I skyggen af den kolde krig: internationalt ungdomsarbejde 1957-1966 og derefter 8789446283, 9788789446288

Citation preview

Henning Kjeldgaard

I SKYGGEN AF DEN KOLDE KRIG Internationalt ungdomsarbejde 1957-1966 og derefter

Eigil Holms Forlag

Henning Kjeldgaard

I skyggen af den kolde krig

Internationalt ungdomsarbejde 1957-1966 og derefter

Udgivet med støtte fra LO’s Kultur og Projektpulje samt fra DSU og fra Eduard Walthers legat (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv)

I kommission hos Eigil Holms Forlag 2002

I skyggen af den kolde krig © Henning Kjeldgaard 1. udgave, 1. oplag 2002 Lay-out: Eigil Holm Grafisk finish: Conny Jensen Illustrationerne stammer fra forfatterens arkiv eller fra de ved det enkelte billede anførte illustrationskilder. Ved enkelte af billederne har det ikke været muligt at finde rettighedshaveren til copyright. Hvis ophavsretten er krænket, er det utilsigtet. Forsiden: Omslag til DSU’s beretning 1955-58. Gengivet med tilladelse fra DSU’s landsforbund. Bagsiden: Forfatteren i Dar es Salaam 1984 Trykt hos Kannike Graphics, Århus Udgivet af Henning Kjeldgaard hos Eigil Holms Forlag, Gedved ISBN 87-89446-28-3 Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf må udelukkende finde sted efter COPY-DANs regler.

Bogen fås gennem boghandelen og hos Eigil Holms Forlag, Byskovsvej 4, 8751 Gedved, tlf. 75 66 51 30, fax 75 66 56 65, e-mail: [email protected]. www.eigilholm.dk

Indholdsfortegnelse Forord 5 1. Hvorfor socialdemokrat? 8 Baggrund 8 Medlem 13 2. Frit Forum 17 Studie og arbejde 17 Februar 1957 - april 1958 23 Det sociale samvær 28 April 1958 - april 1960 29 Udenrigspolitik 35 Nordisk samarbejde 37 Francos diktatur 39 Kolonikrigen i Algeriet 42 Kampen mod apartheid 46 3. DSU 56 Fra Frit Forum til DSU 56 Afgrænsning til venstre 60 Internationalt udvalg 66 Hjælpen til de nye lande 67 Europa eller Norden 76 Nordisk Ungdomskongres 80 4. Socialdemokratiske politikere 83 Viggo Kampmann 83 Jens Otto Krag 87 Niels Matthiasen 91 Per Hækkerup 96 5. Berlin og det delte Tyskland 103 Baggrund 103 Byen 106 Østberlin 109

3

Vestberlin 111 Den politiske udvikling i Forbundsrepublikken 113 DDR 117 Danskernes forhold til Tyskland 119 SPD fra Weimar-republikkent til Bad Godesbergerprogrammet 120 6. IUSY 125 Studentersekretær 125 Bureauet 131 SDS/SHB 142 Festivallerne 146 Forræderi 150 IUSY efter 1963 155 7. Afslutningen på ungdomsarbejdet 159 Dansk Ungdoms Fællesråd 159 WAY 163 Den internationale Højskole 163 Afslutningpå ungdomsarbejdet 166 8. Den kolde krig fra nedfrysning til afslutning 169 Tjekkoslovakiet 169 Dobbeltbeslutningen 172 Årene i Tanzania 177 Afrikanske Profiler 185 Besøg ved Victoriasøen 193 Murens Fald 205 Tysklands genforening 208 Efterskrift 211 Bilag: Oversigt over vigtigere begivenheder 1954-66 214 Kildehenvisninger generelt 215 Kildehenvisninger og bemærkninger til de enkelte kapitler 216 Dokumentation: Optrævlingen af et forræderi 228 Stikordsregister 244

4



Forord Der er tre grunde til at skrive erindringer: For det første skal man have oplevelserne på så lang afstand at det både er morsomt at skrive om dem og tilstrækkeligt interessant for læserne at genopleve hvad der skete. Det har i hvert fald været morsomt for mig at nedfælde erindringerne. For det andet skal man have oplevet en side af en tidsalder som gør det interessant for læserne at følge. Det er ikke nok at „have levet i en brydningstid“ - for enhver tidsalder er en brydningstid. Det er grunden til at jeg har koncentreret det efterfølgende om „det politiske klima“ i en tid hvorom der - endnu - ikke er skrevet så forfærdelig meget. Den tredje grund beskriver Keynes i den bog der nok har påvirket min generation af økonomer mest nemlig „The general theory of employment, interest and money“. Han skriver: „Indenfor økonomi og politisk filosofi er der ikke mange som bliver påvirket af nye teorier efter de er blevet femogtyve eller tredve år. De ideer som embedsmænd og politikere kommer frem med for at løse problemerne er efter al sandsynlighed gamle ideer“. Gennem beskrivelsen af hvad der har påvirket mig får læseren forhåbentlig en bedre forståelse for hvorfor deres forældre eller snart bedsteforældre har handlet som de har. Erindringer skal være subjektive i deres vurderinger - og det lever det efterfølgende helt op til. De skal samtidig være konsistente - d.v.s de skal gengive hvad man følte dengang i stedet for hvad man burde have følt i bagklogskabens skarpe lys. Det er selvfølgelig meget forlangt, og derfor risikerer erindringer let at blive „et liv genopløjet i erindringen“. Jeg har været mig denne fare meget bevidst. Selv om det ikke helt har kunnet undgås at gå ud over „letlæseligheden“, har jeg derfor valgt at citere flittigt - med kildeangivelse - fra artikler, interviews m.v. Ligegyldigt hvor meget man citerer er der dog en fælde man ikke helt kan undgå: mange af de vurderinger som efterfølgende forekommer så selvindlysende er slutstenen i en proces hvor man som regel har overvejet frem og tilbage før man er nået frem til sit standpunkt. I en fremstilling som den nærværende er det ikke muligt at gengive denne ofte lettere

5

kaotiske proces - og en række af „mellemregningerne“ er udeladt. Der er vel en tendens til efterfølgende at fremhæve netop de standpunkter der passer bedst ind i ens nuværende opfattelse. Hvilket igen har fået mig til at redegøre så relativt udførligt for de begivenheder der har påvirket mine holdninger. Det er ofte blevet hævdet at 50’erne var grå og at den opvoksende ungdom på grund af den betrængte økonomi var en slags tavs generation. Som det forhåbentlig fremgår af det efterfølgende kan jeg på ingen måde skrive under på en sådan karakteristik: der skete utroligt meget og der var meget at kæmpe for - og ganske meget at kæmpe imod. Men beskrivelsen skal også ses som en modvægt mod den efterfølgende og unægtelig noget mere opkæftende og selvcentrerede såkaldte 68’er generation. Jeg er principielt imod at lade en periode tilhøre en bestemt generation men kendsgerningen er, at 68’er generationen på grund af de politiske og kulturelle excesser har formået at koncentrere debatten om deres egne påståede fortræffeligheder. Forhåbentlig kan den efterfølgende beskrivelse bidrage til en noget mere afbalanceret vurdering af hvad der skete i hele perioden. Synspunkterne er helt mine egne men de konkrete formuleringer er ofte blevet til efter livlige diskussioner med min kone Anni Kjeldgaard. Herudover har Anni læst korrektur på manuskriptet og foreslået en lang række ændringer for hvilket jeg er hende megen tak skyldig. Også Freddie Birtø - som har kendt mig helt tilbage fra 1954 - har foreslået en række ændringer. Samtidig har jeg modtaget megen hjælp fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA). Endelig ønsker jeg at takke LO’s Kultur- og Projektpulje, DSU samt Eduard Walters legat for deres støtte til udgivelsen af bogen. Frederiksberg, september 1999 Henning Kjeldgaard

6

1. Hvorfor socialdemokrat? Baggrund Min far - Svend Kjeldgaard-Olesen - var lærer og radikal. Han var ganske vist ikke medlem af nogen vælgerforening, men i de mange diskussioner der har været med til at forme mine politiske anskuelser, var der aldrig tvivl om hans radikale grundholdninger (1).

Den person der har betydet mest for mig: min far – Svend Kjeldgaard-Olesen. I hjemmet på Evas-alle 19 i Glostrup ca 1963. Utvivlsomt i færd med at rette stile.

Jeg er altså ikke født ind i Socialdemokratiet. Fra jeg begyndte at interessere mig for politik omkring 1950 til jeg i 2. gymnasieklasse - 1952 - skiftede holdning og blev socialdemokrat, var jeg radikal. Roskilde katedralskole var - som de fleste gymnasier - præget af - at politik ikke var noget hovedparten af hverken lærerne eller eleverne beskæftigede sig med. At jeg på dette punkt har skilt mig ud fra mine kammerater fremgår af den udtalelse som min klasselærer Povl Kildemoes Rasmussen i 1955 gav mig. Det hedder her at „han var levende interesseret i den verden, der ligger uden for det snævre lærebogsstof, og gav i danske stile og i diskussioner udtryk for indsigt i problemer, der normalt er gymnasieelever fremmede“. Hvilket samti-

8

dig er en pæn måde at sige at vi ofte var rygende uenige. Bagefter kan jeg godt se, at han i det store og hele tog mine ofte bombastiske, men langtfra altid lige velunderbyggede synspunkter forbløffende pænt. Så pænt at det overraskede mig, da både han og en anden af de lærere jeg satte meget pris på, nemlig min fysiklærer Witta Jørgensen, mange år senere opstillede for de konservative. Men måske var det, fordi de begge var unge og skilte sig ud fra de mange ældre og ret så etablerede lærere, at jeg betragtede dem som progressive. - at hovedparten af eleverne kom fra en meget borgerlig familiebaggrund. Katedralskolens rekrutteringsgrundlag var først og fremmest borgerskabet i Roskilde, Køge og Ringsted, samt bønder, men kun ganske få husmænd fra de mellemliggende landdistrikter, og præster og lærere. Bortset fra enkelte fra Hvidovre var der næsten ingen arbejderbørn. Resultatet afspejlede sig da også klart i et prøvevalg i 1953, hvor Venstre og Konservative fik ca 2/3 af stemmerne, de radikale ca 1/5, mens de få der blev til overs fordelte sig på et par socialdemokrater herunder undertegnede - og lidt flere kommunister. Skiftet fra radikal til socialdemokrat var naturligvis en del af den modningsproces der gjorde, at jeg skulle finde mit eget politiske ståsted. Den politiske interesse var vakt hjemmefra, og jeg var allerede tidligt interesseret i økonomiske spørgsmål. Men det var de sociale spørgsmål der i anden halvdel af 50’erne kom til at optage mig mest. For netop på dette tidspunkt blev det mere og mere klart at den hidtidige sociallovgivning trængte til at blive gennemgribende ændret. Og netop ved opbygningen af hvad der senere blev kaldt velfærdsstaten havde Socialdemokratiet en langt mere konsekvent holdning end det radikale venstre. Samtidig sagde de radikales holdning til uddannelsespolitikken - som var grundlaget for fars lærerradikalisme - mig ikke noget. Den del af fars radikalisme, der har påvirket mig mest, har været hans afstandtagen fra de stærke antidemokratiske strømninger der eksisterede indenfor dele af borgerskabet i slutningen af 30’erne og begyndelsen af fyrrerne. Jeg har derfor aldrig opfattet repræsentanterne for borgerskabet som politisk interessante - hvilket igen afspejler sig i de kommende siders begrænsede omtale af Venstre og Det Konservative Folkeparti. Når begrebet social retfærdighed altid har betydet meget for mig hænger det utvivlsomt også sammen med at jeg er blevet stærkt påvirket af fars ubetingede tilslutning til Stauning/Munck-rege-

9

ringens opbygning af et mere socialt retfærdigt samfund i Danmark i 30’erne. Derimod spillede udenrigspolitiske spørgsmål såvidt jeg erindrer ikke nogen rolle i overgangen til Socialdemokratiet. Bortset fra at jeg har bevaret en indgroet skepsis til alt hvad der har med militær at gøre - hvilket kun blev bekræftet under min soldatertid hvor jeg fra marts 1962 til juni 1963 spildte 16 værdifulde måneder af mit unge liv. Skiftet til Socialdemokratiet fandt sted mens jeg gik i 2.G. Det er naturligvis aldrig muligt helt nøjagtigt at påpege hvem eller hvad der er skyld i at man skifter mening men i dette tilfælde må to personer påtage sig skylden: - I gymnasiet „faldt min holdning på plads“ under en politisk diskussion - efter al sandsynlighed arrangeret op til folketingsvalget før grundlovsafstemningen i 1953. Den socialdemokratiske repræsentant der fik det til at ske var Jørgen Birkegård, der senere skulle blive højskolelærer på Roskilde Højskole. - på landsplan var det Hans Hedtoft. Jeg var hjemmefra blevet advaret mod kritikløst at beundre politiske ledere - selv om far selv beundrede Jørgen Jørgensen. Men efterfølgende kan jeg ikke andet end konkludere at jeg beundrede Hedtoft. Hvis taler jeg hørte i radioen og hvis politik jeg fulgte i Politiken. Hvortil kom at jeg havde været inde at høre ham flere gange i Folketinget. Hedtofts sociale engagement og hans kamp mod Venstre og de konservatives nedskæringspolitik og tåbelige nationalchauvinistiske sydslesvigpolitik gik rent ind. At Hedtoft - ligesom senere Anker Jørgensen - ikke var stiv i økonomiske spørgsmål indgik dengang slet ikke i overvejelserne. Det er også først langt tid senere at det gik op for mig at Hedtofts inddragelse af de tyske socialdemokrater straks efter krigen var forudsætningen for Krags bestræbelser for at inddrage det provinsielle danske Socialdemokrati i det europæiske samarbejde. Ligesom Hedtofts konsekvente bekæmpelse af kommunisterne var forudsætningen for hans politiske mesterstykke: Inddragelsen af Danmark i NATO-samarbejdet. Jeg tog ganske vist først konsekvensen af disse påvirkninger og meldte mig ind i Socialdemokratiet i 1956, men jeg følte mig fra 1953 som socialdemokrat - og har gjort det lige siden. Men hvorfor er jeg ikke blevet „borgerlig“ - eller kommunist ? Men er endt med i ligeså høj grad at afsky den satte selvtilfredse borgerlighed

10

To meget unge - Bjarne og Kirsten Hedtoft - flankerer Hans Hedtoft på dette familiebillede hjemme på Fuglsangs alle. Selv om billedet er taget i 1954 kan man stadig mærke lidt af den dynamik og entusiasme som kendetegnede Hedtoft – og som var med til at gøre mig til socialdemokrat. Bjarne Hedtofts arkiv.

som at foragte den fodformede venstreorienterede bedreviden. Et er at konstatere at „det har aldrig ligget i kortene“, noget helt andet er at begrunde hvorfor disse muligheder aldrig har været noget valg for mig.

11

Begrundelsen for at skifte fra de radikale til Socialdemokratiet betød jo i sig selv at de borgerliges samfundsøkonomiske synspunkter lå mig endnu fjernere end de radikales. En af de centrale diskussioner efter krigen havde været Venstres forsøg på at fastholde Danmark som et landbrugsland. Det gik stik imod alle mine ønsker om at se Danmark som et industriland. Men det var især de sociale holdninger - sagt lidt patetisk det manglende lighedsideal - der gjorde partiet Venstre totalt uspiseligt for mig. Den kræmmeragtige holdning som gennemsyrede Venstres menneskesyn var dengang endnu mere udpræget end i dag hvor der er en tendens til at glemme, at de fleste sociale fremskridt er gennemført af socialdemokratiet trods skrigende protester fra Venstre – eller som led i forlig der til gengæld tilgodeså Venstres kærnevælgere i landbruget. Hos de Konservative var det især deres fastholden ved kulturelle normer hvoraf mange i 50’erne forekom mig stærkt forældede, som gjorde dem næsten lige så uspiselige som Venstre. Rent bortset fra at deres ha-stemte støtte til militæret var mig imod. Men når jeg gik så stærkt mod det etablerede Danmark, hvorfor blev jeg så ikke kommunist? Den væsentligste grund har utvivlsomt været diskussionerne med far der aldrig havde accepteret de danske kommunisters manglende demokratiske indstilling. Han accepterede ejheller argumentet om at tilslutningen til kommunismen kunne forsvares ud fra en idealistisk holdning som måtte ses i lyset af kampen mod nazismen. Allerede på daværende tidspunkt fandt han - ligesom langt den største del af den danske befolkning - at den kommunistiske drøm var udartet til en barbarisk undertrykkelsesmaskine, der efter krigen endog blev påtvunget vore nabolande. For det er jo løgn når den danske venstrefløj senere hævdede at de ikke vidste noget om Stalins rædselsherredømme. Sandheden er at de ikke ville vide hvad et kommunistisk regime betød - på samme måde som mange tyskere efter krigen benægtede at de vidste hvad der skete i koncentrationslejrene. Og de stålsatte frontkæmpere på venstrefløjen tilsvinede systematisk enhver der forsøgte at oplyse om de faktiske forhold under kommunismen hvad enten det drejede sig om beretningerne om udrensningerne i 30’erne eller om den i 1947 udkomne bog af Kravtjenko „Jeg valgte friheden“. Sidstnævnte - som jeg må have læst i begyndelsen af 50’erne - gjorde et stort indtryk på mig (2) og har sammen med diskussionerne med far betydet at jeg har været vaccineret mod enhver form for kommunistisk sirenesang.

12

Jeg fik iøvrigt selv medløbernes „broderskab“ at føle da jeg omkring 1959 deltog i en konkurrence forlaget Gyldendal havde udskrevet om at foreslå politiske og samfundsmæssige bøger der endnu ikke var blevet oversat til udgivelse. Jeg foreslog Wolfgang Leonhards „Die Revolution Entlasst Ihre Kinder“ som er en fremragende „insider“-gennemgang af den kommunistiske magtovertagelse i Østtyskland (3). Forslaget blev imidlertid hånligt afvist af den daværende redaktør af denne del af Gyldendals virksomhed, Erik Vagn Jensen. Men han var naturligvis også enten medlem af kommunistpartiet eller en af de medløbere som trivedes så strålende i de intellektuelle miliøer i de år.

Medlem Selv om jeg følte mig som socialdemokrat, tog det nogen tid før jeg fik taget mig sammen til at blive medlem af partiet. Men da partiet kom i vanskeligheder efter at H.C.Hansen havde ophøjet mæglingsforslaget til lov i april 1956 gik jeg op på partikontoret og meldte mig ind. Jeg husker at de var noget overraskede i Rosenørns Alle for indmeldelserne skete ellers altid direkte til den lokale partiforening, og især i de dage var der nok tale om betydelig flere ud- end indmeldelser. Bortset fra at det var noget jeg skulle have gjort for lang tid siden var den direkte anledning at en kommunist jeg arbejdede sammen med i Kongeriget Danmarks Hypotekbank triumferende konstaterede at nu var Socialdemokratiet virkeligt kommet i vanskeligheder - og så syntes jeg at de havde brug for min støtte. Når jeg ikke meldte mig ind i den lokale partiforening, hang det også sammen med at jeg ikke kendte nogen af bestyrelsen. Jeg boede hos mine forældre i Glostrup, men tilbragte næsten hele min vågne tid i København. Hverken Glostrup eller den lokale partiforening udmærkede sig ved at være noget særligt spændende sted. Intet kunne forstyrre Socialdemokratiets dominans i kommunen - såvidt jeg erindrer fik partiet ved kommunevalgene mellem 8 og 9 af de 15 pladser i kommunalbestyrelsen. Og borgmesteren - Valdemar Hansen - havde ikke alene siddet på den absolutte magt i årtier men styrede fortsat parti og kommune med jernhånd. Det var ikke uden grund at han altid blev omtalt som „Kong Valde“.

13

14

Efter indmeldelsen begyndte jeg imidlertid at komme i partiforeningen. Selv om det fortsat ikke var til at dø af grin over - det morsomste var når „de vilde fra Avedøre“ som dengang hørte til Glostrup kom anstigende til partimøderne i samlet flok. Der er imidlertid to begivenheder jeg erindrer fra de lidt over 4 år jeg var medlem i Glostrup: - det ene var H.C. Hansens tale til partiforeningens jubilæum i 1959. Selv om H.C. på daværende tidspunkt var præget af sin sygdom, gjorde hans tale et stort indtryk på mig. Men jeg tror snarere at det var fordi jeg var imponeret over at møde Socialdemokratiets leder end det var på grund af talens kvalitet. Vi var unægtelig noget mere autoritetstro dengang - selv os der satte spørgsmålstegn ved autoriteterne. - den anden begivenhed var at det lykkedes os at få opstillet Lis Groes i den stensikre socialdemokratiske Glostrup-kreds. Partiet havde ønsket at få placeret lederen af AIC og havde fået Kong Valde og såvidt jeg husker hele partiforeningens bestyrelse til at støtte at den pågældende blev opstillet. Vi var imidlertid en gruppe af yngre medlemmer der godt kunne tænke os en mere udadvendt og dynamisk person - og meget gerne en kvinde.

Fællesformanden med overskæg og bakkenbarter. Foran fanen for Frederiksberg, 3. kreds i 1972.

15

I en gammel og sat partiforening som Glostrup var ligestilling på daværende tidspunkt en by i Rusland: Bestyrelsens store flertal var mænd som kvinderne i kvindegrupperne skulle servere kaffe og kage for. Jeg vil vove den påstand at efter at det lykkedes at få Lis Groes opstillet blev livet i partiforeningen aldrig mere det samme. Samtidig med at Lis Groes naturligvis viste sig at blive en ubetinget gevinst for partiet på landsplan. I ca 5 år - fra 1962-66 - kom Anni og jeg i partiforeningen i Rødovre Syd der også var ledet af en meget gammeldags formand - ligesom partiet i kommunen var helt behersket af den gamle sognekonge Gustav Jensen. Men da samtidig en række af vores venner fra DSU og Frit Forum var flyttet til Rødovre - Freddie og Birthe Birtø, Bob og Gerda Andersen, Grethe og Jørn Blomberg, Herdis og Peter Beck og mange andre - var der betydeligt mere liv over møderne i Rødovre end i Glostrup. Da Anni og jeg i marts 1970 vendte tilbage fra New York, kom vi til at bo på Frederiksberg hvor jeg hurtigt blev medlem af bestyrelsen for 3.kreds og i 1972 Fællesformand for Socialdemokratiet på Frederiksberg. Det var unægtelig noget helt andet end i de vestlige forstæder hvor det ofte var vore egne partifæller vi kæmpede imod fordi de sad på magten. På Frederiksberg er Socialdemokratiet i permanent opposition til De Konservative der gennem næsten hele århundredet har siddet på den politiske magt. Her gjaldt det mere om at støtte de partifæller der som f.eks. den meget sympatiske Hans Halvorsen havde påtaget sig det utaknemlige job at kæmpe imod de værste udskejelser af selvtilfreds borgerlighed. Men mit udgangspunkt var „Vestegns-socialdemokrat“.

16

2. Frit Forum Studie og arbejde Det var en enorm omvæltning at komme fra gymnasiet til Københavns Universitet. Her var du virkelig „on your own“, og frafaldet ved polit-studiet var da også ganske stort. Allerede ved de første forelæsninger af professor Iversen i Nationaløkonomi var vi en gruppe der fandt sammen: Freddie Birtø, Freddie Scheidig, Kaj Lynge, Yngve Verwohlt og undertegnede. Hvorfor vi fandt sammen ved jeg egentlig ikke, men vi blev alle medlemmer af Frit Forum - og Kaj Lynge og undertegnede dannede en læsegruppe der gjorde at jeg fik 1.del af studiet på de normerede 2 ½ år. Der er ingen tvivl om at det var Kajs ihærdighed der gjorde at resultatet blev så godt. Han selv led af eksamensskræk og fik desværre aldrig eksamen, til trods for at han kunne stoffet betydeligt bedre end jeg. Sådan er livet så uretfærdigt. I 1954 fandtes der intet egentligt samfundsvidenskabeligt studium, og polit-studiet tiltrak derfor de mere samfunds-interesserede studenter. Indtil afviklingen af krigstidens restriktioner i begyndelsen af 50’erne havde Varedirektoratet været en af de største aftagere af kandidater. På grund af bortfaldet af denne beskæftigelsesmulighed advarede studenter-håndbogen for 1954 de studerende mod at søge ind ved polit-studiet: Ikke alene var studiet langvarigt og ganske krævende men selv hvis man gennemførte var udsigterne for at få arbejde for størstedelen af kandidaterne dårlige. Eller som det lidt mere morbidt blev udtrykt: Man kunne altid få mulighed for at praktisere udbuds-efterspørgselsteorierne på Grønttorvet! Det var derfor få der søgte ind og ved januar-eksamen 7 ½ år senere var vi kun 7 der blev færdige. Og det var samtidig den del af de studerende, der havde en stærk samfundsmæssig interesse og var optaget af den planlægning af samfundesøkonomien, som blev udviklet i netop den periode. Det kan derfor ikke forbavse at hovedparten af de polit-studerende var socialdemokrater. En fordel ved polit-studiet var, at det aldrig var vanskeligt at få studenterarbejde. Jeg startede derfor allerede i oktober 1954 i Vejdirektoratet og

17

havde næsten hele tiden arbejde ved siden af studierne. Der var derfor ingen polit-studerende der led materiel nød - tværtimod havde vi det så relativt godt økonomisk at adskillige blev hængende i studenterjobbene og aldrig fik gennemført studierne. I forbindelse med det årlige dyrskue på Bellahøj arrangerede den amerikanske ambassade i sommeren 1955 en stort anlagt udstilling om „Atomet i hverdagen“. Jeg var en af de studerende der blev ansat til at forevise og vejlede publikum til den dengang fyrstelige betaling af 5 kroner i timen. Men ud over det økonomiske tilskud var det interessant at skulle sætte sig ind i den fredelige udnyttelse af atomkraften. Da forventningerne til den nye atomtidsalder var tårnhøje, var også interessen for udstillingen stor: vi uddelte i de 5 dage udstillingen varede over 100.000 af pjecen „Atomet i fredens tjeneste“. Baggrunden for udstillingen var præsident Eisenhowers forslag om at oprette en international atompulje, som skulle fremme brugen af atomenergi til fredelige formål - det der blev til den internationale atomenergiorganisation IAEA. Formålet med forslaget var ifølge Eisenhower intet mindre end „at bidrage til at hjælpe menneskeheden ud af frygtens mørke og ind i lyset, at finde en vej, ad hvilken alle menneskers sind og håb kan bevæge sig et stort skridt fremad mod fred og lykke“. I 1955 var det første atomkraftværk endnu ikke bygget. De første forsøgsværker var imidlertid under opførelse, og forventningerne til den nye energiform fejlede ikke noget: „Atomkraftværker vil i løbet af få år kunne opstilles på jordens fjerneste og mest utilgængelige egne. Hvor der før var ødemarker, vil nye industrier kunne opstå. Til at drive et kraftværk, der fremstiller elektricitet ved atomenergi, behøves der kun få kilogram uran om året som brændstof. Transport af tusinder af tons kul og olie over lange afstande bliver overflødiggjort“. Der var dog lige et par vanskeligheder man havde overset i denne fremtidsvison. Næste gang jeg beskæftigede mig med den fredelige udnyttelse af atomenergi var i begyndelsen af den ganske hidsige debat der kom til at præge 70’erne om hvorvidt der skulle opføres atomkraftværker i Danmark. Som så mange gange kom beslutningen til at afhænge af debatten i Socialdemokratiet. Selv om jeg var tiltrukket af de spændende fremtids-perspektiver, var jeg imod at der skulle bygges kernekraftværker i Danmark så længe der ikke var skabt tilstrækkelig sikkerhed for deponeringen af atomaffaldet. Da jeg i 1972-73 var fællesformand for Socialdemokratiet på Frederiksberg, arrangerede jeg

18

et diskussionsmøde mellem en af de største fortalere for indførelsen af kernekraft nemlig Georg Poulsen fra Smedeforbundet og et af de få folketingsmedlemmer der allerede dengang havde meldt klart ud at hun var imod, nemlig Birthe Weiss. Selv om Georg Poulsen endnu ikke var smedeformand, brugte han forhammeren, men i det lange løb var det lykkeligvis Birthe Weisses argumenter der vandt. Ud over pengene var de tre efterfølgende studenterjobs i finansministeriets, i Kongeriget Danmarks Hypotekbank og hos socialministeriets økonomisk-statistiske konsulent også en glimrende introduktion til de forskellige sider af statsadministrationens virkefelt. Ansættelsen i finansministeriets afdeling for told- og forbrugsafgifter skete i forbindelse med en af de utallige gange hvor den socialdemokratiske regering havde måttet vedtage en samling forbrugsbegrænsende foranstaltninger. Som så ofte var det lykkedes den radikale Bertel Dahlgaard at gennemtvinge så mange ændringsforslag til finansminister Kampmanns ellers sammenhængende forslag at lovene var blevet næsten umulige at administrere. Der var således - guderne forstå hvorfor - i marts 1955 blevet indført en omsætningsafgift på tekstil og fodtøj: men mens yderbeklædning kun var beskattet med 15 procent var inderbeklædning beskattet med 10. Ligesom f.eks. legetøj og smykker var blevet beskattet - men igen med forskellige satser. Men hvad er yder- og hvad er inderbeklædning, og hvad er legetøj og hvad er smykker ? Det skulle den nye afdeling der fik til huse i et af de i 1914 opførte midlertidige kontorbygninger på Christians Brygge tage sig af. Kun fordi kontoret blev ledet af en af de dygtigste danske embedsmænd, Poul Gersmann, lykkedes denne umulige opgave. Ud over almindeligt kontorarbejde skulle jeg modtage og systematisere de mange varer for at der kunne blive taget stilling til hvordan de skulle beskattes. En lærerig indførelse i både den politiske og administrative virkelighed. Anden gang blev jeg ansat i Danmarks Hypotekbank - meget betegnende også i forbindelse med administrationen af en af Bertel Dahlgaards påfund. Denne gang drejede det sig om at yde lavtforrentede lån - såvidt jeg husker 2 3/4 procent - til byggeri af større parcelhuse. En ordning som ud fra devisen „den der meget haver skal mere gives“ f.eks. førte til en stærk udbygning af det velhavende Højvangskvarter i Glostrup. Hypotekbanken er det eneste sted i mine mange år i Statens tjeneste hvor jeg har kunnet genkende beskrivelserne fra Finn Søborgs bog „Sådan er der så meget“. Men til gengæld udfoldede der sig et rigt socialt liv: det

19

var ikke uden grund at Hypotekbanken med en let omskrivning blev døbt „Kongeriget Danmarks erotikbank“. Tredje - og længste - ansættelse var hos Socialministeriets statsvi- denskabelige konsulent Henning Friis. I næsten 2 år arbejdede jeg med den undersøgelse der i 1960 blev offentliggjort som Socialforskningsinstituttet første publikation: „Langvarigt forsorgsunderstøttede“. Her fik jeg ikke alene lejlighed til at bearbejde statistisk materiale og udarbejde udkast til de skriftlige konklusioner af de foretagne beregninger, men fik også en nyttig viden om den sociale virkelighed. Samtidig lærte jeg en række mennesker at kende som kom til at spille en stor rolle for mig: - Henning Friis som både forstod at manøvrere politisk og var en god administrator der langt tid før det blev almindeligt forstod at uddelegere opgaverne. Jeg vil senere beskrive hans rolle for at jeg kom til at studere ved Freie Universität i Vestberlin. Men han havde mange strenge på buen: da jeg var økonomisk rådgiver ved den danske FN-mission i New York var Henning Friis medlem af FN’s institut for uddannelse og forskning (Unitar). Når vi havde overstået det saglige arbejde, fortsatte vi med at gå i byen hvor Henning Friis introducerede mig til dele af New York og dens intellektuelle-jødiske befolkning som - til trods for at jeg på daværende tidspunkt havde boet i byen i adskillige år - var helt nye for mig.

Henning Friis ligefrem sprudlede af ideer – hvoraf jeg kom til at nyde fordel af flere.

20

- Bent Rold Andersen var ret så nyudklækket sekretær men havde allerede overtaget det meste af arbejdet med undersøgelsen. Bent er en af de få jeg har mødt, der i den grad har evnet at forene et suveræn teoretisk beherskelse af socialpolitikken med evnen til at få gennemført det praktiske arbejde med undersøgelsen. Hans hemmelighed er at han forener et skarpt analytisk intellekt med et meget stærkt socialt engagement. Det var en stor skam at han kun fik så kort tid som arbejdsminister. Herudover vil jeg sent glemme de festlige lejligheder hvor han foredrog de gamle viser som Poul Henningsen i trediverne havde skrevet til DSU.

Da jeg blev ansat hos Socialministeriets statsvidenskabelig konsulent i 1958 var Bent Rold Andersen nyansat sekretær. Men han var allerede dengang hjernen bag udarbejdelsen af undersøgelsen af de ”Langvarigt Forsorgsunderstøttede” som blev færdig i 1960. Han er en af de meget få der i hele sit virke har kombineret en helt enestående teoretisk viden om socialpolitik med et ægte socialt engagement. Her sammen med den senere formand for Frit Fo- rums landsforbund Ole Møl- gaard Andersen.

- som sædvanligt blev en stor del af det grundlæggende arbejde udført af studenter. Men det var også et inspirerende team: Ole Mølgaard Andersen som jeg kendte fra Frit Forum - hvor han senere blev formand for landsforbundet - og senere igen fra Danida hvor jeg bl.a. arbejdede sammen med ham mens han var chef for bistandsmissionen i Dar es Salaam. Kaj Westergaard - den senere arbejdsdirektør - og Hakon Fjeldberg - der allerede på daværende tidspunkt interesserede sig for studenterpolitik og fra 1967-70 blev generalsekretær i Danske Studerendes Fællesråd.

21

Og så var Bent Rold ”en lystig fætter”. Bagved den senere chef for arbejdsmarkedsdirektør Kaj Westergård.

Selv om jeg var politisk engageret, havde jeg besluttet at koncentrere mig om studierne - og arbejdet - indtil første del var hjemme. Når først man har taget første del er det begrænset hvor stor risiko der er for at falde fra. Jeg finder derfor kravene om at tvinge de studerende til at fuldføre studiet på den normerede tid for tåbelige. For det første er den ofte i studievejledningerne anført urealistisk kort tid til studierne - i mit tilfælde 5-5½ år - hvilket såvidt jeg husker ingen fra min årgang fuldførte polit-studiet på. For det andet skal arbejdsgiveren kun være glad for at der sker en oplæring af hans kommende medarbejdere på de forskellige studenterjob. Jeg er således ikke i tvivl om at mine forskellige studenterjob gav mig et begreb om kontorarbejde som både jeg og Udenrigsministeriet senere har haft stor gavn af. Rent bortset fra at mine senere erfaringer fra Udenrigsministeriet til fulde bekræfter at ministeriet - og hele Centraladministrationen - kan takke de mange studentermedhjælpere for at de kan fungere så effektivt. Men det allervæsentligste er, at de studerende der gennemfører studiet på den normerede tid risikerer at bliver fagidioter: de gennemgår ikke den modningsproces som arbejdet ved siden af studiet samt beskæftigelsen med politiske spørgsmål giver mulighed for. Iøvrigt er det morsomt at bemærke at flere af dem der

22

råber op om at studierne skal gennemføres på den normerede tid ofte selv har taget sig ganske god tid. Så jeg fortryder ikke et øjeblik at jeg tog mig god tid - 7½ år - til at gennemføre studiet. I stedet burde man afskaffe værnepligten: her spilder de unge mænd der er så uheldige at blive indkaldte noget af det mest værdifulde periode af deres liv på en tilværelse hvis eneste formål er at få den personlige udvikling og udviklingen af selvstændig tankevirksomhed erstattet af kæft,trit og retning. Her er unægteligt et område hvor jeg hele tiden har været lodret uenig med Socialdemokratiets holdning: jo før vi får erstattet værnepligten med en professionel hær jo bedre. Hvad jeg imidlertid ikke var ene om idet Axel Mossin i en ledende artikel i frit forum (november 1958) konkluderede: Der kan være en vis tilbøjelighed til at betragte værnepligten som særlig naturlig i et demokratisk samfund, ja, ligefrem som en bestanddel af demokratiet. Det er i virkeligheden at vende tingene på hovdet. Kun hvis der ikke foreligger andre muligheder, bør demokratiet skride til det voldsomme indgreb i borgernes liv, som værnepligten er. Februar 1957 - april 1958 Det var således først efter at jeg havde fået første del i januar 1957 at jeg mere systematisk begyndte at komme i Frit Forum. Men så gik det også stærkt: jeg blev meget optaget af de politiske diskussioner og det sociale samvær. Men det var langt fra alle spørgsmål der interesserede mig. Således ikke spørgsmålet om nationalisering. I modsætning til en række af mine polit-kammerater var jeg ikke kommet i Frit Forum for at beskæftige mig med økonomiske spørgsmål. Men det er morsomt at konstatere at Knud Heinesen - i dag formand for bestyrelsen for det nu privatiserede Tele Danmark - i 1957 og 58 gik stærkt ind for nationaliseringstanken. Det viser lidt om hvor meget debatten om økonomiske spørgsmål har ændret sig. En gennemlæsning af debatten om nødvendigheden af at nationalisere erhvervslivet i bladet frit forum i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne viser hvor rodfæstet nationaliseringstanken stadig var. Læst med nutidens øjne forekommer debatten i dag at være lige så realistisk som debatten indenfor den katolske kirke om engles køn. Men dengang var det blodig alvor hvilket den senere statskundskabsprofessor Mogens N. Pedersen fik at føle da han anbefalede at vi fulgte det tyske

23

socialdemokrati der med Godesberger-programmet havde opgivet den gamle hovedtese om produktionsmidlernes overgang til samfundseje og dermed anerkendte den frie konkurrence og den privatkapitalistiske ejendomsret. Svaret på Mogens N. Pedersens forsøg på at pille ved de gamle dogmer var en veritabel redaktionel bandbulle: „Den dag Socialdemokratiet har det synspunkt, at det privatkapitalistiske samfund bør anerkendes som noget endegyldigt, kan partiet ...trække sig tilbage fra den politiske skueplads og lade andre, der har disse synspunkter, udføre arbejdet, for den dag er dets historiske rolle udspillet“. Den mere marxistisk prægede debat - der især dominerede i 60’erne - har således aldrig interesseret mig hverken som baggrund for Socialdemokratiet eller under mine studier. Dog fik jeg under mit ophold i London i 1957 fat i „Det kommunistiske manifest“ som jeg læste med stor interesse, især Harold Laskies berømte gennemgang af forudsætningerne for manifestet (4). Heller ikke studenterpolitik optog mig. Jeg var naturligvis tilhænger af en demokratisering af uddannelserne men engagerede mig ikke særligt i kampen for at få gennemført hverken „ungdommens uddannelsesfond“ eller „studieløn“. Måske fordi jeg ikke havde vanskeligt ved at få arbejde samtidig med at jeg boede hjemme og dermed ikke havde økonomiske problemer. Møderne i Frit Forum var meget alsidige og gav bl.a. et helt enestående indblik i Arbejderbevægelsens forskelligartede aktiviteter: - der blev foretaget en række udflugter herunder til Lunds Universitet hvor vi var gæster hos Sveriges Socialdemokratiske Studentförbund. De politiske diskussioner har ikke efterladt det store indtryk - bortset fra at de understregede den langt højere svenske debatkultur - men jeg erindrer min forbløffelse over hvor forskellig tilgangen til de politiske spørgsmål var. Dog ikke når det gjaldt det sociale samvær. - i oktober 1957 hvor partisekretær Helge Madsen (Rets-forbundet), sekretær Åge Fogh (radikal) og redaktøren af „Demokraten“ i Århus Holger Eriksen diskuterede: grundskyld - religion eller realitet ? - ligeledes i oktober 1957 kørte vi i bus sammen med byggekooperationens folk rundt og så på moderne boligbyggeri i Københavns omegn.

24

25

Bagefter var der middag, diskussion, dans og - som det altid hedder i Arbejderbevægelsen – ”kammeratligt samvær” på restaurant Bellahøj. - endelig i oktober 1957 var der møde i Bispekælderen med Poul Henningsen om socialistisk kulturpolitik. Det eneste jeg erindrer var at PH forekom mig lidt „altmodisch“ og at hans mave hang ud over livremmen. Mødet var arrangeret sammen med Clarté, hvis medlemmer også forekom mig at være ret så gamle. - i februar 1958 besøgte vi forlaget Fremad hvor den senere litteraturprofessor Frederik Nielsen indledte om „strømninger i bogsæsonen“. Der var en livlig kulturpolitisk debat, men mest med direktøren for Fremad Lars M.Olsen - også kaldet „Lars Røv“ - der var medlem af Folketinget. Blandt de efterfølgende møder har især de følgende gjort indtryk: - en livlig og velbesøgt diskussion mellem Per Hækkerup og Morten Lange og Gert Petersen efter dannelsen af SF i 1958. Som de fleste socialdemokrater var jeg overbevist om at der ikke var plads til et parti mellem kommunisterne og Socialdemokratiet og jeg opfordrede derfor Gert Petersen til i stedet at melde sig ind i Socialdemokratiet! Det er iøvrigt interessant at det i de første 5-6 år kun var et par af de medlemmer der var aktive i Frit Forum og DSU der meldte sig ind i SF. - et lige så livligt men absolut ikke nær så velbesøgt møde om indførelse af republikken. Den gæve socialdemokratiske stridsmand Holger Eriksen fremsatte alle de meninger mod kongehuset som institution og for indførelsen af en republikansk statsorden som jeg også i dag finder rigtige. Men det stod mig allerede dengang klart at vi nok i min levetid måtte nøjes med den næstbedste løsning. Til gengæld må man nok sige at Jens Otto Krag i sin Dagbog fra 1971-72 trækker grænsen for kongehusets rolle når han om Frederik den IX skriver at „Kongen er en flink mand, vellidt og velmenende, uden politiske tanker og uden lyst til at bruge mere af sin eller vores tid på de nødvendige funktioner end nødvendigt. Vi har statsråd, der varer mindre end 20 minutter“. - et møde om boligpolitik. I både Frit Forum og DSU spillede boligpolitikken en dominerende rolle i sidste halvdel af 50’erne og op til det store boligforlig i 1966. Både på grund af boligmangelen, på grund af

26

de sociale aspekter og på grund af de velerhvervede rettigheder som ikke mindst mange ældre socialdemokratiske lejere havde opnået på bekostning af os unge boligsøgende. Men ikke mindst på grund af det ideologiske aspekt: skulle boligen betragtes som et normalt forbrugsgode eller var det ikke snarere et socialt gode der burde stilles til rådighed for befolkningen i form af en udvidelse af det sociale boligbyggeri. Det var forbløffende hvor stærke følelser boligdiskussionen satte i gang: i en artikel i Aktuelt truer jeg for første og sidste gang med ikke at stemme på Socialdemokratiet men at blive sofavælger såfremt partiet gav efter for de borgerlige partiers krav om en liberalisering af boligmarkedet. En trussel jeg ikke fulgte op - tværtimod købte jeg i 1974 selv en ejerlejlighed. Som jeg som forudset har tjent mange penge på at eje! - under et møde med de udenrigspolitiske journalister på Social-Demokraten (Arild Hvidtfeldt, Peter Dalhoff og Ole Smith) – kort tid før den blev til Aktuelt - kritiserede jeg vægtningen af det udenrigspolitiske stof. Det kom til en ophedet diskussion med bladets udenrigspolitiske redaktør Arild Hvidtfeldt. Mens jeg angreb bladets begrænsede dækning af kampen mod kolonialismen, henviste Arild Hvidtfeldt til at man måtte prioritere dækningen af Øst-Vest konflikten på den begrænsede spateplads der var til rådighed for udenrigsstoffet. Heri havde han utvivlsomt ret – for der var ikke blandt Social-Demokratens læserskare synderlig interesse for de overgreb som fandt sted under afkoloniserings-processen. Og i deres manglende interesse adskilte læserne sig ikke fra den almindelige danske befolkning. Men selv om Arild Hvidtfeld havde ret, bekræftede hans manglende forståelse for vores synspunkter Social-Demokratens noget ”støvede” image. Når man så hans mørke ”hule” med de utallige uåbnede eksemplarer af Le Monde og Herald Tribune stablet op både på skrivebordet og den gamle divan var det i hvert fald vanskeligt at forstå at det var den samme mand der mere end en menneskealder senere skrev den fremragende beretning om sit ophold i Berlin under krigen: I fred og krig.

27

Det sociale samvær Det sociale samvær var en væsentlig side af Frit Forums virksomhed. Soya hævder i sin berømte bog „Sytten“ at 90 procent af en ung mands tanker beskæftiger sig med sex. Første halvdel af 50’erne var imidlertid skrækkeligt snerpet på det sexuelle område: alene at tale om det var ­noget ganske uhørt. På universitetet var sexualoplysning et af de meget få tværfaglige emner der blev tilbudt alle studerende. Det viser noget om holdningen at forelæsningerne var kønsopdelte, så man sørgede for at de to køn ikke kunne distrahere hinanden under den iøvrigt knastørre og ubegribelig kedelige gennemgang af et ellers interessant emne. Holdningen til sexuelle spørgsmål og omgangen mellem kønnene i Frit Forum - og i Arbejderbevægelsen som sådan - var nok mindre snerpet og mere fri end i det øvrige samfund. Det betød ikke at der ikke var „fede fester“ andre steder hvor der skete det sædvanlige når dreng møder pige. Den højborgerlige „Studenterforening“ var således berømt og berygtet for sine fester - hvor det hævdedes at bordene nede i kælderen ikke kun blev brugt til billard. Jeg har aldrig brudt mig om den Herre-vi-ere-i-åndernes-rige-stemning der herskede og kom der derfor næsten aldrig - bortset fra rusfesterne hvor Frit Forum forsøgte at hverve nye medlemmer. Det gjorde derimod min senere kone - Anni Eidorff der i 1958 blev valgt til repræsentantskabet på samme liste som forstan– deren for Roskilde Højskole Ib Koch-Olsen der blev valgt til ledende senior. Debatten om en „frisindet kulturpolitik“ gik netop i 1956-57 oppe på de høje nagler bl.a. under forsøgene på at forbyde Mykles „Sangen om den røde rubin“. Vi slugte den naturligvis alle da den udkom - især de erotiske beskrivelser (5). For som Ole Malmquist skrev i sin bidende ironiske kommentar „har vi ikke ret til at blive seksuelt ophidsede“ ? Rent bortset fra at de „10-12 samlejesituationer er skrevet i blændende naturalistisk stil med en enestående fotografisk skarphed og ærlighed“, indeholder „Den røde rubin“ en helt uovertruffen udviklingshistorie af en ung mands kvababbelse og - hvad jeg selv senere skulle finde ud af - en fabelagtig god beskrivelse af forholdene i det norske arbejderpartis studenterorganisation „Socialistisk Studentlag“. Når vi kæmpede så stærkt for at få frigivet pornografien skyldtes det imidlertid ikke alene „retten til at blive seksuelt ophidsede“ men også at forbuddet var et af det borgerlige samfunds forsøg på at sætte rammer

28

for tilværelsen som vi ikke længere ville acceptere. Selv om det unægteligt har været noget chokerende at se den kommercielle udnyttelse ophævelsen af forbuddet fik, var frigivelsen en sejr, der var med til at blæse den bornerthed og autoritetstro væk, der var en del af tilværelsen til op i 60’erne. Men ellers var det diskussionerne efter møderne der var væsentlige. Vi endte næsten altid på en værtshus i mindst en øls tid. Med udgangspunkt i den politiske diskussion blev der diskuteret alt muligt mellem himmel og jord. Mange gange havde vi foredragsholderen med, så det blev ret så spændende. Andre gange mødte vi f.eks Niels Mathiassen - partisekretæren og senere kulturminister - samt Kjeld Olesen - senere udenrigsminister - når vi gik på Galathea-kroen eller Tokanten. April 1958 - april 1960 På generalforsamlingen i april 1958 gik Bjarne Hedtoft af som formand og blev afløst af Bjørn Eidorff. Ny næstformand blev Niels Einer-Jensen, ny sekretær Freddie Birtø, nye sekretærer for kontakten til seminarierne - en væsentlig del af Frit Forums virksomhed som jeg imidlertid aldrig interesserede mig for - Henning Monsrud og Leif Rigun - ny kasserer Axel Mossin og som menige medlemmer af bestyrelsen Freddie Scheidig og Ib John Kelland. Harald Hinrich, Kirsten Jansbøl og Yngwe Verwohlt var suppleanter og Kjeld Olesen var partiets repræsentant i Frit Forum. Og så ikke at forglemme undertegnede som ny international sekretær hvor jeg afløste den senere fra Social-forskningsinstituttet så kendte Erik Jørgen Hansen. Efter valget til bestyrelsen intensiverede jeg deltagelsen i møderne - der nu blev holdt i Keramisk fagforenings klublokaler på Thyvej i Vanløse. Her var også bedre muligheder for det sociale samvær, og jeg husker tydeligt en solhvervsfest hvor festtaleren Poeten - Poul Sørensen - lystent forsøgte at komme i lag med op til flere af de tilstedeværende Frit Forum-piger. Blandt de mere seriøse møder husker jeg især et besøg hos den nye ­dynamiske formand for Lager og Pakhusarbejderne på Vordroffsvej ­Anker Jørgensen. Hans kontante form gjorde et stor indtryk og dis– kussionen bekræftede opfattelsen af Lager- og Pakhusarbejderne som et progressivt forbund i den ellers noget stillestående fagbevægelse. Hans forgænger på posten Kaj Petersen besøgte vi efter at han var ryk-

29

Frit Forums bestyrelsesmøde, 1958. Fra venstre mod højre ses på bagerste række: Ib John Kelland der blev min kollega i Danida men som en af de få deserterede til CD, Harald Hinrich der senere blev økonom i SiD, den nyvalgte formand Bjørn Eidorff, Freddie Scheideck, der som en af de få gik over til SF og Freddie Birtø senere kontorchef i FDB. Ud over forfatteren ses på forreste række Niels Einer-Jensen og Axel Mossin – begge med en universitetskarriere på henholdsvis Odense og Københavns universitet – og Leif Rigon der blev skoleinspektør.

ket over til stillingen som sekretær i AOF. Det blev indledningen til et langvarigt venskab. En væsentlig begivenhed var at jeg fik bevilget to ugers ophold på Esbjerg Højskoles vinterkursus. Det var uhyre sundt for mig som udefra kommende at træffe folk der senere blev tillidsmænd. Der blev debatteret til langt ud på natten. Selv om der i begyndelsen var en vis - berettiget skepsis over for en akademikerspire som mig, hjalp det gevaldigt at jeg var med til at formulere de spørgsmål som kursisterne bombarderede LO’s formand Eiler Jensen med, da han besøgte højskolen. Blandt de mange kammerater jeg traf var Kaj Jensen - senere Sømandsforbundet og derfor altid kaldet Kaj sømand. Kaj var elevrådsformand, og jeg genså ham 31 år senere da jeg blev ambassadør i Botswana, hvor han var udsendt ekspert for ILO i et af de store problemer i det sydlige Afrika nemlg forholdene for vandrende arbejdskraft. Et par år senere kunne jeg gengælde den gode modtagelse ved at være guide for en gruppe elever fra Esbjerg Højskole under deres ophold i Berlin. Det interessante var at gennem elevernes videbegærlighed og nysgerrighed fik jeg også selv set byen fra en ny synsvinkel.

30

31

Der drikkes te og arbejdes hjemme på mit værelse på Evas-alle 19 i Glostrup. Fra venstre mod højre ses under et bestyrelsesmøde i Frit Forum i 1958 Axel Mossin, Ib John Kelland, Harald Hinrich og Niels Einer-Jensen.

Samt oplevet Berlins natteliv. Men min gode ven Bent Jensen - der på daværende tidspunkt var lærer på Esbjerg Højskole - sørgede ikke alene for at eleverne kom velbeholdne hjem men også for at jeg gjorde det. Samt for at jeg også senere bevarede „jordforbindelsen“ ved i begyndelsen af 70’erne at ansætte mig til at undervise på Tillidsmandscentret på Nattergalevej. Som medlem af bestyrelsen i Frit Forum blev jeg ikke alene inddraget i de organisatoriske spørgsmål men også i de magtkampe der naturligvis altid foregår i en politisk ungdomsorganisation. Sådanne magtkampe udemærker sig ved at optage en uhyre mængde tid og kræfter men når man efterfølgende skal beskrive hvad de gik ud på bortset fra at man holdt med den og den imod den og den, er det svært at beskrive hvorfor de optog så megen tid og kræfter. Kort fortalt støttede jeg næstformanden Niels Einer-Jensens forsøg på at vælte formanden Bjørn Eidorff hvilket lykkedes idet Freddie Birtø i april 1959 blev valgt til ny formand. Det havde så været meningen at Niels Einer skulle være valgt som formand for et nystiftet landsforbund, men det blev på grund af modstand fra Århus-afdelingen først dannet i februar 1961. Det internationale arbejde skulle naturligvis være overgået til landsfor-

32

Såvel lærere som elever var stærkt engagerede i undervisningen på landets 2 arbejderhøjskoler. Der den gang samlede elever fra hele fagbevægelsen. Her Bent Jensen på Esbjerg Højskole. Bent Jensens arkiv.

bundet og der blev derfor ikke valgt nogen ny international sekretær på generalforsamlingen i april 1959. Aftalen var at jeg skulle fungere indtil jeg blev valgt som landsforbundets international sekretær. I praksis kom den manglende dannelse af landsforbundet til at betyde at jeg kom til at fungere som international sekretær helt frem til generalforsamlingen i april 1960 (6). På det tidspunkt var jeg gledet over i DSU’s internationale udvalg og var på vej til Berlin. Så efter generalforsamlingen dalede min kontakt med Frit Forum. Set i bakspejlet må jeg konstatere at de lidt over 3 år jeg kom i Frit Forum har betydet enormt meget for mig: det er i de år at mine politiske synspunkter blev formuleret. Der er f.eks. inten tvivl om at Frit Forum lå milevidt foran både Socialdemokratiet og - især - Fagbevægelsen på ligeberettigelsesområdet. Der

33

Statutterne for Frit Forums landsforbund blev udformet i Rasmus Reehs sommerhus i 1959. Fra venstre mod højre: Freddie Birtø, Harald Hinrich, Bjarne Hedtoft, Rasmus Reeh og Ib Juul senere borgmester i Herlev. Siddende Ib John Kelland.

var ganske vist adskillige stærke kvinder i partiet bl.a. Nina Andersen som gjorde et stort stykke praktisk arbejde for at begrænse mandschauvinismen i partiet. Men det var også hende der på et møde - efter hun var gået af - tørt konstaterede at man også skulle være stærk for at overleve i den mandsdominerede verden som stadig eksisterede i partiet på det tidspunkt. Selv om jeg ikke erindrer at der blev holdt møder om kønspolitiske spørgsmål, var ligeberettigelsen i Frit Forum en selvfølgelig del af vores politiske holdning. Hvilket ud over at skabe en behagelig atmosfære utvivlsomt har påvirket mig meget. Men når jeg herudover befandt mig så godt i Frit Forum skyldtes det nok den karakteristik som Knud Heinesen - den første formand for det nydannede landsforbund - gav af Frit Forum „i sidste halvdel af 50’erne og begyndelsen af 60’erne“: „vi var kritiske over for moderpartiet, dets holdninger og de beslutninger, der blev truffet“ men „vi lagde os ikke mere til venstre for partiet, end vi anså for hensigtsmæssigt ud fra et ønske om at påvirke de politiske beslutninger“ (7).

34

Udenrigspolitik Jeg havde ikke beskæftiget mig særlig meget med udenrigspolitiske spørgsmål da jeg blev international sekretær. Under studierne var jeg blevet klar over at mine sprogkundskaber var for dårlige - jeg var matematisk student og har aldrig haft nogen særlig sprogfornemmelse - hvilket ikke var så heldigt da over halvdelen af lærebøgerne var på enten engelsk eller tysk. Jeg tog derfor til London for at lære engelsk i to måneder i 1955 og i tre måneder i 1957. Første gang på Davies’s school of english og sidste gang som underbetalt udenlandsk arbejdskraft i den kæmpestore Foyles Boghandel på Charring Cross. Her blev jeg interesseret i spørgsmålet om kolonierne og kolonimagternes undertrykkelse af befolkningen i den tredje verden. Foyles var en efter danske forhold enorm boghandel. Ud over deres pengemaskine af en bogklub levede de i stor udstrækning af at beskæftige studerende fra fastlandet som billig arbejdskraft. Som alle nytilkomne blev jeg anbragt i den afdeling der åbnede posten - hvilket var sindsoprivende kedeligt. Jeg blev derfor meget begejstret da jeg efter et par dage fik tilbudt en stilling i den afdeling der stod for indkøb af økonomisk-juridiske og politiske bøger. Indtil jeg fik at vide at mine 3 forgængere alle var blevet fyret fordi de ikke havde været i stand til at ekspedere bestillingerne. Jeg fandt hurtigt ud af at det var enkelte kæmpeordre på først og fremmest antikvariske bøger fra en række vestafrikanske lande der stod over for at etablere selvstændige biblioteker der havde knækket ryggen på mine forgængere. Afdelingens bestand af „second hand books“ var enorm men meget usystematisk opbygget og det ville have krævet alle døgnets 24 timer at finde frem til hvilke af bøgerne vi kunne levere. Jeg blev samtidig hurtig klar over at Foyles personalepolitik bestod i hver uge at fyre 1 eller 2 af de udenlandske ansatte for at „holde dampen oppe“ og at en sådan fyring ville betyde en brat ende på mit ophold i London idet min arbejds­ tilladelse kun gjaldt så længe jeg var ansat i Foyles. For at undgå at lide denne skæbne sørgede jeg derfor hele tiden for at lægge de 3-4 umulige kæmpeordre nederst i bunken. Samt for senere at lade dem helt forsvinde så jeg kunne aflevere et rent bord på min sidste arbejdsdag. Til gengæld fik jeg et pragtfuldt og meget lærerigt ophold. Samt ikke at forglemme en helt overstrømmende anbefaling fra Foyles ejer Christina Foyle herself.

35

36

De politiske forhold i England var i 1957 præget af to begivenheder: den katastrofale fransk britiske invasion i Ægypten året i forvejen *) og Ghanas uafhængighed. Begge begivenheder - men først og fremmest de desperate forsøg på at opretholde overherredømmet over landene i den tredje verden - kom til at præge mig dybt. På grund af en forelskelse i en sort jamaicansk pige oplevede jeg samtidig euforien i den store sorte befolknings-gruppe i London over at det endelig lykkedes et afrikansk land at rive sig løs fra det hvide overherredømme. Ironisk nok blev det den senere så højreorienterede historiker Paul —Johnson der med sin bog „The Suez War“ gjorde mig opmærksom på hvilke svinestreger den konservative regering i Storbritannien og regeringen i Frankrig under socialdemokraten Guy Mollet havde gjort sig skyldige i (8). Så opholdene i London gav en helt anden tilskyndelse end jeg kunne have fået i København til at kæmpe for at få lagt kolonialismen i graven. En proces, der i realiteten først blev afsluttet med valgene i Sydafrika i 1994, og som således kom til at præge meget af min tilværelse. Nordisk samarbejde I de 2 år jeg beskæftigede mig med udenrigspolitik i Frit Forum, var det ud over forholdet til IUSY - der vil blive behandlet senere - det nordiske studentersamarbejde, der stod i forgrunden. Der var en masse nostalgi i det nordiske samarbejde - også blandt de socialdemokratiske studerende. Når jeg læser bladet frit forum fra den periode, kan jeg se at det mange gange var et lidt fortvivlet forsøg på at undgå at blive inddraget i den aktuelle situation i Europa. Først og fremmest i sikkerhedsspørgsmål, hvor modviljen mod NATO hele tiden lurede - men også i spørgsmålet om Fællesmarkedet, hvor adskillige anså „et fælles socialistisk Norden“ som en modvægt mod det store stygge Europa. Og især mod det Vesttyskland der langsomt var ved igen at komme ovenpå økonomisk - og hvor der i Frit Forum i langt større omfang end i DSU herskede en modvilje mod det nye Tyskland. Så det nordiske samarbejde blev set som en slags garant for at „puslingelandet fortsat kunne hygge sig i smug“. Alligevel var det både politisk og menneskeligt uhyre interessant at deltage i det nordiske samarbejde, der i Frit Forum-tiden først og fremmest bestod i de årlige pinsekonferencer. *) Jeg blev først senere opmærksom på Lord Astors berømte leder i „The Observer“ hvor han angriber Edens invasion af Suez. Da den på fremragende vis foregriber mine egne synspunkter er den gengivet in extenso og kommenteret s. 242-243.

37

Pinsekonferencen i maj 1959 fandt sted lidt uden for Oslo og blev unægtelig noget mere spændende end forudset. Ledelsen i Socialistisk Studentlag - Berge Furre, Kjell Gjöstein Resi og Kaare Sollund var den 6.maj blevet ekskluderet af Arbeiderpartiets Ungdomsforbund AUF på grund af en rejse til DDR. En eksklusion som flertallet af Socialistisk Studentlag ikke ville acceptere, og som efter pinsekonferencen førte til at hele Socialistisk Studentlag blev ekskluderet og senere lagde grunden til det norske SF der altså kom fra Arbeiderpartiet - i modsætning til det danske SF der kom fra kommunisterne. Trods den spændte situation på pinsekonferencen, hvor det ikke kunne undgås at spørgsmålet om eksklusion tog meget af nordmændenes interesse, havde formanden Torild Skard og den internationale sekretær Dag Halvorsen arrangeret et glimrende program hvoraf især Trygve Brattelies foredrag om socialistisk kulturpolitik og Finn Moes om den socialistiske internationalisme i krise var gode. Derimod viste

Fra den berømte pinsekonference i maj 1959 med Torild Skard og Dag Halvorsen begge fra Socialistisk Studentlag og Stig Gustafsson fra Sveriges socialdemokratiske Studentförbund.

