Det Danske Sprogs Historie. Fra Holbergs komedier til H.C. Andersens eventyr [3]

Table of contents :
Forside......Page 1
INDHOLD......Page 7
61. PERIODENS INDDELING......Page 11
62. HISTORISK BAGGRUND......Page 13
A. Retskilder.......Page 19
C. Historisk-biografisk litteratur.......Page 20
D. Faglig litteratur.......Page 22
E. Religiøs litteratur.......Page 26
F. Skønlitteratur.......Page 28
A. HOLBERG OG DET DANSKE SPROG......Page 31
B. SPROGSITUATIONEN......Page 33
C. HOLBERGS TALESPROG......Page 36
D. HOLBERGS SKRIFTSPROG......Page 39
1. Ortografien.......Page 41
2. Morfologi.......Page 42
3. Syntaks.......Page 46
4. Ordforråd.......Page 49
5. Afledning og sammensætning.......Page 54
E. SPROGTEORI......Page 56
F. KOMEDIESPROGET......Page 64
G. VURDERING OG BETYDNING......Page 72
65. HISTORISK BAGGRUND......Page 75
66. KILDERNE......Page 89
A. RETSLIGE KILDER......Page 90
B. BREVE OG AKTSTYKKER......Page 91
C. PRESSEN......Page 93
1. Filosofien......Page 95
2. Historien......Page 97
3. De antikvariske studier arkæologien......Page 99
4. Det polyhistoriske studium topografien......Page 100
6. Sprogvidenskab......Page 101
8. Geografi m. m.......Page 109
10. Naturhistorie, zoologi, botanik......Page 110
12. Lægevidenskab......Page 112
13. Naturlære, fysik, kemi......Page 113
14. Andre fag......Page 114
E. RELIGIØS LITTERATUR......Page 115
F. SKØNLITTERATUR......Page 119
1. Dansken i Norge......Page 125
2. Færøerne......Page 129
3. Island......Page 130
4. Sønderjylland......Page 131
5. Dansken udenfor riget......Page 141
B. FREMMEDSPROG OG MODERSMÅL......Page 142
C. UNDERVISNING OG OPLYSNING......Page 153
1. Purisme......Page 157
2. Oversættelser......Page 164
3. Norrøne og arkaiserende tendenser......Page 167
4. Dialektale tendenser......Page 171
5. Sproglig skandinavisme......Page 173
A. Skrift og tryk......Page 175
B. Den officielle norm......Page 176
C. Diskussioner og systemer......Page 179
D. Enkeltproblemer......Page 184
69. RIGSMÅLET......Page 195
1. Kvantitetsforhold......Page 197
2. Kvalitetsforhold......Page 205
3. Trykforhold......Page 214
4. Formændring......Page 216
5. Bøjning......Page 217
6. Syntaks og grammatisk ordbrug, spredte iagttagelser......Page 224
A. RIGSMÅL KONTRA DIALEKT......Page 227
B. DIALEKTALE KREDSE......Page 230
C. JARGON......Page 233
D. FREMMEDSPROGLIGE KREDSE......Page 236
71. TALESPROGSSFÆRER......Page 238
A. DANNET SPROG OG VULGÆRT SPROG......Page 239
B. FORTÆLLERSPROG......Page 244
C. TALERSPROG......Page 259
D. PRÆDIKEN......Page 264
A. BIBELSPROG......Page 271
B. KANCELLISPROGET......Page 274
C. VIDENSKABELIGT SPROG......Page 278
D. SKØNLITTERÆRT SPROG......Page 279
A. JENS SCHELDERUP SNEEDORFFSSPROG......Page 283
B. JOHANNES EWALDS SPROG......Page 290
C. OEHLENSCHLÄGERS SPROG......Page 309
D. GRUNDTVIGS SPROG......Page 342
74. ORDDANNELSE......Page 360
A. BEVIDST OG INDIVIDUEL NYDANNELSE......Page 361
2. Andre substantiviske tilbagedannelser......Page 369
3. Verbale subtraktionsdannelser......Page 370
D. KONTAMINATIONER......Page 371
F. AFLEDNING: PRÆFIXER......Page 372
G. AFLEDNING: INFIXER......Page 381
H. AFLEDNING: SUFFIXER......Page 382
I. SAMMENSÆTNING......Page 396
75. ORDFORRÅDET......Page 401
A. ORDENES LIV OG DØD......Page 402
1. Lån fra svensk......Page 410
3. Lån fra oldnordisk, islandsk, færøsk......Page 411
5. Lån fra tysk......Page 412
7. Lån fra fransk......Page 413
8. Lån fra italiensk......Page 414
10. Lån fra latin......Page 415
II. SAGLIG OVERSIGT......Page 416
III. FAGSPROG......Page 429
1. Arkitektursproget......Page 430
2. Arkæologisk sprog......Page 431
3. Bogtrykkersproget......Page 432
4. Botanisk sprog......Page 433
5. Etnografisk sprog......Page 435
6. Filosofisk sprog......Page 436
7. Forstsproget......Page 437
8. Fysisk sprog......Page 438
9. Geografisk sprog......Page 439
10. Geologisk sprog......Page 440
11. Juridisk sprog......Page 441
12. Kemisk sprog......Page 442
13. Malersproget......Page 444
14. Maritimt sprog......Page 445
16. Medicinsk sprog......Page 446
17. Mineralogisk sprog......Page 448
19. Musiksproget......Page 449
20. Møllersproget......Page 450
21. Sprogvidenskabeligt sprog......Page 451
23. Veterinærsproget......Page 452
24. Zoologisk sprog......Page 453
1. Stednavne......Page 455
2. Personnavne......Page 456
3. Andet navnestof......Page 461
LITTERATURHENVISNINGER......Page 463
TRANSSKRIPTIONER TIL TEXTILLUSTRATIONER OG PLANCHER......Page 493
GRAMMATISKE UDTRYK M. M.......Page 496
FORKORTELSER......Page 499
RETTELSER......Page 500

Citation preview

DET DANSKE SPROGS HISTORIE

III

PETER SKAUTRUP

DET DANSKE SPROGS HISTORIE TREDIE BIND FRA HOLBERGS KO.MEDIER TIL H.C. ANDERSENS EVENTYR

GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

,,Det danske Sprogs Historie lll" udkom første gang i Hl53, udgivet af "Det danske Sprog- og Litteratursclskah·' med støtte af Carlsbergfondet og Undervisningsministeriet, sat og trykt i Gyldendals Forlagstrykkeri. Nærværende 2. oplag er et uændret, fotografisk optryk, udført af S. L. Møllers Bogtrykkeri, København. Printed in Denmark l!l(i8.

Udgivet med støtte af fritrykskontiene under Københavns Universitet og Aarhus Universitet.

\.

\

INDHOLD VII.

YNGRE NYDANSK (1700-1950) .................... .. § 61. Periodens inddeling ........................... .

VII A. HOLBERGTIDEN (1700-1750) ..................... .. § 62. Historisk baggrund ............................ . § 63. Kilderne ........................... , ... , .... · · A. Retskilder ................................. . B. Breve og aktstykker ........................ . C. Historisk-biografisk litteratur ................ . D. Faglig litteratur ........................... . E. Religiøs litteratur ............... , .......... . F. Skønlitteratur ................ , ............ . § 64. Holbergs sprog ............................... . A. Holberg og det danske sprog ................. . B. Sprogsituationen ............... , , , ......... . C. Holbergs talesprog .............. , , ......... . D. Holbergs skriftsprog ....................... . 1. Ortografi 31. 2. Morfologi 32. 3. Syntaks 36. 4. Ordforråd 39. 5. Afledning og sammensætning 44. E. Sprogteori ..................... , ..... , , . , , . F. Komediesproget ................. , ........ , .. G. Vurdering og betydning ..................... . VII B. NYERE DANSK (1750-1870) ....................... . § 65. Historisk baggrund ................. , .. , , , , •... § 66. Kilderne ................. , , , , . · · · · · · · · · · · · · · · · A. Retslige kilder ........... , , . , , , , · · · · , , , , , , , , B. Breve og aktstykker ........... , , , , ......... . C. Pressen .................. , , , . , , , , .. , , . , .. , . D. Faglig litteratur ............ , , , , .. , , , , , , , , , , 1. Filosofien 81. 2. Historien 83. 3. Arkæologien 85. 4. Topografien 86. 5. Jura 87. 6. Sprogvidenskab 87. 7. Matematik 95. 8. Geografi m.m. 95. 9. Mineralogi og geologi 96. 10. Naturhistorie, zoologi, botanik 96. 11. Veterinærvidenskab 98, 12. Lægevidenskab 98. 13. Naturlære, fysik, kemi 99. 14. Andre fag 100. E. Religiøs litteratur ................... , , , , ... . F. Skønlitteratur ...................... , , , , .... .

1-480 1-2 3-62 3-8 9-20 9-10 10

10-12 12-16 16-18 18-20 21-62 21-22 23-25 26-29 29-46

46-53 54-59 60-62 63-441 63-74 75-110 76-77 77-78 79-81 81-101

101-105 105-110

VI § 67. Sprogets ydre kår .............................. 111-160 A. Sprogområdet .............................. 111-128 1. Dansken i Norge 111. 2. Færøerne 115. 3. Island 116. 4. Sønderjylland 117. 5. Dansken uden for riget 127. Il. Fremmedsprog og .modersmål ................ 128-139 C. Undervisning og oplysning ................... 139-142 D. Sprogrensning og sprogfornyelse . . . . . . . . . . . . . . 143-160 1. Purisme 143. 2. Oversættelser 150. 3. Norrøne og arkaiserende tendenser 153. 4. Dialektale tendenser 157. 5. Sproglig skandinavisme 159. § 68. Skriftsprogsnormen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161-180 A. Skrift og tryk .............................. 161-162 Il. Den officielle norm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162-165 C. Diskussioner og systemer ................... ; 165-170 D. Enkeltproblemer ............................ 170-180 § 69. Rigsn1ålet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181-212 1. Kvantitetsforhold 183. 2. Kvalitetsforhold 191. 3. Trykforhold 200. 4. Formændringer 202. 5. Bøjning 203. 6. Syntaks og grammatisk ordbrug 210. § 70. Talesprogskredse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213-223 A. Rigsmål kontra dialekt ...................... 213-216 Il. Dialektale kredse ............................ 216-219 C. Jargon .................................... 219-221 D. Fremmedsproglige kredse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 222-223 § 71. Talesprogssfærer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 224-256 A. Dannet sprog og vulgært sprog . . . . . . . . . . . . . . . . 225-230 Il. Fortællersprog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 230-245 C. Talersprog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 245-250 D. Prædiken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 250-256 § 72. Skriftsprogsgcnrcr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 257-268 A. Bibelsprog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 257-260 Il. Kancellisprog ....... , . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 260-263 C. Videnskabeligt sprog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 264-265 D. Skønlitterært sprog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 265-268 § 73. Åndspræget og individuelt sprog . . . . . . . . . . . . . . . . . 269-339 A. Snccdorffs sprog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 269-276 Il. Ewalds sprog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 276-293 C. Oehlcnschlagers sprog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 293-324 D. Grundtvigs sprog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 324-339 § 74. Orddannelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 340-380 A. Bevidst og individuel nydannelse .............. 341-348 Il. Tilbagedannelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 349-351 1. Rodfund 349. 2. Andre substantiviske tilbagedannelser 349. 3. Verbale subtraktionsdannelser 350. C. Ellipse og kontraktion ....................... 351 D. Kontaminationer ............................ 351-352 E. Lydefterlignende ord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 352 F. Afledning: Præfixer ......................... 352-361 G. Afledning: Infixer ........................... 361-362

''

\

VII H. Afledning: Suffixer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . I. Sammensætninger ........................... § 75. Ordforrådet ................................... A. Ordenes liv og død . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Il. Låneord og faglige termini . . . . . . . . . . . . . . . . . . . I. Almindelig oversigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1. Lån fra svensk 390. 2. Lån fra norsk 391. 3. Lån fra oldnordisk, islandsk og færøsk 391. 4. Lån fra nedertysk, frisisk og hollandsk 392. 5. Lån fra tysk 392. 6. Lån fra engelsk 393. 7. Lån fra fransk 393. 8. Lån fra italiensk 394. 9. Lån fra spansk og portugisisk 395. 10. Lån fra latin 395. 11. Lån fra græsk 396. 12. Lån fra andre sprog 396. II. Saglig oversigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . III. Fagsprog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1. Arkitektursproget 410. 2. Arkæologisk sprog 411. 3. Bogtrykkersproget 412. 4. Botanisk sprog 413. 5. Etnografisk sprog 415. 6. Filosofisk sprog 416. 7. Forstsproget 417. 8. Fysisk sprog 418. 9. Geografisk sprog 419. 10. Geologisk sprog 420. 11. Juridisk sprog 421. 12. Kemisk sprog 422. 13. Malersproget 424. 14. Maritimt sprog 425. 15. Matematisk sprog 426. 16. Medicinsk sprog 426. 17. Mineralogisk sprog 428. 18. Murersproget 429. 19. Musiksproget 429. 20. Møllersproget 430. 21. Sprogvidenskabeligt sprog 431. 22. Tømrer- og snedkersproget 432. 23. Veterinærsproget 432. 24. Zoologisk sprog 433. C. Navne ..................................... 1. Stednavne 435. 2. Personnavne 436. 3. Andet navnestof 441. Litteraturhenvisninger ................. : .................... Transskriptioner til textillustrationer og plancher .............. Grammatiske udtryk. Liste 3 ................................. Forkortelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

362-376 376-380 381-441 382-390 390-435 390-396

396-409 409-435

435-441

443-472 473-475 476-478 4 79-480

'.

VII. YNGRE NYDANSK (1700-1950) 61. PERi ODE NS INDDELING Yngre nydansk (II. 120 f.) er her delt i tre afsnit: Holbergtiden 1700-1750, nyere dansk 1750-1870 og nyeste dansk 1870-1950. Holbergtiden er en overgangstid, omfattende på en gang en sproglig afvikling og et litterært gry. Det sproglige skel til nyere dansk ligger ikke netop i året 17 50, men med 17 50erne er den ældre nydanske periode helt forbi. I afsnittet om Holbergtiden behandles da Holbergs sprog og sådanne sproglige fænomener, som viser en klar forbindelse med den ældre tid, medens alt hvad der viser fremad behandles under nyere dansk. Ved 1750 havde de midtsamlende kræfter, takket være først og fremmest Holbergs litterære virke, nået en sådan styrke, at rigssprog og rigsmål lå fast og respekteredes. En almindelig bevidsthed om, hvad der var dansk og hvad der var udansk, hvad der var norm og hvad der var dialekt, sikrede nu den ydre form mod væsentlige ændringer. Stærke nationale strømninger var stedse på vagt og værnede trods nære forbindelser med Tyskland mod fremmed indslag af forstyrrende art. Og ganske vist hvilede normen kun på en lille Frise: Landbohojskolens, Polyteknisk Læreanstalts og Århus Universitets segl.

2

PERIODENS INDDELING

§ 61

procentdel af Danmarks befolkning (bybefolkningen udgjorde 1769, 1801 og 1870 henholdsvis 19,9, 20,6 og 24,8 %) , dialekterne lå stille og uændrede hen, men normen var stabil, fordi folkemasserne var i ro. Grænsen fremefter for nyere dansk er sat ved 1870, fordi der omkring denne tid i det danske samfund på mangfoldige felter indledes el kulturskifte. På økonomiske, sociale, politiske, æstetiske, litterære, videnskabelige og tekniske områder fremtræder nye former, nye opdelinger og nye grupperinger. Folkemasserne kommer i bevægelse, nye folkelag trænger frem og får medbestemmelsesret i udviklingens gang, demokratisering og nivellering sætter ind, samkvemmet inden- og udenlands lettes ved fænomenale tekniske fremskridt, og offentlighedskurven stiger stejlt. Alle disse reale forskydninger og udviklinger ledsages af eller nødvendiggør et tilsvarende røre i sproget. Higsmålsnormen breder sig med støtte i og under påvirkning fra rigssproget til større og større kredse, og omvendt nærmer rigssproget sig i centrale genrer rigsmftlet. Ordforrådet vokser overordentlig stærkt og tvinger til rationelle overvejelser, som muligvis fremefter vil føre til stærkere kontrollerende indgreb specielt inden for orddannelsen. Tiden er os så nær. Det er også muligt, at man i en fremtidens sprogoversigt vil lægge skellet noget senere end 1870, men de kulturelle forudsætninger for den sproglige udvikling, vi nu er inde i, rækker i al fald tilbage til den tid, hvorfor årstallet her er valgt som begyndelsesåret for den endnu ikke afrundede sprogperiode .

. .

62. HI S T O RI S K B AG GRU N D Århundredet gik ind med nye krigsforviklinger (den store nordiske krig), men blev i øvrigt et fredens århundrede, uden ændring af landegrænserne. Kun i Vestindien øgede vi vort koloniområde ved købet af St. Croix i 1733. Nøjagtige befolkningstal haves endnu ikke. Tilvæksten synes at have været størst i tiden indtil 1710, derefter en årrække stagnerende for så igen fra 1720erne at vokse jævnt. Man anslår befolkningstallet i det egentlige Danmark {heri ikke medregnet Sønderjylland) til ca. 788,000 i 1735. Ved den første folketælling 1769 var det tilsvarende tal 797,000 og i Sønderjylland 243,600. Af samlede indvandringer i denne periode kan nævnes de fransk-reformerte tobaksavlere, som indkaldt af staten 1720 og følgende år slog sig ned i Fredericia. Efter flugten fra FrankrigBelgien havde de forsøgt kolonisation i Pfalz og Brandenburg. Nu fandt de blivende sted i Fredericia, hvor de gennem flere generationer dannede en sluttet koloni. 1801 fandtes i byen 78 familier (med de udenbys var der 1797 i 12), deriblandt familier som Armand (Hermann), Blond, Devantier, Deleuran, Dufresne, Dupont, Honore og Pierre). - Den jødiske indvandring (hovedsagelig tyske jøder) tog Frise: Inskription fra Frederik IV.s rytterskoler 1721.

4

INDVANDRING

§ 62

til, især i byer som København, Fredericia og Nakskov (familier som Bendix, Henriques, Hertz, Jacobson, Levin, Levy, Meyer, Nathan, Ree, Salomon, Warburg, Wessely; i København var der 1726 65 jødiske familier med ca. 300 medlemmer). - I øvrigt fortsatte den tyske indvandring, i særdeleshed til København. Den tyske koloni her voksede stærkt under Frederik IV og Christian VI og nåede under Frederik V (1746-66) sin kulmination såvel rent talmæssigt som i henseende til indflydelse. Fra rigets ledelse (konsejlet) var den gamle danske adel nu så godt som udelukket, i dens sted trådte fremmede: Ulrik Adolph Hofstein, Johan Georg v. Hofstein, Christian v. Lente, Chr. Ludvig 1Jon Plessen, Carl Adolf von Plessen, 0. Blome, Johan Sigismund Sclmlin, Johan Ludvig Hofstein, C. A. Berckentin, F. L. Dehn, Johan Hartvig Ernst Bernstorff og Adam Gottlob Moltke. Et tilsvarende kontingent, indkaldt eller kommet af egen drift, kan følges i lagene nedefter til kunstner- og håndværkerkredse (billedhuggerfamilierne Gercken og Wiedewelt, portrætmaleren J. S. Walil, medailløren G. W. Walzl, kobberstikkerfamilien Preisler, bygmestrene E. D. Håusser og W. F. von Platen, billedhuggeren Sturmberger, hofmaler Hendrik Krock, kobberstikker Marcus Tuscher, komponisterne Scheibe og Hartmann, organistfamilien Tlzielo, grovsmeden Drachmann, papirmager Drewsen (1693), bogtrykker Høpfner), litterære og videnskabelige kredse (J. E. og J. H. Schlegel, Cramer, Carstens, Niebuhr, lægen Christian Berger, kirurgen Simon Kriiger; som gæster Klopstock og Gerstenberg). Af tyske slægter, som kom ind i landet i århundredets første halvdel, kan nævnes Arends, Berling, Bårens, Glalm (mul. tidligere), Gude, Gøtzsclze, Helms, Hempel, Holten, Købke, Laub, Liebe, Liiders, Liitticlzau, Mengel, Milo, Munter, Rambusch, IJ. d. Recke, Reitzel, Schønlzeyder o. fl. Også d~n fransk-reformerte koloni (Il. 265) fik nogen tilgang i denne periode, men de fleste franske indvandrere var nok indkaldte (,,Franske Hoffmestere, Gouvernanter, Sprog-Mestere og Kokke". Holberg. Ep. 536). Et fransk hofteater spillede (med enkelte afbrydelser) i årene 1701-21 under ledelse af skuespilleren Montaigu, og i 1720 fik vinhandleren og kokken Capion, medlem af den reformerte menighed, privilegium på at agere "comoedier med levende personer", og efter at privilegiet var blevet fornyet og et komediehus opført i Lille Grønnegade, hvor der fra 19. januar til fasten 1722 spilledes fransk komedie, var de ydre forudsætninger for også en dansk skueplads til stede. Af indkaldte kunstnere kan nævnes billedhuggerne le Clerc og Saly, male-

§ 62

UDFÆRD

5

ren le Coffre og arkitekten Jardin. Af familier Bonnevie, de Briand de Crevecæur, Castonier, la Cour, Grandjean og le Maire. U dfærden fra Danmark forløb nogenlunde som forhen: studerende og lærde på studierejse eller som hovmestre for adelsbørn på obligate nmdrejser, håndværkssvende på vandring og søfolk over havet til kolonier eller fremmede havne. Landene var også de samme, især Tyskland, Nederlandene, Frankrig og Italien; en del, vistnok ligesom i sidste halvdel af 1600tallet især præster, kom også til England (Holberg, Pontoppidan o. fl.). Modebyen var Paris, ,,hvor alle Folk ere artige, hvor gemeene Hoose-Kiellinger læse Aviserne, dantze Menueter, og tale perfect Fransk, hvilke 3 Poster giør et fuldkommen Menniske" (Holberg. Jean. V. 1). Efter tidens egen dom synes disse udenlandsrejser for studerende at have bragt ringe udbytte, Holberg harcelerer mange steder derover (Jean; DNB. 180; Ep. 439), og en af bevæggrundene til genoprettelsen af Sorø akademi 1747 var netop at hindre "de unyttige udenlandsrejser". Det var undtagelser, når folk som Gram og Langebek ikke drog mod syd. Tidens lærdeste mand, historikeren Hans Gram kom aldrig uden for landets grænser, og Langeheks antikvariske rejse gik til Sverige, Finland og Rusland. Om udvandringen savnes bestemte oplysninger. Talmæssigt har den sikkert ligget under indvandringen, selv om den ikke var ubetydelig; i de større stæder fandt Holberg oftest landsmænd. Talrigst har vel udvandringen været fra underklasserne, hvis spor ikke kan følges, sømænd og unge landboer, de sidste oftest for at undrage sig stavnsbåndet. Til Norge drog en del, men flere nordmænd kom til Danmark. I London fandtes allerede i slutn. af 1600tallet en lille dansk koloni, som 1692 fik nordmanden Iver Brink til præst, 1696 byggede en kirke og 1706 oprettede en skole for koloniens børn. Den danske officer Borgaard blev engelsk general og reorganiserede det engelslt bmd 1?ttirit ./ ubtbUi,r. 91iBtm44~ ombcbe& bc, fom forlange un betl Loge , at øbbr,lfm fia tH ID!r. IJJlont11l9u, l>~nbe8 I Glot~erø æoben ntfl i,tb , og dm,~ næfiert øi,era' It 1• .,.Job"oM,progene tøt: mtb florere (9b: mm i tit I) ;6 !Jpi)ff ~DKllt~dialect btDtr bet I\ I /\ o.9 i en ønben:tar. S)1.10raf fu,, at l9bcnc øf Y, ø, o, Cf1 i; ur~" l(r om i bcttt ~.!) meb boercrnbrr.

§, 14,

e Ia-

I

/ \ / \. J \

C

tæt:,

Høysgaard: Accentuered og Raisonnered Gram matica. 174 7. s. 5 (udsnit).

(og med paragrafnumrene fortsat fra denne) kom fem år senere det enestående arbejde "Methodisk Forsøg til en Fuldstændig Dansk Syntax" (1752). Høysgaard har kendt de betydeligste nye fremmede grammatikker (således franskmanden Girard's fra 17 47 og tyskeren Gottscheds fra 17 48), men han overgår dem langt i skarpsindig tænkning og .er i anlæg og behandling uafhængig af dem (Bertelsen). Hovedindholdet er en gennemgang af den regelrette syntaks (Syntaxis simplex), en konstruktionslære, hvorved ikke skal forstås en sætningslære (som Høysgaard slet ikke går ind på) og ej heller en egentlig· sætningsanalyse, men derimod en redegørelse for relationerne mellem logisk sammenhørende ord og ordforbindelser, altså forholdet mellem styrelsen (dtlt styrede ord, regendum, af Høysgaard kaldet Regelord) og det styrende, ord (regens, Høysgaard: Styre-Ordet). Systematisk gennemgår han nu realisationsmuligheqerne af dette grundforhold, først behandles substantivet som styrelse (regendum) til verbum, participium, adjektiv, substantiv, præposition og interjektion som styrende (regensl, derefter på samme måde

16

SPHOGVIDENSKABELIGE AHBEJDEH

§ 63 D-E

med adjektiv og verbum. ,,Fuldstændig" - det indrømmer han - eller fuldkommen blev hans syntaks ikke, betydningsforholdenes antal er uendelige, men fremstillingen kan i henseende til stoffets righoldighed og den fine vurdering af fænomenerne vanskeligt overvurderes. Foran hovedstykket gives en indgående redegørelse for artiklernes brug og ikke-brug, og i slutningen findes et mindre afsnit om sammensætninger. Endelig er i bogen tilføjet et register med forklaringer på de benyttede kunstord. - Endnu engang vendte lløysgaard tilbage til fonetikken, ægget dertil ved Jacob lladens danske grammatik på tysk, ,,Anweisung zur D:i.nischen Sprache" (1767), der var ledsaget af en ordbog, hvori der ikke var taget hensyn til udtalen (accentueringen). I skriftet "Første Anhang til den Accentuerede Grammatika, angaaende Indretningen i et orthographisk Ord-Register, hvoraf en Prøve følger bag efter" ( 1769) uddybes de ældre fremstillinger af åndelavene og vokalkvaliteterne og til slut gives en ordbogsprøve med anvendelse af accenterne. - Endelig udgav Høysgaard i 1771 et lille skrift om de latinske konjunktioner quod og 11t, hvori han søger at nå frem til en bestemmelse af den psykologiske forskel mellem konstruktionerne (og derved bl.a. skelner mellem Jwvedsætning og bisætning).

Af andre sproglige arbejder kan nævnes Grams etymologiske og ordhistoriske småafhandlinger (fx. om ordene Kristian, skrifte, dimmeluge, herremaml, arildstid m.m.; i Videnskabernes Selskabs publikationer "Det kiøbenhavnske Selskabs Skrifter"), hvori han bl.a. tager det angelsaksiske sprog til hjælp ved tolkningen; videre af præsten Albert Thura en større samling af talemåder i Lærde Tidender 1738. - Om ordbogsarbejder se s. 87 ff. - I Det kiøbenhavnske Selskabs Skrifter I (1745) offentliggjorde Pontoppidan en afhandling om "Det danske Sprogs Skiæbne og forrige saavelsom nærværende Tilstand udi Sønder-Jylland", en historisk dokumentation af lan· dets og sprogets danskhed (i en tilføjelse vurderer han dog som en tyskhed i vest- og sønderjysk den foransatte artikel, der her omtales for første gang; jf. I. 138), ledsaget af en kort liste med sønderjyske dialektord. - Af skolebøger kan nævnes Grams latinsk-danske ordbog, Nucleus Latinitatis, hvis første udgave (antagelig fra ca. 1709-10) ikke mere findes, men som kom i en række udgaver, forsynet også med et omfattende dansk ordregister. En dansk ABC udkom i 1731 (af den ældste kendte fra 1649 er kun et fragment bevaret); den indeholder foruden bogstavrækken og en side stavelser af læsestof kun fadervor, trosartiklerne, budene samt forskellige bønner. E. Religiøs litteratur. Under Frederik IV kom pietismen til landet og satte sit præg på såvel offentlige foranstaltninger som på den religiøse litteratur. Missionsvirksomheden tog sin begyndelse, 1714

§ 63 E

BIBELUDGAVER -

SALMEBØGER

17

oprettedes Missionskollegiet, hvorfra missionen skulde virke, og efter mønstret i I-lalle stiftedes i København 1727 Vajsenhuset som hjem for forældreløse børn. Under Christian VI blev pietismen helt dominerende (grev Zinzendorf besøgte København 1731), teatret blev ikke genåbnet (alt komediespil blev forbudt 1738), i 1735 kommer en forordning om søn- og helligdages helligholdelse (sabbatforordningen), konfirmationen indføres 1736, og 1737 oprettes generalkirkeinspektionskollegiet, der var bestemmende i alle religiøse sager. Pietismen var blevet statskirkelig. Planerne om en ny bibeloversættelse (II. 288) lykkedes det heller ikke i denne periode at yirkeliggøre. Missionskollegiet havde ligesom universitetsbogtrykkeren fået privilegium på at udgive biblen (;>: den Svaningske bibel), og der udkom i årene 1717-28 ialt 6 udgaver (jf. II. 319 f.). Efter Vajsenhusets oprettelse overgik udgivelsen 1728 til dette (i 17 40 eneret), og herfra udsend tes nu det ene oplag efter det andet (Vajsenhus bibler). Den mest indgribende revision af teksten - i en udgave 1732 - skyldes den pietistiske Vajsenhuspræst Enevold Ewald; denne tekst moderniseredes igen i en udgave 1737, der genoptryktes uforandret i udgaven 1740, alm. kaldet Christian VI's bibel. En kommission, der blev nedsat for at tilvejebringe en ny oversættelse, fik kun dele af biblen revideret og udgivet, og denne udgave fik ingen betydning. - Til biblen udarbejdede Enevold Ewald en konkordans: Den Bibelske Concordantz I-II. 1-2 (1748-49), der hviler på udgaven fra 1740. Første del er en realkonkordans (over proprierne), anden del en verbalkonkordans med tillæg indeholdende en fortegnelse over "Titler (som) i·visse Maader ere parallele", d. v. s. begyndelsen til en synonymordbog. Af salmebøger var Kingos (II. 289) den autoriserede i kongeriget, men i Slesvig stift, hvor forskellige salmebøger konkurrerede, kom i denne periode to nye salmebøger i brug og fik en ikke ubetydelig udbredelse. Den ældste er den såkaldte Flensborgsalmebog (eller Varnæssalmebog): ,,En Nye Psalme-Bog" (1717), udgivet og for en væsentlig del også forfattet af salmedigteren og præsten i Varnæs Bertel Christian Giødesen. Den blev i over hundrede år brugt i Flensborg og en del slesvigske sogne. Større udbredelse fik dog Pontoppidans "Den nye Psalme-Bog" (1740), samlet og udgivet på kongelig opfordring· og omfattende ialt 550 nummererede salmer "afdeelt efter De Saliggiørende Sandheders Orden". Bogen optog ud over Kingosalmebogens stof endnu nogle Kingosalmer samt talrige fra Flens-

18

SALMEBØGER -

IIOLBEUGS KOMEDIEU

§ 63 E-F

borgsalmebogen og fra Ilrorsons "Troens rare Klenodie". Den blev indført i slotskirkerne (og kaldes derfor undertiden for Slotssalmebogen) og vandt indpas i Nordslesvig, hvor den i nye og omarbejdede udgaver blev brugt indtil den sønderjyske salmebog fra 1889 kom frem. - Det betydeligste tilskud til dansk salmedigtning gav Il rorson. For menigheden i Tønder udgav han sit første lille hæfte "Nogle .Jule-Psalmer" (1732). Flere hæfter (med originale salmer og oversættelser) fulgte efter og samledes i "Troens rare Klenodie" (1739). Aret efter hans død udkom "Svanesangen" (1765), også med adskillige senere i danske salmebøger optagne salmer. Af den øvrige religiøse litteratur skal her kun nævnes den bog, som fik den største udbredelse, nemlig Pontoppidans såkaldte Forklaring, hvis titel lyder "Sandhed til Gudfrygtighed udi en eenfoldig og efter Muelighed kort, dog tilstrekkelig Forklaring over Sal. Doet. Mort. Luthers Liden Catechismo" (1738), fremstillet i spørgsmål og svar og påbudt til brug ved religionsundervisningen i skolen og ved katekisation, men dog nådigt forsynet med indstregning i marginen ud for de stykker, som "de tungnemmede og med alt forliden Skole-Gangs Tiid forsynede Børn" kan nøjes med at læse og eftertænke. Af tidens meget omfangsrige andagts- og prædikenlitteratur skal ingen titler opremses her. Den har væsentlig kun interesse for studiet af du nu fra 1720; således rettet flere steder); giclc ifra sin !Jekiendelse (Intr); derifra (NF). - med: med et i'llirakel (NF, > ved 1751). - op for: bære to Kufferter op for Trappen (llJ). - ned for: Fanden .. styrtede hende ned for Trappen (Ep 22,1). - på: ved Siden paa ham (Jep/. - til brugt i stedet for genitiv: Men det er vist Tieneren til den underlige Kone, jeg nyligen talede om (Vgs). Infinitiv uden at: hvad Viin jeg plejer drikke om Morgenen (Jep); Richard !Jorstenbimler, som pleier læse (Kandst, > at læse 1724, 1731). Adverbier. ,,I norsk får ofte påstedsadverbier foran en preposisjon samme form som tilstedsadverbier: utpc1 vannet er ute pc1 vannet. Hos Holberg finner vi denne norske bruk" (Seip): De ligger hen i Skuffen (Stu); du var hen til Bogtryckeren (Tyb); Nu er min Herre ind og fører sig i !(tæerne (1Iasc, > inde 1731). - Adverbiet da bruges hyppigt: Adieu da (GW); Ja saa gratulerer jeg da (Didr). - Det kopulative og adversative end (også kendl i jy.) bruges som i norsk: End om min Mand kommer i det samme (Jul); End om han havde sagt (Ul). - llvor got Folk er, der kommer got Folk efter (Bars, > .. kommer gat Folk til 1731; Er). I-Ijælpeverbet have kan udelades i bisætning: Da hand nu saaledis spæget de Helvetier (Intr, > lwfde spæget 1728); og som hund iclce kundet taale at blive saaledis medhandlet (Intr). Verbalartikel. Efter norsk sættes ofte partiklen ved uægte sammensatte verber foran obj. (ved inversion: subj.), fx.: Naar jeg har spiset, har jeg i Sinde at henge op Iwer anden her paa Gaarden (Jep); du maa strax lave til noget Caffee (Kandst, men: Jeg skal lave Caffee til smst.); du skal brænde mig op alle mine politiske Bøger (Kandst); Men Iwar blev af den Simle, du hentede? (V gs); Jwnd er fuld og har kastet bort sin Morgenstierne ( llJ); Der kommer ind saa mange Fruentimmer (Bars); Jeg tror Fanden lwr sat ud den Karl at plage mig med Snak (Mase); Tar op en Kniv (Ul); osv.; Jf. også: hun seer ud saa skikkelig og saa peen (Bars, > hun seer saa skikkelig og saa peen ud 1731). Udeladelse af en: saadan doven Slyngel (Jep); Dersom den ikke smager Herren, Jean lian faae strax anden (Jep).

D. HOLBERGS SKRIFTSPROG

Holberg var en hurtig arbejder, til tider så hurtig, at den skriftlige udformning nærmede sig sjuskeriet. Hans mål var at vække, at få "omstøbt disse Rigers Almue ligesom udi en anden Form", og derfor var detaljen og den minutiøse udpensling - også i sprogets ydre form - ham mindre væsentlig. De første 15 komedier blev skrevet på halvandet år, det første skrevne skæmtedigt, ,,Poeten raader sin gamle Ven Jens Larsen fra at gifte sig", blev til på et par dage. Det er ikke underligt, om der adskillige steder kan påvises små reale urigtigheder, sproglige fejl, lapsus og inkonsekvenser. I Jeppe paa Bierget hedder præ-

:30

IIOLBEHGS HETSKHIVNING

§ 64 D

sten først Tlr. Poul, senere Tlr. Jesper, Jeppe har været li år i militsen, det kan næppe have været mere end seks, Jeppes hest kaldes først flors, senere Hest, i Natur- og Folkeretten (1716) står et sted udtrykket Herredømmes og Ejenslwbs, og udtrykket går igen i udgaven 1728, men rettes så endelig i 173,1 (> Herskabs og Ejendoms), idet Ejenskabs sikkert er en kontamination af Herskab og Ejendom! Og således kan der påvises adskillige skødesløsheder. Af Holbergs egenhændige manuskripter er der kun overleveret mindre ting, bl.a. en del breve (udg. af Dahlerup 1926; se planche I) samt hans vota som universitetsprofcssor (udg. af Nystrøm 1922). Videre er bevaret manuskriptet til Epistel ,14 7 (udg. af Gyldenborg 1927), og endelig findes i en af en skriverhånd foretaget renskrift af Heltehistorierne (Oslo 89, 4 °) en række tilføjelser, indskud og marginalier med Holbergs egen hånd (se planche II). Sammenligner man nu disse egenhændige manuskripter med trykkene, vil man finde, at trykkene aldeles ikke følger Holbergs ortografi (rent bortset fra at trykkene også indbyrdes er ortografisk forskellige). Med andre ord: retskri vningen i de trykte værker er ikke Holbergs, men sætternes! Holbergs ortografi kan altså kun skildres ud fra manuskripterne, og et forsøg på at føre trykkene tilbage til en holbergsk retskrivning er håbløst. Anderledes forholder det sig vel med morfologien, syntaksen og ordforrltdet. Her har sætterne næppe korrigeret ret meget, og derfor kan man nok på disse områder benytte de trykte værker. Som ex. på forskellen mellem manuskript og tryk kan anføres flg. fra Epistel 447: Man seer saalede.~, at ieg har udMan seer saaledes, at jeg har udarbeidet over 30 skuespil, hvilke alle arbeydet over 30 Skue-Spil, hvilke alle ere wlj bmg, og ofte paa skuepladsen ere udi JJmg, og ofte paa Skue-Pladigientages. Jeg haver intet forsug giort sen igientages. Jeg haver intet Forsog paa tragoedicr. Jeg haver ei eller in- giort paa Tragocdier, jeg haver ey clinalion dertil: thi jeg væmes ved alt heller Inclinalion dertil: Thi jeg væmhvad som er afTcctcrct, og ligesom mes ved alt det som er affcclerct, og satt paa stylter: dog dumme mange af ligesom sat paa Stylter: Dog dømme de lwitravne Scener, som findes udj mange af de lwytravne Scener, som den tragicomocdic, kalden Melampc findes udi den Tragi-Comoedic kaldet item af min "Melamorphosis", at ieg Mclampe; Item af min J\fotamorpho~ til saadant arbeid haver beqvemhed: sis, at jeg til saadant Arbeyd haver Men ieg lwver stedse undslaaet mig JJeqvemhed: l\l en jeg haver stedse derfor; og nu mlj denne min huie al- undslaaet mig der/ or, og nu udi denne der finder ieg mig ubeqvem saa vel til min hoye Alder finder jeg mig ubesaadant som andet arbeide af hoved- qvem, saave/ til saadant som andet Arbeyde af lloved-JJryd. bryden.

§ 6'1 D

ORTOGRAFIEN

31

1. Ortografien. Holbergs egen retskrivning finder vi altså kun i manuskripterne. Dog er ikke alle tryk lige stærkt afvigende fra denne, i Danmarks og Norges Beskrivelse (1729) og i de indskudte stykker i Heltehistorierne (1739) samt i en fortale af ham til P. von Ha uens beskrivelse af en rejse i Rusland (1743) er ortografien i virkeligheden meget nær hans egen. Endelig har vi hans teoretiske betragtninger over visse retskrivningsspørgsmål i Orthographiske Bemærkninger (s. 13), som her kort skal skitseres. Holberg ønsker først og fremmest regelmæssighed, og akademiprincippet, som han selvfølgelig har stiftet bekendtskab med i Frankrig (L'Acadcmie frarn;aise 1635, Dictionnaire de l'Academie 1694), så han også gerne fulgt i dansk: ,,Om visse autoriserede Mænd toge sig for at give orthographiske Regler, vilde jeg være den første at rette mig derefter, endskiønt jeg, efter mit Tykke kunde give bedre Raison til en og anden Ting" (Orth.; jf. også DNB 181). Han vil, som han anfører det andetsteds, ikke indlade sig på grammatiske diskussioner. Nu fattes imidlertid autoriserede regler, og Holberg søger derfor i anmærkningerne at give grunde for sin skrivemåde af visse ord valgt fra forskellige verslinier i Metamorphosis (de anførte citater stemmer for øvrigt ikke altid med trykkets tekst). Bestemmende for I-Iolbergs valg (i det mindste i teorien) er helt igennem det logiske ræsonnement. Han vælger den form, som han "Jrnnd give best Haison til". Hvad der er unødvendigt, er overflødigt. Men nødvendigt er for ham ofte sådanne skrivemåder, som er bestemt af etymologiske hensyn. Man må "ikke uden Nød .. giøre Derivata ukiendelige fra deres Primitivis", men man må "eftersee, hvoraf de have deres oprindelse, og derefter indrette Orthographien". Derfor holder han· på former som spænde (til Spand), lidt (til lidet), mindste (til mindre), fmctbar (til Fruct, af lat. fmctus), osv. Næst det etymologiske hensyn er hensynet til udtalen bestemmende, derfor skriver han og, den, han, man, blev osv. (og ikke oc, dend, Jzand, mand, ble/ osv.), og især for så vidt man ved forskellige skriftformer kan skelne mellem forskellige ord og udtaler (derfor vil han skrive præp. mod, men subst. Mood og adj. moed, moden; en og een). Hvad der i ortografien kan tjene "til at distinguere .. Ord, som ellers confunderes", vil han opretholde, d~rfor Stæder til forskel fra Steder, ( at) kunne til forskel fra (jeg) kunde, olgn., og derfor er han også kommet til den overbevisning, at det stumme e (,,e foemininum") har sin berettigelse fx. i faaer (over for Faar), gaaer (over for i gaar), osv.; principielt forkaster han vokalfordobling (med de ovenfor nævnte undtagelser), altså Zir (ikke Ziir eller Zier), osv.

32

OHTOGUAFI -

MORFOLOGI

Hvor ræson ikke kan gives, tyr han til analogien (fx. Dotier, til Dottre ligesom Moder-Mødre), eller han følger "de fleste" (fx. Spidse, ikke Spitze) eller simpelthen træffer sit valg (fx. skriver han -ei- for -ey-). Da Holbergs private ortografi ikke har haft nogen betydning for normen, fordi den så at sige ikke kom til at virke uden for skrivekammeret, skal den ikke behandles i enkeltheder her. Han synes at have haft nogenlunde samme retskrivning fra først til sidst (fra 1729 går, han dog over til at skrive æ for tidligere ii), skriver i almindelighed substantiver med små begyndelsesbogstaver (II.319) og ynder en enkel retskrivning uden overflødige (stumme) bogstaver. Vokalfordobling anvendes især ved ee (efter teorien for at tjene som distinktivt mærke, fx. veed: ved, een: en, men i praksis også ellers i adskillige ord: meer, deel, skeer osv.), i ungdoms tiden undertiden også oo: toog, stoor; stumt e anvendes kun sparsomt: bye, slaae; han skriver gennemfort i efter k og g: kiemle, kiære, igien, giore, og i alm. ieg, hierte, tiener, ligeså ei og oi: vei, arbeide, oie, fornoielse (undtagelser med ey kan dog forekomme). Konsonantfordobling er alm. efter kort vokal: vi/I, slwll, nytt, spalt, glass, effter, og i praksis findes også talrige stumme d'er: hancl kan findes ved siden af han, giordt ved siden af giort, at kunde osv.; han bruger ikke c (og z) i danske ord: ikkun, takke; alm. skrives -et, men også -ed forekommer: interessered, levereel, forsikred osv. I det hele må man ikke vente at finde fuld konsekvens, selv om hans retskrivning er enklere og mere stabil end samtidens i almindelighed. Retskrivningen i Holbergs trykte værker har både i ældre og nyere tid været genstand for undersøgelser (bl.a. Lielienberg 18'15 og Sigurd Kolsrud 1923). Man kan vel ikke påshl, at Holberg intet ansvar har for retskrivningen her, men sætterne har blot ikke følt sig bundet til trykmanuskriptet (der mul. også kan være g,1et gennem en skriverhånd), og det lader sig ikke gore at udskille, hvad der er Holbergs, og hvad der er sætternes former. En gennemgang af ortografien i disse værker tjener da ikke noget formål i denne sammenhæng. Den veksler i det enkelle værk, den skifter fra værk til værk (det gælder især de ældre arbejder til og med komedierne; de senere tryk fra 1-Iøpfners og IlerJings trykkerier har en mere ensartet ortografi), og den ændres i nye udgaver, hvad enten delte nu skyldes Holbergs eller nye sætteres indgriben.

