Vor tids filosofi : videnskab og sprog 8756744099, 9788756744096

Citation preview

r Vor tids filosofi under redaktion af mag. art. Poul Lubcke.

Vor tids filosofi gennemgår dejagtigste retninger inden for amerikansk og europæisk filosofi i det 20. århundrede. Der gives en grundig behandling af alle de betydeligste filosof­ fer i deres forhold til de filosofiske strømninger, de tilhører, og som de selv har været med til at forme. Værket er skrevet af en række yngre, danske filosoffer, og det er sådan opbyg­ get, at det både kan benyttes som opslagsværk og samtidig læses som en sammenhængende fremstilling af filosofien i vor tid. Videnskab og sprog omhandler den angelsaksiske filosofi, der siden 1900 hovedsageligt har været optaget af sprogets og videnskabernes betydning for filosofien. Der gennemgås de førende sprogfilosofiske og videnskabsteoretiske retnin­ ger i England og USA, repræsenteret ved navne som Carnap, Peirce, Popper, Russell og Wittgenstein. Bindet afslut­ tes med en introduktion til den videnskabsteoretisk oriente­ rede Erlangerskole, der i løbet af 1970'erne har vundet sta­ dig større udbredelse i Vesttyskland. Engagemént og forståelse koncentrerer sig om kontinental filosofi. De to bind Vor Tids Filosofi vil blive efterfulgt af et supple­ mentsbind i form af Politikens Filosofi Leksikon, der i kort form omhandler de vigtigste filosoffer og begreber i euro­ pæisk tænkning fra Sokrates til vore dage. Vor tids filosofi Engagement og forståelse Videnskab og sprog Politikens Filosofi Leksikon

ISBN 87-567-4409-9

Politikens Forlag

lllllllllllll

i'

i.

9 788756 744096

I

\brtids filosofi Videnskab og sprog Redigeret af Poul Lubcke Forfattere: Jan Riis Flor, Jørgen Husted, Pia Lubcke, Stig Alstrup Rasmussen, Niels Christian Stefansen

Politikens Forlag

Vor tids filosofi: Videnskab og sprog © 1982 by Politikens Forlag A/S, Copenhagen

1. udgave, 5. oplag 1994 Redaktion: Poul Liibcke Omslag: Inge Marie Møller Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Levison+Johnsen+Johnsen a/s, Glostrup

ISBN 87-567-4409-9 (Hæftet udgave)

Mangfoldiggørelse af indholdet i denne bog helt eller delvis - er i henhold til gældende dansk lov om ophavsret forbudt uden aftale med Politikens Forlag. Forbudet gælder enhver form for mangfoldiggørelse gennem trykning, duplikering, fotokopiering, båndindspilning osv.

Forord Videnskab og sprog handler om den angelsaksiske filosofi, der siden 1900 ho­ vedsagelig har været optaget af sprogets og videnskabernes betydning for fi­ losofien. Der gennemgås de førende sprogfilosofiske og videnskabsteoreti­ ske retninger i England og USA, repræsenteret ved navne som Carnap, Frege, Peirce, Popper, Russell og Wittgenstein. Bindet afsluttes med en introduktion til den videnskabsteoretisk orienterede Erlangerskole, deri lø­ bet af 1970’erne har vundet stadig større udbredelse i Vesttyskland. Videnskab og sprog er andet bind i værket, Vor tidsfilosofi, der gennemgår de vigtigste retninger inden for amerikansk og europæisk filosofi i det 20. år­ hundrede. Værket er et forsøg på at skrive en introduktion til den moderne filosofi, der tager sigte på at imødekomme den stigende filosofisk interesse, der har kunnet spores i de senere år. Som helhed betragtet giver værket en indgående, sammenhængende fremstilling af filosofien i vor tid, samtidig med at de enkelte bind er opbygget sådan, at hvert afsnit kan læses uafhæn­ gigt af de øvrige. Det er vort håb, at værket på denne måde kan fungere som en nyttig opslagsbog såvel i det private hjem som på biblioteker, skoler, se­ minarier, højere læreanstalter, osv.. Der givesen grundig behandling afalle de betydeligste filosoffer i deres forhold til de filosofiske strømninger, som de tilhører og selv har været med til at forme. Der ligger ikke heri nogen »historie-filosofisk« teori om, at filosofien bliver skabt af de store genier. Men ved at opbygge værket omkring en række indflydelsesrige filosoffer, har det været muligt at give en mere nuanceret redegørelse for filosofien i vor tid, end en abstrakt fremstilling af de forskellige retninger og deres proble­ mer ville have formået. Det første bind i værket - med titlen Engagement ogforståelse - omhandler fi­ losofien i Tyskland og Frankrig. Diskussionen har her overvejende drejet sig om en kritik af det traditionelle syn på mennesket og metafysikken. De to bind Vor lids filosofi vil blive efterfulgt af et supplementsbind i form af Politi­ kens Filosofi Leksikon, der med næsten 2000 opslag omhandler de vigtigste fi­ losoffer og begreber i europæisk tænkning fra Sokrates til vore dage. Ved værkets udgivelse vil forfatterne og forlaget gerne benytte lejligheden til at takke Elizabeth Houe og Merry Scheel, der har gennemlæst manu­ skriptet og på flere punkter givet råd, som har været med til at fremme vær­ kets kvalitet. Politikens Forlag 1982

Poul Lubcke

1

Illustrationskilder I dette bind er benyttet billeder fra bl.a. følgende arkiver og museer: The Associated Press, Det kongelige bibliotek og Politikcns Pressefoto. Endvidere har Forlaget modtaget hjælp fra en række private, der beredvilligt har stillet fotografier til rådighed for værket. En særlig tak rettes til: A. J. Ayer (Oxford), I. Bernth (København), P. K. Fcyerabend (Berkley), R.M. Hare (Oxford), T.S. Kuhn (Massachusett), W. Mays (Manchester), A.I. Melden (Californien), Jiirgen Mittelstrass (Erlangen), John Passmore (Canberra), W. van O. Quine (Massachusett), J.J.C. Smart (Canberra), K. E. Tranøy (Oslo) og J. Witt-Hansen (København). For enkelte illustrationer i dette bind har det været umuligt at finde frem til den retmæssige copyright-indehaver. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil selvfølgelig blive honoreret, som havde vi indhente tilladelse i forvejen.

1

Indhold DEN AMERIKANSKE PRAGMATISME Niels Christian Stejansen Mode eller filosofi? 9 Peirce: Pragmatismens stamfader 15 Free lance filosoffen 15 Erkendelsen har intet absolut sikkert grundlag 17 Tegn og mennesker 21 Den videnskabelige metode 25 Tro, tvivl og undersøgelse 26 Pragmatisme 32 James: Pragmatismens popularisator 35 Lewis: Begrebsmæssig pragmatisme 38 DEN ANALYTISKE FILOSOFI

Jan Riis Flor Hvad er analytisk filosofi? 40 Moore: Forsvar for common sense 41 Idealisme og realisme 41 Teorien om sansedata 44 Etik: Den naturalistiske fejlslutning 48 Intuitionismen 51 Moores metode 52

Jørgen Husted Frege: Den stilfærdige logiker

55

Det logiske projekt 55 De sætningslogiske udtryk 58 Det sætningslogiske system 61 Prædikantlogikken i Begriffschrift 64 Skellet mellem funktion og argument 65 Filosofisk semantik 68 Mening og reference 68 Mening og sandhed 73 Jan Riis Flor Russell: Politisk engagement og logisk analyse 76 »Du skal ikke følge mængden i at gøre ondt« 76 Frihed og kreativitet 80 Filosofiens opgaver 81 Russells paradoks 84 Bestemte beskrivelser 86 Det umiddelbart givne og den fysiske verden 89 Eksistens og logisk atomisme 92 Den tidlige Wittgenstein: Sprog og logisk form 94 Redelighedens evangelium: Det sigelige og det uudsigelige 94 Sprogets logik 96 Sandhed og sætninger 98 Billedteorien 100 Verden som en totalitet af kendsgerninger 102

3 =

Sprog og virkelighed 104 Logikkens natur 106 Verdens grænse: Det filosofiske jeg 107 Det mystiske: Al verden er 110 Tractatus’ virknings­ historie 111 Den logiske positivisme 114 Mach: Wienerkredsens fader 114 Dannelsen af Wiener­ kredsen 115 Ren og anvendt geometri 116 Operationalisme og konventionalisme 117 Fra Wienerkreds til logisk positivisme 119 En videnskabelig verdensanskuelse 120 Den anti-metafysiske grundholdning 121 Sandhed og mening 122 Analytiske og syntetiske sætninger 124 Verificerbarhed 126 Konstruerede sprog 127 Filosofiens karakter 128 Det direkte observerbare 129 Fysikalisme og enhedsviden­ skab 131 Videnskabelige for­ klaringer 132 Værdier og følelser 135 Ayer: Moral er følelser - ikke erkendelse 138 Stevenson: Meninger og holdninger 140 Carnap: Filosofi som logisk syntaks 143 Konstitutionssystemer 143 Rekonstruktion af erkendelsen 144 Genstandstyper 145

Filosofi og videnskab 146 Sprogets logiske syntaks 148 Toleranceprincippet 150 Formel og materiel talemåde 150 Indre og ydre spørgsmål 152 Fra syntaks til semantik 152 Carnaps credo 153 Popper: Kritisk rationalisme 154 Ideerne formes 154 Problemløsningers logik 156 Dristige gisninger og strenge gendrivelser 158 Induktionsproblemet 160 Metodologi og metafysik 162 Historie og samfund 164 Individualisme og rationelle reformer 167 Det åbne samfund 169 Kuhn: Udvikling gennem revolution 171 Det falske billede 172 Paradigmer og normal­ videnskab 173 Videnskabelige revolutioner 175 Kuhns videnskabsideal 177 Er videnskaben objektiv? 178 Gør videnskaben fremskridt? 179 Den senere Wittgenstein: Sprog og livsform 182 Anti-filosoffen 182 Sprogspil, regler og livsformer 183 Familiebegreber 186 At forstå er at kunne 188 Det private og det offentlige 191 Mening er offentlig 192 Kroppen er sjælens billede 195 Matematikkens nødven­

dighed

195

Erfaringssætninger og gramma­ tiske sætninger 196 Filosofiske selvfølgelig­ heder 198 Wittgenstein og traditionen 199 Ryle: Bevidsthedslivets logik 201 Oxfordfilosofien 201 Et spøgelse fordufter 201 Kategorifejltagelser 204 Teori er en form for praksis 206 Dispositioner og begiven­ heder 207 Dualismens fallit 208 Det materialistiske alternativ 209

Pia Lubcke Historien som problem 212 Opgøret med positivismen 212 Samfund og regler 214 Årsagsforklaringer og Mordet i Sarajevo 216 Motiv og handling 218 Den logiske sammenhæng 220 Ordkløveri og forsoning 223 Jan Riis Flor Strawson: Genstande og personer 226 Modsætninger i filosofisk logik 226 Den fundamentale tale­ handling 227 Basale enkeltting 228 Identifikation, rum og tid 229 Sekundære enkeltting 232 Personbegrebet 233

Jørgen Husted Austin og Searie: Tale­ handlinger 236 Austin: At handle ved hjælp af sproget 236

Nogle ytringer er hand­ linger 236 Alle ytringer er handlinger 238 Vellykkethedsbetingelser 241 Talehandlingsteorien i videre perspektiv 244 Searie: Sprogreglerne 246 Hare: Moralens sprog 250 At mægle mellem frihed og fornuft 250 Moralske udsagn er forskrifter 252 Moralske udsagn forudsætter almene regler 256 Moralsk argumentation 259 Opgøret med emotivismen 263 Kritik af naturalismen 264 Nynaturalismen efter Hare 267

Jan Riis Flor Rawls: Retfærdighed og fornuft 271 Et forsvar for demokratisk liberalisme 271 Den oprindelige position 272 Det desinteresserede valg 272 Uvidenhedens slør 273 Et velordnet samfund 274 Retfærdighedsprincipperne 275 Lige frihed for alle 277 Retfærdige uligheder 278 Hverken absolut lighed eller fortjeneste 279 Hvad er moralbegrundelse? 280 En praktisk begrundelse 281

Niels Christian Stefansen Quine: Logisk nihilisme 283 Analytiske og syntetiske sætninger 283 Hvorledes forstår vi et sprog? 286

Jorgen Husled Dummett: Realisme og anti-realisme 293 Filosofiens to poler 293 Mening og sandhed 295 Arven fra Wittgenstein 298 Den anti-realistiske udfordring 301 Den sprogfilosofiske diskussion af realismen 305

ERLANGERSKOLEN

Litteraturhenvisninger

i

Slig Alstrup Rasmussen Kritik af videnskaberne

!

i i

J

Skolen 309 Programmet 309 Status 313 Fornuften er lærbar 315 Erkendelsens metodiske orden 315 Fundamentet 317 Sprogets rolle 319 Videnskabernes sprog 324 Matematikkens grundlag 326 Filosofi og fysik 327

309

Personregister

364

334

Den amerikanske pragmatisme Mode eller filosofi? Omkring århundredeskiftet opstod i U.S.A. en filosofisk bevægelse, der kaldte sig pragmatisme. »Pragma« er græsk og betyder »handling« eller »gerning«. Pragmatisme er et forsøg på at finde kriterier eller kendemærker for mening og sandhed i praktiske konsekvenser. Der kan ikke vare forskel, hvis det ikke gor en forskel. Kalder vi kniven hård og smørret blødt, må vi kunne konstatere, at kniven kan skære i smørret - og ikke omvendt! Og iføl­ ge Skriften skal vi kende træet på dets frugter. De vigtigste af de filosoffer, som har kaldt sig pragmatister, er William Ja­ mes (1842-1910), John Dcwey (1859-1952), George Herbert Mead (18631931), Ferdinand.Canning Scott Schiller (1864-1937), Clarence Irwing Lewis (1883-1964) og William van Orman Quine (f. 1908). De var alle ameri­ kanere og filosofiprofessorer med undtagelse af englænderen Schiller, der dog også endte som professor i Amerika. Pragmatismens bannerfører var William James. I kraft af sin personlig­ hed knyttede han en række mennesker til sig, og gennem sine slagkraftige bøger fik han et stort publikum i tale. Resultatet var pragmatismen, som kulminerede før Den Første Verdenskrig. Pragmatisterne lagde vægt på handling og vækst. I modsætning til de gamle filosoffer, hvis rene fornuft havde beskuet de evige ideer, ville de mo­ derne filosoffer gribe sagerne dynamisk an. Sandhed blev forbundet med succes og nytte. De ledende pragmatisters udtalelser var så flertydige, at for­ holdet mellem sandhed og nytte i den almindelige debat blev til en identifika­ tion: det sande er det, der har nyttige konsekvenser. Det er en ejendommelig påstand. En mængde sande påstande er ganske unyttige, f.eks. påstanden, planeten Jupiter har tolv måner. På den anden side kan falske påstande være særdeles nyttige. Vardet ikke tilfældet, ville vi alle være sandhedsapostle. Endvidere kan én og den samme påstand være nyttig for ét menneske og unyttig for ét andet. Tidligere havde sandheden rettet sig efter tingenes orden. Nu skulle den rette sig efter filosofiprofessorernes øn­ sker - med englænderen Bertrand Russels betegnelse: den transatlantiske sandhed!

10

I V

•i

!i

Den amerikanske pragmatisme

Som filosofi er denne vulgærpragmatisme et kuriøst fortidslevn. Eller med den danske filosof Anton Thomsens ord a propos James: » . . i Filosofi­ en synes der ingen Grænser for de Taabeligheder, der til Tider kan blive Mode og vinde Magt.«1 Hvorfor blev pragmatismen til vulgærpragmatisme, der så stort på alle di­ stinktioner, blot alt voksede? Svaret er, at pragmatismen havde den van­ skæbne at blive bevægelse og modefilosofi. Pragmatisterne var knyttet sammen i et netværk af personlige forbindel­ ser, hvis centrum var den inspirerende og generøse James. De personlige forbindelser blev underbygget og forstærket af de institutioner, hvor perso­ nerne arbejdede. I modsætning til tidligere tiders selvstændige filosoffer var pragmatisterne alle universitetsfilosoffer eller funktionærer i undervisnings­ sektoren. Det gjaldt om at blive ansat, at få stilling. Dette udviklede en art klient-filosofi, som favoriserede skoler og retninger. Professorerne eller pa­ tronerne ville gerne hjælpe deres elever eller klienter med at få et levebrød og forskellige »ben«. Og det var muligt at hjælpe de unge klienter på en faglig for­ svarlig måde, da kravene for filosofisk dueliged var og er flydende og usikre. Således lå der i universitetssystemet en tendens til skole- og menighedsdan­ nelse. Det enkelte universitet blev let en isoleret enklave, hvis ledere blev hyldet i festskrifter og forord. Man skrev om hinanden i små fagtidsskrifter og lod verden passe sig selv. Samtidig styrkede det sammenholdet at polemisere mod andre filosoffer. Pragmatisterne fandt en modstander, som de kaldte Rationalisten. Han var alt, hvad de ikke var. Rationalisten arbejdede med stive begreber og forsøg­ te ad den rene tænknings vej at udspekulere et filosofisk verdenssystem uden hensyn til de praktiske konsekvenser. I virkeligheden drejede det sig om en version af den absolutte idealisme, personificeret af den engelske filosof Bradley (1846-1924), (se s. 41). Ved at samle sig om en modstander trak pragmatisterne grænserne skarpt op og skabte pragmatismen som filosofisk retning. Både James og Schiller var glimrende stilister og drevne polemikere. Faren ved den festlige polemik var, at kombattanterne vovede sig så langt ud på overdrevet, at de sank ned i deres egne postulater. Dette hængedynd af polemiske overdrivelser er senere afjournalister, fi­ losofihistorikere og andre meningsmagere blevet gjort til den amerikanske nationalfilosofi. Man mente med hjælp fra germanske filosoffer, at de for­ skellige lande havde hver deres nationale egenart, som blev udtrykt i politik, kunst og filosofi. Der herskede en rangorden blandt nationerne. Nogle var dominerende, andre blev domineret. De dominerende varde førende, fordi de var i overensstemmelse med deres tid. Fremtidens nation var U.S.A. Dens nationalfilosofi måtte ikke alene afspejle den amerikanske kultur, men også repræsentere den nye tids ånd. Pragmatismen skulle være den industri­ elle og tekniske tids handlingsfilosofi.

Mode eller filosofi?

11

William James i position foran foto­ grafen ca. 1885.

Bag mytologien skjuler sig forskellige filosofiske ideer. James hævder, at pragmatismens egentlige ophavsmand ikke er ham selv, men en filosof, der var ganske ukendt for den store offentlighed, Charles Sanders Peirce (18391914). De to var gamle venner, ogjames siger, at det var Peirce, som inspi­ rerede ham til at udvikle pragmatismen. Senere erklærede Peirce, at han ik­ ke ville kalde sin filosofi for pragmatisme, men for pragmaticisme. Det var forhåbentlig et så grimt ord, at det kunne være i fred for kidnappere! For Peirce er pragmatisme eller pragmaticisme en metode til at afklare in­ tellektuelle begrebers mening. Hvis man nøje kan definere alle de tænkelige eksperimentelle fænomener, som bekræftelsen eller benægtelsen af et be­ greb kan have til følge, vil man få en fuldstændig definition af begrebet. Pragmatismen er ikke en generel meningsteori, men en analyseteknik i en almen teori om tegn og sprog, der har dybe rødder i Peirces erkendelsesteori og metafysik. Ifølge Peirce vil pragmatismen vise, at det meste af den traditi­ onelle ontologiske filosofi er meningsløs eller absurd. Peirce vil frem til de re­ elle problemer ved at bortskære pseudoproblemerne, der har været et tidsfordriv for åndelige lediggængere, f.eks. det traditionelle problem om viljens frihed. Senere kritiserede de logiske empirister metafysikken på lignende måde (jf. side 121-22). Metafysikkens problemer er skinproblemer, fordi det hverken drejer sig om analytiske påstande, som logik og matematik, eller om erfa­ ringspåstande, som kan verificeres. Til forskel fra de logiske empirister er

12

i 4

Den amerikanske pragmatisme

Peirce klar over, at han har nogle fundamentale antagelser om, hvordan ver­ den er indrettet, (en metafysik), og at hans pragmatisme er knyttet sammen med dem. De logiske empirister er mere radikale eller naive, fordi de mener, at deres sprogkritiske analyser ikke er forankret i en metafysik. Konstruktivt bruger Pcirce sin pragmatiske maksime til en analyse af for­ skellige videnskabelige begreber, bl.a. vægt og kraft. Hvis vi handler på en bestemt måde, f.eks. udfører bestemte eksperimenter, så vil vi kunne iagtta­ ge bestemte fænomener. Hvis vi placerer en magnet i nærheden af et jern­ stykke, så vil de tiltrække hinanden. Denne tankegang blev senere forenklet og forsimplet af operationalislerne. Et videnskabeligt begreb er identisk med de konkrete operationer, som be­ grebet indgår i. Længde er f.eks. det samme som at udføre bestemte måle­ operationer. James’ pragmatisme haren helt anden karakter. Hans hovedanliggende er moralske og religiøse problemer. Valget mellem forskellige fundamentale livsansskuelser og grundlæggende moralske og religiøse principper er ifølge J ames ikke dikteret af erfaringen. Vi kan heller ikke afgøre sagen ved at ana­ lysere og sammenligne abstrakte begreber. Problemet bliver: hvilke konse­ kvenser har valget for os? Hvordan kan vi træffe et valg? Hvis de forskellige principper og livsankuelser ikke skal være tom snak, må de have forskellige praktiske konsekvenser for de mennesker, der vælger dem .James illustrerer spørgsmålet ved at fremdrage det gamle metafysiske problem om teisme kontra materialisme, som datidens kulturpersonligheder talte meget om. Teismen mener, at der i universet findes et guddommeligt forsyn og en evig moralsk orden. Ifølge materialismen er alt materielle processer, som sker i overensstemmelse medevige naturlove. Til sidst vil alt liv forsvinde fra Universet. Troen på et forsyn skaber optimisme og således tillid til fremti­ den, fordi den giveroset svagt håb. Materialismen skaber derimod kun håb­ løshed og pessimisme. Disse forskellige psykologiske konsekvenser er ifølge James den eneste pragmatiske mening, man kan tillægge problemet. Væl­ gervi at tro på et forsyn og en evig moralskorden, så er denne tro eller over­ bevisning pragmatisk sand, hvis den tilfredsstiller vore vitale behov og inter­ esser. Hvis hypotesen om en gud fungerer (works) tilfredsstillende i den vi­ deste betydning af ordet, så er den ifølge pragmatiske principper sand.

Den 90 'årige John Dewey sko-rer fodselsdagskagen for den 20. oktober 1949. Deuiey var den ledende skikkelse inden for den modificerede formfor pragmatisme, som kom til at pra-ge ameri­ kanskfilosofi efter århundredeskiftet Han betonede, at vor viden aldrig er blot og bar teori, men al den altid har el sociall-praklisk aspekt og til syvende ug sidst må betragtes som en form for magt Idealet består i at pege på muligheder for et bedre samfund, ug filosoffen får derved en op­ dragendefunktion, således al filosofien kan defineres som den mest almeneform for pædagogisk

teori.

■

1

ri /

V'

4'

71

14

Den amerikanske pragmatisme

James behandler de filosofiske problemer som psykolog og biolog, mens Peirce ser dem ud fra en logisk og metafysisk synsvinkel. Praktiske konse­ kvenser er for James de konkrete konsekvenser, som betyder noget for det enkelte menneske i kampen for at overleve. Peirce opfatter praktiske konse­ kvenser som de almene følger, der er virkningen af gentagne eksperimenter, som hele det videnskabelige samfund kan udføre. Peirce analyserer påstanden: »jeg tror, at diamanten er hård«, på følgende må­ de. Hvis jeg eller en anden normal person ville prøve at ridse i diamanten med andre genstande, ville vi kunne se, at der ikke var ridser i diamanten ef­ ter forsøgene. I kraft af den videnskabelige metode kan vi afgøre, at der i vir­ keligheden findes en generel lovmæssighed mellem forsøget på at ridse i dia­ manten og iagttagelsen af, at der ikke er ridser i den efter forsøgene. Først derefter er jeg i min gode ret til at tro det, hvilket betyder, at jeg har fået en bestemt handlingsvane. James interesserer sig ikke for påstandens indhold - at diamanten er hård - og de logiske konsekvenser. Han koncentrerer sig om de følgevirkninger, som troshandlingen har for mig. Min tro på diamantens hårdhed kan bevir­ ke, at jeg kan ordne og forklare nogle ting bedre end før, at jeg kan handle på en bestemt måde - f.eks. skære i glas eller undgå mindre hæderlige diamant­ sælgere. For så vidt disse virkninger af »at tro« tilfredsstiller mine behov og interesser bedre end virkningerne af ikke »at tro«, er min tro på, at diaman­ ten er hård, pragmatisk sand. »Pragmatisme« har indtil nu betydet tre forskellige ting. For det første er det navnet på en nu uddød modefilosofi, James-Schiller-polemikken mod rationalismen, som rasede fra 1900 til omkring 1910. Fordet andet er det be­ tegnelsen for en lille del af Peirces filosofi, et brudstykke afen større helhed. Endelig er det etiketten på nogle afJames’ tanker om erkendelse, vilje, me­ ning og sandhed. Andre filosoffer har også kaldt deres filosofi for pragmatis­ me, f.eks. C.I. Lewis’ begrebsmæssige pragmatisme og W.V. Quines natu­ ralistiske og logiske pragmatisme.

4

■?

'■

Peirce: Pragmatismens stamfader Free-lance filosoffen »Jeger en mand, som kritikerne aldrig har fundet noget godt at sige om. Når de ikke har kunnet se nogen mulighed for at skade mig, har de tiet stille. Den smule ros, som jeg har fået, er kommet fra sådanne kilder, at den eneste tilfredsstillelse, som den har givet mig, beroede på det brød og det smør, den skaffede mig. I hele min levetid har jeg, så vidt jeg husker, kun én gang oplevet lovprisning, som var behagelig i sig selv og ikke på grund af, hvad den førte med sig. Behaget var saligtgørende; og rosen, som bragte det, var ment som dadel. Det var en kritiker, som sagde om mig, at jeg ikke syntes at være fuldstændig sikker på mine egne konklusioner.«2 Med disse ord beskrev den tresårige Peirce (1839-1914) sit forhold til dati­ dens kritik og sig selv. Og han tilføjede:

»Min bog vil ikke belære nogen om noget. Ligesom en matematisk afhandling vil den antyde visse ideer og visse grunde til at anse dem som sande; men hvis læseren godta­ ger dem, må det være fordi, han synes om det, og det bliver på hans eget ansvar. Mennesket er et socialt væsen, men at være social er en ting, at være et flokdyr er no­ get andet: jeg nægter at optræde som lederfår. Min bog er beregnet for mennesker, som ønsker at finde ud af tingene; folk som vil have filosofi øst op til sig, kan gå andre steder hen. Der findes Gud ske tak og lov filosofiske suppestationer på hvert gade­ hjørne.«3 Peirce foregreb hermed modepragmatismen og en del anden filosofi. Det stod i forordet til en af de mange planlagte bøger, Peirce aldrig fik udgivet og kun halvt gennemarbejdet. Han ville skabe en systematisk filosofi i den sto­ re, klassiske stil. Det blev til en række artikler, udkast og fragmenter. Dette til trods for, at Peirce besad stor filosofisk originalitet og havde et solidt før­ stehåndskendskab til matematik, flere naturvidenskaber og en god del af fi­ losofiens historie. Han gav sig i kast med de største problemer og var klar over vanskelighe­ derne. Havde han fundet løsningen til et problem, måtte den bringes i har­ moni med de andre problemer, da filosofien var en sammenhængende hel­ hed. Da han ofte så svagheder ved sine egne løsninger, måtte han finde nye løsninger. Helheden måtte gang på gang ændres. Systemet blev hele tiden omkalfatret, og det blev aldrig færdigt. Peirces liv og karriere fremmede heller ikke skabelsen af det store system. Han voksede op i et intellektuelt meget stimulerende miljø. Hans far, der var matematikprofessor ved U.S. A.s akademiske Mekka, Harvard Univer­ sitet, tog sig meget af sønnens opdragelse. Det skete på en sådan måde, at Peirce livet igennem følte, at han varet selvskrevet medlem af den intellektu­ elle elite, hvad der ikke lettede omgangen med andre mennesker.

16

I,

i

Peirce: Pragmatismens stamfader

Efter at Peirce var blevet uddannet som kemiker ved Harvard i 1863, ar­ bejdede han en årrække dels som astronom ved Harvard Observatoriet, dels som fysiker ved De Forenede Staters kyst-og landopmåling. Samtidig stude­ rede han filosofi og logik og var med til at skabe relationslogikken. I modsætning til de evigt snakkende og dybt følende verdensanskuelsesfi­ losoffer ville Peirce skabe en laboratoriefilosofi, der behandlede de filosofi­ ske problemer som videnskabelige problemer. Selv beskrev han sin filosofi som en fysikers forsøg på at gøre sådanne gætterier om universets opbygning som videnskabens metoder kan tillade med hjælp af alt, hvad tidligere filo­ soffer har skabt. I begyndelsen af 1870’erne dannede han sammen med en række andre unge mennesker fra Harvard en filosofisk diskussionsklub. Som et resultat af disse diskussioner offentliggjorde han i 1877 og 1878 to artikler. Men først tyve år senere blev den pragmatiske bevægelse startet af James, der også havde været medlem af diskussionsklubben. James henviste i sit foredrag i 1898 til Peirce. Fra 1879 til 1884 havde Peirce en stilling som lektor i logik ved Johns Hopkins Universitet i Baltimore. Det gik udmærket, selvom hans hold var små, og hans emner i universitetsledelsens øjne mærkelige. Men pludselig i 1884 blev hans stilling skåret væk, og Peirce stod uden fast arbejde. Derefter måtte han slå sig igennem som free-lance filosof ved at skrive et utal af boganmeldelser og leksikonartikler samt ved at holde offentlige fore­ drag. Pådenne måde spredte han sine kræfter. I stedet for at være tvunget til at skrive forståeligt for et kritisk publikum, skrev han nu sin filosofi,for sig selv og sine private papirbunker. Han udviklede et tema, bed sig fast ien idé og fortsatte i flyvende fart ud ad et sidespor. Da han havde udviklet en stærk arbejdsevne, kunne det vare længe, før han standsede. Når det skete, havde han ofte tabt hovedproblemet af syne. I 1887 trak Peirce sig tilbage til et hus i Milford i Pennsylvania med sit sto­ re bibliotek og en ny kone. Hans økonomiske situation blev stadig forværret. Da modepragmatismen huserede, var han nødt til kommercielt at udnytte den interesse, andre havde skabt om hans navn. Men det hjalp ikke. For at kunne være i fred for sine stadig mere nærgående kreditorer fik han bygget et loftværelse, hvortil der kun var adgang ad en stige, som han kunne trække op efter sig. Han havde kun kontakt med få mennesker, bl.a. ungdomsven­ nen James, der trofast støttede ham. Da Peirce i 1914 døde afkræft, var der ikke penge til begravelsen. Hans enke solgte alle hans manuskripter til Har­

vard for 500 dollars. Til dato er kun en mindre del blevet offentliggjort i otte store bind (19311958). De er ordnet på en så labyrintisk måde, at Peirce også efter sin død er lidt af et mysterium. Indholdet viser tillige hans store behændighed. Han var i stand til at skrive et spørgsmål med venstre hånd og at besvare det med højre hånd - samtidig.4

j

Erkendelsen har intet absolut sikkert grundlag

17

Erkendelsen har intet absolut sikkert grundlag I nogle tidlige artikler fra 1868 retter Pcirce en kritisk bredside mod den gamle, franske filosof, Descartes( 1596-1650), og hele den tankeretning, han har præget, Cartesianismen. Descartes er den centrale grundlagsfilosof, den moderne filosofis ophavsmand eller onde ånd. Cartesianismen kan udmøntes i tre påstande: 1. Erkendelsesteorien er den centrale filosofiske disciplin. 2. Erkendelsen har et fast og sikkert grund­ lag. 3. Grundlaget er den erkendelse, som den menneskelige bevidsthed er i stand til at begribe direkte og umiddelbart. Descartes ville komme det almindelige, filosofiske anarki til livs ved at un­ dersøge den menneskelige erkendelse, som er menneskets eneste legitime forbindelse med verden. Følelser, vaner, traditioner og autoriteter er ikke legitime bånd mellem os og den virkelige verden, men et net af indbildning, som vi selv har spundet. Den menneskelige erkendelse sender Descartes gennem en skeptisk skærs­ ild for at se, om nogen erkendelse kan holde til den maksimale belastning, den skeptiske kritik er. Den ene type erkendelse efter den anden bryder sam­ men. Sanseerfaringer kan være illusioner eller hallucinationer. I den kon­ krete situation kan vi ikke afgøre det. Selv matematiske ræsonnementer kunne være manipulerede af en ondsindet og magtfuld dæmon. Vore erfa­ ringer er forenelige både med hypotesen om dæmonen og med antagelsen af en verden, der eksisterer uafhængigt af os. Efter at have lagt den fysiske verden, andre mennesker, fortiden, mate­ matikken og sin egen krop bag sig finder Descartes tilsidst i sin egen selvbe­ vidsthed noget, der er ubetvivleligt sandt. Jeg tænker, altså er jeg til. Påstan­ den, jeg er til (jeg eksisterer), er nødvendigvis sand, når som helst jeg udtaler den eller formulerer den i tankerne. Påstandens sandhed er garanteret af den måde, hvorpå den er udtrykt, og derfor må den være sikret mod enhver skeptisk kritik. Ifølge Descartes kan jeg ikke tænke, atjeg ikke eksisterer som et tænkende væsen, thi også når jeg forsøger at tænke, atjeg ikke tænker, er jeg dog et tænkende væsen. Descartes udlægger påstanden på sin egen substantielle måde. Påstanden er sand, fordi den er klar og tydelig for ham. Han eksisterer som et tænken­ de væsen, der er klart adskilt fra sin krop og alle andre ting. På dette grund­ lag opbygger han en systematisk filosofi, hvori han bl.a. beviser eksistensen af en gud, der kan afsætte den ondskabsfulde dæmon5 Hele denne filosofi hviler på sand og sikker erkendelse. Ethvert erkendel­ seskrav kan prøves mod de klare og tydelige ideer, som udgør erkendelsens grundlag. Erkendelse tilegner jeg mig ved, at noget, der er umiddelbart gi­ vet, præsenteres for min bevidsthed. Bevidstheden er en art immaterielt øje, som umiddelbart, dvs. uden sprogets mellemkomst, er i stand til se eller be­ gribe tingene. En sådan klar og tydelig erkendelse, hvor jeg ikke kan være i 2

Videnskab og sprog

18

Peirce: Pragmatismens stamfader

tvivl, kalder Descartes intuitiv erkendelse. Et eksempel på intuitiv erkendel­ se er påstanden -.jeg tænker, altså erjeg til (»cogito, ergo sum«). Peirce retter sin hovedkritik mod Descartes’ lære om intuitiv erkendelse, men hans kritik rammer med lige så stor styrke den empiristiske påstand om, at der findes sanseindtryk eller sansedata (jf. side 44), som er grundlaget for al vor virkelighedserkendelse, f.eks. B. Russels erkendelse ved (direkte) bekendtskab (jf. side 89) eller de logiske positivisters protokol-sætninger (jf. side 126).8 Både Cartesianismen og empirismen er forsøg på at bryde ud af sproget og begribe virkeligheden direkte. Den, der erkender, begriber gen­ standen forsin erkendelse direkte og umiddelbart, uden formidling af sprog eller anden erkendelse. Peirce stiller først spørgsmålet: Hvilke vidnesbyrd er der for, at der findes intuitiv erkendelse? Kan vi intuitivt afgøre, om en given erkendelse er intui­ tiv eller ej? Hævder nogen, at vi har en intuitiv evne til at afgøre sådanne spørgsmål, indvender Peirce følgende. Bliver vi ved denne følelse, bevæger vi os i en logisk cirkel, fordi vi forudsætter det, som vi skulle godtgøre, at fø­ lelsen var et usvigeligt tegn på, at der forelå en intuition. Forsøger vi at be­ grunde intuitionsfølelsen, kommer vi også ud på skråplanet, da vi indvikler os i en uendelig regres. Er følelsen en ufejlbarlig intuition? Er påstanden om, at følelsen er ufejlbarlig, i sig selv en ufejlbarlig intuition? De påstande, der handler om vore vidnesbyrd om intuitionerne, må, hvis de virkelig skal fun­ gere som fældende vidnesbyrd, i sig selv være intuitioner. Således får Peirce slået en effektiv logisk kile ind i begrundelsesrækken, så begrundelsen aldrig kan ske. Peirce konfronterer intuitions-læren med en række historiske og psykolo­ giske forhold. Hvis vi havde den intuitive evne, måtte der herske en meget høj grad af enighed om, hvad der var intuitioner. Men filosofferne har i ti­ dernes løb været stærkt uenige om, hvilken erkendelse der var intuitiv. Vid­ ner i retssager finder det meget vanskeligt at skelne mellem hvad, de i virke­ ligheden har set, og hvad de har sluttet sig til. En gruppe mennesker, trylle­ kunstnere, finder et levebrød i det forhold, at skellet er sløret! Intuitionsfilosofferne har anført en række særlig priviligerede tilfælde på intuitiv erkendelse. Det er teserne, at vi har intuitiv selvbevidsthed, at vi har en intuitiv evne til at skelne mellem de subjektive elementer i forskellige slags erkendelser, og at vi har en evne til introspektion. Små børn har ingen selvbevidsthed ifølge den spekulative udviklingshi­ storie, som Peirce opruller. Derimod har de en krop. Verden består for bar­ net afen særlig vigtig krop blandt andre kroppe. Når barnet lærer at tale, er alt noget ydre - for at bruge en voksen skelnen. Barnet opfatter f.eks. sine fø­ lelser og ønsker som egenskaber ved tingene eller kroppene, som fremkalder dem. Ønsker barnet at flytte bordet, betyder det, at bordet er egnet til at blive flyttet, ikke at barnet har en bevidsthed, som rummer ønsket. Barnet bliver bevidst om sig selv i kraft af omgivelsernes vidnesbyrd. Dette sker

Erkendelsen har intet absolut sikkert grundlag

19

Peirce som alvorlig, ung mand. 11858 skrev han om sig selv, at han havde op­ givet at nyde livet og alle forfængelig­ hedernes forfængelighed.

ved, at de andre kalder den særlig vigtige krop noget bestemt: »Andreas, lad vare med at sparke til bordet«. Selvbevidsthed skabes også ved, at barnet siger noget, f.eks. »det er bordet, der onsker at bliveflyttet«, som ikke bekræftes af de an­ dre eller af bordet. Den særlige krop udsættes for sådanne skub og andre ubehageligheder, at der til sidst dannes et jeg, som kan tilskrives fejltagelser­ ne, og ideen om den fælles, offentlige verden, som bekræftes af alle vidnes­ byrd. Selvbevidsthed er ikke en fast og konstant størrelse, som vi klart og intui­ tivt kan begribe. Den er et socialt produkt, der hviler på en række slutninger, som bliver vaner, når vi vokser op, hvorfor vi ikke lægger mærke til dem. Descartes og empiristerne begynder med erfaringerne i den enkeltes be­ vidsthed, og opgaven bliver at slutte fra de private erfaringer til de fælles ting. Peirce vender forholdet om ved at starte med tingene og herfra at slutte til en privat bevidsthed. Kan vi ikke umiddelbart og intuitivt skelne mellem at se en farve og at fan­ tasere om den? Også her forkaster Peirce den intuitive evne som en god for­ klaring. Han hævder i stedet, at vor skelneevne beror på slutninger ud fra de biomstændigheder og virkninger, som vi iagttager. Har vi evnen til introspektion? Har vi nogen viden om den indre verden, som ikke stammer fra ydre iagttagelser? Peirce’s modtese er, at den eneste måde at undersøge et psykologisk spørgsmål på er at slutte fra ydre kends­ gerninger. At en mand er grebet af vrede, betyder ifølge Peirce, at der i den ydre verden findes en ting eller et forhold, som gør ham vred, og at han siger til sig selv: denne ting er skandig, afskyelig! Følelserer i virkeligheden prædika­ terom ting. Sætningen, jeg er vred, er en sofistikeret omfortolkning afsætnin■2‘

20

It

i j-

i

Peirce: Pragmatismens stamfader

gen, delte (forhold) er afskyeligt. Sindsbevægelser opstår, når opmærksomhe­ den stærkt rettes mod sammensatte og ubegribelige omstændigheder. Peirce benægter ikke, at der findes noget som vi kan kalde mentale, indre tilstande. Men dette indre (private) forhold spiller ingen rolle for vor viden om dem. Mentale fænomener er noget, som vi slutter os til fra tingenes verden. Der­ for kan vi ikke have intuitiv erkendelse af dem. Ifølge empiristerne måf.eks. min påstand, min cykel er rnorkegron, kunne re­ duceres eller oversættes til påstande om umiddelbare sanseoplevelser af ty­ pen , jeg har nu en oplevelse af mørkegrønt, af noget rustent osv., hvis min påstand skal have nogen erkendelsesværdi. Sådanne påstande om umiddelbare san­ seoplevelser er absolut sikre, fordi jeg er den eneste,der har adgang til mine egne sanseoplevelser. Denne opfattelse afviser Peirce. Påstande om sanseoplevelser eller sansedata kan ikke være absolut sikre. Sådanne påstande rummer generelle præ­ dikater, f.eks. mørkegrøn, hvilket forudsætter, at vi mestrer en række for­ skellige symboler. For at vi kan kalde noget mørkegrønt, må vi være i stand til at skelne mellem forskellige nuancer af grøn, f.eks. mørkegrøn fra græs­ grøn, og mellem grøn og andre farver, f.eks. blå og gul. Det forudsætter, at vi kender en række standardbetingelser, under hvilke vi vil kalde noget grønt. Under en klar majhimmel er bøgeblade grønne. De, der ikke kan se det, tilskriver vi en bestemt defekt, farveblindhed. Eller vi prøver at lære dem dansk. At kunne bruge et ord korrekt forudsætter brugen af mange an­ dre ord. At tilskrive en ting en bestemt egenskab er, mener Peirce, en hypo­ tese om, at en bestemt klassifikationsmetode passer påden konkrete ting. Om hypotesen er korrekt eller ej, kan vi først afgøre ved at undersøge konsekven­ serne, men ikke i kraft af en umiddelbar, momentan intuition. At der ikke hersker den store uenighed om cyklers farve, skyldes, at spørgsmålet hver­ ken har stor teoretisk eller biologisk interesse, at de fleste mennesker har de­ res sansers fulde brug, og at de er i stand til at tale et sprog. Det skyldes hver­ ken, at vi har en farveintuition, eller at sætninger om farver er enkle. Endvidere påpeger Peirce, at det tager tid at nedskrive, hævde eller tænke på en påstand om sansedata. Når vi har nedskrevet påstanden, er vi for­ længst færdige med at have de pågældende sansedata. Påstanden kan derfor kun handle om vor erindring om vedkommende sansedata. Da vor hukom­ melse er notorisk upålidelig, kan vi aldrig være absolut sikre på påstande om sansedata. Ifølge Peirce erkender vi altid noget som et eller andet bestemt, dvs. i vor erkendelse bruger vi klassifikationsord. Disse ord går ud over den konkrete situation hvori vi bruger dem, i den forstand, at de har konsekvenser, som vi først senere kan efterprøve. For at undersøge konsekvenserne må vi bruge nye ord, som igen har nye konsekvenser. Cartesianismens fatale fejl er at tro at vi kan erkende uden at bruge et sprog. Sin kritik af Cartesianismen opsummerer Peirce i fire teser om vore

Tegn og mennesker

21

manglende evner. Vi har ingen evne til introspektion. Vi har ingen evne til at have intuitioner, men enhver erkendelse er tværtimod bestemt af forud­ gående erkendelse - erkendelsen har intet fast grundlag. Vi har ingen evne til at tænke uden tegn - sproget er et tegnsystem. Vi har ingen forestillingom noget absolut uerkendeligt - hele virkeligheden kan erkendes, og der findes ikke noget, som vi ikke kan erkende. De fire teser supplerer Peirce med en kritik af Descartes’ metodiske tvivl, forsøget på at lade som om vi var skeptiske over for al vor erkendelse. En så­ dan skepsis er abstrakt, ineffektiv og skadelig. Den har intet konkret pro­ blem, hvor den har mødt vanskeligheder, som kan underbygge en solid mis­ tanke . Da den ikke udspringer af en reel problemstilling, fører den ikke til en undersøgelse af tingene, som kunne afsløre det gale og forkerte. Falske me­ ninger spores ikke ved at fremsige formularer, hverken trylleformularer el­ ler de gamle skeptiske remser. Den abstrakte skepticisme bestyrker filosof­ ferne i deres selvbedrag. Ved at tvivle abstrakt bilder jeg mig ind, at jeg kan befri mig fra alle mine fordomme og begynde forfra med et rent og lutret sind. Troen på egen fordomsfrihed er den frugtbare grobund for overtro i de tilfælde, hvor der ikke er tale om almindelig ligegyldighed. I Peirces øjne er den abstrakte skepticisme en version afgrundlagsfilosofi­ en, af troen på, at vi fordomsfrit og forudsætningsløst kan begynde forfra med at rekonstruere den menneskelige erkendelse. For Peirce må vi begyn­ de, hvor vi står med vore traditioner, fordomme og ufuldkomne sprog. Kun ved at løse konkrete problemer, har vi mulighed for at gøre fremskridt. Sidst, men ikke mindst, kritiserer Peirce det cartesianske sandhedskriteri­ um, at alt, hvad jeg klart og tydeligt indser, er sandt. Det er ganske subjek­ tivt og derfor ubrugeligt. Hvor man har brugt det, f.eks. i metafysikken, har det ført til evindelig strid og kiv.

