Interkulturel kompetence: bid: Hans Gullestrup og Annette Lor 8773075213, 9788773075210

Citation preview

Interkulturel kompetence - bidrag fra et forskningsseminar

Redigeret af Hans Gullestrup og Annette Lorentsen

Sprog og Kulturmøde • 16 • 1996 Center for Sprog og Interkulturelle Studier

© 1996

Forfatterne og Center for Sprog og Interkulturelle Studier

Interkulturel kompetence - bidrag fra et forskningsseminar Sprog og Kulturmøde • 16 • 1996

ISBN 87-7307-521-3 ISSN 0908-777x

Denne publikation er udgivet med støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd

Center for Sprog og Internationale Studier Aalborg Universitet Kroghstræde 3 9220 Aalborg Øst Tlf. 9815 8522

Distribution: Aalborg Universitetsforlag Badehusvej 16 9000 Aalborg Tlf. 9813 0915 • Telefax 9813 4915

Layout: Tryk:

Bente Vestergaard Schølin Grafisk ApS, Aalborg

Indholdsfortegnelse Side Forord

5

Danskernes særpræg Peter Gundelach, Københavns Universitet

9

Interkulturel kompetence i fremmedsprogsundervisningen Om danske universitetsstuderendes erfaringer fra mødet med arabisk kultur Helle Lykke Nielsen, Odense Universitet

25

Interkulturel kompetenceudvikling i et kulturpsykologisk perspektiv John Kuada, Aalborg Universitet

49

Interkulturelle læreprocesser ved internationale virksomhedsopkøb Martine Cardel Gertsen og Anne-Marie Søderberg, Handelshøjskolen i København

73

Efterord

95

Bilag: Program for Forskningsseminaret

101

Forord

I slutningen af oktober 1995 blev der afholdt et 1-dags forskningsseminar om Interkulturel kompetence på Aalborg Universitet. Seminaret var arrangeret af en gruppe forskere med tilknytning til Aalborg Universitets 3 fakulteter, nemlig det Humanistiske, det Samfundsvidenskabelige og det Teknisk/naturvidenskabelige fakultet, og seminaret var således i sig selv et eksempel på interkulturelt samarbejde, idet der på en række områder er ret så forskellig forsknings- og undervisningskultur inden for disse tre fakultets-områder. De ca. 70 seminardeltagere repræsenterede da også en lang række forskellige danske forsknings- og uddannelsesinstitutioner med fælles interesse for og erfaring i interkulturelle forhold, ligesom de 6 oplægsholdere kom fra forskellige forskningsinstitutioner. I nærværende artikelsamling præsenterer 5 af de 6 oplægsholdere deres seminarbidrag i fire lettere reviderede artikler, idet den sjette, professor Dominique Bouchet fra Odense Universitet ikke har haft mulighed for at færdiggøre sit bidrag om Samspillet og mellemmand - interkulturalitet som kompetence til artikelform. Tilegnelse af interkulturel kompetence kan generelt næppe finde sted uden kendskab til egne kulturelle særpræg, idet enhver „fremmed" kultur nødvendigvis må opleves gennem egne „kulturelle briller". I den indledende artikel sættes derfor fokus på netop dette „at være dansk". Med udgangspunkt i den mangeårige britiske ambassadør i Danmark, Sir James Mellon's karakteristik af danskerne som værende medlemmer af en „stamme" i modsætning til en nation (i Mellon's betydning), tegner Peter Gundelach, professor ved Institut for Sociologi ved Københavns Universitet, et billede af danskerne og danskheden i artiklen: Danskernes særpræg. Artiklen bygger på en række danske forskningsresultater fra de senere år, men trækker især på Gundelach og Riis's Danskernes værdier fra

5

FORORD

1992. Gennem en sammenligning af den måde, hvorpå centrale begreber som: tillid - tilfredshed - identitet - sprog - autoritet - moral - frihed og solidaritet manifesterer sig hos danskerne i forhold til hos andre europæiske folkeslag, fremdrager Gundelach nogle karakteristiske særpræg ved danskheden, samt giver et bud på, hvorfor de forskellige EF/EU-afstemninger i Danmark kom til at forløbe, som de nu engang gjorde. De efterfølgende 2 artikler omhandler forskellige problemstillinger i forbindelse med dette at tilegne sig kompetence i at omgås mennesker fra andre kulturer gennem egne kulturelle briller - eller måske snarere på trods af disse briller. Helle Lykke Nielsen i forbindelse med fremmedsprogsundervisning og John Kuada med udgangspunkt i de mange forskellige træningsprogrammer, som udbydes i disse år. Med udgangspunkt i erfaringer opnået af en årgang cand.negot.-studerende i forbindelse med deres 1-års studieophold i et arabisktalende land, diskuterer Helle Lykke Nielsen, lektor ved Center for Mellemøststudier på Odense Universitet således i artiklen: Interkulturel kompetence i fremmedsprogsundervisningen - om danske universitetsstuderendes erfaringer fra mødet med arabisk kultur forholdet mellem faglitteraturens definition af begrebet „interkulturel kompetence" og de hverdagserfaringer, som de interviewede studerende har gjort i et konkret dansk/arabisk (islamisk) kulturmøde. Helle Lykke Nielsen når i artiklen frem til, at en mere pragmatisk tilgang til begrebet „interkulturel kompetence" er nødvendig, for også at kunne tage højde for kulturmøder, hvor der er stor forskel mellem egen kultur og de fremmedes. Dette kan ifølge Helle Lykke Nielsen ske ved at tage udgangspunkt i lørnernes oplevelse af den konfliktfyldte virkelighed i forbindelse med kulturmøder og at bibringe dem forståelse for, at en instrumentel tilgang til den fremmede kultur (i modsætning til den i dag i faglitteraturen fremhævede integrative tilgang) også er acceptabel - både i adfærd og i den enkeltes motivation for at beskæftige sig med fremmede sprog og kulturer. Den internationale leders problemer i det interkulturelle samarbejde er emnet for John Kuada's artikel: Interkulturel kompetenceudvikling i et kulturpsykologisk perspektiv. John Kuada, lektor, i cand.merc.-miljøet i International Virksomhedsøkonomi på Aalborg Universitet, sætter indledningsvis spørgsmålstegn ved almengyldigheden af tre generelt accepterede antagelser, nemlig 1) at „kultur" betragtes som en hindring, 2) at omfanget af interkulturel kompetence (alt andet lige) afgør jobeffektiviteten, samt 3) at interkulturel kompetence anses for at være en bestemt færdighed. Forfatteren argumenterer for, at en interkulturel kompetenceudvikling må be-

6

FORORD

tragtes som en mere kompleks proces end den, de populære træningsprogrammer sædvanligvis giver udtryk for, og fremfører i denne forbindelse tre hovedtyper af faktorer, som indvirker på denne komplekse udviklingsproces, nemlig: a) den samfundsmæssige indflydelse, b) den jobrelaterede påvirkning samt c) de individuelle karaktertræk. På basis heraf afsluttes artiklen med en diskussion af dette ræsonnements betydning for den internationale personalepolitik, for uddannelse inden for interkulturel kompetence samt for den videre forskning inden for disse områder. I den afsluttende artikel sættes der fokus på organisationsniveauet, idet emnet her er interkulturelle problemer opstået i forbindelse med opkøb af udenlandske virksomheder. Et øget antal udenlandske virksomhedsopkøb har således affødt en forskningsmæssig interesse for integrationsprocessen mellem opkøbende udenlandske og opkøbte indenlandske virksomheder. Artiklen: Interkulturelle læreprocesser ved internationale virksomhedsopkøb er skrevet af lektorerne Martine Cardel Gertsen og Anne-Maria Søderberg, begge ansat på Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse på Handelshøjskolen i København, hvor de er tilknyttet SPRØK-uddannelsen. I artiklen sætter de fokus på kulturforskelle og kommunikationsproblemer som udgangspunkt for at kunne forstå, forklare og bearbejde de problemer, som ofte opstår i en integrationsproces efter et udenlandsk opkøb af danske virksomheder. Der argumenteres for, at der bør ske en kompetenceudvikling i virksomhederne i forbindelse med integrationsprocessen efter opkøbet med henblik på at opbygge medarbejdernes interkulturelle kompetence - i artiklen eksemplificeret ved ledergruppen. Forfatterne foreslår - som en mulig fremgangsmåde - et erfaringsbaseret kursusforløb på virksomheden løbende over 11½ år med ledernes egne flertydige og konfliktfyldte oplevelser i forbindelse virksomhedsopkøbet som afsæt for en interkulturel læreproces. Med den øgede internationalisering inden for stort set alle sektorer af det moderne samfund bliver dette at kunne kommunikere og samarbejde med mennesker fra andre kulturer, en stadig større nødvendighed. Det gælder ikke mindst inden for de sektorer, som de længerevarende uddannelser sigter mod i deres uddannelelsesplanlægning. Tilegnelsen af interkulturel kompetence må derfor i stadig større grad inddrages i disse uddannelser, og behovet for yderligere forskning i forståelse af begrebet „interkulturel kompetence" og i hvordan en sådan interkulturel kompetence kan tilegnes, kan da ej heller siddes overhørig. Det i oktober afholdte seminar om interkulturel kompetence på Aalborg Universitet vil bliver efterfulgt af nye

7

FORORD

seminarer og nye konferencer, og nye forskningsbidrag vil blive publiceret og læst, men indtil da, vil ovenstående 4 artikler uden tvivl virke både inspirerende og udfordrende for den videre forskning og dens udøvere. Hans Gullestrup og Annette Lorentsen (red) Aalborg Universitet, August 1996

8

Peter Gundelach

Danskernes særpræg1 I den intense debat om EF-unionen siden foråret 1992 er det blevet hævdet, at danskerne føler sig mere som skandinaver end som europæere. Dette forhold, kombineret med frygten for at overnationale organer skal bestemme over Danmark, er blevet fremhævet som væsentlige forklaringer på, at godt halvdelen af befolkningen stemte nej den 2. juni 1992. Danskernes skepsis over for EF har da også været stigende i takt med, at det blev klart, at der er tale om et politisk og ikke kun et økonomisk samarbejde. Det kan ses af andelen af ja-stemmer ved de tre folkeafstemninger om EF. I 1972 stemte 63% ja, i 1986 var det 56% og i 1992 49%. Danskernes modvilje mod EF's politiske elementer dokumenteres i en omfattende analyse af folkeafstemningen i 1992 (Siune, Svensson og Tonsgaard 1992). Denne artikel går videre i karakteristikken af dansk kultur og danske værdier med henblik på at vurdere, på hvilke områder danskerne adskiller sig fra de øvrige europæiske landes befolkninger. I analysen vil det blive påvist, at danskernes værdier på en række områder ligger tættere på de øvrige skandinaviske befolkningers værdier end på de værdier, som præger de øvrige EF-landes befolkninger.

Danskheden i relief Kultur ses tydeligst i kontrast. Man skal helst komme til en kultur udefra for at se dens særegenhed. Et af de seneste karakteristikker af danskheden kommer fra Sir James Mellon (1992). Mellon kender Danmark godt. Han har i alt boet i Danmark i syv år, heraf fra 1983 til 1986 som britisk ambassadør i København. Dette giver ham en god baggrund for at udtale sig om danskerne, ikke mindst fordi han som udlænding kan holde en distance, som vi indfødte ikke kan. Mellon karakteriserer Danmark som en stamme i modsætning til en nation. En nation er for Mellon en syntese af forskelligartede elementer. Danskerne er tværtimod kendetegnet ved deres ensartethed. Vi er et af de mest homogene folk i verden. Stammen er desuden karakteriseret ved skarpe

9

PETER GUNDELACH

grænser. Enten er man dansk, eller også er man det ikke. Især er danskerne dog præget af ensartethed: „Danskerne hader forskellighed. Ingen må afvige fra flokkens norm" (Mellon 1992, p. 9). Stammens væsentligste kendetegn er sproget, og danskerne er altid på vagt over for dem, der ikke kan tale dansk uden accent. I det politiske liv stræber danskerne efter konsensus. Der må ikke være for store uenigheder, og man skal altid kunne snakke sig til rette om et kompromis. Disse synspunkter er kun et beskedent udvalg fra Mellons meget skarpe og klartseende analyse af Danmark og ikke mindst af de danske institutioner. Denne artikel vil tage afsæt i Mellons hypotese om, at danskerne er en stamme.2 Det må dog bemærkes, at hans sprogbrug ikke svarer til den gængse i samfundsvidenskaberne. Siden Weber har nation været forstået som et kulturelt fællesskab, medens stat betegner et juridisk fællesskab. Ud fra denne sprogbrug er Danmarks særpræg det, at vi er et af de få lande, hvor der er næsten fuldstændig overlapning mellem nationen og staten. Set i dette perspektiv drejer analysen sig om at fastlægge konsekvenserne af dette sammenfald. Mellons hypotese er da, at dette giver anledning til blandt andet følgende kendetegn: 1)

Høj grad af tillid til andre danskere, men lav til ikke-danskere

2)

høj grad af tilfredshed med at være dansk:

3)

stammen frygter for sin identitet, når den trues; og

4)

sproget er et afgørende element i grænsedragningen.

Den første del af denne artikel vil vise, at disse fire kendetegn er til stede blandt danskerne. På baggrund heraf vil anden halvdel dreje sig om en indkredsning af nogle af danskernes yderligere kendetegn. Der vil her blive fokuseret på forhold, der i særlig grad har betydning for danskernes vurdering af andre folk.3

Danskerne som en stamme Selv om Mellons sprogbrug som nævnt ikke svarer til den samfundsvidenskabelige, kan hans opfattelse af en stamme let drejes i en mere traditionel samfundsvidenskabelig retning hentet fra smågruppeforskningen. En lille homogen gruppe vil nemlig ofte afgrænse sig skarpt over for omverdenen. Man vil definere en indgruppe og have stærke følelsesmæssige relationer inden for denne. Deltagerne vil være godt tilfredse med at være med i gruppen, men skeptiske over for personer udenfor. Som det ses, minder denne

10

DANSKERNES SÆRPRÆG

smågruppeteori meget om Mellons stammebegreb, og denne forståelse er grundlaget for den følgende diskussion af danskernes identitetsfølelse. Tillid Opfattelsen af andre mennesker er et af grundtrækkene ved en kultur. Man kan opleve større eller mindre grad af tillid i de sociale relationer og større eller mindre grad af tillid til andre i nationen som helhed. Værdiundersøgelsen (se note 2) giver mulighed for at analysere begge dele, og resultatet viser en ret høj grad af ensartethed. I toppen blandt de folk, der har tillid til sine egne, ligger Danmark og de øvrige skandinaviske lande. Lavest på denne inddeling efter tillid ligger franskmænd og italienere.4 Den anden side af tilliden til sine egne er mistilliden til de andre, de fremmede. I en stamme er grænserne klare, og på samme måde som stammemedlemmerne opfattes med sympati, opfattes personer uden for stammen og navnlig de, der vil bestemme, med antipati. I figur 1 kan man tydeligt se en negativ sammenhæng mellem tillid til egen nation og tillid til EF. Figur 1. Tillid til eget folk og EF i Europa, 1990 %

Holdningen til EF er her valgt som indikator på grund af dette spørgsmåls særlige aktualitet. En tilsvarende analyse af tilliden til NATO giver imid-

11

PETER GUNDELACH

lertid stort set identiske resultater. Dette bekræfter, at folk, der har stor tillid til deres egne landsmænd, er skeptiske over for overnationale systemer. Det fremgår af figuren, at de europæiske befolkninger grupperer sig omkring en linje, der viser, at jo mere tillid man har til ens egne landsmænd, desto mindre har man det til EF. Nordmænd, danskere, svenskere, briter og overraskende nok også portugisere har det mest tydelige stammepræg. Her finder man den klassiske indgruppe-udgruppe mentalitet. Som det fremgår af figuren minder ikke EF-medlemmerne Norge og Sverige meget om Danmark og Storbritannien, som er de mest tøvende medlemslande. Dette er naturligvis ikke overraskende, men viser, at man med Sveriges indtræden i EF (nu EU), kan forvente en klar vækst af tøvende europæere inden for Fællesskabet. To lande, Island og Irland, skiller sig ud fra den almindelige tendens. Der er her tale om små lande i Europas periferi, hvis kultur på hver sin måde på mange områder adskiller sig fra de øvrige europæeres. Ser vi bort fra disse to undtagelser, er resultatet imidlertid klart. Danskernes fællesskabsfølelse og tillid til andre karakteriseres ved det klassiske mønster fra gruppedynamikken: Høj grad af sammenhold indadtil og høj grad af skepsis udadtil.

Tilfredshed En anden konsekvens af en ind-gruppefølelse er høj tilfredshed med gruppemedlemskabet. Dette kan - i denne sammenhæng - oversættes med en høj grad af tilfredshed med livet som helhed, et spørgsmål, der siden 1973 er blevet undersøgt løbende i EF-landene i de såkaldte Eurobarometer-undersøgelser. Danskerne har altid og helt konsistent ligget i top på dette spørgsmål. Danskerne er de mest tilfredse blandt EF-borgerne, og tilfredsheden har endog været stigende i løbet af de sidste 20 år. Der kan være flere forklaringer herpå. Danskerne kan for det første med rette hævde, at de lever i et af verdens mest fredelige og velfungerende samfund. I de - måske nok noget besynderlige - verdensomspændende indekseringer af livskvalitet (Esters 1984) ligger Danmark som et af de højest placerede lande og har gjort det gennem flere årtier. En anden mulighed er, at danskernes forventninger til tilværelsen er lavere end andre folks. „Ved jorden at blive det tjener os bedst" siger Grundtvig, og Kaalund istemmer med „På det jævne". Hvis dette er udtryk for en fundamental dansk holdning, forventer danskerne sig ikke så forfærdeligt

12

DANSKERNES SÆRPRÆG

meget af tilværelsen. Vi gør en dyd ud af at stille få fordringer og har derfor også lettere ved at stille os tilfreds med tilværelsen i almindelighed. Man kan blot minde om en af reaktionerne på nederlaget til Tyskland i 1864: „Hvad udad tabes, skal indad vindes". Resignation og indadvendthed gør det lettere at blive tilfreds med tilværelsen end ambition og stillen krav. Det er her næppe muligt at afgøre, om den ene eller anden forklaring er den rigtigste. Mest taler nok for, at begge forklaringer har noget på sig. Set i et velfærdsstatperspektiv har danskerne et velfungerende samfund, mens den danske tradition for selvtilfredshed og lavt ambitionsniveau set med historiens briller nok er den vigtigste forklaring.

Identitet Når man er meget tilfreds med tilværelsen, og man i høj grad føler sig anderledes (og bedre) end andre, vil forsøg på at anfægte ens samfund blive mødt med fjendtlighed. Man vil føle sin identitet truet. En Eurobarometer-undersøgelse fra efteråret 1992 peger i denne retning. Svarpersoner i alle EF-lande blev spurgt om deres holdning til Det indre Marked. 1/3 af danskerne svarede, at de nærede frygt for dette. De to hyppigst nævnte grunde var, at man for det første frygtede for tab af national identitet og for det andet, at Danmark ikke vil have indflydelse. Disse svar blev angivet af knap halvdelen af dem, der udtalte frygt for Det indre Marked. I begge tilfælde blev disse svar afgivet langt hyppigere af danskerne end af de andre landes befolkninger. Storbritannien minder dog om Danmark ved at ligge på niveau med hensyn til spørgsmålet om national identitet. Frygten for at miste indflydelse kommer også i Storbritannien ind på en andenplads, men niveauet ligger langt lavere på dette spørgsmål end i Danmark. Danskerne er altså bange for at miste deres nationale identitet ved Det indre Marked, og de er bange for, at der er nogen, som skal bestemme over dem. Dette sidste resultat bekræftes af den nævnte analyse i forbindelse med juni-afstemningen i 1992 (Siune, Svensson og Tonsgaard 1992).

Sproget Mellon fremhæver, at den væsentligste måde, den danske stamme holder fat på sin danskhed, er gennem sproget. Fremmede bliver først anerkendt, når de taler godt dansk, og danskerne er i høj grad på vagt over for dårlig

13

PETER GUNDELACH

eller forkert udtale, der afslører, at den talende ikke er dansker. Det danske sprog bliver derfor det centrale ved fastlæggelsen af den subjektive danskhed. Der er derfor heller ikke overraskende, at danskerne føler sig langt tættere knyttet til svenskere og nordmænd end til folk i andre lande. Svensk og norsk er jo de sprog, som ligger tættest på dansk. I værdiundersøgelsen i de skandinaviske lande spurgte man befolkningerne, hvilket folk, bortset fra deres eget, de følte sig mest knyttet til. Svarpersonerne blev bedt om at vælge to gange. Analysen viser med overvældende tydelighed, at danskerne først og fremmest vælger nordmænd og svenskere, når de skal pege på et folk andet end deres eget. Svenskerne og nordmændene vælger ligeledes de øvrige skandinaver. Der er åbenbart er klart fællesskab mellem befolkningerne i disse lande. Ser man bort fra „ved ikke"- og „ingen"-svar, vælger godt halvdelen af den danske befolkning nordmænd og svenskere. Kun ganske få vælger de øvrige nordiske folk, og resten af svarene fordeler sig over mange forskellige folk. Danskerne føler sig altså klart mere skandinaviske end europæiske, hvis man spørger dem om oplevelsen af fællesskab med andre folk. Nogle vil måske undre sig over, at så få oplever tilknytning til andre europæere. En i dobbelt forstand nærliggende mulighed ville være tyskerne. En nærmere analyse viser ikke uventet, at tilknytningen til tyskerne er geografisk bestemt. Andelen af sønderjyder, der svarer „tyskere" i første valg, er 15 pct., hvilket er omkring tre gange så højt som landsgennemsnittet. Der er dog også flere sønderjyder, der svarer „ingen", sammenlignet med resten af befolkningen. Dette tyder på, at man i Sønderjylland lægger mere vægt på danskheden end i andre dele af landet. Valg nr. 2 viser, at sønderjydernes gennemsnit med hensyn til tilknytning til tyskerne er på niveau med landsgennemsnittet. Man kan altså sige, at en gruppe sønderjyder klart knytter sig til tyskerne, men at resten af befolkningen ligner de øvrige danskere meget. Resultatet er formentlig en effekt af den geografiske nærhed. Man kan da også se den samme tendens i københavnernes forhold til svenskere. Det er i øvrigt påfaldende, så mange danskere der svarer „ingen" eller „ved ikke". Der drejer sig om 26 pct. i første valg og hele 37 pct. i andet. Ifølge metodelitteraturen kan sådanne afværgesvar tolkes på to måder. For det første kan man se dem som et substantielt svar. Svarene „ved ikke" og „ingen" kan tolkes som, at danskerne faktisk ikke kan forestille sig noget andet end at være danskere. Dette er måske det allerklareste udtryk for stammepræget. Man tilhører stammen, og alt andet er irrelevant. Den an-

14

DANSKERNES SÆRPRÆG

den tolkning af denne type svar er, at svarpersonerne ikke kan bestemme sig for at svare på grund af krydspres. Danskerne er i følge denne opfattelse usikre på svarene, fordi de oplever modsætningsfyldte krav på deres identitet. Denne forklaring kan ses i sammenhæng med Danmarks placering på grænsen mellem Skandinavien og EF. Denne forklaring støttes af, at undersøgelsen viser, at danskerne er blevet mere stolte af at være danskere i løbet af 1980erne. Danmark er et af de få lande med voksende national stolthed. Forklaringen kan være, at man reagerer på en krydspressituation ved at fremhæve sit gruppetilhørsforhold.

Stammen Med basis i forskellige undersøgelser synes der god grund til at hævde, at danskerne er en stamme i betydningen en nation, der afgrænser sig stærkt over for omverdenen, og som er tilfreds med den tilværelse, den har fået skabt. Hvis danskerne endelig skal knytte sig til andre folk, har de for det første svært ved det, for det andet knytter de sig stærkest til dem, der har et sprog, der ligger tæt på danskernes eget. Sproget er en af de væsentligste dele af kulturen og dermed med til at bestemme danskernes særegenhed. På dette grundlag må Mellons hypotese om danskerne som en stamme siges at være bekræftet. Den næste opgave er at karakterisere danskerne i forhold til de øvrige europæere for dermed at fastslå stammens særpræg. På baggrund heraf kan man få nogle forklaringer på, hvorfor danskerne føler sig specielle i forhold til kontinentaleuropæerne.

Danskernes særpræg Det er indlysende, at man kan karakterisere en befolkning og dens kultur på et utal af måder. Denne følgende analyse vil fokusere på følgende elementer, der især har betydning for vurdering af danskernes forhold til EF: 1) 2) 3)

Opfattelsen af autoritet moral; frihed og solidaritet

Autoritet En af Mellons karakteristikker af danskerne er, at de lægger vægt på konsensus. Inden for det politiske system „regeres der ud fra consensus, ikke

15

PETER GUNDELACH

parlamentarisme" siger Mellon (1992, p.84) og referer hermed til den særprægede form for parlamentarisme, vi havde under Schlüter-regeringerne, hvor oppositionen på adskillige områder bestemte politikken (Damgaard 1990). Det var også oppositionen, der førte forhandlingerne om, hvorledes man skulle takle den danske befolknings nej til Maastricht-traktaten. Resultatet blev, hvad man meget betegnende kaldte, „det nationale kompromis". Ønsket om enighed kan i kulturelt lys også ses som en afvisning af autoritet. I stedet for at en part skal bestemme over en anden, skal man nå frem til løsninger gennem forhandlinger. Meget tyder på, at danskerne har udviklet en „forhandlingsmoral" (Gundelach og Riis 1992), dvs. den holdning, at man når frem til, hvad der er rigtigt eller forkert, gennem drøftelser mellem de involverede parter. Man kan ud fra en institutionel sociologisk betragtning pege på de centrale områder, hvor (potentiel) autoritetsudøvelse er afgørende: familien og arbejdet. Analysen viser, at danskerne er det folk i Europa, hvor autoritet betones mindst. Holland og i mindre grad Sverige og det daværende Vesttyskland er også lande, hvor forældres og overordnedes autoritet tillægges mindre vægt. De nordiske lande er altså forskellige. Nordmændene ligner i denne henseende kontinentaleuropæerne mere end danskerne og svenskerne. Det er måske overraskende, at vesttyskerne betoner autoritet så lidt. At dette resultat er gyldigt, kan man imidlertid få bekræftet i figur 2, hvor de europæiske befolkningers holdninger til børneopdragelse er analyseret. Værdiundersøgelsen stillede spørgsmål om børneopdragelsen ud fra en idé om, at de kvaliteter, som folk betoner i børneopdragelsen, er centrale for, hvad de ønsker skal præge landets kultur. Svarpersonerne kunne nævne adskillige børneopdragelsesmål, men i figuren er vist to, der har sammenhæng med autoritet. På y-aksen vises andelen, der nævner selvstændighed som et børneopdragelsesmål. På x-aksen vises andelen, der nævner lydighed. Figuren viser den forventede negative sammenhæng mellem disse to modsatrettede opdragelsesmål. Man kan endvidere se, at de undersøgte lande grupperer sig i tre kategorier. Danmark, Norge og det daværende Vesttyskland er præget af stor vægt på selvstændighed og lille vægt på lydighed. Frankrig ligger lige modsat, medens de øvrige lande er placeret temmelig tæt på hinanden i en midtergruppe. Det samme spørgsmål er blevet stillet i 1981, og fordelingen mellem landene var da stort set identisk med tallene fra 1990, idet der dog er sket en udvikling i retning af mere vægt på

16

DANSKERNES SÆRPRÆG

selvstændighed i alle lande. Der er desuden sket en beskeden udvikling i retning af at lægge mere vægt på lydighed i alle lande, i Sverige og Frankrig endog en betydelig stigning. Væksten i lydighed skyldes især en øget prioritering heraf i den ældre del af befolkningen. Figur 2 Børneopdragelsesmål i Europa 1990 %

Detaljerne i udviklingstendenserne og placeringen af landene er måske ikke så central her. Det væsentlige er, at Danmark også målt på denne måde placeres i den ene ekstrem, nemlig som et land, hvor autoritet betyder lidt og selvstændighed meget. Danskerne er tilsyneladende det mest anti-autoritære folk i Vesteuropa. Dette kan yderligere bekræftes med de tidligere nævnte analyser af danskernes forhold til EF og Maastricht-afstemningen. Som nævnt spurgte man i Eurobarometer-undersøgelsen folk, der frygtede for Det indre Marked om årsagen hertil. Danskerne var den nation, hvor flest angav frygten for, at landet skulle miste indflydelse, som årsag til deres modstand. Selvstændighed er en af danskernes basale værdier, og det var medvirkende til, at danske vælgere stemte nej ved folkeafstemningen den 2. juni 1992. (Dette brydes med ønsket om konsensus, og det er derfor ikke underligt, at resultatet af afstemningen den 18. maj 1993, blev

17

PETER GUNDELACH

et knebent ja). Med disse resultater er der også taget hul på en yderligere karakteristik af danskerne, nemlig deres selvstændighedstrang eller individualisme.