38

Per Kleppes gennemgang af „Arbejderbevægelsen og de økonomiske integrationsplaner i Europa“ tydeligt at „markedsdiskussionen i hvert fald i Norge var af ret ny dato, hvilket ligeledes bekræftedes i den efterfølgende diskussion, hvor kun de danske - tildels modstridende synspunkter kom til orde“ (9). I forbindelse med foredragene blev der nedsat arbejdsgrupper der udarbejdede resolutionsforslag. I spørgsmålet om de økonomiske integrationsplaner var under dansk ledelse blevet udarbejdet følgende forslag der unægtelig ikke sparer på visionerne: „Repræsentanter for de nordiske socialdemokratiske studenterorganisationer, forsamlet til konference i Oslo 17.-21.maj 1959, kræver, at de nordiske parlamenter går ind for en hurtig gennemførelse af det nordiske fællesmarked som et skridt på vejen til dannelsen af et forenet Norden med fælles regering og parlament. Det forenede rige skal udgøre en republik med fuldstændig militær og økonomisk integration“. I et interview i Arbeiderbladet giver jeg baggrunden for den danske indstilling: „Av økonomiske og næringspolitiske grunner er vi sterkt interessert i et nært samarbeid med de kontinentale land, og utviklingen vil etter min mening nærmest med en naturlovs nødvendighed tvinge fram en gradvis integrasjon på dette område. Og innenfor et slikt samarbeid er det nødvendig at Norden, med sine sosiale og demokratiske tradisjoner og en sterk arbeiderbevegelse, kan gjøre seg sterk gjeldende, og skape en motvekt mot de konservative kreftene i mange av de europeiske land. Et forent Norden vil derfor få en stor opgave i det fremtidige Europa“ (10). Protester mod Francos diktatur Under den noget provokerende overskrift „Hvad med at få en udenrigspolitik“ rettede jeg i en artikel i bladet frit forum i 1959 skytset mod Socialdemokratiets næstformand Alsing Andersen, idet jeg gengav to asiatiske socialdemokraters opfattelse af at „de danske socialdemokrater nok var den gruppe på mødet (i Socialistisk Internationale i Hamburg i sommeren 1959) der viste mindst interesse for internationale problemer når de ikke lige berørte deres egne snævre interesser“ (11). Denne svada tilgav Alsing Andersen mig aldrig. Det var især Franco-Spaniens mulige optagelse i NATO der optog mig. På baggrund af Eisenhower administrationenes gentagne sonde-

39

Ifølge Aktuelt fra den 24. september 1960 udtalte jeg som kursusleder på IUSY’s sommerskole at ”Vi kæmper mod kommunismen men vi kæmper også for vore egne meninger og idealer. Vi er lige så kompromisløse over for imperialisme og kolonialisme – også den, som vestmagterne udøver i dag”. Hvilket ikke mindst var rettet mod formanden for Socialistisk Internationale Alsing Andersen der her ses ivrigt diskuterende – men absolut ikke med forfatteren - på DSU’s kursuscenter Solhavegaard. Billede fra Fri Ungdom.

ringer krævede jeg af udenrigsminister Jens Otto Krag at han ikke nøjedes med at lægge sig på linje med Norge, men „klart og utvetydigt tilkendegav at vi, hvis spørgsmålet skulle blive aktuelt, ville stemme blankt nej - også selv om vi kom til at stå alene“. For som jeg skrev „Socialdemokratiets stilling skulle jo være helt klar, idet vi lige så lidt kan samarbejde med Francos sortstøvlede diktatur, som vi kan samarbejde med den forvredne form for socialisme, som findes i de kommunistiske lande“. I de socialdemokratiske ungdomsorganisationer havde kampen mod Francos diktatur en central plads op gennem 50’erne (12). Og netop fordi ingen kunne beskylde den socialdemokratiske ungdom for at nære blide følelser over for de kommunistiske diktaturer, var det så væsentligt at vende sig mod „Francos sortstøvlede diktatur ...der idømmer vores meningsfæller lange fængsels-straffe samt udsætter dem for tortur, for ting, som enhver demokratisk socialist må anse det for sin pligt at kæmpe for“.

40

Det er interessant at Jens Otto Krag - der på daværende tidspunkt var udenrigsminister - nøjedes med at afvise, at der burde have været protesteret over for spørgsmålet om Franco-Spaniens eventuelle optagelse i NATO med en formel konstatering af, at „spørgsmålet aldrig har været rejst over for den danske regering og ej heller blev rejst i anledning af de tyske sonderinger i Spanien om øvelsespladser og depoter. Der var altså intet at protestere imod“. Så kom den daværende politiske ordfører Per Hækkerup nok sandheden noget nærmere når han konstaterede at „vi er nødt til at erkende vor stilling som en lille nation, der må operere med en vis forsigtighed i den internationale politik“. Frit Forum havde derfor fra sommeren 1959 stillet sig i spidsen for at få den danske regering til at gå imod de amerikanske ønsker om at få Spanien optaget i NATO. I efteråret 1959 foranstaltede vi således en henvendelse til partiet om spørgsmålet. Ud over mange kendte men­ nesker havde jeg fået min far og mor til at skrive under - hvilket jeg tydeligt husker, fordi mor blev så rasende over at blive tituleret husmoder. Men det skulle jo netop vise hvor bred en kreds protesterne dækkede. Francos diktatur vedblev naturligvis med at beskæftige mig hvad ­enten jeg var i Frit Forum, i DSU, i Dansk Ungdoms Fællesråd eller i IUSY. Hvor meget fremgår af at lederen i det nystartede medlemsblad for DSU’s internationale klub i januar 1963 omhandler diktaturet i Spanien. Her vender jeg mig imod at „danske rejseselskaber turer Spanien rundt og ved hjemkomsten begejstret beretter om fattigdommens pitoreske folkeliv og om de billige priser - især på vinen! Så hvorfor ikke glemme det gamle nag og optage Spanien i den vesteuropæiske familie. Sådan lyder i dag argumentationen i adskillige borgerlige blade - ofte de samme, som i 30’erne tordnede mod „den røde pest“, som det demokratiske Spanien efter deres mening udgjorde, og som bøjede sig i støvet for Franco’s måde at indføre ro og orden på. Men lad os aldrig inden for den demokratiske socialisme glemme, at Spanien også i dag er en diktaturstat - et land, hvis borgere er berøvet de mest elementære menneskerettigheder, og hvor den store del af befolkningen lever på et eksistensminimum. Det ville være at forråde ikke blot det spanske folk, men også vore principper, hvis vi nogensinde optog det nuværende spanske styre blandt de vestlige demokratier, og derfor må såvel Spaniens ansøgning om optagelse i NATO, i Europa-rådet samt dets tilknytning til Fællesmarkedet forhindres af enhver socialdemokratisk

41

regering. Ligeledes må Dansk Ungdoms Fællesråd fortsat afslå enhver form for samarbejde, ja blot samvær med den spanske statsfascistiske ungdomsorganisation“ (13). Kolonikrigen i Algeriet Det andet spørgsmål jeg tog op i artiklen i bladet frit forum var krigen i Algeriet. Det var ikke et emne for debat i Danmark, men jeg var blevet opmærksom på omfanget af overgrebene under mit ophold i London. I artiklen skriver jeg derfor „mon alle gør sig klart, at Frankrigs overgreb i Algier i virkeligheden er adskilligt værre end russernes overgreb i Ungarn - såvel i antal dødsofre og tvangsfordrevne som i det forhold, at overgrebet i Ungarn blev udført af et diktatur, mens det, der er sket og stadig sker i Algier, udføres af Frankrig, der dog stadig kalder sig et demokrati“. For at tage højde for reaktionen på et sådant angreb på en allieret og betydelig handelspartner - midt under den kolde krig tilføjede jeg: „Beskyldningen for gennem sådanne standpunkter at svigte Vesten og gå kommunisternes ærinde kan vi tage os let, for det forhold, at vi bekæmper det kommunistiske diktatur, kan ikke medføre, at vi bliver nødt til at se passivt til og stiltiende acceptere vold og terror, når de, som tilfældet er i de to nævnte eksempler, optræder på „vores egen side“, og det er jo en kendsgerning, at skal man gøre sig håb om at udviklingen i disse nye lande, ledes ind i demokratisk retning, hjælper det ikke, at disse lande hver eneste gang kun kan regne med kommunistisk støtte, mens de på grund af hensynet til vore allierede ikke kan regne med nogen støtte fra vor side“. Allerede i begyndelsen af 1959 havde jeg været med til at sætte krigen i Algeriet på dagsordenen. Baggrunden var at Danske Studerendes Fællesråd forgæves havde anmodet om tilladelse til at afholde en offentlig indsamling til algierske studenter blandt flygtningene i Tunis og Marokko. Jeg opsøgte derfor den 12. januar udenrigsminister Jens Otto Krag og overrakte ham på Frit Forums vegne en resolution, der under henvisning til at „afslaget repræsenterer en moralsk støtte til den franske kolonipolitik“ opfordrede ham til at ændre afslaget (14). Det fremgik klart af besøget - der foregik i Folketinget - at Krag ikke var begejstret for henvendelsen, men som den dygtige politiker han var, så han straks at han ikke kunne komme uden om at ændre udenrigsmini-

42

steriets beslutning. Så næste dag fik Danske Studerendes Fællesråd den ønskede tilladelse. Kampen for at få gjort en ende på krigen i Algeriet har betydet lige så meget for mig som Vietnam-krigen kom til at betyde for næste generation. I en artikel i DSU’s blad Fri Ungdom umiddelbart før jeg rejste til Berlin går jeg igen ind for at „der bliver afholdt virkelig frie valg i Algier under FN’s kontol“ og at DSU og Frit Forum skal kæmpe for en kraftig forøgelse af den danske humanitære hjælp til de over 200.000 algierere, der har måttet flygte til Tunis og Marokko“. Endelig foreslog jeg at „DSU og Frit Forum burde tage skridt til, at der blev dannet en dansk Algierkomité ... der kunne sprede oplysninger om hvad der virkelig foregår i Algier“ (15). En sådan komité blev ganske vist etableret kort tid efter under navnet „Den danske Algier-komité“. I stedet for at udgå fra Socialdemokratiet blev den imidlertid oprettet af mere eller mindre velmenende folk på venstrefløjen. Dette blev temmelig katastrofalt fordi ledelsen på grund af enten inkompetance eller fordi den var kommunistisk infiltreret fik drevet selv de få socialdemokrater, som den havde søgt at få med, ud af komiteen. Den danske Algierkomité kom derfor aldrig til at påvirke beslutningstagerne i Socialdemokratiet - og fik derfor ud over det rent oplysningsmæssige ikke nogen politisk betydning (16). Det forbløffende var, at der i partiet overhovedet ikke var nogen forståelse for hvilke uhyrlige overgreb i form af massedrab og tortur franskmændene foretog. Overgreb der var lige så grusomme som dem nazisterne havde begået under besættelsen af Frankrig. Og overgreb der blev begået først under en socialdemokratisk premierminister Guy Mollet og derefter under lederen af „de frie Franske“ de Gaulle (17). De ansvarlige var enten uinteresserede (Krag) eller direkte imod at spørgsmålet blev rejst (næstformanden i partiet, Alsing Andersen, og hans søn Niels Alsing Andersen der på daværende tidspunkt var sekretær i Arbejderbevægelsens Informations Central - AIC). I sin kommentar til mine angreb på den manglende danske støtte i FN til udviklingslandenenes resolutionsforslag slap Krag afsted med blot at henvise til „at de Gaulle klart har erklæret at den algierske befolkning selv skulle bestemme sin skæbne i frihed“ og - endnu værre - at „forhandlingsmulighederne kunne blive forringede, hvis resolutioner af ekstremt indhold blev vedtaget“. Det er ligeledes symptomatisk at i bogen „Kamp og fornyelse“ om

43

Socialdemokratiets indsats i dansk politik 1955-71 omtales kampen for Algeriets uafhængighed overhovedet ikke. I forbindelse med en faktuel gennemgang af Suez-krisen indskrænker Krag sig til at konstatere at „ingen kan tro at en fransk-britisk sejr i Ægypten i 1956 kunne have udvirket, at Frankrig varigt kunne have beholdt Algier“. Ejheller i Bogen om H.C.Hansen omtales kampene i Algeriet i hverken Krags eller direktøren for udenrigsministeriet Nils Svenningsens artikler om H.C.Hansens udenrigspolitiske indsats. Det eneste der beskæftiger dem ved Suez-krisen er hvorledes dansk skibsfart bedst sikres fri passage gennem Suez-kanalen. Niels Alsing Andersen vendte sig gentagne gange mod mit krav om støtte til den algeriske befrielsesorganisation. I Fri Ungdoms nummer for juni 1958 afviste han således DSU’s krav om at give befolkningen i Algeriet national uafhængighed af hensyn til den ene million europæere der boede i landet. „Fuldstændig frihed for Algier i dag vil være et nederlag for „Frankrigs ære“, men en fantastisk politisk sejr for de afrikanske algiere. Til gengæld ville det betyde økonomisk og social undergang for den algierske befolkning“. Så sent som i Verdens Gang i 1960 sidestiller han FLN’s grusomheder med dem de franske tropper begik og reducerer Algier-problemet til „et sameksistens-problem“ (18). Som så mange andre var han med andre ord villig til at fortsætte undertrykkelsen af befolkningsflertallet for at sikre det hvide befolk- ningselements fortsatte overherredømme. En ikke ualmindelig tankegang, der senere blev gentaget af bl.a. Erhard Jacobsen i hans holdning til Sydafrika-problematikken. I efteråret 1960 kom jeg i Berlin til at omgås flere af de flygtede modstandsfolk. Adskillige af FLN’s ledende folk havde søgt ly i Vestberlin - et af de få steder hvor de var uden for det franske sikkerhedspolitis rækkevidde. Samtidig fortsatte jeg som medlem af IUSY’s bureau med at fordømme den franske undertrykkelse indtil fredsforhandlingerne i Evian endelig gav Algeriet selvstændigheden i 1962. Nogle af de ledende FLN-folk har senere oplyst at det var helt afgørende at vi ikke alene støttede dem i deres kamp men også på IUSY’s møder og konferencer gav dem en platform til at få deres budskaber ud. Især fordi de europæiske socialdemokratier inden for Socialistisk Internationale ikke var villige til at støtte FLN på grund af modstand fra Guy Mollet og hans parti. Konsekvenserne af den 8 år lange kolonikrig blev imidlertid katastrofale:

44

- næsten hele den hvide befolkning - ca 1 million mennesker - der boede i Algeriet forlod landet efter 1962. Selv om Frankrig sendte teknikere og eksperter til landet i stort tal medførte denne åreladning et økonomisk tilbageslag som Algeriet aldrig har overvundet. Og den langvarige krig betød at de kulturelle bånd til Europa blev kappet - hvilket hverken Algeriet eller Europa har overvundet. - den langvarige og blodige krig gav i Algeriet frit løb for en nærmest manisk anti-vestlig og ekstrem-socialistisk holdning. Med præsident Ben Bellas fald og militærjuntaens overtagelse af magten i 1965 blev disse tendenser yderligere forstærket. Her som alle andre steder beviste militæret at det var totalt udueligt til at sikre enhver form for økonomisk udvikling. De sidste 30-40 års historie i Afrika bekræfter kun hvad vi har set i Europa nemlig at det eneste militæret er i stand til er at ødelægge, torturere og tiltvinge sig selv økonomiske fordele. Selv det mest korrupte og autoritære civile styre er langt at foretrække. - på grund af den kolonikrig som Frankrig havde påtvunget Algeriet har man fra europæisk side været meget forsigtig med at blande sig i Algeriets indre anliggender. Hvilket var ganske forståeligt så længe man havde at gøre med et militærdiktatur. Men som blev helt uacceptabelt da der i 1992 blev åbnet op for at det uduelige militærstyre endelig kunne sættes fra magten gennem frie valg. For da det efter første valgrunde blev klart at det ville være de islamiske kræfter - gennem partiet FIS - der ville vinde valget så det Europa der ellers altid viftede med den demokratiske fane, til i øredøvende tavshed da militærdiktaturet endnu engang knuste ethvet håb om et styre baseret på folkets ønsker. Når det var en politisk/religiøs retning vi ikke selv kunne lide der så ud til at vinde et valg i et udviklingsland mente vi åbenbart ikke demokratiet så alvorligt. Jeg har intet til overs for de islamiske fundamentalister - de kan absolut ikke siges at have noget afklaret forhold til udviklingen af et demokrati. Men i modsætning til militærdiktaturet er de i hvert fald på lidt længere sigt tvungen til at tage hensyn til befolkningens ønsker. Og som den efterfølgende udvikling i Algeriet med al ønskelig tydelighed har vist har konsekvenserne af militærdiktaturets efterfølgende hensynsløse forsøg på at nedkæmpe de islamiske fundamentalister på alle måder været en katastrofe. Så i Algeriet har Europa svigtet to gange.

45

Kampen mod apartheid Det tredje udenrigspolitiske spørgsmål som var begyndt at optage os i Frit Forum og DSU var kampen mod Apartheidregimet i Sydafrika. Det var DSU, Faglig Ungdom og Frit Forum der den 5.maj 1960 indkaldte til det første protestmøde mod apartheidpolitikken i Danmark. Som det hed i den løbeseddel de 3 organisationer delte ud: „PROTEST MOD SYD-AFRIKA: Det er en hån, at det sydafrikanske flag vajer på Danmarks frihedsdag. Vi kræver det taget ned. Regeringen må afbryde den diplomatiske forbindelse. Slut op om denne protest med at møde kl. 16.30 foran det sydafrikanske generalkonsulat i Holbergsgade 2. - ØK’s bygning“. Løbesedlen blev delt ud på de store københavnske arbejdspladser tidligt om morgenen - der skulle ellers noget særligt til at få mig så tidligt op, så jeg husker det tydeligt. Freddie Birtø sørgede for at få polititilladelse til at afholde mødet, og jeg fik skrevet talen til DSU’s formand Niels Kristensen samt den opfordring til regeringen som blev vedtaget på mødet. Deltagelsen var pæn - men ikke fra ØK hvor ledelsen havde givet personalet fri da de var blevet orienteret om afholdelsen af mødet. Det ville jo også være skrækkeligt hvis personalet skulle blive udsat for e n sådan undergravende påvirkning. Opfordringen indeholder de synspunkter der de næste 30 år lå til grund for kampen mod apartheidsystemet og skal derfor gengives in extenso: „Situationen i Sydafrika er fortvivlende! En hvid minoritet praktiserer her Hitlers velkendte herrefolksteori på landets farvede befolkning. Mindretallet har idag berøvet 10 millioner farvede medborgere enhver demokratisk rettighed og forsøger ved hjælp af arrestationer og deportationer at undertrykke utilfredsheden med den umenneskelige apartheidpolitik. Hvis den demokratiske hvide verden ikke ønsker at blive identificeret med denne politik, er det nødvendigt at vi klart og utvetydigt tilkendegiver vor harme over den førte politik. Vi har herhjemme ganske vist allerede udsendt protester, opfordret til boykot af sydafrikanske varer og foranstaltet indsamlinger, men det er ikke nok. Vi må i den foreliggende situation benytte ethvert middel, der står til vor rådighed, til at vise, at vi virkelig har engageret os i kampen i Sydafrika mod vold og undertykkelse og for frihed og demokrati. Derfor opfordrer vi regeringen til at afbryde den diplomatiske forbindelse med

46

Her optrappes kampen mod Sydafrikas apartheidpolitik: DSU’s, Faglig Ungdoms og Frit Forums indkaldelse til protestmøde den 5. maj 1960.

47

Sydafrika. Ligeledes opfordrer vi regeringen til at søge at få de øvrige nordiske lande med i en sådan aktion, således at det sydafrikanske herrefolks brutale optræden kan blive fordømt af et enigt Norden“ (19). Det er de samme synspunkter jeg kæmpede for ikke alene i Frit Forum og DSU, men også i Dansk Ungdoms Fællesråd. For det var først hen imod 1964/65 at det lykkedes gennem Dansk Ungdoms Fællesråds Sydafrika-kampagnen at få sat apartheidspørgsmålet på dagsordenen for hele den danske ungdom. I en kronik i Aktuelt i april 1963 angreb jeg den danske holdning til Sydafrika i FN og redegjorde for formålet med Sydafrika-kampagnen: - oplysning om undertrykkelsen i Sydafrika - gennemførelse af en forbrugerboykot som forløber for en egentlig handelsboykot og boykot af våbenleverancer. - økonomiske bidrag til kampen mod apartheidstyret. Per Hækkerup gav i en svarkronik dagen efter alle de gode grunde til at vi intet kunne gøre fra dansk side i FN, men at denne holdning „på ingen måde forhindrer, at privatpersoner, organisationer og virksomheder iværksætter en boykot mod samhandel med Sydafrika“ (20). De tre elementer i Sydafrika-kampagnen blev efterhånden socialdemokratisk politik - men det var unægteligt en lang og tung proces. Heller ikke kampen mod apartheidstyret nævnes med ét ord i „Kamp og fornyelse“. Derimod redegør Per Hækkerup i sin fremragende bog „Danmarks udenrigspolitik“ fra 1965 udførligt for Danmarks holdning til apartheidspørgsmålet i Sydafrika - herunder det af ham inspirerede „nordiske initiativ“ der blev vedtaget og godkendt på et nordisk udenrigsministermøde i september 1963. Per Hækkerup gennemførte som udenrigsminister fra 1962 en stærkt tiltrængt præcisering af både holdningen i afkoloniseringspolitikken - i form af en Afrikapolitik der igen var forfattet af en af de dygtigste embedsmænd i Udenrigsministeriet, Janus Paludan - og apartheidpo- litikken. Det tjener således Per Hækkerup til ære at han gjorde op med det hidtidige ikke-indblandingsprincip idet „Sydafrikas fortsatte krænkelser af de fundamentale principper i FN-pagten ikke længere burde udelukke FN fra at beskæftige sig med problemet“. Han er også

48

prisværdig klar i fordømmelsen af apartheidpolitikken længe før det blev almindeligt i USA og Vesteuropa: „Sydafrikas regering fortsætter systematisk og selvretfærdigt sin undergravning af de ikke-europæiske befolkningsgruppers elementæreste rettigheder. Ytringsfriheden knægtes, den afrikanske befolkning stavnsbindes, og dens ledere underkastes vilkårlig frihedsberøvelse eller henrettes“. Der hvor vandene skiller er Hækkerups tro på at det ville være muligt at finde en løsning sammen med de vestlige stormagter. Som det udtrykkes i „Danmarks Udenrigspolitik“: „Sagt i en nøddeskal var hovedformålet med de nordiske tanker at bringe et nyt element ind i FN’s diskussioner, som så længe havde begrænset sig til sterile fordømmelser og tomme sanktionsforslag. Det var vort håb at formå FN til at beskæftige sig med situationen i Sydafrika, således som den er, og med de realpolitiske muligheder, der består for at forandre den“. Men den ubehagelige sandhed var jo at de vestlige stormagter prioriterede deres handels- og investerings-interesser langt højere end den sorte befolknings demokrati og menneskerettigheder. Den eneste håb om at ændre denne prioritering var ved at sætte kravet om at gennemtvinge sanktioner mod Sydafrika på den internationale dagsorden. Det blev unægtelig en betydelig vanskeligere og derfor mere langvarig proces end vi troede i første halvdel af 60’erne at få tvunget apartheid-styret i knæ. Ikke mindst på grund af den støtte især Reagan-administrationen med sin „constructive engagement“ politik og Thatcher-regeringen i Storbritannien rent faktisk ydede apartheid-styret. Udviklingen har bekræftet at den bagvedliggende tankegang i kampen mod apartheidregimet var korrekt: for sat på spidsen var det den sorte befolkning i USA der tvang den amerikanske regering til at tilslutte sig kravene om en stadig mere intensiveret boycot af først Ian Smith-regimet i Zimbabwe og senere apartheid-styret i Sydafrika og dermed i sidste ende tvang de to hvide regimer til at overgive magten til det sorte befolkningsflertal. Mens Storbritannien til det sidste var mere optaget af at sikre sine interesser herunder det hvide mindretals rettigheder. Samtidig med at Kansleren for det genforenede Tyskland Helmuth Kohl blev overrasket over hvor hurtigt apartheidstyret faldt: han havde regnet med at det ville tage mindst 10 år før styret ville bøje sig for de internationale sanktioner som han selv havde gjort alt for at modsætte sig at Vesttyskland - og EU - gennemførte. Så konklusionen må blive den ikke videre opløftende at først det øjeblik apartheid-systemets

49

dage var talte, begyndte de store vestlige lande at tage indbygger- nes demokratiske rettigheder alvorligt. Så jeg fik også i min tid i Udenrigsministeriet rig lejlighed til at be­ skæftige mig med apartheid-problematikken herunder ikke mindst Sydafrikas konsekvente destabilisering af sine naboer i det sydlige Afrika (21). Op til Nelson Mandelas løsladelse i februar 1990 udgjorde ikke alene frontlinjestaternes forhold til Sydafrika men også kampen mod apartheidstyret en væsentlig del af arbejdet i både Tanzania og Zim­ babwe. Tanzania var ganske vist det af de 11 frontlinjestatslande der lå længst væk fra Sydafrika og derfor var mindst udsat for den sydafrikanske destabiliserings-politik. Men præsident Nyerere var ikke alene formand for frontlinjestatssamarbejdet han var også dynamoen bag arbejdet med at koordinere bekæmpelsen af apartheidpolitikken. Så det var ikke så underligt at en del af den militære træning som ANC gennemførte fandt sted i Tanzania - en af lejrene lå således tæt ved den strandhytte som den danske ambassades medarbejdere benyttede nord for Dar es Salaam. Efter opstanden i Soweto i 1976 var der i nærheden af Morogoro blevet opført en lejr - Mazimbu - med et skolekompleks opkaldt efter en af de dræbte ANC-ledere - Solomon Mahlangu Freedom College. Fra dansk side havde vi bidraget væsentligt til opførelsen både med penge og med teknisk ekspertise. Pengene kom fra den såkaldte anti-apartheid-bevilling som det lykkedes K.B.Andersen at få vedtaget til trods for skrig og skrål fra de borgerlige partier. D.v.s. fra de selv samme partier hvis politikere under Mandelas afskedsrejse til bl.a. Danmark ikke kunne rose ham nok for hans bidrag til freden og forsoningsprocessen i Sydafrika! Ekspertisen kom fra en lang række eksperter fra både Mellemfolkelig Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp som udførte alt arbejdet lige fra planlægning af lejren og tegningerne af bygningerne til tilrettelæggelsen af uddannelserne og undervisning i hvordan man driver landbrug. Det er disse eksperter der ofte arbejdede under yderst vanskelige forhold der fortjener anerkendelse - og ikke den samling borgerlige vendekåber der gennem hele den lange kamp for at overvinde apartheid i bedste fald forholdt sig passive. Men selv Tanzania lå ikke så langt borte at det ikke kunne rammes af apartheidstyrets lange arm. Under behandlingen af en amnestiansøgning fra en højtstående politimand har denne over for den sydafrikanske

50

sandhedskommission i august 1998 oplyst at apartheidstyret kun var et døgn fra at bombesprænge Solomon Mahlangu Freedom College. Det skulle være sket i forbindelse med indvielsen af en undervisningsbygning på kollegiet midt i 80’erne. I den anledning var ikke alene hele eksil-ANC-ledelsen med Oliver Tambo i spidsen tilstede men også repræsentanterne for de lande - herunder undertegnede som repræsentant for Danmark - der havde doneret penge og ekspertise. Anni og jeg boede hos familien Flensted Jensen hvis hus lå midt i lejren. Mødet mellem de nu opvoksede teenagebørn fra Soweto og ANC-ledelsen var meget emotionelt. Bagefter fik jeg selv lejlighed til at diskutere med Oliver Tambo om den danske støtte til kampen mod apartheidstyret hvoraf opbygningen af skolen var et af flagskibene. Ifølge den sydafrikanske politimand havde den sydafrikanske sik­ kerhedstjeneste infiltreret skolen og vidste derfor at hele ANC’s eksilledelse ville være til stede under indvielsen. Planen var derfor at sydafrikanske agenter via lufthavnen i Llilongwe - som sydafrikanerne havde bygget og stadig stod for driften af - skulle trænge frem til skolen og plante bomber under tribunen. Hvor også Anni og jeg var blevet anbragt. Aktionen blev afblæst kun et døgn før den skulle være løbet af stabelen. Ikke af hensyn til de mange ofre eller fordi den sydafrikanske sikkerhedstjeneste ikke var i stand til at gennemføre attentatet men ifølge politimanden fordi den daværende udenrigsminister Pik Botha var blevet bange for at sikkerhedsapparatets egne spioner på skolen skulle blive afsløret. Den tanzanianske udenrigstjeneste var meget lille og måtte derfor prioritere opgaverne benhårdt. Kampen mod apartheidstyret havde imidlertid absolut prioritet og på dette område var det tanzanianske diplomati intet mindre end fremragende. Nok er tanzanianerne som regel umiddelbare og venlige mennesker. Men naturligvis skulle de se „giraffen“ lidt an både holdningsmæssigt og politisk før jeg fik etableret det samarbejde der gjorde at mine kilder blev så gode at vores oplysninger undertiden var mindst lige så gode som briternes. Hvorvidt det danske Udenrigsministerie har haft noget at bruge oplysningerne til er så en helt anden historie. Men også under tiden i Zimbabwe - samt i de 6 lande i det sydlige Afrika jeg var sideakkrediteret til - har de tanzanianske diplomater været helt enestående hjælpsomme. Hvilket ud over gode oplysninger til det danske udenrigsministerium har gjort de 10 år i Tanzania og Zimbabwe til en uforglemmelig oplevelse. Både i Tanzania

51

og hos tanzanianske diplomater i Harare oplevede Anni og jeg således at være med til selskaber hvor vi var eneste „fejlfarvede“. Den ultimative tillidserklæring ! Men ved siden af de tanzanianske kontakter fik jeg hurtigt etableret forbindelsen til ANC’s repræsentant i Dar es Salaam Stanley Mabizela og hans kone. De havde begge længe arbejdet i forreste linje for ANC: Stanley i Swaziland indtil han i 1982 blev udvist og hun i Mozambique indtil hun blev smidt ud ved Nkomati-overenskomsten mellem Mozambique og apartheidstyret i Sydafrika i marts 1984. Vi kom hurtigt godt ud af det med hinanden og Stanley brugte mig ofte som taler f.eks. ved højtideligholdelsen af deres mindedage. Et stykke tid efter at jeg var kommet til Zimbabwe blev også Stanley forflyttet til Harare. Her mindedes vi ofte de „gode gamle dage“ i Tanzania. For selv om Harare for Stanley var en forfremmelse, var forholdet mellem Mugabes Shona-baserede regering og ANC temmelig anstrengt for at sige det mildt. ANC havde satset på Joshua Nkomas

Julius Nyerere – Tanzanias absolutte førstemand fra uafhængigheden i 1963 til han som en af de få afrikanske statsmænd selv valgte at træde tilbage i 1986 – kunne være så veltalende og charmerende at man skulle passe på at få sagt hvad man ville. Her ved overrækkelsen af mine akkreditiver i oktober 1983.

52

Ndebele-baserede organisation ZAPU. Hvilket præsident Mugabe aldrig har tilgivet ANC. Men det var jo ikke bare ANC der ikke kunne tælle og derfor støttede Nkomos ZAPU til trods for at Ndebelerne kun udgør 18 procent af Zimbabwes befolkning mens Shonaerne udgør 80 procent. Det gjorde næsten alle - herunder Danmark. Og ikke at forglemme jeg selv. Kun Malawis præsident Hasting Banda , Kina og Tvind satsede fra begyndelsen på ZAPU - hvilket har medført at Mugabe i min tid i Zimbabwe hellere besøgte et Tvind-projekt end et dansk bistandsprojekt. Ud over det vanskelige forhold til den zimbabweanske regering diskuterede vi specielt to spørgsmål: - fordelingen af den danske apartheidbevilling - som jeg også som kontorchef i Danida havde arbejdet med før jeg kom til Afrika. Jeg husker et møde hvor Albert Nzo - dengang kasserer i eksil-ANC-regeringen i dag udenrigsminister i Sydafrika - var hjemme hos Anni og mig for at forhandle med bl.a. Folkekirkens repræsentant i Harare Christian Balslev- Olesen. Under den efterfølgende middag skulle Christian sidde ved siden af Nzo men da vi skulle til at sætte os skete det der aldrig må ske: Christian meddelte mig at der åbenbart ikke var plads til ham ved bordet. Sikkerhedsvagten havde simpelthen sat sig ved siden af Nzo hvor han med glubende appetit kastede sig over retterne for derefter at falde i dyb søvn ! - Der foregik i slutningen af 80’erne en livlig diskussion indenfor ANC om hvilken samfundsstruktur et demokratisk Sydafrika skulle bygges op på. Det stærke sydafrikanske kommunistparti gik som medlem af ANC ind for en centralistisk model hvor de store sydafrikanske virksomheder skulle nationaliseres. Stanley selv var mere tvivlende, og jeg bearbejdede ham det bedste jeg kunne ved at henvise til at vi begge havde set de katastrofale resultater netop en sådan politik havde resulteret i under vores ophold i Tanzania. Højdepunktet for både Stanleys og mit ophold i Harare blev modtagelsen af Nelson Mandela i Harare. Det var Nelsons Mandelas første udenlandsrejse efter at han i februar 1990 var blevet løsladt fra fængslet, og det blev et både storslået og bevægende besøg hvor Stanley sørgede for at jeg kom til at hilse på Mandela under hans besøg på universitetet. Men højdepunktet var genforeningen mellem den statelige Mandela og

53

Nkomo var stor på alle måder: det var ham der startede frihedskampen i 1957, han var en strålende taler og var sine stammefrænder ndebelernes ubestridte leder. Kort tid efter uafhængigheden lod præsident Mugabe hæren plyndre og myrde i Matabeleland for at slå ethvert oprør mod hans – og shonaernes -krav på magten i Zimbabwe ned. Samtidig forviste han Nkomo til den hovedsageligt ceremonielle post som vicepræsident.

54

den tøndeformede Nkomo under selve ankomst-cerimonien. Det var et emotionelt højdepunkt der helt satte Mandelas møde med den stive præsident Mugabe i skyggen. Hvilket absolut ikke passede Mugabe. Med oprettelsen af en dansk ambassade i Sydafrika i august 1990 gled de meget spændende forhandlinger om at etablere en demokratisk stat naturligvis over til min gode ven Peter Brückner på ambassaden i Pretoria. Gennem 4 besøg mellem 1991 og 96 oplevede Anni og jeg hvorledes vores drøm om et demokratisk Syafrika langsomt blev virkelighed. Samtidig oplevede vi - selv så langt væk som i Kenya - hvorledes udviklingen i Sydafrika vil blive afgørende for udviklingen i det meste af Afrika. Problemerne i selve Sydafrika er stadig enorme - konsekvenserne af apartheidpolitikken er endnu værre end vi havde forudsagt. Men at de revolutionerende ændringer der allerede er foregået har kunnet gennemføres så relativt fredeligt er sammen med kommunismens fald det mest positive der er sket i sidste halvdel af det 20. århundrede (22).

55

3. DSU Fra Frit Forum til DSU Det var medlemsskabet i Frit Forum der fik mig med i politisk ungdomsarbejde. En af fordelene ved at komme i Frit Forum var netop at man blev introduceret til de øvrige organisationer i arbejderbevægelsen. Gennem møder og kurser hvor folk fra bevægelsens forskellige dele traf hinanden og gennem deltagelse i fælles arrangementer - 1.maj-møder f.eks. Hertil kom at en række DSU’ere meget gerne ville diskutere med disse mærkværdige akademikere som de havde vanskeligt ved at acceptere fordi de ikke havde „den praktiske erfaring“ men på den anden side misundte fordi de aldrig selv havde fået en boglig uddannelse. På daværende tidspunkt hvor kun 5 procent af en ungdomsårgang fik en studentereksamen blev det at studere anset for et privilegium. Så spørgsmålet om hvorvidt der overhovedet var brug for akademikere i arbejderbevægelsen blev især af mange ikke-akademikere diskuteret meget. Jeg deltog naturligvis med liv og lyst i disse diskussioner - bl.a. med Robert Andersen - Bob - der senere blev en god ven af Anni og mig. Men rent praktisk havde jeg aldrig nogen vanskelighed ved at falde til i. Overgangen fra hovedsageligt at komme i Frit Forum til at jeg først og fremmest kom til at beskæftige mig med DSU var glidende. Jeg befandt mig godt i DSU og satte meget pris på at komme på forbundskontoret, hvor den daværende formand Niels Kristensen regerede. Se­ nere blev Peter Beck - forretningsfører fra 1961 - en af mine bedste venner. Fra sommeren 1959 - samtidig med at DSU og Frit Forum flyttede til LO’s bygning i Rosenørns Alle - og frem til DSU’s kongres i Århus i foråret 1964 tilbragte jeg derfor megen tid på forbundskontoret. Når det gik så godt i DSU skyldes det imidlertid at jeg politisk kom så godt ud af det med de DSU’ere der arbejdede på forbundskontoret. Jeg mindes således ikke at have haft nogen alvorlige uoverensstemmelse i samarbejdet med hverken Niels Kristensen eller Ejner Hovgård Chri­ stensen - der blev formand på kongressen i 1961. Vi var på linje i ønsket om at påvirke partilinjen - hvilket kun kunne ske såfremt kritikken

56

blev fremsat ud fra en positiv grundholdning til partiets virke. Men så var grænserne for kritik også ganske vide - bl.a. takket være den nye partisekretær Niels Matthiassen, der var meget interesseret i en aktiv ungdomsbevægelse, og som selv var et uhyre inspirerende element: altid parat til at diskutere og med et aktivitetsniveau der kun kunne virke smittende. Også i den nyvalgte kasserer i LO Kaj Petersen - kaldet „Tågernes Kaj“ eller „Kaj bud“ - havde ungdomsorganisationerne og først og fremmest DSU en god ven der gjorde at det blev lettere at få finansieret den internationale del af DSU’s virksomhed. Anni var allerede da Kaj var sekretær i LO blevet gode venner med ham, og vi opretholdt nære forbindelser til Kaj i hele hans tid i LO. Det blev en mindeværdig dag da Kaj under sin deltagelse i FN’s generalforsamling inviterede den so-

Kaj Petersen foran Roskilde Højskole i 1957. Fra højre mod venstre: Bent Jensen – lærer på Esbjerg Højskole – Knud Heinesen – lærer på Roskilde Højskole – Kaj Petersen – hovedkasserer i LO samt Finn Christensen – lærer på Roskilde Højskole og senere medlem af Europaparlamentet. Bent Jensens arkiv.

57

cialdemokratiske del af FN-missionen på „en bid brød“ på en af New Yorks restauranter. Mødet varede hele eftermiddagen og jeg var så medtaget at de øvrige deltagere - ambassaderåd Bjørn Olsen og presseråd Bent Skou - måtte sætte mig på forstadstoget tilbage til Hartsdale. Her kunne kun en times ophold i skoldhedt bad genoprette de værste skader så jeg kunne gennemføre middagen som en vist nok ikke videre inspireret vært. Når jeg arbejdede så godt sammen med Ejner har det utvivlsomt også haft noget at gøre med at Ejner vidste at jeg ikke var ude på at gøre karriere indenfor det politiske ungdomsarbejde. Men at jeg ved siden af mine studier var interesseret i at arbejde med udenrigspolitik hvor han selv havde brug for nogen der kunne komme med ideer. Når Ejner vidste, at jeg ikke var ude efter en politisk karriere, hænger det sammen med at IUSY’s generalsekretær svenskeren Kurt Kristiansson engang i løbet af 1959 havde opsøgt mig og spurgt om jeg ville kandidere for de nordiske ungdomsforbund til stillingen som generalsekretær når han gik af på kongressen i 1960 (23). Her indtraf sandhedens time for mine ambitioner i politisk ungdomsarbejde: på den ene side var jeg naturligvis fristet, men på den anden side vidste jeg at hvis jeg påtog mig jobbet, ville jeg aldrig få eksamen. Så jeg takkede nej. En beslutning jeg aldrig har fortrudt, for det betød både at jeg fik min eksamen og at jeg - ganske vist på et mere uforpligtende måde - kunne fortsætte med det politiske arbejde. Takket være det gode samarbejde fik jeg alle de opgaver jeg kunne overkomme. Jeg var således adskillige gange ude til møder for at repræsentere DSU’s synspunkter. Mest naturligvis på det internationale område hvor jeg i slutningen af halvtresserne er blevet medlem af DSU’s

Opfindsomheden for at samle penge ind til de mange aktiviteter har aldrig fejlet noget. Her en jubilæumsfemmer i anledning af DSU’s 40 års jubilæum.

58

internationale udvalg hvor Poul Erik Olsen var formand. Men også på indenrigs-politiske områder forefægtede jeg DSU’s synspunkter. Som regel gik det godt, men jeg erindrer engang jeg skulle deltage i en diskussion om kulturpolitik. Da blev jeg klar over mine begrænsninger. Indenfor DSU var debatten meget levende og gav mig rig lejlighed til at være med til at formulere synspunkterne på meget forskellige områder som f.eks. holdningen til porno - hvor jeg til Ejners store overraskelse gik ind for en total frigivelse. Når mine forbindelser med Frit Forum hurtigt ebbede ud efter generalforsamlingen i april 1960, var grunden naturligvis først og fremmest at jeg fik fuldt op at gøre med studierne, med arbejdet i DSU med mit studenterarbejde i socialforsknings-instituttet og med min flytning til Berlin. Men der er også en anden forklaring på at jeg i realiteten ikke efter jeg tog til Berlin har haft kontakt med Frit Forum. Den direkte anledning var at den formand der var blevet valgt på generalforsamlingen i 1959 og genvalgt i 1960 blev væltet på en ekstraordinær generalforsamling i december 1960. Jeg havde arbejdet meget tæt sammen med Freddie Birtø, og selv om jeg var i Berlin på det tidspunkt hvor Freddie blev væltet, kunne jeg ikke lide den måde han var blevet „kuppet“ på. Samtidig viste det sig hurtigt at en række af de nye folk i Købenshavnsbestyrelsen og i det Landsforbund der endelig blev dannet i februar 1961 stod for en langt mere venstreorienteret linje end jeg kunne tilslutte mig. Især efter mit Berlinophold kunne jeg ikke acceptere den udenrigspolitiske venstreorientering hvor Frit Forum i stadig stigende grad „støttede sig på den britiske arbejderbevægelses venstrefløj centreret omkring Laski, Bevan og Benn samt dens teoretiske tidsskrift New Statesman“. Det morsomme var naturligvis at jeg i mellemtiden var blevet valgt som studentersekretær i IUSY og derfor skulle samarbejde med Frit Forum. I stedet for støtte herfra erindrer jeg tydeligt at den nyvalgte formand for Københavnsafdelingen Arne Ole Nielsen under et møde i IUSY’s studenterkomite i 1961 nærmest snerrede at han ville gøre alt for at modarbejde mig. Men vi var også så uenige som man kunne blive om Tysklands-spørgsmålet - hvor jeg senere skal komme ind på i forbindelse med spørgsmålet om hvilke af de tyske studenterorganisationer IUSY skulle anerkende (24) - Fællesmarkeds-spørgsmålet, Kampagnen mod Atomvåben og meget andet.

59

Afgrænsning til venstre Eftertiden synes at have meget vanskeligt ved at sætte sig ind i den kamp der foregik mellem kommunister og socialdemokrater i efterkrigsperioden. Hvilket ikke alene skyldes mediernes overfladiskhed, men også at tidligere kommunister og deres medløbere i dag pludselig optræder som demokratiets vogtere i form af journalister og historikere. Det glemmes alt for ofte at kommunisterne - på nøjagtig samme måde som nazisterne - ønskede at indføre diktatur i Danmark - proletariatets diktatur - og med alle til rådighed stående midler forsøgte at underminere det demokratiske samfunds institutioner. Udenrigspolitisk havde Danmark med sin tilslutning til NATO i 1949 sikret sig mod at blive invaderet af Sovjetunionen og dets vasalstater. Kampen stod derfor om indenrigspolitikken, hvor det var overladt til socialdemokratiet at bekæmpe de kommunistiske forsøg på at underminere de folkelige organisationer indenfor arbejderbevægelsen. For som i Østtyskland havde kommunisterne naturligvis ret i at hvis Socialdemokratiet - og de folkelige organisationer der var en del af arbejderbevægelsen - blev undermineret, ja så var det kun et spørgsmål om tid før det demokratiske system brød sammen. Det var derfor først og fremmest arbejderbevægelsen kommunisterne forsøgte at infiltrere og påvirke med deres propaganda. Kommunisterne opnåede ganske vist aldrig i demokratiske valg nogen stor tilslutning. De havde imidlertid en række fordele der gjorde dem mange gange farligere for demokratiet end deres antal berettigede: - de var velorganiserede, velskolede, disciplinerede og fanatiske. - de kunne trække på et stort net af medløbere - fellow travellers - der selv om de måske ikke gik ind for samtlige kommunistiske synspunkter var villige til at lade sig bruge til konkrete opgaver. - og de havde masser af penge til rådighed til propaganda. I dag ved vi at hovedparten af disse penge kom fra Sovjetunionen og DDR - med henblik på at undergrave demokratiet i Danmark. Man skal samtidig huske på at frem til Cubakrisen i 1962 var den almindelige opfattelse at kapløbet mellem de demokratiske lande i USA og Vesteuropa og de kommunistiske lande godt kunne ende med en sejr til

60

sidstnævnte. På samme måde som med Hitlers bygning af autobaner og afskaffelse af arbejdsløsheden i 30’erne vakte beundring på højrefløjen, vakte Sovjetunionens opsendelse af den første satellit „Sputnik“ i 1957 efterfulgt af Khrusjtjovs trusler om at overhale de kapitalistiske lande i 50’erne beundring på venstrefløjen. Det er mine ophold i Vestberlin - hvor jeg under højdepunkterne i den kolde krig blev konfronteret med „den faktisk eksisterende socialisme“ i DDR og Østberlin - der har skærpet min holdning til kommunisterne og deres forsøg på at snigløbe det demokratiske system. Den almindelige dansker kan ikke lide konflikter. Det er derfor ikke „politisk korrekt“ at fordømme komunisternes og deres medløberes tilsidesættelse af alt hvad demokratiet stod for i de 70 år socialdemokratiet kæmpede mod kommunisterne. I stedet gøres problemerne personlige: de kommunistiske politikere er jo nok på bunden gode mennesker. Jeg oplevede en række af de kommunistiske toppolitikere da de deltog i FN’s generalforsamlinger og kan bekræfte at en Alfred Jensen og Alvilda Andersen, en Villy Fulgsang, ja selv en Ib Nørlund og en Ingmar Wagner ikke alene var intelligente og slagfærdige men kunne være festlige og fornøjelige at være sammen med. Det samme foreligger der beretninger om at mange af medlemmerne af centralkomiteen i Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED) kunne være. Men med de oplysninger der nu foreligger ved vi også at kommunisterne i Østtyskland ikke alene systematisk kvalte alle demokratiske organisationer men at de samtidig uden at ryste på hånden sendte de socialdemokrater der modsatte sig tvangssammenslutningen melllem kommunistpartiet og det tyske Socialdemokrati (SPD) i koncentrationslejre hvor mange døde og enkelte endog blev henrettet. Nøjagtigt det

De gamle kommunister Alvilda og Alfred Jensen kunne være meget charmerende. Her under afskedsmiddagen på FN-missionen i forbindelse med generalforsamlingens afslutning. Til højre Anette Hartnack.

61

samme ville de festlige og fornøjelige danske kommunister have gjort hvis de havde fået magt som de havde agt. For de havde Sovjetunionens kommunistiske parti som forbillede og blev iøvrigt skolet i DDR og instrueret i kommunismens rette gennemførelse af funktionærer fra det østtyske kommunistparti. Så vi kender metoderne ganske nøje. De oplysninger vi har fået efter Murens fald viser klart at vores frygt for kommunisterne ikke var overdrevet. De steder de havde magt gik kommunisterne langt mere radikalt til værks med at udrydde samtlige de demokratiske kræfter der stod dem i vejen end vi havde frygtet. Normaldanskeren har også i sin konfliktskyhed en tendens til at se bort fra at kommunisterne i deres sprogbrug klart gav udtryk for deres mening: de lagde aldrig skjul på deres had til de partier - og specielt Socialdemokratiet - der stod som garanter for det demokratiske system. De ændrede - som i Georges Orwells „newsspeak“ - ordenes indhold så demikrati blev et udtryk for det kommunistiske diktatur. Enhver der tog afstand fra den kommunistiske undertrykkelse i Østeuropa måtte finde sig i at blive betegnet som udemokratisk og reaktionær. En skiftevis imperialist- og kapitalistlakaj der kæmpede mod fred og demokrati. Et er at de ægte kommunister brugte sådanne vendinger - de vidste hvad de gjorde i og med at de havde solgt deres sjæl til et af det 20. århundredes to store diktatursystemer. De er gud ske lov henvist til ­historiens mødding. Alle de gode bortforklaringer de i dag disker op med i deres nye rolle som sande demokrater kan ikke bortforklare det —forræderi de begik i 50’erne og 60’erne. Men vi skal heller ikke glemme den manglende villighed til at kæmpe for demokratiet da det virkelig gjaldt som de mange „nyttige idioter“ på venstrefløjen gjorde sig skyldige i. Der var hos alle ledende socialdemokrater op gennem 50’erne og 60’erne en klar bevidsthed om kommunisternes forsøg på at underminere det danske demokrati. Der var imidlertid samtidig en udpræget modvilje mod at blive kaldt „antikommunist“ - en modvilje som jeg helt delte. Denne frygt hænger såvidt jeg kan se sammen med - at denne betegnelse hurtigt blev synonym med den yderste højrefløj - i USA med udenrigsminister John Foster Dulles og i Danmark med udenrigsminister Ole Bjørn Kraft i spidsen. Af let forståelige grunde ønskede vi ikke at blive sat i bås med det yderste højre - det være sig i USA eller i Danmark.

62

- men vi var også bange for hvilke konsekvenser de nærmest korstogsagtige krav om at „rulle den kommunistiske trussel tilbage“ ville have i et Vesteuropa spækket med atomvåben. - samtidig skulle man i Socialdemokratiet tage hensyn til at modviljen mod det sikkerhedspolitiske engagement i NATO rakte langt ind i partiet herunder Frit Forum. Det har altid været vanskeligt for de socialdemokratiske ledere at adskille det sikkerhedspolitiske samarbejde med partierne til højre og den indenrigspolitiske kamp mod de selvsamme partier. - og endelig har den tvungne danske neutralitetspolitik fra 1864 til 1949 sat sig dybe spor i den danske befolkning i form af en modvilje i betydelige dele af vælgerskaren mod overhovedet at blive udenrigspolitisk involveret. Og så betød det mindre at modstanden i realiteten var til fordel for det kommunistiske diktatur. Alt dette var understøttet af en perfid kampagne fra kommunisterne og deres mange og alt for villige sympatisører for at så splid om vores NATO-tilhørsforhold. Fra „lieber rot als Tot“ over Vesttysklands optagelse i NATO og oprettelsen af enhedskommandoen til kampagnen mod atomvåben. Det er paradoksalt efter kommunismens sammenbrud at kunne konstatere at selv de mest „antikommunistiske“ udsagn om hvor slemt det kommunistiske system havde været viste sig at være for venlige. Præsident Reagan - som jeg ellers ikke kunne døje - havde mere ret end jeg dengang troede, når han talte om det kommunistiske styre i Sovjetunionen som „ondskabens rige“. Af dem vi i DSU diskuterede spørgsmålet med var det Niels Mathiassen der gav klarest udtryk for nødvendigheden af at afgrænse sig over for kommunisterne. I og med at jeg kom så meget på Rosenørns Alle hvor ud over DSU også LO og partiet holdt til - kendte jeg naturligvis til AIC’s virksomhed. Jeg fandt at der var tale om en helt nødvendig indsats for at begrænse kommunisternes undergravningsforsøg på arbejdspladserne. Det vil heller ikke komme som nogen overraskelse at jeg fandt at det var nødvendigt at staten i form af PET og FE overvågede demokratiets fjender. Men det vil muligvis overraske at jeg havde mine tvivl om hvor langt denne overvågning skulle gå og om det skulle resultere i oprettel-

63

sen af hemmelige kartoteker. På et møde den 25. januar 1964 foreslog jeg i hvert fald at DSU skulle „påpege at vi finder det skadeligt for det danske demokrati, at der består sådanne kartoteker om hvis størrelse, rekrutering og konsekvenser offentligheden ikke har noget kundskab. Er det imidlertid af sikkerhedsmæssige grunde tvingende nødvendigt at der opretholdes et vist begrænset kartotek må det være et ufravigeligt princip at offentligheden bliver gjort bekendt med principperne for indsættelse i et sådant kartotek samt dettes konsekvenser samt bliver gjort bekendt med dettes størrelse“. Selv denne forsigtige formulering var imidlertid så problematisk at forretningsudvalget besluttede sig til at undlade at udtale sig i sagen (25). Der var ikke hverken i Frit Forum eller i DSU tvivl om at man tog klart afstand fra kommunismen. Problemet opstod kun når der skulle tages konkret stilling til et af de kommunistiske propagandafremstød eller forsøg på at undergrave den vestlige forsvarsalliance. Et eksempel er Frit Forums holdning da Cubasituationen brændte på i oktober 1962: her var det ikke Sovjetunionens opstilling af langdistanceraketter til Cuba som den daværende formand for landsforbundet Bent Thuesen kritiserede, men derimod at USA ikke indskrænkede sig til at bringe sagen for FN! (26). Både dengang og nu kan denne holdning kun karakteriseres som tåbelig - hvilket også var Århus-afdelingens opfattelse. Men på landsforbundets repræsentantskabsmøde den 17.18. november 1962 blev formandens beretning - herunder hans syn på Cuba-spørgsmålet enstemmigt godkendt (27). Thuesens opfattelse var således symptomatisk for en tendens i Frit Forum i begyndelsen af 60’erne, nemlig at man ikke ønskede at tage et opgør med de kommunistiske landes undertrykkelse men nærmest pr rygmarvsrefleks angreb amerikansk udenrigspolitik. Ligeså symptomatisk er beretningen fra en rejse til Cuba hvori Freddie Scheidig - der i mange år havde været fremtrædende mellem af Frit Forum - skriver: „alle massmeddelelsesmidler er kontrolleret af statslige organer; men der udvises stor tolerance over for formeksperimenter, religiøse synspunkter og afvigende meninger i øvrigt, så længe systemets politiske og økonomiske grundprincipper - samfundets ejendomsret til produktionsmidlerne, etpartisystemet, den demokratiske centralisme - ikke anfægtes“ (28). Med andre ord: så længe systemet tilfredsstiller befolkningens materielle behov - hvilket kun skete takket være enorme sovjetiske subsidier - er vi ligeglade med at landet er et diktatur der

64

kaster sine modstandere i fængsel og knægter ytringsfriheden. Der er dog aldrig tvivl om at disse mere venstreorienterede repræsentanter afviste kommunismen som ideologi. Allerede før Vietnamkrigen var der imidlertid i venstreorienterede kredse en dybtgående modvilje mod „den amerikanske Way of Life“ og en uvilje mod at anerkende at „den kapitalistiske økonomi“ var grundlaget for også det socialdemokratiske velfærdssamfund. Denne modvilje havde længe i venstreorienterede kredse ført til en manglende proportionssans i udenrigspolitiske spørgsmål: man tog afstand fra de vestlige landes politik - hvilket nogle gange var nødvendigt - men var tilbageholdende med at tage afstand fra det kommunistiske undertrykkelsessystem i alle dets afskygninger og med alle dets medløbere. Hvilket efter min mening gav kommunisterne alt for let spil (29). Forsøgene på at imødekomme den venstredrejning der fandt sted i universitetsmiljøet i begyndelsen af 60’erne førte i 1962 til at Frit Forums Københavns-afdeling meldte sig ind i Studentersamfundet. Allerede efter et år måtte Frit Forum imidlertid melde sig ud igen - uden at det åbenbart havde lært bestyrelsen at det ikke er muligt at få et egentligt samarbejde i stand med organisationer hvori kommunister indgår. Min egen opfattelse kommer til udtryk i en artikel i DSU’s blad fri ungdom fra juni 1964 hvor det hedder at „kendetegnet for en socialdemokratisk udenrigspolitisk tankegang altid har været, at man var imod social uret og diktatur, hvor i verden de end forekom - og at dette gjaldt selv under den koldeste fase af den kolde krig, hvor det var ganske åbenlyst, hvorfra faren for den demokratiske socialisme kom. Den demokratiske socialisme har aldrig nøjedes med blot at bekæmpe diktaturene og voldssystemerne i Øst, men har såvel bekæmpet det stalinistiske tyranni og den østtyske vasalstats efterligninger heraf, som Francos og Salazars diktaturer på den Iberiske halvø og en Verwoerds praktiseren af de nazistiske herrefolksteorier i Sydafrika. Og ligesom man i kampen mod de sidste ikke kan alliere sig med kommunisterne, lige så lidt kan man i kampen mod de første alliere sig med decideret højreorienterede kredse“ (30). Det sidste var direkte henvendt til Erhard Jakobsen på grund af hans stilling som et af de tre præsidiemedlemmer i foreningen Aktiv Frihed. Hvilket jeg fandt var så meget i modstrid med socialdemokratiske principper at han måtte „vælge enten at fortsætte som socialdemokratisk folketingsmand eller at trække sig helt ud af Aktiv Frihed“. Hvortil jeg

65

ikke særlig venligt bemærkede at „det bedste ville naturligvis være, om han trak sig ud fra begge poster og nøjedes med at være Gladsakse en god borgmester“. I DSU var afgrænsningen til venstre lettere i og med at vi delte en indædt afsky for kommunismen og derfor tog afstand fra alle forsøg på at „udnytte situationen til at fremme de østfra kommende budskaber om verdenskommunismens fremmarch“ hvad enten det drejede sig om ungdomsfestivaller eller atommarcher. Internationalt Udvalg Som international sekretær i Frit Forum var det naturligt at jeg blev medlem af DSU.’s internationale udvalg. Her lærte jeg en række af de kammarater at kende, som jeg senere skulle støde på i andre sammenhænge: Poul Erik Olsen, Kjeld Åkjær, Benny Gjørup m.fl. på kongressen i 1961 blev jeg valgt til formand for udvalget. Arbejdet i IUSY - som vil blive beskrevet i kapitel 5 - var også en fortsættelse af det arbejde jeg havde påbegyndt i Frit Forum og omfattede som regel medlemmer af begge organisationer. Blandt IUSY’s aktiviteter i Danmark var f.eks. en sommerskole på Solhavegård i september 1960 hvor jeg var kursusleder. Men jeg var også med til at tegne DSU’s profil både udadtil og indadtil: Udadtil i form af deltagelse i møder og i kraft af arbejdet i Dansk Ungdoms Fællesråd hvor jeg som det vil fremgå af kapitel 6 blev formand for Fællesrådets internationale udvalg. Internt gennem oprettelse af DSU’s internationale Klub i 1962. Her kunne de af DSU’s medlemmer der var specielt internationalt interesserede for den formidable sum af 6 kr årligt debatere og modtage oplysningsmateriale om internationale spørgsmål. Klubben udgav pjecer om nogle af de brændende internationale spørgsmål som Danmarks stilling til atomvåbnene og om apartheidpolitiken i Sydafrika (31) hvor Fenner Brockway - en af Labourpartiets førende Afrika-eksperter - fastslår hvad der var den socialdemokratiske ungdoms holdning gennem de 32 år hvor kampen mod dette perverse styre blev udkæmpet: „Apartheid er i dag menneskehedens fjende på samme måde, som nazismen var det for 25 år siden. Vi ønsker ikke at udrydde apartheid ved hjælp af krig, men vi behøver fælles handlen af alle civiliserede folk og regeringer for at blive af med den. De Forenede Nationers generalforsamling viste,

66

hvorledes det skal gøres ved at anbefale, at der gennemføres en diplomatisk, økonomisk og handelsmæssig boykot over for Sydafrika. Det er derfor en moralsk pligt for hver enkelt af os at søge at få vore regeringer til at gennemføre noget sådant“. Et væsentligt led i den interne oplysningsvirksomhed bestod imidlertid af „International Bulletin“ som udkom 4 gange i løbet af 1963 (32). Ud over ledere om aktuelle emner som f.eks. „Franco“ og „Stop for forsøg med kærnevåben“ var hovedvægten lagt på at få IUSY’s forskellige beslutninger oversat og ud til medlemmerne. For det var stadig de færreste i DSU der forstod engelsk. Alt dette krævede en ganske stor arbejdsindsats men gjorde samtidig som Ejner og jeg skriver i pjecen „Samarbejde over grænserne“ at „det ikke er rigtigt når kampagnen mod Atomvåben giver udtryk for, at kun Atomkampagnen har fremlagt materiale til drøftelse af de udenrigspolitiske spørgsmål“. For som vi ikke uden selvfølelse anfører „er der vel næppe nogen politisk ungdomsorganisation herhjemme, der har etableret et så omfattende konkret internationalt samarbejde som Danmarks socialdemokratisk Ungdom“. Hjælpen til de nye lande Allerede i marts 1958 havde de nordiske landes socialdemokratiske ungdoms- og studenterorganisationer i en henvendelse til landenes regeringer og Nordisk Råd krævet at de nordiske lande i FN aktivt virker for en udbygning af den internationalt organiserede hjælp, at mulighederne for en samordning af den hidtil nationalt organiserede bistand blev undersøgt og at den nuværende økonomiske hjælp blev kraftigt forøget - og helst blev tidoblet (33). Denne henvendelse blev som tidligere omtalt konkretiseret på pinsekonferencen i 1959 hvor de nordiske socialdemokratiske studenterorganisationer „opfordrer de nordiske regeringer og parlamenter til hurtigst muligt at vedtage et bidrag på 1 procent af bruttonationalproduktet til FN’s hjælp til de økonomisk underudviklede lande“. Ønsket om at omsætte solidariteten med befolkningen i den tredje ­verden - og først og fremmest de afkoloniserede lande i Afrika - til konkret bistand blev herefter mere og mere centralt i både Frit Forum og DSU. I den tidligere nævnte artikel om dansk udenrigspolitik i bladet frit

67

Her begyndte det: de nordiske landes socialdemokratiske ungdoms- og studenterorganisationer vedtog den 6. marts 1958 en udtalelse hvori de krævede at den økonomiske hjælp til de økonomisk tilbagestående lande blev kraftigt forøget. På billedet overrækker fra venstre mod højre min forgænger som international sekretær i Frit Forum Erik Jørgen Hansen, Einar Hougaard, Niels Kristensen, den daværende forbundsformand for DSU Børge Jensen og Frit Forums formand Bjarne Hedtoft udtalelsen til stats- og udenrigsminister H.C.Hansen. Billede fra Fri Ungdom.

forum omtalte jeg også „nødvendigheden af at hjælpe de teknisk underudviklede lande ud af deres onde cirkel samt netop de skandinaviske landes egnethed til at udføre et sådant arbejde“. Men min interesse for „en mere aktiv udenrigspolitik“ var på det tidspunkt af politisk og ikke så meget af praktisk karakter. Hvilket naturligvis skyldes at hovedparten af „de teknisk underudviklede lande“ på daværende tidspunkt stadig var kolonier. Efterhånden ændrede dette sig - og der kom gang i den mere konkrete diskussion om hvorledes vi skulle yde bistanden. Her gjorde især DSU en meget betydelig indsats: - vi forsøgte at gøre os nogle tanker om indenfor hvilke områder vi fra dansk side bedst kunne gøre en indsats. I en artikel i det socialdemokratiske tidskrift Verdens Gang i december 1959 fremhæver jeg to områder der „vil være fantastisk godt egnede til at hjælpe de teknisk underudviklede lande, nemlig højskoletanken samt uddannelses-muligheden af studerende på vore højere læreranstalter“. Men at jeg stadig tænker politisk fremgår af argumentationen for „at skaffe uddannelsesmuligheder ved vore højere læreranstalter for så mange af disse landes unge som overhovedet muligt: for kommunisterne er helt klar over problemet og er

68

derfor yderst rundhåndede med uddeling af stipendier til ungdommen fra netop de teknisk underudviklede lande“. Som eksempler anfører jeg at „mens det kun lykkedes de vestlige lande på den algierske eksilregerings indtrængende opfordring at fremskaffe tre fripladser til unge algierere, der ikke mere frit kunne studere i Frankrig, tilbød Østtyskland at tage så mange, der overhovedet ville komme til landet og studere, og i Tanganyika blev den nystiftede selvstændighedsbevægelse i år tilbudt 200 fripladser til sine unge på russsiske universiteter. Skaffer vi ikke studiemuligheder for disse landes unge, er der derfor ingen tvivl om, at de vil glide over til østeuropæiske universiteter - for studere vil de - og ingen skal få mig til at tro, at ikke hovedparten efter 5-6 års studietid er blevet overbeviste kommunister“ (34). - ved den 6.marts 1960 at arrangere en konference om „Danmark og de underudviklede lande“. Resultatet af konferencen sammenfatter jeg efterfølgende med at „her viste udenrigsminister Krag sin vilje til, hvor det kunne foregå på realistisk basis, at gå ind for en forhøjelse af vor økonomiske bistand til de teknisk underudviklede lande. Det var en meget glædelig begivenhed at høre landets ansvarlige udenrigsminister så positivt gå ind for den tankegang, der ligger til grund for de skandinaviske socialdemokratiske ungdoms- og studenterorganisationers henvendelse til deres respektive regeringer for snart to år siden“ (35). Når jeg er så positiv i bedømmelsen skyldes det at Nordisk Råd i sit svar i slutningen af 1958 havde været meget afvisende over for disse - ret så beskedne - ønsker. Set på denne baggrund var Krags holdning kun lidt over et år senere helt anderledes positiv. Stemningen var simpelthen vendt vel først og fremmest på grund af det amerikanske pres indenfor OEEC (nu OECD) på de øvrige vestlige lande for at få dem til at bære deres del af byrden ved at bistå de lande i den tredje verden som var blevet uafhængige. Men også på grund af presset fra den folkelige opinion - herunder især fra Krags eget bagland. - Ud over al snakken besluttede DSU at samle ind til et projekt, nemlig en ungdomslederskole i Tanganyika. Diskussionen i Frit Forum forblev derimod ret så teoretisk - og blev i stadig stigende grad præget af venstreorienterede slagord hvorefter hjælpen skulle ses som et led i den antiimperialistiske kamp.

