksistens kun består af dvaske fornøjelser. Hr. Burke kaldte i sit første essay aristokratiet 'det forfinede samfunds korintiske støttepille'. I færdiggørelsen af denne figur har han nu tilføjet pillen, men basen mangler stadig; og når en nation vælger at optræde som Samson, ikke blind, ikke brav, så falder Dagons, herrernes og filistrenes tempel. Hvis en lovgivende forsamling skal sammensættes af mænd fra én klasse med det formål at beskytte en særlig interesse, skal alle de andre interesser også tilgodeses. Uligheden såvel som skattebyrden stammer fra at tillade det i et tilfælde og ikke i alle. Fandtes der et kammer for landmænd, ville der ikke findes jagtlove; et kammer for køb190

Måder og midler

mænd, og der ville ikke have været så ulige og overdrevne skatter. Det er fordi, at beskatningsmagten ligger i hænderne på dem, der kan kaste så stor en del af den på andre skuldre, at den har hærget uden kontrol. Folk med små eller moderate besiddelser rammes mere af skatterne, der lægges på forbrugsvarer, end de lettes for skatten på besiddelser af følgende grunde: For det første forbruger de flere af de produktive, beskatningsbare varer i forhold til deres størrelse end de store ejendomsbesiddere. For det andet hører de mest til i byerne, og deres besiddelser består af ejendomme; og stigningen i fattigskatten, forårsaget af skatter på forbrugsvarer, er forholdsmæssigt større end jordskatternes formindskelse. I Birmingham er fattigskatten ikke mindre end syv shilling pr. pund. Dette er aristokratiet, som tidligere nævnt, fritaget for i stort omfang. Dette er bare nogle af de ulykker, der flyder fra Overhusets ondsindede konstruktion. Som en sammenslutning kan det altid undgå en betragtelig del af skatterne, og som arvelige pladser, der ikke står til regnskab for nogen, ligner det et råddent sogn, hvis enighed er motiveret af fælles interesser. Der er kun få af dets medlemmer, som ikke på den ene eller anden måde modtager eller spenderer offentlige midler. Én udnævnes til lyseholder eller kammertjener, en anden kammerherre, silkebåndsoppasser eller ethvert andet ubetydeligt embede, som der er tilknyttet gage til betalt ud af almenhedens skatter, og som undgår at ligne åben korruption. Sådanne tilfælde er nedværdigende for menneskehedens karakter, og hvor de tillades, kan der ikke findes ære. Til alle disse skal lægges de utallige, der er afhængige, den lange liste af yngre slægter og fjerne familiemedlemmer, som skal forsørges af det offentlige. Hvis man skulle fastslå nationens udgifter til aristokratiet, ville man finde, at de næsten udgjorde det samme som forsørgelsen af de fattige. Alene hertugen af Richmond (og der er andre tilfælde som dette) får lige så meget som to tusinde fattige og gamle mennesker kunne forsørges for. Er det så mærkeligt, at 191

Måder og midler

skatter og afgifter under dette styre er vokset til det nuværende niveau? Jeg fortæller dette i et åbent og uegennyttigt øjemed, ikke styret af andre motiver end medmenneskelighed. Det er ikke underligt, at nedrighed og bedrageri virker afskyeligt på mig, som ikke bare har afvist tilbud, fordi jeg mente de var upassende, men har afslået belønninger, jeg med god samvittighed kunne have taget imod. Uafhængighed har været min lykke, og jeg anskuer tingene, som de er, uden at skele til rang og person. Hele verden er mit land, og min religion er at gøre godt. Hr. Burke siger om aristokratiets lov om førstefødselsret: 'Det er standardloven i vores arvegodser og har uden tvivl en tilbøjelighed, og, mener jeg, en glædelig tilbøjelighed til at fastholde en karakter af vægt og konsekvens'. Hr. Burke kan kalde denne lov, hvad der passer ham, men medmenneskelighed og upartisk betragtning vil kalde den uretfærdighedens brutale lov. Havde vi ikke været vant til den i det daglige, og havde vi netop lige hørt om den, som en lov i en fjern afkrog af verden, ville vi konkludere, at den slags landes lovgivere endnu ikke havde nået et civiliseret stade. Hvad angår fastholdelsen af en karakter af vægt og konsekvens, forekommer sagen mig at være stik modsat. Det er en besmudsning af karakteren, en slags pirateri på familieejendom. Den kan muligvis have vægt blandt afhængige lejere, men har ingen på national skala og har slet ikke en universel karakter. Hvad mig selv angår var mine forældre ikke i stand til at give mig en skilling udover, hvad de gav mig til uddannelse, og for at gøre det, led de selv afsavn. Alligevel har jeg mere af det, der kaldes konsekvens i verden end nogen blandt hr. Burkes katalog af aristokrater. Efter at have set på nogle af defekterne i parlamentets to kamre, skal jeg fortsætte med det, der kaldes Kronen, og jeg skal være meget kortfattet. Det omfatter et embede til en million pund om året, et embede, hvis opgave består i at tage imod pengene. Hvorvidt personen er klog eller dum, rask eller gal, en indfødt eller udlænding, betyder ikke spor. Ethvert ministerium er baseret på den samme tanke, som hr. Burke angiver, nem192

Måder og midler

lig at folket må snøres og holdes hen i overtroisk uvidenhed af en eller anden bøhmand, og det, der kaldes Kronen, tjener dette formål, og derfor opfylder den alle de forventninger, der stilles til den. Det er mere, end der kan siges om de to andre grene. Den fare, dette embede er udsat for i alle lande, er ikke, hvad der kan ske personen, men hvad der kan ske med nationen - faren for at den kommer til fornuft. Det har været tradition at kalde Kronen den udøvende magt, og den tradition er fortsat selvom årsagen er bortfaldet. Den blev kaldt udøvende, fordi den person, den udgjorde tidligere, fungerede som en dommer, der administrerede eller praktiserede lovene. Domstolene var den gang en del af hoffet. Magten, som nu kaldes den lovgivende, er det, der kaldtes den udøvende, og følgelig er det ene eller det andet af begreberne overflødigt og det ene af embederne unyttigt. Når vi siger Kronen i dag, betyder det intet. Det betyder hverken en dommer eller en general; desuden er det lovene, der styrer og ikke personen. De gamle begreber opretholdes og giver en fornemmelse af konsekvens til tomme traditioner, og den eneste virkning, de har, er at øge udgifterne. Før jeg fortsætter med midlerne til at gøre regeringer mere egnede til at være til almindelig gavn for menneskeheden end de er nu, vil det ikke være upassende at gennemgå beskatningens udvikling i England. Det er den generelle opfattelse, at når skatter først er pålagt, fjernes de aldrig. Uanset hvor sandt dette måtte være på det sidste, har det ikke altid været sådan. Så enten var tidligere mennesker mere vagtsomme overfor statsmagt, end de nuværende er, eller også blev statsmagten administreret med mindre ødselhed. Det er nu syv hundrede år siden den normanniske erobring og oprettelsen af det, der kaldes Kronen. Deles denne periode op i syv separate perioder på hundrede år vil summen af de årlige skatter i hver periode blive således:

193

Måder og midler Årlige Årlige Årlige Årlige Årlige

skatter skatter skatter skatter skatter

pålagt af Wilhelm Erobreren (1066) 100 år efter erobringen (1166) 200 år efter erobringen (1266) 300 år efter erobringen (1366) 400 år efter erobringen (1466)

400.000 200.000 150.000 130.000 100.000

Disse og følgende oplysninger er taget fra Sir John Sinclair's 'History of the Revenue', hvoraf det fremgår, at skatterne fortsatte med at falde i fire hundrede år, hvorefter de var reduceret tre fjerdedele, nemlig fra fire hundrede tusinde pund til et hundrede tusinde. Englands nuværende befolkning har en traditionel og historisk betinget opfattelse af deres forfædres tapperhed. Men uanset hvad deres dyder og laster kunne have været, var de med sikkerhed et folk, som ikke ville udnyttes, og som holdt statsmagten i ave skattemæssigt om ikke principmæssigt. Selvom de ikke var i stand til at udrydde den kongelige tilraning, begrænsede de den til en republikansk skatteøkonomi. Lad os nu kigge på de sidste tre hundrede år (GBP): Årlige skatter 500 år efter erobringen (1566) Årlige skatter 600 år efter erobringen (1666) Årlige skatter 700 år efter erobringen (1766)

500.000 1.880.000 17.000.000

Differencen mellem de første fire hundrede år og de sidste tre er så forbløffende, at det berettiger til at antage, at den engelske nationale karakter er forandret. Det ville have været umuligt at tvinge de tidligere englændere ud i den overdrevne beskatning, der eksisterer nu; og når man tænker på, at udgiften til hæren, flåden og alle skattebetjentene er den samme nu, som den var for hundrede år siden, da skatterne ikke var en tiendedel af, hvad de er nu, er det umuligt at forklare den enorme stigning og udgift med andre grunde end ødselhed, korruption og intriger 1 . 1 Flere regeringsaviser har på det sidste nævnt Wat Tyler. At hans minde skulle tilsværtes af hofsnoge og af alle dem, som lever af det offentlige rov, kan man ikke forundres over. Han var den, der kunne holde det uretfærdige beskatningsvanvid i skak på sin tid, og nationen skyldte hans tapperhed meget. Historien er kort fortalt denne: På Richard d. 2.'s tid blev indført en kopskat på en shilling pr hoved på hver person over femten år i hele landet uanset rang og plads, på fattige såvel som på rige. Hvis loven var til fordel for nogen, var det de rige snarere end de fattige, da ingen

194

Måder og midler

Efter revolutionen i 1688, og i endnu højere grad efter Hannoverarvefølgen, opstod den destruktive politik med kontinentale intriger og vilde oversøiske besiddelseskrige; en så uforståelig og mystisk politik at omkostningerne ikke lader sig forklare. En enkelt linje betyder millioner. Det er umuligt at sige, hvilket omfang beskatningen ville have taget, hvis ikke den franske revolution havde medvirket til at stoppe denne politik og disse fordringer. Ser man på den revolution, som den fortjener, som den lykkelige anledning til at lette skatterne i begge lande, er den lige så vigtig for England som for Frankrig, og hvis alle de potentielle muligheder, den giver, udnyttes rigtigt, forperson kunne beskattes mere end 20 shilling for sig selv, familie og tjenestefolk, uanset hvor mange de var, mens alle andre familier under tyve personer blev beskattet pr hoved. Kopskatter har altid været modbydelige, men denne var tillige undertrykkende og uretfærdig. Den fremkaldte, som den naturligt måtte, universel afsky blandt fattige og middelklassen. Personen kendt som Wat Tyler, hvis virkelige navn var Walter, var portner ved frimurerlogen og boede ved Deptford. Opkræveren, der kom til hans hus for at hente kopskatten, forlangte skat for en af hans døtre, som Tyler erklærede var under femten år. Skatteopkræveren insisterede på at se sagen for sig selv, og begyndte en usædelig undersøgelse af pigen, og det gjorde faderen rasende. Han slog ham med en hammer, som strakte ham til jorden og var årsagen til hans død. Begivenheden bragte utilfredsheden frem. Kvarterets indbyggere gjorde Tylers sag til deres, og i løbet af få dage fik han tilslutning, ifølge nogle beretninger af op mod halvtreds tusinde mand, og blev valgt til deres leder. Med denne styrke marcherede han til London for at kræve skatten afskaffet og genoprejsning for deres lidelser. Hoffet, som var i en håbløs tilstand og ude af stand til at gøre modstand, indvilligede i med Richard i spidsen, at holde et møde med Tyler i Smithfield, hvor de, med smiger og eftergivenhed, gjorde mange retfærdige indrømmelser for at rette op på undertrykkelsen. Mens Richard og Tyler talte sammen om disse emner, begge på hesteryg, øjnede Walworth, den daværende borgmester i London og en af hofsnogene, en chance og stak som en kujonagtig snigmorder Tyler med en daggert. To eller tre kastede sig over ham, og han blev øjeblikkeligt myrdet. Tyler virker til at have været uforfærdet og uegennyttig. Alle de forslag, han gav Richard, var mere retfærdige og almennyttige end dem, baronerne havde givet John. Og uanset at sleske historikere og mænd som hr. Burke, som forsøger at få hoffets nedrige handling til at se bedre ud ved at bagtale Tyler, vil hans ry dog overvinde deres usandheder. Hvis baronerne fortjente et monument rejst for sig i Rurmeymede, fortjener Tyler et i Smithfield.

