Besttelsestiden SOM Kollektiv Erindring: Historie- Og Traditionsforvaltning AF Krig Og Besttelse 1945-1997 [1. udg., 3. opl ed.]
 9788778670342, 9788778679253, 8778670349

Table of contents :
Forside......Page 1
Titelblad......Page 2
Indhold......Page 4
Forord......Page 8
I Indledning......Page 10
Den nationale erindring......Page 12
Problemstilling og struktur......Page 17
Det kritiske udgangspunkt......Page 22
II Den lange 2. verdenskrig......Page 24
2. verdenskrig i den internationale historie- og traditionsforvaltning......Page 26
2. verdenskrig i den danske historie- og traditionsforvaltning......Page 40
III Grundfortællingen om besættelsestiden......Page 52
En hegemonisk fortælling......Page 54
En aristotelisk dramaturgi......Page 55
De fem år som myte og realitet......Page 60
IV Besættelsestiden som politik......Page 72
Grundfortællingens ophavssituation......Page 74
Offentlighedsstrukturen før og efter 5. maj 1945......Page 75
Fortællingens politiske grundlag i 1945......Page 77
Den harmoniserende historieforståelse......Page 83
Fortællingen som politisk legitimering og retorik......Page 86
Mod- og medfortællinger......Page 94
Erik Scavenius......Page 95
De dømte og udrensede......Page 98
Myten om Rostock-mødet......Page 106
Buffer-teorien og anti-kommunismen......Page 110
“De vil fylde dig med løgn”......Page 115
Besættelsestiden – en kommunistisk nøglefortælling......Page 122
Både inden for og uden for kollektivtraditionen......Page 128
At mindes, at oplyse, at lære af......Page 137
Statslig iscenesættelse......Page 140
I befrielseskompromissets ånd......Page 153
Besættelsen som politisk reference......Page 161
En ny jubilæumskultur?......Page 172
Historiens offentlige brudflader......Page 179
Den parlamentariske Kommission og offentligheden 1945-55......Page 180
Grundfortællingen under pres. Hjalf-sagen 1960-61......Page 189
Kampen om tolkningsretten. Fire fejder 1970-95......Page 199
Rifbjergs År, 1970......Page 201
Olssons Jane Horney, 1985......Page 204
Wechselmanns Ingen Hamlet på Kronborg i år, 1986......Page 218
Ejdrup Hansens Linien-Lyset 1995......Page 225
Parlamentet og besættelseshistorien – 50 år efter......Page 244
V Besættelsestiden som mindekultur......Page 254
Kulten af den faldne soldat......Page 256
Hellig eller profan?......Page 263
Sejrs- eller sørgemonument?......Page 269
“Sten skal tale”......Page 277
“Skal folket leve må nogen dø”......Page 282
Pro Patria – mindehøjtideligheder......Page 295
Monumentalisering II – frihedsrådsmaleriet og frihedskæmperbilleder......Page 306
En traditions opfindelse – lysene og andre symboler......Page 316
Besættelsestiden som oplevelse og vare......Page 327
Erindringssteder for glemsel eller erindring?......Page 337
VI Besættelsestiden som læring og videnskab......Page 342
Kognitiv og emotiv mening......Page 344
Det samlede tekstmateriale. Emner og genrer......Page 348
Tendens......Page 350
Traditionen og formidlingskløften......Page 352
Jørgen Hæstrup, 1950’erne......Page 361
Udgiverselskabet for Danmarks nyeste historie, ca. 1960-85......Page 364
Konflikt eller konsensus som tilgang?......Page 367
Gammel- og ny-marxistiske tolkninger, 1970’erne......Page 373
Besættelsesforskningens 3. generation, 1990’erne......Page 375
Outsiderne Sjøqvist og Kjersgaard......Page 380
På vej mod tomhed eller et nyt fagligt paradigme?......Page 382
Jernbanesabotagens betydning......Page 386
Socialdemokraterne og samarbejdspolitikken......Page 392
Hæren, politikerne og modstandsbevægelsen......Page 397
Retsopgørets karakter......Page 402
Politiets rolle under besættelsen......Page 408
To undersøgelser, 1969 og 1997......Page 414
Besættelsestidens didaktiske potentiale......Page 422
Sejrherren viser historien......Page 428
Udstillingen 1945 og 1948-57......Page 431
Udstillingen 1957-1994......Page 435
Udstillingen fra 1995......Page 438
Modstandsmuseum eller besættelsesmuseum?......Page 445
Opsummering: Forskning og formidling af besættelseshistorien......Page 449
Historie og erindring......Page 451
VII Afslutning......Page 462
Konstruktionen af besættelsestiden......Page 464
Sammenfatning......Page 465
Diskussion......Page 470
Fortid, nutid og fremtid. Perspektiver af den kollektive erindring......Page 474
Noter til I. Indledning......Page 481
Noter til II. Den lange 2. verdenskrig......Page 482
Noter til III. Grundfortællingen om besættelsestiden......Page 484
Noter til IV. Besættelsestiden som politik......Page 485
Noter til V. Besættelsestiden som mindekultur......Page 504
Noter til VI. Besættelsestiden som læring og videnskab......Page 512
Noter til VII. Afslutning......Page 526
Arkivfortegnelse......Page 527
Aviser og andre tryksager......Page 529
Audio-visuelle produktioner......Page 531
Litteratur......Page 534
English Summary......Page 553
Forfatterne......Page 560

Citation preview

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 3

Besættelsestiden som kollektiv erindring Historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse 1945-1997

Claus Bryld og Anette Warring

Anette Warring og Claus Bryld Besættelsestiden som kollektiv erindring Historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse 1945-1997

© Roskilde Universitetsforlag, 1998

Forsiden: Illustration fra Berlingske Tidende d. 4. maj 1995.

ISBN for trykt udgave: 978-87-7867-034-2 ISBN for ebogsudgave: 978-87-7867-925-3

Roskilde Universitetsforlag Rosenørns Allé 9 1970 Frederiksberg C Tlf: 35 35 63 66 Fax: 35 35 78 22 [email protected] www.ruforlag.dk Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele deraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget heraf er korte uddrag til anmeldelser.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 5

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 I.

Indledning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Den nationale erindring 13 Problemstilling og struktur 18 Det kritiske udgangspunkt 23

II.

Den lange 2. verdenskrig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 2. verdenskrig i den internationale historie- og traditionsforvaltning 27 2. verdenskrig i den danske historie- og traditionsforvaltning 41

III. Grundfortællingen om besættelsestiden . . . . . . . . . . . 53 En hegemonisk fortælling 55 En aristotelisk dramaturgi 56 De fem år som myte og realitet 61

IV. Besættelsestiden som politik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73 Fortællingen bliver masseformidling 75 Grundfortællingens ophavssituation 75 Offentlighedsstrukturen før og efter 5. maj 1945 76 Fortællingens politiske grundlag i 1945 78 Den harmoniserende historieforståelse 84 Fortællingen som politisk legitimering og retorik 87

5

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 6

De apokryfe fortællinger. De tyskvenlige og de sovjetvenlige 95 Mod- og medfortællinger 95 Erik Scavenius 96 De dømte og udrensede 99 Myten om Rostock-mødet 107 Buffer-teorien og anti-kommunismen 111 “De vil fylde dig med løgn” 116 Besættelsestiden – en kommunistisk nøglefortælling Inden for og uden for kollektivtraditionen 129

123

Iscenesættelse af besættelsestiden – mindedage og jubilæer 138 At mindes, at oplyse, at lære af 138 Statslig iscenesættelse 141 I befrielseskompromissets ånd 154 Besættelsen som politisk reference 162 En ny jubilæumskultur? 173

Kampe om besættelseshistorien I

180

Historiens offentlige brudflader 180 Den parlamentariske Kommission og offentligheden 1945-1955 181 Grundfortællingen under pres. Hjalf-sagen 1960-61 190 Kampen om tolkningsretten. Fire fejder 1970-1995 200 Rifbjergs År, 1970 202 Olssons Jane Horney, 1985 205 Wechselmanns Ingen Hamlet på Kronborg i år, 1986 219 Ejdrup-Hansens Linien-Lyset, 1995 226

Parlamentet og besættelseshistorien – 50 år efter 245 V.

Besættelsestiden som mindekultur . . . . . . . . . . . . . . 255 Nationale mindekulturer 257 Kulten af den faldne soldat 257 Hellig eller profan? 264

Monumentalisering I – mindesmærker Sejrs- eller sørgemonument? “Sten skal tale” 278

6

270

270

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 7

“Skal folket leve, må nogen dø” 283

Pro patria – mindehøjtideligheder 296 Monumentalisering II – frihedsrådsmaleriet og frihedskæmperbilleder 307 En traditions opfindelse – lysene og andre symboler 317 Besættelsestiden som oplevelse og vare 328 Erindringssteder for glemsel eller erindring? 338 VI. Besættelsestiden som læring og videnskab. . . . . . . . 343 Oplysning i sag- og faglitteratur 345 Kognitiv og emotiv mening 345 Det samlede tekstmateriale. Emner og genrer 349 Tendens 351 Traditionen og formidlingskløften 353

Den videnskabelige historieskrivning om besættelsestiden 362 Jørgen Hæstrup, 1950’erne 362 Udgiverselskabet for Danmarks nyeste historie, ca. 1960-1985 365 Konflikt eller konsensus som tilgang? 368 Gammel- og nymarxistiske tolkninger, 1970’erne 374 Besættelsesforskningens 3. generation, 1990’erne 376 Outsiderne Sjøqvist og Kjersgaard 381 På vej mod tomhed eller et nyt fagligt paradigme? 383

Kampe om besættelseshistorien II

387

Historikere og aktører 387 Jernbanesabotagens betydning 387 Socialdemokraterne og samarbejdspolitikken 393 Hæren, politikerne og modstandsbevægelsen 398 Retsopgørets karakter 403 Politiets rolle under besættelsen 409

Skolebøgerne

415

To undersøgelser, 1969 og 1997 415 Besættelsestidens didaktiske potentiale

423

Frihedsmuseet 429 7

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 8

Sejrherren viser historien 429 Udstillingen 1945 og 1948-1957 432 Udstillingen 1957-1994 436 Udstillingen fra 1995 439 Modstandsmuseum eller besættelsesmuseum?

446

Opsummering: Forskning og formidling af besættelseshistorien 450 Historie og erindring 452 VII. Afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 463 Konstruktionen af besættelsestiden 465 Sammenfatning 466 Diskussion 471 Fortid, nutid og fremtid. Perspektiver af den kollektive erindring 475

Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Arkivfortegnelse . . . . . . . . . . Aviser og andre tryksager . . Audio-visuelle produktioner. Litteratur. . . . . . . . . . . . . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

. . . . .

482 528 530 532 535

English Summary . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 554 Forfatterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 561

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 9

Forord

Besættelsestiden som kollektiv erindring er femte bind i en skriftse-

rie udgivet af Center for Humanistisk Historieformidling, som har til huse på Danmarks Lærerhøjskole. Centret, som er oprettet i 1995 på grundlag ef en treårig bevilling fra Statens Humanistiske Forskningsråd, har til opgave at gennemføre en række undersøgelser af historieformidlingens kendetegn og vilkår i dagens Danmark. Resultaterne af denne forskning præsenteres for en bred læserkreds gennem denne skriftserie. Forskningsprojektet tager udgangspunkt i det forhold, at formidling af historie er et tværhumanistisk forskningsfelt, og det er da også baseret på et tværinstitutionelt samarbejde mellem Arbejdermuseet, Danmarks Lærerhøjskole, Museet for Holbæk og Omegn, Nationalmuseet og Roskilde Universitetscenter. Den forskningsmæssige ledelse af projektet ligger hos Claus Bryld (RUC) og Bernard Eric Jensen (DLH). Ønskes en grundigere introduktion til projektet henvises til skriftseriens bind 1: Bernard Eric Jensen m.fl. (red.): Erindringens og glemslens politik, 1996. Noter og lister over litteratur og benyttet materiale er samlet bag i bogen. Her findes ligeledes et engelsk summary. Retskrivningen i citaterne er moderniseret, bortset fra i titler. Skarpe parenteser i citater betyder korte indskud ved forfatterne. Vi skylder mange mennesker tak for gode diskussioner og konkret hjælp under arbejdet. Her vil vi imidlertid nøjes med at takke først vore kolleger i Humanistisk Historieformidlingsprojektet for venlig omgangsform og mange givende seminarer om 9

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 10

historieformidling. En særlig tak til ph. d. Carsten Tage Nielsen for hjælp med klargøringen af manuskriptet til trykning. Dernæst en tak til fire historikere, som har lånt os nyttigt materiale uden at stille betingelser for vores udnyttelse af det, en udnyttelse som højst sandsynligt er anderledes end deres egen: Forskningsleder John T. Lauridsen, Det kgl. Bibliotek, historiestuderende Mads Findal Andreasen, Odense Universitet, samt museumsinspektørerne Esben Kjeldbæk og Henrik Lundbak, Frihedsmuseet. Tak skal I have! Resten er om ikke tavshed, så i hvert fald på eget ansvar. Og det deler vi i fællesskab. Claus Bryld

10

Anette Warring

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 11

I

Indledning

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 12

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 13

Den nationale erindring

Besættelsestiden 1940-45 kan i dag virke langt borte. For man-

ge danskere, ikke blot de unge, er der sikkert tale om, at denne del af fortiden er et fremmed land, som et kendt værk om erindring hedder. Men herved adskiller perioden sig næppe fra andre dramatisk fortættede perioder i Danmarkshistorien, efter at 50 år var passeret. Under 1. verdenskrig kunne 1864 forekomme fjernt, og i 1864 var mindet om den danske deltagelse i Napoleonskrigene og tabet af Norge vel blegnet noget. Eller gjorde det i hvert fald med nederlaget og tabet af hertugdømmerne i samme år. Ser man på den nationale, kulturelle overlevering er besættelsestiden imidlertid ikke noget fremmed land, men føjer sig smukt ind i den nationale historie. De tanker og følelser, der kommer til udtryk i den danske sangskat – gengivet i forskellige udgaver af højskolesangbogen – sondrer ikke mellem kampen for Sønderjylland og kampen for Danmarks frihed mellem 1940 og 45. Det er Danmark det gælder, fædrelandet. Fædrelandet er her hævet over tiden, i hvert fald over de 100 år fra midten af det 19. århundrede til midten af det 20. århundrede. Og det kunne tyde på, at vi har med en epoke at gøre, altså med en tid, der senere vil blive anskuet som sammenhængende på centrale områder. Spørgsmålet er imidlertid, hvornår den distance indtræder, som gør det muligt at hæfte epokebetegenelsen på et spand af tid. Hvornår begynder en epoke og, ikke mindst, hvornår slutter den? Den nationalisme, der kendetegner tiden efter 1848 i hele Europa, altså også i Danmark – er den forbi? Tydeligt nok er den 13

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 14

det ikke på Balkan eller i visse lande i østeuropa, men i Danmark? Et svar kan vi ikke give i denne bog, men ud fra det materiale, vi har beskæftiget os med, er det blevet klart for os, at nationalismen i hvert fald lever i erindringen, og at den ikke er mindre markant end tidligere, når den ved givne lejligheder bliver aktiveret som fx ved jubilæer. 1864 – 1920 – 1945 er på denne måde bundet sammen som knuder på et tov, der stadig føles meningsfuldt som sammenbindende kraft. 1864 var nederlagets år med negative konsekvenser for den nationale selvværdsfølelse, 1920 var retfærdighedens år, hvor “en røvet datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage” (Henrik Pontoppidan), og 1945 var bekræftelsens eller ligefrem sejrens år, hvor en århundredgammel kamp mod det tyske tilsyneladende fandt sin løsning, og en fornyet dansk bevidsthed med en ny udenrigs- og sikkerhedspolitik kunne tage sin begyndelse. Dette billede er konstrueret som alle billeder og indeholder hverken nuancerne eller skyggerne, men det gengiver essensen i den nationale opfattelse af Danmarks udvikling som nationalstat. Den næste knude på tovet kan muligvis vise sig at være 1973 – Danmarks indmeldelse i Det europæiske Fællesskab – men den kollektive erindring vi beskæftiger os med i denne bog holder alt overvejende disse knuder adskilt. Det nationale erindringsfællesskab splittes i forbindelse med holdningen til EF/EU, men det er bemærkelsesværdigt, at erindringen om 1945 tilsyneladende ikke er blevet påvirket af Danmarks medlemskab af EU. Denne erindring er stadig national-patriotisk. Og de nationale følelser får også fra officiel side lov at udfolde sig uhindret i mindet om 5. maj. Det kan faktisk konstateres, at patriotismen er blevet endnu stærkere og endnu mere entydig i erindringen i de sidste 10-15 år, samtidig med at integrationen i EU i praksis er skredet frem. Men den nyere patriotismes politiske implikationer virker mere rettet mod et globalt engagement, hvor modstanden under besættelsen anvendes som ideologisk reference til støtte for kamp for menneskerettigheder i dag. Et konkret overnationalt projekt som EU synes i hvert fald ikke at passe så godt til denne erindring, således som den tematiseres i offentligheden. 14

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 15

Umiddelbart kunne man tro, at besættelsestiden som holdningsmarkør var tæt bundet til generationerne, altså at den ældre generation knyttede stærkere nationale holdninger til besættelsestiden end de yngre generationer. Sådan forholder det sig sikkert også ofte i virkelighedens verden, men denne bog vil bl.a. demonstrere, hvordan højtideligholdelsen af besættelsestidens mærkedage, især 5. maj, er blevet mere og mere omfattende for hvert jubilæum der er blevet fejret. En meningsmåling i marts 1995 viste således, at et flertal på 56% af den voksne danske befolkning ønskede, at befrielsesdagen også på fremtidige årsdage efter 5. maj 1995 skulle markeres officielt. 30% syntes den officielle højtideligholdelse skulle være slut efter 50 års jubilæet, mens 14% svarede “ved ikke”. Mænd og kvinder var nogenlunde enige, men de yngste årgange var mest positive over for højtideligholdelse, med 63% i aldersgruppen 18-29 år, mens det lå noget lavere for de ældre årgange, også dem over 69 år.1 Erindringen er altså ikke blot generationsspecifik, men almen. Den offentlige fortælling om den skelner normalt heller ikke mellem, hvilke generationer der tales til. Og besættelsestiden tjener mange behov og interesser, der opfattes som almene. D. 5. maj 1997 mente en mand af den ældre generation således i et avisindlæg, at den 5. maj er en mindedag, som netop skulle styrke slægtens kraft. De mennesker i moden alder, som lever nu, har oplevet noget, som kun få generationer får lov til at opleve: at et forsmædeligt nederlag blev vendt til sejr. Jeg tror det er vigtigt, at vi alle sammen, som levede med i den tid, prøver at fastholde den arv af minder, vi har fra besættelsestiden. Og vi skal fortælle de unge om det, det kan få stor betydning for hele deres indstilling til livet.2

Det der skulle fortælles om var, hvilken rolle de nationale, folkelige og kristelige værdier spillede under besættelsen, og at det havde mening at kæmpe med våben i hånd for det man havde kær. Læren er: det har også mening i dag. To år tidligere afsvor en gymnasieelev i samme blad denne lære af besættelsestiden efter på sin skole at have hørt et foredrag af en frihedskæmper:

15

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 16

Frihedskæmperens overordnede selvmodsigelse bestod kort sagt i, at han gjorde sig til talsmand for nogle handlinger, der til forveksling lignede det, han fem minutter forinden havde fordømt [voldsanvendelse]. Og eftersom han faktisk virkede åndsfrisk nok, var det ikke udtryk for senilitet, men derimod udtryk for en forskruet virkelighedsopfattelse, der bunder i et bundløst had til ikke bare alt nazistisk, men til alt tysk, selvom jeg ikke ser nogen nødvendig sammenhæng mellem de to ting.3

Digteren Halfdan Rasmussen har i sin digtning legemliggjort dualismen mellem det nationale og militære på den ene side og det universelle og pacifistiske på den anden. I foråret 1939 skrev han digtet Soldat eller menneske?: … Idag staar soldaten med ild og sværd og brøler i tidens soldaterhær. Vi hører et blødende hjerte slaa – det menneskehjærte han tramper paa. Vi tramper paa alt vi har elsket før. Snart dundrer soldaten paa vores dør. Det banker og banker i tanke og sind Vær trofast – luk aldrig soldaten ind!

Rasmussen var syndikalist og pacifist, og digtet var en advarsel mod at lade sig inficere af det voldelige. I 1944 gik han imidlertid i et nationalt beredskabsdigt, Der var lange, lange Vintre, ind for vold. Det var Danmark, der tiltaltes i den næstsidste strofe: Nu er Smilet gemt. Din Stemme er en anden. De har skændet dig og mente du var brudt. Men du lever og du ved dit Folk vil leve. Og du ved, at snart er dette Vanvid slut! Dine Skove gemmer Vaaben vi skal bruge – gemmer Hævn for Kammerater de har skudt!4

I det første digt er “vi” identisk med hele menneskeheden. I det 16

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 17

sidste er det ensbetydende med det danske folk. I førkrigsdigtet er “soldaten” en almen betegnelse for en mentalitet og adfærd, der lurer som en fare på alle mennesker. I 1944-digtet er disse egenskaber entydigt tillagt den tyske besættelsesmagt. Kort sagt, fra at være en umenneskelig, universel fare, der må bekæmpes indefra, er voldsmentaliteten blevet en sydfra kommende vandalisme, som må bekæmpes med våbenmagt fra dansk side. Det hører dog med i billedet, at Halfdan Rasmussens digte efter krigen udgjorde en selvreviderende kredsen om netop besættelsestidens oplevelser. Vogt dig for den, som kræver al din tro, men aldrig lod din tvivl faa lov at gro.

Som Thorkild Borup Jensen skriver i Dansk Identitetshistorie, afskrev Halfdan Rasmussen i sine digte fra efterkrigstiden, som han havde gjort det i førkrigstiden, den nationale begejstring og brugen af det middel, som hans illegale digte fra besættelsestiden opfordrede til at benytte: våbenmagt.5 Men en sådan udvikling er uhyre sjælden, når det gælder erindringen om besættelsestiden. Her råder entydigheden og selvsikkerheden næsten uindskrænket. For fortællingen om besættelsestiden er en dansk, national nøglefortælling, og det nationale har aldrig været forbundet med tvivl. Det nationale har derimod været forbundet med angst. Efter 1864 kom undergangsangsten til at spille en rolle i den danske befolkning. Der opstod hos mange en nagende frygt for, at 1864 kun var første akt, og at dramaet ville slutte med den danske stats undergang og det dansk folks absorption i det tyske. Danskerne følte ofte, at de levede i det overmægtige Tysklands skygge.6 Tiden efter treårskrigen 1848-50 havde været optimistisk, også vedrørende Danmarks muligheder for at føre krig, men efter 64 sænkede en skygge sig over den danske nationalstat og fortællingen om dens udviklingshistorie. Danmark blev en småstat både af geografisk statur og politisk mentalitet, og dets eneste overlevelsesmulighed blev at holde sig neutral og forsøge at manøvrere mellem stormagterne. På trods af genforeningen med Nordslesvig i 17

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 18

1920 holdt denne stemning sig til 2. verdenskrig, og d. 9. april 1940 sås af en del som dramaets endelige slutning: Danmarks udslettelse som selvstændig stat for i hvert fald en lang årrække. Så meget desto stærkere måtte virkningen af det totale tyske nederlag i 1945 virke på dansk nationalfølelse. Det er forståeligt, som historikeren Troels Fink skriver, “at historiebevidstheden i 1940’erne fik en national oppudsning.”7 Danmark havde imidlertid ikke kæmpet mod Tyskland, da det blev angrebet i 1940 – i modsætning til i 1864 –, og blev kun anerkendt som allieret nation (med tilbagevirkende kraft efter krigen) pga. modstandsbevægelsens indsats. Det måtte komplicere den almindelige form for nationalfølelse, der var knyttet til den nationale stat som udtryk for almenvellet. Situationen i 1945 var således flertydig, og en historie om, hvad der var sket og hvordan det skulle fortolkes, var kun i sin vorden, selvom den allerede var udformet i grundtrækkene. Problemstilling og struktur Denne bog handler ikke om besættelsestiden, men om den måde besættelsestiden er blevet opfattet, tematiseret og anvendt på i efterkrigstidens danske samfund. I forhold til en besættelsestidens historie er den altså snarere historien om tiden efter 1945 med særligt henblik på de diskurser om og anvendelser af besættelseshistorien, der har cirkuleret i samfundet. Det kan forekomme at være en subtil skelnen, men i virkeligheden er den alt afgørende. Selvom al historieskrivning og erindringsproduktion er bestemt af den tid, den bliver til i, er der stor forskel på, om fokus for en analyse rettes mod en historie om en bestemt fortid, eller om fokus rettes mod historien som konstruktion og de betingelser denne konstruktion er blevet til under. Det medfører samtidig, at materialet bliver et helt andet. Hvor en besættelseshistoriker primært vil anvende kilder fra tiden 1940-45 og sekundært fremstillinger af perioden, anvender vi kun kilder fra tiden efter, selvom vi naturligvis gør det med et vist kendskab til tiden forud. På denne måde kunne analysen minde om en almindelig historiografisk analyse, men de fleste historiografier interesserer 18

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 19

sig kun for selve historieskrivningen – næsten altid kun den akademiske – hvorimod vi inddrager det historiske eller erindringsmæssige milieu som helhed, fra aviser og ugeblade over politikertaler, mindeskulpturer og stearinlys til doktordisputatser. Vi ser med andre ord historiens samspil med samfundet som det centrale. Det hænger sammen med en formodning hos os om, at det, der bestemmer historiebevidstheden, ikke er tilnærmet præcise beskrivelser af fortiden som dem vi finder i faghistorien, men den måde denne fortid opfattes, italesættes og bruges på i samfundet i bredeste forstand. Her er aviser og tv vigtigere end faghistoriske værker, selvom der naturligvis findes en forbindelse mellem disse formidlingsformer. Og menneskers følelser er vigtigere end deres erkendelse i videnskabelig forstand. Behovet for at føle tryghed og sikkerhed er fx blevet massivt brugt i den politiske diskurs om besættelsestiden til at drage sikkerhedspolitiske læresætninger af. Og følelsen af national identitet er blevet søgt styrket med henvisninger til kampen mod besættelsesmagten, ligesom de demokratiske værdier er blevet det under påpegningen af truslen mod demokratiet og kampen for at bevare det i – og efter – krigsårene. Almindelige moralske og etiske læresætninger er også blevet udbredt i forbindelse med den mytiske udgave af besættelseshistorien, som vi senere vil tage op. Det korte af det lange er, at vi ikke i første række undersøger, om besættelseshistorien, som den fremstilles i de forskellige sammenhænge og medier, er sand, men hvad den udtrykker om bevidstheden om besættelsestiden, sammenfattet i begrebet kollektiv erindring. Denne fremgangsmåde kan kaldes for en udvidet historiografisk metode, men den kan også kaldes for erindringsforskning eller historiepolitisk (erindringspolitisk) analyse. Det bevidsthedssociologiske eller bevidshedspolitiske står under alle omstændigheder i forgrunden. Også vores hovedbegreber er hentet uden for den traditionelle historieforskning. I forlængelse af forskere som de franske erindringsforskere Maurice Halbwachs og Pierre Nora og angelsaksere som David Lowenthal og Raphael Samuel arbejder vi med begrebet kollektiv erindring som udtryk for et samfunds 19

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 20

samlede erindringsproduktion.8 Den kollektive erindring bygger på erindringsfællesskaber – les milieux de memoires – som fx med hensyn til den nationale fortid kan være nationale erindringsfællesskaber. Historisk erkendelse og erindring kan herved komme i et spændings- eller ligefrem modsætningsforhold. Noras m.fl.s interesse ligger i at udforske den folkelige/kollektive erindrings historie og aktuelle former og vilkår samt dens konflikt med den fagligt etablerede historie. I den såkaldte popular memory-teori, der er udviklet af Centre for Contemporary Cultural Studies i Birmingham, og som vi også har brugt, skelnes mellem erindringens offentlige repræsentationer (herunder historievidenskaben) på den ene side og de private erindringer, der er knyttet til hverdagslivet – og som kan være både kollektive og indviduelle – på den anden. Som følge heraf er denne teoris primære interesse for det første at studere relationerne mellem dominerende og oppositionelle erindringer i offentligheden og for det andet at studere samspillet mellem de offentlige diskurser og de private forståelser af fortiden.9 Under inspiration af den norske folklorist Anne Eriksen anvender vi også termen kollektivtradition (i et eller to ord), ofte synonymt med kollektiv erindring. Men netop ordet tradition angiver traderingens, overleveringens, betydning, som ikke synes så udtalt i begrebet kollektiv erindring.10 For at gøre begrebsrigeligheden komplet figurerer ordet historiekultur ligeledes i vores analyse. Det hænger sammen med dens opbygning. Den tyske historiedidaktiker Jörn Rüsen har i flere skrifter introduceret dette begreb som et nøglebegreb inden for historididaktikken eller historiesociologien, om man vil. Han definerer historiekultur som de livssammenhænge, i hvilke historiebevidstheden udvikler sig og fungerer. Historiebevidsthed er inkluderet i historiekulturen, og denne historiekultur er dermed også ‘mere’ end en erkendelsesmæssig historisk tilgang. For Rüsen er historiekultur-kategorien teoretisk at forstå som indbegrebet af den tidsmæssige tydning gennem historisk erindring, som er nødvendig for et samfund, for at det kan forstå sig selv i forhold til nutiden med henblik på meningsfuld handling indad- og 20

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 21

udadtil.11 Som samfundsmæssig kategori kan historiekulturen ifølge Rüsen opdeles i tre dimensioner, nemlig en politisk, en æstetisk og en kognitiv dimension. De tre dimensioner svarer til hhv. vilje, følelse og erkendelsestrang.12 Selvom vi er kritisk indstillede over for historiekultur-begrebet, således som Rüsen bruger det – det forekommer at være overvejende konstaterende eller endog tautologisk – er vi enige i, at de tre dimensioner, han udpeger som operationsfelter for et samfunds historiske diskurser, er af central betydning. Politiske, emotionelle og erkendelsesmæssige behov og interesser på såvel indviduelt som kollektivt plan forekommer os at være de væsentligste i forbindelse med feltet historie og erindring. Også perceptionen og brugen af besættelsestiden i det danske samfund kan med fordel relateres til disse tre dimensioner. Vi har derfor struktureret undersøgelsen og bogens disposition efter disse tre dimensioner, således at vi i den første hoveddel genemgår besættelsestidens politiske side eller dimension, i den anden besættelsestiden som mindekultur og i den tredie hoveddel besættelsen som læring og videnskab (IV, V, VI). Men det er klart, at dimensionerne ikke kan adskilles skarpt, ja at de i virkeligheden er vævet ind i hinanden både som samfundsmæssige diskurser og i menneskers hjerner. Derfor har det heller ikke været muligt at gennemføre struktureringsprincippet stramt. Dele fra hver af dimensionerne ‘blander sig’ med den hoveddel, der i det enkelte tilfælde er tale om. Et eksempel herpå er vores behandling af besættelsestidsjubilæerne – der i høj grad appellerer til følelser – under den politiske dimension i del IV. Men disse jubilæer er i den grad sammensat af interesser og behov, at det så at sige er umuligt at skelne mellem den æstetisk-emotionelle og den politiske dimension, når de nøjere skal granskes. Vi har i dette tilfælde prioriteret den politiske side – jubilæernes karakter af politisk interessevaretagelse for flere forskellige grupper og for staten – højst. Et andet eksempel er afsnittet om Frihedsmuseet under den kognitive dimension i del VI. Efter læsningen vil det stå de fleste læsere klart – hvis de ikke er helt uenige i indholdet – at dette afsnit lige så godt kunne være anbragt under den politiske dimen21

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 22

sion. Men et valg måtte gøres, og det er næsten aldrig muligt, i hvert fald inden for humaniora og samfundsvidenskab, at indfange livets brogede forskellighed i enkle strukturer. Med hensyn til den analytiske strukturering af stoffet skal det yderligere nævnes, at vi har lagt vægt på at forsøge at indløse forskningsprojektet Humanistisk Historieformidlings program om en behandling af de tre ‘formidlingsrum’: det forskningsbaserede, det uddannelsesmæssige og det såkaldt alternative, dvs. populær formidling, inklusive de moderne massemedier.13 Vi forsøger, når det er hensigtsmæssigt, at se og at diskutere disse formidlingsrum i forhold til hinanden og som indvævet i hinanden. Det er mest gennemført i del VI. Besættelsestiden som læring og videnskab. Desværre er vores behandling af fiktionslitteratur, film, radio og tv om besættelsestiden endt som det lavest prioriterede område. Vi har hverken haft evnerne eller tiden til at foretage en analyse af disse fin- og massekulturelle formidlingsformer, som er på niveau med de analyser vi foretager af politikertaler, monumenter og videnskabelige værker. Eller af de kampe, der udviklede sig herom (på ‘kampfeltet’ inddrager vi dog teater, kunst og tv-udsendelser). På den anden side er vi af den klare opfattelse, at analysens hovedpointer ikke ville være blevet anderledes, selvom vi havde foretaget grundige studier i fx skønlitteraturen, tegneserier eller tvudsendelser. Med hovedpointer tænker vi på det erindrings- eller historiepolitiske, for vi er bevidste om, at det indhold, der formidles gennem specielt den skønlitterære genre, næsten altid er mere komplekst og mere empatisk end det man finder i den offentlige debat og kommemoration.14 Bogen er i øvrigt opbygget med et par indledende afsnit om 2. verdenskrig som ramme for historie- og traditionsformidlingen på det internationale plan såvel som på det danske. Den afsluttes med nogle principielle betragtninger over forholdet mellem historie og erindring og med en konklusion om den danske besættelsesfortælling og dens funktion. Dele af denne bog vil formentlig være tung læsning, men vi har følt os forpligtet til at være grundigt dokumenterende (med det forbehold for skønlitteratur mv. vi netop har taget). Der fin22

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 23

des ikke nogen egentlige forlæg vi har kunnet bygge på. Selvom der er en klar linie og sammenhæng i bogen, er det ikke strengt nødvendigt at læse den fra A til Z, den kan også bruges som ‘bladre-bog’ med nedslag i enkelte afsnit. Helheden vil dog af gode grunde kun fremgå af bogen som ‘læse-bog’. Det kritiske udgangspunkt Når man beskæftiger sig med et erindrings- eller historiepolitisk felt som det foreliggende, kommer man let til at røre ved noget meget sårbart eller i hvert fald følsomt. Vores analyse kan måske forekomme nogen at være kras og kritisk over for de nationale myter med deres helte og deres iscenesættere. Den klassiske modstilling mellem den distancerede forsker og den levende og indlevende deltager bliver sat på spidsen. Vi anvender senere franskmanden Roland Barthes’ mytebegreb. Barthes slutter sin bog om myterne med at pointere denne modstilling på en underfundig måde, som i vores sammenhæng måske kan forekomme blasfemisk, men som ikke desto mindre udtrykker dilemmaet præcist. Efter at have afsløret mytepræget i en række tekster, bl.a. om cykelløbet Tour de France og om den franske vin, beklager han til sidst sit dilemma, for “vinen er objektivt god, men på samme tid er vinens gode kvalitet en myte, det er deri aporien består.” For “at afkode Tour de France eller Frankrigs gode vin, det er det samme som at distancere sig fra dem der glæder sig derover, som nyder den.”15 Men Barthes nød også selv, om ikke cykelløbet så i al fald vinen. Og dermed være sagt, at det faktisk ikke blot er muligt, men efter vores mening også nødvendigt at være kritisk over for bestemte former for brug af noget, som man godt kan lide. Fx 5. maj 1945. Deri ligger samtidig en erkendelse af vores subjektivitet. En fremstilling af den kollektive erindring er ikke mindre personligt præget end en fremstilling af en historisk periode i almindelighed. Det er den kollektive erindring, anskuet gennem to par øjne, filtreret af to hjerner og beskrevet af fire hænder, der fremlægges. Og der kan sagtens præsenteres andre, som når frem til andre resultater. Men vores fremstilling er gennemsigtig i den forstand, at alt materiale 23

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 24

og alle vurderinger lægges åbent frem. Imødegåelse af vores bedømmelser, som går på vores metode og argumenter og ikke på vores personer, vil derfor kun glæde os.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 25

II

Den lange 2. verdenskrig

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 26

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 27

2. verdenskrig i den internationale historie- og traditionsforvaltning

Det 20. århundrede har lagt navn til to verdenskrige: 1914-18

og 1939-45. Det har desuden rummet flere revolutioner og kontrarevolutioner. Den russiske oktoberrevolution i 1917 er den, der oftest er blevet tillagt skelsættende betydning, fordi den efter den vesteuropæiske revolutions forlis blev en slags model for revolutioner i den 3. verden med den kinesiske revolution i 1949 som den mest betydningsfulde. Kommunismen eller marxismen-leninismen var eller blev den bærende ideologi i disse revolutioner, og den overlevede 2. verdenskrig, men blev efter Sovjetunionens opløsning i 1991 som magtsystem indskrænket til Kina, Nordkorea og Cuba. De kontrarevolutionære bevægelser fik fodfæste først med den fascistiske magtovertagelse i Italien i 1922 og derefter med Hitler-bevægelsens i Tyskland i 1933. I modsætning til den kommunistiske brød disse bevægelser og systemer sammen på én gang, i årene 1943-45. Den krig, fascisterne og nazisterne selv havde igangsat, blev også deres undergang, og på intet tidspunkt siden 2. verdenskrig er tilsvarende bevægelser kommet til magten i noget land, selvom et fascistisk system overlevede nogle årtier i Spanien og Portugal og autoritære regimer har været almindelige i fx Sydamerika. Verdenshistoriens voldsomme karakter i tidsrummet 191445, der foruden de to verdenskrige inkluderede en økonomisk krise i 1929-33 af hidtil uanet ødelæggelseskraft, har ført historikere til at betegne hele tidsrummet 1914-91 – verdenskrigen fulg27

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 28

tes ikke af fredsslutning, men af den kolde krig – som “det korte 20. århundrede” i modsætning til det 19. århundrede, der somme tider betegnes som varende fra Wienerkongressen i 1815 til krigsudbruddet i 1914.1 Den engelske historiker Eric Hobsbawm kalder sit værk om det 20. århundredes historie for Age of Extremes, idet han dermed både angiver den horisontale polarisering mellem kommunisme og fascisme i århundredets første halvdel (eller rettere tiden 1914-45) og den vertikale polarisering mellem på den ene side økonomisk udmattede og politisk dikaturmodne samfund i mellemkrigstiden og på den anden de bugnende ‘overflodssamfund’ i tiden efter ca. 1955. Andre historikere har, uden at tage afstand fra betegnelsen ‘det korte 20. århundrede’, sat fokus på 2. verdenskrigs betydning som mentalt strukurerende begivenhed for resten af århundredet. De ser 2. verdenskrig både som en krystalliseringsproces for de forudgående 25-30 års europæiske historie og som afgørende for verdensudviklingen efter 1945 og taler derfor om “den lange 2. verdenskrig”.2 Den mest ambitiøse af forfatterne, den australske historiker R. J. B. Bosworth, talte i sin bog fra 1993, Explaining Auschwitz and Hiroshima, om at den bevidsthedsmæssige betydning af 2. verdenskrig, der gennemsyrede samfund efter samfund i Europa i mere end en generation efter krigen, sluttede med omvæltningerne i 1989. Med 1989 var der tale om “a moment in which historical disputation did not disappear but did shift its ground, a time when the “long Second World War” lost its hegemony and when the ethical values of anti-Fascism, the Resistance and the People’s war were finally obscured or replaced.”3 De opblussende debatter i Tyskland, Frankrig, Italien og andre lande om fascismen, anti-semitismen og Holocaust siden 1989 synes dog at modificere denne antagelse, selvom der naturligvis er områder og stater i fx det tidligere Sovjetunionen, der i højere grad må have perioden 1917-22 som referencepunkt end perioden 1939-45.4 Tyske historikere har givet udtryk for overbevisningen om, at bearbejdelsen af perioden og dens bevidthedsmæssige betydning 28

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 29

langt fra er slut, og i Skandinavien har den norske historiker Hans Fredrik Dahl peget på, at “når det gjelder annen verdenskrig og fortolkningen av den, er det mye som tyder på et tiltakende snarere enn et avdempet konfliktnivå.”5 Bosworth’s forskningsgenstand er historieskrivningens skiftende fortolkninger af 2. verdenskrig i forskellige europæiske lande og dermed dens bidrag til den demokratiske debat – med andre ord historiekulturens kognitive og politiske dimension. Det er krigens politiske og etiske mening, som den formuleres i den professionelle historieskrivning, der optager ham. Men han er fuldt bevidst om, i hvor høj grad historikerne ytrer sig i overensstemmelse ikke blot med faginterne diskussioner, men med den mening eller betydning, deres samfund har brug for at tillægge 2. verdenskrig i relation til magtmæssige interesser eller spørgsmålet om den nationale identitet. Betydningsdannelsen står i intim vekselvirkning med økonomiske, politiske og kulturelle forhold i skiftende perioder af efterkrigshistorien, der har ‘kaldt på’ forskellige tolkninger på basis af forskellige behov, der igen er knyttet til samfundets karakter og politiske forhold udadsåvel som indadtil. Internationalt kan vi i overensstemmelse med Bosworth skelne mellem tre eller fire faser i synet på 2. verdenskrig og dens årsager: Først en generel accept af sejrherrernes billede af 2. verdenskrig og den tyske krigsskyld. Denne fase var klart anti-fascistisk, men i Tyskland knyttet sammen med det gamle borgerlige historikerlaugs viderebeståen. Både Friedrich Meinecke og Gerhard Ritter – to giganter i den tyske, nationale historikertradition – fastholdt således kontinuiteten i den tyske historie, en kontinuitet de kun så brudt af afvigeren Hitler og hans nationalsocialistiske bevægelse.6 Tyskland var et, nazismen noget andet, og 1933-45 blev dermed til en parentes i en i øvrigt rig tysk historie. I andre europæiske lande sås det tyske folk og/eller den tyske kultur dog som medskyldige i krigen og de forbrydelser, der var blevet begået i dens navn (og i tiden før krigen i den nationalsocialistiske ideologis navn). Det gjaldt fx en så respekteret historiker som den engelske Sir Lewis Namier og den unge A. J. P. Tay29

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 30

lor.7 Nogle år senere, da en ny generation af historikere som Hans-Ulrich Wehler, Jürgen Kocka, Hans Mommsen m.fl. trådte frem i Vesttyskland, accepterede tyske historikere og tysk offentlighed dog reservationsløst krigsskylden som en del af The Allied Scheme of History, der skal omtales om lidt. Først med den såkaldte Historikerstreit 1986-87 slog denne konsensus blandt historikerne revner.8 Den marxistisk-leninistiske tolkning af krigen blev tidligt forbundet med politisk legitimering af Sovjetunionen som stat og ideologisk system, både i Sovjet selv og i andre landes marxistisk-leninistiske bevægelser. Krigen blev ‘den store fædrelandskrig’, der både vidnede om Unionens styrke som helhed og gennem ‘myten’ yderligere svejsede dens forskellige folkeslag sammen til ét fædreland. Dette perspektiv forhindrede dog ikke en samstemmighed med vestmagterne i synet på krigen og krigsårsagerne og en heraf afledt behandling af Tyskland i den umiddelbare efterkrigstid. De sejrende magter oprettede i 1945 i enighed FN som en forlængelse af krigsalliancen mod aksemagterne. Den anden fase i synet på krigen kan regnes fra omkring 1950. I slutningen af 1940’erne sprængtes krigstidsalliancen mellem de store vestmagter og Sovjetunionen, og den såkaldte kolde krig brød ud med Tysklandsspørgsmålet i centrum og Koreakrigen fra 1950 til 53. Denne fase blev hermed i vesten både anti-fascistisk og anti-kommunistisk. Denne udvikling gik hånd i hånd med en tilslutning til totalitarisme-teorien, der fra vestlig side satte lighedstegn mellem nazisme og kommunisme som totalitære bevægelser med et diktatorisk verdensherredømme som endemål og en ikke-demokratisk opbygning af systemet internt.9 Den strategiske følgeslutning var, at kommunismen kun kunne bekæmpes på samme måde som nazismen, nemlig med militære midler. Enhver form for ‘appeasement’ i stil med den engelske politik over for Nazi-Tyskland i 1930’erne måtte være bandlyst. Historiske analogier mellem den storpolitiske situation i slutningen af 30’erne og den samtidige situation i 1950’erne florerede, og de bidrog til ideologisk at underbygge den såkaldte inddæmning (containment) af Sovjetunionen og til at legitimere den 30

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 31

kraftige og dyre oprustning. På sin side så østblokken tydelige tegn på en genopståen af nazismen i vesten, især i Forbundsrepublikken, hvor enkelte tidligere nazister som kansleren KurtGeorg Kiesinger og udenrigsministeren Gerhard Schröder vitterligt i en periode spillede en politisk rolle. Den kommunistiske fascisme-definition fra 1935, som stadig gjaldt, kædede kapitalismen og fascismen/nazismen snævert sammen.10 Over for den ‘revanchisme’, man mente at se, satte man anti-fascismen med DDR som politisk og militær garant på tysk jord. I begyndelsen af 1960’erne, da en relativ afspænding tog sin begyndelse mellem USA og Sovjetunionen efter Cuba-krisen, startede også en gradvis opløsning af totalitarismeteorien, og samtidig satte en noget større nuancering og differentiering af synet på 2. verdenskrig ind. Foruden afspændingen spillede et nyt syn på de tyske jødeudryddelser en rolle i denne proces, bl.a. formuleret af Hannah Arendt i forbindelse med Eichmann-processen i Jerusalem. Arendt satte her tilintetgørelsen af de europæiske jøder i forbindelse med træk i det moderne samfund som bureaukratiet og planlægningstænkningen og bidrog dermed til at åbne andre veje for Holocaust-forskningen end den traditionelle ‘intentionalistiske’.11 I samme periode – første halvdel af 1960’erne, hvor tredie fase begynder – fremkom to andre værker, der fik stor indflydelse på såvel historieskrivningen som den offentlige debat, nemlig englænderen A. J. P. Taylors bog The Origins of the Second World War og tyskeren Fritz Fishers Griff nach der Weltmacht, som henholdsvis relativerede den tyske krigsskyld med hensyn til 2. verdenskrig og understregede den med hensyn til den første, dvs. hver for sig brød med det almindeligt anerkendte historiesyn i deres hjemlande.12 Gennem disse mere eller mindre provokerende nytolkninger af det 20. århundredes historie, der nuancerede og relativerede de hidtil givne og offentligt udbredte domme, blev totalitarisme-teorien efterhånden undermineret. Og den økonomiske højkonjunktur i 1960’erne med en kraftig stigning i de brede befolkningsmassers levestandard og udbygning af velfærdsstaten i forskellige varianter har efter alt at dømme spillet 31

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 32

med i denne proces. En af de dimensioner i 2. verdenskrigs historie, der var blevet nedtonet i den kolde krigs første år, var den sociale og demokratiske dimension. I alle de af Tyskland besatte lande i Europa samt ikke mindst i England var mobiliseringen af befolkningen i kampen mod nazismen blevet kædet sammen med løfter om mere demokrati og højere levestandard efter krigen. 2. verdenskrig sås som en ‘folkets krig’ mod diktatur og udbytning, og programmer for økonomisk vækst og øget social velfærd så dagens lys i de fleste lande, herunder også i Danmark, fx med Socialdemokratiets program fra 1945, Fremtidens Danmark. Den historiske debat om emner i relation til 2. verdenskrig blev i denne tredie fase mangfoldig og varieret, og det er også i 1960’erne den tyske selvransagelse – ‘Vergangenheitsbewältigung’ – for alvor begynder. En ny generation trådte ind på scenen, og det indirekte pres for at sidestille nazisme og kommunisme mindskedes, så den historiske udvikling i højere grad kunne analyseres i sin specificitet. På trods af de store historiedebatter, der har været ført siden midten af 1980’erne, ikke mindst i Tyskland, og på trods af en tendens til genoptagelse af de ældre positioner som intentionalismen og totalitarisme-teorien efter Murens fald i 1989, må det konstateres, at en forholdsvis åben og pluralistisk situation for tolkningen af 2. verdenskrig stadig eksisterer på internationalt plan, i hvert fald inden for historieskrivningen. De værdier, der ligger til grund for denne såsom anti-fascisme, demokrati og menneskerettigheder, har i forskellige grader og former været konstante siden tiden under krigen selv,13 men accenten har ligget på forskellige værdier, afhængigt af tid og sted. Det gælder fx i udpræget grad begreberne frihed og lighed. Frihedsbegrebet har i perioder med modsætninger mellem øst og vest været prioriteret over lighedsbegrebet på samme måde, som det af indenrigspolitiske grunde var tilfældet under Thatcher-æraen i 1980’ernes Storbritannien, hvor de sociale aspekter af kampen mod den tyske aggression blev nedtonet i den politiske retorik omkring 2. verdenskrig i forbindelse med jubilæer o.l.14 Synet på den nationale dimension i kampen, herunder rela32

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 33

tionen til den enkelte nations sikkerhedspolitik, er ligeledes ændret. Men uden større fare for overgeneralisering vil vi dog hævde, at nationalisme eller patriotisme blev en bærende værdi i synet på og fremstillingen af 2. verdenskrigs historie, når denne blev set fra den enkelte nationalstats synsvinkel. Hver nation fik sin kollektive erindring om 2. verdenskrig, centreret om den egne nation og dens interesser i fortiden (in casu krigen) og nutiden, som var udsigts- og omdrejningspunktet. Fremtiden spillede – og spiller – ind som en mere eller mindre eksplicit forestilling om at kunne bruge fremstillingen af fortiden i et bestemt formåls tjeneste, eksempelvis et sikkerhedspolitisk, eller ligefrem til det nordmændene kalder ‘nationsbygging’ (udtrykket er formodentlig overtaget fra det engelsk-amerikanske ‘nation building’). Man kan også sige, at traditionen om krigen blev en del af den politiske kultur i de forskellige lande. Hermed opstod samtidig en bestemt fortælling i det offentlige rum om nationen under 2. verdenskrig, en fortælling, der rummede traditionen i bredere forstand (internationalt, med tråde til anti-fascistiske principper under krigen) og i snævrere (nationalt, med tråde til nationens nyere historie), og hvis struktur vi nærmere vil tage op for Danmarks vedkommende i de efterfølgende afsnit. Her var det naturligvis en vigtig skillelinie, om nationen havde været besat eller ej og, i tilfælde af besættelse, om den havde været i krig med Tyskland eller den i hvert fald havde gjort modstand mod den tyske okkupation. I flere af de tidligere besatte lande som Frankrig, Belgien, Holland og Danmark, blev det særlig vigtigt for historieformidlingen at kunne demonstrere modstanden, da grundmønstret i den første del af krigen havde været samarbejde med besættelsesmagten. Det gjaldt også konstruktionen af fortællingen om nationen under krigen og udformningen af en mindekultur. Ifølge den belgiske historiker Pieter Lagrou havde Frankrig, Belgien og Holland efter krigen et “desperate need of patriotic memories.” Nederlag og besættelse, ja endda befrielsen via fremmede arméer, udgjorde et hidtil ubekendt trauma for den nationale identitet. “A national memory glorifying the Resistance was a precondition for post-war recove33

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 34

ry… From the late 1940s onwards, the construction of national memories was reinforced by the construction of Cold War memories.”15 Hvis modstanden skulle udgøre det kollektive selvbillede efter krigen, var en fortrængning af besættelsernes faktiske erfaring imidlertid nødvendig i de tre lande. Militært nederlag uden fortilfælde, ydmygende besættelse og befrielse af andre fremmede hære – de være sig nok så venligtsindede – havde udgjort en treleddet demonstration af deres nationale afmagt. Nationalstaten, som omhyggeligt var blevet opbygget fra det 19. århundrede som en militær garant for sine borgere med et lovmæssigt styre, en nationalt loyal befolkning og en international anset plads blandt andre nationalstater, havde lidt et fuldstændigt kollaps. Nederlag i 1940, kollaboration, økonomisk udplyndring, deportation af arbejdsstyrken og forfølgelse i massemålestok under okkupationerne havde i 1945 kastet denne nationalstat ud i en dyb tillidskrise. Den aktive modstand havde været et radikalt valg hos en beslutsom, men ofte marginal politisk minoritet i landene. Heroisme havde med andre ord ikke været samfundets dominerende erfaring, men snarere økonomisk knaphed, individuel lidelse, ydmygelse og vilkårlig forfølgelse fra besættelsesmagtens side.16 Umiddelbart efter befrielsen af Frankrig, Belgien og Holland opstod imidlertid en patriotisk præget erindring om modstanden som et kollektivt billede af samfundet under krigen. De befriede samfund i Europa var traumatiserede, og deres nu skrøbelige nationale bevidsthed havde hårdt brug for den slags patriotiske epos, som kun modstanden kunne levere. Regeringer og politiske bevægelser gik i gang med at “nationalisere” modstanden, som Lagrou kalder det, dvs. at gøre modstanden til den centrale del af et alt omfattende nationalt erindringsfællesskab. Myndigheder og politikere tog modstandsgruppers og enkeltpersoners mindretalsaktiviteter under besættelserne til indtægt for sig selv. De modificerede betydningen af begrebet modstand og udstrakte dennes rækkevidde til at gælde for hele samfundet med retrospektiv kraft. Forskellige typer modstand blev defineret som gyldige på linie med den voldelige kamp såsom civil modstand, mo34

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 35

ralsk modstand og åndelig modstand. I Frankrig skelnede tidligere Vichy-kredse mellem ‘resistancialisme’ og ‘la Resistance’. Den sidste havde hele nationen angiveligt deltaget i, og denne såkaldte skjold- og sværdteori fordelte modstandens fortjenester ligeligt mellem generalerne de Gaulle og Petain.17 Noget lignende skete i Holland og Belgien. Som et resultat heraf refererede ‘modstand’ i efterkrigsdebatten ikke længere til en specifik gruppering eller til bestemte handlemåder, og på grund af definitionernes knopskydning blev ‘modstand’ som oftest en værdibedømmelse af holdninger under krigen. Den blev en målestok, som brugtes til at udmåle politisk legitimitet og mulighed for politisk come back blandt eliterne. Grundet den politiske determinering i de tre pågældende lande blev heller ikke den største og mest grusomme forfølgelse under 2. verdenskrig – den af jøderne – tematiseret som central før langt senere. Da de få overlevende jøder vendte hjem fra lejrene, var der ingen samfundsmæssig interesse omkring dem i modsætning til de hjemvendende politiske fanger. Holocaust med dens jødiske lidelsehistorie blev først et hovedtema i de nationale erindringer fra 1970’erne. Dels var de politiske systemer, især i Frankrig og Holland, kompromitteret ved medskyld i jødernes deportation, dels kunne erindringen om afmagt, ydmygelse og i bedste fald meningstab – i værste meddelagtighed – ikke kommemoreres gennem den jødiske tilintetgørelse – som ikke indeholdt nogen rationel politisk mening – men kun gennem modstanden og patriotismen. En sådan selektiv erindring fornægtede indirekte 2. verdenskrigs forskellighed i forhold til tidligere konflikter, i første række 1. verdenskrig.18 Den national-patriotiske tolkning af okkupationen måtte forsone spørgsmål, som truede med at splitte og opløse samfundet. Der fandtes i begyndelsen ikke nogen egentligt nationale erindringsfællesskaber om besættelserne, således som 1. verdenskrigs veteraner havde været det som værnepligtige i en regulær national hær. Heltesoldaten måtte remplaceres af meget mere kontroversielle typer, indbefattet partisaner og guerillaer med irregulære kampmetoder, folk for hvem kampen ofte først og frem35

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 36

mest havde været en ideologisk, ikke en national kamp. Mange af dem var udlændinge, og endnu flere var kommunister, som havde kæmpet for et ideal der af traditionelle nationalister blev anset for anti-nationalt. Kunne de stå som nationale helte?, spørger Lagrou. Og fortolkningsproblemet blev endnu større med hensyn til martyrerne og de døde: her var ikke tale om faldne soldater, men om titusinder af civile ofre for ideologisk forfølgelse og folkedrab. Kunne de blive nationale martyrer? Det kunne de, viser Lagrou, men ikke som en spontan eller folkelig fortolkning, kun gennem en politisk konstruktion. Derfor understreger Lagrou også, at når det gælder besættelseserindringen, må fokus omstilles fra selve besættelsesårene til årene efter.19 Det er behovene her, der bestemmer erindringen. Samme mønster gælder for Danmark, som vi senere skal vise. Men også et besat land som Norge, der i modsætning til Danmark folkeretsligt havde befundet sig i krig med Tyskland, lagde ud fra et nationalt perspektiv hovedvægten på modstandsindsatsen (‘Hjemmefronten’). Herved blev modsætningerne i de enkelte nationer fra krigsårene forlænget ind i efterkrigstiden, hvor de stadig eksisterer, i hvert fald så længe som der er nulevende ‘parthavere’ i den ene eller den anden gruppering under krigen. Da sejrherrernes version af krigs- og besættelseshistorien selvsagt har været totalt dominerende – og de nævnte værdier i høj grad har været knyttet til sejrsmagternes formidling i officielt som uofficielt regi – er spørgsmålet om ytringsfriheden og dens reelle grænser med hensyn til historisk fremstilling blevet uadskilleligt fra debatter om krigens og besættelsernes historie. Det mest spektakulære eksempel herpå er ulovliggørelsen i Tyskland og Frankrig af det såkaldt revisionistiske synspunkt, der hævder, at der ikke fandt en systematisk udryddelse af jøderne sted i tilintetgørelseslejre i østeuropa under krigen, idet ‘revisionismen’ betegner dette som allieret krigspopaganda. De to kendteste protagonister for dette synspunkt er englænderen David Irving og franskmanden Robert Faurisson. En dansk repræsentant for synspunktet er Christian Lindtner, der præsenteres som dr. phil. samt specialist i Holocaust.20 Men også i tilfælde, hvor den poli36

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 37

tisk-ideologiske tendens har været mindre klar eller måske endda helt har været uden de nazistiske undertoner, som den har hos Irving og Faurisson, er der blevet fremsat ønsker om skranker for ytringsfriheden via pression eller iværksættelse af offentlige kampagner imod de pågældende synspunkter eller symbolske manifestationer. Det kender vi fx fra Danmark i forbindelse med Linien – Lyset ved 50-års jubilæet i 1995, der bl.a. skulle markere fred og forsoning mellem Danmark og Tyskland. Ikke mindst i Norge er der gennem de sidste år blevet ført følesesladede, men også intellektuelle diskussioner om grænserne for de præmisser, der må sættes for at fortælle den norske krigshistorie – eller om der i det hele taget skal være grænser. Hvad enten der er tale om den ene eller den anden diskussion i det ene eller det andet land, eksisterer der stadig 50-55 år efter krigen en bundethed – eller ‘føring’ som nordmændene kalder det – af politiske værdiaksiomer, når krigs- og besættelseshistorien skal formidles. I en videreførelse af sine tanker om et tiltagende konfliktniveau i meningsbrydningerne om krigen hævdede historikeren Hans Fredrik Dahl således i 1997, at den hidtige opfattelse byggede på det storpolitiske fait accompli fra 1945, som han med den britiske historiker Norman Davies betegner The Allied Scheme of History. Scheme skal nærmest oversættes som ‘arrangement’ eller ‘projekt’. Dette arrangement var en naturlig forlængelse af den ideologiske tilstand, som herskede under krigens alliance, da allierede soldater kunne blive arresteret for at hævde, at “Hitler og Stalin er lige onde.” Ved dommen i Nürnberg i 1946 blev sovjetiske krigsforbrydelser som Katyn-massakren (hvor omkring 15.000 polske officerer og andre højtstående polakker – der var ført til Sovjetunionen efter denne stats angreb på Polen i 1939 – i 1940 hemmeligt blev myrdet af NKVD) eller vestmagternes bombning af Dresden i marts 1945, som skete efter sovjetisk anmodning, bevidst holdt udenfor. Ligeledes blev ofrene i Dresden minimeret på et manipuleret grundlag. Kun Tyskland blev holdt ansvarlig for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og der var heller ingen offentlighed omkring kz-lejrene i Østtysk37

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 38

land og andre steder i østeuropa efter krigsafslutningen. Den store alliance skulle holdes pletfri, selv under koldkrigen. Fx ville vestmagterne heller ikke formelt anerkende Sovjets ansvar for Katyn-massakren, før landet selv under Gorbatjov indrømmede, at det havde stået bag. I og med Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud mener Dahl lige som Davies, at en række træk i opfattelsen af krigen står over for en revision. Og hermed vil måske en fjerde fase i vurderingen af 2. verdenskrig begynde: For det kan ikke lenger opretholdes, det forenklede synet at krigen 193945 i det store og hele var et demokratienes rettferdige forsvar mod diktaturet. Sovjetdiktaturet var en del av krigen – nødvendig for dens utfall, faktisk – like fullt som en del av freden, og derfor også part av vår forståelse av hva som er hendt. Dette paradokset kan ikke lenger trylles bort med ord.21

Også m.h.t. krigens indre fronter mener Dahl, at et paradigmeskift er på vej. I en epoke, hvor menneskerettighederne bliver global standard for politiske og moralske bedømmelser, må nye problemstillinger rejses i fremstillingen af partisankrigen i Europa. Ikke ethvert kampmiddel fra allieret side kan i dag anses for automatisk retfærdiggjort af krigen mod nazismen. Dahl tænker her på silent killing, stikkerlikvideringer o.l. “Ved at Nürnberg-domstolen unnlot å ta opp alt dette, overlot den til fremtidige generasjoner å hanskes med et økende og stadig mer ugjennemtrengelig moralsk og politisk problem”, skriver Dahl med henvisning til et amerikansk indlæg i debatten.22 Bortset fra forskellige forsoningsmøder i forbindelse med 50 års jubilæet for krigens afslutning i maj 1995 må man dog foreløbig konstatere, at The Allied Scheme of History her otte-ni år efter Murens fald ikke er blevet rokket – eller relateret, som Dahl kalder det – særlig meget i lande som Norge og Danmark. Det fremgår bl.a. af den negative modtagelse, Dahls synspunkter fik i det norske historikermilieu.23 Den relative politiske bundethed giver sig udtryk i alle formidlingsrummene, mest i den alternative historieformidling i massemedierne, mindst i den videnskabelige. Men altså også i 38

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 39

skolernes formidling. På dette felt foregår der ligeledes en diskussion i Norge, som næsten helt mangler i Danmark. Den unge historiker Ivo de Figueiredo har nyligt peget på de grundlæggende problemer af didaktisk og etisk art i relation til undervisning i den norske besættelseshistorie. Hans udgangspunkt er, at krigstiden er unik i den forstand, at den indeholder moralske problemstillinger, der opleves som lige så levende i vore dage. Vejen fra ‘begivenhed’ til almengyldigt problemkompleks går trinvis fra den konkrete historiske modsætning: tyskere og landsforrædere versus gode nordmænd via det ideologiske plan nazisme/fascisme versus demokratiske og humane idealer til det evigt godes kamp mod det evigt onde.24 Dette er i overensstemmelse med folkloristen Anne Eriksens opfattelse af beretningen om okkupationen som en kollektiv tradition af mytisk viden, der binder nordmænd til hinanden og til det nationale fællesskab.25 Patriot- eller omvendt forræderstemplet holdes i hævd, fordi der i okkupationshistorien er tale om en slags overhistorisk position, der også lægger perspektivet for, hvad der er ret og galt i nutiden. Set fra denne synsvinkel er krigstiden altså stadig aktuel. Man kan diskutere, hvor længe 2. verdenskrigs og besættelsernes aktualitet og referencestatus inden for politik, kultur og uddannelse i store dele af verden vil vare. Et halvt århundrede er lang tid, men det er formentlig ikke tiden i sig selv, der bestemmer betydningen, ja ikke engang selvoplevelsen og traderingen heraf til den næste eller de næste par generationer (selvom dette selvfølgelig også er vigtigt). Det afgørende er formentlig, at krigen står som den mest fundamentale begivenhed forud for vor tid, en begivenhed, der i høj grad har lagt rammerne for vores tilværelse. Det medfører, at den indtager en afgørende plads i historiebevidstheden og i historiekulturen, og at dette kun kan ændres af ‘historien selv’ gennem en eller flere begivenheder, der vil blive tillagt en tilsvarende rolle og betydning. Og selv på dette overordnede niveau kan man tvivle på, at krigens præg af racemæssig eller etnisk destruktion af mennesker nogensinde vil kunne indordnes i en ‘normal’ historie. 2. verdenskrigs racistiske præg fra især tysk side forlener den med en karakter af civilisations39

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 40

sammenbrud, som foreløbig er og forhåbentlig altid vil være enestående. At det ikke gjaldt for Danmarks vedkommende er en anden sag.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 41

2. verdenskrig i den danske historieog traditionsforvaltning Hvert enkelt land, der var inddraget i 2. verdenskrig, har som nævnt udviklet sin egen tradition eller sin egen fortælling om den. I de store krigsførende lande er denne fortælling og formidlingen af den indspundet i selve krigen, der jo om noget var en international foreteelse. I Danmark opfattes ‘2. verdenskrig’ og ‘besættelsen’ imidlertid som to distinkte fænomener. Og historieformidlingen har helt overvejende drejet sig om besættelsestiden. Dette hænger efter alt at dømme sammen med, at Danmark ikke var krigsdeltager, men viljeløst blev inddraget i begivenhederne. Ganske vist deltog danskere både som frivillige på tysk og på allieret side, men krigens begivenheder er i den danske selvforståelse først og fremmest besættelsestidens begivenheder. Lige som i andre lande har forståelsen af perioden været styret af det nationale perspektiv, og da Danmark som stat ikke deltog i selve krigshandlingerne, er fokus blevet rettet mod det der skete på dansk territorium. Krigen blev en slags baggrund, der bekræftede begivenhederne i Danmark, snarere end omvendt. Lige som det rumlige perspektiv har været nationalt, har det tidslige været det. Referencer til forhold og begivenheder under krigen har været bestemt af deres relation til Danmark. Det er ikke Tysklands overfald på Polen d. 1. september 1939, der har været referencepunkt i den sikkerhedspolitiske debat og propaganda, men 9. april 1940 (‘Aldrig mere en 9. april!’). Denne dato indgår naturligvis i krigens historie, men har ikke den store betydning sammenlignet med datoer som 1. september, 10. maj (det tyske angreb på Frankrig), 22. juni (angrebet på Sovjet), 7. december (angrebet på Pearl Harbor) eller 8. maj (afslutningen på krigen i Europa). I Danmark er 9. april imidlertid sammen med 5. maj den suverænt afgørende dato i krigens historie. Det er disse to datoer, der gang på gang henvises til i alle former for offentlige henvisninger til eller formidling af besættelseshistorien, ikke krigens ‘største’ datoer. 41

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 42

Ser man på formidlingspolitikken, tegner der sig samme billede, med undtagelse af film (hvilket først og fremmest har økonomiske årsager). Det alt overvejende udbud har været i besættelsestidens historie, ikke i 2. verdenskrigs. Og det gælder både med hensyn til forskningen, skolebogsformidlingen, skønlitteraturen og massekulturens produkter. Besættelsens historie er også øget igennem årene i forhold til krigens. Og inden for besættelsestidens historie er det mest modstandsbevægelsen, der er blevet behandlet. Fra 1970’erne skete der formelig en eksplosion i antal af bøger om modstanden.26 Med hensyn til aviserne kan man antage, at fordelingen af stof er nogenlunde tilsvarende, selvom krigens mærkedage her igennem tiden har givet anledning til en del artikler, der ikke direkte er relateret til besættelsestiden. Og noget lignende gælder for radio, tv og ugepresse: Besættelsestiden har haft primat for krigen. Med andre ord har det nationale været prioriteret over det internationale, hvad der ikke kan undre, selvom det på mange måder strider mod selvopfattelsen af Danmark som et meget internationalt orienteret land. Og det har nok også generelt betydet, at en del af krigens største og mest alvorlige temaer såsom den tyske krig i øst med dens karakter af både at være anti-kommunistisk korstog og racemæssig udryddelseskrig samt Holocaust i almindelighed har været relativt sparsomt fomidlet. De danske besættelsestidsforhold er så særegne, at begivenheder, der kunne henlede til beskæftigelse med disse større internationale fænomener, stort set ikke findes som moment heri – end ikke i forbindelse med jøde-aktionen i oktober 1943. Ellere mere præcist formuleret: de danske begivenheder kræver en særlig perspektivering for at finde meningsfulde referencepunkter i den internationale krigs historie. Lidt tilspidset kan man altså sige, at fokuseringen på besættelsen frem for på krigen har betydet en provinsialisering af 2. verdenskrigs historie i Danmark. Det betyder ikke, at selve vinklen på besættelsestiden altid har været indskrænket eller bornert, men blot, at begrænsningen af feltet af sig selv har gjort den geografiske og tematiske horisont snævrere end hvis udgangspunk42

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 43

tet havde været internationalt. Aksemagterne har som tabere af krigen måttet acceptere et sådant udgangspunkt, også for vurderingen af deres egen historie, mens fx Danmark som ‘allieret’ har kunnet knytte sig til et vinderperspektiv. Lige som med hensyn til besættelsestidens historie blev billedet af 2. verdenskrig nemlig lagt fast i året 1945. Der udkom kun værker fra 45, der så krigen fra allieret side. Et af dem hed ligefrem Verdenskrig II skrevet af sejrherrerne, et andet – af den amerikanske general Eisenhower – Korstog i Europa. Winston Churchills store værk om den anden verdenskrig udkom på dansk i seks bind i årene 1948-54.27 Der kom dog også værker, der ikke var skrevet af aktive krigsdeltagere.28 Men med hensyn til spørgsmål som krigsskyld og krigsforbrydelser var der ingen tvivl overhovedet – skylden lå hos aksemagterne, først og fremmest hos Tyskland og dets nazistiske lederskab.29 Versailles-freden med dens skæve behandling af Tyskland i Weimar-republikkens fase talte ikke alvorligt med, når der skulle fældes dom over krigsansvaret. Bortset fra de nazistiske ledere med Hitler i spidsen var det først og fremmest Chamberlains appeasement-politik i slutningen af 30’erne, der blev anset for utilgivelig. Der var tale om en antipati mod Tyskland, der fremtræder som politisk og moralsk, og som den emotionelle dimension er svær at skille ud fra. I denne henseende lå formidlingen til et dansk publikum helt i tråd med formidlingen i andre europæiske lande og i USA. Det gælder såvel inden for massekulturen, det politiske liv som inden for den forskningbaserede formidling. Det kan faktisk hævdes, at den mytiske beretning, som vi for besættelsestidens vedkommende nærmere redegør for i den følgende del, III, finder en international udforming, samtidig med at den finder en national. Stort set alle fortællinger om krigen som ‘stor historie’ har en narrativ struktur med en begyndelse, midte og slutning, samtidig med at de rummer de grundlæggende værdiorienteringer om godt og ondt i forhold til den vestlige politiske kultur. Selv den første videnskabeligt baserede fremstilling på dansk sprog efter den umiddelbare efterkrigstid, Louis L. Snyders Verdenskrigen 1939-1945 I-II, 1962, bar stærkt præg af norma43

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 44

tiv stillingtagen. På bagsiden forsikres det ganske vist, at “hans upartiskhed forhøjer værdien af værket”, men i forfatterens forord hedder det allerede fra linie tre: “Nationer med meget forskellige livsanskuelser sluttede sig sammen i nødens stund for at modstå og til sidst at sejre over uhyrlige tyrannier, der ville have drevet mennesket tilbage til junglestadiet.”30 Lige som næsten alle andre værker om 2. verdenskrig i den vestlige verden er det altså skrevet med sympati for demokrati og universelle menneskerettigheder og antipati mod diktatur og diskriminerende menneskeopfattelser. Disse sym- og antipatier afspejles i sprog og komposition, hvor forenklinger, overgeneraliseringer og arketypiske klichéer er hyppigt forekommende og sammen med holdningsbearbejdelsen giver værkerne en stærk tendens. Forskellen på værkerne ligger bl.a. i åbenheden omkring tendensen og graden af den. Men også i Danmark fremstilledes 2. verdenskrig ikke kun som en krig mellem stater, men ligeledes som en ideologisk krig, bestemt af den opfattelse der satte sig igennem med Atlanterhavserklæringen (1941) og den hertil i de første år komplementære kommunistiske opfattelse af krigen som en folkekrig mod fascismen. Det er svært i Danmark at konstatere en større åbenhed over for eller sans for de specifikke momenter og ambivalenser i mellemkrigstidens og den første efterkrigstids historiske udvikling, som den fremkommer i den internationale litteratur fra 1960’erne (se det foregående afsnit).31 Men efter de første efterkrigsårs hhv. dystert-fordømmende og negligerende attitude over for Tyskland og dets historie, vidner den danske udgivelsespolitik fra omkring 1960 dog om en større interesse for tysk historie i almindelighed og for nationalsocialismen i særdeleshed. Således udkom Allan Bullocks Hitler-biografi på dansk i 1958,32 Walther Hofers bog Nationalsocialismen i 1963 og Golo Manns Tysklands historie i 1964. Også William L. Shirers populært anlagte bøger, Berlin dagbog og Det tredje riges storhed og fald, udkom på dansk i 1961-62. I 1970 kom Albert Speers Erindringer, desværre i en noget beskåret udgave, og året efter Viktor E. Frankls vigtige og selvoplevede studie af kz-lejr oplevelsen, Psykologi og eksistens. Et 44

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 45

lignende mere problemorienteret studiemateriale dukkede op, i hvert fald i gymnasiet.33 En mere analytisk præget beskæftigelse med nazismen, der gradvis løsrev den fra det politiske slagordsstadium, hvor også de danske kommunister havde anbragt den, begyndte dog først fra midten af 1970’erne, med Karl Christian Lammers og enkelte andre som foregangsfolk.34 Taylors bog om årsagerne til 2. verdenskrig vakte ved dens fremkomst i England også en vis opsigt herhjemme og udgaves på dansk i 1968. Men den forårsagede ikke nogen dyberegående debat. Heller ikke den øgede vægt, der fra 1970’erne internationalt blev lagt på fænomener som racismen i nationalsocialismen og specielt på jøde-udryddelsen, genfindes i den danske udgivelsespolitik, i hvert fald hvor det drejer sig om fagbøger. Og først i 1989 udkom en selvstændig dansk fremstilling af krigen på et videnskabeligt grundlag – påny med undtagelse af årene lige efter krigen, hvor et varieret kildemateriale dog på den anden side var sparsomt. Det er det af Hans Kirchhoff redigerede to-binds værk om 2. verdenskrig, hvor Henning Poulsen skrev første bind, Hitlers krig 1939-41 og Aage Trommer det andet, Den store alliance 1941-45, mens redaktøren selv skrev forskellige afsnit i begge bind. Her, og først her, vandt den nyere forskning indpas og formidledes til et større dansk publikum, såvel den forskning, der havde revideret eller nuanceret tidligere standpunkter, som – og i forlængelse heraf – den forskning, der var baseret på den øgede viden, som åbningen af arkiverne i mange lande gav fra begyndelsen af 1970’erne. Dette værk må betragtes som en betydelig landvinding for den forskningsbaserede formidling af 2. verdenskrigs historie herhjemme. Det indeholder samtidig et metaplan, hvor både kildegrundlaget og de mere holdningsmæssige spørgsmål til krigens baggrund og indhold lægges frem. De normative holdninger, der var opstået allerede før og under krigen for/mod de forskellige stormagter, og som blev en vigtig baggrund for fortællingen om besættelsestiden, fastholdtes og udbyggedes især i den massekulturelle formidling efter krigen. Massemedierne radio, aviser, ugepresse og film nåede ud til næsten hele befolkningen, og deres betydning for normer og 45

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 46

holdninger kan næppe overvurderes. Den offentlige opinion var i 1945 ekstremt pro-allieret og anti-tysk, og massemedierne skærpede formentlig opinionen i det næste par år. Ser man på udenlandske film om 2. verdenskrig og politiske forhold i relation hertil, som blev vist i danske biografer i 1940’erne, viser det sig ikke overraskende, at langt størsteparten af dem var engelske eller amerikanske, og at de var entydigt pro-allierede. Af 39 optalte krigsfilm i tiåret 1940-50 var seks tyske – de blev alle vist 1940-42 og handlede om de tyske krigssejre i denne periode – fire sovjetiske (vist 1945-46), to franske, en fransknorsk, to svenske og 24 engelske eller amerikanske med en stærk overvægt til amerikanerne (19 film).35 Filmene var både fiktive og dokumentariske og blev for de allierede films vedkommende først vist efter befrielsen pga. censuren, selv om flere af dem var produceret under krigen, bl.a. som led i propagandakrigen med aksemagterne. Den største og mest sammenhængende filmatisering af krigen var amerikaneren Frank Capras dokumentariske Why we fight-serie, der omfattede syv film, hvoraf de fleste blev vist i Danmark efter befrielsen og i de følgende år. De skulle dække krigen på alle fronter og give forklaring på dens opståen mv., men under den kolde krigs første år blev filmen Slaget om Rusland, der vistes i Danmark i 1945, taget ud af distribution. Filmen om Kina blev aldrig offentligt vist,36 og tilbage i de danske biografer i anden halvdel af 1940’erne stod Capras film Hvorfor blev der krig?, Nazisterne gaar til Angreb, Slaget om England og Afrikas befrielse.37 Også spille- eller underholdningsfilm indgik i rigt mål. De var for det meste enten spændingsprægede eller sentimentale kærligheds-, subsidiært familiefilm. Et godt eksempel er den engelske Der var 5 brødre (The Sullivans) fra 1944, dansk premiere i 45, der skildrede fem engelske brødre, der alle faldt i de to verdenskrige og til sidst steg til himmels til akkompagnement af Edward Elgars Land of Hope and Glory! Efter tv-mediets fremtrængen fra midten af 1950’erne har 2. verdenskrig også her været markant repræsenteret i programfla46

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 47

den. Sammen med La belle epoque fra slutningen af 1800-tallet til 1914 var krigen det mest omhandlede historiske emne/periode i tv i hvert fald i 1980’erne.38 Den er også den hyppigste historiske reference i begge danske tv-stationers nyhedsudsendelser.39 At 2. verdenskrig er et foretrukkent emne i fjernsynet hænger naturligvis sammen med det prosaiske faktum, at antallet og kvaliteten af levende billeder fra denne tid er betragteligt større end tidligere, og at det er en ‘dramatisk’ begivenhed, men også – og formentlig især – med krigens betydning på kortere og længere sigt. De genrer, krigen har været formidlet i, omfatter både dokumentarisme, fiktion og faktion. Den længste og nok mest sete dokumentarserie om krigen er den engelske A World at War i 26 episoder, som blev produceret i 1973 og første gang vist i dansk fjernsyn i 1976. Den genudsendtes – vist nok for anden gang – på DR TV så sent som i 1994-95, hvor den præsenteredes på følgende måde: I aften har vi premiere på en engelsk storserie om anden verdenskrig. Vi har før haft serier om det emne, men tiden i dag er en anden. For det første dukker der stadig nyt dokumentarmateriale op, og flere og flere oplysninger ser dagens lys, så vi kan få et mere sandfærdigt billede af krigen, og hvad det var som førte frem til den. Og ikke mindst da vi for mange år siden sendte en sådan serie, var de fleste parate til at sige, at det ikke kan ske igen. De fleste er ikke så mange mere.40

I en artikel kritiserede historikeren Carsten Tage Nielsen DR TV for ikke at leve op til public service-forpligtelsen ved at genudsende en 21 år gammel dokumentarserie, der under ingen omstændigheder kunne leve op til løfterne i præsentationen: DR TV kan vel ikke i ramme alvor mene, at en 21 år gammel serie kan repræsentere 1990’ernes fortælling om Anden Verdenskrig? Som om de seneste fem års verdenshistorie, den historiske forskning siden 1970’erne og åbningen af hidtil lukkede arkiver i eksempelvis det tidligere Sovjetunionen ikke har betydet noget som helst for vores fortolkning af Anden Verdenskrig og krigens betydning for vores nutidsforståelse.41

Som beskrevet ovenfor er danske bidrag til analyse eller formidling af 2. verdenskrigs historie dog sjældne, og manglen på ‘nyt stof’ i tv både ved jubilæerne i 1985 og i 1995 falder godt i tråd 47

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 48

med den generelle tilstand. Det skal dog her være usagt, om der rent faktisk fandtes muligheder for at indkøbe nyfortolkende tvproduktioner om verdenskrigens historie. I henseende til historiesyn og formidling af politiske og moralske værdier adskilte A World at War sig ikke fra det almindelige billede, selv om serien faktisk formåede at dække alle krigsførende parter, herunder i hvert fald delvis deres selvforståelse. Også tegneserier om krigen er udkommet i store mængder, og de har som oftest været unuanceret sort/hvide i deres fremstilling. Den mere følesesmæssige bearbejdning af holdningen til krigen og dens parter gennem film, tv og ugepresse, der var opstået under krigen, fastholdtes i årtierne efter 2. verdenskrig.42 I den umiddelbare efterkrigstid havde krigen stadig aktualitet gennem minderne og de direkte eftervirkninger på mennesker. Og de holdninger og den offentlige opinion, der var opstået i de sidste efterkrigsår, sikrede en stor interesse for krigsfilm og underholdningsfilm med reference til krigen. Det var som nævnt helt overvejende film produceret af en af de allierede magter – især England og USA – der vistes, og efter alt at dømme fremstillede tabermagterne ingen film eller andre massekulturelle produkter, hvor deres krigs-synsvinkel blev præsenteret. Holdningspåvirkningen blev altså massivt anti-aksemagterne (især anti-tysk) og pro-allieret (især engelsk-amerikansk). Dette bidrog selvfølgelig til en forenkling af opfattelsen af krigen og dens årsager, især vedrørende nazismens genese, der henførtes til nogle onde eller sindssyge personer og ikke forbandtes med mere strukturelle træk i samfundsudviklingen. Men fra 1960’erne og frem kom publikum i stadig højere grad til at bestå af mennesker, der ikke personligt havde oplevet krigen/besættelsen, eller for hvem den ikke længere havde nogen umiddelbare virkninger af materiel eller åndelig art. Det oprindelige kompleks af forhold og ideologier omkring krigen svandt ind, og hermed blev de samtidsbetingede erfaringer, der havde skabt holdningen, gradvis svagere i befolkningen som helhed. Krigserfaringen kunne imidlertid ‘overføres’ til den kolde krig. Og meget tyder på, at krigen har bevaret sin stærke stilling 48

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 49

i historiekulturen som følge af den levende polære kontekst den år efter dens afslutning kunne indsættes i, som en kold forlængelse af den varme krig. Den emotionelle dimensions polariserende fremstilling af aktørerne i øst og vest og det sæt af stereotypier, der udvikledes herfor i massekulturen, opfyldte det behov for legitimering og oparbejdning af massestøtte, som de vestlige beslutningstagere havde fra 1947-48, hvor vandene mellem øst og vest frøs til is.43 Det kan være vanskeligt at adskille de vestlige mediers bidrag til bevidsthedsdannelsen om 2. verdenskrig, som de fx kommer til udtryk i film, fra den generelle indflydelse fra amerikansk massekultur i disse år. I forbindelse med sine studier i den sikkerhedspolitiske påvirkning af den danske opinion i Atlantpagtens første år konstaterede Poul Villaume, hvor massiv den amerikanske kulturpåvirkning i Danmark var. Eksempelvis var 215 af de lidt over 300 film, der vistes i danske biografer i 1951, produceret i USA, og månedsmagasinet Det Bedste, der var en fordansket udgave af det amerikanske Readers Digest, havde samme år ifølge en Gallup-undersøgelse en læserkreds på næsten en fjerdedel af den voksne danske befolkning.44 Billedet af kommunistiske politikere eller øst-soldater lige fra DDR til Kina kunne modelleres efter skabelonen af de nazistiske ditto, der lige var blevet vist, og som i øvrigt opretholdtes under koldkrigens produktion af nye film om 2. verdenskrig. Utallige var de stramme, grusomme eller skrigende tyske officerer og de barske, men varmhjertede engelske og amerikanske kolleger, der passerede revy i tekst eller billeder med og uden lyd. Interessen for eller rettere i den 2. verdenskrig kunne i endnu mindre grad, end det var tilfældet efter 1. verdenskrig – undtagen måske for Tysklands vedkommende – adskilles fra de samtidige interesser af politisk og militær art, hvad der viste sig i alle historiekulturens tre dimensioner. Denne samtidsbestemthed eller kontekstualisering forblev ikke hemmelig. Allerede i januar 1948 skrev Winston Churchill i forordet til sit værk om 2. verdenskrig: En dag fortalte præsident Roosevelt mig, at han havde opfordret offentligheden til at stille forslag om, hvad krigen skulle kaldes. Jeg foreslog

49

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 50

“den unødvendige krig”. Der har aldrig været en krig, som det ville have været lettere at undgå end den, der nu har ødelagt, hvad den forrige levnede. Denne menneskelige tragedie når sit højdepunkt i den kendsgerning, at vi, efter hundreder af millioner menneskers slid og ofre og den gode sags sejr, endnu ikke har fundet fred og sikkerhed, og at vi nu trues af endnu frygteligere farer end dem, vi netop har overvundet. Det er mit inderlige håb, at fordybelse i fortiden kan give en ledetråd til kommende dage og sætte et nyt slægtled i stand til at råde bod på nogle af de svundne tiders fejlgreb…45

Krigens ‘unødvendighed’ skyldtes, at den politik, der var blevet ført over for Hitler-Tyskland – den såkaldte appeasement-politik – havde været forkert. Hitler ville have kunnet tages i opløbet, nemlig allerede ved indmarchen i Rhinlandet i 1936 og senest ved München-forhandlingerne i september 1938. Undladelsen af at sætte bom for Hitlers ekspansionsønsker havde forårsaget 2. verdenskrig – og dette var ifølge Churchill og andre vestlige ledere læren af denne historie. I overensstemmelse hermed opbyggedes den såkaldte containment-politik over for den, i vestlige øjne, ekspansive Sovjetstat. Denne proces påbegyndtes allerede med Churchills Fulton-tale i USA i 1946 om jerntæppet, der var gået ned i Europa, men var ikke afsluttet før i 1950’erne, hvor den kolde krig kulminerede og analogiseringen mellem Hitler-Tyskland og Sovjetunionen efter 1945 var mest bastant. For det er væsentligt at understrege, at Sovjetunionen kun blev set som et diktatur før 1941 og efter 45, mens årene 1941-45 indtog en særstatus med de allieredes demokrati contra aksemagternes tyranni. Om denne teoridannelse på basis af historiske erfaringer faktisk virkede styrende på statsmænd og politikere skal der ikke tages stilling til her, og det er heller ikke afgørende. Det væsentlige er argumentationen bag teorien samt den måde, historien blev brugt på, og dermed også teoriens politiske funktion. For det må antages, at en argumentation, der var så massiv og formentlig oftest seriøst ment fra politikernes side, også har vundet gehør i befolkningerne. Når den engelske udenrigsminister, Anthony Eden, i sine memoirer kunne sidestille den ægyptiske præsident Nassers nationalisering af Suez-kanalen i 1956 med tyskernes indmarch i Rhinlandet i 1936, og de samme argumenter fremførtes af 50

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 51

amerikanske toppolitikere ved Koreakrigens udbrud i 1950, samtidig med at sammenstillinger af Hitlers og Stalins politik var legio i aviser og politikertaler,46 så må man antage, at analogien har været rodfæstet i politikernes forestillingsmønstre, samtidig med at den stadige gentagelse har gjort den til ‘sund fornuft’ i befolkningerne. Få, om nogen, andre begivenhedsforløb har øvet en tilsvarende indflydelse på den internationale politiks teori og praksis, og der er næppe heller noget andet eksempel i nyere tid på, at forbindelsen mellem en historisk erfaring og en senere tids forklaring af sin politiske adfærd er så let at dokumentere.47 Dette er ligeledes tilfældet i Danmark. Selv om der generelt har været svag forbindelse mellem krigen og besættelsestiden som historieformidling betragtet, har netop den sikkerhedspolitiske erfaring i Danmark fundet en parallel i den sikkerhedspolitiske erfaring i vesten. Appeasement-politikken var, eller opfattedes i hvert fald efter 1945, som et fællesdemokratisk problem over for diktaturstaters aggressive hensigter, hvad enten det gjaldt fortiden eller samtiden. Her kunne fortiden blive historia magistra vitae, livets lærer. Eller historieskrivingen blive til en projicerende historieskrivning. Utallige er de eksempler fra slutningen af 1940’erne, hvor officielle instanser i Danmark anførte manglen på militært beredskab og alliancer med ligesindede magter som begrundelse for besættelsen d. 9. april 1940 – underforstået, at det ikke måtte ske igen. Der er ikke grund til at henvise specifikt til dem, da de findes i stort set hele den militære og udenrigspolitiske litteratur og i en stor del af de politiske budskaber. Det er dog bemærkelsesværdigt, at argumentationen også fastholdes efter Sovjetunionens og dens satellitstaters sammenbrud og dermed bortfaldet af den sikkerhedspolitiske trussel, som den brugte fortiden til at henvise til. Således udtalte forsvarsminister Hans Hækkerup i et dagbladsinterview i 1997: Men hvorfor er vi i Jugoslavien? Hvorfor er vi parat til at tage til Albanien? Det er fordi sikkerhed handler om noget helt andet i dag. Jeg plejer at bruge eksemplet med Anden Verdenskrig: Da Mussolini gik ind i Abessinien, eller da han tog Albanien, eller da Hitler og Mussolini støttede

51

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 52

Franco i den spanske borgerkrig, da var det ikke en trussel mod demokratierne, sagde man. Da Hitler tog Rhinlandet, eller da han tog Østrig, da var det heller ikke en direkte trussel. Heller ikke da han tog Tjekkoslovakiet og da han gik ind i Polen, var det en direkte trussel mod Danmark. Men det var nøjagtig den udvikling der gjorde, at Danmark et halvt år efter var besat. Fordi man ventede kom man til at betale en langt højere pris. Hvis man ikke er parat til at forsvare de værdier, man står for, så bliver de løbet over ende.”48

Her satte en tradition sig benhårdt igennem, en tradition som vi i det følgende vil kortlægge i dens udvikling og etablering som kollektiv erindring om Danmark under verdenskrig og besættelse.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 53

III Grundfortællingen om besættelsestiden

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 54

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 55

En hegemonisk fortælling

Besættelsestiden er formentlig den periode i Danmarkshistori-

en, der er formidlet mest massivt. I historiske fremstillinger, skolebøger, disputatser og museumsudstillinger, i romaner, erindringer og politiske debatter, i radio- og tv-programmer, spillefilm, aviser, tegneserier og ugeblade, i mindehøjtideligheder, monumenter og på mindeplader er de fem års begivenheder blevet fremstillet i en fortælling, hvis homogenitet er slående, når man tager de varierede formidlingsformer i betragtning. Ensartetheden udtrykker sig i struktur, tematik og værdier, og det er således muligt at identificere hvad man kunne kalde en grundfortælling om besættelsen. Grundfortællingen blev skabt i befrielsessommeren 1945, ja måske allerede i besættelsens sidste år, og har siden haft hegemonisk status. Entydigheden er et meget interessant udtryk for en sammenkørt kulturel og politisk meningsproduktion. Grundfortællingens dominans har været af en sådan styrke, at den har haft modelmagt i den forstand, at konfliktende fortællinger nødvendigvis har måttet forholde sig til den for overhovedet at blive synlige. Grundfortællingen er udtryk for et politisk kompromis omkring 1945, altså et historisk resultat, og samtidig er den en del af den samlede erindringsproduktion. Den indgår som sproglig diskurs i den danske kollektive erindring om besættelsestiden, og det er hensigten i det følgende at identificere denne grundfortælling i rendyrket form uden de mange nuancer den konkret frem55

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 56

træder med i kraft af de forskellige intentioner, funktioner og benyttede medier. De eksempler, der drages frem i denne del, har ikke en dokumenterende, men en illustrerende funktion. Det er grundfortællingens struktur og essentielle indhold, der er i fokus og ikke dens funktioner eller de interesser og aktører som er fortællingens bærere og forvaltere. Den kollektive erindring eller kollektivtraditionen, som er et udtryk, der også er blevet brugt, betragter vi som den samlede erindringsproduktion, der bæres oppe af et eller evt. flere erindringsfællesskaber. Den vil blive taget mere specifikt op i bogens efterfølgende kapitler, lige som vi vil forsøge at aftegne grundfortællingens genese. Selvom grundfortællingen her i første omgang fremstår som et postulat, vil dens struktur og indhold være genkendelig for de fleste. Efter at have præsenteret fortællingen vil vi kort diskutere kollektivtraditionens funktion som myte ud fra Anne Eriksens folkloristiske tilgang og Roland Barthes’ mytebegreb.1 En aristotelisk dramaturgi Sjældent lader historiske forløb sig passe så præcist ind i et klassisk episk fortællemønster med en begyndelse, midte og slutning som besættelsens begivenheder. Den danske grundfortælling om besættelsestiden begynder med d. 9. april 1940 og slutter med d. 5. maj 1945. Fortællingens (narrationens) midte og hovedindhold er besættelsen med modstandskampen og den dansk-tyske konflikt som det absolut dominerende tema. Den tredelte fortællestruktur manifesterer sig tydeligt i overskrifter som “Overfaldet”, “Passiv modstand. Aktiv modstand”, “Befrielsen og udrensning”. Disse eksempler er hentet fra Politikens Danmarkshistorie fra 1966. Samme tredeling strukturerer det populære tidsskrift Illustreret Tidendes formidling af grundfortællingen anno 1996 i indledningsartiklen Signalement af danskeren i 1940’erne. “Den 9. april vågnede danske Larsen fortumlet op til virkeligheden”, hedder det om den tyske besættelse, hvilket udgør grundfortællingens begyndelse efter et lille forspil om verdenskrigen og sammenholdet i befolkningen trods 1930’ernes kriseår. Herefter følger besættelsesfortællingens længste del, midten, hvis hoved56

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 57

Frihedskæmper med et af befrielsesdagenes berømte slogans.

tema er besættelsestidens øgede “familiesammenhold, nabosolidaritet og større fællesskabsfølelse”, hvor “ståstedet blev en rødhvid danskhed”, og “det var dansk over hele linien”. Fortællingens afslutning er befrielsen og dens “jubelfest”, efterfulgt af et lille efterspil om retsopgøret og sammenholdets opløsning.2 Illustreret Tidende-artiklens opvågnings- og taget på sengenmetafor er utrolig udbredt i grundfortællingens forskellige konkrete udtryk og fungerer understøttende for fortællingens treleddede struktur. Efter den bratte opvågnen til realiteternes verden må landet igennem en prøvelsernes tid, som det klarer at komme 57

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 58

afklaret ud af, således at Danmark på den anden side af krigen kan tage fat på en ny og anderledes tid – hvor en 9. april aldrig må komme igen. Omtrent lige så udbredt er billedet “lukket på grund af glæde” om befrielsen, der mere fungerer som en afslutning på fortællingen end som en begyndelse på noget andet. Med befrielsen afsluttes den dansk-tyske hovedkonflikt, som blev introduceret ved fortællingens begyndelse om 9. april, og ingen nye aktører eller konflikter føres ind i fortællingen. Grundfortællingens dramaturgiske form er den såkaldte berettermodel, som strukturerer fortællingen og dens identifikations- og spændingskurve. Strukturen blev allerede beskrevet af Aristoteles.3 Det gælder ikke kun dramatiske udgaver af fortællingen, men også stærkt faktaprægede og tørre faghistoriske tekster. Berettermodellen er opbygget af syv faser: Anslag, præsentation af ‘plot’, uddybning, ‘point of no return’, konfliktoptrapning, klimaks og udtoning. Anslaget, point of no return og klimaks udgør højdepunkter i spænding og udtryksstyrke. Her skal en halvanden sides tekst fra 1960 af besættelseshistoriens pioner, Jørgen Hæstrup, med titlen 1940-45 tjene som eksempel. I teksthæftet til studentereksamen i dansk stil 1983 – som rummede tekster og billeder, der afspejlede begivenheder, holdninger og synspunkter i besættelsestiden 1940-45 – var Hæstrups tekst optrykt som den historiske baggrundsorientering, eleverne kunne tage udgangspunkt i og således regne for en objektiv fremstilling, de ikke skulle drive fortolkningsanalyse på. Den gengives her i sin helhed, men gennemgås afsnit for afsnit. Sætningen “Ved 2. verdenskrigs udbrud 1939 erklærede Danmark sig neutralt” udgør forspillet eller optakten til den egentlige fortælling. Herefter kommer anslaget: Den 9. april 1940 blev landet efter en kortvarig kamp besat af tyske tropper. Den danske regering blev stillet overfor krav om, at Danmark skulle bøje sig for en tysk besættelse. Under protest og for at skåne landet for krig gik regeringen ind herpå. Mulighed for militært at forhindre besættelsen forelå ikke; hjælp udefra kunne ikke ventes.

Anslaget efterfølges af en præsentation af fortællingens hovedte58

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 59

ma: “Indrømmelsen den 9. april blev kun begyndelsen. I årene 1940-43 gav regeringen efter for stadig nye tyske krav: Tyskerne udplyndrede landet, øvede censur og blandede sig i retsvæsenet.” Herefter følger fortællingens hoveddel og midte, bestående først af en uddybning af plottet, som er fortællingens spændingsskabende handlingskonflikt: I protest mod indrømmelsespolitikken voksede modstandsbevægelsen frem. Voksende kredse, ikke mindst unge, krævede, at Danmark gik i direkte kamp mod nazisterne. Der skabtes en fri illegal presse, som førte kravet herom frem. Samtidig begyndte fra 1942 en sabotage, der understregede alvoren bag kravet, og de første kontakter med den frie verden blev skabt.

Den efterfølgende tekstedel udgør fortællingens point of no return: I 1943 blev det åbenbart, at befolkningen ikke længere stod bag indrømmelsespolitikken. En kraftig sabotagebølge rullede over landet, ledsaget af store folkestrejker. Tyskerne stillede nye krav til regeringen, bl.a. om indførelse af dødsstraf. Regeringens svar blev et nej, og den 29. august 1943 angreb tyskerne den danske hær og flåde. Flåden sænkede sine skibe. Regeringen ophørte at fungere, og tyskerne overtog åbentlyst magten i landet.

Den sidste del af fortællingens hoveddel er den fase, hvor konflikten optrappes: Dette standsede ikke modstandsbevægelsen. Tværtimod. Overfor den tyske tvang og terror, som nu satte ind, samledes stadig flere om kampen, og under ledelse af Danmarks Frihedsråd knyttedes grupperne sammen i en stadig større og fastere organisation i nøje kontakt med de allierede. Herved fik kampen større strategisk betydning. Materiel til kampen kom fortrinsvis udefra, fra Sverige og især fra England. Våben nedkastedes fra flyvere eller førtes over Nordsøen og Kattegat. Store organisationer arbejdede med modtagelse og fordeling af våbnene.

Fortællingens afslutning rummer klimaks og udtoning (dog nærmest i omvendt rækkefølge) og her forløses plottets konflikt: Modstandsbevægelsen nåede sine mål: At føre Danmark ind i kampen mod nazismen og skaffe Danmarks kamp anerkendelse som en del af den fælles allierede kamp. Kampen krævede tunge ofre. Den tyske terror

59

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 60

omfattede vilkårlige sprængninger af kendte danske bygninger og mord på tilfældige og uskyldige danske, og overfor modstandsfolkene omfattede den fængslinger, tortur, henrettelser og deportationer. Det blev kampens vilkår, men vilkårene knækkede ikke modstandsviljen. Flere og flere sluttede op bag modstandsbevægelsen, og skønt kampen oprindeligt blev rejst af et mindretal, var det et enigt folk, der den 4. maj 1945 kunne modtage frihedsbudskabet.