Tegn og mennesker Mod påstanden om, at der må findes direkte og umiddelbar erkendelse, in­ tuition, sætter Peirce sin påstand, at al erkendelse er slutning. Al erkendelse sker i kraft af slutninger, som enten er bevidste og klart formulerede, som i den formelle logik, eller som er uartikulerede og ubevidste mentale proces­ ser. De sidste ligner de logisk artikulerede slutninger ved, at de går fra grun­ de til konklusioner - er noget sandt, må noget andet også være sandt. Men de er blevet til en vanesag, hvorfor vi som voksne ikke lægger mærke til dem. Cyklens mørkegrønne farve konstaterer de fleste hurtigt, men det er fordi de har lært et sprog, som rummer slutningerne i nem og forkortet form. En af hovedgrundene for intuitionslæren var, at fandtes der ikke intuitio­ ner, kunne erkendelsen ikke have noget grundlag. Kan vi ikke få fast grund under fødderne, flyder alt. Er erkendelsen ikke forankret til et fast fundament, driver vi mod den ra-

22

|

i! ;■

1

Peirce: Pragmatismens stamfader

dikale skepticisme. Heroverfor hævder Peirce, at selvom vor erkendelse ik­ ke kan have et fast og sikkert grundlag, så kan vi udmærket skelne mellem god og dårlig erkendelse. Tesen om at erkendelse er slutning, underbygger Peirce i sin teori om tegn, da han mener, at de forskellige slutningsformer kan reduceres til tegn­ relationen. Peirce’s tegn-teori er et vildnis, gennem hvis dunkle hybridfor­ mer endnu intet menneske har banet sig vej. Selv tillagde Peirce sine over­ vejelser om tegn meget stor betydning. Ligesom Kant i analysen af de for­ skellige domsformer fandt det archimediske punkt forsin filosofi, så opdager Peirce i sin analyse af tegn-relationen de størrelser som må findes, hvis vi skal have erkendelse7. Tegn-relationen består i, at tegnet står foreller repræsenterer et objekt for en eller anden (en tanke) i en eller anden henseende. En tanke (en bevidst­ hed, en interpretant) tolker et tegn (både sproglige og ikke-sproglige tegn) til at repræsentere et objekt i en eller anden henseende, således at tegnet står for en eller anden egenskab ved objektet. Fandtes der ingen objekter, tanker og abstrakte egenskaber, kunne der ik­ ke være erkendelse. Påstanden, ovnen er sort, er et tegn, og det har tre relatio­ ner: til etjorestillel objekt, til et begreb, (den abstrakte egenskab at være sort), og til en tanke, som tolker tegnet til at stå for en egenskab ved objektet. Alt, hvad der findes i verden, er derfor, i 1867, enten abstraktioner eller ting eller tanker, som Peirce kalder førstehedens, andethedens og trediehedens kategorier8. I den meget abstrakte bestemmelse af tegnrelationen ligger det tilsynela­ dende paradoks, at et tegn, Tb kun kan repræsentere et objekt, O, i kraft af at kunne fremkalde et nyt tegn, T2, interpretanten, der skal stå i samme rela­ tion til O, som Tj. Herved undgår Peirce en mindre filosofisk hurdle, først at bestemme bevidstheden som slutning og hermed som tegn, tanke-tegnet, og dernæst at bestemme tegn-relationen ud fra bl.a. bevidstheden. Men hvor­ dan kan vi redegøre for et tegn, Ti, blot ved at indføre et nyt tegn, T2, som endvidere delvis er bestemt af det, som det skal forklare, da T2 skal have sam­ me relation til objektet O, som T]? Pointen bag de kinesiske æsker eller logi­ ske cirkler er, at intet kan være et tegn i sig selv, men at det først bliver et tegn i kraft af fortolkning og forståelse. Dette gælder ikke alene sprog-tegn, men også størrelser som vejskilte og vejrhaner - både på tage og i huse. Hvorfor må fortolkning og forståelse selv være et nyt tegn, interpretanttegnet? Hvorfor kan fortolkningen ikke være en mental oplevelse hos en per­ son som bringer tegnrækken til afslutning ved at forstå den? Dels er mentale oplevelser en privatsag, som beror på slutninger fra ydre omstændigheder. Dels må min forståelse af et tegn manifestere sig på en sådan måde, at den selv kan fungere som et tegn for andre. F.eks. undersøger vi, om en person har forstået en given påstand ved at stille ham spørgsmål. Om hans svar er ri­ melige, afhænger af, om de passer ind i sammenhængen. At de passer ind i

Tegn og mennesker

23

sammenhængen, at de udgør et genkendeligt mønster, er for Peirce ensbety­ dende med, at de er led i et bestemt tegnsystem, og at de er led, som vide­ reudviklet- det oprindelige tegn. Tegn optræder ikke på egen hånd. De kan kun fungere som tegn inden for et større tegnsystem. At kalde noget mørke­ grønt forudsætter beherskelsen af en lang række udtryk. Ud fra dette mener Peirce, at en forestilling eller en tanke kun eksisterer i kraft af, at den repræsenterer noget, at den er et tegn foret objekt. Det bety­ der, at det første tegn må fortolkes af et senere tegn, som igen må fortolkes. Jeget, som erkender sig selv, er et tegn, som fortolkeret tidligere tegn9. Men­ neskets bevidsthedsstrøm er tegn, som udvikler sig ved slutninger. Peirce drager også den metafysiske konsekvens, at mennesket er et tegn. M it sprog er, ifølge ham, totalsummen af mig selv, for mennesket er tanken. Vanske­ lighederne ved at forstå det beror på vor primitive natur. Tegn må videreudvikles, fordi de er vage. Sprogtegn er vage i forskelligt omfang, fordi sprogbrugerne har forskellige baggrunde og forskellige erfa­ ringer, som de bruger i fortolkningen af tegnene. Det betyder ikke, at sproget er håbløst vagt og derfor ubrugeligt. Var no­ get totalt ubestemt eller vagt, kunne det ikke fungere som tegn, da det ikke kunne repræsentere noget for nogen. Bag hvert tegn er et andet tegn. Betyder det, at verden kun er tegn? Vi har ingen direkte eller intuitiv erkendelse af tingene. Det objekt, der indgår i tegn-relationen, er for Peirce forestillingen om et objekt eller en ting, som er repræsenteret gennem interpretant-tegnet. Objektet kan vi kun identificere i kraft af begreber, dvs. tegn. Erkendelse er tegn-fortolkning, som hverken har nogen absolut begyndelse eller nogen absolut afslutning. Den oplagte indvending mod Peirce er, at der må være en første erkendel­ se, hvis vi vil undgå den uendelige regres. Det hele kan ikke være ord. Nogle af ordene må handle om noget andet end ord. Vi må være i stand til at afgøre nogle påstandes sandhedsværdi uden at holde os til ord alene. Er det ikke til­ fældet, bliver det hele et spil med ord. Hviler vor nuværende erkendelse på tidligere erkendelser, må erkendelsen til syvende og sidst have et første led. Hvordan kan den ellers begynde? Peirce afviser disse indvendinger ved at bruge et billede10. En trekant er delvis stukket ned i vand, således at trekantens spids er et bestemt stykke un­ der vandoverfladen. Trekantens spids repræsenterer erkendelses-objektet uden for bevidstheden, mens den horisontale linie, som vandfladen nu dan­ ner tværs over trekanten, repræsenterer en aktuel, nuværende erkendelse, E. De tidligere erkendelser, som bestemmer den aktuelle erkendelse, E, er repræsenteret af alle de mulige vandlinier, som ligger mellem trekantens spids og den nuværende vandlinie. E er i logisk forstand bestemt af de tidli­ gere erkendelser, fordi E er en slutning ud fra tidligere erkendelser. Selvom der er uendelig mange mulige vandlinier eller erkendelser mellem spidsen og E, så er spidsen ikke uendeligt langt under vandoverfladen. Den aritme-

I

24

h

Peircc: Pragmatismens stamfader

triske sum afen uendelig, konvergent talfølge er endelig. Hvis rækken af er­ kendelser er kontinuert, så behøver vi ikke at frygte den uendelige regres. De nærmere punkter i sammenligningen er desværre dunkle. Hvilke po­ sitive grunde har vi for, at vor erkendelse er kontinuert i streng matematisk forstand, at den ikke har noget absolut første led, og at den stadig nærmer sig en grænse uden at overskride den? Selvom den tid, erkendelsen tager, kan opdeles i det uendelige, følger det ikke heraf, at erkendelsen kan opdeles på samme måde. At mit første skridt ud af sengen om morgenen kan opdeles i det uendelige, medfører ikke, atjegmå tage uendelig mange skridt for at stå op. Var det tilfældet, kunne jeg heller ikke gå i seng! Er Peirces pointe, at et endeligt tidsrum, som f.eks. menneskehedens hi­ storie, kan rumme uendelig mange erkendelser, så synes det ikke at imødegå hele kritikken. Et centralt punkt i kritikken var, at den uendelige slutnings­ proces bestod i omdannelser af ord, udtryk og teorier, men ikke førte til en konfrontation mellem påstande og virkeligheden. Om en påstand var sand, afhang af dens plads i systemet, (koherensteori forsandhed), ikke af, om den var i overensstemmelse med virkeligheden uden for systemet, (korrespon­ densteori for sandhed). Nogle af de gamle filosoffer mente, at objektet - filosoffernes ting - var den bagvedliggende årsag til vore sanseindtryk, og at vi ikke kunne erkende det, fordi vi kun kendte vore sanseindtryk. For Peirce er objektet i denne pe­ riode afhans filosofi en størrelse, som vi postulerer, fordi den giver vore tan­ ker og sanseindtryk orden og sammenhæng. Heri er intet nyt. Den skotske filosof Hume (1711-1776) redegjorde på samme måde for både sit bord og sin kamin. Peirces bidrag til den gamle diskussion er hans ide om, at virke­ ligheden er det, som et idealsamfund af videnskabsmænd ville blive enige om, hvis forskningsprocessen fortsatte i det uendelige. Det virkelige er det, som er uafhængigt af mine og andres påfund og fikse ideer. Hvad der er påfund og fikse ideer, påvises og elimineres af den viden­ skabelige metode. Peirce siger: »Og således består de to serier af erkendelse - den virkelige og den uvirkelige - af dem, som, i en tilstrækkelig fjern fremtid, (forsker)samfundet altid vil fortsætte med at bekræfte; og de som, under de samme betingelser, altid senere vil blive benægtet. Nu, en påstand som aldrig kan opdages at være falsk, og hvis fejlagtighed derfor er absolut uerkendelig, rummer, efter vort princip, absolut ingen fejl. Derfor er det, som tænkes i disse erkendelser det virkelige således som det virkeligt er«.11

$

Tanken er, at ethvert antal endelige undersøgelser kan slå fejl, men at den uendelige udvidelse af forskningsprocessen til sidst må føre os til enighed. Da erkendelsesprocessen sker ved slutninger, bliver problemet at påvise, at den gentagne brug af de tre slutningsformer, som udgør den videnskabelige metode, nødvendigvis må føre til enighed i konklusionerne og hermed til

sand virkelighedserkendelse.

21.

Den videnskabelige metode

25

Den videnskabelige metode Den videnskabelige metode består i: (1) at finde hypoteser, som forklarer problemerne, (obduktion), (2) at udlede konsekvenser af disse hypoteser, (de­ duktion), og (3) at bekræfte eller afkræfte disse konsekvenser ved erfaringens hjælp og hermed hypoteserne, (induktion). Abduktion er en særlig Peirciansk slutningsform i kraft af hvilken, vi kan finde frem til nye hypoteser12.1 modsætning til deduktion og induktion giver abduktion os ny erkendelse og ikke kun omformet erkendelse. Abduktion el­ ler hypotetisk slutning har tre led: 1) et overraskende forhold, en anomali, O, er iagttaget, og 2) hvis hypotesen, H, var sand, ville O være noget selvføl­ geligt, i betydningen, O følger deduktivt af H; 3) derfor er der grund til at tro, at H er sand. F.eks. finder vi fossiler, levn, som ligner rester af fisk, men langt inde i land. For at forklare dette overraskende fænomen med fisk på land, antager vi, at havet engang skyllede ind over dette landområde. Et andet eksempel på en abduktiv slutning er Peirce’s slutning fra, at nog­ le af vore tanker og sanseindtryk udviseren forbløffende orden og regelmæs­ sighed, til, at der findes objekter, som er årsag til dem. Selvom hypotesen, H, forklarer O, kan der være utallige andre hypoteser, som også forklarer O, fordi O er en logisk følge af dem. I valget mellem forskellige hypoteser understreger Peirce - som senere Popper (side 158) - at vi først skal vælge den hypotese, som lettest kan blive gendrevet, hvis den er falsk13. Det er langt at foretrække, at hypotesen er fal­ sificerbar end at den er sandsynlig. At den er sandsynlig betyder her, at den stemmer overens med vore forudfattede meninger, som kan være forkerte. Om de er det, undersøger vi bl.a. gennem vore hypoteser. Valgte vi derfor kun sandsynlige hypoteser, blev vi stikkende i vore gamle meninger. Og be­ røvede os selv de fornøjelser overraskelser kan rumme. Kan vi nærme os sandheden ved udelukkende at spore falskheder? Hvor­ dan kan vi finde de gode hypoteser blandt de uendelig mange hypoteser? Pe­ irce og Popper er enige om, at videnskaberne har gjort betydelige frem­ skridt. Vi har nærmet os sandheden. For Popper er det nærmest et mirakel, at vi har kunnet nærme os sandheden i kraft af vor prøve- og fejle-metode, metoden med gisninger og gendrivelser. Forholdet er ikke det enkle, at der kun findes et antal begrænsede muligheder, som på en skydeskive, således at vi ud fra vore gendrevne gisninger støt og roligt kan nærme os sandheden, som skytten der skyder sig ind på målet. Peirce antyder en biologisk forklaring af, at vi i den begrænsede tid, vi har dyrket videnskab, tilsyneladende har været i stand til at finde nogle sande naturlove blandt de myriader af hypoteser, der kan tænkes14. Han mener, at tidsrummet er for lille til, at vi kan forklare de videnskabelige fremskridt ud fra tilfældigheder. Da intet kan være uforklarligt, gætter han på, at vi har nogle særlige anlæg, en slags instinkt, for at finde korrekte hypoteser. Det er

26

Peirce: Pragmatismens stamfader

ingen ufejlbarlig intuition, da vi oftere tager fejl, end vi gætter rigtigt. Det er ikke en gave fra himlen, men anlæg, der er udviklede i kampen for tilværel­ sen. Videnskabens succes er biologisk funderet. Vi er alle naturprodukter. Ved induktion forstår Peirce i nogle sammenhænge afprøvning afen hypo­ tese ved at konfrontere dens konsekvenser med erfaringen. I andre sammen­ hænge er induktion en metode til at opdage en mængdes væsentlige egenska­ ber ved at undersøge dens elementer. I begge tilfælde drejer det sig om en slutning fra dele, der er undersøgt, til en helhed, der ikke er undersøgt. Forsøget på at retfærdiggøre induktive slutninger sammenkæder Peirce med en analyse af postulatet om, at den gentagne brug af den videnskabelige metode, bl.a. induktion, vil afdække virkelighedens struktur i det lange løb. Peirce er en så god logiker, at han ikke bruger sit biologiske postulat om in­ stinktet for de gode hypoteser. Dels kan menneskene forandre sig i fremti­ den , dels er biologien etableret som videnskab bl .a. i kraft af induktion. Han argumenterer indirekte for sine teser ved at påvise til egen tilfredshed, at de antagelser, der er benægtelser af hans egen teser, fører til selvmodsigelser, (reductio ad absurdum). Lad os forestille os en speciel mod-induktiv verden, hvor vi ikke er i stand til at lære i kraft af induktion. Hver gang vi har foretaget en induktion, vil naturen ændre sig, så induktionen bliver ugyldig. Det betyder, at naturens gang afhænger af, hvad vi ved, af hvilke induktioner vi foretager. Men af­ hængighedsforholdet mellem vor erkendelse og naturen vil selv være en lov­ mæssighed, som kan opdages i kraft af induktion. Derfor vil den ophøre med at eksistere, når den bliver opdaget. Dette er et andet forhold, som vi også kan opdage gennem induktion. Og så videre. Derfor kan vi klarlægge hvil­ ken struktur den specielle mod-induktive verden har i kraft af induktion. Men dette går mod den oprindelige antagelse om, at det var en verden, som vi ikke kunne lære at kende gennem induktion. Derfor er ideen om en mod­ induktiv verden en selvmodsigelse15. Hvis virkelighedener det, som man til sidst vil blive enige om, så synes det foreliggende argument ikke at give nogen støtte for, at der kan være en virke­ lighed. Enigheden, opnået gennem den videnskabelige metode, bliver kon­ sekvent brudt af naturen. Selvom vi gennem ny erkendelse kan forstå dette brud og opnå ny enighed, så er der mulighed for, at den nye enighed vil blive splintret af naturen. Selvom vi har mulighed for at indhente naturen, giver argumentet intet holdepunkt for at antage, at dette kapløb nogensinde vil holde op og blive afløst af en endegyldig naturerkendelse eller enighed.

’l

i

■i.

'i

i

y'

Tro, tvivl og undersøgelse De ideer og teorier, som Peirce havde udviklet i sin kritik af Cartesianismen og i sin teori om tegn, slutninger og virkelighed, blev han ved med at under­ bygge korrigere og kritisere. En halv snes år efter sit frontalangreb mod

Tro, tvivl og undersøgelse

27

Descartes skitserede han omridset afen ny antropologi, hvor biologiske, lo­ giske og metafysiske tanker på sælsom vis slynger sig ind i hinanden16. Peirce forsøger at sætte sin abstrakte tegnteori ind i en biologisk sammen­ hæng. Først undersøger han tro eller overbevisning og går mod den gængse opfattelse aftro som en indre, mental tilstand. Tto er ikke, hvad vi tror, men hvad vi gør! Forskellige overbevisninger skelnes fra hinanden ved de forskellige handlingsmåder, som de kan fremkalde. Tror jeg, at huset brænder, er min handlingsmåde ganske klar. At få en bestemt overbevisning beskriver Peirce derfor som erhvervelse af en bestemt handlingsregel eller vane. Dersom overbevisninger, som vi fornemmer er forskellige, kan fremkalde den sam­ me handlingsregel, er der i virkeligheden tale om den samme overbevisning. Overbevisning er vaner, der fungerer som regler for, hvordan vi skal handle under bestemte forhold for at opnå bestemte resultater. Tro er derfor en vi­ den om hvilke handlinger, der kan opfylde vore behov og ønsker. Verden er imidlertid sådan indrettet, at vi ofte kommer i situationer, hvor vore sædvanlige handlingsmønstre ikke slår til. Vi kommer i tvivl, fordi vi ikke kan tilfredsstille vore vitale behov, ikke fordi vi som Descartes har ved­ taget, fra nu af vil vi tvivle om alt. Tvivlen, der er ubehagelig og nagende, tvinger os til at søge efter nye overbevisninger, der kan løse problemet - efter nye handlingsregler, som kan få os ud af klemmen. Vi stræber efter faste og stabile overbevisninger, efter solide vaner, der kan holde i det lange løb. Peirce analyserer forskellige metoder til at opnå faste overbevisninger. Han skelner mellem fire metoder: stivnakke-metoden, autoritets-metoden, den apriori metode og den videnskabelige metode'1. Den første metode har vundet universel udbredelse blandt dyrene og bru­ ges af både strudse og professorer. Vi holder fast ved et eller andet indfald, vi har fået, og bliver ved med at gentage det. Vi hageros fast i alt, hvad der be­ styrker det, og vender os med afsky fra alt, hvad der kan forstyrre og gen­ drive det. Inden for det politiske liv bruges stivnakkemetoden stadig. I længden er den uholdbar, fordi vi påvirker hinanden, og herved har mu­ lighed for at se andre stivnakker end os selv. Ifølge autoritets-metoden er det ik­ ke den enkelte, der fastsætter de stabile meninger, men en speciel gruppe mennesker, f.eks. præster eller centralkomite. Her foregriber Peirce i alt væsentligt de metoder, som de totalitære regimer har brugt i vort århundre­ de. Selvom skiftende rigs- og folkekommissærer næppe kan være under mis­ tanke for at have læst Peirce. Man skaber en statsinstitution til udbredelse af de rette meninger, dvs. de meninger, gruppen anser for at være de rette. Den har monopol på al oplysning og uddannelse. Samtidig har gruppen magt til at undertrykke alle andre meninger, da det eneste alternativ til sand­ heden er falskheden. Både særmeninger og afvigere må derfor udrenses. Likvideringen sker i folkets og næstekærlighedens navn. Dette er ikke det re­ ne hykleri, fordi autoritets metoden hviler på enkle sociale følelser, - grup­ pens fornemmelse af at dens sag er sand og retfærdig.

28

Peirce: Pragmatismens stamfader

»Bloker ikke undersøgelsens vej«, skrev Peirce, og den selvsikre mine antyder en tilføjelse: eller min vej!

r /

r'

Kim ■

/S.

W

. . .å

la 1

w

I,

Endnu er ingen organiseret tro blevet så omfattende, at den har behersket alle, eller så stærk, at den har reguleret alt. Brydes forskellige autoritetsme­ todermod hinanden, er der mulighed forat se, at der findes forskellige auto­ riteter. Den tredie metode er den traditionelle filosofis metode, den apriori, som bedst kan opfattes som en liberal version af autoritetsmetoden. De funda­ mentale metafysiske overbevisninger hævdes at være i overensstemmelse med fornuften, dvs. i samklang med det, vi er tilbøjelige til at tro, f.eks. at sjælen har et evigt liv. Heller ikke den subtile, filosofiske tro er effektiv på lang sigt. Metafysikken skifter som moden. Stivnakke-metoden bliver afsløret ved, at en stivnakke får øje på en anden og derfor får skrupler over sin egen metode. Samme skæbne lider autoritets­ metoden. Den a priori metode bliver undermineret ved, at den ene lands­ dels filosoffer har ganske andre a priori indsigter end filosofferne i nabo­ landsdelen. I diskussionen af den videnskabelige metode ophører Peirce med at være den kliniske iagttager. Han bliver advokat og forsvarer. Det eneste, der effektivt kan skaffe os faste og stabile overbevisninger er naturen. De tidligere meto­ der er menneskeværk. Den videnskabelige metode er begrundet i udforsk­ ningen af tingenes orden.

Tro, tvivl og undersøgelse

29

Den grundlæggende hypotese for den videnskabelige metode er, at der findes virkelige ting, hvis egenskaber er helt uafhængige af vore meninger om dem. Peirce argumenterer for, at vi i kraft af den videnskabelige metode kan finde ud af, at dette eller hint er uvirkeligt, men ikke, at alt er uvirkeligt, eller at intet er virkeligt. I modsætning til de tre andre metoder medfører den konsekvente brug af den videnskabelige metode ikke, at metoden selv bliver ubrugelig. Hvad metoden forudsætter, kan den ikke selv omstyrte eller kriti­ sere. Dette hindrer dog ikke, at vi kunne begynde at drage metoden i tvivl, hvis de lovmæssigheder, vi har fundet ved hjælp af den, begyndte at bryde sammen i et mareridtsunivers. Peirce forsøgte tidligere at udelukke en sådan mod-induktiv verden. I sit forsvar for metoden hævder han, at den følelse, som er udgangspunk­ tet for alle fire metoder, er en følelse af utilfredshed med to modstridende på­ stande. Dette skulle betyde, at vi mener, at der findesen sandhed, som vi kan opdage. Mente vi ikke, at der fandtes et sandt svar, som vi ikke kender, ville vi ikke være utilfredse. Derfor kan ingen tvivle om, at der findes virkelige ting. Det springende punkt er, om det kun er inden for rammerne af den rea­ listiske filosofi, Peirce har skitseret, at vi er i stand til at give påstande en be­ stemt sandhedsværdi. Modstandere af Peirces filosofi mener naturligvis no­ get andet. Som et sidste argument fremfører Peirce, at erfaringen har vist, at den vi­ denskabelige undersøgelse har fejret de største triumfer ved at fæstne og sik­ re vore overbevisninger. Men et induktivt erfaringsargument er selv en del af den videnskabelige metode, hvorfor begrundelsen bider sig selv i halen. Det ser ud til, at videnskaben i sidste instans optræder som dommer i sin egen sag, hvorfor udfaldet er givet. De tre første metoder forkaster Peirce, fordi de ikke kan føre til virkelighedserkendelse. Han accepterer den viden­ skabelige metode, fordi den kan lede til erkendelse af virkeligheden. I begge tilfælde betyder virkelighed det, som samfundet af forskere vil blive enige om efter at have brugt den videnskabelige metode. Ringen er sluttet. Et af Peirce’s centrale postulater er, at ethvert ægte spørgsmål haret svar, som vi kan finde i kraft af den videnskabelige metode. Den videnskabelige undersøgelse er selvkorrigerende. Vi bør ikke blokere undersøgelsens vej. Det sker, når vi hævder, at noget i princippet ikke kan erkendes, eller at det er uafhængigt af alt andet og ikke kan forklares, eller at noget har fundet sin sidste og endegyldige formulering. Denne metodologiske regel begrunder Peirce bl.a. ud fra det forhold, at vor virkelighedserkendelse ikke kan være absolut sikker eller absolut præcis, da den hviler på symboler og erindring. Vi må altid være rede til at korrigere og muligvis forkaste vore videnskabeli­ ge hypoteser18.1 mere snæver betydning er den kvantitative induktion, en af induktionsmetoderne, selvkorrigerende, fordi den altid i det lange løb vil være i stand til at finde en bestemt sandsynlighedsværdi for en klasse af be­ givenheder i en uendelig serie. Den relative hyppighed af en bestemt argu-

30

i

_1.

Peirce: Pragmatismens stamfader

mentationsform - om en klasse af begivenheder - nærmer sig en bestemt grænseværdi. Har det, der undersøges, ingen bestemt grænseværdi, vil vi også være i stand til at finde ud af det. Det er de matematiske ideer om sandsynlighed, konvergens, grænsevær­ di og uendelig talfølge, som ligger til grund for Peirces tanker om virkelig­ hed, sandhedog uendelig forskningsproces. Med kalvinistisk patos siger Pe­ irce: »Den mening, som er skæbnebestemt til at blive godtaget i sidste om­ gang afalle forskere, er, hvad vi forstår ved sandhed; og det objekt, som re­ præsenteres i denne mening, er det virkelige«19. Den definitive overbevisning eller mening er sand i den gamle absolutte betydning af ordet. Den kan ikke omstyrtes eller gendrives af nye meninger. Strider denne tanke med Peirces fallibilisme, med ideen om, at ingen virke­ lighedserkendelse er absolut sikker? Men ifølge Peirce kan vi aldrig vide, at vi har nået den definitive mening. Derfor må vi behandle alle vore overbe­ visninger som om, de kunne gendrives og forbedres - selvom nogle af dem måske er så sande, som noget kan være. Sandhed i betydningen »sand erkendelse uden nogen fejlmargin« er en ideal grænseværdi, som vi kun kan nærme os, men aldrig nå. I modsætning hertil er den sande, definitive overbevisning ikke alene noget, som vi kan nærme os, men også noget, vi kan nå. Dette sker, når fejlmarginen er blevet forsvindende lille og uden praktisk betydning. Dette forløb sammenligner Peirce med udregningen af den numeriske værdi af ir (phi). Før eller senere beregner vi værdien 3,14, dvs. at den sandsynlighedsværdi denne påstand besidder, har en fejlmargin, der er forsvindende lille. Peirce mener, at hans doktrin om sandhed og virkelighed kan redegøre for de videnskabelige fremskridt bedre end andre filosofiske teorier. For den aprioriske filosofi er videnskabelige fremskridt en umulighed, da de perfekte aprioriske principper ikke kan forbedres. Forden empiristiske filosofi må vi­ denskabelige teorier og fremskridt være et under, fordi ophobningen af sansedata må ske ved forsynets hjælp, hvis de skal føre til videnskabelige teorier. Virkeligheden vil til sidst fremtvinge det definitive, sande svar. Dette føl­ ger af, at hvis induktive slutninger er gyldige, så vil sandsynlighedsslutnin­ ger nærme sig en bestemt grænseværdi, når rækken af undersøgte fænome­ ner nærmer sig uendelig. Peirce har tidligere søgt at vise, at det er utænke­ ligt, at induktion ikke kan være en gyldig erkendelseskilde i ethvert muligt univers. At der kunne findes sandheder eller falskheder, som det i princippet er umuligt at opdage, selvom erkendelsesprocessen fortsatte i det uendelige, er ifølge Peirce nonsens, dvs. uden nogen pragmatisk mening. Det er logisk muligt - dvs. ikke selvmodsigende - at det, forskersamfundet vil blive enige om, er falsk, på samme måde, som det er logisk muligt, at en terning, der ka­ stes et uendeligt antal gange, aldrig vil vise en sekser. Men det er ikke sand­ synligt Og det er for Peirce tilstrækkeligt. Peirces doktrin om sandhed og virkelighed er en delikat blanding af realis-

Tro, tvivl og undersøgelse

31

me og idealisme. For realisten er vore påstande sande eller falske i kraft af noget ydre, og tingenes orden er uafhængig af, hvad vi tror. Idealisten me­ ner, at vore påstande er sande eller falske i kraft af bevidsthedens eller spro­ gets struktur, og at tingenes orden er et produkt af menneskenes orden. Peirce ønsker at få både i pose og i sæk. Virkeligheden er bestemt af men­ neskenes orden, fordi det virkelige er det, som det videnskabelige samfund vil blive enige om ved at bruge de forskellige slutningsmetoder. Virkelighe­ den kan vi kun erkende og kun tale om som en fortolket eller en repræsente­ ret virkelighed. På den anden side er menneskenes orden, det videnskabelige samfunds meninger, bestemt af tingenes orden. De definitive meninger er kun blevet definitive, fordi de er resultatet af den permanente brug af den videnskabeli­ ge metode. I denne proces er de falske meninger og teorier konsekvent blevet elimineret under verdens pres og sandheden tvunget frem. Vor erkendelse handler om en uafhængig virkelighed, som vi kun kan be­ skrive og forklare gennem vort sprog og vore teorier. Men det forhold, at nogle teorier er bedre end andre, gør os til realister! Forudsætningen for, at det videnskabelige samfund vil nå frem til defini­ tive, sande meninger, er, at undersøgelsesprocessen eller brugen af den vi­ denskabelige metode vil fortsætte i det uendelige. Hvordan forsvarer Peirce denne forudsætning? Nogle steder indlader han sig på kosmiske fantasier om intelligensvæsner på andre planeter. Andre steder indser han nøgternt, at viden om den fortsatte undersøgelsesproces forudsætter en ganske omfat­ tende virkelighedscrkendclse. Han mener, at tesen om den fortsatte forsk­ ningsproces overhovedet ikke er tilgængelig for rationelle grunde. Heraf drager han den opmuntrende konsekvens, at tesen ikke kan påvises at være falsk! Skulle andre drage den mindre opløftende slutning, at tesen ikke kan påvises at være sand, og at bevisbyrden påhviler Peirce, så har Peirce et dun­ kelt svar, som Pascal foregreb og James brugte i beklageligt stort omfang. Selvom vi ikke kan have rationelle grunde for eller imod tesen om den uen­ delige undersøgelse, så må vi vælge. Lader vi være med at vælge, tager vi og­ så stilling mod tesen. Vælger vi tesen, har vi mulighed forat vinde alt - sand­ heden om virkeligheden. Forkaster vi tesen, eller viser den sig at være for­ kert, så har vi ikke tabt noget - for vore snævre, personlige interesser kan ik­ ke skades af tesen, som går ud over dem. Derfor bør vi vælge at tro på tesen. Valget lettes for Peirce, fordi han mener, at menneskets sande interesser ligger i håbet om at kunne udforske sandheden. Identifikationen af egne per­ sonlige interesser med forskersamfundets interesser er forudsætninger for, at vi kan handle rationelt. Håber vi ikke, at undersøgelsen vil fortsætte i det uendelige, kan vi heller ikke håbe på at nå sandheden. Dette er ikke meget mere end en reformulering af det oprindelige problem om, at fortsættelsen af forskningsprocessen er en nødvendig betingelse for etablering af defini­ tive, sande meninger.

32

Peirce: Pragmatismens stamfader

Pragmatisme

I i

-V

i

Z I’

tf ■

-

—1 i;

Et led i Peirces teori om virkelighed og sandhed er hans pragmatiske maksi­ me til analyse af intellektuelle begreber. Han har den i tankerne, når han f.eks. hævder, at ideen om en falskhed, der aldrig kan opdages, er uden me­ ning, og at overbevisning er vaner, fordi vi skelner forskellige overbevisnin­ ger fra hinanden ud fra de vaner, som de fremkalder. Den pragmatiske maksime lyder: »Overvej hvilke virkninger af tænkelig praktisk relevans, som vi forestiller os, at genstanden for vor forestilling har. Da er vor forestilling om disse virkninger hele vor forestilling om genstan­ den«. Denne dunkle regel optræder i en afhandling med den krævende titel Hvordan vore ideer kan Å7argør«(1878).2nEn senere og lidt klarereformulering er: »Enhver påstands rationelle mening ligger i fremtiden ... af de myriader af former, en påstand kan oversættes til, ... er ... dens egentlige mening ... simpelthen ... den almene beskrivelse af alle de eksperimentelle fænome­ ner, som faktisk forudsiges i og med, at påstanden hævdes«21. Af sammenhængen for den første formulering fremgår, at ethvert me­ ningsfuldt udtryk skal kunne oversættes til en konditional sætning (en hvisså-sætning) af typen: Hvis betingelserne Bt. ,B„ opfyldes, så vilfænomenet F iagtta­ ges. Kun hvis udtrykket kan oversættes pådenne måde, har det mening. Den abstrakte formel får sin særlige pragmatiske karakter, ved at betingelserne, Bi - .Bn, skal kunne kontrolleres i kraft af vore handlinger, f.eks. ved at udfø­ re eksperimenter. Sætningen, »diamanten er hård«, betyder, at hvis jeg - eller et andet med­ lem af det videnskabelige samfund - udfører en række bestemte handlinger, f.eks. forsøger at ridse i diamanten med en række andre stoffer, så vil jeg, el­ ler enhver anden, se, at der ikke kommer ridser i diamanten. På samme må­ de skitserer Peirce en analyse af begreberne vægt og kraft. Peirce er her radi­ kal i sin analyse. Der er absolut ingen forskel mellem en hårdogen blød ting, så længe de ikke sættes på prøve. En diamant på havets bund, som aldrig blev undersøgt, kunne vi godt kalde blød! Heri er der intet falskt, men det er uhensigtsmæssigt i forhold til almindelig sprogbrug. I kraft af den pragmatiske maksime kan vi opfatte meningsfulde udtryk som handlingsregler. At noget er hårdt, er en regel for, at handlinger af en bestemt type har forbindelse med bestemte resultater, der kan iagttages. Gør vi det eller det, vil vi iagttage det eller hint. Er resultatet noget, vi ønsker eller har behov for, kan vi opnå det ved at handle på en bestemt måde. Viden er magt. Og sætninger uden mening er afmagt. De sætter os ikke i stand til at handle, kun til at lade munden løbe. Kender vi flere og flere sammenhænge mellem handlinger og resultater, som har forbindelse med vore behov og ønsker, er vi bedre i stand til at klare os i den biologiske kamp. Spekulationerne om tro som vaner passer som hånd i handske med den pragmatiske maksime.

Pragmatisme

33

Peirce redder sin tegnteori fra den slette uendelige regres ved at hævde, at et udtryks mening hverken er et tegn eller en interpretant, men derimod en vane: »... den mest fuldkomne redegørelse for et begreb, som ord kan bibringe, vil bestå i en beskrivelse af den vane, som begrebet er egnet til at fremkalde. Men hvordan kan en vane beskrives, om ikke ved en beskrivelse af den type handling, som den fremkal­ der, med angivelse af betingelserne og motivet?«22

Dette betyder ikke, at bestemte handlingsregler - en bestemt praksis - op­ træder som det, der endegyldigt fortolker alle forudgående tegn. Vaner er i et vist omfang åbne og ubestemte, ellers kunne de ikke kontrolleres. De kan ikke være det sidste ord, da de stadig kan ændres og forbedres. Regler eller handlingsvaner er generelle handlemåder, som kan gentages i utallige tilfælde. Herved adskiller de sig fra sanseindtryk og forestillingsbil­ leder, der er private og bundet til øjeblikket. Den dominerende, empiristiske meningsteori havde identificeret mening med forestillingsbilleder. Den me­ ning, som ordet »hest« har, er identisk med det forestillingsbillede afen hest, som den enkelte associerer med ordet. Peirce bryder med denne indflydel­ sesrige tradition ved at flytte udtrykkenes mening fra den enkeltes øjenhuler til noget fælles, handlingsregler. Om en person har forstået et udtryk eller ej, afhænger ikke af, om han har nogle indre fornemmelser af visuel karakter, men af, om han er i stand til at bruge udtrykket på en bestemt måde i en ræk­ ke forskellige situationer. Peirce bruger med let hånd den pragmatiske maksime på sin egen metafy­ sik. Tingene er sådan, som de opfører sig. Tingenes væsen er den måde, de manifesterer sig på under forskellige omstændigheder. Tingene kan ikke være noget bag eller over vore mulige erfaringer, noget der er helt uafhæn­ gigt af menneskelig tænkning. Hvilken mening har påstanden om, at der findes en størrelse, som er uafhængig af enhver menneskelig erkendelse? Havde påstanden en mening betød det, at den var forbundet med en speciel handlingsregel eller praksis. Eller med andre ord, at den kunne være gen­ stand for erkendelse. Men dette går mod den oprindelige antagelse, at den er helt uafhængig af vor erkendelse. Derfor er påstanden om denne utilgænge­ lige størrelse uden pragmatisk mening. De virkelige ting er regelmæssigheder i vore erfaringer. De uvirkelige er uregelmæssigheder. Den pragmatiske oversættelse af ideen om virkelige ting er, at der findes en klasse afkonditionale sætninger af typen: »hvis de og de perceptionsbetingelser opfyldes, så vil det og det fænomen iagttages«. Hermed får vi kendskab til, hvordan tingene opfører sig under forskellige betingelser. De regelmæssigheder, der konstateres på denne vis er natur­ love. En god del af Peirces spredte og ikke helt klare udtalelser om sandhed .me­ ning og verifikation kan tolkes som en verifikationsteoriJor mening. En teori der 3

Videnskab og sprog

34

Pcirce: Pragmatismens stamfader

senere blev den logiske positivismes vandmærke (jf. side 126). En påstand har ingen mening, hvis ikke der er erfaringsvidnesbyrd, som kan bekræfte eller afkræfte den. Påstandens mening er summen af dens praktiske konse­ kvenser. Verifikationsteorien kommer ud i en række interessante proble­ mer, når den skal redegøre for universelle naturlove, der ikke kan verifice­ res, og for påstande om fortiden, især den fjerne, som vi ikke har vidnesbyrd om. Peirce anede nogle af vanskelighederne, og i tidens løb liberaliserede han sin meningsteori. I sin senere filosofi erkender Peirce klart, at prædikatet »hård« er en dispo­ sitionel egenskab, der betyder ville modstå en knivsæg, og ikke kun vil modstå en knivsæg. Ingen række af udførte forsøg kan nogensinde udtømme det me­ ningsindhold, som dispositionen »at være hård« rummer. Af dette forhold drager Peirce en række metafysiske konklusioner. Universalier og dispositioner er ikke virkelige, fordi de kan aktualiseres af kon­ krete ting og begivenheder, men de er virkelige i sig selv. De konkrete ting er kun virkelige for så vidt, de er reguleret af lovmæssigheder. Muligheder er reelle og en del af virkeligheden. Naturlovene er uafhængige af naturviden­ skabsmændene og har deres egen selvstændige status. Lovmæssighederne har ikke alene deres egen, fornuftens sfære - hvor hårdhed nu færdes sam­ men med Hestens Ide - men de har også evne eller kræfter til at virke fysisk. Et privilegium, der tidligere tilkom konkrete ting. Naturlove er naturensva­ ner, som tvinger enkelttingene til at opføre sig, som de gør. Peirce prøver at fjerne de menneskelige associationer, der knytter sig til de billeder og sammenligninger, han bruger i sin senere filosofi, f.eks. kraft, ev­ ne, mål og bevidsthed. Resultatet er en dunkelog fascinerende labyrint, hvis ledetråd er en ny matematisk ide, kontinuum-begrebet. Men Peirce blev in­ de i labyrinten og fuldførte aldrig sit store system. De logiske positivister anlagde i kraft af deres verifikationskriterium et pænt lille rosenbed af en filosofi. Peirce skabte en vildtvoksende have, hvor sære planter slynger sig ind i hinanden og skygger for overblikket.

= !

= : ■
'■

/

f,-..-.. ■■

IW

.

.$5k*r?

/> » ■’..

l il

'

T? -

■

'■■

-C t *ter

-■

*

• >•

-,'. - **J. 'S.., -

Værdier og følelser

137

ke i større omfang beskæftiget sig med moral og politik. Men nogle af dem har beskæftiget sig med karakteren af moralske og politiske spørgsmål m.v. (generelt: værdispørgsmål). Ud fra den opfattelse, de har på dette punkt, fremgår det, hvorfor de netop ikke mener, at det er en videnskabeligt arbej­ dende filosofs opgave at beskæftige sig med værdiproblemer. Den type teori, som de har om værdispørgsmål eller vurderingers logiske karakter, kaldes for den emolive værditeori. Der var ikke fuld samstemmighed i alle henseender om, hvorledes en sådan teori skulle udarbejdes, men nogle vigtige punkter var der enighed om. For det første vil man skelne skarpt mel­ lem spørgsmål som: »Hvilken politisk styreform er bedst«, »Er Beethovens 9. symfoni et bedre kunstværk end Shu-bi-duas Vuffelivov?«, »Kan det væ­ re rigtigt at begå medlidenhedsdrab?« på den ene side og spørgsmål som: »Hvilken logisk og semantisk karakter har værdiudsagn?«, »Hvorledes om overhovedet kan værdiudsagn begrundes?«, »Hvilken mening har typiske værdiudtryk som »god«, »pligt«, »retfærdig«, »smuk?«, »Hvorledes skal man analysere udtryk, som typisk optræder i vurderinger, såsom »solidarisk«, »fædrelandskærlig«, »harmonisk«, »mord«, »løftebrud«, »bagtalelse«?« på den anden side. Den første type spørgsmål hører til den normative værditeori. En normativ værditeori forsøger mere eller mindre systematisk og generelt at angive normer for, hvad der er rigtigt og retfærdigt inden for forskellige områder, og hvad der er smukt og godt inden for forskellige områder. Den anden type spørgsmål hører til meta-værditeorien. For det andet var der enighed om, at det ikke er muligt at begrunde værdi­ udsagn på samme måde, som man kan begrunde udsagn, der hører under de empiriske videnskaber, eller udsagn, der hører under de logisk-matematiske videnskaber. Da man yderligere hævder, at dette er de eneste legitime for­ mer for begrundelse, følger det, at man fundamentalt set ikke kan begrunde værdiudsagn, eller at man ikke i egentlig forstand kan tale om erkendelse

med hensyn til vurderinger. For det tredje mente man, at spørgsmål vedrørende en persons eller grup­ pe af personers moralske, politiske holdninger eller synspunkter m.v. må holdes skarpt ude fra både normative værdispørgsmål og metaværditeoretiske spørgsmål. Sådanne spørgsmål er det de empiriske viden­ skabers sag at undersøge (sociologi, psykologi, historie, etnografi m.v.). For det fjerde blev det hævdet, at værdiudsagn på en eller anden måde hænger sammen med personers følelser, holdninger eller ønsker, men ikke selv er beskrivelser af følelser, holdninger eller ønsker. Det er specielt vedrørende den mere præcise udformning af dette sidste punkt, at de forskellige versioner af den emotive værditeori adskiller sig.

Professor Jorgen Jørgensen fotograferet vedsiranden i 196J. Jørgensen var siden I930’me den forende logiske positivist i Danmark og kom nænnes! til at fungere som faderskikkelsefor lo generationer af danskefagfilosoffer.

138

Den logiske positivisme

Ayer: Moral erfølelser - ikke erkendelse

I

I 1936 udkom Alfred Jules Ayers (senere Sir) bog Language, Truth and Logic (»Sprog, sandhed og logik«). I en frisk polemisk stil blev den logiske positi­ vismes hovedsynspunkter fremstillet for første gang på britisk grund på en klar og koncis måde. Bogen vakte en del furore og et af de kapitler, som spe­ cielt oprørte visse grupper var afsnittet »Kritik af etik og teologi«. Ayer inddeler de udsagn, som typisk optræder i et etisk filosofisk værk, i fire hovedgrupper. Der er udsagn, som udtrykker definitioner af etiske ud­ tryk, eller som drejer sig om rimeligheden eller muligheden af bestemte defi­ nitioner. Der er udsagn, der beskriver fænomener vedrørende moralske op­ levelser og deres årsager. Der er moralske formaninger. Endelig er der aktu- , elle etiske vurderinger163. Heraf er det ifølge Ayer kun den første gruppe, der er filosofisk relevante. Beskrivelser af moralske oplevelser og undersøgelser vedrørende deres årsa­ ger hører under de empiriske videnskaber, specielt psykologien og sociologi­ en. Moralske formaninger er overhovedet ikke udsagn eller domme om no­ get . De er at ligne med udbrud eller befalinger, hvis funktion er at foranledi­ ge læseren (eller høreren) til en bestemt opførsel eller til at afholde sig fra en bestemt opførsel. »Afhold Jer fra et syndefuldt levned!«, »Afskyelige og per­ verse børneforførere!« o .lign. er ikke udsagn, der handler om noget, men yt­ !ringer beregnet på at dirigere folks opførsel. Det er måske forholdsvis ukontroversielt. Det afgørende kontroversielle ligger i opfattelsen af etiske vurderinger eller generelt vurderinger. Her hol­ der vi os til etiske vurderinger. Ayer hævder, at analysen af etiske vurderin­ ger viser, at de ikke hører under filosofien. Det er kun selve analysen af dem, der gør det. I analysen af etiske vurderinger er det naturligt at interessere sig for de vigtigste udtryk, der generelt optræder i etiske værdiudsagn. Altså udtryk som »godt«, »bør«, »pligt«. Ayer interesserer sig ikke for disse termers ind­ byrdes relationer. Altså om man kan bestemme »pligt« ud fra »godt «o.lign> og om man eventuelt kan nøjes med ét fundamentalt udtryk. Ikke fordi Ayer vil benægte, at tilvejebringelsen af sådanne bestemmelser er en etisk filoso­ fisk opgave, men fordi han her er ude i et andet ærinde. Thi bestemmelser af denne art har karakter af analytiske udsagn, og det er ikke udsagn af denne type, der anvendes i en etisk vurdering afhandlinger, karaktertræk eller institutioner. Som god logisk positivist mener Ayer, at et udsagn kun er meningsfuldt og tilgængeligt for rationel begrundelse, hvis det enten er analytisk eller syntetisk og empirisk. Da konkrete etiske vurde­ ringer ikke er analytiske, må de være syntetiske og empiriske, hvis de skal være meningsfulde. Men hvis etiske værdiudsagn skal kunne være synteti­ ske, må det være muligt at finde et (eventuelt komplekst) beskrivende ud­ tryk, således at dette udtryk kan erstatte det typiske etiske udtryk i et etisk

I

I I I I

!

I

Ayer: Moral er følelser - ikke erkendelse

139

værdiudsagn uden ændring af meningen med udsagnet. Det kan også ud­ trykkes således, at det må være muligt at definere de centrale etiske udtryk (som »godt« eller »pligt«) alene ved hjælp af beskrivende udtryk og logiske tegn. Men Ayer mener at kunne tilbagevise denne mulighed definitivt med et argument af samme type, som det Moore anvendte mod den naturalisti­ ske fejlslutning (jf. side 48). Argumentet kører således: Antag at A er et cen­ tralt etisk udtryk, f.eks. »godt«. Hvis den anførte mulighed skal kunne reali­ seres, må der findes et beskrivende udtryk (eller en sammensætning af be­ skrivende udtryk) B således at »x er A, hvis og kun hvis x er B« er analytisk sand. Men hertil hævder Ayer, at ligegyldigt hvilket centralt etisk udtryk, der indsættes for A, og hvilket beskrivende udtryk, der indsættes for B, vil formuleringen »x er ikke A, hvis og kun hvis x er B« aldrig medføre en selv­ modsigelse. Men det skal den gøre, hvis formuleringen »x er A, hvis og kun hvis x er B« skal være analytisk sand. Eksempelvis hævder Ayer, at hvis man søger at bestemme »x er god« som »x bliver almindeligvis billiget« så går man fejl, fordi det ikke er selvmodsigende at hævde, at nogle handlinger, der al­ mindeligvis billiges, ikke er gode164. Men hvordan skal etiske vurderinger da karakteriseres? Her sammenlig­ ner Ayer udsagnene (1) »Du handlede forkert ved at stjæle de penge« og (2) »Du stjal pengene«. Efter hans opfattelse hårde to udsagn det samme faktiske indhold. I (1) be­ tyder forekomsten af det etiske udtryk »forkert« blot, at den, der siger udsag­ net (1), derigennem giver udtryk for sin moralske misbilligelse afhandlin­ gen. Det samme kunne opnås ved at udtale(2)i et bestemt tonefald. Ligesom tonefaldet ikke føjer noget til det faktiske indhold af (2), så føjer forekomsten af »forkert« heller ikke noget til det faktiske indhold. Hvis vi ser på generelle etiske vurderinger som for eksempel (3) »Det er forkert at stjæle penge«, så hævder Ayer, at disse overhovedet ikke har noget faktisk indhold. I stedet for (3) kunne man ligesåvelhave anvendt (4) »Stjæle penge!!« med en passende konvention for hvor mange udråbstegn, der skal til for at angive, at den følelse, der udtrykkes, er moralsk misbilligelse165. Generelt hævder Ayer, at etiske vurderinger simpelthen udtrykker be­ stemte følelser eller anvendes til at fremkalde bestemte følelser. Det må un­ derstreges, at det ikke skal forstås således, at etiske værdiudsagn er beskri­ velser af følelser, hverken hos den, der ytrer udsagnet, eller hos dem, udsag­ net er rettet til166. Den vigtigste konsekvens af dette synspunkt er, at den eneste form for ra­ tionel diskussion, der kan være vedrørende etiske spørgsmål, drejer sig om, hvorledes handlinger skal klassificeres, eller hvilke konsekvenser en hand­ ling eller en handlingsregel har. Men det er logisk umuligt at diskutere selve vurderingen. Ikke fordi »man har svært ved at blive enige«, hvis man har forskellige moralske »synspunkter«, men fordi der simpelthen ikke kan være tale om at være enige eller uenige overhovedet. Der er kun tale om, at folk

140

Den logiske positivisme

”71 %

Mj

HH

Den farligste mand i Oxford kaldte man den unge Ayer. Hans bog, Language, Trulh and Logic, fra 1936 uar på en gang et programskrifl og den forste bog, der introducerede den logiske positivismefor en engelsk laserskare.

har forskellige moralske følelser overfor en handling handling m.v. Dette kan de ud­ trykke bl.a. i etiske værdiudsagn. Men der kan ligeså lidt være tale om ue­ nighed her i form afen logisk uforenelighed, som der kan være tale om logisk uforenelighed mellem »Hurra!« og»0v!«>6?.

Stevenson: Meninger og holdninger Ayers fremstilling er meget kortfattet. Den grundigste og mest nuancerede udformning fik den emotive værditeori i den amerikanske filosof C. L. Stevensons Ethics and Language (»Etik og sprog«) fra 1944. Der skal her fremhæ-

Stevcnson: Meninger og holdninger

141

ves et par punkter, hvor Stevensons fremstilling er mere fyldestgørende end Ayers. For det første har Stevenson en nøjere redegørelse for, hvad det vil sige, at de centrale etiske udtryk har emotiv mening. I almindelighed bestemmer Ste­ venson et tegns mening som dets tilbøjelighed eller disposition til at fremkal­ de et bestemt sæt reaktioner, når det anvendes under bestemte betingel­ ser16«. Det betyder, at man søger at redegøre foret tegns mening ud fra dets kausale rolle. Altså ud fra, hvad der forårsager, at et bestemt tegn anvendes i en bestemt situation, og hvilke virkninger anvendelsen af tegnet har, når det anvendes i en bestemt situation. Alt efter hvilken type reaktion et tegn er til­ bøjelig til at fremkalde, kan man sige, at et tegn har den ene eller anden slags mening, eventuelt flere slags på samme tid. Emotiv mening er en mening (en tilbøjelighed) hvor reaktionerne fra tilhørerne eller læserne er et sæt emotioner, dvs. følelser eller holdninger169. Stevenson hævder da, at de typiske moralske udtryk har en eller anden form for emotiv mening jævnsides med, at de også har en deskriptiv (be­ skrivende) mening. Det fremhæves, at de typiske moralske udtryk bruges på så mangfoldige måder, at man ikke kan bestemme deres meningskompo­ nenter i en præcis definition. Men eksempelvis mener Stevenson, at man som en første tilnærmelse kan sige, at »Dette er godt« i mange sammenhæn­ ge anvendes nogenlunde som »Jeg billiger dette; gør ligeså«170. Tilsvarende bestemmes »Han bør gøre dette« tilnærmelsesvis som »Jeg misbilliger, at han ikke gør dette; gør ligeså« og »Dette er forkert« som »Jeg misbilliger det­ te; gør ligeså«. En typisk moralsk ytring vil altså dels indeholde en beskrivel­ se af talerens holdning til det, der vurderes (»Jeg billigcr/misbilliger«), dels være rettet mod at ændre, bevare eller forstærke tilhørernes holdning til det vurderede. Denne analyse anvendes af Stevenson til en mere fyldestgørende redegø­ relse for rationaliteten i moralske diskussioner. Han skelner mellem to for­ mer for enighed og uenighed, der kan gøre sig gældende i moralske diskussi­ oner. Der kan være tale om en uenighed eller enighed med hensyn til parter­ nes meninger (»beliefs«) om de faktiske forhold. Diskussionen vil specielt ofte vedrøre, hvilke forudsætninger og konsekvenser forskellige handlinger" og væremåder har i forskellige situationer. Den anden form for uenighed eller enighed kan angives med nogle eksempler. Nogle mennesker kan have aftalt at gå i biografen sammen en aften, men ikke aftalt, hvilken film de skal se. Der kan da vise sig en stærkere eller svagere uenighed på dette punkt, som hovedsageligt hidrører fra, at de har forskellig smag. Denne uenighed vil først ophøre, når de ønsker at se den samme film. Tilsvarende kan der være uenighed mellem Peter og Peters mor med hensyn til Peters boksning. Pe­ ters mor er bekymret for farerne ved at bokse og ønsker, at han skal holde op med det. Peter er ikke uenig med sin mor med hensyn til de mulige farer og skader ved boksning, men han ønsker alligevel fortsat at bokse. Uenighed af

142

Den logiske positivisme

denne slags kalder Stevenson for uenighed i holdning (disagreement in attitu­ de). Det drejer sig altså om personer, der har modsatte holdninger til samme genstand, og hvor mindst en af personerne har et motiv til at ændre eller sæt­ te spørgsmålstegn ved en andens holdning171. Almindeligvis vil de uenigheder, der er involveret i en moralsk diskussion være et sammenvæv af uenighed i meninger og uenighed i holdning. Stevensons hovedsynspunkt er, at for så vidt en moralsk eller politisk diskussion har sin rod i en meningsuenighed, for så vidt er det principielt muligt at afgø­ re moralske og politiske diskussioner på en rationel måde. Men hvis holdningsuenigheder ikke har deres rod i meningsuen igheder, er der ingen rationel måde at afgøre sagen på177.

!

i I

I

i I

i:

. i

I

!

i

I

Camap: Filosofi som logisk syntaks Som nævnt kan man ikke sige, at den logiske positivisme havde en egentlig lederskikkelse. Men derimod er der almindelig enighed om at betragte Ru­ dolf Carnap (1891-1970) som strømningens mest betydelige filosof. Det er Carnap mere end nogen anden, der systematisk og detaljeret har søgt at an­ vende den nye formelle logik i analysen af filosofiske problemer. Her har læ­ remestrene først og fremmest været Frege og Russell173. Det betyder, at mange af hans vigtigste værker er teknisk komplicerede og vanskeligt til­ gængelige, hvis ikke man har et solidt kendskab til formel logik. Her vil grundtankerne i to af hans hovedværker blive omtalt: Der logische Aufbau der Welt (»Verdens logiske opbygning«) fra 1928 og Logische Syntax der Sprache (»Sprogets logiske syntaks«) fra 1934.