2. Morfologi. I Just Justesens Betænkning over Peder Paarses Historie (1720) siger Holberg i anledning af forekommende dobbeltformer i sproget, at man kan fast disputere sig i/ziel derpaa, saalænge som voris Sprog fluctuerer saa/edes, og vi ingen Aut/zentiqves Grammaires eller Lexica have, som kanel løse l(nuclen. Denne fluktuation var ikke mindst kendelig inden for bøjningsformerne (jf. II. 3,19 IT.), og det er forståeligt, om Holberg her, med sine , norske forudsætninger

§ 6'1 D

SUBSTANTIVBØJNINGEN

33

(jf. s. 26 IT.), viser stor usikkerhed, navnlig vel nok i sine tidligste arbejder (til og med komedierne). Først en grundig specialundersøgelse, eventuelt en Holbergordbog, vil kunne oplyse, om der finder en klaring sted i forfatterskabet på efterleve; Gloire > ,Ere; interest > Fordeel; particulaire > særdeles; Prerogative > Myndighed; udi all probabilitet > efter all Anseelse; fi.nge de Danske Re vange for > da hev net; secourere > undsætte; andre fjernes helt: furie, incomparable; om rettelse af germanismer se s. 41. 2. 1728. 2. udg. af Fire Skiemte-Digte (1. udg. 1722): allarr!lered > u-roelig; Alteration > Skræk og Redsel; alterered > skrækket; Apologie > Forsvars-Skrift; 1lrmee > l{rigshær; 11utor > Stifter, Skribenten; blamere > bagtale; blesserer > saarer; Brutalitet > Uteerlighed; Censur > Dom; censurere > gie1inemheigle; Chaos > Blanding; confimderer > sammenrører; En slig correction > I Rettesætteisen; Definition > Beskrivelse,· deserterer > rømmer fra sin Post; Desperat > rasende; determineret > fortvilend dristig; Eff ecter > Virkninger; Epitlwphier > Sørge-Vers; urimelig flattere > latterlig berømme; Fundament > Grundvold; generaliter > Almindeligen,· Gratulation > Lylwnslming;. Gravitet > Ærbarhed; llazard > Farlighed; Humeur > Sind; judicere > dømme; martialske moed > Stridbarhed og Moed; Medicin > Lægedom; Medisance > Eftertale; Det store medium > Den store Middelvey; melere > sammenrøre; Metlwden > Maaden; monstrum > vanskabt; Passion > Begiærlighed; Poesi > Digte-Konst; proprete > Ziirlighed; prostituerer > bespotter; præsentere > forestille; publice > offentlig; raillere > Spot at drive; og mod Staten rebellerer > sig imod Regiering sætter; Man

52

SPilOGRENSNING

§ 64 E

frygter repressalier > Mand tænker vi os hævne famd; reuidere > giennemsee oy rette; i Societet med dem > udi Samqvem . . med dennem; som i Riyet succederer > som kom efter udi Rigel; Suite > Folge; Sympathi > Stemme/se; Oeconomie > lhmsholdningen. Andre Ord, som fjernes: Caresse, concenlreret, coujonere, couleur, dechi/Jrere, exponere, extremitet, fingere, hypocritisk, informere, precipice, præferere. - Det har været hævdet (Liebenberg), at denne revision var mislykket, at Holberg ved udrensningen af de fremmede ord har svækket udtrykket og gjort versene matte. Dette har vel gyldighed i nogle tilfælde, fx. Machine > Urverk; .. Naturens Ret; I Thi udi Lybien er meer Moralitet > .. Naturens Bud; J Thi udi Lybien ser alting bedre ml; osv., og det hænder også, at der efter udryddelse af et fremmedord dukker et nyt op i den ændrede tekst, men det gælder dog vist lige så ofte, at ændringen er til det bedre: et Riige re/ armerer > Et Land paa Fode sætter; et Dyr kanel icke raison11ere, I Det ellers giorde det og andet meere > et Dyr er i Naturens Lænker, Det Ondskab øver ey, som ey paa 011dskab tænker. - Vi kan imidlertid i en lang række tilfælde henholde os til Holbergs egen dom over l 728udgaven ved en sammenligning af denne med den følgende udgave, se 5. 3. 1729. Dannemarks og Norges lleskrivelse, hvori et stykke fra Intr 1711 er optaget: deelarerede for > erklærede sig for; Expeditio11 > tog; Gloire > ære; lncorwenienser > uleyligheder; l'rogress > frem gang; Revolte > opstand; en halv Souverain > som en Enevolds Herre; Travaille og Flakking > besværlighed og rippen. 4. 17'15. Heltindehistorier, hvori stykker fra Danmarkshistorien 1732-33 er benyttet som kildestof: Administration > Forvaltning; A{Jaires > Forretninger; changerede > forvandledes; Conduite > 0 pforsel; delicate > slibrige; diseurrere > tale; Finesse > Underfundighed; fingeret > digtet; i/lustre > anseelige, navnkundige; inclinerer til > haver nogen Tilbøjelighed til; infatigable > utrættelig; i11formere sig > erkyndige sig; Mediscmce > Eftertale; af egen llfouvement > af egen Drift; Negotiation > lla11clel; possiclerer > eyer; restitueres > tilbagegives; Retraile > Skjul; solermiler > hoyticleligen; Suspicion > Mistanke; tenclresse > Ømhed; terrible > forskrækkeligt. Næsten alle rettelser er optaget i 2. udg. af Danmarkshistorien, jf. 6. 5. 1746. Mindre poetiske Skrifter. A. Metamorphosis (rettelser fra 1. udg. 1726): commentarier > Forklaringer; formalisere > støde; imitere > efterfølge; munde red > bevæbnet; resolveret > sat mig far. - ll. Skiemte-Digte (1. udg. 1722, 2. udg. 1728, jf. ovf. 2). Det er blevet hævdet (Liebenberg, Mortensen), at Holberg i denne udg. ikke har benyttet rettelser fra l 728udgaven. Dette er imidlertid ikke rigtigt. Holberg har ved revisionen haft både 1722- og l 728udgaven for sig. Han overfører en række rettelser fra 1728: citere > Fremviise; citeres kanel til Speyl > Iwnd viises som et Speyl; generaliter > Almindeligen; Stiig Tancke Paradox jo var > Slig Tanke jo heel se/som var; en Po!iticus > gmndig Statsmand band; Moraliserer > lgiennemhe.igler Feyl; Reflecteres ej > gives meer ey agt; tempered > Jzeel kaaldsindig, ofl. At også l 722udgaven er benyttet, fremgår af, at Holberg flere steder har ladet den oprindelige ordlyd stå, fx. Lexica, Sympatjc (1728: Glose-

§ 64 E

SPROGRENSNING

53

Bog, Stemme/se). På en række punkter går han videre end i 1728: 1lcademie > lwye Skoler; Bilancen > Vægtskaalen; Censor > Dadler; Condolencer > Trøste-Taler; curere > husvale; dessein > Anslag; Divertere > til Latter at bevæge; excerpere > prænte; Passioner > onde Lyster; Satire > StraffeTa/e; Subtilitet > Haark/øverie. - Ved revisionen er Holberg ingenlunde gået overfladisk til værks.· Det har mange steder moret ham at variere udtrykkene, nogle steder er rettelserne vel dårligere end i 1728, men de fleste rettelser må dog afgjort kaldes forbedringer, fx. 1722 At han Academie prostituerer meer > 1728 At hand Academie bespotter meget meer > 1746 At høye Skoler lwnd beskæmmer meget meer; 1722 Jeg ej vil decidere her > 1728 Jeg tør ey Dom affæ/de her > 1746 Jeg vil og kanel ey dømme her; 1722 over Stats Fey/ mt man seer sig Chagrinere, I Nu hielper han selv med en Stat at con/undere > 1728 store Stats Fey/ mand nu seer til Vrede egge, I Nu hielper hand selv med en Stat at ødelægge > 1746 Stats-Feyl nu man seer til Vrede at opirre,/ Nu selv han rekker Haand til Staten at forvirre. Det sidste eksempel viser tendens til at lægge gengivelsen tættere op ad originalen end tilfældet var i 1728. Det tyder da på, at revisionen 17 46 først og fremmest går ud fra 1722udga ven, men med stadig jævnførelse med 1728udgaven. 6. 1753-54. 2. udg. af Dannemarks Riges Historie (1. udg. 173233) : I forordet hedder det: saasom nogle have stødet sig over de fremmede Ord, som clerudi ere, saa er en stor Dee/ deraf ble ven f ordansked, og ikke uden de meest nødvendige ere beholdne. Af et bevaret gennemrettet exemplar af 1. udgaves 1. bind, der har været benyttet som trykmanuskript, ses det, at det er Holberg selv, der har foretaget "fordanskningen", medens en del ortografiske rettelser er foretaget af en anden hånd. Rettelsernes antal er imidlertid såre beskedent, 61 steder på 856 sider, og en del er gentagelser. I 2. og 3. bind stiger antallet af rettelser dog en del. Exx. acccrrderede > betingede; amusere sig > fornøje sig; Animositet > Fiemltlighed; aqvireret > erhvervet; Argument > Beviis; Annature > Udrustning; assisterede ved denne solermitet > bivaanede denne Højtidelighed; Avant11res > Udrustning; Bienseance > wmmelighed; Bravoure > Tapperhed; brillerede > glimrede; en air af Candeur > oprigtighed; Cathastrophe > l!ende/se; complet > fuldkommen; Conspiration > Sammenrotte/se; Contradictioner > Modsigelser; Courage > Mod; demonstrere > bevise; Dessin > Forsæt; designere > beskikke; Destrzzction > Ødelægge/se; Difficulteter > Vanskeligheder; distraherede > adspredede; entreprenant > fræk; Entrevemze > Sammenkomst; exeqvere > f uldbJJrde; Faveur > Gunst; formidabel > far lig; g/orieuse > herlige; llabilite > forstand, viisdom, Skiønsomhed, Forsigtighed; imitere > efterabe; instruere > undervise; interpreterede > 11dto/J.:ede; intimidere > ydmyge; mal ci propos > ubelei/igt; ofTerte > Tilbud; Omission > Udeladelse; Pensee > Tanke; plaidere > forsvare; poussere > drive paa; prætenderede > paastode; Qvaliteter > Egenskaber; Raillerie > Skiemt; repeterede > igientog; Resignation > Afstaaelse; Rudera > Levninger; serie11se > aluorlige; sondere > udforske; soutenere > 1111derstotte; Spectr1tore.~ > Tilskuere; suspect > mistænkt; Torter > llaanheder; Vigeur > lfllrtighed; Violence > Vold; Vivacitet > llurtighed.

54

KOMEDIESPROGET

§ 64 F

F. KOMEDIESPROGET

,,Jeg haver brugt min Pen ... som en Philosophus, og derfore regner mine Comoedier iblandt mine Moralske Skrifter", skriver Holberg i Ep 374, og når han gentagne gange omtaler komedierne (fx. Ep 66, 179, 215, 249, 296, 360, 374, 441 ofl.) er det da også først og fremmest komediernes moralske sigte, deres forhold til de franske komedier, karakterskildringerne, publikums indstilling og smagens forandring, han drøfter. Men når sigtet var taget, har den sproglige udformning selvfølgelig været hovedsagen. Imidlertid er kun et enkelt sprogligt problem, nemlig personernes brug af "frie expressioner", nærmere omtalt {Ep 238, 267). Spørgsmål som talesprogssfærer, reproduktion af dagligt talesprog, forholdet mellem talesprog og bogsprog, dialogens teknik olgn. behandles ikke, her hviler udførelsen i de bedste komedier helt på Holbergs iagttagelses- og indfølingsevne. Men han vilde sikkert i en drøftelse have indtaget samme standpunkt som i sit svar på kritikken af de frie expressioner eller på kritikken af maskeringen (Ep 360): da det er jævne personer, bør de også optræde i hverdagsklæder, Henrik i Kandst. skal fremtrine paa Skuepladsen med ukiemmet Haar og blotte Hænder. En sådan sproglig realisme evnede Holberg imidlertid ikke at gennemføre i detaljen, og det vilde også være urimeligt at forlange, at han, som den første, helt skulde have kunnet frigøre sig fra bogsprogets skabeloner og efterlevet en senere tids krav. Han nåede endda langt såvel i talesprogsgengivelsen som i replikindividualiseringen. Hovedparten af komediefigurerne hører det jævne borgerskab til, med adskillige også gennem navnevalget fast karakteriserede typer: Jeronimus, Leander, Leonora, Henrik, Pernille, Arv ofl. Et par komedier spilles på "Bierget" (også med faste typer: Jeppe, Nille, Jacob, Per Degn), uden at sproget af den grund ændres. Det sprog, personerne anvender, kan da - bortset fra de individualiserende sprogdrag formodes at være det jævnere københavnske borgerskabs dagligtale, alt i den udstrækning Holberg evnede at holde det fri af pennens sædvanlige løb. Nogen undersøgelse af dette normale komediesprog og om det er muligt - dets forhold til det levende talesprog i datidens københavnske borgerskab findes endnu ikke. Men der er ingen grund til at tvivle på, at reproduktionen i de allerfleste tilfælde er uretoucheret. Sikkert er der også uden for de individualiserende replikker adskillige overdrivelser, for at tegne karakteren kraftigere op, for "mora-

§ 64 F

KOMEDIESPROGET

55

lens" tydeligheds skyld, men det meste er "hørt" eller i det mindste ikke stridende mod vedkommende persons sproglige forudsætninger og stade. Og det er let at påvise en række for talesproget i almindelighed karakteristiske drag. Rene talesprogsformer anvendes her og der. Apokoperede former som: han loved, du Jzented. Lydformer som: Far, Moor, Rifogden, Masepaner, Sekketær, Sucker-Lade, bøster (Kandst, > børster 1724), Mardamer, gie, give, Iza, have, hade, havde, la, lade, sveen, sveden, klave, klage, plave, plage, neer, ned, og, at (Bars; l\fadamen er saa god og fortælle dend igien > ... at fortælle 1731 ). Dagligdags familiære betegnelser: Vatter, Mutter, Fallille, l\foorlille, den gamle. Specielle talesprogsord: de, man, intet, ikke (Naar vi intet har noget, gier ingen os noget Vgs), sagte, sikkert, nok (et Glas), endnu, Jrnns, ikke den ringeste pille Fet, snik snak, sliddersladder, muse, fange mus, æde. Mul. jargon (som der ellers er meget lidt af): Støver, pigejæger, Snushane. Brug af (ofte forvanskede) fremmedord, som er overtaget fra og opgivet af socialt højere sproglag, eller som er direkte indlånt som jargon: Carnalie, Corasie, falbelade, Frieratz, l\faansør, l\falicien, militsen, M atrasse, maitresse, Packet el, Reutendiener, Vertskab (Verdskab ), gilde, Jemerecommaner og Base/emaner; min leeve Søster, menagerlig, resenabcl, vidcrligst, modbydeligst; bastenere, skiære op, prale. Brug af forstærkende led: stok(steen) blind, stokdød, .mutter alleene. - Skældsord: Ackermær, Bakkelsebeest, Beest, Carnalie, Caronie, Daare, Dosmer, Døgeniclit, Esel, Flegel, Fleskefante, Fæhund, Hanreeder (Hanrei), Hzmdsfot, Kisselinke, Laptaske, Prakker, Rakkerhund, Skabhals, Skielm, Skuster, Slyngel, Taabenacke, osv. - Forbandelser, eder, kraftudtryk: Drollen (spliide mig), gaa Fanden i Vold, forbandet Tøy, mafoi, (saa) mare, parrol (parole), Pokker, skam (faa den), min Siæl, min Troe, ofl. (hans egen yndlingsed Bitterdød synes derimod ikke at forekomme). - Udråb, ceremonielt sprog m. m.: Ach! Heil Hillemænd! Herre Jeh! Gud bevare os! for Guds Skyfd! singot! Komediernes "frie expressioner" strækker sig ikke til rene vulgarismer eller obscøniteter, når sproget skal bedømmes ud fra tilblivelsestiden, men allerede i Holbergs egen tid var den etisk-sproglige vurdering i skred, således at en række grovheder, tvetydigheder og "naturlige" betegnelser ikke længere tolereredes på scenen eller i sømmeligt omgangssprog. Smagen ændredes. Holberg omtaler selv denne kritik (jf. allerede Just Justesens fortale til Skiemte-Digte) og

I

56

KOMEDIESPHOGET

§ 64 F

smagsændring (bl.a. Ep 238, 249, 267, 360 og 374). Målestokken var i 17'!0erne blevet en anden end i 1720erne, da Paars, Satirerne og de første komedier blev til. Det var dengang ikke særlig uhøvisk at sige lort (hvorimod fjært og skidt var så uanstændige, at ordene måtte sæt· tes med prikker), ligesom det ej heller i højere grad var anstødeligt i selskabelig omgang at føle en kvinde på brystet (Jep, Usynl, Vgs), eller at tale om at "hun blev giordt". Men allerede i 1731, da komedierne kom i en ny udgave, blev flere af de grovere udtryk ændret eller fjernet ud fra den da gældende anstændighedsfølelse. I Barselstuen foretages adskillige ændringer. Der udelades fx. udbrud som li erre J eh, for Guds Skyld, min troe, fy her lugter saa ilde hos hende, ( .. løber de efter Voxlys) ligesom Fanden efter Siælen. Troelses mindre stuerene bemærkninger under de to advokaters disput er udeladt; Gud bevare os rettes til Bevar os; olgn. Holberg beklager denne "Munstring" (Ep 249). Kan damerne ikke tåle ord "som Canaille, Jomfrudom og deslige" (Ep 238), bør de holde sig borte. Ved sådanne ændringer i komedierne har "adskillige mistet meget af deres Naivetet. l\! en man haver fumlet det nødigt at rette sig efter Tidernes Smag, hvilken herndi fornndres ligesom i J(læde-Drngt. De selvsamme SkueSpill, som for 20 Aar siden uden nogens Forargelse ere blevne forestillede, saavel til Hove som udi Staden, kanel visse Folk nu ikke taale at høre .. den affecterede Peenhed gaaer nu saa vidt, at man intet tør nævne meer med rette Navn". Således var den gamle tid (jf. II. 311 f.) også på dette område til ende, da teatret åbnede igen 17'18, og den nye indstilling er også litteraternes i den følgende tid. Baggesen krævede, at komedierne skulde "reenskrives", og Rahbek mente ligeså, at de "vanheldes med hverdags, ja endog uædle Udtryk" I Yderligere talesprogsdrag. Neutrum af attributive ord ved stofbetegnelser: noget Caffee, noget Suppe. - Dobbelt nægtelse: Var jeg en Taasse, saa drnk jeg ey heller ikke (Jep); genoptagelse af nægtelse efter negerende verbum: hindre at min Far faar det ikke at vide (Mase). - Talesprogets bisætningsordstilling med adverbiet på samme plads som i hovedsætningen (jf. II. 61): at jeg har aldrig ønsket; at jeg kan ikke komme; men naar et Drenge-Barn vil ikke den rette Vei (Bars; > ikke vil 1731). - Brug af nom.-subjekt ved synes: jeg siunes (Bars; > mig synes ·1731 ). - Udeladelse af subj. i hastig .tale:· Takker/ Gratulerer! - I Barselstuen 1731 rettes en række subjektløse konstruktioner til konstruktioner med det: hvor er fat > hvor er det /at; hvordan stcwer til > hvordan staar det til, antagelig tilnærmelser til et korrektere skriftsprog; jf. Hvorledes staar til udi den anden Ver-

PLANCHE I

-.---.··--··--·~-·--'"··-···-.... ~.

i

- .•. , ..

Ludvig Holbcrg: Ansøgning om professorembede (nytår 1714), slutn.; jf. s. 22, 30.

,

PLANCHE II

,--. •.

1

"

\..,J· .-

i; t

I en s. l , f . . (Oslo 8""' ,10 ) ' jf. Lud vi"h II o lilerg·. I-I e 1tehistorier s rnd om Sokrates; s. a det egenhændige ind~

§ 64 F

KOMEDIESPROGET

57

den (Jep); er dette ikke en forbandet Stue, hvor ikke mere end en Dør er (Bars); Nu er forsildig at græde (Bars). - Ex. på hyperbel, retorisk samtale, afbrydelse m.m. (hos en af Holbergs bedste figurer, Gedske Klokkers): .. jeg tænker på Kiødet, hvor ælendigt det saae ml og dog kostede 5 Skilling Pundet, alting stiger, vil du have et stykke Flesk, vil du have Smør, vil du have Ost, Gryn, Lius, Brende, saa kand mand ikke veje det op med Penge, jeg erindrer mig, at jeg haver hørt af min Moster Birte .. Gud glæde hendes Siæl, hun er mz vel det Guds Barn, og er skildt fra denne Verden, hun fortaalte mig, at i hendes Ungdom kunde mand foae det beste Pund Oxe-Kiød for en halv Skilling, og vor der end ikke eengang Politiemester udi Byen. - Talemåder, fx. et skiemt og et andet alvor; hverken hvad de skulde biide eller brende; I skal sticke Fingeren paa Gulvet, og lugte, hvad Hmzs I er udi; faae en Finger i Soddet, tage del i; saa tænker de, at der er noget at fiske; være om en Hals; Du præker vel i en Løgte, Troels, :>: taler hen i vejret; lwnd har Penge, som Græs; nu vil min Ploug gaa, a: nu vil jeg få drikkepenge; have en Skrne løs i Hovedet; maale en Skiæppen fuld; det er da best at slaae dend Tand ud, a: lade den plan fare; liun er løs paa Traaen som en Ulykke, :>: let at forlede; det skal have gode veje; osv. - Ordsprog, fx. den drukner ei som henges skal; som man siger, Blodet er aldrig saa tynt, det er jo tykkere end Vand; hvor i har drnkket jer Øll, der maa i spilde jer Berme; Eenlwer Tyv er jo en Mand i sin Næring (!); osv. Men Holberg frigjorde sig aldrig helt fra latinen og bogsproget i sine komedier. Dertil gik arbejdet for hurtigt, og det var ham næppe et kapitalspørgsmål. Bogsprogsformer, papirord og latinsk syntaks løb med ind i replikkerne i vekslende omfang (fx. er der mere bogsprog i Jep end i Bars og llJ), og i de yngre komedier, hvor friskheden er svindende, er skriftsprogsformen overvejende (mindst i Abrac). Således findes ganske almindeligt hannem, dennem, ikkun, udi (hyppigst i Tyb, her endog udi Dag!), haver, hvorudover, saasom, efterdi, thi, osv.; hvilken bruges alm. som relativ (V gs: En gudfrygtig Siæl, hvilken, naar hun faar den uuudelige Siæl muler sig, blir Madamen gwlfrygtig); konnektiv inversion: og var end ikke eenuanu Politiemester udi Byen (Bars); participialkonstruktioner: ladend, som lwn skal levere til mig, lige saa rrwnue Penge (llJ); indbildende sig at giore vigtiye Ting (Kandst); osv. Det er nok også tvivlsomt, om alle de anve1idtc fremmedord har været kurante i hverdagssproget. Heplikkerne er ofte for omstændelige, monologerne især for lange, fordi der skal Det danske sprogs historie. III

/

58

KOMEDIESPROGET

§ 64 F

gøres rede for handlingernes forudsætninger, tilrettelæggelse og forløb. På teatret har man vistnok altid været mere end nødvendigt bun~et af disse for en naturlig fremførelse i senere tider generende vanskeligheder. Med hensyn til den sproglige individualisering..:_ som Rahbek medindesluttede i hvad han kaldte "Dietionen": ,, Udtrykkenes Valg og Ordning med Hensyn til den 'l'alendes Person, Sæder, Dannelse, Stilling og øvrige Omstændigheder" - tåler Holberg sammenligning med de bedst~ dramatikere. Et uforligneligt galleri er givet os. Oehlenschlager formede sin kendte udtalelse om komediernes tidsbillede således, at om København "sank i Jorden, og man kun om nogle Aarhundreder udgrav Holbergs Comoedier, saa vilde man saa godt kjende Digterens Tidsalder deraf, som vi kjende den romerske Tid af Pompeji og Herculanum". Vi vilde i det mindste, med fjernelse af den sminke, som masken krævede til scenens lys, kunne beskrive en lang række typer fra forskellige sociale lag og erhverv og af forskellige karakterer. Ikke mindst den første gruppe er af Holberg karakteriseret ved sproglige midler. Hvor sproglige særdrag kan tjene til en placering af personen i samfundet, eller hvor de føles at høre til i karaktertegningen, er de også taget med i komedierne. Derfor har Holberg givet de få jyde~, der optræder, et stænk af jysken med, bl.a. de trende proprietarier og ågerkarlen Studenstrup i Den 1_1. Juni, og i Gert \Vestphaler tiggerkællingen, der gennemfører jysken udmærket (2. Proprietarius: Gud beder os for Market vi giør, bitte Far, Fanden er i Hollænderne nu til at vrage Stude. - Studenstrup: Kommer kuns, i Hunde, een for een, saa skal a, drolen ta ved mej, viise jer, at a er Kaal for jer Hat. - Tiggerkællingen: La mæ i Ro, vil I it gi mæ noet, har I ik fornøden at hindre mæ i at søg Aimis hos andre; a troer e Troll har salt den /{ol ud paa mæ i Dau med sin Snak). Men Jeppe paa Bierget taler ikke et ord sjællandsk, for i karaktertegningen af den forsumpede bonde er dialekten uden betydning. Derimod tjener skifterne i hans sproglige udfoldelse her til at illustrere de sjælelige metamorfoser. Når Jeppe bliver fuld, slår soldaterjargonen, officerssproget og tysken igennem: den første Psalme Svensken skiød; Davids ?saltkar; Hej pass op Karle; Gir agt paa, hvad jeg siger, Karle; Mir zu; osv. (Rahbek fortæller om en tilsvarende ople·velse med en tjenestekarl), og når Jeppe bliver højtidelig, er det præstens, lærebogens og bibelens ord, som er ham naturlige - bonden kendte ingen anden sprogdragt i højtidsstund og sjælenød: Tving din Natur Jeppe! jeg

§ vindill, citron > gulaldin, direktør > f orstj6ri, koks > sindurkol, linoleum > g6lfdulmr, motor> Jzreifill, pyjamas > nåttfot, telegraf og telefon > simi (ritsfmi og talsfmi)). Og af specielt danske lån er der kun et lille antal, som endnu kan høres, fx.: bara, bare, blankur, blank, brennivfn, brændevin, brulw, bruge, bulla, bølle, daglegustofa, dagligstue, ergelsi, ærgrelse, gålfteppi, gulvtæppe, hekla, hækle, innrjetta, indrette, kames, kammer, kantur, kant, kartaflur, kartofler, klossaour, klodset, kramarlzus, kræmmerhus, knzllujårn, krøllejærn, millumverk, mellemværk, passa, passe, punta, pynte, nzklw, rykke, kræve, nzlla, rulle, rullupylsa, rullepølse, sigtibrauo, sigtebrød, stoppimå.l, stoppenål, suklazlaoi, chokolade, sultutau, syltetøj, trekk, træk (vind), vaslwfat, vaskefad, vfnarbrmzo, wienerbrød, ekki spor, ikke spor. 4. Sprogudviklingen og den danske sprogpolitik i Sønderjylland kan inddeles i tre afsnit. I det første, tiden 1700-1810, sker der ingen større ændringer i de stadig latente spændingsforhold. I den anden periode, 1810---;48, sker det afgørende skred i folkesproget, idet Angel stort set opgiver dansken til fordel for plattysken, og i den tredje periode, 1848-64, søger endelig regeringen at gennemføre en fast sprogpolitik til styrkelse af dansken, men desværre for sent og for usmidigt. De afgørende begivenheder før 1864 berører for landets vedkommende kun det mellemområde, hvor folkesproget var dansk og det officielle sprog på nogle områder var højtysk, mens det nordlige rent danske og det sydlige rent J?lattyske sprogområde (se kort II. 300) lades uberørte. Perioden 1 ?00--1810. At højtysken kunde anvendes som officielt sprog i et overvejende dansktalende land, var for de fleste i 1700tallet næppe særligt påfaldende. Patriotismen forudsatte ikke nødvendigvis - som nationalfølelsen efter 1800 - et fælles nationalsprog

118

SØNDERJYLLAND

:,~ 67 A

(jf. s. 131 f.). Tysk var jo også i kongerigets forende kredse et med dansken næsten sidestillet hjælpesprog Is. 13;3 f.), og forbindelsen med Holsten, den plattysktalende befolkning mod syd, de mange frennriede indvandrede og den førende tyske kultur (så godt som al højere dannelse i Sønderjylland var tysk) kunde i nogen mon undskylde, at del officielle sprog var tysk, og forklare, at det ikke kom til åbent brud, så længe folket selv var så godt som uvirksomt i al offentlig syssel, uoplyst og uden, boglig kultur, uden samlingscentrum og uden åndelige førere. Anderledes måtte det blive, da oplysning og undervisning begyndte at virke. Nu stod det imidlertid næppe bedre til med undervisningen i Sønderjylland end i kongeriget. Der var vel i henhold til den gottorpske skoleordning 1733 og den danske af 1739 (s. 6) blevet oprettet en del nye skoler, og konfirmationen var allerede tidligere indført i Sønderjylland (164G ff.), men undervisningens resultater har sikkert været ringe. Vi kender ikke forholdene i enkeltheder århundredet igennem, ved ej heller noget bestemt om undervisningssproget, og får kun glimtvis fra indberetninger (fra bisper og kirkevisitatorer, d. v. s. provst og amtmand) oplysninger om tilstandene her og der, og de forslag til nyordninger, som fremsættes fra forskellig side, blev ikke gennemført, men af en indberetning 1782 synes det al fremg:1, at skolesproget da var tysk sydfra til og med sognene Bov, Medelby, LadeHmd, Sdr. Løgum og Ubjærg, altså omtrent l 920grænsen (jf. kort Il. 300 ). - I retssproget fortrænges dansken efterhånden også i flere af de nordlige herreder. Efter en forordning fra 1740 Hk udelukkende eksaminerede jurister ret til al udøve advokatvirksomhed, hvad der har fremmet fortyskningen af processproget. I Sønder herred Als anvendes lysk første gang 1737, i Gram herred 1744, på Ærø 1774,og 1833 var dansk helt forsvundet fra herredstingene i Haderslev amt. - I folkesproget sker der kun ringe forskydninger (II. 297; Ulrik Petersen, t 1735, siger, at del danske sprog begynder straks indenfor Danevirke). Dog er nok dansk blevet erstattet af lysk i Ostenfeld, således at de sydligste dansktalende sogne ved periodens slutning (if. Aagaard 1815, jf. s. 86, og WerlaufT og Outzen 1819, jf. s. 93) var Olderup, Svesing, Treja og i al fald den nordlige del af Michaelis landsogn. Perioden 1810-48. Den 15. december 1810 udstedtes et kongeligt reskript, ifølge hvilket det var "vor Allerhøieste Villie", at i de egne af Sønderjylland "hvor det danske Sprog er Almeenmands Sprog" skulde "det tydske Sprogs Brug ved Gudstjeneste, Skoleunderviisning og Rettergang .. ophøre, og det danske Sprogs Brug træde i sammes

/

I

§ 67 A

SØNDEHJYLLAND

119

Sted". Denne bemærkelsesværdige bestemmelse, der ikke må ses som en pludselig beslutning, men som resultatet af længere tids overvejelser, -'.·:::;?::j Vekslende dansk cg{ysk Kttlre.rpr~9, da1JJk Jkol~sprog

{I11Jllllll. ljs..- K,rl,q.og Skol!sprog Kort over kirke- og skolesprog i Sønderjylland 1581-6,t. (Hjelholt: Den danske Sprogordning og det danske Sprogstyre i Slesvig mellem Krigene (1850-1864). 1923. 231).

det døende danske sprog i de truede egne og styrke danskheden i hele området. Men dette lykkedes ikke i de blandede distrikter, trods en betydelig udskiftning af tyske embedsmænd og nyindsættelse af danske. Tysk gudstjeneste bevaredes i sogne, hvor ingen talte tysk, og

/

§ 67 A

DANSKEN UDEN FOH RIGET

127

dansk prædiken indførtes i sogne, hvor ingen vilde høre den. Især i Angel mødte ordningen modstand; her førte tvangen stik imod hensigten til en hurtigere fortyskning, således at der ved periodens slutning var flere plattysktalende end ved begyndelsen. Kun i ganske få midtslesvigske sogne vandt dansken noget frem, og ordningens største vinding var vel den kursstigning, dansken, og dermed folkemålet, kunde notere i den almindelige folkeligt-nationale selvhævdelse og vækst, som fulgte efter Sønderjyllands opvågnen. Perioden slutter med krigen 18M og landets afståelse til Tyskland, og dermed gik det danske sprog i Sønderjylland ind i en ny trængselstid. 5. Dansken udenfor riget. Hos udvandrerne i Amerika og andetsteds blev dansken indkapslet i et fremmed sproglegeme. Eneren blev i det fremmede tvunget til at benytte et fremmed sprog, og kun i hjemmet og ved sammenkomster med landsmænd kunde dansken plejes, men forenings- og kirkeliv fik først betydning i næste periode, da kolonierne nåede en vis størrelse. 1852 stiftede den danske præst Claus Lauridsen Clausen det første dansk-norske blad i Amerika: ,,Emigranten" (senere "Minneapolis Tidende"). Som långivende sprog fik dansken i nyere tid kun betydning for de nærmeste naboer. Fagligt og internationalt blev de lærde, latinsk-græske nydannelser og de førende verdenssprogs terminologi rådende. Selv inden for discipliner og fagsprog, som først udformedes i Danmark, er det en sjældenhed, at danske nydannelser vandt videre udbredelse i det fremmede. Som exempel kan det nævnes, at arkæologiens treperiodedeling nok anerkendtes internationalt, men de danske betegnelser sten-, bronze- og jærnalder blev selvfølgelig oversatte (eng. stone-age, fr. åfle du bronze), og kun et ord som køkkenmødding blev stedvis overtaget (fr. kjækkenmæclding, men eng. kitclzen-midding). Ørsteds nydannelser ilt og brint olgn. kunde end ikke trænge ind i norsk og svensk. - I nabosprogene er påvirkningen dog kendelig i det almindelige ordstof. Trods det politiske modsætningsforhold til Sverige (II. 264), der varede ved til ind i 1800tallet, og som endnu til vor tid kan spores i den agtpågivenhed, hvormed man på begge sider har værget sig mod gensidige lån (danismer forfølges i Sverige og svecismer i Danmark; Molbech og mange andre ivrer mod skandinavisk.sproglige tilnærmelser), kan der dog i svensk påvises adskillige danske ord, som nu har vundet hævd, og hertil kommer talrige ikke almindeligt godtagne danismer hos en række svenskom. 490. - - tis læfæ crimen. !.Den belfa~ 476, MateriaJifht. ~fonbs ffiægtete. betl~ 9JlaiefMs f11fr. 477. Materialismus. Øanbs ~æ9tdfe. 478. Mon9tonia. ~mu e9t>. 479. Moralicas. 6æbdig~et>. 480. - - objectiv.:i. ~or~gaaenbc. 481. - - fubJeetiva. ~fterfo{genOe. 482. - - intrinfrca. ~nbtJorteE!. 483. - - cxcrinfec:i. UbtJortei!.

491. Model1ia. Q3ejl'cbcnoet>. 492. Mansvetudo. ®agtmotlig6cb. 493. Magnanimitas. 6tormobi99et>. 494. Mufica. ~onedtunjrrn. 495. Magnificentia. ~rægtigocb.

496. Mathefis.

E5torrelft.f) S{'unj1m.

497. Methodus. ~ære;ffi?aabe. 484. Motivum. Q3et,ægen!lc ®runb. 498. - - analytica. ~en .Oplofentlc. 48f. - - complemm & mcompletum 499. - - fynthetica. ~en ®ammen~

~ultlfommen og ufulbfommen.

fættcntle.

486. Mutuum. morgen. 5"00. - - mathematica, fcienti6ca, de487. Majorennitas. ~ulbmt,nbigT}tt>. monEilschow: Cogita liones. 17 4 7. s. 31.

nuft-Lærdom, for ældre Logica; tænke-maade, osv.). Også i andre skrifter fra denn_e tid er tendensen tydelig, fx. i det anonyme "En Indledning til nogle Afhandlinger om den Christne Heligions Fornuftighed og Sandhed" (1744; med nydannelserne i parentes efter de latinske fremmedord), og i den norske student Hans Hagerups oversættelse af Dalins "Den svenske Argus" (1740). Den betydeligste forfatterpersonlighed i sprogrensningens første tiår er dog for samtid og nærmeste eftertid filosoffen Frederik Christian Eilschow (1725-50), som måske fik sin interesse for sproglige problemer styrket i alumneårene på Borchs kollegium, der synes at have været et arnested for sprogrensere (Niels Åge Nielsen); her boede som alumner i 1740erne bl.a. Chr. Horrebow, Hans Mossin, Jens Kraft, Sneedorff, Lous og Jacob Graah. Allerede i debutbogen "En kort Anviisning til at eftertænke" (17 43), men endnu mere i de senere større værker, bl.a. ,,Philosophiske Breve", 1748, og "Forsøg

/

§ 67 D

SPROGRENSNING

145

til en Fruentimmer-Philosophie", 17 49, er det "nybagede" dansk kendeligt på hver side. Hovedsagen var nok for Eilschow udbredelsen af kendskabet til hans egne og de tyske oplysningsfilosofiske ideer, men da sproget var midlet hertil, måtte dette hurtigst muligt gøres egnet til de nye meddelelser. Derved kom der ofte noget forceret over hans purisme, og mange nye dannelser er kalkeret råt efter tysken. I to små disputatser, ,,Cogitationes etc.", 1747, (s. 12), giver han efter en kort indledning en fortegnelse på 897 latinske ord og udtryk med forslag til modsvarende "nye" danske, hovedsagelig filosofiske og naturvidenskabelige kunstord (se udsnittet s. 14'1). Men denne afløsningsordliste, der senere almindeligt er blevet betragtet som et originalt forsøg på et sammenfattende orddannelsesarbejde, indeholder i virkeligheden ikke meget, som er helt nyt. Mange af ordene var kendt og brugt tidligere (i sin kritik, jf. ndf., anfører Steenersen en liste på 81 sådanne), om end enkelte her tillægges nye betydningsnuancer, ca. halvdelen af ordene var hentet fra den ovenfor nævnte Gottsched-oversættelse, der meget praktisk havde randnoter med både latinske og danske termini, og endelig er en del ord hentet fra forfatterens egen tidligere produktion. Men fremlagt på en gang måtte ordsamlingen vække opsigt, og den gav da også anledning til en lille fejde, idet nordmanden P. C. Steenersen i sine "Critiske betænkninger" 1748 dels vendte sig mod åbenlyse fejl i listen (fx. Epidermis, af Eilschow oversat ved navle snor, hvad der forklares ved afskrivning af en kluntet opstilling i Gottsched-oversættelsen), dels betvivlede enkelte purismers egnethed. Steenersen var nemlig i princippet selv sprogrenser og fremsætter i denne forbindelse forslag om optagelse af ord fra (norsk) dialekt og bymål. I sit heftige "Giensvar" 17 49 opholder Eilschow sig også væsentlig ved enkeltheder, og nogen principiel afklaring vedrørende sprogrensningens midler og veje nåede man ikke til, men det viser den nye bevægelses styrke, at også Eilschows andre skrivende modstandere, nordmanden Ole Stockfleth Pihl og Fr. Chr. Schønau i striden 17 48-50 var tilhængere af purismen. Og det er næppe uden forbindelse med denne udbredte indstilling, at dansken blev enerådende i Videnskabernes Selskab (s. 129) og i dets skrifter, samt at Langebek i Danske Magasin (s. 11) også havde sprogrensningen i tankerne. Den stærkt fremmedordsprægede fremstilling er da i aftagende efter århundredets midte. Et værk som Schousbølles Saxooversættelse 1752 (s. 84) viser vel, at gallomanien endnu havde sine dyrkere, og om

146

SPHOGRENSNING

§ 67 D

denne føres tiårets morsomste fejde. I Caspar P. Rothes "Hr. B*** Forslag om det danske Sprogs Indførsel udi Frankerige" 1755 (jf. s. 138) fingeres det, at B***, d. v. s. kritikeren Beaumelle, der 1751 havde forladt Danmark, ved hjemkomsten til Frankrig får den ide at ville indføre dansk i det franske sprog, på samme måde som man i Danmark længe har arbejdet på at indlemme franske elementer i dansken. Til slut meddeles en genpart af Hr. B***'s bønskrift til det franske akademi skrevet på dette nye fransk: ., .. Qu'il est beau! Qu'il est fornøielig d' entendre les Danois at samtales. L'Jwmme de la Cour, &: le Paisan, sans Undtagelse, blande fort deilig le Franrois avec le Danois. Un mol Franrois tindrer toujours entre deux Mols Danois comme un prægtig .1Edelsteen ... "

Dette oversættes igen "paa det nu brugelige nette Danske": ,, .. Hvor er det ei deilig, hvor er det ei divertissant, at høre Folk i Danmark entretenere hinanden. Fra en Hofmand indtil Bonden melerer hver Dansk, og det uden Exception, det Franske ret proper imellem det Danske. Et Fransk Ord brillierer altid blant to Danske som en superbe Brilliant .. ". (Smlgn. et "fransk" brev hos Tullin "Et par Ord for de Skjønne", Samtl. Skrifter I. 369 ff.).

