Lille litteraturteori [2. udgave. 1. oplag ed.] 9788779172340, 8779172342

Table of contents :
Indhold......Page 5
Forord......Page 7
1.1. Typologi......Page 9
1.2. Formelle text-egenskaber......Page 13
1.21. Synsvinkler......Page 14
1.22. Fortællere......Page 18
1.23. Metrikkens grundprincipper......Page 23
1.24. De vigtigste stilfigurer ("bi lledsprog")......Page 30
1.3. Indholdsmæssige text-egenskaber......Page 36
1.31. Temaer og tema-systemer......Page 37
1.32. Textens ideologi......Page 42
1.4. Komposition......Page 44
2. Analyse-teori......Page 46
2.1. Narrativ og tematisk analyse......Page 51
2.2. Syntagmatisk og paradigmatisk analyse......Page 52
2.3. Dokumentation og verifikation......Page 55
2.4. Subjektivitet og objektivitet i analysen......Page 57
Litteratur......Page 59
Stikordsregister......Page 61

Citation preview

Lille litteraturteori

Jens Kr. Andersen

Lille litteraturteori

Lille litteraturteori Af Jens Kr. Andersen 1. udgave Akademisk Forlag, 1993 2. udgave © Multivers, 2007 Udgiver: Forlaget Multivers ApS, København 2007 (www.multivers.dk) Tryk: Frederiksberg Bogtrykkeri

Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse er ifølge gældende dansk lov om ophavsret forbudt uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser.

Bogen er også udgivet som e-bog og må derfor ikke indskannes. ISBN 978-87-7917-234-0

Printed in Denmark, 2007

Indhold Forord · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · 7 1. Text-teori · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · 9 1.1. Typologi · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · 9 1.2. Formelle text-egenskaber · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · 13 1.21. Synsvinkler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 1.22. Fortællere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 1.23. Metrikkens grundprincipper . . . . . . . . . . 23 1.24. De vigtigste stilfigurer (“billedsprog”) . . . . . . 30 1.3. Indholdsmæssige text-egenskaber · · · · · · · · · · · · · · · · 36 1.31. Temaer og tema-systemer . . . . . . . . . . . . 37 1.32. Textens ideologi . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 1.4. Komposition · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · 44 2. Analyse-teori · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · 46 2.1. Narrativ og tematisk analyse · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · 51 2.2. Syntagmatisk og paradigmatisk analyse · · · · · · · · · · · · 52 2.3. Dokumentation og verifikation · · · · · · · · · · · · · · · · · · 55 2.4. Subjektivitet og objektivitet i analysen · · · · · · · · · · · · · 57 Litteratur · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · 59 Stikordsregister · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · 61

Forord

Denne lille bog er tænkt som støtte ved litteraturundervisningen på postgymnasiale uddannelser og på universiteternes elementære niveauer. Den tilsigter en let forståelig fremstilling at de aspekter af den almindelige litteraturteori, der behøves i forbindelse med den konkrete analyse at texter, især litterære. Bogen er skrevet ud fra den opfattelse, at litterær analyse er et håndværk, der kan læres. En række væsentlige text-egenskaber bør kunne udpeges med sikkerhed og benævnes entydigt. Det følger heraf, at der – i hvert fald implicit – lægges afstand til den subjektivisme. der i de senere år har grasseret inden for dansk- og litteraturfagets teori og praxis (poststrukturalisme – “jeg synes ligesom…”). Der skal nok alligevel i enhver text blive træk tilbage, hvis behandling må overlades til analysators skøn! Men et skøn kan som bekendt være mere eller mindre kvalificeret, og fordi et fag er rubriceret som humanistisk (“blødt”), behøver det ikke at savne faglighed. Det er denne faglighed, der i al beskedenhed skal

7

Lille litteraturteori

søges styrket ved de følgende siders definitioner og forklaringer. I anden udgave er der foretaget en række mindre rettelser. Hellerup, i maj 2007. Jens Kr. Andersen

8

1. Text-teori

Den “klassiske” litteraturteori, der udgør denne bogs emne, falder i to afdelinger. Til den ene side har vi den teori, der omfatter fælles træk ved alle eller store mængder af (litterære) texter. Til den anden side har vi den teori, der udgør grundlaget for text-analyser. Den første slags litteraturteori vil her blive benævnt text-teori og behandlet i kap. 1, den anden slags vil blive benævnt analyse-teori og behandlet i kap.2. 1.1. Typologi Det er vigtigt at være klar over, hvilken slags text man står overfor, når man skal behandle eller bare forstå den. Ved typologi forstås et sæt af definitioner, der tjener til at skelne mellem forskellige slags. Her skal gives en grov oversigt over texternes typologi. Helt overordnet kan man skelne mellem fiktion og ikke-fiktion. Texter, der er fiktion, kan næsten altid kendes på den måde, de begynder på. Peter Seebergs novelle “Spionen” indledes fx. sådan: “Hver søndag ved nitiden står tre unge mennesker og venter under træerne nede ved rundkørslen.” Det påfaldende ved sådan en indled9

Lille litteraturteori

ning er naturligvis betegnelsen for lokaliteten: “træerne nede ved rundkørslen”, der jo klart nok rummer en bekendtheds-kvalitet for fortælleren (navneord i bestemt form + “nede”), men som den arme læser på dette sted i historien ikke har nogen jordisk chance for at kende. Man kan sige, at fortælleren her forudsætter – eller med et fagudtryk: præsupponerer – for meget information. Gør man noget lignende under almindelig samtale, optræder man groft uhøfligt overfor den, man taler til. Men læseren af den citerede novelle-åbning vil næppe føle sig krænket, i stedet tænker han/hun: “Oho, dette er fiktion” – og læser videre i forventning om at få de nødvendige oplysninger under læsningen af historien, som regel med rette. Fiktion kan altså kendes på indledende præsuppositionsfejl: Texten rammer ikke modtagerens forudsætnings-niveau. Præsuppositionsfejl opstår hyppigt, som i exemplet her, ved brug af navneord i bestemt form eller ved brug af stedord, tids- eller stedsbiord, der kun kan forstås, hvis man kender den talende og hans/hendes situation; jeg, nu, her, der osv., det, der i sproglæren kaldes deiktiske træk. Når først fiktionen er erkendt som fiktion, venter læseren heller ikke længer at få besked om verden eller reale forhold, men lader et

10

1. Text-teori

selvgyldigt, autonomt, univers opstå, hvori der gælder særlige love og regler. Inden for fiktionslitteratur, der også kaldes skønlitteratur, har man siden oldtiden skelnet mellem tre typer: lyrisk, episk og dramatisk litteratur. Dramatiske texter udskilles let ved selve deres udformning; de skal kunne opføres på en scene og består derfor groft sagt af to partier, replikker (med angivelse af, hvem der siger dem) og de såkaldte regie-anvisninger, der angiver personernes bevægelser i rummet samt lyd, lys, genstande osv. “på scenen”. Dette hindrer imidlertid ikke, at dramatiske texter kan opleves uden teatrets hjælp, altså læses som al anden litteratur. Lidt vanskeligere kan det være at skelne skarpt mellem epik og lyrik. Episk er den litteratur, hvori der fortælles om handlinger, begivenheder og situationer i et rum og gennem en tid, der begge angives som led i beretningen. I lyrisk litteratur foregår tingene derimod i et psykisk rum, inden i en person, “et jeg”. Denne litteratur drejer sig typisk om personlige følelser og tanker, i den såkaldte “centrallyrik” kredser de om universelle, almene emner som fx. menneskets existens, liv og død, kærlighed, natur og gud. Blandformer kan forekomme, fx. i folkeviserne (de middelalderlige ballader), hvor

11

Lille litteraturteori

historien fortælles i stroferne (episk), medens omkvædet formulerer et stemningsakkompagnement (lyrisk). Inden for fiktionslitteratur kan der trækkes en anden skillelinje, nemlig mellem poesi og prosa. Poesi kendes på, at texten opdyrker sprogets musikalske egenskaber som lyd (rim o. lign.) og rytme (metrum); nærmere herom i kap. 1.23. Ofte vil det grafiske arrangement markere dette: opdeling i ensartede blokke (strofer) eller i korte linjer med overraskende brud. Som prosa betegnes blot texter, der ikke er poesi. Det er vigtigt at holde sig for øje, at skellet mellem poesi og prosa er uafhængigt af skellet mellem epik, lyrik og dramatik; der findes lyrisk prosa (Baudelaire, Bønnelycke) og episk poesi (“Adam Homo”, “Hjortens Flugt”). Af de to inddelinger er den mellem poesi og prosa den mest “tekniske”; her kan den daglige sprogbrug forstyrre, idet man jo bruger ordet “poetisk” om du-og-jeg-middag med vin og levende lys, og “prosaisk” om mandag morgen med jag og regnvejr. Inden for hver af de fem litteratur-arter findes der et væld af undertyper og genrer, hvoraf nogle exempler blot skal nævnes. Lyriske genrer er fx. elegi (klagesang), nationalsang, ode (højstemt digt) og salme, episke genrer er fx. roman, novelle, fortælling og eventyr, dramati12

