P ̄randen af det ukendte 8779349080, 9788779349087

Table of contents :
Omslag
Forside
Titelside
Kolofon
Forord
Indhold
Om forsidebilledet
Bibliothèque Nationale, Suppl. Gr. 1354.2-V. Pergamentfragment (45x18 cm)
Herodots skythiske nomader
1. Herodot og hans værk
2. Dareios' Skythienstogt
3. Nomadernes livsform
4. Skythiens geografi
5. Nomaders og fastboendes indbyrdes afhængighed
6. Arnegudinden Tabiti
7. Hadet til byen
8. Den skythiske ødemark
9. De vilde nomader
10. Konklusion
Kilder
Kulturmødet mellem græker og barbar hos Xenofon
1. Xenofon og hans værker
2. Kulturmødet
3. De mærkelige barbarer
4. Den gode leder
5. Seuthes. 6. KonklusionKilder
Strabon om Sortehavet
1. Strabons person og værk
2. Geografien
3. Sortehavets udseende
4. Det nordlige Sortehav
5. Det vestlige Sortehav
6. Det østlige Sortehav
7. Det sydlige Sortehav
8. Konklusion
Kilder
Ptolemaios fra Alexandria og hans samtidige
1. Ptolemaios som geograf
2. Andre kilder til Sortehavets geografi
3. Det azovske Hav
4. Landtangen ved Perekop
5. På sporet af en ukendt halvø
6. Konklusion
Kilder
Ammianus Marcellinus' beretning om Sortehavsegnene
1. Ammianus Marcellinus' liv
2. Historieværket
3. Sortehavsekskursen. 4. Indsejlingen i Sortehavet og geografien i al almindelighed (22.8.7-13)5. Sortehavets sydkyst (22.8.14-23)
6. Sortehavets østkyst fra Fasis til Det kimmeriske Bosporos (22.8.24-25)
7. Den maiotiske Sø med omgivende egne (22.8.26-36)
8. Den nordlige og vestlige kyst (22.8.37-45)
9. Klima og fiskeliv (22.8.46-48)
10. Selvsyn eller læsning
11. Konklusion
Kilder
Litteratur
Transskription
Forfatterne
Register over geografiske navne.

Citation preview

S O R T E H AV S S T U D I E R

I

På randen af det ukendte Hvad græske og romerske forfattere kan berette om Sortehavsregionen i oldtiden

Redigeret af Tønnes Bekker-Nielsen og George Hinge DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFONDS CENTER FOR SORTEHAVSSTUDIER

AARHUS UNIVERSITETSFORLAG 2006

PÅ RANDEN AF DET UKENDTE

© Aarhus Universitetsforlag 2006 Omslag: Jakob Munk Højte Om illustrationen se s. 11 Kort: Jakob Munk Højte og Narayana Press Bogen er sat med Stone serif

ISBN 87 7934 908 0

DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFONDS CENTER FOR SORTEHAVSSTUDIER

Bygning 328 Aarhus Universitet 8000 Århus C www.pontos.dk

Forord

Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sortehavsstudier blev oprettet i begyn­ delsen af 2002 som et tværfagligt samarbejde mellem arkæologer, filologer og historikere med henblik på den antikke (græsk-romerske) kultur omkring Sorte­ havet og dennes møde med de forskellige lokale kulturer. Centret var den 21. september 2002 vært for seminaret ”På randen af det ukendte” der var det første i en række formidlende dansksprogede seminarer. Denne bog offentliggør seminarets fem bidrag (Jan Willem Drijvers’ bidrag i dansk oversættelse). Sortehavet var ikke en del af den græske verden fra begyndelsen. Homer nævner ikke havet et eneste sted i Iliaden og Odysseen, og det er først i det 7. århundrede f.Kr. at grækerne for alvor vover sig ind på dette hav, der i begyn­ delsen blev kaldt ”Det ugæstfri Hav”, Pontos Axeinos, men snart blev omdøbt – for ikke at fornærme det – til ”Det gæstmilde Hav”, Pontos Euxeinos. Grækerne anlagde en lang række kolonier både på sydkysten og nordkysten og kom så­ ledes snart i tæt forbindelse med fremmede folkeslag som f.eks. thrakere og skythere. Sortehavet og de omkringliggende strøg blev ikke kortlagt på én gang, og grækerne og romerne vedblev gennem hele oldtiden at have en ret unøjagtig forestilling om områdets geografi – både hvad angår Sortehavets og Det azovske Havs fysiske dimensioner, og med hensyn til den brogede etnografi. Bogen tager udgangspunkt i fem antikke forfattere der hver på deres måde kommer ind på Sortehavets geografi og etnografi: Herodot (ca. 484-425 f.Kr.), Xenofon (ca. 430-355 f.Kr.), Strabon (ca. 64 f.Kr.-24 e.Kr.), Ptolemaios (ca. 100-170 e.Kr.) og Ammianus Marcellinus (ca. 330-400 e.Kr.). Herodot og Ammian skriver historie og Xenofon selvbiografi, hvorimod Strabons og Ptolemaios’ værker er direkte geografiske – selv om det er på en meget forskellig måde. I begyndelsen var grækernes forestillinger om Sortehavets udstrækning og form som sagt temmelig uklare. Herodot angiver således en længde der er dob­ belt så stor som den virkelige, og hævder at Det azovske Hav ikke er meget min­ dre. De senere forfattere får bedre begreb om selve Sortehavet, men Det azovske Havs omfang overdrives stadig. Tønnes Bekker-Nielsen gør i sit kapitel rede for hvordan man har forsøgt at løse Ptolemaios’ undertiden fejlagtige og selvmod­ sigende koordinater.

6

TØNNES BEKKER-NIELSEN OG GEORGE HINGE

De antikke forfatteres beskrivelse af Sortehavsområdets geografi og etnografi støtter sig ofte snarere på litterære og antikvariske studier end på egenhændig udforskning, og den er i reglen anekdotisk i den forstand at den ikke så meget sigter på at give en dækkende og systematisk beskrivelse, men i stedet frem­ hæver de byer og folkeslag der har mytologisk eller historisk interesse. Det er karakteristisk, på forskellig måde, for både Strabons Geografi og Ammianus Marcellinus’ Sortehavsekskurs som det fremgår af Jan Willem Drijvers og Arne Søby Christensens kapitler. Grækernes møde med Sortehavet var samtidig ensbetydende med at barba­ ren træder i karakter. Bodil Due diskuterer i sit kapitel hvordan Xenofon frem­ stiller de lokale ikke-grækere (”barbarer”) han kommer i berøring med på felt­ toget i Lilleasien. George Hinge undersøger hvordan grækernes forestillinger om nomaden præger Herodots beskrivelse af Skythiens etnografi og geografi. Under den diskussion der fulgte efter indlæggene, stillede Vincent Gabrielsen det spørgsmål til George Hinge om han forsøgte at rekonstruere skytherne som de virkelig var, eller skytherne som Herodot opfattede dem? Det har gennem flere hundrede år været et centralt problem for den histori­ ske etnografi: forholdet mellem skytherne som de var, og skytherne som græker­ ne så dem. I dag vil man tilføje et tredje element til ligningen: skytherne som de så sig selv, deres valg af kulturelle og etniske strategier. Moderne forskning er meget opmærksom på at identitet ikke er noget på forhånd givet, men skabt – ofte selvskabt. Skythisk selvopfattelse har påvirket skythiske adfærdsmønstre og medført accept eller afvisning af græske kulturelementer; den har præget det bil­ lede skytherne videregav af sig selv, såvel som det de kunne fortælle om deres naboer længere mod nord og øst. Over denne identitet der for en stor del er dannet gennem selvdefinition og traditionsopfindelse, ligger et lag af stereotypiske forestillinger om grækere kon­ tra barbarer, bønder og nomader, aristokratiske rytterfolk over for plebejiske fod­ folk. Man fristes til at kategorisere det hele som utroværdig fiktion, var det ikke fordi – som både Lise Hannestad og George Hinge fremhævede – elementer i den litterære beskrivelse af skytherne faktisk bekræftes af de arkæologiske fund. Afgørende for en forståelse af vores tekster er, som det tydeligt fremgik af Bodil Dues og George Hinges indlæg, spørgsmålet om tekstens formål og genre. Herodot eller Xenofon havde ingen målsætning om at beskrive fortiden wie es eigentlich gewesen: deres historiefortælling var eksemplarisk, moraliserende og belærende. Også Strabon som vi er vant til at kalde for geograf, var – som Jan Willem Drijvers pointerede i sit indlæg – i sine egne øjne formentlig historiker. Selv for kartografen Ptolemaios fra Alexandria var det primære ærinde ikke at beskrive geografien, men at bevise nogle ideer om geometriens praktiske anven-

FORORD

7

delsesmuligheder. Og den rigdom af detaljer hos Ammian som ved første læs­ ning giver et indtryk af selvsyn og fortrolighed med Sortehavet, viser sig snart at bygge på en samredigering af anekdotisk og antikvarisk stof, af lecta snarere end visa. De fem foredrag på seminaret gav tilsammen et indtryk af den rigdom af in­ formation der findes i de tekstlige kilder til Sortehavet, men foredragsholderne fremhævede samtidig den fare der ligger i at betragte enkelte, løsrevne informa­ tioner uden at tage højde for hvorledes udvælgelse og videregivelse af informa­ tionerne er bestemt af genre, konventioner, traditioner og forfatterens bevidste valg. I diskussionen der fulgte, blev det også klart hvor mange nye og væsent­ lige spørgsmål der rejser sig når man sammenholder teksternes udsagn med geo­ grafiske data og arkæologiske fund. Forhåbentlig vil der blive mulighed for at forfølge nogle af disse spørgsmål i Centrets fremtidige arbejde. Tønnes Bekker-Nielsen og George Hinge



Indhold

Jakob Munk Højte Om forsidebilledet

11

George Hinge Herodots skythiske nomader

13

Bodil Due Kulturmødet mellem græker og barbar hos Xenofon Jan Willem Drijvers Strabon om Sortehavet

35

43

Tønnes Bekker-Nielsen Ptolemaios fra Alexandria og hans samtidige

55

Arne Søby Christensen Ammianus Marcellinus’ beretning om Sortehavsegnene Litteratur

85

Transskription Forfatterne

88

89

Register over geografiske navne

91

67

Om forsidebilledet

Jakob Munk Højte

Bibliothèque Nationale, Suppl. Gr. 1354.2-V. Pergamentfragment (45x18 cm) Denne antikke billedlige fremstilling af Sortehavet er fundet i byen Dura Euro­ pos ved Eufratfloden i det yderste østlige hjørne af Romerriget. Billedet er malet på pergament, og man har længe antaget at det har været fæstnet på et skjold, og det benævnes derfor normalt ”Dura-skjoldet”. Der kendes flere bemalede prydskjolde fra Dura Europos, men i dette tilfælde er der snarere tale om en bil­ ledtavle – pinax – med et kort over Sortehavet. Dels er motivet med sin detalje­ rigdom ikke velegnet til at blive set på lang afstand, dels passer kortets formode­ de kvadratiske form ikke til de ellers rektangulære skjolde. Til venstre på fragmentet ses havet hvori der ligger et stort sejlskib og under det en robåd med i hvert tilfælde fire personer. Nederst ses yderligere to ansig­ ter som må tilhøre endnu en robåd. Yderst til venstre er der rester af forstavnen af et skib placeret spejlvendt i forhold til det første, og indimellem et lyst felt som muligvis også kan være skroget på et skib. Herpå anes svage rester af en sig­ natur som måske kan tydes som Gargillus; det kunne være enten kunstneren eller indehaveren af kortet. Placeringen af skibene tyder på at der oprindeligt har været fire symmetrisk opstillede sejlskibe og deres funktion derfor er rent orna­ mental. Kortet viser Sortehavskysten ud for nutidens Bulgarien, Rumænien og Ukrai­ ne. Byerne gengives som huse eller templer med tre skifter af murværk og sad­ deltag og efterfølges af navnet samt en afstandsangivelse i romerske mil (= 1,5 km). De fleste lokaliteter kan uden problemer identificeres. Fra oven læses først floden Panysos, så byerne Odessos [Varna], Bybona (sandsynligvis = Bizone), Kallatis, Tomea (Tomis) [Constant,a], og dernæst floderne Istros og Danubis. Donau kaldtes Istros på græsk og Danubius på Latin, og det kunne være navne­ ne på to af dens udløb. Istros er imidlertid også navnet på en by, og det er mulig­ vis den der tænkes på her. Så følger byerne Tyras, Borysthenes i Sortehavets

12

JAKOB MUNK HØJTE

nordvestlige hjørne og Chersonesos på Krim. De to sidste lokaliteter Trap[ezus?] og Arta[?] har voldt større problemer. Trapezus er navnet på en by i det sydøst­ lige hjørne af Sortehavet, men det passer dårligt med placeringen på kortet. Man har derfor forsøgt at identificere det som et bjerg på det sydlige Krim, og Arta kunne så være latinsk (artum = indsnævring) transskriberet til græsk og betegne strædet ved Kerˇc’. Afstandsangivelserne viser at kortet lægger sig op ad den romerske tradition for vejkort hvor det primære er afstanden imellem forskellige lokaliteter på en given rute snarere end deres eksakte geografiske placering. Således viser kortet f.eks. afstanden mellem Borysthenes og Chersonesos, men grafisk fremgår det ikke at sidstnævnte ligger langt sydligere på halvøen Krim. Forlægget kan have været en tabel over punkter på en rundrejse langs Sortehavets kyst – en periplus – som er fordelt omkring et cirkulært hav. Selv om forklaringerne er skrevet på græsk, har forlægget været latinsk, hvilket bl.a. fremgår af at afstandene opreg­ nes i romerske mil og ikke i græske stadier. Dura Europos blev indlemmet i Romerriget i 165 e.Kr. efter felttoget mod par­ therne under kejserne Marcus Aurelius og Lucius Verus, og byen falder igen til sassaniderne i 256 e.Kr. Formen på håndskriften i signaturen peger på en datering i begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.

Indskrifterne [P]an[ysos pot(amos): mi(lia) - - -]

Odes[sos: mi(lia) - - -]

Bybon[a: mi[(lia) - - -]

Kallant(is): mi(lia) [- - -]

Tomea: mi(lia) 33

I[s]tros pot(amos): mi(lia) 40

Danubis pot(amos): [mi(lia) - - -]

Tyra: mi(lia) 84

Bor[y]s[then]¯e s: [mi(lia) - - -]

Cher[s]on[¯e sos: mi(lia) - - -]

Trape[zus - - -]

Arta[- - -]

[Gar]gill[us?]

Herodots skythiske nomader

George Hinge

1. Herodot og hans værk ”Historieskrivningens fader” kalder vi gerne Herodot fordi han er den tidligste overleverede repræsentant for historiegenren i den vestlige litteratur. Vi er i det 5. århundrede f.Kr., og selv om der længe, sikkert altid, har været historiske be­ retninger, typisk i digterisk form som de homeriske eper Iliaden og Odysseen, er det noget væsensnyt vi møder i Herodots Historie. I stedet for eposets mytiske univers træder nu en rationalistisk verdensanskuelse. Herodot er ikke alene i denne græske oplysningstid, der undertiden kaldes ionisk fordi den har sit ud­ gangspunkt i de ioniske byer i det sydvestlige Lilleasien, og fordi dens repræsen­ tanter benytter sig af den ioniske græske dialekt: Hans forgængere er imidlertid alle gået tabt, således Hekataios, som Herodot ofte polemiserer imod. Samtidig med Herodot er lægevidenskabens fader Hippokrates som er tilskrevet en mæng­ de medicinske og fysiologiske skrifter, det hippokratiske korpus; ikke alle er af ham og ikke alle fra det 5. århundrede, men de udspringer alle af det samme intellektuelle miljø (Thomas 2001). Det er Cicero der som den første indrømmer Herodot det ærefulde tilnavn pater historiae, men han taler straks herefter om de utallige skrøner, innumerabi­ les fabulae, Herodot bringer til torvs (Leg. 1.5). Det smukke billede af den ratio­ nalistiske oplysningsmand som jeg netop tegnede, synes at krakelere når man ser hvor vedholdende kritikerne siden oldtiden, nærmest fra blækket i Herodots værk blev tørt, har beskyldt ham for løgnagtighed eller i bedste fald for grænse­ løs naivitet. Så fantastiske er mange af de fortællinger vi læser hos ham, og så ofte må hans historiske og etnografiske efterretninger falde for en nøjere gransk­ ning. Tilliden til Herodot var dog blevet genskabt helt eller delvist efterhånden som europæerne kom i kontakt med de ”vilde” og så hvilken mangfoldighed etnografien rent faktisk stiller os over for. Og det 19. århundreders udgravninger i Mellemøsten og dechifreringen af kileskriften viste med al tydelighed at Herodots fremstilling af Perserrigets historie ikke var grebet ganske ud af luften selv om de kritiske røster aldrig forstummede helt.

14

GEORGE HINGE

I de senere år er der – ikke mindst med François Hartogs monografi fra 1980 (= Hartog 1991) – blevet lagt en litterær synsvinkel: Herodots værk skal ikke opfattes som et historieværk, men som etnografisk-historisk fiktion hvori virke­ lige og uvirkelige momenter blandes i en fængslende roman. De etnografiske detaljer inddrages ikke blot for underholdningens skyld (som man ellers ofte kan få fornemmelsen af når man læser Herodot), men for at skabe en kohærent og meningsfuld fortælling. Dét er virkelig historie ikke hvis man skal tro Aristo­ teles, der dog udtrykkeligt anser Herodot for historie og ikke digtning (Poetik 1451a-b). Værkets ærinde er ifølge Hartog ikke at beskrive eksotiske folkeslag og mærkværdige skikke, men igennem disse modbilleder, ”spejle”, at give en karak­ teristik af grækerne selv. Jeg skal i dette kapitel prøve at forlige Herodots beskrivelse med den faktiske virkelighed og give eksempler på hvordan Herodots skytherbillede kan forstås på baggrund af en mere grundlæggende dikotomi mellem nomader og fastboende. Herodots historieværk, som vi traditionelt deler i ni ”bøger”, hver med navn efter én af de ni muser, har som sin genstand perserkrigen hvor grækerne, der endnu var splittet i utallige bystater, besejrede datidens supermagt Perserriget. Skildringen af krigen selv optager kun anden halvdel af værket, 5.-9. bog. Første halvdel, 1.-4. bog, beskæftiger sig derimod med forhistorien der dog ikke frem­ stilles strengt annalistisk eller med analyser af hvordan det kunne gå så galt. I stedet er en række bredt anlagte etnografisk-historiske afhandlinger knyttet sam­ men til en slags verdenshistorie eller verdensetnografi: Lydien, Persien og Baby­ lon i 1., Egypten i 2., Etiopien i 3. og Skythien og Libyen i 4. bog. Gennem dis­ se ekskurser, der i forskningen gerne kaldes logoi, ”historier” (man har forestillet sig at de blev skrevet som selvstændige værker og først siden blev indlemmet i historieværket), beredes scenen for perserkrigen. Den røde tråd er forestillingen om en højere orden der, hvis den bliver brudt, medfører menneskers og folke­ slags undergang – og i den optik er persernes endegyldige nederlag i 480/479 f.Kr. den eneste naturlige udgang.

2. Dareios’ Skythienstogt Det meste af 4. bog, ”Melpomene”, er afsat til en ekskurs om det skythiske folk og Skythiens geografi. Skytherne var iransksprogede rytternomader der i den klas­ siske oldtid dominerede området nord for Sortehavet. Herodots fremstilling, der fylder en 40-50 sider, er dermed vores vigtigste skriftlige kilde til dette folks kul­ tur og i det hele taget til Østeuropas historie i oldtiden. Ekskursen tager sit ud­ gangspunkt i perserkongen Dareios’ togt imod skytherne. Herodot beretter at

HERODOT

15

skytherne selv engang havde besat Medien, og at Dareios’ krigstogt fandt sin causa belli deri (1.103-7, 4.1.1). Dareios undervurderer imidlertid opgavens omfang, og den mislykkede Skythiensekspedition bliver således for Herodots læser et umisforståeligt forvarsel om Dareios’ ikke mindre uheldige togt imod Athen i 490 f.Kr. Hartog, der som sagt argumenterer for at Herodot bruger de etnografiske ekskurser som et spejl hvori grækernes egen kultur træder klarere frem, tager særligt udgangspunkt i 4. bog og i Dareios’ møde med den nomadiske fjende. Stillet over for de fremmedartede skythere bliver perserne der ellers er grækernes naturlige modsætning i Herodots fortælling, således selv fremstillet som en slags grækere, som en anden hoplithær der har forvildet sig ud på stepperne hvor den er dømt til at gå under. Skythernes stærkeste våben over for den angribende Dareios er ifølge Hartog på den ene side landets uvejsomhed, apori¯e (4.83.1, 4.131.1, 4.134.2), som Herodot understreger i en temmelig lang ekskurs om de ukrainske floders størrelse og antal (4.47-58), og på den anden side netop den nomadiske livsform som Herodot ifølge Hartog gør til en strategi snarere end et vilkår. Det er umuligt at besejre en fjende der ikke har et fast tilholdssted, og som man derfor ikke kan opdrive; går man i én retning, er han pludselig i det mod­ satte verdenshjørne (Hartog 1991, 53-79). Spørgsmålet er hvilken historicitet vi skal tillægge Herodots beretning om Dareios’ skythertogt: Skal vi virkelig forestille os at verdens mægtigste mand flakkede omkring på de ukrainske stepper i slutningen af det 6. århundrede f.Kr.? Det er selvfølgelig ikke utænkeligt når man mindes senere despoters ikke mindre tragiske ruslandstogter – Napoleon i 1812 og Hitler i 1941-44! Disse felttog vil muligvis af fremtidens (neo)konstruktivister blive affærdiget som litte­ rære produkter på grund af deres forudsigelighed og åbenlyse afhængighed af hinanden og af Herodot. Vi er imidlertid i den heldige situation at kong Dareios har udgivet sine erindringer, og dét Gud ske lov i en temmelig bastant og ufor­ gængelig form, nemlig i en kolossalindskrift på en klippevæg ved Bisutun på tre sprog: akkadisk, oldpersisk og elamitisk (selv samme indskrift var nøglen til tyd­ ningen af kileskriften i det 19. århundrede). Afsnit 74, der kun findes i den per­ siske version (DB kol. V, ll. 20-30), lyder: Kong D¯arayawahuˇs siger: Så gik jeg med en hær op i Sak¯a [Skythien] efter sakerne [sky­ therne] der bærer spids hat. Disse sakere gik væk fra mig. Da jeg kom til havet, krydse­ de jeg det da med hele min hær. Så slog jeg sakerne godt og grundigt. Jeg tog en anden til fange; han blev ført bundet til mig, og jeg dræbte ham. De pågreb deres leder der hed Skunxa, og førte ham til mig. Jeg gjorde da en anden til leder som det var min vilje. Så blev landet mit.

16

GEORGE HINGE

Dareios vil altså kendes ved et skythertogt, men med et ganske andet udfald end det af Herodot beskrevne. Dette forhold er nu ikke i sig selv problematisk. Augustus fortæller således stolt i sine epigrafiske memoirer hvordan han ”skab­ te fred i Germanien” og rykkede grænsen frem til Elben (Res gestae 26). Vi hører ikke ét ord om at germanerne i 9 e.Kr. på det blodigste havde kastet det romer­ ske åg af sig. Dareios kan altså udmærket have bekæmpet skythere og taget pro­ minente skythere til fange for derefter at foretage et strategisk tilbagetog. Et skær af skythisk strategi som den beskrives hos Herodot, kunne fremgå af Dareios’ beskrivelse af deres første reaktion da han overskrider havet (floden?): De for­ svinder ganske enkelt og må opsøges. Tekststedet er dog alt andet end sikkert (jeg har i oversættelsen læst i[maiy Sak¯a hac¯ama a ¯ ]iˇsa med Kent 1953, 133-34; derimod Harmatta 1976). Spørgsmålet er imidlertid hvilke skythere Dareios førte krig imod. Han kalder dem udtrykkeligt ”de skythere der bærer spids hat”. I de oldpersiske indskrifter skelnes der imellem tre slags skythere: Sak¯a haumavarg¯a ”de somapressende skythere”, Sak¯a tigraxaud¯a ”de spidshattede skythere” og Sak¯a paradraya ”skytherne hinsides havet” (DNa, 25-6, 28-9; XPh, 26-7; A.2P, 14, 15, 24). Herodot opregner de forskellige folkeslag der deltog i Xerxes’ grækenlandstogt i 480/79 f.Kr., og nævner heriblandt netop (7.64): De skythiske sakere bar på hovedet en spids opretstående hat og bukser, og de var be­ væbnet med deres lokale buer og med dolke, og hertil havde de stridsøkser, ”sagaris”. De var skythere, men blev kaldt amyrgiske sakere (for perserne kalder alle skythere for sa­ kere).

Herodot blander tilsyneladende Sak¯a tigraxaud¯a og Sak¯a haumavarg¯a sammen, forudsat at Amyrgioi er en forgræskning af sidstnævnte tilnavn. De amyrgiske sakere står anført mellem baktrierne (i Afghanistan) og inderne (i Pakistan), så Herodot vil åbenbart have os til at tænke på dette verdenshjørne. Det er da også i nordøst at de moderne forskere anbringer de spidshattede og somapressende skythere. Hvis den skytherkrig Dareios bryster sig af, virkelig skal lokaliseres i Kasakh­ stan eller Afghanistan, kunne man frygte at Herodot frit har opfundet Sorte­ havsekspeditionen for at kunne indpasse sin for den etnografiske fuldstæn­ dighed nødvendige skytherlogos i værkets overordnede narratologiske tråd – eventuelt med misforstået udgangspunkt i Dareios’ indskrift der udmærket kan tænkes opsat i Ionien tillige med en græsk version. Imidlertid bliver alle skythe­ re både på persiske relieffer og i græske vasemalerier fremstillet med en spids, mere eller mindre konisk hue (Sauter 2000, 237-45). Men hvis man absolut vil

HERODOT

17

støtte sig til de skythiske huers divergerende ikonografi og derfor udelukke at Dareios og Herodot omtaler det selv samme slag, kan man på den anden side ud­ mærket tænke sig at der var en anden krig som de persiske kilder tilfældigvis ikke beretter om (fordi den var mindre vellykket), imod de vestligste skythere mellem Donau og Dnepr. Thrakien [omtrent svarende til Bulgarien] var i for­ vejen blevet persisk interessesfære i slutningen af det 6. århundrede f.Kr., så det er ganske tænkeligt at Dareios sendte en hær over Donau for at yde de ekspan­ derende og sikkert grænsekrænkende rytternomader modstand (ganske som han siden sendte en straffeekspedition til Attika da athenerne havde blandet sig i persisk indenrigspolitik og ildnet til den ioniske opstand i 494 f.Kr.).

3. Nomadernes livsform Skytherne bliver i hele den klassiske litteratur fremstillet som de prototypiske nomader. Herodot sammenfatter det ét sted (4.46): De der hverken har murede huse eller bymure, men som alle bærer deres hjem med sig idet de er rytterbueskytter og lever ikke af ploven, men af kvæghjorde og har deres boli­ ger på vogne …

Skytherne bliver her kaldt phereoikoi, det samme ord som Hesiod bruger om sneglen der jo bærer sit hus på ryggen (det er højst sandsynligt at Herodot vil have os til at tænke på netop dette sted i eposet Værker og dage). Selv om Herodot bruger så meget plads på skythernes historie og kultur, finder vi desværre ikke nogen samlet beskrivelse af den nomadiske livsform. Nomadismen forud­ sættes åbenbart kendt som en grundlæggende præmis og nævnes kun, som ovenfor, i bisætninger som del af andre ræsonnementer. Mere detaljeret er i den henseende fremstillingen i skriftet Om vindene, vandene og stederne (i nyere tid også kaldet Om miljøet). Denne afhandling der i overleveringen tillægges Hippo­ krates og sikkert er affattet i det 5. århundrede f.Kr. (på Herodots tid), søger at vise hvordan klima og natur indvirker på mennesket; som paradigme på den ”nordlige race” vælges netop skytherne (kap. 18): Om de øvrige skytheres race gælder det at de ligner sig selv og ikke andre, ganske som det var tilfældet med egypterne med den forskel at sidstnævnte er tvunget af varmen, men førstnævnte er det af kulden. Den såkaldte Skythiske Ødemark er en græsrig og højtliggende steppe der rummer vand i begrænset omfang; der er nemlig en mængde flo­ der der transporterer vandet væk fra stepperne. Dér lever også skytherne, og de kaldes

18

GEORGE HINGE

nomader fordi de ikke har huse, men bor på vogne. Vognene er enten små med fire hjul eller med seks hjul. De er forstærket på alle sider med filt. De er ellers udstyret som huse, og nogle har ét rum og andre tre rum. Vognene bliver trukket af to eller tre okser uden horn; de har nemlig ikke horn på grund af kulden. Kvinderne bor i disse vogne, mens mændene rider på heste. De ledsages også af de får de har, og af okserne og hestene. De bliver på samme sted kun så længe som der er tilstrækkeligt græsningsland til deres dyr. Når der ikke er dét længere, drager de til et andet land. De spiser selv kogt kød og drik­ ker hoppemælk og spiser hippak¯e ; det er hesteost. Sådan forholder det sig med deres livs­ form og deres skikke.