195

Måder og midler

tjener den at blive fejret lige så meget i ét land som i et andet. Til fortsættelse af dette emne skal jeg begynde med den sag, som først viser sig - den at lette skatterne - og skal så supplere med sådanne sager og forslag vedrørende de tre lande, England, Frankrig og Amerika, som tingenes nuværende tilstand tilsyneladende retfærdiggør: Hermed mener jeg en alliance mellem de tre med det formål, som vil blive omtalt på rette sted. Hvad der én gang er sket kan ske igen. I udsagnet givet tidligere om skattens udvikling ses det, at skatten er faldet til en fjerdedel af, hvad den tidligere var. Selvom de nuværende omstændigheder ikke tillader samme reduktion, er en start, som kan opnå det samme på kortere tid end før, dog mulig. Summen af skatter for året, som sluttede Mikkelsdag 1788, var følgende: Jordskatter Told Afgifter (inkl. Gammel og ny malt) Stempelafgifter Diverse skatter og afgifter

150.000 130.000 100.000 1.278.214 1.803.755 15.572.970

Siden 1788 er op mod en million nye skatter blevet pålagt foruden indtægten fra lotterier. Og da skatter er blevet mere indbringende end før, kan summen i runde tal anslås til £ 17.000.000. N.B. Udgiften til inddrivelsen og restancerne, som andrager næsten to millioner, betales ud af bruttobeløbet, og det ovenstående er nettobeløbet der ender i statskassen. Dette beløb på sytten millioner anvendes til to forskellige formål: det ene til at betale renterne på statsgælden, det andet til at betale de løbende udgifter hvert år. Omkring ni millioner anvendes på det første og resten, næsten otte millioner, på det sidste. Hvad angår den million, som siges at gå til at afdrage på gælden, ligner det så meget det at indbetale med den ene hånd og hæve med den anden, at det ikke fortjener megen opmærksomhed.

196

Måder og midler

Nu ejede Frankrig heldigvis nationale landområder, som kunne dække gælden og derved lette skatterne, men da det ikke er tilfældet i England, kan en skattesænkning kun ske ved at reducere de løbende udgifter, hvilket nu kan gøres med beløb på fire til fem millioner, som det vil fremgå senere. Når dette er opnået, vil det mere end modvirke den enorme udgift til den amerikanske krig, og besparelsen vil komme fra samme kilde som ondet stammede fra. Hvad statsgælden angår, uanset hvordan renterne tynger i skat, udgør den dog en kapital, som er nyttig for forretningslivet og bærer dermed en stor del af sin egen vægt; og da mængden af guld og sølv i England af den ene eller anden grund er mindre end den burde være 1 (ikke mere end tyve millioner, hvor det burde være tres), ville det være slet politik at fjerne den kapital, som tjener til at dække den mangel. Men med hensyn til de løbende udgifter, så er alt, hvad der er sparet på dem, tjent. Overskuddet kan tjene til at holde korruptionen i live, men det har ingen virkning på kredit og handel, som gældens renter har. Det er nu meget sandsynligt, at den engelske regering (jeg mener ikke nationen) ikke ser venligt på den franske revolution. Alt, hvad der tjener til at udstille rænkespillene og mindske hoffernes indflydelse ved at sænke skatterne, vil ikke være velkomment hos dem, der lever af byttet. I ly af skærmydslerne under det franske rænkespil, kunne den vilkårlige magtanvendelse, 'papisme og træsko' 2 , opretholdes; nationerne var lette at narre og kyse til at betale skatter. De dage er forbi nu. Bedrageri, kan man håbe, har høstet sin sidste afgrøde, og bedre tider ligger forude for begge lande og for verden. Hvis man forestiller sig en alliance mellem England, Frankrig og Amerika med de formål, der skal beskrives nedenfor, kan Frankrigs og Englands statsudgifter dermed mindskes. Det vil ikke være nødvendigt med de samme flå1 Oversøiske intriger, oversøiske krige og oversøiske besiddelser vil i stort omfang forklare underskuddet. 2 Siden det 17. århundrede har udtrykket 'papisme og træsko' symboliseret den overtro og fattigdom, der, i engelsk opfattelse, var forbundet med Frankrig. (o.a)

197

Måder og midler

der og hære for begge, og reduktionen kan ske skib for skib på begge sider. Men for at opfylde disse mål må regeringerne nødvendigvis indrettes efter et fælles korresponderende princip. Tillid kan ikke bygges op, så længe en fjendtlig indstilling findes på den ene af siderne, eller hvor mystik og hemmelighedskræmmeri modsvares af oprigtighed og åbenhed fra den anden side. Dette givet kan statsudgifterne mindskes til det, der var tilfældet på den tid, hvor Frankrig og England ikke var fjender. Dette må følgelig være før den hannoveranske tronfølge og også før revolutionen i 1688 1 . Det første tilfælde, der melder sig før denne tid er i Charles d. II.'s meget ødsle og tøjlesløse tid, hvor England og Frankrig optrådte som allierede. Hvis jeg har valgt en periode med megen ekstravagance, vil det stille den nutidige ekstravagance i et endnu dårligere lys; især da udgiften til flåden, hæren og skatteopkræverne ikke er steget siden dengang. Fredsperiodens udgifter så ud som følger: (Se Sir John Sinclairs "History of the Revenue") Flåden Hæren Ammunition Civillisten

300.000 212.000 40.000 462.000 £ 1.014.115

Parlamentet anslog imidlertid fredsperiodens årlige ud1

Jeg var tilfældigvis i England under festligholdelsen af 100-året for revolutionen i 1688. Williams og Marys natur har altid vakt min afsky; den ene forsøgte at knuse sin onkel og den anden sin far for selv at få magt; og på trods af, at nationen mente, det var noget at fejre, var jeg såret over at se det hele tilskrevet en mand, som havde påtaget sig det som et stykke arbejde, og som, udover hvad han modtog, beregnede sig 600.000 pund til udgiften for den lille flåde, der bragte ham over fra Holland. George d. I. spillede den samme jernnæve-rolle, som William havde gjort og købte hertugen af Bremen med de penge, han fik fra England, 250.000 pund ved siden af sin betaling som konge; og efter således at have købt det på Englands bekostning, lagde han det til sine Hannoveranske besiddelser til gavn for sig selv. Faktisk regeres alle nationer, som ikke regerer sig selv, som et embede. England har været et offer for embeder lige siden revolutionen.

198

Måder og midler

gift til 1.200.000. 1 Hvis vi går tilbage til Elizabeths tid, var summen af alle skatter kun en halv million, og dog ser nationen intet, som kan bebrejdes den som mangel på konsekvens. Vurderes alle forhold, der stammer fra den franske revolution, fra de to nationers voksende tilnærmelse og gensidige interesser, ophøret af hofintriger på begge sider og væksten i statsvidenskaberne, kan den årlige udgift anslås til en og en halv million dvs.: Flåden Hæren Ammunition

500.000 500.000 500.000 £ 1.500.000

Selv dette beløb er seks gange større end statsudgifterne i Amerika, og alligevel udgør Englands hjemlige administration (jeg mener højesteret, domstole og nævningesager, som faktisk omtrent udgør det hele og udføres af nationen), en mindre andel af skatteindtægterne end i Amerika. Det er på tide, at nationerne bliver rationelle og ikke regeres som dyr efter rytternes behag. Når man læser kongernes historie, kommer man nærmest til at tro, at regeringsopgaverne består i krondyrjagt, og at alle nationer betalte jægeren en million om året. Mennesker burde have for megen stolthed og blusel til at blive udnyttet sådan, og når de mærker efter, hvad de føler, har de også. I alle sager af denne natur findes der ofte et sæt tanker, man ikke har været vant til at udvikle og videregive. Holdt tilbage af noget der ligner anstændighed, optræder man hyklerisk overfor sig selv såvel som overfor andre. Det er imidlertid pudsigt at se, hvor hurtigt en sådan fortryllelse kan hæves. En enkel bemærkning, dristigt formuleret og udtrykt, kan sommetider være afgørende for en hel gruppes holdninger, og nationer som helhed har det på samme måde. 1 Charles fandt, som sine forgængere og efterkommere, at krig var statsstyrets frugter, og gik i krig mod Holland, hvilket fik de årlige udgifter til at stige til £ 1,800.000, som nævnt for året 1666; mens fredsudgifterne kun var £ 1.200.000.

199

Måder og midler

Hvad de embeder angår, som enhver civil regering kan bestå af, betyder det kun lidt, hvilke navne de beskrives med. I daglige sager, som nævnt før, er det, uanset om en mand kaldes præsident, konge, kejser, senator eller noget andet, ikke muligt, at nogen tjeneste, han kan udføre, kan afføde mere end ti tusinde pund om året, og ligesom intet menneske skulle betales for mere end for sine ydelser, således vil et menneske med et godt hjerte ikke godtage mere. Offentlige penge burde omgås med den allerstørste samvittighedsfuldhed. Det er ikke kun indtægter fra de velhavende men resultatet af hårdt arbejde og fattigdom. De stammer ligeligt fra den bitre nød og elendighed. Ikke en tigger går forbi eller omkommer på gaden, som ikke har givet en skærv til hele mængden. Var det muligt, at Kongressen i Amerika kunne forglemme sine valgmenigheders pligter og interesser i en sådan grad, at de tilbød general Washington en million om året som præsident for Amerika, ville han ikke og kunne han ikke godtage det. Hans æresbegreber er anderledes. Det har kostet England næsten halvfjerds millioner pund at forsørge en familie importeret udenlands fra med meget ringere begavelse end tusinder i dette land, og knapt et år er gået uden en ansøgning om nye lejesoldater. Selv lægeregningerne er blevet fremsendt til den offentlige kasse. Det er ikke noget under, at fængslerne er overfyldte og skatter og bidrag til fattighjælpen stiger. Med den slags regimer ser man ikke noget, som man ikke har set før, og hvad forandring angår, hvornår den så end kommer, må den komme fra nationen og ikke fra statsmagten. For at vise, at beløbet på fem hundrede tusinde pund er mere end rigeligt til at dække alle regeringens udgifter, undtaget flåden og hæren, er den følgende tilnærmelse gjort for alle lande proportionalt i forhold til England. For det første er tre hundrede retfærdigt valgte repræsentanter tilstrækkeligt til alle de formål, som der kan lovgives om og bedre end et stort antal. De kan deles i to eller tre kamre eller mødes i ét som i Frankrig, eller på en hvilken som helst måde forfatningen vil tillade. 200

Måder og midler

Da repræsentation i frie lande altid betragtes som det mest ærefulde af alle hverv, skal bidragene til det kun bruges til at dække de udgifter, som repræsentanterne har ved denne tjeneste og ikke som gage for et embede. Hvis et bidrag på fem hundrede pund om året gives til hver repræsentant, fratrukket fravær, vil udgiften, hvis alle var tilstede 6 måneder om året, være £ 75.000. De formelle embeder kan ikke med nogen rimelighed overstige det følgende antal, med de nævnte tilknyttede gager: 3 embeder 10 do 20 do 40 do 200 do 300 do 500 do 700 do

á 10.000 á 5.000 á 2.000 á 1.000 á 500 á 200 á 100 á 75

30.000 50.000 40.000 40.000 100.000 60.000 50.000 52.500 £ 497.500

Hvis en nation vælger det, kan den trække fire procent fra alle embeder og lave et til tyve tusinde om året. Alle skatteopkræverne betales ud af de penge, de samler ind, og er derfor ikke inkluderet i denne tilnærmelse. Det foregående foregiver ikke at være en nøjagtig opregning af alle embeder, men skal vise omfanget og størrelsen af gager, som fem hundrede tusinde pund vil dække, og det vil erfaringsmæssigt være umuligt at finde opgaver, der fuldt ud retfærdiggør denne udgift. Hvad angår den måde, som tjenesten udføres på nu, gør lederne af flere institutioner, såsom Postvæsenet og visse embeder i Finansministeriet m.v. ikke meget mere end at give deres signatur tre til fire gange om året, idet al arbejdet udføres af underassistenter. Hvis man således anslår halvanden million til at være en tilstrækkelig fredstidsudgift for alle reelle regeringsopgaver, hvilket er tre hundrede tusinde pund mere end fredstidsudgifterne i Charles d. II's tøjlesløse og ødsle tid (desuagtet, som allerede nævnt, at lønningerne og gagerne til hæren, flåden og skatteopkræverne holdes som på den tid), vil der 201

Måder og midler

være et overskud på op imod seks millioner ud af de nuværende løbende udgifter. Spørgsmålet vil da være, hvordan dette overskud skal bruges. Enhver, der har bemærket den måde, som handel og skatter er vævet sammen på, må være klar over umuligheden af at skille dem pludseligt ad. For det første fordi varer, der allerede er på lager, er belagt med told og reduktionen ikke kan finde sted på det nuværende lager. For det andet, fordi alle de varer som tolden udregnes en gros for, såsom per tønde, per fad, hundredweight [engelsk mål på 112 pounds /o.a.], eller pr. tons, kan fjernelse af told ikke hjælpe den kunde, som køber en pint eller et pund. Den forrige skat på stærk øl og let øl var tre shilling pr tønde, som, hvis det blev fjernet, kun ville sænke prisen med en halv farthing pr pint, og derfor ikke ville udgøre nogen skattelettelse i praksis. Da det forholder sig sådan for de fleste af skatterne, vil det være nødvendigt at kigge på dem, som ikke har denne ulempe, og hvor lettelsen vil være direkte og synlig og umiddelbart kan sættes i værk. Først og fremmest er fattigskatten en direkte skat, som enhver husholdning mærker og kender på øren. Summen af hele nationens fattigskat kendes ikke med sikkerhed, men kan udregnes. Sir John Sinclair har i sin 'History of the Revenue' fastslået den til £ 2.200.587, hvoraf en stor del bruges på retssager, hvor den fattige i stedet for at blive hjulpet, plages. Udgiften for sognet er dog den samme, uanset hvor den stammer fra. I Birmingham udgør fattigskatten fjorten tusinde pund om året. Dette, som trods alt er et stort beløb, er moderat i forhold til befolkningsstørrelsen. Birmingham siges at have halvfjerdstusinde indbyggere og i forholdet halvfjerdstusinde til fjorten tusinde pund i fattigskat vil det landsdækkende beløb i fattigskat i England, ved syv millioner indbyggere, udgøre bare en million fire hundrede tusinde pund. Det er derfor mest sandsynligt, at Birminghams befolkningstal er overvurderet. Fjorten tusinde pund svarer til halvtreds tu-