.1.

i.

Konstitutionssystemer Hovedttanken med Logische Aufbau der Well er at angive et konstilutionssyslem for samtlige mulige videnskabelige begreber eller genstande. Et konsti­ tutionssystem er en angivelse af, hvorledes samtlige mulige begreber trinvist kan bestemmes ud fra nogle grundbegreber174. I og for sig er der ikke noget nyt i dette i forhold til den filosofiske tradition. Det har været et almindeligt filosofisk anliggende at søge at afgrænse og bestemme et sæt grundbegreber eller kategorier, udfra hvilke alle andre begreber i princippet kunne tænkes bestemt. Ved konstitution af en genstand eller et begreb a ud fra andre be­ greber eller genstande b og c forstår Carnap angivelsen afen almen regel for, hvorledes alle påstande, hvori a forekommer, kan omformuleres til påstande (udsagnsfunktioner), hvor kun b og c, men ikke a forekommer. For eksem­ pel kan begrebet eller genstanden farmor konstitueres ud fra genstandene el­ ler begreberne mor ogfar bl. a. ved følgende regel: for vilkårlige x og y gælder det, at x er farmor til y, hvis og kun hvis x er mor til z, og z er far til y. Mere generelt går tanken ud på, at man ved hjælp afen række sådanne konstituti­ onsregler eller konstitutionelle definitioner, som de også kaldes, kan vise, hvorle­ des genstande af en type kan føres tilbage til genstande af en anden type eller trin. Disse typer eller trin skal udgøre et ordnet system på den måde, at gen­ stande på et trin skal kunne konstitueres alene ud fra genstande på dets fore­ gående trin175. Carnaps klare forbillede for konstitutionssystemet er opbygningen af tal­ legemet. Her viser man, hvorledes de hele tal kan konstitueres ud frade natur­ lige tal, de rationelle tal (brøker) ud fra de hele tal, de reelle tal ud fra de ratio­ nelle, osv. Også Freges, Russells og Whiteheads forsøg på at vise, hvorledes de naturlige tal kan opbygges ud fra rent logiske begreber, var et forbillede for Carnaps opfattelse af et konstitutionssystem.

..-i

144

Carnap: Filosofi som logisk syntaks

Rekonstruktion aferkendelsen

i I

I

i

Grunden til, at Carnap i flæng taler om konstitution af genstande eller be­ greber, ligger i, at han anvender udtrykket »genstand« i videste forstand, hvor alt, hvad der overhovedet kan siges noget meningsfuldt om, er en gen­ stand. I denne forstand mener Carnap, at der til hvert begreb svarer én og kun én genstand. Dette må ikke forveksles med de genstande, et begreb kan anvendes om, de genstande som hører under et begreb. Carnap anvender altså dels den talemåde, at der til begrebet danske statsministre svarer én og kun én genstand, danske statsministre, dels den udtryksmåde, at genstande­ ne Anker Jørgensen, Poul Hartling, Jens Otto Krag, m.fl. hører under be­ grebet danske statsministre176. Det er karakteristisk for Carnap, at han på denne måde mener, at konstitutionssystemet er neutralt i striden mellem re­ alisme og idealisme. Her bliver realisme forstået som det synspunkt, at gen­ standene kun bliver erkendt (men ikke frembragt) gennem vore begrebs­ dannelser, mens idealisme forstås som det synspunkt, at genstandene kun kan siges at være, for så vidt vi kan danne eller frembringe begreber om dem. Endvidere mener Carnap, at konstitutionssystemet ikke blot er neutralt an­ gående realisme-idealisme diskussionen, men at dette dybest set viser, at denne strid er en uvidenskabelig, tom strid om ord177. Det er nemlig en grundtanke i Logische Aufbau der Well, at denne måde at udforme et konstitutionssystem på er den eneste videnskabeligt acceptable made at lave en rationel rekonstruktion af vor erkendelse på. I dette ligger der, at konstitutionssystemet ikke skal være en fremstilling af den faktiske erkendel­ sesudvikling eller begrebsdannelse, hverken individueltpsykologisk eller kollektivt-historisk. Udformningen af konstitutionssystemet skal derimod tage udgangspunkt i den til ethvert tidspunkt videnskabeligt efterprøvede erkendelse. Herud fra skal konstitutionssystemet da efterkonstruere den ra­ tionelle erkendelsesudvikling. Det betyder, at en genstand eller en genstandstype, der er erkendelsesmæssig primær i forhold til en anden, skal komme før denne i udformningen af konstitutionssystemet. En genstand el­ ler en genstandstype er erkendelsesmæssig primær i forhold til en anden, hvis en begrundet erkendelse af den anden forudsætter erkendelsen af den første, men ikke om vendt178. Til belysning af, hvad der ligger i dette, kan an­ føres, at Carnap ikke bestrider, men netop fremhæver, at det vi normalt umiddelbart og intuitivt ser, som f.eks. et hus, ser vi som en legemlig ting, hvor det medtænkes, at det har en ikke-iagttaget bagside, at det vedvarer, selv om vi vender blikket fra det, m.v. Men han mener, at hvis denne erken­ delse skal begrundes, må der henvises til erkendelse af genstande af andre ty­ per såsom farveforskelle og formforskelle, selv om det, vi umiddelbart ser, når vi ser et hus, ikke er en mosaik af farveklatter m.v.178. Denne tankegang kan måske gøres lidt mere forståelig ud fra følgende betragtning. Det er vel idag en ret alment accepteret anskuelse, at det vi erkender, når vi ser et hus, hører en melodi, betragter en politisk demonstration eller forstår en kærlig-

s

■

■

1 .-

I

Rekonstruktion af erkendelsen

145

hedserklæring på en eller anden måde er et resultat af de påvirkninger af for­ skellig art, som vi modtager gennem vort sanseapparat, og den måde disse forarbejdes gennem centralnervesystemet m.v. Uanset hvilken mere be­ stemt opfattelse man måtte have af forholdet mellem centralnervesystemet og psykiske tilstande, vil de fleste vel mene, at en nødvendig betingelse for, at vi kan percipere, tænke, handle og føle som vi gør, er, at der finder et sam­ spil mellem påvirkninger og processer i centralnervesystemet sted. Dette på trods af at vi ikke er os disse processer bevidst, når vi perciperer eller erken­ der et eller andet. På en vis måde kan Carnaps konstitutionsregler forstås som et forsøg på at efterkonstruere, hvilke logiske egenskaber disse forar­ bejdningsprocesser må have, hvis den videnskabelige og dagligdags erken­ delse, vi har, skal kunne begrundes ud fra det simplest mulige grundlag. Det skal ikke forstås således, at Carnap forsøger at fremstille en form for »logisk neurofysiologi«. Men det skal forstås således, at hvis et (fiktivt) væsen var udstyret med samtlige konstitutionsregler, så kunne det ud fra grundmateri­ alet konstruere samtlige videnskabelige genstande eller begreber ved at an­ vende reglerne som operationsforskrifter180.

Genstandstyper Samtlige mulige genstande inddeles i fire hovedtyper: psykiske, der igen deles i egenpsykiske (mine bevidsthedsfænomener) ogfremmedpsykiske (andre men­ neskers bevidsthedsfænomener), fysiske og åndelige (hvad vi i dag ville kalde socio-kulturelle fænomener: kunst, retsvæsen, produktion, religion, osv.). Rent logisker der forskellige muligheder forat fastlægge konstitutionsfølgen mellem disse typer af genstande. F.eks. hævdes det, at det psykiske kan kon­ stitueres ud fra det fysiske, fordi der til enhver psykisk proces skulle svare en bestemt hjerneproces. Hvis en nødvendig og tilstrækkelig betingelse for, at der forekommer en bestemt psykisk proces, er forekomsten af en bestemt hjerneproces, så vil ethvert udsagn om psykiske processer kunne omformu­ leres til udsagn om hjerneprocesser, således at disse udsagn har samme sandhedsværdi181. Men ud fra overvejelserover, hvad der må regnes for pri­ mært i erkendelsesmæssig henseende, vælger Carnap de egenpsykiske gen­ stande som grundtrin i konstitutionssystemet182. Denne måde at opbygge konstitutionssystemet på kalder Carnap for melo­ disksolipsisme. Denne betegnelse skal understrege, at det udelukkende er ud fra en metodisk betragtning, at der tages udgangspunkt i det egenpsykiske. Der er ikke tale om, at der ikke skulle findes andre genstande, eller at andre genstande ikke skulle kunne erkendes. Ej heller er der tale om, at f.eks. fysi­ ske genstande skulle være »sammensat« af »mine bevidsthedsfænomener«. Distinktionerne mellem det psykiske og fysiske, mellem det virkelige og uvirkelige, mellem mine og andres psykiske tilstande optræder først på et langt højere trin i systemet. Egentlig er det først ud fra dette højere trin, at 10 Videnskab og »prog

146

Carnap: Filosofi som logisk syntaks

udgangspunktet kan bestemmes som det egenpsykiske. Men hvad, der på­ stås, er, at alle påstande (der er videnskabeligt meningsfulde) principielt gennem umådeligt komplicerede, men endeligt mange led kan omformule­ res til påstande om det egenpsykiske, der har samme sandhedsværdi183. For så vidt denne påstand er gjort rimelig, har Carnap nået et af sine hovedmål: at vise at alle videnskaber i én forstand har samme genstandsområde, selv om de handler om forskellige genstandstyper, og at alle videnskabeligt me­ ningsfulde påstande i sidste ende må kunne efterprøves ved påstande om det umiddelbart oplevede184. På denne måde mener Carnap at have gjort tesen om enhedsvidenskab troværdig. Vi kan ikke komme nøjere ind på, hvorledes den egenpsykiske basis ana­ lyseres, og hvorledes konstitutionen skrider frem. Det skal blot nævnes, at grundelementerne ikke er sanse-data af samme art som i den britiske empirisme eller hos E. Mach, men »helhedsoplevelser« (her er Carnap påvirket af gestaltpsykologien)185. Endvidere at den konstitutionsfølge, som skitseres­ yderst sparsomt bortset fra de første par led - er: det egenpsykiske, det fysi­ ske, det fremmedpsykiske og det åndelige. Men et andet træk ved konstitutionssystemet skal fremhæves. Carnap mener at kunne nøjes med et eneste grundbegreb (relationen lighedserindring) ud over de logiske begreber for at kunne formulere samtlige konstitutions­ regler. Bortset fra ønsket om at finde en så simpel basis som muligt er der en anden tanke, som spiller ind her. Det er nemlig en hovedtese, at al videnskabe­ lig erkendelse alene kan angå strukturer og ikke kvaliteter. Men umiddelbart synes megen erkendelse at angå kvaliteter eller egenskaber: salt er et hvidt stof, Jorden er rund, osv. Det betyder, at Carnap må vise, at alle videnskabelige udsagn kan omformuleres til udsagn, der alene angår formelle træk ved relationer186.

I I

Filosofi og videnskab I I

I

I

i

Det understreges gang på gang, at den detaljerede udformning af konstituti­ onssystemet ikke er noget, der kan ske en gang for alle. Det er en opgave for hele videnskaben. Hvorledes de enkelte begreber forholder sig til hinanden må fastlægges og korrigeres i sammenhæng med udviklingen og ændringen af den videnskabelige erkendelse187. Det betyder også, at mange af de konsti­ tutionsregler, Carnap selv angiver, måopfattes som hypoteser, der kan revi­ deres i lys af senere videnskabelig erkendelse. Hvad, der ligger Carnap på sinde, er at angive karakteren afet konstitutionssyslem og metoden for udformningen af konslilulionsregler, dvs. nødvendigheden og frugtbarheden af at anvende den formelle logik i den præcise formulering af begrebssammenhængene188. Hvilken betydning har udformningen af et sådant konstitutionssystein for opfattelsen af filosofiske synspunkter og problemer? Ifølge Carnap bety­ der det, at et spørgsmål kun er tilgængeligt for videnskabelig behandling,

’

Filosofi og videnskab

147

fil .

.A ■

I

! . i.

■■

f

. .. ............t ■ ;i

:?■

i

-

i

w

W

i r." •

'■

-.1

-Jr. ■A/

* ■.*»• • i-*'Ji’*’

■

Rudolf Carnap fotograferet efter, al han uar emigreret til USA og havdefaet ansættelse i Chicago.

hvis det principielt kan formuleres inden for konstitutionssystemet. Hvis dette ikke er muligt, er der ikke i egentlig forstand tale om et spørgsmål!89. Ydermere hævdes det, at mange traditionelle filosofiske problemer og posi­ tioner ikke - eller ikke fuldt ud - kan formuleres inden for konstitutionssystew

148

Carnap: Filosofi som logisk syntaks

met. Heraf følger at megen traditionel filosofi simpelthen må bestemmes som meningsløs i erkendelsesmæssig henseende190.

Sprogets logiske syntaks

i I

i

I

I-

i

Det grundlæggende arbejde med Logische Aufbau der Welt udførte Carnap fra 1922 til 1925, før han i 1926 blev lærer i filosofi ved universitetet i Wien. Det er det sidste større værk fra Carnaps hånd, der bærer præg af, at han til en vis grad var påvirket af samtidens nykantianske og fænomenologiske strømnin­ ger (jf. bind 1). I 1931 blev Carnap professor i naturfilosofi ved det tyske universitet i Prag. Hovedfrugten af hans arbejde her var bogen om Sprogets logiske syntaks'91.1 Logische Aufbau der Welt valgte Carnap et fænomenalistisk grund­ lag for erkendelsens logiske struktur ved at lade det egenpsykiske være det fundamentale genstandsniveau. Senere mente han - bl.a. under påvirkning fra O. Neurath - at det var mere frugtbart at vælge det fysiske tingssprog som basis. Men for Carnap er dette skift mest et spørgsmål om at vælge den mest hensigtsmæssige sprogramme. Også i Logische Aufbau der Welt mente han som nævnt, at rent logisk var der intet i vejen for at vælge det fysiske som grundtrin i konstitutionssystemet. Der er en mere fundamental tanke, som i Syntaks går igen fra Logische Aufbau der Welt. En tanke, som Carnap har holdt fast ved hele sit liv. Nemlig at fi­ losofi må opfattes som logisk analyse og konstruktion192. Vi skal se lidt nøjere på, hvorledes denne tanke udformes i Sprogets logi­ ske syntaks. Bogen har to hovedformål. Det skal vises, hvorledes der kan gives en helt eksakt bestemmelse af de logiske begreber, dels i forhold til nogle simple konstruerede sprog, dels> mere generelt. Desuden skal det godtgøres, hvorledes disse begreber er ;afklarende i analysen af videnskabernes j sprog, og hvorledes de kan anvendes til at afgrænse det videnskabeligt rele­ vante i traditionelle filosofiske problemstillinger. Bestemmelsen af de logiske begreber skal være rent formel. Det betyder, at der f.eks. i bestemmelsen af, om to sætninger er uforenelige, hverken ma tages hensyn til træk ved sprogbrugeren (hans hensigter eller handlinger) el­ ler til, hvad sætningerne udtrykker, deres mening. Der må udelukkende ta­ ges hensyn til tegnenesform, dvs., hvilken slags tegn der er tale om og hvilken rækkefølge, de optræder i193.1 dette perspektiv ses der altså bort fra alle de træk ved et sprog, der vedrører, hvorledes det udtales og skrives, hvorledes det har udviklet sig, eller hvorledes det indgår i forskellige sociale sammen­ hænge. Det, der undersøges eller konstrueres, er et system af regler for et sprog. Ud fra en formel betragtning er det ligegyldigt i hvilket medium, sproget udfolder sig - om det er i skrift eller tale eller ved gebærder. Ligele­ des er det irrelevant, hvilken skikkelse sprogelementerne har - om det er la­ tinske eller gotiske bogstaver. Sprogelementerne kaldes symboler, og en ende-

Sprogets logiske syntaks

149

lig række af symboler kaldes et udtryk. Med henblik på at give en bestemmel­ se af de logiske begreber skelnes der mellem to typer af regler for sammen­ sætningen og operationen med symboler. Der er regler, som fastlægger, hvilken syntaktisk kategori et symbol eller en række af symboler tilhører i et bestemt sprog. Disse regler kaldesformationsregler. Nu er det ikke let foret na­ turligt sprog som dansk at give enkle og eksakte formationsregler, der holder uden undtagelser. Men følgende kan tjene til illustration: en rækkefølge af danske ord, hvor det første er et navneord, det andet et udsagnsord, det tred­ je et tillægsord eller biord er en dansk sætning. F.eks. »Danmark er fattigt«, »Skuret står skævt«. Den anden type regler, transformationsregler, fastlægger på hvilken måde, det er tilladt at omformeet udtryk eller en type af udtryk til et andet udtryk eller en anden type af udtryk inden for et sprog. F.eks. kan man betragte reglerne for, hvorledes en sætning i aktiv kan omformuleres til en sætning i passiv som transformationsregler194. Ifølge Carnap svarer for­ mationsregler til det, man traditionelt har opfattet som syntaktiske (grammati­ ske) regler, mens transformationsregler svarer til det, man traditionelt har opfattet som logiske regler (slutningsregler). Men det er netop et af Carnaps formål at vise, at der ikke er nogen væsensforskel mellem de to typer af reg­ ler, idet de begge kan bestemmes rent formelt. Deraf etiketten på Carnaps bestræbelser og resultater: logisk syntaks195. Dvs. Carnap betragter sprogsy­ stemet som en kalkyle af samme art som regelstrukturen forvisse typer afspil, der ikke har noget med sprog at gøre. For eksempel kan man anlægge en for­ mel betragtning på skakspillet. I så fald vil man se bort fra skakspillets udvik­ ling m .v. og skakbrikkernes fysiske form og materiale. De vigtigste formati­ onsregler vil angive, hvorledes de forskellige typer af skakbrikker skal place­ res i udgangspositionen, og transformationsreglerne vil angive, hvorledes det er tilladt at flytte med de forskellige typer af brikker196. I en logisk-syntaktisk undersøgelse skelnes der skarpt mellem det sprog, hvis regelstruktur man undersøger eller konstruerer, objeklsprogel, og det sprog, hvori man udtrykker regelstrukturen, syntaks- eller metasproget. Hvis man på dansk undersøger den engelske grammatik, er dansk metasprog for engelsk, og hvis man på dansk undersøger den danske grammatik, er dansk metasprog for sig selv197. Til forskel fra en grundtanke i Wittgensteins Tractalus ønsker Carnap at vise, at det under visse betingelser godt kan lade sig gøre at udtrykke et sprogs syntaks i sproget selv, uden at der fremkommer modsigelser (paradokser) eller meningsløsheder198. Nu er naturlige sprog som dansk eller engelsk ifølge Carnap så usystema­ tiske og logisk uperfekte, at det i hvert fald ikke er praktisk muligt at angive formations- og transformationsreglerne for dem199. I stedet konstruerer Carnap først to symbolske sprog. I forhold til disse sprogsystemer kan han da give en eksakt bestemmelse af »analytisk«, »logisk konsekvens af«, m.v. På denne baggrund konstruerer han dernæst en generel syntaks for en gruppe af sprogsystemer, der blot skal opfylde visse betingelser. Den vigtigste er, at den logiske karakter af sprogsystemets elementer ikke må afhænge af nogen

I1

I-

/‘s

, 'I

il--l

150

Carnap: Filosofi som logisk syntaks

ikke-sproglig faktor. Det betyder f.eks. at de sammenhænge i naturlige sprog, hvori der indgår stedord som »jeg« eller »denne« ikke uden videre kan bestemmes ved hjælp af Carnaps syntaks'-00.

Toleranceprincippet Et af Carnaps hovedformål med at opbygge en generel syntaks er at kunne give en eksakt og rent formel afgrænsning af de mulige meningsfulde viden­ skabelige spørgsmål til forskel fra metafysiske eller pseudovidenskabelige spørgsmål. Hovedtanken er, at en sætning kun er videnskabelig menings­ fuld, hvis den kan formuleres i overensstemmelse med principperne i den generelle syntaks. Det bliver da afgørende for denne afgrænsning, hvilke sprogtyper eller sprogkonstruktioner man vil tillade. Med hensyn til dette indtager Carnap tilsyneladende en overordentlig liberal holdning, hvilket kommer til udtryk i det såkaldte toleranceprincip. Det gårud på, at man ikke på forhånd skal forhindre eller forbyde bestemte sprogformer, men blot forlan­ ge, at man er rede til at formulere de konventionelt fastlagte regler i overens­ stemmelse med hvilke, man stiller sine spørgsmål og formulerer sine svar: »Z logik er der ingen moral. Det står enhver frit at opbygge sin egen logik, dvs. sin egen form for sprog, som han ønsker det. Alt, hvad der kræves af ham, er, at hvis han øn­ sker at diskutere den, må han formulere sine metoder klart og give syntaktiske regleri stedet for filosofiske argumenter«2°t.

l

I I

Nu er det ganske indlysende - også for Carnap - at ikke alene de sætninger, der formuleres i den traditionelle filosofi og i den dagligdags anvendelse af naturlige sprog, ikke eksplicit er formuleret efter et regelsæt, der lever op til Carnaps generelle syntaks. Det samme gælder i almindelighed for de sæt­ ninger, der formuleres indenfor videnskaberne, - også de videnskaber som han anser for mønstergyldige, matematikken og fysikken. Hvilken relevans har den generelle syntaks så overhovedet, hvis vi vil afdække den eventuelle videnskabelige kerne i et filosofisk spørgsmål eller klarlægge den logiske karakter af videnskabelige begreber og teorier? For at redegøre for dette skel­ ner Carnap mellem tre typer af sætninger og to udtryks- eller talemåder.

i

i I

i

■

Formel og materiel talemåde

i

i i

i

■

i

De tre typer af sætninger kaldes objektsætninger, syntaktiske sætninger og pseudoobjektsætninger (eller quasisyntaktiske sætninger). En objektsætning er en sætning, der omhandler en genstand, som principielt kan optræde i de eksakte videnskaber, f.eks. »løver er pattedyr«, »5 er et primtal«. En syntak­ tisk sætning er en sætning, der omhandler formelle træk ved symboler. Enten rent, hvis der ikke tages hensyn til, hvorvidt og på hvilken måde sprogele-

Formcl og materiel talemåde

151

menterne er fysisk udformet og realiserede, eller beskrivende hvis det drejer sig om formelle træk ved et realiseret sprog, f.eks. dansk eller dele af dansk. Ek­ sempler på syntaktiske sætninger: »‘fem’ er ikke et tingsord, men et talord«, »ordet ‘Babylon’ forekom i artiklen«. En pseudoobjektseetningfauasisyntaklisk sætning) er en sætning, som synes at omhandle egenskaber eller relationer ved genstande, men som faktisk - hvis man analyserer dens indhold - hand­ ler om syntaktiske former, specielt formerne for betegnelserne på de gen­ stande, som de tilsyneladende handler om. Eksempler: »Fem er ikke en ting, men et tal«, »Babylon blev omtalt i artiklen«202. Carnap har på forhånd bestemt pseudoobjektsætninger således, at en pseudoobjektsætning altid kan oversættes til en syntaktisk sætning. F.eks. skulle »Babylon blev omtalt i artiklen« kunne oversættes til »Ordet 'Baby­ lon’ forekom i artiklen«. Generelt kan denne »oversættelse« finde sted mel­ lem to sætninger S> og Sj, hvis og kun hvis der til den egenskab, som tilsyne­ ladende tillægges en genstand i S,, svarer en parallel syntaktisk egenskab, som i S2 tillægges betegnelsen for genstanden203. F.eks. skulle der til pseudoegenskaben »at være et tal« svare den parallelle syntaktiske egenskab »at væ­ re et talord«. I så fald kan sætningen »Fem er et tal« oversættes til den syntak­ tiske sætning« ‘ Fem ’ er et talord«. I denne sammenhæng bruger Carnap den vending, at hvis man udtrykker sig i pseudoobjektsætninger (quasisyntaktiske sætninger), så benytter man den materielle talemåde, mens man benytter den formelle talemåde, hvis man udtrykker sig ved hjælp af parallelle syntakti­ ske sætninger. Pointen med disse distinktioner er nu, at Carnap kan redegø­ re for frugtbarheden af den logisk-syntaktiske betragtningsmåde. De typiske sætninger, der forekommer i traditionelle filosofiske diskussioner eller un­ dersøgelser af videnskabernes metoder og grundlag, er i almindelighed hverken objektsætninger eller syntaktiske sætninger. Men hvis disse sætnin­ ger overhovedet skal være videnskabeligt meningsfulde, så må de være syn­ taktiske sætninger udtrykt i den materielle talemåde. I modsat fald er de slet og ret meningsløse i erkendelsesmæssig henseende. Det er ikke Carnaps op­ fattelse, at man nødvendigvis skal undgå eller eliminere den materielle talemåde204. Man skal blot være klar over, at det er den materielle talemåde, man benytter, for at undgå endeløse pseudodiskutioner. Først hvis man »oversætter« til den formelle talemåde, bliver det klart, hvad diskussionen videnskabeligt set drejer sigom. I så fald vil man enten henvise til regelstruk­ turen i et eksisterende sprogsystem, eller man kommer med et forslag til, hvorledes man kan konstruere et nyt sprogsystem. For eksempel hævdes det, at hvis en positivist i den materielle talemåde formulerer tesen: (1) En ting er et kompleks af sanse-data og en realist i den materielle talemåde formulerer tesen: (2) En ting er et kompleks af atomer, så er (1) og (2) kun tilsyneladende uforenelige. Thi hvis de »oversæt­ tes« til den formelle talemåde bliver (1) til (1.1) Enhver sætning, i hvilken der forekommer en tingsbetegnelse, ud-

i

152

Camap: Filosofi som logisk syntaks

i

I

trykker det samme som (er ækvipolent med) en klasse af sætninger i hvilke, der ikke forekommer tingsbetegnelser, men betegnelser for sanse-data. og (2) bliver til: (2.1) Enhver sætning, i hvilken der forekommer en tingsbetegnelse, ud­ trykker det samme som (er ækvipolent med) en sætning, i hvilken der forekommer rum-tidskoordinater og visse betegnelser for fysiske stør­ relser (fysiske deskriptive funktorer)205. For så vidt begge disse »oversættelser« er mulige bliver det klart, at der vi­ denskabeligt set ikke er nogen uforenelighed mellem den positivistiske og den realistiske tese.

I

Indre ogydre spørgsmål

I

I I

I I I

Denne holdning har i sammenhæng med toleranceprincippet nogle vigtige konsekvenser for opfattelsen af, hvad der kan være videnskabeligt relevant i en filosofisk diskussion. For det første kan der være diskussion om, hvorvidt det nu er muligt at foretage en »oversættelse« til den formelle talemåde. Det vil ofte falde sammen med spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at gen­ nemføre konstruktionen af et foreslået sprogsystem. Her skulle der ud fra toieranceprincippet være frit slag. For det andet: hvis det er muligt at udforme forskellige sprogsystemer - som Carnap mener i eksemplet med den positivi­ stiske og realistiske tese - kan det diskuteres, hvilket sprogsystem der bor foretrækkes. I senere arbejder har Carnap søgt at præcisere dette ved at skel­ ne mellem ydre og indre spørgsmål. De første spørger indenfor en given sprog­ ramme om, hvad der er virkeligt. De sidste vedrører derimod eksistensen af hele det system afentiteter, som en foreslået sprogramme forudsætter. Et spørgsmål inden for en ramme - f.eks. det fysiske tingssprog eller det fænomenalistiske sprog - kan afgøres efter kriterier og metoder, der følger med rammen selv. Dette gælder f.eks. spørgsmålene om, 5 er større end 3, ogom enhjørninger er virkelige eller fiktive. Derimod kan ydre spørgsmål om f.eks. eksistensen af tal eller fysiske genstande ikke afgøres på denne måde. Her er tale om det praktiske spørgsmål om det hensigtsmæssige i at vælge en sprogramme frem for en anden i forhold til et bestemt formål. I videnskabe­ lige sammenhænge kan forhold som frugtbarhed og simpelhed være afgø­ rende for beslutningen206.

i I

Fra syntaks til semantik I 1935 drog Camap til USA og virkede der til sin død ved forskellige univer­ siteter. I 1940’rne var hans arbejde koncentreret om at udforme en formel ramme til analyse af semantiske problemer. I Synlaxvar det ambitionen at vi-

i

i

Fra syntaks til semantik

153

se, at alle relevante logiske begreber kunne bestemmes rent syntaktisk. Men ikke mindst under indflydelse af den polske logiker Alfred Tarski (f. 1902) erkendte han, at en ren syntaktisk betragtning var for ensidig og måtte kom­ pletteres med en undersøgelse af symbolernes betegnende og udtrykkende funktioner207. I denne sammenhæng må især værket Meaning and Necessity (»Mening og nødvendighed«) fra 1947 fremhæves. Det har spillet en stor rolle i udviklingen af intensionel semantik og modallogik. I 1950’erne og 60’erne lå hovedvægten i hans arbejde dels i en analyse af sandsynligheds­ begrebet, dels i forsøget på at udforme en induktiv logik. Dvs. - meget groft sagt - udformningen af et sæt regler for på hvilken måde observationssæt­ ninger kan være bekræftende for videnskabelige hypoteser under bestemte betingelser.

Carnaps Credo Der kan ikke gås nøjere ind på disse sager her. Men om end Carnap ikke har ydet ret meget indenfor etikken eller den politiske filosofi, kan det afslut­ ningsvis nok være rimeligt at citere den sidste pasus fra hans selvbiografi for at give lidt mere nuanceret indtryk af personen:

»Det var og er stadig min overbevisning, at de store problemer i den nuværende peri­ ode, industrialiseringsæraen, med at organisere økonomien og verden umuligt kan løses ved »kræfternes frie spil«, men kræver rationel planlægning. Med hensyn til or­ ganiseringen af økonomien betyder det socialisme i en eller anden form. Med hen­ syn til organiseringen af verden indebærer det en gradvis udvikling henimod en ver­ densregering. Imidlertid betragtes hverken socialisme eller en verdensregering som absolutte mål. De er blot de organisatoriske midler som i overensstemmelse med vor nuværende viden er mest løfterige med hensyn til realiseringen af det ultimate mål. Dette mål er en livsform, hvor ikke statens magt, men individets velfærd og udvikling bliver værdsat højest. Fjernelse af forhindringerne, lidelsens hovedårsager såsom krig, fattigdom, sygdom er blot den negative side af denne opgave. Den positive side er at forbedre og berige individernes liv og deres relationer i familie, venskab, på ar­ bejdspladsen og i samfundet. Berigelse aflivet kræver, at alle individer får mulighed for at udvikle deres potentielle evner og får lejlighed til at deltage i kulturelle aktivite­ ter og oplevelser. Hvis vi betragter problemet ud fra dette mål, vil vierkende de farer, der ligger i, at statens magt konstant vokser. Denne voksende magt er nødvendig, fordi nationalstaterne må sammensluttes i større enheder, og fordi staterne må over­ tage mange af økonomiens funktioner. Det vil derfor være af største vigtighed at sør­ ge for, at de borgerlige rettigheder og de demokratiske institutioner ikke blot bevares, men konstant udvikles og forbedres. Således er et af de største problemer - måske det vigtigste og vanskeligste næst efter det frygteligt påtrængende problem om at undgå atomkrig - den opgave at finde måder at organisere samfundet på, der kan forene individets personlige og kulturelle frihed med udviklingen afen effektiv organisering af staten og økonomien«'.™.

Popper: Kritisk rationalisme

l

i

Inden for analytisk filosofi i bred forstand dominerede den logiske positivis­ me og den britiske empirisme mellem de to verdenskrige. Efter den 2. ver­ denskrig var den analytiske filosofi op til 1960’erne derimod hovedsagelig præget af to typer opposition mod den logiske positivisme. På den ene side fremkom nogle nye teorier om videnskabelig erkendelse. Her kan nævnes fi­ losoffer som K.R. Popper (f. 1902), N.R. Hanson (1924-1967), S.E. Toulmin (f. 1922) og T.S. Kuhn (f. 1922). På den anden side udviklede der sig bl.a. under inspiration fra den sene Witt genstein - en ny forståelse af de me­ ningsteoretiske spørgsmål og en deraf følgende anden indstilling til karakte­ ren af filosofiske overvejelser og analyser. I værker inden for forskellige om­ råder og af meget forskellig art blev denne opfattelse og holdning udviklet af filosoffer som J.Wisdom(f. 1904), G. Ryle (1900-1976), J.L. Austin(19111960) og P.F. Strawson (f. 1919). Disse løse generaliseringer må kvalificeres for at undgå misforståelser. For det første spillede og spiller de grundlæggende holdninger i den logiske positivisme fortsat en betydelig rolle. For det andet udelukker de to typer af opposition ikke hinanden. Tværtimod gælder det f.eks. for Hansons og Toulmins vedkommende, at deres opposition mod visse dele af videnskabs­ teorien har sin rod i en anden meningsteoretisk opfattelse. Endelig bør det nævnes, at der er en lang række tænkere, der dårligt lader sig indordne un­ der de nævnte typer. Forenklet sagt består oppositionen mod den logiske po­ sitivisme i, at der lægges mere vægt på at bestemme videnskaben som proces end på at karakterisere formelle trak ved teorier forstået som videnskabelige produkter. Det betyder for det første, at man har interesseret sig mere for op­ dagelsesprocessen og ikke kun for en »rationel rekonstruktion« af, hvorledes de fremkomne teorier kan begrundes. For det andet har den øgede interesse for videnskabsprocessen betydet, at udviklingen (evolutionen) af videnska­ berne i deres forskellige dimensioner er blevet søgt belyst ud fra en sammen­ holdning af modeller for videnskabsprocessen med udviklingsteorier på an­ dre områder. To dominerende skikkelser i denne diskussion er Popper og

Kuhn.

Ideerneformes Popper har sin rod i Wien, hvor han fødtes 1902. Det er kendetegnende, at Poppers professionelle akademiske karriere først begyndte i 1937, hvor han blev lærer i filosofi ved University of New Zeeland i Christchurch209. Inden da havde han engageret sig i adskillige gøremål. Efter som 17 årig at være flyttet ind i et »studenterhjem«, indrettet i en nedlagt del af et tidligere mili­ tærhospital, deltog han adskillige år i socialt arbejde for nødstedte børn, bl.a. under ledelse af Alfred Adler (1870-1937). Han togen uddannelse som i

■

= ■ -■

--

I \

Ideerne formes

155

folkeskolelærer, men gav sig derefter i lag med at blive møbelsnedker. 11928 fik han »doktorgraden« fra det pædagogiske institut, knyttet til universitetet i Wien, dels på en afhandling om metodeproblemer i tænkningens psykolo­ gi, dels i filosofi- og musikhistorie210. Men derudover havde han beskæftiget sig med en lang række andre områder: litteratur, historie, fysik og matema­ tik. I de to sidste fag tog han lærereksamen og virkede som lærer, indtil han, p.g.a. sin jødiske afstamning, så sig tvunget til at emigrere til New Zecland under indtryk af den voksende nazisme211. Begivenhederne i årene under og efter 1. verdenskrig bibragte Popper nogle afgørende indtryk og impulser, som især på to fronter fik væsentlig be­ tydning for hans tænkning og holdning. Allerede som teenager havde han taget livlig del i den politiske diskussion i forskellige kredse på venstrefløjen. En kort overgang opfattede han sig selv som kommunist. Men nogle af de voldsomme begivenheder i 1919 fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved den officielle kommunistiske ideologi. De kritiske overvejelser mundede ud i et dilemma: hvis kommunismen med teoretisk baggrund i Marx og Engels op­ fattes som en videnskabelig teori, så har den faktiske udvikling - bl.a. forlø­ bet af den russiske revolution - vist, at den er forkert. I så fald burde den en­ ten opgives eller modificeres kraftigt, hvis man vil fastholde dens videnska­ belige karakter. Hvis man blot giver teorien de ansigtsløftninger, der er nød­ vendige for, at den ikke skal være i åbenlys modstrid med de faktiske forhold, så mister den sin karakter af at være en videnskabelig teori. Thi intet er let­ tere end at finde bekræftende eksempler på ens synspunkter, hvis det er det, man stræber efter. Det fik markant indflydelse på Poppers politiske hold­ ning, som han opsummerer således i selvbiografien:

"Jeg forblev socialist i adskillige år, selv efter at jeg havde forkastet marxismen; og hvis der kunne være en form for socialisme, der kunne forenesmed individuel frihed, ville jeg stadig være socialist. Thi, intet er bedre end at leve et beskedent, enkelt og frit liv i et samfund med lighed. Det tog sin tid, før jeg erkendte, at dette ikke er andel end en smuk drøm; at frihed er mere vigtig end lighed; at forsøget på at realisere lighed truer friheden; og at der ikke engang vil være lighed mellem de ufrie, hvis friheden mistes»2i2.

Poppers opfattelse af, hvad der gør en teori videnskabelig, blev imidlertid også inspireret på anden måde. I sine fysikstudier havde han lært om New­ tons mekanik og var blevet imponeret af dens sammenhæng og evne til at forklare en mangfoldighed af fænomener. Men han var også så småt blevet indført i Einsteins relativitetsteorier. I 1919 indtraf der en solformørkelse, som var velegnet til at teste de forskellige forudsigelser, som man kunne be­ regne ud fra henholdsvis Newtons og Einsteins teorier om lysets afbøjning. Tilsyneladende talte målingerne til gunst for Einsteins teori. Det afgørende for Popper var, at der faktisk kunne udarbejdes et alternativ til Newtons teo­ ri. Et alternativ som på den ene side mindede så meget om Newtons teori, at

Ij ! !•

!• i

i I; 5 ■

I;

I-

156

I

I

! I

Popper: Kritisk rationalisme

den - under visse betingelser - indeholdt denne som en tilnærmelse. Men som på den anden side på visse områder var uforenelig med Newtons teori, så det principielt var muligt ved empiriske undersøgelser at finde frem til, om den ene eller den anden burde foretrækkes. Popper drog tre konklusioner af dette: - at ingen videnskabelig teori kan vides at være sand, - at det udmærker en videnskabelig empirisk teori, at den kan være i mod­ strid med empirisk konstaterbare kendsgerninger, - at den kritiske indstilling er et generelt kendetegn ved en rationel holdning. I slutningen aftyverne og begyndelsen af tredi verne kom Popper i kontakt med nogle af Wienerkredsens medlemmer, bl.a. Feigl (f. 1902), Kraft (1880-1975), Carnap (1891-1970). Han var stærkt kritisk overfor nogle af skolens centrale ideer - og også overfor Wittgensteins Traclatus - en kritik som bl.a. Carnap i et vist omfang tog til sig. I denne periode udarbejdede han et større erkendelsesteoretisk manuskript, Die Beiden Grundprobleme der Erkennlnistheorie (»Erkendelsesteoriens to grundproblemer«). Poppers onkel foretog et udvalg, der i 1934 blev udgivet med titlen: Logik der Forschung (»Forskningens logik«). Værket blev i almindelighed godt modtaget og reg­ nes stadig for Poppers videnskabsfilosofiske hovedværk213. Poppers hovedindsats under New Zeeland opholdet - indtil 1946 hvor han fik en lærerstol ved London School of Economics and Political Sciencevar inden for den praktiske filosofi med værkerne: The Open Society and Ils Enemies (»Det åbne samfund og dets fjender«, udkom 1945) og The Poverty of Hisloricism (»Historismens elendighed«, udkom først i tidsskriftet Economica, 1944/45). Begge indeholder et varmt forsvar for demokratiet og en skarp kri­ tik af enhver form for totalitær anskuelse. I England videreudviklede han si­ ne grundideer i talrige artikler, hvoraf de vigtigste er samlet i Conjectures and Refutations (»Gisninger og gendrivelser«, 1963) og Objective Knowledge, An Evolutionary Approach (»Objektiv erkendelse«, 1972).

Problemløsningers logik Grundskemaet i Poppers overvejelser over erkendelsens vækst og rationali­ tet på forskellige områder er ganske ligetil. Der er ikke noget entydigt, sik­ kert og absolut udgangspunkt for erkendelsen. Hverken sanseindtryk, for­ nuftsideer eller den almindeligt accepterede mening (common sense) kan udgøre et urokkeligt fundament for vor viden. Ej heller er der en sikker meto­ de, der angiver en slagen vej til interessante opdagelser. Specielt mener Pop­ per, at induktion er en myte: der findes slet og ret ingen induktive procedu­ rer. Fra en synsvinkel kan sagen fremstilles således: En eller flere personer (or­ ganismer) mærker eller stiller sig et problem i en bestemt problemsituation med en bestemt baggrundsviden, herunder en række forventninger. Hvad der i en

/ Problemløsningers logik

157

situation virker som baggrundsviden er delvis bestemt af det problem, der fokuseres på. Omvendt er den måde, problemet stiller sig på, delvis bestemt af personens baggrundsviden i situationen. Det er ikke absolut, hvad der regnes for baggrundsviden i situationen. Enhver del af situationen kan problematiseres, men det er ikke muligt at sætte spørgsmålstegn ved al bag­ grundsviden på én gang. Stillet overfor et problem kan personen søge at løse det mere eller mindre rationelt. Hvis det er i en teoretisk sammenhæng, sker det vedforsøgsvis at udforme en teori. Hvis det er i en praktisk sammenhæng ved at handle på en eller anden måde. Ofte vil et problem involvere både teoreti­ ske og praktiske forsøgsvise løsninger. Den forsøgsvise løsning kan udsættes for kritik eller fejleliminering. Hvad enten løsningen foreløbigt klarer sig eller ej, vil problemsituationen have ændret sig, således at der vil kunne stille sig nye problemer. Denne problemløsningsstruktur kan sammenfattes i skemaet:

Problem, —• korrigerbar teori — fejleliminering — problem2

Eksempelvis kan rotter stillet overfor problemet rottegift søge at udvikle en art, som er modstandsdygtig overfor denne gift. En punkteret cykel kan for en fodboldglad dreng på vej til fodboldkamp stille sig som et problem. Bl.a afhængig af drengens viden og kunnen kan problemet søges løst ved at be­ nytte andre trafikmidler eller ved at lappe cyklen. Hvis lapperiet søges løst ved at anbringe en klat tyggegummi på hullet, vil dette løsningsforsøg for­ mentlig på meget kontant måde udsættes for fejleliminering. I andre sam­ menhænge vil en punkteret cykel ikke stille sig som et problem, men virke som en problemløsning - hvis man f.eks. er på vej til et møde, som man egentlig helst vil have en god undskyldning for at komme for sent til. Det sidste eksempel kan tjene til at understrege, at skemaet ikke må forstås for firkantet. Alt efter sammenhængen kan der tages udgangspunkt i et an­ det led i skemaet. I så fald kan strukturen tage sig sådan ud:

Korrigerbar teori) — fejleliminering —• problem — korrigerbar teori-.

Ligeledes må det fremhæves, at der ofte sideløbende vil udvikles flere løs­ ningsforsøg, flere forsøgsvise teorier, ogat sammenligningen mellem, hvor­ ledes de forskellige teorier løser problemet, spiller afgørende ind i vurderin­ gen af hvilken teori, der eventuelt bør foretrækkes. Det afgørende er, at problemer og teorier udvikler sig hånd i hånd, og at erkendelsens vækst altid er en modifikation af tidligere erkendelse214.

158

Popper: Kritisk rationalisme

Dristige gisninger og strenge gendrivelser

I

!

Ud fra denne grundopfattelse søger Popper at løse nogle centrale problemer vedrørende den empirisk-videnskabelige erkendelses karakter og metode. For Popper bør videnskabens mål være gennem en kritisk diskussion at ud­ forme stadig dristigere og mere interessante teorier, således at de nye forsøgsvise teorier er mindre fejlagtige eller nærmere sandheden end for­ gængerne. For de teoretiske videnskaber betyder det, at det gælder om at udvikle teorier, som sætter os i stand til at komme med mere dybtgående og omfattende forklaringer, og som kan give os mere præcise forudsigelser og bedre tekniske anvendelsesmuligheder215. I lys heraf foreslår Popper, at det er afgørende for en teoris empirisk­ videnskabelige karakter, at der findes et muligt intersubjektivt iagttageligt forhold, som strider mod teorien. I så fald er teorien empirisk falsificerbar. En forklarende teori vil indeholde en eller flere strengt almene påstande (love). F.eks. »Alle Legemer tiltrækker hinanden«, »Energien i et lukket system er konstant«. Påstanden skal angå alle rum-tidsregioner. En påstand som »Alle blyanter i min skuffe er røde« regner Popper ikke for en strengt almen påstand-’16. En strengt almen påstand er falsificerbar, hvis der findes en mu­ lig basissætning, som strider mod den. En basissætning kan stride mod en al­ men sætning, men ikke udledes af nogen almen sætning, og den omhandler et intersubjektivt iagttageligt forhold. Basissætninger har formen »Til be­ stemt tid og sted indtræffer det og det, eller findes det og det«217. F.eks. »I mit køkken er der d. 11. juni 1981 en grøn spidsmus«. Denne mulige basissæt­ ning strider mod den almene påstand »Ingen spidsmus er grønne« (»Det gælder for alle spidsmus, at de ikke er grønne«) og siges at udgøre en mulig/a/rtJikator for teorien. Poppers afgrænsningskriterium (demarkationsprincip) for empirisk videnskab kan da formuleres således: en teori er empirisk videnska­ belig, hvis og kun hvis dens klasse af muligefalsifikatorer ikke er tom. Poppers løsning af demarkationsproblemet forstås måske bedst ved at sammenholde den med de logiske positivisters delvis tilsvarende bestræbel­ ser. Poppers kriterium er ikkect meningskriterium. Der ligger ikke i falsificerbarhedsprincippet, at alle andre typer af påstande skulle være erkendel­ sesmæssigt meningsløse eller tomme. Endvidere ligger der ikkei bestemmel­ sen af testpåstandene som basissætninger, at de skulle være sikre eller ude­ lukkede fra kritisk efterprøvelse. Ganske vist er Popper empirist i den for­ stand, at han lader basissætningerne være prøvestenen for teorier og anser den foreløbige accept af en basissætning for at hænge sammen med vore iagttagelsesoplevelser (Wahrnehmungserlebnissen). Men han understreg­ er, at accepten af basissætningen ikke kan begrundes ved vore oplevelser: der er ingen logiske relationer mellem påstande og oplevelser. Følgelig in­ volverer accepten af en basissætning altid et besluttende moment og er i den udstrækning konventionel. Enhver basissætning kan underkastes kritik, der indebærer accept af andre basissætningcr, og der er ikke nogen naturgiven

Dristige gisninger og strenge gendrivelser

159

eller absolut grænse for denne krtik. Endelig mener Popper, at hvad, der i en problemsituation anses for at være en basissætning, afhænger af den pågæl­ dende baggrundsviden218. Poppers bestemmelse af falsificerbarhedsprincippet som demarkations­ princip skal ikke opfattes som en beskrivelse af, hvorledes videnskabsproces­ sen faktisk er forløbet, eller hvorledes forskerne faktisk forholder sig. En så­ dan opfattelse af videnskabernes metodelære kalder Popper for naturalistisk. Demarkationsprincippet skal heller ikke forstås som en definition af, hvad der menes med ordene »empirisk videnskab«. Falsificerbarhed som afgræns­ ningsprincip skal forstås som et forslag (proposal). Et forslag, som angiver hovedretningslinien for, hvorledes man mest rationelt bør drive empirisk vi­ denskab, hvis man vil søge at opfylde videnskabens formål. Det indebærer, at Popper betragter metodelæren som normativ. Det gælder om at udformeet sæt metodologiske regler, der angiver, hvorledes forskerne bør behandle viden­ skabelige sætninger for at opnå videnskabens mål. Det vil efter Poppers for­ slag altså sige regler for, hvorledes man bedst muligt kan bevare eller forøge testbarheden ( = falsificerbarheden) af de opstillede teorier. Dette forslag og disse regler kan i almindelighed ikke bevises, men de kan understøttes af lo­ giske og filosofisk-metafysiske overvejelser, der igen er tilgængelige for kri­ tisk diskussion219. Dette kan belyses nærmere ved at se på et af de problemer, som afgræns­ ningskriteriet (demarkationsprincippet) rejser. I almindelighed er det ikke sådan, at man opstiller og efterprøver en enkelt isoleret almen sætning. Of­ test vil der være tale om en mere omfattende teori. Det betyder, at selv om man kan formulere en basissætning, der strider mod en konsekvens af teoi ien, så er det ikke uden videre klart, hvilke elementer i teorien basissætnin­ gen er uforenelig med. Det er derfor ikke uden videre klart hvilke elementer i teorien, der kan betragtes som falsificerede og gendrevne, hvis basissætnin­ gen accepteres. I den situation kan man blot anse teorien som helhed for fal sificerbar, og teorien som helhed for gendrevet, hvis basissætningen accep­ teres. Men nu er det ofte således, at der må inddrages andre påstande, hvis man fra en teori skal udlede en konsekvens, der er klart uforenelig med en basissætning. For eksempel kan en påstand om, hvor Månen befinder sig på et bestemt tidspunkt, fungere som basissætning. Men hvis den skal bruges som en test af Newtons mekanik og gravitationsteori, er det nødvendigt at inddrage påstande om Månens afstand fra Jorden og dens impuls til et be­ stemt tidspunkt (såkaldte initialbetingelser). Hvis ikke man inddrager flere på­ stande, har man i eksemplet stiltiende brugt den hjælpehypotese, at der ikke virker andre kræfter på Månen end Jordens tiltrækning. Hvis det viser sig, at man fra Newtons teori samt disse initialbetingelser og hjælpehypoteser kan udlede en påstand, som strider mod basissætnin­ gen, så betyder det ingenlunde, at man dermed har gendrevet Newtons teo­ ri. Man har forenklet sagt følgende muligheder: 1) Man kan lade være med

i

i

160

i

I

I

Popper: Kritisk rationalisme

at acceptere basispåstanden. For så vidt man vil give en grund til at forkaste basispåstanden, kan man indføre en hjælpehypotese: at basissætningen ikke er formuleret på baggrund af observationer eller eksperimenter, men ud fra Grimms eventyr, at iagttageren er upålidelig, eller lignende. 2) Man kan nægte at acceptere initialbetingelserne. Denne mangel på accept kan endog bakkes op afhjælpehypoteser, der gør rede for, hvorfor man til syvende og sidst må forkaste de formodede initialbetingelser. 3) Man kan lade være med at acceptere de oprindeligt indførte hjælpehypoteser - evt. kan man indføre nogle andre i stedet for. 4) Man kan forkaste eller modificere Newtons teori. Det centrale er, at en accept af en basissætning, der er uforenelig med de på­ stande , der som helhed er involveret i testproceduren, oftest ikke tvinger en til at forkaste eller modificere det, man normalt vil opfatte som den centrale ide i den teori, der testes. Det betyder, fordet første, at der må skelnes skarpt mellem en teoris/a/nficerbarhed og falsificeringen eller gendrivelsen af en teori220. Der må indføres nogle metodologiske regler, der angiver, hvad der skal til for at acceptere no­ get som en basissætning. Her indfører Popper den regel, at en mulig basis­ sætning kun skal anerkendes som en basissætning, hvis den ikke alene er uforenelig med en opstillet teori, men også bevarer en med teorien uforene­ lig falsificerende hypotese. Når vi tester en teori, så tester vi egentlig altid mindst to teorier: den oprindelige teori og den falsificerende hypotese. For det andet peger den nævnte situation på nødvendigheden af at indføre nogle metodologiske regler, der kan regulere hvilke modifikationer af initial betin­ gelser, hjælpehypoteser og den egentlig teori, der er tilladelige. Thi Popper fremhæver selv, at ud fra et rent logisk synspunkt, er det altid muligt at holde fast ved en teori, f.eks. ved på passende måde at indføre hjælpehypoteser221. Forsøg på konsekvent at beskytte en teori på denne måde kalder Popper (efter Hans Albert, f. 1921) for immuniseringsstrategier. Sådanne bør ikke benyttes222. En dermed sammenhængende regel går ud på, at de hjælpehy­ poteser, som indføres for at klare et specielt problem for en teori - såkaldte ad hoc (til dette) hypoteser - skal være testbare uafhængige af den teori, som de indføres for at beskytte223.