Her slutter fortællingen uden noget efterspil. Et andet eksempel på grundfortællingens formmæssige udtryk i berettermodellen er Tage Kaarsteds fremstilling af besættelsestiden – Krig og besættelse – i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd. 13 fra 1991, altså en generation senere end Hæstrups. At Kaarsted på mange måder skildrede besættelsestiden mere ud fra samarbejdspolitikernes synsvinkel betød ikke noget for strukturen. Fortællingens forspil findes i kapitlet “Et stærkere forsvar?”. Afsnittet “Krigens første måneder” udgør fortællingens anslag og præsentation, fylder 28 sider og er fortællingens begyndelse. Det handler om, hvordan danskerne mærkede verdenskrigen fra dens udbrud i 1939 og redegør detaljeret for forløbet i dagene op til 9. april, den tyske besættelse og den danske kapitulation. Fortællingens midte og hoveddel på 80 sider består af en uddybning af fortællingens hovedtemaer og aktører i afsnittet “Forhandling og samarbejde”. “Den 29. august 1943” repræsenterer fortællingens point of nu return, mens kapitlet “Folkestrejken” udgør fortællingens konfliktoptrappende del.4 Hovedtemaerne er samarbejdspolitikken og dens navigeren mellem besættelsesmagten, de danske nazister og den begyndende modstand frem til regeringens tilbagetræden d. 29. august 1943, og herefter Frihedsrådets dannelse, folkestrejken, danskernes levevilkår og især de politiske forhandlinger mellem politikerne og Frihedsrådet. Fortællingens afslutning udgøres af afsnittet om “Befrielsen”, der er fortællingens klimaks, samt afsnittet “Normaliseringen begynder”, der repræsenterer fortællingens udtoning, og hvis hovedtemaer er selve befrielsen, retsopgøret, sydslesvigspørgsmålet og den politiske udvikling på parlamentarisk plan frem til valget i oktober 1945. 60

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 61

Hæstrup og Kaarsted var begge førende danske historikere. Deres fremstillinger af besættelsestiden hviler på et grundlæggende konsensussyn, der betoner den nationale enhed og sammenholdet og tilsvarende underbetoner de politiske og sociale modsætninger. Men da modstandsbevægelsen er den vigtigste aktør hos Hæstrup, og politikerne er det hos Kaarsted, får Hæstrups fortælling højere toppe i spændings- og udtrykskurven i kraft af grundfortællingens politiske og moralske værdigrundlag. På grund af sin korte form er den også mere retorisk i betydningen konstaterende og ikke-forklarende. De fem år som myte og realitet Også i den samlede erindringsproduktion, der har karakter af en tradition, formidles besættelsen som en præcist afgænset periode. Den følgende beskrivelse af denne mekanisme er inspireret af den norske folklorist, Anne Eriksen, der har analyseret fortællingen om 2. verdenskrig i Norge som en kollektiv tradition af mytisk viden, der binder normændene til hinanden og til det nationale fællesskab. Strukturen i fortællingen om besættelsestiden, også i Danmark, er som nævnt tredelt og består af delene overfald – besættelse – befrielse. Disse tre dele er både af forskellig karakter og af forskellig længde. Beretningen om overfaldet danner indgang til “den mørke parentes” (‘de fem forbandede år’ o.l.), den er parentesens første tegn. Samtidig er den fortællingens udgangspunkt: her lægges grundlaget for hovedintrigen, og præmisserne fastsættes. Derefter følger besættelse, som udgør hoveddelen af fortællingen, og som både er den længste og den mest sammensatte. Her fortælles der om livet inde i parentesen – om den verden, man skabte sig i mørket, i den tid da alt var anderledes og da ‘en ny verden’, en ny hverdag, blev til. På det rationelle plan handler livet i parentesen for Danmarks vedkommende om endeløse forhandlinger med tyskerne i den politiske verden og om den kolde skulder og modstandsarbejdet i den civile. Den afsluttende del om befrielsen er lige så kort som indledningen og danner parentesens afslutning. Befrielsen repræsenterer for så vidt tilbage61

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 62

gangen til det normale eller begyndelsen på efterkrigstiden. Men i kollektivtraditionen er denne del alligevel vendt indover mod det, som har været, ikke udover mod det, der skal komme. Hovedmotiverne i sidste del er enighed – kongens, politikernes, frihedskæmpernes og folkets – og afsløring: forræddere og tyskerhåndlangere blev arresteret, og de hemmelige helte kunne endelig stå frem. Gennem disse motiver får fortællingen sin afslutning – parentesen bliver et lukket hele.5 Anne Eriksen bygger bl.a. på Roland Barthes’ myteteori. Barthes’ hovedteori i Mytologier fra 1957 var – med udgangspunkt i en række semiologiske analyser – at der eksisterer et meta-sprog, et sprog om sproget. Dette kalder han for et “sekundært semiologisk system”. Det almindelige sprog, objekt-sproget, udgør det primære system eller det første niveau for betydningen. Gennem det sekundære system bliver betydningen i mange tilfælde forvandlet til en form, som Barthes kalder for en myte. Myten “stjæler” mening eller betydning fra objekt-sproget, det bliver en “afpolitiseret taleform”, hvor objekterne gives en klarhed, som ikke er klarhed, der er fremkommet ved forklaring, men ved konstatering.6 Myten “naturaliserer” det, der er samfundsskabt. Som Barthes skriver: Ved at gå over fra historien til naturen foretager myten en oprydning: den afskaffer de menneskelige handlingers komplekse karakter, den giver dem essensernes simpelhed, den undertrykker enhver dialektik, enhver opstigning ud over det umiddelbart synlige, den organiserer en verden der er uden selvmodsigelser, fordi den er uden dybde, en verden der er stillet til skue i evidensen, den grundlægger en lykkelig klarhed: tingene kommer til at fremtræde som i sig selv betydningsbærende… Myten er altid meta-sprog: den afpolitisering, som den foretager, griber ofte ind i et allerede naturaliseret lag som er afpolitiseret af et generelt metasprog, hvis funktion er at besynge tingene, ikke at behandle dem.7

For Barthes er mytens retorik afhistoriserende, kategorisk, reducerende, identifikativ og repeterende. “Der er ikke længere noget at vælge imellem, man skal bare skrive under.”8 Selve strukturen er imidlertid diffus, og alt muligt kan indoptages. Det er funktionen, der er afgørende, ikke indholdet, og myter kan dannes, ændre sig, opløses og forsvinde komplet, netop fordi de ikke er na62

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 63

turlige, men i virkeligheden er historisk bestemte. Her adskiller Barthes’ mytebegreb sig fra det klassiske, hvor myte også defineres som fortælling, men fortælling om oprindelse i en urtid, en tid, der er grundlæggende anderledes end almindelig menneskelig tid og derfor ‘uden for’ historien.9 Myter i Barthes’ forstand går igen i utallige varianter, men med samme konserverende funktion. Der er tale om en stivnen og ‘eviggørelse’ af bestemte samfundstræk, som i virkeligheden er historisk betingede. I visse versioner får en myte præg af det ophøjede, sakrale. Målet er derimod at nå frem til et sprog for “en udsoning mellem virkelighed og mennesker, mellem beskrivelse og forklaring, mellem objekt og erkendelse.”10 Herved vil sproget også kunne medvirke til forandring af samfundet. En mytisk karakter af den art, som Barthes giver en række for hans tid karakteristiske eksempler på, kendetegner også den danske kollektivtradition om besættelsestiden. Det gælder eksempelvis, hvor historieskrivningen ikke blot i et konkret sprog beretter, hvad der er sket under besættelsen, men hvor der på et kollektivt plan er blevet tillagt dette et nyt betydningsniveau. Vi vil i summarisk form beskrive nogle af disse mytiske træk i den danske kollektivtradition om besættelsen. Verdenskrigen er svagt repræsenteret, både som selvstændigt fortælleforløb og som rammebetingelse for besættelsesårene. ‘Under besættelsen’ refererer for danskerne til en velkendt, afgrænset periode, tilstand og viden i modsætning til ‘under krigen’. Nu var der jo heller ikke krig i Danmark, men det er sikkert ikke en sådan realisme, der slår igennem i talemåden, men snarere en følge af kollektivtraditionens udpræget nationale perspektiv. Udtrykkene ‘under besættelsen’, ‘de fem forbandede år’, ‘de fem mørke år’ eller blot ‘de fem år’ markerer, at tiden under besættelsen var et anderledes og ekstraordinært tidsrum. Tiden under besættelsen kontrasteres med den forudgående og den efterfølgende tid. Men samtidig etablerer denne præcise udskillelse af de fem år fra tiden før og tiden efter den betydning, at årene 1940 til 45 er ens og udgør en sammenhængende tidsperiode, hvor alle 63

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 64

begivenheder anskues ud fra den dansk-tyske konflikt og enhver erfaring får karakter af specifik besættelseserfaring. I mange af kollektivtraditionens fortællinger bliver perioden reduceret til historien om danskernes modstand mod besættelsen. Besættelsestiden er imidlertid ikke blot en anderledes tid, men også en tid af særlig betydning. Det er fortællingens fundamentale, meningsgivende dikotomier, der skaber denne betydning af en anderledes tid mættet af absolutte værdier. De ‘mørke og kolde’ besættelsesår kontrasteres med den ‘lyse’ befrielsessommer. Betegnelserne er ikke så meget beskrivelser af krigens mørklægning og kolde vintre samt befrielsesmånedernes ublændede vinduer og lange lyse dage: de fungerer nærmere som metaforer for hele og selve tilstanden under hhv. besættelsen og efter befrielsen. Selvom der unægteligt var både forår og somre under krigen, er der kun krigsvintre i kollektivtraditionen, ingen krigsforår. I den ‘mørke’ tid herskede ‘det onde’ og forårsagede ‘død og sorg’, men ‘det gode’ sejrede og bragte ‘livet og glæden’ tilbage. Efter et opgør mellem ‘gode danskere’ og ‘tyskere og danske forrædere’ blev ‘undertrykkelsen’ bekæmpet, ‘nederlaget vendt til sejr’ og ‘friheden’ genvundet. Modstanden er båret af en absolut idé, ubundet af tid og sted. Grundfortællingen rummer sådanne centrale motiver af mytisk-universel karakter. Men den bliver først mytisk, når bevidstheden om, at fortællingen oprindelig er politisk bestemt, er forsvundet eller fortrængt, m.a.o. når den konkrete oprindelse og politiske funktion er tabt af syne. Således som Jørgen Hæstrups tekst var trykt i hæftet til studentereksamen i 1983, havde den en mytisk karakter, og det ville i sig selv have været en opgave for eleverne at dechiffrere denne. Men at man fra Undervisningsministeriets side anførte teksten som et vidensgrundlag for en række øvelser på andet materiale vidner om besættelsesmytens styrke. Det mytiske ved besættelsestiden etableres endvidere gennem den stærkt retrospektivt formede fortælling, hvor Tysklands nederlag og de allieredes sejr samt anerkendelse af Danmark som allieret nation – med tilbagevirkende kraft – i værdimæssig hen64

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 65

seende danner den nationalpolitiske målestok for grundfortællingen. Værdierne som sådan er store, brede og finale: Sejren over Tyskland betegner det godes sejr over det onde. Sjældnere tages mere konkrete politiske værdier op såsom demokrati versus diktatur, internationalisme versus nationalisme eller universalisme versus racisme. Den retrospektive indsigt er et uundgåeligt vilkår for al historieformidling. Man kan forsøge at formidle de historiske aktørers valgmuligheder og historiens urealiserede, men dengang mulige udviklingsveje, men det er umuligt ikke at vide, hvordan det gik. Også for selve den narrative fremstilling er slutningen et konstituerende træk. Det er den, der giver fortællingen mening, retning og sammenhæng.11 Det er også en velkendt kendsgerning, at historien skrives af sejrherrerne, men i myten er sejrherrepositionen et fuldstændigt totaliserende perspektiv. Den tyske besættelse af Danmark fremstilles her, som om alle andre interessemodsætninger med ét slag blev omstillet eller ophævet, og alle begivenheder og forhold vurderes i lyset af den dansk-tyske konflikt. Det var rigtigt at yde modstand, forkert at samarbejde eller forhandle med tyskerne. Det kræver ingen begrundelse eller forklaring. I den mytiske udgave af grundfortællingen er alle begivenheder fra første besættelsesdag rettet mod endemålet: Danmarks befrielse. Hele strukturen og handlingsforløbet er rettet ind efter og ses i lyset af dette mål. Det bliver følgelig besættelsens sidste år, der danner model for fortællingen om hele besættelsestiden. Samtidig bliver modstanden kollektivtraditionens absolutte hovedmotiv. Myten fremstiller besættelsestid og modstand som næsten identiske set fra en dansk synsvinkel, men den opererer med et tvedelt modstandsbegreb. På den ene side repræsenteres modstanden som stort set lig det folkelige fællesskab og rette sindelag. I denne forstand er modstandsbegrebet bredt og inkluderende: det rummer den anti-tyske holdning, den symbolske modstand og den kolde skulders praksis samt samarbejdspolitikken som en art legal modstand, der ikke alene supplerede den illegale kamp, men også overhovedet gjorde den aktive kamp mulig. 65

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 66

Dette inkluderende modstandsbegreb virker koloniserende; selv hverdagshandlinger som den opfindsomme søgen efter erstatningsprodukter, at strække de knappe ressourcer, koge mad over hjemmelavede ildsteder på altanerne i København under folkestrejken o.l. ikke blot fremstilles som krigserfaringer, men også som udtryk for kamp mod besættelsesmagten. Kampmetaforer optræder således også i grundfortællingens hverdagshistorier, og “den tapre husmoder” er hverdagens heltinde.12 På den anden side ses modstanden som en militær kamp, som kun en meget lille del af befolkningen udførte. Her er det sabotørerne, der er fortællingens helte. Sabotage, våbenopsamling og -distribution udgør selve modstandskampen, og alle øvrige handlinger og aktiviteter fremstilles som hjælp til denne egentlige modstand. Konsekvensen er et stærkt militært og mandligt modstandsbegreb, der med dets eksklusion af en række kvindelige modstandsaktiviteter tvinger grundfortællingens kvindehistorie ind i selvlegitimerende former, præsenteret i udtryk og bogtitler som “Vi var der også …”.13 Når begge disse forståelser af modstanden kan rummes inden for traditionen, er det fordi der er en indre forbindelse mellem det brede og altfavnende og det snævre og selektive modstandsbegreb. Når kollektivtraditionen fungerer som myte, repræsenterer de få frihedskæmpere den danske befolkning. De repræsenterer det egentlige Danmark, og deres handlinger udtrykker folkets vilje og sammenhold. Myten favner derfor også konfliktorienterede fortællinger om besættelsen, fx kommunisternes, der lægger vægt på modsætningen mellem samarbejdspolitikken og modstandskampen og samtidig understreger modstandsbevægelsens folkelige mandat. Den forener hverdagshistorien, den symbolske modstand og den militære, organiserede modstand. Historier om besættelseshverdagen og om eksemplariske modstandshandlinger illumineres og får øget betydning i glansen fra fortællingens hovedmotiv: modstanden. Og omvendt henter helteberetninger om sabotørernes aktioner betydning og legitimitet fra den etablerede identitet mellem heltenes og folkets holdning og veje. I nogle udgaver af modstandskampen er det alene individet, der 66

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 67

handler, mens det i andre er mere specifikke modstandsgrupper uden enkeltpersoners angivelse, og i atter andre er det den helt anonyme modstandsbevægelse. Hovedvægten i kollektivtraditionen ligger på spektakulære og dramatiske modstandshistorier. De yndede motiver er på den ene side sabotageaktioner og våbenopsamlinger og på den anden side begivenheder, hvor det danske folks modstandsvilje og sammenhold belyses: augustoprøret, redningen af de danske jøder og folkestrejken i 1944. I grundfortællingens mytiske fremstilling er aktørerne principielt kønsløse, men der er en underliggende forståelse af, at det er et mandligt intetkøn, som handler. Køn er uproblematiseret, slet og ret fordi det tages for givet, at aktørerne er mænd, med mindre det eksplicit udtrykkes, at det er kvinder der handler. Det nationale sammenhold og den fælles modstand etableres tillige ved skarpe kategoriseringer af, hvem der holder sammen, og hvem man holder sammen imod. Det nationale tilhørsforhold repræsenterer den mest betydningsgivende skillelinie. Det er danskerne over for tyskerne, og der er tale om så klart afgrænsede grupper, at de kan fremstilles i bestemt flertal og således hver især som homogene grupper. I princippet er alle danskere på den rigtige side af grænsen mellem dansk og tysk. Fjenden beskrives dels ved karakterisering af det tyske folks natur og dels ved påpegning af tyskernes voldelige og brutale handlinger. Her er ingen differentiering. Tematiseret er derimod hverken nazismen som ideologi eller den tyske besættelsespolitik i Danmark som rammebetingelse for den danske modstand. Betegnelsen ‘nazist’ bruges af og til, men er primært reserveret de danske nazister, som i og med denne benævnelse sættes uden for det nationale fællesskab, da nazister identificeres med tyskere. Uden for det nationale sammenhold befinder sig altså ikke blot tyskerne, men også de danske forrædere eller landssvigere, som repræsenterer det groveste kategoribrud. De står ‘på den anden side’, hvilket markerer en kløft af universel karakter og betydning. Forræderne er udanske og unationale. Ordenen gen67

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 68

oprettes imidlertid ved at landsforræderne rubriceres som en lille gruppe med særlige sociale, fysiske, mentale, seksuelle eller moralske kendetegn af negativ art. Danske nazister, tyskerpiger, østfrontfrivillige, værnemagere og stikkere repræsenterer det afvigende både som mennesker og i kraft af deres landsforræderiske handlinger. Gennem denne udgrænsning skabes modstanden som normalitet. Det var normale mennesker, der gjorde det naturlige ved ikke at indlade sig med tyskerne eller ved direkte at bekæmpe dem. De andre var unormale. Herved forsvinder historien, og grundfortællingens værdigrundlag naturaliseres som også tidligere beskrevet. Selve opgøret efter besættelsen præsenteres som et retligt opgør, omend under atypiske forhold. At hævde opgørets politiske karakter og udgangspunkt i det vindende modstandssynspunkt ville med sin relativerende betydning repræsentere et brud med den mytiske grundfortællings absolutte værdistandpunkt. En danskers landsforræderi præsenteres som en afvigelse, der må behæftes med en etiket, mens hverken modstand eller anti-tysk sindelag, selv af mest nationalistiske art, kræver specifik begrundelse eller motivforklaring udover det almene ønske om at få tyskerne ud af landet og genvinde Danmarks frihed. Der var nogle, der “viste sig parat til at vove og ofre alt, da det gjaldt”, som Dronning Margrethe udtrykte det i sin udgave af grundfortællingen i nytårstalen 1995, uden at det var nødvendigt nærmere at specificere hvem det var eller hvad det gjaldt.14 Bortset fra i konfliktopbygningen (efteråret 1940) er det først i afslutningen og efterspillet, at danskerne ‘på den forkerte side’ tematiseres. Dette gælder også for historieskrivningen. Deres rolle i fortællingen er primært reserveret ‘regnskabets time’, hvor de fungerer som modbillede til det enige danske folk, nu hvor den dansk-tyske konflikt er opløst. Selvom retsopgøret ofte i de senere år præsenteres med metaforen ‘et juridisk galehus’ eller med billedet af de små fisk, der blev fanget mens de store slap fri, så har det samtidig uundgåelighedens karakter. Vist skete der fejl, men de kunne ikke undgås. “Det lykkedes ikke at gennemføre opgøret under former, som opfylder den rolige fredstids sædvan68

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 69

lige krav. Men 1945 var da også en af nationens mest usædvanlige faser. Derfor måtte det gå, som det gik. Set i historiens perspektiv er det oftest i tilsvarende situationer gået langt værre.”15 Således skriver Tage Kaarsted i den seneste store Danmarkshistorie, hvilket kan tjene som illustrativt eksempel på kollektivtraditionens opgørsmotiv. Det var en anderledes tid. Det kunne ikke være gået anderledes. Grundfortællingen er som nævnt samfundsskabt og bygger på et politisk kompromis. Derved kan den også fungere både som en realistisk og som en mytisk fortælling. På den ene side er realismen et karakteristisk træk ved og et absolut krav til mange af grundfortællingens konkrete manifestationer. Fortællingen skal give et præcist, korrekt og sandt billede af, hvad der skete, og hvordan det var at leve under besættelsen 1940-45. Normalt præsenterer fortællingen ikke sig selv som én blandt flere mulige, men som en objektiv fremstilling: sådan var det under besættelsen. Fortællingen er ikke fortolkende, men autoritativt konstaterende, med Hæstrups som et udpræget eksempel. På den anden side formidler fortællingen en betydning, der rækker ud over sig selv. Den kan herved som kollektiv tradition eller erindring blive en mytisk fortælling med mytiske motiver og mening. Som myte forstået er grundfortællingen om besættelsen en stor fortælling om kampen mellem det gode og det onde. Den er et mytisk drama om en anderledes tid, hvor universelle temaer som godt og ondt, kærlighed og had, liv og død var de afgørende i livet. Dens centrale mytiske mening er at vove og ofre alt, når det gælder. Fortællingens realistiske og mytiske træk er forbundet, idet realismen fungerer som et slags råstof for myten. Det historiske – in casu besættelsestiden – er mytens middel til tematisering af det universelle.16 Hvis man føjer Roland Barthes’ teori til, betyder mytens tyveri af mening fra det historiske stof både en forenkling af det historisk mangfoldige, og at der hermed opstår en ny mening – en myte. Myten forvandler historien til noget uundgåeligt og indiskutabelt, omend dramatisk – til natur. Den bliver en inappellabel fortælling. Samtidig er den mytiske mening, som etableres, “en uklar viden der bygger på vage associationer uden 69

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 70

skarpe konturer.” Den mytiske fortælling har en åben karakter, dens begrebsindhold “er en uformelig, ustabil og tåget kondensation, hvis enhed og sammenhæng især skyldes dens funktion.”17 Kollektivtraditionens grundfortælling er både en reduceret og en åben fortælling. Udtryk som ‘besættelsen’ eller ‘frihedskæmper’, billeder af tyske fly over København og af Montgomerys tur i åben bil gennem byens gader eller en lydgengivelse af frihedsbudskabet over BBC kan aktivere den mytiske fortælling og således i mytens form formidle det, der engang var levende oplevelser og begivenheder. Bortset fra det fundamentale værdigrundlag er fortællingen samtidig åben i den forstand, at den ikke er stringent og sammenhængende, men tværtimod kan rumme modstridende udsagn, der samtidig er så upræcise, at fortællingen alligevel ikke falder fra hinanden. Den førnævnte udgave af grundfortællingen i Fogtdals Illustreret Tidende kan tjene som eksempel. På den ene side fremhæves, at krigsårene “gjorde arbejderne fattigere og forgyldte kapitalen.” På den anden side, at sangen “vi er alle i samme båd” ramte stemningen præcist, og at danskerne “med fjenden i landet rykkede tættere sammen og mødtes på tværs af gamle skel og holdninger.” Og i et og samme åndedrag bemærkes, at “kampen for national frihed overskyggede alt andet”, og “det var dansk over hele linien, og ingen protesterede offentligt, da den danske samlingsregering begik grundlovsbrud og efter tysk ønske arresterede og fængslede flere hundrede kommunister uden dom.” Det er ligeledes almindeligt, at modstandsbevægelsen både fremstilles som ‘de få’ i forhold til en passiv befolkning og samtidig som en bevægelse med bred tilslutning, som alle, der var anti-tyske, på en eller anden måde var en del af. Grundfortællingen eksisterer såvel i en romantisk som i en mere nøgtern udgave, uden at de behøver at være i konflikt. Den romantiske version har den folkelige modstandsvilje og augustoprørets, folkestrejkens og jødeaktionens successer som hovedtemaer, mens den nøgterne udgave betoner, at det som sædvanlig lykkedes danskerne både at blæse og have mel i munden samt at 70

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 71

det var de få frihedskæmpere og heldet, der skaffede Danmark en plads blandt de allierede nationer. At begge versioner kan eksistere i samme artikel er indholdet i Illustreret Tidende igen et eksempel på. På den ene side er hovedtemaet det danske sammenhold på alle niveauer, og det fremhæves, at “kampen for national frihed overskyggede alt.” På den anden side understreges, at det var den organiserede modstandsbevægelse, der “befriede os for tilnavnet “Hitlers tamme kanariefugl” og skaffede os en plads blandt de allierede.” I en sådan sammenhæng bliver historievidenskabens skelnen mellem ‘konsensus’ og ‘konflikt’ under besættelsen ligegyldig. Et egentligt brud med grundfortællingen i dens nationale, mytiske udgave – og her ses bort fra tyskvenlige eller direkte nazistiske fortolkninger – ville først kunne ske, hvis de grundlæggende helte- og skurkeroller blev byttet om, og hvis det ikke var modstandssynspunktet, der dannede grundlag for fortællingens struktur og værdier. Fx med en teori om, at det var ligegyldigt, hvorvidt Danmark blev anerkendt som allieret nation og den militære kamp med dens omkostninger derfor var futil. Eller at det måske ligefrem ville have været en fordel, fordi realismen og selvransagelsen så ville have været uundgåelig efter besættelsen. Eller en betoning af eksempelvis klassekampen som den alt afgørende modsætning under besættelsen og ikke den nationale, oversociale kamp. Et sådant brud er dog, som det vil fremgå af de følgende analyser, rent hypotetisk under de nuværende vilkår. Og det er heller ikke ønskeligt i sig selv, men kun som led i en afmytologisering af denne del af fortiden. Her har det da også fundet nedslag i skønlitteraturen. Besættelsestidens begivenheder er den mytiske grundfortællings grundlag og næring. Det er en af årsagerne til, at de ambivalenser, som er påpeget i det foregående, kan rummes inden for den samme fortælling. Redningen af de danske jøder var i europæisk perspektiv en ubetinget succes og den københavnske folkestrejke ligeledes et bemærkelsesværdigt oprør. Men da rammebetingelserne som før nævnt normalt ikke tematiseres i grundfortællingen, fremstår disse begivenheder mere som resultat af en 71

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 72

enestående dansk modstandsvilje end af en unik tysk besættelsespolitik.18 På samme måde var heltemodet over for besættelsesmagten enestående hos en række modstandsfolk, men samtidig var disse i de første år forfulgt af tyske og især af danske myndigheder. Mange af besættelsestidens døde modstandsfolk var ofre for danskere, der havde en myndighed at udøve. Også dette aspekt er stærkt underspillet i den kollektive erindrings mytiske fortælleunivers. Det er netop i kraft af spændingen mellem realisme og mytologisering samt grundfortællingens på en gang reduktionistiske og diffuse karakter, at den kan indgå som hegemonisk kraft i, hvad vi med næsten synonyme udtryk kalder for den kollektive erindring, kollektivtraditionen eller erindringsfællesskabet om besættelsestiden. Ikke alt i denne kollektive tradition har mytefunktion, heller ikke al erindring, hvad enten den er individuel eller fælles. Det er dér, hvor bevidstheden om dens historiske oprindelse og politiske funktion er tabt af syne, at fortællingen antager mytens karakter. Det sker som oftest i offentligheden, hvor mange forskellige bevidstheds- og formidlingsformer er repræsenteret. Når der er tale om det, der normalt forstås som den offentlige opinion – som fx øver indflydelse på massemediernes udvælgelse af emner og vinkler – slår det mytiske præg som regel klart igennem. I den næste del om besættelsen som politik vil vi, udover at nuancere og sandsynliggøre grundfortællingens eksistens, analysere hvilke interesser og aktører, der har været dens grundlag og konstruktører, vurdere om alternative fortællinger har haft betydning og se på besættelsens erindringspolitiske mening og på mytologiseringsprocessen over tid.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 73

IV

Besættelsestiden som politik

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 74

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 75

Fortællingen bliver masseformidling

Grundfortællingens ophavssituation Grundfortællingen om besættelsestiden blev allerede lagt fast omkring befrielsen. Dens udspring var krigen og besættelsen, og dens budskab var det danske folks sejr over besættelsesmagten i forbund med de allierede magter. Ophavssituationen var med andre ord den radikaliserede national-politiske stemning, som i dens masseform ofte benævnes ‘folkestemningen’. Ingen af de forskellige interesser, der i 1945 var i fortolkningen og fremstillingen af besættelsestiden – interesser, som delvis er levet videre siden i politiske og faghistoriske kredse – satte spørgsmålstegn ved fortællingens struktur, tematik og værdier. Fortællingen kom som myte til at repræsentere hele spektret fra Konservative og Dansk Samling på højrefløjen til DKP på venstrefløjen, selvom der var visse forskelle i vægtningen af dens elementer, og selvom enkelte politikere fra de etablerede partier blev engageret i den såkaldte modbevægelse (se senere). Efter besættelsen bestod den offentlige opinion i Danmark i en politisk opfattelse af besættelsesproblematikken, som i besættelsens første lange periode enten havde været ukendt eller kun havde eksisteret hos små kredse af oppositionelle på venstre og højre fløj. Det gjaldt både med hensyn til de store linier og detaljerne. Alle ‘gode danskere’ delte denne opfattelse, og kun de ‘nationalt uværdige’ stod uden for den, men også de overtog i alt væsentligt grundfortællingen, omend de forsøgte at give den andre accentueringer med hensyn til deres egen rolle. 75

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 76

Grundfortællingens oprindelse er perioden 1943-45, hvor den tager form i de illegale blade, de danske radioudsendelser fra London og efter mund-til-mund metoden. De situationer, der udviklede sig fra augustoprøret i 1943, som førte til regeringens afgang, inddrog store dele af befolkningen – omend langt fra hovedparten – som aktører i forskellige kampe og skabte dermed erfaringer og efterfølgende læreprocesser, hvori en historisk perspektivering nødvendigvis måtte indgå. Der opstod en historiebevidsthed, som var stærkt nationalistisk og bygget op over det fjendebillede som al nationalisme rummer: Tyskland og tyskerne var fjenden, som havde overfaldet Danmark, og som danskerne nu i samarbejde med de allierede var ved at drive ud igen. Dette billede føjede sig ind i en traditionel dansk tyskfjendtlighed med rødder tilbage til 1848. Men det var ikke en blot og bar fortsættelse af denne tradition. Billedet fik yderligere næring af den negative holdning til nazismen som politisk ideologi og system, der blev stærkere og stærkere med de tyske nederlag i krigen (krigsog menneskeretsforbrydelsernes omfang vidste almenheden næsten intet om) og af det faktum, at størstedelen af den civiliserede verden, som det hed, havde vendt sig imod Tyskland. Danmark kæmpede ikke alene, men sammen med England, USA, Sovjetunionen og andre lande! Offentlighedsstrukturen før og efter 5. maj 1945 Selvom fortællingen om den danske kamp mod den tyske besættelse som nævnt var udbredt i de sidste krigsår, må man antage, at der var store dele af befolkningen den ikke nåede ud til, fx på landet. Modstandsbevægelsen var hovedsagelig et byfænomen, dvs. den var begrænset til de større byer og de mest aktive mennesker dér. Den ændring, der skete i offentlighedsstrukturen fra 5. maj 1945, blev afgørende for, at grundfortællingen kunne blive til masseformidling og således cementere opinionen i bredeste forstand. Under hele besættelsen havde der efter tyske krav været censur af presse og radio, forbud mod politiske møder osv., og en normal ‘fri’ meningsdannelse kunne således ikke finde sted.1 Den 76

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 77

borgerlige offentlighed i klassisk forstand med dens princip om en kritisk publicitet2 forsvandt i egentligste forstand, og den måde socialisationen i politiske og nationale værdinormer plejede at foregå på i Danmark blev hermed truet af nedbrydning. Den traditionelle politiske kultur var under pres, og det er i den sammenhæng man skal se de nationale og borgerligt-demokratiske strømninger med alsang osv. i besættelsens første tid. Ihærdigheden fra de gamle, demokratiske partiers side for at organisere ungdommen i Dansk Ungdomssamvirke kan også henføres til det kulturhul, der opstod ved den borgerlige offentligheds forsvinden. Dansk Ungdomssamvirke og De ældres Råd ville videreføre dansk national og demokratisk tradition under de nye, truende forhold, som besættelsen bød, indtil den nationale befrielse, som skønnedes at ligge måske 50 år ude i tiden! Den historiske analogi var sønderjydernes kamp for at forblive danske under fremmedherredømmet fra 1864 til 1920.3 På trods af, eller måske rettere på grund af den politiske strukturs omfunktionering under besættelsen, blev den kritiske publicitet imidlertid gendannet på en måde, der leder tanken hen på tidligere anti-absolutistiske frihedsår (1790’erne, 1848-49). Den gav sig udtryk i nye folkelige bevægelsers illegale organisering af en modoffentlighed, der var bred, men holdtes sammen af modstandsbevægelsens karakter af en alliance på basis af forskellige grupperinger. Den illegale presse havde op mod 240 selvstændige redaktioner, der udsendte ialt 26 millioner blade, i det sidste halve år alene 70.000 eksemplarer om dagen.4 Partipressens og den statsligt formidlede ideologiformidlings dominans, fx gennem radioen, var brudt, fordi tilliden til budskaberne ikke var til stede, og ligesom politikken i besættelsens sidste år kredsede om hhv. Frihedsrådet og de gamle politikere, var offentligheden polariseret i en officiel, stiliseret lov og orden-publicitet i de censurerede medier og en mangfoldig politisk modpublicitet i den illegale presse. Modoffentligheden blev stærkere, jo nærmere man kom befrielsen, men med det politiske systems genetablering i maj-juni 45 og med modstandsbevægelsens organisatoriske og politiske 77

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 78

opløsning i månederne efter befrielsen, trængtes den tilbage. Efter at Dansk Samlings Morgenbladet var gået ind som dagblad allerede i april 1946, var der kun Land og Folk og Information til at føre modstandsånden videre i den daglige presse – det første som repræsentant for bevægelsens venstrefløj, det andet som udtryk for dens moderat-borgerlige fløj, der snart blev stærkt antikommunistisk. Den overgangssituation, der opstod i maj 1945, da censuren forsvandt med tyskerne, udfyldtes hurtigt af markedslovene (for avisernes vedkommende) og den statskontrollerede radio. Og hermed var de materielle betingelser for masseformidling af grundfortællingen til stede. Besættelsen blev til myten om det enige danske folks aktive og passive modstand mod Tyskland og nazisterne. Fortællingens politiske grundlag i 1945 Fra den københavnske folkestrejke i sommeren 1944 var de ledende kredse i Danmark bevidste om, at der eksisterede en dobbeltmagt – ja for så vidt tre-dobbeltmagt-situation. Tyskerne havde stadig den militære myndighed og udgjorde naturligvis en forhindring for normal demokratisk aktivitet; på den danske side var der imidlertid opstået en konkurrent til rigsdag og regering (der handlede igennem departementscheferne), nemlig Frihedsrådet, som under folkestrejken demonstrerede sit greb om situationen. Tyskerne var ved at blive slået på fronterne, og alle var nu klare over, at krigen måtte ende med et tysk nederlag. Denne situation gjorde selve magtspørgsmålet efter krigen akut, og efter folkestrejken påbegyndte politikerne den tilnærmelse til Frihedsrådet, som i løbet af foråret 1945 førte til enighed om udrensningslove og befrielsesregering.5 En forudsætning for magtudøvelse i et demokratisk samfund er en vis legitimitet, som også rummer den historiske dimension. Magtkampe udkæmpes så at sige altid med en vis portion ‘historiske’ henvisninger, fx til det historiske grundlag (eksempelvis en forfatning), kontinuiteten, gradvis ændring af sædvanen eller lignende. Historiekulturens politiske dimension bliver konstitueret 78

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 79

i disse debatter mellem de politiske kombattanter og ikke mindst i kommunikationen mellem befolkningen og magthaverne, hvor en vis konsensus om basale historiske antagelser tilsyneladende er en nødvendighed. Under magtkampe sættes en bevidsthedsmæssig dagsorden, hvor forholdet mellem fortidsfortolkning, nutidsforståelse og fremtidsforventning er skarpt tegnet op. Kompromisset mellem modstandsbevægelsen og samarbejdspolitikerne i foråret 1945 involverede således mere end blot regeringsdannelsen d. 5. maj og forræderi-og udrensningslovene. Det var ikke kun befrielsen og retsopgøret, som begyndte d. 5. maj. Samtidig, og sammenvævet hermed, begyndte debatten om, hvad der egentlig var sket i besættelsesårene, hvorfor det var sket, og hvem der bar ansvaret for det. Denne tolkningsdebat var egentlig blevet igangsat i de illegale blade mange måneder før befrielsen som et led i den politiske kamp, og dette oprindelige præg bibeholdtes efter 5. maj. Det drejede sig om, hvem der kunne danne bevidstheden om den tid der var ved at være fortid – besættelsestiden – med det sigte at få indflydelse på nutiden og fremtiden. Magtforholdene i Danmark fremstod ikke som fuldt afklarede omkring 5. maj, og bevidsthedsdannelsen om besættelsestiden ville få betydning for, hvem der på længere sigt ville vinde magten. Skulle man vende tilbage til de politiske og økonomiske forhold fra før 1940, eller skulle (muligvis dele af) modstandsbevægelsen med dens tanker om større åbenhed og mere lighed – men også om et stærkt forsvar af nationen – have politisk indflydelse efter krigen, og i så fald under hvilke former? Om svaret på disse spørgsmål udviklede der sig en mangesidet kamp, hvoraf en af formerne blev tolkningsretten til besættelsestiden. Legitimeringskampen begyndte som sagt i 1944, og da det var politikerne, der havde det største – eller måske det eneste – behov for legitimering, hvis man ser bort fra nazisterne og de tyskvenlige, var det dem, der begyndte kampen. Strategien var toleddet: dels at identificere sig med modstandsbevægelsen, dels at få kontrol med den, især gennem den militære del.6 Politikerne frygtede især kommunisterne og det, de måtte kunne finde på 79

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 80

i forbindelse med befrielsen, ikke mindst naturligvis, hvis Den røde Hær nåede landet før englænderne. Modstandsbevægelsen havde jo også et faktisk våbenmonopol i det øjeblik tyskerne var slået.7 Derfor blev politikernes linie “at skaffe politikerne en sådan placering at de anerkendes som medkæmpere”, som Vilhelm Buhl skrev inden kapitulationen, idet han samtidig mente, at denne linie skulle fortsætte bagefter, hvor politikerne også havde fordelen ved at kæmpe på egen grund.8 I den kampagnelignende debat, der udfoldede sig fra og med d. 5. maj 45, og som var stærkest, indtil modstandsbevægelsens væbnede styrker var blevet hjemsendt i august, blev udtrykket “kampen om æren” hyppigt brugt i modstandspressen, vendt imod de politiske partiers forsøg på at tilrive sig en del af æren for modstandskampen. Alene denne vending viser den stærke bevidsthed, der var om fortidstolkningens betydning. Formålet med den agitation, der rullede frem fra både politikernes og frihedsbevægelsens side i de følgende måneder, var igennem påvisningen af den ærefulde kamp i fortiden at hævde retten til hovedindflydelsen på det fremtidige politiske liv i Danmark. I artikler i pressen, i taler ved folkemøder osv. udmalede politikerne et billede af besættelsestiden som en periode, hvor partierne og statsmagten i alle fem besættelsesår bevidst havde ført en politik, der skulle føre demokratiet uskadt gennem krigen. Partiernes politik fungerede endda som en paraply, under hvilken en aktiv modstand kunne vokse frem. Den ‘aktive’ modstand skulle således have været betinget af statens beskyttelse og af dens aktive støtte, kort sagt af den ‘passive modstand’.9 I den konservative presse fremstilledes besættelsen som en periode præget af stor samhørighed mellem grupperne i folket, der stod sammen i enighed og støttede politikernes legale kamp og modstandsbevægelsens illegale kamp mod besættelsesmagten. Der herskede ingen modsætninger mellem politikere og modstandsfolk eller mellem de politiske linier, de havde stået for. Samarbejdet var gnidningsfrit, det blev allerede etableret d. 9. april 1940, og det førte til bruddet d. 29. august 1943, som kongen, regeringen, rigsdagen og folket stod bag. Det var tyskerne, 80

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 81

Tegneren Herluf Bidstrup fremstiller , hvordan Mor Danmark bliver reddet af modstandsbevægelsen, mens politikerne prøver at tage æren for det, Frit Danmark, 26. oktober 1945.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 82

som fremkaldte dette brud ved at skærpe deres politik, og derved fik de den legale og den illegale modstand til at smelte sammen. Eftersom partierne og modstandsbevægelsen arbejdede så tæt sammen, var det også naturligt, at de gik sammen om dannelsen af en regering. Parlamentarikerne søgte med andre ord at identificere sig med den aktive modstand og udglatte modsætningen mellem samarbejdspolitik og modstandspolitik.10 Den 14. juni 45 sagde den konservative forsvarsminister Ole Bjørn Kraft, der i august 1941 lidenskabeligt havde talt for lovforslaget om forbud mod kommunistisk virksomhed, på det konservative repræsentantskabs møde, at politikernes henholdende politik havde været forudsætningen for fremvæksten af den aktive modstand, som politikerne endvidere deltog i: Kampen mod tyskerne var ikke ført af politikerne alene, ikke af modstandsbevægelsen alene, men det var Danmarks hundredtusinder af hjem, der var de fæstninger, hvorfra alle fremstød blev gjort… Den første periode af besættelsen var præget af forhalingens og forhandlingens politik. Derefter kom perioden, hvor hele folket skulle føres samlet frem til bruddet med tyskerne. At hele folket kunne komme til at stå bag bruddet, når det kom, var et synspunkt vi konservative tillagde stor betydning. Det konservative partis politik var ikke en eftergivenhedspolitik, men en modstandspolitik … heri ligger ikke noget forsøg på at forringe modstandsbevægelsens modige og handlekraftige indsats, men vi har ret til at fremhæve, at mange konservative tillidsmænd var deltagere i modstandsbevægelsen.11

Den 28. maj udtalte den fremtrædende socialdemokrat H. C. Hansen på et møde i Malmö: Vi, der havde ansvaret for den førte politik, vidste hele tiden, at en 29. august måtte komme. Vi ville, at dette brud med forhandlingspolitikken skulle komme sådan, at alle parter, kongen, regeringen, rigsdagen og hele folket stod enige som én mand bag det nej, der skulle siges… for den dag smeltede det legale og det illegale Danmark sammen til en helhed, der ikke siden er sprængt… Det er nu tid til at lade modstandsbevægelsen gradvis afvikle sig selv gennem de kommende måneder. Modstandsbevægelsen er ikke og skal ikke være en politisk nydannelse. Hertil er den i sin sammensætning for uensartet, omspændende som den er lige fra Arne Sørensens halv-mystiske Dansk Samling over alle politiske chatteringer til kommunisterne. Jeg tror, at det i sig selv ville være en ulykke om man fra den ene eller den anden side ville forsøge at gøre denne sto-

82

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 83

re samling i kampen for landets frihed til et instrument for specielle politiske bestræbelser, ud over hvad overgangsperioden kræver. Det danske folk ønsker heller ikke sådan en politisk nydannelse, men vil kræve at komme til ad normale politiske veje at kunne give folkets politiske vilje udtryk.12

Politikerne kunne også spille på den udbredte uvidenhed eller usikkerhed i befolkningen om, hvad der egentlig var foregået under besættelsen. Presse og radio var som nævnt under censur, og de illegale blade havde kun nødtørftigt kunnet dække informationsbehovet. En stor del af den danske ‘nyhedsformidling’ havde simpelt hen bestået i rygter, og kun ganske få – hvor imellem netop var parlamentarikerne og topembedsmændene – havde overblik over hvad der skete. Og med den etablerede presses tilbagevenden fortrængtes kritikken af politikerne og blev frem til valget i oktober 1945 mere og mere vendt til en kritik af modstandsbevægelsen, dens motiver og dens gerninger både under besættelsen og, ikke mindst, efter befrielsen, hvor der da også skete en række fejl og overgreb af forskellig art, herunder flere drab samt gidseltagninger.13 Politikernes og pressens kritik af modstandsbevægelsen i denne periode blev af Børge Outze i Information døbt ‘modbevægelsen’ og bedømt som politisk, hvad den naturligvis også var.14 Historietolkningen og dens accept i vide kredse af befolkningen betød ligeledes – omend det ikke sagdes direkte – at politikernes tavle var vasket ren for fortidens gerninger, og dette var måske den største gevinst de overhovedet opnåede i sommeren 1945.15 Med Danmark anerkendt som allieret nation, hvorved kollaboratørstemplet fjernedes, regeringsdannelse sammen med den tidligere ærkefjende modstandsbevægelsen, retsopgøret formet, så det efter al sandsynlighed ikke ville ramme politikerne og topembedsmændene, stod det etablerede system stærkt rustet til kampens tredie runde: opgøret med modstandsbevægelsen, især dens yderfløje til højre og venstre. Det blev heller ikke nogen større anstrengelse; allerede få måneder efter befrielsen var modstandsbevægelsen, der politisk og socialt var heterogen, splittet, og ved oktobervalget genvandt parlamentarikerne det politiske 83

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 84

hegemoni, med videreførelsen af den traditionelle politiske orden som logisk konsekvens. De ret beskedne demokratiske krav, modstandsbevægelsen havde stillet siden 1943, om demokratisering af hæren og politiet og om en nedsættelse af valgretsalderen til 21 år, blev ikke gennemført – det sidste slet ikke, de to første punkter i form af et hjemmeværn, der efter et par år blev et slags anti-kommunistisk hjælpekorps til hæren16 ‘De gamle’ tog endda som nævnt straks æren for modstandsbevægelsens indsats, vel vidende at befolkningen i begyndelsen af maj 45 ikke kendte personligheder som Mogens Fog, Børge Houmann, Aage Schoch m.fl., som af gode grunde måtte være inkognito under besættelsen.17 De ledende medlemmer af Frihedsrådet og modstandsbevægelsen i det hele taget blev – med enkelte undtagelser som Ringen-medlemmerne Busch-Jensen og Frode Jakobsen, der begge fik en karriere i Socialdemokratiet – fejet til side politisk. Den harmoniserende historieforståelse Af de politiske kræfter i maj 1945 måtte modstandsbevægelsen18 have en større interesse end politikerne i en historisk opklaring af forholdene under besættelsen. En belysning af den danske politik over for Tyskland før krigen og af den danske forhandlingspolitik fra 1940 til 1943 ville kunne virke oplysende og opdragende for befolkningen og evt. kunne sætte det danske samfunds magtforhold og dets klassers modstridende interesser i relief. Det var denne opgave, som dels oktobervalgkampen, dels Den parlamentariske Kommission (der behandles nedenfor i afsnittet ‘Kampe om besættelseshistorien’ I) skulle varetage. Med resultatet ved oktobervalget vandt politikerne første runde; af modstandspartierne fik kun DKP et virkelig godt valg.19 Men modstandsbevægelsen var selv ikke uden andel i, at befolkningen tilsyneladende accepterede den harmoniserende historieforståelse. Siden 29. august 43 havde modstandsbevægelsen været tilbageholdende med at kritisere samarbejdspolitikken og dens repræsentanter, da den både udad- og indadtil havde en interesse i at demonstrere den nationale enighed i kampen mod 84

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 85

tyskerne og for DKPs vedkommende i at vise, at folkefronten nu fungerede som en sammensvejset national front.20 Lige siden bruddet d. 29. august 1943 havde modstandsbevægelsen med DKPs fulde samtykke villet overbevise omverdenen om, at det var hele Danmark, som var svinget om. DKP stod nu på den nationale fronts strategi. Fra modstandsbevægelsens side udmøntede det sig konkret i (forgæves) forsøg på at få de parlamentariske politikere repræsenteret i Frihedsrådet.21 Den senere konsensuslinie eller det, der her kaldes grundfortællingen, fortsatte efter 1945 med betoningen af enighed frem for strid. Kun yderfløjene, især DKP og Dansk Samling, kritiserede påny samarbejdspolitikken før august 1943, men DKP kom samtidig i et dilemma, fordi neutralitetslinien indtil 43 taktisk svarede til den politik, partiet ønskede at føre i modsætning til NATO-politikken. Og først i 1970’erne opstod en historieforskning, der klarlagde de dybere liggende modsætninger mellem samarbejdspolitikken og modstandslinien, lige som den pegede på modstandsbevægelsens opståen via impulser fra yderfløjene og på dens heterogene og quasi-sekteriske karakter i de første år. Også disse aspekter tages op i senere dele af denne bog. Hermed blev det besættelsens sidste halvandet år, der kom til at danne model for det samlede besættelsesbillede, ja i virkeligheden snarere de sidste 10 måneder, fra folkestrejken i juli 1944 til 5. maj 45. Man kan rejse spørgsmålet, om politikerne i foråret og sommeren 1945 – og for så vidt i de følgende år – virkelig troede på den udlægning af besættelsestiden, de gav, eller om der var tale om bevidst manipulation. Men spørgsmålet forekommer ikke væsentligt i denne sammenhæng. Formentlig var der både tale om overbevisning og om manipulation i en blanding, der var forskellig fra politiker til politiker. Begrebet ‘kognitiv dissonans’ kan anvendes som forklaring, evt. i sammenhæng med en teori om stereotyper. Sociologen Leon Festinger, der har formet begrebet kognitiv dissonans, viser, at der i forbindelse med uløselige modsigelser mellem anskuelser og holdninger og så den samfundsmæssige virkelighed let indtræder psykologiske afværgemeka85

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 86

nismer, der ‘immuniserer’ bevidstheden over for ubekvem information. Der opstår en paradoksal situation, hvor den intellektuelt tilegnede viden af følelsesmæssige grunde bliver neutraliseret, en slags spaltning, hvor den berørte person både ved – kognitivt – og ikke ved – følelsesmæssigt –, og hvor det emotionale ofte vil vinde, afhængigt af omgivelsernes tryk. I forbindelse med totalitære ideologier kan det føre til den såkaldte ‘closed mind’, hvor alle rationelle argumenter preller af mod en mur af sjælelig dogmatisme.22 Men dogmatismens indbyggede stereotyper beskytter mod et mere åbent eller differentieret syn på det, der er dannet så faste meninger om.23 Og stereotype vendinger, dvs. vendinger, der på en gang er generaliserende og reducerende, myldrer det med både i den offentlige opinions og historieskrivningens sprogbrug om besættelsestiden, som det i rigt mål vil fremgå af denne bog. I den grundtekst af Jørgen Hæstrup, der er anvendt i den foregående del, bindes en narrativ fremstilling sammen med stereotyper til en retorik, der var og delvis stadig er udbredt, når det gælder fremstillinger af besættelsestiden. De er som oftest mere klichéfyldte og sort/hvide end Hæstrups, der mest er karakteriseret ved at tegne et uafvendeligt forløb, hvor anonyme kræfter virker. Det er den historiske semantiks problem, vævet sammen med interesser af politisk og anden art. En frase som fx ‘tyskerne og deres håndlangere’ eller ‘tyskerne og deres danske medløbere’ – en sætningsstump, som går igen fra tekst til tekst om besættelsestiden – indeholder således tre stereotyper: ‘Tyskerne’, ‘håndlangere/medløbere’ og så den næsten altid givne implikation, at alle, der havde sympati for Tyskland, var håndlangere eller medløbere for ‘tyskerne’ (som jo var en blandet gruppe, såvel nationalt som politisk). Det er negative stereotyper. Omvendt rummer tekststykker om ‘danskerne’ eller ‘folket’ eller om ‘fronten’ eller ‘modstanden’ altid kun positive stereotyper. Selv en så skarptsleben og vidende skribent som Børge Outze lå i sit store værk Danmark under den anden verdenskrig I-IV, der udkom fra 1962, under for denne stereotypisering. Politikerne fra samarbejdspartierne var formentlig spaltede i 86

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 87

1945, men de udviklede et sæt af forklaringer, der ofte fik stereotypiens form, på den udfordring de var udsat for. I mangel af et effektivt modspil, der bl.a. skyldtes modstandsbevægelsens tiltagende splittelse og massemediernes ulige fordeling, blev disse forklaringer stort set accepteret af et vælgerkorps, hvor kun en brøkdel havde deltaget aktivt i kampen. Forklaringen eller fortællingen tilfredsstillede såvel individuelle som socialpsykologiske behov for at skabe sammenhæng og mening mellem nutid, fortid og fremtid. Hermed havde politikerne og mange af historieskriverne, hvad enten de troede på deres egen historiefremstilling eller ej, fundet en mekanisme, der blev central for den ideologiske og sociale integration af befolkningen efter besættelsestidens splittelse. Grundfortællingens grundlag var den kognitive dissonans, og fortællingen blev af såvel politikere som modstandsbevægelse udbredt på historiens bekostning. Fortællingen som politisk legitimering og retorik Parallelt med de forestillinger om besættelsesforholdene, der skabtes igennem aviserne og andre medier, opstod en litteratur af mere seriøst præg, som det dog er svært at rubricere som videnskabelig eller som udtryk for historiekulturens kognitive dimension. Den udtrykker snarere de politiske eliters forsøg på at skabe en sammenhæng i de forudgående begivenheder, som både kunne tjene til orientering for dem selv og anvendes som præsentation af de ledende kredses besættelsestidsopfattelse over for befolkningen. Drivkraften var altså ikke kommerciel, som der fortrinsvis var tale om for ugepressens, filmens m.fl.s vedkommende, men politisk, i nogle tilfælde organisationspolitisk. Der var naturligvis også af og til tale om individuel legitimering igennem politikererindringer,24 portrætter af de ledende frihedskæmpere o.l.,25 men denne form for præsentation forblev permanent fremover, mens de mere kontante legitimeringsforsøg gennem historieskrivningen var reserveret de første år af efterkrigstiden. I løbet af tre år udkom fire fremstillinger, der hver var i flere bind.26 Den konservativt-nationalistiske Vilhelm la Cours fremstilling rummede et skarpt angreb på Stauning-Munchs forsvars87

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 88

politik, den danske neutralitetspolitik i almindelighed og Erik Scavenius’ tilpasningspolitik i særdeleshed. Også Hartvig Frischs værk var anti-scaveniansk, mens de øvrige fremstillinger ikke skiltede med uenighed mellem politikerne, men ellers ligesom Frisch konsekvent fulgte linien, at der ikke var væsensforskel på politikerne og modstandsbevægelsen, og at den passive modstand havde forudskikket og komplementeret den aktive. I en blanding af romantiske metaforer og politisk analyse uddrog Frisch læren af besættelsen og de to ‘modstandsformer’: Det er ofte sagt, og det er sandt, at de to former for modstand supplerede hinanden på en måde, der blev til stor gavn for vort land. Der er fremsat stærkt overdrevne påstande om, hvad den illegale kamp betød for selve landets befrielse, men for en koldsindig betragtning står det klart, at befrielsen skyldtes de allieredes hære og ikke frihedskæmperne. Betydningen ligger på et andet felt. Det var det mål af virilitet, som den illegale kamp tilførte den danske modstand mod tyskerne. Hele den nationale samling, alsangen, Grundtvig, Danmark i 1000 år, den åndelige kultursammenhørighed, den stiltiende og tyste kæde af alle lag og klasser, som det var vidunderligt at opleve i en tid, da Hitlerismens magt var på sit højeste, det var en blid og stille magt, et udslag af en høj kultur, men trods alt ikke nok. Her bragte den underjordiske frihedskamp fuldendelsen, viriliteten. Denne problematik, hvor den fredelige kulturs dyder og den virile naturs kraft afvejes mod hinanden, er ældgammel…

For fremtiden ville det ifølge Frisch gælde “om med støtte i besættelsestidens erfaringer at finde det optimum af begge egenskaber, besindighed og tapperhed, der vil gavne vort land bedst og skabe den sundeste ungdom for den kommende urolige tid.”27 Politikernes og modstandsbevægelsens etos skulle med andre ord smelte sammen til nationens bedste. Det var i det hele taget det nationale sammenhold, der blev fremhævet. Regeringens, de politiske partiers og organisationernes arbejde for med alle midler at stoppe modstandsbevægelsen i de første 3 1⁄2 år forblev enten uomtalt eller bortforklaret. At der var tale om et brud med tyskerne d. 29. august 43 blev stærkt understreget og i øvrigt skildret som en begivenhed, politikerne ikke blot havde forudset, men nærmest ventet med længsel, hvis de da ikke ligefrem havde arbejdet hen imod det. Det af Brønd88

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 89

sted og Gedde redigerede værk repræsenterede so oder so Venstres holdning, mens Aage Friis’ var udtryk for radikale holdninger. Flere af projekterne havde med andre ord “en klar politisk, legitimerende og apologetisk funktion” og må ses som led i kampen om magten i efterkrigstiden.28 Allerede et par måneder efter befrielsen protesterede et par yngre intellektuelle fra modstandsbevægelsen mod denne tendens: I Frit Danmark skrev Christian Crone og Ove Nathan i sommeren 1945: Med forbløffende fart udgives for øjeblikket værker om de sidste 5 års Danmarkshistorie, som ikke alle er præget af samme vederhæftighed. Ved gennemlæsningen af enkelte af disse bøger må man gang på gang spørge sig selv, om “fejltagelserne” og “forglemmelserne” udelukkende skyldes den hurtige tilblivelse eller måske har en dybereliggende årsag.29

De evt. “dybereliggende” årsager blev dog ikke tematiseret i offentligheden, og kritikken af og skuffelsen over historieskrivningen endte i de enkelte grupperingers eller partiers lejroffentlighed. Flerbindsværkerne og andre lignende udgivelser i og efter 1945 med en bredt samlende appel er af historiografien blevet set som det mest massive udtryk for den såkaldte konsensuslinie i historieskrivningen.30 De var nationalt harmoniserende og uproblematiserende – nationale skønmalerier kan man også kalde dem. Deres ophavssituation gjorde dem til en slags halvofficielle fremstillinger med bud fra beslutningstagerne til folket. Se her – sådan var vores politik, afgrænset fra modstandsbevægelsen og naturligvis fra taberne, tyskerne og de danskere, der havde støttet dem. På denne måde blev værkerne skoledannende – de skabte et sprog om dette særlige stykke historie, besættelsestiden, som er blevet hængende og har præget alle senere fremstillinger, hvad enten de var enige i den grundlæggende holdning eller ej. Især har sprogliggørelsen præget de mere ‘autoritative’ fremstillinger såsom de store Danmarkshistorier og skolebøgerne til folkeskolen og gymnasiet i hvert fald frem til 1980’erne (se del VI., afsnittet ‘Skolebøgerne’). Ikke blot de samarbejdende partier og de to regeringer i 1945 89

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 90

(først Buhl- og fra november Knud Kristensen-regeringen) følte et behov for at gøre status ved at se tilbage på de fem år. En lang række organisationer og institutioner af privat eller offentlig karakter gjorde det samme, her skal blot nævnes Statsradiofonien, flåden, kirken, folkeskolen, lægerne og en række kommuner mv.31 Men det gjaldt også Dansk Arbejdsgiverforening, DsF, pressen og en række private virksomheder. Også for organisationerne og institutionerne sattes et eksempel og et sprog. Ingen af dem indledte en mere kritisk undersøgelse af egen virksomhed, efter at udrensningen først var gået igang. Tendensen til legitimering fortsatte tværtimod gennem årene. På en permanent plancheudstilling på Frederiksberg Politistation, der har været ophængt siden 1995, hedder det, selvom der naturligvis er tale om et grelt eksempel:32 1940. Under besættelsen var politiet en stødpude mellem regeringen og befolkningen – skarpt forfulgt af tyskerne og et offer for egne personlige følelser. Indtil 29. august 1943, hvor regeringen opgav det såkaldte samarbejde med tyskerne, måtte politifolkene udføre den gerning, som blev dem pålagt af den danske regering til enhver tid. Det kunne koste dyrt at lade være. Omvendt fandtes der også enkelte imellem de ca. 8.000 mand, der udgjorde politistyrken, som var for nidkære og tjenstivrige, ja endog tog tyskernes parti. Tallet var ikke stort. 154 blev afskediget efter krigen på grund af deres unationale holdning. I Holland og Belgien sørgede tyskerne for, at politikorpsene blev nazifiserede og også i Frankrig var det galt fat.33

Om interneringen af kommunisterne i 1941 og deres senere overladelse til tyskerne hedder det: De danske kommunister havde i førkrigstiden ikke indtaget nogen særlig plads i dansk politik. De var kendt som ballademagere, der gik ind for afsætning af kongehuset og udemokratiske ændringer af regeringen. Dertil kom det russiske angreb på Finland og Stalins ikke-angrebspagt med tyskerne. Da den danske statsminister Stauning efter pres fra tysk side gav ordre til internering af kommunisterne i Horserød, gav det ikke anledning til mange protester, selvom det drejede sig om et klart lovbrud. Interneringen krævede en special lov, og den kom da også den 22. april 1941 [Sic!]. Senere svigtede regeringen sine løfter til de indsatte, der ikke blev advaret tidsnok, da tyskerne den 2. oktober 1943 førte de internerede til koncentrationslejre i Tyskland.34

90

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 91

På ingen af de seks plancher med masser af illustrationer er koncentrationslejre nævnt, undtagen dem for danske politifolk! Heller ikke jødernes tilintetgørelse omtales med et ord. Forudsætningen for udviklingen af en bestemt politisk retorik på basis af besættelsestiden var, at eliternes, dvs. politikernes og modstandsbevægelsens, opfattelser af besættelsestiden kunne mødes og blive til en sproglig grundlagskonsensus. Den harmoniserende historie om besættelsen kunne dermed, hvad enten den var tonet efter modstandsbevægelsens (ikke altid ensartede) behov eller efter politikernes, sætte sig igennem i den store offentlighed. Ovenfor er der gjort rede for hovedtrækkene i baggrunden for den ideologiske konvergens mellem politikerne og modstandsbevægelsens ledere 1943-45. Begge parter havde en interesse i at demonstrere enighed udadtil, politikerne på grund af frygten for kompromittering gennem debat om samarbejdspolitikken 1940-43 og ønsket om de allieredes anerkendelse, modstandsbevægelsen ud fra fordelen ved at demonstrere en fælles front såvel over for fjenden som over for befolkningen og de allierede. Hertil kom i foråret 1945 det politiske kompromis om retsopgøret og regeringsdannelsen. Det betød, at partipolitikerne ikke skulle stilles retligt til ansvar – i hvert fald ikke foreløbig – mens det samtidig må have ligget i luften, at modstandsbevægelsens formelt retsstridige handlinger under besættelsen, især likvideringerne, heller ikke skulle efterforskes juridisk.35 Alt dette var ikke ensbetydende med, at modstandsbevægelsens tre aviser – Information, Morgenbladet og Land og Folk – i sommeren og efteråret 1945 ikke stillede krav om et politisk og måske ovenikøbet juridisk opgør med dele af samarbejdspolitikken. Det juridiske opgør skulle, i overensstemmelse med Frihedsrådets program ‘Naar Danmark atter er frit’, være en konsekvens af Den parlamentariske Kommissions undersøgelser, det politiske skulle tages ved oktober-valget.36 Men det afgørende for modstandsbevægelsen blev udrensningskravet, som måtte blive snævert forbundet med landsforræderi- og værnemagerlovene, 91

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 92

der vedtoges i sommeren 45. I realiteten blev udrensningen af nazister og tyskvenlige et af modstandsbevægelsens få konkrete resultater i efterkrigstiden, men også et, den lagde enorm vægt på, ikke mindst yderpartierne.37 Men det fik formentlig kontraproduktiv betydning for kommunisterne, da de snart selv i den offentlige debat blev sidestillet med (de tidligere) nazister. Det politisk/retlige opgør med politikere og embedsmænd som følge af Kommissionens undersøgelse havde derimod lange udsigter og ophørte efter et par år med at være et krav – undtagen fra DKPs side. Udrensningskravet og vreden over, at dommene ikke blev afsagt hurtigt nok og ikke var strenge nok, skærpede den ideologiske tendens til at dele befolkningen op i en ‘national’ del – de ‘gode danskere’, som udgjorde langt størsteparten og også omfattede næsten alle politikerne38 – og en ‘unational’ eller ‘nationalt uværdig’ del, som udgjorde en lille minoritet, som det var let at isolere og eliminere (mange var interneret eller fængslet). I modsætning til før krigen og besættelsen blev det at være antidemokrat nu synonymt med at være anti-national. Og i det hele taget blev nazismens fald, der opfattedes som et nederlag for en ekstrem højrebevægelse, ensbetydende med udraderingen af stærkt højreorienterede, autoritære og nationalistiske strømninger flere tiår frem i tiden.39 I 1955, da den umiddelbare debat om besættelsestidens politiske og moralske ansvar havde lagt sig, trak den tidligere modstandsleder, nu socialdemokrat og kommitteret for Hjemmeværnet, Frode Jakobsen, skillelinien klart op mellem de nationale og de andre, da Folketinget debatterede betænkningen fra Den parlamentariske Komission: Har samlingsregeringen betydet en skævhed i retsopgøret? Jeg mener nej … Der er en gruppe, der førte en politik, som vi anså for forkert, men vi tvivlede ikke et øjeblik om, at det var mænd, der gjorde det, som de anså for det bedste for Danmark. Der er en anden gruppe, der var forbrydere. Hvorfor skulle man ikke kunne samarbejde med den første gruppe og gå ind for strafforfølgning af den anden?40

Fra forestillingen om, at næsten hele befolkningen havde optrådt ‘nationalt’ under besættelsen, til forestillingen, at modstands92

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 93

kampen havde været (næsten) hele folkets kamp, var der ikke langt. Da Hæstrup i 1960 skrev sin sammenfatning af besættelsestidens historie, som er anvendt som tekst til grundfortællingen ovenfor, var den harmoniserende forståelse af besættelstiden for længst slået igennem i det danske samfund. Ingen eller i hvert fald kun ganske enkelte ville sætte spørgsmålstegn ved indholdet i Hæstrups tekst. Hvordan kunne det gå til? Et kort svar er, at denne opfattelse var blevet en integreret del af den socialisation af borgerne, som bl.a. sker gennem historien og dennes formidling på alle niveauer. Den harmoniserende opfattelse af besættelsestiden var blevet til historisk sprog eller diskurs, om man vil. Fortællingen kunne tones efter modstandsbevægelsens behov eller efter politikernes eller for så vidt efter begges på samme tid – med accenten det ene eller det andet sted. Men indholdet var under alle omstændigheder favorabelt for det danske folk og den danske nation. Det berettede om en sejr og ikke om et nederlag, som 1864-fortællingen havde gjort. Med indholdets gennemsætning i offentligheden kunne det tjene som åndeligt grundlag for det demokrati og den sikkerhed og velstand, man ville opbygge. Tolkninger og fortællinger uden for paradigmet blev henvist til mindre kredse med begrænset adgang til offentligheden eller blot til deres egen lejroffentlighed, som tilfældet var for kommunisterne, selvom også de godtog grundfortællingens struktur.41 Historien blev instrument for en integration, der hvilede på denne massive forestilling om et kæmpende, anti-fascistisk Danmark. Og sammenhængende hermed blev konsensusforestillingen med dens grundfortælling til et arsenal for en politisk retorik, som ved hjælp af analogier, aktualiseringer og aktivering af fjendebilleder fik besættelsestiden som fast referencepunkt, og som har overlevet både retsopgøret, den kolde krig og dennes ophør. Men dog ikke uden modifikationer. I sin monolitagtige skikkelse holdt konsensusopfattelsen nemlig kun i 1950’er-årtiet. Fra omkring 1960 begyndte, med lange mellemrum, en række konflikter om besættelseshistorien, der skar dybe revner i harmonien. Konfrontationerne kom dels til at stå mellem politikerne og 93

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 94

(dele af) modstandsbevægelsen, dels mellem historierevisionister og modstandsbevægelse, og de var vævet sammen med både kort- og langsigtede politiske interesser. Disse historie- eller erindingspolitiske kampe vil blive behandlet i nærværende del om besættelseshistoriens politiske dimension og i del VI om den kognitive dimension. Men det betyder ikke, at der ikke er et konfliktaspekt i fx mindeceremonierne eller andre former for kommemoration af besættelsestiden – det er som regel blot mere skjult. Inden mindedage og jubilæer bliver behandlet, vil vi dog se på de forsøg på modfortællinger til grundfortællingen, som blev forsøgt etableret i efterkrigstiden fra de parters side, som ikke eller kun delvis følte sig dækket ind af grundfortællingen.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 95

De apokryfe fortællinger. De tyskvenlige og de sovjetvenlige Mod- og medfortællinger Historiske emner og perioder bliver ofte fortolket vidt forskelligt, afhængigt af synsvinkler og motiver hos fortolkeren. Der findes simpelt hen flere forskellige og ofte modstridende fortællinger om det samme begivenhedsforløb. Som nævnt er dette imidlertid ikke tilfældet med besættelsestiden, i hvert fald ikke i kollektivtraditionen; såvel i struktur som i indhold er fortællingen homogen, selvom værdiaccenten kan skifte mellem overvejende sympati for modstandsbevægelsen og tilsvarende for samarbejdspolitikken. Denne enshed har naturligvis stor betydning for overleveringen, der i høj grad foregår som genfortælling, og som lige som al genfortælling tenderer mod forenkling, selvom grundfortællingen kan indoptage mange forskellige og delvis modstridende delfortællinger. Afsnittets overskrift – de apokryfe fortællinger – er hentet fra bibelforskningen, hvor de apokryfe skrifter er bibelskrifter, som kirken ikke anerkender som ægte. De findes og overleveres i traditionen, men de er ikke en kanoniseret del af denne, og man kan derfor forholde sig friere til dem.42 Nogle aftrykkes i bibelen, andre ikke, alt efter udgivernes hensigt. De apokryfe skrifter er heller ikke i modstrid med den kristne bibels grundfortælling, men kan supplere den efter udgiverens eller læserens valg. På samme måde forholder det sig med de danske fremstillinger af besættelsestiden, der fortæller en anden historie end grundfortællingens. Og en sammenhængende, alternativ fortolkning i synteseform er aldrig blevet lagt frem eller har i hvert fald ikke vundet en form for accept, der fx kunne føre til udgivelse. En skønlittterær bog som Hans Scherfigs Frydenholm er nok den, der kommer nærmest en helhedspræget modfortælling, men den er netop fiktiv – omend på dokumentarisk grundlag – og indtager ikke samme status som en underbygget historisk undersøgelse ville gøre. Og de politiske versioner af samme historie som Scherfigs, nemlig DKPs skrifter om besættelsestiden, er aldrig blevet 95

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 96

accepteret af andre end dette partis egne medlemmer og sympatisører, med enkelte undtagelser som vi vender tilbage til. Tiden 1943-45 fik som tidligere beskrevet afgørende indflydelse på historiebilledet, og efter krigen satte først retsopgøret og så den kolde krig stærke politisk-ideologiske prægninger på det. De to fænomener blev på mange måder afgørende for bedømmelsen af begivenheder og aktører under besættelsen, fordi disse nu blev forbundet med den aktuelle situation og dens retorik. Historiciteten, dvs. forsøget på en vurdering ud fra den omhandlede tids egne forestillinger, fik trange kår, hvorimod de politiske behov blev sat i forgrunden. Erik Scavenius Alligevel findes der opfattelser af besættelsestiden, der er løbet som understrømme i erindringsfællesskaber, som blev marginale efter 1943 – for nazisternes vedkommende – eller langt senere – for kommunisternes vedkommende – men som trods dette på enkelte punkter har øvet indflydelse på den kollektive erindring. De vigtigste erindringsfællesskaber af denne art er nævnt: nazisterne og kommunisterne. Men der er også repræsentanter for en ‘gammeldags’ opfattelse af Danmarks stilling i den internationale politik, for et rent nationalt paradigme i udenrigspolitikken, således som denne førtes indtil 1945. Her var det først og fremmest udenrigs- og senere statsminister Erik Scavenius, der efter krigen manede til besindelse omkring forudsætningerne for den førte politik og dermed holdt fast i selve besættelsestidens problemstillinger – som han og de fleste andre politikere havde set dem – da han efter krigen skrev historie om den. Herved kom Scavenius’ fremstilling også til en vis grad til at stå som en modfortælling til de fortællinger, de fleste andre politikere tilsluttede sig i foråret og sommeren1945. Det blev ikke en harmonisk historie, men en historie om en korrekt politik, der blev væltet under falske forudsætninger. Scavenius’ hovedsynspunkter blev fremsat i bogen Forhandlingspolitikken under Besættelsen fra 1948. Ud fra en geopolitisk synsvinkel og den historiske præcedens med småstaten Dan96

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 97

marks prekære stilling som neutral og nedrustet stat mellem stormagterne fremstillede Scavenius nøgternt og stringent forhandlingspolitikken, som han kaldte den, som en logisk nødvendighed. Ved det tyske overfald d. 9. april 1940 udviste kongen og regeringen “det moralske mod ikke at indvikle landet i en udsigtsløs kamp mod de indtrængende tyske tropper.” Herved blev Danmark ikke udsat for de ødelæggelser og bombardementer, der ville være fulgt med en nok så kortvarig krig, og grundlaget blev lagt for den status, som Danmark, trods store vanskeligheder ude- og indefra, bevarede til d. 29. august 1943, ja, det væsentlige, administrationen på danske hænder, lige til Tysklands sammenbrud.43

Forhandlingspolitikken sikrede efter Scavenius’ mening ikke blot befolkningen og dens levevilkår mod ødelæggelse, men gavnede også industrien og landbruget gennem eksporten til Tyskland, nu da Storbritannien var faldet væk som marked. Fra 9. april 1940 til 29. august 43 “overvandt regeringen og de politiske partier fristelsen til af hensyn til stemningen at fremkalde en tysk afsættelse af det danske styre.”44 Dog måtte politikerne hele tiden holdes til ansvaret og ville helst skubbe “de upolitiske ministre”, som Scavenius regnedes til, foran sig i forhandlingerne med tyskerne. Scavenius både antyder og skriver lige ud, at parlamentarikerne spillede et dobbeltspil, så de undgik selv at blive eksponeret, selvom de fundamentalt var enige i den politik, Scavenius førte både som udenrigs- og som statsminister. Efter 29. august 43 undgik man gennem departementschefstyret, som var en forlængelse af samarbejdspolitikken, de værste følger af den tyske undertrykkelse, som både befolkningen i almindelighed, men også de mest udsatte grupper som jøderne og kommunisterne, fik relativ gavn af. Den politiløse tid 1944-45 medførte stor utryghed for den fredelige befolkning, og denne utryghed øgedes ved “guerillaen mellem modstandsbevægelsen og Gestapo.” Men selv i denne kamp udvistes – med undtagelse af de tyske clearingmord – et “relativt mådehold”, der gjorde, at politikerne til sidst kunne erklære, at deres bekæmpelse af modstandsbevægelsen havde været en fejl.45 Trods alt gik det hele altså op i en høje97

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 98

re enhed. Og man kan muligvis se denne afsluttende cadeau til modstandsbevægelsen som Scavenius’ anerkendelse – med forbehold – af grundfortællingen. Men en anden fortælling var i hvert fald lige så stærkt markeret hos ham, nemlig den, at samarbejdspolitikken var den rigtige politik og burde være fortsat til krigens slutning. Scavenius’ konception af Danmarks stilling i det internationale samfund og hans ‘klassiske’ mangel på ideologiske standpunkter i udenrigspolitikken, fx i forhold til nazismen, slog her igennem som sarkasme over for de nye udenrigspolitiske opfattelser af Danmarks stilling. Som reaktion på modstandsbevægelsens og visse politikeres ønske om at blive anerkendt som allieret nation i krigens slutfase, kommenterede Scavenius realpolitisk: Den engelske propaganda, i hvilken Christmas Møller spillede en hovedrolle, slog navnlig på betydningen af sabotagen for vor stilling efter krigen. Over for dette synspunkt, der havde en vis tilslutning blandt Christmas Møllers partifæller i nimandsudvalget, henviste jeg stadig til, at det ville blive helt andre hensyn, nemlig de pågældende stormagters interesser over længere sigt, der ville blive afgørende for deres holdning til os efter krigen, og ikke sabotage, der på det afgørende punkt, nemlig leverancerne til Tyskland af danske produkter, specielt landbrugsprodukter, overhovedet ikke betød nogetsomhelst.46

Dette synspunkt har meget for sig, når man fx sammenligner med Tysklands og dets krigsallieredes stilling i det internationale samfund fra ca. 1950 og frem. Men i 1948 var det kættersk tale. Scavenius’ prætention var at fremlægge et realistisk syn på besættelsestiden. Rammen for udenrigs- og forsvarspolitikken var den klassiske maxime, som alle danske partier havde været enige om siden slutningen af det 19. århundrede, nemlig at Danmark i tilfælde af krig mellem stormagterne som følge af dets beliggenhed måtte stå på Tysklands side eller i hvert fald ikke imod Tyskland.47 Dette syn gik for så vidt igen i nogle af samleværkerne efter krigen – især i den af Aage Friis redigerede Danmark under Verdenskrig og Besættelse I-V – men med den forskel, at besættelsestidens betydningsfuldhed for Danmark i Scavenius’ optik lå i den vellykkede forhandlingspolitik indtil 29. august 1943 og ikke i modstandskampen, som han så som et ulykkeligt brud på 98

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 99

den succesrige forhandlingspolitik. Historien om besættelsen var ikke harmonisk pga. den ene eller den anden form for modstand, men endte kun godt for befolkningen i kraft af det redningsnet, samarbejdspolitikken spændte ud fra begyndelsen til enden, hvilket samtidig betød, at Danmark ikke blev inddraget som krigsdeltager. Derfor er konfliktoptrapningen og den til sidst udløste happy ending ikke med i hans fortælling, eller rettere sagt kun med som bifænomener. Det var forhandlingspolitikken, som reddede Danmark, ikke modstandskampen. Og Scavenius mente i virkeligheden at have gentaget kunststykket fra sin tid som udenrigsminister under 1. verdenskrig, hvor det også lykkedes at holde Danmark udenfor stormagtsopgøret. Scavenius’ nøgterne bud på en fremstilling af besættelseshistorien slog ikke igennem. I 1948 var Scavenius politisk set en død person, der kun havde funktion som syndebuk for en besættelsestidspolitik, som på dette tidspunkt ansås for at være forkert. Hans liv fra 1945 til hans død i 1962 blev forbitret af den udstødelse han blev genstand for, men han ændrede ikke sin opfattelse af forholdene under besættelsen.48 Selvsagt var der dog ikke basis for, at hans delvise modfortælling kunne vinde almindeligt gehør på dette tidspunkt. En vis rehabilitering af ham, der i hvert fald anerkender hans motivers ærlighed, er først sket fra 1970’erne. Om nogen dansk politiker blev Scavenius et billede på Schillers berømte replik, der normalt henføres til Othello: Mohren har gjort sin pligt, Mohren kan gå. De dømte og udrensede Ja, De er blevet urimelig hårdt behandlet, hvad der kun kan forklares ved den psykose, som det danske folk led af i 1945. Deres skæbne er et eksempel på risikoen ved privat udenrigspolitik i oprørte tider. Sådant burde betragtes ud fra synspunktet, om der er voldt skade for regeringens udenrigspolitik eller ikke. Hertil kræves imidlertid kølige hjerner, og de manglede i 1945 (og senere). Bedømmelsen bestemmes af udfaldet af krigen, og at indlade sig på privat udenrigspolitik bliver derfor som at spille i lotteriet. Sammenlign Deres tilfælde med fx Modstandsbevægelsen eller minister Kauffmann i Washington. Begges bestræbelser rettede sig mod landets lovlige regering, men da Rusland og Vestmagterne sejrede i krigen, blev de fejret som store patrioter.

99

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 100

Således skrev Erik Scavenius i 1957 til hofjægermester Jørgen Sehested, der i 1947 havde fået en dom på 12 års fængsel og tab af halvdelen af sin formue for utilbørligt samarbejde med besættelsesmagten i 1940.49 Brevet bragtes i Sehesteds sidste forsvarsskrift, Broholm-mødet, der udkom i 1973 som en korrektion til forskerne i DNH, som på dette tidspunkt havde udsendt en række værker (se VI, afsnittet ‘Den videnskabelige litteratur om besættelsestiden’). Bogen er en blanding af informationer, referater og digte, der på ingen måde kan gøre krav på at udgøre en historisk analyse – hvad den sådan set heller ikke gør – men som i sig selv er interessant som kilde til selvforståelsen hos den sociale top blandt de dømte og udrensede efter krigen. I Sehesteds bog lige som i alle andre bøger af dømte og udrensede gik grundfortællingen om besættelsestiden igen. Sehested præsenterede ikke en alternativ fortælling om besættelsestiden, der kunne vælges frem for den etablerede, ja han roste endda Hæstrups og elevers arbejde Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor fra 1965. Sehesteds anliggende var, lige som andre udrensede, ‘revisionistiske’ forfattere at indføje sin egen fortælling i konsensusberetningens. Sehested ville gøre grundfortællingen (endnu) mere rummelig, så også de, der i 1945 var blevet stemplet som landsforrædere, kunne spille en positiv rolle i den. Og det var samtidig ensbetydende med et angreb på retsopgøret og krav om fjernelse af landsforræderstemplet og om retlig oprejsning. Hvad Sehested og hans meningsfæller ikke så var, at grundfortællingen ikke ville være en fortælling, der kunne integrere befolkningen omkring bestemte værdier i inden- og udenrigspolitikken, hvis den ikke rummede et fjendebillede. Tyskerne og ikke mindst dem, der støttede den tyske sag i Danmark, var uundværlige for fortællingen som dens skurke. Integrationsbestræbelsen efter maj 1945 kom hverken i realiteten eller i fortællingens form nogensinde til at gælde for dem, der havde været på den gale side under besættelsen, således som det blev afgjort ved retsopgøret. Når Sehested således skrev: Berettigelsen af en selvstændig indsats udenom regeringen er blevet forsvaret, når det gælder Kauffmann og modstandsbevægelsen, men det

100

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 101

gælder også mændene fra samarbejdsperiodens første tid, som formentlig må respekteres i lige grad, for såvidt som de gennemførte handlinger til gavn for landet – også når det skete i samarbejde med tyskerne. Uden tyskerne kunne der nemlig ingenting gennemføres af større betydning50

– så bekræftede han blot den rolle, han var blevet tildelt ved retsopgøret som en, der var trådt udenfor det nationale fællesskab, en landsforræder. Ingen andre end en ‘landsforræder’ – lige med undtagelse af Erik Scavenius – ville efter befrielsen formulere sig, som om der under besættelsen havde kunnet gennemføres noget til gavn for landet i samarbejde med tyskerne. Det var en typisk besættelsestids-problemstilling fra samarbejdspolitikkens tid, der for alle andre end de udrensede blev til luft med det tyske nederlag. I 1945 og årene lige efter drejede opgøret sig ikke om to eller tre politiske opfattelser, der havde stået over for hinanden i besættelsens to første år. Nu drejede det sig om “rett og galt, om svik og troskap, om mot og feighet, eller i mer juridisk begreb, om “bistand til fienden” og “Rigets Statsforfatning” – men ikke om politisk syn og ideologi, ikke om to oppfatninger som stod mot hverandre. Det er disse sannhetene som formidles i kollektivtradisjonen.”51 Men den samling af apokryfe historier om besættelsestiden, der findes fra de udrensedes hånd, var alle skrevet på den illusion, at det ville være muligt at bringe deres motiver og handlinger op til en fordomsfri politisk diskussion efter krigen med en forsoning og rehabilitering som endemål. Kan der slås en handel af på følgende grundlag: Ingen landsmænd må i fremtiden kalde hinanden landsforrædere, når man har handlet efter sin overbevisning og slet ikke, hvis der føres bevis for, at man har gavnet vort land. Det gælder både Munch og Frits Clausen, hver på sin måde. Nedrustningen var godkendt af et stort flertal i folket, og det kan ikke bebrejdes de ansvarlige, at væbnet modstand på forhånd var opgivet. Det måtte være en pligt at drage omsorg for, at den uundgåelige besættelse skete med så få ofre som muligt.52

Citatet viser samtidig et andet typisk træk: forsøget på at ‘udstrække’ samarbejdsholdningen eller, negativt sagt, ‘landsforræderiet’, til alle ansvarlige kræfter. 101

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 102

Både forsonings- og rehabiliteringsønsket og behovet for at fremstille sine gerninger som naturlige eller nødvendige af hensyn til fædrelandet var led i forsøget på historisk at omgøre det stempel, der var sat på én som forræder. Om det var Sehested, Axel Hartel, Valdemar Thomsen, Knud Nordentoft, Harald Bergstedt, Sv. Koefoed-Jensen, A. Olesen, P. Th. Justesen, Ejnar Krenchel, Valeur Fausbøll, Jens Strøm, Frede Jordan, Erik Lærum, Ejnar Vaaben, Harald Tandrup, Holstein-Rathlou eller Peter Knutzen – for at nævne de fleste af dem, der udgav bøger om besættelsen og udrensningen – alle skrev de for at retfærdiggøre sig, ikke blot for historiens, men for det aktuelle samfunds domstol.53 Herved opstod en offentlighed med et publikum, der helt overvejende var begrænset til dem, der blev anbragt i samme situation – i egentligste forstand en lejroffentlighed, fordi det aldrig lykkedes for denne litteratur at komme i en dialog med grundfortællingens reproducenter eller at påvirke den offentlige opinion i egentlig forstand. Det lykkedes efter alt at dømme kun på to punkter, nemlig m.h.t. at så en vis tvivl om korrektheden af den officiøse historiefortolkning – et punkt, kommunisterne også havde held med og til dels overlappende med de udrensedes – samt at påvirke synet på retsopgøret i forbund med humanister og retspolitisk engagerede politikere og advokater. Der er altså ikke nogen egentligt nye kendsgerninger om besættelsestiden i den såkaldte revisionslitteratur fra de dømte og udrensede, kun en alternativ tolkning af en række enkeltbegivenheder fra især besættelsens første år og en udtalt animositet over for den modstandsbevægelse, der sås som retsopgørets kilde og det ‘had’, som ofte omtales. Og udbredelsen af tvivl om historietolkningen skete bl.a. med midler, som næppe kan siges at have været vellykkede på længere sigt, fx ved udbredelse af opdigtede begivenheder (som Rostock-mødet, se nedenfor). Litteraturforskeren Søren Schou afstak i 1985 grænserne for revisionslitteraturens videnskabelige værdi, da han skrev: Hvad der for den “rigtige” historiker – på jagt efter kendsgerninger om besættelsestiden og opgøret – let vil blive en ørkenvandring gennem rygtekolportering, halve sandheder og ubevisligheder, det er for bevidst-

102

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:30 Side 103

hedshistorikeren en guldgrube af materiale til belysning af mentaliteter, illusionsmagerier og holdningsskift i disse turbulente år. Værdien er bevidsthedshistorisk snarere end faghistorisk. Og den er ikke litterær. Der er ingen Pound eller Hamsun blandt disse digtere og erindringsskrivere, højst en Bergstedt.54

Historikerne har da heller ikke interesseret sig for beretningerne fra de internede og dømte, ikke engang som bevidsthedshistorisk kilde. De passer ikke ind i hverken det nationale skønmaleri eller i konsensus- eller konfliktskolens tilgang (VI, afsnittet ‘Den videnskabelige historieskrivning’), og udrensningen i sig selv har trods dens karakter af en slags omvæltning heller ikke interesseret fagets folk. Lige som flertallet i befolkningen har de været bundet til kollektivtraditionens sandheder. En norsk politologs bidrag til belysning af denne side af krigens eftervirkninger hedder: “De skriver om seg selv.”55 Det samme har været tilfældet i Danmark, i hvert fald i de første 25 år efter befrielsen, hvor en slags erindringsfællesskab som nævnt opstod blandt de udrensede. Allerede på internatet Sundholm i København stiftedes i interneringsperioden Foreningen 6. maj, som skulle tale de interneredes og fængsledes sag. Dens formål er fuldkommen upolitisk, men den vil virke for at videreføre den kammerat- og fællesskabets ånd, som herskede blandt de internerede i samtlige fængsler og lejre. Desuden har den som formål at lette tilværelsen økonomisk og på anden måde for pårørende til de medborgere, som uretmæssigt blev interneret ved de omfangsrige razziaer, som foretoges dels af politiet og dels af frihedskæmperne i dagene efter den 5. maj.

Således hed i det første nummer af det tidsskrift, Revision, foreningen begyndte at udsende i september 1945. Samtidig oplystes, at 6. maj-foreningen nu havde 22 lokalforeninger rundt om i landet. Revision var redigeret af Sv. Koefoed-Jensen, der selv havde været interneret. Det udkom en gang om måneden. Fra og med dets andet nummer hed det under titlen i hovedet: “Sandheden går frem for alt”, og dette vedblev at være bladets motto, indtil det gik ind i 1972. Fra 1. juli 1948 blev A. Olesen, Åbenrå, redaktør, og han fortsatte på denne post tiden ud. 103

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 104

En forside af 14-dages bladet Revision, 1949.

Foreningen 6. maj og Revision blev af modstandsbevægelsen og en stor del af pressen fra begyndelsen beskyldt for at være nazistisk. Der kan heller ikke være tvivl om, at både de fleste af medlemmerne og abonnenterne enten selv eller via familie havde været fortalere for den tyske sag under dele af besættelsen, og mange havde givetvis været medlem af et nazistisk parti. Hjem104

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 105

metyskerne har formentlig været stærkt repræsenteret, hvad både redaktionens henlæggelse til Åbenrå og de mange artikler om forholdene i Faarhuslejren, hvor nogle tusinder fra det tyske mindretal blev anbragt i 1945, også tyder på. Men bladet/tidsskriftet afviste selv nazismen. “Desværre viste det sig jo også både i Tyskland og herhjemme, at ideer er eet og efterlevelse noget ganske andet. Såvel de tyske som de danske nazi-lederes vildførelse af nationalt-tænkende mennesker er utvivlsomt en af de største folkeforbrydelser, som nogensinde i historien har fundet sted”, hed det således i det andet nummer. Og der er næppe nogen grund til at betvivle dette udsagns ærlighed på tidspunktet for dets udsigelse. Revision blev heller aldrig nazistisk, men fra 1947, hvor A. Olesen indtrådte i redaktionen, blev tonen mere skarp over for modstanderne – “pistol-folkene”, “partisanerne”, kommunisterne samt deres “medløbere” blandt politikerne og pressefolkene – og mere apologetisk over for nazister og tyskvenlige eller tidligere sådanne. Kravet om oprejsning og erstatning for den behandling, man var blevet udsat for, fastholdtes, og retsopgørets praktiske udførelse i fængsler og lejre blev skarpt påtalt. Det vrimlede med rædselshistorier om overgreb og drab under arrestationer og interneringer og om ydmygelser og udstødning af samfundet, når de dømte blev løsladt og skulle tilbage til en normal tilværelse. En del af dette stof var sikkert overdrevet, og meget var patetisk beskrevet, men at bladet bevidst spredte usandheder om disse forhold er der ingen grund til at tro. Man må i dag undre sig over, at den øvrige presse, retssystemet og politikerne tilsyneladende bare kunne lade som ingenting, når disse historier – der efter vort tids målestok ville være påstande om grove brud på menneskerettighederne og vække opsigt derefter – blev rullet frem.56 Men meget tyder på, at krigsmentaliteten fortsatte i alle lejre i lang tid efter krigens eller besættelsens ophør. Revisions valgte fjender var som sagt i første række modstandsbevægelsen og kommunisterne – “danske partisaner i kommunismens tjeneste” – og i anden række de af samarbejdspo105

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 106

litikerne, der løb mest fra deres tidligere ord og gerninger. De havde sammen med kommunisterne dannet “5. maj-demokratiet”, et udtryk, der absolut ikke var rosende ment, fordi det var etableret på “5. majs ofre”, de titusinder af internerede og fængslede. Men bladet havde også helte: rektor Carl Gad, der skrev kritisk om retsopgøret, højesteretssagfører C. B. Henriques, der var ude i samme ærinde (“det juridiske galehus”), Hal Koch (“Jeg anklager Rigsdagen”), landstingsmedlemmerne Ingeborg Hansen og Svenning Rytter (der kritiserede interneringerne og retsopgøret), red. Anders Vigen, Poul Henningsen, historieprofessor Aage Friis, dr. med. Johanne Christiansen, skibsrederfruen Kirsten Lauritzen, det radikale folketingsmedlem Ingeborg Refslund Thomsen, Hartvig Frisch (“stikkerlikvideringerne var mord”), Christmas Møller (“vi er alle under anklage”) og sidst, men ikke mindst, Erik Scavenius. Dets almene platform må nærmest siges at være et forsvar for ‘den lille mand’, der var kommet i klemme i retsmaskineriet, på en lidt populistisk måde, der leder tankerne hen på senere populistiske partier i Danmarkshistorien. Da partiet De uafhængige under Knud Kristensens lederskab opstod i 1953, var bladet positivt over for dette nye højrepopulistiske parti, der også havde et punkt om rehabilitering af de dømte på programmet. Men bladet var under alle omstændigheder velskrevet og kvikt og indgik tit i polemiske udvekslinger med modstandsblade som Information og Land og Folk. Ja, man kan endda tale om, at der m.h.t. forsøg på at afsløre samarbejdspolitikken 194043, fx det politimæssige samarbejde mellem Danmark og Tyskland eller de tætte forbindelser mellem nogle af fagbevægelsens ledere og tyskerne under besættelsen, opstod en konvergens mellem Revision og de to modstandsblade. Det svarede til det samarbejde, der opstod mellem Jørgen Sehested og den kommunistiske landsretssagfører Carl Madsen om forsøg på at afsløre, at besættelsen d. 9. april 1940 havde været aftalt spil mellem den tyske og den danske regering (se herom nedenfor).57 Desuden var Revision på trods af sin anti-kommunisme imod både Atlantpagten, NATO og genoprustningen lige som kommunisterne! Men opgøret med retsopgøret var det alt overskyggende 106

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 107

tema. Revision anklagede som nævnt først og fremmest kommunisterne og ansvarsløse borgerlige kredse for at stå bag den “lovløse” modstandsbevægelse og udrensningen efter 4. maj 1945. Paralleller blev trukket til de sovjetiske og østeuropæiske udrensninger, og det blev flere gange hævdet, at Stalin var den egentlige bagmand også for det danske retsopgør. Harmen mod retsopgøret var forståelig nok hos mange af dem, det gik ud over, men også på anden måde søgte bladet at retfærdiggøre sig og sine. Bladet nævnte som sagt næsten ikke noget om de nazistiske bevægelser i besættelsestidens begyndelse, hverken i Nordslesvig eller i resten af landet. Den tyske krigsførelse og folkedrabene på jøder og sigøjnere omtaltes heller ikke eller bagatelliseredes. I den forstand havde revisionsfolkene ingen fortid, men var sprunget direkte ud i vrede mod overgrebene i 45. Om besættelsestiden konstaterede Revision blot, at det de tyskvenlige havde sagt og gjort – inklusive hvervningen til krigen på tysk side – havde været lovligt og derfor ikke kunne straffes uden brud på menneskerettighederne, som ikke anerkendte love med tilbagevirkende kraft. FN sås derfor også som en positiv institution. Men bladets interesse var at fremstille samarbejdspolitikken som mere tyskorienteret end den efter alt at dømme havde været, fordi det hermed fik et alibi for egne kræfters samarbejde med Tyskland. Landssvigernes handlinger kunne legitimeres ved at fremstå på baggrund af en regering, der havde optrådt som tysk marionet. Det er i denne sammenhæng man må se fremkomsten af rygterne om en aftalt besættelse ved det såkaldte Rostockmøde d. 17. marts 1940, et rygte der spillede en stor rolle i 1950’erne i den offentlige debat om ansvaret for besættelsen og tidvis også senere. Myten om Rostock-mødet Rygterne opstod i tilknytning til retssagen mod Sehested, Hartel og K. Å. Mortensen, den såkaldte L. S.-gruppe, i 1946-47. Hovedkilderne var fhv. MF Axel Hartel og en Ove Leif Guldberg, der også var fængslet og tiltalt for landsskadelig virksomhed. Revi107

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 108

sion rapporterede første gang herom d. 1. marts 1948, hvor det med et citat fra et skrift af Guldberg hed: “Den 17. marts 1940 mødtes danske og tyske forhandlere i hemmelighed på badestedet Doberan ved Rostock for der at træffe endelige aftaler om besættelsen af Danmark”, da Generalstaben (den tyske) overfor Hitler havde erklæret, at det lykkelige udfald af invasion i Norge var betinget af, at Danmark ikke gjorde modstand.” “Hitler sendte derfor sin mest betroede mand, SS-Rigsfører H. Himmler, ledsaget af fire adjudanter, Dr. Brandt, Dr. Grotman, Dr. Riedweg og Dr. Jacobsen til Doberan for at træffe endelig aftale med den danske udenrigsminister, Dr. P. Munch, den danske gesandt i Berlin, kammerherre H. H. Zahle, den danske marineattaché i Berlin Kjølsen, direktøren for krigsministeriet von Stemann, ritmester Lunding fra generalstabens efterretningssektion, samt endnu en eller to herrer. Mødet fandt sted og aftalerne blev truffet om et dansk skinforsvar, for at sikre Danmark mod et omgående bombardement af det engelske luftvåben.”58

Det var myten om Rostock-mødet, der serveredes her. Og denne kontante myte kom til at spille en stor rolle i Revisions og andre avisers spalter, især i første halvdel af 1950’erne, men tidvis også senere. Rygterne om et møde mellem P. Munch og Heinrich Himmler, hvorunder besættelsen af Danmark skulle være blevet aftalt, var i første omgang blevet behandlet meget lemfældigt af Den parlamentariske Kommission, som på dette grundlag pure afviste dem. Munch blev således ikke indkaldt til afhøring af kommissionen, men kun forsigtigt tilspurgt i en nærmest privat sammenhæng d. 8. oktober 1946 af kommissionens formand, Venstre-manden Eigil Holm og sekretæren, Eigil Olsen. Munch afviste hele historien, inklusive en rejse til Rostock. Men fremgangsmåden for ‘afhøringen’ af ham, der i første omgang ikke kom til at indgå i kommissionens referater, fordi man “ikke ønskede, at det kom til offentligheden”59 samt en senere kritik fra Eigil Homs side af hele den måde, kommissionen havde arbejdet på, blev en tændsats for rygtedannelsen, fordi det ikke kunne undgås, at rygterne og omstændighederne ved kommissionens undersøgelse af dem før eller senere kom frem. Også forholdene omkring P. Munchs efterladte arkiv kom til at bidrage til mistanker om, at noget var blevet stukket under stolen. Hans eneste søn 108

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 109

fik lov at udtage dele af arkivet kort før en ekspertgruppe skulle gennemgå det. Endelig har det aldrig kunnet rekonstrueres, hvad P. Munch foretog sig netop denne dag, d. 17. marts 1940. I begyndelsen af 1950’erne dukkede et par tilsyneladende troværdige vidner op, som hævdede at have set Munch i Rostock den pågældende dag, bl.a. tidligere rigsdagsmedlem, pastor Johs. Schmidt, Vodder. Når man hertil lægger det tilsyneladende besynderlige militære forløb d. 9. april 1940, hvor tyskerne frit kunne sejle ind i Københavns Havn, indtage Kastellet osv., uden at et skud blev løsnet, så havde man alle ingredienserne til en sammensværgelsesteori om Danmarks besættelse. Fra slutningen af 1970’erne har en mere jordnær teori om den gådefulde historie tilsyneladende vundet en vis tilslutning. Den går ud på – med forskellige andenhåndsvidner som kilder – at P. Munch faktisk foretog en rejse til Rostock omkring d. 17. marts 1940, men at motivet var rent privat. Hans søn skulle i februar måned være blevet arresteret af det tyske politi for homoseksuel adfærd, og homoseksualitet betragtedes i det nazistiske Tyskland som en alvorlig forbrydelse. Munch skulle altså være rejst til Rostock for at få sønnen løsladt og efter visse versioner af teorien i samme (private) forbindelse have haft et møde med chefen for det tyske politi, Himmler.60 Historikeren Jens Kolmos konkluderede i en artikel herom i 1996: … på baggrund af, hvad der ovenfor er fremført, vil jeg vove et øje og påstå, at dr. Munch den 8. oktober ikke fortalte sandheden om sin færden i tiden omkring Rostock-mødet godt seks år forinden… At kalde dette for landsforræderi [et møde med Himmler om sønnens løsladelse] fra Munchs side ville være helt ved siden af. Der var nogle kiksere i det danske forsvar selve den 9. april 1940, men set i sammenhæng med hovedlinierne i dansk udenrigs- og forsvarspolitik de sidste år før besættelsen er der ikke meget, der kan overraske omkring Danmarks hurtige given op over for en knusende overmagt. Det er en nærmest absurd tanke, at Munch efter et Rostock-møde skulle have afveget fra eller havde kunnet ændre flere års politik. Rostock-myten kan intet have på sig, men et Rostock-møde med mere privat indhold er mere end sandsynligt.61

Det kan undre, at Kolmos mener, at Himmler skulle have været til stede under Munchs evt. ophold i Rostock – det kan heller ikke 109

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 110

dokumenteres62 – men under alle omstændigheder er teorien om Munchs ophold i Rostock og formålet hermed relativt sandsynlig. Og sammenlagt med de i sig selv bemærkelsesværdige militære forhold omkring det danske forsvar d. 9. april 1940 kunne det i hvert fald udgøre jordbunden for en vildtvoksende og sejlivet mytedannelse, der har varet lige til nutiden. Det var ikke kun Revision, der kolporterede rygterne om en aftalt besættelse. I 1957 førte rigsadvokaten ligefrem sag mod lektor, cand. mag. Jon Galster, der på skrift og i tale hævdede det samme. Galster og hans sag – han blev af Højesteret idømt fængselsstraf for injurier og mistede sin gymnasielærerstilling – vakte stor opsigt i 1950’erne, og også efter hans afsoning vedblev både han og andre at fremstille Rostock-mødet og den aftalte besættelse som en kendsgerning.63 For mange i den nu ældre generation har denne bizarre debat om Danmarks besættelse været den mest vedholdende probemstilling omkring besættelsestiden i det hele taget, hvilket endnu engang bekræfter den nationalistiske ramme, perioden typisk er blevet indsat i. Og forestillinger om nationalt svig og hemmelige studehandeler mellem danske og tyske myndigheder spiller utvivlsomt fortsat en rolle i dele af befolkningen, bl.a. – men ikke kun – på grund af den måde, rygterne blev behandlet på af Den parlamentariske Kommission og de politisk ansvarlige efter besættelsen. De tyskvenlige revisionister, som dog ikke alle troede på Rostockmøde-myten – den afvistes således af Sehested i hans bog fra 1973 – pegede også på andre forhold under besættelsen, som så at sige skulle kunne legitimere deres handlinger. Her spillede fx Frits Clausens bidrag til at forhindre planer om indlemmelse af Nordslesvig i det tyske Rige i juni 1940 og påståede tyske planer om samme år at indsætte en rigskommissær lige som i Norge, såfremt regeringen ikke fandt sine ben i forhold til tyskerne, en rolle som legitimering for de mange udenomsparlamentariske intriger og påtryk mod regeringen i besættelsens første måneder.64 Det skal nedenfor kaldes buffer-teorien.

