''Har andre plejebørn det som mig?'' 8778874211, 9788778874214

Citation preview

»Har andre plejebørn det som mig?«

Mit liv som plejebarn har været en blandet pose slik.... både med nedture, men også med rigtig mange opture. Men alt i alt er jeg glad for at være plejebarn. Man ser verden på en mere real måde. Big-k: 17 år

Hanne Warming

»Har andre plejebørn det som mig?«

Projekt Børnetinget: Et talerør for plejebørn Familieplejen Danmark

Frydenlund

»Har andre plejebørn det som mig?« © Frydenlund og forfatteren, 2005 ISBN: 87-7887-421-1 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Produktion: Pozkal, Polen

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Hyskenstræde 10 DK-1207 København K Tlf. 3393 2212 · Fax 3393 2412 [email protected] www.frydenlund.dk

Indhold

Forord 9 Kapitel 1: Formål 13 Projekt Børnetinget 13 Bogens opbygning 14 Kapitel 2: Metode 17 Projektdesign 17 Fase 1: Konkret fremgangsmåde, validitet og etik 19 Fase 2: Konkret fremgangsmåde, etik og datamateriale 27 Fase 3: Fremgangsmåde, datamateriale, validitet og etik 30 Fase 4: Kernegruppen mødes igen 42 Analyse og fremstillingsstrategi 45 Kapitel 3: Livet som plejebarn 49 »Jeg vil hellere have, at plejefamilien var min rigtige familie« 50 »Det har forandret mig totalt« 55 Kapitel 4: Den gode plejefamilie 73 Ankomsten til plejefamilien 74 Dagligdagen i plejefamilien 79 Efter plejeforholdets ophør 94

5

Kapitel 5: Forældre på godt og ondt 97 Den perifere forælder 97 Forældrene som ressourcepersoner i børnenes liv 99 Forældre som bekymring 101 Svigt og overgreb 108 Sammenfatning 127 Kapitel 6: Ensomhed og identitet 129 Den brudte relation: Ensomhed og tab af historie 129 Identitet og spejling 131 Kapitel 7: At opdage, når der er noget er galt – og at gøre noget ved det 137 Hvorfor gør de ikke noget 137 Børnesamtalen 146 Børn og unge kan bruge hinanden 158 Sammenfatning 162 Kapitel 8: Familiepleje og alternativer 163 Anbringelse i plejefamilie eller på døgninstitution 163 Når hverken familiepleje eller døgninstitution skaber forandring til det bedre 167 Sammenfatning 170

6

Har andre plejebørn det som mig ?

Kapitel 9: Børnetinget – plejebørns talerør? 171 Lykkedes Børnetinget som talerør for plejebørn? 171 Et talerør for plejebørn i fremtiden 176 Sammenfatning 179 Kapitel 10: Konklusion og perspektivering 181 Projekt Børnetingets seks hovedkonklusioner 181 Plejebørn har noget på hjerte, som er værd at lytte til og lære af 184 Anbringelse i familiepleje kan gøre en positiv forskel 185 Teoretisk perspektivering af plejebørnenes budskaber 186 Emotionel anerkendelse – om betydningen af kærlighed 189 Retslig anerkendelse – om betydningen af indflydelse på eget liv 192 Social anerkendelse – om betydningen af grupper og mødesteder for plejebørn 198 Referencer 201

Indhold

7

Forord

Denne bog omhandler »Projekt Børnetinget – et talerør for nuværende og tidligere plejebørn«. Plejebørnene selv har en helt særlig viden om deres egen livssituation, herunder om deres oplevelser, tanker, følelser og livsønsker. »Projekt Børnetinget« sætter fokus på denne viden, som er afgørende for den gode indsats. Det er en viden, som hverken kan erstatte eller erstattes af de professionelles viden. Og det er en viden, som vi som socialarbejdere, politikere og forskere kun kan få del i, hvis vi giver ordet til plejebørnene selv – og lytter opmærksomt til, hvad de fortæller os. Gør vi det, og tager vi det, vi hører, til efterretning og lader det få betydning for vores praksis, bliver vi i stand til at yde en langt bedre og mere demokratisk forankret støtte til disse børn. Projekt Børnetinget blev igangsat i 2003 af Familieplejen Danmark netop med det formål at kvalificere og demokratisere indsatsen over for plejebørn gennem etablering af et talerør for nuværende og tidligere plejebørn. Jeg vil derfor gerne takke Familieplejen Danmark, herunder hovedbestyrelsen og formand Niels Dueholm, tidligere socialfaglig konsulent Christine Wydojnik og sekretariatsleder Kirsten Holm-Petersen, for det gode initiativ samt for at lægge sekretariat, husrum og hjerteblod i projektet. Endvidere vil jeg gerne takke sekretær Lone Skjold Henriksen, studentermedhjælp Mette Arnsfelt Andersen og studentermedhjælp Frederik von Sperling for deres praktiske bistand. Da jeg var så heldig at få muligheden for at stå for den videnskabelige gennemførelse og projektledelse, sprang jeg til med glæde. Jeg troede på ideen, og jeg er ikke blevet skuffet – tværtimod! Det har været fantastisk at få del i børnenes erfaringer, oplevelser og livsønsker, og jeg er i den grad blevet bestyrket i antagelsen om, at vi, socialarbejdere, politikere og forskere, har utrolig meget at lære ved at give ordet til plejebørnene selv. De har en viden – og nogle ressourcer – som vi hidtil har givet alt for lidt opmærksomhed og rum. Uden finansiering var det dog aldrig blevet til noget. Derfor skal der rettes en stor tak til Egmont Fonden, Børnesagens 9

Fællesråd, Susi og Peter Robinsohns Fond samt BG Fonden, som alle har bidraget til finansiering af projektet. Gennem hele projektperioden har der til projektet været knyttet en styregruppe. Denne styregruppe har, foruden socialfaglig konsulent Christine Wydojnik og sekretariatsleder Kirsten Holm-Petersen, bestået af familieplejekonsulenterne Dennis Madsen, Familieplejen Frederiksborg Amt, Birthe Laursen, Familieplejen i Sønderjylland CAFA-syd, Inge Kørner Pedersen, Familieplejen Slagelse og Pia Sandholt, Familieplejen for Børn og Unge (FABU). Til disse mennesker skal hermed rettes en stor tak for engageret og opbakkende deltagelse, og til de respektive familieplejeorganisationer for at muliggøre disse menneskers deltagelse. I forbindelse med udarbejdelse af interviewguides til plejebørnene har endvidere Bente Nielsen, leder af »Baglandet« og Stefan Gunnersen deltaget i et af styregruppens møder. Både Bente Nielsen og Stefan Gunnersen har selv erfaring som plejebørn. Tusind tak for jeres engagerede, inspirerende og nærmest uundværlige input. Også en tak til Familieplejen Danmarks etiske nævn for at være gået engageret ind i overvejelser over de etiske aspekter ved Børnetingets hjemmeside. Og tak til kollegaer og studerende på RUC for interesse, opbakning og inspirerende input til projektet. Stefan Gunnersen har ydet en særlig indsats som webmaster for Børnetingets hjemmeside, herunder i forbindelse med design, etablering og udvikling af siden samt generering af kvantitative data vedrørende børnenes og de unges indlæg på siden. Tak for det. Også en stor tak til CAFA – Center for anbringelser og forebyggende arbejde, Familieplejen i Sønderjylland CAFA-syd, Døgnplejeformidlingen for Børn og Unge i Nordsjælland, Familieplejen for Børn og Unge (FABU), Familieplejen på Bornholm, Familieplejen Frederiksborg Amt og Familieplejen i KFBU, som har bidraget med at etablere kontakt til de plejebørn, som kom til at udgøre Børnetingets kernegruppe. En særlig varm tak skal rettes til de plejebørn, som har deltaget i Børnetingets kernegruppe. Jeg er meget taknemmelig for jeres engagerede deltagelse og ikke mindst den tillid, I har vist mig, når I har delt jeres erfaringer, tanker, følelser og livsønsker med mig. Netop dette har været helt afgørende for at komme helt tæt på og få en dybdegående forståelse af livet som plejebarn. Også tak til plejeforældre, forældre og andre, som har ledsaget kernegruppens deltagere til og fra gruppeinterviewene, og 10

Har andre plejebørn det som mig ?

tak til plejebarn Jonas Thomsen, som har bidraget med et tankevækkende og stærkt digt. Ligeledes en særlig varm tak til alle de nuværende og tidligere plejebørn, der har skrevet indlæg på Børnetingets hjemmeside. Det har været fascinerende, lærerig og nogle gange dybt rystende læsning. Uden jeres bidrag ville Projekt Børnetinget slet ikke have været det samme. Afslutningsvis vil jeg understrege, at jeg har følt mig privilegeret ved at være den, der har fået lov til at gennemføre projektet. Det har været utrolig spændende og tankevækkende at høre og læse plejebørnenes beretninger. Det er mit håb, at jeg i denne bog vil fascinere, engagere og inspirere politikere, socialarbejdere og forskere, som arbejdet med projektet har fascineret, inspireret og engageret mig. Således er det mit ønske, at bogen kommer til at danne afsæt for debat, refleksion og ændringer af lovgivning og praksis med henblik på en større inddragelse af børnenes og de unges viden om eget liv og livsønsker. November 2004 Hanne Warming

Forord

11

KAPITEL 1

Formål

Gennem en del år har der været stor fokus på anbringelsesområdet, både forskningsmæssigt og politisk – men alt for sjældent fra et børneperspektiv. Ideen med »Projekt Børnetinget« har været at bidrage til at råde bod på dette ved at sætte fokus på familieplejeanbragte børns livssituation, sådan som den opleves fra deres perspektiv. Er der så noget nyt i det, kan man kritisk indvende. Er det efterhånden ikke blevet helt almindeligt at høre og inddrage børn i metodeudviklingsprojekter, evalueringer og forskning? Jo, det er det heldigvis. Det nye barndomsforskningsparadigme1, som anerkender børns privilegerede viden om eget hverdagsliv og egne livsønsker2, har – tillige med FN’s børnekonvention – sat sit fingeraftryk på området. Alligevel er det dog yderst sjældent, at børns viden om eget liv og livsønsker bliver taget helt alvorligt. Når børn høres, er det næsten altid i forhold til afgrænsede spørgsmål – spørgsmål, som typisk tager afsæt i en forskningsmæssig, pædagogisk eller politisk dagsorden og mere eller mindre »instrumentel« interesse.

Projekt Børnetinget At råde bod på dette gennem at synliggøre børnenes egne oplevelser, ønsker og holdninger på deres egne præmisser har været Projekt Børnetingets oprindelige formål. Således har det ikke bare været formålet at høre børnene, men også at sætte fokus på netop de forhold, der af børnene opleves som vigtige. Det har endvidere været formålet at gøre det på en måde, så 1 Jf. James, Jenks & Prout 1998. 2 Jf. eksempelvis Christen & James, red. 2000; Andersen & Ottosen, red. 2002; Clark, McQuail & Moss 2003; Fraser et.al., red. 2004 samt Lewis et. al., red. 2004.

13

disse forhold og børnenes synspunkter og oplevelser i forhold til disse i højere grad ville kunne komme til orde både på det politiske niveau og på et mere praksisnært niveau. »Projekt Børnetinget« indbefatter dermed en ambition om at bidrage og inspirere til såvel lovændringer på området som refleksion og ændringer af den konkrete praksis. På den måde vil børnetinget bidrage til indfrielse af børns medborgerrettigheder, som Danmark, med ratificeringen af FN’s børnekonvention i 1997, er blevet officielt forpligtet på. Formuleret på en anden måde kan man sige, at hensigten har været at udvikle et talerør, hvorigennem børnenes egne oplevelser, ønsker og holdninger kunne finde vej til den offentlige og politiske debat såvel som til dem, der i det daglige arbejder med børnene. Det overordnede formål har således været at udvikle, kvalificere og demokratisere indsatsen overfor familieplejeanbragte børn ved at give stemme til børnene selv gennem etablering af et talerør. Således kan projektet siges fra starten at have haft to sammenhængende delformål, nemlig: 1) at udvikle et sådan talerør, og 2) at afdække og formidle børnenes oplevelser, ønsker og holdninger. Undervejs – og som resultat af nuværende og tidligere børns input – blev formålet derudover udvidet til også at handle om at skabe mulighed for erfaringsudveksling mellem plejebørn. Dette indgik fra starten som en del af metoden, men udviklede sig altså undervejs til at udgøre et delmål i sig selv.

Bogens opbygning Denne bog udgør den samlede formidling af de forhold, som børnene og de unge gennem deres beretninger til Børnetinget har sat fokus på, herunder hvad de har sagt om disse3. Samtidig omhandler den også de metodiske erfaringer med udviklingen af et talerør for familieanbragte børn og unge, herunder hvorfor noget, der fra start af blot var en del af metoden, udviklede sig til et delmål.

3 Disse er tidligere i mere fragmenteret form blevet formidlet i diverse artikler og foredrag.

14

Har andre plejebørn det som mig ?

Brugervejledning: Hvilke dele af bogen gider du læse Bogen henvender sig til alle, der gerne vil vide noget om livet som plejebarn. Det gælder plejebørnene selv, deres forældre og plejeforældre, familieplejekonsulenter og sagsbehandlere, politikere og forskere m.fl. Imidlertid er ikke alle dele af bogen lige interessante for alle. Derfor følger nedenfor en introduktion til bogens opbygning som en slags brugsvejledning til læsere med henblik på en prioriteret læsning og stillingtagen til, hvad han/hun gider – og ikke gider læse. Bogens metodekapitel, som følger umiddelbart efter dette kapitel, vil nogle helt sikkert finde kedeligt, tungt og måske svært at forstå. Her bliver metode og analysestrategi beskrevet, og der bliver brugt mange videnskabelige begreber, samt trukket linjer til den overordnede teoretiske analyseramme. Dette kapitel er først og fremmest interessant, hvis man er interesseret i, hvordan jeg har grebet det hele an, konkret og analytisk. Eller hvis man er interesseret i at læse om datagrundlaget. Er man ikke det, kan metodekapitlet med sindsro springes over. De næste seks kapitler er en tematisk fremstilling af, hvad børnene og de unge har skrevet og sagt om livet som plejebarn. Disse kapitler er lettere tilgængelige end metodekapitlet. Her er der mange citater og meget »hjerteblod« – og meget lidt teoretisering. Det handler om »det virkelig liv« og om børnenes oplevelser og erfaringer. Det er her, man skal læse, hvis man først og fremmest er interesseret i, hvad børnene og de unge har på hjerte om livet som plejebarn. Det første af disse kapitler har simpelthen overskriften »Livet som plejebarn«. I dette kapitel tages hul på mange forskellige tematikker, og det er i den forstand både det mest »rodede« – og det mest overordnede af de tematiske kapitler. I de efterfølgende fem kapitler gås mere struktureret i dybden med de forskellige tematikker. I kapitel 9 vender jeg tilbage til det metodiske, idet jeg her diskuterer, hvorvidt Børnetinget er lykkedes som talerør for plejebørn, samt hvordan man kan arbejde videre med »talerørs-ideen«. Her kan man læse, hvis det er det metodiske og/eller selve talerørs-ideen, man er interesseret i. Kapitel 10 er bogens konklusion og perspektivering. Kapitlet starter med en sammenfatning af bogens seks hovedkonklusioner, hvor der til hver af disse hovedkonklusioner knyttes nogle anbefalinger for ændring af praksis. Har man meget begrænset tid, kan man i princippet nøjes med at læse dette afsnit. Det er dog mit håb, at læseren – hvis han starter her – bliver inspireret til at komme noget mere i dybden. Det kan han så gøre Formål

15

ved at bladre tilbage til de tematiske kapitler, og/eller han kan gøre det ved at læse videre i konklusionen, hvor resultaterne efterfølgende uddybes og perspektiveres, herunder med inddragelse af en anerkendelsesteoretisk vinkel. Rigtig god læselyst!

16

Har andre plejebørn det som mig ?

KAPITEL 2

Metode

Projektdesign Det helt grundlæggende metodiske spørgsmål i arbejdet med Projekt Børnetinget har været, hvordan man kan give stemme til alle familieplejeanbragte børn og unges erfaringer, holdninger og livsønsker. I Danmark er der ifølge opgørelser fra Danmarks Statistik i alt 6.522 familieplejeanbragte børn og unge (Statistikbanken 20044). Det er rigtig mange at ville give ordet til, især når spørgsmålet og svarkategorierne ikke er defineret på forhånd, men ambitionen derimod er, at de skal have mulighed for at sige netop det, som er vigtigt for dem. I forsøget på tilnærmelsesvis at indfri denne ambition, kombinerede jeg flere metoder, nemlig individuelle eksplorative interview, fokusgruppeinterview og etablering af en web-baseret »plejebørns-offentlighed«. Ideen var ikke, at de forskellige input skulle vægtes mod hinanden, endsige validere hinanden, som man typisk gør i traditionel metodetriangulering. I stedet var det hensigten, at de forskellige input skulle inspirere, og i den forstand kvalificere og uddybe hinanden. Med dette som formål blev Projekt Børnetinget designet som en femtrinsraket med følgende faser: Fase 1:

Etablering af Børnetingets kernegruppe gennem udvælgelse og eksplorative individuelle interview af 15 plejebørn i alderen 10-13 år.

Fase 2:

Fokusgruppeinterview med Børnetingets kernegruppe.

4 Tallet er fra 31/12 2002.

17

Fase 3:

Etablering af »plejebørns-offentlighed« qua internettet.

Fase 4:

Fokusgruppeinterview med Børnetingets kernegruppe med afsæt i »plejebørnsoffentligheden«.

Fase 5:

Analyse og formidling.

Hver af de forskellige metoder har deres styrker, såvel som deres svagheder. Etableringen af »plejebørns-offentligheden« på internettet er en fascinerende mulighed for at invitere alle plejebørn til på helt anonym vis at give deres bidrag med. På den anden side er det en metode, der har svært ved at leve op til traditionelle videnskabelige validitetskrav, idet man ikke har mulighed for at tjekke, endsige kontrollere og udvælge hvem og hvor mange, man får svar fra, og heller ikke for at spørge uddybende. Endelig er der med denne metode også en risiko for slet ikke at få nogle svar – især hvis man ikke stiller nogle inspirerende og relevante spørgsmål. Derfor supplerede jeg med en kernegruppe på 15 børn, som blev udvalgt efter videnskabeligt satte udvælgelseskriterier, interviewet individuelt og i fokusgruppe, og hvor interviewene blev analyseret med respekt for videnskabelige validitetskrav5. Tanken var qua disse interview at skabe et validt delresultat og samtidig at lade dette delresultat fungere som inspiration for erfaringsudvekslinger og debatter i »plejebørns-offentligheden« på nettet. I forhold til kernegruppen er kombinationen af individuelle interview og fokusgruppeinterview valgt, fordi det erfaringsmæssigt er forskellige facetter af en livssituation, man får frem i de to forskellige typer interview. Således er de individuelle, kvalitative interview velegnede til at skabe en intim fortrolighed, hvor man kan komme i dybden med den enkeltes livshistorie, herunder de dermed forbundne oplevelser og følelser, der af den enkelte ofte erfares som helt særlige for ham/hende. Heroverfor er fokusgruppeinterviewet mere velegnet til udveksling af holdninger samt

5 Hvad jeg nærmere mener med videnskabeligt satte udvælgelseskriterier og videnskabelige validitetskrav uddybes senere i dette kapitel. 6 Dette er en generel sociologisk pointe, som i særlig grad er blevet understreget igen og igen af Pierre Bourdieu (Bourdieu 1995; Bourdieu & Wacquant 1992; Bourdieu et.al 1999). Samtidig er det også en erfaring fra arbejdet med grupper for plejebørn, jf. Warming 2000, 2002, 2003 og 2004 samt Warming, Hansen og Nielsen 2003.

18

Har andre plejebørn det som mig ?

politisering af fælles vilkår. Imidlertid er de oplevelser og følelser, der af den enkelte erfares som helt særlige for ham/hende, ofte forbundet med livsvilkårene – og på den måde mere fælles, end de umiddelbart opleves6. Hensigten med at kombinere de to samtaleformer var at muliggøre en tematisering af det fælles og forskelligheden i de individuelle livshistorier, oplevelser og følelser relateret til anbringelses- og omsorgspraksisser – at gøre det private politisk. Projektdesignet med de tre første faser kan anskues som en gradvis åbning fra det særlige og private til det almene og politiske. Ifølge det oprindelige projektdesign fulgte analyse og formidling udmiddelbart efter denne gradvise åbning. På foranledning af Børnetingets kernegruppe er der imidlertid efter fase tre indføjet en ekstra fase, hvor kernegruppen atter samles. Ideen blev første gang lanceret i fase 1, hvor et af børnene stillede mig spørgsmålet: »Hvorfor skal vi egentlig ikke mødes i grupperne igen bagefter og snakke om det, der er blevet skevet på hjemmesiden? Så kunne vi også hjælpe dig med at forstå, hvad børnene mener«.

Jeg blev et øjeblik temmelig tavs. Ideen var så indelysende – og alligevel så langt fra, hvordan man plejer at tænke. Efter at have tygget på ideen et stykke tid, kunne jeg dog slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke selv havde udtænkt denne fremgangsmåde. Også baggrundsgruppen for projektet var med på ideen. Jeg fremlagde den derfor for kernegruppens øvrige børn, og de var ikke et øjeblik i tvivl: Selvfølgelig havde de nogle særlige kvalifikationer i forhold til at forstå de børn, der havde givet deres bidrag på hjemmesiden. De er jo selv – i modsætning til mig – børn og har erfaring med at bo i plejefamilie.Vi indføjede derfor yderligere en fase, hvor Børnetingets kernegruppe ikke alene skulle hjælpe mig med at »analysere« fortællingerne og debatterne på hjemmesiden, men også give os feedback på selve hjemmesidens måde at fungere på.

Fase 1: Konkret fremgangsmåde, validitet og etik Udvælgelse af børn til Børnetingets kernegruppe De femten børn blev udvalgt blandt de børn, som Familieplejen Danmarks medlemsorganisationer fører tilsyn med. Det blev ikke tilstræbt at foretage

Metode

19

en egentlig repræsentativ udvælgelse, da jeg ikke anså en sådan udvælgelse for hverken mulig eller særlig hensigtsmæssig. Førstnævnte fordi en repræsentativ udvælgelse for det første forudsætter, at man kender de relevante repræsentativitetskriterier, og da disse varierer med problemstillingen, har det ikke været muligt i forhold til et så åbnet projekt som Projekt Børnetinget. For det andet forudsætter det, at man kender den totale populations sammensætning i forhold til de relvante repræsentativitetskriterier. Endelig er en egentlig repræsentativ udvælgelse heller ikke det optimale i en kvalitativ tilgang med relativt få respondenter. Derfor blev udvælgelsesstrategien i stedet at tilstræbe at få så forskellige anbringelseserfaringer i spil som muligt, at tilgodese mangfoldighed7. Jeg har med andre ord foretaget en strategisk udvælgelse, som er den kvalitative og caseorienterede tilgangs pendant til repræsentativitet med henblik på at sikre et validt materiale (Flyvbjerg 1993). Mangfoldighedshensigten, som i metodelitteraturen ofte benævnes maximum variation strategien, blev operationaliseret via opstilling af følgende udvælgelseskriterier: Børnetinget skal bestå af: 1) Børn, som har været anbragt relativ kort tid, dog mindst 1½ år, så de har nået at gøre sig nogle erfaringer og tanker, og børn, som har været anbragt det meste af deres liv. 2) Børn, som har været det samme sted gennem lang tid, og børn, som har været mange forskellige steder. 3) Børn, som af den tilsynsførende vurderes at trives, og børn, som af den tilsynsførende vurderes ikke at trives så godt. 4) Piger og drenge. Selve udvælgelsen foregik ved, at hver af Familieplejen Danmarks fjorten medlemsforeninger blev orienteret om udvælgelseskriterierne og herefter

7 Der er dog anbringelseserfaringer, som vi ved at udvælge respondenter blandt de plejebørn, som Familieplejen Danmarks organisationer har tilsyn med, næsten pr. definition har udelukket os selv fra. Nemlig erfaringer med anbringelser, som kommunerne selv fører tilsyn med. Disse har det så været håbet og intentionen at få i spil på hjemmesiden. Hvorvidt og i hvilket omfang dette rent faktisk er blevet indfriet, ved vi desværre ikke, da hjemmesiden kun indeholder det, som børnene og de unge selv finder relevant at oplyse, og det inkluderer meget sjældent, hvilken organisation der fører tilsyn.

20

Har andre plejebørn det som mig ?

opfordret til at pege på mindst tre børn i alderen 10-13 år som potentielle deltagere8. For hver af disse tre børn skulle de udfylde et skema vedrørende udvælgelseskriterierne, så jeg på den baggrund kunne udvælge de endelige deltagere. Syv familieplejeorganisationer9 bød ind med potentielle deltagere til Børnetingets kernegruppe. Nogle pegede kun på et enkelt barn, mens andre bød ind med op til tolv potentielle deltagere. I alt var der skemaer for 43 børn at udvælge de femten deltagere af. De udvalgte børn blev herefter kontaktet via den konsulent, der fører tilsyn med anbringelsen. Konsulenten skulle så informere barnet og plejefamilien om projektet samt spørge barnet, om det havde lyst til at deltage. Endvidere skulle også børnenes forældre informeres10. Det blev i den forbindelse vægtet, at alle parter fik den samme informationspjece, samt at børnene fik indholdet af pjecen mundtligt formidlet. Sidstnævnte fordi den mundtlige formidling giver mulighed for opklarende spørgsmål. Samtidig blev det også vægtet ikke at lægge pres på barnet for at tage stilling her og nu. Barnet kunne vælge enten at give konsulenten besked eller at tage direkte kontakt til mig. Således blev det tilstræbt, at konsulenten ikke behøvede at få at vide, hvad barnet besluttede sig til, og at jeg ikke kendte barnets identitet, før barnet havde besluttet sig til at deltage. På denne måde blev det tilstræbt at sikre barnets anonymitet samt frivillighed i forhold til deltagelse eller ej. Seks af de børn, som blev spurgt, havde ikke mod på eller lyst til at deltage. Yderligere en faldt fra, idet familieplejekonsulenten vurderede, at det – som sagen netop havde udviklet sig – ville være en belastning for barnet at deltage11. Herefter skulle der udvælges 7 andre børn. Efter endt udvælgelse bestod Børnetingets kernegruppe af deltagere fra 7 familieplejeorganisationer fordelt på følgende måde:

8 Alderskriteriet blev indlagt for at sikre en vis homogenitet i gruppen med henblik på gruppeinterviewene. Havde der været ressourcer til at arbejde med en større respondentgruppe, ville det optimale havde været også at lave fokusgrupper med yngre børn og fokusgrupper med teenagere. 9 De 7 familieplejeorganisationer er CAFA (Center for anbringelser og forebyggende arbejde, Familieplejen i Roskilde amt), Familieplejen i Sønderjylland, CAFA-syd, Døgnplejeformidlingen for Børn og Unge i Nordsjælland, FABU (Familieplejen for Børn og Unge), Familieplejen på Bornholm, Familieplejen Frederiksborg amt og KFBU (Familieplejen i KFBU). 10 Hvis forældrene gjorde indsigelse mod barnets deltagelse, blev det respekteret. 11 Dette barn blev så slet ikke spurgt, om det havde lyst til at deltage.

Metode

21

Tabel 1. Antal deltagende børn i Børnetingets kernegruppe fordelt på familieorganisationer12 CAFA

3

Døgnplejeformidlingen

3

Frederiksborg

2

Bornholm

1

FABU

1

KFBU

1

Tabel 2. Antal deltagende børn fordelt i forhold til udvælgelseskriterier Anbringelsens varighed13 Kontinuitet i anbringelsen

Kort tid

5

Lang tid

10

Ingen skift

10

Diskontinuitet Trives

Barnets trivsel

Barnets køn

5 10

Trives ikke

1

Både og

4

Pige

8

Dreng

7

Som det fremgår, lykkedes det at få dækket alle kriterier ind. Dog er der kun et enkelt barn i kategorien »trives ikke«, hvilket må siges at være en underrepræsentation af denne erfaring14. Dette kompenseres dog i et vist omfang af de fire børn i kategorien »både og«, og af den erfaring, at de professionelles vurdering ofte er mere positiv end børnenes egen. I kategorien diskontinuitet finder vi fem børn, men ingen af disse kan karakteriseres som egentlige »svingdørsbørn« med en række anbringelser forskellige steder bag sig. Således må denne erfaring siges at være stort set fraværende i

12 Jf. note 6 for de deltagende familieplejeorganisationers fulde navn. 13 Lang tid er defineret som det meste af barnets liv, mens kort tid er defineret som en mindre del af barnets liv, dog mindst 1½ år. 14 Repræsentation skal her ikke forstås i traditionel statistisk forstand, hvor det handler om, at det størrelsesmæssige forhold i udvalget skal svare til totalpopulationen. I stedet handler det om at få så mange deltagere, der har den pågældende erfaring, at denne kan blive italesat i dens mangfoldighed.

22

Har andre plejebørn det som mig ?

Børnetingets kernegruppe. Børnenes fordeling i forhold til anbringelsens varighed samt køn er særdeles tilfredsstillende. Interview: Tid, sted og omsorg for barnet Når børnene havde sagt ja til at deltage, kontaktede jeg dem for at aftale tid og sted for interviewet. Jeg tilstræbte i den forbindelse i videst mulig grad at imødekomme barnets ønsker. Dette er både det mest hensynsfulde over for barnet og den bedste forudsætning for et tillidsfuldt møde mellem barn og interviewer. Alle interview kom til at foregå i børnenes plejehjem. Måden, man kommer ind ad døren på, er ligeledes betydningsfuld for, i hvilken grad det lykkes at skabe et tillidsfuldt møde. Ofte blev jeg modtaget af plejeforældrene, og her var dilemmaet, at for nogle børn ville en god og tillidsfuld relation mellem mig og plejeforældrene smitte af på barnet, mens det for andre plejebørn (som på en eller anden måde var i et modsætningsforhold til plejeforældrene) ville risikere at få den modsatte effekt, og netop disse børn er måske dem, der står allermest alene med deres tanker, følelser og livsønsker. Min strategi var at snakke så lidt som muligt – men inden for almindelig høfligheds rammer – med plejeforældrene. Eller med andre ord at gå så direkte til »enerummet« med barnet som muligt. De fleste interview foregik som en samtale, hvor kun barnet og jeg var til stede. Dog var der en enkelt undtagelse, hvor barnet ved starten af samtalen gerne ville have plejemoderen med, hvilket selvfølgelig var helt i orden, når det var barnets ønske. I mange lærebøger om interview anbefales det, at man, med henblik på at skabe en god stemning og drage omsorg for interviewpersonen, ikke starter »lige-på-og-hårdt«, men i stedet snakker lidt om vind og vejr, siger noget pænt om hjemmet, personen eller lignende. Personligt er det imidlertid min erfaring, at man let herved – omend i den bedste mening – kommer til at trække »pinen i langdrag«, idet man sætter barnet i en venteposition, og at det letter på en eventuel nervøsitet at komme i gang med det, det handler om. Jeg startede derfor oftest relativt lige på med at informere barnet om projektet, og om hvordan interviewet ville foregå. Jeg fortalte dem, at det, jeg gerne vil høre om, var, hvordan det er at være plejebarn, og at det derfor var dem, der var eksperterne. Jeg sagde, at jeg havde nogle emner, vi kunne snakke om – men at vi ikke behøvede snakke om det, hvis de ikke havde lyst til at tale om det pågældende emne, eller hvis de ikke fandt det relevant. Jeg understregede også, at de meget gerne Metode

23

måtte bringe andre emner på banen. De var jo eksperterne, og jeg var der for at lære af dem. Jeg fortalte, at det, de sagde, ville blive behandlet med fortrolighed. Derudover snakkede jeg lidt med dem om det videre forløb i projektet. I de fleste tilfælde var denne snak om projektet og deres rolle nok til at skabe en god stemning. Enkelte gange fornemmede jeg dog, at børnene ikke var helt klar til at kaste sig ud i interviewet, og så snakkede vi lidt om noget andet først. Interviewene forløb meget forskelligt: Nogle børn kastede sig ud i interviewet og fortalte løs. Ja, enkelte havde endda nogle mere eller mindre forberedte budskaber og fortællinger, som de benyttede lejligheden til at få afsendt, nu der endelig var skabt et talerør for plejebørn, for som en af dem sagde: »Det er på tide, at nogen hører på os. Det er jo os, der ved, hvad det handler om«.

Andre gav ved starten af interviewet udtryk for, at de måske ikke rigtig havde noget at sige. I disse tilfælde gjorde jeg mig umage for at støtte en oplevelse hos børnene af, at det havde de faktisk alligevel. Endelig var der også de børn, som ikke havde den store tillid til voksne, hvor fortællingerne kom meget trægt, og som faktisk først rigtig foldede sig ud i fokusgruppen sammen med de andre børn. Uanset børnenes fortællelyst tilstræbte jeg gennem alle interviewene for det første at stimulere deres fortællinger – og positive oplevelse af at fortælle, også når det for barnet måske var emner, der var vanskelige og sårbare. Det gjorde jeg ved, gennem ord og kropssprog, at tilkendegive min oprigtige interesse, medleven, solidaritet og anerkendelse. Oprigtigheden er i den forbindelse fundamental, idet forstillet interesse, medlevelse, solidaritet eller anerkendelse kan være langt værre end ingenting. Det var dog på ingen måde noget problem, da alle børnenes fortællinger hver på deres måde fascinerede og fængede mig. For det andet tilstræbte jeg samtidig at være opmærksom på og respektere signaler fra børnene om, at der var noget, de ikke havde lyst til at tale om – eller hvis de bare var ved at være »snakketrætte«. Forud for interviewene havde vi gjort plejeforældrene opmærksomme på, at barnet ikke umiddelbart efter interviewet burde være alene. Vi havde således henstillet til dem om at sørge for, at barnet efterfølgende kunne være sammen med en, som det havde fortrolighed til, idet interviewet kan 24

Har andre plejebørn det som mig ?

åbne for følelser og tanker, som barnet efter interviewet arbejder videre med. Under interviewene fremgik det imidlertid, at en del af børnene slet ikke havde en sådan fortrolig. I disse tilfælde gjorde jeg mig ekstra umage for at sørge for, at barnet ved interviewets afslutning var kommet ud af eventuelle triste tanker. Jeg gjorde endvidere det, at jeg understregede, at de var meget velkomne til at ringe eller maile til mig, og i enkelte tilfælde kontaktede jeg også selv efterfølgende barnet for at høre, hvordan det gik. Alle interview blev afsluttet med, at jeg takkede for barnets bidrag til projektet, samt at jeg opfordrede barnet til at henvende sig til mig, hvis de kom i tanke om noget, som de syntes, jeg burde vide, eller hvis de skulle ønske at trække noget af det sagte tilbage. Enkelte af børnene benyttede sig af førstnævnte mulighed. Således var der nogle af børnene, der efterfølgende sendte mig sms’er og e-mails, og et par stykker var kommet i tanke om noget, som de så fortalte mig til fokusgruppeinterviewet. Ingen af børnene benyttede sig af muligheden for at trække noget af det sagte tilbage efter interviewet. Derimod var der nogle af dem, der undervejs i interviewet sagde, at det, de lige havde sagt, ønskede de ikke skulle indgå i projektet – heller ikke i anonym form15. Det blev naturligvis respekteret, hvilket jeg også havde lovet dem ved interviewets indledning. Interviewene: Metode og fokus Indholdsmæssigt tog interviewene udgangspunkt i en interviewguide med følgende overordnede temaer: – livshistorie – anbringelseshistorie – aktuelle livssituation, herunder relationer, indflydelse på eget liv, skolen, kammeraterne og fritiden – selvforståelse – vigtige budskaber og gode råd til de professionelle

15 Det kunne eksempelvis være noget, der gik helt tæt på følelsesmæssigt, identitetsmæssigt og/eller i forhold til magt- og følelsesrelationer i deres hverdagsliv. Emnemæssigt indgår disse forhold alligevel, fordi andre børn og unge har berettet om dem.

Metode

25

Man kan måske sætte spørgsmålstegn ved overhovedet at have en interviewguide, når sigtet var at give stemme til børnene selv. Hensigten hermed var ikke at fokusere og begrænse interviewet til de pågældende temaer, men at igangsætte og inspirere børnenes hukommelse, refleksioner og fortælling. Interviewguidens rolle var støttende, ikke disciplinerende. Konkret betyder det, at jeg ikke brugte den til noget, så længe fortællingen og samtalen flød af sig selv. I forhold til de forskellige temaer blev barnet indledningsvis åbent opfordret til at fortælle om det pågældende tema. Eksempelvis: »Kan du prøve at forklare mig, hvordan det er at være plejebarn«. Til hvert tema var endvidere formuleret nogle underspørgsmål. Såvel temaer som underspørgsmål var udformet i samarbejde med Børnetingets styregruppe og med sparring fra tidligere plejebørn16. Det skal understreges, at underspørgsmålene kun fungerede som hjælpespørgsmål med henblik på at hjælpe barnets fortælling på vej, hvis denne ikke bare flød ved de åbne spørgsmål. Det var på ingen måde hensigten, at interviewguiden skulle følges strikt. Tværtimod bestræbte jeg mig hele tiden på at skabe plads til barnets egen fortælling gennem aktiv lytning, indlevelse samt plads til pauser og »ekskurser«. Under interviewet forsøgte jeg løbende at fortolke og forstå barnets fortællinger og svar på spørgsmål. Det vil sige, jeg var opmærksom på det talte ord og måden, tingene blev sagt på såvel som de tilhørende kropslige udtryk17. Alle disse udtryk brugte jeg så som afsæt for uddybende spørgsmål, der skulle afklare, om jeg nu havde forstået det rigtigt. Nogle gange gentog jeg også bare noget af det, de havde sagt, som en invitation til at uddybe. Motivet for at interviewe på denne relativt »defensive« måde, hvor man i videst mulig udstrækning undgår at afbryde, værdisætte og strukturere, var at give reel stemme til barnet, og hvad det havde på hjerte – snarere end blot til det, som jeg på forhånd regnede med var vigtigt. Det indebærer en åbenhed over for og anerkendelse af det uventedes betydning (Rinaldi 2005).

16 De tidligere plejebørn var Stefan Gunnersen og Bente Nielsen, jf. bogens forord for en præsentation af disse. 17 For en uddybning af den måde at lytte på (internal listening) henvises til Rinaldi (2005). Hos Rinaldi – og jeg er ganske enig – er »internal listening« og det at lytte til »the 100 languages of children« ikke blot og bart en metode, men en etos samt en attitude og følelse (Rinaldi 2005).

26

Har andre plejebørn det som mig ?

Den epistemologiske begrundelse for denne metode, hvor barnets narrativer gives forrang, er, at det netop er gennem fortællingen, at mennesker skaber helhed og mening i deres mangfoldige erfaringer (Mishler 1986; Wickham & Fentress 1992). Ved at fokusere på bestemte spørgsmål, og i en bestemt rækkefølge, er der risiko for at forstyrre eller skabe en anden meningssammenhæng end den, der fungerer i barnets hverdagsoplevelse. Derved gives ikke reel stemme til barnet. Ved afslutningen af hvert interview forsøgte jeg sammen med barnet at sammenfatte nogle af de ting, som barnet havde sagt undervejs. Denne opsamling fungerede tilsyneladende især for de børn, som havde tænkt, at de ikke havde så meget at byde ind med, som en aha-oplevelse af, at det havde de faktisk haft alligevel. I den forbindelse spurgte jeg også til, om der var noget, vi ikke havde fået talt om/noget jeg havde glemt at spørge om/referere, som ville være relevant at få med. Ligeledes spurgte jeg også til, hvad de eventuelt kunne forestille sig, det ville være relevant eller spændende at snakke med de andre børn om til fokusgruppeinterviewet, samt hvilke temaer, de kunne tænke sig skulle debatteres på web-siden. Alle interview blev optaget på bånd. Børnene blev spurgt, om det var o.k. med båndoptageren, og det var det for dem alle – også selv om jeg understregede, at det ville være helt i orden at sige nej. At bånde interviewene har to fordele. For det første kan man som interviewer bedre koncentrere sig om den aktive lytning og omsorgen for barnet. For det andet kan en båndoptagelse »afsløre« gennemgående temaer i barnets fortælling, som ikke altid er umiddelbart synlige for intervieweren i situationen, og som der derfor er stor risiko for vil gå tabt, hvis der blot skrives noter/referat af interviewet.

Fase 2: Konkret fremgangsmåde, etik og datamateriale Forberedelse af fokusgruppeinterview Som indledning til fokusgruppeinterviewene lavede jeg en indledende analyse af de individuelle interview: Hvilke tematikker gik på tværs af hvilke interview. På den baggrund udformede jeg, dels en interviewguide til fokusgruppeinterviewet, dels opdelte jeg Børnetingets kernegruppe i tre undergrupper med fem børn i hver. Jeg tilstræbte her en sammensætning, hvor jeg formodede »kemien« ville fungere, og hvor jeg havde indtryk af, at

Metode

27

der var fælles tematikker på spil. Derudover måtte jeg også tage praktiske hensyn: Nogle børn kunne slet ikke i weekenden, mens andre af geografiske grunde kun ville kunne komme, hvis fokusgruppeinterviewet lå en weekend. Da jeg troede, jeg havde taget hensyn til alt, skrev jeg først ud til alle børnene og meddelte dem datoerne for de første to fokusgruppeinterview, og efter et stykke tid ringede jeg rundt for at sikre mig, at de kunne komme. Så kom chokket: Rigtig mange kunne ikke de pågældende dage, og specielt den ene gruppe synes næsten at smuldre væk. Det fik mig til at reducere de tre grupper til to: en gruppe med 6 deltagere og en gruppe med 9 deltagere. Fordelen herved var, at grupperne dermed blev mindre sårbare for frafald, og oven i købet at flere af børnene ville kunne komme. Ulempen var, at min omhyggelige inddeling af børnene efter tematikker røg sig en tur, samt at en af grupperne blev lige lovlig stor. Tabel 3. Gruppernes størrelse og deltagernes fremmøde til de to møder i hver fokusgruppe i fase 2 samt til tredje møde i fase 4 Gruppe 1

Gruppe 2

Gruppens størrelse

6 børn

9 børn

Deltagere ved første møde

6 børn

7 børn

Deltagere ved andet møde

5 børn

9 børn

Deltagere ved tredje møde

4 børn

7 børn

Noget af det, der gjorde det praktiske rigtig svært, var, at børnene boede så langt fra hinanden. Uanset hvor man geografisk placerede fokusgruppeinterviewene, ville nogle deltagere få meget lang transporttid. Og en lang transporttid betyder, at såvel børn som plejeforældre18 skal afsætte mindst en halv dag. I bakspejlet ville det nok have været mere praktisk – og mindre belastende for børn og plejeforældre – med mere lokale grupper. Gennemførelse af fokusgruppeinterviewene Forud for hvert fokusgruppeinterview havde jeg udarbejdet en stikordsliste med tematikker. Tematikkerne var udvalgt med afsæt i en første analyse

18 Eller andre: Plejeforældrene var blevet opfordret til at sørge for, at enten de selv eller en anden, som barnet havde tillid til, ledsagede barnet til og fra mødet.

28

Har andre plejebørn det som mig ?

af de individuelle interview ud fra, hvorvidt det syntes muligt og relevant med en tematisering af det fælles og forskelligheden i de individuelle livshistorier, oplevelser og følelser, samt muligt og relevant at relatere disse til anbringelses- og omsorgspraksisser. Hensigten var at facilitere en offentlighed omkring anbringelseserfaringerne, at gøre det private politisk. Jeg havde på den led »min dagsorden« for møderne klar, og den var børnene i høj grad med på. Det var, som et af børnene formulerede det, »på tide, at de også hører på, hvad børnene selv har at sige«. Samtidig havde børnene også en supplerende dagsorden, som gik ud på at få anledning til at mødes med andre plejebørn og høre om deres liv. Dette havde nogle af dem meldt ud allerede ved de individuelle interview. Jeg tænkte, at disse to formål fint kunne forenes. Så jeg glædede mig. Det var imidlertid nogle overordentlig generte og stille børn, der mødte frem til det første fokusgruppeinterview, og jeg begyndte at tvivle på, om vi overhovedet ville få nogle af vores mål indfriet. Heldigvis blev min tvivl gjort til skamme. Hen over en sodavand og en pizza, og ved at finde sammen om det komiske i min dårlige vane med at sidde og snurre håret rundt om min finger, tøede børnene hurtigt op, og stemningen blev endog særdeles munter. Nogle gange var de således meget fjollende, grinede og kastede med pebernødder; andre gange blev de seriøse og reflekterende. Selv skiftede jeg mellem forskellige roller, eller rettere prøvede at håndtere flere roller på én gang. For det første rollen som værtinde, hvor jeg sørgede for, at de fik noget at drikke og spise, tog imod børn, der kom for sent, samt lukkede plejeforældre og forældre ind, som kom for at vente på, at børnene var færdige. For det andet var det rollen som »voksen«, hvor jeg drog omsorg for, at det ikke blev for vildt, og at det var rart for alle. For det tredje var det en relativt tilbagetrukken rolle som deltagerobservatør (Adler & Adler 1987; Nielsen 2001) med det formål at iagttage, hvad det var for temaer, der kom op, når jeg »ikke blandede mig«. For det fjerde en mere aktiv moderatorrolle med »partitagen for det fortrængte« i Olsen og Nielsens forstand (1984). Det vil sige en moderatorrolle, der ikke kun muliggør det sociale og sætter nogle temaer på dagsordenen, sådan som Bloor et. al. (2001) anbefaler det – men som samtidig faciliterer en demokratisk proces, hvor alle synpunkter kan komme til orde. De sidste to roller kunne jeg selvfølgelig ikke indtage samtidig. Dem måtte jeg skifte imellem. Helt konkret startede jeg – efter at have sørget for, at alle havde fået pizza og sodavand – med at forklare formålet og skitsere de udvalgte temaer. Metode

29

Ligesom ved de individuelle interview understregede jeg, at det var dem, der var eksperterne, og at vi derfor ikke behøvde at følge min plan, og at de var meget velkomne til selv at bringe andre emner på banen. Endvidere understregede jeg, at alt, hvad der blev sagt, skulle behandles fortroligt af både dem og mig. Jeg forklarede, at man ikke uden for gruppen måtte referere eller konfrontere nogen med noget af det, de havde sagt. Derudover fortalte jeg dem, at gruppesamtalen ville blive optaget på bånd, hvilket jeg allerede havde forberedt dem på ved det individuelle interview. Jeg valgte at bånde gruppeinterviewet for at kunne koncentrere mig om gruppedynamikken med henblik på at minimere dominans og miskendelse samt for at kunne koncentrere mig om det sagte. Derudover fordi det både under og efter gruppeinterviewet er vigtigt at være opmærksom på børnenes forskellige reaktioner: ord, ansigtsudtryk, kropssprog, idet såvel gruppedynamikken som emnerne kan opleves som belastende. Således var det vigtigt også i forbindelse med gruppeinterviewet at sørge for at »samle børnene op«, hvis de blev kede af det eller frustrerede. Jeg fravalgte at videooptage gruppeinterviewet, fordi det er meget tidskrævende at analysere videooptagelser, og i kombination hermed fordi det ikke primært var interaktionen mellem børnene som sådan, der var i fokus for analysen, men derimod den viden og de fortællinger, som interaktionen får frem. Det var en oplevelse for livet at se børnenes glæde over at være sammen, hvordan de spejlede sig i hinanden, sammenlignede livshistorier, og hvordan de kunne få fortællelysten til at boble hos hinanden. Da vi tog afsked efter det først fokusgruppeinterview, sagde et af børnene: »Jeg glæder mig allerede til næste gang«, og de andre bekræftede, at det gjorde de også. Efter det andet fokusgruppeinterview blev der udvekslet adresser og mobilnumre: De ønskede at holde kontakten. Jeg tager det – tilligemed en række positive tilbagemeldinger fra konsulenter og plejeforældre – som en indikator på, at det lykkedes at skabe fokusgruppeinterviewet som en god oplevelse. Samtidig fik jeg også en masse input til næste fase.

Fase 3: Fremgangsmåde, datamateriale, validitet og etik I trejde fase udvidede vi Børnetinget til at omfatte potentielt alle nuværende og tidligere familieplejeanbragte børn gennem etablering af en internetbaseret børneoffentlighed, hvor erfaringsudvekslingen og debatterne fra fokusgrupperne kunne fortsætte. Denne fase forløb over ti uger. Hver

30

Har andre plejebørn det som mig ?

uge blev et nyt tema sat til debat, men det var samtidig muligt at melde ind med andre temaer under rubrikken »fri debat«19. Temaerne var blevet udvalgt med afsæt i, hvad børnene fra Børnetingets kernegruppen havde sagt i de første to faser. Således repræsenterer de i store træk resultaterne fra projektets fase et og to. Ugetemaerne De udvalgte temaer var: 1) 2) 3) 4) 5) 6) 7) 8) 9)

Mit liv som plejebarn. At have flere familier: Hvor hører man til? Skænderier, skældud og dårlig stemning. Hvis plejeforældre eller forældre slår eller ... Forældre på godt og ondt. At skifte hjem. De store beslutninger. At holde sine problemer for sig selv – eller at tale med nogen. Hvis jeg stadig boede hos min familie og ikke var kommet i plejefamilie. 10) Døgninstitution og plejefamilie. Hvert tema blev på hjemmesiden indledt med et par citater fra interviewene, typisk citater, der repræsenterede forskellige holdninger og oplevelser i relation til temaet, og som pegede på forskellige »svar«. Eksempelvis blev uge 2, hvor temaet var: »At have flere familier: Hvor hører man til?« indledt med følgende citater og tekst: »Mit hjem er her (i plejefamilien), og det er vigtigt for mig, at jeg hører til og ved, at de holder af mig, men jeg hører også til hos min far. Så på en måde hører jeg til to steder og alligevel ikke rigtig nogle af stederne«. »Jeg bor her, men jeg hører til hjemme hos min mor. Det er der, jeg føler mig hjemme. Her er jeg mere – ikke en fremmed – men alligevel«.

19 Hjemmesiden kan stadig ses på adressen www.boernetinget.dk

Metode

31

»Jeg håber, at jeg kommer til at bo her (i plejefamilien), indtil jeg flytter hjemmefra. Jeg vil ikke hjem til min mor – men det kan hun ikke acceptere. Hun bliver ked af det og plager mig på alle mulige måder«. Denne uges tema handler om at have flere familier/hjem, samt om følelsen af at høre til – eller ikke høre til. Hvis man ikke rigtig føler, at man hører til der, hvor man bor, kan man godt føle sig ensom – det har nogle af børnene fra gruppesamtalerne fortalt om. Dine oplevelser kan være noget lignende eller helt anderledes. Skriv/ring/sms ind med din mening og fortæl om dine oplevelser, tanker og følelser, eksempelvis om du kender til følelsen af ensomhed ved ikke rigtig at høre til, eller om du tværtimod oplever at høre til, og hvad det betyder for dig. Du kan også fortælle om, hvad der skal til for, at man kommer til at høre til, eller om hvordan det er at have flere hjem/familier: Føler man sig splittet? Kender du til jalousi mellem plejeforældre og forældre?

Indledningscitaterne og -teksterne til de øvrige uger kan ses på Børnetingets hjemmeside (www.boernetinget.dk), eller de kan rekvireres ved henvendelse til Familieplejen Danmark på telefon: 33 25 88 06. Fremgangsmåden med citater, der repræsenterede forskellige holdninger og oplevelser, blev valgt med henblik på at åbne for forskellighed og debat. Børnene kunne på det grundlag enten maile, ringe eller sms’e ind om deres oplevelser og synspunkter. Materialets karakter og omfang: En glædelig overraskelse Vi20 var meget spændte på denne fase, spændte på om ideen med en hjemmeside som plejebørnsoffentlighed var et flop i den forstand, at ingen eller næsten ingen plejebørn ville melde ind. Det var således en del af projektet at undersøge, hvorvidt etablering af en hjemmeside ville kunne fungere som talerør og medie for erfaringsudveksling og debat mellem nuværende og tidligere familieplejeanbragte børn og unge. Vi blev derfor glædeligt overraskede, da vi den første uge fik 72 indlæg. Det oversteg langt, hvad vi havde turdet håbe på. Dette høje niveau holdt dog, som det fremgår af 20 Vi indbefatter, ud over undertegnede, projektets styregruppe samt webmaster Stefan Gunnersen.

32

Har andre plejebørn det som mig ?

figur 1og tabel 4, ikke alle 10 uger ud. Efter en meget overvældende start faldt antallet af indlæg over de fire første uger til et stabilt niveau på ca. 10 indlæg pr. uge. Figur 1. Antal indlæg og unikke brugere fordelt på uger 80 70 60 50 40 30 20 10 0

1

2

3

4

Indlæg i alt

5

6

7

8

8

10 Uge nr.

Unikke brugere

Tabel 4. Antal indlæg og unikke brugere fordelt på uger Ugenr.