Induklionsproblemet Grundtanken bag demarkationsprincippet udnyttes også af Popper i løsnin­ gen af induktionsproblemet eller mere generelt: problemet om kriterier for vi­ denskabens vækst. Tanken går ud på, at der er en asymmetri mellem verifi­ cerbarhed og falsificerbarhed og mellem verifikation og falsifikation224. Der gælder det logiske forhold, at der fra sandheden af en singulær sætning af form som en basissætning, f.eks. »På dette sted til denne tid er der et æglæggende pattedyr«, kan sluttes til falskheden afen almen sætning, f.eks. »Ingen pattedyr lægger æg«. Derimod kan der ikke sluttes til sandheden af en almen sætning

Induktionsproblemet

161

alene ud fra sandheden eller falskheden afen basissætning. Som anført hyl­ der Popper det metodologiske synspunkt, at testudsagnene i de empiriske vi­ denskaber har form af singulære sætninger, og han mener at kunne angive metodologiske regler for accepten af disse. Ud fra sin empiristiske grundholdning accepterer Popper i det væsentlige Humes opfattelse af induktionsproblemet: Hvordan kan det være berettiget at slutte fra erfaringer om enkelte kendsgerninger til noget, som vi ikke har erfaret? Popper omformulerer blot problemet til: Er det berettiget at anse en almen teori for sand på grundlag af basissætninger? Popper giver i det væ­ sentlige samme svar på problemet som Hume: Det er aldrig berettiget at anse en almen teori for sand (eller sandsynlig) på grundlag af basissatninger (erfaringer)11'1. Men Popper mener at kunne give retningslinier for, hvornår det i nogle problemsituationer er rationelt at foretrække en eller flere teorier fremfor andre. Thi i de situationer, hvor det er rationelt at acceptere nogle basissæt­ ninger, er det også rationelt at foretrække den falsificerede hypotese og at anse den testede teori for at være falsk. Generelt mener Popper, at man i en problemsituation, hvor man står overfor flere teorier, der er foreslået som losning på det samme problem, undertiden rationelt kan foretrække en teori fremfor andre på grundlag af en kritisk diskussion af teoriernes bevarelsesgrad126. En teoris bevarelsesgrad er bestemt af følgende forhold: 1) Den måde den løser problemer på. Alt andet lige er en teori at foretrække, hvis den løser flere problemer eller løser dem mere præcist end andre. 2) Teoriernes testbarhed. En teoris testbarhed angives af det omfang, hvori den kan testes. Testbarheden er bestemt af hvor meget teorien udelukker, dvs. af klassen af mulige falsifikatorer. Noget andet er, om der i en bestemt situation er tek­ nisk og politisk mulighed for at udføre en test227. 3) Strengheden af de tests, som teorien har gennemgået. En tests strenghed bestemmes af, hvor usandsynlig den pågældende basissætning er ud fra den relevante baggrundsviden i pro­ blemsituationen , hvor den testede teori ikke medregnes2-8. 4) Den måde teorien har klaret de gennemgåede tests på. Det må understreges, at der ikke fra en teoris bevarelsesgrad til et tids­ punkt kan sluttes noget om udfaldet af fremtidige tests. Ligeledes er det et kardinalpunkt for Popper, at en teoris bevarclsesgrad ikke kan bestemmes som en sandsynlighed229. Popper bestemmer altså den videnskabelige fremgangsmåde, som en rati­ onel udnyttelse af trial and error metoden (»forsøg- og fejlmetoden«) - den pro­ cedure, han mener, er karakteristisk for al organisk vækst og indlæring. På det seneste ynder han at formulere det således:

"Hovedforskellen mellem Einstein og en amøbe (...) er, at Einstein bevidst leder efter fejleliminering. Han forsøger at dræbe sine teorier: han er bevidst kntiskover for sine teo­ rier, som han af den grund forsøgerat formulere skarpt snarere end vagt. Men amøben kan ikke være kritisk vis-a-vis dens forventninger eller hypoteser; den kan ikke være kritisk, fordi den ikke kan stå overfor dens hypoteser: de er en del af den««911

Videnskab og »prug

I

162

Popper: Kritisk rationalisme

Metodologi og metafysik Poppers demarkationsprincip er ikke rettet destruktivt mod filosofi eller me­ tafysik. Brodden i det er først og fremmest rettet mod pseudovidenskab. Det vil sige synspunkter eller teorier, som tilhængere udgiver for at have samme forklarende karakter som fysiske teorier, men som faktisk er eller bliver be­ handlet som ikke-testbare. I Poppers øjne er (degenereret) marxisme og nog­ le af Freuds og Adlers psykologiske teorier pseudovidenskabelige231. Metafysiske eller filosofiske ideer kan ifølge Popper på tre måder spille en positiv rolle i erkendelsens og samfundets udvikling. For det første har man­ ge empirisk-videnskabelige teorier udviklet sig af ideer, som i deres første udformning har været metafysiske. Som eksempel nævner Popper ato­ mismen232. For det andet er der en række traditionelle filosofiske proble­ mer, som med fordel lader sig omformulere til metodologiske spørgsmål. Et af eksemplerne er objektivitetskravet, der kan omformuleres til den metodo­ logiske regel, at man i videnskaben kun må indføre sætninger, der er inter­ subjektiv! testbare233. For det tredje kan filosofiske synspunkter understøtte metodologiske forslag og regler. Som eksempel kan nævnes den realistiske ide om, at der findes en verden, som er uafhængig af vore tanker og oplevel­ ser. Eller anderledes udtrykt: at der er en virkelighed, som ligger til grund for verden, som den fremtræder foros. I sammenhæng med ideen om erken­ delsens vækst som en stadig tilnærmelse til sandheden og ideen om en på­ stands sandhed som overensstemmelse med en kendsgerning ligger denne opfattelse til grund for flere af Poppers metodologiske forslag234. Popper fremhæver, at filosofiske synspunkter eller ideer må forstås som svar på filosofiske spørgsmål. På deres side må filosofiske spørgsmål forstås som foranlediget af teoretiske eller praktiske problemer235. Det hænger ulø-

I I

filosofiske problemer

filosofiske ideer

f

diskurs og handling i teoretisk øjemed

formel og empirisk videnskab

teoretiske problemer, teorier og fortolkninger

diskurs og handling i praktisk øjemed

f.eks. teknologi og politik

praktiske problemer, normer og institutioner

metodologiske regler

Skemaet viserforholdet mellem deforskellige typer af problemer og svar, sådan som Popper op­ fatter dem.

i

Metodologi og metafysik

seligt sammen med Poppers overordnede holdning til filosofi, videnskab, kunst og politik. Holdningen har fået betegnelsen »kritisk rationalisme«, som er blevet det gængse udtryk for Poppers og ligesindedes synspunkter2’6. Ra­ tionalisme skal her forstås i modsætning til irrationalisme og ikke til empiris­ me i bred forstand. Denne rationalisme går ud på, at man søger at løse så mange problemer som muligt ved at appelere til tænkning og erfaring, ikke til stemninger eller følelser237. Men denne optimistiske og ikke i sig selv nær­ mere begrundede tro på fornuften afbalanceres af Poppers fallibilisme: den sokratiske indsigt i at vi (næsten) ikke ved noget; at alle vore ikke-trivielle formodninger og teorier er skrøbeligt, fejl barligt gætværk; at allede traditio­ ner og institutioner, som - planlagt eller ikke-planlagt - har udviklet sig som forsøgsvise løsninger af vore praktiske problemer, er ufuldkomne2’8. Ratio­ nalisme og fallibilisme udmøntes i den kritiske indstilling: stillet overfor en problemløsning drejer det sig i almindelighed ikke om at bevise eller direkte verificere denne, men om at finde fejl i problemløsningen; en problemløs­ ning, som indtil videre har klaret kritikkens skærsild, kan indtil videre anses for bevarelsesværdig og danne baggrund for videre teoretisk og praktisk arbejde23’. Som nævnt spiller ideen om en stadig tilnærmelse til sandheden en vigtig rolle for Popper som regulativt princip. Selvom en problemløsning er blevet ramt af kritikkens pile, skal den ikke totalt glemmes og fortrænges som et ulykkeligt vildskud. Tværtimod vil den ofte stadig spille en rolle. I teoretisk øjemed er det i forhold til den gendrevne teori, at kravene til en ny og bedre teori kan præciseres. Den ny teori må nemlig kunne løse de problemer, som den gamle teori kunne løse, den må derudover kunne løse de problemer, som den gamle ikke kunne løse, den må klare de tests, som gendrev den gam­ le; endelig må den - inden for den empiriske videnskab - kunne gøre rede for nogle nye fænomener. Popper hævder ydermere, at videnskabens vækst vil­ le ophøre, hvis ikke nogle teorier ind i mellem for et stykke tid klarede sig igennem nye tests240. I praktisk øjemed kan det i mange tilfælde være rationelt at anvende en gendreven teori. Det gælder specielt, hvis man kan vise, at den gamle teori under visse betingelser tilnærmelsesvis er indeholdt i den nye. I så fald kan man nemlig ud fra den nye teori give en god grund for, at man netop under disse betingelser kan anvende den gamle teori med held. F.eks. kan man for mange formål anvende Kepler-lovene til beregning af planetbaner, selv om de kun er tilnærmelsesvis rigtige i lys af Newtons mekanik og gravitationste­ ori. Ligeledes kan man for de fleste formål anvende Newtons fysik, selv om den kun er tilnærmelsesvis rigtig i lys af Einsteins teori. Som det fremgår af citatet om amøben og Einstein mener Popper, at den væsentligste forskel mellem organisk-biologisk og videnskabelig problem­ løsning er, at mennesker kan forholde sig til problemer og problemløsninger i kraft af at besidde et sprog, der kan anvendes til beskrivelse og argumentatiir

1

163

p

164

Popper: Kritisk rationalisme

on. I sammenhæng hermed drager Popper en distinktion mellem objektiv og subjektiv erkendelse. Erkendelse i den subjektiveforstand er en psykisk tilstand eller en disposition til at opføre sig eller reagere på bestemte måder i bestemte situationer. Erkendelse i den objektive forstand er indholdet af problemsituatio­ ner, problemer, teorier og argumenter som sådanne241. Så såre et problem eller en teori er formuleret, er det eller den intersubjektiv tilgængelig og et muligt objekt for kritisk diskussion. En tanke eller lignende er som proces el­ ler tilstand eller disposition ved en organisme nok tilgængelig for fejlelimine­ ring i form af uhensigtsmæssig adfærd, der i barske tilfælde kan have døden til følge. Men den er ikke tilgængelig for intersubjektiv, kritisk diskussion. Ifølge Popper må videnskabelig erkendelse forstås som erkendelse i objektiv forstand. Det er temmelig ligegyldigt og irrelevant at søge at udforme krite­ rier for erkendelse i den subjektive forstand. Hvad det drejer sig om, er at udforme krav til interessante problemer, bedre problemløsninger og streng kritik242.

i

Historie og samfund

i

i

f

Poppers kritik afen metafysisk ide, historicismen, er en egnet indfaldsvinkel til hans praktiske filosofi og opfattelse af historie- og samfundsvidenskaberne. Historicismen går ud på, at der findes historiske love eller udviklingsmon­ stre. Ud fra viden om disse love eller mønstre er det muligt i store træk at for­ udsige de afgørende ændringer i et samfunds eller i menneskehedens ud­ vikling. Hertil knytter sig også det synspunkt, at det er social- og historievi­ denskabernes vigtigste mål at levere sådanne forudsigelser243. Forenklet sagt kan historicistiske synspunkter inddeles på to måder. Der er forskellige opfattelse af, i hvilken retning samfundsfaserne udspiller sig på den historiske scene. Her kan skelnes mellem tre hovedformer. Der er to liniære former: den som ser historien som i det store og hele en bestandig ned­ tur, og den som betragter historien som en optur. Der erguldaldersynspunktct (paradismyten): i de gode gamle dage vandrede menneskene rundt som halvguder - i hvert fald de rigtige mennesker: den udvalgte race eller det ud­ valgte folk. Siden er det gået sørgeligt ned ad bakke. Det andet liniære syn­ spunkt er forestillingen om tusindårsriget: en gang i fremtiden vil samfundet have udviklet sig til det ideale samfund, paradis på jorden - i hvert fald for den udvalgte skare. Herefter vil der ikke være nogen egentlig udvikling. Den tredje opfattelse er den cykliske: ethvert samfund eller menneskeheden som helhed gennemgår i en bestemt rækkefølge nogle faser i et stadig tilbage­ vendende mønster. Den anden inddeling af historicistiske synspunkter går på, hvad der anses for »motoren« eller drivkræfterne i den historiske udvikling. Der kan være tale om forskellige teistiske former, hvis det er en eller anden guddoms vilje el­ ler plan, der driver værket og sætter i scene. På den anden side er der en ræk-

Historie og samfund

165

ke forskellige naturalistiske versioner: der er den biologiske version, f.eks. i den form at faseforløbet er bestemt af kampen mellem racerne, ogat resulta­ tet er givet på forhånd, i og med, at en race er de andre overlegen. Et sådant synspunkt var et led i den nazistiske ideologi. Der er den økonomiske versi­ on, f.eks. i form af at al udvikling er bestemt af den økonomiske klassekamp som motor244. Ifølge Popper er det et lignende tankemønster, der ligger til grund for den såkaldte holistiske opfattelse af historie- og samfundsvidenskaberne245. Holisterne hævder, at det er disse videnskabers opgave ud fra historisk-empiriske studier og analyser at formulere love for den historiske udvikling og på basis heraf at komme med forudsigelser om de afgørende samfundsforandrin­ ger246. På den anden side er det en væsentlig ingrediens i denne opfattelse, at disse studier, love og forudsigelser ikke kan have samme karakter som i na­ turvidenskaberne. Det skyldes, fordet første, at menneskehedens udvikling er enestående. Vi kan ikke studere en tilsvarende proces andetsteds. I sam­ menhæng hermed hævdes det, at udviklingen af samfund indebærer en form for ændringer og nyskabelser, som ikke karakteriserer naturprocesser. Revolutioner, handelskrige og industrialisering kan nok ligne hinanden, men vil altid være afgørende forskellige, fordi ethvert samfunds historie er noget enestående, og fordi den måde, en afgørende begivenhed udspiller sig på, altid er præget af samfundets historie242. For det andet hidrører sam­ fundsvidenskabernes særpræg fra, at de samfundsmæssige størrelser (klas­ ser, kunstretninger, styreformer, osv.) ikke lader sig analysere på samme måde som naturvidenskabernes objekter. De samfundsmæssige størrelser kan ikke beskrives blot ud fra deres elementers indbyrdes forhold og karak­ ter. Derfor kan en ændring af en samfundsmæssig størrelse heller ikke an­ gives som et andet arrangement af de samme elementer, men ændringen må indebære noget egentligt nyt. Over for påstanden om, at samfundsudviklingen har en særlig karakter, fordi den består af enestående, historiske ændringer og nyskabelser, indven­ der Popper, at noget tilsvarende også findes ved naturprocesser. F.eks. fin­ des der regelmæssigheder i naturen, som gælder i visse regioner for visse pe­ rioder, men ikke i andre regioner eller perioder. Vekslingen mellem nat og dag har for mange folk været en af de mest slående regelmæssigheder. Men det tager sig anderledes ud, når man krydser Polarcirklen. Overfor det holi­ stiske synspunkt indvender Popper, at det er en misforståelse at tro, at man på noget som helst område, kan studere »helheder«, hvis der med dette tæn­ kes på alle aspekter og træk ved et eller andet. De »helheder«, der kan stude­ res i samfundsvidenskaberne - som i alle andre videnskaber - er altid ud­ valgte aspekter eller træk ved tingene. I den forstand hvor samfundsviden­ skaberne studerer »helheder«, i samme forstand studeres der helheder inden for naturvidenskaberne. F.eks. gletcherbevægelser, galaksebevægelser, bjergkædefoldninger og atomer248.

I

I

166

Popper: Kritisk rationalisme

l

>c Den aldre Popper i Kobenhavn 1973, da han modtog Sonningprisen.

I

Poppers hovedargument mod historicismen vedrører betydningen af er­ kendelsens vækst for samfundsudviklingen. Han benægter ikke, at der kan formuleres sociologiske love af forskellig slags, (jf. side 212). De vil primært angå sammenhænge mellem de ikke-intenderede konsekvenser af vore handlinger og vil have samme form som fysiske love, dvs. de vil have form af almene betingelsessætninger. F.eks. kan der formuleres markedsøkonomi­ ske love af forskellig art, alt efter hvilken type marked, der er tale om. Det be­ tyder på den anden side, at lovene ikke kan bruges til betingelsesløse forudsi­ gelser. Initialbetingelserne kan hele tiden ændre sig - eller vi kan sørge forat ændre dem. Sådanne ændringer er bl.a. afhængige af væksten i den viden­ skabelige erkendelse, som indholdsmæssigt er principielt uforudsigelig. De teoretiske samfundsvidenskaber må fundamentalt anvende samme metode som de teoretiske naturvidenskaber. Nemlig den rationelle udnyttelse afior-

Individualisme og rationelle reformer

167

søg-og-fejl metoden med det formål at finde forklarende almene teorier, der er stadig bedre tilnærmelser til sandheden219. De historiske videnskaber - hvad enten det er natur- eller samfundsvidenskaber - er kendetegnet ved en inter­ esse i at analysere, beskrive og forklare enkelte begivenheder eller forløb. En redegørelse for handlinger eller handlingsforløb bør også følge forsøg-ogfejl metoden. For at forstå en menneskelig handling kræves almindeligvis to ting: For det første må vi have en viden om den problemsituation, den hand­ lende befinder sig i, dvs. vi må have et kendskab til de objektive forhold, hvorunder handlingen skal udføres; for det andet må vi vide noget om den handlendes synspunkter, forventninger, præferencer osv., dvs. vi må have kendskab til, hvorledes den handlende selv opfatter sin situation. På bag­ grund heraf kan vi udarbejde en - simplificeret og idealiseret - »rationel re­ konstruktion« af den handlendes problemsituation i forhold til den måde, han selv opfatter den. Arbejdet med at udarbejde en sådan rekonstruktion (model) kalder Popper for situationslogik eller situationsanalyse251. Men en historiker søger ikke at beskrive og forklare et vilkårligt sæt af be­ givenheder. Begivenheder og begivenhedsforløb udvælges ud fra et syns­ punkt eller en generelfortolkning. Den angiver dels det aspekt afhistorien, som undersøges: F.eks. klædedragtens historie i de og de samfund. Dels en le­ dende ide, der angiver i hvilket lys begivenhederne betragtes og hvilke be­ givenhedsforløb, der i første række anses for vigtige. F.eks. kan klædedrag­ tens udvikling ses som betinget af økonomiske forhold. Det centrale for Pop­ per er, at sådanne ledende ideer eller generelle fortolkninger ikke er eksperi mentelt testbare på samme måde som almene teorier, men at dette ikke ude lukker, at de kan diskuteres kritisk ud fra det tilgængelige materiale.

I |!

I I

I

Individualisme og rationelle reformer I sammenhæng med kritikken af historicismen kritiserer Popper også kollek­ tivisme: det synspunkt, at individerne kun har en underordnet betydning i forhold til de sociale helheder (hær, parti, kirke), de indgår i. Han mener, at kollektivismens appel beror på en forveksling af individualisme med egois­ me og altruisme med kollektivisme. Modsætningen til kollektivisme er ikke egoisme, men individualisme: at ethvert individ er værdifuldt, eller - med Kants ord - at ingen person må behandles som blot et middel. Individualis­ me er forenelig med altruisme, dvs. solidaritet med nødstedte og lidende. Omvendt forudsætter altruisme ikke kollektivisme. Tværtimod fører kollek­ tivisme let til totalitære anskuelser og magtanvendelse. Hvis helheden er alt og individet blot en udskiftelig brik, må det være berettiget at sørge for, at der ikke er nogle rebelske individer, der ikke har forstået deres rette plads i helheden, og som kan forventes at ville kaste grus i maskineriet251. Historicisme og kollektivisme bruges ofte til at underbygge en utopisk holdning inden for den politiske filosofi. Utopisme er det synspunkt, at æn-

168

I

i

I

Popper: Kritisk rationalisme

dringer af de bestående samfundsforhold kun eller bedst kan ske ud fra en to­ talplan over det ideelle samfund, en utopi. Utopisk planlægning og forsøg på at realisere planen vil typisk252 indeholde følgende elementer: Utopien må fremstilles ud fra en tilbundsgående analyse af årsagerne til menneskenes li­ delser og ulykker og af hvilke betingelser, der må være opfyldt for at sikre et harmonisk og lykkeligt samfund. Man må gå til ondets rod. Ofte vil cn uto­ pist også mene, at man ikke kan starte opbygningen ud fra de eksisterende samfundsinstitutioner og handlemønstre. I overensstemmelse med det holi­ stiske synspunkt vil man mene, at alle samfundsinstitutioner er præget af, at samfundet som helhed er ulykkeligt: retsvæsen, uddannelsesvæsen, den økonomiske struktur, de politiske styreformer er mere eller mindre inficeret af den råddenskab, som præger samfundet som helhed. Altså må man »va­ ske tavlen ren«, nedbryde de gamle institutioner oghandlemønstre. Eventu­ elt må man også lave menneskene om - hvis de er blevet så korrupte, at det risikeres, at mange slet ikke vil være glade fordet ideelle samfund. Det bety­ der endelig, at de utopiske politikere og administratorer må have den totale kontrol overalt i samfundet og må være beredt på at anvende totalitære magtmidler for at kvæle ethvert forsøg på kontrarevolution fra starten. Ud fra Poppers antiholistiske og -kollektivistiske holdning er det klart, at det er en praktisabel og værdifuld opgave på grundlag af de mest bevarelses­ værdige videnskabelige teorier at bekæmpe de største onder i samfundet til gavn for nogle individer. En rationel plan for rekonstruktion af samfundet som helhed i alle dets aspekter er en umulighed. Ikke blot fordi vi ikke kan planlægge for alle aspekter, men også fordi vi aldrig har et blot tilnærmelses­ vis tilbundsgående kendskab til de ikke-intenderede konsekvenser af vore handlinger. Hvad skal utopisten gribe til, når det ikke går som ventet? Der må gribes til uplanlagt planlægning - hvad der klart strider mod ideen i den­ ne type utopier. Desuden må sådanne konsekvenser tilsløres eller bortfor­ klares. F.eks. ved at finde en syndebuk: kontrarevolutionære intrigemagere og sabotører eller racefjendtlige jøder. Sådanne bortforklaringer er en ty­ pisk anvendelse af det, Popper kalder sammensvart’elsesteorien. Den går ud på, at alle sociale fænomener - specielt dem, der ikke passer i den pågældende gruppes kram - kan og skal forklares som resultat af nogle sammensvorne menneskers planlagte aktivitet. Endelig må utopisten gribe til kontrol og regulering af befolkningens adfærd i et omfang, der som regel ikke er forud­ set i planen over det ideelle samfund. Ethvert tegn på, at der er slinger i valsen under iværksættelsen af utopien, må straks imødegås ved indførelse af yder­ ligere kontrolforanstaltninger og undertrykkelsesmekanismer. Det betyder ikke blot, at selv magthaverne ofte kan have svært ved at finde rundt i kon­ trolapparaternes bureaukrati. Det betyder også, - da der i sidste ende ikke kan være nogen til at kontrollere kontrollanterne - at utopisten ikke kan få ordentlig check på, om de smukke hensigter nu også bliver realiseret. Thi munden er lukket grundigt på dem, som skulle ytre sig om denne sag.

Det åbne samfund

169

Det åbne samfund Der kan ikke planlægges for samfundet som helhed. Men gennem en ratio­ nel udnyttelse af forsøg- og fejl-metoden kan man søge at afskaffe eller af­ hjælpe de værste sociale onder (fattigdom, sygdom, krig, m.v.). Pågrund­ lag af de eksisterende traditioner og institutioner, som problemerne rejses ud fra, er det muligt trinvis at ændre traditionerne eller indføre nye instituti­ oner, som kan mindske onderne. Rimeligheden i denne fremgangsmåde lig­ ger i, at det er muligt at teste resultaterne og derigennem lære af de fejltagel­ ser, man begår. Popper vil ikke forklejne betydningen af troen på og håbet om et bedre samfund. Men det er farligt og tåbeligt at regne med, at alle konflikter og interessemodsætninger kan afskaffes. I så fald forblindes man let af drømme, så man ikke søger at tilpasse utopien til menneskene, men menneskene til utopien253 Ud fra et historicistisk synspunkt bør de politiske magthavere eller rådgiv­ ere være dem, der har speciel indsigt i historiens gang, en elite. Spørgsmålet om, hvem der skal lovgive og regere bliver centralt. Ifølge Popper er dette ik­ ke det centrale politiske problem. I overensstemmelse med Lord Actons maksime - magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut - mener han, at det centrale problem er, hvordan man kontrollerer de styrende. Hvorledes kan de styrede holde de styrendes magtudfoldelse i tømme? Poppers svar er: Gennem demokratiske institutioner. Altså en styreform hvor de styrede kan vælge og afsætte magthaverne uden voldsanvendelse og med institutioner, som søger at sikre dette bedst muligt i form af rettigheder, såsom ytrings- og demonstrationsfrihed, et vist alment uddannelsesniveau m.v. Der kan ikke gives nogen garanti for, at denne styreform bevares. Men man kan kæmpe for at bevare og forbedre den254. Demokratiske institutioner - mere eller mindre ufuldkomne - er et afgø­ rende træk ved et åbent samfund. Skellet mellem åbne og lukkede samfund (som idealtyper), er en af de ledende ideer i Poppers generelle fortolkning af Vcsteuropas politiske historie og videnskabshistorie255. Det åbne samfund er kendetegnet ved: - at tillade og muliggøre offentligt fremsatte forslag til løsning afsamfundets problemer, - at tillade og muliggøre offentlig og skarp kritik af disse forslag uden re­ striktive hensyn til personer, klasser, partier eller etablerede institutioner, - at tillade og muliggøre iværksættelsen af reformer på grundlag af de kri­ tisk diskuterede forslag, - at resultaterne af reformer undersøges med henblik på at teste de fremfør­ te forslag. Efter Poppers opfattelse opstod et åbent samfund første gang i Vesteuropa i det antikke Athen. Ikke fikst, færdigt og fuldkomment så alle ændringer og opståede samfundstyper bare har været nedtur. Men i høj grad fejlbarligt og

i I

I

II

'i i

170

I

I I

I

Popper: Kritisk rationalisme

ufuldkomment: med slaveri, kvindeundertrykkelse, fattigdom, imperialis­ me osv. Dertil kommer, at det i lange perioder ikke lykkedes at bevare og vi­ dereudvikle de indførte demokratiske institutioner256. Et lukket samfund er først og fremmest kendetegnet ved en magisk eller irra­ tionel holdning til de samfundsmæssige traditioner og sædvaner. Traditio­ ner og sædvaner opfattes og praktiseres som naturgivne eller guddommelige (af guddommelig oprindelse) på linie med himmellegemernes bevægelse og andre regelmæssigheder i naturen. Som følge heraf udviser sædvanerne overordentlig stor stivhed og stabilitet, og de forholdsvis sjældne ændringer får karakter af religiøse omvendelser eller indførelse af et nyt magisk tabu. Det er karakteristisk, at så godt som al samfundsmæssig adfærd på denne måde er sædvanereguleret og tabubelagt. Det betyder også, at personerne i et lukket samfund sjældent er i tvivl om, hvad de skal gøre: de skal gøre, som traditionen foreskriver, overholde tabuerne. Der er ikke plads til personlig stillingtagen, tvivl og ansvar: fællesskabet har taget »beslutningerne«, even­ tuelt via de magikere (partiledere, præster, teknokrater), som traditionen foreskriver, handler på fællesskabets vegne257. Omvendt er det også i dette forhold, Popper ser et af de væsentligste mo­ tiver for historicisme, kollektivisme og utopisme. Et åbent samfund indebæ­ rer en form for belastning, som ikke findes i et lukket. Den belastning, der ligger i personlig stillingtagen og personligt ansvar, og den anstrengelse, der ligger i at skulle forsøge at løse de stadigt opstående problemer rationelt. Et åbent samfund indebærer en form for »abstrakt samvær«, som ikke findes i et lukket. I et åbent samfund er man ikke ved hjælp af en samfundsautoma­ tik - sædvaner og tabuer - indrulleret og indlullet i en række fællesskaber, som uden videre tilfredsstiller nogle af vore dybeste sociale behov. Et åbent samfund åbner også mulighed for, at mange mennesker lever i anonymitet og isolation, som ulykkelige og ensomme massemennesker258. Ifølge Popper må vi gøre os klart, at vi ikke både kan blæse og have mel i munden: vi kan ikke både have den frihed og de muligheder, som demokra­ tiske institutioner giver os, og sikre os den tryghed, som ligger i at leve i et gennemritualiseret og reguleret kollektiv:

>>Vi kan aldrig vende tilbage til det lukkede samfunds uskyldighed og skønhed. Vores drøm om Himlen kan ikke realiseres påJorden. I og med at vi begynder at stole på vor fornuft og bruge vore kritiske evner, i og med at vi føler det personlige ansvars kald og fordring og med det ansvaret for at hjælpe med at fremme erkendelsen, kan vi ikke vende tilbage til en tilstand af underforstået underkastelse under cn stammemæssig magi. Foros, der har spist af kundskabens træ, er paradiset tabt. Des mere vi forsøger at vende tilbage til det lukkede samfunds heroiske alder, des sikrere er det, at vi hav­ ner i inkvisitionen, det hemmelige politi og et romantiseret gangstervælde. Hvis vi begynder med at undertrykke fornuft og sandhed, må vi ende med den mest brutale og voldelige ødelæggelse af alt, hvad der er humant. Der er ingen tilbagevenden til en har­ monisk naturtilstand. Hvis vi vender om, så må vi gå hele vejen - vi må blive dyr igen^so.

' I • i

Kuhn: Udvikling gennem revolution Poppers kritik af den logisk- positivistiske opfattelse af videnskab og erken­ delse gjorde sig gældende fra 1930’rne og fremefter. Men som »modbevæ­ gelse« i større stil var den kritiske rationalisme først etableret i slutningen af 1950’erne. I denne periode udkom også en række afhandlinger, der på en noget an­ den led var kritiske overfor den logisk-positivistiske videnskabsfilosofi. I fle­ re afdisse afhandlinger blev det gjort gældende, at der er adskillige kritisable fællestræk mellem den logisk-positivistiske og den popperske videnskabsop­ fattelse. Af skrifter fra denne periode, som søgte at identificere og kritisere sådanne fællestræk, kan nævnes S.E. Toulmins Philosophy ojScience (»Viden­ skabsfilosofi«, 1953), N.R. Hansons Patterns of Discovery (»Opdagelsesmøn­ stre«, 1958), ogen række artikler afP.K. Feyerabend, f.eks. Explanation, Reduction and Empiricism (»Forklaring, reduktion og empirisme«, fra 1962). I disse og lignende skrifter lagdes stor vægt på at belægge de mere abstrakte overvejelser over karakteren af videnskabelige metoder, teorier og love med

Hl

II

X 1 ff 1’ 7

'

&

'

I

I

Filosofiens lidt ældre enfant terrible, P. K. Feyerabend, hvis budskab er, at den eneste metode­ regel, der galderfor videnskaberne, er den anarkistiske lerre, "that everything goes«. I sin kom­ mentar til ovenstående amator-foto skriver Feyerabend, al del stammerfra hans kontor i Berkeley, hvor han erfotograferet . .på baggrund af den storefilosof, King Kong".

172

Kuhn: Udvikling gennem revolution

eksempler fra videnskabshistorien. Ofte skete dette ligefrem på den måde, at de mere teoretiske overvejelser voksede frem af et eksempel fra videnskabs­ historien. Det hænger sammen med, at man ikke mente at kunne oprethol­ de et skarpt skel mellem principper, der alene angår begrundelsen af videnska­ belige påstande, og overvejelser, der alene angår opdagelsen af videnskabelige begreber og teorier. Derved var man i modsætning til den logiske positivis­ me og Popper, der mente, at videnskabshistorien hører ind under de empiri­ ske videnskaber. Som en konsekvens af den nære sammenknytning af vi­ denskabsfilosofi og videnskabshistorie søgte man i højere grad at angivet et demarkationsprincip ud fra en psykologisk-sociologisk karakteristisk af dc videnskabelige institutioner end ud fra logiske træk ved de videnskabelige produkter.

I

I

Detfalske billede

l

l

Det værk, som vakte størst flurore, og som har fået omfattende virkning og vakt diskussion langt ud over videnskabsfilosoffernes kreds, er T.S. Kuhns The Structure of Scientific Revolutions (»Videnskabens revolutioner«, 1962). Kuhn (f. 1922) er oprindeligt uddannet som teoretisk fysiker. Senere blev han optaget af videnskabshistoriske problemstillinger, og det var i sammen­ hæng med disse undersøgelser, at han kom til at interessere sig for viden­ skabsfilosofi. Han har skrevet en bog om overgangen fra det gamle til det nye verdensbillede, The Copernican Revolution (1957) og flere videnskabsfilo­ sofiske og videnskabshistoriske afhandlinger. Nogle af disse er samlet i The Essenlial Tension (»Den væsentlige spænding«, 1977). 1 1970 kom TheStructure of Scientific Revolutions i 2. udgave med et langt efterord. I dette - samt andre artikler - søgte Kuhn at forklare og forsvare sit synspunkt over for den skar­ pe kritik, han var blevet udsat for. Det betød, at han modererede og nuance­ rede nogle afgrundteserne fra bogen. Det følgende holder sig hovedsagelig til 1. udgaven, da det er den, som har stået i centrum for diskussionen. Igennem sine videnskabshistoriske studier nåede Kuhn frem til, at det do­ minerende billede af videnskaben simpelthen ikke kunne passe: at det syste­ matisk fordrejede den udvikling, som faktisk var med til at knæsætte de store opdagelser. Det må fremhæves, at Kuhn selv hentede sine eksempler fra fy­ sikken, men han synes at mene, at hans betragtninger gælder for al naturvi­ denskab og formentlig også for samfundsvidenskaberne260. Kuhn protesterer først og fremmest mod den kumulative opfattelse af viden­ skabernes udvikling, dvs. den opfatttelse, at videnskaben, efter at den først var sat på skinner, har dynget kendsgerning på kendsgerning eller opstillet stadig mere generelle teorier. En sådan kumulativ opfattelse kobles ofte sammen med det synspunkt, at det ligger i videnskabens væsen, at den i sta­ dig højere grad har formået at frigøre sig fra fordomme og udskille overtroi­ ske elementer fra den rene videnskab.

Paradigmer og normalvidenskab

173

Kuhns protest tager udgangspunkt i, at han ud fra sine videnskabshistori­ ske undersøgelser ikke mener, at der findes ahistoriske almene kriterier for, hvad der er overtro, og hvad der er sand videnskab. Videnskaben har ikke været en sammenhængende opsamling af kendsgerninger eller stadig mere generelle teorier efter det videnskabelige gennembrud. De videnskabelige discipliner har udviklet sig diskontinuert gennem en række af større og mindre revolutioner. Disse revolutioner har ikke blot betydet, at hvad der tidli­ gere ansås for god latin gennemgik mindre korrektioner. De har derimod betydet et brud med den måde, man hidtil havde stillet spørgsmål og vurde­ ret sine svar på. Revolutionerne har peget fremad, idet det er resultatet af re­ volutionerne, der har sat rammerne for, hvilke spørgsmål det nu har været relevant at forske i, og for, hvorledes denne forskning skulle vurderes261. Men samtidig med at Kuhn bryder med den kumulative opfattelse af vi­ denskabens udvikling, går han ind for, at denne udvikling opfattes evolutio­ nært. Kuhn bruger bevidst udtrykket »evolution« for at analogisere viden­ skabens udvikling med organismernes udvikling. Ligesom arterne stammer fra hinanden, således »nedstammer« en videnskabelig revolution fra den forudgående periodes forskning. Det betyder, at selv om den kumulative proces både med hensyn til teorier og data afbrydes af videnskabelige revo­ lutioner, så er der en påviselig sammenhæng i den videnskabelige udvikling. Thi det vil være sådan, at man for hvert led i denne udvikling netop kan ef­ tervise, hvorledes den er frembragt af den forudgående. Derimod kan det ik­ ke påvises, hvorledes et led eventuelt vil frembringe et nyt, hvis man selv be­ finder sig i dette led262.

Paradigmer og normalvidenskab Kuhns positive videnskabsteori har som den fundamentale krumtap, hvor­ om det hele drejer sig, et par begreber, som gensidigt betinger og belyser hinanden: begrebet om en videnskabelig gruppe eller et videnskabeligt sam­ fund og begrebet om et paradigme. På den ene side er det en betingelse for, at en mængde forskere udgør en videnskabelig gruppe, at de har noget tilfæl­ les, nemlig et paradigme. På den anden side er noget først et paradigme, hvis der er en flok videnskabsmænd med en forskning bestemt af dette paradigme263. Som eksempler på paradigmer nævnes klassikere som Ptolemæus’ Almagest og Newtons Principia mathematica philosophiae naturalis. De hævdes at have to karakteristika, der er definerende for et paradigme. Re­ sultaterne og metoderne i disse værker var tilstrækkeligt enestående til at til­ trække en gruppe fans, så disse ikke mere tog del i konkurrerende former for videnskabelig aktivitet. Desuden indeholdt værkerne tilstrækkeligt mange løse ender, således at der for den omdefinerede gruppe forskere var rigeligt med problemer at gå i lag med264. Et paradigme må ikke uden videre sættes lig med en teori, hvor en teori

I

II

il

174

I

i

Kuhn: Udvikling gennem revolution

forstås som et sæt påstande. Udover at indeholde teoretiske overvejelser må et paradigme indeholde så succesfulde konkrete problemløsninger, at det er i stand til at tømre en flok videnskabsmænd sammen til en gruppe, hvis forsk­ ning derefter styres ud fra dette paradigme. Der er to væsentlige sammen­ hængende forskelle mellem »en flok videnskabsmænd« og en »videnskabelig gruppe«. Den første er, at netop ved at have et paradigme fælles undgår medlemmerne i en videnskabelig gruppe at behøve at diskutere fundamen­ tet for deres forskning. Det betyder videre, at der vil være større indbyrdes forståelse end blandt en tilfældigt udplukket flok, og der vil være udbredt enighed om hvilke forskningsresultater, der kan betragtes som en succes, og hvilke, der ikke kan. Den anden forskel er, at netop denne enighed medfø­ rer, at der er et forholdsvis fast program, man skal igennem for at lære den pågældende disciplin, hvilket igen er med til at styrke sammenholdet i grup­ pen. Man har læst nogenlunde de samme lærebøger, gennemtærsket sam­ me slags eksempler på konkrete problemløsninger, man er enige om, hvem der er gruppens forbillede osv.2«. På baggrund af disse begreber skelner Kuhn mellem førparadigmatisk vi­ denskab eller forskning i en før-videnskabelig fase og moden videnskab. Forskning på et eller andet område er forparadigmatisk, hvis der findes flere konkurrende skoler, der hver for sig har et slags paradigme, men hvor det ik­ ke er rimeligt at tale om, at forskningen gør fremskridt. Som eksempler på discipliner i en førparadigmatisk periode nævnes ud­ forskningen af elektricitet i første halvdel af det 18. århundrede og mange af samfundsvidenskaberne i dag26®. Forskningen går eventuelt over i et udvik­ let eller modent stadium. Det kan ske ved, at et paradigme vinder så stor til­ slutning blandt forskerne, at deres energi kan koncentreres om at udvikle og uddybe dette på en sådan måde, at det synes åbenbart, at der gøres frem­ skridt. Det kan også ske ved, at tilhængere af de konkurrende skoler simpelt­ hen uddør. Men Kuhn tager udtrykkelig afstand fra267, at forskning skulle gaover til et modent stadium, blot fordi en flok forskere skulle vedtage at væ­ re enige om visse fundamentale forhold på deres område. I Kuhns syns­ punkt ligger der altså ingen opskrift på, hvorledes man etablerer en videnskab'-'68. Inden for den modne videnskab skelner Kuhn mellem to former for forsk­ ning: normalvidenskabelig forskning og ekstraordinær forskning. Ved normalvtdenskabeligforskning forstås en videnskabelig gruppes forskning i lys af et paradigme, hvor gruppen ikke tager hensyn til og ikke ønsker at udvikle nye teorier inden for et alternativt paradigme269. Det karakteristiske for denne forskning er, at de opgaver, der stilles, og retningslinierne for en vurdering af svarene er afledt fra paradigmet. Noget bliver et paradigme for en gruppe forskere, hvis det synes lovende for en formulering af konkrete problemer. Tilsvarende består den normalvidenskabelige aktivitet i at undersøge, hvor­ vidt og i hvilket omfang dette løfte kan indfries. Men ifølge Kuhn er det vel at mærke således, at gruppen tager det for givet, at løftet kan indfries270.

i

Videnskabelige revolutioner

175

Normalvidenskabelig aktivitet er teoretisk og eksperimentelt koncentre­ ret om tre punkter. For det første søger man at give nøjere bestemmelser af de relevante fakta, f.eks. stjernepositioner eller linsekonstanter. Fordet an­ det søger man at forbedre teoriernes samstemmen med disse fakta, f.eks. konstruktionen af Atwoods maskine for at demonstrere kraftloven eller ud­ viklingen af en matematisk teknik til at behandle to-legeme problemet med. For det tredje stræber man efter en udførlig udarbejdelse eller artikulation af de paradigmatiske teorier. Det gælder i særlig grad om normalvidenskabclig forskning vedrørende dette punkt, at det på en gang er teoretisk og eksperi­ mentelt. F.eks. bestemmelsen af fysiske konstanter eller af kvantitative love som Coulombs elektrostatiske kraftlov. Mere udpræget teoretisk - men sta­ dig hørende under dette punkt - er forsøg på at give mere elegante, hensigts­ mæssige eller gennemskuelige fremstillinger af paradigmet. Eksempler her­ på er de forskellige udformninger af den newtonske mekanik. Denne opfat­ telse indebærer, at Kuhn tager afstand fra en skarp distinktion mellem teori og empiri: der findes ingen videnskabelig relevante »rene« observationssæt­ ninger271 (jf. side 126). Problemer inden for normalvidenskabelig forskning er altså karakterise­ ret ved, at det anses for givet, at de har en løsning, og man mener på forhånd at vide inden for hvilke grænser, svaret nogenlunde må ligge. Desuden gæl­ der der visse regler for, hvordan man skal søge at svare på spørgsmålene, og der er normer for, hvorledes svarene skal bedømmes. Derfor hævder Kuhn, at det ikke så meget er paradigmets renommé, der er på spil ved sådanne problemløsningsforsøg, som forskerens renommé. Problemløsning inden for normalvidenskab omtales som gådelosning (»puzzlesolving«) og proble nierne som gåder (»puzzles«)272.

Vtdenskabelige revolutioner Ekstraordinær forskning indtræffer, hvis en viidenskabelig gruppes normalvidenskabelige forskning kommer ud i en krise, eller hvis der er udbredt bevidsthed om anomalier. Et fænomen bliver til en anomali til forskel fra en gade for en videnskabelig gruppe, hvis fænomenet ikke synes at kunne in passes under paradigmet, og man i gruppen såsmåt aner, at det kan være en trussel mod paradigmet. En krise fremkommer, hvis en samling anomalier opfattes som tilstrækkelig alvorlige - ellers bliver de måske blot fortrængt eller over­ set - eller hvis der er en mere dyb bevidsthed om, at der er noget galt med de paradigmatiske teorier273. Bevidsthed om anomalier er forudsætningen for og eventuelt begy ndclsen til opdagelser af nye fakta, og kriser er en forudsætning for og eventuelt begyn­ delsen til opfindelsen (»invention«) af nye teorier-’74. Ekstraordinær forskning er den forskning, der forsøger at løse anomalierne eller gøre en ende på kri­ serne. Den er derfor ikke kendetegnet ved gådeløsning. Derimod er den ka­ rakteriseret ved, at der udvikles forskellige versioner al de gældende teorier,

Il

176

Kuhn: Udvikling gennem revolution

og ved, at der foretages filosofiske analyser af de fundamentale begreber. Dertil kommer at forskergruppen forsøger at udkaste mere eller mindre spe­ kulative teorier, der forsøger at vinde tilhængere, således at en ny videnska­ belig gruppe kan organiseres omkring dem. Hvis noget sådant indtræffer, er der sket en videnskabelig revolution, et paradigmeskift.

i

1

V 3 KW- ■■

i

*•
>F«. Sagen er da, at ikke blot kan A tage fejl, dvs. opnotere F, selv om fornemmelsen ikke er forekommet. A har end ikke mulighed for på meningsfuld måde at kontrollere, om han har taget fejl. Thi der er ikke givet nogen anden regel for anvendelsen af»F« end: »»F« er det tegn, der af A opnoteres, hver gang denne smerte optræder«, og der er ikke givet nogen anden bestemmelse af »denne smerte« end: »Den smerte, der optræder, hver gang A korrekt opnoterer tegnet »F««. Men ordet »kor­ rekt« har ingen funktion her. Der er ingen mulighed for at skelne mellem korrekt og ukorrekt anvendelse af »F«331. Dette argument er rettet mod muligheden af, at psykologiske fænomener kan være private angående direkte tilgang. Wittgensteins almene opfattelse 13 VicJcntkab og sprog

194

i

Den senere Wittgenstein: Sprog og livsform

af, hvad der skal til for, at en ting - en streg, en lyd, en bevægelse - kan være et meningsfuldt tegn, spiller her en vigtig rolle. Det giver ingen mening at ta­ le om erkendelse af iænomenerne uafhængigt af deltagelsen eller kendskab til en offentlig praksis, en vis regelmæssig adfærd. Det kan være fristende og i en vis forstand rigtigt at mene, at jeg ved, at dette er rødt, fordi jeg kan se, at det er rødt. Men det er fejlagtigt, hvis det knyttes til den forestilling, at jeg ved, hvordan jeg kan anvende tegnet »rødt«, fordi jeg så at sige kan skue den usynlige navlestreng, projektionsreglen, der skulle binde tegnet sammen med det, som det betegner. Ligeledes er det forkert at tro, at jeg først kan an­ skue og forstå et eller andet som rødt uafhængigt af en vis almen praksis og dernæst navngive det, jeg anskuer på denne måde, med ordet »rødt«. Argumentet retter sig videre mod, at psykologiske fænomener skulle være private i henseende til erkendbarhed. Tankegangen vender sig mod teorien om, at hvis der l.unne være en direkte tilgang til psykologiske fænomener, så ville de i hvert fald være erkendelige for personen selv. Thi som anført skal argumentet vise, at hvis en person principielt ikke kan meddele sig id andre om et fænomen, så giver det heller ingen mening at antage, at personen kan meddele sig til sig selu om fænomenet. Ethvert forsøg på ved private, osten­ sive definitioner at give en betydning til tegn, som skal betegne private, er­ kendelige fænomener, kan ikke være andet end tomme gebærder. Sådanne gebærder har ingen funktion i de sprogspil, hvori vi lærer, opfatter og med­ deler os om psykologiske fænomener. Argumentet viser imidlertid ikke, at psykologiske fænomener ikke kan være private angående autoritativ tilgang. Det synes at fremgå af to forhold, som Wittgenstein fremhæver. Det første angår hans positive antydninger af, hvordan vi kan lære at anvende betegnelser for fornemmelser. Et barn hører udtryk som »smerte« og »hovedpine« i sammenhæng med de naturli­ ge, oprindelige udtryk for fornemmelserne og lærer efterhånden at erstatte de naturlige udtryk med de verbale: barnet lærer en ny smerteadfærd. Det betyder ikke, at udtryk som »av« og »tandpine« er betegnelser for naturlige udtryk for smerte som gråd eller skrig, eller at sætninger som »Det gørondt« eller »Jeg har hovedpine« omhandler disse naturlige udtryk. Det betyder, at sådanne ord og sætninger i visse situationer kan forstås som andre udtryk for smertefornemmelsen332. Det andet forhold angår forskellen på mit eget og andres forhold til mine fornemmelser. Wittgenstein hævder her, at mens det giver mening, at andre kan være i tvivl om, hvorvidt jeg har smerter, så giver det ikke mening, at jeg selv tvivler på, at jeg har smerter. Derfor giver det heller ikke under normale omstændigheder nogen mening at sige, at jeg ved, at jeg har smerter. Thi heri kan der ikke ligge andet end, at jeg har smerter. Men at andre kan tvivle på, at jeg har smerter, betyder ikke, at andre ikke i mangfoldige tilfælde kan vide, at jeg har smerter. Der er situationer, hvor det ville være absurd at tvivle på, at en anden har smerter333.

Kroppen er sjælens billede

195

Kroppen er sjælens billede Wittgenstein vil ikke hermed reducere en fornemmelse til udtrykkene for denne fornemmelse. Han vil ikke bestride, at der findes mentale eller sjæleli ge tilstande og processer. Derimod vil han advare mod at opfatte dem som tingog processer på linie med fysiske ting og processer - blot lavet af et andet materiale334. Vi taler om forholdet mellem en fornemmelse og dens udtry på mangfoldige måder i forskellige sprogspil. Hvis man søger at bringe for holdet på en enkel formel, så kommer man galt af sted. På samme måde som Wittgenstein mener, man kommer galt af sted, hvis man forsøger at bringe forholdet mellem en fysisk genstand og sanseindtrykkene af den pa en simpel formel335. Forholdet mellem mentale tilstande og adfærd er ikke et u ven digt forhold. Vi kan ikke bestemme og forstå mentale tilstande uafhængigt af et kendskab til de mangfoldige former for adfærd, hvorigennem de kommer til udtryk. Omvendt kan vi heller ikke forstå de forskellige former for adfærd uden at forstå dem som udtryk for forskellige mentale tilstande. Hvis man forsøger at gøre det, er det ikke længere et menneske, der handler og man er i forbindelse med, men slet og ret en organisme. Dette at man nok kan skelne mellem, men ikke adskille en ment ti sta eller proces fra de kropslige udtryk for denne, har Wittgenstein givet prægnant formulering af: »Den menneskelige krop er det be ste i e den menneskelige sjæl«. I sammenhæng hermed fremhæver han,at et i normale situation ikke er sådan, at vi om en anden har den mening eller » eori«, at vedkommende har en sjæl eller er et bevidst væsen. At vi anser kommende for at være et bevidst væsen viser sig i den in sti ing, ham, den måde vi i forskellige situationer omgås og behandler ham pa .