Denne ironiske pjece blev imødegået af nordmanden K. M. P ri eb s t, der principielt nok var puristisk indstillet, men i sit svar "Avertissement fra l'acadcmie franc;oise" 1756 for alvor hævdede, at man tværtimod til en begyndelse burde anvende flere fremmedord, til man havde vænnet de fremmede til at læse dansk, hvorefter man senere kunde gå i gang med en successiv sprogrensning. Rothe havde allerede et nyt svar skrevet (bevaret i manuskript), da striden blev standset ovenfra. Den overførtes så til et nyt emne, idet Rothe i 1756 havde udgivet en puristisk- og svenskpræget oversættel~e af kaperkaptajnen ,,John Norcross Levnet og Trekker", hvis purismer Priebst nu angreb. Samtidig fik Priebst støtte fra Wille Høyberg, der i fortalen til ,,Kiøbenhavnske Samlinger af rare trykte og utrykte Piecer" II (1756) på 30 sider opremser over 1000 uundværlige fremmedord af romansk oprindelse. De førende danske skribenter i 1750erne fortsatte imidlertid 17 40ernes linie, om end med større mådehold i ordmageriet. Filosoffen Jens Krafts lærebøger fra 1751-52 er ganske vist ikke præget af purismen, men hans "Kort Fortælning af de vilde Folk" 1760 (jf. s. 96) og "Kritiske Breve" 1761 (jf. s. 82) er "nyt Dansk,

§ 67 D

SPROGRENSNING

147

saaledes som vore store Sprog-Forbedrere i høieste Smag have fundet, at Sproget bør skrives". Sammen med ham kan nævnes teologen og wolffianeren Peder Rosenstand Goiske og den norske historiker Gerhard Schønning, der skriver et rent og naturligt dansk. Også det digteriske sprog præges nu af sprogrensningen. Nordmanden Niels Krog Bredal, Caspar Rothes ven, skriver i fortalen til syngespillet "Gram og Signe" (1756, med stof fra Saxo), at han "tænkte selv i Førstningen, at det var umuligt, at skrive tre linier Dansk, uden af Fornødenhed at flikke fremmede Skiøn-Pletter derpaa, men ved en liden Umage har jeg fundet det let". Samtiden regnede også Tullin til sprogrenserne. Om Klopstockpåvirkningen, der måtte føre det digteriske sprog i samme retning, se under Ewald § 73 B. Med Jens Schielderup Sneedorff (1724-64) fik bevægelsen en førende pen, hvis betydning for den moderate sprogrensning og den stilistiske smags dannelse vanskeligt kan overvurderes. Hans hovedværk, ,,Den patriotiske Tilskuer" 1761-63, blev skelsættende i vor prosas historie, se nærmere § 73 A, og en /række af såvel hans egne som de tidligere nydannelser vandt gennem hans brug af dem almindelig anerkendelse, om end ikke modstandsløst. 1760erne bragte nemlig det hidtil talentfuldeste angreb på sprogrensningen, denne gang af forfatterinden Charlotte Dorothea Biehl, der helt knyttet til Holbergretningen måtte protestere mod Sneedorfftilhængerne og deres sprog. I 1764 udsendte hun anonymt en oversættelse af madame d'Happoncourt de Grafignys skuespil "Cenie", sprogligt bevidst holdt ,,i gammelt Dansk" som et modstykke til Marcus H. I-Iøyers oversættelse af samme skuespil til "fransk-dansk" (Sneedorffs udtryk i en fortale til oversættelsen), og derfor også befriet for de purismer, som Sneedorfftilhængeren med megen moderation havde anvendt. Og i 1765 gik Biehl til direkte angreb på sprogrenserne i komedien "Haarkløveren", hvor de purismer, som stykkets pedant benytter (Bestræbelse, Beundring, Bisag, Duft, Fordom, Gienstand, Lidenskab, Omdømme, indsigtsfuld, overdreven, virksom, beundre, forglemme ofl., alle trykt med større skrift) søges gjort latterlige. Angrebet besvaredes af Chr. Fleischer med en kritik af Haarkløveren i Sorøske Samlinger (s. 107), og i samme skrift offentliggjorde han dels sine bidrag til en dansk synonymik (s. 92), dels en lille "Afhandling om forældede og nye Ords Brug", hvori han som den første opstiller de regler for sprogrensning og sprogfornyelse, som senere moderate purister i det

148

/

I

SPHOGHENSNING

§ 67 D

hele har kunnet anerkende. Gængse ord skal bevares og ikke fortrænges af fremmede, ex.: Leede bør ikke fortrænges af Aversion. Ord, som begynder at gå af brug i daglig tale, bør bringes i brug igen, i stedet for indlånte fremmede, exx.: Borgen for Cautionist, Fællesskab for Communion. Ord, som skurrer i en eller andens øre, bør ikke af den grund vrages for fremmede, når de ellers er i brug hos menigmand, ex. giekke en for ridiculere en. Et ord, som er gået af brug, men som for menigmand er lige så let eller lettere forståeligt end (eller lige så uforståeligt som) det indførte fremmede, bør føres i brug igen, exx.: Frist for Respit, Vinding for Gevinst; Øde for Fatum og Æmne for Sujet. Ord, som er gået af brug, bør hellere gen0ptages end erstattes med et længere beskrivende udtryk, ex. Gaalle for mørk Tale fremsaft til at opløses. Ord, som - til udtryk for nye begreber kan dannes ud fra vort eget sprogstof, og som er lige så udtryksfulde som de tilsvarende fremmede, bør foretrækkes for disse, exx. selskabelig for sociable, Gienstand for Object. Og endelig bør ord, som bruges i "de med vort Sprog beslegtede", foretrækkes for de fremmede, når de er lige forståelige, exx. norsk Sysler for Beskiæftigelse, bornholmsk Giernvidenlzed for Curiositet. Kun hvor hverken dansk eller beslægtede sprog har brugelige eller forståelige ord, hvad der især er tilfældet i videnskabeligt sprog, bør vi indføre fremmedord, som da så vidt muligt forsynes med en dansk endelse. Med Fleischers afhandling er den puristiske teori i 1700tallet nået til et afklaret standpunkt, som vistnok ikke senere i denne periode blev væsentlig ændret eller forbedret. Striden fik vel ikke umiddelbart kendelige følger i litteratursproget, og redaktionen af Videnskabernes Selskabs Ordbog vilde ikke optage ord som Lidenskab og Gjenstand, men hele bevægelsen havde virket frigørende i den sproglige stivhed, styrket den nationale selvfølelse og - i forbindelse med den stilistiske frigørelse - i den litterære offentlighed skabt en følelse af, at en hel ny sproglig æra var indledet. Dette fremgår af talrige udtalelser fra århundredets sidste halvdel. Holbergtiden var blevet fjern. Og da der netop nu i årtierne før og efter 1800 opdyrkedes og udformedes nye fag og videnskabelige discipliner, vendte det sproglige behov sig på disse områder til modersmålet selv for der at søge dækning gennem hjemlig sprogavl. Man kan næppe nævne et fag, hvor ikke en eller flere af fagets dyrkere i gerningen er gode purister. Og i mange af disse nye discipliner nyskabes i denne tid væsentlige og grundlæggende dele af fagets terminologi. Dette gælder i særlig grad fag som

§ 67 D

SPROGRENSNING

149

botanik, zoologi og veterinærvidenskab, senere også geologi og arkæologi, delvis også kemi, fysik, grammatik m. m., hvorom se nærmere § 75. Også uden for disse strengt faglige kredse kan fra tiden 18001870 nævnes en række purister, som aktivt har søgt at berige sproget med nydannelser, alle dog med lidet held. For filosoffen Sibbern var formålet med de mange af ham nydannede ord først og fremmest at skabe fuldt dækkende sproglige udtryk for tanken, og selv om han efter 1848 også stilede mod et renere dansk, var han principielt ikke imod fremmedord. Måske med udgangspunkt i Tyge Rothes værker (jf. s. 82) og vistnok uden tanke om at ville reformere sprognormen søgte han i sine nydannelser at give en beskrivelse, en definition, og derfor blev det store flertal af dannelserne uhandelige oversættelsesog definitionsord, som fx. dybtænker eller grundtænker (filosof), egenattrd eller egensyge (egoisme), livsalighedens inddnderinder (gratierne), omgangssyge (epidemi), retfærdsharme (indignation), statshengivenhedssind (loyalitet), osv., og kun ganske få af hans dannelser gik ind i fællessproget (se § 74). Også fra ældre sprog og fra dialekterne optog han en del ord (fx. lmskud, moro, ufærd; akavet, herse). En renlivet purist var derimod personalhistorikeren Hannibal Peter Selmer (1802-77), for hvem ethvert fremmedord principielt var af det onde. I tilslutning til Rasks og Ørsteds faglige sprogrensning begyndte han 1828 (jf. s. 95) med et "Forsøg til at angive et nasjonalt kunstsprog i den lavere matematik", men snart udvidedes området til hele sproget, og i en række afhandlinger og værker, hvoraf det største, ,,Om de i det danske sprog forekommende fremmede ord, samt tyskagtigheder, andre ufuldkommenheder og sprogog retskrivnil}gsfejl", I-II (1860-61), i andet bind indeholdt en stor afløsningsordbog, fremsatte han forslag til flere tusinde hjemlige nydannelser til erstatning af fremmedordene, alt uden videre sans for de sproglige muligheder. Også hos Selmer er de beskrivende dannelser og lal)ge sammensætninger dominerende, fx. eftergodt (dessert), ejeløse (ekspropriere), gudsvidenskab (teologi), klangbræt (klaver), lyssnille (geni), meldetegnsilstav (telegram), nordlede (orientere), omrand (periferi), råplump (brutal), snillys (genial), osv., medens roddannelser og afledninger er sjældne, fx. mid (centrum), spryd, (kiks; til sprød); pinding (cigar), pindling (cigaret), tang(e)l (jod), tople eller toppe{ (pyramide), kvinders (harem), olgn. Samtiden havde

150

SPHOGHENSNING -

OVEHSÆTTELSEH

§ 67 D

kun et smil tilovers for hans "sprogla vende nykker", og eftertiden tog næppe ti af hans ord i brug (jf. s. M2). I 1840erne kom sprogrensningen igen til offentlig debat. Foruden Selmer optrådte her - med stærk tilknytning til den skandinaviske bevægelse - rektor Martin I-Iammerich (1811-81), bl. a. med to foredrag i Det skandinaviske Selskab: Om de fremmede Ord i vort Modcrsmaal. 1. Om deres Mængde og Skadelighed (1848). 2. Om deres Fortrængelse ved danske Ord. (1850). Og med udgangspunkt i det første foredrag gik nu sprogforskeren I. Levin til angreb på "det llyper-Nationale, det Ultradanske" hos puristerne - hertil regnede han N. M. Petersen, Grundtvig, Selmer og Hammerich - i nogle dagbladsartikler, der foruden det bidske angreb tillige indeholdt skarpsindige iagttagelser vedrørende fremmedordenes værdi og anvendelse i sproget, og som han optrykte samlet i "Neologerne og de fremmede Ord" (1849). Vel på grund af de politiske begivenheder blev striden imidlertid ikke ført videre. Af andre purister fra perioden, delvis også med tilknytning til skandinavismen, kan nævnes Fr. Høegh-Guldberg (1771-1852), biskop J. B. Daugaard (1796-1867) og historikerne Fr. Hammerich (1809-77), Fr. Barfod (1811-96) og C. E. Secher (1824-88). 2. Oversættelser. Der mangler ganske undersøgelser af oversættelsernes betydning for ordforrådet og fraseologien, skønt det sikkert for adskillige oversættere, navnlig i den ældre tid, har stået som en ikke uvæsentlig opgave ud over at bringe litteraturværkets indhold til den danske læseverden også gennem oversættelsesarbejdet at yde bidrag til begrebsdifferentieringen og til den ydre sprogforms udvikling. Allerede Holberg havde gentagne gange opmuntret de unge til at oversætte gamle autores, og selv om man vel ikke var blind for den modsatte fare ved oversættelserne: at man af bekvemmelighedsgrunde kunde komme til at tilføre sproget adskilligt udansk (faren omtales fx. af Suhm; Baden kritiserede germanismerne i Sorøske Samlinger), er det dog hos de forfattere, som drøfter spørgsmålet, oftest den sproglige vinding, som fremhæves: at vi gennem oversættelse af fremmede værker kunde "giøre deres Fordrag egne for Sproget" (Gottschalk 1774), ,,beriges med gode Vendinger, Talemaader og Ord" (Suhm 177 5), ,,hæve Modersmaalet til Originalsprogets Værdighed, Høihed, Styrke, Yndighed, ogsaa Velklang" (lladen 1792), ,,forøge Sprogets Værd" (P. E. Milller 1813, Molbech 1822 ), osv. Der er da utvivlsomt også gennem oversætternes målbevidste arbejde tilført dansken meget

§ 67 D

OVERSÆTTELSER

151

nyt - formet direkte over det fremmede mønster eller nyskabt af den hjemlige sprogdejg - , men en oversigt kan vanskeligt gives før enkeltundersøgelser foreligger (jf. en række af oversættere s. 107). Enkelte iagttagelser. Sammenligner man oversættelser fra omkring midten af århundredet med oversættelser fra tiden ned mod 1800 og derefter, er det vistnok en gennemgribende forskel, at de ældre oversættelser er friskere, mere djærve, stående det dagligdags talesprog nærmere, men tillige mere frie og mindre korrekte end de senere (fra og med Iladen), der er mere bundne af forlægget, i forsøget på al reproducere forfatteren mere stilrene, men tillige mattere. Herfra danner dog Grundtvig en undtagelse. - Man kan fx. sammenholde Thomas Schmidts oversættelse af Sveton (1750-51) med Badens (1802-03) og hans oversættelse af Plinius's breve (1754) med Abrahamsons ( 1797). Schmidts oversættelser viser et livfuldt, men ujævnt dansk, snart nærmende sig det dagligdags sprog eller jargon, snart rokokoagtigt (smlgn. Schousbølles Saxooversættelse s. 84), med talrige gallicismer og en del germanismer. Fra Sveton, dagligdags sprog: tog dem i Cardusen (contortis faucibus; Baden: dreie dem ved Halsen), en Collega, der vilde blæse i samme Horn med lzam i alle Ting (Baden: en enig og samdrægtig Collega); aktualisering: Roderne (centuriæ; Baden: Centurierne); franske ord: Faute, peupleret; tyske ord: Spendase, uformerkt; nydannelser: veykort (statim), StilleDage (feriæ), Seyers-Tog; fra Plinius, dagligdags: springe i Døden ligesom med Støvle og Sporer (Abrahamson: af Fremfusenhed eller ved en blind Drivt), at slaa Lækker-Tanden ud (Abrahamson: Kræsenhed . . bør beherskes); aktualisering: kagstryget (fustibus coesus), i sin blotte Vest (toga); franske ord: Revenuer, cnfin, air, Se jour; germanismer: narrisk, den veltale11Ste; nye ord: (naar han nu har) afprædiket; (den heelc) udlængende (Dag igienncm). - Af Sahls oversættelser viser de prosaiske værker (Cicero) et flydende og moderne dansk, med yderst få romanske fremmedord, men adskillige germanismer, mens hans alexandrinere (Horats) savner fynd og virker udtværede. Han siger selv, at han - navnlig i oversættelser fra græsk har dristet sig til at danne nye sammensætninger og nævner som exx. hammerslagen, flidsommelig, ned/ældig eller / orfældig (caducus), ved støtte. Badens oversættelser tager sigte på den sproglige nøjagtighed, den korrekte gengivelse, og dette lykkes vel nogenlunde, men tillige på bevarelse af det stilistisk individuelle, til højnelse af smagen med klassikerne som forbillede, og dette lykkes mindre godt (også Ove Høegh Guldberg udtrykker i fortalen til sin oversættelse af Plinius's lovtale til Trajan (1763) samme mål: ,,Ikke Plinii Lovtale, men Plinius selv burde blive Dansk"). Sine teoretiske betragtninger over sprogets og stilens fornyelse fremsatte Baden i et tillæg til oversættelsen af Tacitus (1766): ,,Afhaildling om Sprogets Berigelse ved nye Ord og Vendinger" (med kritik af Sorøske Samlinger), og i nogle skole.programmer fra Helsingør, samlet udgave 1780: ,,Symbola ad augendas lingvæ vernaculæ copias e Saxonis Grammatici interpretatione Vellejana", offentliggjorde han en fra Vedels Saxo hentet samling af ord, der kunde fortjene at genindføres (fx. lljemlov, Høvding, Idræt, Kaar, kaarc, Tærne, Varetægt,

152

§ 67 D

OVEHSÆTTELSEH

værne). I øvrigt er der talrige germanismer i Badens sprog (fx. skatterede paa 2 Oboler, d. v. s. vurderede til, ty. schiitzen auf; rympe Næsen, ty. die Nase riimpfen; Samtale over, ty. Gespriich iiber; ængstiyer; Neben- i ssgr.; Ømsighed, ty. Emsigkeit; osv.), hvad der stemmer godt nok med hans teori. De i udseendet fremmede franske ord vil han nemlig fjerne og erstatte med nye, dannet "af Sprogets egen Malm, eller dog af et Sprog som er nærmere beslægtet med vort l\Iodersmaal end det franske", og da "Naturen har forbundet os med de Tydske", så berettiger denne overensstemmelse os "til at betiene os af det tydske Sprogs Higdomme, som af vor Fædrene Arv". I de poetiske oversættelser rejste de metriske hensyn nye sproglige problemer. Således voldte det trokæisk-daktyliske versemål (pentametret og heksametret) vanskeligheder, idet den rene daktyl på dansk af større ordgrupper kun omfatter substantiver i hest. f. flertal samt komparativer, superlativer og participier (dels præsens, dels perfektum i hest. f. og flt.), og hvor disse bruges i større udstrækning, går det magtfulde og pompøse tabt, og forløbet i den rendyrkede rytme virker som en maskine i tomgang (vVilster 1833: ,,en altfor hoppende og syngende Bevægelse"). Af disse grupper dyrkes ganske vist participiet stærkt, lige fra Baggesens mere mærkelige end gode oversættelse af Iliadens første bog 1798 (fx. Et Blik lienlynende; Ærefrygtende Zeus' vidtrammemle Søn Apollon, smlgn. Wilster: 0 men af B/11 for Sonnen af Ze1rn, Fjernskytten Apollon) over Fr. Iløegh-Guldbergs og P. 0. Brøndsteds oversættelser til Poul Møllers oversættelse af Odysseen (1825) og Wilsters oversættelser af Iliaden (1836) og Odysseen (1837), fx. (Poul Møller:) den stimlende Mængde, det svælgende Havdyb, den flydende Taler,· (Wilster:) rusende Mand, skoygrende, Sneen .. i mylrende Flogger, de bugede Skibe osv. Men for at undgå de for lette rene trokæer (hvor en svag tesisstavelse tidsmæssigt ikke udfylder intervallet mellem to arses tilfredsstillende) og rene daktyler, anvendes i stor udstrækning s:\vcl tunge trokæer (typen: lljeuistavn, llavdyb, Fremtid, osv. med trykfordeling 4-3; Wilster regner afledninger som frugtbar, Frihed osv. til de "lette" trokæer, og vil som tunge kun anerkende egentlige sammensætninger som G11ldpiil, iiskold) som daktyler med 2. stavelse stærkere end tredje (typen: Visdommen, Friheden, grusomme, med trykfordeling ,t-3-1; hos Baggesen, Wilster og Poul Møller indgår denne type særdeles hyppigt som tesis af en trokæ de to første stavelser af en daktyl). Metret opfordrer derfor til brug af særlige, ofte nydannede afledninger og sammensætninger. Således er adverbier på -(ig)en hyppige: {liftigen, herliyen osv. Nydannede eller sjældne tunge trokæer: (Poul Møller:) Daymor, daGning, homstærk, Sorgmod, toti (i stedet for tyve; ligeså hos Wilster); (Wilster:) Af byrd, afkom, Ag stol, vogn, Glipkast, kast som glipper, næsgrm1s, piilfroe, Ramislag osv. Videre sammensætninger som dækker over en tung trokæ en daktyl: (llaggesen :) gud stad· fæstede,· (Poul Møller:) det grundigtmurede Kammer (således ofte ssgr. med grundigt-=vel), det graaligtladende Saltvand, den Jmndskvanartede (}uinde, de luftblaafarvede Bølger; (Wilster:) den stormsneltvamlrende Iris, det vældighjaltede Slagsværd, lwvomskyllede, sm11ktuds11ittede, osv., og faste epiteta som det dorskfremvraltende (Poul Møller: f odfremslæbende) Hornkvæg, den l11sblaaøiede Jomfrue (om Athene), den qvieøiede liere, osv. EIier to daktyler: (Poul Møller:) den taareforvoldende Veemod, osv. - En stor del af

+

/

+

§ 67 D

NORRØNE TENDENSER

153

disse dannelser ligger uden for sprogets faste og almindelige ordforråd, er øjebliksdannelser eller individuelle dannelser, som passer sig for det heroiske epos, men er derfor sprogligt lige interessante (anderledes Thortsen 1831: ,,den Mylr af meningsløse Composita"). Også i oversættelserne fra de moderne sprog foreligger antagelig adskillige bidrag til ordforrådets forøgelse, men undersøgelser savnes ganske, og hertil kommer, at de nyere litteraturværker i almindelighed ikke på samme måde som de klassiske anerkendtes som sprogligt-stilistiske forbilleder. Hovedformålet med oversættelserne var forst og fremmest at gøre indholdet tilgængeligt for danske læsere. Dette gælder vel værker som Charlotte Dorothea Biehls oversættelse af Cervantes: ,,Don Quixote" (1776-77),. Foersoms oversættelse af Shakespeares "Tragiske Værker" (1807-18), Blichers oversættelse af Macphersons Ossian (1807-09) og Chr. K. F. Molbechs oversættelse af Dan.tes "Guddommelige Komedie" (1851-63).

3. Norrøne og arkaiserende tendenser. De gamles sprog var ikke helt ukendt, men det var dækket af latinen. Historikerne kunde vel læse gammeldansk, men oldnordisk havde ingen dansk forsker siden Vedel (II. 224, 226) arbejdet selvstændigt med. Ole Worms udgave af Heimskringlaoversættelsen 1633 (II. 277) og hans offentliggørelse - ved islændinges hjælp - af Krakumal og Hofuc5lausn (i bogen om runeskriftens oprindelse: Rn~IA, seu Danica litteratura antiquissima, 1636) havde ikke bragt nogen forskning eller udgivelse i gang. Resens udgaver af Edda (med oversættelse til da. og lat.) og af Vluspa og Havamal 1665 er århundredets eneste publikationer. Her lå Danmark langt bag efter Sverige, hvor flere sagaer var udgivet i originalsproget, sidst i den samlede udgave af "gotiska" sagaer ved E. J. Bjorner: ,,Nordiska kampadater", 1737. Efter håndskriftindsamlingen og stiftelsen af Det arnamagnæanske bibliotek (ved Arni Magm'tssons død 1730) var de boglige forudsætninger.til stede for et mere indgående kendskab til oldsproget, men det blev fremmede, en islænding og en franskmand, som brød isen. Hjulpet af islændingen J 6n Eiriksson udgav franskmanden, professor Mallet (s. 67) en fransk oversættelse af gudelæren i Gylfaginning (i 33 "fabler") samt nogle eddadigte (Håva~ål) m. m.: ,,Monumens de la mythologie et de la poesie des Celtes et particulierement des anciens Scandinaves" (1756; se planche VII), som tillige med hans Introduction (s. 67) gjorde digtningen europæisk bekendt. I den følgende tid er J 6n Eiriksson den drivende kraft i det udgivelsesarbejde, som Den arnamagnæanske Kommission (opr. 1772) iværksatte, og som indtil Eirikssans død (1787) omfattede ca. 30 bind, Det danske sprogs historie. III

ti

/

15'1

NORRØNE TENDENSER

§ 67 D

deriblandt foruden en række sagaer (bekostet af Suhm) de dog først senere fuldendte udgaver af Heimskringla (I-II ved G. Schøning 1777-78, III-VI, 1783-182G) og af Edda (I-III, 1787-1828). Herefter kunde oversætterne tage fat. Oversættelsen af Heimskringla, der fulgte med udgaven, besørgedes af islændingen Jon Olafsson (den yngre), der havde fået ordre til at holde sig så nær som muligt til det gamle sprog i Peder Clausen Friises oversættelse (II. 277), og som i det imponerende arbejde "Om den gamle nordiske Digtekunst" (1786) bragte oversættelser af talrige edda- og skjaldevers; litteraten B. C. Sandvig oversatte dels en række skjaldekvad i "Danske Sange af det ældste Tidsrum" (1779) og dels eddadigte i "Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda" I-II (1783-85 ), og Abrahamson oversatte bl.a. ,,Fortællingen om Gunlaug Ormetunge og Rave Skald" (i Alm. da. Bibliothek, 1779 f.). Det var disse oversættelser, der blev romantikernes og da først og fremmest Oehlenschliigers kilder og derved fik betydning for dansk sprog og litteratur, medens senere udgaver og oversættelser (navnlig publiceret af selskaber, foruden Den arnamagnæanske Kommission også Det kgl. nordiske Oldskriftselskab, stiftet af Rafn 1825, og Det nordiske litteratursamfund, stiftet af N. M. Petersen mfl. 1847) kun synes at have haft ringe eller ingen betydning for dansk sprog og derfor ikke kan opremses her. Som folkelæsning fik dog N. M. Petersens oversættelse af de vigtigste sagaer, ,,Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude", I-IV (1839-44), en ikke ringe udbredelse og er kommet i flere udgaver. Om Grundtvigs oversættelse af Heimskringla se § 73 D. Så få der end forstod islandsk - P. E. Miiller siger (1813), at der var "indtil 1811 neppe en halvsnes i Tvillingriget" - , var det dog for de kyndige åbenlyst, at her fandtes en kilde til fornyelse såvel stofligt som sprogligt. Stoffet behandledes fagligt bl.a. i fremstillinger af gudelæren (af de talrige mytologiske fremstillinger kan fra l 700tallet nævnes Suhms "Om Odin og den Hedenske Gudelære og Gudstieneste udi Norden" 1771, og fra 1800tallet de fyldige mytologier af Grundtvig 1808, N. M. Petersen 1849 og Sv. Grundtvig 1869), og det benyttedes litterært, tidligst af digterne i den tyske koloni: Gerstenberg (Gedicht eines Skalden 1766; han kan have fået tilskyndelse såvel fra J. H. Schlegels lille afhandling i Mercure Danois, juni-juli 1755, om "l'Edda et la Mythologie du Nord" som fra Sneedorffs benyttelse af norrønt stof i visionen "Den nye Edda eller Gylfes anden Reise", skrevet 1759) og Klopstock, derefter af Ewald (Rolf

§ 67 D

155

NORRØNE TENDENSER

Krage 1770, Balders Død 1774), Suhm og Samsøe i de nordiske fortællinger, og så endelig af romantikerne. Så givende den gamle digtning som inspirationskilde blev litterært, så fattigt blev det sproglige udbytte. Ud over navnestoffet nærmest intet, og det til trods for at en række af såvel digtere som sprogforskere var mer end velvilligt indstillede. Men for digterne, der i almindelighed havde ringe oldnordiske kundskaber, var der andre kilder at øse af, som lå dem nærmere, og uden filologisk skoling var der også ret snævre grænser for direkte overtagelse·af låneord; bedre kunde en række syntaktisk-stilistiske figurer overtages. Og for filologerne - med en enkelt undtagelse - stod oldnordisken, på grund af kildernes art, vistnok som et sprog, der rettelig hørte den højere 9g højtideligere litteratur til, og som man derfor ikke kunde eller vilde drage nytte af til mere praktiske formål i jævnprosaen eller talesproget. Puristerne synes således ikke at have haft øje for oldnordisken. Allerede 1766 udsendte en forfatter, hvis anonymitet stadig er uafdækket, et lille skrift "Tanker om det danske Sprogs nye og gamle Tilstand og Forbedring til det Danske Folk". Han beretter heri om sin overraskelse ved at have opdaget, at det nyislandske sprog i virkeligheden er identisk med den gamle danske tunge, hvorfor han fraråder sprogfornyelsens "brede vej", d. v. s. lån og fordanskning af fremmedord, og i stedet opfordrer til at gå den besværligere vej til en egn "hvor den danske Tunge vil stifte et nyt Rige igien", d. v. s. opsøge de hjemlige ord og talemåder, der er glemt eller gået af brug, eventuelt ved en rejse til Island, og i et leksikon gøre en samling deraf for at drage os dette stof til nytte og derved berige og smykke modersmålet. Men dette mærkelige skrift gav intet ekko i tiden. Ganske vist anbefaler J6n Eiriksson i sin udgave af Kongespejlet: Kongs-skugg-sio (1768), med oversættelse, at genoptage norrønt sprogstof i oversættelser af norrøn litteratur, men hans egne forsøg i dette værk er yderst få og spagfærdige (fx. faf rod ir .. edur uspuralir gengives faakyndige eller uspørsomme; jafnlmgadur ok eclci mislyndur: jævnsindet og ei mislyned; spordur sem a fiski: Spord, som paa en Fisk; margvitrir: mangleyndige; enkelte gange med tilføjet forklaring, fx. lcaupmanna oclal (;:i: a:fællesskriftsprog), som senere fra tid til anden dukker frem hos entusiaster (hos N. M. Petersen 1844-45, fra periodens slutning hos Henrik Scharling 1867), fik i den skandinavisk-politisk stærkt bevægede tid omkring 1809-14 et lille efterspil. Sneedorffs ord var blevet fremdraget af Nyerup, og den glødende skandinav, litteraten Jens Kragh Høst, greb straks tanken. Heroverfor protesterede Molbech, for hvem en sådan plan

160

SPROGLIG SKANDINAVISME

§ 67 D

nærmest havde landsforræderisk karakter, i det varmtfølte forsvar for modersmålets urørlighed: ,,Om Nationalsprogets Hellighed". Fra tiden omkring 1830 er skandinavismen i forgrunden igen. Men så stærkt man end nu fra flere hold fremhævede det skandinaviske sigte - indledt med Tegners laurbærkroning af Oehlenschliiger i Lund 18W, fortsat af Ørsted og Steffens i taler på naturforskermøderne 1839 og 1840, af Grundtvig i afhandlingen "Om Nordens videnskabelige Forening" 1839, af stuc,Ienterskandinavismen, begyndende med isvandringen over Øresund 1838 og fortsættende med studentermøderne, stiftelsen af Det skandinaviske Litteraturselskab 1843, osv. - så ringe var det sproglige udbytte, om man specielt tænker på gensidig~ lån. Man finder enkelte svecismer hos de kendte purister, fx. hos N. M. Petersen, Hammerich, Barfod, Pr. Bajer ofl. (og omvendt i Sverige danismer hos Tegner, Sturzen-Becker, Almqvist og Viktor Rydberg mfl.), men kun en enkelt, den bornholmske politiker Lucianus Kofod, søger at konkretisere de fællesskandinaviske sprogbestræbelser og give retningslinier for et sprogligt samvirke, nemlig i et lille af samog eftertiden nærmest upåagtet skrift: ,,Om nordens sproglige enhed" 1866, hvori han opstiller og ved eksempler nærmere belyser det bærende princip: at begge skriftsprogs ordforråd skal samtidig ligeliggøres og nordiskgøres. Px. kan dansk damp, mangel og aktieselskab erstattes af svensk ånge, brist og bolag, svensk tur, bilwng og bildning af dansk held, tillæg og dannelse; man kan låne af dialekterne: norrIiinsk græs-læsere træde i stedet for botanikere, jy. træls i stedet for besværlig, fatiguerende; man kan genoptage tabte ord, hente stof fra oldsprogene: ordkræng for dialektisk, treding for tredjedel, eller nydanne ud fra hjemligt stof: overskæg for moustache, henholdsvis for respective, friimja for befriimja, styrelse for bestyrelse, osv. - Kun på et punkt drog man for alvor det skandinaviske argument frem i forgrunden, nemlig i spørgsmålet om ortografien; herom se nærmere i følgende kapitel.

I

f5 o r t a l e. ~i{ftt,ff fommer je!)

tif Ortogrcii:,~im.

~

ero1cfororl:mi119en er bennc eiamfin.9 fore, f[aMt til en meget,. 91.lorefter eifoferneo Ung. bom fon anuifc6 til at rette fi.9 i ben f.)enfeett& tic. ~l'tte fon bog iftc bære ffie.9el uticn fon fMt,iN fom fficgcl cnbnu fon fjal.leo, nemlig forefomme t,m alt for fFiobcsfofe og urig~ tige 6frii,emaabc, fjt,orti! Ungbommm fa,, {et i,ænne6, t,eb at ffdi.,e fjca uben ~lgtfom6eb, eller og l.lcb at rette fi.9 fnart efter en og fnart en (tntien ~og, fjl.lh~ 'iiorfattcr cntm albcfet; iffe eCicr i bet minbfic run !il.let !)ar agtet pa1t €ifritmigtigljeb; og bn·til funnc mange ~ere bære 6rug6arc. ~i( et f,1ac bijfc ffiegfer 6eficmtc , 1)1.lorefm rn a!minbeli.9 ort 6prog ran f,1Wætte6, li~lje1.1eo, fom fjo~ anbrc ~?,,tioner er jfect 0.9 fFccr, nogle ~aro 0.9 mange fl)nbige ~r6ci, bere6 fomnebe l By, Oc > Ø, osv.; dog bevaredes det oftest i lati11sk-gr:cske af1edni11ger p:'t -i, fx. Gcograpliic osv.), og adskillige opgav ogsil det analogiske e i adj.-højningen (s. 205) og i inf., ligesom det 1111dtirstottc11de e i lukket stavelse brugtes mindre og mindre uden for de tilfælde, hvor det k1111de tjene til ordadskillelse (vaer : uar; faer : for, osv.). Br11gP11 af tilfojet Jz som længdebetegnelse, der var indkommet fra tysk i Iiiindskriflsproget (II. 3;32) i slutn. af 1600tallel, fik ikke i dansk så stor udbredelse som i sve11sk, hvor endnu Jesper Svedberg (1716), der ellers er imod vokalfordohling som hengdehetegnclse, holder på det, fordi han mener at hore h: ,, Horer jag ther h, hwi må jag ock ickc få se thet på papperet". Uden for navnestoffet var brugen i reglen indskrænket til nogle få, oftest fra tysk lånte ord, som fx. Lalm, metaltråd, Lehn, Uhr, Vahre, samt (sjældnere) ahnc, Falme, Gcvchr, Lelmestocl, Rchd (således l\falling; jf. ty. Rhcdl), Sahl og m:1ske enkelte andre. I betegnelsen af de lange vokaler er normen fast. Kun efter palataliseret k- og g-lyd kan der ved [æ·] være nogen vaklen (jf. ndf.). Til og med Kraft og Ewald kan man dog endnu træffe formen ævig, til l\Ialling og Fr. Sneedorff Flade, flåde. Formen slebc (fx. Holberg, Gram og Schousbolle), sleve (13aden 1766) angiver formodentlig en udtale med [e·l, formen bevege (fx. hos Snecdorff) er vel en germanisme, og n:1r Baden skelner mellem Never, birkehark, og Næver, pl. af Næve, er formen, som han har overtaget direkte fra von Ila11en, vel en norvagisme. Andre undtagelser, der kan forekomme hos ortogralisk gammeldags skribenter (som fx. lwage, koge, hos I-Iolberg, Eilschow og 13iehl, Vi/kor hos Biehl, Vor, pudev:h, hos Baden, der dog angiver udtale med langt o) er kun mindelser om tidligere vaklen. I betegnelsen af de korte vokaler er der derimod stadig nogen usikkerhed i en del ord, i særdeleshed i betegnelsen af kort æ. For kort [å, J] skrives alm. aa i aarke, vekslende mi og o i kobl1er (kaa(b)ber sj. efter IIøysgaard), kors (aa dog næppe efter 1800), kort (efter 1800 i alm. dog kun kaart i bet. ,,landkort"), sldbrok (mfl. former: S/aaprok, Slobrok, Sloprok), sold, sigte, og vol (eller vaal; først i 1800tallet fortrængt af ol) samt i ordene med lydforbindelsen [-a: [dal]) eller måske rættere dal"), gal (Holberg gal - Saal - General), hval (lladen ), val (Rask), fjæl, fæl, sjæl {Schulz), sæl {lladen; men kort vokal endnu hos Oehlenschliiger: Sæl - Skæl, og hos P. E. Miiller 1813: Sæller og Hvaler): kort vokal bevares i smal {lang vokal hos Holberg og i kilden 1727 kan være norsk) og skæl; andre vokaler får ikke forlængelse. Foran r (II. 338) er forlængelse indtrådt i bar, præt., svar, fakultativt også i ar og nar; (pude)vår; Iwer {Abrah. 1801 endnu kort vokal); bær, præs., besvær, hær, kær, mose, skær (i havet), stær; dør, subst., før, adv. (Høegh-Guldberg 1809 endnu kort vokal), nør og tør mfl. Kort vokal bevares i kar, par, ir, fyr( retræ), bær, gør, hør, smør, samt i ord, der alm. står tryksvagt: bør, tør, var olgn. - Formen

§ 69

RIGSMÅLET : KVANTITET

189

dørre, pl., med kort vokal er endnu alm. i første halvdel af 1800tallet (fx. Levin), hvorefter lang vokal vinder frem; flertalsformen narre bevares. Forkortelse indtræder i gerrig (endnu Iladen 1799: gierig; langt ned i 18001allet udtalt med lukket e) og orred (endnu Molbech 1813 Øret). Foran konsonantforbindelser er der, i de fleste tilfælde nok i løbet af 1700tallet, indtrådt forkortelse i mange af de ord, der endnu på Moths tid (II. 339) havde bevaret lang vokal. Således af vokalerne i og y foran -st (men normalt med bevaret kvalitet) i bister (Abrah. 1801 endnu lang vokal), gnist, ister, klistre; med lydåbning driste; knyste, kryste, lyst, neutr. (Iladen 1799 endnu lang vokal), lystre; ligeså af vokalerne i, y og u foran -sk: bidsk, grisk, pisk; kysk, lyske; huske, kusk, tuske. Videre i (f eje)kost (VSO 1820 endnu lang vokal) og ost. - Foran -nd er der overalt i de ord, som hos Moth (II. 339) anføres med lang vokal, indtrådt forkortelse og gennemgående også lydåbning, hvilket vel må tolkes derhen, at der side om side med de langvokaliske former også længe har foreligget kortvokaliske, fx. bind, blind, finde osv.; blund (endnu hos Iladen 1799 dog lang vokal; jf. at han skelner mellem blune = tage sig et blund, og blunde = blinke med øjnene; også Baggesen og Grundtvig har blune), fund, grund osv.; synd, tynd. Ordet fiende blev endnu i beg. af 1800tallet i højtideligt sprog udtalt som et trestavelsesord (Heiberg forsvarer ivrigt formen 1823 og Molbech endnu 1859), men i dagligsproget var udtalen tostavelses finde, enten med lang vokal (Tode 1797, Abrah. 1812) eller med kort, d. v. s. [/in:i] eller [fem>] (jf. Gerstenbergs misforståede oversættelse af Finne ved Verf olgern s. 156}, en udtale ældre folk endnu brugte i 18'10erne (Dyrlund). Da i blev udskiftet med j i forlyd (s. 175) fulgte ordet med ortografisk, hvorefter der indtrådte restitution, idet ordet dog bevarede den lukkede e-lyd: [fjen:i] (Abrah. 1801 ). - På samme måde indtræder forkortelse foran -ld, -li, (> ol, tl) og -lt (II. 3-10) og vokalkvaliteten bevares: dild, ild, (Abrah. 1812 endnu lang vokal; denne udtale, der 1819 dadles som vulgær, synes også Hertz al have haft, jf. rim som Ild - Smiil - Sti il), ilde ('I'ode 1797 endnu lang vokal), kilde osv.; fuld, guld, kuld osv.; fylde, huld, skuld osv.; billig, lille; filt, kilte, milt; sult; bylt, sylte. - Foran -Tv havde Moth lang vokal i ulv, denne forkortes nu. I selv kan indtræde vokalforlængelse (Abrah. 1812: siihl, dadlet 1819 som vulgært; senere især i københavnskpræget rm). Ved r-forbindelserne er kvantiteten fortsitt meget varierende (li.