Alle uger

Indlæg i alt

Unikke brugere

1

72

45

2

28

22

3

19

13

4

19

9

5

12

6

6

14

12

7

10

9

8

7

4

9

10

8

10

9

8

200

136

Metode

33

I alt fik vi 200 indlæg fra 110 forskellige indlægskrivere, heraf 107 nuværende og tidligere plejebørn i alderen 8 år og opefter21. Indlægsskrivernes alder og køn Det var endnu en glædelig overraskelse, at vi fik endda indtil flere indlægsskrivere helt ned til 8-års-alderen. Flest indlæg er der fra børn i alderen 1117 år. Gennemsnitsalderen på indlægsskriverne er 13,7 år22. I alle aldersgrupper er der børn/unge, der skriver ind mere end én gang, men specielt fra 12-års-alderen bliver dette fænomen mere fremherskende. Således er der nogle af teenagerne, der skriver ind rigtig mange gange. »Topscoreren finder vi hos de 20-årige, hvor en indlægsskriver har skrevet i alt 23 indlæg. I alt 45% af de 200 indlæg er skrevet af gengangere. Figur 2. Antal indlægsskrivere fordelt på alder Antal indlæg 30 25 20 15 10 5 0

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20 >20 Alder, år

21 Tre af indlægskriverne var ikke plejebørn. En bruger var tre piger, som skulle skrive projekt om plejebørn, en anden bruger var pædagogstuderende, og en tredje bruger var en plejefar, som på hjemmesiden stillede sig til rådighed, hvis der var plejebørn, som gerne ville spørge ham om noget. Ud over disse tre indlægsskrivere, har også vores webmaster skrevet indlæg på siden, når et nyt tema skulle startes, og når han vurderede, at det kunne være hensigtsmæssigt med et svar. Eksempelvis da et barn efterspurgte netværksgrupper for plejebørn. Vores webmaster har skrevet i alt 35 indlæg. Således har der med hans indlæg været i alt 235 indlæg på siden over de 10 uger. 22 I denne gennemsnitsberegning er de fire indlægsskrivere over 20 år ikke medregnet, da jeg ikke kender deres alder.

34

Har andre plejebørn det som mig ?

Tabel 5. Indlægsskrivere i alt og unikke brugere fordelt på alder Alder

Indlæg i alt

Unikke brugere

Gennemsnitligt antal indlæg

8 år

7

6

1,17

9 år

4

4

1,00

10 år

6

5

1,20

11 år

12

10

1,20

12 år

26

15

1,73

13 år

24

12

2,00

14 år

13

11

1,18

15 år

22

13

1,69

16 år

15

8

1,88

17 år

18

9

2,00

18 år

14

5

2,80

19 år

8

4

2,00

20 år

25

3

8,33

6

5

1,20

Over 20 år

Alt i alt må aldersfordelingen på indlægskriverne siges at være særdeles tilfredsstillende, selvom vi – naturligt nok, det skrevne medie taget i betragtning – ikke har indlæg fra børn i alderen 7 år og nedefter. Imidlertid er der flere af indlægsskriverne, der har været anbragt som helt små, og som i deres indlæg også bringer disse erfaringer i spil. Samtidig er der flest indlægsskrivere i alderen 11 til 17 år, hvilket meget godt modsvarer billedet af familieplejeanbringelse som sådan, figur 3. Figur 3. Antal børn og unge anbragt i familiepleje fordelt på alder Antal 500 400 300 200 100 0

0

1

2

3

4

5

6

7

8

9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 Alder, år Metode

35

Flere piger end drenge har bidraget med indlæg, og nogle af pigerne skriver ind rigtig mange gange. Således er 64% af indlægsskriverne piger, og disse piger står for 75% af indlæggene. 20% er drenge, og de står for 14% af indlæggene. De resterende 16%, som har skrevet 11% af indlæggene, kender vi ikke kønnet på. Med hensyn til kønsfordeling er forummet dermed temmelig skævvredet i forhold til den totale population af børn og unge i familiepleje, hvor kønsfordelingen ifølge statistikbanken er stort set ligelig (www.statistikbanken.dk). Indlæggenes form og indhold Indlæggenes form og indhold er meget varierende. Forummet var bygget op, så det var muligt eksplicit at forholde sig til et bestemt indlæg. Det benyttede børnene og de unge sig i høj grad af. Nogle indlæg er flere sider lange og indeholder en hel livshistorie, mens andre er en kort forholden sig til tidligere indlæg, eksempelvis »det kender jeg godt. Sådan har jeg det også«. Der er således både længere »monologer« og dynamiske dialoger mellem to eller ofte flere deltagere. Det er tydeligt, at børnene/de unge inspirerer hinanden til at fortælle om egne oplevelser og erfaringer. Længden på de længste indlæg, såvel som dynamikken i dialogerne, oversteg alt, hvad vi havde turdet håbe på. Således var der også i den forstand tale om en positiv overraskelse. Endvidere er der også mange indlæg, hvor de unge går ind og forholder sig trøstende eller rådgivende i forhold til hinanden. Tabel 6. Antal indlæg og unikke brugere fordelt på temaer if. indlæggets overskrift Tema

Indlæg i alt

Unikke brugere

Mit liv som plejebarn

81

58

At have flere familier

20

18

Skænderier, skældud

5

5

Hvis plejeforældre eller forældre slår

5

3

Forældre på godt og ondt

9

6

11

9

De store beslutninger

7

6

At holde sine problemer for sig selv

4

3

Hvis jeg stadig boede hjemme hos

6

6

Døgninstitution og plejefamilie

5

5

47

29

200

148

At skifte hjem

Ordet er frit Alt i alt 36

Har andre plejebørn det som mig ?

Figur 4. Indlæg og unikke brugere fordelt på temaer if. indlæggets overskrift Mit liv som plejebarn At have flere familier Skænderier, skældud Hvis plejeforældre eller forældre slår Forældre på godt og ondt At skifte hjem De store beslutninger At holde sine problemer for sig selv Hvis jeg stadig boede hjemme hos Døgninstitution og plejefamilie Ordet er frit 0

20 30 40 50 60 70 80 90 100 10 Indlæg i alt Unikke brugere

Tematisk indskriver en meget stor del (41%) sig under overskriften »mit liv som plejebarn«. Herefter følger indlæg under overskriften »ordet er frit« med 24% og »at have flere familier« med 10%. Resten af temaerne skriver sig tilsyneladende for under 7%. Dette er imidlertid kun det billede, man får, hvis man analyserer overskrifterne for indlæggene. Kigger man derimod på indholdene af indlæggene, ser fordelingen helt anderledes og mere kompleks ud, idet mange indlæg indeholder flere forskellige problemstillinger. Eksempelvis indholder 26% af indlæggene noget om temaet »forældre på godt og ondt« (jf. tabel 7). Ovenstående tabel skal altså i høj grad læses med et gran salt, hvor det store antal indlæg under overskriften »mit liv som plejebarn« og de meget få antal indlæg under de andre overskrifter er et udtryk for, at børnene og de unge under overskriften »mit liv som plejebarn« har taget forskud på en del af de andre problematikker. At de har gjort det, kan dels ses som et resultat af, at denne overskrift netop næsten kan rumme det hele, og i forlængelse heraf også er bedre egnet til de mere komplekse indlæg med mange problemstillinger. Dels kan det ses som et resultat af, at dette var overskriften den første uge, hvor der var flest indlæg. Nedenfor i tabel 7 ses en opgørelse over de tematikker, som efter en indholdsanalyse af hvert indlæg, synes at være centrale i indlægget. Opgørelsen følger ikke ugetemaerne, men er et forsøg på at lave en opgø-

Metode

37

relse, som er loyal mod indlæggenes indhold og dermed det, som børnene og de unge sætter på dagsordenen23. Tabel 7. Indlæg fordelt på tematikker, som if. en indholdsanalyse er centrale i indlæggene Tematik

Antal indlæg

Indlæg i %

At være og at komme i familiepleje, herunder relationen til plejeforældrene

89

45%

Plejebørn kan bruge hinanden (tematiseret eller praktiseret)

79

40%

Forældre på godt og ondt

52

26%

At have flere familier

18

9%

Kommunen og sagsbehandlerens rolle i forhold til barnets/den unges trivsel

17

9%

Familiepleje som foranstaltning i sammenligning med alternativer

13

7%

Kammerater og venner

12

6%

Overgreb

10

5%

De svære beslutninger

7

4%

Ønske om at formidle sin viden bredere

5

3%

At føle sig alene24 I alt

4

2%

306

156%

Validitet Nogle indlæg er meget »hudløse« og barske historier fra børn/unge, som tydeligvis føler sig dybt svigtet i en grad, som jeg kun sjældent møder, når jeg interviewer plejebørn. Hvad er så den rigtige virkelighed, kan man spørge? Mit bud er, at begge billeder afspejler virkeligheden i relation til virkelige plejebørns oplevelser og tanker. Men ingen af billederne er nødvendigvis repræsentative. I interviewene er der ingen tvivl om, at der er 23 Nogle indlæg indeholder mange forskellige temaer. I opgørelsen er medtaget indlæggenes hovedtemaer, hvor nogle indlæg optræder med flere hovedtemaer. 24 En af ugerne havde overskriften »at holde sine problemer for sig selv«. Dette tema bliver behandlet i forbindelse med mange af de andre temaer. Heroverfor handler temaet »om at føle sig alene« om en mere grundlæggende ensomhedsfølelse.

38

Har andre plejebørn det som mig ?

en vis skævvridning, således var der kun et enkelt barn, hvor konsulenten vurderede, at barnet ikke trivedes, og slet ingen rigtige »svingdørsbørn«. Dette kompenserer indlæggene på hjemmesiden (delvis) for, idet denne form for erfaringer her er repræsenteret, ikke bare med en del indlæg, men også relativt lange indlæg. Man kan dog overveje, om ikke også hjemmesiden indebærer en sortering (ud over i forhold til køn). På den ene side kan man forestille sig, at hjemmesiden tiltrækker børn og unge, som har noget på hjerte, fordi de har været gennem et kritisk forløb. Samtidig kan man også forestille sig, at netop nogle af disse børn og unge bliver frasorteret via hjemmesidens måde at fungere på – med tyngden på skriftlighed. Der er ikke meget »action« eller kropslighed ved at sætte sig ned og deltage i et debatforum på en hjemmeside. Det kan også være en forklaring på den kønslige skævhed i deltagelsen. Dertil kommer, at nogle af de børn og unge, som er vrede på og føler sig svigtet af systemet og/eller alt og alle, givetvis ikke har hverken tillid eller den store lyst til at gå ind og kigge på en hjemmeside, etableret af Familieplejen Danmark, som de måske – måske ikke – identificerer med »systemet«. Det betyder dog ikke, at der slet ikke er kommet indlæg fra børn og unge med sådanne erfaringer. Helt generelt kan man, som vi tidligere har været inde på, sige, at Børnetingets hjemmeside i videnskabelig henseende har mange svagheder – men også nogle særegne styrker. For det første er det fra et videnskabeligt perspektiv en svaghed, at jeg ikke har mulighed for at kontrollere, om indlægsskriverne rent faktisk er nuværende eller tidligere plejebørn. Det er i den forbindelse blevet overvejet at lave et mere kontrolleret forum, eksempelvis via tildeling af password. Dette har imidlertid den ulempe, at vi så kun ville kunne invitere de nuværende og tidligere plejebørn, som vi havde kendskab til, indenfor. Etisk set fandt vi det problematisk på den måde at udelukke nogle nuværende og tidligere plejebørn fra at deltage. Dertil kom, at indskrænkningen af mængde af potentielle indlægsskrivere, måske endda med en vis sortering, ville risikere at forringe materialets validitet. For det andet er det fra et videnskabeligt perspektiv også en svaghed, at jeg ikke har mulighed for at tjekke sandhedsværdien af indlæggene. Dette er dog en svaghed, som deles af mange andre typer empiri, eksempelvis interview og spørgeskemaer. Og for det tredje er det fra et videnskabeligt perspektiv en svaghed, at jeg ikke har mulighed for at spørge uddybende til nogle af fortællingerne. Metode

39

Trods dette fremstår indlæggene imidlertid som en endog særdeles rig kilde, hvis man vil være klogere på plejebørns liv og tanker. Det supplerer i allerhøjeste grad både den viden, jeg i dette projekt har fået fra de individuelle interview og fokusgruppeinterviewene, men også anden viden på området. Dertil kommer, at mens det generelt på dette felt – grundet anonymitetshensyn og fortrolighed – kan være svært at få lov til at kigge forskeren over skulderen, så fremlægges her et materiale, som alle kan få adgang til, idet det i selve dets produktion har været offentligt. Der er således et fantastisk grundlag for intersubjektiv validering af den analyse, jeg i de efterfølgende kapitler vil foretage. Det kan siges at være en stor validitetsmæssig styrke ved materialet. Etiske hensyn og dilemmaer Selve forummets offentlighedskarakter indebærer et helt grundlæggende dilemma mellem på den ene side anonymitet; på den anden side børnenes behov for og ønske om eksklusiv kontakt med hinanden. Fra projektets opstart havde vi været meget opmærksomme på nødvendigheden af at sikre børnenes anonymitet. Først og fremmest fordi det er særdeles sårbare problemstillinger, hvor det kan være svært for barnet/den unge25 at gennemskue, hvordan andre (forældre, plejeforældre, søskende, kammerater etc.) vil reagere på det, de skriver på nettet. Ud fra sådanne overvejelser havde vi besluttet, at alle indlæg på hjemmesiden skulle anonymiseres, ikke bare så navn og adresse ikke fremgik, men også i forhold til »faktorer«, som ville afsløre bidragsskriverens identitet. Således kom indlæggene først på hjemmesiden, efter at webmasteren havde gennemlæst og anonymiseret dem. Fra projektets start havde vi endvidere været bekymrede over, at vi på hjemmesiden ikke havde samme mulighed som ved interviewene for at drage omsorg for børnene i forbindelse med de tanker og følelser, som det at skrive og læse indlæggene måtte igangsætte. Vi diskuterede det løbende i Børnetingets styregruppe, det blev diskuteret i Familieplejen Danmarks etiske nævn, og jeg snakkede med Børnetingets kernegruppe om det. Fra voksenside var der overvejelser om, hvorvidt en virtuel mødeplads overhovedet var et godt og etisk forsvarligt tilbud til familieplejeanbragte 25 Pointen er ikke, at det er svært, fordi de er børn/unge og/eller inkompetente, men fordi det er meget sårbare og komplekse problemstillinger med mange mennesker og følelser involveret.

40

Har andre plejebørn det som mig ?

børn og unge. Det kunne være problematisk, at børnene så at sige bare fik tilbudt et tomt rum til deres spørgsmål, frustrationer og bekymringer. Omvendt var der også overvejelser om, at det at få lov til at give udtryk for dem i et ufarligt rum – i forstanden at ingen reagerer – kunne være det første skridt til at betro sig til andre i den »virkelige« verden. Vi skal senere i kapitel 7 og 9 vende tilbage til denne diskussion. Helt »tomt« var rummet dog heller ikke, fordi webmasteren, ud fra en konkret vurdering af behovet for et svar, svarede på indlæg i enkelte tilfælde. Hele problemstillingen kommer imidlertid til at se noget anderledes ud, hvis man anskuer den fra et børneperspektiv. Deltagerne i Børnetingets kernegruppe tilkendegiver nemlig, at de bliver berørte, men at det overvejende er rart og forløsende at læse om, hvordan andre har det som plejebørn. Og at de nogle gange får lyst til at skrive ind og trøste dem, som har det rigtig hårdt – eller at fortælle, hvis de har oplevet noget lignende. Det holder dem imidlertid i høj grad tilbage, at forummet er så offentligt, som det er. Således holder det de fleste af dem tilbage, at de ikke kan melde personligt tilbage. I den forbindelse efterspørger de egentlige chatrooms, som ikke har den samme karakter af offentlighed. Det samme har mange af indlægsskriverne gjort, og en del har også skrevet deres e-mail-adresse for ad den vej at åbne for mere private svar og »chats«. De er så blevet fjernet af anonymitetshensyn. Ideelt set ville vi gerne have etableret hjemmesiden som en virtuel mødeplads for børnene med egentlige chatrooms – ikke mindst i lyset af erfaringerne fra fokusgruppeinterviewene, hvor vi erfarede, at børnene meget gerne vil udveksle erfaringer med andre plejebørn. Flere af børnene har da også i de individuelle interview efterspurgt chatrooms for familieplejeanbragte børn og unge. Mange børn og unge er allerede fortrolige med virtuelle mødepladser, men der er også risici ved sådanne virtuelle mødepladser, og det ville være langt sværere at sikre anonymiteten i chatrooms. Specielt hvis de skulle være åbne døgnet rundt26. Samtidig har chatrooms også både en forskningsmæssig ulempe og en etisk slagside. Forskningsmæssigt ville der være en risiko for, at alle »de gode historier og

26 Det ville kunne lade sig gøre, men økonomisk lå det langt uden for dette projekts ramme, idet det ville forudsætte ansættelse af webmasters, som døgnet rundt kunne anonymisere indlæggene, herunder forhindre, at der blev aftalt møder »in real life«.

Metode

41

indlæg« ville komme i chatroom’ene, der netop er private og dermed ikke tilgængelige som forskningsmateriale. Etisk er privatheden et problem, fordi den potentielt udelukker andre nuværende og tidligere plejebørn fra at være med, aktivt eller på en »lytter«. Erfaringerne fra de ti uger peger på, at mange børn og unge rent faktisk får svar og respons fra andre børn og unge. I den forstand er den virtuelle mødeplads ikke »tom« eller »kold«, omend den måske er det for de få, som ikke får respons. Samtidig peger meldingerne, både fra Børnetingets kernegruppe og fra hjemmesidens indlægsskrivere, på et behov for mere private virtuelle mødepladser. Blandt andet tilkendegives det, at offentlighedskarakteren holder en del børn og unge fra at deltage i erfaringsudvekslingen og den gensidige omsorg. Det kunne således se ud til, at muligheden for mere private virtuelle møderum ville kunne øge både antallet af deltagere og det udbytte, i form af trøst og konkret respons, som den enkelte kan få ud af at deltage. Omvendt har de mere private virtuelle møderum, som nævnt ovenfor, også en etisk slagside i form af udelukkelse.

Fase 4: Kernegruppen mødes igen Flere dagsordener Efter at de ti uger med temaer på hjemmesiden var gået, mødtes Børnetingets kernegruppe igen for at »analysere« indlæggene på hjemmesiden samt for at evaluere hjemmesidens måde at fungere på. Som tidligere nævnt, var det et af børnene, der havde foreslået dette. Jeg havde så snakket med dem om det i grupperne, og de havde alle tilsluttet sig det som en god idé. I mit indkaldelsesbrev mindede jeg dem om, at netop dette var dagsordenen for vore tredje og sidste møde27. Alligevel havde en stor del af børnene – bevidst eller ubevidst – en noget anden dagsorden, da vi så mødtes. Først og fremmest havde de simpelthen lyst til at være sammen: til at høre om og fortælle hinanden, hvordan det var gået siden sidst, og til at få

27 I indkaldelsesbrevet til gruppe 1 gjorde jeg endvidere opmærksom på, at Kirsten Holm-Petersen, sekretariatsleder på Familien Danmark, ville deltage i mødet. Forud for dette (på møde nr. 2) havde jeg forhørt mig hos børnene, om dette ville være o.k. De indvilligede under forudsætning af, at jeg »sagde god for hende«, og for, at hun var »på deres side«. Et forhold de i øvrigt havde tillid til i lyset af, at jeg kunne fortælle, at hun selv har erfaringer som plejebarn.

42

Har andre plejebørn det som mig ?

det sjovt sammen. Enkelte af dem syntes endvidere at have nogle problemstillinger fra deres eget liv, som de mere eller mindre havde planlagt at skulle have tematiseret på dette møde, eller som bare pressede sig voldsomt på. I situationen var jeg ikke i tvivl om, at dette skulle der være god plads til, først og fremmest af etiske årsager. Imidlertid var denne motivation, og at give disse ting plads på mødet, heller ikke af forskningsmæssige hensyn uinteressant. Tværtimod tilbød de en rig mulighed for at lære endnu mere om plejebørns liv, tanker, erfaringer og ønsker. Samtidig ville jeg dog også gerne have den oprindelige dagsorden igennem, omend på modereret niveau, som tillod en kombination af flere dagsordener. Jeg lod derfor børnenes dagsorden udgøre grundplanen, hvor jeg så placerede elementer af min dagsorden ind, når der var rum eller anledning til det. Ikke alle kernegruppens deltagere havde været inde på hjemmesiden. Vi gjorde derfor det, at vi sammen kiggede på den, og derefter snakkede om dels deres erfaringer og oplevelser med at bruge den, samt om hvorfor nogle af dem ikke havde været inde og kigge på den. I forhold til indlæggene på hjemmesiden havde jeg forud for mødet lavet en første indledende analyse, hvor jeg havde grupperet indlæggene i nogle temaer. Disse præsenterede jeg for deltagerne, og jeg bad dem om at vælge nogle indlæg, som de gerne ville dele og/eller snakke med de andre deltagere om. Samtidig havde jeg også selv valgt nogle indlæg. Blandt andet havde jeg valgt et af de mere »hudløse« og barske indlæg, hvor jeg ville snakke med deltagerne om, hvordan det er at læse et sådan indlæg. Etik – eller om da forskningsmetoden blev børnenes behov I udgangspunktet havde vi grundlæggende tænkt fokusgrupperne som forskningsmæssigt motiveret – som noget børnene blev bedt om at deltage i, for at forskere, praktikere og politikere kunne lære noget om plejebørns liv, tanker og ønsker. Denne forventning fik vi i særdeleshed tilfredsstillet, både gennem børnenes deltagelse i individuelle interview og ved deres deltagelse i fokusgruppeinterviewene. Vi valgte at kvittere for børnenes indsats med en lille symbolsk gave samt et diplom for herigennem at vise vores anerkendelse af deres bidrag til projektet28.

28 Derudover får de selvfølgelig den færdige rapport tilsendt. Således får de både nærværende bog samt en »pixi-udgave« af den, specielt henvendt til børn og unge.

Metode

43

Så langt så godt, kan man sige. Hvad jeg imidlertid ikke havde forestillet mig, var, at børnene i den grad ville opleve og gribe det som en kærkommen mulighed for at møde andre, endsige at de de få gange, de mødtes, ville etablere sig som en fortrolig gruppe og med tilknytningsforhold. At de rent faktisk gjorde dette, gjorde det kritisk at stoppe efter de tre gange. Særlig kritisk blev det i lyset af, at mange af dem i de individuelle interview havde givet udtryk for, at de ikke har nogen fortrolige, som de deler deres tanker, bekymringer og ønsker med vedrørende livet som plejebarn. Dertil kommer, at jeg i langt de fleste tilfælde ikke havde noget alternativ at tilbyde børnene. Kun meget få steder er der sådanne grupper for familieplejeanbragte børn. Endelig syntes børnene naturligt nok ikke, at fokusgruppen umiddelbart bare kunne erstattes med en anden gruppe. Som en af dem sagde: »Nu er det jo de her børn, jeg kender. Jeg ved slet ikke, om jeg har lyst til at komme i en anden gruppe.«

Efter vores trejde og sidste fokusgruppeinterview blev børnene ved med at sige, at det kunne da ikke være rigtigt, at det var sidste gang: »Kan vi ikke mødes bare én gang til«. Det var ikke en reel mulighed at fortsætte grupperne i et længere forløb, idet de var sammensat af børn fra det ganske land. Således deltog der børn både fra Sønderjylland og fra Bornholm, og det var lidt af en rejse for dem og deres ledsagere, hver gang de skulle mødes. På den led kunne en fortsættelse af grupperne meget let gå hen og blive en belastning for i hvert nogle af børnene og deres plejefamilier. Samtidig var der i projektet heller ikke budgetteret med en fortsættelse af grupperne29. Dette kunne der imidlertid måske nok være fundet en løsning på. I bagklogskabens lys ville det etisk mest rigtige have været at etablere grupperne som lokale grupper med økonomisk og praktisk mulighed for at fortsætte i et længere forløb. Denne erfaring kan vi tage med os til en anden gang, men vi kunne ikke lave om på det, vi allerede havde gjort. I stedet bestræbte vi os på at lave en god slutning. Derfor samlede jeg børnene til en fælles afskedsfrokost, hvor de fik overrakt diplomerne for deres deltagelse, og hvor vi snakkede

29 Faktisk var der fra staten kun planlagt ét enkelt fokusgruppeinterview med hver gruppe.

44

Har andre plejebørn det som mig ?

om muligheden for at etablere grupper, der hvor de boede, samt bare hyggede os, grinede, legede, spillede spil og krammede farvel.

Analyse og fremstillingsstrategi Projekt Børnetinget udgøres af en overordentlig righoldig og til dels anderledes empiri end så mange andre projekter. Samtidig er det også et konkret forsøg på at etablere et talerør for nuværende og tidligere familieplejeanbragte børn og unge. Det er et rigt materiale, fordi det for det første både indholder den slags fortællinger, som kun kan fortælles og finde deres form i den fortrolige samtale mellem en fortæller og en engageret lytter, og den slags fortællinger, som omvendt kun kan fortælles og finde deres form i samspil mellem »ligesindede«, dels i det konkrete møde, dels i det virtuelle møde på en debat- og erfaringsudvekslingsside. Med begrebet »slags fortælling« adresserer jeg samspillet mellem på den ene side fortællingens indhold og form, på den anden side den person (og hans/hendes erfaringer), som fortællingen vedrører. For det andet indeholder materialet ikke bare fortællinger, men også praktiseret interaktion (i fokusgrupperne og på hjemmesiden). Det er en til dels anderledes empiri, idet den, qua hjemmesiden og i en vis udstrækning også i fokusgrupperne, i usædvanlig høj grad er skabt af børnene selv. Således er empirien her skabt gennem børnenes egen motivation til at melde ind i forhold til et emne, melde et nyt emne på banen, og den er uddybet via deres engagement og evne til at spørge uddybende. Hermed adskiller den sig fra sædvanlig empiri på området, som, hvis børnene overhovedet høres, typisk er karakteriseret ved, at forskeren (eller andre) udvælger de børn, der spørges, og at det er forskeren, der står for styringen af empirigenereringen30. I kapitel 3-8 fremstilles en tematisk analyse af udvalgte temaer på tværs af de forskellige typer empiri. Både i udvælgelsen af temaer og i analysen

30 Jeg bruger her begrebet empirigenerering i stedet for det mere anvendte begreb empiriindsamling, fordi jeg anskuer det som en illusion, at empiri er noget, der »ligger derude« og kan indsamles neutralt. Med begrebet empirigenerering forstås empirien som noget, der bliver til i interaktionen mellem informant/genstandsfelt og forsker. Dette kommer jeg nærmere ind på lidt længere fremme i afsnittet. For en yderligere uddybelse af denne forståelse henvises til Ricardson (2000) samt Warming (2005).

Metode

45

af disse er det hensigten at være så loyal mod »talerørs-ideen« som muligt. Det vil sige, at lade så mange børn med så forskelligartede erfaringer som muligt komme til orde. I forhold til udvælgelse af temaer betyder det, at det ikke i sig selv er et kriterium, at mange børn skal have været inde på dette tema, og at udvælgelsen af temaer heller ikke er funderet i en bestemt teoretisk forståelse. Det vigtige er, at der er børn eller unge, der har noget på hjerte. Det skal imidlertid understreges, at det ikke er muligt hverken at lytte, udvælge eller gengive (formidle) fuldstændig neutralt. Man lytter, udvælger, forstår og gengiver altid med en vis interesse og med udgangspunkt i en mere eller mindre ekspliciteret forståelse af genstandsfeltet og af, hvordan man kan erkende noget om det. Jeg har forsøgt at lytte, udvælge og gengive ud fra en anerkendelse af børnenes og de unges viden om deres eget liv som betydningsfuld – i dobbelt forstand for deres liv og interaktion med andre. Således sidder jeg ikke hele tiden og overvejer, om de nu binder mig en historie på ærmet, om de har forstået sammenhængen etc. I stedet lytter jeg efter og forsøger at formidle: hvis dette er deres historie, deres oplevelse – hvad kan de professionelle (sagsbehandlere, familieplejekonsulenter, plejeforældre etc.) samt politikere og eventuelt forskere så lære af det? Denne måde at spørge til sit materiale på er funderet i en overvejende Bourdieu-inspireret konstruktionistisk og relationel forståelse af det sociale, hvor det sociale ikke bare er, men bliver til gennem interaktion og fortolkninger af »virkeligheden«. Det er i denne forståelse samtidig en pointe, at de forskellige fortolkninger og oplevelser, såvel som måder at indgå i interaktionen på, ikke er hverken tilfældige eller fuldstændigt voluntaristiske. De er derimod relateret til deltagernes position og habitus, såvel som til den konkrete, historisk forankrede kontekst. Det betyder imidlertid ikke, at de er determineret ved disse forhold – tværtimod indeholder hvert af disse forhold et spillerum, som samtidig potentielt kan overskrides gennem refleksion31. I min fremstilling af de forskellige temaer tilstræber jeg ikke en entydig fremstilling. I stedet søger jeg mønstre og mangfoldighed. Jeg søger mønstre, fordi de kan have deres udspring i forskellige institutionalise31 For en uddybning af inspirationskilderne til denne forståelse henvises til Bourdieu 1996 & 1997; Bourdieu et.al. 1999; Foucault 1978 & 1994; Burr 1995 samt Frønes 2001.

46

Har andre plejebørn det som mig ?

rede måder at tænke og praktisere det sociale arbejde på med familieplejeanbragte børn og unge, samt fordi de kan være relateret til bestemte positioner og typer af livsløb og erfaringer. Og jeg søger mangfoldighed i mønsteret, fordi »mindretalserfaringen« kan være lige så vigtig i læringsog refleksionssammenhæng som flertalserfaringen. Dertil kommer, at jeg med nærværende type empiri rent faktisk ikke kan være sikker på, om noget, der fremstår som mindretalserfaring, faktisk er mere udbredt, end empirien giver indtryk af. Etik: Solidarisk fremstilling, anerkendelse af de mange sandheder og anonymitet »At lytte til børn er ikke først og fremmest et redskab, men en grundlæggende etos« Valerie Driscoll32

Netop sådan forholder det sig også med dette projekt. Formålet er ikke en instumental lytning, men at »give voice« til børnenes og de unges perspektiver. Det har derfor været en grundlæggende bestræbelse i denne bog at fremstille børnenes og de unges budskaber, så de fremstår meningsfulde og på en måde, som er i overensstemmelse med børnenes livsønsker. Det vil sige at fremstille livet som plejebarn sådan, som det opleves fra plejebarnets perspektiv, og samtidig på en måde, så det bliver muligt – ja, allerhelst uomgængeligt – for de professionelle at indleve sig i og anerkende dette perspektiv som velbegrundet. Hensigten er at give disse perspektiver en status, så de, på lige fod med andre velbegrundede perspektiver, kan danne afsæt for refleksioner over lovgivning og praksis vedrørende indsatsen over for disse børn og unge. Er det videnskab? Bør videnskab ikke være neutral, vil nogen måske indvende. Mit svar er, at det er et grundvilkår for al samfunds- og humanvidenskab, at viden er perspektiver på verden, er positioneret. Der findes ikke én sandhed om det sociale eller om livet som plejebarn, men mange 32 Valerie Driscoll er småbørnspædagog i »Fortune Park Early Years Centre«, London. Sammen med kollegaen Caron Rudge har hun skrevet artiklen »Channels for listening to young children and parents« om, hvordan de i dagligdagen praktiserer det at lytte til børnene (og deres forældre) som den grundlæggende etos i arbejdet (Driscoll & Rudge 2005).

Metode

47

sandheder. I denne bog er det plejebørnenes perspektiver, der får ordet, hvor det vil blive tilstræbt at give de mange forskellige plejebørnsperspektiver plads. Det gør jeg ved at inddrage rigtig mange citater – både citater, som siger det samme, og citater, som tilsyneladende modsiger hinanden. I det omfang materialet tillader det, sætter jeg endvidere såvel de sammenfaldende citater som forskelligheden i citaterne i relation til forskellige måder at praktisere det sociale arbejde med familieplejeanbragte børn og unge på, samt forskellige (plejebørns-)positioner, typer af livsløb og erfaringer. Ud over denne grundlæggende (teoretiske) analyseoptik inddrager jeg ikke i særlig høj grad teori i selve temaanalysen: Motivet herfor er i så høj grad som muligt at give ordet til plejebørnene selv – frem for til dem, der plejer at blive betragtet som eksperterne. Alle de problemstillinger, som denne bog omhandler, baserer sig på beretninger, som går meget tæt på børnenes og de unges identitet, historie og hverdagsliv. Disse kan af forskellige grunde og i forskellig grad være særdeles følsomme. Det har derfor i skrivningen, som tidligere nævnt, været helt centralt at beskytte børnenes og de unges anonymitet, både helt generelt, men også udfra en konkret vurdering af »følsomheden« i de konkrete beretninger. På hjemmesiden er dette allerede sket i processen, hvor indlægsskriverne optræder under pseudonym, og hvor webmasteren har sørget for at slette identificerende faktorer, som eksempelvis stednavne, adresser etc. I forhold til deltagerne i Børnetingets kernegruppe er anonymiseringen foretaget i forbindelse med skrivningen af bogen. Når disse børn optræder med navn, er det således ligeledes et pseudonym, men oftest optræder de blot som »deltager i Børnetingets kernegruppe«. Endvidere har jeg med henblik på deltagernes anonymitet valgt at »omdigte« eller slette identificerende faktorer. Hvis dette ikke har været muligt, fordi de identificerende faktorer har spillet en central rolle i forhold til pointen i citatet, har jeg i hvert enkelt tilfælde vurderet, hvor sårbar den pågældende problemstilling synes at være for det pågældende barn. I de tilfælde, hvor jeg vurderede den som meget sårbar, eller hvor jeg var i tvivl, har jeg undladt at citere.

48

Har andre plejebørn det som mig ?

KAPITEL 3

Livet som plejebarn

Jeg har været i pleje, siden jeg var 5 år. Jeg har haft det rigtig godt og har haft mulighed for en masse ting, som jeg ikke tror, jeg ville have haft mulighed for, hvis jeg havde boet hos mine biologiske forældre. Sweety, 15 år Hej alle sammen. Synes I ikke, at det er hårdt at bo i pleje? Det synes jeg. Potter, 11 år Ja for helvede... Det er total nedern... Ja, jeg synes, at det har forandret mig totalt.... Røvsygt at bo her... Naja, 12 år Jeg synes, at det er kanon at være i plejefamilie. Prinsesse Naja, 8 år

Så forskelligt udtrykker plejebørn sig om det at være i pleje. I denne sammenhæng er det ikke så interessant, hvor mange der siger henholdsvis det ene og det andet33, men derimod, at forskellen er der, og at den er meget markant. Det er lige fra »kanon« til »total nedern«. Det gør det særdeles påtrængende at blive klogere på, hvad det er, der gør denne forskel, og hvad denne forskel gør ved plejebørnene og deres livskvalitet.

33 Når den kvantitative side af sagen, specielt i denne sammenhæng, ikke er så interessant at beskæftige sig med, er det fordi Projekt Børnetinget ikke egner sig til at give et validt billede, kvantitativt set. Mere generelt er det uinteressant, idet det kun siger noget om, hvorvidt det, man gør i øjeblikket, overvejende er godt eller dårligt, men ikke hvordan man vil kunne forbedre indsatsen. Det kan man derimod ved at gå kvalitativt til værks.

49

Vi starter med at se på, hvad børnene og de unge har at sige om livet som plejebarn, herunder hvad det har gjort ved dem og deres liv, at de er kommet i pleje. Dernæst kigger vi på forskellige aspekter, der fra interview og indlæg på hjemmesiden fremstår som væsentlige for, hvordan plejebørn har det med at være i pleje. Det drejer sig om selve anbringelsesprocessen, plejeforældrenes måde at være på og andre forhold i plejefamilien, og det drejer sig om relationen til forældrene. Sidst i kapitlet ser vi på brud og kontinuitet i anbringelsen. Ofte tænkes kontinuitet som det efterstræbelsesværdige, men hvis plejebarnet ikke trives i sin plejefamilie, kan bruddet, skiftet til en anden plejefamilie, anden anbringelse eller hjemgivelse, være det, der skaber forandring til det bedre – omend ikke nødvendigvis. Det er derfor påtrængende at se på, hvordan man kan blive bedre til at få øje på, når et brud er tiltrængt, og hvordan man bedst muligt kan støtte plejebarnet, så bruddet bliver forandring til det bedre. I den forbindelse er også børnesamtalen og spørgsmålet om »en barnets person«, tillige med grupper for plejebørn interessant. Mange af disse temaer, som så at sige springer ud af, hvad plejebørnene har at sige om livet som plejebarn, anslås kun i dette kapitel. Vi vender så til gengæld uddybende tilbage til dem i de efterfølgende kapitler. Først vender vi blikket mod »livet som plejebarn«.

»Jeg ville hellere have, at plejefamilien var min rigtige familie« »Jeg synes, det er fedt, at jeg har fået det godt, og jeg må en masse ting, og at jeg er glad for at bo her. (..) Jeg kunne godt tænke mig, at den her familie var min rigtige familie, for det føler jeg.«

Sådan siger en af deltagerne i Børnetingets kernegruppe, som har boet det meste af sit liv i samme plejefamilie. Oplevelsen af at have det godt i plejefamilien og ønsket om plejefamilien som deres »rigtige familie« deles af mange plejebørn. Det gælder helt overvejende – men absolut ikke udelukkende – børn og unge, der har været i pleje det samme sted det meste af deres liv, eksempelvis Hugo på 9 år, som er et af de plejebørn, der har skrevet ind på Børnetingets hjemmeside. Han skriver: Det er svært at have en plejefamilie, og jeg har det ellers meget godt her i min plejefamilie. Jeg ville hellere have, at plejefamilien var min rigtige familie.

Plejebørn kan falde rigtig godt til og komme til at trives i deres plejefamilie. Det er der mange og overbevisende eksempler på i plejebørnenes 50

Har andre plejebørn det som mig ?

beretninger, både når det gælder dem, der har været anbragt fra helt små, og dem, som er blevet anbragt senere i livet. Men selv da, når de trives, er der oftest en slange i paradis, som gør det »svært at have en plejefamilie«. Det er denne slange, børnene og de unge ønsker at komme af med, når de ønsker ikke at være plejebarn, men »familiens rigtige barn«. »Slangen« kan være gjort af mange forskellige ting, men vigtigst og tydeligst fremtræder angsten for brud i relationen samt irritation og mistrivsel i forbindelse med forstyrrelse af den trygge og normale hverdag. Risikoen for brud på relationen At være plejebarn indebærer særlige risici for brud på relationen og for forstyrrelse af den trygge og normale hverdag. Det er, hvad – blandt mange andre – Adda på 19 år giver udtryk for i et indlæg på Børnetingets hjemmeside: Jeg har boet i den samme plejefamilie, siden jeg var 16 måneder – og skal adopteres af dem... Men der er bare ingen af dem (sagsbehandler, socialforvalter, Børn og Unge-udvalget samt plejeforældre, H.W.), der forstår, at man har brug for en hel del mere tryghed, når man ikke er vant til at have det. De tror, at de giver en tryghed, men de giver en en falsk tryghed, for du kan altid blive fjernet. Der er altid en eller anden sag i gang, som skal få dig hjem til dine biologiske forældre. Du har aldrig hjemme noget sted, for du ved ikke, hvornår det er slut!!!

I citatet, såvel som i mange andre af plejebørnenes fortællinger, er det risikoen for hjemgivelse, der truer relationen og den trygge hverdag. Truslen er der latent, kan man sige, for langt de fleste plejebørn34, men den er mest nærværende for de plejebørn, som enten allerede én gang har oplevet at blive hjemgivet/være ved at blive hjemgivet mod deres vilje, og/eller som

34 Undtagelsen er de plejebørn, hvis forældre er døde, eller hvor det er udelukket, at de nogenside vil komme til at kunne tage sig af børnene. Truslen eksisterer imidlertid også latent her, idet der er en risiko for brud på relationen, eksempelvis i forbindelse med konflikt mellem anbringende myndighed og plejefamilie eller konflikter mellem barn og plejefamilie, hvor plejefamilien til sidst »kaster håndklædet i ringen«. I nærværende materiale er der ikke eksempler på førstnævnte situation. Det er der til gengæld i andre interview, jeg har lavet med nuværende og tidligere plejebørn, jf. eksempelvis Bo & Warming 2003, s. 83-84. Sidstnævnte vender vi tilbage til senere i rapporten.

Livet som plejebarn

51

har forældre, der kontinuerligt eller indimellem kæmper for hjemgivelse (hvis det er en tvangsanbringelse), eller truer med hjemtagning (hvis det er en frivillig anbringelse). For disse plejebørn ville det betyde en verden til forskel, hvis man kunne give dem en troværdig garanti om, at de ikke ville blive hjemgivet mod deres ønske. Forstyrrelsen af den trygge og normale hverdag Hjemgivelse er imidlertid ikke den eneste trussel mod den trygge hverdag. Jan35 har boet i sin plejeplejefamilie fra han var et år gammel, og her er han rigtig glad for at være. Han husker dog specielt én dårlig ting fra sit liv som plejebarn: »Jeg har en dårlig ting, som jeg virkelig ikke kunne lide. Det var, da jeg kom i aflastningsfamilie. Jeg var der i weekenderne, hver anden weekend. Det kunne jeg ikke lide, og jeg kan huske, at jeg græd, når jeg skulle derover, tit, og jeg kunne virkelig ikke lide det.«

I Jans tilfælde var beslutningen om aflastningspleje ikke motiveret af et ønske om aflastning fra plejeforældrenes side, men begrundet i familieplejekonsulentens vurdering af Jans kompetencer og udviklingsbehov: »Hun mente, at jeg ikke var god til at være sammen med andre voksne – jeg ved egentligt ikke, hvorfor.(..) Mine plejeforældre prøvede at blive ved med at sige, at det ikke var en god idé, og til sidst fik de så ret. (..) Så kan jeg også huske en anden dårlig ting. Det var fordi, jeg var i aflastningsfamilie, så begyndte jeg at stamme helt vildt. (..) Jeg stammede hele tiden og i skolen, så turde jeg ikke rigtig sige noget.«

Uanset at familieplejekonsulenten sikkert har været velmenende, så fungerede iværksættelsen af aflastningspleje, set fra plejeforældrenes og plejebarnets synspunkt, ikke som en støtte for plejebarnets trivsel og udvikling. Tværtimod kom det til at forstyrre den trygge hverdag i plejefamilien, og med den konsekvens, at han kom til at stamme og begyndte at holde sig (endnu mere) tilbage i sociale sammenhænge.

35 Jan er deltager i Børnetingets kernegruppe. Jan er ikke hans rigtige navn, men et pseudonym.

52

Har andre plejebørn det som mig ?

For andre plejebørn kan en aflastningspleje være en god oplevelse – det er der masser af eksempler på – men det var det altså ikke i Jans tilfælde. Pointen er, at Jan ikke blev hørt – at det var familieplejekonsulentens vurdering, der ene og alene blev afgørende. Det er en historie om, hvordan plejebørn risikerer, at de professionelle tager beslutninger uden at inddrage, og måske i strid med, plejebarnets privilegerede viden om eget hverdagsliv og livsønsker. Beslutninger, som forstyrrer hverdagens tryghed og normalitet, og som går ud over plejebarnets livskvalitet og trivsel. Heldigvis er der også mange historier om det modsatte, og i dette tilfælde sluttes historien da også lykkeligt med ophævelse af beslutningen om aflastningspleje ved en anden familieplejekonsulents mellemkomst, nemlig den familieplejekonsulent, som havde tilsyn med et andet plejebarn i familien. Jan fortæller: »Der gik så et stykke tid, fra hun fandt ud af, at jeg ikke kunne lide at være der, så blev hun enig med et eller andet råd om, at det ikke var godt, og så skulle jeg ikke være der mere.«

I ovenstående fortælling var det den professionelles vurdering af barnets bedste, der medførte forstyrrelse af hverdagens tryghed og normalitet. Sådan er det nogle gange. I andre tilfælde er det forældrenes forældrerettigheder kombineret med en forståelse af barnets bedste – som indebærende en relation til de biologiske forældre – der udgør truslen. En af deltagerne fra Børnetingets kernegruppe, der ligeledes har været anbragt det meste af sit liv, fortæller: »Min mor kan ikke passe mig. Hun har overhovedet ikke gjort noget for.. – jo, hun har nok prøvet, men hun kan ikke. Det jeg så ikke forstår, er, hvorfor hun så skal bestemme over mit liv, at hun skal med til fødselsdage og alt muligt, hvis jeg nu ikke har lyst til at have hende med. Før skulle jeg også besøge hende en gang om måneden, men så fik vi lov til, at hun kommer her i stedet. Det var meget hårdt for mig. Jeg kan ikke lide hende så godt. (..) Jeg kan ikke lide, hvordan hun er. Hun er sådan lidt. Hun snakker næsten ikke og ..«

Ifølge psykologisk teori om børns udvikling er kontinuitet i opvæksten, herunder bevarelse af kontakten til forældrene, en grundlæggende forudsætning for plejebørns udvikling og trivsel (Lindén 1992; Schwartz 1990;

Livet som plejebarn

53

Wegler og Warming 1996)36. I overensstemmelse hermed lægges der i Lov om Social Service (§ 32 og § 57) vægt på kontinuiteten i anbringelsen og på bevarelse af kontakten mellem plejebørn og forældre. Forældre og plejebørn har ret til kontakt med hinanden, og der skal en særlig god begrundelse til at begrænse samværet til mindre end én gang pr. måned (Lov om Social Service § 57). Samtidig siger loven også, at hensynet til barnets bedste skal være det afgørende, og at børnenes synspunkter altid skal inddrages (Lov om Social Service § 57, stk. 2 og § 32, stk. 2). På den led er loven fra et børnesynspunkt god nok. Imidlertid kan det være meget svært at tvinge en forælder til samvær, hvis denne ikke har lyst eller magter at »holde aftaler«. Omvendt fortæller flere plejebørn om at opleve sig »tvangsindlagt« til samvær med forældre, som gang på gang svigter dem, og/eller som børnene ikke bryder sig om at være sammen med eller ikke har lyst til at være sammen med så ofte, eller med den reglmæssighed, som socialforvaltningen har besluttet/aftalt med forælderen. Børnenes begrundelse for ikke at ønske (så ofte) samvær er, at det griber forstyrrende ind i deres hverdagsliv i plejefamilien, herunder i forholdet til deres sociale integration med såvel kammerater som i plejefamilien. Plejebarnet har ingen retskrav, fordi det er en skønssag med hvilken vægt, barnets synspunkt skal inddrages. Det afhænger af »barnets alder og modenhed« (Lov om Social Service § 32, stk. 3). Og mens forældrene har ret til en begrundelse for begrænsninger af samværet, samt til at klage over afgørelsen – så står der i loven ikke noget om plejebarnets ret til samme, endsige om dets ret til at klage over den vægt, som dets synspunkt er blevet tillagt i afgørelsen. På den led synes loven – fra et børnesynspunkt – altså alligevel ikke god nok

36 Samtidig med, at denne forståelse har dannet grundlag for arbejdet med udsatte børn og unge, har der også været sat spørgsmålstegn ved, om børnenes kontakt med forældrene under en anbringelse nu også har en positiv effekt på børnenes udvikling og trivsel (Egelund og Hestbæk 2003). Mit eget ståsted i denne debat, baseret på interview med anbragte børn og unge i kombination med en konstruktionistisk relationel og normativ anerkendelsesteoretisk tilgang, er, at det spørgsmål ikke kan besvares entydigt på et abstrakt grundlag. Betydningen af børnenes kontakt til forældrene afhænger af kontaktens karakter.

54

Har andre plejebørn det som mig ?

Sikring af børnenes rettigheder gennem tvang Også i fokusgruppeinterviewet blev netop dette med forældrenes rettigheder til samvær og indflydelse på plejebarnets liv – på foranledning af deltagerne selv – et tema. Her kom snakken i den ene gruppe til at dreje sig om, at selv om de professionelle lytter til plejebørnene og anerkender deres synspunkter, så kan det på grund af forældrerettighederne være svært at lade hensynet til plejebarnet være det afgørende: »Jeg synes, det er for meget, at det er min mor, der skal tage så mange beslutninger – for det er ligesom hende, der er (psykisk, H.W.) syg. Det siger xx min kurator også. Han har altid haft den idé med, at børnene skulle bestemme mere. Men som han siger, sådan er det desværre ikke. Nu prøver vi at få lavet en tvang ud af det, for så kan hun ligesom ikke sige, at hun bare tager mig hjem, hvis det ikke bliver, som hun vil ha’ det.« »Jeg kender det godt, altså ikke nu – men før det blev en tvang. Det er faktisk meget bedre.«

De andre i gruppen lyttede mere eller mindre måbende til denne ordveksling. De havde øjensynlig aldrig før tænkt en tvangsanbringelse, som noget et barn kunne ønske sig. Det kan det imidlertid blive – ligesom ønsket om at være biologisk barn af plejefamilien – når plejebørnene kommer i et modsætningsforhold til forældrene, fordi de oplever, at disse i praksis og med en vis magt modarbejder deres bestræbelser på et godt og normalt liv i plejefamilien. Normalitet er et særdeles vigtigt og fremtrædende tema for plejebørn. Plejebørn har dog langtfra altid en negativ oplevelse af forældrenes bidrag til deres liv. Dette vender vi tilbage til i kapitel 5, hvor blikket specielt rettes mod, hvad de har at sige om forældrene.

»Det har forandret mig totalt« Overskriften stammer fra et af de citater fra Børnetingets hjemmeside, som indledte dette kapitel. Citatet handler om, hvordan barnet oplever det at komme i pleje som »total nedern«, og hvordan det har forandret ham totalt. I dette afsnit skal vi se nærmere på plejebørns meget forskellige oplevelser af, hvad det at komme i pleje har gjort ved dem selv og deres liv. Her er det primært de børn og unge, der har levet den første del af deres liv hos deres forældre, der kommer til orde – idet det er dem, der husker at have oplevet Livet som plejebarn

55

en forandring. De plejebørn, der har været anbragt det meste af deres liv kommer derfor, i nærværende afsnit, kun til orde under overskriften »Hvis jeg ikke var blevet anbragt«. De positive forandringer Rigtig mange børn og unge fortæller om, hvordan det at komme i pleje har medført positive forandringer i deres livssituation, og hvordan de også selv har forandret sig. Eksempelvis Tanja, som har skrevet til Børnetingets hjemmeside og fortalt om, hvordan hun har »lært en masse«, er blevet mere åben og har fået flere venner: Hej, jeg er en pige på 15 år. Jeg er kommet i plejefamilie, fordi min mor havde nogle problemer, som gjorde, at jeg ikke kunne være hjemme. Jeg kom ud til en sød og rar famille som 9-årig. Jeg har lært en hel masse ting. Jeg har været der i 5 år, og det er det bedste sted i verden. Jeg kommer hjem til min mor en gang om måneden. Jeg har altid været stille, men efter jeg er kommet i plejefamilie, snakker jeg mere. Jeg har også fået mange venner, for før havde jeg ikke nogen, så jeg er glad for, at jeg er kommet i plejefamilie. Tanja, 15 år

Det med at have fået flere venner, at være blevet mere åben og at have lært en masse går igen i mange af børnenes beretninger, hvor det, de lærer, blandt andet er at passe deres ting og at komme i skole til tiden. Nu har jeg været i plejefamilie i 3, snart 4 år, og her har jeg det godt... Jeg tænker tit på, hvad der ville have været sket, hvis jeg ikke havde valgt/var blevet fjernet hjemmefra... Den dag i dag passer jeg mine ting, og det har jeg aldrig gjort før... Også når folk spørger om, hvordan det er at være i pleje osv., så kan jeg jo kun sige, at det er det bedste, der nogensinde er sket. Camilla, 18 år »Jeg er blevet mere forandret ved, at jeg er blevet mere modig til at sige tingene. Det var jeg ikke før. (..) Nu er jeg mere modig til at sige tingene og til at snakke om det.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

56

Har andre plejebørn det som mig ?