Matematikkens nødvendighed Wittgensteins opfattelse af, hvad der ligger i at følge en regel, præger også hans betragtninger over matematikkens grundlag. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om, hvad et bevis er, og hvilken status eller nødvendighed et be­

vis har. Der skal her kun omtales et enkelt punkt i disse betragtninger. Fra antik­ ken har matematikken været regnet for det område, hvor mennesket har vundet den mest eksakte og sikre erkendelse af nødvendige sammenhænge. Der har groft sagt været to modstridende opfattelser af dette forhold. Nogle platonisterne - mener, at denne sikkerhed og nødvendighed har sin grund i, at der i matematikken er tale om at opdage sammenhænge mellem en særlig slags ideelle størrelser, sammenhænge som findes uafhængig af den menne­ skelige erkendevirksomhed. Andre - konstruktivisterne - mener, at sikker­ heden og nødvendigheden skyldes, at deri matematikken er tale om, at man selv opfinder eller konstruerer de størrelser, man beskæftiger sig med. For 13*

i

I

ii

I

196

I I

Den senere Wittgenstein: Sprog og livsform

konstruktivister er det derfor kun meningsfuldt at tale om en matematisk størrelse eller en matematisk læresætning, hvis det kan angives, hvorledes man kan frembringe et bevis for læresætningen, eller hvorledes denne stør­ relse kan konstrueres. På den ene side synes Wittgenstein i en vis forstand at acceptere den tradi­ tionelle opfattelse af matematikken som sikker og nødvendig. På den anden side synes han at afvise både platonismen og konstruktivismen337. Ikke fordi han vil hævde, at matematikkens sikkerhed og nødvendighed har sin grund i noget tredje, men fordi han mener, at selve spørgsmålet om, hvad matema­ tikken har sin grund i, er misvisende. Matematikken er simpelthen det ikke helt skarpt afgrænsede sæt afsprogspil med dertil hørende aktiviteter, som vi kalder matematik. Mange matematiske sprogspil er karakteriseret ved en høj grad af hurtig opnåelig enighed. Der er i almindelighed stor overens­ stemmelse angående, hvilke regler der skal eller kan følges i forskellige sam­ menhænge, og angående, hvordan en regel skal følges i det enkelte tilfælde. Wittgenstein synes nu at mene, at hans almene opfattelse af det at følge en regel også finder anvendelse på matematikken. Det betyder, at der ikke lig­ ger andet i det at følge en matematisk regel eller en logisk slutningsregel end en vis træning og alment accepteret praksis. Reglen »Læg 2 til« viser ikke selv, hvordan den skal anvendes. Det viser den, hvis man kender dens be­ tydning. Men at kende dens betydning er ikke andet end at være i stand til at foretage visse operationer eller bedømme visse operationer i overensstem­ melse med en almen praksis, hvor der på dette område er en meget høj grad af enighed. Heri ligger ikke, at matematiske sætninger som f.eks. »2 + 2 = 4« er sande, fordi alle mennesker siger eller tror, at 2 + 2 = 4. Det betyder blot, at hvis der var en gruppe væsener, som med stor enighed benyttede sætnin­ gen »2 + 2 = 5«, så ligger der ikke andet i det end, at disse væsener har et an­ det begreb om tal og addition, end vi har338. Med disse overvejelser mener Wittgenstein ikke at gribe ind i eller være påvirket af ændringer i matematikernes praksis. For ham er der et skarpt skel mellem matematik og filosofi. Hans overvejelser skal blot tjene til at kor­ rigere visse misforståede opfattelser af matematikken. De skal hjælpe os til at overskue, få blik for, forholdet mellem matematik og andre aktiviteter339.

Erfaringssætninger og grammatiske sætninger I det hele taget fastholder Wittgenstein det synspunkt fra Tractalus, at der er en klar og væsentlig forskel mellem filosofi og videnskab, og formentlig også mellem filosofi og andre former for åndelige sysler som kunst og religion310.1 Philosophische Uniersuchungen opfattes filosofi som en klargørende, terapeutisk virksomhed ligesom i TraclaluP". Men hvor resultaterne af den filosofiske aktivitet i Tractatus slet og ret fremstår som meningsløse, så såre man har ind­ set den rette sammenhæng mellem sprog og verden (afgrænsningen af hvad

i 1

Erfaringssætninger og grammatiske sætninger

197

der kan siges, hvad der kan vises, og hvad der ikke kan siges), så rummer Philosophische Untersuchungen en noget mere positiv opfattelse af filosofien. Det ligger i, at hvor ethvert forsøg på at formulere en filosofisk indsigt i Tractatus ifølge denne indsigt selv er dømt til at være meningsløs, så forholder det sig anderledes med formuleringen af den klargørende, terapeutiske virksom­ hed i Philosophische Untersuchungen. Den filosofiske virksomhed har karakter afen påpegning af oversete, helt almene forhold, som kun overses i formule­ ringen af visse problemer, fordi de er så velkendte. De filosofiske bemærk­ ninger, der tjener til at vise det misvisende i en problemformulering, har ofte karakter af en gennemskuelig (iibersichtlich) fremstilling af forholdet mel­ lem forskellige sprogformer3,12. I Tractatus er der et skarpt skel mellem på den ene side den logisk nødven­ dige struktur, som må gøre sig gældende i et hvilket som helst sprog, hvori der kan siges noget meningsfuldt om verden, og på den anden side de kontingente sætninger, der kan formuleres inden for denne struktur. I Philoso­ phische Untersuchungen benyttes der - uden at det behandles nærmere - en grundlæggende distinktion mellem erfaringssatninger og grammatiske sætninger. Men skellet mellem, hvad der er erfaringssætninger, og hvad der er gram­ matiske sætninger, tager sig forskelligt ud, alt efter hvilket sprogspil oghvilken praksis man befinder sig i. Med grammatiske sætninger sigtes der ikke til grammatiske regler i sædvanlig forstand såsom regler for verbets placering i en sætning. Der sigtes snarere til sætninger, der fastlægger eller udtrykker rammerne (de konstitutive træk) for et sprogspil eller en sprogform og dermed for en livsform, en be stemt praksis. Hvis man klart og konkret kan tænke sig eller forestille sig, at det forholder sig anderledes end angivet i en sætning, så er der tale om en erfanngssatnmg. »Bolden er brun« er normalt en erfaringssætning, da man i situationen let kan tænke sig, at bolden havde en anden farve. Ved en grammatisk sætning kan man derimod ikke klart angive, hvad der skal forstås ved, at det foi hol­ der sig anderledes end udtrykt i sætningen. Som eksempler nævnes »Enhver stok har en længde« og - i en anden sammenhæng - »»at gøre det og det« kal­ der man at udføre befalingen »Gør det og det««. Disse sætninger er med til at udtrykke konstitutive bestemmelser for, hvad vi overhovedet regner for henholdsvis stokke og udførelser af befalinger343. På linie med sondringen mellem erfaringssætninger og grammatiske sæt­ ninger nævner Wittgenstein et andet konstitutivt element for visse sprog­ spil, nemlig paradigmer (mønstereksempler). At måle længden af noget er et sprogspil og en praksis de fleste i dag kender til. Til daglig bruger vi måle­ bånd, tommestokke eller lignende, når vi skal måle længden af noget. Men hvordan bestemmer man længden af målestokkene? I mange år har man gjort det ved i sidste ende at sammenligne med længden af en platinstang i en kælder i Paris under bestemte tryk og temperaturforhold. Lad os kalde den-

I

198

Den senere Wittgenstein: Sprog og livsform

ne stang for standardmeteren. Den ordet fundamentale sammenligningsob­ jekt med hensyn til, hvad der kan regnes for 1 meter. Den tjener som para­ digme for sprogspillet »at måle længden af noget«. Det er nu Wittgensteins påstand, at det hverken giver mening om standardmeteren at hævde, at den er 1 meter, eller at benægte det. Netop fordi den er et paradigme for sprog­ spillet længdemåling, er længden af den ikke noget, der fremstilles i sprog­ spillet, men et fremstillingsmiddel. Man kan fristes til at mene, at netop standardmeteren må være 1 meter lang. Heroverfor anfører Wittgenstcin,at det, der tilsyneladende må være, hører til sproget. Det giver ikke mening at udtale det om paradigmet, som det er et paradigme på. Derfor er nødvendig­ heden kun tilsyneladende. Når det fremtræder som en nødvendighed skyl­ des det udelukkende, at der er tale om et konstitutivt træk ved fremstillings­ måden i et sprogspil. Der er ingen nødvendighed i, at standardmeteren er en standardmeter. Man kan blot sige, at hvis den ikke er det eller ophører med at være det, så kan man ikke længere spille længdemålingssprogspillet på ne­ top den måde, da man ikke længere vil have den samme praksis vedrørende måling af længder-”4.

I

Filosofiske selvfølgeligheder

I

I

I

Wittgenstein mener, at mange filosofiske problemer fremkommer, fordi man forveksler formuleringen af et konstitutivt træk ved et sprogspil meder­ faringssætninger, der kan formuleres inden for sprogspillet. Ligeledes kan de filosofiske problemer opstå ved at sammenblande sprogspil på en uigen­ nemskuelig måde. Løsningen af de filosofiske problemer ligger i en beskri­ velse af, hvordan de forskellige sprogspil faktisk fungerer. De filosofiske pro­ blemer opløses, når vi på en overskuelig måde angiver, hvordan de forskelli­ ge sprogspil forholder sig til hinanden. Filosofien skal ikke opstille teorier i form af hypoteser. Filosofien skal ikke forklare eller begrunde noget. Den fi­ losofiske betragtning skal søge at sammenstille det allerede velkendte og selvfølgelige, men oversete, på en sådan måde at man ikke mere foranlediges til at filosofere. De filosofiske problemer melder sig ikke. I denne forstander filosofien terapeutisk, at ligne med behandlingen af en sygdom: den vellyk­ kede behandling af et filosofisk problem betyder filosofiens ophævelse”5. Men - til forskel fra Tractatus - kan man meningsfuldt tale om filosofiske påstande. De må blot have karakter af selvfølgeligheder, som alle vil være enige om, og som kun får deres pointe i en sammenhæng, hvor de afslører det mis­ forståede i en filosofisk problemstilling. De filosofiske selvfølgeligheder må formuleres i et almindeligt dagligdags sprog. De filosofiske løsninger består ikke i en udarbejdelse af et teknisk for­ finet sprog eller i en konstruktion af formelle sprog. Det betyder næppe, at Wittgenstein betragter »dagligsproget« som en altomfattende guddommelig appelinstans. Han påpeger blot, at det er i det almindeligt talte sprog, at de

Wittgenstein og traditionen

199

filosofiske problemer formuleres. Et problem, der udelukkende kan formu­ leres! en teknisk forfinet jargon eller ved hjælp af et formelt sprog, er ikke et filosofisk problem, men et spørgsmål der kan besvares ved yderligere tekni­ ske forfinelser eller ved konstruktion af andre formelle sprog346. Den filosofi­ ske refleksion er ikke reformatorisk, den lader alt være, som det er. Er den vellykket indebærer det blot, at den misforståede trang til at formulere filo­ sofiske spørgsmål og til at reflektere over dem ophører347.

Wittgenstein og traditionen Den måde, på hvilken Wittgenstein skelner mellem erfaringssætninger og grammatiske sætninger, ligger på linie med et dominerende træk i den vest­ lige filosofiske tradition. Både rationalister og empirister har skelnet mellem den erfaringsafhængige erkendelse, som udelukkende kan give kendskab til kontingente forhold, og den aprioriske erkendelse af nødvendige sammen­ hænge, som man vinder indsigt i ved fornuftsmæssig refleksion. Rationali­ ster har typisk ment, at den aprioriske erkendelse gav indsigt i fundamentale træk eller strukturer ved virkeligheden, mens empirister typisk har ment, at denne indsigt udelukkende angik vor erkende - eller tænkemåde. I moderne udgave: træk ved den sproglige fremstilling, som ikke fortæller noget om sammenhænge i virkeligheden (jf. side 122). Hvordan opfatter Wittgenstein sine grammatiske sætninger i forhold til disse synspunkter? Det er et uafkla­ ret punkt ved Wittgensteins senere filosofi, men følgende kan fremhæves. For det første adskiller Wittgenstein sig afgørende fra traditionel rationa­ lisme og empirisme ved at afvise, at filosofien på nogen måde skal etablere et grundlag for erkendelsen og videnskaberne. Som nævnt skal filosofien blot beskrive, hvordan sproget fungerer i sammenhæng med de aktiviteter, der er knyttet til de forskellige sprogspil. Det udelukker ikke, at det i mange sam­ menhænge er rimeligt og vigtigt at begrunde en pastand eller et synspunkt. Men det er ikke en speciel filosofisk opgave at levere den fundamentale »sid­ ste begrundelse« for al erkendelse. Gennem sammenstillingen af de filosofi­ ske selvfølgeligheder kan man påpege, at al begrundelse har en ende, at det i mange sammenhænge er meningsløst at spørge om en yderligere begrundel­ se for en påstand. Den gennemskuelige fremstilling af sammenhængene mellem vore sprogspil viser, hvad der er en god eller en dårlig begrundelse inden for et sprogspil og en livsform348. For det andet synes Wittgenstein ikke at ville tillægge de aprioriske, gram­ matiske sætninger nogen form for absolut nødvendighed. Spørger vi om muligheden for at ændre en konstitutiv regel for et sprogspil, synes han blot at svare, at man da simpelthen ikke spiller dette spil mere, at man har ændret en vis praksis. Han tager ikke stilling til, hvorvidt en sådan ændring kan be­ dømmes som et frem- eller tilbageskridt i erkendelsen. Måske ville han anse et sådant spørgsmål for at være udtryk for en misforståelse.

I

200

Den senere Wittgenstein: Sprog og livsform

For det tredje påpeger Wittgenstein, at det er en betingelse for erkendelse og forståelse, at der ikke alene er en vidtgående overensstemmelse i anven­ delsen af ordene, men også i vore påstande og livsformer. At der er en sådan overensstemmelse, synes han at se som knyttet til det, at der er en fælles menneskelig måde at handle på. På den måde synes han at ville pege på, at vor begrebsdannelse, de sprogspil vi spiller, hænger sammen med nogle helt almene »naturkendsgerninger«349.

i

Ryle: Bevidsthedslivets logik Oxfordfilosofien Efterkrigstidens analytiske filosofi op til midt i 1960 erne er ikke domineret af nogen enkelt skole eller bevægelse i snæver forstand. Men man kan noksi ge, at en stor del af den analytiske filosofi i denne periode har et vist fælles præg i opfattelsen af, hvad filosofien kan og ikke kan yde, i måden at formu­ lere og behandle problemer på. Undertiden omtales denne filoso is e »strømning« som dagligsprogsfilosofi eller Oxfirdfilosofi. I nogen grad hænger dette fællespræg sammen med, at man i flere henseender opponerede mod den logiske positivisme. Hvor de logiske positivister i høj grad var optaget af at analysere naturvidenskabernes metoder og teori er, er dagligsprogsfilosofien i meget ringe grad orienteret mod disse, gangspunktet er ofte andre filosoffers synspunkter, især hvis de synes at stri de mod alment accepterede forestillinger, common sense, eller ik esynes kunne formuleres i overensstemmelse med almindelig sproganven e se dinary language). I denne henseende ligger dagligsprogsfilosofien angt me re på linie med Moore end med Russell. Ligeledes gælder det, at mens e o giske positivister anså det for væsentligt at benytte den moderne formelle lo­ gik i deres analyser, så mener dagligsprogsfilosofferne, at det er me^e sentligt at blotlægge den »informelle logik« i dagligsproget pa ors områder, hvor man ikke på forhånd kan gå ud fra, at de udviklede forme e systemer er dækkende. Endelig kan det nævnes, at mens den og.ske pos tivisme er skarpt og udtalt antimetafysisk, så er dagligsprogs i oso selvforståelse snarere ametafysisk. Heri ligger, at mange daghgsprogsiiiosofter anså den logiske positivitisme for selv at være en og . metafysik350. På den anden side ligger megen dagligsprogs i oso i p med den logiske positivisme i forkastelsen af mange traditione e i o problemer og filosofiske systemer som udtryk for grundlæggende mis ors a-

r.lo,on Ue, de. Cambridge til Oxford i efterkrigstiden. Ganske vist havde bade Moore og Wittgenstein, som må anses for hovedinspiratorerne til dagligsprogsfilosolien, virket i Cambridge. Men de mest kendte af filosofferne fra denne perio­ de og strømning har lagt deres hovedvirke i Oxford.

Et spøgelsefordufter Et af de områder, hvor dagligsprogsfilosofien har udfoldet størst aktivitet er inden for »the philosophy of mind« (bevidsthedsfilosofi). I en strøm af vær­ ker og artikler har man søgt begrebsligt at analysere og karakterisere følel-

I

I

202

l.

i

I i

Ryle: Bevidsthedslivets logik

ser, hensigter, vilje, drømme, hukommelse, forestillingsbilleder osv. Dette skyldes i nogen grad den senere Wittgensteins interesse for og beskæftigelse med disse begreber. Men i centrum for debatten som konstruktivt udgangspunkt og som pole­ misk Prugelknabe var nok så meget G. Ryles bog The Concept of Mind (»Be­ vidsthedsbegrebet«), der kom i 1949. Gilbert Ryle (1900-76) blev uddannet i klassisk sprog og filosofi i Oxford, hvor han blev professor i 1945.1 1930’rne gjorde han sig bemærket med flere væsentlige artikler, og i 1954 udkom artikelsamlingen Dilemmas, hvori han forsøger at vise, hvorledes man kan lø­ se eller opløse filosofiske paradokser eller dilemmaer. Endelig udsendte han i 1966 en bog om Platon, Plato ’s Progress. I årene 1948-71 var han udgiver af tidsskriftet Mind, der i hvert fald på daværende tidspunkt blev regnet for den britiske filosofis flagskib. Men Ryles filosofiske hovedindsats ligger afgjort inden for analysen af bevidsthedsbegrebet. The Concepl of Mind har både et destruktivt og et konstruktivt sigte. Ry­ les destruktive anliggende er at tilbagevise den dualistiske menneskeopfat­ telse, der har været dominerende i de sidste 300 år. Hovedtrækket i denne opfattelse er, at mennesket består af to væsensforskellige ting, en sjæl og et legeme. Legemet lader sig beskrive og forstå fysisk principielt på lignende måde, som man fysisk kan beskrive og forstå planetbevægelser og maskiner. Sjælen, det psykiske, lader sig principielt ikke beskrive og forstå på denne måde. Hvordan den så skal forstås og beskrives, og hvilken slags forbindelse der kan være mellem legemet og sjælen, har været et af de vanskeligste og væsentligste filosofiske problemer i nyere tid. Det konstruktive projekt i Ry­ les bog består i en angivelse af, hvordan man på en logisk tilfredsstillende måde kan bestemme det, vi allesammen ved om mennesker i kraft af, at vi kan beskrive og vurdere mennesker som forfængelige eller generte, dumme eller kløgtige, følsomme eller vittige, osv. Dvs. Ryle søger at bestemme, hvorledes vore begreber om følelser, intelligens, vilje, motiver, forestillinger og dermed beslægtede begreber forholder sig til hinanden, således at der ik­ ke fremkommer logiske modsigelser eller absurde konsekvenser. Den dualistiske menneskeopfattelse omtaler Ryle polemisk som Descartes’ myte eller dogmet om spogelset i maskinen. Mere udførligt karakteriserer Ryle denne opfattelse således: - legemet er både i tid og rum, men sjælen eller bevidstheden er kun i tid, - legemet kan beskrives mekanisk, men bevidstheden kan ikke, - legemet er tilgængeligt for offentlig iagttagelse, mens sjælen er privat, - en person har umiddelbart kendskab til sit eget sjæleliv i kraft af bevidst­ hedens »selvindlysende« karakter og introspektion, mens andre personers sjæleliv aldrig kan være umiddelbart tilgængeligt, - det sjælelige opfattes som begivenheder og tilstande, der kan forårsage be­ givenheder og tilstande ved legemet351. Ryle fremhæver, at formuleringen og udbredelsen af denne dualistiske op-

-

i

Et spøgelse fordufter

203

’ 3 S»41 fx . 1 M.

i i

t) ■

■

• -i

■

Mange af de engelske kolonier har overtaget det engelske universitetssystem - og den engelske, akademiskefilosofi. Her besoger Oxfordfilosofiens forende skikkelse i 1950’erne, Gilbert Ryle, sine australske kolleger i 1956. Fra venstre ses Passmore, Ryle, Parlndge og Anderson.

fattelse bl.a. hænger sammen med udviklingen af den mekaniske naturop­ fattelse efter renæssancen. Det blev alment accepteret, at alt i naturen prin­ cipielt må kunne beskrives mekanisk. Men samtidig fandt mange, at det ik­ ke fuldt ud er muligt at beskrive mennesket på denne måde. Hvori ligger så forskellen mellem dyr og maskiner på den ene side og mennesket på den an­ den side? Det var nærliggende at hævde, at bevægelser og tilstande ved kropsmaskineriet skyldes, at de er forårsagede af begivenheder og tilstande af en ganske særlig art, nemlig mentale begivenheder og tilstande. Denne opfattelse giver anledning til tre problemer: For det første bliver det problematisk, hvorledes man i det hele taget skal beskrive og forstå disse særegne mentale begivenheder og tilstande, da det accepterede paradigme på forklaringer er mekaniske forklaringer. Man har i vidt omfang forsøgt at klare dette gennem en overførsel af det mekaniske paradigme på sjælen. Man har da udarbejdet en quasi-mekanisk teori for

■'im . t'

204

Ryle: Bevidsthedslivets logik

»sjælemaskineriet«. Men disse forsøg har mest karakter af luftige spekulatio­ ner, begrebsforvirring og løssluppen anvendelse af billeder. For det andet bliver det håbløst at forstå sammenhængen mellem det på­ ståede »sjælemaskineri« og kropsmaskinen. Ud fra synspunktet må forbin­ delsen forstås som en årsagssammenhæng mellem tilstande og begivenhe­ der. Men samtidig gælder det, at der ud fra synspunktet simpelthen ikke er plads til disse årsagssammenhænge, da alle accepterede sammenhænge en­ ten er mekanisk fysiske eller - påståede - quasi-mekanisk sjælelige. For det tredje bliver det vanskeligt at redegøre for, hvordan en person overhovedet kan erkende andre personers sjæleliv. Thi ud fra den dualisti­ ske opfattelse er sjælelivet noget privat, der ikke er direkte tilgængeligt for iagttagelse for andre end personen selv. Det bliver vanskeligt at forstå, hvor­ dan en person i det hele taget kan vide, om andre væsener haren sjæl eller en bevidsthed352.

Kategorifejltagelser

I

4

Ryle mener, at den cartesianske-dualistiske opfattelse er fundamentalt fejla8h? °S dermed, at de problemer, som den giver anledning til, er udtryk for misforståelser. Hans diagnose er, at den dualistiske opfattelse bunder i et sæt såkaldte kategorifejllagelser. Hvad Ryle mener med kategorifejltagelser kan bedst angives ved at anføre et par af hans egne illustrationer. En person, der første gang ser en fodboldkamp, bliver instrueret i, hvad de forskellige red­ skaber og medvirkende betyder for spillet. Han lærer, hvilke funktioner målmanden, liberoen, backerne, dommeren og linjevogterne har, og hvad målstolper, hjørnellag, bold og kridtstregerne tjener til. Hvis personen da si­ ger. »Vel, nu harjeg forstået hvad de forskellige personer og redskaberne be­ tyder, men hvem eller hvad udøver da holdånden, som jeg har hørt skulle være så vigtig?«, så er det udtryk for en kategorifejltagelse. At udvise eller udøve holdånd er ikke en funktion ved siden af at sparke målspark, centre, skyde på mål, løbe i position, tage imod en advarsel. Det er den måde, spil­ lerne og andre udfører operationer på. En spiller kan udvise holdånd i en be­ stemt situation ved at centre til en medspiller, der er i scoringsposition, i ste­ det for selv at drible sig i scoringsposition. Men dermed har spilleren ikke udført to gerninger: dels centret, dels udvist holdånd. Spilleren udførte én gerning, men på en bestemt måde. En andet eksempel kan illustrere, hvordan en person, der kan anvende en række begreber, alligevel kan begå en kategorifejltagelse, når han overvejer, hvorledes disse skal placeres logisk. En person kan lære hvilke forskelle, der er mellem den britiske, amerikanske og danske forfatning. Han kan lære forskelle og sammenhænge mellem regering, statsråd, folketing og domsto­ le. Det giver da mening både at spørge om, hvornår den danske forfatninger blevet til, og om hvornår en bestemt regering er blevet til. Men muligvis pla-

Kategorifejltagelser

205

cerer personen begrebet om den danske forfatning logisk fejlagtigt. Det gør han, hvis han på det anførte grundlag kan undre sig over, at det ikke giver mening at spørge om hvilke personer, der sidder i den danske forfatning, når det er helt rimeligt at spørge om hvilke personer, der sidder i en bestemt re­ gering. Den danske forfatning er ikke en institution af samme type eller kate­ gori som regering, domstole eller folketing. Så længe personen ligger under for denne kategorifejltagelse, vil han være tilbøjelig til at opfatte den danske forfatning som et modstykke til institutioner som domstole og folketing, blot afen egen mystisk art353. På lignende måde hævder Ryle, at den cartesianske-dualistiske opfattelse erudtryk foren række kategorifejltagelser. Man har rigtigt set, aten persons tankegang, følelser og formålsrettede handlinger ikke kan beskrives alene på naturvidenskabelig måde, men slutter da fejlagtigt, at de må beskrives som modstykke til dette. Ligesom menneskets krop er en kompleks organiseret enhed, er den menneskelige bevidsthed eller sjæl en kompleks organiseret enhed af en anden art og af et andet »stof«, der eventuelt i bedste fald kan be­ skrives på en quasimekanisk måde354. I stedet søger Ryle at vise, at det, der kendetegner bevidste, tænkende, fø­ lende og handlende normale mennesker eller personer, dels er en række me­ re eller mindre komplekse dispositioner - formodninger, færdigheder, karak­ tertræk, m.v. - dels at deres handlinger typisk involverer sådanne dispositi­ oner. Det betyder, at påstande om en persons bevidsthed ikke er påstande om, hvad der rører sig i en privat »sjælelig substans«, eller hvad der foregår på et »indre teater«, men om hvordan begivenhederne i personens liv er or­ ganiseret. Forskellen mellem forskellige typer af disse begivenheder marke­ res ved, at de involverer forskellige typer af dispositioner355. Logisk set indebærer synspunktet, at påstande om en persons mentale tilstande eller akter har form af betingelsespåstande eller en blanding af betin­ gelsespåstande og kategoriske påstande356. Betingelsespåstande udtrykkes typisk i hvis... så... sætninger: »Hvis solen skinner længe om sommeren, så bliver asfalten blød«, »Hvis planterne ikke får vand, så dør de«. Kategoriske påstande er typisk rapporter om begivenheder eller tilstande: »Hun havde en rød kjole på«, »Toget passerede under broen«. En disposition er ikke no­ get, der sker eller finder sted, men markerer, at der i situationer af en vis type vil optræde begivenheder eller handlinger afen eller flere slags, hvis der ind­ træder begivenheder af en eller liere typer. Et nogenlunde simpelt eksempel på en disposition er elasticitet. En fjeders elasticitet er ikke en begivenhed, men dette, at fjederen under normale temperatur- og trykforhold m.v. vil bevæge sig tilbage til sin oprindelige stilling, hvis den bøjes inden for et vist interval. Påstande, der tillægger et eller andet en disposition, vil derfor kun­ ne udtrykkes i betingelsessætninger: hvis i den og den type situation der ind­ træffer begivenheder af den og den type, så vil der optræde begivenheder af den og den type.

I,

(i;
derved at årsag og virkning er logisk uafhængige, således at man ikke kan referere til virkningen uden samtidig at referere til årsagen. Dvs., der er ingen logisk nødvendig sammenhæng mellem årsag og virkning. Diskussionen om dette emne har været lang, og der er i de sidste 20 år fremkommet en stærk kritik af »The Logical Connection Argument«. En af de klassiske kritikere er Donald Davidson (f. 1917), der hævder, at det ikke er umiddelbart indlysende, at motivforklaringer modsat årsagsforklaringer er analytisk opbyggede. Davidsons pointe går ud på, at såvel syntetiske som analytiske udsagn kan omskrives til modsatte udsagn. Beviset for dette er som følger: Vi antager udsagnet »A forårsagede B«, hvor henholdsvis A og B er logisk uafhængige størrelser i en almindelig årsagsforklaring. Det vil altså sige, at »årsagen til B« er lig »A«. Følgelig kan udsagnet »A forårsagede B« omskrivestil »Årsagen til B forårsagede B«, hvilket er et analytisk udsagn387. Omvendt forholder det sig ligeledes sådan, at et analytisk udsagn kan om­ skrives til et syntetisk udsagn. Davidsons reaktion på synspunkter i stil med Meldens er stadig genstand for diskussion, idet det er kontroversielt om hans pointe virkelig berører ker­ nen i skellet mellem motivforklaringer og årsagsforklaringer388.

I.

J

I

Den logiske sammenhæng

221

IW

w

Meldens arbejder kan på mange måder betegnes som den analytiskefilosofis svar på eksistentia­ lismen. Navnlig hans bøger om frihedsbegrebet har hafl stor indflydelse.

En af de videnskabsteoretikere, der trods kritikken af »The Logical Connection Argument« alligevel tilslutter sig en version af argumentet, er von Wright, der imidlertid tolker argumentets styrke på en anden måde end Melden. For von Wright ligger argumentets styrke ikke i, at vi ikke kan refireretil motivet uafhængigt afhandlingen, men snarere at vi overhovedet ikke kan verificere (eller bedre endnu: teste), at en person haret motiv, uden at tage

S:

Bf! | ' V'U ■

■'■ »'

i

■Mk .

■

V1L : > ^^o ':-.

■■■■■

■ 'WÅ':? f ;

’r '

.

ih

• ■

Ti

-

■

.As#**

y / r" •

•

■

■

1

iW

■■■

*/ !

.4 7

f

L ' 1

■ ’■ .

., ;-\h,

-

■’

■•*>.

«

1 ■•

>

•*

. *

■

*

••'

*

•

-tT. -

i VM

1

-X

»J

li!

256

Hare: Moralens sprog

Som Kant formulerede punktet: et »bør« forudsætter et »kan«. Hvis en per­ son af en eller anden grund er afskåret fra at udføre en bestemt handling, har det ingen mening at sige, at han eller hun bør udføre den. Dette træk ved brugen af moralske udsagn passer for Hare som fod i hose med hans tese om deres præskriptive funktion. Han påpeger, at også imperativer, ja præskrip­ tive ytringer i det hele taget, forudsætter et »kan«. Det er ikke underligt, for præskriptive ytringer kommer ifølge deres funktion først ind i billedet dér, hvor spørgsmålet »Hvad skal jeg gøre?« rejser sig, og derfor er det kun at forvente, at de - som et krav til den rette iscenesættelse af den sproglige situa­ tion - forudsætter et »kan«. Medmindre det står klart, at det er i ens magt at udføre en given handling, har det ingen pointe at spørge, om man skal, eller bør udføre den. Hare lægger stor vægt på dette punkt. At det moralske »bør« forudsætter et »kan«, bekræfter ikke blot hans tese, men afkræfter de alternative opfattel­ ser, hvorefter moralske udsagn har deskriptiv funktion. Hvis »Du bør blive donor« var deskriptivt - med indholdet »Moralsk set er du faktisk forpligtet til at blive donor« - ville »kan«-forudsætningen være helt irrelevant, som den jo notorisk er det ved »Du skylder 1.000 kroner« alias »Juridisk set er du fak­ tisk forpligtet til at betale 1.000 kroner«.

Moralske udsagn forudsætter almene regler Mens den første halvdel af Hares grundtese kategoriserer moralske ud­ sagn som en slags præskriptive ytringer, tjener den anden til at afgrænse dem i forhold til de andre slags. Tilsammen præciserer de to halvdele såle­ des moralske udsagns egenart ved at karakterisere dem som en bestemt slags præskriptive ytringer. Det afgrænsende kendetegn, som Hare kalder universaliserbarhed (»universalizability«), skal nu fremdrages. Et præskriptivt udsagn forpligter som sagt den, der accepterer det, til at handle på en bestemt måde. Det gælder både »Lad være med at ryge i denne kupé!« og »Du bør ikke ryge i denne kupé«. I vores almindelige brug af et moralsk udsagn som det anførte indgår imidlertid også, at det er forbinden­ de på den særlige måde, at det forpligter taleren selv, skønt det er henvendt til en anden. Vi ville finde det helt på sin plads at sige »Hvordan kan du sige, at jeg ikke bør ryge her, når du selv sidder og ryger?«. Man kan ikke bare stikke et moralsk udsagn ud. Der er visse begrænsninger, herunder dette krav til taleren om selv at underkaste sig den moralske dom, han eller hun gør gældende over for andre. Hvordan er det krav begrundet? Nogle vil sik­ kert svare: moralsk - og henvise til det overordnede moralprincip, at man skal handle mod andre, som man ønsker, at andre skal handle mod en selv. Det svar afviser Hare, for i hans øjne er der tale om en rent logisk begrundelse438. Punktet kan tydeliggøres ved hjælp af en sammenligning med imperati-

Moralske udsagn forudsætter almene regler

I

ver. I tilfældet med et imperativ har man, når det hen vendes til en, ikke krav på nogen begrundelse. Hvis taleren på den ene eller den anden måde har ret til at give ordren, kan han helt afvise »Hvorfor?«-spørgsmålet med et simpelt »Fordi jeg vil have det!«. Man har heller ikke krav på, at taleren er konse­ kvent: han kan meget vel i en anden, men i øvrigt helt lignende, situation si­ ge noget andet, f.eks. give den modsatte ordre, uden af den grund at skulle forklare sig. Endelig er der ikke noget som helst krav til taleren om selv at gø­ re eller undlade at gøre, hvad imperativet siger. Logisk set kan den, der ud­ taler et imperativ, ikke afkræves begrundelse, konsekvens eller personlig underkastelse: det kan være uhøfligt, urimeligt eller lignende at afvise så­ danne krav, men det er en anden sag. I tilfældet med et moralsk udsagn som »Du bør ikke ryge i denne kupé« er de samme tre krav derimod på deres plads. Det går ikke an at afvise »Hvorfor?«-spørgsmålet, hvis man ønsker sit udsagn taget alvorligt. Det går heller ikke an at affærdige en indvending gå­ ende ud på, at man ikke er konsekvent, og som omtalt ovenfor må også kra­ vet om personlig underkastelse holdes efterretteligt. Hares pointe er nu, at disse tre krav alle bunder i ét og samme grundlæggende logiske krav til den, der fælder en moralsk dom. Manglende opfyldelse al dem er ikke krænkelse af en moralsk vedtægt, som ordentlige folk nu en gang respekterer, men er slet og ret udtryk for, at man ikke mener sit udsagn som et moralsk udsagn. Det grundlæggende krav er simpelthen, at ens moralske dom om en given situation ikke må være vilkårlig, grebet ud af luften, men at den på en eller anden måde skal være fældet i lyset af bestemte træk ved situationen. For al være en dom om situationen, en stillingtagen til situationen, må den nød­ vendigvis have et eller andet holdepunkt i situationen. Det er let indset, hvordan dette grundlæggende krav indebærer de tre om­ talte krav om henholdsvis begrundelse, konsekvens og personlig forpligtel­ se. Kravet om begrundelse er kravet om, at man skal kunne angive de træk ved situationen, som den moralske dom bygger på. Konsekvenskravet - at man skal være villig til at fælde den samme dom om lignende situationer beror på, at hvis noget skal regnes for gode grunde i en situation, mådet også regnes for gode grunde i enhver lignende situation. Og endelig fremgår kra­ vet om personlig forpligtelse af konsekvenskravet sammen med det moralske udsagns præskriptive funktion: hvad man foreskriver andre, fordi de er i en bestemt situation, må man nødvendigvis selv acceptere, hvis man er i eller kommer i, den samme situation. I det grundlæggende krav om, at ens moralske dom om en konkret situ­ ation skal være begrundet i bestemte træk ved denne situation, ligger altså indeholdt, at man ved at fælde dommen om den konkrete situation samtidig forpligter sig til at fælde den samme dom om en hvilken som helst situation, der har de pågældende træk og i øvrigt ikke er relevant forskellig fra den konkrete situation; for det har ikke mening at sige, at ens henvisning til tilste­ deværelsen af disse træk i den konkrete situation udgør en begrundelse, 17

II

257

Videnskab og sprog

ih. IfL

258

Hare: Moralens sprog

medmindre man accepterer, at tilstedeværelsen af de samme træk i en i øvrigt lignende situation også dér udgør en begrundelse. I dommen om den konkrete situation betragtet som en situation med de og de bestemte træk lig­ ger med andre ord indeholdt en dom om en hvilken som helst situation af den slags - en situation med de og de træk - og derfor kan man ikke uden selv­ modsigelse fælde en anden dom om en situation af den samme slags. Det her afdækkede forhold - at man ved at fælde en moralsk dom om en konkret situation logisk forpligter sig til at fælde den samme dom om en hvil­ ken som helst situation af samme slags - kan også udtrykkes på en anden må­ de. At man ved at bedømme en konkret situation samtidigt bedømmeren hvilken som helst situation af denne slags, betyder jo med andre ord, at man forpligter sig til en almen regel af formen »Hvem som helst, der befinder sig i en situation af den her beskrevne slags med trækkene A, B og C bør udføre (undlade at udføre) en handling af den og den bestemte slags«. I eksemplet med den moralske dom »Du bør ikke ryge i denne kupé« forpligter taleren sig med sin dom om den konkrete situation til en almen regel, hvis indhold vil fremgå af hans begrundelse for dommen. Begrundelsen kan gå ud på, at der er børn til stede, eller at der er en sygmedpassager, eller at kupeen er en ikkeryger kupé, eller noget helt andet. I første tilfælde vil taleren med sin dom og sin begrundelse for den altså forpligte sig til den helt almene regel »Hvem som helst, der befinder sig i en kupé med børn, bør undlade at ryge«, og til­ svarende med de andre tilfælde. Med sin dom om den konkrete situation foreskriver taleren på den måde, at enhver, der er i en situation af samme ty­ pe som den pågældende person, bør undlade at ryge, og med sin begrundel­ se, der udpeger de relevante træk ved situationen, definerer han den om­ handlede situationstype, sådan at de to ting tilsammen beløber sig til fore­ skrivelse af, og dermed forpligtelse til, en handleregel, der er rettet til hvem som helst og formuleret i helt almene vendinger. Dette er, hvad Hare mener med moralske udsagns universaliserbarhed. For at et udsagn gælder som et moralsk udsagn, må det kunne almengøres universaliseres - på den her beskrevne måde, dvs. omsættes til en regel, der foreskriver hvem som helst i en alment bestemt situationstype at udføre (undlade at udføre) en alment bestemt handling. Hvordan et givet moralsk udsagn skal universaliseres, behøver ikke fremgå af selve udsagnet - som det f.eks. gør i »Du bør ikke ryge i denne kupé, for her er jo børn med« - men ta­ leren må altid være rede til at besvare spørgsmål derom og efter bedste evne forsøge at formulere den ved det moralske udsagn forudsatte regel. Hares grundtese om moralens sprog, universaliserbarhedstesen, giver sig nu af sig selv: moralske udsagn er kendetegnet ved at være både præskriptive og universaliserbare. At dømme moralsk er at forpligte sig til en almen handleregel. Friheden ved moralsk stillingtagen er knyttet til de moralske ud­ sagns præskriptivitet./ornu/irn til deres universaliserbarhed. Samspillet mel­ lem de to begreber inden for moralsprogets logiske struktur er emnet for Ha­ res teori om moralsk argumentation.

Moralsk argumentation

259

Moralsk argumentation Den moralske stillingtagen til en konkret situation - »Jeg bør tage til Eng­ land og slutte mig til de frie franske« - involverer ikke blot udpegning af be­ stemte træk ved situationen - nemlig de kendsgerninger om den, som tjener til at begrunde den moralske dom - men også en forpligtelse til en almen handleregel, et moralprincip. De to komponenter, begrundende kendsger­ ninger og almen regel, hænger uløseligt sammen, idet udvælgelsen af be­ stemte kendsgerninger som grunde fordommen forpligter til reglen (universaliserbarhed), og reglens funktion er at vise, hvordan kendsgerningerne be­ grunder dommen - hvordan det konkrete tilfælde falder ind under den alme­ ne regel. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi finder frem til dette bedømmel­ sesgrundlag for vores stillingtagen til konkrete situationer. Hvad er struktu­ ren i de overvejelser eller argumenter, som føreros frem til udvælgelse af det ene bedømmelsesgrundlag snarere end det andet - og dermed til at fælde den ene dom snarere end den anden? Eller sagt med andre ord: hvordan afgør vi, om vi skal forpligte os til et moralprincip, der byder sig til i en given sammen­ hæng? Hare mener at kunne besvare disse spørgsmål ved hjælp af sin universaliserbarhedstese. Tesens vigtighed består netop i, at den blotlægger en fast lo­ gisk struktur i de nævnte overvejelser og dermed fremstiller dem som en dis­ ciplineret, rationel aktivitet, samtidig med, at den også bevarer den indsigt, at vi har en grundlæggende frihed til at gøre vores moralske stillingtagen op. Tesens evne til at afklare spændingsforholdet mellem frihed og fornuft ved

moralsk stillingtagen skal her sættes på prøve. Grundstrukturen i moralske overvejelser og argumentation beskriver

Hare sådan: »Når vi i en konkret situation søger at finde ud af, hvad vi bør gøre, søger vi en hand­ ling, som vi kan forpligte os til (præskriptivitet), og som vi på samme tid er rede til at acceptere som eksempel på en handlercgcl, der skal foreskrives andre personer i lig­ nende om stændighedcr (universaliserbarhed). Skulle vi ved overvejelse afen mulig handling finde frem til, at den ved universalisering medfører foreskrifler, vi ikke kan acceptere, så forkaster vi denne handling som en løsning på vores moralske problem hvis vi ikke kan universalisere forskriften, kan den ikke blive til et moralsk »bør««439 Overvejelserne går altså ikke ud på at udlede et passende princip for den konkrete situation fra et eller andet dybereliggende, fast grundlag i form af moralske grundlove, men på at gennemføre en kritisk afprøvning af det overvejede princip ved at teste det ud fra dets konsekvenser for konkrete situ­ ationer: vi bedømmer princippet ved at udlede dets konsekvenser og så afgø­ re, om vi er rede til at tage de konsekvenser. Kan vi ikke acceptere de konse­ kvenser, princippet ved universalisering viser sig at have, kan vi heller ikke acceptere princippet og dets anvendelse på den givne situation. Til illustration heraf giver Hare det følgende eksempel, der bygger på en velkendt lignelse (Mathæus, XVIII, 23):

t

1-

17*

;ir!

260

Hare: Moralens sprog

»A skylder B penge, og B skylder C penge. Loven giver en kreditor ret til at inddrive udestående fordringer ved at lade sin debitor fængsle, og B spørger nu sig selv »Kan jeg sige, at jeg bør tage dette skridt over for A for at få ham til at betale?«. B er uden tvivl tilbøjelig til, eller ønsker, at gøre det. Hvis der derfor ikke var noget krav om, at forskrifter skal universalisercs, ville han beredvilligt acceptere den simple forsknft »Lad mig sætte A i fængsel!«. Men når han prøver at omsætte denne forskrift til en moralsk dom, og at sige »Jeg bør sætte A i fængsel, fordi han ikke betaler mig, hvad han skylder«, betænker han, at dette ville indebære en accept af den almene regel »Enhver i min situation bør sætte sin debitor i fængsel, såfremt han ikke betaler«. Men da indser han, at C er i den samme position, nemlig som ubetalt kreditor, i for­ hold til ham selv (B), og at situationerne i øvrigt er identiske; og videre, at hvis enhver i denne position bør sætte sin debitor i fængsel, så bør C sætte ham (B) i fængsel; og endelig, at accepten af den moralske forskrift »C bør sætte mig i fængsel« ville binde ham (fordi, som vi har set, han må anvende ordet »bør« præskriptivt) til accept af »Lad C sætte mig i fængsel!«. Dette sidste er han ikke villig til at acceptere. Men hvis han ikke er det, kan han heller ikke acceptere den moralske dom, at han (B) bør sætte A i fængsel for ubetalt gæld. Bemærk, al hele dette ræsonnement ville bryde sam­ men, hvis ikke »bør« blev brugt bådeuniversaliserbart og præskriptivt; for hvis det ik­ ke blev brugt præskriptivt, ville overgangen fra »C bør sætte mig i fængsel« til »Lad C sætte mig i fængsel!« ikke være gyldig«wo På den måde bedømmer man sine moralske anskuelser ved at undersøge, om deres konsekvenser for konkrete tilfælde er acceptable. Denne kritiske afprøvning kræver indsigt i den konkrete sags relevante kendsgerninger, fastholdelse af ræsonnementets logiske ramme (præskriptivitet og universaliserbarhed) samt at man har de tilbøjeligheder, man nu en gang har: hvis B i eksemplet var en fuldstændigt apatisk person og aldeles ligegyldig over for, hvad der skete ham eller andre, kunne argumentet ikke røre ham en tøddel. Som Hare afslutter sin diskussion af eksemplet: »Disse tre ingredienser (i) kendsgerninger, (ii) logik og (iii) tilbøjeligheder, sætter os i stand til, ikke at nå frem til en vurderende konklusion, men til at forkaste en vurderende dom«. I eksemplet indser B, at han ikke kan fælde den moralske dom »Jeg bør sætte A i fængsel, fordi han ikke betaler mig, hvad han skylder«, idet han finderud af, at den har en konsekvens, han ikke er villig til at tage, nemlig »Lad C sæl­ te mig i fængsel!« At B her må gå i fængsel, er en faktisk konsekvens af den overvejede moraldom, idet C faktisk findes med sine uindfriede fordringer på B. I mange, for ikke at sige de fleste, tilfælde vil afgørelsen ikke bero på faktiske, men på tænkte - hypotetiske - konsekvenser, altså konsekvenser, som ens dom ville have for en selv, hvis man var i den og den relevante situa­ tion. Dette for Hares redegørelse så væsentlige punkt skal nu belyses med tre eksempler. Per spiller klaver hver nat, og Povl, hans nabo, appelerer til hans bedre jeg: »Tænk dog på os andre! Husk, du skal behandle andre, som du selv øn­ sker at blive behandlet. Du ville ikke bryde dig om, hvis jeg forstyrrede din

I w Moralsk argumentation

261

nattesøvn med klaverspil«. Persvarer: ».Dette villejeg ikke have spor imod. Spil du bare væk!« Her appellerer Povl til Per om at se sagen fra et moralsk synspunkt, men med sit svar afviser Per det faktisk. Skulle Per nemlig mene at kunne retfærdiggøre sit svar med den moralske dom »Jeg bør have lov til at spille klaver hele natten, uanset om jeg forstyrrer nattesøvnen for andre, der gerne vil sove«, tager han fejl. For hans svar viser ikke, at han er villig til at tage konsekvensen af den dom, hvis den universaliseres. Dommen giver jo ham moralsk ret til at spille hele natten, uanset om det forstyrrer andre, der ønsker at sove, hvorfor den må give enhver anden den samme ret, sådan at han, Per, må tage stilling til denne konsekvens: »Selv hvis jeg ønskede at sove om natten, ville min nabo være i sin gode ret til at spille klaver og forstyr­ re min søvn«. Men med sit svar til Povl tager han netop ikke stilling til denne hypotetiske konsekvens, hvorfor det ikke kan være udtryk for den moralske stillingtagen. Per skal ikke spørge sig selv, om han i sin faktiske situation ville y have noget imod klaverspil om natten, men om han, hvis han var i Povls sted /’.eJt'W - altså var en, der gerne ville sove om natten - ville have noget imod forstyr-tøj^,. rende klaverspil. Han skal være villig til selv at underkaste sig den moralskcy'miy ; dom, han foreskriver andre. I en moralsk doms universaliserbarhed indgår altså, at den, der fælder dommen, skal sætte sig i hver af de involverede par­ ters sted for at afprøve sin villighed til at tage dommens konsekvenser. Sagt med andre ord kræver universaliserbarheden af den, der dømmer moralsk, at han eller hun skal være villig til at give andre personers behov, interesser og tilbøjeligheder samme vægt, som var de hans eller hendes egne. Dette er vel at mærke ikke et moralsk krav, men en logisk betingelse for dommens status af moralsk dom. En husvært overvejer at sætte sin lejer, en fattig student, på gaden, fordi han ikke har betalt sin leje til tiden. Hvis værten nu siger »Det er ikkebarejuridisk korrekt, men også moralsk set det rigtige«, må han spørge sig selv »Villejeg, hvis jeg var i studentens sted, altså hvis jeg var en fattig lejer, der ikke havde betalt min husleje, billige, at jeg blev sat på gaden af den grund?«. Ifølge universaliserbarhedskravet kan man jo ikke hævde, at en handling er moralsk rigtig i en given situation, medmindre man vil betegne den som rig­ tig, uanset hvilken af de involverede parters rolle man måtte spille i den på­ gældende situation. Hvis værten er rede til at svare »ja« på dette spørgsmål til sig selv, har han, ifølge Hares teori, moralsk set sit på det tørre. Han er fri til at hævde, at studenten bør indse, at handlingen er moralsk forsvarlig. Det er værd at bemærke, at husværten skal spørge sig selv, om han, hvis han var i studentens sted, fortsat ville finde handlingen rigtig, og ikke, om han ville synes om det, altså bryde sig om at blive sat på gaden. Hans svar, der giver ham ret til den moralske dom, kunne meget vel lyde »Ja, jeg ville finde det f rigtigt, skønt jeg selvfølgelig ville være forbandet ked af det«. Ofte er det jo sådan, at vi må acceptere en handling som den moralsk rigtige, omend den har uønskede konsekvenser for os selv. ■':

I

■

Mil

262

Hare: Moralens sprog

Det sidste fører op til det tredje eksempel, som introducerer Hares begreb fanatikeren^'. En hvid sydstatsamerikaner, der er medlem af Ku-Klux-Klan, siger »Jeg bør udrydde hver eneste neger«. For at udtalelsen kan være ment moralsk, må sydstatsmanden være villig til at acceptere, at han selv skulle udryddes, blot han var neger. Hare mener nu, at ethvert fornuftigt menne­ ske, der alvorligt går ind på denne tanke og siger til sig selv »Kan jeg virkelig billige, at jeg skulle udryddes, hvis den eneste forskel mellem det, jeg er nu, og detjeg ville være, var, at jeg var neger?« ville svare »nej«. Skulle et ræson­ nabelt K-K-K-medlem nå frem til denne selverkendelse, måtte han altså indse, at hans udtalelse »Jeg bør udrydde hver eneste neger« ikke kan være andet end et følelsesudbrud, altså noget i stil med »Jeg har mægtig lyst til at udrydde hver eneste neger!« Imidlertid kan det slet ikke udelukkes, at racisten svarer, at han helt oprig­ tigt mener, at hver eneste neger bør udryddes, herunder også han selv, hvis han var neger. For det tilfælde reserverer Hare betegnelsen »fanatiker«. En fanatiker - i den forstand - er en person, som i den grad er grebet af et ideal, at han eller hun er villig til at tilsidesætte ethvert hensyn, ikke bare til andres ønsker og behov, men også til sine egne, for at befordre idealets virkeliggø­ relse. Fanatikerens »bør«-udsagn opfylder kravene om præskriptivitet og universaliserbarhed, hvorfor de ikke kan kritiseres for at være moralsk set uholdbare, hvor modbydelige man end måtte finde dem. Fanatikere behøv­ er vel at mærke ikke være så opsigtsvækkende som K-K-K-folk, SS-soldater og selvmordspiloter: det kan være ganske almindelige hverdagsmennesker, f.eks. husmoderen, der forpester sin egen og familiens tilværelse med et ide­ al om en bestemt form for borgerlig finhed - eller forretningsmanden, politi­ keren, bureaukraten, videnskabsmanden osv. Det eneste middel mod fana­ tikereer at grave i begrundelserne for deres moralske overbevisniger fordér, hvad der ofte vil være muligt, at afdække klart uholdbare antagelser, f.eks. om menneskeracerne i racistens tilfælde, og så sætte sin lid til, at fornuften trods alt vil sejre. Inden for de præskriptive ytringers område, hvortil de moralske udsagn hører, har det ikke mening at tale om sandhed og falskhed. Det eneste, der kan kræves, er konsekvens. Hvor en person hylder moralprincipper, som indebærer tilsidesættelse af hensynet til andres tarv, kan den blotlagte logi­ ske struktur, præskriptivitet og universaliserbarhed, i visse tilfælde - og ef­ ter Hares mening er det ikke så få - være et magtfuldt dialektisk våben til at fremtvinge en opgivelse af disse principper, nemlig hvor personen kan brin­ ges til at erkende, at han eller hun, når det kommer til stykket, ikke er rede til at tage konsekvenserne og for sit eget vedkommende lide skade. Men kritik­ ken går alene på personens forvaltning af sine moralprincipper, ikke på de­ res indhold. Om indholdet har den moralfilosofiske afklaring intet at sige. Som det ses, løser Hares teori om moralen ikke vore moralske problemer. Men den viser, at problemerne er vore. Ifølge Hares afklaring af moralspro-

Opgøret med emotivismen

263

gets logik må vi indse, at hvad vi anser for moralsk rigtigt i sidste ende ude­ lukkende afhænger af vore egne grundlæggende valg og beslutninger. Der er ingen som helst indholdsmæssig begrænsning for, hvad vore grundlæg­ gende beslutninger skal være, og principielt set er der endog intet i den logi­ ske struktur til at forhindre os i at have helt vilkårlige beslutninger som det yderste grundlag for vore moralske afgørelser i konkrete tilfælde. Ethvert overordnet princip, som man er villig til selv at underkaste sig, kan fungere som præskriptiv præmis for en moralsk argumentation og således begrunde en handling. At forstå moralsprogets logik er at indse, at brugen af denne begrebsstruktur ikke i sig selv forpligter til nogen som helst bestemt moralsk overbevisning. Begrebsstrukturen dikterer, at der altid skal være en begrun­ delse for en moralsk afgørelse, men den er aldeles tavs om, hvad begrundel­ sen skal gå ud på. I moralske spørgsmål er der ingen autoritet højere end den enkelte: hver enkelt er det suveræne ophav til sine moralske vurderinger, på én gang lovgiver og undersåt. Det fremgår nu, at Hare må istemme Sartres svar til den unge mand »Du er fri, vælg selv!« Som moralfilosof har Hare ikke, lige så lidt som Sartre, indholdsmæssige moralske anvisninger at videregive. Hare vil dog kunne fortsætte »Men husk, hvis du vil vælge moralsk: du skal overveje nøje, om du selv ville acceptere din dom, hvis du var i de andres sted. Du er ikke fri ti!

