De to kulturer

Table of contents :
Forside......Page 1
1. DE TO KULTURER......Page 5
2. DE INTELLEKTUELLE ER MASKINSTORMERE AF NATUREN......Page 22
3. DEN NATURVIDENSKABELIGE REVOLUTION......Page 27
4. DE RIGE OG DE FATTIGE......Page 37
§ 1.......Page 47
§ 2.......Page 52
§ 3.......Page 54
§ 4.......Page 60
§ 5.......Page 65
§ 6.......Page 74
§ 7.......Page 77
§ 8.......Page 83
Noter......Page 87

Citation preview

C.P.Snow De to kulturer· Om kløften mellem den klassisk-humanistiske og den teknisk-videnskabelige kultur.

Stjernebøgernes Kulturbibliotek •

I

/

(',

DE TO KULTURER

~· ",

~

. .:/·,

·c.

P. SNOW

DE TO l(ULTURER

l •', l

i

I,

iI

,!

i

,.;.

,_

STJERNEBØGERNES KULTURBIBLIOTEK VINTENS FORLAG

Denn~ bog er udsendt af StjemebØgerne, Vintens Forlag A/S, København 1966. Oversat fra engelsk efter »The Two Cultures and A Second Look« af Ane Munk-Madsen. Omslagsportrættet er tegnet af Pentti Melarti. This translation is published by arrangement with The Cambridge University Press, England, © 1959, 1963, 1966.

I samme serie: Simone de Beauvoir: Eksistentialismen og den borgeli°ge snusfornuft Le Corbusier: Menneskenes bolig Arne Næss: Filosofiens Historie I-Il-III Moderne Filosoffer Jean-Paul Sartre: Eksistentialisme er humanisme

FØrste del af denne bog er en forelæsning, som forfatteren holdt i 1959, .og som vakte en voldsom diskussion, der ikke siden er aftaget. Anden del indeholder de kommentarer og de tanker den stadige debat om problemet siden har affødt. ' Noter' til teksten findes side 87.

I.

/

/

I. Rede-forelæsningen 19 59 1.. DE TO KULTURER

For ca. tre år siden offentliggjorde jeg omridsene af et problem som havde interesseret mig i nogen tid. 1) Det er et problem som på grund af selve min livsførelse og mit arbejde ikke kan undgå at 'beskæftige mig. Det er også min livsførelse og mit arbejde - altså helt tilfældige faktorer - der har givet mig de eneste forudsætninger jeg har for at gruble over dette emne. Enhver anden med nogenlunde de samme erfaringer som mine ville have set de samme ting og formodentlig have sagt nogenlunde det samme om dem. Men mine erfaringer er ret usædvanlige: jeg er naturvidenskabs- . mand af uddannelse, men forfatter af kald. Det er det hele. Et tilfældighedernes spil, kunne man· sige, - og altsammen fordi jeg er kommet fra et fattigt hjem. Men nu er det jo ikke min livshistorie vi skal høre her. Jeg behøver blot at nævne at jeg kom til Cambridge som forsker på et tidspunkt hvor naturvidenskaben var i blomstring. Jeg var så heldig at jeg .kunne iagttage en af de mest utroligt skabende perioder i' fysikkens historie på ganske nært hold. Krigens omskiftelser satte mig i stand til og forpligtede mig moralsk til at bevare mit overblik. Det skyldtes også krigen at jeg en hundekold morgen i 1939 traf W. L. Bragg i restauranten på stationen ,i Kettering, et møde der skulle få afgørende betydning for mit rent ydre liv. Jeg har derfor gennem tredive år stået i kontakt med naturvidenskabsmænd, ikke blot af nysgerrighed, men fordi mit arbejde har krævet det af mig. I løbet af de samme tredive år har jeg forsøgt at udforme de bøger jeg ville