202

Måder og midler

sinde personer, hvis det landsdækkende beløb i fattigskat sættes til to millioner. Det kan være, hvad det er; det er kun følgen af skatternes overdrevne byrde, for i de tider da skatten var lav, var de fattige i stand til at forsørge sig selv, og der var ingen fattigskat. 1 Som tingene står nu, betaler en arbejdende mand med kone og to eller tre børn ikke mindre end syv til otte pund i skat om året. Han er ikke klar over det, fordi det er skjult i de varer, han køber, og han kun tænker på, hvor dyre de er. Men da skatterne tager mindst en fjerdedel af hans årlige indkomst, er han følgelig ude af stand til at forsørge sin familie, især hvis han selv eller nogen af dem rammes af sygdom. Det første skridt til en virkelig skattelettelse ville derfor være at fjerne fattigskatten fuldstændigt og i stedet fordoble beløbet til de fattige til i alt fire millioner fra de overskydende skatter. På den måde ville de fattige få to millioner og husholdningerne to millioner. Alene dette ville svare til en reduktion af statsgælden på et hundrede og tyve millioner og svare til hele udgiften til den amerikanske krig. Det vil så stå tilbage at overveje den mest effektive måde at fordele eftergivelsen af de fire millioner på. Det ses let, at de fattige almindeligvis består af store familier med børn og gamle, der ikke kan arbejde. Hvis der sørges for disse to klasser vil alle indtil videre blive afhjulpet; det, som står tilbage, vil være tilfældigt og i stort omfang falde indenfor velgørenhedsinstitutionernes område (benefit clubs), som på trods af en ydmyg oprindelse kan regnes blandt de bedste moderne institutioner. Antages, at England består af 7 millioner sjæle, og en femtedel heraf er fra den fattige klasse, som behøver hjælp, vil dette antal være 1.400.000. Af dette antal vil 140.000 være gamle fattige, som det vil fremgå herunder, for hvilke der må iværksættes særlige tiltag for. Der vil så restere 1.260.000, som med fem sjæle i hver familie udgør 252.000 familier, fattigdomsramt af udgiften til børn og af skattebyrden. 1

Fattigskatten blev indført i Henrik d. 8.'s tid, da skatterne begyndte at stige og de er steget, som skatterne er steget, lige siden.

203

Måder og midler

Antallet af børn under 14 år i hver af disse familier vil være omkring fem for hver to familier; nogle vil have to, andre tre, nogle en, andre fire; nogle ingen og andre fem; men det sker sjældent at flere end fem er under 14 år, og efter den alder er de i stand til at gå i tjeneste eller få en læreplads. Sættes 5 børn (under 14 år) pr to familier, vil antallet af børn være antallet af forældre (i live) være

630.000 504.000

Det er vist, at hvis der sørges for børnene, undgår forældrene følgerne, fordi det er fra udgiften til at forsørge børnene, at deres fattigdom stammer. Da jeg således har fastslået det størst mulige antal børnefamilier, som kan antages at behøve hjælp, skal jeg fortsætte med den måde, der kan afhjælpes eller fordeles på, som er: At betale, som en eftergivelse af skatter, til alle fattige familier ud af de overskydende skatter og i stedet for fattigskatten, et beløb på fire pund om året for hvert barn under 14 år; få forældrene til sådanne børn til at sende dem i skole for at lære at læse, skrive og regne; få præster i alle sogne af alle trosretninger til at godkende et kontor, der kan sikre, at denne pligt udføres. Denne udgift vil være: 630.000 børn á £ 4

2.520.000

Ved at adoptere denne metode, vil ikke kun forældrenes fattigdom blive afhjulpet, men uvidenheden blandt den opvoksende generation vil blive fordrevet og antallet af fattige vil herefter blive mindre, fordi deres færdigheder med uddannelsens hjælp bliver større. Mangt en ung med gode naturlige evner, som går i lære i et håndværkerfag som tømrer, snedker, møllebygger eller smed osv., forhindres i at komme videre hele sit liv på grund af mangel på lidt almindelig uddannelse som dreng. Jeg fortsætter nu med de gamle. Jeg deler alderdommen i to klasser. Først begyndelsen på alderdommen, startende ved 50. Dernæst alderdommen startende ved 60. Ved 50 er 204

Måder og midler

de legemlige kræfter på retur, selvom de åndelige evner er i fuld vigør og dømmekraften bedre end på noget tidligere tidspunkt. Han kan ikke tage den samme udmattelse som tidligere. Han begynder at tjene mindre og er mindre i stand til at klare vind og vejr, og i de indendørs ansættelser, hvor synet bruges meget, falder han bagud og føler sig lidt som en gammel hest, der begynder at blive sat på stald. Ved tres burde hans slid være forbi, i det mindste som en nødvendighed. Det er smertefuldt at se ældre slide sig ihjel for det daglige brød i det, der kaldes civiliserede lande. For at få et billede af antallet af dem over 50 år har jeg adskillige gange talt de personer, jeg mødte i Londons gader, mænd, kvinder og børn og har som regel fundet, at gennemsnittet er en ud af seksten eller sytten. Hvis man vil fremføre, at de ældre ikke går meget ud, så er det ligeså for spædbørnene, og en stor del af de større børn er i skole eller i værksteder som lærlinge. Hvis man således tager 16 som skillepunkt, vil antallet af personer i England over 50 af begge køn, rig og fattig være 420.000. De personer, der skal sørges for ud af hele dette antal, er landmænd, arbejdsmænd, håndværkere af alle fag og deres koner, sømænd og eks-soldater, udslidte tjenestefolk og fattige enker. Der vil også være et betragteligt antal middelmådige håndværkere, som, efter at have levet rimeligt i deres første år, med alderen begynder at miste deres håndelag og til sidst at forfalde. Foruden disse vil et antal mennesker i beskæftigelser forbundet med handel og andre foretagender konstant blive udstødt på grund af fremskridtet, som intet menneske kan stoppe eller styre. Til forsørgelse i alle disse tilfælde, og hvad der ellers kan forekomme, anslår jeg antallet af mennesker over halvtreds år, som på et eller andet tidspunkt i deres liv kan føle det nødvendigt eller rart at blive bedre forsørget, end de kan klare selv, og det ikke som barmhjertighed eller en begunstigelse men som en ret, til en tredjedel af dem alle, hvilket er 140.000, som tidligere nævnt, og for hvem særlige tiltag

205

Måder og midler

skulle iværksættes. Skulle der være flere, er samfundet, uanset regeringens pomp og pragt, i en beklagelig tilstand. Af disse 140.000 anslår jeg halvdelen, 70.000, til at være mellem 50 og 60 år og den anden halvdel over 60 år. Da jeg således har anslået de sandsynlige andele af antallet ældre, skal jeg fortsætte med den måde, som deres forhold kan gøres tålelige på, som er at betale enhver person mellem 50 og 60 år et beløb på 6 pund om året ud af skatternes overskud, og 10 pund om året resten af livet efter 70årsalderen. Udgiften til dette vil være: 70.000 personer á £ 6 p.a.: 70.000 personer á £ 10 p.a.:

420.000 700.000 1.120.000

Denne støtte har, som allerede bemærket, ikke natur af velgørenhed, men er en ret. Enhver person i England, mand eller kvinde, betaler 2 pund, 8 shilling og sixpence i skat pr år fra den dag, han eller hun fødes, og hvis udgiften til opkrævningen lægges til, betaler de 2 pund, 11 shillings og sixpence. Følgelig har de ved 50-årsalderen betalt 128 pund 15 shilling og ved 60-årsalderen 152 pund 10 shilling. Hvis man konverterer hans (eller hendes) individuelle skatter til en forsikringsordning, vil pengene, der forfalder til udbetaling efter 50-årsalderen ikke udgøre andet end den retmæssige rente på det nettobeløb, vedkommende har betalt. Resten stammer fra dem, hvis omstændigheder gør, at de ikke behøver trække på den slags hjælp, og kapitalen dækker i begge tilfælde udgiften til statsadministrationen. Det er på dette grundlag, jeg har anslået det sandsynlige behov til en tredjedel af de ældre i samfundet. Er det da ikke bedre, at 140.000 ældre stilles vel end en million offentlige pund om året bruges på bare et individ, og det ofte af den mest værdiløse og ubetydelige karakter? Lad fornuften og retfærdigheden, lad ære og medmenneskelighed, lad selv hykleri, spytslikkeri, hr. Burke, George, Louis, Leopold,

206

Måder og midler

Frederic, Catherine, Cornwallis, og Tippoo Saib, besvare det spørgsmål. 1 Beløbet som gives til de fattige vil blive: 252.000 fattige familier med 630.000 børn: 140.000 ældre:

2.520.000 1.120.000 3.640.000

Der vil da udestå £ 360.000 ud af de 4 mio., af hvilke en del kan bruges som følger: Efter at der er sørget for alle de ovenstående tilfælde, vil der stadig være et antal familier, som ikke rigtig tilhører den fattige samfundsklasse, men dog har svært ved at give deres børn en uddannelse, og børn ville, i den slags tilfælde, stå i en værre situation, end hvis deres forældre rent faktisk var fattige. En nation med en velfungerende regering skulle ikke tillade nogen at gå uden uddannelse. Det er kun styreformer som monarki og aristokrati, som kræver uvidenhed for at overleve. Antag at der er 400.000 børn i denne situation, som er et større antal, end vi ville antage efter de tiltag, der allerede er gennemført; fremgangsmåden vil da være: at give 1

Hvis man udregner skatterne for en familie på 5, betaler hver familie i gennemsnit £ 12, 17s, 6d p.a. Oveni dette beløb skal lægges fattigskatten. På trods af at alle betaler skat gennem de varer, de forbruger, betaler alle ikke fattigskat. Omkring 2 mio. er undtaget; nogle har ikke husholdning, andre er ikke i stand til det, og de fattige, der selv skal modtage bidragene, betaler ikke. Gennemsnittet af fattigskatten for det tilbageværende antal er derfor 40 shilling for hver familie på 5 personer, som gennemsnitlig gør hele skatte- og afgiftsbeløbet til £ 14, 17s 6d; for 6 personer, £ 17, 17s; for 7 personer £ 20, 16s, 6d. Gennemsnittet af skatter i Amerika under den nye repræsentative regeringsform, indbefattet renterne på den gæld, der blev opbygget under krigen og en befolkning anslået til 4 mio. sjæle, som den nu udgør og som dagligt vokser, er 5 shilling pr hoved, mænd, kvinder og børn. Forskellen mellem de to styreformer i England og Amerika er derfor som herunder: 70.000 personer á £ 6 p.a.:

England £ s. d 14 17 6 17 17 0 20 16 6

For en familie på 5 personer For en familie på 6 personer For en familie på 7 personer

207

Amerika £ s. d. 1 50 1 10 0 1 15 0

Måder og midler

hvert af disse børn 10 shilling om året til uddannelse i seks år hver, hvilket vil give dem seks måneders uddannelse hvert år, og en halv crown om året til papir og stavebøger. Udgiften til dette vil årligt være £ 250.000 1 . Der vil da være £ 110.000 tilbage. På trods af de storartede bistandssystemer, som de bedst grundlagte og funderede statsmagter kan oprette, vil der stadig være et antal mindre tilfælde, som det er både god politik og nyttigt for landet at overveje. Blev der givet 20 shilling til hver kvinde, straks efter hun havde født, såfremt kravet stilles, og ingen vil gøre det, medmindre omstændigheder kræver det, vil det muligvis afhjælpe en stor del øjeblikkelig nød. Der er omkring 200.000 fødsler årligt i England, og hvis en fjerdedel af mødrene kræver dette, vil beløbet være £ 50.000; og tyve shilling til hvert nygift par, som ligeledes vil kræve det. Dette ville ikke overstige £ 20.000. Tillige £ 20.000 at anvende til omkostningerne for begravelse af personer, der dør langt væk fra deres venner, fordi de var bortrejst for at finde arbejde. Ved at fritage sognene for denne udgift, vil den syge fremmede blive bedre behandlet. Jeg skal afslutte denne del af mit emne med en plan tilpasset en storby som Londons særlige situation. Der dukker konstant tilfælde op i en storby, som er forskellige fra dem på landet, og for hvilke en anden eller rettere yderligere støttemåde er nødvendig. På landet kender folk hinanden, og nøden når aldrig det ekstreme omfang, 1

Offentlige skoler lever ikke op til de fattiges behov. De findes fortrinsvis i lavsbyer, som børn i byer og landsbyer på landet er udelukket fra; eller, såfremt de optages, ligger så langt væk, at en masse tid går tabt. Uddannelse skal, for at være til nytte for de fattige, foregå på stedet og den bedste måde at opnå dette på, tror jeg, er at sætte forældrene i stand til at betale selv. Der er altid personer af begge køn at finde i enhver landsby, især ældre landsbyer, som kan påtage sig denne opgave. 20 børn af 10 shilling hver (og det ikke mere end 6 måneder om året) ville være det samme som leveomkostningerne i nogle fjerne dele af England, og der er ofte nogle nødstedte præsteenker, som en sådan indkomst ville være acceptabel for. Hvad der end gives til dette formål opfylder to formål: for børnene er det uddannelse og for dem, der uddanner dem, er det et levebrød.