I sin Politik beskriver Aristoteles nomaderne som en slags jæger/samlere der ikke arbejder for føden, men som fra tid til anden tvinges til at følge efter dyrene når de skifter græsningssted (Pol. 1.8, 1256a). At være nomade er imidlertid ikke blot at vandre omkring uden fast tilholdssted: Nomadismen, hvormed der her menes pastoralnomadismen, er en særlig samfundsform der står i modsætning til ager­ bruget, men ikke er mindre specialiseret eller mindre struktureret end dette (Khazanov 1983, Cribb 1991). Forskellen er at hvor sidstnævnte dyrker afgrøder, så passer førstnævnte kvægflokke. Essentielt for nomadismen er naturligvis at man følger kvægflokkene derhen hvor der er græs til dyrene. Alt efter de økolo­ giske vilkår kan der være tale om at man veksler mellem en fast vinterboplads og en fast sommerboplads, eller at man er i stadig bevægelse inden for et nær­ mere afgrænset territorium, men med mobile boliger, telte eller husvogne. Både Herodot og Hippokrates taler således i de anførte citater om skythernes husvog­ ne. At bevægelserne ikke er planløse, men foregår inden for et fast mønster, fremgår af Strabon 7.3.17 (om rhoxolanerne): Nomadernes telte er af filt og fastgjort til vognene som de lever i. Rundt om teltene er deres husdyr hvis mælk, ost og kød de lever af. De følger græsningen og skifter hele tiden sted efter hvor der er græs, så de om vinteren er nær sumpene ved Den maiotiske Sø [Det azovske Hav] og om sommeren tillige på stepperne.

For så vidt er den skythiske nomadisme beslægtet med den såkaldte transhu­ mance der praktiseres i middelhavsområdet. Men der er en væsentlig forskel: i de egentlige nomaders tilfælde flytter hele samfundet omkring med kvægflok­ kene.

HERODOT

19

4. Skythiens geografi I Herodots afsnit om Skythiens geografi (4.17-20) bliver den homogene beskri­ velse af skytherne som eksklusive nomader nuanceret noget. Hans udgangs­ punkt er eksplicit den græske koloni Olbia (afsnittet begynder med ordene apo tu Borystheneite¯on emporiu; jf. også 4.101), enten fordi han har haft en olbisk hjemmelsmand til sin viden om den nordpontiske etnografi, eller fordi han rent faktisk har besøgt byen på én af de mange rejser som især den tidligere Herodot­ forskning tillagde ham (trods Armayor 1978, West 2000 må vi nok tage kapitel 4.81 til indtægt for at han rent faktisk besøgte Olbia). Langs floden Hypanis [= Bug] der munder ud ved Olbia, bor fra syd mod nord de ”græsk-skythiske” kallipidere, de ikke-skythiske alizoner, plovskytherne (arot¯eres Skythai) og de ikke-skythiske neurere. Dernæst går han fra Borysthenes [= Dnepr], der munder ud umiddelbart øst for Olbia, og fra vest mod øst: landmandsskythere (ge¯orgoi Skythai), nomadeskythere (nomades Skythai) og kongeskythere (basil¯eioi Skythai). De opregnede folkeslag er funktionelt forskellige idet de – set fra landbrugssam­ fundets synsvinkel – viser en aftagende grad af civilisation. Herodots beskrivelse af Skythiens geografi er i mange henseender upræcis, modsætningsfuld og direkte forkert, og det er nærliggende at tage dette som et vidnesbyrd om at han enten skrev mod bedre vidende eller havde en anden (lit­ terær) hensigt med sit værk. Når man imidlertid betænker de forhold informa­ tionerne kunne indsamles under, i bedste fald gennem interviews med lokale græske kolonister, og husker på at Herodot ikke havde et kort han kunne plotte de enkelte flod- og folkenavne ind på, er det straks mindre forbavsende. Han har hørt en række navne nævnt, men det er en næsten umenneskelig opgave at skulle omsætte de sikkert højst forskelligartede notater til en todimensional fla­ de som han end ikke kendte omfanget og beskaffenheden af. Selv om der derfor er stor uenighed mellem de lærde om hvordan Herodots oplysninger rent praktisk skal omsættes til et moderne kort, er det tydeligt at der er et mønster i hvordan Herodot fordeler de skythiske grupperinger geografisk: Plovskytherne bor nord for grækerne, landmandsskytherne nordøst for græker­ ne, nomadeskytherne endnu fjernere, og længst borte bor kongeskytherne. Modellen antyder således en direkte sammenhæng mellem nærheden til den græske polis og graden af civilisation. Det hedder sig endog om plovskytherne at de er agerbrugere alene for at eksportere kornet og ikke for egen nærings skyld (4.17.2). Når Herodot på dette sted betoner at der er forskellige slags skythere og dertil folkeslag der slet ikke er skythere, sker det sikkert til dels i direkte polemik

20

GEORGE HINGE

med forgængeren Hekataios der ser ud til at have samlet alle mulige folkeslag nord for Sortehavet under ét og samme navn: skythere, således melanchlainer­ ne og issedonerne (FGrH 1 F 185, 193, jf. Corcella 1993, xii-xvi). Men det er tan­ kevækkende at Herodot netop på det sted hvor han tydeligst indrømmer at sky­ therne ikke er et homogent nomadefolk, samtidig også er mest hellenocentrisk. Området nord for Sortehavet er hverken økologisk eller arkæologisk et ens­ artet område: Den allersydligste del er præget af vidtstrakte græsstepper der er en forlængelse af de centralasiatiske stepper, men nord for en linie der går fra øst mod vest 200-300 km nord for Sortehavet, ligger de såkaldte skovstepper hvor skove og græsenge blandes med hinanden, og endnu længere mod nord er der egentlig skov. På græsstepperne forsvinder de faste bebyggelser ved overgangen fra bronzealder til jernalder i det 9. århundrede f.Kr., og de første fastboende folk synes at have været de græske kolonisatorer fra det 7. århundrede og frem. Sky­ therne selv har ikke byer i dette område før det 4. århundrede, sandsynligvis som en følge af mødet med den græske kultur. Herodot placerer ikke desto min­ dre sine landmandsskythere øst for Dnepr (4.17-18): Når man går over Borysthenes [Dnepr] fra havet, ligger først Hylaia, og derfra og ind i landet bor landmandsskytherne som de grækere der bor ved Hypanis [Bug] kalder bo­ rysthenitter, hvorimod de kalder sig selv olbiopolitter. Disse landmandsskythere bor alt­ så mod øst tre dagsrejser ned til den flod der hedder Pantikapes, og mod nord elleve dagsrejser op ad Borysthenes.

Den nedre og mellemste Dnepr er imidlertid på Herodots tid så godt som ube­ boet, i hvert fald af fastboende agerdyrkere. Vasilij Abaev (den ossetiske sprog­ videnskabs, nu afdøde, grand old man) har foreslået at betegnelsen Skythai ge¯or­ goi beror på en misforståelse af skythisk *gauwarga ”okserøgter”; vi har med andre ord ikke at gøre med agerdyrkere – sådan som man skulle tro af det græ­ ske ord – men med oksehyrder (Abaev 1981). Herved ville man slippe for det ubehagelig problem at ”plovskythere” og ”landmandsskythere” nærmest beteg­ ner den samme sag (selv om ikke alt landbrug kræver pløjning). Det er dog ikke særlig sandsynligt at Herodot skulle have hørt om de forskellige skythiske stam­ mer på skythisk, eller at en lokal og eventuelt tosproget informant ville tro at et skythisk *gauwarga var identisk med det græske ord ge¯orgos ”jorddyrker” når det betegnede folk i virkeligheden var pastoralnomader.

21

HERODOT

5. Nomaders og fastboendes indbyrdes afhængighed I skovsteppezonen har arkæologer derimod mellem floderne Dnepr og Don ud­ gravet adskillige befæstninger og landsbyer, og befolkningen ser ud til her at have ernæret sig hovedsagelig ved korndyrkning (Skoryj 1991). Herodots frem­ stilling af ”nomadiske skythere” øst for Dnepr og ”plovskythere” mod nord stemmer for så vidt godt overens den arkæologiske virkelighed (om vi så skal skubbe ”landmandsskytherne” mod nord, er en anden sag). Spørgsmålet er imidlertid om det rent faktisk var skythere der boede i disse byer og dyrkede jor­ den i skovsteppezonen. Materielle levn kan ikke endegyldigt bestemme etnicitet eftersom etnicitet i sidste ende er en sprogligt baseret konstruktion. De fleste for­ skere forestiller sig på grund af de forskellige begravelsesskikke og den forskellige keramik i de to områder at græsstepperne og skovstepperne blev beboet af ulige etniske grupperinger, og at det således kun var de nomadiske skythere der var skythere i egentlig forstand, dvs. et østfra indvandret iransktalende folk. Skov­ stepperne skal derimod have været hjem for et andet, autoktont befolknings­ element, måske endda urslavere – en fristende tanke for nogle russiske forskere (således Rybakov 1979, 185-238; jf. oversigterne hos Nejchardt 1982, 80-84, og Melyukova 1995, 32-34): Model I: to adskilte etniske grupperinger

Autokton kultur

Skythisk kultur

Skovsteppezonen borge og landsbyer korndyrkning urslavere?

Græssteppezonen nomadisme kvæghold iranske skythere

Nogle har derimod fremhævet at kulturen i begge områder trods alt har et ens­ artet præg, og vi derfor i stedet skal regne med ét folk der blot var specialiseret i to forskellige økonomier (Grakov 1971, 22 = 1978, 18). Det sandsynligste scena­ rium er dog at rytternomader af iransk oprindelse ganske vist bosatte sig blandt en etnisk anderledes landbrugsbefolkning i skovsteppezonen, men at de to be­ folkninger indgik i en kulturel og økonomisk symbiose der kan kaldes ”sky­ thisk”:

22

GEORGE HINGE

Model II: kulturel konvergens

Autokton kultur

Skythisk kultur

Skovsteppezonen borge og landsbyer korndyrkning ? iranere

Græssteppezonen nomadisme kvæghold iranere

Uanset om den førskythiske befolkning var slavere (hvis man overhovedet kan tale om slavere på det tidspunkt) eller et andet folkeslag, så tyder Herodots fremstilling af Skythiens etniske geografi på at de, i hvert fald udadtil, var ble­ vet iransktalende. Han bruger således sproget som argument for de ikke-skythi­ ske nomadefolks særlige etnicitet: ”(androfagerne) er nomader og bærer det samme tøj som skytherne, men taler et særligt sprog” (4.106); ”budinerne bru­ ger ikke det samme sprog som gelonerne [dvs. græsk-skythisk], og de har ikke samme levevis” (4.109.1); ”sauromaterne bruger det skythiske sprog, men har fra begyndelsen af forvansket det” (4.117). Hvis de agerdyrkende skythere hav­ de talt et andet sprog end nomadeskytherne, skulle man derfor mene at Herodot havde gjort opmærksom på det – om ikke andet, så fordi det ville passe godt ind i hans kram. Den etniske sammensætning nord for Sortehavet har sik­ kert været overordentlig broget. Stepperne har efter alt at dømme været ud­ gangspunkt for den ene indvandring til Europa efter den anden af indo­ europæiske folkeslag, og der har sikkert været lommer af ikke-indoeuropæiske folkeslag. Hvis man nu tænker sig et sådant etnisk kludetæppe, er det forståe­ ligt hvis den skythiske rytternomadisme der i kraft af sin uhørte mobilitet var mere internationalistisk og i kraft af sin krigeriske virilitet har appelleret til den lokale ungdom, kunne slå sig op som regionens toneangivende og identitets­ skabende enhedskultur (”koinê”). Pastoralnomadisme og agerbrug er ikke uforenelige størrelser. Tværtimod er det reglen at nomader og fastboende er afhængige af hinanden og indgår i en økonomisk symbiose. Der kan enten være tale om to etnisk adskilte, men øko­ nomisk afhængige kulturer eller om ét folk hvor én gruppe er fastboende og en anden gruppe nomader (”enclosed nomadism”). Specialiseret nomadisme er sandsynligvis først opstået efter at der er kommet organiseret agerbrug, og det er

HERODOT

23

rimeligt at forestille sig at de to livsformer har bidraget til hinandens udvikling og videre specialisering. (Khazanov 1983, Cribb 1991, Barfield 1993.) Agerbru­ gere og pastoralnomader kan især drage nytte af hinanden i handelen. Hver især har de behov for varer som den anden gruppe er besiddelse af (hhv. korn og kød/skind), og nomaderne vil i reglen kunne transportere varer over en stor af­ stand og således formidle eksotiske og eftertragtede produkter til agerbrugerne. Det er måske denne handel der ligger bag Herodots bemærkning om at plovsky­ therne dyrker korn alene epi pr¯esei, ”med henblik på salg” (4.17.2). Der står ikke hvem kornet bliver solgt til, og moderne forestillinger om Skythien som Athens kornkammer er sikkert anakronistiske.

6. Arnegudinden Tabiti Perserkongen Dareios vandrede ifølge Herodots fremstilling af hans Skythiens­ ekspedition fortvivlet omkring på stepperne fordi skytherne hele tiden fjernede sig. Til sidst sendte han bud til skytherkongen Idanthyrsos, spurgte hvorfor han hele tiden stak halen mellem benene, og befalede ham at acceptere ham som sin herre og at sende ”jord og vand”, det typiske tegn på underkastelse. Idanthyrsos svarede ham følgende (4.127): Det er mit svar, perser: Jeg er endnu aldrig blevet bange og er flygtet for noget menne­ ske, og jeg vil heller ikke flygte for dig nu. Derved handler jeg ikke spor anderledes end jeg plejer at gøre i fredstid. Jeg skal fortælle dig hvorfor jeg ikke straks kæmper med dig: Vi har hverken byer eller opdyrket land som vi kunne være bange for blev røvet eller hærget så vi hurtigere involverede os i en krig. Men hvis I absolut skal komme her i al hast, så vil I finde vore fædrene grave. Kom an, find dem og prøv at ødelægge dem, og I vil da se om vi vil kæmpe om gravene, eller om vi ikke vil kæmpe. Men indtil da vil vi ikke give os i lag med dig når der ikke er grund til det. Med hensyn til krig kan jeg sige dig så meget: Som mine herrer anerkender jeg ikke andre end Zeus, min forfader, og Hes­ tia, skythernes dronning. I stedet for den jord og det vand du bad om, sender jeg de ga­ ver det er passende der kommer. Jeg skal sige dig at du kommer til at begræde at du sagde du var min herre.

Når Idanthyrsos i sit svar til Dareios siger at skytherne ikke har byer og ikke har dyrket land, er det ikke i overensstemmelse med virkeligheden som den kom­ mer til udtryk i det arkæologiske materiale hvis man kan medregne skovstep­ pens fastboende agerbrugsbefolkning til den skythiske kulturkreds (uanset hvad deres etniske oprindelse måtte være) – og, som vi har set, er Herodot opmærk-

24

GEORGE HINGE

som på denne virkelighed. Den eksklusive nomadisme kan altså inden for Herodots fortælling opfattes som en direkte følge af Dareios’ angreb – en ad hoc­ strategi snarere end en almindelig livsform (Hartog 1991, 211). I Idanthyrsos’ tale bliver den dog beskrevet som en ideologi, et alment program for den ægte skyther (han understreger at han handler præcis som i fredstid). Idanthyrsos kalder Hestia, arnens gudinde, for skythernes dronningegudinde (grækerne omtalte normalt fremmede guder under deres tilsvarende græske navn, ”interpretatio Graeca”). Herodot giver arnegudinden samme fremtrædende position i sin opregning af det skythiske panteon (4.59): De dyrker kun følgende guder: Først og fremmest Hestia, dernæst Zeus og Gaia idet de tror at Gaia er Zeus’ kone, efter dem Apollon, den himmelske Afrodite, Herakles og Ares. Dem tror alle skythere på, men kongeskytherne ofrer også til Poseidon. Hestia hedder på skythisk Tabiti, Zeus Papaios – efter min mening et yderst passende navn – Gaia Apia, Apollon Oitosyros, den uraniske Afrodite Artimpasa og Poseidon Thagimasadas.

Det er umiddelbart paradoksalt at arnen skulle have så stor betydning i et folke­ slag der er notorisk nomadisk, og som ikke havde huse, men boede på vogne. Derimod er Hermes, den udyrkede jords gud, helt fraværende i den skythiske gudekreds. Den vigtigste ed blandt skytherne sværges ligeledes ved kongernes arne (4.68): Når skytherkongen er syg, sender han bud efter de tre mest ansete spåmænd der tager varsel på den nævnte måde. De siger som regel at den og den har svoret falsk ved kon­ gens arne, og de nævner så navnet på én af borgerne. Det er skik hos skytherne især at sværge ved kongens arne når man vil sværge den kraftigste ed.

Hartog fortolker det sådan at der hos skytherne ikke eksisterede individuelle arner, men kun den kongelige arne, og at det alene er i kraft af den skytherne kan betragtes som borgere (Hartog 1991, 135-41). Spørgsmålet er imidlertid om det lille ord astos ”borger” der optræder i Herodots beskrivelse af eden, og som Hartog gør en del ud af, behøver at indbefatte begrebet asty ”den fysiske by” (som det rent etymologisk er afledt af). Astos betegner ofte blot den menige bor­ ger f.eks. i modsætning til en konge (Pindar, Pyth. 1.68, 3.71). Herodot kalder så­ ledes andre steder det persiske folk og det etiopiske folk for astoi (hhv. 1.38.1 og 3.20.2) selv om disse ikke kan og skal opfattes som medlemmer af én by. Hvis det havde været den pointe Herodot havde villet understrege på det pågælden­ de sted, tror jeg desuden det ville have været mere i hans stil tydeligt at ekspli­ citere det paradoks at nomaderne bliver borgere.

HERODOT

25

Georges Dumézil forsøgte at forbinde Herodots fremstilling af skythisk reli­ gion og mytologi med den ossetiske sagnverden. De kaukasiske ossetere er den sidste overlevende rest af de mange nordøstiranske folkeslag der fyldte Østeuro­ pa og Centralasien i oldtiden, og som også skytherne tilhørte. Dumézil har sam­ menlignet den ossetiske Acyr¯us (fra Nart-sagnkredsen) og den indiske Tapat¯ı(fra Mah¯abh¯arata) der begge er døtre af Solen og begge stiger ned på jorden for at bli­ ve formælet med en dødelig mand, i den indiske version en konge, i den osse­ tiske den store helt Soslan (Dumézil 1978, 125-45). Inderne og iranerne er inden for den indoeuropæiske familie tæt beslægtede, og de ikke-zoroastriske iranere havde sandsynligvis en del religiøst gods til fælles med de tidlige indere. Da ar­ neilden i den ossetiske opfattelse er søn af solen (dens navn Ærtxuron betyder ”Ild Solsen”), er det tænkeligt at Acyr¯uxs/Tapat¯ı oprindelig har været en arne­ gudinde der jo også tager bolig iblandt menneskene. Det er i hvert fald fristen­ de på grund af navneligheden at forbinde den skythiske Tabiti med den indiske Tapat¯ı. Der er dog ingen kilder der gør den skythiske Tabiti til en datter af solen, og hverken Acyr¯uxs eller Tapat¯ı bliver i sagnene sat i forbindelse med arneilden. Der er ganske vist slet ingen mytologi knyttet til Tabiti, og både den ossetiske og den indiske historie er åbenbart rykket fra den religiøse til den episke sfære. Du­ mézil forlod selv siden den skitserede tese; i stedet mente han at Herodot var kommet til at bytte om på de skythiske gudenavne således at Tabiti var den ura­ niske Afrodite, ”l’amoureuse fille du ciel”, identisk med Acyr¯uxs/Tapat¯ı, hvorimod Artimpasa var arnegudinden, til ossetisk art ”ild” (Dumézil 1983, 124-25). Dette gudenavn, der i Herodothåndskrifterne har alle mulige former, er dog et usikkert holdepunkt. At Tapat¯ı hvis navn er afledt af tapati ”brænde”, og som selv er dat­ ter af Solen, skulle dække over en oprindelig arnegudinde, er bestemt tænkeligt. Der synes desuden at være arkæologisk belæg for en arnekult blandt folkesla­ gene på den nordlige skovsteppe: Al asken er i de udgravede bosættelser blevet smidt i én og samme dynge hvorunder der ofte findes altre og kultgenstande (Bes­ sonova 1991, 152). Hvis vi accepterer at skovstepperne og græsstepperne på trods af den forskellige økonomi tilhørte ét og samme kulturelle fællesskab, er det ty­ deligt at Herodots fremstilling af Hestias betydning ikke er opfundet af litterære hensyn, men afspejler de faktiske forhold. Uanset hvordan man skal vurdere skythernes grad af nomadisme, taler intet for at man ikke havde arner eller at ar­ nen var noget der kun eksisterede som et fjernt, nærmest symbolsk fænomen i hænderne på kongerne. Skytherne havde med andre ord et begreb om et fast hjem og ikke kun et vikarierende hjem i kraft af kongerne. Og når man tænker ef­ ter, er der egentlig god grund til at arneilden snarere skulle have større symbolsk og religiøs ladning hos et folk der periodisk eller konstant måtte flytte deres hjem.

26

GEORGE HINGE

7. Hadet til byen Nomadehøvdingen Idanthyrsos hævder at skytherne ikke har byer eller opdyr­ ket jord som de kunne være bange for at miste, og at de derfor ikke har nogen grund til at kaste sig ud i en krig. Den grundlæggende holdning minder om en tale som de germanske tenkterere ifølge den romerske historieskriver Tacitus har holdt for at få de ligeledes germanske ubiere der var bosat i det romerske Køln, over på deres side i Civilis’ opstand i 70 e.Kr. (Hist. 4.64): At I er vendt tilbage til det germanske fællesskab og til germanernavnet, takker vi vore fælles guder og først og fremmest Mars for fordi I så omsider vil være fri blandt fri. For til denne dag havde romerne lukket floderne, jorden og på sæt og vis himmelen selv for at forhindre at vi kommunikerede og mødtes, eller for at vi, hvad der er mere utåleligt for mænd der er født til våben, skulle mødes ubevæbnede og nærmest nøgne under bevogt­ ning og mod betaling. Men for at befæste vort venskab og vor alliance for al fremtid kræ­ ver vi af jer at I river koloniens mure ned, det slaveriets bolværk (for også de vilde dyr glemmer deres natur når man spærrer dem inde), og at I dræber alle romere i jeres land (det går ikke at forene frihed med herskere). De dræbtes værdier skal være fælles ejen­ dom så der ikke er nogen der skjuler noget eller plejer egne interesser. Lad os sammen bebo begge bredder ligesom vore forfædre engang gjorde det. Ganske som naturen har gjort dagens lys tilgængeligt for alle mennesker, så har den gjort alle lande tilgængelige for de modige mænd. Genoptag fædrenes skikke og kultur og gør en ende på vellysten som romerne har større held med over for de underkastede end de har med våben. Vær et uforfalsket og naturligt folk og læg trældommen bag jer, og I vil enten være på lige fod med eller herske over andre.

Både Herodot og Tacitus viser – tydeligvis uafhængigt af hinanden – en god sans for psykologi i disse vel at mærke fiktive taler. Fraværet af urbaniseret civilisation der i den etnocentristiske tilgang (som i Aristoteles’ Politik) betragtes som et tegn på manglende kulturel modenhed, et lavere evolutionstrin så at sige, betragter de ”primitive” selv som et positivt tilvalg. De er frie og har ingen herrer uden guder­ ne. Byen der er i den græsk-romerske ideologi opfattes som en nødvendig livs­ ramme for et fuldtudviklet menneske, er for den ædle vilde snarere et fængsel. Det er interessant at Tacitus (tilfældigt?) rammer lige i centrum af germansk tankegang når han lader tenktererne kalde Kølns bymure for munimenta servitii, et ”slaveriets bolværk”. Det er efter min mening den samme holdning der ligger bag det hyppige nordiske fæstningsnavn Trælleborg. I sin afhandling om germa­ nerne skriver Tacitus da også at de – som en følge af deres radikale individualis­ me – er modstandere af byer og sammenbyggede huse (Germ. 16.1). De kan

HERODOT

27

meget vel have dannet denne opfattelse som et resultat af mødet med den romerske civilisation og i direkte opposition til den. At den samme tanke eksi­ sterer på begge sider, viser i hvert fald at den indbyrdes afhængighed mellem urbane civilisationer og nomadiske – eller i germanernes tilfælde i det mindste minimalstatslige – nabosamfund ikke kun er økonomisk (som ovenfor skitseret), men i høj grad også ideologisk. Den befæstede by var ellers karakteristisk for den såkaldte La Tène-kultur, der var udbredt i Frankrig og det sydlige Tyskland; man kalder den oppidum (med et ord fra Cæsar). Efterhånden som romerne erobrer Gallien og omdanner regio­ nen til romerske provinser med urbane centre, forsvinder oppida’ene imidlertid på den østlige side af Rhinen (Wells 2001, 84-102). Jernalders nordeuropæere var ganske vist agerdyrkere, men drev et ikke synderligt intensivt landbrug. Der blev kun investeret få ressourcer i at holde agrenes frugtbarhed ved lige, så når en mark efter et par generationer var brugt op, måtte man flytte landsbyen et nyt sted hen, og der var derfor intet incitament til mere komplekse bystrukturer. Det er først Cæsar der i 50’erne f.Kr. begynder at tale om et germansk folk der er for­ skelligt fra kelterne. Det vigtigste moment i den germanske identitetsdannelse var åbenbart oppositionen til den stadig mere romaniserede og urbaniserede kel­ tiske kultur. I La Tène-perioden har germansk og keltisk eksisteret som adskilte kategorier i lingvistisk forstand, men da det område der lå inden for romernes grænser, blev domineret af keltisktalende og det der lå udenfor, af germansk­ talende individer, polariseredes identiteterne efterhånden, og der blev sat lig­ hedstegn mellem germansk sprog og kultur på den ene side og svag urbanisering og primitivt landbrug på den anden side (jf. Cæsar, Bellum Gallicum 6.22). De stakkels ubiere der levede på den romerske side af Rhinen og derfor naturligt i en romersk civitas, bliver således i Tacitus-citatet opfordret til at følge deres etni­ citet og rive murene ned. Den skythiske identitet der i udgangspunktet synes at have været fælles for både nomadiske hyrder og fastboende agerdyrkere, er sandsynligvis også blevet præget af kontrasten til den græske bycivilisation. Sådan fremstilles det da også udtrykkeligt hos Herodot både i historien om Anacharsis der på tilbagekomsten fra en længere studierejse i Grækenland ofrede til Den store Moder, agerdyrk­ ningens beskytterske, og herfor måtte lade livet (4.76-77), og i historien om den grækomane skytherkonge Skyles der levede et dobbeltliv bag den græske koloni Olbias mure og deltog i de løsslupne ritualer for Dionysos hvorfor skytherne berøvede ham tronen og livet (4.78-80). De skythiske nomader forstod sig altså – som de bliver fremstillet hos Herodot – i direkte opposition til det græske ver­ densbillede som de kom til udtryk i bylivet og i Dionysoskulten, og en konge der truede de skythiske værdier, måtte følgelig elimineres.

28

GEORGE HINGE

8. Den skythiske ødemark Det græske ord nomas ”nomade” er afledt til nomos ”græsningssted” og betegner enten dyr der græsser, eller de mennesker der lever af sådanne dyreflokke, ”pastoralnomader”. I sig selv rummer ordet nomas ikke denotationen ”vandren­ de, uden fast tilholdssted”. Det er en væsentlig pointe, for det danske ’nomade’ (og tilsvarende ord i andre moderne sprog) indebærer netop først og fremmest denne grundbetydning. Det er imidlertid fra de første forekomster en central konnotation for så vidt som ordet i den græske ideologi indgår i en polær mod­ sætning til grækernes eget liv der var bundet til befæstede byer og til vingårde, indbegrebet af ubevægelighed. Men den nomadiske omflakken fremgår altså ikke af ordet selv, men er blot en følge af fraværet af græsk civilisation. Det er tydeligt ud fra Euripides’ satyrspil Kyklopen (5. århundrede f.Kr.) hvor Odysseus udspørger en silen om hvad det er for en slags mennesker der bor på Sicilien hvor han er strandet (vers 113-121):

Od.

”Hvad er det for et land, og hvem bebor det?”

Sil.

”Det er Etna, Siciliens højeste fjeld.”

Od.

”Hvor er murene og byens volde?”

Sil.

”Der er ikke nogen. Klipperne er mennesketomme, fremmede.”

Od.

”Hvem besidder landet? En eller anden dyreart?”

Sil.

”Det er kykloper. De bor i huler, ikke i huse med tag.”

Od.