5

skrive, og således er jeg også: kommet ind i. forfatterkredse. · Det er ofte sket at jeg har tilbragt arbejdstiden i selskab med naturvidenskabsmænd og aftenen sammen med nogle af mine forfatterkolleger. Dette skal forstås helt bogstaveligt. Jeg har haft nære venner både blandt naturvidenskabsmænd og forfattere. Fordi jeg har hørt til i begge disse grupper - og sikkert især fordi jeg hele tiden har bevæget mig frem og tilbage mellem dem _ er jeg blevet interesseret i det problem som jeg kaldte :.de to kulturer« for mig selv, længe før jeg satte det på papiret. Jeg havde nemlig altid en følelse af at be,.. væge mig mellem to grupper - to' grupper som er jævnbyrdige hvad intelligensen angår, af samme race, af nogenlunde samme sociale herkomst og med omtrent . samme indkomster, - men som næsten helt er ophørt med at stå i forbindelse med hinanden, og hvis intellektuelle, moralske og psykologiske klima er så for, skelligt at man har en fornemmelse af at være·· kommet til en anden verdensdel, skønt man i virkeligheden blot har flyttet sig fra Burlington House eller South Kensington til Chelsea. . I virkeligheden er man rejst meget længere end til en anden verdensdel. På den anden side Atlanten opdager man nemlig at det sprog der tales i Greenwich Village er nøjagtig det samme som det der tales i Chelsea, og at man på begge disse steder har lige så meget kontakt med Massachusetts Institute of Technology som hvis naturvidenskabsmændene der kun kunne tale tibetai:isk. Problemet gØr sig nemlig ikke kun gældende i Engl;;ind. På grund af uddannelsesmæssige og sociale fordomme forekommer det i en let forstørret form hos os, men til gengæld er der en anden af vore sociale særegenheder som gør problemet lidt mindre her. I det store og hele må man sige at det er et problem der berører hele den vestlige verden. Alt dette skal opfattes alvorligt. Jeg tænker ikke på 6

r

I

,morsomme historier som den om en af de mere\ om- ' gængelige Oxford-humanister - jeg har hørt at det skulle være A. L. Smith - der en aften engang i 90eme kom til middag i Cambridge, formodentlig på St. Johns eller måske på Trinity College. I hvert fald sad Smith på rektors højre side, - og han var en af den slags der helst vil drage alle omkring sig ind i samtalen. De omkringsiddendes ansigtsudtryk virkede· dog ikke just opmuntrende. Han fortalte en eller anden lille historie fra Oxford til den der sad over for ham, - til svar fik ·han en grynten. Så forsøgte han sig hos sin sidemand til højre, - samme resultat. Til hans store overraskelse sagde så den ene til den anden: »Ved De hvad det er han snakker om?« - »Ingen anelse,« :Nu var det ved at blive for meget, selv for Smith. Men rektor greb mæglende ind og trøstede ham med ordene: »Det er bare nogle matematikere, dem taler vi aldrig til.« Nej, jeg mener det alvorligt. Jeg mener at hele det intellektuelle liv i den vestlige verden i stadig højere grad bliver splittet op i to diamentralt modsatte grup.per. Når jeg siger »det intellektuelle liv« indbefatter dette udtryk tillige en stor del af det praktiske liv, .·jeg skulle være den sidste til at påstå at· det dybest set . er muligt at skelne mellem de to. Jeg skal senere komme tilbage til det praktiske liv. To modpoler: ved den ene finder vi de litterært intellektuelle, som for resten engang uden videre og uden at nogen lagde mærke til det begyndte at kalde sig »de intellektuelle«, som om de var de eneste. Engang i 1930eme sagde G. H. Hardy med mild undren til mig: »Har De lagt mærke til hvordan man bruger ordet »intellektuel« nu om dage? Der inå være lavet en ny definition, som i hvert fald hverken indbefatter Rutherford eller Eddington eller Dirac eller Adrian eller mig. Det er nu lidt besynderligt, synes De ikke?« Ved den anden pol har vi naturvidenskabsmændene, af hvilke fysikerne er de mest karakteristiske. Mellem 7