I

hvad som helst, hvis du vil dømme moralsk!«

Opgøret med emotivismen Som tidligere omtalt anser Hare det for moralfilosofiens opgave at vise, hvordan begreberne frihed og fornuft spiller ind, og spiller sammen, i for­ bindelse med moralsk stillingtagen. Hans egen teori er beregnet på at løse

I

den opgave, mens de to relevante modpositioner, ny-positivisternes emotivisme og den etiske naturalisme, begge kan kritiseres for helt afgørende at svigte i netop den henseende. Emotivisterne fremhæver frihed på bekost­ ning af fornuft, naturalisterne gør det omvendte. Ifølge emotivisterne er såkaldt moralsk argumentation et skalkeskjul for no­ get helt andet, nemlig manipulation. Det følger af deres grundtese om mora­ lens sprog, hvorefter de moralske udsagns sproglige funktion består i at være midler for påvirkning af personers følelsesmæssige holdninger og derigen­ nem indirekte deres handlinger. Groft sagt sidestiller tesen det moralske ud­ sagn »Du bør ikke ryge i denne kupé« med »At ryge i dene kupé er aldeles for­ argeligt!« eller, mindre urbant, »At ryge her i kupeen? Fy for den lede!«. Hver gang er talerens formål at fremkaldeen bestemt virkning hos tilhøreren - at denne får modvilje mod og derfor afholder sig fra at ryge - og midlet er en ytring, derved at udtrykke talerens modvilje er egnet til at smitte af på til­ høreren. Det overordnede hensyn ved udvælgelsen af det sproglige redskab er alene formålstjenlighed, hvorfor begreber som begrundelse og konse-

i ! ■’ •

i i

Kl i |i‘ I c» i. •

?! i; L

264

Hare: Moralens sprog

kvens ikke har noget fodfæste i den kontekst. Moralsk sprogbrug hører i bås med reklame og propaganda, og det har ingen mening at argumentere moralsk442. Hare er enig med emotivisterne i, at moralske udsagn skal karakteriseres ud fra deres sproglige funktion, dvs. med henvisning til den slags handlin­ ger, de i kraft af deres særlige betydninger beregnet som midler til at udføre. Men her hører enigheden også op, og hans indvending mod emotivisternes grundtese kan belyses ud fra ytringen »Jeg lover at betale i morgen«. Nåren person udtaler den ytring under normale omstændigheder, udfører han der­ med en handling, nemlig at afgive et løfte4 43. Måske udfører han også en an­ den handling, f.eks. at berolige sin tilhører. Den første handlinger vel udført i og med, at ytringen er udtalt og forstået. Den sidste er derimod afhængig af omstændigheder, som taleren ikke har kontrol over, f.eks. at tilhøreren har tillid til ham. Forskellen kan formuleres sådan: den første handling udføresi og med at udtale ytringen, mens den sidste, hvis den lykkes, udføres ved hjælp af ytringen - nærmere bestemt ved hjælp af den handling, der udføresi og med ytringen444. Nu synes det klart, at hvis nogen af de to handlinger skal siges at være knyttet til ytringens betydning, må det være den første, ikke den sidste. Ytringen er fra sprogets side beregnet som middel til at afgive et løfte, og først fordi den har denne sproglige funktion, kan den, med heldeller list, bruges for andre formål. Med henvisning til den sondring kan Hare pege på, at det er den forkerte slags handlinger, der figurerer i emotivisternes grundtese: at påvirke en an­ dens følelser og handlinger er noget, man i visse tilfælde kan gøre ved hjælp af ytringer, herunder moralske udsagn, men ikke i og med at udtale ytrin­ ger. Hares eget alternativ: at moralske udsagns sproglige funktion er at være midler for at foreskrive handlinger, overholder derimod klart sondringen. At give et råd eller en forskrift er noget, man kan gøre i og med at udtale f.eks. »Du bør ikke ryge her i kupeen«. Dermed kan Hare helt afvise emotivisterne på deres egne præmisser og således fastholde, at det har mening at argumen­ tere moralsk. Han kan endog pointere, at emotivisterne ved at udelukke be­ grebet fornuft også afskærer sig fra at forklare begrebet frihed i den moralske sammenhæng. Moralsk frihed skal forstås ud fra begreberne valg, forpligtel­ se og holdning, altså allesammen begreber, der indebærer begrebet begrun­ delse. Ved at udelukke begrebet fornuft er emotivisterne således nødsaget til at forklare moralsk frihed ud fra følelser, tilbøjeligheder og lignende, dvs. faktorer, som individet ikke har det fjerneste herredømme over.

Kritik afnaturalismen Hares afvisning af emotivismen forhindrer ham ikke i at være enig med den på to grundlæggende punkter, nemlig at begreberne sandhed, falskhed, tvingende grund og bevis er uden meningsfuld anvendelse inden for mora-

■ Kritik af naturalismen

265

len, og al moralen ikke kan afgrænses ud fra sit indhold. De to punkter kan siges at udgøre den anti-naturalisliske forudsætning for Hare og emotivisterne, da de klart modsiger den etiske naturalisme, hvis mest kendte repræsen­ tanter er det 19. århundredes utilitarister, Jercmy Bentham ogjohn Stuart Mili. De etiske naturalister hævder, at vi i princippet ikke er mere frie i vores moralske stillingtagen, end vi er det i f.eks. spørgsmålet om Jordens form. Vore moralske vurderinger er, i lighed med vore meninger om faktiske for­ hold, undergivet kriterier, som er helt uafhængige af den enkeltes beslutnin­ ger. Nærmere bestemt går påstanden ud på, at moralske vurderinger kan begrundes eller forkastes tvingende og endegyldigt med henvisning til be­ skrivelser af de faktiske forhold, altså oplysninger, som kan kontrolleres ved hjælp af de empiriske videnskabers almindelige fremgangsmåder. Her tæn­ kes på oplysninger om menneskets natur - dets behov, udvikling og trivsels­ betingelser - og om samfundets indretning og funktion. Tanken om, at der skulle bestå et sådant strengt, logisk begrundelsesforhold mellem moralske udsagn og beskrivelser af faktiske forhold hviler forsit vedkommende på den overbevisning, at det er muligt at definere de moralske grundtermer »god«, »rigtig«, »bør« - ved hjælp af udtryk, som forekommer i videnskabe­ ligt kontrollerbare udsagn. Ligesom det synes nærliggende, at det vurderen­ de udtryk »god piberenser« kan defineres ved hjælp af rent beskrivende ud­ tryk som f.eks. »piberenser med kraftig sugeevne, fastsiddende fibre, stærk og smidig metaltråd ...«, mente utilitaristerne således, at det var muligt at definere »moralsk rigtig handling« som »handling, der fører til den størst mulige lykke for flest muligt mennesker« (nytteprincippet). De moralske vurderinger skulle altså ret beset være sammenfatninger afen række udførli­ ge beskrivelser, sådan at der ikke ville være noget principielt uoverskrideligt svælg mellem videnskabernes beskrivende »er«-udsagn og moralens vurde­ rende »bør«-udsagn. Givet et passende kendskab til kendsgerningerne om mennesket og samfundet ville det på den måde være muligt at formulere og begrundelse en objektiv, almengyldig moral, der kunne kontrolleres ved hjælp af traditionelle, videnskabelige metoder445. Enhver form for naturalisme strider grundlæggende med Hares teori, der jo netop tillægger moralske udsagn praskripliv funktion, i skarp modsætning til deskriptiv funktion. Hare sætter derfor ind mod naturalismen på dette af­ gørende punkt, og et af hans kraftargumenter mod opfattelsen af moralske udsagn som deskriptive er allerede omtalt: i vores almindelige brug af mo­ ralske udsagn indgår, at et moralsk »bør« forudsætter et »kan«; dette krav er rimeligt, hvis moralske udsagn er præskriptive, men aldeles uforståeligt, hvis de er deskriptive. Han har også et andet kraftargument, og det er særligt beregnet på at bevise det umulige i at definere vurderende udtryk ved hjælp af beskrivende udtryk446. For at forenkle sagen henter han sit eksempel fra en ikke-moralsk vurderingssammenhæng og forestiller sig, at en naturalist for-

i

li i ■ ■

!

f

266

Hare: Moralens sprog

søger at definere udtrykket »godt jordbær« som »jordbær, som er sødt, saf­ tigt, rødt, fast og stort«. Udsagnet »Dette er et godt jordbær« skulle da betyde det samme som »Dette jordbær er sødt, saftigt, rødt, fast og stort«. Hare på­ peger nu, at når vi anvender ordet »godt« om et jordbær, er det almindeligvis for at anbefale eller rose jordbærret. Ofte begrunder vi samtidig vores ros og siger f.eks. »Dette jordbær er godt, fordi det er sødt, saftigt, rødt, fast og stort«. Dette er noget, vi rent faktisk gør ved hjælp af et sådant udsagn - roser °8 begrunder vores ros på den angivne måde. Men hvis naturalistens defini­ tion var rigtig, ville det være umuligt at gøre det, for da ville det anvendte udsagn ikke sige andet end »Dette jordbær er sødt, saftigt, rødt, fast og stort, fordi det er sødt, saftigt, rødt, fast og stort«. Og det sidste her er bestemt ikke egnet til at udtrykke ros, endsige begrundet ros, af et jordbær. Den naturali­ stiske definition ville berøve det vurderende udsagn hele dets vurderende kraft, og derfor - fordi det rent faktisk har den kraft - kan den ikke være rig­ tig. Sat på spidsen: hvis naturalisten havde ret, og det var muligt at definere vurderende udtryk ved hjælp af beskrivende udtryk, ville vi være i den pud­ sige situation ikke at have nogen som helst brug for de vurderende udtryk: tilføjelsen »og det er et godt jordbær« ville intet føje til »Dette jordbær er sødt, saftigt, rødt, fast og stort«, men vi bruger faktisk en sådan tilføjelse til noget helt bestemt, nemlig som sagt til at lægge en anbefaling oven i beskrivelsen. Det er vigtigt at fastholde, at Hare er enig med naturalisterne i, at vurde­ rende udsagn altid skal kunne begrundes, og at vi begrunder dem med hen­ visning til »naturlige« (empirisk konstaterbare) egenskaber ved den omtalte genstand, handling eller situation. Som tidligere omtalt må man begrunde et moralsk udsagn som f.eks. »Du bør ikke ryge i denne kupé« med henvis­ ning til tilstedeværende børn, en syg medpassager eller lignende. Forskellen beståri, at ifølge naturalisterne er det beskrivelsesregler- definitioner i stil ined den betragtede definition af »godt jordbær« - som bestemmer, hvad der gæl­ der som grunde, mens det for Hare netop er principper, som den, der fæl­ der den vurderende dom, selv må vælge og forpligtige sig til: først ved det valg fastlægges det, hvad der skal gælde som grunde. For naturalisten er de to aktiviteter, beskrivelse og vurdering, logisk forbundne, for Hare derimod er de indbyrdes uafhængige. Som Hare ser sagen, kan ingen mængde af beskrivelser, uanset hvor om­ fattende og udførlige, pånøde os en vurdering. Uanset hvilken beskrivelse, man måtte have accepteret af en genstand eller handling, er man altid fri til, uden selvmodsigelse, at acceptere, eller at forkaste, en hvilken som helst vur­ dering af den. Ved enhver vurdering er der nemlig forudsat en norm, stan­ dard eller anden form for bedømmelsesgrundlag, hvorefter der vurderes, idet den udpeger bestemte beskrivelser af genstanden eller handlingen som relevante. Derfor kan beskrivelser, som i sig selv ikke involverer anerkendel­ se af nogen norm eller lignende, aldrig forpligte til nogen bestemt vurdering, og derfor må Hare afvise naturalismen.

Nynaturalismen efter Hare

267

Nynaturalismen efter Hare Hares anti-naturalisme er i høj grad tidstypisk. Hans logiske argumentation - der i store træk deles af andre fremtrædende efter-emotivistiske moralfilo­ soffer som P.H. Nowell-Smith (f. 1914) og Stephen Toulmin (f. 1922) modsvares af en bestemt metafysisk tankegang med stor udbredelse i dette århundrede. Svarende til den logiske sondring mellem beskrivelser og vurderin­ ger er der sondringen mellem kendsgerninger og værdier, og det metafysiske problem om værdiernes plads i tilværelsen bunder netop i den opfattelse, at værdier ikke kun er forskellige fra kendsgerninger, men er uafhængige af dem og dermed af virkelighedens inventar, som vi forefinder det; værdier er ikke noget, vi forefinder og tager til efterretning som givne bestanddele af virkeligheden, men har tværtimod deres udspring i os selv - i vore valg, beslutninger og handlinger — og ville, hvis de forelå ved siden af kendsger­ ninger som givne bestanddele af virkeligheden, ophøre med at være værdi­ er. I Ludwig Wittgensteins Tradalus hedder det således: »Verdens mening må ligge uden for den. I verden er alt, som det er, og alt sker, som det sker. Der findes ikke nogen værdi i den - og hvis den fandtes, ville den ikke have nogen værdi«4'17. Og hos Sartre, L'étre el le néant (»Væren og intet«, 1943), fin­ des en lignende tanke udtryk i udtalelser som: »Det er i kraft af menneskets eksistens, at værdier kommer ind i verden« - »En værdi åbenbarer sig først for den aktive frihed, der får den til at eksistere ved at anerkende den som så­ dan« - »... min frihed er værdiernes eneste grundlag, og intet, absolut intet, retfærdiggør mit valg af denne eller hin bestemte værdi, eller dette bestemte værdisæt«448. For naturalisterne, derimod, er værdier givne dele af verdens inventar. Det er ikke op til os at trække grænsen mellem godt og ondt, rigtigt og for­ kert, dyder og laster. Værdierne er forankret i et råmateriale i form afkends gerninger om, hvad der i sig selv er gavnligt for et menneske - føde, husly, tryghed, omsorg, virke m.v. Sagt med andre ord er vi, når vi vurderer mo­ ralsk, bundet til at tage bestemte hensyn - til hvad der gavner og skader men. nesker. Utilitatisten Jercmy Bentham skrev i sin tid, at når de bruges på grundlag af nytteprincippet, »... har ordene »bør«, »rigtig« og forkert« og andre af samme kategori, et indhold: ellers er de uden indhold«449. Havde årstallet været 1980 og ikke 1780, ville adressen til Hare have været umi­ skendelig. Moralen skal forstås ud fra dens indhold, ikke dens sprog, moral­ sproget ville være uden mening, hvis ikke det tjente til at knytte vore handlingsvejledene vurderinger sammen med vore beskrivelser al betingel­ serne for menneskelig velfærd. Benthams synspunkt har interessant nok fundet nutidige fortalere til at ta­ ge diskussionen op med Hare. Blandt disse er Philippa Foot (f. 1920), en kol­ lega til Hare ved Oxford universitetet, velnok den mest effektive, idet hun formår at underbygge sin utilfredshed med Hares teori ved hjælp afen argu­ mentation, som rammer selve dens grundvold450. Utilfredsheden går både

I

268

Hare: Moralens sprog Kognitivisme (Moralske vurderinger kan være sande eller falske. Moralske vurderinger kan udtrykke erkendelse.)

Naturalisme (Nogen moralske vurderinger kan udledes af (eller gives en logisk tilstrækkelig begrund­ else ved hjælp af) udsagn, der ikke indeholder moralske vur­ deringer.)

Searie Foot Toulmin

Non-naturallsme (Ingen moralske vurderinger kan udledes af (eller gives en logisk tilstrækkelig begrund­ else ved hjælp af) udsagn, der ikke indeholder moralske vur­ deringer.)

Moore Ross

Non-kognitlvlsme (Moralske vurderinger kan hverken være sande eller fal­ ske Ingen moralske vurderinger udtrykker erkendelse.)

Ayer Stevenson Hare

Skema over de vigtigste moralfilosofiske positioner. Jf. del mindre detaljerede skema side 53. Del bemærkes, at der i litteraturen om emnet hersker en vis uenighed om, hvorledes begreberne nærmere skal præciseres. Ovenstående skema er derfor udtrykfor én blandt flere mulige præcisio­ nen

på Hares redegørelse for de moralske udsagns egenart og hans model for mo­ ralsk argumentation. Hvad angår det første påpeger Foot, at det logiske net - præskriptivitet og universaliserbarhed - som Hare kaster ud for at ind­ fange de moralske udsagn og principper, er alt for grovmasket; for blandt fangsten vil der være et princip som »Man bør aldrig kigge på et pindsvin i måneskin«: blot den, der fremfører det, er villig til både at anvende det præskriptivt og universaliserbart, må Hare ud fra sine formelle kriterier anerkendedet som moralsk. Foots pointe er nat urligvis, at nettet mågøres me­ re finmasket, og at det netop skal ske ved hjælp af indholdsmæssige kriterier. I Philippa Foots øjne lever Hares model for moralsk argumentation langtfra op til målsætningen om at vise, hvordan der er tale om en rationel aktivitet mellem samvirkende personer. Hvor A har fældet en moralsk (præskriptiv) dom om en given situation, og B bestrider den, må A udpege de træk ved situationen, der i hans øjne begrunder dommen, samt det alme­ ne princip, der er forudsat og formidler overgangen fra grunde til konklusi­ on. A’s grunde er kun grunde i kraft af det forudsatte princip, det vil sige i kraft afen ny præskription fra A’s side. Hvis B ikke godtager det, mådet be­ grundes ved hjælp af et mere overordnet princip, altså en tredje præskripti­ on fra A’s side, og så videre, indtil A’s dybestliggende moralprincip er af­ dækket. I sidste ende må ethvert moralsk argument altså hvile på en ube­ grundet præskriptiv præmis, som blot hævdes, og som det derfor står mod­ parten frit at afvise: B kan derfor i sidste ende vælte hele A’s argumentation over ende ved at afvise A’s dybestliggende moralprincip og dermed helt be-

Nynaturalismen efter Hare

269

nægte relevansen af alle hans grunde. A kan gøre det samme med B’s even­ tuelle argumentation, så resultatet af hele den lange diskussion ikke bliver andet end påstand mod påstand og sammenbrud som ved overenskomstfor­ handlinger: parterne kan ikke komme videre, da alle diskussionsmuligheder er udtømt. Dette, mener Foot, fortjener ikke at kaldes argumentation mel­ lem to parter om et sprøgsmål; Grundfejlen i Hares model finder hun i, at den enkelte diskussionsdeltager ikke kun er fri til at bedømme sagen i lyset af de relevante kendsgerninger, men også er helt fri til at bestemme, hvad der skal gælde som relevante kendsgerninger. Og atter fremdrages det naturali­ stiske perspektiv: medmindre vi underkasteros bestemte indholdsmæssige begrænsninger og i vore begrundelser ser på, hvad der gavner mennesker, kan vi ikke gøre krav på at argumentere moralsk. Det omtalte argument, som Foot sætter ind mod selve grundvolden i Ha­ resposition, tager sig foren første betragtning ret så harmløst ud. Hun beder sin læser overveje anvendelsen af ordet »uforskammet«. Hvornår er det kor­ rekt at sige om en person, at han eller hun opførte sig uforskammet? Det er det, mener hun, i de situationer, hvor personens opførsel krænker en anden person ved at vise mangel på respekt. Hvis nogen under et møde spytter på en anden, som intet ondt har gjort ham, erdet visseligen uforskammet opfør­ sel. Heraf ses, at accepterer man bestemte beskrivelser af en situation - »A gjorde sådan og sådan og krænkede derved B ved at vise mangel på respekt« ~ kan man ikke benægte udsagnet »A’s opførsel var uforskammet«. En be­ nægtelse af det sidste udsagn ville slet og ret vise, at man ikke har forstået be­ grebet uforskammethed, som det er fastlagt af de almindelige kriterier for dets anvendelse. Foot mangler så blot at påpege, at et udsagn som »A s op­ førsel var uforskammet« tydeligvis er et vurderende udsagn. Vi bruger det til at udtrykke en form for fordømmelse af den pågældende opførsel. Hun har så, hvad hun skal bruge, nemlig et tilsyneladende ubestrideligt eksempel på, at en vurderende konklusion følger logisk afen eller flere beskrivende præ­ misser. Med dette og en række lignende eksempler har Foot en løftestang under hele Hares position, der jo hviler på, at beskrivelse og vurdering i tillæg til at være forskellige aktiviteter også er logisk indbyrdes uafhængige aktiviteter. Foot kan pege på tilfælde, hvor vurderende udsagn følger logisk al beskri­ vende, og hvor den enkelte sprogbruger således ikke har nogen som helst fri­ hed til selv at vælge bedømmelsesgrundlaget. At opgive krænkelses-kriteriet i forbindelse med »uforskammet« erdet samme som at berøve begrebet ufor­ skammethed det indhold, det nu engang har. Denne pointe ligger, som det ses, tæt op ad Bentham-citatet ovenfor, hvor det siges, at uden nytteprincip­ pet ville de moralske ord være berøvet deres indhold. Foot erklærer sig helt enig med Bentham: »Jeg ved ikke, hvad man kunne mene med at sige, at det varens pligt at gøre noget, medmindre man forsøgte at vise, at dette ville gø­ re en vigtig forskel, hvis det ikke blev gjort. Hvordan kan spørgsmål som

• >1

270

Hare: Moralens sprog

»Hvorfor er det betydningsfuldt?«, »Hvad skade gør det?«, »Hvilke fordele har det?« skubbes til side?451. Efter hendes mening ligger den væsentlige op­ gave for moralfilosofien netop i den omhyggelige undersøgelse af sammen­ hængene mellem begreber som pligt, betydningsfuldhed, skade, gavn og fordel. Disse begreber er allerede knyttet sammen på givne måder, og derfor er den enkelte ikke fri til at beslutte, hvordan han eller hun vil begrunde sine moralske domme, lige så lidt som til at beslutte, hvad der skal regnes for ska­ de og gavn. Gennem de sidste to årtier er Philippa Foots argumentation mod Hares teori blevet fulgt op og skærpet, såvel af hende selv som af adskillige andre, f.eks.J.R. Searie og G.J. Warnock (f. 1923). Diskussionen står fortsat på, og Hare har langtfra givet køb. Når det betænkes, at stridens kernepunkt - for­ holdet mellem vurdering og beskrivelse - har stået på filosofiens dagsorden i det mindste siden David Humes Treatisefra 1739, kan det næppe undre, at to årtiers debat ikke har bragt endelig afklaring.

Rawls: Retfærdighed og fornuft Etforsvar for demokratisk liberalisme Hvordan bør vigtige sociale goder fordeles? Hvilke rettigheder bør der være i et samfund, og hvordan bør de vægtes indbyrdes? I den anglo-amerikanske filosofi er diskussionen af disse centrale moralske og politiske spørgsmål ho­ vedsagelig blevet ført ud fra et liberalt demokratisk synspunkt på grundlag af forestillinger om, at det moralsk eller politisk rigtige er det, der fremmer et eller andet formål, et eller andet gode, f.eks. lykken eller nytten hos det størst mulige antal borgere i et samfund. Diskussionen har kort sagt bygget på så­ kaldte utilitaristiske forestillinger. Selv om der har været megen kritik af utili­ tarismen i dens forskellige versioner, harder ikke tidligere været udarbejdet et omfattende systematisk alternativ. De ikke-utilitaristiske (såkaldte deontologiske) synspunkter, der har været fremsat, har oftest sigtet mod et enkelt problem eller indeholdt flere grundlæggende principper uden nogen klar prioriteringsregel i tilfælde af modstrid mellem principperne. I det massive værk/l TheoryofJustice(»V.n teori om retfærdighed«) fra 1971 har den amerikanske Harvardfilosofjohn Rawls (f. 1921) søgt at udarbejde et systematisk alternativ til utilitarismen. Rawls har tilstræbt en teori, der både indeholder en løsning på de væsentligste problemer vedrørende rettigheder og fordeling, og som ikke indeholder flere modstridende principper. Den første offentliggjorte udgave af Rawls’ grundtanke kom i artiklen^!/sliceas Fairness (1958), og senest har Rawls i John Dewey forelæsningerne fra 1980, »Kantiansk konstruktivisme i moralteori«, præciseret og forsvaret grundtanken. Der er næppe noget analytisk moralfilosofisk værk fra efter­ krigstiden, der har vakt så bred og dyb interesse som A Theory ofjustice. Ikke alene er værket blevet livligt kommenteret og dissekeret i fagfilosofiske kred­ se, det er også blevet anmeldt og diskuteret i almentkulturelle og samfunds­ videnskabelige tidsskrifter. Det skyldes nok i første række, at værket haren klar ideologisk funktion152. Rawls søger at afklare hvilke enkle grundlæggen­ de principper for retfærdighed, som de dominerende moralske og politiske ideer i de vestlige demokratier kan begrundes ud fra. Da mange af disse ideer er af liberalistisk tilsnit, er Rawls’ værk i vidt omfang et forsvar for en form for liberalisme. Han ønsker at vise, at disse principper er afen sådan art, at de må vælges af enhver rationel, moralsk person. Desuden søger han at godtgøre, at disse principper muliggør en samfundsstruktur, der både kan fungere effektivt, og som kan danne rammen og grundlaget for individuel udfoldelse og samarbejde i gensidig respekt. Især angående det sidste punkt inddrager Rawls samfundsvidenskabelige og psykologiske teorier. Også i denne henseende ligger Rawls mere på linie med klassiske tænkere som Da­ vid Hume, Adam Smith og John Stuart Miil end på linie med de mere se-

c

272

Rawls: Retfærdighed og fornuft

mantisk orienterede analytiske moralfilosoffer. Det må også erindres, at Rawls’ værk er blevet til i 50’ernes og 60’ernes USA, præget som det var af heftige politiske kampe: borgerrettighcdsbevægelsen, sorte pantere, antiVietnam demonstrationer m.v. Disse kampe drejede sig i høj grad om enten ud fra liberalistiske ideer at sætte spørgsmålstegn ved eksisterende politiske og økonomiske institutioner eller mere radikalt om i det hele taget at betvivle fornuften ved liberalismen453.

Den oprindelige position I sin karakteristik af den procedure, hvorved retfærdighedsprincipperne be­ stemmes, udnytter Rawls ideer og terminologi fra den konlraktteoretiske tradi­ tion, specielt Locke, Rousseau og Kant454. Problemet om at finde frem til retfærdighedsprincipperne bestemmes som problemet om, hvilke princip­ per frie og fornuftige personer oprindeligt ville vælge som basis for deres so­ ciale samkvem og samarbejde. Problemet om at bestemme de fundamentale retfærdighedsprincipper bliver til et spørgsmål om, hvad det er rationalt at vælge i en given situation455. Det drejer sig daom at give en nøjere karakteri­ stik af denne valgsituation, så det er rimeligt at antage, at der er en løsning på valgproblemet, og således at der kan angives retningslinier for hvilke løsnin­ ger, det er rationelt at vælge fremfor andre. Denne tænkte valgsituation om­ taler Rawls som begyndelsessituationen. Denne kan bestemmes på flere måder. Rawls kalder sin bestemmelse af den for den oprindelige position. Ideen om den oprindelige position er et suggestivt modelbegreb, der kan lede tanken på vej456. Det fremhæves flere steder, at tankegangen altid mere nøgternt kan formuleres som spørgsmålet om, hvad rationelt tænkende væsener med be­ stemte begrænsninger angående motivation, mål og viden vil finde frem til457. Når Rawls formulerer problemet på denne måde, skyldes det, at han går ud fra, at der ikke findes nogen moralsk relevant grund for eller imod en samfundsinstitution uafhængigt af de fundamentale retfærdighedsprincip­ per - de er ikke givet med Naturen, Historien eller Vorherre. Til gengæld må retfærdighedsprincipperne udformes således, at alle fornuftige frie og li­ geligt placerede personer kan være enige om at acceptere dem458. Ved at for­ mulere problemet på denne måde mener Rawls også at kunne benytte nogle teorier fra rationel beslutningsteori.

Det desinteresserede valg Den oprindelige position er karakteriseret på følgende måde. For det første skal retfærdighedsprincipperne gælde for indretningen af et samfunds basis­ struktur. Dermed menes de institutioner, der bestemmer vigtige rettigheder og pligter og fordelingen af sociale byrder og goder459. Først i anden række bestemmes principper for individer og for forholdet mellem nationer. Der

Det desinteresserede valg

273

ses bort fra forholdet til andre dyr og naturen iøvrigt460. Der skal være tale om et samfund, hvor rctfærdighedsproblemer trænger sig på, dvs. et sam­ fund af mennesker og hverken af dyr eller engle, men netop af mennesker med sans for retfærdighed og en evne til at handle ud fra denne. Samfundet etableres for i samarbejde at tilvejebringe større goder, end nogen enkelt el­ lersville kunne opnå for sig selv. Dette sker normalt under omstændigheder, hvor samarbejde er nødvendigt og rimeligt succesfuldt, først og fremmest fordi der råder moderat knaphed på ressourcer, men hvor der er basis for interes­ sekonflikter, fordi enhver normalt ønskeren større portion af de frembragte goder*61. Denne betragt ning ligger til grund for personernes motivation i den oprinde­ lige position. Personerne skal vælge principper, der bedst muligt tilgodeser, at de i almindelighed ønsker mere af de vigtige sociale goder. Men ikke prin­ cipper der direkte går på det indbyrdes forhold mellem andele af de vigtige sociale goder. Personerne er altså hverken motiveret af misundelse eller god­ gørenhed: deres valg er desinteresseret, de handler ikke ud fra interesse i andres interesser. Desuden ved personerne, at ethvert normalt samfundsmedlem har en livsplan. Hermed menes forestillingen om, hvad der er mere eller mindre værdifuldt, og hvordan det kan opnås. Hvad, der er godt foren per­ son, bestemmes som den vellykkede udførelse afen rationel livsplan*6-. Motivationspostulatet har været genstand for voldsom kritik*61. Der lig­ ger ikke i det nogen påstand om, at mennesker af naturen er egoister. Men hvorfor ikke stille det krav, at personer i den oprindelige position skal være besjælet af moralske følelser, en almen interesse i andres velfærd? Rawls me­ ner, at hans motivationspostulat understøttes af to betragtninger. Omstæn­ dighederne for retfærdighed betinger, al der er basis for væsentlige interes­ sekonflikter i spørgsmålet om samarbejde og fordeling af sociale goder, der er ikke noget altdominerende fælles overordnet gode, som alleer villige til at underordne sig. Der er ikke tale om et samfund af engle eller helgener, men af mennesker af kød og blod. Desuden gør han gældende, at del metodisk er mest hensigtsmæssigt, at antagelserne om motivationen er så alment accep­ table som muligt. Han mener, at motivationspostulatet sammen med »uvi­ denhedens slør« (se nedenfor) tilsammen yder det samme som en antagelse om, at personerne i den oprindelige position er motiverede af godgørenhed464.

i

I i

1

Uvidenhedens slør Et tredje forhold vedrører den viden, som personerne i den oprindelige posi­ tion må ræsonnere ud fra. På den ene side lægger Rawls et “uvidenhedens slør« over personerne vedrørende al speciel viden om personer og samfund. Perso­ nerne kan ikke ræsonnere ud fra kendskab til nogens bestemte position i no­ get bestemt samfund eller ud fra kendskab til bestemte personers ønsker, ev18 Videnskab og sprog

i

274

I

>

Rawls: Retfærdighed og fornuft

ner og livsmål. På den anden side har personerne optimalt kendskab til alle generelle forhold vedrørende mennesker og samfund. Foreksempel kendskab til psykologi, økonomi, socialiseringsteori465. Som flere har gjort opmærksom på beløber »uvidenhedens slør« sig væ­ sentligt set til det samme som et alment krav om, at vi i bestemmelsen af mo­ ralske principper må være upartiske eller - i sammenhæng med motivationspostulatet - til den såkaldte »ideale observatør teori«466. Uviden­ hedens slør og det optimale kendskab til generelle kendsgerninger skal sikre, at valget af principper ikke er partisk, f.eks. ved at priviligere folk med be­ stemt hudfarve, køn, herkomst eller religiøs overbevisning. Derudover skal principperne kunne fungere i et muligt effektivt og stabilt velordnet sam­ fund (se nedenfor). Sigtet med bestemmelserne er forståeligt og rimeligt nok. Men der er to hovedvanskeligheder ved dem467. Den ene vedrører, om det er muligt at have det relevante kendskab til generelle love om mennesker og samfund uden overhovedet at have kendskab til specielle forhold vedrøren­ de mennesker og samfund. Det er et spørgsmål, om vi kan have et sådant upersonligt og ahistorisk kendskab til generelle kendsgerninger, som Rawls synes at forudsætte. Sagen drejer sigom, hvorvidt beskrivelse, forklaring og forståelse afhandlinger, følelser, samfundsinstitutioner m.v. væsentligt set er af samme art som beskrivelse og forklaring af naturforhold. På dette me­ get kontroversielle punkt forudsætter Rawls, at vi kan have et sådant kend­ skab, uden at han giver nogen redegørelse for det. Det hænger formentlig sammen med den anden hovedvanskelighed, nemlig spørgsmålet om hvilke teorier om samfundsforhold og mennesker, der skal ræsonneres ud fra. Hvad, der regnes for acceptable generelle kends­ gerninger, er i vidt omfang bestemt af, hvilke teorier man accepterer. Men mens der nok er vidtgående enighed om hvilke teorier om naturforhold, det er rimeligt at acceptere, så gælder noget tilsvarende ikke for teorier om mennesker og samfundsforhold. For eksempel er det groft sagt for nogle marxister en generel kendsgerning, at klassedelte samfund væsentligt set udvikler sig gennem klassekamp, og at der i klassedelte samfund ikke er no­ get muligt neutralt princip for samarbejde mellem klasserne. Men Rawls henter ikke sine teorier om politisk økonomi fra marxister168. At sige - som Rawls gør i anden sammenhæng - at teorierne skal bygge på metoder, derer acceptable for alle, er klart utilstrækkeligt i denne sammenhæng.

Et velordnet samfund For det fjerde er der en række mere formelle restriktioner på hvilken type prin­ cipper, der kan vælges. De skal være generelle og universelt anvendelige469. Dvs. principperne skal være forståelige og anvendelige for alle, og det må ik­ ke være selvødelæggende, hvis alle ville følge principperne. Desuden skal principperne være i stand til at rangordne indbyrdes modstridende krav.

Et velordnet samfund

275

Disse bestemmelser udelukker forskellige former for egoisme. For eksem­ pel, at enhver bør gøre, hvad NN (kongen, gud, partiet) befaler, eller at en­ hver bør gøre, hvaddereri vedkommendesinteresse. Endeligkræver Rawls, at principperne skal være offentlige og endegyldige. Det må ikke være sådan, at de valgte principper kun kan fungere, hvis de ikke er kendt afalle. Princip­ perne skal kunne fungere som den højeste standard eller appelinstans for moralske ræsonnementer. For det femte kræves det, at personerne i den oprindelige position er ratio­ nelle, og at de valgte principper skal kunne være principper i et velordnet sam­ fund. En rationel person er her en person, der er i stand til at have en livsplan med et sammenhængende sæt af ønsker og mål, hvor personen vil vælge mellem forskellige alternativer ud fra, hvad der mest sandsynligt vil opfylde flest ønsker. Desuden er en moralsk, rationel person en person, der har en ef­ fektiv sans for retfærdighed, dvs. som er i stand til at forstå, at anvende og at handle ud fra retfærdighedsprincipperne og ikke blot handle i overensstem­ melse med dem. En rationel person vil i almindelighed søge at opnå mere af de primære sociale goder. Det er de goder, der normalt er nødvendige for at ud­ vikle og udøve rationalitet og retfærdighedssans og forfølge en rationel livsplan470. Rawls anfører følgende som primære sociale goder: basale rettig­ heder og friheder, f.eks. politisk frihed, religionsfrihed; magt og mulighed for at opnå hverv og ansvarsfulde stillinger; indkomst og rigdom; den sociale basis for selvrespekt. Det er først og fremmest disse sociale goder, retfærdig­ hedsprincipperne skal bestemme fordelingen af. Et velordnet samfund er et samfund, som effektivt og stabilt reguleres af en offentlig mening om, hvad der er retfærdigt. Det er et samfund, hvor enhver accepterer de samme grundprincipper og ved, at de andre også gør det. Samfundets basisinstituti­ oner tilfredsstiller retfærdighedsprincipperne, og alle ved, at de gør det. Det sidste krav er ikke mindst vendt mod utilitarismen. Rawls mener, at et sam­ fund reguleret af utilitariske principper vil være mindre stabilt end et sam­ fund reguleret af hans principper.

il

Retfærdighedsprincipperne Ud fra denne karakteristisk af den oprindelige position skulle man principi­ elt kunne udlede retfærdighedsprincipperne. De principper, der vælges i den oprindelige position, er retfærdighedsprincipperne. Der er ikke noget øverste moralprincip uafhængigt af denne procedure. Bestemmelsen af de grundlæggende retfærdighedsprincipper omtales som ren procedure retfærdig­ hed til forskel fra afgørelsesprocedurer, hvor der er et uafhængigt kriterium på, om afgørelsen er retfærdig eller ej*’1. Nu mener Rawls ikke, at han fak­ tisk kan foretage udledningen strengt logisk. I stedet giver han gode grunde for, at personer i den oprindelige position ud af et bestemt sæt alternative principper vil vælge de af ham foreslåede principper. 18*

i •: 1É

276

I I

I

Rawls: Retfærdighed og fornuft

Grundtanken i Rawls’ retfærdighedsbegreb er, at alle primåre sociale goder skalfordeles ligeligt, medmindre en uligefordeling er til alles eller den mindst priviligeredesfordel. Personer i den oprindelige position vil alt andet lige foretrække en basisstruktur, der fordeler de primære sociale goder ligeligt. Den oprindeli­ ge position er netop bestemt således, at der ikke ud fra kendskab til nogle be­ stemte personers egenskaber, ønsker og placering i et bestemt samfund kan gives grunde for at foretrække en ulige fordeling. I den oprindelige position kan en basisstruktur, der giver en ulige fordeling, kun være at foretrække, hvis den giver enhver gruppe forventning om flere primære sociale goder, end en struktur med helt lige fordeling ville kunne frembringe472. Denne be­ stemmelse af retfærdighed kalder Rawls for den generelle opfattelse. Men derudover hævder han, at hvis et samfund har et vist socio-økonomisk ni­ veau, så gælder der et mere specifikt retfærdighedsbegreb. I hvert fald de moderne industrisamfund har et sådant niveau, at dette mere specifikke be­ greb er relevant. Dette retfærdighedsbegreb udmøntes i to principper og nogle prioriteringsregler473: Forste princip: Enhver person skal have lige ret til det mest udstrakte totale sy­ stem aflige fundamentale friheder foreneligt med et lignende system af fri­ heder for alle.

Andel princip: Sociale og økonomiske uligheder skal organiseres således at de både er

investerings- og spareprincip, og (b) knyttet til hverv og stillinger, der er åbne for alle, og hvor der er rimelig (fair) lighed i mulighederne for at opnå dem. Forste prioriteringsregel (frihedens fortrinsret): Retfærdighedsprincipperne skal ordnes leksikalt, og frihed kan kun indskrænkes af hensyn til friheden. Der er to tilfælde: (a)en mindre udstrakt frihed måstyrkedet totale system af frihed, der deles afalle; (b) en mindre end lige frihed må være acceptabel for dem, der har den mindre frihed.

Den anden prioriteringsregelgår groft sagt ud på, at opfyldelsen af (b) går forud for (a) - kaldet differensprincippet - i det andet retfærdighedsprincip.

En leksikalsk ordning af principper betyder, at et princip, der står føret andet, skal opfyldes helt, før det andet træder i kraft474. Hvor det specifikke retfær­ dighedsbegreb gælder, indebærer det altså, at der ikke må sjakres med de fundamentale friheder til fordel for f.eks. en samlet øget produktivitet,ej hel­ ler må der sjakres med den fair og lige mulighed for at opnå hverv til fordel for øget produktivitet.

Lige frihed for alle

277

Ligefrihedfor alle Rawls’ første princip giver udtryk for en central forestilling om det liberale demokrati: et retfærdigt samfund må sikrestørst mulig frihed ligeligt for al­ le. Her rejser der sig traditionelt problemer om, hvad der skal regnes for fun­

damentale friheder, og hvordan de skal vægtes indbyrdes. Rawls anfører føl­

gende friheder som fundamentale: politisk frihed sammen med tale- og for­ samlingsfrihed; samvittigheds- og tankefrihed; personlig frihed sammen med retten til (personlig) ejendom; frihed fra vilkårlig arrestation og konfiskation475.

For at vise lidt nøjere hvad der ligger i retfærdighedsprincipperne og der­ med de nævnte friheder, beskriver Rawls nogle vigtige institutioner i et kon­

stitutionelt demokrati. Det påstås ikke, at dette er den eneste mulige retfær­

dige samfundstype, men Rawls vil påvise, at der er en realisabel samfunds­

type, der tilfredsstiller retfærdighedsprincipperne478. Forat angive det per­ spektiv på baggrund af hvilket en forfatning og lovgivning bør udformes, modificerer han begrebet om den oprindelige position. Det sker ved, at uvi­

denhedens slør hæves så meget, at forfatningen kan udformes ud fra et kend­

skab til det samfund, den skal gælde for. Først og fremmest kræves et kend­ skab til samfundets naturforhold, ressourcer, økonomi og politiske kultur477.

Rawls angiver kun to generelle retningslinier for, hvordan de fundamen­ tale friheder nøjere skal specificeres og afgrænses. For det første skal syste­ met af friheder være størst muligt for alle, og for det andet må en frihed kun begrænses af hensyn til friheden selv478. Men det er svært at forstå, hvordan man i tilfælde af konflikter mellem friheder kun må »begrænse en frihed af

hensyn til friheden«479. Rawls anfører, at det kan være berettiget at begrænse en frihed, f.eks. samvittighedsfrihed, af hensyn til lov og orden. Udøvelsen af en religion må begrænses, hvis den truer statens sikkerhed. Her slår han

på, at begrænsningerne kun er retfærdige, hvis de under omstændighederne i det pågældende samfund er nødvendige for overhovedet at kunne have denne frihed eller en anden fundamental frihed1811. Men det er svært at se,

hvordan Rawls’ synspunkt kan give retningslinier for, hvordan f.eks. ejen­

domsretten skal afpasses i forhold til retten til at bevæge sig frit. Denne af­ pasningsker normalt ud fra betragtninger over den værdi, disse friheder har.

F.eks. ved at tillade, at man bevæger sig i naturskønne områder, men ikke må vade gennem marker, fabrikshaller og militæranlæg.

Imidlertid er denne betragtningsmåde ikke åben for Rawls. Han skelner

selv mellem ligefrihed forstået som systemet af friheder, der er det samme for

i

alle borgere, og frihedens vardi, der er proportional med personers og grup­ pers muligheder for at fremme deres mål indenfor dette system481. Det første

princip - hvor frihed kun må begrænses af hensyn til frihed - angår udeluk­ kende dette system og har ifølge den første prioriteringsregel absolut for­

trinsret over det andet princip. Han fremhæver, at en retfærdig forfatning

må sikre, at især den politiske frihed har en rimelig (fair) værdi for alle, f.eks.

lu

278

Rawls: Retfærdighed og fornuft

ved at alle har en rimelig mulighed for at opnå politiske poster. Som eksem­ pel på en forholdsregel, der kan medvirke til dette, nævnes, at i et samfund med privat ejendomsret til produktionsmidlerne må ejendom og rigdom holdes bredt fordelt, og der må ydes statsmidler til ansporing af den frie of­ fentlige diskussion482. Formentlig i form af økonomisk støtte til dagblade, tidsskrifter og visse typer radio- og fjernsynsprogrammer. Sådanne for­ holdsregler kan ikke begrundes ud fra det første princip, men snarere ud fra afdeling (b) i det andet princip.

Retfærdige uligheder Det peger på yderligere en vanskelighed ved Rawls’ synspunkt. Der gives ik­ ke noget klart princip for, hvad der skal regnes for en fundamental frihed, et er også et spørgsmål, om det første princip reelt er foreneligt med afdehng (a) i det andet princip, differensprincippet. Det er en grundtanke hos goder, givet at samfundet har et passende socialt og økonomisk niveau485. Det første princip tager sig af de fundamentale friheder og rettigheder, afde­ ling (b) i det andet princip tager sig af magt og mulighed for at få stillinger, mens differensprincippet i det væsentlige skal regulere rigdom og indkomst. Den sociale basis for selvrespekt, herunder muligheden for en meningsfyldt tilværelse, menes i det store og hele at være givet med opfyldelsen af det for­ ste princip og afdeling (b) i det andet princip. Til forståelse af differenspnntippet mådet erindres, at det skal gælde for samfundets basisstruktur, speci­ elt de økonomiske institutioner (ejendomsretlige forhold, skatteregler, mar­ kedsforhold, osv.), der regulerer fordelingen af rigdom og indkomst. Prin­ cippet gårda ud på - givet at de øvrige retfærdighedsprincipper er opfyldte at en økonomisk struktur er retfærdig, hvis den dårligst stillede gruppe in­ den for denne har det bedre end den dårligst stillede gruppe inden for nogen mulig alternativ økonomisk struktur. Udtrykt på en anden måde drejer det sig om, at det kun er retfærdigt at afvige fra en økonomisk struktur med lige fordeling, hvis en struktur med ulige fordeling giver alle grupper forvent­ ning om en større mængde rigdom og indkomst484. For at anskueliggøre dif­ ferensprincippet kan lønforholdene på en fabrik bruges som en forsimplet model. Antag at fabrikken producerer plastikvarer og med en bestemt ledel­ sesstruktur, 10 ledere og 90 arbejdere, giveret overskud til lønninger på 1.1 mili. kr. årligt. Det er fordelt således, at hver leder får 200.000 årligt i gen­ nemsnit og hver arbejder får 100.000 årligt i gennemsnit. Der er tale om gennemsnit, da retfærdighedsprincipperne angår de grupper, som basis­ strukturen deler borgerne i. I eksemplet kan en repræsentativ leder altså for­ vente en årsløn på 200.000 kr., mens en repræsentativ arbejder kan for­ vente en årsløn på 100.000 kr. Differensprincippet siger, at denne uligheder retfærdig, hvis en formindskelse af den medfører, at en repræsentativ arbej-

Retfærdige uligheder

279

der må forvente en årsløn på under 100.000 kr. Antag at uligheden ændres bare lidt, sådan at ledere gennemsnitlig skal have en årsløn på 190.000 kr., og arbejdere gennemsnitlig skal have en årsløn på godt og vel 101.000 kr. Hvis denne ændring medfører, at produktiviteten falder så meget, at over­ skuddet til lønninger kun bliver på under en million kr., så er den tidligere ulighed for så vidt i overensstemmelse med differenspincippet. Rawls skitserer nogle økonomiske institutioner, som han mener vil kunne opfylde differensprincippet. Han hævder, at en markedsøkonomi er forene­ lig med det specifikke retfærdighedsbegreb, hvis den er passende reguleret af institutioner, der sikrer opfyldelsen af de øvrige principper, herunder at frihederne har en rimelig værdi for alle. En markedsøkonomi kan give store forskelle i rigdom og indkomst, hvilket klart kan ses af forholdene i USA. Men Rawls hævder, at opfyldelsen af de øvrige retfærdighedsprincipper vil medføre, at forskellene ikke kan blive så voldsomme. F.eks. fordi alle skal have en rimelig uddannelse, og fordi besiddelsen af produktionsmidlerne ik­ ke må samles på få hænder. Der tages ikke klar stilling til, om andre typer økonomier kan være forene­ lige med det specifikke retfærdighedsbegreb. Men det hævdes, at både pri­ vateje (kapitalisme) og offentlig eje (socialisme) af produktionsmidlerne er forenelig med opfyldelsen af retfærdighedsprincipperne485. Man kan nok si­ ge - Rawls gør det ikke - at både et kapitalistisk land som Danmark og et so­ cialistisk land som Jugoslavien i mangt og meget opfylder retfærdigheds­ principperne, mens formentlig hverken Sovjetunionen eller Chile gør det.