1. Text-teori

ske genrer er fx. komedie, tragedie og tragi-komedie, poetiske genrer sonet, ritornel, epigram, hexameter- eller alexandriner-digt, prosaiske genrer (selv-)biografi, bekendelsesskrift, brev, essay og prædiken (de anførte “prosaiske” genrer kunne vel dog nok tænkes udført på vers, men er kun sjældent blevet det). 1.2. Formelle text-egenskaber Under den “nykritiske” bølge, der i 1960’erne dominerede nordisk litteraturkritik og -analyse, og som satte den enkelte texts egenart i centrum, blev der rettet en skarp og principiel kritik mod den kendte textanalytiske opdeling i værkets “formelle” og “indholdsmæssige” aspekter, fulgt af en tilsvarende adskillelse af den “formelle” og “indholdsmæssige” analyse. Så meget var der om denne kritik, at de forskellige træk ved texten, som en analyse fremdrager til systematisk beskrivelse, gerne skal forbindes og bringes til at belyse hinanden, da man ellers let kun får en række isolerede – og derfor intetsigende og uinteressante – data om texten som resultat af sine analytiske anstrengelser, fx. af typen: “Her har vi en jambe, og her har vi et kærligheds-symbol”. Enheden af eller samklangen mellem “form” og “indhold”, der i heldigste fald kendetegner den litterære text, bør ganske 13

Lille litteraturteori

rigtigt opretholdes i en analyse af texter, der endda har redegørelsen for denne enhed som sin fornemste opgave. På den anden side må det dog regnes for forsvarligt at foretage en operativ adskillelse af textens forskellige aspekter i sin analyse, dvs. behandle “form” og “indhold” i forskellige faser eller på forskellige trin af analyse-proceduren – netop for til slut at kunne sammenføre resultaterne af del-analyserne af textens “formelle” og “indholdsmæssige” egenskaber præcist. Når talen er om litteraturteori, er det i hvert fald praktisk at fremstille textens “formelle” og “indholdsmæssige” aspekter hver for sig, sådan som det vil blive gjort her (i hhv. kap. 1.2 og 1.3). 1.21. Synsvinkler Med udtrykket “synsvinkel” eller “point of view” udtrykkes, hvorfra det, der beskrives i texten, synes at være iagttaget. Beskrivelser eller beretninger bærer præg af at være anskuet fra et bestemt punkt, hvor man kan forestille sig, at beskriveren eller fortælleren har placeret sig for at kunne give netop den foreliggende skildring. Med en analogi fra filmoptagelse kunne man stille spørgsmålet: Hvor er kameraet placeret, for at billederne på filmstrimlen kan have fået dette udseende? 14

1. Text-teori

Fortælleren (som han kan kaldes både i episke og lyriske texter) kan synes at have anbragt sig i et bestemt forhold til det fortalte, både hvad angår rum og tid. Derfor kan man tale dels om textens spatielle (rumlige), dels om dens temporale (tidslige) synsvinkel. Den fortalte situation eller begivenhed kan være anskuet tæt på (med rigdom på små detailler) eller langt væk fra (som med telelinse) eller set nedefra (i “frøperspektiv”) eller oppefra (som på et luftfoto). I alle disse tilfælde er det fortalte noget ydre, fysisk, der er opfattet (set eller hørt) udefra. Der kan imidlertid også forekomme beskrivelser af psykiske begivenheder (tanker, følelser), formidlet med en “indre” synsvinkel, som om “kameraet” eller snarere “båndoptageren” var installeret inde i en persons bevidsthed. En fiktionsperson, der bærer en sådan indre synsvinkel, og gennem hvis bevidsthed det fortalte altså formidles og præges i længere passager, kaldes en ledefigur. I Tom Kristensens roman “Hærværk” er hovedpersonen Jastrau (med enkelte, markante afvigelser) fx. en sådan gennemgående ledefigur. Denne indre, mentale synsvinkel giver anledning til fremstillingsformer som dækket direkte tanke (med samme sproglige udformning som dækket direkte tale eller indre monolog eller oratio tecta) og stream of 15

Lille litteraturteori

consciousness (hvor den normalsproglige syntax er opløst til fordel for en illudering af de kaotiske associationer, der foregår i personens bevidsthed). Helt andre bestemmelser må foretages i forbindelse med den temporale synsvinkel. Et centralt begreb bliver her den fortalte tid, dvs. det spand af tid inden for fiktionen, hvorover handlingen foregår. Hvis en roman fortæller om et menneskes liv fra vugge til grav, kan den fortalte tid fx. være 70 år (i klassisk litteratur bliver man sjældent ældre!). Fortællerens tid er derimod ikke et spand af tid, men et tidspunkt: det tidspunkt nemlig, hvor fortælleren beretter om begivenhederne. Den temporale synsvinkel udgøres nu af det indbyrdes forhold mellem den fortalte tid og fortællerens tid. Fortælleren kan berette tilbageskuende, på et senere tidspunkt end det, hvor de fortalte begivenheder skete, og dermed overskue hele den fortalte tid, som for ham, “nu”, er tilbagelagt og afsluttet. I Hans Kirks erindringsbog “Skyggespil” er dette temporale arrangement afgørende forbundet med bogens idé: Den fortalte tid spænder over fortællerens barndom og ungdom med vægten lagt på de påvirkninger og oplevelser, der gjorde ham til ateist og socialist. I fortællerens tid kan den modne mand se tilbage på disse oplevelser med overblik og distance – men 16

1. Text-teori

samtidig give dem en farvning, der røber, at han har bibeholdt og grundfæstet sin ungdoms livssyn. I sådanne tilfælde kan den temporale synsvinkel fremstilles sådan:

I modsætning til denne retrospektive synsvinkel kan vi møde en simultan (samtidig), hvor fortællerens tid ligger inden for den fortalte tid. Her vil det modne og måske distancerede tilbageblik hos fortælleren ofte være erstattet af en involvering i begivenhederne, der sker omkring ham her og nu, ligesom i en sportsreportage i radio eller TV. Denne involvering sætter da sit præg på en påvirket fortællers fremstillingsform og stil, som vi fx. ser det i Blichers “En Landsbydegns Dagbog”, stykket dateret “Thiele, den 27de Februar 1713”: “Drømmer jeg, eller er jeg vaagen? Har mine Sandser duperet mig, eller var hun virkelig min? jo! hun 17

Lille litteraturteori

var min – jeg har favnet hende med disse mine Arme [...] Hvorlunde er det fat med mig? hvad har jeg gjort? ah, jeg veed ikke, hvad jeg skriver – jeg frygter, jeg er vanvittig.”

Foruden den fortalte tid og fortællerens tid er det nyttigt at kunne operere med fortælletiden, forstået som den tid, det tager at oplæse, foredrage eller bare stille-læse, kort sagt at percipere det fortalte. I sig selv har dette begreb især betydning ved mundtligt fremført og overleveret litteratur, men kan i vores sammenhæng bidrage til at præcisere forestillingen om fortælletempo, som er forholdet fortalt tid : fortælletid. Giver dette forhold (denne division) et højt tal, oplever vi en lang fiktions-tid på få “virkelige” øjeblikke, og vi siger da, at beretningen har et hurtigt fortælletempo. Og omvendt: giver det et lavt tal, tenderer vi mod at dele fiktionspersonernes tidsforløb og oplever et langsomt fortælletempo. 1.22. Fortællere For formidlingen af det fortalte er der en faktor, der er af mindst samme væsentlighed som synsvinklerne. Det er den instans, der er tillagt ansvaret for textens formuleringer, og som sædvanligvis kaldes fortælleren, skønt 18

1. Text-teori

det ikke altid behøver at dreje sig om en person(-lighed), men kan være blot “stemmen, der taler”. Det er vigtigt for forståelsen af mange litterære værker, at man så hurtigt som muligt under læsningen finder ud af, hvilken slags fortæller det er, som meddeler sig, og som bliver det uomgængelige “filter”, hvorigennem læseren oplever det fortalte. Er fortælleren pålidelig, eller er han måske på en eller anden måde part i det fortalte, så at han har interesse i at fordreje eller camouflere sandheden og føre læseren bag lyset? Der er også i andre henseender store forskelle på fortællere: I nogle værker forekommer fortælleren (næsten) alvidende, i andre er hans viden tilsyneladende begrænset til, hvad han kan opfatte med sine sanser inden for en bestemt tid og et bestemt rum; i nogle værker blander fortælleren sig i beretningen og fremsætter moraliserende eller andre kommentarer i tilknytning til den, i andre fortælles der mere “objektivt” osv. Vi skal se lidt nærmere på et par grundtyper af fortællere, som vi ordner efter graden af den indsigt og autoritet, de er tillagt i texten:

19

Lille litteraturteori

indsigt, autoritet den implicitte, alvidende, olympiske fortæller den implicitte, objektive fortæller jeg-fortælleren (explicit fortæller)

Der kan forekomme flere fortællere i samme text. Hvis det er tilfældet, vil en given fortæller i denne trinrække kende til existensen og identiteten af fortæller(e) under, men ikke over sit eget niveau: den implicitte, objektive fortæller kender – og frembringer – jeg-fortælleren (måske for at afsløre ham!), hvorimod jeg-fortælleren ikke kender evt. andre fortællere (og deres spil). Vi tager nu de tre typer fortællere en for en. Jeg-fortælleren (1. persons-fortælleren), der træder åbenlyst (explicit) frem i texten og præsenterer sig, er en person blandt andre inden for fiktionen, og hans muligheder for at gøre iagttagelser og danne sig en mening om dem er ikke større end alle øvrige personers – han er blot fremstillet som den, der skriver dem ned eller meddeler dem mundtligt. Jeg-fortælleren kan være beretningens ubestridte hovedperson, som vi så det ovenfor ved exemplet med Hans Kirks “Skyggespil” – eller han kan være placeret perifert som “den evige nummer to”: Dr. 20

1. Text-teori

Watson, der fortæller naivt om den skarpsindige Sherlock Holmes. Den implicitte – mere eller mindre objektive – fortæller har tilbøjelighed til helt at forsvinde, altså blive overset under læsningen, fordi han ikke gør opmærksom på sin individualitet på anden måde end ved sin “farvning” og “vinkling” af det fortalte – der jo ikke kendes i anden form! Objektiviteten kan have mange grader; den højeste findes, hvor fortælleren begrænser sig til kun at meddele, hvad der kan iagttages med sanserne, så at sige reducerer sig selv til kamera + båndoptager. Hos forfattere som Herman Bang og J.P.Jacobsen er denne objektive, blot registrerende fortælleteknik opdyrket med henblik på af fremkalde en illusion om det fortaltes nærvær, man kalder en sådan fortællemåde impressionistisk. Den alvidende fortæller kaldes også olympisk, fordi han, som en gud på Olympen, suverænt overskuer hele fiktionens univers og ved besked om alting, også personernes tanker, følelser og karakter. Med tilsvarende “guddommelig” autoritet udtaler han også direkte domme om begivenheder og personer, og han anlægger efter forgodtbefindende skiftende synsvinkler (her tænkes især på de spatielle). Denne fortæller-type, der er typisk for fx. Ingemanns romaner, virker nu lidt gammeldags, 21

Lille litteraturteori

både på grund af selve teknikken, og fordi fortællerens frihed til at kommentere handlingen ofte har givet sig udslag i en enfoldigt virkende moralisme. Et særlig raffineret og kompliceret spil på fortællere møder vi i rammefortællingerne, hvor selve fortælle-situationen beskrives i texten, og hver enkelt fortælling således får status af én lang replik i munden på en af rammens (explicitte jeg-) fortællere. De kendeste exempler på rammefortællinger er Boccaccios “Decameron” og Chaucers “Canterbury-Fortællingerne” samt – på dansk grund – Vilh. Bergsøes “Fra Piazza del Popolo”. Af selve det fortælletekniske arrangement følger, dels at personer, der i den enkelte fortælling henviser til sig selv som “jeg”, omtales som “han”/”hun” i rammen, dels at den tid, fortællingens personer oplever som nutid, er fortid for rammens fortæller(e). Undertiden indgår selve det, (at) der fortælles, på en underfundig måde i rammens handling, i det samspil, der foregår mellem personerne = jeg-fortællerne. Det helt grundlæggende i forbindelse med fortællere er imidlertid, at man undgår at identificere forfatteren, der jo er en biologisk og historisk person “af kød og blod”, med fortælleren, der er en rent sproglig størrelse og kun hører hjemme i fiktionen. Når mindre trænede 22

1. Text-teori

litteraturlæsere alligevel ofte gør sig skyldige i denne misforståelse, hænger det naturligvis sammen med, dels at forfatteren upåtvivleligt er den, der har ført værket i pennen, dels at der kan bestå et slægtskab mellem forfatterens (fra andre kilder kendte) tanker og holdninger og fortællerens (i det bestemte værk udtrykte). Hertil er blot at svare, dels at det, forfatteren har ført i pennen, er hele værket, altså også det, fortælleren har ansvaret for, men også fortælleren “selv”: Det er forfatteren, der “tegner” fortælleren med dennes særpræg som led i fiktionens univers; og dels, at der ingenlunde behøver at være noget ideologisk el. lign. sammenfald mellem forfatter og fortæller. Forfatteren kan netop have valgt at skjule sig ved at skyde en eller flere fortællere ind mellem sig og læseren, fortællere, der måske endda modsiger og dementerer hinanden i det spil, som et litteraturværk også kan være. 1.23. Metrikkens grundprincipper Den ældre del af den poetiske litteratur er som regel kendetegnet ved en rytmisk regelmæssighed, der gør, at vi umiddelbart vil kalde texten et “digt” og tale om texten som versificeret (“på vers”). Principperne for denne rytmik findes formuleret i metrikken (læren om vers). 23

Lille litteraturteori

På dansk fremkommer verserytmen ved en regelmæssig vekslen af betonede og ubetonede stavelser. Dette tilsyneladende enkle princip kostede det i 1600-tallet danske litterater store anstrengelser at nå frem til. På det tidspunkt, i den tidlige barok, møder vi en række bevidste bestræbelser på at etablere dansk som litterært kunstsprog på højde med andre europæiske sprog og med latin. Problemet var nu, at de raffinerede versemål, metra, som man kendte fra oldtidens digtning på latin, ikke uden videre lod sig overføre til dansk (eller andre germanske sprog), fordi rytmen i latinske vers etableres ved regelmæssig vekslen af korte og lange vokaler, en skelnen, der ikke fandtes eller findes på folkesprogene. Det lykkedes Anders Arrebo som den første danske digter at løse problemet i praxis, uafhængigt at tidens mange rent teoretiske metrikker eller “prosodier” (på dansk og latin), men måske under inspiration fra den tyske litterat Opitz. Det var sket, da han i 1627 udsendte en revideret udgave af sin oversættelse af Davids Salmer til dansk. Heri er rytmen konsekvent baseret på fordelingen af tryk/betoning. Dermed var vejen åbnet for en udnyttelse af den antikke latinske metrik på dansk grund, nemlig sådan, at hvor det latinske rytmemønster kræver en lang stavelse (vokal), sættes på dansk en betonet/ 24

1. Text-teori

trykstærk stavelse (vokal), og hvor det latinske rytmemønster kræver en kort, sættes på dansk en ubetonet/tryksvag. Den regelmæssigt alternerende (skiftende), accentuerende (byggende på tryk-forhold) metrik har siden denne det 17. årh.s “metriske reform” været knæsat i germanske litteraturer. En umiddelbar oplevelse af den poetiske texts sproglige rytme er et fænomen, man kan lære at gøre rede for: man kan foretage en metrisk analyse. Ligesom man ved sætningsanalyse (“kryds og bolle”) opererer med sætningsled (grundled, udsagnsled osv.) som mindste-enheder, hvis sammensætning analysen vil beskrive, således har vi også i forbindelse med den metriske analyse nogle præcist definerede mindste-enheder, hvis kombination vi studerer. Disse metriske mindste-enheder kaldes versefødder. De almindeligst forekommende fødder er: trokæ, jambe, daktyl, anapæst og spondæ. Hvis vi – som det er praxis – noterer en betonet/trykstærk stavelse med: – og en ubetonet/tryksvag stavelse med: ∪ (svarende til de latinske lange og korte), kan de fem fødder defineres sådan:

25

Lille litteraturteori

Huskeregel: En trokæ (ordet “trokæ”: ∪ –) er en jambe, en jambe (ordet “jambe”: – ∪) er en trokæ. En anapæst (ordet “anapæst”: ∪∪ –) er selv en anapæst, og en daktylos (som er det oprindelige ord, der betyder en finger, der jo har tre led: – ∪∪) er selv en daktyl, og en spondæ (ordet “spondæ”: – –) er selv en spondæ. Disse versefødder kan nu sammensættes til en hel verslinje med en bestemt metrisk struktur. Homers store oldgræske versromaner “Iliaden” og “Odysseen” er affattet i hexametre. Hvert hexameter (= 1 linje, eller 1 vers, som det kaldes i denne forbindelse) består af seks versefødder: fem daktyler og en trokæ, hvor hver daktyl (undtagen den femte) og trokæen kan erstattes af en spondæ, sådan:

Da Odysseus efter mange års fravær kommer hjem til sin hustru Penelope, der trofast har ventet på ham, forlænger gudinden Pallas Athene natten til glæde for de gen26

1. Text-teori

forenede ægtefæller. I den danske oversættelse (af Chr. Wilster) gengives de græske hexametre, der ligesom de latinske bygger på vokalernes længde, sådan på dansk, med den Arrebo’ske udskiftning af lang med betonet stavelse og af korte med ubetonede stavelser: “Grædende holdt han i Favn sin kære, sin trofaste Hustru. [...] og hendes snehvide Arme slet ej hans Hals vilde slippe. Over det grædende Par vist Dagningens Lys havde bredt sig, naar ikke Pallas Athene paa Raad havde hittet betænksom; Natten hun sinked en Stund, da den alt var nær ved sin Ende, og i Okeanos holdt hun den gyldene Dagning tilbage […]”.