190

HI GSM ÅLET : KVANTITET

§ 69

3,10). Ved -rd [-ri gennemføres dog i enstavelsesord overalt lang vokal: bord, færd, sværd osv. Hvor der finder restitution af [d] sted, kan vokalen også være kort: byrd, lærd. Det samme gælder tostavelsesformcrne, men her finder flere og flere restitutioner sted, først i højtideligt sprog, oplæsningssprog og på teatret, hvor Hosing i højtidelig stil indfører d i Sværdet, Jorden osv. Medens de ældre udtaleformer endnu omkr. 1800 var eneddende i alm. talesprog (jf. Hahbek 1790: "Den ny Hyre oppe ved Leddet"; Abrah. 1812: ,,Hyrde .. gesprochen IIiire"; Oehlenschliiger rimer Hjord - f oer), trængte de højtidelige udtaleformer lidt efter lidt frem og blev enerådende i de fleste ord saml i afledninger og nyindlånte ord, fx. hyrde, hærde, morder, myrde, verden; færdiy, forfærde (Il. 3,rn); garde, hird, abszzrd, osv., medens vaklen forekommer ved bzzrcle, tzzrde, kårde, og lang vokal kun blev fast i fjerde, gærde og gjorde. - Foran -rt er a (fakultativt) forlænget i alle ord, altså nu også i karte, part; ligeså æ i enstavelsesord (om end vaklende): fjært, ært (Schulz), hvorimod den korte lyd i alm. bevares i tostavelsesord: hjærte, sværte osv., fakultativt dog i typen smmte (Abrah. 1801: smohrde). Ved o og zz synes ikke at indtræde ændringer i kvantiteten efter Moths lid (II. 340 f. ), dog forkortes vokalen i morter og sort og forlænges i borte og fjorten. Ved y har nn alm. kort vokal: styrte; o er kort (og lukket) i skørt. - Foran -rm er der vaklende kvantitet (Tode har lang vokal i arm, Abrah. i orm), dog kun kort i form, norm, storm; ligeså er der vaklen foran -rn, dog fortrinsvis kort vokal i tostavelsesord (Hask har her lang vokal i tdrne, torne, tørner). - Foran -rs er der vaklen, med stigende tendens til lang vokal: børs, fars, firs, kzzrs, mæ1·s olgn. - Foran -rg alm. kort vokal, og således altid hvor restitution af [q] har fundet sted: sværge, spørge, morgen (dagl. [må·ran]). - Foran -rv ligeledes vaklen, i dagl. dog alm. kort vokal: harve, torv. - Foran -rk og -rp bevares kort vokal. For kvantitetsudviklingen i sammensætninger, afledninger og bøjningsformer gælder det som helhed, at der i nn efter Molhs tid i stigende grad er indtrådt forkortelse i opr. langvokaliske ord. Det gælder således typer som (jf. II. 341) 1. ssgr. modstander (Abrah. 1801 endnu lang vokal: Mohd-), nedfalde (Abrah. 1801: nehd-), udgrave (Abrah. 1801: zzlzd-), godhjærtet, købmand, redskab, nøclslmcl (Abrah. 1812: Nohdslmhd); 2. afl. rigdom (Abrah. 1812: Riegdomm), nyhed, godning, dybde, kedsom (Abrah. 1801 lang vokal); 3. bøjningsformer: fedt, vidt, jf. ovf., hørte, skabte osv. For konsonanternes vedkommende er der ikke tale om kvantitets-

(

§ 69

RIGSMÅLET : KVALITET

191

ændringer af en sådan art, at de har voldt forskydninger i systemet. Her kan have været dialektale forskelligheder fremme, men i det centrale rrn har forholdet formentlig været som i nyeste dansk, at vi kun har haft lang stemt konsonant i stillingen umiddelbart foran en anden stemt konsonant, altså fx. i typen [tom·ra), [myl-ra], [viD·na], [far·va], osv. Det kan i denne forbindelse· anføres, at der i rigsmålstalende kredse har været en tendens fremme til indskud af en støttevokal ved (endnu formentlig snurret tungespids-) r, især i forbindelsen rn, og til dels også ved 1, hvorved der i enstavelsesord fremkommer to stavelsestoppe. Rahbek nævner 1800 som udtalefejl formerne Børen og Jeren for Børn og Jern, men denne udtale synes at have været ret udbredt og må forudsættes i digte af Oehlenschliiger og Ingemann. I Erik og Roller har Oehlenschl:iger "Paa i1forkens Flade / I Jernplade"; ligeledes i Digte 1803 Jernstole som '!-stavelses, og linien "En grusom Skiebne kold sit Jerngitter", der 1835 rettes til "kold som Jern sit Gitter". Ingemann anvender ligeledes J crnaaget og Jernstang som henh. ,1. og 3-stavelses ord. Jf. også former som Niirenberg og et Skaren hos Holberg. Det er vel denne udtale Høegh-Guldberg (1809) hentyder til: "Undertiden bliver Ordvocalens Lyd endog saa lang, at man fristes til at drage itvil, om selve Ordet er eenstavelset, eller tostavelset, f. E. i Barn, Arm, Værn, Qværn, Hjelm, l(orn, Torn, Bjørn, Gjørn". Men benyttedes slige udtaleformer (metrisk) i skrift, blev de allerede da kritiseret, og senere kan de kun anvendes med komisk virkning i gengivelse af usoigneret tale (Hostrup: Skynd jer Børn - Her er Døren). Også foran r har dagl. talesprog haft tendens til indskydelse af støttevokal. Rahbek skriver So1zberette for Soubrette: OehlenschHigers far i breve: forsikere, vamlcre, sladeret; 1816 kritiseres formen Gullering. 2. Kvalitets forhold. For vokalernes vedkommende har der ved periodens begyndelse formentlig i mange tilfælde eksisteret en betydelig ustabilitet med hensyn til de korte lyds åbningsgrad. I de gamle eller tidligt forkortede vokaler i, u og y var lydåbningen gennemført og fast i rm (Il. 342), medens den i skriften kun fik udtryk i "lydskrevne" tekster eller hos mindre skrivekyndige personer (jf. s. 140; videre fx. Tordenskjold 1711: Feslc; 1727: skreft, lokke, lukke, stømper, stymper; BredsdorlT: fek, kneppe, knippe, olgn.). Nogle få ord kunde vakle såvel i udtale som skrift: spid og sped (brugt af forfattere fra Eilschow til Kaalund; Rask kalder udtalen for kbh. eller dial.), ir og er (endnu Molhech 1859), fedt og fidt (Wessel, Baden 1799), mudder og (sj.) modder (Tode), og enkelte ord kunde vakle i

(

192

I

/

RIGSMÅLET : KVALITET

§ 69

udtalen, fx. lidt, som vel normalt var lydåbnet [let], men som hos enkelte havde lukket i: [lit] (nok dial., således 'fode 1797 og Rask; jf. Hertz: lidt - tidt - vidt), medens omvendt gik i dannet tale bevarede [i], men i det lavere sprog kunde have [e] (Bredsdorff har begge udtaleformer i foredragssproget). Foran r-forbindelser har udtalen af f/ og ø, til dels også u, været vaklende, ligesom i nutiden (1742 Afuudsdørker; Iladen anfører 1799 både "Byrste, Svinebyrste" og "Børster, PI., stivt og stridt Haar"; Nyerup hører i modsætning til Abrahamson [u] i smurte, spurgte; Ploug: Styrke - Mørke; osv.). Men ved de senere (i ænyd. og nydansk) forkortede i, u og y blev forholdet et andel. I rigsmålsnormen er hovedreglen ganske vist den, at vi ikke får lydåbning (II. 343; jf. exx. ovf. s. 184 ff.), kvaliteten bevares, men i talesprogslag, der ikke var underlagt kontrol eller påvirkning fra skriften, fandt i vid udstrækning lydåbning sted. Åbningsgraden kom altså her i mange tilfælde til at danne skel mellem det soignerede og af skriftsproget mere afhængige dannede talesprog, der bevarede de lukkede lyd, og det mere dagligdags, mod det vulgære tenderende talesprog, der fulgte sprogets almindelige åbningstendens ved de korte vokaler. Således forklares vel opgivelserne fra 1727: desse, det, set, mel, disse, dit, sit, mit; Rahbeks gengivelse af gadesprog: Mosik, Botikke; Oehlenschliiger i Hundepost 1810: Honnepost; Oehlenschlågers værtinde: ,,onge Mennesker"; Bøgh (kbh.): Staamper; osv. Og det er vel som reaktion imod denne tendens, der føltes vulgær, at Johanne Louise Heiberg på teatret gik til den modsatte yderlighed og brugte lukkede vokaler, hvor rm normalt havde åbne lyd, fx. i Smykke, Kyst, forundret, lam, hindre, skimte, Kirkestræde, Instrument, kunstig, Bygning (udtalt [byqne71]). Omvendt foretrak dagligdags sprog foran (i al fald opr.) palataliserede forbindelser lukkede lyd, hvor det dannede sprog atter holdt sig til skriften: undt, Bunde, midt, Bonde ('fode 1797), hinnes, hendes (Bøgh). Jf. også at Jessen 1861 har lukkede Ivd i trind rund mund. . ' ' Det gælder ligeledes ved kort e og o, at de i alm. ikke får lydåbning i de tilfælde, hvor lydene er opstået ved sen forkortelse, jf. exx. ovenfor s:,1mt yderligere eksempler som 1. [e] i et, hedt, bredde (fakultativt også [bre:d.1 ]), grevinde, redskab, tres, osv.; 2. [o] i bonde, onsdag, troskab, bodfærdig, skomager, tostemmig, osv.; med vaklende kvantitet foran r: torden, jordisk. - Ligeså bevares de lukkede korte lyd i tryksvage forstavelser, fx. [e] i berede, general, spektakel, [o] dog kun i åben stavelse: brodere, hotel, kokarde (men i alm.

§ G9

RIGSMÅLET : KV ALITEl'

193

[å] eller [a] i lukket stavelse: kollega, komfur, organ olgn.). - Men også ved disse vokaler kan der være vaklen mellem en lukket og en åbnet lyd (jf. skrivemåder som Fædme, Holberg, Grævinden, Eilschow), den sidste op imod periodens slutning dog sikkert kun i dagligdags eller vulgært sprog. Hvor langt å forkortedes, indtrådte normalt en lydåbniog. Den er ikke nærmere omtalt af periodens grammatikere og har måske været mindre iørefaldende i ældre tid (Abrahamson er dog opmærksom derpå 1801 ), men at den har eksisteret i periodens senere del, fremgår af adjunkt C. F. Bruuns redegørelse fra 188'1 (han var født 1821). Lyden falder sammen med den sædvanlige udtale af kort o i [a], og han sammenligner smaa, :>: [små:]. med smaat, .:>: [smat], haard, :>: [hå!r], med lwardt, :>: [hart], osv. Til de to ø-lyd, iagttagne af Venusinus (II. 189), Gerner (II. 341) og senere studenten N. F. Bang (Ny Fransk og Dansk Grammatica. 1733), havde Høysgaard foreslået to tegn, nemlig ø for den lukkede og o for den åbne lyd (s. 14), og denne adskillelse i skrift gennemførte Rask og reformvennerne (s. 167 f.). I rm forekommer kort [o] i forb. [oi], jf. herom også ndf., og [ou] samt foran m, n og r. Fx. drøj, løjer; løgn, røg; høvle, søvn; drøm, strømpe; søn, bønne; tør, præs., hør, subst., nørre-, sørge. Vaklen (på grund af forskellige dialektale udviklinger, jf. også s. 173) kan have forekommet i tømmer, bønder, søndag ofl.; i bør, præs., har Bredsdorff lukket ø; krønike (i nyeste dansk med lukket ø) kan mul. have haft fakultativt lang vokal. Langt forekommer [o·] foran r i dør, subst., før, præp., rør, tør, adj., gøre, røre, smøre, snøre, Søren, samt i brøle, drøne og høne. For de lange vokalers vedkommende afklares en vaklen i enkelte ord mellem [d og [æ·] og mellem [o·] og [å·]. Lydåbning til [æ·] gennemføres i bæst, hæs og pæn, der endnu ned i 1800tallet har været udtalt med [e·] (Tode: hehs, Baden 1799 hæs, langt æ; Winther peen - Been, men pæn med langt æ Abrah. 1801; Molbech 1859 "Beest .. I Udtalen hyppigen Bæst"). Om slæbe : slebe ses. 174, om sæbe : seve s. 184. I ordet legeme (Lugem Abrah. 1812) er [æ·] antagelig fremkommet ved forlængelse af [æ] (i liturgisk sprog?). - Lydlukning finder sted i egern, snarest vel ved restitution efter skriften, idet vokalen vist tidligere var kort (Høysgaard æggern, uden stød; Tode Ægeren); evig fortrænger ævig (s. 174; her mul. aldrig nogen æ-lyd, II. 324). Under påvirkning fra tysk fortrænges læn af len i slutn. af 1700tallet; væ kan have eksisteret som (færd?) sideform til

/

RIGSMÅLET : KVALITET

§ 69

ve, der bliver enerådende efter ca. 1800. I endelsen -ilet rådede den tyske udtale med [cd, jf. skrivemåder som Raritæt, Universitæt, Hunwnilæl osv., der dadles af Heiherg 183,1 og derefter forsvinder. Lydåbningen i forb. -og- til [-å·q- J var norm fra Moths tid (Il. 343; l 727 sprdg, der mul. også kan have haft kort vokal), men læseudtale med [o·] kan (støttet af dial.) have forekommet ved siden af (I3øgh nævner 182(3, at Bog i dannet tale har langt o). Vaklen forekommer i nogen (1727 nåne, nogle; Bredsdorff 1817 noan, noJ!) og snog (jf. rim hos Ochlenschliiger: Snog - Krog, Taage - Snoge, og \Vinther: Snog - Aag). I forb. -ab-, hvor tilsvarende dobbeltformer havde kæmpet (jf. de skiftende former Laab og Lob; ordet dial. efter 1850), vinder derimod den lukkede lyd frem og bliver norm, men endnu Oehlenschliiger rimer Askelzob - Raab og tillzobe - Jwabe; jf. Boghs udtalelse 1826: Hob lyder i daglig tale som Haab, i dannet tale derimod langt o. - Hvor vokalens kvantitet foran en spirant har været vaklende, kan også kvaliteten have vaklet, fx. i stodder, der i l 700tallet oftest skrives Stader (Baggesen Stader - Moder) eller Staader (stiledes endnu Molbech 1813). - I præfikset fore- havde der fundet en forkortelse og lydåbning sted, som end1m rådede omkr. 1800, jf. skrivemåder som forregaae, forrestille, der kritiseres 1802, men i rm sejrede udtalen [fd·rJ-] jf. Tode 17B7 faarestille (og OehlenschHigers ordspøg: ,,Faarelæsninger" > ,,Lammelæsninger"). - Hvor der er tale om sjældnere ord eller dialektord, var man usikker; for hjord var vistnok en udtale med langt d og stumt d (således Bredsdorff; jf. Grundtvig: Hjord - Gyldenaar) eller med langt o (Høysgaard hjord; Oehlenschliiger: Hjord - Flor) almindelig, men Levin anfører "udt. jdrd", og i rm fæstnedes udtalen [j:Jr'd]. I nogle ord, som tidligere vaklede mellem rundet og urundet vokal, fæstnes nu en enkelt form: svømme bliver norm (II. 344); drøfte, vrøvle og kløver fortrænger ca. 1800 drifte, vrævle og klever (og klæver mfl. former). Diftongerne [æi] og [vi] udvikledes i københavnsk til henh. [ai] og [:Ji], og denne udtale trængte efterhånden ind også i det dannede talesprog, selv om den måske ikke i denne periode blev fuldt anerkendt som rigsmålsnorm. Jf. sajl, segl, 1727; udmeiet, udmajet, Biehl; meje, maje, Oehlenschlilger; jyden i E Bindstouw hører i København "jydske Kavaj" for "jydske ](vaj", ;); kvæg; jf. videre ortografisk vekslen i naje : neje, sammenbinde, svaj : svej, adj., Boje : Bøje, Koje : Køje, Stoj : Støj.

§

(H)

IUGSMÅLET : KVALITET

195

Grammatikerne er uenige, dels om graden af den!1e depalatalisering, hvorvidt der er virkeligt sammenfald mellem æj og aj og mellem uj og (skrevet) oj, dels også om udbredelsei1, - alt formentlig på grund af deres forskellige sproglige (dialektalt bestemte) udgangspunkter. Hø y s g a ard har som jyde ikke selv haft denne udtale, men han har iagttaget den: ,,Somme, naar de skal nævne et Ord, som skrives med ej, slaae Munden saa højt op, at man neppe kan høre, enten de sige æj eller aj". n ø gh ( 1807) betragter [ai) som specielt københavnsk; sætningen "di gore daj te Dajn" er "urigtigt Sprog rigtigen skrevet", siger han. llredsdorff har jæj i foredrags- og rigshvcrdagssprog, men jaj i københavnsk hverdagssprog, og han kritiserer brugen af maj for mæj i foredragssproget; ligeså har han håj;Jsd;J højeste, i københavnsk hverdagssprog. Abrahamson (1812) mener, at den forskel nogle vil finde mellem oi og ui, er indbildt, og han identificerer ej med tysk ei. En kritiker svarer hertil, at der er tydelig forskel mellem "han har loiet sig (paa Græsbænken)", til loje, dovne, og "han har løiet sig selv paa". Endelig mener D yrl und, hvis iagttagelser går tilbage til 18r>Oerne, at aj alene råder i de højeste klasser, ligesom æj alene i de laveste (vulgært: bæjersk), medens den dannede middelstand silvel i som uden for København skelner mellem maj og mej, og han kan heller ikke anerkende, at oj og c1j skulde være faldet sammen i den danske normaludtale.

I diftongen -au- vakler rm i fremmedord mellem [cm-] og en udtale med rundet første komponent [-;m-J, fx. i klazzsul, lmul, laurbær, pause olgn., og adskillige af de ord, som gik ind i det centrale ordstof, fik derfor skriftformer med -ov-, fx. flov (indtil ca. 1850 alm. flau), kovs, metalring, smovs (almindeligst smaus); lækkerier, sovs, ved siden af sauce; jf. også personnavnet Povl, allerede attesteret fra ca. 1400, ved siden af Pcwl(us). - Tilsvarende rundes -eu- i alm. i låneord til [-ou-]: emmk, Europa, neutral olgn., jf. s. 199. I tryksvag stavelse svækkes i dagligsproget vokalerne i, o og u i fremmedord ofte lil [;J]; i kilden fra 1727 anføres fx. abselzlt, prof esser, tittelere ofl.; jf. Privelegier (Biehl), Doet er (Biehl). Efter tryksvag (lukket) vokal i vokalisk stavelsessammenstød (hiat) indskydes i dagl. talesprog hyppigt et [j], fx. i i (j)aftes, line( j)al, re(j)ol olgn. jf. rijelle (Tode), rejole, reolgrave (Fleischer). Inden for konsonantismen indtræder foruden de talrige restitutioner to vigtige organiske lydudviklinger, nemlig ophævelsen af forlydspalalaliseringen ved fJ og ( s)k og overgangen fra snurret tungespids-r [11] til usnurret baglunge-r. Det er vanskeligt at få et klart billede af forlydspalataliseringens styrke, idet de foreliggende udtalelser er delvis modstridende, hvad der vel beror ptt forfatternes forskellige proveniens, idel de dialekt-

I

196

RIGSMÅLET : KVALITET

§ 69

prægede (og især vestdanske) forfattere uden videre opfatter deres egen udtale som norm. Men palataliseringen har i al fald været aftagende overalt (uden hensyn til dens forskellige oprindelse). Allerede kilden 1727 hører den ikke i gælde og kende. Baden siger (1785), at j ikke høres i ord som gerning, gerriglzed, kæmper, kærlighed, skænker, men alligevel synes han dog at godkende en svag palatalisering i Kiærliglzed ofl. Abrahamson hører den 1801 endnu i gje11-, gjerne, gjerrig, Gjærde, Gjæs, lejende, Kjærne, Skjel, skjæ/ue, Beskjærmelse, skjæu og gjøre, hvorimod den ikke høres i talesproget (og kun sjælden i læsesprog og deklamation) i ord som Gerning, Gæk, gælde, gængs, Gær, Gæst, gætte eller i de andre ord med k-; 1812 anfører han dog også l(jærliglzed, kjøbe og Skjerm, men siger, at j nu næsten ikke høres i Skæg, skære, Skød, Skøge, skøn, ligesom han skriver Gel!, gæld. Bredsdorff anfører gærna som en københavnsk form, men har ellers i hverdags- og foredragssprog former som igjæn, gjæbr, kjænar, kjæra, fårsgjæl, sgjæla, sgjærtkat, gjøra, kjørta, sgjønt. Om Rasks opfattelse se ovf. s. 167. - Formodentlig har en svag palatalisering stadig været hørlig hos mange rigsmålstalende personer hele perioden igennem (endnu Bruun i 188,t hører det i Gjær, Skjel, kjøbe, kjøre, Kjøn), men den Rask-N. M. Petersenske retskrivning (s. 169) har sikkert medvirket til dens ophævelse i flere og flere kredse, og 1860 udtaler Jessen, at den ikke findes i københavnsk, og at den er "nutildags sjælden hos de dannede stænder". Om opkomsten og udbredelsen af bagtunge-r'et i dansk er de seneste undersøgelser (Sjostcdt, Niels Åge Nielsen) enige om følgende. Af en passus hos Eilschow (17'!8), der dadler fruentimmeret for bl.a. ,,at læspe, at tale "paa r", kunde man måske formode, at bagtunge-r på den tid var en modesag hos københavnske damer (og i så (ald kunde den have forbindelse med precieusemoden i Frankrig i 1600tallet, jf. II. 345), men udtalelsen kan også hentyde til et overdrevent rullende fortunge-r. Derimod kan bagtunge-r med sikkerhed afhjemles som forekommende i København omkr. 1780. I københavneren Abraham Møllers "Første Forsøg til en almindelig nyttig Orthographie" 1781 opføres h, k/z og r som lyd, der "kommer stærkt af Struben" og r karakteriseres som "en harkende Lyd". Da den nye r-type synes at være ældre i skånsk end i sjællandsk, kan dens optræden i København ca. 1780 - om den ikke har været der før eventuelt også skyldes påvirkning fra østlige Øresundsmål. I den

,/

§ 69

RIGSMÅLET : KVALITET

197

følgende tid har da bagtunge-r bredt sig i københavnsk, men har næppe været anerkendt i dannet tale. Pædagogen Sander ivrer i sine bøger om deklamering (1808 og 1813) mod bl.a. udtalen af "r bag i Struben". Fra københavnsk breder bagtunge-r'et sig imidlertid til rigsmålet og herfra igen til dialekterne senere hen i århundredet (tidligst til de sydlige øer, Bornholm, Sjælland og Fyn), således at fortunge-r her enten er helt svundet eller stærkt trængt af bagtunge-r i slutn. af århundredet. Ved siden af denne udvikling forekommer - som formentlig også i ældre tidsrum - i postvokalisk stilling en overgang fra tungespids-r til vokaliseret r [J] (eventuelt fuldstændigt svind), en udvikling der ganske vist ikke giver sig udslag i skriftnormen, men dog nu og da viser sig i enkelte skriftformer (især efter bagtungevokal a), fx. lw(r)toffel, i dagl. sprog også med bortfald: [kaltJfal], ka(r)nap (Baggesen Kanap), ka(r )nøfle, bomba(r )dere (Malling: bombadere); jf. vaklende skrivemåde i Jea( r )nalje samt formen Mardamer enkelte gange hos Holberg (Kand., Lykk. Skibbrud) og udtalen Dragøe (Bøgh 1822) for Dragør. I forlyd påbegyndes en udskiftning af f i tyske låneord med v, fx. i viol (dog bevaret i Fiolstræde), violet, violin (Pal.-Milller altid Fiolin) og Vridtbor (Poul Møller: Frit bor). Palataliserede n- og l-lyd kan vistnok nu betragtes som helt forsvundne i rm (II. 345). - I forb. -ft sejrer udtalen med [f]; Abrah. (1801) synes at foretrække v, men meddeler, at de allerfleste udtaler v "bart, fast ganz wie f", og fra hans samtid foreligger opgivet [f] i Kjæft, Skaft, Loft (Yanssens 1787), Afften (Tode 1797), Gift (VSOkommissionen), Grøft (Nic. Thomsen 1813); haft, der 1727 gengives hat, lydskriver Tode 1797 [lwwd], men Nic. Thomsen 1813 [håft]; om bøjningsformer se s. 178. Restitutioner. I ordene med skrevet nd og ld sker der i udlyd og intervokalisk ingen ændring (subst. bold kan dog allerede nu have udtalen [bal't], jf. ,,en Spillebolt", Tode 1792, og imperativ af holde "udsiges gemeenligen, som holt", v. Hauen 1741), men foran r spores nu i rm et genindført [cl] i enkelte (måske især sjældnere eller i højtideligt sprog brugte) ord. Abrah. opgiver 1812 udtalen [wandre] og [Uennde], ynde, subst., og han anfører [andre] ved siden af [annre]. Der er dog ingen tvivl om, at dagligsproget perioden igennem i alm. ikke har nogen restitution af d, jf. innere (Kraft), [erinnre], [forr-

Hl8

RIGSMÅLET : KVALITET

§ 69

annres], [hinnrinyer] (Ahrah.). - Foran -ig fortsætter restitutionen også: [manndig] (Ahrah.) ; elendiy, sindig, under/ undig. - Om restitution ved rd se s. 190. Ved rg, rv, lg (lj) og Tv har restitutionen vel ikke nogen større fremgang i dagligsproget endnu i denne periode. Grammatikerne gør udtrykkelig oprrncrksom herpå i deres "lydskrevne" gengivelser: 1727: sor.· sorg, Norre, Norge; skrivemåder som besværye (Biehl og Rahhck) for besvære, oppebærge (Gram) for oppebære; Abrah.: Borre, horg, Dviirre, dværg, spør, spørger; Levin 18 1'!: sørrer, sørger, Færren, Færgen; 1727: / arre, farve, kor, kurv; Fordærerinde (Biehl); to Spurrer (Guldberg); Jwerel( vind) (Ewalds bibelkonkordans); Abrah.: Torre, torv, Tørre, tørv; Levin 1844: Far re; 1727: bølle, bølge, svælle, svælge; 'fode 1797: Wall, valg, sælle, sælge; Abrah. Bælle, bælg; Bredsdorff: [(øb ], følge; Brorson: li er rens Ville - stille; Abrah.: Vilje, Balje og Galge udtales med li (jf. fx. stednavnet Gallelws), ,,doch lassen auch Manche das j horen, besonders in Gallje und Villje"; 1727: go!, gulv, hal, halv; Abrah.: Jwllanclen, /{alle, kalv, Vile, ulv; Levin 1844: Søllet, sølvet; Jessen (1862): ,,vi siger tol, hal, lrnllekølle for: tolv, halv, kalvekølve". Og som reaktion mod den højtidelige teaterudtale søgte Høedt og Michael vViehe omkr. 1860 at feje det pyntede sprog ud og anvende dagligsprogets former (vViehe sagde som Henrik i "Alferne": Den lwlle Maane med sit Lys / !lal' dem fordunkl ed), et forsøg der dog ikke havde varige følger! Men i højtideligt sprog, i deklamering og i sjældnere ord og skriftsprogsord bliver konsonanterne g [q] og v [v] nu indført. Tode og Abraharnson mfl. gør opmærksom på, at i disse sproglag høres konsonanterne, og ligeså høres v i ord som arv, elv, skærv og tarv. Bredsdorff har 1817 i foredragssproget former som [måI' brik; brinke fortr:enges i rm af brink, kime (endnu hos Oehl. og Ploug) af kim, lumke af hank (dog stadig "hånd i hanke"), lynet af lyn, skåle af skdl, skrænte af skrænt (begge former hos I3aden 1799), spidse (endnu Molbech 1811 og Kierkegaard) af spids, stumpe af stump, årsage af årsay. Ældre dys fortrænges af dysse, /rak af frakke (endnu sj. omkr. 1800), yæl (a:myd.) af gælle, kjol (dog stadig poet.) af kjole, list af liste (1800tallel), nwrk af mørke (gl. dat. sg.), tår af tåre (Suhm har begge former; jf. s. 203). Ved siden af knag fremkommer (i 1800tallet) formen lrnaue. Entalsformen materiale (ved siden af material) bliver først alm. i 1800lallel. Formen fornemme fortrænges helt af fornem, og fore er efter 1800 at betragte som en forældet sideform til for. V okalæn dri nger: degel fortrænges efter 1800 af digel (vel efter ty. Tiegel), lippe (alm. i 1700tallet) efter 1800 helt af læbe; blænde af blande, figte (endnu hos Blicher) af fæute. Hostitution i tilknytning til et grundord: Jrnæppe (næppe efter 1800) fortrænges af knappe (til knap), købsted efter 1800 af købstad; Jwndværk, handlere osv. af håndværk, håndtere osv. - Andre formændringer: piller(e) fortrænges af pille (pl. piller); fodre (efter ældre ty. fodern) fortrænges helt af fordre; fæderneland ca. 1750 af fædrene/and, som igen i 1. halvdel af 1800-tallet fortrænges af fædreland; lmgse .erstattes efter 1700 alm. af huske; løverda[J fortrænges efter 1800 af lørda[J og tisdag ændres til tirsdag (formen tidligst i en universitetsalmanak fra 1744); stiv( moder) osv.) afløses i l 700tallet af sted( moder); flertalsformen ferier (endnu Molbech har kun pl.-formen; jf. Blichers Høstferierne, ;:i; sommerferien) afløses af en sg.-form ferie (v. Aphelen 1759), pl. ferier. - I nogle tostavelsesord på ældre -el finder en alm. ortografisk ændring til -le sted, hvorefter så igen udtalen retter sig, fx. ajcl > ajle, bøje! > bøjle, igel > igle, nøgel > nogle, skage/ > skagle, strigel > strigle, tojcl > tøjle. - Fra hest. f. hovedet er subtraheret en

,1

§ 69

203

IUGSMÅLET : BØJNING

sg.-form Jwvede, og i rm. blev den alm. udtale [/w·oa]. - Efter nogle fra ty. lånte adj. på -entlig (offentlig, ordentlig ofl.) ændres ældre formodelig og ugelig til formodentlig og ugentlig. 5. Bøjning. I substantivernes talbøjning kan der konstateres bevægelser i forskellige retninger. I. Fælleskøn. Endelsen -e besejres af -er fx i bred, fest, klods, kreatur, mark, mast, plads, regel, sorg, stof (tidl. fk.), støvle (11. 350), tid, tåre (nydannet> sg. tår, jf. s. 20:2; endnu hos Ewald og Iliehl forekommer tåre som pl.· jf. Il. 350), vare. Typen slcribentere, der tidligere var ens i sg. og pl. (event. -erer), får -er i pl., efter at endelsen -ere er bortkastet i sg. Overgang fra pl. -er til -e viser fx. eg, fjord, genstand (tidl. også gienstænde(r)), hank (jf. s. 202), heks (først ned mod 1870 besejres sideformen en hekse, pl. -r), helt, hingst, lcrig (Il. 349), kvist, negl, rem (dog stadig: alt hvad remmer og tøj kan holde), spurv (tidl. en spurre, pl. -r og andre former), stak (Il. 350), straf, stær, sump, tråd (Il. 350); videre sejrer pl. -e i grav og lov (11. 350) samt i de kirkelige ord apostel, djævel og engel; pl. rænder, rander fortrænges af rande; i stedet for pl. lyd vinder (uden for grammatisk sprog) lyde frem i 1800tallet trods bl.a. Heibergs kritik. Omlyd sejrer nu helt i kraft: kræfter (Il. 350), men tabes i okse (tidl. øx(e)ne). Ud fra kollektiv brug vinder pl.-former frem som alen, fisk, fjer, mil, sten; sg. ind vold afløses af pl. indvolde. - 2. Neutrum. Den gamle bøjning med uforandret pl. stabiliseres på bekostning af tidligere alm. brugt -e, fx. i ben (Il. 350; bene hos Oehl. poetisk), flag tidl. fk.), forbund (tidl. fk.), forslag, hegn, kys, låg, skrin, slag, sprog, spyd, spørgsmål (tidl. fk.), suk, sværd, (felt) tog, åg; modsat vinder pl. blikke frem. Ændring fra pl. -er til -e viser fx. digt, sogn (begge tidl. fk., II. 350); efter vaklen i 1700tallet får menneske nu best. pl.-fonn menneskene; begreb, bryst og hul får pl. -er. Vaklen mellem gods, godse og godser afgøres til fordel for den sidste form; pl. stoff e, værke > stoffer, værker. Uforandret pl. over for tidl. -er får fx. eventyr, forhør, forskud, fyr, fyrtårn, og neg (opr. fk., Il. 350); ledde(r), ledemod, af snit, fortrænges af led. Formen knæer begynder at synke i værdi (Levin: ,,noget plat") ned mod 1870; pl. lagen kæmper med lagener. Ordet hår viser overgang til kollektiv brug: Jzun strøg Jzam over håret. - I mange tilfælde er de fortrængte former bevarede i dialektalt, arkaiserende, poetisk eller humoristisk sprogbrug. - For fremmedordene gælder det, at de i den første tid efter indlånet ofte vakler mellem den fremmede flertalsform og et af de danske bøjningsmønstre (overvejende -( e)r). Indgår fremmedordet i det alm. III.

14*

204

HIGSMÅLET : BØJNING

§ 69

og centrale sprogstof, vil en dansk flertalsform sædvanligvis trænge igennem. Herfra er der dog en del undtagelser, således ofte ved ord, der betegner en flerhed, er samlingsnavne eller kollektivbetegnelser. Disse ord indlånes i flertalsformen og bevarer normalt i dansk den fremmede form, fx. fra eng. cinders, kiks, koks, turnips (ældst også alm. sg. turnip ), fra ty. oliven, fra holl. asters (tidl. også sg. aster). Videre er handels- og butikssproget tilbøjelig til at bevare fremmed flertalsbøjning: bonbon : bonbons, conto: conti, ordre : ordres, undertiden alene flertalsformen: marengs, serges; ligeså i lærd stil: factum: f acta, modus : modi, tempus : tempora, osv. Endelig vil ord, der er betegnelser for specielle i det fremmede hjemmehørende ting eller forhold, ofte holde mere standhaftig fast ved den fremmede flertalsbøjning. Hvor OehlenschHiger i sine erindringer taler om franske forhold, bruger han pl. gendarmes, ligesom H. C. Andersen taler om de engelske parks. Men ellers går de i det alm. sprog indlånte ord normalt efter en kortere eller længere periode over til den danske bøjning, fx. fra lat.-gr.: collegæ > kolleger, studia > studier, fra eng.: clubs > klubber, s(c)hawls > sjaler, tricks (i spil) > trick, fra fr.: charges > charger, ingenieurs > ingeniører, logements. > logementer, re/rains > ref rainer, osv. I genitiv fastholdes endelsen -es (II. 350) kun efter s, medens den efter ustemt konsonantgruppe (fx. bispes, fiskes osv.) ved periodens slutn. anses for forældet. Genusskifte fra fk. til neutr. gennemføres - efter vaklen allerede i ænyd. - i behag, behov, forrdd, had (II. 196; fk. endnu hos Malling), helbred (II. 196, jf. fru Heiberg: Kan man skrive Helbredet? hedder det ikke Iielbreden ?) , held, hovmod, hængsel, indhold, lem, legemsdel, løsen, skum, sted (II. 196), syn (II. 350), telt, tempel, tilfælde, vid, vilkdr, værd. Allerede Molh har den nye adskillelse mellem et (opr. en) tryk og en tryk, bogtryk. Overgang til neutrum finder videre sted i bal, bogstav (men stadig: efter bogstaven), buskads, chok, cirkulære, digt ( fiske )dræt, døgn, flag (efter ord som banner, mærke), forlis, gen/ærd (efter gespenst og spøgelse, dette sidste ord var blevet neutr. i ænyd.), hængsel, jeg (ty. indflydelse), komme, lod, lodseddel etc. (ved påvirkning fra ty. og fra lod, vægt), lune (jf. humør?), løg, mismod, papir, punkt, rids, sagn, savn, smil, snilde (genindført ved påvirkning fra sv. snille, neutr.), stof, stævne, tungsind, varsel, vod (fk. fastholdes dog i biblen perioden ud), værelse, rum, æsel (som skældsord dog stadig fk.); ved stofbetegnelser af fk.

I

~

§ 69

IUGSMÅLET : BØJNING

205

kan attributive ord have neutr. bøjning: det tørre halm. - Overgang fra neutr. til fk. gennemføres - efter dobbeltformer i ænyd. - i byg, hvede (efter havre, rug), kamel, lov, ros (jf. pris, ros olgn.; dog hyppigst "et godt lov"), lyng, myg, rede, regn, svig (jf. II. 196), torden (II. 350) og finder yderligere sted i ord som fakkel, forskel, honning, kævle, lyde (jf. fejl, skavank), model, snore, tallerken. Om blomst se s. 202. Intetkøn stabiliseres i døgn, hvor fk. (jf. dag, nat) en tid havde vist sig. Ordet gavn har stadig (som allerede i glda.) fk. konkurrerende med opr. neutr. Andre ord med vaklende genus ved periodens udgang er: alvor, grønsvær, hæs, misbrug, muld, mylder, møl, slags, spøg, vemod. - For fremmedordenes vedkommende er hovedreglen vel nok den, at det fremmede sprogs genus følges, men i adskillige tilfælde får ordet dog andet køn (især neutr.) i dansk (fx. kateder, orkester), og i indlånstiden er der ofte vaklen, fx. en (tidl. også et) applaus, automat, finale, gas, genre, labyrint, original, et (tidl. også en) geni, krater, monarki, officin, politi, en eller et fond, katalog, partitur osv., og da formfornemmelsen her, uden for de større afledningsgrupper, ofte vil være usikker, hviler genusbestemmelsen vistnok især på betydningen; fk. bliver således alm. betegnelser på sygdomme: astma, influenza, kolik, madretter: frikasse, gele, ragout, syngestemmer: alt, diskant, sopran, og neutr. bliver fx. betegnelser på tøjer: plys, sirts (vaklende), taft olgn. Adjektiver på -en får i løbet af 1700tallet neutr, på -ent. Holberg har alm. -et (visset Blad, aabet Liv), Chr. VI's bibel vakler mellem aabent og aabet, og enkelte former på -et (i faste forbindelser) kan endnu påtræffes omkr. og efter 1800 (P.A. Heiberg: et visset Blad, Worsaae: et vaqget Øie), men efter 1800 er -ent norm. Først i slutn. af 1700tallet optræder adj. rusten (ældre kun part. rustet: en rusted /{[inge Holb.). På grund af genusskifte i sted optræder nu andetsteds olgn. ved siden af andensteds (Levin 1844: ,,i Færd med at forsvinde"). Adj. på sk (li. i 97) får if. grammatikerne ikke -t i neutr., men i praksis gælder denne regel dog kun i talesproget samt i skriftsproget for de nationalitetsbetegnende adj. (dansk osv.) og afl. på -isk, medens de øvrige adj. på -sk i skriftsproget forekommer både med og uden -t. - I adj. på vokal fastholdes i skriftsproget -e i pl., men i rm høres dette e ikke (vaklende dog fri(e), ny(e)). - Komparation. Bøjningen små: smærre: smærrest, stakket: stækkere: stælclæst og tung: tyngre: tyngst anføres endnu i enkelte grammatikker omkr. 1800, men er allerede da opgivet af normen og herefter ·kun dialektal; tro og stille

206

HIGSMÅLET : BØJNING

§ 69

kan hos enkelte forfattere i stift bogsprog bøjes troere, troest og stillere, stilles(. Ligeledes forekommer (vel under påvirkning fra tysk) i bogsproget oftere gradbøjning af adjektivisk brugte participier, som fx. fuldkommenste (1742), det slebnere Publikum, den slebenste Del (.J. Baden), den erfarneste Klogskab (Poul Møller), intet passendere Exempel (Peder Hjort 181,1, senere kritiseret af ham selv), olgn. Disse såvel som andre adjektivgrupper, hvis form normalt er hindrende for komparation ved afledning, danner dog ellers nu (ligesom sporadisk i ænyd.) omskrevne gradformer ved mer(e) og mest. Pronominer. Formen vores for vor(t), vore som poss. pron. (ogs:°1 brugt i ænyd.) kan til omkr. 1800 bruges såvel i tale- som skriftsprog (endnu 1799 bruges i kongelige forordninger udi Vores kongeliue Residents-Stad vekslende med udi Vor etc.) men derefter tåles formen kun i talesproget samt prædikativt (substantivisk) i skriftsproget, medens vores brugt attributivt (fx. ret alm. hos Grundtvig) opfattes som ukorrekt eller vulgær (således allerede Høysgaard). Verber. Skemaer findes i mere eller mindre fuldstændig form i grammatikkerne, men de fleste er ret upålidelige som registranter af samtidens norm (fx. er Badcn stærkt afhængig af Høysgaard, N. M. Petersen af Hask). Ikke mindst i oversigter over den stærke bøjning er der tilbøjelighed til at medtage forældede former. Værdifuldere er de oplysninger, ordbøgerne giver (selv om fx. Molbechs ordbøger fra 1833 og 185Ø sikkert i for høj grad fastholder formerne fra HaandOrdbogen 1813). Stærk bøjning (II. 351 ff.). massen ride - red forøges med stride (part. stridt; stredet er alm. sideform i beg. af 1800tallet og holder sig i bestredet, benægtet). En del går over til svag bøjn.: fnise, grine, trives (beg. af 1800t.), hvine (noget senere); fnes og uren bliver vulgære eller spøgende, Jzven poetisk; kige har stadig dobbeltformer: læg, kigede, mens tren endnu 1870 regnes for korrektere end trinede. De svagtbøjede former af lide, gå, slibe, stige, svige og vige forsvinder igen i slutn. af 1700t.; part. glidt, gnidt, ridt, skridt, vridt fortrænges i beg. af 1800t. af gledet, gnedet, redet, skredet, vredet; lide, stole på, er dels svagt bøjet: lidede ell. lidde, dels (senere) stærkt: led, part. (sj.) er vaklende (ledet, leden, lidet, lidt); lide tåle, synes om, bøjes led, lidt, sj. (1700t.) lidde, lidede; slide og smide har i 1700t. part. sleden, -et, smeden, -et; snide og splide fortrænges i 1700L (uden for dial.) af snitte og splitte. I svi(d)e vinder stærk bøjning overhånd ved periodens slutn. både i trans. og intrans. anvendelse. - Klassen

\

I -

§ 69

RIGSMÅLET : BØJNING

207

byde - bød får tilgang af betyde (ca. 1800; dog fortsat betydede, tilkendegav), lyde, adlyde (hos Baggesen; efter lyde, give lyd), smyge (først alm. i periodens slutn. ved påvirkning fra sv.-no.); syde går over til svag bøjning: sydede, andre får svage sideformer, tidligst fnysede, fnyste; gysede, gyste, kysede, kyste, nysede, nyste; senere fygede, skrydede; bryde får part. brudt (ældre også brødt; bruden bliver part.adj.); fortrydt og fortrødt besejres af fortrudt; budet og budt er sideordnede; fryse har i part. længe /russen (s. 174), senere dog frossen. Nogle participier får analogisk -y-: fløden afløses i beg. af 1800t. af flydt, køset (vulgært kosset) eller kyset omkr. 1850 af kyst; videre nydet, nødt > nydt, skrydet, skrødet > skrydt, snødt, snudt > snydt; gydetoggyset afløses omkr. 1850 af gydt og gyst. Med -ø-: føget. Verbet klyve bliver forældet i 1800t. - Klassen binde - bandt øges med træffe og trække, men afgiver smælde, sprætte, tærske (dial. dog stadig tarsk, torsken). Nogle har alm. svag sideform: brækkede, knækkede, skjælvede, smækkede, sprækkede ved siden af brak, Jmak, sk(j)alv, smak, sprak; sjældnere er fornemmede, klingede, stinkede, gjældte (dog alm. til gen-, undgælde). Omkr. 1800 trænger analogiske part.-former frem: brækket (brukket dog stadig sideform), stinket· (tidl. stunket), tærsket (torsken længe sideform). Hen imod 1870 optræder bristet og fornemmet ved siden af brusten og fornummen, og gjældet besejres af g(j)ældt. Formerne sjunget og sjunket bliver poetiske og fortrænges i normen af sunget, sunket. - Klassen tage - tog; . gnave bliver svagt omkr. 1800, age noget senere; svage sideformer perioden ud er befalede, erfarede, galede, gravede, jagede. Part. ladet og ladt, slået og slagen er sideformer, mens standen afløses af stået. Af ændringer i de øvrige st. verber kan nævnes, at præt. hedde: hedte fortrænges af hed omkr. 1800 og omtrent samtidig besejres tiede af tav (men i part. anal. tiet for tidl. taugt, tavt); 1mg er stadig sideform til huggede; overværede godkendes (trods Molbechs fastholden af overvar); træde får endelig fæstnet bøjningen trådte, trådt i beg. af 1800t. (Werfel 1798); ligget og lagt, siddet og sat kan selv hos bedre skribenter være sammenblandet et stykke ind i 1800t. (jf. Heiberg 1834: ,,Forvexlingen .. ganske almindelig i de høiere Classer"; jf. s. 227). Trods påbud fra flere grammatikere (Høysgaard, Baden ofl.) lykkes det ikke helt at få hang (tidligst hos Kingo) som intr. skilt fra trans. hængte. I slutn. af 1700t. viger part. som /ulden, fangen, gangen, stollen ( staalen), vaaren for falden, f det, gået, stjålet, været; samtidig besejres hænget, ædet af hængt, ædt, medens holdet først senere fortrænges af

208

§ 69

HIGSMÅLET : BØJNING

holdt; bedt, bedet og lzedt, hed(d)et er sideformer endnu ved periodens udgang. Svag bøjning (II. 353 ff.). De tidligere an-verber med præt. -ede styrkes fortsat. 1. verber, hvis stamme ender på konsonantforbindelse eller diftong konsonant: forlangede (efter 1800 alm. forlangte), hentede (sj. i 1700t. hente), hvælvede, kastede, mistede, myrdede (endnu i 1700t. myrdte), styrede (sj. i 1700t. styrte); sideformer lrnejsede, knejste, voksede, vokste. - 2. verber med kort vokal dobbeltskrevet kons.: byggede (sj. i 1700t. bygte ), hittede, mindede, skinnede (i 1700t. skinte), spillede (sejrer ca. 1800); trykkede og trykte får i 1800t. betydningsadskillelse (klemte : trykte bøger); tækkede, vænnede; kaldede nu kun i bet. ,,gav embede" (og i fast forb. ,,komme som kaldet"), ellers kaldte; om brækkede, knækkede, smækkede, sprækkede se ovf. s. 207. 3. verber på -ere. Bøjning med -te bliver stadig sjældnere i 1700t. - 4. verber på vokal: formåede. Hen i 1800t. restitueres efter skriften udtalen med -e-. - 5. afledte verber: -ede gennemføres ved gabe, knæle osv.; derimod er svarte endnu sideform i 1870. - 6. verber på lang vokal enkeltkonsonant: forrådede, ilede (sj. ilte), legede (i ældre tid også legte), rådede (i 1700t. også raadde, raadte ), skrabede (sj. og dial. -te), sydede. Sideformer er ved periodens slutn. de tidl. stærke: fnisede, fniste; grinede, grinte; hvinede, lwinte; om fnysede etc. se ovf. s. 207; smilede, smilte; øgede, øgte; spøge får betydningsdeling i periodens slutn.: gå igen [spo-q;,, -aoa J, skæmte [spoj;,, spøg/;,]. - Af ja-verberne har hvælve, tække, vænne skilt sig ud (jf. ovf.), lwalt bevares dog som poetisk form. I 1700t. konkurrerer fortæl/ede, vælgede og endnu ned mod 1870 lwælede, tællede med de gamle former fortalte osv., der dog stabiliseres; flakte, flækkede; rakte, rældcede; strakte, strækkede; vakte, vækkede er sideformer perioden ud; trnkte er opgivet i normen ca. 1800 (> trak). Sideformen sætte viger helt for satte efter 1700; til dølge, følge forekommer (men sj.) i præt. en sideform dolgede, følgede i ældre tid. Nydannede infinitiver (efter præt.) er burde (beg. af 1800t.) og turde, ældre torde (1700t.; egl. sammenfald af to verber, vn. pora og purfa), med part. burdet og turdet (Schulz 1724). - De gamle ia-verher og tilsluttede verber får i 1700t. i alm. præt. på -te (om -de se ndf.), sidst afløses fødde af fødte, nødde af nødte, lclædde af klædte. I 1700t. får normen efter konkurrence med -ede-bøjningen kaldte (dog gammel bøjning i bet. ,,give embede"), lærte, sendte, skyldte, smagte, trængte, viste.