Moral Middendorps (1978) analyse af konservatisme fastslår, at moralsk lighed er et væsentligt element i denne. Der skal med andre ord ikke være afvigelser i forhold til en eksisterende moralitet. Over for dette kan man sætte det danske begreb frisind, dvs. accepten af, at folk gør, som de har lyst til. Frisind drejer sig om adfærden i privatlivet. Man kan imidlertid også diskutere moral i forhold til det offentlige, nemlig i hvilken grad man accepterer skattesnyderi, sort arbejde, mv. På begge områder adskiller danskerne sig fra det europæiske gennemsnit. Danskerne er således et af de mest frisindede folk i Europa. På områder som skilsmisse, homoseksualitet og prostitution er danskerne, næst efter hollænderne, det mest accepterende folk i Europa. Dette billede bekræftes i øvrigt, når man ser på en række andre indikatorer. Danskernes selvmordsfrekvens er en af de højeste i Europa, hvilket tyder på, at fordomme mod at begå selvmord er lave. Danmark er også det eneste samfund, hvor der er etableret en ægteskabslignende ordning for homoseksuelle, hvilket tyder på stor tolerance over for seksuelle minoriteter. Endelig skal nævnes, at også en række spørgsmål om, hvem man kan acceptere som nabo, viser danskerne som et af de mest tolerante folk i Europa. Alle disse resultater peger i samme retning. Danskerne er meget frisindede med hensyn til afvigelser fra en traditionel moral. Nogle vil indvende, at frisindet er koblet med ligegyldighed. At folk kan gøre, som de vil. Tolkningen af frisindet kan således gå i to retninger. Det ene synspunkt, som i den klassiske Durkheimtradition også fremføres af mange nutidige kulturkritikere, er, at den lave moral er udtryk for en krise i samfundet. Individet bliver rodløst og mangler holdepunkter. Det andet synspunkt, som bl.a. repræsenteres af Habermas og Ziehe, er, at frisættesen fra moralens bånd giver en frihed for individet til at leve sit liv, som han ønsker. Denne frihed er et civilisatorisk fremskridt. Man kan vurdere danskernes lave moral ud fra de samme to synspunkter. Set med mange europæeres øjne repræsenterer Danmark dog et samfund, hvor moralen er blevet alt for udtyndet og forfladiget. Det synspunkt er eksempelvis klart fremsat af Paven, da han besøgte Skandinavien i 1989 (Gundelach og Riis 1992).

18

DANSKERNES SÆRPRÆG

Analysen af den private moral må suppleres med en analyse af moralen i forhold til det offentlige. På baggrund af analysen ovenfor kunne man måske tro, at danskerne også er umoralske, når det gælder forholdet til det offentlige. Her er billedet imidlertid lige modsat. Danskerne er en af de nationer, der i ringest grad accepterer, at folk snyder staten. En række spørgsmål viser, at danskerne ikke kan acceptere forsøg på at snyde i skat eller med sociale ydelser, osv. Disse resultater siger ikke noget om den faktiske adfærd. Der findes så vidt vides ikke analyser på europæisk plan, der sammenligner omfanget af f.eks. faktisk skattesnyd, men ser man udelukkende på værdierne, er danskerne de mest moralske. Et par andre indikatorer fra værdiundersøgelsen kan bekræfte denne tolkning: Skandinaverne accepterer ikke bestikkelse af embedsmænd, og hvis man finder penge, der er tabt, skal de afleveres til politiet. Det ligger skandinaver fjernt, at embedsmænd kan misbruge deres stilling til at skaffe sig personlige fordele. Danskerne opfatter det offentlige som en ven og beskytter, hvor man i eksempelvis Sydeuropa i højere grad opfatter det offentlige som en fjende. Danskernes moral er altså karakteriseret ved, om man på den ene side har et højt frisind, men på den anden side også en høj tærskel for accept af snyd med det offentlige.

Frihed og solidaritet Det er muligt at pege på nogle generelle forklaringer på de værdiforskelle, der er blevet påvist. Som udgangspunkt for en sådan beskrivelse kan benyttes figur 3, der viser, i hvor høj grad man på den ene side kan acceptere, at folk snyder det offentlige, på den anden side i hvor høj grad man prioriterer frihed i forhold til lighed som personlige værdier. Ud fra den hidtidige gennemgang er det næppe overraskende, at danskerne er kendetegnet ved en kombination af høj prioritering af både solidaritet med det offentlige og af frihed. Danskernes placering på dimensionerne frihed og solidaritet er en afgørende karakteristik af dem. Man kan genfinde de to dimensioner i nogle af de fundamentale institutioner i Danmark. Analysen vil her fokusere på henholdsvis velfærdsstaten og religionen. En af de væsentligste forklaringer på den tilsyneladende modsætning mellem frisind og moral i forhold til det offentlige, må findes i den måde, velfærdsstaten er organiseret på i de forskellige lande. Esping-Andersens (1990) komparative analyse fremhæver tre typer velfærdsstat: Den libe-

19

PETER GUNDELACH

Y-aksen: Andelen, der svarer frihed, når de bliver bedt om at vælge mellem frihed og lighed X-aksen: Andel, der svarer 2-10 på tre spørgsmål (snyde i skat, køre uden billet og modtage sociale ydelser, man ikke har krav på) på en skala fra 1 til 10, hvor 1 betyder: "Kan slet ikke billige".

rale, den korporative og den socialdemokratiske. Disse tre velfærdssystemer findes ikke i ren form i noget land, men det er muligt at pege på stater, hvor hver type er mest udbredt. Den liberale velfærdsstat kendetegner USA, Canada og Australien (i Europa kunne man pege på Thatchers Storbritannien som repræsentant for denne gruppe). Den korporative velfærdsstat findes mest udpræget i lande som Frankrig, Italien, Tyskland og Østrig. Endelig er Skandinavien det bedste eksempel på den socialdemokratiske velfærdsstattype. I Skandinavien er velfærdsstaten kendetegnet ved, at formidlingen af velfærdsstaten sker gennem et højt skatteniveau, og at det offentliges store centralistiske organisationer fordeler velfærdsgoderne. Arbejderne har ret til at bevare et højt indkomstniveau under ledighed eller sygdom, og der satses på solidariske og universalistiske løsninger. Et sådant system skaber og skabes af individer, der accepterer og har tillid til store systemer, i hvert fald i et omfang, hvor deres legitimitet ikke for alvor trues. Forskellige undersøgelser (Goul Andersen 1988) viser da også, at den danske befolkning ikke ønsker at skære ned på velfærdsstaten. En ikke offentliggjort AIM-undersøgelse5 fra 1993 bekræfter, at der er stor opbakning blandt danskerne for et velfærdssystem, hvor alle har ret til

20

DANSKERNES SÆRPRÆG

ydelser. Den positive holdning er særlig stærk blandt de yngre aldersgrupper, der jo også er socialiseret ind i den moderne skandinaviske velfærdsstat. For at sådanne store systemer skal fungere i deres blanding af universalisme og solidaritet, kræves en høj grad af social kontrol mod misbrug af systemet. Store bureaukratier kan ikke - hvis solidaritetsmålsætningen skal opretholdes - gennemføre fuldstændig kontrol med alle sine ydelser, men må basere sig på, at folk ikke snyder. De skandinaviske befolkninger har gennemgående den opfattelse, at staten er deres eget redskab til at forbedre samfundet med. Velfærdsstaten er vokset frem som en social forbedring skabt af arbejderklassen, men med de øvrige klassers støtte. Denne konsensus betyder, at man føler, at snyder man staten, snyder man sig selv. Selvfølgelig skal man passe på ikke at overdrive denne betragtning. Også i Skandinavien er der folk, som snyder i skat, eller som sikrer sig ydelser, de ikke har krav på. Alligevel er stemningen i Skandinavien anderledes end i mange andre europæiske lande. Staten opfattes ikke som en fjende eller modstander, men som en nødvendighed. Et redskab til at skabe et godt samfund. Velfærdsteoretikerne peger på, at velfærdsstatens opbygning hænger sammen med det religiøse grundlag i befolkningerne. Danskerne er det europæiske folk, der går sjældnest i kirke. Der er også forholdsvis færrest danskere, der siger, at de er troende, eller som accepterer kirkens autoritet i samfundet (Gundelach og Riis 1992). Til trods for dette spiller protestantismen en væsentlig rolle for, hvorledes velfærdssystemerne er opbygget. I de protestantiske (socialdemokratiske) skandinaviske lande bygger man på solidaritetsprincippet (Rold Andersen 1971; Esping-Andersen 1990). Det betyder, at den, der lider skade på grund af ugunstige omstændigheder, har krav på erstatning af fællesskabet. Der er i princippet ikke nogen grænse for det offentlige aktivitet. Subsidiaritetsprincippet, som hyldes i den katolske sociallære, siger modsat, at der er klare grænser for det offentliges bistand, og ansvaret for den enkelte borgers leveniveau placeres hos borgeren selv. Velfærdsstatens opbygning og religionen hænger altså tæt sammen og er tilsyneladende præget af en fælles forklaringsbaggrund. Katolicismen hviler på, at man accepterer kirkens autoritet. Inden for rammerne heraf er der imidlertid gode udfoldelsesmuligheder, og man kan altid få tilgivelse. Protestantismen er en individualiseret trosretning. Frelsen handler om den enkelte og kan ikke sikres af kirken.

21

PETER GUNDELACH

I sammenhæng hermed kan man se de forskellige opfattelser af begrebet frihed i de nord- og kontinentaleuropæiske lande. I Nordeuropa opfattes individets frihed som noget, der sikres nedefra. Samfundets basis er individet, som har givet staten ret til og mulighed for at øve indflydelse. Det kontinentaleuropæiske frihedsbegreb er anderledes. Der er frihed noget, som staten giver borgerne. Frihed er i den kontinentale forståelse en fremhævelse af folkets ret snarere end af individets ret. Man kan se dette afspejlet i retsprincipperne. Den anglo-nordiske retstradition er baseret på sædvaneretten i modsætning til den kontinentaleuropæiske opfattelse, at loven gives af lovgiveren. Frihedsopfattelsen og selvstændigheden kan ses særligt stærkt i Danmark i den specielle grundtvigianske fortolkning af protestantismen og med rod i gårdejernes ideologiske dominans. For Grundtvig var det ikke kirken, men det talte ord, der var det afgørende i troen. Grundtvigianerne krævede, at de selv kunne vælge deres præster, og de ønskede skoler, hvor lærerens rolle ikke var at være vidensskabsmæssig autoritet, men oplyser. Denne danske folkelighed, der baserer sig på frisind, er en fundamental del af dansk politisk kultur (Østergaard 1992)

Konklusion Trosretningen og den måde velfærdsstaten er organiseret på er nogle af de afgørende kendetegn ved en befolkning. Baggrunden for fremvæksten af forskelle på disse områder mellem Europas lande skal ikke forsøges vurderet her. Ser vi på danskernes opfattelse, har danske værdier og dansk kultur basis i et lille homogent folk. Selv om det er for stærkt at tale om en kultur, der præges af „en hadsk og frygtsom berøringsangst over for de andre" (Østergaard 1992, p. 409), er det alligevel en kultur præget af skarpe grænser over for omverdenen. Og grænsedragningen er klart stærkere i forhold til kontinentaleuropa end til Skandinavien. Det kan forklares med oplevelsen af et sprogligt fællesskab. I forhold til EF-samarbejdet er det væsentligt, at danskerne lægger vægt på selvstændighed og frihed defineret nedefra.

22

DANSKERNES SÆRPRÆG

Noter 1

2

3

4

5

Artiklen er en lettere revideret udgave af artiklen, der første gang blev publiceret i Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1992, udgivet Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1993. Den følgende analyse yder ikke Mellons beskrivelse retfærdighed, idet mange af facetterne og nuancerne i hans beskrivelse af danskerne ikke vil blive inddraget her. Mellons bog er i stedet benyttet som afsæt for og strukturering af artiklen. Datagrundlaget for artiklen er Den europæiske Værdiundersøgelse, en spørgeskemaundersøgelse, der blev foretaget i de fleste europæiske lande i 1981 og 1990. I Danmark er de ansvarlige forskere Peter Gundelach og Ole Riis, Aarhus Universitet. For italieneres vedkommende kan dette ses allerede i Almond og Verbas (1963) studie. Det tyder på høj grad af pålidelighed af resultatet. Materialet er venligst stillet til rådighed af Ole Tonsgaard, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Referencer Almond, Gabriel A. og Sidney Verba (1963): The Civic Culture, Princeton: Princeton University Press. Damgaard, Erik (1990): „Parlamentarismens danske tilstande", in: Erik Damgaard, (red)., Parlamentarisk forandring i Norden, Oslo: Universitetsforlaget, pp. 15-44. Esping-Andersen, Gøsta (1990): The Three Worlds og Welfare Capitalism, London: Polity Press. Esters, R. (1984): The Social Progress of Nations, New York: Praeger. Goul Andersen, Jørgen (1988): „Vælgernes holdning til den offentlige udgiftspolitik", in: Karl-Henrik Benzon (red.), Fra vækst til omstilling, København: Nyt fra samfundsvidenskaberne, pp. 145-190. Gundelach, Peter og Ole Riis (1992): Danskernes værdier, København: Forlaget Sociologi. Mellon, Sir James (1992): og gamle Danmark, København: Spektrum. Middeldorp, C. P. (1978): Progressiveness and Conservatism, The Hague: Mouton Publishers.

23

PETER GUNDELACH

Rold Andersen, Bent (1971): Grundprincipper i socialpolitikken, Albertslund: Det danske Forlag. Siune, Karen, Palle Svensson og Ole Tonsgaard (1992): Det blev et nej, Århus: Politicia. Østergaard, Uffe (1992): Europas ansigter. Nationale stater og politiske kulturer i en ny, gammel verden, København: Rosinante.

24

Helle Lykke Nielsen

Interkulturel kompetence i fremmedsprogsundervisningen Om danske universitetsstuderendes erfaringer fra mødet med arabisk kultur1

1. Introduktion Der har i de senere år været en slående konsensus i faglitteraturen om, hvilke krav man bør stille til studerende i fremmedsprog - dem, vi med en fremmedsprogspædagogisk term kalder lørnere2 - for at de kan siges at være interkulturelt kompetente. Essensen af denne forståelse kan sammenfattes i følgende punkter: 1. Lørneren bør vide noget om sin egen kultur og om den fremmede kultur ud fra en analytisk kulturopfattelse, der tager udgangspunkt i forskelle (Roberts, 1995; Suleiman, 1993; Søderberg, 1995; Wilken, 1995). En sådan kulturopfattelse skal ses i modsætning til den empiriske tilgang, der har domineret faglitteraturen frem til 1980erne (Hall, 1979 (1959); Samovar, Porter, and Jain, 1981; Seeley, 1985) og som bl.a. er problematisk, fordi „det forekommer umuligt at give en fuldstændig beskrivelse af de træk, der indgår i en given kultur" (Knapp and Knapp-Potthoff, 1987, p. 4) 3; 2. Den interkulturelle lørner skal stifte bekendtskab med de tre dimensioner, som interkulturel kompetence omfatter, nemlig viden, adfærd og holdninger (Gertsen, 1990; Gertsen, 1995; Jæger, 1995a; Jæger, 1995b; Risager, 1994; Søderberg, 1995); 3. Lørneren skal have en positiv indstilling til den fremmede kultur og besidde personlighedstræk som tolerance, nysgerrighed og fleksibilitet (Binon and Claes, 1995; Byram, 1995; Gertsen, 1995; Meyer, 1991; Suleiman, 1993);

25

HELLE LYKKE NIELSEN

4. Lørnerens motivation for at beskæftige sig med den fremmede kultur forudsættes hyppigt at være integrativ og ikke instrumentel (Suleiman, 1993). Distinktionen integrativ instrumentel er hentet fra fremmedsprogspædagogikken og angår lørnerens motivation for at lære fremmedsprog (Richards, Platt, and Weber, 1987, p. 185). Overført på interkulturel kompetence defineres en instrumentel tilgang som det at have en bestemt motivation for at beskæftige sig med den fremmede kultur, f.eks. at få et job eller at kunne klare specifikke interaktionelle kommunikationssituationer, hvorimod integrativ motivation har til formål at kunne interagere generelt med mennesker i den fremmede kultur. Omend integrativ motivation sjældent ekspliciteres som en del af interkulturel kompetence, er det tydeligt den intention, der ligger bag tanken om empati, der udgør et helt centralt område i interkulturel kompetence (Byram, 1995; Gertsen, 1995; Suleiman, 1993). Bag en sådan forståelse for interkulturel kompetence ligger der selvfølgelig en bestemt ideologisk tilgang: Interkulturel kompetence har til formål at etablere forståelse mellem mennesker med forskellig kulturel baggrund, at undgå konflikter og istedet etablere en harmonisk relation på tværs af kulturer4. Nogle går endda så langt som til at sige, at „Intercultural education is in essence education towards peace" (Sercu, 1995, p. 132). På baggrund af denne konsensus inden for fremmedsprogsundervisningen om, hvad interkulturel kompetence er, og hvilke krav man må stille til den interkulturelt kompetente lørner, er interessen nu ved at samle sig om processen: Hvordan uddanner vi lørnere til at blive interkulturelt kompetente, og hvordan skal undervisningen tilrettelægges for at nå dette mål? Et bud på, hvordan man kan bibringe fremmedsprogslørnere interkulturel kompetence, er at give dem et kursus i etnografisk metode og derigennem hæve deres kulturelle bevidsthed: Denne tilgang, der i hvert fald fra midten af 1980'erne har stået ganske stærkt i USA (Seeley, 1985; Sikkema and Niyekawa, 1987), er nu i 1990'erne ved at finde fodfæste i Europa (Byram, 1995; Roberts, 1995; Wilken, 1995). Ideen går i al korthed ud på at give lørnere et kursus i etnografisk metode, herunder observationsteknikker og reflektion over betydningen af egen tilstedeværelse under dataindsamling, inden de sendes på et længerevarende ophold i den fremmede kultur. Her skal de så anvende deres viden, sprogkundskaber og etnografiske metode til at løse en større kulturkontrasterende opgave.

26

INTERKULTUREL KOMPETENCE I FREMMEDSPROGSUNDERVISNINGEN

Det kan undre, at der ikke har været fremført nogen kritik af betydning af denne grundlæggende forståelse for interkulturel kompetence. Man kunne ellers sagtens tænke sig andre tilgange til denne færdighed: Hvorfor er der f.eks. ingen, der argumenterer for en funktionel tilgang5 til interkulturel kompetence, hvor det at få præcise kommunikationsopgaver til at lykkes, er et mål i sig selv? Hvorfor er det f.eks. nødvendigt med en empatisk indstilling: Behøver man virkelig at være nysgerrig og positiv over for den fremmede kultur for at få kulturmødet til at fungere? Og hvad nu, hvis man ikke kan acceptere det, man ser i den fremmede kultur, fordi det står i skærende kontrast til det, man selv synes er ret og rimeligt - skal man så opgive at blive interkulturel kompetent? Et ønske om en mere funktionel tilgang til interkulturel kompetence end den, der fremgår af faglitteraturen, er motiveret af de hverdagserfaringer, man kan møde hos mennesker, der har oplevet kulturmødet i praksis: Det er ikke ualmindeligt blandt f.eks. udstationerede danskere i Mellemøsten at møde interkulturelt kompetente folk, der jobmæssigt klarer sig fint, er glade for at opholde sig i det fremmede, og som har en god social kontakt til den befolkning, de bor iblandt. Nogle af disse indrømmer imidlertid, at de ikke bryder sig specielt om de mennesker, de færdes iblandt, og at de gerne vil frabede sig al snak om indlevelse i den fremmede kultur, som de enten beskriver som ubehagelig, menneskefjendsk eller endda „ikke-eksisterende"6. Det er heller ikke ualmindeligt, at der blandt fremmedsprogslørnere f.eks. ved universiteterne kan være ganske langt mellem den forståelse, der præger faglitteraturen, og den virkelighed, lørnerne selv oplever i den fremmede kultur - og dette til trods for, at de på mange måder er bekendte med og hyppigt identificerer sig med begreber som tolerance, fleksibilitet og empati. For at kvalificere denne oplevede forskel mellem faglitteratur og virkelighed har jeg interviewet 7 studerende, svarende til en årgang af cand. negot. studerende i arabisk ved Odense Universitet. Det er gjort ud fra en forestilling om, at en sammenstilling af teori og virkelighed kan give nogle væsentlige informationer om, hvordan vi kan udvikle begrebet interkulturel kompetence til at blive mere relevant for lørnerne. Undersøgelsen skal endvidere ses som en reaktion på den spekulative og normorienterede tilgang, der i de senere år har præget diskussionen om interkulturel kompetence i fremmedsprogsundervisningen.

27

HELLE LYKKE NIELSEN

Jeg skal i det følgende først beskrive den lørnergruppe, jeg har interviewet, herunder den „interkulturelle uddannelse", de har fået i forbindelse med deres studier; det sker i afsnit 2 Kultursensibilisering i arabiskundervisningen. Derefter skal jeg i afsnit 3 Danske lørnererfaringer fra kulturmødet opsummere indholdet af de interviews, jeg har foretaget, fordelt på henholdsvis positive og negative erfaringer fra kulturmødet. I afsnit 4 diskuteres de forskelle, der fremkommer mellem faglitteraturens beskrivelse af interkulturel kompetence og de problemer, lørnerne har oplevet i kulturmødet. Det centrale spørgsmål er her, om vi kan forklare, hvorfor denne diskrepans opstår. I afsnit 5 anføres nogle løsningsforslag til, hvordan diskrepansen kan mindskes. Desuden formuleres der på basis af diskussionen i afsnit 4 en hypotese om interkulturel kompetence, der i tilfælde af, at den bekræftes gennem yderligere empiriske undersøgelser, må føre til en revideret forståelse af begrebet i faglitteraturen. Med hensyn til undersøgelsens repræsentativitet skal det bemærkes, at jeg i det følgende ikke ønsker at forholde mig til distinktionen „fjerne" hhv. „nære" kulturer, der ellers er almindeligt forekommende i hverdagssproget, når talen falder på fremmedsprogsundervisning i f.eks. arabisk og japansk (i modsætning til de velkendte fremmedsprog som engelsk, tysk og fransk, der så pr. automatik bliver repræsentanter for „nære" kulturer). Jeg ønsker heller ikke i denne sammenhæng at forholde mig til den ligeså udbredte antagelse om, at det er vanskeligere at blive interkulturel kompetent i en såkaldt fjern kultur end i en nær. Denne afgrænsning skyldes for det første det vanskelige i at definere „nære" hhv. „fjerne" kulturer på forsvarlig vis7, og for det andet, at det er uafklaret, hvorvidt denne distinktion kan tilføre begrebet interkulturel kompetence noget, der fremmer forståelsen for begrebets karakter8. I det følgende skal jeg derfor alene forholde mig målgruppespecifikt, således at de konklusioner, jeg drager, kun angår danske fremmedsprogslørneres kulturmøde med det arabiske. En sådan afgrænsning bygger endvidere på en erkendelse af, at interkulturel kompetence altid vil være rodfæstet i en specifik kontekst og altid retter sig mod en given målgruppe, således som det også kommer til udtryk i følgende citat: „It needs to be recognized that intercultural competence (...) might not be adequately described as one, internally consistent type of competence. Rather, it would be correct to talk about intercultural competences since this learning objective must be specified in relation to purpose and the target group for learning." (Aarup Jensen, Jæger, and Lorentsen, 1995, p. 15).