Hexametret er den store, episke oldtidsdigtnings versemål. Den franskinspirerede klassicisme i 1600- og 1700tallet betjente sig af et andet metrum til langvers: alexandrineren. Alexandrineren består af seks jamber med cæsur (en pause i rytmen) i midten, sådan: 27

Lille litteraturteori

evt. med en tilføjet extra ∪. Linjerne rimer parvis. Hør fx., hvordan Wessel indleder sin komiske versfortælling “Gaffelen”: ”Jeg synger om, dog nei; jeg ligefrem fortæller,

Saa ganske ligefrem gaaer jeg just ikke heller, Et Svinke-Ærinde jeg giver mig iblandt, Og er det ikke smukt, saa er det ganske sandt.” I forbindelse med metrikken behandles ofte det kendte lydlige fænomen rim. Et enderim, der forbinder to verslinjer, foreligger, når der består lydlig identitet (“ørerim”) mellem de to verslinjer fra den sidste betonede vokal og linjerne ud (fortæller - héller, iblandt sandt). Andre litterære og kulturelle traditioner kan have afvigende principper for rim. I den oldislandske poesi, i Edda og skjalde-digte, findes sindrige systemer af indrim (inden for den enkelte verslinje) og bogstavrim eller allitteration, som fx.: Dør Fæ, dør Frænder, dør selv paa samme Vis; jeg ved eet 28

1. Text-teori

der aldrig dør: Dom om død Mands Liv. (Alle vokaler allittererer indbyrdes, men kun trykstærke stavelser allittererer). Ved at kombinere reglerne for rytme og rim bliver det muligt at definere større poetiske enheder: strofeformer. Et klassisk exempel på en strofeform, der bør kunne genkendes af den litterært velorienterede læser, er sonetten. Sonet-formen blev dyrket i renaissancens Europa (Petrarca, Shakespeare) og (også) i dansk barok (Kingo) og romantik (Schack Staffeldt o.m.fl.). Strofen består af 14 verslinjer sædvanligvis à 5 jamber, dog kan man også støde på sonetter i alexandrinere og på trokæiske sonetter. De fjorten verslinjer falder ved rimenes fordeling i to fir-linjer

(kvartetter)

og

to

tre-linjer

(terzetter):

4+4+3+3=14. Som oftest udnyttes denne inddeling til at understrege digtets tanke-struktur; her er et exempel af Almas sonetter fra “Adam Homo”: “Her staaer det - i min Haand jeg holder Brevet,

Det Allersørgeligste nu jeg veed; Paa alle Tvivlens Spørgsmaal kom Besked, Det er forbi, forbi - her staaer det skrevet! 29

Lille litteraturteori

Fra Tordenskyen Lynet har sig revet, Midt i min stolte Bygning slog det ned, I Luer op gaaer al min Herlighed: Hvad jeg har drømt og haabet og oplevet. Men hvor er Armods bittre Nød, jeg frygted, I dette Tilflugtsted, saa fast og trygt, Hvorhen fra Undergangen jeg er flygtet? Jeg sidder her jo i den brandfri Kjelder, Af min Erindrings faste Grundmuur bygt, Og mine Skatte jeg endnu jo tæller.” Som det ses, er rimfølgen abba + abba + cdc + ede, den almindeligste for sonetter. Og denne inddeling understreger også i exemplet, typisk, tankens fremadskriden: Alma modtager i første kvartet “opsigelsen” fra Adam og bedrøves, i anden kvartet udtrykkes dette slag billedligt, i første terzet finder hun trøst i sorgen, i anden terzet udtrykkes denne trøst (om erindringens skatte) billedligt (den brandfri kælder). 1.24. De vigtigste stilfigurer (“billedsprog”) A propos exemplet med Almas sonet skal vi nu se nærmere på de træk i en text, der ofte sammenfattes under betegnelsen “billedsprog”. De stilfigurer, der her kom30

1. Text-teori

mer på tale, vil i mange tilfælde – ligesom vers-formen – bidrage til at give texten et “litterært” præg og dermed adskille den fra hverdagssproget. Dette behøver dog langt fra altid at være tilfældet. Det sker ikke helt sjældent, at vi i hverdagens prosa betjener os af stilistiske virkemidler, der er defineret i den klassiske stilistik og retorik (læren om veltalenhed). Det skal der straks gives et exempel på. Blandt de mange forskellige stiltræk, der har været kendt og dyrket siden oldtiden, indskrænker vi os her til at forklare om tre typer “billedsprog”: sammenligning, metafor og symbol. De er fælles om at belyse eller illustrere et bestemt forhold eller fænomen ved at sammenstille det med et andet, der tilhører et helt andet betydningsområde (en anden sammenhæng eller kontext). Til illustration af sammenligningen kan man forestille sig denne situation fra hverdagslivet: Far, mor, børn ved middagsmaden, det yngste familiemedlem klasker beslutsomt sin buttede næve i kartoffelmosen og hælder mælk i håret. Så siger en af forældrene ikke uden bebrejdelse i stemmen: “Du spiser som en gris!” I dette udsagn indgår tre betydningskomponenter: Det, der skal belyses eller illustreres: barnet, det, der skal belyse eller illu31

Lille litteraturteori

strere: grisen, og endelig det, i forhold til hvilket de to første led bringes sammen: spisemanerer. Dette sidste tredje led i sammenligningen kaldes i stilistikken derfor tertium comparationis (“sammenligningens tredjeled”):

Meget billedsprog har derimod karakter af metaforer. Når arabiske beduiner efter sigende benævner deres uundværlige transportmiddel kamelen “ørkenens skib”, er der tale om en typisk metafor. Udtrykket indbefatter ikke blot sammenligningens tre, men fire betydningskomponenter: kamel, ørken, skib og hav, hvoraf den sidste ikke er udtrykt explicit (direkte), men forudsættes i betydningssystemet, der ser sådan ud:

32

1. Text-teori

Der er samme type relation (forbindelse) mellem “kamel” og “ørken”, som der er mellem “skib” og “hav” (betegnet som a), og der er samme type relation mellem “kamel” og “skib”, som der er mellem “ørken” og “hav” (betegnet som b). Relationen a knytter transportmiddel til den flade, hvorover transporten foregår, og relationen b sammenknytter transportmidler og vidtstrakte flader indbyrdes. Lignende fire-leddede modeller kan opstilles over andre metaforer, hvorved man kan skelne mellem egentlige metaforer og blotte sammenligninger uden “som”: “Hun er en gås” eller – smukkere – “Du er en rose”. Sammenligninger og metaforer kan altså etableres sprogligt i et enkelt udsagn eller udtryk. Derimod vil det som regel kræve en længere text for en forfatter at etablere og for en læser at opfatte et symbol. I Hans Scherfigs kendte roman “Det forsømte forår” om skoleungdommens trængsler hedder det fx. et sted: “Midt i gården står et gammelt plomberet lindetræ med en bænk udenom. Og linden er gennem mange år blevet besunget af vekslende dansklærere og gamle disciple med poetiske evner. Og den fortjener at blive besunget, for det er et under, hvordan den

33

Lille litteraturteori

har kunnet holde sig i live og finde næring i den sure jord under gårdens asfalt”.

Og senere vender fortælleren tilbage til træet som en nu bekendt størrelse: “Det gamle plomberede lindetræ i skolegården bliver også grønt engang. Og solen når ned mellem legepladsens mure og skinner på bænken rundt om træet. De ældre disciple erobrer siddepladserne og sidder og spiser deres smørrebrød og taler om tingene og eksamen.”