”Hvem adlyder de? Eller har de monstro demokrati?”

Sil.

”De er nomader. Der ikke nogen der adlyder nogen i noget.”

Od.

”Sår de Demeters kornaks, eller hvad lever de af?”

Sil.

”De lever af mælk og ost og af fårekød.”

Det er betegnende at Euripides kalder kykloperne for nomader. Præcis den sam­ me absolutte frihed som kykloperne udøver, påberåber Idanthyrsos sig hos Herodot og kræver tenktererne hos Tacitus. Sådan som Kyklopen er blevet be­ skrevet siden Homers Odyssé, er han et sindbillede på pastoralnomaden: Han ernærer sig ikke ved at dyrke jorden, men spiser kød, mælk og ost, præcis den samme kost som vi ovenfor så Hippokrates og Strabon tilskrive skytherne – og som Cæsar i øvrigt tilskriver germanerne (Bellum Gallicum 4.1, 6.22). Kyklopen lever uden for et egentligt samfund (dvs. for en græker uden for en polis), og han har ikke et egentligt hus i et ordentligt kvarter med rigtige naboer, men lader sig nøje med en interimistisk bolig ude i naturen. For så vidt ligner han de noma-

HERODOT

29

diske skythere; den eneste forskel er at han mangler det vandrende element eftersom hans bolig, hulen, jo er notorisk ubevægelig, men det er åbenbart ikke essentielt for Euripides’ forståelse af ordet nomas. Man har ganske vist foreslået at rette nomades til monades ”eneboere” (Diggle 1984), men den overleverede form er mere speciel end konjekturen og derfor mere sandsynlig. Det er i agerbrugernes opfattelse kendetegnende for nomadernes rum at det er mennesketomt, at det er en er¯emia. Hos Euripides bliver kyklopernes habitat netop beskrevet som ”mennesketomme klipper” (er¯emoi pr¯ones anthr¯op¯on). Pseu­ do-Hippokrates kalder i det ovenfor anførte citat den slette nomadeskytherne lever på, for Skythe¯on er¯emi¯e, ”skythernes ødemark”. I Aristofanes’ Acharnerne fra 425 f.Kr. er dette udtryk gået hen og blevet et bevinget ord (vers 704; der spilles på Euathlos’ skythiske aner). Udtrykket der bliver populært hos kejsertidens og den byzantinske periodes forfattere og står anført i de byzantinske ordsprogs­ samlinger (Appendix proverbiorum, Makarios Chrysokefalos, Michael Apostolios), betegner modsætningen til den urbane civilisation. Således i Lukians skrift Er¯otes hvor ”skythernes ødemark” sammenfatter den rå og usofistikerede urtilstand hvor man kun dyrkede sex for at få børn (kap. 36). Hos Herodot bliver skythernes indre rum ikke betegnet som øde, men adjek­ tivet er¯emos ”øde” karakteriserer gennemgående nomadefolkenes grænseegne: Vi får at vide at der nord for neurerne og landmandsskytherne er mennesketomt (4.17.2, 4.18.2). Nord for denne ødemark bor androfagerne, og nord for dem er der 100% mennesketomt (4.18.3). Det samme gælder hinsides melanchlainerne, skythernes nordøstlige naboer (4.202). Nord for budinerne er der syv dagsrejser ødemark (4.22.1, 4.127.2). Det er klart at Herodots omtale af de vidtstrakte ørk­ ner der omkranser skythernes land, tjener til at understrege hvor hasarderet et projekt Dareios har kastet sig ud i (jf. 4.124.1, 4.125.5). Det der hos Herodot er reduceret til et forsvarsværk, det øde land der er tomt for menneskelig bebyggelse og urørt af ploven, er samtidig essentielt for græker­ nes opfattelse af nomadens rum. Den fastboende opfatter byen som centrum og det øde land som periferi, og nomaden der ikke er en del af byen, hører således til ude på det farlige overdrev, er¯emia. I den almindelige græske opfattelse er den græske civiliserede verden centrum og den skythiske verden så afgjort periferi. Herodot forskyder denne model således at Sortehavsområdet selv får et beboet centrum og en øde periferi som skytherne kan vælge at forsvinde ud i. Det er muligvis denne forskydning der får ham til at anbringe landmandsskytherne nærmere på det inderste centrum, Olbia, selv om det efter de arkæologiske vid­ nesbyrd snarere var nomadeskythere der boede umiddelbart øst for græske kolo­ nister. Det betyder dog ikke at det ikke også kan have været en del af de lokales egen rumlige ideologi: Cæsar fortæller ligeledes om germanerne at de demon-

30

GEORGE HINGE

strerede deres magt ved at have det størst mulige øde grænseland rundt om deres territorier (Bellum Gallicum 6.23). Det eneste faste skytherne har, er ifølge Idanthyrsos forfædrenes grave. Herodot lokaliserer de skythiske kongegrave hos gerrherne. Hartog fremhæver at det­ te folk anbringes i det yderste nord, fyrre dagsrejser op ad Dnepr (4.53.4): i den skythiske geografi vendes alt på hovedet så centrum bliver til periferi (Hartog 1991, 153-57). Ellers er stedet ikke beskrevet som særlig mystisk. At vi ikke har været i stand til at lokalisere stedet nærmere, betyder ikke noget for Herodots beretning, og intet i teksten selv lægger op til at der skulle være tale om en skrø­ ne. Tværtimod stemmer de beskrevne ritualer, uanset hvor ugræske de må synes, overraskende godt overens med både de arkæologiske og de etnografiske vidnes­ byrd, bl.a. i det moderne ossetiske begravelsesritual Bæx fældisyn (Thordarson 1988). De såkaldte kurgangrave er spredt over hele det skythisk dominerede område, og det er ganske tænkeligt at disse gravhøje blev betragtet som centrum for de lokale skythiske territorier, som en slags surrogatbyer. Herodots fokus på de fjerne gerrhere – i kapitlet om kongebegravelserne, ikke i Idanthyrsos’ tale – er måske (med Hartog) et produkt af en etnografisk og narratologisk stereotypi. Det er dog interessant at der på Herodots tid faktisk så godt som ingen kurganer findes på selve græssteppen. Han har altså ret i at skytherne – i hvert fald de af dem der boede i nærheden af grækerne – blev begravet et andet sted end hvor de må formodes at have kørt omkring med deres husvogne og deres kvægflok­ ke. I nord, på grænsen mellem græssteppen og skovsteppen, er der netop kurga­ ner fra Herodots tid, og det er rimeligt at placere gerrherne her. Nogle af de mere spektakulære detaljer ved skytherkongernes begravelser (f.eks. det store heste­ offer) tyder dog på at Herodot også har blandet praksis fra Nordkaukasus ind i sin beskrivelse (Sulimirski 1985, 169-71). Når Herodot placerer gerrherne så afsindig langt væk, fyrre dagsrejser op ad Dnepr, beror det måske på en sammenblanding med den rundrejse som Herodot fortæller man foretog med kongens lig hvor de underlagte folkeslag tog afsked med kongen (4.71.3). Der står ganske vist ikke hvor længe den makabre turné var på programmet, men Herodot siger et andet sted at de jævne folk efter deres død blev kørt rundt i netop fyrre dage før de blev begravet (4.73.1). Som bekendt skal også danskerkongen Frode være blevet transporteret omkring i tre år for at holde hans død skjult for skatteyderne (Saxo, Gesta Danorum 5.16.3; jf. også Snorre, Ynglingasaga 10). Denne historie går muligvis i sidste ende ad kring­ lede veje tilbage til Herodot (Lukman 1981, 75-78). Det er i så fald interessant at germanerne har identificeret sig så dybt med de antikke forfatteres barbarbille­ de at de har indlemmet alle mulige etnografika i deres mytologi.

HERODOT

31

9. De vilde nomader I den klassisk græske litteratur er nomades et generisk tilnavn til skytherne (Aischylos, Prom. 709, Aristofanes, Av. 941 = Pindar, fr. 105(a)). De er nomader­ ne par excellence. Herodots brug af ordsammenstillingen Skythai hoi nomades både i 4. bog og i de andre bøger synes imidlertid ikke at være tilfældig: Den op­ træder altid i kontekster hvor der er et tydeligt aggressivt element, således 1.15 hvor skytherne fortrænger kimmerierne, og 1.73.3 hvor skytherne invaderer Medien. I 4.11.1 er de egentlig ofre for de fremtrængende massagetere, men trænger som en følge heraf ind i andres territorier. I 6.40.1 er de igen aggresso­ rer, provokeret af den angribende Dareios. Ligeledes 6.84.2, 7.10a.2. Det er ikke gjort med Hartog at pege på nomadismens strategiske betydning. Det at være nomade indebærer en speciel trussel set fra de fastboendes synsvinkel. Mens by­ folkene har ordnede krige hvor en konge eller en stat fører en hær ud og mødes på et aftalt sted, er nomaderne ekstremt mobile og uforudsigelige. De skythere der invaderer Medien, bliver hos Herodot 1.73.3 ligefrem kaldet en il¯e, ”bande”. Foreningen af nomader og fastboende bygger på en udveksling af varer der dog ikke kun skete ved handel, men om nødvendigt også ved plyndringstogter. I denne trafik har nomaderne naturligt haft overtaget. Aggressionen og lovløsheden er således i den græske ideologi et grund­ element i begrebet nomadisme (også her passer Euripides’ kyklop ganske godt ind). Herodot fortæller et andet sted om skythernes skikke i forbindelse med krigsførelsen (4.64-66), og det er skrappe sager: Første gang en skyther dræber en mand i krig, drikker han hans blod. Skytherne skalperer de dræbte fjender og lader skalpene hænge fra deres heste eller syr dem sammen til kapper som en åben demonstration af deres krigeriske dygtighed (at skalpere hedder på græsk slet og ret aposkythiz¯o eller periskythiz¯o, ”afskythe/omskythe”). Af kranierne laver de drikkeskåle som bliver stillet frem når der kommer gæster. Hvert år er der en højtidelighed hvor der drikkes vin af kranieskålene, og som de der endnu ikke har dræbt en mand, ikke må deltage i – ”det er den største vanære for dem”. Idanthyrsos hævder ganske vist at skytherne ikke behøver at involvere sig i en krig når de ikke har huse og marker at frygte for, men agerdyrkernes fordom over for nomaderne er den modsatte: at de i kraft af deres ekstreme mobilitet kan angribe når som helst og i mangel på egne ressourcer er tilbøjelige til det. Der foreligger muligvis et indtryk af skythiske banders hærgen i Mellemøsten i det 7. århundrede f.Kr. (jf. Hdt. 1.104-6) hos Jeremias 15-17:

32

GEORGE HINGE

Jeg sender et folk fra det fjerne imod jer, Israels hus, siger Herren, et uovervindeligt folk, et ældgammelt folk, et folk, hvis sprog du ikke kender; du forstår ikke, hvad de siger. Deres pilekogger er som en åben grav, de er alle sammen helte. De æder dit korn og dit brød, dine sønner og dine døtre; de æder dine får og dine køer, din vinstok og dit figentræ. De befæstede byer, du sætter lid til, knuser de med sværdet.

Under alle omstændigheder giver disse vers udtryk for en immanent frygt hos den fastboende befolkning. Reglen er dog at en nomadisk befolkning indgår i en intim økonomisk symbiose med de fastboende agerdyrkere de bor i nærheden af eller sågar iblandt. Den skythiske rytterkriger kunne selvfølgelig ikke eksiste­ re i kraft af sig selv, men han har muligvis betragtet sig selv som den eneste ægte skyther. Herodot fortæller et andet sted at kongeskytherne betragtede de andre skythere som deres slaver (4.20.1). Selv om det sandsynligvis er en overdrivelse, så har de rytterfolk der i det 1. årtusinde f.Kr. bredte sig ind over Østeuropa og Mellemøsten, sikkert behandlet den stedlige landbobefolkning med en vidt­ strakt arrogance der muligvis til tider har indbefattet beskyttelsespenge. Vi kan ikke vide hvordan de lydfolk der faldt inden for disse rytterfolks interessesfære, selv har opfattet deres status. Selv om der var tale om folk af forskellig (og sik­ kert broget) etnisk oprindelse, har de åbenbart identificeret sig med den iransk­ sprogede skythiske kultur og synes i vidt omfang at være assimileret til den.

10. Konklusion Herodots beskrivelse af den skythiske etnografi giver et både ærligt og kritisk billede for så vidt som den i sin pluralitet stemmer overens ikke blot med de arkæologiske vidnesbyrd, men også med den etnografiske ramme som den no­ madiske økonomi tilbyder os. De vanskeligheder teksten byder på med hensyn til den faktiske placering af de enkelte stammer, er højst undskyldelige. At Herodot har et ærinde og hans værk en tendens, gør det ikke nødvendig­ vis til fiktion. Også moderne sagprosa (som denne artikel!) vælger og fravælger blandt de fakta den gør til sin genstand, og tvinger dem ned i en model og en ideologi. Ellers var enhver forståelse umulig. Når Herodot gør den skythiske nomadisme til et virksomt middel mod den persiske invasion, tjener det værkets narratologi, men det er åbenbart at Herodot med sin Historie vil drage en univer­ sel lektie. Der er dog i skytherfremstillingen en tråd der stikker dybere end det forelig­ gende værk, og som Herodot ikke kan andet end at tilslutte sig. Hvor nomaden i den moderne etnografi (som en smuk konsekvens af nutidens ideologi) bliver

HERODOT

33

fremstillet som et ligeværdigt alternativ til bonden, så var der blandt grækerne ikke nogen tvivl om at han var mere primitiv og en potentiel trussel, men sam­ tidig også mere uspoleret. Barbaren selv har haft en anden ideologi der skinner igennem (og instrumentaliseres) både hos Herodot og Tacitus: Han har ikke op­ fattet sig som underudviklet, men som fri og frank i modsætning til den træl­ bundne bybo over for hvem han selvbevidst hævdede den stærkes ret.

Kilder Oversættelserne skyldes alle, bibelstedet på nær, kapitlets forfatter. Herodot findes i en nyere dansk oversættelse: Herodots Historie. Oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø. 1-2. København 1979. Den nyeste udgave af den græs­ ke tekst er Herodoti historiae. Edidit Haiim B. Rosén (Bibliotheca Teubneriana). 1­ 2. Leipzig 1987-1997. Den nyeste kommentar til 4. bog er Corcella 1993. Den nyeste udgave af Hippokrates (med fransk oversættelse og righoldige kom­ mentarer) er Hippocrate, Airs, eaux, lieux. Texte établi et traduit par Jacques Jouanna (Collection Budé). Paris 1996.

Kulturmødet mellem græker og barbar hos Xenofon

Bodil Due

1. Xenofon og hans værker Ved siden af Herodot er Xenofon den græske forfatter fra klassisk tid der har størst betydning som kilde til Sortehavsområdet. Men når man kommer fra Herodot til Xenofon, er det vigtigt at være opmærksom på en væsentlig forskel mellem dem. Herodot skrev, så vidt vi da ved, ikke andet end sit historieværk. Xenofon skrev meget andet, og det var ikke historieværker. En af de specielle kvaliteter ved Xenofon er at han ikke – sådan som det ellers var almindeligt i det 5. og 4. århundrede f.Kr., ikke kun for historikere, men også for forfattere i an­ dre genrer – kun skrev i én genre, men i flere, ja, man kan paradoksalt sige at han ud over bidrag til flere, mere eller mindre kendte genrer skrev i et par endnu ikke opfundne, som imidlertid viste sig særdeles livskraftige: biografi og roman. Romanen er ikke relevant i denne sammenhæng, men det er biografi eller selvbiografi eftersom det værk af Xenofon der fortæller mest om Sortehavsom­ rådet, er Anabasis der bedst kan beskrives som en selvbiografi i tredje person selv om det også kunne kaldes en krigsreportage eller en rejsebeskrivelse. Det er be­ retningen om hvordan en græsk lejehær i den persiske tronprætendent Kyros’ tjeneste strander i det indre Lilleasien, og om deres rejse tilbage. Hellenika, Xeno­ fons egentlige historieværk, har også en vis interesse med sin beskrivelse af krigs­ handlinger i området, beskrivelser der fra en historisk vinkel omtaler personer og begivenheder der ligeledes optræder i Anabasis. Xenofon var i forhold til de begivenheder der skildres i Anabasis, det som hans historiker-kolleger og forgængere, Herodot og Thukydid, begge mente var den højeste kvalitet ved en historiker, nemlig et øjenvidne. Vi må ikke desto mindre betragte værket med nogen forsigtighed fordi hans subjektive synspunk­ ter og formål må medtænkes på en anden måde end hvis det havde været et historieværk. Anabasis er skrevet i en anden litterær genre, og vi kan ikke forvente at bogen opererer inden for de samme genrekrav eller konventioner som et

36

BODIL DUE

historieværk. Aristoteles definerede forskellen mellem drama og historie som be­ stående i at drama skildrer hvad der kunne tænkes at ske, historie derimod hvad der faktisk skete (Arist. Pol. 1451b). Anabasis er ikke historie, og vi kan ikke forvente den samme tilstræbelse af objektivitet som i alt fald Thukydid havde som ideal. Vi kan ikke være sikre på at Xenofon altid fortæller hvad der rent faktisk skete, selv om hans beretning bygger på en historisk kerne og ikke er ren fiktion. Det er derfor nødvendigt indledningsvist at præcisere hvad Anabasis er for et værk og anstille et par betragtninger angående Xenofons formål eller hensigt med værket der næppe bare var at oplyse eller informere. Uden at åbne diskussionen om Anabasis’ affattelsestidspunkt hvor både 380’erne og 360’erne f.Kr. er blevet foreslået, eller om grunden til og dateringen af Xenofons eksil er der i dag enighed om at Anabasis er præget af en tydelig apologetisk tendens, og at et af målene er en fremhævelse, for ikke at sige en heroisering af Xenofons egen indsats. Som Hans Rudolf Breitenbach fremhæver i sin stadig gode artikel i Real-Encyclopädie der classischen Altertumswissenschaft (Breitenbach 1967, 1644-49), så bliver personen Xenofon stadig mere domine­ rende i værket efter 2. bog med over tyve direkte gengivne taler, med adskillige drømmegengivelser osv. Xenofon er, som nævnt, altid omtalt i tredje person, og der er formelt ikke sammenfald mellem ham og forfatterstemmen. Vi kan altså ikke uden videre tage beretningen for gode varer, og vi må prøve at skelne imel­ lem hvad personen Xenofon siger, og hvad forfatterstemmen meddeler os direk­ te eller indirekte. Personen Xenofons dominans er ikke mindst tydelig i den del af værket som især er af interesse for udforskningen af Sortehavet, dvs. sidste del efter at resterne af ”de ti tusinde” er nået frem til havet ved Trapezus i 4.7.24, den såkaldte parabasis-del.

2. Kulturmødet Det jeg gerne vil bruge Xenofon til at undersøge, er kulturmødet mellem græke­ re og ikke-grækere – det der kan rubriceres som mentalitetshistorie. Ved at se på den måde han gennem sin beretning om grækernes oplevelser og handlinger skildrer deres forhold til de folk han og de andre grækere mødte, kan vi få ind­ blik i deres holdninger til den fremmede verden de mødte. Vi kan få viden om deres vurdering af barbarerne og deres selvopfattelse af det at være grækere. Det siges så ofte at det opfattes som sikkert og sandt, at grækerne følte sig hævet over andre, at de f.eks. betragtede alle persere som ufri slaver mens de selv var fri. Men det er en sandhed med modifikationer. Jeg er her meget enig med Steven W. Hirsch i at selv om der ingen tvivl er om at man kan finde en sådan

XENOFON

37

holdning hos mange forfattere og i mange tekster – jeg kan nævne Isokrates’ holdning til perserne og Demosthenes’ til makedonerne og Filip – og nok heller ikke om at den var udbredt blandt mange grækere, så gælder det ikke uden videre for Xenofon (Hirsch 1985). For alle forfattere må man være opmærksom på konteksten, både den tekstuelle og den historiske, og overveje om der kan være særlige forklaringer på markante synspunkter. Både Isokrates og Demosthenes havde således en bestemt dagsorden i henholdsvis panhellenismen og forsøget på at rejse en athensk modstand i tide. Og specielt for Xenofon er der flere grun­ de til at være skeptisk over for bombastiske udsagn. Han gjorde som bekendt achæmenidernes stamfar, Kyros den Ældre, til hovedperson og lederideal i sin roman Kyropædien, og hans beundring for Kyros den Yngre fremgår med al tyde­ lighed af portrættet af ham i Anabasis (An. 1.9). Hvis man sætter portrættet af thessaleren Menon op som kontrast, må man i det mindste erkende at så enkelt som at sætte græker over barbar er det ikke (An. 2.6.21). En nærmere undersøgel­ se af netop Anabasis i denne optik er særlig interessant fordi værket eller Kyros’ lejesoldaters indsats – for nu at være forsigtig eftersom vi ikke med sikkerhed ved at Isokrates læste værket – af Isokrates blev brugt som bevis på at grækerne var barbarerne klart overlegne. Isokrates brugte grækernes succes i sin panhellenske propaganda i Panegyrikos og i Philippos (Pan. 146ff. og Phil. 90f.). Spørgsmålet jeg vil stille, er om synspunktet er dækkende for værkets tendens og mål eller det skyldes Isokrates’ analyse eller udnyttelse af det til sine formål. ”De ti tusinde” møder i deres march til og fra Kunaxa et meget stort antal barbarer eller orientalere som oversætterne i den nye danske oversættelse har valgt at udtrykke sig, netop for at undgå ordet barbar der som det hedder: ”er voldsomt negativt ladet og almindeligvis betegner en grusom og kulturløs person. Den græske glose (som egentlig kun betegner en ikke-græker) er derfor konsekvent oversat med orientaler som udmærket kan forstås som modsætning til de europæiske græke­ re.” (Bloch & Schwartz 2002, 28). Man kunne godt anholde ”europæisk” her hvor de ikke-europæiske grækere i høj grad kommer på tale, og man kunne spør­ ge med Edward W. Said om ”orientaler” er meget bedre, men lad det ligge. Det kan for det første hurtigt konstateres at det også er alt for enkelt at sige at de forskellige folk eller stammer skildres på samme måde. Nu møder græker­ ne ud over perserne virkelig mange andre folkeslag: armeniere, assyrere, bithy­ niere, chaldaiere, chalybere, melinofager, odrysere og taochere for bare at næv­ ne et par få, og jeg kan ikke her gennemgå hele materialet, men kun pege på et par passager der kan illustrere problemstillingen.

38

BODIL DUE

3. De mærkelige barbarer Lad mig først indrømme at der er passager hvor personen Xenofon giver udtryk for overlegenhed som græker over for barbarer. Det gør han i f.eks. i begge sine to første taler efter at de græske strateger er blevet taget til fange og dræbt. Vi finder f.eks. den velkendte topos om at guderne er på vores, dvs. grækernes, side fordi grækerne overholder deres eder, styrket yderligere med udsagn som: Desuden er vores fysik bedre egnet til at tåle såvel kulde som varme som anstrengelser, og vi har en højere moral da guderne jo er med os. Perserne er faktisk lettere både at såre og slå ihjel, end vi er, hvis ellers guderne ligesom tidligere lader os sejre (An. 3.1.23).

Her bør konteksten og situationen tænkes med. Det er umiddelbart efter Kyros den Yngres død og massakren på strategerne; grækerne står alene i fjendeland, og modløsheden er stor. Formålet med talen er at højne moralen og bryde apatien. Der er også passager hvor forfatteren i herodoteisk etnografisk tradition ope­ rerer med forestillingen om de andre som dem der gør alting anderledes og mær­ keligt. Chalyberne f.eks. skildres som eksotiske. Det hedder bl.a. om dem: De brugte også benskinner og hjelme, og i bæltet bar de en lille kniv, der mindede om en krum spartanerkniv. Den brugte de til at gøre det af med dem, de kunne få bugt med, og de gik rundt med hovedet, som de havde kappet af deres slagne fjender (An. 4,7,16).

Men skildringen af dem indledes med en klart positiv beskrivelse: Det var det dristigste af de folk, hvis territorium de rejste igennem, og det kom til åben kamp med dem (An. 4.7.15).

Dristigste eller alkim¯otatoi er uden tvivl i denne sammenhæng positivt. Det mest oplagte tilfælde er skildringen i 5.4 af mossynoikerne. I slutningen af passagen står der: Da grækerne var marcheret gennem landet, nåede de til deres allierede blandt mossynoi­ kerne, hvor man fremviste de riges børn. De var blevet fedet op med kogte nødder og havde en blød og meget bleg hud; de var desuden næsten ligeså tykke, som de var høje, og både for og bag havde de nogle mangefarvede blomstertatoveringer. Dette folk kun­ ne også godt tænke sig at have samleje i fuld offentlighed med de hetærer som grækerne førte med sig, da den slags er skik blandt dem. Både mænd og kvinder var blege i huden. Senere, efter ekspeditionen, fremhævede soldaterne dette folk som det mest barbariske af

XENOFON

39

dem, de mødte på marchen, og det der stod allerfjernest fra græske skikke. Når de var i forsamlinger, gjorde de nemlig, hvad andre ville gøre alene; men når de var alene, gjor­ de de, hvad andre ville gøre i selskab med andre mennesker. For eksempel havde de for vane at tale med sig selv og le for sig selv, og de kunne finde på at stoppe op og danse, ligegyldigt hvor de befandt sig, præcis som ville de vise sig (An. 5.4.32).

Det er klart at der her tages en vis afstand, men det bør ikke overses at der i den samlede skildring af mossynoikerne optræder en anden antitese ud over græker kontra barbar eller orientaler, nemlig ven kontra fjende, en antitese der er vigtig værket igennem. Mossynoikerne var nemlig i indbyrdes strid sådan som græker­ ne som bekendt også hyppigt var, og på Xenofons foranledning slutter græker­ ne forbund med den ene part hvorefter de sammen fører krig mod den anden part. Grækerne benytter sig altså af mossynoikernes uenighed, og deres alliere­ de blandt mossynoikerne udnytter grækerne til at vinde over deres fjender. Man kan altså sige at både barbarer og grækere handler efter hvad der er nyttigt og fordelagtigt snarere end ideologisk begrundet. Det samme mønster fremgår af en passage umiddelbart efter i 5.5. Her er situa­ tionen den at den græske by Sinope frygter at miste sit udbytte og indtægter fra sin koloni Kotyora og i en tale prøver at få grækerne fra at plyndre byen. Sino­ pes delegation ledes af grækeren Hekatonymos der indleder med hvad han tror er fælles ideologi. Han siger: Soldater, vi er udsendt af Sinope for at ønske jer tillykke med jeres sejr, grækere over ori­ entaler. Desuden ønsker vi at deltage i jeres glæde over, at I nu står her, frelst fra mange, frygtelige vanskeligheder efter hvad vi har hørt (An. 5.5.8).

Det egentlige budskab i hans tale er imidlertid at hvis grækerne ikke behandler dem der selv er grækere, ordentligt, så vil de indgå alliancer med Korylas, pafla­ gonerne og enhver anden der vil. Denne trussel besvarer Xenofon som lejesol­ daternes talsmand ved at drage skillelinjen, ikke mellem græker og barbar, men mellem ven og fjende. Han nævner således at de blev fjender med karducherne, taocherne og chaldaierne, men venner med makronerne der også er et orientalsk folk. Og vender så truslen mod Sinopes indbyggere og siger at hvis det skal være på den måde, så kan også de indgå alliance med paflagonerne imod de græske byer. Begge parter argumenterer altså rent utilitaristisk.

40

BODIL DUE

4. Den gode leder En anden passage som jeg her kun lige henviser til, er marchen gennem Arme­ nien i 4. bog hvor venskabet og enigheden mellem spartaneren Cheirisofos og Xenofon får sin eneste skramme på grund af Cheirisofos’ behandling af den armenske landsbyleder som Xenofon er blevet gode venner med. Cheirisofos bliver rasende fordi de ikke er blevet ført forbi landsbyer med fouragerings­ muligheder. Han tror ikke på lederens forklaring, men beskylder ham for ikke at levere hvad han har lovet, og slår ham, men binder ham ikke bagefter. I løbet af natten stikker han af, og de står uden vejviser. Skyldes Xenofons kritik kun at de mister en værdifuld vejviser i et vanskeligt og farligt område, eller er der andre ting i spil som vrede over fysisk mishandling af en person der har vist sig loyal og optrådt med stor gæstfrihed? Der konkluderes: Netop dette – at vejviseren blev mishandlet og bagefter ikke bevogtet ordentligt – var den eneste anledning til uoverensstemmelse imellem Xenophon og Cheirisophos på hele marchen (An. 4.6.3)

Det viser at det i høj grad er nyttehensyn der er det afgørende. Men også at et af forfatteren Xenofons yndlingstemaer er i spil, nemlig temaet den gode og for­ udseende leder. Cheirisofos optræder som en dårlig leder både ved at slå og ved ikke bagefter at passe på og skaber derved en unødig farlig situation. At det ikke er anvendelse af fysisk vold der er det afgørende, ses af en parallelpassage i 5. bog hvor personen Xenofon anklages for at have slået en af sine mænd. Det kommer imidlertid frem at han har gjort det fordi soldaten ikke adlød en ordre om at hjælpe en kammerat, men var parat til at begrave ham levende. Passagen demonstrerer således Xenofons evner og kvaliteter som en god og omsorgsfuld leder (An. 5.8.1-12). Interessant i passagen med den armenske vejviser er det endvidere at forfatteren Xenofon fortæller at Episthenes fra Amfipolis forelske­ de sig i armenierens efterladte søn og tog ham med hjem til Hellas hvor han fik en betroet stilling.