+

+

+

§ 69

UIGSMÅLET : BØJNING

209

Omkr. 1800 gennemføres følte, lyste, skjulte, senere delte, knuste, skete (trods flere grammatikeres påbud om formen skede), skilte, slugte, spredte, svedte, talte (talede bliver højere stil). Endnu i 1870 er hændte og hændede, målte og må/ede sideformer. Med hensyn til den gamle kamp mellem præt. på -de og på -te (II. 55, 199, 354) er tendensen mod -te nok den stærkeste og endeligt sejrende (kun denne endelse nævnes hos Baden og Molbech; den gennemføres i Ny testamente 1819), men den blev bevidst imødegået af betydende skribenter både før og efter 1800. Langebek og Schytte søgte således at genindføre -de, og denne skrivemåde fulgtes i VSO (blæsde, dømde, fulgde, førde osv.) og af Malling og efter 1800 især af Grundtvig (efter ca. 1815 alm. bygde, fulgde, hængde, Jzørde, lukde, meende, raabde, slugde, spurgde, syndes, talde osv.; men -te efter s og d: kyste, reiste; begyndte, hændte, kaldte osv.). Enstavelsesformen i præsens forsvinder i skrift i 1700t., men holder sig i rm i vb. som [bæ'r, gi'r, lzø'r, skæ'r]; ligeså viger i skrift - efter restitutionen i sværge - svær for sværger, hvorimod har bliver normalprosaens form (i poesi kan stadig anvendes haver, der også bevares i bibelsproget perioden ud). Talbøjningen opretholdes af grammatikerne, om end uden større rigorisme (Høysgaard og Rask er principielt imod); ligeså i skønlitteraturen, hvor fravigelser dog jævnlig forekommer i poesi (her mul. undertiden for at undgå hiat); i alm. talesprog var den forsvundet (II. 355), men kunde dog endnu (Dorph 1865) overholdes i prædiken. I præt. er de pluralisformer, der afveg fra sg. (de /unde osv.) blevet poetisk-arkaiserende i 1700t. I perf.· part. er neutrumsformen nu enerådende i alle svagtbøjede verber (II. 200, 356). I de stærktbøjede verber kræver grammatikerne kongruens i køn og tal, hvilket også i skriftsproget gennemføres i participiets rent adjektiviske funktion. Hvor det indgår i et verballed er neutrumsf.ormen (,,supinum") også gennemført efter have (en undtagelse er dog Peder Hjort, der overalt anvender n-form: ,,Cl. ]zar udgiven .. , Jzan har overtagen .. ", osv.), men efter være og blive skabtes ingen fast norm; en konservativ retning krævede her gennemført kongruens (fx. Molbech og I-Ieiberg), hvorimod andre fulgte den i ikkedialektpræget talesprog (rigsmålet) rådende tendens mod neutrumsform i flere og flere verber, medens fælleskønsformen kun fastholdes (men så også overvejende som eneste form) i nogle få verber (som fx.

210

RIGSMÅLET : BØJNING -

SYNTAKS

§ 69

bleven, kommen, falden, til dels også i typen bunden, fund en; jf. at Ingemann 1815 kritiseres for, at han "unødvendigt", d. v. s. ikke tvunget af rimhensyn, anvender "præt. partic. for supinum" i vers som "Mit Liv er evig fast til Væsner bunden J For dem mit Ungdomsblod for længst er runden", osv.); i talesproget havde også formen våren, været, stor udbredelse. Præs. part. på -s var i slutn. af 1700tallet næsten forsvundet i det korrektere skriftsprog (Tode 1797 forkaster formen), men kunde dog endnu bruges i gammeldags sprog og var stadig alm. i dagligdags talesprog (vel især i faste forb.; Baden 1785: Vi sige endnu: jeg var ride11des, kiørendes, jeg saa ham staaendes; Biehl i komedierne: komme gaaendes, blev siddendes osv.), og en forfatter som Peder Hjort bruger jævnlig formen (kom farendes, rejsendes). I Ny testamente 1819 afløstes s-formen af e-formen ( en lydendis malm eller en klingendis bielde > en lydende Malm eller en klingende Bielde), og ved periodens slutning er s-formen enten dialektal eller på vej mod det vulgære (Levin 1868: ,,høres endnu i daglig tale"). 6. Syntaks og grammatisk ordbrug, spredte iagttagelser. Nominativ kan stadig (jf. IL 62, 357) forekomme i "overkorrekt" anvendelse for oblik form foran relativ sætning: jeg foredrog ham alle de, jeg kiendte (Biehl); de stillede ikke større Fordringer, end de, lmn af sig selv opfyldte (C. Bernhard); og Heiberg kalder (1834) ,,Jeg foretrækker dem af mine Venner, som .. " en purisme for "de af mine Venner, som .. ", der vel altså kan kaldes en tilstræbt sirlig-litterær norm. - Fra talesproget trængte nominativ ind i en række konstruktioner, der tidligere i skriftsproget havde krævet oblik kasusform: mig synes (endnu hos Holberg, jf. s. 56, og Biehl) > jeg synes; mig fattes må fra slutn. af 1700t. konkurrere med jeg fattes (Baden 1785); mig længes er efter 1800 arkaiserende (Baden 1785: Vi sige ou skrive: jeg længes), Ligeledes har sprogbrugen i stadig flere tilfælde for ældre dativobjekt godtaget nominativsformen i passivkonstruktion: Jeg .. ene skænkes Fryd af Deres Haand (Baggesen); hun blev viist Døren (Blicher); Jeg blev gjort Nar af (H.C. Andersen); jf. at Høysgaard 1747 advarer mod konstruktionen "Han kan ikke raades bedre, end at .. ". - Gruppegenitiv (med bøjning af gruppens sidste led) bliver efter Holberg almindelig: en af de fremmedes Regning (Blicher); for Gud i Himlens Skyld (Kierkegaard); men smlgn.: et af Degnens Ordsprog i Ulstrup (Blicher); dial. eller forældet (l 700t.) forekommer konstruk-

§ 69

RIGSMÅLET : SYNTAKS

211

tion med tilføjet possessivt pron.: Kræfterne i Tingen deres Tilstrekkelighed (Kraft); til den rige Holstes, en Fætter af Greven, hans Ødelæggelse (Bichl); jf. II. 317. Foransat artikel ved subst. indskrænkes stærkt og kan uden for arkaiserende brug kun anvendes i nogle få faste forb., fx. de herrer; den dag i dag; videre fx. den fugl Føniks, de Roskilde flyndere; i religiøs stil: Johannes den døber. - Ubestemt form af subst. i bestemt anvendelse (nærmende sig propriet) bevares - foruden i poetisk sprog - efter talesproget også i slægtskabsordene olgn.: far, onkel, tante osv. samt ved en række fremmedord: rektor, præses olgn. Af tiltalepronominerne (s. 37) kæmper De endnu i slutn. af 1700t. med han, hun og I; af disse var han, hun lidt høfligere og mere ærbødigt end I; efter ca. 1750 kan han, hun dog næppe anvendes til fornemme folk (Langebek bruger han 17 43), og efter 1800 svandt brugen af han og hun i tiltale mellem ligemænd i rigsmålskredse, hvorimod de bevaredes dels i dagligdagssprog i tiltale til socialt laverestående, dels dialektalt. I brugtes efter 1800 væsentlig kun i dialektale kredse (til ældre og forældre), medens det i rm herefter kun fungerede som flertal til du. - Pron. den kan endnu hos Holberg, Ewald og Rahbek vise tilbage til en (bestemt) person: den blinde Gudinde den beile de til (Rahbek), men efter 1800 kan dette pron. i det højeste anvendes, hvor den omtaltes køn er ubestemt (mul. især dial.): Ingen veed ret, hvad Den selv vil (Blicher). - I grammatikkerne opstillede man nu reglen om brugen af hinanden (om to) og Iwerandre (om flere), uden at denne regel dog nogensinde blev norm. i litteraturen. - Adjektivet samme har (efter ty.; tidligst vistnok i Danske Lov) fået pronominal anvendelse i bogsproget: Rigsdagen .. udenfor samme (Grundloven). - I brugen af som og der som relativt pron. vinder der terræn, er stærkt dominerende hos Biehl, jævnbyrdig med som hos hovedforfatterne omkr. århundredskiftet og forekommer derefter med stigende frekvens ned mod periodens slutning (herfra dog undtaget I-Ieiberg); der kan efter Holbergtiden i normen kun anvendes som subjekt; hvis undgås fra nu af som neutralt relativt pron.; hvad i parentetisk relativ bisætning bliver først alm. efter 1800, og som demonstrativt-relativt pron. føltes hvad (der) vistnok også som fremmed for normen (1815 karakteriseres hvad der som en provinsialisme for "det som" i et ex. som "at I ei skulde fristes til at ansee for en Ubetydelighed hvad der opfordrer Eder til al nmelig Forsigtig-

(

212

UIGSMÅLET : SYNTAKS

§ 69

lzed"). - Konjunktionen hvis er endnu i 1700t. lidet brugt, men vinder stærkt frem efter 1800 (i Ny testamente 1819 findes det kun en enkelt gang); da som årsagskonjunktion (efter ty.) først ca. 1750 ff. Nogle deponente verber får aktiv form: forsvindes (hos Holberg vel no.) > forsvinde; gæres (endnu alm. ca. 1800) > gære; hændes er ved periodens slutn. næsten fortrængt af hænde; rødmes er efter 1800 obsolet; intr. endes afløses (1800 ff.) af ende; kedes får i slutn. af 1700t. også refleksiv konstruktion kede sig, og samtidig optræder trans. kede, volde kedsomhed. - Personlig konstruktion optræder nu ogsft ved ane (omkr. 1800) og bliver enerådende ved forlange (endnu Iliehl: det skal forlange mig, jeg gad vide). - Udeladelse af inf. have efter præt. af modalverberne i sammensat verbalforbindelse er aftagende, men kan dog stadig anvendes, især i talesprogspræget skriftsprog, ligesom konstruktionen er alm. i dial.: hvad Folk vilde det ikke kostet (Biehl; hos hende alm.); Jeg skulde sjunget lidt meer maaskee (Blicher); Der slm' Du seet et Syn (Fritz Jiirgensen); saa vil han hat Akkevit (Blicher: E Bindstouw). Efter 1700 konstrueres verbet gide fortrinsvis med inf. (tidl. alm. part., og således endnu hos Biehl): Chr. VI's bibel: jeg gider ikke lzørt dine psalteres leeg > 1871: Dine Harpers Toner gider jeg ilclce lzøre, - Akkusativ med infinitiv (jf. s. 38) findes efter Holberg kun i forb. med sanseverber samt efter bede, byde og lade. - For det finite verbums stilling i bisætningen gælder det, at slutstilling fra nu af kun findes i en del faste forbindelser og fraser: hvad mig angår, hvad mere er; om så er; som skik og brug er; som sig hør og bør; redde, Jzvad reddes Jean; olgn. Brugen af der som indledende subjekt bredte sig stærkt i 1800tallet (udgiverne af H. C. Andersens breve indføjer (1878) uberettiget det manglende der i talrige tilfælde, fx. Om Middagen var [der] Selskab hos Collins; efter Bordet var [der] Dans; paa Canalerne var [der] tændt Blus; jf. biblens: I min Faders Huus ere mange Boliger, der først 1907 rettes > I min Faders Hus er der mange Boliger) og fortrængte i flere tilfælde det, jf. Holbergs (usikre, mul. norske) brug s. 28 samt exx. som Det blæste en Storm udi Kattegat (Blicher); Det regnede Skomagerdrenge ned (Hostrup, i sen. udgaver > der).

~~

l .... ·-~.

\

70. TALESPROGSKREDSE A. RIGSMÅL KONTRA DIALEKT

Et tilnærmelsesvis dialektfrit og stedløst rigsmål taltes kun af en ringe del af den danske befolkning. Bestemte opgivelser kan ikke tilvejebringes, men skønsmæssigt kan man anslå de rigsmålstalendes tal til i løbet af perioden at være vokset fra ca. 5 % til ca. 10 %, Bortset fra præster, lærere og enkelte andre embedsmænd boede de rigsmålstalende i byerne, der ganske vist 1870 rummede 24,9 % af befolkninFrise: Udsnit af et brev fra Chr. Winther til Kamma Rahbek 19. sept. 1821

_/

21,.1

RIGSMÅL KONTHA DIALEKT

§ 70 A

gen, deraf de 11,1 % i København og 13,8 % i provinsbyerne, men det store flertal af bybefolkningen talte ikke rigsmål. I København talte den store masse enten en særpræget københavnsk dialekt (jf. ndf.) eller et dialektpræget blandingsmål (jf. at kun 55,4 % var indfødte københavnere), og i provinsbyerne var flertallet langt ind i 1800t. enten rent dialekttalende (eventuelt, som i visse sønderjyske byer, med el særligt bymål) eller dog stærkt præget af de omgivende dialekter. Higs1m"tlet hørte altså hjemme i en fåtallig, men socialt og i det offentlige liv betydende overklasse. Det kan ikke stedfæstes, og diskussionerne om, hvor det bedste sprog findes (II. 316 tf.), fortsættes efter 1800 kun hos lægfolk. Høysgaard skriver (1747), at "den beste

Dialect er efter de lærdeste og omhygeligste Ortlwgraphisters skjannende fi,,rsl den i Roeskilde og dernæst den Kjøbenhåvnske. Den Fyenske i Odinse og den Lollandske i Nachslwv ere ogsaa ypperlige; men den sidste JuJ.r en slettere Accent end den første . . . Tillige agtes, at man i de beste Danske Dialecter ikke rætter sig efter den enf6ldigste gemene mand, som forkorter og fordærver ordene, men efter de Lærde og andre vittige folk". vVilse (1792) synes, at "det danske Sprog tales baade rigtigst og ziirligst i Christiania", hvilket skal forstås derhen, at talesproget der kom skriftsproget nærmest (jf. s. 112). Efter 1800 diskuteres oftere, i hvilke kredse man finder det bedste og rigtigste sprog. Rektor M. L. Heiberg finder det (1807) hos den kultiverede middelstand, d. v. s. hos embedsmanden og den kultiverede borger, og i særdeleshed på "Sielland, just ikke Kiøbenhavn, men især J.vfidten af Provindsen". Den tænksomme provst Bøgh (1822) er derimod klar over, at "rigtig Dansk" er et kunstigt sprog, et idealsprog, som "høres ingensteds i' daglig Tale". Den enkeltes modersmål er en dialekt, som vel kan nærme sig til idealet, men aldrig helt vil dække dette. Man kan ad kunstig vej lære at tale "som en Bog", og et sådant mål kan "høres af dem, som tale off'entlig, af dem som forelæse Skrift," men selv her vil de enkelte individer være forskellige med hensyn til alt, som skriften ikke udtrykker (melodi, accent). Jf. også s. 219. Opgav man således nærmere at bestemme eller stedfæste rigsmålet, var man dog ikke i tvivl om dets eksistens og dets ophøjethed over for enhver dialektal afvigelse. Det hørte hjemme i de kredse, man fra Rahbeks tid kaldte de dannede eller (sjældnere) kultiverede kredse og betegnedes derfor som den dannede sprogbrug (Mol-

§ 70 A

RIGSMÅL KONTRA DIALEKT

215

bech 1811) eller det dannede sprog (fx. Heiberg 1843: ,,kun det dannede Sprog, ikke Dialecten, kan være Forretningssproget i en intelligent Forsamling"), medens betegnelsen højdansk (foreslået af Molbech 1835) ikke slog igennem. Det var imidlertid ikke således, at alle "dannede" talte rigsmål. Som forhen (jf. II. 314 f.) fandtes der endnu ind i 1800tallet selv i de højere kredse talrige personer, der enten ikke havde underkastet sig de talrige udtalerestitutioner (§ 69) eller havde bevaret stærkt dialektale former. Frederik VI, der dog havde haft Sporon som informator, havde vist adskillige københavnismer, han sagde bl.a. moiet, meget; adskillige jyske embedsmænd i administrationen vedblev at sige a for jeg (M. L. Heiberg: ,,et Slags Provindsial-Stolthed"); !lask var stærkt fynsk-præget, ,,pronuncerede og accentuerede i daglig Conversation meget maadeligt"; fjerdelektiehøreren Arendahl (1767-1805) ved Århus katedralskole sagde a for jeg, I til disciple og han til honoratiores (,,Nei see, hvor Dævlen spiller i jer Øun! men a skal mi sæl nolr dril, ham ud"; jf. Qvintus i Blichers "Høstferierne"); gamle vestjyske adelsfruer i slutn. af 1700t. sagde også a og brugte foransat artikel æ; osv.

Rigsmålets udbredelse fulgte stigningen i offentlighedskurven og fik derfor først større betydning ind i l800Lallet. Med folkeskoleordningen 1814 kunde man måske tænke sig, at rigsmålet havde fået en bred udfaldsport. Børnene skulde jo undervises i dansk, læsning og skrivning, og derved forstod man selvfølgelig rigsdansk (jf. s. 157), men dels var lærerens dansk sikkert langt ned i tiden ofte ·et meget ufuldkomment rigsmål, dels fik danskundervisningen ingen betydning for børnenes talesprog. Dette var fortsat deres eget mål, frikvarterernes og hjemmets, og højst lærte de sig et tåleligt læsesprog, en bogstavudtale stærkt afhængig af skriftbilledet. Større betydning havde angrebet i de unges kreds; ved den begyndende omflytten, soldatertjenesten, plads i det fremmede, løsnedes de første af de bånd, som bandt dem til dialekten, og som først nu erkendtes som bånd (jf. Foersom ca. 1811: ,,Har en Karl eller Pige tjent i Sønder blot et halvt Aar, lægger de dem upaatvivlelig saa meget muligt efter Søndens Dialekt; thi der er intet Jyden her (o: på Ribeegnen) vil saa gierne aflægge som sin Dialekt og intet som er ham umuligere at aflægge .. Som oftest bortbyttes dog kun Pronomen A for æ, og int: (ikke) træder i Stedet for ett"). Man tør dog sikkert hævde, at rigsmålet endnu i denne periode ikke havde nogen som helst fremgang på landet, selv om dialekterne ikke undgik at komme ud for et

/

2m

DIALEKTALE IrnEDSE

§ 70 A-D

vist røre (jf. ndf.). Derimod har der antagelig i byerne i periodens sidste del fundet en stadig øget overgang sted til rigsmålet, idet underklassen her også sprogligt stræbte opad mod bourgeoisiet, den finere portion, der vågede over korrektheden. - Med den politiske offentlighed fra 1830erne og fremefter stilledes yderligere krav til folkets repræsentanter, i stænderforsamlingerne og senere på rigsdagen, men der er eksempler nok på, at dialekttalende deputerede og rigsdagsmænd ikke gav slip på modersmålet (fx. møller Søren Tøstesen, fra Hovst i Grimstrup sogn, i stænderforsamlingen i Viborg, og gårdejer Jens .Jørgensen, Bjerregård i Ale sogn, i rigsdagen; jf. Orla Lehmann: Naar Jens .Jørgensen taler jysk, saa skal vi lægge mærke til, hvad han siger!). Under et kan det vel siges, at der nok ned mod 1870 med det voksende offentlige røre de forskellige skoleformer, det begyndende foreningsliv, den større folkebevægelighed og de forbedrede kommunikationer (s. 1'.IJ f.) - var skabt øgede muligheder for rigsmålets udbredelse, men at det endnu næppe har haft nogen fremgang uden for byerne. Om offentlighedens indstilling over for dialekterne se § 67 D 4 (s. 157 ff.).

Il. DIALEKTALE KHEDSE

Fra middelalderen (I. 265) havde det danske bondesamfund levet i ro. Farsoter, krige og uår var vel gået over landet, men slægterne havde holdt fast ved den gamle bostavn. Ind- og udvandring havde været umærkelig og folkebevægeligheden i det hele yderst ringe, alt også uden hensyntagen til vornedskab og stavnsbånd (II. 133, III. 7 f.). Dette forklarer, at også dialekterne havde levet i ro. Samfærdselsskellene havde gennem århundreder været de samme, forskydninger mellem dialektområderne indbyrdes havde næppe fundet sted, og heller ikke i den enkelte dialekt havde der, så vidt vi kan skønne, været nogen sproglig udvikling af betydning ud over den langsomme indsivning af kulturord. Som ovenfor nævnt kommer dialekterne heller ikke i denne periode ud for katastrofale rystelser, men alligevel indtræder begivenheder, der havde betydning for dialekternes skæbne fremefter. Den vigtigste begivenhed var udskiftningen omkring 1800. Hvad enten denne resulterede i en udflytning eller ikke, betød den en personlig frigørelse fra et gammelt fællesskab og dermed tillige en sprog-

~

70 Il

DIALEKTALE KREDSE

217

lig frigørelse fra en stærkt samlende målkærne. Mens traditionen, også den sproglige, tidligere hvilede på en gruppe, beroede den herefter på enkeltindivider. Reelt havde samfundsændringen for det første til følge, at ordforrådet, som specielt var knyttet til det gamle driftsfællesskab (vidernes og vedtægternes landbrugstermini), efterhånden gik tabt, men endvidere havde udskiftningen sikkert til følge, at en række terrænbetegnende ord gik tabt som appellativer. Tidligere kendte alle landsbyens folk hele marken - med dens terrænbetegnende ord, som fx. ås, dimg, flø, gryd, gunge, Jzolt, lune, lå, made, minde, mærsk, os, røn, slyk, støvl, sylt, tved, vad, vejle, vese, ør( e) olgn., men da den enkeltes horisont indsnævredes, blev ordene gloser, tabte deres betydningsindhold, stivnede og blev i bedste fald bevaret som proprier. Den anden begivenhed var almueskoleloven og dens virkninger. Den dialekttalende blev skriftkyndig, og selv om evnen til at læse og til nød skrive rigsdansk som nævnt ikke havde umiddelbare følger for dialekten, betød denne nye færdighed et skridt ad vejen til en lettere frigørelse fra dialekten senere hen. At man fra interesserede iagttageres side var opmærksom på det begyndende røre i dialekterne har vi flere vidnesbyrd om. Molbech skriver i indledningen til Foersoms lille afhandling "Om Samlinger af danske Landskabsord" (1820), at formålet med den indsamling af dialektord, som han i 1811 havde opfordret til, var "at bevare for Eftertiden de Vidnesbyrd om nationale Egenheder, de Træk af et eiendommeligt Folkeliv, de Berigelser af det danske Tungemaal, som endnu ere tilstede i vor Almues Sprog; men hvoraf endeel Tid efter Tid forsvinder, og uden Tvivl, efter vore Dages Art, med tiltagende Hastighed". Og N. M. Petersen er også opmærksom på forløbet (1840): ,,Nu da vi have dannede Skriftsprog, og vi i dem stedse søge at udslette det Provincielle eller Landskabsagtige etc.". Men uden for sprogforskernes lille gruppe var de dialektale kredse lukkede lande. Man vidste, bl. a. fra de talrige topografiske beskrivelser (s. 86), at de var fulde af idiotismer, men havde næppe nogen forestilling om deres sproglige rigdomme eller forskelligartethed (i et brev til faderen 10/ 8 1848 udtrykker Svend Grundtvig sin forbavselse over dialekternes højst forskellige benævnelser på vognens enkelte dele, som tilfældigt er blevet drøftet mellem soldater fra Sjælland, Jylland, Slesvig, Als, Langeland og Låland, - ,,en sand Guldgrube for· en Sprogforsker"), og de få forfattere, der i skønlitteraturen søgte at udnytte eller indføre dialektstof - som fx. Grundtvig, men først og fremDet danske sprogs historie. III

15

218

KØBENIIA VNSK DIALEKT

§ 70 B

mest Blicher, senere også Anton Nielsen - fik ingen påskønnelse af den grund. - Om den lidet omfangsrige dialektlitteratur før 1870 henvises til en samlet behandling i sidste bind. Særlig omtale må dog gives af sprogforholdene i København. I hovedstaden fandtes foruden fremmedsprog en række forskellige sproglag og blandingssprog med overgangsformer, og selv om skarpe skel selvfølgelig ikke lader sig opstille, kan man dog vistnok regne med mindst tre nogenlunde tydeligt fremtrædende talesprogslag inden for den indfødte befolkning. Det centrale sproglag, der må formodes al være en fortsættelse af den gamle stedlige øresundsdialekt, var den egentlige københavnske dialekt, den jævne middelstands sprog, som i replikker præsenteres for os hos talrige københavnske litterater eller i københavnske miljøskildringer, fx. hos Tode, Rosenhoff, Overskm1, Rosenkilde, Hertz, Hostrup, Bøgh, Fritz Jiirgensen ofl., et sprog, der "tales af de mindre Dannede, og ikke sjælden ogsaa af dem, der vilde tage det meget ilde op, om man ikke vilde regne dem med til de Dannede", siger Allen som indledning til den prøve han har givet (1858): Vorres Svovver har vaaren saa hofli a senne sin Kahl in mæ Vovnen Klokken ongefær hal fol aa be vos te Midda hvos sei; vi faaer salens Kallekyd, aa moskee Fulestei aa naaene rare Kessebær; men je ska {øst være færi mæ Neierdelen a mit For/de; me11 du aa Kaveline ka jo {ølle mæ udden mei. Min Sjorte, som du laae irm te mei, er inte strøien, aa 11u begynner de osse a tohrne; de blier være irm; je ve lukke Virmeverrene, je ka inte huse saaddn' et Vær. Reinen har rungeneret hirmers Gebaarsdagspresang, som Zoe paa Boret i Haven. Jei kom ævven igjæmmel Stuen aa soe, a min Hat, som je hade hat sid den if jor, va reent forderret, for den hade lagt paa Gollet aa Naa'en hade traadt paa'e11. Je ]zar sat aa ventet paa, a Pien skulle komme tebaves fra Kerregaaren; imorres tafte hun Pengene, som hun skulle ha lwft Bro for hvos Baveren. Han har sæl brunget desse Uhr te vos; men je ka inte begrive, lwodn han ka tro, a jei ve Iza de, de er slet inte etter mit llode, for mit va meiet støhre, aa mit var a Gull, men Jzanses er a Søll; men ve du la dess saa belwller jei Jzanses. Værsgo aa kom dou innen for, Di /zar inte væt hvos vos saa længe. Han !ofte osse a besøie vos mæ de f øste aa ga mei saagar Hannen paa'et.

Over dette, løftet op af dette sproglag og derfor også med adskillige mindelser derom, fandtes i det højere borgerskab, i de dannede kredse, den københavnskprægede rigsmålsvariant, der i denne periode har været i stadig bevægelse hen mod det helt dialektfri rigsmål, og hvorfra der i lydbeskrivelsen § G9 er medtaget en del varianter. Det er dette mål i en hverdagsform, som Bredsdorff i sin prøve lader den

§ 70 B-C

KØBENHAVNSK -

219

JARGON

ene af de samtalende personer (B) anvende (se frises. 181), og det er disse kredses sprog, som af flere forfattere omtales som "urent", ,,blødt" eller "kælent". Den anonyme forfatter af "Tanker etc." 1766 (s. 155) siger, at "den kiøbenhavnske Mundart holdes for at være den allerbedste, ordentligste og smukkeste: Men alligevel viger den mest fra vore Forfædres Sprog, og er følgelig den sletteste, meget blandet med fremmede Ord og Talernaader, fattig paa de ægte Danske og Stilen adskilligen forqvaklet". - Iladen nævner 1767, at Sproget i Kobenhavn nok regnes for "die angenehrnste", men at det ikke er rent. - Wilse 1792: ,,Indfødte Riøbenhavnere adskille sig .. i deres Udtale fra alle andre Danske, ved den bløde Udtale af nogle ellers haarde Ilogstaver: G bliver i deres Mund til j, dog undertiden til k, b til v, og r mister sin snarrende Lyd; saaledes sige de Nøile for Nøgle, et Ævle for et Æble, lække sig for lægge sig; den Udtale er især behagelig hos det andet l{iøn". Videnskabernes Selskabs ordbogskornmission omtaler i sin betænkning 1805 (s. 163) ,,den overhaandtagende Illødhed i Udtalen, som giør at Sproget tilsidst, især i Kiøbenhavnernes Mund, taber al Articulation, en Feil, der rnaa arbeides imod". - Ilarens gentager omtrent denne udtalelse (1812): ,,en overhaandtagende Illødhed eller Kjælenhed, hvortil Kjøbenhavneren især saa let forfalder, betager Sproget al Articulation". - Sander omtaler flere steder i sine bøger (1813-14) ,,Hovedstadens forkjælede Udtale", ,,den i Hovedstaden herskende, alt for qvindagtige, forkjælede Udtale"; osv.

Under middelstandens sprog fandtes endelig et sproglag, der næppe har udgjort nogen lydlig enhed, men tværtimod har rummet højst forskellige sprogformer, som blot alle havde det fælles, at de af de højere samfundsklasser betragtedes som vulgære (§ 71 Aj.

C. JARGON

I sluttede kredse med fælles interesser eller fælles virke finder en primitiv legelyst ofte udløsning i bevidst ændring af dele af det sædvanlige omgangssprog. Derved styrkes yderligere fællesskabsfølelsen. Den sproglige særform afsondrer kredsen eller kliken og virker til en begyndelse tillige forfriskende, fordi det nye sproginventar kræver en tankeomstilling, en afbrydelse af gammel sprogvane. Er de ydre betingelser for en videreførelse til stede, kan en sådan jargon imidlertid stivne i vedtægt, overleveres gennem generationer og eventuelt også yde bidrag til fællesnormen. Eksempler på jargon kendes fra familier, vennekredse, (kost)skoler, kaserner, arbejdsfællesskaber osv., men da jargonen inden for de egentlige arbejdsfag kan være vanskelig at skelne fra fagsprogets specielle termini, behandles her kun eksempler III.

15"

220

IlAKKEIIUSSPROG ET

§ 70 C

på ikke-faglig jargon, medens fagjargonerne omtales under de enkelte fag (§ 75). Jargonen består i almindelighed blot i en større eller mindre ændring af visse dele af ordforrådet, ofte begyndende med dannelse af kæle- eller øgenavne for derefter at gå videre med omdannelse af ord, der for samvirkets eller sammenholdets skyld er særlig centrale. Systematisk gennemført omdannelse kendes vist kun i skolebørns skjulesprog, gående under forskellige navne, som fx. p-mål og kragemål. P-mål nævnes allerede af Moth: Pc-mal .. for eksempel. jepeg - vipil -gupa, papa - kopomepedipiepen D." Jeg Vi/ gae pa komedien; jf. Jngemann i Levnedsbogen: ,,det blandt Drenge velbekjendte P-Maal". - Kragemål nævnes af Holberg i Vgs.: ,,Erbe mirbe sirbe saarbe larbe skaarbe naarbe kaarbe forstuar I mig? - Nej! jeg forstaar icke [(rage-llfaal." Jf. H. C. Andersen i Snedronningen: ,,Forstaaer Du Kragemaal ... Nei, det har jeg ikke lært!" sagde Gerda, ,,men Bedstemoder kunde det, og P-Maal kunde hun".

Som eksempel på familie- og vennekredsjargon kan nævnes det fra litteraturen kendte bakkehussprog. Hegerne havde tilbøjelighed til at anvende ordspil og kælenavne. Da Kamma Reger blev gift (1798) med Knud Lyhne Rahbek og gjorde Bakkehuset til samlingssted for deres litterære omgangskreds, udformedes her en selskabelig jargon, der også anvendtes i kredsens breve. Det særegne her bestod dels i en række kæle- og øgenavne til kredsens personer, dels i en gruppe jargonord (med Rahbeks betegnelse - efter engelsk - ,,Cantwords" ). Da kredsen opløstes (Kamma døde 1829, Rahbek 1830), svandt også sproget. - I øvrigt har der sikkert været tilløb .til jargon i mange an.dre kredse (fra Norske Selskab stammer fx. betegnelsen borger, om brander; fra den collinske kreds fx. jam/ru, om umiddelbarhed, talemåden "jomfruen er borte", umiddelbarheden mangler, brugt af H. C. Andersen). Bakkehussproget. Hahbek kaldtes Egernet, Gøgleren, den llaabendes, Dagdriveren (som udgiver af "Dagen"), Brumbølikon, Dunks, Beksi11s; Kamma: [(e/selia, Cammadulis, Cammamia, ,,ikke destomindre", Ams, Boccamela, llo1111ingmi111/chen, 1Vunder/ich; Baggesen: 1Vittewattewee, den gamle 'Witte, Bakkehunden, Jens /askesen, Bakkelsebestet, Bagge/sen, Bens Jaggesen ofl.; A. E. Boye: ,,Den Nautiske", Nautikeren, Bo-ge ofl.; Stephan I-Jeger: Persius; Marie Heger: Persiu; deres børn: Persiller; Steffens: l(eiseren, /(eiser Frederik; Oehlenschliiger: Adagio(spilleren), Den unge Paalecompot ofl., hans fader Paale, Paablilwm (efter hans udtale af ordet publikum). - Husets sædvanlige gæster: Generaler og Genera/inder; overdrevne løjer: Overgivenheds-Spænd, Spændglæde; affektation: Mjøs( en) (Kamma havde i Clausen Friises "Norriges Beskrivelse" fundet, at "1\-Iiøsen er et svigefuldt og ulyk-

§ 70 C

JARGON

221

saligt Vand, og tager mange Polk bort"); rask, rørig: armqvik; kedsommelig, upasselig, dvask: dimlende, dimmelagtig; træt, trevent: eilardisk; fortræffeligt: hamborgsk; koket: lrnophsk; i hast: i Styrt, fx. at styrte et Brev sammen; osv. Jf. i Chr. Winthers brev (frise s. 213): .ri{tenbakkerne, d. v. s. Chr. Møhl og J. M. Thiele.

Som eksempler på skolejargon kan nævnes herlovianersproget, det i Herlufsholms skole gængse drengesprog, hvor der over for længere ord anvendes et særligt forkortelsessystem (fx. dipel, discipel; gnisten, organisten, gabe, garderobe, spor, spanskrør, vuppe, vandsuppe, vylen, vestibulen, osv.), skorpesproget, sproget blandt drengene (skorperne) i Det kgl. Opfostringshus (stiftet 1753), med enkelte særdannelser af mere tilfældig karakter (fx. lef, slikkeri, nols, fedt flæsk, prikke, narre, snose, snyde, spejt, sladderhank, olgn.), soranersproget, drengesproget på Sorø Akademi (fx. kugle, spille fodbold; sold, slikkeri; drøje sig, vigte sig), sproget i Hærens Elevskole (18161916), og sproget i kaserner (soldatersprog, fx. hasselfedt, prygl; lystre kalveskindet, leve af commisbrød, være soldat, den er riflet (1864 ff.), den er fin; slof (ty.); vagtel, lommelærke; ofte med vulgarismer). Visse jargonord kan have fundet almindelig udbredelse i skolesprog (fx. verbet tyre; klamamus, anmærkning (Oehl.); jf. også senere opgivne ord som håndtager eller nævlinger, slag i den flade hånd med ris eller ferle, spændsmål, livtag, ofl., alle nævnt af Ingemann fra Slagelse skole). Derimod synes der ikke i Danmark (i modsætning til Tyskland, til dels også Sverige) nogensinde at have eksisteret en særpræget studenterjargon (ordet filister, spidsborger, og katzenjammer er lånt fra tysk studentersprog; ligeså burschikos). I ungdommelige kredse i byerne, væsentlig vel kun i København, har det sikkert til alle tider svirret med jargon- og modeord, hvoraf de fleste kun havde en kort levetid. De formidledes fra de mindre til større kredse af ungdommen selv, når den gik "paa Svag", Kies, Jav (alle hos Rahbek 1800) eller Sjov (Oehl.; ,,kiøbenhavnsk Idiotisme", VSO), for at se eller ses, når de lidt yngre fik lov ;,at stryge Gaderne paa Knixeparade" (sa.), eller de lidt ældre, i snit man kaldte fjong (HCAndersen), gik "paa Routen" fra Hesten på Kongens Nytorv til springvandet på Gammel Torv (CBernhard), strøget for datidens lapse, sparks (W essel; fra engelsk), mahognifyre (Blicher), løver (Gyll.), gentilere (CBernhard) eller flottenheimere (Recke 1860). Men grænsen her mellem jargon og vulgærsprog (§ 71 A) er selvfølgelig flydende.

222

FHEMMEDSPHOG

§ 70 D

D. FHEMMEDSPHOGLIGE KHEDSE

Fremmedsprogene holdt sig bedst hos de samlet boende indvandrere og deres efterkommere. Kartoffel tyskerne (s. 64) havde tysk prædiken til 1870, og endnu omkring 1900 huskede de gamle en del tyske salmer, remser og vendinger. Tysk taltes også i herrnhuterkolonien i Christiansfeld (s. 65). Hos de reformerte i Fredericia (s. 3) prædikedes fransk til 1783, derefter afvekslende fransk og tysk til 1823, da man helt gik over til tysk; i det indbyrdes talesprog i kolonien opgav man tysken i tiden efter krigene og gik over til dansk. På Amager, hvor man i hollænderkolonien talte "Amager Hollandsk .. en Ilianding af Hollandsk, Dansk og Plattysk" (Thurah: Beskrivelse af Amager. 1758), gik man i 1810 over til dansk kirke- og skolesprog i St. Magleby (II. 129, III. 137). I København fandtes såvel franske som lyske menigheder, men kun tysk havde nogen kendelig udbredelse som omgangssprog. Uden for de højeste kredse (se s. 133) taltes det især i de tyske håndværkerkredse, som endnu i Frederik VI's tid "ikke blot i Alt, hvad der vedkom deres "Handtering" og Værktøi, men ogsaa i deres daglige og huslige "Gespræk" talte et saa "gebrokkent" ,,Kaudervælsk", at Modersmaalets gode Aand sorrigfuld og skamfuld derover maatte tilhylle sine ædle Træk" (Lehmann om København i tyverne). Et fremmedsprogligt element udgjorde også jøderne (s. 65), navnlig i den ældre tid. Ganske vist fik de aldrig i Danmark anvist npgen ghetto, men de samlede sig dog gerne, især i København, i bestemte kvarterer. I 1700tallet hørtes i deres kredse sikkert både jødespansk og jødetysk, men kun den sidste dialekt (jiddisch) holdt sig ind i 1800tallet. Rent brugtes det vel kun i et fåtal af familierne som omgangssprog, men i det dansk, som jøderne efter evne lærte sig, og som i de københavnske jødekredse stadig bevarede et gammeldags præg, anvendtes en hel del jødiske gloser (især betegnelser fra den ~pecielle ritus), således som det især kendes i litteraturen fra Goldschmidts skildringer (fx. Schabbas, sabbat; .Maser, tiende; lcoscher eller kauscher, forskriftsmæssig, tilladt (om føde); rudle, tale ondt om, fare med løs tale; schæchte, slagte et dyr ved at overskære spise- og luftrør). Af andre fremmedsprog forekommer kun svage spor. De farende sigøjnere (II. 130) har aldrig udgjort noget større eller stadigt ele- . ment i Danmark; først i nyeste tid er der optegnet en del gloser fra

§ 70 D

KÆLTIUNGSPROGET

223

deres sprog (romani), og hvad fx. H. C. Andersen har af gloser i "At være eller ikke være" (1857) er hentet fra nordmanden Eilert Sundts bog om de norske fanter. Derimod brugtes af de især i Jylland omstrejfende (og fra jyske slægter stammende) såkaldte kæltringer (egen betegnelse: skøjere) et skjulesprog, kæltringsproget, der af ældre forfattere i alm. opfattedes som et sigøjnersprog (tatersprog), men i virkeligheden kun havde ringe berøring dermed. En del af kæltringsprogets særlige ordstof stammede fra det tyske tyvesprog, ro tv æ l sk (fx. Dil, pige, /{nop, brændevin, Tikkert, ur, Trappert, hest; herigennem vel også ord af romansk oprindelse: 11kve, vand, Galline, høne, Patrwn, fader, regac1re, l'Ø[J(Wre, tigge, osv.), men adskilligt deri var dannet ud fra hjemligt ordstof (Bræggert, får, ]{røl, uld, nljavert, kat) og et afledningssystem ved visse substantiver (navnlig på -es og -mn: Feltes, mark, Kampes, sten, Glarum, glas) og pronominer (endelsen -n;JsJs: cli1meses, din(e), lzinnueses, hun) var bragt i anvendelse for at gøre sproget uforståeligt for uindviede. Sproget blev tidligst optegnet af adjunkt N. V. Dorph i Viborg: ,,Rotvelsk Lexicon" (1824) (men hans kilde "professoren", en tugthusfange i Viborg, havde adskilligt for jysk kæltringsprog ellers fremmed stof) og benyttedes derefter jævnlig i litterære skildringer af kæltringmiljø hos Blicher, Goldschmidt, Carit Etlar, Thyregod ofl. Den sidste kæltring, som kunde sproget, døde 1923.

71. TALESPROGSSFÆRER Sprogudøvelsen er i sin ydre form først og fremmest bestemt af individets egen sprogkultur, igen et udtryk for personens åndskultur, der atter er afhængig af miljøet. Teoretisk forekommer derfor inden for det enkelte sprogsamfund strengt taget en lang række sfærer i det frie talesprog. I praksis kan man skelne mellem to: 1. det dannede talesprog, hvis yderfelter er det "korrekte" talesprog, som søger mod normen, og det dagligdags talesprog, der grammatisk (taget i videste forstand) tillader sig adskillige friheder og småafvigelser fra normen, og 2. det vulgære talesprog, karakteristisk for de efter samfundets almindelige målestok åndeligt og sædvanligvis også soFrise: Fritz Jiirgcnsens tegninger. (1919). Nr. 36.

§ 71 A

KORREKT OG DAGLIGDAGS SPROG

225

cialt laverestående individer. Grænsen er flydende (§ 71 A). - Men sprogudøvelsen er tillige i ikke ringe grad situations- eller modtagerbestemt. Mellem skrift (hvad der skal læses) og tale (hvad der skal høres) kan der påvises en række dybtgående forskelle, og inden for såvel skrift som tale vil formen igen ofte være afhængig af indholdets art, af situationen, af handlingens formål, af modtagerens stilling (dannelsesmæssigt, socialt) og muligvis af endnu flere faktorer. Af sådanne talesprogssfærer, hvor individet ikke er frit, men i udøvelsen agerer en af visse konventioner bundet rolle, skal her behandles fortællersproget (§ 71 B), talersproget (§ 71 C) og prædikensproget (§ 71 D).