208

Måder og midler

som den sommetider gør i storbyen. Folk, der bogstavelig talt sulter eller fryser ihjel på grund af mangel på husly, findes ikke på landet. Den slags tilfælde og andre lige så ulykkelige findes imidlertid i London. Mangt en ungersvend kommer til London fuld af forventninger og med få eller ingen penge, og med mindre han finder ansættelse, er han allerede halvt fortabt. Og drenge opvokset i London uden midler til at forsørge sig med, og som det så ofte sker, af ludfattige forældre, er i en endnu værre situation, og tjenestefolk uden plads gennem lang tid er ikke meget bedre stillet. Kort sagt opstår der en verden af små sager, som den travle og rige ikke kender til, og som lukker døren på klem for nød. Sult er ikke blandt de udsættelige behov, og en dag, eller bare få timer, i den tilstand er ofte en livskrise i en ødelagt tilværelse. Disse omstændigheder, som er den mest almindelige årsag til smårapserier og fiflerier, der fører til noget større, kan forebygges. Der tilbagestår 20.000 pund ud af de 4 mio. i overskydende skatter, som med en anden fond, som siden skal nævnes, løber op i yderligere 20.000 pund, som ikke kan bruges bedre end til dette formål. Planen vil da være: For det første at oprette to eller flere bygninger, eller anvende nogle allerede eksisterende, der er i stand til at rumme mindst 6.000 personer og i hvert af disse steder have så mange slags beskæftigelse, som kan tænkes, således at enhver, der kommer, vil finde noget, han kan gøre. For det andet at modtage alle, der kommer, uden at spørge hvem eller hvad de er. Den eneste betingelse skal være, at for så og så mange timers arbejde, skal vedkommende modtage så og så mange måltider og et varmt husly mindst på højde med en barak. At en vis del af den værdi, personens arbejde er værd, spares op og gives til ham eller hende ved afrejsen, og hver person skal kunne blive så længe eller så kort eller så ofte, som han vil under disse betingelser. Hvis hver person blev i 3 måneder ville det medvirke til at rotere 24.000 personer årligt, selvom antallet på alle tidspunkter kun ville være 6.000. Ved at etablere et asyl på 209

Måder og midler

denne måde, ville de personer, som oplever midlertidig nød, have lejlighed til at komme på benene og være i stand til at lede efter bedre ansættelse. Hvis man antager, at deres arbejde betalte bare halvdelen af udgiften til at forsørge dem, efter at have tilbageholdt en del af deres fortjeneste til dem selv, ville en sum på 40.000 pund yderligere dække omkostningerne for selv flere end 6.000. Den fond, der med rette kan konverteres til dette formål udover de 20.000 pund tilovers fra den førnævnte fond, vil være udbyttet af skatten på kul, der så skændigt og ødselt bruges på at forsørge hertugen af Richmond. Det er afskyvækkende, at noget menneske, især som prisen er på kul nu, skal leve på et samfunds nød; og enhver regering, der tillader et sådant misbrug, fortjener at blive opløst. Denne fond siges at være på 20.000 pund om året. Jeg skal nu afslutte denne plan med at opregne alle elementerne og så fortsætte med andre sager. Opregningen er som følger: 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8.

Ophævelse af 2 mio. fattigskatter. Forsørgelse af 252.000 fattige mennesker. Uddannelse til 1.030.000 børn. Komfortabel forsørgelse af 140.000 ældre. Tilskud på 20s. til hver af 50.000 fødsler. Tilskud på 20s. til hver af 20.000 ægteskaber. Begravelsestilskud på £ 20.000 til personer til rejsende arbejdere, som dør langt fra venner. Beskæftigelse for de midlertidigt fattige i London og Westminster.

Gennem denne plan kan fattiglovene, disse høflige torturinstrumenter, erstattes og spildet af penge til retssager undgås. De barmhjertiges hjerter vil ikke blive chokeret over synet af lasede og sultne børn og personer på 70 - 80 år, der tigger om mad. Den ubemidlede døende vil ikke blive slæbt fra sted til sted for at udånde som en hævn sognene i mellem. Enker vil kunne forsørge deres børn og vil ikke blive drevet væk ved deres mænds død som skurke og kriminelle; og børn vil ikke længere blive betragtet som en 210

Måder og midler

yderligere byrde for deres forældre. De elendiges plager vil blive kendt, fordi det er til deres fordel, og antallet af småforbrydelser, nødens og fattigdommens afkom, vil falde. Den fattige, såvel som den rige, vil da blive motiveret til at støtte regeringsmagten, og årsagen til, samt ængstelsen for, optøjer og uro vil svinde bort. – I, som er velhavende og nyder overfloden, I, som findes i Tyrkiet og Rusland såvel som i England, og som siger til jer selv 'Har vi det ikke godt', har I tænkt på disse ting? Når I gør det, vil I ophøre med at tænke på at sørge for jer selv alene. Planen er nem at gennemføre. Den generer ikke handelen ved en pludselig ændring i skattereglerne, men effektuerer lettelsen gennem den måde beskatningen udføres på, og pengene, der behøves til det formål, kan tages fra udgiften til skatteopkrævningen, som gennemføres otte gange om året i hver markedsby i England. Da jeg nu har ordnet og afsluttet dette emne, går jeg videre til det næste. Hvis man anslår de nuværende omkostninger til 7½ mio. pund, som omkostningerne mindst er nu, vil der være et beløb på 2 mio. pund tilbage (efter at et beløb på 1½ mio. pund bruges på de nuværende udgifter og 4 mio. til de tidligere nævnte formål), af hvilke en del skal anvendes som følger: Selvom flåden og hæren gennem en alliance med Frankrig i stor udstrækning vil blive overflødige, skal de personer, som har viet deres liv til disse tjenester og derved har afskåret sig fra andre professioner, ikke lide, for at andre kan være lykkelige. De er en anden slags mennesker end dem, der hænger ved hoffet. En del af hæren vil bestå i det mindste nogle år og flåden ligeså, hvilket der allerede er taget hensyn til i den tidligere del af denne plan på en mio., som er næsten en halv million mere end fredstidsudgiften til hæren og flåden i Charles d. II's ødsle tid. Sæt så at 15.000 soldater hjemsendes, og at hver af disse mænd gives 3 shilling pr uge livet igennem uden nogen former for fradrag, på samme måde som Chelsea College's pensionærer betales, og at de vender tilbage til deres fag og venner; samt at der lægges 15.000 sixpence per uge 211

Måder og midler

til de resterende soldaters betaling; da vil den årlige udgift blive: 15.000 hjemsendte soldater á 3s / uge: Yderligere til de resterende soldater Sæt betalingen til officererne for de hjemsendte korps til samme størrelse som til mændene

117.000 19.500 136.500 117.000 253.500

For at undgå omfangsrige estimater sættes det samme beløb til den oplagte flåde som til hæren og den samme lønstigning Total

253.000 507.000

Hvert år vil en del af dette beløb på en ½ mio. bortfalde (jeg udelader de skæve 7.000 pund for at holde beløbet rundt) og med tiden det hele, da det er grundlagt på livslange betalinger med undtagelse af forøgelsen på £ 39.000. Efterhånden som det bortfalder, kan en del af skatterne fjernes, f.eks. når de £ 30.000 bortfalder, kan skatten på humle helt fjernes, og som andre dele bortfalder, kan skatten på lys og sæbe sænkes, indtil de til sidst er helt væk. Der er nu mindst 1½ mio. tilbage i overskydende skatter. Skatten på huse og vinduer er en af de direkte skatter, som ligesom fattigskatterne ikke hænger sammen med handelen, og når den bortfalder, vil det straks kunne mærkes. Denne skat falder for det meste på middelklassen. Størrelsen af denne skat var i 1788: Huse og vinduer efter lov af 1766 Huse og vinduer efter lov af 1779 Ialt

£ 385.459 130.739 516.199

s 11 14 6

p 7 5½ 0½

Hvis denne skat stryges, vil der blive omkring 1 mio. i overskydende skatter tilbage, og da det altid er fornuftigt at have et beløb i reserve til pludselige behov, er det bedst ikke at reducere yderligere i første omgang, men at overveje hvad der kan opnås ved andre måder at reformere på.

212

Måder og midler

Blandt de mest mærkbare skatter er afløsningsskatten 1 . Jeg vil derfor fremlægge en plan til dennes ophævelse ved at erstatte den med en anden, som vil bevirke tre ting på en gang: For det første flytte byrden til der, hvor den bedst kan bæres. For det andet genoprette retfærdigheden mellem familier gennem omfordeling af værdier. For det tredje udrydde den overdrevne virkning, der stammer fra den unaturlige lov om førstefødselsret, og som er en de vigtigste kilder til valgsvindel. Afløsningsskatten var ved opgivelserne i 1788: £ 771.657. Når der foreslås skatter, morer landet sig over den plausible ide om at beskatte luksusvarer. Noget kaldes en luksus på et tidspunkt og noget andet på et senere, men den egentlige luksus består ikke i varen, men i den måde den tilvejebringes på, og dette holdes altid skjult. Jeg ved ikke, hvorfor en af markens planter skulle være en større luksus i ét land end i et andet, men et overdådigt gods i begge er altid en luksus og som sådan det rette skatteobjekt. Det er derfor rigtigt at tage disse venlige, beskattende gentlemen på ordet og bruge det argument, de selv har fremført, det at beskatte luksus. Hvis de eller deres forkæmper, hr. Burke, som jeg frygter, er ved at blive ligeså fortidig som mænd i rustninger, kan bevise, at et gods på 20-, 30- eller 40.000 pund om året ikke er luksus, vil jeg frafalde mit argument. Lad os sige, at et årligt beløb på 1.000 pund er nødvendigt eller tilstrækkeligt til at forsørge en familie, følgelig vil de næste tusinde være af luksuskarakter, de næste tusinde i endnu højere grad osv. Ved at fortsætte sådan vil vi til sidst nå frem til et beløb, som ikke med urette kan kaldes utilladelig luksus. Det vil være urimeligt at sætte grænser for den rigdom, der opnås ved foretagsomhed, og derfor er det rigtigt, at begrænsningen undgår at ramme det, der kan 1

Afskaffelse af lensforpligtelserne, de feudale tjenester, mod betaling af en årlig fast skat. /o.a.

213

Måder og midler

tænkes erhvervet ved foretagsomhed, men der burde være en grænse for rigdom eller dennes akkumulering gennem arv. De rigeste i alle lande har fattige slægtninge og ofte de nært beslægtede. Den følgende tabel med progressiv beskatning er konstrueret efter ovenstående principper og som en erstatning for afløsningsskatten. Den vil nå det utilladelige niveau på en forudsigelig måde og derved afløse aristokratiets regler om førstefødselsret.

214

Måder og midler

TABEL I

En skat på alle ejendomme på den rene årlige værdi af £ 50 og derover, efter fradrag af jordskatten. Tabellen viser progressiviteten pr pund for hver følgende tusinde pund godset er værd efter jordskatter. Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over Over

500 1.000 2.000 3.000 4.000 5.000 6.000 7.000 8.000 9.000 10.000 11.000 12.000 13.000 14.000 15.000 16.000 17.000 18.000 19.000 20.000 21.000 22.000 23.000

Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales Betales

s 0 0 0 1 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20

d 3 6 9 0 6 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0

pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr pr

£ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £ £

TABEL 2 Viser skattebeløbet for hvert tusinde pund separat, og i den sidste kolonne opgøres hele skatten for ejendommen. En ejendom på: £ 50 pr år £ 100 pr år £ 200 pr år £ 300 pr år £ 400 pr år £ 500 pr år

á á á á á á

3 3 3 3 3 3

d d d d d d

pr. pr. pr. pr. pr. pr.

£ £ £ £ £ £

215

betaler betaler betaler betaler betaler betaler

£ 0 1 2 3 5 7

s 12 5 10 15 0 5

d 6 0 0 0 0 0

Måder og midler

Skatten på sixpence pr pund pålægges de næste £500. Følgelig betaler en ejendom på £1.000 pr år 21£ 15s. o.s.v.: Af de første næste etc.