»Det går rigtig, rigtig godt. Det har aldrig været så godt, som det er nu. Jeg har fået helt vildt mange venner.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Jeg har fået mange flere venner, og jeg kommer ikke for sent i skole hver dag.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Derudover fortæller de endvidere om den forandring, det er, at der i plejefamilien er nogle, der »passer på« dem og taler deres sag, samt om at få selvtillid og tillid til, at man kan gøre en forskel i sit liv. Nedenfor følger nogle udvalgte citater, hvor der sættes ord på nogle af disse erfaringer: De har hjulpet mig igennem mange kriser, og min selvtillid er efterhånden helt i top! Jeg flytter hjemmefra næste år til februar og starter på gymnasiet til sommer! Mit karaktergennemsnit er steget fra 7,45 til 8,9. Bare mig, 17 år Jeg er megaheldig med, at jeg har fået en dejlig plejefamilie, for de er, som man skal have det i en familie... Man kan da godt være uvenner, men det er ikke så slemt, så jeg har det smadder godt hjemme hos dem... Jeg kan komme til dem, hvis jeg har det skidt, eller hvis der er sket noget i skolen, som jeg er meget ked af. Så snakker de med dem, man ikke kan sammen med. De passer på mig... Det gjorde min mor ikke altid, så det er dejligt, at der findes sådan nogen, der kan sige, at vi godt vil have hende i vores hus. Pige, 14 år »Jeg har klart fået mere selvtillid, fordi jeg hele tiden har fået at vide, at jeg var god, at jeg kunne lige, hvad jeg havde lyst til. Det har været godt. Jeg har altid haft mange venner, men det anderledes var bare, at jeg fortalte ikke alt. Nu har jeg bare lært, at det skader ikke på nogen måde.« Deltager i Børnetingets kernegruppe Jeg er rigtig glad for mine plejeforældre. De støtter mig i alt... Hjælper mig igennem svære tider osv. I de 6 år, jeg har boet hos dem, har de hjulpet mig med at klare mig lettere igennem dagene, og jeg er blevet meget mere moden... Amanda, 18 år

Livet som plejebarn

57

Sådanne beretninger og udsagn giver troen på »at det nytter og rykker« at anbringe børn – også uanset hvilke sørgelige historier statistikker og longitudinale studier fortæller37. Det kan godt være, at anbragte børn har »dårligere fremtidsprognoser« end andre børn, men mange af dem oplever rent faktisk et væsentligt løft i livskvalitet såvel som i deres muligheder for at »gribe livet«, qua deres anbringelse i plejefamilie. De udvikler sig og blomstrer. Desværre gælder det ikke alle. Overgreb i plejefamilien Nogle af de mest éntydigt negative beretninger om livet i en plejefamilie omhandler overgreb. Plejetøsen skriver: Hej, alle sammen. Jeg har boet i plejefamilie, siden jeg var 4 måneder. Men da jeg var 8 år, blev min plejefamilie skilt. Og det skete på denne måde: De kom op at slås hver dag, og de råbte og skreg. De slog mig og min søster halvt fordærvede. Og det var hver aften, min mor smadrede min far og omvendt. Det var ikke sjovt. »Plejetøsen«, 16 år

»Plejetøsen« kommer i sin fortælling ikke ind på, hvad disse barske oplevelser har gjort ved hende. Det gør til gengæld Claudia: De første år, da jeg boede i min første plejefamilie, kunne jeg ikke huske noget, men da jeg blev 4-5 år, begyndte der at ske underlige ting. Mine plejeforældre (min plejemor) rent ud sagt tæskede mig. Det var ikke bare en lussing. Det var store slag, så jeg gik med blå mærker over hele kroppen. Hun gav mig røvfuld, kastede med mig, rent ud sagt. Det lyder meget uhyggeligt og ikke til at tro, men jeg har lagt krop til det og vil gøre alt, hvad jeg kan for, at ingen andre børn skal lægge krop til det. Jeg troede, at det var normalt. Da jeg blev 7 år, spurgte jeg min daværende barndomsveninde, om hendes forældre også slog hende. Jeg viste hende de blå mærker og min numse, som var helt blågrå af de tæsk, jeg havde fået. Hun hev mig straks op til sine forældre. Jeg kan ikke huske så meget derfra, for så gik det stærkt, og lige pludselig var jeg kommet til en ny familie. Jeg tænker meget over det i dag. Det har gjort mig mere eller mindre voldelig. Ikke at 37 Sådanne studier er rapporteret, henholdsvis refereret i Nygaard Christoffersen 1993 samt Egelund og Hestbæk (2003).

58

Har andre plejebørn det som mig ?

jeg går ud og tæsker folk på gaden. Når jeg bliver ked af det og vred, går det hele op i mig, og jeg kan få de tendenser, min plejemor havde. (..) Jeg var forresten vådligger, til jeg var 7 år. Derefter gik det væk, men det har været frygt og angst for min første familie. Claudia, 16 år

Når man læser disse beretninger, kan man få tanken »kan det virkelig være rigtigt?«. Som Claudia skriver, lyder det meget uhyggeligt og er næsten ikke til at begribe. Det er næsten ikke til at tro, at plejebørn kan blive udsat for den behandling af deres plejeforældre, og det er ikke til at forstå, at sådan noget kan stå på i flere år, før det bliver opdaget og/eller nogen reagerer. Claudia efterspørger i den forbindelse, at de anbringende myndigheder tjekker plejeforældrene bedre ud – og med hendes egne erfaringer i bagagen, må man sige, at hun gør det med god grund. At føle sig forkert og uønsket i plejefamilien Imidlertid behøver der ikke være tale om egentlige fysiske overgreb for, at plejebørn mistrives i deres plejefamilie. Rigtig mange børn og unge fortæller om oplevelser af plejeforældrenes ligegyldighed, oplevelser af at være uønsket, ikke at høre til og at være forkert. Vi starter med »Snow_brigades« historie: Jeg har ikke været plejebarn i særlig lang tid, men indtil videre har det udelukkende været negativt. Den første familie, jeg boede i, var forfærdelig. De havde sådan noget med, at hvis man gjorde noget forkert, så sagde de det ikke. Men så hver søndag aften holdt de sådan et »møde« med min bror og jeg, hvor de sad og remsede alle de ting, man havde gjort forkert i ugens løb, op. Og det var bare alt. Der var ingenting, der var for småt til, at de gad gøre en stor sag ud af det. Og så straffede de også en ved f.eks. at give os en slags stuearrest en uge. Men de ville først sige, hvad det var man blev straffet for efter tre dage. Det er rigtig ubehageligt at gå rundt og ikke vide, hvad det er, man gør forkert. En aften i december skulle jeg så ned og snakke med dem. De var bekymrede for, hvad min bror og jeg havde gang i«, fordi min bror ikke ville snakke med dem, og jeg havde brugt telefonen tre gange på en aften. Jeg sagde så, at der ikke var noget i vejen. Det passede ikke, men jeg ville bare finde min lillebror og finde ud af, hvad de havde sagt til ham. Jeg plejede altid at forhindre dem i at være alene med ham, for at de ikke skulle sige alt muligt ondt til ham. Det gjorde de nemlig, når jeg ikke Livet som plejebarn

59

var der. Men så sagde de, at der skam heller ikke var noget i vejen, og så gik jeg så i seng. Næste dag skulle de til møde med vores socialrådgivere og vores morbror, som også er vores værge. Da jeg kom hjem fra skole, var mine plejeforældre ikke hjemme, men min morbror var der. Han fortalte, at vi skulle flytte meget snart, for vores plejeforældre ville ikke have os mere. Deres begrundelse var, at vi jo ikke var sådan nogle perfekte børn, som de gerne ville have os til at være, men derimod os selv. Så de ville gerne have os til at flytte inden for lidt under to uger. Efter at min mor døde, og jeg er blevet plejebarn, har jeg haft svært ved at være sammen med mine venner, fordi vi lever så forskellige liv. Deres bekymringer går ud på, at de skændes med deres mor, så de ikke må være ude om aftenen, mens mine bekymringer er at finde nogle, der vil have os boende, og at min lillebror græder sig selv i søvn hver anden aften. Snow_brigade, 13 år

Ud over at være en fortælling om en noget bizar opdragelsesmetode, grænsende til psykisk vold, fordi den holder børnene hen i usikkerhed og frygt, handler Snow_brigades fortælling om at føle sig forkert og uønsket i plejefamilien, at blive forkastet, samt om hvordan disse følelser og oplevelser får destruktive konsekvenser for Snow_brigades relation til kammerater og venner. Også de to næste beretninger handler om ikke rigtig at føle sig ønsket i plejefamilien, men her på en anden måde; nemlig i form af ligegyldighed og »ikke at få lov til at blive en del af familien«: »Det er ved at være nogle år siden, at jeg var i pleje, men jeg glemmer aldrig, hvordan det var. Jeg har været i tre plejefamilier. Det var det værste nogensinde. De var ligeglade med mig. Hos de to af dem fik jeg lov til at passe mig selv. De ville ikke have, at jeg blev en del af familien, og da jeg selv kom fra en dårlig familie, så var det ikke lige det, jeg havde brug for, men de var ligeglade. Den sidste familie var noget så sød, og de mente, at jeg var lige så stor en del af deres familie som deres egne børn. Jeg havde det så godt i den periode, jeg var der. Det var nok det eneste tidspunkt, jeg har følt, at jeg havde en familie. Nu som voksen er mit liv ikke blevet ret meget bedre. Det hele går galt, og der er ikke nogen steder at gå hen. Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal igennem det, jeg har været igennem i mit liv. Jeg håber, at der er bedre plejefamiler nu, end der var dengang«. Bello, 20 år

60

Har andre plejebørn det som mig ?

»Det der med forskelsbehandling, er der andre, der kender til det? Det gør jeg... Hos min plejefamilie er det i hvert fald sket ret tit, mener jeg. F.eks. at deres egne børn tit får tøj og ting, men at vi (der er et til plejebarn) ikke får noget. Hermed ikke sagt, at hver gang de får noget, så skal vi også have noget, nej nej, det må bare også gerne være os plejebørn, som de er omsorgsfulde og kærlige overfor nogle gange. Man føler sig i hvert fald uvelkommen. Men det er jo ikke os plejebørn, der har valgt den familie, vi bor i. Det er dem, der har valgt os, så efter min mening har de bare at behandle os, som var vi deres egne børn. Selvfølgelig med undtagelser med hensyn til weekender hos egne forældre. Det var bare det med opmærksomhed og omsorg, jeg mente... Er der andre, der har det sådan???« Miss Banana, 13 år

Man kan diskutere, om forskelsbehandling, det ikke rigtig at få lov til at blive et fuldgyldigt medlem af familien38 samt at blive overladt til at passe sig selv, falder ind under »psykisk vold« – men at det er et svigt i forhold til børn, der er blevet anbragt enten på grund af forældrenes omsorgssvigt eller forældres død, kan der ikke herske tvivl om. Miss Banana spørger, om der er andre, der har det på samme måde som hende – og det er der. Både på hjemmesiden og blandt deltagerne i Børnetingets kernegruppe er der plejebørn, som har oplevet forskelsbehandling og haft oplevelsen af ikke at være rigtig velkomne: »For eksempel til jul og fødselsdage (..), hvor man så, at ens plejelillebror fik større gaver og sådan. Det var ikke sjovt at se på. Man kunne godt blive lidt ked af det, at se forskelle i det, at de bedre kunne lide ham og synes mere om ham. Det gjorde ondt, synes jeg.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Drengen fortæller videre, hvordan dette blandt andet betød, at han aldrig rigtig glædede sig til fødselsdage og jul, fordi det samtidig var forbundet med smerte og det symbolske bevis på, at plejefamilien ikke holdt så meget af ham. Videre fortæller han, hvordan konstant skældud også var medvirkende til, at han ikke følte, at han hørte rigtig hjemme i plejefamilien: 38 I den forbindelse kan den symbolske betydningstilskrivning af forskelsbehandling i form af forskel på gavestørrelse spille en endog særdeles væsentlig rolle, jf. citatet med »dreng fra Børnetingets kernegruppe«.

Livet som plejebarn

61

»Hun (plejemoderen) skældte altid ud. Bare man lavede det mindste forkert, så råbte og skreg hun. Der var også meget forskelsbehandling mellem hendes barn og os, ikke? Det kunne jeg slet ikke tage – hun var.. ja det er svært at forklare – decideret ond. Jeg kunne virkelig ikke lide det, det kunne jeg ikke.«

Også pigen i det følgende citat kender til, hvordan skældud i plejefamilien kan ødelægge plejebarnets trivsel både i og uden for plejefamilien: Hejza piger og drenge! Ved I, at jeg har boet i tre forskellige plejefamilier? Det er ret vildt! Altså først i en plejefamilie, hvor jeg ikke havde det så godt. Jeg blev tit skældt ud, også over ting, jeg ikke vidste var forkert. Der flyttede jeg ind, da jeg var ca. fem år gammel. Da jeg havde boet der i et stykke tid, flyttede min lillesøster også ind. Der boede vi, indtil jeg var 8, og så flyttede vi. Det var, fordi vi ikke havde det så godt, og jeg græd meget i skolen. Da vi flyttede, blev det til et meget bedre sted. Vores nye plejeforældre var meget søde. Det skulle kun have været en uges tid, men det blev meget længere. Så skulle vi flytte igen, men vi havde lige vænnet os til at bo der, men så skulle vi alligevel bo hos de søde plejeforældre igen! Her har jeg det godt, og jeg vil aldrig flytte igen! Nine, Næ-nej, 10 år

Nine, Næ-nej fortæller her om at få skældud over ting, som hun ikke vidste var forkert. Netop dette at få skældud over, eller bare at blive indirekte bebrejdet, ting, som man ikke engang vidste var forkerte, er noget, som mange plejebørn beretter om, og som er med til at gøre dem usikre. De bliver usikre på sig selv, føler sig forkerte, og usikre på om plejeforældrene kan lide dem. En af deltagerne i Børnetingets kernegruppe, som ikke rigtig oplever at høre til og blive holdt af – selvom vedkommende på andre måde oplever, at plejeforældrene gør meget for ham/hende – prøver at forklare, hvad det er, der giver denne fornemmelse: »De er sådan lidt sure. Så når jeg spørger, om de er sure, så siger de bare, at jeg ikke skal spørge mere, om de er sure« Hanne: »Oplever du, at de er sure på dig, eller er det mere bare sådan stemningen, der er trist eller tvær?« »Lidt sure på mig, tror jeg. Det føles hele tiden, som om jeg har gjort et eller andet forkert. Jeg føler altid, at det er som om, de er lidt sure på mig, 62

Har andre plejebørn det som mig ?

fordi jeg ikke har gjort et eller andet. De sidder altid og smiler til hinanden og snakker, men når jeg så kommer hjem, så tier de stille og virker sure. (..) Hvis jeg gør en lille ting forkert, så bliver de bare helt vildt sure, og det synes jeg ikke, de skal. De skal sige det til mig, og det gør de ikke. De bliver bare sure på mig.«

Senere i interviewet fortæller samme plejebarn, at vedkommende godt kunne ønske sig at være perfekt, og da jeg spørger, hvad det vil sige at være perfekt, er svaret: »Det, tror jeg ikke, jeg ved, hvad er. Jeg prøver bare at gøre dem glade.« Hanne: »Så perfekt, det er sådan, som de vil have dig, så der bliver bedre at være her, og de kommer til at holde mere af dig? – Er det rigtig forstået?« »Ja, jeg prøver at gøre dem glade, men jeg synes bare ikke altid, at de prøver at gøre mig glad.« Hanne: »Ved de godt, at du har det sådan?« »Nej, det tror jeg ikke.«

Det er tankevækkende, at plejebarnet svarer, at plejeforældrene nok ikke ved, hvordan barnet har det med dem og deres måde at være på, og i øvrigt på et andet tidspunkt giver udtryk for, at heller ingen andre ved det. Barnet forventer ikke, at nogen vil lytte og kunne forstå – det er ikke engang sikker på, at det forstår sig selv – føler sig bare frustreret: på én gang utilstrækkelig, forkert og uretfærdigt behandlet. På udvælgelsesskemaet beskrives barnet som et plejebarn, der trives i plejefamilien. Barnet selv beskriver også, hvordan det oplever fremgang i forhold til skole og kammerater, og siger om sig selv, at »jeg er nok blevet mere pæn (læs: velopdragen), mens jeg har været her«. Samtidig fremstår barnet gennem interviewet på væsentlige punkter som ulykkeligt og ensomt. At høre til – og alligevel ikke helt At få oplevelsen af at høre til og blive anerkendt og accepteret har i de foregående beretninger fremstået som særdeles væsentligt for, at plejebørn kommer til at trives i deres plejefamilie. Plejebørnene har berettet om, hvordan det, at de ikke har oplevet at høre til, at føle sig velkomne, accepterede og anerkendte, har gjort dem ulykkelige og usikre. Billedet

Livet som plejebarn

63

er imidlertid ikke sort/hvidt. Nogle plejebørn oplever, at de både hører til og ikke hører til. Og selvom de grundlæggende er glade for deres liv i plejefamilien, udgør netop dette et problem. Amanda skriver: Jeg kan godt lide at bo i plejefamilie. Nogle gange kan jeg godt mærke, at jeg ikke er deres egen datter. Det sårer mig vildt meget... Men somme tider føler jeg mig total anderledes.. Amanda, 18 år

Amanda beskriver her, hvordan hun på ét plan er faldet godt til i plejefamilien og grundlæggende oplever det som positivt – men at hun på et andet plan oplever, at det alligevel ikke er rigtig godt: Det sårer hende, at hun oplever, at de ikke betragter (elsker og accepterer?) hende som deres egen datter, og samtidig føler hun sig også selv »total anderledes«. Om denne følelse af at være »total anderledes« først og fremmst er der, når hun bliver såret, eller også er der i andre situationer, er ikke helt klart. Leopold, som er over 20 år, kender godt til ønsket om at blive betragtet som et barn af huset, at høre »rigtigt til«. Han beretter om, hvordan det – selvom han er voksen – giver ham problemer med sig selv, at hans plejemor ikke ser ham som sådan: Min plejemor ser ikke mig som hendes barn, snarere lidt som en »gammel« ven af huset, og det har givet mig lidt problemer med mig selv, da jeg helt klart ser hende som min mor. Leopold, over 20 år

Hverken Amanda eller Leopold beretter om oplevelsen af, at plejeforældrene ikke accepterer dem eller holder af dem. Alligevel mangler der noget – og det er følelsen af at høre »rigtigt til«: Det vil sige både at være særlige og eksklusive (unikke, uundværlige og uudskiftlige) for hinanden, som vi i vores kultur forbinder med nære familiære bånd, og i sammenhæng hermed at blive set, genkendt og anerkendt på hele ens personlighed39. I mine samtaler med plejebørn40 er netop dette ofte et underliggende og væsentligt tema i forhold til, hvorvidt og i hvilken grad de trives i plejefamilien41. Her fremstår plejebørnene som ekstremt opmærksomme på 39 For en uddybning af dette henvises til Nielsen & Mathiesen 1996. 40 Såvel Børntingets kernegruppe som i forbindelse med andre interview af børn og unge i familiepleje. 41 Et forhold, som også er blevet belyst af blandt andre Else Christensen (1998).

64

Har andre plejebørn det som mig ?

tegn både i den ene og den anden retning. Således er det min oplevelse, at de opfanger og tolker tegn, som plejeforældrene slet ikke er bevidste om, at de sender, endsige om at tegnene kan og primært bliver tolket i lyset af »hører jeg til og elsker de mig?« Tegnene kan eksempelvis være plejeforældrenes træthed og frustation, som måske slet ikke har noget med plejebørnene at gøre, deres måde at opdrage på og forventninger til »almindelig god opførsel«, eller almindelige konflikter mellem en teenager og (pleje)forældre. *Malle* på 17 år skriver eksempelvis: Jeg har det for det meste godt i min plejefamilie, men jeg har det, som om jeg glider fra dem! Og at de ikke altid forstår mig! *Malle*, 17 år

Som *Malle* oplever det, handler det med at »glide fra« plejeforældrene ganske givet om at være plejebarn. Men måske er det hans og eventuelt plejeforældrenes syn på en ganske »almindelig« teenager/forældre-proces, der skaber denne følelse som noget særligt gennem deres måde at forstå og forholde sig til denne proces. Et syn, som er fokuseret på, at det er et plejeforhold, og som dermed ser og skaber processen som handlende om, at *Malle* er plejebarn. Risikoen kunne være en »ond spiral«, skabt af *Malle*’s og plejeforældrenes syn på det og forholdemåder, hvor de til sidst i værste fald ender med at bryde relationen. »Jeg har ikke brug for gode råd, men for en der lytter« I modsætning til frustrationen over det uopfyldte ønske om at høre »rigtigt til« i plejefamilien eller at glide fra dem, er der også plejebørn, der beretter om egen modstand mod at blive betragtet som »en del af familien«. Eller måske rettere, at der bliver stillet forventninger til dem om at høre »rigtigt til« i familien og have et tillidsfuldt forældre/barn-forhold. De beretter ikke om, at de ikke gerne på et eller andet plan vil det, men at det er svært for dem: Jeg har oplevet, at plejeforældre tager det som en selvfølge, at man åbner sig for dem. Jeg har svært ved at stole på folk generelt. Det tager tid, før jeg indvier folk i mit liv. Min plejemor har været utrolig sur på mig over, at jeg ikke fortalte hende, hvordan jeg havde det, men i stedet brugte kontakter, jeg havde haft gennem flere år. Men man kan ikke forvente, at kemien og så videre passer, når man bliver anbragt som 17-årig. Derfor må plejeforæl-

Livet som plejebarn

65

dre i en vis grad acceptere at følge med på sidelinjen og tage det i barnets eller den unges tempo. Noget, der virkelig har såret mig, er, når du prøver at åbne dig, og din plejemor bliver sur over et eller andet og derfor ikke vil snakke om det. Eller at hun har så mange gode råd, som hun vil, at jeg skal leve efter, og når du ikke gør det, siger hun efterfølgende: Hvad sagde jeg? Jeg har ikke brug for gode råd, men brug for én, der lytter!!! Pigen, 20 år

Som jeg læser »Pigen«s indlæg, vil hun gerne have den tillidsfulde relation, men den er der – naturligt nok – ikke sådan uden videre. Den skal skabes, og det tager, som »Pigen« skriver, tid. Det gør det nok for de fleste, men da ikke mindst, hvis man »har svært ved at stole på folk generelt«. Så skal den vindes med alle odds imod sig. Den tillidsfulde relation baserer sig fundamentalt set på forventningen om at blive set, genkendt (dvs. forstået) og anerkendt. Omvendt skabes og forstærkes vanskeligheden ved at turde åbne sig/stole på folk gennem oplevelsen af ikke at blive set, genkendt (forstået) og anerkendt. Hvis man i det lys anskuer »Pigen«s oplevelse af, at plejemoderen bliver sur over et eller andet, når »Pigen« forsøger at åbne sig, kan man sagtens forstå, at hun bliver såret. Og det giver i den grad mening, når »Pigen« skriver, at hun har behov for en, der lytter, fremfor en, der giver gode råd og forventer, at de bliver efterlevet. At plejemoderen lytter genkendende og anerkendende bliver selve nøglen til den tillidsfulde gensidige relation, hvor de kan komme til at lytte til hinanden. Hermed sætter »Pigen« ord på noget, som går igen i samtlige interview med Børnetingets kernegruppe. Nemlig, at oplevelsen af at blive lyttet (genkendende og anerkendende) til er helt fundamental for oplevelsen af at høre til i plejefamilien, og den gør en helt afgørende forskel i forhold til, hvorvidt og i hvilken grad plejebørnene trives i deres plejefamilie. »Jeg græd i går, fordi jeg ikke boede hjemme hos mine rigtige forældre« Langtfra alle plejebørn har, som dem, vi mødte under overskriften »Jeg ville hellere have, at plejefamilien var min rigtige familie«, mere eller mindre kappet deres følelsesmæssige bånd til forældrene. Tværtimod! Savnet af forældrene kan være det, der gør det rigtig svært at være i plejefamilie. Selvom plejefamilien er god nok, så er det hårdt at være plejebarn, fordi man savner sine forældre. Det fortæller mange af deltagerne i Børnetingets

66

Har andre plejebørn det som mig ?

kernegruppe om, og det skriver både Prinsesse2ben, Basse og mange andre om på Børnetingets hjemmeside: Hej. Jeg er 8 år, og jeg bor på en ø, og jeg bor hos en plejefamilie. Jeg græd i går, fordi jeg ikke boede hos mine rigtige forældre. Jeg synes, at det er godt at bo i en plejefamilie. De kan godt lide mig, og jeg kan også godt lide dem. Venlig hilsen den søde pige Prinsesse2ben, 8 år Hej alle sammen. Jeg hedder Basse og har to søskende. Jeg er 10 år, og jeg går i fjerde klasse. Jeg har det godt dér, hvor jeg bor nu på en ø. Jeg har det lidt skidt, for mine forældre kan ikke passe på mig. Det er derfor, at jeg bor i plejefamilie. Det er bedre, fordi de kan passe på mig. Basse, 10 år

Prinsesse2ben er 8 år. Jeg går derfor ud fra, at hun ikke har skrevet indlægget helt alene, men har fået hjælp fra plejeforældrene42. Hvis det er en rigtig antagelse, rummer hendes indlæg samtidig en fortælling om nogle plejeforældre, som er i stand til at rumme hendes savn i en grad, så de kan hjælpe hende med at skrive om det til et plejebørnsforum. Fra samtalerne med deltagerne i Børnetingets kernegruppe er der en masse fortællinger om, hvordan plejeforældrene gennem accept af og indlevelse i plejebarnets savn kan trøste det, og støtte det i dets forligelse med situationen. Omvendt er der også enkelte fortællinger om, hvordan plejebarnet nogle gange bliver meget ensomt med sorgen. Af disse fortællinger fremgår det, hvordan sorgen og savnet kommer til at fylde rigtig meget i plejebørnenes liv og tanker, hvis plejeforældrene ikke blot kan rumme plejebarnets sorg og savn, men også tydeligt signalere, at de forstår og accepterer. Også for »hjælp mig«, i nedenstående citat fra hjemmesiden, er savnet med til at gøre det svært at være i plejefamilie. Samtidig ser det ud til, at barnet i dette tilfælde ikke er rigtig glad for sin plejefamilie. Om det skyldes savnet – og deres manglende accept og støtte – eller noget helt andet, fremgår ikke. Hun skriver: 42 Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om det er tilfældet. Det kan være, at hun faktisk har skrevet det selv, og det er også en mulighed, at hun har fået hjælp fra andre end plejeforældrene. Jeg anser det imidlertid for mest sandsynligt, at plejeforældrene har hjulpet hende.

Livet som plejebarn

67

Jeg er en pige som bor i plejefamilie, og jeg hader det. Det er ikke lige det fedeste at bo i plejefamile, men det er måske ikke alle, der syntes, at det er noget lort. Men tanken om at være væk fra sin mor og far er virkelig svær. Jeg ville allerede hjem en måned efter, jeg var kommet. Godt råd: Se lige om det er noget for dig. Det sted, som du måske kommer til at besøge, inden du skal flytte dertil. For jeg begik en stor fejl... Hjælp mig, 13 år

At være splittet mellem sine to familier Ud over savnet af forældrene, kan det også gøre det særdeles vanskeligt at trives i plejefamilien, hvis plejefamilien og den rigtige familie er i konflikt med hinanden og/eller har meget forskellige versioner af virkeligheden. Det kan give problemer med at finde ud af, hvad der er det rigtige, og det kan give konflikter i plejefamilien eller den rigtige familie. Claudia fortæller her om, hvordan det påvirkede hendes liv i plejefamilien: Jeg er en pige på 16 år. Jeg bor ikke i plejefamilie mere, men har gjort det i næsten 15 år. Jeg har boet væk fra min plejefamilie i næsten to år nu. Da jeg kom i puberteten, var jeg slet ikke til at styre. Jeg var sur og gal og ked af det hele tiden. Jeg fik en masse ting at vide fra min biologiske mor og kom derefter hjem til min plejefamilie og fik noget helt andet at vide, og der blev sagt, at jeg ikke skulle tro på, hvad min mor sagde. Men det var jo min mor. De skulle da ikke sige, at jeg ikke skulle tro på hende. I dag kan jeg godt se, at det, min mor sagde, ikke var helt rigtigt. Mine plejeforældre har hjulpet mig meget med at komme videre, selv om det var svært at være uvenner med dem ret tit. Det med den dårlige stemning er der vel altid lidt. Fra min side var der ikke mange glade dage Claudia, 16 år

Claudia fortæller her, hvordan splittelsen skabte konflikter med plejeforældrene, og hvordan det sårede hende, at de sagde, at hun ikke skulle tro på sin mor. Det samme kan flere af deltagerne fra Børnetingets kernegruppe fortælle om. Der behøver ikke være tale om en stor og udfoldet konflikt. Bare plejebarnet mærker, at plejeforældrene ikke rigtig anerkender deres forældre, vækker det følelser af vrede og sorg hos dem, og det får – naturligt nok – konsekvenser for deres relation til plejefamilien. En af deltagerne fra Børnetingets kernegruppe fortæller:

68

Har andre plejebørn det som mig ?

»I min gamle plejefamilie, så har de sagt noget om min mor, som har gjort mig ked af det: at hun bare var en dranker og sådan noget, og at jeg ikke skulle være ligesom min mor. Det blev jeg lidt bitter over.«

Ligeledes kan forældres jalousi over plejeforældrenes relation til børnene være med til at gøre livet som plejebarn svært, dels fordi det kan give konflikter med forældrene, dels fordi børnene risikerer at såre forældrene. Dette vender vi uddybende tilbage til i kapitel 5. Hvis jeg ikke var blevet anbragt... Der er rigtig mange ting, der kan gøre det svært at være plejebarn, men de positive fortællinger i starten af kapitlet indikerer, at det er muligt at »overkomme« disse vanskeligheder, og at når det lykkes, så »nytter og rykker det«. Det gør en forskel. Troen på muligheden – og for så vidt også nødvendigheden – af at bestræbe sig på at gøre denne forskel, understreges af plejebørnenes refleksioner over, hvordan livet ville have formet sig for dem, hvis de ikke var blevet anbragt. Hvis jeg stadigvæk boede hos mine forældre, ville jeg have det dårligt. Min rigtige mor er narkoman, og min far ryger som en skorsten. Obelix, 11 år Hvis jeg var blevet hos min mor (mine forældre er skilt), var det hele nok gået rigtig, rigtig ad H... til. (..) Jeg skriver ikke dette for at nedgøre min mor, men hun var depressiv og alkoholiker, så vi havde det dårligt derhjemme, og jeg skulle klare alting med indkøb og min lillebror osv.. Jeg ville nok ikke have orket at få min uddannelse, hvis jeg havde været derhjemme – så var jeg nok også blevet depressiv. Heldig, over 20 Jeg ville efter al sandsynlighed have taget mit eget liv eller være løbet hjemmefra og levet på gaden (hvis ikke i pleje). Der er også en risiko for, at jeg var blevet hjemme og lært mine forældres mønstre uden at bryde med dem – hvilket ville betyde, at jeg behandlede mine kommende børn på samme måde, som jeg er blevet behandlet. Pigen, 20 år Mine forældre er psykisk udviklingshæmmede, og hvis jeg stadig boede ved dem, ville det have været lidt af et mareridt. De ville ikke have haft penge

Livet som plejebarn

69

nok til mad og til en så simpel ting som toiletpapir. Ret klamt at tænke på. Men venner ville jeg nok heller ikke have haft så mange af. Min far er på antabus og kan ryge i fængsel når som helst, hvis han laver noget lort. Ikke så sjovt at tænke på. Og min mor bor i en lejlighed sammen med sin kæreste, selv om jeg nu mener, at hun ville have haft det bedst på et støttehjem – og min far ligeså. Mimse, 12 år

Det er værd at lægge mærke til, at en af indlægsskriverne, som her beskriver den positive forskel, som anbringelsen har medført, også er citeret i afsnittene om alt det svære ved at være plejebarn. At blive anbragt kan altså gøre en forskel på trods. Dette underbygges i mange indlæg, såvel som af interviewene med Børnetingets kernegruppe. Et enkelt tidligere plejebarn giver imidlertid, på Børnetingets hjemmeside, udtryk for, at en anbringelse ikke var den rigtige løsning, men at man hellere skulle have undersøgt og satset på støtte i hjemmet. Indlægsskriveren er over 20. Derfor ved vi ikke noget om, hvornår hun har været anbragt. Det kunne ellers have været interessant, da praksis på området, blandt andet i forhold til hvor meget man har satset på forbyggelse og støtte i hjemmet, har skiftet gennem tiden. Indlægget vækker ikke umiddelbart genkendelse hverken på Børnetingets hjemmeside blandt de andre, der skriver ind, eller hos Børnetingets kernegruppe. Imidlertid er der blandt deltagerne i Børnetingets kernegruppe en enkelt, som simpelt hen ikke forstår anbringelsen – men blot ønsker sig hjem at bo og heller ikke i den forbindelse ser noget behov for støtte i hjemmet. Andre giver udtryk for, at de i dag godt forstår og bifalder anbringelsen, men at de måske det første halve til hele år ikke gjorde det. At skifte plejefamilie: Det gør en forskel Ud over fortællinger om, hvordan det at komme i plejefamilie gør en positiv forskel, er der også fortællinger om, hvordan skift fra én plejefamilie til en anden er det, der gør forskellen, jf. Nine, Næ-nej’s beretning i afsnittet om skældud. Det vil vi nu gå videre med. Søren har prøvet at skifte plejefamilie, og det har både ændret hans livssituation og ham selv. Han fortæller:

70

Har andre plejebørn det som mig ?

»Altså jeg er meget glad for at komme herud. Jeg har egentlig aldrig nogensinde haft det godt i min gamle plejefamilie. Det har aldrig kørt særlig godt. (..) Den (den nye plejefamilie) betyder rigtig meget for mig. De har hjulpet mig meget for at fremme min personlighed, hvordan jeg virkelig var, ikke. Og til at være mere åben over for voksne. Jeg var sådan lidt sky over for voksne på grund af min tidligere plejefamilie. Jeg var ikke meget for at snakke med voksne mennesker. Det har selvfølgelig hjulpet meget. (..) Jeg synes, jeg er blevet en gladere person. Ja og blevet bedre til at glæde mig til ting end i min gamle plejefamilie, hvor der egentlig ikke var noget at glæde sig til rigtigt. Jeg synes da, jeg har forandret mig meget, det synes jeg.«

Også Silke har prøvet at skifte plejefamilie. Hun synes, det var hårdt, fordi hun var glad for sin gamle plejefamilie og savner den – men samtidig er hun også blevet glad for den nye plejefamilie, og hun kan mærke, at det gør en positiv forskel. Hun fortæller: »Ja, det dårlige er – det er både godt og dårligt, fordi det var lidt godt, at jeg flyttede herover. Og det var lidt dårligt, at jeg flyttede herover, for jeg savner nogen gange meget mine gamle plejeforældre. Men jeg synes, det er godt at bo her. Man må mere, end man måtte derovre. (..) Jeg er blevet gladere og mere forkælet, og jeg har fået flere venner.«

Både Søren og Silke fortæller således om, hvordan skiftet fra én plejefamilie til en anden betød, at de blev gladere (for Silkes vedkommende endda, selvom hun samtidig kæmper med savnet af de gamle plejeforældre). Hverken i Sørens eller Silkes tilfælde var det i udgangspunktet deres egen idé, at de skulle flyttes – men derimod familieplejekonsulentens. Omvendt forholder det sig med »Bornholmerpigen«, som beretter følgende: Hej. Jeg har været i plejefamilie, siden jeg var 7 år, og jeg har været i tre forskellige familier. (..) Der er både fordele og ulemper ved at bo i plejefamilie, og det kan være svært at finde sig til rette i den familie, som man kommer til. Jeg startede i en plejefamilie sammen med min bror, men efter noget tid fik jeg fortalt min sagsbehandler, at jeg ikke ville være der mere, fordi de var en tand for strenge. De sagde f.eks., at det ikke passer sig for en pige at gå eller stå med hænderne i lommen, og det hørte sig ikke til at være så indelukket og sur. Nå, men jeg kom til en ny familie, og der kunne jeg lide at være, men desværre havde de ikke plads til at have mig boende fast, så jeg blev flyttet igen. Da jeg var 9 år gammel, kom jeg ind i den familie, som Livet som plejebarn

71

passede bedst til mig, og der bor jeg stadig den dag i dag. Er du kommet til den rette familie? Så kan du se frem og glæde dig til rigtig mange gode stunder i selskab med dine ekstra forældre. Bornholmerpigen, 19 år

»Bornholmerpigen«s beretning slutter af meget optimistisk og opløftende, hvor hun bekræfter, at »det nytter og rykker« – men kun hvis barnet kommer til den rette plejefamilie, hvor det er muligt for plejebarnet at finde sig til rette. Alt, hvad der har været skrevet i dette kapitel, kan stort set bekræfte denne pointe. Dermed lægges der op til det næste kapitel, som skal handle om kvaliteter hos plejeforældre, herunder om hvordan plejefamilien bedst muligt kan hjælpe plejebarnet til at finde sig til rette og komme til at høre til samt støtte plejebørnenes egne bestræbelser på normalitet og social integration. Kvaliteter hos plejeforældre er imidlertid ikke kun et spørgsmål om at udvælge og uddanne dygtige plejeforældre, men også om selve samspillet mellem plejebørn og plejeforældre. Dette samspil kan det være særdeles vanskeligt at forudsige hvordan vil gå. Man kan have nogle kvalificerede gæt og på den baggrund forholde sig til matchningen, men ikke mere end det. Dertil kommer, at det kan ændre sig undervejs med parternes individuelle udvikling og udviklingen i deres livssituation, herunder deres relation til andre mennesker. Det er derfor et lige så vigtigt spørgsmål, hvordan man undervejs i en anbringelse kan opdage og støtte plejebarnet bedst muligt, når det ikke trives i plejefamilien. Hvad børnene og de unge har at sige om dette, vender vi tilbage til i kapitel 7.

72

Har andre plejebørn det som mig ?

KAPITEL 4

Den gode plejefamilie

Gennem det forgående kapitel er det allerede blevet antydet, hvad der gør forskellen mellem den gode og den dårlige anbringelse i familiepleje. Grundlæggende handler det om at falde til og få oplevelsen af at høre til, samt om de sociale, kulturelle og økonomiske muligheder for livsudfoldelse, barnet tilbydes og tilegner sig. I dette kapitel vil vi se nærmere på, hvad plejebørn har at sige om »gode og dårlige måder at være plejeforældre på«. Overskriften på kapitlet er »den gode plejefamilie«, men faktisk er det en pointe i stedet at snakke om »måder at være plejeforældre på«. Det handler nemlig om plejefamiliernes praksis, som noget de kan udvikle i positiv retning gennem supervision og refleksion, snarere end deres identitet i form af statiske kompetencer og kvaliteter. Dermed ikke sagt, at der ikke er familier, som ikke er egnede som plejefamilier enten generelt eller i forhold til et bestemt barn. Det er der ifølge plejebørnenes udsagn og oplevelser i høj grad. Nærværende kapitel kan da også i et vist mål læses som plejebørns bud på nogle faktorer, som man bør være opmærksom på, når man udvælger plejeforældre. Samtidig håber jeg imidlertid, at det også vil komme til at fungere som et kvalitativt indspark til plejeforældres og familieplejekonsulenters refleksioner over den konkrete praksis. For det første fordi det i det forgående har været pointeret, at plejeforældrene måske ofte ikke er klar over, hvordan deres måde at være i og håndtere forskellige situationer tolkes af og får stor betydning for plejebørnene. For det andet fordi det i dette kapitel også er en pointe, at det ikke bare handler om plejeforældrene, men også de betingelser, de gives. I det følgende vil vi først se på, hvordan plejefamilien bedst muligt kan støtte deres plejebørn i den første svære tid, herunder hvordan de kan få barnet til at føle sig velkommen i plejefamilien og støtte det i en eventuel krise. Dernæst ser vi på dagligdagen i plejefamilien, og i den forbindelse

73

i særlig grad på, hvad der gør en forskel i forhold til, om plejebørnene oplever, at plejeforældrene holder af dem og støtter deres bestræbelser på normalitet, social integration og et godt liv. Kapitlet afsluttes med, hvad plejebørnene har at sige om relationen til plejeforældrene efter plejeforholdets ophør.

Ankomsten til plejefamilien Af det foregående er det fremgået, at det med at føle sig velkommen i plejefamilien – ikke så overraskende – er helt afgørende for plejebarnets trivsel og mulighed for at falde til. Plejeforældrenes modtagelse af barnet I interviewene med Børnetingets kernegruppe spurgte jeg om, hvordan det var at komme til plejefamilien, og hvad plejeforældrene kan gøre for at få plejebarnet til at føle sig godt tilpas. Ingen af deltagerne giver udtryk for at have følt sig decideret uvelkomne ved ankomsten, men der er stor forskel på den modtagelse, de har fået. Lad os først tage Lineas og Silkes historier om ankomsten til plejefamilien, og hvordan deres plejeforældre hver på deres måde gjorde noget for at få dem til at føle sig velkomne – og derefter Susannes helt anderledes historie43: »Vi havde ikke været der før, men Nina og Steen havde besøgt os. De havde lavet en lille bog til os, som vi kunne kigge i, om deres familie og de dyr de har, og så kom vi i plejefamilie. Jeg var 6 år. Det var samme tid som nu, og vi havde ikke noget legetøj. Jeg havde kun en lille taske med min klistermærkebog og sådan et blad, hvor der var sko i. Så gik vi til et ishus, der ligger hernede på hjørnet. (..senere fortæller Linea endvidere, at) de havde lavet et værelse ovenpå til os.« Hanne: »Kan du også huske den første tid – om de gjorde noget særligt for at få jer til at føle jer godt tilpas?« »Ja, det gjorde de faktisk. Hver gang vi havde været på besøg hos vores familie. Så hver gang vi tog af sted, fik vi en gave, og hver gang vi kom hjem,

43 Både Linea, Silke og Susanne er naturligvis pseudonymer.

74

Har andre plejebørn det som mig ?

så fik vi en gave. Det var meget sjovt. Vi fik mange gaver til sidst, men det er de holdt op med, for nu kender vi dem jo.« Hanne: »Hvad følte og tænkte du, når du fik den gave?« »Det syntes jeg var meget sjovt. Så fik man noget nyt legetøj.« Hanne: »Tog du det også som et bevis på, at de var glade for jer, eller mest bare at det var meget rart at få noget nyt legetøj?« Linea: »Helt klart bevis på, at de var glade for os.«

Og så til Silkes historie. Jeg spørger, om hun kan huske, hvordan det var at komme til familien, og hvordan de tog imod hende: »Ja, de tog rigtig godt imod os. Anne (plejemoderen) sagde: »Silke, med det flotte navn«. Så kom vi ind og sidde, snakkede og så spurgte de, hvad vores livretter var og sådan noget. Og de lavede også vores livret til os til aftensmad.«

Da jeg senere i interviewet spørger Silke om, hvad man kan gøre for at få et plejebarn til at føle sig godt tilpas, når det kommer til en ny plejefamilie, svarer hun: »Være søde mod dem. (..) Ligesom da jeg kom her – så man ved, at de er glade for, at man kommer. Sige noget pænt til dem, spørge hvad de godt kan lide, forkæle dem.«

Lineas ankomst i plejefamilien var forberedt gennem plejefamiliens besøg og en bog, hvor Linea kunne lære familien lidt at kende. I modsætning hertil havde Silke ikke mødt sine plejeforældre før indflytningen. I begge tilfælde oplever børnene, at plejeforældrene gør noget for at få dem til at føle sig hjemme. Det, de gør, tager afsæt i »at lytte« til børnene i bred forstand, i en fornemmelse af og en spørgen ind til, hvad børnene kunne tænke sig. Det er det, Silke kalder forkælelse, men som man også kunne kalde betænksomhed eller omsorgsfuld opmærksomhed. Susannes ankomst til plejefamilien foregår på en helt anden – og for Susanne temmelig forvirrende – måde: »Da vi kom her, så var der nogle gæster nede i stuen, og så tænkte jeg: »Bor her flere mennesker?«, men det gjorde der så ikke. (..) Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvem de der personer var, og hvem der rent faktisk var vores Den gode plejefamilie

75

nye plejefamilie. (..) De sagde, at de er gæster, og de gik meget tidligt hjem, og så sagde Margit (plejemoderen), at vi skulle følge med hende og finde en ekstra seng, for i det værelse, hvor vi skulle sove, der var kun en seng, så vi måtte finde en anden seng, sådan en slå ud-seng. Og så først derefter fik jeg min egen seng.«

I dag er Susanne glad for at være i plejefamilien, og hun har et tillidsfuldt forhold til plejemoderen. Pointen er altså ikke, at det hele afhænger af starten – men omvendt kan man sige, at både Lineas og Silkes plejeforældre fra starten får givet nogle positive signaler om interesse og omsorg som et godt afsæt for etablering – måske endda en kickstart – af en tillidsfuld relation. Susanne fortæller således, at der går ca. et halvt års tid, før hun syntes, at hun og plejemoderen havde lært hinanden så godt at kende, at hun kunne snakke med plejemoderen om, når hun var ked af det og kunne finde trøst ved det. Heroverfor giver de to andre piger udtryk for oplevelsen af helt fra starten at have tillid til at blive forstået og imødekommet af plejeforældrene. For børnene har det været nogle meget forskellige oplevelser at ankomme til plejefamilierne. Mens Linea og Silke oplever fokuseret opmærksomhed og »forkælelse«, som de fortæller om med glæde i øjnene, oplever Susanne blot forvirring og måske at komme lidt til ulejlighed? Skifter vi perspektiv og ser det fra plejeforældrenes side, kan man sige, at mens Lineas og Silkes plejeforældre med en relativt begrænset, men for børnene særdeles betydningsfuld, indsats får kickstartet en tillidsfuld relation, så bliver skabelsen af en sådan en lang og måske mere krævende proces for Susannes plejemor. Man kan så – i bagklogskabens lys – spørge, hvad kunne Susannes plejemor have gjort anderledes? Svaret afhænger blandt andet af, hvorvidt hun var forberedt på, at børnene skulle komme – eller om det var meget akut. Er anbringelsen meget akut, og gæsterne inviteret langvejs fra, er det måske lidt svært bare lige at smide dem ud – men ellers er fravær af uvedkommende vel den første betingelse for en rolig modtagelse, hvor plejebarnet kan opleve fokuseret interesse og omsorg. Børnenes krise Den måde, som plejebørn bliver modtaget på, er vigtig, fordi det selvfølgelig altid er svært at komme ind i en ny sammenhæng og blive integreret. Dertil kommer imidlertid, at mange af børnene giver udtryk for at være

76

Har andre plejebørn det som mig ?

mere eller mindre i krise, når de ankommer til plejefamilien. De bruger ikke ordet krise, men de fortæller om at have grædt meget over adskillelsen og savnet af forældrene, om ikke at kunne finde hoved og hale på nogen ting og om ikke at forstå anbringelsen samt om at have fantasier om, at de måske aldrig kommer til at se forældrene igen, eller at forældrene ikke gider dem. Det gælder eksempelvis Susanne: »Det var min mor og så hendes mand, han var lige flyttet og havde taget vores lillesøster med, og så kunne vores mor ikke klare det længere, og så spurgte hun, om vi ville et andet sted hen og bo, og jeg troede kun, det var sådan en prøve, eller hvad man siger. Så kom vi hertil. (..) Så havde vi ikke kontakt til hende i et år, og der tænkte jeg, at nå, men skal jeg ikke se min mor igen eller sker der noget. (..) Vi (Susanne og broderen) snakkede selvfølgelig om, nå, men har mor svigtet os nu, eller vil vi aldrig nogen sinde se hende igen, eller om hun ikke kunne ringe eller skrive. (..) Når jeg kom i seng, så havde jeg det ikke alt for godt. Så var det, nej, hvor er mor henne og ...«

Ulla, en af de andre deltagere i Børnetingets kernegruppe, kan nikke genkendende til det med sorgen over adskillelsen, ikke at forstå eller ikke blive informeret om anbringelsens årsag og frygten for aldrig at komme til at se forældrene igen: »Det dårlige var, at jeg skulle flytte fra min mor og far. Det var jeg rigtig ked af dengang.(..) Pludselig skulle jeg bare væk. Men jeg fik aldrig at vide, hvorfor jeg skulle flytte.(..) Det var sådan meget mærkelig at være der (på børnehjemmet, som Ulla først kom til, H.W.), fordi man vidste ikke, hvad man skulle, og det var stort, så der var mange børn. (..) Det var sådan lidt mærkeligt, fordi jeg var ikke vant til det og sad mest på mit værelse alene. Jeg savnede min far og mor rigtig meget.« Hanne: »Kan du huske, hvad for nogle tanker, du gjorde dig, da du fik at vide, at du skulle flytte fra din far og mor, hvad du tænkte?« »Jeg tænkte bare, at det var mærkeligt: Hvorfor skulle jeg flytte?« Hanne: »Tænkte du på, hvornår du ville komme hjem igen?« »Ja, og hvornår jeg skulle se dem igen.«

Den gode plejefamilie

77

Hanne: »Spurgte du så om nogle af de ting, eller var det bare sådan nogle tanker, der kørte rundt inde i hovedet på dig?« »Nej, jeg spurgte ikke.«

Begge – tilllige med endnu flere – giver udtryk for en oplevelse af ikke at have fået ret meget at vide, at leve den første tid i usikkerhed, forvirring og sorg, og af ikke at have delt denne oplevelse af usikkerhed, forvirring og sorg med nogen. En hurtig konklusion er, at børn bliver informeret for lidt i forbindelse med en anbringelse, og at der ikke er opmærksomhed nok på deres sorg og savn. Børnenes beretninger fortæller imidlertid ikke noget om, hvorvidt de er blevet informeret, men derimod hvorvidt børnene husker at være blevet informeret. Det kan være, at de faktisk ikke er blevet informeret, men det kan lige så vel være, at de bare ikke har været i stand til at modtage informationen, fordi de har været i krise – en krise som både kan handle om adskillelsen og savnet, men også om det muligvis traumatiserende forløb, der er gået forud for anbringelsen. På samme måde kan det være, at plejeforældre og andre ikke er opmærksomme nok på børnenes sorg og savn, men det kan lige så godt være, at de faktisk er opmærksomme på det, men oplever det som svært at nå børnene den første tid, hvor der endnu ikke er etableret en tillidsrelation. Budskabet er for det første, at det er vigtigt for plejebørn at vide, hvorfor de ikke kan bo hjemme, hvad der skal til for, at de kommer hjem igen, og hvornår de eventuelt vil komme hjem, samt deres muligheder for kontakt med forældrene under anbringelsen. For det andet at mange børn er i krise i forbindelse med anbringelsen, hvorfor de har behov for omsorg fra nogen, de har et tillidsforhold til, nogen at dele sorgen over adskillelsen samt alle de mange tanker og informationer med 44. Det kunne derfor være en idé at snakke med barnet, om der i det eksisterende netværk skulle være en person, der kunne varetage denne funktion 45. Det vil ganske givet være tilfældet for en del børn, mens det ikke vil være det for andre. For de børn, hvor det ikke er tilfældet, må plejeforældre og tilsynsførende bestræbe sig

44 I nogle tilfælde kan børnenes krise – eksempelvis traumatiseringens forløb forud for anbringelsen – være så alvorlig, at børnene, ud over en fortrolig person fra dets hverdagsliv, har behov for psykologhjælp for at komme igennem krisen. 45 Rent praktisk kunne vedkommende eksempelvis blive ansat som kontaktperson efter Lov om Social Service, § 40, stk. 2.

78

Har andre plejebørn det som mig ?

på at kunne varetage funktionen, og da bliver det ekstra vigtigt at forsøge at »kickstarte« – såvel som at vedligeholde og udbygge – tillidsrelationen, herunder undgå at skade den. Jeg har allerede omtalt plejeforældrenes muligheder for »at kickstarte« i forbindelse med børnenes ankomst til plejefamilien, og vi skal senere se på den tilsynsførendes mulighed for en tillidsfuld relation til barnet i kapitel 7. Her vender vi blikket mod plejeforældrenes muligheder i dagligdagen med børnene.

Dagligdagen i plejefamilien Den første svære tid i plejefamilien Der er også meget, jeg skal tænke på, når jeg er i plejefamilie, for det er noget nyt. Man kan blive mere sur på dem i ens plejefamilie end ens mor og far.

Sådan skriver Nat på 12 år på Børnetingets hjemmeside. Han sætter herved ord på, hvordan den første tid i plejefamilien kan være særdeles vanskelig. I interviewene med Børnetingets kernegruppe spurgte jeg til, hvad plejeforældre kan gøre for at få plejebarnet til at føle sig godt tilpas, når det er flyttet ind i en plejefamilie. Nedenfor følger nogle af svarene: »Man skal være sød ved det, lege med det (de andre børn i huset). De voksne skal snakke med ham og sådan noget. Og de skal spørge dem, hvad de godt kan li’, og hvordan de har det.« Hanne: »Hvordan er man sød ved dig?« »God mad. De spurgte mig, hvad kan du godt lide at spise. De er meget søde. Vi snakker meget sammen«. »Hvis man ikke er så gammel, og man ikke rigtig ved, hvad der sker, så synes jeg bare, de (plejeforældrene) skal passe på, at man ikke bliver bange og ikke vil være der mere. At man ikke bliver bange og ikke ved, hvor ens far og mor er, og om man overhovedet ved, om de vil ha’ en.« »De skal snakke med dem, og hvis børnene gerne vil have noget at vide, skal de fortælle det (..) og så skal de få dem til at føle sig velkommen. (..) F.eks. spørge, hvordan man har det, og de skal være glade, når man kommer.«

Den gode plejefamilie

79

»De skal huske at snakke godt med børnene, sådan så de føler sig hjemme.«

Børnenes budskab, som jeg fortolker det, er klart, at plejeforældrene den første tid meget tydeligt skal signalere interesse og omsorg for plejebarnet. Det kan de ifølge børnene gøre ved at snakke med barnet, spørge til, hvordan det har det, og hvad det godt kan lide, og – som vi også har været inde på i forbindelse med Lineas og Silkes fortællinger om deres ankomst i plejefamilien – med lidt »forkælelse«, f.eks. ved at lave mad, som børnene kan lide. Mad spiller i flere af børnenes fortælling en ikke uvæsentlig rolle i forhold til, hvorvidt de kan lide at være et sted og oplever, at der bliver taget hensyn til dem. At der bliver taget særligt hensyn, oplever børnene som et tegn på, at de er velkomne. At snakke med børnene indebærer imidlertid også at finde ud af, om der er noget barnet gerne vil vide, og at give svar på det: Det kan være noget om plejefamilien, men det kan i særdeleshed også være om anbringelsen og barnets fortsatte relation til forældrene. Endelig er det vigtigt at signalere, at barnet er velkomment ved at være glade, når det kommer – og ved, at de andre børn i plejefamilien gider lege med barnet. Mange børn tumler nemlig i den første tid – og enkelte gennem hele anbringelsen – med, hvordan de andre børn i familien har det med, at de bor der. Hvis de andre børn virker glade, når plejebarnet kommer, og godt gider lege med det, tager plejebarnet det som et positivt signal. Samtidig formår legen for en tid sommetider at drive de triste tanker på flugt. »De skal blive ved med at være interesserede i børnene, hvordan de har det« Det er imidlertid ikke kun i forbindelse med den svære start, men hele vejen gennem plejeforholdet, at børnene vil snakkes med. Den gode plejeforælder er ifølge børnene en, der hele tiden interesserer sig for og er opmærksom på, hvordan børnene har det, ved at lytte med alle sanser til alle de mange forskellige måder, hvorpå børnene udtrykker deres sindstilstand og behov46. De skal indleve sig i barnets situation og »være søde

46 Hvad der menes med »at lytte med alle sanser« uddybes til dels gennem børnenes udsagn i det følgende, dels i kapitel 9, afsnittet om at lytte til »the 100 languages of children«. For en mere systematisk forklaring på begrebet henvises imidlertid til Warming 2005b.