110

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 111

Buffer-teorien og anti-kommunismen Mere permanente og ‘strukturelle’ legitimeringsforsøg var dels anti-kommunismen, dels den såkaldte buffer-teori.65 Anti-kommunismen var oprindelig ikke nogen legitimering, idet den kan følges som en kontinuerlig linie i tyskvenlige og nazistiske kredse siden begyndelsen af 1930’erne. Højreorienterede ideologer og politikere havde fra slutningen af det 19. århundrede set socialismen og senere bolschevismen som hovedfjenden, og i 1930’erne kom hertil en stærk anti-kommunistisk kampagne fra socialdemokratierne (jævnsides en kampagne mod nazismen),66 lige som de liberalistiske partier naturligvis heller ikke var venligt stemt over for kommunismen. Men nazismen var den mest rabiate anti-kommunistiske ideologi og tog som bekendt også konsekvensen heraf i et angreb på Sovjetunionen i juni 1941, der både skulle knuse kommunismen og sikre tysk-arisk Lebensraum i øst. Denne form for anti-kommunisme havde de tyske støtter i Danmark bakket op om, lige som de havde lovprist forbudet mod DKP i sommeren 41. Men i 1945 stod både Sovjetunionen og den danske kommunisme stærkt i dansk offentlighed, og den historiske anti-kommunisme kunne ikke bruges som legitimering under retsopgøret. I stedet rettede revisionisterne skytset mod både kommunismen og retsopgøret, idet de så det sidste som et aktuelt udryk for kommunistisk politik. De ikke-kommunistiske politikere havde måttet gøre denne indrømmelse over for kommunisterne for selv at blive skånet. Det var naturligvis en forvrænget opfattelse, men rummede trods alt en kerne af sandhed, for så vidt som kommunisterne var de absolut stærkeste fortalere for et omfattende og strengt retsopgør og udrensning (“udrensning til tops og til bunds”). Og politikernes reaktion på lidt længere sigt tydede ligeledes på, at idéen om, at de følte sig pressede i 1945, ikke var forkert. Efterhånden som stemningen kølnedes og begejstringen for Sovjetunionen gradvis erstattedes af kritik, ændrede mange politikere også holdning til retsopgørets love fra sommeren 1945. Buffer-teorien er mere kompleks. Ifølge Nudansk ordbog betyder buffer en “støddæmpende indretning for enderne af jern111

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 112

banevogne og sporvogne.” Denne rolle forestillede mange af de udrensede sig at have haft og angiveligt at få anerkendt bagefter – i stedet for at blive straffet. I selvforståelsen havde de været støddæmpere mellem det politiske system og besættelsesmagten i stort set alle funktioner: som formidlere og påtrykkere i kritiske situationer som i sommeren 1940, som initiativtagere til hvervningen af frivillige til kampen mod kommunismen – hvorved tvangsudskrivning eller andre tvangsforanstaltninger var blevet undgået – som økonomiske igangsættere eller blot og bart som udtryk for, at der i Danmark fandtes nogle, som var venlig stemt over for Tyskland og dermed kunne mildne luften for de klippede får. Tyskerne kunne stole på dem, mens de mistroede mange andre, og dermed kunne de varetage funktioner, som sparede politikerne eller myndighederne, og som objektivt blev en hjælp for samarbejdspolitikken og Danmarks overlevelse som selvstændig stat. Hvis de ikke havde været der, ville besættelsestiden være blevet hårdere for det danske folk. Og de havde kun handlet, som de gjorde, af patriotiske grunde. Dette er naturligvis en sammentrængning ud fra flere forskellige skrifter, men det udgør substansen i forklaringerne. I øvrigt er det meget lig de norske ‘revisionisters’ forklaringer, også efter at de havde udstået deres straf.67 Argumentationen befandt sig altså klart inden for den nationale ramme, som besættelsestiden altid sås og overvejende stadig ses i: De dømte og udrensede afviste indigneret anklagerne og straffene for landsforræderi, fordi de ifølge deres egen opfattelse have været både patrioter og optrådt på lovlig vis.68 (Der ses her bort fra dem, der havde oprådt som torturister, drabsmænd o.l., der kunne være dømt efter den almindelige straffelov). Det gjaldt de politiske og ideologiske kollaboratører, det gjaldt de frivillige i Waffen-SS (senere organiseret i Dansk Frontkæmper Forbund), mange af værnemagerne osv. De forskelle og konflikter, der havde været mellem dem under selve besættelsen69 – splittelsen mellem de danske nazistiske partier og grupperinger inden for dem var ekstrem, hvilket også har været underspillet i kollektivtraditionen – forsvandt dermed også under trykket af retsopgøret, der 112

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 113

ramte dem alle. Godt nok blev medlemskab af en nazistisk organisation ikke i sig selv gjort strafbart ved lovgivningen i 1945, som det skete i Norge, men i praksis blev så at sige alle aktive nazister straffet, fordi straffelovstillæget var så bredspektret, at blot fx nogle artikler i en avis var tilstrækkeligt til at få den pågældende nazist ind under et strafbarhedsforhold.70 Alle organiserede nazister blev i øvrigt interneret, hvad der i sig selv kan betegnes som en straf. Buffer-teorien fik et af sine morsomste, men samtidig et politisk forskruet, udtryk i Harald Bergstedts digt Aandebesøg i Cellen fra november 1945: Jeg sad i min Celle med kind imod Haand. Da svæved fra Gitret en natlig Aand i Morgenens første Dagning med langt, hvidt Skæg. Det var Stauning. Han standsed forbavset og trak sit Vær: – Hvad Bergsted, hvordan er du dog kommen her? – Jo, sa jeg – uden at blegne – jeg sidder på dine Vegne. … Det var godt, du laa lunt i din Urne. Jo, jo, du var ellers ble’n hentet med Bøsser, min Tro – Med Revolveren: Op med Grabberne! og sparket: Hold kæft, ned ad Trapperne. Saa op i en Bil og rusket i Skæg … slæbt frem til Forhør – march op ad en Væg! maaske blevet skudt, kort at melde, eller dømt til ti Aar i en Celle. Og Stauning han så til de Unge, der sov: – Og hvad har så de der begaat, med Forlov? De fulgte din Linje til Fronten, til Balkan og til Hellesponten.71

Hos Jørgen Sehested ender samme tankegang i en slags nihilistisk funktionalisme i synet på besættelsestiden, idet han også inddrager modstandsbevægelsen: Unge kohorter, sluttet til fremmed hær, forrest i striden værnede Danmarks dør. Porten i Øster, Volmer nok lukke gad,

113

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 114

Velikije-Luki, Narva og Petrograd. Faldne for Danmark, ens vil man se, Ryvangens grønsvær og østfrontens sne.72

Sehesteds prognose om en ligestilling af de østfrontfrivillige og de henrettede modstandsfolk i kollektivtraditionen er på ingen måde slået til. Tværtimod er de frivillige i det sidste par år snarere blevet set som yderligere belastede pga. den fornyede interesse for krigsforbrydelser – som de formentlig ikke havde megen andel i.73 Og omvendt er de henrettede frihedskæmpere under jubilæerne blevet gjort til genstand for en helgenlignende dyrkelse (se senere). Men muligvis kunne en slutning som Sehesteds ses som et desperat forsøg på at fortrænge den kendsgerning, at de fleste tyskvenlige objektivt set havde arbejdet for et mål, der viste sig at være fuldstændig umenneskeligt, efterhånden som sandhederne om jødernes udryddelse og krigsforbrydelserne tårnede sig op i årene efter krigen. Samtidig spores dog en opportunistisk tendens i Sehesteds bog, som formentlig også var fremkaldt af ydmygelsen og straffen: Det nazistiske tilhørsforhold og indholdet i den nationalsocialistiske ideologi blev stort set fortiet. I Revision sattes nazisme i gåseøjne, og det meste af revisionslitteraturen er præget af en lignende fortrængning eller i det mindste ambivalens. Når det gjaldt selve besættelsesforløbet, var man således både forarget over, at Danmark ikke havde ydet militær modstand over for det tyske angreb og samtidig glade for, at landet havde besindet sig på sit ve og vel, altså at befolkningen var blevet skånet og man havde fundet ind i et ‘fornuftigt’ samarbejde med Stortyskland. Hvad man evt. ville have foretaget sig, hvis Tyskland havde vundet krigen, satte man ikke til diskussion. Hvis tyskerne havde vundet krigen, kan man sagtens forestille sig, hvordan en helt anden historie ville være blevet skruet sammen – med danske nazister og frontkæmpere som helte, modstandsfolkene som forbrydere og samarbejdspolitikerne som overgangsfigurer. De tidligere nazister og tyskvenlige – og selvom mange nok forblev tyskvenlige er der næppe tvivl om, at de 114

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 115

fleste forlod den nazistiske ideologi – var således blevet historieløse og kunne kun bidrage til deres tid gennem en moralsk kritik af det opgør, der ramte dem selv. Med hensyn til ovenstående skal det naturligvis erindres, at det ikke blev tematiseret i kollektivtraditionens offentlighed – her herskede den mytisk prægede grundfortælling – og, bortset fra ‘Rostockmødet’, kun formidledes i mindre kredse. I offentlighedens øjne var alle ikke-parlamentariske kollaboratører stadig landsforrædere. Og mens de mange ‘landsforrædere’ forholdt sig tavse, blev de få, der vovede sig frem i offentligheden, automatisk afvist som utroværdige. Næsten alle revisionsbøgerne udkom enten på A. Olesens forlag, Åbenrå, eller på eget forlag. Aviserne optog ikke nogen artikler af dem. Man behøvede ikke at lytte til landsforrædere. Hvor vidt denne udelukkelse gik kan fx ses af, at selv en (upolitisk) annonce med en tak fra Frits Clausens enke til dem, der havde vist deltagelse ved hans begravelse i december 1947, ikke kunne finde optagelse i de store aviser.74 Udelukkelsen varede i årtier og eksisterer formentlig delvis endnu. Med til dette billede hører som tidligere anført, at den mere analytiske litteratur om nazisterne, de frivillige m.fl. i Danmark er ganske lille. Selv i den videnskabelige verden har tabernes historie virket afskrækkende som forskningsobjekt. Revisions sidste nummer udkom i begyndelsen af 1972, formentlig dels pga. økonomiske vanskeligheder – det har på dette tidspunkt næppe haft mere end et par hundrede abonnenter – dels måske fordi det trykkeri, der fremstillede det, blev udsat for trusler og arbejdsnedlæggelse, grundet trykning af ‘nazistisk’ litteratur.75 I 1976 udsendte journalisten Erik Haaest tidsskriftet Ny-Revision, der året efter blev til Nationaltidende. Ny-Revision og to år efter til Danske Tidende. Haaest havde også udsendt tre bøger om frikorpsfolkene (se litteraturlisten). Han oprettede ligeledes et arkiv, kaldet National-Arkivet Danmark, som bl.a. udsendte en gengivelse af Gestapos forhørsprotokol over Aksel Larsen fra november 1942. Det var også i Nationaltidende. Ny-Revision, at afsløringen af SF-formanden Gert Petersens medlemskab af den 115

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 116

nationalsocialistiske ungdomsorganisation under besættelsen skete (se senere).76 Det kaldte sig “et kampblad for hensynsløs opklaring af Danmarks nye historie”. Navnet Ny-Revision skulle uden tvivl alludere til det gamle blads navn, og en stor del af indholdet mindede emnemæssigt om Revisions, men det var grovere og mere sensationsagtigt. Myten om Rostock-mødet blev således også videreført.77 Haaests program for åbning af den danske stats arkiver og ‘hensynsløs’ historieskrivning var utvivlsomt ærligt ment, men den måde, han analyserede kilder på, og mangelen på egentlige nyheder i hans opklaringsarbejde – kombineret med et ambivalent syn på nazismen og dens repræsentanter i fortid og nutid – bevirkede, at bladene og dokumentationerne ikke var de sensationer han tilsyneladende selv anså dem for at være. Gert Petersen-affæren vakte en vis opsigt, da andre aviser greb den, mens Aksel Larsen-protokollen først blev en pressesensation, efter at Tage Revsgaard Andersen i 1981 havde udsendt stort set samme materiale i bogen En studie i rødt, hvidt og blåt. Haaest stoppede tilsyneladende sine bladudgivelser og arkivdokumentationer allerede i 1980. “De vil fylde dig med løgn” Da forfatteren Jens Branner i 1975 påbegyndte research til en artikelserie til Politiken om motiverne hos de østfrontfrivillige, sagde Frode Jakobsen til ham: “De vil fylde dig med løgn.”78 Det har, som også Schou bemærker, været den almindelige holdning til de udrensede, at hvad de havde at berette var løgnagtigt i ordets bogstavelige forstand: bevidste fordrejninger af sandheden, styret af den ene hensigt at få de pågældende eller deres gruppe til at fremstå i et mere flatterende lys end det grundfortællingen kaster på dem. Følgelig er deres beretninger ubrugelige som kilder. Folkloristen Anne Eriksen ser problemet fra en anden synsvinkel. Hun placerer beskæftigelsen eller mangelen herpå med dem på den gale side i sammenhæng med mytens behov for afpolitisering og sort/hvid tegning. Opgøret med landssvigerne i 116

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 117

Norge fik som et opgør med nazismen præg af at dreje sig om absolutte værdier, og dermed er det også blevet vanskeligere at tilgive de dømte, at ophæve stigmatiseringen. De bliver ‘de andre’ i fortællingen om de gode. “Hvis landssvigerne har forbrudt sig så grunnlæggende, som myten siger, så har de ikke bare satt sig udenfor demokratiets politiske tradition, de har også forspildt deres plads i et menneskelig fellesskap.” I sin konsekvens siger myten, at hvis de onde skal optages blandt de gode, så kræves der mere end udstået straf og betalt bod. Det der kræves er anger, og at den dømte påtager sig rollen som syndebuk også efter straffen. Gør han eller hun ikke det, kan vedkommende ikke genoptages i samfundet. “De som var NS” bliver opretholdt som en central kategori i kollektivtraditionen: Tradisjonen sier at NS, det var de “på den andre siden” under okkupasjonen – de som sviktet, de som samarbeidet med fienden. Fortellingene beskriver hvordan NS-folk ble en avgrenset gruppe under okkupasjonen. Isfrontens oppgave var å gjøre grensen tydelig. I etterkrigstiden har kollektivtradisjonens styrke og betydning bidratt til å oppretholde denne kategorien. “Tidligere NS-medlem” er stadig et meningsbærende begrep – ikke bare i forhold til fortiden, men også i samtidssammenheng. Til langt opp mot i dag har det i ulike sammenhenger vært relevant informasjon at hun eller han – eller vetkommendes bestefar – “var NS” under okkupasjonen. Samtidig har dette medført en forestilling om at “NS-folk” fremdeles er å forstå som en gruppe. Uavhengig av hva disse menneskene har opplevd siden, gir deres felles fortid dem fellestrekk som blir viktige og karakteriserende ennå i dag, og som skiller dem fra andre nordmenn – fra jøssingene. På denne måten blir “nazist”, “tidligere NS” eller “landssviker” en rolle som vedlikeholdes i kollektivtradisjonen.79

Denne beskrivelse kan restløst overføres til Danmark, selvom organisationsnavnene er lidt anderledes herhjemme. ‘Nazisme’ og ‘nazist’ er det forbindende ord, som de mennesker, der en gang er blevet identificeret med det, aldrig kan slippe fri for. Nazist er videre ensbetydende med ‘landsforræder’, og til denne rolle hører en stærk stigmatisering. Men der hører også – stadig ifølge Eriksen – bestemte normer og forventninger til den. Via mytologiseringen er begrebet landsforræder eller landssviger transformeret til natur, og det er ikke længere en kategori, der forbindes 117

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 118

med en bestemt historisk kontekst, men fungerer simpelthen som navnet for det onde menneske. Når traditionen ved bestemte lejligheder bliver aktualiseret, knyttes denne mytiske viden til konkrete personer. Den enkelte ‘landsforræder’ forventes at have alle de egenskaber og være skyld i alle de (mis)gerninger, som rollen er forbundet med. Samtidig tydeliggøres forventningerne til ‘de onde’ – til de slagne forræderes optræden, skæbne og fortællinger.80 Denne projektion, som Eriksen giver konkrete norske eksempler på, kendes også fra Danmark. Og man kan tilføje, at ‘nazist’ umiddelbart associeres med alle den tyske nazismes forbrydelser. For nogle år siden blev en mand ved navn Børge Sartou fx ekskluderet af foreningen Folkebevægelsen mod nazisme, fordi det blev kendt, at han var tidligere medlem af Schalburgkorpset og dømt efter straffelovstillæget. At han senere havde besluttet sig for at bekæmpe nazismen talte ikke. Da det i 1970’erne blev afsløret, at formanden for Socialistisk Folkeparti, Gert Petersen, havde været medlem af Nationalsocialistisk Ungdom (NSU) under besættelsen, blev han kun skånet, fordi han havde været så ung, i konfirmationsalderen. Alle, også Petersen selv, var indstillet på, at han havde måttet trække sig, hvis han havde været nazist i en lidt modnere alder. At han havde været kommunist siden 1945 og fra 1950’ernes slutning demokratisk socialist måtte i så henseende være underordnet. En gang nazist, altid nazist – lod til at være logikken. På en sådan åndelig-politisk baggrund har det naturligvis været svært, for ikke at sige umuligt, for de dømte at indtage en normal plads i samfundet. De fik ganske vist stemmeretten tilbage efter nogle års forløb og også lov til igen at praktisere det erhverv, de var uddannet til, hvis de havde haft et sådant inden dommen. Men de kunne aldrig deltage i den politiske debat, endsige det politiske liv som partimedlemmer, kandidater eller lignende. En enkelt anklage for nazisme ville være nok til at udelukke dem. De kunne heller ikke deltage åbent i den offentlige debat, ja næppe engang tale med andre end de nærmest indviede om deres tidligere engagement. Det er derfor også sandsynligt, at de 118

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 119

fleste dømte og udrensede, for så vidt de havde haft en politisk overbevisning under besættelsen – og det var ikke alle – aldrig fik taget et opgør med nazismen. Som Anne Eriksen skriver, må kollektivtraditionen have gjort det vanskeligt for mange NS-medlemmer at vælge andet end stædig trofasthed mod gamle idealer. Når man under alle omstændigheder skulle placeres på den forkerte side – historisk og aktuelt – kunne man i hvert fald insistere på, at det i virkeligheden var den rigtige side!81 Alternativet var tavshed og tabubelægning af alt politisk, som efter de få foreliggende beretninger fra NS-familier og NS-børn såvel i Norge som i Danmark da også har været udbredt. Ved denne fortrængning – som naturligvis hænger sammen med nazismens nederlag og dens tilhængeres generelle dæmonisering – er muligheden for konkret at studere motiver og bevæggrunde til, at mennesker i Danmark (Norge) blev nazister, også blevet mindre. Der førte uden tvivl mange og meget forskellige veje til nazismen i 1930’erne og begyndelsen af 40’erne, men fænomenets reduktion i 1945 og årene efter kom til at skygge for indsigt i disse veje. Den norske nazismeforsker Stein Ugelvik Larsen har fremlagt en alternativ strategi for udforskning af landssvigerne. I modsætning til Frode Jakobsen lægger han netop vægt på det, landssvigerne fortæller. Især dokumentarlitteraturen, som “går i dybden på enkeltmenneskenes opplevelser, slik de blev knyttet til det nazistiske system i Norge.” Men også skønlitteraturen og alt øvrigt materiale må efter hans mening inddrages. “Større erkjennelse av nazismen i Norge forutsetter en fordomsfri holdning til nytten av å stille gode spørgsmål og finne bevis som leder til gode svar, uavhengig av kilden til dem begge.”82 Revisionslitteraturen er betydeligt større i Norge end i Danmark. De dømte nordmænd har stadig et blad, Folk og Land, og et såkaldt Institutt for Norsk Okkupasjonshistorie.83 De repræsenterer synspunkter på linie med Revision. Men trods revisionslitteraturens lidenhed herhjemme har den nok alligevel været med til at fastholde en humanitær og moralsk kritik af retsopgøret og til at sætte små spørgsmålstegn ved sider af besættelsestiden, omend tit på et fordrejet grundlag. Dette må ikke forveksles 119

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 120

med den såkaldte modbevægelse, der var en bredere samarbejdspolitisk modstrømning til modstandsbevægelsen i sommeren og efteråret 1945 (se tidligere). Den retlige og humanitære kritik af udrensningen kulminerede på et stort møde i Odd Fellow-palæet i København i 1950, hvor bl.a. Hal Koch, Poul Henningsen og Knud Kristensen talte, men da var de fleste af de straffede trods alt ude af fængslerne og det skete stod ikke til at ændre.84 I dag ville de fleste forskere trods fundamental politisk uenighed formentlig ønske, at tabernes stemmer havde været flere og stærkere. Besættelsestiden med dens alvorlige politiske og eksistentielle valgsituationer, herunder danskeres aktiviteter på fronterne, ville bedre kunne belyses. Og der ville have været mere at lære for eftertiden. Tabernes manglende stemmer er heller ikke blevet kompenseret af andre. Det skulle da lige være af skønlitteraturen. Nazisterne har lige som kommunisterne fundet deres bedste beskrivere i fiktionsform – det gælder i hvert fald nazistisk mentalitet og dens dilemmaer – men i modsætning til kommunisterne er det andre, der har beskrevet dem i denne form for litteratur.85 Men faglitteraturen om nazisterne, L. S., Bondepartiet m.fl. er minimal, og den generelle formidling fastlagde allerede under besættelsen et ‘definitivt’ billede af nazismen som identisk med landsforræderi og kriminalitet, et billede der var tæt knyttet til retsopgøret, og som passede med “en udbredt opfattelse i befolkningen, “at landssvigerne repræsenterede en særlig gruppe mennesker, overvejende bestående af psykopater og intelligensdefekte””.86 Det kriminaliserende billede tegnedes dels i pressen, dels i Besættelsestidens Fakta I-II, 1945, og særligt i Frit Danmarks Hvidbog II, 1946, der bl.a. kolporterede propaganda fra nazistiske fraktionskampe som historisk bevismateriale. Ved en modstandsgruppes erobring og trykning af DNSAPs medlemskartotek, Bovrup-kartoteket, efter befrielsen blev medlemmernes navne og adresser spredt for alle vinde. Og selvom udgivelsen blev forbudt, var den stort set almindeligt tilgængelig og bidrog til stigmatisering også af mennesker, der havde været passive. Det var direkte formålet med publikationen, idet modstandsfolkene var indignerede over, at 120

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 121

retsopgøret var for slapt: “Regering og Rigsdag gav en stor del af disse mennesker absolution”, som det hed i indledningen. Tanken var nok, at alene medlemskab af partiet burde have ført til straf. Først i de senere år er der med John T. Lauridsens forskning ved at fremkomme et mere nuanceret billede af nazisterne og deres sympatisører (se VI., afsnittet ‘Besættelsesforskningens 3. generation’). Men ikke alene blev der ikke stillet spørgsmål om årsagerne til dansk nazisme eller om motiverne hos dem, der blev tiltrukket af den. Nazisterne blev også udraderet af den offentlige bevidsthed efter retsopgøret. Historikeren Søren Mørch besøgte i midten af 1960’erne den aldrende hofjægermester Sehested på Broholm uden forhåndskendskab til hans politisk kriminelle fortid. Under og især efter besøget gik det op for ham, hvem han havde med at gøre, men han havde ikke kunnet finde oplysninger om Sehested, hverken i Kraks Blå Bog, i Dansk Biografisk Leksikon eller andre steder. I den udgave af Biografisk Leksikon, der udkom omkring 1980, er Sehested ikke engang nævnt i omtalen af slægten eller medtaget i den gengivne stamtavle. Sehested havde som nævnt fået en straf på 12 års fængsel for landsforræderi (selvom han lige som mange andre blev benådet i 1949). Hans medanklagede, folketingsmand Axel Hartel, fik 14 års fængsel. Ser man på dansk historieskrivning i almindelighed, er forræderi – når det optræder – et fremtrædende emne. Det gælder Corfitz Ulfeldt og Peder Griffenfeld i 1600-tallet, det gælder dr. Dampe i 1820’erne. De få sager af høj- eller andet forræderi, der findes i Danmarks historie – dvs. blev forstået og pådømt som sådan i samtiden – er blevet undersøgt dybtgående og fremstillet igen og igen. Men ikke forræderiet under 2. verdenskrig. Forræderne fra denne periode er underlagt hvad de gamle romere kaldte damnatio memoriae. Det var en del af straffen for højforræderi og indebar bl.a., at afbildninger af den dømte skulle ødelægges og hans navn slettes fra alle indskrifter.87 Erindringen om den pågældende skulle simpelt hen udslettes fysisk. Ved at anvende samme metode i Danmark 2000 år senere bli121

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 122

ver der imidlertid et misforhold imellem den betydning, man i 1945 og årene lige før og efter tillagde landsforræderne som farlige for staten, og deres placering i historien. Hvis de dømte efter 1945 udgjorde eller havde udgjort en sådan fare for staten, som deres domme indicerer, hvorfor tillægger man det så ikke nogen større betydning i historieskrivningen eller i kollektivtraditionen? Sammenstiller man en liste over fx de 25 mennesker, der fik de højeste fængselsstraffe for politiske forbrydelser under besættelsen (altså undtaget drab, tortur o.l., som også kunne være pådømt uden straffelovstillæget) og undersøger deres optagelse i håndbøger og behandling i historiebøger, vil man med næsten sikkerhed nå frem til, at allerhøjst en eller to vil være omtalt, og ofte ikke engang det. Her har det danske samfund pålagt sig selv en bemærkelsesværdig tavshed, og det er næppe af hensyn til de dømte, der alle er døde, eller til deres familier. Mørchs indtryk står derfor til troende: Det var en mærkelig, mærkelig oplevelse. Jeg havde mødt, hvad jeg ikke mente fandtes her til lands, og hvad jeg aldrig har truffet før eller siden: En ikke-person. Et menneske, der på grund af en forkert politisk opfattelse var blevet gemt væk og glemt, et udskud af samfundet i ganske bogstavelig forstand.88

Det var kollektivtraditionens fjendebillede, der virkede her, og som stadig virker, når det af en eller anden grund aktiveres. At de tusinder af store som små landsforrædere blev ‘glemt’ har naturligvis også sammenhæng med, at de på lidt længere sigt ikke passede ind i billedet af den nationale modstand mod besættelsesmagten. I de første år var de nyttige som lynafledere for den folkelige vrede, men derefter blev de ubekvemme for erindringen om en nation, der i sin selvopfattelse først og fremmest havde stået sammen alle mand mod fjenden. Og de høje straffe, inklusive dødsstraffen, passede heller ikke ind i det danske selvbillede af en human, tolerant og demokratisk sindet nation. Den danske damnatio memoriae var altså ikke en glemsel pr. dekret som i det gamle Rom eller for så vidt i det hedengangne Sovjetunionen, men en pragmatisk, socialt begrundet glemsel. Den sociale og psykiske effekt for de dømte var dog efter alt at dømme den samme. 122

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 123

Besættelsestiden – en kommunistisk nøglefortælling Besættelsen og befrielsen var uden sammenligning de danske kommunisters storhedstid. Aldrig før eller siden opnåede DKP en tilsvarende popularitet og tilslutning. Kommunisterne så besættelsestidens forløb som et historisk bevis for gyldigheden af såvel partiets politiske analyse og strategi som centrale grundforestillinger i den marxistisk-leninistiske teori. Partiets fortolkning af besættelsestiden blev desuden præget af almene træk ved den kommunistiske politiske kultur. For kommunisterne var den anti-fascistiske kamp ikke afsluttet med sejren over Tyskland i 1945, og også derfor blev besættelsesårene en central reference. Hele efterkrigstiden anså de som en anti-fascistisk epoke, hvor kampen for et ‘anti-monopolistisk demokrati’ måtte fortsættes mod den altid lurende fascisme og krigsfare. I denne kamp stod folket over for den internationale storkapital og dens politiske støtter. De politiske analyser og strategier fra krigens tid var derfor reelt set stadig gyldige. DKPs anti-monopolistiske strategi havde således grundlag i 1930’ernes og 1940’ernes folkefrontspolitik og opfattelse af kapitalismens imperialistiske karakter. For DKP var besættelsestiden en periode, hvor det borgerlige demokrati afslørede sig som den maske for klassediktaturet det var. I ly af den nazistiske besættelsesmagt blev de demokratiske frihedsrettigheder angrebet, arbejderklassens levevilkår forringet og det kommunistiske parti forsøgt knust. Storkapitalen tjente tykt på værnemagtsarbejde og handel med Tyskland. Socialdemokratiet begik forræderi over for både nationen og arbejderklassen, mens DKP gik i spidsen for den nationale modstand og forsvaret af arbejdernes levevilkår. Denne forræderi- og konspirationstankegang var et karakteristisk træk i den kommunistiske politiske kultur som sådan. Men over for foreningen af den tyske nazisme, monopolkapitalen, statsapparatet og den politiske elite stod folket. Modstandskampens sejr demonstrerede folkefrontspolitikkens duelighed og blev som nævnt senere grundlag for udviklingen af partiets anti-monopolistiske strategi. Kommunisterne mente alt i alt, at “frihedskampen 1940-45 er det danske folks vigtigste historiske erfaring i det 20. århundrede”89 123

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 124

I overensstemmelse med den leninistiske partiteori og i bredere forstand den kommunistiske politiske kultur mente DKP, at det var partiets organisering og handlekraft samt partimedlemmernes loyalitet, disciplin og offervilje, der havde betinget dets ledende rolle i modstandskampen. Også den illegale presses store udbredelse og afgørende betydning for opbygningen af modstandsviljen og for organisering af modstandskampen var i overensstemmelse med leninistisk teori. Og for første og eneste gang var loyaliteten over for Sovjet ikke en tyngende belastning. Tværtimod kunne partiet sole sig i lidt af den goodwill, der i et par år omgav Sovjet pga. dets indsats for det nazistiske Tysklands fald. DKP mente, at Sovjetunionen havde haft en afgørende betydning for sejren over nazismen, bragt de største ofre og fungeret som stærk drivkraft for de kommunistiske modstandskæmpere i de forskellige lande: Det… var det socialistiske Sovjetunionen, der havde været mest afgørende for sejren. Det var ligeledes den nye tids samfundsideer, kommunismen, som i kampens ildprøve havde givet den stærkeste moralske og politiske inspiration til de folkelige frihedsbevægelser i al deres bredde… anti-hitler-krigen kunne ikke være vundet uden Sovjetunionen og uden kommunisterne.90

Partiets hele identitet var knyttet til Sovjetunionen, og verdenskrigen styrkede om muligt yderligere kommunisternes hengivenhed og tillid over for, hvad de opfattede som socialismens fædreland og som fredens og frihedens stærkeste bolværk. At det i mange tilfælde tillige var Den røde Hær, som befriede de europæiske kommunister fra tyske koncentrationslejre, gav disse følelsesmæssige bindinger en ekstra dimension. Sovjets ‘store fædrelandskrig’ var også deres krig, lige som Tysklands havde været nazisternes. Kommunisternes tolkning af krigen blev intimt forbundet med politisk legitimering af Sovjet som stat og ideologisk system. På linie med de øvrige sovjettro kommunistpartier i Europa betragtede de den Tyske Demokratiske Republik som helt afnazificeret, hvorimod den storkapital og de nazigeneraler og krigsforbrydere, der havde støttet og ført Hitlers krig, 124

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 125

Herluf Bidstrups karikatur “Fra Fællesmarked til Fællesgrav” fra 1972 viser Willy Brandt, der i Napoleonpositur styrer en nazistisk-lignende EF-hær , som ender sin strækmarch i en massegrav.

fortsat rådede i Forbundsrepublikken, og sammen med USA og dets allierede pønsede på en gentagelse af krigen mod Sovjet. Partiets hårde linie under retsopgøret og stærke fordømmelse af dem, der på forskellige niveauer havde kollaboreret med den tyske besættelsesmagt, var langt fra fremmed for den kommunistiske bevægelse. Den havde tradition for en hård retorik og udrensningspolitik over for dem, bevægelsen opfattede som forrædere. Ironisk nok var det en praksis og en tone, der både før, under og efter besættelsesårene – især under den kolde krig – vendtes mod kommunisterne. De blev selv kaldt landsforrædere og indtil jubilæet i 1985 sat på linie med nazisterne. I overensstemmelse med de øvrige europæiske kommunistpartier og i bredere forstand med det, den belgiske historiker Pieter Lagrou kalder “den anti-fascistiske diskurs”, opererede DKP med en politisk opfattelse af fascismens ofre. Alle ofrene betragtedes som ofre for politisk forfølgelse. Det gav et heroisk billede af ofrenes lidelser som led i en politisk kamp. Men konsekvensen 125

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 126

var, at den etniske eller racemæssige forfølgelse – især folkedrabet på jøderne – blev underprioriteret og dens særlige karakter tilsløret.91 I Danmark var kommunisterne imidlertid den eneste gruppe, som indtog en kollektiv offerrolle, hvilket internationalt set var enestående. Bortset fra i Danmark var jøderne ellers over alt den hårdest ramte gruppe. Det var interneringen af knap 600 kommunister i juni 1941 og i løbet af de efterfølgende år, den grundlovsstridige lov om forbud mod kommunistisk virksomhed og regeringens løftebrud d. 29. august 1943 over for de internerede i Horserødlejren, der gav kommunisterne denne kollektive offerrolle. For selvom overgrebene ikke fremkaldte protester i befolkningen, ja hos nogle var direkte velkomne, var der ikke nogen, der efter krigen åbent vovede at forsvare grundlovsbruddet – selv ikke under den kolde krig. Omkring halvandet hundrede kommunister mistede livet under besættelsen, og blandt de overlevende måtte mange leve med alvorlige fysiske og psykiske mén af det illegale liv eller ophold i kz-lejre. DKP var på én gang modstandskampens pionerkraft og dens mest forfulgte gruppe – en sammensætning, der gav kommunisternes historie et præg af heroisk tragik og skabte grobund for et kommunistisk martyrium. Hertil kom, at hverken partiet, arbejderklassen eller modstandsbevægelsen fik en indflydelse på efterkrigssamfundet, som den nationale indsats under besættelsen ifølge kommunisterne selv berettigede til. Det lykkedes ikke at få en folkefrontsregering eller at føre modstandskampen over i en kamp for ‘fornyelse af demokratiet’ og forbedring af arbejderklassens sociale vilkår, sådan som partiet havde satset på. Partiets indsats for en mere aktiv forsvarspolitik og en demokratisering af hæren kom ironisk nok til at virke fødselshjælpende for en udenrigs- og forsvarspolitik stik imod partiets politik og interesser. Danmark tilsluttede sig den vestlige forsvarsalliance, Atlantpagten, og i Hjemmeværnet, som DKP selv havde været med til at oprette, blev udrensning af kommunister et led i den kolde krigs stærke antikommunisme. I den officielle partihistorie blev denne udvikling opsummeret på følgende måde af partiets ‘chefideolog’, Ib Nørlund: 126

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 127

Det lykkedes ikke at videreføre frihedskampen i en varig ændring af styrkeforholdet mellem monopolkapitalen og det arbejdende folk i Danmark og derfor heller ikke at bevare og videreføre den nyvundne nationale frihed. … Efter krigen samlede de imperialistiske kræfter under ledelse af den amerikanske monopolkapital sig til et modstød, som direkte havde retning mod de socialistiske lande, men som samtidig vendte sig mod kolonilandenes folk og mod de svagere kapitalistiske lande. Dette skete under dække af den “kolde krigs” politik og gennem organisationer som NATO og Marshallplanens institutioner. En hæmningsløs anti-kommunisme var det ideologiske hovedvåben.92

Heller ikke i samfundets kollektive erindring om besættelsen følte kommunisterne, at de blev tildelt en plads efter fortjeneste. Og det skabte stor forbitrelse blandt dem, at det så effektivt lykkedes for de gamle politiske partier at få et come back ved at fremstille sig selv som en del af modstanden under besættelsen. Ifølge kommunisternes selvforståelse havde de jo svigtet nationen, bekæmpet modstandsbevægelsen og forbudt det kommunistiske parti. Partiet betragtede politikernes selvfremstilling som historieforfalskning og hykleri, og det var et yndet tema i Herluf Bidstrups satiriske tegninger, i den kommunistiske litteratur og i Land og Folk, især omkring besættelsens mærkedage. D. 5. maj 1948 skrev avisen: “Modstandsbevægelsens minde… varetages i dag med stor nidkærhed af dem, som var modstandsbevægelsens bitreste fjender.” Og d. 29. august 1968 lød det: Det er mere end historieforvanskning, når samarbejdspolitikkens mænd bagefter forsvarer sig med, at de havde samme mål som modstandsbevægelsens, og at deres politik blev båret af samme had til nazismen, men at samarbejdspolitikken og modstandsbevægelsen virkede med forskellige midler og ud fra forskellig vurdering… Samarbejdspolitikerne brød grundloven hver dag, og de sendte frihedskæmpere i fængsler og det første stykke ad vejen til nazismens dødslejre. Skulle det være med sigte på det samme mål som modstandsbevægelsen?

Misforholdet mellem på den ene side kommunisternes indsats og ofre i modstandskampen og på den anden side forfølgelserne af dem både under og efter krigen, de skuffede forventninger til efterkrigstidens politiske udvikling og samarbejdspolitikernes sejr i den historiepolitiske kamp om samfundets kollektive erindring 127

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 128

gav kommunisternes besættelsestradition et forurettet præg, efter at den første samstemmighed i 1945 havde lagt sig. Men martyriet og forurettelsen var kun den ene side. For samtidig så partiet modstandsliniens sejr over samarbejdspolitikken som et sikkert varsel om, at folket på et eller andet tidspunkt igen ville feje den herskende politik af bordet. Denne brug af besættelsestiden i den aktuelle politiske debat var ikke uden en vis manende og patetisk tone: Og dog, den ild der blev tændt i det danske folks sind i de fem forbandede år, de ofre, der blev givet, de lidelser, der blev gennemgået, den politiske og menneskelige modenhed og ansvarsbevidsthed, som fødtes under besættelsen i den enkelte og i store dele af folket, lever endnu, og vil igen bryde igennem i en ny national og demokratisk frihedskamp, der – også på grund af de 15 års bitre erfaringer – denne gang vil blive ført til ende, så det Danmark, de allerfleste håbede skulle blive resultatet af hin forunderlige 4. maj for 15 år siden, bliver en realitet, nemlig et frit – et folkets Danmark.93

Kommunisterne mente, at “i årene 1940-45 blev drenge til mænd, der handlede som mænd”. En sådan heroisme var indre forbundet med martyriet. Både heltedåd og martyrium blev ikke alene karakteristisk for DKPs opfattelse og formidling af besættelsestiden, men var også markante træk ved den kommunistiske kultur som sådan. Det var imidlertid betegnende for partiets besættelseshistorie, at hverken heroismen eller martyriet blev knyttet til enkeltpersoners indsats og ofre, men til den kommunistiske bevægelse som helhed. Kun i erindringslitteraturen, der kom mange år efter befrielsen, levnedes der plads til beskrivelser af enkeltpersoners skæbne. Kommunismeforskeren Morten Thing har påpeget, at kommunismen rummer en særlig sensitivitet over for heroisme. De heroiske normer hentede DKP’erne i 1930’erne fra læsning om bolschevikkernes historie og om kommunisters skæbne i lande, hvor partierne var forbudte. Efter besættelsen behøvede danske kommunister ikke længere gå til andre lande, men kunne søge disse normer og forbilleder i den danske modstandskamp. Morten Thing fremhæver, at “disse heroiske normer løb sammen i formlen ‘at kunne dø for sagen’. Det ultimative offer”.94 128

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 129

I DKPs efterkrigshistorie kan besættelsestidserfaringen således dårligt overvurderes. Besættelsesårene blev det centrale nationalhistoriske referencepunkt og den vigtigste tid i partiets historie. Det var ikke kun ved de runde mærkedage, at partiet som andre politiske partier brugte besættelsesfortiden i en politisk nutids- og fremtidssammenhæng. I DKP var aktualisering af besættelsestiden et altid tilstedeværende fænomen.95 Den kommunistiske fortælling om besættelsestiden var afgørende i såvel partiets som enkeltmedlemmers identitet. Her kan man for alvor tale om et erindringsfællesskab. Det kommer meget tydeligt til udtryk i den kommunistiske erindringslitteratur – således også i Børge Houmanns bog Kommunist under besættelsen fra 1990. Bogen indledes med en bevæget og højtidelig beretning fra den store genbegravelse d. 29. august 1945 af 106 døde modstandsfolk. Houmann skriver: Og så kom de. 106 kammerater på deres sidste rejse gennem byen fra Christiansborg Slots ridebane til Ryvangen. De er gravet op af de huller, nazisterne slængte dem ned i efter at have myrdet dem. Nu er de lagt i kister dækket af flag. De kører i hver sin vogn. Hundredetusinder blotter hovedet og ser mod jorden. Der er ikke ret mange blandt dem, jeg kendte personlig, men jeg føler mig forbundet med hver eneste af dem. Ingen tid i mit liv synes så rig på mennesker og menneskelighed som besættelsestiden. Midt i den isolation, som illegaliteten dikterede, og hvor vi ofte end ikke kendte hinandens virkelige navne eller virke, voksede samarbejdet og sammenholdet. Ansvarsfølelse over for parti, kammerater og alle, der hjalp, fik en knugende vægt… Af de mange ord, der blev talt, erindrer jeg kun biskop Fuglsang-Damgaards manende påmindelse: Drag dine sko af, thi det er et helligt sted, du betræder.96

Både inden for og uden for kollektivtraditionen Kommunisternes forhold til kollektivtraditionen var ambivalent. Partiets store dilemma var, at det var bundet til at skulle legitimere folkefrontsstrategien og befrielseskompromisset, men samtidig ønskede at hævde klasseaspektet og kritikken af samarbejdspolitikken og det manglende politiske opgør efter krigen. Om accenten lå på det ene eller det andet afhang af de skiftende politiske konjunkturer. Her spillede forholdet til Socialdemokratiet og graden af politisk isolation en betydelig rolle. Havde partiet 129

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 130

fremgang og satsede det på samarbejde og aktionsenhed med Socialdemokratiet, formidlede det besættelseshistorien i en form, der lå tæt på grundfortællingen. Til de tider hvor partiet var politisk isoleret, forholdt det sig mest kritisk over for de officielle fejringer af besættelsens mærkedage. Men fik det som i 1985 mulighed for at være med og dermed blive anerkendt for partiets indsats i modstandskampen, valgte det altid at deltage i de store nationale mindearrangementer fremfor at markere en modoffentlighed og en opposition til den aktuelle regerings politik (se IV., afsnittet ‘Iscenesættelse af besættelsestiden’). Trods disse forskelle og konjunkturelt betingede variationer var det nationale og/eller det partihistoriske den fundamentalt meningsgivende ramme om kommunisternes fortælling om besættelsestiden. På begge punkter var den helt i samklang med grundfortællingen. Gang på gang understregede DKP, at det var det parti, der først og mest konsekvent havde forsvaret den nationale selvstændighed. Selvom partiet i overenstemmelse med Kominterns folkefrontsstrategi mente, at kampen for national selvstændighed var et første nødvendigt skridt på vejen til socialismen, og at arbejderklassen og det kommunistiske parti skulle arbejde for at indtage en ledende rolle i de nationale folkefronter, lagde partiet ikke skjul på, at det fra juni 1941 havde givet den nationale kamp prioritet over klassekampen, og at hensynet til det nationale samarbejde i modstandskampen var kommet i første række. Fra og med besættelsestiden begyndte partiet at operere med begrebet “arbejderklassens patriotisme” og fremførte, at “kommunisternes internationalisme og patriotisme er to sider af samme sag og uadskillelige”.97 Efter besættelsen præciserede partiet dets stilling til nationen efter at have slået fast, at det også byggede på arbejderklassens internationalisme: Danmarks kommunistiske parti bygger på arbejderklassens patriotisme. I overenstemmelse med traditionerne fra frihedskampen bekæmper det imperialismens teorier om national selvopgivelse og udslettelse af dansk kultur. Det viderefører de bedste traditioner fra det danske folks kamp mod udbytning, undertrykkelse og fremmedåg.98

130

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 131

Den nationale front under besættelsen var forbilledet og referencen for den nationale og anti-monopolistiske linie, som partiet fulgte i ‘fredskampen’ under den kolde krig og i kampen mod dansk medlemskab af EF og NATO (uddybes i IV., afsnittet ‘Iscenesættelsen af besættelsestiden’). Analogien til besættelsen fungerede ikke kun som en reference til den politiske linie, men også til de følelsesmæssige bindinger der var knyttet til denne periode i landets historie. Særlig nationalt – tangerende det nationalistiske – og anti(vest)tysk anlagt var partiets anti-EF-kampagne i 1972. Den gav partiet dets andet vælgermæssige gennembrud efter befrielsen ved valget i 1973, selvom dets parlamentariske tilslutning aldrig nåede op på standarden fra 1945 og kun varede nogle få år. DKPs fortælling om besættelsestiden var i struktur og værdigrundlag stort set identisk med grundfortællingen. Men i modsætning til grundfortællingens vægtning af besættelsestidens sidste halvandet år indtog perioden fra juni 1941 til august 1943 den dominerende plads i den kommunistiske fortælling. Det var den periode, hvor partiet på den ene side blev forbudt, og hvor det samtidig var næsten “alene om at kalde til kamp.”99 Hvad indhold og tematik angår afveg kommunisternes fortælling i nogle henseender, men var på andre punkter meget lig grundfortællingens. Kommunisternes grundlæggende og helhedsprægede analyser af besættelsesårene blev fremlagt i partiets jubilæumsskrifter. De var ikke harmoniserende i nær samme grad som grundfortællingen. Følgende tre tekster er de mest centrale: Alfred Jensens 30 siders pjece Kommunisterne under Besættelsen fra maj 1945; Ib Nørlunds partihistorie Det knager i samfundets fuger og bånd, hvis første bind udkom i anledning af partiets 40 års fødselsdag i 1959, og som rummede kapitlet “Mens vinter blev til vår” om besættelsestiden; og Alfred Jensens Kommunisterne og modstandsbevægelsen fra 1975, udkommet i anledning af 30året for Danmarks befrielse. Den mest omfattende analyse blev aldrig publiceret. Det var Børge Houmanns knapt 700 siders manuskript til en besættelseshistorie, der var tænkt at skulle udkomme i anledning af be131

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 132

frielsens 10 års jubilæum. Det var angiveligt Ib Nørlund, der forhindrede manuskriptets udgivelse pga. uenigheder om især Houmanns vurdering af Socialdemokratiet, som Nørlund fandt for kritisk og uden den skelnen mellem top og bund i den socialdemokratiske bevægelse, som enhedsarbejdet efter Nørlunds mening gjorde nødvendig.100 Disse officielle skrifter var imidlertid i høj grad vendt indad mod partiet selv, og besættelsestiden indgik som et middel til at smede partiet sammen og konsolidere dets selvforståelse. Det betød, at partiets organisering, aktiviteter og politik under besættelsen var det afgørende tema samt en relativt høj prioritering af forhold, hvor partiet havde et særligt forklaringsproblem. Således fremlagde Ib Nørlund en grundig redegørelse for, hvordan krigen ‘skiftede karakter’ fra og med d. 22. juni 1941 og derfor medførte et skift i partiets politik, af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagts berettigelse og af partiets upopulære syn på den finsk-russiske Vinterkrig. Hertil kom en udførlig analyse af, hvorfor der trods venstredrejningen såvel internationalt som nationalt ikke forelå en revolutionær situation i 1945, hvilket var et forsvar for partiets linie over for uafhængig socialistisk kritik.101 Disse skrifter fik imidlertid ikke en udbredelse, der rakte ret langt ud over partiets egne rækker og kom som følge heraf heller ikke til at præge den kollektive erindring. Det gjorde derimod kommunisterne Hans Kirks og Hans Scherfigs fiktive og dokumentariske romaner Djævelens penge, Klitgaard og sønner, 1952, Frydenholm, 1962 og Carl Madsens dokumentariske debatbøger Vi skrev loven, 1968 og Proces mod politiet, 1969. Scherfigs og Madsens bøger nåede gennem mange oplag og billigbogsudgivelser en meget stor udbredelse i 1960’erne og 70’erne. Bøgerne udkom under den kolde krig og blev for det meste modtaget negativt af avisernes anmeldere.102 De tre forfattere satte med deres engagement, talent og satiriske penne fokus på mange ømme punkter i den kollektive erindring om besættelsestiden. Forfatterne skrev om emner som interneringen af kommunisterne, grundlovsbruddet, værnemageriet, det dansk-tyske politisamarbejde, den danske stats udlevering af anti-nazistiske flygtninge fra Tyskland, 132

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 133

klasseforholdene osv. Anmeldelserne brugte typisk megen energi på at forsøge at gendrive bøgernes historiske kritik, hvilket vidner om, at de faktisk fik en funktion som modoffentlighed. De kom til at repræsentere en modfortælling til grundfortællingen. Kommunistisk erindringslitteratur vandt også udbredelse, omend langt fra i et omfang som Kirks, Madsens og Scherfigs bøger. Trods deres subjektive udgangspunkt var mange af erindringsværkerne forankret i den store partihistorie og afveg i de fleste tilfælde kun i detaljen og accenten, især hvad angik ledende kommunister som Børge Houmann, David Hejgaard, Martin Nielsen, Villy Fuglsang og Ragnhild Andersen. Hvad den tidligere partiformand Aksel Larsens erindringer angår, Aksel Larsen ser tilbage, fra 1970 var det slående, at besættelsesårene overhovedet ikke var dækket. Aksel Larsens ageren under Gestapos forhør var formentlig en betændt byld ikke kun for Larsen selv, men tillige for partiet, også efter at han var blevet ekskluderet af det. Karakteristisk for formidlingsformen i den del af den kommunistiske besættelsesformidling, der fik størst gennemslag, var at den var person- og begivenhedsorienteret. I partiets officielle besættelseshistorier derimod var fortællerpositionen almindeligvis skjult og teksterne ofte anonymiseret. Der optræder således kun ganske få personer i Nørlunds og Alfred Jensens fremstillinger, og helheden af teksternes indhold og formsprog repræsenterer det historisk materialistiske historiesyn, hvor det er de anonyme kræfter som økonomien og klassekampen, der driver historien fremad. Partiorganet Land og Folk publicerede gennem hele efterkrigstiden meget stof om besættelsestiden, men fik kun for alvor gennemslag som modoffentlighed i forbindelse med forskellige spektakulære sager.103 I 1950 blev avisens chefredaktør Børge Houmann eksempelvis idømt tre måneders fængsel for injurier mod rigsadvokat Pihl pga. udsagn om dennes rolle i en stor værnemagersag mod entreprenørfirmaet Wright, Thomsen og Kier.104 En tilsvarende straf fik chefredaktør Martin Nielsen i 1960 for injurier mod hærchef Viggo Hjalf. I begge tilfælde var det sager, der nåede langt ud over partiets egen snævre kreds og samtidig fun133

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 134

gerede som en afstivning af martyriet. Det var særlig tydeligt i Martin Nielsens tilfælde, idet han under krigen var blevet deporteret til kz-lejren Stutthof efter først at have været interneret i Horserød.105 Også partiets massive kritik af Den parlamentariske Kommissions arbejde (se IV., afsnittet ‘Kampe om besættelseshistorien I’) nåede bredt ud. Den kommunistiske historieformidlings skarpe kritik af samarbejdspolitikken og dennes konsekvenser for den indenlandske opposition, af værnemageriet og af opgøret efter krigen repræsenterede et brud med grundfortællingen. Men på andre punkter adskilte den sig ikke, men virkede snarere understøttende på grundfortællingens hegemoniske status i den kollektive erindring. Det gjaldt synet på landsforræderne og i særlig grad det overordnede og samlende tema i kollektivtraditionens grundfortælling: opfattelsen af modstanden som hele folkets værk. DKP var ikke enig i den udgave af grundfortællingen, som inkluderede samarbejdspolitikken i modstanden. Derimod skelnede partiet ikke tydeligt mellem sin analyse af folkets objektive anti-nazistiske interesser og den reelle folkelige modstandsvilje, hvilket sammen med en fokus på augustoprøret i 1943 og folkestrejkerne i 44 tilsammen gav et overdimensioneret billede af befolkningens tilslutning til modstandssynspunktet. Det var befolkningens opslutning bag modstandslinjen, der kunne give modstandsbevægelsens, Frihedsrådets og Danmarks status som allieret legitimitet. I kraft af den objektive modstilling mellem folket på den ene side og nazismen og den internationale monopolkapital på den anden kom modstandsholdningen til at fremstå som naturlig, som et latent beredskab i folket, hvis opgave det var for kommunisterne at forløse. “Det var folkets urgamle usvækkede instinkt for, hvad der er ret og hvad der er uret, der slog ud i handling og sejrede”, skrev Land og Folk på 10 års dagen for 29. august 1943. De mange tysklandsarbejdere, tyskerpiger og befæstningsarbejdere var derfor et forstyrrende fænomen, der af samme grund næsten ikke figurerede i den kommunistiske besættelsesformidling. Som i grundfortællingen var de nærmest retoucheret bort. Hvad angår DKPs fremstilling af danske nazister, store vær134

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 135

nemagere og andre landsforrædere udgjorde den en radikal udgave af grundfortællingens stigmatiserende karakteristikker. Som modstanden var naturlig, var kollaborationen og landsforræderiet unaturlig. Udover at være et ikke sjældent tema i partiets formidling af besættelseshistorien blev synet på landsforræderne især udbredt i Herluf Bidstrups streg og i den kommunistiske litteratur. Et karakteristisk eksempel er den måde hvorpå det kommunistiske modstandsmilieu kontrasteres med det nazistiske milieu i Scherfigs Frydenholm. Kommunisterne Martin og Margrethe Olsen, Oscar Poulsen og Jacob Enevoldsen fremstilles som sunde, naturlige og livsduelige, bl.a. gennem deres evne til at føde mange og sunde børn. Ingen af nazisterne har derimod børn. Grev Rosenkop-Rosenskjold har en forkrøblet karakter, den griske og reaktionære gårdejer Niels Madsen udnytter sine såkaldte plejebørn og lever et trist og ulykkeligt ægteskab med piller og mavesår, mens den småt begavede Bukse-Marius har et perverst forhold til kvindeligt undertøj.106 Hertil kommer, at partiet – ofte repræsenteret ved kommunistiske veteraner – i al væsentlighed forvaltede besættelsestraditionen meget rigoristisk og lukkede af for dialoger om andre mulige fortolkninger og formidlinger af besættelsestidens historie, især hvis de satte spørgsmålstegn ved modstandskampens betydning. I disse sammenhænge arbejdede kommunisterne normalt sammen med modstandsbevægelsens højrefløj for en befæstelse af grundfortællingens dominerende rolle i samfundets kollektive erindring (uddybes i afsnittene ‘Kampe om besættelseshistorien I og II’). Hvad angår kollektivtraditionens opfattelse af kommunisternes rolle under besættelsen, var det ikke uden grund, når partiet følte dets indsats i modstandskampen underkendt. At der selv under den kolde krig, hvor kommunister blev betragtet som en landsforræderisk 5. kolonne, ikke blev rokket ved kommunisternes patriotstatus i perioden 1941-45, ændrede ikke ved, at de første to årtiers historieformidling var præget af samarbejdspolitikernes legitimering samt et bredt og SOE-domineret modstandsbillede. Men med den almindelige venstredrejning i 1970’135

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 136

erne fulgte en interesse for kommunisternes modstandskamp som det tætteste man historisk og geografisk kunne komme noget, der lignende revolutionslignende kampe og helte. Mere langtrækkende betydning fik imidlertid især Aage Trommers og Hans Kirchhoffs historieforskning, der dokumenterede, at kommunisterne var den helt dominerende modstandsfaktor indtil nytåret 1943-44. Denne anerkendelse slog bredt igennem, men det er dog stadig muligt at finde fremstillinger af besættelsestidens historie, hvor kommunisterne og deres rolle og betydning i modstandskampen stort set ikke figurerer. Et sådant eksempel er den sidst publicerede store Danmarkshistorie, Gyldendal og Politikens fra 1991, hvor besættelsestidens historie er skrevet af Tage Kaarsted. Nogle af de mest synlige udtryk for anerkendelsen af kommunisterne indsats var DKPs deltagelse i det officielle Danmarks 4. maj arrangement på Rådhuspladsen i 1985, integrationen af kommunistisk dominerede veteranorganisationer i de statslige jubilæumsplanlægnings-udvalg i 1990’erne samt statens rejsning i 1996 af et monument til minde om interneringen af kommunisterne under besættelsen. Men det skyldes formodentlig ikke primært historieforskningen, at kommunisternes modstandsindsats må siges at have fået en mere realistisk betonet plads i kollektivtraditionen inden for de sidste 10-15 år. Forklaringen må nok nærmere søges i det faktum, at såvel kommunisterne som de politiske konflikter under besættelsen synes at have mistet meget af deres aktuelle magtpolitiske betydning, især efter 1989. Der var ikke længere politiske implikationer af betydning forbundet med en anerkendelse af kommunisternes indsats i modstandskampen. Men omvendt var den modoffentlighed, som DKPs kritik af samarbejdspolitikken repræsenterede, stort set forsvundet. Den kommunistiske traditionsforvaltning af 2. verdenskrig og besættelsestiden levede stort set kun videre i en nostalgisk og nærmest karikeret stalinistisk form i dele af veteranmilieuet og i marginale politiske grupper på venstrefløjen: Erhvervshæmmede fra Frihedskampen, Aktive Modstandsfolk, DKPml og Fælles Kurs Klubben. Gennem udgivelse af bladet Håndslag, politiske kom136

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 137

mentarer og arrangementer spillede disse grupper en rolle enten som modoffentlighed til de officielle arrangementers nationale konsensus eller som en voldsom og emotionel opposition til traditionskritiske bidrag, der enten lagde et realistisk og relativerende blik på modstandskampen eller gav de dømte og deres efterkommere stemme. Det skete især i forbindelse med de store og runde jubilæer – første gang i 1985.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 138

Iscenesættelse af besættelsestiden – mindedage og jubilæer At mindes, at oplyse, at lære af Så oprandt den store dag. Årsdagen for befrielsen og for freden. Den største dag i vor slægts, i århundredets historie. Himlen smilede fra morgenstunden over et grønt Danmark, det var som selve sommeren holdt sit indtog, bøgen flagede med sine nye grønne skud, røde Dannebrog svøbte hele landet i sit festlige slør. Om aftenen, da klokken nærmede sig det historiske minut, kl. 20.35 da fredsbudskabet nåede os fra London og igen skulle lyde i alle danske højtalere, steg stemningen, musikken tonede, hurraerne gjaldede, hele Danmark sang i den første skumrende sommeraften. Så tændtes lys i alle vinduer fra slot til hytte, landet lå der som et illumineret Danmarkskort under stjernerne, indtil festen kulminerede med faklernes hyldest til kongen, og vi alle igen følte os som én stor familie og faldt i hinandens arme. Hvad fremtiden end bringer, det kan gå op eller ned, nationen har fået en ny festdag og året i Danmark en ny juleaften.107

Politikens reportage om fejringen af et-årsdagen for Danmarks befrielse spåede rigtigt. Danmark havde fået en ny festdag. Et halvt århundrede senere blev 50-året for befrielsen stadig markeret med omfattende og mangfoldige arrangementer. I landets aviser kunne rapporteres om “Festen for frihed” og “Frihedens lys over Danmark”. Fra Hvidsten til København, med lys i vinduer, fakler, sange, taler og ærbødig tavshed fejrede danskerne over hele landet 50-året for den mest minderige aften i vores nyere historie: Den aften Danmark atter blev frit. Hele dagen igennem blev ofrene for besættelsen mindet med blomster og kranse.108

Kontinuiteten er umiddelbart slående. Antallet af deltagere i det store mindearrangement på Rådhuspladsen d. 4. maj om aftenen var godt nok reduceret fra 200.000 i 1946 til 12.000 i 1995, men omvendt ydede staten en rekordstor bevilling til jubilæet på 14,8 mill. kr., og mediernes udbud af udsendelser, artikler og bøger om besættelsen samt dækning af mindearrangementerne havde aldrig været mere omfattende.109 Besættelsesjubilæerne føjede sig ind i rækken af andre nationalhistoriske jubilæer som fx stavns138

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 139

bånds- og genforeningsjubilæerne. Men de blev straks de største både i omfang og betydning i kraft af at referere til den sidste store nationale begivenhed.110 Jubilæerne spillede en vigtig rolle i den nationale kollektive identitetsdannelse, og der var derfor politiske interesser knyttet til deres iscenesættelser. Det vil være et af afsnittets formål at klarlægge kontinuitet og forandring i den måde besættelsens begivenheder er blevet markeret på igennem efterkrigstiden. Hvem har været de organiserende kræfter, hvilken rolle har staten, medierne, veteranorganisationer, militæret og andre grupper og institutioner spillet? Kommemorationer af besættelsestidens begivenheder sker i et spændingsfelt mellem historiske og aktuelle interesser af både langsigtet og dagsaktuel karakter. Historiske parallelliseringer og analogier samt anvendelsen af, hvad der tolkes som besættelsestidens erfaringer og lære i den aktuelle politiske debat, har alle årene været et karakteristisk træk ved jubilæerne. Det vil være det andet centrale tema i dette kapitel. Af besættelsens tre centrale begivenheder, 9. april, 29. august og 4.-5. maj, blev det befrielsen, som fik de største og mest omfattende mindearrangementer og jubilæer. Selvom 4.-5. maj aldrig opnåede status af national fridag som grundlovsdagen d. 5. juni, fik den især ved de runde mindedage i højere grad karakter af at være den nationaldag, Danmark i øvrigt ikke har på repertoiret.111 9. april og 29. august er begivenheder med betydeligt større konfliktpotentiale end befrielsesdagen, hvor krigens lykkelige afslutning, den nationale forsoning mellem politikerne og modstandsbevægelsen samt den internationale anerkendelse af Danmark som allieret nation kan lægges som tilbageskuende perspektiv på besættelsesårene og fremadrettet på efterkrigstiden. Den 9. april var allerede under besættelsen blevet en mærkedag, og de to minutters stilhed, som modstandsbevægelsen havde opfordret til at afholde som protest mod den tyske besættelse, blev også et fast ritual ved markeringer af dagen i efterkrigstiden. 9. april var sørgedagen og blev trods den hastige kapitulation i høj grad militærets dag. 29. august var modstandsdagen, og den gled hurtigt relativt i baggrunden, til trods for de omfattende og meget 139

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 140

følelsesfulde arrangementer i 1945, hvor bl.a. 106 frihedskæmpere blev fulgt til deres grave i Ryvangen af 200.000 københavnere, den nystiftede Frihedsfond arrangerede et stort lotteri, og regeringen havde erklæret fridag. Men selvom højtideligholdelsen af 9. april og 29. august veg i betydning i forhold til 4.-5. maj, var de alligevel rodfæstede. Ved dagenes 50-års jubilæer i 1990 og 1993 blev 9. april og 29. august genstand for stor statslig iscenesættelse og betydelig medieopmærksomhed. 5. maj var den officielle befrielsesdag, men befrielsesbudskabet kom d. 4. om aftenen. Befrielsesaftenens jubel dannede tradition, og 4. maj blev i efterkrigstiden iscenesat som folkefest og søgt gentaget ved iscenesatte arrangementer især i de runde mindeår. 5. maj blev derimod højtideligholdelsens dag præget af gudstjeneste, kongehus og kransenedlæggelser. Fest- og mindeholdelsen af befrielsen blev jævnligt spået død. Allerede i 1955 skrev Berlingske Tidende på 10-års dagen for befrielsen i lederen, at krigen nok snart ville glide i baggrunden. Set i lyset af det gigantiske 50-års befrielsesjubilæum synes bekymringen umiddelbart at have været ubegrundet. Men spådommen gik på sin vis i opfyldelse alligevel. Festlighedernes historiske baggrund veg nemlig som årene gik for en tiltagende ritualisering og mytologisering. Afholdelsen af besættelsens jubilæer involverede mangfoldige aktiviteter og aktører. Jubilæerne manifesterede sig med så overvældende styrke på alle samfundets niveauer, at det er umuligt at give en blot tilnærmelsesvis dækkende beskrivelse; fra alvorsfulde mindehøjtideligheder til Tivoli-agtige festligheder; fra universitetsforelæsninger og udgivelse af videnskabelige værker til tegneserier og underholdningsfilm; fra museumsudstillinger til forretningsdrivendes brug af besættelsen som blikfang for vareudstilling og varesalg. I dette ‘jubilæumsteater’ blev tilskuerne gennem årene stadig flere og iscenesættelserne mere og mere overtaget af staten og medierne. Ved at mindes, videreføre kundskab om og drage lære af besættelseshistorien har jubilæerne spillet en betydningsfuld rolle i at forme, opretholde og – i mindre grad – omdanne en kollektiv 140

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 141

national identitet. Den indholds- og værdimæssige ramme har fra 1945 til 1995 været grundfortællingen. Den udbredte angst og de skarpe reaktioner over for forsøg på relativering eller egentlige brud med grundfortællingens grundforestillinger, som havde særlig styrke omkring de runde mindedage, er et vidnesbyrd om besættelseshistoriens centrale politiske, kulturelle og nationale identitetsmæssige rolle. Inden for rammerne af grundfortællingen har jubilæernes historieformidling skiftet betoninger og undergået visse forandringer under indtryk af skiftende magtforhold og samfundsmæssige forandringer. Helt overordnet er det muligt at identificere nogle særtræk ved forskellige perioders besættelsesjubilæer. De første efterkrigsårs markeringer af besættelsens mærkedage betonede den nationale samling på baggrund af delvis erkendte uenigheder om besættelsesårenes forløb. 1950’ernes og 60’ernes kold-krigs periode og meget håndfaste brug af besættelsestiden i den politiske kamp blev i 70’erne afløst af en slags latensperiode med en vis uklarhed, og hvor generationsspørgsmålet blev viet stor opmærksomhed. Den borgerlige offensiv, fornyet kold krig, men også den større internationale forsoning med Tyskland, prægede fejringen af befrielsens 40-års jubilæum, mens Murens fald lagde et nyt og tvetydigt perspektiv på 1990’ernes 50-års festligheder. På den ene side var der aldrig tidligere blev formidlet en mere nuanceret udgave af grundfortællingen. På den anden side var den storstilede iscenesættelse stærkt ritualiseret og mytologiserende. Som historiekultur rummer jubilæerne både en politisk, en emotionel og en kognitiv dimension. I klarhed over det umulige i at skelne skarpt mellem disse vil det politiske perspektiv dog være i fokus i de følgende afsnits analyse af besættelsesjubilæerne. Statslig iscenesættelse Staten har igennem efterkrigstiden spillet en stadig større rolle som iscenesætter, koordinator og finansier af besættelsesjubilæerne. I de første år efter krigen var forskellige ministerier selvføl141

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 142

gelig involveret i markeringerne af besættelsestidens begivenheder, og ministre og andre politikere nedlagde kranse, afslørede mindeplader og monumenter, holdt taler o.l., men det var i høj grad modstandsbevægelsens veteranorganisationer og personer, der dominerede arrangementerne. Modstandsbevægelsens og statens arrangementer var i vid udstrækning planlagt i hvert sit regi, selvom statsministres og andre politikeres taler og tilstedeværelse ved højtideligheder arrangeret af modstandsbevægelsen gav disse et quasi-officielt præg. Og omvendt tilførte tidligere modstandsfolks deltagelse i mindegudstjenester og festforestillinger i Det kgl. Teater disse officielle arrangementer autenticitet og legitimitet. Fra midten af 1960’erne steg statens initiativ og engagement i markeringerne af besættelsestidens begivenheder, og det skete i stigende omfang i koordination og efterhånden også i et egentligt og nært samarbejde med modstandsbevægelsens organisationer. I 1965 dannede Statsministeriet en særlig komité med repræsentanter for ministerierne, Danmarks Radio, dagspressen og med tæt kontakt til modstandsbevægelsen, repræsenteret af Svenn Seehusen fra Frihedskampens Veteraner. Komiteens opgave var at fastlægge retningslinjer for et program for højtideligholdelsen af henholdsvis 25-års dagen for besættelsen og 20-års dagen for befrielsen. Med henblik på befrielsens 25-års jubilæum i 1970 påbegyndtes forberedelsesarbejdet betydeligt tidligere, da regeringen allerede i april 1968 besluttede at nedsætte et udvalg, der skulle komme med en politisk indstilling om, hvordan 25års dagen for Danmarks befrielse skulle markeres. Frode Jakobsen repræsenterede Frihedsrådet i udvalget, hvis øvrige medlemmer var hentet fra de forskelle værn, rigspolitichefen, Folketinget og handelsflåden. Det udvalg, der kom til at forestå den mere konkrete planlægning og gennemførelse af jubilæet, bestod imidlertid af repræsentanter for ministerierne, DR, Tivoli, dagspressen og Københavns kommune. Modstandsbevægelsen blev ikke repræsenteret i dette mere snævre udvalg. Men det var også sidste gang, den ikke blev det. Ved befrielsesjubilæet i 1985 blev modstandsbevægelsen di142

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 143

rekte inddraget i forberedelsesudvalget og repræsenteret af Svenn Seehusen fra Frihedskampens Veteraner og Frode Toft fra Frihedsfonden, mens kredsen ved befrielsesjubilæet i 1995, ved 50-året for 9. april i 1990 samt 50-året for bruddet med besættelsesmagten 29. august 1993 og 50-året for jødernes redning til Sverige i oktober 1993 blev udvidet betragteligt med repræsentanter for en række af modstandsbevægelsenes veteranorganisationer, flere militære og forsvarspolitiske oplysningsorganisationer samt Mosaisk Trossamfund. Medlemskredsen blev altså med årene større i de statsministerielle forberedelsesudvalg, hvis arbejde tilsvarende voksede til efterhånden at blive en samlet national iscenesættelse og koordinering af mangfoldige jubilæumsaktiviteter og behandling af et stadigt stigende antal ansøgninger om økonomisk støtte til et bredt spektrum af arrangementer og initiativer.112 1965 markerer en slags overgangsfase fra de første efterkrigsår, hvor besættelsestidens mindearrangementer var domineret af modstandsbevægelsens organisationer og af en lang række lokale foreninger og institutioner uden overordnet styring og koordinering. Statsministeriet gjorde det klart, at “det officielle Danmarks tilrettelægning af mindehøjtideligholdelsen bør foregå uden at gribe ind i de af foreninger, institutioner mv. planlagte arrangementer i det omfang det er praktisk muligt”.113 Fra statslig side udgik alene en forsigtig opfordring til landets biskopper om at afholde mindeandagter. Initiativet var anderledes udfarende allerede i 1970 og ved de efterfølgende store jubilæer, hvor statsministrene udsendte opfordringer til kommunalbestyrelser og amtsråd om at højtideligholde befrielsesdagene på lokalt plan, kulturministrene anmodede museer, arkiver og biblioteker om at bidrage med udstillinger, materialer og foredrag, og undervisningsministrene bad kommmunale og statslige skoler om at oplyse eleverne om besættelsestiden. På opfordring af statsministeren forsøgte man i 1985 at synkronisere folkemøderne d. 4. maj om aftenen ved over hele landet at oplæse den samme prolog samtidig.114 Den statslige iscenesættelse kulminerede i 1995, hvor koordinerings- og informa143

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 144

tionsvirksomheden havde antaget et sådant omfang, at det blev professionaliseret i en egentlig informationskampagne varetaget af Statens Information med et budget på 2,5 mio. kr.!115 Gennem årene havde det statslige informationsmateriale om jubilæerne i stigende grad oplyst ikke alene om de officielle arrangementer, men også om modstandsbevægelsens for i informationskampagnen i 1995 at være fuldt integereret.116 Det øgede statslige jubilæumsengagement forløb således i en parallel proces med den statslige integration af modstandsbevægelsens og veteranorganisationernes jubilæumsaktiviteter. Statens holdning til finansering og distribution af undervisnings- og oplysningsmateriale om besættelsestiden undergik gennem årene en markant forandring og er et illustrativt eksempel på det øgede statslige jubilæumsengagement. På opfordring af en række tidligere modstandsfolk og deres organisationer nedsatte Frihedsmuseet i 1965 en komité, hvis formand var rigsarkivar Johan Hvidtfeldt, til fejringen af besættelsen og befrielsen. Komiteens formål var “i forbindelse med mindedagene i 1965 at afholde foredrag, filmforevisninger og udstillinger i skoler over hele landet til belysning af modstandskampen og især befrielsen”, og komiteen ansøgte undervisningsministeriet om 50.000 kr. i økonomisk støtte til produktion af et billedbånd med foredrag, lyd og billeder om besættelsestiden samt om tilladelse til, at det blev distribueret til landets skoler.117 I ansøgningen gjorde Frihedsmuseets leder Aage Roussell klart, at “det er en selvfølge, at der under ingen omstændigheder vil blive tale om meningstilkendegivelser om indre politiske forhold eller kritik af de til enhver tid siddende regeringer, lige så lidt som der tages stilling til øst-vest”.118 Forsikringerne hjalp ikke. Undervisningsministeriet afslog ansøgningen, fordi man ikke ville afvige fra gældende praksis i den slags sager, og “fordi det påtænkte materiale ikke kan siges at give en helt ud fyldestgørende belysning af begivenhedsforløbet under hele perioden 9. april 1940 – 5. maj 1945”119 Heller ikke i 1970 tog staten initiativ til eller støttede oplysnings- og undervisningsvirksomhed om besættelsen. Men i 1985 udsendte undervisningsministeren ligefrem en opfordring til 144

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 145

landets skoler om “at oplyse om forholdene under besættelsen og om betydningen af genindførelsen af demokrati og frihed”. Videre anmodede ministeriet Landscentralen for undervisningsmidler og amtscentralerne om at “igangsætte en katalogisering af egnet undervisningsmateriale og bearbejde og eventuelt producere sådant materiale”. Også skoleradioen ønskede man inddraget i oplysningsvirksomheden til skolerne.120 Ved besættelsesjubilæerne i 1990’erne kom bevillinger til undervisningsmateriale og inddragelse af skolerne i arrangementerne til at fylde stadig mere. Det blev primært Samvirket Folk og Forsvar, der med anbefalinger fra undervisningsministrene og statsministrene samt bevillinger fra Folketinget kom til at stå for udformningen, mens Hjemmeværnet sørgede for distributionen! Til folkeskoler, gymnasier mv. udsendtes temapakker “indeholdende let tilgængeligt baggrundsmateriale for lærere samt ideer og inspiration til undervisning og ekskursion”. I forbindelse med markeringen af 50-året for 9. april blev der ydet 200.000 kr. i støtte til temapakkerne, ved markeringen af bruddet med besættelsesmagten 29. august 1943 blev statens største enkeltbevilling på 876.000 (ud af i alt ca. 3,1 mill. kr.) givet til yderligere en temapakke, og i 1995 blev der givet ca. 800.000 kr.121 Der var ikke længere tale om tilbageholdenhed. Udviklingen afspejler for det første en generel tendens til en øget statslig prioritering af publikations-, undervisnings- og andet oplysningsmateriale om besættelsen og for det andet en mere pluralistisk støttepolitik til forskellige jubilæumsaktiviteter. For intet tyder på, at statens øgede engagement var forbundet med en strammere indholdsmæssig styring af jubilæerne, måske bl.a. i erkendelse af det umulige i et sådant projekt i en tidsalder med mange tv-kanaler og det kolossale medieudbud i øvrigt. Selvom Danmarks Radio og repræsentanter for dagspressen i alle årene var inddraget i de statsministerielle planlægningsudvalg og TV 2 i forbindelse med jubilæerne i 1990’erne, så var det netop med bruddet på Danmarks Radios monopol, at man opgav at udstikke omend brede så dog alligevel indholdsmæssige rammer for programpolitikken i forbindelse med jubilæerne. I 1965 opfordre145

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 146

de statsministeriet radio og tv til at udforme “lødige” programmer, “der dels mindedes den 9. april 1940 og den tid, der fulgte, men også mundede ud i noget positivt”.122 I 1970 indstillede forberedelsesudvalget til regeringen at det burde sikres, at Danmarks Radio “i passende omfang” ville bringe transmissioner og udsendelser og udstak desuden en retningslinie for indholdet: Der vil efter udvalgets opfattelse herved kunne lægges særlig vægt på at fremhæve den menneskelige og folkelige baggrund for de forskellige former, modstandskampen antog, og gennem interviews og lignende på den værdi, disse begivenheder og synspunkter har for vor situation i dag, samt den lære, der fortsat vil kunne drages af begivenhederne for 25 år siden, både i relation til den nationale udvikling i Danmark og til den videre internationale udvikling. Udvalget henstiller derfor, at der optages forhandlinger med Danmarks Radio om tilrettelæggelsen af programmerne i radio og fjernsyn i dagene op til og omkring 4. og 5. maj 1970.123

Selvom henstillingerne var holdt i brede formuleringer, er det bemærkelsesværdigt, at staten forholdt sig eksplicit og styrende til det billede af besættelsestiden, den ønskede formidlet i medierne. Allerede i 1985 var disse ambitioner delvis på retur, og man nøjedes med at henstille til Danmarks Radio om at ville bidrage til “den brede orientering om besættelsen og befrielsen” og derved oplyse “om de mål, der blev nået ved befrielsen” for ved 1990’er-jubilæerne at være reduceret til ren koordinering.124 Det betydelige initiativ, som staten siden 1970 og især i de sidste 10-15 år har udvist ved besættelsesjubilæerne, må forstås som resultat af et samspil mellem en række forskellige faktorer. Statens generelt mere indgribende og styrende rolle samt almindelige bureaukratiserings- og accellerationsmekanismer i et sådant udvalgs- og planlægningsarbejde er årsager, omend meget almene. Det er desuden muligt at pege på, at antallet og omfanget af jubilæer og mindedage generelt i den vestlige verden har været voksende igennem de sidste årtier. Vi lever i, hvad historikerne Johnston og Nora har kaldt en ‘mindefesternes æra’ eller en ‘jubilæernes epoke’, og vor kultur er præget af en “obsession with anniversaries”, der ikke alene skyldes fremvæksten af en jubilæums- eller mindeindustri, men også afspejler nogle funda146

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 147

mentale træk ved samfundets erindringskultur (se V., afsnittet ‘Erindringssteder for glemsel og erindring’).125 Mere specifikt i forhold til besættelsesjubilæerne er det karakteristisk, at det statslige engagement og integrationen af veteranorganisationerne og deres mindekultur for alvor tog sin begyndelse i 1965-70 for at tage form som storstilet statslig iscenesættelse ved 40-års – der jo ellers ikke normalt regnes for en rund mindedag – og 50-års jubilæerne. Det vil sige på et tidspunkt, hvor kun en efterhånden lille del af befolkningen havde oplevet besættelsestiden som voksne, og hvor besættelsen som levende erindring derfor var stærkt på retur. De mange lokale og ofte ukoordinerede mindearrangementer, som i de første efterkrigsår fik tilslutning uden store forudgående oplysningskampagner, blev derfor afløst af mere og mere medieformidlede, statsligt initierede og gennemkoordinerede jubilæer, ligesom kundskabsformidlingen og oplysningsvirksomheden kom til at udgøre en stadig større del af jubilæumsaktiviteterne. Medierne havde en forstærkende indflydelse på jubilæernes omfang, der synes at være en selvforstærkende proces. Dette øgede statslige initiativ ved besættelsesjubilæerne er imidlertid særlig bemærkelsesværdigt, når man tager i betragtning, at der blandt embedsmænd og politikere forud for hvert jubilæum syntes at være et ønske om at holde arrangementerne på et lavere blus end ved det foregående jubilæum samt en forestilling om, at det forestående jubilæum vil blive det sidste i rækken. Ingen af delene har hidtil holdt stik. I 1965 indstillede embedsmænd og forberedelseskomiteen, at “9. april-arrangementerne holdes på et særdeles stilfærdigt plan”.126 I 1970 hed det i forberedelsesudvalgets kommissorium, at planerne for mindedagen for befrielsen skulle ske “under hensyn til muligheden for, at 25året for befrielsen kommer til at stå som en afrunding på mindedagenes række”, hvilket var en vurdering eller måske et fromt ønske statsminister Hilmar Baunsgaard gentog i et takkebrev til udvalgets formand.127 Men 25-års jubilæet blev ikke den afsluttende officielle mindehøjtidelighed om besættelsen, og trods det, at indstillingen i forberedelserne til markeringen af 40-året for be147

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 148

frielsen i 1985 var, “at arrangementerne bør søges holdt inden for mere begrænsede rammer end på 25-årsdagen”, og man argumenterede med, at det nok var sidste gang befrielsen blev fejret med deltagelse af veteraner fra modstandskampen,128 så blev 40året for det første det hidtil største runde jubilæumsarrangement og for det andet ikke det sidste. Ti år senere gentog forløbet sig. Embedsmændenes og politikernes vurderinger holdt altså ikke stik, ligesom de heller ikke formåede at realisere de umiddelbare intentioner om at holde igen på omfanget af mindeaktiviteterne. I udgangspunktet kan der altså ikke konstateres en stærk regeringspolitisk interesse i at iscenesætte store jubilæumsarrangementer og benytte dem som anledning til at fremme en bestemt fortolkning af besættesestiden. Det statslige engagement synes at være opstået på et tidspunkt, hvor det var muligt mere eller mindre at overtage eller i det mindste indoptage konfliktende organisationer og holdninger i den statslige planlægning samt i mødet med initiativer og pression fra fremstående tidligere modstandsfolk eller veteranorganisationer. Hertil må lægges, at der fra politisk side var bevidsthed om, at der bredt i det danske samfund synes at herske en rodfæstet forestilling om besættelsestidens store betydning. I hvert fald har det været utænkeligt, at der fra regeringens og statens side eksplicit skulle være udtrykt en opfattelse af, at besættelsen ikke var et jubilæum værd, og at man ikke fandt det væsentligt at højtideligholde besættelsens højdepunkter. Omstændighederne i forbindelse med 40-års jubilæet kan tjene som et konkret eksempel. Allerede i august 1983 henvendte Svenn Seehusen, formand for Frihedskampens Veteraner, sig til statsminister Poul Schlüter og foreslog, at regeringen nedsatte et udvalg, der kunne gøre “40-årsdagen til en manifestation for friheden og demokratiet”.129 Statsministeriet vurderede umiddelbart, at arrangementerne burde have et mindre omfang end i 1970, men lagde sig samtidig på sinde, at Seehusen havde anført, at der stadig levede mange, som havde deltaget i frihedskampen. Det var dem statsministeriet primært skulle tage hensyn til, da det vurderede, at det var tvivlsomt, “om større arrangementer vil 148

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 149

kunne interessere befolkningen så mange år efter”.130 Den vurdering var man i statsministeriet imidlertid godt klar over kunne vække politisk modstand, og man ræsonnerede, at det ville “virke for negativt” at skrive i udvalgets kommisorium, at 40-års arrangementerne burde begrænses til én dag og være af mindre omfang end i 1965 og 1970. Derimod overvejede man at forsøge at fremme en sådan opfattelse gennem underhåndsskrivelser til medlemmer af udvalget. Det skete imidlertid ikke – eller fik i hvert fald ingen effekt, for forberedelsesudvalget indstillede til sidst til regeringen, at det vurderede, “at der vil være en udpræget interesse for at markere og højtideligholde 40-års dagen for Danmarks befrielse”.131 Forløbet viser, hvordan modstandsbevægelsen fungerede som pressionsgruppe, hvis interesser og synspunkter det var nødvendigt at tage politisk hensyn til ved markeringerne af besættelsens mærkedage. Gennem årene var der ved alle runde jubilæer og uanset regeringens politiske sammensætning en klar erkendelse af arrangementernes potentielle konfliktstof og af nødvendigheden af at tage hensyn til modstandsbevægelsens holdninger. Da man fra regeringens side planlagde højtideligholdelsen af 9. april i 1965 var en vigtig begrundelse for at lade mindegudstjenester være de centrale arrangementer, at man “kunne undgå kritik af arrangementer, som har stærk tilknytning til kirken”, og man var klar over betydningen af at sammensætte en forberedelseskomité, som der ikke kunne rettes nogen kritik imod.132 Desuden blev regering og Folketing kyst til at yde økonomisk støtte til udgivelse af bogen Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45 og til en principiel støtte til opsætning af mindetegn på frihedskæmpergravene. Det var forslag, som Svenn Seehusen på vegne af modstandsbevægelsen havde fremført i forberedelseskomiteen. Da regeringen i første omgang stillede sig afvisende, reagerede Seehusen overordentlig skarpt og truede på vegne af modstandsbevægelsen med, at man i så fald ville tilbagesende invitationerne til den store officielle festforestilling i Det kgl. Teater. En sådan reaktion, vurderede man i statsministeriet, ville “uden tvivl give anledning til en pressepolemik, der næppe vil 149

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 150

stille staten eller regeringen i et heldigt lys”.133 Derfor bøjede man sig. Måske var det disse erfaringer, der i 1970 fik regeringen til at søge en anden løsning på inddragelsen af modstandsbevægelsen. Et udvalg, der skulle lægge de politiske rammer om 25-års jubilæet for befrielsen, havde “i særlig grad taget sig af den opgave at forlige de traditionelt rivaliserende modstandsorganisationer om en fælles indstilling eller i hvert fald sikre sig, at der ikke, når et program skal realiseres, gøres modstand imod dets indhold”. Af den grund og pga. erfaringer fra 1965 gjorde man alt for at undgå at inddrage modstandsbevægelsens organisationer i det egentlige arrangementsudvalg. Selvom man fra regeringens side principielt ønskede, at ungdomsorganisationerne skulle repræsenteres i udvalget for “at binde et bånd mellem nutid og fortid”, så undlod man det, fordi det da ville blive “meget svært at udelade frihedskampens organisationer”, og man i så fald ville få “spillet gående for fulde sejl”.134 Ved jubilæerne fra 1985 og frem blev repræsentanter for veteranorganisationerne dog som nævnt inddraget direkte i regeringens udvalgsarbejde, og deres ord vejede tungt, når planer skulle lægges og økonomisk støtte fordeles.135 Modstandsbevægelsen har ikke alene haft en stor indflydelse på at få defineret besættelsestidens mærkedage som begivenheder, der i stor stil skulle fejres og mindes. Den har tillige fungeret som en magtfuld pressionsgruppe i relation til det billede af besættelsen, der skulle formidles. Her skal fremdrages nogle eksempler i forbindelse med jubilæerne, som i kraft af deres karakter af mindedage gav modstandsbevægelsens synspunkter ekstra vind i sejlene. I 1970 protesterede modstandsfolk kraftigt over, at Det kgl. Teater ved festforestillingen d. 5. maj skulle opføre et stykke, År, af Klaus Rifbjerg, fordi stykket ikke satte modstandskampen i centrum, men handlede om en ganske almindelig families liv. Protesterne virkede og Rifbjergs stykke blev taget af plakaten d. 5. maj og erstattet af Svejk af Bertolt Brecht. Da en radioudsendelse om det nazistiske parti Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse blev programsat til sidste uge i 150

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 151

april i 1985, indløb der så kraftige protester fra bl.a. Udvalget af Tidligere Fanger og Modstandsfolk i Danmark, at radioledelsen valgte at tage udsendelsen af programmet. Souschef for radioen Hans Jørgen Skov begrundede beslutningen således: Med al respekt for ytringsfriheden mener jeg ikke, at vi skal provokere en masse mennesker ved at sende en udsendelse om nationalsocialismen lige på dette tidspunkt. Det ville være at trampe unødigt på de følelser, som det meste af befolkningen nærer omkring dette spørgsmål. At bringe programmet ville være udtryk for en dristighed, som jeg slet ikke finder nødvendig.136

Også på tv-fronten bøjede DR sig for pres fra gamle modstandsfolk. Den svensk-producerede tv-serie om Jane Horney, som var programsat til at have premiere d. 3. maj om aftenen, blev efter et massivt pres og trusler om retsforfølgelse erstattet af Theodor Christensens film Det gælder din frihed, som er et monument over modstandsbevægelsens syn på krigen, som det i dets allermest sort-hvide udgave tog sig ud lige efter krigen. I 1995 var det fredsskulpturen Linien-Lyset, der blev genstand for en historiepolitisk kamp af groteske dimensioner med deltagelse af bl.a. mange gamle modstandsfolk. Projektets leder, Elle-Mie Ejdrup Hansen, bøjede sig ikke for presset; men det var formentlig alene, fordi der skulle en særlov til for at stoppe projektet, at det ikke blev aflyst eller flyttet. (Se IV., afsnittet ‘Kampe om besættelseshistorien I’). Protesterne havde grundlag i modstand mod det formidlede billede af besættelsestiden, især hvis dette opfattedes som en formindskelse af modstandsbevægelsens betydning, forholdt sig kritisk til modstandsbevægelsen eller anlagde et mere konfliktorienteret syn på krigen. Reaktionerne var imidlertid kun i meget ringe omfang rejst af en egentlig historisk indholdsdebat og rejste heller ikke en sådan. Alene henvisningen til, at det eller hint program, forestilling eller arrangement var ‘sårende’ eller ‘ærekrænkende’ for modstandsbevægelsen gjorde sin virkning og blev opfattet som et vægtigt ‘argument’. Normalt var modstandsbevægelsens forskellige fløje forenet i kritikken og protesterne. Den venstreorienterede del af veteranmilieuet bidrog dermed til en 151

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 152

befæstelse af grundfortællingen, især hvad angår vurderingen af modstandsbevægelsens indsats. Gruppernes veje skiltes dog, når det gjaldt holdningen til de officielle jubilæumsarrangementer. For selvom begge fløje hægede om vurderingen af modstandsbevægelsens indsats, var der uenigheder om, hvorvidt besættelsens mindedage skulle fejres i befrielseskompromissets og samdrægtighedens navn. De venstreorienterede veteranmilieuers protester mod de officielle arrangementer, fremført først af DKP og siden i 1985, 1993 og 1995 af grupper som fx Aktive Modstandsfolk, blev i modsætning til det øvrige veteranmilieu overhørt. De udgjorde ingen pressionsgruppe af betydning. Hertil var de alt for politisk isoleret og konsensussynet for grundfæstet. Militæret udgjorde en anden pressiongruppe. Til trods for, at der ikke var tradition for, at repræsentanter for militæret holdt taler ved de store besættelsesarrangementer, var militæret altid massivt til stede med parader og orkestre. Forskellige militære og forsvarpolitiske interesse- og oplysningsforeninger som Værn om Danmark, Atlantsammenslutningen og Samvirket Folk og Forsvar prægede desuden mindedagene med arrangementer og oplysningsmateriale og stod – i stigende grad med statslig finansiering – for udformningen af forskelligt undervisningsmateriale. Militærets offensive initiativer og stærke profil var imidlertid omstridt og fremkaldte modreaktioner. Det skyldtes, at ikke alle havde glemt militærets passivitet under besættelsen, hvilket kom til at stå i stærk kontrast til dets massive præg på jubilæerne. Både i 1965 og i 1970 lagde man fra officiel side op til, at militæret burde “indtage en mere tilbagetrukken plads”, men at dets indsats, omend “den på baggrund af forholdene [havde været] begrænset”, burde mindes.137 Og i forbindelse med 50-års jubilæet for befrielsen reagerede både ministeriernes departementschefer og flertallet i regeringens 5. maj-udvalg imod forsvarets meget omfattende planer om arrangementer og tilstedeværelse ved folkemødet på Rådhuspladsen. En skarp strid stod om, i hvor høj grad dagen var modstandsbevægelsens, og i hvor høj grad den var militærets og Hjemmeværnets. Kritikken bestod bl.a. i, at militærets omfattende deltagelse ville betyde, at der blev for meget 152

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 153

Tegningen var Jørgen V illumsens kommentar til debatten om laserstrålen og fejringen af befrielsens 50-års jubilæum.

tattoo og for lidt folkefest, som det blev fremført. Argumentet var, at det bortset fra flåden ikke var militæret, der befriede Danmark, og at for meget militær ville provokere folk. Herimod blev argumenteret, at Hjemmeværnet var et resultat af modstandskampen, at det danske folk var forsvarsvilligt, og at militæret kunne give dagen et højtideligt og ceremonielt præg. Resultatet blev, at forsvarets aktiviteter ved de officielle arrangementer i nogen grad blev reduceret, bl.a. blev et forslag om at lade F-16 fly overflyve 153

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 154

Rådhuspladsen afvist.138 Men det ændrede ikke ved hovedindtrykket. Også 50-års jubilæet fik et stærkt militært indslag. Spørgsmålet er, hvorvidt det øgede statslige jubilæumsengagement medførte en strammere indholdsmæssig styring. Meget peger på det modsatte. William M. Johnston har i sin analyse af, hvad han kalder, ‘jubilæumskulten’ i Europa og USA bl.a. analyseret fejringen i 1989 af 200-året for den franske revolution, og han når til den konklusion, at selvom det var den franske stat, der primært organiserede og finansierede jubilæet, så var det ikke afgørende for statsmagten at få fremmet en bestemt forståelse af revolutionen. Drivkraften bag den franske stats stærke engagement og finansering af jubilæet var først og fremmest, at al form for offentlighed og iscenesættelse af Frankrigs fortid blev knyttet til den franske stat.139 De danske besættelsesjubilæers udviklingshistorie peger på en tilsvarende konklusion. Igennem de sidste 30 år har staten i stadig stigende grad overtaget jubilæernes iscenesættelse og har med de sidste jubilæers inddragelse af mange forskellige foreninger, institutioner og interessegrupper, den bredt anlagte økonomiske støtte til mangfoldige jubilæumsaktiviteter samt opgivelse af forestillingen om at kunne øve indflydelse på mediernes programpolitiske linie understøttet en synkretistisk jubilæumskultur. Johnstons tese holder dog ikke helt for Danmarks vedkommende. Det har aldrig været uden betydning for den danske stat og de skiftende regeringer, hvilket billede af besættelsen jubilæerne formidlede. Konsensuslinien og grundfortællingen har været en forudsætning for en positiv sammenknytning af den danske stat og besættelseshistorien. Og en sådan jubilæumsprofil har staten sammen med moderate kræfter fra modstandsbevægelsen søgt fremmet gennem alle årene under indflydelse af skiftende politiske konjunkturer og magtforhold. I befrielseskompromissets ånd Selvom staten ikke har tradition for en stram indholdsmæssig styring af besættelsens mærkedage, forholdt den sig, omend i varierende grad, til i hvilken ånd besættelsen burde mindes og til 154

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 155

hvilket billede af krigsårene, der ønskedes formidlet. Hele den symbolske iscensættelse af jubilæerne med udstrakt brug af national-kulturelle symboler som Dannebrog, nationale sange, kongehus, militærorkestre mv. gennem alle årene lagde i sig selv en nationalt samlende og forsvarsvenlig ramme om aktiviteterne. Et af redskaberne til den politiske styring var sammensætningen af de statsministerielle planlægningsudvalg. Linien var helt frem til ved 1990’ernes jubilæer på den ene side at søge at minimere eventuel kritik, men på den anden side at samarbejde med politisk moderate repræsentanter for modstandsbevægelsen, der ikke ville bryde med den nationale konsensus hverken historisk eller i forhold til den aktuelle politiske dagsorden. Derfor var det personer som Frode Jakobsen, Frode Toft (Frihedsfonden), Jørgen Barfod (Sammenslutningen af danske fanger fra frihedskampen 1940-1945) og især Svenn Seehusen (Frihedskampens Veteraner), der vedvarende blev inddraget i planlægningen af jubilæerne. Seehusen gjorde sin entré i 1965 og var helt frem til sin død i 1996 den centrale kontakt til modstandsbevægelsens kredse. Seehusen lagde selv vægt på, at Frihedskampens Veteraner var ‘upolitisk’ og dens arbejde “i overensstemmelse med de forenede nationers pagt”, og at “foreningen tilsluttede sig den vestlige verdens opfattelse af demokrati”.140 Fra statslig side synes man i Seehusen at have fundet en samarbejdspartner fra modstandsbevægelsens moderate del, der kunne få kontakten til modstandsbevægelsens dominerende kredse til at foregå nogenlunde gnidningsfrit. Når Seehusens accept var opnået, gik man fra statslig side ud fra, at man havde garderet sig mod kritik fra andre end enkelte, politisk mere radikale grupper.141 Helt gnidningsfrit var forholdet dog ikke. Et tilbagevendende stridspunkt var netop, at ikke alle grupper følte sig repræsenteret af Seehusen, og at nogle anmodede om at blive direkte inddraget. Alle blev imidlertid indtil 1990’er jubilæerne venligt afvist med henvisning til, at ønsker og synspunkter kunne rettes via Seehusen, en fremgangsmåde han i øvrigt selv flittigt argumenterede for.142 Da der i 1995 rejste sig en skarp offentlig kritik af 5. maj-udvalgets sammensæt155

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 156

ning, fremførte Seehusen, at hans opgave altid kun havde været at koordinere og ikke at repræsentere.143 Det var en sandhed med modifikationer. Seehusen spillede ikke en neutral rolle i forbindelse med udvalgenes beslutninger. Organisationer og grupper som fx Sammenslutningen af erhvervshæmmede fra Frihedskampen, Aktive Modstandsfolk og Udvalget af tidligere fanger og modstandsfolk i Danmark, der repræsenterer venstreorienterede kræfter, blev – med støtte fra Seehusen – klart diskrimineret gennem årene hvad angår repræsentation af synspunkter, økonomisk støtte og tilladelse til at benytte Rådhuspladsen til arrangementer.144 Disse organisationers politiske profil tegner en skarp kritik af samarbejdspolitikken under besættelsen, en fremhævelse af Sovjets krigsindsats, en (over)betoning af den folkelige modstandsvilje samt en skarp opposition til den aktuelt førte politik. I statsministeriet erkendte man efter 50-års jubilæet for 29. august og jødernes redning, at forskellige sammenslutninger med tilknytning til modstandsbevægelsen ikke alle havde følt sig repræsenteret i udvalget. Medlemskredsen i udvalget blev derfor i 1995 udvidet med repræsentanter for fx Bopa og Holger Danske, og økonomisk støtte blev bevilget meget rundhåndet. Men så vidt som til at optage grupper, der profilerede sig stærkt oppositionelt, gik man altså ikke. Et ydeligere udtryk for den politiske styring af jubilæerne var valg af talerrække ved de store jubilæumsarrangementer. På de store folkemøder på Rådhuspladsen d. 4. maj om aftenen i de runde år for befrielsen blev talerlisten altid sammensat, så befrielseskompromissets kræfter var tilgodeset. Udover den til enhver tid siddende statsmininster talte altid en fremtrædende repræsentant for modstandsbevægelsen, oftest Frode Jakobsen, men også folk som Ebbe Munck, Aage Schoch og Seehusen. Ved 9. april- og 29. august-arrangementerne, som hurtigt veg i betydning til fordel for befrielsesjubilæerne, var der tradition for en stærkere repræsentation af tidligere modstandsfolk blandt talerne. Indtil midten af 1980’erne veg man længe udenom modstandsbevægelsens venstrefløj. Først ved 40-årsjubilæet i 1985 tal156

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 157

te kommunisten, tidligere medlem af Frihedsrådet og fhv. minister i befrielsesregeringen Alfred Jensen, hvilket falder godt i tråd med statens mere politisk integrative linie i forbindelse med mindedagene.145 Trods aktuelle og tilspidsede politiske uenigheder med den borgerlige regering både inden- og udenrigspolitisk valgte DKP at tilslutte sig det officielle jubilæumsarrangement, ligesom partiet i 1945 havde været en del af befrielseskompromisset. Det var en beslutning partiet legitimerede på følgende måde i Land og Folk: Den sidste måned har vist, at mange gerne vender ryggen til Schlüter. Men vi vender os ikke fra dem, der mindes krig og ofre. Og slet ikke fra virkeligheden i dag, der kræver alle fredselskendes kræfter både den 4. maj og fremover, for at vi kan undgå en langt større katastrofe end den, vi nu skal markere 40-året for.146

Det var en markant anden holdning end den stærkt kritiske indstilling DKP havde fremført ved samtlige forudgående officielle og statsligt iscenesatte jubilæer. I forbindelse med 3-årsdagen for befrielsen i 1948 kritiserede Land og Folk de gamle politikeres deltagelse i mindearrangementerne og fremførte, at de tog fejl, hvis de mente “at kunne afbetale deres gæld til frihedskampens døde og levende kæmpere gennem smukke ord, mindestene og mindeudstillinger”. Og videre: “Løfterne fra besættelsestiden er ikke opfyldt derved, at en Hedtoft eller Alsing Andersen, en Buhl, en Ole Bjørn Kraft eller andre af selskabet holder smukke mindetaler til ære for dem, som de for ikke så mange år siden lod indespærre og udlevere til tyskerne”. I 1955 blev især militærets og “hjemmeværnets anmassende optræden i forbindelse med alle festlighederne” kritiseret. Ved 25-års jubilæet var kritikken også hvas: “Frihedskampen 1940-45, dens målsætning og resultater, vil blive groft forfalsket og prostitueret under de kommende dages festligheder”, skrev lederskribenten i Land og Folk.147 Men fra og med befrielsens 40-års jubilæum i 1985 var kritikken altså stort set overladt til den ikke DKPske del af venstrefløjen og veteranorganisationer som Sammenslutningen af Erhvervshæmmede fra Frihedskampen og Udvalget af tidligere 157

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 158

fanger og modstandsfolk i Danmark. Kritikken var skarp, da regeringen i 1993 slog fejringen af 50-året for 29. august og redningen af de danske jøder sammen. I bladet Håndslag blev regeringen (først Schlüter-regeringen og siden Nyrup-regeringen) beskyldt for at ville “høste laurbær på 29. august”, hvilket ville være en alt for let gennemskuelig og ganske uværdig historieforfalskning. Derfor allierede man sig med Mosaisk Trossamfund, som var rede til at slå 29. august sammen med modstandsbevægelsens redningsaktion til fordel for de jagede jøder i oktober. Så blev der ligesom noget at fejre og bryste sig af.148

Ved befrielsens 40-års jubilæum dannede de samme organistationer sammen med Fælles Kurs Klubben og andre grupper på venstrefløjen en såkaldt 4. Maj Komite. Den skulle udgøre et alternativ til det, de kaldte “Schlüters arrangement”. Udgangspunktet for dette alternative jubilæumsarrangement var en kritik af den borgerlige regerings aktuelle politik, især Danmarks medlemskab af NATO, og af de kræfter, der ville bruge jubilæet til at hylde NATO og miskreditere de folkelige bevægelser. Formålet var ikke at gøre op med konsensussynet på besættelsestiden. Det fremgår af 4. Maj Komiteens arbejdsgrundlag: I ethvert lands historie er der begivenheder, der uanset hvorledes de ellers fortolkes, har været af helt afgørende betydning, og som har sat sig uudslettelige spor. Det gælder også de fem år under besættelsen. Det er den danske modstandsbevægelses store fortjeneste, at det trods vanskeligheder lykkedes at forhindre forsøget på at bringe Danmark ind i Hitlerregimets Neuropa og etablere en underkuet vasalstat. Anført af modstandsbevægelsen og landets illegale regering lykkedes det at slå bro over politiske og andre uoverenstemmelser og rejse en udslagsgivende del af befolkningen til modstand. Ved væbnet kamp og ved folkestrejker, der gav genlyd og vakte beundring i hele verden, ydede den danske befolkning et omend beskedent bidrag til anti-Hitler-koalitionens endelige sejr.149

På sin måde kom 4. Maj Komiteen til at bidrage til det konsensusbetonede i jubilæumsaktiviteterne ved dens overdimensionering af den folkelige modstandsvilje og overvurderingen af den internationale betydning af Danmarks indsats. 158

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 159

Som led i at realisere målet om at fejre besættelsens mærkedage på befrielseskompromissets grund fulgte staten i vid udstrækning en konsensusorienteret linie i prioriteringen af jubilæumsaktiviteter. Det viste sig ved tildelingen af økonomisk støtte. I 1965 afviste undervisningsministeriet som ovenfor nævnt overhovedet at støtte et forslag om undervisningsmateriale produceret med udgangspunkt i Frihedsmuseet med den begrundelse, at det nok ikke ville give en dækkende fremstilling af besættelsens historie. Så var det nok mere neutralt at støtte bogværket Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45, hvilket man gjorde med 80.000 1965-kr. I årene der fulgte, og efterhånden som bevillingerne blev større og større, var det især forskellige veterangruppers mindearrangementer samt publikationer om modstandsbevægelsen og militæret, der fik økonomisk tilskud. Det er bemærkelsesværdigt, at selv ved 50-års jubilæet for befrielsen, hvor man af bevillingsoversigten og af referaterne fra det statsministerielle udvalgs møder ellers får det indtryk, at staten var villig til at betale nær sagt hvad som helst for at undgå politiske konflikter – og det mere synes at være forskellige rivaliserende fløje blandt modstandsbevægelsens veteranorganisationer og militæret, der søgte at forhindre hinanden i at få økonomisk støtte – så blev der ikke bevilget penge til projekter, der brød med grundfortællingens værdimæssige grundlag eller blot satte fokus på dem, der stod uden for den såkaldte nationale samling. Således var begrundelsen i enighed for ikke at støtte et filmprojekt med titlen På den forkerte side om tyskerpiger, østfrontfrivillige og danske nazister, “at man ikke fandt, at 50-året for befrielsen skulle benyttes til en filmatisering af disse skyggesider”.150 Intentionen om at højtideligholde og fejre besættelsens mærkedage i befrielseskompromissets ånd kom også mere direkte til udtryk. 25-året for befrielsen skulle gøres til “en harmonisk og smuk begivenhed” og “understrege frihedskampens karakter af en landsomfattende, folkelig bevægelse”, fremgik det af kommissoriet til og indstillingen fra det planlægningsudvalg, som VKRregeringen havde nedsat i 1968. Statsminister Poul Schlüter skrev i 1984 til samtlige borgmestre og amtsborgmestre, at de havde 159

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 160

den opgave at sikre, at 40-års jubilæet for befrielsen blev fejret på en “værdig og højtidelig måde”, samtidig med at han betonede, at de borgere, der ikke havde oplevet befrielsen, skulle få indtryk af “den helt specielle stemning, der rådede i Danmark i befrielsesdagene”.151 Bestandigt blev det i de officielle breve og notater fremhævet, at jubilæet var en anledning til at oplyse om “betydningen af genindførelsen af demokrati og frihed” og “de mål, som blev nået ved befrielsen”.152 I 1993 foretog den socialdemokratiske regering som nævnt det kunstgreb at slå 50-året for såvel 29. august som jødernes redning sammen med den begrundelse, at begivenhederne “havde samme folkelige baggrund”. Da 50-året for befrielsen stod for døren, var det regeringens holdning, “at rammerne for markeringen skulle være de traditionelle”,153 og at det var “naturligt” med de mange højtideligheder d. 4. og 5. maj 1995, som statsminister Poul Nyrup Rasmussen udtrykte det.154 Trods den tone af selvfølgelighed, hvormed jubilæet blev begrundet, var det dog tydeligt, at den nationale konsensus var målet. Fejringen af 50-året for befrielsen skulle “være en glædens fest, ikke en begivenhed, der sætter skel mellem generationer eller organisationer”, som departementschef i statsministeriet og formand for regeringens planlægningsudvalg Ulrik Federspiel udtrykte det, da det trak op til konflikt i anledning af, at udvalget skulle tage stilling til 50års jubilæets store konflikt: Elle-Mie Ejdrup Hansens Linien – Lyset.155 Perlerækken af statsministres taler i radioen og ved de store folkemøder på Rådhuspladsen demonstrerer kontinuiteten i den nationale konsensuslinie, men viser samtidig en udvikling fra en argumentation for national konsensus og forsoning mellem samarbejds- og modstandslinien i svulstig form, men på baggrund af en erkendt uenighed i de første efterkrigsårtier, til en ahistorisk præget usynliggørelse af besættelsestidens politiske konflikter. Da statsminister Knud Kristensen i sin radiotale d. 9. april 1946 brugte kongen som symbol på “folket og landet som en ubrydelighed enhed”, fremhævede han samtidig, at de ansvarlige politikere “i deres bestræbelser for at mildne krigens ulykker 160

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 161

for det danske folk” ofte måtte “indtage standpunkter eller gennemføre foranstaltninger, der gik imod de ønsker og forhåbninger, som både folket og de selv nærede, men som de i bevidstheden om deres tunge ansvar anså for nødvendige og i det lange løb til gavn for landet”. Det var en linie fhv. statsmininister Buhl fulgte op i sin radiotale samme aften, da han fremførte, at langt den overvejende del af det danske folk havde forstået, at “den afbøjende politik kun var et skjold, der blev holdt frem til beskyttelse af vort land”. Han spåede, at “fremtidens dom vil være den, at set i historien lys er der handlet ret og rigtigt”.156 At forene kræfterne i en positiv genrejsning af landet og ikke lade den negative opgave om udrensning til bunds dominere var Knud Kristensen budskab i hans radiotale 5. maj 1946. “Vi må gøre os klart, at ud af had og hævnfølelse gror ingen folkelige eller nationale værdier”, fremhævede han.157 På folkemødet på Rådhuspladsen i anledning af 10-års dagen for befrielsen betonede statsminister H. C. Hansen efter en lovprisning af modstandsbevægelsens indsats, lige som han havde gjort 10 år tidligere, at “det danske folk var en helhed. På svære poster i det officielle Danmark og udsat for mistanke gjorde mange en fædrelandsindsats. Bruddet den 29. august kunne da også ske i enighed mellem dem under jorden og dem, der hidtil havde varetaget de danske officielle stillinger”.158 I 1960 talte Viggo Kampmann på Rådhuspladsen også om, “at sammenholdet under besættelsen havde bundet befolkningen sammen til ét folk og ét håb trods forskelligt livssyn og politisk ståsted”. En værdi at videreføre fra besættelsen var således “at vise god vilje til at anerkende hinanden og tillægge hinanden bedre motiver og mål for arbejdet, end det vist ofte er tilfældet”.159 Det var ligeledes en socialdemokratisk statsminister, der ved 20-års jubilæet for befrielsen holdt festtalen på Rådhuspladsen. Jens Otto Krag erkendte også, at der kunne være uenighed om det forgangne, men at det var befrielseskompromisset, der havde muliggjort den velfærdsmæssige fremgang. Det er et væsentligt kapitel i historien om Danmarks befrielse, at det blev et folk i enighed, der gik en ny tid imøde. Det forgangne kunne der være

161

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 162

forskellig opfattelse af, men modstandskampens ledere og de politiske partiers ledere modtog befrielsen i fællesskab som medlemmer af én regering. Herved lagde man grunden til de fremskridt, vi nu befinder os midt i. Nu gælder det om, at vi evner at føre fremskridtene videre, at vise samme sammenhold og disciplin over for medgangen, som vistes, da en hård skæbne bankede på Danmarks dør.160

Da den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard talte på befrielsens 25 års dag, nævnte han i modsætning til de tidligere statsministre ikke uenighederne om besættelsestidens forløb. Han talte om frygten for den 3. verdenskrig og udtrykte ønske om, “at de kommende generationer vil arbejde videre mod de mål, til hvis opfyldelse den anden verdenskrig krævede så store ofre: Et liv for alle mennesker i frihed, uden nød, i gensidigt samarbejde med respekt og tolerance for sine medmennesker”.161 Ved 40-års jubilæet i 1985 blev det så endelig en repræsentant for det sidste af de gamle samarbejdspolitiske partiers tur til at holde talen på folkemødet d. 4. maj om aftenen. Statsminister Poul Schlüter talte om det nødvendige kompromis som en vigtig erfaring fra besættelsen, når frihed og fred skal værnes. “Sammen må vi bekæmpe vold og undertrykkelse og værne om frihed og fred. ‘Sammen’ det betyder, at ingen kan få sin vilje helt og fuldt. Vi kender så godt fra vort eget politiske liv behovet for kompromisserne, mådeholdet og tolerancen”.162 Formentlig var det pga. den skandale, som en demonstration mod Schlüter vakte, at traditionen med det store og nationalt anlagte 4.-maj arrangement på Rådhuspladsen blev droppet ved 50-året for befrielsen i 1995 og det officielle Rådhusarrangement henlagt til d. 5. maj med kun Dronningen som taler. Den officielle jubilæumstale blev overladt til statsoverhovedet som nationalt symbol og dermed renset mest muligt for politiske associationer. Den skitserede udvikling illustrerer, at de politiske uenigheder mellem modstand og samarbejde under besættelsen efterhånden havde mistet deres aktuelle magtpolitiske betydning. Besættelsen som politisk reference Befrielseskompromisset trak lange bevidsthedsmæssige spor. Fra 162

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 163

besættelsesjubilæerne i 1946 til 50-års jubilæerne i 1990’erne dominerede den nationale konsensusfortolkning. De statslige intentioner blev således realiseret. Grundfortællingen blev båret frem af staten, de borgerlige og det socialdemokratiske parti samt den moderate del af modstandsbevægelsen. Medierne og den øvrige massekulturindustri bidrog med deres reportager og baggrundsdækning til at udbrede konsensussynet og til mytologiseringen. Med dets grundforestillinger om demokrati og folkefællesskab, som det blev manifesteret i besættelsesjubilæernes historieformidling, havde konsensussynet en generel politisk integrativ funktion. Derfor markerede en modoffentlighed sig også ved samtlige jubilæer, primært bestående af DKP og den øvrige venstrefløj, men også af stærkt borgerlige og nationalistiske enkeltpersoner samt historikere og andre intellektuelle. Men denne modoffentlighed satte ikke afgørende præg på det historiebillede, jubilæerne formidlede. Hertil kommer som ovenfor nævnt, at den på visse punkter selv bidrog til en befæstelse af grundfortællingen. Det er således bemærkelsesværdigt, at brugen af besættelsen til vidt forskellige politiske formål ikke nødvendigvis var forbundet med væsentligt forskellige fortolkninger af dens historiske forløb. Grundfortællingen var ikke i sig selv knyttet til en aktuel politisk position. Besættelsestiden bestemte ikke den aktuelle politiske meningsdannelse, men blev brugt som reference i den aktuelle politiske debat. For samtlige politiske kræfter var jubilæerne anledninger til med besættelsen som reference at fremme politiske interesser af såvel aktuel som mere langsigtet karakter. Det skete i politiske taler, artikler, foredrag, avisernes ledere o.l., hvor en bestemt fortolkning af besættelseshistorien blev søgt fremmet, og hvor der blev gjort status over den politiske udvikling siden krigen. Koblinger mellem fortid, nutid og fremtid var således et karakteristisk træk ved jubilæerne. En eksplicit aktualisering af fortiden til politiske formål forekom ved hyppige analogiseringer mellem besættelsestiden og aktuelle begivenheder og ved at uddrage og fremføre en særlig lære af besættelsen. Den kollektive erindring om krigsårene blev 163

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 164

da med sin særlige mytologi og stærke værdimæssige betoninger brugt til at give aktuelle politiske synspunkter en særlig styrke og legitimitet. At kunne henvise til, at en given politisk linie enten var et forræderi mod eller var den rette forvaltning af arven fra dem, der ofrede sig selv i kampen for Danmarks frihed, var en stærk sproglig figur. Politiske standpunkter søgtes hermed tilført absolut og universel værdi. Derfor var netop beskyldninger om at slå politisk mønt på de stærke følelsesmæssige bindinger til begivenhederne under besættelsen et tilbagevendende fænomen på mindedagene.163 Det dominerende jubilæumstema gennem samtlige efterkrigsår var, at besættelsen lærte os, at frihed og demokrati ikke kan tages for givet og derfor konstant må værnes og beskyttes mod undergravende kræfter af såvel national som udenlandsk karakter. Midlet hertil blev i de første to-tre efterkrigsår fremhævet som værende et nationalt sammenhold i lighed med det, man mente havde demonstreret sin styrke under besættelsen. Men det ændrede sig, da verdens blokinddeling frøs fast. I koldkrigens lange periode herskede der i det politiske system, uanset nuanceforskelle og forskellige betoninger, en grundlæggende enighed om at identificere truslen som værende kommunistisk og sovjetisk og at knytte beskyttelsen til vesten og dermed Danmarks medlemskab af NATO og senere EF/EU. “Aldrig mere en 9. april!” blev et mål og en parole for hele det politiske spektrum fra konservative og socialdemokratiske til kommunistiske og maoistiske kræfter og flittigt fremført ved markeringerne af besættelsens mærkedage. Men hvilke konsekvenser der skulle drages af parolen, var der stærkt delte meninger om. De borgerlige partier og dele af den gamle modstandsbevægelse benyttede mærkedagene til et frontalt angreb på den socialdemokratisk-radikale neutralitetspolitik. Berlingske Tidende skrev i en leder d. 9. april 1946, at den radikale og socialdemokratiske ‘hvad skal det nytte politik’ havde hånet folkets instinktive forsvarsvilje og afsluttede med følgende patos: Som da dagen den 9. april 1940 blev den yderste konsekvens af en uvirkelig politik, førte den også dommen over denne politik med sig. Når vi i

164

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 165

dag på det tidspunkt, da solen står i sit højeste, lader vort flag folde sine farver ud for hel stang, vil dette være en bekræftelse af, at således som dagen for seks år siden bragte vort folk den bitreste ydmygelse, der i dets tusindeårige levnedsløb har mødt det, blev den også vendepunktet til en sundere og sandere opfattelse af, hvad virkeligheden kræver af et folk, der vil have sin frihed og fred.