de to poler er der en afgrund af manglende forståelse, undertiden (især hos de unge) fjendtlighed og modvilje, - men især manglende forståelse. ·De to grupper har et besynderligt forvrænget billede af hinanden. Deres indstilling til tingene er så forskellig at de ikke engang på det følelsesmæssige plan har meget til fælles. Humanister anser som regel naturforskere for uforskammede og selvglade. De hører T. S. Eliot (der på dette i punkt kan betragtes som typisk) tale om sine forsøg på at genoplive det versificerede drama; de hører ham sige at der ikke er meget håb, men at han vil være tilfreds hvis han og hans ligesindede kan skabe grobund · for en ny Kyd eller en ny Greene. Det er det tilbageholdende og forsigtige sprog humanisteme er vant til, det er deres kulturs dæmpede røst. Men samtidig hører de en anden og meget højere stemme fra en typisk repræsentant for den anden gruppe, nemlig Rutherford: "Dette er naturvidenskabens heroiske tidsalder! Dette er den elizabethianske tidsalder!« Mange af os har hørt denne udtalelse foruden flere andre og endnu stærkere, og vi behøvede ikke at være i tvivl om hvem Rutherford havde tiltænkt Shakespeares rolle. Hvad humanisterne har svært ved at forestille sig og forstå er at han havde fuldstændig ret. ' Man kan sammenligne ,Således bliver verdens ende: ikke et brag, men en klynken« - i øvrigt en . af de mindst sandsynlige naturvidenskabelige spådomme man kan tænke sig - man kan sammenligne disse ord med Rutherfords berømte replik da nogen sagde om ham: '>Han er en lieldig fyr, ham Rutherford, han rider altid på bølgen:« Rutherford: ,Ja, men jeg har jo selv skabt bølgen.« Humanisterne har en dybt indgroet forestilling om at naturforskere er overfladiske og optimistiske og ikke forstår menneskets vilkår. Naturforskerne på deres side anser humanisterne for kortsynede, besynderligt ligeglade med deres medmennesker, dybest set anti-intel8

lekt~1elfo, ivrige efter at begrænse både kunst og tænkning til øjeblikket. Og så fremdeles. Enhver med et vist talent for bagtalelse kan· frembringe mængder af den slags uforskammetheder. En del af hvad der bliver sagt - fra begge sider - er ikke helt ved siden af. Det er altsammen destruktivt. Meget af det bygger på farlige fejlfortolkninger, og jeg skal nu tale om to af de farligste af disse, - en fra hver side. For det første naturvidenskabsmændenes optimisme. Denne beskyldning er blevet fremsat så ofte at den er blevet banal. Den er blevet fremsat af nogle af tidens skarpeste humanistiske hjerner. Men den beror på en sammenblanding af individuel og social erfaring, af menneskets individuelle og sociale betingelser. De fleste af de naturforskere jeg kender nærmere, føler lige så stærkt som de humanister jeg kender - at det enkelte menneskes individuelle lod er tragisk. Hver eneste af os er alene. Nu og da undslipper vi ensomheden, gennem kærlighed, venskab eller måske gennem skabende virksomhed, men sådanne triumfer er blot små lyspunkter på den mørke vej: mennesket dør alene. Nogle af de naturforskere jeg har kendt, troede på e.n åbenbaret religion. Måske føler de ikke menneskets tragiske lod så stærkt, jeg ved det ikke. De fleste stærkt følende mennesker, uanset hvor uforfærdede de er, ja undertiden især de mest uforfærdede og lykkelige, synes at være sig menneskets tragiske Iod levende bevidst som en del af selve livet. Det gælder i lige så høj grad , de naturforskere jeg har kendt godt, som alle andre. Men de færreste af dem - og her kommer optimismen ind i billedet - kan indse at fordi det enkelte menneskes lod er tragisk, ·så behøver de sociale vilkår også at være det. Hvert menneske er alene, hvert menneske dør alene, - det er en skæbne som vi ikke kan kæmpe imod. Men der er mange af vore vilkår som ikke er skæbnebestemte, og hvis vi ikke kæmpede imod dem, .ville vi være mindre end menneskelige. 9