5. Seuthes Den sidste passage jeg vil omtale – og ved lejlighed gerne vil analysere nærme­ re – er Xenofons skildring af thrakerfyrsten Seuthes II i 7. bog. Her kan vi knyt­ te an til Hellenika hvor Seuthes også optræder i 3. bog, i en passage hvor Xeno­ fon giver en stærkt heroiserende skildring af spartaneren Derkylidas der har

XENOFON

41

overtaget kommandoen over de græske tropper fra sin landsmand Thibron (HG 3.1.8-3.2.20). Thibron var sendt ud efter anmodning fra de græske byer om hjælp mod Tissafernes og optog i sine styrker også resterne af ”de ti tusinde”, blandt dem Xenofon (HG 3.1.6). Historikeren Xenofon omtaler flere gange leje­ soldaternes leder, men uden navn, sandsynligvis fordi det er ham selv. Det er også i begyndelsen af 3. bog af Hellenika at vi har et resumé af Anabasis med op­ lysningen om at begivenhederne omkring Kyros’ oprør og de græske styrkers kamp for at nå ud til havet var beskrevet af Themistogenes fra Syrakus, efter de flestes mening et alias for Xenofon (HG 3.1). Seuthes spillede derudover i øvrigt flere gange en rolle i græsk historie i årene frem til 383 f.Kr. hvor han døde. I Hellenika-passagen er der ikke mange detaljer om Seuthes ud over at Derky­ lidas er til middag hos ham, hvad der dog antyder noget om hans position. Fo­ kus er på dem af hans odrysiske allierede der deltager i plyndringen af Bithynien, og de er skildret på stereotyp vis, men ikke egentlig nedladende idet deres begra­ velsesritualer har nærmest homerisk karakter med masser af vin og hestevædde­ løb (HG 3.2.5). Men i Anabasis er Seuthes indgående skildret. I Pauly-Wissowa­ artiklen om ham vurderes han således: ”Im Verlauf der ganzen Sache erscheint S. als echter Barbar der seinen Vorteil wahrzunehmen und die Griechen zu täuschen bemüht ist” (Swoboda 1923, 2021). Min vurdering og fortolkning er derimod at det er tydeligt at han har imponeret Xenofon, og også at Xenofon imponerer ham. Det som det kunne være interessant at undersøge, er hvad det er for kvalite­ ter og handlinger der fremhæves, og hvordan der etableres et fælles værdisæt hos denne ikke-græske fyrste og den græske strateg. I første del af passagen (7.3.15) giver forfatteren Xenofon en meget morsom skildring af officeren Xe­ nofons deltagelse i en middag hos Seuthes hvor der er klar klasseforskel mellem Seuthes og grækerne, og hvor egenskaber som gavmildhed og skamfuldhed, mindreværd og rådsnildhed er fordelt med førstnævnte hos Seuthes og resten hos Xenofon. Men i slutningen af passagen (7.7.20) er rollerne vendt om sådan at det er Xenofon der har overhånden og er generøs, mens skammen er på Seuthes’ side. Jeg kan ikke i dette kapitel gå i detaljer da der indgår flere taler der skal nærlæses og analyseres, men vil fremhæve at vi i passagen så at sige får to personer der begge skildres med stor sympati, en ikke-græker, Seuthes, og en græker, Xenofon, der har gensidig respekt for hinanden. Derudover optræder der en skurk, Herakleides, der forsøger at ødelægge forholdet imellem dem til sin egen fordel, og han er græker og skildret som inderligt usympatisk.

42

BODIL DUE

6. Konklusion Jeg håber at jeg med disse få eksempler har vist at Xenofons Anabasis er en vig­ tig kilde, at den skal læses med omhu, og at det billede teksten giver af forhol­ det mellem grækere og ikke-grækere, er mere broget og mindre enkelt end man som regel både i antikke og moderne fremstillinger har givet udtryk for. En nær­ mere undersøgelse vil, tror jeg, kunne vise at for Xenofon spiller personlige egenskaber større rolle end nationalitet eller etnisk tilhørsforhold. Det gælder når det drejer sig om grækere hvad enten de er spartanere, thessalere eller athe­ nere, og det gælder når det drejer sig om persere som skildringen af storkongens to satrapper, Tissafernes og Farnabazos, viser, eller thrakere som Seuthes i såvel Hellenika som Anabasis.

Kilder Alle citater er hentet fra Bloch & Schwartz 2002, den nyeste danske oversættelse af Anabasis. Hellenika findes oversat i sin helhed af M.Cl. Gertz og Frederik Weil­ bach: Xenofons græske Historie, København 1902-37, og i udvalg (med græsk pa­ ralleltekst) af Bodil Due: Udvalg af Xenophons Græske Historie, Århus 1995. Den græske tekst er udgivet af danskeren Karl Hude: Xenophontis Expeditio Cyri, Leipzig 1931 (= Anabasis), og Xenophontis Historia Graeca, Leipzig 1930 (= Helle­ nika).

Strabon om Sortehavet

Jan Willem Drijvers

1. Strabons person og værk Strabon er en af de mange græske og romerske forfattere hvis liv vi gerne ville have vidst mere om end vi faktisk gør (Niese 1878; Honigmann 1931; Van der Vliet 1977, 4-118; Syme 1995; Clarke 1997; Radt 2001; om hans navn, se Pothe­ cary 1999). Alle de oplysninger vi har om Strabons liv, kommer fra hans eneste overleverede værk, Geografien. Strabon blev født omkr. 63 f.Kr. i Amaseia i Pon­ tos (i det nordlige Tyrkiet) og er død engang efter 23 e.Kr. Hans familie tilhørte Pontos’ overklasse og inderkredsen omkring kongerne Mithradates V Euergetes og Mithradates VI Eupator. Strabons forfædre havde været officerer i den pon­ tiske hær og kongens rådgivere. For flere medlemmer af Strabons familie betød Mithradates VI’s nederlag til romerne en brat ende på karrieren. Adskillige an­ dre havde forudset Mithradates’ nederlag og allerede sluttet sig til romerne. Der er imidlertid ingen medlemmer af Strabons familie der ser ud til at have gjort karriere i Roms tjeneste. Som ung mand havde Strabon studeret i Nysa. Det er sandsynligt at han kort efter kom til Rom. Han har muligvis været der i 44/43 f.Kr. og også en tid lang før 31 f.Kr. I 25-24 f.Kr. var han i Egypten sammen med Aelius Gallus der var ble­ vet udnævnt til praefectus Aegypti. Det er kendt at Strabon besøgte Rom igen efter 7 f.Kr., og at han sandsynligvis tilbragte nogen tid i hovedstaden i de sidste år af sit liv. Vi ved ikke om han boede fast ét sted, f.eks. i Pontos eller i Rom. Vi kan dog regne med at han tilbragte adskillige år i Rom. Det understøttes af at Stra­ bon synes at have gode forbindelser til førende personer i ridderstanden (ordo equester) og medlemmer af senatsaristokratiet (Van der Vliet 1977, 90 ff.). Aelius Gallus var sandsynligvis Strabons patron. Man kan formode at Strabon ved hans hjælp har fået romersk borgerskab (Bowersock 1965, 128-29). Strabon var forfatter til to store værker: Hypomn¯emata Historika i 47 bøger og Ge¯ographika i 17 bøger. Historieværket, der var det største af Strabons to værker, var en fortsættelse af Polyb fra 144 f.Kr. indtil i hvert fald 37 f.Kr., muligvis end-

44

JAN WILLEM DRIJVERS

nu længere. Geografien var et supplement til og ifølge Strabon selv en naturlig fortsættelse af Historien (1.1.23, 13C); hvor det ene værk beskriver rum, beskriver det andet tid. Der er kun overleveret 19 fragmenter af Historien (FGrH 91), hvor­ imod Geografien er bevaret næsten fuldstændig. Strabon, der ser ud til først og fremmest at have været historiker, har sandsynligvis afsluttet sine Hypomn¯emata historika i slutningen af 20’erne f.Kr. Hvornår Geografien er affattet, er omdiskute­ ret. Man har foreslået adskillige dateringer, men ingen af dem har været fuldstæn­ dig overbevisende. Nogle har ment han skrev hele værket hen imod slutningen af sit liv, mens andre forestiller sig at han efterlod det ufærdigt, og at det først blev gjort færdigt og udgivet af en ukendt person. Endelig er der andre der mener at Strabon skrev Geografien færdig selv, men at han blev ved med at genudgive det og tilføje nyt materiale til værket indtil sin død (f.eks. Van der Vliet 1977, 47 ff.; Diller 1975, 4-7; Syme 1995, Appendix E; Dueck 1999). Der er også usikkerhed med hensyn til hvor Strabon skrev Geografien; de mest sandsynlige forslag er Amaseia (eller en anden by i Lilleasien) og Rom eller et andet sted i Italien.

2. Geografien I den moderne videnskabelige litteratur bliver der ofte henvist til Strabons Geo­ grafi fordi værket rummer et væld af informationer om forskellige emner. Vær­ ket som sådan har imidlertid ikke haft forskernes interesse i samme grad og har længe ikke været genstand for omhyggelige kritiske studier, endsige blevet ud­ forsket fuldstændigt. Grunden kan være at antikhistorikere og klassiske filologer generelt ikke er så interesseret i geografiske tekster (undtagelser er Bunbury 1879, Thomson 1948). I de senere år har det imidlertid ændret sig. Ikke alene har der været en voksende interesse for antikkens geografi og geografiske tekster (Sonnabend 1999, Talbert 2000, http://www.unc.edu/depts/awmc/), men også Stra­ bonforskningen har været i rivende udvikling (Syme 1995, Clarke 1999, Engels 1999, Dueck 2000, Biraschi & Salmeri 2000; nyeste litteratur som kan findes på http://hometown.aol.com/spothecary/index.html). Strabons Geografi er et væsentligt værk for antikhistorikere. Det fremlægger hvad man vidste om oikumen¯e, den del af verden der var kendt på Augustus’ tid. Det er derfor ærgerligt at der (endnu) ikke eksisterer en moderne tekstkritisk ud­ gave af Geografien der tilfredsstiller den moderne forsknings krav (en oversigt over udgaver findes hos Diller 1975, 167-79). Strabons Geografi er ikke matematisk på samme måde som Eratosthenes’ eller Ptolemaios’ værker (jf. Tønnes Bekker-Nielsens kapitel), og forfatteren er ikke særlig optaget af emner som afstande, længde- og breddegrader eller beregnin-

STRABON

45

ger af jordens omkreds. Strabon betragtede geografi som et filosofisk anliggen­ de, og hans geografibegreb ligger langt fra vores moderne forståelse af geografi. Foruden naturgeografien (f.eks. egne, floder, bjerge) i Middelhavsområdet og de områder der ligger uden for Romerrigets grænser, beskriver han flora og fauna, folkeslagenes skikke og traditioner, byer, naturrigdomme osv. Disse oplysninger er krydret med historiske beretninger og mytologi. Man kan kalde Geografien et encyklopædisk universalværk. Det er ikke et teknisk værk i den forstand at det fremlægger alle mulige tekniske geografiske data, men primært et praktisk værk. Det præsenterer sine læsere for oplysninger der kan være nyttige i praksis (1.1.16, 10C). Strabons målgruppe er politikoi (1.1.22-23, 13C), de mænd fra Romerrigets overklasse der var uddannet og besad administrative og militære stillinger: byernes curiales ”rådmænd”, provinsguvernørerne og deres stab og endog princeps ”kejseren” selv. Strabons Geografi blev altså skrevet med det for­ mål at være behjælpelig i imperiets styrelse (1.1.14, 8C), og værket er derfor ble­ vet karakteriseret som ”politisk geografi” (Nicolet 1988, 93-94). Man har også kaldt det en ”Kulturgeographie des römischen Reiches” (Engels 1999, 11). Geografien sammenfattede den verden Rom netop havde skabt (Clarke 1999, 192), og havde klare propagandistiske overtoner. Strabon havde stor respekt for romerne og det de havde udrettet. Geografien er tydeligvis et romanocentrisk værk, og Strabons politiske kontekst er tydeligvis romersk. Rom – dets kultur, organisation, skikke og traditioner – er i Strabons øjne altings målestok. Han anså den romerske administration for velgørende (1.1.16, 9C) og mener at et land nyder fremgang så snart det kommer under romersk styre (3.3.8, 156C). Han er desuden overbevist om nødvendigheden af at magten over Romerriget er i hænderne på én mand, og nærede en stor beundring for Augustus (6.4.2, 288C). Strabons verdenssyn kan karakteriseres som den romerske administrators verdenssyn i det tidlige principat: overlegen og undertiden fuld af foragt over for alt der ikke var romersk, alter orbis. På trods af hans respekt over for Rom og romerne var Strabons egen kulturel­ le baggrund helt igennem græsk, som det f.eks. giver sig udtryk i at han primært citerer græske forfattere. Tilsyneladende er det den græske verden han kender bedst, og størstedelen af Geografien er viet den del af verden. Fire af Geografiens sytten bøger (11.-14. bog) omhandler således Lilleasien. Strabon anså Homer for alvidende og en autoritet inden for geografien. Han anerkendte ikke dem der afveg fra Homers synspunkter – og det var der selvføl­ gelig mange forfattere der gjorde i klassisk og hellenistisk tid. Geografien indehol­ der adskillige, undertiden temmelig langtrukne diskussioner hvor Strabon for­ søger at vise at Homer har ret i modsætning til senere forfatteres ofte ellers mere logiske og præcise betragtninger.

46

JAN WILLEM DRIJVERS

Geografien rummer også oplysninger om græsk og romersk historie, men de er hverken rigelige eller særlig detaljerede. Strabon synes ikke at have udviklet retningslinier for hvordan han skulle føje historisk materiale til sin geografiske beskrivelse af den dengang kendte verden. Mange af hans oplysninger har fokus på hellenistisk tid, på det sidste århundrede af den romerske republik og på Roms indblanding i Østen. Denne vægtning er forståelig Strabons egen bag­ grund og hans tidligere historiske skrifter taget i betragtning. Geografien er sandsynligvis ikke et originalt forskningsarbejde, men en sam­ ling udpluk fra allerede eksisterende geografiske, etnografiske og historiske afhandlinger hvoraf de fleste nu er gået tabt. Strabon har derfor sandsynligvis ikke bidraget til at udvide sin tids geografiske viden; hvad han giver, er snarere en sammenfattende oversigt over denne viden. Han retfærdiggjorde sit værk med at den geografiske viden allerede var vokset betydeligt i kraft af den romer­ ske ekspansion i den sene republik (1.2.1, 14C; 2.5.12, 117C-118C). Selv om Strabon kendte Lilleasien, Italien, Egypten og dele af Grækenland ved selvsyn (2.5.11, 117C), er der i hans værk kun få spor af egne rejser og iagttagelser (Van der Vliet 1977, 51-52). De rejser han foretog, synes ikke at have haft videnska­ belig udforskning til formål. Hans kilder er forgængernes værker: Artemidoros, Eratosthenes, Poseidonios, Demetrios fra Skepsis, Apollodoros, alexanderhistori­ kerne og Mithradates’ og de mithradatiske kriges historikere for kun at nævne nogle få (et mere fuldstændigt overblik over Strabons kilder gives i Van der Vliet 1977, 143-44). Sandsynligvis har han også indarbejdet mundtlige oplysninger. At Strabon i stort omfang støttede sig til skrevne kilder, kan forklare hvorfor Geo­ grafien ikke synes at være ordnet systematisk, men i nogen grad er disponeret uensartet. Hans kilder var af forskellig art: nogle rummede en hel del oplysnin­ ger – f.eks. Poseidonios om Spanien – mens andre var mindre informative. I de første fem århundreder efter udgivelsen forblev Strabons Geografi næsten ukendt. Vigtige geografer som Plinius og Ptolemaios nævner det ikke og refere­ rer ikke til det, og de synes derfor ikke at have været bekendt med Strabons værk. Det er ikke før det 6. århundrede e.Kr. at det bliver bedre kendt takket være Stefanos fra Byzans og andre lærde fra Konstantinopel, og at man begynder at henvise til det jævnligt (Diller 1975, 7 ff.). Geografiens struktur er ret ligetil: 1.-2. bog Teoretisk indføring. Tidligere geografer (f.eks. Homer, Eratosthenes, Poseidonios). Verdens form og størrelse. 3. bog Iberien 4. bog Gallien, Britannien og Alperne 5.-6. bog Italien og Sicilien

STRABON

47

7. bog

Det nordlige, centrale og østlige Europa. Egnene syd for Donau (Epeiros, Makedonien, Thrakien) 8.-10. bog Peloponnes; det sydlige og centrale Grækenland; de græske øer 9. bog Begyndelsen af beskrivelsen af Asien; egnene nord for Taurus; Par­ thien; Medien; Armenien 12.-14. bog Lilleasien 15. bog Indien; Persien 16. bog Egnene mellem Persien, Middelhavet og Det røde Hav (Assyrien, Babylon osv.) 17. bog Egypten, Etiopien, det nordlige Libyen Efter de to indledende bøger beskriver Strabon verden som man kendte den på hans tid. Denne verden blev normalt delt i tre dele, en inddeling som Strabon gennemfører i Geografiens struktur. De tre dele er selvfølgelig Europa, Asien og Libyen. Strabon begynder ved Herakles’ Søjler (Gibraltarstrædet) og beskriver verden ligesom i den litterære genre, der hedder peri¯eg¯esis, idet han går fra Eu­ ropa over Asien til Libyen.

3. Sortehavets udseende Så vidt jeg ved, har Strabons beskrivelse af Sortehavet og landene omkring det aldrig været genstand for en omhyggelig undersøgelse. Det er måske forståeligt eftersom Strabon ikke bliver betragtet som en af primærkilderne til dette områ­ de. Under opslagsordet ”Pontos Euxeinos” i Der neue Pauly nævner Eckart Ols­ hausen slet ikke Strabon som kilde til Sortehavet (Olshausen 2001, 144-46). Og heller ikke under opslagsordet ”Euxine Sea” i den seneste udgave af Oxford Clas­ sical Dictionary bliver han nævnt. Danoff er dog af en anden mening i sin gen­ nemarbejdede artikel om Pontos Euxeinos i Real-Encyclopädie der classischen Al­ tertumswissenschaft: ”Von zentraler Wichtigkeit für den P.E. und seine Küsten sind die bei Strabon erhaltenen Nachrichten” (Danoff 1962, 1162). Meningerne er altså del­ te. Man kan dog med en vis rimelighed sige at Strabon ikke kommer med oplys­ ninger om Sortehavet som man ikke også ville kunne finde i andre kilder. Mit bidrag om Strabons beskrivelse af Sortehavsområdet kan inden for ram­ merne af dette kapitel kun være impressionistisk. Jeg vil udelade en del detaljer og i stedet give et overblik over de oplysninger Geografien præsenterer, og den måde oplysningerne er struktureret på. Jeg skal med velberåd hu undlade at komme ind på diskussionen om Strabons kilder til Sortehavet selv om jeg ved at det er et yderst interessant emne. Det ville imidlertid kræve en artikel for sig selv.

48

JAN WILLEM DRIJVERS

Strabons data om Sortehavet findes spredt i værket: I 1. og 2. bog fortæller han om havet selv, og i 7., 11. og 12. bog diskuterer han de omliggende lande. Strabon præsenterer således ikke én sammenhængende beskrivelse af Sorteha­ vet, men en række beskrivelser af udsnit af havet spredt i fem af Geografiens bø­ ger. Det skyldes at Strabon holder sig strengt til sin disposition; som en følge her­ af beskrives den europæiske del af Sortehavet i hans bøger om Europa og den asiatiske del i Geografiens respektive bøger om Asien. Inden for denne brede op­ deling mellem Europa og Asien er der underopdelinger. Strabon beskæftiger sig altså med Sortehavet når det passer med de forskellige egne han beretter om. Når han f.eks. i 12. bog kommer ind på Det store Kappadokien, finder han det belej­ ligt at komme med en beskrivelse af Sortehavets sydkyst. Strabon følger tidligere geografers eksempel når han betragter Sortehavet som en del af Middelhavet – der på sin side er en af de fire bugter der munder ud i det såkaldte Ydre Hav (de andre er Den persiske Bugt, Den arabiske Bugt og Den kaspiske Bugt). Middelhavet begynder ved Herakles’ Søjler, strækker sig mod øst og deler sig så i to ”havlignende bugter hvoraf den ene ligger på ven­ stre hånd, den vi kalder Pontos Euxeinos, mens den anden er sammensat af Det egyptiske Hav, Det pamfyliske Hav og Det issikiske Hav” (2.5.18, 121C). Strabon mener ligesom Straton fra Lampsakos (død 269/8 f.Kr.) at Sortehavet oprindelig ikke havde noget udløb ved Byzans, men at de floder der flyder ud i Sortehavet, fremtvang åbningen af den passage vandet flyder ud i Propontis og Hellespon­ ten igennem, det såkaldte Thrakiske Bosporos. Ifølge selv samme Straton er Sortehavet lavvandet fordi de floder der løber ud i havet, er så talrige at de efter­ lader mange flodaflejringer. Hvis floderne bliver ved med at føre vand til Sorte­ havet, vil det i fremtiden sande til sådan som det allerede er tilfældet i Sorte­ havets vestlige del, især ved Istros’ (Donaus) munding. En anden følge af at der er så mange floder der flyder ud i Sortehavet, er at dets vand er fersk, i hvert fald ferskere end i andre have (1.3.4, 49C-50C). Ifølge Strabon er Sortehavets omkreds ca. 25.000 stadier = ca. 4.450 km. Sor­ tehavets faktiske overfladeareal er 450.000 km2 (inklusiv Det azovske Hav); det er 980 km langt fra øst mod vest og 530 km fra nord mod syd. Dets gennemsnit­ lige dybde er 1.270 m. (Olshausen 2001). Ligesom mange andre forfattere – jf. s. 66 – sammenligner Strabon Sortehavets form med en skythisk bue (2.5.22, 124C-125C). Buens streng er omtrent sydkysten fra Bosporos til Dioskurias. Resten af havet sammenlignes med buens greb med dens dobbeltkurve. Den øverste kurve er afrundet, hvorimod den nederste er mere lige. Disse to kurver danner Sortehavets to dele, en vestlig og en østlig del. De to dele adskilles af en lige linie mellem to forbjerge: Karambis på sydkysten og Kriumetopon på Det tauriske Chersones [Krim]. Afstanden mellem disse to forbjerge er 2.500 stadier

STRABON

49

= ca. 445 km (også 7.4.3, 309C). Den maiotiske Sø [Det azovske Hav] der er for­ bundet med Sortehavet gennem Det kimmeriske Bosporos, placerer Strabon nord for Sortehavets østlige del. Dets omkreds er ca. 9.000 stadier = ca. 1.600 km (2.5.23, 125C). Så vidt de generelle oplysninger Strabon giver om Sortehavet.

4. Det nordlige Sortehav Redegørelsen for Sortehavets kystegne begynder i 7. bog hvor Strabon beskriver Europa øst for Rhinen indtil Tanaïs [Don] såvel som egnene mellem Adriater­ havet og Sortehavet. Istros [Donau] er skillelinien mellem de sydlige og nordlige egne i denne del af Europa (7.1.1, 289C). Når Strabon i sin fremstilling når til Istros’ munding, beskriver han udførligt flodens delta der består af adskillige øer, herunder Peuke (der især nævnes, fordi Dareios byggede en pontonbro dér), og dens udløb i Sortehavet. Af mundingerne nævner Strabon den såkaldte Hellige Munding som den vigtigste og største (7.3.15, 305C). Han fortsætter sin beskri­ velse i nordlig retning og nævner Geternes Ørken (7.3.14, 305C) og beskriver egnen omkring Tyras’ [Dnestrs] munding, 900 stadier = ca. 160 km fra Donaus hovedudløb (7.3.16, 306C). Ved Tyras’ munding lå byen Hermonax og godt 150 stadier = ca. 27 km op ad floden byerne Nikonia og Ofiussa. Derefter følger flo­ den Borysthenes [Dnepr]; tæt ved den er floden Hypanis [Bug]. Hvis man sejler 200 stadier = ca. 36 km op ad Borysthenes, kommer man til byen Olbia der var en koloni grundlagt af Milet og et stort handelscentrum. Det nordlige Sortehavs­ område befolkes af forskellige folkeslag: geterne, sarmaterne, rhoxolanerne og mange andre (7.3.17, 306-307C – jf. ovenfor s. 18). Strabon er fascineret af denne verdensdels hårde klima. Det er koldt om vin­ teren og meget anderledes end i Middelhavsområdet. Foruden mange andre de­ taljer nævner han at vogne om vinteren kan krydse Den maiotiske Søs [Det azovske Havs] munding, dvs. Det kimmeriske Bosporos, og at man kan fange fisk så store som delfiner ved at hugge dem ud af isen. Om sommeren kan var­ men blive særdeles hård (7.3.18, 307C). Strabon fortsætter sin beskrivelse af denne del af Sortehavskysten ved at gå fra Borysthenes’ munding forbi den så­ kaldte Achilleus’ Løbebane [Tendra] og Karkinitisbugten [Karkinitskijbugten] til Det tauriske eller skythiske Chersones [Krim] (7.3.19, 307-308C). Sidstnævnte bliver sammen med Den maiotiske Sø beskrevet udførligt i kapitel 7.4, men kun indtil Det kimmeriske Bosporos eftersom det – sammen med Tanaïs – er skille­ linien mellem Europa og Asien. Det er bemærkelsesværdigt at Strabon begynder sin karakteristik af Krim med at beskrive Saprasøen, ”Det rådne Hav”, umiddel­ bart vest for Den maiotiske Sø og dermed øst for Krim (7.4.1, 308C), og at han

50

JAN WILLEM DRIJVERS

derfra fortsætter sin rejse langs Krims vestlige kyst ved Kerkinitisbugten. Snart har han nået Krims sydspids hvor der ligger byer som (det gamle og nye) Chersones, Symbolon Limen og Ktenos Limen. Han fortsætter så østpå og beskriver bjergområdet i denne del af halvøen inden han kommer til byen Theodosia. Derefter bliver byerne ved Det kimmeriske Bosporos – Pantikapaion, Nymfaion og Myrmekion – nævnt og kort beskrevet, hvorefter han går over til at beskrive Krims nordøstlige kyst. Strabons beskrivelse af Krim er bemærkelsesværdig der­ ved at han har en hel del referencer til Mithradates Eupators militære operatio­ ner i området. Derudover behandler han udførligt områdets frugtbarhed, især med hensyn til korndyrkning (7.4.6., 311C).

5. Det vestlige Sortehav I 7. bogs kapitel 5 beskriver Strabon egnene syd for Istros fra Adriaterhavet til Sortehavet. Da han er nået til sidstnævnte, beskriver han dets kyst syd for Istros’ Hellige Munding indtil Kyaneai (= Symplegaderne der ligger ved Bosporos, ind­ sejlingen til Sortehavet) og Byzans. Der nævnes byer som Histria, Tomis, Kalla­ tis og Apollonia, med historiske og andre detaljer. Han oplyser afstande mellem vigtige punkter – byer, forbjerge osv. Strabon har 7.6.2 (320C) en ret lang beret­ ning om p¯elamydes, en slags tun der kommer fra Den maiotiske Sø, og som er lette at fange i nærheden af Byzans. Strabon kalder den pågældende del af Sorte­ havet for ”Pontos’ venstre side” hvilket åbenbart er set fra Det thrakiske Bospo­ ros (7.7.1, 320C). Beskrivelsen af denne del er – sammen med sydkysten og Krim – blandt de mest detaljerede.