Også ved de følgende jubilæer kritiserede de borgerlige 1930’ernes udenrigs- og forsvarspolitik, og selvom tonen i 1990 var præget af de 50 års afstand, havde den ikke mistet sit svulstige præg: Så meget mere led vor selvrespekt ved den myge accept af det uafvendelige, der var indbygget i regeringens holdning i årene og dagene forud. Forsvarsviljen var ormædt af den danske politik, og den måtte vokse op igen fra grunden i folket selv, før politikerne slap taget i det akavede samarbejde med skæbnen.164

Selvom Socialdemokratiet også efter 1949 brugte jubilæerne til at propagandere for NATO-medlemskabet som en konsekvens af besættelsens erfaringer, så skete det mindre nationalistisk og med mindre styrke end de borgerlige, og tillige fremhævedes FNs centrale betydning. Jens Otto Krags tale på Rådhuspladsen på 20års dagen for befrielsen er et illustrativt eksempel: Også vor stilling til omverdenen er ændret. Danmark er ikke længere et land, der holder sig isoleret og uden kontakt med de store begivenheder ude i verden. Gennem vort medlemskab af FN tager vi aktivt del i udviklingen og bestræber os på at fremme fredens og udviklingens muligheder. Vi er i dag medlemmer af den frie vestlige verdens forsvarsalliance og søger herigennem at styrke vor sikkerhed.

De første efterkrigsårtiers håndfaste sammenknytning af NATOmedlemskabet og besættelsestidens forsvars- og udenrigspolitiske lære blev, efterhånden som medlemskabet fremstod selvfølgeligt og uafvendeligt, afløst af en mere almen tale om det internationale samarbejdes nødvendighed. Koldkrigstonen blev mere indirekte og antikommunismen dermed dæmpet. Statsminister Schlüter talte på Rådhuspladsen 4. maj 1985 om nødvendigheden af et

165

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 166

indre og ydre forsvar for den livsform og det samfundssystem, der er vores… Det kan vi ikke gøre i national isolation. Vi må og skal samarbejde med andre, der som vi har troen på frihed og demokrati. Det er også en af erfaringerne fra dengang… Alle må vi lære at tage udgangspunktet i de helt afgørende mål: En sameksistens i fred for frie, demokratiske lande.

Denne – i dette tilfælde – diskrete identificering af den sovjetiske og venstreorienterede trussel var et karakteristik træk ved alle jubilæerne under den kolde krig, kombineret med en fremhævelse af USAs og Englands indsats under 2. verdenskrig og en tilsvarende nedtoning af den sovjetiske, omend den ikke blev helt negligeret. Da Sovjetunionen op til 40-års jubilæet for befrielsen pressede på for at kunne fejre dets ‘indsats’ på Bornholm, og man fra dansk side følte sig nødsaget til at imødekomme dette ønske, sikrede man sig samtidig, at de vestlige allierede også ville deltage og slog endvidere fast, at man ikke ønskede “at festlighederne [skulle] give anledning til for megen russisk propaganda”.165 Omvendt var amerikanske og engelske generaler og andre højtstående militærfolk samt krigsveteraner oftest officielle gæster ved jubilæerne, især general Dewing var en hyppig og yndet gæst, og deres tilstedeværelse indgik i markeringen af Danmarks vestlige alliancepolitik. Forsoningen med Forbundsrepublikken afløste efterhånden den umiddelbare efterkrigstids stærke anti-tyske stemning på det officielle plan, og fra 1960’erne blev besættelsens mærkedage brugt til at argumentere for dansk integration i det Europæiske Fællesmarked og senere Europæiske Union. Integrationen forudsatte en ændring af de anti-tyske holdninger, som var udbredte i befolkningen, og som så sent som i 1995 var et væsentligt element i de voldsomme protester mod fredsskulpturen Linien-Lyset. Da man i Statsministeriet lagde de politiske rammer for fejringen af 20-års dagen for Danmarks befrielse, gjorde man sig følgende overvejelser om, hvordan forholdet til Tyskland skulle fremstilles: “Det vil nok være af værdi, at man forsøger at lade mindedagen være en markering af, at der kan udledes noget positivt af udviklingen i Tyskland og vort samarbejde med Tyskland på en 166

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 167

række måder. En sådan markering vil bedst kunne finde sted i radio og TV-udsendelser.”166 Den sidste bemærkning markerer en klar forestilling om mediernes bevidsthedsdannende magt. Ved 40-års jubilæet gjorde man det fra officiel side klart, at “hensynet til Den tyske Forbundsrepublik [må] indebære en neddæmpning af de officielle arrangementer”167, og på 50-års dagen for 9. april sagde statsminister Poul Schlüter, at han godt kunne forstå, at mange var bekymrede over udsigten til et nyt Stortyskland efter genforeningen, men advarede mod fordømmelse pga. nazitiden. Han understregede, at Vesttyskland gennem årtier havde været inddraget i de vestlige demokratiers samarbejde.168 Men da var Muren også faldet, den kolde krig afsluttet, og den udenrigs- og forsvarspolitiske lære af besættelsesårene havde omend ikke grundlæggende skiftet perspektiv, så i hvert fald betoning. Ved 1990’er jubilæerne blev det i en stort set enig dagspresses ledere, i taler og debatter fremhævet, at selvom den direkte militære trussel mod Danmark var væk, og det var betryggende at kunne fejre mærkedagene “midt i den europæiske forsoning”, så var det alene i kraft af de positive internationale fora og alliancer, som 2. verdenskrig havde frembragt – nemlig FN, NATO og EU – at arbejdet for et helt og frit Europa kunne ske.169 Til trods for at der var gået et halvt århundrede siden de første mærkedages højstemte og indtrængende appel om at gøre op med neutralitetspolitikken, og den kolde krigs agitation for vestlig alliancepolitik mod den kommunistiske verden var et overstået kapitel, var budskabet – her eksemplificeret ved Politikens leder – ved befrielsens 50-års jubilæum stort set lige så manende og fyldt med patos: “Der er ingen fribillet til friheden. Og ingen evighedskontrakt på friheden. Det kan vi lære af historien. Og vi kan lære én ting til: At totalitære tendenser ligger som frø på spring. Glemmer vi den erfaring, er det vores egen fremtid, vi sætter på spil”.170 Kommunismen var nu erstattet af den noget mere diffust definerede trussel ‘totalitære tendenser’, ‘racisme’ og ‘nazisme’. Væk var også den indenrigspolitiske kommunistiske opposi167

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 168

tion, som der var blevet taget et skarpt opgør med ved besættelsens mærkedage i den kolde krigs periode i form af henvisninger til nationalt nedbrydende og udemokratiske kræfter, men også i direkte angreb. Her skal gives et par illustrative eksempler. Ved festligholdelsen af befrielsesdagen i 1952 holdt Frode Jakobsen på et offentligt møde en tale, der blev flittigt refereret i pressen. I talen sagde han, at man allerede i 1945 kunne se, at kommmunisterne var en sand frihedsbevægelses modkæmpere, og at kampen i dag gik videre mod dem, der dengang var vore venner. Hjemmeværnet fremhævede han som den gamle frihedsbevægelses arvtager og ægtefødte sønner.171 Helt på linie hermed udtrykte Social-Demokratens leder på 10-års dagen for befrielsen, at befrielseskompromisset var en lykke så meget desto mere, som det var kommet for en dag, “at der var kommunistiske kræfter, som nok kunne have tænkt sig at bruge modstandsbevægelsen til at tilsidesætte rigsdagen”. Skarp var fordømmelsen og forargelsen også, da unge aktivister fra den kommunistisk dominerede fredsbevægelse sammen med BZ-gruppen Kulørte Klat ved befrielsesjubilæet i 1985 demonstrerede mod Poul Schlüter under hans tale på Rådhuspladsen og overdængede ham med æg, tomater og rådne æbler. Reaktionerne var nærmest hysteriske, og aktionen blev af en næsten enig offentlighed parallelliseret med nazisternes metoder under krigen. Fx skrev Berlingske Tidende under overskriften Skammens aften i sin leder 5. maj, at nogle med alle midler søger at genskabe minder om terror og vold, der ellers bragtes til ophør d. 4. maj 1945. Deres metoder [demonstranternes] var som nazisternes. Deres tolerance så lav, som når Goebbels’ propaganda søgte at overdøve fornuftens stemme”. Demonstranterne mente omvendt, at de var modstandskampens rette arvtagere. Lige som de politisk dominerende kræfter anvendte besættelsen som argument for den danske udenrigs- og forsvarspolitiske kurs, brugte den politiske opposition, især den kommunistiske, besættelsesjubilæerne til at agitere mod medlemskabet af NATO og EU, mod vesttysk militarisme og den europæiske forsoning og mod den vestlige oprustning i det hele taget. For DKP 168

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 169

Statsminister Poul Schlüter måtte holde sin tale på Rådhuspladsen d. 4. maj 1985 bag politiets beskyttende skjolde. (Polfoto).

udgjorde besættelsestiden et sandhedsbevis for dets politiske analyser og politiske strategi og var desuden partiets storhedstid. Følgelig blev modstandskampen et særdeles anvendt ‘argument’ i partiets politik og flittigt fremført omkring besættelsens mærkedage. Indenrigspolitisk blev den til enhver tid herskende politik sammenlignet med, hvad partiet karakteriserede som samarbejdspolitikkens folkefjendtlighed, men altid blev det fremhævet, at lige som dengang var “en modstandsbevægelse ved at vokse op”. Modstandsbevægelsens sejr blev brugt som en manende lære om, at folket er uovervindeligt: “De samme folkets kræfter, som den 29. august 1943 viste sig uovervindelige i Danmark, er fortsat til stede” og ligesom dengang “vil der også følge et opgør”.172 Jubilæerne blev imidlertid særlig anvendt i DKPs udenrigspolitiske agitation. Ved 5-års jubilæet for befrielsen drog DKP direkte paralleller mellem Atlantpagten og Antikomiternpagten og mellem amerikanske våbenforsendelser og de tyske våben- og 169

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 170

troppetransporter under krigen. Det blev ved samtlige jubilæer påpeget, at Danmark ligesom under krigen ikke var herre i eget hus. Den tyske besættelse var nu erstattet af en amerikansk.173 DKP brugte også mærkedagene til at suge næring fra den antityskhed, der almindeligvis blussede op ved disse lejligheder, og anvendte den i partiets agitation mod Danmarks medlemskab af EU og mod vesttysk oprustning. I dets svanesang karakteriserede partiet genforeningen mellem de to Tysklande således:”Også i dag er Tyskland med sit snarlige Anschluss med et værgeløst DDR Europas ubestridt stærkeste magt”.174 Protesterne mod Danmarks udenrigs- og alliancepolitik blev gennem alle årene lignet med modstandskampen, hvormed der blev givet et løfte om en kommende sejr. Det var ikke kun langsigtede og overordnede politiske synspunkter, som blev søgt fremmet ved jubilæerne med henvisning til besættelsestiden. Tidens brændende politiske spørgsmål og aktuelle begivenheder blev flittigt kommenteret i perspektivet af besættelsesårene. Besættelsens mindedage blev brugt til at kommentere aktuelle internationale begivenheder og protestere over oprustning og aktuelle krigshandlinger, hovedsageligt ud fra standpunkter på hver sin side af den kolde krigs skillelinier. Mens det især i de officielle taler og i dagspressen – bortset fra Land og Folk – var ud fra et anti-sovjetisk og anti-kommunistisk synspunkt, begivenhederne blev kommenteret, så var det primært den vestlige oprustning og den kapitalistiske verdens ageren på verdensscenen, der fremkaldte egentlige demonstrationer og konkrete protester på mindedagene. I begyndelsen af 1950’erne brugte organisationen Fredens tilhængere med Mogens Fog som et markant medlem d. 9. april og 29. august 1951 til på offentlige møder at kræve fredsforhandlinger mellem de fem stormagter, og at Rigsdagen skulle behandle spørgsmålet om Spaniens optagelse i Atlantpagten. På et folkemøde på Rådhuspladsen d. 5. maj 1958 under mottoet “Foren kræfterne mod atomfaren” blev der protesteret mod de amerikanske atomprøvesprængninger og den tyske atombevæbning. En NATO-bases åbning og vesttyske skibes færden i danske 170

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 171

farvande blev skarpt kritiseret i en leder i Land og Folk d. 4. maj 1960 og søgt forstærket med reference til krigen: NATO-baser, vesttyske krigsbaser, raketskyts beregnet til atomvåben, og nu danske krigsskibe besmykket med raketvåben og under kommando af Hitlers gamle krigsforbrydere betyder, at vort lille land på en uhyggelig måde er blevet centrum i en krig, der hvis den kommer, vil blive afgjort med atom- og brintbomber. Og alt dette kun 15 år efter!

Det var også den amerikanske atomoprustning og Reagans stjernekrigsprogram, der var i centrum for de oppositionelle demonstranter under folkemødet på Rådhuspladsen d. 4. maj 1985.175 På 25-års dagen for besættelsen af Danmark demonstrerede medlemmer af SF, syngende Frihedssangen, foran den amerikanske ambassade mod krigen i Vietnam. Årsdagen for befrielsen blev også benyttet til en Vietnam-demonstration. Ved Mindeankeret i Nyhavn over faldne søfolk afbrød demonstranter talerne med råb, der krævede myrderierne og krigen stoppet. De blev imidlertid meget håndfast fjernet af nogle gamle søfolk. Dagspressen refererede forarget denne episode, der havde søgt at forstyrre “den nationale højtidelighed”.176 To år efter var det militærkuppet og den politiske reaktion i Grækenland, der fik den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum på gaden for at demonstrere på mærkedagen for besættelsen og dermed give protesten kraft og perspektiv fra besættelsestiden. D. 29. august 1968 var det umuligt for alle, bortset fra kommunisterne, at højtideligholde 25-års dagen for det danske brud med besættelsesmagten uden at referere til Sovjets invasion i Tjekkoslovakiet d. 21. august. I sin tale på Rådhuspladsen sagde udenrigsminister Poul Hartling, at en besættelsesmagt kan forbyde og tortere og slå ihjel, men aldrig komme en folkevilje til livs, hvilket besættelsen havde vist.177 Såvel borgerlige som kommunistiske kræfter gjorde i vid udstrækning brug af besættelsen som reference i nej-kampagnen op til afstemningen om Danmarks medlemskab af EF i 1972. Besættelsens alsangsprotester blev brugt i kampagnen og udtrykte således en historisk analogisering mellem den tyske besættelse og 171

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 172

EF-medlemskabet og mellem modstandskampen og nej-bevægelsen. Den sidste dag for en alsangskampagne mod EU blev med historisk patos afholdt d. 9. april 1972, hvor over 10.000 mennesker samledes på Christiansborg Slotsplads. Selvom det ubetinget var den nationale samling, der prægede jubilæerne, er der også eksempler på, at mindedagene blev brugt til en kritik af den siddende regerings indenrigspolitik. Statsministrene Hilmar Baunsgaard og Poul Schlüter led således begge den tort at blive afbrudt af protester i deres officielle mindetaler ved befrielsesjubilæerne i hhv. 1970 og 1985. En skarp kritik af Schlüter-regeringens politik dannede desuden grundlag for et egentligt konkurrerende 4. maj-arrangement til det officielle på Rådhuspladsen i 1985, og det scenetekniske personale brugte opmærksomheden omkring festforestillingen i Det kgl. Teater d. 5. maj 1985 til at protestere mod den borgerlige regerings sociale og økonomiske politik.178 Omvendt blev uroen på arbejdsmarkedet og de mest omfattende storstrejker siden 1956 – nemlig påskestrejken i 1985 – betegnet som undergravning af demokratiet i lighed med nazismens angreb på friheden. Ophidselsen var særlig stor, da demonstranter blokerede folketingsmedlemmernes adgang til Christiansborg. Aarhus Stiftstidende skrev i lederen d. 4. maj: “Vi har oplevet en konflikt med en bitter og truende undertone, der kan høres som varsler om angreb på frihedstradtitionen. Synes man ikke om loven, bryder man den. Mennesker, som man er uenig med, hindrer man i at komme til orde”. Skive Folkeblad istemte samme dag: Indenfor de sidste måneder er der sket noget, som ikke tidligere er sket i folkestyredelen af landets historie. Det er galt nok, at Folketinget – det repræsentative demokratis kærne, ukrænkeligt ifølge grundloven – i en kort tid lammes en kold forårsdag. Der knytter sig frygt til det som skete, men værst er måske en frygt fordi der ikke skete mere.

Bevægelser og organisationer med vidt forskellige politiske synspunkter lancerede sig gennem årene som modstandsbevægelsens rette arvtagere og brugt mindedagenes interesse for besættelsestiden til at øge opmærksomheden omkring deres budskab. Fx brugte Mogens Fog i 1969 årsdagen for befrielsen til at tale om 172

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 173

ungdomsoprøret og betonede hermed besættelsens anti-autoritære bud til eftertiden. I 1985 var det BZ-gruppen Kulørte Klat, der på løbesedler og plakater lignede sig med modstandsbevægelsens anti-autoritære og lovstridige handlinger. De fremstillede sig, ligesom Hjemmeværnet gjorde det i annoncer i dagspressen, som tidens modstandsfolk, selvom symbolikken og det aktuelle politiske budskab iøvrigt var stærkt divergerende.179 En ny jubilæumskultur? Disse polariserede måder at aktualisere besættelsen på, som eksisterede i næsten et halvt århundrede, synes ved 90’er jubilæerne at være afløst af en politisk mere homogen, men også mere diffus vægtning af universelle og almene politiske værdier. Verden var forandret, den kolde krig afsluttet. Begivenheder på den hjemlige og internationale scene lagde nye perspektiver på de politiske aktualiseringer af besættelsen. Især begivenhederne i eks-Jugoslavien, de etniske udrensninger, den øgede flygtningestrøm og nynazisme gav anledning til at anvende besættelsen som historisk orienteringspunkt i den politiske debat. De politiske accenter kunne især variere, hvor et helt konkret politisk budskab blev forbundet med besættelsens erfaringer. Eksempelvis blev erfaringerne fra retsopgøret og Nürnberg-processerne i Det fri Aktuelt brugt som argument for en permanent krigsforbryderdomstol i FN-regi og for en international straffelov. Krigens lære om, at det kan være nødvendigt at forsvare demokrati, frihed og velfærd med våben, blev sammenlignet med FN-soldaters fredsbevarende indsats.180 Dagbladet Politiken brugte befrielsens 50års dag til at kritisere de danske forbehold over for det sikkerhedspolitiske samarbejde i EU og gå ind for fuldt medlemskab af Vestunionen.181 Ved 50-års arrangementerne for 9. april i 1990, 29. august og redningen af de danske jøder i 1993 samt befrielsen i 1995 stod kampen for ytringsfrihed og menneskerettigheder, mod nazisme og racisme samt en betoning af Danmarks internationale forpligtelser i centrum i en stort set enig jubilæumsoffentlighed. Det er desuden bemærkelsesværdigt og et udtryk for samme tendens, at 173

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 174

det i 1993 var første gang, staten tog initiativ til at iscenesætte et egentligt jubilæum for redningen af de danske jøder i oktober 1943.182 I sit bidrag til et særnummer af Jødisk Orientering i anledning af 50-året skrev statsminister Poul Nyrup Rasmussen: “Oktober 43 var dansk, men håbet og overbevisningen herom tilhører hele menneskeheden. Når vi betænker de folkeforfølgelser, der trods alle fremskridt er en del af vor egen tids Europa, er oktober 43 ikke blot historie. Redningsaktionen for de danske jøder har også stærke bud til nutiden.” Et andet eksempel på denne øgede accent på menneskerettigheder og anti-nazisme kom til udtryk i forordet til de 4000 statsfinansierede skoletemapakker, som Samvirket Folk og Forsvar udsendte i anledning af 50-året for 29. august 1943. Den gængse vending om, at det var den dag regeringen sagde nej til den tyske besættelsesmagt, var erstattet af sentensen: “Det var den dag, da det danske folk og dets ledere sagde nej til nazisme og totalitær magt og ja til kamp for friheden.” Og i en tilsvarende skoletemapakke i anledning af befrielsens 50-års dag betonede Nyrup Rasmussen igen, at besættelsen kunne bidrage til elevernes forståelse af, “hvor vigtigt det er, at vi i vores samfund værner om [de] elementære frihedsrettigheder”, da vi af historien og fra verden omkring kan konstatere, at de ikke er en selvfølge. De meningsdannende medier satte ligeledes fokus på besættelsens universelle budskab om værdien af demokrati og ytringsfrihed. Besættelsens budskab til kommende generationer, skrev Berlingske Tidende, var “læren om, at selv om hver epoke har sine sandheder, så er der visse sandheder, der overlever andre. I første række sandheden om, at ytringsfriheden er demokratiets livsnerve, og at muligheden for uden censur at kunne udtrykke sine meninger skiller diktaturet fra demokratiet”.183 Når bortses fra Berlingske Tidende, var det en stort set enig jubilæumsoffentlighed, der i forbindelse med 50-året for 29. august og 4.-5. maj fremhævede, at besættelsens lære var vigtigheden af at påtage sig et ansvar for at forsvare menneskerettigheder og demokrati i det internationale samfund.184 Det fri Aktuelt skrev i sin leder d. 28. august 1993: 174

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 175

Selvom den 29. august markerer en dansk og historisk begivenhed for fem årtier siden, forlener den blodige krig i ex-Jugoslavien mærkedagen med et internationalt og helt nutidigt perspektiv. For det de danske modstandsfolk sagde nej til, er jo det samme, som kalder på et rungende – aktivt – nej fra Danmark og resten af verdenssamfundet: Nej til knægtelse af menneskerettighederne, nej til vold mod uskyldige civile, nej til nationalchauvinistisk ekspansion ved hjælp af militær magtanvendelse.

Også Politiken understregede Danmarks forpligtelse til uforbeholdent at søge medindflydelse på og tage et fuldt medansvar for verdenssamfundets fremtid i de internationale fora og organisationer. Læren af 29. august 1943 var “de fås indsats” og det stærkt moralske budskab, at Danmark burde tage de gode kræfters nej i 1943 som et eksempel til efterfølgelse: Hvad kan vi lære af de begivenheder? Vi kan lære, at hvis man går på kompromis med de demokratiske værdier, så bliver de rendt over ende af despotiske kræfter. Hvis man af opportunistiske grunde tillader racisme og chauvinisme blot det mindste spillerum, slipper man ustyrlige dæmoner løs. Den 29. august 1943 var en konsekvens af 30’ernes europæiske udvikling og Danmarks særlige balancepolitik. Europa i dag er ikke Europa i 30’erne. Og dog er der farlige lighedspunkter. Manglen på fast, demokratisk sindet lederskab. Uviljen mod kompromisløst at forsvare det demokratiske menneskesyn. På det lokal-danske plan viste de fåtallige frihedskæmpere et eksempel dengang under besættelsen. Nutiden til efterprøvelse anbefalet.185

Vel var der forskelle i betoningerne i den politiske aktualisering af besættelsestiden i forbindelse med jubilæerne i 1990’erne. Den borgerlige fløj – især Venstre og Fremskridtspartiet – slog mere nationalistiske toner an, mens især SF, de Radikale og Socialdemokratiet vægtede universalisme og menneskerettigheder (se senere). De politiske kræfter, som ved tidligere jubilæer skarpt havde kritiseret de officielle jubilæumsarrangementer for såvel deres fremstilling af besættelseshistorien som den til enhver tid siddende regerings politik, gav deres jubilæumsaktiviteter et anti-racistisk perspektiv. Dele af modstandsbevægelsens veteranmilieu – især Aktive Modstandsfolk og Sammenslutningen af Erhvervshæmmede fra Frihedskampen – kritiserede fortsat det officielle Danmarks fremstilling af besættelseshistorien og karakteriserede de officielle arrangementer i 1993 som “atter samarbejds175

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 176

politik og falskhed”.186 Men de brugte primært mærkedagene til at markere en protest mod aktuelle racistiske og nazistiske trusler. Både i 1993 og i 1995 arrangerede hhv. Fagbevægelsen mod Racisme og Nazisme og 4. Maj Komiteen, repræsenterende primært venstreorienterede og gammelkommunistiske kræfter, folkemøder på Rådhuspladsen, som man fra officiel side, som tidligere nævnt, afstod fra at arrangere.187 Disse politiske forskelle overskyggede imidlertid ikke indtrykket af en jubilæumsoffentlighed, der i 1990’erne var domineret af et budskab om demokrati, menneskerettigheder og internationalt engagement. Den politiske brug af besættelsestiden var ikke apologetisk, defensivt tilbageskuende, men offensivt aktualiserende. Først og fremmest var der tale om ideologiske markeringer, der skulle legitimere nutidige positioner. Besættelsestiden som sådan stod imidlertid ikke til debat. Den historiske kompleksitet af modsætninger var forsvundet, og den positive historiske lære om forsvaret for demokrati og universelle menneskerettigheder blev dermed på mange måder reduceret til en almen og i visse tilfælde patetisk moralisme. Jubilæet i 1995 markerede imidlertid en ændring i forhold til de forudgående jubilæer. Især tv, radio og dagspressens baggrundsartikler tog emner op, som aldrig eller kun meget sporadisk var blevet behandlet ved tidligere besættelsesjubilæer, fx retsopgøret, de østfrontfrivillige, tyskerpigerne, de danske nazisters børn og modstandsbevægelsens fåtallighed. Det sort-hvide besættelsesbillede blev tilført nogle gråtoner, hvilket som sådan repræsenterede en demokratisering og nuancering. Men heraf fulgte ikke, at der blev rokket ved grundfortællingens struktur eller fundamentale værdier. Tværtimod. Derfor skal forandringerne i 50-års jubilæernes profil ikke overvurderes. Det var således karakteristisk, at den journalistiske offentlighed hovedsageligt behandlede de nævnte emner i et offer-perspektiv, som almene ‘human stories’. Det betød, at historierne om fx behandlingen af tyskerpigerne eller konsekvenserne af at vokse op som barn af dømte under retsopgøret nok kunne virke anfægtende. Men da medierne primært fremstillede dem som psykologiske eller mo176

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 177

ralske fortællinger, mere eller mindre løsrevne fra deres historiske grundlag, kunne de uden vanskeligheder eksistere side om side med grundfortællingen uden at udfordre dens hovedindhold eller værdipræferencer. De journalistiske historier hverken udfordrede eller inviterede til dialog om grundfortællingen. Hertil kom, at samarbejdspolitikken stort set var forsvundet fra den historiske scene, og i særlig grad de interesser, ræsonnementer og værdier, der var dens grundlag. Den historiske modsætningsfylde var næsten væk. Derfor virkede sammenknytningen af besættelseshistorien og universelle værdier som menneskerettigheder og ytringsfrihed på mange måder forstærkende på mytologiseringen. Det blev en absolut fortælling om absolutte værdier, der hverken skulle diskuteres alment eller forstås i deres specifikke historiske kontekst. Konsekvensen var, at heller ikke befrielsens 50-års jubilæum kom til at repræsentere en dialogisk jubilæumskultur. Hverken fra den politiske eller den øvrige offentligheds side blev der, som i fx Norge, lagt op til at benytte jubilæet som en lejlighed til forsoning mellem åbent erkendte konfliktende erindringer om besættelsestiden (se IV., afsnittet ‘Parlamentet og besættelseshistorien – 50 år efter’). Netop spørgsmålet om forholdet mellem forståelse og politisk og moralsk stillingtagen i den kollektive erindring om besættelsestiden blev sat til debat i månederne før 50-års jubilæet for befrielsen. Anledningen var Claus Brylds erindringsbog Hvilken befrielse – en psykologisk og politisk erindringsbog om en barndom som søn og nevø af fremtrædende danske nazister, der blev dømt under retsopgøret. Bogen var litterær i sin form og ikke strengt dokumentarisk og var foruden lettelsen ved at kunne fortælle om det hidtil fortiede ment som en advarsel mod nazisme og politisk fanatisme. Men hermed også mod reaktioner som dem, de danske myndigheder viste i 1945 og årene umiddelbart efter. Den omfattende debat, som fulgte i kølvandet på udgivelsen og bl.a. var foranlediget af dagbladet Politikens meget negative og voldsomme reaktion på bogen – af avisens egen journalist 177

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 178

Klaes Kastholm karakteriseret som “processen mod Claus Bryld” – tematiserede mange andre principielle historiepolitiske spørgsmål, som ikke skal berøres i denne sammenhæng. Generelt blev bogen positivt modtaget og anmeldt, og flere fremhævede dens særlige betydning i 50-året for befrielsen, hvor den repræsenterede et “befriende anderledes og nødvendigt bidrag”, som manede “til historisk selvbesindelse og kritisk selvrefleksion”.188 Det var den subjektive tilgang, det empatiske forsøg på at forstå, hvad der kunne bevæge til en tilslutning til nazismen og fremstillingen af de menneskelige konsekvenser af retsopgøret, som ifølge dette synspunkt gav bogen en positiv erindringspolitisk betydning. Politiken drog den stik modsatte konklusion. I tre ledere og en række kommentarer og baggrundsartikler forfægtede avisen det synspunkt, at forsøg på at forstå dansk nazisme førte til en relativering af nazismens forbrydelser, hvilket avisen i øvrigt mente også måtte være forfatterens intention. Avisen skrev bl.a.: Men dette subjektive, psykologiske problem kan for det første aldrig blive et væsentligt problem, sammenholdt med nazismens uhyrligheder, og for det andet kan det ikke ændre ved de objektive, historiske kendsgerninger… Der findes faktisk handlinger, som fortjener fordømmelse frem for forståelse. Det, der virkelig tæller, er hvad folk mener – ikke hvorfor de mener det.… Den historiske sandhed er ikke subjektiv, den er objektiv. Hvis ikke dette holdes for øje, forsvinder ethvert grundlag for offentlig samtale, debat og demokrati.189

Imod dette fremhævede en række af debattens deltagere, at det var en opfattelse som den Politiken forfægtede, der udgjorde en skæbnesvanger trussel mod demokratiet. Argumentet var, at forståelse af nazismen og dens årsager var en nødvendig forudsætning for at kunne kende og bekæmpe den i fremtiden. I en kommentar til debatten skrev Lasse Ellegaard fx i Information, at “Claus Brylds bog gavnede erkendelsen af, at nok er danskerne et folk af slapsvanse, men landsforræder bliver man først, hvis man forsøger at forstå det, de andre gør”.190 Med Politikens absolutte modstilling mellem forståelse og fordømmelse og hævdelse af et totaliserende objektivt sandheds178

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 179

krav gjorde avisen sig til talsmand for en alt andet end åben og dialogisk traditionsforvaltning. Faktisk vurderede den, at “der er tusindvis af ligestillede med Claus Bryld her i landet, men de vælger klogeligt at holde lav profil”.191 Efterkommere af dem på den gale side måtte dukke sig og leve med skammen, der skulle i hvert fald ikke lægges op til dialog eller forsoning mellem konfliktende erindringer om besættelsestiden. Det er naturligvis vigtigt at understrege, at forsoning ikke er det samme som harmonisering. At forstå er heller ikke det samme som at acceptere og godkende, ligesom en stillingtagen ikke alene – men selvfølgelig også – bør grunde sig i en vurdering af synspunkters og handlingers samfundsmæssige konsekvenser. De subjektive bevæggrunde og menneskelige konsekvenser må ligeledes inddrages. Ikke med det formål at harmonisere de historiske modsætninger og konflikter og fremstille det, som havde de slet ikke eksisteret – sådan som grundfortællingen så effektivt har gjort det m.h.t. konflikten mellem samarbejde og modstand. Men for at divergerende erindringer og fortolkninger kan mødes i åben dialog uden et på forhånd givent moralsk hierarki mellem dem, hvor nogle erindringer er ‘mere rigtige’ end andre. Jubilæerne befordrede slet ikke en sådan dialog og traditionsforvaltning. De eksponerede massivt grundfortællingen, hvis konfliktharmonisering ikke virkede forsonende, men mytologiserende og afhistoriserende.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 180

Kampe om besættelseshistorien I Historiens offentlige brudflader Det foregående kapitel viser, hvor tæt forholdet mellem politik og historie har været i de offentlige iscenesættelser af mindet om besættelsestiden gennem et halvt hundrede år. Forbindelsen mellem samtidige politiske interesser og historien har været tæt vævet og er langt fra at være løsnet gennem årene snarere blevet styrket, selv om accenterne i værdigrundlaget har forskubbet sig til modstandsbevægelsens fordel. Her skal et andet kompleks til belysning af besættelsestidens politiske dimension analyseres, nemlig de offentlige rammer, der blev lagt omkring historiefortolkningen, og de stridigheder der er opstået, når konsensus – grundfortællingen – er blevet brudt. Parterne i stridighederne har været politikerne og modstandsbevægelsen – i den første tid især repræsenteret ved DKP – senere i stigende grad modstandsbevægelsen som helhed i skarp front mod ‘revisionister’ af forskellig art, fra historikere til kunstnere. Kriteriet for, om vi ser en diskussion som en kamp eller ej, er den grad af opsigt den vakte, som det reflekteres i medierne og muligvis i det politiske liv. Stridighederne mellem historikere og modstandsbevægelse har vi fortrinsvis valgt at henlægge til afsnittet om besættelsetidens kognitive dimension. Som vist i kapitlerne om jubilæerne og om fortællingen, der blev masseformidling, var der allerede fra besættelsestidens slutning forskellige, modstridende interesser forbundet med en formidling af besættelseshistorien, interesser, som det dog lykkedes at forlige i årene omkring 1945. Der blev konstrueret en grundfortælling, som blev central for den ideologiske og sociale integration af befolkningen efter besættelsestidens splittelse. Denne grundfortælling kom til at indgå i den større konstruktion af den nationale identitet. Kernepunktet var formidlingen af forestillingen om det enige folk, hvis forskellige dele bekæmpede den tyske besættelse fra den første til den sidste dag, omend med forskellige midler. Hermed blev der også tale om hævdvundne in180

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 181

teresser i historiens repræsentation. Grundfortællingen blev ad åre i sig selv udtrykket for kontinuiteten, og dens ‘udløsning’ ved forskellige, på forhånd bestemte, lejligheder blev udtrykket for aktualiteten. Hertil medvirkede ‘alle gode kræfter’ i det danske samfund, fra aviser og radio/tv til spejderkorps og husmoderforeninger. Besættelseshistorien var blevet et led i et forestillet fællesskab eller en del af den kollektive erindring. Selvom enighed og kontinuitet i fortællingen har været modellen, har disse træk dog ikke været enerådende. Historieformidling kan ikke blive totalitær i et forholdsvis pluralistisk samfund som det danske, og ved siden af den store flod har der hele tiden løbet mindre strømme. Forskellige traditioner har gjort sig gældende, og først og fremmest har selve flodens løb – grundfortællingen – enkelte gange været under ændring som følge af voldsom uro, der truede med at underminere flodlejet. Uenighed om fortællingens indhold og ikke mindst om dens politiske implikationer har nogle få gange gennem de sidste 50 år truet med at ødelægge den konsensus, der blev opbygget omkring 1945 – uden udsigt til at erstatte den med en anden form for konsensus. Den parlamentariske Kommission og offentligheden 1945-55 Modstandsbevægelsen havde som tidligere nævnt den største interesse i en historisk opklaring af forholdene under besættelsen. Ved eksemplets magt, dvs. historien, ville man demonstrere over for befolkningen, at forhandlingspolitikken havde været forkastelig, og dermed bidrage til at fortrænge de gamle partier fra magten. Politikerne så af de modsatte grunde ikke noget formål med at diskutere historie; de store samleværker var deres bud på en historisk forklaring, og for dem gjaldt det nu om at se fremad og få samfundet igang igen på normale betingelser. ‘Genopbygning’ blev kodeordet, men denne skulle ske på det traditionelle politiske systems vilkår og efter dets mekanismer. Her havde modstandsbevægelsen ingen plads, hvad enten det gjaldt dens venstre eller dens højre fløj. Dens ‘midtergruppe’ var gået ind i de gamle partier eller diffunderet ud i samfundet; i hvert fald er det efter 1945 stadig yderfløjene, der er repræsentative for mod181

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 182

standsbevægelsen: DKP på venstrefløjen og Dansk Samling samt nogle konservative på højre. En del Dansk Samling-folk blev socialdemokrater lige som Arne Sørensen, da Dansk Samling nogle år efter var brudt sammen. En vigtig grund til, at diskussionen af forhandlings- og samarbejdspolitikken ikke kom rigtigt igang i 1945 eller årene efter, kan også være den afledningseffekt, som retsopgøret havde. Gennem aftalen mellem modstandsbevægelsen og politikerne var vandene blevet delt mellem det store flertal, der højst havde kollaboreret af nød, og et mindretal, der hævdedes at have gjort det af lyst. En lille gruppe af ‘upolitiske ministre’ med Erik Scavenius i spidsen kom til at indtage en mellemposition – de blev ikke anklaget for landsskadelig virksomhed, men blev på den anden side de facto udelukket fra det politiske liv. Hovedskillelinien gik mellem dem, der havde optrådt ‘nationalt værdigt’ og dem, der havde optrådt ‘nationalt uværdigt’, materialiseret gennem retsopgørets love. Nazisterne og de andre nationalt uværdige kom her til at indtage en vigtig rolle i legitimeringen af den førte politik. Deres betydning som trussel mod den lovlige regering under besættelsen – især i 1940 – blev pustet op såvel i pressen som i samleværkerne, så samarbejdspolitikken dermed blev lettere forklarlig. Det skete ikke nødvendigvis som en styret proces, men var en del af stemningen. Jo mere DNSAPs akitiviteter kunne bringes i forgrunden, jo mere ville samarbejdspolitikken glide i baggrunden eller i det mindste blive ‘forstået’ og undskyldt. Her blev DNSAPs fører, Frits Clausen, et symbol på det unationale, landsforræderen over dem alle.192 Henvisningen til den nazistiske trussel var altså også funktionel for politikerne efter befrielsen. Modstandsbevægelsen fastholdt jo kritikken af politikerne og ønskede dem inddraget i udrensningen. Frihedsrådets efterkrigsprogram Naar Danmark atter er frit fra november 1943 opererede direkte med, at Danmark havde været i krig med Tyskland siden 9. april 1940, og udrensningskravet gjaldt dermed også politikerne og de ledende embedsmænd. Opgøret med alle unationale elementer, herunder de kompromitterede blandt politikerne, skulle imidlertid ikke ske 182

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 183

umiddelbart efter befrielsen, men først efter valget. Ved dette skulle der sammensættes en ny rigsdag, til afløsning for 1943rigsdagen, som efter modstandsbevægelsens mening var valgt under grundlovsstridige forudsætninger pga. forbudet mod kommunistpartiet.193 Det ‘parlamentariske opgør’, som Mogens Fog skriver om i sine erindringer,194 og som også var med i Naar Danmark atter er frit, indgik da også i aftalerne med politikerne i 1945 som en del af aftalen om retsopgøret. Det blev nu benævnt det ‘politiske’ opgør. Men ifølge aftalen skulle dette udover det kommende valg tage form af en indledende undersøgelse, foretaget af politikerne selv gennem en parlamentarisk kommission. Og kommissionen blev efter grundlovens § 45 nedsat af det gamle folketing fra 1943, selv om den blev fornyet efter valget. M.h.t. resultatet og brugen af det i forbindelse med en evt. rigsretsanklage mod nogle af samarbejdspolitikerne ville det naturligvis blive afgørende, hvem der besad flertallet i Folketinget, så allerede efter oktobervalget 1945 var det reelt afgjort, at de parlamentarikere og regeringsmedlemmer, der havde været ansvarlige for samarbejdet med tyskerne 1940-43, ikke ville blive sigtet for noget. Og hele undersøgelsesgrundlaget og måden at afhøre på blev tilrettelagt herefter. Kommissionen blev nedsat d. 15. juni 1945 og fornyet d. 19. december samme år. Den fik til opgave “at undersøge samtlige de forhold, hvis klarlæggelse kommissionen anser for nødvendig til bedømmelse af, hvorvidt der er grundlag for at drage ministre og andre særlig ansvarlige til ansvar i anledning af deres embedsvirksomhed under den tyske besættelse.”195 Desuden skulle forholdene omkring d. 9. april undersøges196 samt “politisk virksomhed under besættelsen, der skønnes at indeholde anslag mod folkestyret og den hidtidige statsretlige praksis.”197 Det sidste betegnede en udvidelse i forhold til det oprindelige kommissorium, og formuleringen om at kommissionen skulle give indstilling til Folketinget om, hvorvidt der burde rejses sag for rigsretten i henhold til grundlovens § 67, blev også ændret i december. Nu skulle der kun afgives beretning til Folke183

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 184

tinget angående de foretagne undersøgelser, og dette ting skulle så tage stilling til, hvad der videre skulle ske. Det blev altså kommissionen selv, der skulle fastlægge kriterierne for undersøgelsen og afgøre, hvad der var væsentligt eller uvæsentligt i vurderingen af forhandlings- og samarbejdspolitikken. Der blev med andre ord tale om en hensigtsbestemt selektion, og både spørgsmål og svar var politisk bestemt.198 Langt hovedparten af kommissionsmedlemmerne havde også haft sæde i Folketinget under besættelsen og bar derfor et medansvar for den førte politik, lige som de politisk og kollegialt var forbundet med de politikere, hvis forhold de skulle undersøge.199 Efter otte år, hvorunder der dog med lange mellemrum udkom forskellige betænkninger og beretninger, mundede undersøgelsen ud i nedsættelsen af et folketingsudvalg, der skulle afgive indstilling om tiltalerejsning ved rigsretten på grundlag af kommissionens beretninger. Efter yderligere et år med udvalgsarbejde indstillede udvalget: “Folketinget beslutter, at der ikke rejses rigsretsanklage mod nogen for noget forhold vedrørende Danmarks besættelse den 9. april 1940 eller for noget forhold i besættelsestiden.”200 Mens der var fuld enighed om indstillingen, skiltes vandene i betænkningen med hensyn til den konkrete vurdering af 9. april mellem hhv. Venstre-Konservative og Socialdemokratiet-Radikale. De sidstnævnte havde intet at kritisere Stauning-Munch regeringen for i henseende til de forsvarsmæssige foranstaltninger op til og på dagen d. 9. april, mens V og K pegede på en række kritisable forhold, som de tillagde udenrigsminister P. Munch, krigsminister Alsing Andersen og statsminister Stauning. Mindretallet anså det for nødvendigt, som det hedder i de konservatives formulering, … at skelne skarpt imellem tiden før og efter d. 9. april 1940. Hvad angår tiden efter 9. april 1940, finder mindretallet, at den politik, man med befolkningens tilslutning bestemte sig til at føre fra 9. april 1940 til 29. august 1943, var så vanskeligt gennemførlig og så afvigende fra alle tidligere foreliggende forhold såvel under fred som under krig, at det ikke skønnes rimeligt eller muligt i dag at tage den op til en ny og vanskelig undersøgelse og bedømmelse.201

184

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 185

Med politikken før d. 9. april – hvor hverken de konservative eller Venstre var med i regeringen, som tilfældet var efter 9. april – forholdt det sig imidlertid langt klarere, her havde regeringen jo ikke fulgt Folketingets vilje! V og K kunne altså slå to fluer med et smæk: frikende deres egne politikere for noget odiøst under besættelsen og samtidig tillægge de ‘pacifistiske’ partier skylden for den tyske invasion, eller i hvert fald insinuere skylden. Stort set hele den to dage lange debat i Folketinget i 1955 om udvalgets betænkning og indstilling drejede sig da også om ansvaret for de militære forhold op til 9. april og formede sig som angreb på og forsvar for den daværende ministertrojka, hvoraf socialdemokraten Alsing Andersen var den eneste levende og ivrigt deltog i debatten.202 Bortset fra enkelte beklagelser af kommunisternes internering i 1941 sagdes der fra de fire gamle partiers og Retsforbundets side intet om retsforholdene under besættelsen, det politimæssige samarbejde med tyskerne, den økonomiske kollaboration osv. De trods alt talrige vidnesbyrd i kommissionens beretninger om mere eller mindre regulært samarbejde mellem danske og tyske myndigheder interesserede åbenbart ikke folketingsmændene i 1955, for ingen – bortset fra kommunisterne – forsøgte at trække sammenhænge eller at se et politisk mønster. Hertil tjente også en næsten krampagtigt optrukket skillelinie mellem forhandlingspolitikerne, der kun havde samarbejdet af nød, og så kollaboratørerne, der havde gjort det af lyst. De første tjente “Danmarks interesser”, de andre modarbejdede dem.203 Af de borgerlige og socialdemokratiske medlemmer pegede kun repræsentanten for det tyske mindretal i Sønderjylland, Hans Schmidt, på dobbeltheden i retsopgøret med den totale frikendelse af politikerne, som Folketinget var i færd med at foretage: Det spørgsmål, jeg dog må rejse, er, om Folketingets beslutning om ikke at placere retsligt ansvar hos de for samarbejdspolitikken ansvarlige politikere og embedsmænd passer sammen med det retsopgør, der har fundet sted specielt over for dem, der må siges at have holdt sig inden for de retningslinier, som myndighederne udstedte under besættelsen. Vi

185

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 186

mener, at disse to ting ikke harmonerer sammen, og at man ikke må forbigå denne sag, når der skal sættes en slutstreg over besættelsestidens periode.204

Schmidt henviste bl.a. til, at næsten 3.000 tysksindede nordslesvigere var blevet straffet efter lovene med tilbagevirkende kraft, for størstedelen fordi de havde fulgt deres nationale sindelag og meldt sig som frivillige til den tyske hær. Men Schmidts problematisering og appelleren om rehabilitering for retsopgørets ofre foregik for døve øren. Punktummet for det såkaldte politiske opgør – og dermed for hele retsopgøret – skete altså ved, at Folketinget frifandt sig selv. Kommissionens sammensætning og proceduren for dens arbejde blev løbende kritiseret i dele af pressen, efter at hvedebrødsdagene i 1945 var overstået. Men i Folketinget var det kun kommunisterne, der siden den anden kommissions nedsættelse i december 45 havde påpeget skævheden ved en ren politikerkommission.205 Kommunisterne krævede enkelte repræsentanter for Frihedsrådet og for den juridiske sagkundskab ved Københavns Universitet som medlemmer af kommissionen. I januar 1948, da kommissionen igen skulle nybesættes, og stadig kun inden for Folketingets rammer, stillede Aksel Larsen, Mogens Fog, Alfred Jensen og Martin Nielsen ændringsforslag med sigte på en sådan sammensætning, hvoraf Folketinget dog skulle beholde en majoritet med én stemme.206 Udover denne person- og ekspertmæssige fornyelse foreslog DKPerne, at kommissionen nu skulle afslutte sine undersøgelser på basis af det stort set færdigt indsamlede materiale og inden 1. april 1948 forelægge Folketinget sin beretning om de foretagne undersøgelser. Det var jo forudsætningen for, at tinget kunne tage stilling til, om der skulle rejses rigsretsanklage. Også dette forslag, der blev fremsat, fordi DKP mente, at Folketinget og kommissionen bevidst trak undersøgelsen i langdrag for at komme så langt væk fra de varme begivenheder som muligt, før de skulle overlades til offentligheden, blev forkastet.207 I kommunisternes forslag indgik, at kommissionens drøftel186

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 187

ser og afgivelse af oplysninger, forklaringer og redegørelser udefra som hovedregel skulle foregå i offentlige møder. Martin Nielsens tale i 1948 som ordfører for de fire forslagsstillere og som medlem af kommissionen rummede en skarp kritik af kommissionens sammensætning og undersøgelsesmetode. En systematisk gennemgang af arkiverne fandt således ikke sted, selvom den lå lige for, og de indsamlede oplysninger og dokumenter blev hemmeligholdt og i mange tilfælde heller ikke offentliggjort i de bilag, der udkom. Da Nielsens tale er den eneste mere systematiske kritik i folketingsregi af kommissionens politiske funktion, skal den her citeres i en længere, sammenhængende passage: Efter valget i oktober 1945 nedsattes den parlamentariske kommission nr. 2. Mit parti forsøgte dengang, men uden held, i kommissoriet at få indført en bestemmelse om, at kommissionens møder og afhøringer, bortset fra hvad der skønnedes nødvendigt af hensyn til sagernes opklaring, skulle foregå for åbne døre. Man ville under ingen omstændigheder gå med hertil. I to år har nu denne anden parlamentariske kommission arbejdet for fuldkommen hermetisk lukkede døre. Det eneste, der er sivet ud, er et supplement til den første kommissions betænkning, hvori konsistensfedtet i kanonen på Middelgrundsfortet vel nok er den største afsløring, men derudover har og kan offentligheden og det danske folk ingen mening have om, hvad kommissionen har beskæftiget sig med, eller om den overhovedet har beskæftiget sig med noget. Det er jo således i dette land, at vi alle principielt er modstandere af enhver form for hemmeligt diplomati, og vi glæder os hver eneste dag, stemningsbevæget, ved i vore aviser at se, at nu afgøres verdens skæbne for åbent tæppe i De forenede Nationer. Men på den anden side synes det at være i den dybeste uoverensstemmelse med den særlige form for dansk demokrati, ja, det synes oven i købet at være en udansk tankegang, at undersøgelsen af besættelsestidens politik skulle foregå for åbne døre og under offentlighedens kontrol. Det er endda således, at det er kommissionens medlemmer forbudt under strafansvar, mener kommissionens ærede formand, at røbe det mindste om, hvad kommissionen i de forløbne to år har foretaget sig, eller om den overhovedet har foretaget sig noget som helst. Selv med den vel nok noget periferiske risiko i denne forbindelse for igen at skulle stifte bekendtskab med de fængselsceller, der i krigens første år var mit demokratiske danske hjem, vil jeg nu her sige, at vort partis repræsentanter i kommissionen gang på gang har krævet, at der skulle sættes mere fart i arbejdet, at kommissionen i overensstemmelse med kommissoriet fra tid til anden skulle offentliggøre de sager og de afhøringer, der var foretaget. Det har imidlertid ikke været muligt at trænge igennem med disse synspunkter.

187

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 188

Jeg gør i denne forbindelse det høje ting opmærksom på den dog vel nok ikke helt uvæsentlige kendsgerning, at vi nu skriver år 1948. De fleste og de væsentligste af de ting, kommissionen skal beskæftige sig med, er ting, som er foregået i 1940 og i 1941 og i hvert fald aller senest inden udgangen af 1943. Der var næppe noget menneske, bortset fra dem, der kan have deres særlige hensigt med at begrave besættelsestidens politik og handlinger i kommissionens mørkekammer, der i befrielsessommeren 1945 havde troet det muligt, at man ved indgangen til året 1948 stod i en situation, hvor det danske folk absolut ikke aner en døjt om, hvad der faktisk er sket i besættelsesårene i vort land.208

Kommunisternes ændringsforslag blev alle forkastet.209 Det danske folk vidste naturligvis noget, men den tilbundsgående undersøgelse af og oplysning om de politiske forhold under besættelsen, mange indledningsvis havde håbet Den parlamentariske Kommission ville foretage, blev det ikke til. En punktvis dybtgående, men ustruktureret gennemgang og dokumentation – ikke mere; og hertil kom, at da samtlige betænkninger og beretninger med bilag endelig forelå i midten af 1950’erne – ca. 14.000 tættrykte sider – måtte selv garvede folketingsmedlemmer indrømme, at det var uoverkommeligt at nå igennem papirmasserne.210 Hvordan almenheden så skulle bearbejde materialet forblev et åbent spørgsmål. Og med den tiltagende distance i tid var massemediernes interesse også dalet. Bind XV med oversigt og registre til beretningerne – et fuldstændig uundværligt hjælpemiddel til søgning i materialet – udkom først i 1958. Bag de offentliggjorte beretninger og bilag med dokumenter, som kommissionen selv skønnede skulle frem, lå som nævnt yderligere et stort arkiv, Den parlamentariske Kommissions arkiv, som var utilgængeligt indtil omkring 1990, hvor det endelig blev muligt efter ansøgning til Folketinget at få selektiv adgang til det. Folketingsdebatten om Den parlamentariske Kommissions undersøgelser afsluttede ‘det politiske opgør’ med juridisk virkning. Alle ledende politikere fra samarbejdspolitikkens partier var nu blevet både politisk og retligt legitimeret. Af selve debatten uddrog Socialdemokratiet, Venstre og Konservative en militærpolitisk lære af besættelsen: “Aldrig mere en 9. april!”, og på denne måde kunne tinget forsones om fortiden, med undtagelse 188

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 189

af det eneste parti, der ikke havde deltaget i samarbejdspolitikken, DKP. Dette parti stemte som det eneste imod udvalgsindstillingen om, at ingen skulle drages til ansvar.211 Med afslutningen af Den parlamentariske Kommissions arbejde var de direkte politiske konsekvenser af besættelsestiden slut i Danmark. Den måde, Folketinget og kommissionen selv forvaltede undersøgelserne og formidlingen af viden om fortiden på, fik imidlertid langtrækkende betydning, i første omgang nok gennem en bestemt statslig holdning til offentlig indsigt i perioden. Konkret viste det sig ved, at både Folketingets og Rigsarkivets arkiver i en meget lang årrække fremover var lukkede for offentlig adgang. Der herskede et hemmelighedsprincip med adgang for enkelte privilegerede forskere eller embedsmænd efter politisk tilladelse, et hemmelighedsprincip, der først blev løsnet med vedtagelsen af en ny arkivlov i Folketinget i 1992.212 Fra denne tid har der hersket større offentlighed i adgangen til arkiverne, selv om offentlighedsprincippet stadig ikke er indført, heller ikke med den reviderede arkivlov af 1997. Kommissionen trak en grænse og skabte et præcedens for offentlig adgang og indsigt i besættelseshistorien. Dens arbejde blev karakteriseret ved, at den med Folketingets samtykke 1) undersøgte og fremlagde dokumentationsmaterialet selektivt, altså ikke systematisk, 2) afviste offentlig indsigt i arbejdet, 3) undersøgte og bedømte sig selv og 4) ikke foretog nogen formidlingstiltag. Dette skete med Folketingets vilje. Her igennem kan man tale om, at kommissionen bidrog til at skabe en statslig historiepolitik, som i 1960’erne udbyggedes med et meget restriktivt cirkulære om tilgængelighed til Rigsarkivets arkivalier.213 I kombination med justits- udenrigs- og forsvarsministeriernes stramme og langsommelige forvaltning af tilgængeligheden og tildelingen af selektive adgangstilladelser fik dette utvivlsomt stor betydning for historieskrivningen, og samtidig var det med til at fastholde en række myter om besættelsestiden som fx myten om Rostock-mødet (se tidligere, afsnittet ‘De apokryfe fortællinger’). Den parlamentariske Kommission og dens arbejde trak så 189

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 190

længe ud, at der ikke var basis for en koncentreret fejde om dens sammensætning og funktionsmåde. Herved adskiller problematikken omkring kommissionen sig fra senere historiekampe. Befolkningen og medierne tabte mere og mere interessen for den, hvilket nok også var meningen fra det politiske systems side. Når den figurerer her, er det fordi den efter alt at dømme fik en strukturel betydning for forholdet mellem staten, forskningen og befolkningen. Politikken og administrationen blev uløseligt forbundet med forskningen og formidlingen, når det gjaldt den del af fortiden, som besættelsen udgjorde. Det var der logiske grunde til med tanke på historiefortællingens opståen som produkt af en højspændt politisk situation. Men det var utvivlsomt ophav til eller i bedste fald en del af de problemer, der vil blive skildret i det følgende. Grundfortællingen under pres. Hjalf-sagen 1960-61 Femten år efter befrielsen opstod en sag, der for alvor satte spørgsmålstegn ved politikernes optræden under besættelsen. I et kritisk perspektiv kan den ses som den endelige afslutning på det fornuftsægteskab, der i foråret 1945 var blevet indgået mellem modstandsbevægelsen og politikerne. Sagen var den såkaldte Hjalf-sag, der dog kun blev et udgangspunkt for en mere omfattende debat. Og det interessante er den rolle en historisk undersøgelse kom til at spille for udviklingen af sagen og for den opgave politikerne nu efter halvandet årti stillede historikerne i forbindelse med opklaring af besættelsestidens historie. I september 1959 udkom anden del af Jørgen Hæstrups monografi over modstandsbevægelsen, Hemmelig alliance I-II. Hæstrup skildrede her kompetencestridighederne i modstandsbevægelsen fra 1944, bl.a. modsætningerne mellem hærens illegale ‘lille generalstab’ – der havde Viggo Hjalf som leder og S. P. Schjødt-Eriksen som mest energiske medlem – og Frihedsrådets kommandoudvalg (K-udvalget), hvor Schjødt-Eriksen også var med.214 Disse modsætninger havde flere udspring, både i den tidlige del af besættelsestiden og i den aktive kamp fra efteråret 1943. I vinteren 1944-45 udkrystalliserede stridighederne sig i 190

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 191

gentagne sammenstød om fordelingen af illegale våbenforsendelser fra Sverige. Schjødt-Eriksen havde det praktiske ansvar for fordelingen, mens K-udvalget havde udarbejdet fordelingsprincipperne, der tog sigte på først og fremmest at forsyne de våbenfattige civile modstandsgrupper, der stod i den øjeblikkelige, aktive kamp. I virkeligheden havnede de fleste af våbnene hos de militære O-grupper, der ikke deltog i kampen, men skulle være til rådighed for en evt. direkte kamp mod tyske tropper ved krigsafslutningen. I hærledelsen og blandt politikerne forudsattes det også, at disse enheder var til rådighed for myndighederne – de ‘gamle’ myndigheder – ved befrielsen til indsats mod mulige samfundsomstyrtere, naturligvis i første række kommunisterne. Modsat Frihedsrådet, hvis ledelse officerne udtrykkeligt havde godkendt som ‘regering’, mente politikerne, at kontrol med modstandsbevægelsen var den mest presserende opgave, og de udelukkede ikke en borgerkrigssituation ved besættelsens afslutning, hvor de i så fald kunne støtte sig på bl.a. hærens officerer imod modstandsbevægelsen eller dele af den.215 At de samme officerer deltog i modstandsbevægelsens arbejde på højeste plan – dog uden at røbe samstemtheden med politikerne, især den såkaldte Buhl-gruppe – måtte selvfølgelig føre til pikante situationer, og konflikten om våbenfordelingen var en sådan. Da Frihedsrådet ikke eller kun delvis havde gennemskuet dette politiske spil, blev Schjødt-Eriksen – der varetog sine opgaver i overensstemmelse med hærledelsen og den lille stab – uundgåeligt udlagt som synderen. Og dette indtryk cementeredes, da det ved besættelsens afslutning kom frem, at han efter 9. april 1940 havde indmeldt sig i DNSAP, hvor han havde stået som medlem i den periode i 1940, hvor Tyskland gik fra den ene militære sejr til den anden i Europa. Muligvis fór Schjødt-Eriksen hårdere frem i sin forfordeling af modstandsgrupperne med de svenske våben end egentlig forventet af hans politiker-bagland, men set med eftertidens øjne kan der ikke være tvivl om, at den skæve våbenfordeling blot var en brik i et større, præventivt magtspil imod frihedsbevægelsen fra politikernes side. Hvorom alting er, udløste den historiske fremstilling af disse 191

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 192

sider af udviklingen under besættelsen et tidvis voldsomt offentligt røre fra begyndelsen af året 1960 til midt i 1961. Hæstrups bog vakte med det samme opsigt,216 og på lidt længere sigt virkede den som katalysator for et opgør, der ikke var blevet taget i 1945, og som nu udspilledes som historisk opgør, men med aktuelle overtoner. Det var den civile modstandsbevægelse mod den militære og dens politiske allierede, men det var også tabernes forsøg på nu endelig at afsløre dem, der havde udmanøvreret dem i 1944-45 og – for kommunisternes vedkommende – forfulgt dem siden 1941. Mest centralt i striden 1960-61 står ‘Hjalf-sagen’, generalløjtnant og hærchef Viggo Hjalfs sagsanlæg mod Land og Folks chefredaktør, Martin Nielsen, for bagvaskelse – fordi avisen havde karakteriseret Hjalf som landsforræder. Retssagen endte uden overraskelse for nogen med, at Hjalf vandt, og Martin Nielsen måtte tilbage i sin gamle rolle som indespærret – tre måneder i Vestre Fængsel.217 Retssagen og de skriverier, der fulgte med den, virkede åbenbart som stimulans til at tænke tilbage og sætte sammenhæng i tingene ud fra de nye oplysninger om hæren under besættelsen. I hvert fald deltog mange modstandsfolk og andre kritikere i debatten. I sammenhængen her ligger debattens værdi mest i dens funktion: at demonstrere det historiske tågeslør, der havde ligget over væsentlige sider af besættelsestidens politik – på trods af de tusinder af sager ved retsopgøret, på trods af Den parlamentariske Kommissions undersøgelser osv. Og samtidig vise, at der stadig var vitale politiske interesser forbundet med den historiske forståelse af perioden. Hjalf startede selv sagen om sin person ved at kritisere Hæstrups fremstilling.218 Hjalfs og andres afsløringer af dobbeltspillet under modstandskampen byggede imidlertid på et fejlskøn. De troede, at deres manøvrer under besættelsen i mellemtiden var blevet retfærdiggjort af den kolde krig og anti-kommunismen i 1950’erne. Både general Gørtz – den øverste officer under besættelsen – og general Hjalf udtalte således flere gange næsten appellerende, at enhver da i dag måtte kunne se, at det var rigtigt 192

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 193

handlet, når den lille stab i 1944-45 ikke havde ‘overforsynet’ kommunisterne med våben.219 Den analyse, som Hæstrup på eget initiativ havde lagt frem, var uacceptabel for hærledelsen, fordi den ikke ‘medregnede’ kommunisternes program og ‘egentlige’ målsætning – det gjorde den lille stab derimod, og derfor havde dens anti-kommunistiske aktiviteter under besættelsen været berettigede, også ud fra et modstandssynspunkt. Politikerne havde som nævnt stået bag officererne under besættelsen. Men hvis Hjalf havde regnet med hjælp fra Buhl-gruppens medlemmer og arvtagere i sit offentligt fremførte synspunkt (socialdemokraten Alsing Andersen og den konservative Ole Bjørn Kraft var stadig aktive politikere) blev han skuffet. De gamle politikere kom ham ikke til undsætning, da stormen fra gamle modstandsfolk af næsten alle afskygninger brød frem. Før Østre Landsret i juni 1960 afsagde dom i sagen, lod den socialdemokratisk-radikale regering Hjalf falde som chef for hæren, ikke ud fra kritik af oplysningerne om hærledelsens manipulationer under besættelsen, men fordi, som forsvarsminister Poul Hansen sagde: “Det er efter min opfattelse nødvendigt for at tilvejebringe fornøden ro omkring hærens arbejde, at der sker et skifte på posten som chef for hæren.”220 Hjalf havde som sagt selv taget det første skridt ved i Berlingske Tidende at angribe Hæstrups delvis kritiske beskrivelse af officerernes adfærd i den sidste periode af besættelsen. Det blev han straffet for med en afskedigelse, men dette indebar ikke en ny vurdering af historien. Hjalf havde omtalt forhold, som helst skulle forblive i glemsel, og som under debattens udvikling truede med at nedbryde det nationalt-harmoniske billede, der mere eller mindre systematisk var blevet malet af besættelsestiden. En ting var, hvad en historiker skrev i en lærd afhandling, noget andet hvad samfundet byggede på i form af historisk konsensus. Officerernes ærlige, men klodsede afsløringer af dobbeltspillet over for modstandsbevægelsen truede med at inddrage politikerne som de virkeligt ansvarlige. Forud for retssagen blev der da også i maj 1960 afholdt et møde i justitsministeriet med bl.a. general Hjalfs forsvarer, højesteretssagfører Christrup, men 193

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 194

uden Martin Nielsens forsvarer, kommunisten Chr. Vilh. Hagens. Ifølge journalisten Erik Nørgaard, der dækkede sagen for Information, lykkedes det under retssagen Hjalfs advokat og dommerne i fællesskab at indkapsle problemstillingen, således at man ikke kom ud over det begrænsede spørgsmål om officerernes rolle, på trods af stærkt pres fra både Martin Nielsens advokat og fra flere af vidnerne.221 Pressen viste imidlertid ikke så stor diskretion, men var naturligvis hæmmet af, at dens reelle viden var meget lille. Nørgaard byggede overvejende på tidligere frihedskæmpere, inklusive de ganske få officerer, der under besættelsen havde været i opposition til hærledelsens dispositioner, og som bl.a. udtalte, at et for loyalt samarbejde med den civile modstandsbevægelse fra deres side havde ført til likvideringstrusler mod dem og i ét tilfælde faktisk havde ført til likvidering af en officer, der havde været loyal over for modstandsbevægelsen, og som således var gået Schjødt-Eriksen for nær i våbenfordelingsspørgsmålet.222 Men kravet om historisk undersøgelse og oplysning blev snart stillet, og Hjalf-sagen mundede faktisk ud i politiske løfter om større historisk offentlighed omkring besættelsestiden. Sagens problematik var oppe i Folketinget flere gange; i begyndelsen blev der rejst krav om en undersøgelse af hærens forhold til frihedsbevægelsen. Der måtte, som den konservative Poul Møller sagde, “udarbejdes en hvidbog indeholdende al den viden, man er i besiddelse af. Der må på dette område sikres fuld offentlighed og historisk klarhed.”223 Efterhånden blev problemfeltet dog udvidet. D. 24. januar 1961 fremsatte Iver Poulsen fra partiet De uafhængige “forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af visse forhold under den tyske besættelse”,224 og samme dag debatteredes en forespørgsel til justitsministeren og forsvarsministeren af Herluf Rasmussen, Morten Lange, Aksel Larsen og Skræppenborg-Nielsen fra Socialistisk Folkeparti. Forespørgslen lød: “Hvad har regeringen foretaget sig, og hvad agter den at gøre for at skaffe klarhed angående de omdiskuterede, fuldbyrdede eller påtænkte, likvideringer af modstandsfolk i besættel194

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 195

sesårene?”225 Sagligt set bragte debatten ikke noget nyt. Men selvom justitsministeren og repræsentanterne for de fire gamle partier afviste at undersøge likvideringer af modstandsfolk udover det allerede undersøgte, var det tydeligt, at debatten i pressen og vel også på arbejdspladser mv. havde gjort et vist indtryk. Iver Poulsen refererede drillende en leder i Aktuelt for d. 16. december 1960 med følgende tekst: Efterhånden må det vel blive almindelig erkendt, at hvad der skete i de mørke år nu er historie. I denne erkendelse ligger så vist ikke noget ønske om at få sandheden gravet ned, men tværtimod om at få draget den frem, således at handlinger og motiver får den rette baggrund af datidens atmosfære. Det er en opgave, der kun kan løses tilfredsstillende objektivt af kyndige og uvildige historikere, og alt, hvad der foreligger af betydende materiale, må naturligvis stilles til rådighed, så der kan kastes klarest muligt lys over fortsat dunkle punkter i besættelsestidens historie, ikke mindst forholdet mellem militæret og modstandsbevægelsen. Det er, hvad offentligheden og eftertiden har krav på.226

Og det blev denne streng, politikerne kom til at spille på i de næste måneder. Aldrig har historikerne vist fået så megen omtale i det danske folketing som i vintermånederne 1961. Alle var enige om, at nu skulle historikerne til, nu skulle de påbegynde den omfattende og dybtgående undersøgelse af besættelsestiden, som hverken politikerne eller juristerne havde kunnet foretage – netop fordi de ikke var historikere og i øvrigt lige havde skullet gøre rent bord med retsopgøret, herunder Den parlamentariske Kommission. Der var ingen ende på velvilligheden over for forskning i besættelsestidens historie. Et par eksempler skal fremdrages. Baggrunden var De uafhængiges forslag om, at der skulle nedsættes et “sagkyndigt, upolitisk udvalg” bestående af tre dommere og to historikere, udpeget af universiteterne, til undersøgelse af likvideringssagerne, forholdet mellem den lille generalstab og modstandsbevægelsen og endelig muligheden for “en sagkyndig, upolitisk gennemgang og vurdering af den parlamentariske kommissions undersøgelser og arbejde.”227 Regeringen og de fire gamle partiers ordførere distancerede sig straks fra en undersøgelse, der skulle have enten strafferetlige eller politiske konsekvenser. Derimod havde regeringen været 195

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 196

“og vil fortsat være velvilligt stemt over for ønsker om økonomisk støtte til sådanne undersøgelser [historiske] og om adgang til kildematerialet,” som justitsminister Hans Hækkerup udtalte.228 Efter at Iver Poulsen som ordfører for forslagsstillerne havde sat problemet i sammenhæng med tillid til demokratiet eller ej hos befolkningen, en tillid, der “har lidt og lider stor skade, så længe mange punkter i besættelsestidens historie er mørklagt for befolkningen”,229 tog partiordførerne fat. Da deres taler såvel indholdmæssigt som ofte i ordvalg var næsten ens, skal kun Socialdemokratiets og De konservatives indlæg refereres. Per Hækkerup tog på samme måde som broderen afstand fra forestillinger om udrensning eller lignende. Han mente, at Iver Poulsen egentlig helst ville starte et nyt retsopgør. … her må jeg sige, at mit parti har den opfattelse, at de problemer, det her drejer sig om, har fået deres afgørelse. Det er nu historikernes sag at behandle de problemer, der naturligvis findes, og som har været til stede i forbindelse med besættelsestiden, og vi vil gerne i mit parti medvirke til – hvis vi fra folketingets side på en eller anden måde kan gøre det – at stimulere eller hjælpe historikerne til denne opgave. Men jeg gentager, at det er en opgave, som hører historikerne til, og som ikke længere kan være genstand for, skal vi kalde det almindeligt dagspolitisk opgør.230

Den konservative Haunstrup Clemmensen anlagde den samme sondring mellem det politiske og juridiske ansvar for handlinger under besættelsen på den ene side og den historiske klarlæggelse på den anden. Og forsvaret for historien fandt hos ham sin mest begejstrede fortaler. Jeg tror, vi må erkende, at i dag, over 20 år efter den 9. april, hvor mange af de personligheder, der på ledende hold var med til at afgøre tingene under besættelsen, er døde, er det ikke længere juristernes opgave at arbejde videre med disse spørgsmål. Da må man have lov til først og fremmest at understrege, at det er historikerne, der her har de store opgaver både vedrørende spørgsmålet om selve begivenhederne politisk set og også vedrørende de andre spørgsmål, som de ærede forslagsstillere har draget frem… Jeg tror, det er afgørende, at vi forsøger at lette historikerne opgaven så meget, som det overhovedet er muligt. Men det er ikke kun to historikere udpeget af vore universiteter, der skal løse denne opgave. Det vil tværtimod være lykkeligt, hvis så mange af vore historikere som muligt arbejder med disse spørgsmål, i hvilken forbindelse jeg

196

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 197

må nævne, at der allerede er indsamlet et overordentligt omfangsrigt og betydeligt kildemateriale, og det må være naturligt, at man fortsætter arbejdet med at samle så stort et materiale ind som overhovedet muligt. Jeg går ud fra, at der fra alle sider er enighed om, at historikerne skal lettes i dette arbejde, at alle kilder skal gøres tilgængelige for dem, for at de på denne måde kan løse deres opgave. Det vil naturligvis være en opgave for os alle, ikke mindst for pressen, at være på vagt over for, hvis der det ene eller det andet sted skulle være personer eller institutioner, der ikke vil stille det fornødne kildemateriale til rådighed. Jeg tror altså, at historikerne har den store opgave nu at forsøge at bringe os til at erkende, hvordan forholdene virkelig var, at hjælpe os til at vurdere begivenhederne i deres rette sammenhæng og på baggrund af tidens vilkår; men først og sidst tror jeg, det er historikernes opgave at hjælpe os til at understrege værdien af, at vi lærer af historien, lærer af de fejltagelser og ulykkelige ting, der blev begået, men også af den rankhed, der blev udvist. Jeg tror derfor også, at det i denne sag skal understreges over for vore historikere så tydeligt som muligt, at der fra alle sider i det danske folk er et ønske om, at vore historikere arbejder med disse spørgsmål og hjælper os til at lære af fortiden.231

Den frihed for Loke såvel som for Thor-holdning, denne tale var udtryk for, kan muligvis ses som en overfortolkning af den nyligt opståede parlamentariske enighed om, hvad der kunne gøres i den rådende situation, bl.a. for at komme udenom De uafhængiges meget konkrete forslag. Men også den radikale Helge Larsen, der selv var historiker, brugte ord som: “Kan vi bidrage til at historieforskningen kan blive endnu livligere, blomstre endnu bedre på dette område, medvirker jeg gerne hertil.”232 At det trods alt ikke var hundrede blomster, der skulle blomstre, fik almenheden dog en forsmag på med justitsminister Hans Hækkerups bemærkning til SFeren Arne Larsen om, at dennes – socialistiske – fortolkning af besættelsestiden, som Larsen netop havde fremstillet, næppe ville kunne opnå statslig støtte! Men samtidig sluttede han dog sit sidste indlæg under førstebehandlingen med at sige, at han på regeringens vegne havde givet tilsagn om, “at vi vil støtte enhver historisk forskning økonomisk og vil stille kildemateriale til rådighed…”233 På tidspunktet for denne debat i Folketinget havde Udgiverselskabet for Danmarks nyeste historie (DNH) eksisteret i ca. halvandet år. Der er næppe tvivl om, at det var dette selskab de 197

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 198

ledende politikere havde i tankerne, når de talte om ‘historikerne’. Koblingen mellem det politiske og det videnskabelige niveau må være foregået mellem maj 1959, hvor DNH blev stiftet, og januar 1961, men er sikkert blevet befordret af de opdukkende anklager for nationalt svig under besættelsen. I forhold til perspektivet ved en gennemførelse af De uafhængiges forslag om en kontant arbejdende kommission ville en faghistorisk undersøgelse dels være bredere, dels tage lang tid.234 Sagens videre gang i Folketinget var, at der som afslutning på debatten i januar blev nedsat et 17-mandsudvalg. Dette udvalg afgav betænkning d. 15. marts samme år, og d. 6. april 1961 kom De uafhængiges forslag til anden og sidste behandling i folketingssalen. Her blev det forkastet med alle stemmer mod partiets egne samt SFs. Andenbehandlingen bekræftede i øvrigt, hvad der var blevet sagt under førstebehandlingen: støtte til historisk forskning i besættelsestiden fra S-V-K-Rs side og et tilsagn herom fra justitsminister Hans Hækkerup.235 Denne gang blev DNH direkte nævnt, dels som det selskab, der kunne få støtte fra Carlsbergfondet og staten, dels på en måde, der måtte virke, som om DNH var repræsentativt for danske historikere som sådan, en slags historisk korporation. Hvor Hans Hækkerup i januar havde talt om at støtte “enhver historisk forskning”, var det nu blevet mere indsnævret, selv om præsentationen var liberal nok. Udvalgsordføreren, socialdemokraten Victor Gram, udtalte med et næsten direkte citat fra betænkningen, at man finder det heldigst, at videnskabelige undersøgelser af besættelsestidens forhold ikke pånødes historikerne, men at historikernes egne ønsker om sådanne undersøgelser bør støttes både økonomisk og på anden måde, fx med friere adgang til arkiverne. Sådanne undersøgelser er allerede i gang og har på flere områder fået støtte fra statens side, og det i 1959 stiftede Udgiverselskab for Danmarks nyeste historie er ligeledes gået igang med visse opgaver, hvortil det har fået statens støtte, og det har da også ved henvendelse dels til undervisningsministeriet, dels til Ny Carlsbergfondet søgt om særlige bevillinger.236

Ingen nævnte, at DNH var et privat, selvudpeget selskab, som på ingen måde kunne gøre – og vist heller ikke gjorde – krav på re198

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 199

præsentativitet. Men de bånd på forskningen, der var nedlagt i betænkningens ord om, at “hensynet til statens sikkerhed og forpligtelserne over for NATO kan sætte en vis grænse” for åbenheden,237 mødte protester fra De uafhængige og SF. Iver Poulsen ironiserede specielt over hentydningen til NATO, der jo var blevet dannet fire år efter besættelsens ophør!238 Alle, også de to kritiske partier, var derimod indstillet på, at privatlivets fred skulle beskyttes ved udelukkelse af navne og en anonymiserende skrivemåde. Den egentlige autorisation fik DNH i juni samme år. Den bestod i en såkaldt kongelig resolution, nærmere betegnet et brev fra statsministeriet til DNHs leder, professor Povl Bagge. Her var hensynet til NATO ikke nævnt, men de andre forbehold stod ved magt. Resolutionen sikrede arkivadgang for forskerne under DNH. På en meget dansk, parlamentarisk måde havde politikerne nu spillet bolden over til en organisation, der skulle udføre forskningen, og som ikke formelt, men nok reelt, var bundet til statsmagten. Der blev adgang til arkiverne for enkelte historikere og for enkelte områders vedkommende. En privilegeret adgang til arkiverne blev for nogle år sat i system, hvorefter den igen ophørte, nemlig med DNHs besættelsestidsprojekts ophør. Et frihed for Loke såvel som for Thor-princip blev aldrig blot antydningsvis indført. Historien om besættelsestiden vedblev hermed at være politiseret. Men i offentligheden blev grundfortællingen genoprettet. Først et tiår senere blev der igen uro om besættelsestiden, nemlig i forbindelse med Aage Trommers doktordisputats om jernbanesabotagen. Men denne gang var politikerne ude af billedet, og konfrontationen stod nu, lige som den kom til fremover, imellem (dele af) modstandsbevægelsen og historikere eller kunstnere, der tegnede et billede af besættelsestiden og modstandskampen, som var i modstrid med det billede den nationalt harmoniserende historieskrivning havde skabt.

199

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 200

Kampen om tolkningsretten. Fire fejder 1970-95 Fra begyndelsen af 1960’erne blev beskæftigelsen med besættelsestidens historie i praksis delt op mellem en videnskabeligt arbejdende gruppe i og omkring Udgiverselskabet for Danmarks nyeste historie og en række skønlitterære forfattere. De fleste af de skønlitterære værker anlagde modstandsbevægelsens syn på besættelsestiden, således Hans Scherfigs skelsættende satiriske roman, Frydenholm, fra 1962, men også Tage Skou-Hansens mere psykologisk betonede roman, De nøgne træer, 1957. Disse værker vakte offentlig opsigt, men en større debat om besættelsestidens problematik blev det ikke til i 1960’erne efter debatten 1960-61. Med studenteroprøret blev der fra 1968 af og til trukket paralleller mellem den nye aktivisme og oprøret mod autoriteterne 25 år tidligere. Det samme gjaldt oppositionen mod Vietnam-krigen samt den danske udenrigspolitiks USA-afhængighed og så modstandsbevægelsens angreb på den danske samarbejdspolitik før august 1943. I lyset af forholdene omkring 1970, som de blev opfattet af studenteroprørerne og den politiske venstrefløj omkring SF, VS og DKP, fremstod modstandsbevægelsens kamp under besættelsen som selvindlysende rigtig og moralsk berettiget og samarbejdspolitikken tilsvarende som kortsigtet og umoralsk. Men samtidig var der et problem med den måde besættelseshistorien var blevet brugt på af besættelsesgenerationen. Ved et møde mellem en repræsentant for modstandsbevægelsen, Halfdan Lefèvre, og den netop afgåede formand for Danske studerendes Fællesråd, Niels Bredsdorff, i anledning af 25 års jubilæet for befrielsen i 1970 talte Bredsdorff således ifølge avisreferatet med drøje ord om “vi der er født for sent til at være med i opløbet om frihedskæmperarmbindene”. Og han mente, at ungdommens manglende interesse for besættelsestiden må forstås som den demokratiets tillidskrise der er opstået, ved retsopgørets groteske mangel på konsekvens og ved den forvrængning af besættelsestidens historiske fakta som kun kan aftvinge den alvorligt tænkende del af ungdommen stor despekt.239

Udtalelser af denne art gav normalt ikke anledning til debat, dels fordi den almindelige politiske debat i landet efter 1968 med stigende hast blev mere venstreorienteret (for at kulminere i 200

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 201

70’erne), dels fordi ‘politikerne’ i besættelsestidens forstand stort set var ude af billedet på dette tidspunkt. Den mere tilbageskuende form for legitimering var en saga blott og erstattedes efterhånden af en brug af besættelsestiden, der mere direkte kan henføres til behov hos grupperinger i samtiden, selvom referencerammen var ‘historisk’. Jævnsides denne direkte brug af besættelsestiden i polemisk og/eller identitetsopbyggende skikkelse kan der dog også fra 1960’erne konstateres en anden brug af besættelsen, der er mindre direkte politisk og mere ‘standsorienteret’, subsidiært med et folkeopdragende sigte. Det drejer sig om veteranforeningerne, som på trods af store uenigheder om fortolkningen af besættelsestiden og af den politiske udvikling siden 1945 som regel kunne enes om én ting: at kritik eller blot diskussion af modstandsbevægelsens indsats under besættelsen ikke kunne tolereres. Det viste sig ved kamp mod historierevisionister, lige som det viste sig ved en samling imod højtideligholdelser af besættelsens mindedage, der ikke foregik på en bestemt måde, eller som rummede kritik af eller blot refleksion over forhold i relation til modstandskampen. Omkring befrielsesjubilæerne i 1985 og 1995 blev der formelig tale om en eksplosion af vrede og frustration over visse bidrag til markering af mindedagene. Her tænkes på stormen imod Jane Horney-serien i tv i 1985 og den tilsvarende imod Fredsskulpturen Linien-Lyset i 1995. Nogle fællestræk for de to manifestationer og for modstanden imod dem kan trækkes op: – begge manifestationer var store offentlige begivenheder med medierne som centrale deltagere – begge var bekostelige og overvejende offentligt finansierede – begge var kunstneriske udtryk, den ene i form af film, den anden i form af et installationsværk – begge havde en kvinde som central figur, i det første tilfælde som filmens hovedperson, i det andet som ophavs’mand’ og iscenesætter 201

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 202

– i begge tilfælde var kunstnerne ukendte, i hvert fald for et dansk publikum – begge betjente sig af et moderne formsprog – begge var flertydige – de kunne tolkes på forskellige måder. Hermed er det samtidig antydet, at kritikken af de to mediebegivenheder ikke kun havde ‘historiske’ årsager – dvs. blot var et spørgsmål om, hvad der opfattedes som rigtigt og forkert i skildringen af fortiden – men også kan henføres til en lang række sociale og kulturelle forhold, der har manifesteret sig på mange måder i den nyeste tids Danmarkshistorie. Her tænkes fx på modstand mod offentlig kunststøtte og på modstand mod kvindefrigørelsen. De normalt adskilte ‘mod’-motiver flød sammen i vreden over hhv. Jane Horney-serien og Elle-Mie Ejdrup Hansens installationsværk. Og et netværk, der i høj grad udgjordes af veteranorganisationer, var i stand til at opsamle og kanalisere vreden ind i mediemæssige og institutionelle baner. Når det gjaldt kulturelle manifestationer var modstandsbevægelsens højre- og venstrefløj i reglen enige, i modsætning til når det drejede sig om politiske forhold. Rifbjergs År, 1970 Ved befrielsesjubilæerne har der været tradition for at fejre begivenheden ved en festforestilling i Det kgl. Teater d. 5. maj om aftenen (i 1955 og 95 dog d. 4. maj). Ved forestillingerne har regeringen været vært og kongehuset samt en lang række repræsentanter for modstandsbevægelsen været indbudt. I 1970 havde Det kgl. Teater besluttet at opføre et skuespil af Klaus Rifbjerg med titlen År.240 Dette var blevet godkendt af regeringens jubilæumsudvalg. Stykket var skrevet til Det kgl. Teater i anledning af 25året for befrielsen og havde haft premiere nogen tid før jubilæumsdagen, hvor det var blevet pænt modtaget af anmelderne. År er et stykke hverdagsrealisme om en familie under krigen, der udsættes for de typiske påvirkninger i form af rationering af madvarer, brændsel og tobak, nødvendigheden af mørklægning osv. Men foruden de personlige udviklingshistorier, der er knyttet til familiens yngre medlemmer, indeholder stykket også en 202

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 203

politisk pointe, der er klart positiv over for modstandskampen, men som samtidig problematiserer de eksistentielle konsekvenser for dens, overvejende unge, deltagere. Skuespillet afspejler en besættelsestid, som den ifølge forfatteren har set ud for flertallet af danskerne: Hverdagens problemer var de mest presserende, men man var klart anti-tyske, og ude i periferien var der til sidst nogle modstandsfolk, som man havde fuld sympati med, men svært ved at forstå, fordi krigens brutalitet trods mangelsituation og mørklægning var langt væk, også mentalt. På den vis var modstandfolkene alligevel isolerede og måtte selv klare de sociale og psykiske problemer en krig ikke kan undgå at give sine deltagere både mens den står på og bagefter. Om det var dette brud på konsensusopfattelsen eller slet og ret det faktum, at kun en brøkdel af skuespillet direkte omhandler kampen mod besættelsesmagten – og kun i besættelsens sidste måneder –, som forårsagede en kritik fra modstandsbevægelsen, melder kilderne ikke noget om. Men d. 22. april 1970 bragte aviserne nyheden om, at frihedskæmpere protesterede mod den bebudede forevisning af Rifbjergs stykke d. 5 maj. Der var fremkommet “en skarp protest fra Frit Danmarks redaktør Kate Fleron og en kreds af modstandsfolk”.241 Det hed i protesten, at Rifbjergs portræt af en særdeles passiv borgerlig families tilværelse bag mørklægningsgardinerne, krydret til overmål af besættelsestidens ubehageligheder: os fra kakkelovnen, slet spirtitus, urygelig tobak ikke egner sig for det indbudte publikum og 25-årsdagen, og det tilføjes, at den indlagte gymnasiastfrihedskæmper, der færdes tilfældigt i stykkets periferi, ikke har mere at bestille med modstandskæmperne end en grøn ost med månen.242

I samme åndedrag udtalte Frode Jakobsen: “Jeg kender ikke stykket og heller ikke protestaktionen. Men efter anmeldelserne af stykket har jeg selv gjort mig den tanke, at det ikke var egnet til den lejlighed. Det betyder ikke, at en familie af den skildrede art ikke – desværre – var typisk gennem det meste af besættelsestiden.”243 Allerede to dage efter blev det meddelt, at Rifbjergs skuespil var taget af plakaten for d. 5. maj. “Problemet har været behandlet på regeringsplan”, skrev Berlingske Tidende, og amt203

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 204

mand J. Elkjær-Larsen, der var formand for jublæumsudvalget, udtalte, at dette udvalg hele tiden havde “haft den indstilling, at et skuespil af den kontroversielle forfatter Klaus Rifbjerg næppe ville være egnet til opførelse på en mindedag, hvor følelserne spiller så stor en rolle, som det er tilfældet, når det gælder befrielsens glæde og besættelsens menneskelige tragedier. Men Det kgl. Teater holdt på, at et skuespil af en så fremtrædende forfatter og med besættelsestiden som emne måtte være det helt rigtige til begivenheden.”244

I stedet var det nu blevet besluttet at opføre Bertolt Brecht’s “Svejk i anden verdenskrig”. Men denne omgørelse af Det kgl. Teaters planlægning vandt ikke ubetinget tilslutning. Berlingske Tidendes leder d. 24. april er et eksempel på ubehag ved den politiske afgørelses primat over for den kunstneriske, men typisk nok samtidig en accept af denne tingenes tilstand. På den ene side anførte Belingske, at “en lille, aggressiv kreds af modstandsfolk” havde valgt at se “År” som en nedvurdering af modstandsbevægelsens indsats, men for en mere overlegen betragtning ville frihedskampen tegne sig endnu mere markant, når den ses på baggrund af den ligegyldighed overfor de nationale følelser, som Rifbjergs stykke afslører.” På den anden side afsluttede bladet lederen med følgende: 25 års dagen for befrielsen skulle helst være en dag, som kunne samle alle danske i en national manifestation. Derfor kan protesten, hvor lidet repræsentativ den end måtte være, ikke uden videre afvises, og navnlig når der skal tages hensyn til den indbudte kreds af modstandsfolk, der den 5. maj går til Det kongelige Teater i forventning om en opløftende aften.245

Klaus Rifbjergs egen “bittersøde kommentar” fremkom nogle dage efter, da det også officielt var meddelt, at hans stykke ikke skulle spilles d. 5. maj: Jeg er jo ikke socialrealistisk hyldestdigter, som kan fremstille K. Fleron og Carl Madsen med flammende maskinpistoler på kommando, siger Klaus Rifbjerg. Jeg må holde mig til virkeligheden, min virkelighed, og faktisk troede jeg, at modstandskampen i sin tid gik ud på at give os alle en chance for at komme nærmere dén – virkeligheden, eller man kunne måske også kalde den ærligheden. Men jeg skal ikke trætte læserne med disse overvejelser. Frihedskæmperne har vundet en ny sejr, og det må jo være en tilfredsstillelse 25 år efter besættelsen, slutter Rifbjerg.246

204

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 205

Kritikken af Rifbjergs stykke fra modstandsbevægelsens side – eller nogle enkelte repræsentanter for modstandsbevægelsen, som der her var tale om – blev for ingenting at regne imod hvad der skulle komme i 1980’erne og 90’erne. Der var ikke tale om nogen større kampagne, kun om en relativt urban kritik fra enkelte sider. Denne kritik demonstrerede på den anden side klart den sensibilitet, der var til stede, når besættelsestiden skulle fejres i kunstneriske former. Dette havde også vist sig indadtil i modstandsbevægelsen, fx i stridighederne om mindesmærket i mindelunden i Ryvangen (se del V). Også på anden vis er modstanden mod År bemærkelsesværdig: Det var en af de første gange, hvor den klassiske modsætning mellem politikere og modstandsbevægelse fra besættelsestiden ikke spillede nogen rolle i debatten. Det centrale var ikke denne modsætning, men spørgsmålet om, hvordan modstandsbevægelsen i sig selv blev stiliseret. Rifbjergs hverdagsagtige, ikke-heroiserende billede faldt ikke i god jord hos en del af veteranerne, og politikerne bøjede sig stiltiende herfor. Dette blev betegnende for den fremtidige udvikling i modsætningerne omkring besættelseshistorien, i hvert fald når det drejede sig om offentlige mindefester. Da Svejk blev opført d. 5. maj var der opstillet en talstærk politistyrke uden for Det kgl. Teater i tilfælde af demonstrationer, som aviserne ret ubestemt skrev. Men “dramatiske begivenheder” udeblev. Da det næppe kan have været Rifbjerg, man frygtede, har det måske været ungdomsoprørere? Olssons Jane Horney, 1985 Når disse analyser er placeret i afsnittet om historiekulturens politiske dimension og ikke i afsnittet om den æstetisk-emotionelle, hænger det sammen med, at stridighederne fra År og fremefter hurtigt efter deres ‘lancering’ antog en politisk karakter, hvor præget af offentlig fejde blev karakteristisk og selve kunstværket underordnet. Dette nåede et foreløbigt højdepunkt med fejden om laserstrålen i 1995. Ved det næste store jubilæum, i 1985, opstod der ikke nogen 205

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 206

strid om hvilken forestilling der skulle vises i Det kgl. Teater. Der var tale om et ‘potpourri’, et sammensat program, tilrettelagt af Paul Hammerich, med (dele af) værker fra besættelsestiden af Kjeld Abell, Kaj Munk og PH samt en mere nutidig afdeling med bidrag af Benny Andersen, Shu-bi-dua m.fl.247 Derimod vakte et andet kunsterisk produkt debat og modstand: Tv-filmen om Jane Horney. I 1980’erne havde modsætningen mellem politikere og frihedsbevægelse helt mistet sin relevans i den offentlige diskurs. Det havde dels generationsmæssige årsager (alle de ledende ‘gamle politikere’ var nu døde, og barne- eller barnebarnsgenerationen var rykket ind på de politiske poster), dels politiske. Geopolitisk var situationen totalt ændret siden 1945, med Vesttyskland som Danmarks alliancepartner i NATO og en udbredt konsensus om udenrigs- og forsvarspolitikken (trods de bekendte danske fodnoter i NATO-beslutningerne), der byggede på et entydigt billede af Sovjet og østblokken som trusler. Den internationale spænding var stor pga. den nye konfrontationskurs i begyndelsen af årtiet, der er kendt som ‘den nye kolde krig’, og højreorienterede samt stærkt liberalistiske ideologier var for første gang siden 1930’erne påny kommet til at spille en vigtig rolle, men i mindre grad i Danmark end i fx England og USA.248 Indenrigspolitisk stod yderfløjene svagt, og med DKPs nedgang i slutningen af 1970’erne var der ikke længere nogen ‘modstandspartier’ i Folketinget. Hverken SF eller VS kunne gøre krav på moralsk og politisk legitimitet, erhvervet under besættelsen, og kunne eller ville derfor heller ikke på samme måde som DKP appellere til nationale følelser med besættelsestiden som grundlag. Veteranbevægelserne levede derimod i bedste velgående og fik som tidligere påvist stor indflydelse på tilrettelæggelsen af jubilæer mv. Også i nogle statsinstitutioner som fx hæren og politiet sad stadig folk, der havde deltaget i modstandskampen. Veteranlitteraturen voksede, og den nye stærke interesse for og engagement i Holocaust – bl.a. manifesteret ved to tv-udsendelser med meget høje seertal –249 formåede ikke, som det delvis skete i Frankrig, at forskyde sympatien fra modstandsbevægelsen og 206