28

INTERKULTUREL KOMPETENCE I FREMMEDSPROGSUNDERVISNINGEN

2. Kultursensibilisering i arabiskundervisningen Cand. negot uddannelsen i arabisk ved Odense Universitet er en kombinationsuddannelse af sprog og erhvervsøkonomi på linie med SPRØK-uddannelsen ved Handelshøjskolen i København9. Cand. negot. uddannelsen findes med fremmedsprogene engelsk, tysk, fransk, spansk og arabisk. Den sproglige del af arabisklinien er så vidt mulig parallel med de øvrige sprogfag, bortset fra at der ikke kræves nogen sproglige forudsætninger ved studiestart. Det betyder i praksis, at studiets første to år på den sproglige del bruges til at optræne de studerendes sprogfærdighed i de fire færdigheder, hvorefter der så udbydes samme sprogfag (forhandlingstræning, erhvervskommunikation m.m.) som på de øvrige negot. linier. Der kompenseres endvidere for de manglende sproglige forudsætninger ved at tilføje bachelordelen et ekstra år. Men istedet for, som det er almindeligt ved sproguddannelser i f.eks. japansk, kinesisk og arabisk på andre danske universiteter og handelshøjskoler, at placere dette som et propædeutisk år, der skal tages inden „rigtig" studiestart, er dette ekstra år indbygget i uddannelsesforløbet som et 3. studieår, der foregår ved et arabisktalende universitet. De studerende, som er interviewet i denne undersøgelse, har afsluttet deres studieår ved et arabisktalende universitet, og har netop påbegyndt deres 4. og sidste studieår på bachelordelen. Den „kulturelle uddannelse", de har været igennem, kan beskrives på følgende måde: 1. Lørnerne har de to første år primært modtaget undervisning på den sproglig-kulturelle del af indfødte arabisktalende og kun i begrænset omfang (max. to ud af syv ugentlige timer) af danskere. Dette lærervalg har først og fremmest været motiveret af kulturelle overvejelser: Vi har anset det for meget væsentligt, at lørneren især i de første år af sin uddannelse har størst mulig berøringsflade med arabisktalende. Det har resulteret i et betydeligt „kulturelt pay-off" i form af diskussioner om undervisningsmetoder, arabisk vestlige interaktionsformer samt kulturelle arrangementer i form af fællesspisning, film o.lign. - sidstnævnte især takket være de arabiske læreres store interesse for at indvie lørnerne i arabisk kultur. 2. Det anvendte lærebogsmateriale (Badawi and Yunis, 1988, vol. 1 & 2) er udgivet af Den arabiske Liga, og er, bortset fra den afsluttende ordliste, alene skrevet på arabisk. Derved er vi kommet rundt om de meget følsom-

29

HELLE LYKKE NIELSEN

me problemer omkring orientalisme, etnocentrisme o.lign., der hyppigt præger diskussionen om lærebogsmaterialer i arabisk. Samtidig har lørnerne fået et indtryk af, hvordan de arabiske forfattere og udgivere ønsker at præsentere deres kultur. Materialet er i begyndelsen bygget op om dagligdags situationer, som er relevante for lørnere, der skal opholde sig i et arabisktalende land, og integrerer derved både den kognitive og den adfærdsbetingede dimension af interkulturel kompetence. Brugen af det arabiskproducerede lærebogsmateriale har endvidere givet mulighed for at indarbejde holdningsdiskussioner i undervisningen, der ligger i spændingsfeltet mellem lørnerens egen kulturelle baggrund og den fremmede kultur. 3. Lørnerne har alle været på et sommerskoleophold i et arabisktalende land (Jordan, Tunesien eller Ægypten) mellem 1. og 2. studieår. Dette ophold er ikke obligatorisk, men kan belønnes i form af pensumreduktion ved eksamen i sprogfærdighedsdisciplinerne på 2. år. Sommerskoleophold er et vigtigt element i uddannelsen, ikke blot for at få opøvet arabisk sprogfærdighed men også for at give lørnerne et indtryk af, om den fremmede kultur er noget for dem. Det er hensigtsmæssigt, både for studiestedet og for den enkelte lørner, at der så tidligt som muligt i studieforløbet gøres erfaringer med, hvad det vil sige at opholde sig i et arabisktalende land. Alternativet ville være at vente til 3. studieår, der er henlagt til et arabisktalende universitet eller sproginstitut, men det forekommer uhensigtsmæssigt, fordi der her står langt mere på spil såvel økonomisk som personligt for den enkelte lørner, hvis det skulle vise sig, at kulturmødet blev for konfliktfyldt. 4. I løbet af 2. studieår har der udover undervisningen været afholdt forberedende møder til studieopholdet på 3. studieår. Det er sket dels i form af fællesmøder, hvor lørnerne er blevet informeret om og har diskuteret emner af relevans for udlandsopholdet, dels i form af individuelle møder for at finde egnede studiesteder. 5. I løbet af 3. studieår, som er henlagt til et arabisktalende universitet, er lørnerne blevet trænet i mundtlig og skriftlig sprogfærdighed af arabisktalende lærere samt har som hovedregel modtaget undervisning i tre kulturfag (hhv. historie/samfundsforhold, religion/kultur samt et valgfrit fag) og en økonomisk disciplin. Desuden har alle været i praktik af ca. en må-

30

INTERKULTUREL KOMPETENCE I FREMMEDSPROGSUNDERVISNINGEN

neds varighed i det arabisktalende land, ved enten danske eller arabiske virksomheder eller organisationer: Praktikopholdene har været henlagt til henholdsvis et lokalt eksportfirma i Damaskus, en menneskerettighedsorganisation og et hotel i Cairo, et kloakeringsprojekt i Edfu, et Danidakontor i Aswan og et vindmølleprojekt i Hurghada (alle Ægypten), samt ved Mærsk i Kuwait by.

3. Danske lørnererfaringer fra kulturmødet Gruppen af cand.negot. studerende i arabisk, der har deltaget i interviewundersøgelsen, består af 7 personer, heraf 1 kvindelig og 6 mandlige lørnere. Den gennemsnitlige alder er 28 år med en spredning fra 23 til 34 år. Lørnerne er blevet interviewet enkeltvis eller i grupper afhængig af deres egne ønsker. Der har været anvendt åbne interviews, hvor lørnerne har fortalt om deres kontakt med arabisktalende i Danmark, om deres ophold i den fremmede kultur, om gode og dårlige oplevelser, om hvad de selv oplever, de har fået ud af deres „kulturelle uddannelse", og hvordan de synes, man bedst kan forberede den næste gruppe studerende på deres ophold i et arabisktalende land. Der er selvfølgelig flere faktorer, der spiller ind på lørnernes udsagn, først og fremmest lørnerbaggrund og -personlighed. Med hensyn til lørnerbaggrund er det værd at notere, at tre af lørnerne har en personlig tilknytning til det arabiske og/eller muslimske: Én er gift med en arabisktalende, én har en arabisktalende far og én er muslim fra et afrikansk land syd for Sahara, men har i de seneste 20 år boet i Vesten, herunder Danmark. De øvrige lørnere har måske, men ikke nødvendigvis, haft personlig kontakt med arabisktalende og/eller muslimer, før de påbegyndte studiet. På trods af forskellig lørnerbaggrund og -personlighed er der imidlertid flere fælles træk, der kommer til udtryk i interviewene. På den positive side anføres det, at opholdet i den fremmede kultur har medført en glæde ved at opleve at kunne klare sig selv, både praktisk og sprogligt. Det ses endvidere som positivt, at det under udlandsopholdet er muligt at have en materiel levestandard, der er betydeligt højere end i Danmark10: For de fem lørnere, der tilbragte deres studieår i Ægypten, var det muligt at bo i stor lejlighed, have rengøringshjælp, køre hyppigt i taxa og jævnligt spise på de store hoteller, hvor de bedste restauranter findes. Samme levestandard blev ikke nævnt af de lørnere, der tilbragte deres studieår i Kuwait og Syrien/Libanon. Til gengæld fremgår det heller ikke af interviewene, at der her skulle have været problemer af økonomisk art.

31

HELLE LYKKE NIELSEN

Den høje materielle levestandard har ikke kun praktisk, men også psykologisk betydning: Som én af lørnerne formulerer det, er det påfaldende, at den overvejende del af de gode oplevelser, der fortælles om, er „noget, man forbinder med vesten, fordi alting er så anderledes i det fremmede": Det kan f.eks. være et krydstogt ned ad Nilen (hvilket kan erhverves ganske billigt efter dansk standard), dykning efter koraller i Rødehavet eller muligheden for at dyrke sport under luksuriøse forhold i Kuwait. Som tredje fællestræk anføres det positive ved at komme i kontakt med den lokale arabisktalende befolkning, når disse vel at mærke „ikke er beregnende og skal have noget ud af én". I praksis er det imidlertid kun ganske få konkrete eksempler, der fremføres i interviewene på, at kontakten ikke har haft præg af det, lørnerne oplever som et beregnende element. Til gengæld synes det at være en meget stærk oplevelse, når det endeligt lykkes at etablere en god kontakt - ikke mindst, hvis denne kontakt går på tværs af sociale skel. En lørner anfører med henvisning til taxachauffører, at „nogle simpelthen er så flinke og søde, at det gør helt ondt." Ét af de træk, der værdsættes højt af lørnerne, er hjælpsomhed: „Man skal bare stille sig op på et gadehjørne i Beirut og se fortabt ud, så kommer der en hel masse mennesker og spørger, om de kan hjælpe". Til gengæld får usikkerheden om, hvilke motiver, der kan ligge bag hjælpsomheden, hyppigt flere af lørnerne til at afstå fra at indgå i den pågældende situation. Det er ligeledes et klart fællestræk, at alle lørnere oplever, at både de selv og deres studiekammerater er blevet mere bevidste om deres egen kultur under opholdet i det fremmede. Det kommer til udtryk i hyppigt kontrasterende udsagn om arabisk hhv. dansk kultur og ses som en „positiv sidegevinst", de ikke havde forventet. Og som sidste fællestræk oplever lørnerne også, at de selv er blevet mere tolerante over for den fremmede kultur. Til de negative træk hører, at en stor del af lørnerne giver udtryk for en negativ opfattelse af bestemte samfundsgrupper i den fremmede kultur: Det er især folk, der efter lørnernes opfattelse forsøger at udnytte dem, f.eks. handlende, taxachauffører eller portnere, der søger at tjene en ekstra skilling, eller folk, der forsøger at omvende dem til islam. Den negative opfattelse kommer også til udtryk over for den rige overklasse, lørnerne møder, når de f.eks. kommer på store hoteller og i sportsklubber. Et andet udbredt træk er, at de fleste lørnere oplever et stort konfliktpotentiale i forholdet til den fremmede kultur. Det kommer til udtryk i det, nogle af dem oplever som „holdningsracisme": „Der er hele tiden et stort pres for at skulle være som dem, tænke som dem og forstå verden på deres

32

INTERKULTUREL KOMPETENCE I FREMMEDSPROGSUNDERVISNINGEN

måde"; eller „Arabere er ikke racister pga. hudfarve. Men det er deres holdninger: Kun det, der er arabisk og islamisk, duer". Det oplevede konfliktpotentiale kan hensigtsmæssigt opdeles i situationer, der er uforpligtende, således at forstå, at lørneren kan trække sig ud af en konfliktuel situation uden større besvær eller personlige omkostninger, og forpligtende situationer, hvor det konfliktuelle kulturmøde må gennemleves, fordi omkostningerne ved at trække sig ud er for store. Denne skelnen kan illustreres af følgende udsagn: „Et år i Syrien er det rene vand ved siden af 14 dage med min arabiske svigerfamilie (der også bor i et arabisktalende land, HLN). I Syrien var det uforpligtende: Jeg boede for mig selv, gjorde hvad der passede mig, kunne trække mig ind i mig selv og lade være med at tage telefonen, hvis jeg var træt. Når jeg besøger svigerfamilien, skal jeg leve op til at være en del af familien. Det er måske ikke slemt i sig selv... men de har så mange forventninger. (...) Der er stor forskel på at komme på besøg og kaste et blik ind i den fremmede kultur, sådan som jeg gjorde i Syrien, og så at skulle være en del af det (i tilfældet med svigerfamilien, HLN)." Det lykkes nogle gange lørneren at opløse konfliktpotentialet, efterhånden som forståelsen for et givet problem uddybes eller kendskabet til den person, der repræsenterer konflikten, øges: „Jeg kan huske et opslag, der var sat op i den kiosk, som lå i forbindelse med vores boligblok. Som overskrift stod der: „Til den muslimske ungdom". Der stod bl.a., at det var enhver god muslims pligt at dræbe en kafr (en religiøs frafalden, HLN). Det kunne jeg simpelthen ikke klare (...) Jeg kan huske, at jeg tænkte om aftenen: Det her overlever jeg ikke, det går simpelthen ikke. Jeg må hjem. (...) Og det var ikke engang sådan noget, der var malet med graffiti; det var skrevet med stor skrift på en plakat og sat fint op med tape hele vejen rundt (...) Men når man så finder ud af, at kristne ikke er kafr, og ved, at vedkommende, der har sat det op - det var vist nok ham Ahmed - godt ku' li' os - han smilede i hvert fald altid til os - så kommer man over det." Modsat kan konfliktpotentialet også føre til en kulturkløft, der bliver stadig sværere for lørneren at overskride. Det sker typisk i tilfælde, hvor lørneren ikke kan acceptere en bestemt forekommende adfærd eller men-

33

HELLE LYKKE NIELSEN

neskesyn i den fremmede kultur: Det gælder f.eks., når velhavende kuwaitere sætter filipinere til at feje en ørkenvej, der hurtigt sander til igen, med koste i stedet for at bruge en fejemaskine, eller, endnu værre, hvis lørneren oplever, at filipinerne bliver snydt for deres retmæssige løn. Det sker tillige i situationer, hvor lørneren bliver mødt med et negativt syn på sin egen kultur, f.eks. i form af negative stereotyper, som er rettet mod hans person i en værdidom, der ikke svarer til hans egen selvopfattelse. Det, der her udløser konflikten, er således ikke brugen af negative stereotyper i sig selv, men det at lørneren oplever, at han personligt udsættes for en værdidom, der ikke svarer til hans egen selvopfattelse: „Jeg fortalte én af mine lærere på skolen, at jeg havde min egen lille lejlighed hjemme i Danmark. Han var vist 32 år og boede stadig hjemme. Da jeg fortalte ham om lejligheden, spurgte han forundret: „Bor du alene? Hvad har du gjort forkert?" Jeg prøvede at forklare ham, at det var helt almindeligt, at danskere flyttede hjemmefra omkring de 20. Alligevel var hans konklusion, at jeg bare boede alene for at ha' sex med det andet køn! Det var helt åndsvagt." „Min dårligste oplevelse havde jeg med en ægypter i Aswan: Han var uddannet på London School of Economics og på Stanford, og havde boet i Vesten i mange år. Vi snakkede meget hyggeligt frem og tilbage i et stykke tid, og så spurgte jeg ham, om han ikke kunne tænke sig at blive gift med en europæisk pige. Det kunne han overhovedet ikke, for de var „easy" (lette på tråden, HLN). Nej, hvor blev jeg gal: Min kone er i hvert fald ikke „easy". Hun er måske nok dyr, men hun er i hvert fald ikke „easy" (...) Jeg kan slet ikke forstå, hvordan han kan sige sådan noget. Han har jo selv boet i Vesten og haft en kæreste!" Mere end halvdelen af lørnerne pointerer nødvendigheden af at udvise en instrumentel adfærd over for arabisktalende under deres ophold i den fremmede kultur, og dette uanset, at de selv oplever en sådan adfærd som negativ og beregnende: Det anses f.eks. for nødvendigt at „holde folk på afstand, for ellers vil de hele tiden bestemme, hvad man skal gøre"; man skal „ikke være ærlig" om særlige ømfindige emner, og man „skal ikke vise respekt, i hvert fald ikke på den måde, vi forstår det her i Danmark, eller i andre såkaldte ordentlige samfund". For det første og det sidste udsagn gælder det, at de typisk angår folk fra lavere socialklasser, som lørnerne oplever

34

INTERKULTUREL KOMPETENCE I FREMMEDSPROGSUNDERVISNINGEN

som meget påtrængende. Et meget håndgribeligt eksempel på instrumentel adfærd fremgår af følgende eksempel: „Der er ofte en vis solidaritet mellem ægyptere, der skal have noget ud af én. Men hvis der er økonomi involveret, bliver de tit usikre på hinanden. Nogle gange har jeg prøvet at spille dem ud mod hinanden: Jeg havde f.eks. fået min husleje ned på et rimeligt niveau, hvorefter min landlady prøvede at få nogle ekstra penge hjem gennem rengøring. Det fortalte jeg til min rengøringskone, og hun blev naturligvis gal, for hun havde jo brug for jobbet. Ved at sætte dem op imod hinanden kan man skabe et vacuum, hvor man selv træder ud, og så er det de implicerede parter, der tager konflikten. Jeg ved godt, det ikke er særligt pænt. Men det virker." Målbeskrivelse

Kulturopfattelse

Viden om K2

Holdninger

Adfærd Motivation Udbytte

Lørner-erfaringer

antropologisk og analytisk

antropologisk og analytisk K1 meget betydningsfuld

nødvendig

nødvendig

Åbenhed nysgerrighed tolerance fleksibilitet empati

overvejende negativt billede af K2 (dog værdsættes hjælpsomhed)

integrativ

instrumentel

integrativ

instrumentel

mellem-menneskelig forståelse

konfliktbaserede oplevelser

3.1 Interkulturel competence: en sammenligning af målbeskrivelse og lørnererfaringer

Et sidste påfaldende fællestræk angår lørneres motivation for at vende tilbage til den fremmede kultur for en længere periode: Ud over en enkelt, der føler et psykisk behov for at blive i Danmark for at stabilisere sin tilvæ-

35

HELLE LYKKE NIELSEN

relse, er det den generelle holdning, at alle gerne vil tilbage på betingelse af, at det sker inden for rammerne af et godt job med høj løn og for en tidsbegrænset periode. Det anføres tillige, at den høje levestandard er en væsentlig - måske den væsentligste - begrundelse for at vende tilbage. Når man sammenligner de fællestræk, der fremkommer af lørneres erfaringer, med den forståelse for interkulturel kompetence, som fremstår i faglitteraturen, kan man konstatere følgende ligheder og forskelle: (i opstillingen henviser Kl1til lørnerens egen kultur og K2 til den fremmede kultur).

4. Om forståelse, accept og instrumentel adfærd og motivation - en diskussion Det ville være fristende at afvise de ovenfor påviste forskelle med, at lørnernes „interkulturelle uddannelse" enten har været for dårlig, eller at lørnerne ikke er repræsentative. Med hensyn til kvaliteten af uddannelsen er det selvfølgelig rigtigt, at den kunne gøres bedre ved brug af mere tid og flere ressourcer. Til gengæld må det omvendt konstateres, at kulturundervisningens form og omfang ikke grundlæggende afviger fra, hvad der reelt er muligt i de fleste typer sprogundervisning på universitetetsniveau. Lørnernes repræsentativitet kan imidlertid ikke anfægtes: De har søgt optagelse på cand. negot. studiet i arabisk på lige fod med studerende ved de øvrige sprogretninger, og må derfor formodes som udgangspunkt at være velmotiverede for at få kulturmødet til at fungere. Sammenligningen i 3.1 afføder tre væsentlige spørgsmål: Kan forskellen mellem lørnererfaringer og faglitteraturens forståelse for interkulturel kompetence forklares? Kan der gøres noget ved forskellene? Og hvilken konsekvenser har det for vores forståelse for interkulturel kompetence? Jeg skal i dette afsnit søge at besvare det første spørgsmål ved at diskutere de enkelte parametre i sammenligningen. De to følgende spørgsmål behandles i afsnit 5. Faglitteraturens antropologiske og analytiske kulturopfattelse, der anskuer kultur som et relationelt forhold mellem den fremmede kultur og lørnerens egen, og hvor fokus ligger på forskelle, er i god overensstemmelse med de erfaringer, lørnerne gør i forbindelse med kulturmødet. To af lørnerne formulerer endda, omend indirekte, at en empirisk kulturforståelse ikke er anvendelig i kulturmødet:

36

INTERKULTUREL KOMPETENCE I FREMMEDSPROGSUNDERVISNINGEN

„Det nytter ikke at lave en beskrivelse af det ægyptiske samfund: For hvis man f.eks. skriver, at folk i Ægypten ofte går med gallabial11, og man i begyndelsen af sit ophold ser to mænd, der går klædt i noget andet tøj, kommer man let til at affærdige alt det, man har læst, som værende forkert. (...) Det er en uoverkommelig opgave at beskrive et helt samfund i alle dets detaljer." „Da jeg kom til Danmark, spurgte jeg min kone: Hvad er dansk kultur? Det er f.eks. vores berømte Karoline kogebøger, sagde hun (...) Og så var der alt det med kooperativer: Inden jeg kom til Danmark, havde jeg lært om den danske kooperative bevægelse i skolen. Da jeg kom, troede jeg, alt var kooperativt, men det var helt forkert (...) Kultur afhænger af, hvor man bor, og hvem man er." Det er værd at bemærke, at lørnernes opmærksomhed på deres egen kultur - det, de selv oplever som en „positiv sidegevinst" ved kulturmødet opstår som konsekvens af mødet med den fremmede kultur og således ikke er en forudsætning for, at det kan finde sted på en positiv måde. Det står i modsætning til den tilgang til interkulturel kompetence, som f.eks. Galloway argumenterer for, hvor lørnere først skal bevidstgøres om deres egen kultur, før de kan absorbere den fremmede kultur (Galloway, cit. in: Omaggio Hadley, 1993, p. 360) Også kravet om viden om den fremmede kultur fremhæves både i faglitteraturen og af lørnerne som værende nødvendig for at opnå interkulturel kompetence. Derimod er der en slående diskrepans mellem den åbenhed, tolerance, fleksibilitet og empati, som forudsættes i faglitteraturen, og de fortrinsvis negative holdninger, lørnerne knytter til den fremmede kultur, som f.eks. „at holde afstand" og „ikke være ærlig" om særlige ømfindige emner. En mulig måde at forklare denne forskel på, er ved at se på to dikotomier, nemlig henholdsvis det sociale-kulturelle aspekt og en skelnen mellem forståelse og accept. Den første dikotomi angår en udredning af, om et givet lørnerproblem kan forklares som værende primært socialt (dvs. noget, der angår bestemte grupper i samfundet) eller kulturelt (noget, der lidt firkantet sagt - angår alle i det givne samfund)12. Den anden dikotomi angår forskellen mellem at kunne forstå baggrunden for en given handling eller udsagn, hvilket ikke nødvendigvis er det samme som at kunne acceptere det. Denne problemstilling blev f.eks. tydeliggjort for mange menne-

37

HELLE LYKKE NIELSEN

sker i vesten i forbindelse med Ayatolla Khomeinis dødsdom over forfatteren Salman Rushdie for udtalelser, der af det iranske præsteskab blev tolket som blasfami mod islam: Det var måske nok muligt at forstå den religiøse og politiske baggrund for Khomeinis dom, men helt umuligt at acceptere den. Det er væsentligt at skelne mellem „forståelse" og „accept" ved analyse af lørnerdata, der omhandler kulturmødet. Det skyldes, at der må formodes at gå en grænse mellem „en forståelse, der fører til accept" og en „forståelse, der ikke fører til accept", som kan bidrage med en forklaring på lørnerreaktioner ved kulturmødet. Denne skelnen er desværre ofte uklar, og i værste fald udvisket, i faglitteraturen, jvf. følgende citater: „As students are introduced to the target culture, they need to learn to expect differences, and eventually to understand and appreciate their logic and meaning." (min kursivering, HLN) (Omaggio Hadley, 1993, p.360) „At this stage (level three of a four level scheme for measuring crosscultural awareness, HLN), the individual begins to accept the culture at an intellectual level, and thus the culture becomes believable because it can be explained." (min kursivering, HLN) (Hanvey, 1979, cit. in Omaggio Hadley, 1993, p. 371). „The student (at the transcultural level, HLN) is able to evaluate intercultural differences and to solve intercultural problems by appeal to principles of international cooperation and communication which give each culture its proper right and which allow the student to develop his own identity in the light of cross-cultural understanding. The student stands above both his own and the foreign culture - being aware of and accepting both cultures." (min kursivering, HLN) (Tarp, 1995) Der er visse fælles karakteristika ved lørnernes sociale berøringsflade under deres ophold i det fremmede: Det er nemlig tydeligt, at lørnernes primære kontaktflade, i hvert fald i Ægypten og (omend i mindre grad) i Syrien, er taxachauffører, handlende, rengøringshjælp, portnere o.lign. fra en lav sociaklasse, der har økonomisk interesse i at interagere med lørnerne. Det får ofte lørnerne til at føle sig usikre på motivet bag interaktionen, også i tilfælde hvor det måske ikke er nødvendigt. Dernæst møder de gen-

38

INTERKULTUREL KOMPETENCE I FREMMEDSPROGSUNDERVISNINGEN

nem restaurantbesøg, medlemsskab i klubber, besøg på ambassader, kontakt med andre danskere o.lign. en arabisk overklasse, der både i forhold til lørnernes egen baggrund og i sammenligning med den føromtalte lave socialklasse, er utroligt rige, og som lørnerne i mange tilfælde tager afstand fra pga. det, de oplever som overklassens arrogante adfærd. Når der ses bort fra de lærere, lørnerne møder på universiteter og sprogskoler, har lørnerne stort set ingen kontakt til den lokale middelklasse, der må formodes at ligne dem selv mest i såvel status som livserfaring. I mødet med en lav og efter lørnerens opfattelse meget fattig underklasse på den ene side og en rig og arrogant overklasse på den anden opstår der en konflikt for lørnere mellem kravet om at skulle agere hensigtsmæssigt inden for et stærkt klasseopdelt samfund samtidig med, at de selv er vokset op med et dansk lighedsideal. Og det er i dette spændingsfelt af sociale forskelle, kulturkløften åbner sig: Eksemplet med kuwaitere, der lader filipinere udføre hårdt men nytteløst arbejde i stedet for at bruge maskiner, som de rigeligt har råd til at købe, eller den arrogante måde, hvorpå lørnerne oplever, at den ægyptiske overklasse behandler samfundets lavere socialgrupper, virker frastødende og umenneskelige. Selvom lørnerne forstår baggrunden for overklassens socialt stratificerende adfærd, følges denne forståelse ikke op af accept. Det er således muligt at indkredse et konfliktområde, der i første omgang må beskrives som socialt, fordi det angår lørneres reaktion på interaktion med bestemte samfundsgrupper i den fremmede kultur. Det er dog samtidig klart, at der i forlængelse af de sociale forskelle ligger et kulturelt problemfelt, der består i, at lørnere føler ubehag ved at skulle agere i en fremmed kultur, der er stærkt socialt stratificeret, fordi de selv er opvokset i et dansk velfærdssamfund, der ihvert fald som ideal bygger på lighed. Dette sammenstød af sociale og kulturelle faktorer medfører en lørnerreaktion, der i data kan aflæses som forståelse (dvs. at lørnere godt kan forklare de samfundsstrukturer, der er karakteristiske for den fremmede kultur), men som ikke følges op af accept. Lørneres dilemma mellem forståelse for og accept af den fremmede kultur er imidlertid ikke blot afgrænset til det, man kunne kalde „den sociale sfære". Dilemmaet opstår i skærpet grad, når de selv involveres som personer: Det kan godt være, at de forstår baggrunden for, hvorfor en given ægypter tror, at unge danske mænd bor alene for at kunne gå i seng med diverse kvinder, eller at det er forståeligt, at vestlige kvinder kan virke „billige" og „lette på tråden" set med ægyptiske øjne. Men denne forståelse følges ikke op af accept, for det første, fordi lørnere oplever, at denne