A. DANNET SPROG OG VULGÆRT SPROG

Det korrekte talesprog - med Molbechs ord 1835 det "høidanske" (ligeså Levin 1846) - kan kun kaldes et frit talesprog, for så vidt som den talende frit har valgt denne form. I lydlig henseende kan det ikke skelnes fra det bundne taler- eller prædikensprog, fra teatersprog eller recitation. Det har i løbet af denne periode nærmet sig skriften gennem en række restitutioner (§ 69), ligesom det vel også i ordforrådet og syntaksen har lånt adskilligt fra skriftsproget. Men det har formentlig kun været brugt af få og vel næsten kun i officielt samkvem, ved højtidelige lejligheder (derfor også undertiden kaldt "højtideligt sprog"). Det blev ikke et naturligt og personligt sprog for ret mange mennesker. Selv de, der magtede det, har ikke i hverdagen underkastet sig dets kunstige regler. Der benyttedes det frie dagligdags talesprog, der kunde .. forekomme i alle afskygninger over mod - og med mindre eller mere islæt fra - det vulgære sprog. Visse fællesdrag kan dog nok anføres. På det lydlige område kunde det dagligdags talesprog have tilbøjelighed til upræcis og sjusket artikulation, og det i stigende grad jo mindre det var underkastet kontrol af skriftbilledet. Flere grammatikere klager over den gængse skødesløse udtale, som de mener især danske - i modsætning til andre nationer - skulde være tilbøjelige til (fx. F. P. J. Dahl 1823, Molbech 1835). Det anvendte ordforråd er relativt begrænset, især på det abstrakte område, men ofte individuelt særpræget (yndlingsord, ikke sjælden forkærlighed for et eller flere fremmedord, eder olgn.; jf. typer hos P.A. Heiberg, Olufsen, Hertz

226

DAGLIGDAGS OG VULGÆRT SPHOG

§ 71 A

ofl.). Sætningsbygningen er enkel, sideordnet (og lidt efter lidt - ja saa fik jeg da godt i mine Øine, og saa kunde jeg da gierne have læst selv; men saa var det morsommere, naar han læste mig for; og saa lod han sig da engang mærke med ... Rahbek: Børnekopperne. 1805), bred (med overflødige ord, sætningsspaltninger), men tillige ofte elliptisk, idet situationen udfylder meningen. Endvidere er forløbet stærkt subjektivt præget, med følelsesbetonede fremhævelser (emfase, gentagelser) eller overdrivelser (hyperbler) og forsikringer (forstærkende ord eller led, eder osv.). Eksempler kan findes hos de fleste miljøskildrende forfattere, især i de dramatiske arbejder. Tilløb findes hos jfr. Biehl, gode replikker også hos Tode og P.A. Heiberg, og mange dagligdags ord anvendes også af Rahbek i Tilskueren. Mere realistiske replikskifter findes i vaudevillerne hos Heiberg og Hertz, men hos disse (især hos Heiberg) dog stadig retoucherede, så talen ikke skulde blive "plat" og støde an på scenen. Realistisk dagligtale, men tangerende det vulgære og formentlig trukket lidt for kraftigt op forekommer hos Overskou i enkelte nybodertypers sømandssprog (fx. Frederik i "Misforstaaelse paa Misforstaaelse" og bådsmanden Palle i "Pak"). Bedst har vistnok Hostrup evnet at gengive det frie dagligdags sprog i forskellige kredse, akademiske såvel som det højere og det jævne borgerskab og den let vulgærtprægede håndværkerstand. I det dagligdags sprog er igen ofte ungpige- og kvindesproget særmærket, navnlig ved den hyppige brug af stærkt følelsesbetonede ord, kælenavne osv. Jf. Poul Møllers "En Moder med sit Barn": Sov ind mit søde Nusseben, Stil dine Pusselanker . . Min egen Kjælli11gem1ge. . . De nysselige llæ11der smaa. Han kendte det vel fra sin hustru, Betty Berg, der i breve kan skrive: ,,den søde Sjæl", ,,min engle Moder", ,,uhyre interessa11t, livelig, komisk og i det hele nysselig", ,,gyselig glad", ,,et farlig rart Me11neske" osv. Jf. også kvindernes brug af ord som pæn, net, sød olgn. i I-Iertzes lystspil.

Det vulgære sprog har ikke faste grænser. Hvad der for den ene dannet-talende person er vulgært, kan hos den anden passere for (plat) dagligdags. Kun den vulgærttalende selv reflekterer ikke over sit sprogs sfære, han taler det frit, i almindelighed uvidende om at også sproget er udtryk for det sociale niveau, som han ellers nok kan vurdere ud fra andre udtryksformer. Det vulgære sprog er indholdsmæssigt emnefattigt, oftest uden kontrol af skriftsproget. Til gengæld kan det have et righoldigt, men ret ustabilt ordforråd på de færre interesseområder, som udfylder de talendes tilværelse. Lydligt-grammatisk skiller det vulgære sprog sig ikke synderligt fra det dagligdags sprog,

§ 71 A

VULGÆRT SPROG

227

højst kan der være tale om en gradsforskel - til gunst for det usoignerede, det ukorrekte, eller i retning af det dialektale eller gammeldags sprog. Det usoignerede og den ringe evne til at magte en præcis gengivelse er især tydelig i fremmedord, som gerne tilegnes i en misdannet form - her er udgangspunktet for mange såkaldte folketymologier - og ofte også med misforstået indhold. Dette forhold er et yndet og let anvendeligt dråg til karakteristik af litteraturens vulgære typer. Jf. Jeppe paa Bjergets brug af fremmedord. Videre fx. Pernille i jfr. Biehls "Haarkloveren": jeg har over tie gange været paa Veyen til at jagis paa Porten, fordi jeg sagde en Salvet i slæden for en Serviet. - Fra Todes "Kjærligheds Nytte" 1791-92 fx.: og saa blev der een af _disse fattige Frokener ampelgeret; at hvad der ikke vil være den Extime, De har for vort lluus, til nogen Prætendiis (vel af præjudice + prætension); og toede den ene Side af hans Ansigt, lworpaa hans Fæhs kom til at see ud som en gammel graa Gaard; den lnferangse (vel: indifference), Deres Høivelbaarenhed .. behagede at vise imod den, der dog saalænge har været des lnkelnasijol111; konsalvere sin Ungdom; det var dejligt, mannefik og syperte; og ladt een møde persis den han længtes efter, og at saadan en Person da bruger Resnabeltæt; der kunde komme fem Potterifølger (:>: porteføljer) paa een Dag; Det var dog remmakkabelt nok. Jeg veed een, som længe har drømt om bare Trommer og Piber og Jan Czars l\lusik, og .Marsseren og Mannevreren. - Videre ord som balber, grublisere, ka(n)tøffel, melodunte, molevit, rungenere ofl. Gammeldags former, opgivne af det dannede talesprog, kan bevares fortsat i det lavere sprog; fx. gen. på -ses: [arses, morses, Jwnses (jf. Holb. Orth. 117); former som aftningen, morgningen, baresten (s) olgn. Ligeså forekommer sammenfald af verber eller verbalformer, som hos grammatikerne stadig holdtes adskilte med hver sin funktion eller plads i skemaet. En passage fra 1802 som flg.: ,,saa laa han Hovedet en Smule tilbage, stak Skeen indtil Skaftet i l\lunden, og strax derefter lt!aden ned i Struven. Ligesaadan gjorde han med ]{jodet. Han tykkede det ikke, men slukkede det heelt ned" (Pelt. Kotzebues mærkværdigste Aar. 1802. 12 f.), er allerede da på overgangen til det vulgære, og inden periodens udgang var sammenblanding af ligge : lægge, sidde : sætte, (jf. s. 207), synke : sænke (fx. hos H.C. Ørsted, Molbech), vågne : vække (fx. hos Oehl., HCAnd. og Grundtvig) et kendetegn på vulgært sprog. Optativ (= inf.) er bevaret i eder: fanden tage mig osv.

Men især står det vulgære sprog for de højere klasser som karakteriseret gennem ordforrådet. Om disse vulgarismer, de lave og uædle ord, siger Rahbek, at "Deres Brug er ikke agtbar. Tvertimod forbinde vi altid dermed saadanne Forestillinger om Lavhed, som svare til de Menneskeclasser, hos hvilke denne Brug almindeligt findes". En ikke ringe del af dette ordforråd udgøres imidlertid af det sprogstof, som forhen var i hvermandseje og i brug såvel hos høje som lave (II.

228

VULGÆRT SPHOG

§

71 A

311 ff.), ,,frie expressioner", som ungkarlen Holberg endnu kunde bruge i komedierne, og som stadig kunde høres på Gammel Strand, men som gennem det kulturelle niveaus hævning i l 700tallet (s. 55 f., jf. s. 139 ff.) - smagens stadige forbedring - nu var blevet usømmelige i del gode selskab. Et overgangsstade repræsenteres vel af IIolberg i Ep. 425: Mand kand sige: At kaste sit Vand; man kand og sige at pisse: Ilegge ord findes udi vore Glose-Bøger, og begge have eens Bemærkelse. Naar nu nogen støder sig over det sidste, støder han sig ikke over Ordet, som nødvendigen maa nævnes, men over Ordets Lyd, hvilket en Herre eller Frue ikke vil høre af sin Ticner eller Pige, i hvis Mund Ordet er usømmeligt, men bliver sømmeligt, naar de selv bruge det. - Jf. om ordet røv II. 391. - Altså: ordene kendes endnu af alle, men de må ikke bruges offentligt.

I dette forholdsvis begrænsede ordstof kunde det emotionelle element, som dominerede over det forstandsmæssige, imidlertid ikke tilfredsstilles. Det skaffede sig da udløsning gennem en frodig ordavl. Hos de kvikkeste unge mandlige personer blev den åndelige fattigdom udlignet gennem en blomstrende brug af realistiske og groteske omskrivninger, dannelser i slægt med oldsprogets kenninger, men nu med en anden valør i det sociale omdømme og i nyeste tid almindeligt kaldt slang. Således opstod de talrige betegnelser for personer (kælenavne, øgenavne), legemsdele og det seksuelle liv (obskøniteter), mad og drikke, gang og løb, slagsmål og anden kraftudfoldelse. Alt tillige krydret med eder, forstærkende ord og led (§ 74) og ofte i et billedrigt sprog med anvendelse af djærve og overraskende sammenligninger (jf. Baden 1766: ,,den gemene Mands Sprog tager sin Tilflugt til Billeder, Lignelser og figurlige Udtryk. Ingen taler mere Poetisk end en Mand af Almuen som har en levende Indbildnings Kraft"). Men da alle disse elementers virkning delvis beror på nyhedsmomentet - afvigelsen fra sædvanen, konventionsbruddet - , bliver dannelserne ustabile. De kræver fra tid til anden fornyelse, og kun en ganske ringe del af dannelserne bliver fast inventar, oftest derved at de som jargondannelser drages op i et højere sproglag. Af det allerede i denne periode righoldige stof er i det flg. fortrinsvis valgt eksempler på sådanne dannelser, som har haft levedygtighed ud over øjeblikket, til dels er blevet fast inventar og derfor også jævnlig kan påtræffes i jargon eller dagligdags sprog. Personbetegnelser, letlevende kvinder: dulle, ludder, pjaske, smæk/illike; nedsættende betegnelser for (skrappe, gamle, grimme) kvinder: brandstok, gribbenille (allerede i ænyd.), mær, nellike, pimpernille, rivejærn; galan, alfons: slunk(s) (Tade); slagsbroder, svire-

§ 71 A

229

VULGÆRT SPROG

lH ile, 09 fa': :jb ! tiet er mig fjært. Og foa fµurgte l)un, om ,;De tiot arrene, men !)(t l)un borte, ber IHlr en gammel ffilanb !)og ,;Dem, fa' bun: !)lej, foo foaer Ilet at beroe, fa' bun. mær fun foo got,, min ')lige, fa' bun, - og faa giott,e bun ftg fa,, Cæffer, og rotunllen gir poo bertbc fom en l:ommerum\le, - vær foa gob mit marn - @ub Co' ffiofferen bære faaban en ffi ufferffe6 mnl'tf; for er l)ttn iffe en muffer, ff c, f(lo inoottc jeg to' forbiltrct fej!; men jeg fjen, ller nof bet 1t0i, noor ecn bor tjent tretten ll!or i .5i:job(nboun, fan mon fogte fjenbe en .ira.ge fra en ~rom~fugI - t>ær fao gob mit ~om fa' vuu, og J;ild l)am fro ben 90.b' men, bl'Ul !)ar f,taet /nysende V rede, schattichten Lau ben > skyggende Løvsal, unsterbliche Seele > udøende Siæl). Af de næsten talløse former nævnes som exx. (fra Høyen I i LM, Rungst, :rvlo og Siel): visuelt bestemte: blinkende, blussende, flammende (jf. Sneedorffcitatet ovf. s. 276), gnistrende, lynende, rødmende, straalende; auditivt bestemte: bragende, gispende, hvinende, quiddrende, rallende, sukkende; om bevægelse: brusende, bævende, flagrende, gysende, skiærtsende, skummende, spirende, sprudlende, susende, svulmende, zittrende; om (aktiv) handling: brændende, dræbende, fortryllende, fortærende, kiølende, martrende, nagende, smeltende, truende, undrende. - Enkelte af disse, der betegner en åndelig virksomhed, taber let deres verbale karakter: den følende Skjald nærmer sig bet. ,,den følsomme Skjald"; skjønnende > ,,skønsomme". - Også tungere ssgr. forekommer jævnlig: eensrislende, gyseno pvekkende, halvslumrende, letspringende, sødtlisplende, ømtfølende osv. (smlg. hos Sneedorff i det ovf. nævnte stykke: guldblinkende, hult-lydende, sidt-hængende, svagt-tindrende). - Substantivering er ikke så almindelig som hos Klopstock, men forekommer dog (fx. den Vandrende); derimod findes (sikkert opfattet som identisk med participiet, jf. ,,det søde ...hellige - ubeskrivelige zittrende") neutralt verbalsubstantiv på -ende (I. 291) brugt flere gange (i prosa) i stedet for vbs. på -en: ,,et helligt Gysende", ,,Nu kom et hylende", "hvilket Skrigende", ,,Et Rystende med Hovedet, et Trækkende paa Skuldrene" osv. Ewald dyrker ikke det konkrete og specifike verbum; forholdsvis sjældent drages et sådant ind i den poetiske sfære og da i almindelighed i billedlig anvendelse: ,,drik din Vellyst! Og rav og sværm", ,,naar han (:>: Odin) har betrygget Jorden, / Og dynget den med Blod af grumme Jetter", ,,giekker du din Ven". Verbet tylde, tylle (,,et af de uædleste Ord i vort Sprog", siger Lous i sin censur 1774), som Ewald havde brugt i Balders Død, rettes til gyde. Som ved adjektiverne gælder det, at de følelsesbetonede ord er de konstante, og især anvendes

288

EWALD -

DEN FØLSOMME POESI

§ 73 B

de verber, der udtrykker en sjælelig bevægelse, som fx. elske, flamme, føle, grue, gyse, i isne, martre( s), rase, skielve, smelte, svulme, undre, zitlre. Som hos J{Iopstock kan verbet tordne anvendes med personsubjekt, og dø har ofte hel. ,,svinde hen, blive til intet", fx. ,,naar Sangen laber sig i Glæde .. og dør". - Brugen af sammensætninger i stedet for partikelforbindelse er - sammenlignet med Klopstock rel modernl, men ikke sjælden: adspørge, frembryde, frempible, fremspire, nedslyrle, omkrybe, tilvinke, udbrede, udsprede, udstrekke osv. Del mytologiske og kulturhistoriske stof, væsentlig navne, er hcnlel fra tre områder: den klassiske mytologi og litteratur (herunder ogs:1 hyrdcpoesien), de bibelske beretninger og den nordiske mytologi og sagnkreds, og i mange digte findes en stilløs blanding af alle kilder. Det klassiske apparat stammer fra barok, rokoko og klassicisme og bringer lidel nyt. Der optræder Bacclwnter, Gratier, Afuser og Serapher (jf. s. 271; Sernphsproget kaldtes det Klopstock-Ewaldske sprog i No. Selskab) mfl. samt (tidligst muligvis hos Ewald) Dryader, skovnymfer, og Camoener, sanggudinder. Videre navne som Amor, Bacclms, Chloris, Clio, Hippocrene, Hymen, bryllupsgudinden, Melpomene, Urania, Zephyr, fra hyrdepoesien: Celadon, Damon, Philomele ofl. Digteren kaldes Plwebi Ven (og digtekunsten Plzoebi Kald), men også Ossians betegnelse Barde (ligeså optaget af Klopstock), event. Dannebarden, og Skiald (jf. ndf.); Poet synes nu hos Ewald at være af lavere valør end Digter. Yndlingsinstrumenterne er Harpe og Citlwr. - Klopstockske modeord som Cimbrer, Teutoner, Gother samt Chember, Harmonie og Myriader er også hos Ewald hyppige. Hele dette stof har dog næppe virket påfaldende i tiden; digteren fortsatte kun åd kendte veje. Derimod måtte inddragelsen af det gammelnordiske stof, så overfladisk Ewald end gjorde brug deraf, virke nyt og fremmed, og såvel i Rolf Krage som i Balders Død gives derfor i tilføjede efterskrifter forklaringer til det hidtil ganske ukendte mytologiske navnestof. Hovedkilden er, som Ewald selv angiver det, Vedels Saxooversættelse, af hvis fortale og 1. bog han har gjort uddrag. Men det specielt norrøne stof ud over Saxo er så sparsomt og (i al fald i begyndelsen) usikkert tilegnet, at man kunde tvivle på, at han har kendt Resens Edda (hvor hele gudelæren dog lå tilgængelig for enhver, jfr. s. 153), om han ikke selv i anmærkningerne til Balders Død havde nævnt denne kilde. Videre har han hentet nogle ordformer fra den yngre Thomas BarthoIins "Antiqvitatum Danicarum .. libri tres" (1689), og i øvrigt har

§ 73 B

EWALD -

DEN FØLSOMME POESI

289

han kendt Suhms "Om Odin" (s. 15,1) og vel også Mallets Monumens (s. 153), ligesom han selvfølgelig var fortrplig med Klopstocks og Gerstenl>ergs brug af den norrøne mytologi (s. 154). Her optræder da de centrale guder: Odin, Frigga, (som han i RK tror er den samme som) Freya, Thor, Freyr (som han adskiller fra Frøe), Brage, Balder, Loke (ell. Utgardiloke), Hel (Hællzeim og Hælvei i BD) ofl.; videre andre mytologiske navne: Vallwl, Hvidskialf (HK, i BD dog > Lidskialf, ligesom hos Mallet), Serimner, Fenriks-Ulven (RK, i BD > Fenris Ulv), Midgaard_s-Ormen, Ragnarokr, Nastrond, Niflsheim ofl., sværdnavne som Høtliing, Mimming, Skrep ofl. - Gudindenavnet Hertha (også brugt om Sjælland eller Danmark) kan han have fået fra Klopstock eller fundet i Stephanius' kommentar til Saxo (1644). Ud fra en fejloversættelse hos Vedel opfattes Nither (i Nitliers Afkom) som navn på en kæmpe. Endelig optræder her for første gang uden for den historisk-antikvariske litteratur en række oldnordiske· appellati~ ver: 11lf, 11lfader, Aser, Bane, banemand, Bautasten (dog allerede brugt af Sorterup), Brynie, Einheriar, Fostre, Halle, hal (formen nok fra ty.), l\linni, minde(bæger) (HK, i Mo brugt i bet. ,,mindesang"), Niding, Norne, Saga, Skiald (nu norm; tidligere vaklen mellem Skald, Skjalder( e), Ski aldre og Skialdrer), V alfaudr (RK, formen fra Bartholin, i BD V alfader), Valkyrie. Det er tvivlsomt, om Ewald har kendt Sneedorffs "Den nye Edda eller Gylfes anden Ileise" (s. 276), der var skrevet allerede i efteråret 1759 og trykt i det smagende selskabs skrifter I. bind (1761). Derimod har stykket virket tilskyndende på Gerstenberg. Heri findes af norrønt (navne)stof:Al/ader, Asser, Asgaard, Uroen Bid frost. Drot, Har, ,,de Himmelske Stæder ... · fliminburg, Alf lzeim, Breidablik, Glitncr, Gimle",. ,,de tolv Dommeres Forsamling i Ida", ,,de tre Norner, Urda, Slmlda og Verandi", Odin (Otlzin), en Skialdre (også pl.), Thor, TIiis, Valascialf.

Ud over dette ordstof findes hos Ewald en del arkaiserende ord som først nu gennem hans poesi finder indpas og spredning, fx. Aril elskede Gulnare); part.: grantakle, guldlokte osv. - Omvendt bruger Oehl. ofte i ssgr. bindevokal e, hvor normen har første led i stammeform: Armestump, Favnetag, Fieldekant, Granerod, Jordelms osv.; jf. arkaiserende sorriu- og speciellere ssgr. som Gangersti, Graverøl (mul. < no.) og /(rigerskib. Af arkaiserende ordformer er der ikke mange: Datter (sj.), Hov, hu (llvonlan slaaer II oven m1 i Norues Land, mul. < folkevisen), /(o'T!11i11g; Jwrdt, hure (VS), nerier (VS), udi (mest i ungdomsværkerne; til overflod i NG; jf. Iladen: ,,Præp. udi for i have vore beste Skribenter nu aflagt"). - Formen steds er vel fra Ewald; stil har støtte fra flere hold (folkevisen, no., ty.); svart (1803; ikke brugt af senere romantikere). - Adverbier på -igen, -figen, findes i poesien næppe uden for daktylisk versemål, derimod fx. i VS: inderfigen, pludseligen, lmrtigen olgn. Morfologi. Subst.: gen. på -sens: Havsens Bund, Livsens Vælde, al Verdsens Guld (VS); gl. plur.: Øksnene (1803); i øvrigt har gamle kasusformer ikke interesseret Oehlenschliiger. - Adj.: nom. på -er forekommer kun en sjælden gang: en arge,r Trold (ThR); Den kalder Sved (Fridleif og Helga 1803, men 1800: den kolde Sved); jf. udslæger, landsforvist (Velents Saga). - Derimod blev akk. på -en, der lejlighedsvis var benyttet af Ewald (ved høien Mast), Storm (over saften Hav) ofl., en yndet og stående poetisk form hos Oehlenschliigcr og de følgende romantikere, især - ligesom i folkevisen (II. 74) - i præp.forb.: af hviden Arm (Fridleif og Helga 1800), af sorten l\fuld (Guldhornene 1803), paa hviden Strand (1803), i tausen Skov (PSkr), i aarlen Morgenrøde (I3G), ved saften Østerstrand (ca. 1819), osv. Efter artikel: hin rød en Guld (H). Formen hører navnlig den strofiske poesi til (i senere udg. overlæsses stilen dermed), er sjælden i tragedierne (i HJ ingen, i I3G kun enkelte exx.) og findes ikke i VS (jf. Ved el II. 225). - Best. form foran grammatisk ubestemt subst. har næppe været følt som en arkaiserende form (selv om den også findes i folkeviserne), men nok som en højtidelig, poetisk form, opr. udgående fra gamle oblike kasusformer især i præpositionsstyrelse. Typen findes hos Holberg (s. 34) og sener'e i århundredet fx. hos Pram (/ dunkle Skov, Med blotte Arm, Emilies Kilde 1782; alm. i Stærkodder) og Baggesen (for ukjendte /(onge, Da jeg var lille 1785). Hos OehlenschUiger: i [ierne Himmelkant (1799), Ved lune Skov, med sneelwide Haand (Guld-

§ 73 C

OEHLENSCHLAGER -

GAMMELDANSK STOF

307

hornene 1803), i afrikanske Sandørk (A), osv. I tragedierne og prosaen er typen sjælden. - Ubestemt form attributivt foran ubest. subst., specielt proprium, i til- eller omtale (ligesom i folkevisen og herefter fx. hos Ewald: Liden Gunver, Skiøn Havmand; Thaarup: skjøn Sired; Claus Lund: Skiøn Anna), fx. Liden Helga (Fridleif og Helga 1800), Ung Svanhild (1803), Skiøn Jomfru! luk dit Vindue op (1808), Stolt Signild (HrS) osv. - Ubest. f. af flerstavelsesadj. efter hest. artikel (efter folkevisen; senere fx. hos Kingo og Stub: Dep kiedsom Vinter): det lev red Blod (1803), den uselig Bonde (ThR), den ædelig Herre (HK). - Verbalformer. Præt. 2. person på -st, oftest med enklitisk pron.: brødst (du), fikst, gavst, saaest osv.; veedst, lcanst, vilst; væsentlig kun i norrøn digtning (men dog fx. også i A); en del af formerne i ThR fjernes i NG; videre est, som han var fortrolig med fra faderens talesprog: Est du ikke .. - Forældede præt.-former: aatte (også hos Thaarup, Lund ofl.), gol, grov, svam, vog; præt. pl.: ginge (ThR), grove lA), især i VS: drukke, fulde, /unde. - Forældede imperativer: gak, stat; imp. pl.: hædrer (1803 ), vider (HJ), bier, tøver, giver Tid (BG), osv. - Konj.: før flyde du mit Blod (1803), Aladdin være fri fra Døden (A), da styrte det (BG). - Oehlenschlager har, i al fald en vis periode, opfattet deponent form som en arkaisme: Det undres dig (HJ, to steder er det i manuskriptet rettet fra Det undrer dig; igen rettet 1831 ); som vil giestes ved dit Bryllup (HJ; ) flere Giester til dit Bryllup 1831; også i H). Syntaks. Folkevisens artikelbrug (II. 74), passende i metret: ·De Nætter ruge (1803), de Jarler, de Bolstre, den Blomsterqvist osv. (H), Lige jo flyder de _Draaber i Fiord, / Lige de Blade paa Træerne groer (HrS); i VS også hin: hin Miølner. - Udeladelse af ubest. artikel: Der var stor Ynk og Smerte (H). - Efterstilling af pron. (Il. 74): Kier 1\Joder min (1803). Efterstilling af adj., flere typer, de almindeligste: 1. adj. på vokal (II. 74): Brynien blaa (ThR), de Nøgler smaa (1803); 2. best. f. attributivt: de Vinger snare (PSkr), under Himlen klare (ThR), jf. Loke sorte (ThR); 3. ubest. f. attributivt (jf. II. 78): paa Jarlen hvid (1803 ), den Herre mild (NG), af Guldet rød (NG); 4. med hest. artikel: Hrymfaxe den sorte (1803), oftest J1in (uden hensyn til køn): Guld hin røde (1803), Hakon Jarl hin Rige, Luen hin Røde (VS), også især senere, med hest. subst.: sit Sværd hin brede (1803), den Drot hin svare (NG), med demonstrativ apposition (smlgn. oldn.): Silken den Jiiin grønne (H), jf. med ligefrem ordstilling: med sin den hulde Røst (PSkr.). - Andre arkaiserende konstruktioner, fx. distri-

308

OEHLENSCIILAGER -

FHEl\IMEDSPHOGLIGT STOF

§ 73 C

+

hutiv possessiv forb.: ethvert dit Ord (BG), dalivkon~truktion: Det bød han ofl're Luens Rraft (BG), 0 Forbandelse mig da (BG); jf. Det bør sig llielpen først vor Slægt (HJ). Stil. Af arkaiserende midler yndede OehlenschHiger allitterationen, i hans egen benævnelse "assonanser" (jf. excepterne s. 303), og allittererende forbindelser anvendes derfor ikke blot (om end overvejende) i arkaiserende stil, men jævnt hen i al poesi. Exx.: mrd bævende Bryst (1800), søde Sympathie (SH), Pulsens røde Purpur-kilder (H), med venlig Villie (ThR), Den svulne Svamp (ThR), En gnllig bister Grumhed J Vil tidselgrønnes (BG), tyst og taust (BG), bønlig blid (H), Det staaer med brede Bøge, Thi blaa sig Søen belter (ca. 1819). - Historisk præsens (fx. i H) er fra folkevisen. 8. Fremmedsprogligt stof. Oehlenschliiger havde i ungdomsårene ikke nogen udpræget skandinavisk-sproglig interesse. Svensk "lærte" han sig (d. v. s. at læse) gennem de svenske sagaudgaver (jf. s. 300), men først i 1820erne fik han personlige forbindelser øst for Sundet, og sikre sproglige lån fra· svensk kan vistnok ikke påvises (bellmanske klange og lidt svensk kolorit: Flikker, piger, Trægaard, have, er indlagt i Tordenskiold 1821). Derimod havde han fra ungdommen mange norske forbindelser, og en del norvagismer (rent bortset fra ord for specifikt norske kulturforhold, fx. Finmut, finnepels, kappe) findes spredt i værkerne. De fleste fik ikke indpas i dansk, fx. ]{odde, harpiks (HrS), Kærring (i Einar Tambeskielvers replik, HJ); godslig, hyggelig (AV; godlidende i Langelandsrejsen 1805 rettes i udg. 1844 til godslig), so/bar, solåben (PSkr); færge, tirre (ThR); i 1842 søger han at indføre Giente i HJ (for ældre Pige); men enkelte vandt frem i poetisk sprog: Budstikke (HJ), Fos (overført og bill. brug; fx. Issens Fos ThR), Gut (H), Huldre (H), Tække, ynde, tyst, (1803). En bestemthedsform som i mørke Bølgedalen (NG) er vel også norvagisme. Så fortrolig Oehlenschliiger var med det tyske sprog, som han dog aldrig nåede at beherske grammatisk korrekt, er det forståeligt, at adskillige germanismer sneg sig ind. Hans kritikere bebrejdede ham dette (Pavels, Abrahamson og Baggesen), og de mest påfaldende tyskheder vil Oehlenschliiger da heller ikke forsvare, men i øvrigt vil han principielt hævde (Svar), at da de to sprog er "Søstre af een Moder", burde de kunne låne hos hinanden. Forøvrigt er lånene hos Oehlenschliiger næppe bevidste lån, og i senere udgaver 1idryddes flere af ordene, hvor han er blevet opmærksom på deres fremmede herkomst. Exx.: Afsendt, sendebud; flere afl. med be-: beblæse, begyde, bepurpre, bestyrtset (sen. > bestyrtet); have til Bedste (forsvaret i Svar); bimle, ringe; bruge, behøve; dump (A, HJ; i lydmaleri); duse (A, > sagte 1820); Eenfold (vistnok dannet af Oehl. efter ty. einfalt, til forskel fra enfoldighed); fiernet brugt som adj. (paa {iernede Skye, en {iernet Bolig olgn.); frostig (jf. s. 280); af Gehøret (A; > efter Øret 1820): Hang, løvværk (IlG); Havrerør, hyrdefløjte; hække, ruge; Karmin; /(luft, kløft (A; > Ski ød 1820); Qveld, kilde (indrømmet uheldig germanisme, .Svar); qvælde (HJ; > flyde 1831); qvær, (på) tværs; Lisplen (A, > Læspen 1820; jf. s. 280); Min-

§ 73 C

DET ROMANTISK-POETISKE SPROG

309

de, kærlighed; minde, elske; Minnesang; orgie, overskatte, overvurdere; Skjoldvagt, livvagt, skildvagt; Sneefunke, snefnug; tryllerisk (jf. ty. zauberiscl1); ubesværget (indrømmet uheldig germanisme); Urkraft (A, BG; ordet gav anledning til en "ur-strid" mellem Rask og Molbech); valfarte; vexelsidig, indbyrdes (HJ). - Formlån: Hække, hæk; Karfunkel; Kime, spire; all. på -ne: smaragdne osv. - Betydningslån: blive i bet. ,,blive af" (Hvor blev han BG; Hvor blev I røde Roser dog. 1832); bruge(s), behøve(s); brunstig, inderlig, ivrig (BG; indrømmet uheldig germanisme); Halm, strå (SH) og Strdlwlm, halmstrå; qvæle, plage (kan også være arkaiserende; forsvaret af Oehl.); længst, for lang tid siden (SH); i verbet ruge i bet. være udbredt (over), herske, råde (1803: De Nætter ruge, Glemsel ruger) er der vistnok påvirkning fra ty. ruhen. - Syntaks: Frygt dig ej (A, > Frygt ei 1820); De sig møde (Guldhornene); tempusbrug: Dog styrer lllade-Jarlen Riget alt I I atten Aar (HJ); sin henvisende til ikke-subj. (ER); den, det som proklitisk artikel: det Jordelmus (H); fraseologi: straffe med Løgn, gendrive; over og over, over det hele; om I maa (mul. påvirkning fra ty. magen). Bortset fra det romantiske ordstof (se ndf.) anvendes fremmedord meget sparsomt i de poetiske værker (i tragedierne så godt som ingen), og i de senere udgaver fjernes yderligere en del (ex. Bulancen A > Ligevægten 1820). Det klassisk-mytologiske navnestof (Aurora, Luna, Flora, ,!mor, Zefir osv.) anvendes med mådehold; i Aladdin er til miljøkolorit anvendt såvel et· østerlandsk navnestof (Aladdin, Noureddin, l\Iustapha, Sindbad, Gulnare, Il!orgiane osv.) som en række orientalske kulturord (Alcoran, Bramin, Dervisch, Divan, Houris osv.).

9. Det romantisk-poetiske sprog. Mødet med Steffens i sommeren 1802 fik afgørende betydning for Oehlenschlåger. Han fik bekræftelse i troen på sit kald og blev sikker i overbevisningen om sin digteriske suverænitet. Hvor meget han fattede eller indoptog af teorierne, om han nogensinde blev en fuldblods romantiker, en overbevist tilhænger af den nyere skole i Tyskland, som han så efter sin egen opfattelse brød med igen efter nogle års forløb (i modsætning til Staffeldt), eller o~ han aldrig nogensinde har tilhørt den tyske skole, er omdiskuteret, men mere en strid om ord, alt efter som man afgrænser det "romantiske". Begge yderstandpunkter kan forsvares eller fornægtes alt efter udvælgelsen af det litterære eller åndshistoriske materiale. Sprogligt er der i al fald ingen tvivl om en sammenhæng med den tyske romantil~ på væsentlige områder, hvad enten denne så skyldes en bevidst tilegnelse eller stræben fra OehlenschHigers side, eller den overvejende skyldes en vis kongenialitet mellem eget naturanlæg og fremmed teori, den der nok kunde dækkes gennem Steffens's ofte citerede ord om deres møde: ,,lch gab ilm sicl1 selber." Ordet romantislc, lånt gennem tysk romantisch (hjemlet ca. 1700) fra engelsk romantic, fr. romantique, afløste ældre romansk, brugt fra Holhcrg

310

DET ROMANTISK-POETISKE SPHOG

§ 73 C

til Ewald i bet. ,,romanagtig, usandsynlig, fantastisk". Litterært-æstetisk blev adj. rvmantisclz i tysk knyttet specielt til den middelalderlige ridderdigtning og derefter - i den åndsretning, som emne- og idemæssigt stillede sig i opposition til klassicismen og i livsanskuelse til rationalismen - brugt om fænomener og ytringsformer, som taler til fantasien, vækker anelser, minder om noget fjernt eller forbigangent, antyder noget hemmelighedsfuldt, mystisk, underfuldt eller vidunderligt og derved fremkalder spænding, forventning, længsel. Ordet er hjemlet i dansk fra omkr. 1780, brugt om (vildt, storslået) landskab (nalmforskeren 0. F. Miiller i en rejsebeskrivelse fra Norge 1778, Baggesen i Labyrinten 1792) og om (uklar, sværmerisk) følelse eller forestilling (Ewald 1780).

Emner og yndlingsord. Homantisk er det, der taler til eller nærer

f anlasicn. De romantiske emner er således utallige og delvis subjektivt heslemle. De kan blot ikke være hverdagsagtige, med mindre dette hverdagsagtige betragtes som et symbol. Derfor er det / jerne og fremmede yndet (jf. den nu hyppige brug af adj. fjern og det lånte / jernet, hvortil nydannes verbet fjerne og subst. Fjerne). Fortiden, især den gotlziske, er romantisk, den som oplysningstiden ringeagtede. Herfra hentes da til illusionens forstærkelse sprogligt stof. Arkaismer hører til romantikkens vokabular, jf. ovf. s. 299 ff. - Emnerne kan heller ikke være blot fornuftbestemte, dagklare, matematiske. Hationalismens dyrkelse af fornuft, dens nyttehensyn, dens krav om pligt og orden er romantikken uvedkommende. Hornantikken ynder det dunkle, et clairobscur, det tilslørede eller mystiske, som vækker Anelser og Længsler, det sælsomme og det underlige, et ord som i tidens almindelige sprogbrug betød "mærkelig, løjerlig", men nu (jf. ty. wunderbar) tillægges bet. ,,vidunderlig, ufattelig, uudgrundelig". - Naturen som sådan er romantisk, fordi den efter skolens panteistiske indstilling er et med guddommen. Naturen, som rationalismen ingen sans havde for, er hellig, fordi den er besjælet (jf. ndf.), og til betegnelse af det guddommeliges væren i alt bliver der brug for totatitetsbetegnende ord. Det vrimler hos Staffeldt med ssgr. med al- (i alm. efter ty.): Alaand, Alblomst, Alforening osv., og også hos Oehlenschliiger forekommer de: Alliv, Alnatur. - Elskov er romantisk, fordi kærligheden, også i sin jordiske form, repræsenterer livsudfoldelsen i højeste potens. - I tilværelsen søger man Harmoni, og alene gennem kunsten, specielt Poesien, som for rationalisterne kun havde værdi for så vidt den var til nytte i samfundet, kan det lykkes det skabende Geni at fatte eller dog antyde tilværelsens guddommelige sammenhæng. Digteren er således fra en tålt, men unyttig personage, blevet en nød-

§ 73 C

OEHLENSCHLAGERS ROMANTISK-POETISKE SPROG

311

vendig og inspireret tolker af den ædleste form for ånd. Og det digteriske geni virker ikke - som i barokken - ved og gennem det kunstfærdige, det svulstige og overpotenserede, men tværtimod gennem det simple og enkle, ved Enfold, ikke gennem abstraktion, men ved konkret sansning. Oehlenschlagers sprog. Hvor meget af dette Oehlenschlager havde kendskab til før mødet med Steffens, er uvist. Helt uvidende kan han ikke have været. Han havde allerede da fundet tilbage til og benyttet arkaiserende elementer, og han må også gennem venskabet med Ørstederne have kendt - og vel også diskuteret - den besvarelse af universitetets prisspørgsmål om grænserne mellem det poetiske og prosaiske sprog, som Hans Christian Ørsted netop havde fået trykt i Minerva for maj 1797. Heri fastslår H. C. Ørsted at "Poesiens Væsen er Sandselighed", poesien er "sandselig Tale", ,,at det poetiske Udtryk ikke maa være for abstrakt", at "De Forestillinger, som skulle opvække vor Opmærksomhed, maae, om ikke være aldeles nye, dog i det mindste ikke være aldeles hverdags .. thi det er kun det nye, som giør Virkning", og endelig at "Tydelighed aldrig er, eller kan være, Poetens Øiemeed". Om indholdet af den 16 timer lange samtale i sommeren 1802 har hverken Steffens eller OehlenschHiger udtalt sig. Vi kan høre ekko deraf allerede i Guldhornene, Hakon Jarls Død og SancthansaftensSpil, i tanker og verbale udtryk, der foregriber ganske tilsvarende i Steffens's forelæsninger om efteråret, og senere igen i Aladdin. Men dens væsentlige og af gørende betydning for OehlenschUiger turde ligge deri, at han fandt sig selv og nu kunde give sig selv i digtningen. Digteren var blevet fri af gældende norm, han var blevet suveræn og turde skabe af ny såvel i form som indhold. Flere steder har OehlenschHiger givet udtryk for denne af romantikerne hævdede poetiske frihed over for gældende norm. Således fx. i Svaret til Abrahamson 1808; og i Hroars Saga lader han Hranc Skiald udtale: ,,Alting forandrer sig, sagde Hrane, hvi skulde da Sproget ikke giøre det? Hvad vinde vi ved den evige Stilstand? Forandringen giver Anledning til nye Tanker, Vendinger, Ililleder; det maa Skialden søge".

Novationer. Af versemål indfører han flere fremmede, fx. hildebrandstrofen (Første Sang af Edda, ThR) og nibelungenstrofen (PSkr, H, NG ), det jambiske trimeter (A, Yrsa i H), kanzonen (1803); af nordiske: udvi-

312

OEHLENSCHLAGERS ROMANTISK-POETISKE SPROG

§ 73 C

dede former af folkevisestrofen (1803, H) og oldnordiske versemål (1803, H). Videre originale selvopfundne former (fx. i Hakon Jarls Død, i AV, H ofl.) og andre tidligere lidet brugte versemål (fx. ottaverimet, 1803, H). I tragedierne anvendes især blankverset (brugt også af Ewald; tidligst vistnok af Lous i en oversættelse af Miltons Paradise Lost 1761). Om metrisk betingede friheder i ordformer se ovf. s. 305. Exx. på andre omdannelser, der vel skulde virke forfriskende: Agersmand (H), Daglyset (A, llG); ssgr. med J{æmper-: /{æmperarm, -eeg, -fod, -lwand, -lecg ofl.; M argenstid (ThR, > M orgentid NG); jf. hans forsvar for Røgløshecl (med henvisning til Vedel): ,,Jeg fandt det skiønnere end n/JgfJCsløslied, derfor valgte jeg det" (Svar). Han ynder kortere og kraftige former for længere afledninger og har vistnok dannet former som !Jlu, Dæng, Giald, J{æl, kæleri, Letfærd og Modsæt, måske også Gram, vrede, harme, og Skarpsind (mul. < ty.), jf. også hans forkærlighed for dannelser som Letsind, Misnøie, Retfærd, Skænd og Tungsind, der omkr. 1800 var helt nye eller dog sjældne. Af syntaktiske novationer ynder han især 'konstruktioner af intransitive verber (inkoativer olgn.) med objekt, fx. en sagte Rødme livnede hans !{inder (ER), Skyen .. mørkner Himlen (A) ; videre fx. lysne, belyse, rødme, smuldne, svulme ofl. - Verbet ane konstruerer han med personsubjekt: De sieldne Faa .. som ane det Høie (Guldhornene), en konstruktion der på den tid var meget påfaldende. - Også poetiske dativskonstruktioner forekommer: Ham /{næet vakler (H; mul. germanisme). - En reciprok form: da sidst vi taltes (HJ) har han måske opfattet som en arkaisme (jf. ovf. s. 306). Mest påfaldende for samtiden var dog sikkert betydningsnovationerne. Han ynder at anvende ordene i en ny situation og derved give dem nyt indhold. Ved sjældne ord var det måske undertiden af uforstand, som da han tilstår i HJ "urigtigen at have brugt" Hyldest for I-Iylding (således 1831) og moxen for flux; det samme gælder antagelig brugen af adj. /age i bet. ,,føje, ringe, lidet" (også brugt i den urigtige bet. ,,fager", som Baggesen ved en ældre misforståelse havde indlagt i ordet). Men i alm. var det vel med beråd hu, han fornyede og ændrede ordbrugen. Feide anvender han i bet. ,,angreb", Fog i bet. ,,fnug", Sluse kan han bruge om det, der styrter, bruser frem (metonymi): Stormenes Sluser bryde med Vælde (1803); Svanesang om sang eller tale, der varsler død; Ved i bet. ,,skov". Især er denne fornyelse selvfølgelig mulig ved egenskabsord og handlingsord. Adj.