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 207

dens tab til jøderne og de ofre, de havde lidt.250 Det havde vel også sammenhæng med redningen af de danske jøder i oktober 1943 og dermed den stort set lykkelige undgåelse af den skæbne jøderne led i andre dele af Europa under krigen. I hvert fald kan der i den offentlige diskurs fra omkring 1980 konstateres en stigende fokusering på modstandsbevægelsen både som objekt og med hensyn til værditillæggelse. Det viste sig såvel kvalitativt som kvantitativt, idet litteraturen om modstandsbevægelsen voksede stærkt allerede fra 1970’erne.251 En kamp om ‘primatet’ mellem hhv. jøderne og modstandsfolkene som i Frankrig kom det således ikke til i Danmark, hvor der snarere blev tale om komplementaritet. Denne fokus på modstandsbevægelsen blev som påvist særlig stærk ved jubilæet i 1985 – og igen ti år senere. Disse faktorer kan indgå i forklaringen på fejden om Jane Horney-serien i tv i 1985, der blev den hidtil største offentlige strid i Danmark om en fremstilling af et stykke besættelseshistorie, ja formentlig om et stykke historie i det hele taget. I omfang større end Hjalf-sagen i 1960-61, men også mere mystificerende, i den forstand at det politiske indhold, der havde karakteriseret Hjalf-sagen, nok var til stede, men sjældent blev udtrykt. I stedet handlede striden om, hvad der kunne eller måtte udtrykkes om besættelsestiden, i særlig grad om modstandsbevægelsen, og hvad der ikke måtte. Det må derfor formodes, at en stor del af almenheden næppe forstod, hvad fejdens politiske kerne egentlig var, selvom pressedækningen var overvældende. Selve beretningen om Jane Horney er ikke objektet her. Rekonstruktionen af hendes liv og død er problematisk og næppe fuldt ud mulig på det foreliggende grundlag,252 men historien om hende er heller ikke afgørende i denne sammenhæng. Det er kampen om rammerne for glemsel og erindring på et samfundsmæssigt plan, der står i centrum. Så meget vides, at Jane Horney var en yngre svensk kvinde, der i januar 1945 blev likvideret af medlemmer af den danske modstandsbevægelse på en båd mellem Kattegat og Øresund og derefter formentlig kastet i havet. Likvideringer måtte imidlertid kun finde sted, hvis der i modstandsbevægelsens ledelse herske207

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 208

de en berettiget mistanke om, at vedkommende gennem agentvirksomhed, angiveri til tyskerne e.l. udgjorde en alvorlig fare for modstandsbevægelsen eller nogle af dens medlemmer. Ved at sige, at Horney var blevet likvideret, udtrykte man altså samtidig, at hun var tysk agent, stikker etc. Efter krigen blev dette anfægtet fra flere sider, ikke mindst fra svensk side, men også fra enkelte medlemmer af modstandsbevægelsen, der mente, at der her kunne ligge andre motiver bag. I nogle populærhistoriske bøger om besættelsen og i en række avisartikler og pjecer af folk med vidt forskellig politisk og professionel baggrund253 blev det hævdet, at Jane Horney sad inde med viden om nogle specielle tyske ruter over Øresund, ruter, der kunne tjene diverse formål og i sidste ende ville kunne benyttes som flugtruter for højtstående tyske nazister (med røvede værdier i form af guldbarrer o.a.) efter det tyske nederlag, der tegnede sig stadig tyderligere fra 1944. Disse ruter skulle ifølge teorien være kendt og accepteret af visse dele af den danske modstandsbevægelses ledelse med basis i Hærens Efterretningstjeneste. Som modydelse skulle efterretningstjenesten af tyskerne have fået løfte om, at de ville se igennem fingre med våbenforsendelser fra Sverige til modstandsbevægelsen, våben, som især gik til de militære O-grupper, der ikke deltog aktivt i kampen. Endvidere skulle tyskerne have lovet støtte til bekæmpelse af et eventuelt kommunistisk kup i Danmark ved besættelsens afslutning. Med andre ord går teorien ud på, at der ud fra sammenfaldende interesser på enkelte punkter skulle have fundet et samarbejde sted mellem tyske nazister og dele af den danske modstandsbevægelse i 1944-45, og at Jane Horney sammen med to-fire andre, bl.a. den tyske efterretningsofficer Ernst Gilbert, blev likvideret pga. sin viden herom. Efterretningstjenesten i Stockholm eller dele af den skulle altså i forståelse med den engelske Special Operations Executive (SOE) – ligesom den ‘lille generalstab’ gjorde m.h.t. våbenfordelingen – have spillet dobbeltspil over for den civile del af modstandsbevægelsen. Den refererede fortolkning blev anlagt i den svenske instruktør Stellan Olssons tv-film, og med et grundigt kendskab til be208

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 209

sættelsestidens historie var det trods navnecamouflage mv. til en vis grad muligt at identificere de ‘involverede’ fra det danske politi og den militære efterretningstjeneste. I et større perspektiv er sådanne historier ikke usædvanlige. I alle dele af de af Tyskland besatte lande under 2. verdenskrig var der i varierende omfang delte interesser inden for modstandsbevægelserne, især om efterkrigssamfundets karakter. Disse modstridende interesser satte sig igennem som spændinger og somme tider indre kamp mellem borgerligt orienterede kræfter på den ene side og kommunistiske eller socialistiske på den anden. I Jugoslavien og Grækenland kom det til direkte kampe mellem disse grupperinger, som for Grækenlands vedkommende fortsatte i skærpet form i den græske borgerkrig 1946-49. Hermed er naturligvis ikke sagt, at dele af den danske modstandsbevægelse gik eller blot overvejede at gå i samarbejde med tyskerne for at bekæmpe den kommunistiske indflydelse. Men at der var spændinger imellem hæren og politikerne på den ene side og kommunisterne på den anden blev påvist allerede i Hæstrups forskning i 1950’erne og i den efterfølgende Hjalf-sag. Hertil kommer en praktisk detalje, der ofte overses i fremstillinger af modstandskampen, nemlig den, at modstandsbevægelsens ledelse, Frihedsrådet, ikke havde fuld kontrol med alt, hvad der foregik, hverken centralt eller regionalt, og at f. eks SOE ikke følte sig strengt bundet af de danske illegale ledelsesinstanser. Under alle omstændigheder synes den eksplosive debat om Horney-serien i 1985-86 i kombination med sensibiliteten ved jubilæerne mv. at vise, at det danske samfund ikke har forholdt sig principielt anderledes til dets egen historie under 2. verdenskrig end de fleste lande, som har højspændte nationale interesser at pleje. Frankrig er et godt eksempel til sammenligning, selvom den franske kollaboration og Vichy-regimets ideologiske støtte til fascismen og deltagelse i jødeforfølgelser mv. ikke finder direkte paralleller i Danmark. Den drama-dokumentariske serie om Jane Horney var oprindelig programsat til at begynde i den dengang enerådende danske tv-kanal d. 3. maj 1985 i prime time. Hvis der findes kilder, der 209

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 210

viser overvejelser over dette valg, har de i hvert fald ikke været til rådighed for os. Og umiddelbart virker det forbløffende, at ledelsen af DR TVs kulturafdeling med programchef Werner Svendsen i spidsen turde træffe denne (foreløbige) disposition. Var der blot tale om en bureaukratisk lys idé, eller lå overvejelser over nødvendigheden af en revision af den ellers altid ukritiske jubilæumsfremstilling af modstandsbevægelsen i de store medier til grund? Eller måske et forsøg på at bryde ‘religiøsiteten’ i selve jubilæumsritualet nu da besættelsen trods alt var på tidsmæssig afstand? Vi ved det ikke. Vi ved kun, at forestillingen om den harmoniske modstandsbevægelse blev angrebet i tv-serien, og at alene rygterne herom fik protesterne til at begynde allerede inden man havde påbegyndt produktionen – med den følge, at programmet for d. 3. maj ændredes, og premieren på Jane Horney blev udsat til d. 21. oktober – samt at de fortsatte lang tid efter dens afslutning.254 Et universitetsspeciale har talt næsten 300 artikler om Jane Horney-sagen i bred forstand i de ni vigtigste dagblade fra perioden september til december 1985.255 Med Ekstra Bladet i spidsen støttede flere af bladene i varierende omfang veteranforeningernes krav om ikke at sende tv-serien, og da svensk og dansk tv alligevel besluttede sig for at gøre det, støttede de veteranernes angreb på kulturafdelingens ledelse og krav om en tilbagekaldelse af seriens historiske påstande. Dette lykkedes da også i foråret 1986. Avisartiklerne, der mest var nyhedsartikler og ikke, som det er almindeligt for historisk stof, baggrundsartikler eller kommentarer, varierede naturligvis i tonefald og aggressivitet. Mest urbane var de store morgenaviser, mens Ekstra Bladets tone markeres allerede gennem de fire første rubrikker i avisens dækning af sagen: Jane Horney ikke i tv – modstandsbevægelsen truer med sort skærm (2.9.), Han vil ikke kaldes morder (23.9.), Stands det svineri (23.9.) og Frihedskæmperen mod tv-chefen (24.9.). I forhold til denne aggressivitet indtog BT en mere forstående holdning over for serien og over for Jane Horneys familie, der hele tiden havde forsøgt at få hende rehabiliteret. Der var næppe dyberegående grun210

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 211

Journalisternes fagblad Journalisten hilste d. 25. oktober 1985 i ytringsfrihedens navn udsendelsen af Jane Horney-serien velkommen. Den afbildede Arne Sejr var modstandsveteran, men også deltager i hemmelige operationer under den kolde krig.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 212

de hertil end forsøget på af konkurrencehensyn at udgøre et alternativ til Ekstra Bladet.256 Truslen om sabotage mod tv var nok mere imaginær end reel og blev hurtigt døllet ned af de veteraner, der mest udtalte sig til eller skrev i pressen.257 Mange af de pågældende havde på samme måde som Alsing Andersen for samarbejdspolitikkens vedkommende, da beretningen fra Den parlamentatiske Kommission var til drøftelse i Folketinget, en klar andel i de forhold, de nu tog stilling til. Det drejede sig i første række om Frode Jakobsen og Arne Sejr. Jakobsen var under besættelsen den øverste ansvarlige for stikkerlikvideringerne og havde også efter befrielsen til opgave som minister at tage sig af likvideringssagerne. Han havde altid minimeret fejltagelserne og forsvaret likvideringerne som “krigshandlinger” og derfor fuldt berettigede. De var aldrig blevet undersøgt af en uvildig instans.258 Arne Sejr havde som leder af Studenternes Efterretningstjeneste under krigen været beskæftiget med netop efterretning og havde her igennem også haft tætte forbindelser til den militære efterretningstjeneste. Af et antal på 29 blandt de første modstandsfolk, der samlet protesterede mod seriens forevisning, havde 11 i øvrigt haft og havde i nogle tilfælde stadig en direkte tilknytning til efterretningstjenesten. Den officer fra efterretningstjenesten, der ifølge Erik Nørgaard gav ordren om likvidering af Jane Horney, og som stadig levede, blev dog behændigt holdt uden for inddragning, mens pressen interesserede sig meget for drabsmanden, dog trods alt uden at nævne hans rigtige navn.259 Efter at det viste sig forgæves at hindre Jane Horney-seriens udsendelse, drejede kampagnen mod den i november måned 1985 i en politisk og juridisk retning. D. 26. november – efter seriens afslutning – sendte Frode Jakobsen et “åbent brev” til regeringen. Heri hed det som det centrale: Filmen beskylder Det Danske Forsvars Efterretningstjeneste i Stockholm (som bidrog stærkt til Danmarks anerkendelse som allieret): For landsforræderi, anstiftelse af mord, grov personlig berigelse… En sådan mytedannelse til skade for vort lands anseelse (i lighed med den ondartede Rostock-myte) må ikke få lov til at slå rod. Heller ikke i vore broderfolk,

212

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 213

hvor Norges Radio nu overvejer at købe serien. Påstande, som måske før er blevet fremsat, men hidtil betragtet som løs snak, har ved udsendelsen over Dansk tv under betegnelsen “drama-dokumentarisk” fået et sådant stempel, at de grove beskyldninger må få konsekvenser. Enten for eventuelle skyldige – eller for dem, der er ansvarlige for en bagvaskelses udbredelse.”260

Jakobsen krævede altså enten efterretningsofficererne eller tv-ledelsen retsforfulgt, men hans egen mening om, hvem der var skyldig, var ikke nogen hemmelighed. Samme dag udsendte Radiorådets næstformand Per Stig Møller ligeledes et åbent brev som klage til rådsformanden, Birte Weiss. Brevet lagde sig tæt op ad Jakobsens, men var holdt i en mere spørgende form.261 Per Stig Møllers klage førte til en stor debat i Radiorådet d. 7. januar 1986. Som afslutning herpå slog programudvalget fast, at “Horney-serien hverken kunstnerisk, indholdsmæssigt eller researchmæssigt havde en standard, der gør beslutningen om at sende serien acceptabel. Programudvalget beklager, at det alligevel skete.”262 19 medlemmer stemte for beklagelsen, der også var en ‘næse’ til Werner Svendsen og DRs driftsledelse, mens tre stemte imod. Interessant er det, at både de borgerlige og socialdemokraterne stod splittet i bedømmelsen af serien og dens berettigelse. Ole Askvig fra AOF forholdt sig således i modsætning til partifællen Karen Dahlerup kritisk over for pressekampagnen mod serien, og det samme gjaldt Peter Duetoft fra CD, som pegede på “to generelle problemer… i forbindelse med al besættelsestidshistorie”: Det er en meget kedelig form for historiebaggrund, vi har her i landet, at vi lukker besættelsestidens kilder så meget, som vi gør. Lader en lille udvalgt skare historikere få lov til at grave rundt i det og så ikke andre. Og så skal justitsministeriet jo i øvrigt bagefter have lov til at gennemse det materiale, der kommer ud af det. Det er i al fald en besynderlig måde for historikere at arbejde på. Det gør det i hvert fald ikke lettere for andre at gå ind i det her arbejde, og jeg synes ikke, vi skal råbe så højt, netop fordi det var os, der lukkede kilderne.263 Det andet er – og nu vil jeg håbe, at jeg ikke bliver misforstået – myten om modstandsbevægelsens urørlighed. Jeg har meget, meget stor sympati og respekt for modstandsbevægelsen, men vi skal vel også passe på med ikke at blive ved med at køre i myten om, at alt, hvad mod-

213

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 214

standsbevægelsen gjorde, var rigtigt. At alt, hvad der foregik under besættelsen var godt. Og at der overhovedet ikke kan stilles et eneste kritisk spørgsmål til, hvad der foregik på det tidspunkt. Jeg synes i hvert fald, at den offentlige debat i meget høj grad er kørt på det grundlag. Og det er jo ikke noget nyt. Vi husker det allerede fra det tidspunkt, hvor Trommer kom med sin doktordisputats omkring jernbanesabotagen.264

Carsten Kyhn, der var repræsentant for venstrefløjspartier, udtalte, at han syntes, serien var noget kulørt i en ejendommelig fortællestil, der vel bedst kan karakteriseres som miskmask. Men så kan jeg forstå af Werner Svendsens redegørelse, at en væsentlig årsag hertil skal søges i de idelige krav om ændringer og strygninger, som den danske side af samarbejdet krævede. Til gengæld kan jeg i debatforløbet og pressionsgruppernes aktive indsats kun se denne kravinstans som i hvert fald væsentlige dele eller kredse af tidligere modstandsfolk, der tilsyneladende vil tage patent på den nationale, kollektive fortrængning om, hvad der skete i Danmark fra 1940-1945. Og det har haft karakter – dér er jeg enig med Duetoft – af det, som han karakteriserede som en hysteribølge. Jeg synes, det var en dårlig serie, men jeg er glad for, at den blev sendt. Og når jeg synes det, er det fordi jeg synes det er vigtigt at få diskuteret mytologien, inden den bliver rent tågeslør og lige så svær at overvinde, som det for vore forfædres generationer var at overvinde 1864.265

Radiorådets beklagelse var imidlertid ikke tilstrækkelig for Frode Jakobsen og dem, han repræsenterede.266 Klagen til regeringen blev fastholdt, og d. 29. april 1986 udstedte DRs ledelse så en erklæring, der understregede, at et sæt nærmere definerede “beskyldninger” i serien mod efterretningstjenesten og dermed mod dele af modstandsbevægelsen var “grundløse”.267 Hermed havde Frode Jakobsen fået det ønskede “dementi på de hæslige anklager filmen rejste mod fremtrædende danske modstandsfolk”, som han udtalte til Politiken dagen efter. Ordet “grundløs” i karakteristikken af seriens udsagn på de afgørende punkter var givetvis nøje valgt. Man kunne have anvendt ord som “ubeføjet” eller “ubegrundet”, som ville have været korrekte. Med ‘grundløs’ udtrykte DR i virkeligheden, at seriens centrale påstande var løgn, og det gjorde DR vel vidende, at der ikke var foretaget nogen ny undersøgelse af de omhandlede historiske begivenheder. Der fandtes ikke videnskabeligt belæg 214

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 215

for at afvise påstandene, lige så lidt som der forelå noget videnskabeligt grundlag for at kalde dem kendsgerninger.268 En evt. begrundelse af videnskabeligt holdbar art ville jo alt andet lige heller ikke kunne fremskaffes, så længe arkivalierne om emnet i Rigsarkivet var spærret.269 Når DR nu kaldte fremstillingen for grundløs, var en sådan indvending udelukket. Det svarede til at fælde dom i en retssag uden at foretage bevisførelse og viste, hvilken effekt pressionen fra dele af modstandsbevægelsen, støttet af det meste af pressen, havde haft. Denne konklusion drog Frode Jakobsen da også selv bagefter, når han skrev: “Radiorådet kan ifølge sagens natur kun slå fast, at filmens beskyldninger forblev ubegrundede – det har Rådet gjort – ikke at de er grundløse. Det sidste er, hvad der er nødvendigt for ren luft.”270 På intet tidspunkt støttede Jakobsen eller andre topledere fra modstandsbevægelsen kravet om offentlig indsigt i arkiverne. Næsten samtidig med DRs undskyldning døde debatten om Jane Horney og om tv-serien ud. Mere principielle spørgsmål såsom arkivadgang og fortolkningsret til historien havde fundet vej til debatten, men langt de fleste artikler og indlæg havde en kampagnelignende karakter og var rettet enten mod tv-serien eller mod personen Jane Horney, somme tider med et stærkt sexistisk indhold. Et af højdepunkterne var her en avisartikel af rigsarkivaren, Vagn Dybdahl, der på grundlag af arkivalier i rigsarkivet forsøgte at tegne et billede af et erotomant og upålideligt kvindemenneske allerede i de tidlige ungdomsår. Dybdahls ‘oplysninger’ krænkede præcis privatlivets fred, som Rigsarkivet netop hævdede at ville beskytte.271 Et af de sidste principielle indlæg var en artikel af litteraturprofessoren Thomas Bredsdorff i april 1986. Heri hed det i et åbent brev til fhv. minister Frode Jakobsen: Kære Frode Jakobsen! Jeg har i dette år forstået, at det alligevel ikke var nazisterne der satte ild til Rigsdagen i 1933. Jeg har også forstået, at det har historikere vidst i en del år, men ikke villet fortælle mig af frygt for, at mit verdensbillede skulle bryde sammen. Det gjorde det dog ikke. Jeg tror også, jeg kan tåle at høre sandheden om, hvorfor ansvarlige ledelsespersoner traf den beslutning – eller indstillede til englænderne – at Jane Horney skulle aflives. Uden at ændre min opfattelse af dem, der loyalt udfør-

215

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 216

te beslutningen. Om hun var skyldig eller uskyldig er ikke afgørende, for krig er krig. Det afgørende er alene motivet. Jeg kan leve med enhver af de mulige forklaringer uden at ændre min grundlæggende opfattelse af nazister, kommunister, borgerlige og modstandskamp. Men jeg har svært ved at leve med en fornemmelse af, at der er en sandhed om et stykke Danmarkshistorie, som nogen mener, jeg ikke har godt af at høre.272

Frode Jakobsen ventede med at svare til efter at DRs undskyldning var fremkommet. Så skrev han blot, at han var tilfreds med, at DRs ledelse nu havde udtalt, at den svenske films historiefortolkning savnede grund i virkeligheden. Åbenheds- eller fortolkningsretsspørgsmålet berørte han slet ikke.273 Hermed kom det til at fremstå, som om der kunne udstedes en autoriseret sandhed om besættelsestiden. Jakobsens og den forurettede modstandsbevægelses offensiv mod det, de opfattede som beskyldninger for landsforræderi mv., blev dog svækket af, at de lige så lidt som Justitsministeriet ønskede større aktindsigt og dermed større åbenhed om besættelseshistorien. Udover tilbagevisningen af påstanden om kontakter mellem efterretningstjenesten og tyskere til fælles fordel var det tilbagevendende argument mod tv-serien, at de stadig levende modstandsfolk, der havde deltaget i likvideringer og lignende, havde moralsk krav på beskyttelse mod offentlig nyfigenhed. Dette var så at sige problemets forside, et helt igennem berettiget krav, selvom man for så vidt godt kunne behandle likvideringerne under fuld anonymitet for både gerningsmænd og ofre (med eller uden anførselstegn). Problemets bagside var, at stærke kræfter i modstandsbevægelsen lige siden 1945 havde våget nidkært over det arkivalske materiale, fordi de – på samme måde som staten ønskede at beskytte sit omdømme – var interesserede i at beskytte modstandsbevægelsens omdømme. Fra et tidligt tidspunkt efter befrielsen havde Frode Jakobsen benyttet udtrykket “frihedsbevægelsens prestige” som en slags beskyttelsesformular mod kritik af enhver art. ‘Frihedsbevægelsens prestige’ satte en grænse for kritikken og angav, at egentlige argumenter mod den var unødvendige, fordi kritikerne ikke var af god mening. Muligvis spøgte ‘modbevægelsen’ og kritikken af retsopgøret fra de umiddelbare 216

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 217

efterkrigsår stadig.274 Professor Ditlev Tamms doktordisputats Retsopgøret efter besættelsen, der udkom i 1984, overskred således grænsen for Jakobsen og andre modstandsfolk, dels pga. kapitlet om stikkerlikvideringerne, der påviste mange fejltagelser og efterfølgende dække herover fra modstandsbevægelsens side, dels pga. beskrivelsen af de mange drab (25 officielt registrerede) og mishandlinger af de arresterede i retsopgørets første uger.275 Stellan Olssons filmserie var allerede på forhånd udpeget til at ville overskride grænserne, også selvom Olsson og hans juridiske chef i svensk tv, Ulf Peyron, ikke havde fået adgang til den danske stats arkiver.276 I praksis omkring adgangen til arkiverne var der altså stadig et sammenfald mellem myndighedsinteresser og så modstandsbevægelsens ledelses interesser, svarende til kompromisset i 1945. Allerede under radiorådsmødet i januar 1986 var der blevet talt om “genopretning”, som i angribernes mund betød, at den skade, der var sket med Jane Horney-serien, burde genoprettes ved en ny serie om disse problemstillinger, hvor modstandsbevægelsen kunne fremstilles i det rette lys. Af flere grunde – bl.a. den angst hos tv-folkene for den dramadokumentariske blandingsgenre, som balladen om Jane Horney havde fremkaldt – blev dette ikke til noget. Endnu to dimensioner må dog medtænkes, når man betragter Jane Horney-debatten i 1985-86. For det første: Synspunkter af nogenlunde samme indhold som dem, Horney-serien fremlagde, var udspredt flere gange på tryk, uden at større grupper havde protesteret.277 I det hele taget var ‘revisionistiske’ tolkninger lette at finde på markedet, hvis man var interesseret, de havde blot ikke nogen – eller i hvert fald ikke en tilstrækkelig – videnskabelig fundering efter de almene kildekritiske principper. Med lanceringen af Jane Horney-serien som en dramatiseret historiefortælling i tv til et millionpublikum kom sagen imidlertid til at forholde sig anderledes. Hermed fik budskabet en anden valeur, erindringen antog karakter af en kreativ og dynamisk ‘begivenhed’, der kunne virke som en kommemoration (som i udspring og form ligner et scenisk drama) – forstærket af, at tv i første om217

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 218

gang havde programsat seriens første afsnit til d. 3. maj 1985 – aftenen før aftenen – i den bedste sendetid. På denne måde blev selve grundfortællingen berørt, og det forklarer måske publikums eller offentlighedens, om man vil, hypersensibilitet, selvom man ikke skal se bort fra, at dele af den ‘sensible’ opinion var yderst velorganiseret.278 Og når der er tale om en kommemoration, træder også bestemte legitimerings- og identifikationsmekanismer i kraft, som skal ‘slå fast’, at de, som æres eller fremstilles, er identiske med dem, der ærer dem, at vi er de samme som dem i fortiden, vi mindes, og at vi forbliver de samme i al fremtid.279 I denne identifikation ligger implicit, at de fleste vender sig bort, når et ‘vrangbillede’ bliver præsenteret. Det sker, med mindre de er rede til at modificere deres identitet. Den anden forklaringsdimension er af mere materiel art. I medieforskningen har det været en accepteret teori, at tv henvendte sig til befolkningen inden for en nationalt afgrænset ramme og gjorde det som en monopoliseret public service-institution; målgruppen og referencerammen var borgerne i nationen. Denne status som statsmonopol med ‘folket’ som publikum gav tv en enestående stilling som ideologisk påvirkningsmiddel i forlængelse af mellemkrigstidens og 1940’ernes radiomedie. Tv blev samfundets politiske og kulturelle dagsorden-sætter, der kunne lignes ved skjalden eller historiefortælleren på torvet, som udbredte de store fortællinger, der integrerede befolkningen.280 M.h.t. formidling af historie samt dennes rolle i samfundet blev fjernsynet også et stærkt medium; det blev en væsentlig kilde til dannelse af historiebevidsthed, fordi det i høj grad var bestemmende for, hvilken diskurs om historie der fandtes i samfundet, som det også fremgår ikke blot af diskussionen om Jane Horneyserien, men også af andre historiske tv-serier fra 1960’erne til 80’erne.281 I Jane Horney-serien blev der egentlig ikke meddelt noget, der ikke tidligere var udtrykt i skriftlig eller mundtlig form. Men tidspunktet omkring 40-års jubilæet, kombineret med ‘provokerende’ synspunkters præsentation for nationens forsamlede publikum, fremkaldte tilsammen den formentlig kraftigste og mest 218

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 219

udbredte offentlige diskussion om historie, der nogensinde har været i det danske samfund.282 Frode Jakobsen udtrykte selv problematikken, da han i sit åbne brev til regeringen d. 26. november 1985 skrev: “Påstande, som måske før er blevet fremsat, men hidtil betragtet som løs snak, har ved udsendelsen over Dansk tv under betegnelsen “drama-dokumentarisk” fået et sådant stempel, at de grove beskyldninger må få konsekvenser.” Lignende offentlige historiefejder har imidlertid ikke fundet sted siden 1987, og dette fravær falder sammen med, at tv’s status som nationalt auditorium har været under nedbrydning pga. ny teknologi og lovgivning, som har muliggjort spredning af tvsignaler fra flere stationer inden for hvert enkelt land, og oprettelse af satellitstationer der sender på tværs af landegrænserne. Den meget hårde og ofte personrettede kritik, der fulgte med udsendelsen af de kontroversielle programmer, spiller dog sikkert også en rolle for fraværet af opsigtsvækkende historieprogrammer. Under Jane Horney-debatten blev både Stellan Olsson og Werner Svendsen udsat for trusler fra folk, der hævdede at tilhøre modstandsbevægelsen, herunder likvideringstrusler og trusler om selvmordsbølger blandt modstandsfolk. Og de blev i øvrigt kritiseret voldsomt i de danske medier.283 Det gør naturligvis sin virkning på de pågældende og kunne være med til at holde andre tilbage fra at søsætte kritiske historieprogrammer. Wechselmanns Ingen Hamlet på Kronborg i år, 1986 Spørgsmålet om, hvem der skulle kontrollere formidlingen af besættelsestidens historie i tv, blev allerede aktuelt igen et år efter Jane Horney-bataljen. Efter udsendelsen af Horney-serien i svensk og dansk tv indledte den dansk-svenske filminstruktør Maj Wechselmann i samarbejde med researcheren Ann Wolfsberg produktionen af en dokumentarfilm om den tyske besættelse af Danmark, der var tænkt som et realhistorisk korrektiv til Stellan Olssons serie, som Wechselmann var blevet stærkt indigneret over.284 Filmen kom til at hedde Ingen Hamlet på Kronborg i år efter en aflysningsplakat fra besættelsesårene. 219

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 220

Maj Wechselmanns film tog klart modstandsbevægelsens parti og fokuserede på menige kommunistiske deltagere i frihedskampen, bl.a. instruktørens far, Bruno Wechselmann. Den viderebragte på mange måder centrale DKP-myter og de hertil knyttede fortielser om besættelsestiden (se IV., afsnittet ‘De apokryfe fortællinger’) og var samtidig med det stærke angreb på samarbejdspolitikken i alle dens afskygninger et lidenskabeligt forsvar for kampen mod den tyske nazisme og dens ofre, en kamp, som kunne siges at være blevet problematiseret i Horneyserien. Filmen var produceret af svensk tv, Det danske Filminstitut og Statens Filmcentral i forening, og meningen var oprindelig, at den skulle vises i dansk tv efter premieren i det svenske fjernsyn. Det skete imidlertid ikke. Efter kritisk omtale af filmen i danske dagblade – den vistes ved en forpremiere i København d. 18. november 1986 og første gang i svensk tv d. 24. november, hvor mange østdanskere så den – meddelte Danmarks Radios tv-kulturafdeling ved Werner Svendsen d. 3. december 1986, at filmen ikke ville blive programsat i DR TV (som endnu havde monopol). Argumentet herfor var, at filmen ikke tilføjede noget nyt, og at dens kvalitet ikke ansås for tilfredsstillende sammenholdt med, hvad DR tidligere havde produceret af fjernsyn om besættelsestiden. Selvom Ingen Hamlet på Kronborg i år ikke blev sendt i dansk fjernsyn, blev den i den efterfølgende tid vist rundt om i landet. Bl.a. grundet rygterne om politisk censur fra tv’s side var efterspørgslen stor, og Maj Wechselmann benyttede sine kommercielle rettigheder til at vise den i forskellige danske biografer. Også de ikke-kommercielle rettigheder, som Statens Filmcentral besidder, blev stærkt udnyttet i filmens første leveår. Således blev den udlånt 230 gange, og 70 henvendelser fik afslag, da efterspørgslen ikke kunne dækkes af de forhåndenværende 10 kopier. Filmen blev i dette første år især rekvireret af klubber, foreninger og biblioteker. Ofte var der debat efter forevisningen, somme tider med deltagelse af Maj Wechselmann og/eller et par af de interviewede fra filmen. 220

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 221

Fra 1988 skiftede brugergruppen imidlertid, idet udlejningen alt overvejende gik til folkeskoler. Filmen indgik og indgår i Statens Filmcentrals udbud af film om Danmarkshistorie 1940-45, der i slutningen af 80’erne bestod af 16 film, i dag formentlig af lidt flere. Hovedparten af disse er kortfilm, der behandler enkeltstående historiske begivenheder eller problemstillinger. Af længerevarende film med en syntetiserende fremstilling distribueres tre: Theodor Christensens Det gælder din Frihed fra 1946, skoleudgaven af sammes De fem år fra 1960 og så fra 1987 Maj Wechselmanns Ingen Hamlet på Kronborg i år.285 Såvel i indhold som i form svarede Maj Wechselmanns film til grundfortællingen. Dens narrative struktur udgjordes af den klassiske berettermodel med de succesive elementer: Anslag, præsentation, uddybning, konfliktoptrapning, ‘point of no return’, klimaks og udtoning.286 Men indholdet var ikke efter konsensusmodellen, som det var og er normalt med brede fremstillinger af besættelseshistorien, hvor politikerne, modstandsbevægelsen og folket i hvert fald de sidste to år påstås at stå sammen mod tyskerne og en forsvindende minoritet af danskere. Hos Wechselmann var aksen forrrykket, således at samarbejdsregeringen, det store erhvervsliv og tyskerne stod som modsætninger til folket og modstandsbevægelsen gennem det meste af besættelsen. Fremstillingen var stærkt sort/hvid og patetisk i sit udtryk, på en måde der mere svarede til den ‘lejroffentlighed’, DKP havde bygget op om perioden, end til den konventionelle nationale konsensusudgave. Desuden gav rytme og klipning på mange måder næring til filmens indignerede patos. Trods denne tendens, der var åbenlys – bl.a. fordi instruktøren og hendes familie optrådte på fotografier med navns nævnelse og hun selv som speaker – men ikke direkte anført i filmen, blev den i offentligheden fra begyndelsen bedømt inden for rammerne af en ‘normal’ besættelsestidsfilm. Og i løbet af nogle få dage efter forpremieren måtte Maj Wechselmann udkæmpe en tofrontskrig, på den ene side mod veteraner fra den borgerlige eller socialdemokratiske del af modstandsbevægelsen, på den anden mod en mere uventet fjende i form af skibsreder Mærsk Mc221

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 222

Kinney Møller, hvis far, A. P. Møller, blev ufordelagtigt omtalt i den. Det meste af denne krig var overstået inden filmen blev stoppet af dansk tv, og i modsætning til udfaldet for Jane Horneyseriens vedkommende med forhåndskritikerne som sejrherrer. Fra filmens forpremiere haglede kritikken ned over den i de store dagblade, i første omgang fra forskellige anmelderes side, i næste fra modstandsveteraners som Jørgen Røjel og Ina Rohde. En RUC-gruppe anvendte i en rapport 160 artikler i 14 aviser fra november til februar, dvs. fra den første omtale indtil debatten om mulig censur. Typiske overskrifter var Kommunistisk partsindlæg, Werner Svendsen og ytringsfriheden (Politiken), Modstandskamp set skævt fra venstre, A. P. Møllers uforfalskede danskhed, Vi holder hans minde i ære, Rød historie (Berlingske Tidende), Wechselmannfilm – en rød tomat (Aktuelt), Hvordan kommunisterne vandt krigen (Weekendavisen), Tør Svendsen trodse Mærsk (Ekstra Bladet), Kommunisternes Danmarkshistorie (BT), Kommunistisk propaganda (Kristeligt Dagblad) og Disse dygtige modstandsfolk i rødt (Jyllands-Posten).287 Dagen før kulturafdelingens afgørelse havde Ina Rohde – en af gengangerne fra Horney-stormen – et typisk indlæg i Politiken under overskriften Skal dansk TV sluge den kamel. Hun mente, at det var den danske efterretningstjeneste, der havde ydet den væsentligste hjælp til de allierede. Og efterretningstjenesten var der “ikke en lyd om, ikke et billede af” i filmen. Indlægget sluttede: Maj Wechselmanns film er, ikke mindst på grund af et morads af fortielser, en kontant omgang historieforfalskning, helt i sovjetisk mønster. Er dansk TV virkelig nødt til at sluge den kamel med? Uden at pege på, at den er et kommunistisk propagandaforetagende? Endnu tør man jo håbe på, at programchef Werner Svendsen, hvis afgørelse åbenbart kan ventes i denne uge, ikke hopper på den limpind?288

Kun dagbladet Land og Folk og forskellige venstreorienterede blade forholdt sig i varierende grad positivt til filmen, og den fik også en vis støtte fra nogle af de 14 interviewede personer, der medvirkede i den, herunder Frode Jakobsen, der fik megen tid i filmen, advokat Jørgen Jacobsen og journalist Leif Larsen. Derimod var politikerne med nogle få undtagelser også i denne sammenhæng tilbageholdende, selvom det var det danske politiske 222

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 223

establishment under besættelsen, der måtte tage imod filmens drøjeste hug. Hvor Wechselmann vel havde ventet forskellige politiske reaktioner, kom angrebet fra Mc-Kinney Møller nok uventet for hende. Og det tvang hende til at ændre filmen, fordi Statens Filmcentral, som Mc-Kinney Møller også klagede til, stillede det som betingelse for at distribuere den. Hr. Møller vendte sig imod to sætninger i filmen, hvoraf den ene ledsagedes af et portræt af faderen og rederiets grundlægger, A. P. Møller. Den ene sætning udgik fra Jørgen Jacobsen, der i et interview udtalte, at A. P. Møller tidligere i besættelsen havde markeret sig ved en tyskvenlig indstilling (filmen hopper i kronologien), den anden fra speakerkommentaren ved Wechselmann selv, der sagde, at A. P. Møller i 1941 havde udtalt sin stærke sympati for Hitler.289 Reaktionen kom prompte. D. 27. november beskrev Mærsk Mc-Kinney Møller i Berlingske Tidende faderens stærke nationale sindelag og kaldte det “forstemmende, at danske skatteyderes midler medvirker til at besudle gode danskeres eftermæle.” Den 2. december opsøgte han kulturminister H. P. Clausen for at få ham til at standse filmens udsendelse i dansk fjernsyn. Yderligere forlangte A. P. Møller-rederiet via en af dets svenske advokater, at Sveriges TV skulle dementere de nævnte ytringer. Og stik mod al sædvane skete dette, ovenikøbet gennem en film skibsrederen fik fremstillet med sig selv som taler, og som sendtes i svensk tv umiddelbart efter genudsendelsen af Maj Wechselmanns film d. 29. november 1986.290 I sin tale sagde Mc-Kinney Møller: Skibsreder A. P. Møller, min far, beskyldes i udsendelsen for at have næret sympati for Hitler, og hans indsats for den danske modstandsbevægelse mistænkeliggøres. Det er ukorrekt og ubegrundet. A. P. Møllers ægte, danske patriotisme livet igennem kan ikke drages i tvivl, og han nærede aldrig sympati for Hitler, var ingen sinde pro-tysk. Natten før besættelsen 9. april 1940 gav han samtlige sine skibe instruks om ikke længere at adlyde ordrer fra Danmark, men kun fra USA, således at Tyskland ikke kunne øve indflydelse på skibenes bevægelser. Han finansierede tidligt det illegale arbejde, besøgte allerede i 1941 fængslede danske

223

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 224

modstandsfolk og støttede økonomisk deres familier. Da der i 1944 skulle købes maskinpistoler i Sverige til den danske modstandsbevægelse, fremskaffede han midlerne ved hos bankdirektør Jacob Wallenberg, som Danmark skylder megen tak, at optage et personligt lån. Alt og meget andet uden hensyntagen til egen sikkerhed. Det er let at ærekrænke de døde. De kan ikke svare. At det gøres af danske med speciel politisk observans kan måske ikke undre, men jeg er særlig ked af, at det bringes i Sveriges TV, og det ligger mig på sinde at gendrive insinuationerne, således at min fars navn kan forblive uplettet over for det svenske folk.291

Klagen til Statens Filmcentral fik i første omgang den konsekvens, at færdiggørelsen af filmen til distribution blev stillet i bero. Efter at have indhentet uddybende kommentarer fra de involverede parter – Jørgen Jacobsen fungerede som advokat for Maj Wechselmann – besluttede Statens Filmcentral på et bestyrelsesmøde d. 13. januar 1987 at tilslutte sig et kompromisforslag fra Maj Wechselmann og hendes advokat om at stryge speakerkommentaren, men opretholde Jørgen Jacobsens udtalelse. Efter denne redigering blev filmen frigivet til udlejning.292 Med hensyn til Mærsk Mc-Kinney Møllers tale i svensk tv vakte den opsigt også i Danmark, og i den følgende tid udspandt der sig en diskussion om dens sandhedsværdi, især for så vidt angik udtalelserne om skibenes styring fra USA efter 9. april 1940. Historikeren Christian Tortzen havde således i sin doktorafhandling Søfolk og skibe 1939-1945 påvist, at A. P. Møller-rederiet for alt i verden var interesseret i at redde skibene fra krigsdeltagelse. De fik besked på at gå til neutral havn, ikke allieret, og mange blev oplagt i USA. Den engelske regering opfattede denne handlemåde som en objektiv hjælp til Hitler-Tyskland, mens rederiet var drevet af rent forretningsmæssige hensyn. Hvis de allierede kontrollerede skibene, ville overskuddet blive stærkt reduceret eller forsvinde. USA var i 1940 neutralt, og faktisk blev A. P. Møller ved med at fragte skrotjern – der anvendtes til bombefremstilling – til Japan langt ind i 1941. Under det sejrrige tyske felttog mod Frankrig i slutningen af maj 1940 erklærede A. P. Møller sig over for tyskerne beredt til efter krigen at lade sin flåde indgå i et samarbejde med tyske rederier. I sommeren 1941 224

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 225

blev Mærsk-flåden i USA dog beslaglagt af amerikanerne og indrulleret i de allieredes krigsførelse, lige som England tidligere havde gjort det, meget mod rederiets vilje. Det var Mc-Kinney Møller selv, der varetog rederiets interesser i New York, men såvidt muligt i forståelse med faderen i København.293 Mc-Kinney Møller fik støtte både i en del læserbreve og ledere i de store borgerlige blade med Berlingske Tidende og Jyllands-Posten i spidsen, selvom der også i offentligheden lød kritiske røster og bekymring for ytringsfriheden. Uanset motiverne til ikke at vise filmen i dansk tv kan man nok slå fast, at i 1986-87, et år efter Jane Horney-balladen, var der ikke overskud i den danske tv-ledelse til at stå model til en formidling af det modbillede til det officielle besættelsesbillede, Maj Wechselmann lidt ubehjælpsomt stillede op. En socialist fra en kommunistisk familie, en kvinde, en svensk statsborger, der ville punktere besættelsesmyten over for et dansk millionpublikum – det kunne næsten kun gå galt! Filmen ville heller ikke kunne virke som den ‘genopretning’ i forhold til Jane Horney-serien tv-ledelsen formentlig havde håbet på. Den tog ganske vist fuldt ud modstandsbevægelsens parti, men var for koncentreret om den kommunistiske del til at den kunne gøre flertallet tilfreds. Desuden fornærmede den Danmarks mægtigste erhvervskoncern. En to timers radioudsendelse Wechselmann sammen med Ann Wolfsberg fik lov til at lave om besættelsestiden d. 16. februar 1987 som et slags plaster på såret fremkaldte også indsigelser.294 I kølvandet på den nye ballade, der – i kombination med de socialdemokratiske protester mod arbejderbevægelsesserien Snart dages det… i foråret 1987 – i øvrigt snart drev Werner Svendsen fra Danmarks Radio til den mindre hajfyldte private forlagsverden, lovede tv’s kulturafdeling nu, at den i 1987 ville sende en række repriser af tv-udsendelser om besættelsestiden. Disse udsendelser var overvejende produceret i 1960’erne, hvor bølgerne om besættelsestiden ikke gik så højt som i 1980’erne, og med emner, der lå inden for ‘normaliteten’. Serien hed Danmark under besættelsen – en serie af genudsendelser, og den var redigeret af Hans Kirchhoff og Aage Trommer. Der 225

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 226

var tale om i alt 21 udsendelser af dokumentarisk art, inklusive en afsluttende rundbordssamtale mellem historikere; de sendtes fra september 1987 til februar 1988. Det var seriøse og gode programmer, ofte med nogle af DNH-historikerne som de oprindelige tilrettelæggere.295 Men der var ikke nogen af udsendelserne, der forholdt sig kritisk til modstandsbevægelsen – eller til erhvervslivet – og for en sikkerheds skyld havde man fået en række historiske eksperter til at kommentere dem i fem minuttersoplæg før udsendelserne. Til gengæld vakte de overhovedet ingen debat, ja omtaltes dårligt nok i pressen. Ejdrup Hansens Linien-Lyset 1995 Elle-Mie Ejdrup Hansens fredsskulptur Linien-Lyset blev uden sammenligning den mest omdebatterede begivenhed i forbindelse med befrielsens 50-års jubilæeum. Der var tale om en medieorkan af hidtil ukendt styrke i rækken af offentlige debatter om besættelsestiden og dens kommemoration. Men i modsætning til i nogle tidligere tilfælde blev projektet ikke blæst omkuld og hverken tidsmæssigt flyttet eller opgivet. Trods massiv modstand, politisk pres, trusler om sabotage og personlig forfølgelse af projektets ophavskvinde blev fredsskulpturen gennemført som planlagt d. 4. maj om aftenen. Elle-Mie Ejdrup Hansen og projektgruppen stod fast, og selvom de tre vestjyske amter og 17 kommuner, der var involveret i Fredsskulpturen, ikke turde fortsætte forberedelserne, da kampagnen var på sit højeste, forlod ingen af dem projektet som følge af modstanden. Der var ellers politisk stemning i Folketinget for som et minimum at flytte datoen for laserlyset fra d. 4. maj til d. 8. maj. Men fredsskulpturen var et privat projekt, omend alt overvejende offentligt støttet, og en flytning krævede en særlov som grundlag for at kunne gribe ind over for projektet. Det afstod samtlige partier dog fra at kræve bortset fra Fremskridtspartiet. Den mediebårne kamp om Linien-Lyset 1995, i folkemunde kaldet laserstrålen eller laserlysshowet, rummede til tider så komiske indslag, at det kunne være ganske underholdende og fornøjeligt, men samlet set må det betegnes som en uhyggelig 226

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 227

historie om mediernes og populismens magt og om en tiltagende afhistorisering af den offentlige debat om besættelsestidens historie. Fra Hjalf-sagen over Jane Horney-fejden til kampen om laserstrålen tegner sig en linie, hvor de historiepolitiske kampe mindre og mindre handler om historisk fortolkning. Besættelseshistorien bliver reduceret til en abstrakt fortælling, der kan levere figurer, temaer og stemninger til et slags følelsesteater, og hvorfra der kan hentes stærke følelser ind i en politisk strid, der drejer sig om helt andre ting. “Strålen… er gået hen og blevet et spejl, hvori alle mulige hjemløse følelser forstørres”, som Politiken rammende skrev i sin leder d. 24. februar 1995. Debatniveauet kaldte kritikere frem. Kulturminister Jytte Hilden karakteriserede pressekampagnen som “stødende”, “ubehagelig” og “udansk”, journalisten Morten Sabroe fandt den “intolerant”, kritikeren Carsten Jensen kaldte den for “jubelidioternes fest” og debattøren Birgitte Bollmann skrev, at den var “småtskåren, provinsiel og selvtilfreds et par kilometer hinsides kvalmegrænsen”.296 Da det hele var overstået, så Elle-Mie Ejdrup Hansen tilbage på kampagnen på følgende måde: Jeg har været igennem pressens vridemaskine og dét er besemt ikke morsomt. Men det nedslående er at det gennem hele pressens dækning af projektet har været klart, at det nok så meget har været det sære eller særlingen, eneren, den, der ikke blot deltog i den glatte, rituelle fejring af befrielsen, man har været ude efter. Der har for mange fra starten været et sært ubehag ved at blive konfronteret med dette lys, det har givet dårlige mindelser om en fortrængt skyld, og den der bragte disse minder frem skulle kanøfles.297

Selv gav hun aldrig tilbage af samme mønt og holdt sig helt fri af det konfrontative og personlige debatniveau. Der var forholdsvis stille om Fredsskulptur 1995 i de første år af projektets levetid, hvor det udviklede sig fra idé til konkret projekt og opnåede de fornødne bevillinger. I januar 1995 lød så startskuddet for kampagnen imod projektet. Den kendte og stærkt konservative modstandsmand Flemming Juncker udsendte 8. januar et åbent brev stilet til “alle modstandskammerater og -organisationer”, hvori han opfordrede alle til at protestere over 227

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 228

fredsskulpturen og “sende velformede protestbreve” til Statsministeriets 5. maj-udvalg. Opfordringen blev fulgt, og allerede et par dage efter begyndte Stats- og Kulturministeriet at modtage protestbreve med opfordringer til enten at sørge for at stoppe Fredsskulptur 1995 eller i det mindste flytte den til 8. maj (såkaldt VE-dag: Victory Europe) eller d. 15. august (såkaldt VJ-dag: Victory Japan). Det er uklart, hvor mange protestbreve, ministerierne modtog. Tilhængerne havde interesse i at minimere omfanget af protesten, modstanderne det modsatte. Vores optælling viser, at Statsministeriet modtog et par hundrede breve samt en underskriftsliste med ca. 400 underskrifter. Protesterne kom både fra enkeltpersoner og fra modstandsorganisationer, der protesterede på vegne af store medlemsskarer. Fx appellerede Modstands- og Fangeforeningernes koordineringsudvalg vedrørende 50-året for 4.-5. maj 1945 på vegne af 5.000 tidligere fanger og modstandsfolk til statsministeren om at standse “lys-showet” på befrielsesaftenen.298 Blandt de øvrige protesterende var organisationer som Landsforeningen af Gestapofanger, forskellige Frit Danmark-grupper, Aktive Modstandsfolk, Frihedskampens Veteraner, afdelinger af Erhvervshæmmede fra Frihedskampen, Museet for besættelsen i Århus samt en række enkeltpersoner som fx – og blandt mange andre – besættelseshistoriker Jørgen Hæstrup, journalist Leif Larsen, tidligere modstandsfolk som Musse Hartig og Ole Lippmann. Men projektet havde også tilhængere blandt modstandsfolk, fx Gunnar Auken, som var formand for Fredsskulptur 1995-Komiteen, og som utrætteligt støttede projektet gennem hele forløbet, ofte med store personlige ofre i forhold til gamle venskaber.299 Hertil kom opinionsdannere og kendte personer som fx journalisterne Ejvind Larsen, Herbert Pundik og Leif Blædel, generalkonsul Lorenz Rerup, forfatter Per Højholt, formand for Kulturfonden Niels Højlund og flere andre. Nok var protesterne mange, men modstanden mod LinienLyset ville aldrig have antaget et sådant omfang og karakter, hvis ikke medierne havde sat ind. Først var Weekendavisen, hvor Ulrik Høy i en stort opsat artikel med overskriften “Sabotér 228

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 229

showet!” d. 13. januar viderebragte Flemming Junckers protest og opfordring: “Jeg har skrevet til og opfordret alle modstandsfolk til at gøre indsigelse mod “lyslinjen”. Jeg anser det for et pop-cirkus, som er uværdigt for den 5. maj og en grov fornærmelse over for de ældre, der har et vist forhold til 4. og 5. maj. Det er en gang ungdomspjat og pop-cirkus, det der er lavet.” På forespørgsel af Ulrik Høy fremførte Juncker, at det kunne blive nødvendigt at udøve sabotage mod projektet, et synspunkt han senere i forløbet forlod, men som der til stadighed blev henvist til, at andre kunne finde på, og således fungerede som en trussel. Nogle dage efter fulgte Jyllands-Posten op på sagen. Men den egentlige eksplosion kom, da Ekstra Bladet d. 9. februar satte sagen på forsiden: Hilden giver 15 mill. til nazikunst. Hermed var to væsentlige temaer i modstanden mod projektet demonstreret: mistænkeliggørelse af kunstnerens sindelag og en rindalistisk præget protest mod at bruge så mange skattekroner på kunst. Bladet døbte Elle-Mie Ejdrup Hansens værk “lasershowet”, satte en journalist på kunstneren, som fulgte hende rundt i landet og dækkede sagen næsten hver dag i de følgende måneder. Alle tænkelige aspekter blev belyst. Avisen kunne d. 15. februar 1995 citere præsidenten for Dyrenes Beskyttelse for, at det kraftige lys ville skade fuglene, og en repræsentant for Dansk Ornitologisk Forening mente at kunne forudse, at “et ukendt antal fugle vil søge mod de kraftige lysstråler og blive blindet af dem – og en del af dem vil omkomme”. Spørgsmålet om nedslidning af naturen langs vestkysten som følge af de mange tilskuere, laserlysets påståede øjenskadende effekt og meget andet blev draget ind. Emner, der spredte sig som en lynild i offentligheden, forårsagede forespørgsler i Folketinget og blev trukket ind folketingsdebatten. Der blev tale om en systematisk kampagne mod projektet, mod Ejdrup Hansen og mod kulturminister Jytte Hilden. Kampagnen havde en klart kønsdiskriminerende tone, som i forvejen var velkendt fra holdningen til Jytte Hilden. Ekstra Bladet lancerede en usand påstand om et venindeforhold mellem kunstneren og ministeren. En påstand som snart cirkulerede i medierne.300 229

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 230

Sammen med Weekendavisens Ulrik Høy og BT var Ekstra Bladet førende i kampagnen, men i de øvrige dagblade, tv og radio blev projektet også et yndet emne. Samtlige aviser rummede mere eller mindre koordinerede læserbrevstorme, og der gik ofte en linie fra en journalists historie til et spørgsmål til ministeren. Blandt de landsdækkende blade var det kun Politiken, Information og Det fri Aktuelt, der forholdt sig afdæmpet over for projektet og markerede sig med afstandtagen fra protestkampagnen. Og selvom disse blade indtog en mere eller mindre kritisk holdning over for projektets kunstneriske linie, støttede de dets gennemførelse. Opmuntret af effekten af sin protest og opfordring henvendte Flemming Juncker sig i et brev af 18. februar til Folketingets medlemmer, der d. 8. marts skulle behandle et forslag fra Fremskridtspartiet om at pålægge regeringen “at stoppe det planlagte

Blæksprutten 1995 kommenterede Elle-Mie Ejdrup Hansens laserlys “LinienLyset” med Jens Julius’ tegning. Det er kunstneren og kulturminister Jytte Hilden, der styrer laserlyskanonen. Symbolikken behøver næppe nogen nærmere forklaring.

230

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 231

Veteraner fra modstandskampen truede med at sabotere laserstrålen. Her er det Kaj Ikast, der forsøger, i Roald Als’ streg fra 1995.

laserlysshow “Linien-Lyset” langs den jyske vestkyst den 4. maj 1995”.301 Atter fulgte pressen trop og lagde spalteplads til Junckers synspunkter i dagene umiddelbart før Folketingets behandling. “Juncker går i krig igen”, skrev Berlingske Tidende d. 5. marts i en stort opsat artikel. Folketingets debat blev skarp, og et flertal udtrykte, at man ønskede arrangementet flyttet i respekt for de krænkede modstandsfolk. Kun Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti støttede, at projektet blev udført som planlagt d. 4. maj og var samtidig kritiske over for kampagnen mod Fredsskulpturen. Desuden fangede bordet. Pengene var tidligere enstemmigt bevilget af Folketingets partier og de nødvendige tilladelser givet. Holdningen i medierne var fortsat overvejende negativ, hvilket fik Ekstra Bladet til d. 28. april at opsummere: “Kampen er 231

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 232

vundet. Laserprojektet er dømt til fiasko, knust af opinionen”. Men Fredsskulpturen blev gennemført som planlagt med flere hundrede tusinde mennesker på Vestkystens strande og uden sabotage, men med et par mindre tekniske uheld og under ugunstige vejrforhold.302 Pressens dom fulgte de linijer, der tidligere var trukket op. D. 5. maj karakteriserede BT Fredsskulpturen som “Blålys til 15 millioner kr” og som “Elle-Mies laserflop” og skrev: “Aldrig har så mange været vidne til så lidt for så svimlende summer. Titusinder valfartede i aftes til Vestkysten for at se det stærkt opreklamerede lasershow. Folk følte sig snydt og rasede over Elle-Mie Ejdrup Hansens kunst. Selv gemte idé-kvinden sig i en campingvogn.” Politiken derimod opsummerede i sin reportage d. 5. maj, at laserlysprojektet nød enorm interesse med hundrede tusinder af tilskuere og blev “de unges fest”: “Bedømt ud fra tilstrømningen inden de 32 laserkanoner blev sluppet løs tyder meget til gengæld på, at Elle-Mie Ejdrup har ramt den unge generations smag med sit projekt.” Hvad var det for et projekt, der kunne nyde så intens opmærksomhed og vække så voldsomme følelser? Det skal vi kort redegøre for, inden debattens synspunkter nærmere vil blive præsenteret og analyseret. Det var kunstner og højskolelærer ElleMie Ejdrup Hansen, der i foråret 1990 fik ideen til Fredsskulpturen, som i løbet af de kommende år udviklede sig til det hidtil største laserprojekt i verden og det største kunstprojekt her hjemme nogen sinde. Projektet rummede tre elementer: laserstrålen, musikkoncerter og kunstudstillinger. Dets centrum var en 530 km lang turkisgrøn laserlyslinie, der d. 4. maj mellem kl. 22 og 24 skulle svæve tre en halv meter over stranden mellem havstokken og første klitrække fra Skagen til den tyske ø Sild og på sin vej skulle springe fra bunkers til bunkers. 30 steder langs laserlinjen rakte hvide lyssøjler lodret op i himlen og dannede centre, som tilskuere kunne samles om. Lysshowet skulle ledsages af musikstykket Soundscape, komponeret af Palle Mikkelborg og fremført af over 1.000 sangere og musikere, solister og symfoniorkestre og 232

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 233

gengivet forskellige steder langs laserstrålen. I Fredsskulptur 1995 indgik desuden i tiden omkring d. 4. maj 22 internationalt anerkendte kunstneres værker, fordelt på 57 udstillingssteder på museer og institutioner, i bunkers og i landskabet langs den jyske vestkyst. Som følge af Fredsskulpturens blanding af kunstværk, installations- og konceptkunst blev den i højere grad end ved almindelige kunstværker ledsaget af argumentation og begrundelse. Den bærende idé var “en hilsen – en hyldest. En markering af halvtreds års fred efter nazismens fald i Danmark, i Tyskland, i Europa”.303 Ifølge Ejdrup Hansen var laserskulpturen “en hyldest til livet, verden, håb, forsoning”, og bevidst fravalgte hun, at det skulle blive et projekt direkte mod nazisme og valgte i stedet at “fokusere på dialog og på det tolerante rum”.304 Kunstværkets relatering til Elle-Mie Ejdrup Hansens oplevelse af naturen og dens elementer og af de tyske bunkers ved Vestkysten indgik også som et centralt element. Netop nogle af kunstnerens formuleringer om projektets idé blev brugt i kampagnen mod Fredsskulpturen. For at søge politisk og økonomisk støtte til projektet skrev Ejdrup Hansen i begyndelsen af 1993 til en lang række fremtrædende politikere og ministre, fra hvem hun modtog en række kortfattede og uforpligtende, men positive svar: “… Jeg vil ønske dig held og lykke med gennemførelse af projketet” (Thor Pedersen, Venstre), “Det ser utrolig spændende ud” (Mimi Jakobsen, CD, og Poul Nyrup Rasmussen) og “Tipsmidlerne må være en oplagt mulighed” (Henning Lysholm Christensen, Kr.F.).305 Efter et Kulturfond-støttet pilotprojekt langs strandene ved Thyborøn d. 4. maj 1993 begyndte arbejdet med at rejse penge for alvor. Kulturfonden, Kulturministeriet, Kulturbyfonden og Statsministeriet ydede de største støttebeløb på henholdsvis 5,3 mill. kr. (heraf to mill. i underskudsgaranti), tre mill., to mill. og en mill. Hertil kom to mill. kr. fra amter og kommuner på Jyllands vestkyst, 550.000 kr. fra ambassader og kulturinstitutter, 500.000 kr. fra diverse fonde og 150.000 kr. fra Ministeriet for Kommunikation og Turisme: i alt små 15 mill. kr. fra langt overvejende offentlige kasser, hvilket blev et centralt tema for modstanderne af projektet. 233

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 234

Også Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond ydede et bidrag, og det blev et kildent problem for nogle af kritikerne. Flemming Juncker mente bestemt, at Dronningen måtte være blevet lokket og i hvert fald ikke kunne have været klar over, at d. 4. maj var dagen for Fredsskulpturen!306 Statsministeriet bevilgede altså en mill. kr. til Fredsskulpturen, men det skete ikke uden sværdslag. Ejdrup Hansen havde ansøgt det statsministerielle 5. Maj-udvalg om pengene, og på et møde d. 2. maj 1994 fremlagde hun projektet for udvalget. Det var domineret af repræsentanter for modstandsbevægelsens veteranmilieuer, og et flertal var imod projektet. Kun chefredaktør Bent A. Koch på vegne af Holger Danske Klubben og oberst Erik Fournais, medlem af bestyrelsen i Frihedsfonden, støttede det. Det var første gang, projektet blev mødt med massiv modstand fra tidligere modstandsfolk. Indvendingerne var nogle af dem, der sammen med de tidligere nævnte temaer – Ejdrup Hansens sindelag og de rindalistiske toner – blev gennemgående i den senere kampagne. Flertallet fandt, at det var forkert at kaste lys på de tyske bunkers, da de af modstandsfolk blev opfattet som skamstøtter over samarbejdspolitikken, at laserstrålen skulle krydse grænsen og dermed forbinde Danmark og Tyskland, at der deltog tyske kunstnere i projektet, og at lysskulpturen skulle afvikles på selve d. 4. maj.307 Mod udvalgets ønske pressede regeringen millionbevillingen igennem via det departementschefudvalg, der var nedsat i anledning af jubilæet for at koordinere og lægge linierne for jubilæets arrangementer. Det fik Sven Seehusen til at sammenligne det med departementschefstyret under besættelsen.308 En linie Ekstra Bladet senere fulgte op, da det karakteriserede Fredsskulpturens gennemførelse på tværs af modstandsfolks ønsker som en gentagelse af samarbejdspolitikken!309 5. maj-udvalget fik dog den indrømmelse, at bevillingen ikke ville berøre den generelle bevilling til 50-års jubilæet og skulle anføres separat. Meddelelsen om Statsministeriets økonomiske støtte fik Ejdrup Hansen i oktober 1994, uden oplysning om, at det var sket på tværs af 5. Maj-udvalgets holdning. Det fik hende til i novem234

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 235

ber i et nyhedsbrev at skrive, at “Fredsskulptur 1995 ikke har de tidligere modstandsfolk imod sig”.310 Dette var ikke i overensstemmelse med virkeligheden, og vreden over udtalelsen indgik som et element i den første del af kampagnen. Således kaldte Flemming Juncker påstanden for “toppunktet af uanstændighed” i sit åbne brev af 8. januar 1995, der startede mediestormen. Det var modstanderne af Fredsskulptur 1995, der satte dagsordenen for diskussionen. Derfor var projektets støtter også primært optaget af at tage afstand fra modstandernes synspunkter, kampagnens form og forsøgene på at gribe ind i den kunstneriske frihed og begrænse ytringsfriheden. Folketingsdebatten kom heller ikke til at handle om selve projektets idé og udformning, men om hvorvidt det burde forbydes eller flyttes til en anden dag, og hvad regeringens rolle i så fald burde være. Knap så mange i offentligheden forsvarede selve projektet konkret og offensivt. Det blev typisk til udsagn om, at det var en smuk og storslået idé, “flot, betagende og måske også meningsfuld” (lederartikel i Berlingske Tidende, der uanset denne bedømmelse anbefalede at opgive det), at det var “et holdbart projekt”, hvis værdi imidlertid først kunne afgøres efter 4. maj (Niels Højlund).311 Andre knyttede mere direkte an til projektets ideer og udtrykte, at lysskulpturen var et “smukt udtryk for, at vi og tyskerne nu efter de 50 år omsider må kunne ikke bare leve ved siden af hinanden men også leve sammen. I fred og samarbejde” (Leif Blædel), og Politiken skrev at de mange arrangementer i kystens byer igen vil huske os på den frihed, vi har vundet, og den totale krig, bunkerne stod for… Freden og forsoningen er den ene side af befrielsen. Erindringen om kampen er en anden. Ingen af dem må glemmes. Lad os markere befrielsen på mange måder. Lad os både fejre, at vi har fred, og at vi har frihed.312

Men uvant med offentlig kunstdiskussion, præget af flere af kunstverdenens markante skikkelsers kritik af værket og måske tillige presset af den massive opinion mod Fredsskulpturen var tilhængere af projektets gennemførelse oftest forsigtige med at forsvare dets kunstneriske kvaliteter mere offensivt. Politiken ka235

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 236

rakteriserede således laserstrålen som “en begivenhed, ikke et kunstværk”, der “derfor ikke tåler den store kunstteoretiske bearbejdning”.313 Tre temaer kom til at stå centralt i den dominerende og bredt anlagte kampagne mod projektet: – hævdelse af modstandsbevægelsens meningshegemoni – anti-tyske synspunkter – rindalistisk prægede holdninger. Hertil kom forskellige meningsdannere, der benyttede sagen til skingre angreb på den socialdemokratisk-radikale regering og især på fredsbevægelserne, på det sikkerhedspolitiske flertals politik i 1980’erne, og som bl.a. kaldte Fredsskulpturens budskab om fred “en uadskillelig del af sovjetregimets propagandaarsenal”.314 Ulrik Høy så i en skrækvision Kvinder for Fred genopstå i Elle-Mie Ejdrup Hansens projekt, og Peter Wivel skrev i en leder i Weekendavisen: “Elle-Mie Ejdrup Hansens ‘Fredsskulptur 1995’ er det alternative sikkerhedspolitiske flertals fest for sig selv. Den er ikke det mindste ‘ung’. Nu har dette flertal regeringsmagten, og det har åbenbart tænkt sig, at 50-året for Danmarks Befrielse skal fejres med et tanketomt kommunistisk slogan.”315 Det var et synspunkt helt i Flemming Junckers ånd. I sit brev af 18. februar 1995 til Folketingets medlemmer skrev han, at Fredsskulpturen byggede “på falske fredsfantasier med tilsyneladende forbindelser til Sovjetunionens velkendte falske fredspropaganda”. Han drev sin argumentation ydeligere ud i det absurde, da han karakteriserede projektet som værende uden kenskab til konsekvenserne af, hvad han så som de “forhastede dekoloniseringer i Asien og Afrika og anden politisk vold som i Rusland”.316 Men lad os vende tilbage til kampagnens tre centrale temaer, hvor det er karakteristisk, at højre- og venstrefløj i vid udstrækning var holdningsmæssigt forenet. De direkte anti-tyske synspunkter, der indgik som en del af modstanden mod projektet, blev suppleret med påstande om projektets og Elle-Mie Ejdrup Hansens nazistiske karakter og sindelag. I et brev på vegne af “gamle venner” skrev modstandsmanden Ole Lippmann til 5. maj-udvalget, at kritikken af Fredsskulptur 1995 bl.a. skyldtes, 236

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 237

“at det gennemføres med tyske teknikere, at det gennemføres med tyske kunstnere, at det delvis finansieres med tyske midler”.317 Landsforeningen Sammenslutningen af Erhvervshæmmede fra Frihedskampen skrev i sit protestbrev til udvalget: “Naziregimet/tyskerne var vore fjender, og det virker anstødeligt på mange danskere – især den ældre generation, som led under nazismens åg, at få den ide at involvere den tyske befolkning i vort befrielsesarrangement.”318 Også Flemming Juncker var leveringsdygtig i en påstand, som blev gentaget i efterfølgende protest- og læserbreve: “At der er tyske interesser bag projektets gennemførelse, er vel kun naturligt.”319 Dele af venstrefløjen fulgte trop: “Det er tyskere, der har opfundet projektet, og det er en usmagelig omklamring af en dansk begivenhed”, sagde Frede Klitgård, formand for Aktive Modstandsfolk i et interview i Politiken d. 3. maj 1995. Han foreslog i stedet at bruge pengene til renovering af 4. maj-kollegierne eller erstatning til bløderne! Enhedslistens linie var heller ikke uden anti-tyske toner. I et svar fra en af listens folketingskandidater på en kritik af Enhedslistens linie i sagen hed det med sympati: “Modstandsorganisationer med såvel kommunistisk som borgerligt udspring har peget på det forhold, der ligger i, at et bl.a. tysk sponsoreret projekt skal spille hovedrollen d. 4. maj.” Hvad det var for “et forhold” ville have været interessant at få uddybet. Dette træk ved debatten fik tidligere modstandsmand Tage Hind til at udtale, at der lå en “undertone af negativ nationalisme, ikke kun glæde over et relativt frit Danmark, men fjendebilleder af ‘de andre’. Desværre tidstypisk, så at sige ‘jugoslavisk’”.320 Kritikken af projektet for at være pro-tysk smittede af på projektets ophavskvinde. Elle-Mie Ejdrup Hansen blev i læserbreve, især i tabloidpressen, kaldt for “nazist”, “landsforræder” og “tyskertøs”.321 Det hang bl.a. sammen med, at flere mente at se en inspiration fra nazistisk lys-æstetik og det nazistiske propagandaapparats æstetiske iscenesættelse af massemanifestationer. Ifølge Leif Blædel var Ekstra Bladets Svend Ove Gade den første til at fremføre, at laserstrålen var inspireret af et stort lysshow af 237

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 238

Hitlers arkitekt og rustningsmininster Albert Speer.322 Flemming Juncker fulgte sammenligningen op og udsendte i begyndelsen af februar 1995 endnu et åbent brev, bl.a. vedlagt fotografier af og tekst om det, han kaldte for “det første lysshow”, Speers Lyskatedral ved det tyske nazistpartis årsmøde i Nürnberg i 1937. Synspunktet blev delt af enkelte andre kunstnere323 og flittigt fremført i læserbreve, protestskrivelser og avisartikler, særlig i BT og Ekstra Bladet. En kommentar af Ulrik Høy i Weekendavisen d. 10. marts 1995 fremstillede i koncentreret form indholdet i denne del af modstanden: En elektronisk opdatering af tyskernes forsvarsværk, med horisontalt laserlys, der på symbolsk vis markerer det hegn, der holder fjenden ude – de allierede, der skulle befri os – og 32 vertikalt strittende lyskastere, der associerer så aldeles strålende til nazisternes partidage i 30’erne og de søgelys, der dels blev brugt i KZ-lejrene, dels anvendt til at indfange allierede flyvere på nattehimlen, så luftskytset kunne plaffe dem ned. Hvor meget nærmere et stykke post-nazistisk monumentalkunst kan vi komme? Et post-nazistisk værk, der gennemtrumfes med post-socialistisk stædighed, skal vi kaldet det det?

Det var der mange der syntes. Andre såsom Herbert Pundik og Leif Blædel fandt derimod intet belæg for påstanden og fremførte, at et kunstværks indhold ikke kan aflæses af de materialer, der bruges. “Ud fra den tankegang må man mene, Tivoli af patriotiske grunde på befrielsesaftenen bør opgive sit fyrværkeri, der kan lede tanken hen på det tyske antiluftskyts.”324 Selv argumenterede Elle-Mie Ejdrup Hansen i flere interviews overbevisende imod sammenligningen og for at hendes lysskulptur lå milevidt fra Speers i både form, udtryk og indhold.325 Hun havde dog selv ufrivilligt åbnet for kritik. En artikel dateret 25. oktober 1993, som aldrig blev udgivet og ifølge Ejdrup Hansen ikke var tilsigtet offentligheden, blev hentet frem, og i den skrev hun mildt sagt uklart om projektet. Fx hed det at: “Hitler var interesseret i folket – Grundtvig, Dostojevskij, Le Corbusier – alt bygger på folket. Folket kan være troløst. Hitler vidste, at nøglen til magten lå hos folket. Trods troløsheden er folket vigtigst af alt, da HÅBET – KÆRLIGHEDEN – FREMTIDEN ligger 238

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 239

hos mennesker, – folket på den blå planet.” Det var formuleringer kritikerne forstod at udnytte uden reelt at være interesseret i, hvad Ejdrup Hansen kunne have ment med sine formuleringer. Skriftet blev udsendt af Flemming Juncker som dokumentation. Det tredie tema i kritikken kredsede om de mange millioner, projektet havde modtaget i offentlig støtte. Selvom Flemming Juncker i anti-modernistiske formuleringer udtalte sig stærkt kritisk over for projektets kunstneriske udtryksform, var det økonomiske argument ikke fremherskende hos hverken ham, Ulrik Høy eller flere af modstandsorganisationerne i 5. maj-udvalget, fx Frihedskampens Veteraner. Det var først et emne, der for alvor blev sat på dagsordenen, da Ekstra Bladet og BT satte ind og Fremskridtspartiet begyndte at fiske i rørte vande. Derfor rasede Ulrik Høy også over, at Politiken, Information og folk som Niels Højlund og Margrete Auken karakteriserede modstanden som, om ikke båret så i hvert fald næret af rindalistiske holdninger. Men da den politisk og ideologisk begrundede modstand ikke tog afstand fra de synspunkter, der fokuserede på den offentlige kunststøtte, flød den rent faktisk sammen med de rindalistiske strømninger i en forstærket pærevælling. I de stort set daglige artikler om laserstrålen i Ekstra Bladet og BT i foråret 1995 blev det ved enhver lejlighed hamret fast, hvor mange penge projektet kostede. Og i strømmen af læserbreve var det almindeligt, at skribenterne fik sat trumf på ved blot at nævne, at det kostede 15 mill. kr. “For 15 mill. kroner foragt for os, som gennemlevede besættelsen”, som det hed i et læserbrev.326 Eller i protestbrevet fra Landsforeningen Sammenslutningen af Erhvervshæmmede fra Frihedskampen: “Skal denne pengeslugende stråle absolut sendes, så lad os i anstændighedens navn vente til d. 15. august 1995.”327 Mange fremførte som nævnt at pengene burde have været brugt til noget andet: til at modernisere 4. maj kollegierne, til et mere varigt monument, til erstatning til bløderne etc. Ekstra Bladet nærede holdningen om, at laserstrålen var en del af det almindelige kunstfrådseri. I dets kampagne mod ElleMie Ejdrup Hansen var det almindeligt, at bladet skrev som i 239

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 240

denne dækning af et møde om Fredsskulpturen i Skanderborg: “Laserlys-kunstneren”, der var “omgivet af sikkerhedsvagter da hun holdt audiens på sin hjembys bibliotek” og kørte “som en dronning – med chauffør og omgivet af sin stab – i sin nye 300.000 kroners Mitsubishi”.328 I mange læserbreve blev det fremført, at det var en skandale at bruge så mange penge på et så “grimt”, “koldt”, “flygtigt” eller “uforståeligt” projekt. Traditionen med at sætte lys i vinduerne blev modstillet det kolde, døde og dyre laserlys. På klistermærker produceret af organisationen Frihedskampens Veteraner lød teksten: “STOP lazershowet! Tænd frihedens levende lys den 4. maj!” Helt eksplicitte rindalistiske synspunkter florerede også. I et typisk læserbrev i Ekstra Bladet hed det således: “Jeg kan godt forstå, at finansministeren skal have flere og flere penge ind i skat fra de danskere borgere, eftersom hans kone smider den ene million ud efter den anden til disse uduelige kunstnere.”329 Det var synspunkter på linie med Fremskridtspartiets. I folketingsdebatten om laserstrålen d. 8. marts 1995 blev spørgsmålet om den kunstneriske frihed rejst. Ole Donner fra Fremskridtspartiet sagde: Jeg tror, det skal gennemføres i den hellige kunstneriske friheds navn, og det vil være fuldstændig ligesom det eksempel, hr. Søren Hansen nævnte fra Esbjerg, hvor man udstiller grise, til de rådner; det er kunst. Eller når en kunstner lægger sin egen afføring ned i et syltetøjsglas og putter nogle grisøjne i, giver vi tilskud, så det kan komme på udstilling i New York, for det er også kunst. Det var nok det, ministeren mente med sin tale om grundlovens bestemmelser.330

Næsten som et ekko fra højrefløjen lød det fra den venstreorienterede veteranforening Aktive Modstandsfolk: “Er kunst virkelig kunst, blot fordi en eller anden påstår det? Der er mennesker, som mener at Det store Blålys så er kunst på linie med rådne svin, udstoppede hundehvalpe og en rusten bunke af gamle biler på Kongens Nytorv.”331 Det absolut dominerende og samlende element i modstanden mod Fredsskulptur 1995 var, at modstandsfolk var imod. At de var imod var et ‘argument’ i sig selv, et forhold, der suspende240

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 241

rede alt andet. Påvisningen af at det ikke var alle veteraner, der delte kritikken, havde ringe kår i offentligheden, og meget tyder da også på, at et flertal i befolkningen sluttede op om modstanden mod projektet. En meningsmåling foretaget af Observa, offentliggjort i BT d. 10. 3. 1995, viste at 57% var modstandere af laserstrålen og 22% tilhængere. Som i så mange tidligere debatter om besættelsestiden blev det, der ikke havde opbakning fra modstandsfolk, karakteriseret som “en hån mod de døde”, “en hån mod frihedskæmpernes indsats” og som værende “taktløst”, “krænkende”, “sårende”, “uværdigt”, “anstødeligt” osv. Da modstanden rejste sig i begyndelsen af 1995, vendte de fleste politikere på en tallerken. De, der tidligere havde støttet bevillingen til Fredsskulpturen og for manges vedkommende tillige udtrykt sig positivt om den, fik kolde fødder under indtryk af den massive modstand fra veteranernes og pressens side. Under hele Folketingets debat om Fremskridtspartiets forslag om at pålægge regeringen at stoppe laserlysshowet lå det som en præmis, at kernen i fejringen af Danmarks befrielse var en fejring af modstandsbevægelsen. Selv Socialdemokratiet og Det radikale Venstre, der ligesom SF ikke ville opfordre til en flytning af laserstrålen fra d. 4. maj, tog ikke direkte afstand fra, at der måtte tages specielt hensyn til modstandsbevægelsens synspunkter. De fandt det også nødvendigt at indlede deres motivering for at forkaste Fremskridtspartiets forslag om at pålægge regeringen at standse laserlysshowet med at slå syv kors for sig: “Mindretallet har den største sympati og respekt for modstandsbevægelsens indsats under besættelsen, hvor kampen mod diktaturet og nazismen kom til at kræve store omkostninger.”332 Kun SF tog afstand fra det synspunkt, at modstandsbevægelsens argumenter måtte indtage en særstilling: “Det har været fremført som et argument for at stoppe ‘Linien-Lyset’, at det skulle krænke bestemte mennesker. Men det kan aldrig være et argument for at gribe ind over for et kunstprojekt, at mennesker føler sig krænket. Kunsten må gerne krænke. Det er der megen kunst, der gør. Kunsten må også gerne provokere og skulle gerne skabe debat.”333 Venstre, Det konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet 241

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 242

gik i spidsen for en omklamring af modstandsbevægelsen, hvis lige man vel skal helt tilbage til befrielsessommeren for at finde magen til. I 1945 var det dog af de tre partier kun De konservative, der havde gjort det, og langt fra uforbeholdent, som det tidligere er vist. Fremskridtspartiets motivering af dets beslutningsforslag hvilede på den begrundelse, at når laserstrålen opfattes som krænkende for store dele af de modstandsfolk, som vi ønsker at ære den 4. og 5. maj 1995, burde Folketingets partier have så stor respekt for modstandsfolkene, at man gjorde, hvad der er muligt for at stoppe laserlysshowet eller som minimum forsøgte at flytte arrangementet til en anden dag, hvor det ikke vil virke så krænkende.334

“Respekten for de gamle modstandsfolk burde i sig selv være nok til at stoppe projektet”, opsummerede Tom Behnke under debatten d. 8. marts.335 Pernille Sams fra de konservative fandt, at uanset hvad man hver især mente om projektet, måtte man vise modstandsfolkene respekt ved at tage hensyn til deres kraftige protester og følelser. Og tilføjede så hele arsenalet af argumenter mod projektet lige fra påstanden om dets symbolisering af fredsbevægelserne til faren for øjenskader.336 Venstres Ester Larsen fremførte, at det var ulykkeligt, at modstandsfolkene følte sig sårede, og at man måtte tage hensyn til “deres ønske om ikke på denne mindedag at få revet op i de smertelige og hudløse erindringer, der i særlig grad er deres”. Hun fandt, at regeringen havde demonstreret ufølsomhed over for modstandsfolkenes ønsker.337 Arne Melchior, der tidligere havde rost projektet og som minister havde bevilget 125.000 kr., fremførte i sin ordførertale, at situationen havde ændret sig, da en stor og efter hans mening “meget repræsentativ del af modstandsbevægelsen, virkelig nogle af dem, der står i spidsen, der er demokratisk valgt af de forskellige modstandsorganisationer, er kommet med deres protester, og mange mange flere med dem”. Derfor ønskede han, at et flertal i Folketinget ville henstille, at laserstrålen blev flyttet til en anden dag. For som han sagde: “Det burde da kunne lykkes her i landet, at vi kunne få de 1 1⁄2 døgn i en harmonisk form, i en udelt og enig 242

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 243

festglæde.”338 I forskellige udgaver var det et synspunkt alle partier delte, bortset fra Enhedslisten. Alle beklagede striden om måden at fejre og mindes dagen på. 4. maj burde være en festdag uden strid. Selvom Enhedslisten gik stærkt imod indgreb i den kunstneriske frihed, betonede Bent Hindrup Andersen, at Enhedslisten forgæves havde opfordret til, “at man lyttede til en stor del af de tidligere modstandsfolk”. Han så dette som i direkte tråd med det samlede program for det officielle jubilæum, hvor man heller ikke “havde formået at udforme programmet for 50-årsdagen i et nærmere samarbejde med store dele af de tidligere modstandsfolk og deres organisationer”.339 I modsætning til Enhedslistens vurdering fremførte SFs Margrete Auken, at det var den mest reaktionære del af modstandsbevægelsen, som havde ført an i protesterne mod laserstrålen. Begge overså her det interessante faktum, at som i tidligere erindringspolitiske kampe var veteranmilieuernes venstre- og højrefløj forenet. “Naturligvis har frihedskæmperne patent på 4. maj, det er deres aften. Hvis ellers? Kollaboratørernes og deres efterkommere?”, skrev professor Bent Jensen og opsummerede her det synspunkt, som i hovedsagen bar modstanden mod Linien-Lyset.340 Dette entydige privilegium blev anfægtet fra forskellig side, men anfægtelsen slog ikke igennem. Kulturminister Jytte Hilden argumenterede ligeledes for, at tradition og fornyelse burde gå hånd i hånd, når mærkedage som 4. maj skulle fejres, og hun så Fredsskulptur 1995 som udtryk for en sådan fornyelse.341 Men det var en fornyelse størstedelen af modstandsbevægelsens veteranmilieu ikke kunne acceptere. Kernen i modstanden mod projektet syntes ikke at være alle de konkrete indvendinger, der kom på banen, men derimod det faktum, at Fredsskulptur 1995 ikke primært var en hyldest til modstandsbevægelsen. Det er en tolkning, der bekræftes af den modstand, der var mod Rifbjergs teaterstykke i 1970 og mod tv-serien om Jane Horney i 1985. Konsekvensen af en sådan holdning er, at besættelsestidens historie reduceres til modstandsbevægelsens historie. Kampen om laserstrålen var renset for diskussion om besæt243

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 244

telsestidens historie, selvom nogle forsøgte at få det til at tage sig ud, som om laserstrålen havde givet anledning til en debat om samarbejdspolitikken under besættelsen. Påstanden fungerede mere som en trussel end som udtryk for virkeligheden. På vegne af Modstands- og Fangeorganisationernes Koordineringsudvalg skrev Sveen Seehusen således i et protestbrev: Modstands- og Fangeforeningerne havde forud for planlægningen af højtideligholdelsen af 50-året for Danmarks befrielse i enighed bestemt, at vi ikke ville komme ind på eftergivenhedspolitikken under besættelsen, men alene fejre befrielsen. Det er derfor ulykkeligt, at kulturminister Jytte Hilden med sin indstilling har skabt grundlag for en ubehagelig diskussion om de daværende danske politikeres eftergivenhedspolitik.

Alle havde ellers været enige om, “at den 4. og 5. maj skulle markere det danske folks sammenhold i de mørke år”.342 Selvom politikerne nok ikke følte sig direkte truet af Seehusens udtalelser, så skyldtes de mange politikeres tilslutning til modstanden mod Fredsskulpturen sikkert, at det var den letteste måde at bevare konsensus på. At bevare grundfortællingen om besættelsestiden i 1995 indebar et foreløbigt højdepunkt af afhistorisering kombineret med en identificering af besættelsestid og modstand.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 245

Parlamentet og besættelseshistorien – 50 år efter Det kan være interessant at sammenligne de to større debatter, der i foråret 1995 førtes om besættelsestiden i Folketinget, med tilsvarende debatter i 1945 samt i 1955, hvor Den parlamentariske Kommissions arbejde blev afsluttet. Både i 1945 og i 55 var besættelsestidens politikere stadig overvejende aktive, og det er i de tidligere kapitler påvist, hvordan de formentlig bevidst opbyggede et billede af en stort set enig nation, der stræbte mod et samlet mål, men med forskellige midler. Grundfortællingen med dens konsensusindhold var foruden at have en legitimerende funktion et led i konstruktionen af en national identitet, hvori også den splittede besættelsestid måtte integreres. Det betød, at der i fortællingen var rum for alle politiske partier, der havde optrådt ‘nationalt værdigt’, dvs. de fire gamle partier samt Retsforbundet, som havde samarbejdet, plus ‘modstandspartierne’ DKP og Dansk Samling. Bondepartiet og DNSAP var også med i fortællingen, men kun i skurkens rolle. I 1945 og 55 opretholdtes stadig et skel imellem forhandlingspolitikerne og de udenomsparlamentariske frihedskæmpere, selvom det blev fremstillet som om de mere eller mindre bevidst havde trukket på samme hammel. Men resultatet af efterkrigsårenes subtile kamp mellem modstandsbevægelsen og parlamentarikerne var overvejende en sejr til de sidste, som effektivt fik skubbet frihedskæmperne til side og også udadtil formåede at fremstille deres rolle under besættelsen som positiv for nationen. Med den kolde krigs udbrud og stigende indvirkning på alle samfundsområder fra slutningen af 1940’erne var en blot relativt samlet modstandsbevægelse – eller rettere veteranbevægelse – blevet en fiktion. Det var kun ved jubilæer og mindefester af forskellig art, at modstandsbevægelsen fremtrådte som en samlet bevægelse, og det var først og fremmest af symbolsk betydning, selvom det selvfølgelig også kom til at indvirke på befolkningens 245

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 246

historiebevidsthed. Kommunisterne, der havde spillet så stor en rolle i modstandsbevægelsen, blev nu på alle lovlige, og af og til også ulovlige, måder bekæmpet, ligeledes af deres tidligere kampfæller i modstandsbevægelsen.343 Det samlende projekt var nu ikke anti-nazistisk og anti-tysk, men anti-kommunistisk og anti-sovjetisk. I 1995 var såvel det anti-nazistiske som det anti-kommunistiske projekt faldet væk. Man kunne således roligt rose modstandsbevægelsen – og det så meget lettere, som det faktisk ikke i Folketinget i 1995 blev nævnt, at dens stærkeste indslag havde været kommunisterne. Men også den historiske modsætningsfylde var forsvundet. Den havde ganske vist allerede været på retur i 1955, men alle folketingsmedlemmer var dog på dette tidspunkt klar over, at der var flere parter, som var aktive under besættelsen, uden at de nødvendigvis havde fundamentalt forskellige mål. Det viste debatterne i 1961 med afsæt i Hjalf-sagen ligeledes. Denne modsætningsfylde var der ikke nogen af de formulerede folketingsmedlemmer, der var bevidste om 40 år senere – bortset fra et enkelt. I hvert fald kan det ikke konstateres af debatterne. Grundfortællingens elementer var blevet reduceret, således at der i Folketingets fremstilling kun stod to aktører tilbage på den danske, politiske scene under besættelsen: en ubestemt gruppe, der samarbejdede med tyskerne, og som tilsyneladende ikke var værd at spilde ord på, og så modstandsbevægelsen, der heltemodigt havde sat sig til modværge mod besættelsesmagten og dermed reddet Danmarks frihed og ære. Folketinget drøftede som sagt besættelsestiden ved to lejligheder, fordelt på forskellige mødedage, i foråret 1995: I forbindelse med to lovforslag om forhøjelse af hædersgaver til besættelsestidens ofre og i forbindelse med debatten om laserlysshowet Linien-Lyset. Ligesom der tilsyneladende var sket en forsimpling af selve den historiske problemstilling, havde også de enkelte partiers historiske bedømmelse af besættelsestiden ændret sig. Dette virker særlig markant for partiet Venstres vedkommende. Venstre havde, som også tidligere anført, aldrig deltaget i modstands246

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 247

kampen, og selvom enkelte medlemmer naturligvis havde været med – det er især Per Federspiel, der normalt henvises til – havde partiet generelt været den mest overbeviste modstander af selve kampen under besættelsen344 og det mest kritiske over for modstandsbevægelsen efter krigen. Venstre-aviserne havde argusøjne på modstandsbevægelsen og forsømte ingen lejlighed til at eksponere dens fejltagelser og overgreb i sommeren 1945, lige som ledende venstrepolitikere som Knud Kristensen og Svenning Rytter førte an i ‘modbevægelsen’ ved at spille på mistroen til det udenomsparlamentariske islæt og de få tilløb til våbenraslen, der var fra modstandsbevægelsens side efter 5. maj.345 For i hvert fald retspræsident Rytters vedkommende var der selvfølgelig også tale om en mere humanistisk-moralsk præget indsats i kritikken af retsopgøret og den måde det forløb på.346 Dette helt afgørende præg på Venstres holdninger mellem 1940 og ca. 1950 – et præg, som efter manges mening var med til at sikre partiets valgsejr i oktober 45, fordi sådanne stemninger også fandtes i dele af befolkningen, ikke mindst på landet – var der intet spor af i 1995. D. 8. marts udtalte Venstres ordfører under debatten om Linien-Lyset, Ester Larsen: Danmarks befrielse den 4. maj 1945 udløste en stor og dyb glæde i den danske befolkning, og glæden var ledsaget af en lige så dyb taknemmelighed over for dem, der havde gjort denne befrielse mulig… Samarbejdspolitikken pegede for nogle i retning af, at vi i virkeligheden skulle henregnes til Hitlers allierede, og i denne afvejningsproces spillede den danske modstandskamp en meget vigtig rolle. Den lykkelige udgang for Danmark er kendt, og det har vi alle nydt godt af hver eneste dag lige siden. Vi kan næsten gøre Churchills ord til vore: “Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget!347

Den 4. maj sagde venstremanden Erik Larsen under debatten om en ekstraordinær hædersgave i anledning af 50-året: Fra Venstres side er vi glade for at kunne være med til at fejre 50-året. Jeg er en af dem, som er født i krigens sidste år, og for mig var det, som kvinder og mænd under besættelsen udrettede, med til at give mig en stolthed over mit fædreland og give mig en følelse af, hvad det er at være dansk. Det var med til at skabe det, som for mig blev en stolthed over at være dansk… Også i forhold til Danmarks internationale samarbejde har det haft en stor betydning for, at vi har kunnet gå ind i internationalt

247

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 248

samarbejde med rank ryg som en nation, der har gjort sin pligt, og som har kæmpet for ret… Vi er stolte af det, og vi vil bære mindet om det, I gjorde, videre til kommende generationer.348

Venstres positionering i 1995 adskilte sig for så vidt ikke fra socialdemokraternes eller de konservatives, som var skåret over samme læst, men den virker så meget mere markant på baggrund af partiets historie som det mest modstandskritiske parti. Denne kritik havde fuldt legitimt været bygget på afgørende elementer i dansk politisk kultur såsom utilladeligheden af brug af udenomsparlamentariske midler og vold i den politiske kamp. “Intet over og intet ved siden af Folketinget”, som Viggo Hørup havde udtrykt det under forfatningskampen, en linie der historisk fulgtes op af Socialdemokratiet i dets kamp mod først syndikalisme og dernæst kommunisme. Men disse perspektiver, der var ganske afgørende i forhandlings- og samarbejdspolitikkens selvforståelse – uanset hvor realistiske de kunne forekomme både dele af samtiden og specielt eftertiden – blev altså ikke tematiseret. Der var dog ingen tvivl om de grundlæggende præmisser for den politiske kamp i Danmark, når det i andre sammenhænge gjaldt parlamentariske fordømmelser af fx de ‘autonome’ gruppers politiske adfærdsmønster i 1990’erne. En folketingsdebat om, hvornår illegale midler retmæssigt kan bruges, og hvornår de er utilladelige, er det dog aldrig blevet til. En gennemgående figur i både socialminister Karen Jespersens og ordførernes taler d. 4. maj 1995 var, at uden modstandsbevægelsen under besættelsen havde “vi” ikke været her i dag og/eller at det nuværende danske samfund ellers ikke ville være blevet så godt. Vi må ikke glemme, at uden de ofre og den indsats havde vi næppe stået her i dag. Vi skal huske på, at befrielsen og den indsats, der gik forud for befrielsen, er en vigtig del af grundlaget for vores samfund… I mine øjne er der ingen tvivl om, at det i vid udstrækning bl.a. var de danske modstandsfolks indsats, der er forudsætningen for, at vi fik den frihed, der gjorde det muligt at opbygge et frit, demokratisk velfærdssamfund, som vi med rette kan være stolte af,

udtalte Karen Jespersen.349 248

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 249

I øvrigt blev debatterne domineret af nye partier i forhold til besættelsestiden, især af Enhedslisten og Fremskridtspartiet. Men de to partiers synspunkter var ikke nye. Selvom Bruno Jerup fra Enhedslisten stærkt kritiserede samarbejdspolitikken under besættelsen, anlagde han samme rationale som Karen Jespersen, når han udtalte, at “det forholder sig faktisk sådan, at modstandsfolkene på mange måder har været en afgørende forudsætning for indretningen af det samfund, vi har i dag.” Jerup støttede Aktive Modstandsfolk og deres bebudede demonstration under mottoet “Aldrig Mere Nazisme, med forskellige underparoler”. “Det synes vi kunne være godt, og ellers mener vi, der bør være stearinlys i vinduerne. Det er forholdsvis billigt; det kræver ikke den store økonomiske investering for folk.”350 Det sidste var vist en halvskjult finte til det dyre laserlys på vestkysten, men måske også en demonstration af socialt sindelag! Fremskridtspartiet var både under debatterne om hædersgaverne og om laserstrålen yderst aktivt og opsummerede sikkert en almindelig stemning i dele af folketingssalen og offentligheden i foråret 1995. Især brødrene Behnke deltog med talrige indlæg, hvis indhold var en skærpet udgave af den dualistiske fremstilling af besættelsestiden, som også fandtes hos de fleste af de andre partier. De uddrog ligeledes en lære af besættelsestiden – her i Tom Behnkes formulering: … det, vi skal glæde os over fra besættelsestiden, er, at danskerne havde et fantastisk godt sammenhold, og at man under disse trange kår fik det bedste ud af næsten alt og hjalp hinanden. Aldrig før og aldrig siden har nogen begivenhed knyttet danskerne så tæt sammen, som besættelsen gjorde. Midt i alt det onde og mørke lyste danskernes hjerte i kampen for at klare dagen og vejen og siden i kampen for befrielsen. Ingen behøvede at sige det, alle var klar over, at kun hvis vi stod sammen og hjalp hinanden, kunne det lykkes… Danmark fik sin frihed, og i årene efter blev der gjort meget for at få landet på ret køl igen og få dagligdagen til at fungere. Der blev også gjort meget for at undgå, at Anden Verdenskrig skulle gentage sig, ikke bare i Danmark, men i hele Europa og den vestlige verden. Alle var enige om, at verdenskrigen ikke måtte gentage sig, og man enedes om at oprette FN og siden NATO. Ikke mindst NATO har formået at afværge og undgå en gentagelse af Anden Verdenskrig, og det må vi aldrig glemme… For det første skal vi være i stand til at forsvare os, hvilket vi ikke selv er sto-

249

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 250

re nok til; men i et samarbejde med vore allierede i NATO kan det lade sig gøre. For det andet skal vi huske at værdsætte den frihed, vi har, friheden ved at leve i et frit og demokratisk land.351

Begge dele kunne “vi” takke modstandsfolkene for. Til allersidst i debatten d. 4. maj blev denne retorik åbenbart for meget for den gamle parlamentariker Erhard Jakobsen fra CD, der havde været socialdemokrat fra 1930’erne indtil han dannede CD i 1973. Han blev debatternes eneste undtagelse fra den reducerede sort/hvide opfattelse af besættelsestiden. … på alle de møder, hvor jeg har mødt alle de navne, der i dag drages frem fra den tid, Vilhelm Buhl, Alsing Andersen og alle de andre, var jeg komplet enig med dem, når jeg hørte om de beslutninger, de havde truffet. Det er muligvis forfærdeligt, men det er altså sandheden; sådan var det. Og jeg kan forsikre denne høje forsamling om, at jeg ikke stod alene i den danske befolkning. Det er dårlig historieskrivning, der nu præsteres rundt omkring. Det er skrevet af folk, der ikke har den fjerneste anelse om de følelser, der rørte sig hos alle os. Man fremstiller det, som om nogle af de folk nærmest var forrædere.352

Samtidig roste Jakobsen dog modstandsbevægelsen og fremdrog navne som Flemming Juncker og Ole Lippmann for deres “evne til at føre krig”. For Erhard Jakobsen gik tingene – ligesom for parlamentarikerne i 1955 – op i en højere enhed. Men i modsætning til dengang blev yderfløjene ikke nævnt. Nazisterne var ikke længere nødvendige som fjendebillede og ejheller kommunisterne i tiden bagefter. I 1995 kan man for alvor tale om en afhistorisering af besættelsestiden i det danske samfunds politiske centrum. I de foregående årtier havde besættelsen eller den umiddelbare efterkrigstid heller ikke været den reelle reference, det havde været samtiden, hvor 9. april og 5. maj blev vigtige datoer i den historiske grundlagsmyte bag NATO-medlemsskabet og tilknytningen til den vestlige verden. Fred og frihed var i disse år forbundet med et stærkt forsvar, der repræsenterede en negation af 9. april 1940, og et allianceforhold der bekræftede 5. maj 1945 og modstandsbevægelsens væbnede kamp for at fremkalde politikernes brud med tyskerne og den senere befrielse. 250

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 251

Efter den kolde krigs ophør spillede disse referencer ikke nogen større rolle længere. De store partier havde groft sagt overladt dem til Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti, ligesom arven fra DKP på en lidt akavet måde blev forvaltet af Enhedslisten. I stedet fremtrådte i retorikken et billede af almindelige danske mennesker, der af moralske grunde havde rejst sig mod en forfærdelig, men ubestemt form for uret, og som kunne tjene som forbillede for danskerne i dag i alle sammenhænge. Modstandsbevægelsen blev altså konnoteret til en høj moral hos den enkelte – et individualistisk træk. Men det kollektivistiske træk var dog stadig til stede, idet modstandsbevægelsen også blev konnoteret til det danske samfunds udvikling fra 1945 til 95, en udvikling, som stort set alle de talende folketingsmedlemmer åbenbart var tilfredse med. Selv den yderste venstrefløj kom ind på dette moment i sin fremførelse af modstandsbevægelsen som et hele, uden smålig skelen til de forskellige udgangspunkter og mål dennes grupperinger havde haft. I det hele taget var der ikke så store forskelle på den måde, besættelsestiden blev italesat og brugt på politisk. Reminiscenserne fra tidligere tiders erindringspolitiske kampe spores nærmest som en toning henimod det nationalistiske hos de borgerlige partier, især Venstre og Fremskridtspartiet, og mod universalisme/menneskerettigheder hos Socialistisk Folkeparti og De radikale.353 Og heri lå selvfølgelig en samtidig interessemodsætning. Socialdemokratiet ytrede sig kun vagt, men kulturminister Jytte Hilden vaklede dog aldrig over for kravene om aflysning af Linien-Lyset. De helt snævre fortolkninger af besættelsen ud fra partiinteresse dukkede dog også op og var sammen med debatniveauet om laserstrålen med til at give folketingsdebatterne om besættelsestiden et anstrøg af farce. D. 25. april sagde Annette Just fra Fremskridtspartiet, idet hun muligvis havde partistifteren, Mogens Glistrups, berømte tv-gennembrud fra 1971 i baghovedet: Men jeg tager ordet, fordi hr. Erhard Jakobsen på det nærmeste hånligt siger, at Fremskridtspartiet da ikke kan bestå af gamle modstandsfolk. Dér tager hr. Erhard Jakobsen grueligt fejl, for ligesom der på den tid var

251

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 252

nogle, der var parat til at gå imod strømmen og bekæmpe det, som de ikke stolede på, er der også i dag mange, som tør gå imod strømmen og bekæmpe det skattevælde, vi har i Danmark, og derfor er de naturligt i Fremskridtspartiet. Det er naturligt, at vi har mennesker, som tør gå imod strømmen, og derfor er det også helt naturligt, at Fremskridtspartiet har en masse modstandsfolk, og vi viser dem udpræget respekt for den kamp, de turde tage allerede fra 1940 til 1945.354

Erhard Jakobsen betegnede afslutningsvis Fremskridtspartiets retorik som “at gøre nar ad det hele” og debatniveauet om laserstrålen som “tragisk”.355 De historiepolitiske dimensioner, der tidligere var blevet taget op i Folketingets debatter, især i 1961, berørtes ikke i 1995. Der var ingen, som satte spørgsmålstegn ved udforskningen af besættelsestiden eller ved den brug, der havde været gjort af den under skiftende forhold igennem et halvt århundrede. Der blev ikke efterlyst en øget eller fornyet indsats fra historikernes side. Et vigtigt emne i den internationale fejring af 50-året for krigsafslutningen var behovet for tilgivelse og forsoning.356 Men i den danske regering og folketing blev der heller ikke talt om forsoning mellem de forskellige befolkningsgrupper under besættelsen eller med det nye Tyskland. Alle modsætninger af den art var tilsyneladende fortrængt. Og der udtryktes ejheller nogen form for beklagelse over for dem, der generelt var blevet glemt som ofre for krigen, således som det eksempelvis blev tilfældet i Norge og Holland. I begge lande foregik i 1995 og før en offentlig debat om ‘taberne’, eksempelvis tidligere tyskerpiger og deres børn samt de såkaldte NS-børn, dvs. børn af dømte og udrensede nationalsocialister (Nasjonal Samling), og deres skæbne i efterkrigstiden.357 Den førte for Norges vedkommende til, at Stortingets præsident under markeringen af befrielsesjubilæet d. 8. maj 1995 i Stortinget med deltagelse af kongen, udenlandske gæster m.fl. udtalte følgende: Krigen betydde savn og lidelser. Det ble skapt sår som tiden ikke har leget. Det er sorgen over frihetskjemperne, sjøfolkene og soldatene som falt, og over alle de av våre landsmenn som ikke kom tilbake fra Hitlers utryddelsesleirer. Det er smertene til dem som ble invalide for livet. Og i dag ser vi klarere at det var lidelser på begge sider av fronten. Det er også

252

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 253

en av grunnene til at ikke alle nordmenn tar fullt ut del i vår glede i dag. Jeg tenker her på dem som har lidd fordi deres fedre valgte gal siden under krigen og på dem som ble født med en tysk soldat som far. 50 år etter må vi også kunne si at den selvjustits som i frigjøringsdagene ble utøvet overfor de såkalte “tyskertøsene”, ikke hører til blant de mest ærerike kapitlene i vår etterkrigshistorie. Det vi feirer i dag er ikke krigen, men freden; En fredsfeiring som også bør inneholde et ønske om forsoning. Det betyr ikke at vi skal glemme eller skrive om historien. Vi hverken skal eller kan benekte hva som virkelig skjedde. Vi skal heller ikke skape forvirring om hva som er riktig og hva som er galt. For lærer vi ikke av historien vil den lett kunne gjenta seg. Forsoning innebærer ikke at vi noen gang kan akseptere det nazismen sto for eller står for. Men det betyr at vi i dag bør være mer optatt av å bekjempe intoleransen og likegyldigheten i vår egen tid, framfor å fordømme feil som ble begått for 50 år siden. Vi skal ta lærdom av erfaringene, men fortiden må ikke få sperre for fremtiden. La oss lære av Nelson Mandela, som kompromissløst tok et oppgjør med raseskillepolitikken, men som nå styrer sitt land sammen med dem som for fem år siden var hans fangevoktere.358

Sådanne idépolitiske aspekter i relation til fortidsbearbejdelsen var enten ukendte eller tabu i det parlamentariske liv i Danmark, selv 50 år efter befrielse og retsopgør. Her spillede de historisk set mudrede forhold i Danmark i forhold til i Norge under okkupationerne muligvis en rolle, således forstået at en inddragning af områder af denne art i mindernes og ‘det højtideliges’ sfære i Danmark i modsætning til i Norge samtidig ville kunne åbne for en række spørgsmål, der nuancerede eller endog dementerede det rene sort/hvide billede af besættelsestiden. Dermed ville de samtidig kunne føre til uro og protester fra veteranorganisationer mv., en uro, som politikerne som påvist i det foregående var ængstelige for og gjorde meget for at undgå. Man fristes til at bruge den metafor om debatterne i 1995, som man i øvrigt bruger om det ‘post-moderne’ samfund, at de mindede om et teater mere end om en betydningsfuld politisk forsamlings debatter. Og det der blev opført var måske, som Erhard Jakobsen sagde, tragisk for nogen – men til gengæld var det komisk for andre. Kort sagt en tragi-komedie. I Folketingets diskurs var besættelsestiden, tømt for indhold, blevet til ren form, når man ser bort fra nogle datoer i fortiden. 253