39

HELLE LYKKE NIELSEN

opfattelse er en stereotyp forestilling om vestlige samfund, der ikke svarer til deres egen forståelse, og for det andet - og langt mere alvorligt - fordi denne stereotype opfattelse inddrager en værdidom over dem selv som personer, som de ikke selv kan genkende. I de tilfælde, hvor lørnerne refererer til oplevelser, der alene inddrager negative stereotyper om vesten, eller som de på én eller anden måde kan genkende i deres selvopfattelse, reagerer de som regel med ligegyldighed og hovedrysten, hvorimod stereotyper, der inddrager dem selv som personer, og som de ikke kan genkende, mødes med afstandtagen og en pointering af, at disse udsagn er uforståelige og forkerte. Det skal i denne forbindelse understreges, at lørnerne udmærket er klar over, at alle ægyptere hhv. syrere og kuwaitere ikke nødvendigvis har samme opfattelse af vestlig kultur, som de personer, de refererer til i deres negative oplevelser af kulturmødet. En lørner formulere det således: „Jeg ved godt, at alle ikke er ligesom ham, jeg fortalte om før. Men jeg har mødt mange af dem. Måske er det, fordi jeg kun har mødt de uheldige, dem der havde brug for at be- eller afkræfte deres fordomme om Vesten". Samtidig er det imidlertid tydeligt, at det er de negative oplevelser, som de fleste lørnere husker tydeligst13. Det ser med andre ord ud til, at der ikke skal mange negative erfaringer til, før disse kommer til at dominere lørnerens oplevelse af den fremmede kultur - eller med et udtryk fra psykologien: at disse oplevelser kommer til „at optage forgrunden" (Sikkema and Niyekawa, 1987, pp. 28-30) af lørnernes bevidsthed. Dilemmaet mellem at kunne forstå, men ikke at kunne acceptere bestemte forhold i kulturmødet kan sandsynligvis forklare, hvorfor lørnerne udvikler et instrumentelt forhold til den fremmede kultur, både hvad angår adfærd og motivation. Logikken synes at være, at når visse negative træk i kulturmødet bliver uacceptable (og hos nogle lørnere endda kommer til at optage forgrunden af deres bevidsthed), kan der reageres på to måder: enten ved at søge væk fra det uacceptable, og det vil i praksis sige at rejse hjem til Danmark, eller ved at forsøge at håndtere de problemer, der opstår i kulturmødet, med en vis psykisk og følelsesmæssig distance14. Denne distance kommer så til udtryk i en instrumentel adfærd, som f.eks. ikke at være ærlig (f.eks. om, hvorvidt man er gift med den pige, man har med op i sin lejlighed) eller at vise falsk respekt (ved f.eks. at behandle universitetslærere langt mere høfligt end lørnerne mener, disse fortjener). Lørnerne påtager sig med andre ord en rolle, som de egentlig ikke bryder sig om, men som opfattes som nødvendig for at få kulturmødet til at fungere. Det virker endvidere sandsynligt, at instrumentel adfærd også smitter af på

40

INTERKULTUREL KOMPETENCE I FREMMEDSPROGSUNDERVISNINGEN

det, der motiverer lørnerne til overhovedet at opholde sig i den fremmede kultur - her altså god løn og høj materiel levestandard. Det skal imidlertid pointeres, at den instrumentelle adfærd har sin begrænsning, hvilket f.eks. kan ses af en diskussion mellem to lørnere om brugen af skopudsere: Hvor den ene anlægger den synsvinkel, at det er praktisk og billigt at få pudset sko hos en skopudser på gaden, og at man oven i købet hjælper en fattig mand med at tjene lidt penge, anfører den anden, at det ikke er en menneskeværdig behandling af andre folk: „Jeg ta'r folk for, hvad de er - ikke for, hvad de laver. Jeg skal ikke ha' nogen til at pudse mine sko, det kan jeg godt selv klare". Dilemmaet mellem et dansk lighedsideal og den socialt stratificerende adfærd, det involverer at benytte skopudseren, generer sidstnævnte lørner så meget, at han ikke ønsker at forholde sig instrumentelt til det, der ellers må anses for at være et praktisk gode. På baggrund af ovenstående forekommer det ikke mærkeligt, at der opstår en diskrepans mellem faglitteraturens fokus på mellemmenneskelig forståelse og lørnernes konfliktuelle erfaringsgrundlag. Og det er nok den uheldigste dimension ved begrebet interkulturel kompetence, som det fremstår i faglitteraturen: Af interviewene fremgår det nemlig, at lørnerne selv har en forventning om, at de kan „leve sig ind i den fremmede kultur", at de bør være „tolerante, forstående og åbne over for nye indtryk", således at de kan undgå konflikter i kulturmødet; det mener de også selv, at de er blevet gode til i kraft af deres studieforløb. Samtidig har de imidlertid et konfliktuelt erfaringsgrundlag, der har skabt basis for en latent dårlig samvittighed over ikke at slå til, at reagere anderledes end det forventes og dermed i yderste konsekvens ikke være - eller kunne blive - interkulturel kompetent. Tanken om at opgive sine fremmedsprogsstudier bliver herefter ikke fjern: For „hvorfor studere et fremmedsprog, når man alligevel ikke duer til at gebærde sig i den kultur, hvor det tales?" som en af lørnerne udtrykker det. Faren for at opgive sine sprogstudier bliver derved overhængende, og det var selvsagt ikke meningen med den „interkulturelle uddannelse".

41

HELLE LYKKE NIELSEN

5. En hypotese Spørgsmålet bliver herefter, hvorvidt det er muligt ved hjælp af praktiske tiltag at opveje nogle af de problemer, lørnerne oplever i kulturmødet med det arabiske, således at der fremkommer et større sammenfald mellem faglitteraturens forståelse af interkulturel kompetence og lørnernes erfaringsgrundlag, eller om det i stedet er nødvendigt at omdefinere eller revidere faglitteraturens forståelse af begrebet. På spørgsmålet om, hvad lørnerne vil foreslå for at gøre kulturmødet lettere for kommende arabiskstuderende, svarer flere samstemmende, at man mere systematisk bør diskutere negative erfaringer fra kulturmødet. Det skal ifølge disse lørnere gøres såvel efter hjemkomsten fra sommerskole-opholdet som efter studieåret i udlandet. Et sådant forslag forekommer meget anvendeligt, fordi man må formode, at lørnerne derigennem får bearbejdet de oplevede konflikter, så disse ikke vedbliver at optage forgrunden af lørnernes bevidsthed og dermed overskygger de positive sider ved kulturmødet. Der er endvidere to tiltag, der forekommer oplagte på basis af afsnit 3 og 4: For det første bør der sørges for, at lørnerne i højere grad, end det hidtil har været tilfældet, kommer i kontakt med mennesker fra middelklassen i de samfund, de opholder sig i. Det vil efter al sandsynlighed give lørnere større mulighed for en god kontakt på mere lige fod til de mennesker, de opholder sig iblandt. Og for det andet forekommer det hensigtsmæssigt at lade lørnerne arbejde bevidst med distinktionen uforpligtende henholdsvis forpligtende situationer i kulturmødet, således at de i begyndelsen af deres udlandsophold søger mod uforpligtende situationer for senere langsomt, men systematisk at nærme sig mere forpligtende situationer. Mens ovenstående tiltag primært angår en bearbejdning af lørnernes holdninger, er det vanskeligere at se, hvordan lørneres instrumentelle tilgang kan bearbejdes, så den bliver integrativ. Denne problemstilling er vigtig, fordi en integrativ målbeskrivelse skaber grobund for, at lørnere i deres instrumentelle tilgang til kulturmødet oparbejder en latent dårlig samvittighed over ikke at kunne leve op til forventningerne om at „leve sig ind i den fremmede kultur" og være „tolerant, forstående og fleksibel" over for de fremmede. Lørneres instrumentelle tilgang til kulturmødet peger på, at det er nødvendigt med en mere pragmatisk tilgang til begrebet interkulturel kompetence, hvis vi vil undgå, at de lørnere, vi ønsker skal blive tolerante og fleksible, i stedet bliver frustrerede og opgivende, fordi de oplever, at de

42

INTERKULTUREL KOMPETENCE I FREMMEDSPROGSUNDERVISNINGEN

ikke kan leve op til forventningerne. At revidere målet for interkulturel kompetence har en interessant parallel i fremmedsprogsundervisningen: I mange år var det et erklæret mål i fremmedsprogsundervisningen, at lørnere skulle tilegne sig et fremmedsprog med „the educated native speaker" som model (for arabisk, se Badawi, 1985). Dette mål er i de senere år blevet modificeret til, at kommunikativ kompetence „ikke nødvendigvis er ensbetydende med at tale som en indfødt sprogbruger" (Sauvignon, 1991, pp. 262, 270): Modellen kan f.eks. med lige så stor ret være „the bilingual speaker" - altså en mindre idealiseret og mere realisabel model. En måde, hvorpå målbeskrivelsen for interkulturel kompetence kan gøres mere pragmatisk, er at tage udgangspunkt i lørneren og dermed også i lørnerens problemer i forbindelse med kulturmødet. Hvis man accepterer denne tilgang, betyder det, at den „kulturelle sensibilisering", der indgår i arabiskundervisningen, skal tage udgangspunkt i lørneres oplevelse af en konfliktuel virkelighed. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at man som langsigtet mål kan bibeholde faglitteraturens ideologisk mål om „education for peace" og mellem-menneskelig forståelse. Men det kræver en bevidst indsats for, at lørneren bibringes en forståelse for, at en instrumentel tilgang til den fremmede kultur er acceptabel, både hvad angår adfærd og motivation. Ovenstående overvejelser omkring integrativ henholdsvis instrumentel tilgang til kulturmødet kan formuleres i følgende hypotese: Når forskellen mellem lørnerens egen kultur og den fremmede kultur på nogle områder forekommer lørneren så stor, at forståelse for den fremmede kultur ikke kan følges op af accept, er det mere hensigtsmæssigt som udgangspunkt at arbejde med en instrumentel tilgang til den fremmede kultur. I modsat fald risikeres det, at lørneren opgiver sit forehavende om at blive interkulturel kompetent og i værste fald opgiver sin sprogindlæring. En sådan hypotese bør i sagens natur afprøves empirisk. Skulle det vise sig, at de data, der kommer ud af en sådan undersøgelse, helt eller delvist støtter hypotesen, er der skabt grundlag for en modificering af vores forståelse for interkulturel kompetence, og det bør få betydning for faglitteraturens definition af begrebet.

43

HELLE LYKKE NIELSEN

Noter 1

2

3

4

5

6

7

8

44

Jeg vil hermed gerne takke de syv cand. negot. studerende, der tålmodigt har ladet sig interviewe til denne undersøgelse. For en diskussion af forskellen mellem brug af begrebet „lørner", „individ" og „kulturaktør" i diskussionen af interkulturel kompetence, se (CSIS, 1994, pp. 8-9). Når jeg i det følgende konsekvent anvender begrebet „lørner" vel vidende, at det kun er en del af de interviewede lørneres tilegnelse, der finder sted i formaliserede undervisningsforløb, skyldes det ønsket om at fastholde det fremmedsprogspædagogiske og undervisningsmæssige perspektiv. Den empiriske kulturopfattelse er stadig dominerende i de relativt få analyser af interkulturel kompetence, der angår vestlige lørneres møde med arabisktalende lande. Se f.eks. (Suleiman, 1993, pp. 62-64) og (Al-Batal, 1988) helt centralt område i interkulturel kompetence (Byram, 1995; Gertsen, 1995; Suleiman, 1993). Det ideologiske underlag ekspliciteres kun sjældent i faglitteraturen, men kan aflæses af den brug, forfattere gør af de træk, der er omtalt under pkt. 1-4. Enkelte undtagelser herfra er (Aarup Jensen, 1994, p. 21) samt (CSIS, 1994, p. 6), der eksplicit interesserer sig for „det vellykkede kulturmøde, hvilket vi forstår som et møde mellem repræsentanter for forskellige kulturer, hvor der sker kulturel udveksling og berigelse samt skabes grobund for (videre) samarbejde på tværs af kulturelle (og som oftest nationale) grænser." Der skal her skelnes mellem „en funktionel" og en „adfærdsbeskrivende" tilgang til interkulturel kompetence: Hvor førstnævnte har til formål at få kulturmødet til at fungere for de involverede interaktører ved hjælp af både viden, følelser og adfærd, og hvor fokus ligger på „at skabe positiv, frugtbar interaktion omkring faglige emner/opgaver (Aarup Jensen, 1994, p. 21), består den adfærdsbeskrivende" tilgang alene af præskriptive angivelser for, hvordan man bør opføre sig i en fremmed kultur. For en litteraturoversigt over den adfærdsbeskrivende tilgang, se (Nielsen, 1992, pp. 62-63) samt i kortere form (Nielsen, in press). Disse udtalelser stammer fra det empiriske materiale, der ligger til grund for (Nielsen, 1988). For yderligere erfaringer blandt danskere, der arbejder i et arabisktalende land, se (Bramming, Nielsen, and Skovgaard-Petersen, 1991). Der er gjort meget få forsøg på at definere distinktionen nære hhv. fjerne fremmedsprog og/ eller kulturer. Se dog (Nielsen, 1992, pp. 7-10), der opererer med en sproglig og en geografisk distinktion samt (Wagner, 1994, p. 24), der udover disse to også inddrager et kulturelt parameter. Kuada (1995), derimod, opstiller et kontinuum gående fra „fairly similar" over „quite dissimilar" til „disparate" for henholdsvis „macro cultures" og „organizational cultures" uden dog at præcisere, hvilke principper denne skelnen bygger på (Kuada, 1995, p. 5). Se f.eks. (Galloway, 1992, p. 92), der advarer mod, at „the ominous potential for interpretational errors arise precisely from that which looks familiar."

INTERKULTUREL KOMPETENCE I FREMMEDSPROGSUNDERVISNINGEN

9

10

11

12

13

14

For en interessant gennemgang af undervisningen i interkulturel kompetence ved SPRØK-uddannelsen, se (Søderberg, 1995). De studerende modtager statens uddannelsesstøtte under studieåret i udlandet, og det dækker rigeligt opholdsudgifterne i f.eks. Ægypten. En kjortel, der dækker kroppen fra hals til ankler og håndled, og som typisk bæres af folk på landet og af byernes lavere socialklasser. Denne meget grove distinktion mellem socialt, hhv. kulturelt baserede problemer anses i denne sammenhæng for tilstrækkelig til at kunne forklare lørnerproblemer. Hos over halvdelen af interviewpersonerne var det meget tydeligt, at de negative erfaringer tog overhånd i interviewene, selv når samtalerne angik lørnernes positive oplevelser i det fremmede. Når ingen af de syv interviewpersoner har valgt den første løsning, må det formodes at være fordi denne „sortering" af lørnere, der vælger at blive i den fremmede kultur i stedet for at rejse hjem, har fundet sted på et tidligere tidspunkt i studieforløbet.

Referencer Aarup Jensen, Annie (1994): „Socialpsykologiske faktorers betydning for kulturaktørers udøvelse og tilegnelse af interkulturel kompetence som sidekvalifikation", in: Sprog og Kulturmøde, No. 5, p. 17-22. Aarup Jensen, Annie, Kirsten Jæger and Anette Lorentsen (1995): „Introduction", in: A. Aarup Jensen, K. Jæger and A. Lorentsen (ed.): Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe. Vol. II: The Adult Learner, Aalborg University Press, Aalborg, p. 9-15. Al-Batal, Mahmoud (1988): „Towards Cultural Foreign Language Annals, Vol. 21, No. 5, p. 443-453.

Proficiency

in

Arabic",

in:

Badawi, El-Said: Educated Spoken Arabic (1985): „A Problem in Teaching Arabic as a Foreign Language", in: K. Jankowski (ed.): Scientific and Humanistic Dimensions of Language, Amsterdam, Philadeliphia, p. 15-22. Badawi, El-Said and Fathi Ali Yunis (1988): al-kitab al-asasifi ta'lim al-lugha al-'arabiyya li-ghair alnatiqin bi-ha, Den arabiske Ligas afdeling for uddannelse, kultur og videnskab, Tunis. Binon, Jean and Marie-Therese Claes (1995): „Intercultural Communication and Negotiation in a Business Environment", in: A. Aarup Jensen, K. Jæger and A. Lorentsen (ed.): Intercultural Competence. A New Challenge for Lan-

4

HELLE LYKKE NIELSEN

guage Teachers and Trainers in Europe. Vol. II: The Adult Learner, Aalborg University Press, Aalborg, pp. 323-354. Bramming, Pernille, Helle Lykke Nielsen and Jakob Skovgaard-Petersen (1991): Mellem to kulturer - om at handle og arbejde i Mellemøsten, International briefing, Systime, Herning. Byram, Michael (1995): „Acquiring Intercultural Competence. A Review of Learning Theories", in: L. Sercu (ed.): Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe, Vol. I: The Secondary School, Aalborg University Press, Aalborg, pp. 53-59. CSIS, Center for Sprog og Interkulturelle Studier (1994): „Tilegnelse og formidling af interkulturel kompetence,,. Projektbeskrivelse, in: Sprog og Kulturmøde, No. 5, pp. 5-16. Galloway, Vicki B. (1992): „Toward a Cultural Reading of Authentic Texts", in: H. Byrnes (ed.): Languages for a Multicultural World in Transition, National Textbook Company, Lincolnwood, IL, pp. 87-121. Gertsen, Martine Cardel (1990): Fjernt fra Danmark: Interkulturel kompetence i teori og praksis, Samfundslitteratur, København. Gertsen, Martine Cardel (1995): „Intercultural Training as In-service Training. A Discussion of Possible Approaches", in: A. Aarup Jensen, K. Jæger and A. Lorentsen (ed.): Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe. Vol. II: The Adult Learner, Aalborg University Press, Aalborg, pp. 305-315. Hall, Edward (1979 (1959)): The Silent Language Westprot, Conneticut. Jæger, Kirsten (1995): „Teaching culture - state of the art", in: L. Sercu (ed.): Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe. Vol. I: The Secondary School, Aalborg University Press, Aalborg, p. 31-40. Jæger, Kirsten (1995): „Teaching Intercultural Competence to University Students", in: A. Aarup Jensen, K. Jæger og A. Lorentsen (ed.): Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe. Vol. II: The Adult Learner, Aalborg University Press, Aalborg, pp. 265-284.

46

INTERKULTUREL KOMPETENCE I FREMMEDSPROGSUNDERVISNINGEN

Knapp, Karlfried and Annelie Knapp-Potthof (1987): „Instead of an introduction: Conceptual issues in analyzing intercultural communication", in: K. Knapp, W. Enninger and A. Knapp-Potthoff (ed.): Analyzing Intercultural Communication, Mouton de Gruyter, Berlin, p. 1. Kuada, John (1995): Working in a Foreign Country: The Concept of Intercultural Competence Development Revisited. (Unpublished conference paper). Meyer, M. (1991): „Developing Transcultural Competence: Case Studies of Advanced Foreign Language Learners", in: D. Buttjes and M. Byram (ed.): Mediating Languages and Cultures, Multilingual Matters, Clevedon. Nielsen, Helle Lykke (1988): Når kvinder rejser. Klar dig selv i Mellemøsten og Nordafrika, International briefing, Mellemøststudier, Odense Universitet, Odense. Nielsen, Helle Lykke (1992): Kommunikativ kompetens og fjerne fremmedsprog - en teoretisk model til opbygning og evaluering af kommunikativ undervisning i arabisk, ph.d. afhandling, Odense Universitet. Nielsen, Helle Lykke (1996): Towards a definition of cross-cultural communication in foreign language teaching, Odense Working Papers in Language and Communication, in press. Omaggio Hadley, Alice (1993): Teaching Language in Context, Heinle & Heinle Publishers, Boston, Massachusetts. Richards, Jack, John Platt and Heidi Weber (1987): Longman Dictionary of Applied Linguistics, Longman, Hong Kong. Risager, Karen (1994): Kulturforståelse i sprogundervisningen - hvorhen ?, Sprogforum, Vol. 1, No. 1, pp. 7-13. Roberts, Celia (1995): „Language and Cultural Learning. An Ethnographic Approach", in: A. Aarup Jensen, K. Jæger and A. Lorentsen (ed.): Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe. Vol. II: The Adult Learner, Aalborg University Press, pp. 89-98. Samovar, Larry, Richard E. Porter and Nemu C. Jain (1981): Understanding Intercultural Communication, Belmont, California.

47

HELLE LYKKE NIELSEN

Sauvignon, Sandra J. (1991): „Communicative Language Teaching: State of the Art", TESOL Quarterly, Vol. 1991, No. 25,2, pp. 261-277. Seeley, H.N. (1985): Teaching Culture. Strategies for Intercultural Communication, Lincolnwood, Illinois. Sercu, Lies (1995): "The Acquisition of Intercultural Competence. A Teacher Training Seminar", in: L. Sercu (ed.): Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe, Vol I: The Secondary School, Aalborg University Press, Aalborg, pp. 117-146. Sikkema, Mildred and Agnes Niyekawa (1987): Design for Cross-Cultural Learning, Yarmouth, Maine. Suleiman, Yasir (1993): „TAFL and the Teaching/Learning of Culture: Theoretical Perspectives and an Experimental Module", in: al-Arabiyya, Vol. 1993, No. 26, pp. 61-111. Søderberg, Anne-Marie (1995): „Teaching (Inter)Cultural Awareness", in: A. Aarup Jensen, K. Jæger and A. Lorentsen (ed.): Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe. Vol. II: The Adult Learner Aalborg University Press, Aalborg, pp. 285-304. Tarp, Gertrud (1995): „Reflections on Culture in Foreign Language Teaching and Exchanges", in: L. Sercu (ed.): Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe. Vol. II: The Secondary School, Aalborg University Press, Aalborg, pp. 147-164. Wagner, Johannes (1994): „On teaching Remote Foreign Languages", in: Odense Working Papers in Language and Communication, No. 7, pp. 1-14. Wilken, Lisanne (1995): „What is Ethnography and How Can it be Used to Raise Cultural Awareness", in: A. Aarup Jensen, K. Jæger and A. Lorentsen (ed.): Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe. Vol. II: The Adult Learner, Aalborg University Press, Aalborg, pp. 77-88.

48

John Kuada

Interkulturel kompetenceudvikling i et kulturpsykologisk perspektiv

Virksomheders internationalisering samt socio-økonomiske bistandsprogrammer har ført til et stigende antal opgaver i udlandet de seneste årtier. Kommunismens sammenbrud har åbnet grænserne til Østeuropa og vil gøre det til en væsentlig modtager af udenlandske eksperter og virksomhedsledere i de kommende år. Imidlertid har udenlandske lederes jobpræstation ikke altid været optimal, hverken betragtet ud fra værtslandet eller organisationen som har udsendt den pågældende. Dette har ført til en voksende interesse hos erhvervsforskere for begrebet interkulturel kompetence. Det er nu alment anerkendt, at forudsætningerne for en effektiv jobpræstation er, at man slår bro over kulturafstanden mellem de udsendte og værtslandets befolkning. En gennemgang af den eksisterende litteratur om emnet tyder på, at de tre følgende antagelser synes at ligge til grund for mange af studierne: 1. Kulturforskelle betragtes som en hindring, der skal overvindes, for at den udstationerede medarbejder kan opnå jobeffektivitet og -tilfredshed i sit værtsland. 2. Omfanget af interkulturel kompetence afgør (alt andet lige) jobeffektiviteten. Dvs., jo mere kulturelt tilpasset en udstationeret leder er, jo bedre er chancen for en høj jobpræstation. Med andre ord menes forholdet mellem kulturel tilpasning og jobpræstation at være lineær.

49

JOHN KUADA

3. Interkulturel kompetence anses for at være en bestemt færdighed, som kan erhverves gennem træningskurser før den udstationerede medarbejders afrejse. Nærværende artikel stiller spørgsmål ved ovenstående antagelsers gyldighed samt det teoretiske fundament som de eksisterende interkulturelle kompetence-studier bygger på. Artiklen har tre sammenhængende formål: 1. At undersøge og diskutere det teoretiske fundament for den gængse opfattelse af begrebet interkulturel kompetence samt de tilgange der almindeligvis anvendes til at bibringe erhvervsledere selv samme kompetence. 2. At forbedre forståelsen af sammenhængen mellem de udstationeredes jobfunktioner samt arbejdssituationer og deres interkulturelle kompetenceudviklingsbehov. 3. At identificere de forskningsmæssige opgaver der kan bibringe os en bedre forståelse af interaktionerne mellem internationale virksomhedsmedarbejdere i en tværkulturel sammenhæng. Udtrykket kultur anvendes i denne artikel som en fælles referenceramme for et givent samfunds medlemmer, og denne tilegnes af nye samfundsmedlemmer, hovedsageligt gennem socialisering. Artiklen er inddelt på følgende vis: I de første to dele diskuteres det teoretiske grundlag for de herskende perspektiver for interkulturel kompetence i litteraturen. Derefter følger en præsentation og diskussion af synspunktet, at interkulturel kompetence bedst anskues som en dynamisk læringsproces gennem tværkulturelle interaktioner mellem folk fra forskellige samfund. Diskussionen tjener som begrebsmæssig ramme for min model om interkulturelle kompetencebehov for internationale erhvervsledere. I modellen rettes opmærksomheden på nogle afgørende træk i et samfund, en virksomhed og de enkelte virksomhedsledere, der afgør, hvordan den interkulturelle udviklingsproces skal formes. Derefter følger en diskussion om, hvordan det internationale erhvervsliv opfatter interkulturelle kompetencebehov og deres politik på området. I de resterende dele diskuteres de forskningsmæssige konsekvenser af ovennævnte diskussioner.