69

Det konkrete sigte passede mig betydeligt bedre end de teoretiske diskussioner, der allerede i begyndelsen af 60’erne så småt foregreb den helt futile opstilling af marxistisk-påvirkede teorier til udviklingslandenes frelse som kom til at præge 60’erne - og som blev til ubodelig skade for den økonomiske udvikling i udviklingslandene. Omkring 1960-61 var debatten om udviklingsproblematikken iøvrigt præget af to begivenheder: For det første Thorkil Kristensens bog: „The Economic World Balance“ fra 1960 der gav en teoretisk analyse af udviklingslandenes problemer (36). Den optog mig så meget at jeg anmeldte den i bladet frit forum. Når man i bagklogskabens klare lys kigger nærmere på dens forudsigelser, bekræfter de imidlertid kun at økonomer skal lade være med at forsøge at se 25 år ud i fremtiden. For så indskrænker forudsigelserne sig ofte til at bekræfte, hvad der i skrivende stund er synspunktet på bjerget. Den meget stærke vægt på en forøgelse af landbrugsproduktionen fik således Thorkil Kristensen til at bekræfte den dengang meget udbredte skeptiske holdning til den økonomiske udvikling i Sydøstasien. Men det var også på et tidspunkt hvor der stadig ikke var den store forskel på de økonomiske forhold i Malaysia og Kenya og før udbredelsen af „den grønne revolution“. Samt på et tidspunkt hvor Gunnar Myrdal bedømte udviklingen i Indien så pessimistisk at han kunne hævde at det internationale samfund slet ikke ville opdage hvis Indien pludselig blev opslugt af havet! Bibelen for de af os der valgte at beskæftige sig med udviklingsspørgsmål kom først i 1970 nemlig Gunnar Myrdals: The Challenge of World Poverty (37). Først her blev forudsætningerne opstillet for den modernisering af udviklingslandene - „an anti poverty programme“ som kom til at præge diskussionen op gennem 70’erne. Med vægten lagt på både de gennemgribende ændringer der skulle gennemføres af den politiske ledelse i udviklings-landene og på nødvendigheden af at bistå udviklingslandene i denne proces. Myrdals bog systematiserede i realiteten de tanker der lå bag de nordiske landes stærke moralske og økonomiske engagement. Det var derfor et chok da han i begyndelsen af 80’erne anbefalede de vestlige lande at indstille bistanden og alene yde humanitær hjælp til udviklingslandene. Begrundelsen var afsky for de mange totalitære regimer i Asien med den deraf følgende udbredte korruption og manglende

70

vilje til at gennemføre en politik der kom landenes fattige befolkning til gode. Denne kovending gav også genlyd i Danmark hvor den indgik i en meget kritisk debat i Folketinget i 1983 om den danske udviklingsbistand. Et resultat af denne debat var at Statsrevisorerne blev anmodet om at undersøge vores bistand til Tanzania - der var langt den største modtager af udviklingsbistand. Som nyudnævnt ambassadør deltog jeg i 1984 i Statsrevisorernes rejse rundt i Tanzania. Under denne rejse fik Kaj Bågø - den daværende leder af Danidas bilaterale bistand - startet den nødvendige proces henimod en stærkere koncentration af bistandsindsatsen på langt færre sektorer. Senere kom så en stærkere understregning af at bistanden skal være til fordel for de fattigste befolkningsgrupper. Så selv efter at have undsagt sine egne synspunkter kom Gunnar Myrdal - indirekte - til at betyde meget for udviklingen af dansk udviklings­ bistand.

Chefen for den bilaterale bistand Kaj Baagø var drivkraften bag den opstramning af bistanden til Tanzania som statsrevisorernes rejse i august 1984 resulterede i. Her sammen med Danidas regnskabschef Finn Balslev.

71

For det andet havde det af regeringen nedsatte udvalg om organiseringen af den fremtidige danske bistand til udviklingslandene afgivet sin betænkning i maj 1961. Den imødekom et af de væsentligste ønsker som DSU havde arbejdet med, nemlig - at bistanden gennem FN-systemet - den såkaldte multilaterale bistand - blev forøget, men - at der samtidig blev påbegyndt en dansk bistand direkte til lande i den tredje verden - den såkaldte bilaterale bistand - og - at administrationen af bistanden blev forankret i de folkelige organisationer som havde været drivkraften i at få sat spørgsmålet på den politiske dagsorden. I realiteten gik vores indvendinger kun på stigningstakten - hvor hurtigt bistanden som ønsket af Frit Forum og DSU skulle nå op på 1 procent af nationalproduktet. Hertil kom at vi meget nødigt så administrationen forankret i Udenrigsministeriet - som vi opfattede som decideret ufolkeligt - og derfor gav udtryk for „store betænkeligheder, såfremt det bliver en af Udenrigsministeriets embedsmænd“ der blev daglig leder (38). I stedet foreslog vi direktør Henning Friis, programredaktør Jørgen Vedel-Petersen eller professor Mogens Pihl. Derimod havde jeg allerede i artiklen i Verdens Gang erkendt at såfremt bistanden skulle nå op på 1 procent af nationalindkomsten „drejer det sig om sådanne beløbsstørrelser, at det rent naturligt må blive en statsopgave“. Den socialdemokratiske mindretalsregering kunne åbenbart ikke få tilslutning fra Venstre og de Konservative til betænkningens forslag om hvorledes en stigende dansk bistand skulle administreres, og Krag bad derfor K.B.Andersen - der var politisk ordfører - og Edel Saunte om at omarbejde forslaget så det blev spiseligt også for de borgerlige. Det nye forslag betød i realiteten at det blev statsadministrationen der kom til at administrere de stigende bistandsbevillinger, og at dette arbejde blev lagt ind under Udenrigsministeriet. Som formand for DSU’s internationale udvalg inviterede jeg K.B.Andersen til at redegøre for det nye forslag i udvalget. Her fremsatte jeg og de øvrige udvalgsmedlemmer - utvivlsomt ganske udiplomatisk - vores modstand mod de ændringer han havde udarbejdet i forhold til forslagene i betænkningen. Det lod K.B.’s temperament sig

72

ikke byde, og resultatet af den ret så ophedede debat blev at K.B. rød i hovedet forlod mødet, og for at der ikke skulle være tvivl om hvad han mente tilføjede at han aldrig mere ville komme til et møde som jeg havde indkaldt til! Da han som nyudnævnt udenrigsminister i 1971 kom over for at hilse på personalet i Danida, var der ingen af os der fortrak en mine da vi hilste på hinanden. Det gjorde vi derimod under hans ophold under FN’s generalforsamling i 1975 hvor jeg hjalp ham med formuleringen af afsnittet om den danske u-landsbistand i den tale hvori han som udenrigsminister redegjorde for hvad der var dansk udenrigspolitik. Men det er en helt anden historie. Som K.B. selv har beskrevet så glimrende i sin bog „I alle de riger og lande“ om sin tid som udenrigsminister fra 1971 - 78 (39). Hans interesse for landene i Afrika var enestående. Selv om han har betydet meget på EU-politikkens område - som han overtog fra den „evige skeptiker“ Ivar Nørgård - er det opbygningen af forbindelserne til befrielsesbevægelserne i den sydlige del af Afrika, der vil blive husket. Han var en af de meget få politikere både herhjemme og i NATO der konsekvent støttede befrielsesbevægelserne - og når han kunne slippe afsted med denne politik, var det netop fordi alle kendte hans rodfæstede modvilje mod det kommunistiske system. Jeg lod mig imidlertid ikke gå på af det dramatiske møde men fik Ejnar med på at skrive direkte til folketingsudvalget vedrørende „Lov om oprettelse af det danske råd for teknisk samarbejde med udviklingslandene“. Den røde tråd i henvendelsen af 6.februar 1962 var at vi ikke mente at det foreliggende forslag „i så høj grad som det var ønskeligt tilgodeser kravet om at der såvel i administrationen af de bevilgede penge som i det oplysningsarbejde, der bliver nødvendigt, vil blive brug for en så nær kontakt som overhovedet muligt med de eksisterende folkelige organisationer“. Eller som vi noget mere direkte udtrykker det i en følgeskrivelse til udvalgets socialdemokratiske medlemmer: „Vi finder det især uheldigt at man fuldstændigt har ladet det folkelige element - som jo også partiet fandt så væsentligt - i stikken“ (40). Det må iøvrigt betegnes som skæbnens ironi at jeg fra 1970 kom til at arbejde i den statslige bistandsadministration - Danida - som jeg havde haft så store forbehold overfor. Efterfølgende må jeg nok give K.B. ret i at den folkelige forankring - der er baggrunden for de store bevillinger - er blevet løst på anden måde, herunder først og fremmest ved at give de ikke-statslige organisationer (NGO’erne) mulighed for at ansøge om

73

at få finansieret deres konkrete projekter i udviklingslandene. Hermed administrerer de i realiteten årligt omkring 15 procent af den bilaterale bistandsindsats. Jeg har også måttet give K.B. ret i at det eneste rationelle var at knytte administrationen af bistanden tæt til Udenrigsmini­ steriet: den bistandspolitik vi fører er i sidste instans et væsentligt element i vores udenrigspolitik og bør derfor ligge i Udenrigsministeriet. Selv om Udenrigsministeriet i bund og grund er en konservativ institution, er der enorm forskel på hvordan ministeriet så ud i begyndelsen af 60’erne, og hvordan det ser ud i dag. Så det kan ikke udelukkes at det forhold at over halvdelen af Udenrigsministeriets medarbejdere i dag beskæftiger sig med bistandsproblemer har påvirket Udenrigsministeriet mere, end Udenrigsministeriet har påvirket behandlingen af bistandsproblerne. Selv i slutningen af 70’erne var der imidlertid ældre kolleger der fortsat betragtede bistandsadministrationen som et fremmedlegeme i Udenrigsministeriet eller fandt at bistanden passende kunne anvendes til fremme af dansk eksport. Takket være Jens Christensens politiske tæft og forståelse for bistandsproblematikken - han var medforfatter til 1962-betænkningen om bistanden til de mindre udviklede lande og en meget indflydelsesrig departementchef fra 1964 til 1977 - samt Hans Kastofts og senere Wilhelm Ulrichsens håndfaste administration af udviklingsbistanden i Sekretariatet for teknisk bistand - senere DANIDA - lykkedes det at bringe bistandsadministrationen frelst gennem de mange praktiske og politiske skær. I de udviklingslande bistanden skulle hjælpe måtte man nærmest starte helt fra bunden med at opbygge den nødvendige viden og de praktiske rutiner. Og i Danmark skulle der også opbygges en administration der både kunne være fleksibel nok til at håndtere dette helt nye område for dansk statsforvaltning - og få det godkendt af de bevilgende myndigheder. Jeg kom selv først ind i arbejdet i DANIDA i 1970 men da var opbygningsfasen langt fra ovre. Især bagefter har det været interessant at se hvor ofte vi måtte improvisere - men det betød samtidig at arbejdet aldrig blev kedeligt. Spørgsmålet om bistandspolitikkens forankring i Udenrigsministeriet - og dermed som del af dansk udenrigspolitik - forblev imidlertid selv op igennem 70’erne et stridsspørgsmål. Der blev fra Venstresocialisternes og SF’s side rejst krav om at gøre udviklingspolitikken mere uafhængig af Udenrigsministeriet ved at lægge administrationen

74

over i et direktorat hvor det så var meningen at den såkaldte bistands­ mafia - kredsen omkring Centret for Udviklingsforskning med direktøren Knud Erik Svendsen i spidsen - skulle få en afgørende indflydelse på administrationen af bistanden. Efterhånden som bistandsbevil­ lingerne steg, blev det dog mere og mere klart at det var en dødfødt ide at løsrive administrationen af bistandspolitikken fra den øvrige udenrigspolitik. Når tanken fik lov at leve så længe, skyldtes det ikke mindst at de store folkelige organisationer - MS, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Røde Kors m.fl. - havde vanskeligt ved at acceptere at bistanden ikke længere var deres „baby“, men som enhver bevilling blev led i dansk indenrigspolitik. Selv om Folketingets behandling af bistandsspørgsmål måske ikke altid har været præget af lige stor indsigt, har den i det store og hele været præget af en bred opbakning der har været beundringsværdig konsekvent. Indtil ansættelsen i udenrigsministeriet i august 1963 fulgte jeg udviklingen i opbygningen af en dansk bistands-administration tæt. Det resulterede bl.a. i en henvendelse fra DSU underskrevet af Ejnar og undertegnede til udenrigsminister Per Hækkerup om hvorledes forskningen om udviklingsproblemer skulle opbygges. Også på dette område „krydsede jeg mine spor“ idet forskningsspørgsmål kom til at høre ind under mit område netop i den periode hvor Center for Udviklingsforskning (CUF) blev evalueret af min gamle professor fra universitetet Nørgård Rasmussen. Allerede dengang påpegede Nørgård Rasmussen at det var alt for begrænset hvad der kom ud af forskning fra CUF (41). Men tiden var desværre ikke moden til at drage den nødvendige konklusion, nemlig at de midler Danida stillede til rådighed ville have været betydelig bedre anvendt til en udbygning af u-landsforskningen ved universiteterne - herunder især indenfor det økonomiske område. Det er således ingen overdrivelse at sige at interessen for udviklingsproblematikken blev et af de vigtigste resultater af mit politiske ungdomsarbejde. En leder i DSU’s „International Bulletin“ - der ellers beskæftiger sig med atomvåbentruslen - afsluttes således med følgende fanfare: „Og lad os så tage fat på vor tids store udfordring, der næsten sætter denne lille europæiske strid helt i skyggen: forholdet mellem rige og fattige lande“.

75

Europa eller Norden I min beretning til Frit Forums bestyrelse i maj 1959 skriver jeg om den netop afholdte pinsekonferance, at mens markedsdiskussionen i de øvrige nordiske lande var af ret ny dato var der hos alle de danske deltagere et ønske om at styrke det nordiske samarbejde - hvilket også afspejlede sig i en resolution fra konferencen hvor vi krævede „at de nordiske parlamenter går ind for en hurtig gennemførelse af det nordiske fællesmarked som et skridt på vejen til dannelsen af et forenet Norden“. Det der skilte vandene ikke alene hos de danske deltagere men i Frit Forum generelt, var hvorvidt det nordiske samarbejde skulle være indgangen til et tættere samarbejde med Europa - den gang Vesteuropa - eller om det skulle være om ikke slutstenen så i hvert fald en forudsætning for Danmarks tilslutning til de europæiske markedsdannelser. Det var ganske vist ikke nogen ny problemstilling: allerede på et møde i Oslo Arbejdersamfund i 1950 havde Krag formuleret problemet for de danskere og nordmænd der hverken dengang eller senere har ønsket at deltage i et nordisk eller europæisk samarbejde på følgende ganske barske måde: „ De nordiske landes økonomiske problemer er i dag af en sådan art, at de skal og kun kan løses på international basis. Et nordisk samarbejde kan nok bidrage noget til vanskelighedernes løsning - men i forhold til opgavernes karakter og størrelse kan det kun blive noget supplerende, ja vel egentlig kun noget sekundært“ (Jens Otto Krags erindringer: Travl tid, god tid side 138). Til trods for at det blev mere og mere klart at der ikke var grundlag for et tættere nordisk samarbejde, blev Frit Forum op gennem 60’erne ved med at hage sig fast i en udbygning af det nordiske samarbejde som „den eneste effektive sikring af den demokratiske socialisme i det fremtidige Europa i den form, vi tilstræber her i Norden“. Realiteten er nok at de fleste Frit Forum medlemmer simpelthen ikke ønskede nogen nærmere tilknytning til Fællesmarkedet, snarere end at de troede på et nordisk samarbejde (42). For som udenrigsminister Per Hækkerup så bramfrit formulerede det: „de der går ind for et nordisk alternativ til Fællesmarkedet, har ikke forstået et klap af den sidste halve snes års udvikling“. Men 100 års påtvungen neutralisme kombineret med frygten for Tyskland gjorde at stemningen i Frit Forum op gennem 60’erne blev mere og mere nationalistisk: man ville hellere fortsætte med at hygge sig i smug - helst sammen med de øvrige nordiske lande - end

76

være med til at bestemme sin egen fremtid i det Europa vi altid har været afhængige af. Hvor afvisende stemningen i Frit Forum var fremgår af en leder i januar 1963 vendt mod Per Hækkerups påståede ønske om „at deponere vore muligheder for at øve en fællesnordisk indflydelse“. „For den omstændighed, at vi endnu få år er forpligtet af Atlantpagten, bør ikke uden videre kunne begrunde beslutninger, som for tid og evighed binder os i en europæisk politisk blokdannelse, som der slet ikke findes samme gode argumenter for som førhen - derimod nok en række dår­ lige“. I stedet henvises til en udtalelse af den svenske udenrigsminister Östen Unden: „For de vesteuropæiske kontinentale arbejderpartier er det blevet naturligt at sætte lighedstegn mellem internationalisme og europæiske samarbejde...I Sverige betragter mange Vesteuropa som en lille og mer og mer betydningsløs del af verden og at internationalisme først og fremmest betyder bistand til og samarbejde med de nye stater“. Bag den stærke interesse der fra venstrefløjen blev vist udviklingslandene op gennem 60’erne og 70’erne lå der både i Sverige og i Danmark en god portion virkelighedsflugt: her kunne man få lov til at beskæftige sig med opbygningen af nye samfund efter de socialistiske forestillinger som man ikke kunne få befolkningen i Vesteuropa med på. Uden at man behøvede at tage stilling til de overgreb på menneskerettighederne som fandt sted lige syd og øst for Danmarks grænse i DDR, Polen og Sovjetunionen - i den „reelle eksisterende socialistiske virkelighed“. Og så behøvede man ikke at tage stilling til samarbejdet mellem de europæiske lande. Det er interessant at Per Hækkerup i sin bog Danmarks Udenrigspolitik fra 1965 stadig er tilhænger af det nordiske samarbejde på det udenrigspolitiske område, så længe det holder sig fra de to områder hvor det har lidt nederlag nemlig sikkerhedspolitik og europæisk samarbejde - „hvor udviklingen i Europa kom til at løbe fra tanken om en nordisk toldunion“. Derimod lagde K.B.Andersen aldrig skjul på sin afsky for svensk neutralitets-politik som værende bedrevidende og selvtilstrækkelig. Östen Undens udtalelse kan kun bekræfte denne opfattelse. Under et nordisk møde i begyndelsen af 1960 med unge fra „College of Europe“ blev jeg slået af den begejstring de studerende udviste for „det historiske perspektiv for et forenet Europa“ der ligger til grund for Romunionen. De forudså at „landene i De Syv (EFTA) - eller i hvert

77

fald nogle af dem før eller senere ville søge om optagelse i deres blok“. Hvilket som bekendt kom til at ske, men som på daværende tidspunkt var en meget uhyrlig tanke for hovedparten af de nordiske deltagere. Min konklusion var imidlertid allerede på det tidspunkt at „skal vi nå længere hen imod et forenet Europa med alle de både politiske og økonomiske fordele, dette vil give, må vi snart være rede til at tage den dristige beslutning politisk at dykke ned i Europa....Og hvad enten vi kan lide det eller ej, bliver vi nødt til at bygge videre på det fundament, der er blevet lagt af De Seks“ (43). På det samme møde gjorde formanden for Stortingets udenrigsnævn Finn Moe det krystalklart „at Norge ikke var overvældende interesseret i et europæisk samarbejde - og da slet ikke i en ensidigt politisk samarbejde med De Seks - men at målet måtte være et økonomisk samarbejde mellem de europæiske lande og USA og Canada. Efter hans mening måtte dette økonomiske samarbejde efterhånden udstrækkes til også at omfatte et vist politisk samarbejde, men han indrømmede, at på dette punkt var han nok betydeligt forud for sine kolleger i Stortinget, idet enhver tendens til at afgive suverænitet i Norge bliver modtaget med endog meget stor skepsis“. Det fik han unægteligt ret i da flertallet af nordmænd i 1972 som min gode ven og kollega i Zambia Ola Dørum sagde „trak nissehuen ned over øjnene“ og for at det ikke skulle være løgn gentog afvisningen af at engagere sig i europæisk politik i 1994. Mange - hvis ikke flertallet - af Frit Forums medlemmer delte på daværende tidspunkt den norske modvilje mod at blive involveret i et nærmere forpligtende samarbejde med Vesteuropa. Under gennemgangen af Frit Forums historie i „Studenter under rødt flag“ konstateres det således at „Frit Forum kan bryste sig af at være den første kerne for modstanden mod EF inden for Socialdemokratiet, og var dermed også den første politiske organisation, der utvetydigt vendte sig mod Fællesmarkedet. Det var Norden, det gjaldt - som neutralt område, uafhængig af såvel NATO som EF“. Jeg fik til fulde bekræftet hvor dårligt det ønskede alternativ til „Fællesmarkedet“ fungerede idet jeg det første år i Udenrigsministeriet var sagsbehandler på EFTA-samarbejdet. Det var en chokerende anskuelighedsundervisning at opleve hvor begrænset samarbejdsviljen mellem de nordiske lande var. Som H.C.Hansen formulerede det en gang: Norge er altid imod et konkret forslag om nordisk samarbejde, Danmark er

78

altid for og Sverige har intet imod et nordisk samarbejde så længe det afspejlerer svenske synspunkter. Da det langt om længe blev alvor for Danmark med det europæiske samarbejde, kom jeg kun til at deltage i begyndelsen af folkeafstemningen om EF i 1972. I august-september 1972 blev jeg nemlig af udenrigsministeriet sendt til Lusaka som chargé d’affaires. Forinden havde jeg imidlertid deltaget i flere møder om EF: - under et weekendkursus i Københavns amt talte jeg således for optagelse i EF mens Mogens Camre - der allerede i 1968 var blevet medlem af Folketinget for Socialdemokratiet - talte imod. Det er i dag meget morsomt at konstatere at Camre allerede dengang var en mester i perfidi: et af hans argumenter mod mig var at jeg nok også var for, fordi der kunne være en karriere i EF for mig. At der var tale om overbevisning lå uden for hans fatteevne - kun generer det mig i dag at Finansministeriet ikke tager EU-arbejdet mere alvorligt end de bruger ham på netop dette område. - en anden gang havde partikontoret bedt mig om at indlede om EFmedlemsskabet ved et møde arrangeret af bryggeriarbejderne. Det blev noget af en oplevelse: for ikke alene var det pågældende forbund imod dansk medlemsskab, men medlemmerne var så direkte - nærmest hadske - imod som man kunne blive. Så mit indlæg blev mødt med tilråb og fy-råb samtidig med at jeg fik præsenteret alle de tåbelige argumenter med de underbetalte italienske arbejdere der ville komme op og tage arbejdet fra de stakkels danskere der samtidig ville få frataget alle deres sociale ydelser. Lærerigt - men min skjorte kunne vrides bagefter. - Selv så mange år efter husker jeg hvordan jeg kom op at skændes med Knud Vilby - der på daværende tidspunkt var chefredaktør for Information - om et læserbrev jeg havde sendt fra Lusaka - men underskrevet som fællesformand for Socialdemokratiet på Frederiksberg. Knud Vilbys leder om Fællesmarkedet den 11.september havde indeholdt hvad jeg betegnede som „et ualmindeligt perfidt angreb på ikke alene Socialdemokratiets formand, men også på partiet som politisk bevægelse“. Men det der nok generede Knud Vilby mest var min konstatering af at hans daværende politiske ståsted som V.S’er gjorde „hans kritik lige så relevant som når den kommer fra en tilfældig konservativ chefredaktør bortset fra at det Konservative Folkeparti ved sidste valg

79

opnåede 481.000 stemmer, mens VS opnåede 46.000“! Jeg beklagede at Vilbys - og flere af Informations ledere bedst kunne karakteriseres med Krags udtalelse om „de blodrøde teoretikere med deres blankpolerede meninger“ - hvilket naturligvis heller ikke var videre venligt sagt. Resultatet var at da vi første gang mødtes efter hjemkomsten fra Lusaka, stod vi nærmest og råbte af hinanden - hvilket imidlertid nok giver en ganske god fornemmelse af med hvilken indædthed diskussionen blev ført fra begge sider. Men det glæder mig da at Knud Vilby op til folkeafstemningen i maj 1998 nu var blevet tilhænger af EU. Kun er jeg ked af at der skulle gå næsten 26 år før det skete. - efter at være valgt til fællesformand for Socialdemokratiet på Frederiksberg i april 1971 var jeg med til at arrangere en række møder om Fællesmarkedet. Vi fik fat på 3 virkelig gode indledere, nemlig Robert Pedersen fra Socialdemokratiet, Palle Simonsen fra de konservative og Jens Maigaard fra SF. At Robert var god vidste jeg, men jeg tror vi alle blev overrasket over hvor god Palle Simonsen var - han var dengang endnu helt ukendt. Jens Maigaard forsvarede nej-sidens standpunkter lige så godt som han senere har forsvaret ja-siden med en skarphed som er alt for sjælden i dansk politik. Det har været morsomt at se hvordan han op til de seneste folkeafstemninger har hængt modstanderne mod EU i sit gamle parti SF ud for at gøre fælles sag med de forstokkede nationalister på højrefløjen. Nordisk Ungdomskongres I juni 1963 afholdt de socialdemokratiske ungdomsorganisationer i de fem nordiske lande kongres i Malmö hvor man stiftede „Forbundet af Nordens socialdemokratiske Ungdom“. Politisk var kongressen udtryk for et ægte ønske om et langt stærkere samarbejde mellem de nordiske lande end det der fandt sted indenfor det tandløse Nordisk Råd. Et ønske om at de nordiske lande gennem et tættere samarbejde kunne påvirke udviklingen i Europa og den øvrige verden. Samtidig var man helt klar over de store vanskeligheder der tårnede sig op for at få gennemført et sådant samarbejde. Så i valget af emner var der indbygget en god portion realisme: de opstillede mål indskrænkede sig til „større koordinering af de nordiske landes optræden indenfor FN“ og „kontinuerlig konsultation i alle vigtige udenrigspolitiske spørgsmål“ (44).

80

Ud over Sydafrikaspørgsmålet var det ønsket om en forøgelse af bistandsindsatsen der stod i centrum. Bistanden skulle først og fremmest kanaliseres til udviklingslandene via FN-systemet men det er interessant at notere at man også ønsker den bilaterale bistand „skal ske på nordisk basis“. Her giver forslagsstillerne utvivlsomt udtryk for en opfattelse som på daværende tidspunkt ville få bred tilslutning i den nordiske befolkning. Og resultatet blev da også at der blev iværksat en række „fællesnordiske projekter“ gennem de næste halve snes år. Men den sørgelige sandhed blev at de nordiske bistans-organisationer kun havde bøvl ud af disse projekter. For selv på et så oplagt emne for en fællesnordisk indsats som bistandsområdet - hvor der eksisterede et fælles udgangspunkt i de nordiske lande jvf min tidligere beskrivelse af Gunnar Myrdals bog - var de administrative og politiske kulturer i landene så forskellige at projekterne viste sig umulige at gennemføre i praksis. Så i løbet af 80’erne blev samtlige fællesnordiske bistandsprojekter lukket. Selv den samordning på et så ukontroversielt område som de nordiske landes udsendelse af u-landsfrivillige som jeg havde foreslået på kongressen, lykkedes det ikke at få gennemført. Personligt blev kongressen højdepunktet i min tid som formand for DSU’s internationale arbejde. De ambitiøse - men bortset fra bistandsområdet ikke urealistiske - beslutninger der blev taget havde jeg selv været med til at udforme. De kom samtidig til at danne grundlaget for DSU’s videre virksomhed på det internationale område i og med at beslutningerne blev godkendt på DSU-kongressen i maj 1964. Men personligt kom kongressen også på anden måde til at betyde noget særligt for mig. En af gæsterne på kongressen var den gamle DSU-formand og generalsekretær for IUSY der på daværende tidspunkt var blevet udenrigsminister nemlig Per Hækkerup. Med udgangen af juli var jeg færdig med den forhadte soldatertid og jeg havde naturligvis igennem længere tid spekuleret på hvor jeg skulle søge ansættelse. En af mulighederne var at søge ansættelse i Udenrigsministeriet, og jeg benyttede derfor anledningen til at spørge Per Hækkerup om han synes det var en god ide. Det synes Per Hækkerup i høj grad idet han højt og direkte anførte at „han håbede at det ville lykkes Udenrigsministeriet at få sat skik på mig“. Hvorvidt det er sket vil jeg helt overlade til andre at afgøre men realiteten er at jeg besluttede mig for at ansøge og blev ansat fra 1.august 1963. Umiddelbart efter at jeg havde afsendt ansøgningen til Udenrigsmini-

81

steriet tilbød Åge Munk mig ansættelse i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ligesom den økonomisk-statistiske konsulent Niels Halch tilbød mig at blive ansat i Socialministeriet. Åge Munk - der senere blev daglig leder i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og støbte mange af kuglerne til Hans Rasmussens angreb på Krag-regeringens markedspolitik - havde svært ved at forstå hvorfor jeg søgte ind i udenrigsministeriet som han betegnede som „en autoritær arbejdsplads med hang til at dyrke det overfladiske“. Det var ikke helt løgn for såvidt angår den første påstand men helt ved siden af for såvidt angår den anden - men jeg har nu aldrig fortrudt at jeg holdt fast ved min ansøgning. Selv om det unægteligt er ganske morsomt at spekulere på hvordan mit liv havde formet sig hvis jeg i stedet for udenrigsministeriet havde valgt et af de to andre tilbud. Efter den 1.august fortsatte jeg som formand for Internationalt udvalg frem til DSU’ kongres i Århus i maj 1964. Efter kongressen blev min gode ven Kjeld Åkjær valgt til formand og jeg fortsatte som menigt medlem. Så frem til udsendelsen til FN i New York i oktober 1966 kom jeg stadig i DSU - ud over medlemskabet af Internationalt udvalg sad jeg fortsat som DSU’s repræsentant i Dansk Ungdoms Fællesråd - selv om Udenrigsministeriet lagde beslag på stadig mere af min tid.

82

4. Socialdemokratiske politikere Viggo Kampmann Det har været 4 markante formænd for Socialdemokratiet der har „tegnet partiet“ i mine ungdomsår: Hans Hedtoft, H.C.Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag. Hans Hedtoft har jeg kun oplevet personligt 2 gange fra folketingets talerstol. Gennem sin overbevisning og sine evner som taler i radio og folketing var det imidlertid ham der medvirkende til at jeg blev socialdemokrat. H.C.Hansen erindrer jeg som indleder på et par rusmøder som Frit Forum afholdt i Studenterforeningen. Samt fra hans festtale i Glostrup partiforening. Han var både i en stor og lille forsamling en fremragende taler, og også vi unge beundrede alle hans fabelagtige politiske evner. Men han var en ganske håndfast leder af partiet der ikke tålte ret me-

Socialdemokratiets valgaktie op til valget i 1961 som med 42,1 procent af stemmerne gav Viggo Kampmann en stor sejr.

83

gen slinger i valsen. Der gik frasagn om hans temperament som da han nærmest jagede Robert Petersen ned ad trapperne fra partikontoret på grund af nogle bemærkninger om partiet som ikke passede H.C. Viggo Kampmann blev mødt med meget store forventninger da han i begyndelsen af 1960 tog over som statsminister og partiformand. Både fordi det havde været Kampmann som på det økonomiske område havde støbt mange af kuglerne for Hedtoft og H.C., og fordi vi unge efter den superpragmatiske periode under H.C. så frem til Kampmanns mere intellektuelle og ideologiske holdning. Kampmann fik da også på mange områder sat en helt nødvendig fornyelses-proces i gang indenfor partiet både på det organisatoriske men så sandeligt også på det politiske område. Kulminerende med vedtagelsen af det nye principprogram på kongressen i 1961. I en vurdering - skrevet i 1969 - af Kampmanns indsats i den alt for korte tid han var formand for Socialdemokratiet konkluderer jeg at „han var med til at åbne for den frie debat som han samtidig tilførte ikke alene de økonomiske visioner som man qua hans uddannelse og tidligere beskæftigelse skulle vente, men tillige et kulturpolitisk helhedssyn som partiet i sørgelig grad tidligere havde manglet. Hans visionære tale på den nordiske arbejderkongres i Malmø i 1959 om vore arbejdsopgaver i sekstiårene indledte denne debat som efterhånden begyndte at sætte sit præg på diskussionerne i mange af vælgerforeningerne, hvoraf adskillige havde erstattet den politiske aktivitet med andespil“ (45). Om Kampmanns forhold til det nydannede SF - der ved valget i 1960 rykkede ind på Christiansborg med 11 mandater d.v.s. med lige så mange som de radikale - skriver jeg i selvsamme vurdering: „Nu var Aksel Larsens fortid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti for tæt inde på livet og det nystartede SF’s hele holdning der i begyndelsen var stærkt præget af gamle kommunister for yderliggående til at der på dette tidspunkt eksisterede nogen mulighed for en dialog - endsige samarbejde - mellem socialdemokratiet og SF. På den anden side er det mærkeligt - om ikke uforklarligt - at den ellers så drevne Kampmann uforbeholdent opretholdt modstanden mod optagelsen af enhver form for kontakt med SF på samme måde som tilfældet tidligere havde været med kommunistpartiet. Så vidt jeg kan se hænger dette sammen med følgende: Socialdemokratiets frysepolitik havde jo over for kommunisterne ført til det ønskede resultat, nemlig udslettelse, så hvorfor ikke forsøge samme taktik over for SF? Hertil kom, at man i 1960 forståelig

84

Begejstringen for Kampmann og modviljen mod Krag var kendetegnet for Tidskriftet Horisont – her fra juni 1962. Horisont var udgivet af DSU Københavns amt fra 1960-63 med min gode ven Freddie Birtø som redaktør. Han brugte bladet til meget direkte angreb mod først og fremmest socialdemokratiets boligpolitik. Her- udover bekæmpede han ethvert forsøg på at få Danmark tilknyttet de Europæiske Fællesskaber.

85

nok stadig anså SF som en døgnflue, der kun skyldte Aksel Larsen sin eksistens - og Aksel Larsen kunne ifølge argumentationen kun foretage sin balancegang mellem kommunisterne og Socialdemokratiet een gang. Endelig må det næppe overses at adskillige fagforeningsfolk der for første gang siden 1956 så deres indflydelse på arbejdspladserne truet insisterede på skånselsløs kamp og at Kampmann selv for at kunne åbne den interne partidebat følte et vist behov for at afgrænse denne mod venstre“. I bogen „Fra Psykopatklubben“ giver finansministeriets magtfulde departementchef Erik Ib Schmidt et interessant indblik i forholdet mellem de fire socialdemokratiske ledere. Der er ingen tvivl om at Schmidt langt foretrækker H.C.Hansen som han betegner som den betydeligste danske statsmand i efterkrigstiden. Derimod bryder han sig ikke om Hedtoft som han skriver „ikke selv havde alt for stor indsigt i økonomiske anliggender“ og derfor „i den økonomiske politik nærmest var kørt ud på en sidelinie“. Hvilket efter Schmidts opfattelse havde den konsekvens at Hedtoft ideologisk set var ved vejs ende, da efterkrigstidens restriktioner skulle ophæves og økonomien omlægges. Han karakteriserer Hedtoft som „et udpræget følelsesmenneske der udstrålede umiddelbar varme og hjertelighed, medens H.C. Hansen var den nøgternt beregnende taktiker med lynhurtig opfattelse og skarpe analytiske evner“. Om Viggo Kampmanns indsats er Schmidt noget mere nuanceret: - på den ene side bekræfter han mit syn på Kampmanns visionære egenskaber når han skriver at „Viggo’s afgang er et stort tab af betydning for udviklingen i det danske samfund“. Han var ikke alene „eminent velbegavet og samtidig kreativ og idérig som få“ men han var også „udstyret med en kombinationsevne og et overblik, som gjorde ham til en fremragende forhandler“. „Han så de store linjer samtidig med at han i utrolig grad beherskede detaljerne, og han ville gerne føre sin politik skridt for skridt fremad efter et større fremtidsperspektiv. På disse punkter kan ingen erstatte ham“. - på den anden side konstaterer han at „som politisk fører, som ansvarlig statsleder havde han åbenlyse mangler“. Ikke mindst fordi han ikke havde „den fornødne styrke - og brutalitet - til at afvise fagministrenes beklagelser“. Eller som han citerer Krag for at have sagt: „jeg tror ikke,

86

at det overhovedet er sket i de to år, hvor Kampmann har siddet i denne stol, at der fra denne plads er sagt nej til nogen, som kom for at bede om et eller andet...Det er dybere set denne totale eftergivenhed, der er årsag til den misère, vi i dag er ude i“. Jens Otto Krag Allerede 1.maj 1962 havde Kampmann fået sit første hjertetilfælde, og efter næste den 28.august trådte han tilbage (46). Det var ikke ligefrem med begejstring at mange unge partifæller hilste valget af den nye ledelse af Socialdemokratiet velkommen: med Jens Otto Krag som statsminister og Per Hækkerup som udenrigsminister så vi en fare for at den friere debat indenfor partiet som Kampmann havde fået sat i gang ville blive bremset. Der er da heller ikke tvivl om at Krag og Per Hækkerups mere pragmatiske tilgang hurtigt satte sit præg på debatten: fornyelsesprocessen indenfor partiet fortsatte, men visionerne gled ud. Til trods for sine ubestridelige evner til at lede både landet og partiet blev Krag aldrig nogen inspirerende leder. Bortset fra Europa-politikken var han ikke som Kampmann nogen visionær politiker. Han var ikke som Hedtoft og H.C. nogen folkelig politiker og havde ejheller den medietække som gjorde selv den overfladiske Hilmer Baunsgaard så populær. Men han var en blændende administrativ begavelse og en god politisk taktiker. På grund af de ydre mangler var mange unge - herunder jeg selv - tilbøjelig til at undervurdere ham. Det er således først bagefter at jeg er blevet klar over hvor central en rolle Krag har spillet i Europa-politikken. Gennem hele sin politiske karriere fastholdt Krag visionen om dansk deltagelse i det europæiske samarbejde - til trods for endog meget stærk modstand fra både partiog fagbevægelse. Det er takket være hans indsats, at det lykkedes at undgå at vi ligesom Norge „trak nissehuen ned over øjnene“. Når deltagerne i den udenrigspolitiske debat - herunder jeg selv - lidt hånligt hævdede at Krag kun var interesseret i „flæskepriser“, tog de/vi grueligt fejl. Krags stædige fastholden ved det overordnede mål i Europa-politikken gør ham til en af de mest betydningsfulde danske politikere i efterkrigstiden (47). En anden side af Krag var at han elskede at skrive - og at han var god til det. Det er således bemærkelsesværdigt at han ud over sin selvbiografi - „Ung mand fra 30’erne“ og „Travl tid, god tid“ - har givet nogle fremragende skildringer af sine forgængere - Buhl, Hedtoft og H.C. -

87

samt i „Kamp og fornyelse“ af perioden 1955 - og af Viggo Kampmann - til han selv overtog statsministerposten i efteråret 1962 (48). Hans „Dagbog“ giver et levende indtryk af den politiske situation i 1971-72, og man må forbløffes over at han har haft overskud til at skrive den. Fra min tid i udenrigsministeriets sekretariat - hvor vi også lavede udkast til taler og artikler om udenrigspolitiske emner til statsministeren - erindrer jeg hvorledes vi flere gange mandag morgen fik vores udkast tilbage i stærkt redigeret form. Skrevet på hans gamle hakkebræt af en skrivemaskine. Den jerndisciplin som kendetegnede Krag i alle hans år som minister fornægtede sig ikke. Erik Ib Schmidt har respekt for Krags politiske evner, men blev gang på gang skuffet når han af partitaktiske grunde undlod at gribe ind over for de tiltagende økonomiske vanskeligheder på grund af fagbe­ vægelsens modvilje mod at føre en ansvarlig økonomisk politik kombi­ neret med en uansvarlig overbudspolitik fra VK-partierne. Han anerkender „Krags helhjertede engagement i en europæisk løsning, hvor Danmark side om side med England blev medlem af det europæiske økonomiske fællesskab“, men fra 1964-66 væmmedes han i tiltagende grad af det taktiske spil hvor Krags vanskeligheder „ikke mindst bestod i den indre splittelse og mangel på politisk linie i Socialdemokratiet“ hvor „Hans Rasmussen kan tillade sig at sige, hvad han mener - og gi’ fanden i, hvad Krag mener. Krag kan kun tillade sig at sige, hvad han først har fået godkendt hos H.R. og LO“. Hvilket så igen førte til at „Krag tilsyneladende ingen egne forestillinger har, men prøver på at pejle sig frem til, hvad han kan komme igennem med - og så er det lige meget hvad“. Her undervurderer Erik Ib Schmidt efter min mening Krags betydning på et andet af de helt centrale økonomiske områder: det var Krags store fortjeneste at han fik partiet til at skrotte den planøkonomiske tankegang der som Erik Ib Schmidt selv påpeger havde været med til at handlingslamme Hedtoft på det økonomiske område. Men Krag var sig fuldt bevidst at der især inden for fagbevægelsen stadig fandtes betydelig modstand mod at acceptere en mere markedspolitisk tankegang. Under min tid som fællesformand for Socialdemokratiet på Frederiksberg oplevede jeg Krag sammen med Olof Palme og Willy Brandt: På daværende tidspunkt var Olof Palme svensk statsminister og Willy Brandt tysk forbundskansler og samtidig var de begge formænd for

88

de to partier, der har haft størst indflydelse på det danske Socialdemokrati. Palmes tale blev for mig højdepunktet på kongressen i Falkoner-centret i august 1971. Krags åbningstale - og svar på de mange indlæg - var glimrende, men som taler nåede han ikke Palme til sokkeholderne. Rent bortset fra at Oluf Palme stod som den konsekvente kritiker af den amerikanske indsats i Vietnamkrigen og dermed var sikret hovedparten af de delegeredes - herunder min - beundring. Det var imidlertid den vellykkede kongres der blev startskud for valgkampen der førte til dannelsen af den socialdemokratiske mindretals-regering i oktober 1971 og året efter til sejren ved folkeafstemningen om dansk tilslutning til Fællesmarkedet. Og dermed til Krags afgang. Som led i debatten op til folkeafstemningen holdt Socialdemokratiet i maj 1972 et stort møde i Aabenrå. Her blev det igen den udenlandske gæst nemlig Willy Brandt der stjal billedet: hans tale og svar på de mange kritiske spørgsmål på klingende norsk var simpelthen en oplevelse. Selv om Krag ikke blot tilnærmelsesvis kom op på Brandts oratoriske højder, var det dog stadig en fornøjelse at høre ham. Han kunne sit stof og brændte for sagen: at få Danmark optaget i EF. I min første periode ved FN-missionen kom Krag flere gange til New York - første gang som stats- og udenrigsminister. Noget af det mest interessante for FN-missionens medarbejdere var at opleve hvordan de forskellige stats- og udenrigsministre taklede udarbejdelsen af deres indlæg i generalforsamlingen eller de særlige samlinger. F.eks blev afsnittet om Vietnam til generalforsamlingen i efteråret 1967 omarbejdet ikke mindre en 16-17 gange, før Krag var tilfreds. Uden at det dermed blev mere klart hvad den danske regering egentlig mente. Men det var typisk Krag at han ikke formulerede sig så stærkt som Per Hækkerup og derfor aldrig kom til at stå som den politiker som vi modstandere af den førte Vietnampolitik elskede at hade. Mindst lige så interessant var det at opleve de mange politikere som deltog i generalforsamlingerne og de særlige samlinger. Både under behandlingen af de forskellige udenrigspolitiske spørgsmål der var oppe på morgenmøderne, hvor FN-missionen undertiden fungerede som en forlænget arm af Folketingets udenrigspolitiske udvalg. Men også i deres indbyrdes forhold og ikke mindst på det mere personlige plan var det meget interessant at opleve de forskellige politikere „på slap line“. I 1968 hvor Krag deltog i generalforsamlingen som „menigt“ medlem havde ambassadøren således arrangeret en frokost for

89

Den radikale folketingsmand og indtil sin alt for tidlige død meget aktive dansk UNICEF-generalsekretær Arne Stinus sammen med Anni – min højtelskede viv.

prins Henrik på FN-missionen på 32. sal i Pfitzer bygningen. Aftenen i forvejen havde Krag været „i byen“ med Gert Petersen, og det var åbenbart gået hårdt for sig, for på morgenmødet beholdt Gert Petersen solbrillerne på og deltog overhovedet ikke i diskussionen - hvilket aldrig før var sket. Krag dukkede først op da selve frokosten skulle begynde og var også ret så tavs. Trods ambassadørens ihærdige forsøg gik diskussionen derfor uhyre trægt. Indtil der for en djævel i Krag. „Om prins Henrik kendte det konservative medlem af delegationen hr Bøgholm - en af de få virkelig verdens-berømte danske politikere“. Bøgholm, der ved valget i 1968 til selv de konservatives forbløffelse igen var blevet medlem af folketinget, var en af partiets virkeligt konservative som onde tunger hævdede kun var blevet valgt til at deltage i general-forsamlingen for at de konservative kunne blive fri for ham så længe. Hvortil kom at Bøgholm var kendt for at have en ret så livlig fantasi vedrørende sin egen deltagelse i historiske begivenheder. „Var det ikke dig, Bøgholm, der sammen med de Gaulle kørte ned ad Champs Elysee, da Paris var blevet befriet“? Hvorefter Bøgholm naturligvis stolt fortalte om sin deltagelse i denne historiske begivenhed. Og ikke så snart var Bøgholm færdig, før Krag bad Bøgholm redegøre for sit nære venskab med Chang Kai Check. Et ønske som Bøgholm naturligvis straks efterkom. Og sådan fortsatte Krag med at fyre op under

90

Bøgholm, til prins Henriks forbløffelse og de øvrige frokostdeltageres undertrykte moro. Sidste gang jeg så Krag var ca et årstid før han døde i 1978. Arte havde arrangeret en teatertur til New York med Krag som deltager, og i den anledning havde generalkonsulen i New York og hans kone Gitte inviteret Krag til middag sammen med Anni og mig. Middagen forløb uden problemer: Krag tog hverken Gitte eller Anni på lårene eller drak for meget. Og det slog mig at vi overhovedet ikke talte hverken udenrigseller indenrigspolitik. Men bagefter, da Anni og jeg havde fulgt Krag hjem til hans hotel var jeg lige ved at få bank af en jaloux ægtemand: mens vi sad og fik os et par drinks med nogle af teaterturens deltagerne var Krag - utvivlsomt nærmest i distraktion - begyndt at tage på en af de tilstedeværende kvinder. Det var ægtemanden naturligt nok blevet sur over, uden dog at få sagt det til Krag, fordi han straks efter havde trukket sig tilbage. Da jeg bagefter udbredte mig om alle Krags gode gerninger for Fædrelandet, var det imidlertid lige ved at blive for meget for den gode ægtemand, og det var med nød og næppe at al hans opsparede vrede kom til at gå ud over mig. Selv om disse 4 unægtelig meget forskellige formænd på hver sin måde har påvirket min politiske opfattelse, er det Niels Matthiasen og Per Hækkerup, der har været medvirkende til at forme både mig og mange af min generations politiske opfattelse. Niels Matthiasen Med udnævnelsen af Niels Matthiasen til sekretær i 1957 (han blev først valgt som partisekretær i 1961) brød H.C. alle hidtidige regler hvorefter den pågældende skulle hentes fra DSU’s rækker. Ikke aldersmæssigt, for Niels var på daværende tidspunkt 33 år, men på alle andre områder. Først og fremmest kom Niels udefra - i 1943 var han blevet ansat på forlaget „Danmark“ - og fra 1950 til sin ansættelse som partisekretær var han leder af „Atlantsammenslutningen“. Så hans ansættelse vakte unægteligt ikke så lidt bestyrtelse blandt gode gamle partifæller. Der er således næppe tvivl om at omkvædet i en af Oskar Hansens viser direkte refererer til Niels Matthiasen „han satte sig altid ved det rigtige bord“. Men også hans absolut ikke socialdemokratiske ydre gav anledning til bemærkninger som i Verdens Gang hvor han beskrives som „velfærdsstatens velkæmmede, skrædersyede og strømlinjede partisekretær“.

91

Figurtekst næste side.

92

Men H.C. havde unægteligt set rigtigt: partiet fik med Niels Matthiasen en sekretær med et utroligt gå-på-mod, et smittende engagement og en viden om hvordan der skulle sættes noget mere fut i det noget stivnede parti. Samt ikke mindst hvorledes partiets synspunkter skulle sælges. Egenskaber som der i allerhøjeste grad var brug for. Niels Mathiassen kastede sig med en energi som var næsten overmenneskelig - ligesom Per Hækkerup og K.B.Andersen behøvede han næsten ikke søvn - ud i alle sider af sit nye job: - han skrev som en af de ganske få artikler om principielle emner som socialisme og nationalisering i bladet frit forum og Verdens Gang - hvor han allerede i 1958 blev medlem af redaktionen og i 1960 ansvarshavende redaktør. - han stillede op til diskussioner i Frit Forum både på selve møderne og senere under den uformelle fortsættelse på enten Galathea eller Tokanten. - han blev sekretær for den kommission der skulle udarbejde partiets første principprogram efter Gimle-programmet fra 1913 og havde således en væsentlig andel i at det på kongressen i 1961 endelig lykkedes at få vedtaget et moderne ikke-marxistisk partiprogram. Fra sin tid i Atlantsammenslutningen var Niels „Atlantist“, og han prioriterede ikke forbindelserne til SPD så højt som Hedtoft eller H.C.Hansen havde gjort. Det er således symptomatisk at han i en artikel i Verdens Gang fra 1961 om udkastet til det nye partiprogram ikke nævner Godesberger-programmet med ét ord. I stedet forsøgte han uden større held at knytte forbindelse til det britiske Labour. - han deltog med liv og sjæl i det praktiske partiarbejde herunder ikke mindst i den vellykkede valgkamp i 1960 hvor ikke mindre end 42 procent stemte på Socialdemokratiet.

Niels Matthiasens første opgave efter at han var blevet ansat som sekretær i socialdemokratiet i 1957 – han blev først partisekretær i 1961 – var valget 1957 der som bekendt førte til trekantregeringen med H. C. Hansen som statsminister bestående af Socialdemokratiet, de Radikale og Retsforbundet. Socialdemokratiet – Ungdommens parti er en af de første professionelle valgplakater hvor man ser 7 DSU’er gå fremskridtet i møde. Pigen i baggrunden er Anni – 4 år senere – Kjeldgaard, pigen i forgrunden er Lizzi Larsen og manden bag forgrundsfiguren er Ole Vernerlund – senere forretningsfører i AOF. Se også plakaten side 86.

93

Figurtekst næste side.

94

- men han deltog så sandelig også i de mere partipolitiske slagsmål: han lagde hverken over for mig eller andre skjul på at det var ham der ved i sidste øjeblik at foreslå Hans Rasmussen forhindrede at Per Hækkerup blev valgt til næstformand på partikongressen i 1961. Fordelen ved dette valg var at i en tid hvor partiet var ledet af akademikere var næstformanden en ægte arbejder og fagforeningsmand. Hvorvidt Hans Rasmussen så i sidste ende med sin manglende villighed til at acceptere den nødvendige økonomiske politik og gennem sin modstand mod tilslutningen til Fællesmarkedet kom til at betyde en styrkelse af partiet er jeg ikke helt overbevist om. Men jeg kan tydeligt se for mig hvorledes stillingen som partisekretær under en så magtfuld næstformand som Per Hækkerup ville være blevet reduceret til en slags stik-i-rend dreng. - og endelig blev han i 1962 og frem til 1968 formand for bestyrelsen i AIC (Arbejderbevægelsens Informations Central) hvorfra kampen mod kommunisternes undergravningforsøg ude på arbejdspladserne blev ført. Møderne med Niels var altid inspirerende. Ud over de mange officielle møder har jeg et par gange deltaget i sammenkomster hjemme i hans pragtfulde lejlighed på hjørnet at Holbergsgade og Herluf Trolles Gade. Her mødtes en broget blanding af politikere, skribenter og kunstnere og diskuterede til ud på natten for kl 5 at gå over i Cap Horn i Nyhavn og få morgenkaffe med rundstykker. Jeg fik set en anden side af Nielses evner under et diskussionsmøde mellem ham og den daværende formand for DKU (Danmarks kommunistiske Ungdom) Knud Erik Svendsen. Mødet udartede om ikke til håndgribeligheder så til en sangerdyst hvor Niels naturligvis sang for på „Danmark for Folket“ mens kommunisterne istemte „Internationale“. Jeg kan ikke tidsfæste mødet men erindrer endnu tydeligt den begejstring han lagde for dagen.

Niels Matthiasen havde hugget slogannet ”vi gør tider bedre!” fra de konservative i Storbritannien. Men plakaterne med den trygge kernefamilie gav Viggo Kampmann en dundrende valgsejr i 1960.