For eksempel er det jo sådan at d~ fleste af· vore medmennesker sulter hele livet igennem og dør alt for tidligt. Dette er, i de mest utilslørede vendinger, menneskets sociale vilkår. I bevidstheden om menneskets ·ensomhed ligger der en moralsk fælde: man fristes til at læne sig tilbage, doven og selvtilfreds, med sin egen enestående tragedie - og lade de andre sulte. Betragter man naturforskerne som gruppe, synes de at være mindre tilbøjelige til at gå i denne fælde end andre. De er tilbøjelige til ivrigt at undersøge om der er noget at stille op, og de er tilbøjelige 'til at tro at der kan gøres noget, så længe det modsatte ikke er bevist. Heri ligger deres optimisme, og det er en optimisme som vi andre såmænd kunne have god brug for. Denne indstilling - en stædig og god overbevisning om at man bør kæmpe for menneskehedens vel - får til gengæld naturforskerne til at betragte den anden kulturs sociale indstilling som foragtelig. Det er en over-· ilet og overfladisk dom: på visse punkter er den det, men det er et midlertidigt stadium og kan ikke betragtes som typisk. Jeg blev engang krydsforhørt af en fremstående naturvidenskabsmand: ~Hvorfor tillægger de fleste forfattere sig sociale meninger som man ville have anset for uciviliserede og forældede på Plantagenet'ernes tid? Gælder det måske ikke de fleste af det 20. århundredes berømte forfattere? Yeats, Pound, Wyndham Lewis · . ' ni af ti af de forfattere der har domineret vor tids litterære opfattelse - var de ikke både politisk dumme og onde? Har indflydelsen fra dem og alt hvad de repræsenterer ikke bragt Auschwitz et godt stykke nærmere?« , Jeg mente dengang (og mener stadig) at det rette svar var at lade være med at forsvare hvad der ikke kan forsvares. Det var ingen nytte til at sige at efter · pålidelige venners udsagn var Yeats en mand af enestående storsind, samtidig med at han var en stor digter. Det var ingen nytte til at benægte kendsgerninger/

10

ne. Det ærlige svar er at der faktisk er en forbindelse - so11yforfatterne var forbryderisk længe om at opdage - mellem visse former for kunst i begyndelsen af det 20. århundrede og de mest tåbelige udtryk for en antisocial indstilling. 3) Dette var en af mange grunde til at nogle af os vendte kunsten ryggen og forsøgte at finde en ny, anderledes vej. 4) Men skønt mange af disse forfattere i en menneskealder dominerede den litterære opfattelse, så er .dette ikke længere tilfældet, i hvert fald slet ikke i samme grad. Litteraturen forandrer sig langsommere end naturvidenskaben. Den har ikke samme automatiske korrektiv, og dens vildfarelser er derfor mere sejlivede. Men det er ikke rigtigt af naturforskerne at dømme alle forfattere på grundlag af forholdene i perioden 19141950. Dette var to af misforståelserne mellem de to kulturer. Jeg bør nævne at jeg er blevet .udsat for en del kritik siden jeg begyndte at tale om de to kulturer. De fleste ·af mine bekendte blandt naturforskere mener .at der er noget om det jeg siger, og det samme gælder de fleste af de udøvende kunstnere jeg kender. Men jeg er blevet angrebet af humanister med stærke praktiske interesser. De mener at jeg forenkler forholdene, og at hvis man overhovedet skal tale om kulturer, så er der mindst tre man må tage i betragtning. De hævder at skønt de ikke selv er naturforskere, så har de dog en vis videnskabelig indstilling. Desuden mener de. at de har lige så lidt brug for den nyere litterære kultur som . naturforskerne selv - ja måske endnu mindre, fordi de ved mere om den. J. H. Plumb, Alan Bullock og flere amerikanske sociologer har sagt til mig at de ville protestere heftigt mod at blive sat i kulturel bås sammen med folk som de ikke ville bryde sig om at blive set sammen med som døde, eller at blive beskyldt for at være medvirkende til at skabe et klima hvor der ikke er plads til håb for den sociale udvikling. . 11