6. Det østlige Sortehav I 11. bog påbegynder Strabon sin beskrivelse af Asien som Taurusbjergene deler geografisk i en nordlig og en sydlig del. De afsnit der har med Sortehavet at gøre, lægger ud med oplysninger om floden Tanaïs [Don] der flyder ind i Den maio­ tiske Sø, og de nomadiske folkeslag der lever der (11.2.1-3, 492-493C). Strabon begynder ved handelspladsen Tanaïs og fortsætter med en beskrivelse af Det azovske Havs østkyst, og han nævner undervejs Rhombitterne og de fiskere der lever ved disse floders udløb (11.2.4, 493-494C). Han bruger meget plads på om­ rådet umiddelbart øst for Det kimmeriske Bosporos der ligesom den europæiske side af dette stræde beskrives ret detaljeret (11.2.5-10, 494-495C). Han nævner og beskriver de vigtigste byer – Fanagoreia, Korokondame, Hermonassa – og

STRABON

51

landsbyer. Derefter fortsætter beskrivelsen i sydlig retning, dvs. Sortehavets øst­ kyst (11.2.12 ff., 495C ff.) hvor der nævnes steder som Dioskurias og Fasis og de mange forskellige folkeslag der lever på de kanter, især heniocherne (11.2.12-13, 495-496C). Beretningen krydres med henvisninger til Iasons togt til Kolchis (11.2.18, 498-499C). Efter Kolchis gør kysten et kraftigt sving mod vest til Tra­ pezus hvorefter den fortsætter i en mere eller mindre lige linie indtil Bosporos (11.2.14, 497C). Dioskurias, der er en vigtig handelsplads for beboerne i indlan­ det – halvfjerds stammer mødes der (11.2.16, 498C) – ligger ifølge Strabon på Sortehavets yderste østlige punkt; det markerer også begyndelsen af den land­ tange der går mellem Sortehavet og Det kaspiske Hav (11.2.16, 497-498C). Stra­ bons beskrivelse af Fasis er et godt eksempel på hvordan han skildrer steder i det­ te område: Ved Fasis ligger der en by af samme navn som er handelsplads for kolchierne, og som på den ene side er beskyttet af floden og på den anden side af havet. Derfra kan man på tre eller to dage sejle til Amisos og Sinope fordi klipperne og flodudløbene er fremkomme­ lige. Landet er godt med hensyn til både landbrugsprodukter – på nær honningen (den er som regel bitter) – og alt der har med skibsbyggeri at gøre: Landet frembringer nem­ lig ikke blot tømmer og har floder det kan blive transporteret på, men det forsyner dem også rigeligt med linned, hamp, voks og beg. Dets linnedproduktion er vidt berømt og eksporteres også til udlandet … (11.2.17, 498C)

Strabon fortsætter derefter med at beskrive de folkeslag der lever i Kaukasus øst for Sortehavet, og de dele af verden der ligger på den anden side af Det kaspiske Hav.

7. Det sydlige Sortehav Strabon fortsætter sin skildring af Sortehavet da han kommer til Kappadokien i 12. bog. Da han beskriver Mithradates Eupator, kongen af Pontos’ territorium, genoptager han sin rejse langs sydkysten og begynder i den vestlige ende fra Chalkedon. Han kalder dette Pontos’ ”højre del”, og den strækker sig fra Pro­ pontis indtil Kolchis i øst (12.3.2, 541C). Hans beskrivelse af denne del af Sorte­ havets kystegne er langt mere udførlig end det var tilfældet med de andre tre dele. Strabon kendte tydeligvis denne bred bedre end vestkysten, nordkysten og østkysten. At han selv kom fra denne del af verden, kan være forklaringen på hans større viden. Han nævner de væsentligste folkeslag, byer og floder foruden kystens kendetegn. Blandt de vigtige folkeslag han omtaler, er galaterne, bithy-

52

JAN WILLEM DRIJVERS

nierne, mariandynerne, kaukonerne og paflagonerne. Blandt de vigtige floder han nævner, er Sangarios, Parthenios, Halys (grænsefloden mellem Paflagonien og Kappadokien) og Lykos. Blandt de vigtige byer han nævner, er Herakleia, Tieion, Amastris, Sinope, Saramene, Amisos, Themiskyra, Sidene, Farnakeia og Trapezus (12.3.6-17, 542-548C). Som han har for vane, præsenterer han alle mulige geografiske, historiske og administrative detaljer om disse byer: Et godt eksempel er hans beskrivelse af Herakleia: …for Herakleia, der ligger i myriandernes land, er ifølge dem grundlagt af milesierne … … Herakleia har altså gode havne og er også værd at nævne bl.a. fordi den har sendt kolonier ud: Både Chersones og Kallatis er nemlig kolonier fra Herakleia. Den var oprin­ delig selvstændig, men blev siden regeret af tyranner for så igen at blive befriet. Til sidst blev den igen et kongedømme under romerne. Den modtog en koloni af romere der fik del i byen og landet. Men Adiatorix, søn af Galatiens tetrark Domnekleios, modtog fra Antonius den del som herakleioterne havde, og angreb romerne om natten kort før Actium og nedslagtede dem, efter hvad han selv siger, med Antonius’ tilladelse. Efter sej­ ren ved Actium blev han ført i triumftog og derefter dræbt sammen med sin søn. Byen hører til den pontiske provins der er blevet lagt sammen med Bithynien (12.3.4 + 6, 542­ 543C).

Den østlige del af den sydlige kyst beskriver Strabon som meget smal, for bjer­ gene, der er fulde af miner (jern og sølv) og skove, ligger umiddelbart over den (12.3.19, 549C). Da Strabon vender tilbage til Kolchis, går han den modsatte vej, øst mod vest, og beskriver de byer og folkeslag der bor længere inde i landet, indtil han vender tilbage til Propontis.

8. Konklusion Strabons beskrivelse af Sortehavet består af et generelt overblik i Geografiens ind­ ledende bøger og en mere specifik beskrivelse af kysten. Sidstnævnte er delt i fire dele der følger principperne for værkets komposition. Hans beskrivelse er som helhed heterogen og ikke særlig detaljeret undtagen hvad angår sydkysten, den sydvestlige strækning mellem Istros og Propontis og Krim og egnene umiddel­ bart øst og vest for Det kimmeriske Bosporos. Den sydvestlige og sydlige kyst har Strabon, der kom fra Pontos, sikkert kendt, i hvert fald til dels, fra egen erfaring, men kilderne har måske også givet ham flere oplysninger om disse egne end om de andre steder. Mithradates Eupators politiske og militære aktiviteter i disse områder har højst sandsynligt også begrundet Strabons særlige interesse. Hans

53

STRABON

viden om Krim og de egne der støder op til Det kimmeriske Bosporos, kan ud­ mærket skyldes hans interesse for Det bosporanske Riges historie og kongehus, der var forbundet både med det mithradatiske hus og med Rom (igennem Mar­ cus Antonius). Især dronning Pythodoris (8/7 f.Kr.- ca. 25 e.Kr.) var Strabons yndling (Engels 1999, 243-45). Som i resten af værket indskrænker Strabon sig ikke kun til geografiske detaljer, men bruger også megen plads på mytiske, hi­ storiske og især etnografiske detaljer. Det er dog overraskende at Strabon ikke nævner Agrippas ekspedition til Sortehavet i 14 f.Kr. eller indsættelsen af Dyna­ mis (Mithradates’ barnebarn) som Det bosporanske Riges dronning (Syme 1995, 303-4, 362).

Kilder Strabon findes ikke i en dansk oversættelse. De anførte citater er oversat af George Hinge. Hidtil har der ikke eksisteret en udgave af Strabons Geografi der tilfredsstiller den moderne forsknings krav. Derfor lancerede Institut for Græsk og Latin ved Uni­ versitetet i Groningen i 1982 den idé at man skulle påbegynde en ny udgave af Strabons tekst. Ideen blev taget op af forskellige folk, først og fremmest profes­ sor Stefan Radt, nu professor emeritus i græsk ved Groningen Universitet. Radt blev leder af projektet som der ud over filologer også deltog arkæologer, antik­ historikere og en geograf i. Formålet var at lave en helt ny tekstkritisk udgave af den græske tekst inklusive Krestomatien og Epitomen ledsaget af en tysk over­ sættelse og en kommentar. De væsentligste håndskrifter er blevet sammenlignet på ny til denne udgave. Kommentaren skal først og fremmest gøre rede for og forklare den nye tekst og dernæst uddybe de mange historiske, geografiske og arkæologiske emner Strabon berører. Kommentaren er derfor mest grundig i sin behandling af tekstkritiske og fortolkningsmæssige problemer, hvorimod kom­ mentarens historiske, geografiske og arkæologiske del ikke er nær så udtøm­ mende; den er tænkt som en hjælp til læseren til at forstå teksten bedre og hen­ viser til den relevante sekundærlitteratur. Man er kommet langt de sidste tyve år. Der har været offentliggjort adskillige eksempler på den nye udgave gennem årene, f.eks. i tidsskrifterne Mnemosyne og Studia Troica (Radt 1991; Radt & Drij­ vers 1993). Projektet er ved at nærme sig sin afslutning: hele teksten, det tekst­ kritiske apparat og oversættelsen er allerede færdig, men der er stadig mere at gøre med kommentaren. Den nye udgave vil komme hos Vandenhoeck & Ruprecht i Göttingen i ti bind efter nedenstående plan:

Bind 1

Prolegomena. 1.-4. bog: Tekst og oversættelse

Bind 2

5.-8. bog: Tekst og oversættelse

Bind 3

9.-13. bog: Tekst og oversættelse

54

JAN WILLEM DRIJVERS

Bind 4

14.-17. bog: Tekst og oversættelse

Bind 5

1.-4. bog: Kommentar

Bind 6

5.-8. bog: Kommentar

Bind 7

9.-13. bog: Kommentar

Bind 8

14.-17. bog: Kommentar

Bind 9

Epitome og Krestomati

Bind 10

Registre

De første to bind er udkommet i 2003. Efter planen vil der udkomme et nyt bind hvert år således at hele værket vil være i handelen i 2012. Oversat af George Hinge

Ptolemaios fra Alexandria og hans samtidige

Tønnes Bekker-Nielsen

1. Ptolemaios som geograf Astronomen, matematikeren og geografen Klaudios Ptolemaios fra Alexandria har efterladt sig et omfattende forfatterskab hvori han beskriver planeternes kredsløb, jordens udseende og universets indretning. Derimod er det meget få oplysninger vi har om personen Ptolemaios selv. Ptolemaios døde under kejser Marcus Aurelius, der regerede fra 161 til 180 e.Kr., og ifølge en middelalderlig arabisk overlevering blev han 78 år gammel. Hvis det er rigtigt, kan vi regne baglæns til et fødselsår mellem 83 og 102. Hans astronomiske hovedværk, som vi sædvanligvis kalder ved dets arabiske titel Almagest, er blevet til i 140’erne på grundlag af observationer foretaget mellem 127 og 141 i Alexandria. Ptolemaios’ Almagest vedblev at danne grundlaget for europæisk og arabisk astronomi helt op til renæssancen, og endnu vores egen Tycho Brahe havde svært ved at forlade Ptolemaios’ verdensbillede, med jorden som universets centrum, til fordel for det nye, kopernikanske verdensbillede. Geografien fik et lige så langt efterliv. Da de første trykte kort fremkom i 1400­ tallets Europa var de baseret på Ptolemaios’ data, og Christoffer Columbus brug­ te et ptolemæisk kort da han planlagde sin rejse til Indien – den rejse som i ste­ det førte ham til Amerika. Ptolemaios’ geografiværk ligger i forlængelse af hans indsats som matemati­ ker og astronom. Den opgave han havde sat sig for, var en korrekt afbildning af jordens sfæriske overflade i et todimensionalt plan. Dét problem er stadig ikke løst helt tilfredsstillende, men den kortprojektion som Ptolemaios udviklede, satte ham i stand til at gengive jordoverfladen bedre og mere præcist end sine forgængere. For at bevise dens brugbarhed skrev han en anvisning på hvordan man kunne tegne et nyt, bedre og meget mere nøjagtigt verdenskort. 1. bog af geografien rummer Ptolemaios’ metodiske overvejelser, de teoretiske grund­ principper for hans kort, og en redegørelse for hans arbejde med de geografiske

56

TØNNES BEKKER-NIELSEN

data. Derefter følger seks bøger med lister over geografiske punkter som byer, floder og bjerge med angivelse af deres placering. I alt indeholder geografien ca. 8.000 geografiske navne (byer, flodmundinger, næs, bjerge, folkeslag) med an­ givelse af deres placering på kortet. 8. bog afslutter værket med en anvisning på hvordan man omsætter de geografiske data til et verdenskort. Nogle af de middelalderlige håndskrifter indeholder kort, men de går næppe tilbage til for­ læg fra Ptolemaios’ egen tid. Til sine stedbestemmelser bruger Ptolemaios det velkendte system med at inddele jorden i 360 længdegrader og 180 breddegrader som man havde an­ vendt i Alexandria siden 200-tallet f.Kr., og som søfolk og piloter bruger den dag i dag. Den største forskel er at hvor vi nu regner ud fra nulmeridianen ved Greenwich, anvendte Ptolemaios en nulmeridian længere mod vest; derfor sva­ rer hans breddegradsangivelser (nord-syd) til nutidens, mens hans længdegrader (øst-vest) er anderledes. I antikken kendte man også til at underopdele graderne i minutter (1/60 grad) og sekunder (1/60 minut), men Ptolemaios går i sin Geo­ grafi ikke længere ned end en tolvtedel grad, altså fem minutter. I Alexandria, der var et af den antikke verdens lærdomscentre og hjemsted for det berømte bibliotek, var videnskabssproget græsk. Man brugte det græske, såkaldt ”milesiske” talsystem hvor hvert tal har en bogstavværdi: A (alfa) = 1, B (beta) = 2, I (iota) = 10, K (kappa) = 20, altså skrev man f.eks. 21 som KA. Det milesiske system er en del nemmere at arbejde med end det romerske talsystem. Der fandtes flere forskellige måder at skrive brøker på, men i Alexandria var det almindeligt kun at bruge stambrøker, altså brøker hvor tælleren er 1, og sam­ mensætte de øvrige brøker ved addition af stambrøker. Dette gælder også for Ptolemaios. Vil man skrive 5/12, må man skrive 1/3 + 1/12. Vi kan med stor sikkerhed fastslå hvornår de informationer som udgør grundstammen i Ptolemaios’ geografi, er indsamlet. I Ptolemaios’ lister optræder to byer ved navn Traianopolis: den ene i Thrakien (3.11), den anden i Lilleasien (5.2). Navnet har de tidligst fået i 98 e.Kr., året da kejser Trajan besteg tronen. Derimod er det svært at finde navne der kan henføres til efterfølgeren Hadrian (117-138 e.Kr.); end ikke den berømte, firs kilometer lange Hadriansmur tværs over Nordengland optræder – og den ville man dog forvente medtaget i et geo­ grafisk værk. Det eneste stednavn der med rimelig sikkerhed kan dateres senere end Trajan, er byen Antinoupolis ved Nilen (4.5), som fik sit navn fordi det var her kejser Hadrians yndling Antinoos druknede i oktober 130 e.Kr. Ydermere oplyser Ptolemaios hvor en del af hærens legioner er stationeret, og da vi fra andre kilder ved hvilken legion lå i garnison hvor og hvornår, kan vi med ret stor sikkerhed datere disse oplysninger til perioden 107-114. Det er cirka 40 år før Geografien blev nedskrevet! Alt tyder således på at Ptolemaios ikke

PTOLEMAIOS

57

selv foretog geografiske undersøgelser, men overtog sine informationer fra et el­ ler flere ældre værker, med nogle få opdateringer, for eksempel Antinoupolis, som ikke lå så langt fra hans hjemby Alexandria. Ptolemaios angiver selv en af sine kilder: et arbejde af astronomen og geo­ grafen Marinos fra Tyros (1.6-7). Ptolemaios er meget kritisk over for Marinos’ metode, men har sandsynligvis genbrugt Marinos’ grunddata.

2. Andre kilder til Sortehavets geografi Vi har ikke mindre end fire beskrivelser af Sortehavsområdet inden for en pe­ riode på hundrede år: Foruden Strabon, som J.W. Drijvers behandlede i det foregående kapitel, drejer det sig om Pomponius Melas Korografi og Plinius den Ældres Naturhistorie. Strabon skrev omkring 20 e.Kr., Mela skrev i 43-44 e.Kr., Pli­ nius den Ældre i 60’erne eller 70’erne e.Kr. og Ptolemaios’ hovedkilde Marinos omkring 110 e.Kr. Ved at sammenligne antallet af geografiske stednavne hos Mela, Plinius og Ptolemaios kan vi danne os et indtryk af udviklingen i de geografiske kundska­ ber. Ved den sydvestlige Sortehavskyst fra Donaumundingen til Bosporos, en strækning som i forvejen var ret godt kendt, forøges antallet af byer med en tredjedel: Mela nævner 13, Plinius 17, Ptolemaios 19. På den nordvestlige kyst­ strækning mellem Donau og Kerˇc’ har Mela derimod 10 bynavne, Plinius har 25, og Ptolemaios har 40, dvs. fire gange så mange som Mela havde. Også langs kysten af Det azovske Hav kan vi se en udvikling i de geografiske kundskaber: Mela nævner 15 navne på byer og folkeslag, Plinius kun 13, mens Ptolemaios har 19. Og hvor de to tidligere forfattere stort set ikke nævner geografiske punk­ ter som næs og flodmundinger, kan Ptolemaios opregne 16 af slagsen. At romernes kendskab til Sortehavets geografi bliver bedre, skyldes det sti­ gende militære engagement i regionen. Under republikken og de første kejsere stillede man sig tilfreds med at kontrollere området gennem klientkonger, men i 60’erne e.Kr., under kejser Nero, blev kongeriget Pontos på Sortehavets sydkyst indlemmet i riget, mens Det bosporanske Rige på Krim fik en garnison romerske soldater til at opretholde orden – og sikre romernes interesser. Vender vi os fra det kvantitative – hvor mange geografiske navne forfatterne kan opregne – til det kvalitative – hvordan de beskriver egne og folk – kan vi også se en tydelig udvikling. Pomponius Mela har mange spændende og sære ting at berette om de folkeslag der bor langs Det azovske Hav. For eksempel ixamaterne ved Dons munding. Hos dem er kvinderne er de førende: de slås til hest, mænd­ ene kun til fods (Mela, Chorographia, 1.114). En ixamaterinde regnes ikke for gif-

58

TØNNES BEKKER-NIELSEN

tefærdig før hun har dræbt nogen! Arimasperne har kun et øje (Mela 2.2), mens neurerne kan forvandle sig til ulve (Mela 2.14). Essedonerne viser deres afdøde familiemedlemmer den sidste ære ved at koge og spise dem (Mela 2.9), mens gelonerne flår deres besejrede fjender og bruger huden som sadeltæppe (2.14). Agathyrserne er tatoveret over det hele: i ansigtet, på arme og ben (Mela 2.10). Meget af det Mela kan fortælle om enøjede mennesker, varulve og kvindekrige­ re, er imidlertid gængse græsk-romerske barbarstereotyper som vi også kender fra andre sammenhænge, f.eks. den enøjede, menneskeædende kyklop i Homers Odyssé. Sammenlignet med Mela er Plinius kedelig – det eneste han beretter, er at agathyrserne har blåt hår (Plinius, Naturhistorien 4.88) – men når han ikke har noget spændende at fortælle, er det jo, paradoksalt nok, et vidnesbyrd om at hans informationsniveau er meget højere end Melas. I de tredive år der er gået, har romerne slået sig ned som soldater og handelsmænd på Krim, de har lært folkene langs Det azovske Hav at kende, og det har vist sig at de ikke er nær så aparte og anderledes som man gik og troede. Hvad enten vi kun betragter navne på byer og folkeslag eller på geografiske punkter i det hele taget, er det tydeligt at Ptolemaios er noget bedre informeret end sine forgængere om hvordan der ser ud langs Det azovske Hav. Umiddelbart får vi det indtryk at dette hav nu er fuldstændig lige så kendt for romere og grækere som Sortehavet. Men ser vi på afstandsangivelserne, får vi et noget an­ det billede. Sortehavet Største længde øst-vest Største længde nord-syd Overfarten fra Sinope til Kerˇc’ Afstand fra Det thrakiske Bosporos til strædet ved Kerˇc’ Det azovske Hav Afstand fra Dons udløb til Kerˇc’ Største længde øst-vest

Plinius

Ptolemaios 1283 540 388

virkelig afstand 1140 530 380

740

736

750

407

663 712

290 220

Tabel 1. Afstande ifølge Plinius og Ptolemaios sammenlignet med den virkelige af­ stand. Alle tal i kilometer.

For selve Sortehavsområdet gengiver Ptolemaios’ kort ret præcist havets virkelige konturer og dets omtrentlige udstrækning. Allerede Plinius havde den korrekte

59

PTOLEMAIOS

afstand mellem Det thrakiske Bosporos (dvs. det stræde vi til daglig kalder for Bosporos) og Det kimmeriske Bosporos (strædet ved Kerˇc’). Ptolemaios’ billede af Sortehavet ligger således meget tæt på virkeligheden, men sejler vi gennem stræ­ det ved Kerˇc’ og ind i Det azovske Hav, er situationen en anden.

3. Det azovske Hav Det azovske Hav har groft sagt facon som en kasserolle med Dons munding for enden af håndtaget. Ptolemaios har givet det form som en ligesidet trekant med Dons munding foroven (fig. 1). Samtidig er længden af kystlinien overdrevet. Også Plinius overdrev Sortehavets størrelse og angiver en afstand fra Dons ud­ løb til Kerˇc’ der er 30% for høj. Ptolemaios har en afstand fra Dons udløb til Kerˇc’ der er dobbelt så stor som den virkelige, og en afstand over Det azovske Hav fra øst til vest på det tredobbelte af hvad den i virkeligheden er (tabel 1).

Fig. 1. 55 O ÿ

60O ÿ

65O ÿ

70O ÿ

Don

55O N

Poritos Karoia Hygreis

Lykos

AZOVSKE HAV Agaros Gerrhos Bykes

50O N

Kremnoi

Pantikapaion (Kercˇ’)

Donau

Kimmeriske Bossporos

SORTE HAV 45O N Sinope

Thrakiske Bosporos Byzantion Trapezunt

60

TØNNES BEKKER-NIELSEN

Måske var Det azovske Hav faktisk større i antikken end i dag, enten fordi vandstanden har været højere i forhold til det omliggende land, eller fordi Dons udløb er sandet til og mundingen har flyttet sig længere mod syd? Vi vender til­ bage til spørgsmålet om en højere vandstand nedenfor. Der er bosættelser fra hellenistisk tid mindre end 20 km oven for Dons nuværende munding, så kyst­ linien kan ikke have flyttet sig mere end en snes kilometer på 2000 år – slet ikke nok til at forklare den store afvigelse hos Ptolemaios. Vi må nok konkludere at der er en fejl i Ptolemaios’ kort. Men hvorfor? Der er tre mulige fejlkilder: afstandsfejl, retningsfejl og afskrivningsfejl. Inden for Romerriget var landevejene opmålt og forsynet med milesten, og både den kejserlige administration og det kejserlige postvæsen, cursus publicus, havde vejbøger, dvs. lister over byer eller poststationer med angivelse af den nøjagtige afstand fra den ene til den næste. Uden for rigets grænser fandtes der ikke tilsvarende kilder; Ptolemaios og før ham Marinos måtte støtte sig til op­ lysninger fra rejsende handelsfolk der kunne berette hvor længe eller hvor langt de havde rejst. Marinos citerer en makedonsk købmand for oplysninger om af­ standen til Sera, dvs. til Kina, men han siger også at købmandsstanden generelt er upålidelig: Købmænd interesserer sig kun for handel og ikke for geografisk forskning, og deres trang til at prale forleder dem til at overdrive de afstande de har tilbagelagt (Ptolemaios 1.11). Formentlig var der ikke kun tale om pral, men også om at begrunde den høje pris på luksusvarerne fra Centralasien og Orien­ ten ved at fortælle hvor frygtelig langt de var blevet transporteret. Et andet problem var at selv hvor Ptolemaios eller Marinos havde den no­ genlunde korrekte afstand, vidste de ikke altid i hvilken retning. På Ptolemaios’ kort følger sejlruten fra nordsiden af Taman’halvøen til Dons munding en ret kurs. I virkelighedens verden skal man foretage en 90 graders kursændring un­ dervejs for at komme ind i Taganrogbugten (”kasserollehåndtaget”). Vi har intet originalhåndskrift fra Ptolemaios’ hånd og kender kun hans værk gennem senere afskrifter. Skriver man af, så skriver man en gang imellem forkert af, og mens fejl i et ord ofte springer i øjnene, lægger man ikke nødvendigvis mærke til et forkert tal. Det har krævet stor koncentration at skrive tallene i det milesiske talsystem med bogstaver og brøktegn, og i et værk der rummer 16.000 koordinater, kan fejl ikke helt undgås, hverken i Ptolemaios’ egen bearbejdning af materialet eller når middelalderens munke senere har skrevet håndskriftet af. I Karl Müllers tekstkritiske udgave af Ptolemaios’ geografi kan man finde mange uoverensstemmelser mellem de bevarede manuskripter. Det ligger i talfejlenes natur at de er svære at genkende, navnlig fejl i brøker­ ne. Når Ptolemaios placerer en by 1/12 grad, altså ca. 10 km, forkert i forhold til hvor den egentlig ligger, er der så tale om en afstandsfejl eller en talfejl? Det er

PTOLEMAIOS

61

umuligt at sige. Men når en by eller et geografisk punkt ligger præcis én grad for­ skubbet i forhold til hvor den burde være, er det nærliggende at tænke på en af­ skrivningsfejl i koordinaterne.

4. Landtangen ved Perekop Ptolemaios skriver (3.5) at Krim er forbundet med fastlandet ved en landtange (isthmos), og at skillelinien (moira) mellem de to går ved positionen 60 1/3° øst, 48 1/2° nord. Den nærmeste position han opgiver på nordsiden af tangen, er Neon teichos, ”den nye vold”, 60 1/2° øst 48 2/3° nord. Nær dette sted kan sta­ dig ses resterne af en vold og tilhørende grav strækkende sig fra Sortehavet til den lavvandede vestlige del af Det azovske Hav, Saprasøen, ”Det rådne Hav”. Da Ptolemaios’ gradsangivelser aldrig er opdelt i mindre enheder end 1/12 grad, kan vi ikke beregne tangens nøjagtige bredde. Pomponius Mela (2.4) og Plinius den Ældre (4.84) opgiver imidlertid samstemmende bredden af landtan­ gen til 5 romerske mil, dvs. 7,5 kilometer. Omtrent samme bredde har landtan­ gen i dag på sit snævreste sted, og dermed kan vi udelukke en sænkning af hav­ spejlet, eller en tilsvarende landhævning, som forklaring på forskellen mellem Ptolemaios’ størrelsesangivelser for Det azovske Hav og den udstrækning havet har i vore dage.

5. På sporet af en ukendt halvø Det azovske Havs kyst fra landtangen ved Perekop mod Dons munding beskri­ ves af Ptolemaios således: østlig længde nordlig bredde Den nye vold 60 1/2 48 2/3 Floden Pasiakos’ munding 60 1/3 48 5/6 Byen Leianon 60 49 1/4 Floden Bykes’ munding 60 1/3 49 1/2 Byen Akra 60 1/2 49 2/3 Floden Gerrhos’ munding 61 49 5/6 Byen Kremnoi 62 1/2 49 3/4 Kap Agaron 63 49 2/3 Floden Agaros’ munding 62 1/2 50 1/2 Lunden, Gudens Fiskedam 62 2/3 51 1/4 Floden Lykos’ munding 63 51 1/2

62

TØNNES BEKKER-NIELSEN

Byen Hygreis Floden Poritos’ munding Landsbyen Karoia Dons vestlige [= nordlige] munding Dons østlige [= sydlige] munding

63 1/2 64 1/2 65 66 1/3 67

52 53 53 54 54

1/2 1/2 1/3 1/2

Ifølge Ptolemaios findes der altså i Det azovske Hav et næs, Agaron akron, på 63 graders længde og 49 grader og 40 minutters bredde. Næsset ligger mellem byen Kremnoi og Agarosflodens munding. Det forudsætter en halvø af en vis størrel­ se som strækker sig fra nordvest mod sydøst ud fra kysten. Der findes tre store halvøer – sandede landtanger – langs Det azovske Havs nordkyst, men de stræk­ ker sig alle fra nordøst mod sydvest (fig. 2). Den længste og vestligste, Ostrov Bir­ juˇcij (”Ulveøen”) er i dag forbundet med fastlandet ved en smal tange, men skal tidligere have været en ø og kan således lades ude af betragtning. Da Ptolemaios kun nævner et lille antal floder, er det naturligt at antage at der er tale om de største af de floder der nordfra munder ud i Det azovske Hav. Floderne Bykes og Gerrhos nævnes også af Plinius (NH 4.84) der yderligere for­ tæller at Gerrhos danner grænsen mellem kongeskythere og nomadeskythere (jf. ovenfor s. 18). Gerrhos kan med ret stor sikkerhed identificeres med nutidens Moloˇcnajaflod der løber gennem Melitopol’ og munder ud nord for Birjuˇcijøen. Hvis vi på denne strækning af kysten tager Ptolemaios’ koordinater for gode va-

Fig. 2.