80

Har andre plejebørn det som mig ?

ved det«, og de skal ikke vente på at barnet selv kommer og beder om hjælp eller trøst: »De skal hele tiden holde øje med, hvordan de tror man har det, de skal blive ved at spørge, om man har det dårligt eller godt. Som om de føler, om man har det godt.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Man skal trøste dem, hvis de bliver kede af det. Man skal tage hensyn til dem. (..) spørge om der er noget galt, hvis man ser trist ud eller.. være søde mod dem.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »De skal være åbne og til at stole på. Og så lytte til dem og snakke med dem en gang imellem, hvis der er noget, der går galt, så skal de snakke om det.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Så hvis nu børnene bliver kede af det, så skal de også hjælpe og spørge, hvad der er i vejen. Men hvis de ikke vil sige det, så skal de ikke tvinges til det.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Børnene giver generelt udtryk for, at de gerne vil have en tillidsfuld relation, men at bolden ligger på plejeforældrenes banehalvdel, og at den skal gives op med takt og indlevelse i, hvor svært det kan være for børnene. Dette uddybes i det følgende: »Jeg snakkede ikke med nogen i starten. Jo, jeg snakkede med mig selv om det, ikke andre. (..). Senere fik jeg så en ordentlig snak med xx (plejemoderen) om, hvordan hendes børn havde været, og hun sagde alt til mig, der var ikke noget, hun holdt tilbage. Og der tænkte jeg, at så er hun god nok. (..) Og så gik det bedre og bedre hele tiden. I starten var jeg rimelig grov mod hende, det kunne jeg godt selv se. Og hun gav mig tilbage (..) vi var sådan lidt onde, eller jeg var ond, og hun var moragtig. Men det gik over. (..) Jeg synes, hun skulle have taget den snak med mig lige fra start, så var det gået meget bedre. (..) Hun skulle have snakket med mig om min mor, for eksempel. Jeg ved godt, at børn de nogle gange ikke har lyst til at lukke deres følelser ud lige pludselig, ikke. Men hun pressede mig hele tiden, så

Den gode plejefamilie

81

til sidst fortalte jeg hende det så. Og så snakkede vi. Hvis hun ikke havde presset mig, så var der nogle ting, der ikke var blevet åbnet for.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Plejeforældrene skal blive ved at spørge – men de skal på den anden side ikke tvinge børnene, og de skal da slet ikke blive sure eller opgive, hvis børnene afviser dem de første mange gange – eller sure over noget af det børnene siger. Gør de det, skader de opbygningen af tillidsrelationen. Derimod kan det være opbyggende, som i eksemplet, hvis plejeforældre inviterer til en gensidig tillidsrelation, hvor det ikke bare er barnet, der skal åbne sig for plejeforælderen og vise denne tillid, men også omvendt. Den gensidige tillid består i en åbenhed over for hinanden og hinandens perspektiv – eller med andre ord i at vise sig for hinanden, og at acceptere og drage omsorg for det, der bliver vist. Et af børnene fortæller nedenfor om, hvordan han »viste at han savnede moderen« til plejeforældrene, men oplevede ikke at blive imødekommet. For plejeforældrene har det måske været en lille ubetydelig episode, som de sandsynligvis ikke engang længere kan huske – for ham betød det en afvisning af hans forsøg på en tillidsrelation, som blev afgørende for, hvorvidt han kommer til dem, når noget går ham på: »Jeg tror, at hvis jeg snakkede med mine plejeforældre om det – jeg tror bare, at på en måde ville det nok virke latterligt, hvis jeg kom ind og sagde, at jeg savnede min mor og sådan noget. (..) Jeg kan huske, at jeg engang kom ind og sagde, at jeg savnede hende allerede. Så sagde de bare, jamen, jeg havde lige været sammen med hende, så ...« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Imødekommelsen: Det at »være sød« i forstanden indlevende og accepterende og at drage omsorg for det, der »bliver vist«, er helt afgørende for tillidsrelationen, og for at det bliver godt at være plejebarn i familien. Derudover er det afgørende at være opmærksom på de mange forskellige måder, som børnene viser deres sindstilstand og behov for trøst, støtte og viden på – og hvad det nu ellers kan være, eksempelvis som i de følgende fortællinger: »Hvis jeg sidder inde på mit værelse og sidder med lyset tændt uden at læse og uden at se fjernsyn, så kan hun godt sige, om der er noget galt. Så

82

Har andre plejebørn det som mig ?

spørger hun altid om, hvad der er galt. (..) Det er rart. Jeg kan ikke så godt lide selv at sige det.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Hvis der er noget, så kan xx (plejemoderen) godt se, at jeg har et eller andet problem, så snakker hun med mig. Hvis jeg har været trist et stykke tid, så siger hun også, om der er noget galt. Så siger jeg, at det er der« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Hvis man nu er ked af det, så mærker hun det, og så vil hun altid spørge, om der er noget i vejen. Og hvis man ikke vil sige det, så siger hun, at det er bedre end ingenting, at jeg bare siger det, for det kan være, at det hjalp, hvis jeg siger det til de voksne i stedet for bare at være sur og ked af det.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Alt i alt siger børnene, at plejeforældrene skal bruge alle deres sanser til at opfange, hvordan plejebarnet har det. Det skal de så bruge som afsæt for at støtte, trøste og skabe en tillidsrelation på barnets præmisser og i takt med barnets behov og parathed. At vise – eller ikke vise – at man holder af sine plejebørn Såvel på Børnetingets hjemmeside som af kernegruppens deltagere bliver det igen og igen understreget, hvor vigtigt det er at blive holdt af i sin plejefamilie. Det gælder både, når de beretter om den første svære tid, og når de beretter om, hvad der er godt eller svært ved at bo i plejefamilie: »Det er lidt svært at flytte... Jeg brugte mange kræfter på at tænke over, hvordan og hvorledes jeg skulle være. Hvordan de er og deres måde at se ting på... Om de nu kunne lide mig, og hvordan jeg skulle opføre mig, så de kunne lide mig. Jeg ved, at de kan lide mig, men det tog også lang tid, før jeg fandt ud af det. Og nu ville jeg ønske, at jeg var kommet i denne plejefamilie meget før – så var mit liv blevet meget lettere...« Amanda, 19 år »Jeg ville have det meget dårligt med at bo i en plejefamilie, hvor jeg ikke følte mig sikker på, at de holdt af mig.« Susanne

Den gode plejefamilie

83

Det værste ved at være i plejefamilie var det evige savn af en mor og far, der elskede mig ubetinget, og det var svært at finde ud af, om min plejemor brød sig om mig, eller om hun blot gjorde det for pengenes skyld. Pigen, 20 år

I citatet beskriver Amanda, hvor umage hun har gjort sig i starten for at finde ud af, hvordan hun skulle være for, at de ville kunne lide hende, og for at hun ikke skulle træde udenfor, og »Pigen« skriver om den vedvarende tvivl om, hvorvidt plejemoderen holdt af hende, eller blot gjorde det for pengenes skyld. Begge dele er forhold, som mange andre plejebørn kan nikke genkendende til. Ud over de umiddelbart og indlysende kvaliteter ved oplevelsen af at blive holdt af og høre til, så betyder den for børnene også en sikkerhed i relationen, hvilket blandt andet en af deltagerne fra Børnetingets kernegruppe sætter ord på, da jeg spørger, om hun oplever at høre til, og at plejeforældrene holder rigtig af hende: »Ja, det regner jeg da med. Jeg tror, at hvis jeg kom herfra, så ville jeg nok aldrig miste dem.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

I interviewene med Børnetingets kernegruppe spurgte jeg dem, hvad plejeforældre kan gøre for at vise, at de holder af deres plejebørn. Nedenfor følger nogle af svarene. Det første fra en deltager, som oplever at plejeforældrene let bliver sure, og at de ikke rigtig holder af ham: »I hvert fald være glade og smile og ikke blive så hurtig sure.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Og netop det med ikke at være sure og skælde for meget ud er noget, som vinder genklang hos de andre deltagere i Børnetingets kernegruppe: »Ja, de skal i hvert fald ikke være sure.« »De skal ikke skælde for meget ud.« »Altså, når de er sure på mig, eller når jeg har gjort noget forkert, så har jeg det sådan, at nå, nu holder de nok ikke af mig.«

Men plejeforældrene kan også positivt gøre noget for, at børnene oplever at blive holdt af. De kan vise børnene opmærksomhed, lytte til dem med alle sanser og imødekomme dem med trøst og »forkælelse« – eller som en

84

Har andre plejebørn det som mig ?

af deltagerne i Børnetingets kernegruppe udtrykker det, gøre alle de ting, som man gør for og med et biologisk barn: »Tage på ture med dem og hygge sig med dem, som man gør med et normalt andet barn, sit biologiske barn.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Og netop sammenligningen med det biologiske barn tæller for mange af de børn, som bor i en plejefamilie med hjemmeboende biologiske børn. Eksempelvis svarer en af deltagerne i Børnetingets kernegruppe, der lever sammen med et biologisk barn, således på spørgsmålet om, hvad plejeforældre kan gøre for, at plejebarnet skal føle, at de holder af det: »Ja, hvis nu de har et barn selv, så at det ikke er noget særligt i forhold til plejebarnet, at de skal have det lige.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Og en anden forklarer, hvad det var, der gjorde, at han ikke oplevede at blive holdt af: Det var meget noget med deres egen søn. Vi blev sådan holdt udenfor. Der var meget forskelsbehandling. (..) De var mere sammen med ham, og han fik også mere. Det var sådan lidt hårdt at se, dengang man var mindre. (..) Jeg tror bare, at de (plejeforældrene) skal hjælpes til, at det nogle gange er meget små ting, der gør en stor forskel, at man får en lidt større gave eksempelvis.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Det handler om alle de små og store tegn i hverdagen, men derudover kan plejeforældre også simpelthen fortælle børnene, at de holder af dem. Når plejeforældrene siger det, og plejebarnet samtidig også oplever det gennem deres handlinger og attitude, giver det en sikkerhed: Hanne: »Oplever du, at dine plejeforældre holder af dig?« »Ja, og det siger de også.« Hanne: »Så det er du helt sikker på?« »Ja, ja«. Interview med deltager i Børnetingets kernegruppe

Den gode plejefamilie

85

Tegnene i hverdagen inkluderer det, som plejeforældrene siger om barnet, eller som de giver udtryk for at mene om barnet. I interviewet med Børnetingets kernegruppe spurgte jeg dem, hvad de troede, deres plejeforældre ville sige, hvis jeg spurgte dem om, hvordan barnet var. Her gik der en hel klar skillelinje mellem dem, der oplevede sig holdt af, og dem, der ikke gjorde. Først et par stykker, som ikke oplever at blive holdt af: »De synes nok, at jeg diskuterer meget. De siger aldrig nogle gode ting om mig, synes jeg.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Det ved jeg ikke, at jeg ikke tænker mig om, at jeg altid kommer galt af sted, måske« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Og så et par stykker, som oplever at blive holdt af: »Som en sød pige, og god til at male. God til at bruge min fantasi, at jeg har god fantasi. Så ved jeg ikke mere..« Deltager i Børnetingets kernegruppe »De ville sige, at jeg er meget glad og flink og snakker sandt og – ja, jeg har altid selv tænkt, at jeg var stædig, men det synes de ikke. De synes mere, at jeg er beslutsom.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Det er kendetegnende, at de børn, som oplever at blive holdt af, har en rimelig klar fornemmelse af, hvad plejeforældrene ville kunne finde på at sige om dem, og ofte refererer de til, at det er noget, som plejeforældrene rent faktisk har sagt. De har oplevet, at plejeforældrene har sat ord på sider af barnets personlighed, som de synes er værd at fremhæve positivt. De har måske oven i købet, som i det sidste citat, oplevet, at plejeforældrene positivt omformulerer nogle sider ved plejebarnet, som det selv er kritisk overfor. Deltageren fra Børnetingets kernegruppe, der er citeret ovenfor, fortæller, at han blev rørt i situationen, og at han generelt har fået både mere selvtillid og mere tillid til voksne mennesker generelt. Heroverfor er de plejebørn, som ikke oplever at blive holdt rigtigt af, mere usikre på, hvad plejeforældrene egentlig mener om dem – og også, hvad de skal mene om sig selv. De fortæller ofte om, at de bruger megen energi på at være »som

86

Har andre plejebørn det som mig ?

plejeforældrene vil ha’ det«, men tilsyneladende uden det store held – og vekslende med »småoprør«. Plejebørnenes budskab til plejeforældrene synes at være: Det er utrolig vigtigt for vores livskvalitet her og nu – såvel som for vores identitetsudvikling – at I både viser og siger, at I holder af os, og at I synes, vi er værd at holde af. Og måske lige så vigtigt: Vi er meget, meget sårbare over for ethvert tegn på, at dette ikke er tilfældet. Overskud og tid – samvær og nærvær Når børnene er meget sårbare over for ethvert tegn på, at plejeforældrene ikke holder af dem, at de måske ligefrem er lidt til besvær, så kommer den gode plejefamiliepraksis også til at afhænge af plejefamiliens tid og overskud til børnene. Har man ikke tid og overskud, kommer man meget let til at sende de forkerte signaler, eksempelvis at skælde ud, være sur og at indikere, at plejebørnene er i vejen og en belastning, som i nedenstående citat: »så siger hun nogle gange bare nogle ting, som man bare skal stå og tage imod. Men hvis man så siger noget, så bliver hun sur.« (..) Jeg er mest mig selv sammen med min mor (..). Herhjemme (i plejefamilien) skal man ikke gøre så meget for at..., der skal ikke så meget til, før at de bliver sure. Xx er tit sur, og så har hun nogle gange sagt sådan noget med, at hun havde også ret til et liv. Så tænkte jeg også på, at det er faktisk os, der er her, der mere har behov. De er dem, der har valgt at blive plejeforældre. Det er ikke os, der har valgt at være plejebørn.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Dette barn er en af dem, som har givet udtryk for at kunne blive i tvivl om, hvorvidt plejeforældrene holder af det, når de er sure og skælder ud, og hvor barnet bruger megen energi på, at være »som de vil ha’ det«. Overskud og tid handler også på andre måder om livskvalitet. Det handler om samvær, om muligheden for at have noget sammen og på den måde opleve at høre til, samt om gode oplevelser og støtte. Et af de børn, som først har levet i en plejefamilie, hvor der ikke var tid og overskud, og som efterfølgende kom til en anden plejefamilie, fortæller på denne måde om forskellen:

Den gode plejefamilie

87

»Det gik ikke særlig godt (i den gamle plejefamilie, H.W.). Han havde slet ikke overskud eller tid til os. Det gik slet ikke. Der var ikke noget samvær. Han var altid ude i byen eller spillede fodbold. Der var ikke rigtig tid til os.« Hanne: »Hvordan er din nye plejefamilie så anderledes?« »Det er dels de mennesker, der bor her, og samværet – det er jeg rigtig glad for. Det var der ikke i min gamle plejefamilie. Men nu kan man tale om alt her, meget mere åbent. Det kan jeg godt lide ved at bo her. Hanne: »Hvordan ved man, at man kan tale mere åbent?« »Sådan som personerne er: De virker meget åbne og glade og tillidsfulde, synes jeg. Mine gamle plejeforældre, de var ikke særligt åbne, og vi kunne ikke rigtig snakke om noget. Det var meget bare sådan godmorgen og godnat, ikke. Der var ikke meget at snakke om. Hanne: »I levede hver sit liv?« »Ja, det kan man godt sige. Men her er de meget mere åbne og glade og klar til at snakke om alt. Så jeg synes, at der er stor forskel, meget stor.« Hanne: »Er det så en bestemt stemning, det med at de er mere glade og åbne, der gør det bedre, eller er det også en fornemmelse af, at man bliver holdt mere af?« »Ja, det er også, at man bliver holdt mere af.(..) Jeg synes, det er ligesom en normal familie. Jeg bemærker ikke sådan rigtig, at det ikke er min rigtige mor og far. De er nærmest sådan som en rigtig mor og far. Og i min gamle plejefamilie, jeg synes aldrig nogensinde, det er gået særlig godt. De var ikke specielt flinke og hjælpesomme eller noget. (..) I min gamle plejefamilie, det var, at man stod op og gik i skole, og så kom man hjem, og så var der ikke nogen hjemme, for han var enten til fodbold eller ude at arbejde eller sådan noget. Og så kom de hjem og spiste aftensmad, og så bare ind på værelset og sidde og kukkelure. Der var ikke noget samvær, hvor man sad og snakkede eller noget. Interview med deltager i Børnetingets kernegruppe

I citatet handler det om (grund-)stemningen i plejefamilien, om beredvilligheden til at hjælpe og støtte, og ikke mindst samværet. Det – samt tid til samvær og »forkælelse« – bliver understreget igen og igen på en række

88

Har andre plejebørn det som mig ?

forskellige måder i plejebørnenes udmeldinger. Også på Børnetingets hjemmeside, eksempelvis af Aragon: Det, der er godt ved at bo i plejefamilie, er, at man må have sine venner med hjem. Og når man tager i Tivoli. Aragon, 9 år

Det handler om samvær, hvor man snakker (og bliver lyttet til), og hvor man gør nogle hyggelige og spændende ting sammmen. Plejeforældre skal have tid til børnene, så de kan få nogle oplevelser sammen og skabe en tillidsfuld relation, og de skal have tid og overskud til at hjælpe og støtte børnene, eksempelvis med lektier og til at have mulighed for positivt samvær med andre børn: skabe og pleje kammeratskabsrelationer eller at komme i gang med og blive transporteret til sport eller andet, de interesserer sig for. Eller det kan være, hvis de har problemer med kammerater, med lærere eller forældre, eller hvis de savner eller gerne vil (gen-)etablere kontakt til forældre og andre. De skal kort sagt give børnene moralsk og praktisk opbakning til børnenes livsprojekter og mod deres trængsler. Forholdet til de biologiske børn Jeg har tidligere været inde på, hvordan plejebørn kan opleve at blive sat i anden række i forhold til familiens biologiske børn, og hvad det betyder for dem. Omvendt er der også plejebørn, der bekymrer sig om, hvordan det må være for de biologiske børn, at der kommer plejebørn til familien. Ligesom i relationen til plejeforældrene betyder det noget, hvorvidt de biologiske børn holder af dem – eller om de omvendt helst var fri for plejebørnenes tilstedeværelse: »Jeg tænker på, om Nete (biologisk barn) synes, at det var irriterende, at mig og min bror kom.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Nogle af de ’søskende’, jeg har, er mine plejeforældres biologiske børn. Jeg tænker ofte på, hvad de mon synes om os... Hvad mon de tænker, når der pludselig kommer andre børn ind i familien, der ikke engang er deres egne søskende? Jeg tror, at hvis jeg var mine plejeforældres ’eget’ barn, så ville jeg nok finde det svært. At det er ens forældres job at tage sig af andre børn 24 timer i døgnet. Føler de, at os plejebørn stjæler deres forældre? Det synes jeg, at vi, plejebørnene, godt kan tænke lidt over en gang imellem. Vi Den gode plejefamilie

89

skal ikke have ondt af de biologiske børn, for selvfølgelig har vi også brug for hjælp, men husk også at give dem plads og tid til deres forældre. Hvis man ikke gør det, tror jeg godt, at det kan ende med, at de biologiske børn bliver kede af, at deres forældre har et job som dette og kommer måske ikke til at synes så godt om os. Jeg synes, at vi skylder både forældre og børn at tænke over det. Trold, 14 år

Regler, rammer og frihedsgrader »Hm.. jeg vil gerne vide, hvorfor plejeforældre skal være så bange for, at der sker en noget, bare fordi man spørger, om man må være sammen med sin kæreste, hvis I altså kan svare på det?« Popkoorn 14 år »Min plejemor er ret skarp, det er ikke så godt (ved at være i pleje, H.W.). Jeg må ikke så meget som derhjemme og heller ikke så meget som mine kammerater.«

Nogle plejebørn oplever, at reglerne og rammerne i plejefamilien er mere rigide, end hvad de har været vant til, og hvad de ser blandt deres kammerater. Omvendt er der også plejebørn, som netop synes, at livet som plejebarn er karakteriseret ved større frihedsgrader. Men fælles for stort set alle børnene og de unge, der har givet deres mening til kende i forbindelse med Projekt Børnetinget er, at de synes, at noget af det, der gør forskellen på, hvorvidt livet som plejebarn er godt eller skidt, er regler, rammer og frihedsgrader i plejefamilien. »Jeg var ikke glad for det andet sted, for de var så strenge. Hun var så streng. Jeg måtte ikke se julekalender, og jeg skulle komme hjem meget tidligt. Jeg synes, det var lidt strengt. (..) Det var altid mig, der tog af bordet hver dag, og jeg var kun 6-7 år.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Jeg synes, at det er godt at bo her. Man må mere, end man måtte derovre.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

90

Har andre plejebørn det som mig ?

»Jeg fik ikke selv lov til at bestemme noget, om jeg ville derover, eller om jeg måtte have tændt lys om natten. Jeg var mørkeræd, og så skulle jeg ligge selv et eller andet sted, og det var jeg heller ikke vant til. Så det var meget hårdt at være der. Jeg er meget kræsen, og de havde ikke rigtig noget, jeg kunne lide.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Jeg synes det er meget forskelligt, fordi i den ene familie, der var vi kun hjemme hos dem. Vi var ikke andre steder eller noget, og så var der altid ting, vi ikke måtte. Jeg kan bedre lide at være her. Det er meget frit. (..) Det er sådan med faste tidspunkter og sådan, men man må gerne gå de steder hen, man gerne vil. Man må også godt gå til de fritidsaktiviteter, man gerne vil.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Generelt giver børnene udtryk for, at reglerne og rammerne ikke skal være for rigide. Det er for eksempel ikke rart at blive tvunget til noget, man ikke har lyst til eller er bange for. Hvis man må mindre end venner og kammerater, kan det gå ud over den sociale integration – samtidig med at man måske går glip af nogle gode oplevelser. Dertil kommer, at de rigide rammer og regler øger risikoen for, at barnet gør noget forkert, for skældud og dårlig stemning. Udfoldelsesmuligheder – om økonomiens betydning Livet som plejebarn afhænger også af, hvilke udfoldelsesmuligheder barnet tilbydes – eller rettere hvilken støtte (økonomisk, praktisk og moralsk), der er til det, børnene gerne vil, og som betyder noget for dem. I afsnittet »Overskud og tid – samvær og nærvær« har vi været omkring den praktiske og moralske side, men det langt mere håndfaste, økonomien, spiller også en ikke uvæsentlig rolle. Om der er råd til, at man eksempelvis kan gå til den sport, der interesserer en – eller som er »in« i kammeratskabskredsen, om man er med på moden, eller om man har en mobiltelefon (og råd til at tale i den/sms’e), får det legetøj, man ønsker sig allermest brændende, og om plejefamilien har en computer med internetadgang (som børnene frit kan bruge), kan måske fra et voksenperspektiv synes uvæsentlige eller »overfladiske« forhold. Det er det bare ikke fra et børneperspektiv. I nogle tilfælde udgør de en væsentlig livskvalitet i sig selv, i andre tilfælde er de vigtige i forhold Den gode plejefamilie

91

til den sociale integration og ad den vej væsentlige for barnets livskvalitet. Begge dele er på spil for pigen i nedenstående citat, som forud for det citerede har fortalt, at hun allerhelst vil gå til dans ligesom veninderne, både for at være sammen med dem, men også fordi det at danse gør hende glad: Jeg har gået til dans, men det måtte jeg ikke gå til, fordi det var for dyrt – så skulle jeg selv betale for det.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Deltagerne i Børnetingets kernegruppe fortæller om betydningen af økonomi og materielle muligheder i de individuelle interview, ligesom det i høj grad har været et påtrængende tema (tillige med regler, rammer og frihedsgrader), når de mødtes til fokusgruppeinterview. Det gælder især de børn, som oplever økonomien som en væsentlig begrænsende faktor – men også i en vis udstrækning dem, som har oplevet udvidelse af deres økonomiske/materielle råderum ved at komme i pleje eller ved skift til anden plejefamilie. Plejebørns økonomisk/materielle råderum bliver til i et samspil mellem kommunens bevillinger, plejeforældrenes økonomiske formåen og i varierende grad også forældrenes. Samtidig spiller også plejeforældrenes livsværdier, prioriteringer og opdragelsespraksis ind, hvilket det kan gøre på mange forskellige måder. I nedenstående citat bliver indskrænkning af barnets økonomiske råderum brugt som et instrument i en slags konsekvensopdragelse: »Jeg får lommepenge, men det gør min storebror ikke, fordi han lige har været oppe at skændes med xx (plejemoderen), så det får han ikke mere. (..) De havde været ude at købe tøj, og så syntes hun, at han skulle bruge det nye tøj til pænt og sådan noget. Og det syntes han så ikke. Og så i dag (fordi han brugte tøjet til hverdag, H.W.), der blev de så sure på ham, så nu får han ikke lommepenge mere.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Set fra et børneperspektiv er inddragelse af lommepenge en meget hård straf. Samtidig er det en straf, som springer ud af en konflikt om, hvorvidt barnet må tage det nye tøj i brug som hverdagstøj. Plejeforældrene synes, at han skal gemme det nye tøj til »pænt brug«. Fra et børne- og ungeperspektiv er det allervigtigste ved nyt tøj imidlertid den øjeblikkelige hverdagsbrug, 92

Har andre plejebørn det som mig ?

fordi tøj, der er »in«, udgør en ikke uvæsentlig faktor i forhold til social integration, status og velvære i kammeratskabsgruppen. Børnenes budskab til anbringende myndigheder og plejeforældre er, at støtte til børns livskvalitet, normalitet og sociale integration indebærer en økonomisk/materiel dimension, og at denne ikke kan opgøres på »voksenkriterier« eller i det hele taget nogen form for almengyldige kriterier for væsentligt og uvæsentligt, uafhængigt af barnets konkrete livssammenhæng og livsønsker. Kulturel kapital Ud over økonomi og følelser er der mange plejebørn både på hjemmesiden og blandt Børnetingets kernegruppe, der positivt fremhæver den kulturelle kapital. Det vil sige viden, uddannelsesmuligheder og opdragelse i bred forstand (normer, manerer og orienteringsmåder), som de får del i gennem deres liv i plejefamilien. Således fremhæver de, at det er godt at få hjælp til lektier, at de ikke ville have klaret sig så godt skolemæssigt, hvis de ikke havde været i plejefamilie, at deres plejeforældre ved meget og kan give gode svar, og at de får en god opdragelse. Kæledyr: Hygge, fornøjelse og trøst Mange af de børn, som har oplevet at komme til en plejefamilie med dyr, fremhæver dette positivt. De fortæller, at man ikke risikerer at blive så ensom, når man har dyr. Dertil kommer, at det bare er dejligt med et dyr: »Det gode, der er sket – det er nok, da jeg fik min hund i fødselsdagsgave.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Jeg har det godt. Der er en masse at lave på en gård. Sådan hvis man bliver lidt ked af det engang imellem, så kan man altid .. så har man altid et dyr.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Noget af det gode ved at bo her, er også kattene. (..) Så (hvis ked af det, H.W.) siger jeg det til min kat – den sladrer ikke.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Plejeforældre kan lære af hinanden »Jeg synes, at det er meget, meget vigtigt, at plejeforældre snakker sammen med andre plejeforældre. For eksempel xx (plejeforælder), hun var til

Den gode plejefamilie

93

et møde, hvor de møder andre plejeforældre og snakker med dem. Det synes jeg helt klart er vigtigt, så får de hinandens gode erfaringer og bliver enige og uenige om nogle ting. Det synes jeg er rigtig godt. Hver gang de så kommer hjem, så har de lavet noget godt, som vi får at vide. (..) Det kunne for eksempel være måden, man var på, blev behandlet på, eller hvad man gjorde, om man sådan mere skulle lade dem være sine egne børn, eller lade dem være andres børn.«

Sådan siger en af deltagerne i Børnetingets kernegruppe, som samtidig fortæller om at have oplevet flere små, men betydningsfulde forandringer i plejeforælderens måde at håndtere rollen som plejeforældre på, forandringer som tillægges plejeforælderens deltagelse i møderne for plejeforældre. Barnet giver ikke udtryk for, at plejeforælderen på noget tidspunkt har været en dårlig plejeforælder – tværtimod. Budskabet synes at være, at en god plejefamilie kan blive endnu bedre, når de tilbydes et erfaringsudvekslings- og refleksionsrum47.

Efter plejeforholdets ophør Hvor holder I jul? Jeg synes, at jul er et mareridt. Alt handler om familie, hygge og samvær. Når det er jul, har jeg bare lyst til at grave mig ned. Jeg føler mig ikke hjemme hos min plejefamilie, og efter jeg er flyttet, ved jeg ikke engang, om jeg er velkommen. Min familie har jeg ikke holdt jul med de sidste seks år. Jeg hader, når folk snakker om, hvordan de glæder sig til julen og til at komme hjem til mor. Jeg ville også gerne hjem til jul, hvis min mor var en anden! Pigen, 20 år

Hvis man som tidligere plejebarn ikke oplever at høre til og have en positiv kontakt med hverken plejefamilie eller biologisk familie, så risikerer man at blive meget ensom – ikke mindst ved højtider og andre situationer, som er forbundet med familiære bånd og samvær. Det er hvad »Pigen« i cita-

47 Ingen af de andre børn kom af sig selv ind på dette emne, og i den gruppe, hvor det pågældende barn deltog, var der ikke andre børn, der havde erfaringer med plejeforældres deltagelse i grupper for erfaringsudveksling. I evalueringsrapporter fra metodeudviklingsprojekter med netværksgrupper for plejeforældre findes imidlertid lignende erfaringer, hvor både børn og plejeforældre beretter om, hvordan det har gjort en positiv forskel, eksempelvis i Warming 2004c

94

Har andre plejebørn det som mig ?

tet ovenfor giver udtryk for, og hvad andre tidligere plejebørn kan nikke genkendende til. De børn, som oplever, at deres plejefamilie holder af dem, både ønsker og forventer, at de vil vedblive med at have kontakt, også når plejebarnet bliver voksen. De giver således udtryk for at være sikre på relationen både i et her og nu-perspektiv og i et fremtidsperspektiv. Heroverfor giver de børn, som ikke oplever, eller er usikre på, om plejeforældrene virkelig holder af dem, udtryk for usikkerhed i relationen. Dels synes de usikre på og ambivalente i forhold til, hvorvidt de selv ønsker kontakt, dels er de heller ikke sikre på, at plejeforældrene vil gide kontakten. Dermed understeges det, som har været et gennemgående tema gennem hele dette kapitel, nemlig betydningen af, at plejeforældrene holder af deres plejebarn, og at de er gode til at vise det, så barnet oplever sikkerhed i relationen. Plejeforældrenes evne til at holde af plejebarnet og at give det sikkerhed i relationen har betydning både for livskvaliteten her og nu, og for barnets fremtid og liv som voksen, i kraft af at det får konsekvenser for (personligheds-)udvikling såvel som for relationens »bæredygtighed«.

Den gode plejefamilie

95

KAPITEL 5

Forældre på godt og ondt

»Min mor betyder mere (end plejeforældrene, H.W.), fordi hun er selvfølgelig min mor, ikke. Der er ikke den helt store forskel, ikke andet end at man har kendt sin mor altid, og jeg kan lide min mor.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Forældre betyder på godt og ondt utrolig meget for de fleste plejebørn. Vi har i et tidligere kapitel allerede været inde på, at børnene savner forældrene under anbringelsen, og på hvor svært det kan være, hvis der er konflikter mellem forældre og plejeforældre. I dette kapitel går vi videre med, hvad børnene ellers har at sige om relationen til forældrene, herunder lidt refleksioner over, hvad vi kan lære af børnenes fortællinger om, hvordan vi i den forbindelse bedst kan støtte dem.

Den perifere forælder Relationen til forældrene betyder ikke lige meget for alle plejebørn. Typisk spiller den for de plejebørn, som aldrig har været særlig meget sammen med forældrene, en relativt perifer og ikke så følelsesintensiv rolle. Således siger en af deltagerne fra Børnetingets kernegruppe om relationen til faren, som han aldrig har boet hos eller haft kontinuerligt samvær med: »Jeg ville da gerne se ham, jeg ville gerne ned og besøge ham, men ellers ikke. Han har jo ikke rigtig betydet noget for mig, andet end hvis det ikke var for ham, så havde jeg ikke boet her. Det er jeg måske meget glad for, både og, ikke. Men, han betyder ikke rigtig noget for mig« Deltager i Børnetingets kernegruppe

I det ovenstående citat giver drengen udtryk for, at faren ikke betyder noget – men at han da alligevel gerne vil se ham. Han er ikke helt ligegyldig.

97

For denne dreng er gensynet med faderen rent faktisk en mulighed, da han kender faderens identitet og ved, hvor han bor. Hvem er min far? Det er imidlertid ikke alle plejebørn, der kender deres fars48 identitet, og for dem kan spørgsmålet: Hvem er min far? – ligesom det er kendt for adoptivbørn – blive meget presserende. Spørgsmålet har mange dimensioner: Det kan handle om rødder, livshistorie, identitetsarbejde, og det kan handle om fantasier: både ønskedrømme om et rigtigt far/barn-forhold, med alle de kulturelt forankrede positive forventninger, der ligger til den relation, og frygtfantasier om at have været og være uønsket, forkastet og blive afvist. I interviewene med Børnetingets kernegruppe var der flere af deltagerne, der gav udtryk for at gå og tumle med netop dette spørgsmål, og som ikke rigtig vidste, hvordan de skulle komme videre med det. Der var endvidere et barn, som tidligere havde haft det sådan. Barnet fortalte sin familieplejekonsulent om ønsket, hvorefter denne hjalp med at etablere kontakt. Efter kun et halvt års tid ebbede kontakten ud til stor skuffelse for barnet, men i dag har det at have haft kontakten, givet barnet mere ro i sindet. Relationen til faderen er ikke længere så vigtig. Hjælp til at genskabe kontakten til »den fortabte far« En anden af deltagerne i Børnetingets kernegruppe fortæller om tidligere at have haft meget begrænset kontakt med faderen, men hvor kontakten nu er helt afbrudt: »Det dårlige er også, at jeg ikke kender min far. Jeg ved ikke ... (..) Vi har ikke nogen kontakt til ham. Altså, jeg ved godt sådan, jeg har besøgt ham, men det er meget lang tid siden. Hanne: »Kunne du godt tænke dig at finde ud af, hvad han laver, og hvordan han har det? »Ja.«

48 Der er i materialet ingen eksempler på, at børnene ikke kender deres mors identitet, eller at de har mistet kontakten med moderen fuldstændigt. Der er til gengæld flere eksempler, hvor det gælder faderen.

98

Har andre plejebørn det som mig ?

Hanne: »Er der nogen, der ved, at du har det på den måde? »Det ved jeg ikke (..).På en måde er jeg også sådan lidt sur på ham, fordi han snakker kun med min storesøster og min anden storebror. Dem har han altid haft kontakt til, men med mig og min storebror var det kun sådan ...Han var ikke med til min storebrors konfirmation, og han skal heller ikke med til min.« Hanne: »Oplever du, at han er sådan lidt ligeglad med dig, svigter dig lidt? »Ja.« Hanne: »Kunne du godt tænke dig at fortælle ham det og at fortælle ham, hvor meget det betyder for dig, at han viser, at han godt kan lide jer? »Ja.« Hanne: »Hvis du fortalte det her til en voksen, hvad ville du så gerne have, at den voksne sagde eller gjorde?« »At de godt vil hjælpe en, hvis de kan. At de godt vil hjælpe mig med at fortælle min far det.« Interview med deltager i Børnetingets kernegruppe

I interviewet giver barnet udtryk for et ønske om hjælp til at genetablere kontakten – et ønske, som det ikke har snakket med nogen om. Måske fordi det ikke har tillid til at blive forstået og støttet, eller måske fordi det ikke har tænkt det på den måde før, men bare været ked af bruddet/svigtet – det kan vi ikke vide. Børnenes forskellige fortællinger om deres tanker og ønsker om kontakt til »den fraværende forælder«, og det at mange af dem faktisk ikke har søgt – men alligevel kunne ønske sig – støtte og hjælp til dette hos plejeforældre, familieplejekonsulent eller sagsbehandler, kan siges at sparke bolden hen på deres banehalvdel. Det kunne være en indikator på, at kontakt til »de fraværende fædre« kunne være et relevant emne for omsorgspersonernes opmærksomhed og samtaler med børnene.

Forældrene som ressourcepersoner i børnenes liv I børnenes fortællinger fremtræder forældrene som ressourcepersoner på mindst tre måder. For det første emotionelt og som børnenes livsvidner.

Forældre på godt og ondt

99

Det var det, der blandt andet blev givet udtryk for i det citat, som indledte nærværende kapitel. For det andet – og ofte i sammenhæng hermed – i kraft af et velfungerende samvær, hvor børnene får nogle gode oplevelser, og for det tredje som børnenes fortrolige. De gode samværsoplevelser Min far er god til at holde aftaler. Vi hygger os med at se film og fisker sammen. Jeg kunne ikke tænke mig at bo hos min far. For jeg bor godt hos min plejefamilie. En dreng, 11 år Jeg er et barn, der har boet i plejefamilie i 6 år nu. Jeg ser min mor, og det er godt. Jeg er hjemme hos hende hver anden weekend.. Det er bare mig, 13 år Jeg ser min mor hver anden weekend, og det er jeg glad for, at jeg må. Hvis jeg ikke måtte det, så var jeg blevet meget sur på alle. Beckham, 12 år Jeg ser min far hver dag i spisefrikvarteret, hvor han laver dejlig mad til mig (han bor lige ved siden af min skole). Tine, 15 år

Sådan har børnene skrevet ind på Børnetingets hjemmeside om det gode samvær med deres forældre. Også en del af deltagerne i Børnetingets kernegruppe har kun positivt at sige om deres samvær med forældrene. De giver udtryk for, at det er positivt, fordi de holder af forældrene (og forældrene holder af dem), og fordi de laver nogle hyggelige og spændende ting sammen – stort set nogle af de samme ting, som gør en plejefamilie til et godt sted at bo. Samtidig er der også enkelte af børnene, der fremhæver, at de føler sig mere hjemme og mere frie, kan være mere sig selv hjemme hos forældrene. Det er specielt de børn, som ikke er sikre på, hvorvidt de nu bliver holdt rigtig af i plejefamilien. Forælderen som fortrolig og støtte i svære tider »Hende er jeg meget glad for. Hun er glad og frisk, normalt, når hun ikke er fuld. Jeg har også snakket en del med hende. Hun har også støttet mig meget i svære tider. Så... hun betyder rigtig meget for mig, hun er min mor.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

100

Har andre plejebørn det som mig ?

Mange af deltagerne i Børnetingets kernegruppe fortæller om, hvordan de bruger deres forældre som fortrolige, når de savner, og når de har problemer med plejeforældre. Af fortællingerne ser det ud til, at en del af forældrene på imponerende vis håndterer den svære rolle, det må være som forælder til et barn anbragt i familiepleje at lægge øre til barnets trængsler uden at forsøge at få barnet hjem eller komme i voldsom konflikt med plejeforældrene. Sådanne fortællinger er værd at have med som modfortællinger til de følgende mange fortællinger om, hvordan forholdet til forældrene før, under og efter anbringelse kan være vanskeligt og belastende for børnene.

Forældre som bekymring »Jeg tænker så meget, om der er sket hende noget« Ved interviewet med Børnetingets kernegruppe spurgte jeg børnene, om der var noget, der kunne gøre dem bekymrede eller bange. Rigtig mange af de børn, som havde positive følelser for deres forældre, svarede, at de bekymredes for deres forældre. Nedenfor følger et uddrag af svarene på spørgsmålet: »Er der noget, der kan gøre dig bekymret eller bange?« »Ja, hvis min mor roder sig ud i noget.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Ja, jeg tænker så meget, om der er sket hende (moderen, H.W.) noget.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Jo, en gang hvor min far ikke ringede i lang tid.« Hanne: »Hvad var du bange for kunne være sket?« »At han måske var et eller andet sted, han ikke skulle være (..) Nogle gange holder han, hvad han har lovet, og nogle gange så holder han det ikke. Det er sjældent, han gør det. Han ringer, når han har lyst.« Hanne: »Kan du stadig blive bekymret, når han ikke ringer?« »Ja, nogle gange, når han ikke har ringet i lang tid.« Hanne: »Er der så noget, der kan få dig til at føle dig godt tilpas, ubekymret?« Forældre på godt og ondt

101

»Sådan når han lige har ringet.« Hanne: »Så du ved, hvor han er, og hvordan han har det?« »Ja, og om han er fuld.« Interview med deltager i Børnetingets kernegruppe »Jeg tænker på, hvordan hun har det, og synes også at hun skulle holde op med at drikke. Som jeg så også skal snakke med hende om, nu her. For det går jo ikke, at hun bliver ved med at drikke. Så tænker jeg på, hvordan hun har det, og om hun har det godt, hvad hun nu laver, nu har hun lige brækket foden. Det kunne jo godt være, at hun var fuld og så ude... så tænker jeg på, om der sker et eller andet med hende, når hun er fuld.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Børnene bekymrer sig over deres forældre, hvis disse er misbrugere og/eller syge. Det, de bekymrer sig over, er, hvordan forældrene har det, og hvad de kan finde på at gøre/blive udsat for i påvirket eller beruset tilstand. For nogle er det bare sådan indimellem, mens det for andre kan fylde rigtig meget i deres liv. Når børnene bekymrer sig over deres forældre, er det afgørende, om de har nogle, de kan dele denne bekymring med. Således fortæller de børn, som har et fortroligt og tillidsfuldt forhold til plejeforældrene – og som samtidig oplever, at plejeforældrene respekterer deres forældre – at det hjælper at snakke med plejeforældrene. Disse børn finder trøst ved at snakke med plejeforældre, og de finder støtte og opbakning til lige at ringe til forælderen (eller nogen i nærheden af denne) for at »tjekke op på situationen«. Heroverfor står de børn, som ikke har et så fortroligt og tillidsfuldt forhold til plejeforældrene, meget alene med deres bekymring, og den kommer let til at fylde meget mere. Bekymringen over forældrene var et tema, som den ene af fokusgrupperne fandt sammen om, da mange af dem delte denne oplevelse. Derudover var der et barn, som kunne fortælle om tidligere at have haft denne bekymring, men som efter, at forælderen ikke længere var misbruger, havde oplevet, at bekymringen var lettet. Det er imidlertid ikke alle børn af forældre, der er misbrugere og/eller syge, som går og bekymrer sig. Det afhænger – ikke så overraskende – af det følelsesmæssige bånd mellem forældre og barn, mens der ikke er noget, der tyder på, at det hænger sammen med, hvor ofte eller hvor meget sam-

102

Har andre plejebørn det som mig ?

vær, der er mellem barn og forældre. Det er endvidere værd at bemærke, at de forældre, som giver børnene anledning til bekymring og ængstelse, i nogle tilfælde samtidig optræder som væsentlige ressourcepersoner i barnets liv. Også på Børnetingets hjemmeside optrådte bekymringen for forældrene, i nedenstående citater i kombination med savnet: Hej. Jeg har boet der [i plejefamilien] i 1½ år nu. Jeg synes, at det er hårdt at komme i plejefamilie, fordi man har ikke sin mor til at trøste en, når man er ked af det, og nogle gange ved man ikke, hvordan hun har det. (..) Nogle gange har man lyst til at tude helt vildt, hvis man er alene. Min mor er meget syg og kan ikke passe mig og min lillebror. Mig, mig og mig, 12 år Jeg spekulerer meget på, om min far og mor har det godt, når jeg er hos plejefamilien. (..) En dreng, 11 år

At bekymres over forældrenes jalousi – eller om at være følelsesmæssigt i klemme mellem forældre og plejeforældre Ved interviewene med Børnetingets kernegruppe spurgte jeg børnene, hvad der skulle være anderledes, hvis deres liv som plejebarn skulle være (endnu) bedre. Jeg bad dem forestille sig, at alt var muligt. Nedenfor følger et af svarene: »Det kunne være rigtig, rigtig godt, hvis min mor var tættere på min plejefamilie. Fordi når jeg kommer hjem til min mor, så spørger hun altid – altså nu er jeg blevet meget glad for mine plejeforældre – så når jeg kommer hjem, og min mor spørger, hvordan det går i plejefamilien, så tør jeg jo ikke sige til hende, at det går fuldstændig godt. For så bliver min mor bare ked af det. Hun er altid skidesur på min plejemor. (..) I starten (efter at barnet var faldet godt til i plejefamilien, H.W.) gik det mig sådan lidt på, at hun var sur på min plejemor, for jeg kunne ikke acceptere, når jeg var glad for hende, at hun så skulle tale sådan om hende. Men det gik så over efter, at jeg havde snakket med min plejemor om det.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Forældre på godt og ondt

103

Svaret handler, som jeg fortolker det, om, hvordan barnet har været – og til dels stadig er – følelsesmæssigt i klemme mellem forælderen og plejeforældrene, idet moderen bliver jaloux over barnets tilknytning til plejefamilien. Barnet fortæller om at bekymre sig over både moderens følelser, at hun bliver ked af det, og plejemoderens følelser (når moderen taler dårligt om hende og er sur på hende). Det sidste er barnet dog blevet lettet for gennem samtalen med plejemoderen, idet plejemoderen viser barnet, at hun godt kan rumme moderens måde at reagere på. Med til historien hører, at barnet tidligere i forløbet har haft mange kampe med plejemoderen ikke mindst vedrørende, hvorvidt plejemoderen skulle agere – og tillades en plads i barnets liv – som en slags mor. I dag, hvor barnet oplever at være faldet til i plejefamilien og at have fået et nært og fortroligt forhold til plejemoderen, samt ikke bare at have accepteret, men også at bifalde, at hun agerer »moragtigt«, står barnet til gengæld i den situation at måtte leve med enten at gøre moderen ked af det eller at skjule, hvor meget det holder af, og hvor godt det er faldet til i plejefamilien. På interviewtidspunktet håndterer barnet dilemmaet ved at forsøge at undgå at tænke på moderens følelser, og med barnets egne ord »at tænke mere på mig selv«, at sige fra over for ansvaret for moderens følelser. Barnet giver udtryk for, at denne strategi er lykkedes rimelig godt – men samtidig også for, at moderens følelser faktisk stadig eksisterer som en belastning i dets liv – ellers var der jo ingen grund til at forsøge at håndtere problemstillingen med magi. Det næste citat handler om et barn, som så at sige er i klemme mellem på den ene side sin egen oplevelse af, at anbringelsen er velbegrundet og hensigtsmæssig, på den anden side loyaliteten over for og savnet af forælderen. Dette barn har ikke på samme måde som det forgående valgt side, men forsøger i stedet at holde sig neutral, hvilket som citatet vidner om, hverken er nemt følelsesmæssigt eller konkret: »Jeg blev ked af det, fordi min mor ringede, og vi snakkede. Så gik jeg herind, og så ringde hun igen, fordi hun syntes ikke, at jeg snakkede ordentligt. (..) Jeg tror, det var noget med, at hun sagde, at jeg også skulle bestemme lidt selv, at hvis jeg nu godt ville lidt mere hjem til min mor, at jeg så ... Jeg kan ikke rigtig huske det. Og så synes jeg bare, at jeg sagde – jeg kan ikke helt huske det – men at jeg ikke gad at tænke så meget over det og sådan

104

Har andre plejebørn det som mig ?

noget. (..) Og så kom jeg ud og så var jeg lidt ked af det, og så kom xx (plejemor) ind, og så snakkede vi, og så blev jeg rigtig ked af det.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

I en af Børnetingets fokusgrupper blevet netop dette et tema, hvor det af nogle af børnene blev tematiseret som et spørgsmål om at sige fra, at sige fra over for forældrenes krav om at indtage den primære forældrerolle, når de nu ikke magter at udfylde den, og at begynde at »tænke på sig selv«, herunder tillade sig selv at falde til i plejefamilien og tage imod det forældreskab, som plejefamilien kan give en. Andre af børnene kunne imidlertid tydeligvis ikke genfinde sig selv i denne måde at tematisere deres situation på. Det fremgik af deres ansigtsudtryk og kropsprog, men de var utilbøjelige til at komme med en anden tematisering, også direkte adspurgt. Måske, fordi de, som drengen i citatet, er mere ambivalente og/eller forsøger at forholde sig neutrale, eller fordi de har valgt side til fordel for forældrene, imod anbringelsen og/eller imod plejeforældrene. At lære at sige fra Også på Børntingets hjemmeside optrådte det at sige fra over for forældrenes krav om at indtage den primære forældrerolle og at begynde at »tænke på sig selv« som et tema: Som plejebarn synes jeg, at man har et behov for at blive hørt. Et behov for at give sine meninger til kende. Derfor bliver jeg nærmest gal, når biologiske forældre i egoisme handler efter deres behov. Fx ringer min bio-mor ofte og vil ses og er også overivrig efter at fortælle mig om »gamle dage«, og om hvor godt hun har det nu. Hun har også sagt til mig, at jeg sagtens kunne have levet et ordentligt liv hos hende. Dette er dog lidt naivt at sige, da hun røg ind i et stort stofmisbrug, da jeg var to. Hun prøver at købe mig med gaver og lokker med rejser, hun ikke engang har råd til. Men alt det er jeg ligeglad med. Hun betyder ikke meget for mig følelsesmæssigt. Jeg har boet i min plejefamilie fra jeg var 3½ og betragter dem 100% som mine rigtige forældre. Derfor er det også svært at skulle tage hensyn til en hel flok »biologisk familie«, der står i kø for at komme i kontakt med en. Denne kontakt veksler mellem det søde og det sure. Sommetider modtager jeg opkald, hvor de sviner min plejefamilie – og nogen gange mig – til, og andre gange ringer de og tror, at vi skal hyggesludre. I sitiuationer som disse har

Forældre på godt og ondt

105

jeg måttet lære mig selv at sige fra. Det har altså heller ikke altid været helt nemt! Zarxa, 15 år Jeg bor på et opholdssted, som jeg har boet på i snart 3 år... Er meget glad for det, faktisk den bedste ting i mit liv... Jeg har en mor og en far, men de er skilt... Min mor kan man godt forklare med ordene godt og ondt... Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg ikke haft det bedste mor/datter-forhold, men min mor har et helt andet synspunkt på det... Jeg hader, når jeg er hjemme og besøge hende, hvor jeg skal/er nødt til at lægge mine egne behov til side for at gøre hende tilfreds... Håber, at jeg snart bliver så stærk, at jeg kan sige fra. Min mor har sagt, at hun har gjort alt for at gøre mit og min lillesøsters liv perfekt, men det var i ting og værdier, men ikke ordet følelser. Jeg ved godt, at hun elsker mig og vil passe på mig, men gør det bare hårdere for sig selv... Knus den pige, som har svært ved at sige nej. Pigen1, 18 år Jeg har også måttet lære at sige fra, men jeg tror, at det er vigtigt at lære. Det handler om dig selv og ikke din mor. Jeg har ikke kontakt til mine forældre, og det er jeg rigtig glad for. Så overvej, om det er dét værd at have kontakt med din mor. Det var det ikke for mig. Pigen, 20 år (svar til pigen1)

Når børnene og de unge skriver om at sige fra over for deres forældre, så handler det både om det, vi allerede har været inde på: at få lov til at falde til og tage imod det, plejefamilien kan tilbyde, men det handler også om vreden over det, som forældrene har udsat og i nogen grad stadig udsætter dem for i form af svigt og overgreb. Det skal uddybes i det følgende, efter et stærkt og tankevækkende digt om det svigtede barns tanker og følelser. Diget er skrevet af Jonas Thomsen: Hvem græder for den lille dreng, som i et andet hjem bor? Hvem græder for den lille dreng, der er blevet tæsket af sin mor? Hvem græder for den lille dreng, der har følt al sorg og smerte? Hvem græder for den lille dreng, 106

Har andre plejebørn det som mig ?

der gang på gang, har fået knust sit hjerte? Hvem græder for den lille dreng, der altid forbinder kærlighed med sorg? Hvem græder for den lille dreng, der altid skuffelsen får? Hvem græder for den lille dreng, der har svært ved at lade sig åbne? Hvem græder for den lille dreng, der i sit hoved har mistet hver dråbe? Hvem græder for den lille dreng, der føler sig som en krop uden sjæl? Hvem græder for den lille dreng, der har måttet klare sig selv? Hvem græder for den lille dreng? Det gør jeg! Hvem græder for den lille dreng, der tænker, hvorfor mig? Hvem græder for den lille dreng? Det gør jeg! Hvem græder for den lille dreng, der altid tænker, hvordan han i sin fremtid vil færdes? Hvem græder for den lille dreng, hvis hjerte langsomt hærdes?! Hvem græder for den lille dreng, der tænker, hun blev syg, men det gik ud over mig? Hvem tænker sådan? Det gør jeg! Hvem græder for den lille dreng, der tænker, gid flere græd for mig? Hvem græder for helvede, for den lille dreng! Det gør kun jeg! Jonas Thomsen

Forældre på godt og ondt

107

Svigt og overgreb Rigtig mange fortællinger på Børnetingets hjemmeside handler ligesom ovenstående digt om forældres svigt og overgreb, og netop nogle af disse fortællinger er karakteriseret ved gentagne og lange indlæg. Det fortolker jeg som et udtryk for, at disse børn og unge virkelig har noget på hjerte – at det er et påtrængende tema i deres liv49 – en fortolkning som endvidere underbygges af den intensitet, hvormed disse fortællinger fortælles. Også i interviewene med Børnetingets kernegruppe er der fortællinger om forældres svigt og overgreb, men her har de ikke en helt så fremtrædende rolle som på hjemmesiden. De svigt, som børnene fortæller om, er både praktisk og følelsesmæssig omsorgssvigt, nogle gange kombineret med overgreb, og det er svigt i forhold til at holde kontakt med børnene og/eller at holde aftaler om samvær og anden kontakt. Omsorgssvigt I det følgende gives ordet til tre af de børn og unge, som har skrevet om omsorgssvigt på Børnetingets hjemmeside: Jeg har et par eksempler på ting, som jeg mærkeligt nok slet ikke kan huske, selv om de skete, da jeg var 4 år gammel. Jeg må have glemt det med vilje. En formiddag var min mor stadig ikke vågnet af sin døs, og jeg husker, at soveværelset i øvrigt var »forbudt« område. Jeg var tit oppe og ruske i hende, og når hun ikke vågnede, blev jeg bange, men havde lært, at én bestemt knap på telefonen ville ringe min mormors nummer op, og så ville hun måske komme. Min mormor var halvdranker, men jeg havde næsten mere tillid til hende end til min mor. Men denne formiddag sov jeg også – på sofaen i stuen. Min mor havde åbenbart været oppe for at koge nogen æg (en meget mærkelig idé, som jeg aldrig har forstået, at hun fik, da jeg ellers aldrig nogensinde fik anden morgenmad end guldkorn), og hun havde lagt sig ind i seng igen, faldet i søvn og havde glemt den kogende gryde. Gryden er jeg ikke klar over, hvor lang tid kogte, men da min onkel besøgte lejligheden, var der brand i køkkenet, og alle værelser var dækket af røg. Han bar

49 Omvendt fortolker jeg det ikke som udtryk for, at indlægsskriveren ikke har noget vigtigt på hjertet, hvis en fortælling udgøres af et enkelt og/eller kort indlæg.