, I

· Disse argumenter respekterer jeg. Tallet 2 er et meget farligt tal; det er derfor dialektik ·er sådan en farlig proces. Man bør altid stille sig skeptisk til ethvert forsøg på at dele noget i to dele. Jeg tænkte længe på at forsøge at opstille finere distinktioner, men til sidst bestemte jeg mig for ikke at gøre det. Hvad jeg søgte var noget der skulle være lidt mere end en slående metafor, men betydelig mindre end et kulturelt landkort, - og' til dette formål passer de to kulturer godt. Yderligere distinktioner ville medføre flere ulemper end 'de er værd. Den naturvidenskabelige kultur er virkelig en kultur, ikke blot i intellektuel, men også i antropologisk forstand. Dens repræsentanter behøver naturligvis ikke altid at forstå hinanden helt, - de fleste biologer har f.eks. en temmelig tåget forestilling om moderne fysik, - men der findes fælles indstillinger, fælles normer, fælles adfærdsmønstre, fælles metoder og fælles antagelser. Alt deUe stikker bemærkelsesværdigt dybt og går på tværs af andre sjælelige mønstre som f.eks. religion, politik eller klasse. Statistisk tror jeg der er lidt flere ikke-troende naturforskere end i resten af den intellektuelle verden; men der er mange religiøse, især blandt de unge. Hvad angår politisk indstilling, er naturforskere også lidt mere venstreorienterede, skønt mange af dem altid har kaldt sig konservative, hvad der også synes at være mere almindeligt blandt de unge. I sammenligning med den øvrige intellektuelle verden er der betydelig flere naturforskere her i landet - og formodentlig også i USA som kommer, fra fattige hjem. 5) Men intet af dette har større betydning når man betragter tanke- og adfærdsmønstre som helhed. I deres arbejde og for en stor del også i deres følelsesliv står de nærmere ved andre naturforskere end ved humanisterne, selv når disse kan rubriceres på samme måde som de selv med hensyn til religion, politik eller klasse. Hvis jeg skal sige det

12

rigtig kort, kan jeg udtrykke det sådan at de fra naturens/hånd bærer fremtiden i sig, hvad enten de synes om det eller ej. Dette gjaldt såvel de konservative J. J. Thomson og Lindemann som. de radikale Einstein og Blacket, såvel den kristne A. H. Compton som materialisten Bemal, såvel aristokraterne de Broglie og Russell som proletaren Faraday, såvel rigmandssønnerne Thomas Merton og Victor Rothschild som Rutherford, der var søn af en ufaglært arbejdsmand. Uden at tænke over det reagerer de på samme måde. Og det er det , ordet kultur betyder. , Ved den anden pol er spredningen af indstillinger større. Hvis man bevæger sig gennem de intellektuelle kredse fra fysikerne til de litterært intellektuelle, vil man på vejen støde på alle mulige slags stemninger og følelser. Men jeg tror at den yderpol hvor der hersker en fuldstændig mangel på forståelse af naturvidenskaben, gør. sin indflydelse gældende over hele linien. Denne - totale mangel på forståelse giver - i langt højere grad end vi gør os det klart - hele den »traditionelle« kultur et uvidenskabeligt anstrøg, som er i færd med at blive mere anti-videnskabelig end vi vil indrømme. Den ene yderpols følelser bliver den andens anti-følelser. Hvis naturforskerne bærer fremtiden i sig, så svarer den traditionelle kultur med at ønske at fremtiden ikke eksisterede. 6) Det er den traditionelle kultur der regerer den vestlige verden, og dette forhold er forblevet bemærkelsesværdigt uændret trods den naturvidenskabelige kulturs fremkomst. Denne splittelse er til skade for os alle, som folk og som samfund. Skaden er på en gang praktisk og intellektuel og sætter en hæmsko på vor skaberkraft. Jeg gentager at det er forkert at forestille sig at disse tre områder kan holdes klart adskilte, men jeg vil for et øjeblik koncentrere mig om den intellektuelle skade splittelsen forvolder. Den manglende forståelse på begge sider er en, af 13