95

Under min første udsendelse til FN-missionen i New York var Niels i både 1966 og 67 delegeret ved FN’s generalforsamling. Det var både spændende og fornøjeligt at have ham på besøg men en af de tilrejsende - Buller Brückner gift med Peter Brückner der blev den første danske ambassadør i Sydafrika - klagede over at hun ikke havde haft brug for sit „store skrud“. Fluks inviterede Niels til champagneselskab søndag morgen på det gamle hotel Beaux Arts på 44.gade hvor påklædningen naturligvis skulle være lange kjoler og smoking. Han havde ganske vist været ude og feste med den svenske sangerinde Inga Nielson hele natten, men hans velprøvede kur mod træthed og tømmermænd - en time i skoldhedt bad inden vi arriverede kl 10 - virkede: han var i så fin form at selskabet blev en oplevelse for alle. Det er med andre ord ikke alene som kulturminister fra 1971 at Niels Matthiasen har haft stor betydning. Det er simpelthen umuligt at beskrive Socialdemokratiets arbejde - fra han bliver sekretær i 1957 til han på kongressen i 1969 drog konsekvensen af kongressens beslutning om at lønnede tillidsmænd ikke samtidig kunne være folketingsmedlemmer uden at beskæftige sig med Niels Matthiasen. Han har i de 12 år spillet en langt større rolle på de indre linjer end hidtil erkendt. Til gengæld brændte han sit lys i begge ender. Og døde som 55-årig. Jeg deltog i bisættelsen i Holmens Kirke den 26.februar 1980. På en måde var det passende at renæssancemennesket Niels blev bisat fra netop Holmens Kirke. For som Anker Jørgensen sagde i sin mindetale: „undskyld jeg siger det, Niels, men for os var du en stor og glad dreng, en ukuelig optimist. Du kunne være meget påvirket af et kunstværk, du havde oplevet. Du fortalte om det, somme tider så dybfølt, at vi måtte se det stykke, den maleriudstilling - læse den bog, du så indtrængende fortalte os om. Du ville det folkelige, det fine, det gode, og du ville, at det skulle forenes. Du var både et elegant og et jævnt menneske, og med dine meningers mod“. Per Hækkerup Det er svært at finde to mere forskellige personer end Niels Matthiasen og Per Hækkerup. Per Hækkerup voksede om nogen op inden for „bevægelsen“, og han selv gik den slagne vej over DSU til folketinget og til karrierens højdepunkt som udenrigsminister i 1962-66. Han var jo ikke just nogen skønhedsåbenbaring men til gengæld et af de største natur-

96

talenter i dansk politik efter krigen. Som det fremgår af bl.a. afsnittet om Sydafrika var jeg langtfra altid enig med ham, men det rokker ikke ved den kendsgerning at han var en af de dygtigste udenrigsministre Danmark har haft. Både når det drejede sig om indenrigs- og udenrigspolitiske emner formåede han at fremlægge sine synspunkter på en klar og forståelig måde. Hans „Danmarks Udenrigspolitik“ fra 1965 rummer således en helt enestående gennemgang af et ellers svært tilgængeligt stof. Samt ikke at forglemme en række slagkraftige nyfor- muleringer herunder ikke mindst om de fire hjørnestene: FN, NATO, Det europæiske Fællesskab og Det nordiske samarbejde. Hermed lykkedes det ham at visualisere og skabe sammenhæng i udenrigspolitikken på en måde som folk kunne forstå. Under min tid i IUSY gik der stadig rygter om Pers tid som generalsekretær fra 1946. Om hans formidable evne til både politisk og organisatorisk at genopbygge den socialistiske ungdomsinternationale efter krigens ødelæggelser. Herunder ikke mindst den vellykkede marginalisering af de de mere radikale grupper der de første år truede hele IUSY’s eksistens. Men som han fik gennemført takket være sin allerede dengang ganske udviklede kombination af politisk flair og en noget robust charme hjulpet af en damptromleagtig facon. I den første periode 1946-48 forsøgte han at knytte båndene til de østeuropæiske ungdomsbevægelser, indtil Stalins linje om at likvidere de socialdemokratiske partier endelig sejrede med kuppet i Tjekkoslo­ vakiet i 1948. I hans anden periode 1948-51 definerede Hækkerup IUSY’s rolle som forkæmper for „den tredje vej“ mellem kommunisme og rendyrket kapitalisme. Samt gjorde klart at bestræbelserne for et genforenet Europa var del af virkeliggørelsen af denne tredje vej. Men allerede i den anden periode så Hækkerup perspektiverne i det hollandske ønske om at IUSY skulle bistå folk i den tredje verden i deres kamp for frihed og uafhængighed. Et tema som han i sin tredje periode som IUSY’s genneralsekretær 1951-54 gjorde en stor indsats for at få konkretiseret, selv om det utvivlsomt forsat var situationen i Europa herunder kampen med den kommunistiske undertrykkelse i Østeuropa der optog ham mest. Men når det gjaldt nødvendigheden af at gennemføre afkoloniseringsprocessen, var Hækkerups engagement lysår foran den hjemlige opinion. Det var i realiteten de synspunkter Per havde udviklet i sin tid som IUSY-generalsekretær som blev de grundlæggende i hans virke som folketingsmand fra 1950, som økonomisk-politisk redaktør ved Social-

97

demokraten fra 1956 og som udenrigsminister fra 1962. Per var magt­ mennesket i indenrigspolitikken og super-realisten i udenrigspolitikken. Han lagde aldrig skjul på sin konsekvente antikommunisme og ønske om et stærkere samarbejde mellem de vesteuropæiske lande, og sammen med hans direkte facon gjorde disse synspunkter ham - og ikke Krag - til den socialdemokrat man mest elskede at hade, ikke alene i venstreorienterede kredse men langt ind i Frit Forum. Hvilket en gennemgang af bladet frit forum fra første halvdel af 60’erne giver klart udtryk for. Derimod blev han i DSU mere betragtet som „en af vore egne“. I min tid i Frit Forum og DSU oplevede jeg Per Hækkerup til en lang række møder og konferencer herunder om sikkerhedspolitik i hjemmeværnets kursuscenter i Nymindegab. På grund af sin intelligens, viden og hurtige replik fik han næsten altid det sidste ord. Mine overvejelser om at søge ansættelse i Udenrigsministeriet startede efter at jeg havde interviewet Per til Fri Ungdom, i forbindelse med at han var blevet udnævnt til udenrigsminister. Interviewet blev bragt i Fri Ungdoms oktoberudgave 1962. Efter en række spørgsmål om koloniafviklingen spørger jeg hvorledes posten som udenrigsminister har bekommet ham. Han svarer at „det naturligvis er en stilling, der kræver, at man lægger sine livsvaner noget om - man skal vænne sig til at færdes på bløde tæpper og møde folk i kjole og hvidt og laksko. Og det varer måske et stykke tid, inden jeg vænner mig helt til det - ligesom det måske varer et stykke tid, inden Udenrigsministeriet vænner sig til mig. Men iøvrigt er det en helt forkert forestilling, at jeg i Udenrigsministeriet skulle være kommet ind i et slags overklasse- milieu...Udenrigsministeriets medarbejdere er hårdt arbejdende mennesker, der beskæftiger sig med praktiske problemer, der bliver af større og større betydning for den enkelte borger“. Under mine første år i Udenrigsministeriet oplevede jeg Per på nært hold. I EFTA-sekretariatet fik jeg især under et EFTA-udenrigsminister-møde i Edinburgh i 1964 et indtryk af hvordan han befandt sig som fisk i vandet under internationale møder. Den danske delegation - plus hans kone Grethe Hækkerup som for en gangs skyld ledsagede ham på en af hans utallige rejser - var fløjet over til Edinbourgh-mødet i flyvevåbenets lille VIP-fly (som året efter styrtede ned og dræbte samtlige ombordværende). Men ikke mindst takket være Per og Grethe var stemningen høj ombord, og selve mødet forløb til Pers fulde tilfredshed

98

- bortset fra at vi alle interesseret fulgte de højlydte skænderier der foregik i kulisserne mellem den daværende handelsminister Edward Heath og ministeren for Skotland, om hvem der skulle optræde som vært for møderne. Efter at de officielle forhandlinger var overstået, fandt Skak Nielsen - den daværende Geneve-ambassadør - at nu var det tid til „en lille en“. Hvortil Grethe tørt konstaterede at i aften var hun med, „og så var det denne vej“ - og det var op i seng. Det viste sig at vi var flere der skulle have fulgt det gode råd: - mig selv sagde hunden, fordi da jeg lettere medtagen endelig kom op på mit værelse kl 3 om natten, lå der et chiffertelegram. Da der ikke var noget dansk repræsentation i Edinbourgh, var jeg som yngste medlem af delegationen blevet udstyret med en bog til at løse kodede telegrammer til udenrigsministeren. Men det tog mig unægtelig nogen tid at få mobiliseret tilstrækkelige åndsevner til at afkode telegrammet. - og den svenske handelsminister Gunnar Lange der var blevet så medtaget af nattens skandinaviske forbrødring at han på formiddagens møder kun kunne hviske enkelte sætninger til den embedsmand han havde sat „i stolen“. Der går i det hele taget mange historier fra Pers tid som udenrigsminister. På et EFTA-møde i Helsingfors havde et af de vanskeligste problemer været finnernes forsøg på at holde dansk øl ude af Finland - hvilket var i modstrid med EFTA-traktaten. Den ophedede diskussion havde imidlertid ikke hindret den daværende finske handelsminister - og socialdemokrat - Karl- August Fagerholm og Per i at tage pænt for sig af de våde varer under frokosten. Da de to herrer vendte tilbage efter ­sammen at være gået ud for at lette sig, overraskede de deres embedsmænd ved at hævde at de under besøget havde løst „ølkrisen“. Det springende punkt var imidlertid at ingen af dem kunne huske hvordan de havde løst den - hvilket unægteligt satte embedsmændene på en vanskelig opgave. Men mit kendskab til Per stammer især fra mine 2 år i udenrigsministerens sekretariat, hvor jeg af sekretariatschef Niels Boel ofte blev sat til at skrive taler og artikler til ministeren. Men det var nu langt fra altid han brugte disse talepunkter. Det blev klart for mig, da jeg deltog i et af de berømte redaktørmøder Per havde indført som baggrundsbriefing for pressen. Her holdt han et næsten timelangt blændende indlæg

99

om hvad han syntes kunne være af særlig interesse for de deltagende redaktører. Uden manuskript. Derefter gik man over til de kulinariske og ikke mindst spirituøse glæder. Det viste sig at en af grundene til at jeg var med var, at jeg skulle hjælpe de journalister ud, der fik for store vanskeligheder med at styre motorikken. Jeg var i New York da Per havde sit berømte sammenstød med Sara Lidmann om krigen i Vietnam. Der er ingen tvivl om at den kritik som Vietnamkrigen vakte i brede kredse overalt i Vesteuropa over en så vigtig side af USA’s udenrigspolitik kom bag på Per Hækkerup på samme måde, som det kom bag på samtlige socialdemokratiske politikere. Bogen „Danmarks Udenrigspolitik“ der som tidligere anført er fra 1965 har ikke et ord om Vietnamkonflikten. I bogen „Magtspil og sikkerhed“ redigeret af Mogens Lykketoft fra 1968 hedder det at en „omfattende danske omvurderinger af USA’s politik har måttet foretages efter krigsudvidelserne i Vietnam 1964-65. I begyndelsen af Vietnamkrigen erklærede Hækkerup, at også Danmark måtte være interesseret i, at USA overholdt sine forpligtelser (?) over for Sydvietnams regering. Den danske regering syntes at akceptere „dominoteorien“ om, at hele Sydøstasien ville falde i kommunisternes hænder, hvis USA opgav sin støtte til Saigonregimet. Den massive bombekrig mod Nordvietnam og krigens bestialske karakter i syd har gradvis fremkaldt en ændret holdning, først og fremmest i Socialdemokratiet“. Per havde naturligvis ret i at styret i Hanoi var kommunistisk og dermed et rent diktatur der med alle til rådighed stående midler søgte at undergrave det af USA støttede styre i Saigon. Det Per advarede mod, nemlig at Ho Chi Min og hans kommunistiske efterfølgere ville vise sig at være lige så diktatoriske som Stalin, blev jo til fulde bekræftet af hvad der senere er sket i det genforenede Vietnam. Men der hvor Per tog afgørende fejl, var at Vietnam-problemet ikke skulle ses som et spørgsmål om kommunistisk fremtrængen men på grund af det uduelige og korrupte styre i Sydvietnam som et afkoloniseringsspørgsmål. Samt naturligvis at ingen på daværende tidspunkt kunne have forudset det ungdomsoprør mod krigen som tvang præsident Johnson fra magten og Nixon til at indgå en ydmygende fred. Per stod absolut ikke ene med dette syn på Vietnamkrigen. Det var et problem for samtlige socialdemokratiske politikere i Vesteuropa der i de år blev bombarderet af alle mulige beskyldninger fra kommunister og folk der ikke var i stand til at fatte hvor afhængige vi var af ameri-

100

kansk beskyttelse. Hvordan ellers opretholde det demokratiske system og undgå at de vesteuropæiske lande skulle tilpasse deres politik til de kommunistiske regimer i Øst? I en berømte fjernsynsdiskussion med Sara Lidman i 1967 så Per alene Sara Lidman som en af de fodformede venstreorienterede som - hvadenten hun var sig det bevidst eller ej - gik kommunisternes ærinde. Resultatet blev at han mere brugte damptromleteknikken end den robuste charme. Hvilket viste sig at være katastrofalt i vurderingen af hvem der var sluppet bedst fra konfrontationen og - endnu værre - fastlåste Pers synspunkter på Vietnam-konflikten. Til skade for både Per og partiet. Det ville unægteligt have været bedre hvis Per i stedet havde anvendt mere af sin forståelse fra IUSY-tiden for nødvendigheden af at gennemføre afkoloniseringsprocessen på Vietnam-konflikten. Men som sagt Per stod ikke ene med sit syn på Vietnam-krigen. Som tidligere omtalt oplevede jeg selv hvorledes afsnittet om Vietnam i Krags indlæg under generaldebatten i FN i efteråret 1967 blev omarbejdet 16 eller 17 gange. På grund af mine anti-koloniale holdninger var jeg fra begyndelsen stærkt imod det amerikanske engagement i Vietnam. Under et møde i DSU’s internationale udvalg i september 1965 konstaterede jeg ifølge Klaus Ebbesens referat således at „skylden for at situationen er som den er i dag ligger helt klart hos USA, der aldrig for alvor har tænkt på at komme til klaring med Vietcong. Der har tidligere ligget opfordringer fra Vietcong om forhandlinger på grundlag af 1954-aftalen, som ikke er blevet positivt besvaret fra amerikansk side“. Men ligesom Per Hækkerup kunne jeg på daværende tidspunkt ikke forestille mig at supermagten USA på grund af modstanden i USA ville blive tvunget til at acceptere et militært nederlag. Jeg var derfor enig i, at „vi ikke blot kan sige, at amerikanerne skal trække sig ud af Vietnam..... Til gengæld synes jeg, at vi skal kræve, at USA indstiller bombetogterne over Nordvietnam. Den forøgelse af styrkerne, som har fundet sted, har ikke lettet presset på de amerikanske styrker, som man havde håbet. Man kan sige, at der er dødt løb mellem USA og Vietcong. Vietcong sidder i store træk på det indre af landet, USA på kystegnene uden at nogen har midler til at trænge ind på den andens område. USA’s bombetogter betyder intet, de er derimod i strid med alle aftaler og øger bitterheden yderligere mod USA“. Denne vurdering af situationen er fremsat, før jeg i oktober 1966 flyt-

101

tede til New York hvor konfrontationen med krigens rædsler i Vietnam via fjernsynet og - især - den stærkt stigende modvilje mod krigen i USA hurtigt fik mig til at konkludere at USA skulle trække sig ud af Vietnam. I lighed med Niels Mathiassen brændte også Per Hækkerup sit lys i begge ender. I 50’erne var han beundret for i festligt lag at kunne indtage store mængder af de våde varer om aftenen og alligevel stille til tiden næste morgen og holde et perfekt indlæg - ofte uden manuskript. Mens vi andre der havde forsøgt at holde trit med ham, enten sov over os eller sad og hang. Jeg har selv prøvet det et par gange med katastrofalt resultat - endnu en grund til at jeg hurtigt blev klar over at jeg aldrig ville blive nogen god politiker. Men i sidste halvdel af hans udenrigsministerperiode begyndte det at vise sig at han ikke helt kunne tåle de samme mængder som tidligere uden at det kunne mærkes. Men det rokker ikke ved den altdominerende rolle som Per kom til at spille ved udformningen af socialdemokratiets politik op gennem 50’erne og 60’erne. Og heller ikke ved den beundring for hans lysende politiske begavelse som de fleste unge socialdemokrater fra min generation - herunder jeg selv - følte for ham. Også selv om vi langtfra altid var enige med ham.

102

5. Berlin og det delte Tyskland Baggrund Selv om det kun så småt er gået op for DSB, har virkelig mange danskere i dag fundet ud af at Berlin ligger forbløffende nær ved Danmark og „ist wieder eine Reise wert“. Sådan var det ikke i 1958, da jeg første gang kom til Berlin: det var et begrænset antal danskere der lagde vejen om ad Vestberlin, og endnu færre - bortset fra kommunister - der rejste til Østberlin. 14 år efter krigens afslutning var Berlin stadig stærkt præget af ødelæggelserne. I Vest var man ganske vist kommet godt i gang med genopbygningen, men der var unægteligt også meget at tage fat på: næsten 1/3 af Vestberlins boliger var blevet ødelagt under krigen. Selv om der til 1957 var blevet bygget over 100.000 nye boliger og over 50.000 var blevet sat i stand var byen stadig stærkt præget af ødelæggelserne. I Vestberlin lod man imidlertid i det store og hele de udbombede bygninger stå - mens man i Øst for det meste havde nøjedes med at sætte de bygninger der overhovedet kunne bruges nødtørftigt i stand. De svært beskadigede bygninger blev derimod revet ned, og der blev sået græs på tomterne hvilket havde den mærkelige virkning at man så flere ruiner i Vest end i Øst og flere grønne områder i Øst end i Vest. Det hævdes ofte at europæere får kulturchok når de kommer til en anden verdensdel. Jeg fik ikke mit kulturchok da jeg kom til USA eller til Afrika, men derimod da jeg kom til Berlin. Det viste sig til min store forbløffelse at en stor del af hvad jeg havde troet var dansk kulturarv i virkeligheden stammede fra Tyskland - og hvad der var endnu værre: især fra Preussen! Det er jo ganske logisk når man tager i betragtning hvor meget mere udviklet Preussen var industrielt og kulturelt men det faldt unægteligt ikke i tråd med dansk selvforståelse i slutningen af 50’erne - og gør det vel for store dele af den danske befolkning ejheller i dag. Men først lidt om hvorfor jeg kom til Berlin. Efter to gange at have været i London for at lære engelsk fandt jeg at det kunne være hensigtsmæssigt også at få lært tysk. En del af pensum på polit-studiet f.eks. Erich Schneider: Einführung in die Wirtschaftstherorie - var på tysk, og også i mit politiske arbejde havde jeg ofte ærgret mig over at mit tysk

103

ikke var godt nok. Sammen med de studerende fra Handelshøjskolen og fra Polyteknisk Læreanstalt kunne politterne deltage i en udvekslingsordning gennem AIESEC hvorefter en dansk studerende fik arbejde i f.eks. en tysk virksomhed - og vel at mærke tjente tilstrækkeligt meget til at kunne klare sig rimeligt godt - mod at en tysk studerende fik arbejde i en dansk virksomhed. At valget faldt på Vestberlin skyldtes nok snarere at jeg altid har været storbymenneske - og at der var en stilling ledig. Resultatet var i hvert tilfælde at jeg i juni 1959 tiltrådte i Mathematische Abteilung i Lebensversicherungs-gesellchaft Volkshilfe i Rankestrasse 10. arbejdet var fascinerende - den statistiske behandling foregik således på maskiner der ved hjælp af hulkort var en slags forløber for computere. Men det var mødet med de tyskere jeg kom i berøring med, der virkelig rystede mig i min grundvold. Det havde allerede i London chokeret mig at englændere generelt set hverken vidste noget om danske forhold eller interesserede sig en høstblomst for vores kultur eller for hvad vi mente. Men det faldt jo ganske godt i tråd med den danske selv-forståelse om at „vi er kun et lille land“. Tyskerne derimod vidste ikke alene temmelig meget om de forskellige sider af vores samfund, men hvad der fundamentalt adskilte dem fra englænderne var at de også var interesserede i at høre om hvorledes vi havde indrettet os og hvad vi mente. Det gav nogle gode diskussioner, og det tvang mig til at få et mere nuanceret billede af hvorledes de selv havde indrettet sig. Som dansker er man nærmest inddoktrineret til at tro, at den måde andre har indrettet sig på er dårligere end den vi selv har fundet frem til. Hvilket som bekendt langtfra altid er tilfældet: den er bare anderledes. Men det har et stort antal danskere stadig meget svært ved at acceptere jævnfør det store antal nej-stemmer ved EU-afstemningerne. Et endnu større chok var det at diskussionerne med mine tyske venner satte et stort spørgsmålstegn ved en række af de synspunkter jeg havde dannet mig. Lad mig blot nævne tre forskellige indtryk: - ingen havde på daværende tidspunkt fortalt den danske befolkning om de allieredes bombardement af Dresden. Det er vel i dag anerkendt at der var tale om en ren og skær terrorhandling: hævn fra de allieredes side overfor en by der var blevet erklæret åben, og som iøvrigt ikke havde nogen krigsindustri. Resultatet blev at flere hundrede tusind indbyggere og flygtninge blev dræbt i et infernalsk flammehav. En begivenhed som

104

Kurt Vonnegut senere har beskrevet så blændende i „Slaughterhouse 5“. Jeg nægtede først at tro på at det kunne være rigtigt: at de allierede - dem jeg holdt med - kunne begå en så bestialsk handling. Da det gik op for mig at det var rigtigt, blev der unægteligt slået et ret stort hul i min tiltro til at virkeligheden altid var så sort-hvid som vi fra dansk side opfattede den. - lederen af Mathematische Abteilung var en efter min daværende opfattelse ældre mand på omkring de 50 år - effektiv og venlig. Vi kom efterhånden ganske godt ud af det, og jeg blev derfor ikke forbavset da han inviterede mig hjem. Her fortalte han om hvorledes hans deltagelse i den anden verdenskrig først for nyligt var slut: efter at være blevet indkaldt til Wehrmacht havde han fået en officersuddannelse og var blevet taget til fange på den russiske front. Fordi han var officer og ikke fordi han tilhørte et af de nazistiske korps - var han først blevet sat fri efter Adenauers besøg i Moskva i 1955. Mine indvendinger om at han havde været med til at muliggøre de rædsler Hitlers krig havde påført Sovjetunionen afviste han med at konstatere at han ikke uden endog meget store omkostninger for både sig selv og sin familie havde kunnet undslå sig fra hverken at blive indkaldt eller at blive uddannet til officer. De 10 års ophold i russisk krigsfangeskab efter afslutningen af den anden Verdenskrig havde ene og alene været Stalins hævn over tyskerne, og forholdene i lejrene havde været så elendige at de fleste af hans medfanger var døde. Senere har Solzjenitsyn lært os at heri adskilte lejrene for de tyske fanger sig ikke fra det enorme Gulag-kompleks Stalin havde oprettet til at tage sig af russiske fanger. - en af medarbejderne i Mathematische Abteulung Ruth Karnath kom jeg til at kende virkelig godt. Hun var „Grenzgänger“ d.v.s. boede ligesom ca 20.000 andre i enten Østberlin eller i selve DDR. På grund af Berlins firemagtsstatus havde DDR givet et begrænset antal tilladelser til at disse mennesker kunne arbejde i Vestberlin. Her fik jeg en meget virkelighedsnær beskrivelse af hvorledes det østtyske diktatur opererede. Det var unægtelig en barsk oplevelse at blive konfronteret med en så systematisk undertrykkelse af ikke alene enhver form for demokratiske rettigheder, men også af indbyggernes menneskerettigheder. En undertrykkelse som de danske kommunister og venstreorienterede fuldt ud billigede, og hovedparten af den øvrige danske befolkning ikke var interesseret i. Igen blev jeg først langsom klar over at

105

mine normaldanske fodformede synspunkter på Tysklands deling og forholdene i DDR mere byggede på forudfattede meninger end på kendskab til de faktiske forhold. Medvirkende hertil var også at tre af de venner jeg fik gennem AIESEC var flygtet fra Erfurt til Vestberlin så sent som i 1955 og derfor fuldt ud kunne bekræfte Ruths beskrivelse af forholdene. Når jeg kom tilbage til Vestberlin allerede i 1960, skyldtes det et mærkeligt sammentræf af tilfældigheder: under studiet havde jeg valgt socialpolitik - ikke alene fordi jeg arbejdede på Socialforskningsinstituttet, men fordi emnet virkelig interesserede mig. Jeg havde derfor besluttet at skrive „stor opgave“ om et socialpolitisk emne. Efter professor Zeuthens afgang var min chef fra hvad der senere skulle blive til Socialforskningsinstituttet Henning Friis blevet udnævnt til lektor i socialpolitik. Da man herhjemme kendte meget lidt til hvorledes alderdomsforsorgen var blevet udformet i Forbundsrepublikken, foreslog Henning Friis at jeg fandt et emne indenfor dette område. Så ville han til gengæld udvirke at jeg fik et et-årigt stipendium til et tysk universitet. Det lod jeg mig ikke sige to gange, og jeg valgte - lige så naturligt - at studere ved Freie Universität. Så fra oktober 1960 til juli 1961 studerede jeg i Vest Berlin samtidig med at jeg var studentersekretær for IUSY og - ikke mindst levede med i den politiske udvikling hvor Berlin netop i den periode blev slagpladsen for kampen mellem kommunismen og de vestlige demokratier. Samt - ikke at forglemme - afsluttede opholdet med at blive gift på Zehlendorf Rathaus. Byen Ud over samværet med mine tyske venner var der tre ting der fascinerede mig ved Berlin: - Øst-Vest-konflikten var en del af byens hverdag og som det vil fremgå af det næste kapitel fik jeg konsekvenserne meget tæt ind på livet. Det er vigtigt at erindre sig at i 1960 var kappestriden mellem kommunismen og de vestlige demokratier stadig ikke afgjort - der var ihvertfald mange der stadig troede på at kommunismen ville sejre. Det troede jeg ikke selv, men jeg troede heller ikke, at det i min levetid ville være muligt at „besejre“ kommunismen. Jeg anså på daværende tidspunkt den kommunistiske

106

undertrykkelse i Østtyskland - og de øvrige østeuropæiske lande - for „a fact of life“. Kampen stod kun om at hindre at kommunismen bredte sig til de vestlige lande - ikke om at befri de østlige lande. På den ene side betød denne holdning at jeg anså den amerikanske udenrigsminister Foster Dulles tanker om at „rulle de kommunistiske styrker tilbage“ for farlige for verdensfreden. - På den anden side fandt jeg aldrig at vi burde anerkende den kommunistiske undertrykkelse i Østeuropa. Hvad de to opfattelser stod for fremgik krystalklart når man bevægede sig fra den ene del af byen til den anden (begge mine ophold foregik før Muren, og jeg kunne derfor uden større vanskelighed komme til og fra Østberlin, mens det krævede visum at komme til Østtyskland). - intet andet sted i Europa er historien - på godt og ondt - så nærværende som i Berlin. Overalt ser man resultaterne af de enkelte perioder: Industrialiseringen som betød at en virksomhed oprettede en hel by - Siemensstadt - og hvor de lejekasserner der havde overlevet bombardementerne under 2. verdenskrig var beboet af tyske arbejdere og ikke som i dag af gæstearbejdere. Kejsertiden fra 1870-1918 stod for mange som indbegrebet af preussisk militær og bureaukrati men for f.eks. Frau Linke som jeg lejede et værelse af i Charlottenburg under mit første ophold stod begyndelsen af dette århundrede i Berlin som en svunden guldalder. Med kejseren - Wilhelm II - som en faderfigur som jeg måtte høre om i både tide og utide. Selvsamme Wilhelm II havde ganske vist gjort alt for at bekæmpe den demokratisk valgte Rigsdag. Men netop derfor stod den udbrændte Rigsdagsbygning fra 1894 med den manende inskription „Dem Deutschen Volke“ som et bastant påmindelse over tysk demokrati. Og udviklingen bliver mere og mere fascinerende jo tættere vi kommer til nutiden: Weimarrepublikken med kampen for at opretholde demokratiet endte i den brune terror, men hvor alle sider af kulturlivet til det sidste blomstrede på en måde der ikke er set før eller siden i Europa. Men også erindringen om Hitlers 1000-årsrige - der gud ske lov kun kom til at vare 12 år - findes overalt: fra Görings enorme Luftwaffehovedkvarter der nu bliver sæde for det tyske finansministerium over Olympiastadion til Plötzensee-fængslet hvor Hitler henrettede sine modstandere på den mest bestialske måde. I det villakvarter i Zehlendorf, hvor jeg boede i et tagværelse under mit andet ophold lå der

107

stadig et udbombet Hitlerjugend-hjem med swastikategn over indgangen. Genopbygningen efter den anden verdenskrig var imponerende allerede under mit første ophold men tog fart under mit andet ophold: med en række først og fremmest amerikansk inspirerede højhuse - f.eks. Freie Universität og Technische Universität - og med den internationale arkitektkonkurrence i Hansavirtel - det vestlige svar på Stalinallee. Der er simpelthen så meget at se i Berlin, og der ligger altid en „Kneipe“ ved det næste gadehjørne. Berlinerne er som hovedregel åbne og har et kynisk humoristisk syn på livets tilskikkelser og myndighedernes tåbeligheder. Så i Berlin behøver man ikke at gå i teatret for at få nye oplevelser: de ligger i den forskelligartede arkitektur, i det evigt skiftende gadebillede og i folkelivet.

De Brecht-stykker jeg så på Theater am Schiffbauerdamm gjorde et uudsletteligt indtryk. I bygningen ved siden af teatret fotograferet i 1959 lå Ganymed - en af de bedste restauranter i Østberlin hvor selv en fattigrøv som jeg kunne spise en glimrende middag ved at købe østmark i Vestberlin.

108

- ud over arkitekturen rummer Berlin det ypperste indenfor næsten samtlige andre kulturgenrer. Det var imidlertid ikke på museerne at jeg tilbragte megen tid. Jeg erindrer kun et besøg på Dahlem museet - der dengang husede den berømte Nefertite portrætskulptur - samt Tøjhusmuseet i Østberlin hvor udstillingen var støvet og præget af kommunistiske slagord. Derimod udnyttede jeg teatertilbuddene i Østberlin: Staatsoper hvor jeg så bl.a. Aida, Fidelio og Fyrst Igor i opsætninger der ud over det sangmæssige var en fryd for øjet. Og Teater am Schiffbauerdamm hvor jeg så Leben des Galileis. Det kan godt være at Brecht udnyttede sine kvinder - og han var jo under alle omstændigheder kommunist. Det hindrer imidlertid ikke at han var en af de mest betydningsfulde kunstnere i dette århundrede: det var i hvert fald for mig tæt ved en åbenbaring at overvære hans skuespil. Både indhold og den måde han havde iscenesat dem på var en så stor oplevelse at jeg gik videre og læste hans digte - med stort udbytte, hvilket ellers ikke kan siges at være tilfældet med mange andre digtsamlinger. Det er tankevækkende, at både i Berlin og i København gik jeg ofte i teatret - selv om jeg som studerende kun havde meget begrænset med penge. Derimod har jeg gennem de sidste 20-30 år kun meget sjældent været i teater. I stedet har jeg fået mine kulturelle oplevelser ved at se film - en udvikling som nok siger noget om mig, men som jeg ofte genfinder hos mine venner. Det har taget et sløvt Socialdemokrati alt for lang tid at opdage at de begrænsede kulturpenge i langt højere grad burde være gået til produktion af danske film - i stedet for at blive brugt på et dyrt og bureaukratisk Kongeligt Teater. Østberlin Bortset fra de kulturelle oplevelser erindrer jeg mine ture til Østberlin som deprimerende: det eneste der livede op i det grå og forfaldne bortset fra Stalinalles lagkagestil - var de utallige transparenter med de socialistiske slagord: det var til at brække sig over. Udendørs hang lugten af brunkul og indendørs var stanken af rengøringsmidler så gennemtrængende at den blev hængende i tøjet længe efter at man var kommet hjem. Som tidligere omtalt var flere af mine venner fra Freie Universität flygtet fra Østtyskland efter den ideologiske stramning satte ind i DDR

109

Sådan så Schauspielhaus i det gamle Østberlin stadig ud i 1960/61. I dag er bygningen genopbygget og centrum for en af Europas smukkeste pladser: Gendarmenmarkt.

i midten af 50’erne. Gennem samværet med de af deres venner der var forblevet i DDR og som vi mødte i Berlin fik jeg bekræftet at der også i hverdagslivet herskede en stemning der var mindst lige så deprimerende som i de fysiske omgivelser. Overvågning, kontrol - altid at skulle tænke på at give udtryk for de rette meninger og holde sine egne for sig selv - var forudsætningen for at kunne overleve i „det socialistiske paradis“. På grund af Berlins særlige status havde DDR-myndighederne ikke forbudt SPD - det vesttyske socialdemokrati - i Østberlin selv om partiet i den øvrige del af DDR var blevet tvangsssammenlagt med kommunistpartiet i SED. Indtil Muren var det muligt at være medlem - men det var forbudt at agitere og at hverve nye medlemmer. Gennem mine kontakter til SPD mødte jeg i 1960 en af de få tilbageblevne SPD’ere i Østberlin. Han kunne i detaljer fortælle om den daglige chikane og overvågning som medlemmerne var udsat for: han regnede med at ca halvdelen af den efterhånden fåtallige medlemsskare var ansat af Stasi. Det der imidlertid gjorde størst indtryk var beskrivelsen af arbejdsforholdene i de østtyske virksomheder - han var metalarbejder. Akkorderne var høje - og blev stadig forøget - og sikkerheden var i bund. Med andre

110

Sådan så et af førkrigstidens mest berømte stormagasiner Hertie på Leipziger Strasse stadig ud i 1959.

ord nøjagtig de samme tilstande som havde fået bygningsarbejderne på Stalinallee til at demonstrere i 1953. Forskellen var blot at de sovjetiske tanks nedkæmpelse af arbejderopstanden havde været anskuelsesundervisning i, at i den socialistiske arbejder- og bonderepublik var der ingen muligheder for arbejderne til at protestere mod hverken de politiske eller arbejdsmæssige forhold. Bortset naturligvis fra den som flere millioner anvendte før muren nemlig at flygte via Vest Berlin: at stemme med fødderne. Vestberlin Langt den største del af mit Berlin-ophold tilbragte jeg imidlertid i Vest Berlin. Både fordi jeg boede her og fordi jeg arbejdede/studerede og havde mine venner i Vest Berlin. Men også fordi der skete så meget politisk, økonomisk og på universitetet. Vest Berlin var simpelthen fascinerende. Netop følelsen af at være lukket inde - at være en ø i det røde hav - gjorde

111

at man som tilrejsende forsøgte at lære alle dele af byen at kende. Jeg har aldrig haft en følelse af at deltage så aktivt i hvad der skete omkring mig som under mit Berlin ophold. Eller følt mig mere „europæisk“ end i det delte Berlin. Vestberlin havde simpelthen alt - eller næsten alt: for nok er Wannsee og Tegeler See smukke men de kan ikke erstatte en danskers behov for at være tæt på havet. Det var iøvrigt slående hvor stærk den amerikanske indflydelse på udviklingen i Berlin var i disse år. Det var amerikanerne der finansierede opbygningen af Freie Universität, finansierede en række af Berlins første monumentale bygninger efter krigen - f.eks.Kongreshalle der i folkeviddet blev kaldt den svangre østers - og sørgede for at der blev gennemført en omfattende udvekslingsvirksomhed på alle områder. Men berlinerne var også fuldt ud klare over hvem der beskyttede dem: selv min begrænsede kritik af amerikanernes fremfærd og forholdene i guds eget land blev totalt afvist. Det er også en amerikaner, nemlig præsident John F.Kennedy der i sin berømte „ich bin ein Berliner“-tale den 26. juni 1963 gav den bedste

Selv før muren var grænsen helt konkret. Alligevel var det forbløffende hvor lidt det påvirkede min hverdag: der skete simpelthen så meget i Vestberlin.

112

beskrivelse af Vestberlins politiske betydning: „Der er mange mennesker i verden, som ikke forstår - eller siger at de ikke gør det - hvad der er det store stridspunkt mellem den frie verden og den kommunistiske verden. Lad dem komme til Berlin. Der er dem der siger at kommunismen er fremtiden. Lad dem komme til Berlin. Og der er dem, der siger at i Europa og andre steder kan vi arbejde sammen med kommunisterne. Lad dem komme til Berlin“. For mig sammenfatter det ganske godt hvad jeg politisk fik ud af mine ophold i Vestberlin. Men netop denne tilgang gjorde at jeg stødte sammen med mange af de mere venstreorienterede i både Danmark og i IUSY. For skillelinjen til den kommunistiske diktaturer gik i holdningen til Tysklandsspørgsmålet - og det vil i de år igen sige til Berlin-spørgsmålet. Den vestberlinske befolkning havde modtaget valget af den unge John F. Kennedy med nogen skepsis: som garant for Vestberlins sikkerhed og frihed var man mere tryg ved krigsveteranen Eisenhower. Men Kennedys beslutning om at stå fast overfor Khrusjtjovs krav om at gøre Vestberlin til „fristad“ ændrede unægtelig berlinernes skepsis. For mig vil håndteringen af „Berlinkrisen“ blive stående som hans største bedrift. Oven på de 8 år med et konservativt gammelmandsstyre under Eisenhower var jeg naturligvis også blevet tiltrukket af hans ungdom, dynamik og hele New Frontier-tankegangen. Det har unægtelig været en smertelig opvågnen at blive konfronteret med „den anden side af Camelot“. For her 35 år efter skuddene i Dallas har det jo vist sig at alt det onde som Republikanerne sagde om Kennedy-familen - og mere til - var rigtigt. Dengang gjorde alene beskyldningerne mig så ophidset at mine forældre måtte kalde mig til orden da jeg mellem nomineringen i juli 1960 og valget i November diskuterede spørgsmålet med en fjern arvetante der var på besøg. Hun var lige før første verdenskrig udvandret til Amerika og havde sammen med manden slået sig ned som farmere i midtvesten. Så hun var republikaner så det gjorde noget. Den politiske udvikling i Forbundsrepublikken Det er mærkeligt at erindre sig hvor negativt det store flertal af danskere forholdt sig til udviklingen i Tyskland efter krigen. Et af de få lyspunkter var at DSU allerede kort tid efter 1945 optog kontakt med de

113

socialdemokratiske ungdomsorganisationer i Vesttyskland. Det var der ganske meget modstand mod, men Per Hækkerup der var formand for DSU fra 1946-52 fik det gennemført. Efterhånden som det økonomiske Wirtschaftswunder kom i gang måtte man tænderskærende anerkende at Vesttyskland igen var blevet en økonomisk stormagt - især da man kunne se det gavnede os selv. Men samtidig var man tilbøjelig til at se det som en bekræftelse på de egenskaber man havde lært at frygte hos tyskerne nemlig flid og disciplin (49). På det politiske område var der derimod i Danmark meget lidt forståelse for den demokratiske udvikling der var sket med dannelsen af Forbundsrepublikken. Her havde kommunisterne og deres venstreori­enterede medløbere alt for let spil i deres angreb på det nye tyske demokrati. Disse angreb blev intensiveret efter Forbundsrepublikkens optagelse i NATO i 1955 og igen under debatten om enhedskommandoen i 1961. At de alene tjente sovjettiske interesser burde have stået klart da Khrustjov i en note af 30.oktober 1961 forsøgte at lægge pres på dansk underigs- og forsvarspolitik via Finland. Men det var forbløffende at den kommunistiske propaganda blev slugt råt langt ind i kredsen omkring Frit Forum - især da angrebene også omfattede de tyske socialdemokrater. Hvad der også kan forbløffe er det hadske sprogbrug som kommunisterne slap afsted med at anvende overfor hvad de betegnede som vesttyske „revanchister“. Og at der ikke i 50’erne og 60’erne kunne fremsættes en nok så beskeden kritik af forholdene i „bonde og arbejderstaten DDR“ uden at den pågældende selv blev beskyldt for at være - revanchist. Hvilket jeg selv har oplevet adskillige gange. Allerede i midten af 50’erne fastslog Jørgen B. Holmgaard - udenrigsredaktør på Information som selv havde siddet i koncentrationslejr under krigen - at Forbundsrepublikken havde udviklet sig til en demokratisk stat som vi fra dansk side kunne have tillid til. Han blev ganske vist mødt med rasende protester fra kommunisterne og det sædvanlige kor af venstreorienterede, men fra da af var grunden lagt til at den generelle holdning begyndte at svinge. Nu var det jo langtfra nogen gnidningsløs udvikling henimod demokratiske tilstande vi var vidne til i Vesttyskland. Først med den store koalition i 1966 blev der endeligt sat punktum for den alt for lange Adenauer-æra. Så der var rig mulighed for at blande sig i debatten - hvilket de følgende 3 eksempler viser at også jeg brugte flittigt:

114

Under IUSY’s bureaumøde i Berlin i 1962 hilste vi på Berlins overborgmester Willy Brandt. Billede fra IUSY survey.

- En række dommere, embedsmænd, professorer, journalister m.v. havde således en „brun“ fortid som burde have frataget dem deres stillinger i Forbundsrepublikken. Da Erich Welter blev udnævnt til chefredaktør på Frankfurter Allgemeine Zeitung mindedes jeg derfor hans store fortjenester overfor Hitlers udødelige tredje rige samtidig med at jeg konstaterede at „Erich Welter havde forstået - uden afbræk i hverken sin journalistiske eller økonomiske karriere - at gøre den historiske proces med, som har ført fra Weimar-Republikken over Det tredje rige til vore dages Bundesrepublik“ (50). - Blandt de problemer der optog de studerende var forsøgene på at optage medlemmer af de såkaldte Mensurenschlagende Verbände“ på Freie Universität. Dise øldrikkende, nationalistiske - ja nogen steder endog halvnazistiske - organisationer havde ellers været forment adgang

115

til Freie Universität (FU) men CDU’s studenterorganisation forsøgte at overbevise universitetet om at de ikke var så slemme endda. Min modvilje mod at FU tillod disse organisationer - ligesom det allerede var sket ved de øvrige tyske universiteter - skyldtes „at de tidligere medlemmer - Alte Herren - af sådanne Schlagende Verbände ofte indtog nøglepositioner inden for såvel offentlig som privat administration, at de var i stand til henholdsvis at favorisere, vanskeliggøre eller endog udelukke en nybagt kandidat fra en karriere inden for disse områder alt efter, om vedkommende havde været medlem eller ej af netop deres Verbindung, og allerbedst, hvis han rendte rundt med et af disse skrækkelige mensurar - så man kunne se, at han respekterede de gode, gamle tyske traditioner“! (51) - Blandt de udenrigspolitiske forhold jeg kommenterede var „en af de illusioner, der har præget den politiske tænkning mest efter 1945, nemlig fastlæggelsen af grænsen mellem Tyskland og Polen“. Den tyske modvilje mod at anerkende Oder-Neisse grænsen blev jo kraftigt næret af de såkaldte Vertriebene Verbände: organisationer af tyskere, der i årene efter krigen var blevet fordrevet fra områderne øst for Oder-Neisse til Forbundsrepublikken. „Disse organisationer er naturligvis ikke i sig selv noget farligt, idet de blot er udtryk for en befolkningsgruppes fuldt legale ret til at slutte sig sammen for at kunne give mere effektivt udtryk for sine meninger. Det farlige ligger derimod i, at visse af de mest højre-orienterede og nationalistiske politiske kræfter har formået at bruge disse organisationer i det indenrigspolitiske spil - og derved har tvunget også andre politiske retninger til at tage hensyn til flygtninge- organisationerne....Denne udvikling har så medført, at vi i dag står med en officiel eller i det mindste halvofficiel tysk udenrigspolitik, som ikke er langt fra at være revanchistisk, idet den kræver en ændring af de grænser, der faktisk har eksisteret siden 1945. Og man må gøre sig helt klart, at denne politik på afgørende måde har medvirket til at forpeste hele det politiske klima i Mellemeuropa“. Til trods for den officielle vestlige politik var der „ingen her, der drømmer om at ændre den faktisk bestående grænse“ og der må derfor være andre årsager til ikke at acceptere denne grænse. Årsagen ligger i at „en anerkendelse af Oder-Neisse grænsen ganske simpelt bliver betragtet som et bytteobjekt - en indrømmelse, der ved afslutningen af en fredstraktat med et samlet Tyskland skal bane vejen for modsvarende østlige ind-

116

rømmelser“. Med opførelsen af Berlinmuren skulle det imidlertid stå klart „at værdien af en sådan studehandel set fra Vestens synspunkt er lig nul“. Min konklusion var derfor, at modviljen mod at anerkende Oder-Neisse-grænsen giver „de militarisktiske og nationalistiske kræfter, som har overlevet den anden verdenskrig, vind i sejlene og derved udsætter det nye demokratiske Tyskland for en alvorlig belastning, i stedet for endelig at skabe ro om dette spørgsmål“ (52). Under mine rejser i Vesttyskland kunne jeg ikke undgå at blive slået af en provinsialisme som ikke passede ind i det billede af et stærkt centralstyret Tyskland som de fleste danskere har. Den regionalisering i „Länderne“ som de allierede pålagde det nye Tyskland at gennemføre med forfatningen af 1949 er simpelthen lykkedes over al forventning. Selv store byer i Ruhrdistriktet og millionbyer som München og Hamburg er forbløffende provinsielle. Mine ophold i Vestberlin gjorde det klart at Berlin var den eneste modvægt mod den provinsialisme som trivedes så godt i Vesttyskland. Beslutningen om at gøre Berlin til hovedstad i det genforenede Tyskland er derfor - også set med danske øjne - en af de mest glædelige der er truffet efter Murens fald: - dermed hindrer vi at tyskerne „flygter ind i en ny politisk selvtilstrækkelighed som er den anden side af provinsialismen. Med Berlin som hovedstad vil Tyskland blive mere bevidst om sin rolle i Europa. - Berlin vil være hele Tysklands hovedstad og ikke bare overtage den rolle som „Bundesdorf Bonn“ aldrig formåede at udfylde for Vesttyskland og - Berlin vil sikre, at interessen for Østeuropa og Rusland og Ukraine vil blomstre - hvilket så afgjort også er i dansk interesse. DDR Mens der var meget lidt tilslutning til at Forbundsrepublikken havde udviklet sig til et ægte demokrati var der endnu mindre tilslutning til min overbevisning om at det var fra DDR at truslen mod demokratiet kom. Eller som jeg konkluderer i en artikel der iøvrigt er ganske kritisk over for forholdene i Forbundsrepublikken: „I sin bedømmelse af de politiske forhold i Forbundsrepublikken og i Vestberlin må man aldrig glemme,

117

at en tredjedel af Tyskland er russisk besat, og at russerne i dette område har etableret en marionet-regering, der gennemfører en polititerror over for civilbefolkningen, som ikke står tilbage for den, Hitler gennemførte over for anderledes tænkende fra 1933 til 40“. „Ord som frihed - det være sig akademisk som enhver anden form - og demokrati har efter krigen i denne del af Tyskland været begreber uden nogen som helst indhold. For eksempel er det tidligere berømte Humboldt Universitet i dag i realiteten degraderet til en videregående partiskole med videnskabelige bifag“. Det kan derfor ikke undre at jeg fandt forslagene om at anerkende DDR for tåbelige. I hvert fald så længe det ikke skete som led i en aftale om tysk genforening - eller da jeg ikke turde tro på at det ville ske i min levetid så i hvert fald som led i en fredsaftale med de to Tysklande. Men ønsket om at sikre tyskerne i DDR de samme demokratiske rettigheder som vi selv satte så højt har altid været såre beskedent i Danmark. Ikke alene hos kommunisterne og på venstrefløjen. Selv langt ind i de borgerlige partier var frygten for et samlet Tyskland så stor at man i realiteten ikke var helt afvisende overfor ønskerne om at anerkende Ulbrichts og Honeckers DDR. Det oplevede jeg under en diskussion med Konservativ Ungdoms (KU) landsformand Per Bendix. Ifølge ham kunne „den fastfrosne konflikt kun løses ved en diplomatisk anerkendelse af DDR“. Det bør dog samtidig medgives Per Bendix at hans formål med en anerkendelse var „at åbne alle veje for østlandene mod vest, så disse lande ikke kun kan henvende sig til Moskva“ og at „en diplomatisk anerkendelse ikke betyder en sympatitilkendegivelse over for det pågældende lands politik, men først og fremmest en retslig anerkendelse af en eksisterende stat“. Herover for argumenterede jeg at „vi ved at anerkende DDR som en selvstændig stat skader sagen“ nemlig en genforening af Tyskland. „Ved en anerkendelse godtager vi den sovjetiske politik“. I stedet burde „målsætningen for en ny politik i Europa med Tysklands-spørgsmålet i centrum være at forene de to Tysklande på baggrund af ønsker hos befolkningen“. Det interessante var at ifølge referatet fra mødet „kunne DSU’s repræsentant glæde sig over tilslutning“ mens Per Bendix „oplevede en stærk KU-modstand mod sine synspunkter“. Det er vist eneste gang at jeg har fået støtte til mine synspunkter i en konservativ forsamling (53). Mange år senere konstaterer den britiske historiker og Østeuropa-ekspert Timothy Garton Ash at „det må være rigtigt at tyskerne, og ikke blot tyskerne, virkelig forstår hvordan der i anden halvdel af det tyvende århundrede igen blev bygget en totalitær stat på tysk jord,

118

indrømmet, mindre brutal end Det tredje Rige, langt mindre skadelig for dens naboer, og uden folkemord, men mere stille gennemtrængende i sin indre kontrol“. Bedre kan det ikke siges. Da muligheden for en genforening af de to Tysklande viste sig efter murens fald i 1989 var modviljen stor - især i Frankrig og Storbritanien men også i Holland. Også herhjemme var f.eks. statsminister Poul Schlüter imod - naturligvis sammen med VS og SF. Så selv om det er vanskeligt for „en god socialdemokrat“ at få ordene frem må en stor del af æren for at vi fra dansk side kom ud på den rigtige side tilskrives udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen. Forholdet til Tyskland Op til midten af 50’erne kunne eftervirkningerne efter krigen stadig begrunde mange danskeres tyskerhad. Men i løbet af anden halvdel af 50’erne og op gennem 60’erne overtog kommunisterne sammen med „det nye venstre“ tyskerhadet og koncentrerede det vel at mærke om udviklingen i Vesttyskland. Når man i dag ser på hvorledes venstrefløjen ville have os til at tro at udviklingen i Vesttyskland var indbegrebet af sort reaktion, og dommedag stod for døren, hvis vi samarbejdede med tyskere fra Forbundsrepublikken, må man tage sig til hovedet. Især fordi de fik så mange danskere til at tro på deres propaganda. Mens den socialdemokratiske ledelse altid har lagt stor vægt på at få et godt forhold til Forbundsrepublikken (54) har den almindelige danskers holdning overfor Tyskland altid været tvetydig - for at sige det mildt. Ud over den ovenfor anførte kommunistiske progaganda bygger den på en sprængfarlig coctail af dårlige historiske erfaringer under Hitlertiden, nationalchauvinisme samt en underlegenhedsfølelse der på en egenartet dansk måde er kombineret med provinsiel selvtil- strækkelighed. Men ligegyldigt hvad der er baggrunden er Tyskland imidlertid så vigtig for os danskere at det er nødvendigt at vi gør op med vores fordomme og lærer at samarbejde med vore 80 millioner naboer på alle områder. Gør det f.eks. obligatorisk at tage en del af en videregående uddannelse på en udenlandsk - herunder tysk - læreanstalt. Forslaget skyldes ikke alene mine egne gode erfaringer men var et socialdemokratisk forslag fra da partiet var i opposition. Desværre har man ikke hørt meget til det efter at socialdemokratiet har fået regeringsmagten.

119

Det dårlige forhold til Tyskland og til tyskerne er som bekendt ikke af ny dato. Det morsomme er imidlertid at den bedste beskrivelse af forholdet blev givet for ikke mindre end 116 år siden nemlig af Georg Brandes i en tale i Berlin i 1883 hvor han bl.a. sagde: „åndeligt kan jeg ikke skille mig fra Tyskland, om det så blot er af den grund, at sjælelivet og det politiske liv i de skandinaviske lande nødvendigvis altid påvirkes dybt af tyske tilstande. Dersom det står godt til i Tyskland, dersom de bedste her er ved godt mod, dersom der modnes mange nye tanker, dersom store gavnlige omformninger bliver forsøgt og udført her, så kommer efter få års forløb alt dette de små stater i Norden til gode - og omvendt, sejrer i Tyskland den åndelige og politiske reaktion, ophidses slette lidenskaber, hersker voldsmagt og forfølgelsessyge, så sporer vi virkningen næsten straks. Det må De vide: de tider er begravet, da vi i Norden glædede os, når det gik ilde til i Tyskland og sørgede over Tysklands velfærd. Vore skæbner er nøje knyttede til deres. Hersker lyset her, så bliver hos os mørket lettere fordrevet: hersker i Tyskland fri og skøn menneskelighed, så taber visse småfolk i Norden, der gerne vil trælbinde åndslivet, modet. De, som vil noget godt, er i alle folkeslag samfast forbundne“. SPD fra Weimar Republikken til Bad Godesberger-programmet Under Berlin-opholdene blev jeg meget interesseret i Weimar-Repu­ blikken og hvorledes det lykkedes nazisterne først at undergrave og ­senere på forbløffende kort tid at fjerne samtlige demokratiske institutioner. Netop på grund af den kommunistiske trussel blev disse spørgsmål livligt diskuteret i Vestberlin omkring 1960. Der blev samtidig udgivet en lang række bøger om og fra Weimartiden af hvilke især Erich Kästners og Kurt Tucholskys gennemhegling af det konservative borgerskab var meget morsomme - og uhyre rammende. Min beskæftigelse med Weimar Republikkens endeligt fik mig til at drage følgende to konklusioner: Den første var at nazisternes succes ville have været om ikke umulig så ihvertfald mange gange vanskeligere såfremt kommunisterne ikke havde bekæmpet Socialdemokratiet. Da lederen af det preussiske socialdemokrati Otto Braun blev spurgt hvorfor Weimar Republikken bukkede under, gav han to grunde: Versailles og Moskva. Så sent som

120

ved valget den 6.november 1932 havde SPD med 121 og KPD med 100 mandater 25 mandater mere end nazisterne. Hvor hadsk kommunisterne gik til værks mod „socialfascismen“ som deres leder Thälmann så smagfuldt betegnede Socialdemokratiet, fremgår klart af følgende to citater: „ Der findes ikke og vil aldrig kunne skabes en enhedsfront sammen med ledelsen af det socialdemokratiske parti. Den anti-fascistiske enhedsfront kan først realiseres udenom og vendt mod den socialdemokratiske ledelse“. (Willy Münzenberg 1931) Og selv efter Hitlers magtovertagelse og tre måneder efter Rigsdagsbranden hedder det i en udtalelse fra KPD’s centralkomité i maj 1933: „Socialfascisternes udelukkelse af statsapparatet og den brutale undertrykkelse af den socialdemokratiske organisation og dens presse ændrer intet ved den kendsgerning at SPD stadig udgør en af kapitaldiktaturets hovedstøtter“. Den anden konklusion var at nazisterne ikke kom til magten via stemmeurnerne. Ved valget den 6.november 1932 var deres andel af stemmerne 32,9 procent d.v.s. at kun hver tredje tysker stemte for Hitler. Selv ved valget den 5. marts 1933 opnåede nazisterne kun 43,9 procent af stemmerne. Til trods for at valget var et terrorvalg hvor pressefriheden var ophævet og radioen ensrettet. Når Hitler alligevel kom til magten, skyldes det således ikke at det tyske folks flertal havde valgt ham. Det skyldes ene og alene at de borgerlige partier med Hindenburg, von Papen og Hugenberg med sin reaktionære klike af tysknationale storindustrielle og storgodsejere i spidsen bragte Hitler til magten. Efter marts-valget forelagde Hitler den nyvalgte Rigsdag en bemyndigelseslov hvorefter naziregeringen skulle have ret til at udstede love udenom Rigsdagen - også love, der ikke var i overensstemmelse med grundloven. Det er besynderligt så let historikerne har gået hen over den kendsgerning at samtlige borgerlige partier - herunder det katolske Centrum, det Demokratiske Parti samt de Liberale med bl.a. den senere forbundspræsident Theodor Heuss i spidsen - stemte for bemyndigelsesloven. Hermed blev det ulovlige Hitlerregime gjort lovligt. Hvad de borgerlige partier gjorde var med andre ord en slags selvkastrering. Ud af de 120 socialdemokratiske rigsdagsmænd og kvinder var det lykkedes 94 at komme frem til mødet der efter rigsdagsbranden blev afholdt i Kroll-Operaen. Resten havde nazisterne fængslet eller de lå sårede på hospitalerne medens nogle få var flygtet. Karl Raloff deltog i mødet som den yngste af den socialdemokratiske gruppe og har i

121

sin erindringsbog „Et bevæget Liv“ givet en bevægende skildring af selve mødet med den socialdemokratiske leder Otto Wels tale (56). Det krævede mod at holde denne tale der blev afslutningen på de 15 års demokrati der trods al ufuldkommenhed og ustablilitet havde hersket i Weimar-republikken. Resultatet af afstemningen om bemyndigelsesloven blev derimod indledningen til 12 års rædselsregime - både for Europa men især for den tyske befolkning. 441 af Rigsdagens ­medlemmer stemte ja - herunder samtlige medlemmer af de borgerlige midterpartier - og kun de tilstedeværende 94 socialdemokratiske medlemmer stemte nej. De 81 medlemmer kommunistpartiet havde opnået ved valget den 5. marts 1933 var tidligere blevet erklæret ugyldige af det selvsamme flertal som nu havde vedtaget bemyndigelsesloven. Størsteparten var enten gået under jorden eller var blevet fængslet efter Rigsdagsbranden. Når de borgerlige medlemmer af Rigsdagen stemte for bemyndi­gel- sesloven skyldtes det naturligvis det pres som nazisterne lagde på dem. Det pres - ledsaget af direkte trusler om at gøre op med alle der modsatte sig nazisterne nye 1000-års-rige - var imidlertid betydelig større på de socialdemokratiske medlemmer af Rigsdagen: og alligevel stemte de uden undtagelse imod undtagelsesloven. Forskellen skal findes i det had der under hele Weimarrepublikken fandtes til arbejderbevægelsen - SPD, fagforeningerne og KPD - og som sad dybt i de borgerlige partier. En af grundene til at selv de mere demokratiske af de borgerlige Rigsdagsmedlemmer stemte for undtagelsesloven skal utvivlsomt ses i at den jo kun kom til at gå ud over socialdemokrater og kommunister. Hvilket også var korrekt - men kun i begyndelsen. En anden grund var begejstringen for „den stærke mand“. Modviljen mod de „rådne kompromisser“ som er demokratiets kendetegn og ønsket om en stærk mand har altid kendetegnet højrefløjen og har ofte rakt dybt ind i selv demokratiske borgerlige partier. I 30’erne havde man en sådan stærk mand i Hitler og hans råb var de borgerlige partier ikke i stand til at stille noget op imod. Det interessante er at nøjagtig de samme strømninger kan iagttages i Danmark: hadet mod arbejderbevægelsen - Staunings socialdemokrati - og begejstringen for „den stærke mand“ var udbredt i Venstre og de Konservative i 30’erne. Kraftig støttet af den borgerlige presse med Jyllands-Posten i spidsen (57). Forskellen på situationen i Tyskland og Danmark i begyndelsen af 30’erne skyldes

122

- at det danske socialdemokrati var langt stærkere i forhold til kommunisterne end tilfældet var i Tyskland. Derimod skyldes det ikke at de borgerlige danske partier var mere demokratiske end de tyske. For mange i det borgerlige Danmark blev det nationale - med Hitlertysklands overfald på Danmark den 9.april 1940 - den redningsplanke der gjorde at de selvsamme højreorienterede efter krigen optrådte som „demokratiets stålsatte forkæmpere“. Hvilket jeg altid har haft lidt svært ved at sluge. - men mindst lige så vigtig var den ideologiske rolle som Hartvig Frisch med sin „Pest over Europa“ fra 1933 fik. Trods de mange borgerlige røster, der også her hjemme talte til fordel for udviklingen i Tyskland og Italien anbefalede Hartvig Frisch at „arbejderklassen for at bevare og videreføre folkestyret skulle alliere sig med andre demokratiske kræfter i befolkningen og føre en tofrontskrig, lige så fast og hård mod kommunismen som mod nazismen og fascismen“. Det er i høj grad Hartvig Frisch’es fortjeneste at det danske socialdemokrati afviste de utallige opfordringer til at danne en enheds- og folkefront sammen med kommunister og andre antifascistiske kredse. Eller som Jens Otto Krag formulerer det (i bogen om H.C.Hansen, side 90):“det var de nordiske socialdemokratiers fortjeneste, at de vendte sig mod folkefrontspolitikken og i stedet sammen med borgerlige demokratiske kræfter gik ind for folkestyret i en kamp vendt både mod fascister og kommunister“. I 1959 - 10 år efter grundlæggelsen af Forbundsrepublikken Tyskland - vedtog SPD Godesberg-programmet der ændrede det tyske Socialdemokrati (SPD) fra at være et klasseparti til et folkeparti (58). Hermed var forudsætningen skabt for at partiet igen kunne få tilstrækkelig opbakning til at danne regering under Willy Brandt og Helmuth Schmidt. Herudover indeholder afslutningskapitlet en beskrivelse af den kommunistiske trussel der ikke længere som i 30’erne kommer indefra men udefra. Når man tager i betragtning at der skulle gå nøjagtig 30 år mellem vedtagelsen af programmet og Murens fald kan afsnittet næsten kun betegnes som visionært: „De gamle (konservative) kræfter har vist sig at være ude af stand til at opstille et program for en ny politisk orden der både tager hensyn til den personlige frihed, økonomisk sikkerhed og social retfærdighed - et program som kan imødegå den brutale kommunistiske udfordring. .....I

123

dag vender også menneskene i de kommunistisk styrede lande sig mod det kommunistiske magtapparat. Selv i disse lande sker der ændringer og vokser ønsket om frihed - et ønske som ingen magthaver i længden vil kunne holde nede. Men de kommunistiske magthavere kæmper for at opretholde deres styre. Ved hjælp af afsagn fra de befolkninger de undertrykker opretholder de et økonomisk og militær magtapparat som udvikler sig til en voksende trussel mod friheden. Håbet om en bedre verden ligger derfor i en orden der bygger på grundværdierne i den demokratiske socialisme“ (59). Jeg fik selv mulighed for at tilbagevise den kommunistiske hetzkampagne mod Forbundsrepublikken. Under mit første ophold i New York var Forbundsrepublikken ikke medlem af FN - det blev den - og DDR - først som følge af Brandt-regeringens nye Østpolitik i 1973. Den internationale atmosfære var forgiftet i de år og Sovjetunionen og dens vasalstater brugte enhver anledning på at tilsvine Forbundsrepublikken som „krigshetzere og revanchister“. Formelt havde behandlingen af f.eks. kolonispørgsmål og apartheidpolitik intet at gøre med den kolde krig, men de blev alligevel flittigt brugt af de kommunistiske lande til at søge at påvirke repræsentanterne for den tredje verden. Normalt blev de sovjetiske tirader besvaret af de vestlige besættelsesmagter USA, UK og Frankrig. Da der efter et særligt vitriolt angreb ikke så ud til at nogle af repræsentanterne fra disse lande ville svare tog jeg ordet og afviste som repræsentant for et lille europæisk land de totalt ubegrundede angreb fra kommunistisk side. Min gode ven Jürgen Osterhelt fra den vesttyske observatørdelegation takkede mig bagefter. Ifølge ham havde min tilbagevisning gjort indtryk, og det tog helt op til flere uger før vi igen blev udsat for tiraderne fra de kommunistiske landes propagandamaskineri.

