Træfningen Ved Hollandshus.: Rold Skov 18. August 1943 8773074594, 9788773074596

Citation preview

Ole Bergh

Træfningen ved Hollandshus Rold Skov 18. august 1943

Udgivet af Hollandshus Komiteen 1992

Ole Bergh: "Træfningen ved Hollandshus" 2. udgave Tilrettelæggelse Erik Lottrup Udgivet af Hollandshus Komiteen 1992 med støtte fra Aalborg Politiforening Skørping kommune Nordjyllands Bogtrykkeri Elwis Royal A/S, Gentofte Trykt hos Nordjyllands Bogtrykkeri Indkildevej 2, 9210 Aalborg SØ Distribution Aalborg Universitetsforlag Postboks 159, 9100 Aalborg Tlf. 98 15 50 31 ISBN 87-7307-459-4

De trodsede mørkets og ondskabens farer i kampen for frihed og fred. Derfor skal de mindes til sene tider med Danmarks taknemmelighed. Anton Toldstrup nedkastningschef 1944-45

Myterne gror sig godt fast og bliver ofte forvekslede med de historiske kendsgerninger - såvidt sådanne nu kan fastslås at eksistere. 29. august 1993 er det 50 år siden, den danske regering sagde sit afgørende nej til den tyske besættelsesmagt. Der var flere årsager til denne beslutning. En af de udløsende i netværket af "sund fornuft", manglende vilje og tiltagende modstand, sammenholdt med en konstatering af det umulige i at blive ved med at følge tyskernes stadig stigende krav til "Hitlers kanariefugl", udspillede sig i Nordjylland. Det kulminerede med folkeopstanden med følelsesladede demonstrationer og tyskernes brutale nedkæmpning. Der var tilsvarende demonstrationer i flere større byer, men blodigst i Aalborg med direkte baggrund i tysk nedskydning af den unge bankassistent Niels Erik Vangsted under flugt fra våbenmodtagning i Rold Skov natten mellem 17. og 18. august 1943 og henrettelsen 28 august af ingeniør Poul Edwin Kjær Sørensen, der blev taget til fange ved samme lejlighed. En af de myter, der har bidt sig fast, går på, at det var den første engelske våbennedkastning over Danmark. Det er ikke rigtigt. Den første vellykkede fandt sted ved Trinderup øst for Mariager 11. marts 1943, men den tidlige modstandsindsats blev revet op. Fremme ved august 1943 kunne kun to pladser i Danmark modtage britiske nedkastninger. Den ene disponeredes af den berømte Hvidstengruppe, den anden var i drift ved Madum sø i Østhimmerland, ledet af den britisk nedkastede modstandsleder Jens Paul Jensen, legendarisk berømt som Marokko-Jensen. Det er bemærkelsesværdigt, at denne natlige aktion i Rold Skov, der fik så stor betydning i modstandsarbejdet, og som er udførligt skildret i besættelseshistorien, på en enkelt og ufuldstændig undtagelse nær, aldrig er fortalt direkte af folk, der var med. Det er bestandig sket på anden hånd med ikke så lidt unøjagtighed til følge. Noget andet bemærkelsesværdigt er, at denne aktion resulterede i den første væbnede konfrontation mellem modstandsbevægelsen og den tyske besættelsesmagt. Det var værnepligtige soldater, der nedkæmpede modstandsgruppen fra Madum sø. Indtil da var det i hovedsagen dansk politi, der blev sat ind mod den gryende modstandskamp. Uviljen og leden ved denne tingenes tilstand, der var 5

••'

'«{»'.-

0$p

'

•

&

=

.-/-V*-»

'isr?* '*' *• ^

^•,.",.!a-

~

:•*;-£

• wS$&S.» ^ j * a * « r ø i

6

dikteret af besættelsesmagten og - efter nogles opfattelse alt for nidkært - opfulgt af politiet, var måske en af de væsentlige årsager til det danske nej. Samtidig var en modsat rettet kendsgerning med til at præge billedet, dette at politiet i nogle tilfælde understøttede den sårbare modstandsbevægelse ved at lække livsvigtige oplysninger eller udsætte belastende materiale for den berømte lodrette arkivering - ud i glemslen.

MarokkoJensen dukker op

Reb erb ans gade 14, hvor Karl Peter Madsen boede øverst til venstre, og hvor den gryende modstandsbevægelse i Aalborg havde hovedkvarter. (Foto: Ole Rønnest).