Hverken absolut lighed ellerfortjeneste Rawls’ synspunkt fremtræder måske klarest, hvis det sættesi modsætning til nogle andre opfattelser. Rawls afviser en absolut lige fordeling som grund­ princip. Han mener ikke, at et sådant princip kan begrundes på bekostning af differensprincippet, da personer i den oprindelige position ikke er motive­ ret af misundelse. Desuden argumenterer han for, at i et velordnet samfund vil generel misundelse ikke være en fremtrædende følelse486. Et absolut lighedsprincip kan søges begrundet med, at forskelle i rigdom og indkomst medfører forskelle i udfoldelsesmuligheder og magt, især hvad angår de po­ litiske beslutningsprocesser. Hertil svarer Rawls, at opfyldelsen af det første princip og afdeling (b) i det andet princip samt sikring af, at frihederne har en rimelig værdi for alle, vil bevirke, at forskellene i rigdom og indkomst ik­ ke er så betydelige, at de giver anledning til en væsentlig ulige fordeling af den politiske magt. Ydermere hævder han, at rationelle selvinteresserede personer vil vælge en samfundsorden, derom muligt sikrer de dårligst stille­ de mere end en helt ligelig fordeling. Om Rawls har ret i dette afhænger af, om de samfundsforhold, der betinger opfyldelse af samme og lige friheder og

I

f ti.:

pi

280

Rawls: Retfærdighed og fornuft

rimelige muligheder for at opnå stillinger, i tilstrækkeligt omfang kan holdes ude fra de samfundsforhold, der regulerer produktion og forbrug. Rawls’ synspunkt står også i modsætning til den opfattelse, at en retfær­ dig fordeling af goder bør være afhængig af, hvad man fortjener. Heroverfor hævder han, at personer i den oprindelige position ikke vil vælge et sådant fordelingsprincip, fordi det netop forudsætter en uafhængig moralsk norm. Det er en grundtanke hos ham, at de fundamentale retfærdighedsprincipper - der er det eneste, der kan tælle som en moralsk grund - først bestemmes i den oprindelige position. Rawls har bestemt den oprindelige position sådan, at normen »retfærdighed er fordeling i overensstemmelse med moralsk for­ tjeneste« ikke kan vælges. Det har han, fordi han mener, at det er en af vore faste velovervejede moralske overbevisninger, at ingen moralsk set fortjener sin startposition i samfundet eller sine naturmæssige fordele og bagdele. Der må skelnes mellem berettigede forventninger og moralsk fortjeneste. De be­ rettigede forventninger er de forventninger, som er i overensstemmelse med sociale institutioner, der igen er i overensstemmelse med retfærdighedsprin­ cipperne. Disse principper betjener sig ikke af et begreb om moralsk fortje­ neste. Tværtimod må begrebet om moralsk værdi bestemmes som det at handle i overensstemmelse med og ud fra retfærdighedsprincipper487. Men som R. Nozick har påpeget, har Rawls ikke vist, at der ikke kan være en ret­ færdig fordeling af rigdom og indkomst, der delvis afhænger af fordelingen af naturlige fordele og social placering, men ikke af moralsk fortjeneste488.

Hvad er moralbegrundelse? Henvisningen til »vore faste moralske overbevisninger« spilleren vigtig rolle i Rawls begrundelsesprocedure. Denne indeholder tre led. For det første begrundelserne for bestemmelsen af den oprindelige position. Fordet andet argumentationen for at personer i den oprindelige position vil vælge det spe­ cifikke retfærdighedsbegreb fremfor alternative principper for social retfær­ dighed. For det tredje påvisningen af, at resultatet af at anvende retfærdig­ hedsprincipperne på de basale samfundsmæssige institutioner er i overens­ stemmelse med vore velovervejede common sense overbevisninger vedrø­ rende retfærdighed. Der er for Rawls ikke noget absolut udgangspunkt eller noget absolut slut­ punkt i denne begrundelsesprocedure. Alle synspunkter, der indgår i proce­ duren, kan revideres. Idealet er at nå til størst mulig velovervejet ligevægt mellem de forskellige synspunkter, i første række de grundlæggende moral­ principper og de velovervejede moraldomme. Udgangspunktet er, at vi har en række moralske vurderinger, vi har kendskab til nogle gennemarbejdede moralteorier, og vi har kendskab til nogle teorier om, hvorledes et samfund fungerer, ikke mindst med hensyn til socialiseringsprocessen og moralens samfundsmæssige rolle. Opgaven er at vise, at nogle moralteorier er mere

I

Hvad er moralbegrundelse?

281

velegnede og rimelige angående indretningen af samfundets basistruktur. Desuden er det vigtigt, at moralteorien kan udgøre det offentlige, alment kendte og accepterede grundlag for diskussioner og afgørelser vedrørende social retfærdighed. I forelæsningerne »Kantiansk konstruktivisme i moral­ teori«, fremhæver Rawls, at han ser problemet om moralbegrundelsesom et praktisk problem*99. Normalt søges moralen begrundet på en anden måde, idet moralbegrundelsen ses i uløselig sammenhæng med spørgsmålet om hvilke moralske domme, der er sande eller falske (rigtige eller forkerte). I så fald er en moralteori mere velbegrundet end en anden, hvis der er bedre grund til at formode, at den er sand. Om en moralteoriersand afhænger af, om virkelig­ heden haren bestemt beskaffenhed. At den-og-den moralske dom er sand el­ ler rigtig, er det samme som, at det-og-det er en moralsk kendsgerning. Ud fra denne opfattelse af moralbegrundelse findes der følgende principi­ elle standpunkter. Nihilismen hævder, at der ikke er nogen moralsk dom, der er mere velbegrundet end nogen anden, simpelthen fordi der ikke er nogle moralske kendsgerninger, (jf. f.eks. Ayer). Der er to grundlæggende alter­ nativer til nihilismen. Det ene hævder, at moralske kendsgerninger er kendsgerninger af en særegen karakter. Moralske kendsgerninger kan ikke indordnes under psykologiske, sociologiske eller biologiske kendsgerninger. Et sådant synspunkt kaldes ofte for intuitionisme, (jf. f.eks. Moore). Omvendt hævder naturalisterne (f.eks. Foot), at der er moralske kendsgerninger, men at de er af principielt samme karakter som psykologiske eller andre kendsger­ ninger, (jf. skema side 268).

En praktisk begrundelse Rawls søger at undgå det fundamentale problem, om moralske domme kan være sande. Han argumenterer ikke direkte mod nihilisme, naturalisme el­ ler intuitionisme. I stedet skal begrundelse afen moralteori ses som en kon­ struktiv praktisk opgave. I forhold til de valgte principper kan mere konkrete moraldomme siges at være sande, hvis de følger af principperne490. I opfat­ telsen af begrundelsessituationen ligger han på linie med en ret udbredt koherentistisk og fallibilistisk opfattelse af begrundelse af teorier i det hele ta­ get. Den bedst begrundede teori erden teori, der hænger bedst sammen med og skaber mest sammenhæng mellem vore synspunkter iøvrigt (koherenssynspunktet). Men ingen teori eller del af en teori er immun for kritik, de kan alle revideres (det faliibilistiske synspunkt). En fysisk teori begrundes ud fra, hvor godt den stemmer overens med observationer og eksperimenter, og hvor godt den passer sammen med andre teorier. En moralteori begrun­ des ud fra, hvor godt den stemmer overens med vore velovervejde moral­ domme, og hvor godt den passer med vore teorier om mennesker og sam­ fundsforhold. Ligesom observationer og eksperimentelle resultater kan kri­ tiseres og revideres, kan velovervejede moraldomme det491.

r•

282

Rawls: Retfærdighed og fornuft

Det specielle ved begrundelsen af en moralteori er, at den har et praktisk sigte, og det specielle ved Rawls’ udformning er, at den er konstruktivistisk på baggrund af en bestemt opfattelse af, hvad et rationelt moralsk væsen (en person) er, og hvad et velordnet samfund er. Det konstruktive ligger i, at de grundlæggende moralprincipper bestemmes som de principper, der vælges under bestemte betingelser. Rawls’ udformning af det konstruktivistiske synspunkt ligger i bestemmelsen af et rationelt moralsk væsen (eller generelt i bestemmelsen af den oprindelige position) og et velordnet samfund. Rawls’ pointe er, at hvis rationelle moralske personer kan nå til enighed om de fundamentale retfærdighedsprincipper for et velordnet samfund, så har disse principper den objektivitet, der er nødvendig. Synspunktet kan sættes i relief ved at se på et par indvendinger imod det. Nihilisten vil frem­ hæve, at selv om der er fuldstændig enighed om retfærdighedsprincipperne, er det blot udtryk for en kollektiv illusion. Naturalisten og intuitionisten vil hævde, at selv om der opnås fuldstændig enighed, garanterer det ikke, at de valgte principper er sande. Overfor begge disse indvendinger kan Rawls svare, at de er uden betydning for hans anliggende. En retfærdighedsteori skal bl.a. eksplicitere en offentlig tilgængelig og anerkendt opfattelse af ret­ færdighed, der kan tjene som appelinstans, når det skal besluttes, hvordan samfundsinstitutionerne skal indrettes eller ændres. Hvis parterne faktisk når til enighed om en sådan opfattelse, givet at enigheden er opnået under de rette betingelser, så har retfærdighedsopfattelsen al den praktisk nødvendi­ ge objektivitet, man kan ønske. En anden type indvending går på, at Rawls ikke har vist, at der nødven­ digvis kan opnås enighed om de grundlæggende retfærdighedsprincipper192. Hertil er svaret, at denne kritik er tom, da Rawls fyldigt har argumenteret for, at det er rimeligt at vælge nogle refærdighedsprincipper fremfor andre. Kritikken får kun indhold på to måder. Man kan søge at påvise, at de betin­ gelser, Rawls angiver, er forkerte eller urimelige, eller at de velovervejede moraldomme og teorier om samfundsforhold m. v., han går ud fra, er fejlag­ tige. I overensstemmelse med Rawls’ almindelige koherentistiske og fallibilistiske synspunkt vil han i høj grad være åben overfor konkret kritik af den­ ne art. Men sådanne indvendinger får kun et principielt sigte, hvis de går på, at det overhovedet ikke er muligt at opstille nogle rimelige betingelser, ud fra hvilke valget af retfærdighedsprincipper skal findested. Kritikken går da på, at selv om der kan findes nogle rimelige betingelser for den konstruktive pro­ cedure, så vil de aldrig være tilstrækkelige til at vise, at det er rimeligt at væl­ ge ét og kun ét sæt af retfærdighedsprincipper. Overfor denne indvending vil Rawls igen benytte det praktiske sigte med en moralteori. Det er tilstræk­ keligt, hvis man kan begrunde, at nogle principper er at foretrække fremfor andre, ogi denne sammenhæng spiller det også en rolle, om et sæt retfærdig­ hedsprincipper er simplere, mere overskuelige og lettere anvendelige end andre.

Quine: Logisk nihilisme Willard van Orman Quine (f. 1908) skriver som en filosof for andre filosof­ fer . Men han skriver ikke som de fleste filosoffer, hvis stive prosa stavrer af­ sted mod et fjernt punktum. På hjemmebane, den matematiske logik, er han en virtuos i tekniske herresving, og sine filosofiske strejftog foretager han elegant, hurtigt og i fuldt dagslys. Han er dybt præget af den logiske empirisme, især Carnap, og af Russell, der var bedstefar til den logiske empirisme. De væsentlige problemer er er­ kendelsesteoretiske, logiske og sprogfilosofiske. Om resten, f.eks. moralske og politisk-filosofiske problemer, hersker en talende tavshed. Fænomener som erkendelse, bevidsthed og mening er alle dele af den sammen verden, og de bør undersøges i den empiristiske ånd, der præger naturvidenskaberne, hvis fremmeste del er den teoretiske fysik. For Quine betyder det, at han un­ dersøger dem med en god dosis behaviorisme. Det, der tæller, er de hand­ linger, alle kan iagttage, og ikke de indre tilstande og forståelsesprocesser, som den enkelte henviser til.

Analytiske og syntetiske sætninger Selvom Quine har mange problemer fælles med de logiske empirister, løser han dog ikke alle væsentlige problemer som dem. På to centrale punkter går han imod de logiske positivisters ortodoksi. Det er de gamle doktriner om, at enhver sætning enten er analytisk eller syntetisk (jf. side 124), og at enhver syntetisk sætning skal kunne reduceres eller oversættes til en sætning om umiddelbare sanseindtryk (fænomenalisme)493. Distinktionen mellem analytiske og syntetiske sætninger har en lang og bugtet tradition bag sig. Kant skelnede mellem analytiske og syntetiske domme. I en analytisk dom, f.eks. alle legemer er udstrakte, indeholder sub­ jektbegrebet, legeme, skjult prædikatbegrebet, udstrækning, mens dette ik­ ke er tilfældet i syntetiske domme, f.eks. alle legemer har tyngde. Benægter vi en analytisk dom, bliver resultatet en selvmodsigelse; benægter vi en syn­ tetisk dom, får vi en falsk eller en sand dom, men ingen selvmodsigelse. Hævder vi, at det ikke er tilfældet, at alle legemerer udstrakte, betyder det ifølge Kant, at vi hævder, at det ikke er tilfældet, at alle udstrakte legemer er udstrakte. Vi er konfronteret med en ram, logisk selvmodsigelse. Analytiske domme er sande alene i kraft af de begreber eller udtryk, der indgår i dem, og de er nødvendige, fordi benægtelsen af dem medfører en selvmodsigelse. Derimod afhænger de syntetiske dommes sandhedsværdi af, hvordan verden er indrettet. Analytiske domme er sikre, men trivielle, da de kun oplyser os om vore begreber, mens de syntetiske domme er infor­ mative, fordi de fortæller noget om verden. li' !

i:L

j

284

I

Quine: Logisk nihilisme

De logiske empirister brugte distinktionen i ganske ukantiansk øjemed. Ethvert udsagn er enten analytisk eller syntetisk. Er det ingen af delene, er det blottet for mening - det er rent og purt nonsens. Er udsagnet analytisk, er det sandt alene i kraft af de anvendte udtryks mening. Er udsagnet syntetisk, afhænger dets sandhedsværdi af kendsgerningernes verden, som vi i sidste in­ stans kun kan stifte bekendtskab med gennem vore umiddelbare erfaringer. Alle nødvendige og apriori udsagn - udsagn der kan erkendes at være nødvendige uafhængig af vor erfaring - er analytiske udsagn. Logiske og matematiske sandheder er analytiske sandheder. Den særlig tvingende ka­ rakter, som logikken og matematikken har i forhold til vor erfaringserken­ delse, hviler udelukkende på rent sproglige grunde - sprogkonventioner om hvordan visse udtryk skal bruges. Herved befrier de logiske empirister sig for at måtte acceptere ikke-empiriske sandheder om verden, et felt der har været metafysikkens hoveddomæne. De lingvistiske filosoffer brugte distinktionen analytisk/syntetisk til egne formål. De søgte at omforme kontroversielle, filosofiske teser til begrebslogi­ ske sandheder, påstande, der måtte være sande alene i kraft af de begreber, de rummer, f.eks., at induktive grunde er gode grunde, at enhver begiven­ hed haren årsag, at det visuelle rum har tre dimensioner. Den, der benægter en sådan sandhed, er enten en tåbe, eller han kan ikke tale - ordentlig. I sin kritik skelner Quine, under indflydelse af Frege, mellem to klasser af analytiske påstande. En påstand, A, er analytisk, hvis og kun hvis enten (1): A er en logisk sandhed, eller (2): A kan reduceres til en logisk sandhed ved at indsætte (substituere) synonymer - ensbetydende ord - for synonymer. Et eksempel på (1) er: ingen ugift mand er gift. Udsagnet: ingen ungkarl er gift, kan, hævdes det almindeligvis, reduceres til en logisk sandhed (1) ved at ind­ sætte udtrykket »ugift mand«, for dets synonym »ungkarl«. Quine har ingen betænkeligheder ved (1), de logiske sandheder. En logisk sandhed er et udsagn, der er sandt, og som forbliver sandt under alle genfor­ tolkninger af de komponenter - »mand«, »gift« - der ikke er logiske partikler. De logiske konstanter eller partikler - f.eks. »ingen«, »u-«, »ikke«, »hvis, så«, »og« -udgør udsagnets logiske struktur, som forbliver den samme, selvom de ikke-logiske komponenter udskiftes. Quine stiller sig tilfreds med en opreg­ ning af de logiske partikler. Sin kritik retter Quine mod (2), som man i tidens løb har trukket mange fi­ losofiske veksler på. Han forsøger at vise, at der ikke er givet nogen tilfreds­ stillende forklaring på, hvad der skal forstås ved den synonymitet, som (2) hviler på. Der må en forklaring til, fordi distinktionen traditionelt er blevet pålagt så meget filosofisk arbejde, og fordi det er ganske utilfredsstillende kun at henvise til, at en gruppe mennesker - diverse filosofiprofessorer-er enige om at kalde bestemte udsagn analytiske. Opgaven er at give en forklaring af kognitiv eller erkendelsesmæssig synony­ milet og ikke af synonymitet i betydningen, fuldstændig identitet i psykologiske

Analytiske og syntetiske sætninger

285

associationer eller poetisk kvalitet, da ingen udtryk er synonyme i den sidste betydning. Og forklaringen må ikke forudsætte analyticitetsbegrebet eller nærtbeslægtede størrelser, som synonymitetsbegrebet netop skal forklare. Hvordan kan vi afgøre og forklare, at to udtryk er synonyme med hinan­ den - at »ungkarl« er synonym med »ugift mand«? Henvises der til, at »ung­ karl« er defineret som »ugift mand« i ordbøgerne, indvender Quine, at det er en bagvendt fremgangsmåde. Ordbogsforfatteren beskriver nogle sproglige forhold, som kan iagttages blandt sprogbrugerne. Ordbogsdefinitionen for­ udsætter synonymitet. Ordbogsbeskrivelsen af gældende sprogbrug kan ik­ ke være grunden til, at udtryk er synonyme. En anden forklaring er, at to udtryk er synonyme hvis de kan udveksles med hinanden i alle sammenhænge på en sådan måde, at de udsagn, hvori de forekommer, ikke ændrer sandhedsværdi ved udvekslingen (interchangeability salva veritate). Men er det tilstrækkeligt? Udveksling af udtryk med bibeholdelse af sandhedsværdi kan skyldes tilfældige forhold. F.eks. kan udtrykkene »dyr med hjerte« og »dyr med nyrer« udveksles med hinan­ den med bibeholdelse af sandhedsværdi, fordi det er tilfældet, at alle og kun dyr med hjerte er dyr med nyrer. Vi mener, at »dyr med hjerte« ikke er syno­ nym med »dyr med nyrer«, til trods for at de opfylder det stillede krav. De to udtryk opfylder kriteriet, fordi de har samme ekstension eller omfang - mæng­ den af de genstande, som falder ind under de to udtryk eller som gør udtryk­ kene sande, er den samme. Derimod mener vi, at »ungkarl« er synonym med »ugift mand«, fordi det her drejer sig om andet og mere end et tilfaldigl sammenfald af ekstensioner. Det er derimod ikke tilfældigt, men neduendigt, at alle ungkarle er ugifte mænd. Udveksling af udtryk med bibeholdelse af sandhedsværdi er kun en til­ strækkelig betingelse for synonymitet, hvis vi forudsætter udtryk af typen, »det er nødvendigt« eller »nødvendigvis« - dvs. såkaldte intensionale begre­ ber. Nu bevæger vi os i ring. Den logiske cirkel består i, at vi vil forklare analyticitet, dvs. en art nødvendig sandhed, ved hjælp af synonymitet, som vi dernæst bestemmer bl.a. ud fra begrebet om nødvendig sandhed. Quine vi­ ser, at de andre forsøg på at forklare analyticitet heller ikke formår at bryde ud af den intensionelle cirkel, kredsen af meningsstørrelser, som ikke er kla­ rere end det, der skal forklares. Den forklaring, som Quine vil accepteresom tilfredsstillende, er forment­ lig en forklaring af analyticitet ud fra sproglig adjard og ud fra en teori om eks­ tensionel reference. Men herved bliver analyticitets-begrebet et ganske andet end det traditionelle. Onderne haren fælles rod - både ideen om, at nogle udsagn er sande alene i kraft af deres mening, og den gamle empiristiske doktrin om basissætnin­ ger, der er i direkte kontakt med virkeligheden. Ondets rod er tanken om, at sande sætninger almindeligvis hver for sig rummer to komponenter, en vir­ kelighedskomponent og en sprogkomponent■,9,. Analytiske sætninger er et

I

:•

i

286

Quine: Logisk nihilisme

ekstrem, fordi deres virkelighedskomponent praktisk talt er nul. De er der­ for sande under alle omstændigheder, og uanset hvad der sker. Det andet ekstrem er basissætningerne, som registrerer umiddelbare sanseoplevelser, og hvis sprogkomponent nærmest er nul. Mod denne tanke hævder Quine, at vi ikke kan efterspore de to kompo­ nenter i de enkelte sætninger. Videnskaben, opfattet som en helhed, er af­ hængig af både sprog og erfaring, men dette dobbelte afhængighedsforhold kan vi ikke påvise i de enkelte sætninger. Derfor er tanken om analytiske sætninger og basissætninger fejlagtig. Quine skitserer sin opfattelse på følgende måde:

»Helheden afvor såkaldte viden eller tro, frade mest tilfældige geografiske og histori­ ske data til de dybeste love i atomfysik eller selv i ren matematik og logik, er en væv­ ning, knyttet af mennesker, som kun støder mod erfaringen langs kanterne. Eller, for at ændre billedet, helheden af al videnskab er som et kraftfelt, hvis grænsebetingelser er erfaringen. En konflikt med erfaringen ved yderkanten giver anledning til juste­ ringer i feltets indre. Revurdering af nogle sætninger medfører revurdering af andre, i kraft af de logiske forbindelser mellem dem - dc logiske love er på deres side kun vis­ se andre sætninger i systemet, visse andre videre elementer i feltet. Når vi har revurderet en sætning, må vi revurderc andre, som kan være sætninger, der er logisk for­ bundet med den første, eller som kan være selve påstandene om logiske forbindelser. Men hele feltet er så underbestemt af sine grænsebetingelser, erfaringen, at der er et stort spillerum for valget af hvilke sætninger, som skal revideres i lyset af en eller an­ den modstridende erfaring. Ingen særskilte erfaringer er forbundet med nogen sær­ skilt sætning i feltets indre undtagen indirekte gennem ligevægtsbetragtninger, som angår feltet som helhed«195, v. Ifølge denne opfattelse, der på væsentlige punkter ligner W. James’ teori (ses. 37), kan vi altid holde fast ved en opfattelse, hvis vi foretager tilstrække­ lig drastiske ændringer andre steder i systemet. Enhver teori kan reddes ved tilstrækkelig snilde, fordi enhver prøve af teorien er en udfordring til hele vor erkendelse. Ved at ændre nogle punkter i systemet kan vi altid uskadeliggøre en truende fare. Sætninger nær yderkanten behøver ikke at true en teori med gendrivelse, da vi altid kan bortforklare dem som f.eks. hallucinatio­ ner. (jf. Popper om falsifikation og metodologiske regler, s. 158ff). Men på samme måde er ingen sætning sikret mod forandring. Alt kan re­ videres - også logikkens love (jf. Peirces fallibilisme, s. 29ff).

Hvorledesforstår vi et sprog? Quines kritik af skellet mellem analytiske og syntetiske sætninger skitseret i artiklen Tivo Dogmas of Empiricism (»Empirismens to dogmer«) fra 1951 har han senere videreudviklet, bl.a. i bogen Wordand (»Ord og objekt«) fra 1960, til en dyb skepsis angående det traditionelle meningsbegreb og til en alternativ teori om sprog og mening196.

•! ' I

Hvorledes forstår vi et sprog?

287

Udgangspunktet for Quines senere overvejelser er spørgsmålet: hvilke vidnesbyrd kan vi anføre, når vi forstår andre og forstår sprog? Det gængse empiristiske svarer: sanseerfaringer. Men Quine viser, at sanseerfaring ale­ ne er utilstrækkelig til at fastsætte meningen for nogen enkelt sætning. Da Quine fastholder empirismen, betyder det, at det traditionelle meningsbe­ greb falder sammen og hermed også det almindelige syn på oversættelse. Som retlinede empirister kern vi ikke hævde, at en sætning er en rigtig over­ sættelse af en anden, hvis og kun hvis de to sætninger i virkeligheden udtryk­ ker den samme mening. At henvise til meningen forklarer ifølge Quine in­ tet, men er kun en gammel og behagelig illusion. Et sprog kan oversættes til et andet på flere forskellige måder, som alle er forenelige med sanseerfaringens vidnesbyrd, og ingen af oversættelserne er den rigtige - de er alle rigti­ ge. Quines tese om oversættelses-ubestemtheder, at der af naturlige sprog findes alternative oversættelser, der er uforenelige med hinanden, men som hver for sig kan være i overensstemmelse med vore sanseerfaringer, med alle kendsgerninger om sprogbrugernes dispositioner til verbal adfærd497. Tesen er blevet voldsomt diskuteret, dog mest på amerikansk498. Nogle finder det befriende og klargørende, at det uldne meningsbegreb endelig er blevet afsløret som blottet for godt empirisk indhold og betydning. Andre finder det bemærkelsesværdigt, hvor snæver Quines filosofi er, hvorfor det ville være mere hensigtsmæssigt at opgive den og dens paradoksale konse­ kvenser end den sunde fornuft og sprogvidenskaben. Atter andre opfatter det hele som en storm i et glas vand. De mener, at et gammelkendt forhold, at en videnskabelig teori er underbestemt af sine data, eller at de samme fæ­ nomener kan forklares ud fra flere forskellige teorier, er blevet slået op som en væsentlig sandhed om lingvistikken. F.eks. står sprogforskeren N. Chomsky (f. 1928) med et ben i hver af de to sidste lejre499. I argumentationen for sin tese indfører Quine forskellige nøglebegreber, der klart afspejler hans nøgterne empirisme. Tilslutning og afvisning (assent/dissent) er de adfærdsbestemte størrelser, som Quine bruger i sin be stemmelse af stimulus-mening. En sætnings bekræftende stimulus-mening for en sprogbruger defineres som klassen af alle de påvirkninger eller stimuli, som ville fremkalde sprogbrugerens tilslutning til sætningen. En lignende definition gives af negativ stimulus-mening ud fra afvisning, ogen sætnings stimulus-mening er et ordnet par af dens bekræftende og dens negative stimulus-mening500. To sætninger har samme stimulus-mening for en sprogbruger, hvis de samme påvirkninger ville fremkalde tilslutning til hver af de to sætninger. En sætning er stimulus-analytisk for en sprogbruger, hvis han giver den sin til­ slutning under alle mulige former for påvirkning, og stimulus-kontradiktorisk, hvis han afviser den under alle former for påvirkning. Men Quines stimulus-analyticitet er empiristisk smalkost sammenlignet med det almin­ delige analyticitetsbegreb. Hvad Quine kalder socialt stimulus-analytisk er

i

!■

1

i *

288

Quine: Logisk nihilisme

en egenskab ved de sætninger, der er stimulus-analytiske for næsten alle sprogbrugere i et givet sprog. Sådanne socialt stimulus-analytiske sætnin­ ger, som f.eks. »Der har eksisteret sorte hunde«, har intet at gøre med filosof­ fernes ide om analyticitet. Ud fra disse spartanske begreber skelner Quine mellem lejlighedssatninger og stående satninger (pccasxon sentence/standing sentence). En lejlighedssæt­ ning, som f.eks. »Dette er en cykel«, giver vi kun vor tilslutning, når vi ud­ sættes for passende påvirkninger inden for et bestemt tidsrum. I modsæt­ ning til lejlighedssætninger er stående sætninger, som f.eks. »Danmark lig­ ger på den nordlige halvkugle«, ikke bundet til en bestemt situation eller lej­ lighed, men vi kan give dem vor tilslutning i fravær af de påvirkninger, som oprindelig fik os til at tilslutte os dem. En sætning er en iagttagelses-scetmng, hvis den er en lejlighedssætning og har samme stimulus-mening for alle sprogbrugere i det pågældende sprog. Bevæbnet med disse distinktioner foretager Quine et tankeeksperiment, som trækker konturerne i hans tese op. Det handler om radikal oversættelse. Vi har mødt en hidtil upåagtet stamme, hvis sprog er ukendt i lingvistikkens annaler. Vi kan kun lære sproget ved at iagttage, hvad de indfødte siger un­ der bestemte omstændigheder, hvilke ytringer de indfødte giver deres til­ slutning, og hvilke de afviser under bestemte påvirkninger. En kanin - eller rettere hvad Quine kalder »a rabbit« - piler forbi den op­ mærksomme sprogmand, og han hører de indfødte sige »Gavagai«. Efter forskellige forsøg erklærer Quines lingvist, at lejlighedssætningerne »Gava­ gai« og »Kanin« har samme stimulus-mening, at de er stimulus-synonyme. Men herved har han ingenlunde påvist, at de to termer har samme mening, og at »Kanin« derfor er en korrekt oversættelse af »Gavagai«. For selvom »Kanin« og »Gavagai« er stimulus-synonyme, er det ingen garanti for, at de to termer er sande om de samme ting, og er de ikke det, kan de ikke være sy­ nonyme i god gammeldags forstand501. Der er forskellige muligheder for, hvad de indfødte bruger »Gavagai« til at betegne, som alle er forenelige med de foreliggende erfaringer, udmøntet i stimulus-mening. Måske anvendes »Gavagai« slet ikke om kaniner, betrag­ tet som ét dyr, men derimod om et tidsligt udsnit af kaniner (temporal seg­ ments) eller om ikke-adskilte kanin-dele, (integral or undetached parts)eller om, at kaninhed (rabbithood) er lokalt manifesteret. Simpel pegen på bæstet kan ikke på god erfaringsvis afgøre oversættelses­ problemet. Når vi peger på det, vi kalder »en kanin«, peger vi samtidig på et tidsligt udsnit af en kanin og på en ikke-adskilt kanin-del og på, at kaninhed er lokalt manifesteret. Forat mane nogle af o vcrsættelsesm ulighederne i jor­ den begynder lingvisten at stille de indfødte spørgsmål. Er denne den sam­ me gavagai som den? Har vi her én eller to gavagai? Men der kan også stilles et sæt helt andre spørgsmål: Hører denne kanin-del sammen med den? Ho­ rerdette tidsudsnit sammen med det? For overhovedet at kunne stille sådan-

Hvorledes forstår vi et sprog?

289

ne spørgsmål, som er nødvendige for at kunne oversætte, må vi have hvad Quine kalder analytiske hypoteser. I kraft af en analytisk hypotese kan vi afgøre spørgsmål om identitet og forskel (individuation) og således ordne de horte ytringer i meningsfulde enheder, som vi kan analysere og oversætte. Gennem vore analytiske hypoteser overfører vi vort sproglige og logiske begrebsapparat til det fremmede sprog, f.eks. i form af flertalsendelser, sted­ ord og talord. Vi læser vort eget sprog ind i det fremmede sprog. Der er blot den hage ved sagen, mener Quine, at vi aldrig kan oversætte stående sætnin­ ger uden brug af analytiske hypoteser, og at der findes alternative analytiske hypoteser, som giver uforenelige oversættelser, der alle er forenelige med den hårde kærne af sanseerfaringer. Ifølge et system af analytiske hypoteser oversætter vi, som tidligere anty­ det, et indfødt udtryk ved hjælp af »er den samme som«, og ifølge et andet sy­ stem af analytiske hypoteser oversætter vi det samme udtryk i kraft af »hører sammen med«. Når vi så i det indfødte sprog prøver at spørge: »Er denne gavagai den samme som den?«, kunne vi lige så godt ud fraden anden analyti­ ske hypotese spørge: »Hører denne gavagai sammen med den?«. Den ind­ fødtes tilslutning til det første spørgsmål er intet objektivt vidnesbyrd for at oversætte »Gavagai« som »Kanin« i stedet for som »ikke-adskilt kanin-del« eller som »et tidsligt udsnit afen kanin«, fordi de to sidste muligheder set i ly­ set af den anden analytiske hypotese også er fuldt forenelige med den indfød­ tes tilslutning. Sprogforskeren har ingen mulighed for at opdage forskelle i meningen mellem »Gavagai« og »Kanin«, fordi de spørgsmål, han stiller for at opdage forskel, allerede er formulerede sådan, at de gør det umuligt at op dage en forskel. Prøver vi at forstå en fremmed kultur, bringer vi vor egen kultur med i kraft af vort sprog og vor logik, som vi ikke kan sætte os ud over, og som vi må bruge til at ordne de fremmede indtryk med. Det er Quines pointe, at indtrykkene altid kan ordnes på forskellig måde, at der altid findes alterna­ tive oversættelser fra et sprog til et andet, og ikke kun mellem dansk eller amerikansk og et eksotisk junglesprog, og alternative oversættelser indenfor samme sprog, og at de alternative oversættelser, der er uforenelige med hin­ anden, alle er forenelige med sprogforskerens objektive vidnesbyrd, sanseerfaringerne. En oversættelse kan derfor ikke være korrekt i absolut for­ stand , men må altid foregå og vurderes inden for rammerne af et sæt af ana­

lytiske hypoteser. Oversættelsessituationen ridser Quine op på følgende måde502. Der her­ sker usikkerhed, men ikke radikal ubestemthed i oversættelsen af iagttagel­ sessætninger, som f.eks. »Det regner« (1), og af sandhedsfunktionelle logi­ ske partikler, som f.eks. »og«, »eller«, »ikke« (2). Stimulus-analytiske og stimulus-kontradiktoriske sætninger kan erkendes (3). Spørgsmål om intrasubjektiv stimulus-synonymitet for indfødte lejlighedssætninger kan afgø­ res, hvis de rejses, men sætningerne kan ikke oversættes (4). De analytiske 19 Videnskab og sprog

I

I

290

Quine: Logisk nihilisme

hypoteser, som sprogforskeren finder på, bl.a. forat kunne oversætte ståen­ de sætninger, må være i overensstemmelse med kravene 1-4. Men der er in­ gen analytisk hypotese, hvis sandhed eller falskhed kan etableres på objek­ tivt grundlag, fordi de sproglige data altid vil være forenelige med flere for­ skellige analytiske hypoteser. Sprogforskeren vil sikkert forkaste oversættel­ sesmulighederne »ikke-adskilt kanin-del« og »tidsligt kanin-udsnit« som komplicerede, perverse og unaturlige. Men det betyder kun, at de ud fra hans ideer om enkelhed og naturlighed er komplicerede og unaturlige. Der­ imod er hans ideer ikke en lov om sprog og sproglig adfærd. At appellere til en bevidsthed, der forstår en sætnings mening, og som be­ griber, at to sætninger i virkeligheden har samme mening, forklarer ifølge Quine ingenting og fører os kun på vildspor, f.eks. at der findes en korrekt oversættelse. Quine foreslår, at vi konstruerer bevidsthed som et system af adfærdsdispositioner, og at vi opfatter dispositioner som fysiske træk eller egenskaber. Adfærdsdispositioner er derfor fysiologiske tilstande eller me­ kanismer. Sprogfænomener kan vi forsøge at forklare på to forskellige planer - det adfærdsmæssige og det fysiologiske. Quines sprogfilosofi er et forsøg på at give adfærdsmæssige forklaringer af fænomener som mening, synonymitet og analyticitet. Men det ambitiøse ideal er den fysiologiske årsagsforkla­ ring, hvor vi analyserer dispositioner ud fra nerveimpulser og andre organi­ ske processer. Et ideal Quine nævner, men ikke nærmer sig. På det adfærds­ mæssige plan opfatter vi dispositioner som fysiologiske tilstande, men vi identificerer dem alene ud fra deres adfærdsmæssige manifestationer, krop­ penes adfærd503. At forstå en sætning er ifølge Quine at forstå sætningens sandhedsbetin­ gelser (jf. side 73). Men hvori består adfærdsdispositionerne for en persons viden om en sætnings sandhedsbetingelser? Som tidligere skitseret finder Quine svaret i personens disposition til tilslutning eller afvisning af sætnin­ gen, når vedkommende spørges under bestemte betingelser. For at komme bevidsthedsfilosoffernes indvendinger i forkøbet taler Quine også om overflade-tilslutning, som kan identificeres alene i kraft af adfærds-kriterier. Denne fremgangsmåde kan redegøre for forståelsen af lejlighedssætninger, men ikke for forståelsen af isolerede stående sætninger. Metoden kan ligele­ des klare at redegøre for forståelsen af synonymitet mellem iagttagelsessæt­ ninger, men den strækker ikke til over for forståelsen af synonymitet mellem stående sætninger. Begge disse mangler erkender Quine, men samtidig hævder han, at alternativet til hans sprogfilosofi (den såkaldte mentalisme) i virkeligheden intet forklarer, men kun er løs snak. Stillet over for spørgsmålet, hvor meget af vor videnskab, der er en ægte afspejling af virkeligheden, og hvor meget der kun skyldes sproget, erklærer Quine, at der er noget muggent ved problemstillingen. Problemet rejses, fordi man opdager, at der er andre tankesystemer end videnskabernes, for så

Hvorledes forstår vi et sprog?

Et 1

PT

’’ F~

?-

’'■■■ I.''

I

j| •/

i r

IH.

■&

i®

291

r

I

li'[ ??•: hi ’i

b

r hr

s HI f s i j I

/

.ft. ■

■

Quine i sit hjem i USA. 19*

|'| i

ft

292

Quine: Logisk nihilisme

vidt de kan forenes i et system. Hvilket system er det sande system? Eller fin­ des der intet sandt system? Kan de forskellige systemer sammenlignes? Her er vi i knibe, mener Quine. For at besvare det første spørgsmål må vi tale både om verden og om sproget. Taler vi om verden, præger vi den med et eller andet begrebsskema, som er specielt for vort særlige sprog. Dererintet neutralt sprog uden særlige begreber og teorier. Der er ingen apriori og forudsætningsløs filosofi, ud fra hvilken vi objektivt kan vurdere de forskelli­ ge systemer. Der er intet fundament for vor erkendelse i form af absolut sikre erfaringssætninger eller fornuftsprincipper. Alligevel er Quine ikke relativist eller skeptiker. Vi kan gradvis forbedre vore begrebsskemaer og teorier. Normen eller målestokken til vurdering af fundamentale ændringer er ikke realistisk, i betydningen overensstemmelse med virkeligheden, men pragmatisk. Begreber er sproglige, og formålet med dem er, at de er virkningsfulde i kommunikation og forudsigelse. »Sådan er sproget, videnskaben og filosofiens fundamentale pligt, og det er i forhold til den pligt, at et begrebsskema til syvende og sidst må bedømmes«504. Det er åbenbart alligevel muligt at skille fårene fra bukkene! Således slutter Quine sig til den pragmatiske tradition. Mennesket er en del af naturen, og filosofien er en del af de videnskabelige undersøgelser. Valget mellem forskellige verdensanskuelser og tankesystemer afgøres, fun­ damentalt set, ud fra pragmatiske overvejelser505.

I '. i

Dummett: Realisme og anti-realisme Filosofiens to poler Den moderne sprogfilosofi samler sig omkring to poler i form af to forskellige syn på sproget. Det ene, Fregesogden tidlige Wittgensteins, sersprogct som i sit væsen et middel til at fremstille eller gengive virkeligheden; sproget har også andre funktioner, men dets funktion som middel til at repræsentere vir­ keligheden er den grundlæggende betingelse for de øvrige, og det er sprogfi­ losofiens vigtigste opgave at redegøre for sprogets virkemåde som et sådant repræsentationsmiddel. Det andet syn på sproget findes hos den senere Wittgenstein, dagligsprogsfilosoffer og talehandlingsteoretikere såsom Austin, Strawson og Searie. Efter det tjener sprogets konstituerende regler ikke til at muliggøre repræsentation af virkeligheden, men til at muliggøre hand­ linger af mange forskellige slags: ligesom skakreglerne muliggør en bestemt spillepraksis, muliggør sprogets regler en lang række sociale samkvemsfor­ mer; sproget skal ikke modstilles virkeligheden, det skal ses som en del af den, som middel i socialt samkvem, og sprogfilosofiens opgave er at fremstil­ le det som et sådant middel gennem beskrivelser af dets mange særfunktio­ ner, hvoraf ingen er mere grundlæggende end andre. De to positioner har hver sit slogan. Den førstes slogan lyder »En sætnings betydninger dens sandhedsbetingelse« (jf. side 73), den andens lyder «Et ud­ tryks mening er dets brug« (jf. side 185). Almindeligvis opfattes disse to principper som uforenelige og pegende bort fra hinanden, mod to helt for­ skellige sprogfilosofiske projekter. Michael Dummetts (f. 1925) sprogfilosofiske undersøgelser udmærker sig ved at bygge på begge de nævnte principper. Efter Dummetts mening er der her tale om to grundindsigter, der må figurere i ethvert forsøg på at skaffe et dybtgående og systematisk indblik i sprogets virkemåde. Opgaven er at ud­ forske dem i deres samspil, ikke at vælge mellem dem. Et andet særkende ved Dummetts position er fremhævelsen af sprogfilo­ sofien som filosofisk grunddisciplin. Sprogfilosofien skal ikke indordnes på linje med specialiserede discipliner som moralfilosofi, samfundsfilosofi, be­ vidsthedsfilosofi, videnskabsfilosofi m.v.: dens status af filosofi beror ikke så meget på, at den indeholder filosofiske undersøgelser med sproget som gen­ stand, som på, at den udgør rammen forden dybestgående behandling af de spørgsmål, der traditionelt definerer selve filosofien. Dummetts omfangsrige arbejder har som et gennemgående tema ud­ forskningen af en bestemt antitetisk argumentationsstruktur, hvis to positi­ oner Dummett kalder meningsteoretisk realisme og meningsleorelisk anti-realisme. Heri er indeholdt såvel Dummetts udlægninger af de to ovennævnte prin­ cipper som grundlaget for hans vidtgående fordring på sprogfilosofiens vegne. Dummett mener at finde en fælles struktur i en række metafysiske debat-

N

■

n •i

li

294-

Dummctt: Realisme og antirealisme

ter, der er fremherskende inden for diverse filosofiske områder såsom erken­ delsesteori, bevidsthedsfilosofi, videnskabsfilosofi og matematikkens filosofi*16. Debatterne omtales gerne som rcalismedebatter, idet de udspiller sig mellem på den ene side realistiske positioner og på den anden side positio­ ner, der på den ene eller anden måde afviser realismen. De sidste positio­ ner, som Dummett kalder anti-realistiske, betegnes ofte som idealistiske el­ ler verifikationistiske og har specielle betegnelser inden for de forskellige områder: fænomenalisme (erkendelsesteori), behaviourisme (bevidstheds­ filosofi), instrumentalisme, positivisme (videnskabsfilosofi) og intuitionis­ me (matematikkens filosofi). Som debatterne typisk føres, fremtræder de som debatter om eksistensen af bestemte størrelser. Således benægter fænomenalisterne eksistensen af fysiske, ydre genstande som egentlige bestand­ dele af virkeligheden. Tilsvarende benægter behaviouristerne eksistensen af bevidsthedsfænomener såsom synsoplevelser, smerteoplevelser og efterbilleder opfattet som subjektive, indre og principielt private størrelser. Inden for videnskabsfilosofien afviser instrumentalister og positivister eksistensen af teoretiske, principielt uiagttagelige størrelser, og endelig bestrider de ma­ tematiske intuitionister den objektive eksistens af abstrakte, matematiske størrelser. De modsatte positioner er de realistiske bekræftelser af, at de om­ stridte størrelser eksisterer som egentlige bestanddele af virkeligheden. I stedet for at diskutere eksistensen af bestemte slags størrelser diskuteres undertiden, hvorvidt udtryk af bestemte slags har reference. Realisterne be­ kræfter, anti-realisterne benægter, at udtryk af de omstridte typer - udtryk for ydre genstande, indre oplevelser, teoretiske størrelser, abstrakte størrel­ ser - har reference. Det fælles, bagvedliggende mønster, Dummett fremdrager, handler imidlertid hverken om eksistens eller reference. Det handler om begreberne sandhed ogfalskhed og dermed, dybest set, om begrebet mening. Dummett pe­ ger på, at uenigheden i debatterne kan henføres til en uenighed om to anta­ gelser om begreberne sandhed og falskhed, hvor disse antagelser er to for­ skellige udlægninger af samme ukontroversielle princip. Det lyder: en sæt­ ning er sand, (falsk) hvis, og kun hvis, der er noget, i kraft af hvilket den er sand (falsk). Uenigheden drejer sig om den generelle beskaffenhed af det, der gør vore sætninger sande eller falske. Anti-realisterne insisterer på, at denne beskaf­ fenhed må beskrives med henvisningtil vore erkende-evner: det, der gør vo­ re sætninger sande (falske), må være principielt erkendeligt foros. Den antirealistiske udlægning af princippet lyder derfor: en sætning er sand (falsk), hvis, og kun hvis, der er en for os principielt erkendelig situation, der ville give os endegyldigt grundlag for at godtage/hævde (forkaste/benægte) sæt­ ningen. Dvs.: forat noget er en kendsgerning, er det både nødvendigt og til­ strækkeligt, at vi i princippet kan konstatere det ved hjælp af vore midler. Derimod anser realisterne erkendeligheden af det, der gør vore sætninger sande eller falske, for aldeles uvedkommende. Vore sætninger er sande, eller

Filosoficns to poler

295

de er falske, i kraft afen objektiv, afos uafhængigt eksisterende virkelighed, der har sine bestemte egenskaber, hvad enten vi kan vide det eller ikke. En sætning som »På sin 3-års fødselsdag vågnede Cæsar liggende på maven« har, skulle man mene, en bestemt sandhedsværdi - den er sand, eller den er falsk; men det er givetvis helt udelukket for os at fremskaffe et grundlag for at fastslå, at den er det ene, eller at den er det andet. Så de to ting: sætningens besiddelse af sin bestemte sandhedsværdi og vore muligheder for at konsta­ tere dens sandhedsværdi, synes klart indbyrdes uafhængige. Denne uenighed om karakteristikken af begreberne sandhed og falskhed afspejler sig tydeligt i realismedebatterne. Anti-realistcrnes vægringer ved at acceptere eksistensen af de omstridte størrelser bunder just i, at en sådan accept ville krænke det nævnte princip i dets anti-realistiske udlægning. Re­ alisterne deler ikke disse forbehold, eftersom ikke-konstaterbare sandheder og falskheder er metafysisk problemfri set fra deres synspunkt. Den mang­ lende konstaterbarhed har for dem at se alene erkendelsesteoretiske konse­ kvenser: den markerer begrænsninger i vore muligheder for at få viden om virkeligheden, ikke begrænsninger i virkeligheden. En så fundamental uenighed er selvsagt vanskelig at drøfte, endsige afgø­ re. Debatterne går let i hårdknude, og mange filosoffer har da også ment, at det her gælder om at valge side - vælge et filosofisk udgangspunkt, der kan udvikles i sine konsekvenser, men ikke begrundes ud fra andre og dyberelig­ gende overvejelser. Her er det så, Dummett sætter ind med sin sprogfilosofiske betragtnings­ måde. Hans pointe er, at spørgsmålet om, hvilke begreber om sandhed og falskhed vi med rette kan gøre krav på at råde over, kan og må forstås som et spørgsmål om, hvordan vore sætninger har deres indhold fastlagt. De grundantagelser om sandhed og falskhed, der definerer den metafysiske ue­ nighed, skal artikuleres og bedømmes i den sprogfilosofiske kontekst. Ret beset er de nemlig grundantagelser om den måde, hvorpå vi har formået at udstyre vore sætninger med de indhold, i kraft af hvilke de stiller de krav til virkeligheden, der bestemmer deres sandhed eller faskhed. En karakteristik af de begreber om sandhed og falskhed, der har anvendelse på vore sætnin­ ger, er samtidig en karakteristik af den form formening, vore sætninger har. Dvs. de metafysiske realisme-debatter drejer sig dybest set om begrebet mening.