PTOLEMAIOS

63

rer, ligger Kap Agaron på næsten sammen bredde som Gerrhosflodens munding, men to længdegrader (ca. 150 km) østligere. Det vil passe med den østligste af de tre store halvøer, lige syd for den nuværende by Berdjansk. Agarosfloden, som ifølge Ptolemaios udmunder længere op ad kysten, kan så være identisk med floden Berda, mens floderne Lykos – som Herodot også nævner (4.123) – og Poritos har deres udløb længere mod øst. Den russiske historiker Boris A. Rybakov afviser dette ræsonnement. Ptole­ maios har som tidligere nævnt gjort Det azovske Hav for stort og dermed også givet det alt for lange kystlinier. Følger vi Ptolemaios’ egne afstandsangivelser for den del af kyststrækningen der ligger mellem Gerrhos og Agaros, bliver der for meget ”tilovers”: afstanden mellem Kap Agaron og Dons munding bliver min­ dre end det halve af den afstand Ptolemaios opgiver. I stedet går Rybakov ud fra at Ptolemaios generelt har overvurderet alle afstande langs kysten, dvs. at fejlen skal fordeles jævnt: alle de ptolemæiske afstandsangivelser må reduceres for at svare til virkeligheden. Altså ligger Kap Agaron tættere på Gerrhos’ munding og er derfor identisk med den midterste af de tre halvøer, ved byen Primor’sk. Med denne halvø som udgangspunkt arbejder Rybakov videre: Agaros er identisk med Korsaks udløb (vest for den midterste halvø), ”Gudens Fiskedam” svarer til Lozovatka, Lykos til Obitoˇcnaja og Poritos til Berda. Nu har vi imidlertid et nyt problem: Hvis Korsak er Agaros og den midterste halvø er Kap Agaron – så er rækkefølgen af flod og næs forkert i forhold til deres plads i Ptolemaios’ liste. (Der findes andre eksempler på at Ptolemaios har forvekslet to geografiske punkter med samme navn – men denne mulighed berører Rybakov ikke.) Rybakov foreslår derfor en vidtgående omtolkning af Ptolemaios: han rykker Kap Agaron tre pladser ned i listen således at næsset kommer til at falde mellem floden Lykos og byen Hygreis. Nu passer rækkeføl­ gen, men til gengæld får vi en halvø der strækker sig nord-syd over to bredde­ grader, ca. 200 km (fig. 3), og så lang er ingen af de tre halvøer – selv Birjuˇcijøen er kun ca. 50 km lang. Rybakovs tolkning af Ptolemaios’ beskrivelse har ikke vundet generel accept: den skaber flere problemer end den løser. Det forekommer mere sandsynligt at Ptolemaios har kombineret flere forskellige kilder til sin beskrivelse af Det azov­ ske Hav; at han har haft rimeligt troværdige oplysninger for den del der lå tæt­ test på strædet ved Kerˇc’ og det romerske interesseområde på Krim, og dermed også haft nogenlunde korrekte afstandsdata for kyststrækningen mellem istmen og Lykosfloden. Hinsides Lykosfloden begynder Taganrogbugten (”håndtaget”) – og det ukendte.

64

Fig. 3.

TØNNES BEKKER-NIELSEN

PTOLEMAIOS

65

Fig. 4. Udsnit af Tabula Peutingeriana, en middelalderlig kopi af et romersk vejkort. Til højre Lilleasien, til venstre ses Konstantinopel og det thrakiske Bosporos, og nord herfor Det azovske Hav som en lukket sø uden udløb til Sortehavet.

6. Konklusion Uanset de problemer og fejl der gør sig gældende i Ptolemaios’ geografi, er og bliver den en vigtig historisk kilde. Dels til stednavne og byer langs Sortehavets og Det azovske Havs kyster; dels, og lige så vigtigt, til udviklingen i romernes generelle geografiske kundskaber om det nordlige Sortehavsområde. De kund-

66

TØNNES BEKKER-NIELSEN

skaber blev, som det også fremgår af Arne Søby Christensens kapitel nedenfor, aldrig bedre end på Ptolemaios’ tid. Den romerske ekspansions tid var slut, og fra 200-tallet e.Kr. var riget næsten konstant i defensiven over for angreb nord­ fra og østfra. Der kom intet senere kort der kunne måle sig med Ptolemaios’ arbejde – tværtimod. Den såkaldte Tabula Peutingeriana er en middelalderlig kopi af et romersk vej­ kort fra 300-tallet e.Kr. (fig. 4). Tabula Peutingerianas formål var at gengive vej­ nettet, og tegneren gjorde ikke mange forsøg på at vise det fysiske landskab. Der er næsten ingen stednavne ved det nordlige Sortehav og ikke noget stræde ved Kerˇc’, så Det azovske Hav bliver en lukket sø. Der er heller ikke noget forsøg på at gengive Det azovske Havs facon. Det er så meget mere overraskende eftersom Romerrigets hovedstad på dette tidspunkt var Konstantinopel ved Bosporos, få dages sejlads fra Kerˇc’. Ptolemaios’ kort forblev grundlaget for europæernes op­ fattelse af Sortehavsområdet langt op i tiden. Dels fordi man ikke kunne gøre det bedre, men også fordi den prestige der knyttede sig til astronomen Ptolemaios, med rette eller urette smittede af på hans geografiske arbejde.

Kilder Der er ingen dansk oversættelse af Ptolemaios’ Geografi, men der findes en engelsk over­ sættelse af E.L. Stevenson (New York 1932, genoptrykt 1991. Denne oversættelse er også tilgængelig på Internettet i elektronisk form, ledsaget af kort tegnet efter Pto­ lemaios’ koordinater, på adressen www.ukans.edu/history/index/europe/­ ancient_rome/E/Gazetteer/Periods/Roman/.Texts/Ptolemy.home/html (Virker adressen ikke, så tast lacus curtius ptolemy i en søgemaskine.) Den seneste udgave af den græske tekst er Karl Müllers (Paris 1901) med tekstkritisk apparat og latinsk pa­ ralleloversættelse. Pomponius Mela, De chorographia libri tres er oversat til tysk af Kai Brodersen som Kreuzfahrt durch die alte Welt (Darmstadt 1994, latinsk og tysk paralleltekst) og til engelsk af F.E. Romer (Pomponius Mela’s Description of the World. Ann Arbor 1998). Plinius den ældres Naturhistorie findes i tysk oversættelse af Gerhard Winkler m.fl. (München 1973-1998, med en omfattende kommentar) og i en ældre engelsk oversættelse ved H. Rackham, W.H.S. Jones og D.E. Eichholz i serien Loeb Classi­ cal Library (London 1963-1968). Begge udgaver indeholder også den latinske tekst.

Ammianus Marcellinus’ beretning om Sortehavsegnene

Arne Søby Christensen

1. Ammianus Marcellinus’ liv Ammianus Marcellinus hører til i det 4. århundrede e.Kr. Detaljerne om hans liv og virke må vi tolke os til ud fra oplysninger i hans historieskrivning. Vi kan ud fra disse antage, at han er født omkring år 330 e.Kr., dvs. i slutningen af kejser Konstantin den Stores regeringstid (306-337 e.Kr.), og vi må formode, at han er død engang i nærheden af århundredskiftet – i hvert fald er han død efter be­ gyndelsen af 390’erne, hvor de sidste bøger af værket er publicerede. Ammian beskæftiger sig med Sortehavsområdet i en ekskurs i 22. bogs kapi­ tel 8. Efter at have set, hvad de antikke forfattere vidste om Sortehavsområdet i de andre perioder af antikken, er det interessant at se, om denne viden ændrer sig, når vi kommer til senantikken. Kendte en forfatter som Ammianus Marcel­ linus til disse fjerne egne fra egne rejser, eller meddeler han blot, hvad han har kunnet læse hos andre af sin samtids forfattere, der havde været i området? Er der med andre ord nye oplysninger, der viser, at romerne havde udvidet deres kendskab til Sortehavsregionen, og således indikerer, at området stadig havde levende relationer til Romerriget? Eller bygger Ammian mestendels på en anti­ kvarisk viden om tidligere tiders opdagelser, der måske ikke længere afspejlede de virkelige forhold i hans samtid? Det skal naturligvis indledningsvis under­ streges, at der kun er tale om en enkelt forfatters meddelelser, og at det derfor ikke nødvendigvis siger noget om romernes generelle vidensniveau. Men inden jeg går over til selve tekststedet, vil jeg sige et par ord om Ammia­ nus Marcellinus’ liv og hans værk og redegøre for mulighederne for, at han eventuelt har kunnet bidrage selvstændigt til en forøget viden om regionen. Ammian optræder selv i sit historieværk. Han var nemlig ved kejserlig ordre knyttet til den øverstkommanderende for de romerske tropper i Østen, magister equitum Ursicinus’ stab, fordi han tilhørte den kejserlige garde som protector domesticus (14.9.1). Det var en eliteenhed, der bestod af sønner fra velbjergede

68

ARNE SØBY CHRISTENSEN

familier – selv om man kan diskutere, om de stammede fra curiales-slægter eller fra højtstående officersslægter. Man antager normalt, at det første er tilfældet, men T.D. Barnes argumenterer i sin nye bog om Ammian overbevisende for, at faderen snarere tilhørte militæret, således som vi kender til det fra andre med­ lemmer af bevidnede protectores domestici i det 4. århundrede (Barnes 1998, 59). Ammian nævner sin tilknytning til hæren allerede i 14. bog, hvor det fortælles, at han var udstationeret hos Ursicinus i Nisibis i 354 e.Kr. Tre år længere frem­ me i værket omtaler han sig selv som en af de yngre officerer (16.10.21), og det er grunden til, at man normalt sætter hans fødsel til ca. 330. Det fremgår klart af skriftet, at Ammian stammede fra det græsktalende østlige Romerrige (31.16.9), måske fra Antiochia, måske fra et sted i omegnen af denne by eller måske lidt længere sydpå; vi ved det ikke med bestemthed (se f.eks. Barnes 1998, 60-64). Da Ammian først var indrulleret i hæren under Ursicinus’ kommando, rejste han med denne rundt i Romerriget på forskellige opgaver, og han oplevede således ved selvsyn en del af riget – men selvfølgelig langtfra det hele. Det frem­ går dog, at han som nævnt i 354 var i Nisibis i Mesopotamien på grænsen til Per­ serriget. Samme år var han i Milano med Ursicinus (14.11.5). Året efter, i 355, drog han igen med Ursicinus til Gallien for at være med til at nedkæmpe Silvanus’ oprørsforsøg (15.5.22-38), og her blev han til 357. Ursicinus var på den tid den senere kejser Julians magister equitum (15.13.3). I 357 fulgte han med Ursi­ cinus til kejser Constantius II (337-361) i Sirmium i Pannonia Inferior, og da Ursicinus genindtrådte i sin østlige kommando som magister equitum, drog Ammianus Marcellinus med ham tilbage til Østen (16.10.21). I 359 nævner Am­ mianus Marcellinus, at han befandt sig i ”Samosata, den berømte hovedstad i det tidligere kongerige Kommagene” ved Eufratfloden (18.4.7). Herfra blev Ursicinus og Ammianus Marcellinus på ny kaldt til kejser Con­ stantius i Vesten. Ursicinus var faldet for et komplot ved hoffet, og han skulle denne gang være Julians magister peditum i Gallien, og Sabinianus blev udnævnt til ny øverstkommanderende over tropperne i Østen (18.5.5; 6.1). Det skete på trods af, at et angreb fra perserne var ventet, og Ursicinus kendte denne fjende fra tidligere kampe, og provinsboerne derfor helst ville beholde ham som deres forsvarer (18.6.2). Ursicinus og Ammianus Marcellinus måtte dog rette sig efter kejserens ordre, men de nåede kun til floden Hebros i Thrakien, før de fik kon­ traordre om at vende tilbage til forsvaret af Østen, hvor Ursicinus nu ikke læn­ gere var øverstbefalende, eftersom Sabinianus havde beholdt sin post (18.6.5-6). I krigens indledende fase faldt den romerske hær i et persisk baghold (18.8). Ammian nåede mirakuløst sammen med andre soldater ind i byen Amida [Diyarbakır], som derefter belejredes af perserkongen Sapor (18.8.11). Det var

AMMIANUS

69

tidligere lykkedes Ursicinus at slippe bort fra bagholdet (18.8.10), og han for­ søgte senere forgæves at komme den belejrede by til undsætning (19.3). Selv undslap Ammian med nød og næppe fra Amida, da byen blev erobret (19.8), efter den i længere tid havde forsvaret sig heltemodigt mod overmagten. Ursici­ nus blev udset til at være syndebuk for katastrofen; han måtte afgive sin kom­ mando og forlade hæren, og dermed forsvinder også han fra historien (20.2). Det interessante i denne sammenhæng er naturligvis de helt sikkert selv­ oplevede beretninger fra de egne, Ammianus Marcellinus har været i – f.eks. nogle af beretningerne fra Gallien i 15. bog og den dramatiske skildring af hans oplevelser i Amida i slutningen af 18. bog og i 19. bog. Han deltog senere i 363 i kejser Julians perserfelttog, og også her har han selvoplevede beretninger om end af mindre omfang (23. til 25. bog). Efter kejser Julians død og krigens af­ slutning var Ammian ikke længere soldat. Vi kender ikke til årsagen; måske var han faldet i unåde hos det nye, kristne regime under kejserne Jovian (363-364), Valentinian (364-375) og Valens (364-378), fordi han som ikke-kristen havde identificeret sig for meget med kejser Julians hedenske religionspolitik (se f.eks. Barnes 1998, 63; 79-94). Vi kender ikke til hans opholdssteder i detaljer, efter han har forladt hæren. Han har formentlig opholdt sig i længere tid i Antiochia, hvor han i hvert fald befandt sig omkring 371/372 (29.1.24; 2.4; 30.4.4), og han boede formentlig en tid lang i Rom i 380’erne (14.6.19). Vi kan ligeledes ud fra værket konstatere, at han må have besøgt Egypten og set obelisker så langt syd­ på som i byen Theben (17.4.6), og at han har besøgt byen Motho [Methone] i Lakonien på det sydlige Peloponnes (26.10.19). Han har således været vidt om­ kring i Romerriget og set mange egne, men der er i hans aktive livsforløb som soldat intet, der taler for, at han har været sendt til Sortehavsegnene. Derfor kunne han selvfølgelig godt have været der efter sin hjemsendelse fra hæren efter perserfelttoget i 363, uden at dette behøver at have sat sig direkte spor i hans kronologisk fremadskridende beretning.

2. Historieværket Til gengæld ved vi, at han på det tidspunkt begynder at skrive og publicere sit historieværk, der skulle blive det sidste store historiske værk på latin fra antik­ ken, og det selv om hans modersmål har været græsk, og selv om han føler sig som græker. Han afslutter nemlig værket med ordene: Dette har jeg, en forhenværende soldat og græker, berettet fra kejser Nervas principat lige til Valens’ død, så godt mine evner rakte, … (31.16.9)

70

ARNE SØBY CHRISTENSEN

Med disse ord sættes der punktum for værket. De første 13 bøger fra kejser Ner­ va (96-98) og fremefter er imidlertid gået tabt. Vi kender derfor ikke titlen på værket, men vi plejer at kalde det for Res gestae ”historie” i erkendelse af, at det er en historisk beretning om de store begivenheder i perioden. De resterende bøger fra 14. til 31. bog er kun bevaret i ét håndskrift fra det 9. århundrede – oprindeligt opbevaret i Fulda, men fra første halvdel af det 15. århundrede i Vatikanet. Dertil kommer dog seks håndskriftark fra Hersfeld, nu i Kassel, med en mindre del af skriftet. Endelig er der fjorten håndskrifter fra det 15. århun­ drede. De er dog alle i sidste ende afskrifter af det bevarede vatikanerhåndskrift (Reynolds 1983, 6-8). Overleveringen er derfor noget spinkel, og der er ofte tale om lakuner i teksten, som kun kan rekonstrueres med større eller mindre sik­ kerhed. I forbindelse med geografiske oplysninger kan der naturligvis alene af den grund være problemer med f.eks. stavemåder, og egentlige identifikationer kan være vanskelige. Men det er jo ikke usædvanligt for antikke tekster. Ammianus Marcellinus’ historie har altså taget sit udgangspunkt i Nervas udråbelse til kejser i 96 e.Kr. Han fortsætter med andre ord der, hvor Tacitus’ Historiae formentlig sluttede. Det betyder imidlertid, at de første 13 bøger skal spænde over en periode på ca. 250 år. Den bevarede 14. bog begynder nemlig i slutningen af kejser Constantius II’s regeringstid med medkejser Gallus’ (351­ 354) forbrydelser i Østen i sommeren 353, og den går derefter over til Constan­ tius’ felttog i den vestlige del af riget i sommeren 354. 31. bog slutter med goternes sejr i Slaget ved Adrianopel den 9. august 378 og kejser Valens’ død i flammerne og den umiddelbart efterfølgende periode. Der er således 18 bøger bevaret, og de dækker ca. 25 års historie. De første seks bøger (fra 14. til 19. bog) omhandler kejser Constantius II’s regeringstid (frem til 359) sammen med cæsarerne (”andenkejserne”) Gallus, som han lader myrde i 354, og Julian, som han udpeger til cæsar året efter (dvs. i 355). De mid­ terste seks bøger (fra 20. til 25. bog) omhandler tiden, hvor Julian er augustus (”førstekejser”), dvs. perioden 360-363. De sidste seks bøger (fra 26. til 31. bog) beretter om Valentinians og Valens’ regeringstid, perioden 364-375/378. Der er altså også inden for den enkelte bog tale om en kronologisk fremad­ skridende beretning. Derudover kan man konstatere et vist fælles dispositions­ princip for de enkelte bøger, eller man skulle måske snarere tale om fælles emner: Det vil typisk være en gennemgang af kejserens militære engagementer i sommerens løb, politikken/intrigerne ved hoffet – specielt i vintersæsonen. Begivenhederne i Rom – herunder, hvem der var bypræfekt. En gennemgang af begivenhederne i provinserne, dvs. emner, der ikke direkte var knyttet til kejse­ ren (Barnes 1998, 34-42, indeholder en oversigt over indholdet af de enkelte bøger samt en refleksion over tematikken).

AMMIANUS

71

Det er således et historiografisk – og ikke f.eks. geografisk eller etnografisk – værk. Vi kan derfor kun forvente, at der vil være tale om kortere skildringer af egne og byer i det omfang, de er interessante i sammenhæng med beretningen, sådan som det er tilfældet i ethvert andet historieværk. Ammianus Marcellinus vælger dog tillige en anden form, der er velkendt i den antikke historieskriv­ ning: ekskursen. Man har diskuteret, hvad en ekskurs egentlig er, og hvorfor Ammian bruger denne form. Lad os derfor først se på definitionen eller snarere de formelle krav, man i dag vælger at stille til begrebet ekskurs. Man opstiller faktisk kun ét formelt krav (for den nyere debat om ekskurs­ formen se f.eks. Cichocka 1975; Emmett 1981; Richter 1989; Barnes 1998, Appendix 5, 222-224): Det, Ammianus Marcellinus fortæller om i et afsnit – og som ellers afviger fra det emne, han er i gang med – skal klart og tydeligt være afgrænset fra den omgivende tekst med særlige ord, dvs. der skal kort og godt indledes og afsluttes på en ganske bestemt måde. Der må ikke blot være tale om en digression, en mere eller mindre tilfældig udflugt. Ammianus Marcellinus skal specifikt vise, at der er tale om noget specielt og gennemtænkt fra hans hånd. Et eksempel kunne tages fra 23. bog, hvor Julian som optakt til perserfelttoget skal til at laste flåden på Eufratfloden med bl.a. levnedsmidler, våben og belejringsmaskiner. Her bryder Ammianus Marcellinus af og siger: Omstændighederne fører her med sig, at jeg, så godt mine ringe evner tillader det, kort, men tydeligt må give dem, der ikke kender til indretningen af den slags maskiner, jeg nævnte, en skildring af dem. (23.4.1)

Derefter beskriver han ballisten, skorpionen (også kaldet vildæslet eller vinde­ maskinen), stormbukken og brandpilene for derefter at afslutte med ordene: Dog nu nok om belejringsmaskiner, skønt vi kun har nævnt nogle få af dem. Vi optager nu igen tråden i vor fortælling. (23.4.15)

Disse ekskurser står normalt i begyndelsen eller i slutningen af et kapitel. Hvis man tager de nævnte formelle krav helt alvorlig, er der 25 ekskurser i de sidste 18 bøger (Cichocka 1975, 337), og hvis man vælger at medtage også de beskri­ velser, der enten kun har en indledning eller en afslutning, når man op på mel­ lem 31 og 34 ekskurser (hhv. Barnes 1998, 222-24, og Emmett 1981, 16 n. 6-8). De har vidt forskelligt indhold: Jeg har nævnt krigsmaskiner; dertil kommer et stort antal naturfænomener: jordskælv (17.7.9-14), solformørkelse (20.3.2-12), regnbuen (20.11.26-30), meteorer (25.2.6), kometer (25.10.2-3). Af andre emner kunne nævnes: obelisker (17.4.2-23), pest (19.4.2-8), varseltagning (21.1.7-14),

72

ARNE SØBY CHRISTENSEN

Apistyren (22.14.7-8), perler (23.6.85-88), kristne biskopper (27.3.14-15) og meget andet. I de fleste ekskurser drejer det sig imidlertid om geografiske og etnografiske emner: Saracenerne (14.4.3-6), provinserne i diocesen Oriens (14.8.1-15), Bo­ densøen (15.4.2-6), Gallien (15.9.2-12.6), Succipasset (21.10.3-4), Thrakiens kyst, Hellesponten og Sortehavet (22.8.1-48), Egypten (22.15.1-16.24), Perser­ riget (23.6.1-84), Thrakien (27.4.2-14), samt endelig hunnere og alanere (31.2.1­ 25). Derudover ved vi fra hans egne udsagn, at han har behandlet mange andre egne i de nu tabte bøger (f.eks. henvisninger fra 14.7.21 til hans tidligere skil­ dring af Mesopotamien; fra 27.8.4 til hans skildring af Britannien). Nogle for­ skere har ligefrem talt om, at det havde været Ammianus Marcellinus’ hensigt at give en fuldstændig beskrivelse af Romerrigets provinser og visse tilgrænsende egne og lande (se f.eks. Mommsen 1881/1909, 604/395; Richter 1989, 220; Bar­ nes 1998, 75). Det er muligt, men det kan ikke bevises.

3. Sortehavsekskursen Lad os se på Sortehavsekskursen i 22. bog, kapitel 8: Vi er inde i den midterste tredjedel af det bevarede værk. Det er den del, der behandler Julians tid som førstekejser, augustus. I 20. bog var Julian blevet ud­ råbt til augustus af hæren i Gallien. I 21. bog gør de to kejsere sig rede til den endelige konfrontation, idet Julian marcherer mod øst ind i Illyricum til byen Naissos [Niˇs ] i Moesia superior og Constantius forlader perserfronten og iler til Antiochia for derfra at drage mod Balkan. Han når dog kun til Mopsukrenai i Kilikien ved Taurusbjergenes fod, hvor han dør af feber den 5. oktober 361 (21.15.3 – andre har datoen 3. november 361). I begyndelsen af 22. bog, kapitel 2, drager Julian mod Konstantinopel, hvor han ankommer den 11. december. Kapitel 3 til 7 fortæller om Julians ophold i byen. I kapitel 9 beretter Ammianus Marcellinus om Julians rejse fra Konstantinopel til Antiochia. Det sker ad den slagne landevej mod sydøst, dvs. som Ammianus Marcellinus selv remser det op: Chalkedon – Nikomedia – Nikaia – Pessinus – Ankyra – tværs sydpå gennem lan­ det til Tarsos og derfra til Antiochia. Kapitel 8 står således mellem skildringen af Konstantinopel og rejsen til An­ tiochia, og Ammianus Marcellinus begrunder sin ekskurs således: Siden nu den store princeps’ [dvs. Julians] historie har ført mig til disse egne, tror jeg, det her kan være det rette tidspunkt til at give en skildring af Thrakiens yderste egne og af

AMMIANUS

73

Det pontiske Havs topografi, klart og pålideligt ud fra det, jeg selv har set og læst. [Visa vel lecta]

Det er en endog meget spinkel begrundelse for at give denne ekskurs. I det fore­ gående kapitel (22.7.9-10) nævnes det ganske vist, at der kom sendebud fra nær og fjern til Julian, fordi rygtet om hans militære evner havde spredt sig. Folkene fra den anden side af Tigris og armenierne bad om fred; de indiske nationer, der boede så langt borte som diverne og serendiverne (på Sri Lanka?), sendte gaver; sydfra kom maurerne; nordfra og fra de øde egne kom de folk, der boede ved Fa­ sis, og bosporanerne samt andre hidtil ukendte folk for at bede om at måtte leve i fred, hvis de betalte en årlig tribut. Hvis beretningen om de mange udsendinge er korrekt, og ikke blot er en topos, kan den naturligvis ikke referere til Julian, der først lige er blevet augustus. I så fald må det være Constantius’ ry, der er tale om. Julian selv kommer aldrig i nærheden af Sortehavet, og området inddrages på in­ gen måde i hans regeringstids historie. Skildringen af Thrakien bringes i udvidet form senere i 27. bog. I denne sammenhæng er ”Thrakiens yderste egne” faktisk identisk med en gennemgang af Det ægæiske Hav og af Propontis [Marmaraha­ vet]. Man kunne derfor tænke sig, at Ammianus Marcellinus havde en ganske spe­ ciel hensigt med at bringe denne ekskurs. Det kunne f.eks. være, at han mente, han kunne bidrage med ny viden om Sortehavsregionen ud fra egne iagttagelser. Vi så, at det er vanskeligt at forbinde hans liv med rejser i Sortehavsegnene, men vores oplysninger er dog trods alt så fragmentariske, at vi på ingen måde kan ude­ lukke, at han faktisk har været der. Selv om han skulle have været der, kan han ikke have været overalt, og man kunne derfor forvente, at der, ud over det selv­ oplevede, tillige var andre meddelelser, der i det mindste indeholder senantikkens opdaterede viden om disse egne. Ammianus Marcellinus brugte nemlig selv ud­ trykket visa vel lecta, ”det, jeg selv har set og læst”. Det er således ikke urimeligt at forestille sig en kombination, hvilket da også er det almindelige i forskningen i dag. Man må da spørge sig, hvad det er, han har set, og hvad det er, han har læst. Ekskursen lader sig inddele i seks afsnit (jf. Boeft, Drijvers, Hengst & Teitler 1995, 91):

4. Indsejlingen i Sortehavet og geografien i al almindelighed (22.8.7-13) Der hvor denne form [dvs. Propontis’ form] hører op, snævrer det atter ind, går imellem Europa og Bithynia og flyder forbi Chalkedon, Chrysopolis og nogle

74

ARNE SØBY CHRISTENSEN

ubetydelige stationes. Ved dets bred til venstre ligger havnen Athyras og Selym­ bria og Konstantinopel, det gamle Byzans, en attisk koloni, og forbjerget Keras, hvor der er bygget et højt fyrtårn for skibene, og derfor kaldes også den kolde vind, som plejer at komme fra disse kanter, for Keratas. Her hvor dets magt brydes, og hvor de to have forenes, bliver det roligere og udvider sig til en havflade, der strækker sig vidt ud i længden og bredden så langt øjet kan nå. (22.2.7-9) Ammianus Marcellinus må flere gange have været på dette sted, når han, som vi har hørt, er rejst fra Østen via Balkan til Vesten og tilbage igen. Athyras og Selymbria ligger på den øst-vestgående hovedvej langs Propontis. De nævnte stednavne og kommentaren er utvivlsomt en kombination af selvsyn og almen viden. Ikke desto mindre nævnes byerne på den vestlige (nordlige) bred ikke i den rigtige rækkefølge, hvis man kommer sejlende fra sydvest, da Selymbria lig­ ger længst mod vest, dernæst kommer Athyras og endelig Konstantinopel (Jf. Talbert 2000, 52). Det har han naturligvis vidst, men af en eller anden grund vælger han ikke at bringe dem i en systematisk rækkefølge; det skal senere vise sig, at det ikke er et enkeltstående tilfælde. Endelig kan det nævnes, at kom­ mentaren til Konstantinopel ikke passer, da Byzans oprindelig var en koloni fra Megara (ca. 660 f.Kr.). Efterfølgende i samme afsnit får vi den overordnede beskrivelse af Sorte­ havet: En rejse rundt langs kysten – som om man sejlede rundt om en ø – ville udgøre en afstand på 23.000 stadier [ca. 4.094 km] efter, hvad det forsikres af Eratosthenes, Hekataios og Ptolemaios og andre, der meget nøje har undersøgt disse problemer, og alle geografer er af den opfattelse, at det har form af en spændt skythisk bue. (22.8.10)

Det er klart, at Ammianus Marcellinus må have læst sig til dette, men det er min­ dre sikkert, hvorfra han har sine oplysninger. Han nævner selv som sine forlæg Eratosthenes, der skrev et geografisk værk i det 3. århundrede f.Kr., Hekataios, der havde skrevet sine geografiske værker formentlig i slutningen af 6. århundrede f.Kr., og Ptolemaios, hvis Geografi er fra midten af 2. århundrede e.Kr. Hvem de andre er, ved vi naturligvis ikke. Det fremgår imidlertid af alle kommentarer til tekstudgaverne, at ingen ellers har tallet 23.000 stadier (f.eks. Boeft, Drijvers, Hengst & Teitler 1995, 101; Fontaine 1996, 278 n. 655). Hekataios og Ptolema­ ios har formentlig slet ikke angivet størrelsen. Man har foreslået en fejlskrivning eller fejllæsning af de græske tal: et gamma, G (= 3) for et epsilon, E (= 5) fordi Strabon angiver 25.000 stadier (2.5.22, jf. s. 44), men det er og bliver spekulatio-

AMMIANUS

75

ner (Gardthausen 1872/73, 541). Det eneste nogenlunde sikre er, at forlægget må have været græsk, fordi der regnes i stadier og ikke, som ellers på latin, i passus. Den skythiske bue er en kendt topos i beskrivelser af Sortehavets form. Den anvendes bl.a. af Strabon det førnævnte sted (2.5.22, jf. s. 44), af Pomponius Mela (1.102) og af Plinius (Nat.Hist. 4.76). Ammianus Marcellinus’ indpasning af buen i den konkrete geografi er dog ikke overbevisende. Han nævner buebil­ ledet yderligere fem gange (8.13, 8.20, 8.37, 8.42, 8.43), men det gør det ikke klarere. Han lader Det thrakiske Bosporos ved Konstantinopel og Det kimmeri­ ske Bosporos ved indsejlingen til Den maiotiske Sø [Det azovske Hav] være den skythiske bues ender (22.8.13). Det er næppe en dækkende udnyttelse af Sorte­ havets geografi. Problemet er imidlertid, at han formentlig forestiller sig, at Palus Maeotis ligger mod øst. Det passer udmærket med en skythisk bues form, men meget dårligt med Sortehavets faktiske geografi. Derudover kommer han med den antikvariske oplysning, at der i disse vidt­ strakte egne findes græske byer, hvoraf nogle få er athenske kolonier, mens fler­ tallet er fra Milet. Han videregiver desuden nogle gamle skrøner om navnenes oprindelse. Der er således intet, som kan bringe nye oplysninger om området fra hans egen samtid.