§ 73 C

OEHLENSCHLAGERS ROMANTISK-POETISKE SPROG

313

døsig, tidligere alm. ,,søvnig", anvendes i bet. ,,sløv, dvask, mat"; adj. lun i bet. ,,passende, behageligt varm" synes konstitueret af Oehschliiger: det lune Rum, lune Sommervinde, lune Bad osv.; skrinlagt (kritiseret af Abrahamson) forsvarer OehlenschUi.ger som smukkere og mere poetisk end "kistelagt"; de spraglede Kornblomster er også en poetisk frihed (logisk rettere "de spraglende Kornblomster"); blidelig anvendes som adj., pludselig som adj. om ting, som med eet viser sig (den pludselige Borg. A); osv. - Verbet grue med rent sanselig bet. ,,gyse, skælve": Af Kuld han seer hende grue (H); gunge (egl. ,,gynge") i bet. ,,runge" (vel med tilknytning til gungre; et sted i nyudgave også > nznge); lrnittre, der var indlånt af Ewald (s. 280) bruges i bet. ,,funkle, lyne": knittrende vrede hans Øine skule (1803); knuppe, vise sig som en knop: Bag Koften knupper et Liliebryst (H); mildne synes tidligst indført i litteraturen af Oehl.; Solen pipler frem (HJ) tør han ikke fastholde senere, men retter > Solen stiger frem (1831); rangle om den skramlende lyd af dødningeknogler i bevægelse (med overgang fra visuelt til auditivt indtryk) er først brugt af Oehl.; verbet ruge (jf. s. 309) ynder han, men i betydningen er det vagt, bruges især om mørket og mørke (lysfattige) naturforeteelser med biforestilling om et hvælv, der sænker sig (knugende) over en; skvulpe, opr. et lydord og brugt om vædske i bølgende (hørlig) bevægelse, kan også anvendes om ting på vandet i skvulpende bevægelse: Paa Vandet skvulper Skibet op og ned; stivne anvendes i "overført" bet.: ,,Du siger jeg er stivnet i min Tro; / Det er et godt, et saare velbrugt Udtryk" (HJ) ! Således søger Oehlenschliiger at bringe fornyelse ind. Og hvor det foreliggende sprogstof ikke lod sig bruge eller tvinge, danner han nye ord. Nydannelserne er så godt som alle sammensætninger (jf. dog s. 312), først og fremmest substantiver og adjektiver. I det følgende anføres exx. på sammensætningstyperne (om de talrige nydannelser inden for de særligt dyrkede sansningsområder se ndf.). De substantiviske ssgr. har næsten alle et karakteriserende subst. som 1. led. Visse naturforhold - aften, midnat, morgen og sommer (derimod mindre vinteren) - er særlig romantiske: Aftendale, solnedgangslid, Aftenkvæld, -luft, -toner, Midnatsliane, -maane, -mulm, Morgengry, -himmel, Sommer-Aftenstund, -himmel, -qvæld, -lyst, -læ, -1\forgenstund, -straale, -syn osv. Videre blomster: Blomsterdal, -hængel (;:,: blomsterslyngning), -leje, -vind (Nattens Blomstervinde). Kraft og sundhed: Heltefærd, Kiempe(r)- i ssgr. (jf. ovf. s. 312); det muskuDet danske sprogs historie. III

21

314

OEHLENSCHLAGERS ROMANTISK-POETISKE SPROG

§ 73 C

løse legeme tegnes især med Sene-: Senearm, -baand, -klo, -krop; jf. Bjørnesener, Muskelarm; Sundheds-Blod; ssgr. med -kraft: Manddoms-, Sene-, Viisdomskraft. Følelsesbetegnende ord som karakteriserende førsteled: Andagtsblik, Angersgraad, -rynken, -taare, Elskovsglød, l{zmzmer.~taare, Tillidsblik, Vemodssang, -toner osv. - Andre konkretiserende ssgr.: Falkeblik, Lunge-Blomst (o: lungen}, l\fundkiv. - Andre typer: (verb. subst.) Avle-, Handlekraft, Gramsetag; substantiveringer: Altidkiær, om vedbend; jf. Migeiforgæt, forglemmigej. Adjektiviske nydannelser. Afledninger, enkelte denominative, på -et: kalvet, kejtet, klodset, sivet, en savlet Barnemzmd, og de yndede på -ne: (jf. s. 286): granitne, metalne, pergamentne, purpurne, smaragdne, sølverne, violne, ætlzerne; sjældnere afl. som bengelsk, egenkær, tusmørk; ubehænde (til behænde ubehændig). - Nydannelserne falder dog overvejende på sammensætningerne. Subst. adj.: brøde/ri, elskovsvag, elskovvarm, høitidsfuld, uskyldsren; konkretiserende: druetung, dmmglat, ildfuld, begejstret, ildlwas (om pil}, lynsvanger, malmløs (om flid}, mosesurt (om vand}, sivskiør, staalspids (om døden}, samt farveadjektiver af typen dødblaa (se ndf.); jf. skieggelwid (om Odin; kunde være lånt fra oldn., men er snarere nydannet). - Barokkens typiske ssgr. af subst. perf. part. genopfriskes (dels ud fra gamle ssgF. som korsfæstet og mosgroet, det sidste meget yndet af Oehl., dels ud fra lidt tidligere anvendte som blomsterklædt, guldlokket olgn.): gaadefyldt, graadlwalt, laurbærkrandst, rimfrossen, skumklædt, vaabenvant; her forekommer talrige lange kometdannelser, hvor forholdet mellem leddene ikke altid er helt klart: de Elskte . . armindslynget og favnopklynget (1803); blodneddypte Teigner (HJ); duftopfyldt; martsviolomslynget; skjoldhængte . . /{rigerskibe (HJ); ved siden heraf en nyere type med afledt transitivt verbum på be- (enkelte kan forekomme lidt før; blodbestænkt, mosbegroet): angstbespæ11dt, beegbestrøget, fraadbedækt, guldbelok(ke)t, staalbeklædt osv. - Særlig yndet er dvandvasammensætninger. Denne dannelse, der kan forekomme en enkelt gang hos Ewald (fx. et frygtsomt-kjærligt Smil) og Pram (i helligstille Skygge; særskrevet: stræbsom stolt), synes at være typisk for Oehlenschlåger. Ganske vist er grænsen til determinerende ssgr., hvor 1. led er underordnet, ikke skarp, men af en del rettelser i senere udgaver synes det at fremgå, at han i alm. opfatter sammensætningerne som kopulative. Således.retter han De Skyer sig monne flytte / saa graaligt langsom frem (ThR) > .. saa graaliglangsomt frem (NG); De listig kloge Dverge (ThR) > De listigkloge

+

+

+

+

§ 73 C

315

OEHLENSCHLAGERS ROMANTISK-POETISKE SPROG

Dverge (NG); med luftig skiøre Spær (ThR) > Med luftigskiore Spær (NG). Exx.: besværliglange Reise; brogetskionne Vrimmel; fugtigkolde !{løft; hidsighede Blik; hvælvetstærke Bryst; det 1.\/unterskiønne; sortefede ]\fold; venliggrønne Lindekroner; især mange med hellig-: helligmild, -sagte, -skiøn osv. Enkelte er muligvis fremtvunget af det trokæiske metrum: (skumle Dunsters) giftigsvangre (Sky) måtte vel rettelig hedde giftsvang re. - Determinerende ssgr.: barnligsvag, evigfast, evigung, landligtryg, sydligmild, versligviis; de talrige farveadjektiver: bnmligrød osv. (jf. ndf.). - Adj. part.: blegtindfaldne !{ind, evigbortflygtede Glæder, gladforbavset, den sparsomtgivne Fryd, tætforenet, vildhenreven; længstforsvunden, nysoplevet. - Ssgr. med præs. part. er (vel på grund af det metriske) mindre brugt: fromthenilende, lysthenflagrende Lokker, sødtstraalende. Verbaldannelser. Enkelte denominative afledninger: bunke sig, samle sig i bunke, flade sig (om løv), flore sig (om blomster), perle, (om tåre, bæk:) danne perler, dråber; spragle er vistnok også en nydannelse, selv om ordet anføres af Moth. - Afl. på be-: befamle, begnide; enkelte part-dannelser: beknoppet, belokket. Talrige (tilfældige) ssgr. med adv.: genhænde, henile, henklinge, hentone, indlulle, modkæmpe, nedblinke, nedknuse, nedvinke, udrulle ofl. - Ssgr. af subst. + verb.: tidselgrønnes; vingestække (vel afl. af vingestældcet); part. skyggeblandet, schatteret. Ny sansning. Den forstandsprægede og abstrakte, typiserende og formdyrkende ordkunst, der ikke havde mulighed for at fænge i bredere lag, var forbi for denne gang, og som reaktion mod dette forstandsherredømme befandt sig nu "Menneskehedens vasomotoriske Nervesystem .. i en Tilstand af Uro og Bevægelighed" (C. Lange), der affødte og på samme gang betingede den romantiske poesi, hvis ordkunst først og fremmest tog sigte på at fremkalde effekt, rørelse og medleven. Den følelsesbestemte poesi havde Ewald mestret, om end stadig med stærkt klassicistisk præg, og mindre ånder var havnet i føleri. Meh OehlenschHiger vilde noget mere. Hvad han selv med sit fine sanseapparat opfattede eller dog anede, vilde han male i ord. Derved blev han tvunget til at anvende nye sproglige virkemidler, hvis nuancer eller ledsagetoner begribeligvis målte være stærkt subjektive, men som dog måtte have så megen affmitet til normen, at de kunde virke i retning af det ønskede mål. Af disse virkemidler var de lydligt direkte suggererende vel ikke nye. Også Ewald havde kendt og benyttet sådanne (jf. om ordet umu-

+

III.

21 *

316

OEi:ILENSCHLAGERS ROMANTISK-POETISKE SPROG

§ 73 C

ligt p. 291). Oehlenschliiger havde over for selve lydkomplekserne ganske bestemte fornemmelser, der næppe alle var normens; jf. således hans forsvar for brugen af ordet H ex i BG (kritiseret af Abrahamson) : ,,mig forekommer det kraftigt poetisk; med sin korte Fuldklang maler det sit Væsens Bizarrerie og Magt; og det hurtigt afbrydende X tyder her poetisk, som ellers mathematisk, paa en ubekiendt Størrelse"! Vokalen æ bød ham vistnok imod (han udrydder i HJ 1833 adjektivet ædel; ligeså ændres Sæd > Skik; måske dog kun, når lyden er lang; Æt (jf. dog s. 187) > Slægt). Vokalerne a og i er lyse, venlige, mens u og y er mørke og fulde af gru, uhygge (især yndes u (o), der indgår i en række romantiske yndlingsord som Hule, knuge, ruge, tude, A!ulm, dunkel olgn.). Lydmaleriet er stærkt fremtrædende, især i ungdomsværkerne. Exx.: Det hvidsier i Bladenes Hvidslen / Det klinger i Skovens /([ang / Det risler i Bølgernes Rislen I Det synger i Hyrdernes Sang (PSkr); Fenris-Ulv .. Taus lænkebunden skummel lured, hyled lydt (BG); Da gustnes alle Guder (BG); med langt større Bulder rumler Broen lmul (BG); saa sagte sig snige de Strømme (H); og rytmiseret kan lydmaleriet anvendes til beskrivelse af bevægelse og arbejde, som fx. i skildringen af spydets smedning i BG. Af bevægelser ynder OehlenschHiger de rytmisk-harmoniske, de blide, rolige, dvælende; exx. fra PSkr.: Medens Lærken synger, gynger / Baaden i det stille Vand; Tulipaner bølge, dølge / Skuldren i et let Gevant; de svæver og bæver i Maaneslcin. Hyppige er verber som væve, dirre, ryste, skælve, zittre, og med ledsagende lydvirkning: rangle, rasle, ringle, risle. Endvidere ynder han inkoativer på -ne: blaane, blegne, gustne, isne, muldne, sortne, vildne ofl. Især er det dog inden for farve- og temperaturfornemmelserne han bringer sproget i vækst, og i betragtning af netop naturvidenskabernes opblomstring i tiden umiddelbart før Oehlenschliigers fremtræden og deres intense dyrkelse i tiden fremefter kunde man have tænkt sig, at han fra disse videnskabskredse - og her måtte da i første række nævnes hans nære ven H.C. Ørsted - havde modtaget impulser. Men der synes ikke at foreligge vidnesbyrd herom, ligeså lidt som han senere synes at have interesseret sig for Goethes farvelære. Teoretiseren lå ham i det hele fjernt, var for anstrengende. Han hvilede trygt i sin natur. Farveskildringen, herunder også skildringen af lys (glans) og skygge, havde ikke interesseret førromantikerne, hvorimod barokken havde brugt adskillige anskueliggørende adjektivsammensætninger, of-

§ 73 C

OEHLENSCIILAGERS FARVESANSNING

317

test af en noget massiv karakter (II. 371 ff.). Men farvemaleriet er hos Oehlenschliiger, og da navnlig i ungdomstiden, et uundværligt og konstituerende stemningsmiddel. Han bevarede livet igennem et uudsletteligt indtryk af malerierne på Frederiksberg slot, og han kunde i skildringen af det enkelte objekt atter og atter arbejde med farvesceneriet. Hel er første gang, han nævner hende, blegelig, så blaalwid, derpå sortblaa og dertil blegelig, så blålwid, uhyre svar og endelig (jf. Eddaens: Ilon er bla lwlf, en lzalf mec5 hprundar lit): Halv var hun hvid, mod Fod,/ 1',fod Issen blaa at skue, / Af underløbet Blod. Næppe nogensinde før eller senere er farveregistret gennemspillet så varieret og mættet som i ungdomsdigtningen (møen i Guldhornene, Gulnare i Aladdin, osv.). Simplexfarveadjektiverne er der alle, og af disse er især hvid et stående yndlingsepitet, men også bleg og blaa, dunkel og mat er hyppige. Hornantikkens blaa var udtryk for det fjerne, dunkle og anelsesfulde (Du skiønne Blaae, om himlen; det vaade Blaa, om havet; Øiets Blaa), og dens "blå blomst" blev i dansk romantik konkretiseret i Viborgs navn på forglemmigejen: Kærminde (medens J{ornblomst hos Oehl. synes at kunne være både rød og blå). - Mere end de rene farver interesserer dog nuancerne, ikke mindst de uklare farver eller det lysdunkle, det slørede, den romantisk-anelsesfulde Farveglands (PSkr); dunkel, om lysgrad, synes først brugt af Oehlenschliiger: dunkle Lunde,' Skygger, Skove, Grotter osv.; verbet sløre bruges hyppigt (jf. også dannelser som skumrings/øret, sortindsløret), ligeså dæmre, part. dæmrende, subst. Dæmring (i dæmrende Skygger; Helligdommens Dæmringsldær; Mangen Qvæld .. i den skumrende Dæmring. Vaar-Elegie·. 1806); undertiden søges nuancen bestemt ved andre sanser: Tonende røde / Flammende Nordlys nu Stiernerne møde (H). Her anvendes da dels afledninger (således adskillige på -lig, nye som blaalig og blegelig, andre: brunlig, graalig, grønlig, hvidlig osv.; jf. afledningerne på -ne s. 31'1), dels sammensætninger. Og i disse sidste anvendes som determinerende led ikke blot de sædvanlige farveord (adj.: sO'rtblaa, sortgraae; subst.: Gyldenkiol, Purpurglød), men metonymisk anvendes enhver farvegiver malende, dels i adjektiviske illusionskomposita (typen ildrød, kobberrød, liljehvid osv.), dels - løsrevet fra denne type - metaforisk (altså næppe elliptisk) i substantiviske ssgr. som selvstændige farveord (med flere typer: Aftenblod, Liljekind, Druens Purpursaft). Exx. Adjektiver. 1. udj. + adj.: dodlig-, lys-, morke-, rød-blaa; falmetbleg; blodigdunkel; bleggraae; dunkel-, lys-, rødgrøn; bleg-, lysegul; blaa-, bleg-, graalig-, grumset-, sygligliv id; blaalig-, lzvidklar; bleglys; bio-

318

OEIILENSCIILAGERS FARVESANSNING

§ 73 C

dig-, brunligrød; allittererende: blakketbleg, gustengul; dvandvassg.: blodigbleg. - 2. verb. + adj.: den ene-stående nydannelse glimrehvid (H). - 3. subst. + adj.; død-, himmel-, luft-, svovl-, sølo-, sø-, vand-, ætherblaa; stierneblank; midnatsd un kel; ab ild-, sølv-, taageg raa; græs-, hav-, siv-, sommergrøn (skønt brugt af Kingo er sidstnævnte nok en nydannelse hos Oehl.); brand-, guld-, ild-, safrangul; lueg y l de 11; engle-, lillie-, mellce-, snee-, sølverhvid; himmel-, .rnlverldar,· blod-, glød-, ild-, kobber-, lue-, purpur-, rosenrød; ibenholt-, kul-, ravnesort. - 4. subst. + perf. part., en række ret tilfældige engangsdannelser, især med blod-, guld-, purpur-, sølv-, og ikke alle lige klare, fx. blodbærspettede Granqviste; kampfarvede (:>: blodrøde? Guldhornene); sølvspraglede Stene; osv. - Substantiver. 5. subst. + subst. Her findes flere typer. Ud fra talrige ssgr. med farve- og lysbetegnelser, som fx. -blus(sen), -rød(m)e, -ski ær (Feberblus( sen), Aftenrøde, Sundhedsrødme, Rosemkiær osv.) nydannes metaforiske ssgr. med betegnelser for farvekarakteristiske objekter som -blod, -lue, -rose: Aftenblod, om det (blod)røde måneskin; Morgenens Rosenblod; Kinder blusse med et Sundheds-Blod; Rosenlue; Sm1dhedsrose; jf. kenningen Morgenrose, om den opgående sol. Og til de talrige også fra ældre tid velkendte ssgr. med determinerende farvebetegnelser (Guld-, Purpur-, Sølv(er)- osv.) nydannes ligeledes metaforiske ssgr. med determinerende betegnelser for farvekarakteristiske objekter, fx. Blod-, især i betegnelser for den yndede blodrøde måne: Blodlue, om månen, Blodmaanen steg, Maanen tabte sin Blodrødme; B lybølger, :>: grå (og tunge?) bølger; Li Il i e-, om skær, blændende hvid farve (måske ud fra folkevisens Lillievand, eller efter ty.): Li Il i earm, -bryst, -fingre, -haand, -kind; Marmorbarm; Hosen-, om sund (ansigts)farve (jf. folkevisens Rosenkind), frisk rød farve (jf. verbet rosenfarve), om skønhed, lykke osv.: Rosenansigt, -læbe, Elskovs Rosenild, Rosenmaar, om ung, smuk kvinde, Rosenskin,· Silke-, om glans og blødhed: Silkebarm, -bølger (om hårlok), grøn11e11 Silkejord. - Jf. endvidere overmættede kenninger som Dagglandsvæld, Morgenpurpurkuglen, om solen, Solglarlzav.

Medens farvesansen dominerer hos alle romantikere, er temperatursansens stærke fremtræden specifik for OehlenschHiger - af den simple grund, at han selv reagerede voldsomt over for hede og kulde. Solens Blus og Solens Brand, Middagsbrand, Middagsglød og Middagshede skyede han, fordi den bragte Feberglød og Feberild, fremkaldte lldtørst, fik ham til at svede lcoldt - og bagefter forskaffede ham snue! (Jf. ,,Kometaaret (1811) .. medbragte en afskyelig Hede, som jeg ikke kl!-nde taale". Er. III. 32; ,,jeg bliver bleg i stærk Middagshede". Er. III. 167; hans trængsler i sommerheden ved laurbærkroningen i Lund 1829. Er. IV. 79 ff.; jf. også s. 296). Du stolte Sommerstraale .. Min Isse kan din hede Brand ey taale / .. Dit Solstik martrer kun, som skarpe Naale .. / Det bringer med sig Støv og Qvalm og Tørke (PSkr.). V~rbet bramme har vistnok flere steder hos Oehlenschlager

§ 73 C

OEHLENSCHLAGEHS TEMPEHATURSANSNING

319

bibetydning af "stråle, brænde": Dog brænd og bram i straalebræmmet J{aabe (om "Sommerstraalen", smst.). Han blev utilpas i drivhuse og kunde ikke et minut opholde sig i et dampbad. Han led under alt, hvad der var qvalmt, qvalmfuldt og lummert. For "den hede pludselig kommende Syge fra Syd" dannede han (formentlig ubevidst, men måske dog under indflydelse af "landfarsot"?) betegnelsen Lummersot (ND); jf. denne lumre Munkepest, om kristendommen (P). Også kulden søger han at undgå. Selv om den ikke gør ham syg, betager den ham enhver evne til nyden og medleven. Det var ikke blot under koldfeberangreb, at Feberkulden kunde bringe legeme og sjæl til at isne og stivne (jf. fx. Er. III. 32, 108, 195 f.), og "Man maa ikke lide physisk Smerte, naar man vil overgive sig til en aandelig Nydelse" (Er. III. 117). Derfor søger Oehlenschlager i varmen den svale Skygge og i kulden den milde Luunhed. ,,Det tempererede Klima er for mig" (Er. III. 168 ). Adjektivet sval og afledninger blev hans yndlingsord: svale Vestenvinde; Den svale Aften; sommersval; Aftensvaling; Sommersvale; Her i denne grønne Svale; Svallted; En kiølig Luft skal .. svale Jorden med sit Perleklæde; Smaae Violer .. som sødt .. Under Græsset, svalt og luunt og blødt / Staaer, og see saa fromt til Gud; også det bibelske lmsvale drages ned til anvendelse om legemlig vederkvægelse: Skovens husvalende I{roner (PSkr); husvale .. med en kiølig Drik. Ligeså adjektivet ldøl med sideformer kiølen (vistnok ikke brugt efter Oehl.; i sen. udg. af HJ og A i alm. ) kiøl, ligesom verbet kiølne ) Jciøle) og kiølig (denne form vistnok ofte om det lidt for kolde): den ldøle Fiord, de kiøle Grene; kiølne Morgenbølger (HJ); kiøltaandende; græslciølne Væng; den blide l{iøling; den kiølige Luft; Det falder kiøligt / I denne Hule; kiøligtltenrislende Bæk; I{iølsaft, o: kølende saftighed. Men den behageligste temperatur er den lune. Mens ordet tidligere vistnok kun brugtes i betydningen "som ligger i læ eller yder læ" (og således endnu fx. i Guldhornene: Ved lune Skov), indfører OehlenschUiger ordet i rm i bet. ,,tilpas eller behageligt varm": Milde lune Blomsterdufte (Hjemvee. 1805 ); den tause, lune Nat (smst.; Sommernat 1823); lune Vinde (HJ); Sommerens Luunhed; Luften luner. Jf. hermed hans forkærlighed for det blide og milde: blide J{iøling .. luner (1803); en blid Aftenstund (ER); Aftnen er saa blid og smuk (Hjemve. 1805); Milde Morgenvinde, linde, I I{iøle heden Sommerluft; verbet mildne synes først indført (1803) af Oehlenschlilger i litteraturen; om vejrlig: luften klar sig mildned (1807).

320

OEIILENSCHLAGERS FORMSANSNING

§ 73 C

Oehlenschlager yndede Skygge. Ordet er vel et af de allerhyppigste. Elskovsscener er gerne knyttet til skyggefulde elmetræer; jf. ,, Til Fryd og Liv i de varme Sommerdage hører Skygge" (Er. III. 167). Ligeså ynder han, hvad der giver Ly og Læ, tjener til Hegn, hvad der hvælver sig beskyttende eller skjulende over en (jf. genoptagelsen af i Løn, s. 305) - her tillige forbundet med en intens rumfornemmelse: Himlens hvælvede Bue; Lundens Hvælving; Som eri Kirke sig Skoven hvælver; Du skiønne Blaae! J Du hvælver saa huldt om de grønne Straae. Men hans forkærlighed for det hvalte rummer også en skræk for det hvælv (fx. i en Grotte, Grube, Hule olgn.), der knuger eller truer med at kvæle (hulen i HJ; Hels hule i BG). Oehlenschliigers formsans bringer ikke på samme måde som hans farve- og lemperalursans nyt frem i sproginventaret. Området var allerede så at sige fysisk-matematisk kortlagt, og OehlenschWgers synsoplevede figurer og skikkelser er bftde i plan og rum enkle og usammensatte, detaljebeskrivelse i sig selv interesserede ikke. Det er sprogets ganske almindelige ord, her især adjektiverne, der anvendes til karakteristik, og sammensætninger er næsten ukendte. Men det nye lå her i hans anskuen af tingene, i den simplificerede anvendelse af et enkelt formindtryk til karakteristik enten af helheden eller af helhedssceneriets centrale objekt, som derved drages frem af planet, bliver rumligt, plastisk, og sanses kendeligt. I sin skønhedsdyrkelse også på dette område kan han nok bruge mange abstraktere adjektiver (især ord som skøn og vakker og det vagt afgrænsede huld), men det slående hos ham er forkærligheden for de runde, fyldige, svulmende, yppige former, hvad der er spændt af saft og kraft, og til fremhævelse heraf undertiden modsætningsvis det spæde og smækre (adj. som bred, frodig, fuld, krum, rank, rund, runken, smækker, spæd, trind ofl.). Jf. også ndf. om billedsproget. Exx. Det staaer med brede Bøge; Ge(lon, I Hvidarmet, I Fuldbarmet, I Smal i Midie, I Rank som Vidie; /{ong Frode staaer i Leiregaard ... Ung Halfdan ligger krum paa Skiold; Sank da ... Roska den hvide Lillie I Paa sine runde /{næ; Freyas runde Silkebarm; runken Seidkone; saftsvulmende Drue; Hvide Hænder, I Silkebløde; Over smekkre llfidie bølgede frem I Den fulde Barm,· den smekkre Pige I Hist med det fulde Bryst; hendes trinde Bryster; Sig lwælved lavt det tykke Bøgetræ.

I denne anskuen samvirkede ofte på ikke helt klar måde flere sanser (hvad betyder fx. i muldne Volde?), hvorfor OehlenschHiger også

§ 73 C

OEHLENSCHLXGEHS BILLEDDANNELSE

321

i sproget søgte udtryk for denne interferens, der selvfølgelig var subjektivt bestemt og derfor jævnlig måtte støde an. Jf. de mange dvandvasammensætninger (s. 314), exx. som den unge, friske, lysegrønne Lyst (s. 297), Solen pibler alt bag Havet frem (s. 313); Tonende røde/ Flammende Nordlys nu Stiernerne møde (H); I kiolige, grønne Skygger; olgn. I sammenligning med den tyske romantik er Oehlenschliiger dog meget tilbageholdende i brugen af komplekse sproglige udtryk for synæstesien. Han dyrker i stedet billedet og besjælingen (jf. ndf.), hvor det statiske ligesom i eventyret bringes i bevægelse, gøres levende - og derved får mulighed for at virke i et forløb, at påvirke og påvirkes af omgivelserne. Denne vegetative sensibilitet var nøje forbundet med et primitivt, d. v. s. enkelt og barnligt følelsesliv, med stærke udslag over for åndelige pirringer udefra, men ellers helst i naturlig, harmonisk ro. Oehlenschliiger kunde let begejstres (ordet først brugt i dansk af P. C. Stenerson i 1760erne, nu almindeliggjort af Oehl., fx. Sanct Hans-Ormens: Mit (Liv) er hurtigt, brændende, begejstret) og hæve sig til patos (jf. tragedierne), men temperamentet var ellers stemt for det blide, det milde og muntre. Stil. Som hos alle romantikere er de følelsesforstærkende figurer rigt repræsenteret (gentagelse osv.; potenserende genitiv: Livets Liv, jf. den etymologiske figur: Det skiønneste Skiørme ), men det nye er dog her først og fremmest Oehlenschliigers konkrete billeddannelse. I sine forelæsninger over Ewald (1810-11) opstiller han under omtale af plathed og svulst kravet om ligevægt "mellem det Indvortes og Udvortes. En skiøn Siæl i et skiønt Legeme", og poesiens "Lignelse er just et af de stærke Midler .. for at forbinde den intellectuelle med den materielle Verden". Dette var måske nok en erhvervet teori, idet sammenligningen og lignelsen først i PSkr 1805 er nogenlunde almindelig, for så i ND 1807 og fremefter at blive særdeles hyppig, men den var vel ikke blevet tilegnet, om ikke den havde passet til hans naturlige billedglæde. Fra første færd anskuede han foreteelserne billedligt. ,,Han saa ikke, han havde Syner" (Hauch). I en i øvrigt umulig etymologi (Prom. I. 42) til ordet Sldønhed har han intuitivt truffet noget rigtigt: ,,Sandserne ... virke paa Indbildningskraften; Indbildningskraften har sit Navn af et Billed, der ganer ind i Siælen. Gienstanden skiønnes, den skinner, vi have Skinnet deraf (tydsk: der Schein), som f. Eks. af en Stierne paa Himlen. Dette har udentvivl givet den første Oprindelse til Ordet Skiønhed" I - Og et andet sted (Prom. IV. 113):

322

OEHLENSCIILAGEHS BILLEDDANNELSE

§ 73 C

,,Den sandsclige Anskuelse forbinder sig med en dyb Tanke, der vækker Følelsen. Ililledet giør Tanken skiøn, Tanken opliver Billedet, og Produktet af dette Ægteskab bliver et ægte poetisk Foster".

De egentlige metaforer er ikke så talrige som hos Kingo og Ewald (hyppigst er genitivsmetaforen: Naturens Son, Morgenens Porte, Druens Blod, osv.; jf. exx. ovf., især s. 318), men enkelte var nok chokerende for samtiden (Pavels kalder Havet bovner med sorte Bylder for "cl ækelt, unaturligt Billede"). Og det mest karakteristiske hos Ochlenschliigcr er billedets anvendelse i sammenligningen og lignelsen (jf. Prom. I. 160 f.). Exx. Ll'i som en Hind ... hun svæver; Her springer ... den tykke Straale som en Arm, fra lløien ud i Dalen; Odysseus ... som en llavpolyp drev paa faiakiske Søe; En stakkels Poet som en /(ornblomst staaer I Og græmmer sig; Taarer ... faldt som Btye I lgiermem Vandet dybt tilbunds; Tan!.:er driver om som Røy; llans Mund I Rødt svulmer som en moden Frugt; (Katten) Sldød l111gter som en Slange; smal var hun, trind, og smækker som et Rør; rask og vælig (af Hahbek rettet til vældig) som en Buk paa Fie/det (HJ); De flyede ham som Silden flyer I Den frygtelige Hai (skal måske være: Hval; han yndede dette - for en gangs skyld ikke sete - billede og bruger det flere steder, fx.: Naar Sildestimen blinker, den sluges af en Hval. NG). - I IlG ikke sjælden gammeltestamentlige lignelser: Som et Dødninguhrs og som en Faarekyllings Røst I Piber det (:>: de dødes sprog), som dæmpet Dirren af en Aftenmyg,· Det klang, som naar de løse Stene, ved et Ryk I Af Jorden, falder sammen i en Oldtidslwi I med dæmpet Bulder.

Den ældre poesies personifikationer af abstrakter kan også forekomme hos Oehlenschliigcr, således af (års)tidcr og naturelementer (Dagen Jcom i smudslcet Slaaprok klæd), men det væsentlige og nye i tomantiken er besjælingen, først og fremmest levendegørelsen af naturen, der jo var lodtager i den panteistiske harmoni. Alt i naturen lever og virker og kan derfor også - som i en slags genspejling af hans eget følelses- og fantasiliv i anskuelsen - såvel stemningskarakteriseres (gennem adjektivet) som handlingsaktiveres (gennem verbet). Exx.: med sine venliggrønne Lindekroner; Skyen suser, I Natten bruser, I Gravhøien suleleer, I Rosen sig lukker; hvor Bølgen ruller hvislende, fortrolig; et Væld sprang ud, I og loe i Aftenrøden; [(fare, lyse Bølger smaae I Ganske blye paa Landet træde; Fortrolig i det dunkelgrønne Læ I Sig lwælved lavt det tykke Bøgetræ; Saaledes stræbe disse Graner, Olaf I I Og dette høie Field. Den kiekke Maade I At hæve deres stolte Nakker frem.

§ 73 C

OEHLENSCHUi.GER -

RESULTAT

323

10. Resultat. Ingen anden dansk digter har bragt en så radikal fornyelse af poesiens stof og form som Oehlenschliiger. Sprogligt er det let at påvise, at hans romantiske digtning blev mønstret for de følgende generationer perioden ud. Gennem hans digtning blev det poetiske ordforråd og forminventar øget stærkt. Fra og med Oehtenschlåger kan ud over det ældre stof (s. 283) nævnes følgende ord og former som særlig eller udelukkende poetisk anvendelige: subst.: Baade, Baar, Brøst, Drot, Elende, Forlængsel, Fæstemø, Ganger, Glar, Glut, Gny, Herrefærd, krig, Hors, Hu, Høisal, lid, Karfunkel, J{oft( e), J{rinds, Qvad, Kierminde, i Løn, ]\formel, Meen, Old, Siølund, Snekke, Svale, svalhed, Svane-, Sølver-, Terne, Tinde, Tvedragt, Tvæt, Urt, Vaand, Vidje, Vindue, Viv, Vove, Væld, Yngling, Ørk; adj.: aarle, blid, djærv, fejreste, fro, ful, giev, gram, harm, huld, qvægsom, køl, liflig, mod (i Hu), prud, silde, ( den) smaa, stil, sval, vakker, vælig; verber: baade, blunde, forgiette, gialde, hue, præt. lwalte, part. hvalt, Jcaare, qvæde, (mig) lyster, monne, mæle, sanke, stande, stunde, vanke, præt. vog, vorde; andre ordklasser: baade, begge, flux, saare, trende, tvende. Og fra hans kendteste digterværker gik et ikke ubetydeligt fraseologisk stof over til fælleseje, det meste vel nok litterært, men enkelte vendinger nåede (gennem teatret) også talesproget. Exx. Fra SH (1803): Gavner jeg ikke nok'l; fra A (1805): See, jeg venter paa dit Bud; Min lille Hassan med de skieve Been; Naturens muntre Søn er Lykken næst; Man lzar jo dog en Slags Samvittighed; Selsomt er Lykkens Gaver rundt fordeelt; fra HJ (1807) Retfærdighedens Arm; Saalænge der I er Liv, saa er der Haab (måske efter Prædikeren 9.4); Det var det sidste, som jeg vilde være; Saa est du nu skrinlagt, Hakon Jarl; Det gaaer tilbage, ha, det gaaer tilbage; Stort skal det være (antagelig folkeligt og ældre); ... nu var alle Sunde lulcte (efter vn., s. 302); Den bære Kronen, som er [(ronen voxen; fra ThR (1807); Ha, de skiønne, spildte J{ræfter; fra AV (1810); der løjst du, Broder /(nud; Jeg hilser dig, min /(iærlighed! god Morgen.

Men alt dette er jo kun yderværker i en meget større bedrift, nemlig den: at have gjort digteren suveræn, med frihed for fantasien og ret til sproglig nyskaben eller nyprægning for at finde frem til det dækkende ydre udtryk for den indre subjektive følelse og sansning. Gennem denne frigørelse, i kravet om naturlighed og men.neskelighed og ved skildringen af det magtfulde, kraften i vældigt virke, imødekom digteren et hvilende åndeligt behov i almenheden. Oehlenschlåger blev nok ved sin fremtræden 1803 af de ældre bedømt som en

32'1

GRUNDTVIGS SPHOG

§ 73 C-D

fantast og sværmer, og hans poesi blev betragtet som uafklaret, ofte utilladelig plat og smagløs, men i løbet af få år havde han sejret. Han blev læst, og han dannede skole, fordi han blev eksponent for en latent litterær trang - i modsætning til Holberg og Ewald. En dansk romantisk skole, der var kendelig perioden ud, og hvis væsensbestemmende drag var den romantiske grundstemning (jf. s. 310) i forbindelse med en nordisk renæssance i emnevalg og sprogtone.

D. GR UNDTVIGS SPROG

Også i sprogets mark er Grundtvig en vældig skaber, genopliver og fornyer, men inden for hans enormt vidtspændende produktion kan her kun kort omtales de felter, hvor det efter samtidens og eftertidens dom for Grundtvig særlig karakteristiske dansk trådte tydeligst frem. Det ene område er de prosaiske arbejder, som han ønskede at give i et borgestuedansk (hans egen betegnelse 1816), først og fremmest i oversættelserne af Saxo og Snorre (s. 84), men også i andre (fx. Bragesnak. 1844). Det andet område er hans religiøst-poetiske, til dels også historisk-poetiske arbejder, først og fremmest den kærne af salmer og sange, som efterhånden blev det danske folks fælleseje, og som - så vidt forskellige de end kan være i stil og tone - dog nok tillader et forsøg på en sammenfattende karakteristik af hans salmesprog. For en dyberegående undersøgelse af Grundtvigs sprog og hans sproglige forudsætninger, baseret på såvel trykte som utrykte kilder (hovedparten af originale manuskripter, optegnelser, udkast, forarbejder osv., som findes i Det kgl. Bibliotek, omfatter ialt 535 fascikler), vil en tidssvarende nyudgivelse af værkerne være nødvendig, og en sådan forudsætter igen en fuldstændig registrering af papirerne, herunder også en datering af disse, så vidt det er muligt ud fra ydre og indre kriterier (jf. om ortografiske kriterier Toldberg: Dateringskriterier for Grundtvig-Haandskrifter. 1946; jf. s. 209 og s. 337).

Meget af det særegne i Grundtvigs sprog finder sin forklaring i hans psyke. Han var som bekendt stærkt manio-depressiv, men med ret konstant overvægt for det maniske præg. Derfor havde han ofte svært ved at gennemføre en selvkontrol, han kan vanskeligt standse, og når opstemthedskurven er stærkt stigende, forlø,ber produktionen så ubundet og ukontrolleret, at den logiske sammenhæng bliver uklar eller helt glipper, i det mindste for omverdenen, men muligvis også for ham selv. Hertil kommer, at den for ham også særegne associa-

§ 73 D

GRUNDTVIGS BORGESTUEDANSK

325

tive begavelse, der var udpræget auditivt bestemt, under sådanne omstændigheder kunde forvolde et ganske uberegneligt forløb, resulterende i rækker af kædereaktioner med gnister i brandere og zigzaglyn i flertydige ord eller ordforbindelser. Med hans modtagelighed og store belæsthed var der altid rigt materiale for hånden til dette urolige spil, der næsten altid medførte en eller anden stilløshed, som måtte støde samtiden stærkt, men som han enten trodsigt forsvarede eller næppe selv opfattede, fordi formen så ganske dækkede over hans øjeblikkelige psykiske tilstand. Yderst sjældent undgår han disse stilbrud eller platheder, selv om det kan forekomme, navnlig i de digte han ,,fik". Grundtvigs borgestuedansk. Den københavnske afdeling af Det kgl. Selskab for Norges Vel, stiftet 1809, havde besluttet at udgive en oversættelse af Snorres Heimskringla. Denne opgave overdroges 1813 til Grundtvig, men da selskabet opløstes 1815, stiftedes Selskabet for de nordiske Oldskrifters Udgivelse, der udvidede opgaven til også at omfatte en oversættelse af Saxos værk, og samme år udsendte Grundtvig et lille hæfte "Prøver af Saxo og Snorre med en Indbydelse til Danske og Norske". I indledningen gør Grundtvig rede for hensigten. Han tænker ikke på at give en ordret oversættelse, men vil gengive skrifterne i "deres eiendommelige Aand, i et let, fatteligt og trohjertigt Sprog". Versene havde han først (i første del af Snorre, som han var "halv færdig med ... før Saxo faldt mig ind for Alvor") søgt at holde nær op ad originalens ordlyd, men utilfreds med resultatet tog han "Skeen i en anden Haand" og gjorde sig fri af de gamle metriske krav og originalens ord. - Denne prøve blev underkastet en indgående kritik af kyndige fagfolk, Molbech i Athene og P. E. Miiller i Dansk J,itteratur-Tidende, og så velmenende og anerkendende de .end søger at være, er de begge enige om - og heri udtrykte de sikkert publikums almindelige skøn - , at Grundtvig i oversættelsernes sprog havde tillagt Saxo og Snorre "formeget af hans egen Originalitet". De gamle_ forfatteres "Adel og Værdighed i det prosaiske Foredrag", deres gennemførte stil var i Grundtvigs gengivelse erstattet af et sprog hvor man kunde "finde det Høie og Lave, det Genialske og Platte, det Ædle og Burleske i de mest uventede og uharmoniske Blandinger". Det var altså ikke det arkaiserende element eller (især i versene) det nordisk-romantiske islæt anmelderne ankede over, her havde nu romantikken virket, så man åbenbart ikke har anset disse elementer for upassende eller forstyrrende i folkelig stil, men det var den hidtil

32G

GRUNDTVIGS DOBGESTUEDANSK

§ 73 D

ukendte brug i historisk-litterær prosafremstilling af "Ord og Udtryk fra Almuesproget og den daglige Tale, ... visse plebeiske Talemaader og Vendinger, der ofte synes med Flid søgte og næsten allevegne kunde være ombyttede med ædlere". Denne kritik besvarede Grundtvig, harmfuld ikke alene over kritikernes dadel, men også over deres ros l I "Literatur-Tidendens Skudsmaal" (l 816) søger han ikke blot at gendrive indvendingerne, men fastholder, ja nærmest forstærker de forkætrede stilelementer. Således samler han el sted som i en sum en række af de påankede ord og udtryk i el bidsk, ubehersket og groft svar, der her kan anføres som et forlætlel og outreret eksempel på borgestuedansken: Dog, hold lidt, min Pen! Hec. har endnu lidt i Pikken til Begynderen i Modersmaalet, og er det end ingen Dressel, saa staaer han dog ganske strunk og strag for Nutidens Læsere, og viser dem et lille Excerpt af Borgestue-Snak, som han og Athene ere lige gode om, og beder mig det ikke at forsmaae, fordi det kommer drattende bagefter. Nei saamænd vil jeg ikke, jeg kan jo nok vide hvorfor han ikke vilde nappes med mig om mine Udtryk i deres Sammenhæng, thi, skal jeg sige os, han kunde rivelig see at de, imod hans, var Karle udaf Vælten, og Karle for deres Hat, og groet bedre af Skarnet, end hans høitravende, stivbenede, angbrystige Udgangsøg, som gaae paa Næsen, saasnart de støde paa en Smule Brink, og det med alt det Skaberak og Dingel-Dangel som skulde løftet dem af Skarnet til Ære; hvordan skulde han, saa godt som mutters ene, med Staldbrødre, hvoraf Broderparten er Bips-Haps, vove at give sig ordentlig i Kast med dennehersens Friskyttc der saa grummelig huserer i Fredeskoven, og tager Seieren med en Trumf fra hver en Flødskiæg, i det samme hellige Øieblik som Flødskiægen raaber Triumphl Seel det mener jeg er dansk baade i Borge Stuen og under Høieloft, og om end Foredraget er lidt komisk, vil dog Hec. neppe nægte at Tingen i sig selv kan være ganske alvorlig, ja tragisk nok for den som kommer drattende bagefter og dratter lavt men drøit, latterlig men ikke lattermild. (Fremhævelserne Grundtvigs).

Og videre, som ex. på hans ordspil og det fuldkomment løsslupne associationsforløb: See! det er ogsaa Borgestu-Dansk, lave og uædle, men drøic og træffende Udtryk, Skolemesterstiil, men ikke den der føres hos Athene hvor Drenge spille Mester paa Borde og Bænke, eller i Literatur Tidenden, hvor Folk, der skulde have bedre Forstand, staae med Huen i Haanden for hinanden og for Alt hvad der er i Vælten i Verdens Styrvolt, og klappe Enhver som vil kysse deres Hiis, og som naar de vil holde Nogen i Ave, spytte engang, stride løs med Nathuen og raabe Dada, uden først at see efter, om det

§ 73 D

GRUNDTVIGS BORGESTUEDANSK

327

er en Dreng eller en Mand i Aand og Forstand de har for deres Haand, uden først at besinde sig paa, om det er Drenge-Spilop, eller Mands Vækop, der har sat dem i Hede, uden først at betænke om de veed hvad de giør, og kan staae ved deres Ord, naar den de kaste Nathuen til, holder den i Veiret og spørger: var det til min Naboe eller til mig? nu vel! Huen har jeg, og kan I barhovede taale Regn, jeg kan taale Dasken, og har Rum i min Lomme til saadanne Huer i Snesetal.