50

INTERKULTUREL KOMPETENCEUDVIKLING I ET KULTURPSYKOLOGISK PERSPEKTIV

Det teoretiske fundament for interkulturel kompetence I den eksisterende litteratur antager man almindeligvis, at kulturel tilpasning er god per se, da den mindsker tilfældene af ødelæggende konflikter ved interkulturelle møder og fremmer relationerne mellem folk og deres livskvalitet. Derudover menes tilpasningen at forbedre chancerne for internationale lederes arbejde i værtslandene. Det perspektiv, der ligger til grund for dette syn, er, at mennesker stiller sig frygtsomme over for det uvante og danner grupper som beskyttelsesforanstaltning. Gruppemedlemmer deler en fælles forståelses- og tolkningsramme (dvs. kulturelt foreskrevne mentale modeller), og dette mindsker graden af uvished i selskab med andre. Nytilkomne får først adgang til gruppen når de eksisterende medlemmer er visse på, at medlemskabet ikke vil virke nedbrydende for den stabile atmosfære, gruppen hidtil har nydt godt af. Set ud fra et interkulturelt perspektiv burde man vente, at de fremmede bliver mødt med skepsis, når de træffer værtslandets lokalbefolkning, fordi man er uvis på, hvordan de nyankomnes adfærd er. Interkulturel kompetence sigter derfor mod at mindske de potentielle bekymringer, der måtte omgærde sådanne møder og dermed lette anerkendelsesprocessen i værtslandet. Den tilgrundliggende teori for dette perspektiv kaldes lighedstiltrækningsteorien (Similarity-Attraction Theory). Den baserer sig på præmissen, om at den enkelte er mere tiltrukket af folk, der opfattes som „lige" med dem selv i henseende til værdinormer, holdninger og tro end dem der opfattes som anderledes. Sagt med andre ord medfører lighed tiltrækning, som igen fører til et mere gunstigt udkomme og større samarbejde. Efter mange forfatteres opfattelse er ligheds-tiltrækningsforholdet en lineær funktion. (Good og Nelson, 1973). Ligesom folk, der mener deres kulturer ligner hinanden, tiltrækkes af hinanden, vil folk, der anser deres kultur for at ligge fjernt fra en anden, ikke finde hinanden tiltrækkende. Omfanget af manglende tiltrækning afhænger imidlertid af, hvor moderne samfundet menes at være. I en undersøgelse af Brewer og Campbell, 1976, fik grupper, der opfattedes som moderne, generelt en høj tiltrækningsprocent, muligvis fordi sådanne samfund tjener som model for en ønskelig status. Ud fra disse betragtninger kan man argumentere, at interkulturelle relationer vil drage stor fordel af at projicere ligheder snarere end uligheder i interaktionen mellem parter fra forskellige kulturer. Men hvis interkulturelle møder afføder en øget opfattelse af ulighed, vil de negative relationer så at

51

JOHN KUADA

sige blive selvforstærkende og dermed sejlivede. Hvor det gælder enkeltpersoner fra forskelligartede kulturer som mødes, vil de opfattede uligheder være betinget af parternes tilpasning til hinandens kultur. Kulturel tilpasning opfattes af nogle forfattere som adfærdsmæssige tilpasningsmuligheder i et kontinuum. I den ene ende ligger en andens kulturs fuldendte assimilation; i den anden ligger den totale forkastelse. Mellem de to yderligheder befinder sig tilpasning. (Adler og Graham, 1989). Tilpasning kan derfor være enten en- eller flersidet og omfatter alle involverede parter i et inter-kulturelt møde. Der findes imidlertid nogle forbehold for gyldigheden om lighedstiltrækningsteorien. Kritikken tager sit udgangspunkt i teorier om social identitet (Social Identity Theory) og er baseret på social-psykologiske studier om relationer mellem grupper (juni, 1991). Kernebegrebet i den sociale identitetsteori er „etnocentrisme", et begreb der favner både positive følelser med ens egen gruppe (in-gruppen) og negative følelser over for outsidere. Begge grupper giver sig normalt af med gensidig stereotypisering, som afspejler reelle noterede, men meget forenklede iagttagelser af hverandres adfærd eller forlydender fra andre. Hver gruppe synes at have høje tanker om sig selv, om end andre vurderer dem mindre gunstigt. Det er denne høje selvagtelse og gensidige respekt for medlemmerne i in-gruppen, der ligger til grund for det opfattede særkende for hver gruppe eller samfund. Dette særkende vogtes nidkært af in-gruppens medlemmer, da det giver dem et tilhørsforhold og en fælles interaktionsramme. Ethvert forsøg fra outsidere på at true dette vil øjeblikkeligt blive mødt med negative reaktioner. Omfattende empiriske beviser, som støtter in-gruppens diskrimination mod outsidere, eksisterer i den social-psykologiske litteratur. (Se Tajfel og Billig, 1974). Det er blevet slået fast, at holdninger over for outsidere tilegnes gennem socialisering. Holdningerne er derfor sejlivede, og det kræver stærke interkulturelle kontakter og positive erfaringer at ændre dem. Det er derfor urealistisk at vente, at folk, uanset hvor velmenende de måtte være, kan ændre deres negative opfattelse af hinanden blot efter et eller få interkulturelle møder. Det kræver bevidste bestræbelser at ændre slige holdninger. Hvis vi således godtager forslaget om, at medlemmer af et givent samfund vil forsvare deres kulturelle værdier og normer mod nedbrydning eller udvanding fra udlændinge, er det rimeligt at hævde, at de positive relationer mellem lighed og tiltrækning måske kun er tilfældet ved moderat lighed. Væsentlig tilpasning kan fremkalde negative reaktioner fra samfundets medlemmer, som betragter tilpasningen som en „unødig indtræn-

52

INTERKULTUREL KOMPETENCEUDVIKLING I ET KULTURPSYKOLOGISK PERSPEKTIV

gen" i deres karakteristiske livssfære. Følgelig vil jeg argumentere, at forholdet mellem kulturtilpasning og jobeffektivitet ikke er lineært som foreslået i lighedstiltrækningsteorien. Dens form afhænger af de aktuelle kulturers særpræg. Tilpasning og accept er lettere, hvis kulturerne er relativt ens til at begynde med. Når det gælder forskelligartede kulturer, tolereres og opfattes indledende tilpasning positivt. Men den positive respons kan stoppe, når tærsklen for den acceptable tilpasning overskrides. For at knytte diskussionen mere direkte til en udstationeret leders situation, er det hensigtsmæssigt at betragte de mulige interkulturelle vanskeligheder ud fra de forskelle i både organisations- og makrokultur, som han skal arbejde i. Figur 1 giver en sammenfatning af de alternative muligheder. Makrokulturers lighedsgrad

Organisationskulturers lighedsgrad Rimelig lig

Ret ulig

Rimelig lig

* Minimalt kulturchok * Ingen alvorlige problemer i interkulturelle relationer på jobbet

* Minimalt kulturchok * Indledende misforståelser i arbejdssituationer

Ret ulig

* Kulturchok i væsentlig grad * Lettere at opnå enighed om faglige ting

* Kulturchok i væsentlig grad * Væsentlige tilpasningsproblem på arbejdspladsen grundet forskellighederne de tilsammen har

Forskellig

* Betragteligt kulturchok * Vedvarende tilpasningsproblem på arbejdspladsen grundet makrokulturelle forskelle

* Betragteligt kulturchok * Mange jobkonflikter * Stor job utilfredshed

Forskellig * Minimalt kulturchok * Væsentlig forvirring på arbejdspladsen * Vanskelig tilpasningsproces * Kulturchok i Væsentlig grad * Væsentlig forvirring på arbejdspladsen * Mislykket kulturtilpasning Mulig * Betragteligt Kulturchok * Stor mulighed for hjemrejse før tid

Figur 1: Interkulturelle vanskeligheder I forskellige kulturelle sammenhænge

53

JOHN KUADA

Som antydet i figur 1 gør en leder fra moderselskabets hovedkontor, der bliver udsendt for at arbejde i et datterselskab, der ligger i et land, hvis makrokultur minder om sin egen, en ubesværet kulturel entré i værtslandet og datterselskabet. Det omvendte vil være tilfældet, hvis datterselskabet er et nyligt overtaget familieejet foretagende med en særegen organisationskultur, som ligger i et land med en helt anderledes makrokultur. Mellem disse to yderpunkter finder man en række alternative situationer med varierende grader af interkulturelle vanskeligheder. Som argumenteret senere, er den udstationeredes evne til at arbejde succesrigt i den enkelte situation afhængig af andre relevante variabler, såsom opgavens natur og lederens personlighedstræk.

Interkulturelle møder som en dynamisk læringsproces Kulturtilpasning indebærer nødvendigvis en vis læring, dvs. tilegnelse af viden om de mentale modeller, der anvendes af værtskulturens medlemmer i adfærdstolkningen. Vores forståelse af interkulturel kompetenceudvikling kræver indsigt i den menneskelige læringsproces. Her kan vi igen vende os mod psykologiske undersøgelser for at få hjælp. Litteraturen om menneskelig læring fortæller, at kapaciteten til at bearbejde informationer er begrænset i en gennemsnitsmenneskehjerne. Derfor udtænker mennesker forenklinger af det, deres sanser registrerer og lagrer dem som referencerammer eller mentale modeller. De trækker hurtigt på disse mentale modeller som fornuftsskabende rammer i nye situationer, hvorved de kompenserer for deres begrænsede kognitive kapacitet. Kultur betragtet som kollektive, fælles, mentale modeller i et givent samfund, giver folk en let tilgængelig måde at forenkle virkeligheden på. Samfundets medlemmer er derfor i stand til at forstå hverandres adfærd uden, at det kræver en minutiøs forklaring af den enkeltes adfærd.

Den interkulturelle læringsproces I et interkulturelt møde trækker aktøren på disse forenklede stikord for at opdage og få mening i de signaler, han registrerer. Han reagerer i henhold til de forskrifter, hans kultur har givet ham. At agere anderledes ville kræve en tilegnelse af andre mentale modeller, der antageligt passer ind i de nye omstændigheder. Læringsteorierne giver nogle tips om, hvordan sådanne nye modeller kan tilegnes.

54

INTERKULTUREL KOMPETENCEUDVIKLING I ET KULTURPSYKOLOGISK PERSPEKTIV

Den menneskelige læring foregår gennem feedback (tilbagekobling) af respons på tidligere adfærd (Stacey, 1993). En tilbagekoblingsmekanisme (Feedback Loop) etableres, så snart to mennesker er i interaktion. Dvs. enhver indledende handling fører til en mod-handling for modtagerens del, som til gengæld afhænger af dennes tolkning af opfattede signaler. Det ændringsmønster, der kan ses i personlige forhold over en vis tid, afhænger til fulde af den form for feedback interaktion, der er blevet skabt i forholdet. Som Stacey, (1993, p.154) forklarer: „Det er feedback interaktionens beskaffenhed, der bestemmer systemets dynamik og dermed den form for forandring, den skal håndtere." Feedback systemer opererer både negativt og positivt. Negativ feedback dækker situationer, hvor tilbagekoblingen (dvs. viden fra tidligere handlinger) fører til en formindsket aktions-intensitet - et skridt tilbage mod et tidligere stabilt balanceniveau. Positiv feedback henviser til situationer, hvor tilbagekoblingen fører til en yderligere intensivering af adfærden, hvorved konsekvenserne forstærkes. Udfaldet af et interkulturelt møde og dets indflydelse på forholdet mellem de involverede parter afhænger af, om positiv eller negativ feedback dominerer den indledende interaktionsproces. Tre indbyrdes sammenhængende vanskeligheder gør udfaldet uvist. Den første er værtssamfundets medlemmers vurdering af deres kulturelt relative overlegenhed i forhold til den udstationerede leders kultur. Den anden er de variationer i normer og adfærd, der er acceptable for forskellige kulturer. Den tredje er fejlfortolkningsproblemet, der skyldes adfærd forårsaget af forskelle i fortolkningsmodeller, der hidrører fra forskellige kulturer. Som illustration kan man tage et eksempel på et førstegangsmøde mellem to personer fra forskellige kulturer (illustreret i figur 2). X er en polsk ingeniør, der er stærk tilhænger af kulturel integration. Han har derfor taget kurser i dansk, som en del af hans forberedelse på et træningsprogram hos et dansk selskab i Danmark. Lad os for nemheds skyld forudsætte, at den polske leder ikke har været i direkte kontakt med sin danske chef forud for deres første møde i Danmark. På dette første møde hilser han på sin nye chef på dansk. Y (den danske chef) lytter og overvejer, om han skal svare på engelsk. Han føler, at det vil sætte gæsten i en forlegen situation, og for sit eget vedkommende vil det være arrogant, hvis han vælger at tale sit eget sprog til en udlænding. Når alt kommer til alt er Danmark et lille land, og udlændinge ventes ikke at lære dansk uden for Danmark, ræsonnerer han. Derfor svarer han på engelsk. X mister modet og bliver nedslået. Han havde ventet en påskønnelse af sine bestræbelser på at tale dansk, men han opgiver at

55

JOHN KUADA

gøre sig anstrengelser for at tale sproget - en reaktion på en negativ tilbagekobling. Det samme møde kan også udvikle sig til en konflikt i kraft af en positiv tilbagekoblings karakteristiske præg. X ræsonnerer måske, at Y ikke ventede eller var opmærksom nok til at høre ham tale dansk. Han ignorerer signalet om, at Y vælger at svare på engelsk og fortsætter på dansk. Y føler sig måske forlegen og tænker, at X ikke tror, han behersker engelsk godt nok og derfor tiltaler ham på dansk. For at bevise sit sprogkendskab fort-

56

INTERKULTUREL KOMPETENCEUDVIKLING I ET KULTURPSYKOLOGISK PERSPEKTIV

sætter Y på engelsk og ændrer et ellers venligt møde til en konfrontation. I denne forenklede illustration handler begge mødets parter i god tro og bruger deres kulturelt foretrukne modeller om interaktion med fremmede. Den hypotetiske episode beskrevet oven for sker måske aldrig i en planlagt mødesammenhæng, hvor parterne har nok viden om hinanden før mødet. Men til trods for dens enkelthed, tjener den som en nyttig illustration af feedback virkninger i læringsprocessen. Ydermere bør man huske, at kultur er langt mere end verbal kommunikation. De myriader af kulturelle værdier, som skaber vores fortolkningssignaler under et møde, indeholder indbyggede begrænsninger, der fungerer som en bremse på vores følelser og adfærd. De hjælper os til at stoppe op og revurdere vores tolkning af signaler og ændre vores reaktion. Danskeren i illustrationen opdager måske den polske ingeniørs bestræbelser via dennes insisteren på at tale dansk, omend han har vanskeligt ved at forstå X's dårlige dansk. X bliver glad, og dette åbner en hel række muligheder for positiv interaktion mellem begge parter. Ydermere skal det bemærkes, at det er svært at bestemme de præcise kausale relationer mellem begivenhederne i en tværkulturel situation. X i ovenstående eksempel kan lige så godt udføre en række handlinger, før han fuldt ud indser, hvad konsekvensen af disse handlinger er. For eksempel har hans beklædning, gangart og hans generelle præg så vel som hans hjemlands image i værtslandet måske allerede udsendt signaler, der forstærker de stereotype opfattelser, som hans vært har om ham, selv inden han åbner munden første gang.

En alternativ model for den interkulturelle kompetenceudvikling Diskussionerne ovenfor tyder på, at interkulturel kompetenceudvikling er en mere kompleks proces, end populære træningsprogrammer giver udtryk for. Adskillige faktorer påvirker udfaldet af bestræbelserne på at tilpasse sig en fremmed kultur. Figur 3 viser tre hovedkategorier af faktorer, der indvirker på processen.

57

JOHN KUADA

Samfundsmæssig indvirkning Som det fremgår af den ovenstående model har følgende faktorer indvirkning på kulturtilpasning. 1. Omfanget af opfattet kulturlighed mellem samfundene 2. Hvor moderne anses samfundene for at være? 3. De historiske relationer mellem samfund og deres betydning for den interkulturelle påvirkning. Der er allerede blevet sagt nok om disse samfundsmæssige indvirkninger på den interkulturelle kompetence. Dette afsnit er derfor en diskussion af job/organisationsmæssige og individuelle karaktertræk, så vel som interaktionen mellem disse tre påvirkningskategorier som vist i figur 3.

58

INTERKULTUREL KOMPETENCEUDVIKLING I ET KULTURPSYKOLOGISK PERSPEKTIV

Job/operationelt relaterede påvirkninger Tre job-relaterede karaktertræk fortjener opmærksomhed i den interkulturelle kompetence udviklingsproces: 1. Fælles professionelle normer og værdier i branchen. 2. Arten af den opgave der skal udføres. 3. Magtrelationer mellem de implicerede organisationer.

Professionelle værdinormer På et givent tidspunkt i en branche eller et erhvervs historie opdager man et sæt uskrevne og halvt uskrevne magtkonstellationer (fx åbenlyse forretningsgange, antagelser, vaner og forudindtagne holdninger), som danner rammen for beslutninger og relationer mellem medlemmerne. Dette system med fælles opfattelser assimileres til et punkt, hvor det anvendes ubevidst og har tendens til at skabe et rutineadfærdsmønster hos erhvervets medlemmer eller endog en professionskultur som sædvanligvis forstærkes gennem socialiseringsprocesser, fx konferencer. Læge- og advokatstanden er gode eksempler. Denne adfærdskodeks skiller den ene profession fra den anden, og deler dem dermed i sub-kulturer, der krydser nationale grænser. Det betyder dermed, at et internationalt sammensat hold måske har fælles opfattelser af specifikke faglige problemer, selvom deres makro-kulturelle værdier måske er vidt forskellige. Det bliver lettere for medlemmerne af et sådan team at bygge på disse fælles ting eller endog at bruge forskellene i deres makro-kulturelle værdier synergistisk i deres forhold. Arbejdsopgavens karaktertræk Interkulturelle erhvervsaktiviteter varierer meget mht. indhold, varighed og geokulturel afstand mellem de involverede parter. Jeg mener, at disse opgavekaraktertræk uundværligt vil indvirke på den interkulturelle kompetences natur og på, hvor meget der kræves for at opnå en effektiv præstation. For eksempel er der stor forskel på den interkulturelle kompetence der kræves til en to-ugers rejse til Kina for at deltage i forhandlinger og det, der kræves af en udstationeret leder, der efter planen skal arbejde i landet i tre år eller mere. For yderligere at forklare forholdet mellem en arbejdsopgave og interkulturel kompetence, er det hensigtsmæssigt at skelne mellem forskellige

59

JOHN KUADA

kulturelle manifestationsmåder under en opgave-præstation i en interkulturel sammenhæng. Nogle former for kompetence afspejles i kommunikationen og kan derfor passende kaldes kommunikativ interkulturel kompetence. Den samlede litteratur om interkulturel kommunikation behandler de relevante problemer og færdigheder på dette område. Andre interkulturelle kompetencer kommer til udtryk i form af følelser og holdninger. Dette kan kaldes adfærdsmæssig interkulturel kompetence1. Kommunikativ interkulturel kompetence er afgørende i forhandlinger og træning af personale i specifikke færdigheder, mens adfærdsmæssig interkulturel kompetence er afgørende i administrative positioner, idet organisationsmedlemmer ikke blot lytter, men også iagttager de udstationeredes adfærd og reagerer på denne.

Magtrelationer mellem organisationer Magt er et almindeligt anerkendt begreb i managementlitteraturen. Styringen af ressourcer, adgang til informationer og kommunikationskanaler samt en overlegen konkurrenceevne hører til blandt de faktorer, der indvirker på de relative magtpositioner mellem de samarbejdende organisationer. En leder fra en relativ mere magtfuld organisation kan tvinge eller overtale ledere fra den afhængige organisation til at gøre ting, de ellers ikke ville have gjort eller havde drømt om at gøre. Teknikker, der bruges til sådanne overtalelser, er normalt ros eller straf i form af tilbageholdte ressourcer til den afhængige organisation. Under sådanne betingelser kan kulturelle betragtninger blive nødt til at vige, så længe magtdominansen varer ved, og/ eller den afhængige organisation står til at vinde ved forholdet.

Individuelle karaktertræk De følgende individuelle karaktertræk er blevet mødt med en vis opmærksomhed i den eksisterende litteratur og anses for at have væsentlig indflydelse på den interkulturelle kompetenceudvikling: 1. Parternes tidligere viden om hverandres kultur og omfanget af deres internationale erfaring. 2. Den udstationeredes køn og den opfattede statusforskel mellem parterne. 3. Generelle personlighedstræk og kulturtilpasningsvillighed International erfaring Mht. den internationale erfarings indflydelse må man vente at enkeltpersoner, der har arbejdet i flere forskellige samfund, vil udvise større villig-

60

INTERKULTUREL KOMPETENCEUDVIKLING I ET KULTURPSYKOLOGISK PERSPEKTIV

hed til at ændre på deres stereotype opfattelser end dem med begrænset erfaring. Det vil sige lederes kulturtilpasningsvillighed skulle stige i takt med deres internationale erfaring - målt i antal lande, de har været udstationeret i og antal år i udlandet. De blotte kontraster og overraskelser, som den udstationerede møder i de forskellige internationale jobs kombineres med de meget forskellige socio-kulturelle miljøer, han befinder sig i og omformer lederens tilpasningsberedskab (Feldman og Thomas, 1992). Køn og statusforskel Den udstationeredes køn kan have stor betydning i nogle samfund, hvor ligestilling ikke er fremherskende, og mænd og kvinder har klart adskilte jobs og roller at spille i samfundet. Ydermere kan egenskaber som alder, slægt og tildelt (fremfor opnået) status i samfundet definere folks forhold til andre i jobsituationer (Kuada, 1994). I andre samfund lægges der større vægt på opnåede statussymboler som velstand, uddannelse og position. Disse egenskaber er også en del af folks adfærdstolkning, så vel som deres antagede og givne roller i samfundet. Personligheds træk Den eksisterende litteratur har i nogen grad beskæftiget sig med personlighedstræks indvirkning på kulturtilpasning. Edström og Galbraith, 1977 opregner „interpersonlig orientering" hos ledere til at være blandt de adfærdsmæssige tendenser, der er afgørende for succes i udlandet. Mendenhall og Oddou, 1986 har været mere uddybende i deres behandling af de adfærdsmæssige tendenser og har udviklet en taksonomi for udstationeredes tilpasningsmæssige profiler baseret på tre dimensioner: selv-orienteringsdimensionen, de andre-orienteringsdimensionen og kognitiv-orienteringsdimensionen. (Se beskrivelsen kasse 1). Efter deres mening er den bedst tilpassede udstationerede, den som scorer højt på alle tre dimensioner. Sådan en person er modtagelig for de underliggende årsager til værtsbefolkningens adfærd, er oprigtigt optaget af at hjælpe med at udvikle deres evner og kan slappe af i et fremmed miljø. I praksis er det sjældent, man finder sådanne idealtyper. De fleste udstationerede har derfor brug for at styrke deres orientering i varierende grad, afhængig af personlighed.

61

JOHN KUADA

KASSE 1 Medenhall-Oddous ningsprofil

taksonomi

for

udstationeres

kulturtilpas-

Self-orientering (SO): I hvor høj grad den udstationerede udtrykker en tilpasningsinteresse for selvopretholdelse og selvnydelse. En udstationeret med en høj SO er i stand til at erstatte aktiviteter, der fornøjer ham i hjemkulturen med erstatninger i værtsmiljøet. De er også sikre på deres professionelle færdigheder. Andre-orientering (AO): Dækker graden af den udstationeredes optagethed af værts-medarbejderne og ønsket om at slutte sig til dem. De er generelt ekstroverte af natur. Kognitiv-orientering: Afspejler den udstationeredes kulturelle empati.

Sammenfattende kan det anføres, at modellen ovenover henleder opmærksomheden på interaktionen mellem tre sæt faktorer der indvirker på internationale lederes interkulturelle kompetenceudviklings natur og proces. En udstationeret fra et samfund, der af værtsmedlemmerne opfattes som relativt mere moderne end lig deres eget samfund, mødes måske med mindre skepsis, end folk fra samfund, der opfattes som relativt mindre moderne og/eller forskelligartet. Hvis den pågældende udstationerede har en bred forudgående erfaring og er „menneskeorienteret" af natur, kan han overvinde meget af den indledende skepsis gennem sin adfærd i værtssamfundet. På den anden side konfronteres den udstationerede, der er introvert og usikker, og som kommer fra en ulig kultur med langt større vanskeligheder, når han skal accepteres i et nyt samfund. Imidlertid kan en fælles professionel baggrund kompensere for nogle af disse handicaps, især hvis personen arbejder i et team af professionelle. Teamet kan selv udvikle en sub-kultur og den accept, den udstationerede nyder blandt sine kolleger, kan give ham en løftestang til at klare sine sociale forbindelser uden for teamet.

62

INTERKULTUREL KOMPETENCEUDVIKLING I ET KULTURPSYKOLOGISK PERSPEKTIV

Betydning for den internationale personalepolitik Når man vender sig mod beviserne fra erhvervsverdenen, er det værd at bemærke, at en høj grad af kulturtilpasning hos erhvervsledere ikke altid ses som et ubetinget aktiv! Højt internationaliserede firmaer med lang tids erfaring med at arbejde i udlandet har faktisk tendens til at mene, at det er et uønsket resultat af en udstationering, at man udvikler dybe lokale rødder. En stærk integration i det socio-kulturelle mønster i værtslandet kan indebære en drastisk revision af oprindelseslandets fundamentale værdier og normer og dermed også med de forretningsværdier, der følger med. Nettoresultatet af en sådan total integration i værtssamfundets kultur kan være en fremmedgørelse af de værdier og mål der ligger til grund for moderselskabets virksomhed og drift. Konflikter om opfattelse kan lamme samarbejdet mellem hovedkontorets ledere og den udstationerede leder og dermed give udstationeringens mål, den modsatte virkning. Hvis vi følger denne opfattelse, klassificerer Borg og Hallén, 1991, udstationerede ledere i to kategorier ud fra mobilitetsgrad (dvs. hyppigheden af opgaver i udlandet) og deres basestation (dvs. enten i hovedkontoret eller i udlandet). En krydstabulering af de to kategorier giver fire ærketyper af udstationerede. Som vist i figur 4 har de fire ærketyper følgende navne: Fuldt ud assimilerede ledere (naturalized) - de ledere der bliver i det land, hvor de først blev udstationeret. Lokalt orienterede ledere: de ledere, der vender tilbage til hovedkvarteret, og bliver der, efter de har fuldendt deres første opgave. Ledere uden fast tilknytning (unsettled): de ledere, der har været udstationeret adskillelige gange, men som befinder sig på en modent stadium af deres karriere, og som arbejder i hovedkvarteret. Kosmopolitisk orienterede ledere: ledere der ikke har noget stærkt tilknytningsforhold til en organisation eller land. Langtidsopgaver, f.eks. forlængelse af kontrakter, indebærer en fare for fuld integration. Når de har tilbragt lang tid i deres værtsland, bliver de udstationerede ledere tilpasset miljøet, i så stort et omfang at de har mere til fælles med værtslandet end deres fødeland. Det indebærer, at deres evne til at frembringe den krævede forbindelse mellem hovedkvarteret, og datterselskabet forringes. Samtidig risikerer de at miste følingen med de nye tekniske og administrative udviklinger i hovedkvarteret.

63

JOHN KUADA

Figur 4. Model over internationale udstationeringsærketyper Lokalt orienterede ledere er heller ikke et ubetinget aktiv for deres selskab. Man kan gå ud fra, at da de har levet og arbejdet i et udenlandsk datterselskab, er de blevet en del af eksperterne i hovedkvarteret som rådgiver ledelsen om deres internationale forretnings-politik. Empiriske undersøgelser viser imidlertid, at de har gevaldige problemer med at tilpasse sig nye rutiner og organisationsændringer, der er kommet til, mens de har været væk. Som følge heraf er det kun i ganske få af de nye jobs, man kan udnytte deres ekspertise effektivt. Ledere uden fast tilknytning: har alvorligere tilpasningsproblemer end de lokalt orienterede ledere. Det skyldes deres lange fravær fra hjemlandet som følge af en række udlandsopgaver. De får aldrig nogen rødder, hverken hjemme eller ude. Deres frustration kan tvinge dem til at forlade selskabet for at finde andre jobs, almindeligvis i brancher uden tilknytning til den oprindelige. Ledere i den kosmopolitisk orienterede kategori repræsenterer det bedste aktiv. Man kan beskrive deres base som „multi-domestic", altså hjemmehørende mange steder, i og med de begår sig i forskellige kulturelle miljøer, men ikke har rødder i nogen af dem. De er måske ikke så loyale over for moderselskabet som de lokalt orienterede ledere, men de er meget mobile og kan sendes ud på korttidsopgaver i forskellige dele af verden.