Et af de 12 gruppemedlemmer den nat, daværende reservepolitibetjent, senere politiassistent Karl Peter Madsen, Aalborg, siger det sådan: "Hver eneste gang, vi talte om, hvad vi skulle passe på, og hvordan det kunne gå galt for os, handlede det om dansk politi. Det repræsenterede risikofaktoren. Vi havde ikke i tankerne, at det var tyskere, vi skulle stå overfor. Værnemagten bekæmpede ikke sabotage. Det var langt senere, at Gestapos rædselsregimente udviklede sig på dansk grund. Den augustnat i 1943 var det altså en værnemagtsenhed, der forfulgte de danske modstandsfolk og åbnede ild mod dem. Jeg tror, det er forklaringen på, at denne aktion fik efterdønninger som måske ingen anden." I foråret 1943 var Karl Peter Madsen som 23-årig kommet med i organiseret modstand, tæt samarbejdet med købmand Ejnar Davidsen, Dansk Samling, og to kammerater fra de grønne spejdere, Niels Erik Vangsted og Erik Christensen. De stod pludselig midt i det professionelle sabotagearbejde, da de blev kastet i favnen på faldskærmsofficeren Jens Paul Jensen. Han havde fået sit Marokko-tilnavn på grund af en dramatisk flugt fra tysk-fransk internering i Casablanca. Fire faldskærmsfolk landede den skelsættende nat mellem 11. og 12. marts 1943 ved Hornum sø i Himmerland. Den kommende SOEchef i Danmark (Special Operations Executive) Flemming B. Muus var en af dem, og han søgte videre mod København. Paul Jensen skulle blive i Nordjylland, og det blev Karl Peter Madsens opgave at finde en tilpas diskret bolig til ham. Karl Peter skaffede i eget navn en møbleret lejlighed Reberbansgade 14, Aalborg. Den grundlæggende betingelse var, at den skulle bebos af "en enlig og rolig lejer", og det var Marokko-Jensen i hvert fald ikke. Der kom endnu to logerende faldskærmsfolk, og Karl Peter flyttede med lettelse fra trængslen ind på politikasernen på Grønttorvet i Aalborg, da han opnåede ansættelse som reservepolitibetjent, men i fortsat snævert samarbejde med sine top-illegale venner. "Der var kommet gang i sabotagearbejdet," fortæller han. "Premieren fandt sted 1. maj, da transformatoren på Rørdal Cementfabrik fik sin bekomst. Det gik slag i slag med store virksomheder, der producerede til den tyske krigsførelse. Sabotørerne var for en stor del de samme, som vi genfinder i Madum sø-gruppen. Hvidsten-folkene havde på det tidspunkt fået sin nedkastningsplads i funktion og blev leveringsdygtige i de våben og sprængstoffer, som vi havde så hårdt brug for. Det 7

blev mig, der skulle tage toget til Randers en gang om ugen for at hente sprængstoffer i en modbydeligt tung kuffert. Men det så tilforladeligt ud. Kontaktstedet var Køsters boghandel. Vi viklede os ind i besynderlige procedurer. En ung mand i Brønderslev, der var ansat på Pedershaab, havde fået til opgave at sabotere fabrikkens transformator. Jeg blev sendt derop med bomben og mødte den meget unge mand på jernbanestationen.Han turde ikke tage mig med hjem til sin mor, og jeg måtte instruere ham på toilettet. Vi stod på brættet i hver sin kabine og kommunikerede over skille-væggen. Resultatet blev derefter. I sin nervøsitet glemte han tændblyanten, og politiet fik den ueksploderede bombe. Flere år efter så jeg et billede af den i politiets tekniske afdeling. Den unge mand gav ikke op. 8. august eksploderede hele herligheden efter bogen. Der eksploderede i det hele taget ikke så lidt. Marokko-Jensen var en dygtig og koldblodig leder med en uforfærdethed, der grænsede til det kyniske. Vi havde den grimme affære i Frederikshavn, hvor en stikker, den berygtede Skrædder-Grete, havde udnyttet en for naiv faldskærmsmand på værtshus. Han snakkede over sig, og Skrædder Grethe gik direkte til politiet med frygtelige konsekvenser for modstandsfolkene. Skrædder Grete skulle likvideres for at få bremset hendes stikkervirksomhed. Marokko-Jensen puslede med en sprængladning, kamufleret som chokolade i gavepakning. Jeg gik i skræk og rædsel for, at skidtet skulle eksplodere mellem hænderne på os i vores ydmyge bolig. Jeg havde ærinde i København, da jeg læste i en avis om en bombeeksplosion i en lejlighed i Aalborg - én dræbt! Nu er det sket med Marokko og Reberbansgade, tænkte jeg. Det var godt nok Pauls bombe, men den dræbte var Gretes samlever, der i nysgerrighed/jalousi havde pillet ved "chokoladeæsken" i hendes lejlighed i Aalborg. Udover at hente våben i Randers og lave bomber på fjerde sal i Reberbansgade rejste Karl Peter som kurér for Jens Paul Jensen med post til Flemming Juncker og Flemming Muus. "Første gang, jeg kom til Overgaard, virkede Juncker lidt forvirret. På det tidspunkt havde han formentlig ikke fortalt sin kone om det illegale arbejde, men da jeg dagen efter kom igen, blev jeg modtaget med åbne arme af godsejerparret. Det var en oplevelse at møde denne stærke personlighed, der udstrålede styrke og mod." Det var oplagt, at Karl Peter skulle med i modtagergruppen, der opererede ved Madum sø, selv om Marokko-Jensen var ked af, at de samme folk lavede sabotage og tog mod nedkastet stof. Så få som muligt skulle kende hinanden "Den nat, da det gik galt, skete det hele så hovedkuls," fortæller Madsen. "Vi var sidst i måneperioden og regnede ikke med at skulle afsted mere i august. Desuden var pladsen ved Madum sø slidt op. Der havde været alt for megen aktivitet enten med resultater eller blind alarm, og Paul havde foreslået en afløsningsplads, men den var ikke godkendt endnu. Vi var svært urolige for, at tyskerne måtte 8