108

Har andre plejebørn det som mig ?

mig ud og måtte løbe ind og ruske i min mor, som sov så tungt. Tænk at være så langt væk i sin rus, at man glemmer tid og sted, ikke ved hvad man selv har lavet og sover fra barn og det hele. Det kan man ikke kalde en rigtig mor. Man kan i hvert fald ikke kalde det en ansvarlig mor. Det er bare én af de ting, jeg fuldstændig har fortrængt, men har fået fortalt af min onkel og af min plejefamilie. Jeg tror, at det var meget fornuftigt, at jeg skiftede hjem dengang. Flower, 15 år Og så vil jeg lige fortælle, at det har været svært at komme hjem til en fuld far, som du skulle købe ind og lave mad for de fleste dage om ugen… Da jeg gik i 4.-5. klasse var jeg meget populær, men så kom det med, at jeg skulle hjælpe min far, og jeg havde sjældent tid til at være sammen med mine venner og blev mere og mere indelukket. Nu er jeg bestemt ikke populær mere – eller jeg er populær, men ikke sammen med de venner, jeg ville… Jeg har flere venner andre steder, men dem i klassen... Det er ikke det samme. Tine, 15 år Jeg har været i plejefamilie i 5 år. Min far gik fra mig, og jeg var alene hjemme i mange dage, før politiet kom og fik mig i pleje. Min far er narkoman, og jeg kan ikke huske min mor, for hun gik, da jeg var helt lille. Mejse, 9 år

De plejebørn, som har bidraget med dissse tre fortællinger om omsorgssvigt, er ikke i tvivl om, at det er med god grund, at de er blevet anbragt, og at det ikke ville være godt for dem at bo hjemme. Det samme gælder de deltagere fra Børnetingets kernegruppe, som har en udfoldet fortælling om omsorgssvigt. Der er imidlertid andre af deltagerne, som tilsyneladende ligeledes har været udsat for omsorgssvigt50, men som ikke har så udfoldet en fortælling om det, og som er mere utilbøjelige til at »udlevere« og/eller over for dem selv indrømme omfanget af forældrenes svigt. Ved et af fokusgruppeinterviewene med Børnetingets kernegruppe blev forældres omsorgssvigt et tema, da jeg spurgte til, hvordan de forestillede sig, at deres liv ville have formet sig, hvis ikke de var kommet i pleje. Først

50 Antagelsen om, at de også har været udsat for omsorgssvigt, grunder jeg på de små glimt af deres liv sammen med forældrene før anbringelsen, som de – trods det, at de siger, at de ikke rigtig husker det – alligevel fortæller om.

Forældre på godt og ondt

109

blev der bare fra flere sider tilkendegivet »ikke så godt«, men da et af børnene uddyber sit »ikke så godt« med: »min mor drikker, og hun ville måske glemme at købe mad. Da jeg var baby gav hun mig alt for varm mad, så jeg brændte mig, og ikke ville spise noget – har jeg fået at vide«

dukker der pludselig en masse fortællinger og erfaringer op med misbrugsforældre og de svigt, børnene var blevet udsat for: erfaringer med tomme køleskabe, erfaringer med selv at forsøge at lave mad af den smule, der er, og forældres vrede over forsøget, erfaringer med at blive låst inde og ladt alene, mens forældrene går på værtshus, erfaringer med at være med på værtshus osv. Da der først er taget hul på emnet, er der rigtig mange, der melder ud med sådanne erfaringer – også børn som i interviewet med mig kun ganske svagt havde antydet, at de havde erindringer om omsorgssvigt. Stemningen er ikke trist eller anklagende (mod forældrene), men snarere lidt opstemt og munter – og måske også lidt spejlende/konkurrencepræget: »Er der mon virkelig nogen her, der har været udsat for det samme som mig«. Og det kommer de så til at erfare, at det er der, i hvert fald tilnærmelsesvis. Overgreb og vold De næste indlæg handler om overgreb, forstået som seksuelle overgreb, psykisk og fysisk vold. Det første af indlæggene handler om det, jeg vil kalde den psykiske side af vold i familien. I fortællingen går volden ikke umiddelbart og direkte ud over barnet. Alligevel påvirker den barnet og dets relation til forælderen voldsomt. Barnet i fortællingen har netop fortalt, hvordan det på grund af en voldsepisode mellem faderen og storebroderen i en periode, slet ikke turde se sin far, men nu (på interviewtidspunktet) godt kunne tænke sig at genoptage kontakten, hvis det kan blive overvåget samvær: »Jeg var bange for ham (faderen, H.W.), fordi det er ikke første gang, at han er gået helt amok. Da (..) vores far havde en kæreste, der gik han også helt amok på hende. Og slog hende, og alt muligt. Der blev jeg også meget bange for ham. (..) Han drikker øl hele tiden og bliver fuld. Det er derfor. Hanne: »Så bliver han voldelig, når han bliver fuld?«

110

Har andre plejebørn det som mig ?

»Hmm. Det er ikke så sjovt.« Interview med deltager fra Børnetingets kernegruppe

I de øvrige fortællinger er det børnene selv, der har været direkte udsat for volden. Først Manta, som har skrevet om, hvordan stedfaderen tæskede hende og moderen: Jeg blev fjernet hjemmefra, da jeg var 13, fordi min mors kæreste havde tævet mig. (..) Jeg ved, at i mit tilfælde undersøgte kommunen slet ikke, om der kunne gøres noget for, at jeg kunne blive hos min mor. Hun kunne ikke selv smide kæresten ud, da hun selv fik tæsk, og det vidste jeg ikke. Manta, over 20

Manta ser sin mor som god nok. Hun skulle bare have haft hjælp til at smide kæresten ud. Det kunne hun ikke selv, skriver Manta, fordi moderen »selv fik tæsk«. På den måde undskylder Manta moderens medansvar som vidne til volden. Omvendt i den næste fortælling, hvor moderen i sammenhæng med omsorgssvigt anklages for at være udøver af volden og endvidere for at tvinge storebroderen til også at udøve vold mod indlægsskriveren: Jeg er en pige på 12 år, og jeg vil gerne fortælle om, hvordan jeg havde det, da jeg boede hos min mor... Det startede med, at min mor fik min storebror. Men da hun ikke kunne passe ham, kom han over til min mormor og morfar som etårig – heldige asen!!! Men... Så fik hun jo mig, men hun insisterede på, at hun godt kunne passe mig, så jeg boede altså hos min mor. Men det viste sig, at hun ikke kunne passe mig, og når jeg gik i køleskabet for at finde noget mad, på grund af at jeg ikke havde fået noget mad, så fik jeg tæsk, og når hun sendte mig til købmanden, og jeg så købte noget forkert, så fik jeg også tæsk. Jeg kan huske, at vi havde en kat, som hed Fluffy, og hun var en værre tigerprinsesse, så hver gang vi spiste, stod hun på bagbenene og kiggede på mig med sine dådyrøjne, som jeg ikke kan modstå, og så sprang hun som regel op på bordet, og det må hun jo ikke, så min mor greb hende i nakkeskindet og kylede hende ind i væggen, men hun kom heldigvis ikke noget til... Pyha!!! Så da min mor næste dag skulle ud og handle, gemte jeg Fluffy i mit skab med nogen riller i, så hun kunne trække vejret, og så stillede jeg noget mad og hendes vand ind til hende, så hun ikke skulle tørste eller sulte. Jeg gjorde det, fordi hun ikke skulle mishandles, men da min mor kom hjem, begyndte Fluffy at mjave, og min mor begyndte at lede efter henForældre på godt og ondt

111

de. Til sidst fandt hun Fluffy, og jeg fik selvfølgelig tæsk igen!!! En dag kom min storebror hjem til mig – altså hos min mor – og så spillede vi kort og alt muligt andet sjovt, men så kom jeg til at lave et eller andet, som jeg ikke kan huske, hvad var, og min mor blev stikhamrende tosset. Hun bad min storebror om at slå mig, men min storebror ville jo selvfølgelig ikke slå mig, så han sagde nej, men det gjorde bare ondt værre, for nu tvang hun ham til at slå mig, og han var jo kun en 9-10 år, så han blev jo nødt til at gøre, som min mor havde sagt, og han er stadig ked af det den dag i dag!!! Jeg kan huske, at da jeg var 4½ år, kom jeg til at bo hos min plejemor sammen med min storebror, og vi besøgte også vores mor en gang imellem... Da min mor stadig boede i [by i hovedstadsområdet], var min storebror og mig hjemme hos hende, og så, da vi vågnede næste morgen, var der brand i huset ved siden af dér, hvor vi boede, men mor var bare ligeglad, så vi tog i byen, og da vi kom hjem, var der heldigvis ikke sket noget med vores lejlighed... Nicha

Nichas fortælling er særdeles barsk, og bedre bliver det ikke i den næste, hvor moderen anklages for psykisk og fysisk vold mod barnet, samt for at være accepterende vidne både til broderens fysiske overgreb og til hendes mandlige bekendtskabers befamling af barnet. Fortællingerne er så barske, at man vægrer sig ved at tro, at det virkelig kan være sandt – og måske er netop denne mekanisme medårsag til, at noget så frygtelig kan foregå over ganske lang tid – ja i nogle tilfælde det meste af en barndom – uden at nogen griber ind. Den næste fortælling starter med den unges beslutning om at bryde kontakten med moderen: Forældre... Jeg har hverken far eller mor længere! Jeg har boet i plejefamilie, siden jeg var 14. Min mor og jeg brød kontakten for et par uger siden. Endelig fik jeg taget mig sammen til at fortælle hende om mine følelser. Hun virkede ikke enormt interesseret, men begyndte på den samme smøre som altid: »Det er din skyld, at jeg drikker, så hvordan kan du snakke sådan til mig?« Den sætning har jeg hørt utallige gange! Min skyld? Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set hende ædru. Jeg hader hende og ønsker hende ad helvede til. Hun bor i Tyskland og kommer til Danmark cirka en gang hvert halve år. Hver gang har hun svinet mig til og fået mig til at føle mig som et nul! Hun fortalte mig konstant, at jeg var grim, dum, barnlig, billig, uduelig, ondskabsfuld, og hvad hun ellers kunne fornøje sig med. Hun 112

Har andre plejebørn det som mig ?

har været skyld i, at jeg flere gange er blevet kørt på hospitalet på grund af psykiske nedture. Jeg har haft spiseforstyrrelser og prøvet på at begå selvmord. Jeg har to storebrødre. Den yngste er 19 år nu. Han har altid været min mors yndling. Jeg hadede ham. Flere aftener bad jeg til Gud om, at han ville lade min bror dø. Han lavede altid ballade og tæskede mig. Han har brækket min arm og forstuvet næsten alle kropsdele på mig, men bagefter fik jeg tæsk, fordi min mor ikke kunne holde ud, at jeg græd. Da min arm var brækket, nægtede hun at køre mig på skadestuen. Jeg blev sendt til gymnastik og fik tæsk, fordi jeg græd, da hun hentede mig. Da jeg havde gået med armen i to dage, kørte hun mig endelig på hospitalet. Hvorfor hader hun mig så meget? Jeg gik med aviser som 11-årig for at kunne købe fine gaver til hende. Jeg vækkede hende med kaffe og rundstykker på sengen hver weekend. Hun gjorde alt for at holde mig væk fra andre voksne mennesker. Jeg blev hele tiden truet med at blive sendt på børnehjem. Alle hendes mandlige »venner« klappede mig i røven og fortalte mig, hvor smuk og dejlig jeg var. Jeg hadede det! Hver dag blev jeg sendt ned til købmanden, lige indtil loven med, at man skulle være 15 for at købe alkohol. Da jeg blev teenager, var det eneste, jeg kunne prale af, at jeg var en kanondygtig poolspiller. Klart, jeg har tilbragt det meste af min barndom på værtshuse. Bare mig, 17

Indlægget fra »Bare mig« er tankevækkende af flere grunde. For det første af den grund, som vi allerede har berørt, nemlig den gruopvækkende psykiske og fysiske vold, som nogen må have haft i det mindste bare en mistanke om, men hvor ingen igennem det meste af en barndom har reageret. For det andet fordi »Bare mig« ikke bare beretter om gruopvækkende vold, men også om en lille piges kamp for sin mors kærlighed, og oplevelsen af aldrig at opnå den – og hvad det har gjort ved hende. Samtidig beretter hun også om at få at vide, at det er hendes skyld, at moderen drikker. Også i det næste indlæg, som handler om fysisk vold og seksuelle overgreb, som foregår over meget lang tid, uden at nogen opdager det, er det med skylden på spil som noget helt centralt. I dette indlæg fortæller »Pigen« om, hvordan hun gennem sin barndom har troet på, at »det hele« var hendes skyld, og hun fortæller om selvmordsforsøg, da det går op for hende, at det ikke bare er hende selv, men også lillesøsteren, der er blevet udsat for faderens seksuelle overgreb:

Forældre på godt og ondt

113

Det var altid min egen skyld! En dag, da jeg var 11, vidste jeg, at jeg skulle væk, for min far var meget vred. Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde gjort. Han gav mig en knytnæve i ansigtet, og jeg blev skubbet ind i skabet. Jeg skreg og skreg og løb hen til min mor, men hun sagde, at det var min egen skyld, og at jeg altid var næsvis. Men da det hævede op, var det lige pludselig meget synd for mig, og min mor frygtede, at der var sket noget med mit øje. De holdt mig hjemme fra skole, og jeg fik at vide, at jeg skulle sige, at jeg var gået ind i et skab. Henne i skolen morede de sig over, hvor klodset jeg var! Da jeg var mindre, blev jeg mobbet en del. Jeg snakkede med min mor om det, og hun lovede ikke at sige det til min far. Men hun har aldrig holdt, hvad hun lover, og det endte med, at min far gav mig tæsk og bebrejdede mig, at jeg ikke var som andre børn. I 11-12 års alderen begyndte min far at kommentere mig og min krop og kigge på mig med nogle underlige øjne. Jeg vidste godt, hvad der var på vej, men min mor troede, at det var noget, jeg bildte mig ind, og sagde, at jeg blot skulle være lykkelig, fordi min far så på mig som en kvinde. En dag gik han længere, end han plejede, og han bad mig om at tage badedragten af. Jeg ville ikke i starten, men til sidst gjorde jeg det. Vi lå og tog sol, og han sagde, at vi skulle ligge på samme håndklæde. Derefter lå han og kælede lidt for mig. Jeg troede, at det var i orden, og at han bare prøvede mig af, så jeg var klar, når jeg fik en mand. Pludselig rejste han sig og gik. Senere kom han og sagde, at jeg skulle glemme alt, hvad der var sket. Om natten fortalte jeg min mor det, og hun lovede, at det ikke skete igen. Jeg troede på hende, men ca. ½ [mangler tidsangivelse] efter gentog det sig. Blot gik det længere. Jeg var ikke uvillig som første gang, og en del af mig nød det. Senere fortalte jeg min mor det, og hun sagde til min far, at hun ikke ville efterlade mig alene med ham. Men min far gik amok, og jeg var indespærret på mit værelse i lang tid, fordi jeg var bange for at få tærsk. Han sagde, at jeg selv ville, og det endte med, at jeg skulle sige undskyld til ham. Jeg var overbevist om, at jeg havde smadret min familie, og alt var min skyld. Jeg måtte ikke fortælle nogen om, hvad der var sket. Jeg kunne bare ikke klare det, da jeg fandt ud af, at min far havde gjort det samme mod min søster. Kort tid efter jeg havde fået det at vide, forsøgte jeg at tage mit eget liv, og det tog mange måneder, inden jeg kunne forestille mig at leve. Pigen, 20 år

114

Har andre plejebørn det som mig ?

Fri os fra forældre Overgrebene og omsorgsvigtet kan få børnene derud, at de som »Bare mig« til trods for en lang kamp for forældrenes kærlighed ender med at afskrive dem som forældre. Det har også været den konsekvens, som »Pigen« har måttet lære at leve med. De tre følgende indlæg fra »Pigen« handler om, hvorfor hun har set sig nødsaget til at drage denne konsekvens, og samtidig om, hvor svær en beslutning det har været – og hvor smertefuld den stadig er at leve med: »Forældre eller plejeforældre prøver altid at tørre den af på børnene. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har fået at vide, at jeg har smadret familien, og hele mit formål med min tilværelse var at ødelægge min fars liv. Jeg ville ønske, at de selv ville tage ansvaret. »Hvis du bare var som dine søskende, havde jeg [ikke] behøvet at slå dig.« »Jeg ville egentlig ikke slå dig, når du er så stor, men det bliver jeg nødt til.« Alle de sætninger sidder fast i mit hoved endnu på trods af, at jeg ved, at de ikke er sande. Men selv de gange, hvor man gjorde, som de sagde, fik man et lag tæv. I gjorde mig til en lille forknyt pige, der altid sagde undskyld. Hvorfor al den snak om kærlighed? Tror I ikke, at jeg kunne føle, at I hellere var mig foruden? Men det, der gør mest ondt, er, at I stadig ikke vil tage ansvar. Stadig spiller jeres facadespil. Derfor er jeg glad for, at I ikke vil se mig, for jeg vil heller ikke se jer.« Pigen, 20 år »Jeg synes, at det var svært at »opgive« mine forældre. Men jeg tror ikke, at de forældre, jeg har, er dem, jeg savner. I stedet er det et idealiseret billede af forældre. Men i går gjorde det rigtigt ondt indeni, da jeg så en mor give sit barn et knus. Jeg er glad for, at jeg ikke har kontakt, men alligevel... I flere år vekslede jeg mellem at have meget kontakt og ingen. Hver gang jeg havde været væk fra dem i lang tid, begyndte jeg at savne dem og troede, at det kunne være anderledes. Så derfor er det lettere, når de heller ikke vil se mig. Nogen gange kan jeg blive vildt bange for, at min far vil begå selvmord på grund af mig. Jeg har altid været familiens sorte får, og min far har truet mig med det nogle gange. Men det er ret underligt, for mine »perfekte« søskende føler sig også som familiens sorte får. Noget af det, som jeg synes er svært ved ikke at have kontakt, er, at man ikke har mulighed for at komme til familiefester. Jeg vendte mine forældre ryggen og mistede resten af min familie. Engang ringede jeg til en af mine tanter og sagde, at jeg ikke ville komme, fordi mine forældre kom, og dem havde jeg ikke kontakt til. Jeg Forældre på godt og ondt

115

har aldrig hørt fra dem siden. Men det værste er, når en i ens nære familie bliver gift, og så man ikke kan deltage.« Pigen, 20 år »På mange måder synes jeg, at det er svært at se både det gode og dårlige i mine forældre. Mit billede af mine forældre er meget polariseret, og jeg husker primært de dårlige ting. Men jeg tror også, at det er svært at tænke på de gode ting, fordi jeg så kommer til at savne dem. Jeg både elsker og hader dem«. Pigen, 20 år

Loll på 12 år kender godt til at have det som »Pigen«. Hun svarer på »Pigen«s indlæg på denne måde: »Sådan har jeg det også, men sådan er det bare.« Loll, 12 år

Også de tre næste indlæg handler om at bryde med forældrene som forældre, her tilsyneladende på grund af omsorgssvigt. Men disse indlæg adskiller sig fra indlæggene fra »Bare mig« og »Pigen« ved, at bruddet synes knap så smertefuldt, hvilket måske både hænger sammen med, at disse unge er kommet væk fra forældrene langt tidligere (og ikke har den samme dybe følelsesmæssige relation til dem), og med at de ikke, så vidt det fremgår af indlæggene, erindrer hverken psykisk eller fysisk vold. Således er det, der er temaet i disse indlæg, ikke vrede og smerte over overgreb og afvisninger, men irritation over forældrenes behov for og bestræbelser på at få en plads i barnets (følelses)liv: Jeg hader ikke mine forældre. Jeg elsker dem heller ikke. Men jeg kan godt acceptere, at de er der. Min far har jeg godt nok brudt kontakten med for snart fire år siden. Jeg har aldrig rigtig kendt ham, så med vendingen »brudt kontakt« mener jeg, at jeg aldrig mere skal – eller vil – se ham. Min mor, som har været stofmisbruger, siden jeg var tre år, og frem til jeg var ca. 9-10 år, hørte jeg fra via breve og opkald. Hun siger mig ærligt talt ikke så meget. Jeg husker ikke så meget fra min tid med hende. Jeg boede også kun hos hende, til jeg var 4. Jeg tror, at min hjerne bevidst har lagt det væmmelige, jeg oplevede, af vejen. Den dag i dag er hun ivrig efter at skære ud i pap for mig, at hun godt kunne have været en god mor! Men hvad kan jeg bruge det til? Det er jo ligesom 10 år for sent at opdage eller prøve at være det!!!

116

Har andre plejebørn det som mig ?

Og som sagt siger hun mig intet. Hun betyder lige så meget for mig som en tilfældig, jeg kunne have mødt på gaden. Jeg betragter mine plejeforældre som mine forældre 100%. Jeg er forresten enebarn i familien, og jeg kan da ikke forestille mig andet, end at de ser mig som deres barn 100%. Flower, 15 år Jeg startede med at komme i familiepleje, da jeg var 4 år. Jeg havde på det tidspunkt kendt mine plejeforældre i et års tid, men kun som bekendte. Min mor var dengang ude i et stofmisbrug. Hun glemte mig i børnehaven og tog mig med til København i weekenderne. Jeg kan svagt huske episoder, hvor de indtog stoffer, men det er ikke noget, der har ramt mig meget hårdt. Det har også kun været meget få gange, jeg har oplevet det. Eller måske har jeg glemt det med vilje? Den dag i dag har jeg kontakt med min biologiske mor ca. hver 4. måned. Jeg har besøgt hende én gang sidste år, og det interreserede mig ikke særligt. Jeg synes det er dybt irriterende, at min bio-mor ofte sender mig breve og kort, hvor hun lyder alt for desperat, og åh og ih, jeg skal bare vide, at hun er helt normal. Hun nævner også tit, at jeg skal huske, at det er hende, der er min »rigtige« mor. Det er til at brække sig over. Missy 15 år Min biologiske mormor fik tre børn. Hun var dranker. Alle hendes tre børn blev narkomaner. Den ene døde i en alder af 21. De to andre lever i dag. Den ene sidder nu og da i fængsel, og den anden lever næsten normalt. Det er min biologiske mor. Men hun lever også i en fantasiverden. Tror, at jeg en dag »igen kommer hjem at bo.« Jeg har ikke haft meget med hende at gøre, siden jeg var 4. Hun er venlig nok, jeg besøger hende sjældent, men når jeg gør, er det helt o.k. Hun er bare så bange for, hvad jeg synes om hende. Hun virker overnervøs og anspændt. Det synes jeg er synd for hende, men jeg kan ikke gå i mor/datter-dialog med hende! Jeg føler nemlig mindst af alt, at hun er min mor. Det lærer hun nok aldrig at forstå. I breve skriver hun altid, at jeg »skal huske hvem der har født mig,« og det gør jeg selvfølgelig også. Men bare fordi hun har det, så har hun jo ikke rollen som min mor. Lija, 15 år

Den svære og ambivalente forældrerelation Som det allerede er fremgået, er det langtfra alle, der er så afklarede i forhold til deres relation til deres biologiske forældre, som Flower, Missy og Lija giver udtryk for at være. De følgende indlæg handler om den svære og Forældre på godt og ondt

117

ambivalente forældrerelation, hvor børnene/de unge ikke har sagt kontakten til forældrene fra. Det første indlæg er skevet af Claudia, som beskriver hvor vanskelig og smertefuld relationen og kontakten til moderen har været gennem hele hendes barndom, og hvordan hun som ung ikke har kappet kontakten helt, men i stedet valgt at sætte nogle betingelser for den. Claudia fortæller endvidere, hvordan familien betyder rigtig meget for hende, og at hun er glad for at have kontakt til – ikke bare sin mor – men også til sine søstre og sine brødre, samt en opstartende kontakt til faderen. Afslutningen på Claudias fortælling er optimistisk og krydret af håb og livsmod, hvilket er anderledes end hos mange af dem, der har følt sig nødsaget til helt at bryde en – på godt og ondt – stærkt følelsesladet relation til forældre og anden familie, og som giver udtryk for ensomhed og identitetstab: Da jeg blev teenager, besøgte min mor mig og min storesøster en gang om måneden. Mine brødre er i dag soldater. Jeg holder meget af min familie, men det er svært med min mor, efter jeg begyndte at forstå, hvad alkohol egentlig gjorde ved hende. Min søster havde hentet mig et par gange ude hos min mor. Det var ikke rart, for min mor græd, og min søster var også ked af det. Da jeg var omkring de 10-11 år, oplevede jeg, at min mor var så fuld, at hun brækkede sig på en busstation foran så mange mennesker. Hun kom og hentede mig, og jeg skulle på weekend hos hende. Det var så pinligt. Og en anden gang var hun så fuld, at hun ringede til politiet og sagde, at hendes mand have truet hende med en kniv. Politiet kom. Jeg kørte efter dem ned ad en grussti til min mors hus. De stoppede i indkørslen. Jeg blev helt vildt bange. Jeg stod ude i gården, da en af betjentene kom ud og sagde, at min mor ville snakke med mig. Jeg ville ikke og sagde nej, men han fik gudskelov sagt forkert. Det var min plejemor. Jeg snakkede i telefon med hende og blev derefter kørt hjem af betjentene til min plejefamilie. Jeg var meget ked af det den dag. Det er ikke rart, at man som teenager skal diskutere med sine plejeforældre hele tiden og samtidig har en mor, der ligger og brækker sig og pisser i bukserne, og der bare bliver sagt: ’Pas dig selv’. Jeg har brugt enormt mange timer ude i min mors have for at være væk fra hende. Hun var fuld konstant. Det var så pinligt. Hun råber og skriger. (..). (Det sidste år) har jeg set (hende) to gange på et år. Vi kom op at skændes, og så sagde jeg, at nu kunne hun kontakte mig, hvis hun ville noget. Jeg ville ikke bruge mine dage på flere dårlige ting. Jeg skal videre nu, og det burde hun også komme, selv om jeg ved, at det kommer hun nok ikke. Jeg elsker

118

Har andre plejebørn det som mig ?

hende. Hun er min mor, men hun skal være ordentlig og til at snakke med, hvis jeg skal se hende igen. Jeg var hos hende sammen med mine andre søskende for nogle måneder siden, fordi min ældste bror kom hjem fra soldatertjeneste og kun var hjemme nogle dage. Jeg snakker med min søster engang imellem. Jeg er meget glad for hende. Hun er lærer på samme skole som min. Men jeg ser hende ikke så meget, selv om hun bor tæt på. Men nu skal hun snart have barn, og så håber jeg, at vi kan være noget mere sammen. Min far skriver jeg breve og sms sammen med. Har set ham tre gange i hele mit liv. Men vi snakker da. Det er en god start. Og jeg er ved at komme i kontakt med fætre, søster osv. på min fars side. Har altid kun haft min søster, brødre og min mor. Claudia, 16 år

Aflast os i kontakten Claudia skriver i indlægget ovenfor endvidere om, at det er hårdt at skændes med sin plejefamilie samtidig med, at man har den slags problemer med sin mor. De to næste indlæg kan uddybe den side af Claudias indlæg, idet det er fortællinger om betydningen af plejeforældrenes støtte i en sådan situation. Det første indlæg er fra »Pigen«, hvor hun skriver om, hvor smertefuld relationen mellem hende og forældrene var, både før og efter kontakten mellem dem blev afbrudt: Min biologiske mor sendte mig også mange breve, hvori hun blandt andet fortalte om, hvordan hun havde glædet sig til at få mig. Det fik mig til at få det rigtigt skidt, og jeg synes, at det er noget lort at lukke ud, når hun har svigtet mig gang på gang. Selv om det var svært, fandt jeg ud af, at det var vigtigt at vente med at åbne breve, til min plejemor var i nærheden. Det er underligt, at man bare vil læse brevet, selvom man godt ved, at det kun gør ondt værre. Efter et år uden kontakt sender hun ikke flere breve, men til jul sendte hun en kuvert til der, hvor jeg var med mine julegaver. Men der stod ikke mor og far som afsendere. I stedet stod mine forældres for- og efternavne. Det sårede mig, selv om jeg også var glad for, at de endelig havde fattet budskabet. Pigen, 20 år

Pigen fortæller her om, hvordan hendes plejemor faktisk kunne støtte hende, når det, hendes mor skrev, gjorde rigtig ondt – da hun først fandt ud af at vente med at åbne brevene til plejemoderen var i nærheden. I det Forældre på godt og ondt

119

næste indlæg giver »Msn-tøs« udtryk for (et håb om), at hendes plejemor også vil kunne hjælpe hende, når kontakten med moderen er smertefuld. Hun kan bare ikke rigtig finde ud af, hvordan hun skal få den hjælp: Og hvordan skal jeg sige til min plejemor, når jeg har det skidt over, at jeg er uvenner med min rigtige mor? Jeg skriver tit med hende over sms, og det er dér, det går galt... Kys... Msn-tøs, 15 år

Det er imidlertid ikke kun, når relationen til forældrene er stærkt følelsesladet, at børnene kan have brug for støtte i forbindelse med kontakt til forældrene. Det kan også være, hvis kontakten af andre grunde er svær, eksempelvis hvis forælderen er alkoholiker og ikke så nem at være sammen med, når vedkommende er fuld, som i nedenstående fortælling: »Jeg kan ikke lide, når han (faderen) er fuld, for så kan man ikke snakke med ham, eller han forstår ikke, hvad man siger til ham.« Hanne: »Er han så anderledes, når han ikke er fuld?« »Ja, så er han sådan lidt mere, så kan man snakke med ham, men når han er fuld, så har vi gerne haft, at så siger xx (konsulent som er med ved barnets samvær med sin far), at så vil vi hellere vente til en anden gang. Jeg har heller ikke særlig lyst til det.« Interview med deltager fra Børnetingets kernegruppe

Barnet fortæller her om, hvordan det ikke bryder sig om at have samvær med faderen, når han er fuld, og har på et andet tidspunkt ligeledes fortalt, hvordan også bare telefonsamtaler med faderen kan være ubehagelige, når han er fuld – og at han så kan finde på at ringe flere gange på én dag: Hanne: »Hvordan har du det så med, når han ringer og er fuld?« »Så har jeg det ikke særlig godt. Så siger jeg bare ja og nej. Så kan han finde på at ringe to gange om dagen. Men det er nu sjældent, at det sker, men nogle gange så gør han det. Nogle gange får han ikke lov til at snakke med mig.« Interview med deltager fra Børnetingets kernegruppe

Det med, at det ikke er særlig behageligt at være sammen med eller at tale med forældrene, når de er fulde eller påvirket på anden måde, var noget

120

Har andre plejebørn det som mig ?

flere af de andre børn i fokusgruppen kunne nikke genkendende til. I ovenstående citater får barnet hjælp til at sige fra over for faderen, eller rettere der bliver sagt fra på vegne af barnet. Både i det individuelle interview og i fokusgruppeinterviewet giver barnet udtryk for at være glad for at have samvær på denne måde: Dels er det trygt, at konsulenten er med, dels er det rart, at det er konsulenten, der siger fra. Barnet er glad for ikke selv at have dette ansvar over for faderen. Ligeledes synes barnet, at det er rart, at plejeforældrene siger fra på barnets vegne, når faderen ringer og er fuld. Det er rart at blive fri for at snakke med ham, og det er rart ikke selv at skulle afvise ham. Andre af børnene fortæller om at føle sig lidt »fremmede« eller »usikre« i samværet, hvis de aldrig har haft en nær kontakt til forældrene eller, hvis forældrene ikke er så nærværende over for børnene. I de tilfælde er det rarest for barnet, hvis samværet er sammen med plejeforældrene. I nedenstående citat foregår samværet i plejefamilien, og meget på moderens præmisser, men samtidig sørger plejemoderen også for, at det i en vis grad foregår på barnets præmisser ved at give det fri til ikke hele tiden at behøve være sammen med moderen: »Hun betyder ikke så meget for mig. (..) Jeg vil gerne snakke med hende nogen gange selvfølgelig, men det er ikke noget med, at jeg overvildt meget gerne vil være sammen med hende. (:.) Jeg er sammen med hende, når hun har overskud til det. Hun bestemmer, hvornår hun har lyst til at komme, og hvornår hun ikke har lyst. Men min plejemor har fortalt, at jeg ikke behøver at være sammen med min mor hele tiden, fordi min mor snakker alligevel mest med min plejemor.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

»Min far og mor kan ikke holde aftaler« Kontakten med forældrene er ikke bare svær for børnene, når der er konflikter, når forældrene er påvirkede, psyksisk syge eller relativt fremmede/ ligegyldige for børnene. Den kan også være svær, hvis forældrene ikke holder deres aftaler med børnene, eller pludselig bryder kontakten. Det er der rigtig mange børn, der giver udtryk for. Første citat er fra et interview med et barn, som et halvt år inden endelig havde fået etableret kontakt med faderen i form af brevveksling og et enkelt samvær, men hvor faderen så lige pludselig holder op med at besvare barnets breve: Forældre på godt og ondt

121

»Ja, og så efter den dag (samværet) har vi skrevet breve med ham, men det gør vi ikke mere, for han har ikke svaret tilbage til mig. Så jeg skriver ikke så meget med ham mere.« Hanne: »Har du skrevet mange breve, hvor han ikke har svaret?« »Ja, jeg har skrevet 10 til 20 breve, hvor han ikke har svaret.« Hanne: »Gør det dig ked af det?« »Ja, det gør mig meget, meget ked af det«. Interview med deltager fra Børnetingets kernegruppe

Det næste citat er fra et interview med et barn, hvor moderen ikke kan overholde aftalerne om samvær. Barnet fortæller, at hun bliver så skuffet, ked af det og vred, at det i en periode slet ikke har haft lyst til at se moderen: »Så har der også været nogen gange, hvor vi har haft aftaler om, hvor vi skulle være sammen, og så er hun ikke kommet.« Hanne: »Bliver du så skuffet?« »Ja, jeg bliver meget ked af det, men så prøver min mor (plejemor) jo bare at fortælle mig, at hun jo bare er syg. Det troede jeg jo så på, og så blev det ikke til så meget. (..) ja, men så bliver jeg sådan lidt sur, fordi det kan ikke være rigtigt, at vi har lavet så mange aftaler, og at hun ikke kan overholde dem. Jeg tror nok, den sidste aftale vi lavede, det var på min fødselsdag sidste år eller i år var det, og der kom hun heller ikke. Der har jeg faktisk ikke set hende det sidste år.« Hanne: »Bliver du så vred på hende, at du slet ikke har lyst til at se hende eller...« »Ja, jeg har haft en periode, hvor jeg slet ikke havde lyst til at have noget med hende at gøre, overhovedet.« Interview med deltager fra Børnetingets kernegruppe

Ved fokusgruppemødet var oplevelsen med forældre, der ikke holder aftaler, noget der vandt genklang hos flere af de andre børn med misbrugsforældre. De var meget enige om, hvor irriterende, skuffende og frustrerende det kunne være. Et af børnene udvidede oplevelsen til ikke bare at handle om enkeltstående oplevelser, men om oplevelsen af livet som sådan:

122

Har andre plejebørn det som mig ?

»Mit liv har været rodet, fordi min far og mor ikke altid har været der, når jeg havde brug for dem.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Også på Børnetingets hjemmeside har flere skrevet ind om det med, at forældrene svigter aftaler. Nedenfor følger fire af indlæggene: Jeg har det godt hos min plejefamilie. Min mor svigter mig tit. Hun kan ikke holde aftaler. Det bliver jeg ked af. Hun er sød, når hun kan holde aftaler. En dreng, 11 år Jeg har været i pleje, siden jeg var 5 år. Jeg har/har haft det rigtig godt og har haft mulighed for en masse ting, som jeg ikke tror, jeg ville have haft mulighed for, hvis jeg havde boet hos mine biologiske forældre. Jeg har ikke så meget kontakt med dem. De var inviteret til min konfirmation – de sagde også, at de ville komme, men de kom ikke. Det var i maj sidste år, og jeg har ikke hørt fra dem om, hvorfor de ikke kom. De har ikke kontaktet mig siden... Det er jeg stadig sur over... Sweety 15 år Det kan jeg godt forstå, at du er sur over. Jeg oplevede det samme til min konfrimation... Jeg har dog kontakt med min biologiske far (min mor er død)... Jeg synes, at du skulle droppe dem. De er ikke det værd... Amanda, 18 år (svar til Sweety) Jeg er en pige, der har mange problemer i min familie, og det er, at jeg ikke kan stole på dem. Det er lidt svært at stole på sin egen mor og far. Men de kan også være søde nok at være sammen med. Nat, 12 år

»Jeg ser aldrig mine rigtige forældre« For nogle af børnene betyder deres forældres misbrug, at de slet ikke ser deres forældre. På Børnetingets hjemmeside er der flere børn, der har skevet ind om netop det. Nedenfor følger indlæg fra Obelix, Jokeren og Michael Jackson: Jeg ser aldrig mine rigtige forældre, fordi min rigtige mor er narkoman. Obelix, 11 år

Forældre på godt og ondt

123

Jeg ser aldrig min far, fordi han er storryger. Jokeren, 11 år Jeg har altid været i pleje og har det godt. Jeg ser ikke min mor, da hun drikker meget. Michael Jackson, 12 år

Obelix og Jokeren har skevet deres indlæg under overskriften »De svære/ store beslutninger«. Det kunne tyde på, at de selv har været med til at fravælge samværet, fordi det har været for problematisk – og at det har været en smertefuld beslutning. Omvendt ved vi også, at det for nogle forholder sig sådan, at samværet på grund af forældrenes misbrug simpelthen ikke er muligt at gennemføre. »Jeg synes, det er svært, når man ikke selv må bestemme, hvornår man vil besøge sine forældre« Rigtig mange børn giver udtryk for, at de godt kunne tænke sig at have mere indflydelse på, hvor meget og hvornår de ser deres forældre: Nogle ville gerne se dem mere, andre mindre og andre igen ville bare gerne have lidt mere fleksible ordninger. Omvendt har en enkelt også givet udtryk for, at netop beslutninger om omfanget af samværet ville være af den slags beslutninger, der bare ville være for svære. Nedenfor følger tre udsagn fra børn, som ønsker mere indflydelse på samværet, og derefter udsagnet fra det barn, som fandt netop denne beslutning for svær, fordi det ville såre forælderen: »Jeg synes, at det er lidt dårligt, at jeg ikke må se min mor oftere, og jeg vil gerne snart flytte hjem. Som du sagde, hvis jeg fik en tryllestav, så ville jeg bare trylle, at jeg nu sad hjemme hos min mor.« Deltager i Børnetingets kernegruppe Nogen gange gider jeg ikke at besøge min far, selv om vi hygger os. Så jeg bliver ked af det og vil hjem til plejefamilien. Jeg synes, at det er svært, at man ikke selv kan bestemme, hvornår man vil besøge sine forældre. En dreng, 11 år »Jeg kunne godt blive bekymret, hvis min mor kom, eller ikke bekymret, men sådan »åh.. jeg gider ikke« og..« Hanne: »Hvis hun skulle komme og besøge dig?« 124

Har andre plejebørn det som mig ?

»Ja, men nu har jeg ikke set hende i fire måneder, så det er dejligt.« Hanne: »Men du kan ikke bestemme, at du slet ikke har lyst til at se hende?« »Nej, ikke helt. Jeg skal se hende, men det er blevet begrænset til en gang om måneden. Det er okay. Jeg ville helst helt være fri, men som det er nu, er det okay« Deltager i Børnetingets kernegruppe Hanne: »Kunne du godt tænke dig, at du blev spurgt om, hvor meget du ville se din far?« »Nej, det synes jeg ikke.« Hanne: »Synes du, det ville være for svært?« »Ja, både for min far og mig. Altså jeg kunne jo ikke.. hvis han gerne vil se mig en hel dag ad gangen – det ville han jo sikkert nok – men det ville jo ikke altid lige være så sjovt, som han nogen gange er« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Også i det sidste citat har barnet en reflekteret og velbegrundet holdning til samværet. Barnet ønsker bare ikke at være den, der skal være den, der tager ansvaret for beslutningen om begrænsningen af samværet. Der er, som det er fremgået af ovenstående, børn, som ønsker samværet med forældrene udvidet – men der er endnu flere, som enten permanent eller i perioder har et ønske om at begrænse eller helt ophæve samværet. At få lov til at begrænse samværet radikalt, eller helt at ophæve det, kan ifølge børnene være endog meget vanskeligt at få lov til, hvis forældrene insisterer på deres ret til samvær med børnene. Det var der et eksempel på i de ovenstående indlæg, og nedenfor følger endnu et: »Nytårsaften, det var rigtig dårligt. Jeg var hjemme hos min mor til nytårsaften, for første gang efter at hun havde været syg. Jeg havde ikke set hende, fordi hun havde været på hospitalet, men nu er hun så hjemme. Der sagde hun så, at hun havde det rigtig godt, men det havde hun bare ikke. Så der ringede jeg hjem til xx (plejeforældrene) og sagde, at min mor ikke havde det så godt. (..) Det gik rigtig galt, og hun begyndte også selv at græde, så sagde jeg (til familieplejekonsulenten, H.W.), at jeg ikke gad komme hjem

Forældre på godt og ondt

125

mere. Men han sagde, at der var ikke rigtig noget at gøre. (..) Det jeg mest kunne tænke mig at få lavet om på, det var, at det ikke var den syge person, der bestemte mest. » Deltager i Børnetingets kernegruppe

I citatet ovenfor er det en konkret oplevelse, der gør, at barnet ikke længere – i en periode – har lyst til at se moderen. Det samme er tilfældet i den næste fortælling, som stammer fra Børnetingets hjemmeside: Haii.... Jeg har været i pleje i 12 år, og det har jeg det godt med, selv om mine plejeforældre godt kan være lidt stride en gang imellem. Årsagen til, at jeg kom i pleje, var, at min mor ikke klarer sig så godt, og hun har nogle psykiske problemer. Helt fra jeg var lille, har jeg besøgt hende, og det har jeg været meget glad for indtil for to år siden... Jeg vil lige fortælle lidt om hvorfor. Det var en sommer, hvor jeg skulle være hos hende. Hun fortalte mig, at der kom en ven, som skulle hjælpe hende med hendes computer. Ja okay, tænkte jeg. Da jeg så var gået i seng, kunne jeg stadig høre dem snakke om alt muligt. De hørte vildt højt musik. Til sidst kunne jeg ikke høre dem længere, så jeg gik op for at spørge, om de ikke ville skrue lidt ned. Da jeg kom op var der ikke nogen i stuen, så jeg gik hen til soveværelset og åbnede døren, og derinde lå de så. Hvad de lavede vil jeg ikke udtrykke mig om, men jeg var meget skuffet over hende, for den samme dag havde hun sagt, at han tog hjem, når de var færdige. Den aften lå jeg og bad til Gud, fordi jeg var så ked af det...... Den næste dag valgte jeg at gøre noget meget dumt noget. Jeg stak af tidligt om morgenen. Min mor troede ikke, at jeg mente det seriøst, men der tog hun fejl. Der var gået et stykke tid, og jeg havde så småt fortrudt det, jeg havde gjort. Men jeg gik videre. Jeg var meget ked af det, og jeg var begyndt at græde. Jeg vendte mig om for at se, om der skulle være nogen, som holdt ind for at samle mig op. Der kom en bil med to gamle mennesker, og de spurgte, hvor jeg skulle hen, og jeg fortalte dem det. Sjovt nok skulle de det samme sted hen, så de tog mig med. De spurgte om en masse ting, og de var meget venlige. Da jeg var kommet hjem (til mine plejeforældre) blev de meget forskrækkede og spurgte, hvad jeg lavede her. De var meget forvirrede, men takkede Gud, fordi jeg var kommet hjem i sikkerhed. Da de var faldet til ro, fortalte de, at min mor havde ringet og sagt, at jeg var forsvundet. De havde sendt min plejefar ud for at lede efter mig, og min mor var lige ved at ringe til politiet... Ja, det var vist det... Jeg har været vred på min mor i ca. et år, hvor jeg ikke har gidet at 126

Har andre plejebørn det som mig ?

snakke med hende, men nu kan jeg godt ringe til hende.. Jeg har været meget knust indeni... Men det er begyndt at gå over... Søs, 13

Sammenfatning Gennem dette kapitel har det gået som en rød tråd, at forældrene på godt og ondt betyder meget, omend ikke lige meget for alle børnene. Det er der tre grunde til. For det første barn/forældre-relationen på godt og ondt, herunder de følelser og den historie, som barnet og forældrene har med hinanden. For det andet forældrenes forældrerettigheder. Og for det tredje den meningstilskrivelse af noget helt særligt og uerstatteligt, som barn/ forældre-relationen tillægges i vores kultur. Forældrene betyder noget som ressourcepersoner i barnets liv: emotionelt og som livsvidner, i kraft af gode samværsoplevelser og som fortrolig og støtte i svære tider. Men de fremtræder i børnenes beretninger i høj grad også som bekymring og belastning i børnenes liv. Børnenes beretninger peger på nødvendigheden af et kritisk eftersyn af lovgivning og praksis vedrørende forældre- kontra børnerettigheder, samt for at øge opmærksomheden på forældrenes betydning for det konkrete barn med henblik på at støtte barnets kontakt til forældrene på en måde, som er i overensstemmelse med barnets ønsker og behov. Dette vender vi uddybende tilbage til i kapitel 10.

Forældre på godt og ondt

127

KAPITEL 6

Ensomhed og identitet

Den brudte relation: Ensomhed og tab af historie Vi har i det foregående kapitel været inde på, hvor belastende og smertefuld kontakten til forældrene kan være for nogle plejebørn. Ligeledes har vi været inde på, hvordan nogle plejebørn af den grund vælger at sige kontakten fra, at bryde relationen – eller oplever, at forældrene bryder relationen. Vi har endvidere berørt, at heller ikke bruddet med forældrene, det ikke at have kontakt, er uproblematisk. Dette er i fokus i det følgende. »Jeg føler mig så alene« Jeg føler mig så alene. Jeg er bange for, at folk virkelig skal lære mig og min fortid at kende og derefter støde mig væk. Jeg er bange for at blive forkastet, som jeg blev forkastet af mine forældre og systemet. Det er, som om der ikke er noget sted for mig i denne verden. Jeg kan bare ikke holde det ud længere. Mig, 19 år Jeg er bange for at blive smidt på gulvet. Bange for at stole på mennesker. Bange for at lukke for meget op og blive desto mere såret. Jeg har brug for, at mennesker ved, at hvis de bliver for nærgående, er jeg væk. En del af mig er kontaktsøgende, men det skræmmer mig, så derfor prøver jeg i næste nu at lægge en vis afstand. Hvis så mange mennesker har trampet på dig, hvordan tør du så lade andre få muligheden? Pigen, 20 år Jeg vil ikke forbindes med min familie og mine søskende. Alligevel er min familie en del af mig, og når jeg prøver at distancere mig fra dem, distancerer jeg mig også fra mig selv. Det er i orden, at jeg ikke har kontakt til mine 129

forældre, men de er stadig mine forældre, og jeg kan aldrig slippe uden om det faktum. Jeg har været sammen med min bror hele dagen i går og min søster i dag. Det er så kompliceret at være sammen. Det bringer så mange følelser op i mig. Der er ingen af os, der nævner mine forældre med et ord, for de har kontakt, hvilket jeg ikke har. Det er tabu, men alligevel er det gennem vores forældre, vi er forbundet. Jeg tænker på, om mine forældre og mine søskende nogensinde snakker om mig, når de er sammen, eller om jeg er tabu for dem. Jeg involverer ikke mine søskende i mit liv. De ser kun ydersiden. Det er svært ikke at fortælle dem, at jeg er startet i en selvhjælpsgruppe, og at livet faktisk er ret kompliceret lige nu. Det er bedre for alle, at de ingenting ved. Hvem er jeg? Pigen uden familie eller efternavn? Kan jeg leve uden at acceptere, at jeg er mig, og at jeg består både af fortid og fremtid? Et menneske uden historie, hvem er det? Pigen, 20 år

Indlæggene på Børnetingets hjemmeside fra »Mig« og »Pigen« taler i høj grad for sig selv. Det er fortællinger om ensomhed, at føle sig forkastet, at miste livsmodet, at miste tilliden til andre mennesker, og om at skære/få skåret sine rødder over, at miste sin historie og sine livsvidner. Kontakt til livsvidner, rødder og betydningsfulde, anerkendende andre Nedenstående udpluk51 af et indlæg fra Claudia omhandlende den svære forældrerelation sluttes i en meget optimistitisk tone, som er begrundet i hendes begyndende udvidelse af de familiære netværk. Dette indlæg kan ses som en slags modfortælling til »Mig« og »Pigen«s fortællinger – ikke i den forstand som modargumenter, men som fortællinger med et radikalt anderledes forløb: Min far skriver jeg breve og sms sammen med. Har set ham tre gange i hele mit liv. Men vi snakker da. Det er en god start. Og jeg er ved at komme i kontakt med fætre, søster osv. på min fars side. Har altid kun haft min søster, brødre og min mor. Claudia, 16 år

51 Se det fulde indlæg i kapitel 5, afsnittet »Den svære og ambivalente forældrerelation«.

130

Har andre plejebørn det som mig ?

Såvel Claudias som »Mig« og »Pigen«s indlæg indikerer – ikke så overraskende52 – at kontakten til livsvidner, rødder og »betydningsfulde, anerkendende andre« er særdeles vigtig for at kunne leve og trives som menneske. Forældre og plejeforældre har i den henseende en særdeles væsentlig rolle at spille, men indlæggene – tillige med hvad der i øvrigt har været skrevet i kapitel 3, 4 og 5 – viser også, at forældre og plejeforældre af mange forskellige grunde ikke altid kan udfylde disse roller. Derfor kan det være vigtigt at støtte børnene i at skabe, vedligeholde og genetablere så bredt et netværk af livsvidner, rødder og anerkendende andre. Af interviewene med Børnetingets kernegruppe fremgår det, at flere af børnene har ønsker om at genskabe eller udvide kontakten til sådanne personer – men at de ikke har fortalt nogen om det. Det kan være relationen til eksempelvis bedsteforældre, til en stedfar eller til en kusine, man snakker godt med. Et af børnene fortæller om at have fået hjælp til at genetablere kontakten til sine bedsteforældre, og om hvor dejligt det har været, og en anden om glæden ved at have fået genskabt kontakt til nogle voksne søskende samt betydningen af at have kontakt til sine tidligere plejeforældre, som barnet også holder af – og bliver holdt af – og har en historie sammen med.