Når Grundtvig kunde fare så voldsomt frem, skyldtes det hans faste overbevisning om, at hos folket, i den jævne mands mund havde det rette og gamle danske modersmål altid levet, og dette skulde nu igen gøres levende litterært. "i Borgestuen, hvor menig l\fand sidder, og taler sit Modersmaal som ingenting, som om det var Verdens eneste Sprog, og taler det naturligvis i Grunden, som Thyre Dannebod, thi Led (or Led, og Mand efter Mand talde jo Sønnen sit Modersmaal, og fremmede Skarer har aldrig, det Gud være lovet, faaet Fodfæste paa Marken og Raaderum til at forvende Maalet eller skamskiænde Tungen i Dannemarks Mund, og i Sælland, Dannemarks Hjerte, der skal vi lære Dansk, thi i vort Modersmaal ligger Hjertet paa Tungen. Altsaa, i Borgestuen har jeg lært hvad Dansk jeg kan, for Borgestuen skrev Anders Sørensen Vedel, for Borgestuen skriver jeg om de forrige Tider efter Saxo og Snorro, og den Dom Man i Borgestuen vil fælde over Sproget, er mig mere værd end alle de Sprogkyndiges, hvis Gaver jeg end saae paa Prent, end sige deres jeg ikke vil nævne. Man skal kun aldrig bilde sig ind at jeg derfor vil formene Peder Syv i Tankegang og Tungemaal at føre sin Besyv, men stikke skal han først den Gamle som Bedstemoder har sat i, det har jeg lært i Borgestuen, og er den Gamle Hjerter To, saa glemmer vel Peer Syv at stikke, og giemmer sin Besyv, og takker Gud at lledstemoer er hans Mukker og kan lidt Meer end alle veed."

Oversættelserne, der fulgte efter og i tonen ikke afveg synderlig fra prøven (adskillige bogsprogsstivheder blev dog fjernet) blev imidlertid ikke i første omgang falkelæsning (s. 142). I overbevisningen om at have fundet frem til det sande og gamle modersmål (jf. cit. ovf.) synes Grundtvig her fuldstændig uopmærksom på forskellene mellem skrift og tale, og i troen på at være nået frem til en folkelig fortællestil tog han storligen fejl. Det vidner ikke om nogen større fortrolighed med bondens væsen og indstilling, når Grundtvig kunde tro, at en historisk tekst kunde blive folkelig læsning ved at tilsættes en passende portion dagligdags ord, dialektord og drøje udtryk. Det blev af bonden, og navnlig på den tid, opfattet som at drive halløj og løjer (således så også nordmændene på det, bl.a. P.A. Munch), eller man rent ud forargedes over plathederne (som Ludvig Chr. Milllers gårdskarl,

/

328

GHUNDTVIGS IlOHGESTUEDANSK

§ 73 D

der afslog at læse oversættelserne på grund af sproget). Også bonden krævede et dekorum overholdt i litteraturen, krævede at skriftsproget holdle5 fri af talesprogets kraftudtryk. De tilløb, der enkelte steder kan forekomme, til en levendegjort og naturlig fortællen (som hos Il. C. Andersen) forsvinder helt i det stedse buldrende og i sine virkemidler ret unuancerede kraftsprog. Og for de litterære cirkler blev horgcstuedansken et taknemmeligt objekt for parodieren (Poul Møllers "Forsøg til et Himmelbrev i Grundtvigs nye, historiske Smag" 1818, og senere Knud Valløes "Emte-Jægerne" 18G1) og vrængen (P. E. Miiller: ,,den lave Ølhuus-Stiil"; Peder Hjort: ,,en Tone .. der var allfor burlesk"; Heiherg: ,,det affecterte Pøbelsprog"). Karakteristisk for borgestuedanskens ordforråd er da først og fremmest dagligdagens, derunder også dialekternes ord og ordforbindelser, gerne de kraftige, der grænser op til det vulgære lag. Grundtvig ynder kraftordet og gør derfor hyppig brug af rodfund (s. 349) eller af ssgr. med forstærkende forled. Derimod er anvendelsen af et arkaiserende islæt, ud over hvad tidskoloriten krævede af kulturord, meget moderat og i det væsentlige forbeholdt versene. Af det righoldige stof er der i det flg. kun anført et lille udvalg. Dialektord. Grundtvig omtaler flere steder sin fortrolighed med danske dialekter og henviser til sin opvækst mellem sjællandske og jyske bønder. Selv om sagen ikke er nærmere undersøgt, er det dog tydeligt, at hovedparten af dialektordene er sjællandske. Exx.: Aftensæde; aftne(s); avet om; brosig (kaldes 1810 en provinsialisme); dru, modig, uforfærdet; dulre om, tulle om; en.~tig, enlig; (byde) fa[; fremsagt, fremtalende, åbenmundet; paa vid Gavl; helt åben; gimpe, vippe, gynge; grøve, male, grutte; heie paa, hæge om, passe; hinde, nå, indhente; Hjemmen; huse" adj., hurtig og ivrig; frit J(jørind, fri adgang; kiøge, strække hals, knejse; ](tippe, neg, halmknippe; kry sig, bryste sig, vigte sig; en /(ræsen-Pirre; letnem, lærenem; faa sit Livsbrød, blive dræbt; lænte, tøve, nøle, bie; det minker med, det tager af; ordes, orde sig, omtales, rygtes, spørges; prutten, karrig; ragret, lige op, lodret; rinke op, samle op; rivelig, tydelig; rosse, magte, klare; blive rusende; Sidde, sid jord, sig; skenne, løbe løbsk; skrylle, skråle, larme; Spørgdorn, efterretning; spørge, erfare; styde (paa Benene); styne, beskære, tophugge; synt, synlig; Sæde-Fjel; togge, tosse, fjolle; Uskiel; vog (vov), sløj, svag. Dagligdags ord: spille Bas (og Mester); batte; Bisse-Læder i Sko; bisse om; blegnæbbet; blæse ad; hænge ved som en Borre; bralle op; dratte; kan for min Død ej lide; smide paa Døren; efterhaands,· falde som Fluer; (den) gale Fyr; (have) llaar paa Tænder; faa Has paa; giøre sine Hoser grønne; !luk, vig, krog; humme sig; hundse (opr. < ty.); hundsk; llurlumhei; hytte sig; Verden hænger i et ](alve-Skind; Jmnskee (hyppigere end maaskee); /(ar/ for sin Hat; Bruger du !frie; /(iende, mærke, tegn; hele [([atten; hvad ](lokken var slaaet; /(neb; knubbes; [(oklcerads; mukke; (holde) Næsen i Veiret; Pak; patte; Pattebarn; med Plaseer; pibe Olie, undgælde; (være)

PLANCHE IX

Første side af manuskriptet til Grnndtvip;s »De levendes ~ane!« ~G~:uncl~vi~arkivet fase. 388).

r~. --ir

-4.. _ .,,- ø,r «,,# //' ~ · .; . . t. i ,,, "'::L- Æ ,u,-Lu~~7 ,, I • Tids-Forvirring, Chaos > Virvar, corrigere > rette, Excerpt > Uddrag, llypotliese > Giætning, orientere > solrette, osv.; i rigsdagssproget fik han indført danske ord som Fordomme, forebyggende (i grundloven), oprørsk, Udstedelse; derimod ikke Synsmænd for Revisorer og llurtigslcrivere for Stenograf er). Af troper og figurer findes i salmerne ud over de ovenfor omtalte billeder, sammenligninger og alliterationer kun lidet at nævne til karakteristik. Dog er antitesen jævnlig anvendt. Således den meget hyppige modstilling af Gry ~g [{væld: Var det i Gr!J, var det i [{væld; I Livets Gry og Livets [{væld; videre fx. den høie Giæst, / Som steg til lave Hytter ned; Og hvor sig hviler nu den Svage, / Der fandt den stærke og sin Grav; Mens Graven Icastes, Vuggen gynger; osv. - Endelig må også her nævnes ordspillene (jf. s. 330), især sådanne konkrete ord eller navne, hvori Grundtvig indlægger en dybere, religiøs betydning, fx. Vor Almind-Kirke; Jesus Christus .. paa sit HerreSæde; paa Himmelbjærgs Ting; Der kan Himmelbyg gro; da paa Evighedens Høje / Pinse-Blus for mig var tændt; Sammen boe vi i Guds-Haven, / Skildt kun ved det lille Belt; en Løngangs-Sti; ofl. Med de ovenfor skitserede områder, borgestuedansken og salmesproget, og det tidligere omtalte prædikensprog (s. 255 f.), er Grundtvigs sprog langtfra endeligt og almengyldigt karakteriseret. Men områderne rummer dog sikkert de afgørende drag i forfatterskabet: folkeligheden, djærvheden og konkretiseringen, men tillige opstemtheden (jf. også udtrykket "den glade kristendom" om det grundtvigske livssyn), der ikke kender måde, og den manglende sans for form og detalje.

~-

§, 75.

·~lflebebc XHlægt!orb. I>d er in'oTyfen'oe, at en aTmin'oeTig OomenGfomf1 om, oc'o l>ef1cmte Cfo'oelfer rTTer 6ormrr at u'otryffe bef1emte 6or9ol'o, llil mr'ofore flor retgc'o og 6iffcr~eb i l!leffrfoelfernc. Xcrminolo, gerne ~alle for gen iffe \lærrt meget famoittig9eMful'cc i 'ccttc ljiunft. Cffterflaacn'cc !Jlrgler maae tjene fom l!li'orao tiT at t,cllirfe flom Cfoi99c'o ~eri. A. ~I ! mi n'o cl i !3 !Jl r g r I. sammCI1drag osv.); ar fastere dannelser fx.: sambladet, -bo, -eje, -færd, -færdsel, -følelse, -handel, -klang, -levned, -liv, -ordne, -stilling, -tid, -tidig (dannet af A. 0. Hammer 1772 som gengivel_se af simultan). tve- (jf. II. 233). Produktiviteten aftagende (i flere dannelser fortrængt af dobbelt-, to-, sjældnere bi-, fx. tveløbet > dobbeltløbet og toløbet, tvetdr11et > totårnet); især brugt af puristisk indstillede fagfolk, fx. i plantenavne og botanisk sprog (tveblad, tvebo, tvetand). Af fastere dannelser i det centrale sprog kun enkelte subst.: tvefork, -kamp (efter ty.), -lyd, -skæg; derimod flere afl. til adj. og part., hvor prælixet .stadig er produktivt: tvedelt, -grenet, -kø11net, -tydig; fagl. tvefl.iget.

35G

AFLEDNING: PRÆFIXEU

§ 74 F

11- (jfr. II. 82, 233, 379). Til subst. finder nu yderst sjældent nydannelser sted (ud over rene tilfældigheder), fx. zwærd, idet sproget her anvender ssgr. med ikke-; utal er sikkert subtraheret af utallig, ubehag < ubehagelig + belwy; 11skik er antagelig dannet efter ty. forbillede. Ligeså er afl. til simpleksadjektiver så godt som alle ældre; nye er udrøj, uefTen, uvorn. Derimod dannes frit nye afl. til afledte adjektiver, i særdeleshed til afl. på -( e)lig, fx. uaf Jiængig, uanstændig, ukorrekt, ukritisk, umusikalsk, uopmærksom, uregelnuessi,11, utilpas, utvetydig; ualmindelig, uangribelig, unævnelig, uoplwldelig, 1wuerskudig, usporlig, uudtømmelig, osv. Ligeså ved perf. part. (participialadj.): 11/Jetinget, u11avngive11, uoverlagt, usaunet, utrættet, osv. Ved præs. part. som aclj.: udeltagende, ufyldestgørende, upassende, uvedkommende. Verbet ulejlige er vel dannet til ænyda. ulejlig, ubelejlig.

111ul- (jf. II. 85,236) er ikke mere produktivt i normalsprog. Enkelte sjældne dannelser forekommer: undflyve, -fri, -ledige, -rive.

ur-; < ty. ur-, egl. ,,bort fra, ud fra", specielt i nominale afl. angivende oprindelighed, primær forekomst, eventuelt også i videre anv.: ældgammel. De tidligste all. er enten Hint fra eller dannet efter ty. forbillede; urgammel er afhjemlet 1G58; fra 1700tallet vist kun låneordet urstof. Tode anbefalede optagelsen af ur-, men da Oehlenschlager i ND 1807 anvendte ordet urkraft, opstod en lille litterær strid mellem l\folbech, der anbefalede, og Rask, der advarede mod ordet (og mod ur- som specielt tysk). Efter 1800 (i de fleste tilf. efter ty.): ur-billede, -fader, -folk, -form, -grnnd, -skov, -tid, -type. Jf. videre urdansk (Blicher) og "I{ammerraad Urold" (hos Blicher). van- (jf. II. 82, 233 f.). I en del tilfældige (i 1800tallet især puristiske) dannelser, der ikke slog igennem i rm. (her oftest fortrængt af mis- eller u-), fx. vanbyr slatten. Endelig er det tænkeligt, at gruppen kan have fået tilgang fra dialektale former, der cg!. er ældre præs. part. p:\ -ende; Peder Syv anfører prippend og stikkend, der kunde vrnrc grundform for prippen, ,,vranten", og stikken, ligesom lysten kan være omdannet af lystende. Ud fra denne store gruppe, hvor en række all. var klart knyttet til verber som grundord, har et verbaladjektivsnffix -1·11 (især antydende tilbøj•!lighccl) kunnet opstå og lejlighedsvis været produktivt: gnaven (til gnave; tidligst hos OehlcnschUiger; mulighed for udvikling af (dial.) gnavvorn foreligger vel også), pillen (til pille; Poul Martin Møller), slikken (til slikke), måske også slunken (til shmke, men mul. gammelt perf. part., jf. I. 152), samt adskillige dialektale dannelser. -ende; fra præs. participier på -ende brugt som forstærkende adv. (fx. /11111ke11de ny) opstår (tidligst dialektalt) et suffix -ende, anvendt, om end endnu kun sporadisk, i denominative dannelser, primært vel nok som forstærkende adverbier (fx. Jmllende mørkt. I-I. C. Andersen), men derefter også som forstærkende adjektiver, anvendt attributivt ved kvalitetsbctonedc ord, fx. bælgende til bælg(mørk), af Oehlensehliiger skrevet bælne, bældende. -er; < ty. -er i adjektiver (egl. gen. pl. af subst.) til navne på lande eller byer, i alm. kun i indlånte ssgr. som berlinerbll1t, tyrolervals, herefter i danske dannelser som wienerbrød; undertiden også særskrevet, fx. Nyrnberger kram olgn. og herefter i analoge hjemlige dannelser: Tre Aarlwser Lærere, Aalborger Catlzedralskole (Lcvin 184G); jf. ænyda. Riber Ret. -et (I. 58); som denominativt afledningssuffix med bet. ,,forsynet med", "i konsistens eller udseende som" havde suffixet -et allerede i ænyda. været stærkt produktivt (jf. II. 238) og efter 1700 er produktiviteten stigende, idet der kan dannes afledninger til de allerfleste tingsord; i mange tilf. har afl. på -et konkurreret med og - i modsætning til svensk, hvor de forsvinder i l 700tallet - i alm. besejret tilsvarende afl. på -ig (fx. bugtet, dyndet, kornet, muldet, pibet, sandet, slimet, sodet, støvet, sumpet, tornet, vandet osv. for (oftest ældre) bugtig osv., dannelser som vel hyppigt skyldes ty. påvirkning); i ganske enkelte tilf. har de to afledningstyper fået hver sin funktion: sindet over for sindig (li. 239), led(d)et over for ledig (Il. 90). I alm. er der ikke tvivl om basis for afledningen, men hvor der ved siden af substantivet findes et afledt verbum, kan afl. på -et også opfattes som participialadjektiv til dette, fx. blækket, ridset, rimpet, rynket, skaftet ofl. Afledningerne er navnlig taget i brug i fagsprog, således fx. i udstrakt grad af botanikere som Rafn

§ 74 H

ADJEKTIV AFLEDNING: SUFFIXER

371

og Drejer i den botaniske terminologi, fx. året, avnet, bladet, cellet, filtet, fjedret, finnet, fliget, gitret, himlet, hylket, knoldet, rendet osv. - Andre exx.: bakket, beget, blæret, brusket, bølget, flosset, furet, kejtet, knæet, melet, rimet, skyet, skjoldet, snirklet, tunget osv.; undertiden også nedsættende "mindende om": fåret, fjantet, fjollet, snerpet, svinet, tosset, tøset. Om syntetiske ssgr. på -et se ndf. - Hvor grundordet er en præfixafledning foreligger i reglen enten rene perf. participier eller lån fra ty. (fx. bestøvlet, ænyda. bedaget olgn.). -ig; fra ty. er lånt: duftig, emsig, klæbrig, traurig; frodig er mul. < sv. eller no.; i simpleksafl. er -ig nu næppe mere brugt og de få ældre dannelser er som regel vigende for afl. på -et, jf. ovf. - I ssgr. er suffixet endnu (oftest efter ty. forbillede) anvendeligt: ens{ orm ig (jf. s. 346); kunst-, slag-, stil{ ærdig; righoldig; lov-, sagkyndig; nymodig; al-, ensidig; kold-, tungsindig; samstemmig; frem-, midler.tidig; enstonig; flertydig; agt-, attråværdig (Kierkegaard), elsk-, mærkværdig; ofl. -laden (II. 383); bid-, blod-, fed-, før-, grå-, sødladen. -(e)lig (jf. II. 239,383); hjemlige dannelser, til subst.: billedlig, folkelig, fortrinlig, herskabelig, hjemlig, hyggelig, kirkelig, korporlig, lovformelig, løjerlig (ænyda. løylig), retslig, selvfølgelig, sproglig, ungdommelig, venskabelig, vårlig; til adj. eller subst.: syrlig; til adj.: møjsommelig; til verb.: adskillelig, drikkelig, formålstjenlig (Erik I3øgh), fremkommelig, gullig, gyselig, h præp.: skønt (i mindre omhyggeligt sprog); videre part. anvendt som præp.: angdende, betræffende ofl. Forsøg på en adskillelse mellem hvordan som adj. og hvorledes som adv. (fx. hos Abrahamson ofl.) førte ikke til nogen godkendelse i normen. Exx. på betydningsindskrænkning. Den tabte betydning anføres med omtrentlig angivelse af tiden for forskydningen: adskilUge, forskellige, endnu hos Grundtvig, men forældet ved periodens slutn. (udgår i Gl. test. 1871 og Ny test. 1901); afgang, afsætning, før 1800; alderdom, oldtiden, beg. af 1800tallet; anslag, råd, anvisning, beg. af 1800tallet; begribe, omfatte, rumme, før 1800; besked, klogskab, før 1800; besynderlig, særlig, særegen, 1800 ff.; blinde, blænde (kritiseret 1819; Oehlenschlager retter i senere udgaver blinde, BlindvCErk osv. > blænde, Blændværk); borger, ordvittighed (s. 220; afløses af kældermand, der igen efter 1850 afløses af brander); bukke, bøje, trans. (Oehlenschlager i Aladdin: Bukker sine /(næ > Bøier sine ]{næe i udg. 1820); dreng, tjenestekarl, 1800 ff. (bevaret i bornholmsk); dum, døvstum (> stum i Ny test. 1819); eje, skylde (bevaret i dial.); fejg, dødsens; fejle, fattes, mangle; finde, føle, sanse (endnu hos Goldschmidt; bevaret i dial.); forlore, forlise, miste; formue, evne (> evne i Ny test. 1819); fortale, bagtale; fuldkommen, fuldstændig, hel; færdig, flink, dygtig, 1800 ff. (bevaret i dial.); gemen, menig, ca. 1850; karakter, bogstav, skrifttegn, ca. 1850; kondition, plads, tjeneste, ved periodens slutn.; kreatur, skabning ( > skabning i Ny test. 1819) ; kræsen, velsmagende, lækker, før 1800; lwæle, pine, plage, beg. af 1800tallet (følt

§ 75 A

ORDENES LIV OG DØD

389

som ty.); kælen, følsom, 1800 ff.; kæreste, hustru, før 1800 (Sneedorff: ,,noget gemcent"); larve, maske, 1800tallet; liderlig, dårlig, skammelig, 1800 ff. (delvis bevaret i dial.); lækker, kræsen, lækkersulten, beg. af 1800tallet (jf. kræsen ovf.); mestre, dadle, 1800tallet; mistænkelig, mistænksom (dog endnu i Hauchs Minder. 1871); mådelig, mådeholden (> sindig i Ny test. 1819); navnlig, ved navn, beg. af 1800tallet; nedrig, lav(tliggende) (> lav Ny test. 1819); opdrage, opdrætte, 1800tallet (endnu dial.); opfinde, opdage, 1800tallet; overgive, opgive (> opgive Ny test. 1819); rar, sjælden (endnu i beg. af 1800tallet); sats, (grund)sætning, 1800tallet; sind, sans, før 1800; skildrer, (kunst)maler, 1800 ff.; skræppe, prale, brovte, 1800tallet; spektakel, skuespil, omkr. 1800; vittig, forstandig, 1800tallet (bevaret dial.). Væksten på hjemlig grund er først og fremmest en nydannelse gennem afledning og sammensætning, se § 7 4. Derudover har rigssprogsnormen kun i ringe udstrækning øget sit ordforråd ved at optage ord fra dialektale kredse (s. 157 ff.), og de allerfleste af de ord, som enkelte forfattere (Grundtvig, s. 328, Winther, Illicher, Anton Nielsen og enkelte andre) søgte at gøre kurante, blev ikke anerkendte i rigsnormen, men beholdt deres dialektale præg (jf. også P. E. Miillers forslags. 156). Der kan dog nok nævnes enkelte ord, som nu er på vej ind i normen, som fx. akavet, bjærgsom, dase (ca. 1850), filte(t), fimre (optaget til fagligt brug af Jap. Steenstrup), {lud (hyppig hos Baggesen), fumle (kritiseres 1817, først alm. ca. 1850), gled (efter 1850), glippe (med øjnene) (først alm. efter 1850), gnubbe, hoven, ilter (1800t.), kluntet, kvinde (bevaret i sjæll. samt i biblen), genoptaget af romantikerne (Levin: ,,OehlenschUigers livord") og efter 1850 af kvin. desagsforkæmperne, lavning, livfuld, subst., lytte (1727: ,,et Jysk ord"; for ældre lyde), lød (uden for fagl. sprog især poet., først alm. 1800 ff.), nævenyttig (fra ømålene), overskæg (< sjæll., afløser moustacher), ræd (s. 283), selvgod (omkr. 1850), skotte, v. (vistnok < jy.), spirrevip, styne (fagl.), svirpe, synslc, sølle (< jy., 1850 ff.), søndre, v. (først alm. 1800 ff.), utyske (1800 ff.), vås( e). Fra dial. mul. også ord som kende, smule, kry, muse, slide, have besvær, mørkeræd, pile, skvulpe, snavs, spinkel (først 1800 ff.); jf. videre adskillige verbaldannelser s. 375 f. I fagsprogene er endelig optaget en del botaniske og geologiske ord. De fra ældre sprogtrin genoptagne ord hører så godt som alle det højtidelige eller poetiske sprog til, se exx. ovf. hos Ewald (s. 289),

390

LÅNEORD -

FHA SVENSK

§ 75 B

OehlenschHiger (s. 303 fr.) og Grundtvig (s. 329, 336); jf. § 67 D. Kun ganske enkelte ord kom til anvendelse uden for denne sfære, fx. bofast (Allen), djærv, fund, fælle, håndgangen, hjemlov, idræt (s. 289), nævn og mul. enkelte andre.

B. LÅNEORD OG FAGLIGE TERMINI

I. ALMINDELIG OVERSIGT

I det følgende gives en kort oversigt over det sproglige samkvem med fremmede lande, forudsætningerne for de stedfundne lån og en kort redegørelse for arten af disse med eksemplificering af det (væsentlig abstrakte) ordforråd, som ikke naturligt har kunnet anbringes i den specieliere, sagligt og fagligt ordnede fremstilling ndf. s. 396 ff. 1. Lån fra svensk. I forholdet mellem de to lande har Danmark altid som långiver eller formidler været den sprogligt mest ydende part. Det gjaldt i middelalderen med Danmark som den politisk førende nat.ion, og det gjaldt, om end mindre udpræget, for de følgende tider, hvor det politiske modsætningsforhold eller regulære fjendskab bevirkede, at de sproglige lån måtte formidles af enkeltmand, først og fremmest af litteratur. Større mulighed for sproglig kontakt forelå ikke før efter dette fjendskabs sidste opblussen (i årene 1807 ff.; 1803 forbød Gustav IV at indføre danske skrifter i Sverige!), og en noget bredere berøringsflade mellem folkene skabtes først med den skandinaviske bevægelse, se s. 159 f. Fra midten af 1700tallet og fremefter kan vi hos en række forfattere, oftest sprogrensere og skandinavister, finde adskillige svecismer, der dog overvejende forblev svecismer, se navne og exx. s. 159 f. Som af normen anerkendte låneord kan nævnes, før 1800: emne (Flcischer, s. 148), omdømme (SorøSaml.; s. 147; først alm. 1850 ff.), tidehverv (SneedorIT); nyfigen(lzed) (Rothe, s. 159), sysselsat (SorøSaml.); jævnføre, tilvirke; videre enkelte konkrete ord fra naturvidenskaben (Linnes indflydelse i botanik og zoologi); 1800-70: farsot, folkeminde (s. 231), foretræde, audiens, fåtal(lig), helse, tænkesæt samt område, redegørelse og rørelse, der optoges af Molbech, som teoretisk ellers var imod lån fra sv.; optagelsen af ordet gåde fra dial. er vel også støttet af sv.; foretagsom, frilcostig, gavmild, højlydt, iliærdig(lzed), jævnbyrdig, kropslig, medgørlig, selvskreven, spændstig (Ørsted, s. 418), øm-

§ 75 B

LANEORD -

FRA NORSK, OLDNORDISK

391

tålig; almen- (i ssgr.) antagelig påvirket fra sv.; i flere tilfælde kan det være vanskeligt at afgøre, om der foreligger lån fra sv. eller no.: bjærgtagen, godkende, hælle, slukne, tålmod, tyst, tystne ofl. (jf. ndf. u. norsk). 2. Lån fra norsk. Allerede i ældre nydansk kan en del norske ord afhjemles i dansk (især ord vedrørende opr. no. kultur- og naturforhold, fx. bergflsk, hi, klipfisk, ren, spove ofl.), og så længe tvillingriget bestod og København var kultur- og uddannelsescentrum, med vægtige indslag af norske litterater, optoges i det fælles mål - til en begyndelse vel gennem skildringer af no. forhold, rejsebeskrivelser, eller hos norskfødte forfattere - et ikke ringe antal ord, der bevaredes også efter adskillelsen 1814. Det gælder således mange faglige ord inden for naturvidenskaberne, se ndf. under botanisk, geologisk og zoologisk sprog samt under forstsprog. Derudover også adskillige naturbetegnelser, som gik ind i bogsproget, event. det poetiske sprog (jf. s. 308), fx. flom, fos, li (dog også dial.), sæter, tomt; nogle kulturord: budstikke, huldre, lur; no. påvirkning har også fremhjulpet ord som grande, gubbe (s. 27), gut, helg. - I øvrigt kan nævnes fra forsk. områder: abstrakter: hygge, (mad)stræv, tække, vennelag; flere rodfund og tilbagedannelser er vistnok også støttet af no. (jf. s. 350 ), fx. fang, favn, skød, fravær, hvælv, nærvær, (sne)skred, ofl. - Verber: flense, skvætte, tiltrænge (anbefalet af Hjort 1863); flg. kan også være støttet af sv.: dundre, glitre, hygge, kvikke, sile, sysselsætte: - Adj.: godlidende (jf. s. 308), granvoksen, grætten, hyggelig, lurvet; tillige støttet af sv.: frodig, særskilt (s. 159), tyst; vist også kvik (ænyda., men udgået af normen og først igen alm. i 1800tallet; Bredsdorff: "henhører til den norske Dialeet"). - Norvagismer findes hos Moth (II. 283), Holberg (s. 27 ff.), v. Aphelen (s. 89; enkelte af ordene s. 343 kan være dannet ud fra no.), hos de norskfødte litterater i slutn. af 1700tallet (fra vVessel menes at stamme udtr.: vi er alle jyder for vorherre), hos Oehlenschlåger (s. 308), Hauch ofl. Jf. også Pontoppidans, Hallagers og Scharlings forslag (s. 158 f.). 3. Lån fra oldnordisk, islandsk, færøsk. Lånene fra oldnordisk er rent litterære (se§ 67 D, Ewalds. 288 f., Oehlenschlåger s. 300,. Grundtvig s. 329, 333 f.); kun ganske enkelte lån samt nogle ældre gloser (jf. også s. 390), der blev genoplivet ved det nye kendskab til oldsproget, fik lidt videre anvendelse i højtideligere bogsprog (event. hos sprogrensere), fx. dådløs, højsæde, idræt, våbenfør olgn. - Fra is-

392

LÅNEOHD -

FRA TYSK

§ 75 B

landsk er indlånt en del geologiske fagord; gennem regensianerjargon er vistnok (ca. 1835) indlånt ordet sold, drikkelag. - Fra færøsk er lfrnt nogle zoologiske navne.

,J. Lån fra nedertysk, frisisk og hollandsk er det ofte vanskeligt at adskille. De er formentlig alle indkommet ad mundtlig vej, gennem samkvem, især til søs. - De nedertyske lån omfatter som forhen især en række maritime ord; desuden enkelte ord for klæder samt antagelig nogle mølletekniske ord. Af abstraktere ord fx. adj. som l>rosif!, dvask., flot, ødsel (kan også < holl.), pudsig, snurrig, spydig; verher som lystre, nole, rable (i forb. det rabler for en), smugle; adv. nwn, hare, kun, i rm. nu kun, ved konstruktionsændring, i udtr. som ser man ( det),· jf. videre af1. på -ert, -ike (-eke). - De frisiske lån (antagelig ældre) hører nok især til indignings- og vandbygningsvæsenet, fx. f c1111e, hofcle, mul.. også kog og (sjy.) terg, tørvelag under marsk ens klæg. - De hollandske lån er så godt som alle indkommet gennem det maritime samkvem. Derudover enkelte mølleord. Uden for fagligt sprog findes kun ft'\. lån (mul. også oftest formidlet gennem sømandssproget): dejse, di.~, stovt, strips, klø, vatre; jf. også af1. på -ert. 5. Lån fra tysk. Forudsætningen for de særdeles talrige lån fra tysk er først og fremmest den nøje kontakt mellem de to sprog inden for landets grænser (s. 23 f., 133 ff.). Som det fremgår af den saglige og faglige oversigt s. 396 ff. har tysken givet bidrag på næsten alle områder og meget ofte været gennemgangssproget for romanske og andre lån. Visse områder er dog i særlig grad præget af tysk, det gælder håndværkersprogene i almindelighed, specielt bogtrykkersproget, malersproget, murersproget, tømrer- og snedkersproget. Videre forstsproget, delvis også det mineralogiske sprog og veterinærsproget. Lånt er også adskillige botaniske og zoologiske navne samt mange personnavne. - Af det mere abstrakte ordstof, som ikke naturligt har kunnet finde plads i den saglige gruppering kan anføres flg. lån (og oversættelseslån). Subst.: drlmndrede, buk, brøler,

dadel, fif, flovse, foredrag, forestilling, forgrund, Jzdndgemæng, habengut, hib, indsigt, indtryk, jubel, kaudervælsk, klaps, kniks, krimskrams, leben, makværk, midte, omfang, omsigt, oplysning (fx. i oplysningstiden; ty. aufklårung ), optakt, overgreb, oversigt, røffel, selvmord, siksak, smuds, snirkel, standpunkt, syden, val/ art, virvar, vits. - Adj.: adræt, dump, grel, indlysende (ty. einleuclztend), munter, nederdrægtig, nøgtern, sjofel, slank (dadles som germanisme 1813), træg (eller

§ 75 B

LÅNEORD -

FRA ENGELSK, FRANSK

393

Rrystalgade, Store Hclliugejststræde > Vallcendorfsgade; nye anlægges: Farimagsgade, Kronprinsensgade ofl. -Andet navnestof: de gamle apoteknavne Loveog Svaneapotek kopieredes mange steder; værtshusnavne: l{napnæring, Slukefter, Tre Hjorter, Vinkanden olgn. - Karakteriserende fiktive navne (jf. ovf.): Fjanterup, Fjollerup, Slumsirup, Sovstrup, Tosserup; jf. Grundtvigs oversættelse af Niffelhejm ved Taagerup. 2. Personnavne. Inden for bondestanden er det stadig de kristne navne, som dominerer. I Brede sogn døbes 184 0 deilige Land,) Hvor Haaret ei graaner og Tid har ei Tand Hvor Solen ei brænder og Dlomsten ei døer (> Bølgen ei slaaer) Hvor Høsten har (udstreget) omfavner den blomstrende Vaar, Hvor Aften og Morgen gaae altid i Dands Med Middagens Glands O! deilige Land! (> Livsalige Land) Hvor Glasset ei rinder med Taarer som Sand, (> Graad eller Gran) Hvor Intet man savner som Ønske er værd Hvor det ikkun fattes, som smertede her Hvert Menneske søger med Længsel i Bryst Din smilende Kyst! Forjættede Land! Du hilses i Morgenens speilklare Strand,

475

TRANSSKRIPTIONER

Naar Barnet der (udstreget) mon skue din Skygge (> Lignelse) fuldskiøn (> skiøn), Og drømmer, du findes, hvor Jorden er grøn, (> Og drømmer, du findes, hvor Skoven er grøn) Hvor Blomsten er Yndig, hvor Himlen er blaa Og Fuglene slaae! (> Hvor Barnet kan dele med Blomster og Siv Sit Smil og sit Liv!) Planche X. H.C. Andersen: Historien om en Moder. Trykt i H. C. Andersens Eventyr. Ved Hans Brix og Anker Jensen. II. (1919). 301 og (det overstregede) H.C. Andersen-Manuskripter. (1933). 10.

-------

GRAMMATISKE UDTHYK M. M. Liste 3 (jf. I. 345 ff., II. 449 ff.). adversativ, modsættende. akt u a lise ri ngskons truk tio n, · konstruktion, hvorved det logisk vægtigste led fremdrages, event. isoleres foran i sætningen. allegori, sindbilledlig fremstilling; hertil: allegorisk, sindbilledlig. amfiboli, dobbeltlydighed (i et ordspil). anapæst, versfod bestående af to tryksvage og en trykstærk stavelse; hertil: anapæstisk. anglicisme, engelsk ord(-form ell. -forbindelse), som ikke er optaget i den danske norm. aphærese, tab af tryksvag stavelse i forlyd. apostrofe, retorisk tiltale til ell. påkaldelse af en person (ell. personifikation). assonans, overensstemmelse mellem vokalerne i to (trykstærke) ord eller stavelser; vokalrim; halvrim. asyndetisk, om sætninger eller led: som ikke er forbundne med grammatiske (sideordnende) forbinderord.

daktyl, versfod bestående af en trykstærk og to tryksvage stavelser; hertil: daktylisk. depalatalisere, sænke (en nær fortungevokal); hertil: depalatali s eri ng. determinativ, bestemmende. determinerende, om ssg., hvis første led bestemmer, er underordnet 2. led. dvandvadannelse eller -sammensætning, ssg. dannet af sideordnede led; additionssammensætning. eksplikativ, forklarende, begnmdende. e la ti v, adjektiv i superlativisk form, men blot angivende en meget høj grad; absolut superlativ. emfase, eftertryk (især ved trykmæssig fremhævelse eller fremdragelse i sætningen); hertil: emfa tisk. etymologisk figur, om forbindelse af etymologisk beslægtede ord. e ufo ni, vellydende assonans. futurisk, fremtids-; jf. futurum I.

besjæling, i fiktionen levendegørelse af ikke-levende (ikke-handlende eller ikke-tænkende) fænomener. corroboratio, troværdighedsvidnesbyrd Uf. II. 72).

346.

gallicisme, fransk ord{-foqn eller -forbindelse), som ikke er optaget i den danske norm. gerundivisk, adj. til gerundiv, se II. 450.

GRAMMATISKE UDTRYK M.M.

gnomisk, som er karakteristisk for ordsprog, fyndsprog. heksameter, seksfodet daktylisk versemål. hiat, vokalisk stavelsessammenstød (i et ord el!. i en forbindelse af to ord). homiletik, prædikenkunst, gejstlig talekunst; hertil: homiletisk. hybrid, dannelse (afledning el!. ssg.) bestående af elementer af forskellige sprog; bastarddannelse; hertil adj.: hybrid. idiom, det for en talesprogskreds særegne mål. idiotisme, udtale eller ord(form), som er særegen for en person eller for en gruppe af dialekttalende. impressionisme, fremstillingsform, som i beskrivelsen af foreteelserne blandt de mange bestemmende elementer kun nævner eller fremhæver et enkelt og umiddelbart sanset som havende særlig prægnans i helheden; hertil: i m pression is tisk. indigenatsbetegnelse, personbetegnelse (afledning), der angiver personens hjemstavn, fødested. initialord, ord dannet ved sammenstilling af initialer. jargon, (bevidst) særsprog inden for en mindre sammenslutning, kreds eller stand. kenning, flerleddet poetisk omskrivning af et enhedsbegreb (spec. brugt i oldnordisk poesi og efterligninger deraf). kollektiv, subst., der i sin entalsform betegner en flerhed, der opfattes som en enhed; samlingsnavn.

477

konkordans, ordbog med henvisning til (samtlige) findesteder for samtlige ord i det behandlede værk. konnektiv inversion, omvendt ordstilling efter og i en hovedsætning. kontraktion, lydlig sammentrækning, forkortelse. kopulativ, forbindende og sideordnende. 1aps u s, sproglig uagtsombedsfejl. materialiter (egl. materialiter acceptæ voces), om ord (ell. ordforbindelser), som tages (citeres el!. anvendes ved afledning) alene efter deres lyd (el!. bogstav) uden hensyn til deres begrebsindhold. metonymi, anvendelse af et ord i en betydning, der kun delvis dækkes af eller blot har berøring med ordets egenbetydning (fx. årsag for virkning, rummet for indholdet" stoffet for tingen osv.); hertil: m efo nym is k. neologisme, sproglig nydannelse. nomen actionis, handlingsbetegnende verbalsubstantiv. obskøn, om ord (vedrørende kønslige forhold): som ikke kan anvendes i dannet tale; uanstændig; hertil: obskønitet. obsolet, om ord(form): i normen opgivet, død. onomatopoietikon, Iydefterlignende ord. oratio directa, direkte anført tale. oratio indirecta, indirekte anført tale. panegyrisk, (kritikløst eller overdrevent) rosende. par abe I, lignelse.

478

GRAMMATISKE UDTRYK M.M.

paradigma, bøjningsmønster; hertil : p a r a d i g m at i s k. pejorativ, nedsættende. pentameter, fcmfodet daktylisk versemål. poetisk licens, poetisk frihed over for de formelle krav. polysyndetisk, om sætninger eller led: som er forbundne med grammatiske (sideordnende) forbinclerord. prosodi, læren om accentuering af ordene (især i vers); hertil: prosodisk. rodfund, nydannet kort verbalsubstantiv (formelt lig verbalroden). romanisme, romansk (fransk, italiensk, spansk) ord(form), som ikke er optaget i den danske norm. semantik, betydningslære; hertil: semantisk.

style coupe, taleafbrydelse (i høj patetisk stil). style indirect libre, dækket direkte tale, se s. 235. subtraktionsdannelse, nydannelse af en (enklere) grundform ud fra en ældre bøjningsform, afledning el!. sammensætning, især om dannelse af en finit verbalform el!. en infinitiv ud fra en ældre (sammensat) perf. participiumsform; se s. 350. synæstesi, samtidig sansning af fænomener gennem flere sanser. sætningsknude, sammenslyngning af to sætninger.

zeugma, (overraskende) sammenstilling eller forbindelse af sideordnede, men uensartede (til forskellige sfærer hørende) led.

FORKORTELSER 1. TITELFORKORTELSER TIL BIND III

AaNO. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie. -

Afh&Br. P. K. Thorsen: Afhandlinger og Breve. Udg. ved J. Byskov og Marius Kristensen. I-III. 1927-30. - ANF. Arkiv for nordisk filologi (opr.: Arkiv for nordisk Filologi). - APhS. Acta Philologica Scandinavica. - Betr. Levin: Nogle Betragtninger over dansk Sprog og dansk Retskrivning. 1846. - BUS. Aage Hansen: Bestemt og ubestemt substantiv. 1927. - DF. Danske Folkemaal. DGr. Danske Grammatikere fra Midten af det syttende til Midten af det attende Aarhundrede. Udg. af Henrik Bertelsen. I-VI. 1915-29. - DLitTid. Dansk Litteratur-Tidende. 1811-36 - DMag. Danske Magazin (2R. Nye Danske Magazin). - DS. C. F. Allen: Det danske Sprogs Historie i Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland. 1-11. 1857-58. - DSt. Danske Studier. - FN. Fortid og Nutid. - GH,L Gotcborgs Hogskolas Årsskrift. - GkS. Den gamle kongelige Samling. Hss. Kgl. Bibl. Kbh. - HT. (Dansk) Historisk Tidsskrift (2R. Nyt historisk Tidsskrift). - HVSU. Skrifter utg. av kgl. Humanistiska Vetenskapssamfundet i Uppsala. - Ind/. Molbech: Indledning til Forelæsninger over det danske Sprogs og den danske National-Literaturs Historie. 1822. - JySaml. Samlinger til Jydsk Historie og Topografi (fra 1932: Jyske Samlinger). - LEft. Kiøbenhavnske Efterretninger om lærde Sager. 176790; Kiøbenhavnske lærde Efterretninger. 1791-1810. - LTid. Nye Tidender om lærde Sager. 1720-48; Kiøbcnhavnske nye Tidender om lærde Sager. 1.749-66. - LUA. Lunds Universitets Arsskrift. Avd. 1. - MM. Maal og minne. - NkS. Den ny kongelige Samling. Hss. Kgl. Bibl. Kbh. - NSSt. Nysvenska studier. - NTF. Nordisk Tidsskrift for Filologi (tidligere: Tidsskrift for Philologi og Pædagogik). - NT L. Nordisk tidskrift for vctenskap, konst och industri. Utg. av Lettcrstedtska Foreningen. - NVSS. Skrifter udg. av Videnskabsselskabet i Christiania. II. Hist.-fil. Kl. - PT. Personalhistorisk Tidsskrift. - SJA. Sønderjydske Aarbøger. - SoS. Språk och stil. - SpK. Sprog og Kultur. - SSOF. Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning. - UBI. Blandinger til Oplysning om dansk Sprog i ældre og nyere Tid. Udg. af UniversitetsJubilæets danske Samfund. 1-11. 1881-1916. - Uds. P. Hjort: Udsigt over nyere dansk Litteratur. 1872 (forfattet i årene 1827-30; trykt i Swea. XIII. (1831). 26-77, 365-413, XIV. (1831). 244-306, 469-488).

/ L

480

FORKORTELSER

2. ANDRE FORKORTELSER 1 ) Liste 3 (jf. I. 350 ff., II. 45,1 f.). GIT og GI.test.

=

det gamle testamente. NT og Ny test. det nye testamente. SorøSaml. == Samling af adskillige Skrifter til de skiønne Videnskabers Opkomst. 1765.

=

= =

Oehl. Oehlenschliiger. RA. = Rigsarkivet. VSO. Dansk Ordbog udg. under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse. I-VIII. 1793-1905 (jf. s. 87 f.).

1 ) Forkortelser af Holbergs skrifter, se s. 27 note 1; af Ewalds skrifter, se side 279; af Ochlenschliigers skrifter, se s. 29-1. De særlige forkortelser af grammatiske forfatteres skrifter (i regelen: navn og årstal) i § 68 D og § 69 er oplyst i litteraturhenvisningerne til s. 181 IT.

RETTELSER: s. 67 lin. 14 f. n.: Harald a la - læs: Harald a la s. 120 i signaturforklaringen skal signaturerne for tysk talesprog og frisisk talesprog byttes om. s. 138 lin. 17 f. n.: Abrahams - læs: Abrahams s.138 lin.16 f. n.: Bjerring - læs: Bjcrring s. 172 lin. 17 f. n.: GKS - læs: GkS s. 203 lin. 7: > sg. lår - læs: < sg. ldr s. 380 lin. 3: smørføde - læs: smørføde, s. 380 lin. 8 f. n.: især om hundenavn - læs: især som hundenavn s. 415 lin. 8: den danske Flora - læs: Den danske Flora s. 418 lin. 14 f. n.: mådeholden - læs: mådeholdent