64

INTERKULTUREL KOMPETENCEUDVIKLING I ET KULTURPSYKOLOGISK PERSPEKTIV

Men deres manglende lokale tilhørsforhold mindsker deres forståelse af den lokale kultur, de virker i. Af denne grund er de bedst egnede som tekniske eksperter og korttidsopgavesløsere i funktioner, som ikke kræver en tilbundsgående kulturel viden. Nogle internationale selskaber planlægger deres personale- og udstationeringspolitik sådan, at man søger at mindske muligheden for at skabe „fuldt ud optagede" ledere. Udstationerede forventes at tilegne sig en „international erhvervskultur" uden stor tilpasning til nogen bestemt makrokultur. En metode, der ofte anvendes i denne proces, er en stram udvælgelsesprocedure og hurtig udstationering af yngre ledere i de internationale datterselskaber. Først identificeres de ledere, der har internationalt kendskab og er stærkt engageret i virksomheden. (De ledere, der vælger at flytte deres familier adskillelige gange i deres karriereforløb, vurderes til at være mere engagerede, end dem der ikke gør det). For det andet får ledere, der er villige til større personlige opofrelser for deres karriere, speciel opmærksomhed. (Jo hyppigere udstationering, jo større er sandsynligheden for personlig opofrelse - og jo mindre er hyppigheden af tilknytning til andre sociale systemer). Den hyppige udstationering giver de unge ledere muligheder for at opleve forskellige arbejdssituationer og adfærdsmønstre i udlandet. Det er derfor nemmere for dem at nedbryde deres oprindelige stereotyper, når de bliver udstationeret i andre dele af verden senere hen i deres karriererforløb. Den store udenlandserfaring, som en betydelig del af internationale virksomheders medarbejdere har, bevirker, at mange af deres datterselskaber har kapacitet til at give en ny udstationeret medarbejder en behageligere indslusning i den lokale kultur. Dette kan forklare, hvorfor det kun er de færreste udstationerede, der vender hjem i utide (Harzing, 1995).

Forslag til videre forskning Diskussionerne ovenfor lægger op til en fundamental revidering af vores tanker om interkulturel kompetenceudvikling, især for internationale erhvervsledere. De peger også på nogle områder, som kræver en mere grundig empirisk undersøgelse. Fire af disse presserende forskningsemner diskuteres nedenfor.

65

JOHN KUADA

Forholdet mellem jobeffektivitet og kulturtilpasning Til at begynde med er udsagnet om, at jo højere tilpasningsgrad til en fremmed kultur man har, jo større er sandsynligheden for en effektiv job-præstation, ikke holdbart. Faktisk kan et kontraudsagn, der støttes af den sociale identitetsteori, formuleres således: forholdet mellem jobeffektivitet og kulturtilpasning er ikke lineær. Dens form afgøres af omfanget af kulturel afstand, den udsendtes personlighed og arten af arbejdsopgaven/ansvaret i værtslandet. Dette kontraargument kræver en empirisk undersøgelse, hvis det skal erstatte det tidligere udsagn som basis for teoriformuleringen og den internationale personalepolitiks udvikling. Et relateret problem til dette er, hvordan man skal forstå begrebet kulturel accept. Man kan forestille sig tre forskellige opfattelser, som illustreres i figur 5 (a), (b) og (c). For det første kan accept ses som en absolut „enten eller"-holdning hos et værtssamfund eller -organisation. Dvs., hvorvidt den udsendte accepteres eller ej, afhænger af variablerne ovenfor. For det andet ses accept af nogle forfattere som et kontinuum, der spænder fra total forkastelse til fuldkommen accept/integration i værtssamfundet. Denne opfattelse åbner mulighed for en gradvis kompetenceudvikling, der fører til større accept. Men som det argumenteres ovenfor og ses ud fra den individuelle virksomheds målsætningsperspektiv er et optimalt acceptniveau ikke nødvendigvis en fuldkommen integration i værtssamfundet. Det tredje perspektiv sondrer mellem to acceptdimensioner: professionel accept, der afhænger af en vurdering af den udsendtes professionelle dømmekraft og evner, og social accept, der knytter sig til den udstationeredes forståelsesniveau af værtslandets makrokultur og dens indvirkning på hans adfærd. I den tredje situation er det en mulighed, at en udstationeret tolereres i værtsorganisationen og samfundet i kraft af hans professionelle egenskaber, som kompenserer for hans manglende kulturforståelse. Men den ideelle situation er måske en høj professionel og socio-kulturel accept. Disse alternative opfattelser af kulturel accept udgør også områder for yderligere forskning.

66

INTERKULTUREL KOMPETENCEUDVIKLING I ET KULTURPSYKOLOGISK PERSPEKTIV

Figur 5 Syn på udstationerede lederes accept i værtssamfundene

At forstå den interkulturelle kompetenceudviklingsproces Hvordan forløber nyankomnes kulturtilpasningsprocesser sig rent faktisk, og hvordan kan man fremskynde processen? Man har endnu ikke klare, entydige svar på det i de forhåndenværende undersøgelser. Den herskende antagelse er, at folk kan udvikle en interkulturel kompetence gennem træningsøvelser. Bort set fra Mendenhall og Oddou, 1986, der foreslår, at træningsprogrammer bør tage behørigt hensyn til den udsendtes personlighed, mangler der præcise anvisninger i litteraturen; hvilket tyder på, at kulturtilpasning er en fælles gensidig forstærkende anstrengelse. Hvis vi accepterer udsagnet om, at både nyankomne og værtslandets medlemmer er en del af kulturtilpasningsprocessen, bliver vi nødt til at undersøge de faktorer, der skaber parterne i processens motivation, og om den interkulturelle læringsproces kan formaliseres og stimuleres via træningspro-

67

JOHN KUADA

grammer. Hertil kommer problemet med at undersøge de betingelser, hvorunder værtslandets medlemmer bliver motiveret til at tage del i en sådan bevidst læringsproces.

Kultur og interkulturel kompetenceudviklingsproces Meget af diskussionen i den eksisterende litteratur tager udgangspunkt i national kultur eller samfundsmaktro-kulturer med den implicitte antagelse, at interkulturel kompetenceudvikling kun er relevant på dette niveau. Men for at sikre en effektiv præstation for visse arbejdsopgaver kan en udvikling af interkulturel kompetence på organisationsmæssige og andre subkulturplaner være af afgørende betydning. Den internationale forretnings- eller salgsmand er måske bedre tjent med at få en dybere indsigt i visse aspekter af forretningskulturen i de specifikke lande, han opholder sig i frem for at skulle forstå de bredere og dybere lag i makro-kulturerne. På lignende vis er en udstationeret leder i et nyopkøbt selskab i et kulturelt fjernt land måske først og fremmest optaget af den nye organisationskultur, snarere end den bredere sociale kultur. Når vi vender blikket mod selve makro-kulturbegrebet, sondrer nyere studier mellem forskellige dimensioner og lag i kulturen. En omstændelig taksonomi af Gullestrup, 1992, sondrer mellem otte horisontale og seks vertikale kulturdimensioner. (Se figur 6). De vertikale dimensioner spænder fra synlige (manifesterede) kulturaspekter til de skjulte (kerne) kulturaspekter. Hvis man holder sig kulturens dynamiske karakteristika for øje, er den interkulturelle kompetence udviklingsproces ret kompleks, men de mange kulturdimensioner giver en nyankommen mulighed for at lægge vægt på forskellige niveauer og læringstempi. Som diskuteret ovenfor er spørgsmålet om, hvad der afgør, hvad passende vægt er, når man lærer om andre kulturer tæt forbundne med de træk, der kendetegner den opgave, den udstationerede leder skal varetage i værtslandet, så vel som hans personlighed. Disse iagttagelser kræver også omfattende empiriske undersøgelser, så vi kan forbedre vores indsigt i behovet for interkulturel kompetenceudvikling så vel som processen.

68

INTERKULTUREL KOMPETENCEUDVIKLING I ET KULTURPSYKOLOGISK PERSPEKTIV

Figur 6 Kulturen som en kompleks helhed af kultursegmenter og kulturlag

Vurdering af niveauer for interkulturel kompetence Et andet spørgsmål, der ikke behandles i eksisterende undersøgelser, er bedømmelsen af den enkeltes interkulturelle kompetence. Hvilke vurderingskriterier skal man anvende? Det er åbenlyst, at jobeffektivitetsniveauet er en upassende indikator, eftersom adskillelige faktorer ud over kultur indvirker på jobeffektivitet. Men selv, hvis man anvender dette som et kriterium, er problemet, hvordan det skal måles (på kort eller lang sigt), og dette komplicerer vurderingen. Adfærd kunne være et muligt kriterie-valg. Men også her opstår der et sæt metodiske problemer. Kan man foretage en neutral vurdering af adfærd, hvis man holder sig for øje, at kultur er et sæt mentale modeller og forskellige grupper i samfundet og organisationer

69

JOHN KUADA

måske har forskellige fortolkninger af samme adfærd? Hvis vurdering af adfærd bør man tage til sig som gyldig?

Opsummering og afsluttende bemærkninger Hovedtesen i denne artikel er, at forholdet mellem kulturtilpasning og jobeffektivitet ikke er lineær, som det har været antaget i den eksisterende litteratur. Faktorer som opgavens art, varighed og kulturel afstand virker ind på forholdet. Den interkulturelle kompetence, der fordres til udførelsen af de forskellige opgaver udstationerede får, varierer måske også med de enkelte opgavers særpræg. Så mens nogle opgaver forudsætter større afhængighed af kommunikativ interkulturel kompetence, fordrer andre mere følelsesmæssige interkulturelle kompetencer. Derudover kan interkulturel kompetence også være forskellig, mht. det kulturniveau kompetencen er nødvendig på. En effektiv præstation for nogle opgaver kræver måske en bedre indsigt i forretningskulturen (og i nogle tilfælde konkrete organisationskulturer) i værtslandet snarere end bredere samfundskultur. Yderligere skal det understreges, at interkulturel kompetenceudvikling ikke kan optræde på abstrakt plan, fjernt fra problemer og udfordringer i værtssamfundet. Ved at opleve frustrationerne i egentlige situationer, er det sandsynligt, at ledere hurtigt lærer at sikre en tilfredsstillende jobpræstation og socialt liv. Disse observationer henleder opmærksomheden på huller i vores viden om det interkulturelle kompetence-udviklingsbegreb og den medhørende proces. En række af disse områder er blevet anført i denne artikel som hjælp til yderligere forskning.

Noter 1

70

Jeg er bekendt med argumentationen, at kommunikation kan indeholde en vis ikke-verbal adfærd. Men mit argument er, at der kan sondres mellem velovervejet kommunikation på den ene side og adfærd, der måske kan være et budskab, som ikke var ment som en del af den overvejede kommunikation på den anden side.

INTERKULTUREL KOMPETENCEUDVIKLING I ET KULTURPSYKOLOGISK PERSPEKTIV

Referencer Adler, Nancy J. and John L. Graham (1989): „Cross-cultural Interaction: The International Comparison Fallacy", in: Journal of International Studies, Fall. Borg, M. & L. Hallén (1991): International Transfer of Managers for Managerial Control in Multinational Companies. A paper delivered at the 7th I.M.P. Conference, Uppsala, Sweden. Brewer, M.B., and D.T. Campbell (1976): Ethnocentrism and Intergroup Attitudes, N.Y.: John Wiley. Edström, Anders and Jay R. Galbraith (1977): „Transfer of Managers as a Coordination and Control Strategy in Multinational Organizations", in: Administrative Science Quarterly Vol. 22. Feldman, Daniel C. and David C. Thomas (1992): „Career Management Issues Facing Expatriates", in: Journal of International Business Studies, Second Quarter. Francis, June N.P., (1991): „When in Rome? The Effects of Cultural Adaptation on Intercultural Business Negotiations", in: Journal of International Business Studies, Third Quater. Frost, Peter J. et al (1985): Organizational Culture, Beverly Hills, Sage Publications. Good, Lawrence R. and Don A. Nelson (1973): „Effects of Person-Group and Intragroup Attitude Similarity on Perceived Group Attractiveness and Cohesiveness", in: Psychological Reports. Gullestrup, Hans (1992): Kultur, Kulturanalyse og Kulturetik, Akademisk Forlag. Harzing, Anne-Wil K., (1995): „The Persistent Myth of High Expatriate Failure Rates", in: The International Journal of Human Ressource Management 6:2.

71

JOHN KUADA

Kuada, John E. (1994): Managerial Behaviour in Ghana and Kenya - A Cultural Perspective, Aalborg University Press. Mendenhall, Mark and Gary Oddou (1986): „Acculturation Profiles of Expatriate Managers: Implications for Cross-cultural Training Programmes", in: Columbia Journal of World Business, Winter. Segall Marshall H., Pierre R. Dasen, John W. Berry and Ype H. Poortinga (1990): Human Behaviour in Global Perspective: An Introduction to Cross-cultural Psychology, N.Y. Pergamon Press. Stacey, Ralph (1993): Strategic Management and Organizational Dynamics, London, Pitman Publishing. Tajfel, Henri and Michael Billig (1974) :„Familiarity and Categorization in Intergroup Behaviour", in: Journal of Experimental Social Psychology, 10.

72

Martine Cardel Gertsen og Anne-Marie Søderberg

Interkulturelle læreprocesser ved internationale virksomhedsopkøb 1.

Præsentation af forskningsprojektet virksomhedsopskøb" og af artiklens formål

„kulturmøder

og

Denne artikel har sit udgangspunkt i et tværfagligt forskningsprojekt, „Kulturmøder og virksomhedsopkøb", som vi for tiden arbejder med på Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse sammen med en kollega, lektor Jens Erik Torp. I forskningsprojektet har vi søgt at integrere et interkulturelt og internationalt perspektiv på et erhvervsøkonomisk emne som virksomhedsopkøb. Baggrunden for vores valg af problemstilling er det forhold, at der i løbet af de sidste 10 år er sket en voldsom stigning i antallet af danske virksomheder, der er blevet købt af udenlandske. I dag er ca. 160.000 mennesker ansat i udenlandsk ejede virksomheder i Danmark. Alene i 1994 oplevede 13.537 danskere, at deres arbejdsplads blev købt af en udenlandsk virksomhed, og dette tal har været stigende i en årrække. Nedenstående tabel viser udviklingen i de sidste 4 år. 1991

1992

1993

Antal opkøbte virksomheder

62

62

90

69

% af samtlige overtagelser

15

20

24

24

6.418

5.745

15.076

12.345

21

32

42

28

5.086

7.559

12.451

13.537

16

38

35

Omsætning (mio.kr.) % af samlet omsætning Antal ansatte % af samlede antal ansatte

1994

39

Kilde: Konkurrencerådet 1995, p. 21.

73

MARTINE CARDEL GERTSEN & ANNE-MARIE SØDERBERG

Vi havde som udgangspunkt en forventning om, at flere og flere danskere i et eller andet omfang kommer til at opleve kulturmøder på deres arbejdsplads som medarbejdere i en udenlandsk ejet virksomhed. Derfor fandt vi det interessant at undersøge, hvordan disse kulturmøder forløber. Med betegnelsen kulturmøder tænkte vi i projektformuleringsfasen på, at forskellige virksomhedskulturer mødes i integrationsprocessen, og at medarbejdere fra de to virksomheder, der skal kommunikere og samarbejde, måske tænker og handler ud fra forskellige kulturelle grundantagelser, som i sidste instans har rod i vidt forskellige socialiseringsformer og nationale traditioner. I praksis er det, vi har benævnt som kulturmøder, nok en højst kompliceret blanding af kulturbestemte, situationsbestemte og individualpsykologiske forudsætninger og reaktioner. I formuleringen af projekttitlen „Kulturmøder og virksomhedsopkøb" opererede vi implicit med en opfattelse af organisationskulturen som stabil, homogen og velafgrænset, og med et tilsvarende klassisk perspektiv på nationale kulturer inspireret af traditioner inden for komparativ ledelsesforskning. Disse kulturforståelser har vi sidenhen diskuteret og problematiseret i vores projektbeskrivelse (Gertsen, Søderberg og Torp, 1995). For at afgrænse vores undersøgelse af kulturmøder i forbindelse med virksomhedsopkøb har vi i første fase af projektet valgt at fokusere på elektronikbranchen. Inden for denne branche har vi valgt at interessere os specielt for virksomheder, der udvikler og/eller fremstiller produkter til telekommunikation. Vi har besøgt 8 danske virksomheder, der er blevet opkøbt af koncerner fra forskellige lande: Norge, Storbritannien, Tyskland, Holland, USA og Korea. I tre af disse virksomheder har vi interviewet både repræsentanter for ledelsen og medarbejdere på flere niveauer (udviklingsingeniører, salgsfolk, værkførere, montricer og sekretærer). Vi har i interviewene fokuseret på de overvejelser, medarbejderne har gjort sig inden opkøbet, og vi har desuden søgt at skaffe os indblik i forskellige oplevelser og fortolkninger af overtagelsen og selve integrationsprocessen. I alle de undersøgte virksomheder har overtagelsen betydet ændringer på ledelsesniveau, men ændringerne har også i større eller mindre grad påvirket medarbejdernes hverdag. Vi har fået udpeget forskellige kritiske begivenheder og er blevet konfronteret med forskellige tolkninger af dem. Vi har indtil videre ikke udført antropologisk feltarbejde, men har i vores interview primært fået øjebliksbilleder ved punktnedslag i en langvarig proces. Alligevel har vi i vores cases kunnet iagttage, at der i integrationsprocessens forløb sker en udvikling i medarbejdernes opfattelse af sig selv

74

INTERKULTURELLE LÆREPROCESSER VED INTERNATIONALE VIRKSOMHEDSOPKØB

og de andre, og i deres tolkning af begivenheder, der kan forstås som udtryk for møder mellem forskellige kulturer. Det er et åbent spørgsmål, om der har fundet egentlige interkulturelle læreprocesser sted i interaktionen mellem danske og udenlandske medarbejdere i de opkøbte danske virksomheder og i kommunikationen med de udenlandske virksomheder. Men det er mulighederne for at udvikle større interkulturel kompetence blandt medarbejderne i de berørte virksomheder, vi vil beskæftige os med i denne artikel. Vi vil derfor gøre os nogle overvejelser om, hvordan man kunne støtte interkulturelle læreprocesser ved en bevidst pædagogisk indsats. Der har ikke i de undersøgte virksomheder været gennemført nogen form for uddannelse eller kurser med sigte på, at medarbejderne kunne udvikle større interkulturel kompetence. Dette forhold afspejler efter vores mening den ringe opmærksomhed, der er i de opkøbte danske virksomheder om kulturelle, kommunikative og psykologiske problemstillinger i forbindelse med de udenlandske virksomhedsopkøb. Selv om vi endnu ikke har haft lejlighed til at foretage interviews i de udenlandske hovedkontorer, er det vores umiddelbare indtryk, at heller ikke de overtagende virksomheder har gjort sig mange overvejelser på dette felt. Det er de økonomiske, strategiske og teknologiske konsekvenser af virksomhedsopkøbet, man har beskæftiget sig med. Der er her et sammenfald mellem de problemstillinger, som er i fokus for opmærksomheden blandt virksomhedernes beslutningstagere, og de emner, man traditionelt har behandlet i litteraturen om virksomhedsopkøb.

2. Forskning om kulturens betydning ved virksomhedsopkøb Fusioner og virksomhedsopkøb har længe været kendte foreteelser, som har været genstand for forskningsinteresse. Fusioner og opkøb er naturligvis forskellige fænomener: i en fusion er parterne ligestillede, hvilket ikke er tilfældet, når det drejer sig om opkøb. Men en lang række problemstillinger er fælles for de to fænomener, der derfor ofte behandles under ét i litteraturen. Mange forskere mener at kunne identificere afgrænsede tidsforløb med særligt store antal fusioner og opkøb. Stigningen i antallet af virksomhedsopkøb i Danmark i de senere år afspejler en sådan international bølge. Også i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne talte man om en fusionsog opkøbsbølge, men disse to seneste bølger har været forskellige med

75

MARTINE CARDEL GERTSEN & ANNE-MARIE SØDERBERG

hensyn til, hvilke typer af fusioner og opkøb, der har domineret. Det har også afspejlet sig i forskningen. Den bølge af fusioner og opkøb, der fandt sted i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne, blev i vidt omfang indgået mellem ikke-relaterede virksomheder, der ønskede at diversificere. Resultatet blev konglomerater af forskellig art (Molin & Strandgaard 1994, p. 12). De centrale forskningsmæssige spørgsmål drejede sig derfor især om juridiske, finansielle og økonomiske aspekter af fusioner. For at belyse fusioner og opkøb af konglomerattypen udvikledes en forskning, der søgte at besvare spørgsmål som: Skaber fusioner og virksomheder værdier? I givet fald for hvem? Hvordan prisfastsætter man en virksomhed? Hvilke juridiske forhold skal man tage højde for i kontrakten? Tendensen er, at de fusioner og virksomhedsopkøb, som har fundet sted i 1980'erne og 90'erne, har involveret horisontalt eller vertikalt relaterede virksomheder. Her har den strategiske målsætning har været at opnå synergi og stordriftsfordele. Det kræver imidlertid en højere grad af integration og interaktion mellem virksomhederne med henblik på organisatoriske ændringer. Der kan være tale om en integration af regnskabs- og økonomisystemer, af personale- og kundepolitik, eller om en fysisk integration (fælles bygninger, produktlinier, teknologier). Endelig vil der ofte være forventninger om en kulturel integration (fælles ledelsesstil, fælles normer og værdier) (Shrivastava refereret efter Molin & Strandgaard 1994, p. 20). Spørgsmålet om graden af tilpasning må diskuteres i forhold til virksomhedernes strategiske målsætninger. I vores cases har vi således eksempler på en dansk udviklingsvirksomhed, som på det kulturelle plan lever relativt autonomt i forhold til det koreanske moderselskab. Men vi har også eksempler på virksomheder, hvor ambitionerne om teknisk, fysisk og kulturel integration drives vidt. I disse virksomheder er kommunikationen og kulturmøderne i det daglige naturligvis hyppigst, så det er her, der er størst behov for en kompetenceudvikling på det interkulturelle plan. Det store antal opkøb og fusioner mellem relaterede virksomheder har affødt en større forskningsmæssig og praktisk interesse for de organisatoriske og ledelsesmæssige aspekter ved integrationsprocessen. Generelt er forventninger om synergieffekter som nævnt blandt motiverne til opkøbet/fusionen. Men synergien opnås langt fra altid, især fordi integrationsprocessen ofte viser sig at være mere kompliceret end forudset. Det gælder ikke mindst der, hvor der er tale om kulturelle integrationsbestræbelser. Derfor er en del forskere begyndt at interessere sig for de aspekter, der ligger uden for den økonomiske rationalitets område. Her er det oplagt at

76

INTERKULTURELLE LÆREPROCESSER VED INTERNATIONALE VIRKSOMHEDSOPKØB

interessere sig for kulturforskelle og kommunikationsproblemer for at forstå og eventuelt forklare de problemer, der opstår i virksomhedernes integrationsproces. Den nyere litteratur om virksomhedsopkøb fokuserer på kultursammenstød og modstand mod integration (f.eks.: „when cultures collide", „when cultures clash", „barriers to acculturation"). Nogle forskere anbefaler, at beslutningstagerne på forhånd undersøger, om virksomhedskulturerne „passer sammen". Cartwright & Cooper udvikler således en typologi over 4 virksomhedskulturer (magtkulturer, rollekulturer, opgaveorienterede og personorienterede kulturer), som ikke alle matcher hinanden lige godt. Ved at gennemføre en diagnose af virksomhedskulturerne forud for virksomhedsopkøbet skulle det ifølge disse forskere være muligt at identificere uforligelige virksomhedskulturer og at forebygge problemer i integrationsfasen mellem kulturer, der lader sig forene (Cartwright & Cooper, 1992). Men det er tvivlsomt, om disse kulturstereotypier klart kan identificeres i praksis, og om de i givet fald gælder for hele virksomheden eller kun for visse subkulturer inden for den. Andre undersøgelser viser, at der ikke er empirisk belæg for, at det er de forskelle i kulturerne, man kan observere på forhånd, der skaber problemer. Det er snarere virksomhedernes måde at håndtere integrationsprocessen på, der kan være succesfuld eller problemfyldt (Larsson, 1993). I det klassiske perspektiv på kultur, som blev til i 1950'erne og 60'ernes antropologiske forskning, opfattes kultur som noget, samfundets medlemmer har og er bærere af. Kultur opfattes altså som en empirisk kategori. Kulturanalytikerne går derfor på opdagelse i kulturen, iagttager andres adfærd, spørger til deres holdninger og værdier, systematiserer data og definerer til slut, hvilke træk der gør en bestemt kultur særegen. Det er denne klassiske kulturopfattelse, vi genfinder hos hovedparten af de forskere, der beskæftiger sig med kulturmøder ved virksomhedsopkøb. De fleste går ud fra en kulturopfattelse, der forudsætter, at de respektive organisationskulturer er præget af stabilitet, at der er harmoni og konsensus inden for organisationen omkring dens bærende værdier, og at kulturen i den forstand giver struktur til fællesskabet og fungerer som det sociale kit mellem individer og grupper. Dette kultursyn svarer til det, Joanne Martin (1992) karakteriserer som et integrationsperspektiv på organisationen; et perspektiv der ligger implicit i de rationalistiske og funktionalistiske tilgange til studiet af organisationskultur (jf. Schultz 1990). Et alternativt - mere dynamisk og kontekstuelt - syn på kulturens rolle i forbindelse med virksomhedsopkøb og fusioner finder vi bl.a. i Kleppestøs afhandling

77

MARTINE CARDEL GERTSEN & ANNE-MARIE SØDERBERG

om „Kultur och identitet vid företagsuppköp och fusioner" (Kleppestø 1993). Han definerer kultur som „kollektivets ständigt pågående försök att definera sig själv och sin situation" (op.cit. p. 23). Det indebærer, at kultur ses som en fortolkningsproces snarere end som en relativt konstant værdiog normstruktur. Kleppestøs undersøgelse hviler ikke på en opfattelse af virksomhedskulturerne som homogene, og han forudsætter ikke, at medarbejdernes værdier er entydige. Organisationerne antages tværtimod at rumme subkulturer, og medarbejderne forventes derfor at handle i forlængelse af forskellige interesser og opfattelser af begivenhederne (jf. Joanne Martins differentierings- og fragmenteringsperspektiv). I konsekvens heraf betragter Kleppestø den organisatoriske virkelighed som en social konstruktion, der principielt er mangetydig og foranderlig, og som kan rumme paradokser og modsigelser. Det er med baggrund i det samme syn på kultur og organisationer, vi her vil fremdrage eksempler fra vores cases. Med dette perspektiv på kulturen spørger man ikke kun til, hvilke effekter virksomhedsopkøb har på individer og organisationer. Man spørger lige så vel til, hvilke hindringer for integrationen, der skabes i kraft af individer og gruppers selvopfattelse og deres fortolkninger af bestemte situationer og af deres indbyrdes kommunikation. I det perspektiv bliver det centralt at undersøge aktørernes forestillinger om forandringerne og de former, forandringerne antager. Og det bliver væsentligt at se på, hvordan virksomhedsopkøbet og integrationsprocessen indvirker på aktørernes forestillinger om deres eget kulturelle tilhørsforhold og deres syn på „de andre". Vi har refereret til forskere, der (som Cartwright & Cooper, 1992) går ud fra, at man kan slutte sig til, hvordan samarbejdet mellem to virksomheder faktisk vil forløbe ud fra forudgående kulturanalyser af forudsætningerne. Naturligvis er det ikke uvæsentligt at reflektere over udgangspunktet for et samarbejde, f.eks. forskelle i ledelsesstil, lønsystemer, syn på medarbejderne m.m. Men den forskning, som sætter selve opkøbs- og integrationsprocessen i fokus - og medarbejdernes fortolkninger af dem - viser, at medarbejdernes kommunikations- og fortolkningsprocesser får afgørende betydning for integrationsforløbet og udfaldet af samarbejdet. Selv om vi som udgangspunkt fastholder et syn på kultur som fortolkningsprocesser, vil vi dog også lede efter strukturer og betydningsmønstre, der bidrager til at skabe orden, stabilitet og sammenhæng i kulturen. Samtidig vil vi også være opmærksomme på eventuelle paradokser og modsætninger i virksomhedens symbolske univers og fremdrage spor af kampe

78

INTERKULTURELLE LÆREPROCESSER VED INTERNATIONALE VIRKSOMHEDSOPKØB

om fortolkningerne mellem aktører og grupper af disse. Men hvad angår kulturforståelsen er vi som Kleppestø interesserede i at studere medarbejdernes sociale konstruktion af betydninger i de virksomheder, som forsøges integreret.