500 500 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000 1000

á á á á á á á á á á á á á á á á á á á á á á á á

s 0 0 0 1 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20

d 3 6 9 0 6 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0

pr. £

£ 7 14 37 50 75 100 150 200 250 300 350 400 450 500 550 600 650 700 750 800 850 900 950 1000

s 5 10 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0

£ 7 21 59 109 184 284 434 634 880 1180 1530 1930 2380 2880 3430 4030 4680 5380 6130 6930 7780 8680 9630 10630

s 5 15 5 5 5 5 5 5 5 5 5 5 5 5 5 5 5 5 5 5 5 5 5 5

Ved £ 23.000 bliver skatten 20s. på hvert pund og følgelig kan hvert tusinde udover denne sum ikke frembringe nogen profit med mindre godset opdeles. Dog tror jeg, at denne skat vil indbringe lige så meget som afløsningsskatten, selvom den ser stor ud. Skulle den frembringe mere, burde den sænkes til beløbet for godser under 2-3.000 pund om året. For små og middelstore ejendomme er den mindre (som den burde være) end afløsningsskatten. Det er først efter 78.000 £ om året, at den begynder at blive tung. Målet er ikke så meget at frembringe skat som at beskatte retfærdigt. Aristokratiet har beskyttet sig selv for meget, og dette tjener til at genoprette en del af den tabte ligevægt. 216

Måder og midler

Som eksempel på selvbeskyttelse er det nok at gå tilbage til første gang forbrugsafgifter blev indført, til det der kaldes Revolutionen eller Charles d. 2's ankomst. De aristokratiske interessehavere, som dengang havde magten, afløste de feudale tjenester, de selv var underlagt, ved at lægge en skat på øl brygget med henblik på salg; det vil sige, de aftalte sammen med Charles en fritagelse for de tjenester for sig selv og deres arvinger ved at få andre til at betale skatterne. Aristokratiet køber ikke øl brygget med henblik på salg, men brygger deres eget skattefri øl, og hvis nogen skatteflytning var påkrævet på det tidspunkt, burde det have været på bekostning af dem, som denne undtagelse var beregnet på. 1 I stedet blev den lagt på en helt anden befolkningsgruppe. Men hovedformålet med denne progressive skat (udover retfærdigheden i at gøre beskatningen mere ligelig, end den er i dag) er, som allerede nævnt, at udslette den forvoksede indflydelse, der stammer fra førstefødselsrettens unaturlige lov, og som er en af de vigtigste årsager til valgsvindel. Det ville ikke se godt ud, hvis man undersøgte, hvordan store godser på 30-50.000 om året blev grundlagt og det i en tid, hvor handel og produktion ikke var på et niveau, hvor det tillod den slags anskaffelser. Lad det være tilstrækkeligt at reparere ondet ved at sørge for, at de igen tilfalder samfundet ved stille og roligt at dele dem blandt alle arvingerne i disse familier. Det vil blive så meget mere nødvendigt, fordi det hidtidige aristokrati har indkvarteret deres yngre børn og forbindelser hos det offentlige på nyttesløse poster, stillinger og embeder, som, når de ophæves, vil efterlade dem i armod, med mindre loven om førstefødselsret også ophæves eller erstattes. En progressiv skat vil i stort omfang virke til det formål, og det til gavn for de mest berørte, som det vil fremgå af

1 Skatten på øl brygget med henblik på salg, som aristokratiet er undtaget fra, er næsten en million mere end den nuværende afløsningsskat, som for 1788 udgjorde £ 1.666.152 og derfor burde de påtage sig beløbet svarende til afløsningsskatten, da de allerede er fritaget for en, som er næsten en million større.

217

Måder og midler

den følgende tabel, som viser nettooverskuddet fra hver ejendom efter skat. Af den vil det fremgå, at efter et gods overstiger £1314.000 om året, vil resten af overskuddet være til liden nytte for ejeren og vil følgelig overgå til de yngre børn eller andre beslægtede.

TABEL III

Nettooverskuddet fra alle godser fra £1.000 til £ 23.000 om året £ årligt 1.000 2.000 3.000 4.000 5.000 6.000 7.000 8.000 9.000 10.000 11.000 12.000 13.000 14.000 15.000 16.000 17.000 18.000 19.000 20.000 21.000 22.000 23.000

Total skat 21 59 109 184 284 434 634 880 1.100 1.530 1.930 2.380 2.880 3.430 4.030 4.680 5.380 6.130 6.930 7.780 8.680 9.630 10.630

Netto-overskud 979 1.941 2.891 3.861 4.716 5.566 6.366 7.120 7.820 8.470 9.070 9.620 10.120 10.570 10.970 11.320 11.620 11.870 12.170 12.220 12.320 12.370 12.370

Ifølge denne tabel kan et gods ikke give mere end £ 12.370 efter jordskatten og den progressive skat, og derfor vil opsplitningen af dens slags godser følge, fordi det er i familiens interesse. Et gods på £ 23.000 om året delt op i 5 godser á 4.000 og 1 på 3.000 vil kun beskattes med £

218

Måder og midler

1.129, som kun er 5%, men hvis det var ejet af en enkelt person, ville det beskattes med £ 10.630. Selvom en undersøgelse af grundlæggelsen af disse godser er unødvendig, er deres fortsættelse i deres nuværende form en anden sag. Det er af national interesse. Loven har skabt ondet med arvegodser og burde også skaffe kuren. Førstefødselsret bør ophæves, ikke kun fordi det er unaturligt og uretfærdigt, men fordi landet lider under dens virkninger. Ved (som før nævnt) at afskære de yngre børn fra deres retmæssige andel af arven, belastes offentligheden med udgiften til deres forsørgelse, og valgfriheden kompromitteres ved den anmassende indflydelse, som dette uretfærdige familiemonopol frembringer. Og dette er ikke alt. Det giver lejlighed til spild af nationale værdier. En anselig del af landets jord ligger uproduktivt hen grundet det store omfang af dyreparker og jagtområder, som denne lov tjener til at opretholde, og det i en tid hvor den årlige kornproduktion ikke svarer til det nationale forbrug. Kort sagt er det aristokratiske systems onder så store og talrige og i så stor modsætning til alt, der er retfærdigt, klogt, naturligt og godt, at der, når de overvejes, ikke burde være nogen tvivl om, at mange, som nu er klassificeret i den kategori, ville ønske at se et sådant system ophævet. Hvilken fornøjelse har de af at tænke på den udsatte position og det næsten sikre tiggeri for deres yngre afkom? Næsten alle aristokratiske familier har en hale af familietiggere hængende efter sig, som efter nogle få år eller generationer rystes af og trøster sig med at fortælle deres historie i fattighuse, arbejdsanstalter og fængsler. Dette er aristokratiets naturlige konsekvens. Adelsmanden og tiggeren er ofte ud af samme familie. Den ene yderlighed frembringer den anden; at gøre én rig gør mange fattige; systemet kan heller ikke forsvares på nogen måde. Der er to befolkningsgrupper, som Englands love er specielt fjendtlige overfor, og de er de mest hjælpeløse: de små børn og de fattige. Om de førstnævnte har jeg allerede skrevet, om de sidstnævnte skal jeg nævne et tilfælde ud af

219

Måder og midler

de mange, som kan opstå, og med det skal jeg slutte dette emne. Adskillige love eksisterer med det formål at regulere og begrænse arbejderes lønninger. Hvorfor ikke lade dem være lige så frie til at gennemføre deres egne forhandlinger, som lovgiverne er til at udleje deres gårde og huse? Personligt arbejde er al den ejendom, de besidder. Hvorfor skal det lidt, de har, og den lille frihed, de besidder, beskæres? Men denne uretfærdighed vil virke stærkere, hvis vi betragter den slags loves virkning og resultater. Når lønninger fastsættes ved det, der kaldes en lov, fastfryses den tilladte løn, mens alt andet stiger, og da de, som udstedte denne lov, fortsætter med at lægge nye skatter på med andre love, forøger de leveomkostningerne med én lov og fjerner indkomsten med en anden. Men hvis disse noble lovgivere og skatteudskrivere mente, det var rigtigt at begrænse den ydmyge indkomst, som personligt arbejde kan afstedkomme, og som hele familien skal forsørges med, må de sandelig med fryd kaste sig ud i en begrænsning for deres eget vedkommende af ikke mindre end 12.000 [pund] om året, og det af ejendom, som de aldrig har købt (og deres forfædre sandsynligvis heller ikke), og som de har anvendt så dårligt. Da jeg nu har afsluttet dette emne, skal jeg sætte de mange forslag sammen til én liste og så fortsætte med andre sager. De første 8 forslag, som anført tidligere: 1. Ophævelse af 2 millioner fattigskatter. 2. Forsørgelse af 252.000 fattige familier á 4 pund pr hoved for hvert barn under 14 år, som med 250.000 pund ekstra også sørger for uddannelse til 1.030.000 børn. 3. Rente på 6 pund pr år til alle fattige personer, uarbejdsdygtige håndværkere og andre, anslået til 70.000 mellem 50 og 60 år. 4. Rente på 10 pund hele livet til alle fattige personer, uarbejdsdygtige håndværkere og andre, anslået til 70.000 over 60 år. 5. Tilskud på 20 shilling hver for 50.000 børnefødsler. 6. Tilskud på 20 shilling hver for 20.000 ægteskaber. 220

Måder og midler

7. Tilskud på 20.000 pund for begravelsesudgifter for udrejste arbejdere, der dør langt fra deres venner. 8. Arbejde til enhver tid for den pludseligt ubemidlede i byerne London og Westminster. Anden optegnelse 9. Ophævelse af skatten på huse og vinduer. 10. Tilskud på 3 shilling pr uge hele livet til 15.000 hjemsendte soldater, og et forholdsmæssigt tilskud til officererne i de hjemsendte korps. 11. Lønstigning på £ 19.500 om året til de resterende soldater. 12. Det samme tilskud og lønstigning til den oplagte flåde som til hæren. 13. Ophævelse af afløsningsskatten. 14. Plan til en progressiv skat, som skal udrydde den uretfærdige og unaturlige lov om førstefødselsret og det aristokratiske systems skadelige indflydelse 1 . Der resterer således, som allerede nævnt, 1 mio. i overskydende skatter. En del af disse vil være nødvendige til omstændigheder, som ikke i øjeblikket er kendte og den del, der ikke er behov for, vil tillade en yderligere skattenedsættelse svarende til dette beløb. 1 Når man undersøger de fattiges forhold, vil man sandsynligvis finde forskellige grader af nød, som kalder på andre ordninger frem for de foreslåede. Enker med familie vil være i større nød end der, hvor ægtemændene lever. Der er også forskel i leveomkostningerne i forskellige egne og endnu mere i varmeudgifter. Antag således: 50.000 ekstra familier á £ 10 pr. år £ 500.000 100.000 familier á £ 8 pr. år 800.000 100.000 familier á £ 7 pr. år 700.000 104.000 familier á £ 5 pr. år 520.000 I stedet for 10s. pr hoved til uddannelse af andre børn, gives 50s. pr familie til det formål for 50.000 familier 250.000 2.770.000 140.000 gamle, som før 1.120.000 3.890.000

Ordningen beløber sig til det samme som nævnt tidligere inkl. de £ 250.000 til uddannelse, men den sørger for 404.000 familier (inkl. de ældre), hvilket er næsten 1/3 af samtlige familier i England.