Identitet og spejling Af interviewene med Børnetingets kernegruppe fremgår det, at mange af børnene ikke deler deres tanker, bekymringer og følelser vedrørende livet som plejebarn med andre. Når de ikke gør det, skyldes det blandt andet, de ikke forventer, at andre vil kunne forstå dem. Mere eller mindre ubevidst tænker de, at de nok er den eneste, der har det på den måde. Samtidig giver både disse børn og de øvrige udtryk for en stor nysgerrighed i forhold til, hvordan andre plejebørn har det, hvorfor de er pleje, hvilke tanker de gør sig osv.

52 Betydningen af dette er teoretisk og empirisk tematiseret på forskellig måde, i blandt andet Mead (1967); Christensen (1998); Clausen & Lauritzen 2000 & 2004; Schwartz (red.) (2003); Willig (ed.) (2004). Jeg vil i den forbindelse understrege, at sådanne livsvidner, rødder og »betydningsfulde, anerkendende andre« ikke nødvendigvis behøver være forældrene.

Ensomhed og identitet

131

»Er jeg ikke som andre, tænker jeg nogen gange« Samme nysgerrighed kommer også til udtryk på hjemmesiden, hvor rigtig mange af indlægsskriverne spørger til, hvordan andre har det, og hvad de synes om at bo i pleje. Eksempelvis som i nedenstående citat: Hey. Jeg vil bare lige spørge, hvordan andre har det med at bo i plejefamilie??? Hvad synes I? Er det godt eller skidt? Moi, 13 år Hey, jeg er en pige på 16, som har været i pleje i snart 4 år. Er der nogle, der har prøvet det? Nuller, 16 år Svar til: »Jeg vil bare lige spørge, hvordan andre har det med at bo i plejefamilie???« Skidt. Nuller, 16 år

Enkelte sætter flere ord på denne nysgerrighed, hvor de forholder den til et konkret tema, og hvor de direkte eller indirekte spørger efter, om der er andre, der har det på samme måde, eksempelvis i de nedenfor citerede indlæg: Jeg tænker ikke så meget over, at jeg bor i pleje, for de tager mig som deres egen datter, men jeg tænker da tit på: Hvorfor bor jeg i pleje? Er det bare mig, der tænker sådan, eller gør I også det? Jeg søger altid at være sammen med dem, der også har problemer i hjemmet ligesom mig selv... Er det normalt? Mns-Tøs, 15 år Jeg er plejebarn! ’Er jeg ikke som alle andre?’ tænker jeg nogen gange. Men egentlig tænker jeg næsten aldrig over, at mine plejeforældre ikke er mine biologiske forældre! Missy, 15 år

Plejebørn tænker over, om de er anderledes. Nogle tænker over det tit, fordi de meget af tiden føler sig anderledes og forkerte, mens andre kun tænker over det en sjælden gang. I Børnetingets kernegruppe gav børnene udtryk for, at det havde været noget af det allerbedste ved at være med, det at være sammen med andre plejebørn og at høre om, hvordan de havde det,

132

Har andre plejebørn det som mig ?

at opleve hvordan deres liv både have fællestræk og forskelligheder. Som jeg fortolker børnenes budskab, så er det, at de har brug for hinanden, for det fællesskab de kan have sammen, og for at spejle livsforløb og problematikker, at udveksle erfaringer og hjælpe hinanden. Dette kommer også til udtryk på hjemmesiden, hvor de ikke bare spørger til hinanden, men også kommenterer hinandens indlæg med indlæg a la »sådan har jeg det også« eller »det kender jeg godt« og i forlængelse heraf solidaritetstilkendegivelser, opmuntringer og gode råd. Chat-rooms for plejebørn På Børnetingets hjemmeside er der mange, der skriver ind med en invitation til andre om at skrive sammen med dem, og de får svar af andre, som har mod på det. Nedenfor følger nogle eksempler: Heyza. Ville høre, om der er nogle, der ville skrive sammen med mig? Om almindelige ting, men også om, hvordan det er at være plejebarn, at flytte ind i en ny familie osv.? Så hvis der er nogle, der har lyst, så skriv [e-mailadresse fjernet af hensyn til anonymitet] eller skriv til mig herinde. Kram Snow_Brigaden Snow_Brigade, 13 år Jeg vil da godt skrive sammen med dig. Søde, 17 år Hey... Jeg har lige nogle spørgsmål: Hvor gammel er du...? Hvad hedder du...? Hvor kommer du fra...? Har du lyst til at skrive med mig...? Hvordan synes du, det er at bo i plejefamilie? Naja, 12 år

Nogle giver eksplicit udtryk for, at det, de kunne tænke sig, er at skrive sammen med andre, som er i en lignende situation som dem selv, hvilket er tilfældet på forskellig vis i det følgende: Tænkte bare på, om du er 15 år og også plejebarn? :) - Kunne godt tænke mig at skrive lidt sammen med nogen i samme situation som moi! Taler ikke med nogen om det. Mine venner ved det ikke engang... What ever... Skriv, hvis du får lyst! Nice15, 15 år

Ensomhed og identitet

133

Jeg synes, at min plejefamilie er god, og jeg håber, at der er andre, der synes det samme, så bare skriv, hvis I får lyst til det. Vi ses, når I skriver tilbage til mig. Jeg håber, at I gider – så bliver jeg glad. VI SES! Loll, 12 år Jeg har det godt, og jeg hygger mig med min plejefamilie. Og skriv tilbage, hvis I synes, at jeres plejefamilie er god. Kanin, 10 år

Børnene giver udtryk for et ønske om erfaringsudveksling og om muligheden for at kunne spejle sig. Og de giver udtryk for, at de godt kunne ønske sig muligheden for en mere fortrolig erfaringsudveksling – de ønsker en privat »brevveksling«. Som en uddybning af dette forklarede nogle af børnene fra Børnetingets kernegruppe, at det, at hjemmesiden så at sige er et offentligt rum, hvor alle kan læse deres indlæg, holder dem tilbage i forhold til at svare på indlæg og i forhold til at fortælle om sig selv. Derfor efterspørger de muligheden for egentlige chat-rooms for plejebørn. Grupper for plejebørn Ud over chat-rooms efterspørger børnene også muligheder for at mødes »in-real« med andre plejebørn. Det gjorde både Børnetingets kernegruppe ved det afsluttende møde, hvor de gav udtryk for at have fået »smag for det« ved at deltage i fokusgruppen. Og det gjorde nogle af indlægsskriverne på Børnetingets hjemmeside, eksempelvis Zarxa. Zarxa får svar af Sebrina, som har positiv erfaring med at deltage i en netværksgruppe for unge plejebørn: Er der nogen »mødesteder« for børn, der er i plejefamilier? Zarxa, 15 år Jeg har været i plejefamilie i tre år, da begge mine forældre er døde. Da jeg gik i 8. klasse, kom jeg med i en netværksgruppe for unge plejebørn i mit amt i Jylland. Det er et godt sted, og jeg går der stadig. Vi mødes en gang om måneden. I starten var der en psykolog og en »socialarbejder et eller andet«. Men psykologen stoppede, og så kom der en til af de sociale arbejdere. I starten snakkede vi næsten kun om problemer osv. Så havde vi et emne for dagen, og så skulle vi snakke om det. Nu laver vi også andre ting. Fx ser vi film sammen og går på restaurant. Vi snakker selvfølgelig stadig, og når vi har set film, har vi også set dokumentar om unge på institution og 134

Har andre plejebørn det som mig ?

i pleje... Men det har gjort det lettere for mig at være plejebarn! Jeg er også begyndt at snakke med nogle af de andre uden for gruppen, og det er faktisk meget rart. Også selvom vi snakker om »normale« ting, så er det bare rart at snakke med en, som står i samme situation. Håber du kan bruge det til noget. Snak da med jeres socialarbejder og hør, hvor den nærmeste er! Hvis der ikke er en i nærheden, kan der måske laves en. Men det kan jo kun ske, hvis vi snakker højt. Sebrina, 17 år (svar til Zarxa)

Også Amalie har positive erfaringer med at mødes med andre plejebørn. Hun skriver: Jeg synes, at man skal snakke om sine problemer med nogen. Jeg går i en gruppe, og så ved man lige pludselig, at man ikke er den eneste, der er plejebarn. Og man kan hjælpe andre med deres problemer, eller de kan hjælpe en med ens problemer. Amalie, 14 år

Når man deltager i en plejebørnsgruppe, kan man hjælpe hinanden, fordi man har nogle af de samme erfaringer. Man erfarer, at man ikke er den eneste, der har en ambivalent og/eller smertefuld og belastende kontakt til sine forældre, og man oplever at kunne hjælpe andre og få hjælp fra ligestillede. Dermed udgør grupper for plejebørn et vægtigt modspil til det, der ellers har været den røde tråd i dette kapitel; nemlig ensomheden, identitetsproblemer og oplevelsen af at »være anderledes«. I næste kapitel, som handler om at opdage, når noget er galt i børnenes liv og at gøre noget ved det, vender vi tilbage til grupper for plejebørn. Det gør vi, fordi sådanne grupper – ud over at støtte børnene i deres identitetsarbejde og deres bearbejdning af relationen til forældrene – også kan medvirke til et tilsyn, som i højere grad er på børnenes præmisser, og dermed bedre i stand til at opfange og reagere hensigtsmæssigt, hvis børnene ikke trives.

Ensomhed og identitet

135

KAPITEL 7

At opdage, når der er noget galt – og at gøre noget ved det

Dette kapitel skal, som overskriften siger, handle om at opdage og handle, når der er noget galt – noget galt mens barnet bor hjemme, noget galt med barnets trivsel i plejefamilien, eller noget galt med samværet og kontakten til forældrene. Vi starter med børnenes oplevelser af, at de alt for ofte bliver ladt i stikken med deres problemer.

Hvorfor gør de ikke noget Det værste var nok den ydmygelse, det var, at folk vidste, hvordan det »fungerede« hjemme ved mig. Det var umuligt at skjule det! Når jeg besøgte min mors kærester i fængslet, kunne de regne ud, at der var noget galt. Al den medlidenhed var til at brække sig over...... Det var ikke det, jeg havde brug for – jeg havde brug for hjælp!!! Hvorfor er der ingen mennesker, der har røv nok i bukserne til at sige deres mening. Alle er så bange for problemer, at de bare lukker sig inde i deres egen lille skal. Det ville jo være frygteligt, hvis de blev uvenner med nogen! Bare mig, 17

Flere af børnene både på hjemmesiden og blandt Børnetingets kernegruppe undrer sig over, at der skulle gå så lang tid, før nogen tog initativ til en anbringelse. På samme måde undres jeg, når jeg hører og læser om halve og hele års skolefravær, om fysisk vold nogle gange gennem det meste af en barndom, om børn, der har måtte gå for lud og koldt vand, og som har haft det svært med skole og kammerater: Hvorfor f.... er der ikke nogen, der har reageret? Skyldes det, som »Bare mig« påstår, at »alle er så bange for problemer, at de bare lukker sig inde i deres egen lille skal«? Skyldes det, at vi ikke ser det – eller har svært ved at tro på, hvad vi ser? Skyldes 137

det, at vi er usikre på, hvad vi skal gøre? Eller skyldes det økonomiske, administrative og juridiske barrierer? I dette materiale er der ingen svar – kun vidensbyrd om, at nogle børn oplever sig meget svigtede og ladt alene. Et vidnesbyrd, som bør mane til selvransagelse og refleksion hos »naboen«, vennerne, familien, pædagogen, læreren, sagsbehandleren, socialchefen og politikerne. I mange tilfælde ser børnene sig ikke selv i stand til at bede om hjælp, enten fordi det er flovt, fordi de har en oplevelse af at være medskyldige, og/eller fordi de samtidig har en tilknytning til forældrene og derfor ikke ønsker at udlevere dem, og måske heller ikke at komme væk fra dem. Beslutningen om at skulle væk hjemmefra er netop en af de beslutninger, som flere af børnene udpeger som den slags, der ville have været for svære for dem selv at tage. Hvis de selv skulle have taget beslutningen, ville de have valgt at blive hos deres forældre, men set i bakspejlet tænker de, at det ville være den forkerte beslutning, fordi de nu har oplevet, hvordan en masse ting i deres liv har ændret sig til det bedre efter, at de er komme i pleje. At be’ om hjælp til at komme hjemmefra – uden at få den Der er dog børn, som på et tidspunkt når dertil, at de ved med sig selv, at de må væk hjemmefra. Selv da kan de imidlertid opleve at blive ladt i stikken. Det handler de to næste beretninger om. I den første er det en af deltagerne fra Børnetingets kernegruppe, som fortæller om en klassekammerat, René, der gerne ville væk hjemmefra. René har gået på seks forskellige skoler: »Den sidste skole, der blev han smidt ud, fordi han stod og trampede et barn i hovedet ned i asfalten. Det var sygt«. Også på den nuværende skole mistrives han, truer og kommer i konflikt med de andre børn: »Og så sagde René, at han godt kunne tænke sig en plejefamilie. Så sagde jeg til ham, at hvis han havde haft et normalt liv hjemme hos sin mor, så er det svært lige pludselig at få en plejefamilie. Der skal man have haft nogle problemer, bare lidt. Så sagde han, at hans mor tog ikke ordentlig vare på ham, de var ikke ordentlige mod ham, og han skulle selv lave aftensmad og morgenmad og middagsmad og sådan noget. Så sagde jeg, at det kunne jeg da godt se, og han skulle henvende sig til klasselæreren – og ikke mig. Det gjorde han så, men der skete ikke rigtig noget, for så har vi skiftet klasselærer, for vores klasselærer har været syg (..), så vores matematiklærer

138

Har andre plejebørn det som mig ?

er blevet vores klasselærer, og hende vil han ikke snakke med. (..) Der har jeg gået sådan og haft lidt medfølelse, men det er jo ligesom ikke mit problem at sørge for, at han har nogen at snakke med. (..) Jeg synes, at skolelærere skulle være klar på at få sådan nogle ting at vide, for eksempel når børn godt vil i familiepleje og sådan noget, for det synes jeg ikke, at de er. F.eks. med René, da han spurgte den gamle klasselærer, han var jo ikke klar på, hvad han skulle gøre. Det er jo noget, man plejer at få at vide, at man skal bare henvende sig til læreren, men når man så gør det – sker der ingenting.« Deltager fra Børnetingets kernegruppe

Som jeg læser historien, er det en beretning om et barn, der har det rigtig skidt, så skidt at han ønsker sig at komme hjemmefra og over i en anden familie. Men barnet ved ikke, hvor han skal gå hen med disse tanker og problemer for at få hjælp. Klassekammeraten råder ham til at henvende sig til klasselæreren, men heller ikke dette hjælper – hvorfor, kan vi kun gisne om. Måske har læreren nok i egne problemer? Måske har han ikke vidst, hvad han skulle gøre, eller han har været usikker på, hvor alvorlig situationen var, eller måske har han vurderet, at den ikke var så alvorlig, som barnet gav udtryk for? Med til historien hører, at René samtidig går til skolepsykolog, men vi ved ikke, om han ikke har fortalt skolepsykologen, at han gerne vil hjemmefra, eller om denne bare ikke har fundet grundlag for en anbringelse. Det, vi ved, er, at her er et barn, som – tydeligt for enhver – har en masse problemer, og som selv har bedt om hjælp til at komme hjemmefra, men som er blevet ladt i stikken! Den næste fortælling kommer fra Børnetingets hjemmeside. Her er det et barn, som oplever at blive »forrådt«, ladt i stikken og endog få bebrejdelser af sin sagsbehandler: Jeg vil gerne høre, om der er andre, der har haft dårlige oplevelser med sagsbehandlere??? For hende, jeg havde før, kunne ikke lide mig og syntes bare, at jeg var en røvforkælet teenager, der ikke skulle være anbragt, fordi min mor ikke var alkoholiker eller noget andet, som hun kunne se og forstå. Det skal siges, at min mor er psykisk syg, så det er psykisk svigt, jeg har været udsat for. Det vil sige, at jeg skulle hele tiden lave en masse praktiske ting og passe min bror. Jeg har hele vejen igennem været nødt til at gå efter min fornuft og fortælle, hvad det var, jeg ville, og være stædig og holde

At opdage, når der er noget galt – og at gøre noget ved det

139

fast i det. Ellers var jeg kommet hjem til min mor igen. Jeg kan ikke være sammen med min mor mere end 24 timer, hvis det er hjemme hos hende, for så skændes vi helt vildt, og jeg føler mig ikke hjemme og har aldrig gjort det. På det sidste møde, jeg havde med min sagsbehandler, fortalte hun mig, hvor lidt ret jeg havde til at knytte mig til andre mennesker, og hvor dårligt det var, at jeg var kommet i pleje. Det vil sige: For mig har det været det bedste, der kunne ske, og det er på grund af mine plejeforældre, at jeg er begyndt på gymnasiet og har fået troen på mig selv igen og ikke mindst et hjem, som jeg har lyst til at komme hjem til. Hos min mor ville jeg hellere være sammen med mine venner eller ude sammen med den hest, jeg havde halvpart af, for det var dér, jeg kunne slappe af, og der var ingen til at koste rundt med mig. Stina, 18 år

Vi kan ikke vide hvilke mere eller mindre gode grunde, sagsbehandleren har haft til at betvivle rimeligheden i Stinas ønske om at komme væk hjemmefra, endsige om begrundelserne har været økomomisk, juridisk, pædagogisk, lommefilosofisk eller emotionelt motiveret. Og det er i og for sig også ligegyldigt i forhold til det helt grundlæggende spørgsmål, som Stinas beretning rejser. Man må således med udgangspunkt i Stinas beretning spørge, hvorvidt professionelle besidder en bedreviden og position, som giver dem ret og/eller pligt til i visse situationer at modarbejde et barns/en ungs utvetydige ønske, eksempelvis om at komme væk hjemmefra – og dermed til, oplevet fra barnets/den unges perspektiv, at lade dem i stikken. Eller om den professionelle altid bør anerkende barnet/den unge, som den der ved bedst om eget hverdagsliv og livsønsker, og derfor lade denne viden ligge til grund for beslutningerne. Man kan også stille spørgsmålet på en anden måde: Har børn en ret til at blive anbragt, hvis de oplever, at deres forældre ikke magter forældrerollen? Børnene og de unge giver udtryk for, at det er nødvendigt med en sådan ret, men samtidig også for en oplevelse af, at sådan fungerer det ikke i praksis. Når der er problemer under anbringelsen Af de foregående kapitler er det med al tydelighed fremgået, at børnenes lykke ikke nødvendigvis bare er gjort med beslutningen om og iværksættelse af en anbringelse. Vi har således været inde på, hvordan nogle børn og unge beretter om vold og overgreb i plejefamilien, om oplevelsen af at

140

Har andre plejebørn det som mig ?

være uønsket og/eller af at være forkert og ikke høre til i plejefamilien, samt om at blive flyttet fra det ene sted til det andet. Børnene og de unge efterspørger i den forbindelse, at de anbringende myndigheder bliver bedre til at »tjekke plejeforældrene ud« og til at matche barn og plejefamilie, eksempelvis Claudia og Sandy som nedenfor: Helt ærligt: Jeg synes, at der skulle tjekkes mere op på hver enkelt plejefamilie/aflastningsfamilie. Man ved aldrig, hvad der kan foregå. Jeg husker selv, hvad der er sket for mig, og det er ikke noget at komme over lige i løbet af meget kort tid. Jeg er 16 år og er stadig ikke kommet over det. Der er ingen grund til at ødelægge et barns liv ved at sætte det i en forkert familie. Eller bare tjekke familien en ordentlig gang, før barnet bliver sat ind bag de fire mure, som barnet måske skal være de næste mange år. Claudia, 16 år Heyza Claudia!!! Det er sgu rart at høre lidt fornuftig snak... Hehe!!! Ej, jeg har været plejebarn, siden jeg var 4 og har boet på to børnehjem og i 4 plejefamilier og er stadig ikke kommet i den rigtige plejefamilie. Mit liv er bare blevet mere og mere rodet af, at kommunen ikke har tjekket ordentligt op på, hvorvidt plejefamilierne egner sig eller ej, og det er noget lort, eftersom jeg ikke ønsker, at andre skal gå det samme igennem som mig... Håber lige, at du skriver, for jeg synes sgu, at det er meget rart at høre, at man ikke er den eneste... Sandy, 17 år Hej Sandy. Det er faktisk noget rigtig lort, som mange familiecentre laver. Jeg følte selv, at de var imod mig, siden de satte mig i en meget dårlig plejefamilie, men det viste sig, at de ikke engang vidste noget om de mennesker, jeg var i pleje hos, og der kom aldrig en og så, hvordan jeg havde det. Hvis der var kommet en og tjekket op en gang om måneden, havde jeg ikke boet der i lang tid. Desværre boede jeg der i 7 år, indtil jeg selv gjorde noget ved det, der skete. Du kan læse mit brev om de ting her fra uge 2. Kan du have det godt og jeg håber sgu, at du finder ud af noget. Nogle gange må man bare råbe højere end de voksne, for ellers hører de dig ikke. Det gjorde jeg nemlig *s*. Claudia, 16 år

I citatet ovenfor fortæller Claudia, at der aldrig kom nogen for at føre tilsyn med, hvordan hun havde det. Det er helt uacceptabelt, og også i strid At opdage, når der er noget galt – og at gøre noget ved det

141

med Lov om Social Service, hvis der ikke er jævnligt tilsyn med et plejeforhold53. I Servicelovens § 55 står det således: Kommunen træffer afgørelse om valg af anbringelsessted i overensstemmelse med den i § 58a eller § 59 nævnte handleplan. Kommunen fører løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet og træffer afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen. Lov om Social Service § 55

I loven angives ikke mere præcist, hvad et »løbende tilsyn« indebærer, hverken kvalitativt eller kvantitativt, men på grundlag af § 56 synes det rimeligt at slutte, at den kvantitative side af sagen må være noget med allermindst et par gange om året. Kommunen skal senest 3 måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, vurdere, om den i § 58a eller § 59 nævnte handleplan skal revideres, og skal herefter med højst 6 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Vurderingen af handleplanen skal ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 55, og efter kontakt med forældremyndighedens indehaver. Lov om Social Service § 56

En ting er imidlertid kvantiteten af tilsynet, en anden ting kvaliteten, herunder hvorvidt tilsynet har en form, hvor problemerne kan opfanges. Det skal det næste afsnit handle om. Hvorfor opfanges problemerne ikke (altid) af tilsynet Selv når der er tilsyn med et plejeforhold, er det langtfra altid, at problemerne opfanges af tilsynet, eller de opfanges først, når de har stået på i, hvad der kan synes som urimelig lang tid. Problemerne kan handle om overgreb og svigt i forbindelse med besøg og samvær med forældrene, om overgreb og svigt i plejefamilien, eller om at være i loyalitetskonflikt mellem forældre og plejeforældre. Oftere handler det imidlertid om oplevel-

53 Det er muligt, at Claudias anbringelse er fra tiden før Serviceloven, men også ifølge Bistandsloven havde kommunerne et ansvar for tilsyn med plejeforholdet.

142

Har andre plejebørn det som mig ?

sen af ikke at blive holdt »rigtig af« og anerkendt, oplevelsen af at være til besvær, oplevelsen af at være forkert og anderledes, oplevelsen af ikke rigtig at blive forstået og af ikke at blive støttet i forhold til, hvad der er vigtigt set i lyset af barnets egen viden om eget hverdagsliv og livsønsker, samt af savn, sorg og ensomhed. Alle de ting, som vi i det foregående har været inde på, kan gøre livet som plejebarn særdeles vanskeligt. I interviewene med Børnetingets kernegruppe – såvel som på hjemmesiden – var der masser af eksempler på sådanne problemstillinger. Udefra set kan nogle af problemerne måske forekomme som mindre væsentlige, i hvert faldt set i lyset af, hvordan barnets livsvilkår ville have været, hvis det ikke var blevet anbragt. Men for børnene er det problemer, som fylder i deres liv, og som udgør en barriere for deres trivsel og livsglæde. Det er i den sammenhæng værd at lægge mærke til, at kun ét af de børn, som deltog i Børnetingets kernegruppe, var blevet karakteriseret som et barn, der ikke trivedes. Og dette barn er ikke blandt de børn, der fortæller om problemer, som det oplever at være alene med og ikke få støtte til at løse. Tværtimod fortæller dette barn om anerkendende støtte både fra plejeforældre og familieplejekonsulenten til de problemer, som barnet ganske rigtigt slås med. Det er derimod fra de børn, hvor familieplejekonsulenten har sat kryds ved »trives« eller »både og«, at jeg hører fortællinger om problemer og bekymringer, som børnene oplever at stå alene med. Det skal i den sammenhæng tilføjes, at i flere af de sager, hvor familieplejekonsulenten havde krydset af ved »både og«, er der skrevet en kommentar om, at »barnet trives i plejefamilien, men….«, mens barnet i interviewet fortæller om problematikker, som i høj grad også handler om relationen til plejefamilien. Hvad kan det nu skyldes? Som jeg ser det på baggrund af interviewene med Børnetingets kernegruppe og indlæggene på hjemmesiden i kombination med, hvad jeg ellers har lavet af forskningsinterview på området, så handler det om mindst fire sammenhængende mekanismer: For det første, at historien (sandheden) om barnets liv, trivsel, relationer og interaktion med plejeforældre, forældre og andre er vidt forskellig, afhængig af, om man ser det fra barnets, plejeforældres eller forældres perspektiv. Og, at den historie (sandhed) man får kendskab til, derfor afhænger af, hvem man spørger, og hvordan man spørger. Således er den spørgende selv, herunder relationen mellem den spørgende og den adspurgte – i samspil med »hverdagsnormen for samtale og tillid« – med til at begrænse og At opdage, når der er noget galt – og at gøre noget ved det

143

udvide muligheden for, hvad der kan siges og erkendes. Hvis man gerne vil have noget at vide om »den andens« bekymringer og problemer, kan man derfor ikke bare spørge: »Hvordan synes du så, at det går?«, fordi normen tilsiger svaret »fint« eller »meget godt«, og fordi spørgsmålet ikke nødvendigvis signalerer, endsige modtages, som tegn på »egentlig interesse«54. Vil man vide, hvordan plejebarnet faktisk synes, at det går, er man nødt til at gøre sig fortjent til – eller i det mindste meget tydeligt signalere interesse i – et ærligt svar. Man er nødt til at omskabe situationen fra »almindelig konversation« i retning af engagement i og solidaritet med barnets/den unges liv og livsønsker. I beretningerne fra Børnetingets kernegruppe findes nogle rigtig gode eksempler på, hvordan man kan gøre det. Det vender vi tilbage til under overskriften »Børnesamtalen«. For det andet forstærkes denne nødvendighed af at gøre sig fortjent til et ærligt svar af, at nogle af børnene og de unge med deres egen formulering »ikke har de bedste erfaringer med voksne« som sådan eller med »systemet«. De har ikke på forhånd en grundlæggende tillid til, at deres interesser vil blive varetaget. Tværimod indgår svigt fra forældrenes såvel som anden side som en grundlæggende erfaring hos mange af disse børn og unge. Dertil kommer, at de måske, som eksempelvis Stina, har erfaring med (systemets) voksne som nogle, der bruger deres mere magtfulde position til at fortælle børnene, hvordan de bør føle, tænke og handle, frem for at lytte anerkendende. Eller de voksne ses som nogle, der handler bedrevidende og hen over hovedet på børnene. Tilliden og fortroligheden skal derfor vindes ved, at man gør sig fortjent til den. For det tredje har børnene ikke altid en »færdig og overbevisende fortælling« om, hvad der er galt: De har ikke nødvendigvis »det ærlige og udfoldede svar« på hånden, men har det i kroppen som tristhed, muthed, vrede, frustation, manglende selvværd osv. De har det dårligt, og de ved på mange måder godt, hvad der frustrerer dem – men samtidig tvivler de på deres egne oplevelser, frustrationer og ønsker. De tvivler på, om de nu »har ret til at føle, som de gør«, om det ikke bare er dem, der er mærkelige eller urimelige, om det ikke er deres egen skyld, og på om der er nogen, der vil kunne forstå dem.

54 For en uddybelse af denne forståelse henvises til Sacks’ membership categorization –analyser (Sacks 1991, Silverman 1998.

144

Har andre plejebørn det som mig ?

For det fjerde foregår mange plejeforholdstilsyn tilsyneladende i udstakt grad med udgangspunkt i plejeforældrenes oplevelse af og fortælling om barnets trivsel og hverdag. Rigtig mange plejebørn fortæller, at familieplejekonsulenten primært snakker med plejeforældrene, og at de (plejebørnene) ikke opfatter denne som »deres person«, men snarere som en slags ven af plejeforældrene. De fortæller, at familieplejekonsulenten snakker mest med plejeforældrene, at han/hun af og til eller ofte snakker alene med plejeforældrene uden barnets tilstedeværelse, og kun sjældent, aldrig og/eller relativt kort tid, alene med barnet. Som interviewer er det ikke svært at forestille sig, hvordan det går til. De fleste gange, når jeg er kommet for at interviewe et plejebarn, bliver jeg modtaget af venlige, engagerede og imødekommende plejeforældre. Ofte bliver jeg budt på kaffe, og der indledes en snak om det arbejde med børn og unge, som så mange af plejeforældrene brænder for, som giver dem store udfordringer, og som fylder en så væsentlig del af deres liv. Lægger man dertil, at familiplejekonsulenten ikke bare skal føre tilsyn med, hvorvidt barnet har det godt i plejefamilen, men også skal supervisere plejeforældrene i deres arbejde med barnet, samt at børnene/de unge ofte ikke umiddelbart synes at have den største lyst til at sætte sig ned og snakke i længere tid med familieplejekonsulenten – ja, så er det ikke svært at forestille sig, at tilsynet meget let kvantitativt bliver fokuseret på samtalen med plejeforældrene, og kvalitativt på plejeforældrenes perspektiv på plejeforholdet. Et af børnene fra Børnetingets kernegruppe fortæller meget malende om, hvordan det foregår i hendes plejefamilie, når familieplejekonsulenten kommer på besøg. Barnet har forud herfor fortalt, at hun ikke har det særlig godt i plejefamilien, og at hun specielt har problemer med den ene af plejeforældrene. Plejeforældrene og familieplejekonsulenten sidder og drikker kaffe, mens de snakker om barnet. Imens opholder barnet sig på sit værelse: »Så holder jeg sådan et glas op mod væggen, så jeg kan høre, hvad de siger om mig.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Barnet vil gerne høre, hvad plejeforældrene siger, fordi de har en ganske anden version af virkeligheden, end hun selv har. Desuden lytter hun formodentlig også efter familieplejekonsulentens reaktioner på plejeforAt opdage, når der er noget galt – og at gøre noget ved det

145

ældrenes fortælling. Hun fortæller endvidere, hvordan hun efterfølgende, når hun selv bliver opfordret til at deltage i samtalen og bliver spurgt, hvordan det går, bare siger »meget godt« – selvom hun overhovedet ikke oplever, at det går »meget godt«. Hun har bare ikke tillid til, at nogen er interesseret i, vil tro på og forstå hendes version af, hvordan det går. Hun oplever, at scenen så at sige er sat for, hvad der kan siges, og ikke mindst for, hvad der ikke kan siges. Det er den dels i kraft af, at plejeforældrene allerede har givet deres version, og at denne er blevet anerkendt; dels i kraft af at plejeforældrene er til stede under hele forløbet samtidig med, at barnet ikke er i tvivl om, at hendes version vil mishage og blive modsagt af plejeforældrene. Og hun skal trods alt leve videre med dem, også efter familieplejekonsulentens besøg, så hun tænker, at det er bedst at tie. Med denne fortælling som udgangspunkt er det let at forstå, hvorfor det ikke er så nemt for barnet at komme til orde med sin version af virkeligheden, og også hvorfor det ikke virker oplagt for plejebarnet at trække familieplejekonsulenten til side. Men hvorfor snakker familieplejekonsulenten dog ikke med barnet alene, kan man spørge. Umiddelbart virker spørgsmålet nærliggende, men det kan der faktisk være mange, umiddelbart gode grunde til, at konsulenten ikke gør. For det første kan familieplejekonsulenten sagtens få indtryk af at have fået en rigtig god indsigt i, hvordan det går med barnet og plejeforholdet – hvilket han måske også har, men blot kun set fra plejeforældrenes perspektiv. For det andet oplever han måske ikke barnet som særligt interesseret i en sådan samtale, og han har måske tidligere gjort erfaringer med ikke at blive særlig meget klogere af at snakke med barnet, fordi barnet er fåmælt og virker, som om det mest af alt tænker på at få samtalen overstået så hurtigt som muligt. Og sådan har en del af børnene det faktisk.

Børnesamtalen55 »Jeg synes, at børnene skulle bestemme mere. Altså de skulle ikke bestemme for meget, men det er børnene, det handler om, og som ved, hvordan det er, og alligevel har de faktisk ikke noget at sige. Det synes jeg er for dårligt. (..) Sags-

55 Dele af dette afsnit har allerede været formidlet i pjecen »Man skal nok lige lære os at kende først«, således er enkelte underafsnit og passager ordret gengivelse af dele af artiklen om Børnetinget i denne pjece.

146

Har andre plejebørn det som mig ?

behandlere f.eks. skulle være mere i kontakt med børnene. Det er altid dem, der har mest indflydelse på beslutningerne, der taler mindst med børnene. Det er forkert, synes jeg. Deltager i Børnetingets kernegruppe »Jeg kan godt blive lidt træt af, at der hele tiden kommer nogen for at snakke. Man vil også gerne bare have lov til at leve et normalt liv« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Sådan siger to af deltagerne fra Børnetingets kernegruppe. Med disse to citater indfanges en meningsfuld dobbelthed i børnenes ønsker og henstillinger til de professionelle om på den ene side at blive hørt og inddraget i alle beslutninger, der vedrører deres liv, på den anden side om ikke at blive forstyrret – men tværimod støttet – i deres bestræbelser på normalitet og et normalt hverdagsliv, og at de mange samtaler kan udgøre en sådan forstyrrelse. I forhold til sidst citerede er det værd at være opmærksom på, at udsagnet kommer fra et barn, som helt frivilligt har sagt ja til at blive interviewet til Børnetinget. Man kan så kun fantasere sig til, hvordan de børn, der har takket nej til at lade sig interviewe, har det med de evindelige samtaler!!! Vi vil høres og have indflydelse på beslutninger, der vedrører vores liv Alle børnene i Børnetingets kernegruppe understreger, at børn bør høres og have indflydelse på de beslutninger, der vedrører deres liv. Nedenfor følger en række eksempler på, hvad børnene fra Børnetingets kernegruppe har svaret, når jeg har spurgt dem, om de har et godt råd til dem, som laver lovene, eller til dem, som tager beslutninger om børn: »Jeg ved ikke, hvad der står i loven, men jeg synes i hvert fald, man skal høre på børnene. Og hvis det er små børn, at man måske også skal høre lidt på plejeforældrene, for de ved også noget om, hvordan barnet har det, og hvad det kan li’ og ikke li’, og hvad det er bange for.« Deltager i Børnetingets kernegruppe. »De (dem, der tager beslutninger om børn, H.W.) skal snakke med børnene, og helst inden de bedømmer os. Børnenes synspunkter skal have betydning for deres beslutninger.« Deltager i Børnetingets kernegruppe.

At opdage, når der er noget galt – og at gøre noget ved det

147

»De (dem, der tager beslutninger om børn, H.W.) skal spørge dem (børnene, H.W.), inden de foretager sig noget.« Deltager i Børnetingets kernegruppe »Jeg synes i hvert fald godt, at de kan snakke med børnene, inden de finder nye steder, eller inden de flytter. De kan snakke med børnene, om de har lyst til det her, eller har de ikke lyst, eller hvor vil de helst flytte hen. Det synes jeg.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Også blandt indlægsskriverne på hjemmesiden er der opbakning til synspunktet om, at anbragte børn og unge bør have indflydelse på de beslutninger, der vedrører deres livssituation. Og de begrunder det med, at børn faktisk har en viden og nogle erfaringer, så de ville være kvalificerede til indflydelse: »De folk, der har med plejebørn at gøre, skulle være bedre til at høre efter børnene, for de børn har tit nogen erfaringer i livet, der gør, at de faktisk godt kan tage en stor del ansvar for deres eget liv!!!« Adda, 19 år

Dilemmaet mellem at høre børn og at undgå at forstyrre deres bestræbelser på et normalt hverdagsliv Børnene ønsker og anskuer det som rimeligt, at de bliver hørt i forbindelse med beslutninger, der vedrører deres liv56. Endvidere udgør samtalen med børnene et vigtigt redskab til at opfange problemer og undersøge børnenes livsønsker med henblik på at støtte dem bedst muligt. Samtidig udgør det, »at der hele tiden kommer nogen for at snakke«, som nævnt også en forstyrrelse af barnets hverdagsliv og af dets bestræbelser på at »at leve et normalt liv«. Sådan oplever en del af børnene det i hvert fald. Dertil kommer, at rigtig mange af dem er enige om, at det er vigtigt, at den, man snakker med, er én, som man kender godt og har tillid til. På den baggrund synes det lige for at foreslå, at det bør være en fra barnets hverdagsliv – frem for en udefrakommende professionel – der tager sig af samtalerne med barnet, og som så formidler videre til sagsbehandler 56 Hvilket de, ifølge FN’s konvention om børns rettigheder, også har ret til.

148

Har andre plejebørn det som mig ?

og/eller familieplejekonsulent. Så er fortroligheden der allerede, og det hele behøver ikke være så planlagt og forstyrrende for barnets øvrige liv. Samtidig har det den fordel, at man kan snakke om problemerne, når de er der. I en del plejeforhold foregår det på den måde, hvor det primært er en af plejeforældrene, der er barnets fortrolige, som så formidler barnets perspektiv videre til sagsbehandler og/eller familieplejekonsulent. Parallelt med de ovennævnte åbenlyse fordele, er der imidlertid også en slagside ved denne model. Det kom nogle af Børnetingets børn til at reflektere over ved et af fokusgruppeinterviewene – specielt et af de børn, som tidligere med ordene: »Nej, det kan jeg slet ikke se nogen grund til. Det tror jeg ikke, jeg ville bryde mig om«, meget kategorisk havde afvist det meningsfulde i en samtale med sagsbehandleren eller ideen om en »barnets person«. Dittes refleksioner Ditte er glad for at bo i sin plejefamilie, og der er et godt og tæt samarbejde mellem plejemoderen og moderen, såvel som mellem plejemoderen og familieplejekonsulenten. Når familieplejekonsulenten er på besøg, snakker plejemoderen, Ditte og konsulenten sammen – alle sammen. De har kendt hinanden længe, og der er en hyggelig, fortrolig og uformel stemming. Plejemoderen og familieplejekonsulenten fungerer som Dittes talerør til forvaltnigen, når der er ting, hun gerne vil have lavet om på, eksempelvis med en af forældrene. På den måde har samarbejdet altid fungeret godt, og Ditte er uden formelle møder blevet hørt i forhold til store og små beslutninger. Til fokusgruppeinterviewet kommer hun imidlertid til at fundere over, hvordan det ville være, hvis hun fik et problem med sin plejefamilie, som hun ikke kunne tale med dem om: »Det har jeg faktisk aldrig tænkt over før… Hvis det var mig, der havde et problem med min plejefamilie – det kan jeg slet ikke forestille mig – men, hvis det nu alligevel var, så ville jeg ikke kunne sige det til nogen. Så kunne det godt være, det ville være godt, hvis der var nogen, der snakkede med mig alene.«

Ditte har indtil nu været mere end godt tilfreds med, at plejemoderen og familieplejekonsulenten i fællesskab har fungeret som hendes talerør, og det har været fint for hende at opleve, at de alle kan tale åbent sammen. Der kunne imidlertid opstå en situation, hvor det blev et problem, at kun At opdage, når der er noget galt – og at gøre noget ved det

149

Dittes nærmeste (plejemoderen og moderen) snakker eksklusivt og fortroligt med Ditte. Denne dobbelthed af på den ene side det i situationen tilsyneladende optimale: åbenhed og fælles samtaler, hvor der bliver lyttet til Ditte; på den anden side isolationen, hvis der går skår i den gode relation til plejeforælderen, deler Ditte med flere andre plejebørn. Der er også dem, hvor der allerede er gået skår i relationen, eller hvor der måske hele tiden har været det – men hvor familieplejekonsulenten måske tror, at det forholder sig som med Ditte. Han tror måske, at han sparer barnet for en irriterende lang samtale og for for megen forstyrrelse af hverdagslivet og alligevel får et godt indblik i barnets trivsel, ved helt overvejende at snakke med plejeforældrene, og ved at undlade samtalen med barnet alene. Det kunne være tilfældet i eksemplet med pigen, der lyttede ved væggen. At opfange problemerne og undersøge livsønskerne Enkelte af børnene taler altid eller ofte alene med den familieplejekonsulent, som fører tilsyn med plejeforholdet, og et enkelt barn fortæller om at have sin egen familieplejekonsulent. Disse børn er generelt mere positive end de øvrige over for det med at have samtaler alene med familieplejekonsulenten, og de har ligesom også nogle af de andre børn oplevet at få støtte og opbakning til problemer og livsønsker. Ved fokusgruppeinterviewene snakkede vi om, hvordan »professionelle« bedst muligt kan snakke med plejebørn. Deltagerne understreger i den forbindelse, at det er vigtigt, at de professionelle giver sig tid til at lære plejebørnene at kende og ikke bare går ud fra almengjort viden. Et af børnene siger: »Jeg synes, det er forkert, når de bare forestiller sig, hvordan børnene er, i stedet for at lære dem at kende først. (..) F.eks. hende der skulle på kursus (..), da hun sad og snakkede med mig og pludselig spurgte, om jeg ville hjem til min mor, det kunne hun godt forstå, hvis jeg ville. Så sagde jeg, at det ville jeg ikke. Så sagde hun: »Hvad!!, nå okay, så sad hun og bladrede i nogle papirer, og så vidste hun ikke, hvad hun skulle sige. Det var vildt underligt, syntes hun. (..) Når sådan nogle sagsbehandlere og kuratorer og sådan nogle dimser, som man skal snakke med, når de ikke får, hvad de forventer, hvad der står i deres bog, at det vil børn gøre, så kører det bare helt ud på et sidespor«. Deltager i Børnetingets kernegruppe 150

Har andre plejebørn det som mig ?

Flere af deltagerne har på forskellig måde oplevet at møde professionelle, som har haft svært ved at lytte og forstå, når barnet ikke var »efter bogen«, eller som før de har gjort sig den umage at lære dem rigtigt at kende, eller, uden at tage højde for deres egne ønsker og holdninger, mener at vide, hvad der er godt for dem, og hvad der vil ske, hvis man gør sådan eller sådan. Deltagerne reagerer på dette, fordi de helt generelt ikke kan lide at blive sat i bås, og fordi – som en forklarer: »Så kan man jo lige så godt lade være at sige noget, for det bliver jo alligevel sådan, som de på forhånd havde bestemt.« De oplever altså, at samtaler med voksne nogle gange, fordi de voksne sætter plejebørn i bås, tenderer envejskommunikation, og at samtalen af den grund – sikkert uden at det var meningen – blot bliver et medium til at formidle og/eller bekræfte den professionelle forforståelse, snarere end til at nuancere og uddybe den voksnes forståelse af plejebarnets situation. I stedet skal de voksne prøve at være åbne og give sig tid til at lære plejebørnene ordentligt at kende. De må i den forbindelse: »godt stille sådan nogle spørgsmål, som man ikke bare kan svare ja eller nej til, men hvor man bliver nødt til at svare med en hel sætning«. Deltager i Børnetingets kernegruppe

Det må de, fordi de på den måde får mere at vide om, »hvordan man har det, og hvordan man er«, forklarer et af børnene til et af fokusgruppeinterviewene. De andre børn bekræfter, og der bliver draget parallel til de individuelle interview, hvor der netop blev spurgt åbent, og hvor man ikke bare kunne svare ja eller nej. Ja/nej-spørgsmålene har en tendens til at tage afsæt i den voksnes forforståelse, og de forudsætter desuden, at plejebørnene er i stand til at svare entydigt ja eller nej. Det er de nogle gange, fremgår det af interviewene. Men andre gange er der tale om en ambivalens, eller om en nuanceret forholden sig: Ja, hvis… og nej, hvis… Den mere åbne samtaleform, hvor barnet opfordres til at fortælle samt til at associere og reflektere over, hvad der ville ske, hvis…., giver langt mere plads for den kompleksitet, der typisk præger plejebørns livssituation, og for de dertil knyttede ofte modsætningsfyldte og ambivalente følelser og ønsker.

At opdage, når der er noget galt – og at gøre noget ved det

151

At give børnene indflydelse uden (ene-)ansvar Ansvaret for refleksionen kan ikke kun hvile på plejebarnets skuldre. Der må også nogle kvalificerede medspil til fra den professionelle, hvor denne stiller sin viden om lovgivning og praksis på området samt sin almengjorte viden om menneskers behov og måder at reagere på i den unges tjeneste. Det handler med andre ord om en fælles undersøgelse af barnets/den unges livssituation, ønsker og muligheder, hvor hver af parterne bidrager med deres særlige viden og på den måde begge bliver klogere på situationen og dens muligheder57. Den fælles undersøgelse af livssituationen, ønsker og muligheder kan enten munde ud i empowerment af barnet/den unge, således at barnet/den unge selv tager en indsigtsfuld beslutning og samtidig bliver klædt på til at leve med konsekvenserne af beslutningen. Eller den kan munde ud i, at den professionelle tager en beslutning, der tager højde for plejebarnets livssituation (som den opleves af plejebarnet) og dets ønsker – men som ikke lægger ansvaret for beslutningen på plejebarnets skuldre. Sidstnævnte kan være hensigtsmæssigt, hvis der er risiko for, at beslutningen kan føre til konflikt med/virke sårende på eksempelvis forældre eller plejeforældre og derved skade plejebarnets relation til disse, hvis beslutningen er plejebarnets ansvar. Ligeledes – og ofte i tilknytning hermed – hvis det simpelthen er en af de beslutninger, som bare opleves som alt for vanskelige. Socialrådgiverne skulle i højere grad lytte efter den unges mening. Det er en lov, der siger, at man har medbestemmelsesret, når man er over 15 år, men du skal selv gøre krav på den ret. Jeg tror i nogen tilfælde, at man bedst selv ved, hvad der er det rigtige for en. Men andre gange, hvor jeg har truffet nogen dumme valg, ville jeg ønske, at nogen havde hjulpet mig. F.eks. tror jeg, at det havde hjulpet meget, hvis mine forældre var blevet tvunget til at skrive under på en kontrakt om, at de ikke måtte se mig uden tilsyn. De nægtede, og kommunen droppede sagen. Derfor kom beslutningen om at ville se eller ikke se mine forældre til at hvile på mine skuldre, og jeg var ikke i stand til at vælge. Pigen, 20 år 57 I bogen »det er lidt svært – men jeg må jo sige min mening« (Warming 2002b) har jeg uddybet det etiske og metodiske omkring børnesamtalen som en fælles udforskning af barnets livssituation, livsønsker og muligheder. Konkret omhandler bogen statsamternes børnesamtaler om samvær, men hvor de etiske og metodiske overvejelser og konklusioner kan siges at gøre sig gældende for børnesamtaler mere generelt.

152

Har andre plejebørn det som mig ?

Mange af børnene og de unge giver, som »Pigen« i ovenstående citat fra Børnetingets hjemmeside, udtryk for, at selvom de gerne vil høres og have indflydelse på eget liv, så er der beslutninger og afgørelser, der er for vanskelige. Det kan eksempelvis være beslutningen om at skulle væk hjemmefra, om begrænsning og overvågning af samvær, om hvorvidt man skal flytte hjem igen eller blive i plejefamilie, eller det kan handle om skift af plejefamilie. Det kan være for vanskeligt, fordi man simpelthen er ambivalent i forhold til, hvad man selv ønsker, og/eller man kan ikke tage beslutningen, fordi forældre, plejeforældre eller andre vil blive vrede eller kede af det. Og det er i sådanne tilfælde, at det kan være hensigtsmæssigt, at den professionelle tager beslutningen på plejebarnets vegne, men med afsæt i barnets viden om eget liv og livsønsker. Hensigtsmæssigheden af, at den professionelle tager beslutningen på plejebarnets vegne, gælder for nogle børn/unge i nogle tilfælde, mens det ikke forholder sig sådan for andre. Man kan ikke udstikke generelle retningslinjer for, hvilke afgørelser børnene og de unge helst vil være fri for. Børnesamtalen bør derfor inkludere denne side af sagen i den fælles undersøgelse af plejebarnets livssituation og livsønsker: Er dette en beslutning, som plejebarnet kan finde et standpunkt i, og er det et standpunkt, som plejebarnet kan og ønsker at bære et medansvar for. At børnene faktisk er i stand til at forholde sig til dette spørgsmål, kom til udtryk i stort set alle interviewene med Børnetingets kernegruppe. Eksempelvis i nedenstående interviewbid, hvor jeg taler med en dreng, som tidligere i interviewet har tilkendegivet at savne sine forældre, og at forældrene gerne vil have ham hjem, men at det grundet forældrenes misbrug ikke vil være godt for ham at komme hjem: Hanne: »Er der nogle ting, hvor du tænker, at det vil du helst ikke have, de spørger om? Nogle ting, som du ikke kunne tænke dig at være med til at bestemme? »Ja, det med hvornår vi skal hjem, hvornår vi flytter helt hjem. Det er ikke sikkert, man selv kan.. det er sådan lidt – mange børn er bange for at gøre deres forældre kede af det og sådan noget.« Hanne: »Er det, du siger, at du er bange for at gøre dine forældre kede af det?« »Ja«

At opdage, når der er noget galt – og at gøre noget ved det

153

Hanne: »Hvad hvis nu de spurgte dig om det, men ikke sagde til dine forældre, at det var dig, der havde sagt, at du helst vil blive her lige nu – ville du så stadig synes, at du svigtede dem ved at sige det?« »Ja, jeg ville helst slet ikke være med til at bestemme.« Interview med deltager i Børnetingets kernegruppe

Drengen giver her udtryk for, at han ved, at det er bedst for ham at blive i plejefamilien, men at han helst ikke vil være med til at tage beslutningen, fordi han ved, at denne beslutning vil gøre forældrene kede af det. Det hjælper i dette tilfælde ikke drengen, at forældrene ikke får at vide, at det er ham, der har ønsket det sådan, idet det ikke er forældrenes vrede, skuffelse eller straffende adfærd mod ham, han frygter. Det er selve det, at forældrene bliver kede af det, og at han med sig selv ved, at han har et medansvar. Derfor vil han hellere være fri. Men han vil gerne have, at de voksne bestemmer det, som han selv ved, er den bedste beslutning. At skabe mulighed for undersøgelse og afprøvning af livsønsker og muligheder i praksis Indflydelsen og ansvaret for beslutninger vedrørende eget liv kan derudover også være for svære for børnene og de unge, fordi de ikke har indsigt nok, ikke kan gennemskue konsekvenserne af beslutningerne. Således er der flere af deltagerne fra Børnetingets kernegruppe, der fortæller om beslutninger, som de selv ville have haft svært ved at træffe, men hvor de i bakspejlet kan se, at det har været en god beslutning, der er taget. Det har forandret deres liv til det bedre. Børnenes og de unges manglende indsigt og mulighed for at gennemskue konsekvenserne handler ikke først og fremmest om, at de er børn, umodne eller uvidende – men tværimod om, at det er særdeles vanskelige beslutninger, som ingen vil være i stand til at genneskue konsekvenserne af. Et eksempel er Emil, som boede i en plejefamilie, hvor han gennem længere tid havde det rigtig dårligt. Til sidst i forløbet, hvor situationen var blevet tilspidset, talte han tit og ofte med både sagsbehandler og familieplejekonsulent, som begge var opmærksomme på, at der var problemer. Samtidig fik han også meget støtte af sine kammerater og af sit netværk i lokalmiljøet i det hele taget. Han havde derfor ikke umiddelbart mod på at flytte til en anden plejefamilie, da familieplejekonsulenten og sagsbehandleren foreslog ham det, og forud for dette havde han slet ikke tænkt 154

Har andre plejebørn det som mig ?

det som en mulighed. Grunden til, at han ikke havde mod på denne mulighed, var dels, at han ikke følte sig sikker på, om han villle få det bedre i en anden plejefamilie – og det ville ingen kunne garantere ham, at han gjorde. Dels var han bange for at miste kontakten til sine kammerater og sit netværk, som jo havde betydet så meget for ham under den svære tid i plejefamilien. Frem for at tage en beslutning hen over hovedet på Emil, forslog familieplejekonsulenten ham, at han kunne prøve at komme på ferie i en anden plejefamilie. Emil slog til. Efter at have prøvet, hvilken positiv forskel det gjorde at bo i en anden plejefamilie, var Emil ikke i tvivl: Han ville gerne skifte. Samtidig havde de professionelle, på baggrund af de mange samtaler de havde haft med ham, været opmærksomme på, hvor stor en betydning kammeraterne og netværket havde for ham. De havde derfor fundet en plejefamilie, som ikke boede alt for langt fra den gamle plejefamilie. Historien ender lykkeligt med, at Emil bliver rigtig glad for sin nye plejefamilie. Han synes absolut, at beslutningen om at skifte plejefamilie har ændret hans liv til det bedre, men det var en beslutning, han først kunne være med på – og som de professionelle vel også kun kunne tage på så velkvalificeret et grundlag – efter, at han havde fået lov til at »skifte på prøve« gennem en feriepleje. Pointen i historien er, at samtaler ikke altid gør det alene. Tværtimod kan det være særdeles kvalificerende og konstruktivt for både børnenes/ de unges og de professionelles (ideelt set fælles) beslutning at skabe en mulighed for prøvehandlinger. I eksemplet skete det ved, at Emil kom i feriepleje, men det kan også gøres ved, at man tager en beslutning, hvor det samtidig legitimeres at »fortryde«, og at gøre det til et fællesansvar for barnet/den unge og den professionelle at følge op på beslutningen: Hvordan var det så? Var det en dårlig beslutning? Skal den gøres om? Kan vi gøre noget for at gøre det bedre. Prøvehandlinger er ikke et alternativ til den kognitive og kommunikative fælles undersøgelse af barnets situation og livsønsker, men et supplement, som kan stimulere og kvalificere denne undersøgelse – og hvor prøvehandlingerne omvendt må tage afsæt i den kognitive og kommunikative fælles undersøgelse. Muligheden for at fortryde, for at korrigere og omgøre beslutninger kan og skal selvfølgelig være et tema ved samtalerne med børnene. Ikke nødvendigvis som et spørgsmål om: Var det nu en god beslutning, men i form af en fælles undersøgelse mellem barnet/den unge og den professionelle af: Hvordan går det nu, hvordan har tingene forandret sig, blev det som barnet/ At opdage, når der er noget galt – og at gøre noget ved det

155

den unge havde forestillet sig/håbet/frygtet, og hvordan ser livsønskerne ud nu. Det gælder kort sagt om at undgå at forlade sig på, at problemer er løst, blot fordi der er taget en forandringsskabende beslutning58. Sms- eller e-mail-kontakt mellem barnet og den tilsynsførende Enkelte deltagere fra Børnetingets kernegruppe har fortalt om, at de er i sms- eller e-mail-kontakt med deres sagsbehandler eller familieplejekonsulent. Disse børn fortæller begejstret om denne mulighed. Blandt andet fremhæver de, at det giver dem mulighed for at taste i det øjeblik, det brænder på – og at man ikke skal tage sig så meget sammen, som hvis man skulle ringe eller skrive et gammeldags brev. De får på den måde fortalt om hændelser, tanker, følelser og tvivlsspørgsmål, som de aldrig ville få taget sig sammen til at tale om på et møde. Det opleves simpelthen som mindre farligt og skræmmende at sms’e eller e-maile, hvor man ikke er konfronteret med den andens reaktion. Og så kan man gøre det i løbet af et øjeblik, hvorefter man lynhurtigt kan forsætte med sit liv: tude ned i puden, gå i byen med vennerne, tage til sport eller spise aftensmad med resten af familien. Man bliver ikke afbrudt i sit liv, men får hjælp til det. For mig trængte spørgsmålet om, hvad så, hvis sagsbehandleren/ familieplejekonsulenten ikke lige sidder ved tasterne, sig på. Og til det svarer deltagerne, at det selvfølgelig er rart at få et svar med det samme – men at det gør ikke så meget. Det får man jo heller ikke altid, når man sms’er med vennerne. Det vigtige er, at man på et eller andet tidspunkt får svar, og at det sms’ede bliver en del af den fælles platform næste gang, man mødes. En af deltagerne fortæller: »Hvis jeg så har sms’et et eller andet. Hvis jeg har været ked af det eller langt ude, så kommer hun lidt hurtigere og besøger os, og så spørger hun, om vi ikke også lige skal snakke lidt sammen på mit værelse. Det gode er, at så ved hun, hvad hun skal spørge om – ellers er jeg ikke så god til sådan at snakke om mine problemer« Deltager i Børnetingets kernegruppe 58 For en uddybelse af børnesamtalen som en fælles undersøgelse henvises til Warming 2002b s. 122-128, og for en uddybelse af pointen omkring muligheden for at fortryde beslutninger henvises til Warming 2003b.