I

i

Mening og sandhed Dummett definerer meningsleoretiskrealismeveå hjælp aftre teserom begrebet mening, som han uddrager af Freges sprogfilosofi. De kan for nemheds skyld omtales som objektivitets-tesen, sandhedsbetingelses-tesen og realisme-tesen™. Frege fastslog, at for at sætninger kan tjene som redskaber for kommuni­ kation, må deres meninger være objektive og offentligt tilgængelige størrel­ ser. Det må med andre ord være en objektiv og offentligt tilgængelig kendsi’

296

Dummett: Realisme og antirealisme

gerning om en sætningsom f.eks. »Århus er en havneby«, at den har den me­ ning, den nu engang har. Når en taler i en given situation udtaler en sæt­ ning, må det, taleren dermed siger - til forskel fra hvad taleren er ude på med at sige det, han eller hun siger - være bestemmeligt ud fra de ord, der udtales: disse må fiksere et indhold - den tanke, der udtrykkes - helt uafhæn­ gigt aftalerens identitet, hensigter, motiver, situation m.v. Uden opfyldelse herafville kommunikation, som den faktisk forefindes, være umulig. 1 deres frembringelse og forståelse af ytringer må de samtalende parter følge gene­ relle og fælles regler, ligesom de må vide, at de gør det, eller i hvert fald be­ herske effektive fremgangsmåder til at afgøre, om de gør det. Dette er tan­ kegangen bag objeklivitelstesen, der kort sagt lyder, at mening er objektiv. På den baggrund rejste Frege spørgsmålet, med hvilke begreber de pågæl­ dende meningsfastlæggende kendsgerninger om sætninger, og dermed om sproglige udtryk generelt, kan udsondres. En specifikation af samtlige disse kendsgerninger i relation til udtrykkene i et givet sprog kan kaldes en menings­ teori for sproget, og spørgsmålet drejer sig således om udpegningen af me­ ningsteoriens grundlæggende begreber. Freges overvejelser førte ham til at pege på begreberne sandhed og falskhed. Sandhed (falskhed) er en objektiv egenskab ved det, en taler siger, fastlagt helt uafhængigt af talerens identitet, viden, grunde foreller motiver til at sige det. Når ytringen er fremsat, fanger ordet så at sige: det sagte er sandt, eller falsk, afhængigt alene af ordenes me­ ninger og virkelighedens beskaffenhed, og uafhængigt af talerens mening med at sige det og af hans eller hendes meninger om virkelighedens be­ skaffenhed. Men for, at det på den måde kan være en objektiv sag, at en sæt­ ninger sand (falsk), hvis den er sand (falsk), må det ligeledes være en objek­ tiv sag, at sætningen er sand under de og de nærmere bestemte betingelser og falsk under hvilke som helst andre. Heri så Frege nøglen til at udsondrede objektive kendsgerninger om sætninger, der fastlægger deres meninger altså de kendsgerninger om sætninger, man kender i og med at forstå og kunne bruge dem. At forstå en sætning er at kende dens sandhedsbetingelse: forståelsen består i viden om, at sætningen er sand, hvis det og det bestemte er tilfældet, og ellers falsk. Forståelsen afen sætning som f.eks. »Det regner« går ud på at vide, hvad der skal til, for at det regner - at kunne sige, at det regner, når det regner, og at det ikke regner, når det ikke regner. Dette er tankegangen, bag sandhedsbetingelses-tesen, hvorefter en sætnings sandheds­ betingelse fastlægger dens indhold508. Tilbage står realisme-tesen. Den udtaler sig nærmere om de to begreber, der ifølge den forudgående tese er grundbegreberne ved redegørelsen for sproglig mening. Om disse begrebers anvendelse på sprogets sætninger si­ ger den, at enhver sætning med et bestemt indhold er sand, eller den er falsk, og at sætningens besiddelse af den pågældende egenskab er helt uafhængig af, om vi véd, eller i det hele taget har mulighed for at vide, at den har egen­ skaben. En sætnings egenskab af at være sand (falsk), med andre ord en sætnings

Mening og sandhed

297

besiddelse af sin bestemte sandhedsværdi, sidestilles her med f.eks. et bords egenskab af at have sin bestemte længde. Ved opmåling af et bords længde anvender vi en procedure, en test, til at fastslå længden, og dette udlægger vi som konstateringen afen egenskab ved bordet, som det har forud for og uaf­ hængigt af både vores gennemførelse af proceduren og vores evne til at gen­ nemføre den. Ifølge realisme-tesen skal en sætnings sandhed (falskhed) op­ fattes på samme måde: når vi konstaterer sandheden (falskheden) afen sæt­ ning, er dette en konstatering af en egenskab ved den, som den har forud for og uafhængigt af både vores konstatering og evne til at konstatere. Sætnin­ gen er sand, eller den er falsk, ogat den er detene, eller at den er det andet, er noget, vi eventuelt finder ud af, og ikke noget, vi udvirker eller fastsætter. At sætningen har det indhold, den nu engang har, er naturligvis afhængigt afos og vore fastsættelser, men at sætningen, idet den har sit bestemte indhold, er sand (falsk), er alene en sag mellem den og virkeligheden: i kraft af sit ind­ hold stiller sætningen et krav til virkelighedens beskaffenhed, og den er sand, henholdsvis falsk, afhængigt af, om virkeligheden opfyldes, eller ikke opfylder det krav. En sætning som »Tårnet på Århus Rådhus er firkantet« henviser til en identificerbar genstand og tilskriver denne en veldefineret egenskab, som den har, eller ikke har. En sætning som »På sin 3-års fødsels­ dag vågnede Cæsar liggende på maven« er ikke mindre bestemt i sit krav til virkeligheden, og også den har en bestemt sandhedsværdi, omend vi i vor rid, til forskel fra i sin tid Cæsars moder, givetvis er fuldstændigt afskåret fra at konstatere denne. Vores uformåenhed i den henseende gør hverken fra el­ ler til hvad angår sætningen sandhedsværdi. Den samme uformåenhed har heller ingen konsekvenser for vores forståelse af sætningen: selv om vi ikke kan afgøre dens sandhedsværdi, véd vi udmærket, hvad der skal til, for at den er sand, og vores klare begreb herom fortæller os, at den ma være enten sand eller falsk. Såvidt realisme-tesen. På spørgsmålet om den generelle beskaffenhed af det, der gør vore sætninger sande eller falske, svarer realisterne: omstændig­ heder i virkeligheden, altså omstændigheder, hvis indtræden eller ikkeindtræden er objektiv i den forstand, at vores viden eller evne til at få viden derom er helt irrelevant. I den meningsteoretiske kontekst bliver det altså til den tese, at vore sætninger er udstyret med sådanne meningsindhold, at en­ hver sætning er enten sand eller falsk. Det er naturligvis dette punkt, realisme-tesen, de meningsteoretiske antirealister forkaster. Antagelsen, at enhver sætning er enten sand eller falsk, åbner for, at en sætning kan være sand, skønt vi er uden midler til at erkende dens sandhed. Dette afviser anti-realisterne: for dem kan en sætnings sand­ hed ikke bestå i andet, end at vore kriterier for at anse sætningen for sand er opfyldt. De benægter, at vore sætninger har deres indhold fastlagt i forhold til for os uerkendelige omstændigheder, og fremfører i stedet, at meningen med vore sætninger kun kan være bestemt i forhold til omstændigheder, hvis indtræden eller ikke-indtræden altid er principielt erkendelig for os.

i !

j { I

p! i I: l

298

Dummett: Realisme og antirealisme

Men hvad er der galt med den realistiske accept af, at en sætning kan være sand (falsk), skønt vi er afskåret fra at erkende dens sandhed (falskhed)? Som antirealisternes indvending her er skitseret, fremtræder den som en simpel gentagelse af det anti-realistiske standpunkt i de metafysiske debatter, som et udtryk for en metafysisk motiveret fordom mod for os uerkendelige om­ stændigheder. Dummett forsyner nu den meningsteoretiske anti-realisme med et sprog­ filosofisk ræsonnement til at vise, hvad der er galt med realisme. I kraft af det fremstår indvendingen som en konklusion, og vel at mærke som en konklu­ sion med en sprogfilosofisk begrundelse og metafysiske konsekvenser. Til det formål udvikler Dummett Wittgensteins slogan om forholdet mellem mening og brug.

Arvenfra Wittgenstein Dummett påpeger først, at de to sæt kendsgerninger om et sprogligt udtryk, der udsondres af henholdsvis begrebet mening og begrebet brug, forholder sig til hinanden på en særlig måde formidlet af et tredje begreb, forståelse509. Redegørelsen for et udtryks mening specificerer de kendsgerniger om det, som den, der forstår udtrykket, kender til i og med, at han forstår det; den specificerer indholdet af den viden hos taleren, der udgør hans forståelse af udtrykket. Redegørelsen for, hvordan udtrykket bruges i den sproglige praksis, specificerer ligeledes et træk ved forståelsen af udtrykket, idet den specificerer de praktiske færdigheder, den kunnen i relation til udtrykket, der besiddes af dets kompetente bruger: den specificerer manifestationen, de iagttagelige udslag, af den viden hos taleren, der udgør hans forståelse af udtrykket. De to sæt kendsgerninger forholder sig til den samme praktiske kunnen, nemlig talerens beherskelse af udtrykkets totale brug. De første kendsgerninger figurerer i redegørelsen for det teoretiske aspekt heraf, de andre i redegørelsen for det praktiske. Her kan drages en parallel til redegø­ relsen forvisse andre praktiske færdigheder, der på samme måde måsiges bå­ de at have et teoretisk og et praktisk aspekt. Når en person har lært at divide­ re, kan denne erhvervede færdighed beskrives fra to sider, dels hvad angår den teoretiske, regnereglerne, dels hvad angår den praktiske, regneoperatio­ nerne: personens erhvervede kunnen er en lærdom, en viden, med såvel et specifikt indhold som en specifik manifestation, der begge dele må medtages i redegørelsen for den. Dummett stiller dernæst det spørgsmål, om der er særlige krav til de to re­ degørelser, for indholdet og for manifestationen - i det tilfælde, hvor den vi­ den, de fremstiller, har form af evnen til at tale et sprog. Hans svar herpå er bekræftende, idet talerens viden, der udgør forståelsen af et udtryk, må kun­ ne manifesteres fuldt ud i den relevante sproglige praksis. Med andre ord må redegørelsen for, hvad taleren ved, nøje kunne udmøntes i redegørelsen for,

Arven fra Wittgenstein

299

hvad taleren kan. Konklusionen bygger især på to argumenter, hvoraf det ene knytter direkte an til objektivitetstesen. For at tanker kan være meddelelige via sproget, må de sproglige udtryk for tanker, sætninger, have objektive og offentligt tilgængelige indhold. Det forudsætter, at det effektivt kan afgøres, om to talere forståret givet udtryk på samme måde, og at en taler entydigt kan tilkendegive, hvordan han for­ står et givet udtryk. For sit vedkommende forudsætter dette, at meningen med et udtryk er entydigt bestemt af iagttagelige træk ved dets brug, sådan at der kan sluttes fra brug til mening. En bestanddel af meningen, der ikke på den måde kan vise sig, åbenbares, i brugen, ville ikke være kommunikerbar. Altså må den viden hos en taler, der udgør hans forståelse af et udtryk, fuldt ud kunne manifesteres i talerens sproglige praksis, i hans evne til på be­ stemte måderat bruge og forholde sig til andres brug afsætninger, hvori ud­ trykket forekommer510. Også Dummetts andet argument handlerom forståelse. Nåren taler siges at forstået udtryk, tilskrives der ham en viden: han ved noget om udtrykket, og det er hans besiddelse af denne viden, der forklarer hans evne til at bruge udtrykket. Men hvilken form harden viden? I vissetilfælde er talerens viden eksplicit og består i en evne til ved hjælp af andre udtryk at formulere det, han ved om det pågældende udtryk i og med, at han forstår det. Således kan en talers forståelse af ordet »ukrudt« bestå i hans evne til at fremkomme med synonymet »vildtvoksende planter på dyrket jord« og til at bruge en sætning som »I år er der mange tilfælde af vildtvoksende planter på dyrket jord« til at formulere betingelsen for, at sætningen »I år er der meget ukrudt« er sand. Her er det naturligvis underforstået, at taleren forstår de udtryk, han bruger til at formulere den pågældende viden. På den anden side er det klart, at det ikke kan gælde generelt, at forståelsen af udtryk har form af eksplicit viden og består i evnen til at forklare udtrykkene ved brug af andre udtryk. Det vil­ le være cirkulært. I mange tilfælde, herunder alle de grundlæggende, må der være tale om en implicit viden, altså en viden, taleren har uden selv at kunne redegøre for den. Reglen må være, at forståelse er implicit viden, undtagel­ sen, at den er eksplicit511. Den omstændighed, at den viden hos en taler, der tillader ham at gøre kompetent brug af de sproglige udtryk, i reglen har form afen implicit vi­ den, er ikke enestående. Ofte er det sådan, at en persons beherskelse af en kompliceret teknik gør det berettiget at tilskrive personen et kendskab til principperne for denne teknik, skønt personen selv er ude afstand til udtryk­ keligt at formulere dem. Men den har, som Durnmett anfører, en vigtig kon­ sekvens. Dummett fremhæver nemlig, at der ikke meningsfuldt kan tilskri­ ves person en implicit viden, medmindre det er muligt at specificere, hvori manifestationen af denne viden består - hvordan det viser sig, at personen har den viden. For at der kan være hold i en sådan t ilskr i velse af implicit vi­ den, må der være en iagttagelig forskel mellem adfærden eller de praktiske færdigheder hos den, der siges at have den viden, og hos den, der siges at

;

H i.

j

■

•At*.

r;- -

• ■-

Y ' %-'^/kV’i t j J/' ■■

#

**•

r ■*

^1’'

''

■

,

\i>' ’•

-

.

Mk

L

C,:jk

At’

•■• fV? v.'/'V-.f'/J?

V . ■■

•>*'

fe: . V;„>.

•■'•.;?>».

■.*

11

Den anti-realistiske udfordring

301

mangle den. Derved når Dummett atter frem til det samme, som var kon­ klusionen i det foregående argument: den viden hos en taler, der udgør hans forståelse af et sprogligt udtryk, må fuldt ud kunne manifesteres i talerens sproglige praksis. Sagt med andre ord: en meningsteori er ikke fyldestgøren­ de, medmindre dens redegørelse for, hvad den kompetente taler ved om sprogets udtryk i og med, at han forstår dem, nøje kan udmøntes i en redegø­ relse for, hvad taleren kan.

Den anti-realistiske udfordring Med sin udformning af Wittgensteins slogan som en konsekvens af objektivitets-tesen har Dumett skabt grundlag for at vise, hvad der er galt med den meningsteoretiske realisme. Teorien udlæggeren talers forståelse af en sætning som kendskabet til dens sandhedsbetingelse, der enten er op­ fyldt eller ikke er opfyldt. Foren lang række sætningers vedkommende inde­ bærer dette, at den implicitte viden, der af teorien tilskrives taleren som ind­ holdet af hans forståelse af sætningerne, ikke kan manifesteres på relevant måde i den sproglige praksis. Altså vil en teori af realistisk tilsnit systematisk krænke objektivitets-tesen. Den komponent af den meningsteoretiske rea­ lisme, der er skyld heri, er realisme-tesen. Realisme-tesen krænker således objektivitets-tesen512. I Dummetts ræsonnement indgår en skelnen mellem to typer sætninger, hvoraf den ene er de såkaldt effektivt afgorbare sætninger. At en sætning er effek­ tivt afgørbar, vil sige, at vi har garanti for, at vi inden foret endeligt tidsrum, i det mindste i princippet, kan fastslå sætningens sandhedsværdi. I og med at vi forstår sætninger af denne type, behersker vi fremgangsmåder, der, hvis de bringes i anvendelse, i løbet af nogen tid vil sætte os i stand til at erkende sætningens sandhed, hvis den er sand, eller dens falskhed, hvis den er falsk. Eksempler på sådanne sætninger er »Naboens hund vejer 7 kilo«, »Der er 17.000 birketræer på Fyn«, »Patientens blodtryker unormalt højt« og »Peter er dansk statsborger«. Vi ved, hvad vi skal gøre for at udfinde sådanne sæt­ ningers sandhedsværdi, og vi ved, at vi i princippet kan gøre det med et be­ stemt resultat. For disse sætninger gælder, at deres sandhedsbetingelser ikke kan være opfyldt, eller uopfyldt, uden at vi er i stand til at erkende det. Ved uden af sit teoretiske arbejde har Dummett gennem flere år været aktivt engageret i kampen mod racediskrimination, hvilket emblemet påjakken bl. a. hentyder til. Iforordet til Fregebogen fra 1973 kommer han ind på dette: »\Freges dagbog] afslorer ham som et menneske medyderlig­ gående hojreflojs-meninger, en indædt modstander af det parlamentariske system, demokrater, li­ berale, katolikker, den franske nation ogfrem for alt joder, som han onskedefrataget politiske rettigheder og helst helt fordrevetfra Tyskland. Da jegfor mange år siden forsle gang læste dag­ bogen, blevjeg dybt chokeret, forjeg havde beundret Frege som et helt igennem fornuftigt, omend måske ikke ligefrem sympatisk, menneske. Dette lærte mig noget om mennesket, som jeg nodigt ville have været foruden; og måske også om Europa.«

! i

>i I

302

i

J

J

Dummett: Realisme og antirealisme

Modsætningen hertil er de mange sætninger, for hvilke vi ikke råder over nogen form for opskrift på at afgøre deres sandhedsværdi. Her kan vi natur­ ligvis efter bedste evne forsøge at få sandhedsværdien afgjort, men vi har in­ gen garanti for, at det lykkes os at komme i en position til at gøre det. For mange sætningers vedkommende ved vi endog på forhånd, at vi aldrig kom­ mer i en position af den slags: vi kan få mere eller mindre gode grunde for at anse en sådan sætning for sand eller falsk, men en endegyldig afgørelse er udelukket. Sætninger, der indeholder generalisation over ubegrænsede gen­ standsområder i rum eller tid, f.eks. »Alle ravne er sorte«, kan ikke få deres eventuelle sandhed endegyldigt fastslået - vi er afskåret fra at verificere dem, omend vi muligvis har held til at falsificere dem. Visse sætninger afden type kan hverken verificeres eller falsificeres, f.eks. »Enhver begivenhed har sin årsag« og »Ethvert menneske har en dobbeltgænger«. Af andre sætningsty­ per i denne kategori kan nævnes: sætninger om den fjerne fortid, sætninger, der bruges til at beskrive andre personers bevidsthedsfænomener, f.eks. »Peter har tandpine«, og såkaldt kontrafaktiske betingelsessætninger som f.eks. »Hvis Hitler havde invaderet England i 1940, ville Tyskland have vundet krigen«. Under ét kan alle disse sætninger kaldes uafgorbare sætninger. Fælles for uafgørbare sætninger er altså, at de ikke er forbundet med nogen effektiv afgørelsesmetode. Visse af dem lader sig slet ikke afgøre, andre kan, med held, få deres sandhedsværdi fastslået. De uafgørbare sætningers manglende forbindelse med afgørelsesmetoder indebærer ikke, at der mangler kriterier for at bedømme deres sandhed eller falskhed, for at tage stilling til, hvorvidt givne situationer berettiger til hæv­ delse, eller til benægtelse, af dem. I tilfældet med sætningen »Peter har tand­ pine« specificerer disse kriterier nogle betingelser, hvis opfyldelse vi anser forgrundlag for at hævde sætningen: Peter udviser en passende adfærd, kla­ gerover tandpine, har måske en dårlig tand m.v. Det er en objektiv og effek­ tivt afgørbar sag, om disse kriterier er, eller ikke er, opfyldt i en given situati­ on. Men i og med at vi kender disse kriterier, ved vi også, at skønt vi har fremskaffet sådanne oplysninger, som bringer os i en position til at hævde sætningen på grundlag af kriteriernes opfyldelse, er det stadigt muligt, at en senere udvidelse af vores oplysningsmængde vil tvinge os til at trække hæv­ delsen tilbage eller ligefrem benægte sætningen. Hvis Peter er god til at si­ mulere, sørger han netop for, at kriterierne er opfyldt. Med andre ord ved vi, at kriterierne i dette tilfælde ikke er konklusive. I kontrast hertil er kriteri­ erne i forbindelse med en effektivt afgørbar sætning som »Naboens hund vejer 7 kilo« konklusive: når vi har frembragt en situation, der godtgør krite­ riernes opfyldelse - hunden står på en vægt, som viser 7 kilo - kan nye oplys­ ninger kun føre til en ændret bedømmelse, for så vidt de tilsiger en opgivelse af visse af de oprindelige oplysninger - hvis det f.eks. viser sig, at vægten er unøjagtig. Denne distinktion mellem effektivt afgørbare og uafgørbare sætninger fø­ rer til vanskeligheder for den meningsteoretiske realisme. For de effektivt af-

Den anti-realistiske udfordring

303

gørbare sætningers vedkommende kunne det netop med henvisning til afgørelscsmetoderne siges, at en sådan sætnings sandhedsbetingelse ikke kan være opfyldt, eller uopfyldt, uden at vi er i stand til at erkende det. Spørgs­ målet er nu, om det tilsvarende kan siges om de uafgørbare sætninger, at en sådan sætnings sandhedsbetingelse kan være opfyldt, eller uopfyldt, uden at vi har mulighed for at erkende det. Givet realistens antagelse om, at enhver sætning er enten sand eller falsk, er dette ligetil: fraværet af en afgørelscsmetode viser, at del er muligt. Men hvordan ved vi, at enhver sætninger enten sand eller falsk? Her er det, realisten svarer med henvisning til sætningernes indhold, nærmere bestemt til sin model for, hvad forståelse afsætninger beståri: for­ ståelse af en sætning består i kendskabet til dens sandhedsbetingelser, altså i en viden om, at sætningen er sand under visse betingelser, falsk under alle andre. Om disse betingelser er opfyldt eller ikke, er en objektiv sag - virke­ ligheden har den pågældende beskaffenhed, eller den har den ikke, uafhæn­ gigt af, om vi ved eller kan vide det. For realisten er forskellen mellem afgørbare og uafgørbare sætninger ikke af principiel betydning ved redegørelsen for forståelse. Forståelsen af en afgørbar sætning omfatter som en ekstra komponent - i tillæg til kernen, som er kendskabet til sandhedsbetingelsen beherskelsen af afgørelsesmetoden. Forståelsen afen uafgørbar sætning om­ fatter derimod ikke en sådan ekstra komponent, og mere er der ikke at sige om den forskel. Dummett lader imidlertid anti-realisten sætte ind med en forfølgelse af dette punkt. Pointen er nemlig, at det, der for de effektivt afgørbare sætnin­ gers vedkommende berettiger antagelsen om, at enhver sætning af denne ty­ pe er enten sand eller falsk - har en sandhedsbetingelse, der enten er opfyldt eller ikke er det - netop er deres afgørelsesmetoder. For de uafgørbare sæt­ ninger er den samme antagelse derimod uberettiget, da der i deres tilfælde hverken er afgørelsesmetoder eller noget andet med tilsvarende funktion. Anti-realistens pointe bygger på, at den viden hos en taler, der udgør hans forståelse af en sætning, fuldt ud må kunne manifesteres i talerens sproglige praksis. Det er grundlaget for at afæske realisten en forklaring på, hvad det er for praktiske færdigheder, der berettiger tilskrivelsen til en taler af et im­ plicit kendskab til sandhedsbetingelser, der enten er opfyldt eller ikke. I tilfælde med en effektiv afgørbar sætning som »Naboens hund vejer 7 ki­ lo« har taleren et praktisk kendskab til de situationer, der viser, at sætningen er sand, og til de situationer, der viser, at den er falsk: når han konfronteres med de pågældende situationer, kan han kende dem som sådanne, idet han hævder eller benægter sætningen. Nu er det klart, at der ikke til enhver gi­ ven tid enten foreligger en situation af den ene eller af den anden slags: det praktiske kendskab er derfor ikke tilstrækkeligt til at tilskrive taleren et teo­ retisk kendskab til en sandhedsbetingelse, der til enhver given tid enten er opfyldt eller ikke er det. Men taleren har også en anden praktisk evne i relati­ on til sætningen, nemlig den praktiske beherskelse af afgørelsesmetoden.

I

i

I

t

*

304

Dummett: Realisme og antirealisme

Tilsammen berettiger disse to praktiske evner tilskriveisen af det teoretiske kendskab til sandhedsbetingelsen, forstået som en betingelse, der til enhver given tid er opfyldt eller ikke: for da de sikrer, at taleren altid kan nå frem til en bestemt afgørelse, er det rimeligt at sige, at taleren dermed kender til en betingelse, hvis opfyldelse eller manglende opfyldelse altid er en afgjort sag. Her er der altså en specifik adfærd hos taleren til belæg for antagelsen, at som han forstår sætningen, er den sand eller falsk. Talerens forståelse viser sig på passende måde i hans anvendelse af afgørelsesmetoden og hans sprog­ lige reaktioner på udfaldet heraf. Med uafgørbare sætninger stiller sagen sig anderledes. Her er der også praktiske færdigheder, men ikke af den rigtige slags. De går på situationer, hvor vore kriterier, hvad enten de er konklusive eller ikke-konklusive, for at hævde, eller for at benægte, de pågældende sætninger er opfyldt. Men selv hvor der for en given uafgørbar sætnings vedkommende består den mulig­ hed, at vi i visse tilfælde befinder os i en position, hvor vi er i stand til at er­ kende, at dens sandhedsbetingelse er opfyldt, eller at den ikke er det, kan en talers evne til at erkende disse situationer som sådanne ikke danne grundlag for tilskrivelse af kendskab til en sandhedsbetingelse, der enten er opfyldt el­ ler ikke er det. For eftersom sætningen er uafgørbar, kan sandhedsbetingel­ sen i visse tilfælde være opfyldt, uden at det kan erkendes, eller være uop­ fyldt, uden at det kan erkendes: en viden om, hvad det vil sige, at betingelsen er opfyldt, eller ikke er opfyldt, kan derfor ikke udtømmende forklares med henvisning til en evne til i visse tilfælde at erkende dens opfyldelse eller ikkeopfyldelse. At en taler véd, hvordan det forholder sig, når betingelsen er op­ fyldt (uopfyldt) på erkendelig vis, viser ikke, at han ved, hvordan det forhol­ der sig, når den er opfyldt (uopfyldt) på uerkendelig vis. Den realistiske antagelse, at enhver sætning er sand eller falsk, indebærer i tilfældet med uafgørbare sætninger, at en sådan sætnings sandhedsbetin­ gelse kan være opfyldt (uopfyldt) på uerkendelig vis. Forståelsen af en sådan sætning, udlagt som det implicitte kendskab til en sandhedsbetingelse, der enten er eller ikke er opfyldt, kan derfor ikke manifesteres i den sproglige praksis. Når betingelsen for en sætnings sandhed er en betingelse, som vi ik­ ke kan bringe os i en position til at erkende som opfyldt (uopfyldt), når som helst den er opfyldt (uopfyldt), er der ikke hold i en tilskrivelse af en implicit viden om, hvad denne betingelse går ud på, da der ikke er nogen praktisk evne til at manifestere den viden. Realisten kan ikke bare fastholde, at disse sætninger er enten sande eller falske. For en karakteristik af de begreber om sandhed og falskhed, der har anvendelse på vore sætninger, er samtidig en påstand om den form for me­ ning, vore sætninger har. Det er en påstand om, at som vore sætninger har deres mening fastlagt, er de enten sande eller falske. Men at udtale sig om vore sætningers meninger er at udtale sig om os, nemlig om vores forståelse af vore sætninger: hvad der med rette kan siges om meningen med vore sæt­ ninger, må kunne følges op med redegørelser for vores forståelse af sætnin-

Den sprogfilosofiske diskussion af realismen

305

ger. Og her er der begrænsninger: vi kan ikke tillægge os selv forståelse, medmindre vi kan vise, hvordan den kommer til udtryk. Så hvis realisten ønsker at kunne fastholde, at sætningerne er enten sande eller falske, må han vise, hvordan det fremgår af vores forståelse, som denne giver sig tilkende i vores brug af sætningerne. Bevisbyrden påhviler realisten, og der er grund til at tro, han ikke kan løfte den. Anti-realisten konkluderer, at realisme-tesen krænker objektivitets­ tesen. For at overholde objektivitets-tesen må vi indse, at vore sætninger kun kan have deres indhold fastlagt i forhold til omstændigheder, hvis ind­ træden eller ikke-indtræden vi altid i princippet er i stand til at erkende. Ge­ nerelt kan en sætnings sandhed (falskhed) ikke bestå i andet, end at vore kri­ terier for at anse den for sand (falsk) er opfyldt. De begreber om sandhed el­ ler falskhed, der indgår i bestemmelsen af vore sætningers sandhedsbetin­ gelser, skal karakteriseres sådan, at en sætnings sandhed (falskhed) medfø­ rer den principielle mulighed af vores erkendelse afdens sandhed (falskhed). Denne sprogfilosofiske konklusion har metafysiske konsekvenser: den inde­ bærer, at vi ikke kan operere med en forestilling om vores sprog som haven­ de et indhold, der sætter os i stand til at omtale en fastlagt, objektiv virkelig­ hed, i kraft af hvilken det, vi siger, er bestemt som sandt eller som falsk uaf­ hængigt af, om vi har midler til at erkende dets sandhed eller falskhed.

Den sprogfilosofiske diskussion afrealismen Realisten skylder os en forklaring på, hvordan det i en talers praktiske om­ gang med visse sætninger kan vise sig, at talerens brug af sætningerne er sty­ ret afen begribelse af uerkendelige sandhedsbetingelser. Sådan lyder den anti-realistiske udfordring. Forat respektereden indsigt, at brugog mening hører sammen, mådet fastholdes, at en persons forståelse afsproget ikke kan omfatte nogen bestanddel, som ikke viser sig i den brug, personen ved pas­ sende lejligheder gør af sprogets sætninger. En bestanddel af forståelse, der ikke lader sig tilkendegive i den iagttagelige brug, er ikke objektiv og medde­ lelig. Den er derfor slet ingen bestanddel af forståelse. Anti-realisten påpeger, at vi tiltroros selv udtryksmuligheder, som vi ikke kan besidde. Vi generaliserer en model for forståelse, der passer på nogle sætninger, til at passe på alle. Antagelsen, at det er lykkedes os at udstyre vo­ re sætninger med et sådant indhold, at enhver sætning er enten sand eller falsk, forleder os i tilfældet med de uafgørbare sætninger til den opfattelse, at disse sætninger har deres indhold fastlagt i forhold til omstændigheder, der overstiger vore erkendeevner. Begrænsningen i vore erkendelsesmulighe­ der tager vi til efterretning, men vi afviser, at det samme skulle markere en begrænsning i vore udtryksmuligheder. Anti-realisten nægter, at vi har dis­ se udtryksmuligheder: vi har ikke noget at have dem i. Vi ville ikke sige om en hund, at den glæder sig til jul; for der er intet påviseligt i hundens adfærd 20 Vidcnikab og sprog

! i

306

Dummett: Realisme og antirealisme

og evner, der kan retfærdiggøre denne tilskrivelse. Når det drejer sig om os selv, er vi mere rundhåndede. Med hvilken ret, spørger anti-realisten. Inden for matematikkens filosofi står striden mellem platonister og intuitionister515. De lokale anti-realister, intuitionisterne, fremfører her, at anvendelsen af den generelt uholdbare realistiske forståelsesmodel på mate­ matikkens typisk uafgørbare sætninger er ansvarlig for den platoniske opfat­ telse. Ifølge den er disse sætninger sande eller falske i kraft af givne, infinitistiske begrebsstrukturer, som kun er indirekte og glimtvis tilgængelige foros endelige væsner, der efter bedste evne må eftersøge symptomer på deres be­ skaffenhed. Hvad der efter intuitionisternes opfattelse udgør en matematisk sætnings sandhed (falskhed) er eksistensen af et bevis (modbevis) for den, og tilsvarende skal forståelsen afen matematisk sætning generelt udlægges som en evne til at afgøre, om forelagte matematiske konstruktioner udgør, eller ikke udgør, bevis (modbevis) for den. For intuitionisterne er der ingen for­ lodsgaranti for, at enhver matematisk sætning er enten sand eller falsk, lige så lidt som der er nogen garanti for, at der enten foreligger et bevis eller et modbevis for enhver sådan sætning. Deres kritik har derfor umiddelbare konsekvenser for den matematiske bevispraksis, der må revideres på væsentlige punkter. Modsætningerne mellem platonister og intuitionister fremstilles gerne ved hjælp af to billeder. Det første sammenligner matematikeren med astro­ nomen eller geografen, der går på opdagelse i en af hans virksomhed uaf­ hængigt eksisterende virkelighed. Det sidste sammenligner matematikeren med opfinderen, billedhuggeren eller romanforfatteren, hvis virksomhed er skabende for det, han beskæftiger sig med. Disse billeder passer med de tra­ ditionelle, metafysiske vendinger, realisternes og idealisternes. For Dum­ mett er det afgørende, at der her kun er tale om suggestive billeder eller me­ taforer: substansen i sagen, det, der muliggør en egentlig diskussion af den, er den meningsteoretiske uenighed, altså i sidste ende spørgsmålet om den passende model for vores forståelse af de involverede sætninger. Realisme-problematikken er ikke mindst vanskelig i forbindelse med sæt­ ninger, der som »Peter har tandpine« bruges til at tilskrive andre personer bevidsthedsfænomener514. I den ortodokse, realistiske udlægning af indhol­ det af en sætning som »Peter har tandpine«, betragtet som ytret ved en be­ stemt lejlighed, indgår, at hvis denne sætninger sand, er den sand i kraft af et sagforhold, der strengt taget er utilgængeligt for enhver anden end Peter. Taleren kan kun have et indirekte grundlag for at udtale sigom sagen, men hvad der gør hans udtalelse sand eller falsk er uafhængigt af det grundlag. Realisten ser ikke noget problem i den udlægning. Dummett lader ham ræsonnere som følger. Indholdet af »Peter har tandpine« er fastlagt af dens sandhedsbetingelse, og jeg kender udmærket den betingelse, der skal være opfyldt, for at den er sand: det skal være med Peter, som det er med mig, når jeg har tandpine. Så sætningen »Peter har tandpine«, som ytret til en given tid, er på bestemt vis sand eller falsk: for på det tidspunkt enten er det, eller er

Den sprogfilosofiske diskussion af realismen

307

det ikke, med Peter, som det er med mig, når jeg har tandpine. Samtidig er det klart, at sætningen kan være sand, skønt jeger uden midler til at erkende dens sandhed, måske fordi Peter er lammet, eller fordi han optræder stoisk; den kan tillige være falsk, skønt den efter min bedste bedømmelse er sand, nemlig hvis Peter simulerer. Så sætningens indhold er ikke fastlagt i forhold til det grundlag, jeg kan have for at bedømme dens sandhed eller falskhed: dette grundlag er nødvendigvis indirekte og inkonklusivt. Min forståelse af, hvad der er meningen med sætningen, er uafhængig af min viden om, hvad der udgør mit eventuelle bedømmelsesgrundlag. Det, der gør vore 3.-persons tilskrivelser af bevidsthedsfænomener sande eller falske, er akså for realisten sagforhold, i relation til hvilke vi ikke har erkende-evner, nemlig andres indre, private fænomener. For anti-rcalisten er det ubegribeligt, hvordan vores sproglige kompetence skulle være be­ stemt i forhold til sådanne omstændigheder, men realisten afviser helt den betænkelighed: vi véd hver især, hvad det vil sige, at en person har tandpine, idet vi ved det fra vort eget tilfælde - fra det tilfælde, hvor den person er os selv. Med andre ord forestiller realisten sig, at vores begribelse afindholdet af »Peter har tandpine« skal forklares på grundlag af vores begribelse afind­ holdet af »Jeg har tandpine«. Efter Dummetts mening er denne realistiske besvarelse af den antirealistiske udfordring ganske udsigtsløs. I sin redegørelse for forståelsen af »Jeg har tandpine« og de øvrige 1 .-persons tilskrivelser kommer den nemlig til at stå og falde med den teori om privat, ostensiv definition, som Wittgenstein så effektivt har gendrevet ved hjælp af sit såkaldte privat-sprogs-argument (jf. side 191). Et andet spørgsmål, som Dummett indtil videre kun har be­ handlet skitseagtigt, er, hvordan den anti-realistiske udlægning skal se ud, og om en sådan i det hele taget er mulig515. Det er imidlertid værd at pointe­ re, at vanskeligheder for en anti-realistisk udlægning af tilskrivelser af be­ vidsthedsfænomener ikke kan tages til indtægt for den realistiske udlæg­ ning: for den har fortsat den anti-realistiske udfordring at døje med. I Dummetts perspektiv er realisme i forhold til et emneområde dybest set meningsteoretisk realisme i forhold til de pågældende typer afsætninger. Det er den antagelse, at disse sætninger er udstyret med en sådan mening, at de enten er sande eller falske. For effektivt afgørbare sætninger lader denne antagelse sig opretholde, dog viser det anti-realistiske ræsonnement, i hvert fald efter Dummetts mening, at der ikke foreligger nogen forhåndsgaranti for realismens generelle holdbarhed. Opgaven er derfor i relation til udvalgte sætningstyperat undersøge, i hvilken udstrækning der kan påpeges træk ved disse sætningers brug, som - i lighed med effektiv afgørbarhed - på den ene eller anden måde kan retfærdiggøre en realistisk udlægning. Dummett bemærker, at vore intuitioner gerne hælder til fordel for realis­ men. Således vil de fleste vel være tilbøjelige til at erklære, at en sætningsom »På sin 3-års fødselsdag vågnede Cæsar på maven« nødvendigvis må have en bestemt sandhedsværdi, være sand eller falsk, uanset om vi kan vide det eller 20"

I

i

!

308

Dummctt: Realisme og antirealisme

ej. Det samme gælder sikkert en sætning som »Peter har tandpine«. Det har givet realismen letkøbte, og derfor i længden uholdbare, sejre. Vigtigere er det dog, at denne tilsyneladende alliance mellem realismen og den sunde fornuft ofte har stået i vejen for en uddybende og systematisk undersøgelse af de argumenter, der kan føres for og imod. For ikke mindst i de tilfælde, hvor anti-realismen slår os som helt oplagt urimelig, og realismen som det eneste fornuftige, er det væsentligt at udforske positionerne og deres mulige retfær­ diggørelse. Derved kan der udvikles de begreber og teorier, og vindes de ind­ sigter, som er tiltrængt for behandlingen af de områder, hvor realisme­ problematikken melder sig som akut og følgesvanger, men hvor de mest ele­ mentære holdepunkter savnes. Realisme-problematikken er jo ikke forbeholdt filosofiens traditionelle gebeter. Den er genkendelig i debatter, der tilhører mange vidt forskellige områder. Her kan nævnes diskussioner om tolkningen af discipliner inden for de teoretiske videnskaber, f.eks. om tolkningen af kvantemekanikken. Også diskussioner om tolkningen af beskrivelser af gældende ret udviser træk af problematikken, ligesom diskussioner af forhold omkring t ilskrivelse til personer af kriminelle handlinger gør det. Det samme gælder for spørgs­ målet om objektivitetsbegrebet inden for en videnskab som psykiatrien. Så langt fra at gøre krav på at have løst realisme-problematikken med sin sprogfilosofiske tilgang, vover Dummett end ikke at gisne om udfaldet. I for­ ordet til en nyligt udkommen artikelsamling skriver han:

i 4

i

»Almindeligvis gøres fremskridt i filosofien ikke ved, at man har stadigt bedre anelser om det endelige resultat afen filosofisk undersøgelse, men ved stadigt dybere analyse af de argumenter og modargumenter, der bringeros frem mod dette resultat. En filo­ sofs mening om, hvad resultatet forventeligt bliver, er ikke stort bevendt: Hvad der betyder noget, er, om han lører os nærmere det endelige mål. Vejen frem vrider og snor sig, og ved at tage et par skridt langs den kan vi komme til at vende i modsat ret­ ning til dér, hvor vejen til sidst ender, så vores gæt på, hvor den ender, er ringere, end før skridtene blev taget: men det vigtige var alligevel at tage disse skridt, uden hvilke vi aldrig ville nå vejs ende«sis

Erlangerskolen Kritik af videnskaberne Skolen Som de fleste filosofiske og videnskabsteoretiske skoler er Erlangerskolen som skole eller retning mere synlig for udenforstående end for sine tilhænge­ re og medarbejdere. Tilhængerne vil ikke vide af, at de skulle tilhøre en skole med fælles, grundlæggende dogmer, der er hævet over diskussion. De går nødigt videre end til at acceptere betegnelsen »den såkaldte Erlangerskole«517. Selvom det er korrekt, at skolens tilhængere ikke er specielt dog­ matiske, og selvom de udviser indbyrdes forskelle, er der alligevel tale om en for filosoffer og videnskabsteoretikere usædvanligt sammenhængende grup­ pe. Dette gælder geografisk, sociologisk og med hensyn til forsknings­ program. Alle betydelige medlemmer er vesttyskere, som for hovedpartens ved­ kommende er tilknyttet universiteterne i Erlangen og Konstanz. Dette gæl­ der i særdeleshed skolens grundlægger og dominerende skikkelse, Paul Lo­ renzen (f. 1915). Han var oprindelig matematiker ved universitetet i Bonn med algebra og matematikkens grundlagsdiscipliner som specialeområder. I perioden 1946-56 var han filosofiprofessor i Erlangen, og skolen har sit navn herfra, eftersom det først var i 1960’erne, Lorenzen fik faglig indfly­ delse og »elever« med egen, afham inspireret produktion.

Programmet Det fælles videnskabsteoretiske program fastlægger, hvilke problemer, der bør behandles i hvilken rækkefølge, og kriterierne for, hvorledes acceptable løsninger bør se ud. Derfor er det muligt at foretage en arbejdsdeling, hvor mere detaljerede problemstillinger skal gennemarbejdes. Selve program­ mets karakter gør også en sådan arbejdsdeling nødvendig. Skolen forsøger at opstille en såkaldt konstruktiv videnskabsteori. Heri ligger ikke, at den anser andre videnskabsteoretiske bestræbelser for at være destruktive. Betegnel­ sen skyldes, at alle videnskaber anses for i forskellige betydninger af ordet at konstruere deres genstande - det, de er videnskaberom. Videnskabernes gen­ standsområder foreligger altså ikke uden videre. Det er ganske vist ikke for-

i

310

Erlangerskolen: Kritik af videnskaberne

kert at sige, at videnskaberne fremsætter sande påstande om virkeligheden. Det ville også være misvisende at sige, at man i videnskaberne konstruerer virkeligheden. Imidlertid er virkeligheden ikke uden videre tilgængelig for vi­ denskabelig erkendelse. Hvad bl.a. dette generelle synspunkt angår, er Er­ langerskolen arvtager til Immanuel Kants (1724-1804) erkendelsesteoreti­ ske transcendentalfilosofi, som især er fremsat i dennes hovedtræk, Kritik der reinen Vernunfl, fra 1781518 - navnlig som arven er blevet formidlet gennem den ellers noget oversete tyske filosof Hugo Dingler (1881-1954)519. Videnskabsteoriens opgave består i at redegøre for og kritisk og metodisk at begrundede fornødne konstruktionsprocedurer. Den skal tillige kritisk begrun­ de de argumentationsformer, der er behov for i videnskaberne. Under dette arbejde lægger man vægt på, at videnskabsteorien skal være umiddelbart praksisrelevant. Skolen vil stille begreber og metoder direkte til rådighed for den videnskabelige praksis, der ad denne vej får sin »Begrundung« i den dobbelte betydning af begrundelse og grundlæggelse. Gennemførelsen af programmet kræver derfor et intimt kendskab til de enkelte videnskaber. Hertil kommer, at programmet principielt omfatter samtlige videnskaber i den brede, tyske betydning af ordet, hvor det ikke alene omfatter matema­ tik, naturvidenskaber og egentlige samfundsvidenskaber, men også de så­ kaldte åndsvidenskaber, inklusive filosofi og videnskabsteori. Disse sidste iden­ tificeres iøvrigt af Erlangerskolen. Eftersom ingen enkelt person er i stand til at beherske samtlige disse videnskaber, er arbejdsdeling inden for skolen nødvendig. Programmet omfatter altså alle videnskaber. Til gengæld sætter det grænser for, hvilke aktiviteter man fornuftigvis kan hædre med denne beteg­ nelse. Foreliggende videnskaber og dele af sådanne kan kritiseres for mang­ lende videnskabelighed, hvor de ikke lader sig begrunde metodisk. Allerede af den grund adskiller Erlangerskolens videnskabsteori sig fra analytisk vi­ denskabsteori, inklusive Karl Poppers kritiske rationalisme’'10. Denne kritiseres af skolen for blot at analysere og beskrive foreliggende videnskab, at give af­ kald på begrundelsesforsøg og kritik. Foreliggende videnskaber kan imidler­ tid tillige kritiseres, hvor de ikke forfølger mål, som lader sig normativt etisk og politisk - retfærdiggøre i forhold til samfundets almindelige praksis. Videnskaberne skal altså begrundes kritisk og normativt. Erlangerskolen er­ klærer sig på dette punkt enig med den såkaldte kritiske teori eller Franfurterskolen, som den til gengæld bebrejder manglende metodisk strenghed521. Vi­ denskaberne, inklusive videnskabsteorien, er underlagt kravet om både me­ todisk begrundelse og normativ retfærdiggørelse. De er ufornuftige, i den udstrækning de ikke opfylder dette dobbelte krav. Ingen af de videnskaber, skolen hidtil har taget op til behandling, er gået fuldstændig fri af anklagen for delvis ufornuftighed. Ikke mindst gælder det­ te foreliggende filosofi og videnskabsteori, hvoraf en stor del slet og ret forkastes. Resten overtages og rekonstrueres metodisk inden for programmets begrundelsessammenhæng - ganske som med andre videnskaber. Skolens

Programmet

311

arbejde består netop i denne metodiske rekonstruktion af videnskabernes grundlæggende dele. Programmet omfatter en almen videnskabsteori og en række særlige viden­ skabsteorier - de såkaldte protovidcnskaber (af græsk: protos, først) - for hver gruppe af videnskaber. I den almene videnskabsteori behandles begreber, metoder og argumentationsformer, som er fælles for samtlige videnskaber. Der formuleres almene krav, som enhver videnskab må opfylde, og man un­ dersøger, hvad det i almindelighed involverer at begrunde og retfærdiggøre en sådan. To hovedgrene heraf er logikken i bred forstand og etikken, som hen­ holdsvis omhandler begrundelse af påstande i teoretisk argumentation og retfærdiggørelse af handlinger, mål og normer i praktisk argumentation. Denne sprogbrug går tilbage til Kants sondring imellem teoretisk og prak­ tisk fornuft. Det er ligeledes fra denne filosof, Erlangerskolen har hentet in­ spiration til tesen om den praktiske fornufts primat i forhold til den teoretis­ ke. Hos Erlangerskolen er tesen begrundet i, at enhver teoretisk argumenta­ tion i princippet er indlejret i en praktisk rådslagning om handlingsmål. Ret­ færdiggørelsen af en videnskabelig aktivitet går derfor forud for denne vi­ denskabs metodiske begrundelse522. Nu er al videnskabelig erkendelse sproglig. Til den almene videnskabsteori hører derfor også sprogfilosofien, der hænger nært sammen med teorien for begrundelse og retfærdiggørelse og for så vidt ikke kan adskilles fra etik oglogik i bredere forstand. I den brede forstand omfatter logikken nemlig ikke blot læren om logiske slutninger, men tillige - som før det moderne gen­ nembrud i logikken omkring århundredskiftet - læren om begreber og dom­ me. De grundlæggende dele af Erlangerskolens sprogfilosofi omhandler net­ op denne emnekreds. Blot er behandlingen gennemført på et moderne sprogfilosofisk grundlag, der især er inspireret af den senere Ludwig Wittgenstein (1889-1951)525. Sprogfilosofiens nære tilknytning til etikken hos Erlangerskolen skyldes to forhold. Især i nyere angelsaksisk filosofi er det almindeligt at skelne imellem normativ etik og metaetik. Den første beskræftiger sig med systematisk at formulere og retfærdiggøre handlingsvejledende normer som f.eks. »Det er forkert at stjæle«. Metaetikken beskæftiger sig med, hvorledes sådanne nor­ mer i det hele taget lader sig retfærdiggøre. Erlangerskolens etik er nu for det første en metaetik, der iøvrigt tager form afen rekonstruktion af Kants lære om det kategoriske imperativ som moralens grundlæggende princip5-’4. Der­ imod anser skolen det ikke for muligt at formulere en normativ etik situati­ onsuafhængigt. Handlingsvejledende normer kan kun formuleres på bag­ grund af samfundsvidenskabelig erkendelse. Det er ligefrem samfundsvi­ denskabernes opgave at retfærdiggøre normsystemer på baggrund af indsigt i sociale mekanismer og historiske forhold525. For det andet er Erlangersko­ lens opfattelse af metaetikkens opgave af en særlig art, der har sin nærmeste parallel i overvejelserne over betingelserne for sproglig kommunikation hos den yngre Frankfurterskole526. Pointen med praktiske rådslagninger er at opnå

i

I

312

Erlangerskolen: Kritik af videnskaberne Videnskabsteoretikeren PeterJanich (j. 1942) har navnlig bidraget til vide­ reudviklingen af Paul Lorenzens protofysiske overvejelser. Protofysikken be­ skæftiger sig med grundlaget for den eksperimentelle fysik.

r

i.

rationelle løsninger på interessekonflikter ved retfærdiggørelse afhandlin­ ger, mål og normer. Etikkens opgave er at formulere overordnede, styrende regler for sådanne praktiske rådslagninger, og da disse er af sproglig art, må etikken hænge nøje sammen med sprogfilosofien. Protovidenskaberne vedrører de enkelte fagvidenskabers grundlag. Disse videnskaber inddeles i grupper med beslægtede grundlagsproblemer. Oftest benyttes en hovedinddeling af videnskaberne i matematiske, tekniske og ende­ lig samfunds- og historievidenskabelige. Den sidste gruppe forstås bredt og kaldes undertiden kulturvidenskaberne. For så vidt burde man tale om »protomatematik«, »prototeknik«, osv., men i praksis benyttes præfikset »proto-« kun for­ an betegnelser for enkeltvidenskaber, f.eks. - og især - »protofysik«. En anden inddeling, der spiller en vis rolle, er den traditionelle sondring imellem materielle ogformelle videnskaber. Hvor dette normalt henviser til, at materielle videnskaber, til forskel fra formelle, har et særligt genstandsom­ råde, en »materie«, benyttes sondringen af Erlangerskolen, så den vedrører forskellige typer af begrundelser for påstande. En videnskab er formel, hvis den karakteristisk påberåber sig regler for manipulation af formler under ar­ gumentationen for sine påstande. De eneste formelle videnskaber er formel logikog matematik i snæver forstand, dvs. aritmetik, klassisk analyse (differential- og integralregning) og de abstrakte discipliner mængdelære, algebra og topologi, men ikke geometri. Materielle videnskaber begrunder påstande

Status

313

ved hjælp af yderligere regler og eventuelt empirisk, dvs. ved hjælp af sanseerfaring.

Status Som tidligere nævnt var Erlangerskolens grundlægger oprindelig matema­ tiker. Lorenzens tidlige arbejder vedrørte derfor naturligt nok dette områ­ des grundlag. Inspireret af Herman Weyl (1885-1955) og ganske særligt Dingler, forsøgte han i sine tidlige artikler fra 1950’ernes første halvdel at begrunde matematikken som en konstruktiv videnskab527. I det første ho­ vedværk, Einjuhrung in die operative Logik und Mathematik, fra 1955 benyttes, som allerede titlen antyder, en anden terminologi. Matematikken - og altså også den formelle logik - kaldes en operativ videnskab. Forskellen er dog ikke sagligt begrundet, og den gængse betegnelse i senere arbejder er atter »kon­ struktiv«. De formelle videnskaber vedrører skematiske operationer med konkrete tegn eller symboler og genstande, der konstrueres ved abstraktion på dette grund­ lag, f.eks. tal. Rekonstruktionen af de fornuftige dele af matematikken har også siden optaget Lorenzen. Særligt har han udarbejdet en metamatematik. Betegnelsen skyldes matematikeren David Hilbert (1862-1946). Denne dis­ ciplin beskæftiger sig med matematisk analyse af formelle systemer, f.eks. talteorien betragtet som et formelt system. Lorenzens synspunkt har gjort det muligt for ham at yde et væsentligt bidrag til en del af dette fagområde, som har betydelig filosofisk interesse528. I samarbejde med Kuno Lorenz (f. 1932) har Lorenzen desuden udarbej­ det den såkaldte dialogiske begrundelse for logikken529. Når logikken betragtes som en operativ videnskab, har den at gøre med manipulation af formler. En mere grundlæggende betragtningsmåde er udgangspunkt for den dialogiske begrundelse. Logikken bør være en almen argumentationslære. Argumen­ ter kan imidlertid betragtes som skematiserede dialoger imellem to diskussi­ onsdeltagere , og det er muligt at begrunde logiske slutningsregler ved at un­ dersøge deres fornuftighed i forhold til pointen med at føre sådanne dialo­ ger. Skolen har iøvrigt udviklet sig både i bredde og dybde. Hvad bredden an­ går, har dens tilhængere under Lorenzens stadige medvirken taget flere vi­ denskaber under behandling. Man har altså til en vis grad udviklet de så­ kaldte protovidenskaber for forskellige enkeltvidenskaber. Ganske særligt har Lorenzen og PeterJanich (f. 1942) - og i mindre omfang Friedrich Kambartel (f. 1935) - udviklet protofysikkens forskellige dele, herunder den kon­ struktive opfattelse af geometrien530. De fleste af skolens medlemmer - men navnlig Oswald Schwemmer (f. 1941) - har desuden ydet bidrag til samfunds- og historievidenskabernes teori. Dette er sket i tæt tilknytning til udarbejdelsen af skolens etiske synspunkter531. Skolens udvikling i dybden består i, at man ikke har ladet sig nøje med at behandle den ene videnskab efter den anden i analogi med Lorenzens pioner-