221

Måder og midler

Blandt de krav, som retfærdighed kræver belyst, er forholdene for de underordnede skatteopkrævere. Det er en skændsel for enhver regering at spilde en sådan mængde skatteindtægter på sinecure og formsmæssige og unødvendige stillinger og embeder og ikke engang tillade et anstændigt levebrød for dem, som udfører arbejdet. Lønnen for den underordnede skatteopkræver har ligget fast på den usle almisse af mindre end £ 50 om året i op imod 100 år. Den burde være £ 70. Omkring £ 120.000 anvendt til dette formål vil rette op på samtlige disse lønninger. Dette blev foreslået for næsten 20 år siden, men det daværende finansministerium modsatte sig det, da det kunne føre til lignende krav fra hæren og flåden, og det, der skete var, at kongen eller en på hans vegne, ansøgte Parlamentet om at få betalingen hævet med £ 100.000 om året, og efter det blev gjort, blev alt andet lagt til side. Hvad angår en anden befolkningsgruppe, de underordnede gejstlige, så undlader jeg at uddybe deres forhold, men hvis man ser bort fra alle særtilfælde og fordomme for og imod forskellige trosretninger, vil almindelig retfærdighedssans fortælle, om der bør være en indkomst på £ 20-30 om året til én person og 10.000 til en anden. Jeg kan tale frit om dette emne, fordi det er kendt, at jeg ikke er presbyterianer, og derfor kan de hykleriske anklager fra hoffets spytslikkere om kirker og kirkeforsamlinger opretholdt for at underholde og forvirre nationen, ikke rejses mod mig. I simple mennesker på begge sider af spørgsmålet, kan I ikke gennemskue denne hofintrige? Hvis I kan fastholdes i at skændes og kives i kirker og på kirkeforsamlinger, opfylder I kun alle forhåbninger hos det hof, der imens lever af byttet fra skatterne og griner af jeres godtroenhed. Enhver religion, som lærer et menneske at være godt, er god, og jeg kender ingen, som fortæller ham at være slet. Alle de førnævnte beregninger antager, at kun £ 16½ mio. betales i skatter til statskassen, efter at udgifter til opkrævningen og fradrag ved toldstederne og skattekontorerne er tilbageholdt, hvorimod det beløb, der indbetales til statskassen, snarere er tættere på 17 mio. hvis ikke helt. Skatterne opkrævet i Skotland og Irland bruges i disse lan222

Måder og midler

de, og derfor vil besparelserne vise sig i deres egne skatter, men hvis nogen andel betales til den engelske statskasse, kan det betales tilbage. Dette vil give en forskel på mindre end £ 100.000 om året. Der står nu kun tilbage at se på statsgælden. I året 1789 var renten ekskl. Tontine £ 9.150.138. Hvor meget beløbet siden er reduceret, ved ministeren bedst selv. Men efter at have betalt renterne, ophævet skatterne på huse og vinduer, afløsningsskatten og fattigskatterne, og sørget for alle de fattige, for børnenes uddannelse, forsørgelse af de gamle, den hjemsendte del af hæren og flåden og hævet lønnen for resten, er der et overskud på 1 mio. Den nuværende metode til at betale af på statsgælden virker på mig som udenforstående dårligt planlagt, hvis ikke helt forfejlet. Byrden af statsgælden består ikke i, at den er på så og så mange millioner eller så og så mange hundrede millioner, men i omfanget af de skatter, der hvert år opkræves for at betale renterne af den. Hvis dette omfang forbliver det samme, vil byrden af statsgælden alt andet lige være den samme, uanset om beløbet er større eller mindre. Den eneste viden, offentligheden kan have om reduktionen i gælden, ses gennem reduktionen i skatterne til at betale renten. Gælden er derfor ikke reduceret med en farthing for offentligheden på trods af alle de millioner, der er blevet betalt, og det vil kræve flere penge nu at betale gælden, end da planen blev lagt. Her afviger jeg et øjeblik, inden jeg vender tilbage, idet jeg ser tilbage på udnævnelsen af hr. Pitt til minister. Jeg var da i Amerika. Krigen var ovre og omend fortørnelsen var ovre, levede erindringerne. Da nyheden om koalitionen ankom, omend det ikke vedkom mig som amerikansk borger, mærkede jeg det som menneske. Det havde noget i sig, som chokerede ved i offentlighed at spøge med anstændigheden, hvis ikke med principper. Det var uforskammethed hos Lord North, det var mangel på rygrad hos hr. Fox. Hr. Pitt var på den tid jomfruelig i politik. Så langt fra at virke forslidt, virkede han ikke til at være indført i hofintrigernes indledende mysterier. Alt var i hans favør. Vrede over koalitionen virkede for ham som venskab, og hans uvi223

Måder og midler

denhed om laster blev taget for dyder. Med fredens tilbagekomst ville handel og velstand stige af sig selv, og dog blev selv denne forøgelse tillagt ham. Da han overtog roret, var stormen ovre, og der var intet, der kunne forstyrre kursen. Det krævede selv opfindsomhed at fejle, og det lykkedes ham. Kort tids forløb afslørede ham som den samme slags, de forrige havde været. I stedet for at profitere på de fejl, som havde opbygget en skattebyrde uden sidestykke i verden, søgte han, jeg kan næsten sige, reklamerede han efter fjender og skabte grunde til at hæve skatterne. Med et mål for øje han ikke kendte, endevendte han Europa og Indien for eventyr, og idet han forlod det smukke foregivende, han lagde ud med, blev han den moderne tids fejlende ridder. Det er ubehageligt at se en person ofre sig selv. Det er endnu værre at se sig selv blive bedraget. Hr. Pitt havde intet præsteret men lovede meget. Han gav indikationer af en forstand, som var hoffets korruption og nedrighed overlegen. Hans tilsyneladende åbenhjertighed fremkaldte forventninger, og offentlighedens tillid, lammet, omtåget og konfus af et kildevæld af partier, livede op og knyttede sig til ham. Men i sin misforståelse har han taget nationens afsky for koalitionen til indtægt for sig selv, og har kastet sig ud i løsninger, som en mand med mindre støtte ikke ville have turdet forsøge. Alt dette lader til at vise, at det ikke hjælper at skifte ministre ud. En forsvinder, og en kommer og de samme midler, laster og ødselheder fortsætter. Det betyder intet, hvem der er minister. Defekten ligger i systemet. Regeringens fundament og overbygning er dårlig. Klods den op og den vil alligevel synke ned i hofstyre og vil fortsætte dermed. Jeg vender som lovet tilbage til emnet statsgæld, den hollandsk-engelske omvæltnings afkom og dens tjener, den hannoveranske arvefølge. Men nu er det for sent at spørge, hvordan den startede. De, som havde pengene til gode, har solgt gælden videre, og uanset om de var godt eller dårligt brugt eller stukket i lommen, er det ikke en forbrydelse, de har gjort. Det er 224

Måder og midler

imidlertid let at se, at hvis nationen fortsætter med at studere statsstyrets natur og principper og med at forstå skatter og sammenligne disse mellem Amerika, Frankrig og England, vil det næsten være umuligt at holde den i den samme dorske tilstand, som den hidtil har været. En eller anden forandring må nødvendigvis snart ske. Det drejer sig ikke om, hvorvidt disse kræfter presser på med stor eller lille kraft i øjeblikket. De er på spil. De er overalt i verden og ingen magt kan stoppe dem. Som en afsløret hemmelighed kan de ikke kaldes tilbage, og man skal i høj grad være blind for ikke at se, at en forandring allerede er begyndt. 9 mio. i døde skatter er en alvorlig ting, og ikke kun fordi det er uhensigtsmæssigt, men i stor udstrækning pga. udenlandske regeringer. Ved at lægge magten til at føre krig i hænderne på udlændinge, som kom efter det, de kunne få fat i, kunne man ikke vente sig andet end det, der skete. Grunde er allerede i dette værk fremført, der viser, at uanset hvad skattereformerne kommer til at gå ud på, burde de foretages i regeringens løbende udgifter, og ikke den del der anvendes på statsgældens renter. Ved at give skatterne tilbage til de fattige vil de blive aflastet og al utilfredshed vil forsvinde, og ved at fjerne de skatter, som allerede er nævnt, vil nationen tjene mere end hele udgiften til den sindssyge amerikanske krig ind. Kun statsgælden vil stå tilbage som kilde til utilfredshed; og for at fjerne eller rettere forhindre dette, vil det være fornuftig politik blandt aktionærerne selv at opfatte deres aktier som ejendom, som ligesom al anden ejendom, skal bære en del af skatterne. Det vil bringe dem både popularitet og sikkerhed, og da en stor del af dens nuværende forlegenhed opretholdes ved den kapital, der holder den i live, ville et tiltag af denne art i ligeså høj grad virke til at støtte den balance som til at mindske protester. Dette bør gøres gradvist, således at alt nødvendigt kan gennemføres så let og behageligt som muligt. I stedet for at beskatte kapitalen vil den bedste fremgangsmåde være at beskatte forrentningen i et eller andet

225

Måder og midler

progressivt forhold og at mindske de offentlige skatter i samme forhold, som renten faldt. Lad renteindtægten blive beskattet med en halfpenny pr. pund det første år, en penny mere det andet og så fremdeles med en fastsat rate, som altid er mindre end nogen anden skat på værdier. En sådan skat kan blive trukket fra renten ved betalingstidspunktet uden nogen udgift til opkrævningen. En halvpenny pr. pund vil sænke renten og dermed skatten med 20.000 pund. Skatten på vogne løber op i dette beløb, og den skat kunne fjernes det første år. Det andet år kan skatten på kvindelige tjenestefolk eller andet i samme størrelsesforhold fjernes, og ved at fortsætte på denne måde, ved altid at anvende skatten på værdien af gælden til dens egen udradering og ikke anvende den til de løbende udgifter, vil den sløjfe sig selv. Aktieejerne vil, trods denne skat, betale mindre i skat, end de gør nu. Det, de vil spare på sløjfningen af fattigskatterne, vinduesskatterne samt afløsningsskatten, vil være langt mere, end hvad denne skat, langsomt men sikkert i sit virke, vil beløbe sig til. Det virker rimeligt på mig at overveje midler, som kan anvendes under alle forhold, der måtte opstå. Der er i øjeblikket en krise i Europas sager, som kræver dette. Forberedelse nu er klogt. Hvis beskatningen nu blev opgivet, vil det blive svært at genindføre, ej heller vil lettelsen være så virkningsfuld, som hvis den fremkom ved en sikker og gradvis reduktion. Statsmagtens bedrageri, hykleri og udnyttelse begynder nu at være for klart gennemskuet til, at de kan forvente sig en længere fortsættelse. Monarkiets og aristokratiets farce følger riddertidens og hr. Burke har stadset sig ud til begravelsen. Lad den da gå stille i graven sammen med alle de andre tåbeligheder og lad de sørgende finde trøst. Den tid er ikke fjern, da England vil le af sig selv over at sende bud til Holland, Hannover, Zell eller Brunswick efter mænd til en udgift på en million om året; mænd, som hverken forstår landets love, sprog eller interesser, og hvis evner knap nok kvalificerer dem til en stilling som landbetjent. 226

Måder og midler

Hvis statsstyre kan lægges i sådanne hænder, må det være en særdeles let og enkel opgave, og kandidater egnet til alle opgaverne må kunne findes i hver en by og flække i England. Når det bliver sagt i noget land i verden "Vores fattige er lykkelige, hverken uvidenhed eller nød findes hos dem, vores fængsler er tømt for fanger, vores gader for tiggere, de gamle lider ikke nød, skatterne er ikke belastende, den rationelle verden er vores ven, fordi vi er venner af dens lykke", når disse ting kan ytres, da kan den regering prale af sin forfatning og sit styre. I løbet af få år har vi set to revolutioner, den i Amerika og den i Frankrig. I den førstnævnte var dysten langvarig og konflikten hård, i den sidstnævnte handlede nationen på en fælles impuls, som ikke havde nogen udenlandsk fjende at strides med; revolutionen besad kontrollen helt i samme øjeblik, den startede. Af begge disse tilfælde er det åbenlyst, at de stærkeste kræfter, som kan vækkes i revolutioner, er logik og fælles interesse. Hvor disse kan få lov at virke, dør oppositionen ud af frygt eller falder overbevist sammen. Det er stor respekt, som de nu har opnået overalt i verden, og vi kan herefter håbe at se revolutioner eller forandringer i styreformer gennemført på den samme stille måde, som enhver anden ting, der kan opnås gennem argumenter og diskussion. Når en nation ændrer sin opfattelse og tænkevaner, kan den ikke længere regeres som før; men det vil ikke blot være forkert, men slet politik, at efterstræbe det med magt, som burde opnås med argumenter. Oprør består i med magt at modsætte sig nationens almene vilje, uanset om det er et parti eller en regering. Der burde derfor i alle nationer være en metode, der af og til kunne måle den offentlige mening, hvad angår styret. På det punkt var Frankrigs gamle regering Englands nuværende overlegent, idet der under særlige omstændigheder kunne foretages det, der kaldtes States-General [stænderforsamling /o.a.]. Men i England findes intet tilsvarende organ, og hvad dem angår, der nu kaldes repræsentanter, 227

Måder og midler

er en stor del af dem blot redskaber for hoffet, placerede venner og slægtninge. Jeg antager, at selvom alle mennesker i England betaler skat, er ikke en hundrededel af dem valgmænd, og medlemmerne af den ene af Parlamentets kamre repræsenterer ikke andre end sig selv. Der er derfor ingen anden magt end folkets frie vilje, som er berettiget til at påvirke nogen sag omkring generelle reformer, og med samme ret som to mennesker kan diskutere en sådan sag, kan tusinde. Målet for alle den slags forudgående forhandlinger er at lodde nationens generelle stemning og blive styret af den. Hvis folket foretrækker en dårlig eller fejlbehæftet regering frem for en reform eller vælger at betale ti gange så meget i skat, som der er grund til, har det ret til at gøre det; og så længe flertallet ikke pålægger mindretallet byrder, som er forskellige fra dem, de selv bærer, hvor forkerte de end kan være, sker der ingen uret. Ej heller vil fejlen forefindes længe. Intelligens og debat vil snart sætte tingene på plads, uanset hvor galt de måtte starte ud. Ved en sådan proces kan ingen optøjer forventes. De fattige i alle lande er af naturen både fredsommelige og taknemmelige over alle reformer, som angår deres interesser og velfærd. Det er kun ved at svigte og afvise dem, at de bliver oprørske. De sager, som lige nu er presserende for offentligheden, er den Franske Revolution og udsigten til en generel omvæltning i styreformerne. Af alle Europas nationer har ingen så stor interesse i den Franske Revolution som England. Efter at have været fjender i umindelige tider, og det til en betragtelig udgift og uden noget nationalt mål, byder sig nu lejligheden til venskabeligt at ende dette skuespil og slutte sig til de øvrige reformer i resten af Europa. Ved at gøre det vil de ikke blot forhindre yderligere blodsudgydelse og skattestigninger, men sætte sig i stand til at slippe af med en betragtelig del af deres nuværende byrder, som det allerede er nævnt. Lang tids erfaring har imidlertid vist, at reformer af den slags ikke er noget, som gamle regeringer ønsker at fremme, og derfor er det nationer og ikke regeringer, som disse forslag rettes til.