være opmærksomme på den gamle. Til overflod havde de lyttepost og radar i Fræer. Den dag kom BBC-meldingen så uventet, at Paul ikke fik tid til at få os afsted på reglementeret vis. Metoden gik ud på, at vi skulle dukke op på modtagepladsen enkeltvis eller to og to og sive derfra lige så diskret, når vi havde druknet containerne og læsset stoffet. Den aften kom vi på én gang, der var ikke tid til andet. Lastvognen med Svend Simonsen ved rattet samlede os op undervejs sydpå, blandt andre min spejderkammerat Niels Erik Vangsted, som jeg havde hentet. Vi to havde tilbragt mange gode timer sammen - og vi vidste, at det ikke var uden risiko, det vi var i gang med nu. Men den tanke, at det skulle være vores sidste aften sammen, strejfede ingen af os. Vi fik en grim forsinkelse, fordi maskinen måtte tre gange ind over os og vore tændte lommelygter, inden den kom af med varerne. Senere fik vi at vide, at de ikke kunne få kaste-mekanismen til at fungere i de to første forsøg. Paul ville ikke bruge tid på at "drukne" containere, vi skulle bare væk. Jeg sad ude på ladet. Da vi godt midnat svingede ind på Fræervejen kort før Skørping, så jeg en tysk militærbil, en såkaldt prærievogn, og blev, ligesom de andre, slemt bekymret. Men den holdt stille og var tilsyneladende ikke ude efter os. "De skulle lige vide, hvad vi har bilen fuld af," sagde jeg optimistisk. "Jeg er meget bange for, at de har en stærk mistanke om det", mente en af kammeraterne. Men for alvor bange var vist ingen af os. Karl Peter Madsens Jeg skal indrømme, at jeg blev det senere, så bange, at hænderne bombe, der skulle rystede. Det var, da de var begyndt at skyde efter os, og en af kamhave ødelagt transmeraterne råbte: "Er I rigtig kloge, hvad sker der, hvis de rammer formatoren på sprængstoffet og sprængblyanterne?" Det ville ha' været en køn rePedershåb i delighed. At de ville skyde os, havde vi ikke overskud eller fantasi Brønderslev. til at forestille os på det tidspunkt. Den eksploderede Det gik først rigtigt løs, da vi var kommet gennem Skørping og ikke, sabotøren havde nået Buderapholmvejen. Tyskerne havde overhalet os flere havde glemt atpåvirgange for at få os standset, men Svend fortsatte med den ordregife sprængblyanten. vende Paul ved sin side. Straks efter Skørping havde prærievognen overhalet os for sidste gang og holdt nu midt i krydset ved Buderup(Foto: Politiet). holmvejen for at blokere. Svend kastede sin lastvogn helt ud i den