5. Sortehavets sydkyst (22.8.14-23) Efter at landet fra Det thrakiske Bosporos har drejet af til højre, kommer vi til den bithyniske kyststrækning. (22.8.14) Ammianus Marcellinus’ videre beskrivelse af Sortehavet bliver nærmest en periplus (dvs. en omsejling) af Sortehavskysten. I de ældre periploi fra klassisk græsk tid havde man fulgt kysten mod nord langs den europæiske kyst, altså med uret (for at bruge et anakronistisk billede). I de yngre periploi, dvs. fra Ar­ rians Periplus og fremefter, valgte man den modsatte retning, hvor man først føl­ ger Lilleasiens kyst, altså mod uret. Arrians værk var dediceret til kejser Hadrian, og det må være publiceret i begyndelsen af 130’erne e.Kr. Det er et sådant for­ læg, Ammianus Marcellinus bl.a. må have haft. Hans skildring er ellers ikke ’mo­ derne’, eftersom han hele tiden støtter sig til de gode, klassiske fortællinger, f.eks. om Symplegaderne, klipperne ved indsejlingen til Sortehavet. Oprindelig var de ’levende’, og de klappede sammen med en sådan hast, at end ikke en fugl kunne nå at flyve igennem uden at blive mast. Ammian bringer her for første (men ikke sidste) gang den gamle fortælling om argonauternes togt efter ’det gyldne skind’ i Kolchis ind i ekskursen. Argonauterne havde dengang i den fjer­ ne fortid løst problemet med ’de levende’ Symplegader, og nu ”står de ube-

76

ARNE SØBY CHRISTENSEN

vægelige”. ”Man skulle ikke tro, at fortællingen var sand”, fortsætter han, ”hvis ikke de gamle digtere havde fortalt det” (22.8.15). Ammian er i denne ekskurs langt fra det historiske sandhedsideal, som han ellers flere gange i værket under­ streger han vil følge. Da han opremser de første floder langs Lilleasiens kyst, kommer de ligesom de førnævnte byer i vilkårlig rækkefølge: Sangarios, Fyllis, Lykos og Rhebas (22.8.14). Her burde han vel have kendt den rette rækkefølge, da han har været i området, når han rejste gennem Lilleasien, om end han måske ikke direkte har passeret floderne på sin vej. På vejen langs nordkysten ville rækkefølgen fra vest mod øst have været: Rhebas, Fyllis (= Psillis?), Sangarios og Lykos, idet en ræk­ ke mindre floder er udeladt (jf. Talbert 2000, 52, 86). Man kunne måske i stedet forestille sig, at han ville have anført byerne og floderne efter deres betydning, men det synes heller ikke at være tilfældet. Herefter – skriver Ammianus Marcellinus – forlader han Bithynien og kom­ mer til provinserne Pontos og Paflagonien, og i disse ligger de store byer Herak­ leia, Sinope, Polemonion, Amisos, Tios og Amastris – dertil nævner han to byer, der ligger på øer: Trapezus og Pityus (22.8.16). Der er heller ikke meget, der er korrekt i dette afsnit. Provinserne nævnes i omvendt rækkefølge, hvis vi anta­ ger, der er tale om en periplus mod uret, men provinsinddelingen er i virkelig­ heden langt mere kompleks efter de diokletianske og konstantinske reformer fra begyndelsen af det 4. århundrede e.Kr. end det, Ammianus Marcellinus lader til at vide (se f.eks. Gardthausen 1872/73, 515 ff., 522 ff., særlig 524). Byerne er igen anbragt i vilkårlig rækkefølge, og Herakleia er placeret i Bithynien. Hverken Trapezus eller Pityus er bygget på øer – og hvad Pityus angår, så ligger den langt oppe på østkysten af Sortehavet i Kolchis. Normalt anses denne del af området at ligge uden for riget. Prokopios refererer dog til den som en fæstning på Justi­ nians tid (Prok. 8.4.4, Bellum Gothicum 4.4.4; De aedificiis 3.7.8). Herfra springer Ammianus Marcellinus ganske umotiveret tilbage til Bithy­ nien (22.8.17), hvor han omtaler Specus Acherusium ”Den acherusiske Hule (Grotte)” nord for byen Herakleia, som han tidligere havde nævnt. Han gør ikke mere ud af denne oplysning, så man kan undre sig over, at den er med, når han ellers er glad for at give antikvariske meddelelser, og han her kunne have beret­ tet om, at det var stedet, hvorfra Herakles steg ned til Hades (jf. Xen. An. 6.2.2). Derefter nævner han en række floder på Lilleasiens nordkyst frem til Thermo­ donfloden, men igen mærkeligt nok ikke den største af dem alle, Halysfloden, som han dog senere inddrager i teksten i anden sammenhæng (22.8.20). Thermodon og Themiskyra giver ham derimod anledning til en længere antikvarisk digression om amazonerne (22.8.17-19). De havde før i tiden ført sejrrige togter mod deres naboer. De var herved blevet grebet af overmod, og de

AMMIANUS

77

angreb folkeslag efter folkeslag, indtil de udfordrede athenienserne, der fuld­ stændig besejrede dem. De tilbageblevne amazoner, der ikke havde været egne­ de til kamp, måtte derfor flygte fra deres hjemland, og de slog sig ned netop i denne egn i Lilleasien. Lang tid senere, da amazonerne havde genvundet deres tidligere styrke, vendte de tilbage til deres oprindelige hjemland. Stedet her er knyttet til amazonelegenden som et af deres to hjemsteder. Det oprindelige hjemsted skal være nordøst for Sortehavet. Ammianus Marcellinus viser senere i kapitlet (22.8.27) og i 31. bog i forbindelse med gennemgangen af alanernes historie, at han også kender til det hjemsted, da han i den sammenhæng lader amazonerne bo ved floden Tanaïs [Don] i sauromaternes land og i nærheden af alanerne nordøst for Sortehavet. Ingen af tekststederne har naturligvis noget at gøre med senantikkens historie. Ikke langt fra Thermodon ligger forbjerget Karambis – fortsætter Ammianus Marcellinus (22.8.20). I virkeligheden ligger det ca. 400 km vest for floden, dvs. han går tilbage mod vest i sin beskrivelse af kystegnene. Det er igen et tegn på, at han ikke er særlig sikker i områdets geografi. Derimod har han næsten ret, når han angiver, at Karambis ligger direkte over for forbjerget Kriumetopon på Krim­ halvøen, men det er til gengæld ikke i overensstemmelse med hans angivelse af, at Den maiotiske Sø og i forbindelse hermed Krim lå i den østlige del af Sorte­ havet, jf. den skythiske bue. Hans afstandsangivelse – 2.500 stadier – er langt overdrevet, men den kan genfindes hos Strabon (jf. s. 44). Ammianus Marcellinus nævner derefter de folk, der bor i området – dahere, chalybere, byzerere, sapeirere, tibarenere, mossynoikere og filyrere – med den overraskende tilføjelse at det ”alle sammen er folk, som vi ikke rigtig har for­ bindelse med og kender til” (22.8.21). Når han kan remse dem op, er det først og fremmest, fordi de var kendt fra den klassiske etnografiske og geografiske lit­ teratur. Desuden burde det ikke være ukendte folk for en romer, når de bor inden for Romerrigets grænser; det må de vel stadig gøre i slutningen af det 4. århundrede e.Kr., for ellers ville der ikke være nogen grund til at nævne dem i et historieværk på et sted, der meget nøje knyttes til kejser Julians person. Man kan dog have sin tvivl om, hvorvidt det er sådan, det forholder sig, for navnene er antikvariske og nogle af dem vitterlig ukendte i senere tider. Bl.a. dette sted viser med al ønskelig tydelighed, at Ammianus Marcellinus ikke kender til denne del af Romerriget fra selvsyn – han har kun antikvariske oplysninger at byg­ ge på. Dette gælder ligeledes de to næste afsnit (22-23), der relaterer sig til argo­ nautertogtet og Dionysosmyten.

78

ARNE SØBY CHRISTENSEN

6. Sortehavets østkyst fra Fasis til Det kimmeriske Bosporos (22.8.24-25) Vi forlader dermed det egentlige Romerrige – hvad Ammianus Marcellinus dog ikke gør opmærksom på i den bevarede tekst, men da der er en lakune i Vatika­ nerhåndskriftet, kan vi ikke se, hvad der måtte mangle. Vi bevæger os i hvert fald op ad Sortehavets østkyst – der jo i Ammians verdensbillede stadig må være sydkysten. Han ved da heller ikke meget om egnen ud over nogle gamle skrøner om by- og folkenavnene.

7. Den maiotiske Sø med omgivende egne (22.8.26-36) Ammianus Marcellinus er heller ikke præcis i sin geografiske forståelse af denne region. Han er nu ved Det kimmeriske Bosporos, hvor byerne er anlagt af mile­ sierne, som han skriver, og ”moderen til dem alle … er Pantikapaion [Kerˇc’], der ligger ved floden Hypanis [Kuban]” (22.8.26). Pantikapaion ligger imidlertid på Krim; Hypanis har sit udspring i Kaukasus, og den har følgelig sit udløb overfor Pantikapaion på den modsatte side af strædet. Amazonerne anbringes som nævnt i denne egn nordøst for Sortehavet (22.8.27). I den forbindelse omtaler Ammian ligeledes Sauromatae, der egentlig er den græske form (22.8.29). Den normale latinske betegnelse for folket er Sar­ matae (sarmatere), og det er den, Ammian ellers anvender i Res gestae. Det er igen en indikation af, at han støtter sig til et bestemt skriftligt materiale i denne eks­ kurs. Måske forbinder han slet ikke de to navne med hinanden. Han opremser de floder, der løber igennem sauromaternes land: Maraccus (= Marubios), Rhom­ bites, Theofanios og Tortodanes. Ptolemaios (5.9.2) er ellers den eneste anden bevarede forfatter, der nævner disse floder (Boeft, Drijvers, Hengst & Teitler 1995, 121). Ved indløbet til Den maiotiske Sø gør han østbreddens Fanagoreia og Her­ monassa til ”øer, der med stor flid er bebygget af grækerne” (22.8.30), men han skriver ikke, at øerne har byer af samme navn. Omkring Den maiotiske Sø bor en række folk: Ixomatere, maiotere, iazygere, rhoxolanere, alanere, melanchlai­ nere, gelonere og agathyrsere (22.8.31) – alle navne, der er kendt fra den klas­ siske litteratur. Chersones [Krim] nævnes kort (22.8.32), inden han går over til at diskutere, hvorfor havet er blevet kaldt for Pontos Euxeinos ”Det gæstmilde Hav” (22.8.33­ 34), hvorefter han begynder at tale om Taurica, der igen må være Krim, ”Det tau­ riske Chersones”. Der findes nemlig, skriver Ammianus Marcellinus, en ubeboet

AMMIANUS

79

ø Leuke, som er indviet til Achilleus, og som søfolk ikke kan overnatte på uden at risikere livet (22.8.35). De antikke geografer sætter dog i reglen øen i forbin­ delse med udløbet af floden Borysthenes [Dnepr] og ikke med Krim (jf. Boeft, Drijvers, Hengst & Teitler 1995, 129; hovedkilden er Arrian, Peripl. 21-23). At Taurica alligevel også her må være Krim, viser de bynavne, han nævner: Eupa­ toria, Dandake og Theodosia, hvoraf den sidstnævnte by er sikkert identificeret på sydøstkysten (22.8.36).

8. Den nordlige og vestlige kyst (22.8.37-45) Hvis vi genkalder os Ammianus Marcellinus’ billede af den skythiske bue, er det logisk, at han nu taler om den venstre del af buen – den vender mod nord, og den går hen til Det thrakiske Bosporos, hvorfra rejsen rundt langs Sortehavets kyst tog sin begyndelse. Som sædvanlig nævner han en række folkeslag, en række floder og en række byer. De skal ikke her gennemgås detaljeret. Det er nemlig det samme billede som tidligere, der her gentager sig. Det drejer sig sta­ dig om antikvariske oplysninger, som han på en eller anden måde har hentet i den klassiske litteratur om disse egne. Der er ingen nye iagttagelser fra senan­ tikken. Det mest slående i denne sammenhæng er imidlertid, at vi nu er i de egne af det sydøstlige Europa, hvor der på Ammianus Marcellinus’ tid fandt epoke­ gørende begivenheder sted. Res gestae slutter med romernes nederlag til goterne i Slaget ved Adrianopel i 378 e.Kr. Ammianus Marcellinus beretter selv om disse gotere i 31. bog, og han fortæller indgående om, hvorledes de tvinges til at flyg­ te ind i Romerriget på flugt for hunnerne i midten af 370’erne. Han beskriver nøje de egne, hvor begivenhederne finder sted. Det er nord og vest for Sorte­ havet – altså det selv samme område. I Sortehavsekskursen optræder der imid­ lertid hverken gotere eller hunnere. De hører åbenbart kun til i de berettende dele af Res gestae og ikke i den geografiske ekskurs. Der er vandtætte skotter mel­ lem beretningsdelen og ekskursdelen af Res gestae.

9. Klima og fiskeliv (22.8.46-48) Derefter går vi over til den sidste del af ekskursen. Den handler specifikt om havet: Det er ferskere end andre have, det er mere fladt, og det er meget tåget. Fiskene strømmer til, for det er nemmere at yngle her, og afkommet opfostres bedre, fordi der ikke rigtigt er rovfisk. Det største havdyr, man har set, er de

80

ARNE SØBY CHRISTENSEN

uskadelige delfiner. Men havet ligger åbent for de nordlige vinde – den skythi­ ske kulde hører næsten med til enhver gennemgang af Sortehavet – og denne kulde forårsager ofte en bundfrysning af floderne. Vi er dog kommet et godt stykke længere bort, end vi havde tænkt, så lad os gå tilbage til det, vi har forladt. (22.8.48)

Det, vi forlod, var som tidligere nævnt, at kejser Julian stod for at skulle drage til Antiochia for senere at sætte felttoget mod perserne i værk. Denne ekskurs har derfor ikke megen fornuftig begrundelse, og det er vanskelig at se, hvilken funktion den skulle have i Res gestae – medmindre han virkelig har besluttet sig for at indflette en række fremstillinger af verdens geografi i sit historieværk.

10. Selvsyn eller læsning Ammianus Marcellinus indledte med at hævde, at han både havde set og læst om det, han ville bringe i ekskursen – visa vel lecta. En nøjere undersøgelse af teksten viser imidlertid med al ønskelig tydelighed, at Ammianus Marcellinus ikke har set ret meget i denne sammenhæng. Han bygger (næsten) udelukken­ de på den klassiske litteratur om disse egne. Der er ikke meget, der har med geo­ grafien og etnografien i slutningen af det 4. århundrede e.Kr. at gøre. Vi kan kort og godt ikke bruge denne del af Res gestae til beretningsslutninger. Vores problem er dog, at ingen endnu har kunnet fastlægge hans direkte kil­ deforlæg mere præcist. Vi ved i det store og hele, hvor det kan stamme fra, men ingen har kunnet overbevise alle om, hvilke tekster der har ligget foran Am­ mianus Marcellinus, da han skrev. Som Theodor Mommsen konstaterer, er Am­ mian ikke en historiker, der skriver lange afsnit af fra en enkelt bog (Mommsen 1881, 602 = 1909, 393). Så det er vanskeligt at rekonstruere hans forlæg Victor Gardthausen mente dog, at han kunne fastlægge et bestemt skema for beskrivelsen af en provins i de fleste geografiske ekskurser: 1) 2) 3) 4) 5) 6)

en geografisk karakteristik, landets frugtbarhed, floderne, byerne, byernes grundlæggelser og gamle navne, provinsens erobringshistorie.

AMMIANUS

81

Det fik ham til at antage, at Ammian havde benyttet et nu tabt, skematisk op­ bygget geografisk værk skrevet på latin som sin hovedkilde til disse afsnit sup­ pleret med en provinsfortegnelse med inddeling og navne fra det 4. århundrede e.Kr.; beklageligvis var denne værdifulde Geografi gået tabt og dens forfatter for­ blevet os ubekendt (Gardthausen 1872/3, 509-38). Problemet er imidlertid, som også Gardthausen påpegede, at bl.a. Sortehavsekskursen ikke kan sættes i for­ bindelse med denne hypotetiske kilde, eftersom den slet ikke har den samme skematiske opbygning. Gardthausen forestillede sig derfor et mere indviklet kil­ degrundlag for denne ekskurs’ vedkommende. Der måtte være en græsk periplus eller peri¯eg¯esis i digterisk form, for Ammian taler om poeta (22.8.13) og carmina (22.8.15). Den skulle således være af samme art som det bevarede skrift fra kej­ ser Hadrians regeringstid (117-138) af Dionysios: Peri¯eg¯esis t¯es oikumen¯es – dvs. en guide til den kendte verden – men det skulle ikke være identisk med dette værk. Digtet skulle i sidste instans bygge på Eratosthenes, som Ammianus Mar­ cellinus selv havde nævnt i ekskursen, men næppe havde benyttet direkte (Gardthausen 1872/73, 538-47). Desuden skulle han indirekte have brugt Sallusts nu tabte Historiae, hvis viden om Sortehavsegnene dog ligeledes gik tilbage til Eratosthenes (Gardthausen 1872/73, 549-50). Endelig havde Mommsen i sin udgave af Solinus’ geografiske lærebog Collectanea rerum memorabilium (”Sam­ ling af mærkværdigheder”) fra begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. påvist, at den indbyrdes afhængighed, der syntes at være mellem Ammian og Solinus, bedst kunne forklares ved, at de havde benyttet et fælles forlæg. Det forlæg kald­ te Mommsen for Chorographia Pliniana, fordi det havde benyttet både Plinius og Pomponius Mela (De chorographia, dvs. beskrivelse af lande eller egne) tillige med andre skrifter. Gardthausen anså Mommsens konklusion for bindende (Gardthausen 1872/73, 551-53). Der skulle således ifølge Gardthausen være et indviklet system af mere eller mindre identificerbare kilder til Ammians Sorte­ havsafsnit (Gardthausen 1872/73, 555-56). Konklusionen må derfor også være, at han ikke selv har set noget af det, der er blevet nedfældet i ekskursen. Da Mommsen grundlæggende var af den opfattelse, at Ammianus Marcel­ linus brugte en lang række forskellige kilder til sine geografiske ekskurser, måtte han i modsætning til Gardthausen mene, at det også havde været Ammian selv, der havde opstillet det skema, man ganske rigtigt kan konstatere de fleste steder (Mommsen 1881, 604-5, 634 = 1909, 395-96, 423). Derfor falder tanken om ét tabt latinsk geografisk værk bort for Mommsen. Han er imidlertid enig med Gardthausen i, at bl.a. Sortehavsekskursen falder uden for dette skema. Han af­ viser dog tanken om en periplus i digterisk form. Til gengæld vil han mene, at til ekskursens første del frem til Fasis i afsnit 24 er Timagenes’ nu tabte skrift Peri­ plus pas¯es thalass¯es ”Omsejling af alle havene” hovedkilden for Ammianus Mar-

82

ARNE SØBY CHRISTENSEN

cellinus. Skriftet er fra sidste halvdel af det 1. århundrede f.Kr. Ammianus Mar­ cellinus citerer ham selv i anden sammenhæng i Galliensekskursen. Apollonios fra Rhodos’ Argonautertogt fra 3. århundrede f.Kr. måtte ligeledes indgå i denne sammenhæng formentlig som forlæg til Timagenes (Mommsen 1881, 623-24 = 1909, 413-14). Til resten af Sortehavsekskursen forestillede Mommsen sig f.eks. Ptolemaios som kilde samt en anden version af Solinus’ Collectanea rerum memorabilium end den, vi har overleveret (Mommsen 1881, 629 = 1909, 418). Altså lidt anderledes, end Gardthausen havde tolket Mommsens opfattelse i Solinustekstudgaven. Heller ikke Mommsen fandt spor af, at Ammian selv skul­ le have bidraget til ekskursen ved egne iagttagelser (Mommsen 1881, 623 n. 1 = 1909, 412 n. 5). Som nævnt er der stadigvæk ikke enighed om, hvilke kilder Ammianus Mar­ cellinus har benyttet. Christian M. Danoff giver i Real-Encyclopädie der classischen Altertumswissenschaft udtryk for den opfattelse, at Ammianus Marcellinus må have haft en nu tabt periplus til sin rådighed, uden at han dog kommer nærme­ re ind på dennes karakter (Danoff 1962, 917). Den dybtgående hollandske kommentar fra 1995 til Ammianus Marcellinus har heller ikke nogen endelig løsning på kildespørgsmålet. Den knytter mest an til Mommsens tese, og forfatterne holder fast ved Ptolemaios, der dog kan være vanskelig at påvise som direkte forlæg på grund af hans knappe stil. Solinus anser de ligeledes som en sandsynlig kilde foruden Apollonios fra Rhodos’ Argo­ nautertogt og Dionysios’ værk. Sallusts digression i 3. bog af Historiae om Sorte­ havet kan også have tjent som forlæg, eftersom vi ved, at Ammian kendte værket. De gør desuden meget nyttigt opmærksom på de andre forfatteres op­ lysninger, selv om de ikke skulle være direkte forlæg for Ammianus Marcellinus. De er tillige af den opfattelse, at ekskursen ikke skal opfattes som en guide for rejsende, men snarere som et ”cultural showpiece” (Boeft, Drijvers, Hengst & Teitler 1995, 88-90).

11. Konklusion Som beretning om de virkelige forhold ved Sortehavet i slutningen af det 4. århundrede e.Kr. er ekskursen altså ikke meget bevendt. Men levnsslutningerne da? Ja, vi har jo Ammianus Marcellinus’ beskrivelse af området. Men er den ud­ tryk for tidens opfattelse af Sortehavsregionen, eller er den blot Ammians egen opfattelse? Bygger det generelle vidensniveau om disse egne kun på den allerede adskillige århundreder gamle litteratur? Er der virkelig ikke kommet ny viden til romerne siden den klassiske litteratur, eller er det blot Ammian, der ikke har

AMMIANUS

83

været i stand til at finde denne litteratur? Som nævnt ved han andet og mere om egnene nord og vest for Sortehavet, end han giver udtryk for i ekskursen, så ud fra den betragtning kunne det se ud som, om Ammian meget bevidst har vil­ let give ekskursen denne antikvariske form. Skatteopkræverne i Lilleasien har nok også haft et mere præcist billede af, hvem der boede langs kysten, og de har nok ’haft forbindelse med dem og kendt til dem’, på trods af Ammians modsat­ te udsagn. Men hvorfor han kun har givet ekskursen den antikvariske form og ikke blot gjort et forsøg på at sætte den ind i en samtidig sammenhæng som ved de an­ dre geografiske og etnografiske ekskurser, kan jeg ikke forklare, og jeg kan heller ikke forklare, hvorfor den i det hele taget er med. Jeg føler mig ikke ganske over­ bevist om, at han har ville give en fuldstændig beskrivelse af Romerrigets pro­ vinser og de omliggende lande, for dertil er den for forskellig fra de andre geo­ grafiske ekskurser, der som påpeget af Gardthausen og Mommsen er meget mere skematisk opbygget. Det er heller ikke min opfattelse, at ekskursen – sammen med f.eks. Egyptensekskursen senere i 22. bog – blot er medtaget i netop denne bog, for at Julians korte regeringstid skulle synes længere, end den i virkelig­ heden var (Boeft, Drijvers, Hengst & Teitler 1995, xi). Næsten alle, der har be­ skæftiget sig med Sortehavsekskursen, har haft vanskeligheder med at forstå, hvorfor Ammianus Marcellinus har skrevet den i den form og bragt den på det sted. Vi er kort og godt i mere end én forstand ”på randen af det ukendte”.

Kilder Ammianus Marcellinus findes i en ældre dansk oversættelse: Femogtyve År af Roms Historie i det Fjerde Årh. e.Kr. af Ammianus Marcellinus. Oversat fra Latin ved V. Ullmann. Arendal 1877. Den latinske tekst er udgivet (med fransk oversættelse og kommentarer) i Ammien Marcellin Histoire. Texte établi, traduit et annoté par Jacques Fontaine et al. Tome III. Paris 1996. En ny engelsksproget kommentar er Boeft, Drijvers, Hengst & Teitler 1995.

Litteratur

Abaev, V.I. 1981. ’Gerodotovskie Skythai ge¯ orgoi’, Voprosy jazykoznanija 1981.2, 74­ 76. Armayor, O.K. 1978. ’Did Herodotus ever go to the Black Sea?’, Harvard Studies in Classical Philology 82, 45-62. Arnaud, P. 1988. ’Observations sur l’original du fragment de carte du pseudo-bou­ clier de Doura-Europos’, Revue des Etudes Anciennes 90, 151-62. Arnaud, P. 1989. ’Une deuxième lecture du ’bouclier’ de Doura-Europos’, Comptes Rendus de l’Académie des Inscriptions et des Belles-Lettres 1989, 373-89. Arsen’eva, T. m.fl. 19.. Pontus Septentrionalis, II: Tanaïs 2. Moskva. Barfield, T.J. 1993. The Nomadic Alternative. Englewood Cliffs. Barnes, T.D. 1998. Ammianus Marcellinus and the Representation of Historical Reality. Ithaca. Berggren, J.L., & A. Jones. 2000. Ptolemy’s Geography: an annotated translation of the theoretical chapters. Princeton. Bessonova, S.S. 1991. ’Skythische Glaubensvorstellungen und Kulte’, i: Rolle, Mül­ ler-Wille & Schietzel (red.) 1991, 151-52. Biraschi, A. M., & G. Salmeri 2000. Strabone e l’Asia Minore (Incontri Perugini di storia della storiografia antica e sul mondo antico, 10). Perugia. Boeft, J. den, J.W. Drijvers, D. den Hengst & H.C. Teitler (red.). 1995. Philological and Historical Commentary on Ammianus Marcellinus XXII. Groningen. Bowersock, G.W. 1965. Augustus and the Greek World. Oxford. Breitenbach, H.R. 1967. ’Xenophon’, i: G. Wissowa (red.), Paulys Real-Encyclopädie der classischen Altertumswissenschaft IX A,2 1570-2052. Bunbury, E.H. 1879. A History of Ancient Geography among the Greeks and Romans from the Earliest Greeks to the Fall of the Roman Empire, 1-2. New York. Cichocka, H. 1975. ’Die Konzeption des Exkurses im Geschichtswerk des Ammia­ nus Marcellinus’, Eos 63, 329-40. Clarke, K. 1997. ’In Search of the Author of Strabo’s Geography’, Journal of Roman Studies 87, 92-110. Clarke, K. 1999. Between Geography and History: Hellenistic Constructions of the Ro­ man World. Oxford. Corcella, A. 1993. Erodoto. Le storie. Libro IV. La Scizia e la Libia (Scrittori Greci e Latini). Milano. Cribb, R. 1991. Nomads in archaeology (New Studies in Archaeology). Cambridge. Cumont, F. 1926. Fouilles de Doura-Europos (1922-1923). Paris. Danoff, C.M. 1962. ’Pontos Euxeinos’, i: G. Wissowa (ed.), Paulys Real-Encyclopädie der classischen Altertumswissenschaft, Suppl. 9, 866-1175. Diggle, J. 1984. Euripidis fabulae, 1 (Scriptorum classicorum bibliotheca Oxoniens­ is). Oxford.