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 254

Emnet kunne lige så godt have været: Hvad mener Folketinget ideelt set, at Danmark bør stå for her og nu? Derfor var forbehold og tvivl også overflødige.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 255

V

Besættelsestiden som mindekultur

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 256

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 257

Nationale mindekulturer

Kulten af den faldne soldat For hele den nationale epokes krigsmindekultur er det karakteristisk, at den foretrak at mindes de døde fremfor de levende.1 I perioden fra slutningen af 1700-tallet med den amerikanske og den franske revolution til og med 2. verdenskrig var der en tæt forbindelse mellem krigserindring og kulten af den faldne soldat. Den amerikanske historiker George Mosse har analyseret, hvordan ændringer i måden at mindes de døde på i Europa reflekterer forandringer i det han kalder ‘the Myth of the War Experience’.2 Om denne krigsmyte siger Mosse, at den transformerer krigsoplevelsernes realitet, så krigen kan mindes som en meningsfuld og endog hellig begivenhed. ‘The Myth of the War Experience’ sminker og legitimerer krigens realiteter og gør krigens oplevelser lettere at bære. Mosse tidsfæster dens oprindelse og virkeperiode til netop den nationale epoke og fremhæver, at mytens styrke og appel varierer fra nation til nation, men ikke så meget under som efter 1. verdenskrig, alt afhængig af sejr eller nederlag, af dynamikken i overgangen fra krig til fred og af styrken af det nationalistiske højre. Stærkest blev den i Tyskland, hvor også kulten af den faldne soldat/krigsdødekulten var fremherskende i mellemkrigstiden. 2. verdenskrig kom til at repræsentere væsentlige ændringer i måden at mindes de døde på. De civile ofre oversteg de militære, og det var derfor ikke længere muligt at ignorere hjemmefrontens indsats. Hvor krigsmindekulturen tidligere havde været koncentreret om at hædre de nationale martyrer og krigens storhed, blev opmærksomheden efter 2. verdenskrig i højere grad 257

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 258

rettet mod krigens ofre og ødelæggelser. Selv de sejrende blev mindet mere som ofre end som triumfatorer. Kulten af den faldne soldat, som udgjorde hjertet i ‘the Myth of the War Experience’, blev i det store og hele erstattet af en ny opmærksomhed om veteranerne.3 Mosse peger på, at mens højrekræfterne i Tyskland ikke betragtede 1. verdenskrig som afsluttet, så blev nederlaget i 1945 definitivt. Denne forskel fik betydning for kulturen omkring de faldne. Hertil kom, at Tyskland kort efter 1918 kunne bygge mindesmærker og monumenter, mens de allierede efter 1945 forbød monumentbygning i Tyskland og krævede ikke alene alle nazistiske monumenter og museer ødelagt, men også de monumenter der glorificerede militærtraditionen og militærbegivenheder, som mindede om den preussiske fortid. Det blev dog ikke fuldstændig gennemført, i hvert fald ikke lokalt. Af angst for at udviklingen efter 1. verdenskrig skulle gentages – hvor mindesmærker havde spillet en rolle for den revanchistiske bevægelse – tillod de allierede først i 1952 etablering af mindesmærker i Tyskland.4 Men i almindelighed tematiserede monumenterne for 2. verdenskrig i Europa mere sorg end heroisme. De faldne blev i højere grad repræsenteret som ofre for krigens brutalitet end som et glorværdigt heroisk ideal, der havde ofret sig for fædrelandet. I det omfang, der blev brugt motiver med kæmpende soldater, blev de ikke portrætteret realistisk, men abstrakt, robotlignende og sårede.5 Det patetiske og grandiose ved krigen var stort set forsvundet. Kulten af den faldne soldat var med 2. verdenskrig forandret og reflekterede et nyt og mere realistisk syn på krigen. Den var ikke længere af afgørende betydning for tilbedelsen af nationen, og den tætte forbindelse mellem nationalisme og dens symboler blev nu betragtet med en vis distance. The Vietnam War Memorial i Washington ser Mosse som den bedste illustration af disse forandringer.6 Mindesmærket blev rejst i 1982 og består af to lange vægge i blankslebet sort granit, hvor der er indhugget 58.196 navne på kvinder og mænd, som døde i krigen. Der er ingen patriotiske inskriptioner, ornamenteringer eller 258

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 259

skulpturer – kun de dødes navne, som de besøgende kigger på, rører ved og aftegner. Den blankpolerede overflade har den virkning, at de besøgendes ansigter reflekteres i listen over de døde. Mindesmærker står imidlertid ikke uantastet af kritik. Konservative veteraner og medlemmer af ‘the New Right’ har kritiseret det for at være et sørge- og skammonument. Kritikken fik den amerikanske regering til ved siden af mindevæggene at opstille et konventionelt krigsmindesmærke, bestående af tre skulpturer af medlemmer fra de forskellige værn i uniform, grupperet sammen og symboliserende national pligt.7 Så selvom ‘the Myth of the War Experience’ som helhed gik under med 2. verdenskrigs afslutning, var det ikke en entydig og uantastet forandring. Der er heller ingen tvivl om, at nogle af dens komponenter forblev i live, fx forherligelsen af krigskammeratskabet, og at dens videre skæbne er nært forbundet med nationalismens styrke. Og ikke mindst er der betydelige nationale forskelle. I Frankrig forsøgte de Gaulle at genoplive forbindelsen mellem nationen og den militære ære med det formål at restaurere den nationale storhed efter nederlaget i 1940 og i Algeriet i 1962. Den relativt mere heroiserende og nationalt orienterede mindekultur i Frankrig kan tolkes som en måde at blive en del af de allieredes krigsfortolkning på – trods Vichy-styrets udstrakte kollaboration med den tyske besættelsesmagt.8 Med krigsmindekulturens forandring fulgte også forandringer i måden at repræsentere kønnene på, omend den grundlæggende stærke kønssegregering blev bibeholdt, blot i forandret form. Det var et fællestræk ved den europæiske nationale ikonografi og symbolik i det 19. og begyndende 20. århundrede, at det mandlige repræsenterede nationens ånd og fysiske vitalitet, det kvindelige nationens kontinuitet og respektabilitet. Som nationalt symbol var kvinden den traditionelle ordens beskytter, traditionens kustode og symboliserede altid dyd. Kvinderne blev mindet for deres væren, ikke for deres handlinger.9 Dette sidstnævnte træk blev også dominerende i den sorgdominerede mindekultur efter 2. verdenskrig. Kvinderne blev normalt reduceret til de sørgende. Denne éndimensionale repræsentation skjulte, at 259

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 260

også kvinder var ofre for krigens masseødelæggelser og også selv på forskellig måde deltog aktivt i krigen. Hertil kom, at de sørgende mænd, der havde mistet deres kæreste, søster, hustru eller mor, ligeledes blev fortiet. Selvom Danmark ikke har været i krig siden 1864, og der i det hele taget i landets nyere historie har været relativt få faldne soldater at mindes, så reflekterer mindesmærkerne over faldne i Danmark i det store hele disse træk og ændringer i den europæiske krigsmindekultur. Efter de to slesvigske krige i 1848-1850 og 1864 blev der overalt i landet rejst mindesten, monumenter og grave, selvfølgelig med den største koncentration i Sønderjylland. Som gravminde og sejrsmonument er Istedløven, rejst i 1862, den mest kendte, og sammen med en kæmpehøj over gravene og disses inskriptioner, der taler om “heltedød”, “falden for fædrelandet”, “led heltedøden” etc., repræsenterer det en krigsmindekultur som i det øvrige Europa på denne tid. Danmark deltog ikke i 1. verdenskrig, men alligevel satte omkring 6.000 danskere livet til. De døde var ca. 1.000, der meldte sig frivilligt til krigsdeltagelse på Ententens side, og ca. 5.000 sønderjyder, der måtte deltage i kampen på tysk-østrigsk side. Derfor taler mindesmærker over de døde i Nordslesvig, rejst efter Genforeningen i 1920, ikke om heltedød og fædreland, mens sådanne inskriptioner oftere ses på tilsvarende krigsmindesmærker i Sydslesvig.10 De 5.000 af navnene er opført på tavler i landsdelens kirker, og på de af dem, hvis grave man kender, er rejst et sort kors, som Versailles-traktaten bestemte. Kun sejrherrernes døde fik ret til hvide gravmæler.11 Det store Marselisborg-monument fra 1934, der er rejst over danske faldne mænd i 1. verdenskrig, afspejler både, at der var døde danskere på begge sider af fronten og skiftet fra sejr- til sorgmindekultur. Billedhuggeren Axel Poulsen har udført monumentets fire store relieffer: Udmarchen – Krigen – Våbentilstanden – Hjemkomsten. Bortset fra en kvindefigur i første og i sidste relief, symboliserende Danmarks Moder, er alle figurer soldater repræsenteret i abstrakt form og som sønner af moderlandet. Krigen fremstilles som en tragisk og nådesløs kamp, hvor danske 260

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 261

kæmper mod danske, våbenhvilen som en lykkelig frigørelse og hjemkomsten som en stille sorg over de døde.12 Helt alment og uden nationale præferencer er monumentet dog ikke. Kun ca. 4.000 af de ca. 5.000 faldne danskere kunne efter en grundig sindelagskontrol få deres navn nævnt på navnetavlerne. Resten blev ikke bedømt som værende dansksindede. Som følge af den næsten øjeblikkelige danske kapitulation havde Danmark ikke mange faldne soldater at hædre og mindes efter 2. verdenskrig, men alligevel døde omkring 9.000 som direkte følge af krigen. Ca. 1/3 af dem døde på Østfronten som frivillige i tysk krigstjeneste, og hertil kommer ca. 350, som blev likvideret af modstandsbevægelsen. Omkring 900 døde som følge af aktiv deltagelse i modstandskampen, mens resten var omkomne danske søfolk i allieret tjeneste, kz-ofre samt civile ofre for bombardementer, clearingmord, skudvekslinger, ulykkestilfælde o.l.13 Det var en mindre gruppe blandt de samlede danske tab, nemlig de faldne frihedskæmpere, der primært blev mindet i en dansk national ramme. Det skete med tusindvis af mindesten, monumenter og mindeplader og skal analyseres nærmere nedenfor. Men under krigen havde DNSAP skabt et mindested over faldne danskere på Østfronten i Nordsjælland. Mindestedet fik form af en kunstig kæmpehøj, hvor granitplader med indfældede navne på døde dannede en cirkel. Kæmpehøje er symbol på Danmarks glorværdige fortid og havde tidligere været anvendt fx i forbindelse med en stor fællesgrav for de faldne i Istedslaget i den første Slesvigske krig. Modstandsbevægelsen sprængte mindesmærket i Nordsjælland i luften efter 5. maj 1945. Veteraner fra Frikorps Danmark og pårørende til faldne østfrontfrivillige etablerede så i 1971 en enkelt mindelund ved Kongensbro nær Gudenåen. Inskriptionen på mindestenen lyder: “Mindelunden for danske faldne i Finlands kamp mod kommunismen under anden verdenskrig”. Inskriptionen må siges at være en omskrivning af historien. Hovedparten kæmpede på østfronten, og kun et meget lille tal kæmpede i Finland under Vinterkrigen og Fort261

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 262

sættelseskrigen. Formålsparagraffen i Fællesskabets Mindefond, der ejer og administrerer mindelunden, beskriver da også opgaven som: “At opretholde og udbygge kontakten imellem alle, der sympatiserer med den danske krigsindsats på tysk side, samt at udbrede kendskabet til denne mest muligt”.14 Mindelunden er gennem årene blev genstand for hærværk, men eksisterer stadig og danner ramme om forskellige mindre mindearrangementer. Ødelæggelserne af de nazistiske og østfrontfrivilliges mindesmærker var ikke de første og eneste gange, krigsmonumenter blev skændet. Det skete historisk set både på dansk og tysk side. I 1864 blev det danske sejrsmonument for krigen 1848-1850, Istedløven, fjernet fra Flensborg og bragt til Berlin. I 1945 førte amerikanske tropper den til København, hvor den er placeret neutralt ved Tøjhusmuseet, efter at en lang række andre forslag om placering var blevet fremført, fx Istedgade, Mindelunden i Ryvangen og Dybbøl.15 Det var udtryk for, at der ikke var flertal for at opstille et så entydigt sejrssymbol. Også en mindestøtte af granit med navne på de mænd, der havde gjort en særlig indsats i sprogkampen i Sønderjylland, blev sprængt bort af preusserne i marts 1864. Efter krigsafslutningen blev den dog genrejst, da Skamlingsbanken kom til at ligge på dansk side. Fra dansk side blev 1945 anledning til skænding af tyske mindesmærker. I maj og juni sprængte ukendte gerningsmænd to tyske sejrsmonumenter til minde om 1864-krigen på Dybbøl og på Arnkil samt i august et såkaldt Bismarck-tårn rejst på Knivsbjerg, som var et nationalt mindested for hjemmetyskerne. Offentligheden var delt i synet på ødelæggelsen af de tyske mindesmærker.16 Den danske regering bekostede, at området blev istandsat, dog uden genopførelse af tårnet.17 Spørgsmålet om fremtiden for de tyske soldatergrave blev rejst i 1945. Kirkeministeriet udsendte i maj et cirkulære vedr. indgriben i alle tilfælde, “hvor der på kirkegårde er anbragt mindesmærker eller lignende, som på grund af deres hele form og anbringelsesmåde, ved indskriftens indhold eller anbringelse af politiske symboler må anses for at være upassende eller evt. ligefrem egnet til at vække forargelse på baggrund af, hvad der er 262

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 263

passeret i besættelsesårene”. Ministeriet udbad sig indberetning om eventuel indgriben samt tvivlstilfælde forelagt og understregede, at “indskrifter og symboler, der tydeligt tilkendegiver en nazistisk indstilling” var at opfatte som anstødelige. Indberetningerne var dog få, og selvom Kirkeministeriet på forespørgsel svarede, “at hagekors og solkors som hedenske symboler ikke vil kunne tolereres”, så besluttede man, at der ikke skulle skrides ind. Den i udgangspunktet hårde linie blev åbenbart ikke fulgt op i praksis, eller også var der rent faktisk kun få grave, som kunne give associationer til nazismen.18 I 1945 gjaldt det dog først og fremmest spørgsmålet om, hvilken form mindet om de faldne frihedskæmpere skulle tage. Især i befrielsessommeren, men også i hele efterkrigstiden, var det påtrængende at kunne indskrive den danske besættelseshistorie som en del af de allierede landes 2. verdenskrigshistorie. Mindekulturen om de faldne kom til at indgå som et centralt element i konstrueringen af denne kollektive erindring. I de krigsførende, allierede lande var det store antal civile og militære døde i sig selv et vidnesbyrd om indsatsen mod det nazistiske Tyskland. I Danmark skulle de få faldne frihedskæmpere udfylde denne funktion. Det er højst sandsynligt forklaringen på, at Danmark til trods for, at landet som helhed fulgte den europæiske afheroiserende og sørgende mindeform, og trods store forskelle i politisk kultur i højere grad fulgte Frankrigs vej med en relativt patetisk og national højstemt måde at mindes de faldne på. De civile ofre blev viet tilsvarende mindre opmærksomhed, for selvom der heller ikke var mange af dem i Danmark, udgjorde de dog omtrent en lige så stor gruppe som de ca. 900, der af modstandsbevægelsen selv blev defineret som faldne i frihedskampen.19 Sorgen over en pårørendes eller nærtståendes død er lige stor uafhængigt af, hvor mange der i øvrigt mistede livet. Men med Danmarks relativt få døde kunne mindekulturen ikke blive gennemsyret af et samspil mellem den individuelt og den kollektivt oplevede sorg. For de pårørende kunne det give lindring at tolke døden som et meningsfuldt offer. Samfundskulturelt betragtet var sorgen abstrakt, og mindekulturen med dens repræsentation 263

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 264

af den døde som et offer for fædrelandet og friheden havde primært den funktion at konstruere forestillingen og fortællingen om, at også Danmark deltog i krigen på allieret side. Mindesmærkerne, monumenterne og mindegravene er erindringssteder, som bidrager til et sådant nationalt erindringsfællesskab. En stor del af inskriptionerne på de dødes grave eller på mindesmærker rejst over dem kom til at lyde “faldet for fædrelandet”. Dette var imidlertid først noget, som havde officiel dækning i besættelsens sidste år, og især efter krigen. Da var holdningen milevidt fra de første års officielle opfattelse af modstandsfolk som kriminelle og som personer, der handlede direkte imod landets interesser. Nogle af de faldne var også blevet dræbt af danske myndigheder. I 1945 var der imidlertid ingen tvivl om, hvem der havde handlet for fædrelandet. Hellig eller profan? Efter befrielsen var spørgsmålet, hvorvidt modstandskampen skulle mindes i en traditionel, monumental form eller tjene et mere utilitaristisk formål. Det blev genstand for diskussion, omend ikke så intenst som i fx Storbritannien.20 Her begyndte debatten allerede under krigen. Skulle mindesmærkerne have en ren liturgisk funktion som national helligdom, eller skulle de tage form af biblioteker, parker eller haver og dermed være brugbare og til glæde for de overlevende? Den dominerende linie i “the War Graves Commission” var traditionalistisk, men afspejlede dog den generelle ændring i den europæiske krigsmindekultur med større fokus på det individuelle samt den holdning, at mindesmærkerne skulle rumme en advarsel mod alle krige. Krigskirkegårdene forblev som helhed uforandrede. Men en engelsk meningsmåling i 1944 viste, at et flertal af befolkningen foretrak mindeparker og mindehaver, som folk kunne have glæde af længe efter krigen, og denne mere utilitaristiske tilgang vandt voksende sympati hos myndighederne. Dilemmaet var dog, at man heller ikke ønskede, at et krigsmindesmærke skulle være umuligt at skelne fra noget, som ikke var et mindesmærke. Kompromisset mellem de to linjer blev fundet i etableringen af the 264

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 265

National Land Found, som blev Storbritanniens vigtigste krigsmindesmærke, og hvis opgave blev at erhverve smukke naturområder og landsteder, som skulle vedligeholdes og gøres tilgængelige for alle. Dette repræsenterede på den ene side en demokratisering og en nyttegørelse af mindekulturen og på den anden side en bibeholdelse af den traditionelle forbindelse mellem nation og natur, idet de store landsteder var synlige symboler på en ærefuld fortid. I Danmark blev der ikke som i England dannet nogen national kommission eller udvalg, der skulle planlægge og koordinere den samlede monumentsætning. Initiativerne udgik fra mange steder: fra staten, men primært fra sogne og kommuner, modstandsbevægelsen, foreninger, arbejdspladser, pårørende, grupper af borgere osv. Forslagene til monumenter og mindelunde var omfattende og af meget svingende kunstnerisk kvalitet. Det fik organisationen Frit Danmark til at tage initiativ til at danne en komité, der skulle udøve “kontrol med frihedskæmper monumenter” og “undgå en ukunstnerisk og billig spekulation i banale ‘frihedskæmper-monumenter’”. Frit Danmarks blad af samme navn skrev i en leder: For at undgå sådanne eller lignende fejltagelser, for at undgå et orgie af hæslige banaliteter eller nazistisk prægede våbenlyriske monumenter, for at understrege, at kampen mod nazismen først og fremmest var af åndelig art, skønt den også foregik med maskinpistoler, og for at vi i det hele taget kan være frihedskampens monumenter bekendt over for vore efterkommere, vil Frit Danmark slå til lyd for, at der nedsættes en kunstnerisk forsvalig komité, hvis sammensætning er af en sådan art, at både frihedsbevægelsen og de kunstneriske hensyn er passende repræsenteret. Der kan naturligvis ikke herske nogen tvang, men det bør være sådan, at et hvilket som helst monument over frihedskampen bliver godkendt af denne komité, før det opstilles. I almindelighed ville man vel i en sådan sag henvede sig til Akademirådet og overlade et udvalg herfra den endelige afgørelse, men i det foreliggende tilfælde må modstandsbevægelsens folk gøre krav på at være tilbørligt repræsenteret i en sådan komité.21

Komiteen blev dannet og i slutningen af juni 1945 lagt ind under Frihedsbevægelsens Samråd under navnet Modstandsbevægelsens kunstneriske Udvalg. Da Samrådet blev opløst i sommeren 265

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 266

1946, kom udvalget tilbage i Frit Danmarks regi, og det afsluttede sit arbejde omkring 1951.22 Formanden for udvalget blev i de første to år direktøren for Statens Museum for Kunst, Leo Swane, senere afløst af maleren Aksel Jørgensen, og de øvrige medlemmer var fremtrædende kunstnere og enkelte fremtrædende modstandsfolk, bl.a. Frode Jakobsen, Mogens Fog, Kate Fleron og Børge Thing. I et cirkulære rundsendt til modstandsbevægelsens by- og regionsledelser gjorde udvalget myndigheder over hele landet bekendt med dets eksistens og henstillede “indtrængende”, at de ville søge kontakt med og bistand hos udvalget.23 Udvalget havde ingen formel kompetence, men rådgav i omkring 46 sager, heriblandt om flere af landets store monumenter som fx Ryvangen i København, Frøbjerg Bavnehøj på Fyn, Klokkestabelen på Skamlingsbanken i Sønderjylland, Fællesmonumentet på Amager og flere andre. Udvalgets indflydelse på udformningen af disse store monumenter var højst sandsynligt stor i de fleste tilfælde, dog med Ryvangen som en betydningsfuld undtagelse (se nedenfor). Men set i relation til den omfattende etablering af mindesmærker udgjorde de omkring et halvt hundrede tilfælde, udvalget behandlede, en lille del. Udvalgets eksistens og arbejde er imidlertid et vidnesbyrd om den betydning modstandsbevægelsens ledelse tillagde monumentsætningen og om dens kunstneriske og politiske holdning til monumenternes udformning i almindelighed. Der er ingen tvivl om, at udvalget satsede på høj kunstnerisk kvalitet. I en beretning om udvalgets arbejde skrev udvalgsmedlem, arkitekt Peter Koch, i 1951: “Eftertiden vil komme til at bedømme de mindesmærker, der kom til udførelse, og glemsel har allerede sænket sig over de forslag, der enten ved hadefuldhed, naivitet eller spekulation i øjeblikkets stemning fandtes uegnede. For efterslægten vil også før eller senere selve begivenhederne træde i baggrunden og mindesmærket komme til at stå alene, kun båret af sin kunstneriske værdi.24

Frit Danmark fremviste nogle eksempler på, hvad bladet opfattede som uheldige eksempler på monumenter, og heraf fremgår, at det ikke kun var en kunstnerisk, men også en politisk bedømmel266

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 267

se man foretog. Fx tog bladet afstand fra alt for militariserede monumenter, hvilket var et synspunkt ikke alle i modstandsbevægelsen delte. Såvel under som efter besættelsen var modstandsbevægelsen en politisk sammensat størrelse, og det prægede også synet på monumentsætningen. Både den traditionelle og den utilitaristiske linie for krigsmindekulturen var ligesom i England repræsenteret i Danmark. På den ene side var der et udbredt ønske om at sætte frihedskampen monumentale mindesmærker og rejse gravmæler over de døde. Utallige og meget forskelligartede forslag blev lanceret. På den anden side argumenterede flere for, at man hellere skulle koncentrere sig om at hjælpe de overlevende fra modstandskampen, og at dennes idégrundlag bedst blev ført videre ved at løse påtrængende sociale opgaver med initiativer, der rakte ind i fremtiden. Fra officiel side gjorde man begge dele. Stat og kommuner rejste enkelte store monumenter som fx Mindelunden i Ryvangen og 5. Maj Parken i Ålborg, og disse var ikke i første række almene monumenter over besættelsestiden eller modstandskampen, men rejst i forbindelse med mindesmærker over eller grave for de døde. De faldne fik således en meget stærk placering i den monumentale mindekultur. Staten og især kommunerne rejste tillige landet over en række mindre mindesmærker, bl.a. i form af de såkaldte 5. maj-sten. Men langt de fleste monumenter, mindelunde, mindeplader og mindesten blev sat på initiativ af modstandsbevægelsen, foreninger, virksomheder og institutioner, ligesom eksemplevis hæren, sømændene og politiet rejste mindesmærker over deres egne. Flere af veteranorganisationerne, særligt Frihedskampens Veteraner, var desuden stærkt engageret i at vedligeholde, pleje og få fredet mindesmærker og grave.25 Jævnsides monumentrejsningen vedtog Folketinget i 1945 en forsorgslovgivning om erstatning til besættelsestidens ofre, som også omfattede enker og andre pårørende. Den var meget vidtgående for sin tid og blev gennem flere revideringer gjort meget liberal med eksempelvis omvendt bevisbyrde.26 Årligt udbetalte hædersgaver til besættelsestidens ofre og deres pårørende blev 267

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 268

ved runde jubilæumsår forhøjet enten permanent eller som en engangsydelse.27 Besættelsestidens ofre inkluderede ikke dem, der havde stået på ‘den forkerte side’. I hvilket omfang der som i fx Norge blev foretaget sindelagskontrol af pårørende i forbindelse med udbetaling af erstatning er ikke undersøgt, hverken hvad angår de statslige eller de private fondes ydelser. Ligesom en betragtelig del af monumentrejsningen var sket på privat initiativ, blev en del af det sociale hjælpearbejde ligeledes varetaget af private organisationer, i nogle tilfælde med offentlig økonomisk støtte. En række fonde blev etableret, heriblandt Fonden til Fædrelandets vel og Kammeraternes Hjælpefond, men størst og mest betydningsfuld blev Frihedsfonden. Frihedsfonden blev, på initiativ af Frihedsrådet, dannet d. 21. maj 1945 med det formål at supplere den statslige forsorgslovgivning gennem støtte ud fra individuelle hensyn til enker og børn efter dem, der var døde i modstandskampen eller var invalideret som følge af det illegale arbejde eller tysk fangenskab.28 Den beskedne startkapital kom fra de midler, der var tilbage fra finansieringen af den illegale bevægelse, men gennem fantasifulde indsamlinger først d. 29. august 1945 og på 4. maj-dagene gennem årene, hvor frimærker, tændstikæsker og andre efterspurgte varer lige fra damelinned til kaffe blev solgt og lotterier gennemført, voksede kapitalen betragteligt. I Frihedsfondens 50-årige virke balancerede indtægter og udgifter på ialt omkring 63 mill. kr. Fonden behandlede gennem årene flere end 17.000 sager og ydede støtte i form af gaver og lån til syge- og uddannelseshjælp, etablering- og erhvervshjælp, underhold og bolighjælp samt til rekreationsophold, lægelig, juridisk og social undersøgelse og bistand. En betydelig del af Frihedsfondens aktiviteter bestod i et utrætteligt, aktivt opsøgende arbejde og gennemførelse af undersøgelser af krigssejler-syndromet. Fra 1970 arbejdede Frihedsfonden tæt sammen med Arbejdsskadestyrelsen og Erstatningsrådet, som ved fondens nedlæggelse i 1996 helt overtog administrationen. Dette var den ene del af fondens virke. Den anden del udgik fra de mange henvendelser Frihedsfonden fik i de første år efter befrielsen om det ønskelige i, at fonden 268

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 269

finansierede rejsning af mindesmærker for frihedskampens faldne. Det afviste fonden, men efterhånden som henvendelserne blev mere og mere omfattende, og det viste sig, at Frihedsfonden ville få store midler til rådighed, besluttede den i 1947 at investere i bygning af mindesmærker med praktisk anvendelse. Det blev til de såkaldte 4. maj kollegier til varig gavn for frihedskampens ofre, deres efterladte, slægtninge og efterhånden også andre. I alt ni kollegier blev bygget i perioden frem til 1968, men bevidst fik de intet ensartet og dermed monumentalt præg. Frihedsfonden karakteriserede selv kollegierne som et “krigsmonument” og som “både et mindesmærke for dem, der satte livet til i Danmarks frihedskamp, og et hjem for de unge, som søgte en videregående uddannelse”.29 Andre veteranorganisationer, Sammenslutningen af danske fanger fra besættelsestiden og Frihedskampens Veteraner, stod som initiativtagere til opførelse af to plejehjem for veteraner og deres pårørende, de såkaldte Bernadottegårde i Roskilde og Hadsund. De kræfter, der stod bag denne utilitaristiske linie i mindekulturen, var oftest samtidig dem, der også i anden sammenhæng var aktive for at rejse mere traditionelle monumenter og mindesmærker. Det var altså i højere grad to linier, der supplerede hinanden, end to linier der var gensidigt udelukkende.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 270

Monumentalisering I – mindesmærker Sejrs- eller sørgemonument? Den 29. august 1946 afslørede general Bennike i Brabrand et Friheds- og Fredsmonument. Monumentet bærer på dets fire sider følgende indskrifter: “For frihed og ret”, “9. april 1940”, “29. august 1943” og “5. maj 1945”, “Denne sten rejstes til vidnesbyrd for sene slægter om dansk vilje til at ofre livet for fædrelandet, da det var i nød” samt “Alfred Jensen”, der var navnet på en lokal, faldet frihedskæmper. I monumentet er desuden indfældet to relieffer, hvis motiver blev meget omstridt. Det ene relief viser en ung kæmpe, der holder en sønderbrudt lænke i sine hænder. Det andet viser et billede af en mor med sit barn, der rækker ud efter en due, fredens symbol. Selvom det ikke fremgår af avisreferaterne, var Alfred Jensens forældre højst sandsynligt ikke til stede ved afsløringen. De havde nemlig protesteret skarpt imod monumentet og måtte sande, at de ikke var herrer over, hvilket minde der skulle rejses over deres døde søn. På forespørgsel svarede Frihedsbevægelsens Samråd forældrene, at “en hvilken som helst kreds af mennesker kan rejse et mindesmærke, hvis de ønsker det, når det blot ikke er offentligt anstødeligt”, og selvom mindesmærket ikke svarede til det, man kunne ønske sig fra frihedsbevægelsens side, var der ikke noget at gøre.30 Da en kreds af lokale borgere umiddelbart efter befrielsen gik i gang med at forberede monumentsætningen, protesterede Alfred Jensens forældre straks over relieffernes motiver. I deres protest skrev de: De to valgte relieffer kan kun opfattes som en slags reklamefigurer, det ene for et eller andet middel og det andet som en slags reklame for aldrig mere krig og vi har jo set at dem der talte aldrig mere krig og hvad kan det nytte, netop gik Hitlers ærinde og nedbrød den kampånd og offervilje som frihedskampen gav udtryk for. Skal vi da på en mindesten over faldne frihedskæmpere symbolisere ånden i Danmark mellem de to verdenskrige eller ånden i frihedskampen, som vi i dag skylder at vi har friheden med ære. Sættes de to relieffer på mindestenen, viser det kun at vi intet har lært – hverken kristelig eller nationalt – og som manende

270

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 271

eksempel for kommende slægter vil vi efterladte føle at vort offer har været forgæves da symbolerne nærmest er en hån mod selve ånden i frihedskampen.31

Forældrene opfattede monumentet som et sørgemonument og mente, at sådanne absolut ikke måtte rejses, og at ethvert monument rejst til ære for faldne frihedskæmpere burde godkendes af Frihedsbevægelsens Samråd. Når denne episode er fremdraget her, er det fordi den illustrerer nogle centrale problemstillinger: Hvem har ret til at forvalte mindet om en dræbt under besættelsen, og hvilken kompetence og indflydelse har modstandsbevægelsen på monumentsætning? Skulle frihedskampen primært mindes ved at betone sorgen over de døde eller ved at fremhæve, at det netop var i kraft af, at nogle kæmpede med livet som indsats, at Danmark blev frit? Uenigheder om disse spørgsmål udspillede sig i forbindelse med etableringen af Mindelunden i Ryvangen, der må betragtes som dét nationale monument over besættelsestiden. Af begge grunde skal den derfor analyseres nærmere her. Gennem samtlige efterkrigsår har Mindelunden, udover at være et mindested for pårørende, dannet ramme om officielle mindehøjtideligheder; her har udenlandske repræsentanter – senest den amerikanske præsident Bill Clinton i 1997 – nedlagt kranse og veteranorganisationer afholdt mindearrangementer. Da man efter befrielsen fandt henrettelsesstedet og gravpladsen for henrettede frihedskæmpere i Ryvangen, besluttede samlingsregeringen at give de henrettede en statsbegravelse og netop på dette sted at etablere en mindelund og rejse et mindesmærke. D. 29. august 1945 blev begravelsespladsen indviet med begravelsen af 106 frihedskæmpere, men først i 1950 stod Mindelunden helt færdig og blev officielt indviet d. 5. maj. Det store fællesmonument, en skulptur udført af billedhuggeren Axel Poulsen, blev indviet 29. august 1950. D. 4. maj 1977 blev Mindelundens areal kraftigt udvidet, og der blev nu også adgang til henrettelsespladsen. I løbet af befrielsessommeren opgravede og identificerede man i Ryvangen 202 lig, hvoraf fire var tyskere. De pårørende be271

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 272

USAs præsident, Bill Clinton, besøgte Mindelunden under sit besøg i København juli 1997 og hilste bl.a. på Frank Zorn, formand for Frihedskampens Veteraners Fredningsråd. B.T. kunne d. 13. juli meddele, at Zorn tidligere havde hilst på præsident Nixon.

sluttede, at 92 skulle begraves i deres hjemegn, mens 106 blev begravet i Mindelunden. Siden blev en enkelt grav fjernet, da det angiveligt viste sig, at den døde havde “båret kappen på begge skuldre”, og der var også usikkerhed og uenighed om, hvorvidt enkelte andres gerninger under krigen berettigede til en gravplads i Mindelunden.32 De, der blev begravet i hjemstavnen, fik deres navne på en stor sten foran monumentet. 31 døde i koncentrationslejre blev begravet i Mindelunden 16. juli 1947 og deres navne opført på en rund sten. En mindevæg er desuden rejst over dem, der døde i frihedskampen, men ikke blev fundet. Væggen tæller 151 mindetavler. Ialt er 379 navne nævnt i Mindelunden og udgør altså lidt mere end en tredjedel af de omkring 900, som modstandsbevægelsens selv regner som faldne i modstandskampen. Vanskelighederne ved præcist at afgrænse, hvem der kan siges at være faldet i modstandskampen, førte til at Kirkeministeriet i enighed med “fremstående repræsentanter for frihedsbevægelsen” trods forskellige indsigelser besluttede at fastholde de 272

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 273

ovennævnte kriterier for, hvilke navne der skulle nævnes i Mindelunden i Ryvangen.33 Her mindes heller ikke besættelsestidens civile ofre. Hovedindgangen til Mindelunden danner en stor monumental portal udført i rå beton.34 Til venstre for indgangen står en lang mindemur under en pergola udført i træ. På mindemuren er opsat 151 mindetavler over forsvundne og aldrig fundne frihedskæmpere. Stenene har alle den samme størrelse som i gravfeltet, og inskriptionerne er formet ud fra samme praksis som gravfelternes. I et stort midterfelt på mindemuren er indhugget: “Frihedskæmpere, omkomne for Danmark, men aldrig genfundne”, efterfulgt af følgende mindedigt udformet af Martin A. Hansen: Skrammet vandt dit land en gave sorgen kunne synge glæden måtte græde frihed: frihed: lyn ved grave ny som gry den arver du pløj jord: pløj hav fød slægt: fød lov og kom endnu din datterpragt din sønnevagt i hu.

Digtet, pergolaens og mindemurens materialer symboliserer en forbindelse mellem den danske natur, frihedskæmpernes indsats og det danske folks fortid og fremtid og maner samtidig i et kønsbetydende billedsprog til at føre arven videre. Til højre for pergolaen og mindemuren ligger et stort rektangulært gravfelt. I midten står det store fællesmonument: moderen med sin døde søn, som vil blive analyseret selvstændigt nedenfor. Hele gravfeltet er udført i bornholmsk sandsten. På en stor sten nedlagt foran monumentet er indhugget navne på de frihedskæmpere, som blev fundet i Ryvangen, men er begravet i hjemegnen. På stenen står følgende digt skrevet af Halfdan Rasmussen:

273

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 274

Man fandt dig her i denne lund hvor dødens stilhed bandt din mund tryg sover du din barndom nær ført hjem af dem du havde kær men evigt taler rent og stort den jord din død har helliggjort.

Digtet betoner det tragiske og sørgelige ved døden, men hævder også det hellige og storslåede i døden. Teksten markerer ikke, at de døde for nogen eller noget, og budskabet til fremtiden rækker ikke videre end at den jord, de ligger i, bør være hellig. De 105 grave ligger på hver side af denne store mindesten og fællesmonumentet. Selvom hver enkelt har fået en grav, skaber gravenes ensartede udformning en vægtning af det kollektive, det fælles. Gravene har alle ensartet lyngbeplantning og udformede inskriptioner. På hver sten er indhugget navn, årstal, et mærke med tre løver og ni hjerter som i det danske rigsvåben samt en indskrift, som de pårørende har bestemt. I en skovlysning er skabt en gravlund, hvor de 31 omkomne koncentrationslejrfanger ligger begravet. Gravstenene er magen til det store gravfelts, men gravene er spredt mellem træerne rundt om en fælles mindesten. Det er en rund sten med et relief, hvor ege- og bøgeløv dækker et gitter. I en omkreds i kanten er indhugget: “Danske omkomne i tyske koncentrationslejre 1940-1945”. Disse grave og monumenter udgør kun en lille del af det samlede Mindelundsareal. Gemt i en skovlund, på et uklippet græsareal ligger henrettelsespladsen, der i 1977 blev gjort tilgængelig for offentligheden. De oprindelige henrettelsespæle er erstattet af pæle støbt i bronze. De autentiske er opstillet på Frihedsmuseet. Arne Sørensen var som medlem af Frihedsrådet og kirkeminister i samlingsregeringen drivende ved etableringen af Mindelunden, men hans beslutning om at indkøbe Axel Poulsens skulptur som det samlende monument blev omstridt og stærkt kritiseret. Det var almindelig procedure og i øvrigt en udbredt holdning, at det monument, der skulle rejses i Ryvangen, burde udvælges efter afholdelse af en konkurrence. I løbet af sommeren 274

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 275

fik Arne Sørensen imidlertid kendskab til, at billedhuggeren Axel Poulsen, der havde skabt flere af de store nationale mindesmærker og hugget adskillige skulpturer rejst over danske krigergrave, allerede havde udformet en skulptur, som ministeren efter besigtigelse mente var velegnet til formålet. Forslaget blev fremlagt for statsminister Buhl og senere for den samlede regering, der anbefalede at vælge Axel Poulsens monument.35 Da denne beslutning blev kendt af almenheden i begyndelsen af august 1945, blev den mødt med udstrakt kritik. Modstandsbevægelsens kunstneriske Udvalg satte i enighed ind med hård kritik af regeringens beslutning og Arne Sørensens handlemåde. I en skriftlig henvendelse opfordrede udvalget regeringen til at genoptage sagen, men på et ministermøde d. 28. august, dagen før den store begravelse i Ryvangen, blev det besluttet at fastholde valget af Axel Poulsens monument.36 Arne Sørensen anmodede indtrængende Modstandsbevægelsens kunstneriske Udvalg, og især de af dets medlemmer, der havde tilknytning til pressen, om at der måtte blive ro om sagen. I et brev til udvalget begrundede han anmodningen således: Jeg siger ikke dette for min egen skyld, eftersom jeg til stadighed er så meget fremme i den politiske debat, at et angreb mere eller mindre ikke betyder så meget, men der er fra den meget store kreds af pårørende knyttet overordentlig stærke, følelsesmæssige bånd til den mindeplads, og en ny offentlig diskussion vil virke yderst smertelig på disse slægtninge.37

Det havde ministeren højst sandsynligt ret i, men blandt kritikerne var der også pårørende til nogle af de døde.38 Modstandsbevægelsens kunstneriske udvalg fulgte ikke Arne Sørensens opfordring, men forsøgte fortsat at få beslutningen omgjort. I september henvendte udvalget sig til regering og finansudvalg med krav om en offentlig konkurrence, og i oktober havde medlemmer af udvalget foretræde for finansudvalget. Efter mødet vurderede udvalget, at Axel Poulsens skulptur ikke ville blive opstillet.39 Men den nye regering fulgte den foregåendes linie i denne sag og vedtog et samlet udkast til udformningen af Ryvangen, der indbefattede en opstilling af Poulsens skulptur. 275

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 276

Et sidste forgæves forsøg på at ændre denne beslutning gjorde udvalget i februar 1946 under støtte fra forskellige kunstner- og arkitektforeninger med en henvendelse til den nye kirkeminister. Herefter faldt der endelig ro over sagen, og da Mindelunden som helhed kunne indvies d. 4. maj 1950 og Axel Poulsens monument afsløres d. 29. august 1950, var al offentlig kritik forstummet. Kritikken gjaldt proceduren: at ministeren havde handlet egenrådigt, uden at opsøge nogen kunstnerisk sagkundskab og uden at udskrive konkurrence. Men kritikken rettede sig også mod monumentets budskab. I en skriftlig henvendelse til regering og finansudvalg i septemper 1945 argumenterede udvalget for, “at det af Axel Poulsens skitserede monument ikke er det rigtige, idet det navnlig fra frihedskæmpernes side er blevet gjort gældende, at skulpturen efter dens idé, der helt betoner sorgen over de dræbte, ikke giver udtryk for det væsentlige, at døden her betød bevægelsens og folkets sejr”. Udvalget fandt, at sagen var “af største kunstneriske betydning og en sag, der rummer så stort et ansvar over for vide kredse af befolkningen og overfor eftertiden”.40 Utilfredsheden gik altså ikke på værkets kunstneriske kvalitet, men på at det var et sørgemonument og ikke et sejrsmonument. Og selvom monumentet skulle rejses på en gravplads, mente kritikerne at det også burde være et monument over frihedskampen. Det er rigtigt, at Axel Poulsens monument ikke er et sejrsmonument, men et sørgemonument. Sådan var det også tænkt fra kunstnerens side, hvilket han gav udtryk for, ikke offentligt, men i et brev til Arne Sørensen i september 1945 som reaktion på kritikken: “Gruppen er således ikke tænkt som et monument for frihedskæmperne i al almindelighed men som minde for dem som døde for Danmark.”41 Axel Poulsens monument er en pietà, en moder ved sin søns lig, hugget i granit. Moderskikkelsen repræsenterer Danmark, sønnen de faldne frihedskæmpere. Hun er en hverdagskvinde og meget langt fra de valkyrier og skjoldmøer, som var det 19. århundredes måde at fremstille Mor Danmark på i den nationale kunst. Hun er heller ingen kongebrud, fornem kvindeskikkelse eller florentinsk renæssanceskikkelse som i sam276

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 277

me Axel Poulsens store genforeningsmonument.42 Som hverdagskvinde repræsenterer hun en forening af alle sørgende mødre og hele landets sorg over krigens ofre. Hun er stilfærdigt sørgende, men ikke knust eller knuget. I sin sorg udtrykker hun rankhed og styrke. Sønnen er ung af fysiognomi og et idealt billede på de unge, der døde under krigen. Døden er ikke fremstillet som lidelses- eller smertefuld, men forklaret og som en søvn. Kunstkritikeren Frithiof Brandt hæftede sig ved, at monumentet mere retter tanken mod den indre menneskelighed, de sindelag, viljer og følelser, der stod bag og blev fremkaldt af de historiske begivenheder, end det direkte peger på disse.43 På skulpturens sokkel er indhugget nogle linijer af et digt af Kaj Munk: Drenge I drenge som døde I tændte for Danmark i dybeste nød en lysende morgenrøde.

Strofen er hyppigt anvendt på de mange mindesten og mindeplader, der er rejst over hele landet til minde om de døde frihedskæmpere. Strofen understøtter monumentets repræsentation af de døde som Danmarks sønner, men angiver tydeligere end dette, at døden var meningsfuld i og med, at den var et resultat af en indsats for Danmark. Kritikken af monumentet forstummede helt, efter at Mindelunden i Ryvangen endelig var indviet i 1950. Kritikerne resignerede og ønskede ikke, at konflikter skulle overskygge det fælles ønske om at holde liv i mindet om modstandskampen og dens ofre.44 Danmark fik intet egentligt nationalt sejrsmonument. Det nationale monument over besættelsestiden blev et sorgmonument for de døde frihedskæmpere. Den danske stat som sådan rejste i alt kun to monumenter over besættelsestiden: Mindelunden i Ryvangen og et monument over kommunisterne i 1996. Sidstnævnte står foran Frihedsmuseet. Det er en skulptur af Knud Nellemose og forestiller en liggende mand, der med forvreden, forpint krop ligger som segnet eller slået til jorden. Men med en opadsøgende bevægelse af hovedet 277

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 278

og højre hånd skabes en betydning af ukuelighed eller fortsat kamp. Monumentets inskription er en strofe af Otto Gelsted: Slægter går frem som bølger af hav de svulmer og segner hen men dem skal vi mindes i deres grav der døde for frihed og fred.

Under digtet er indhugget: “Til minde om de danske kommunister, der satte livet til i frihedskampen 1940-45. Rejst d. 22. juni 1996 af den danske stat.” Det var 55-årsdagen for den danske stats internering af kommunisterne, og monumentrejsningen udtrykte således indirekte en officiel undskyldning. En tolkning som også medierne foretog i omtalen af statsministerens løfte afgivet i Folketinget d. 4. maj 1995 til Enhedslisten om at rejse kommunisterne et mindesmærke. Berlingske Tidende skrev således dagen efter: “Det officielle Danmark vil forsøge at dulme sin samvittighed over det grundlovsbrud, der førte til, at en stor del af landets kommunister blev spærret inde i 1941.” Det er imidlertid en betydning kun den vidende forbipasserende vil kunne afkode af selve monumentet. Initiativet til monumentet udgik fra gamle kommunister, men etableringen skete uden sværdslag, og afsløringen gav ingen genlyd af betydning i offentligheden.45 Monumentet er således også et monument over en udvikling, hvor de historiske konflikter og modsætninger har mistet afgørende betydning og aktualitet – inden for rammerne af modstandssynspunktets hegemoni. Det forekommer nemlig usandsynligt, at et tilsvarende monument kunne rejses til minde om og ære for samarbejdspolitikernes indsats for at redde Danmark relativt uskadt gennem krigen. Eller at det ville kunne være rejst under den kolde krig fra 1948 til Murens fald i 1989. “Sten skal tale” “Sten skal tale mens tiden går; om Danmarks smerte i ufredsår; om kamp og offer for rettens sag, om fred og frihed på sejrens dag”. Det står der på én af de hundredvis af store natursten, som 278

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 279

står spredt rundt i danske byer og i det danske landskab, rejst til minde om besættelsestiden og Danmarks befrielse eller til minde om dem, der døde i modstandskampen eller på anden måde blev ofre for krigen. På skoler, ejendomme, virksomheder og kirkegårdsmure er der i hele landet desuden opsat mindeplader over nogle af dem, der døde under krigen. Og rundt om på kirkegårde ligger mellem omkring 700 fredede frihedskæmpergrave dekoreret med et særligt frihedskæmperemblem.46 Antallet af mindesten, mindeplader og større monumenter er på omkring 1200, og hertil kommer 1015 allierede flyvergrave.47 De tyske krigsmindesmærker og grave er imidlertid ikke registreret. Mindelundens kombination af gravplads og monument er typisk for landets store fællesmonumenter, mindelunde og gravpladser. De såkaldte 5. maj-sten udgør som helhed betragtet en undtagelse fra denne stærke monumentale forbindelse mellem de døde og besættelsestiden og skal derfor i første omgang analyseres for sig selv.48 I langt de fleste af landets kommuner er rejst en eller flere 5. maj-sten, hvis karakteristiske træk er, at de er generelle i deres inskriptioner og mindes begivenheder, ikke bestemte personer. Mindestenene er stort set altid store natursten, ubehandlet granit e.l., kun med indhuggede bogstaver og næsten altid uden nogen form for ornamentik. De ubehandlede sten står, som havde de altid stået der, som var de vokset ud af det Danmark der altid har ligget der og altid vil forblive. Stenene signalerer en organisk forbindelse mellem de begivenheder, de mindes, og den natur og det land som historien vokser ud af. De skaber en betydning af naturlighed, kontinuitet og forbindelse mellem fortid og fremtid. Stenene er typisk placeret på små pladser i byerne, i små lunde, nær kirken, forsamlingshuset eller andre mødesteder, og anlæggene omkring dem er som regel enkle. I de tilfælde, hvor 5. majsten er opstillet sammen med gravmindesmærker, danner de tilsammen en lille mindelund. Nogle steder, som i fx Fakse, er mindestenen placeret i nærheden af andre nationale mindesmærker, i dette tilfælde en Genforeningssten. Det skaber en betydning af historisk sammenhæng og kontinuitet. 279

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 280

Nogle sten bærer helt enkle inskriptioner som fx “5. maj”, “Danmarks befrielse 5. maj 1945”, “Fædrelandets befrielse 5. maj 1945” eller “Danmark atter frit 4. maj 1945”; men i et flertal er indhugget en kort tekst, et kendt citat eller et vers udarbejdet af folk fra egnen. I versene eller stroferne er typisk benyttet et formsprog præget af meningsgivende dikotomiers formidling af absolutte værdier, som er så karakteristisk for grundfortællingen om besættelsestiden. Blandt de oftest benyttede citater er “Kæmp for alt hvad du har kært; dø om så det gælder” fra sangen Altid frejdig når du går, og som det var og er meget udbredt at synge ved mindehøjtideligheder omkring mindesmærkerne. Da Christian X. åbnede Rigsdagen i maj 1945, afsluttede han med Grundtvigs “Guds fred med vore døde/ i Danmarks rosengård,/ Guds fred med dem som bløde/ af dybe hjertesår”, og strofen blev ofte indhugget i besættelsestidens mindesten, evt. sammen med en kongekrone eller Christian X.s monogram. De to strofer repræsenterer yderpunkter i den forstand, at den ene priser offerviljen, den meningsfulde kamp og død, mens den anden dvæler ved sorgen, som hele Danmark og de efterladte er forenet i. Men generelt betragtet er 5. maj-stenene ikke sørgemindesmærker, dette er primært forbeholdt de mindesmærker, der er rejst over faldne. 5. maj-stenene er normalt heller ikke at karakterisere som egentlige sejrsmindesmærker. En række inskriptioner fremhæver dog, at den genvundne frihed er et resultat af egen indsats som signaleret i sentensen: “Aldrig kan et folk forgå som ikke vil det selv” eller er opnået gennem egentlig kamp og derfor takker for Guds nåde og heltenes indsats: “Danmark var i lænker lagt/knuget hårdt af fjendemagt/unge helte måtte bløde/stred og døde. Men da gav os Gud påny/fred og friheds morgengry”, som der står på en mindesten i Radsted på Lolland. I en anden og ikke sjældent benyttet strofe hentet fra den norske nationalsang repræsenteres mænds og kvinders indsats i kønstraditionalistisk form: “Alt hvad fædrene har kæmpet/mødrene har grædt/har den Herre stille lempet/så vi vandt vor ret”.49 Trods de forskellige inskriptioner, der anvender udtryk som “sejr”, “kamp” og “unge helte”, er taknemmeligheden i almen form et langt mere 280

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 281

Mindesten ved Horbelev kirke.

Mindesten i Falkerslev. Mindeplade opsat på mur i Stengade i Nykøbing F .

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 282

dominerende træk ved 5. maj-stenene end kamp- og sejrsmotivet. Inskriptionen på en mindesten i Stege på Møn kan tjene som illustrativt eksempel: “5. maj 1945. En majmorgen skøn med glædens brus/lød fredens budskab i Danmarks hus. Med dybfølt tak i sinde/vi rejste denne sten til minde. Rejst af øens beboere 1948”. Det er Danmarks skæbne og kærligheden til fædrelandet, som er den fælles meningsgivende ramme om 5. maj-stenenes meningsudtryk – her udtrykt i en strofe på en mindesten i Toreby på Falster, skrevet af en lokal lærer og organist: “Danmark vor moder/du nys var i fare./Vi lærte at elske dig mer./For kommende slægter/du stedse skal være/et hjem for et folk/der Gud vil ære”. Sammen med stenenes referencer til Gud og kongen og det benyttede formsprog i øvrigt knyttes besættelsestiden til almene, evigtgyldige værdier, en tendens som forstærkes af stenenes naturlige og uforanderlige udtryk. Tilsammen danner de et metasprog, hvor begivenhedernes historiske karakter transformeres til forhold af evig betydning og karakter, til natur. Dermed står 5. maj-stenene som monumenter, i bogstavelig forstand, over mytologiseringens mekanismer.50 5. maj-stenene er typisk rejst af enten lokalsamfundets beboere, kommunen eller menighedsrådet på initiativ af enkeltpersoner eller nogle af sognets foreninger. Ofte blev stenrejsningerne finansieret ved indsamlinger og mere eller mindre økonomisk støttet af kommunen, som i langt de fleste tilfælde sammen med menigshedsrådene overtog mindesmærkernes pasning og vedligeholdelse. Det var især i det første 10-år efter befrielsen, rejsningen af 5. maj-stenene fandt sted overalt i landet, som regel på årsdagene for befrielsen. Men rejsningerne ophørte ikke, og netop befrielsesjubilæerne var gennem årene helt frem til i dag anledning til, at der med jævne mellemrum blev sat nye mindesmærker. I Nørre Alslev afslørede kommunen en ny 5. maj-sten i anledning af 50-året for Danmarks befrielse d. 5. maj 1995 med inskriptionen: “Mørke blev til lys. 5 maj 1945. Rejst på 50 årsdagen 5. maj 1995”, i Nr. Nebel hed inskriptionen på en nyrejst sten: “Egnens modstandsfolk samledes her 5. maj 1945”.51 I mangel af en samlet registrant over mindesmærker vedrørende besættelses282

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 283

tiden og af deres rejsningshistorie er det ikke muligt at vurdere, hvorvidt inskriptionerne på disse nyrejste sten er typiske med deres abstrakte og almene inskriptioner. Men det forekommer sandsynligt, set i lyset af den øvrige udvikling i den kollektive erindring om besættelsestiden. I andre europæiske lande er udviklingen m.h.t. krigsmindesmærker i de seneste årtier gået i retning af en større opmærksomhed om civile ofre. Stenene er rejst for at selv at mindes og for at påminde kommende generationer om Danmarks besættelsestid. Med mindesmærkernes etablering blev lokalsamfundene og de, der deltog i rejsningen, delagtige i hele landets historie og skæbne. Denne proces gentager sig ved de mindearrangementer, som afholdes i anledning af besættelsestidens mærkedage, og hvor disse mindesten som erindringssteder af materiel og fysisk karakter danner ramme om arrangementerne. “Skal folket leve må nogen dø” 5. maj-stenene er almindeligvis rejst for at fejre og mindes befrielsen som den glædelige begivenhed den var. Men stenene udgør kun en mindre del af de mange mindesten, monumenter, mindeplader og grave. Som tidligere nævnt er det alt dominerende træk ved disse, at de repræsenterer besættelsestiden som identisk med modstandskampen. Denne identitet etableres gennem en stærk fokusering på de døde. I kraft af denne fokusering på de døde frihedskæmpere repræsenteres modstandskampen som meget betydningsfuld og er i dén forstand heroiserende. Samlet set kan man desuden med rimelighed kalde det en ‘dødekult’, da der stort set kun er rejst mindesmærker over personer, som døde under krigen. Med lige så stor rimelighed kan man karakterisere det som en ‘krigerkult’, da mindesmærkerne i langt overvejende grad mindes faldne frihedskæmpere, selvom antallet af civile ofre var omkring halvt så stort som antallet af dem, der døde som direkte følge af deltagelse i modstandskampen.52 Denne snævert definerede mindekultur er samtidig kombineret med en meget rummelig afgrænsning af, hvem der kunne omfattes som værende 283

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 284

“faldet i Danmarks Frihedskamp”. Ifølge modstandsbevægelsens egne og officielt anerkendte kriterier omfattede det fx også vådeskudsulykker og biluheld under tjenesten endda flere måneder efter befrielsen.53 Man kan desuden betegne det som en maskulin mindekultur, hvilket følger som en konsekvens af underbetoningen af de civile ofre, som også kommer til udtryk i mindesmærkernes kønsrepræsentationer i det hele taget. Og ikke mindst kan man betegne det som en meget national mindekultur alene af den grund, at mindesmærkerne – med enkelte undtagelser og når bortses fra de allierede krigergrave – mindes danskere og den danske besættelsestid og befrielse, ikke verdenskrigen, dens millioner af ofre eller andre landes soldater eller modstandsbevægelser.54 Hertil kommer, at den nationale kamp er mindesmærkernes alt dominerende udtryk. Til denne karakteristik må føjes, at mindesmærkerne er udtryk for en stærkt konsensuspræget mindekultur. Karakteristikken “faldet i Danmarks frihedskamp” dækker således i visse tilfælde over det faktum, at en frihedskæmper blev dræbt af dansk politi.55 Inden for denne ramme varierer de store fællesmonumenter, mindesten, mindeplader og grave rundt om i landet i udtryk og i betoning af det sorgfulde, det meningsfulde, det manende og belærende samt, i mindre udstrækning, det sejrrige. Overalt skulle der ligesom for Mindelunden i Ryvangens vedkommende findes et kompromis mellem forskellige politiske, kunstneriske og personlige synsvinkler. Her skal først gives et par eksempler på variationerne i fællesmonumenter, mens det samlede billede af mindesmærkerne over de døde derefter vil blive analyseret nærmere. Sorgen over de døde synes, ligesom i Ryvangen, at være det hyppigst forekommende tema i de større monumenter. Sorgen repræsenteres i forskellige udgaver af en såret, døende eller død mand, der holdes oprejst eller søges løftet af en anden mand. Mændene er ofte nøgne, og via inskriptionerne forbindes dette alment menneskelige udtryk med modstandskampen og den døde. Monumentet for frihedsbevægelsens faldne ved stadsgraven på Amager og monumentet for frihedskampens ofre i 284

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 285

Hvidovre er sådanne eksempler. Den sørgende kan også være repræsenteret ved en kvinde, som det gør sig gældende for Ryvangsmonumentets vedkommende. Et andet eksempel er monumentet opstillet i Rådhushallen i København, som forestiller en kvinde, der dækker en død med et klæde.56 Monumenterne repræsenterer i det hele taget kønnene i et meget entydigt udtryk. Kvinderne er uden undtagelse repræsenteret som sørgende, passive, forbundet med barnet, det hjemlige og fredelige. Det eneste almene monument rejst over danske kvinder under besættelsen er en kvindebuste i Lyngby Folkepark, rejst til minde om de danske husmødres indsats under krigen med de store forsyningsvanskeligheder.57 Modstandskampen repræsenteres uhyre sjældent realistisk. Det store monument i 5. Maj Parken i Ålborg er således en abstrakt granitskulptur.58 Men der er enkelte undtagelser. I Fredericia er således rejst et monument, hvis relief viser en situation fra en jernbanesabotage-aktion med sprængte, forvredne skinner på en jernbanestrækning gennem en høstmoden kornmark. Mellem de brudte skinner ligger en død sabotør med en nedbøjet kammerat ved sin side. Et par høstfolk høster symbolsk frihedskampens resultater.59 Det mest almindelige er, at modstandsfolk repræsenteres som almindelige mennesker, ubevæbnet og ikke uniformeret. Herved fremstilles modstandskampen som hele folkets. Det forekommer også, at mindesmærker over døde soldater udgør en nøgen mand, som fx skulpturen på Vestre Kirkegård rejst til minde om de danske soldater, der faldt d. 9. april. En nøgen mandeskikkelse er som nævnt tillige et yndet motiv på mindesmærker over faldne frihedskæmpere under besættelsen, og her er det især det alment menneskelige, det universelle, som tematiseres. Der er dog også eksempler på en mere militariseret repræsentation, men oftest forekommer det bemærkelsesværdigt i sig selv, da det typisk er mindesmærker rejst over soldater og politifolk. Eksempelvis er monumentet i Kastellet i København, rejst over “Vore faldne i dansk og i allieret krigstjeneste 1940-1945”, en skulptur af en uniformeret soldat. Men også dette monument repræsenterer sorgen, idet soldaten har sænket hoved og gevær. 285

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 286

Som i dette tilfælde er det almindeligt, at mindesmærker er udformet på en måde, så de symboliserer det særlige erhverv, de faldne udøvede. Over de søfolk, der satte livet til under krigen, er fx i Nyhavn i København rejst et stort mindeanker. 1600 navne er skrevet på pergament og nedlagt i en blykapsel under ankeret.60 Det symbolske og abstrakte dominerer over det realistiske og konkret historisk forbundne. Sejrsmotivet forekommer sjældent, men der er dog enkelte eksempler. Det store monument på Frøbjerg Baunehøj, rejst af modstandsbevægelsen på Fyn i 1954 over i alt 326 fynboer, der døde under krigen, bærer således et relief af en sejrsgudinde. Bemærkelsesværdigt nok mindes monumentet – i modsætning til langt den overvejende del af landets monumenter – både civile ofre, deporterede, søens folk, frihedskæmpere, politi- og militærfolk samt terrorofre side om side.61 Mindesmærkerne repræsenterer tillige en vis variation, når det gælder budskabet til fremtiden. Mindesmærket for frihedskampens ofre fra Bornholm, afsløret i 1950, kan fx tolkes som en opfordring til at bekæmpe krig og militarisme. Mindesmærket er en skulptur af en nøgen mand, hvis ene fod træder på en soldaterhjelm.62 Her overfor står betoningen af den fortsatte kamp i Frihedsmonumentet foran Gentofte Rådhus. Her ser man en stående ung mand, der har overtaget en faldens sværd.63 Mindesmærkernes meningsudtryk er imidlertid et hele af udformning og inskriptioner. I den følgende analyse af øvrige mindesmærker og mindeplader vil begge dele blive taget i betragtning. Danmark var ikke et krigsførende land, og den danske hær deltog kun sporadisk og uhyre kortvarigt i kamphandlinger, da landet blev besat. Der er derfor kun få faldne soldater at sørge over, mindes og ære. Faldne frihedskæmpere har så at sige overtaget deres plads i den nationale mindekultur. Det er karakteristisk, at mindesten og mindeplader over døde modstandsfolk for flertallets vedkommende bærer inskriptioner som – i forskellige varianter – henviser til, at pågældende faldt i kamp for Danmark. Kun de færreste skriver ‘faldet i modstandskampen’ eller ‘faldet i frihedskampen’ uden at henvise til Danmark. Udtrykket 286

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 287

‘faldet’ er det hyppigst benyttede udtryk, ikke ‘død’, og det associerer til krig. Når man ‘falder’ i krig, er man soldat. Civile ‘falder’ ikke, de ‘dør’. Mindesmærkerne over døde under besættelsen overstiger i antal langt 5. maj-stenene og er også som helhed betragtet stærkere i deres formsprog, nogle enkle og sørgende, andre direkte svulstige og patetiske. Død og kamp er gennemgående temaer, men fremstilles næsten aldrig i militaristisk eller sejrrig form. Døden præsenteres kun sjældent på en måde, der giver mulighed for at fortolke den døde alene som et offer for krigen og slet ikke som et meningsløst offer. Det er desuden karakteristisk, at de mindesmærker, der alene bærer følgende inskription: “Minde om ofre for verdenskrigen 1940-1945”, her taget fra en mindeplade på Århus Teknikum, er sat til minde over både civile ofre, skibsforliste og dræbte frihedskæmpere. Almindeligvis udtrykker mindesmærkernes inskriptioner, at døden gav mening, ikke var forgæves. Mindesmærker over døde under besættelsen er som tidligere nævnt hovedsagelig rejst over frihedskæmpere, herunder søfolk i allieret krigstjeneste. Nogle er sat over en enkelt person, andre over flere og andre igen over en heterogen gruppe af døde, både frihedskæmpere og civile. Mindesmærkerne kan inddeles i tre kategorier: frihedskæmpergrave, mindesten og monumenter samt mindeplader. Frihedskæmpergravene blev på initiativ af organisationen Frihedskampens Veteraner fredet i 1965, og et æresminde blev indfældet i hver enkelt gravsten. Mærket var udført af billedhuggeren Knud Nellemose og har form af en broncemedaljon, som viser en sabotør i halvt knælende stilling, tilsyneladende under udførelse af en sabotørhandling, og bærer indskriften “Faldet i Danmarks frihedskamp 1940-1945”. Gravene er for langt de flestes vedkommende rejst af familien, men i 1995 havde staten overtaget vedligeholdelsen af omkring 100 af de i alt 600 fredede frihedskæmpergrave.64 Initiativtagerne til opsætning af mindeplader og mindesten over døde under krigen udgør en langt mere varieret gruppe end for gravstenenes og 5. maj-stenenes vedkommende. Sognet, kommunen eller en kreds af borgere udgør én, stor gruppe, men hertil 287

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 288

kommer en lige så stor og broget skare af foreninger, kammerater, arbejdspladser o.l. Også forskellige veteranforeninger og modstandsgrupper, hæren og politiet, familie og enkeltpersoner står som initiativtagere, men i langt mindre omfang end de to store nævnte grupper. Med opsætningen af en plade eller sten til minde om en dræbt frihedskæmper – for det drejer det sig om i langt de fleste tilfælde – gøres vedkommende til en offentlig person, hvis død angår alle, ikke bare hans nærmeste. Mindeplader eller mindetavler opsat til minde over døde under besættelsen findes på husmure, på skolebygninger, på arbejdspladser, i foreningshuse, på kirkegårdsmure, i kirker, i ejendommes opgange og gårde og lignende steder. De er sat op på mere eller mindre offentlige steder, hvor de pågældende blev dræbt eller boede, i de byer, egne eller menigheder, hvor de havde deres illegale virke, havde boet eller stammede fra, på de skoler de gik på eller engang for år tilbage havde gået på, i de virksomheder de arbejdede i eller tidligere havde arbejdet i eller de foreninger, hvori de havde deltaget. Der er dermed også eksempler på, at samme person mindes flere steder. Som John T. Lauridsen udtrykker det: Ser man godt efter, når man kommer omkring til monumenterne, opdager man, at der er en hel del Tordenskjolds soldater. Navne går igen. En mand dræbt i x-købing, der kommer fra y-stad, havde gået i skole, var medlem af æ-parti og begravet på kirkegården i ø-købing, kan meget vel have både tre og fem mindesmærker for sig. Der er byer, institutioner og organisationer, der vil have andel i æren ved at mindes den døde.65

Tilknytningen til fødeegnen kunne slås fast på mange måder, her er et eksempel hentet fra en mindesten sat i Torkilstrup over frihedskæmperen Ebbe Rørdam: “Under påvirkning af Ingemanns romaner og Gøngehøvdingen voksede han under sin leg i denne have frem til at yde en djærv indsats i Danmarks Frihedskamp”. Den dødes tilknytning til egnen, foreningen eller skolen kunne ligge år tilbage. En mindeplade med følgende inskription fra Finsensgade skole i Århus: “Til minde om gl. elever – der satte livet til i kampen for friheden”, efterfulgt af 9 navne og angivelse af fødselsår fra mellem 1909 og 1926, illustrerer således et typisk 288

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 289

træk ved mange mindeplader på danske skoler, nemlig at de mindede oftest ikke var elever på skolen, da de blev dræbt under krigen. Mindepladerne kan variere meget i størrelse og er normalt udført i marmor, sandsten eller kobber. De er som regel forarbejdede i modsætning til de mange mindesten, der også er rejst over faldne, som i deres normalt rå og naturlige form ligner 5. majstenene og også gør det m.h.t. placering. Men både mindesten og mindeplader, rejst over faldne frihedskæmpere, adskiller sig fra 5. maj-stenene ved i langt flere tilfælde at bære ornamenter, relieffer eller anden udsmykning i varieret størrelse og symbolbrug. Nogle har indfældet et portræt i relief af den døde, andre mindeplader hænger ved siden af et portrætfoto. Mere udbredt er fx forskellige emblemer og vignetter fra de foreninger eller virksomheder, den døde var medlem af. Følgende eksempel er hentet fra en mindeplade opsat på en mur i Nykøbing Falster, hvor pågældende frihedskæmper faldt. Stenen er af granit, har Det danske Spejderkorps’ lilje indfældet øverst og bærer følgende inskription: “Frihedskæmper Sven Aage Faber født 10-4 1926. Faldt her med ære den 25. april 1945. Du gav dit liv for at vi kunne leve. Spejderkammerater hædrer dig ved dette minde.” Sådanne emblemer og inskriptioner fortæller ikke kun om den dødes tilhørsforhold, men signalerer omvendt også, at alle medlemmer af pågældende forening, skole eller virksomhed var delagtige i kampen. Det var også deres kamp, gennem deres tilknytning til den døde bliver de en del af kampen. Inskriptioner som “Du gav dit liv for at vi kunne leve” etablerer forestillingen om en eksplicit og åndelig forbindelse mellem den døde og de mindende. Andre benyttede motiver er fx kors og Kristus, løver og hjerter, fakler og sværd, brudte lænker, due og dannebrogsflag, hvis symbolik er åbenbar og let fortolkelig. Umiddelbart mere neutrale synes ornamenteringer med blomster og dyr at være, men også de skaber en symbolsk betydning. De optræder som symboler for liv og naturlighed. Ret udbredt er det at afbillede egeløv, som mere specifikt repræsenterer gammel dansk natur, hvormed der signaleres kontinuitet og naturgroethed. 289

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 290

Mindesmærkernes motiver er varierede, men oftest uden præcis historisk reference til krigen og modstandskampen. I langt de fleste tilfælde er motiverne almene. En nøgen mand er således langt hyppigere afbilledet end en frihedskæmper. Her skal gives nogle karakteristiske eksempler på motivernes tematik. Kampen er hyppigst repræsenteret ved en sprængning af lænker. I en mindelund i Varde står en granitskulptur af en siddende mand, der bryder de bånd, hvormed hans hænder var bundet, og på det før omtalte mindesmærke i Brabrand forestiller et af to indsatte marmorrelieffer ligeledes en mand, der har sprængt de lænker, der bandt hans hænder sammen. Betydningen af den maskuline styrke og kamp forstærkes i modstillingen til den kvindelige repræsentation. På mindesmærket i Brabrand bærer det andet marmorrelief et billede af en mor, der holder en due i hånden mens et barn betragter den. Hvert relief symboliserer de kønsspecifikke arenaer og karaktertræk, og ved mindesmærkets direkte sammenstilling skabes den betydning, at kvinden, barnet og duen repræsenterer de værdier, som manden kæmper for. Kampen repræsenteres aldrig ved en kvinde. Hun er den sørgende og mindende og den der skal beskyttes. Eksemplevis er der på en mindeplade på Esbjerg Statsskole over faldne indfældet et relief af en knælende kvinde med en mindekrans. Og et relief på en mindeplade i Næstved for en dræbt frihedskæmper forestiller en liggende kvinde, omslynget af en slange. Denne måde at repræsentere kønnene på er helt i overensstemmelse med den metaforiske fremstilling af nationen og krigen i det 19. og 20. århundredes Europa.66 I de tilfælde, hvor temaet er en familie, som fx Knud Nellemoses relief på en mindesten på Stændertorvet i Roskilde, skabes, alt efter læsning, en betydning af de værdier som de døde forsvarede eller en betydning, hvor familien repræsenterer en almengørelse af kampen og dermed udstrækker den til at være hele folkets kamp. Motiverne på mindesten og mindeplader over døde under krigen er langt mere præget af død, offer og sorg end af sejrssymboler. Bortset fra enkeltstående eksempler er de brudte lænker det nærmeste man kommer symboliseringer af sejr. Kun i sjæld290

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 291

ne tilfælde fremstilles døden som en henrettelse, som i Slagelses mindelund med 21 navneplader ved Sct. Mikkels kirke. En bronzeskulptur forestiller en mand, som er sunket sammen, bagbundet til en pæl. Mere udbredt repræsenteres døden, offeret og sorgen som fx på en mindesten i Hvidovre, hvor relieffet forestiller en halvt liggende mand, som støttes af en anden mand bøjet over ham eller, som i andre tilfælde, holdende den døde i sine arme. Inskriptionerne udviser større heterogenitet end relieffernes og indfældningernes tematik. En del mindesten og mindeplader over døde under 2. verdenskrig bærer kun navnet på den eller de døde, fødsels- og dødsdatoer og eventuelt med angivelse af dødsårsag eller dødssted: “Død i Neuengamme”, “Henrettet i Ryvangen”, “Dræbt i ildkamp med tyskerne i Aalborg d. 12-11945”, “Skudt ned af tyskerne”, “Myrdet af landsforrædere den 14-11 1944” osv. Disse konkrete oplysninger skaber måske netop i kraft af det realistiske udtryk en stærk betydning. Den største gruppe mindesmærker bærer tillige en kort tekst, men her knyttes den dødes navn til kampens mål og mening, der kun med få undtagelser har et nationalt sigte. I disse inskriptioner markeres, at den mindede “Faldt for Danmarks sag”, “Gav sit liv i Danmarks frihedskamp”, “Faldt i kamp for fædrelandet”, “Gav sit liv for Danmarks frihed”, “De døde for Danmark” o.l. Og ikke sjældent betegnes de døde som “Danmarks sønner”. En stor gruppe af mindesten og mindeplader er forsynet med et kendt citat, et vers eller et bibelskrift. Det kristne islæt er generelt, men nærværende i mindesmærkerne over de døde, enten som en søgen efter lindring og mening i tabet eller indirekte som en begrundelse og legitimering af det, den faldne døde for. Følgende inskriptioner fra gravstene i Ryvangen er eksempler på disse tre måder: “Fred til bod/for bitter savn/gud os gav/i Jesu navn”, “Hvor Gud mig fører/går jeg glad/han ikke jeg/skal råde” og “Men dette land/vi fik af Gud/i fæste/var ikke det/i nødens stund/vor næste”. Ligesom ved påberåbelsen af kamp for fædrelandet, pligten og æren har Gud også skullet legitimere krige og kampe – uanset hvilken side det drejede sig om, og ligeledes i 2. verdenskrig. 291

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 292

Som på 5. maj-stenene er de hyppigst citerede vers i nævnte rækkefølge “Kæmp for alt hvad du har kært/dø om så det gælder”, Kaj Munks “Drenge – I drenge som døde. I tændte for Danmark i dybeste mulm, et lysende morgenrøde” og “Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård. Guds fred med dem som bløde, af dybe hjertesår”. De øvrige inskriptioner deler sig som disse strofer i én mindre gruppe, der primært formidler sorgen over de døde, og en anden gruppe, der søger at finde lindring for sorgen i en mening med de faldnes død eller direkte fremstiller døden som et meningsfuldt offer, ja i visse tilfælde som skøn. “Skøn er døden, som du fik/ingen skønnere, der findes”, står der fx på en mindeplade over en frihedskæmper på Århus seminarium. Strofen fuldføres på en mindesten sat i Brøndbyøster: “… derfor vil med våde blik/heller ej vi nu dig mindes/men hvor danske hjerter slår/og hvor danske toner klinge/skal med stolthed store små/fædrelands tak til dig bringe”. Der er også, omend færre, eksempler på, at taknemmeligheden udtrykkes i et uhøjtideligt og ligefremt sprog, som på en mindeplade på en skole i Århus, hvor inskriptionen lyder: “Tak for din indsats i frihedskampen”. Taknemmeligheden kommer indirekte til udtryk, når døden repræsenteres som ikke at have været forgæves: “De døde for at I kunne leve i et frit land”, hedder det på mindepladen på Hellerup skole eller kort og godt på Birkerød Statsskole, i dag Birkerød Gymnasium: “Drenge dræbtes. Danmark lever”. Denne forbindelse mellem de døde og de levende og fædrelandet fremstilles som et overhistorisk, naturliggjort fænomen i den ikke sjældent brugte inskription “Skal folket leve, må nogen dø”. Nogle mindesmærker er mere direkte fremtidsrettede i deres inskriptioner, men det er ikke et fremherskende træk. Som eksempel kan nævnes en mindesten i Horsens med 14 navne og følgende inskription: “De vil ikke sørge til døde/men leve i tro og mod/bare i dristige hjerter/strømmer de faldnes blod./Er ikke hver som har kendt dem/mer rig end de døde var/for mænd har haft dem som venner/og børn har haft dem til far”. Strofens sidste sentens er en sjældent set fremhævelse af de døde som almin292

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 293

delige mennesker med familie og venner. Den døde fremstilles ellers stort set altid som frihedskæmper, selvom det sjældent nævnes direkte som titel, men fremgår indirekte af inskriptionerne i øvrigt. I Otto Gelsteds digt indfældet i en mindeplade over “Kammerater fra danske skibsværfter faldet i Danmarks frihedskamp 1940-1945”, opsat på Svendborg Skibsværft, er forbindelsen mellem de døde og levende ikke knyttet via fædrelandet, men i den fortsatte kamp for frihed, fred og retfærdighed: “Slægter går frem som bølger af hav/de svulmer og segner ned/men dem skal vi mindes i deres grav/der døde for frihed og fred./De store tanker de kæmpede for/var en nyskabets retfærdig tid/vi gør deres drøm og vilje til vor/og de lyser foran i vor stand.” Dette fravær af nationalt perspektiv er meget sjældent i besættelsestidens mindesmærker. Som helhed betragtet repræsenterer de en udpræget national mindekultur. Det nationale er stort set allestedsværende i mindesmærkerne, varierende fra det meget direkte og patetiske til det nøgterne og konstaterende “Faldet i kamp for Danmark”. Mindesmærket på Odense kaserne over faldne af 6. regiment under besættelsen kan tjene som eksempel på det første: “Med våben i hånd eller uden værge/de ville fra undergang riget bjerge/på slægtens alter til Danmarks bod/de ofred villigt det dyre blod.” Det samme kan følgende citat af Kaj Munk, indfældet i et mindesmærke i Viby: “Danmark, din frihed og ære, sværger vi tavse vor ed.” Eksemplerne er legio. Den ydre monumentalisering i sten var et integreret led i konstruktionen af den kollektive erindring om besættelsestiden. Gennem etableringen af mindesmærker blev man lokalt delagtig i den nationale fortælling om hele folkets kamp og nationalt en del af de allieredes fortælling om krigen. Monumentsætningen var omfattende i de første efterkrigsår, men er fortsat helt frem til i dag med etablering af nye erindringssteder, især på de runde mindedage. Til trods for visse uenigheder, især i de første efterkrigsår, om den mindekulturelle linie, fx hvad angik vægtningen mellem monumentrejsning og utilitaristiske aktiviteter og mellem sejrs- eller sørgemonumenter, var der som helhed – også over 293

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 294

tid – en slående enshed og kontinuitet i mindesmærkernes udformning og udtryk. Med mindesmærkerne over faldne frihedskæmpere som den absolut største gruppe skabtes en fortælling i monumenter om besættelsestiden, der reducerede periodens historiske modsætningsfylde til modstandskampen og overbetonede dennes omfang og betydning. Hver enkelt der mistede livet i modstandskampen, i koncentrationslejre, ved skudvekslinger, af vådeskud, ulykker under aktivitet, bombardementer e.l. er værd at mindes og bør selvfølgelig have en plads i samfundets erindring om krigsårene. Men den liberale opsætning af mindesmærker kan synes uden proportioner. Det samme gælder den betydning de faldnes død tillægges. Kulten omkring den faldne frihedskæmper konstruerer en kulturel fortælling om, at ‘de’ døde, for at vi kan leve i frihed. Denne etablering af en direkte forbindelse mellem modstandskampen og Danmarks frihed må kaldes for en tilsnigelse eller i hvert fald en påberåbelse af meget indirekte karakter. I den forstand er mindesmærkerne heroiserende, selvom de i lighed med den generelle europæiske krigsmindekultur efter 2. verdenskrig hverken er triumferende eller sejrsberuste, men derimod overvejende sørgende. Mindesmærkernes fokusering på de døde, på offeret, lidelsen og indsatsen, skaber sammen med mindestenenes formmæssige udtryk en fortælling om besættelsestiden, hvor det historiske forvandles til forhold af universel og absolut værdimæssig karakter. Hermed skabes også et effektivt værn mod kritik eller relativering af den kollektive erindring, som mindesmærkerne er bærere af. Enhver kritik eller blot spørgende diskussion af grundfortællingens budskab, proportioner, mening eller værdimæssige grundlag risikerer dermed at fremstå som en kritik af dem, der gav deres liv og af meningen med det. Døden, og især offerdøden, er et stærkt ‘argument’, og omvendt svært at hamle op med i en meningskamp om samfundets kulturelle erindring. Etableringen af mindesmærkerne var udtryk for og selv et led i konstruktionen af den kollektive erindring om besættelsen. Dermed blev de i kun ringe omfang overgivet til deres eget liv efter rejsningen. Det forekommer således sandsynligt, at selv min294

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 295

desmærker, der kun markerer en dødsdato eller nøgternt nævner dødssted eller dødsårsag, i de fleste tilfælde vil aktivere grundfortællingen om besættelsestiden. Under alle omstændigheder skaber de, trods evt. divergerende eller konfliktende erindringer i befolkningen, en forestilling om en fælles national erindring om besættelsestiden. Denne tolkning bestyrkes af, at de mindehøjtideligheder, som gennem årene blev afholdt i tilknytning til mindesmærkerne, bekræftede den kollektive erindring og genfortalte grundfortællingen.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 296

Pro Patria – mindehøjtideligheder Mindesmærker om tiden 1940-45 var og er oftest samlingspunkt for mindehøjtideligheder, hvor besættelsestiden og de døde mindes. Mindearrangementer var særligt i de første efterkrigsår i sig selv afsløringer af mindesmærker. Disse erindringssteder fungerer imidlertid ikke alene traditionsskabende, men også traditionsbekræftende, da arrangementernes indhold og form rituelt gentages på besættelsestidens mærkedage. Gennem disse ritualer markerer samfundet, det vil sige lokalsamfund, foreninger, institutioner og grupper, medierne og det officielle Danmark, at den kollektive erindrings indhold og værdier er vigtige at opretholde og videreføre. Mindehøjtidelighederne både bidrager til en mytologisering af fortiden og er selv en del af denne proces.67 Som mindet om de døde står i centrum for langt den overvejende del af mindesmærkerne, var det også sorg, tab og taknemmelighed, der prægede de højtidelige mindearrangementer umiddelbart efter krigen. Det helt overvejende flertal af de døde var mænd, og hele iscenesættelsen af mindehøjtidelighederne var stærkt præget af stereotype og traditionelle kønsrepræsentationer. Mange offentligt iscenesatte mindehøjtideligheder var konkrete eller symbolske begravelser, hvilket gav dem en meget højstemt og følelsesintens karakter. Begravelserne og mindehøjtidelighederne havde en funktion, der rakte ud over det at opfylde de pårørendes behov og ønsker. De indgik samtidig i den umiddelbare efterkrigstids intense kamp om konstruktionen af, hvad der skulle være samfundets kulturelle erindring om besættelsesårene. Tidligere modstandsmand, redaktør Aage Schoch, sagde i en tale ved en officiel begravelse af 30 hjembragte kz-ofre i juli 1947: “Der er dem, som tror, at I er magtesløse, fordi I er døde, og at man derfor uden risiko kan bekranse Jer. Men I har aldrig været mægtigere end nu.” Og han fortsatte: “Døden har forlenet alle jer – døde patrioter – med en myndighed, der nu og i fremtiden vil gøre jer til vore førere i den kamp, som går videre”.68 Hermed udtrykte han den enorme kraft mindet om de døde tilførte kollektivtraditionen. 296

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 297

De første efterkrigsårs stort iscenesatte og stærkt patetiske, nationale begravelser og mindehøjtideligheder må højst sandsynligt ses som havende en forbindelse til retsopgørets og folkestemningens hårde linie. En sådan forbindelse blev dog sjældent direkte formuleret, men kan anes i førnævnte tale af Aage Schoch: “Det kan hænde, at nogle af os lader sig købe, og at andre lader sig overtale til at tro, at de bedst udfylder deres mission i samarbejde med dem, som svigtede, men jer kan ingen købe, ingen overtale.” Videre manede han til altid at huske de døde, fordi enhver, som glemmer disse navne Dachau, Sachsenhausen, Stutthof, Neuengamme, alle de steder, hvor Europas bedste ungdom blev torteret til døde, han giver plads for dyrkelse af de mørkets kræfter, som da hærgede Europa. Ja husk det, fordi hver og en af dem, der svigtede under fremmedåget og uantastet får lov at indtage samme stilling som før, fortsat undergraver samfundets modstandskraft og fortæller en ny generation, at intet er så fordelagtigt som selv at hygge sig og lade de tåbelige idealister tage kampen op.

I Politikens referat var sentensen om dem, der svigtede, kursiveret.69 De første års mindehøjtideligheder blev med andre ord en integreret del af konstruktionen af grundfortællingen om besættelsestiden. Men som årene gik, spillede højtidelighederne primært en genbekræftende funktion og blev således også svækket hvad angik det patetiske og stærkt nationale præg. “Pro Patria” stod der ofte på programhæfterne ved de første års mindearrangementer. Det var et budskab og en præsentation af meningen med offerdøden, som med tiden blev omend ikke forladt så dog mere fortolket som et alment budskab om frihed, demokrati og humanisme. Når det er sagt, må kontinuiteten hvad angår mindehøjtidelighedernes symbolske iscenesættelsesrepertoire dog fremhæves. De første års begravelser og mindehøjtideligheder blev en slags matrice for de efterfølgende mindearrangementer. De to største nationale mindehøjtideligheder blev begravelsen d. 29. august 1945 af 106 frihedskæmpere i den nyetablerede Mindelund i Ryvangen og begravelsen af 30 hjembragte døde fra koncentrationslejre d. 16. juli 1947.70 Begge begravelser var storslået iscenesatte mindehøjtideligheder. 297

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 298

Den 29. august 1945 samledes 106 kister på Christiansborg Slots ridebane, hvorefter de blev ført i ligtog gennem byens gader til Mindelunden i Ryvangen, mens byens kirkeklokker ringede og op mod 200.000 mennesker havde taget opstilling langs ligtogets rute.71 Hver kiste var svøbt i Dannebrog og anbragt på en militær lastvogn. Mellem hver militærbil kørte en personbil med pårørende, og forrest og sidst kørte frihedskæmpere. Kl. 12 var der to minutters stilhed over hele landet. Ved begravelsen i Ryvangen deltog udover de pårørende kongeparret, officielle gæster fra ind- og udland samt omkring 50.000 mennesker. Udover taler var der fællessang og korsang. Sceneriet blev foreviget i Theodor Christensens filmmonument Det gælder din frihed. Biskop H. Fuglsang-Damgaard indviede stedet som gravplads og betonede, at det var et taknemmeligt folk, der fulgte sine tapre landsmænd, som gav deres liv for Danmark, til graven. Minister Ole Bjørn Kraft betonede, at de, der døde, forpligtede de efterlevende til ikke at glemme, hvad de kæmpede og døde for, og sluttede i egenskab af forsvarsminister med at sige: “Den danske forsvarsmagt sænker sine faner til de faldnes ære”. Kirkeminister Arne Sørensen udtrykte håb om, at Mindelunden ikke i samme grad som Dannevirke, Dybbøl, Kronborg og Marselisborg Mindepark ville blive en turistseværdighed, men medvirke til at puste liv og alvor i disse gamle danske steder, hvor historien talte til det danske folk. Minister Mogens Fog fremhævede i sin tale, at de faldne “var med i det store broderskab, der tværs over landegrænserne forenede sig i striden for de fundamentale menneskerettigheder”, de var “frivillige soldater i frihedens hær”. En menig frihedskæmper kontrasterede de faldnes handlinger med “de kolde hjerners” og al deres “gammelmandspolitik og snusfornuft” og udtrykte, at der ikke skulle grædes over de døde, fordi de havde “fået den skønneste død, heltedøden”. Sidst talte en mor til en af de faldne, Valborg Hammerich, med “en røst fra hjemmene” og mindede om, at det ikke blot var sabotøren, der skulle mindes, men også “faderen, sønnen, broderen, manden og vennen”. Efter talerne blev de 106 jordfæstet i gransmykkede grave til fællessangen Altid frejdig når du går. Hele højtideligheden 298

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 299

Dronning Ingrid og kronprins Frederik lægger blomster ved monumentet i Mindelunden i Ryvangen under mindehøjtideligheden d. 4. maj 1995. Overskriften på artiklen i Berlingske T idende var: “20.000 mindedes de danske helte”. (Nordfoto).

blev transmitteret i radioen, og avisernes stærkt følelsesladede reportager dagen efter tryktes under overskrifter som “Danmarks gribende afsked med Frihedskampens faldne”.72 Den 10. juli 1947 kunne landets aviser i stort opsatte artikler rapportere om modtagelsen ved den dansk-tyske grænse af 115 kister med danske kz-ofre. Politiken skrev: “Danmark bød sine døde velkommen hjem” og karakteriserede de døde som patrioter. Land og Folk berettede om modtagelsen under overskriften: “Gribende øjeblik da Danmark modtog sine dræbte sønner”. D. 299

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 300

16. juli blev der afholdt en mægtig og pompøs begravelse af 30 af de hjembragte ofre fra Københavns Domkirke, hvor biskoppen bl.a. sagde: Velkommen hjem i fædrelandets jord. Så kom I dog langt om længe. I kom ikke alle, vi siger det med dyb smerte, omkring 500 kære kammerater, som I nød savn og lidelser med og døde sammen med, måtte I lade blive tilbage for bestandig. Elskede døde landsmænd, vi bøjer os for jer i tak, fordi I gik i døden, for at vi kunne leve.

Efter højtideligheden i domkirken blev de dannebrogssmykkede kister ført gennem byen i kortege til Ryvangen, mens alle kirkeklokker ringede. Langs hele ruten stod mennesker, og på den sidste del af sørgetogets rute var der strøet blomster. Disse to begravelser var store nationale begivenheder, men i samme form og med et tilsvarende indhold blev mindehøjtideligheder afholdt over hele landet og gentaget i mindre målestok gennem årene. Mindehøjtidelighederne d. 4. maj i Mindelunden i Ryvangen blev den samlende nationale mindeceremoni. 50 år efter den store begravelsesceremoni i 1945 havde mindehøjtidelighederne d. 4. maj i Ryvangen kun undergået ganske få forandringer. I løbet af 4. og 5. maj 1995 blev Mindelunden ifølge dagspressens reportager besøgt af over 50.000 mennesker. Kongehuset, ministre, militæret og andre officielle repræsentanter, forskellige institutioner, foreninger, udenlandske repræsentanter, skoleklasser, pårørende og mange andre nedlagde kranse og pyntede grave med blomster. Ved det officielle mindearrangement om aftenen d. 4. maj var Mindelunden oplyst af 800 lys, og udover en masse almindelige besøgende var forskellige veteranforeninger, kongehuset og kirkeministeren repræsenteret. Højtideligheden blev ledet af præsten Poul Riis, tidligere Dachau-fange, Hjemmeværnet dannede æresvagt med fakler, Sjællandske Livregiments musikkorps spillede, fanevagter havde taget opstilling og Zahles Pigekor sang fædrelandssange iført rød-hvide dragter. Fællessangsrepertoiret var, som det næsten uden afvigelse havde været gennem alle årene: Det haver så nyligen regnet, En vinter lang og mørk og hård, En lærke letted, og tusind fulgte samt Altid fredig, når du går. 300

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 301

Kirkeminister Birte Weiss sagde i sin tale, at “selvom mange har brugt 50-året for befrielsen til at diskutere historieopfattelse og besættelsestidens nationale selvforståelse, er der mange ting, som ingen kan sætte spørgsmålstegn ved”. For det første var der danskernes taknemmelighed over, at der var mennesker, der selv tog ansvaret og gjorde op med lad-os-vente-og-se-mentaliteten. Det andet indiskutable var ifølge kirkeministeren “den spontane danske afsky, da nazisternes aktion mod jøderne satte ind”; Birte Weiss fremhævede, at overgrebet mod det, der dengang var danskernes etniske og religiøse minoritet, var et overgreb mod alle danskere. Hun pegede på, at taknemmeligheden ikke kun gjaldt modstandskampens konkrete resultater, men også dens betydning for eftertidens opfattelse af den enkeltes eget ansvar for frihed, demokrati og humanisme. “4. maj skal minde os om, at ansvaret for demokratiet er den enkeltes og de manges”, var kirkeministerens afsluttende appel.73 Gennem et halvt århundredes mindehøjtideligheder forblev ingredienserne de samme.74 De samme grupper og institutioner var repræsenteret, der blev sunget de samme sange, benyttet de samme symboler og holdt taler med stort set samme indhold. Sorgen indgik selvklart som et stærkere element i 1945 og i årene umiddelbart efter, ligesom accenterne i talerne var tilpasset de skiftende tiders mest brændende politiske spørgsmål og med en stadig større betoning af abstrakte, universelle værdier. Og mediernes reportager fulgte samme linie. Ved mindehøjtidelighederne gennem alle efterkrigsårene var ‘det absolutte’ til stede i form af de døde og deres offer. I og med at mindesmærker over de døde var det typiske sted for arrangementernes afholdelse, vedblev de døde at stå i centrum for meningsindholdet. Det var dem, der skulle mindes. Det var deres indsats, der skulle takkes for. Det var deres offer, der forpligtede. Det var deres død, der gav mindehøjtidelighedernes budskab en absolut og indiskutabel karakter. Det autentiske var repræsenteret ved veteraner fra modstandskampen. Fortiden blev fremkaldt og var til stede i kraft af deres medvirken. De udgjorde den levende forbindelse mellem 301

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 302

fortiden og nutiden og optrådte som en slags vidner. Veteranstatus’en blev markereret med frihedskæmperarmbind, medaljer, faner og gruppevis optræden. Egentlige veteranparader og -optog var i modsætning til i flere andre lande et sjældent syn bortset fra i de allerførste befrielsesår. Parader og optog blev varetaget af det Hjemmeværn, som mange tidligere modstandsfolk gik ind i efter krigen, og af militæret, der var massivt til stede ved mindehøjtidelighederne. Børns og unges tilstedeværelse anskueliggjorde besættelsestidens aktualitet og relevans for fremtiden. Som repræsentanter for det ægte, uskyldige og fremtidige gav deres deltagelse yderligere mindehøjtidelighederne et autentisk præg. Netop veteranerne og børnene var særdeles yndede temaer i mediernes reportager fra mindehøjtidelighederne. De berettede om børnenes umiddelbarhed, spørgsmål og forståelse for situationens alvor. Om veteranerne fortaltes, hvordan de i eftertanke kneb en lille tåre. Og en særlig autentisk betydning blev skabt i mødet mellem de gamle og de unge. Det, der ifølge Berlingske Tidende dominerede, var den stille tanke, de små håb og glæden ved det umiddelbare, som piblede frem med et par tårer hist og pist. En frihedskæmper med et lidt falmet armbind kneb en sådan, da en kæk femteklassesdreng fra Bispebjerg Skole forlod sin kammerat med ordene: “Nej, nu går jeg altså over på gravene og lægger denne her blomst”. Det gjorde drengen så. Mellem kransene med de fine bånd lagde han sin lille hvide tusindfryd, og han måtte opgive sin rolle som noget nær verdens sejeste – i hvert fald i dén klasse – for at plukke i græsplænen og bære frem til minde.75

I Information var den rapporterende linie den samme under overskriften Børn og gamle på besøg i historien, halvtreds år efter. Fotos af børn, der lægger blomster i Mindelunden, var ligeledes et yndet motiv på pjecer om og programhæfter til mindearrangementer i Ryvangen.76 Mindehøjtidelighedernes ‘autentiske’ præg etableredes desuden ved talernes og reportagernes mange referencer til den danske natur. De nyudsprungne bøge, det spæde løv og nyudsprungne blomster, det milde vejr og den lyse majaften var gæng302

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 303

se stemningsgivende billeder, der samtidig dannede en forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid. En forbindelse dronning Margrethe eksplicit udtrykte i sin tale på Rådhuspladsen d. 5. maj 1995: “Og bøgen står så grøn, at vi synes selve naturen fejrer vores glæde.”77 Kongehusets tilstedeværelse ved mindehøjtideligheder af særlig national betydning samt andre officielle lokale eller landspolitiske repræsentanters tilstedeværelse bidrog til at give mindehøjtidelighederne et ‘betydningsfuldt’ præg. Det samme gjorde militæret, som sammen med Hjemmeværnets stærke medvirken signalerede en mandlig, militarisereret modstandskamp og besættelsestid samt en markering af besættelsestidens dominerende militær- og udenrigspolitiske lære. Desuden lagde militæret, kongehuset, de mange Dannebrog og fædrelandssangene en ophøjet, intens national ramme om højtidelighederne. I reportagerne fra mindearrangementerne gik det igen som noget særligt dansk og positivt, at højtidelighederne angiveligt skulle have en “dæmpet tone af ægthed og eftertænksomhed, kærlighed til Danmark”. Det særligt nationale blev udlagt som værende uden svulstig nationalisme, og at Mindelunden netop i kraft af sin afdæmpethed både m.h.t. monument og naturmæssige anlæg “er så køn” og “det smukkeste fælles mindested på jorden”.78 Fællessangsrepertoiret d. 4. maj i Mindelunden i Ryvangen var stort set ens gennem alle årene og desuden et dækkende udtryk for de sange, der blev sunget ved mindehøjtideligheder rundt om i landet.79 Tilsammen opsummerer repertoiret på udmærket vis de centrale elementer i mindehøjtidelighedernes symbolske repræsentation. Udover forskellige fædrelandssange med Der er et yndigt land og I Danmark er jeg født som topscorere, og i hvilke den danske natur og historie, folket, kongemagten og Gud er kombineret med forskellige vægtninger, var modstandsbevægelsens to yndlingssange, Det haver så nyligen regnet og Altid frejdig når du går, de to absolut hyppigste sange ved mindehøjtideligheder i hele efterkrigstiden. Mens disse to sange var gamle sange med en historie tilbage til forrige århundrede, var de to andre og også ofte benyttede sange, En lærke letted og En vinter lang 303

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 304

og mørk og hård en slags lejlighedssange forfattet under og lige efter besættelsen. Frihedssangen eller En vinter lang og mørk og hård var et bestillingsarbejde foranlediget af Frit Danmark. Sangen blev forfattet i det tidlige forår i 1945 af den kulturradikale og kommunistiske Sven Møller Kristensen til en melodi af Knudåge Riisager, der havde Marseillaisen i tankerne. Sangen er som en helhed af melodi og tekst en maskulin og triumferende skildring af modstandskampen, der helt i grundfortællingens ånd fremstilles som en spontan, moralsk begrundet folke-(mande)rejsning, der vokser frem og ytrer sig som en uimodståelig, mandlig naturkraft.80 Teksten varsler et opgør med den politik og de personer, der var skyld i at “der gik slid på skoven, skår på skår,/og der gik råddenskab i svage træer”. Sangens omkvæd agiterer for at slutte sig til modstandskampen: “Gå til modstand, alle danske, alle mand som én/og gør Danmark frit” og forudser sejren. I befrielsessommeren blev sangen publiceret i masseoplag, indsunget som plade og udsendt i BBCs danske udsendelser. Den blev umådeligt populær. I årene der fulgte var den almindeligvis på programmet ved mindearrangementer og højtideligheder, men af de fire nævnte sange var det den, der hyppigst gled ud, særligt ved officielle arrangementer og bl.a. også af Højskolesangbogen, formentlig pga. dens lejlighedsmæssige og agitatoriske karakter. Mads Nielsens En lærke letted fra 1945 var tekstmæssigt mere almen og ikke en agitationssang som Frihedssangen. Den blev skrevet efter befrielsen og udtrykker glæden over den genvundne frihed og sorgen over de døde, hvis indsats der takkes for. Det er et meget inkluderende budskab, hvilket formodenlig medvirkede til, at sangen så ofte benyttes ved de officielle mindehøjtideligheder.81 Det haver så nyligen regnet blev skrevet i 1890 af J. Ottosen med klar reference til nederlaget i 1864 og handler om det danske mindretals urokkelige markering af og kamp for dets nationale tilhørsforhold under det tyske herredømme indtil Genforeningen i 1920.82 Sangteksten var umiddelbar tidsmæssigt omsættelig, og dens forhistorie gav den en særlig status under besættelsen som 304

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 305

opmuntrende samlingsmærke. Tyskerne forbød da også, at den blev sunget. Teksten forsikrer om, at “båndene bandt”, at “For de gamle som faldt,/er der ny overalt”, og med Genforeningen i erindring kunne sangen synges som en forsikring om, at Danmark nok igen skulle blive frit. D. 6. maj 1995 skrev Politiken på sin forside: Christian Richardts salme Altid fredig når du går er Befrielsesjubilæets gennemgående, musikalske indslag. I Mindelunden i går morges sang gamle frihedskæmpere de tre vers med sprøde stemmer, i Københavns Domkirke bruste det vældige orgel, mens menigheden rejste sig ved sidste vers. Og på Rådhuspladsen i København var dronning Margrethe med til at løfte sangen mod sommerhimlen, da tusinder af struber tog fat på de stærke strofer.