de vittigheder der er blevet slidt med tiden. Her i landet har vi ca. 50.000 naturvidenskabsmænd og ca. 80.000 professionelle ingeniører eller videnskabsmænd der beskæftiger sig med anvendt videnskab. Under og efter krigen har mine kolleger og jeg interviewet mellem 30.000 og 40.000 af disse - dvs. ca. 25 procent. Det er tilstrækkeligt mange til at give et godt udvalg, skønt de fleste af de interviewede var under 40 år 'gamle. Det lykkedes os at få en hel del at vide om hvad de læste og hvad de tænkte på, og jeg må tilstå at selv jeg, som kan lide dem og respekterer dem, var temmelig rystet. Vi havde ikke ventet at deres forbindelse med den traditionelle kultur var helt så spinkel - ikke stort mere end en formel anerkendelse af dens eksistens. Som man kan vente sig, havde og har mange af de mest fremstående naturvidenskabsmænd masser af energi og interesse til overs, og vi traf adskillige som havde læst alt hvad man taler om i litterære kredse. Men det er trods alt en ret sjælden foreteelse. Når man spurgte de andre hvilke bøger de havde læst, bekendte de fleste beskedent noget i retning af: :i>Joh, jeg har altså prøvet lidt Dickens«, som om Dickens var en yderst esoterisk, indviklet og vanskeligt tilgængelig forfatter - noget i retning af f.eks. Rainer Maria Rilke. Og det .· er. faktisk også deres mening om ham. Et af de mest overraskende resultater af hele vores undersøgelse var nok den opdagelse at Dickens var blevet til et skoleeksempel på litterær uforståelighed. Når de læser ham eller næsten en hvilken som helst forfatter af dem vi sætter pris på, sker det blot SOD?- en formel .anerkendelse af den traditionelle kulturs eksistens. De har deres egen kultur, som er intens, eksakt og al.tid i aktivitet. Den er præget af en argumentation, der almindeligvis er meget strengere og ligger på et højere begrebsniveau end humanisternes - skønt naturforskerne med sindsro bruger visse ord i betydninger

··~

14

--·~··-·"-

son< de litterære ikke kan genkende. Disse betydninger er imidlertid nøjagtige, og når de taler om »subjektiv«, »objektiv«, »filosofi« eller »progressiv« 7) ved de hvad de mener med ordene, skønt det ikke er hvad man plejer at vente sig. Man må huske på at det er intelligente folk det drejer sig om. Deres kultur er på mange måder. krævende og respektindgydende. Den er ikke stærkt præget af kunst - med en vigtig undtagelse, nemlig musik. Udveksling af ord, ihærdige diskussioner. Longplaying plader. Farvefotografering. Øret, og til en vis grad øjet. Bøger? Ikke mange, skønt det nok er de færreste der vil gå så vidt som en heltemodig person ,jeg .er stødt ,på. Måske må jeg hellere først tilstå at han befandt sig nogle trin længere nede på den naturvidenskabelige . rangstige end de andre jeg har talt om. Vi spurgte ham hvilke bøger han læste, og han svarede med overbevis' ning og selvtillid: »Bøger? Jeg foretrækker at anvende mine bøger som værktøj.« Et tankevækkende svar hvad slags værktøj kan man bruge en bog til? En hammer måske? Eller et primitivt graveredskab? Men i hvert fald: ikke mange bøger. Og de bøger der kommer i første række for de fleste humanister romaner, , historie, poesi, skuespil - læser de faktisk overhovedet ikke. Det er ikke fordi de ikke interesserer sig for psykologiske, moralske eller sociale forhold. Tværtimod er de mere interesserede i sociale. forhold end de fleste andre, og hvad angår moral er de i det , store og hele de sundeste og ærligste af alle intellektuelle. Selve naturvidenskaben har et moralsk element i sig, og de fleste naturforskere danner sig deres egne meninger om moralske spørgsmål. For psykologi interesserer de sig lige så stærkt som alle andre, men jeg tror det er en interesse som ofte opstår ret sent i deres liv.. Man kan altså ikke sige at de mangler interesse, . men snarere at hele den traditionelle kulturs litteratur efter deres mening ikke er relevant for denne interesse.