124

6. Iusy Studentersekretær i IUSY International Union of Socialist Youth blev grundlagt umiddelbart efter 2. verdenskrig. Initiativet til dannelsen af IUSY - og ikke mindst de nødvendige midler til at finansiere virksomheden - udgik fra de 3 skandinaviske landes ungdomsorganisationer. Allerede på kongressen i oktober 1946 blev Per Hækkerup valgt som generalsekretær. Det er takket være ham - og det tætte samarbejde mellem DSU (hvor han også var formand) SSU og AUF - at det lykkedes at holde sammen på de mange vidt forskellige socialdemokratiske og socialistiske medlemsorganisationer i de første vanskelige efterkrigsår. Det var samtidig Per Hækkerups fortjeneste at de tyske ungdomsorganisationer allerede i 1948 blev medlemmer af IUSY. Hermed var grunden lagt til det tætte samarbejde mellem de nordiske og det tyske socialdemokratiske ungdomsorganisationer der kom til at dominere IUSY. Ved samtidig at lade den stærke østrigske ungdomsorganisation besætte præsidentposten lykkedes det at skabe en balance i IUSY der sikrede de store socialdemokratiske ungdomsorganisationer den nødvendige indflydelse. Ellers var IUSY blevet offer for de mange højtråbende venstreorienterede organisationers forsøg på at dominere debatten og tiltvinge sig magten. På den anden side var Per Hækkerup også med til at skabe rammerne for at IUSY ikke faldt i den anden grøft og blev politisk tandløs: der blev diskuteret så det var en lyst og stemt om alle de politiske spøgsmål der var oppe i tiden. Som jeg har fået det fortalt var den første efterkrigstid en dramatisk periode i IUSY’s historie. Per Hækkerup forsøgte således at inddrage de socialdemokratiske ungdomsorganisationer først og fremmest i Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn i samarbejdet. Efter at de kommunistiske regimer fra september 1947 begyndte at likviderede de socialdemokratiske partier i Østeuropa var dette ikke længere muligt. Resultatet blev at IUSY fik tilknyttet en række eksilorganisationer fra Østeuropa. Bortset fra den højtbegavede Radomir Luza - der repræsenterede den tjekkoslovaki-

125

ske eksilorganisation, og som har skrevet standardværket om IUSY’s historie - fik jeg imidlertid aldrig noget nært samarbejde med repræsentanterne for eksil-organisationerne. Det hang nok sammen med at jeg ikke troede at vi ville se de kommunistiske diktaturer forsvinde i min levetid, og at det arbejde eksilorganisationerne udførte derfor var uinteressant. At jeg på dette punkt tog så gruelig fejl kan kun betegnes som den mest glædelige fejltagelse jeg har gjort mig skyldig i. Hovedretningen - modstanden mod det uregulerede kapitalistiske system og kampen mod den kommunistiske ideologi - var der enighed om. Spørgsmålet var blot hvor accenten i den ideologiske indplacering skulle ligge. Her blev svaret „den tredje styrke“ hvor den demokratiske socialisme gjorde befolkningens frihed til at vælge hvilke politiske løsninger man ønskede til det centrale element. I dag kan man synes at udtrykket „den tredje styrke“ er alt for prætentiøs i og med at det bygger på vestlige værdier der igen er baseret på det kapitalistiske system. Der er imidlertid ingen tvivl om at udtrykket fængede og at selve holdningen appellerede til en stor del - hvis ikke hovedparten - af Europas unge. Herunder mig selv. Et af IUSY’s hovedmål var at opbygge et frit, forenet og socialistisk Europa. Det var et væsentligt element i dette mål at nationale løsninger ikke længere var tilstrækkelige over for Europas økonomiske, sociale og politiske problemer. Noget andet er så at jo mere konkrete de forskellige integrationsprojekter blev i Europa jo vanskeligere blev det at opretholde enigheden om hvad vi mente med et forenet Europa. Samtidig blev kampen mod kolonialismen allerede i 1948 et centralt punkt på IUSY’s dagsorden. IUSY medlemsorganisationer var på daværende tidspunkt næsten udelukkende fra et Vesteuropa der først lige var begyndt at komme sig efter ødelæggelserne under 2.verdenskrig. Når det alligevel så tidligt lykkedes at tone rent flag, skyldes det de hollandske organisationers kamp mod deres regerings forsøg på at genoprette det hollandske koloniherredømme over Indonesien. Så allerede fra 1948 skal IUSY i henhold til sin formålsparagraf „føre an i kampen for en komplet afskaffelse af kolonisystemet og af den kapitalistiske undertrykkelse af kolonierne. Som socialister må det være vores mål at befolkningen i kolonierne selv skal træffe beslutning om hvorledes de ønsker at indgå i et nyt samarbejde med Europa - et samarbejde der kun kan ske på basis af lige rettigheder“. De 7-8 år jeg var med i IUSY blev på alle måder en stor oplevelse. Gennem IUSY fik jeg mulighed for at deltage i en lang række møder,

126

IUSY’s logo.

seminarer og konferencer. Især i Østrig - IUSY’s hovedkvarter lå i Wien og Benelux men også i Tyskland og Italien fik jeg et fascinerende indblik i de socialdemokratiske partier med deres unægtelig vidt forskellige kulturer. Samtidig med at jeg på seminarer og konferencer mødte en række af datidens ledende socialdemokrater. Samt naturligvis fik en lang række gode venner på tværs af alle mulige landegrænser. At jeg udnyttede mulighederne for at deltage i IUSY’s virksomhed alt det jeg kunne fremgår af et referat fra et bestyrelsesmøde i Frit Forum hvor formanden - Bjørn Eidorff - blev bebrejdet at han ikke i tide har orienteret bestyrelsen om et IUSY-seminar. Hvortil han svarer at så havde Kjeldgaard blot sat sig på rejsen ! Politisk var det naturligvis de samme problemer vi diskuterede i IUSY som i Frit Forum og DSU. Men i IUSY blev man udsat for en meget bredere vifte af synspunkter - ikke mindst fra de, der havde problemerne helt inde på livet fordi de f.eks kom fra Spanien eller Algeriet. Det var sundt at skulle diskutere de europæiske samarbejdsbestræbelser med andre europæere og udviklingslandenes problemer med deltagerne fra den tredje verden. For i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne var min - som hovedparten af danskernes - tilgang til disse spørgsmål unægtelig af en noget abstrakt karakter.

127

Krigen i Algeriet er det bedste eksempel på hvordan IUSY og medlemsorganisationerne gensidigt påvirkede hinanden (60). Allerede i december 1956 angreb de nordiske ungdoms-organisationer det franske socialistparti for dets intervention i Suez-kanalen og for dets Algierpolitik. Tilskyndet af de nordiske ungdomsorganisationer - men med støtte fra IUSY’s andre europæiske medlemsorganisationer bortset fra de franske - skærpedes IUSY’s holdning så man i 1958 krævede at krigen skulle afsluttes ved at Frankrig straks anerkendte Algeriets ret til uafhængighed. Algierkrigen blev simpelthen hovedspørgsmålet på hvert eneste IUSY-møde mellem 1956 og indtil de Gaulle endelig gav op i marts 1962. Det betød at IUSY hele tiden forsynede medlemsorganisationerne med oplysninger og synspunkter så vi kunne imødegå de officielle franske synspunkter og forsøgene på at feje spørgsmålet ind under gulvtæppet fra de politikere, der ikke ønskede at gøre sig uvenner med Frankrig. Hvad der blev brugt af tid på Algierkrigen er forbløffende, men det skaffede IUSY anerkendelse som konsekvent forkæmper for den afkoloniseringsproces som var et af de centrale spørgsmål i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne. Men det skaffede også IUSY store problemer med Socialistisk Internationale (SI), hvor Alsing Andersen var formand og lederen af det franske socialistparti Guy Mollet var en af vicepræsidenterne (61). Fra fransk side krævede man - støttet af Internationalens sekretær Albert Carthy - at IUSY kun måtte have ungdomsorganisationer tilknyttet der var godkendt af de af Internationalen anerkendte partier og at IUSY skulle respektere SI’s anbefalinger. Når forsøgene på at begrænse IUSY’s uafhængighed ikke lykkedes, skyldtes det næppe nogen speciel forkærlighed for IUSY blandt SI’s medlemmer, men derimod en modvilje mod den rigide franske holdning. Men man var ikke villig til at fjerne Guy Mollet som vicepræsident for SI eller langt mindre følge min opfordring til de skandinaviske socialdemokrater om at „være behjælpelig med at få gjort „hr Mollet“ opmærksom på, at han i virkeligheden slet ikke hører hjemme i den socialistiske internationale“ (62). Den manglende villighed til at tage stilling hvor det gik imod et medlems interesser - selv hvor situationen var så klar som under Algierkrigen - har utvivlsomt været medvirkende til at SI aldrig har fået nogen videre indflydelse på udviklingen under hele afkoloniseringsprocessen. De nationale socialdemokratier har aldrig ønsket et stærkt SI - ellers havde de aldrig gjort Alsing Andersen til formand - men kun et diskussionsforum der ikke bandt deres handlefrihed. Forklaringen på at det

128

lykkedes både under Kurt Kristiansson og endnu mere under Per Åsen og Sture Erichson ledelse at gøre IUSY til en så stærk organisation at den næsten satte SI i skyggen skyldes imidlertid IUSY’s konsekvente antikoloniale holdning. På kongressen i Wien blev jeg ikke alene valgt som et ud af de elleve medlemmer af IUSY’s bureau for perioden oktober 1960 - august 1963 men også valgt til at varetage arbejdet for studenterorganisationerne (63). Det viste sig af flere grunde at være forbundet med ganske store vanskeligheder: - Jeg var ikke fuldtidsansat. Hvor mærkeligt det end kan lyde skulle jeg også bruge tid på at studere. Jeg havde netop i oktober 1960 påbegyndt studierne på Freie Universität i Berlin-Dahlem. Her var det meget interessant at følge forelæsningerne i nationaløkonomi der afspejlede kampen mellem Ludwig Erhards „Sociale Marktwirtschaft“ der hidtil havde været næsten enerådende og Keynes økonomiske teorier som netop var ved at blive introduceret som understregning af hvor langt Freie Universität lå foran de øvrige tyske universiteter. Men hovedopgaven under studierne bestod som tidligere anført i at få et overblik over tysk socialpolitik så jeg kunne skrive stor opgave indenfor dette område. Hertil kom at jeg brugte ganske megen tid på at følge med i studenterlivet på Freie Universität og det politiske liv i Vestberlin. Endelig var jeg blevet gift og skulle læse til eksamen da jeg rejste fra Berlin i juli 1961. Efter eksamen i januar 1962 blev jeg den 3.marts samme år indkaldt til militæret og først sluppet løs 16 måneder senere d.v.s. i begyndelsen af juli 1963. For allerede måneden efter at starte i Udenrigsministeriet. Her gjorde det mig ikke speciel populær hos min kontorchef da jeg efter et par ugers ansættelse måtte bede mig fri for at deltage i IUSY’s kongres i Oslo. At jeg overhovedet fik tid til at deltage i så meget synes jeg i dag er ganske imponerende. - arbejdet med de studenterorganisationer der var tilknyttet IUSY var ikke alene geografisk vanskeligt, det var heller ikke klart defineret. De „tunge drenge“ i IUSY’s arbejde var de socialdemokratiske ungdomsorganisationer - fra Danmark DSU - mens studenterorganisationerne på grund af deres hastigt skiftende medlemsskarer og ledere ofte var vanskelige at indplacere i arbejdet. Længe før min tid var disse problemer blevet søgt løst ved at inddrage studenterorganisationerne i IUSY’s al-

129

Mit Studentenausweiskarte til Freie Universität.

mindelige politiske arbejde. Studentersekretæren skulle så i samarbejde med en særlig oprettet studenterkomite kun behandle spørgsmål der var af særlig interesse for studenterorganisationerne (64). - en række af studenterorganisationerne havde op gennem 50’erne indtaget politiske synspunkter der lå markant til venstre for hvad IUSY ellers stod for. Det gjaldt f.eks. det britiske NALSO, det hollandske Politeia, Socialistiske Studenter fra Belgien, Socialistisk Studentlag fra Norge som i 1958 blev ekskluderet af Arbeiderpartiet og i 1959 blev erstattet af Arbeiderpartiets Studentlag i IUSY - samt det tyske SDS - som vil blive behandlet i et efterfølgende afsnit. De ønskede alle en „ren“ socialistisk politik ligesom de ikke afviste at samarbejde med kommunisterne om at få gennemført deres synspunkter. Selv om det kun var de egentlige studenterpolitiske spørgsmål der skulle behandles i studenterkomiteen, skabte uenigheden om de mere generelle politiske spørgsmål betydelige gnidninger (65).

130

Bureauet En nærmere gennemgang af arbejdet med de politiske problemer i den periode jeg deltog - 1958-65 - findes i Radomir Luzas: History of the International Socialist Youth Movement. I stedet vil jeg beskrive IUSY’s virksomhed gennem de personer - typisk alle af hankøn - der udover mig blev valgt enstemmigt på kongressen i Wien som medlemmer af bureauet. Den vigtigste var generalsekretæren - Per Åsen fra Norge. Per var af profession journalist hvilket IUSY fik stor glæde af idet han egenhændigt skrev og sørgede for fordelingen af IUSY Survey. Han havde også den gode journalists åbenhed og nysgerrighed over for nye problemer - rent bortset fra at han fra sin tid i Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF) havde fået udviklet en fremragende politisk Fingerspitsgefühl. Han kunne stå fast når det var nødvendigt f.eks. over for angrebene fra de franske organisationer på grund af IUSY’s fordømmelse af Frankrigs rolle i Algierkrigen og over for forsøgene på at begrænse IUSY’s uafhængighed. Trods stærke sysnpunkter kunne han optræde diplomatisk, hvilket f.eks. har været medvirkende til at det lykkedes at få de mere radikale studenterorganisationer til at acceptere IUSY’s principper for kontakterne med ungdomsorganisationer i de kommunistiske lande. Da den politiske og diplomatiske tæft samtidig blev fulgt op af en enorm arbejdsindsats - ud over ham var der i lange tider kun ansat en sekretær i sekretariatet - lykkedes det Per Aasen at få IUSY centralt placeret på det politiske landkort. Ikke mindst takket være ham blev IUSY således en langt mere udfarende kraft end moderorganisationen Socialistisk Internationale nogensinde har været. Samt et uvurderligt aktiv for medlemsorganisationerne. Mange år senere da vi arbejdede på vore respektive landes FN-missioner i New York gik det op for mig at Pers hemmelighed - ud over at være et menneske som udstrålede begejstring - var hans evne til at nyde livet. En anden af hans hemmeligheder var hans forankring i lokalsamfundet i Trondheim. Hvor højt beundret han var kom i hvert fald til at stå krystalklart for mig da jeg under det første bureaumøde i marts 1961 i Trondheim blev bænket sammen med den socialdemokratiske kvindegruppe: jeg måtte gentagne gange forsikre de skeptiske damer om hvor glade vi var for at have Per som generalsekretær. Hvilket ikke faldt mig svært for det mente jeg.

131

I 1972 genså jeg Per Åsen i Zambia. Da charge d’affairs i Lusaka var blevet syg, var jeg blevet udsendt i 2 måneder først og fremmest for at tage mig af de mange udsendte danske eksperter. Per Åsen var blevet ansat i det norske udenrigsministerium og deltog i en nordisk journalist-rejse til Zambia og Botswana, som også Anni og jeg hægtede os på. Rejsen fra Livingstone i Zambia til den nordlige del af Botswana var i sig selv en oplevelse: eneste forbindelse mellem de to flertalsstyrede afrikanske lande var på daværende tidspunkt en beskeden færge der ved Kasungulu blev trukket over Zambezifloden. På den ene side overvåget af hvide sydrhodesiske soldater og på den anden side af sydafrikanske helikoptere der konstant patruljerede Kaprivi-landtangen. Men højdepunktet kom da vi var blevet indkvarteret. På grund af den store nationalpark i Chobe blev hotellet først og fremmest frekventeret af hvide sydrhodesierere og sydafrikanere og så ud som dronning Victoria stadig gik lyslevende omkring. Pænt med god service af den store skare af sorte

At Per Åsen er tilfreds med at IUSY’s bureau holdt sit første møde i 1961 i hans hjemby Trondheim lyser ud af billedet.

132

tjenere men kedeligt. Men Pers næse for hvor tingene foregik fornægtede sig ikke: efter at gæsterne forventedes at være gået i seng viste det sig at tjenerstaben holdt fest i et lokale bag hotellet . Efter deres forbløffelse over vores anmodning om at deltage havde lagt sig, blev vi hilst hjertelig velkommen. Per blev anbragt i midten og de sorte betragtede ham derfor som selskabets høvding. Det var således Per de henvendte sig til for at bede om tilladelse til at danse med f.eks Anni eller mig. Det var kun mændene der festede og det var derfor almindeligt at mænd dansede med mænd. Da der blev nedsvælget betydelige mængder af den lokale øl fik vi samtidig under stor festivitas gjort de unægtelige noget primitive toiletforhold multiraciale: det var første gang at hvide havde anvendt disse nødvendige faciliteter hvilket blev behørigt overvåget og kommenteret. Vi festede videre til den lyse morgen og oplevede en solopgang over den nærliggende landsby som hører til blandt de mest betagende af de ellers mange naturoplevelser som mine år i Afrika har været så rig på. Den tidligere generalsekretær Kurt Kristiansson var en sympatisk svensker som jeg var kommet godt ud af det med. Han var en habil politisk håndværker men havde hverken Pers ildhu eller hans fingerspitsgefühl. Derimod havde han sørget for at de administrative strukturer for IUSY’s arbejde i det store og hele var på plads da Per overtog ledelsen i 1960. Men det var takket være Per Åsens indsats at behandlingen af politiske spørgsmål blev opprioriteret. Det er også takket være hans interesse for og rejser i Asien at den politiske virksomhed ikke alene kom til at beskæftige sig med forholdet til kommunismen og til Østeuropa - samt med diktaturerne i Spanien og Portugal - men i lige så høj grad med problemerne uden for Europa. Der er nogle mennesker der altid synes at have overskud til at takle nok så vanskelige problemer. Per var en sådan ildsjæl. Jeg kan kun huske en gang hvor det kneb: det var da vi vi under en god middag hos Anni og mig i Rødovre den 22.november 1963 fik meddelelsen over radioen om at Kennedy var blevet myrdet. Selv om livet gik videre var der umuligt at bortforklare at skuddene i Dallas havde dræbt noget af det håb om en bedre verden som Kennedy havde stået for. Allerede på kongressen i 1954 var der opnået enighed om at generalsekretærposten skulle besættes af en skandinav, mens præsidentposten skulle besættes af en asiat og vicepræsident-posten skulle gå til en østriger - fra 1963 en tysker. På kongressen i 1960 blev Kyi Nyunt fra Burma valgt til præsident. Burma var et af de få asiatiske lande hvor et

133

demokratisk socialistisk parti stod stærkt. Kyi Nyunt var præget af at han i sin ungdom havde været major i hæren, men selv om jeg aldrig kom tæt ind på livet af ham, var han behagelig at omgås og god til at sælge IUSY’s politik (66). Efter Ne Win’s militærkup i juli 1964 tog Kyi Nyunt øjeblikkelig tilbage til Burma hvor han lige så øjeblikkeligt blev sat fast af den samling militærpsykopater der lige siden har misrøgtet Burma. Selv om IUSY gjorde alt hvad de kunne for at få ham løsladt - han blev f.eks. gjort til ærespræsident i 1966 - blev han fortsat holdt fængslet af militærjuntaen. Det var derfor en forbløffende oplevelse da jeg i 1970 i Danida kunne konstatere at diktaturet i Burma var en af de store modtagere af dansk udviklingsbistand i form af statslån. Vicepræsident blev Heinz Nittel (født 1930). Allerede i 1954 var Nittel blevet valgt som formand for Sozialistische Jugend Österreichs og i 1957 som vicepræsident for IUSY. Han kom selv fra arbejderklassen og var indbegrebet af en dygtig politiker: hårdtarbejdende, smidig, ambitiøs, kort sagt „et politisk dyr“. Ikke altid lige behagelig at omgås hvis man ikke delte hans synspunkter. Men set i bakspejlet må jeg erkende at hans indsats har været stærkt medvirkende til at sekretariatet fungerede og at der blev sammenhæng i det politiske arbejde. Han var betydelig mere udadvendt end flertallet af de østrigere jeg ellers mødte og som godt kunne være noget „Mitteleuropa-centrerede“. Hvilket ikke må misforstås, for det var en enorm oplevelse for mig at få den østrigske socialisme med dens stolte arbejdertraditioner på nært hold. Selv om den stadig på daværende tidspunkt var ret så autoritær: jeg husker således at det undrede mig at arbejderne ved den imponerende 1.maj parade marcherede forbi tribunen hvor jeg var blevet anbragt sammen med Bruno Pitterman og hele ledelsen af SPÖ. Hvor stor vægt man lagde på Asien fremgår af at ud af det 11 mand store bureau kom ikke mindre end 3 fra Asien: I modsætning til mange af de højt begavede indere som jeg senere har mødt var V.R.Kuppuswami venlig og imødekommende undtagen når han følte sig krænket af holdninger fra den europæiske imperialistiske fortid. Så var det en fornøjelse at se ham iskoldt hakke den formastelige til plukfisk. Jeg lærte ganske meget af mit samvær med Kuppuswami, og han blev nok det bureaumedlem jeg kom til at stå nærmest. Hans problem var at han studerede i London og at hans kontakt med de 2 stærkt stridende demokratiske socialistiske partier i Indien ikke altid var lige tæt. Han havde en stærk fornemmelse for hvorledes kommunisterne forsøgte at underminere de nye partier i den tredje verden. Det betød at

134

vi næsten altid var på bølgelængde - hvilket naturligvis også var med til at styrke min position. Senere blev det muligt at ansætte en inder i IUSY’s sekretariat nemlig Pradip Bose. Han var lige så højt begavet og venlig og imødekommende som Kuppuswami, og jeg er fuld af beundring for det intellektuelle og praktiske arbejde han udførte i og med at det lykkedes ham at få udarbejdet et principprogram for IUSY’s virksomhed der blev vedtaget på Oslo kongressen i 1963. Som tidligere formand for Samajwadi Yuwak Sabah (SYL), det indiske socialistpartis ungdomsorganisation, havde Bose tæt kontakt med udviklingen i Indien som han også vendte tilbage til efter kun et par års arbejde i sekretariatet i Wien. Det andet asiatiske bureaumedlem var Roo Watanabe der var international sekretær for det japanske socialdemokrati. Også Roo kom jeg virkelig godt ud af det med, men hvor dygtig en politiker han var blev jeg først klar over da jeg i 1983 besøgte ham i Japan hvor han på daværende tidspunkt var medlem af parlamentet (Diet). Jeg blev inviteret med ned til hans valgkreds der lå i nærheden af Fuji-bjerget. Her deltog jeg i hans valgturne på en række fabrikker hvor det fagforbund der støttede Socialdemokratiet havde overenskomsten. Jeg måtte til gengæld fortælle arbejderne der var stillet op i anciennitetsorden på lange snorlige rækker hvilken dygtig politiker Roo var, samt love at jeg ville købe en japansk vogn fra netop den fabrik de leverede reservedelene til, når jeg skulle til Tanzania som ambassadør. I en valgkamp gælder alle kneb. Det tredje asiatiske bureaumedlem var S.H.Khadka fra Nepal Tarun Dal. Allerede samme år som han var blevet valgt til bureauet blev han arresteret sammen med Nepals socialdemokratiske premierminister Koirala under det af kongen iværksatte kup. Heller ikke her hjalp IUSY’s forsøg på at mobilisere omverdenen for at tvinge magthaverne til at løslade de fængslede. Der skulle gå endnu 30 år før menneskerettighederne kom til at spille en rolle for de vestlige landes holdning til udviklingen i den tredje verden. Det eneste afrikanske bureaumedlem var Joseph Nyerere fra Tanganyika. Joseph var bror til Julius Nyerere der blev premierminister i 1961 og præsident ved Tanganyikas selvstændighed i 1962. Han var - ligesom broderen - en god taler, charmerende og let at omgås. Mens det havde været let for IUSY at etablere kontakter med lederne af de nationale bevægelser der efterhånden var blevet lovlige i de fleste afrikanske lande havde det vist sig meget vanskeligt at nå disse bevægelsers

135

To af bureauets medlemmer som jeg kom til at sætte meget højt: Joseph Nyerere og Kupuswami.

ungdomsorganisationer. I en tid hvor alle kræfter blev sat ind i kampen mod kolonimagten - og efter den var vundet at få et nationalt styre til at fungere - stod oprettelsen af ungdomsorganisationer simpelthen langt nede på prioritetslisten. Før 1961 havde den eneste officielt tilknyttede afrikanske organisation været fra Ghana - der i 1958 var det første afrikanske land der opnåede selvstændighed. Men som så mange andre steder i Afrika blev de ghanesiske medlemsorganisationer et par år efter uafhængigheden indlemmet i en statslig ungdomsorganisation der ikke ønskede at være medlem af en politisk ungdoms-internationale. Ligesom det unægtelig også frembød problemer for IUSY at skulle samarbejde med en statslig organisation. Indtil valget af Josephs Nyerere havde IUSY’s virksomhed i forhold til Afrika koncentreret sig om at støtte befrielsesbevægelserne i deres kamp for selvstændighed og udstille kolonimagternes undertrykkelse. Herudover var IUSY som tidligere omtalt meget direkte engageret i de to afrikanske befrielseskampe nemlig i Algeriet og i Sydafrika.

136

Kravene til ændringen i IUSY’s virksomhed i forhold til Afrika har Joseph selv beskrevet på følgende måde: „Vi afrikanere behøver ikke at tage til konferencer i Europa for at få fortalt at den kolonialisme der eksisterede i Afrika var modbydelig. Det var vi fuldstændig klar over, og vi sætter megen pris på den støtte til at bekæmpe kolonialimen som vi har fået. Men i dag behøver vi bistand til at udvikle vores muligheder. Det er fordi IUSY har koncentreret sig om sådanne praktiske problemer at vi er blevet medlem af dette samarbejde“. Resultatet blev at IUSY’s aktivitet både i Per Åsens og i endnu højere grad i hans efterfølger, Sture Ericsons periode blev centreret om at skaffe legater, så unge afrikanere kunne komme på studierejser til Europa, og unge fra IUSY’s europæiske medlemsorganisationer kunne pleje kontakter med og lære de nye lande i Afrika praktisk ungdomsarbejde. Da jeg mange år senere kom til Tanzania, undrede det mig at jeg ikke stødte på Joseph som jeg vidste havde været ungdomsminister i 60’erne. Rygterne ville vide at han var faldet i unåde og at han af broderen var blevet forvist til den landsby - Butiama - ved Victoriasøen hvor slægten kom fra. Da jeg henimod afslutningen af mine 4 ½ år i Tanzania alligevel skulle besøge nogle projekter i denne del af landet - Tanzania er 21 gange så stort som Danmark - besluttede jeg derfor at besøge Butiama. Så kunne jeg slå to fluer med et smæk nemlig besøge Julius Nyerere - der på daværende tidspunkt var gået af som præsident- og desuden besøge Joseph. Hvor mærkeligt det end kan lyde blev det gensynet med Joseph - snarere end med Julius som jeg ellers var kommet så tæt på som man nu engang kan som ambassadør - der blev højdepunktet: det blev et lykkeligt gensyn hvor vi fordybede os i erindringerne fra for over 20 år siden. Joseph var stadig lige fyldt af højtflyvende planer, denne gang om at mekanisere gårdens drift. Men han var samtidig lige charmerende og som de fleste tanzanianere et dejligt umiddelbart menneske. Man kunne ikke andet end holde af ham. Af de europæiske bureaumedlemmer var det så afgjort Horst Seefeld fra Tyskland der var den mest betydningsfulde. Det tyske socialdemokrati SPD er trods alt langt det største parti - og det parti de nordiske og det østrigske socialdemokratier er udsprunget af. Efter at være blevet fuldgyldigt medlem i 1948 var SPD’s ungdomsorganisation Jungsozialisten kommet til at spille en stadig mere central rolle i IUSY’s virksomhed. Hvilket var af største vigtighed for Per Åsen og mig, fordi deres synspunkter i næsten alle spørgsmål lå tæt op ad de nordiske ungdomsorganisationers. Men også når det drejede sig om at føre de ved-

137

tagne resolutioner ud i livet, var det ofte Jungsozialisten der ydede den største indsats, f.eks. når det gjaldt om at tage imod politiske flygtninge fra Algeriet og støtte det illegale ungdomsarbejde mod Francodiktaturet. Horst Seefeld var professionel politiker til fingerspidserne. På det punkt lignede han Heinz Nittel - men han var langt mere sofistikeret end Nittel. Han var sig fuldt bevidst at Tyskland slæbte rundt på en tung arv efter 2.verdenskrigs grusomheder, og selv om han var helt klar over hvor afhængig IUSY efterhånden var blevet af støtten fra tysk side, brugte han aldrig damptromlemetoder og var fuldt tilfreds med at lade andre få æren - så længe han havde indflydelse på hvilken politik der blev lagt. Den sidste europæiske bureaupost gik til Hugo Adriensens fra Belgien. På grund af Algierkrigen spillede det franske socialistpartis ungdomsorganisation ikke nogen rolle i IUSY, Labour’s ungdomsorganisation Young Socialists var tæt ved „non existing“ og i Italien var det kun det lille socialdemokratis ungdomsorganisation Federazione Giovanile Socialista (PSDI) der var medlem, mens ungdomsorganisationen for Nennis store socialistparti ikke var med i IUSY. Tilbage blev de relativt stærke ungdomsorganisationer i Benelux. Jeg havde stor glæde af samarbejdet med Hugo Adriensens. Han var en kæmpestor hyggelig flamlænder som efter en ophidset debat havde en glimrende evne til at finde en formulering der kunne bygge bro over uenigheden, men som ikke gjorde stor stads af sig selv. Anni og jeg besøgte ham i 1963 og blev under et besøg på det lokale værtshus klar over hvor populær han var i lokalsamfundet. Det sidste bureaumedlem - Israel Kessar - kom fra Israel. Formelt blev Israel regnet til Asien så de asiatisk-afrikanske lande havde flertallet i bureauet. Reelt var der helt andre grunde til at give Israel en plads i bureauet, nemlig - ønsket om at sikre at racediskriminationen ikke igen stak sit hæslige hoved op. Dette kunne bedst ske ved at erindringen om den 2.Verdenskrigs største grusomhed udryddelsen af 6 millioner jøder (holocaust) ikke gik i glemmebogen - og hvem var mere egnet til at sikre at det ikke skete end en repræsentant for Israel. - udnævnelsen af en repræsentant fra en af ungdoms-organisationerne for det stærke israelske arbejderparti var en naturlig følge af den stærke sympati som Israel nød godt af i samtlige europæiske arbejderpartier.

138

Viggo Kampmann - der endog gik så vidt at han foreslog at vi skulle samarbejde med Israel om at yde udviklingsbistand - Niels Mathiassen, Per Hækkerup for ikke at tale om Anker Jørgensen støttede nærmest ubetinget Israel i kampen mod dets arabiske naboer. Jeg var selv helt enig i begge begrundelser for at have Israel repræsenteret i bureauet. Der er heller ikke tvivl om at den gennemgang af holocaust som vi havde indlagt på næsten samtlige sommerskoler og seminarer var nødvendig og de har ihvertfald gjort et stort indtryk på mig. Og min støtte til Israels kamp mod araberne var ubetinget - på linje med samtlige IUSY’s europæiske organisationer. Det var først da Israel - selv under arbejderparti-regeringerne - ikke satte gang i fredsprocessen efter så eftertrykkeligt at have vundet 6-dages-krigen

Medlemmer af IUSY’s bureau foran Wien-kontoret, 1963. Fra venstre Sture Ericson, Per Åsen, Kyi Nyunt, Heinz Nittel, Miquel Martinez, V.R.Kuppuswami, forfatteren, Pradip Bose, Avraham Geva, Roo Watanabe, Graham Hewitt og Horst Seefeld.

139

i 1967 at jeg begyndte at blive usikker. Ikke med det samme - under hele tiden som ambassadesekretær ved FN-missionen 1967-70 var min sympati på Israels side og jeg var stærkt frastødt af arabernes retorik. Men ganske langsomt begyndte jeg at tvivle: var det ikke snarere de fordrevne palæstinensere samt den arabiske befolkning i Israel der var blevet ofre for en militær undertrykkelse baseret på race? Jeg er nok også blevet påvirket af min omgang med folk fra udviklingslandene der som bekendt hele tiden har hævdet at USA og de vesteuropæiske lande gør sig skyldige i dobbeltmoral når de både fremhæver respekten for menneskerettighederne og samtidig tolererer Israels konsekvente knægtelse af menneskerettighederne for den arabiske befolkning både i de besatte områder og i selve Israel. Jeg tror at de fleste socialdemokrater af min årgang har været igennem en lignende udvikling i deres holdning til situationen i Mellemøsten. Men for at komme tilbage til Israel Kessar må jeg tilstå at han er det eneste af bureaumedlemmerne som jeg ikke har nogen - hverken gode eller mindre gode - erindringer om blandt andet fordi han deltog i så få af møderne. Derimod fik jeg et glimrende samarbejde med Avraham Geva som jeg allerede havde lært at kende fra IUSY’s sommerskole på Solhavegården i 1960. Han blev fra 1963 Israels repræsentant i bureauet - og senere generalsekretær for Histadrut. Efter at være kommet i Udenrigsministeriet har jeg i det store og hele undgået at beskæftige mig direkte med konflikten i Mellemøsten. Men helt har jeg ikke kunnet holde mig fri, for holdningen til PLO i Tanzania og Zimbabwe var unægtelig en noget anden end i Danmark. I modsætning til de vestlige lande anerkendte de to lande PLO som repræsentant for den palæstinensiske befolkning. Begge steder havde PLO-repræsentanten derfor rang som ambassadør, og jeg mødte dem derfor til forskellige offentlige og selskabelige arrangementer. Her kunne det ikke undgås at vi kom til at diskutere Mellemøst-spørgsmål, og selv om jeg har forfægtet de officielle danske holdninger - det var det jeg fik mine penge for - må de have fået et indtryk af at jeg havde ganske stærk sympati for den ublide skæbne der var overgået palæstinenserne. Ihvertfald blev Anni og jeg engang i 1986 eller 87 inviteret til undendørs middag hos den palæstinensiske ambassadør. Af andre vestlige ambassadører var kun den italienske ambassadør dukket op, men jeg var vant til på grund af vores holdning til Sydafrikaspørgsmålet at være en af de få vestlige repræsentanter iblandt mine afro-afrikanske venner. Så det generede mig ikke. Men der var en mærkelig anspændt og for

140

Sammen med Arafat i Dar es Salaam, 1986 eller 87.

ventningsfuld stemning den aften med udsædvanlig mange sikkerhedsvagter. Spændingen udløstes først henimod midnat da vi - en efter en - blev anmodet om at komme ind i ambassadørboligen. Her viste det sig at det var ingen ringere end Yassir Arafat vi skulle møde. Alt hvad jeg kunne give ham var en hjertelig omfavnelse - det var der såvidt jeg ved ikke nogen forbud mod selv i den på daværende tidspunkt meget proisraelske danske Mellemøstpolitik. En politik der som Erhard Jacobsen ville have sagt blev bakket 110 procent op af samtlige borgerlige partier og desværre også af de fleste ledende socialdemokater. Men som samtidig gjorde det tæt ved selvmorderisk at vise sympati for enten PLO eller Arafat.

141

I begyndelsen af 90’erne gentog hele seancen sig denne gang i Harare. Men på daværende tidspunkt var det begyndt at gå op for ihvertfald de fleste ledende socialdemokrater at Israels konsekvente besættelses- og bosættelsespolitik mindede alt for meget om Sydafrikas apartheidpolitik til at vi kunne fortsætte den hidtidige ukritiske støtte. SDS/SHB Et af de vanskeligste spørgsmål IUSY blev stillet over for i perioden 196063 var hvad man skulle gøre med de to tyske studenterororganisationer Sozialistischer Deutscher Studentenbund (SDS) og Socialdemokratischer Hochschulbund (SHB). Allerede i 1958 havde venstrefløjen overtaget magten i SDS. Der var på daværende tidspunkt tætte kontakter mellem denne venstrefløj og det berømte tidskrift „konkret“ der var kommunistisk påvirket og som senere blev det åndelige udgangspunkt for den terrorvirksomhed som Ulrike Meinhof og kumpaner udøvede. Selv om den ekstreme venstrefløj hurtigt blev sat fra bestillingen, viste der sig på SDS’es kongres i 1959 at være så store forskelle mellem de forskellige grupperinger at højrefløjen i maj 1960 brød ud og grundlagde SHB. Baggrunden for bruddet skal søges i to forhold: - SDS var en meget gammeldags socialistisk organisation der hele tiden understregede at „der Feind steht rechts“. Det var ikke helt uden grund i virkeligheden idet hele Adenauer-æraen med dens autoritære politik først blev afsluttet i 1966. Og specielt i universitetsmiljøet var der i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne tale om en klar højre-drejning. Men denne højredrejning forhindrer ikke at det i disse år var kommunismen der var demokratiets største fjende. Det havde mange af socialisterne meget svært ved at acceptere og deres „afgrænsning til venstre“ var derfor ofte meget halvhjertet. Min forgænger som studentersekretær i IUSY Erik Nohara var en glimrende repræsentant for hovedretningen i SDS: højt begavet med den tyske intellektuelles hang til at grave sig ned i problemerne - hvilket ikke altid gjorde en løsning lettere. Da han lang tid før 68-oprøret havde gjort Karl Marx til sin guru var det altid interessant men ikke altid lige konstruktivt at diskutere med ham.

142

- flertallet i SDS var ikke alene socialister men marxister for hvem en nationalisering af - ihvertfald visse centrale - produktionsmidler var en absolut nødvendighed. De havde derfor mere end svært ved at acceptere Godesberg-programmet hvor SPD gjorde op med klassekampen og blev et moderne folkeparti. Når SPD allerede 2 måneder efter dannelsen af SHB afbrød alle forbindelser med SDS, skyldes det efter min mening først og fremmest SDS’es afvisning af Godesberg programmet. Forud for forbundsdags-valget i september 1961 var det nødvendigt for SPD at alle partiets organisationer sluttede op om det brud med fortiden som vedtagelsen af det nye partiprogram i november 1959 var udtryk for. Ved sin fastholden af klassekampen og kravet om nationaliseringer gik SDS stik imod forsøget på med Godesberg programmet at gøre SPD til et folkeparti. Allerede før IUSY’s kongres i oktober 1960 havde SHB anmodet om at overtage den plads som SDS havde som IUSY’s tyske studenterorganisation. Hvilket SDS naturligvis kraftigt havde modsat sig. På kongressen blev det besluttet at afvente en beretning fra en „fact-finding Commission“ før bureauet besluttede sig for hvorledes IUSY skulle løse problemet. Det er imidlertid væsentligt at lægge mærke til at i mellemtiden - d.v.s.indtil kommissionens anbefaling var blevet udarbejdet og vedtaget af bureauet - skulle SHB have status som samarbejdende medlemsorganisation mens SDS’es status blev ændret fra fuldt medlemsskab til samarbejdende medlemsorganisation . Hermed havde kongressen unægtelig givet et vink om hvor sympatien lå. Komiteen kom til at bestå af tre personer: Lillemor Erlander fra Sveriges Socialdemokratiska Studentförbund, Hannes Androsch fra Verband Sozialistischer Studenten Österreichs og undertegnede i min egenskab af studentersekretær. Vi havde et glimrende samarbejde og der var fuld enighed om beretningens 3 afsnit: hvad førte til splittelsen, hvorledes SHB og SDS havde udviklet sig efter splittelsen, og hvorledes udsigterne for de to organisationer var. Samt ikke mindst om hvad vi skulle anbefale bureauet at beslutte. Det var en spændende opgave at skulle sætte sig ind i de to organisationers virksomhed. Begge var meget aktive i studenterver denen - med tyngdepunkt på forskellige universiteter: SDS i Berlin, Hamburg og Frankfurt og SHB ved en række provinsuniversiteter. Men forskellen i politisk kultur var til at tage og føle på: mens SDS svingede klassekampens fane, var der i SHB en lettelse over at SPD endelig havde besluttet

143

sig for at blive et folkeparti. Da det var mig der skulle skrive rapporten, deltog jeg i SHB’s kongres i Bonn og i en række af SDS’es møder i Vestberlin. Samt havde en række samtaler med repræsentanter for partiet og for Jungsozialisten. Der var ingen tvivl om at jeg befandt mig langt bedre i SHB end i SDS. Ikke alene var diskussionerne i SDS uhyre teoretiske men her florerede også den specielle venstreorienterede frelsthed som jeg aldrig har kunnet udstå. Jeg finder det også i dag utåleligt hele tiden at få fortalt hvor galt det vil gå hvad enten det drejer sig om politiske, økononomiske eller økologiske problemer. Samt at svaret på alle disse problemer kun kan findes hos Marx! Konklusionen på undersøgelsen var at både SHB og SDS var velfungerende studenterorganisationer der begge stod på „den demokratiske socialismes“ grund. Alligevel var det ikke vanskeligt at nå frem til en anbefaling af hvordan IUSY skulle forholde sig over de to organisationer. Nemlig at SHB burde optages som fuldt medlem af IUSY og at SDS - så længe organisationen vedkendte sig SPD’s grundlæggende principper - burde bevare sin status som samarbejdende medlemsorganisation. Når det ikke var vanskeligt at nå frem til denne anbefaling - en anbefaling som alle tre kommissionsmedlemer bakkede fuldt og helt op - skyldes det: - at det ifølge IUSY’s statutter kun var muligt at have en studenterorganisation fra hvert land som fuldt medlem. Vi var med andre ord tvunget til at vælge mellem SHB og SDS. - selv om SDS’es manglende opbakning bag det nye Godesberg-program kunne udlægges som meningsforskelle om hvad der var demokratisk socialisme, blev det opfattet som et alvorligt anslag mod Socialdemokratiets troværdighed. Hertil kom at en del af SDS’es medlemmer direkte angreb det nye partiprogram og højlydt forudsagde at dette „ryk til højre“ ville føre til en katastrofe ved det kommende valg. Og endelig gik enkelte medlemmer så langt i deres kritik af SPD at de direkte anbefalede at støtte det nye pacifistiske parti „Deutsche Friedens Union“. Selv om de senere blev ekskluderet, skabte den manglende opbakning bag SPD og den problematiske afgrænsning overfor DFU indirekte store problemer for SPD. For man skal have den politiske situation i Forbundsrepublikken for øje: på den ene side DDR-styrets forsøg på at slå på de traditionelle socialdemokratiske værdier som nedrustning

144

og socialsme. Og på den anden side Adenauers og CDU’s forsøg på at diskreditere de ændringer i SPD’s politik som var blevet vedtaget med Godesberg-programmet. SDS kunne nok så mange gange hævde at de ikke havde overtrådt IUSY’s statutter og fortsat stod på den demokratiske socialismes grund. Realiteten var at de med beslutningen om ikke at acceptere Godesberg-programmet havde startet på en glidebane der før eller senere måtte føre til et brud med partiet. Hvilket den efterfølgende udvikling hvor SDS blev tilholdssted for nogle af de mest radikale dele af studenteroprøret bekræftede. - endelig stod det kommissionens medlemmer krystalklart at vi ikke arbejdede i et tomrum men at der var politiske realiteter der skulle tilgodeses i de anbefalinger der blev resultatet af arbejdet. Og de politiske realiteter var, at en anbefaling af at lade SDS forblive IUSY’s studenterorganisation i Forbundsrepublikken ikke ville have været acceptabel for SPD og ville have medført at den største og vigtigste organisation Jungsozialisten ville have forladt IUSY. Vi ønskede i kommissionen at undgå en formulering der mere eller mindre direkte fastslog at moderpartiet kunne bestemme hvilke medlemsorganisationer der kunne være medlemmer af IUSY og kom derfor ikke ind på de ovenfor anførte politiske realiteter. Men de var naturligvis velkendte for bureauets medlemmer. Per Åsen var ikke glad for kommissionens anbefaling og forsøgte flere gange at nå frem til løsninger der bevarede begge organisationer i IUSY. At det var en af de få gange hvor hans politiske instinkt svigtede blev klart, da Horst Seefeld under bureaumødet i februar 1962 gennemtvang den af kommissionen foreslåede løsning. Med den alvorlige tilføjelse at det eksplicit i begrundelsen siges at „da IUSY altid har anerkendt at SPD repræsenterer den demokratiske socialisme i Tyskland, kan IUSY kun godkende medlemsorganisationer der er anerkendt af SPD“. Hvis Per blot havde fulgt kommissionens anbefaling så snart den forelå, kunne han have undgået tilføjelsen. Nu blev kommissionens anbefaling udvidet med denne passus enstemmigt vedtaget af bureauet (67). Det har efterfølgende vist sig at netop de holdninger der trivedes indenfor SDS – sympatien for de kommunistiske holdninger og for styret i DDR samt modstanden mod SPD’s nye program – har gjort organisationen til et fremragende rekrutteringssted for Stasi-spioner. Det arbejde som den tyske Forbundsdag har sat i gang i slutningen af 90’erne for

145

at kortlægge Stasis systematiske undergravning af Forbundsrepublikken har således vist at ledelsen af SDS lige fra begyndelsen har været totalt infiltreret af Stasi. Enhver politisk og personlig udvikling indenfor SDS er blevet rapporteret og checket af Stasi og mange af de beslutninger der er blevet truffet af SDS er i realiteten blevet truffet i Stasis hovedkvarter i Normannenstrasse i Østberlin. Her er virkelig et område hvor virkeligheden langt overgik vores værste anelser – vi havde simpelthen ikke fantasi til at forestille os hvor djævelsk udspekuleret overvågningen og den systematiske underminering af de demokratiske strukturer i Forbundsrepublikken – og især Vestberlin - var sat i system. En af de mest succesfulde Stasi-spioner var Dietrich Staritz. Hans arbejde indenfor SDS samt hans lister over ”Personen-einschätzungen” blev så værdsat af Stasi at han i oktober 1964 modtog ”Medalje für treue Dienste der NVA in Bronze”! Som medlem af ledelsen af SDS deltog han i IUSY’s bureaumøde i København i juli 1962. Her understregede Per Åsen endnu engang ønsket om at bevare SDS som medlem af IUSY. Selv på IUSY’s kongres i Oslo i august 1963 lykkedes det Per at få underskrevet et fælles IUSY-SDS erklæring hvorefter SDS forbliver indenfor IUSY – ganske vist ikke som fuldt medlem men som indstillet af vores ”fact finding Commission” som en samarbejdende organisation. En forudsætning for denne ordning var imidlertid at den efterfølgende kongres i SDS accepterede at SDS ikke ville deltage i Ungdomsfestivallen i Helsingfors. Med SDS-kongressens beslutning om at deltage ophørte i praksis SDS’es tilknytning til IUSY – selv om organisationen mærkværdigvis stadig er opført som samarbejdende organisation i Sture Ericsons beretning til IUSY’s kongres i 1966. Selvsamme Dietrich Staritz deltog også i ungdomsfestivallen i Helsingfors i efteråret 1962 . Herfra indberettede han ivrigt alle oplysninger fra festivallen til Stasi – herunder ikke mindst om de ”Störmanöver der von NATO bezahlten Krawallmachern” som det følgende afsnit skal handle om. Festivallerne Sammenstødet med kommunisterne nåede et højdepunkt under de to ungdomsfestivaller som blev afholdt i 1959 i Wien og i 1962 i Helsingfors. De var arrangeret af den kommunistiske ungdomsinternationale WFDY

146

og den kommunistiske studenterorganisation IUS begge med hovedkvarter i Prag. Det var ikke første gang at de to organisationer havde arrangeret festivaller, men de 6 foregående havde alle fundet sted i et østblokland hvor arrangørerne kunne være sikre på at have fuld kontrol over arrangementet. At de nu turde holde arrangementet i et neutralt land viste at kommunisterne følte at de havde medvind. Arrangementet var et enormt propagandashow med mindst 10.000 unge fra hele verden som deltagere. I forhold til de midler ungdomsorganisationerne i Vesteuropa havde til rådighed må det have kostet enormt - men som en komsomolfunktionær skulle have udtrykt det svarede det jo blot til prisen på en jetjager. Arrangørerne af festivallen i Wien havde også sendt en invitation til IUSY om at deltage. På IUSY’s vegne blev dette afvist af den østrigske ungdomsorganisation under henvisning til at festivallen var et propagandainstrument for den ene af magtblokkene. IUSY’s medlemsorganisationer kunne først deltage når de havde sikkerhed for at der blev åbnet mulighed for at diskutere en kontrolleret nedrustning, afbrydelse af prøvesprængninger, befolkningernes ret til selvbestemmelse, frigivelse af politiske fanger og solidaritet med alle frihedskæmpere - hvadenten de kom fra Ungarn eller Algeriet. Arrangørerne af festivallen svarede aldrig på dette brev. For IUSY frembød festivallen en mulighed for at komme i kontakt med ungdommen fra både de kommunistiske lande og fra udviklingslandene. IUSY sendte derfor et team fra medlemslandene til Wien for at oplyse festivaldeltagerne om hvad den demokratiske socialisme stod for. Herunder Knud Heinesen, den daværende sekretær i DSU og senere Gladsakse-borgmester Ole Andersen og undertegnede. Indsatsen blev koncentreret om afholdelse af tre offentlige møder herunder om den ungarske revolution i 1956 med den socialdemokratiske minister i Nagy-ministeriet Anna Kethly som taler, om en udstilling om IUSY’s virksomhed og om uformelle møder med en række af delegationerne til festivallen. Det lykkedes på denne måde at få udbredt budskabet om hvad IUSY stod for. Men det hjalp ikke på effektiviteten at det på forhånd var blevet aftalt at koordinere indsatsen med andre vestlige ofte meget anti-kommunistiske organisationer. Jeg erindrer således en gang hvor jeg på et koordineringsmøde fandt at jeg forhandlede med en repræsentant for den katolske stærkt højreorienterede lægmandsorganisation Opus Dei - en noget egenartet oplevelse. Festivalarrangørerne gjorde naturligvis alt hvad de kunne for at hindre

147

IUSY’s virksomhed. De betragtede for at bruge Komsomolskaya Pravdas ord „IUSY som et af de instrumenter som de reaktionære kræfter bruger for at bekæmpe dem der arbejder for fred. IUSY’s holdning til afskaffelsen af kolonialisme holder sig nøje til den af State Departments ønskede og IUSYs bidrag til den internationale ungdomsbevægelse er kun at så had til ægte demokrati“! Eksilorganisationerne i IUSY blev beskrevet som intet mindre end „politiske ådsler fra Vesteuropas og Amerikas slumområder“ (68). Næste ungdomsfestival blev afholdt i Helsingfors i juli 1962. Igen havde IUSY afslået at deltage da bureauet fandt at festivallen alene ville bleve udnyttet til udbredelse af de kommunistiske synspunkter i den kolde krig. IUSY sendte også denne gang en delegation - herunder undertegnede - til Helsingfors for at diskutere med deltagerne i festivallen. Men belært af erfaringerne gennemførte IUSY sine aktiviteter uden at koordinere dem med de øvrige anti-festival aktiviteter. Selv om Sovjetunionen havde vredet armen om på de finske myndigheder for at støtte festivallen og hindre IUSY’s virksomhed, lykkedes det både at arrangere en lang række møder med de forskellige delegationer samt afholde en ganske velbesøgt udstilling om de nordiske velfærdsstater. Jeg selv havde et møde med den danske delegation til festivallen hvor jeg fremførte IUSY’s synspunkter. Om det gjorde den store indtryk er tvivlsomt - hovedparten af deltagerne var enten kommunister eller sympatisører - men mødet blev i hvert fald afviklet uden at det kom til håndgemæng. Hvilket langtfra var selvfølgeligt, for festivalarrangørerne forsøgte som tidligere at undertrykke al tvivl om den kommunistiske politik som direkte vendt mod fred og venskab (Mir, Mir Drusba var et af slagordene). En af de ledende festivalfunktionærer - den franske kommunist Jean Garcias - rev således et banner fra kampagnen mod atomvåben i stykker fordi det krævede indstilling af atomvåbentest i både Øst og Vest. Som Per Åsen bemærkede er resultatet af Sovjetunionens atomvåbentest ifølge arrangørerne åbenbart kun uskadelig radioaktivitet! Det største nederlag for arrangørerne var at samtlige 44 ikke-kommunistiske medlemmer af den ceylonesiske delegation valgte at forlade festivallen fordi de følte at de ikke kunne komme til orde. Med sin aktive neutralitetspolitik var Ceylon (i dag Sri Lanka) netop et af de lande som arrangørerne lagde vægt på at inddrage i deres propaganda. Men det var absolut ikke ensbetydende med at man ønskede at de ikke-kommunisti-

148

ske deltagere skulle fremsætte deres synspunkter. Det overlod man alene til de kommunistiske medlemmer af den ceylonesiske delegation (69). Den 9.festival - der skulle have fundet sted i Algeriet i 1965 - blev ikke til noget idet præsident Ben Bella et par måneder før blev afsat ved et statskup. Under forberedelserne var fronterne trukket op på samme måde som ved de to tidligere festivaller. Som formand for det internationale udvalg i Dansk Ungdoms Fællesråd havde jeg været med til at vedtage at DUF ejheller denne gang skulle deltage. I stedet var det bladet Politisk Revy der stod som arrangører af den danske deltagelse, og de havde derfor indkaldt til et møde hvor Ebbe Reich skulle slå på stortromme for festivallen men hvor man også havde inviteret mig. Ebbe Reich indrømmede at der ved de tidligere festivaller var forekommet episoder „der ikke tjente arrangørenes respekt for det frie ord til ære“. Hans begrundelse for at deltage var at „vel var det ensidigt, vel var det propaganda i melposen, men det er ikke det væsentlige. Det væsentligste har for mig været konfrontationen, kontakten med mennesker, hvis væsen og tænkemåde, jeg ikke kendte, og som jeg lærte at respektere og holde af“. Heroverfor fremhævede jeg erfaringerne fra de to sidste festivaller hvor kommunisterne havde kunnet bevare næsten komplet kontrol med, hvilke emner der skulle behandles og specielt hvilke emner der ikke skulle behandles. Argumentet for at deltage - for gennem personlige kontakter at påvirke individuelle medlemmer fra de deltagende lande i Østeuropa og fra udviklingslandene - gav jeg ikke meget for: hvis man med kontakt mener noget mere end det rent overfladiske at træffe andre mennesker, var det næsten udelukket idet hele festivalformen med dens masseopbud gør enhver anden form for kontakt meget besværlig. Men det centrale argument mod deltagelse er, at chancerne for at blive udnyttet i den kolde krigs tjeneste er mere end formidable. Ved at deltage bliver ikke-kommunisterne brugt som støtte for Sovjetunionens udenrigspolitiske mål. Og man fremmer nu engang ikke afspændingen ved kritikløst at skrive under på den ene parts krav. Jeg blev ikke ligefrem populær på disse synspunkter hos de sædvanlige venstrefløjs-organisationer der var mødt op: Studentersamfundets Inge Nielsen kaldte mig således stok-reaktionær (70).

149

Forræderi Allerede i november 1958 havde Khrusjtjov stillet Vestmagterne over for et ultimatum: „Sovjetunionen kan ikke tolerere en situation i Vestberlin, som skader dens lovlige interesser, dens sikkerhed og andre socialistiske landes sikkerhed“, og Vestmagterne skulle derfor inden 6 måneder fjerne deres garnisoner fra byen. Hvis det ikke skete, ville Sovjetunionen ensidigt undertegne en fredsaftale med Østtyskland og dermed formelt bringe Den anden Verdenskrig til afslutning. Hermed ville forudsætningerne for Vestmagternes tilstedeværelse i Vestberlin være bortfaldet, og byen skulle derefter omdannes til en „fristad“. Op til topmødet i Wien i maj 1961 mellem Khrusjtjov og den nyvalgte amerikanske præsident Kennedy blev presset på Vestmagterne - for at få „fjernet denne splint fra Europas hjerte“, som Khrusjtjov udtrykte det - intensiveret. Det var ikke tomme trusler, for netop i slutningen af 50’erne var det lykkedes Sovjetunionen med held at afprøve sine langdistance-raketter og dermed gøre det muligt at udrydde en hvilken som helst by i USA: terrorbalancen var en realitet. På Wien-mødet fornyede Khrusjtjov sit ultimatum: hvis Vesten ikke inden udgangen af 1961 gik med til en tysk fredsaftale, ville Sovjetunionen underskrive en separat fredsaftale med Østtyskland. Situationen i Berlin, ville herefter være „normaliseret“, og der ville ikke længere være nogen begrundelse for at de allierede opretholdt deres styrker i Vestberlin. Berlin ville få status som „fristad“ hvilket efter Khrusjtovs opfattelse ville indebære at „Vestberlin ikke længere bliver brugt som base for provokerende, fjendtlige aktiviteter imod Sovjetunionen, DDR eller mod nogen anden stat, eller at byen vedbliver med at være et farligt sæde for spændinger og internationale konflikter“. I en tale i juli 1961 afviste præsident Kennedy de russiske trusler: „Vi kan ikke og vil ikke tillade kommunisterne at drive os ud af Berlin, hverken lidt efter lidt eller med magt. Thi opfyldelsen af vort tilsagn til denne by er afgørende for Vesttysklands moral og sikkerhed, for Vesteuropas enhed og for hele verdens tillid. Vi vil altid være rede til at forhandle hvis forhandling kan hjælpe. Men vi må også være rede til at gøre modstand med magt, hvis der bruges magt imod os. Vi søger fred, men vi vil ikke kapitulere“. Men selv om talen var en bastant afvisning af Khrusjtjovs forslag, låste Kennedy sig ikke fast:

150

- han meddelte, at USA var parat til at sætte sig ned og forhandle om situationen og talte om sin „beredvillighed til at fjerne ethvert irritationsmoment i Vestberlin“ og anerkende „Sovjetunionens historisk motiverede interesse for sin sikkerhed i Central- og Østeuropa“. - for at undgå at blive stillet over for et valg mellem en atomkatastrofe eller kapitulation anmodede han kongressen om yderligere tre en kvart milliard dollars der først og fremmest skulle gå til at forbedre de konventionelle våben og - han indskrænkede USA’s forpligtelser til at omfatte ikke Berlin men Vestberlin. Væk var med andre ord enhver tanke om at „rulle de kommunistiske styrker tilbage“. Resultatet blev opførelsen af Muren den 13.august 1961 der delte Vestberlin fra Østberlin. Og som udstillede det kommunistiske styre i al dets afmagt: kun med magt og drab var det muligt at hindre arbejderne og bønderne i at flygte og dermed opretholde det DDR der skulle være et paradis for de selvsamme arbejdere og bønder (71). Det mærkelige var at hverken jeg eller andre modstandere af kommunismen betragtede Muren som en bekræftelse på det kommunistiske systems fallit som det set i bagklogskabens klare lys viste sig at være. Men derimod som et yderligere tegn på det selvsamme kommunistiske systems totale magtmonopol i de lande hvor de havde magten. Det var på baggrund af denne betændte politiske situation at begivenhederne i den sidste del af mit Berlin-ophold skal ses. Spændingen blev forstærket af de østtyske kommunisters åbenlyse forsøg på at underminere Vestberlins stilling. Den hadefulde sprogbrug som altid har været et kendetegn for såvel nazister som kommunister fik endnu en tand: Vestmagterne var en samling krigsmagere der gennem deres beskyttelse af den kapitalistiske kræftbyld Vestberlin gjorde det muligt for spekulanter, menneskehandlere og forbrydere at underminere det demokratiske styre i DDR og sætte den fredelige sameksistens på spil. Det tyske socialdemokrati med Willy Brandt i spidsen - kapitalismens villige lakaj for at bruge et af kommunisternes yndlingsudtryk - blev igen systematisk angrebet. Men SED-styret nøjedes ikke med verbale angreb. Den 16.juni 1961 blev Heinz Brandt der var journalist for en af de stærkeste fagforeninger,

151

I.G.Metall, overfaldet på gaden i Vestberlin og slæbt til Østberlin. Hans utilgivelige brøde var at være ikke alene socialdemokrat men tidligere kommunist der af egen fri vilje var blevet socialdemokrat. IUSY deltog naturligvis i kampagnen for at få sat Heinz Brandt fri (72). Det lykkedes først i 1964 - længe efter at den „antifascistiske beskyttelsesmur“ var opført, og Khrusjtjov i oktober 1961 på det kommunistiske partis 22. kongres havde trukket sit Berlin-ultimatum tilbage. Midt i alt dette var jeg optaget af personlige - glædelige - problemer: jeg skulle giftes, og Anni og jeg havde besluttet at det skulle foregå i Berlin. Hvilket på grund af det tyske bureaukrati viste sig at være betydelig vanskeligere end jeg havde forestillet mig. Først skulle de nødvendige dokumenter fra Danmark fremskaffes. Derefter skulle de oversættes og beediges af den danske militærmission der holdt til i stuen på den tidligere danske ambassade i Tiergarten. Ambassaden var blevet bombet i sidste del af krigen og de lokaler der var blevet sat nødtørftigt i stand for at kunne rumme militær-missionen havde noget kafkask uvirkeligt over sig. Endelig skulle jeg gennemgå papirene med giftefogeden på Zehlendorf Rathaus for at sikre at vielsespapirene også var gyldige efter tysk lov. Her voldte især Annis skilsmissepapirer vanskeligheder og krævede fremskaffelse af yderligere dokumentation samt anvendelse af al min overtalelsesevne før de blev godkendt. Da det hele så endelig så ud til at lykkes, og jeg havde meddelt Anni og familie og venner at nu fandt brylluppet sted, blev giftefogden klar over at jeg havde opholdt mig i over ½ år i Berlin - hvorefter han meddelte at så skulle Forbundsmyndighederne og ikke de danske myndigheder udfærdige mine papirer. Så da Anni og familien ankom, måtte jeg fortælle at vielsen ikke som planlagt ville kunne finde sted den 10.juli, men at jeg måtte låne min fars Vauxhall for at køre i pendulfart fra Zehlendorf Rathaus til det vestberlinske indenrigsministerium for at få dem til at udfærdige vielsespapirerne. Det lykkedes - selv om jeg måtte anvende al den tålmodighed jeg ellers ikke har alt for meget af - og vi blev gift på Zehlendorf Rathaus den 14.juli 1961. Efter det gamle tyske vielsesritual hvorefter Anni skal være mig underdanig. Så giftefogden spurgte flere gange Anni om hun nu forstod hvad hun havde sagt ja til ! Til vielsen skulle vi stille med to vidner. Den ene blev Horst Koblitz - som jeg lærte at kende allerede under mit første Berlin-ophold hvor han var formand for AISEC-studenter-udvekslingsprogrammet. Under mit andet berlinophold var vi blevet meget nære venner. Anni havde

152

besøgt mig flere gange i Berlin og havde lært at sætte stor pris på Horst’es lette side hvor han fik trukket os med til en række kulturelle arrangementer såvel som hans mere alvorlige filosofiske side. Som mange først og fremmest protestantiske tyskere gør han sig ikke altid livet lige let. Den anden blev Erika Gromnica. Hendes mand Michael Gromnica var freelance-journalist til bl.a. den socialdemokratiske ugeavis Vorwärts og Berliner Stimme og deltidsansat i ”Die Falken” - en af de socialdemokratiske ungdomsorganisationer i Vestberlin. Erika studerede på Freie Universität uden at nogen var klar over hvad hun studerede. De kom meget i de forskellige socialdemokratiske ungdomsorganisationer og var simpelthen gode at diskutere med og være sammen med. Kort sagt interessante mennesker. Da de samtidig førte en omfattende selskabelighed, så jeg dem ganske ofte. Det var især Erika der var den udfarende kraft, og da vi stod og skulle bruge et kvindeligt vidne, blev det hende jeg spurgte. Hun sagde ja og deltog med liv men måske mindre sjæl i både den officielle del af vielsen og - sammen med sin mand - i den uofficielle del der foregik i lystig stemning i en af Berlins fremragende Weinstuben. Det var sidste gang at vi så ægteparret Gromnica. 2 dage efter brylluppet vendte Anni og jeg tilbage til København. Og mindre end en måned efter kom Muren. Men da var jeg i fuld gang med at få skrevet den store opgave færdig så jeg kunne afslutte studierne. Umiddelbart efter fik jeg fra nogle gode venner oplyst at Erika og Michael den 26. august var flygtet østpå. Samt den endnu mere chokerende meddelelse: at de gennem lang tid havde spioneret for DDR mod socialdemokratiske organisationer i Vestberlin. Efter ikke at have hørt fra Erika - som var højgravid - og Michael var et par af deres - og mine - venner taget hen i lejligheden. Da der efter flere forsøg stadig ikke var nogen reaktion og døren var ulåst, var de gået ind. I lejligheden var der endnu mere uorden end ellers - hvilket viste at ægteparret måtte have forladt den meget hurtigt. På dette tidspunkt anede mine venner uråd og begyndte at læse i noget af det omfattende arkiv som Erika og Michael ikke havde nået at tage med. Det fremgik heraf at de systematisk og gennem lang tid havde udspioneret en lang række personer med tilknytning til Socialdemokratiets ungdomsorganisationer. Selv om der kun gik kort tid før den vesttyske efterretningstjeneste dukkede op, havde det ikke været vanskeligt at fastslå at indberetningerne var affattet med tydelig adresse til Stasi.