Som reportagen angiver blev Altid frejdig, når du går en meget livskraftig sangtradition. Sangen er, ligesom Det haver så nyligen regnet, en ældre sang skrevet af den indre missionske Christian Richardt i 1867.83 Med sit stærkt kristne og moralske budskab var det en kristen væbnersang, som modstandsbevægelsen tog til sig og gjorde til sin moralske slagsang. Sangteksten appellerer kraftigt til at trodse frygt og farer og kompromisløst og med dødsforagt at kæmpe “for alt, hvad du har kært”. Dette udtryk er rummeligt og kan derfor fungere bredt samlende, og det blev under besættelsen identificeret med kampen for den nationale frihed. I teksten fungerer den kristne tro både som trøst og som legitimering af kampen. Når disse Richardts og Ottosens sange blev sunget igen og igen ved mindehøjtideligheder, var det en måde at mindes og som gentagende handling at skabe kontakt til besættelsestiden, til dens stemning og dens moralske og politiske spørgsmål. Samtidig fungerede sangene som en markering af en historisk lære om fortsat at være på vagt for at sikre den nationale frihed og at være parat til at ofre sit liv for en sag. Når sangene blev sunget ved mindehøjtideligheder kunne alle stemme i, både kommunister, socialdemokrater og borgerlige, på én gang forenet i mindet om besættelsestiden og samtidig med tanke på hver sin aktuelle sag. 305

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 306

Besøgstallet i Mindelunden i Ryvangen er efter nogle års tilbagegang igen oppe i en størrelsesorden, der næsten kan måle sig med de første efterkrigsårs.84 I hvert fald på de runde og stort iscenesatte jubilæumsdage og samtidig med, at mindehøjtidelighederne rundt om i landet i vid udstrækning er blevet indskrænket til de større mindesmærker. Spørgsmålet er, hvordan fremtiden vil tegne sig for disse mindehøjtideligheder, når de sidste veteraner fra modstandskampen er døde. På den ene side har veteranerne bidraget til at binde højtidelighedernes meningsindhold til grundfortællingen. På den anden side har deres tilstedeværelse givet arrangementerne en vis autenticitet og forbindelse til fortiden. Det er vanskeligt at vurdere, hvorvidt de fremtidige mindearrangementer vil repræsentere en demokratisering eller en ydeligere mytologisering af erindringsarbejdet om og fortolkningen af besættelsestidens historie. Arrangementerne i 1995 tyder mest på det sidste.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 307

Monumentalisering II – frihedsrådsmaleriet og frihedskæmperbilleder Selvom mindekulturen om besættelsestiden i høj grad havde de faldne som centrum, blev de overlevende dog også tildelt en plads. Maleriet af Danmarks Frihedsråd og fotografier af frihedskæmpere er sådanne eksempler, som samtidig opnåede monumental status. Fotografier af frihedskæmpere blev med deres massedistribution et led i skabelsen af den kollektive erindring om besættelsestiden; og udformningen af og tilblivelseshistorien bag gruppeportrættet af Danmarks Frihedsråd kan desuden kaste lys over de politiske konflikter og følelsesmæssige bindinger, der var en integreret del af mindekulturens etablering. Maleriet af Frihedsrådet hænger på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg som en del af museets store samling af portrætter og historiske malerier, men det har også vundet stor udbredelse gennem utallige gengivelser. Billedet er malet af Georg Jacobsen i årene 1949-53 og forestiller 12 medlemmer af Frihedsrådet i hel figur siddende eller stående i et anonymt rum.85 Maleriet er et gruppeportræt og forestiller ikke en specifik situation.86 Georg Jacobsen har malet figurerne med stor portrætlighed og efter deres organisationsmæssige tilknytning, efter deres opgaver i Frihedsrådet og efter varigheden af deres medlemskab. Centrum i billedet er Frode Jakobsens hænder, en effekt der forstærkes af billedets rumlige forskydninger, der giver det indtryk, at hele gruppen drejer sig om centrumsfiguren Frode Jakobsen. Umiddelbart synes de enkelte personer malet uden relation til hinanden, men de forbindes i kraft af billedets komposition og indre konstruktion. Denne effekt havde kunstneren bevidst tilstræbt for derved at karakterisere Frihedsrådets arbejde: “Jeg har søgt at binde disse mennesker sammen, som er så vidt forskellige, men som alligevel fandt hinanden, da situationen gjorde det nødvendigt. Og jeg har set det sådan, at kun en malerisk konstruktion kan udtrykke dette fællesskab.”87 Med sine enkle, naturlige karakteristikker af personerne er maleriet trods dets monumentale fremtræden ikke eksplicit heroiserende. Personerne 307

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 308

Georg Jacobsens maleri af Danmarks Frihedsråd fra 1953.

fremtræder som civilister og uden nogen ydre kendetegn, der kunne knytte dem til modstandsbevægelsen. Da billedet blev præsenteret først for pressen i august 1953 og siden for offentligheden på Den frie Udstilling i 1954, blev det meget positivt modtaget. Der herskede tilfredshed og betagelse i alle kredse.88 Det var imidlertid ikke det maleri, som Frederiksborgmuseet i første omgang havde tænkt sig. Da Frederiksborgmuseets inspektør, Otto Andrup, efter befrielsen skulle finde et motiv til et nationalhistorisk maleri, som kunne være “et værdigt minde om modstanden mod den tyske besættelsesmagt”, foreslog han med museumsbestyrelsens opbakning en scene med forhandlinger mellem medlemmer af Frihedsrådet og repræsentanter for de politiske partier.89 Motivet skulle således fremhæve det nationale kompromis mellem modstands- og samarbejdslinien og i videre forstand repræsentere en national forsoning af de skel, der var trukket gennem befolkningen og specielt mellem politikere og modstandsbevægelse under besættelsen. Arbejdet blev overdraget til maleren Herman Vedel, der i første omgang udarbejdede en skitse og i samarbejde med 308

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 309

Mogens Fog fra Frihedsrådet og statsminister Vilhelm Buhl afklarede, hvilke personer der skulle med på billedet. Skitsens motiv var som ønsket forhandlingerne mellem politikerne og modstandsfolkene omkring befrielsen i 1945 og var lagt op som et nationalhistorisk monumentalmaleri i heroiserende stil.90 Initiativet kom altså fra Frederiksborgmuseet og var helt i museets ånd. Museet blev oprettet på brygger J. C. Jacobsens initiativ i 1878 som led i den nationale og moralske genrejsning efter nederlaget i 1864.91 Det var tænkt som et sted, hvor nationens fortid skulle bevares, fremvises og bearbejdes, og hvor kontinuiteten mellem fortiden og nutiden således stod i centrum. Museet skulle være “et hjemsted for vækkende og mere omfattende fremstillinger af fædrelands-historiske minder fra kristendommens indførelse i Danmark til den nyeste tid”.92 Med Versailles som forbillede ville J. C. Jacobsen med portrætter, statuer og historiemalerier af fortidens store skikkelser og begivenheder styrke fædrelandsfølelsen og den nationale identitet. I de første år af museets

Herulf Bidstrups forslag til “Forbedret Udkast til Frederiksborgmaleriet” bragt i Muldvarpen, 1946. Frederiksborgmaleriet skulle forestille frihedsrådsmedlemmer og politikere under forhandlingerne i foråret 1945, men blev aldrig til noget.

309

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 310

levetid erhvervede det historiemalerier efter en plan udarbejdet af J. C. Jacobsen. Planen var udtryk for en nationalromantisk historieopfattelse, hvor Danmarks ældre historie var vægtet – dengang landet var stort og mægtigt. Det var i denne guldalder, det danske folkes identitet angiveligt skulle være blevet til, og som skulle vækkes til live for kommende slægter. De centrale temaer var sejrrige danske slag og erobringer, heltenes og kongernes glorværdige gerninger som sejrherrer, bygherrer, lovgivere og herskere. I årene før århundredskiftet begyndte historiemaleriet at miste en del af dets historiske og kunstneriske legitimitet, og Jacobsens store illustrerede historiefortælling blev aldrig realiseret i sin helhed.93 Museet koncentrerede sig efterhånden mest om at udbygge og opdatere det nationale portrætgalleri. Med den nationale vækkelse under og i årene umiddelbart efter besættelsen nåede museet rekordstore besøgstal. Der var udbredt interesse for at søge tilbage i landets historie for at finde værdier, der kunne give styrke i den svære tid. Den nationale vækkelsesbevægelse blev søgt kanaliseret ind i et forsvar for eller en identifikation med det parlamentariske demokrati af i første omgang især Socialdemokratiet og personer som Hal Koch, men linien fik efterhånden øget tilslutning, bl.a. med dannelsen af Dansk Ungdomssamvirke, bestående af fem partiers ungdomsorganisationer samt mange andre ungdomsforeninger. Den danske historie, der sås som identisk med fremvæksten af demokrati, skulle være et våben mod den tyske besættelsesmagt. Af historien kunne man lære, “hvorledes et lille folk med få forudsætninger, både hvad magt og rigdom angår, har formået at hævde sig og fylde sin plads. Vejen dertil gik vel ikke gennem strålende militærbedrifter, men gennem fredens arbejde og skabende indsats”.94 Sådan skrev Hal Koch i trebindsværket Dansk Daad, som blev udgivet under besættelsen, og hvis formål var at fremvise den rige danske arv og indsats for herigennem at erkende, at “der er noget ved at være dansk” og “hente styrke og kraft til at bygge Danmarks fremtid”.95 Dette værk ofrede omtrent hele det første bind på gengivelse af nationale historiemalerier, og Otto Andrup, som skrev og redi310

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 311

gerede denne del af værket, gik i rette med den naturalistiske og historievidenskabelige kritik, der siden århundredeskiftet var blevet rettet mod historiemaleriet. Andrup anførte, at selvom malerierne i mange detaljer var uhistoriske, dvs. “uden fuld overensstemmelse med den tids tænkemåde eller kultur, som han [kunstneren] har hentet motivet fra”, så blev de “byggesten i den nationale følelse og viden… som man kun med sorg vil se underkendt”. Nedfældet i erindringen var det Andrups håb, at historiemalerierne igen kunne “blive en kilde for danske til drømmen og til viljen om at dygtiggøre sig til at videreføre arven. De bliver stene i muren for nationalbevidstheden hos hver enkelt dansk”.96 Det var i denne brede forståelse af modstanden under besættelsen og med sigte på at fremhæve kontinuiteten i den danske historie, at museumsinspektør Andrup kunne foreslå, at et maleri med politikere og modstandsfolk sammen ville være et værdigt minde om modstanden mod besættelsesmagten. Men misteltenen var ikke taget i ed: en stor del af modstandsbevægelsen ville ikke anerkende den nationale samling som en del af modstandskampen. De så modstandskampen som et brud på en dansk politisk tradition, ikke mindst udenrigspolitisk. Modstandsbegrebets indhold og grænser var en integreret del af kampen om magten og æren, og derfor protesterede repræsentanter for modstandsbevægelsen stærkt, da Andrups planer om et billede af det nationale kompromis blev kendt. Kritikken var skarp, hvilket fremgår af en tegning, som Herluf Bidstrup med vanlig bidskhed udarbejdede som et Forbedret udkast til Frederiksborgmaleriet. På tegningen var Frihedsrådets medlemmer udskiftet med personer som Frits Clausen, stats- og udenrigsminister Erik Scavenius, rigspolitichef og senere justitsminister Eigil Thune Jacobsen, der havde udarbejdet loven om kommunisternes internering i 1941, og enkelte embedsmænd, som på forskellig måde havde været involveret i kommunistloven. I teksten til tegningen blev ‘udskiftningen’ forklaret således: Frihedsbevægelsens mænd har som bekendt nægtet at lade sig male til Frederiksborgmuseet sammen med samarbejdspolitikerne, men det bliver ikke vanskeligt at finde kendte mænd fra besættelsestiden, der har haft

311

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 312

betydelig større tilknytning til samarbejdsfolkene og som følge deraf også med glæde vil optræde på lærredet sammen med dem.97

Kritikken fik flere af Frihedsrådets medlemmer til at nægte at lade sig male, og det var formodentlig det, der gav planerne det endelige dødsstød. Museets ønske om at tilvejebringe et maleri af den nationale forsoning måtte simpelt hen opgives. I stedet fik museet nogle år efter overdraget Georg Jacobsens maleri af Frihedsrådet, som blev til på initiativ af Komiteen til Fremskaffelse af et Maleri af Frihedsrådet.98 I modsætning til konflikten om monumentet i Mindelunden havde modstandsbevægelsen her fået det, som den ville og havde således i denne nationalmuseale sammenhæng erobret scenen for modstanden, lige som den allerede havde gjort det med udstillingen Det kæmpende Danmark i Frimurerlogen i 1945 (se VI., afsnittet ‘Frihedsmuseet’). I modsætning til frihedsrådsmedlemmernes civile fremtræden på Frederiksborgmaleriet, var det militære præg dominerende i den strøm af fotografiske frihedskæmperbilleder, der efter befrielsen blev produceret for at tilfredsstille det store behov for konkrete billeder af frihedskæmpere og modstandskamp, og som for en stor dels vedkommende fik et langt efterliv i stadig nye bøger, film og tv-udsendelser mv. om besættelsestiden. I en undersøgelse af disse frihedskæmperbilleder viser John T. Lauridsen, at langt de fleste af fotografierne blev taget efter befrielsen, og at de således er usamtidige optagelser af enten frihedskæmpere eller konstruerede illegale situationer.99 Af indlysende sikkerhedsmæssige grunde blev der kun taget ganske få fotografier af frihedskæmpere under besættelsen. Fotografier af efterlyste modstandsfolk, fx Aksel Larsen, Mogens Fog, Eigil Larsen og Ole Kiilerich, og fotografier i de legitimationspapirer, som alle skulle være i besiddelse af fra 1. august 1944, er stort set de eneste autentiske og offentligt kendte billeder. Men deres politisk befængte ophavssituation, særlig hvad angik efterlysningsbillederne, betød, at de næsten ikke fik nogen udbredelse bagefter. Sammen med fotografierne af modstandsfolk i aktion efter befrielsen kom de uautentiske og konstruerede fotografier til fuldstændigt at dominere. 312

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 313

Når bortses fra de fotografier, der var taget under besættelsen, kan frihedskæmperfotografierne inddeles i fem karakteristiske typer. Den første type har modstandsfolk i arrestationssituationer og under bevogtningsopgaver som motiv. Talrige er fotografierne af bevæbnede modstandsfolk iført armbind og hjelm, som foretager arrestationer eller bevogter de anholdte under transporter eller på interneringsstederne. Fotografierne havde flere forskellige funktioner. De viser både hvem der er helte, og hvem der er skurke. Og de viser hvem der har magten og hvem der skal ydmyges. Fotografierne benyttes stadig, men nok primært som illustration til fremstillinger af retsopgøret og befrielsen, selvom de selvfølgelig samtidig leverer et billede af modstandsfolkene og folkestemningen i 1945. Frihedskæmpere i parader, ved befrielsesfester eller mindehøjtideligheder udgør den anden gruppe. På disse fotos optræder frihedskæmperne ligeledes udklædte og bevæbnede og i store grupper, hvilket skaber indtrykket af, at der er tale om en hær. Den tredje type fotos er opstillede gruppebilleder af lokale modstandsgrupper, mange af dem af militære ventegrupper. På trods af den manglende egentlige uniform ligner disse billeder almindelige soldaterbilleder. Disse fotografier blev og bliver fortsat gengivet især i de mange lokalhistoriske fremstillinger af modstandskampen i forskellige byer og egne. Fotografier af konstruerede situationer, der skulle illudere scener fra det illegale arbejde, udgør den fjerde gruppe. Det drejer sig om scener med våbenmodtagelse, illegal bladfremstilling, hold-up’s og jernbanesabotager. Rekonstruktionerne forsøgte at skjule deres manglende autenticitet, men nogle af dem afslører sig selv umiddelbart, fx ved en afbildning af en frihedskæmper iført armbind.100 Den sidste type frihedskæmperfotografier er portrætter af udklædte og opstillede ukendte frihedskæmpere efter befrielsen. Et typisk eksempel er fotografiet, som blev brugt til forsideillustration på det meget udbredte seriehæfte Danmarks Frihedskamp, redigeret af Ebbe Munck og Børge Outze, som rummede fotografier fra og tekster om besættelsestiden. Hvert hæfte var på for313

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 314

Frode Jakobsen med frihedskæmpere og betjente foran Christiansborg i maj 1945. Her er tale om et autentisk fotografi.

siden forsynet med et fotografi af en ung frihedskæmper iført stålhjelm, armbind, bælte med to håndgranater og med en maskinpistol i hånden. Det var den samme mand, men gengivet i forskellige farver fra nummer til nummer. Karakteristisk for alle ovennævnte typer frihedskæmperfotografier er, at de giver et militariseret billede af modstandskampen og dermed mere er udtryk for en efterkrigsrepræsentation end for realiteterne under besættelsen. Modstandsfolk gik jo ikke rundt i en sådan mundering under besættelsen. Samlet set var det en heroiserende og militariserende fremstilling af frihedskæmperne, der dominerede fotografierne. Bortset fra billederne af de store genbegravelser af døde modstandsfolk blev der distribueret meget få billeder af frihedskæmpere som ofre.101 Den militariserede fremstilling af modstandskampen og dens aktive var endnu et led i konstruktionen af forestillingen om Danmark som et kæmpende land i krig og dermed berettiget til at tilhøre 314

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 315

Forsiden af Ebbe Muncks og Børge Outzes værk “Danmarks Frihedskamp, skrevet af danske Journalister”, der oprindelig udkom i en lang række hæfter 1948-49. Forsiden varierede ved at fotoets farve var forskellig fra hæfte til hæfte. Fotografiet er en rekonstruktion.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 316

de allierede lande. Arrestationsbillederne var nok dem, der sammen med modstandsgruppe-fotografierne i lokalhistoriske fremstillinger fik den længste levetid i litteraturen og i mediernes historiske reportager. De opstillede, usamtidige frihedskæmperportrætter gled efterhånden ud og blev erstattet med autentiske portrætter fra fx besættelsestidens legitimationspapirer.102 Maleriet af Frihedsrådet løftede hvert enkelt medlem frem i lyset. Frihedskæmperfotografierne var derimod normalt anonyme, hvorimod billeder af faldne udtrykkeligt blev navngivet. Anonymiseringen var ikke begrænset til fotografierne, men generelt meget udbredt i den første efterkrigstids litteratur. Dette billede af en navnløs, illegal hær, der var vokset ud af folket, understøttede den kollektive erindrings dobbelte, men indre forbundne modstandsbegreb. Modstandskampen repræsenteres her på én gang som hele folkets værk og som resultat af enkelte heltes gerninger. Som tiden gik, blev frihedskæmpernes anonymitet gradvis ophævet, særligt blandt dem der trådte frem i offentligheden som veteraner og brugte frihedskæmperstatus’en til at øve indflydelse på traditionsforvaltningen og aktuelle politiske spørgsmål. Den samme udvikling fandt sted for Frihedsmuseets vedkommende. Også her blev der efterhånden sat navne på.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 317

En traditions opfindelse – lysene og andre symboler Levende lys i vinduerne er det mest potente symbol for besættelsestiden. Ret beset henviser det kun til befrielsen, men befrielsen er udsigtspunktet for tolkningen af alle besættelsesårene og indtager som sådan en helt central plads i den kollektive erindring. Og den er ubetinget den mest kommemorerede af besættelsestidens begivenheder. Lys fungerer som metafor for hele tilstanden ved befrielsen og udgør med dets dikotomiske modstilling til den mørke besættelse et konstituerende træk i grundfortællingens værdi- og meningskonstruktion. Den lyse majaften, den lyse stemning, fredens og frihedens lys osv. var gennem hele efterkrigstiden meget benyttede udtryk i taler, i digte og i mediernes reportager om både dengang og nu. Herved smeltede fortiden og nutiden sammen i et næsten uadskilleligt hele. At tænde lys er en udbredt og meget gammel skik. Man tænder lys for at mindes og påminde, og man tænder lys for noget man ønsker for fremtiden. Men da mørklægningsgardiner d. 4. maj 1945 blev revet ned, bål tændt i gaderne og lys i et ukendt omfang blev tændt i vinduerne, var det primært en meget konkret måde at demonstrere, at besættelsen var slut.103 Det var først som gentagende handling i de følgende år, at lystændingen kom til at henvise til disse gamle skikke. Samtidig, og som det vigtigste i denne sammenhæng, blev det tændte lys i vinduerne et tema i grundfortællingen om besættelsestiden og indgik dermed som et betydningsfuldt element i selve konstruktionen af den kollektive erindring. Var de tændte lys i 1945 en spontan handling, var der nemlig fra 1946 virkelig tale om at etablere og udbrede det som en egentlig tradition. Det bidrog mediernes mytologiserende reportager i høj grad til. Med billedet af handlingens spontane og især udbredte karakter tematiseres det forenede, samlede folk, som er en af grundfortællingens centrale forestillinger. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at 4. maj-lysfesten i de første efterkrigsår mindst lige så meget omfattede neonlys, vindues- og reklamebelysning som de levende lys i vinduerne.104 Først efter 317

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:31 Side 318

nogle år og med restriktionernes ophævelse blev de levende lys det eneherskende symbol, som med overfloden af det kunstige lys også kom til at konnotere ægthed og naturlighed. Stearinlysene i vinduerne blev symbol på og en iscenesættelse af den konsensusorienterede grundfortælling. Gennem selve handlingen: at sætte lys i vinduerne d. 4. maj blev man delagtig i den kollektive erindring og demonstrerede sin deltagelse i dette forestillede fællesskab. I grundfortællingen fremstår det, som var det i alle danske hjem, lysene blev tændt. Meget tyder imidlertid på, at der i 1945 var tale om et byfænomen,105 og i hvert fald var aviserne i 1946 enige om, at der var flere tændte lys end på selve befrielsesaftenen. Politiken skrev i sin reportage d. 5. maj 1946: “Vi tror ikke, at byen nogen sinde har taget sig prægtigere ud. Aldrig har den funklet så fantastisk af fest og lys. En lysfest som denne har Danmark aldrig fejret. Vor første Bastilledag, vor første frihedsfest vil blive mindet til sene tider.” Aviserne kunne samtidig berette om, at det var over det ganske land, lysene var tændt. Sådan fortsatte det op gennem 1950’erne, hvor bl.a. 10-års dagen for befrielsen blev markeret med fakkeloptog, bål, fyrværkeri og ikke mindst masser af levende lys, som nu også var blevet en salgsvare. Frihedsfonden var ikke længere ene om at tjene penge på særlige 4. majlys, også private virksomheder annoncerede for at få folk til at købe såkaldte Danalys og sætte dem i vinduerne.106 I 1970’erne var der en afmatning i lystraditionen, som man allerede i 1960 og 1965 havde fået en forsmag på, hvilket bl.a. fremgår af dagspressens reportage fra 4. maj 1960: Men en ting var skuffende. Der syntes at være betydeligt færre levende lys i vinduerne end tidligere år. Den smukke skik blev kun overholdt spredte steder i den indre by. Selv ikke på Christiansborg som dannede baggrund for den største mindehøjtidelighed – transmitteret til hele landet – havde man husket et eneste lys.

Der blev imidlertid pustet liv i traditionen igen, for ved 40-års jubilæet var der lys til overflod, og et halvt århundrede efter befrielsesaftenens spontane lysaktion kunne aviserne påny enstem318

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 319

Helsidesannonce i Albertslundposten d. 3. maj 1995. Mange kommuner førte i 1995 på statens opfordring kampagner for at få folk til at tænde lys d. 4. maj. V-tegnet med lyset var vignet for en statsfinansieret kampagne for “Frihedens lys over Danmark”. V’ets ben var hhv . et Dannebrog og et frihedskæmperarmbind.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 320

migt skrive, at der aldrig havde været så mange lys som denne 4. maj 1995: “Aldrig tidligere har Danmark tændt så mange lys. Aldrig tidligere har lyset haft så mangeartede udtryk: bål, fakler, stearin- og laserlys”, skrev Politiken, og Ekstra Bladet fulgte trop under overskriften “Frihedens fakler. København blev til eet stort, levende lys”:107 I det hele taget må Danmark have været noget af et syn, set fra oven i aftes og tidligt i nat. Overalt var der fakkeltog, og i flere vinduer end nogen sinde var der stillet levende lys. ‘Tænd Et Lys-kampagnen’ havde virket. I de store forretningskolosser i det indre København var der levende lys overalt. Det samme var der i alle vinduer i de private byggerier. Mange, mange flere end man har set det før en 4. maj.

Med en afmatningsperiode undervejs havde traditioen overlevet i 50 år, endda i forstærket udgave. Men det var som antydet i Ekstra Bladets reportage et resultat af en bevidst indsats, der i flere omgange havde karakter af store, systematiske kampagner. De statslige jubilæumsudvalg, offentlige institutioner, modstandsbevægelsens veteranorganisationer, private virksomheder og medierne spillede sammen i udviklingen og fastholdelsen af lys-traditionen. Hvad der i 1945 havde været en spontan reaktion blev i 1946 afløst af planlægning, opfordringer og på det nærmeste regulære ordrer.108 Frihedsfonden havde nedsat en 4. Maj Komité til at koordinere og initiere arrangementer over hele landet. Centralt i planerne var at genskabe lysfesten fra befrielsesaftenen, hvilket formanden for komiteen gav udtryk for på et pressemøde, som blev flittigt refereret i aviserne: “På søerne rundt om i landet vil man forsøge at lave regattaer med illuminerede fartøjer, fyrværkeri vil blive brændt af, og på de høje banker landet over skal festbålene blusse til minde om Danmarks lykkeligste og lyseste dag. Fra alle vinduerne vil man bede Danmarks befolkning nu, da lysrestriktionerne er ophævet, lade lysene skinne …”109 Avisernes manende foromtaler af arrangementerne fik karakter af en selvopfyldende profeti. Som mange af både de landsdækkende og lokale aviser skrev Politiken d. 4. maj 1946 på forsiden:

320

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 321

Lys i alle byens vinduer i aften … I aften, på årsdagen, skal lyset igen stråle fra ethvert vindue i København. Ingen må gå fra sin lejlighed uden at have tændt alle lys, der kan ses fra gaden, ingen forretningsmand må gå fra sin forretning uden at hvert vindue – stort eller lille – stråler af lys. Vi skal selv være med til at illuminere vor by, og vi skal gøre det så effektivt, at husene lyser med tusinder af blinkende ruder.

Avisen kunne fortælle, at magistraten havde givet dispensation for forbudet mod vindues- og reklamebelysning, og i mange kommuner blev det besluttet at sætte levende lys i offentlige bygninger.110 Sådanne på forhånd sikre og konstaterende måder at annoncere 4. maj-arrangementer på gentog sig i hele efterkrigstiden med 1970’erne og årene før 40-års jubilæet i 1985 som undtagelse.111 Folk kunne måske ligefrem frygte for, at manglende illuminering kunne tages som tegn på, at de var nationalt afvigende. Således varslede Berlingske Tidende i 1985: “I aften tænder vi lys for Danmark”, og næsten enslydende hed det i 1995: “Danskerne tænder lys i vinduerne”.112 Fra Frihedsfonden og senere Modstands- og Fangeforeningernes koordineringsudvalg, der ved flere befrielsesjubilæer stod for at koordinere veteranorganisationernes arrangementer i anledning af besættelsens mærkedage, samt fra de statslige jubilæumsudvalg udgik opfordringer; der blev iværksat lys- og lysestagesalg samt egentlige kampagner for at få levende stearinlys i vinduerne i såvel private som offentlige bygninger. Initiativet var stigende gennem årene for at kulminere med en gigantisk kampagne i 1995. Det er bemærkelsesværdigt, at det statslige jubilæumsudvalg i 1965 i sin meddelelse om jubilæumsarrangementerne kunne udtale, at man forventede, at alle danske hjem som tidligere år ville markere befrielsen ved at sætte levende lys i vinduerne, og at udvalget i 1985 efter 1970’ernes afmatning satsede stærkt på ikke alene at videreføre, men også at “udbygge” traditionen.113 Det var en døende tradition, der skulle vitaliseres gennem en bevidst indsats. Iscenesættelsen af befrielsens 50-års jubilæum overgik som tidligere vist alle tidligere mærkedage, og det samme gjorde sig gældende for initieringen af de levende lys i vinduerne på befri321

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 322

elsesaftenen. Modstands- og Fangeforeningernes Koordineringsudvalg anså det for veteranorganisationernes største fællesopgave at gennemføre en kampagne for at få flere til at sætte lys i vinduerne. Begrundelsen var, at der som årene var gået “var blevet færre og færre til at videreføre den smukke skik”.114 I samarbejde med Statsministeriets 5. maj-udvalg og efter en statslig bevilling på 2,5 mill. kr. blev der iværksat en landsdækkende kampagne: Frihedens Lys over Danmark. Det var Statens Information, som stod for den konkrete udformning af den store og professionelt anlagte kampagne. Formålet med kampagnen var defineret som “at sikre lys i vinduerne over hele Danmark den 4. maj 1995”, og for at opnå dette resultat var kampagneplanlæggerne klar over, at det var et problem, at skikken sandsynligvis kun var sikkert kendt af ca. en tredjedel af befolkningen. Derfor var det nødvendigt at udvide budskabet “ved at tænke i fremadrettede og forklarende baner”, uden at det dog måtte forplumre budskabet om, at Danmark blev frit for 50 år siden. Budskabet skulle derfor udformes på en sådan måde, “at det knytter an til en virkelighedsopfattelse, som [er] herskende hos den resterende del af befolkningen”. Kampagnen skulle koncentrere sig om den yngre del af befolkningen, som man vurderede “ville opfatte denne symbolske handling som et generelt ønske om fred og frihed i verden”.115 Kampagnen omfattede bl.a. opfordringer til landets borgmestre om at sørge for lys i alle offentlige bygninger, streamers og klistermærker i tusindvis distribueret på fx tankstationer, tv-spots, avisannoncering samt en spredning af en flamme, tændt ved mindestenen i Hvidsten af Gudrun Piil, barnebarn af den henrettede Marius Fiil fra Hvidstengruppen. Den skulle symbolsk spredes til hele landet af Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger for at ende i vindueskarmene i tusinder af danske hjem. Centrum for kampagnen var en række annoncer i dagbladene i dagene op til d. 4. maj, hvor kendte danske personligheder som statsminister Poul Nyrup Rasmussen, tv-manden Hans Otto Bisgaard, kokken Claus Meyer, kunstneren Bjørn Nørgaard, forfatteren Suzanne Brøgger, skuespilleren Ghita Nørby og nationalbankdirektøren Bodil Nyboe Andersen i form af ‘testimonials’ begrundede, hvorfor de vil322

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 323

le tænde lys i vinduet d. 4. maj. Annoncerne var forsynet med et foto af den pågældende og en enslydende overskrift: “Jeg tænder lys i vinduet den 4. maj om aftenen fordi:”, efterfulgt af forskellige personlige begrundelser som alle var karakteriseret ved at være forsøg på at aktualisere traditionen, som regel i kraft af et meget alment budskab. Gennem en bevidst traditionsudvikling blev de tændte stearinlys en symbolsk markør for den kollektive erindring om besættelsestiden.116 Som sådan blev deres udbredelse en selvforstærkende proces. Lyssymbolet var effektivt, når den kollektive erindring skulle aktiveres. Det var eksempelvis meget udbredt at bruge lyssymbolet som logo for avisernes og tv’s besættelsesstof i forbindelse med de runde befrielsesjubilæer. Massemediernes og særligt de elektroniske mediers brug af sådanne historiske markører må betragtes som en god kilde til afdækning af den kollektive erindrings fundamentale bestanddele. På få sekunder skal markørerne give en historisk kontekst og lægge en fortolkende

Kendte danskere begrundede i en statsfinansieret annoncekampagne, hvorfor de ville tænde lys d. 4. maj 1995.

323

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 324

ramme om et givet indslag vedrørende besættelsestiden eller, kortere sagt, aktivere den kollektive erindring. Lyssymbolet var udbredt, men ikke enerådende som symbol for og igangsætter af den kollektive erindring. Frihedskæmperarmbindet var også ofte brugt og kunne med dets blå, røde, hvide farver associere til de allierede, hvilket i øvrigt oprindelig var en tilfældighed.117 Autentiske film- og lydklip og især fotos fik tillige denne funktion i den massekulturelle offentlighed, der udviklingsmæssigt tog fart i årene efter 1945.118 Billederne fandt masseudbredelse først i dags- og ugepressen, i de mange fotoværker og som illustrationer i de store samleværker om besættelsestiden, som oversvømmede markedet i de første år efter krigen.119 Efterhånden skete der en selektion af de mest prægnante markører, og gradvis holdt de deres indtog også i tv og blev gentaget igen og igen i den linde strøm af nyudgivelser samt i mediernes besættelsesstof. Det er karakteristisk, at det var befrielsesbilleder, der mest blev brugt som symbolske markører; det afspejler befrielsen som alt dominerende og strukturerende begivenhed i grundfortællingen. Der var dog også markører for tiden under besættelsen. Sorte flyvemaskiner mod den grå himmel var almindelig markør for den tyske besættelse, både som handling og som tilstand, Christian X. til hest igennem Københavns gader for det folkelige sammenhold, et afsporet tog på en mørk jernbanestrækning eller en faldskærm med containere for modstandskampen, en fiskerbåd med mænd, kvinder og børn for redningen af de danske jøder. Selvom der kan nævnes flere, var disse centrale, og det er bemærkelsesværdigt, at de bortset fra de tyske flyvemaskiner fokuserer på danskere som aktører. Den autentiske lydgengivelse i radio og tv af BBC’s radiosendinger til Danmark og især af befrielsesbudskabet fungerede som markører for besættelsestiden og befrielsen. Sammen med befrielsesbudskabet var fotoet af Montgomery på Rådhuspladsen med et Dannebrog, en jublende folkemængde og Rådhustårnet i baggrunden formodentlig de hyppigst anvendte markører for befrielsen. De øvrige kan kategoriseres som formidlere af enten den folkelige befrielsesglæde eller 324

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 325

synet på de slagne. For førstnævnte var de centrale markører billedet af en jublende folkemængde med flag i hånden i og oven på en sporvogn, af en gruppe glade unge kvinder på Kongens Nytorv arm i arm viftende med blomster og flag, af et skilt med teksten “Lukket på grund af glæde” samt af avisforsider med overskriften “Danmark atter frit”, pyntet med dannebrogsflag, som et medie-selvrefererende eksempel. Som markør for det tyske nederlag fungerede fotoet af en træt tysk soldat siddende med bøjet hoved foran en pakket cykel, mens fotoet af Frits Clausen som fange i Faarhuslejren med en tom trillebør formidlede grundfortællingens entydige og latterliggørende syn på de danske nazister. Arrestationerne og opgøret med de danske landsforrædere blev ikke på tilsvarende vis samlet i et enkelt foto, men som markør brugtes ofte et foto af en lastvogn med arresterede på ladet, bevogtet af bevæbnede frihedskæmpere. Det fik dog efterhånden en overvejende kritisk betydning. Motiver fra besættelsestiden på danske frimærker kan lige som disse fotos give et fingerpeg om den kollektive erindrings symbolske markører og om, hvordan de inden for rammerne af grundfortællingen præges af samtiden. I 25-året for Danmarks befrielse lavede postvæsenet for første gang et frimærke med besættelsestiden som tema. Motivet var et lys i et vindue. Næsten det samme motiv blev gentaget på et frimærke, der udkom i anledning af befrielsens 40-årsjubilæum. Dronning Margrethe havde tegnet frimærket, som forestillede et rullegardin, der svipper op i et vindue, hvor der står lys. Overskuddet ved salget gik til frihedskampens ofre og deres minde.120 I 1995 producerede P&T hele fire såkaldte Europafrimærker over temaet “Fred og Frihed”.121 Det fremgik af et hæfte om serien, at man anså frimærkerne for at være et led i 50-årets vigtige formidling af “de historiske erfaringer til den store del af befolkningen, der er født efter krigen”. Man var klar over, at de fire motiver var udtryk for en afgrænsning, som ikke ville yde fuld retfærdighed til de mange menneskelige, politiske og følelesesmæssige oplevelser, som 2. verdenskrig havde forårsaget. Men et valg var altså truffet. Det ene frimærke tematiserede modstandsbevægelsen og fald325

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 326

Samtidig med udgivelsen af frimærkeserien “Fred og frihed”, lavet af grafikeren Jakob Kühnel, udsendte Postens Frimærkecenter i anledning af 50året for Danmarks befrielse en souvenirmappe med frimærkerne, autentiske fotos samt en kort tekst om besættelsestiden.

skærmsnedkastningen og forestillede et fly, der nedkaster våben. I frimærkehæftet blev det forklaret, at SOEs forsyninger af våben og sprængstof “var en væsentlig årsag til modstandsbevægelsens øgede betydning, ikke kun politisk, men også som en del af de allieredes militære strategi især i 1944-45”. Det andet motiv var jødernes flugt over Øresund udtrykt gennem et billede af en fiskerbåd med passagerer med stævnen mod åbent hav. Den ledsagende tekst fortalte, at den vellykkede redningsaktion skyldtes tyske oplysninger, men først og fremmest var resultat af en stor indsats af det danske folk. Det tredje frimærke var et billede af Bernadottes hvide busser i en lang kortege og tematiserede befrielsen fra koncentrationslejrene. I teksthæftet blev såvel interneringen af kommunisterne, Frøslevlejren som de tyske deportationer fra Norge og Danmark behandlet som baggrundshistorie for evakueringen. Det sidste og mest brugte frimærke var billedet af Montgomery på Rådhuspladsen. Dette frimærke og mærket med de hvide busser bar udover markering af frimærkets værdi og nationalitet tillige teksten “Europa 1940-1945” og kan tolkes som en tilkendegivelse af den mere internationalt orienterede udgave 326

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 327

af grundfortællingen om besættelsestiden, som i nogen grad kendetegnede 50-års jubilæet. Samtidig udtrykte de fire motiver de humanitære og menneskerettighedsmæssige aspekter ved krigen, helt i 1990’ernes ånd. Tilsammen illustrerer frimærkernes motiver og det medfølgende teksthæfte, at de historieformidlende symbolske markører for besættelsestidens historie hverken er én gang givne eller alene er udtryk for den kollektive erindring. Under indtryk af tidens aktuelle politiske og værdimæssige strømninger skifter de symbolske markører accent og bidrager således til den stadige genskabelse af den kollektive erindring. Indtil videre er forandringerne imidlertid holdt inden for grundfortællingens værdi- og meningsunivers. Mest slående ved denne analyse af kollektivtraditionens symbolbrug er dog, hvor lidt livskraftig lystraditionen var i sig selv. Den ville aldrig have overlevet uden den bevidste og systematiske indsats fra det offentliges og mediernes side.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 328

Besættelsestiden som oplevelse og vare Den majlune forårsidyl ved præstegården i Kirke Såby blev pludselig flænset af fire sportsfly, der gik faretruende lavt over hovederne på 1.500 indbyggere i den lille midtsjællandske by. Øredøvende brag fra eksplosioner og endeløse salver fra maskingeværer fik gråden frem hos de mindste af byens børn. Det var 9. april 1940. Tyskerne var over os. Danmark var besat. Fra en højtaler på p-pladsen overfor kirken lød de formanende ord fra Christian den 10. og statsmininster Stauning om ikke at gøre modstand. Men krudtet var løst, og det hele var kun starten på et storslået totalteater om besættelsen og befrielsen, der havde hele Kirke Såby som scene og det meste af byen som enten deltagere eller tilskuere. Krigen og freden, fjendskabet og forbrødringen, besættelsen og befrielsen. Livets allermest fundamentale modpoler blev skåret ud i et prangende udstyrsstykke i sognet vest for Roskilde.122

Dette totalteater, som her er beskrevet i Berlingske Tidendes stemningsfyldte reportage, var arrangeret af Kirke Såby Bylaug og de lokale meningshedsråd efter idéoplæg af den lokale sognepræst for at fejre 50-året for Danmarks befrielse. I stykket medvirkede bl.a. Hjemmeværnet, Røde Kors, lokale korsangere og konfirmander samt lokale foreninger som fx idræts- og gymnastikforeninger, spejderkorpset og plejehjemmets støtteforening. Teaterstykket Aldrig mere en 9. april var inddelt i fire dele: Besættelsen, Fem forbandede år, Friheden og De faldne æres. Friheden hyldes. Den første sekvens var den scene, som avisreportagen refererede ovenfor. Den rummede også nedkastning af sådanne flyveblade, som tyskerne nedkastede d. 9. april 1940. Knald-, lys- og røgeffekter forestillede den danske modstandskamp, og Røde Korsuddeling af pakker til børnene fra en ambulance fra krigen illustrerede organisationens hjælpearbejde under krigen. Den anden sekvens var et bevægelses- og musikdrama om nazismens opståen og fald udført som en dyrefabel, hvor alle medvirkende var dyreskikkelser. I denne del indgik også en scene, hvor moren til den danske frihedskæmper Kim Malthe Bruun modtog hans dødsdom. Ved Gadekæret udspillede sig en scene om modtagelsen af frihedsbudskabet udført som et kropsdrama af Saaby Idrætsforening. Jubelen og glæden over befrielsen var hovedtemaet, men der indgik dog også en lille scene, hvor en tyskerpige 328

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 329

blev klippet. Derefter blev der tændt fakler, og syngende Danmark nu blunder den lyse nat gik forsamlingen til den lokale Frihedssten, mens kirkeklokkerne ringede. Her udspillede sig en lille scene, hvor en af de medvirkende udtrykte, at der altid lurer en 9. april, og at friheden altid må tilkæmpes, hvorefter alle medvirkende i kor sagde “Aldrig mere en 9. april”. Efter kransenedlæggelse og fællesange som Altid frejdig og En lærke letted var der stor fest.123 Om baggrunden for arrangementet forklarede den lokale styringsgruppe, at det var af stor betydning at markere 50-årsdagen for befrielsen, ikke kun for at mindes dem der faldt i modstandskampen, men også for at markere at frihed og demokrati ikke er en selvfølge; ikke mindst set i lyset af den aktuelle krig i Europa. Totalteatrets dramatiske udformning var valgt, fordi “tiden 194045 var en yderst dramatisk tid for alle involverede parter”,124 men også fordi man mente, at børnene først da rigtigt ville “forstå, hvad der egentlig skete i Danmark for 50 år siden”.125 Den historiske rekonstruktion blev altså netop i kraft af det stærke oplevelsesmæssige islæt betragtet som særlig brugbar til at bibringe unge ikke bare viden, men især forståelse af, hvad der skete under besættelsen. Ved traditionelle mindehøjtideligheder og arrangementer er historien primært til stede som fortælling i de taler, der holdes, men selvfølgelig også som oplevelse i hele arrangementets symbolske iscenesættelse. I historisk rekonstruerede scenarier som dette i Kirke Såby står oplevelsesaspektet ikke alene i centrum, historien er i langt højere grad direkte ‘til stede’ og kan opleves som nutid. Denne effekt forstærkes af den mere flydende grænse mellem totalteatrets udøvere og publikum, som ikke opleves i mere traditionelle teaterstykker og egnsspil, der især ved de runde jubilæer blev iscenesat rundt om i landet. I Taarbæk blev der fx i 1995 opført et egnsspil, Taarbæk – en grænseåbning, om begivenhederne i byen i forbindelse med redningen af jøderne i oktober 1943, byggende på lokale erindringer og samtidig musik og sange. Stykket var skrevet af lokale folk og udført af en blanding af lokale og professionelle skuespillere.126 Den lokalhistoriske 329

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 330

ramme var med andre ord central, hvilket ikke var tilfældet i alle egnsteatres forestillinger om besættelsestiden. Det gjaldt fx Holbæk Egnsteaters opførelse af stykket Den sidste dag ved befrielsesjubilæet i 1995.127 Hvor friluftsstykket i Kirke Såby tydeligvis var én stor iscenesættelse af grundfortællingen om besættelsestiden (måske med undtagelse af klippeaktionen), havde Museet Tidens Samling i Odense andre intentioner med den happening, det arrangerede i Odense bymidte d. 5. maj 1995. Museet karakteriserer sig selv som et levende museum, der samtidig med indsamling og bevaring af beklædning og beklædningstilbehør laver tidsbilleder og levendegør historiske begivenheder eller personer. Ved 50-året for Danmarks befrielse valgte det at iscenesætte nogle af de mange arrestationer, der blev foretaget af modstandsbevægelsen i befrielsesdagene. En åben lastbil med to skuespillere udklædt som bevæbnede modstandsfolk kørte rundt i byen til forskellige adresser, hvor der var placeret personer, som agerede stikkere og tyskerpiger. Med stor voldsomhed og med både planlagte og spontane tilråb fra tilskuere fyldtes lastbilen efterhånden. Scenariet virkede tilsyneladende meget stærkt og provokerende på mange tilskuere, hvoraf nogle vendte ryggen til og nægtede at ‘deltage’ mens andre spillede med og kom med tilråb.128 Museets happening i Odense var med sit temavalg usædvanlig for de rituelle fremkaldelser af fortiden, der i øvrigt blev taget i anvendelse ved talrige arrangementer i anledning af befrielsens 50-års jubilæum. Nogle arrangementer var lagt an på oplevelse gennem publikums direkte deltagelse i de historiske scenarier, mens brug af musik, sange, film o.l. fra besættelsestiden mere var historisk stemningsskabende. Mest udbredt var det at anvende den nationale vækkelsesbevægelses tidlige udtryksform, alsang, som historisk iscenesættende ramme om lokale 4. maj-arrangementer.129 Et andet eksempel på en oplevelsesbetonet rekonstruktion af centrale begivenheder fra besættelsestiden var to originale ‘hvide busser’, der i 1945 hentede kz-fanger ud af Neuengamme, og som fra d. 20. til d. 22. april 1995 kørte ad samme rute som dengang.130 Næsten samme type historiske iscenesættelse var en 330

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 331

gruppe engelske militære vogne, som kørte ad nøjagtig samme rute fra grænsen i Kruså, som de britiske styrker havde fulgt 50 år tidligere. Andre steder som i Næstved var det muligt at besøge et beskyttelsesrum fra besættelsestiden, og i Kolding var det militæret, der ved havnen bød på oplevelser med besøg i en dansk ubåd og helikopteropvisning. Det kunne give associationer til krig og besættelse, men var i øvrigt ikke særlig realistisk i den historiske reference.131 I mediernes reportager var det almindeligt for det første at bruge øjenvidner fra dengang og for det andet at sætte fokus på børnenes reaktioner og kommentarer. De rekonstruerede scener fik minderne frem hos de gamle og var som oplevelse en måde at formidle viden om fortiden til de yngre. I rekonstruerede historiske iscenesættelser af begivenheder under besættelsen bruges oplevelsen som middel til forståelse og der igennem til formidling af historisk viden. Det er indlevelsen, der er central, ikke refleksionen, i det mindste ikke i første omgang. Graden af realistisk rekonstruktion i sådanne scenarier kan variere meget – fra det autentiske som fx det arbejdende illegale trykkeri på Frihedsmuseet til det mere upræcise såsom totalteatret i Kirke Såby. Men herfra kan der ikke sluttes direkte til karakteren af det historiebevidsthedsmæssige udbytte hos deltagere og tilskuere. Hertil kommer, at selv i historiske iscenesættelser, hvor oplevelsesaspektet står i centrum, er realismekravet af central betydning, fordi oplevelsen netop får tyngde i kraft af virkelighedsreferencen: dette er noget, der faktisk skete. Og spørgsmålet er også, hvad autenticitetskriteriet er relateret til. Er den korrekte fysiske og materielle rekonstruktion det afgørende, eller er det karakteren af den identifikation, den følelse, der skabes hos modtageren? Relateringen til en ‘sand hændelse’ øger som sagt oplevelsens intensitet i sådanne rekonstruerede scenarier, men omvendt bidrager oplevelsesaspektet til en stærk almengørelse af besættelsestiden. Anne Eriksen har i sin analyse af den norske kollektivtradition om 2. verdenskrig udtrykt det således, at historisk viden om og en realistisk gengivelse af besættelsestiden på den ene 331

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 332

side tillægges stor betydning i kollektivtradtionen, men at besættelsesårene med deres specifikke begivenheder og forhold på den anden side får tillagt evige værdier med absolut gyldighed. Oplevelsesaspektet bidrager dermed til at styrke mytologiseringen. Anne Eriksen peger samtidig på, at oplevelses- og vidensformidling – det vi her hhv. kalder den æstetiske og kognitive dimension – er snævert forbundet og tilsammen repræsenterer besættelsestiden som både objektivt sand og menneskeligt afgørende.132 Det oplevelsesunivers, som besættelsestiden og fortællingen om den kunne levere, var ikke alene en integreret del af og et middel til læring og til at mindes. Det var også et middel til varesalg eller i sig selv en vare. Besættelsestiden og verdenskrigen har leveret begivenheder og personer med stort dramatisk potentiale og entydige værdier til underholdningsindustrien. Både i Danmark og i udlandet har perioden udgjort en tilsyneladende uudtømmelig kilde for triviallitteratur, film og tegneserier. Generelt for disse massekulturprodukter har været, at de både trækker på grundfortællingen om besættelsestiden og på den allierede fortælling om verdenskrigen og samtidig bidrager til at fastholde og udbrede dem. Selvom kultur- og historieturisme er et område i stærk vækst, er besættelsestidens historie og erindringssteder ikke almindeligvis en del af den kulturarv, der profileres og markedsføres i den danske turistbranche. 133 Almindeligvis nævner turistmaterialer i de introducerende afsnit til Danmarks historie lige netop, at landet var besat af Tyskland, og der gøres kort opmærksom på Frihedsmuseets eksistens. Her spiller hensynet til de tyske turister, som uden sammenligning udgør den største gruppe udenlandske turister, højst sandsynligt ind. Sådanne kalkulationer formuleres sjældent eksplicit, men en episode fra Skagen kan sandsynliggøre vurderingen af, at besættelsestiden af kommercielle grunde prioriteres lavt i dele af erhvervslivet. I 1995 besluttede byrådet i Skagen at opkalde en plads i byen efter en ung mand, der under besættelsen var blevet dræbt af den tyske værnemagt. Forinden havde handelsstandsforeningen imidlertid protesteret 332

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 333

kraftigt, da den var bange for, at de tyske turister, som byen tjente mange penge på, kunne blive stødt.134 Da et privatdrevet kursuscenter i Frøslevlejren i 1994 forsøgte at markedsføre sig som interessant kulturhistorisk turiststed på det tyske marked, viste det sig også at være en følsom sag. Frøslevlejren blev opført i 1944 og fungerede indtil befrielsen som fangelejr for tysk tilfangetagne danskere. Fra lejren blev ca. 1600 danskere deporteret til tyske kz-lejre, hvorfra ca. 275 ikke vendte tilbage i live. I perioden 1945-1949 var den interneringsog straffelejr for danske landsforrædere under navnet Faarhuslejren, og derefter blev den brugt som militær- og civilforsvarskaserne for efterhånden at huse en lang række institutioner og foreninger, herunder Frøslevlejrens Museum, ejet af Nationalmuseet. Trods Frøslevlejrens mange aktiviteter opfattes den almindeligvis først og fremmest som et nationalt mindesmærke over perioden 1944-45.135 Stedets kursusejer udarbejdede en salgsbrochure, der reklamerede for, at tyskere kunne tage på demokratisk opdragende hotelophold i den oprindelige tyske fangelejr. “Ferienaufenthalt in der Vergangenheit – und mit Freiheit und Demokratie als Inhalt!” lød den lokkende overskrift på brochuren, der også reklamerede med komfortabel indkvartering i lejrens barakker, sauna, fitness og et højt gastronomisk niveau. Brochuren fremhævede, at man ikke burde glemme den fælles danske og tyske historie bare fordi den var negativ. “Es ist en Teil unseres gemeinsamen Daseins und wir können Alle viel daraus lernen.” Hensigten var at forene kommercielle interesser med et ønske om kulturel udveksling og historisk forsoning på tværs af den dansk-tyske grænse. Direktøren for kursuscentret, Anders Lyng, havde visioner om at gøre Frøslevlejren til et mødested for Europas mindretal, men han indrømmede selv senere, at nogle af formuleringerne i brochuren var lidt uheldige.136 Reklamebrochuren blev omtalt på forsiden af JydskeVestkysten d. 25. april 1994, og det var startskuddet til en medieomtale i stort set alle danske aviser og elektroniske medier og til en lang række læserbreve fra bl.a. rystede veteraner.137 Historien omtaltes ligeledes i CNN, Le Monde, Wall Street Journal, Der Spiegel og 333

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 334

andre medier, formidlet via de internationale nyhedsbureauer. Reaktionerne varierede fra dyb forundring over initiativet over det sarkastiske til direkte forarget fordømmelse. Reaktionerne blev skærpet for det første af, at mange især i udlandet associerede Frøslevlejren med en tysk kz-lejr og derfor fandt reklamen nærmest blasfemisk, og for det andet af, at kun få skelnede mellem lejrens forskellige institutioner og derfor troede, at det statsejede museum var medansvarligt for reklamefremstødet. I den danske offentlighed talte veteraner fra besættelsestiden med stærk stemme imod, hvad mange opfattede som en hån og krænkelse af modstandskampen og dens ofre. Kun ganske få forsvarede initiativet og så de voldsomme reaktioner som udtryk for manglende forsoningsvilje over for tyskere. Endnu færre påpegede den nationalt selvgode tone i det at ville markedsføre dansk demokrati og frihed til et tysk publikum. Uanset kursusejerens intentioner lignede de kritiske og voldsomme reaktioner de rygmarvsreflekser, som i så mange andre tilfælde blev udløst, når der blev eksperimenteret med eller ændret på mindekulturens former og indhold. Da et forslag om at etablere et museum for Faarhusperioden under debatten blev lanceret af bl.a. Sønderjyllands amtsborgmester, Kresten Philipsen, var reaktionen fra de stærkeste kritikere af kursusejerens initiativ, at et sådant museum ville være en ‘vanhelligelse’ af stedet. Amtsborgmesteren mente, at tiden efterhånden var kommet til at skabe et mindested for hjemmetyskerne, hvilket skabte voldsom vrede i dansksindede kredse. To tidligere danske Frøslevfanger, Thorkil Antonsen og Kjeld Feilberg, rettede henvendelse til Folketingets partier for at få politikerne til at stoppe al snak om et mindesmærke for det tyske mindretal. Frøslevlejr-tiden skulle huskes og mindes som noget helligt, Faarhusperioden skulle glemmes. Den manglende konkrete forsoningsvilje gjaldt ikke kun i forhold til Tyskland men også over for dem, der efter besættelsen var interneret og anklaget for landsforræderi. Blandt dem udgjorde det tyske mindretal en betydelig del. Hjemmetyskernes talsmand, chefredaktør Siegfried Matlok, støttede amtsborgmesterens forslag, men påpegede samtidig, at mindretallet på intet 334

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 335

tidspunkt havde krævet et mindesmærke eller et eget museum i lejren, men blot havde ønsket en historisk henvisning til Faarhusperioden. Vi ved godt, at det er danskernes mindelund. Noget som vi tyskere må vise respekt og ærbødighed over for, både over for de ofre og de levende, der har været i lejren. Men så ønsker vi også, at alle danskere viser os respekt over for de medlemmer i det tyske mindretal, der med rette har følt sig uretfærdigt behandlet ved retsopgøret. Hvordan kan man fra dansk side bare beslutte, at historien sluttede med befrielsen i 1945?138

Museet i Frøslev dækker fortsat ikke Faarhuslejr-perioden. Det er vanskeligt at sige, i hvor høj grad det skyldes de følelsesladede reaktioner fra især dele af veteranmilieuet. Men uden betydning er de højst sandsynligt ikke. Reaktionerne var anderledes positive i forbindelse med et andet eksempel på turisme i den danske besættelsestids historie. Danmarks Turistråds afdeling i New York udarbejdede i samarbejde med Det Mosaiske Trossamfund i forbindelse med 50-året for redningen af de danske jøder en turistbrochure som led i et særligt fremstød beregnet for det amerikansk-jødiske marked. Redningsaktionen i 1943 og topografiske steder med tilknytning hertil stod helt centralt i turistmaterialet: “One of the unique experiences of Jewish travel in Denmark is retracing the route of the rescue, through a countryside so pleasant and serene that it is hard to imagine that it could have been the setting for the sinister and dangerous drama of 1943.” Udover at give et kort historisk rids af redningsaktionen beskrev brochuren en række af de steder, hvor jøderne blev gemt og udskibet fra. Stederne kunne besøges på en arrangeret tur, hvor “the Rescue experience [could] be shared vicariously”.139 Når dette turistfremstød kun blev mødt positivt, skyldes det ikke blot brochurens sobre tone, men også at redningen af de danske jøder er en langt mere ukontroversiel historie end Frøslevlejrens/Faarhuslejrens samt det forhold, at arrangementet var rettet mod amerikanske jøder og ikke tyskere, som tilfældet var med Frøslevlejrbrochuren. Historieturismen er generelt i vækst, men det er vanskeligt at vurdere, om besættelsestiden fortsat vil indtage en underpriorite335

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 336

ret plads. Set i lyset af den øgede interesse for Holocaust, menneskerettigheder og humanitære spørgsmål er det ikke umuligt at forestille sig, at netop redningen af jøderne kunne blive en turistmæssig salgsvare i endnu højere grad end den er i dag. I årene efter 2. verdenskrig eksploderede vareproduktionens og massekulturens produkter. Private behov blev tæt knyttet sammen med udbuddet af varer og medier, og denne “vareoffentlighed”, eller “produktionsoffentlighed” som Oscar Negt og Alexander Kluge kalder den, inddrog også forbrugernes håb og ønsker i varesfæren.140 Glæden over krigens afslutning og håbet om varig fred og øget velfærd blev en del af reklamerne og varesalget. Fx præsenterede Volvo i 1945 den nye model som “den lille fredsvogn”, Carlsbergs juleannonce i 1945 forestillede en julemand på en ølkasse i færd med at hænge de danske og de forskellige allieredes flag på et juletræ, mens en due bringer et visitkort med fred og jul påskrevet. Det store amerikanske filmselskab Metro-Goldwyn-Mayer lod dets kendte varemærke, løven, danse lystigt på jordkloden, omsvøbt af en filmstrimmel påskrevet “fred, fred” og med et dansk og amerikansk flag i hånden under den samlede overskrift: “Nu ligger verden igen for mine fødder”.141 40 og 50 år senere var det ikke fremtiden, men besættelsestiden som ‘historie’ og nostalgi, der blev brugt som blikfang for varesalg. Det var imidlertid alene i forbindelse med de runde jubilæer, at den generelle opmærksomhed om besættelsestiden blev udnyttet og brugt som middel til fremme af omsætningen. Centrale symbolske markører for besættelsestiden kunne tiltrække opmærksomheden og aktivere den kollektive erindrings følelsesmæssige bindinger. Eksemplerne er legio. I 1985 annoncerede Daells Varehus med såkaldte 4. maj-tilbud og lang åbningstid, mens Københavns Kommune i sine annoncer for det store folkemøde på Rådhuspladsen omvendt brugte butikkernes længere åbningstid som en grund til at tage til byen og blive der indtil arrangementet skulle afholdes.142 I forbindelse med samme jubilæum arrangerede de forretningsdrivende på Strøget Danmarks største særudstilling 336

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 337

om besættelsen og frihedskampen som deres bidrag til festlighederne og – naturligvis – i forsøget på at øge omsætningen.143 Et af de mere kuriøse eksempler var en vinduesudstilling i en bank, hvor en figur forestillende en bevæbnet modstandsmand mere gav associationer til bankrøveri end til modstandskampen. Salg af 4. majlys var et hyppigt annoncetema, og i 1995 bragte forsikringsselskabet Codan store annoncer med et natfotografi af det mørklagte Codan-hus med overskriften I aften tænder vi levende lys i alle vinduer. Tuborgs berømte Squash-sodavandsreklamer skruede i anledning af befrielsesjubilæet tiden 50 år tilbage. Under overskriften Squash – en befrielse var Montgomery afbilledet med en Squash-patentflaske i hånden, mens forbrugere blev forsikret om, at det var det første han bad om, da han kom til landet. Det sidste eksempel, der her skal nævnes, var et farvefoto som helsidesannonce forestillende en mand fra ryggen foran skulpturen i Mindelunden i Ryvangen. Manden var angiveligt ansat i supermarkedet Prima, hvilket fremgik af teksten på hans sweatshirt. I favnen bar han en rødhvid buket blomster. Overskriften lød: “Tak for friheden!”.144 Ja, befrielsen var bare Prima!

Supermarkedet Prima indrykkede dette foto (i farver) som helsidesannonce i lokalavisen Albertslundposten d. 3. maj 1995.

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 338

Erindringssteder for glemsel eller erindring? Det var i mindekulturen om besættelsestiden, de følelsesmæssige bindinger til grundfortællingens værdi- og meningsunivers fungerede stærkest og mest entydigt. Mens der i forbindelse med andre former for formidling af besættelsestidens historie ofte opstod konflikter mellem aktører og historikere, mellem aktører og kunstnere og mellem forskellige erindringspolitiske standpunkter, herskede der almindeligvis og med få undtagelser udbredt konsensus om mindekulturens symbolske og æstetiske iscenesættelser. De, der måtte være uenige eller ikke kunne identificere sig med iscenesættelserne, ytrede sig simpelthen ikke. De var udenfor. Det samme gjaldt formentlig de mange flygtninge og indvandrere. Mindekulturens store erindringspolitiske potentiale bestod i, at den åbnede for identifikation og indlevelse for flertallet. Det gjorde erindringen levedygtig og knyttede den entydigt til fortællingens absolutte værdier. Besættelsestiden fik nærmest karakter af en hellig fortidig begivenhed og kom særligt i mindekulturen til at spille en rolle, der kan lignes med religionens. Sociologen Émile Durkheim har peget på, at dyrkelse af historie i moderne samfund kan spille den samme moralske og værdiskabende rolle, som religionen gjorde tidligere.145 Mindekulturen var helt igennem præget ikke kun af traditionel historie, men også af traditionel kønsrepræsentation og udgjorde i det hele taget en betydelig forenkling af grundfortællingens temaer og forskellige elementer. Den meget centrale plads de døde modstandsfolk indtog i mindekulturen var et vigtigt element i denne forenkling, og den gav samtidig de dødes pårørende og især kammerater en privilegeret indflydelse på dens udformning og vedligeholdelse. Den mindskede formodentlig samtidig de potentielle spændinger mellem private erindringer, offentlige kommemorationer og opfundne traditioner. Monumenter, mindehøjtideligheder og andre symbolske iscenesættelser blev sjældent politiseret eksplicit. De skjulte deres egen oprindelse og fremstod som naturlige og selvfølgelige, selvom de i sandhed var opfundne traditioner og udtryk for en erindringens og glemslens politik. 338

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 339

En betragtelig del af mindeaktiviteterne om besættelsestiden foregik og foregår stadig med tilsyneladende uformindsket deltagelse ved de store jubilæer i forbindelse med sådanne erindringssteder af materiel eller symbolsk karakter. Ifølge den franske erindringshistoriker Pierre Nora er dette et udtryk for, at den moderne erindring i vid udstrækning er afhængig af sådanne erindringssteder. Han karakteriserer den moderne erindring som arkiv-agtig, fordi den er afhængig af materielle spor fra fortiden. Erindringsstederne erstatter så at sige samfundets erindringsarbejde. Fortiden er blevet så fjern, den er med David Lowenthals udtryk “a foreign country”, og fremtiden så usikker at vi ikke længere har et udgangspunkt for at vurdere, hvad der skal bevares.146 Så derfor bevarer vi som aldrig før, rejser monumenter og er i det hele taget storforbrugere af ‘fortid’, en fortid, der i den massekommunikerende offentlighed aldrig tidligere har været mere ‘tilgængelig’. Men Noras pointe er, at vi overvældet af dette massive historieudbud ikke kan huske erindringsstedernes historiske referencer. Stederne har erstattet en levende erindring og dennes sociale milieuer og er som de skaller, der bliver tilbage på stranden, når den levende erindrings hav har trukket sig tilbage.147 Følger man Noras tankegang, repræsenterer de runde jubilæers store iscenesættelser af besættelsestiden således en stivnet og ritualiseret erindring med ingen eller kun svag forbindelse til besættelsestidens virkelighed. Denne opfattelse af, at erindringssteder i højere grad fremmer glemsel end erindring, deler James E. Young, som har skrevet det mest dybtgående værk om Holocaust-mindesmærkernes kulturhistorie. Som Nora mener han, at jo mere erindring, der er knyttet til de ydre former, jo mindre opleves der indefra. Derfor synes der i denne tid med masseproduktion og massekonsumption af erindring at være en omvendt porportional mellem at mindes fortiden og at reflektere over den. Ved at overlade erindringsarbejdet til monumenter og andre erindringssteder opgiver vi selv til en vis grad vores forpligtelse til at huske. Vi tænker, at erindringsstederne altid vil være der til at påminde os, hvorfor vi forlader dem for kun at vende tilbage, når det er belejligt, frem339

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 340

fører han – eller når de iscensættes ved store kommemorationer, kunne man tilføje. Som følge heraf bliver erindringsarbejdet adskilt fra hverdagslivet.148 Besættelsestidens erindringssteder legemliggør den kollektive erindring. Det betyder ikke, at alle, der deltager i mindearrangementer på besættelsestidens mærkedage, besøger momumenter og mindesmærker, tænder lys i vinduerne osv., deler en fælles erindring eller tillægger de mindende handlinger samme betydning. I den forstand er der mere tale om sammenbragte erindringer, af Young kaldet “collected memory” end om “collective memory”. Men erindringsstederne har den funktion, at de ved at skabe et fælles rum for erindring udbreder forestillingen om fælles, kollektiv erindring. Dette erindringsfællesskab om besættelsestiden er i høj grad baseret på fælles oplevelser af at erindre sammen ved de samme steder og på de samme tider. Som Young formulerer det: “At some point, it may even be the activity of remembering together that becomes the shared memory; once ritualized, remembering together becomes an event in itself that is to be shared and remembered”.149 Denne identitetsopbyggende fællesskabsfølelse, baseret mere på de fælles kommemorerede oplevelser end på fælles erindring om besættelsestiden, kan således være grunden til den store tilslutning til de mange arrangementer i forbindelse med besættelsens runde mindedage. Og konsekvensen er ifølge Nora, og til en vis grad også Young, mere glemsel end erindring. Spørgsmålet er, om det ikke er en for entydigt pessimistisk vurdering. Young påpeger selv erindringsstedernes grundlæggende dialogiske karakter, forstået således at den betydning et erindringssted tillægges og den erindring, der produceres dér, sker som et komplekst samspil mellem mange forhold: erindringsstedet selv, den besøgendes reaktioner og private erindringer, samfundets politiske og kommercielle brug, mediernes repræsentationer osv.150 John Gillis indtager også en mere optimistisk position. Han mener, der er sket en demokratisering af erindringskulturen, men ser samtidig en risiko for øget individualisering og privatisering. Derfor påpeger han nødvendigheden 340

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 341

af, at erindringer offentliggøres og ikke privatiseres, således at den enkelte kan kende og respektere andre versioner af fortiden end de traditionelle eller de private og derigennem bedre forstå, hvad der skiller og forener os m.h.t. fortiden. Han fremhæver, at monumenter og mærkedage kan spille en positiv rolle, selvom de har mistet deres evne til at smede en bestemt fortolkning af fortiden. Disse erindringstider og erindringssteder kan danne ramme om, hvad han karakteriserer som forhandling og kommunikation mellem forskellig gruppers særlige erindring.151 Det forudsætter imidlertid initiativer i denne retning, som ikke er almindelige i Danmark. Relateret til forvaltningen af besættelsestidens historie i Danmark synes disse overvejelser nemlig mere at repræsentere en optimistisk programerklæring for samfundets fremtidige erindringsarbejde end at være udtryk for de faktiske realiteter. Forholdet mellem samfundets kollektive erindring og de private erindringer foregår langt fra som et magtfrit samspil. ‘Oral history’-projekter i andre lande har vist, at familiefortællinger om 2. verdenskrig i langt højere grad er skabt af den politiske kultur og massemedierne end af personlige oplevelser.152 I Danmark har grundfortællingen haft hegemonisk karakter i den offentlige repræsentation af besættelsestidens historie, og konfliktende erindringer er i vid udstrækning blevet undertrykt. Børn af ‘dem der stod på den forkerte side’ under besættelsen kan give et oplysende indblik i det vanskelige og smertefulde ved at skulle forvalte fortiede og divergerende erindringer under en kollektiv erindrings dominans. Børn af sabotører og illegaliserede modstandsfolk kan have lignende problemer med at få den kollektive erindrings heltebillede til at passe med egne erfaringer og erindring om et familieliv præget af faderens psyko-sociale problemer som følge af oplevelserne under besættelsen.153 At sådanne beretninger fra enkelte børn af tyskerpiger og nazister i de seneste år er blevet publiceret kan give anledning til et behersket håb om en mere dialogisk præget historie- og traditionsforvaltning af besættelsestiden, sådan som Gillis generelt mener at kunne forudskikke. Derimod synes han ikke at have ret 341

besaettelsestiden_001-342 21.04.05 14:32 Side 342

i sin tiltro til den rolle erindringstider og -steder kan spille. Analysen af besættelsestidens monumenter, mindehøjtideligheder og øvrige mindekultur har vist, at de ikke på nogen måde danner ramme om et refleksivt og åbent erindringsarbejde. Hertil fungerer de i det store og hele alt for afpolitiserende og konsensusskabende. Forbindes mindekulturens identifikations- og indlevelsespotentiale ikke mere dynamisk med refleksiv erindringsbearbejning, bliver mytologiseringen dominerende.

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 343

VI

Besættelsestiden som læring og videnskab

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 344

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 345

Oplysning i sag- og faglitteratur

Kognitiv og emotiv mening Besættelsestiden er andet end politik og æstetisk-emotionel iscenesættelse. Andet end jubilæer, folketingsdebatter, mindefester og lys i vinduerne d. 4. maj om aftenen. Den er også et stykke fortid, der kan skrives historie om, og som også derigennem har spillet en væsentlig rolle for den historisk-kulturelle opdragelse af den danske befolkning og især de danske ungdomsgenerationer siden 1945. Fra 5. maj 1945 har fortællingen om besættelsen som påvist i de foregående afsnit været en del af den offentlige debat og meningsdannelse i Danmark. I forhold til det meste af den historie vi stifter bekendtskab med i undervisningssystemet og i offentligheden, involverer historien om besættelsestiden imidlertid stærkere normer og vurderinger. Det er påfaldende, så stor betydning perioden har haft for ‘indpodningen’ af nationale værdier i befolkningen og vel særlig i ungdommen siden 1945. Denne indpodning har ikke blot fundet sted i skolen, men også gennem talrige andre socialisationsagenturer som spejderkorps, militæret, ungdomsforeninger og -klubber samt ikke mindst gennem massemedierne. Det indhold, der gennem et halvt århundrede på denne måde direkte og indirekte er blevet formidlet om besættelsestiden, er nok skiftet lidt med tiden, især i den videnskabelige diskurs, som vi vender tilbage til; men grundlæggende er der tale om de samme ideologiske elementer i historieopfattelsen op igennem tiden. 345

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 346

Enkelt kan det siges på den måde, at det er sejrherrens opfattelse af historien, der har præget den alt overvejende del af formidlingen, og derigennem efter alt at dømme også har præget befolkningens bevidsthed. Men dermed er naturligvis ikke sagt, at befolkningens bevidsthed om besættelsestiden er identisk med hovedparten af litteraturens, med den fremherskende museumsformidling eller med massemediernes. Det ved vi ikke noget om, vi kan blot antage, at formidlingen trods alt afspejler udbredte holdninger i befolkningen. Formidlingen er som påvist ikke kun blevet rettet mod bevidstheden, men også mod et førbevidst plan. Og traderingen og accepten af den sejrende version er gået så meget lettere, som versionen har kunnet påpege alle de ugerninger, nazismen og fascismen stod faddere til. Men traderingen som helhed fik den konsekvens, også for den mere kognitive formidling,1 at denne ofte blev præget af mangel på stringens og nuancering. Traditionens oprindelse i den militære og politiske kamp bevirkede, at der ofte i højere grad blev tale om en formidling, hvis form nærmede sig propagandaen, end om oplysning i klassisk forstand. Når der skulle fortælles om de sider af besættelsestidsproblematikken, som ikke passede med den pågældende tids egen opfattelse af rigtigt og forkert, kom empatien til kort, og herved blev mange vigtige indsigter blokeret. Alternativet var, at man slet ikke formidlede de ‘ubehagelige’ sider, og denne form for fortielse præger generelt besættelseslitteraturen. I den nyeste store bibliografi over litteraturen, som vi vender tilbage til nedenfor, handler den alt overvældende del om modstand af den ene eller anden art, mens passivitet, samarbejde eller tyskvenlighed udgør en forsvindende lille del. Det blev besættelsestidens sidste 10 måneder – fra folkestrejken i juli 44 til 5. maj 45 – der kom til at danne model for det samlede billede af de fem år. Det kan som sagt være svært at skelne mellem den kognitive, den emotionelle og den politiske dimension i den kommunikation, besættelsesformidlingen udgør. Der er tale om glidende overgange og store gråzoner, alt afhængigt af målgruppe, genre, formål osv. Størstedelen af de tekster, der udkom umiddelbart ef346

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 347

ter besættelsen, var beregnet på at dække det store marked for underholdende og populære fremstillinger. Her imellem var en lang række billedbøger og film. Desuden spillede ugepressen en stor rolle, fx blade af typen Billed-bladet. I bogen Danmarks-billeder – i massekulturen 1944-46 har massekommunikationsforskeren Bent Fausing stillet spørgsmålet om, hvordan det, man havde været besat af og den befrielse man længtes sådan efter, og indfrielsen af længslerne, gav sig til kende i massekulturens produkter. Ved hjælp af billed-, tekst- og filmanalyse samt statistisk materiale påviser han, hvordan de socialpsykologiske reaktioner på besættelsestiden samlede sig omkring det, han kalder hhv. “uddrivelsen” og “indlevelsen”. Uddrivelsen er karakteriseret ved en projicering af negative egenskaber, ønsker og følelser over på andre, som man derefter tager afstand fra. Her igennem solidariserer man sig med samfundets moral. Mens indlevelsens afgørende punkt er indoptagelsen af det man kan lide, dvs. det man får lov til at kunne lide. Den moralske afstandtagen i massekulturen – uddrivelsen – skete over for tyskerpiger – “feltmadrasser” og “syfilishopper” – eller over for landsforrædere, hipo’er og stikkere eller blot tyskere i almindelighed. Både i tekst og billeder blev disse fremstillet som afskyelige og mindreværdige, i billederne bl.a. gennem belysning og retouchering. Identifikationen eller indlevelsen skete med frihedskæmperne, lotterne og de unge og pæne, dvs. nationalt ubesmittede, danskere i almindelighed. I en lang række spillefilm kom det således tydeligt frem, mens de politiske problemer under besættelsen ikke blev repræsenteret.2 Nazismen blev her som overalt i den populære formidling anskuet som et resultat af enkelte menneskers fanatisme eller sindssyge, ikke som et økonomisk og politisk system. Når de vanvittige mennesker var uskadeliggjort, kunne samfundet blive normalt igen. De håb om et bedre og friere liv, der blussede under besættelsens undertrykkelse, blev efter Fausings mening ikke omsat i en egentlig befrielse efter krigen – en politisk, social og ideologisk frigørelse – men blev søgt tilfredsstillet ved forbrug af ønskedrømme og først og fremmest af flere varer. 347

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 348

Historikerne i den professionelle forstand af ordet har normalt ikke beskæftiget sig med sådanne sider af besættelsen og befrielsen, men har koncentreret sig om de politiske og økonomiske kendsgerninger og sammenhænge. Med andre ord den side man plejer at se som ‘rent’ kognitiv. Rekonstruktionen og til en vis grad vurderingen af hændelsesforløbet har slugt de fleste af kræfterne, og en anden form for kognition med en socialpsykologisk og bevidsthedssociologisk tilgang som den, der findes hos Fausing eller i litteraturforskeren Søren Schous De danske Østfront-frivillige fra 1981, er stort set ikke indgået i historikernes horisont. Det interessante er imidlertid, at de mere eller mindre ubevidste forestillinger, der behersker massekulturens produkter, genfindes i de fleste historiske fremstillinger, også i de nyere, som er skrevet af folk uden direkte del i de daværende begivenheder. Megen historieskrivning indeholder med andre ord ideologiske elementer af samme art som massekulturens, elementer, der sikkert oftest formidles halv- eller ubevidst via sproglige stereotyper og forenklinger. Og denne ‘gråzone’ mellem politik, historieskrivning, ideologi og ubevidste forestillinger repræsenterer et problem af metodisk art, der måske i særlig grad gør sig gældende i besættelseshistorien, fordi den som påvist i det foregående ligger så ‘tæt’ på nutiden. Enhver, som forsøger at forstå en eller anden historisk sammenhæng, vil før eller siden opdage denne sammmenhængs kompleksitet. Hvis det overhovedet skal være muligt at sige noget meningsfuldt om et historisk emne eller problemstilling, må der derfor foretages forenklinger i det sproglige udtryk. Men når forenklingerne eller de stereotype vendinger bliver en accepteret del af sproget og brugt ‘bevidstløst’ i alle mulige forbindelser, er der grund til at være på vagt. Så bliver der tale om udnyttelse af historiske fænomener til fremme af egne eller medinteresseredes synspunkter. Man kan ikke eliminere dette problem, fordi selve sproget kræver forenklinger og abstraktioner, og fordi den ‘tendens’ i historiefaglig forstand, der er tale om, også i sig selv er et komplekst og flertydigt fænomen. Men bevidsthed om og en vis sensibilitet over for problemet kan give åbninger, hvor der før var 348

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 349

lukkethed; og først og fremmest kan kravet om fremlæggelse af historikerens værdipræmisser bidrage til at relativere tendensen. På denne måde vil historiefaglige bidrag trods alt i reglen adskille sig fra dem de fleste journalister eller andre formidlere i presse og kulturindustri frembringer.3 Men som nævnt i afsnittet om grundfortællingen er mange historikere alligevel bundet af den mytiske grundstruktur, der udgøres af ‘den mørke parentes’ eller det, der i utallige titler hedder ‘de fem forbandede år’, ‘de fem onde år’ e.l. David Lowenthal kommenterer i sin seneste bog dette forhold mellem historie og “heritage” (kollektivtradition eller ‘kulturarv’): “History and heritage transmit different things to different audiences. History tells all who will listen what has happened and how things came to be as they are. Heritage passes on exclusive myths of origin and continuance, endowing a select group with prestige and common purpose.” Men alligevel er ‘heritage’ og ‘history’ “not so much disparate species as opposite sexes, ever contesting roles and domains, yet mutually dependent and with more in common than they like to realize.”4 Det samlede tekstmateriale. Emner og genrer Den nyeste bibliografi over besættelseshistorien fra Det kgl. Bibliotek kommer til at rumme ca. 6.000 titler, selvom det er en selektiv bibliografi.5 Dette væld af publikationer om en kort og afgrænset periode i Danmarkshistorien er enestående. Ikke engang ‘1864’ kan opvise et tilsvarende antal bøger og afhandlinger; om denne krig forelå i 1990 godt 3.300 publikationer, og det vel at mærke på 126 års afstand.6 I sin indledning om formålet med bibliografien kommenterer forfatteren, John T. Lauridsen, udgivelsen således: Der er nu gået mere end 50 år siden den tyske besættelses ophør. Der er skrevet mere om de år end om nogen anden enkeltperiode i Danmarkshistorien. Første bølge var efterkrigstidens patriotiske litteratur og anden bølge den videnskabelige forskning, fulgt op af nye patriotiske værker lige til den allerseneste tid. 50-året for befrielsen var en anledning til endnu engang at slå på de patriotiske strenge i navlebeskuelse i stedet for at se Danmark som smørhullet i et Europa i krig. Der er nu vokset generationer op, som ikke er fortrolige med hele den

349

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 350

store litteratur om besættelsestiden og heller ikke har fulgt fremvæksten af den omfangsmæssigt set meget mere begrænsede historiske forskning, der skridtvis har søgt at give danskerne et mere realistisk syn på tiden 1940-45. Det er i første række denne bibliografis formål at give dem et overblik over, hvad der er produceret i håb om, at det vil anspore til fornyet beskæftigelse. At der er skrevet meget om den danske besættelsestid er ikke ensbetydende med, at der er skrevet nok, endsige at det allerede skrevne er det sidste ord i den sag. En betydelig del af litteraturen reproducerer besættelsestidens og befrielsesdagenes patriotiske toner. Repræsentanter for tiden dengang betragter det nærmest som forræderi at bevæge sig ud over dette stadium og modsætter sig endnu 50 år senere et andet syn på de år. Offentligheden og massemedierne har villigt fulgt denne tradition. Det har været svært for forskningen at bevæge den offentlige mening i en række spørgsmål, der har antaget karakter af sakrosant nationalejendom. Det gør kun behovet for forøget og fornyet beskæftigelse så meget mere nødvendig. Danskerne vil gerne høre om andre europæiske landes manglende eller udeblevne selvopgør om den nære fortid. Derimod er det ikke videre nærliggende at rykke ved synspunkter på Danmark i de såkaldt “fem onde år”.7

Bibliografien demonstrerer disse ord i praksis. Den største gruppe af indførsler drejer sig om modstandsbevægelsen i den ene eller den anden form. Og også de fleste af de værker, der ikke direkte omhandler modstandsbevægelsen, skildrer besættelsestiden set ud fra modstandsbevægelsens synsvinkel, i hvert fald i den brede betydning af ordet modstand. Bibliografien rummer indførsler om langt de fleste grupperinger og emner i besættelsestiden, men det alt dominerende er værker om eller af de overlevende/’sejrende’ grupper, hvad enten afsenderen er dem selv eller nogen, der skriver om dem. Der er naturligvis nogle skildringer af andre parter, hvad enten det gælder den egentlige samarbejdspolitik eller den tyskvenlige politiske organisering og politik, som blev udrenset efter befrielsen. (m.h.t. den sidste og det historiesyn, den repræsenterer, er den her blevet behandlet for sig i del IV., afsnittet ‘De apokryfe fortællinger’). Der er som nævnt skrevet om stort set alle politiske, økonomiske, sociale og kulturelle fænomener under besættelsen. Uden at følge John T. Lauridsens systematik kan nævnes de store kildesamlinger, der udkom lige efter krigen,8 erindringer om besættelsestiden på alle niveauer lige fra hovedpersoner som P. Munchs, 350

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 351

Erik Scavenius’, Thune Jacobsens, Ole Bjørn Krafts, Ebbe Muncks, Frode Jakobsens og Mogens Fogs til almindelige modstandsfolks og borgeres erindringer, øjenvidneskildringer af fx 9. april eller 29. august, ‘set og sket’-bøger med mange forskellige bidrag, rene billedværker, presse- og massemedie-historier, sabotørhistorier fra folk i de forskellige modstandsgrupper, kz-lejr- og deportationshistorier, jødernes flugt, andre flygtninge, militære historier, de frie danske i udlandet, lokalhistorier, hverdagshistorier, rigsdagen under besættelsen, modstandsbevægelsen som helhed, hele besættelseshistorien, biografier osv. osv. Det vil føre for vidt her at begynde at anføre forfattere og titler, de kan findes i bibliografien. Det meste af denne informationsoparbejdning og -spredning skete i bogform, men naturligvis også i dagspressen og de nyere massemedier: radio, film og fra 1950’erne tv. Der er også udgivet tegneserier om besættelsestiden,9 og sammen med filmene mv. kan man altså tale om en formidling inden for både masse- og finkulturen, som man traditionelt har opdelt kulturen i. Blandt bøgerne hører også skønlitteraturen hjemme (og er medtaget i Lauridsens bibliografi). De fiktive værker – eller i hvert fald en del af dem såsom Scherfigs Frydenholm og Aalbæk Jensens Kridtstregen – uden sammenligning i øvrigt – har ligeledes betydning for den historiske diskussion om og forholden sig til besættelsestiden, en betydning, som i kraft af romanernes brede reception formentlig er større end nogen af de historiske fagbøgers som enkeltværker betragtet. Dette gælder også for filmene, tegneserierne osv. Om skønlitteraturen lidt mere nedenfor. Tendens John T. Lauridsens bibliografi er en fagbibliografi, men har dog i kraft af erkendelsen af, at det faglige ikke bør være et snævert begreb, medtaget et bredt udvalg af skønlitteratur, analyser heraf samt behandlinger af film om besættelsen samt en del af selve filmtitlerne. Dette begrunder Lauridsen med, at menneskers forestillinger om besættelsestiden har spillet en stor rolle og stadig øver betydelig indflydelse på generationerne siden da: 351

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 352

Bevidsthedsproduktionen om besættelsestiden er en integreret del af, hvad det hele drejer sig om. Næppe nogen anden tid er i den grad blevet dyrket og sat i scene af eftertiden. Hvert sogn i landet har sine mindesmærker. Disse foreteelser er hver på deres måde udtryk for opfattelser af besættelstiden. Den tid er en grundsten i dansk selvopfattelse med alle dens overvurderinger, retoucheringer og fortrængninger. Dette er måske den vigtigste dimension i besættelseshistorien i dag, de mange dybtgående fagundersøgelser til trods.10

Selve bibliografien bliver på denne måde en kilde til det danske samfunds forståelse af besættelsestiden i dag. Og en optælling af titler under de forskellige kategorier kan give nogle indikationer af denne selvforståelses indhold.11 Således er der i det foreløbige manuskript 161 indførsler om 9. april, mens der er 45 om de samarbejdende partier under besættelsen som helhed og 11 om centraladministrationen. Der er ganske vist 70 titler om forhandlings- og samarbejdspolitikken generelt, men i hvert fald halvdelen af disse er skrevet ud fra et kritisk, ofte direkte afstandtagende, perspektiv. Modsat forholder ingen af de 595 publikationer om modstandsbevægelsen sig kritisk over for denne.12 De eneste ansatser til en mere distanceret bedømmelse af modstandsbevægelsen og dens aktiviteter er Trommers bøger og nogle få artikler, der forholder sig kritisk til DKPs linie ud fra et venstresocialistisk perspektiv, eller som forsøger at påvise, at Aksel Larsen i november 1942 optrådte som angiver under Gestapos forhør af ham. Behandlingen af udrensningen er næsten altid adskilt fra den generelle fremstilling af modstandskampen.13 Et andet træk, der falder i øjnene, er fordelingen af stof mellem besættelsestidens politisk-nationale og økonomisk-sociale aspekt. Der er få publikationer om økonomiske og sociale forhold, og langt de fleste er skrevet umiddelbart efter – eller i slutningen af – besættelsen som et led i efterkrigsbearbejdelsen. Kun ganske enkelte er fra efter 1960. Om arbejdet for værnemagten figurerer blot 4 publikationer.14 Om arbejdsmarkedet, der undergik dybe forandringer under besættelsen, er der 25 titler, mest bestående af afsnit i forskellige værker, men ikke nogen monografi. Mentalitetshistorie, fx om folkestemningen, er fraværende. Udover modstandsbevægelsen, 9. april og samarbejdspoli352

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 353

tikken er de største grupper “Samarbejde og modstand i enkelte byer og egne” samt to grupper om jødeforfølgelsen og -flugten. Det er også i høj grad modstandsbevægelsen (på lokalt plan), der skildres i disse skrifter, selvom mange af dem samtidig dækker andre sider af livet og forholdene under besættelsen. I gruppen om jødeforfølgelsen er det interessant, at 26 titler er på engelsk og 7 på tysk, hvor der i alle andre grupper næsten kun er tale om dansksprogede publikationer (selvom også modstandsbevægelsen i enkelte værker er skildret på engelsk). Det kan formentlig henføres til især et amerikansk og israelsk, men delvis også et tysk publikum. Et andet kvantitativt interessant moment, der indirekte belyses af bibliografien, er de ‘bølger’ i udgivelsesrytmen, som Lauridsen pegede på i det indledende citat. Lige efter krigen udkom der en masse litteratur af helt overvejende enten patriotisk eller harmoniserende karakter i det udvidede modstandsbegrebs betydning. I tiden ca. 1950 til begyndelsen af 70’erne skete der imidlertid et fald i litteraturudgivelser om besættelsestiden, der så igen blev fulgt af en stigning. Fra begyndelsen af 1970’erne er den harmoniserende, konsensusprægede litteratur imidlertid på tilbagetog sammenlignet med den tidlige periode, mens den patriotiske nærmest bliver alt dominerende. Og kurven har været stigende i 1990’erne. Dette svarer til den indholdsmæssige udvikling i jubilæerne og andre kommemorationer. Den apokryfe tradition forsvandt for de tidligere nazisters og straffedes vedkommende næsten fuldstændigt i 1970’erne, mens DKP-opfattelserne var ret fremtrædende i 70’erne og, omend i mindre omfang, fortsætter efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Nu er de dog overvejende knyttet til enkelte af veteranforeningerne såsom Aktive Modstandsfolk. Traditionen og formidlingskløften Det enorme materiale om besættelsestiden, som nu for første gang er registreret i en samlet bibliografi, vil give nutiden og fremtiden rige muligheder for indsigt i og refleksion over den vigtige del af den danske fortid, som besættelsestiden udgør.15 353

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 354

Efter antallet af publikationer mv. at dømme er der tilsyneladende ikke i Danmark tale om en uforarbejdet fortid. Men kvantitet er som bekendt ikke alt, og to forhold giver anledning til eftertanke ved en fugleperspektivisk betragtning af materialet. Det ene er den kendsgerning, at en meget stor del af materialet er ens i indholdet og også ofte i formen. Fortællingerne fra eller om ‘den mørke parentes’ ligner i høj grad hinanden i de grundlæggende vurderinger og oplevelsesmønstre, også selvom de selvsagt tit handler om forskellige forhold og begivenheder. Grundfortællingen danner ramme om dem alle, enten im- eller eksplicit. Hvis man har læst én sabotør-beretning, har man for så vidt læst dem alle, med mindre man er specielt interesseret i sabotører som enkeltsubjekter. Har man læst én bred fremstilling i de store Danmarkshistorier, har man læst dem alle, groft sagt. Repetition og redundans er med andre ord karakteristisk, såvel i emnerne som i den sproglige fremstilling. Og noget tyder på, at denne redundans befordrer en tendens til kompensatorisk historieskrivning. Vi var der også… hedder således en bog fra 1995, redigeret af “skrivegruppen”, hvor “26 kvinder fortæller om hverdagen under besættelsen”. Alle deres beretninger befinder sig inden for grundfortællingens ramme. Dele af den videnskabelige litteratur skiller sig naturligvis ud i såvel emnevalg som metode, og det er da også bl.a. her, de få nybrud i synet på besættelsestiden er sket (herom senere). Det andet slående træk ved materialet er kontinuiteten i den patriotiske tradition. Men denne traditions styrke er ikke ensbetydende med, at den er identisk gennem alle årene. Bortset fra de stærkt optrukne skillelinier mellem modstand og eftergivenhedspolitik umiddelbart efter besættelsen, som indgik i den politiskbevidsthedsmæssige kamp og også prægede en del publikationer,16 var patriotismen som påvist i del IV i den offentlige sfære blevet smeltet sammen i en legering bestående af den udenomsparlamentariske og den parlamentariske opposition til Tyskland. I de nærmeste år efter 1945 var det dette billede, der dominerede offentligheden. En film som Olaf Malmstrøms og Gunnar NuHansens Danmark i Lænker fra 1945 repræsenterer denne tendens 354

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 355

og var den dokumentarfilm om besættelsestiden, der nåede ud til det største publikum efter krigen.17 Men publiceringsmønstret bærer præg af, at denne harmoniserende forståelse af det nationale eller patriotiske med tiden måtte vige til fordel for en renere udenomsparlamentarisk forståelse. Fra 1970’erne blev ‘modstand’ gradvis ensbetydende med modstandsbevægelsens kamp i dens forskellige former og kun med denne. Blot var kampen mod det parlamentariske system nedtonet, da politikerne stort set var forsvundet som aktører af betydning, selv negativt set. Dette har naturligvis noget at gøre med generationsvekslingen og den samtidige politiske problematik, fx den kolde krig i dele af perioden og 70’er-venstrefløjens søgen efter historiske eksempler på anti-imperialistisk kamp i Danmark. Men det har også noget med markedets behov at gøre – sabotørhistorier er mere dramatiske og sælger bedre end historier om politiske forhandlinger eller indviklede økonomiske transaktioner. Samme udvikling som i jubilæums-kommemorationerne kan altså iagttages i den litteratur, der er rettet til en bredere offentlighed. Og det er sandsynligt, men har i praksis været umuligt at undersøge systematisk, at det patriotiske begreb i litteraturen er blevet præget af holdninger, der er de samme som kommemorationernes, hvor tendensen er gået i retning af en lidt svagere betoning af det dansk-nationale henimod betoning af universelle begreber som fred, frihed og demokrati. Men altså et demokrati, der er blevet forsvaret af modstandsbevægelsen, ikke af det politiske system i Danmark. Denne transformation af det samlede indhold i formidlingen om besættelsestiden er som antydet forløbet uden egentlig diskussion, for slet ikke at tale om problematiserende refleksion, undervejs. På en vis måde er der tale om en cirkelbevægelse i tid fra 1945 til 1945, en bevægelse, som nok kan undre, også fordi billedet af tyskerne i størstedelen af den nyere litteratur ikke er så dæmoniserende som i 45. Men antagonismen er alligevel opretholdt fuldt ud. Egentlige opbrud i den store formidlingsmasse med hensyn 355

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 356

til værdinormer eller interesser kan heller ikke iagttages, således som det i visse henseender har været tilfældet i Norge, Frankrig og især Italien i de senere år. I Norge er emner, som hidtil enten har været i periferien eller komplet tabuerede, såsom nazisterne, de frivillige, NS-børn, tyskerpiger, værnemageriet, stikkerlikvideringer og gråzoner af forskellig art, blevet tematiseret og har givet anledning til offentlige debatter. Med undtagelse af de fejder, der tidligere er nævnt, samt ganske enkelte publikationer er noget lignende ikke sket herhjemme. Kontinuiteten i den brede formidling er med andre ord yderst stærk og vedligeholder grundfortællingens mytiske præg. I enkelte former for formidling har viljen til nytænkning om besættelsestiden dog været markant. Hvis man inddeler materialet i et faktisk og et fiktivt, svarende til saglitteratur og skønlitteratur,18 er det påfaldende, at den sidste fra et tidligt tidspunkt satte langt flere spørgsmålstegn ved traditionen end saglitteraturen. Allerede i Hans Kirks to romaner om et stort, repræsentativt værnemagerfirma med titlerne Klitgaard og Sønner og Djævelens penge fra 1952 blev et ømtåleligt emne taget op i fiktiv form. I 1962 tegnede Hans Scherfig med syntesen Frydenholm et helt andet billede af besættelsestiden end det traditionelle, et billede, hvor den officielle kollaboration stod i centrum, og i 1976 skildrede Erik Aalbæk Jensen i romanen Kridtstregen danske SS-folk på en indlevende måde, som saglitteraturen aldrig havde gjort. Hver på deres måde bidrog forfattere som Tage Skou-Hansen og Leif Panduro til nuancering af synet på modstandsbevægelsen,19 og Klaus Rifbjerg belyste i mange romaner og skuespil besættelsens hverdag set fra en drengs synsvinkel.20 Også Angelo Hjort tog i flere værker fat på besættelseshverdagen i et københavnsk underklassemilieu.21 Radioen har ligeledes i udsendelser af mange forskellige slags inddraget vinkler og dimensioner omkring besættelsestiden, som var ukonventionelle. Som bedste eksempel kan man pege på produktionerne fra DRs dokumentargruppe. Disse historieudsendelser var på samme måde som skønlitteraturen karakteriseret ved ikke i første række at tilstræbe neutralitet eller omvendt: projicering; de lod aktører eller vidner tale om deres liv og 356

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 357

oplevelser og fremlagde dermed information, som lytterne kunne forholde sig friere til end til den saglitterære tekst, hvor forfatterens holdning og tendens som regel har styret fremstillingen stramt. Et eksempel er et otte timer langt dokumentarprogram af Peter Kristiansen over fire aftener i juni-juli 1978 om Folkestrejken 1944, men også en række interviews med eller snarere fortællinger fra folk fra alle lejre under besættelsen. I forhold til radioen har fjernsynet holdt sig til en mere traditionel vej i sin formidling af besættelsestiden. Mediet har formentlig i højere grad end radioen følt sig forpligtet af public servicekravet, som er et problematisk udgangspunkt, når det gælder historieformidling. Gennem tiden er sendt et stort antal udsendelser, men bortset fra en række interviews er der stort set ikke produceret noget nyt inden for den dokumentariske genre siden midten af 1960’erne, hvor dansk tv sendte en række produktioner, redigeret af forskellige medarbejdere og med brug af historiske konsulenter som Henrik S. Nissen, Hans Kirchhoff og Henning Poulsen.22 I løbet af 1990’erne producerede tv-journalister dog en række mindre udsendelser om tidligere tabuerede emner. Typisk for disse programmer var deres begrænsede tematik. Nye synteser fandt ikke vej til skærmen. Udbuddet fra tv har som helhed betragtet indholdsmæssigt ligget i forlængelse af filmen De fem år fra 1955, der var en sammenklipning af den nationalt patetiske Danmark i Lænker fra 1945 og den ekstremt patriotiske Det gælder din Frihed af Theodor Christensen fra 1946.23 I De fem år fra Statens Filmcentral, igen med Christensen som instruktør sammen med Mogens SkotHansen, var inkorporeret klip fra den amerikanske Why we fightserie og andre udenlandske krigsoptagelser (se del II). Filmen var et bevidst forsøg på at forlige den samarbejdskritiske, patriotiske linie og den parlamentariske linie under besættelsen, et arbejde, hvis praktiske side konsulenten Jørgen Hæstrup har redegjort for i sine forskningserindringer.24 Gennem en nedskæring med ca. 40% fremkom i 1960 skoleudgaven af filmen – ved Børge Høst – som varer en time og stadig distribueres til skolerne. Om denne skriver Niels Skyum-Nielsen: 357

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 358

Nedskæringen fjernede mange detaljer både fra det udenlandske og danske stof. En del optagelser af de danske nazister og alt om rigsdagsvalget den 23. marts 1943 gled ud. Fremstillingen koncentreredes om modstandsbevægelsen, idet også film om de faldne fra den 9. april og den 29. august blev skåret bort. Visse motiver toges væk, fordi de var mindre egnet for en skoleudgave: tyskerpiger, stikkerforhør og tyske flygtninge med tilhørende krasse speakerkommentarer.25

Bedømmelsen af samarbejdspolitikken, som havde været hård i Theodor Christensens 1946-film, var dog samtidig mildnet ved udeladelser i speakerkommentaren.26 Heller ikke dramadokumentarisme eller fiktionsfilm/serier er i større omfang blevet produceret af dansk fjernsyn. Reaktionen på Jane Horney-serien i 1985-86 blev i så henseende en alvorlig lærestreg for tv-ledelsen, som sikkert har medvirket til denne tilbageholdenhed (se del IV., afsnittet ‘Olssons Jane Horney, 1985’). Der har tilsyneladende kontinuerligt eksisteret en kløft imellem historieformidling af den art, som er nævnt i forbindelse med skønlitteraturen og visse radioproduktioner, og så den alt overvejende del af saglitteraturen, hvad enten denne var skrevet af aktører fra besættelsen eller af andre. Og en lignende kløft har bestået over for den egentlige faglitteratur, herunder den historiske forskning, der med enkelte undtagelser aldrig har kunnet slå bro til en større offentlighed. Det kan virke, som om der har manglet et led i ‘formidlingskæden’, et led imellem den bredere rettede saglitteratur, der ofte har opnået høje læsertal, og så den egentligt forskningsbaserede litteratur, der i visse tilfælde som Aage Trommers, Hans Kirchhoffs og Ditlev Tamms har revideret forskningens opfattelse af besættelsestiden og retsopgøret betragteligt (se nærmere i næste afsnit). Et af de få nyere værker, der efter vores opfattelse etablerer et sådant mellemled, er Henrik S. Nissens udgivelse af brevvekslingen mellem Hal Koch og K. E. Løgstrup fra besættelsestiden, Kære Hal – Kære Koste, fra 1992. Her får læseren et indblik i såvel de politiske som de eksistentielle hovedkonflikter mellem engagerede danske demokrater under besættelsen. Og samtidig er bogen levende og forholdsvis let læst. 358

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 359

I sin indledning til bibliografien fra Det kgl. Bibliotek beskriver John T. Lauridsen som nævnt det forhold, at danskerne gerne vil “høre om andre europæiske landes manglende eller udeblevne selvopgør om den nære fortid. Derimod er det ikke videre nærliggende at rykke ved synspunkter på Danmark i de såkaldt “fem onde år”.” Viljen til kritisk fortidsbearbejdning med henblik på at oplyse nutiden og lære med henblik på fremtiden har været meget stærk i Forbundsrepublikken Tyskland fra slutningen af 1960’erne, kulminerende med den store ‘Historikerstreit’ 1986-87 om historisering contra relativering af nazismens forbrydelser mod menneskeheden samt ‘Goldhagen-debatten’ ti år senere.27 Også DDRs sammenbrud og afsløringen af Stasi’s overvågning og af DDR-statens karakter som helhed har gjort, at opmærksomheden om historien som et felt for indsigt og efterfølgende kritisk stillingtagen af hensyn til den demokratiske politiske kultur har været intens. Derfor har adgang til arkiverne også været let både for private og for forskere i Tyskland.28 Den tyske fortidsbyrde har været åbenbar for enhver, der ville se. Derimod har der i alle de lande, tyskerne holdt besat – og især i de lande, hvor forholdet mellem Tyskland og det besatte land blev reguleret gennem kollaboration – lige siden krigen været problemer med forvaltningen af fortidsarven, såvel teknisk i relation til kildeadgangen som opinionsmæssigt. Frankrig, hvis status på flere måder lignede Danmarks, opnåede lige som Danmark en plads som allieret og var derfor ikke efter krigen særlig interesseret i en total blotlægning af den franske stats – det såkaldte Vichy-regimes – samarbejde med Tyskland. Rationalet for de Gaulle og andre nationale anti-fascister var, at det gjaldt om at se fremad, ikke tilbage, og derfor blev det franske retsopgør heller ikke ført konsekvent igennem over for de statsembedsmænd og store erhvervsinteresser, der havde arbejdet i tysk interesse (selvom det i Vichy-regeringens selvforståelse også var i fransk interesse). Dette tilbageholdte opgør har siden, og især fra 1980’erne, ført til retssager og voldsomme offentlige debatter i Frankrig, ja måske endda til drab.29 Den anfægtethed, der præger dette opgør, finder man i Dan359

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 360

mark næsten kun udtryk for i skønlitteraturen. Ganske vist er der langt fra fuld identitet mellem den danske og den franske problematik. Den vigtigste forskel politisk set er, at Vichy-regimet med marskal Petain i toppen var et autoritært styre – også i dets selvforståelse – omend med opbakning i befolkningen, mens det danske styre 1940-43 trods alle indrømmelser til tyskerne og indskrænkninger af organisations- og ytringsfriheden var et demokrati, der hvilede på en årtier gammel politisk kultur. Men der er alligevel en række ligheder. Også i Danmark blev mennesker interneret, deporteret og udvist til en grum skæbne under krigen.30 Den danske økonomiske og delvis politiske kollaboration med det nazistiske Tyskland var ret omfattende og permanent lige som den franske. Hvad er det der gør, at anfægtelsen trods alt kan komme frem i Frankrig som et led i den oplyste debat, mens den i Danmark i overvejende grad er henvist til fiktionens og dramadokumentarismens verden, hvis sandhed ganske vist ikke principielt står tilbage for kognitionens sandhed, men som ikke er i stand til at influere den politiske, retlige og moralske opinion på samme måde som den kildebelagte historiske fremstillings? Dette kan vi faktisk ikke give noget svar på. Det nærmeste, vi kan komme, er at pege på indflydelse fra en art provinsiel nationalisme, og det har ikke nogen større videnskabelig forklaringskraft. Men materialet i saglitteraturen er et umiskendeligt vidnesbyrd om, at den nationale, konsensusprægede linie har været fuldstændigt dominerende, og dette indtryk kan kun blive forstærket, hvis aviser, ugeblade og andet trykt stof i masseoplag inddrages.31 Man kan så antage, at denne kendsgerning i kombination med den politiske betingethed og en vis inerti fra forlagenes og bladredaktionernes side har sin rod i, at det er, hvad den overvejende del af det læsende publikum gerne vil have. Traditionen er blevet, om ikke opfundet, så i hvert fald selvbekræftende. Det svarer til Roland Barthes’ konstatering af, at mytens levedygtighed som fortælling siger mere om brugernes behov end om sandhedsværdien: “Menneskene forholder sig ikke til myten i overensstemmelse med en sandhed, men med et behov: de af360

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 361

politiserer efter hvad de har brug for.”32 Eller som Lowenthal skriver: “Celebrating some bits and forgetting others, heritage shapes an embraceable past. Some such revisions are overt, others unconscious; most are unashamedly advanced and readily welcomed. Heritage departures from history distress only a handful of highbrows.”33

361

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 362

Den videnskabelige historieskrivning om besættelsestiden Jørgen Hæstrup, 1950’erne Før begyndelsen af 1960’erne kan man ikke tale om, at der fandt en systematisk videnskabelig behandling af besættelsestiden sted. Der udkom som tidligere beskrevet en mængde litteratur og publikationer om emner fra besættelsestiden, men nogen dybtgående forskning på videnskabeligt grundlag blev – med en væsentlig undtagelse – ikke drevet. Undtagelsen var Jørgen Hæstrup, der var gymnasielærer i Odense. I 1947 påbegyndte han arbejdet, og i hhv. 1954 og 59 udgav han to store værker om modstandsbevægelsen, Kontakt med England og Hemmelig Alliance I-II. De er pionerværker inden for studiet af besættelsestidens historie, selv om de hovedsagelig beskæftiger sig med modstandsbevægelsen og ikke i større omfang med forhandlings- og samarbejdspolitikken. Det er i høj grad Hæstrups fortjeneste at have påbegyndt og for en stor del fuldført indsamling og bearbejdning af kildemateriale om modstandsbevægelsen, som sikkert ellers ofte ville være forsvundet. Mange beretninger fra ledende personligheder i modstandskampen, der i dag ligger i Rigsarkivet – i alt ca. 80 arkiver og arkivfragmenter – skyldes således Hæstrups utrættelige indsats. I et brev til den ene af os skrev han i 1983: Min forskning… var fra starten og hele vejen igennem et oprindeligt desperat forsøg på at vække interesse omkring en så bred forskning af besættelsesårene som muligt, med en hovedvægt på fremskaffelse af kilder, hvilke de end måtte være, så vi kunne få indsigt i disse år, der uden omgående indgriben løb fare for at fordampe kildemæssigt. Det sidste forekom mig indlysende, når tidens centrale begivenheder ikke havde efterladt sig normale arkivalske spor.34

Hæstrups historiesyn er præget af tanken om personerne som de drivende kræfter, og den udartning af samarbejdspolitikken, han mener fandt sted, tilskrives i høj grad en enkelt politiker, nemlig udenrigs- og senere statsminister Erik Scavenius. Også modstandsbevægelsens opståen tillægges enkeltmænds ønsker og 362

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 363

handlinger. Det er den individuelle, personlige beslutning, der fører folk – eller mændene, for Hæstrups fremstilling er helt mandscentreret og modstandsbegrebet kun knyttet til mandlige handlinger – ind i modstandsbevægelsen, som så efterhånden som summen af alle disse enkelthandlinger vokser sig stor og bliver en bevægelse, der kæmper kollektivt. Dette syn på frihedsbevægelsens baggrund og drivkræfter, der interessant nok også besjæler de kulturelle konstruktioner i film og den overvejende del af både sag- og skønlitteraturen, blev i 1970’erne bestridt af nogle af Hæstrups elever, der benævnte det “konsensuslinien” (se nedenfor), og det er naturligvis også i modstrid med 70’er marxisternes opfattelse, der mere lagde vægten på klasseaspektet og den kollektive organisering af kampen. Videnskabsteoretisk betegner det forskellen mellem en metodologisk individualisme og en metodologisk kollektivisme. Hæstrups forskning betragtedes i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne af mange som et alternativ til den harmoniserende og legitimerende fremstilling af besættelseshistorien. Han ansås for at være “modstandsbevægelsens historiker”.35 I 1973 udgav Hæstrup en skildring af sin forskning – hvilket i dansk sammenhæng er enestående – under titlen Dørene åbnes. En Forsknings Historie. Heraf fremgår det klart, at både hans oprindelige motiv og den forståelse, han nåede frem til gennem forskningen, var et led i kampen mod de restaurative kræfter i “modbevægelsen”, der ville nedtone modstandsbevægelsens indsats.36 På baggrund heraf undrede nogle sig da også, da Hæstrup i 1966 udgav sin første bog om departementschefstyret, der så med klar sympati på denne forlængelse af samarbejdspolitikken efter 29. august 1943.37 Men trods sin kærlighed til modstandsbevægelsen havde Hæstrup aldrig fordømt forhandlings- og samarbejdspolitikken som sådan, men kun dens vildskud, der især repræsenteredes af Scavenius-politikken. Med denne bredde stod Hæstrup principielt på samme standpunkt som parlamentarikerne ved befrielsen i 1945: at samarbejdspolitikken havde udgjort et skjold for befolkningen og hjalp modstandsbevægelsen til senere at svinge sværdet. Politikken var altså ikke uforenelig med den udenoms363

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 364

parlamentariske modstand, men indeholdt jævnsides med indrømmelser til tyskerne den passive modstand. Denne harmoniserende holdning kom klarere til udtryk i Hæstrups og andres populariserende værk Besættelsens HvemHvad-Hvor fra 1965. Her skrev Hæstrup hovedafsnittet på 127 sider om Danmark under besættelsen. Fremstillingen er præget af tesen om, at det danske folk fra begyndelsen stod samlet over for den tyske besættelse, med andre ord, at den tyske trussel blev besvaret med national samling og enig politisk optræden. Forhandlingspolitikken bliver dermed et udtryk for denne samling og konsensus. Eksempelvis hedder det om samlingsregeringens dannelse d. 9. april 1940: “Herved havde den nationale samling, som var undervejs i befolkningen, foreløbigt fået et politisk udtryk.”38 Fra begyndelsen stod folket og regeringen bag passiv modstand mod tyskerne og en samling om det danske. Danskerne var i stand til at læse mellem linierne i regeringens forordninger, og forholdet mellem regering og menigmand var i det hele taget præget af uudtalt forståelse. Og som starten så slutningen: I Hæstrups beskrivelse af forhandlingspolitikkens fald understreges påny enigheden mellem politikerne og befolkningen/ modstandsbevægelsen. Om de politiske forhandlinger d. 28. august 1943 hedder det: “Med afgivelsen af dette svar [på de tyske krav] var et politisk dagværk til ende. Stemningen blandt politikerne havde dagen igennem været alvorlig, men langt fra trykket. Snarere lettet, delvis oprømt. Nu var dansk politik ude af de evige ydmygelser. Der var sat punktum.”39 Tekstens implikation er, at stemningen blandt politikerne gennem lang tid havde været imod den hidtil førte politik over for tyskerne, men nu var man langt om længe nået til det ønskede punkt, hvor denne ikke længere kunne fortsætte. Det er flot historisk prosa, men ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Faghistorikerne er i dag enige om, at det tyske ultimatum og det brud, det fremkaldte, kom som noget uønsket og gik stik imod den politiske konception parlamentarikerne havde om den resterende besættelsestid.40 Imødegåelsen af Hæstrups konsensuelle historieskrivning skal tages op neden for. 364

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 365

Udgiverselskabet for Danmarks nyeste historie, ca. 1960-85 I 1960-61 gik udforskningen af besættelsestiden over i et mere officielt regi: Udgiverselskabet for Danmarks nyeste historie – forkortet til DNH. Selskabets oprindelse skyldtes initiativer fra historikerne Povl Bagge og Roar Skovmand samt filologen Lis Jacobsen i 1959.41 I begyndelsen af 1961 blev selskabsdannelsen af det politiske system udnyttet i forbindelse med afpareringen af de ubehagelige spørgsmål, som Hjalf-sagen havde rejst i offentligheden og i Folketinget, og via regeringen fik DNHs forskere eksklusiv adgang til besættelsestidens arkiver gennem udstedelsen af en såkaldt kongelig resolution.42 Regeringens led til DNH var den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen, som Hæstrup beskriver sit andet møde med i december 1959 således: Han ønskede, at jeg opgav arbejdet med skolen for fremtidig at hellige mig det videnskabelige arbejde i udforskningen af besættelsestidens historie. Han havde sat sig ind i “Hemmelig alliance” og fulgt presseomtalen af værket og anså med mine værker udforskningen af modstandsbevægelsen for i det hele at være løst. Heri kunne jeg ikke være enig, men måtte fremhæve, at mine arbejder kun udgjorde en ramme om modstandsbevægelsens historie, inden for hvilken der både var plads og behov for dyberegående studier af bl.a. de enkelte illegale bevægelsers historie, de enkelte regioners historie, de enkelte modstandsfunktioners historie osv. Jeg fremhævede, at studier på nogle af disse områder var i gang og at andre kunne tænkes iværksat. Men herudover hævdede Jørgen Jørgensen, og heri kunne jeg kun give ham ret, at et studium af besættelsesårene jo ikke blot kunne omfatte modstandsbevægelsens forhold, men at hele den politiske, den folkelige, den økonomiske, den kulturelle side af sagen, i det hele besættelsestiden taget i videste forstand, måtte inddrages i en kommende forskning. Spørgsmålet var nu, om jeg ville påtage mig at lede en sådan forskning, eventuelt selv søge at gennemføre den.43

Undervisningsministerens formål fremtræder klart nok i dette referat: nu skulle det ikke længere være modstandsbevægelsen, der blev forsket i, men andre sider af besættelsestiden – tilsyneladende et helhedssynspunkt, men i sammenhængen vel tænkt som en ‘afbalancering’ af den efter politikernes mening ensidige interesse for rivalen fra besættelsesårene, modstandsbevægelsen. Samtalerne i ministeriet og dannelsen af DNH må som nævnt 365

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 366

i del IV ses i sammenhæng med et kompliceret mønster af videnskabelige og magtpolitiske behov på baggrund af den pressemæssige og parlamentariske uro om visse forhold under besættelsen. Det var først efter at Hemmelig alliance, med dens afsløring af den skæve våbenfordeling, var udkommet og blevet stærkt omtalt i aviserne, at Hæstrup fik tilbuddet om at blive fuldtidslønnet forsker,44 det var først efter at Hjalf-sagen var begyndt at rulle i pressen i begyndelsen af 1960, at der kom hold i planerne om tilsyneladende systematisk forskning i besættelesestiden, og det var først efter folketingsdebatterne i 1961, at der kom politisk systematik ind i sammenhængen, med den politiske og økonomiske støtte fra regeringen til DNH. Forbindelsen mellem politik og videnskab er altså ganske klar i denne sammenhæng; og den er i øvrigt ikke mærkelig – sådan er en stor del af historieskrivningen blevet til gennem tiderne. I sig selv er den heller ikke forkastelig ud fra et videnskabeligt synspunkt, det afgørende er de muligheder, der bydes i det konkrete tilfælde og den grad af frihed, der kan arbejdes under. Endvidere kunne det være positivt, at arkiver, der via DNH én gang var blevet åbnet for forskere gennem den privilegerede adgang, hermed måtte formodes at være åbne fremover. Men det sidste kom ikke til at holde stik, idet åbenheden ikke blev fastholdt, efter at den kongelige resolution for DNHs forskere var faldet væk med de konkrete projekters gennemførelse. Det fik landsretssagfører Carl Madsen bl.a. at mærke, da han i 1971 søgte om arkivadgang i forbindelse med sine undersøgelser af dansk flygningepolitik i 1930’erne og herunder både blev nægtet adgang til arkiverne og til medlemskab af DNH, et medlemskab, som han havde håbet kunne åbne dørene til rigsarkivet.45 Ønsket om fremstilling af samarbejdspolitikken fra en mere positiv synsvinkel blev som nævnt ikke holdt skjult fra politisk side, men overordnet var det meningen, at udforskningen af besættelsestiden skulle tages mere systematisk op i DNHs regi, således at den kom til at dække nogle af de områder, der ikke hidtil var blev forsket i; udgifterne skulle afholdes af staten og Carlsbergfondet. Hæstrup blev sammen med landsarkivar Johan 366

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 367

Hvidtfeldt inddraget i projektet som tilsynsførende – og begyndte selv at skrive (positivt) om forhandlingspolitikken, dvs. departementschefstyret 1943-45. Projektet blev i øvrigt bemandet med en række unge universitetsuddannede forskere, hvoraf især tre siden da har domineret besættelsesforskningen.46 Professor Povl Bagge fra Københavns Universitet blev selskabets formand. DNH udsendte 10-11 værker, heraf 6-7 doktorafhandlinger, over de 23 år fra 1963 til 1985 inklusive, mens Selskabet som sådan først ophørte i 1992.47 Selskabet fik faktisk både de kildemæssige og de økonomiske betingelser for at kunne forsøge at dække de problematikker, som det danske samfund under besættelsen rummer. Men man kan ikke sige, at det udnyttede disse betingelser optimalt, hvilket den enkelte forsker ikke kan kritiseres for, men nok DNHs ledelse og faglige tilsyn. Selvom værkerne i sig selv oftest er grundige og dybtgående monografier, bliver helhedsindtrykket af DNH-projektet som sådan en styring gennem forskningspræferencer hos den enkelte forsker. Bøgerne omhandler vidt forskellige perioder, begivenheder og problemer i besættelsestidens historie. Og selv om det naturligvis er umuligt her at forholde sig vurderende til hver enkelt af dem, kan så meget siges, at der snarere er tale om en række fritstående værker med hver deres emne og hver deres metode end om et projekt i mere gennemtænkt forstand. Forhandlings- og samarbejdspolitikken er det mest behandlede emne, men der er ikke tale om en planmæssig analyse af den, hverken kronologisk eller tematisk. Således blev årene 1941 og 42, hvor denne politik stod sin afgørende prøve, slet ikke taget op i DNH-sammenhæng, og det betød samtidig, at kontroversielle forhold som kommunistinterneringerne og -loven, tysklandsarbejderne, den politiske accept af værnemagtsarbejderne og af Frikorps Danmark, østrumudvalget, myndighedernes holdning til den tidlige illegale virksomhed og meget mere ikke blev inddraget. Bortset fra en enkelt, ret konventionel redegørelse for levevilkårene under besættelsen, blev økonomiske og sociale forhold under besættelsen heller ikke taget op af DNH. Og listen kan fort367

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 368

sættes: DKP, der spillede så væsentlig en rolle fra 1942, blev kun indirekte behandlet, DNSAP og andre nazistiske grupper kun i forbindelse med den tyske politik, Frikorps Danmark og andre SS-frivillige samt Frihedsrådet (undskyld sammenstillingen!) slet ikke – men Rådet var naturligvis tidligere blevet behandlet i Hæstrups bøger; ej heller partiet Dansk Samling, de mere konservative kredse i modstandsbevægelsen eller de ikke-nazistiske, anti-parlamentariske grupper som Danmarks- eller Højgaardkredsen blev der plads til.48 Der savnes også udforskning af flere andre områder, fx erhvervs- og fagorganisationers, domstolenes, private og semi-private foreningers interaktion med Tyskland før og under besættelsen,49 central- og lokaladministrationens samt de enkelte partiers rolle under besættelsen. Hertil kommer besættelsestidens hverdagshistorie og den betydning besættelsen har haft for efterkrigstidens bevidsthedsdannelse og den danske politiske kultur.50 Når det tit af såvel historikere som andre udtales, at besættelsen er den bedst dækkede historiske periode her i landet,51 må det altså tages med et gran salt, så meget mere som udsagnet ofte implicerer, at der dermed ikke længere er grund til at forske i denne tid. Der skulle være gjort hvad gøres kan. Måske er det virkelig korrekt, at besættelsestiden er den bedst udforskede del af Danmarkshistorien, men så siger det efter vor opfattelse mere om dansk faghistorie end om besættelseshistorien. Og selv om denne var fuldt udforsket, ville det ikke befri nye generationer fra påny at tage den op til granskning og prøvelse på baggrund af deres egen tid. Konflikt eller konsensus som tilgang? Jørgen Hæstrup fra besættelsesforskningens første generation – han havde selv deltaget i modstandskampen – kom i løbet af 1970’erne til at stå for den såkaldte konsensuslinie. To af hans elever, Aage Trommer og Hans Kirchhoff, kom her overfor i særlig grad til at repræsentere den såkaldte konfliktlinie. Kirchhoff og Trommer formulerede også selv termerne for denne hovedmodsætning i forskningstraditionen. Selve begreberne var dog vist 368

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 369

Avisoverskrifter fra 1. april 1961 efter Hjalf-sagen, hvor Udgiverselskabet for Danmarks nyeste historie – DNH – havde fået til opgave at udforske besættelsestidens historie. Også dengang indeholdt aviserne trykfejl, jf. den øverste overskrifts første ord.