r I

l

I,!

i

'

i'i

I,

.,,J··

.. ·;

15

f

' j. I I

C

-,-,-~

·--~----· - - - - - - - ~ - - - - - - - - - - - - - -

1

Naturligvis tager de fuldstændig fejl heri, og resultatet er at deres fantasi og forståelse bliver ringere end den behøvede at være. De gør sig selv fattigere. Men hvad med dem på den anden side? De er også fattige - og måske er det mere alvorligt i deres tilfælde, for de er ligefrem stolte af det. De vil gerne hævde at den traditionelle kultur er hele »kulturen«, som om der ikke var noget der hed naturvidenskab, - som om 'udforskningen af naturen ikke havde nogen som helst interesse, hverken i sig selv eller i sine konsekvenser, - som om den videnskabelige undersøgelse og klassifikation af den fysiske verden ikke var men11eskeåndens smukkeste og største kollektive værk i sin dybde, mangesidighed og klarhed. De fleste humanister har overhovedet ingen sans for dette storværk, og selvom de ønskede at forstå det, ville de ikke være i stand til det. Det er som om en hel gruppe - med alle afskygninger af intellektuelle erfaringer - var komplet umusikalsk, bortset fra at den manglende musikalitet ikke er medfødt, men skyldes træning, eller rettere mangel på træning. Ligesom de umusikalske ved de ikke selv hvad de går glip af. De smiler medlidende når de hører om en naturforsker der aldrig har læst et af den engelske litteraturs hovedværker. De affærdiger naturforskerne som . uvidende fagidioter, og dog er deres egen uvidenhed og ensidighed mindst lige så chokerende. Jeg har truffet mange mennesker/ som efter den traditionelle kulturs målestok anses for veluddannede, og som med velbehag har udbredt sig om hvor utroligt uvidende alle naturforskere er. Et par gange har jeg ladet mig provokere til at spørge hvor mange af de tilstedeværende der var i stand til at gøre rede for den anden termodynamiske lov. Svaret var både køligt og negativt. Men mit spørgsmål var i grunden ikke andet end en naturvidenskabelig pendant til spørgsmålet: »Har De læst nogle af Shakespeares skuespil?«

16

/

/

/ Selvom jeg havde stillet et endnu enklere spørgsmål som f.eks. »Hvad er en masse?« eller »Hvad er acceleration?« (en naturvidenskabelig pendant til spørgsmålet: Kan De læse?) tr~r jeg at højst en af ti af disse højt uddannede personer ville have opfattet at jeg talte samme sprog som de selv. Den moderne fysik gør ustandselig fremskridt, og de fleste af den vestlige ver:dens klogeste hoveder ved lige så meget om fysik som deres stenalderforfædre. Endnu et af disse spørgsmål (som mine humanistvenner anser for særdeles smagløse): På Cambridge universitet spiser naturforskere og humanister middag sammen hver aften. 8) For ca. to år siden blev en af naturvidenskabens største og mest overraskende opdagelser fuldført. Jeg tænker ikke på Sputnik, som var , beundringsværdig af helt andre grunde - som et kunststykke af organisation og en strålende udnyttelse af allerede indvundne kundskaber. Nej, jeg tænker på den opdagelse som Yang og Lee gjorde ved Columbiauniversitetet, og som er en præstation af den største skønhed og originalitet, men hvis resultater er så overraskende at man glemmer hvilken pragtfuld tankepræstation der ligger bag. Vi bliver her mindet om nogle af den fysiske verdens grundlæggende elementer. Intuition og sund fornuft· bliver pænt og nydeligt vendt på hovedet, og resultatet er blevet hvad man almindeligvis kalder »paritetens modsigelse