156

Har andre plejebørn det som mig ?

Sms-/e-mail-kontakten kan forbedre familieplejekonsulentens fornemmelse for, hvorvidt der – set fra barnets synsvinkel – er behov for en snak alene mellem den professionelle og barnet, og samtidig kan det skabe en bedre platform for den fælles udforskning af barnets situation og livsønsker. Stedets betydning »Jeg kunne ikke tænke mig at skulle op på kommunen og sige min mening. Det tror jeg ikke, jeg ville.«

Sådan siger en af deltagerne i Børnetingets kernegruppe ved et af fokusgruppeinterviewene. For børnene – som for os andre – er det ikke ligegyldigt, hvor en samtale finder sted. Stedet har betydning for, hvor tryg man føler sig, og det sender nogle signaler om, hvad der kan siges og ikke siges. Man føler sig mest tryg på sit eget domæne. For nogle betyder eget domæne (pleje-)hjemmet som sådan, mens det for andre er afgrænset til deres værelse. Det er nærmest en trivialitet, så det vil jeg ikke bruge mere krudt på. Tværimod vil jeg vende opmærksomheden mod de tilfælde, hvor (pleje-)hjemmet netop ikke er barnets domæne. Vi vender i den forbindelse tilbage til Emils historie. Emil havde det som ovenfor beskrevet ikke godt i sin plejefamilie. De første år var det rimeligt, men de sidste år blev det værre og værre. I denne periode var Emil jævnligt i kontakt med både sagsbehandler og famlieplejekonsulent. Det foregik på den måde, at Emil blev hentet, og så kørte de så et eller andet sted hen og snakkede, f.eks. på café. Om det siger Emil: »Det var rigtig godt. Det hjalp mig rigtig meget, for når det går så dårligt, så er det godt at komme lidt væk. Så kan man også bedre snakke om det.« Emil, deltager i Børnetingets kernegruppe

Emil sammenfatter her meget præcist betydningen af stedet. Ved at tage væk fra det sted, hvor han ikke har det godt, skabes samtalerne som et godt lufthul og en vigtig sikkerhedsventil for Emil. Samtidig gør det at komme væk det lettere for Emil at snakke om problemerne. Det gør det både i kraft af den mentale afstand til problemer, som det at komme fysisk væk skaber. Og det gør det, fordi cafeen udgør et anderledes socialt rum. I plejefamilien (som i alle andre sociale rum) er der nogle bestemte magtstrukturer og i relation hertil bestemte magtfulde sandheder, som særligt

At opdage, når der er noget galt – og at gøre noget ved det

157

i en konfliktsituation gør den mindre magtfulde (plejebarnet) tavs59. Ved at flytte samtalen til cafeen, væk fra plejehjemmet, åbnes »rummet« for, hvad der kan siges, og for hvilken relation der kan skabes mellem familieplejekonsulent og plejebarn.

Børn og unge kan bruge hinanden Vi har allerede tidligere været inde på, hvordan plejebørn meget gerne vil mødes med andre plejebørn og i den forbindelse efterspørger grupper og mødesteder for plejebørn. Det var i forbindelse med afsnittet om identitet og identitetsproblemer. Når plejebørn mødes med andre plejebørn spejler de sig i hinandens historier, og de kan opleve, at de ikke er de eneste, der har det sådan. De bliver gladere og får mere selvtillid60. Men grupperne kan mere end det. De kan også fungere som erfaringsudvekslings- og refleksionsrum, hvor plejebørnene får en anderledes mulighed for at arbejde med deres forståelse af egen livssituation, livsønsker og muligheder. Et rum for tilegnelse af viden og mod Når plejebørn mødes virtuelt og »in real« med hinanden og snakker om deres liv som plejebørn, tilegner de sig samtidig viden om egne og andres livsvilkår. De udveksler erfaringer om eksempelvis sengetider, lommepenge, frustrationer over plejeforældre, forældre eller sagsbehandlere, mulighed for indflydelse på forskellige typer afgørelser, at flytte plejefamilie, at gøre aktivt brug af sin familieplejekonsulent eller sagsbehandler osv. Samtidig får de her også mod til at spørge de voksne om deres holdninger og viden om almen praksis. Ved at høre om andres erfaringer og betingelser, får de sat deres egne erfaringer og betingelser i perspektiv, og de får herved en mulighed for at danne sig et billede af ret og rimeligt. Dertil kommer, at de også får de andre deltageres respons på deres fortælling, eksempelvis: »Det kan man da ikke«, »det er simpelt hen for strengt«, »du skulle tage og snakke med din kurator, de er der for vores 59 Denne fortolkning trækker på Bourdieus begreber socialt rum, symbolsk dominans/ magt og symbolsk vold (Bourdieu 1996). 60 For en uddybning af dette henvises til kap. 6 samt diverse evalueringsrapporter og artikler om grupper for plejebørn (Warming 2000a & b, 2002a, 2003a, 2004c samt Warming et.al. 2003).

158

Har andre plejebørn det som mig ?

skyld« – eller omvendt: »Ah… helt ærlig synes du ikke også, at det er lidt din egen skyld, at de bliver sure på dig – hvis du nu selv tog dig lidt sammen«. Ofte bakker plejebørnene hinanden op, men de gør det ikke ukritisk. Et eksempel på hjemmesiden er Amandas måde at forholde sig til Mois indlæg: Heyyy. Jeg har boet i plejefamilie, siden jeg var tre måneder... I starten boede jeg også hos mine forældre (en del), men siden jeg var 4 år, har jeg kun boet hos min plejefamilie.... Jeg synes, at det er rimelig sjovt at bo i plejefamilie, men nogen gange kan det være noget lort... Det er sjovt, fordi man kan snakke med dem, og det er noget lort, fordi de nogen gange er overbeskyttende... Men det fedeste ved at bo i plejefamilie er, at jeg har fået to plejesøskende, som jeg har et godt forhold til!!! Moi, 13 år Jeg er rigtig glad for at høre, at du har et godt forhold til dine plejesøskende, og at du synes det er rimelig sjovt at bo i pleje... Selvfølgelig er de overbeskyttende – det ville de jo også være, hvis du var deres biologiske barn... Sådan er det bare. Amanda, 18 år (svar til Moi)

Snakken og erfaringsudvekslingen med andre plejebørn kan hjælpe børnene til at få styr på deres tanker og frustrationer. Nogle gange i retning af, »at så galt er det heller ikke – jeg har det faktisk meget godt«. Mange gange i retning af troen på, at tingene kan forandres til det bedre, herunder en tro på, at familieplejekonsulenten og/eller sagsbehandleren også er der for deres skyld, og at det kan være værd at kontakte dem, hvis der er noget, man gerne vil have lavet om på. Således var der eksempelvis to af deltagerne i Børnetingets kernegruppe, der fik mod på at tage kontakt til deres familieplejekonsulent efter at have delt deres frustrationer og oplevelser med de andre deltagere og at have fået deres respons. Erfaringsvekslingen og de andres respons hjælper dem endvidere til at se, hvad deres egen del i problemerne er. Ofte er forståelsen af problemerne i udgangspunktet enten meget kaotisk og/eller helt sort/hvid. I refleksionsrummet med de andre børn/unge bliver forståelsen mere nuanceret, og

At opdage, når der er noget galt – og at gøre noget ved det

159

børnene/de unge bliver både bedre rustet til at handle og forandre deres vilkår og til at leve med disse61. Alt i alt kan man sige, at plejebørnenes erfaringsudveksling med hinanden, hvor de solidarisk – og nogle gange samtidig kritisk – responderer på, giver gode råde og spejler sig i hinandens fortællinger, udgør en empowering af børnene/de unge. Gruppen udgør et anderledes socialt rum, end de andre socialiteter, som plejebørnene indgår i, som giver dem en helt anden mulighed for at gribe eget liv. For det første på den måde, at de klarere forstår deres egen situation. For det andet på den måde, at de bliver bedre i stand til at handle og skabe forandring, dels fordi de via erfaringsudvekslingen har mere viden, dels fordi de får mod til at handle. Og endelig for det tredje på den måde, at de bliver mere motiverede for at tage imod, bede om og forlange hjælp fra de professionelle, hvis kerneopgave er at varetage plejebarnets bedste. Plejebørn kan med andre ord noget i forhold til hinanden, hvor alle de velmenende voksne ofte kommer til kort, og det, de kan, har indtil nu været stort set overset og uudnyttet. Er det virtuelle møde lige så godt som at mødes »in real«? Dette spørgsmål har vi ikke empiri nok til at svare på. Vi kan på hjemmesiden se, at plejebørnene forholder sig solidarisk – og nogle gange lidt kritisk – til hinanden, ligesom de gør, når de mødes »in real«. Men vi ved ikke noget om, hvordan det så efterfølgende får – eller ikke får – betydning for deres liv. Umiddelbart kan man indvende, at det virtuelle møde ikke på samme måde giver mulighed for også at have det sjovt sammen, at gøre og opleve noget sammen, og på den måde danne egentlige relationer (i traditionel forstand). Men om dette har afgørende betydning for, hvorvidt plejebørnene kan bruge erfaringsudvekslingen til at forstå og handle i forhold til deres livssituation – det ved vi næsten intet empirisk om. Vi ved kun, at nogle af de indlægsskrivere, som får svar og gode råd af de andre, skriver tilbage, hvor de tilkendegiver at kunne bruge tilbagemeldingen, eksempelvis Amanda:

61 Dette blev antydet gennem dynamikkerne ved fokusgruppeinterviewene, men underbygges derudover af, de i forrige note nævnte evalueringer af grupper for plejebørn.

160

Har andre plejebørn det som mig ?

Tak for dine gode råd. Jeg kan nok godt bruge dem. Amanda, 18 år (svar til Leopold)

Og helt generelt ved vi, at plejebørnene på hjemmesiden har taget muligheden meget engageret til sig, hvilket nogle af de følgende indlæg er udtryk for: Hej, det er rigtig godt, at denne side er kommet til gavn for os plejebørn/ unge, så vi kan få et støre fællesskab og hjælpe hinanden med problemer, som vores nærmeste måske ikke kan. Jeg har meget længe ventet og ledt efter sider som denne, hvor det er os plejebørn og unge, der »styrer« showet. Det er en KANON side vi har fået os. Bornholmerpigen, 17 år Hvad kan man hjælpe de andre med herinde? Hilsen Dady Cool Dady, 16 år Jeg er faktisk ret glad for, at den her hjemmeside er blevet sat op. Jeg har altid villet hjælpe andre børn, som er i plejefamilie, eller som er på weekend hos en aflastningsfamilie. Hvis man kan sige det sådan her, så har jeg selv 16 års erfaring på den side af at være i en plejefamilie. Claudia, 16 år Year harj. Jeg har det mega godt med at være plejebarn. Jeg har været det i ca. 4 år. Jeg vil meget gerne hjælpe andre, der har det svært i deres plejefamilie, for jeg har også selv haft problemer. Men ses. Cool Boy, 15 år

Alt i alt er der 79 indlæg, svarende til 40% af samtlige indlæg, som enten er en sådan melding, eller som indgår i en praksis, hvor børnene/de unge bruger hinanden. Omend det ikke siger noget om, hvorvidt et mødested i cyperspace er lige så godt som »in real«, så er det et vink med en vognstang om, hvor vigtigt det er for plejebørn med sådanne mødesteder – og at de i hvert fald ikke selv opfatter det virtuelle mødested som en ligegyldig mulighed. Det fremgår også af Missys indlæg: FEDEST med denne her side, i øvrigt! R vild glad for, at der findes sådan et sted! Knus— Missy, 15 år

At opdage, når der er noget galt – og at gøre noget ved det

161

Sammenfatning Gennem dette kapitel er det blevet tematiseret, at udsatte børn og unge nogle gange oplever at blive ladt i stikken, både i forbindelse med omsorgssvigt og overgreb i hjemmet, og når der er problemer i plejeforholdet. Nogle børn og unge fortæller om oplevelsen af, at der ikke er nogen steder at hente hjælp: enten fordi de ikke ved, hvor de skal søge hjælpen, eller fordi dem de søger hjælp hos, ikke tager dem alvorligt. Andre fortæller, at de ikke har søgt hjælp, men ville ønske, at nogen havde grebet ind. I forhold til plejebørns trivsel under anbringelsen blev det kritisk tematiseret, at plejebørnenes problemer ikke altid opdages af tilsynet, fordi det primært tager udgangspunkt i plejeforældrenes oplevelser og beretninger om plejeforholdet og plejebarnets trivsel. Det er der mange umiddelbart gode grunde til, men skal tilsynet opfange problemerne, må børnesamtalerne have en større vægt. Det er vigtigt at arbejde systematisk med udvikling af tilliden mellem plejebarnet og familieplejekonsulenten, samt med at skabe børnesamtalen som plejebarnets og familieplejekonsulentens fælles undersøgelse af plejebarnets livssituation og livsønsker, hvor de hver især bidrager med deres kompetencer og viden. I den forbindelse blev der peget på forskellige faktorer, blandt andet mulighederne ved en sms- eller e-mail-kontakt mellem plejebarnet og familieplejekonsulenten, vigtigheden af »prøvehandlinger« samt stedets betydning. Endelig blev netværksgrupper for plejebørn tematiseret som et sted og en metode, hvor problemerne kan blive synlige på plejebørnenes præmisser, og hvor børnene samtidig kan tilegne sig kompetencer, viden og mod til at handle. Dertil kommer, at sådanne netværksgrupper også kan virke befordrende for, at plejebarnet mere aktivt bruger sin familieplejekonsulent. Således kan sådanne grupper fungere understøttende for tilliden mellem plejebarn og familieplejekonsulent, samt for et mere kvalificeret og demokratisk tilsyn, hvor plejebørnenes oplevelser, holdninger og livsønsker kan komme til orde.

162

Har andre plejebørn det som mig ?

KAPITEL 8

Familiepleje og alternativer

Anbringelse i plejefamilie eller på døgninstitution En del plejebørn har erfaring med både familiepleje og andre typer af anbringelser. På Børnetingets hjemmeside såvel som ved de individuelle interview blev børnene og de unge derfor bedt om også at bidrage med disse erfaringer. I den forbindelse fik vi indlæg både fra børn og unge, som har erfaring med begge dele, og fra børn og unge, som kun har været i familiepleje. Og vi fik indlæg fra børn/unge, som havde gode erfaringer med at komme i plejefamilie, men dårlige med døgninstitution, og omvendt fra nogle som havde dårlige erfaringer med plejefamilien, men gode erfaringer med alternative anbringelsesformer. »Jeg vil helst i plejefamilie« I Børnetingets kernegruppe havde kun enkelte af deltagerne prøvet at være på døgninstitution eller opholdssted. Adspurgt forestiller de sig, at de helst vil være i plejefamilie, og de begrunder det typisk med, »at det er mere normalt«, »mere som en rigtig familie«, og at i en plejefamilie er det mere trygt, fordi det er de samme voksne, man er sammen med. I forhold til sidstnævnte ligger de på linje med flere af indlægsskriverne på hjemmesiden, eksempelvis Mejse på 9 år: Jeg har været i plejefamilie i 5 år. Min far gik fra mig, og jeg var alene hjemme i mange dage, før politiet kom og fik mig i pleje. Min far er narkoman, og jeg kan ikke huske min mor, for hun gik, da jeg var helt lille. Jeg vil helst i plejefamilie, fordi jeg har vænnet mig til at være her, og fordi jeg kan lide, at det er de samme voksne hele tiden. Mejse, 9 år

163

Mejse har tilsyneladende ligesom de fleste af deltagerne i Børnetingets kernegruppe ikke prøvet andet. Det har til gengæld »Pigen«, og hun deler synspunktet: For mit vedkommende var det helt klart bedst at være i en plejefamilie. Livet på en døgninstitution er meget anderledes. Jeg kan næsten ikke huske noget fra den døgninstitution, hvor jeg var anbragt. Det er svært, at der hele tiden er så mange forskellige mennesker, som du skal betro dig til. (..) Jeg kom på opholdssted, da jeg var 16. Jeg kan ikke huske så meget fra den tid, men jeg havde det ikke særligt godt der. Det er rigtigt væmmmeligt, når man får at vide, at de ikke vil have en længere. Jeg ville slet ikke på opholdssted til at starte med, men kommunen bestemte. Derefter kom jeg i pleje, hvor jeg boede i tre år. Det var o.k., og jeg har stadig lidt kontakt til min plejemor. Jeg ville ønske, at jeg var blevet anbragt noget før, så havde mit liv formet sig helt anderledes. Pigen, 20 år

En af deltagerne i Børnetingets kernegruppe, som ligeledes har prøvet begge dele, kan tilslutte sig Mejses og »Pigens« synspunkter om, at familiepleje er bedst, fordi der ikke er så mange forskellige voksne, men udvider begrundelsen med, at på døgninstitutionen er der også for mange børn, og for mange regler – en begrundelse, som jeg ofte i andre forskningsprojekter er stødt på ved interview af børn med døgninstitutionserfaring62: »Jeg var ikke så glad for ... det er en slags børnehjem. Der var så mange børn og voksne. Man lærte dem ikke rigtig ...jo nogle af dem. Men de gik hjem, når de havde fri. Der var mange regler. Der er også regler her. Jeg ved det ikke. Jeg kunne bare ikke så godt li’ det.« Deltager i Børnetingets kernegruppe

Andre af indlægsskriverne på hjemmesiden tilslutter sig ud fra egne erfaringer, at plejefamilie er bedre end døgninstitution, men de skriver ikke så meget om hvorfor. Det gælder blandt andet Serina på 15 år: Jeg har boet i plejefamilie i næsten 9 år nu. Jeg boede hjemme ved min far, til jeg var ca. 4 år gammel. Så kom jeg på børnehjem, til jeg var ca. 7 år

62 Jf. Eksempelvis Bo & Warming 2003, kap. 6.

164

Har andre plejebørn det som mig ?

gammel. Og dengang jeg var 7 år, kom jeg i plejefamilie. Det er det bedste sted.. synes jeg.... Serina, 15 år

Og det gælder Anni på 8, som ikke selv har været på døgninstitution, men som har en søster, der har prøvet begge dele. Hun skriver: Jeg har været i pleje, siden jeg var et år. Min storesøster kom på børnehjem, og det var hun ikke glad for. Nu er hun i pleje, ligesom jeg er – bare ikke samme sted. Jeg er flyttet frem og tilbage imellem to familier, og det var ikke sjovt. Jeg synes, at min storesøster skulle have været i pleje i stedet for at komme på børnehjem først, fordi hun slet ikke var glad for det. Anni, 8 år

Endelig er der dem, der ikke har et konkret erfaringsgrundlag, men som alligevel gør sig nogle tanker. Det gælder eksempelvis »Pige« på 14 år og Amanda på 19, som begge har skrevet et indlæg på hjemmesiden til temaet om familiepleje og døgninstitution: Jeg har ikke noget at skrive herind om, da jeg ikke har været på døgninstitution... Men jeg er meget glad for, at jeg kom lige i plejefamilie i stedet for på døgninstitution...! Pige, 14 år Jeg kender ikke forskellen, da jeg »kun« har boet i plejefamilie... Under alle omstændigheder er jeg glad for, at jeg ikke har boet på en døgninstitution... Det har jeg ikke hørt mange positive ord om. Amanda, 19 år

Glad for at bo på døgninstitution og opholdssted »Det (opholdet på døgninstitutionen, H.W.) var fint nok. Jeg kunne godt li’ at bo der, men det var sådan et sted, hvor man ikke kunne bo så længe, så derfor skulle jeg flytte. Nu bor jeg på opholdssted, det er næsten som en familie, mere normalt.«

Sådan siger en af deltagerne i Børnetingets kernegruppe, som både har erfaring med at være på en egentlig døgninstitution og et familieplejelignende opholdssted. Hun giver hermed udtryk for, at det var godt nok at bo Familiepleje og alternativer

165

på døgninstitutionen, og hun har også fortalt, at det ikke var hendes eget ønske at flytte. Samtidig er hun glad for at bo, hvor hun bor nu, og hun ser det som en fordel, at det næsten er »som en familie, mere normalt«, hvilket skal ses i lyset af børnenes/de unges mere eller mindre konstante bestræbelser på og ønsker om normalitet. Indlægget kunne dermed godt have figureret i det foregående afsnit med overskriften »Jeg vil helst i familiepleje«. Det kunne det, fordi hun tilslutter sig synspunktet om, at det er godt med noget, der minder om en rigtig »normal« familie. På den anden side ville en sådan rubricering usynliggøre to pointer, som samtidig kan læses ud af udtalelsen. For det første, at et opholdssted ikke bare er et opholdssted: Størrelsen og hvor »familie-agtigt«, det er, betyder noget i forhold til børnenes bestræbelser for normalitet. For det andet, at et ophold på en døgninstitution kan være godt nok. Hun var rigtig glad for at være der, da hun var der, og ærgerlig over, at »det var sådan et sted, hvor man ikke kunne bo så længe«. Det næste indlæg står i modsætning til de foregående. Det kommer fra en ung, som har dårlig erfaring med at komme i plejefamilie, og hvor tingene vendte til det bedre med skift til opholdssted: Min historie er: Var 6 år gammel, da min mor kom ud for en ulykke. (..) Jeg skulle bo hos min mormor og morfar i et år. Min morfar døde, og jeg skulle i plejefamilie. Kom ud på landet, som jo var noget nyt for mig – med får og køer. Men det var spændende... Hehe. Der boede en masse andre børn, og efter 5 år blev det for meget. Flyttede til København og kom ind i den værste plejefamilie. Synes de var så lede ved mig og mine venner. Efter 2-3 år kom jeg på opholdsted, og her bor jeg nu.. Det er dejligt, og det hjælper mig meget... (..) Jeg kender mange, der har været i sådan nogle familier (plejefamilier, H.W.), og de fleste af dem, jeg kender, kan ikke rigtig fortælle noget godt om deres familier. Synes det er for meget, at nogle plejeforældre bare er nogle rigtige idioter over for de børn, de får anbragt. De skulle jo hjælpe dem og ikke give dem et dårligere liv. Synes det er fedt, at der er andre steder, hvor man kan komme hen, hvis en »familie« ikke lige er det fedeste... Nælle 17 år

166

Har andre plejebørn det som mig ?

Når hverken familiepleje eller døgninstitution skaber forandring til det bedre Som det også er fremgået af nogle af de tidligere kapitler, er der nogle børn og unge, for hvem det ikke lykkes at komme til en plejefamilie eller en døgninstitution, hvor de trives. Det handler de næste afsnit om. At flytte for sig selv Først nogle indlæg fra unge, som har oplevet, at tingene først er vendt til det bedre, efter at de er kommet til at bo for sig selv: Hej. Jeg ville bare lige sige en ting til det med, at man skal se positivt på den familie, man er kommet ind i. Det er altså ikke alle, der kan det. Jeg har selv boet i pleje i 13 år og har boet i to forskellige familier. I den første familie var jeg 5 år, og da jeg blev ældre og voksen nok til at tænke selv, fandt jeg ud af, at det ikke var der, jeg skulle være, og jeg gjorde alt for at komme væk. Det hjalp så også. Så flyttede jeg til et andet sted, hvor jeg var 15. Jeg fandt ud af, hvordan de var, men prøvede at tage det positivt, men det kunne jeg ikke. De kørte mig ned, som den første gjorde. Nu bor jeg selv, og det er jeg glad for... Nougatpigen, 19 år

»Nougatpigen« fortæller her, at anbringelse i familiepleje ikke har været nogen god oplevelse for hende, og at hun er glad for at være kommet til at bo for sig selv. Imidlertid fremgår det ikke, hvorvidt hun får/har fået nogen støtte til processen med at »lære at bo selv«. Det vil sige, om der har været en form for efterværn63. Det gør det til gengæld af Claudias indlæg, som er et svar til en anden ung, som ikke trives i sin plejefamilie. Claudia skriver: Hej igen Sandy. Har evt. et råd til dig. På det sted, hvor jeg bor [stedet er anonymiseret], er det sådan, at du faktisk bor for dig selv, men der er bare en pædagog og en, der bor her, som du kan snakke med, hvis der er noget galt – eller som lige hiver fat i dig, hvis der er noget. Du må ikke tage stof63 Når jeg fremhæver det, skyldes det, at jeg i anden sammenhæng har mødt unge, som fortæller mig, at de er blevet »truet« med, at hvis de ikke makker ret, dvs. bliver på det anbringelsessted, hvor de ikke kan lide at være, så kan de sejle deres egen sø (for en uddybning, se Warming 2003b).

Familiepleje og alternativer

167

fer eller have stoffer i huset, og du skal vaske dit tøj selv. Der er en vaskemaskine i kælderen, og det koster ikke noget. Du skal handle ind med de andre en gang om ugen, og så har du en maddag. Andet er det ikke. Jo, der er nogle regler selvfølgelig, men det er der jo alle steder. Du kan flytte ind som 15-årig. Der er to her, hvor jeg bor. Du kunne evt. snakke med din sagsbehandler om det. Claudia, 16 år

Claudia fortæller her i positive vendinger om det sted, hvor hun »faktisk bor for sig selv«, men hvor der bare er nogle ansatte, som man kan snakke med, hvis der er noget galt, og som »lige hiver fat i dig, hvis der er noget«. Hun ser det som en god mulighed for Sandy, som ikke trives i sin plejefamilie. Støtte i hjemmet? Endelig er der også de børn/unge, som oplever, at det at blive anbragt bare ikke fungerer for dem – ikke fordi der er noget galt med anbringelsesstedet, men fordi de helst vil bo hjemme. Først Manta, som ville have foretrukket en støttende indsats i hjemmet i stedet for: Godt nok er jeg ved at være ret »gammel«, men jeg synes ikke altid, at løsningen at anbringe børn i pleje er rigtig. Jeg blev fjernet hjemmefra, da jeg var 13, fordi min mors kæreste havde tævet mig. Først kom jeg på en døgninstitution og derefter i en plejefamilie. Jo, de var da meget søde, men det var et kæmpe chok. Indtil mine forældre blev skilt, boede jeg i den perfekte familie. Min far var direktør i et stort firma, og min mor var hjemmegående. Jeg følte mig meget anbragt. Jeg ved, at i mit tilfælde undersøgte kommunen slet ikke, om der kunne gøres noget for, at jeg kunne blive hos min mor. Hun kunne ikke selv smide kæresten ud, da hun selv fik tæsk, og det vidste jeg ikke. Min far ville ikke ha’ mig, for jeg passede ikke ind i hans pæne liv! Hvis der dengang var gjort noget for at undersøge, om jeg evt. kunne blive, kunne jeg måske undgå mange af de psykiske problemer, jeg siden har haft. Manta, over 20

Manta har ikke noget at udsætte på hverken døgninstitutionen eller plejefamilien. Alligevel er det hendes overbevisning, at mange af hendes

168

Har andre plejebørn det som mig ?

psykiske problemer kunne være undgået, hvis man i stedet havde forsøgt sig med støtte i hjemmet. Også »Tøzen« har oplevet, at det ikke rigtig fungerede med en anbringelse, fordi hun savnede sin mor og sin lillebror. »Tøzen« blev fjernet hjemmefra, efter selv at have kontaktet en ungdomskonsulent, fordi hun slet ikke trivedes med at bo hjemme. Men det blev ikke en lykkelig, endsige tålelig forandring. I stedet blev det »starten på et langt mareridt«. Da »Tøzen« vælger at flytte hjem igen, tilknyttes familien familierådgivning, men »Tøzen« oplever, at det overhovedet ikke hjælper på situationen. Tværimod, »fordi min far bliver altid pissesur bagefter, og det er ikke til at være derhjemme«. For cirka et år siden flyttede jeg hjemmefra... Det var simpelthen et helvede derhjemme. De gamle skændtes hele tiden og så igen snakkede om at flytte fra hinanden, og tit gav min far mig skylden og sagde, at jeg ødelagde deres forhold. Jeg er en pige på femten år, og jeg føler bestemt ikke, at det er min skyld, men det var meget svært for mig at bo hjemme. Jeg kontaktede ungdomskonsulenten i håb om, at alt ville blive bedre. Men det blev starten på et langt mareridt. Jeg blev fjernet, da konsulenten godt kunne se, at jeg ikke havde det godt... Jeg oplevede en masse... Jeg havde en sagsbehandler, der ikke kunne overholde sin tavshedspligt, og jeg måtte ikke være sammen med min lillebror for mine forældre, fordi de sagde, at de var bange for, hvad jeg skulle gøre ved ham... Derudover måtte jeg heller ikke være sammen med min kæreste, og vores forhold gik i stykker... Jeg elsker min mor, men ville have ønsket, at hun var flyttet fra min far... Efter cirka fem måneder flyttede jeg hjem igen, for jeg savnede den bette og min mor. Desuden var jeg ødelagt og orkede ikke længere at kæmpe, og det kan jeg stadig fortryde... Det går okay med at bo hjemme, men jeg må ikke en skid, fordi de siger, at de ikke stoler på mig... Nåja, og så går vi til familierådgivning – som om det skulle hjælpe. Min far bliver altid pissesur bagefter, og det er ikke til at være derhjemme, men sådan er livet vel. Knus Tøzen, 15 år

Også i Børnetingets kernegruppe er der børn, der går med ønsker om at komme hjem at bo – selv om de har erfaringen om, at det ikke gik godt dengang, de boede hjemme. Andre har dårlige erfaringer med at have været hjemme at bo i en periode, og så vidt børnene husker og er orienteret, uden nogen form for støtte. Disse har ikke været hjemme at bo, fordi de selv Familiepleje og alternativer

169

ønskede det. Det er blot blevet besluttet hen over hovedet på dem. Når det så viste sig, at det slet ikke fungerede, er de blevet anbragt igen. Børnene giver i den forbindelse udtryk for, at de slet ikke forstår de beslutninger, der bliver taget.

Sammenfatning Dette kapitel har sat fokus på, hvad plejebørn har at sige om sammenligningen mellem anbringelse i en plejefamilie og alternativer. De fleste, der har meldt ind i forhold til dette tema, foretrækker familiepleje, fordi »det er mere normalt« og »mere som en rigtig familie« samt fordi det – i modsætning til en døgninstitution – er de samme voksne, man er sammen med hele tiden. Dertil kommer begrundelser for, at der også er for mange børn på døgninstitutioner, og at reglerne er mere rigide. Der er dog også en enkelt modfortælling, idet en enkelt ung skriver ind og fortæller, at vedkommende har bedre erfaring med at bo på opholdssted end i plejefamlie. Dertil kommer en række beretninger fra børn og unge, som hverken synes om familiepleje eller opholdssted/døgninstitution. Her ser nogle af de unge det som et godt alternativ at komme til at bo for sig selv – med støtte. For andre handler problemet om, at de savner deres forældre og/eller søskende og derfor ikke rigtig kan falde til og trives på anbringelsesstedet, og en enkelt skriver i den forbindelse, at hun ville foretrække støtte i hjemmet i stedet for en anbringelse. En del plejebørn har oplevet at blive hjemgivet i en periode, tilsyneladende uden støtte, for derefter at blive anbragt igen. Ingen af dem beretter om det som et godt alternativ til en kontinuerlig anbringelse i plejefamilie. Tværtimod.

170

Har andre plejebørn det som mig ?

KAPITEL 9

Børnetinget – plejebørns talerør?

I det første kapitel blev formålet med Projekt Børnetinget formuleret som at udvikle et talerør, hvorigennem plejebørns egne oplevelser, ønsker og holdninger kan finde vej til den offentlige og politiske debat og til dem, der i det daglige arbejder med børnene. Det overordnede formål har således været at udvikle, kvalificere og demokratisere indsatsen over for børn anbragt i familiepleje ved at give stemme til børnene selv gennem etableringen af et talerør. I dette kapitel skal det tematiseres, om »Børnetinget« lykkedes som et sådan talerør. Indledningsvis skal det pointeres, at projektet endnu ikke er tilendebragt. Denne bog udgør i sig selv et skridt i dette arbejde – det er således en endnu ikke fuldført proces. Vi står netop nu på formidlingstrinnet, som udgør et mellemtrin mellem på den ene side at give stemme til børnenes erfaringer, holdninger og ønsker og på den anden side at lade disse få betydning for politik og praksis på området. Vi kan derfor endnu ikke vurdere sidstnævnte. I stedet skal det diskuteres, hvorvidt det, der foreløbig er kommet ud af projektet, har en karakter, så der er potentiale for at ændre politik og praksis. Afslutningsvis i kapitlet vil vi endvidere beskrive de udfordringer, som en fuldførelse og videreførelse af projektet indebærer.

Lykkedes Børnetinget som talerør for plejebørn? Spørgsmålet om, hvorvidt det er lykkedes at give stemme til plejebørns erfaringer, holdninger og ønsker indeholder både en kvalitativ og kvantitativ dimension. Vi begynder med den kvantitative.

171

Et talerør for alle plejebørn? Kvantitativt kan man sige, at det mest ambitiøse – og samtidigt helt uopnålige – mål var at få alle nuværende og tidligere plejebørn i tale. Det betyder ikke, at samtlige 6522 nuværende plejebørn og x antal tidligere plejebørn nødvendigvis skulle ind og skrive på hjemmesiden, men at de ideelt set skulle være bekendt med siden, have læst på den og fundet den som et værdigt forum for deres bidrag, hvis de havde noget på hjerte. Vi ved ikke noget om, hvor mange der er bekendt med siden. Vi ved til gengæld, hvor mange gange der har været nogen inde på hjemmesiden, men desværre hverken hvorvidt disse er gengangere, eller om de er eller har været plejebørn. Til gengæld ved vi, at 15 børn og unge er blevet interviewet, og at 107 nuværende og tidligere plejebørn har været inde og skrive 197 indlæg på siden. Det er på den ene side et overraskende flot resultat – på den anden side er det meget langt fra målet. Vi vidste på forhånd, at vi havde opsat et utopisk mål, som vi på ingen måde ville komme i nærheden af. Det er der mange forskellige grunde til. For det første vil et skriftligt medie, som et debatrum på en hjemmeside, systematisk frasortere de børn og unge, der på grund af alder eller andre forhold ikke er i stand til at forholde sig til, endsige deltage aktivt via et sådan medie. Dog er vi blevet glædeligt overraskede, idet vi har fået bidrag fra børn helt ned til 8-års-alderen. For det andet er der en del børn og unge, som ikke umiddelbart har adgang til en computer med netopkopling, endsige adgang uden overvågning af voksne. Vi ved, at nogle plejeforældre er meget restriktive omkring computerbrug, og at visse plejeforældre endda har ønsket, at deres plejebørn ikke skulle blive bekendte med Børnetingets hjemmeside. Omvendt er der også plejeforældre, der har opfordret deres plejebørn til at gå ind og kigge på siden, og/eller som har hjulpet børnene med at skrive om deres tanker og erfaringer. For det tredje er den periode, som vi evaluerer på, kun 10 uger lang. Det er ikke lang tid til at gøre Børnetinget kendt64. Specielt ikke set i lyset af, at der i projektet har været meget begrænsede ressourcer til formid64 Vi ville nok ikke kunne forvente en mere intensiv brug af hjemmesiden over et længere forløb, men derimod en udvidet brugerkreds. Det er, hvad de forløbige erfaringer fra projektperioden og tiden efter peger på.

172

Har andre plejebørn det som mig ?

ling eller reklame af projeketet. Dertil kommer, at vi ikke mødte den store interesse hos eksempelvis børne- og ungdomsradio og -tv for at dække igangsættelsen af hjemmesiden. En mediedækning kunne formodentlig have gjort en ikke uvæsentlig forskel i forhold til udbredelsen af kendskab til hjemmesiden. Uanset at 107 + 15 er en ganske lille brøkdel af det totale antal af nuværende og tidligere plejebørn – så er det på de givne præmisser et meget tilfredsstillende resultat, at i alt 122 personer aktivt har brugt Børnetinget som talerør. Yderligere tilfredsstillende bliver det af, at der er en stor alders- og erfaringsspredning blandt indlægsskriverne. På den baggrund kan man sige, at Børnetinget ikke blev alle nuværende og tidligere plejebørns talerør, men at det har potentiale for at blive rigtig mange plejebørns talerør, samt endnu fleres, hvis ovennævnte barrierer håndteres og fjernes. Børnetingets succes, kvalitativt set Kvalitativt set afhænger Børnetingets succes af, hvorvidt det er lykkedes at give ordet til plejebørnenes egne oplevelser, ønsker og holdninger, og om disse finder vej til den offentlige og politiske debat, samt til dem, der i det daglige arbejder med børnene. Sidstnævnte bør ske for, at indsatsen over for børn anbragt i familiepleje udvikles, kvalificeres og demokratiseres. Når man læser de mange indlæg på hjemmesiden såvel som interviewudskrifterne, er man ikke i tvivl. Dette må være børnenes oplevelser, ønsker og holdninger. Det må det, fordi de – til forskel fra den voksenstyrede kommunikation – er meget flertydige og forholder sig til en mangfoldighed af forhold og emner uden en overordnet struktur. På hjemmesiden har de forhåndsstrukturerede ugetemaer inspireret til indlæg, men det har tilsyneladende ikke begrænset dem. De fleste har skrevet indlæg under den meget åbne kategori »mit liv som plejebarn«, og der er under denne overskrift også blevet taget hul på emner, som først blev selvstændige temaer senere i forløbet. Sidstnævte indikerer, at de udvalgte temaer er relevante og påtrængende. Alt dette, sammen med det engagement og hjerteblod som jeg læser ud af indlæggene og hører i interviewene, overbeviser mig om, at det betyder noget for børnene og de unge: Det handler om dem og om deres oplevelser, ønsker og deres holdninger. Det samme gør alle de positive tilkendegivelser om, at børnene/de unge har taget hjemmesiden til sig som deres forum: Børnetinget – plejebørns talerør?

173

Synes det er dejligt, at I har lavet en side for plejebørn. Synes det er fedt, at der er et sted, hvor man kan komme ind og fortælle om sine oplevelser i en plejefamilie... Nælle 17 år Jeg syntes det er rigtig godt, at der er sådan en side! Malle, 14 år – Og det er godt, at denne her hjemmeside er her, fordi man kan skrive, om man er ked af det i plejefamilien og sådan noget. Aragorn, 9 år

Fra private og individualiserede oplevelser til metodeudvikling og politisering? Det næste spørgsmål er, hvorvidt det er lykkedes at gå skridtet fra de individualiserede og private oplevelser til en identificering af mere kollektive oplevelsesstrukturer, der relaterer sig til indsatsen over for plejebørn, og som derfor kan danne afsæt for metodeudvikling og politisering. Man må konkludere, at det er lykkedes. Trods flertydighed, mangfoldighed og forskellighed, er der røde tråde gennem de mange beretninger og tilkendegivelser, som bør mane til eftertanke og refleksion hos praktikere og politikere. Det er i den forbindelse værd at understrege, at det i høj grad er børnene/de unge selv, der, gennem deres møde med hinanden ved fokusgruppeinterviewene og på hjemmesiden, har identificeret disse røde tråde. Det gør de, når de spejler sig i hinandens oplevelser og fortællinger, samt når de udveksler erfaringer. Dermed er mit bidrag til identificeringen af »de røde tråde« mere eller mindre reduceret til at facilitere børnenes/de unges egne identificeringer og at sammenfatte og formidle, samt at sætte de røde tråde ind i en teoretisk sammenhæng. Forud for fokusgruppemøderne bestræbte jeg mig på »at klæde kernegruppens deltagere på« qua de individuelle interview. Det synes at have fungeret godt. Det samme kan siges om metoden, hvor jeg inspirerede debatten på hjemmesiden med »interview-bidder« og derefter i store træk lod børnene/de unge »styre showet«, som en af bidragsskriverne formulerer det. Man kan måske diskutere, i hvilken grad det er lykkedes plejebørnene at politisere. I den forstand, at de har udvekslet erfaringer og i nogen grad

174

Har andre plejebørn det som mig ?

har formået at relatere til anbringelses- og omsorgspraksisser, har det fungeret. Men hvis man med politisere tænker i retning af eksplicitte ønsker, eksempelvis til politikere – så er det kun tilfældet i relativt begrænset omfang. Det er dog muligt på baggrund af materialet at uddrage klare udmeldinger til både politikere og praktikere på området; eksempelvis om behovet for netværksgrupper for plejebørn, et mere børne-/ungeorienteret tilsyn og en forbedret retsstilling og retssikkerhed for børn og unge, hvis forældre ikke magter omsorgsopgaven. Samtidig er der også gode fortællinger om »best practice« og – om ikke »worst practice« – så i hvert fald den »ikke så gode praksis«. Disse udgør et refleksionsgrundlag for stimulering af individuelle såvel som kollektive lære- og metodeudviklingsprocesser i det praktiske arbejde med plejebørn og udsatte børn og unge. De mange fortællinger, tillige med børnenes egen identificering af røde tråde, gør Børnetinget til en særlig ressource for kritisk refleksion og udvikling af indsatsen over for disse børn og unge. Formidling og omsættelse til (forandringer af) praksis og politik på området Som ovenfor nævnt udgør denne bog et skridt i en næsten kun lige påbegyndt proces med formidling og omsættelse af børnenes erfaringer og budskaber til forandringer på områdets praksis og politik. Nogle skridt er der dog allerede taget. For det første er dele af resultaterne allerede formidlet videre til forskellige praksisgrupper. Således er der i en pjece til sagsbehandlere samt i Familieplejen Danmarks årsskrift allerede formidlet delresultater fra projektet (Warming 2004a & b). Ligeledes er delresultater fra projektet formidlet mundtligt til sagsbehandlere, familieplejere, familieplejekonsulenter, døgninstitutionspersonale og kontaktpersoner ved diverse møder og faglige dage etc. Generelt kan man sige, at der fra praktikerside har været en meget stor interesse for at høre og reflektere over, hvad børnene og de unge har sagt. Det kan tyde på, at der her faktisk er god mulighed for at lade børnenes/de unges erfaringer og holdninger få betydning for praksis. For det andet har mindst et af hovedresultaterne fra Børnetinget allerede fået betydning i praksis. Det handler om børnenes/de unges tilkendegivelse af deres ønske om en hjemmeside, hvor de kan udveksle erfaringer. Ifølge det oprindelige design skulle hjemmesiden kun køre 10 uger, og derefter lukkes ned igen, men med afsæt i børnenes tilkendegivelser og Børnetinget – plejebørns talerør?

175

engagerede brug af hjemmesiden som forum for erfaringsudveksling, blev det besluttet at fortsætte hjemmesiden, i første omgang et år. Fra voksenside var der idé om en brevkasse, som kunne støtte op omkring børnenes/de unges tilegnelse af viden om lovgivning og praksis på området, og som samtidig kunne udgøre et forum, hvor børnene/de unge ville være sikre på at få svar. Børnetingets kernegruppe var i forhold til denne idé meget enige og entydige i deres udmeldinger: Hvis en sådan brevkasse skal kunne bruges, skal brevkasseredaktørerne selv være eller have været plejebørn. Redaktørerne skal have prøvet det på deres egen krop – ellers kan det være lige meget. Brevkassen blev på denne baggrund oprettet med en redaktørgruppe bestående af fire tidligere anbragte unge. Børnenes/de unges tilsyneladende varmeste ønske, nemlig ønsket om et virtuelt møderum, et chat-room, er endnu ikke blevet virkeliggjort. Det skyldes alle de etiske og sikkerhedsmæssige hensyn. Denne del ligger således stadig på Familieplejen Danmarks bord som en udfordring i det videre arbejde med udvikling af hjemmesiden.

Et talerør for plejebørn i fremtiden Af det ovenståede fremgår det, at Projekt Børnetinget kan anskues som værende lykkedes som et talerør for plejebørn. Imidlertid er det ikke nok at høre børnene/de unge én enkelt gang, hvis man mener seriøst, at børnenes/de unges oplevelser, erfaringer og holdninger skal have betydning for (udviklingen af) indsatsen. Det må være en fortsat løbende proces. Videreførelse og udvikling af hjemmesiden Videreførelse af hjemmesiden er én måde at fortsætte processen på. Man kan eventuelt her tænke i at supplere de eksisterende sider, børnenes eget møde- og erfaringsudvekslingsrum samt brevkassen, med et »voksne spørger plejebørn«-forum, hvor børnene/de unge bliver opfordret til at bidrage med deres erfaringer og holdninger vedrørende udvalgte spørgsmål. Risikerer man derved ikke at ødelægge det gode ved hjemmesiden: at det er plejebørnene selv, »der styrer showet«? Det gør man selvfølgelig i en vis forstand. Men man kan begrænse »skaden« ved at etablere dette nye forum som et afgrænset rum, som man aktivt skal vælge at klikke sig ind på. Argumentet for at oprette det nye forum er, at det vil give voksne/behandlere mulighed for at spørge børnene/de unge på tidspunkter og i forhold til

176

Har andre plejebørn det som mig ?

emner, hvor der er en god mulighed for at skabe forandring. Det kunne være i forbindelse med revision af lovgivningen på området, i forhold til en verserende debat eller i designet af et metodeudviklingsprojekt. Inddragelse af lokale kernegrupper Erfaringerne fra nærværende projekt peger dog samtidig på det hensigtsmæssige i også at tænke i andre baner. Således har vi allerede været inde på, at hjemmesiden er et skriftligt medie – og dermed meget lidt kropsligt orienteret. Den giver dermed ikke tilstrækkelig mulighed for at lytte til »the 100 languages of children«, som inkluderer mere end blot at læse det skrevne. Hvis man skal lytte til børnenes mange sprog og udtryksformer, kræver det som et minimum, at man er sammen med dem, ser dem, mærker dem, oplever sammen med dem og lærer dem at kende (Warming 2005). Fra erfaringerne med de individuelle interview og fokusgruppeinterviewene ved vi endvidere, at interviewmetoden for det første magtede at få børn i tale, som ikke fandt det oplagt at tilkendegive deres mening, endsige fortælle deres historie på hjemmesiden65. For det andet kunne man via interviewene skabe nogle fortællinger, som giver en dybere indsigt i komplekse sammenhænge og kontekstualitet, end det er tilfældet i beretningerne på hjemmesiden. I interviewene er det muligt at stille uddybende spørgsmål, en mulighed der er fraværende på hjemmesiden. På den baggrund ser det ud til at være hensigtsmæssigt at fortsætte kombinationen af en kernegruppe og et åbent, offentligt net-forum. Ligesom på nettet kan man forestille sig en kombination af, at interviewgrupperne fungerer som »consulting groups«, som professionelle og politikere kan henvende sig til, og hvor børnene/de unge kan svare i det omfang, de finder spørgsmålet relevant. Samtidig, og mere primært, vil det kunne fungere som »opsamlingsforum« af problemstillinger og tematikker, som set fra et børne- og ungeperspektiv er vigtige. Med afsæt i erfaringerne fra projektperioden vil jeg imidlertid anbefale mere lokale kernegrupper, end dem vi har arbejdet med i projektperioden. Lokale kernegrupper har tre fordele. For det første vil det minimere rejsetid og -udgifter og dermed en del besvær for plejebørnene og deres

65 Omvendt er det også meget sandsynligt, at hjemmesiden magter at give talerum til børn/unge, som man ikke så let får i tale med interview.

Børnetinget – plejebørns talerør?

177

plejeforældre i forbindelse med deltagelse. For det andet vil lokale grupper give mulighed for, at børnene/de unge kan komme til orde og politisere, også i forhold til den lokale familieplejeorganisations særlige praksis såvel som i forhold til kommunernes politik på området66. For det tredje ville det give børnene/de unge bedre mulighed for også at mødes uden for gruppen, således at de positive relationer, de etablerer gennem deltagelse i gruppen, også kan få betydning i deres hverdagsliv. Udfordringen: At lytte til »the 100 languages of children« Kernegrupperne i et fremtidens Børneting skulle ideelt set ikke være rent samtaleorienteret, da børnenes budskaber bedst udfoldes og kommunikeres gennem alsidigt samvær. Således undersøger og kommunikerer nogle børn primært deres erfaringer, oplevelser og holdninger verbalt, mens andre primært gør det kropsligt eller gennem produktion af »kunst«, og andre igen kommunikerer gennem en kombination af disse. Verbaliseringen kan i et vist omfang anskues som en læreproces, men hvis man ikke inddrager og giver plads til de andre former, er der stor risiko for eksklusion af erfaringer, oplevelser og holdninger. Derfor er det vigtigt at lytte til »the 100 languages of children«. Samtidig er også tilliden mellem børnene indbyrdes, og mellem børn og deltagende voksne, en afgørende forudsætning for ikke at ekskludere bestemte udtryk, ideer og udtalelser. En sådan tillid skabes over tid gennem anerkendende samvær. At lytte til »the 100 languages of children« indebærer altså for det første tid og gentagne møder. For det andet indebærer det, at man lytter med alle sanser i et alsidigt og anerkendende samvær med børnene og de unge. Og for det tredje bør man tilbyde alternative erfarings- og kommunikationsstier, eksempelvis fotografering, billed- og graffitikunst, film, teater, at børn laver tv eller interviewer andre børn etc.

66 Der er dog her det problem, at børn/unge nogle gange geografisk er anbragt langt fra den anbringende kommune.

178

Har andre plejebørn det som mig ?