Tredje gang lindetræet beskrives i romanen, er der foretaget en vigtig tilføjelse: “Den gamle plomberede lind er ved at blive grøn igen. Nøjsom og beskeden står den og suger næring fra den sure grund under asfalten, og måske kunne den slet ikke leve, hvis den blev plantet om i ordentlig jord.” (min fremhævelse).

Spørgsmålet bliver nu, hvilken funktion dette træ har i texten, – hvorfor kredser fortælleren stadig om dette træ 34

1. Text-teori

og dets vækstbetingelser? Når nu træet overhovedet ingen betydning har for romanens handling, er det så ikke i virkeligheden overflødigt, og altså tegn på kunstnerisk svaghed? Nej, det har blot en anden funktion i romanens helhed end den at drive handlingen fremad. Den trænede læser opfatter snart, at denne funktion er symbolsk, fordi der existerer en åbenbar parallelitet mellem træet(s betingelser) og skoledrengene(s). Allerede i de to første af de anførte citater knyttes eleverne og træet fysisk til hinanden, og den tanke opstår let, at de også åndeligt og intellektuelt deler (dårlige) betingelser, der kan føre til misvækst og forkrøbling. I det sidste citat træder symbolets fulde rækkevidde endelig helt klart frem: Drenge og træ er nu fælles om at være blevet så tilpassede og underernærede, at de er uegnede til et liv under mere autentiske forhold, i pagt med deres natur. En symbolsk funktion er altså noget, læseren tillægger et konkret fænomen i texten, hvis dette fænomen (text-element) gennem parallelitet oplyser om mere abstrakte, komplexe forhold, der dermed anskueliggøres. I moderne lyrik er forholdet mellem det symboliserende og det symboliserede dog ofte mindre klar end i det anførte exempel med Scherfigs træ.

35

Lille litteraturteori

Hos nutidens digtere sammenvæves betydningsområder, så at de gensidigt belyser hinanden; man kunne tale om flere betydningsplaner der symboliserer hinanden. Michael Strunges digt “19.juni 1983, 25 år, København” drejer sig således dels om en rejse til Berlin, dels om kropslige indtryk, dels om hydraulik (bevægelse i væske). I digtets slutning kan det ses, hvordan de tre “emner” belyser hinanden i en bevidst sløret, “gensidig symbolik”: “Og blodets veje kan forudsiges

som turisternes rejse efter souvenirs. Berlin, måske findes der et aldrig fremkaldt billede af en ung pige på Kurfürstendam der i et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin, mit hoved er så uklart hvordan skal jeg finde hendes læber i alt det støv?” 1.3. Indholdsmæssige text-egenskaber I kap. 1.2 er der blevet defineret og forklaret en række af de teknikker, hvorved en litterær texts betydningsindhold typisk arrangeres og udtrykkes; det har været formuleringskunstens midler, vi der har søgt at bestemme (de vigtigste af). I dette kap. 1.3 ser vi på nogle af de be36

1. Text-teori

greber, hvormed man betegner forskellige slags betydningsindhold uafhængigt af dets formelle udtryk. 1.31. Temaer og tema-systemer Spørger man, hvad Shakespeares “Romeo og Julie” handler om, kan man give flere, i og for sig lige “rigtige” svar, afhængigt af, på hvilket (abstraktions-)niveau man betragter spørgsmålet – og skuespillet. Svarer man, at stykket handler om to elskende, der tilhører slægterne Montague og Capulet i Verona, og som på grund af familiernes indbyrdes fjendskab ikke kan få hinanden, men som lader sig hemmeligt vie og sluttelig på grund af forskellige tragiske misforståelser begge begår selvmord – så har man besvaret spørgsmålet om textens stof (sådan som det kan beskrives overleveret i en række italienske og engelske versioner før Shakespeare). Svarer man derimod, at ”Romeo og Julie” handler om to elskende i kamp for deres kærlighed mod de respektive familiers indbyrdes uforsonlighed (og undlader at inddrage slægts- og stednavne samt andre konkrete omstændigheder) – så har man bestemt stykkets motiv, der altså kunne tænkes “udfyldt” af andre personer, fra andre steder og andre sociale lag, som det fx. sker i G. Kellers novelle “Romeo und Julia auf dem Dorfe” (1856) og i A. 37

Lille litteraturteori

Laurents’ & L. Bernsteins musical “West Side Story” (1957) . Vælger man endelig at svare, at “Romeo og Julie” handler om kærlighed mellem mand og kvinde – så har man besvaret spørgsmålet så generelt og abstrakt som muligt og dermed bestemt stykkets tema. Man kan altså bestemme et litterært værks “indhold” ved at anføre enten dets stof, dets motiv eller dets tema. Forskellen ligger, som allerede antydet, i det valgte abstraktions- eller generalisations-trin. Stof er det mest konkrete, tema det mest abstrakte (generelle), motiv ligger midt imellem. Vi skal i det følgende se lidt nærmere på begrebet tema. Et værks tema kan angives som det eller de begreb(er), værket belyser med sin handling, i tilfældet “Romeo og Julie” altså begrebet kærlighed. Det begreb, der angiver temaet, vil ofte udgøre den positive norm, for hvilken værket vil vække sympati hos læseren. Men da litterære værker hyppigt underkaster sine tema-normer en diskussion og lader dem blive drøftet af flere personer eller aktiveret i flere sammenhænge, vil litterære værkers tema-system eller tematik ofte have form af en modsætning mellem to begreber. Modsætningsforholdet angives ofte med “versus” (forkortet vs.), og man kan få binære (toleddede) tematikker af denne slags, alle uhyre almene og abstrakte: 38

1. Text-teori

natur vs. civilisation følelse vs. intellekt varme vs. kulde altruisme vs. egoisme kvindelighed vs. mandlighed osv. Det kan forekomme, at flere binære tematikker udtrykkes i samme text og er forbundne, så at de støtter hinanden og tjener hinanden til gensidig bekræftelse. Man kunne fx. tænke sig et (feministisk) værk, hvis pointe netop var en kobling af de anførte modsætninger, med første-leddene som positive normer og anden-leddene som negative. Tematikken kunne da noteres:

Denne beskrivelse/notation sideordner blot de begrebsliggjorte modsætninger. I modsætning hertil kan det være hensigtsmæssigt at opstille niveau-delte tema-modeller, der placerer de enkelte tema-modsætninger i et system af over- og underordninger. Et underordnet begreb siges at være hyponym i forhold til (have hyponomi til) et overordnet begreb, som det specificerer el39

Lille litteraturteori

ler konkretiserer. En sådan niveau-delt tema-model må fx. opstilles, hvis man vil give et dækkende billede af tematikken i de fleste af Holbergs store karakterkomedier (fx. “Jean de France” og “Erasmus Montanus”). På det mest konkrete og specifikke trin kan vi opstille modsætningspar, der knytter sig til bestemte kulturelle eller sociale områder. Modsætningen vil bestå mellem den norm, der repræsenteres og hævdes af komediens “nar”, og den norm, der repræsenteres og hævdes af de fornuftige folk. Inden for området “føde og drikke” vil narren spise fint, de fornuftige spise solidt, begrebsparret kunne hedde: ikke-næring vs. næring. Inden for området “elskov” vil narren (især) demonstrere sin beherskelse af en galant codex (regelsæt, etikette), de fornuftige går efter en mere direkte driftstilfredsstillelse, begrebsparret kunne hedde: galanteri vs. sexualitet. Inden for området “viden” lægger narren vægt på at beherske indsigt for indsigtens egen skyld, de fornuftige på at beherske den viden og de færdigheder, der kan bruges til materielle formål, begrebsparret kunne hedde: ikke-instrumental viden vs. instrumental viden. Og tilsvarende inden for områder som penge, påklædning, sprog, familieforhold og religion. (Prøv selv!). Alle de anførte begrebspar har nu

40

1. Text-teori

hyponomi til nogle overordnede modsætninger, som angiver, hvad de har til fælles. Narrens normer drejer sig i alle tilfælde om at demonstrere sin særstatus; han bruger penge, føde, påklædning, elskov, sprog, viden osv. som statussymboler, sociale tegn, medens de fornuftige folk i forbindelse med de samme fænomener er ude efter disses nytte-værdi; den begrebslige modsætning: repræsentativitet vs. nytteværdi. Endelig er narrens normer fremmedartede i milieuet og forbeholdt en snæver kreds, de fornuftige folks normer er dem, der er almindeligt accepterede i milieuet; modsætningen er: esoteriske vs. exoteriske normer. Det her skitserede – ikke specielt komplicerede – tema-system kunne skematisk opstilles sådan:

41

Lille litteraturteori

Det er ingen naturlov, at temaer i texter er organiseret to-leddet (binært), som her. Temaer kan indgå i andre indbyrdes sammenhænge; deres strukturering kan være tre-leddet (ternær), cirkulær o.m.a. Den binære strukturering har blot vist sig at være hyppigt forekommende og overskuelig for analytikeren! 1.32. Textens ideologi Textens temaer kan være valoriseride, dvs. fremtræde som (en-tydigt) positive eller negative. En valoriseret tematik opfatter vi som textens ideologi. Når en tematik har binær karakter, vil det ene af de to temaer gerne være positivt, det andet negativt valoriseret. I det foregående afsnits Holberg-exempel er de esoteriske og repræsentative normer/temaer (og alle de normer/temaer, der er underordnet dem, altså binariteternes første-led) negativt valoriseret, hvorimod de exoteriske og nytte-centrerede normer/temaer (og alle de normer/temaer, der er underordnet dem, altså binariteternes andet-led) positivt valoriseret. Det er først efter gennemført analyse af hele textens eller værkets tematik, at man vil kunne tale om dens ideologi. Det vil være forhastet – og en analytisk fejl – at tage, hvad man opfatter som “ideologiske” udsagn, der 42

1. Text-teori

fremsættes direkte af en fiktionsperson eller af en fortæller, som udtryk for (hele) textens ideologi – selv om man vil kunne hævde, at “denne opfattelse/”ideologi” er udtrykt direkte på side...”. Den positivitet eller negativitet, som “texten” synes at tillægge det ene eller andet tema-begreb, vil derimod fremkomme ved, at værket viser eller demonstrerer, fx. gennem handlingsgangen, at den værdi, tema-begrebet betegner, er positiv eller negativ. Det skal altså kunne påvises, at værket så at sige giver en bestemt værdi “ret”. Det kan det meget vel gøre, selv om visse personer eller fortællere hævder det modsatte; de vil da blot være værkets “ideologiske skurk(e)”. Særlig forvirrende kan dette forekomme, når denne “skurk” er fortælleren; da taler man om en upålidelig fortæller. Det er altså en forpligtende sag at fremsætte ideologiske vurderinger af litteraturværker, som fx.: “Hamsuns romaner er fascistiske” eller “Vita Andersens digte er progressive”: Det kræver en tilbundsgående undersøgelse af pågældende texters tematik, handlingsgang og fortæller-forhold – og af samspillet mellem dem.

43

Lille litteraturteori

1.4. Komposition Når textens enkelte dele –formelle eller indholdsmæssige – optræder i en rækkefølge, der kan opfattes som ikke-tilfældig, taler man om textens komposition og forpligter sig dermed til at (kunne) redegøre for det kompositoriske princip. Dette princip skal kunne forklare gangen i texten; om princippet skal man hypotetisk kunne forestille sig, at det har været styrende for textens produktion. Almas sonet fra “Adam Homo”, som blev citeret og (nødtørftigt) analyseret i kap. 1.23, kan siges at have kompositionen A1 B1 A2 B2, hvor A-delene beskriver psykiske tilstande, B-delene udtrykker disse billedligt (med korresponderende tal). Et andet exempel på et kompositorisk træk er folkeeventyrenes “magiske 3-tal”, kendt fra fx. H.C.Andersens gendigtninger heraf. Tag de tre brødre i “Klods-Hans”, hvor de to første gennemløber analoge begivenheder og kompositorisk blot illustrerer den varierede gentagelse, medens den tredje bror, Klods-Hans, kommer ud for samme prøve, men reagerer modsat og med modsat resultat. Tilsvarende med andre typer 3 gange varieret gentagelse i folkedigtningen: De tre prøver, de tre hjælpere (fx. hundene i “Fyrtøiet”), de tre guddomme osv. En udviklingsgang kan også i littera44

turen være komponeret efter rette linjers princip. I Thomas Manns store slægtsroman “Huset Buddenbrook” angiver undertitlen “En families forfald” kompositionsprincippet: det stadige, gradvise “nedad”. Og på dansk grund: Gennem “Adam Homo” er titelpersonens sociale løbebane jævnt væk stigende, hans menneskelige udvikling jævnt væk faldende; i J.P.Jacobsens “Fru Marie Grubbe” forholder det sig omvendt. Eller udviklingsforløbet kan have form af en cirkel, kompositionen markerer en udsigtsløs tilbage-til-udgangspunktet, som i Blichers “En Landsbydegns Dagbog”. Det er dog kun, når textens dele trin for trin følger disse udviklingsforløb, at vi kan anse dem for kompositionsprincipper, jævnfør definitionen i dette afsnits indledning.

45

Lille litteraturteori

2. Analyse-teori

Vi skal nu betragte det teoretiske grundlag for overhovedet at analysere litteratur. Hvilke forestillinger må vi på forhånd acceptere, og hvilke principper må vi forpligte os til at følge, hvis vi vil kalde vores beskæftigelse med litterære texter for analytisk? For at kunne besvare dette dobbelte spørgsmål, stiller vi først det helt fundamentale: Hvad er (text-)analyse? Umiddelbart og foreløbigt kunne svaret være, at det er en systematisk (strukturel) og kontrollabel – altså videnskabelig – beskrivelse af textens egenskaber. Dette svar må dog nærmere præciseres og skærpes, især hvad angår begrebet system(atisk). De fleste er nok stødt på begrebet “analyse” og selv bedrevet en sådan virksomhed i én forbindelse, nemlig skoleundervisningens sætningsanalyse, dvs. udpegelse af sætningsled (grundled, udsagnsled; kryds og bolle). Disse elementære lærdomme kan imidlertid sagtens bruges til at illustrere, hvad også andre former for “analyse” går ud på. I sprogvidenskaben forudsætter analyse to niveauer, som er blevet kaldt system og forløb. På systemets ni46

2. Analyse-teori

veau har vi en række begreber defineret, i exemplet med sætningsanalysen bl. a. definitioner af “udsagnsled” og “grundled”, men også af andre sætningsled og sproglige størrelser. På forløbets niveau har vi derimod den text, det “stykke sprog”, der skal gøres til genstand for analysen. Med hensyn til den litterære analyse kan vi omtale systemets og forløbets niveau som henholdsvis “modellens” og “textens”. Det, man foretager sig under en analyse, er, at man tilordner en mindre del af forløbet/texten til et af de begreber, der er defineret i systemet/modellen. Når vi foretager denne tilordning, kan vi sige, at der i forløbet/texten manifesteres et begreb fra systemet/modellen, som derved er blevet appliceret på forløbet/texten. Vender vi nu tilbage til vort skolegrammatiske exempel og forestiller os, at vi nu skal analysere sætningen “Manden gik ud efter øl”, kan analyseprocessen – teoretisk reflekteret – gengives med denne lille skitse, hvor grundled betegnes s (for subjekt), udsagnsled betegnes v (for verbal), biled betegnes a (for adverbial), og hvor pilene betegner applikation:

47

Lille litteraturteori

Denne analyse kaldes syntaktisk, fordi det er sætningsled, der er defineret i “systemet”. En helt tilsvarende betragtningsmåde kan vi benytte for litterær analyse. Lad os fx. foretage en metrisk analyse af sætningen i exemplet (der jo åbenbart har rytmisk karakter). Det betyder, teoretisk set, at vi i systemet skal have defineret de nødvendige kategorier, i dette tilfælde trykstærk/betonet over for tryksvag/ubetonet stavelse. Analysen ser da sådan ud:

I sædvanlig notation: – ∪∪ – ∪∪ –. Sætningens rytme er daktylisk. For den litterære analyses teori er det vigtigt, at den model, vi opstiller på system-niveau med henblik på applikation på/beskrivelse af texten, kan være semantisk, dvs. bestå af betydnings- eller indholds-størrelser. Man kan fx. forestille sig en af de tema-modeller, der blev anført som exempel i kap. 1.31, “installeret” som “system” og forskellige text-afsnit, der rigtignok ville være mere omfangsrige end i exemplet med øl-henteren (fx. hele scener i en Holberg-komedie), figurerende som 48

2. Analyse-teori

“forløb/text”, der manifesterer hver en størrelse (et tema) i modellen. En tematisk analyse er altså en særlig form for semantisk analyse, og vi skal i det følgende kapitel (2.1) stifte bekendtskab med endnu en særlig form for semantisk text-analyse. Når talen er om litteraturanalyse ved hjælp af semantiske modeller, er der grund til at advare mod modeller, der ofte ses ført frem med fordring på mere eller mindre universel gyldighed, dvs. semantiske modeller, der meningsfuldt skulle kunne appliceres på eller beskrive alle (eller i hvert fald den store flerhed af) i texter nedlagte betydnings-organisationer. Modeller af en sådan universalitet er ikke opstillet (endnu!), og i de foregående exempler er der da også kun anført specifikke modeller, dvs. modeller, der kun hævdes at have gyldighed for (kunne beskrive) en bestemt text eller et begrænset textcorpus. Der tænkes især på to modeller, der begge synes at nyde ufortjent popularitet hos visse litteraturpædagoger, og som derfor har vundet betydelig udbredelse gennem undervisningssystemet. Den ene er den såkaldte “aktantmodel”:

49

Lille litteraturteori

Denne model, der angiveligt skal beskrive funktionsområder for personer og persongrupper i simple, fx. mytiske, beretninger, skyldes i sin nu udbredte teoretiske og “universielle” udformning, den franske semantiker A.J.Greimas. Der er dog ikke tale om nogen original opfindelse fra Greimas’ side (hvad han da også selv indrømmer). Modellen bygger på to andre undersøgelser – og disse er empiriske, dvs. opstiller nok beslægtede modeller, men med begrænset gyldighed, for at specifikt text-corpus! Det drejer sig dels om den russiske folklorist V. Propps undersøgelse af handlings- og begivenhedstyper i ca. 150 russiske folkeeventyr, dels om den franske litteraturhistoriker E.Souriaus undersøgelse af personkonstellationer i det klassiske franske drama. Der er altså ingen grund til at formode, at modellen skal kunnee beskrive andre texter, endsige text-typer end de nævnte. Og hvis modellen tilfældigvis skulle vise sig at have (tilnærmelsesvis) universiel gyldighed, ville resultatet jo være trivielt, dvs. ville ikke kunne sige noget interessant (specifikt) om den (de) analyserede text(er). Den anden er den såkaldte “sommerfuglemodel”, i visse tilfælde fremstillet i følgende skikkelse, hvor s står for sem, betydningens mindsteenhed:

50

2. Analyse-teori

Problemet med denne model, der ligeledes skyldes Greimas, ligger i dens teoretiske uklarhed. I det værk, hvor den lanceres (“Du sens”, “Om betydningen”), findes den udformet i hele tre, helt forskellige versioner, beregnet til beskrivelse af helt forskellige forhold i texten. Dertil kommer, at der med hensyn til definitionen af modellens relationer (pilene i modellen) inden for de enkelte “versioner” finder en sorgløs sammenblanding sted af logiske og semantiske kategorier. Og et system/en model bør være af én slags! Den moderne text-analytiker skal altså ikke regne med at kunne få færdige modeller forærende... - slet ikke semantiske. 2.1. Narrativ og tematisk analyse Ordet “narrativ” er afledt af det latinske “narratio”, der betyder fortælling eller beretning; ordet findes også på engelsk og fransk. Ved en narrativ analyse forstår vi en analyse af en episk texts handlings-elementer: situationer, handlinger, der evt. fører fra en situation til en anden, og begivenheder. De begreber, der fastlægges på sy51

Lille litteraturteori

stem-niveau, skal altså tjene dette formål. Tilsvarende forstår vi ved tematisk analyse en analyse af en texts temaer, som blev behandlet i kap. 1.31. 2.2. Syntagmatisk og paradigmatisk analyse I sprogvidenskaben forstås ved syntagme en kæde af sproglige tegn (=et bestemt udtryk med et bestemt indhold), fx. ord: Manden + gik + ud + efter + øl Rækkefølgen af kædens led er vigtig: Betydningen opstår i kraft af dén. Ethvert led i syntagmet kan udskiftes med andre, sådan at vi stadig får en meningsfuld sætning på korrekt dansk:

Læser vi vandret, kan vi kombinere et hvilket som helst led fra 1. kolonne, ét fra 2. osv., og vi får dermed et syn52

2. Analyse-teori

tagme. Læser vi lodret, får vi en række sproglige tegn, der kan indgå på samme plads i syntagmet, og som minder om grammatikkens bøjningsmønstre. Sådanne “rækker” kalder sprogvidenskaben paradigmer. De to begreber syntagme (syntagmatisk) og paradigme (paradigmatisk) kan bruges om to typer af text-analyse. Den syntagmatiske analyse interesserer sig for kæden, rækkefølgen, af textens forskellige dele eller afsnit og beskriver, hvordan de udgør en helhed ved at følge efter hinanden netop på den måde, de gør. Den paradigmatiske analyse interesserer sig derimod for den systematiske orden, hvori textens dele eller afsnit lader sig ordne eller gruppere uafhængigt af deres plads/rækkefølge i textens kæde. Teoretisk kan vi sige, at ved den syntagmatiske, men ikke ved den paradigmatiske analyse må vi have “indprogrammeret” talrækken på system-niveau, så at hver text-del, der manifesterer en kategori i systemet, tillige kan tilordnes et nummer, der angiver manifestationens plads i kæden. Narrativ over for tematisk analyse bestemmes altså efter, hvad der analyseres (indholdet på forløb/text-niveau). Syntagmatisk overfor paradigmatisk analyse bestemmes altså efter, hvordan der analyseres (indholdet på system/model-niveau). Derfor vil de 2x2 slags analy53

Lille litteraturteori

ser kunne kombineres frit. I praxis vil de to kombinationer dog forekomme hyppigere end de to andre. Når man foretager en narrativ analyse og altså ønsker at redegøre for en fortællings handlingsgang, er det naturligt at indrette sin model syntagmatisk, så at rækkefølgen af de manifesterede handlingselementer indgår i text-beskrivelsen. Og når man modsat foretager en tematisk analyse og altså interesserer sig for textens værdibegreber og normer, er det naturligt at indrette sin model paradigmatisk, så at temaerne ordnes rent systematisk, uafhængigt af den rækkefølge, hvori de er manifesteret i texten – det vigtige bliver, at de er manifesteret. At det således er det almindelige at møde enten kombinationen narrativ-syntagmatisk analyse eller kombinationen tematisk-paradigmatisk analyse, betyder dog på ingen måde, at de to andre kombinationsmuligheder er udelukket i praxis. Hvis analytikeren fx. er interesseret i, hvilke typer af handlinger, der er i stand til at ændre en situation til en anden i H.C.Andersens eventyr, må der opstilles en typologi over handlinger som model, og analysen bliver narrativ og paradigmatisk. Hvis analytikeren fx. er interesseret i, hvordan texten opbygger et moralsk eller ideologisk budskab, bliver det vigtigt, hvordan de forskellige temaer eller normer (dvs. deres manifestationer) 54

2. Analyse-teori

følger på hinanden i texten, og analysen bliver tematisk og syntagmatisk. I den textanalytiske litteratur findes da også exempler på alle fire kombinationer. 2.3. Dokumentation og verifikation Vi skal her se på, hvordan man kan underbygge og argumentere for sin analyse af en text. Det er et elementært krav, at man skal kunne udpege text-afsnit, der manifesterer de elementer i systemet/modellen, som man påstår, texten manifesterer (“indeholder” i daglig tale). Dette forhold bør fremtræde indiskutabelt og evident for enhver, der behersker det sprog, hvori texten er affattet, og man må her have for øje, at texter affattet på ældre sprog(-trin) rejser samme forståelsesproblemer som texter på fremmede sprog – men de vil kunne løses på tilsvarende måde (ved brug af ordbøger, grammatikker osv.) Sådanne udpegede text-afsnit anføres i reglen i form af citater, og denne form for bevisførelse kaldes dokumentation. Principielt (men heldigvis ikke i praxis!) måtte man forlange af analytikeren, at han/hun var i stand til at opdele hele den analyserede text i sådanne dokumenterende citater. En litterær analyse kan også finde bekræftelse på en anden måde, nemlig ved det, der kaldes verifikation. 55

Lille litteraturteori

Verifikation indebærer, at analytikeren søger bekræftelse af sit analyse-resultat uden for den analyserede text selv, modsat dokumentationen. En sådan bekræftelse kan fx. findes i forfatterens direkte hensigtserklæringer, som han har formuleret dem i breve, dagbøger el. lign. (fx.: “Jeg skrev i dag historien om....for at udtrykke…”). Naturligvis kan forfatterens hensigtserklæringer aldrig erstatte en egentlig analyse af hans produkt, men det må betragtes som en støtte for analysens resultat, hvis der er overensstemmelse. En anden, ofte anvendt kilde til verifikation kan findes i den modtagelse, det analyserede litteraturværk fik, da det første gang udkom, fx. i form af anmeldelser eller private breve til forfatteren. Denne kilde til verifikation kan især være af betydning, hvor det drejer sig om litteratur af ældre dato, fremkommet i en periode, hvor holdninger, tankegange og kulturvaner adskilte sig radikalt fra den moderne analytikers (og hans/hendes læseres). Så kan analytikeren pege på modtagelseskritikken og sige: “Se, den tematik og ideologi, jeg i min analyse læser ud af værket, var det beviseligt muligt at være optaget af i forfatterens samtid og milieu!”. Også forfatterens øvrige værker, værkets genre og mange andre texter, der ligger uden for det analyserede