153

Hvis der skulle have været nogen tvivl, blev den fejet af bordet da Michael den 23. november optrådte som kronvidne på en pressekonference i Østberlin. Her berettede han udførligt om hvorledes de socialdemokratiske ungdomsorganisationer var blevet brugt til at hetze mod styret i DDR. I den forbindelse blev også IUSY’s og min virksomhed kraftig fordømt. Især vores tilslutning til kravet om opretholdelsen af garantierne for Vestberlins styre og afvisning af Khrusjtjovs krav om at få byen gjort til såkaldt „fristad“ blev angrebet som uforenelig med Vestberlins status. Men også vore protester mod en række af de overgreb på menneskerettighederne herunder bortførelsen af Heinz Brandt blev betegnet som undergravende virksomhed overfor det fredselskende styre i Østberlin. Pressekonferencen blev senere fulgt op af helsides- interviews med Michael i SED’s officielle talerør Neues Deutschland (73) og i Berliner Zeitung den 23.december 1961. For læsere der er interesseret i en mere udførlig beskrivelse af hvad der skete i de 4 måneder mellem d. 14. juli og d. 24. november 1961 har jeg i bilaget „Dokumentation: optrævlingen af et forræderi“ gengivet et foto samt en række breve og artikler (s. 228-241). Tilsammen giver de et billede af hvor konkret den kolde krig var i Berlin - og i hele Tyskland - i denne periode. Det viste sig hurtigt at udspioneringen af de socialdemokratiske ungdomsorganisationer var et led i en samlet plan hvorefter der skulle samles materiale til den proces mod Heinz Brandt som det østtyske styre agtede at gennemføre. Formålet med en sådan „skueproces“ skulle så være at bevise hvorledes de „revanchistiske og militaristiske kræfter“ i Vestberlin var en fare for freden og demokratiet. Med andre ord en retfærdiggørelse af at indføre et forbud mod Socialdemokratiets virksomhed i Vestberlin når byen engang var blevet gjort til fristad, og Vestmagterne ikke længere kunne sikre vestberlinernes demokratiske rettigheder. Det er meget sigende om tidsånden at magthaverne i DDR regnede med at udgangen på stormagtsopgøret ville blive at Sovjetunionen ville kunne tvinge Vestmagterne ud af Vestberlin. Efter Kennedys tale den 25.juli stod det klart at det ikke ville være muligt at omdanne Vestberlin til en „fristad“ uden en verdenskrig. For magthaverne i DDR var problemet derfor ændret fra at komme det forhadte vestberlinske Socialdemokrati til livs til at søge at berettige nødvendigheden af at opføre den „antifascistiske beskyttelsesmur“. Processen mod Heinz Brandt passede ikke ind i argumentationen for

154

at det skulle være nødvendigt at holde den østtyske befolkning ude fra Vestberlin og blev da heller aldrig til noget. De ændrede politiske forhold som opførelsen af Muren havde medført slog imidlertid kun langsomt igennem, og Heinz Brandt blev først løsladt i sommeren 1964. Både mine venner i Vestberlin og jeg har spurgt os selv hvorfor vi ikke på et tidligere tidspunkt havde været i stand til at afsløre det forræderi som Michael og Erika gjorde sig skyldig i. Bagefter er der naturligvis mange indicier der viser at vi skulle have været noget mere skeptiske. Når vi havde besøgt Erika og Michael, påpegede Anni således at der altid var en unaturlig hektisk stemning i hjemmet. Men man kan nu ikke opbygge en tilværelse på kontrol og skepsis. Specielt ikke når man er ung og opfyldt af en socialdemokratisk fællesfølelse som vi var. Så kendsgerningerne er at ingen af os havde mistanke - for os alle kom afsløringen som et chok der førte til en omfattende selvransagelse. I deres patetiske forsøg på at være neutrale mellem det kommunistiske system og det vesttyske demokrati nægtede mange danskere op gennem 60’erne at se i øjnene hvorledes det kommunistiske system i DDR aktivt forsøgte at underminere det demokratiske system i den gamle Forbundsrepublik. Opholdene i Tyskland gjorde at jeg både tog klar afstand fra det kommunistiske system i DDR og fra den udspionering af de demokratiske partier og deres ungdomsorganisationer som jeg blev klar over fandt sted. Men at der var tale om en så omfattende og systematisk udspionering og destabilisering af det demokratiske system i den gamle Forbundsrepublik som det nu er kommet for dagen havde selv mine tyske venner ingen anelse om. Først med Forbundsdagens forsøg på at kortlægge Stasis infiltration og undergravning i anden halvdel af 90’erne (74) er der ved at blive skabt klarhed over hvor omfattende denne virksomhed har været. Det viser sig således at Aufklärungsabteil XV i Stasi allerede i 60’erne havde etableret en arbejdsgruppe D hvor 4 fuldtidsansatte medarbejdere arbejdede ”an der Werbung Westberliner Studenten”. Og at disse medarbejdere kunne trække på en lang række allerede hvervede såkaldte inofficielle Mitarbeider”(IM) – som f.eks. Erika og Michael Gromnica. IUSY efter 1963 Sture Erichson fortsatte Per Åsens aktive og anti-koloniale linje selv om

155

Møde med den italienske udenrigsminister – senere præsident – Saragat i forbindelse med et IUSY bureaumøde i Rom 1964. Længst til venstre min efterfølger som studentersekretær briten George Irving.

accenten efterhånden blev lagt mere på Afrika. Han var en helt anden type end Per: svensk effektivitet hele vejen igennem men med en god politisk fornemmelse der dog undertiden kunne virke lidt kantet. Selv om jeg ikke længere var medlem af bureauet fulgte jeg som formand og senere medlem af DSU’s internationale udvalg IUSY’s arbejde og deltog f.eks. i bureaumødet i Rom i marts 1964. Så fra sidelinjen kunne jeg konstatere at det lykkedes Sture Erichson at fastholde IUSY’s gennemslagskraft i sin 3-årige generalsekretærtid (1963-66). Hans efterfølger Jan Hækkerup - søn af tidligere justitsminister Hans Hækkerup - trak sig i 1968 tilbage fra generalsekretærposten. Begrundelsen var afsløringen af at CIA havde bidraget til to af de fonde som IUSY gennem adskillige år havde søgt - og fået - midler fra til at finansiere en række rejser og konferencer med. Hvorvidt det havde været nødvendigt for Jan at trække sig er vanskeligt at sige. Som følge af ungdomsoprøret var en række af IUSY’s ungdomsorganisationer blevet stærkt radikaliseret - på DSU-kongressen i 1967 var der således efter kampvalg blevet valgt en helt ny ledelse som var kommet til magten for at omgøre alt det, den afgåede forbundsledelse havde stået for.

156

Skismaet mellem de af medlemsorganisationerne der opererede indenfor det nationale socialdemokratis rammer og de mere rabiate som regel studenterorganisationer der ikke var villige til at holde sig indenfor disse rammer havde naturligvis altid været til stede i IUSY. Det øjeblik hvor ungdoms-organisationerne i Skandinavien, Tyskland og Østrig ikke længere var villige til at støtte en mere pragmatisk politik der kunne samle bredt flertal var IUSY imidlertid dømt til at blive en irrelevant diskussionsklub. Hertil kom den rabiate anti-amerikanske holdning som altid havde ligget latent hos de mere venstreorienterede organisationer der ikke alene ønskede at bekæmpe den amerikanske imperialisme men som var modstander af „the American way of life“. Og som samtidig helt glemte den sovjetiske imperialisme og ofte ikke ønskede at bekæmpe den kommunistiske pest. En holdning der blomstrede i takt med Vietnamkrigen. Begge disse faktorer bidrog i hvert fald til at IUSY’s storhedstid allerede var ovre på det tidspunkt da Jan trak sig. Konsekvensen blev at den før så slagkraftige organisation i slutningen af 60’erne blev præget af en tiltagende indre opløsning. Noget helt andet er så at meddelelsen om at IUSY indirekte havde modtaget CIA-penge naturligvis ikke kunne undgå at virke chokerende. Internationalt arbejde er dyrt, og det var klart at det forøgede aktivitetsniveau som blev igangsat under Per Åsens ledelse - og med hele bureauets aktive opbakning - har kostet penge. En stor del af generalsekretærens og vicepræsidents tid gik med at fremskaffe midler til at gennemføre disse aktiviteter. Vi vidste alle at medlemskontingentet kun dækkede en brøkdel af udgifterne. At IUSY overhovedet kunne fungere skyldtes alene tilskud fra partierne og fagbevægelsen i de 3 skandinaviske lande, Tyskland og Østrig. Men herudover skulle Per Åsen og Heinz Nittel og senere Sture Ericson og Horst Seefeld ud og samle de nødvendige midler ind til de ekstra aktiviteter. Det skete via henvendelser til forskellige internationale organisationer. Som studentersekretær har jeg selv forsøgt at få finansieret rejser, kurser og seminarer fra bl.a. Europarådet, EU-kommissionen og Friederick Ebert-Stiftung. Det er et tidskrævende og utaknemligt job. Men herudover skulle der altså også skaffes penge fra forskellige fonde. Vi modtog aldrig noget samlet regnskab for IUSY’s virksomhed. Formelt var det kontrol-komiteen der skulle have foretaget en regnskabsrevision. Men som Per Åsen selv skriver i beretning for perioden 1960-63: „det er min erfaring at som et instrument til at overvåge IUSY’s regnskab har kontrol-komiteen ikke virket“. Men selv om vi ikke i bureauet

157

så indtægtssiden er kendsgerningen at vi i bureauet - CIA-penge eller ikke-CIA-penge - sikrede at pengene udelukkende gik til de aktiviteter som vi havde godkendt.

DSU-delegationen til IUSY’s IUSY’s kongres i Oslo i oktober 1963. Forrest IUSY’s senere generalsekretær Jan Hækkerup og Kuno Kjærulff.

158

7. Afslutning på ungdomsarbejdet Dansk Ungdoms Fællesråd Medlemsskabet af DSU’s internationale udvalg gjorde at jeg efter Berlin-opholdet i stigende grad blev inddraget i Dansk Ungdoms Fællesråds aktiviteter. Først og fremmest naturligvis i de internationale, og jeg blev hurtigt medlem af DUF’s internationale udvalg. Men det var samtidig meget morsomt at følge med i de indenrigspolitiske spørgsmål hvor der ofte var større uoverensstemmelser mellem repræsentanterne for de politiske partiers ungdomsorganisationer og de upolitiske organisationer end mellem repræsentanterne for de politiske partier indbyrdes. Til gengæld sad de ofte noget aldersstegne repræsentanter for de kristelige-, spejder- og gymnastikforeningerne tungt på Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Så tungt at min anbefaling af at rådsmødet i maj 1964 skulle vælge ungdomssekretæren for Dansk Smede- og Maskinarbejder-forbund til DUF’s styrelse ikke lykkedes. Hvilket jeg fandt temmelig selvmodsigende, idet det netop var blevet understreget at „den kommende uddannelseskampagne måtte have et bredt sigte, hvorfor man vel skulle forvente, at netop en kandidat der repræsenterer en væsentlig større del af uddannelsesaspektet end tilfældet er for flertallet af de styrelsesmedlemmer der blev valgt, ville være blevet foretrukket“. Men som jeg uhyre venligt føjede til „muligvis var han ikke gammel nok idet han kun er 29 år“! (75) Når man ser på styrelsens sammensætning var det forbløffende hvor meget det lykkedes Dansk Ungdoms Fællesråd at få gennemført på det område der nok optog mig mest i de år, nemlig kampen mod apartheidregimet i Sydafrika. Dengang jeg deltog i arbejdet med at udforme aktionerne fandt jeg ganske vist Fællesrådet „tungt at danse med“, for der skulle først opnås enighed mellem de politiske organisationer, og bagefter skulle de ikke-politiske organisationer overbevises. Igen skal man huske på at det ikke var alene Erhardt Jacobsen og Jyllandsposten der vendte sig imod først DSU og Frit Forums og senere Fællesrådets angreb på den sydafrikanske regerings umenneskelige politik. Også borgerlige politikere, adskillige erhvervsledere og dele af den borgerlige presse støttede direkte apartheidpolitikken.

159

I 1960 fandt således Aarhus Stiftstidende det „ganske inkonsekvent af Dansk Ungdoms Fællesråd at forlange forbindelsen med Den sydafrikanske Union afbrudt, hvis negrenes frihedskrav ikke imødekom- mes, og samtidigt genoprette kontakten med kredse i kommunistlande, der afviser lige så berettigede frihedskrav i Ungarn og andre russiske lydlande“. Og 3 år senere drog Aalborg Stiftstidende ved sin Chefredaktør Alf Schiötz-Christensen i felten mod Fællesrådets Sydafrika-aktion. Det hedder f.eks. i artiklen i Aalborg Stiftstidende at „den fra Moskva inspirerede hetz-kampagne mod regeringen i Den sydafrikanske Republik har Fællesrådet ganske taget til sig“. Samtidig rejste Aalborg Stifttidende tvivl om hvorvidt en aktion mod undertrykkelse af menneskerettigheder lå inden for Fællesrådets arbejdsområde. I en leder i DUF’s blad erindres om at „da danske ungdoms-organisationer i 1940 fandt sammen i Dansk Ungdomssamvirke, var det netop en samlet protest mod den undertrykkelse af menneskerettighederne som Hitlers naziideologi repræsenterede. I sit fortsatte virke har Fællesrådet altid vendt sig imod hvad der truede med at knægte menneskets rettigheder. I 1956 vendte Fællesrådet sig skarpt mod den undertrykkelse af menneskerettighederne som russernes undertrykkelse af Ungarn-opstanden var udtryk for. Vi har protesteret imod atomprøvesprængning af megatonsbomben i Sovjetunionen. Vi har afvist deltagelse i Festivals, fordi vi ikke finder , at den samtale som vi i Vesten anser for det væsentligste i demokratiet, kunne føres der“. Så spørgsmålet om hvorvidt Fællesrådet kunne beskæftige sig med politiske sager „skal ikke anfægtes - ej heller af Schiötz-Christensen“. Som også Studenterbladet anførte er „metoden med at benævne alt, hvad man ikke bryder sig om, som kommunistisk inspireret, hverken ny eller original. Adolf Hitler brugte den med udmærket resultat, McCarthy terroriserede et helt folk med den, inden fornuften sejrede, og nuomstunder benyttes den i udstrakt grad af bla.a Franco, Salazar - og Verwoerd“. Takket være den „internationalisering“ af Fællesrådets virksomhed som var blevet påbegyndt i Christian Kelm-Hansens formandstid var den politiske opbakning bag Fællesrådets Sydafrika-aktion imidlertid så cementeret at også VU’s „Dansk Folkestyre“ kunne skrive: „Ak ja. Vi er herhjemme ikke kommet videre end til at kalde folk, der vender sig mod racepolitik, som den praktiseres i f.eks. Sydafrika, for kommunistinspirerede. Hvor er det nemt. Aalborg Stiftstidende bakker hermed et par gamle imperialister op og har fået følgeskab af Uafhænig

160

Dansk Ungdoms Fællesråds Sydafrikaplakat fra 1962.

161

Ungdom, der åbenbart også føler sig uafhængig af almindelige menneskerettigheder“. Men DUF’s forbrugerboycot mod sydafrikanske varer var kun en begyndelse på den langvarige kamp for at tvinge landets regering til at opgive apartheidpolitikken. Den ledelse af Fællesrådet der blev valgt i maj 1964 var imidlertid opsat på at forøge presset på regeringen for en mere klar dansk holdning: Svend Erik Bjerre fra Landsforeningen af Højskoleelever - der selv havde besøgt Sydafrika - Tue Rohrsted fra Konservativ Ungdom og Ejner Hovgaard Christensen fra DSU - samt mig selv som formand for det internationale udvalg (76). I og med at Danmark først i 1972 blev medlem af „Fællesmarkedet“ - der på daværende tidspunkt iøvrigt heller ikke havde nogen form for fælles udenrigspolitik - var FN den eneste internationale organisation hvor de danske synspunkter kunne fremføres. Så kampen kom i vid udstrækning til at stå om hvor langt man kunne påvirke den danske regering til at gå i FN: var man villig til ud over fordømmelsen af apartheidsystemet at støtte udviklingslandenes krav om at gennemføre sanktioner mod Sydafrika? Mine egne erfaringer fra jeg i oktober 1966 selv blev medlem af den danske delegation til FN i New York, var som tidligere beskrevet at en socialdemokratisk regering nok var indstillet på at fordømme apartheidsystemet, men først langt senere var parat til at gå direkte mod vore store vestlige allierede, når de afviste sanktioner mod apartheidregimet. I den meget vanskelige balancegang overfor de kommunistiske styrer i Østeuropa åbnede Fællesrådet for individuelle kontakter, og Ejner deltog f.eks i DUF-ture til Sovjetunionen og Polen. Derimod afslog man som tidligere omtalt at deltage i de komunistiske arrangerede festivaller. På grund af de store forskelle i synspunkterne indskrænkede Fællesrådets behandling af markedsspørgsmålene sig til at gennemføre en række kurser. Således deltog jeg allerede i begyndelsen af 1960 i et seminar i Norge hvor nordiske ungdomsledere blev konfronteret med deltagerne i College of Europe. Jeg fik her et klart indtryk af hvor stærkt tanken om det historiske perspektiv af et forenet Europa og dermed nødvendigheden af et politisk samarbejde var slået an blandt ungdommen i „de 6“. Det var et chok for de nordiske deltagere at blive stillet over for den sprudlende begejstring for ideen om det europæiske samarbejde.

162

WAY Dansk Ungdoms Fællesråd var som lignende paraplyorganisationer i de vestlige lande samt i en lang række udviklingslande medlem af World Assembly of Youth (WAY). Oprindeligt var såvel Frit Forum som DSU noget skeptiske overfor WAY: arbejdet i IUSY tog ganske enkelt hele opmærksomheden, og WAY blev betragtet som en ikke videre effektiv konkurrent. Resultatet var at WAY i høj grad blev domineret af en kombination af konservative/kristelige demokrater fra Europa og amerikanske ungdomsorganisationer. Fordelene ved WAY var mulighederne for at komme i kontakt med de upolitiske ungdomsorganisationer i Vesteuropa, de politiske organisationer i Nordamerika som vi ellers ikke kendte meget til og ikke mindst ungdomsrepræsentanter fra udviklingslandene. Hertil kom at WAY på grund af støtte fra USA rådede over ganske betydelig midler til kurser og rejser. Da WAY besluttede at holde kongres i Århus i juli 1962, var det derfor naturligt at jeg deltog. Et af formålene ved min deltagelse var at finde ud af om f.eks. DSU skulle lægge noget mere arbejde i WAY, og om det var muligt at ændre på den borgerlige ledelse af organisationen. En international kongres af en sådan størrelse er altid spændende, og Århus Universitet udgjorde en perfekt ramme om mødet, så jeg havde et par spændende dage. Men svaret på begge de stillede spørgsmål var et klart nej: vi skulle i DSU fortsat koncentrere vore begrænsede ressourcer om arbejdet i IUSY, og det ville ikke være muligt i hvert fald på kort sigt at ændre på den massive borgerlige ledelse af WAY. WAY’s generalsekretær David Wirmark blev således enstemmigt genvalgt. David var liberal - formand for det svenske Folkepartis ungdom og senere Rigsdagsmedlem. Jeg traf ham igen i midten af 80’erne da vi begge var ambassadører i Tanzania. Da jeg fortalte ham at et af formålene med min deltagelse i Århus-kongressen var at se om det ville være muligt at vælte ham, grinede han og erklærede sig enig i min konklusion: at det var det ikke. Den internationale Højskole Den internationale Højskole i Helsingør var Peter Manniches livsværk. Han var en ildsjæl der næsten med egne hænder skabte en højskole

163

midt i 30’ernes krise. En højskole der nok byggede på den grundtvigske højskoletradition, men som samtidig adskilte sig ganske meget fra den landbo-baserede højskoletanke ved at satse på byens arbejdere - og ofte arbejdsløse arbejdere - samt på folk fra kolonierne. Begge dele noget ganske uhørt i det lukkede - og bortset fra arbejderhøjskolerne i Roskilde og Esbjerg - stærkt nationale højskolemiljø. Selv om Manniche var godt over 70 da jeg første gang mødte ham, var det en oplevelse. Man kunne stadig fornemme den stærke personlighed: han må rent bogstaveligt have sparket eleverne i gang med sin drive og idérigdom. Det var via Dansk Ungdoms Fællesråd at jeg fik en opfordring til at træde ind i Skolerådet for Den internationale Højskole. Både Skolerådet og Styrelsen - som jeg efter et par år blev medlem af - trængte i den grad til nyt blod: gennemsnitsalderen må have været vel over 50, og kontakten til arbejderbevægelsen var ikke-eksisterende. Hvilket sidste var så meget desto mere graverende som Manniche selv var socialist og havde haft stærke bånd til arbejderbevægelsen i 30’erne. Men det var endnu mere graverende at Højskolen efter at Manniche var gået af som forstander, idémæssigt var kørt helt fast. På et tidspunkt hvor Manniches gamle faldefærdige skole - der var så primitiv at man selv i begyndelsen af 60’erne ikke troede det muligt - var blevet afløst af en flot tip-top-moderne højskole. Det var statsminister Viggo Kampmann der havde sørget for at der kunne anvendes 3 millioner kr af de penge danske modtagere af Marshall-midler havde betalt tilbage til staten. Kampmann må have kendt Manniche - ellers var der aldrig blevet bevilget penge til det nybyggeri. Jeg prøvede først i Skolerådet og senere i Styrelsen at få en debat i gang om hvorledes man bedst kunne udbygge Højskolens internationale præg. På baggrund af skolens historie og med de nye bygninger var der skabt mulighed for at placere Højskolen i enten en nordisk, en europæisk eller en FN-sammenhæng. Som jeg udtrykte det: „En Højskole hvor det internationale ikke blot som på andre højskoler indgår som boller på suppen, men som den væsentligste del af skolens daglige tilværelse“. Et synspunkt jeg vandt forståelse for blandt skolens lærere der var frustrerede både over manglende retningslinjer fra Styrelsen og over den ide- og initiativløse forstander der havde afløst Manniche. I Skoleråd og Styrelse var der derimod hverken nogen vilje til at gå uden for de tiltrampede højskolestier eller tage et opgør med forstanderen. Bortset fra formanden for Styrelsen Finn Friis der delte mine synspunkter, men som var en meget forsigtig mand der ikke ønskede at tage et opgør

164

med de øvrige medlemmer af Styrelsen og Skolerådet. Resultatet blev at Højskolen fortsatte som en af de utallige grundtvigske højskoler der stadig opførte sig som om Danmark var et landbrugsland. At jeg tog udfordringen som den nye skole frembød alvorligt fremgår af at da Manniches afløser i 1968 endelig besluttede sig til at trække sig tilbage, meddelte jeg Finn Friis og Bestyrelsen at jeg kandiderede til stillingen som Højskoleforstander (77). Dette til trods for at jeg på daværende tidspunkt var udsendt til FN-missionen hvor jeg havde et interessant arbejde - men hvor jeg samtidig fandt at det ikke altid var lige sjovt at være et lille hjul i Udenrigsministeriets uhyre hierarkisk opbygget maskine. Jeg savnede ungdomsarbejdet og det folkeoplysende arbejde som jeg havde stiftet bekendtskab med indenfor AOF’s tillidsmands-uddannelse og på Den internationale Højskole. Resultatet blev imidlertid at man valgte endnu en forstander fra den grundtvigske højskoletradition. Hvilket jeg nok burde have sagt mig selv med Bestyrelsens daværende sammensætning in mente, selv om Finn Friis oplyste at „der ved afstemningen var ikke så lidt støtte for Deres kandidatur“. Bagefter kan man så fundere over om det ikke var meget heldigt for Anni og mig selv at jeg ikke fik stillingen. Specielt fordi jeg allerede i begyndelsen af 1970 kom tilbage til et ikke alene interessant job i DANIDA, men også et job hvor jeg fik alle de beføjelser jeg kunne ønske mig. I 1973 valgte jeg at forlade Skolerådet i frustration over at der stadig hverken var påbegyndt nogen seriøs drøftelse af skolens formål eller langt mindre gjort noget for at knytte skolen til en international bevægelse (78). „Som det er i øjeblikket er Den internationale Højskole en vel ikke engang særlig god dansk højskole, hvor de meget store statstilskud udstrækkes fra at gives til landets egne indbyggere til at gives til en lang række helt tilfældige elever. Manniches internationale engagement og nationale engagement over for arbejderbevægelsen samt de nye smukke bygninger, som tilskuddet fra staten havde givet mulighed for at opføre burde have givet inspiration til en dansk diskussion, der kunne berettige de store statsbidrag“. Efterfølgende må jeg konkludere at mine egne erfaringer kun er et eksempel på hvorledes højskolebevægelsen i 60’erne kørte sig selv ud på et sidespor. Til trods for enorme statstilskud forblev Den internationale Højskole og hele højskolebevægelsen irrelevant for den politiske udvikling.

165

Afslutning på ungdomsarbejdet Efter Rådsmødet i Dansk Ungdoms Fællesråd i maj 1964 havde jeg i en artikel i Lederbladet harceleret over „at gennemsnits-alderen for de 12 nyvalgte medlemmer af styrelsen var 43 år og at der er 6 af styrelsens medlemmer, der er over 45 år, og at kun 4 er under 35“. I anledning af artiklen fik jeg et venligt brev fra Christian Kelm-Hansen der først konstaterede „at han var glad for, at han havde efterlevet sit mangeårige standpunkt, at man bør forlade ungdomsarbejdet, når man runder de 35“, men som herefter fortsatte „men lad os nu se, at du gør det samme“ (79). Det gjorde jeg i og med at jeg trappede ungdomsarbejdet ned efter IUSY-kongressen i august 1963, DSU-kongressen i maj 1964 og Rådsmødet i Dansk Ungdoms Fællesråd i maj 1965. Men gennem mit fortsatte medlemsskab af DSU’s internationale udvalg opretholdt jeg forbindelsen til ungdomsarbejdet indtil udsendelsen til FN-missionen i New York i oktober 1966. Så man kan altså først sige at jeg forlod det politiske ungdomsarbejde som 31-årig. En af ulemperne ved at være udsendt er, at man meget let taber kontakten til sine danske venner og til hvad der sker i Danmark. Og udsendelsen satte i hvert fald for mit vedkommende en effektiv stopper for mine kontakter til ungdomsarbejdet. Det er interessant at jeg søgte ind i Udenrigsministeriet på grund af mit kendskab til og interesse for udviklingen i Tyskland. Men at jeg i de 34 år jeg var i ministeriet aldrig kom til at beskæftige mig med tyske forhold! Til gengæld fik jeg mulighed for at beskæftige mig med FN og med udviklings-problematikken så jeg har absolut intet haft at klage over. Kun en forbløffelse over hvor tilfældig tilværelsen nogen gange viser sig at være. Under vores ophold i New York fik vi en masse andre indtryk: ikke alene fra arbejdet i FN men også om udviklingen i USA. I stedet for at tilbringe ferierne i Danmark brugte Anni og jeg således ferierne til at rejse rundt i USA og Canada i vores Ford Mercury. Men da vi kom tilbage til Danmark i marts 1970, var meget unægteligt ændret. Ud over raceurolighederne og mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy var det Vietnamkrigen der kom til at præge vores første ophold i USA. Først henimod midten af 60’erne blev Vietnamkrigen den altdominerende begivenhed som man ikke kunne undgå at forholde sig til. Som det er fremgået tog jeg ud fra min anti-kolonialistiske indstilling

166

fra begyndelsen afstand fra det amerikanske engagement til fordel for det korrupte styre i Sydvietnam. Men for mig bragte Vietnamkrigen to overraskelse: - jeg troede i begyndelsen ikke det ville være muligt for Vietkong - d.v.s. Nordvietnam - at modstå den amerikanske indsats og - der var ejheller nogen der kunne have forudset at krigen i Vietnam i den grad kom til at splitte den amerikanske befolkning at det blev afgørende for krigens udfald. Ejheller at krigen skulle trække præsident Johnson med i faldet og bane vejen for Nixons reaktionære styre havde nogen forestillet sig muligt. Men så sent som på DSU-kongressen i Aarhus i maj 1964 omtales krigen i Vietnam f.eks. ikke med et ord (80). Jeg har ofte været fristet til at deltage mere aktivt i politisk arbejde. Som det forhåbentligt er fremgået har ønsket om at få gennemført mine egne synspunkter så absolut været til stede. Men jeg opdagede hurtigt at ønsket om en politisk karriere var jeg ikke ene om: konkurrencen om de politiske stillinger var - og er - benhård. For i politik skal man ofre alt for sagen - fritid og ikke mindst familieliv. Samtidig skal man være villig til at bruge nærmest ubegrænset tid på at diskutere og engagere sig i en lang række ikke altid lige interessante spørgsmål. Så det gik ret hurtigt op for mig at jeg ikke havde den nødvendige „vilje til magt“. Men at jeg til gengæld kunne deltage fra sidelinjen ved at være med til at formulere de synspunkter som politikerne fremførte. Hvilket set fra mit synspunkt var en glimrende arbejdsdeling. Så efterhånden som mit arbejde i Udenrigsministeriet blev mere og mere interessant og afvekslende forsvandt interessen for en politisk karriere. Der har naturligvis været mange politikere hvis personlige egenskaber jeg ikke har kunnet lide. Samt endnu flere hvis politiske synspunkter jeg ikke har været enige i. Men i det store og hele har jeg den største respekt for de mennesker der har valgt at gøre politik til deres levevej. Bortset fra at det må kildre deres forfængelighed at „være med hvor det sker“ er politiker-jobbet imidlertid ofte meget utaknemligt: altid angrebet for ligegyldigt hvad han/hun gør - ikke alene fra de politiske modstandere men hvad der gør endnu mere ondt af medlemmer fra ens eget parti. Set i retrospekt har jeg selv været ganske kritisk over for en række

167

af de beslutninger som de socialdemokratiske ledere traf. Beslutninger som jeg i dag finder har været om ikke altid rigtige så nødvendige. Det gælder f.eks i boligpolitikken men ikke mindst i den tidligere anførte vurdering af Jens Otto Krags virke. Det er naturligvis ikke kun politikere der udøver magt. Det gør f.eks. embedsmænd også. Men forskellen er at embedsmændene kun gør det på politikernes vegne. Og at de folkevalgte politikere kan fjerne en embedsmand fra den stilling der giver indflydelsen. Politikerne kan kun fjernes af vælgerne: til gengæld skal de mindst en gang hver fjerde år genvælges. Den trykkede stemning der hersker i Folketinget den dag der udskrives valg giver et levende indtryk af hvor hårdt det politiske liv er. Så vi skal slet ikke være så sure på de politikere vi har: de er langt bedre end både deres rygte og vælgernes egen adfærd giver baggrund for. Alt for mange vælgere nøjes med at brokke sig. De taler og taler om demokrati men drømmer ikke selv om at gøre sig den ulejlighed at deltage i det politiske arbejde i en vælgerforening eller i en politisk ungdomsorganisation. En sådan mangel på vilje til at engagere sig går desværre ikke alene ud over den sløve vælger i og med at hans/hendes indvendinger ikke bliver taget alvorligt men det går ud over demokratiet. For demokrati kræver politisk engagement og politisk engagement kræver partier.

168

8. Den kolde krig fra nedfrysning til afslutning Tjekkoslovakiet Hovedparten af perioden oktober 1966 til december 1996 tilbragte jeg uden for Danmark. Først ved den danske FN-mission i New York og senere på poster i Afrika. De mange oplevelser fra disse 30 år falder imidlertid udenfor rammerne af denne beretning. Det vil derimod være naturligt at afrunde billedet af mine oplevelser med et par erindringsglimt også fra denne periode. Både ved FN-missionen og på posterne i Afrika fik jeg unægtelig gode muligheder for at følge udviklingen på de to områder der har interesseret mig mest, nemlig den kolde krig og afkoloniseringen af Afrika. Prag-foråret i 1968 oplevede jeg i FN som en tid, hvor en række af vores tjekkoslovakiske kolleger begyndte at interessere sig for deres vesteuropæiske kolleger - først og fremmest fra de mindre lande som Danmark. Tidligere havde vi ikke megen samkvem med de østeuropæiske diplomater. Bortset fra det professionelle hvor vi f.eks. forhandlede resolutionstekster enten officielt på møderne eller uofficielt ved receptioner. I det store og hele holdt de sig mest for sig selv. Vi vidste alle at de ikke alene skulle være medlemmer af kommunistpartiet i deres respektive lande, men også at deres kontakt med vestlige kolleger blev nøje overvåget. Så både professionelt og personligt var det betydeligt mere givende at bruge tiden på kontakter til repræsentanter for andre vestlige lande og for mit vedkommende med repræsentanter for udviklingslandene. Det var således noget af en overraskelse da min tjekkoslovakiske kollega i 4.udvalg - koloniudvalget - inviterede mig ud og helt åbent og uden de sædvanlige kommunistiske floskler fortalte om de nye tider i Tjekkoslovakiet. Samt ikke mindst var ægte interesseret i at høre om mine synspunkter på en række spørgsmål der absolut intet havde med koloniafviklingen at gøre. Først da gik det op for mig hvor seriøst det nye Dubcek-styre forsøgte igen at knytte båndene til det Europa som kommunisterne havde tvunget dem til at skære over efter kuppet i 1948.

169

Både Anni og jeg kom i løbet af den alt for korte tid der gik, inden de sovjetiske tropper i august 1968 invaderede Prag, til at sætte megen pris på ham og hans kone. Som det alt for ofte er sket i vores hektiske liv, tabte vi desværre kontakten til dem efter at de var hoppet af i USA. Den 21.august var en af disse fugtig-varme-New-York-aftener så jeg lå og læste oppe i soveværelset - der var det eneste sted med aircondition - da meddelelsen om at de sovjetiske styrker havde invaderet Tjekkoslovakiet blev kendt. Selv om det var omkring midnat, blev Sikkerhedsrådet indkaldt, og Danmark var på det tidspunkt medlem af Rådet. August var feriemåned, og FN-missionen var derfor tyndt besat. Det blev souschefen Skjold Mellbin der kom til at lede arbejdet - hvilket han gjorde fremragende - assisteret af Eskild Svane og mig. Og arbejdet var unægteligt overvældende, for i dette tilfælde skulle Danmark ikke blot repræsentere sig selv, men også som et lille europæisk land give udtryk for den afsky som alle følte overfor en stormagts voldelige overgreb på et andet lille europæisk land. Vi var alle klar over at det ikke ville være muligt at få hverken rullet det sovjetiske angreb tilbage

Møde i FN’s Sikkerhedsråd i forbindelse med Sovjetunionens overfald på Tjekkoslovakiet i august 1968 – derfor de alvorlige miner. I stolen Skjold Mellbin og bagved Eskild Svane der halvt dækker for Bent Skov der var presseråd ved FN-missionen. Til højre for Mellbin sidder den Etiopiske ambassadør Makkonen – en højt begavet diplomat og fremtrædende talsmand for udviklingslandene som blev hjemkaldt og hængt under Mengistos ”røde terror”.

170

eller få vedtaget en fordømmelse af overgrebet. Men det var vigtigt for den fremtidige udvikling både i Tjekkoslovakiet og udenfor at få givet udtryk for verdensopinionens fordømmelse af Sovjetunionen og de øvrige østeuropæiske landes eklatante overgreb. Bortset fra Indien var det ikke svært hos de fleste udviklingslande der var medlem af Sikkerhedsrådet at vinde forståelse for at der her var tale om en aggressiv handling der på det kraftigste burde fordømmes. Det land der - som så ofte - voldte vanskeligheder, var Frankrig hvor de Gaulles forsøg på at opretholde et særligt forhold til Sovjetunionen gjorde det umuligt for den franske ambassadør at tilslutte sig Mellbins forslag til en resolutionstekst. Først efter langvarige forhandlinger og efter flere gange at have forsøgt at få nye instruktioner lykkedes det den franske ambassadør at få tilslutning fra Paris. Det var en af de gange hvor det er afgørende at ambassadøren er villig til at „stikke hovedet frem“. En ikke altid ufarlig beskæftigelse for der er mange måder at standse en diplomatisk karriere på. At det danske resolutionsudkast blev mødt med et sovjetisk veto da det blev fremlagt i Sikkerhedsrådet, kom ikke bag på nogen. Men gennem den brede tilslutning var det lykkedes at sikre den moralske fordømmelse af det sovjetiske angreb som var et væsentlig element i opgøret med det kommunistiske system. Efter 1968 må det have stået klart for alle selvstændigt tænkende mennesker at det ikke var muligt at reformere det kommunistiske system. Det der står tilbage på nethinden efter de hektiske dage hvor forhandlingerne i Sikkerhedsrådet betød at vi alle arbejdede døgnet rundt, var to episoder: - da den sovjetiske invation var en kendsgerning, anmodede Dubcek-regeringen straks om at Sikkerhedsrådet blev indkaldt for at fordømme det eklatante overgreb på landets souverænitet. Hverken udenrigsministeren eller den tjekkoslovakiske FN-ambassadør var imidlertid i New York. Det blev derfor 1.ambassadesekretæren på den tjekkosloakiske FN-mission der som chargé d’affairs på det første nattemøde i sikker- hedsrådet sad i stolen og fremlagde regeringens synspunkter. Han gjorde det på en nøgtern og værdig måde der gjorde et dybt indtryk. På grund af sin størrelse, intelligens og agressivitet så den sovjetiske FN-ambassadør Malik ud som en tyr, og han lagde i sin påtagede krænkelse over den „broderlige“ tjekkoslovakiske klage ikke bånd på hverken sin veltalenhed eller aggresivitet. Trods angrebene lod tjekkoslovaken sig ikke slå

171

ud men imødegik de sovjetiske angreb ved at gentage hvad det drejede sig om: at en supermagt uden grund havde overfaldet et selvstændigt medlem af FN. Netop fordi det var David mod Goliat - i forholdet mellem FN-ambassadøren for en af de to supermagter og 1.ambassadeskretæren for et lille europæisk land - kom sammenstødet til at virke så stærkt - hvilket Malik også hurtigt blev klar over, hvorefter mødet blev udsat. - nogle dage senere - da Sovjetunionen havde nedlagt veto mod det vestlige resolutionsforslag - tørnede respræsentanterne for de to supermagter sammen i en mindeværdig ordkrig. Det var fascinerende - men unægteligt skræmmende - at overvære: fra sovjetisk side Malik og fra amerikansk side Georges Ball der af præsident Johnson var blevet udnævnt til FN-ambassadør, selv om han lige fra begyndelsen havde taget afstand fra eskaleringen af Vietnamkrigen. Det interessante var at de to lignede hinanden: begge i både fysisk som psykisk forstand store mænd, der opførte sig som aggressive tyre. Men sammenstøddet fortalte unægteligt også noget om magtforholdet i FN og i verden: mens det stod på, var der dødstille i den store sikkerhedsrådssal og der var - naturligvis - ingen andre der blandede sig i duellen (81). Dobbeltbeslutningen I slutningen af 1982 og begyndelsen af 1983 blussede den sikkerhedspolitiske debat op efterhånden som NATO’s dobbeltbeslutning fra 1979 om at udstationere 572 atomraketter i Vesteuropa rykkede tættere og tættere på. Jeg havde ikke tidligere beskæftiget mig med sikkerhedspolitiske spørgsmål, men skrev den 16. februar 1983 en kronik i Kristeligt Dagblad hvor jeg „forsøgte at sætte de sikkerhedspolitiske synspunkter, der blev fremsat fra socialdemokratisk side, ind i en lidt større sammenhæng“. Det var især de borgerlige partiers angreb på Anker Jørgensen der havde fået mig til at reagere. For som jeg anførte måtte Berlingske Tidendes leder af 28. november 1982 „selv efter denne avis’ normale indstilling til Socialdemokratiet og dets politikere betegnes som endog meget perfid“. Det morsomme i den forbindelse er at Kristeligt Dagblad gjorde det til en forudsætning for at bringe artiklen at jeg ændrede „perfid“ til „polemisk“ og iøvrigt nedtonede mine „stærkt polemiske udfald“ mod Berlingske Tidende.

172

Når jeg støttede „Socialdemokratiets ønske om at standse op og se lidt nøjere på NATO’s dobbeltbeslutning fra 1979”, hænger jeg det op på „at Reagan-administrationen har ændret det udenrigspoltiske billede“. „En væsentlig forudsætning for Socialdemokratiets tilslutning til NATO’s såkaldte dobbeltbeslutning var, at der virkelig blev påbegyndt seriøse forhandlinger. I stedet for at gennemføre sådanne forhandlinger har Reagan-administrationen, efter at den kom til i januar 1981, påbegyndt et gigantisk atomoprustningsprogram“ hvor „de økonomiske, moralske og sikkerhedsmæssige konsekvenser efterhånden har ført til en stigende modstand i USA“. Mit egentlige ærinde var imidlertid at påvise at også Schlüter-regeringen måtte erkende at „det er Socialdemokratiet der siden samme parti i 1949 besluttede, at Danmark skulle være medlem af NATO, har fastlagt den sikkerhedspolitiske linje“. Hverken da Socialdemokratiet i 1953 afviste tilbuddet om varig stationering af allierede flystyrker her i landet, eller da H.C.Hansen i 1958 afviste at modtage atomvåben i den nuværende situation - d.v.s. i fredstid - havde der været enighed om sikkerhedspolitikken mellem højrepartierne og Socialdemokratiet. „Angrebene på Socialdemokratiet for at svigte denne enighed måtte derfor betegnes som af partipolitisk karakter“, rent bortset fra at de var temmelig hykleriske i og med at regeringen havde accepteret Socialdemokratiets dagsordensforslag både under folketingsdebatten i december 1982 og i februar 1983. Ud over at slå fast, at „den sikkerhedspolitiske debat i Socialdemokratiet finder sted inden for den ramme, der blev formuleret i udtalelsen fra årsmødet i september 1981, nemlig at forsvarspolitisk er der ikke nogen realistisk alternativ til dansk medlemsskab af NATO med alliancens dobbelte formål, sikkerhed og afspænding“ konkluderede jeg at „når en sikkerhedspolitik udformet alene af højrepartierne ikke vil være troværdig, hænger det sammen med, at den nødvendige brede tilslutning til en dansk sikkerhedspolitik kun er mulig, fordi befolkningen er sikker på, at Socialdemokratiet både gennemfører de nødvendige forsvarspolitiske beslutninger, og at intet skridt foretages, som kan lægge afspændingsbestræbelserne sten i vejen. Uden at gå de nuværende regeringspartier for nær kan man vist godt konstatere, at de aldrig har været interesseret i at udforme nogen egentlig dansk sikkerhedspolitisk holdning, men har været tilfreds med at følge de amerikanske synspunkter, som der har kunnet opnås enighed om i NATO“.

173

Debatten op gennem 90’erne af de her fremførte argumenter er unægtelig ikke blevet mindre skinger: Anker Jørgensens og Socialdemokratiets holdning i sikkerhedspolitikken er af højreorienterede kredse nærmest blevet udskreget som „forræderi“ mod NATO-samarbejdet. Som det fremgår af ovenstående finder jeg at dette for såvidt angår dobbeltbeslutningen er forkert. Fodnotepolitikken har jeg ikke kunnet følge på nærmeste hold da jeg fra 1.oktober 1983 rejste til Tanzania. Men der er da ingen tvivl om at partiet her er gået betydelig længere end man ellers ville hvis man havde siddet med regeringsmagten. At de kræfter i Socialdemokratiet der ønskede at gå så langt fik overtaget, må bl.a. tilskrives den konfrontationskurs som Schlüter-regeringen - og først og fremmest Uffe Ellemann Jensen - satsede på. En betydelig mere nuanceret kritik fik jeg fra Robert Pedersen (82) - en af de meget få socialdemokrater der sammen med K.B.Andersen gik imod partiets ændrede holdning til NATO’s dobbeltbeslutning. Den fortjener derfor at blive gengivet in extenso: „da en god fælles ven spurgte mig om mit syn på din kronik måtte jeg svare, at du var for velbegavet og for retlinet til at servere et forsvar for en kovending i SDs sikkerhedspolitik. Ganske vist bedre end Lasse Budtz, hvis du betragter det som en kompliment? For det første gik regeringen A.J. ind for dobbeltbeslutningen og forlod først dette standpunkt 3 uger efter Schlüter kom til. Det er troløshed så det batter. Da AJ var statsminister hed det hele tiden i de udenrigspolitiske forklaringer, at invasionen i Afghanistan, uroen i Polen og installeringen af en SS 20 hver 5. dag var den baggrund, hvorudfra vor beslutning skulle ses. Det taler man ikke længere om og det finder heller ikke plads i dine partipolitiske fortolkninger ! At sammenligne den „nye kurs“ med SDs holdning til fremmede styrker samt A-våbene i DK, minder om den form for dialektik som DKP anvender, thi både Hedtoft og H.C. sagde nej, da de blev spurgt, mens den nuværende ledelse først sagde ja, mens nej’et først kom, da man ikke længere havde ansvaret for regeringen. Jeg er ikke nogen begejstret Reagan-fan, men det må være forbigået din opmærksomhed, at præs.Carter, der først ville føre udenrigspolitik på „et moralsk grundlag (hvad det så er !) allerede i sine sidste 1½ år opdagede, at man kun kunne forhandle med USSR, hvis man har noget at handle med. Jeg har ikke læst Robert Scheer og navnet siger mig heller ikke noget,

174

men at tage det demokratiske partis politik til indtægt for SDs nye linie skyldes enten uvidenhed eller det, der er værre ! Kennedy er jo f.eks. imod en aftale, der blot medfører, at alle SS 20’erne flyttes til Sovjets østgrænse. Og de fire gamle dignitarer ønsker jo i stedet en stærk øgning af NATO’s konventionelle styrker. Vil Lasse Budtz og Kjeldgaard agitere herfor ?“ Set i lyset af hvad der faktisk skete har Robert fået ret i at det var forkert at ændre holdningen til NATO’s dobbeltbeslutning: det var vel netop Reagan-administrationens atomoprustning der var med til at knække den sovjetiske økonomi og dermed - hvad ingen af os havde troet - presse Sovjetunionen til at nedruste. Men man skal huske på at ingen dengang troede at det kommunistiske system ville bryde sammen i vores levetid! Hvad Robert også overså var, at der hverken i det danske - og langt mindre i det tyske - Socialdemokrati var flertal for at gennemføre en sådan konfrontationspolitik. Som jeg anfører i kronikken „det bør ikke komme som nogen overraskelse at politikken i Socialdemokratiet fastlægges i et samspil mellem ønsket om at gennemføre en kontinuerlig udenrigspolitik og medlemmernes ønsker om at påvirke også udenrigspolitiske spørgsmål. Det er nu engang forudsætningen for et bredt demokratisk parti“! Ud over Reagan-administrationens konfrontationspolitik på atomområdet var der 2 forhold der nok fik mig selv og de fleste socialdemokrater til at gå længere i sikkerhedspolitikken end vi egentlig ønskede: - det var ikke alene på atomområdet at Reagan-administrationen lå langt fra socialdemokratisk politik: på samtlige områder var hans politik en direkte udfordring til alt hvad de europæiske socialdemokratier stod for. Jeg oplevede det selv på bistandsområdet hvor de ekstremt højreorienterede repræsentanter han havde udpeget, systematisk de- monterede det amerikanske bistandsprogram og ødelagde samarbejdet inden for FN-systemet og i Verdensbanken. Samt i hans støtte til apartheid-regimet i Sydafrika der vel ganske godt afspejlede at Reagan selv kun kan betegnes som halvracist. Så mistilliden til den „trigger-happy cowboy“ var udbredt. - på det indenrigspolitiske område hvor Schlüter-regeringen kørte på frihjul rent sikkerhedspolitisk: det er nu engang enhver oppositions opgave at få fjernet den regering der sidder ved magten. Når regeringen

175

derfor på det sikkerhedspolitiske område gentagne gange lod sig stemme ned uden at drage nogen parlamentariske konsekvens og samtidig beskyldte Socialdemokratiet for forrædderi, kan det kun betegnes som useriøst hykleri. Men Robert har også ret når han beskylder mig og dermed næsten hele det danske Socialdemokrati for ikke at tillægge „invasionen i Afghanistan, uroen i Polen og installeringen af en SS 20 hver 5. dag“ tilstrækkelig vægt til at stå fast ved NATOs dobbeltbeslutning. Når disse argumenter ikke længere spillede den samme rolle indenfor Socialdemokratiet, hænger det såvidt jeg kan se sammen med at 2 af de fundamentale ændringer der var sket i 60’erne i Øst-Vest forholdet først slog igennem i det danske og - hvad der ikke var mindre væsentligt i en europæisk sammenhæng - det tyske Socialdemokrati i begyndelsen af 80’erne: - det var amerikanerne der havde vundet konfrontationen under Cuba-krisen i 1962. På grund af sine atomvåben var Sovjetunionen stadig en trussel mod verdensfreden. Men den frygt der havde været i efterkrigstiden i Vesteuropa for at blive rendt over ende af det kommunistiske system forsvandt. - invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968 havde vist 2 ting: nemlig at kommunismen ikke kunne reformeres - der kunne ikke udvikles et kommunistisk system „med et menneskeligt ansigt“. Men invasionen havde også bekræftet at det ikke var muligt at skabe råderum for en mere demokratisk udvikling i et eller flere af de østeuropæiske lande før der var sket en fundamental ændring af systemet i Sovjetunionen. Konsekvensen af den ændrede opfattelse af trusselsbilledet blev først og fremmest en mindre villighed til at acceptere hvad der blev opfattet som Reagan-administrationens „konfrontationsstrategi“. Men det medførte også en opprioritering af kontakterne med de kommunistiske regeringer som havde magten. Samt - hvad der skulle vise sig at blive fatalt - en nedprioritering af interessen for de kræfter i de østeuropæiske lande som stod i modsætning til de kommunistiske magthavere. Men her havde læren fra invasionen i Tjekkoslovakiet jo netop været at det ikke ville være muligt for de demokratiske kræfter i de europæiske vasallande at gøre oprør før der var sket grundlæggende ændringer i det kommunistiske regime i Sovjetunionen.

176

Noget helt andet er, at man ved udformningen af Socialdemokratiets politik nok burde have ladet sig påvirke noget mindre af de forskellige græsrodsbevægelser hvad enten de var imod atomvåben eller for fred underforstået i modsætning til hele den resterende del af befolkningen! Dette så meget desto mere som det bagefter har vist sig at adskillige af disse organisationer var ret så kraftigt kommunistisk inficerede. Årene i Tanzania I mine 34 år i Udenrigsministeriet kom jeg til at beskæftige mig med de fleste aspekter af forholdet til den tredje verden: som ambassadesekretær ved den danske FN-mission i New York fra 1967 - 70 hvor jeg var tilknyttet 4.udvalg - afkoloniserings-udvalget. Her var jeg bl.a. med til at behandle spørgsmålene vedrørende de portugisiske kolonier Angola og Mozambique samt Sydrhodesia - nu Zimbabwe. I min anden periode ved FN fra 1974 - 79 var det først og fremmest økonomiske spørgsmål

Møde i FN’s økonomiske og sociale råd i Geneve i juli 1977 eller 78. I stolen ambassadøren i Geneve Hans Kastoft der tidligere havde været min chef i Danida. Bagerst de to uhyre effektive ambassadesekretærer ved FN-missionen i New York Birgitte Møller – nu kontorchef ved UNESCO i Paris - og Ellen Margrethe Løj – nu ambassadør ved FN-missionen i New York.

177

i forbindelse med hele udviklingsproblematikken, der var mit arbejdsområde. Fra 70 - 74 og igen fra 79 - 83 arbejdede jeg med bistandsspørgsmål i Danida. Endelig fik jeg som ambassadør først i Dar es Salaam i 4 ½ år, dernæst i Harare i 5 ½ år og endelig i Nairobi i over 3 år mulighed for at opleve hvorledes de økonomiske og politiske forhold som jeg havde beskæftiget mig med på et mere abstrakt plan fungerede i praksis. Efterhånden som den danske udviklingsbistand ikke alene skal bidrage til økonomisk vækst, men også til at styrke demokrati og menneskerettigheder, er opgaven for de udsendte diplomater og bistandsmedarbejdere unægteligt blevet vanskeligere: man skal balancere mellem Wienerkonventionens krav om at en diplomat ikke må blande sig i opholdslandets interne anliggender, samtidig med at man aktivt skal støtte det arbejde som f.eks. de politiske partier, de kirkelige organisationer og andre NGO’er udfører for at styrke både demokrati- og menneske-rettighederne herunder ikke mindst kvindernes ligestilling. Alt sammen rettigheder som en præsident Mugabe og en præsident Moi nok i fine taler går ind for, men som de i praktisk politik gør alt for at bekæmpe. En spændende men ikke ligefrem let balancegang! Afrika er i dag på mange måder økonomisk mere tilbagestående end det har været politisk korrekt at indrømme. Det kan imidlertid i meget høj grad tilskrives kolonialismen: - politisk er kolonialismens sidste bastion - apartheidstyret i Sydafrika - først besejret i 1994, og eftervirkningerne både internt i Sydafrika og i hele det sydlige Afrika vil det tage adskillige generationer at overvinde. - mentalt har det vist sig at tage meget længere tid at skabe sammenhængende nationalstater af de forskellige stammer som under kolonitidens del-og-hersk politik ofte havde bekriget hinanden. Samtidig er industrien (og i Zimbabwe landbruget) stadig domineret af hvide (Zimbabwe) eller de af kolonimagten importerede indere (Tanzania og Kenya). - mange af kolonitidens økonomiske strukturer er stadig intakte - f.eks. en række af de halvstatslige institutioner indenfor landbrugssektoren som slet ikke er gearet til de afrikanske bønders behov. Som om det ikke var nok, har befolkningseksplosionen ramt Afrika ekstra hårdt.

178

Baggrunden er den økonomiske underudvikling i især de afrikanske lande, men også de vestlige landes manglende villighed til at forøge bistandbevillingerne så også de afrikanske lande kunne få gennemført de nødvendige investeringer i arbejdspladser, infrastruktur og sundhedsog uddannelses-sektoren. Under mit arbejde ved FN fra 1974-79 med opfølgningen af udviklingsstrategien for 1970’erne og udarbejdelsen af en ny udviklingsstrategi for 80’erne var det netop bekæmpelsen af befolknings-eksplosionens følger der stod i centrum. Vi var allerede dangang helt på det rene med at resultatet ville blive katastrofalt hvis der ikke blev stillet stærkt forøgede bistandsmidler til rådighed så der kunne skabes den nødvendige vækst til at opsuge den øgede befolkning og samtidig få igangsat en systematisk indsats der kunne dæmpe fødselsraten. Men en sådan indsats ville man fra amerikanske side ikke være med til. Så

Underskrivelse af tilsagn om dansk bidrag til FN’s udviklingsprogram (UNDP) ca 1975. Lige bag mig min svenske kollega og gode ven Per Jödahl – som jeg genså da vi senere blev ambassadører i Tanzania. I bagerste række yderst til højre Bradford Morse der i en årrække var UNDP’s energiske administrator men som det til trods for at han var tidligere republikansk medlem af Repræsentanternes Hus ikke lykkedes at få hævet USA’s allerede da sjofelt lave bidrag til UNDP.