228

Måder og midler

I de foregående dele af dette værk, har jeg nævnt en alliance mellem England, Frankrig og Amerika af grunde, som vil blive nævnt senere. Selvom jeg ikke kan tale på Amerikas vegne, har jeg god grund til at fastslå, at hun hælder til noget sådant, forudsat at regeringerne, som hun måske vil alliere sig med, handler som nationale regeringer og ikke som hofråd begravet i intriger og mystik. At Frankrig, som en nation og national regering, vil foretrække en alliance med England, er sikkert og vist. Nationer, ligesom personer, der længe har været fjender uden at kende hinanden eller vide hvorfor, bliver bedre venner, når de opdager de misforståelser og det bedrageri, de har været udsat for. Givet en sådan relations sandsynlighed, vil jeg fremlægge nogle sager, som en sådan alliance, som kunne omfatte Holland, vil frembyde, ikke kun for de involverede parter men for hele Europa. Det er, tror jeg, helt sikkert, at hvis Englands, Frankrigs og Hollands flåder blev slået sammen, kunne de foreslå, med en vis virkning, en begrænsning af og en generel afskaffelse af Europas flådestyrker i et nærmere aftalt omfang. For det første, at intet nyt orlogsskib skal bygges i Europa af nogen magt, dem selv inkluderet. For det andet, at de nuværende flådestyrker skal reduceres til f.eks. en tiendedel af den nuværende størrelse. Dette vil spare Frankrig og England tillige mindst to millioner hver om året, og deres indbyrdes styrkeforhold vil være som nu. Hvis folk vil tillade sig selv at tænke, som rationelle væsener burde tænke, kan intet virke mere latterligt og absurd, alle moralske overvejelser ufortalt, end at pådrage sig udgiften til at bygge flådestyrker, fylde dem med søfolk og så sætte dem i søen for at se, hvem der kan sænke hinanden hurtigst. Fred, som intet koster, medfører uendeligt mange flere fordele end nogen sejr med alle dens omkostninger. Men det, som bedst svarer til nationens behov, svarer ikke til hofrådenes, hvis vanemæssige politik er at finde påskud til skatter, stillinger og embeder.

229

Måder og midler

Det er, tror jeg, også sikkert, at ovennævnte konføderale magter sammen med Amerikas Forenede Stater med gennemslagskraft kan foreslå Spanien, at Sydamerika bliver selvstændigt, så disse lande af umådelig udstrækning og rigdom åbnes for den almindelige verdenshandel, som Nordamerika nu er. Hvor meget mere hæder og egen fordel tjener en nation ikke, når den bruger sin styrke til at frigøre verden fra trældom og skaber venner for sig selv, end når den anvender den magt på at forøge ødelæggelse og elendighed. De rædselsvækkende scener, som nu udføres af den engelske regering i the East Indies, passer sig kun for goter og vandaler, der helt blottede for principper røvede og mishandlede en verden, som de var ude af stand til at værdsætte. Åbningen af Sydamerika vil udgøre et umådeligt handelspotentiale og et øjeblikkeligt pengemarked for producenter, som Østen ikke kan udfylde. Østen er allerede fyldt med producenter, hvis eksport ikke alene skader Englands producenter, men dræner dem selv. Ubalancen i denne handel er som regel op imod en halv million om året i Englands disfavør, sendt med de østgående skibe i sølv, og dette er, sammen med de tyske intriger og tyske subsidier, grunden til, at der er så lidt sølv i England. Men en hvilken som helst krig vil være en gevinst for den slags regeringer, uanset hvor meget de ruinerer nationen. De vil tjene til at opretholde bedrageriske forventninger, som afholder folk fra at observere regeringens fejltagelser og misbrug. Det er dette se her! og dette se der! som morer og narrer masserne. Aldrig har en så stor lejlighed budt sig for England og hele Europa, som den de to revolutioner i Amerika og Frankrig har givet. Gennem den første har frihed en forkæmper i den vestlige verden, og gennem den sidste én i Europa. Når en nation mere følger Frankrig, vil tyranni og slet statsstyre næppe turde vise sit ansigt. For at bruge et fortærsket udtryk, så begynder tampen at brænde over hele Europa. Den fornærmede tysker og den slavegjorte spanier, russer og polak begynder at tænke. Den nuværende tidsalder vil siden hen fortjene at blive kaldt Fornuftens Tidsalder,

230

Måder og midler

og den nuværende generation vil virke som den ny verdens Adam. Når alle Europas regeringer bliver grundlagt på det repræsentative system, vil nationerne gøre nye bekendtskaber, og fjendtlighederne og fordommene, sat i værk af hoffernes intriger og kunstfærdighed, vil ophøre. Den undertrykte soldat vil blive fritstillet, og den mishandlede sømand vil ikke længere blive slæbt gennem gaderne som en forbryder og vil kunne foretage handelsture i sikkerhed. Det vil være bedre, hvis nationer vil fortsætte aflønningen af deres soldater livet igennem og hjemsende dem i frihed til deres venner og ophøre med at rekruttere og tilbageholde sådanne horder til samme udgift under forhold, hvor de ingen nytte er til for samfundet eller sig selv. Sådan som soldater hidtil er blevet behandlet i de fleste lande, kan de siges at være venneløse. Skyet af borgerne i forventning om, at de er frihedens fjender, og alt for ofte nedgjort af deres overordnede, har deres forhold været dobbelt undertrykkende. Men hvor frihedens ægte principper gennemvæder folket, sættes alt på plads, og soldaten behandles høfligt og optages igen i samfundet. Når man tænker over revolutioner, er det let at få den opfattelse, at deres oprindelse kan skyldes to ting: den ene, at undgå eller slippe af med et onde, det andet at opnå et stort og sikkert gode, og de to kan differentieres med begreberne aktive og passive revolutioner. I de, som stammer fra den første årsag, bliver stemningen betændt og forsuret, og afhjælpningen, opnået under stor fare, skæmmes ofte af hævnakter. Men i de, som stammer fra den anden årsag, begiver hjertet sig, snarere eksalteret end ophidset, renere ud i ærindet. Argumentation og diskussion, overtalelse og overbevisning bliver våben i dysten, og det er kun, når disse forsøges undertrykt, at der forfaldes til vold. Når mennesker er enige om, at en ting er god, hvis det ellers kan opnås, så som en lettelse af skattebyrden og udryddelsen af korruption, er målet mere end halvt nået. Hvad de bliver enige om som målet, vil de fremme i midler. Vil noget menneske sige med tidens overdrevne skatter, der falder så hårdt på de fattige, at en tilbagebetaling på 5 231

Måder og midler

£ om året til 104.000 fattige familier ikke er en god ting? Vil han sige det om en tilbagebetaling på 7 £ om året til 100.000 andre familier; af 8 £ om året til 100.000 andre familier, og at 10 £ om året til 50.000 andre fattige og uforsørgede familier ikke er en god ting? Og for at tage et trin mere i dette klimaks: vil han sige, at, for at tage højde for alle de ulykker, der kan ramme et menneske gennem livet, 6 £ om året til alle fattige, nødstedte og uarbejdsdygtige personer mellem 50 og 60 år og 10 £ om året efter de 60 år ikke er en god ting? Vil han sige, at ophævelsen af to millioner fattigskatter for husholdningerne og hele skatten på huse og vindueslys og hele afløsningsskatten ikke er en god ting? Eller vil han sige, at det er en dårlig ting at udrydde korruption? Hvis det gode da er værd at opnå gennem en passiv, rationel og omkostningsfri revolution, ville det være slet politik at foretrække at vente på en ulykke, som kunne frembringe en voldelig revolution. Jeg tror ikke, i betragtning af de reformer som nu foregår og spreder sig i Europa, at England vil tillade sig selv at høre til den sidste, og når lejligheden og muligheden roligt åbner sig, er det bedre end at vente, til uroligheder gør det nødvendigt. Det kan opfattes som ærefuldt for menneskets dyriske evner at opnå forbedringer gennem mod og fare, men det er langt mere ærefuldt at opnå det samme gennem argumentation, forhandling og almindelig enighed 1 . 1 Jeg ved, det er mange af de mest oplyste personers opfattelse i Frankrig (der vil altid være nogle, som bedre kan gennemskue begivenhederne end andre), ikke bare i den brede befolkning, men hos mange af de førende medlemmer i den tidligere Nationalforsamling, at monarkiet ikke vil fortsætte længe i det land. De har opdaget, at siden visdom ikke er arveligt, burde magten heller ikke være det; og for at et menneske skulle være en million pund sterling værd om året for en nation, burde han have en forstand, der rakte fra forståelsen af atomer til hele universet, og hvis han havde det, ville han afstå fra at modtage den. Men de ønskede ikke at føre nationen hurtigere frem end dens egen fornuft og interesse dikterede. I alle de konversationer om det emne, jeg har deltaget i, har ideen altid været, at når det tidspunkt opstod qua nationens generelle stemning, ville den ærefulde og storsindede fremgangsmåde være simpelthen at give en betydelig sum i gage til den person, hvem det end måtte være, der besad det kongelige embede, med henblik på at lade ham trække sig tilbage til

232

Måder og midler

Som reformer eller revolution, kald dem hvad De vil, spreder sig til andre nationer, vil de nationer skabe forbindelser og aftaler, og når nogle få af dem således har skabt en konføderation, vil det gå hurtigt fremad, indtil de tyranniske og korrupte styrer er helt udryddet, i det mindste i halvdelen af verden, Europa og Amerika. Det algeriske pirateri kan så tvinges til ophør, for det er kun på grund af de gamle styrers nedrige politik overfor hinanden, at det har fået lov til at eksistere. Gennem hele dette værk, utallige og varierede som de temaer er, jeg har taget op og undersøgt, er der kun en eneste sætning om religion, nemlig: "at enhver religion er god, som lærer mennesket at være godt." Jeg har omhyggeligt undgået at uddybe emnet, fordi jeg hælder til at mene, at den nuværende regering ønsker at se bedrageriet om religion opretholdt for at forhindre nationen i at vende sin opmærksomhed mod regeringens sager. Det er, som om de siger: 'Se den ene vej eller den anden vej, bare ikke denne vej'. Men da religion meget upassende er gjort til et politisk maskineri, og dets sande natur derved er ødelagt, vil jeg afslutte dette værk med at fortælle, hvordan jeg ser på religion. Sæt en familie med mange børn på et givet tidspunkt eller ved en given lejlighed gør det til tradition at give deres forældre et tegn på deres omsorg og taknemmelighed, og hver af dem vil give noget forskelligt og sandsynligvis på forskellig måde. Nogle vil vise deres opmærksomhed ved at fremføre vers og prosa med små tekster, som deres evner nu kunne frembringe, eller alt efter hvad de mente ville bringe glæde, eller måske i det mindste, hvis de ikke var i stand til at gøre dette, ville de gå omkring ude i haven eller marken og samle det, de syntes var de flotteste blomster, de kunne finde, selvom det måske blot virkede som almindeligt ukrudt. Forældrene ville være mere taknemmelige over en sådan forskellighed, end hvis alle handlede efter en privatlivet med sin andel af de almindelige rettigheder og privilegier og ikke stå mere til regnskab for offentligheden for sin tid og opførsel end nogen anden borger.

233

Måder og midler

fælles plan, og alle havde givet præcis samme gave. Dette ville virke koldt eller planlagt. Men af alle uvelkomne ting, ville intet have berørt forældrene mere end at vide, at de alle bagefter havde skældt ud på, hånet og spottet hinanden over, hvem der havde givet den bedste gave. Hvorfor må vi da ikke antage, at den store Fader til alt behages over variationen i tilbedelsen, og at den største synd, vi kan gøre, er den måde, vi piner og plager hinanden på. For min egen del er jeg fuldt tilfreds med, at det, jeg gør nu med henblik på at forlige menneskeheden, at gøre dem lykkelige, at forene nationer som hidtil har været fjender, at udrydde den grufulde vane med krig og knække slaveriets lænker og undertrykkelse, er acceptabelt i Hans øjne, og at det er den bedste tjeneste, jeg kan gøre, og jeg gør det med glæde. Jeg tror ikke, at to mennesker, der overhovedet tænker, har samme mening om læresætningernes fortolkninger. Det er kun de, der ikke tænker, som virker til at være enige. Det er med denne sag som med det, der kaldes den britiske forfatning. Det har været taget for givet, at den var god, og lovprisninger har erstattet beviser. Men når nationen begynder at undersøge dets principper og det misbrug, den tillader, vil man se, at den har flere mangler, end jeg har påpeget i dette og det tidligere værk. Hvad angår det, som kaldes nationale religioner, kan vi med lige så stor ret tale om nationale guder. Det er enten politisk spil eller resterne af det hedenske system, når enhver nation har sin specielle og særlige guddom. Blandt alle skribenterne i den engelske kirkes gejstlighed, som har behandlet emnet religion generelt, er den nuværende biskop i Llandaff 1 ikke blevet overgået, og det er med stor glæde, at jeg bruger denne lejlighed til at vise dette tegn på respekt. Jeg har nu gennemgået hele emnet, i det mindste sådan som jeg ser det for øjeblikket.