Sammenfatning Gennem dette kapitel har jeg argumenteret for, at Projekt Børnetinget kan anskues som en succes. Godt nok blev det ikke alle nuværende og tidligere plejebørns talerør, men det har vist et potentiale for at blive rigtig mange plejebørns talerør. De mange førstehåndsberetninger om livet som plejebarn, tillige med børnenes egen identificering af røde tråde, gør Børnetinget til en helt særlig ressource for kritisk refleksion og udvikling af indsatsen over for disse børn og unge. Og denne ressource har der fra praktikerside allerede været en meget stor interesse for. Det kunne tyde på, at der her faktisk er god mulighed for at lade børnenes/de unges erfaringer og holdninger få betydning for praksis. Jeg har endvidere argumenteret for, at man ikke én gang for alle kan høre plejebørn. Det må være en fortsat løbende proces. Derfor er det glædeligt, at det er blevet besluttet at videreføre hjemmesiden. Det vil dog være hensigtsmæssigt at supplere med nye, mere lokale kernegrupper, da interviews, individuelt og i grupper, tillader at komme i dybden på en anden måde end debatterne på hjemmesiden. Samtidig kan man også overveje et forum på hjemmesiden, hvor voksne spørger plejebørn. Såvel hjemmesiden som gruppeinterviewene viste sig – ikke bare at være en hensigtsmæssig metode til at lytte til plejebørnene – men også at imødekomme deres behov for at møde hinanden. Dét er en vægtig begrundelse for at etablere lokale kernegrupper, og det var ligeledes en vægtig begrundelse for Familieplejen Danmarks beslutning om at videreføre hjemmesiden, i første omgang et år frem. Imidlertid er det et stort ønske fra plejebørnene om chatrooms på hjemmesiden. Dette ligger derfor stadig på Familieplejen Danmarks bord som en udfordring til udviklingen af hjemmesiden.

Børnetinget – plejebørns talerør?

179

KAPITEL 10

Konklusion og perspektivering

Jeg synes det er godt, at man bor i plejefamilie... Nogle gange synes jeg, at det er for meget og fuck dem og alt muligt... Men hvis vi ikke havde boet i en plejefamilie – hvor havde vi så været? AEB (pige) 14 år

Projekt Børnetinget indeholder en mangfoldighed af beretninger om de mange forskellige facetter af livet som plejebarn. Beretningerne synliggør, at livet som plejebarn kan forme sig meget forskelligt, og at effekten af indsatsen er et resultat af et komplekst samspil af et utal af faktorer. Samtidig er der imidlertid nogle meget tydelige røde tråde gennem mangfoldigheden og kompleksiteten. Disse er nedenfor sammenfattet i seks konklusioner med dertilhørende anbefalinger til en forbedring af den professionelle indsats over for plejebørn. Efter den relativt kortfattede opremsning af hovedkonklusionerne følger en mere uddybet og teoretisk forankret tematisering af projektets resultater.

Projekt Børnetingets seks hovedkonklusioner 1. Anbringelse i familiepleje gør ofte en positiv forskel. Mange børn er glade for at være i familiepleje, men ikke alle. Kun meget få af børnene anskuer støtte i hjemmet eller en anden form for anbringelse som et acceptabelt eller bedre alternativ. Selvom børnene oplever, at anbringelse i en plejefamilie har gjort en positiv forskel, oplever rigtig mange livet som plejebarn som værende vanskeligt. Anbefaling: Det anbefales på den baggrund, at der arbejdes systematisk med at udvikle og kvalificere familieplejen som indsats for udsatte børn og

181

unge, herunder at der i særlig grad rettes opmærksomhed mod de forhold, der gør livet som plejebarn vanskeligt. 2. Børnenes viden om eget liv og livsønsker udgør nøglen til den gode indsats. De professionelle, det vil sige sagsbehandlere, familieplejekonsulenter og plejeforældre såvel som politikere og forskere, kan lære utrolig meget af at lytte til plejebørnene selv. Plejebørn har kun det til fælles, at de bor i plejefamilie. Herudover er de lige så forskellige som alle andre. De har forskellige erfaringer, ressourcer og livsønsker, og deres liv udspiller sig i en kompleksitet af sociale sammenhænge, som kun de har det fulde kendskab til. Ligeledes er det også børnene selv, der har kendskab til de store og små ting, der gør deres liv som plejebarn vanskeligt. Hvis den sociale indsats ikke tager højde for dette, risikerer den at gå galt i byen. Børnene selv vil generelt gerne have indflydelse på de beslutninger, der vedrører eget liv, og de oplever det som et svigt, når de ikke får lov til det. Dog er der også beslutninger, der er for svære for børnene selv at tage, men også det har de en særdeles veludviklet fornemmelse for. Anbefaling: Det anbefales, at man frem for at diagnostisere og tænke i standardiserede metoder arbejder ud fra en systematisk inddragelse af børnenes egen viden om eget liv og livsønsker. I den forbindelse spiller børnesamtalen og den metodiske udvikling af denne selvsagt en vigtig rolle. Endvidere anbefales det at undersøge, om der i barnets netværk findes en person, som det har et tillidsfuldt forhold til. Findes denne person, bør han/hun tilknyttes barnet som støtteperson. Dette er særlig vigtigt i forbindelse med beslutningen om anbringelse, samt i den første svære tid hvor barnet ofte er i krise. Endelig anbefales det at videreføre og videreudvikle Børnetinget som et kollektivt talerør for nuværende og tidligere plejebørn. Det handler blandt andet om at arbejde for, at Børnetinget bliver anerkendt og inddraget som vidensbank, tænketank og interesseorganisation i de relevante professionsuddannelser, politiske beslutningsprocesser og i forbindelse med design af nye forskningsprojekter på området. 3. Plejebørn har stort udbytte af at møde andre plejebørn. Plejebørn vil meget gerne møde og have kontakt med andre plejebørn. Gennem mødet med andre plejebørn udvikles deres selvtillid og evne til at mestre livet som plejebarn. Samtidig kan børnenes erfaringsudveksling og den læreproces, 182

Har andre plejebørn det som mig ?

der sker herigennem, understøtte og kvalificere tilsynet med plejeforholdet, så det i højere grad bliver på barnets præmisser. Anbefaling: Det anbefales på den baggrund, at der oprettes mange flere netværksgrupper og mødesteder for plejebørn. Samtidig anbefales det, at plejebørn får en lovfæstet ret til et tilbud om deltagelse i en netværksgruppe. 4. Plejefamiliens væremåde er essentiel for barnets trivsel. Det er afgørende for anbringelsens effekt, at plejeforældrene viser, at de holder af plejebarnet, og at plejebarnet betyder noget særligt for dem. Samtidig er børnene meget sårbare over for ethvert tegn på, at dette ikke er tilfældet. Det er endvidere afgørende, at plejeforældre evner at bakke solidarisk op om, hvad der for barnet er vigtigt. Endelig er også plejeforældrenes måde at relatere sig til forældrene på særdeles vigtig for barnet. Anbefaling: Det anbefales, at der gennem udvælgelse, uddannelse og supervision arbejdes systematisk med plejeforældrenes evne til 1) at vise, at de holder af barnet, 2) at anerkende barnets viden om eget liv og livsønsker og 3) at etablere et anerkendende samarbejde med forældrene på børnenes præmisser. 5. Forældre spiller på godt og ondt en stor rolle i de fleste plejebørns liv. Forældrene udgør både en ressource i plejebørns liv og en trussel for deres trivsel og udvikling. De udgør en ressource i kraft af en positiv emotionel relation og gode samværsoplevelser, som livsvidner og som fortrolige og støtte i svære tider. Omvendt udgør de gennem svigt, trusler om hjemtagelse og samværstvang også en destruktiv faktor, der kan blive fatal for anbringelsens effekt. I praksis har forældre en rettighed, men ikke en pligt, til samvær med børn – mens børn i praksis har en pligt, men ikke en rettighed til samvær. Anbefaling: Det anbefales, at plejebørn gives en lovfæstet garanti mod hjemgivelse mod deres vilje, samt at lovgivningen om forældres samværsret gives et kritisk eftersyn. Endvidere anbefales det, at der samtidig med iværksættelse af en anbringelse også sættes ind med støtte til udvikling af forældrenes omsorgskompetence, så de kommer til at arbejde med – i stedet for imod – den positive effekt ved anbringelsen.

Konklusion og perspektivering

183

6. Ingen eller alt for sen hjælp. En del børn beretter om ikke at være blevet taget alvorligt, når de har søgt hjælp til at komme væk hjemmefra. Andre har til trods for forældres gentagende omsorgssvigt, vold og overgreb slet ikke søgt hjælp. Enten fordi de ikke vidste, hvor de skulle søge hjælpen, eller fordi de samtidig havde en binding og afhængighed i forhold til forældrene. Og andre igen undrer sig bare over, hvorfor der skulle gå så lang tid, før nogen opdagede, hvor galt det stod til. Anbefaling: Det anbefales derfor, at børn får en lovfæstet ret til anbringelse, når de oplever, at deres forældre ikke mestrer forældreopgaven. Det anbefales endvidere, at der sættes ind med information og synlige rådgivningstilbud til børnene i deres lokalmiljø. Og det anbefales at bevidstgøre lærere, pædagoger og lægmand om, hvad man skal gøre, hvis et barn henvender sig, samt at skærpe deres ansvar for selv at tage initiativ til en snak med barnet, hvis de får mistanke om, at noget er galt.

Plejebørn har noget på hjerte, som er værd at lytte til og lære af »Jeg synes, at det her er en vildt god/genial idé – det er jeg glad for...« Amanda, 18 år

Sådan skriver Amanda om igangsættelsen af en hjemmeside som talerør for plejebørns erfaringer, oplevelser og holdninger – og jeg er enig med hende. Jeg har delt Amandas anskuelse om Børnetinget som »en vildt god/ genial idé« lige fra den dag, jeg første gang fik præsenteret idéen om at skabe et talerør for plejebørn. Alligevel er min begejstring steget og steget undervejs. Det er den, fordi plejebørnene både på hjemmesiden og ved interviewene i den grad har bakket op omkring idéen. De deltager med engagement og fortællelyst, og herigennem beviser de samtidig deres helt særlige og værdifulde viden, samt at de har mod på at dele denne viden med ligestillede og professionelle, som vil »stille sig på plejebørnenes side«. Samtidig tilkendegiver de eksplicit, at de synes, at Projekt Børnetinget er en god idé, og at »det er på tide, at nogen hører på os«. Den helt overordnede konklusion er derfor, at plejebørn gerne vil høres, og at de har noget på hjerte, som er værd at lytte til, og som bør mane til eftertanke, refleksion og handling. Vi, socialarbejdere, politikere og forskere, kan lære utrolig meget

184

Har andre plejebørn det som mig ?

af at lytte til børnene. At lytte til plejebørnene selv er forudsætningen for en seriøst forbedret, vidensbaseret og demokratisk indsats. Børnetinget udgør en vidensbank, som socialarbejdere, politikere og forskere kan lade sig inspirere, kvalificere og provokere af. Men handler det om et konkret barn, må man samtidig inddrage dette konkrete barns viden om eget liv og livsønsker. Netop dét kan siges at være en af de absolutte hovedkonklusioner i projektet. Som en af deltagerne i Børnetingets kernegruppe udtrykker det: »De skal snakke med os, og lytte (..) for ellers ved de jo slet ikke noget, så tror de bare«. Børnetinget udgør hermed et modspil til eksperters bedreviden og en udfordring til drømmen om at finde en standardiseret og almengyldig metode i arbejdet med udsatte børn og unge. En kvalificeret indsats forudsætter, at forestillingen om standardiserede, almengyldige metoder droppes, og at de, der arbejder med udsatte børn og unge, i stedet kvalificeres og forpligtes til at lytte og tage afsæt i det enkelte barns viden om eget liv og livsønsker.

Anbringelse i plejefamilie kan gøre en positiv forskel På baggrund af børnenes beretninger i interviewene og på hjemmesiden står det lysende klart, at anbringelse i plejefamilie kan gøre en afgørende positiv forskel i børnenes liv, men også, at den ikke altid gør det. Hermed har børnetinget et vigtigt input til den verserende debat om, hvorvidt anbringelser overhovedet nytter. Rigtig mange plejebørn fortæller, hvordan deres liv på forskellig vis har forandret sig til det bedre, herunder hvordan de tilegner sig kompetencer, har fået et bedre liv og er blevet bedre socialt integreret, efter at de er kommet i plejefamilie. Sådan er det imidletid ikke for alle. Nogle trives slet ikke, og rigtig mange fortæller om, at selvom det absolut har gjort en afgørende positiv forskel at komme i pleje, så er livet som plejebarn vanskeligt. Ud fra dette perspektiv er det ikke så underligt, at forskere finder, at plejebørn har dårligere fremtidsprognoser end gennemsnittet af børn67. Konklusionen bliver imidlertid ikke, at man skal lade være at anbringe børn, men at man skal arbejde mere systematisk med at støtte dem under anbringelse.

67 Sådanne undersøgelser er henholdsvis rapporteret og refereret i eksempelvis Nygaard Christoffersen 1993 og Egelund & Hestbæk 2003

Konklusion og perspektivering

185

Den gode indsats understøtter plejebørnenes egne bestæbelser på social integration, anerkendelse, stabile sociale bånd og et trygt hverdagsliv En anden hovedkonklusion fra projektet er, at plejebørn ønsker og selv bestræber sig på social integration, anerkendelse, stabile sociale bånd og et trygt hverdagsliv. Disse bestræbelser og ønsker kan anskues som en væsentlig ressource i arbejdet med børn og unge, eller med andre ord som børnenes og de unges bidrag til den gode effekt af indsatsen. Det er imidlertid langtfra altid, at den professionelle indsats er opmærksom på samt understøtter børnenes og de unges egne bestræbelser. Børnene og de unge fortæller således, at livet som plejebarn bliver særlig svært, når deres bestræbelser og ønsker vedrørende social integration, anerkendelse, stabile sociale bånd og et trygt hverdagsliv negligeres eller modarbejdes. Skåret ind til benet, er det typisk det, der gør forskellen i forhold til, hvorvidt børnene/de unge trives som plejebørn eller ej. Det er dermed en væsentlig konklusion fra projektet, at indsatsen får den bedste effekt, hvis den professionelle indsats støtter op omkring børnenes/de unges egne bestæbelser på social integration, anerkendelse, stabile sociale bånd og et trygt hverdagsliv.

Teoretisk perspektivering af plejebørnenes budskaber Plejebørnenes bestræbelser og ressourcer kan begrebsliggøres og perspektiveres ud fra den tyske moralfilosof Axel Honnets anerkendelsesteori. Teorien er en normativ teori, hvor anerkendelse anskues som forudsætningen for det gode liv, og hvor anerkendelse, social integration, subjektiv mestring og sociale bånd anskues som ontologisk forbundet. Denne forståelse synes i høj grad at finde genklang i, samt at udfoldes og eksemplificeres i plejebørnenes beretninger. Dermed bliver det muligt, gennem inddragelse af denne teori med dertilhørende anerkendelses- og krænkelseskategorier, at etablere et systematisk normativt fundament for diskussion og vurdering af indsatsen – et fundament, som samtidig er i overensstemmelse med, hvad plejebørnene selv melder ud. Dertil kommer, at denne teori formår at diskutere indsatsen på forskellige niveuaer, således både lovgivningsniveauet, policy-implementeringsniveauet og niveauet for konkret interaktion mellem plejebørnene og socialarbejdere (plejeforældre, familieplejekonsulenter, sagsbehandlere etc.). I det følgende vil jeg derfor slå

186

Har andre plejebørn det som mig ?

et slag for anerkendelsesteorien68, for herigennem at etablere et systematisk normativt fundament for en tematisering af de med- og modspil, som plejebørnene får i deres bestræbelser på social integration, anerkendelse, stabile sociale bånd og et trygt hverdagsliv. Ekskurs: Etablering af et anerkendelsesteoretisk grundlag Som allerede nævnt, er det en grundantagelse i Honneths teori, at anerkendelse er forudsætningen for det gode liv. Denne forudsætning baserer sig på en forståelse af anerkendelse som basis for subjektets individuering og sociale integration. Honneth opererer med tre former for anerkendelse, som tilhører hver sin sfære, og som indebærer hver sin sin moralske fordring til den sociale interaktion (Honneth 2003a: 43 & Honneth 2003b: 92) . Derudover skelner han helt grundlæggende mellem erkendelse og anerkendelse, hvor erkendelse beskrives som »bekendtgørelse af kognitiv overbevisning«, mens anerkendelse i alle dens tre former indebærer »motivmæssig beredvillighed«. Det vil sige, at den fordrer engagement i den anden og dennes livsprojekt (Honneth 2003c:107). De tre forskellige former for anerkendelse kan ikke erstatte hinanden, da de på hver sin vis bidrager til individets individualisering og sociale integration (Willing 2003, Honneth 2003b:92). I det følgende skal der, med henblik på en efterfølgende tematisering af resultaterne fra projektet, kort redegøres for de tre anerkendelsesformer, herunder for hvilken sfære de tilhører, hvordan de bidrager til subjektets individualisering og sociale integration, samt den mere specifikke forskel på erkendelse og anerkendelse: 1) Den første form for anerkendelse er emotionel anerkendelse. Begrebet emotionel anerkendelse henviser til oplevelsen af at være noget særligt for den anden, og om at opleve at man giver og modtager følelsesmæssig støtte i et gensidigt afhængighedsforhold. Denne form for

68 For en yderligere udfoldelse af Honnets anerkendelsesbegreb henvises til Willig (red.) 2003, samt relateret specifikt til arbejdet med udsatte børn og unge, til Bo & Warming 2004.

Konklusion og perspektivering

187

anerkendelse er ifølge Honneth basis for dannelse og vedligeholdelse af individets fundamentale selvtillid69 og for dets forudsætning for at indtræde i intersubjektive forhold. Sfæren for denne form for social anerkendelse er venskabets og kærlighedens sfære. Venskabet og kærligheden udgør ideelt set »symmetriske relationer, hvor subjektet kan etablere en fortrolighed med sine ressourcer, indstillinger og værdier og se dem modtaget og anerkendt« (Willig 2003:15). Den specifikke forskel på anerkendelse og erkendelse i relation til emotionel anerkendelse kan anskuliggøres ved forskellen på at signalere: Jeg ser, at du er ked af det, og det har du lov til (erkendelse), og jeg ser, at du er ked af det, og jeg lider med dig/vil gerne trøste dig/hjælpe dig med at løse dit problem (anerkendelse). Omsorg og kærlighed udgør den nødvendige etiske og intersubjektive forholden sig, som betingelse for den emotionelle anerkendelse. Omsorg uden kærlighed indebærer derimod en latent risiko for moralsk krænkelse (Honneth 2003b:92, Bo & Warming 2004). 2) Den næste form for anerkendelse er den retlige anerkendelse, som handler om at blive tildelt anerkendelse, som »en person, der besidder den samme moralske tilregnelighed som alle andre mennesker« (Honneth 2003b:92). Det handler om at have del i universelle rettigheder, som udgør de grundlæggende muligheder for at realisere sin autonomi og selvagtelse (Willig 2003: 14-16). Modsat den emotionelle anerkendelse, der i høj grad er følelses- og oplevelsesbaseret, foregår denne anerkendelse på det kognitive og retslige plan. Den specifikke forskel mellem at erkende og anerkende i relation til retslig anerkendelse handler om, at det er muligt at erkende alle individers ret til indflydelse på eget liv (eksempelvis i FN’s menneskerettighedskonvention, og mere specifikt: børns rettigheder som de kommer til udtryk i FN’s Børnekonvention), uden samtidig at anerkende det ved at følge op på det lovgivningsmæssigt og uden gennem forvaltningspraksisser at bakke denne ret aktivt op (Bo & Warming 2004). Retslig

69 I Honneths betydning indbefatter den fundamentale selvtillid det, der i andre sammenhæng ofte benævnes selvværd.

188

Har andre plejebørn det som mig ?

anerkendelse forudsætter således, at de generelle rettigheder følges op både lovgivningsmæssigt og gennem de forvaltningsmæssige praksisser. 3) Den tredje form for anerkendelse er den sociale anerkendelse. Begrebet henviser til gruppens, fællesskabets eller samfundets anerkendelse af individuelle præstationer og evner, som disse praktiseres gennem »individets deltagelse og positive engagement i det situerede fællesskab« (Willig 2003:16). Den specifikke forskel mellem at erkende og anerkende i relation til social anerkendelse handler om forskellen på at erkende, at du er her og gør dit bedste, i forhold til at anerkende i forstanden værdsætte. Dertil kommer, at det ikke bare er værdsættelse af det, som individerne i et givet fællesskab deler med hinanden, men også af forskelligheden, som noget der beriger og medvirker til opfyldelsen af den enkeltes livsmål (Honneth 2003c: 144). I det følgende skal de med- og modspil, som plejebørn møder i forhold til deres bestræbelser på social integration, anerkendelse, stabile sociale bånd og et trygt hverdagsliv tematiseres og perspektiveres med afsæt i ovenstående begrebsliggørelse.

Emotionel anerkendelse – om betydningen af kærlighed Rigtig mange af børnene og de unge understreger på forskellig måde betydningen af emotionel anerkendelse. Om man trives som plejebarn handler i høj grad om, hvorvidt man oplever at blive omsorgsfuldt holdt af, og selv får lov til at holde af. Det vil sige, om man får mulighed for at indgå i symmetriske »kærligheds«-relationer. Det er der en del plejebørn, der oplever ikke at have mulighed for – hverken i relationen til forældrene eller plejeforældrene. Således udgør emotionel krænkelse et centralt omdrejningspunkt i mange beretninger om, hvad der gør livet som plejebarn svært. I plejebørnenes relation til forældrene handler det ofte om krænkelse med hensyn til omsorgsdimensionen. Dette er ikke så overraskende, da forældrenes begrænsede omsorgsevne typisk også er årsagen til anbringelsen. Heroverfor er risikoen i plejeforholdet derimod krænkelse på kærlighedsdimensionen. Det vil sige en risiko for omsorg uden kærlighed. Således er Konklusion og perspektivering

189

der en del plejebørn, der oplever, at plejeforældrene ikke elsker dem, eller børnene er usikre på plejeforældrenes kærlighed til dem. Dermed står de i den situation, at de uanset, at de har to forældrepar, ikke nogen af stederne opnår fuld emotionel anerkendelse: Forældrene elsker dem, og de betyder noget helt særligt for dem – men disse magter ikke omsorgen. I plejefamilien får de professionel omsorg, og derved sker en positiv forandring – men her bliver de ikke elsket ubetinget, og de får ikke oplevelsen af at være noget særligt og uerstatteligt for plejeforældrene. Dét bliver fatalt for deres selvtillid, deres sociale integration og livskvalitet. Andre plejebørn oplever at blive elsket ubetinget, og de oplever at være noget særligt og uerstatteligt for plejeforældrene. Disse børn trives langt bedre – også selvom de i relationen til forældrene måske oplever krænkelse på både omsorgs- og kærlighedsdimensionen. I disse tilfælde kan man tale om, at familieplejeanbringelsen udgør en ubetinget positiv forandring, som sandsynligvis ikke i samme grad ville kunne være opnået gennem anbringelse på en døgninstitution. En væsentlig konklusion er således, at den gode plejefamilie er karakteriseret ved, at plejeforældrene ikke bare drager professionel omsorg for barnet, men at de lukker barnet ind i deres hjerte og elsker det ubetinget, samt at de er gode til at vise det. Plejeforældre skal være gode til at vise, at de holder af deres plejebørn Plejeforældrenes evne til at vise, at de holder af deres plejebarn, er overordentlig vigtig. Mange plejebørn er særdeles sårbare i forhold til ethvert lille tegn på, at de ikke bliver holdt af eller ikke er helt gode nok i plejeforældrenes øjne. Sårbarheden hænger dels sammen med den symbolske meningstilskrivelse i det at være plejebarn frem for »rigtigt barn« af en familie, dels hænger det sammen med tidligere oplevelser af at blive forkastet og/eller svigtet. Det er derfor vigtigt, at plejeforældrene er meget opmærksomme på, hvilke signaler de sender. Det er, som børnene og de unge understreger, de helt små ting, der kan gøre en forskel – så små ting og tegn, som plejeforældrene måske slet ikke er opmærksomme på, og som set fra deres perspektiv ikke har noget at gøre med, om de holder af plejebørnene eller ej. Det må derfor anbefales, at der arbejdes systematisk med plejeforældrenes evne til holde af deres plejebørn, herunder deres opmærksomhed på at vise og bevise deres kærlighed samt på at minimere attituder, der kan aflæses som emotionel miskendelse. At arbejde systematisk med dette handler både om udvælgelse af plejeforældre og 190

Har andre plejebørn det som mig ?

om udannelse og supervision. Samtidig bør netop plejebarnets oplevelse i forhold til emotionel anerkendelse i plejefamilien indgå som et centralt og obligatorisk tema i børnesamtalen. Dette udgør en grundlæggende forudsætning for kvalificeret supervision af plejeforældrene. Udvikling af forældrenes omsorgs- og kærlighedsevne er en forudsætning for optimal effekt af anbringelsen Den helt optimale trivsel finder vi blandt de børn, som ikke alene oplever emotionel anerkendelse i plejefamilien, men hvor forældrene under anbringelsen tilegner sig øget omsorgs- og kærlighedsevne, eksempelvis ved at komme ud af et alkoholmisbrug, gennemgå et terapiforløb eller andet. En anden konklusion er således, at det optimale ikke kan opnås alene med en god anbringelse. Det kan det ikke, fordi forældrene på godt og ondt ofte er vigtige medspillere i plejebarnets tanker og liv. Tages der ikke højde for dette, er anbringelsen en indsats med blind makker. Det anbefales derfor, at forældrenes tilegnelse og udfoldelse af omsorgs- og kærlighedsressourcer støttes og motiveres som en integreret del af en anbringelsesforanstaltning70. En sådan støtte og motivering kan hverken erstatte eller erstattes af den gode familieplejeanbringelse, men er derimod en forudsætning for optimering af barnets livskvalitet og udviklingsbetingelser både under og efter anbringelsen. Konflikter mellem forældre og plejeforældre kan true barnets trivsel og udvikling En helt særlig problemstilling i forhold til emotionel anerkendelse gør sig gældende i det omfang, der er konflikter og/eller jalousi mellem forældre og plejefamilie. I sådanne tilfælde kan barnet enten reagere ved at vælge side, eller ved at forsøge at balancere/undgå at vælge side. Vælger barnet side, risikerer det at »blive straffet« emotionelt af den anden side. Det vil sige at blive straffet med fratagelse af emotionel anerkendelse. Og hvis barnet forsøger at balancere, risikerer det i værste fald at blive straffet emotionelt fra begge sider. Begge dele er der eksempler på i børnenes beretninger, og begge dele har negative konsekvenser for barnets selvværd og tilegnelse af 70 Det giver sig selv, at det, man herved kan opnå, vil variere med forælderens situation. Således vil der være nogle tilfælde, hvor man ikke når ret langt, og der vil være tilfælde, hvor det slet ikke er muligt at komme i kontakt med forælderen.

Konklusion og perspektivering

191

kompetence til at indgå i relationer med andre mennesker. Dertil kommer den emotionelle krænkelse med dertilhørende konsekvenser for barnets selvværd og tilegnelse af sociale kompetencer ved at opleve, at den ene part taler dårligt om den anden. Også det beretter en del af børnene om. En konklusion fra projektet er derfor, at det er vigtigt for plejebørns trivsel, at plejeforældre og forældre grundlæggende synes om og respekterer hinanden. Det anbefales derfor, at der arbejdes systematisk med forebyggelse og håndtering af konflikter mellem forældre og plejeforældre. Et sådant systematisk arbejde indbefatter både udvælgelse, uddannelse og supervision af plejeforældrene, inddragelse samt anerkendende og støttende samarbejde med forældrene og udvikling af metoder til at styrke begge parters egen mestring af konflikter.

Retslig anerkendelse – om betydningen af indflydelse på eget liv Dette afsnit handler om retten til et godt liv og om betydningen af at have indflydelse på de beslutninger, der vedrører eget liv. Den gode beslutning er funderet i plejebarnets viden om eget liv og livsønsker Næsten alle børnene og de unge kan tilslutte sig, at plejebørn bør have indflydelse på de beslutninger, der vedrører deres liv, hvilket de ifølge FN’s børnekonvention også har (en betinget71) ret til. Der er dog også beslutninger der vil være for svære at tage stilling til. I disse tilfælde mener de, at de professionelle bør tage beslutningen med udgangspunkt i et grundigt kendskab til barnets/den unges erfaringer, tanker, oplevelser og ønsker. Imidlertid er der rigtig mange af børnene og de unge, der oplever, at de i praksis ikke har en sådan indflydelse, og at der bliver taget beslutninger hen over deres hoveder. Trods erkendelsen af børns rettigheder, såvel i FN’s børnekonvention som i Servicelovens paragraffer om børnesamtaler og inddragelse af børnenes synspunkter, fører dette, ifølge børnenes og de unges beretninger, ikke altid til en retslig anerkendende praksis. Den retslige krænkende praksis får negative konsekvenser for børnenes og de

71 Børnenes ret til indflydelse på beslutninger vedrørende deres eget liv er i Konventionen om Barnets Rettigheder gjort betinget af børnenes alder og modenhed.

192

Har andre plejebørn det som mig ?

unges egne bestræbelser på social integration, sociale bånd og et trygt hverdagsliv, idet beslutningerne da risikerer at modarbejde disse. Børn og unge bør have ret til anbringelse, hvis de oplever, at forældrene ikke mestrer forældreopgaven Såvel blandt Børnetingets kernegruppe som på hjemmesiden er der mange beretninger om børn og unge, som har oplevet at mistrives hjemme hos forældrene, og som kan fortælle horrible historier om, hvad de bliver udsat for. En del af disse har oplevet ikke at blive taget alvorligt, når de har søgt hjælp til at komme væk hjemmefra. Vi kan ikke vide, hvorfor disse børn og unge ikke er blevet imødekommet. Det kan handle om en mistro til børnenes beretninger, om en vurdering af at sagen ikke ville kunne holde som en »tvangssag«, om arbejdspres, økonomi eller noget helt femte. Men uanset begrundelserne, så er det fortællinger om fraværende retslig anerkendelse af børn og unge i relation til et meget betydende forhold: nemlig hvor de skal bo, og hvem der skal have omsorgsforpligtelse for dem. Det er fortællinger om, at børn og unge ikke får (retslig anerkendende) hjælp, hvis de mistrives hos forældrene, og dermed fortællinger om at børn og unge ikke i praksis har ret til en anbringelse, når de selv vurderer dette som nødvendigt. Det får uomtvisteligt negative konsekvenser for såvel børnenes/de unges selvagtelse som deres tiltro til »systemet«. De oplever, at deres ønsker og lidelser er ligegyldige, og at deres bestræbelser på social integration og et trygt hverdagsliv modarbejdes. Fortællingerne rejser spørgsmålet, om ikke børn og unge bør have en ret til anbringelse, når de oplever, at forældrene ikke mestrer forældreopgaven. Retslig anerkendelse af udsatte børn og unge kræver som et minimum en sådan rettighed, men derudover også at børn og unge informeres om, hvor de kan gå hen, hvis de oplever, at deres forældre ikke mestrer forældreopgaven. Det anbefales, at børn og unge får ret til anbringelse, hvis de oplever, at forældrene ikke mestrer forældreopgaven, og at denne rettighed i praksis bakkes op gennem etablering af synlige rådgivningstilbud til børnene og de unge i lokalmiljøet. Nødvendigheden af, at de voksne lytter til børnene og tager ansvar Realiseringen af børns og unges ret til en anbringelse fordrer endvidere et mere aktivt medspil fra ansvarlige voksne omkring barnet. Det gør det, fordi beslutningen om at komme væk hjemmefra er en af de beslutninger, som Konklusion og perspektivering

193

kan være alt for svær for børnene selv at tage. Dels fordi børnene samtidig er følelsesmæssigt knyttet til forældrene. Dels fordi forældrene måske er børnenes/de unges vigtigste informationskilde i forhold til barnets muligheder og fortolkninger af virkeligheden. Der er i materialet fortællinger om børn og unge, der har været udsat for vold, overgreb og vanrøgt gennem det meste af et barneliv – uden at disse børn selv har været i stand til at tage skridtet til at bede om hjælp, og uden at andre har taget skridtet til at hjælpe! En konklusion er derfor, at det nødvendigvis ofte må være de voksne omkring børnene/de unge, der tager initativet til og beslutningen om anbringelse, men at beslutningen må kvalificeres med afsæt i barnets/ den unges viden om eget hverdagsliv og ønsker. Sidstnævnte skal med, fordi der er børn og unge, der beretter om anbringelser, som de nærmest har oplevet som endnu et overgreb, og som blot har betydet »endnu mere rod og kaos« i deres liv, fordi der ikke var forståelse for deres konkrete situation, herunder deres bekymringer, ønsker og behov. Omvendt er der også børn og unge, der fortæller om gode og holdbare løsninger, der netop var baseret på familieplejekonsulentens eller sagsbehandlerens kendskab til og anerkendelse af barnets egen viden om eget hverdagsliv og livsønsker. Det giver samtidig familieplejekonsulenten/ sagsbehandleren mulighed for at formidle beslutningen på en måde, så denne bliver forståelig og meningsfuld for barnet. Børn og unge bør have en støtteperson i forbindelse med en anbringelse Mange børn og unge fortæller om at have været i krise i forbindelse med anbringelsen. Det gør det svært for dem at modtage de oplysninger, de får, samt at »ordne« og gøre deres egen viden og ønsker gældende. En retslig anerkendelse af børn og unge i forbindelse med anbringelser bør derfor indbefatte, at barnet/den unge får tilknyttet en støtteperson, med hvem det kan dele og få bearbejdet sin sorg, sine frustrationer, tanker, fantasier, informationer, ønsker etc., og fra hvem det kan forvente solidaritet. Ideelt set bør det være en, som barnet i forvejen har et tillidsforhold til. I det omfang, der ikke eksisterer en sådan person i barnets netværk, bør der ligge en ekstra forpligtelse på sagsbehandler, familieplejekonsulent og plejeforældre om hurtigst muligt at etablere et tillidsforhold til barnet/den unge, samt om at stille sig solidarisk med barnets oplevelser og livsønsker.

194

Har andre plejebørn det som mig ?

Plejebørn bør have en retssikret garanti for ikke at blive hjemgivet mod deres ønske Flere af plejebørnene tematiserer i deres fortællinger angsten for hjemgivelse. Eksempelvis er der et indlæg på hjemmesiden, hvor anbringelsen i plejefamilie karakteriseres som »falsk tryghed«, fordi man altid kan blive hjemgivet. Ligeledes er der meningsudvekslinger blandt kernegruppens deltagere, hvor børnene/de unge når frem til, at en tvangsanbringelse er bedre end en frivillig, fordi forældrene så ikke kan true med at tage én hjem, hvis det hele ikke bliver som forældrene vil. Pointen er, at plejebørnene oplever, at deres trygge hverdagsliv og sociale bånd til plejefamilien samt deres bestræbelser på normalitet og social integration hele tiden trues af en hjemgivelse. Det gør de, fordi forældrene har en forælderrettighed, og/ eller fordi kommunen kan beslutte, at der ikke længere er grundlag for en anbringelse, og derfor af økonomiske og/eller ideologiske grunde vælger at hjemgive barnet. Børnene og de unge fortæller om oplevelsen af ikke at have nogen indsigelsesmulighed, og hvordan det sætter dem i en situation af frustration, magtesløshed og »evig usikkerhed«. Sidstnævnte er nok så vigtigt, idet »den evige usikkerhed«, uanset om hjemgivelsen bliver en realitet eller ej, går ud over livskvaliteten og er ødelæggende for den positive forandring, som anbringelse i plejefamilien ellers kunne have medført. Det er en uacceptabel og uhensigtsmæssig krænkelse af børnenes behov for retslig anerkendelse. En konklusion er derfor, at plejebørn bør have en retslig sikret garanti for ikke at blive hjemgivet mod deres ønske. Forældrenes ret til samvær indebærer en risiko for barnets trivsel Forstyrrelsen af den trygge hverdag i plejefamilien forstyrres imidlertid ikke kun af truslen om hjemgivelse, men også af en praksis, hvor børnene tvinges/presses til samvær med forældre, og/eller hvor samværet udelukkende er på forældrenes præmisser. Dertil kommer, at tvangen til samvær og/eller samvær på forældrenes præmisser også i nogle tilfælde kan vanskeliggøre børnenes bestræbelser på social integration blandt jævnaldrende. Denne praksis med tvungent samvær og på forældrenes præmisser hænger formodentlig sammen med to faktorer: dels forældrenes forældrerettigheder, som indebærer en ret til samvær, dels en tro på den positive betydning af en kontakt mellem barnet og dets forældre. Megen psykologisk teori har således understreget betydningen af forældre/barn-relationens

Konklusion og perspektivering

195

bevarelse under en anbringelse 72 . Imidlertid sikres børnenes behov for en relation til forældrene ikke i praksis, fordi man ikke tvinger, og kun i meget begrænset grad motiverer og støtter, forældre til samvær. Således kan man sige, at i praksis har forældre en rettighed, men ikke en pligt, til samvær med børn – mens børn i praksis har en pligt, men ikke en rettighed til samvær. Børns indflydelse på kontakt og samvær med forældre bør sikres bedre Ligesom der er børn og unge, der oplever, at deres bestræbelser på normalitet og social integration hele tiden trues af tvangen til samvær med en forælder, de er vred på, ikke har nogen relation til og/eller som er belastende for dem at være sammen med – så er der også børn og unge, der ikke oplever støtte til deres ønske om og bestræbelser på at etablere og vedligeholde en kontakt med forældre samt andre »rødder og livsvidner«, eksempelvis søskende, bedsteforældre etc. Det er således en konklusion, at plejebørn, med hensyn til deres relation til og samvær med forældre og andre »rødder og livsvidner«, ofte ikke møder retslig anerkendelse. Det skyldes tilsyneladende et samspil af forskellige faktorer: For det første forældrenes forældrerettigheder. For det andet en tilsynspraksis, hvor børnenes erfaringer og ønsker ikke altid afdækkes og udfoldes gennem grundige og gentagne børnesamtaler. Og for det tredje en næsten fraværende systematisk indsats med henblik på at motivere og støtte forældre (og andre) til et samvær, der tager højde for barnets behov og ønsker. På den baggrund anbefales det, at den retslige anerkendelse af plejebørn i forhold til samvær med forældre og andre styrkes systematisk gennem: a) revision af lovgivningen vedrørende børns og forældres samværsrettigheder, b) udvikling af børnesamtaler som systematisk afdækning af barnets erfaringer og ønsker, så disse i højere grad kan danne afsæt for beslutninger om samvær og etablering af kontakt, og c) støtteforanstaltninger, med henblik på udvikling af forældrenes forståelse og respekt for børnenes behov og ønsker, samt af deres praktiske formåen i forhold til at honorere disse. Sidstnævnte kunne som et eksempel handle om at hjælpe forældrene til at overholde aftaler lavet med børnene73. 72 Som tidligere nævnt står denne teori ikke uimodsagt, jf. kapitel 3. 73 Hvordan, med hvilket ambitionsniveau, og om det overhovedet kan lade sig gøre, må naturligvis bero på konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

196

Har andre plejebørn det som mig ?

Den gode plejefamilie støtter solidarisk op omkring, hvad der er vigtigt for plejebarnet Også i plejefamilien er der grund til at kigge på den retslige anerkendelse, eller med andre ord på børnenes og de unges adgang til indflydelse på eget liv. Det er der, fordi nogle børn og unge fortæller, at de har fået større indflydelse på eget liv, nogle gange blandt andet i kraft af større økonomisk råderum, ved at komme i plejefamilie eller ved at skifte fra den ene plejefamilie til en anden. Og fordi de fortæller, at dette har haft positiv betydning for deres sociale integration og selvagtelse og i forlængelse heraf for deres livskvalitet som sådan. Omvendt er der også andre, der fortæller om, hvordan ufleksible regler, restriktive rammer og begrænsede økonomiske ressourcer er med til at gøre livet som plejebarn svært, og hvordan det vanskeliggør deres bestræbelse på normalitet og social integration. På den baggrund må det anbefales, at der hos plejeforældrene er en forståelse for og evne til at imødekomme børnenes og de unges behov for autonomi og økonomisk råderum, og at dette indgår som kriterium både i udvælgelse af plejeforældre og som et mål for uddannelse, supervision og støtte til plejeforældreopgaven. At imødekomme plejebørnenes behov for autonomi og økonomisk råderum er, med afsæt i begrebet om retslig anerkendelse i kombination med Bourdieus begreb om socialt rum, ikke bare at give børnene/de unge en pose »lommepenge« og så lade dem sejle deres egen sø. Tværtimod indebærer det at lytte med alle sanser og støtte solidarisk op omkring det, der er vigtigt for plejebarnet. Forudsætningen herfor er en bestræbelse på at minimere magtubalancen mellem barn og voksen, ved at den voksne accepterer ikke at »vide bedst« og samtidig bidrager med den type viden og de ressourcer, han/hun har. Det handler om at respektere og tage afsæt i plejebørns viden om eget liv samt i deres bestræbelser på at mestre dette. Det vil sige at arbejde med afsæt i de ressourcer, de allerede har, og samtidig at udbygge og understøtte disse gennem plejeforældrenes anderledes viden og ressourcer. Familieplejekonsulenten skal vise og bevise, at vedkommende er der for plejebarnet Afslutningsvis om retslig anerkendelse og børnenes/de unges indflydelse på eget liv skal vi omkring tilsynet og børnesamtalen som noget helt centralt. Mange tilsyn fungerer i dag ved, at der overvejende snakkes med Konklusion og perspektivering

197

plejeforældrene, og/eller ved at familieplejekonsulenten snakker med barnet og plejeforældrene sammen. Dette fungerer fint, såfremt barnet og plejeforældrene har den samme oplevelse af plejeforholdet, og der ikke er konflikter eller misforståelser på banen. Er der det, kommer barnet imidlertid let til at opleve sig isoleret. Det er der i materialet en del eksempler på. Men selv når der ikke er konflikter, kan det have en signalværdi for plejebarnet, hvorvidt der bliver snakket med ham/hende alene. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at kun enkelte af børnene og de unge tænker den tilsynsførende som én, der er der for dem, og hos hvem de kan søge solidarisk støtte og rådgivning. En forudsætning for, at tilsynet kan fungere som en støtte til og rådgivning af barnet, såvel som en kvalificeret supervision af plejeforældrene og en kontrol med plejeforholdet, også i situationer med konflikter og/eller misforståelser mellem barn og plejeforældre, er, at familieplejekonsulenten snakker jævnligt med barnet/den unge under fire øjne, samt tydeligt tilkendegiver sin anerkendelse og solidaritet med barnets/den unges erfaringer, trænglser og livsprojekter. Det må derfor anbefales, at familieplejekonsulenterne jævnligt taler alene med barnet, og at der arbejdes systematisk med deres evne til og opmærksomhed på at bevise sin anerkendelse og solidaritet med plejebarnets erfaringer, trængsler og livsprojekter.

Social anerkendelse – om betydningen af grupper og mødesteder for plejebørn Som alle andre har plejebørn naturligvis brug for social anerkendelse. Det vil sige, at det ikke er nok bare at blive accepteret, men at man også har brug for at blive værdsat for det særlige, man kan bidrage til gruppen med. Nogle plejebørn oplever i høj grad at opnå dette, men da ofte på trods af deres erfaringer og identitet som plejebarn – det, de bidrager med, er ikke deres erfaringer som plejebarn. Andre oplever kun i meget ringe grad eller slet ikke en sådan anerkendelse. Sidstnævnte er fatalt for selvbillede og selvtillid såvel som livskvalitet. Netværksgrupper styrker plejebørns mestring af eget liv, selvtillid og positive selvbillede Mødet med andre plejebørn kan udgøre en opbyggende moderfaring til dette. I mødet med andre plejebørn oplever plejebørnene social anerken-

198

Har andre plejebørn det som mig ?

delse, ikke bare på trods af deres erfaringer og identitet som plejebørn, men i kraft af disse. Og ikke kun i det omfang erfaringerne, livsløbene og identiteterne er ens, men også i kraft af deres forskellighed, idet de forskellige erfaringer, livsløb og identiteter beriger deltagerenes forståelse, refleksion og viden om eget livsløb, livsønsker og muligheder. Netværksgrupper for plejebørn kan derfor både styrke den enkelte deltagers mestring af eget liv samt selvtilliden og selvværdet gennem social anerkendelse. Netværksgrupper og mødesteder kan kvalificere tilsynet Yderligere har det i praksis vist sig, at netværksgrupper og mødesteder for plejebørn udgør et særligt erfarings- og refleksionsrum, hvor fortællinger og oplevelser, eksempelvis om mistrivsel i plejefamilien, som ellers ikke kommer til orde, kan udfoldes og finde vej til familieplejekonsulenten. Netværksgrupper kan på den led komme til at virke understøttende for et tilsyn, således at det i højere grad kvalificeres af et grundlæggende kendskab til og solidaritet med barnets/den unges erfaringer, trængsler og livsønsker. Alt i alt kan man sige, at børnenes/de unges møde med hinanden og erfaringsudveksling, hvor de solidarisk responderer og spejler sig i hinanden samt giver hinanden gode råd, udgør en empowering af børnene/de unge. En empowering i form af øget klarhed, viden og selvtillid samt mod på og tillid til, at forandring til det bedre er en mulighed, samt tillid til at andre kan engagere sig i og vil være solidariske med deres livsprojekter. Sidstnævnte kan i høj grad udgøre en håndsrækning til tillidsforholdet mellem barnet og familieplejekonsulenten og dermed den nævnte kvalificering af tilsynet. Plejebørn kan med andre ord noget i forhold til hinanden, hvor den »voksenpædagogiske indsats« kommer til kort. På den baggrund må det anbefales, at der oprettes langt flere netværksgrupper for plejebørn, og at plejebørnene får en lovfæstet ret til deltagelse i en netværksgruppe gennem hele deres anbringelse.

Konklusion og perspektivering

199

Referencer

Adler, Patricia. A. & Peter Adler (1987): Membership roles in field research. Qualitative research methods series. Volume 6, California: Sage Publications Andersen, Dines & Mai Heide Ottosen, red. (2002): Børn som respondenter. Om børns medvirken i survey. Socialforskningsinstituttet 02:23 Bloor M., J. Frankland, M. Thomas & K. Robson (2001): Focus Groups in Social Research. Cambridge: Polity Bo, Inger Glavind & Hanne Warming (2004): Professionalisation of Friendship, Paper til ISSA’s International Conference on Sociological Practice, Lesvos: den 11-14 juni 2004 Bourdieu, Pierre (1995/1986): Den biografiske illusion i Social Kritik nr. 36: s. 32-38 Bourdieu, Pierre (1996): Symbolsk makt, Oslo: Pax Bourdieu, Pierre (1997): Af praktiske grunde. Omkring teorien om menneskelig handlen. København: Akademisk Forlag Bourdieu, Pierre & Loïc J. D. Wacquant (1992): An Invitation to Reflexive Sociology. Cambridge & Oxford: Polity Press Bourdieu, Pierre et.al. (1999): The Weight of the World. Social Suffering in Contemporary Society. Cambridge & Oxford: Polity Press Burr, Vivien (1995): An introduction to social constructionism. London: Routledge Christensen, Else (1998): Anbringelse af børn. En kvalitativ analyse af processen. Socialforskningsinstituttet 98:2 Clausen, Birthe J. & Jørgen Lauritzen (2000): Livshistorie i pædagogisk arbejde. Semiforlaget Clausen, Birthe J. & Jørgen Lauritzen (2004): Narrativ pædagogik: Livshistorie som pædagogisk grundsyn. Semiforlaget Driscoll, Valerie & Caron Rudge(2005) Channels for listening to young children and parents i Alison Clark et. al. (eds.): Beyond listening. Polity Press (forthcoming) 201

Egelund, Tine & Anne Dorthe Hestbæk (2003): Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet. En forskningsoversigt. Socialforsknigsinstituttet 03:04 Flyvbjerg, Bent (1993): Rationalitet og Magt. København: Akademisk Forlag Foucault, Michel (1978): Seksualitetens historie 1. Viljen til viden. København: Bibliotek Rhodos Foucault, Michel (1994): The Ethics of the Concern for the Self as a Practice of Freedom i James Bernauer & David Rasmussen (eds.): The Final Foucault. Cambridge: MIT Press Frønes, Ivar (2001): Handling, kultur og mening. Bergen: Fagbokforlaget Honneth, Axel (2003a): Foragtens sociale dynamik i R. Willig (ed.): Axel Honneth. Behovet for anerkendelse. En tekstsamling. København: Hans Reitzels Forlag: 24-49 Honneth, Axel (2003b): Mellem Aristoteles og Kant i R. Willig (ed.): Axel Honneth. Behovet for anerkendelse. En tekstsamling. København: Hans Reitzels Forlag: 73-97 Honneth, Axel (2003c): Usynlighed i R. Willig (ed.): Axel Honneth. Behovet for anerkendelse. En tekstsamling. København: Hans Reitzels Forlag: 98-117 Lindén, Gunilla (1992): Kan børn skifte forældre. København: Arnold Busck Mead, George H. (1967/1934): Mind, Self & Society. From the Standpoint of a Social Behaviorist. Chicago: The University of Chicago Press Mishler, Elliot G. (1986): Research Interviewing. Context and Narrative. London & Cambridge: Harward University Press Nielsen, Hanne Warming (2001): Børn i Medvind og Modvind. En relationel analyse af børns livtag med livet i det refleksivt moderne. Ph.d. afhandling nr. 27, ph.d-serien »Comparative Welfare Systems«, Roskilde Universitetscenter Nielsen, Hanne Warming og Karin Mathiesen (1996): Den private slagmark – parforholdets historie og sociologi i Jo Herman (red.): Jeg gifter mig kun én gang. Kærlighed og parforhold i 1990’erne. Forlaget Modtryk; s. 51-74 Nygaard Christoffersen, Mogens (1993): Anbragte børns livsforløb. København: Socialforskningsinstituttet 93:11

202

Har andre plejebørn det som mig ?

Olsén, Peter & Birger Steen Nielsen (1984): Mere demokrati! – et projekt under SSF om »unge og arbejdsløshed«, upubliceret rapport Richardson, L. (2000): Writing. A Method of Inquiry i Norman. K. Denzin and Yvonna. S. Lincoln (eds): Handbook of Qualitative Research, second edition, Thousand Oaks, London, New Delhi: Sage Publications: 923-943 Rinaldi, Carlina (2005): Documentation and Assessment: What is the relationship? i Alison Clark et al. (eds.): Beyond listening. Polity Press (forthcoming) Sacks, Harvey (1991/1972): On the Analysability of Stories by Children i Frances C. Waksler (ed.): Studying the Social Worlds of children: Sociological Readings. New York & Philadephia: Falmer Press: 195-215 Schwartz, Ida red.(2003): Fortællinger fra Praksis: Om livshistorie og pædagogik. København: Hans Reitzel Schwartz, Rikke (1990): Kontinuitet i det anbragte barns opvækst i Plejefamilier nr. 4 Silverman, David (1998): Harvey Sacks: Social Science and Conversation Analysis. Polity Press Warming, Hanne (2000): Barn og klient: Dobbelt umyndiggørelse og usædvanlige læreprocesser i Social Kritik nr. 70: 74-79 Warming, Hanne (2002a): At gribe eget liv: Kollektive og individuelle læreprocesser i en samtalegruppe for unge anbragt i familiepleje. Evalueringsrapport, Familieplejen i Roskilde Amt Warming, Hanne (2002b): Det er lidt svært – men jeg må jo sige min mening. København: Frydenlund Warming, Hanne (2003a): Plejebørn. Når far eller mor er psykisk syg. En samtalegruppe for henholdsvis plejebørn og plejeforældre. Evalueringsrapport, Familieplejen for børn og unge/Forældre og Børnecentret Warming, Hanne (2003b): Børn er da også en slags mennesker i Værdier i socialpolitikken. Essaysamling. Socialministeriet: 64-79 Warming, Hanne (2004a): Sms-kontakt til sagsbehandleren i »Man skal nok lige lære os at kende først«. Et inspirationshæfte om børnesamtalen. Dansk Socialrådgiverforening, HK/kommunal, Familieplejen Danmark, Red Barnet, KABU: 8-13

Referencer

203

Warming, Hanne (2004b): Projekt Børnetinget i Familieplejen Danmark. Årsskrift: 20-21 Warming, Hanne (2004c): Tilsyn og støtte gennem netværksgrupper: Potentialer, dilemmaer og perspektiver. Evalueringsrapport, CAFA Warming, Hanne (2005): Participant Observation: A way to learn about children’s perspectives i Alison Clark et al. (eds.): Beyond listening. Polity Press (forthcoming) Warming, Hanne; Inge Østergård Hansen & Mogens Nielsen (2003): Lærestykker fra arbejdet med og evaluering af en terapeutisk samtalegruppe for familieplejeanbragte børn i Matrix nr. 3: 243-285 Wegler, Bibi & Hanne Warming (1996): Barnet mellem to familier – en undersøgelse af samarbejdet mellem forældre og plejeforældre. Frederikshavn: Dafolo Wickham, Chris & James Fentress (1992): Social Memory. Oxford & Cambridge: Blackwell Willig, Rasmus red. (2003): Axel Honneth. Behovet for anerkendelse. En tekstsamling. København: Hans Reizels Forlag Willig, Rasmus (2003): Indledning i R. Willig (red.): Axel Honneth. Behovet for anerkendelse. En tekstsamling. København: Hans Reitzels Forlag: 7-23

Web-referencer, love etc. Lov om Social Service Konventionen om Barnets rettigheder www.boernetinget.dk www. Statistikbanken.dk

204

Har andre plejebørn det som mig ?