179

den katastrofale økonomiske udvikling i de fattige afrikanske lande kan ikke komme bag på nogen. De økonomiske realiteter - fattigdommen, slummen i byerne og forfaldet - som jeg blev konfronteret med var en barsk oplevelse. Især for en der altid havde troet på nødvendigheden af „en stærk stat“ var det et chok at måtte konstatere at „staten var en væsentlig del af problemet“. Som de fleste i min generation havde jeg forståelse for den naturlig afsky som lederne af uafhængigheds-bevægelserne havde oparbejdet til de kapitalistiske principper hvorpå kolonialismen var opbygget. Og for at vi skulle forsøge at hjælpe dem med at få den alternative - statsstyrede - udviklingsmodel, som mange af lederne af de nye lande havde indført da de overtog magten, til at fungere. Som jeg konkluderer i en indberetning fra april 1985: „Det Tanzania, den britiske kolonimagt forlod for 23 år siden, var økonomisk og socialt tilbagestående i en grad, som vi har vanskeligt ved at fatte. Det er på baggrund af den korte tid imponerende, at det overhovedet har været muligt at udvikle Tanzania til en sammenhængende og ganske vist efter vores standard dårligt fungerende, men alligevel fungerende stat. Inden for hvert eneste område har der skullet opbygges en identitet og en erfaring, som ikke fandtes ved uafhængigheden“. Og om den socialistiske samfundsmodel: „Baggrunden for nationaliseringerne var en situation, hvor hele erhvervslivet var på udenlandske (engelske) eller indiske hænder, medens Tanzanias sorte befolkningsflertal - d.v.s. ca. 98 % af befolkningen - ikke havde nogen som helst indflydelse“. Jeg blev imidlertid hurtigt efter ankomsten til Tanzania klar over at de omfattende nationaliseringer præsident Nyerere havde gennemført ganske enkelt havde medført at intet fungerede. Bl.a. fordi den private sektor med nationaliseringerne var blevet frataget al incitament til at medvirke til landets udvikling. Hvilket var kommet bag på arkitekten for Nyereres økonomiske model Amir Jamal. En blændende begavet teoretiker af indisk herkomst som da vi kom til Tanzania stadig var økonomiminister. Samtidig med at han og hans charmerende indiske kone tævede Anni og mig i bridge forklarede han hvordan det økonomiske system efter selvstændigheden ikke var resultatet af nogen forkromet økonomisk model men derimod var resultatet af en kombination af at få gennemført politiske ændringer til fordel for den tanzanianske befolkning og nødvendige indgreb - ofte

180

i form af feberredninger. De første år måtte Jamal og Nyerere så at sige prøve sig frem - trial and error - og stod ifølge Jamal ofte helt uforberedte over for de krav ændringerne i den internationale økonomiske udvikling stillede dem overfor. Hvor tæt Jamal stod Nyerere fremgik af at han selv efter at være gået af som minister ledsagede Nyerere på hans afskedsbesøg til Danmark i 1985. Men trods samtalerne med Jamal og trods al min forståelse for behovet for også økonomisk at gøre sig fri af kolonialismen ændrede det desværre ikke ved den uundgåelige konklusion at den socialistiske og dermed centralistiske model Tanzania havde valgt kom til at koste landet flere årtier i tabt udvikling. Hvor rigtig denne konklusion var, blev skåret ud i pap allerede i 1984: Tanzania havde på daværende tidspunkt udtømt alle sine kreditmuligheder og havde ingen valutareserver til at finansiere importen af nødvendige råvarer eller reservedele. Forsyningerne med olie var ved at være udtømte hvilket var katastrofalt i og med høsten stod for døren. Men ingen af de internationale selskaber ville levere olie før de havde fået fuld betaling forud. Så ankommer et iransk skib med råolie til rafinaderiet i Dar es Salaam. Selv med de gode forhold til Tanzania krævede iranerne imidlertid at tanzanianerne skulle lægge 10 % af lastens værdi før de vil lægge til kaj. I over en uge ligger det iranske skib uden for Dar mens tanzanianerne febrilsk forsøger at få indsamlet den nødvendige valuta. De prøver alt herunder at lægge hånd på de halvstatslige landbrugsvirksomheders begrænsede valutatildelinger til indkøb af helt nødvendige reservedele. Men det er ikke nok og efter en uge sejler det iranske skib væk uden at have losset olien. For øjnene af en stadig stigende del af byens befolkning - herunder mig selv - der dagligt tager ned til havnen for at følge dramaet. Men det blev til gengæld indledningen til afslutningen på den socialistiske udviklingsmodel - og stærkt medvirkende til at Julius Nyerere besluttede sig for året efter at forlade præsidentposten for ikke at blive tvunget til at underskrive aftalerne med IMF og Verdensbanken. Desværre blev han som formand for partiet og hindrede dermed gennemførelsen af de nødvendige markedsorienterede reformer i yderligere en periode. Til stor skade for den tanzanianske økonomi. På den anden side viste mit møde med nogle af de store firmaer der opererede i f.eks. Zimbabwe og Kenya at det var helt nødvendigt at regulere markedskræfterne: det internationale mineselskab Lonrho købte f.eks. politikere i bundter.

181

Problemet - selv for en tilhænger af en stærk stat som mig - er med andre ord at en for hurtig opbygning af statsmagten i praksis har vist sig umulig at gennemføre uden samtidig at bremse den private sektors helt nødvendige bidrag til udviklingsprocessen. Så valget er barsk: enten ingen - men en ihvertfald på papiret reguleret - udvikling eller en i det store og hele ureguleret udvikling hvor sjakalkapitalismen vil stikke sit hæslige fjæs frem i en overgangsperiode. Sjakaløkonomien er allerede i dag en realitet i de fleste afrikanske lande - spørgsmålet er om det gennem opbygningen af et demokratisk „check and balance“-system vil lykkes efterhånden at få opbygget de nødvendige statslige regulerings-mekanismer. Gennem en styrkelse af såvel de demokratiske som de statslige instutioner kan vi bistå med denne proces - men den bliver både langvarig og vanskelig. Den katastrofale økonomiske udvikling som Tanzania gennemløb i 80’erne stillede naturligvis det danske bistandssamarbejde overfor en række svære udfordringer. På grund af den ideologiske modvilje mod at efterleve den medicin IMF og Verdensbanken ordinerede blev der ikke indgået aftaler mellem de to organisationer og den tanzanianske regering. Resultatet var at Tanzania hverken modtog bistand fra Verdensbanken eller kunne modtage lån til finansiering af importen fra IMF. Da jeg umiddelbart før jeg skulle til Tanzania i 1983 spurgte Verdensbankens Præsident Peterson hvorfor Banken ikke ønskede at yde bistand til Tanzania før landet havde indgået en aftale med IMF var svaret: „hvert land har naturligvis ret til at tilrettelægge sin økonomiske politik på en sådan måde at det fører til helvede men Verdensbanken ser intet formål i at bistå på denne rejse“. Resultatet var at også de bilaterale donorer som USA, UK og til dels Tyskland, Holland og Canada langsomt trak sig ud og efterlod de skandinaviske lande som Tanzanias primære samarbejdspartnere. Den manglende samarbejde med IMF og Verdensbanken betød imidlertid at de nordiske bistandorganisationer helt manglede den udviklings- og sektorplanlægning og de makroøkonomiske data som de to organisationer ellers står for at udarbejde og som dansk udviklingsbistand normalt er bygget op på. Dette arbejde kunne de nordiske lande naturligvis ikke erstatte og erfaringerne fra denne periode viser klart hvor afhængige vi er af de to organisationer. Men forsøgene på at følge med betød både at der kom større fokus på den danske bistandsindsats og at vi på ambassaden blev langt stærkere involveret i at følge - og direkte

182

Præsident Mwinyi hilser på udenrigsminister Uffe Elleman Jensen i Arusha i 1987.

rådgive vedrørende udformningen af - Tanzanias økonomiske politik. Det var en uhyre spændende opgave der bragte mig tæt på de tanzanianere der skulle forsøge at gennemføre Julius Nyereres ofte noget bizarre økonomiske politik. Først og fremmest finansminister Msuya og hans departementchef Rutihinda men også preminister Warioba. Msuya var en dygtig økonom og en mindst lige så dygtig politisk overlever - så ham var der ingen der kom helt ind på livet af. Derimod kom jeg tæt ind på livet af Warioba og blev ven med Rutihinda. Rutihinda lærte jeg at kende på tennisbanen - hvor vi var lige dårlige. Han var meget mere udadvendt end Warioba, og det morsomme er at jeg her bagefter mere erindrer ham for de mere generelle diskussioner om tanzanianske forhold end om de særlige økonomiske problemer som ellers var hans speciale. Nok fordi vi slappede godt af i hinandens selskab. Da jeg kom til Tanzania, var Warioba Attorny General hvad der svarer til justitsminister og som briliant folkeretsrådgiver meget ude at rejse for FN. Han arbejdede f.eks. som formand for havretskommiteen tæt

183

De nordiske ambassadører til ”brainstorming” hos premierminister Warioba. Ikke alene var Warioba højt begavet og en arbejdsnarkoman men han var også charmerende – når det var påkrævet – og så levede han mest af kaffe og cigaretter. Til venstre den norske ambassadør Ola Dørum.

sammen med Peter Brückner. På grund af en dum sag hvor en dansker var blevet fængslet fik jeg fra begyndelsen temmelig meget at gøre med Warioba. Han var hvad man rolig kan kalde „en hård banan“ og det tog derfor ganske lang tid og mange kræfter at få løst den konkrete sag. Men samtidig kunne Warioba være ganske charmerende. F.eks bad han til et selskab Anni om at sørge for at jeg ikke så så bekymret ud for den konkrete sag skulle nok løse sig. Vi blev også rystet sammen af en makaber oplevelse: vi var begge af den norske ambassadør Ola Dørum inviteret til at møde den norske chefforhandler i Havretskommiteen, Jens Evensen. Da vi ankom var hverken vært eller æresgæst der, og der gik flere timer før de kom. Det viste sig at de netop havde fået besked om at Jens Evensens ­politiske lærling Arne Træholt var blevet anholdt for spionage til fordel for Sovjetunionen. Så stemningen var alt andet end munter - men

184

Warioba og jeg fik unægtelig god tid til at snakke sammen. Så udgangspunktet var i orden: jeg lærte at sætte stor pris på hans meget intense person - der nærmest overlevede den meget store arbejdsbyrde på kaffe og cigaretter. Da Warioba efterfulgte den i alle henseender meget mere runde Salim Salim som statsminister i 1985 var de nordiske lande alvorligt bekymrede for Tanzanias stadig forværrede økonomiske situation. Jeg fik derfor rig lejlighed til at diskutere den økonomiske udvikling med Warioba. Et par gange på en nærmest „brain storming session“ hvor han og jeg endevendte problemerne mens hans embedsmænd sad i baggrunden og hørte på. Noget sådant kunne kun ske fordi vi med rette blev opfattet som „en virkelig ven af Tanzania“. Afrikanske profiler Afrika kan ikke andet end gøre et uudsletteligt indtryk. Og de mere end 13 år Anni og jeg arbejdede i Østafrika og Det sydlige Afrika har naturligvis påvirket os dybt. Selv om diplomattilværelsen i en vis forstand kan siges at være en rejse på første klasse, gjorde bistandsaspektet at vi kom endog meget tæt ind på livet af de politiske og administrative myndigheder i de tre lande hvor vi boede. Samtidig krævede bistandsarbejdet også at man rejste så langt væk fra hovedstæderne som man næsten kan komme - hvad enten det var for at besøge bistandsprojekter eller politikere i deres valgkredse. Det er helt umuligt at nævne alle de mennesker vi traf, og jeg har derfor valgt at omtale 4 af de politikere Anni og jeg mødte langt fra hovedstaden og en fagforeningsmand. Det er meget forskellige mennesker der kæmpede for at få gennemført deres synspunkter i praktisk arbejde og mennesker som jeg kom til at synes om. Det samme kan siges om både det store flertal af vore diplomatiske kolleger og om de mange mennesker der er udsendt for at gennemføre det danske bistandsprogram. For i modsætning til almindelig opfattelse er langt de fleste ambassadører og deslige meget interessante - endog tænksomme - mennesker hvis man selv er interesseret i at komme ind på livet af dem. Begge grupper har bidraget stærkt til at vi fik gode og interessante år i Afrika - men det er nu engang de mennesker der boede der, der gjorde de 13 år til noget særligt. Men for at man ikke skal tro at Afrika kun er befolket af lutter sympatiske mennesker slutter jeg af med at beskrive mit møde med to

185

af de ikke helt så sympatiske politikere som det også var nødvendigt at pleje omgang med. Så her følger en beskrivelse af 7 af de politikere som jeg kom temmelig tæt ind på livet af: - Den senere finansminister Kibona som vi besøgte i hans valgkreds i det sydlige Tanzania. Kibona var som så mange andre af de første generationer af tanzanianske politikere uddannet som lærer men meldte sig tidligt under fanerne i Julius Nyereres parti Chama Cha Mapindusi (CCM) hvor han hurtigt steg i graderne - først til parlamentsmedlem, derefter til viceminister i finansministeriet, så overført til forsvarsministeriet for at forsøge at få skik på forsvarsbevillingerne, der under tanzanianernes kamp i det nordlige Mozambique mod oprørsbevægelsen RENAMO var løbet helt løbsk, for endelig at ende som finansminister. Han var en stor jovial mand med en sund dømmekraft: på den ene side absolut loyal overfor Nyerere og partiet men på den anden side helt klar over at det var den totale statsdirigering og ikke som regimet selv hævdede de udefra kommende begivenheder som olieprisernes himmelflugt og IMF’s krav der var skyld i Tanzanias økonomiske nedtur. Kibona var som mange tanzanianere meget charmerende og først og fremmest meget åben og interesseret i andres meninger, så vi kom efterhånden til at sætte stor pris på hinanden og fortsatte derfor ofte de officielle møder og receptioner hjemme på terrassen i residensen over en øl eller to. Hvilket både personligt og fagligt var interessant, i og med at det unægtelig var to ret så centrale emner han var engageret i. Under en valgkamp indenfor CCM - Tanzania var dengang en etpartistat - til parlamentet var Kibona så dominerende i sin valgkreds at ingen andre turde udfordre ham. Da der alligevel ikke skete noget i Dar es Salaam mens de andre sloges om pladserne, inviterede han Anni og mig til at besøge sig i sin valgkreds. Her turede vi rundt i valgkredsen der var på størrelse med Lolland en 4-5 dage og fik ikke alene et glimrende indtryk af hvorledes den almindelige tanzanianer fjernt fra hovedstaden lever, men også i bagdelene og nyrerne et hårdtslående indtryk af problemerne med det ofte tæt ved ikke eksisterende vejnet. - Zanzibar var ganske vist blevet en del af Tanzania i 1964 men både befolkningen og den politiske kultur adskiller sig så fundamentalt fra fastlandet at forholdet mellem de to dele altid har været problematisk.

186

Den formelle åbning af et af de mest vellykkede danske bistandsprojekter - to village hospitals på den nordlige og sydlige del af øen Zanzibar - blev foretaget af vicepræsident - senere præsident - Mwinyi. Men det blev mødet med Mwinyis førsteminister Seif Shariff Hamadi der blev mest interessant. Mwinyi var meget interesseret i de to nye klinikker - især i anvendelsen af solceller til at pumpe og varme vandet der dengang var helt epokegørende - men var vanskelig at få til at diskutere et emne så snart det blev blot lidt kontroversielt. Sådanne vanskeligheder havde jeg derimod ikke med Hamadi der var uhyre åben om Zanzibars mange problemer og ikke bange for at lægge sine egne - undertiden kontroversielle synspunkter frem til debat. Vi kom så godt ud af det med hinanden at han to gange inviterede Anni og mig hjem til sig. Hvor vi fik et indblik i en verden vi havde troet var forsvundet fra Zanzibar da Karume fordrev - og myrdede mange af - de tidligere arabiske herskere. For ikke alene var de private gemakker i førsteministerens bolig blevet indrettet i arabisk stil, men Hamadi optrådte selv i kaftan, og kvinderne - vi fandt aldrig ud af om det var hans kone eller koner - deltog aldrig i måltidet eller satte sig ned. Derimod havde han inviteret Zanzibars nyudnævnte kvindelige undervisningsminister - der dog ikke sagde et ord - „for at hun kunne lære hvordan man omgås diplomater“. Allerede før vi var taget fra Tanzania, kom Hamadi i alvorlige vanskeligheder og blev først fyret og senere sat i en slags husarrest. Det skete på grund af hans forsøg på at liberalisere det økonomiske liv - hvilket først kunne ske efter at Julius Nyerere ikke længere havde indflydelse over tanzaniansk politik - men først og fremmest fordi Hamadi ønskede mere selvbestemmelse for øernes befolkning. Hermed lagde han sig ud med CCM - og det slipper man ikke godt fra i Tanzania. - Jeg var så heldig straks efter at være kommet til Kenya at møde den legendariske leder af den næststørste stamme Luo’erne Oginga Odinga. Selv om han i 1993 var gammel - og døde kort tid efter - kunne man stadig mærke hvor stærk en politiker han må have været. Odinga havde to sønner: Raila Odinga der blev en fremtrædende oppositionspolitiker som jeg mødte mange gange. Han lignede både fysisk og i sin dynamik Per Hækkerup. Men det var hans meget mere neddæmpede broder Oburu Odinga jeg kom tættest ind på livet af. Mens Raila var gået ind i „national“ politik og først og fremmest tegnede oppositionen mod Moi-regimet i Nairobi, var Oburu blevet talsmanden for Luo-stammen og havde overtaget faderens valgkreds i Luo-land d.v.s. op til Victoriasøen

187

mellem Kisumu og grænsen til Uganda. Her - i en af de fattigste dele af Kenya - herskede Oburu og hans parti i nævnte rækkefølge. Som han udtrykte det: der var vist en 3-4 stykker i yderkanten af valgdistriktet der var blevet bestukket af KANU til at stemme på Moi, men alle vidste hvem de var. Så vores rundrejse i hans store valgdistrikt formede sig nærmest som en hyldesttourne for Oburu. Men Anni og jeg fik et klart indblik i hvor hårdt livet formede sig, og hvor stort behovet for støtte til først og fremmest fiskeriet men også til undervisningssektoren var. - Kikuyuerne er ikke alene Kenyas største stamme men også langt den mest driftige og - selv om det er et farligt ord at bruge - udviklede. Et af Kenyas store problemer er derfor at Moi-styret aktivt bekæmper ikke alene landets største stamme men dermed også forsøger at indskrænke det økonomiske råderum for landets dygtigste befolkningsdel. Selv om Kikuyuerne ikke som under Kenyatta-regimet behøver at blive absolut dominerende, bør det ikke undre at den økonomiske udvikling under Moi går så dårligt. Kikuyuland - højsletten nord for Nairobi og vest for Rift Valley - er et af de rigeste områder i Kenya og har derfor næsten ingen bistandsprojekter. En undtagelse var et ufærdigt vandprojekt som gjorde at jeg blev opsøgt af det unge dynamiske parlamentsmedlem Martha Karura der inviterede mig op for at se på projektet - helt klart med den bagtanke at Danida kunne finansiere færdiggørelsen. Anni og jeg besøgte derfor flere gange hendes valgdistrikt i hjertet af Kikuyuland. Sidste gang for at indvie vandprojektet - der var blevet færdigt takket være en enormt indsats fra den lokale befolkning - og først og fremmest kvinderne der havde udført det meste af gravearbejdet - og en begrænset leverance af vandrør og pumper fra Danida. Men ud over at støtte især kvinderne i området havde min tilstedeværelse støttet Martha i hendes kamp mod den af Moi-regimet udnævnte District Commissioner og hans forsøg på at bremse ethvert initiativ i distriktet. Jeg kom til at sætte personligt pris på hendes redelighed og åbenhed og til at beundre den beslutsomhed og energi hun udviste som oppositionspolitiker for Democratic Party og som kvinde. For det må ikke have været let at gå op mod alle KANU’s svinske forsøg på at bekæmpe oppositionen - herunder forsøg på at købe hende og hendes medarbejdere, opdigte falske anklager om underslæb og sprede rygter om hendes privatliv - men også mod den foragt der eksisterer i det kenyanske samfund - og især hos præsident Moi - for kvindelige politikere. Vores besøg sluttede altid af i hendes hus - der bestod af et rum og et køkken. Her blev vi sammen

188

med familien herunder hendes gamle far - og den lokale bestyrelse i Democratic Party inviteret til festmad - ris og kylling - skyllet ned med sød te og coca cola. Og helt berettiget afsluttet med en tale af hendes gamle far om hvor stolte de var af Martha. - Efter den blodige uafhængighedskamp sidder ZANU under præsident Mugabe tungt på magten i Zimbabwe. ZANUs magtbase har lige siden uafhængigheden været i landdistrikterne mens bybefokningen kun har fulgt partiet så længe økonomien gik godt. Selv om Zimbabwe aldrig de jura har været en etparti-stat, har Zanu indtil fornyligt effektivt formået at bekæmpet ethvert tilløb til at antaste partiets magtmonopol. Under vores 5 ½ års ophold i Zimbabwe fandtes der således ingen seriøs opposition og ZANU sad på 117 af parlamentets 120 pladser. Også internt er ZANU et uhyre centralt styret parti, bygget op omkring den ubestridte leder Robert Gabriel Mugabe og hans gamle medkæmpere fra befrielseskampen. Og ingen kan beskylde Mugabe for at være nogen humørbombe: han forener de værste sider af en jesuitisk opdragelse med en socialistisk overbevisning der giver sig udslag i en stærk beundring for Nordkorea. Den eneste vestlige politiker han kom godt ud af det med var betegnende nok Margaret Thatcher! Man skal hele tiden have for øje at da jeg kom til Zimbabwe var der kun gået 8 år siden det racistiske Ian Smith regime var blevet besejret. Men efter Murens fald og Nelson Mandelas frigivelse i 1991 var der flere og flere på universiteterne og i pressen - ja selv inden for partiet, hvad Mugabe imidlertid hurtigt fik kvalt - der begyndte at sætte spørgsmålstegn ved om denne situation var holdbar efterhånden som befrielseskampen kom mere og mere på afstand. Det var i denne situation at jeg mødte den nyvalgte formand for Zimbabwes landsorganisation, Morgan Zwangirai. Han var alt hvad magthaverne hadede: for ung til at have deltaget i befrielseskrigen, var ikke medlem af ZANU og hvad der var helt utilgiveligt var med stor energi og intelligens ved at opbygge en magtbase uden for partiets kontrol. Jeg har altid fundet at opbygningen af en uafhængig fagforeningsbevægelse måtte være et væsentligt led i enhver vellykket udviklingsproces, og Zimbabwe havde en vis basis indenfor f.eks.tekstil- og mineindustien samt indenfor en fungerende servicesektor for opbygningen af en fagbevægelse. Med dette udgangspunkt men også fordi Morgan var en god samtalepartner der med sine skarpe analyser fik mine øjne op for mange af de mindre tiltalende sider af Mugabe-styret blev det et interessant bekendtskab hvor det lykkedes mig over ambassadens bevillingskompetance at

189

sikre at Danida finansierede et uddannelsesprojekt for fagbevægelsens tillidsmænd. Hverken mine besøg i LO-hovedkvarteret eller finansieringen af uddannelsesprojektet huede regimet der sørgede for at de ikke blev omtalt i de store statskontrollerede aviser. I stedet søgte de på alle måder at lægge hindringer i vejen for at kurserne kunne gennemføres i provinsen. Officielt blev støtten imidlertid aldrig kommenteret men jeg oplevede under et besøg i en af provinserne at District Commissioner efter et par øl havde løsnet hans tungebånd forbavset spurgte hvordan jeg dog kunne støtte regimets fjender !

Trods mit smil var det helt åbenlyst at Zimbabwes præsident Robert Gabriel Mugabe ikke brød sig særligt om diplomater. Her efter overrækkelsen af mine akkreditiver i 1988 med den daværende ambassadesekretær – nuværende internationale sekretær i Socialdemokratiet - Erik Boel i baggrunden.

190

- I samtlige de 5 ½ år jeg var i Zimbabwe var Nathan Shamuyarira udenrigsminister. Han var unægtelig en helt anden type end Morgan Zwangirai: stærkt ideologisk - han tilhørte den marxistiske gruppe omkring Mugabe der havde kæmpet sig op under befrielseskampen - og kold som en brøndgravers røv. Fra hans tidligere job som informationsminister og ideologisk indpisker gik der frasagn om hvorledes han jordede de journalister der ikke nøjedes med at skrive hvad partiet ønskede. Han var - igen ligesom Mugabe - ikke særlig interesseret i os diplomater som han i realiteten følte var til besvær, og at vores bistandssamarbejde med Zimbabwe skulle kræve en særligt åbenhed stod han helt uforstående overfor. Stor var derfor min forbavselse da jeg en dag blev ringet op og anmodet om at komme op i udenrigsministeriet for at drøfte et personligt spørgsmål med Shamuyarira. Det viste sig at taget på to skolebygninger i Shamuyariras valgkreds var blæst af under en storm og han appellerede derfor til DANIDA om at hjælpe. Vi havde tidligere købt materialer til reparation af skoler efter stormskader men havde på grund af det store antal ansøgninger fundet opgaven uoverkommelig. Nu sørgede jeg for at vi efter en nøjere undersøgelse af det konkrete tilfælde fik stillet materialer til rådighed så skolerne kunne blive repareret. Det forbedrede pludselig vores indbyrdes forhold: jeg tror endda jeg har set ham smile og ihvertfald forbedredes mine muligheder for at diskutere både bistandspørgsmål og andre udenrigspolitiske forhold - samt at få arrangeret møder med tilrejsende danske ministre hvilket mange af mine kolleger fandt næsten umuligt. Men noget hjerteligt forhold blev der nu aldrig tale om. - igennem næsten alle årene hvor Moi har været præsident har Nicolas Biwott været manden bag præsidenten. Han er blevet kaldt alt: Moi’s bøddel og Kenyas mest korrupte politiker. Og begge dele er korrekt, for han har haft enorm magt både som leder af Moi-regimets sikkerhedsapparat, som minister for vand og energi og først og fremmest som Moi’s fortrolige. Ikke en af de større svinestreger lige fra de etniske udrensninger i Rift Valley der har kostet i 10.000 af mennesker livet over sikkerheds-styrkernes mord på en hvid kvinde der kom på sporet af deres aktiviteter til foræringen af de store statsejede ejendomme og statsområder til KANU-støtter og til plyndringen af en række statsbanker med efterfølgende konkurs til følge - alt har Biwott været medvirkende til. Men problemet var bare at Biwott i min tid i Kenya stadig var regimets næstvigtigste mand. Og at jeg gennem min hyppige kontakt med

191

Udenrigsminister Shamuyarira, her sammen med præsident Mugabe. Trods Shamuyariras smil var heller ikke han nogen humørbombe men det lykkedes mig at få etableret et godt arbejdsforhold til ham.

en lang række oppositionspolitikere og direkte støtte til NGO’er hvis formål mere eller mindre direkte var at bekæmpe regimets politik fik en følelse af at styret begyndte at se på mig med tiltagende skepsis. Da der derfor kom en invitation fra Biwott og hans intrigante kone om at deltage i datterens bryllup - en invitation der utvivlsom er gået til hele det diplomatiske korps - fandt jeg at her var lejligheden til at genskabe en vis formel ligevægt. Det morsomme var at nøjagtig de samme overvejelser havde fået den tyske ambassadør til at komme med det resultat at fra Europa var det kun de to stærkeste kritikere af Moi-regimet der deltog i denne hyldest til selvsamme regimes nummer to mand. Men jeg fik

192

både en samtale med den stolte fader - hvor han udtalte sin påskønnelse af den danske bistand til Kenya - og Anni og jeg overrakte det lykkelige brudepar de obligatoriske gaver. Iøvrigt foregik festen - naturligvis med præsident Moi som æresgæst - på gammelt dansk område, nemlig på Karen Blixens Farm ude i Muthaiga. Det var en fest der ville noget - både på den ene og anden måde. Besøg ved Victoriasøen 127 år efter, at den berømte britiske opdagelsesrejsende John Speke som den første hvide stod ved Victoriasøens bredder, foretog jeg 6.-15. december 1985 en rejse til denne fjerne del af Tanzania. Formålet var først og fremmest at besøge danskere i området - hvadenten det drejede sig om missionærer, eksperter eller frivillige. Normalt skrev jeg ikke dagbog - jeg fik min skrivelyst mere end rigeligt tilfredsstillet på arbejdet - men da store dele af rejsen foregik på ­Victoriasøen havde jeg for en gangs skyld fred til at bearbejde og nedfælde indtrykkende. Det efter-følgende er derfor dagbogsoptegnelser fra rejsen: Lørdag den 7. december: Bukoba. Ankom fra Mwanza til Bukoba efter 9 timers besværlig sørejse på M/S Victoria sammen med officielt 750 medpassagerer (det antal, skibet må medbringe). Reelt har der været over 1.000 passagerer, men da jeg havde lånt kaptajnens kahyt, led jeg ingen pladsnød. Det lykkedes søster Anne-Marie at kæmpe den lille Golf igennem trængselen på kajen. Hendes hjem udmærkede sig ikke alene ved en pragtfuld udsigt over Bukoba-bugten, men også ved at være det sted i Kagera-regionen, hvor den Evangelisk-Lutheranske missions virksomhed blev påbegyndt af tyske missionærer i 1910. Programmet blev indledt med et besøg hos Regional Development Director, der rangerer lige under Regional Commissioner i administrationen af de 24 regioner, Tanzania er inddelt i. Der var tale om et udpræget høflighedsbesøg, men RDD’en som han hedder med tanza- nianernes trang til forkortelser, blev interesseret i at fortsætte diskussionen - herunder ikke mindst for at undersøge mulighederne for at få dansk bistand - og der blev straks arrangeret et møde samme eftermiddag, efterfulgt

193

af en middag på det fordums så flotte Bukoba Hotel. Her blev først og fremmest kooperationens vanskeligheder diskuteret, samt de danske muligheder for via Nordic Project yderligere at støtte den nydannede kooperation. Hvad der var mindst lige så interessant var imidlertid, at man åbent erkendte, at AIDS i Kagera-området var et så alvorligt problem, at man ønskede støtte til at gennemføre en oplysningsvirksomhed i regionen. Kagera grænser op til Rwandi og Burundi, hvor man nægter, at AIDS er noget problem. Tanzanianerne lider imidlertid ikke af sådanne krænkede nationale følelser, og tallene er også frygtindgydende: i 1983 døde 3 af AIDS, i 1984 9 og i 1985 foreløbig 161 - og det er vel at mærke kun de tilfælde, hvor dødsfaldene er registreret som AIDS ! Fra RDD’s kontor videre til det Evangelisk-Lutherske kirkecenter, hvor jeg blev budt velkommen af Biskoppen. De danske missionærer i Kagera-regionen blev sammen med svenske missionærer tilkaldt af de - oprindelige - tyske missionærer, efterhånden som også missionsarbejdet blev vanskeliggjort for tyskerne under 2. Verdenskrig. Siden har Ydre Mission hele tiden haft 10-15 missionærer i Kagera-regionen. Kirken er helt afrikaniseret, og da den afrikanske ledelse næsten alle har været på besøg i Danmark - og Sverige - eksisterer der stærke bånd mellem kirken i Danmark og i Kagera-regionen - der næsten er lige så stor som Danmark. Det centrale punkt på dagens program var et besøg hos Søster Ellen på Izimbya Dispensary - svarende til en klinik. Der er ingen læger, men udelukkende sygeplejersker og jordemødre på et Dispensary, der imidlertid i de fleste tilfælde er befolkningens eneste chance for at blive behandlet. Afstanden til Izimbya, der består af 12 huse men ingen postkasse, er kun ca. 60 km - men vejene i Kagera-området er, hvad jeg ikke troede muligt, endnu værre end i det øvrige Tanzania. Så det tog over 5 timer at komme frem og tilbage, selv om Søster Anne Marie kørte så hurtigt, det overhovedet var muligt. Nå, i mellemtiden kunne jeg få stillet min nysgerrighed om området og missionærernes arbejde, og det var til fulde anstrengelserne værd, da vi nåede frem. Dispensariet er omkranset af skov - nåletræer, som ikke kan gro i Dar es Salaam og lå på toppen af en højderyg med en storslået udsigt over dalen frem til næste højderyg ca. 70-80 km længere vestpå. Området var for 19 år siden, da Søster Ellen startede på Izimbya Dispensary, næsten ubeboet, men i løbet af de sidste 10 år der der på grund af befolkningstilvæksten sket en stadig indvandring fra det alt for tæt befolkede Mount Meruområde og fra Rwanda og Uganda. Ialt betjener Dispensariet ca 31.000

194

indbyggere. Med ca. 1.000 behandlinger - herunder fødsler - pr. år påhviler der Søster Ellen en stor arbejdsbyrde - men man har indtrykket af, at hun lever for sit job. Da søster Ida - der er udsendt et år for at hjælpe Søster Ellen - ved sin ankomst så, hvordan landskabet blev mere og mere øde, og spurgte, om der var andre hvide i området, var svaret: Ja, der er du og jeg og jeg og du! Og hospitalet afspejler også, at det er et hårdt nybyggerliv, der føres: slangebid, kamp om jorden og sågar en svanger kvinde, hvor fosteret var gennemboret af et spyd. Alt må dispensariet tage sig af, samtidig med at man skal uddanne tanzanianske sygeplejersker. En beundringsværdig indsats. Søndag den 8. december: Bukoba Ndolage er en lille by ca. 70 km syd-syvest for Bukoba. Hospitalet i byen - der samtidig er distriktshospital - og sygeplejeskolen beskæftiger en række udsendte missionærer fra Danmark, Sverige og Tyskland. Da District Commissioner, Partisekretæren og en række andre lokale dignitarer var troppet op for at byde mig velkommen, fik besøget et noget formelt anstrøg med taler og det hele - men der blev dog efterfølgende tid til en snak over en kop kaffe med de danske og svenske missionærer. Forholdene på Ndolage er betydeligt mere civiliserede end i Izimbya for de udsendte missionærer - mange at snakke med, by i nærheden og ingen problemer med vand og elektricitet. At der ikke er problemer med vand og elektricitet er et særsyn. I Bukoba, hvor strømmen fremstilles af diselgeneratorer, er der ofte strømafbrydelser på 2-3 dage og op til en uge, fordi Tanzania ikke har råd til at importere den nødvendige olie. Man risikerer derfor let, at køle- og fryseskabets indhold skal spises i løbet af et par dage eller skal kasseres! Når Ndolage ikke har strømproblemer, skyldes det at byen og hospitalet ligger oppe på en højslette, hvor vandet fra de bagvedliggende sumpe falder ca. 90 m ned i dalen. Dette vandfald er ikke alene uhyre smukt, men er af missionærer blevet udnyttet som elektricitetskilde. Bl.a. takket være de rigelige vandforsyninger var hospitalet et af de reneste, jeg har set i Tanzania. Dette betyder også meget for moralen på hospitalet, for man kan jo forestille sig, hvordan forholdene på hospitalet må være, når vandforsyningen - som det også er sket i Dar es Salaam bliver afbrudt i over en uge! Ud over at stille kvalificeret - og engageret - personale til rådighed

195

modtager hospitalet tilskud fra missionsselskaberne i Danmark, Sverige og Tyskland. Selv om beløbet ikke er stort, betyder det meget for hospitalets standard, fordi det gives i form af varer, der ellers ikke kan fås i Tanzania. Som en understregning af, hvor alvorlig malariasituationen er blevet i Tanzania, blev det oplyst, at den hyppigste dødsårsag på hospitalet var malaria. For at få folk med malaria til at komme til hospitalet mens de endnu stod til at redde og iøvrigt for at nå længere ud blandt befolkningen med det forebyggende arbejde, havde man påbegyndt et samarbejde med de traditionelle „healers“ (medicinmænd) i landsbyerne. Iøvrigt havde man fra hospitalets side kun lovord til overs for de dansk finansierede sundhedsprogrammer: Essential Drugs programmet og Extended Programme on Immunization. På de under hospitalet hørende dispensaries var forsyningerne fra disse programmer simpelthen den eneste medicin, der fandtes. Sygeplejeskolen udmærkede sig især ved at tvinge eleverne til selv at dyrke deres majs, bønner, bananer m.v. og opdrætte svin og geder, så udgiften til deres kost blev mindre. Om aftenen havde Søster Anne Marie arrangeret et stort afskedsselskab, hvor jeg fik overrakt en Bukoba-tromme for fortsat at kunne stå i forbindelse med dette fjerntliggende område i Tanzania. Mandag den 9.december: I. Mwanza. Om formiddagen fik jeg en grundig gennemgang af Tanzania Railways Corporation (TRC)-Marine Division. Når skibene både på Victoria-søen og Tanganyika-søen overhovedet sejler, har den danske bistand både på management-siden og i form af leverancer af reservedele og nye skibe en væsentlig andel heri. Men de 4 ture på Victoria-søen gav også et levende indtryk af, hvor nødvendig søtransporten er. Både når det drejer sig om passager- og godstransporten, og når det drejer sig om de pramme, som slæbebådene henter og bringer i den lange række anløbssteder rundt om Victoria-søen. Prammene fungerer samtidig som opbevaringssteder, mens de bliver fyldt op med bomuld, og betjener store områder, der ellers er vanskeligt tilgængelige. II. Bujora. Om eftermiddagen var jeg gæst i Sukuma-museet i Bujora - en lille

196

landsby ca. 15 km uden for Mwanza. Her har gennem de sidste 9 år arbejdet danske frivillige på pottemagerværkstedet, syværkstedet og smedeværkstedet. Selve museet var en stor oplevelse, idet det gav et godt indtryk af sukuma-befolkningens rige kultur og lange ­historie. Sukumaland var før uafhængigheden opdelt i ikke mindre end 72 kongedømmer, og det er fra nogle af disse konger, man har fået de kongetrommer, hvis trommen bød mig velkommen på rundturen i museet. Ellers var det kirken - der var opført i traditionel Sukuma-byggestil og hvor udsmykningen var gennemført afrikaniseret - der tiltrak sig opmærksomheden. Om eftermiddagen blev der danset for os, og slangetæmmeren gav en opvisning, som fik mig til at hoppe i stolen. I den store kurv havde han to kvælerslanger, der hver var over 3 m lange. Første gang jeg hoppede, var da han - efter at have taget et forsvarligt tag i halsen på slangerne lagde sig ned i kurven til dem! Næste gang var, da han blev bidt af en 1½ m lang giftslange. Det gjorde ondt, kunne man se, men han havde til formålet medbragt noget salve, som han smurte på. Der findes mange mærkværdige måder at tjene til livets ophold - men en af de mærkværdigste er nok at være slangetæmmer! Og så blev vi overdådigt beværtet. Først med en frokost, hvori deltog 12 danskere fra området. Der var dansk mad i lange baner, men frikadellerne, pariserbøffen og det røgede kød var fra eksotiske dyr som bøfler, impalaer m.v. Middagen blev givet af museets tanzanianske ledelse - den var rigelig og smagte godt, bortset fra at jeg aldrig bliver nogen ynder af den lokale hovedret Ugali: en grød lavet af sembe (majsmel) og kassawa. Godt træt efter de mange oplevelser - og forspist - gik turen tilbage til M/S Bukoba, der mens jeg sov bragte mig sikkert til Musoma. Tirsdag den 10.december: Musoma. Jeg vågnede op med et spjæt, da M/S Bukoba kl. 6 lagde til kaj i Musoma. Da der efter et par timer stadig ikke viste sig tegn på, at jeg ville blive afhentet, fik kaptajnen arrangeret kørelejlighed til Regional Commissioners kontor. Når han ikke vil komme til mig, må jeg komme til ham. Det viste sig, at planlægningen af mit besøg var gået i skuddermudder, fordi partiets generalsekretær skulle komme samme dag, og fordi Regional Development Director - der skulle arrangere besøget - stod over for at blive forflyttet. Arrangementet blev derfor overladt til Regional

197

Planning Officer, som jeg de følgende dage kom til at sætte megen pris på. Efter besøget hos Regional Commissioner blev jeg indlogeret på byens stolthed: Musoma Railway Hotel - hvor der er mindst 100 km til nærmeste jernbane! Arkitektonisk et meget flot hotel, helt bygget i en af de meget smukke tanzanianske træsorter, men som sædvanlig uden finish og helt uden vedligeholdelse. Da hotellet endnu ikke var så gammelt, at det var helt kørt ned, og da det lå usædvanligt kønt ned mod Victoriasøen, blev opholdet imidlertid en dejlig oplevelse. Til trods for de mange myg - men gudskelov moskitonet over sengen - den levende seng (lopper), og at man ikke kunne få hverken øl eller kaffe - i kaffelandet Tanzania - på restauranten. Onsdag den 11.december: I. Tarime. Dagens besøg gik ca.70 km nordpå til den lille by Tarime tæt ved grænsen til Kenya. På vejen besøgte vi et mejeri, der i begyndelsen af 70’erne var blevet bygget ved hjælp af danske statslånsmidler. Det var en forbløffende oplevelse midt i den tanzanianske natur at blive konfronteret med et stykke dansk højteknologi. Lånet er fra den periode, hvor tanzanianerne selv bestemte, hvilke projekter, de ville bruge pengene til, bare de købte danske investeringsgoder. Og mens man i planerne havde regnet med at forarbejde 45.000 kg mælk pr. dag, indsamlede man rent faktisk kun mellem 2.000 (i tørtiden) og 4.500 tons (i regntiden). Men de danske maskiner virkede stadig og var blankpudsede. Godt kram, som mejeristen påpegede, men efterhånden manglede en række reservedele, som jeg blev anmodet om, at Danida finansierede - men mere på de svensk byggede diselmotorer end på det dansk byggede mejeriudstyr. Endnu mere ude af takt med Tanzanias økonomiske udvikling virkede den enorme - 13 m høje atomizer til produktion af tørmælk. Her var problemerne endnu større, men på grund af den lave mælketilførsel, var der kun behov for at bruge anlægget 2-3 gange om måneden. Der vil gå mange år endnu, før der vil kunne etableres et velfungerende mejeribrug i Tanzania. Hvilket også siger noget om, hvor tilbagestående landet er. Næste stop var en kaffesorteringsfabrik, hvor jeg med glæde kunne konstatere, at fabrikken gik godt. Selv om der var vanskeligheder med transporten, var det hidtil lykkedes at få hentet kaffen hos bønderne og at

198

få den behandlede kaffe transporteret til udskibningshavn. Sidstnævnte foregik hovedsageligt via Musoma, hvor kaffen blev lastet på jernbanevogne, der af det dansk støttede TRC-Marine blev færget til Mwanza og derfra videre med jernbane til Dar es Salaam og Tanga. Efter således at have inspiceret distriktets to eneste industrivirksomheder inviterede District Commissioner - der havde mødt mig ved distriktsgrænsen - på frokost. Jeg blev noget overrasket, da det viste sig, at der i Tarime - der er et hul - fandtes en glimrende restaurant, hvor man i modsætning til hotellet i Musoma kunne få øl, kaffe og brød - samt som i Musoma rigeligt med mad, men denne restaurant var også privat ejet! District Commissioner formåede under frokosten at nedsvælge 4 flasker af ½ liter, hvor en øl-elsker som undertegnede ­måtte stoppe efter 2 flasker - selvom det tanzanianske øl er absolut drikkeligt. På hjemturen passerede vi på den relativt smalle grusvej 12 af de store lastvogne med anhænger, der kører fra Mombasa til Rwanda og Burundi. Efter at den nordlige rute gennem Uganda er blevet lukket som følge af borgerkrigen, og efter at broen over Mara-floden har gjort det muligt at benytte ruten syd om Lake Victoria, kører op til 110 - i hver retning - af disse store vogntog de tanzanianske veje sønder og sammen, men alternativet ville naturligvis være økonomisk kaos i Burundi og Rwanda. II. Malaria. Allerede ved ankomsten til Musoma Hotel tirsdag morgen havde jeg hovedpine. Dette tilskrev jeg imidlertid de forrige dages mange oplevelser og kompakte program. Efter at være kommet tilbage fra Tarime følte jeg mig helt groggy og faldt øjeblikkelig i søvn. Da jeg vågnede omkring kl.22 havde jeg det endnu værre og blev klar over, at tilstanden mindede betænkeligt om malaria. Jeg forestillede mig i ånden optakten til en hjernemalaria - og den tiltagende hovedpine syntes på det tidspunkt klart at indikere, at en sådan var i anmarch, så her måtte handles hurtigt. Personalet i receptionen var gået hjem, men det lykkedes mig at få fat i ejeren af den eneste bil ved hotellet (i Musoma er taxaer et ukendt begreb). Moralen af denne historie er, hvor utroligt hjælpsomme tanzani- anerne er, for ikke alene lykkedes det at få fat i ejeren af bilen, selv om hotellets tynde vægge tydeligt havde afsløret, at han var i fuld gang

199

med en dame, men han kørte mig uden indvendiger til hospitalet, ventede der ½ time og kørte mig - en fuldstændig fremmed - tilbage til hotellet. Musoma Regional Hospital, der betjener ca. 800-900.000 mennesker, er som alle tanzanianske hospitaler usædvanligt forfaldent (ingen penge til vedligeholdelse), usædvanligt beskidt (ofte ingen vand) og usædvanligt overfyldt. Samtidig er personalet nedskåret til et absolut minimum. Fra kl.22 til 6 var der ingen læger, men en medicinsk assistent, der imidlertid viste sig at være yderst hjælpsom. Han havde naturligvis ingen mulighed for at konstatere, om det var malaria, men tog - mere for at vise sin gode vilje og sin uddannelse - min puls og mit blodtryk, der til beroligelse for begge parter viste sig at være normalt. Herudover forsynede han mig med standard malaria-pakken: 3 fansidarpiller, aspiriner og et beroligende middel. Faktum var, at jeg efter at have taget denne medicin, sov som en baby i 8 timer. Da jeg vågnede, havde jeg kun en let hovedpine - så jeg slap med skrækken denne gang! Torsdag den 12.december: Buhemba. Føler mig betydelig bedre tilpas men stadig slatten og med hovedpine. Regional Planning Officers vanskeligheder med at få benzin kommer mig derfor svært tilpas. Sammen med en landbrugskonsulent kører vi ad vejen, der bliver dårligere og dårligere til en militærlejr 56 km stik øst for Musoma. Efterhånden som vi fjerner os fra Victoria søen, bliver landskabet mere og mere grønt - det ligner lidt med sine bakkedale et dansk landskab, bortset fra, at der i horisonten op mod den kenyanske grænse hæver sig toppen af en udslukt vulkan. Landskabet er frugtbart og giver hele året græsning til de store kvægflokke, som Land Roveren flere gange har svært ved at passere. På vejen møder vi et hold drenge og piger, malet helt hvide i ansigterne - mit spørgsmål om man fortsat benytter den barbariske skik at omskære pigerne besvares bekræftende: det er en skik, der er ved at uddø i Tanzania, men som fortsat bruges i Mara-området. Vi blev modtaget af lejrkommandanten - en lille bjæffende mand. De faldefærdige barakker tilhørte oprindeligt et mineselskab, der udvandt guld på stedet. Guldudvindingen fortsætter, idet man ved hjælp af en masse sofistikerede metoder udvinder guldet af det tidligere brugte materiale. Det er et internationalt selskab, der står for driften, og da tanzanianerne ikke har nogen kontrolmuligheder, er det utvivlsomt meget lidt af udbyttet, der går i deres lommer.

200

Præsident Nyerere har gang på gang opfordret den tanzanianske hær til at være selvforsynende, så drænet på statskassen kunne begrænses. Det var imidlertid imponerende at se, hvor meget majs, bønner, bananer, bomuld m.v., der blev dyrket samtidig med en kvægdrift på flere hundrede køer - herunder af Jersey-racen. Hvad der imidlertid var endnu mere imponerende var den håndværksvirksomhed, som var blevet opbygget - både for at give soldaterne en uddannelse og for at gøre lejren selvforsynende. Der var alt: vævestuer, smedjer, systuer, tømmer-, skomager-, mekaniker- og pottemagerværksted. Det var flot at se, hvordan man - med et meget elementært udstyr - var i stand til at lave f.eks. plove, uniformer og reparere lejrens helt nedslidte bilpark. Alle, der ønsker at få en universitetsuddannelse, skal aftjene 1 års værnepligt, og herudover rekrutterer hæren frivillige - mænd og kvinder - fra Ujamaa-landsbyerne, der binder sig for en 3-årig periode. De får et praktisk kendskab til - efter tanzanianske forhold - moderne landbrugsmetoder og et elementært kendskab til de ovenfor nævnte håndværk. Militæret har med andre ord ikke alene til formål at være selvforsynende - hvad lejrkommandanten var meget stolt over var næsten opfyldt - men også at være udviklingsfremmende. For ikke helt at synke i svime over alt det gode, militæret gør, bør berettes, at militæret har store vanskeligheder med at rekruttere tilstrækkeligt med frivillige. Den militære del af tilværelsen - som jeg ikke fik fortalt ret meget om - virker åbenbart ikke tillokkende. Joseph Nyerere fortalte senere, hvoledes man havde løst dette problem i Butiama: lørdage var der blevet arrangeret disco og mens dansen var bedst igang, blev dørene lukket og rekrutteringsofficererne sluppet løs! Som altid: prøv med kærlighedens stærke arm. Efter rundvisningen overværede vi en koncert af lejrens stolthed: steel bandet. Bandets opbygning skyldes militærets samarbejde med Guyana, og ildhuen i det 16 mand store orkester gav ikke det caribiske forbillede noget efter. Så vi klappede af alt fra præsidentsangen over vestlige popsange til cubanske kampsange. Senere på turen besøgte vi en landbrugsskole, der så ud som sådan en nu engang ser ud, og som viste, hvor vanskeligt forsøgene på at uddanne bønderne til moderne landbrug er. Jeg skulle også besigtige en vindmølle, som skulle pumpe vandet op af en inddæmmet sø. På grund af manglende reservedele virkede møllen imidlertid ikke - men gudskelov var det ingen dansk konstruktion.

201

Om aftenen var jeg sammen med den danske transportrådgiver i Mara Cooperative Union og hans kone - hvor jeg fik megen god ammunition til mødet dagen efter. Fredag den 13.december: I. Butiama. Besøget i Butiama hos Joseph og Julius Nyerere blev turens højdepunkt. Butiama er en Ujamaa-landsby (naturligvis!) med ca 10.000 ­indbyggere beliggende ca 40 km øst-syd øst for Musoma. Vi blev modtaget af Joseph - som jeg kendte fra Socialistisk Ungdoms Internationale. Joseph har haft psykiske problemer, hvilket imidlertid kun viser sig under besøget ved, at han let glemmer navne og er meget usammenhængende i sin fremstilling. Han var imidlertid stadig charmerende og ægte glad for at se mig. Næppe så meget på grund af mig, som fordi jeg var en del af den fortid, hvor han stadig var en lovende politiker, der ikke stod helt i skyggen af sin yngre broder. Udviklingen kan tydeligt ses i de poster, har har beklædt: fra 1964 Junior-minister, et par år senere District Commissioner, derefter parlamentsmedlem valgt i Mara District, indtil valget den 27.oktober i år. Tilbage har han kun ­posten som landsby-formand, og det var i denne egenskab, han bød mig velkommen og viste os landsbyen. Under rundturen opførte han sig mere som en storbonde - eller hvad han er nemlig høvdingesøn - end som folkelig håndtrykkende politiker - så på baggrund af den hårde kamp om de valgte pladser i parlamentet, der fandt sted ved valget, var det måske meget godt, han ikke opstillede igen. Forevisningen af den imponerende samling af traktorer og landbrugsmaskiner samt værkstederne gav indtryk af en velstand, der ikke alene må hænge ­sammen med områdets relative frugtbarhed. Det er næppe tilfældigt, at en række lande har placeret projekter i Butiama-området: nordkoreanerne en dæmning, hvor vandet fra den opdæmmede sø kan pumpes op og overrsle hele fællesjorden og cubanerne en inseminerings-station. Det danske bistandsprogram er også nået helt til Butiama i form af et af de mange indsamlingssteder til mejeriet i Musoma, der ligesom mejeriet i nærheden af Tarime er opført med statslånsmidler i begyndelsen af 70’erne. På grund af Mara-mejeriets sørgelige forfatning kørte vi hurtigt videre, uden at jeg kunne fastslå, om det overhovedet blev brugt. Der var noget anstrengt over de mange projekter, Joseph viste frem. Hovedparten var enten fortsat på tegnebrættet, lige på-begyndt eller

202

havde allerede lidt helt eller halvt skibbrud. Men det er naturligvis ikke let at være landsbyformand i Butiama og broder til præsidenten. Hjemme faldt der mere ro over Joseph. Det er sjældent man bliver inviteret hjem til en tanzanianer, hvilket ikke skyldes ugæstfrihed, men at huset og indboet som regel er meget fattigt efter vestlig standard. Josephs hjem var pænt - grundmuret og vedligeholdt - og indboet havde en gang været pænt. Der var vestligt badeværelse, men intet vand! Efter at vi havde været nostalgiske over en øl, blev jeg introduceret til Josephs kone - der er bestyrer i en af de kooperative forretninger. Han oplyste, at han havde børn i alderen fra 28 til 2 år - 10 med de to første koner og 4 med den nuværende. Men det var ikke noget mod den tidligere høvding, der med 10 koner samtidig havde 75 børn, så det var lidt vanskeligt at diskutere familieplanlægning med ham! Efter en telefonopringning - det gamle system med at ringe op og af blev vi kaldt til Julius Nyereres residens. Bygget af partiet på det højeste punkt i Butiama med den mest storslåede udsigt til de omkringliggende bjerge. Det var tydeligt, at Nyerere havde haft en konference med Regional Commissioner og partisekretæren fra Mara. Da jeg senere spurgte, hvad de havde drøftet, fortalte Regional Commissioner, at Nyerere var meget utilfreds med udviklingen i Butiama, som han ønskede at lave til en mønster-Ujamaa-landsby. Det var især Josephs forkærlighed for moderne teknik i form af traktorer m.v., som Nyerere var imod - det stred mod self-reliance-princippet i form af indførelse af tilpasset teknologi (plove trukket af okser). Nyerere overvejede derfor at afsætte Joseph og selv påtage sig stillingen som landbyformand i en overgangsperiode. „Den der meget har skal mere gives, og den der kun har lidt, ham skal selv det lidet han har fratages“! Efter at have redegjort for, hvad jeg havde set og oplevet på turen, diskuterede vi kooperativernes vanskeligheder og den danske bistand til at overvinde dem. Som det hedder i det ministerielle sprog: uden at der fremkom nye synspunkter. Den efterfølgende frokost, hvor også Nyerers hustru Mama Maria deltog - var helt domineret af Nyereres stærke personlighed. Han syntes oprigtig glad for mit besøg, som han fremhævede var det andet udenlandske, efter han havde trukket sig tilbage fra præsidentposten. Det første var den sovjetiske ambassadør med et personligt budskab fra Gorbatjov forud for topmødet - så det var nok meget godt med lidt modvægt!

203

Turen afsluttedes med en rundvisning, hvorunder Nyereres kvæghold blev fremvist med stor stolthed. Jeg undlod diskret at spørge til mælkeydelsen. På vejen hjem så vi en af Mara-regionens mærkværdigheder - en landskildpadde - krydse vejen. Sammenligningen mellem skildpaddens fart og bilens gav et ganske godt indtryk af spændingerne mellem det mere traditionelle og det moderne Tanzania. II. Kooperationen. Mødet med de folkevalgte - hvoraf lederen klart var indsat af partiet - og administrationen i Mara Cooperative (1984) Union blev yderst interessant. Nok har Nyerere indrømmet, at det var en fejl at nedlægge kooperativerne i midten af 70-erne, men det vil tage mange år, før resultaterne af denne tåbelighed er fuldt genoprettet. Mødet gav i hvert fald et godt indtryk af de store vanskeligheder, kooperativerne kæmper imod. Til at begynde med var det kun de offici­elle forklaringer, der kom frem: for megen regn - i modsætning til tid­ligere år, hvor det var for lidt regn - manglende transport og benzin og i Tanzania kører man enten i lastbil eller Land Rover eller går - og dårligere eksportpriser. Men efterhånden som mødet skred frem, blev billedet mere nuanceret: for lave producentpriser for cash crops (i Mara-regionen kaffe og bomuld) i forhold til fødevareafgrøder (først og fremmest majs, men også sorgum, cassawa og bønner), manglende incitament for bønderne til at producere, fordi de ikke kunne købe f.eks. cykler for den forøgede indkomst, og smuglerier i stor stil over grænsen til Kenya, hvor man kan købe de ønskede forbrugsvarer. Resultatet af smugleriet er samtidig, at den lade (godown), som jeg dagen forinden havde besøgt i Tarime, kun indeholdt kunstgødning - herunder fra Danmark - og såsæd, men ingen afgrøder. Som District Commissioner så malende udtrykte det efter at øllerne havde løsnet hans tunge: „det var kun danskere, der kunne være så naive at bygge en lade så tæt ved den kenyanske grænse“! At det var et godt møde blev samtidig understreget af, at der var enighed om, at de manglende opbevaringsmuligheder for både input (gødning, pesticider, såsæd, sække, plove og redskaber) og output (de forskellige afgrøder)var en væsentlig hindring for kooperationens virksomhed. Der var imidlertid stor uenighed om, hvor de nye godowns skulle bygges: om det skulle være i byerne som administrationen ønskede, eller i de primary societies, d.v.s. i landsbyerne. Jeg støttede varmt,

204

at de skulle bygges så tæt ved producenterne som muligt - også fordi de så kan opføres som selvhjælpsprojekter af medlemmerne. Om aftenen inviterede MCU til middag på Musoma Hotel. Jeg blev bænket mellem Regional Commissioner og formanden for MCU. Vi holdt alle tre taler, hvor vi takkede alt og alle, men det mest interessante var diskussionerne, efter at øllerne, som MCU havde medbragt, var gledet ned. Tanzanianerne elsker fest, og det kunne tydeligt høres, at de fortsatte flere timer, efter at jeg havde forladt selskabet. Murens fald I de 13 år jeg var i Afrika, blev samarbejdet mellem EU-landene stærkt udbygget. Til gavn og glæde især for et lille land som Danmark der både kunne få oplysninger som vi aldrig selv ville have kunnet fremskaffe, opbakning til gennemførelse af vore synspunkter, bistand til vore statsborgere i katastrofe-situationer og meget andet. På grund af vores bistands-engagement i Tanzania, Zimbabwe og Kenya havde vi samtidig mulighed for at påvirke de andre EU-landes - og ikke mindst kommissionens - politik langt ud over hvad vores størrelse egentlig tilsagde. Så jeg lagde stor vægt på de regelmæssige møder med mine EU-ambassadørkolleger. Den mest forbløffende oplevelse i denne kreds havde imidlertid intet at gøre med vore almindelige gøremål. Den indtraf da den sovjetiske ambassadør i Zimbabwe Arkadi Gloukhov i april 1990 fremsatte ønske om at give EU-ambassadørerne en orientering om udenrigsminister Shevardnadze’s rundrejse i det sydlige Afrika herunder hans besøg i Zimbabwe. Alene det, at en sovjetisk ambassadør var villig til at orientere EF-landene var uhørt. Men hertil kom at han var forbløffende åben og selvkritisk. Han lagde således ikke skjul på at Sovjetunionens traditionelle venner i Afrika havde store vanskeligheder med at forstå de radikale ændringer, som Perestroyka og Glasnost havde medført i Sovjetunionen gennem de seneste 2-3 år. Og de havde endnu større vanskeligheder med at forstå hvad der lå bag den nye Afrika-politik som udenrigsminister Shevardnadze havde formuleret og nu gennemførte: havde Sovjetunionen helt mistet interessen for Afrika? eller solgt sine afrikanske venner til fordel for en forbedring af forholdet til USA? At der var sket en fundamental ændring i den sovjetiske Afrika-politik havde vi naturligvis længe været klar over. Allerede i juni 1988 havde

205

den selvsamme ambassadør over for mig således givet en meget nyttig redegørelse for konsekvenserne af den nye politik over for Angola - inden jeg afleverede mine akkreditiver til præsident dos Santos. Allerede dengang var det kommet som et chok for visse af frontlinjestaterne at Sovjetunionen ikke længere foretrak den væbnede kamp men krævede at der blev fundet politiske løsninger på de internationale spørgsmål - d.v.s. at de stridende parter i Angola - og Sydafrika - måtte sætte sig omkring et bord og forhandle sig frem til en løsning. Det er nok også et spørgsmål om frontlinjestaterne - og vi andre - troede på at der virkelig var tale om en uigenkaldelig ændring af den sovjetiske politik før vi lidt over et år senere så konsekvenserne i form af Berlinmurens fald og endnu et halvt år senere fik redegørelsen fra udenrigsminister Shevardnadzes Afrika-besøg. Specielt i Zimbabwe havde omvæltningerne i Sovjetunionen og Østeuropa sendt chokbølger gennem den politiske ledelse. Den langvarige og blodige borgerkrig, der førte frem til Zimbabwes uafhængighed i 1980, havde gjort, at hele ledelsen i de 2 befrielsesorganisationer var blevet fast forankret i en kommunistisk samfundsopfattelse: Joshua Nkomo’s ZAPU af en sovjetisk observans og Robert Mugabe’s ZANU af en kinesisk- nordkoreansk observans. Den del af hæren der blev sat ind imod ZAPU i Matebeleland var således opbygget og instrueret af nordkoreanerne, sikkerhedsstyrkerne var opbygget af rumænerne og politiet og efterretningstjenesten af østtyskerne. Selv om Mugabe har gennemført en yderst pragmatisk økonomisk politik siden magtovertagelsen i 1980, har han aldrig forladt den marxistisk-leninistiske - og anti-imperialistiske - ideologi fra frihedskampen. Hvis nogen skulle have næret blot den mindste tvivl herom, blev det klart under den partikongres der blev afholdt den 19.-22.december 1989. Her blev forbrødringen mellem de to stridende befrielsesbevægelser - og stammer - beseglet, og samtlige ambassadører var derfor inviteret med til denne skelsættende begivenhed. Åbningen af partikongressen blev imidlertid en af de mest bizarre oplevelser jeg har haft i Afrika: Mugabe indledte med i en flere timer lang tale at byde velkommen til de indbudte gæster, der ud over store delegationer fra afrikanske lande alle kom fra kommunistiske partier. Den mest rosende omtale af de ikke afrikanske lande tilfaldt Kina - hvis forklaring på nedkæmpelsen af studenteropstanden på den himmelske freds plads Mugabe igen gav sin velsignelse. Herudover blev især hans sande venner fra Nordkorea, Cuba og Rumænien - hvor „hans gode ven

206

Ceaucescu“ desværre var blevet styrtet 3 dage før - rost for deres bidrag til opbygningen af Zimbabwe. Omtalen af Sovjetunionen indskrænkede sig til en tak for støtten under befrielseskampen, og under omtalen af de øvrige østeuropæiske lande blev det med beklagelse fremhævet, at disse lande stod over for en række alvorlige problemer. Selv efter afsættelsen af Honecker fandt Mugabe det opportunt at fremhæve det gode samarbejde, han havde haft med denne. Og Mugabe fortsatte med at nægte at se virkeligheden i øjnene: efter Murens fald havde Anni og jeg lært den østtyske ambassadør og hans intelligente kone at kende. Han fortalte mig derfor om Mugabes reaktion da han den 2.oktober 1990 havde meddelt Mugabe at nu lukkede og slukkede han - og drog selv hjem til arbejdsløshed i det genforenede Tyskland. Fra den 3.oktober skulle alle henvendelser derfor ske til den vesttyske ambassade. Mugabe havde været lamslået og havde igen og igen sagt: det kan I ikke - I er vore bedste og mest trofaste venner. Jeg tror aldrig Mugabe er kommet sig over sammenbruddet af den „reelt eksisterende socialisme“. Han var nærmest handlingslammet eller kørte på gamle politiske principper i de ca 2 ½ år jeg fortsat var i

Sammen med Mr. Africa: vicepræsident Joshua Nkomo. Afskedsbesøg efter 5½ år i Zimbabwe, juni 1992. På det tidspunkt havde Mugabe sat sig på al magt i Zimbabwe og henvist Nkomo til som vicepræsident at varetage sine stammefrænder ndebelernes – og sine egne – interesser.