56

2. Analyse-teori

værk, men som har forbindelse med det, kan inddrages til verifikation. 2.4. Subjektivitet og objektivitet i analysen Læsning af fiktionslitteratur afstedkommer i bedste fald en umiddelbar oplevelse hos læseren. Texten “taler til noget i” læseren, der føler sig beriget eller bekræftet ved sin læsning. Det er ikke hensigten med disciplinen litteraturteori at forstyrre, endsige ødelægge den umiddelbare oplevelse eller glæde ved læsning af litteratur – tværtimod. Vi skal se lidt på, hvordan den umiddelbare læseroplevelse og den “strenge” analyse kan forbindes og befrugte hinanden. En “umiddelbar” læseroplevelse kan først og fremmest vise vej til det væsentlige i en litterær text. Det næste trin kan så blive, at læseren gør sig bevidst, ad hvilke veje og med hvilke midler forfatteren har frembragt indtrykket i læserens sjæl. Her er det så nyttigt at kende lidt til de teknikker, en litterær forfatter kan benytte til fx. at gøre sin skildring af personer og begivenheder fx. fjern og overskuende eller intim og afslørende. Der synes intet til hinder for, at oplevelse og analyse kan gå hånd i hånd frem mod en dybere forståelse af kunstarten litteratur og dens enkelte frembringelser. 57

Lille litteraturteori

Dertil kommer så, at også den såkaldte umiddelbare læsning nødvendigvis er en slags analyse. Læseren må kombinere og sammenligne textens dele for at “holde tråden”. Så er det nyttigt at være klar over, hvad analytisk virksomhed egentlig vil sige – også teoretisk. Hvis to læsere imidlertid vil tale sammen om, hvad de uproblematisk mener er “det samme” (texten, værket), men som i virkeligheden er to forskellige ting, nemlig deres individuelle oplevelser, må der med nødvendighed etableres et fælles referenceområde: Subjektivitet må vige for objektivitet. I anden del af denne lille bog har vi bestemt “det objektive” som en model, der kan dokumenteres manifesteret i og af texten og måske desuden verificeres ved “ydre” vidnesbyrd. En samtale om (herunder: undervisning i) en genstand (fx. en litterær text) kræver jo, at samtalepartnerne taler om det samme – ellers vil de, med en rammende metafor (!), tale “forbi hinanden”. Derfor bliver den rent subjektive litteraturbehandling som regel ufrugtbar. Litteraturlæsning er en krævende beskæftigelse, der udfordrer flere, og helst samvirkende, sjæls- og åndsevner.

58

Litteratur

5

Albeck, Ulla: Dansk Stilistik, Kbh. 1965 Andersen, Jens Kr.: An Analysis of the Framework Structure of Chaucer’s “Canterbury Tales”, i: Orbis Litterarum XXVII, Kbh. 1972, p.179-201 Andersen, Jens Kr.: Forskningsoversigt [:]Dansk litterær analyse 1958-1977, i: Danske Studier 1978, Kbh. 1978, p. 71-100. Andersen, Jens Kr.: Conflicting Values in Holberg’s Comedies: Literary Tradition or Social Teaching? = The Nordic Roundtable Papers VII, Minneapolis 1991. Andersen, Jens Kr.: Handling og moral. En strukturel studie i elleve Holberg-komedier, Kbh. 1992. Andersen, Jens Kr.: Litterær komposition. Principper og exempler, Kbh. 2005. Booth, Wayne C.: The Rhetoric of Fiction, Chicago & London 19677. Brask, Peter: Tekst og tolkning. Bidrag til den litterære semantik. Tekstbeskrivelsens teori og metode I-II, Roskilde 1973. Brask, Peter: Model groups and composition systems, i: Danish Semiotics = Orbis Litterarum Suppl. No.4, Kbh. 1979, p. 177-271. Bremond, Claude: Le message narratif, i: Communications 4, Paris 1964, p. 4-32. Bremond, Claude: La logique des possibles narratifs, i: Communications 8, Paris 1966, p.60-76. Dal, Erik: Punkter af dansk verslære, Kbh. 1975. Frenzel, Elisabeth: Stoffe der Weltliteratur, Stuttgart 19632. Greimas, A.J.: Sémantique structurale. Recherche de méthode, Paris 1966. Greimas, A.J.: Du sens. Essais sémiotiques, Paris 1970. Grodal, Torben Kragh, Peter Madsen & Viggo Røder (udg.): Tekststrukturer. En indføring i tematisk og narratologisk tekstanalyse, Kbh. 1974. 59

Harder, Peter og Arne Poulsen: Hvad går vi ud fra? Om forudsætninger i sprog og handling, Kbh. 1980. Johansen, Jørgen Dines (red.): Analyser af Dansk kortprosa I-II, Kbh. 1971-72. Jensen, Johan Fjord: Den ny kritik, Kbh. 1962. Kayser, Wolfgang: Das sprachliche Kunstwerk. Eine Einfürung in die Literaturwissenschaft, Bern & München 196511. Kristensen, Sven Møller: Impressionismen i dansk prosa 1870-1900, Kbh. 19652. Kristensen, Sven Møller: Digtningens teori, Kbh. 1966. Larsen, Finn Stein: Prosaens mønstre. Nærlæsninger af danske litterære prosatekster, Kbh. 1971. Lubbock, Percy: The Craft of Fiction, London 19652. Lämmert, Eberhard: Bauformen des Erzählens, Stuttgart 1955. Nøjgaard, Morten: Litteraturens univers. Indføring i tekstanalyse, Odense 1975. Olrik, Axel: Episke love i folkedigtningen, i: Danske Studier II 1908, Kbh. 1908, p. 69-89. Olsen, Per (red.): Analyser af moderne dansk lyrik I-II, Kbh. 1976. Olsen, Michel: Les Transformations du Triangle Erotique, Kbh. 1976. Rømhild, Lars Peter: Osservazioni sul concetto e sul significato della cornice nel Decameron i: Analecta romana Instituti Danici VII, Kbh. 1974, p.157-204. Rømhild, Lars Peter: Slags. Om litterære arter, genrer, motiver, Kbh. 1986. Schnack, Arne: Tekstsanalyse og teori, Kbh. 1981. Stanzel, Franz K.: Typische Formen des Romans, Göttingen 19645 Svendsen, Hanne Marie: På rejse ind i romanen, Kbh. 1967. 3 Wellek, Rene & Austin Warren: Theory of Literature, NY. 1956 . Wilpert, Gero von: Sachwörterbuch der Literatur, Stuttgart 1964.

60

Stikordsregister

Sidetallene henviser til definitioner; hvor disse strækker sig over flere sider, anføres den første. accentuerende metrik 25

fortæller 18

aktantmodel 49 alexandriner 27 allitteration 28 analyse 46

fortællerens tid 16

anapest 25 applikation, applicere 47

genre 12 hexameter 26 hyponomi, hyponym 39

autonomi, autonom 10 billedsprog 30 binaritet, binær 38 bogstavrim 28 citat 55 daktyl 25 deixis, deiktisk 10 dokumentation 55 drama, dramatisk 11 dækket direkte tale 15 dækket direkte tanke 15 enderim 28 epik, episk 11 explicit fortæller 20 fiktion 9 forfatter 22 forløb 46 fortalt tid 16

fortælletid 18 fortælletempo 18 forudsætning, forudsætte 10

ideologi 42 implicit fortæller 20 impressionisme, impressionistisk 21 indre monolog 15 indrim 28 jambe 25 jeg-fortæller 20 komposition, kompositorisk 44 kvartet 29 ledefigur 15 lyrik, lyrisk 11 manifestation, manifestere 47 metafor 32 metrik 23 model 47 motiv 37 61

narrativ analyse 51

sti]istik, stilistisk 30

norm 38 objektivitet, objektiv 57

stof 37

olympisk fortæller 20 oratio tecta 15 paradigme, paradigmatisk 52 paradigmatisk analyse 52 poesi 12 prosa 12 præsupposition, præsupponere 10 præsuppositionsfejl 10 rammefortælling 22 regie-anvisninger 11 replik 11 retorik, retorisk 31 rim 28 sammenligning 31 sem 50 semantik, semantisk 48 “sommerfuglemodel” 50 sonet 29 spatiel synsvinkel 15 spondæ 25

62

stream of consciousness 15 strofeform 29 subjektivitet, subjektiv 57 symbol, symbolsk 33 synsvinkel 14 syntagme, syntagmalisk 52 syntagmatisk analyse 52 system, systematisk 46 tegn 52 tema 37 tema-system 37 tematik 38 tematisk analyse 51 temporal synsvinkel 15 ternaritet, ternær 42 tertium comparationis 32 terzet 29 trokæ 25 typologi, typologisk 9 upålidelig fortæller 43 valorisering, valorisere 42 verifikation, verificere 55 versefod 25