3. Hvad er interkulturel kompetence? Vi har ovenfor set, hvordan dele af fusions- og opkøbslitteraturen beskæftiger sig med kulturelle perspektiver på virksomheders integrationsproces. Men at bringe to virksomhedskulturer i samspil med hinanden kræver nogle aktører. Hvilken kompetence skal disse have for at kunne deltage aktivt i processen? Det er her vores påstand, at nogle virksomheder med fordel kunne investere i en udvikling af deres medarbejderes kulturelle og kommunikative kompetence. En sådan kompetenceudvikling er ikke mindst væsentlig, når det drejer sig om grænseoverskridende virksomhedsopkøb, hvor der kommunikeres på tværs af nationale grænser, og hvor ambitionen er at opbygge en fælles virksomhedskultur, undertiden med udgangspunkt i vidt forskellige kulturelle grundantagelser. For at kunne tale om kompetenceudvikling i virksomhederne med sigte på at støtte medarbejderes interkulturelle læreprocesser må vi først klarlægge, hvad vi overhovedet forstår ved interkulturel kompetence (jf. Gertsen 1995 og Søderberg 1994). Med begrebet kompetence sigter vi på medarbejderens udøvelse af bestemte kvalifikationer, der indgår i et samspil med dennes personlige egenskaber og holdninger. Kompetencebegrebet er relationelt: Et individ udøver altid kompetence i forhold til andre mennesker; en given kompetence kommer til udfoldelse i kommunikation med andre. At udvikle kompetence er en læreproces, hvor mennesker tilegner sig ny viden og nye færdigheder. Denne læreproces har til formål at opbygge en helhedsforståelse ved at styrke både kognitive, emotionelle og konative (handlingsorienterede) sider af læreprocessen. Deltagerne i en læreproces skal tilegne sig ny viden og nye begreber, der kan strukturere deres oplevelser og erfaringer. Denne viden skal forbindes med de følelser, som deltagerne mobiliserer i situationen, og disse følelser skal ikke alene artikuleres, men også bearbejdes som en integreret del af læreprocessen. Endelig skal deltagerne arbejde med at udvikle nye strategier, handlemønstre og kommunikationsformer, som er i overensstemmelse med den tilegnede viden og forståelse samt de følelser, der er knyttet hertil.

79

MARTINE CARDEL GERTSEN & ANNE-MARIE SØDERBERG

Ved interkulturel kompetence vil vi forstå evnen til at kommunikere hensigtsmæssigt og passende i en given situation i forhold til mennesker med andre kulturelle forudsætninger. Ved en interkulturelt kompetent person forstår vi ikke et menneske, der søger at tilpasse sig betingelsesløst og handler konformt i forhold til en anden kultur. Tværtimod finder vi det mere hensigtsmæssigt, at man med baggrund i viden og forståelse for sin egen og den fremmede kultur tydeliggør sine egne kulturelle forudsætninger og perspektiver, og at man med en vis distance til begge kulturer søger at bringe mere internationale eller transkulturelle principper for samarbejde og kommunikation ind i samværet (Meyer 1991, refereret efter Aarup Jensen 1995, p. 48). En målsætning for en bevidst interkulturel kommunikation er, at den skal overskride et etnocentrisk perspektiv på andre. Derfor skal der ideelt kommunikeres både med baggrund i en generel kulturforståelse og i en specifik viden om den relevante kultur. Kommunikationen skal ske ud fra en bevidsthed om, at de begreber og kategorier, vi tænker i og bearbejder vores erfaringer i, er kulturelt bestemte. Alle disse videnskrav gælder den kognitive komponent i den interkulturelle kompetence. Hertil kommer den affektive komponent i kompetencen, der omfatter personlighedstræk som åbenhed, nysgerrighed, evne til at tage den andens perspektiv og forholde sig mentalt fleksibelt til nye situationer, der kan være flertydige og dermed åbne for forskellige fortolkninger. Til den kommunikative/adfærdsmæssige komponent i kompetencen hører udtryksfærdighed og evne til at afkode og forstå verbal og non-verbal kommunikation fra medlemmer af andre kulturer, samt evne til at skabe og opretholde kontakt, være aktivt lyttende og indtage sociale roller på en kulturelt acceptabel måde, men ikke nødvendigvis konformt med den anden kulturs spilleregler. Vi vælger med denne model at se de tre komponenter som tre indbyrdes afhængige dimensioner af den interkulturelle kompetence:

80

INTERKULTURELLE LÆREPROCESSER VED INTERNATIONALE VIRKSOMHEDSOPKØB

4. Traditionelle metoder til udvikling af interkulturel kompetence i virksomheder Kompetenceudvikling kan forstås som en planlagt, strategisk udvikling af de ansatte og organisationen. Udviklingen af medarbejdernes menneskelige ressourcer bør altså ske i et koordineret samspil med den strategiske udvikling af virksomheden (Bramming & Holt Larsen, 1995). Traditionelt har man antaget, at kompetenceudvikling i virksomheder bedst kunne opnås gennem formaliserede træningsprogrammer og kurser. Størstedelen af kurserne for erhvervslivet har bestået af træningsaktiviteter, som man har forestillet sig kunne styrke bestemte holdninger eller færdigheder, der kunne fremme effektiviteten i virksomhederne. Typisk foregår kurserne langt væk fra den virksomhed, hvor deltagernes arbejdsliv udfolder sig til hverdag, for at give deltagerne mulighed for at koncentrere sig helt og fuldt. Men transfer-værdien af viden og færdigheder tilegnet på stor afstand af praksissituationer og uden direkte kobling til dem har vist sig at være et problem, hvis ambitionen er organisationsudvikling (Borum, 1993). Meget peger på, at udvikling af lederkompetence er en langt mindre mekanistisk og rationel proces end tidligere antaget. Stadig flere forskere stiller spørgsmåltegn ved, om det er muligt at planlægge et formaliseret lederudviklingsprogram, der gennemgås af enkelte, særligt udvalgte medarbejdere, der tænkes at følge en fastlagt karrierevej. Ideen bag „aktionslæring" („action learning") er, at man må skabe en tættere og mere direkte forbindelse mellem læringen og det daglige liv, der udfolder sig i organisationen. Det kan gøres ved at knytte forsøg på organisatoriske ændringer til konkrete begivenheder og oplevede problemer og til aktører, der er forpligtede på at analysere problemerne og udforme løsningsforslag. Uddannelse til interkulturel kompetence blev udviklet som separat felt i løbet af 60'erne. Den rent informationsorienterede tilgang, der var enerådende i begyndelsen, er efterhånden blevet suppleret af mere deltagerorienterede metoder som gruppearbejde, rollespil o.lign. Fokus er i en vis udstrækning blevet flyttet fra formidling af „facts" om en bestemt kultur eller om kultur generelt til mere personligt engagerende øvelser, hvor deltagerne medvirker aktivt i undervisningsprocessen og derved ofte involveres følelsesmæssigt. Der kan skelnes mellem en kulturgenerel og en kulturspecifik undervisning. Den kulturgenerelle undervisning tager sigte på at bibringe deltagerne en overordnet forståelse af kultur, af kulturelle temaer, og af hvor-

81

MARTINE CARDEL GERTSEN & ANNE-MARIE SØDERBERG

dan vi opbygger kulturelle fællesskaber og afgrænser os fra andre ved hjælp af bestemte kategoriseringer af os selv og de andre, bl.a. ved hjælp af kulturelle stereotypier. Kulturgenerel undervisning er baseret på en antagelse om, at en generel højnelse af deltagernes bevidsthedsniveau betyder, at de har bedre mulighed for at forstå og forholde sig til andre kulturer uden at forfalde til etnocentrisk adfærd og tankegang. I modsætning til den kulturspecifikke undervisning, hvis mål er at give deltagerne information om og kompetence i én udvalgt kultur, relaterer den kulturgenerelle undervisning sig ikke til en bestemt kultur. De pædagogiske metoder varierer betydeligt, men der aftegner sig to hovedgrupper inden for kulturundervisningen: vidensformidling og erfaringsbaserede forløb (experimental learning). Den vidensbaserede undervisning repræsenterer den formidlingsform, som vi kender fra klasseværelset. Den er primært af kognitiv natur, selvom den også indirekte kan virke ind på deltagernes følelser og handlinger. Mens formålet med vidensbaseret undervisning i første omgang er at give deltagerne nyttig information, er formålet med erfaringsbaserede forløb at nærme sig „det virkelige liv" så meget som muligt ved at inddrage deltagernes egne erfaringer og at bearbejde og systematisere dem. Hvor læreren i den vidensformidlende undervisningsform fremstår som ekspert, er læreren i de erfaringsbaserede forløb kursusleder, igangsætter og fødselshjælper for læreprocesser, der ideelt set involverer deltagernes holdninger, viden og handlinger. Men uanset hvor realistisk og erfaringsbaseret man gør undervisningen, kan man naturligvis ikke fjerne deltagernes bevidsthed om, hvad der er virkelighed, og hvad der er undervisning. Det springende punkt er derfor, om deltagerne kan anvende den tilegnede kompetence i relevante praksissituationer. I erhvervslivet er den vidensbaserede, kulturspecifikke undervisning nok stadig den mest anvendte; typisk i form af korte kurser eller seminarer, hvor deltagerne informeres om forskellige aspekter af en specifik kultur. Ofte inddrages også rollespil som „bafa-bafa" (Gertsen 1990, p. 131), som kan give deltagerne nogle erfaringer med, hvordan de oplever en fremmed kultur og ud fra hvilke forestillinger, de søger at afdække skjulte mønstre og implicitte spilleregler i denne kultur. Hvor den kulturgenerelle undervisning kan skærpe deltagernes nysgerrighed og refleksion over egne og andres kulturbetingede adfærd, kan den kulturspecifikke undervisning under visse former utilsigtet gøre deltagerne ufølsomme over for individuelle egenskaber hos medlemmer af andre kulturer, så de i realiteten får vanskeligere ved at etablere tilfredsstillende so-

82

INTERKULTURELLE LÆREPROCESSER VED INTERNATIONALE VIRKSOMHEDSOPKØB

ciale og personlige relationer. På trods af at det modsatte var hensigten, kan der ske det, at deltagernes stereotype forestillinger rent faktisk opretholdes og måske ligefrem forstærkes gennem undervisningen, fordi forskelle mellem deltagernes hjemland og den pågældende fremmede kultur understreges og uundgåeligt forenkles og generaliseres i undervisningen. Disse problemer hænger sammen med, at den kulturspecifikke undervisning ofte tager udgangspunkt i den klassiske forståelse af kultur, hvor kultur betragtes som en „empirisk kategori", noget objektivt foreliggende, velafgrænset og stabilt. En alternativ kulturopfattelse, som har vundet indpas i antropologien, er opfattelsen af kultur som en „analytisk kategori". Her er man bevidst om, at en given kultur fremtræder forskelligt, afhængigt af betragteren og dennes synsvinkel, erkendelseinteresse, sammenligningsgrundlag og de begreber, vedkommende benytter til at strukturere sine indtryk med. Med afsæt i den udbredte opfattelse af kultur som en empirisk kategori er der risiko for, at man, ikke mindst på korte generelle kurser, kommer til at give stereotype karakteristikker af de enkelte nationale kulturer og de omgangsformer, der præger samværet inden for erhvervslivet i den pågældende nation: „Sådan er japanere, arabere, amerikanere", „Disse træk karakteriserer engelsk og tysk ledelsesstil" osv. En sådan undervisning risikerer at blokere for deltagernes nysgerrighed over for de(t) fremmede og formidler en fornemmelse af tryghed og overskuelighed, som ikke har hold i den komplekse virkelighed, der kræver interkulturel kompetence.

5. Pædagogiske overvejelser i forhold til vores casestudier Efter denne præsentation af de mere traditionelle tilgange til kulturundervisning, vil vi nærme os den virkelighed, som virksomhederne i vores projekt „Kulturmøder og Virksomhedsopkøb" befinder sig i. Hvad ville vi foreslå, hvis der i casevirksomhederne skulle være en interesse for at prioritere udviklingen af medarbejdernes interkulturelle kompetence? Hvordan kunne man fremme interkulturelle læreprocesser i en dansk virksomhed, der er blevet overtaget af en udenlandsk koncern? Vi vil her koncentrere os om de ledende medarbejdere i den danske virksomhed. Det rejser spørgsmål som: Hvilke kompetencer har de brug for at udvikle? Under hvilke pædagogiske former kan de udvikle interkulturel kompetence? Hvilke sammenhæng kan man søge at etablere mellem læresituationer og konkrete praksissituationer, for at kompetenceudviklingen

83

MARTINE CARDEL GERTSEN & ANNE-MARIE SØDERBERG

kan bidrage konstruktivt til virksomhedernes integrationsproces? Hvilke funktioner skal kursuslederen varetage? Hvilke faglige og personlige kvalifikationer skal kursuslederen have? Og hvordan skal kursuslederen forholde sig i forhold til ledelsen i den opkøbte danske virksomhed, henholdsvis til den opkøbende virksomhed? Vi forestiller os, at deltagernes udbytte er størst, hvis man tilrettelægger et erfaringsbaseret kursusforløb. Et kursus, hvor man tager udgangspunkt i deltagernes oplevelser, og i de betydningstillæggelser og fortolkninger, som deltagerne foretager, dels af kritiske begivenheder i forbindelse med virksomhedsovertagelsen, og dels af de symbolske handlinger, som foregår i tilknytning til integrationsprocessen. Med symbolske handlinger tænker vi f.eks. på nyt firmanavn, nyt logo, andre designprogrammer, nye bygninger, udtalelser til pressen, fester eller andre rituelle markeringer af overtagelsen. Kurset skal foregå i virksomheden, ikke på en kursusejendom fjernt fra den daglige praksis. Kurset skal strække sig over en længere periode, måske l-l½ år. Fra beslutningen om overtagelsen er taget og igennem den indledende del af integrationsprocessen, der samlet ofte skønnes at vare op til 3-5 år. I stedet for at fokusere isoleret på kulturmødeaspektet, kunne man med fordel anskue processen i et videre organisationsforandringsperspektiv og se kurset som en integreret del af kompetenceudviklingen i virksomhedens ledergruppe.

a. Kursets deltagere Vi forestiller os, at kursuslederen er rekvireret af den danske ledergruppe, som i første omgang selv deltager i kursusforløbet. Hvis der ansættes udenlandske medarbejdere i direktionen, skal de naturligvis også deltage på lige fod. Det kunne give kurset en ekstra dimension, i og med at kurset så også fungerer som en støtte til den kommunikation, som foregår mellem danskere og udlændinge i det daglige samarbejde. For kurset ville kunne være et legitimt sted at tematisere misforståelser, konflikter og forskellige tolkninger af én og samme situation. Derved opnås kombinationen af aktiv deltagelse i den interkulturelle kommunikation og momentan distancering til og refleksion over disse kommunikationssituationer. På kurset skabes muligheder for at kombinere følelsesmæssige oplevelser med en kognitiv bearbejdning, ved at lære deltagerne at beskrive, analysere og fortolke nogle kritiske begivenheder. Derved opnås en større forståelse både af egne og andres kulturelle forudsætninger og af den kultur, der opstår i

84

INTERKULTURELLE LÆREPROCESSER VED INTERNATIONALE VIRKSOMHEDSOPKØB

samspillet mellem danske og udenlandske medarbejdere. I bedste fald kan kurset give deltagerne redskaber og strategier til i fremtidige situationer samtidigt at deltage aktivt og observere sig selv og andre med analytisk distance. Men en forudsætning for at kunne udvikle disse kompetencer er naturligvis, at der kan opbygges tilstrækkelig tryghed i gruppen. Dels kan der internt i ledergruppen være for store forskelle i vurderingen af virksomhedsopkøbet og den enkeltes fremtidsmuligheder i virksomheden. Dels kan der i en ledergruppe med både danskere og udlændinge opstå et sprogproblem. Selvom engelsk eller tysk er koncernsprog, og lederne ubesværet forhandler om budgetter og diskuterer tekniske udviklingsprocesser på et fremmedsprog, kan man udmærket forestille sig, at det kan være vanskeligt for dem at nå ned til de stærke følelser, der er knyttet til bestemte temaer og konfliktsituationer, hvis danskerne skal tale om dem på et fremmedsprog. Så er det endnu engang den opkøbende udenlandske virksomhed, der sætter præmisserne.

b. Kursuslederen Hvilke kompetencer kan man ønske af den kursusleder, der skal igangsætte og befordre interkulturelle læreprocesser? Kursuslederen skal både have en specifik faglig viden og nogle særlige pædagogiske og psykologiske kompetencer. Vi forestiller os, at kursuslederen skal have en specifik viden om de relevante lande og deres kultur- og samfundsforhold. Kursuslederen skal også have en generel viden om kultur og kommunikation og en bevidsthed om den rolle, kultur spiller i kommunikationsprocesser. Desuden er det ønskeligt, at kursuslederen har praktisk viden om fusioner og virksomhedsopkøb og indsigt i den forskning, der beskæftiger sig med de ledelsesmæssige, organisatoriske, kulturelle og kommunikative aspekter af integrationsprocessen ved virksomhedsopkøb. Dette er kvalifikationskrav, der vægter kursuslederens faglige forudsætninger højt. Vi opstiller disse krav ud fra en overbevisning om, at kursuslederen skal kunne tilbyde teoretiske begreber og kategorier, der sætter deltagernes oplevelser i relief. Og at kursuslederen ud fra sin praktiske viden om de vanskeligheder, der er opstået i forbindelse med andre udenlandske virksomhedsopkøb, skal være opmærksom på, hvad der er objektivt relevante temaer for deltagernes erfaringsbearbejdning.

85

MARTINE CARDEL GERTSEN & ANNE-MARIE SØDERBERG

For at kunne indgå i rollen som en slags fødselshjælper i deltagernes læreprocesser skal kursuslederen også have indlevelsesevne, kunne lytte aktivt, samt kunne engagere og provokere. Kursuslederen skal jo som samtalepartner kontinuerligt søge at fremme medarbejdernes bevidsthed om deres egen opfattelse af „sig selv og de andre". Han eller hun skal tydeliggøre indholdet i medarbejdernes projektioner i forholdet til den overtagende virksomhed. Hvilke egenskaber, intentioner og holdninger tillægges de? I hvor høj grad har de realitet? Loyalitet over for deltagerne er også et absolut krav til kursuslederen. For at undgå at blokere for den nødvendige åbenhed og for den kritiske dialog, er det nødvendigt, at kursuslederen ikke videregiver kritiske synspunkter til andre medarbejdere i virksomheden eller på anden vis offentligt omtaler de konflikter, deltagerne bringer frem på kurset. Det er vanskeligt at forestille sig, at kursuslederen er helt neutral i forhold til både den danske og den udenlandske virksomhed. Som dansk kursusleder vil man i kraft af sin egen kulturelle baggrund som regel have lettest ved at identificere sig med synspunkter og opfattelser i den danske virksomhed. Det er vigtigt at erkende dette forhold og være åben om det, fremfor at påberåbe sig en neutralitet, der ikke er reel.

c.

Flertydige og konfliktfyldte oplevelser som afsæt for læreprocesser

Før vi konkretiserer vore overvejelser om et sådant kursusforløb, vil vi komme med nogle betragtninger omkring læreprocesser. Læreprocesser foregår i et spændingsfelt mellem på den ene side oplevelser af tryghed og kedsomhed ved det allerede kendte, og på den anden side nysgerrighed og usikkerhed over for det fremmede og endnu uudforskede. Det er forbundet med både lyst og ubehag at lære noget radikalt nyt; dels med videbegær og lyst til at udforske det ukendte, dels med angst for at slippe de kendte fortolkningsmodeller. Når vi kommunikerer med andre, har vi altid på forhånd en opfattelse af os selv og de andre og nogle forventninger til den kommunikationssituation, vi indgår i. Men nogle gange går disse forventninger ikke i opfyldelse. Vi tillægger f.eks. vore samtalepartnere meninger og holdninger, som de slet ikke har. Vi ser kun det, vi bevidst eller ubevidst vælger at se, nemlig det, som passer godt ind i vores allerede eksisterende billede af os selv, de andre og omverdenen. Og kun det, vi i kraft af vores selektive percep-

86

INTERKULTURELLE LÆREPROCESSER VED INTERNATIONALE VIRKSOMHEDSOPKØB

tion har udvalgt, tillægger vi betydning og gør til genstand for fortolkningsprocesser. Det har nemlig den kvalitet, at det kan indgå i og forstærke vores eksisterende fortolkningsmodeller. Der skal meget til, for at vi indoptager indtryk, som går helt på tværs af de fortolkningsmodeller, som vi bruger til at orientere os med i verden og forstå den igennem. Men hvordan kan vi så undgå udelukkende at samle ny viden af samme struktur ved det udviklingspsykologen Jean Piaget kaldte assimilationsprocesser? Hvordan bliver vi overhovedet nogensinde klogere på os selv og vores omverden? Hvordan kan vi også lære noget radikalt nyt? Det sker, når vi tillader oplevelser at passere, der kan føre til mere gennemgribende ændringer af vores fortolkningsmodeller ved det, Piaget kaldte akkomodationsprocesser (jf. Illeris, 1974). Når vi føler os grundlæggende trygge, tillader vi os selv at være åbne og sårbare på et begrænset område. Vi åbner os imidlertid også over for nye fortolkninger i overgangs-, opbruds- og krisesituationer. For det er situationer, hvor vores selvforståelse og/eller omverdensforståelse ikke nødvendigvis rækker til at kunne bearbejde og fortolke nye indtryk. Ikke mindst i sådanne overgangssituationer har vi den åbenhed og nysgerrighed, der er en forudsætning for egentlige læreprocesser, og dermed for personlig og faglig udvikling. De udenlandske virksomhedsovertagelser markerer en overgangssituation. Fra en tilstand, hvor bestemte rutiner, arbejdsprocedurer og samværsformer blev taget for givet, til en ny tilstand, hvor nogle af de grundlæggende kulturelle antagelser, som medarbejderne deler, gøres synlige og eventuelt indirekte problematiseres. For den opkøbende virksomhed tager ikke nødvendigvis de samme forhold for givet, og indfører derfor ofte andre kommunikationsformer, procedurer og regler, som er i bedre overensstemmelse med de måske ubevidste grundantagelser i deres virksomhedskultur. I valget af temaer og situationer, der kan indgå i erfaringsbaserede læreprocesser, må vi orientere os mod temaer og situationer, der rummer et konfliktindhold. Situationer, hvor deltagerne måske er indbyrdes uenige i deres fortolkninger af situationen, og hvor de oplever det som personligt engagerende og væsentligt at udveksle synspunkter og bearbejde deres erfaringer med afsæt i temaet og den konkrete arbejdssituation. Dvs. at kursuslederen må holde sig for øje, at de temaer og situationer, der gøres til genstand for videre bearbejdning på kurset, både skal have subjektiv og objektiv relevans for deltagerne (Ziehe & Stubenrauch, 1983).