86

L I T T E R AT U R

Diller, A. 1975. The Textual Tradition of Strabo’s Geography. Amsterdam. Dueck, D. 1999. ’The Date and Method of Composition of Strabo’s Geography’, Hermes 127, 467-78. Dueck, D. 2000. Strabo of Amasia. A Greek Man of Letters in Augustan Rome. London. Dumézil, G. 1978. Romans de Scythie et d’alentour. Paris. Dumézil, G. 1983. La courtisane et les seigneurs colorés. Vingtcinq esquisses de mytholo­ gie (26-50). Paris. Emmett, A. 1981. ’Introductions and Conclusions to Digressions in Ammianus Marcellinus’, Museum Philologum Londiniense 5, 15-33. Engels, J. 1999. Augusteische Oikumenegeographie und Universalhistorie im Werk Stra­ bons von Amaseia. Stuttgart. Gardthausen, V. 1873. ’Die geographischen Quellen Ammians’, i: A. Fleckeisen (ed.), Jahrbücher für classische Philologie, Suppl. 6, 507-56. Grakov, B.N. 1971. Skify. Nauˇcno-populjarnyj oˇcerk. Moskva. (Tysk oversættelse: Gra­ kow, B.N. 1978. Die Skythen. Berlin) Harmatta, J. 1976. ’Darius’ expedition against the Sak¯a tigraxaud¯a’, Acta antiqua Academiae scientiarum Hungaricae 24, 15-24. Hartog, F. 1991. Le miroir d’Hérodote essai sur la représentation de l’autre. 2. udgave. Paris. (Engelsk oversættelse: The Mirror of Herodotus: the Representation of the Ot­ her in the Writing of History. London 1988.) Hirsch, S.W. 1985. The Friendship of the Barbarians: Xenophon and the Persian Empire. Hanover. Honigmann, E. 1931. ’Strabon’, i: G. Wissowa (ed.), Paulys Real-Encyclopädie der cl­ assischen Altertumswissenschaft, IV A 76-155. Kent, R.L. 1953. Old Persian. Grammar, Texts, Lexicon. 2. udgave. New Haven. Khazanov, A. M. 1984. Nomads and the Outside World (Cambridge Studies in Social Anthropology, 44). Cambridge. Lukman, N. 1981. Frode Fredegod – den gotiske Fravita (Studier fra sprog- og oldtids­ forskning, 299). København. Matthews, J. 1989. The Roman Empire of Ammianus. London. Melyukova, A.I. 1995. ’Scythians of Southeastern Europe’, i: J. Davis-Kimball, V.A. Bashilov & L.T. Yablonsky (red.): Nomads of the Eurasian Steppes in the Early Iron Age. Berkeley, 24-58. Mommsen, T. 1881/1909. ’Ammians Geographica’, Hermes 16, 602-36 [= Gesammel­ te Schriften, 7, Philologische Schriften, 393-425]. Nejchardt, A.A. 1982. Skifskij rasskaz Gerodota v oteˇcestvennoj istoriografii. Leningrad. Nicolet, C. 1988. L’Inventaire du monde. Géographie et politique aux origines de l’Empi­ re romain. Paris. Niese, B. 1878. ’Beiträge zur Biographie Strabos’, Hermes 13, 33-45. Olshausen, E. 2001. ’Pontos Euxeinos’, i: Der neue Pauly 10, 144-46. Polaschek, E. 1965. ’Ptolemaios als Geograph’, i: G. Wissowa (ed.), Paulys RealEncyclopädie der classischen Altertumswissenschaft Suppl. 10, 680-833. Pothecary, S. 1999. ’Strabo the Geographer: His Name and its Meaning’, Mnemosyne 52.6, 691-704.

L I T T E R AT U R

87

Radt, S. L. 1991. ’Eine neue Strabonausgabe’, Mnemosyne 44, 307-26. Radt, S., & J.W. Drijvers 1993. ’Die Groninger Neuedition von Strabons Geographi­ ka, vorgestellt anhand des Abschittes über Troia’, Studia Troica 3, 201-31. Radt, S.L. 2001. ’Strabon’, i: Der neue Pauly 11, 1021-25. Reynolds, L.D. (ed.). 1983. Texts and Transmission. A Survey of the Latin Classics. Oxford. Richter, U. 1989. ’Die Funktion der Digressionen im Werk Ammians’, Würzburger Jahrbücher für die Altertumswissenschaft 15, 209-22. Rolle, R., M. Müller-Wille & K. Schietzel (red.) 1991. Gold der Steppe. Archäologie der Ukraine. Neumünster. Rybakov, B.A. 1979. Gerodotova Skifija. Istoriko-geografiˇceskoj analiz. Moskva. Said, Edward W. 1978. Orientalism. Western Conceptions of the Orient. London. Sauter, H. 2000. Studien zum Kimmerierproblem (Saarbrücker Beiträge zur Altertums­ kunde 72). Bonn. Skoryj, S.A. 1991. ’Die Skythen der Waldsteppenzone’, i: Rolle, Müller-Wille & Schietzel (red.) 1991, 79-84. Sonnabend, H. (red.). 1999. Mensch und Landschaft in der Antike. Lexikon der histori­ schen Geographie. Stuttgart. Sulimirski, V. 1985. ’The Scyths’, i: I. Gelshevitch (ed.), The Cambridge History of Iran, 2: The Median and Achaemenian Periods, Cambridge, 149-99. Sundwall, G.A. 1996. ’Ammianus Geographicus’, American Journal of Philology 117, 619-43. Swoboda, H. 1923. ’Seuthes’, i: G. Wissowa (red.), Paulys Real-Encyclopädie der classi­ schen Altertumswissenschaft, II A,4 2019-23. Syme, R. 1995. Anatolica. Studies in Strabo. Oxford. Talbert, R.J.A. (red.). 2000. Barrington Atlas of the Greek and Roman World. Princeton. Thomas, R. 2000. Herodotus in Context. Ethnography, Science and the Art of Persuasion. Cambridge. Thomson, J.O. 1948. A History of Ancient Geography. Cambridge. Thordarson, F. 1988. ’The Scythian funeral customs: some notes on Herodotus IV, 71-75’, i: A Green Leaf. Papers in Honour of Professor Jes P. Asmussen (Acta Iranica, 28). Leiden, 539-47. Van der Vliet, E.C.L. 1977. Strabo over Landen, Volken en Steden bezien tegen de histo­ rische en sociale achtergronden van zijn leven en werken. Assen. Wells, P.S. 2001. Beyond Celts, Germans and Scythians (Duckworth Debates in Archaeology). London. West, S. 2000. ’Herodotus in the North? Reflections on a Colossal Cauldron (4.81)’, Scripta Classica Israelica 19, 15-34.

88

Transskription

Græsk a b ch d e eg

a b c d e h g

h i k l m n o

‘ i k l m n,g o

op ph r s t th

w p f r s t j

u x y z

ou x u z

Accenterne angives ikke.

I person- og stednavne der indgår i den danske tekst, skrives der f for ph

og e, o for e¯, o¯. Den græske transkription fraviges kun hvor en stærk tradi­

tion kræver det (achæmenider, Kyropædien, Etna, Egypten, Etiopien, Actium).

De græske navne som Ammianus Marcellinus anfører i latinsk transskrip­

tion, er blevet ført tilbage til deres græske form.

Russisk a b c cˇ ch d e f

a b c h x d e,/ f

g i j ja ju k l m

g i j q [

k l m

n o p r s sˇ sˇ cˇ t

n o p r s w ] t

u v y z zˇ ‘

u v y z ' ; =

Forfatterne

TØNNES BEKKER-NIELSEN, lic.phil., lektor, Institut for Historie, Syddansk Universitet, Niels Bohrs vej 9, 6700 Esbjerg ARNE SØBY CHRISTENSEN, dr.phil., lektor, Institut for Historie, Københavns Universi­ tet, Njalsgade 80, 2300 København S JAN WILLEM DRIJVERS, dr., lektor, Institut for Historie, Rijksuniversiteit Groningen, postboks 716, NL-9700 AS Groningen BODIL DUE, dr.phil., lektor, Institut for Romansk og Oldtids- og Middelalderforsk­ ning, Aarhus Universitet, 8000 Århus C GEORGE HINGE, ph.d., adjunkt, Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sorte­ havsstudier, Aarhus Universitet, 8000 Århus C JAKOB MUNK HØJTE, ph.d., adjunkt, Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sor­ tehavsstudier, Aarhus Universitet, 8000 Århus C

Register over geografiske navne

Moderne navne er forsynet med en asterisk (*). Ache’rusiske Hule (lokalitet, N Tyrkiet) = ved Herakleia / *Ere˘gli 76

A’chilleus’ Løbebane (ø) = *Tendra 49

‘Actium / ‘Aktion (forbjerg, Græken­

land) 52

Adria’nopel (by, N Tyrkiet) = *Edirne

70, 79

Adri’aterhavet (vand, Middelhavet) 49­

50

*Afghanistan (land) 16

‘Agaron (forbjerg, Ukraine) = Berdjansk

61, 63

‘Agaros (flod, Ukraine) = Berda 61, 63

aga’thyrsere (folk, Ukraine) 58, 78

‘Akra (by, Ukraine) = *Zavetnoe 61

a’lanere (folk, SV Rusland) 72, 77-78

Ale’xandria (by, Egypten) = *El Iskanda­

rîya 55-57

ali’zonere (folk, Ukraine) 19

‘Alperne (bjergkæde, Vesteuropa) 46

Ama’seia (by, N Tyrkiet) = *Amasya 43,

45

A’mastris (by, N Tyrkiet) = *Amasra 52,

76

ama’zoner (folk, N Tyrkiet / SV

Rusland) 76-78

‘Amida (by, Ø Tyrkiet) = *Diyarbakır 68­

69

A’misos (by, N Tyrkiet) = *Samsun 51­

52, 76

a’myrgiske sakere (folk = skythere) 16

andro’fager (folk, Ukraine) 22, 29

An’kyra (by, M Tyrkiet) = *Ankara 72

Antino’upolis (by, Egypten) = *Sheik

Ibada 56-57

Anti’ochia (by, SØ Tyrkiet) = *Antakya

68-69, 72

Apol’lonia (by, Bulgarien) = *Sozopol 50

A’rabiske Bugt (vand, Egypten / Arabi­

en) = *Det røde Hav 47-48

ari’maspere (folk, Centralasien) 58

Ar’menien, ar’meniere (land, Armenien

/ NØ Tyrkiet) 37, 40, 47, 73

As’syrien / as’syrere (land, Syrien / Ø

Tyrkiet / V Iran) 37, 47

A’then, a’thenere (by, Grækenland) =

*Athina 15, 17, 23, 37, 77

‘Athyras (by, NV Tyrkiet) = *Büyük Çek­

meçe 74

‘Attika (land, Grækenland) 17, 74

*Azovske Hav, se Maiotiske Sø

‘Babylon (by, Irak) = *Tell Amran 14, 47

‘baktriere (folk, Afghanistan) 16

*Berda, se Agaros

*Berdjansk (by/forbjerg), se Agaron

*Birjuc˘ij (ø, Ukraine) = i *Det azovske

Hav 62

*Bisutun (bjerg, Iran) 15

Bi’thynien, bi’thyniere (land, NV Tyrki­

et) 37, 41, 51-52, 73, 75-76

Bi’zone (by, Bulgarien) = *Kavarna 11

*Bodensøen (sø, Tyskland / Schweiz) 72

Bo’rysthenes1 (flod, Ukraine) = *Dnepr

17, 19-21, 30, 49, 79

Bo’rysthenes2, se Olbia

bo’rysthenitter (folk) 20

Bospo’ranske Rige (land, Ukraine / SV

Rusland) 53, 57, 73

‘Bosporos, se Thrakiske B. eller Kimmeri­

ske B.

Bri’tannien (ø, Storbritannien) 46, 72

bu’dinere (folk, Ukraine) 22, 29

*Bug, se Hypanis

*Bulgarien (land) 11, 17

92

By’bona (by) sandsynligvis = Bizone, se denne ‘Bykes (flod, Ukraine) 61-62

By’zans / Konstantinopel (by, NV Tyrki­

˙

et) = *Istanbul 48, 50, 66, 72, 74 by’zerere (folk, N Tyrkiet) 77

*Centralasien 60

chal’daiere (folk, N Tyrkiet) 37, 39

Chal’kedon (by, N Tyrkiet) = *Kadıköy

(ved *I˙stanbul) 51, 72-73

cha’lybere (folk, NØ Tyrkiet) 37-38, 77

Cherso’nes1 (by, Ukraine) = *Sevastopol’

12, 50, 52

Cherso’nes2, se Tauriske Chersones Chry’sopolis (by, NV Tyrkiet) = *Üsküd­

ar 73

‘dahere (folk, SV Rusland) 77

‘Dandake (by, Ukraine) = ved Chersones

/ *Sevastopol’ 79

Dios’kurias (by, Georgien) = *Suchumi

48, 51

‘divere (folk, Indien) 73

*Dnepr, se Borysthenes1 *Dnestr, se Tyras1 *Don, se Tanais *Donau, se Istros ‘Dura Eu’ropos (by, Syrien) = ved *Sali­

hiya 11-12

E’gypten, e’gyptere (land, Afrika) 14,

43, 46-47, 69, 72

E’gyptiske Hav (vand, Middelhavet) 48

*Elben (flod, Tyskland) 16

*England (land) 56

E’peiros (land, NV Grækenland) 47

esse’donere, se issedonere Eti’opien (land, Afrika) 14, 47

‘Etna (bjerg, S Italien) 28

‘Eufrat (flod, Tyrkiet / Irak) 11, 68, 71

Eupa’toria (by, Ukraine) = ved Cherso­

nes / *Sevastopol’ 79

Fanago’reia (by, SV Rusland) = *Sennaja

50, 78

Far’nakeia (by, NØ Tyrkiet) = *Giresun

52

REGISTER

‘Fasis (flod, Georgien) = *Rioni 51, 73,

78, 81

fi’lyrere (folk, N Tyrkiet) 77

*Frankrig (land) 27

‘Fyllis, se Psillis

ga’latere, Ga’latien (folk/land, M Tyrki­

et) 51-52

‘Gallien (land, Vesteuropa) 46, 68, 69,

72, 82

ge’lonere (folk, Ukraine) 22, 58, 78

ger’manere, Ger’manien (folk/land,

Central- / Nordeuropa) 16, 26-30

‘gerrherne (folk, Ukraine) 30

‘Gerrhos (flod, Ukraine) = *Moloc˘naja

61-63

‘getere (folk, Rumænien) 49

*Gibraltarstrædet, se Herakles’ Søjler

‘gotere (folk, Centraleuropa) 79

*Grækenland (land) 46-47

‘grækere (folk) 30, 32, 37-39, 41-42, 45

Gudens fiskedam (lokalitet, SV Rusland)

63

*Hadri’ans mur (lokalitet, Storbritanni­

en) 56

‘Halys (flod, N Tyrkiet) = *Kızıl 52, 76

‘Hebros (flod, Bulgarien) = *Maritsa 68

‘Hellas (land) = se *Grækenland

Helles’ponten (vand, Tyrkiet) = *Darda­

nellerne (*Çanakkale Bo˘gazi) 48, 72

”Hellige Munding” (flod, Rumænien) =

*Donaudeltaet 49-50

heni’ochere (folk, Georgien) 51

Hera’kleia (by, NV Tyrkiet) = *Ere˘

gli

(ved *Zonguldak) 52, 76

‘Herakles’ Søjler (stræde, Middelhavet)

= *Gibraltarstrædet 47

Hermo’nassa (by, SV Rusland) = ved

*Taman’ 50, 78

Her’monax (by, Ukraine) = ved *Dnestrs

munding 49

‘Histria (by, Rumænien) = *Istria 50

‘hunnere (folk, Centralasien) 72, 79

˘danov 62-63

‘Hygreis (by, Ukraine) = *Z ‘Hypanis (flod, Ukraine) = *Bug 19-20,

49, 78

REGISTER

ia’zygere (folk, Ukraine) 78

I’berien (land, Vesteuropa) = *Spanien

46

Il’lyricum (romersk provins, vestlige

Balkan) 72

‘Indien (land) 47, 55

‘indere (folk, Pakistan / Indien) 16

I’onien 13

*irakere (folk) 32

*iranere (folk) 22

isse’donerne, esse’donere (folk, Central­

asien) 20, 58

Is’sikiske Hav (vand, Middelhavet) =

*I˙skenderunbugten 48

‘Istros (flod, Centraleuropa) = *Donau

11, 17, 47-50, 52, 57

I’talien (land) 46

ixa’matere / ixo’matere (folk) 57, 78

Kal’latis (by, Rumænien) = *Mangalia

11, 50, 52

kalli’pidere (folk, Ukraine) 19

Kappa’dokien (land, Tyrkiet) 48, 51-52

Ka’rambis (forbjerg, N Tyrkiet) = *Ker­

embe 48, 77

kar’duchere (folk, Tyrkiet) 39

Karki’nitisbugten (vand, Ukraine) =

*Karkinitskijbugten 49-50

Ka’roia (by, SV Rusland) = ved *Det

azovske Hav 62

*Kasakhstan (land) 16

‘Kaspiske Hav (vand, Europa / Asien)

48, 51

‘Kaukasus (bjergkæde, Europa / Asien)

51

kau’konere (folk, Tyrkiet) 52

‘kelterne (folk, Vest- og Centraleuropa)

27

‘Keras (forbjerg, NV Tyrkiet) = *Haliç

(”Det gyldne Horn”) 74

*Kerc ˘’, se Pantikapaion *Kerc ˘’strædet, se Bosporos Kerki’nitisbugten, se Kerki’nitisbugten Ki’likien (land, S Tyrkiet) 72

kim’meriere (folk, Tyrkiet) 31

93

Kim’meriske ‘Bosporos (stræde, Ukraine

/ SV Rusland), *Kerc˘ ’strædet 12, 49­

53, 59, 63, 66, 75, 78

‘Kina (land) 60

‘Kolchis, ‘kolchiere (land, Georgien) 51­

52, 75

Komma’gene (land, SØ Tyrkiet) =

omtrent *Gaziantep, *Urfa og

*Adiyaman 68

kongeskythere (folk, Ukraine) 19, 24,

32, 62

Konstanti’nopel, se Byzans Koro’kondame (by, SV Rusland) = *Tuz­

lan 50

*Korsak (flod, Ukraine) 63

Koty’ora (by, NØ Tyrkiet) = *Ordu 39

‘Kremnoi (by, Ukraine) = *Botievo 61

*Krim, se Tauriske Chersones Kriume’topon (forbjerg, Ukraine) =

*Kap Sary? 48, 77

‘Ktenos Li’men (by, Ukraine) = ved

Chersones / *Sevastopol’ 50

Ku’naxa (by, Irak) = *Tell al-Kenisa? 37

Ky’aneai, se Symplegaderne *Køln (by, Tyskland) 26

La’konien (land, SV Grækenland) 69

landmandsskythere (folk, Ukraine) 19­

20, 29

‘Leianon (by, SV Rusland) 61

‘Leuke (ø, Ukraine) = *Zmeinyj / *Insula

¸Serpilor (”Slangeøen”) 79

‘Libyen (land, Nordafrika) 14, 47

‘Lilleasien (land, Tyrkiet) 6, 35, 44, 46­

47, 56, 76-77

*Lozovatka (vand, Ukraine) 63

‘Lydien (land, V Tyrkiet) 14

‘Lykos1 (flod, N Tyrkiet) = *Gülünç Su

52, 76

‘Lykos2 (flod, Ukraine) = *Kal’mius 61,

63

mai’otere (folk, Ukraine / Rusland) 78

Mai’otiske Sø (vand, Ukraine / SV

Rusland) = *Det azovske Hav 5, 18,

48-50, 57-63, 65-66, 75, 77-78

94

Make’donien, make’donere (land,

Makedonien / Grækenland) 37, 47

ma’kronere (folk, N Tyrkiet) 39

Ma’rubios / Ma’rakkos / Ma’raccus

(flod, Ukraine) = ved *Det azovske

Hav 78

marian’dynere (folk, N Tyrkiet) 52

*Marmarahavet, se Propontis ‘massagetere (folk, C Asien / Ø Europa)

31

‘maurere (folk) 73

‘Medien (land, V Iran / N Irak) 15, 31,

47

‘Megara (by, Grækenland) 74

melan’chlainere (folk, Ukraine) 20, 29,

78

melino’fager (folk, Ukraine) 37

*Melitopol (by, Ukraine) 62

*Mellemøsten 31-32

Mesopo’tamien (land, Irak) 68, 72

Me’thone (by, Grækenland) = *Methoni

69

*Middelhavet (vand) 48

*Milano (by, Italien) 68

Mi’let (by, V Tyrkiet) = *Bilat 49, 56, 75,

78

‘Moesia su’perior (romersk provins,

Rumænien / Bulgarien / Serbien)

72

*Moloc˘naja, se Gerrhos Mopsu’krenai (by, S Tyrkiet) 72

mossy’noikere (folk, N Tyrkiet) 38-39,

77

Mo’tho, se Me’thone Myr’mekion (by, Ukraine) = *Karantin­

naja 50

Na’issos (by, Serbien) = *Nis˘ 72

‘Neon ‘teichos (by, SV Rusland) 61

‘neurere (folk, Ukraine) 19, 29

· Ni’kaia (by, NV Tyrkiet) = *Iznik 72

· Niko’media (by, NV Tyrkiet) = *Izmit 72

Ni’konia (by, Ukraine) = *Roksolanskoe

49

‘Nilen (flod, Egypten) 56

‘Nisibis (by, SØ Tyrkiet) = *Nusaybin 68

REGISTER

nomadeskythere (folk, Ukraine) 19, 21­

22, 29, 62

Nym’faion (by, Ukraine) = *Geroevka

50

‘Nysa (by, SV Tyrkiet) = *Sultanhisar 43

Óbitoc˘ naja (flod, Ukraine) 63

O’dessos (by, Bulgarien) = *Varna 11

o’drysere (folk, Bulgarien) 37, 41

Ofi’ussa, se Tyras2 49

‘Olbia / Bo’rysthenes (by, Ukraine) =

*Parutino 11-12, 19-20, 27, 29, 49

‘olbiopolitter, se Olbia

‘Oriens (romersk diocese) 72

*ossetere (folk, SV Rusland) 25, 30

*Ostrov Birjuc˘ij, se *Birjuc˘ij

Pafla’gonien, pafla’gonere (land, N Tyr­

kiet) 39, 52, 76

*Pakistan (land) 16

‘Palus Mae’otis, se Maiotiske Sø

Pam’fyliske Hav (vand, Middelhavet) =

*Antalya Körfezi 48

Pan’nonia Inferior (romersk provins,

Centraleuropa) 68

Pantika’paion (by, Ukraine) = *Kerc˘’ 50,

57-59, 66, 78

Pan’tikapes (flod, Ukraine) 20

‘Panysos (flod, Bulgarien) = *Kamc˘ia 11

Par’thenios (flod, NØ Tyrkiet) = Bartin

Su 52

‘Parthien (land, Iran / Turkmenistan) 47

Pa’siakos (flod, SV Rusland) 61

Pelopon’nes (halvø, Grækenland) 47,

69, 69

*Perekop (tange, Ukraine) 61

‘Persien, ‘persere (land, Iran) 13-16, 32,

35, 37-38, 47, 69, 71, 72

‘Persiske Bugt (vand, Indiske Ocean) 48

‘Pessinus (by, M Tyrkiet) = *Ballıhisar 72

‘Peuke (ø, Rumænien) = *Donaudeltaet,

*Delta Dunarii 49

‘Pityus (by, Georgien) = *Bichvint’a 76

plovskytherne (folk, Ukraine) 19-21, 23

Pole’monion / Si’dene (by, N Tyrkiet) =

mellem *Fatsa og *Boloman 52, 76

‘Pontiske Hav, se Pontos Euxeinos

REGISTER

‘Pontos (land, N Tyrkiet) 43, 51-52, 57,

76

‘Pontos Eu’xeinos (vand) = *Sortehavet

48, 78

‘Poritos (flod, SV Rusland) = *Mius 62­

63

*Pri’morsk (by, Ukraine) 63

Pro’pontis (vand, NV Tyrkiet) = *Mar­

marahavet 48, 52, 73

‘Psillis (flod, N Tyrkiet) = *Göksu 76

‘Rhebas (flod, N Tyrkiet) = *Rıva deresi

76

‘Rhinen (flod, Vesteuropa) 27, 49

Rhom’bitterne (flod, Rusland) = *Kirpili

50, 78

rhoxo’lanere (folk, Ukraine) 18, 49, 78

‘Rom (by, Italien) 43-45, 53, 69-70

*Rumænien (land) 11

Røde Hav, se Arabiske Bugt ‘sakere (folk, Centralasien) 15-16

Sa’mosata (by, Ø Tyrkiet) = *Samsat 68

San’garios (flod, N Tyrkiet) = *Sakarya

52, 76

sa’peirere (folk, N Tyrkiet) 77

‘Saprasøen / Det rådne Hav (vand,

Ukraine) = vestlige del af *Det

azovske Hav 49, 61

sara’cenere (folk) 72

Sara’mene (by, N Tyrkiet) = ved *Sam­

sun 52

sar’matere (folk, Ukraine / SV Rusland)

49

sauro’matere (folk, SV Rusland) 22, 77­

78

Se’lymbria (by, N Tyrkiet) = *Silivri 73

‘Sera (land) = *Kina 60

seren’divere (folk, Indien) 73

Si’cilien (ø, Italien) 28, 46

Si’dene, se Polemonion Si’nope (by, N Tyrkiet) = Sinop 39, 51­

52, 58, 76

Sir’mium (by, Centraleuropa) = *Serms­

ka Mitrovica 68

‘Skythien, ‘skythere (land, Ukraine) 5,

14-32, 80

95

*slavere (folk) 22

*Sortehavet, se Pontos Euxeinos

*Spanien (land, Vesteuropa) 46

spar’tanere (folk, Grækenland) 40, 42

*Sri Lanka (ø, Indien) 73

‘Succipasset (lokalitet, Bulgarien) =

*Sukipasset 72

‘Symbolon Li’men (by, Ukraine) =

*Balaklava 50

Symple’gaderne / Ky’aneai (øer, N Tyr­

kiet) = *Örektas¸ ı 50

Syra’kus (by, S Italien) = *Siracusa

*Taganrogbugten (vand) 60, 63

*Taman’ (halvø, Rusland) 60

‘Tanaïs (flod, Rusland) = *Don 21, 49­

50, 57-61-63, 77

ta’ochere (folk, Tyrkiet) 37, 39

‘Tarsos (by, SØ Tyrkiet) = *Tarsus 72

‘Taurica, se ‘Tauriske Cherso’nes

‘Tauriske Cherso’nes (halvø, Ukraine) =

*Krim 48-50, 52, 57, 61, 77-79

‘Taurusbjergene (bjergkæde, Tyrkiet) 47,

50

*Tendra, se Achilleus’ Løbebane

tenk’terere (folk, Tyskland) 28

‘Theben (by, M Grækenland) = *Thiva

69

Themis’kyra (by, N Tyrkiet) = *Terme

52, 76

Theo’dosia (by, Ukraine) = *Feodosija

50, 79

Theo’fanios (flod, SV Rusland) 78

Ther’modon (flod, N Tyrkiet)= *Terme

Çay 76-77

thes’salere (folk, N Grækenland) 37, 42

‘thrakere, ‘Thrakien (folk/land, Bulgari­

en / NV Tyrkiet / NØ Grækenland)

17, 40, 42, 47, 56, 68, 72-73

‘Thrakiske ‘Bosporos (stræde, N Tyrkiet)

= *Bo˘

gaziçi 48, 50, 58-59, 66, 75, 79

tiba’renere (folk, N Tyrkiet) 77

Ti’eion, se Tios

‘Tigris (flod, Tyrkiet / Irak) 73

‘Tios / Ti’eion (by, N Tyrkiet) = *Hisa­

rönü 52, 76

96

‘Tomea, se Tomis ‘Tomis (by, Rumænien) = *Constant¸a 11, 50

‘Tortodanes (flod, SV Rusland) 78

Traia’nopolis1 (by, Grækenland) 56

Traia’nopolis2 (by, NV Tyrkiet) 56

Tra’pezus (by, NØ Tyrkiet) = *Trabzon

12, 36, 51-52, 76

‘Tyras1 (flod, Ukraine) = *Dnestr 49

REGISTER

‘Tyras2 / Ofi’ussa (by, Ukraine) = *Bilgo­ rod-Dnistrovs’kyj 11

*Tyrkiet 43

*Tyskland (land) 27

‘ubiere (folk, Tyskland) 26-27

*Ukraine (land) 11, 15

‘Ydre Hav (vand) 48

Æ’gæiske Hav (vand) 73

*Østeuropa 32