207

Zimbabwe. Og han forstod derfor ikke at udnytte de muligheder som den „revolutionære“ udvikling i Sydafrika muliggjorde. Tværtimod har han i sine forsøg på at hævde sine gamle idealer gjort Zimbabwe til et stadig mere autoritært og centralistisk styret land hvor den økono- nomiske udvikling går stadig dårligere. Det er ikke for intet at hans idealstat så sent som i slutningen af 80’erne var Nordkorea. Og at han fra maj 1991 har givet husly til en af sine „socialistiske venner“ nemlig slagteren fra den røde terror i Etiopien Mengistu Haile Mariam. Tysklands genforening Under et besøg hos vore tyske venner i august 1989 begyndte begivenhederne at tage fart: det ungarske kommunistparti nægtede at fortsætte indespærringen af østtyskerne - hvilket naturligvis fik et stadigt stigende antal af de ferierende østtyskere til at flygte til Vesttyskland via Østrig. Hermed var den udvikling der den 9.november førte til Murens fald sat i gang. Bortset fra at vi i september 1989 først måtte bivåne styrets sidste krampetrækninger i form af fejringen af 40-års dagen for oprettelsen af DDR. Allerede i august stillede vesttyskerne sig - forsigtigt - spørgsmålet om begivenhederne - på længere sigt - kunne føre til en form for genforening af de to Tysklande. Man var sig imidlertid fuldt bevidst at alene ønsket om en genforening vakte bekymring i udlandet. En tidligere fransk udenrigsminister havde således affyret følgende perfide salut: vi holder så meget af tyskerne at det rækker til to stater. Det var derfor et vanskeligt spørgsmål mine tyske venner stillede mig, da de spurgte om jeg troede at den danske befolkning støttede ønsket om et genforenet Tyskland eller om de ikke hellere så den nuværende situation med to Tysklande opretholdt. Svaret var at mens jeg selv gik ind for en genforening, var jeg ikke sikker på at hovedparten af den danske befolkning gjorde det. Vi gik med brask og bram ind for at sikre menneskerettighedernes gennemførelse, men der havde været en tendens til at arbejde for at de først og fremmest skulle sikres i den tredje verden - hvorimod mange danskere ikke interesserede sig for at DDR-styret dagligt krænkede samtlige menneskerettigheder. Flertallet af danskere håbede naturligvis på en forbedring af forholdene i DDR. Den historisk betingede frygt for Tyskland sad imidlertid stadig så dybt i de fleste danskere at det hos mange førte til en splittelse i opfattelsen:

208

nok gik man ind for retten til selvbestemmelse når det drejede sig om fjerne afrikanske områder, men når det drejede sig om Tyskland, var man i og for sig godt tilfreds med den hidtidige deling. Såvidt jeg kunne se har store dele af den danske befolkning siden 2. verdenskrig baseret deres holdning til især Tysklandsspørgsmålet men også til de europæiske samlingsbestræbelser på en usund blanding af berøringsangst og national selvtilstrækkelighed. Når der sker en begivenhed der sætter skel i Europas historie, oplever man virkelig hvor langt væk Zimbabwe er - og hvor stor en del af vores oplevelse skyldes fjernsyn. Og fjernsyn i Zimbabwe er ikke noget at råbe hurra for - jeg erindrer ikke at de overhovedet sendte noget om Murens fald. Så det var først efter at jeg var havde fået nyhederne fra min euforiske vesttyske kollega at jeg blev klar over rækkevidden af hvad der var sket. For at danne os et indtryk af virkningerne af Murens fald besøgte Anni og jeg Berlin i juni-juli 1990. Det var en mærkværdig fornemmelse der herskede i både Vest- og Østberlin: man turde næsten ikke tro på at det var sandt og ventede spændt på hvorledes den nedtælling til genforeningen som netop var blevet besluttet skulle forløbe. Men nogle af de ændringer vi kun havde turdet drømme om havde allerede fundet sted: i stedet for at skulle vente i timevis og blive chikaneret af de østtyske bureaukrater og vagter med hunde og skarpladte maskinpistoler, kunne vi nu næsten frit gå over sektorgrænsen. Første gang turde man næsten ikke tro det var sandt. I Vestberlin var de polske handlende dukket op: de stod i lange køer foran først og fremmest elektronikbutikkerne som de nærmest tømte for varer. På Bahnhof Lichtenberg i Østberlin var det næsten ikke til at komme frem for zigøjnerne fra næsten hele Østeuropa der i jagten på et bedre liv var taget til Berlin. Den 2.juli blev de to Tysklande en økonomisk enhed hvilket vi oplevede meget stærkt, da vi kørte over sektorgrænsen ved den fuldstændig uddøde Potzdammer Platz uden at skulle stoppe - de østtyske told- og grænsevagter var simpelthen forsvundet. Overalt stod der lange køer udenfor bankerne i Østberlin af folk der skulle have ombyttet deres østtyske penge. Som tidligere omtalt arbejdede jeg i 1958 på Katholische Lebensversicherungs-gesellschaft Volkshilfe. Her lærte jeg Ruth Karnath at kende. Allerede dengang boede hun i Kleinmachnow i DDR. Da det krævede visum for at komme til Kleinmachnow - byen lå uden for selve Østberlin - havde jeg aldrig besøgt hende. Det benyttede Anni og jeg nu

209

lejligheden til at gøre og det blev et bevæget gensyn. Da vi kørte rundt i den lille forstad udpegede Ruth de store villaområder op til grænsen mod Vestberlin som kommunisterne havde konfiskeret: her havde kun partitro kommunister fået lov til at bo - og nu peb de over at de oprindelige ejere som de i sin tid uden videre havde smidt ud gjorde krav på at få deres ejendom igen. Murens fald den 9.november 1989 var afslutningen på en epoke. Og selv om genforeningen af de to Tysklande har vist sig at blive en meget længere og vanskeligere proces end først antaget, må vi ikke et øjeblik glemme at det er den mest positive begivenhed i Europa der er sket for min generation. For den kolde krig har kostet umådelige menneskelige ofre. Eller som Ruth formulerede det: vi der boede på den forkerte side af muren fik lov til at betale to gange for nederlaget.

210

Efterskrift Jeg har på mange måder været priviligeret: - et godt og trygt barndomshjem hvor diskussionerne med min far lagde grunden til min politiske interesse. - netop interessen for hvad der foregik i samfundet samt ønsket om et mere retfærdigt samfund gjorde at jeg kun en gang var i tvivl om hvilke uddannelse jeg skulle vælge. Den ene gang var under arbejdet i Foyles hvor jeg var lige ved at springe fra polit-studiet for at gå i boghandlerlære. Her var det igen korrespondancen med min far der fik mig til at fortsætte studierne. Og selv om jeg hele tiden har haft arbejde ved siden af studierne, har det naturligvis betydet meget for mine muligheder for at beskæftige mig med politisk arbejde at jeg kunne bo hjemme. - der var heller ikke tvivl i mit sind om at jeg gerne ville ansættes inden for det offentlige. Dermed adskilte jeg mig ikke fra hovedparten af mine medstuderende for hvis man ville have en karriere i det private erhverv, var det mere hensigtsmæssigt at tage enten en HA-uddannelse på Handelshøjskolen eller økonom-uddannelsen i Århus. Til gengæld forventede vi langtfra de guld- og-grønne-skove som en benhård fagforeningspolitik fra bl.a. DJØF har skaffet akademikerne. Holdningen dengang var at dem der ønskede høje lønninger skulle finde sig et job i det private erhvervsliv. Lige så meget jeg går ind for stærke fagforeninger lige så betænkelig har jeg derfor været over den helt hensynsløse ragen-til-sig som akademikernes fagforeninger har præsteret for de offentlig ansattes vedkommende siden begyndelsen af 60’erne (83). - Ansættelsen i udenrigsministeriet må også siges at høre til blandt de lykkelige begivenheder i min tilværelse. Ikke alt hvad jeg blev sat til har været lige sjovt, og ministeriets hirakiske opbygning har ikke altid været lige morsom at skulle arbejde i - men det var vel heller ikke at forvente. Og Udenrigsministeriet stiller enorme krav til ens ægtefælle: kun Annis kærlighed og råstyrke har sikret at familielivet har overlevet de 21 år i USA og Afrika.

211

De to hovedområder der har domineret mine 34 år i ministeriet nemlig FN og udviklings-spørgsmål har jeg derimod altid følt har været spændende at beskæftige sig med. Til at begynde med var aflønningen absolut ikke noget at råbe hurra for - da jeg blev ansat som sekretæraspirant i august 1963 var det til en årsløn før skat på 19.672,80 kr. Og selv om mange ting var betydelig billigere end i dag var der ikke meget at rutte med. Men det blev der unægteligt ændret ret så drastisk på i løbet af 70’erne.

Under generalforsamlingerne tilbragte vi mere tid sammen med vore kolleger i udvalgene – for mit vedkommende 2. udvalg der behandlede økonomiske spørgsmål end med familien. Bag mig Bent Honore fra Kristeligt Folkeparti. Jeg havde en aftale med min ægyptiske kollega om at vi skulle vække hinanden hvis indlæggene blev for kedelige!

- og endelig er det en blanding af held og lægevidenskabelig kunnen der gør at jeg har fået mulighed for og tid til at skrive disse politiske erindringer. For den 9.maj 1997 var det tæt ved at jeg som så mange andre danskere i slutningen af 50’erne og 60’erne skulle dø af en blodprop i hjertet. Kun heldet - at det skete så tæt ved Rigshospitalet, at jeg hurtigt kom under behandling og blev kaldt til live igen - og de seneste års fremskridt indenfor lægevidenskaben gjorde at jeg slap ikke alene levende men også uden alt for store skader fra anfaldet.

212

Efter 13 begivenhedsrige år i Afrika var jeg i januar 1997 vendt tilbage til Udenrigsministeriet hvor jeg skulle forsøge at få ansat nogle flere danskere indenfor FN-systemet. Det var et arbejde der passede mig storartet. Alligevel tog det mig kun et par dage efter hjerteanfaldet at beslutte mig til at holde op i ministeriet. For hvis du ønsker at beholde dit interessante job er forudsætningen at du er med for fuld kraft - og så risikerer du et nyt hjertetilfælde. Et særkende for udenrigstjenesten har lang tid før det kom på mode været at man hver tredje, fjerde og i enkelte tilfælde hver femte år skifter arbejdsplads - ikke bare geografisk men også indholdsmæssigt. For mit vedkommende har 12 store skift på de 34 år tvunget mig til at koncentrere al min energi om det arbejde der skulle udføres. Tilværelsen bliver med andre ord opdelt i båse hvor koncentrationen om den bås man i øjeblikket befinder sig i er så intens at erindringerne fra de tidligere båse har en tendens til at blive skubbet til side. Da det ikke længere var Udenrigsministeriet der bestemte over min arbejdstid - en mærkelig oplevelse som jeg først skulle vænne mig til - besluttede jeg at gøre alvor af et længe næret ønske om at beskrive perioden før jeg for første gang blev sendt til New York i 1966. Jeg startede med „Tilflytternes Glostrup“ hvor jeg først og fremmest beskriver de 32 år - 1943 til 1975 - min far boede og arbejdede i Glostrup. Først da dette arbejde var færdigt, startede jeg på at beskrive mine egne oplevelser. Til gengæld har arbejdet med at få trukket de forskellige erindringer frem af glemselen også taget mig mere end 2 år.

213

OVERSIGT OVER VIGTIGERE B E G I V E N H E D E R 1954 - 1966 Juni 1954: Student fra Roskilde Katedralskole September 1954: stud.polit ved Københavns Universitet Oktober - december 1954: studentermedarbejder i Trafikministeriet under sekretær Henning Halck Juli - august 1955: Davies’s School of English i London 1955: Studentermedarbejder i Finansministeriet under kontorchef Poul Gersmann 1956 - 57: Studentermedarbejder i Kongeriget Danmarks Hypotekbank Januar 1957: 1. del af nationaløkonomisk eksamen Juni - september 1957: Foyle’s Bookshop i London April 1958 - april 1960: International sekretær i Frit Forum November 1957 - Juli 1959: Studentermedarbejder hos Socialministeriets økonomiske konsulent Henning Friis Juli - august 1958: Lebensversicherungs Aktiengesellschaft Volkshilfe i Vestberlin Oktober 1960 - juli 1961: Freie Universität i Vestberlin Oktober 1960 - oktober 1963: Studentersekretær i IUSY 1961 - 1964: Formand for DSU’s internationale udvalg. 14. juli 1961: gift på Zehlendorf Rathaus i Vestberlin med journalist Anni Færge Januar 1962: Nationaløkonomisk embedseksamen Marts 1962 - juni 1963: soldat ved Ingeniørtropperne i Farum August 1963: ansat i Udenrigsministeriet 1962-65: medlem og fra 1964 formand for Dansk Ungdoms Fællesråds internationale udvalg Oktober 1966: udsendt til den danske FN-mission i New York

214

KILDEHENVISNINGER GENERELT: Kamp og fornyelse - Socialdemokratiets indsats i dansk politik 1955-71 af J.O.Krag og K.B.Andersen, Fremad 1971 Bogen om H.C.Hansen, Fremad 1960 Danmarks Udenrigspolitik af Per Hækkerup, AOF/Fremad 1965 Verdens Gang - Socialdemokratisk tidsskrift, udgivet af Forlaget Fremad - 1958-65 Frit Forums blad: frit forum, årgang 1957-65 Studenter under rødt flag: Den socialdemokratiske studenterbevægelses historie, 1980 DSU’s blad: Fri Ungdom 1958-65 Verdens fremtid - vort ansvar: beretning om DSU’s virksomhed 1958-61 Ungdom former fremtid - beretning om DSU’s virksomhed 1961-64 Ung i politik - Danmarks socialdemokratiske Ungdom 1920-1970 IUSY’s blad: IUSY Survey 1959-64 Young Socialists in the modern world - beretning om IUSY’s virksomhed 1957-60 Co-operation for peace - beretning om IUSY’s virksomhed 1960-63 Young Socialists for Equality and Democracy - beretning om IUSY’s virksomhed 1963-66 Radomir Luza: History of the International Socialist Youth Movement, 1970. Standardværket om IUSY’s historie op til 1966. Dansk Ungdoms Fællesråds blad: Lederbladet 1958-65

215

BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE KAPITLER: Der vil under de enkelte kapitler blive henvist til en række mødereferater, cirkulærer, samt korrespondance m.v. fra mit private arkiv. Desværre er det begrænset hvad jeg har opbevaret - på grund af hyppige flytninger og pladsmangel er alt for meget blevet smidt ud. Men hvad der er tilbage vil blive deponeret i Arbejder-bevægelsens Bibliotek og Arkiv. Kapitel 1: Hvorfor socialdemokrat ? (1) Jeg har til Glostrup Lokalhistoriske Arkiv udarbejdet en levnedsbeskrivelse - Tilflytternes Glostrup - af min Far, Svend Aage Kjeldgaard-Olesen. (2) Viktor Kravchenkos „Jeg valgte friheden“ udkom i 1946 og udløste med sin beskrivelse af forholdene som de virkelig så ud i Sovjetunionen et ramaskrig. De vesteuropæiske kommunist-partier betegnede bogen som ondsindet propaganda og det franske kommunistparti med Sartre i spidsen søgte at hindre udgivelsen men tabte retssagen. (3) Wolfgang Leonhards „Die Revolution entlässt Ihre Kinder“ udkom i 1955. Forfatteren er uddannet på partiskoler i Sovjetunionen fra 1935-45 og deltog i opbygningen af det socialistiske enhedsparti (SED) fra 1945-49 inden han flygtede til Jugoslavien. Han giver et uhyre velskrevet beskrivelse af både den kommunistiske indoktrinering samt af de mænd i „gruppe Ulbricht“ der kom til at regere den sovjetisk besatte del af Tyskland. Kapitel 2: Frit Forum. (4) Communist Manifesto: Socialist Landmark med Harold J. Laskis absolut læseværdige introduktion til baggrunden for og betydningen af manifestet. Udgivet af Labour Party 1948 - d.v.s. i 100 året for manifestets udgivelse. (5) Agnar Mykle: Sangen om den røde Rubin, 1957 - glimrende udviklingsroman der er absolut læseværdig ikke alene for sine erotiske beskrivelser men også for sine fremragende beskrivelser af miljøet i Sosialistisk Studentlag. (6) Min beretning om det internationale arbejde til Frit Forums generalforsamling den 29.april 1960. Privat arkiv. (7) Knud Heinesens karakteristik af Frit Forum er fra „Studenter under rødt flag“ side 103. (8) Paul Johnson: The Suez War. Pjecen må være udgivet i 1957 hvor jeg solgte den i Foyles Bookshop men angiver hverken dato eller udgiver. Privat arkiv. (9) Mit referat til bestyrelsen i Frit Forum af „den nordiske pinsekonference 17.-21. maj 1959 i Oslo“ dateret 15.juni 1959. Privat arkiv. (10) Interview med Torild Skard fra Norge, Stig Gustafsson fra Sverige og undertegnede i Arbeiderbladet 22.maj 1959. Privat arkiv. (11) Artikel i bladet frit forum nr.3 december 1959: Hvad med at få en udenrigspolitik ?

216

Se også Freddie Birtøs artikel i Fri Ungdom nr. 10 december 1959: Hvis Spanien kommer i NATO - går Danmark da ud ? (12) Langt den bedste skildring til forståelsen af den spanske borgerkrig er Arturo Bareas selvbiografiske trilogi:“Smedjen“, „Den blodige vej“ og „Oprøret“. (13) Leder i international Bulletin nr.1 januar 1963: Franco. Privat arkiv. (14) Frit Forums protest mod afslaget på Danske Studerendes Fællesråds anmodning om tilladelse til at afholde en offentlig indsamling til algierske studenter er gengivet i bladet frit forum nr.4 februar 1959. (15) „Krig på sjette år om 9 millioner algiereres selvbestemmelsesret“ i Fri Ungdom nr. 9 november 1960. (16) Den danske Algierkomite udsendte i 1961 en pjece om Algier 1954-60. Privat arkiv. (17) Blandt den righoldige litteratur om algierkrigen har to bøger gjort indtryk: - Henry Alleg: La Question (jeg læste den på tysk som Die Folter) 1958 og - Jules Roy: Krigen i Algier (udkom på fransk i 1960 og på dansk i 1961). (18) Debatten om Algeriet i Verdens Gang startede med min artikel „Tanker efter en konference“ (1960 side 92), som udenrigsminister Jens Otto Krag svarede på (side 94). Carl Heinrich Petersen fortsatte med FLN-frihedskæmpere eller mordere ? (side 156) som jeg besvarede (side 157). Niels Alsing Andersen - der var en af redaktørerne for Verdens Gang - fremsatte sine synspunkter der gik både imod Carl Heinrich Petersens og mine synspunkter under overskriften „Det tredie standpunkt“ (side 158). (19) Opfordringen til regeringen om at boycotte sydafrikanske varer og afbryde de diplomatiske forbindelser med Sydafrika er gengivet i Fri Ungdom nr. 5 juni 1960. (20) Sydafrikas slavelov - kronik i Aktuelt den 24.april 1963. Udenrigsminister Per Hækkerups svarede i en efterfølgende kronik i Aktuelt: Danmark og Sydafrika. Heri anfører Hækkerup 2 grunde til at Danmark ikke stemte for den af udviklingslandene fremsatte FN-resolution: - „Afgørende for den danske holdning har været det altovervejende hensyn, vi mener at måtte tillægge opretholdelsen af FN-pagten og dens system af retsregler. Ved at foretage en handling som foreslået i resolutionen (gennemførelse af sanktioner) ville vi, uanset hvor megen sympati vi har for resolutionens hensigter, medvirke til at undergrave FNs retsgrundlag“. Apartheid-regimets konsekvente overtrædelse af samtlige menneskerettigheder tillægges med andre ord på daværende tidspunkt langt mindre vægt end den strikte opretholdelse af FN-pagten. Det nærmer sig hvad Hækkerup selv andetsteds i kronikken betegner som „juridiske spidsfindigheder“ og dækker utvivlsomt over at regeringen ikke ønskede at gå enegang blandt de vestlige lande og gennemføre sanktioner.

217

- „Det er et grundsynspunkt i dansk FN-politik, at vi ikke vil medvirke til et kritikløst resolutionsmageri, men begrænse os til en indsats, hvor resolutionerne kan få effekt. I tilfældet Sydafrika-resolutionen var det på forhånd klart, at de lande, som har de altafgørende økonomiske forbindelser med Sydafrika, ikke ville følge en sanktionsbeslutning. Det forekommer en smule billigt, at et flertal af lande, som praktisk taget ingen samhandel har med Sydafrika, vil forsøge at tvinge de lande, for hvem store økonomiske interesser står på spil, til en bestemt politik. Umiddelbart synes det mere fornuftigt, at man var enedes om en fælles holdning, der så til gengæld var blevet effektiv. Det var det, den danske delegation tilstræbte, men ikke fik tilslutning til hos flertallet“. Igen er vægtningen interessant: hensynet til Sydafrikas store samhandelspartnere går foran bekæmpelsen af Apartheid-regimet. Og vi indskrænker os til at „tilstræbe enighed“ mellem de afrikanske lande der forsøger at bekæmpe apartheid-regimet og de store vestlige lande der netop fordi de prioriterer „de store økonomiske interesser der står på spil“ ikke ville drømme om at gennemføre sanktioner. (21) Standardværket om apartheid-styrets destabilisering af sine naboer i det sydlige Afrika er Joseph Hanlon: Beggar your Neighbours, Indiana University Press 1986 - der samtidig er spændende som en kriminalroman. (22) Den opmærksomme læser vil have bemærket at kampen for menneskerettighederne ikke omtales. Til trods for at både kampen mod kommunismen, for indførelse af demokrati i Spanien og for at give udviklingslandene uafhængighed naturligvis alle dybest set drejede sig om mulighederne for at overholde menneskerettighederne. Men selv om konventionen om menneskerettigheder er fra 1948 er det i realiteten først efter kommunismens fald at det er blevet almindeligt at henvise til menneskerettighederne - simpelthen fordi det under et kommunistisk eller kolonialt styre eller under Franco-styret ikke havde nogen mening at tale om overholdelse af menneskerettigheder. I stedet var slagordet fra vestlig hold demokratiet. Selv om også dette gav problemer bl.a. på grund af kommunisternes helt „orwellske“ brug af ordet til at betegne deres egne diktatoriske samfundssystemer. Den bedste indføring i hele denne problemstilling fandt jeg i Herbert Tingstens: Demokratiens problem der udkom som billigbog (Bokförlaget Aldus/Bonniers) i 1960. Kapitel 3: DSU (23) I hvor høj grad det var DSU der sad på den danske indflydelse i IUSY fremgår af referatet af et sekretariatsmøde i oktober 1960. Her udtaler Freddie Birtø - der var medlem af sekretariatet i sin egenskab af formand for Frit Forum - at „vi synes det er forkert at Frit Forum ikke har indflydelse på hvem der skal være studentersekretær. Det er for så vidt ingen kritik af det konkrete forslag blot en understregning af, at vi bør tages med på råd“. (24) Arne Ole Nielsens syn på SPD og SDS fremgår af Nyt fra FF - meddelelsesblad for Frit Forum København dateret 23. december 1961 hvori det bl.a. hedder: „I Vesttyskland eksisterer der to socialdemokratiske studenterorganisationer. Oprindelig var der kun en, og det skulle jo også være nok. Men disse studenter kunne ikke holde tempoet i det vesttyske socialdemokratis march mod højre, og partiet fandt det derfor rimeligt at oprette en ny studenterorganisation, der i højere grad ville være lydhør over for partiledelsens ønsker. Resultatet bliver vel, at SDS på et eller andet tidspunkt må forlade IUSY. SPD’s indflydelse rækker jo langt. Men udsmidningen bør ikke kunne ske i stilhed og uden

218

modstand. Specielt bør Frit Forum gøre en indsats for de betrængte meningsfæller. Måske kan modstanden endog blive så stærk, at andre partiledelsers stærke mænd mister lysten til at kaste vrag på demokratiet“. (25) I referatet af mødet i DSU’s sekretariat den 25.1.1964 hedder det: Henning Kjeldgaard omtalte den seneste tids heftige diskussion om kartoteker og forelagde en udtalelse, som han foreslog sekretariatet skulle vedtage. På grundlag heraf førtes en del diskussion, som endte med enighed om ikke at udtale sig om spørgsmålet (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv). (26) Bendt Thuesens syn på Cuba fremgår af lederen signeret thu. I bladet frit forum nr. 2 november 1962 hvor det bl.a. anføres at hovedproblemet er USA’s blokade og at „ansvaret for hele den udvikling, der har ført frem til de nuværende ulykkelige tilstande omkring Cuba, må påhvile USA“. (27) I bladet frit forum nr. 3 januar 1963 bliver det på landsforbundets repræsentantskabsmøde godkendte synspunkt sammenfattet som følger: „USA’s blokade af Cuba må på det skarpeste kritiseres. En sådan blokade medfører en alvorlig krigstrussel, og da ingen nation kan forvente at blive holdt uden for et evt. stormagtsopgør, må vi protestere, når USA foretager politiske og militære træk, der kan føre til den sidste af alle krige - en atomkrig. Når USSR foretager sådanne provokationer, som at anbringe aggressive våben på Cuba, er FN, og ikke det amerikanske krigsmaskineri, midlet til en fredelig og for alle parter acceptabel løsning. FN er grundpillen til en opbygning af en fredelig udvikling, og mistillid til FN kan derfor ikke tolereres. USA’s egenhændige optræden i Cuba-spørgsmålet må betragtes som afgjort mistillid til FN“. I samme nummer af bladet frit forum tilbageviser Mogens N.Pedersen dette synspunkt som „udtryk for et manglende kendskab til FN’s virkemåde og FN’s muligheder for at løse en konflikt af denne særlige type - en akut konflikt mellem verdens to stærkeste magter. At bygge en politisk linje på blind tiltro til FN’s muligheder, ja endog at tale på Grønttorvet ud fra denne overbevisning, det er det samme som at bygge sit hus på kviksand. Nok siger man at troen kan flytte bjerge - men vore dages magtkolosser lader sig nu ikke rokke ved troens hjælp alene ! (28) Freddie Scheidig: Opstand på Cuba - en absurd tanke i bladet frit forum nr. 7 september 1963. I min tid i bestyrelsen samarbejdede jeg iøvrigt med - og satte personligt megen pris på - Freddie Scheidig. (29) Det var straks vanskeligere at forholde sig til det i begyndelsen af 1959 dannede SF. På den ene side synes SF’erne ikke at have noget imod at samarbejde med kommunisterne ligesom deres sprogbrug på det udenrigspolitiske område mindede meget om kommunisternes - hvilket ikke var så mærkeligt i og med at langt de fleste SF’ere var gamle kommunister. Ud fra den velprøvede devise at der ikke var plads til noget parti mellem Kommunisterne og Socialdemokratiet var holdningen i Socialdemokratiet at der ikke måtte holdes møder med det nye parti. Det gjaldt også SF’s ungdomsorganisation SUF der havde fået den tidligere DSU’er Kurt Rasmussen som formand. Hvilket ikke var noget stort savn for DSU. Holdningen i Frit Forum - som jeg delte - var at i og med at SF’erne havde afsværget afhængigheden af Sovjetunionen og dermed proletariatets diktatur ville partiet automatisk blive mere og mere revisionistisk. Vi skulle derfor ikke afskrive os muligheden for gennem kontakt med SF at få dem til at bakke op om socialdemokratiske synspunkter.

219

(30) Til min folketingsmand - et bidrag til den udenrigs-politiske debat i Fri Ungdom nr 4 september 1964. Da jeg på daværende tidspunkt boede i Rødovre, var Erhard Jacobsen rent faktisk min folketingsmand. (31) Pjecer udgivet af Danmarks socialdemokratiske Ungdom: - Danmarks stilling i FN til atomvåbnene af lederen af den danske FN delegation folketingsmand Per Hækkerup, 1962 - Abdul Minty: sandheden om Sydafrika, 1963 - samarbejde over grænserne - indeholder bl.a. IUSY’s principprogram, IUSY-resolution om et forenet Europa samt den på DSU’s kongres i 1964 vedtagne udenrigspolitiske resolution. Privat arkiv. (32) International Bulletin - medlemsblad for DSU’s internationale klub. Jeg har 3 i mit private arkiv. (33) Henvendelsen fra de nordiske landes socialdemokratiske ungdoms- og studenterorganisationer er gengivet i bladet frit forum nr. 5 marts 1958. (34) Artikel om dansk bistandsindsats i Verdens Gang 1959 side 309. (35) Kommentarer til konferencen om „Danmark og de underudviklede lande“ i Verdens Gang 1960 side 92. (36) Thorkil Kristensen and associates: The Economic World Balance udgivet af Det udenrigspolitiske Selskab, 1960. Bogen var en pionerbedrift men virker i dag forældet. (37) Gunnar Myrdal: The Challenge of World Poverty fra 1970 blev grundlaget for udformningen af de nordiske landes bistandspolitik. Selv om der er sket meget i de ca.30 år der er gået siden bogen blev skrevet er den stadig absolut læsværdig. (38) DSU’s kommentarer til betænkningen om den fremtidige danske bistand er indeholdt i en leder: „med et folkeligt indslag“ i Fri Ungdom nr. 8 december 1961. (39) K.B.Andersen: I alle de riger og lande, 1983. En spændende og levende skrevet beretning om „oplevelser i 70’ernes danske udenrigspolitik“. Især i kapitlet „Kampen om friheds-bevægelserne“ viser K.B. sit engagement. (40) DSU’s henvendelse af 6. februar 1962 til folketingsudvalget vedr. „Lov om oprettelse af det danske råd for teknisk samarbejde med udviklingslandene“ er gengivet i beretningen til DSU’s kongres i 1964. (41) Betænkning om udviklingsforskning, Danida 1980. Betænkningen er udarbejdet af et sagkyndigt udvalg på 3 personer herunder professor Nørregaard Rasmussen. Formålet var at forestå en uafhængig videnskabelig vurdering af forskningsindsatsen ved Center for udviklingsforskning. (42) Den nærmest neutralistiske holdning og afsky for et nærmere europæisk samarbejde fremgår af lederartiklen i bladet frit forum nr. 3 januar 1963.

220

(43) Mødet med College of Europe er gengivet i min artikel: Skandinavisk contra europæisk tankegang i Lederbladet nr 3, 1960. (44) Protokoll for Nordiska Ungdoms kongressen, Malmö 1-3 juni 1963. Privat arkiv. Kapitel 4: Socialdemokratiske politikere (45) „Viggo Kampmann’s statsministerperiode“, manuskript til foredrag fra 1969. Privat arkiv. (46) Efter at være gået af som statsminister skrev Viggo Kampmann i 1967 bogen „Socialismens Skæbne - Socialismens resultater i vor tid - og dens fremtidsperspektiver“. Læst i dag er det utroligt hvor beskrivelsen er kedelig - og fremtids-perspektiverne i det store og hele urealiserede. Bortset fra at Kampmann klart så, at den decentralisering ud til kommunerne af såvel ansvar som midler der i 1967 lige var påbegyndt ville fortsætte og få store konsekvenser for vores demokrati-opfattelse. Men den fundamentale forskel på diskussionen i dag og for 22 år siden viser sig især i at Kampmann stadig troede på muligheden for at gennemføre et socialistisk samfund. Samt hans tro på at der kunne gennemføres økonomisk pragmatisme og politiske reformer i de kommunistiske diktaturer. (47) Jens Engberg har på baggrund af arkivstudier i Arbejder-bevægelsens Erhvervsråd givet en meget interessant redegørelse for Danmarks vej til EF i bogen „I minefeltet“, 1986. Kapitlerne „Foran Fællesmarkedet 1957-59, 1961-63, Nordek 1968-70, Vejen mod Fællesmarkedet 1971-72 og Fællesmarkeds-beslutningen 1971-72“ efterlader et stærkt indtryk af Jens Otto Krags indsats for det europæiske samarbejde. Krags forhold til det nordiske samarbejde formulerer Engberg på følgende måde: Krag lagde på intet tidspunkt skjul på, at hans hovedformål med det nordiske samarbejde var at bruge det til at skabe en styrkeposition, hvorfra de nordiske lande kunne tiltvinge sig adgang til Fællesmarkedet på gode betingelser“(side 98). (48) Robert Pedersens fremragende selvbiografi „gør din pligt- kræv din ret“ fra 1994 indeholder også et afsnit om socialdemokratiets ledere fra Stauning til valget af Nyrup. Robert Pedersen født 1921 var sammen med Jørgen Peter Hansen født 1923 en generation ældre end mig men var meget aktive i partiet i perioden 1957-66. Og så afgjort blandt de mest sympatiske.

Kapitel 5: Berlin og det delte Tyskland (49) Adolph Rasten: et nyt Vesttyskland, 1960 og J.B.Holmgaard: Østtyskland, 1962 begge udgivet af det udenrigspolitiske selskab, giver en kortfattet men velskrevet indførig i de de daværende politiske forhold i de to Tysklande. (50) Erich Welters karriere har jeg beskrevet i Arbetarnas Bildningsförbunds tidskrift fönstret nr. 1 januari 1961: Lille tysk solstrålehistorie eller ny version af vil du i verden frem. Privat arkiv.

221

(51) Min holdning til Schlagende Verbände er beskrevet i en artikel i Studenterbladet: Universitetsliv i Berlin. Privat arkiv. (52) Artiklen: Anerkend Oder-Neisse grænsen...og gør det NU ! stod i Fri Ungdom nr. 7 november 1961. (53) Mit avisudklip fra mødet med Per Bendix er udateret men vistnok fra Information. Privat arkiv. (54) I Bogen om H.C.Hansen side 92 skriver Krag om forholdet til Tyskland at „hvor klart antinazistisk H.C. end var, og hvor stærkt han end medvirkede til at bekæmpe tyskerne under besættelsen, blev hans ungdomssympati for Tyskland aldrig slidt bort. I 1951 og 1952 var H.C. på rejse i Tyskland og skrev i et privat brev: „Tyskland er et godt land“. Og hans ungdomsvenskab med Erich Ollenhauer ophørte aldrig. Også i H:C:’s seneste leveår var Erich Ollenhauers besøg i København en kilde til politisk inspiration“. (55) Langt den bedste beskrivelse af Tysklands historie er givet i Golo Manns Deutsche Geschichte 1919-1945, Fischer Bücherei 1961. På side 111-112 beskriver han Rigsdagens behandling af fuldmagtslovgivningen om hvilke „niemand konnte mehr die Bedeutung der Vorlage verkennen. Nicht anderes bedeutete sie als die volle und endgültige Diktatur“. (56) Karl Raloff: Et bevæget Liv, Fremad 1959 giver en glimrende skildring af både perioden før og efter nazisternes overtagelse af magten i 1933 samt af valget den 5.marts 1933 hvor det trods terror og forfølglser lykkededes det tyske socialdemokrati at holde fast på sine mere end 7 millioner vælgere og kun tabe et mandat. Raloffs øjenvidneskildringen af mødet i den nye rigsdag den 23.marts 1933 hvor alene de socialdemokratiske medlemmer stemte imod de nazistiske bemyndigelseslove er historisk. Til gengæld skulle der gå 16 år før det næste møde i et tysk parlament kunne afholdes. (57) De besiddende klassers modstand mod dem der søger at ændre ved det kapitalistiske system gælder ikke blot socialdemokrater. I USA blev præsident Franklin Delano Roosevelt - dette århundredes største statsmand - udsat for en hadkampagne fra de rige - „the 2 percent“ - der betragtede ham som en forræder mod sin klasse og mod „the american way“. Det var de samme mennesker som drog fordel af at det lykkedes Roosevelt at redde det kapitalistiske system der førte an i hvad der ikke kan betegnes som andet end en fanatisk had-kampagne. Som William Manchester skriver i sin fremragende fortælling om Amerikas historie fra 1932-72 „The Glory and the Dream“ fra 1974: „Man er tilbøjelig til at glemme den lyssky hævngerrighed i den hviskekampagne der blev ført mod Roosevelt og den rent ud sagt ærekrænkende ondskabsfuldhed hvormed han blev bagtalt“. Der har blandt historikere i USA - og Danmark - været en tendens til at gå alt for let hen over hvor langt overklassen var villig til at gå i sit had mod de politikere der med demokratiske midler søgte at reformere det kapitalistiske system. (58) Godesberger-programmet er fra Programme der deutschen Socialdemokratie, 1963 Verlag J.H.W.Dietz nachf. med en interessant indledledning af Willi Eichler. (59) Det er tankevækkende at den nytænkning som Godesberger-programmet indvarsler

222

i SPD ikke giver anledning til nogen debat herhjemme. Verdens Gang indskrænker sig således til at oversætte to artikler fra den tyske debat - Gustave Stern: „SPD’s nye program i kritisk belysning“ med den sigende undertitel „Afsked med socialismen“ ? (1960 side 138) og - F.R.Allemann: „Revisionismen sejrer“ (1960 side 141) der stiller sig mere positivt til det nye program. Kapitel 6: IUSY (60) Som eksempel på hvorledes IUSY og medlemsorganisationerne gensidigt påvirkede hinanden har jeg anført krigen i Algeriet. Jeg kunne lige så godt have anført situationen i Spanien hvor IUSY under Per Åsen optrappede ikke alene samarbejdet med de illegale spanske ungdomsorganisationer men også foranstaltede protestaktioner mod det facistiske styres forskellige former for undertrykkelse. Der blev samlet ganske mange penge ind til støtte for disse aktioner - først og fremmest via Jungsocialisten. IUSY fik således mulighed for - i begyndelsen på ad hoc basis - at ansætte en af de dygtigste unge spanier Muguel Martinez. Han arbejdede så godt at han i 1963 blev Assistent Secretary og i 1966 en af vicepræsidenterne for IUSY. (61) IUSY’s noget anstrengte forhold til Socialistisk Internationale (SI) er behandlet i - beretningen til kongressen i 1960 side 77-79 - beretningen til kongressen i 1963 side 90-92. - Per Åsens tale til SI-mødet i Rom i oktober 1961 hvor han helt fremragende redegør for hvad den nye generation i IUSY står for og uden direkte at angribe SI opregner hvorledes de to organisationer burde samarbejde. Talen er gengivet i IUSY survey nr 4 1961. (62) Citatet om at hr Mollet „i virkeligheden slet ikke hører hjemme i den socialistiske internationale“ er fra Fri Ungdom nr. 1 februar 1962. (63) I de tre år som studentersekretær deltog jeg i samtlige bureau- og studenterkomitemøder. Jeg har bevaret referaterne af 3 af møderne i IUSY’s studenterkomite: - i Amsterdam den 1.september 1961 - i Luxembourg dne 15.-16. februar 1962 hvor mødet blev holdt i forbindelse med seminar arrangeret af Kul og Stålunionen og - i København 12. juli 1962 samt en beretning fra min deltagelse i i juni 1962 i et møde som den sociale komite i Europarådet havde arrangeret med repræsentanter for internationale ungdomsorganisationer. (64) Herudover henvises der til afsnittet om studenter-komiteens arbejde i beretningen til IUSY’s kongres i 1963 side 13-14. (65) Ifølge beretningen til IUSY’s kongres i 1966 gik arbejdet i studenterkomiteen nærmest i stå. Som Sture Ericson noget mismodigt konkluderer: „it is obvious that the political weight of the IUSY student organisations inside our International is considerably reduced by the lack of cooperation and coordination between the members of the Student Committee“.

223

(66) Under overskriften “Vi bekæmper kommunistisk ideologi - og kapitalismens overgreb” interwievede jeg IUSY’s nye formand Kyi Nyunt til Fri Ungdoms nr. 3 april 1961. (67) I spørgsmålet om hvorvidt det skal være SDS eller SHB der skal være fuldt medlem af IUSY foreligger følgende materiale: - Report from the fact-finding commission on the German Socialist Student Question - udsendt af IUSY juni 1961 - The German Student Question - Extract from Bureau Minutes fra IUSY’s bureaumøde i Berlin i februar 1962 og - Joint IUSY-SDS-statement dateret 18.august 1963 hvori SDS beklager beskyldningerne mod IUSY’s generalsekretær. Samtidig lover SDS fremover at konsultere IUSY om alle vigtigere spørgsmål samt at undlade at deltage i en kommende Festival. Erklæringen er underskrevet på IUSY’s vegne af Per Aasen og forfatteren. I beretningen til IUSY’s kongres i 1963 skriver Per Aasen: The General Secretary had a number of meetings with our German friends on the issue, in order to find a more satisfactory solution, because the report of the fact-finding commission gave no proof that the SDS was outside the platform of IUSY, although it did not accept in detail the party line of the SPD. His efforts were aiming at finding a solution which was both acceptable to our German member organisations through recognising clearly that IUSY consider SPD as the leading force of Democratic Socialism in Germany, and which accomodates SDS as long as it works with loyalty towards the IUSY Declaration of Principles and policy decisions. At the time of the Executive Committee meeting in Copenhagen the General Secretary tried to make maximum efforts of reaching an acceptable solution, through stating clearly the political and principle implications of too narrowly defined criteria for membership in an international as IUSY. The whole question, however, will have to be reviewed by the forthcoming Bureau meeting in Oslo after a unilateral decision by the SDS on official participation in the next World Youth Festival”. (68) Festivallen i Wien i 1959 er behandlet i - beretningen til IUSY’s kongres i 1960 side 92-93. - artikel i Fri Ungdom nr. 7 september 1959 af Ole Andersen - senere borgmester i Gladsakse. (69) Festivallen i Helsingfors i 1962 er behandlet i - beretningen til IUSY’s kongres i 1963 side 97-99. - lederartikel signeret Ejner Hovgård Christiansen i Fri Ungdom nr. 2 marts 1962 - beretning om mine „oplevelser og indtryk fra Helsingforsfestivallen 1962“. Privat arkiv. (70) Det af „Politisk Revy“ arrangerede møde om den - senere aflyste - festival i Algeriet er refereret i Land og Folk. Den udaterede artikel samt hele teksten til mit indlæg findes i mit private arkiv. (71) Berlinkrisen op til bygningen af muren er beskrevet i Norman Gelbs Berlinmuren, 1988 med undertitlen Kennedy, Khrusjtjov og et opgør i hjertet af Europa. (72) Under overskriften Sameksistens contra Menneskerov beretter jeg i Fri Ungdom

224

nr. 5 september 1961 om hvorledes det østtyske styre praktiserer den fredelige sameksisten gennem kidnapningen af vicepræsidenten i den liberale studenterorganisation i Vesttyskland Dieter Koniecki og redaktøren for I.G.Metalls månedskrift Heinz Brandt. Samt konkluderer at bortførelsen „giver et glimrende billede af hele det nuværende styre i Østtyskland - og hvad der vil ske, hvis Khrusjtjov får sin vilje, og Ulbricht også kommer til at bestemme over de 2 1/4 million vestberlinere“. (73) Interviewet af Michael Gromnika i Neues Deutschland fandt sted dem 22- mpve,ner 1961. Det gav anlednng til et nyhedstelegram fra enten Ritzau eller DPA, der igen førte til artikler4 i Aktuelt den 23. november under overskriften „Spionen min bedste ven“ og i Informatio den.. 24.november med overskriften „Dansk student udspioneret af agent fra Ulbrichts SSD“. Teksten til disse artikler er gengivet i blaget „Dokumentation: optræævlingen af et forædderi“. (74) Lederen af den tyske Forbundsdags arbejde med at afdække Stasis underminering af de demokratiske partier og institutioner i den gamle Forbundsrepublik, historikeren Hubertus Knabe har i bogen ”Die Unterwanderte Republik” med undertitlen ”Stasi im Westen” (Berlin-Propyläen 1999) givet den første samlede beskrivelse af denne side af Stasis arbejde. Kapitlet ”Studenterbewegung” indeholder en gennemgang af det berlinske SDS i tiden omkring 1960. Her beskrives de mest centrale Stasi-spioner i SDS omkring dette tidspunkt - Walter Barthel og Dietrich Staritz - men omtales også Michael Gromnica. Kapitel 7: Afslutning på ungdomsarbejdet (75) Min artikel i Lederbladet nr. 4-5 juli 1964: Det er for dårligt..! (76) Udtalelserne om Sydafrika er gengivet i - Lederbladet nr 5 1960: Ingen andre veje. - Modstanden mod at føre en aktiv Sydafrikapolitik fremgår af referatet af DUF’s rådsmøde den 15.maj 1960 i samme nummer hvorefter opfordringen om at afbryde de diplomatiske forbindelser med Sydafrika kun blev vedtaget med 45 stemmer for mens hele 23 stemte imod. - Lederbladet nr 4 juli 1963: Styrelsens kompetence... - Ifølge referatet af DUF’s rådsmøde den 26.maj 1963 i samme nummer er modstanden mod DUF’s krav om en aktiv Sydafrika-politik skrumpet ind til næsten kun at omfatte spejder-organisationerne idet Sydafrikaresolutionen blev vedtaget med 97 stemmer for og kun 11 imod. - På rådsmødet den 31 maj 1964 - refereret i Lederbladet nr 4-5 juli 1964 - bliver selv en opstrammet udgave af udtalelsen vedrørende Sydafrika vedtaget eenstemmigt. (77) Min interesse for forstanderjobbet tilkendegiver jeg første gang i brev til Finn Friis af 16.februar 1968. Korrespondancen med Finn Friis: privat arkiv. (78) Anmodningen om at udtræde af Skolerådet fremgår af mit brev af 31.juli 1973 til formanden, generalsekretæren for Europabevægelsen i Danmark Anker Nielsen. Brevets konklusion er at „udviklingen synes at vise at man ikke er nået ud over den almindelige danske højskolesituation garneret med et islæt af tilfældige udlændinge, der eller mindre ihærdigt sætter sig ind i danske forhold“. Privat arkiv. (79) Brev fra Christian Kelm-Hansen dateret 2.9.1964. Privat arkiv.

225

(80) Derimod behandles de tidlige faser af Vietnamkrigen i Graham Greenes „Den stilfærdige amerikaner“ fra 1956. Bogen gjorde et dybt indtryk på mig og er stadig værd at læse. Kapitel 8: Den kolde krig fra nedfrysning til afslutning (81) Verbatim Records af møderne i FN’s Sikkerhedsråd i august 1968: - første møde om aftenen den 21.august hvor den sovjetiske FN-ambassadør Malik først forsøger at forhindre at Sikkerhedsrådet substans-behandler de vestlige landes anmodning om at sætte Warszawa-landenes angreb på Tjekkoslovakiet på dagsordenen. Allerede på dette tidspunkt stødte Malik og den amerikanske FN-ambassadør Georges Ball sammen i den lange række af vitriole orddueller som behandlingen i Sikkerhedsrådet skulle give anledning til. Herefter forelægger Jan Muzik den tjekkoslovakiske regerings reaktion på overfaldet - en fremlæggelse som Danmarks repræsentant senere betegner som a „sober and moving statement... based upon declarations emanating frem the lawful Czechoslovak authorities“. Muzik afslutter sin fremlæggelse med endnu engang at fastslå at „the changes in Czechoslovakia since January were aimed only at improving the socialist system, to bring the Republic closer to the lofty goals of freer socialism, to employ all human rights and liberties which should be the integral part of any socialist system“. I et kort men netop derfor stærkere virkende dansk indlæg krævede den danske repræsentant Skjold Mellbin at “the Security Council should call upon the Government of the Soviet Union and those of its allies which are involved in the intervention in Czechoslovakia to desist forthwith from this intervention and to withdraw all their forces without delay from the territory of Czechoslovakia”. Han betegnede overfaldet som “not only unjustified, it is inexcusable” og konkluderede at “to our mind, what has happened is a flagrant violation of the most elementary rights of Czechoslovakia, its government and its people”. - På mødet den 22. august forelægger den danske FN-ambassadør Otto Borch de vestlige landes resolutionsforslag der er en udbygning af de krav om tilbagetrækning som Mellbin tidligere havde fremsat. På et senere møde samme dag stemmer 10 lande for resolutionsforslaget - ud over Danmark Brazilien, Canada, Kina, Etiopien, Frankrig, Paraguay, Senegal, Storbritannien og USA - 2 stemmer imod - Sovjetunionen og Ungarn - og tre undlader at stemme: Algeriet, Indien og Pakistan. Da Sovjetunionen som en af de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har veto, bortfalder resolutionen. - Hermed var Sikkerhedsrådets behandling af overfaldet på Tjekkoslovakiet i realiteten slut men Sovjetunionen havde på møder den 23. og 24. august mobiliseret samtlige sine sattelitlande til i langstrakte indlæg der stod i omvendt forhold til hvad de havde at sige at forsøge at afspore debatten. Eneste opløftende element var et indlæg af den tjekkoslovakiske udenrigsminister Jiri Hajek der her for sidste gang fik lejlighed til at fremsætte Dubcek-styrets synspunkter før den kommunistiske undertrykkelse igen sænkede sig over hans land. (82) Brev fra Robert Pedersen dateret 10.juni 1983, Privat arkiv.

226

Efterskrift (83) Under studietiden var jeg medlem af HK mens jeg havde arbejde. Da jeg blev ansat i udenrigsministeriet blev jeg medlem af Danske Økonomers Forening som min akademiker-fagforening hed før den gik sammen med Juristforbundet og blev til DJØF. Kort tid efter at jeg var blevet ansat som sekretæraspirant til en tjenestemandsstilling var det blevet muligt at blive ansat på overenskomstvilkår hvilket både styrkede fagforeningen og resulterede i mere i løn. Som en af de første polit’er benyttede jeg mig af denne mulighed. I 1964 blev jeg tillidsmand for „overenskomstansatte af den almindelige tjeneste“ i udenrigsministeriet. I takt med at DJØF pressede de nye muligheder der lå i overenskomstsystemet ud over hvad jeg fandt et solidarisk lønsystem kunne holde til, steg min utilfredshed. I begyndelsen af 70’erne offentliggjorde jeg en artikel i Information hvor jeg vendte mig mod den benhårde fagforeningspolitik som DJØF førte til fordel for de højstlønnede. Samt meddelte at jeg meldte mig ud af DJØF. Jeg har aldrig siden været medlem af en fagforening. Til gengæld har jeg troligt indbetalt et betydeligt større beløb til Socialdemokratiets Kampfond end hvad jeg skulle have betalt i fagforeningskontingent til DJØF.

227

Dokumentation optrævling af et forrædderi Slutter sig til beskrivelsen af begivenhederne s. 154. Dokumentationen omfatter 4 breve (s. 229-238) og to avisartikler (s. 239-241).

Anni og forfatteren blev gift på Zehlendorf Rathaus den 14.juli 1961 og vores bryllup blev samtidg afslutningen på mit Berlin-ophold. Selve bryllupsfesten blev holdt på en af de små hyggelige berlinske ”Weinstuben”. På bryllupsbilledet ses øverst fra højre Mutz gift med Renate Grommann der ikke er kommet med på billedet. Derefter Toni Rieter efterfulgt af ægteparret Erika og Michael Gromnica, Horst Koblitz, Ruth Karnath ligesom man lige kan skimte min bror Knud. Erika og Horst havde været vores vidner på rådhuset. Horst, Toni og Renate var alle flygtet fra DDR omkring 1955, og Ruth boede lige uden for Berlin i DDR. På første række min far – Svend Kjeldgaard-Olesen, Anni, vores datter Margit. Til venstre for forfatteren min mor, mens det meste af min svigerfar Otto Færge desværre er blevet skåret af.

228

Brev nr. 1 side 230-231

Michael(Pit) Gromnicas brev til forfatteren af 2. august 1961. Under påskud af at forsøge at skaffe penge til vestlige organisationers – herunder især IUSY’s - ungdomsarbejde i udviklingslandene beder han mig om oplysninger om den kommunistiske indflydelse i ungdomsarbejdet. Gud ske lov var jeg på daværende tidspunkt alt for optaget af eksamenslæsning til at jeg fik svaret ham. Der er imidlertid ingen tvivl om at hvis jeg havde svaret ham var oplysningerne gået direkte vider til både amerikanske og vesttyske efterretningskredse og til hans primære arbejdsgiver i Stasi.

Brev nr. 2 side 232-233

Ansgar Skrivers brev til forfatteren af 8.september 1961 hvor han udførligt beskriver Erikas og Michaels flugt til Østberlin den 26.august og de tanker som han og Manfred Rexin gjorde sig i den anledning. Både Ansgar Skriver og Manfred Rexin var tyske intellektuelle som jeg havde lært at kende på grund af deres – ret løse - tilknytning til SDS. Ansgar Skriver der ernærede sig kummerligt som skribent og forlægger kom fra Flensborg hvor han havde været medlem af SPD. Hans levende beskrivelse af hvorledes SSV’s oppiskning af snævre dansk-nationalistiske interesser havde forgiftet det politiske klima i efterkrigstidens Sydslesvig var endnu et kulturchok.

Brev nr. 3 side 234-236

Heinz Lippmanns brev til forfatteren af 22. september 1961. Han var sammen med Michael Gromnica den 26.august hvor Michael og Erika fik besked på at flygte og giver baggrunden for at de bliver ”hjemkaldt”. Der er for Lippmann ingen tvivl om, at flugten først og fremmest skete i forbindelse med at de østtyske myndigheder forberedte en skinproces mod de unge intellektuelle og mod den interne opposition i DDR - repræsenteret ved Raddatz og Schirdewanhvor. Samtidig skulle ”provokatøren Gromnica” forsøge at diskvalificere vestlige socialisters kritik af forholdene i DDR herunder ikke mindst folkene omkring Heinz Lippmanns eget tidskrift ”Dritter Weg”. Samt udlevere tidskriftets kontaktnet i DDR til Stasi. Og endelig skulle Michaels oplysninger bruges i processen mod Heinz Brand.

Brev nr. 4 side 237-238

Ansgar Skrivers brev til forfatteren af 6.oktober 1961, hvor han beskriver hvorledes Michael ud over at være Stasi-spion (SSD står for Staats Sicherheits Dienst) også gav oplysninger til det Vesttyske Bundesverfassungsschutz (BFZ). Herudover oplyser han at blandt de ting han og Manfred Rexin fandt i lejligheden var en udførlig beretning om IUSY’s virksomhed og en detaljeret vurdering af de personer der var aktive i IUSY. I en række tilfælde citeret med mig som informationskilde. Men det mest interessante er unægtelig at Ansgar Skriver og Manfred Rexin har advaret formanden for SDS Walther Barthel om hvad Michael Gromnica har bedrevet. Den selvsamme Walther Barthel der senere er blevet afsløret som en af de mest succesfulde Stasi-spioner i Vesten.

229

Brev nr. 1

230

231

Brev nr. 2

232

233

Brev nr. 3

234

235

236

Brev nr. 4

237

238

Spionen min bedste ven

bragte Aktuelt den 23. november 1961 på forsiden følgende artikel af BentHansen

Spionen var en af mine bedste venner. Han var så meget menneskeligt tiltalende, man kunne tænke sig, og iøvrigt også af vestlig type. Sådan siger den danske stud.polit. Henning Kjeldgaard, hvis navn er blevet draget frem på en østberlinsk pressekonference. Henning Kjeldgaard var studentersekretær i den internationale arbejderungdomsorganisation IUSY. I Berlin lærte han den unge Michael Gromnica at kende. Gromnica var funktionær i det vestberlinske socialdemokrati. Det skete allerede i 1958 og fra 1959 udviklede bekendtskabet sig til nært venskab. Det kom som et chok for os alle, siger Henning Kjeldgaard, da det gik op for os, at han var spion. Ingen mistænkte ham. En eftermiddag bliver hans kone pludselig ringet op i hjemmet. Det skete, mens der var andre til stede. Hun blev temmelig oprevet. Det var tilsyneladende et stikord, hun havde fået: „Hunden er kørt over“. Hun prøvede straks at få fat i sin mand, der sad i et møde ude i byen. Han afbrød omgående mødet. Hvordan opdagede man så, han var spion ? Næste dag var parret væk. Man søgte overalt. Konen var højgravid så alle fødeklinikker blev undersøgt - måske var hun indlagt. Efterhånden gik det op for os, at de måtte være taget over grænsen samme aften, som de blev ringet op. Hendes bedstefar, der boede i Østberlin kom senere og hentede parrets hund. Troede man, han var spion ? Jeg troede det ikke selv, da jeg hørte det lige efter, at han var forsvundet. Det var omkring 1. september. Jeg tror, at det må være siden 1959 han er blevet det. Jeg ved, at han i de sidste år stiftede ret store gældsforpligtelser - bl.a. hos sin arbejdsgiver, det tyske socialdemokrati. Senere fik jeg også at vide, at hans kone var datter af en højtstående kommunist, der blev udrenset i Stalin-tiden. Det viste sig også, at hun tidligere havde udført et fremragende arbejde i det østtyske ungdomsorganisation FDJ. Hun var også uddannet som bibliotekar på Marx-Engels-Lenin biblioteket i Østberlin. Hvad kan årsagen være til, at han blev spion ? Det kan jo kun gære gisninger, jeg kan give. Jeg vil regne med, at pengemangel og pres fra konen kan have fået ham til det. Det var i hvert fald et menneskeligt chok for mig at få at vide, at han var spion. Sagen omtaltes i går i dagbladet „Information“. Bladet skriver, at Grom-

239

nica på pressekonferencen havde hævdet, at Kjeldgaard under sit ophold i Tyskland skulle være udspioneret af det vesttyske efterretningsvæsen. Det har jeg ingen baggrund for at vide, svarer Kjeldgaard. Man kan vel sige, at det vesttyske efterretningsvæsen er af en anden type end det danske. Men alligevel synes jeg, påstanden lyder overdrevet. Der tales om en kommende proces i Østtyskland ? Ja der kommer vi vel til det, han skal bruges til! Vi hørte intet fra ham, før han dukkede op på pressekonferencen. Det er vel meningen, at han skal være med til at underbygge den russiske og østtyske påstand om, at Vestberlin er et vestligt spionagecentrum. Hans spionageopgave har vel i øvrigt været at skaffe oplysninger om IUSY og andre ungdomsorganisationer til østtyskerne. Hvad kan man så vente, han skal bruges til nu ? Der kommer vel en skinproces mod bl.a. den kidnappede vesttyske fagforeningsmand Heinz Brandt. Og man kan vist også vente skinprocesser mod de andre ungdomsorganisationer, der har plejet en lille smule kontakt med vest.

240

241

242

Efter at Præsident Nasser nationaliserede Suez Kanalen bombarderede Storbritannien og Frankrig Ægypten. Det var i realiteten den konservative Anthony Eden og den socialdemokratiske Guy Mollets forsøg på at standse afkoloniseringsbølgen. I en epokegørende leder den 4. november 1956 angreb David Astor - redaktør og ejer af det liberale The Observer - de britiske konservative for aldrig at have accepteret ”the steady progress away from imperialism”. Helt frem til det sydafrikanske apartheidstyres fald har både det britiske og de øvrige - herunder danske - konservative og liberale partier forsøgt at lægge sten i vejen for afviklingen af den brutale og systematiske undertrykkelse af andre folkeslag som kolonialiseringen udgjorde. Til gengæld gjorde David Astor The Observer til et af de få vestlige blade der konsekvent støttede de afrikanske befrielsesbevægelser. Omtale i teksten s. 37.

243

244

245

246

247

”I skyggen af den kolde krig” er en selvbiografi men beskriver mere bredt en række af de politiske forhold i anden halvdel af 50’erne og første halvdel af 60’erne. Udgangspunktet er forfatterens arbejde i de 3 socialdemokratiske ungdomsorganisationer Frit Forum, DSU og den socialdemokratiske ungdomsinternationale IUSY. Forfatterens ophold i London efter Suez-krisen og som studerende ved Freie Universität under Berlin-krisen bliver afgørende for hans holdning til kampen mod kolonialismen og kampen mod kommunismen. Beskrivelsen af kampen mod først den franske undertrykkelse i Algeriet og senere det hvide apartheidregime i Sydafrika står centralt i bogen. På to områder har forfatteren ”været med fra begyndelsen”, nemlig i presset for at få Danmark til at yde bistand til landene i den tredje verden og i arbejdet for at sikre en dansk deltagelse i de europæiske markedsplaner. Under sit ophold i Vestberlin oplever forfatteren SPD’s overgang fra klassetil folkeparti ligesom han får DDR-styrets forsøg på at underminere Vestberlin tæt ind på livet. Perioden fra 1967 til murens fald i 1989 beskrives i en række punktnedslag spændende fra FN’s sikkerhedsråds behandling af Sovjetunionens overfald på Tjekkoslovakiet i 1968 til præsident Mugabes begrædelse af hvorledes det var gået hans gamle venner Honecker og Ceaucescu. Henning Kjeldgaard – årgang 1935 – blev international sekretær i Frit Forum i 1958 og 3 år senere formand for DSU’s internationale udvalg, studentersekretær i IUSY i 1960, cand. polit. i 1961, ansat i udenrigsministeriet i 1963 og har været ambassadør i Tanzania, Zimbabwe og Kenya fra 1983 til 1996. ISBN 87-89446-28-3

1