87

MARTINE CARDEL GERTSEN & ANNE-MARIE SØDERBERG

Når en virksomhed opkøbes af en anden, er der i høj grad tale om en usikker og flertydig overgangssituation. Det er meget vanskeligt for medarbejderne at forudse, hvad der konkret vil ske både på kort og på langt sigt. Vil virksomhedsopkøbet f.eks. indebære ændringer i ledelsesstil? Vil beslutningsprocesserne forløbe anderledes? Indføres der andre rapporteringsformer og nye løn- og bonussystemer? Det, som ofte beskæftiger medarbejderne allermest i den første fase efter virksomhedsopkøbet, er imidlertid spørgsmål som: Vil den udenlandske ejer udskifte den danske direktion eller dele af den? Vil der blive indsat udenlandske medarbejdere på ledelsesniveau? Har den udenlandske virksomhed blot købt teknisk know-how? Eller vil virksomheden blive videreført som helhed? Vil de udenlandske ejere kun bibeholde udviklingsafdelingen af den danske virksomhed, sådan som det har været tilfældet ved nogle udenlandske virksomhedsopkøb? Vil produktionen blive flyttet til et land, hvor lønomkostningerne er lavere? Indføres der masseproduktion ved samlebånd, hvor man før har arbejdet i selvstyrende grupper i produktionen? Mange medarbejdere oplever i overgangssituationen et stærkt behov for at definere, hvem de selv er, og hvad den danske virksomhed står for. Ofte formulerer de i denne situation også positive eller negative forventninger til, hvem de fremmede medarbejdere er, og hvad den udenlandske virksomhed står for. I overgangssituationen kan det udenlandske ejerforhold opleves som trussel af medarbejderne på den danske arbejdsplads. I omtalen af den udefrakommende fare kan medarbejderne derfor opbygge fjendebilleder og se den opkøbende virksomhed gennem et filter af klichéer og stereotyper, herunder nationale stereotyper om tyskere, franskmænd, amerikanere og japanere osv. Når gruppetilhørsforhold og værdifællesskaber, som medarbejderne tidligere tog for givet, potentielt trues ved virksomhedsopkøbet, igangsættes naturligvis kommunikations- og fortolkningsprocesser, der både kan involvere identifikation, afgrænsning og direkte afstandtagen. En dansk direktør omtalte i et interview den arbejdende bestyrelsesformand i den overtagende udenlandske virksomhed som „solkongen". Han så ham som en ophøjet og enevældig monark uden direkte kontakt til sine undersåtter og uden kendskab til deres hverdag. Han fremstillede ham som en diktator, der under beskyttelse fra sine tro „væbnere" i ledergruppen leder sin virksomhed fra „førerbunkeren" ved „management by fear". Dette billede stod i kontrast til hans og andre medarbejderes oplevelse af den danske administrerende direktør i den opkøbte virksomhed. Han blev ka-

88

INTERKULTURELLE LÆREPROCESSER VED INTERNATIONALE VIRKSOMHEDSOPKØB

rakteriseret som en demokratisk leder, der var villig til dialog og kollektiv problemløsning, og hvis dør altid stod åben for høj og lav i virksomhedshierarkiet. Her er der klare markeringer af afstandtagen fra den udenlandske leder og stærk identifikation med den danske leder. I en dansk elektronikvirksomhed, der solgtes af en dansk industrikoncern til en amerikansk elektronikvirksomhed, udtrykte den danske ledelse til en start stor optimisme med hensyn til samarbejdet. I interview og udtalelser til pressen formuleredes meget positive forventninger til de nye udenlandske ejere. Den danske ledelse betonede, at de to virksomheder begge var en art „teenagervirksomheder". De var begge vokset stærkt i løbet af de sidste godt 10 år. Og de havde virksomhedskulturer, der på et værdimæssigt plan lignede hinanden, hvad angik forholdet til medarbejdere, kunder og marked. De var begge mindre virksomheder med relativt korte kommandoveje. Det gjorde, at de kunne arbejde mere fokuseret og handle hurtigt og fleksibelt, i modsætning til den store danske koncern. Den manglede efter ledelsens vurdering handlekraft og forståelse for vilkårene for udvikling, fremstilling og salg af højteknologiske elektronikprodukter under barske konkurrencevilkår. Vi har ovenfor givet nogle eksempler på, hvordan medarbejdere i fortolkningen af de dramatiske begivenheder, som et virksomhedsopkøb udgør, etablerer dikotomiseringer af universet. Dette sker i fortolkninger af, hvem vi danskere er, og hvad der er betegnende for de udenlandske opkøbere. Vi forestiller os, at et lederkursus i interkulturel kompetenceudvikling kunne give ledergruppen et rum, hvor de kan udtrykke og diskutere deres umiddelbart positive og negative fortolkninger af selve det forhold, at virksomheden har fået en udenlandsk ejer. Her kunne deltagerne med en beskeden distance til praksis få mulighed for at forholde sig analytisk og reflekteret til de kritiske begivenheder og deres umiddelbare fortolkninger af dem. Med afsæt i eksempler som de nævnte kunne kursuslederen så f.eks. træne deltagerne i ikke kun at iagttage forskelle mellem den opkøbte virksomhed og opkøberen, men også at fremdrage ligheder, der muliggør et samarbejde og kan bygge bro over de eksisterende forskelle. I de virksomheder, hvor optimismen er altdominerende i ledergruppen, kunne man omvendt træne deltagerne i også at iagttage de forskelle, der trods alt er værd at tage med i en realistisk vurdering af fremtidsplanerne. I casen med de to „teenagervirksomheder" kunne det have været hensigtsmæssigt at lade ledergruppen udvikle et „worst case scenario". Her kunne man have

89

MARTINE CARDEL GERTSEN & ANNE-MARIE SØDERBERG

tvunget gruppen til at udvikle strategier i tilfælde af, at udviklingen blev vanskeligere end forudset. F.eks. at det ikke lykkedes at udvikle de nye produkter som planlagt, eller at man ikke fik det forventede antal nye ordrer hjem. Rent faktisk blev udviklingen mindre gunstig end forventet, og det betød, at moderselskabet indskrænkede de danske direktørers råderum og gjorde det vanskeligere for dem at opretholde en relativ autonomi. (I parentes bemærket har begge danske direktører nu knap et år efter virksomhedsopkøbet forladt virksomheden, begge med henvisning til at forskellene i virksomhedskultur og ledelsesstil mellem danskere og amerikanere var for store, selv om der faktisk var enighed om de strategiske målsætninger). Et andet eksempel fra vores empiriske undersøgelse, der kunne danne afsæt for læreprocesser, handler om indførelsen af præstationsorienterede lønsystemer. I flere cases har vi iagttaget, at den udenlandske virksomhed tidligt i integrationsforløbet søger at indføre bonusordninger og andre former for belønning af individuelle præstationer, f.eks. tilbud om forkøbsret til aktier til en gunstig kursværdi. Disse forslag vækker meget forskellige reaktioner blandt medarbejderne. Nogle oplever det ubehageligt: Nu bliver gode kolleger hinandens indbyrdes konkurrenter. Og enkeltpersoner, der kan fremvise synlige og målelige resultater, bliver belønnet for noget, som også kan opfattes som resultatet af en gruppes fælles indsats. Hvorfor er det kun den medarbejder, der forhandler sig frem til en stor ordre, der skal belønnes? Hvorfor er det ikke også dem, der bidrog til at forberede disse forhandlinger? Nogle føler måske også ængstelse ved tanken om, at de ikke nødvendigvis vil score højt efter de nye kriterier, og at de i sidste ende måske vil blive udskilt, afskediget. Andre fortolker den ændrede lønpolitik positivt. De ser den som en kærkommen anledning til at gøre op med den danske jantelovs bud om, at „du skal ikke tro, du er noget", og med de danske fagforeningers solidariske lønpolitik, der efter deres opfattelse har ydet beskyttelse til inkompetente og ustabile medarbejdere. „Nu bliver der mindre plads til dem, der gemmer sig i organisationen". De opfatter den nye lønpolitik som et middel til at motivere medarbejderne til at yde en ekstra indsats og engagere sig i virksomhedens fremtid. Det gør de som oftest ud fra en overbevisning om, at de selv vil overleve i virksomheden, og at de har gode chancer for at opnå en højere løn og andre goder efter det nye system. Med forslaget om præstationsorienterede lønsystemer støder de udenlandske virksomheder i nogle danske virksomheder på barrierer, som vi

90

INTERKULTURELLE LÆREPROCESSER VED INTERNATIONALE VIRKSOMHEDSOPKØB

vælger at fortolke som kulturelle barrierer. Set fra et læreproces-perspektiv ligger der i løntemaet både konfliktstof og forskellige fortolkninger blandt medarbejderne, selv inden for en ledergruppe. Og temaets subjektive relevans er uomtvistelig. Derudover rummer temaet en mulighed for at perspektivere deltagernes oplevelser og sætte dem på begreb. Det kan man gøre ved at diskutere det menneskesyn, der ligger til grund for forskellige lønsystemer: ønsker ledelsen af virksomheden at fremme teamwork eller at belønne individuelle initiativer og præstationer? Er det vigtigt at markere lighed inden for en gruppe medarbejdere, eller at betone forskellene? Ønsker virksomheden gennem lige løn også at drage omsorg for og beskytte de i perioder svagere præsterende, eller vil vi i virksomheden kun sikre overlevelse og evt. mobilitet for de stærke og konkurrencevillige? På dette plan aftegner der sig overordnet en forskel mellem en egalitær vs. en individualistisk holdning, som ofte har været fremhævet som en nationalkulturel forskel mellem f.eks. danskere og amerikanere. Men det er også en forskel, vi er stødt på mellem forskellige afdelingssubkulturer i samme virksomhed. I nogle virksomheder var den individualistiske holdning f.eks. udtalt blandt ingeniørerne i udviklingsafdelingen, mens medarbejderne i produktionen generelt tilsluttede sig en egalitær holdning. I hvert fald kan vi konstatere, at løntemaet synliggør nogle holdninger og et syn på mennesker, der har været en integreret del af kulturen eller subkulturerne i nogle af de danske casevirksomheder. I vores teoretiske overvejelser omkring interkulturel kompetence har vi betonet, at det er vigtigt at udvikle empati, dvs. at lære at skifte synsvinkel og at indleve sig i den fremmedes perspektiv og værdiforestillinger. Det er en forudsætning for at overskride et etnocentrisk udgangspunkt. Derfor er det også vigtigt i det erfaringsbaserede kursus, at de danske ledere opøver evnen til - i et vist omfang - at fortolke ord, handlinger og situationer, som de udenlandske medarbejdere ville gøre det. Det er også hensigten at give dem en forståelse for, hvad der f.eks. er baggrunden for et andet lønsystem, der er udviklet i et samfund som det amerikanske, hvor fagforeningerne ikke spiller samme stærke rolle som i Danmark. Med en specifik viden, f.eks. om amerikanske kultur- og samfundsforhold, er det også nemmere at forstå, men ikke nødvendigvis at acceptere, at de amerikanske ejere af en dansk virksomhed ser med skepsis eller arrogance på de veletablerede danske traditioner og regelsæt om f.eks. tillidsmænd, samarbejdsudvalg og medarbejderrepræsentanter i bestyrelser. Målet med interkulturelle læreprocesser er, som det forhåbentlig er fremgået, ikke at undgå konflikter, problemer og konfrontationer. Målet er at

91

MARTINE CARDEL GERTSEN & ANNE-MARIE SØDERBERG

skabe større klarhed om konflikternes og problemernes reelle indhold, således at deltagerne har mulighed for at gennemarbejde dem. Derfor er det ikke i sig selv dårligt, hvis medarbejdere oplever en slags kulturchok i forbindelse med en virksomhedsovertagelse og i den efterfølgende integrationsproces, selv om det på et subjektivt plan opleves som ubehageligt. Ubehaget og konflikterne er måske netop forudsætningen for at læreprocessen overhovedet kommer i gang.

Referencer Borum, R (1993): „Strategier for ændring af organisationer", in: Ledelse & Erhvervsøkonomi, 3. Bramming, R & Holt Larsen, H. (1995): Kompetenceudvikling - en nøgle til konkurrenceevne?, København: Dansk Management Forum. Cartwright, S. & Cooper, CL. (1992): Mergers and acquisitions: the human factor, Oxford: Butterworth-Heinemann Ltd. Gertsen, M. (1990): Fjernt fra Danmark. Interkulturel kompetence i teori og praksis. København: Handelshøjskolens Forlag. Gertsen, M. (1995): „Intercultural Training as In-Service Training. A Discussion of Possible Approaches", in: Aarup Jensen, A., Jæger, K. and Lorentsen A. (Eds.) Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe, Vol. II. The Adult Learner, Aalborg: Aalborg University Press. Gertsen, M., Søderberg, A.-M. og Torp, J.E. (1995): Projektbeskrivelse, in: Kulturmøder i virksomheders internationaliseringsproces, Copenhagen Business School: Department of Intercultural Communication and Management, Working Paper 1. Illeris, K. (1974): Problemorientering og deltagerstyring. Oplæg til en alternativ didaktik, København: Munksgaard. Kleppestø, S. (1993): Kultur och identitet vid foretagsuppköp och fusioner. Stockholm: Nerenius & Santérus.

92

INTERKULTURELLE LÆREPROCESSER VED INTERNATIONALE VIRKSOMHEDSOPKØB

Larsson, R. (1993): „Barriers to acculturation in mergers and acquisitions: strategic human resource implications", in: Journal of European Business Education, 2 (2), 1-17. Martin, J. (1992): Cultures in organizations. Three perspectives, Oxford: Oxford University Press. Molin, J. & Strandgaard Pedersen, J. (1994): Fusioner i Danmark i et organisatorisk perspektiv, København: Institut for Organisation og Arbejdssociologi. Schultz, M. (1990): Kulturer i organisationer -funktion eller symbol, København: Handelshøjskolens Forlag. Søderberg, A.-M. (1994): „Interkulturel kompetence - hvad er det, og hvordan udvikler man den?", in: Kulturmøde og interkulturel kompetence, Sprog og Kulturmøde 6, Aalborg: Center for Sprog og Interkulturelle Studier. Ziehe, T. & Stubenrauch, H. (1983): Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser, København: Politisk Revy. Aarup Jensen, A. (1995): „Defining Intercultural Competence. A Discussion of its Essential Components and Prerequisites", in: Sercu, L. (Ed.) Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe, Vol. I. The Secondary School, Aalborg: Aalborg University Press.

93

94

Efterord Det Tværfakultære Forskningsforum for Interkulturel Kompetenceforskning blev stiftet i 1994 med to formål. Dels at udgøre et Aalborg-funderet diskussionsforum for interkulturel kompetenceforskning, dels at udvikle metoder til at forbedre undervisningen i interkulturel kompetence på Aalborg Universitets tre fakulteter. Både på det Humanistiske, det Samfundsvidenskabelige og det Teknisk/naturvidenskabelige fakultet er der således forskere, hvis forskningsarbejde overvejende ligger inden for det internationale og interkulturelle forskningsfelt, og det interkulturelle forskningsforum består da også af forskere fra alle tre fakulteter på Aalborg Universitet. På det Humanistiske fakultet centreret omkring Institut for Sprog og Internationale Kulturstudier (Institut 12) og på de Samfundsvidenskabelige og Teknisk/ naturvidenskabelige fakulteter centreret omkring Institut for Samfundsudvikling og Planlægning (Institut 4).

Forskningsforummets humanistiske del På det Humanistiske Fakultet er forskningen inden for internationale forhold primært centreret omkring Institut for Sprog og Internationale Kulturstudier (Institut 12). Den del af den internationale forskning, der falder ind under interkulturel kompetenceforskning, sker i to forskningsmiljøer, dels Center for Sprog og Interkulturelle Studier (CSIS), dels Europaforskningsprojektet. Inden for rammerne af CSIS, som er et stort forskningscenter med ca. 25 forskere tilknyttet, og som støttes af Statens Humanistiske Forskningsråd, sættes fokus på temaet Sprog og Kulturmøde. Der forskes såvel på et mere grundlæggende begrebsafklarende niveau i forhold til centrale begreber som kultur, kulturel identitet, kulturelle grænser, interkulturel kommunikation, sprog og spogviden som i en række konkrete eksempler på sprogog kulturmøde, herunder også sprog- og kulturkonflikter. Organisatorisk er centeret delt op i tre delprojekter med hvert deres specifikke emne. Den

95

EFTERORD

interkulturelle kompetenceforskning falder især under det delprojekt, der hedder Tilegnelse og formidling af interkulturel kompetence. Her arbejder tre AAU forskere samt to associerede forskere udefra med at udforske, hvad interkulturel kompetence er, hvilke elementer den konstitueres af, hvad der karakteriserer den kompetente kulturaktør, hvordan man tilegner sig, formidler eller udvikler interkulturel kompetence i eksisterende uddannelser, samt endelig hvilke bud man kan give på en ny interkulturelt orienteret sprog- og kulturpædagogik for udvalgte målgrupper. Også Europaforskningsprojektet satser på interkulturel kompetenceforskning, hvilket ses af, at der her er nybesat en del ph.d.-stipendier med relation til området interkulturel kompetence. Det drejer sig især om projekter med relation til turismeområdet. Forskere med tilknytning til interkulturel kompetenceforskning på humaniora er p.t. især: Gram, Malene, ph.d.-studerende Forskningsprojekt: Kulturanalyse - med særlig henblik på børns legevaner og voksnes opdragelsesidealer i Frankrig, Holland og Tyskland Jensen, Annie Aarup, ph.d.-studerende Forskningsprojekt: Socialpsykologiske faktorers betydning for voksnes tilegnelse af interkulturel kompetence Jæger, Kirsten, adjunkt Forskningsprojekt: Uddannelse af den interkulturelle aktør Lorentsen, Annette, lektor Forskningsprojekt: Sprog og kultur i fjernuddannelser. Omstilling til og design af fremmedsprogsstudier som fjernuddannelse Munk, Vibeke, ph.d.-studerende Forskningsprojekt: Tysk-dansk turisme Therkelsen, Anette, ph.d.-studerende Forskningsprojekt: Dansk turismes potentiale på de britiske markeder med udgangspunkt i en undersøgelse af det danske image i England og Skotland

96

EFTERORD

Wilken, Lisanne, forskningslektor Forskningsprojekt: Den kulturelle betydning af sprog i EU

Publikationer af relevans for Interkulturel Kompetence: Cristoffanini, Pablo R. (1994): Det mangfoldige Spanien. Overvejelser omkring traditon, modernitet og identitet. Center for Sprog og Interkulturelle Studier, Aalborg Universitet, 22s. Essays on Culture and Communication. Ed. Torben Vestergaard (1995): Essays by Øyvind Dahl and Jack Bilmes. Center for Sprog og Interkulturelle Studier, Aalborg Universitet, 36s. Gram, Malene (1995): 10 Plus - En legeplads til dem, som ikke vil lege. En kulturanalyse af 10-15-årige i Danmark og Frankrig. Publications of the Department of Languages and Incultural Studies, vol. 13. Aalborg Universitetsforlag, 140s. Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe. (1995), Aalborg University Press. Vol. I: The Secondary School. Ed. Lies Sercu, Leuven, 188s. Vol. II: The Adult Learner. Eds. Annie Aarup Jensen, Kirsten Jæger & Annette Lorentsen, Aalborg, 398s. Jensen, Annie Aarup og Kirsten Jæger (1993): Fremmedsprogsundervisning for ikke-sprog-studerende. En undersøgelse af to engelsk-kurser. Center for Sprog og Interkulturelle Studier, Aalborg Universitet, 44s. Kulturinteraktion og sproglig handlen (1993). Projektbeskrivelse. Center for Sprog og Interkulturelle Studier, Aalborg Universitet, 32s. Kulturmøde og interkulturel kompetence. (1994). Bidrag fra konferencen Kulturinteraktion og sproglig handlen på Aalborg Universitet, 18-19.11.1993. Center for Sprog og Interkulturelle Studier, Aalborg Universitet, 136s. Kvistgaard, Peter (1996): Kultureksport eller kulturudveksling. Principper og holdninger i dansk kulturformidling. Sprog og Kulturmøde 15. Aalborg Universitetsforlag. 101s.

97

EFTERORD

Language and Cultural Contact (1995). Project description. Center for Sprog og Interkulturelle Studier, Aalborg Universitet., 30s. Michelanea. Humanisme, litteratur og kommunikation. Festskrift til professor Michel Olsen. Ed. I. Degn, J. Høyrup & J. Scheel (1994): Aalborg Universitetsforlag. 280s. Niss, Hanne (1994): Made in Denmark. Nationalitetens betydning i international markedsføring. Aalborg Universitetsforlag, 1994.187s. Therkelsen, Anette (1996): Big little Denmark - will the British love it? Dansk turistmarkedsføring i Storbritannien. Sprog og Kulturmøde 17. Aalborg Universitetsforlag, 126s. Tilegnelse og formidling af interkulturel kompetence. Et forskningsprojekt under Center for Sprog og Interkulturelle Studier (1994). Projektbeskrivelse. Center for Sprog og Interkulturelle Studier, Aalborg Universitet, 39s. Universalisme og interkulturel kommunikation. Internationale sprog- og kulturstudier. Ed. E.-U. Pinkert (1994). Aalborg Universitetsforlag. 226s.

Forskningsforumments samfundsvidenskabelige del De internationale studier på det Samfundsvidenskabelige fakultet er organiseret i tre forskningsmiljøer, nemlig The European Research Unit, som beskæftiger sig med Europa-forskning, The Development Studies Research Unit, som overvejende beskæftiger sig med udviklingsforskning i 3. verdenslande, og endelig The International Business Economics Research Unit, eller „International Virksomheds Økonomi" (IVØ), som forsker inden for international og interkulturel markedsføring og ledelse, samt i problemstillinger omkring virksomhedernes globalisering. I relation til Interkulturel Kompetence har IVØ især beskæftiget sig med udvikling af teorier og modeller til analyse og forståelse af „andre" kulturer, samt i særlig grad med problemstillinger omkring tværkulturel ledelse og med vurderinger af „gængse" ledelsesteoriers og -modellers kulturbundethed og heraf manglende egnethed i kulturer anderledes end dem, hvori de er udviklet.

98

EFTERORD

På bedding er forskningsprojekter omkring afklaring af eventuelle særtræk ved det, man kunne kalde „skandinavisk ledelse"; udvikling af specifikke management orienterede kulturanalysemodeller; samt empiriske analyser af specifikke, kulturbetingede forskelligheder i samarbejdende organisationer på tværs af kulturelle grænser. Sidstnævnte er f.eks. relevant i forbindelse med opkøb af datterselskaber i udlandet, udflytning af produktionsenheder til andre lande og/eller oprettelse af nye produktionsog/eller salgsvirksomheder i andre kulturer. Aktive i den interkulturel kompetencemæssige del af IVØ-miljøet er for tiden: Hans Gullestrup, professor John Kuada, lektor samt 2 endnu ikke besatte ph.d.-stipendier.

Publikationer af relevans for Interkulturel Kompetence: Gullestrup, Hans (1993): Samfundsproblemer og Europæisk Kultur - et Essay, Akademisk Forlag, København, 39s. Gullestrup, Hans (1993): „International Kultur Kontra Egen-Kultur", in: Den Ny Verden, No 2, København, 14s. Gullestrup, Hans (1995): Kultur, kulturanalyse og kulturetik - eller hvad adskiller og forener os?, Akademisk Forlag, København (1992), 292s. Gullestrup, Hans (1996): „Den Internationale Leder - eller nogle tanker om ledelse i fremtidens globale verdenssamfund", in: Hildebrandt og Johnsen (Red.): Aktuel Ledelse - bliv ajourført og inspireret af 11 danske professorer, Børsens Forlag, København, 39s. Kuada, John (1994): Managerial Behavior in Ghana and Kenya - a Cultural Perspective, Aalborg University Press, Aalborg, 247s. Kuada, John (1996): „Interkulturel kompetenceudvikling i et kuturpsykologisk perspektiv", in: Gullestrup og Lorentsen (Red.): Interkulturel kompetence, Aalborg Universitetsforlag, Aalborg, 22s.

99

EFTERORD

Forskningsforummets tekniske/naturvidenskabelige del På det Teknisk/naturvidenskabelige Fakultet er forskningen inden for internationale forhold primært centreret omkring forskningsmiljøet i International teknologiplanlægning (Institut 4) og forskningsmiljøet i International teknologiledelse (Institut for Produktion, Institut 9). Forskning med relevans for interkulturel kompetence finder dog overvejende sted i førstnævnte miljø. Den emnemæssige kerne i dette forskningsmiljø er udvikling af teoretisk indsigt og operationelle begreber for empiriske analyser. Fokus er sammenhængen mellem teknologisk og samfundsmæssig ændring i et internationalt perspektiv, hvor programmet empirisk er delt op i en østeuropæisk del og en østafrikansk del. De to delprogrammer beskæftiger sig med henholdsvis industriel og infrastrukturel forandring. Aktiv i den interkulturel kompetencemæssige del af programmet er følgende forskere: Susan Barry Baca, Ph.D.-studerende, Pernille Bertelsen, adjunkt, samt Anne Lorentzen, lektor Publikationer af relevans for Interkulturel Kompetence: Baca, Susan (1995): Intercultural Aspect of Foreign-Owned Production in Hungary, Proceedings of 5th SIETAR Europa Symposium, Praha. Bertelsen, Pernille (1994): „Hvorfor er vedligehold ikke altid en nødvendighed?", in: Nyt fra Kontaktpunktet no 11, Dansk Teknologisk Institut, København. Bertelsen, Pernille (1993): „UKARABATI - et fremmedord. Det betyder ved ligehold i Tanzania", in: Udvikling no 9, Udenrigsministeriet, København. Lorentzen, Anne (1988):„Technological capacity. A contribution to a comprehensive understanding of technology and development in a international perspective", in: Technology and Society Series no 5, Aalborg University Press, Aalborg. De nævnte forskningsmiljøer kan alle kontaktes på Aalborg Universitet via telefon 9815 8522, og derefter de respektive navne.

100

Forskningsseminar om

Interkulturel kompetence Aalborg, den 31. oktober 1995.

Program

Velkomst ved Annette Lorentsen Dominique Bouchet, Odense Universitet: Samspillet og mellemmanden, - interkulturalitet som kompetence Peter Gundelach, Københavns Universitet Danskernes værdier og de andres. Interkulturel kompetence og viden om egen kulturs kendetegn John Kuada, Aalborg Universitet Interkulturel kompetence i et kulturpsykologisk perspektiv Martine Gertsen og Anne-Marie Søderberg, Handelshøjskolen i København: Interkulturelle læreprocesser ved internationale virksomhedsopkøb Helle Lykke Nielsen, Odense Universitet: Interkulturel kompetens i sprogundervisningen.

101

SPROG OG KULTURMØDE / LANGUAGE AND CULTURAL CONTACT

1

•1993

Kulturinteraktion og sproglig handlen. Projektbeskrivelse. 32 p.

(udsolgt - en elektronisk udgave kan ses på WWW: http://www.hum.auc.dk/i12/res/csis/pub/)

2 • 1993 Annie Aarup Jensen og Kirsten Jæger: Fremmedsprogsundervisning forikkesprog-studerende. En undersøgelse af to engelsk-kurser. 44 p. - DKK 40

3 • 1994 Pablo R. Cristoffanini: Det mangfoldige Spanien. Overvejelser omkring traditon, modernitet og identitet. 22 p. - DKK 25. (udsolgt)

□ 4-1994 Hanne Niss: Made in Denmark. Nationalitetens betydning i international markedsføring. Aalborg Universitetsforlag. 187 p. - DKK 175.

5 · 1994 Tilegnelse og formidling af interkulturel kompetence. Et forskningsprojekt under Center for Sprog og Interkulturelle Studier. Projektbeskrivelse.

6 • 1994 Kulturmøde og interkulturel kompetence. Bidrag fra konferencen Kulturinteraktion og sproglig handlen på AUC den 18.-19.11.1993.136 p. - (udsolgt).

7 • 1994 Michelanea. Humanisme, litteratur og kommunikation. Festskrift til professor Michel Olsen. Ed. I. Degn, J. Høyrup & J. Scheel. Aalborg Universitetsforlag. 280 p. - DKK 190,-.

8 · 1994 Universalisme og interkulturel kommunikation. Internationale sprog- og kulturstudier. Ed. E.-U. Pinkert. Aalborg Universitetsforlag. 226 p. - DKK 125

9 · 1995 Language and Cultural Contact. Project description.

( udsolgt - en elektronisk udgave kan ses på WWW: http://www.hum.auc.dk/i12/res/csis/pub/)

(Engelsk udgave af nr. 1 - udkommer 1996 - gratis)

10 • 1995 Essays on Culture and Communication. Ed. Torben Vestergaard. Essays by Øyvind Dahl and Jack Bilmes. 36 p. - DKK 40 11 • 1995 Teaching and Learning Intercultural Competence. Ed. Annette Lorentsen. Essays by Celia Roberts and Michael Byram. . 40 p . DKK 40 12 • 1995 Intercultural Competence. A New Challenge for Language Teachers and Trainers in Europe. Aalborg University Press. Vol. I: The Secondary School. Ed. Lies Sercu, Leuven. DKK 125 Vol. II: The Adult Learner. Ed. Annie Aarup Jensen, Kirsten Jæger & Annette Lorentsen, Aalborg. DKK 265 13 • 1996 Language and Cultural Hegemony. Conference papers. Ed. Ernst-Ullrich Pinkert. Aalborg University Press. (Udkommer 1996) 14 • 1996 Peter Kvistgaard: Kultureksport eller kulturudveksling. Principper og holdninger i dansk kulturformidling. Aalborg Universitetsforlag. 101 p. - DKK 96 15 • 1996 Bente Bakman: Frankrig og sproget. Aalborg Universitetsforlag. 107 p. - DKK 96 16 • 1996 Interkulturel kompetence - bidrag fra et forskningsseminar. Red.: Hans Gullestrup og Annette Lorentsen. Aalborg Universitetsforlag. 104 p. - DKK 96 17 · 1996 Anette Therkelsen: Big little Denmark - will the British love it? Dansk turistmarkedsføring i Storbritannien. Aalborg Universitetsforlag. 126 p. - DKK 96 18 • 1996 Anders Horsbøl: Koncepter for Landeskunde. 20 p. - DKK 25

Bøgerne kan bestilles hos Center for Sprog og Interkulturelle Studier eller hos Aalborg Universitetsforlag, hvor dette er angivet.