1 Denne biskop blev, efter udgivelsen af Fornuftens tidsalder (Age of Reason), en førende kritiker af Paines religiøse tanker. Se Ligeretten til jorden (Agrarian Justice). /o.a.

234

Måder og midler

Det har været min hensigt i de fem år, jeg har befundet mig i Europa, at henvende mig til befolkningen i England om emnet statsmagt, hvis lejligheden bød sig, før jeg rejste tilbage til Amerika. Hr. Burke har givet mig den, og det takker jeg ham for. Ved en bestemt lejlighed for tre år siden pressede jeg ham til at foreslå en national forsamling, der skulle vælges retfærdigt med henblik på at diskutere nationens tilstand, men jeg fandt, at uanset hvor meget strømmen i parlamentet gik imod den politik, hans parti førte, var deres politik at holde alt indenfor korruptionens sfære og forlade sig på tilfældigheder. Lang tids erfaring havde vist, at parlamenter ville følge alle udskiftninger af ministre og dette baserede de deres håb og forventninger på. Når der tidligere opstod uenighed om regeringsmagten, drog man sværdet og en borgerkrig fulgte. Denne uciviliserede skik er skudt i sænk af det nye system, og der foreslås nationale forsamlinger. Debat og den almene vilje vil afgøre spørgsmålet, og for dette bøjer den personlige mening sig yndefuldt, og ro og orden forstyrres ikke. Nogle gentlemen har yndet at kalde de principper, som dette værk og dets forgænger er baseret på, for 'nymodens læresætninger'. Spørgsmålet er ikke, om disse principper er nye eller gamle, men om de er korrekte eller forkerte. Givet det første vil jeg nu påvise deres virkning med et let forståeligt billede. Det er nu omtrent midt i februar. Hvis jeg tog på landet, ville træerne have et bladløst, vinterligt udseende. Da folk har for vane at plukke kviste, som de går forbi, ville jeg måske gøre det samme og tilfældigvis opdage, at en knop på kvisten var begyndt at skyde. Jeg skulle tænke på en meget unaturlig måde, eller slet ikke tænke, hvis jeg skulle antage, at dette var den eneste knop i England, som så sådan ud. I stedet for at tænke sådan skulle jeg straks konkludere, at de så lige sådan ud alle andre steder eller snart ville; og selvom den vegetariske søvn ville vare længere for nogle træer og planter end andre, og nogle ikke vil blomstre før om to eller tre år, ville alle bære blade denne sommer und235

Måder og midler

tagen de rådne. Om den politiske sommer kan holde trit med den naturlige, kan intet menneske forudse. Det er imidlertid ikke svært at fornemme, at foråret er sprunget ud. Idet jeg således ønsker, som jeg inderligt gør, frihed og lykke til alle nationer, slutter jeg Anden Del.

236

Appendix Da udgivelsen af dette værk har overskredet det planlagte tidspunkt, finder jeg det, alt taget i betragtning, ikke urimeligt at forklare, hvad der har forårsaget denne forsinkelse. Læseren vil formentlig hurtigt opdage, at visse dele af denne plan til at reducere skatterne og visse dele af hr. Pitt's åbningstale i den nuværende samling, tirsdag d. 31. januar er så enslydende, at man kunne tro, at forfatteren enten har fået det fra hr. Pitt eller hr. Pitt fra forfatteren. Jeg vil først vise de dele, som er enslydende og så fremlægge de omstændigheder, som jeg er bekendt med og lade læseren drage sin egen konklusion. I betragtning af, at det er omtrent uden fortilfælde at foreslå at fjerne skatter, er det ligeså usædvanligt, at en sådan ide skulle udspringe fra to personer samtidig og i endnu højere grad (det store udvalg af skatter taget i betragtning), at de skulle ramme de samme specifikke skatter. Hr. Pitt har i sine taler nævnt skatter på vogne og kærrer, den på tjenestepiger, lavere skat på lys og bortfald af skatten på 3 shilling på huse med færre end syv vinduer. Hver og en af de specifikke skatter er en del af planen indeholdt i dette værk og foreslås fjernet. Hr. Pitts plan går ganske vist ikke videre end til en begrænsning på £ 320.000 og reduktionen foreslået i dette værk er næsten £ 6 mio. Jeg har beregnet skatteindtægterne til bare £ 16½ mio. Men dog anslået at de snarere er mere tæt på £ 17 mio. hvis da ikke helt. Hr. Pitt erklærer, at det er £ 16.690.000. Jeg ved nok om emnet til at vide, at han ikke har overdrevet tallet. Efter at have oplyst disse enkeltheder, som svarer til dette værk og hans tale, vil jeg fremlægge en række omstændigheder, som kan lede til en forklaring. Det første forslag om at lette skatterne som følge af den Franske Revolution findes i den Proklamation og Erklæring, som de gentlemen fremlagde, der mødtes på kroen Thatched-House 20. august, 1791. Blandt mange andre enkeltheder nævnt i den erklæring er det følgende, stillet som et spørgsmål til den Franske Revolutions modstandere i rege237

Appendix

ringen: 'Er De kede af at påskuddet til nye undertrykkende skatter, og grunden til at bibeholde mange gamle skatter, forsvinder?' Det er velkendt, at de personer, der hovedsageligt frekventerer kroen Thatched-House, er mænd med forbindelser til hoffet, og så højt foragtede de denne proklamation og erklæring om den franske revolution, at værten så sig nødsaget til at informere de gentlemen, som deltog i mødet d. 20. august, og som foreslog endnu et møde, at han ikke kunne tage imod dem. 1 Hvad der kun blev antydet i 'Proklamation og Erklæring' angående skatter og statsstyrets principper, er nu samlet ét system i dette værk. Men da hr. Pitts tale indeholder nogle af de samme ting angående skatter, som der før blev hentydet til, skal jeg nu anføre de omstændigheder. Sagen er denne: dette værk var beregnet til at blive udgivet lige før mødet i Parlamentet og af den grund blev en stor del af det overdraget til udgiveren i september og resten af det frem til side 160, som indeholder den del, som hr. Pitts tale svarer til, blev givet til ham hele 6 uger før mødet i Parlamentet, og han blev oplyst om det tidspunkt, som den skulle udkomme på. Han havde sat næsten det hele cirka 14 dage før Parlamentets møde og havde trykt så langt som til side 112 og havde givet mig kladder af de næste ark frem til side 128. Det var nu så langt fremskredent, at det kunne udkomme i tide, og to andre ark var parat til at blive trykt. Jeg 1

Den herre, der underskrev Erklæringen som mødeformand, hr. Horne Tooke, som bredt antages at være ophavsmanden til det, og som omtalte det varmt, er spøgefuldt blevet anklaget for at prise sit eget værk. For at hjælpe ham ud af den forlegenhed og spare ham for at afsløre forfatteren, som han ikke ville have undladt, tøver jeg ikke med at erklære, at jeg, da jeg havde den Franske Revolution i frisk erindring, skrev det omtalte dokument, og viste det til ham og nogle andre gentlemen, som helt enige deri ville offentliggøre det og deles om udgiften på 50 guiness til at reklamere for det. Jeg tror, at der i øjeblikket i England er et stort antal mænd, der ud fra neutrale principper selv er opsat på at undersøge statsstyrets karakter og vaner og ikke blindt som hidtil stole på enten regeringen i almindelighed eller parlamentet eller parlamentets opposition, end på noget tidligere tidspunkt. Var dette blevet gjort for 100 år siden, ville korruptionen og beskatningen ikke have nået de højder, de har nu.

238

Appendix

havde tidligere fortalt ham, at hvis han mente, han kom i tidsnød, kunne jeg få en del af det lavet på et andet trykkeri, hvilket han bad mig om ikke at gøre. Sådan stod sagerne om tirsdagen, 14 dage før mødet i Parlamentet, da han pludselig uden noget varsel, selvom jeg havde set ham aftenen før, sendte en medarbejder med de resterende sider og afslog under nogle betingelser at gå videre med opgaven. Jeg kunne slet ikke forstå denne ekstraordinære opførsel, da han standsede det sted, hvor argumenterne om statsstyrets systemer og principper sluttede, og hvor planen for en reduktion af skatterne, uddannelse til børnene og forsørgelse af de fattige og gamle begyndte; og i endnu højere grad da han, ved begyndelsen af trykningen og før han havde set hele værket, havde tilbudt £ 1.000 for eneretten sammen med den fremtidige eneret for den tidligere del af Menneskets Rettigheder. Jeg fortalte personen, der bragte mig dette tilbud, at jeg ikke kunne tage imod det og ikke ønskede at høre et andet og gav ham den forklaring, at selvom jeg anså trykkeren for en hæderlig mand, ville jeg aldrig lægge det i nogen trykkers eller udgivers magt at tilbageholde eller ændre et af mine værker ved at give ham retten til det, eller give ham ret til at sælge det til en minister eller nogen anden og bare behandle dét som en vare, som jeg tilsigtede skulle handle om principper. Hans afslag på at trykke dette værk (som løgne ikke kunne købe) tvang mig til at finde en anden trykker, og dette ville naturligvis forsinke udgivelsen til efter parlamentsmødet; ellers ville det have set ud som om, at hr. Pitt kun havde udført en del af den plan, som jeg havde uddybet mere. Om den gentleman, eller nogen anden, har set værket eller ej, er mere, end jeg er stand til at sige. Men den måde værket blev sendt tilbage på og det specielle tidspunkt, det skete på, og det efter det tilbud han havde givet mig, er mistænkelige omstændigheder. Jeg ved, hvad boghandlere og udgivere vil mene om sådan en sag, men hvad jeg selv mener, vælger jeg ikke at sige. Der er mange måder, ma239

Appendix

nuskripter kan købes på, før de udkommer, hvilket jeg skal give et eksempel på: En ministeriel boghandler i Piccadilly, som var blevet sat i opgave, fortæller rygtet, af en kontorist i et af de råd, der er tæt forbundet med ministeriet (Handels- og Plantagerådet, som Hawksbury er præsident for), til at udgive det, han kalder mit Liv (jeg håber at hans eget liv og de i regeringens er lige så gode) plejede at få sine bøger trykt på det samme trykkeri, som jeg brugte, men da den foregående del af Menneskets Rettigheder udkom, tog han fortørnet sit værk tilbage, og cirka en uge eller ti dage før trykkeren returnerede mit eksemplar, vendte han tilbage, og gav ham et nyt tilbud på værket, som blev accepteret. Det ville naturligvis give ham adgang til trykkeriet, hvor arkene til dette værk lå, og da boghandlere og trykkere er gode venner, ville han få lov at se, hvad der var i gang. Uanset hvordan det nu er, så ville hr. Pitts plan, så lille og ubetydelig som den er, have set besynderlig ud, hvis dette værk var udkommet på det tidspunkt, hvor trykkeren oprindelig havde lovet at færdiggøre det. Jeg har nu fremlagt de omstændigheder, som forårsagede forsinkelsen, fra forslaget om aftalen til afvisningen af trykningen. Hvis alle de gentlemen er uskyldige, er det meget uheldigt for dem, at så mange forskellige mistænkelige omstændigheder helt tilfældigt skulle falde sammen. Da jeg nu er færdig med denne del, vil jeg slutte af med at fremlægge endnu et tilfælde. Cirka to til tre uger før Parlamentets møde blev en lille forhøjelse på omtrent 12 shilling sixpence lagt oven i soldaternes løn eller rettere, de blev snydt for så meget mindre. Visse gentlemen, som til dels vidste, at dette værk ville indeholde en plan til at forbedre de undertrykte soldaters forhold, ønskede, at jeg tilføjede en note, at den del af emnet havde været i trykkerens hænder nogle uger før denne lønforhøjelse blev foreslået. Dette afslog jeg at gøre for at undgå, at det skulle se ud som forfængelighed eller virke til at vække mistanke om, at nogle af regeringsembedsmændene på en eller anden måde havde fundet ud af, hvad værket ville indeholde (som der 240

Appendix

måske ikke var grund til), og var trykningen ikke blevet afbrudt og havde forsinket udgivelsen til efter den planlagte dato, ville intet i dette appendix være udkommet. THOMAS PAINE SLUT PÅ MENNESKETS RETTIGHEDER

241