9

bløde rabat og slingrede op på Buderupholmvejen, men tyskerne fik hurtigt vendt, og vi havde kørt kun nogle få hundrede meter, inden skyderiet begyndte. Vi dukkede os, og en enkelt havde nået at springe af lastvognen, måske allerede i Skørping, vi andre holdt os parate. Det skulle ske til venstre, registrerede vi, dér havde vi skoven og de skjulende træer. Der var trængsel til venstre, da Svend bremsede med fuldt knald helt inde i vejsiden, få meter fra Hollandshus. Jeg hørte tyskernes hvinende bremser og støvletrampet, da soldaterne løb frem mod os. Jeg ved ikke, hvordan Niels Erik kom af bilen, der var så få sekunder til overvejelse. Han sprang lige ned i deres morderiske ild. Hvordan det virkelig gik for sig, fik jeg vished for i Erik ArboeRasmussens lille bog fra 1954 om den tyske krigsret i Århus, der dødsdømte Poul Kjær Sørensen som den første danske modstandsmand. Hans danske forsvarer, overretssagfører Frank Wilde, Århus, fortæller, at feldweblen, der ledede eftersøgningen den nat, aflagde vidneforklaring. Han vidste ikke, om den sammenstyrtede mand var død eller levende. Feldweblen gjorde en hæslig, kynisk bevægelse med hånden og sagde: "Aber ich håbe ihn aufgepfliigt" (Jeg gennempløjede ham - underforstået med maskinpistolen). Niels Erik Vangsteds død, tyskernes forsøg på at hemmeligholde hans begravelse og henrettelsen af Kjær Sørensen få dage efter var væsentlige årsager til de følgende dages folkeopstand i Aalborg. Den skal også ses i lyset af Marokko-Jensens målbevidste indsats for at påvirke stemningen. Han så sabotage og anden modstandskamp som en meningsfuld "publicity", der skulle få flertallet i befolkningen til at tage afstand fra samarbejdspolitikken og gøre Danmark til en allieret nation. Det lykkedes, tør man sige. I historiens lys er der ikke brug for glorificerende myter, hvad det angår. Men vi har lige siden haft brug for de resultater, der blev kæmpet for den gang." Karl Peter Madsen har det iøvrigt afslappet med de myter. Sandheden er der alligevel ingen, der til fulde kan hitte ud af. Men direkte adspurgt vil han gerne have en af de falske og unødigt smertevoldende omkring Kjær Sørensen aflivet. Den er gentaget og forstærket for hver genfortælling. Erik Arboe-Rasmussen har den også med i sin bog. Det drejer sig om Kjær Sørensens forlovede, som efter dommen i den tyske krigsret rejste til København på foranledning af statsadvokaten for særlige anliggender. Der blev trukket i alle tråde, og den unge pige fik foretræde for den højere SS- og politifører Freidrich W.L. Pancke, der herskede over liv og død. "Hvad vil De," spurgte han den unge pige, mens han hævede blikket bag sit vældige skrivebord. Hun fortalte om sin kæreste og bad for hans liv. "Den sag kender jeg intet til!" Kjær Sørensens forlovede fik nu øje på et fotografi, clipset til et dokument. "Jamen det er ham dér," sagde hun. Den højere Pancke 10

Lastvognen, der blev benyttet ved nedkastningerne ved Madum sø. Der er skudhuller i begge sider og skudhuller gennemfordør og forrude. Lastvognen er fotograferet i entreprenør Heinrich Thomsens gård. Han blev anholdt, men kunne klare frisag ved at påstå, at bilen var anvendt uden hans tilladelse - hvad den ikke var. (Foto: Politiet).

kastede et blik på billedet. "Nå ham, han blev skudt i morges. Farvel, frøken." "Den historie er ikke til at bære, og den passer ikke," siger Karl Peter Madsen. "Kjær Sørensens kæreste fik ikke foretræde for nogen tysker, det ved jeg fra hende selv - rent bortset fra, at Pancke kom til Danmark efter Kjær Sørensens henrettelse. Man prøvede at arrangere et møde på generalplan og gik til bygningsingeniør Rud Christiani, chef for Christiani og Nielsen, der havde så nære forretningsmæssige forbindelser med værnemagten og luftwaffe. Men Christiani fandt det ikke umagen værd at prøve. "Han har selv været ude om det," sagde han til den fortvivlede pige. Vi er tilbage i skoven. Jeg havnede i grøften og tøvede ikke et sekund med at komme videre ind mellem træerne. Jeg faldt, rejste mig og fortsatte, mens projektilerne piftede omkring mig. Da jeg omsider fik vejret, huskede jeg en ejendommelig fornemmelse i hovedbunden og så, at der var to skudhuller øverst i min bløde hat. Jeg var helt oplagt blevet aktionens tredie dødsoffer, hvis ikke jeg var snublet i det sekund. Nogle dage efter i Randers, da jeg var sammen med Erik Christensen, fortalte han, at han havde set Kjær Sørensen ligge paralyseret i grøften. Han havde forstuvet foden og kunne ikke røre sig - vel af smerte og chok i forening. Men de tyske vidner i retten fortalte, at han slog voldsomt fra sig, da de smed ham op i prærievognen.

. ..«•