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 370

nok overtaget fra en amerikansk historiografisk diskussion, der ikke havde nogen relation til analyse af dansk besættelsestid.52 I en artikel om forskningsdiskussionen karakteriserede Kirchhoff i 1985 de to linier i forskningen således: Konsensus betyder enighed, tilslutning, værdifællesskab. Den nationale konsensushistorie om besættelsen fokuserer på det der samlede og forbandt nationen. Den interesserer sig mindre for hvad der skilte – fordi den vægter dette mindre, eller fordi dette er ubekvemt. Det er den nationale ide, med fællesskabet og solidariteten overfor den invaderende fjende, der er ledende motiv. Konflikt-opfattelsen behøver ingen nærmere præsentation. Dens mest radikale udformning er den marxistiske klassekampmodel. Men konflikt-synet kan også bygge på en mere generel systemkritik, som fx i mit eget arbejde, “Augustoprøret 1943”. Konsensushistorien var den dominerende i de første mange år efter besættelsen. Den var også samarbejdspolitikernes historiesyn. Konflikt-opfattelsen finder vi hos modstandsbevægelsen indtil 29. 8. 43, derefter blev den nationale konsensus den dominerende – men med vigtige undtagelser.53

En af Kirchhoffs elever, Henrik Dethlefsen, har i forlængelse af Kirchhoffs definition og forskning formuleret konfliktopfattelsen således: Her overfor formuleres [i Kirchhoffs karakteristik, se ovenfor] så en konfliktopfattelse, der ingen nærmere præsentation behøver, som det siges. Vi tør dog formode, at det drejer sig om en historie, som vægter det, der splittede nationen – uanset det kan forekomme ubekvemt – og som afviser at gøre den nationale idé, fællesskabet og solidariteten til hovedmotiv. Under alle omstændigheder er det en kritisk historie, der har revisionismen som sin egentlige raison d’etre og myteomstyrtelsen som sit våben.54

Hermed får Dethlefsen samtidig antydet, at forskningen ud fra en konflikttilgang har været en kontroversiel forskning, som har bidraget til at bane nye veje. Den har både peget på den afgørende modsætning mellem politikerne og modstandsbevægelsen og på splittelsen eller i hvert fald den tendentielle splittelse inden for modstandsbevægelsen (der grundlæggende var et samarbejde mellem højre- og venstrefløjsfolk) med modsætningen mellem militæret/politikerne og kommunisterne som et praktisk-politisk yderpunkt. 370

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 371

Lad os se lidt nærmere på Kirchhoffs teoretisk-metodiske bidrag til forskningen. For der er ingen tvivl om, at Kirchhoffs store trebindsværk om folkestrejkerne i 1943 fik dybtgående betydning for den faglige diskussion, og at den – som det senere skal vises – kom til at influere skolebøgernes indhold, omend den som indirekte fremgået i ringere grad påvirkede saglitteraturen og jubilæumsoffentligheden. Augustoprøret repræsenterede i det hele taget et brud med metoden og begrebsapparatet i de fleste af DNH-værkerne. Hvor de fleste af disse, i reglen implicit, videreførte synsvinklen fra den politiske legitimeringslitteratur i deres syn på forhandlingsog samarbejdspolitikken, forholdt Kirchhoff sig langt mere kritisk-problematiserende hertil. Han anvendte begrebet kollaboration på samarbejdspolitikken – som han nøjedes med at kalde den – altså med undladelse af ‘forhandlings’-, idet han så kollaboration som en modsætning til modstand. Dette svarer også til den internationale terminologi. Der var tale om to fundamentalt forskellige reaktionsmønstre på besættelsessituationen, mener han. Kollaborationen eller samarbejdet var ikke en neutral forhandlingsmekanisme til beskyttelse af de nationale danske interesser, som det normalt fremstilles, men et redskab til at sikre det politiske systems overlevelse. Med begrebet kollaboration var Kirchhoff som nævnt i overensstemmelse med en stor del af den vesteuropæiske forskning. Den sovjetiske forskning i krigen gik et skridt videre og talte om kollaborationisme, hvorved valget af politik betonedes frem for den relative nødvendighed, der var det afgørende for Kirchhoff. Der lå altså ikke for ham landsforræderiske motiver bag kollaborationen, sådan som det ofte antydedes i den kommunistisk orienterede debat, men dog et valg, der objektivt var til fordel for tyske interesser og næppe kunne opfattes som andet. I skarp modsætning til eksempelvis Hæstrups forskning understregede Kirchhoff også, at begrebet passiv modstand fra legitimeringslitteraturen “vil slette grænserne mellem kollaborationen og modstanden, ja overhovedet gøre begreberne meningsløse som andet end en skillemur mellem forræderne og så “os andre”.55 Samtidig 371

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 372

er han af den opfattelse, at kollaborationen ikke afgørende blev brudt d. 29. august 1943: Med undtagelsestilstanden og Scavenius-regeringens tilbagetræden ophørte samarbejdspolitikken som et handlingsprogram under politisk ansvar, men kollaborationen fortsattes af statsorganerne, og gennem dem af politikerne “under jorden” – omend nu i et vist omfang som komplementærbegreb til modstanden.56

Det var den folkelige opstand i provinsbyerne i august 1943, der væltede regeringen, og det skete, i modsætning til deres senere udsagn, meget imod politikernes og statsapparatets vilje. Kun meget få politikere havde søgt et brud med besættelsesmagten, og de fleste, inklusive socialdemokraterne, så det som en ulykke både for landet og for organisationerne. Kirchhoffs konfliktsyn medførte modangreb fra nogle, der foretrak den tidligere skelnen mellem egentligt samarbejde (kollaboration med fjenden) og passiv modstand, respektive forhandlingspolitik. Et af de stærkeste modangreb fra politisk side skal tages op i det følgende afsnit. Fra forskerside er det imod Kirchhofs begrebsbrug blevet indvendt, dels at den i hvert fald i dansk sammenhæng er næsten umulig at anvende værdifrit, da den giver associationer til et quisling-regime, og dels, at reduktionen til konsensus eller konflikt kan besværliggøre en nuancerende forståelse, fordi begreberne er for binære og samtidig ikke helt klare, især ikke, hvis de anvendes i sammenligninger mellem forskellige lande.57 Herudover er der inden for det sidste par år blevet peget på, at de mangler relevans. Således skrev Palle Roslyng-Jensen i 1995: “Opdelingen kan i dag forekomme noget stereotyp. I den aktuelle faghistoriske litteratur er det svært at finde repræsentanter for et rendyrket konsensussynspunkt. Som basis for synet på perioden har konfliktsynspunktet sejret – måske ligefrem “ad helvede til.”58 Aage Trommer er enig i denne vurdering, men mener samtidig, at det sidste ord ikke er sagt i sagen, idet han formentlig hentyder til de to relativt nye doktorafhandlinger om politiet under besættelsen af Henrik Stevnsborg og Henning Koch, som 372

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 373

begge ligger inden for konsensustraditionen.59 Trommers eget bud på den fremtidige forskning er rent individuel, selv om ‘skolerne’ stadig drager: “Enhver må indrangere sig, som han har sind og temperament til, som han har øjne at se med. Og kommende besættelseshistorikere maa placere sig i den ene eller den anden skole.”60 Med kun to skoler kan man nok synes, at det individuelle valg bliver lidt indskrænket, med mindre Trommer har helt nye skoler i tankerne, og det fremgår ikke. Aage Trommers bøger fra 1970’ernes begyndelse, særligt doktorafhandlingen Jernbanesabotagen i Danmark under den anden verdenskrig fra 1971, vakte i øvrigt stor opsigt og fremkaldte kraftige protester fra modstandskredse. Vi skal i næste kapitel se nærmere på denne historiekamp og i det hele taget på mødet mellem nogle besættelsesdisputatser og offentligheden. Det afgørende her er at slå fast, at Trommer brød Hæstrups tanke om den homogene modstandsbevægelse, og at han i modsætning til den sidstes personcentrering hævdede, at “nøgleordene til forstaaelse af den tidlige illegale situation ikke er “den private” og “den enkelte”, men “kommunisterne” og “Dansk Samling”, for det var dem, der formerede geledderne, og i deres cirkler var der ingen ensomhed, tværtimod sammenhold og psykisk afstivning.”61 Flere forskere har også understreget den tidlige modstandsbevægelses anti-parlamentariske karakter. Det var først i besættelsestidens anden halvdel, at national holdning blev knyttet direkte til demokratisk holdning. Således skrev Kirchhoff i 1992: Det billede Hæstrup ud fra sin konsensusopfattelse tegnede var et helt folk på spring for at gøre en modstandsindsats – hvis chancen kom. I dag ved vi at den organiserede modstand indtil efteråret 1943 blev båret oppe af folk fra det politiske spektrums yderfløje, hvis loyalitetstærskel over for det parlamentariske demokrati var lav.62

Skolebogsafsnittet senere i denne del vil udover konfliktsynspunktets gennemslag i lærebøgerne (i moderat form) også vise en relativt kritisk holdning til retsopgøret og udrensningen efter besættelsen. Dette har efter alt at dømme noget med Ditlev Tamms doktorafhandling om retsopgøret (1984) og den offentlige debat, 373

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 374

den rejste, at gøre.63 Så meget mærkerligere kan det forekomme, at Tamms værk næsten ikke har haft indflydelse på historikerdiskussionen om besættelsestiden. Besættelsestid og retsopgør ses sjældent som forbundne i fremstillinger af perioden ud over det rent skematiske. Selv i forbindelse med kompromisset mellem politikere og modstandsbevægelse i april-maj 1945 tages det normalt ikke op som et dynamisk element, men nævnes blot som et moment i forhandlingerne. Det skyldes muligvis opfattelsen af besættelsestiden som en parentes, begyndende d. 9. april 1940 og sluttende d. 5. maj 45. Men det har sikkert også noget at gøre med fikseringen på konflikt eller konsensus, især forholdet mellem modstandsbevægelse og politikere. Men netop her bliver planlægningen og udførelsen af udrensningen jo et omdrejningspunkt i magtspillet. Endvidere kan man forestille sig, at det nationale, ideologiske hegemoni, der opstod i 1945 og overordnet set har varet til i dag – også i dele af konfliktskolen – ikke har kunnet rumme en beskæftigelse med de drab, forulempninger og menneskeretskrænkelser, der skete i maj-juni 45, og som må ses som udslag af en radikalisering af folkestemningen med modstandsbevægelsens forudgående kamp og agitation i fx de illegale blade som baggrund. Radikaliseringen og dens følgevirkninger har været negligeret, også af historieforskningen, indtil juristen Ditlev Tamm gjorde opmærksom på nogle af virkningerne. Og selve retsopgørets love sås ikke som en del af frihedskampen, men snarere som en anomali som følge af den anomale situation. Ved lovenes opståen i foråret og sommeren 1945 sås de derimod både af politikere og modstandsbevægelse som en logisk og villet udløber af besættelsestiden.64 Gammel- og ny-marxistiske tolkninger, 1970’erne Den marxistiske historieskrivning i 1970’erne om besættelsestiden må snarere ses som forsøg på at sætte tiden ind i en forståelig historisk ramme end som forskning i egentlig forstand. For den såkaldte 68-generation måtte det først fornødne være at pille ved det net af myter og ideologiske forestillinger denne periode syntes indvævet i, for i det hele taget at få mulighed for at se 374

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 375

hvad der var bagved. Herved blev der i højere grad tale om ideologikritik end om grundlæggende empirisk forskning. Den gamle marxisme i DKPs udgave – den såkaldte marxisme-leninisme – havde heller ikke gjort sagen lettere. På trods af kommunisternes engagement under besættelsen og deres brug heraf i den anti-fascistiske kamp efter krigen – nogle vil måske mene netop på grund heraf – har de ikke leveret kvalificerede analyser af besættelseshistorien, men stort set kun kampskrifter. Kommunisternes brug af besættelseshistorien er nærmere taget op i IV., afsnittet ‘De apokryfe fortællinger’. Da de første ny-marxistiske fremstillinger blev skrevet, skete det altså uden brugbare forbilleder, og de var først og fremmest orienteret mod en helhedsforståelse. Hermed fik de et oversigtsagtigt præg, der i dag virker overfladisk. Samtidig blev de skrevet af yngre forskere, der mest var optaget af arbejderbevægelsens historie, og det blev arbejderklassens forhold og muligheder, der på en ofte endimensional måde blev sat i forgrunden. Lige som Kirchhoff så de besættelsesordningen som udtryk for kollaboration mellem det nazistiske Tyskland og det parlamentariskdemokratiske Danmark, og det er korrekt som Kirchhoff at placere retningen som en radikal udgave af konfliktopfaftelsen. Men marxisterne gik længere end Kirchhoff i forklaringen på kollaborationen, idet de ikke blot så den som et redskab til det politiske systems overlevelse, men først og fremmest som et udtryk for det danske borgerskabs og dermed statsmagtens behov for i hvert fald ikke at lægge sig ud med en dynamisk kapitalistisk stormagt, der måske var i færd med at vinde hegemoni i Europa. De anlagde med andre ord et interessemæssigt syn på politikken og så udviklingen som klassekampsbetinget. I den vel nok mest ‘arbejderistiske’ besættelsesfremstilling, Hans Jørn Nielsens Besættelse og befrielse. Den danske arbejderklasses historie 1940-46 fra 1977, opstilles således tre kampområder i modstandskampen: 1. Kampen mod den nazistiske besættelsesmagt, som både dele af borgerskabet og småborgerskabet samt naturligvis arbejderklassen deltog i, 2. Kampen mod samarbejdspolitikken (kollaborationen) og det store værnemageri, en kamp, 375

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 376

der efterhånden i sammenhæng med den første blev kanaliseret gennem Frihedsrådet, og 3. Arbejderklassens interessekamp, som både rummede en nærhed og et perspektiv, der rakte videre end det nationale. Men “den såkaldte modstandskamp tog aldrig denne del af kampen op. Opgøret med besættelsesmagten blev aldrig indledningen til en reformkamp eller til større forbedringer for arbejderklassen.”65 I forhold til den sociale klassekamp blev den nationale kamp afgørende og udslagsgivende, og hverken under eller efter besættelsen skete der nogen magtforskydning mellem klasserne. Det danske borgerskab beholdt ifølge nymarxisterne det sociale og politiske herredømme over samfundet. I en del af den venstreorienterede litteratur, især den kommunistiske, rumsterer følelsen af forræderi som et stærkt element, ikke blot klassemæssigt forræderi, men også nationalt. I og med denne følelse og den moral, der kan udledes af den, bliver frihedsbevægelsen imidlertid let overvurderet, da den ses som eneste ‘ikke-forræderiske’ aktør i det danske samfund under besættelsen. Der var og er tale om et emotionelt træk, som fik den stærkeste udformning i de mere fiktive eller halv-dokumentariske behandlinger af perioden,66 men som qua fænomen ikke var begrænset til de venstreorienterede. I virkeligheden var forræderi-fornemmelsen rodfæstet i den danske nationalisme og blev foruden kommunisterne også båret frem af borgerlige kredse, hvor den dog svækkedes fra 1970’erne, muligvis i sammenhæng med EF-udviklingen. Besættelsesforskningens 3. generation, 1990’erne Bortset fra Ditlev Tamms fremstilling af retsopgøret samt Henrik Stevnsborgs og Henning Kochs analyser af politiet, er der ikke siden 1970’erne fremkommet større arbejder om de besættelsestidsforhold, der traditionelt er blevet anset for de centrale, nemlig dem der enten er knyttet til samarbejds- og forhandlingspolitikken eller til modstanden. Det kan bero på en tilfældighed, men skyldes efter vores opfattelse snarere, at forholdet mellem konsensus og konflikt – det være sig i realhistorien som i videnskaben 376

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 377

– ikke længere anses for at være så interessant. Politiske erkendelsesinteresser af traditionel art med udgangspunkt i besættelsen har været svindende gennem de sidste to årtier, i hvert fald inden for forskningen, og i stedet er gradvis opstået behov dels for at differentiere eller dekonstruere besættelseshistorien med nedslag i forskellige gruppers og institutioners adfærd, dels for at se på minoriteters og anonyme gruppers historie. Vi tror således ikke på Aage Trommers påstand om, at kommende besættelseshistorikere må placere sig i den ene eller den anden af de givne skoler, dvs. i enten konsensus- eller konfliktskolen. Så længe den grundlæggende politiske problemstilling under besættelsen rummer en samfundsmæssig relevans af en eller anden art, vil det nok være nødvendigt og rigtigt at forholde sig til samarbejdssynspunktet og modstandssynspunktet – og det vil formentlig vare længe endnu – men som de nuværende ‘skoler’ med et politisk-historisk tyngdepunkt inden for en snæver nationalstatslig ramme virker de for begrænsede til at kunne fastholde interessen på længere sigt. Med internationaliseringen, menneskerets-, køns- og milieudiskussionerne er engagementet blevet drejet over mod andre felter end dem, der kun eller overvejende har med nation og politisk system at gøre. En sådan udvikling ses da også allerede. Kvinderne er kommet i fokus, både som en nødvendig, men hidtil overset del af modstandsbevægelsen og som randgruppe (tyskerpigerne, se nedenfor). En anden anonym gruppe som tysklandsarbejderne er taget op af Therkel Stræde,67 og tre historikere fra Roskilde Universitetscenter arbejder med danskere i Waffen SS68 – et arbejde de fortsætter med de danske frivilliges historie som helhed – lige som John T. Lauridsen i de senere år har publiceret en række nybrydende afhandlinger om de danske nazister.69 En institution som den danske folkekirke og dens rolle under besættelsen er undersøgt,70 og der er sikkert flere eksempler på inddragelse af organisationer og institutioner, også i det civile samfund, bl.a. inden for den store lokalhistoriske forskning. Her skal to af de nyeste arbejder nævnes, også fordi de metodisk går nye veje. En grundig og kritisk analyse af jødernes flugt til Sverige i 377

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 378

oktober 1943 er udført af Rasmus Kreth og Michael Mogensen og publiceret i bogen Flugten til Sverige. Aktionen mod de danske jøder oktober 1943, 1995. Dette arbejde er af myte-punkterende art, med rod i den kritiske forskning som fx Trommer og Henning Poulsen har stået for. I modsætning til de højstemte, ideologiserende beskrivelser af danskernes motiver til at hjælpe jøderne på flugt fremstiller de flugten som led i en kompleks sammenhæng, hvor de særegne besættelsesforhold og den relativt milde tyske fremgangsmåde i Danmark også må inddrages og indgå i en nuanceret forståelse af, hvorfor tusindvis af danskere turde debutere i det illegale hjælpearbejde i oktoberdagene.71 De påviser, at jøderne måtte betale meget store beløb for at blive sejlet til Sverige, og at bådejerne, der inkasserede pengene, og andre hjælpere ikke løb nogen nævneværdig risiko og for manges vedkommende var vidende om, at det forholdt sig sådan. Kreth og Mogensen skriver med det (implicitte) dobbeltperspektiv at forholde sig kritisk til såvel tyskere som danskere – uden at sætte lighedstegn mellem deres handlinger – hvilket naturligvis har medført angreb fra folk, der stadig opfatter selv forskningsbaseret fremstiling som bundet af en tradition, i dette tilfælde traditionen for omtale af danskerne som enestående i forhold til Holocaust.72 En tilgang, der rækker ud over den nøgterne kritik af alle sider, er anvendt i Anette Warrings ph. d.-afhandling Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør, 1994. I analysen af tyskerpigernes historie og af deres placering og rolle under besættelsen og i efterkrigsopgøret søger hun en varsom balance og differentiering mellem det analyserende, forstående og dømmende. Hun anerkender således hverken et politisk eller subjektivt totaliserende perspektiv i den historiske analyse. På den baggrund konkluderer hun, at tyskerpigernes fraternisering set i et funktionelt perspektiv må kategoriseres som kollaboration, mens det ud fra kvindernes subjektive perspektiv ikke kan betegnes som politiske handlinger. Anette Warring viser, hvordan krigen og efterkrigsopgøret påvirkede tyskerpigernes liv og skæbne. Centralt i undersøgelsen står en analyse af relationer mellem national identitet, køn og seksualitet, og med den tilgang påviser hun desuden, 378

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 379

at tyskerpigernes seksualitet blev et nationalt og mellemnationalt anliggende. Dette kom til udtryk som et konfliktspørgsmål mellem samarbejdspolitikken og modstandslinien og mellem den tyske besættelsesmagt og det danske samfund. Bogens skarpe kritik af modstandsbevægelse og domstole førte kun i begrænset omfang til modkritik. Det skyldes højst sandsynligt dels forfatterens almene bekendelse til modstandssynspunktet, dels den videnskabelige form med en begrænset udbredelse. Men hertil kommer, at tyskerpigernes historie, trods forfatterens metode og hendes kombination af kvindehistorie og politisk historie, i høj grad blev modtaget som en ‘human story’ om kvindelige ofre. En sådan synsvinkel præsenterer som bekendt sjældent historiens etiske og politiske implikationer. En egentlig revision af besættelseshistorien med tilhørende lidenskabelige debatter, som man fx så i Vesttyskland under ‘Historikerstreit’, har der ikke været tale om i Danmark. Det er nok forståeligt, da hverken den politiske eller den historiografiske situation direkte kan sammenlignes. Men selv jævnført med Norge, hvor forskere som Hans Fredrik Dahl, Øystein Sørensen og Nils Johan Ringdal med utraditionelle tilgange til taberne – NS, Quisling m.fl. – har fremkaldt protest fra mere traditionelt orienterede historikere med rod i ‘Skodvinskolen’ (efter Magne Skodvin, der dog ikke vil anerkende udtrykket), og hvor der har løbet stærke debatter i slutningen af 1980’erne,73 er der meget lidt sprængstof i den danske forskningsdikussion. Det kan også konstateres ved læsningen af både Trommers og Roslyng-Jensens gennemgange af den danske forskningsdiskussion fra 1995. De norske revisionisters krav til okkupationsforskningen har været større distance og nøgternhed i forhold til retsopgøret og i behandlingen af Hjemmefrontens værdigrundlag end det, Skodvin og hans elever, fx Ole Kristian Grimnes, med deres nationale orientering og koncentration om modstandskampen og hjemmestyrkerne har vist. En empatisk, indlevende, metode er almindelig i historiske undersøgelser, men som princip bliver den først sat på spidsen, når forskningsobjektet er af en sådan politisk og moralsk kontroversiel art, som landsforræderne og besættelses379

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 380

magten under krigen er. I Norge er der imidlertid kvalitativ forskel på besættelses- og NS-forskningen før og efter 1980. I 1980’erne vistes både fra historikere som de nævnte og fra massemedierne en helt ny vilje til at forstå taberne på deres egne ideologiske præmisser, ikke på sejrherrernes. Selve det at tage den nazistiske ideologi i Norge alvorligt, at anerkende den som en genuin motivationsfaktor for politiske handlinger, var nyt. Forrædernes intentioner blev kort sagt taget seriøst, hvor de tidligere blot var blevet set som skalkeskjul for ondsindede motiver som magtbegær eller som rent og skært idioti.74 Den empatiske tilgang, der har præget Dahl m.fl.s arbejde med fx Nasjonal Samling, er dog dårligt nok fremkommet i Danmark, selvom der er træk i specielt John T. Lauridsens og Anette Warrings fremstillinger, der peger på en stigende brug af indlevelse og dermed sammenhørende politisk-moralske problemer for receptionen af deres fremstillinger – problemer, der ikke ville være til stede på samme måde, hvis det historiske emne havde været et andet. Dette at sætte fokus på kollaboratørers og nazisters selvforståelse uden fra begyndelsen at hæve pegefingeren moralsk advarende – og her tænker vi selvfølgelig hverken på scavenianske eller neo-nazistiske fremstillinger, men på nogle, der er holdt inden for forskningsinstitutionens rammer – ville være sprængstof. Men en evt. udlægning og detonering har vi til gode i Danmark. Tredie generation inden for besættelsesforskningen er vågnet, men konventionen om, at alting bortset fra nogle detaljer er gjort, må ligge som en tung dyne over den. Det skal dog siges, at en af de tunge forskere fra 2. generation, Henning Poulsen, i al stilfærdighed har foretaget en nydefinering ef besættelseshistorien – eller i al fald en skærpelse af hidtidige synspunkter – som med tiden vil kunne vise sig at få betydning.75 Poulsen anskuer den tyske besættelse af Danmark som en tilstand, der muliggjorde såvel tysk-dansk samarbejde på det statslige plan som voldelig modstand fra frihedsbevægelsen. Truslen om en nazificering af samfundet fandtes ikke, hvorfor modstandskampen i modsætning til i fx Norge blev militært domineret, uden at den i øvrigt fik militær betydning. 380

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 381

Ud fra en sådan synsvinkel er der ikke tale om konflikt eller konsensus, men nok om konflikt og konsensus, der går op i en højere enhed af en slags funktionalistisk art. Først og fremmest er der dog fra Poulsens side tale om en påvisning af specifikke forhold og sammenhænge, der giver synet på besættelsestiden større spændvidde. I sidste ende er der måske snarere tale om en konsensus- end om en konfliktlinie hos ham, men begrebet har i så fald mistet en del af den negative værdiladning, der trods al relativ neutralitet har klæbet til det, fordi det sås som en forlængelse af samarbejdspolitikernes opfattelse. Opstillingen af en skarp modsætning mellem modstand og samarbejde som en hoveddrivkraft i besættelsestidens udvikling kan muligvis bruges på et normalt tyskbesat land, men ikke på Danmark, hvor den først og fremmest har haft en subjektiv dimension. I højere grad, end det tidligere er sket, påpeger Poulsen altså besættelsens særegne karakter i det store krigsbillede og forlener på denne måde perioden med en historicitet, der udelukker enten-eller kategorier. Hermed åbnes måske samtidig rum for nye tilgange og fortolkninger. Selvom Poulsens to bidrag er korte i formen og ikke betegner et kvalitativt spring fra én syntese til en anden, vægter de alligevel de specifikke træks betydning i den danske situation 1940-45 så stærkt, at der efter vores opfattelse må tales om et traditionsbrud eller måske ligefrem om et nyt paradigme til afløsning af konsensus-/konfliktparadigmet. Sammen med, men i højere grad end Palle Roslyng-Jensens oversigt i Historisk Tidsskrift, kan Poulsens oplæg betragtes som forsøg på at nå ud over den politiske ophavs- og emnebestemthed, der har præget besættelsesfremstillingerne også fra 2. generation, og frem til en ny pragmatisme. De vidner i hvert fald om en begyndende nytænkning af fundamentale begreber som modstand og samarbejde. Outsiderne Sjøqvist og Kjersgaard Ved siden af milieuerne omkring DNH og de fire ledende besættelsesforskere har især to professionelle historikere ydet væsentlige bidrag til besættelseshistorien. Det drejer sig om overarkivar 381

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 382

i udenrigsministeriet, Viggo Sjøqvist, og om museumslederen og formidleren, Erik Kjersgaard. Sjøqvist har som faghistoriker dækket besættelsestiden i biografiform. I tre store biografier af ledende personligheder, der alle repræsenterede samarbejdspolitikken, har han forsøgt at forene den store og den lille historie, historien på struktur- og aktørniveau.76 Værkerne om P. Munch og Erik Scavenius fandt mange læsere, også uden for faghistorikernes kreds, og bidrog – under bibeholdelse af konsensusopfattelsen – dels til at rehabilitere Scavenius-linien i manges øjne, dels til at vise det grundlæggende interessefællesskab, der bestod imellem politikerne og Scavenius i årene 1940-43, skønt politikerne udadtil distancerede sig fra ham, og skønt han af modstandsbevægelsen via BBC hver aften blev “udskreget som Danmarks Quisling.”77 Men Sjøqvists brug af biografiformen bidrog ikke til en optøning af denne genres krise i 1970’erne. I en stor dobbeltanmeldelse af Inga Floto og Hans Kirchhoff formulerede den sidste det genremæssige dilemma på en rammende måde: Viggo Sjøqvist’s Scavenius-biografi fremstår i mine øjne som en illustration af genrens krise. Dens udgangspunkt er det romantiske og idealistiske syn på den store historiske personlighed, eneren, undtagelsesmennesket, der tager livtag med skæbnen og overvinder den. Manden der kun yder sit bedste i farens nærhed, to gange fædrelandets redningsmand og dominerende personlighed. Manden der var forhandlingspolitikken – Sjøqvist bruger konsekvent denne Scavenius’ egen tonløse terminus technicus for samarbejdspolitikken eller kollaborationen – og som denne var dømt til at gå ned med (s. 83, 103, 196, 204, 249 og 305). Men de litterære og stilistiske kvaliteter ufortalt har dette portræt vanskeligt ved at overbevise – i den grad er det set isoleret netop fra strukturen. For selv i en tid der måtte fremme magtens centralisering og enkeltpersoners indflydelse fungerede Scavenius dog ikke i noget vacuum… Derfor virker også Sjøqvist’s afsluttende, på et psykologisk grundlag foretagne, mandjævning mellem Scavenius og det danske folk som “et kunstigt og tragisk modsætningsforhold” så utilfredsstillende (s. 298 ff.). For hvem var fra 1940 til 1943 “det danske folk”? Departementschefen, entrepenøren, den arbejdsløse, bonden, maskinarbejderen, kontorfunktionæren eller den kommunistiske sabotør? Problemstillingen forekommer i egentligste forstand forældet.78

Formentlig skrev Sjøqvist (f. 1913) ud fra en ældre generations fo382

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 383

restillingsmønster, hvor begreber som folk, nation og nationale ledere stadig var de almindelige, og hans revision bestod nok i en revision af denne generations Scavenius-billede. Mere komplekst forholder det sig med Erik Kjersgaards tobinds værk.79 Det udgjorde et forsøg på over 675 rigt illustrerede sider at skrive besættelsestidens hverdagshistorie, hvor ‘den almindelige dansker’ skulle stå i centrum. Kjersgaard var den første, der greb dette emne systematisk an, og forbliver den hidtil eneste. Hans tilgang var afdæmpet og uheroiserende på en måde, der fx står i kontrast til den udbredte norske tilgang til emnet, hvor selv arbejdet i køkkenet ses som et bidrag til krigen mod Tyskland.80 Hos Kjersgaard sås den daglige kamp for udkommet og husholdningen ikke som et led i modstandskampen, men som en folkelig nødvendighed uden falbelader. Men det betød samtidig, at hverdagshistorien og den politiske historie – eller den store og den lille historie, om man vil – forblev adskilt, og at svært definerbare fænomener som folkestemningen ikke blev sat ind i en overordnet sammenhæng. Folkets hverdag blev en slags reservat, som var lukket for alt det, der rasede udenfor. I en faglig anmeldelse betonede Kirchhoff også, at værkerne i højere grad repræsenterede mellemlagets kulturhistorie end arbejdernes og småfunktionærernes, og at den almindelige dansker som “medlever” i besættelsens politiske udvikling ikke var indfanget.81 Kjersgaards to bøger blev meget positivt modtaget af pressen og opnåede en stor læserskare – ikke mindst set i forhold til universitetshistorikernes – men modtoges som antydet med forbehold i faghistoriske kredse. På vej mod tomhed eller et nyt fagligt paradigme? Henning Poulsens nye dagsorden har indtil videre ikke ytret sig i en større udgivelse på forskningsbaseret grundlag. Og generelt må det konstateres, at den mærkeligt henholdende tone i debatten om besættelsestiden, som kommer til udtryk i de to nyeste forskningsoversigter, på formidlingsfeltet viser sig som – ingenting. Der mangler simpelt hen en helhedsfremstilling af nyere tilsnit. 383

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 384

Det er nu 33 år siden den sidste samlede fremstilling af besættelsestidens historie udkom, skrevet af videnskabeligt uddannede historikere. Det var Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor fra 1965 under Hæstrups og elevers redaktion, altså dem, der stadig præger forskningen og den højere undervisning om emnet. Bogen er udkommet næsten uændret siden, bortset fra at titlen er skiftet, således Besættelsen 1940-45: Politik, modstand, befrielse, 1979, Besættelsens Hvem Hvad Hvor, 1985, Besættelsen og frihedskampen 194045. Hvem Hvad Hvor, 1993.82 Den kendsgerning, at der ikke findes en nyere syntese, må være enestående i forbindelse med et område i Danmarkshistorien, som har været så flittigt udforsket, ja efter den herskende visdom er den mest gennemforskede periode overhovedet! Selv ved 50 års jubilæet sås ikke nogen ny samlet fremstilling. Os bekendt blev et forsøg på at samle forskningsresultaterne og præsentere dem for en ny tids publikum end ikke gjort. Den negative tolkning heraf er selvsagt, at besættelseshistorien i virkeligheden befinder sig i et tomrum, hvor den er rådvild, fordi den mangler et helhedssyn. Den positive er, at forskningen og den betydningsproduktion, der er knyttet til den, er inde i en overgangsfase, hvor præmisser, værdier og relevans er under om- eller nydefinering, således at der i løbet af nogle år vil kunne skabes nye helhedsopfattelser og -præsentationer af perioden. Disse præsentationer skulle gerne kunne bidrage til at udfylde det behov for dialog mellem fortid og nutid, som ikke mindst i relation til 2. verdenskrig og besættelsestiden føles vigtigt af mange i samfundet, unge som ældre. Men behovet må udfyldes på en måde, der som et mindstemål kan sige de yngre – mindre nationalt, mere universelt og samtidig individuelt indstillede – generationer noget. Det betyder, at historieskrivningen om besættelsestiden må forny sig lige som historieskrivning om andre perioder og emner gør det – ud fra de problemer og temaer, der føles væsentlige i samtiden, og ikke ud fra en fikseret fortids eller en forældet politisk dagsordens kriterier. Over for den videnskabelige diskurs’ usikkerhed står en offentlig præsentation af besættelsestiden, der er endnu mere 384

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:27 Side 385

sort/hvid end i de første 30 år af efterkrigstiden, og som har overproportioneret modstandsbevægelsens indsats og betydning i bl.a. storladne iscenesættelser af en ønsket fortid. Dette viste de to befrielsesjubilæer i 1985 og 95 klart. Behovet for legitimering syntes her at være vævet sammen med ønsketænkning om Danmarks, ja i visse tilfælde den vestlige kulturs ubrydelige demokratiske integritet og mission på verdensplan. Den åndelige tomhed i forbindelse med besættelsestiden, der nu også fornemmes i historieforskningen, er formentlig bestemt både af dette og af tidligere tiårs hårde udnyttelse af perioden 1940-45 til politiske og ideologiske formål, som de fleste historikere heller ikke har været uafhængige af. Over for den ‘monolitiske’ offentlighed føles den videnskabelige og uddannelsesmæssige verdens mangel på klar orientering særlig følelig. Forskningsmæssige standpunkter og strategier vedrørende den nyeste historie har ikke været udviklet herhjemme og har derfor heller ikke kunnet præsentere alternativer til de mere forenklede budskaber fra aktører, medier og politikere. Problematikken omkring offentligheds- og formidlingsaspektet af besættelseshistorien er heller ikke taget op i nogen af forskningsoversigterne fra 1995 og end mindre søgt indløst i praksis. Men at forskningen alligevel har haft betydning vil fremgå af afsnittet om skolebøgerne. Betydningen er af dekonstruerende art: en række myter om fx sammenholdet mellem politikere og befolkning under besættelsen eller om retsopgøret er blevet nedbrudt i skole- og andre oplysningsmæssige sammenhænge; men de er kun til en vis grad blevet erstattet af andre forestillinger på et mere realistisk grundlag, fordi en helhedspræget, ‘konstruktiv’ fremstilling af disse har manglet. Her kan Norge med den nye nationalisme, der har været tendens til igennem de senere år, fremvise en langt mere målrettet formidling – med alt hvad det betyder af (delvist nye) forenklinger og problemer. Men også uden neonationalisme er der et behov for forståelse af besættelsestiden. Efter al sandsynlighed er tomheden da også et overgangsfænomen, selvom historiefortolkningen i en 385

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 386

verden, der hastigt forandrer sig, til stadighed vil være præget af opbrud, bevægelse og debat.

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 387

Kampe om besættelseshistorien II Historikere og aktører Vi påviste i denne dels første afsnit en kommunikationskløft mellem saglitteraturen og den faghistoriske litteratur om besættelsestiden. Dette fænomen kan også betegnes som et skel imellem et fagvidenskabeligt og et journalistisk paradigme, når synsvinklen rettes direkte mod formidlingen. Her vil vi se på en kløft, eller måske rettere et sammenstød af en anden art, der dog er forbundet med ovennævnte fænomen, nemlig sammenstødet mellem faghistorien og formidlingsinteresser i offentligheden. Det har i de fleste tilfælde ytret sig som en konfrontation mellem fagvidenskaben i det, der institutionelt betragtes som dens højeste form: doktorafhandlingen, og repræsentanter for modstandsbevægelsen. I et enkelt tilfælde viste modsætningen sig dog også som en modsætning mellem videnskaben og en repræsentant for samarbejdspolitikken under besættelsen, som der nærmere vil blive redegjort for nedenfor. I de termer, vi opererer med som ramme for vores analyse, kan sammenstødet ligeledes ses som en modsætning mellem historiekulturens kognitive dimension på den ene side – som faghistorien dog ikke har eneret på – og den æstetiske og politiske dimension på den anden. Der er tale om en affekt- og interessebåren erindring – lige som ved den æstetiske og politiske dimension – contra historie, i hvert fald hvis historie forstås som det videnskabelige paradigme. Jernbanesabotagens betydning Den 29. oktober 1971 forsvarede Aage Trommer sin doktorafhandling Jernbanesabotagen i Danmark under den anden verdenskrig. En krigshistorisk undersøgelse for den filosofiske doktorgrad ved Odense Universitet.83 Trommers bog og det medfølgende forsvar for doktorgraden blev den første af en række offentlige konfrontationer mellem disputerende historikere og repræsentanter for besættelsestidens aktører. Men Trommer-debatten blev samtidig den voldsomste (dog uden brug af fysisk vold) og den, der vakte størst opsigt i offentligheden. 387

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 388

Allerede inden afhandlingens fremkomst i bogform havde flere aviser omtalt dens hovedindhold og konklusioner, men uden at præmisserne og forbeholdene var nævnt. De forudsagde, at tidligere modstandsfolk nok ville føle sig gået for nær – og dermed var der lagt op til en pressemæssig sensationshistorie.84 Forsvarshandlingen blev da også et tilløbsstykke med deltagelse af op imod 1.000 mennesker. Med DSBs togtabeller som hovedkilde påviste Trommer minutiøst, at forestillingen om den danske jernbanesabotages store militære betydning for den allierede krigsførelse var en myte. Af de i alt 30 tyske divisioner, som fra sommeren 1944 blev transporteret fra Norge/Danmark mod fronterne i syd, blev kun fem forsinket i et døgn eller mere, resten mindre eller slet ikke.85 Trommers hovedkonklusion var altså, at jernbanesabotagen mod togene med tyske troppetransporter gennem Jylland til fronterne ikke havde haft militær eller taktisk, endsige strategisk, betydning for krigen. De bevidsthedsmæssige og politiske virkninger, den måtte have haft, var eksplicit holdt udenfor analysen. Resultatet af undersøgelsen overraskede Trommer selv, da jernbanesabotagens succes hidtil havde været en accepteret ‘viden’, også hos forskerne. Ifølge gængs opfattelse var denne form for sabotage Danmarks væsentligste indsats på det militære område under krigen ved siden af efterretningstjenesten.86 I sit forord skriver han således: Da jeg begyndte arbejdet med at konfrontere sabotageindsatsen på jernbanerne med den tyske trafik, skete det ud fra en forventning om, at jeg på en eller anden måde ville nå frem til en konstatering af, hvor meget jernbanesabotagen havde betydet, hvor stor dens virkning havde været. Det var med overraskelse, for ikke at sige forbløffelse, at jeg, efterhånden som arbejdet skred frem, måtte erkende, at konfrontationen ubønhørligt tvang mig ud i den påvisning, der er bogens hovedtese: hvor lidt jernbanesabotagen havde været i stand til at influere på det militære begivenhedsforløb i den danske afkrog af Den anden Verdenskrig.87

Ansvaret for denne faktiske fiasko for jernbanesabotagen lagde Trommer på stabsledelsen, dvs. Special Operations Executive (SOE), der selv efter krigen havde bidraget stærkt til forestillin388

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 389

gen om sabotagens store betydning, og på efterretningstjenesten i tilknytning til modstandsbevægelsen og ‘den lille generalstab’.88 Modtagelsen af Trommers myte-punkterende arbejde blev i høj grad bestemt af modtagernes placering i det politiske og/eller videnskabelige felt. I Politiken skrev anmelderen, Hans Kirchhoff, under overskriften Endnu en national myte får grundskud, at Trommer med sin disputats sendte hele den tidligere forskning af sporet, og at gamle modstandsfolk forståeligt nok var rystede, idet Trommer kort og godt, og med en overrumplende mangel på forbehold, konstaterede, at jernbanesabotagen ikke fik nogen som helst militær eller taktisk betydning, og at hans bevisførelse var skabt i en “sjældent heldig kombination af militær sagkundskab og faghistorisk kompetence.” Derimod satte Kirchhoff spørgsmålstegn ved Trommers udeladelse af den politiske, moralske og psykologiske virkning, bl.a. på de tyske tropper og deres stabsarbejde.89 Derimod var både Land og Folk og Information med deres rod i modstandsbevægelsen klart negative over for Trommers tese. I det første skrev forhenværende frihedsrådsmedlem og mangeårig medleder af DKP, Alfred Jensen, i en anmeldelse efter forsvaret, at Trommers afhandling havde påført dansk videnskab et prestigetab, og at Trommer med talmateriale søgte at føre bevis for samarbejdspolitikkens tese: at det var nytteløst at yde modstand og kæmpe. Afhandlingens efterskrift udlagde Jensen som et udfald imod Sovjetunionen og en forherligelse af vestmagternes nølen og “trækken krigen i langdrag”. “Sovjetfolket” havde bagt de største ofre. Trommer “tiljubles af dem, der aldrig forstod og aldrig anerkendte den aktive modstands betydning og nødvendighed. Et grundskud til en national myte proklameres der. Men der er ikke tale om myter, og heller ikke om noget grundskud.”90 DKP havde siden 1945 forsvaret konsensusopfattelsen, selvom partiet følte sig beskæmmet over den måde udenrigs- og sikkerhedspolitikken udviklede sig på efter 1947 og ikke mente, at denne udvikling havde ‘dækning’ i besættelseserfaringen, snarere tværtimod. I Information skrev bladets chefredaktør, Børge Outze, der 389

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 390

under besættelsen havde siddet i Frihedsrådets bladudvalg og havde grundlagt det illegale nyhedsbureau Information og senere avisen, overbærende-ironisk om Trommers bog. I et indskud bemærkede han dog, at der i anledning af doktorafhandlingens forsvar ville blive nedlagt blomster på jernbanesabotørers grave rundt om i landet. Efter at have citeret brudstykker af et digt, sluttende med “Mennesker kan vel dræbes. Men dåden er evigt til”, skrev Outze, at dåden også levede i Trommers afhandling, “omend den mest nævnes i sidebemærkninger, som han ligesom undskyldende anbringer, hver gang han beviser at det og det ikke skadede ret meget.” Tal havde inspireret Trommer mere end krigens drama, mente Outze, og når Trommer helt så bort fra jernbanesabotagens andre virkninger, ” – ja, så er der kun den kolde, strenge militærstrategi tilbage, og som bekendt kan strategerne altid vinde den forrige krig… Det er altsammen meget, meget lærd. Måske var det godt, sabotørerne ikke prøvede at erhverve så megen viden – så havde de læst lektier, til krigen var forbi.”91 Under disputatsforsvaret blev aktør-vinklen også taget i brug mod Trommer. En lang række modstandsfolk mødte frem som uofficielle opponenter, herunder en major og fire oberster fra efterretningstjenesten under krigen. Kun en af dem tilsluttede sig bogens hovedkonklusion. Der var tilløb til skandale, da en af de uofficielle opponenter, en jysk entrepenør, “verbalt set overfaldt doktoranden” og kaldte Trommer for “en sensationsmager, og hans afhandling for en forhånelse mod det danske folk.” Efter disse ord blev entrepenøren imidlertid udvist.92 Begge de officielle opponenter, Jörgen Weibull og Tage Kaarsted, var også stærkt kritiske over for Trommers analyse, især i relation til hans snævre definition af sabotagen og dens funktion.93 Men der var dog ingen tvivl om, at afhandlingen kunne bestå prøven. Såvel hos Weibull som hos Kaarsted genlød ekkoer af den offentlige debat, der allerede var godt i gang. Kaarsted gav således indirekte udtryk for, at Trommer selv var skyld i, at han blev gjort til prügelknabe i den offentlige debat, og han måtte modtage en skarp irettesættelse for sit forsøg på at udlede en lære af det historiske emne, han havde studeret. 390

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 391

Og efter i hele bogen støt og målbevidst at have reduceret in absurdum enhver taktisk sagkundskab i Danmark, Storbritannien og USA, beruser forfatteren i kapitel 23 (s. 189-92) sig helt i sine egne dogmer. Han taler nemlig om undersøgelser, der kan føre frem til bæredygtige udsagn om jernbanesabotagens og den taktiske flystøttes taktiske muligheder under den anden verdenskrig “og dermed levere materiale til brug for udarbejdelsen af holdbare doktriner” (s. 188). Dette kapitel burde aldrig være trykt i en historisk doktorafhandling, men snarere i “Militært Tidsskrift” under titlen “Lærebog i jernbanesabotage”.

En sådan form for historieformidling repræsenterede ifølge Kaarsted “et forladt stade i historieskrivningens udvikling”, og forfatterens forsøg på at gengive sin lære af historien “er den historiske videnskab komplet uvedkommende”.94 Han argumenterede i øvrigt ikke nærmere for sin totale afvisning af ‘historia magistra vitae’; formentlig anså han den positivistiske tankegang for at være så rodfæstet i det danske historikermilieu, at det var unødvendigt at argumentere. Historie var en beskrivende, ikke en normativ videnskab – eller en blanding –, og den kunne derfor heller ikke bruges til at lære noget af. Mere tankevækkende var Weibulls betragtninger over formidlingsproblemet, omend de var yderst korte. Lige som Kaarsted anså han Trommers afhandling for at være snæver i såvel udgangspunkt som sigte. Det militære udgjorde kun én faktor blandt mange andre ved sabotagen. Det var legitimt at isolere denne faktor og undersøge den grundigt, men det skabte et formidlingsproblem: Men samtidigt måste man vara på det klara med att de resultat, man på dette sätt når, icke ger en bild av verkligheten. Vad den ger är en analys av en sida av saken. När vi i historisk forskning av i dag i hög grad arbetar med enfaktoranalyser av det slag, skriver vi historia för historiker, icke för allmänheten. Syftet är att genom dylika systematiska undersökningar belysa bestämda aspekter av ett problemkomplex. Men först sedan alla, eller i varje fall de väsentligaste aspekterna behandlats, kan man skildra förloppet i dess helhet och värdera dess betydelse i ett större sammanhang. Historikern står här inför ett dilemma. När han i en undersökning som denna vänder sig till fackmannen, kan det inte undgås att den också läses av lekmannen. En specialundersökning som den här diskuterade avhandlingen uppfattas lätt som en skildring av järnvägssabotagets hela historia, de värdeomdömen som fälles, såsom gällande dess betydelse i allmänhet.95

391

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 392

Formuleringen om, at det ikke kunne undgås, at bogen også blev læst uden for de professionelle historikeres kreds, er talende. Weibull havde erkendt problemet med den fagvidenskabelige diskurs’ isolation i forhold til almenhedens, men bortset fra ovennævnte bemærkninger blev problemet ikke diskuteret mere i forbindelse med Trommers disputats. Og at Trommer havde et receptionsproblem vidner også den efterfølgende debat om. Næsten alle aviser skrev således dagen efter forsvaret, at hans hovedkonklusion var blevet tilbagevist af såvel de officielle som de uofficielle opponenter, idet de ikke fangede de finere nuancer i bedømmelsen. Jyllands-Posten var det blad, der gik hårdest til værks mod bogen. “Konklusionen om jernbanesabotagen er helt urimelig”, lød referatets overskrift således; og den tidligere nedkastningschef i Jylland, Anton Toldstrup, citeredes for at have kaldt afhandlingen urimelig og unfair. “De har såret og bedrøvet mange mennesker, og det undrer mig, at Deres afhandling er blevet antaget som disputats.”96 Journalisten Jesper Langballe, der i flere uger skrev yderst negativt om Trommers arbejde, føjede næste dag til, at disputatsforsvaret udviklede sig “til en krigshandling – for ikke at sige en likvidation”.97 Nogle dage senere udviklede der sig på dette grundlag ligefrem en debat om disputatsinstitutionens berettigelse. “Er det sådan, at doktorafhandlinger kan være hvinende forkerte i deres konklusioner og alligevel blive antaget?”, spurgte en læser således. Han mente, at afhandlinger blev antaget uden ansvarsfølelse for, hvad forkerte konklusioner måtte indebære, og at forsvaret ikke var andet end spilfægteri og illusion.”98 Hovedpersonen, Aage Trommer, holdt lav profil under hele den offentlige debat. Bortset fra et kort svar til Weibull i Scandia fremkom han ikke med nogen svar eller modkritik. Men måske kan man se hans bog fra 1974 Myte og sandhed i besættelseshistorien som en slags svar. Bogen var en skriftlig udgave af en række radioforelæsninger, som han havde holdt i anledning af, at han i 1973 modtog DRs Rosenkjær-pris, der bl.a. gives for den gode formidling! I bogens første kapitel beskæftigede Trommer sig lidt 392

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 393

med især besættelsesmyternes opståen og brug – helt kontant forstået som misrepræsentation af bestemte begivenheder – og med historikerens vanskeligheder med at nå ind til “sandheden”. Om samtidshistorikerens problem skrev Trommer således, at hans dialog med fortiden burde ske “‘uden heftighed og partiskhed’, som de gamle sagde, omend erfaringen siger mig, at det lettere lader sig gøre, når det drejer sig om Gorm den Gamle end om de fem år.”99 At Trommer er forblevet positivist i sit historiesyn fremgår af hans hidtil sidste bidrag til besættelseshistoriografien. Med den betegnende titel Hvad har vi naaet og hvad mangler vi? er artiklen udtryk for samme opfattelse af, at den historiske sandhed kan nås ved addering af forskningsresultater som den, hans to officielle opponenter gav udtryk for 24 år tidligere.100 Det skal dog ikke forklejne hans bidrag til afmytologisering af dele af besættelseshistorien i empirisk forstand. Den form for offentlighed, der omgav Trommers disputatsforsvar, skulle på godt og ondt blive mønstret i næsten lige så mange år fremover. Socialdemokraterne og samarbejdspolitikken I november 1979 forsvarede Hans Kirchhoff ved Københavns Universitet sin doktorafhandling Augustoprøret 1943, I-III. Værket var på knap 1200 sider, heraf var ca. to trediedele tekstsider og en trediedel sider med noter, kilder og litteratur etc. Det er i øvrigt behandlet ovenfor i kapitlet om konsensus eller konflikt i besættelsesforskningen, men skal tages op her i forbindelse med problemstillingen offentlighed/videnskab. I modsætning til konflikten om Trommers disputats blev den kamp, der udviklede sig om Kirchhoffs, en kamp mellem fagvidenskaben og en højtstående repræsentant for det politiske system, som denne selv så som en forlængelse af det danske politiske system, der også havde eksisteret (før og) under besættelsen, omend under vanskelige betingelser. Men i lige så høj grad, som tilfældet var ved Trommer-debatten, blev der tale om en talen forbi hinanden, ja om et totalt kommunikationsbrud mellem ak393

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 394

tør og historieforsker. Konflikten vakte ikke så stor opsigt som konflikten mellem Trommer og modstandsfolkene, hvilket bl.a. skyldtes, at meget få på denne tid følte sig knyttet til samarbejdspolitikken, sådan som den kunne dokumenteres videnskabeligt, og ville stå frem i et offentligt forsvar for den. Dette skete normalt kun som et led i grundfortællingen med dens konsensusopfattelse, hvor samarbejdspolitikken så fremstilledes som ‘passiv modstand’, med andre ord som supplement til modstandsbevægelsens kamp. Politikeren, der opponerede ved Kirchhoffs forsvar, og som senere fortsatte sine angreb på disputatsen, var Folketingets formand, fhv. undervisningsminister og udenrigsminister K. B. Andersen.101 Han var mangeårig socialdemokrat, uddannet cand. polit., og havde som yngre oplevet besættelsestiden samt på et lavere plan deltaget i forskellige politiske forhandlinger og samtalet med ledende politikere mv. “Det var en periode, hvis begivenheder – ikke mindst de politiske – jeg fulgte på ret nært hold.”102 Netop dette – vidne- og aktørperspektivet – bidrog efter K. B. Andersens egen mening til at legitimere den kritik, han fremsatte, selvom han også inddrog forskellige kilder fra sam- og eftertiden som belæg for sine synspunkter. Hans indlæg formede sig som en afstandtagen fra Kirchhoffs tese om, at politikerne i august 1943 ikke havde ønsket bruddet, men blev presset til det af den folkelige aktivitet og frygten for, at kommunisterne skulle vinde frem, hvis “kollaborationen” fortsatte. Han havde aldrig hørt kommunistfrygt fremført af dem, han kendte dengang, men “nok en forståelig frygt for kaotiske tilstande efter krigen.”103 Over for Kirchhoffs konfliktopfattelse gentog Andersen parlamentarikernes traditionelle konsensusopfattelse. De havde ydet passiv modstand og stræbt efter at fremkalde et brud med besættelsesmagten, derfor hilste de også bruddet i august 1943 velkomment. Som belæg herfor henviste han til en tale, som Hans Hedtoft-Hansen havde holdt i februar 1941, i uddrag gengivet af Hartvig Frisch m.fl. (1945-48), og hvis original Kirchhoff nogle år senere minutiøst dissekerede (se note 105). Kommunisterne derimod havde svinget alt efter den sovjetiske 394

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 395

udenrigspolitik. Andersen sluttede sit indlæg ex auditorio med implicit at understrege dets præg af defensorat: Når man som jeg har levet denne periode med og derefter interesseret sig stærkt for dens historie, er det da klart, at man ikke læser disse tre bind uden at finde mange interessante oplysninger om de mange større og navnlig mange mindre brikker i augustdagene 1943. Men jeg har ikke kunnet undlade at fremkomme med de her fremførte bemærkninger. De er fremført i respekt for de folkevalgte ledere, som man kan være uenig med, også dybt uenig med, hvad jeg ikke er, men som i en afgørende periode af besættelsen førte den politik, de anså for at tjene den danske befolkning bedst.104

I modsætning til Aage Trommer lod Kirchhoff sig ikke angrebet sige to gange. Hans svar kom i tre lange indlæg.105 Og på trods af, at debatten ikke slog igennem i aviserne på samme måde som debatten om jernbanesabotagen, blev tonen fra i begyndelsen at være polemisk til sidst direkte hadsk mellem de to parter. Kirchhoff afviste, at K. B. Andersens status som aktør og vidne skulle forlene ham med en særlig historisk autoritet og anklagede ham for at dække sin antipati mod afhandlingens hovedkonklusion bag en kritik for manglende dokumentation. Han kan ikke lide den [disputatsen], fordi den bryder med den myte, som ikke mindst den socialdemokratiske historieskrivning har arbejdet så intenst på at opbygge efter krigen, nemlig at bruddet i august 1943 var tilstræbt og foranlediget af de politiske partier… Nu er det jo en ærlig sag ikke at sympatisere med undersøgelsens genstand eller med forfatterens grundforestillinger og hans syn på forholdet mellem kollaboration og modstand. Om KBA med sin store politiske erfaring havde rejst denne debat, kunne der måske være kommet noget væsentligt og spændende frem. Men det gør han bare ikke. I stedet vælger han at angribe undersøgelsen for manglende dokumentation – hvor uenigheden i virkeligheden som så ofte før i en faglig debat dækker over noget helt andet – nemlig over forskelle i værdier. Dette er efter min mening en af årsagerne til, at kritikken fremstår så uforpligtende og gold.106

Men Kirchhoff fremlagde heller ikke sine egne grundlæggende værdier, bortset fra et par henvisninger til, at samarbejdspolitikken efter hans mening havde overlevet sig selv i 1943, og en ganske kort formulering om, at “verdenskrigen ikke blot var en na395

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 396

tional kamp, men også et opgør med fascisme og reaktion.”107 Det var K. B. Andersen næppe uenig i, og det var for alment til at kunne udgøre et grundlag for en konkret dialog. Hvor Andersen på et pragmatisk – og delvis mytisk – plan havde takket de praktiske politikere for deres konkrete indsats under besættelsen, tog Kirchhoffs videnskabelige program form af et myteafsløringsprogram: “Det er historikerens opgave at gennembryde den mur af virkelighedsforfalskning, som retsopgøret og krigsskyldsdiskussionen rejste. Det kan han gøre i kraft af sin kritiske skoling og sin viden, men han gør det naturligvis ikke uden engagement.”108 Det var langt fra uoverkommeligt for Kirchhoff at tilbagevise Andersens kritik og problematiske postulater, og ud fra en fagvidenskabelig synsvinkel er der ikke nogen tvivl om, at Kirchhoff fik ‘ret’ i denne debat. Men debatten var ikke i stand til at slå bro mellem videnskaben og offentligheden, selv ikke i den indskrænkede betydning af offentlighed som det parlamentarisk-politiske liv udgør. I sit andet indlæg afbrød K. B. Andersen debatten, idet han simpelt hen nægtede at debattere med Kirchhoff: Da Kirchhoff postulerer, at jeg ikke har læst hans afhandling, at det nærmest er en belastende omstændighed, at jeg på nært hold har oplevet den fase af besættelsestidens historie, han beskæftiger sig med, og da han citerer forkert og manipulerer med citater når han citerer korrekt, skal jeg afstå fra yderligere bemærkninger i dette indlæg, der altså som sagt ikke er et svar til Kirchhoff, men nogle kommentarer til orientering for læserne. Der er ikke rokket ved de synspunkter, jeg fremførte i min opposition, hvortil jeg derfor stadig henviser.109

Kirchhoff replicerede lige så summarisk: “På denne baggrund ser jeg intet som helst konstruktivt i at fortsætte debatten.”110 At historikerens opgave også kunne være at få sine synspunkter udbredt til videre kredse, og at den måde, de blev formidlet på, derfor spillede en rolle, syntes ikke i sammenhængen at falde Kirchhoff ind. Både længden af hans doktorafhandling og den tilspidsede debat med K. B. Andersen gjorde denne opgave svær at indløse. Men det skal dog tilføjes, at Kirchhoff på andre måder har formidlet sin forskning bredt, fx gennem aviskronikker og kortere bøger, som det fremgår af vores litteraturlis396

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 397

te. Hans synspunkter er også delvis trængt igennem til skolebøgerne og er ikke mindst blevet dominerende i det videnskabelige milieu. I virkeligheden havde det nok været mere frugbart, om Kirchhoff i 1979 var gået ind i en skriftlig debat med H. P. Clausen, der i sin officielle opposition rejste spørgsmål af delvis samme karakter som dem, der foresvævede Andersen – fx om det danske politiske systems karakter – men gjorde det inden for et videnskabeligt paradigme. Som vi læser Clausens opposition, gik kritikken på, at Kirchhoff ikke så samarbejdspolitikken 1940-45 (altså inklusive departementschefstyret) som sammenvævet med det forhandlingsdemokrati, der historisk havde udviklet sig i Danmark, altså med en dansk politisk kultur, der byggede på repræsentative klasse- og partiorganisationers simultane konkurrence og samarbejde, og som ikke åbnede rum for den art udenomsparlamentarisk aktivitet, modstandsbevægelsen stod for. Systemet var og er grundlæggende organisations- og parlamentsfikseret, og det udelukker spontanitet og ikke-legaliseret magtudøvelse uden for selve systemet. Det er det politiske system, der stadig findes herhjemme. Herved måtte politikernes og det parlamentariske systems snævre egeninteresse i “overlevelse” betragtes som mindre væsentlig end systemimmanente faktorer, hvori også småstatsproblematikken måtte indgå. Som H. P. Clausen skrev: Hvad man derfor i nogen grad savner i bogen er en mere systematisk gennemtænkning af vilkårene for at træffe politiske beslutninger i det daværende politiske system, en overvejelse af den politikerrolle, der nu ret implicit indgår i Kirchhoffs bedømmelse af politikerne, kort sagt en mere konsekvent formuleret referenceramme for værkets politiske vurderinger. Og fremfor alt en referenceramme, bygget på mere rationelle kriterier end en mangel på sympati med samarbejdspolitikken.111

Clausen kritiserede også, at den kronologisk fremadskridende fortælling, som Kirchhoff formede sin fremstilling i, tenderede til at gøre det analytiske element i den uskarpt. Resultatet var fx, at der ikke blev fremlagt et klart synspunkt på det anti-socialdemokratiske aspekt i kommunisternes aktivitet og den effekt, det 397

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 398

måtte have på socialdemokraterne,112 og som stadig havde kraft 35 år senere, som K. B. Andersens reaktion viste. Herved kunne afsløringsprogrammet eller det myte-punkterende aspekt for os at se netop få et kommunikationsproblem. En reel dialog om besættelsestiden set fra hhv. ‘de gamle politikeres’ og historieforskernes synsvinkel blev ikke etableret i 1979 og er ikke blevet det siden. Forhandlings- og samarbejdspolitikken er i stadig højere grad blevet sat uden for parentes i diskursen om besættelsestiden; den er enten blevet negligeret eller dæmoniseret, fx i forbindelse med de store jubilæer – hvilket Hans Kirchhoff dog naturligvis ikke har noget ansvar for. Af de gamle politikere var det som tidligere påpeget også kun nogle få, der efter maj 1945 vedstod det reelle indhold af politikken før d. 29. august 1943. Hæren, politikerne og modstandsbevægelsen Et år efter Kirchhoffs forsvar fandt en anden disputatshandling sted, igen i Odense. Her forsvarede Palle Roslyng-Jensen i november 1980 afhandlingen Værnenes politik – politikernes værn: Studier i dansk militærpolitik under besættelsen 1940-45 for doktorgraden. Roslyng-Jensens hovedtese var, at hæren og flåden i perioden som helhed var underlagt de politiske beslutningstagere i “et stabilt militært underordningsforhold”. I tiden under departementschefstyret 1943-45 var militærets “politik en vigtig forudsætning for at de store partiers ledere var i stand til at gå ind i befrielsens normaliseringssituation med de stærkeste kort på hånden.”113 Af de officielle opponenter fik Roslyng-Jensen ros for at have gennemdrevet denne tese.114 Som Tage Kaarsted udtrykte det: Det er åbenbart, at “den lille generalstab” hele tiden tænker på efterkrigstiden og på at støtte Buhl og hans kreds, og skulle man blive tvunget til at vælge mellem Buhl og Hedtoft på den ene side og Frode Jakobsen på den anden, så ville man vælge Buhl, ganske uanset om Churchills og Eisenhowers stemmer hørtes gennem Frode Jakobsens morsingbomål. Så vidt kom det ikke, og grunden lagdes til et af besættelsestidens paradokser.115

398

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 399

Indtil Hjalf-sagen i 1960-61 (se del IV., afsnittet ‘Grundfortællingen under pres’) havde det stået som et faktum, der som hånd i handske passede til konsensusopfattelsen, at officererne allerede i december 1943 havde givet sig ind under Frihedsrådets ledelse og havde fortsat med at optræde loyalt over for modstandsbevægelsen. Frode Jakobsen havde forhandlet aftalen på plads med general Gørtz, der i oktober 1944 blev øverstkommanderende for både de civile og de militære modstandsstyrker. Udsagnene fra Hjalf og Schjødt-Eriksen fra besættelsens ‘lille generalstab’, der var Gørtz’ nærmeste medarbejdere, omkring Hjalf-sagen pegede imidlertid på noget andet, nemlig at officerernes primære loyalitetsforhold havde været til politikerne, dvs. Buhls ‘skyggeregering’. På en måde kan man tale om tre magtcentre i krigens sidste år: Den tyske besættelsesmagt, Frihedsrådet og Buhl-kredsen, og da det tyske nederlag var givet, var der altså lagt op til en dobbeltmagtsituation, hvor politikerne og frihedsbevægelsen i hvert fald hypotetisk kunne komme til at stå over for hinanden, eller hvor modstandsstyrkerne kunne være blevet splittet i én del, der adlød politikerne – den militære –, og en anden, der adlød Frihedsrådet. Kampen om magten efter den tyske kapitulation kunne være blevet stridens æble, og i hvert fald var politikerne ikke trygge ved modstandsbevægelsen med dens stærke kommunistiske islæt. Som bekendt skete noget sådant ikke, og muligvis var der ikke megen realitet bag. Men Roslyng-Jensens afhandling viste, at scenarier af denne art faktisk eksisterede i tankegangen hos militæret og politikerne, og at den ‘skæve våbenfordeling’, der havde været udløser for Hjalf-sagen, var et konkret eksempel på dobbeltmagtsituationen. Roslyng-Jensens analyse af dette problem næsten 20 år efter regeringens og Folketingets løfte om en opklaring (IV., afsnittet ‘Grundfortællingen under pres’) efterlod ingen tvivl om Schjødt-Eriksens egenrådighed eller om hærens og bag den politikernes mangel på lyst til at forsyne de civile grupper med våben. Alligevel nåede Roslyng-Jensen efter en detaljeret gennemgang af våbenforsyningen til det resultat, at selvom hærens grupper fik våben først, blev den aftalte fordeling i 399

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 400

sidste ende alligevel stort set overholdt.116 Således havde sagen i sig selv måske været overproportioneret både mens den stod på og efter at Hæstrups gennemgang i Hemmelig alliance satte den store debat og retssagen igang i 1960. Mens forskerne ved bedømmelsen af Roslyng-Jensens arbejde accepterede hans hovedkonklusion, fandt den imidlertid ingen forståelse hos en af hovedaktørerne, Frode Jakobsen, og med ham mange andre fra modstandsbevægelsen, der også var mødt talstærkt frem. Både ved selve forsvaret og i en kronik i Politiken protesterede Jakobsen mod konklusionen om, at hæren havde tjent to herrer, men mere den ene end den anden. Deres doktordisputats fremstiller forhold inden for værnene – i lys af værnenes papirer – grundigere end nogen anden bog hidtil. Jeg finder også, at De har tilstræbt objektivitet. Men jeg ser tydeligt forskellen mellem dem, der har gennemlevet noget – jeg nævnte dr. Hæstrup – og dem, der bare har læst om noget. Der er noget, som ikke kan formidles gennem papirer. Det er, som om De glemmer, hvad der var meningen med det hele. Vist ville vi gerne have et bedre samfund. Men det var da ikke det, der skabte en modstandsbevægelse. Det var nazismen. Derfor er Deres opdeling i “kontinuitetsskabende” og “samfundsforandrende” kræfter misforstået – den inddeling, der får Dem til at kalde modstandsbevægelsen en “samfundsforandrende kraft, der ingenting forandrede”.117

Jakobsen protesterede mod alle de forskningsresultater vedrørende modstandsbevægelsen og forholdet mellem den og politikerne, der var fremkommet gennem 1970’erne. Han sammenfattede dem selv: Skævheden skyldes tre grundlæggende politiske fejlfortolkninger: At modstandsbevægelsen var domineret af højre- og venstreekstremister. At det lykkedes officererne at sætte sig på modstandsbevægelsens militære apparat. At det sidste forhold svækkede Frihedsrådet i forhandlingerne om befrielsesregeringen. De fejlvurderinger er ikke skabt af Dem. Dem har De snarere arvet.118

Roslyng-Jensens forestillinger om de “kontinuitetsskabende” politikere, der bevarede styrkeforholdene på det politiske systems hænder, og den “forandringsskabende” modstandsbevægelse, der ville noget nyt i forhold til systemet fra før 1940, var ifølge Frode Jakobsen arvet fra “doktorerne Kirchhoff og Trommer”. 400

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 401

“Overfor det må jeg holde på læremesteren Hæstrups opfattelse af modstandsbevægelsen som et bredt udsnit af det danske folk.”119 Alle de revisionistiske forskningsresultater blev med andre ord tilbagevist af Frode Jakobsen, der ønskede konsensusopfattelsen med dens mere harmoniske billede af modstandsbevægelse og politikere tilbage. Han ønskede heller ikke, at forhold som stikkerlikvideringerne og interneringerne skulle diskuteres mere.120 De argumenter og kildetolkninger han fremlagde bød dog ikke på noget nyt, han fastholdt den tolkning han havde lagt frem i en lang række artikler og bøger, mest sammenfattet i erindringerne I Danmarks Frihedsråd I-II fra 1975. Hans interesse heri som både modstandsmand og senere etableret politiker er næsten ikke blevet sat til diskussion bortset fra i den kommunistiske litteratur.121 I de fleste aviser indtog Frode Jakobsen fra den kolde krigs begyndelse en næsten sakrosankt stilling og blev stort set aldrig modsagt, lige som aviserne altid refererede hans synspunkter på besættelsestiden i langt højere grad end fx Børge Houmanns eller Mogens Fogs. Såvidt selve forsvarshandlingen nu kan rekonstrueres ud fra det skriftlige materiale, befandt præses og Frode Jakobsen sig også i hver deres metodiske rum – lige som mellem Andersen og Kirchhoff blev der snakket om identiske problemer i fortiden, men på forskellige niveauer og uden en fælles referenceramme. Når Roslyng-Jensen fx analyserede de grundlæggende styrkeforhold mellem politikerne – der bakkedes op af hær- og politiledelsen – og modstandsbevægelsen, der ‘kun’ havde den underjordiske hær som potentielt voldsapparat, talte Jakobsen om konkrete ministerudnævnelser i befrielsesregeringen. Den grundlæggende påstand hos Jakobsen var lige som hos K. B. Andersen, at den, der selv havde været med, alt andet lige måtte vide bedre end den der ikke havde. Hvilke konsekvenser en sådan metode ville kunne få, hvis den blev ophøjet til autoritet, blev ikke berørt. På ét punkt var Frode Jakobsen og præses dog tilsyneladende enige, nemlig vedrørende besættelsestidens politiske virkningshistorie. Ingen af dem ville anerkende den udbredte tanke 401

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 402

om, at besættelsestiden udgjorde en parentes i nyere dansk historie, der var indkapslet af tiden før og tiden efter. Allerede på disputatsens første side gjorde Roslyng-Jensen det klart, at “nynationale strømninger medførte en ændret holdning til værnene både i brede kredse af befolkningen og hos de politiske beslutningstagere.”122 Og Jakobsen erklærede: Frihedsrådet krævede i sit forhandlingsoplæg [om dannelsen af befrielsesregeringen], at “alle forestillinger om Danmarks isolerede neutralitet må være til ende.” Man kan være for eller imod i dag – men det blev til Atlantpagten. Frihedsbevægelsen krævede et hjemmeværn – også kommunisterne. Det fik vi. Et stærkere forsvar. Det fik vi. Så er det ikke uden betydning men dog af mindre betydning, om det – allerede delvis under krigen – blev politikerne, der gav sig til at administrere den modstandsbevægelsens politik, de før havde bekæmpet så bittert.

I det hele taget, sluttede Frode Jakobsen sin opposition, ville han “advare mod, at det bliver den slags skærmydsler, der bliver gjort til besættelsens historie. Så kampen for friheden bliver til et bimotiv.”123 Roslyng-Jensens bog vakte ikke nogen større opsigt i medierne og fandt givetvis heller ikke noget bredere publikum. I den forstand kunne Frode Jakobsen være sikker på, at revisioner af besættelseshistorien ikke ville få nogen større virkning. Dels var de skildrede sammenhænge og problemer for komplekse til at de kunne formidles let og ubesværet til en større offentlighed, dels bevirkede selve formen – den videnskabelige monografi – at en bog som Roslyng-Jensens ikke kunne blive folkelæsning. En målgruppe udover det videnskabelige samfund og evt. særligt interesserede folk i militæret var nok heller ikke forestillet af forfatteren. Men at det kunne lade sig gøre at formidle et komplekst og følesesladet område af besættelseshistorien bredt og til et stort publikum i disputatsens form viste dog Ditlev Tamm, da han nogle år senere udgav Retsopgøret efter besættelsen. Formidlings- og receptionsproblemet blev aldrig berørt direkte i forbindelse med disputatsforsvarene. Men ligesom det indirekte kom frem ved Trommers disputats i en bemærkning af Weibull, strejfede Kaarsted det under Roslyng-Jensens forsvars402

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 403

handling, da han kritiserede, at de mere spektakulære hændelser som kampene d. 9. april 1940 og d. 29. august – eller “de militære begivenheder”, som han diplomatisk udtrykte sig – var holdt uden for fremstillingen: Men det er nu på en måde synd for værnene, thi skønt der skete militære fejl i 1940 og 1943, vistes der også på den slettest tænkelige baggrund både initiativ og kampvilje. Tænk på flådens sænkning i 1943 på viceadmiral Vedels foranledning. Selv om bogen er omfangsrig, ville jeg have brugt nogle få sider herpå, dels fordi de fik betydning for det psykologiske klima i værnene under besættelsen, dels fordi mange læsere sikkert kun vil læse Roslyng-Jensens bog, hvis de vil vide noget om værnene under besættelsen.124

På en lidt akavet måde gav Kaarsted her udtryk for, at skildringer af dramatiske enkelthændelser, der havde krævet menneskeligt mod og initiativ, kunne virke identitetsskabende indadtil i militæret og samtidig engagere almindelige læsere. Det stred imod hans pegefinger til Trommer ni år tidligere, da han havde anholdt brugen af historie til nutidige formål. Men måske havde Kaarsted revideret sin opfattelse i mellemtiden – måske var det blot en tilfældig indvending. Retsopgørets karakter En grundig undersøgelse og fremstilling af retsopgøret efter krigen fremkom i Danmark først i 1984 med juristen Ditlev Tamms doktorafhandling Retsopgøret efter besættelsen, der blev forsvaret ved Odense Universitet d. 13. december 1984. I de fleste lande var der udgivet undersøgelser langt tidligere, i Norge således i 1962,125 og disse faktamættede fremstillinger havde befordret en offentlig diskussion, der om ikke andet så i al fald afmystificerede nogle historiske forhold og delvis afdæmoniserede landssvigerne ved at sætte deres gerninger ind i en historisk kontekst. Indtil Tamms disputats forelå herhjemme kun Thomas Sigsgaards psykologiske og Karl O. Christiansens sociologiske undersøgelser af landssvigerne,126 mens den historiske og juridiske side af sagen måtte dækkes af W. E. v. Eybens kortfattede oversigt Thi kendes for ret fra 1968. Selvom v. Eyben havde haft en nøg403

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 404

lepost som dommer og embedsmand under retsopgøret, blev han nægtet adgang til arkiverne derom, og det var derfor ikke hans fejl, at fremstillingen blev så kort og summarisk.127 Ditlev Tamm havde gennem DNH opnået privilegeret adgang til arkiverne, og bogen var en stor og grundig undersøgelse. Såvel i anlæg som gennemførelse havde den Justitsministeriet som omdrejningspunkt, og derfor fik den en vis, omend ikke afgørende, officiøsitet over sig. Den overordnede synsvinkel var det officielle Danmarks, og det konkrete sags- og domsmateriale var kun delvis benyttet, hvilket selvfølgelig også kunne henføres til dets enorme mængde. Herudover bærer analysen som helhed præg af at være et retshistorisk arbejde i højere grad end et politisk-historisk. Hvilke grundlæggende interesser af magtmæssig art de forskellige parter kunne have med udrensning og retsopgør – i første række naturligvis staten og modstandsbevægelsen – og hvilke manipulationsmekanismer i forbindelse med folkestemningen, der kunne knytte sig hertil, kom Tamm slet ikke ind på. Fremstillingen har dermed fået et stedvis naivt præg. Når det eksempelvis skal forklares, hvorfor rigsadvokat Pihl rejste tiltale mod alle medlemmer af Frikorps Danmark, selvom justitsminister Busch-Jensen i rigsdagen havde lovet, at det kun var de grove tilfælde af krigstjeneste for tyskerne, der skulle rammes, anføres kommunikationsbrist mellem justitsministeriet og rigsadvokaten som grunden. Følgen af denne ‘kommunikationsbrist’ skulle være blevet, at der imod loven og imod udtrykkelige ønsker om at begrænse antallet af tiltalte til de sværest belastede – de, der kunne straffes med mindst fire års fængsel, som var straffelovstillæggets minimumsstraf – blev rejst tiltale mod flere tusinde, således at retsopgørets resultat, som Tamm selv anførte, “for en efterfølgende betragtning fremtæder som en lang række domme over vagtmænd og soldater, mens kun få sager vedrører kollaboration af mere indviduel karakter.”128 At en sådan massejustits – opgøret inddrog ca. 40.000 internerede og næsten 14.000 dømte – kunne være magtmæssigt opportun, fordi den tog trykket af folkestemningen og ledte opmærksomheden bort fra samarbejdspolitikken over mod den 404

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 405

nazistiske kollaboration, opererede Tamm ikke med. At den kunne ses som et led i genetableringen af ‘de gamle politikeres’ magt fra før besættelsen ejheller: Fremstillingen og kritikken holdtes på et ideologikritisk plan, idet den tog udgangspunkt i det klassiske forhold mellem magt og ret. Men at denne ideologikritik havde brod fremgår af et par citater fra bogens konklusion: Frihedsrådet… fik hovedindflydelsen på formuleringen af straffelovstillægget. Det var sejrherrens lov, men det var ikke sejrherrerne selv, der gennemførte retsopgøret… Mest problematisk er, at man i forbindelse med retsopgøret ikke ville vedkende sig forhandlingspolitikken… Forhandlingspolitikken var landets officielle politik, og den havde dækning i befolkningen. Problemet er derfor ikke, at der ikke blev gjort ansvar gældende mod politikerne. Problemet er, at bedømmelsen af politikerne ikke fik mulighed for at påvirke retsopgøret. Det opgør, der udeblev, er formentlig retsopgørets største problem.129

Tamms forsvarshandling blev et publikumsmæssigt tilløbsstykke på højde med Trommers 13 år tidligere. Og foruden de to officielle opponenter, Henning Poulsen og Tage Kaarsted, meldte der sig ni uofficielle, hvoraf i hvert fald de seks havde været aktive i modstandsbevægelsen. De to politikere, der havde haft mest med retsopgøret at gøre foruden justitsministeren – de fhv. ministre Frode Jakobsen og hans efterfølger Per Federspiel –, optrådte også som opponenter. Derimod var der i modsætning til forholdet under samtlige andre disputatsforsvar ingen repræsentanter for dømte eller udrensede – afhandlingens genstand – blandt opponenterne. Heller ikke under pressedækningen og -debatten om bogen havde der optrådt nogen. Med få undtagelser har enhver debat om retsopgøret derfor været en debat mellem ‘behandlerne’, enten retsvæsenets, modstandsbevægelsens eller fortidens behandlere – et vidnesbyrd om den brændemærkende virkning retsopgøret fik. Heller ikke nogen fra den gamle kreds af politikere stod frem, men her har alder og helbred formentlig spillet en rolle, selv blandt deres umiddelbare efterfølgere. I midten af 1980’erne var der ikke mange, om overhovedet nogen, tilbage med forbindelse til Buhl-kredsen eller andre parlamentariske milieuer fra besættelsens tid. 405

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 406

Ud fra en receptionssynsvinkel er det dog interessant, at ‘de gamle politikere’ alligevel fandt en slags talerør, nemlig professor Henning Poulsen fra Århus Universitet. Poulsen omtalte sin rolle som “at være djævelens advokat”, men hvorvidt dette gik på hans politisk-værdimæssige kritik af bogen eller på det fagvidenskabelige blev ikke helt klart. Han mente, at Tamm ukritisk havde overtaget forskellige mytologiske forestillinger fra retsopgørets kritikere efter krigen, og at man burde skelne mellem fakta og etiske præmisser.130 Han koncentrerede sig derfor om at vise, at nogle af Tamms fakta var fejlagtige eller problematiske. Hans almene konklusion var dog, at han ikke kunne antaste afhandlingens centrale, saglige indhold, men kun de vurderinger, som præses lovlig oplagt har kastet sig ud i. Alt i alt forekommer det mig, at han på flere punkter har fældet for hård en dom over retsopgøret, har fået det til at tage sig mere urimeligt ud, end det var, og dette ser jeg som et resultat af, at han ikke i tilstrækkeligt omfang har analyseret de politiske præmisser.131

Nøjagtigt det samme var hovedindholdet i Frode Jakobsens kritik, men med omvendt fortegn: her var “de politiske præmisser” modstandsbevægelsens kamp og ikke politikernes handlinger: Det er blevet mode, et tegn på liberalitet, at fremstille det danske retsopgør som en skandale. Den mode vil jeg ikke deltage i… De beklager Dem (s. 657) over, at kritik af retsopgøret – med alt det, som De drager ind – opfattes som kritik af modstandsbevægelsen. De to former for kritik skulle ikke have noget med hinanden at gøre. Det har De kun halvvejs ret i.

Jakobsen gentog i øvrigt indvendingerne mod den nye historikergenerations måde at nærme sig besættelsestiden på og fremhævede, “at alt andet lige er det en fordel ikke med sympatier og antipatier, men med kendskab til det, der bevægede et folk, og som man ikke lige så godt kan finde frem til i papirer”.132 Men han besvarede ikke Tamms påpegning af umuligheden af at skrive fjernere perioders historie, hvis personligt kendskab skulle opfattes som en forudsætning. Selv en tradering af kendskabet gennem personlige relationer igennem tiden ville på et eller andet tidspunkt forsvinde ‘til fordel for’ en anden tids egne bedømmelseskriterier. 406

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 407

Jakobsens eget udgangspunkt var, at jura og krig ikke måtte sammenblandes, der gjaldt væsensforskellige regler. Interneringernes drab og overgreb samt stikkerlikvideringerne måtte bedømmes som “krigshandlinger” og de almindelige retsnormer vige. Det havde Tamm ikke været i stand til at leve sig ind i. Indlægget, der var stærkt følelsesladet, kulminerede i følgende svada til Tamm i forbindelse med hans analyse af stikkerlikvideringerne: Deres bog ville have været noblere uden en række eksempler af den slags, som hverken De eller andre har kunnet nå til bunds i – og som De til dels har misforstået (s. 683 ff). De giver et vrængbillede. Hvorfor var det svært altid at finde frem til sandheden? Mange af dem, der udførte likvideringerne, var døde. Rytter sagde, at det havde ikke været nogen heltemodig gerning. Ryvangen taler et andet sprog. Dér ligger mange af dem. Og mange af de levende var nedbrudte – eller skræmte. Talen om, at de var mordere – regeringens tale under krigen – blev nu med fanatisme udslynget af andre.133

Tamms svar er ikke nedfældet, men det har ikke været let at svare på dette. Det nærmeste man kom en repræsentant for retsopgørets ofre blandt opponenterne ex auditorio var Ole Knutzen, søn af DSB-generaldirektøren Peter Knutzen, der i 1945 blev offentligt ydmyget og i 1947 fradømt sit embede ved tjenestemandsdomstolen. Knutzen havde efter henstilling fra regeringen været formand for Dansk-Tysk Forening under besættelsen og havde i denne samt i sin egenskab af generaldirektør for statsbanerne ført forhandlinger og haft selskabelig omgang med tyske myndighedspersoner. I besættelsens sidste år var han blevet lagt for had i den illegale presse, og ifølge Tamm blev han ofret af politisk opportune grunde.134 Ole Knutzens indlæg formede sig som en opfordring til historikerne om at undersøge, om ikke faderens foredrag og forhandlinger med tyskerne, bl.a. i Berlin i 1940, havde været bestemmende for den tyske beslutning om ikke at lade de danske nazister komme til magten i efteråret 1940. I denne forstand vil de fleste besættelseshistorikere nok bedømme indlægget som naivt, og det er heller ikke denne side af det, der skal 407

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 408

fremdrages her. Interessen ligger i lægmanden Ole Knutzens undren over, at historikerne ikke nærmere havde undersøgt Peter Knutzens juridiske sag i forhold til virkeligheden og kan i den henseende generaliseres til en masse andre begivenheder under besættelsen, der næppe kan siges at have fundet deres historiske dom med deres juridiske dom. Implicit kunne høres (læses) en undren over, at historikerne blot havde accepteret retsopgørets undersøgelser og domme som historiske kendsgerninger og måske også over, at det skulle være en jurist, der skrev retsopgørets historie, en historie, der selvsagt var snævert forbundet med selve besættelsens og med efterkrigstidens historie.135 Ditlev Tamms påstand om, at retsopgøret i sig selv var en parentes – at det ikke havde sat sig varige spor i samfundslivet136 – blev ikke problematiseret under forsvaret. Det kan skyldes, at synspunktet passer godt med ‘parentes-opfattelsen’ af besættelsestiden i det hele taget. Men efter vores opfattelse holder det næppe for en nærmere vurdering. Én ting er eftervirkningen hos de straffede selv og i deres familier i måske flere generationer – det er nok umåleligt, men ikke ligegyldigt, dette, at et odium af landsforræderi klæber til en slægt.137 Men måske vigtigere forekommer de politiske virkninger at være. Tamm anfører selv en udtalelse af venstremanden (og den uofficielle opponent i 1984) Per Federpiel i Rigsdagen, da han var minister for særlige anliggender i 1947: “Skulle en situation som den, vi har oplevet, nogen sinde komme igen, bør det stå alle klart, at det både er æreløst og livsfarligt at svigte sit land …”138 Det må i det mindste være tilladt at hævde, at retsopgøret blev indledningen til en, delvis skjult, politisk kontrollerende statsmagt jævnsides med den demokratiske udvikling. I hvert fald blev efteretningstjenesterne kraftigt udbygget efter 1945, og den kolde krigs anti-kommunisme kom på mange måder til at indsnævre demokratibegrebet og lægge låg på en åben debat om udenrigs- og sikkerhedspolitik i 1950’erne.139 Den ideologiske atmosfære, som skabtes i forbindelse med udrensningen i og efter 1945 og udbygningen af det politiske overvågningsapparat, kan meget vel have haft indvirkning på dette forløb. I et større per408

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 409

spektiv kan retsopgøret endvidere ses som et instrument til skabelsen af en politisk-ideologisk konsensus omkring værdien af det repræsentative demokrati, der havde været så stærkt angrebet i 1930’erne og besættelsens første år. Det norske retsopgør er blevet betragtet som et led i “nasjonsbyggingsprocessen”,140 men en sådan funktion var der næppe tale om i den langt ældre nationalstat, Danmark. Synsvinkler af denne art skal ikke forfølges her, men at ville afskrive retsopgøret noget videre perspektiv forekommer os under alle omstændigheder at være forfejlet. Ditlev Tamms bog om retsopgøret vakte en del medieopsigt og førte til store anmeldelser og enkelte debatter i aviserne. Den opnåede også stort gennemslag på bogmarkedet og blev solgt i flere tusinde eksemplarer, hvor salget for en fagbog normalt ligger væsentligt lavere. Den udkom ligeledes som paperback. I 1997 blev den genudgivet med en efterskrift, hvor Tamm beskrev det stemningsskift han ud fra erfaringer på møder o.l. mente der var sket i synet på retsopgøret siden bogens første udgivelse. Den kritiske holdning var blevet mere udbredt, men uvidenheden blandt yngre mennesker om eksistensen af fx dødsstraffen og love med tilbagevirkende kraft i den nyeste Danmarkshistorie var også stor.141 Som vist i Torben Weinreichs analyse af skolebøger i historie fra 1980’erne (se senere) fik bogen efter alt at dømme også indvirkning på beskrivelserne af retsopgøret i disse. Når man hertil lægger, at den er blevet massivt brugt i den journalistiske formidling i forbindelse med befrielsesjubiIæer mm., må man konkludere, at Tamms bog er det DNH-værk der har opnået den stærkeste gennemslagskraft i samfundet. Politiets rolle under besættelsen Den foreløbigt sidste offentlige konfrontation i forbindelse med en disputats om besættelsestiden fandt sted over 20 år efter, at Trommer forsvarede sin afhandling om jernbanesabotagen. Og da Henrik Stevnsborg d. 31. januar 1992, ligeledes i Odense, forsvarede sin doktorafhandling Politiet 1938-1947. Bekæmpelsen af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed var reaktionerne her 409

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 410

og i den efterfølgende mediedebat i styrke og skarphed næsten på højde med dem i forbindelse med Trommers disputats. De seks opponenter ex auditorio, hvoraf flere var tidligere modstandsfolk, fremførte en så massiv kritik, at man ikke kunne lades i tvivl om, at de ikke fandt Stevnsborg værdig til en doktortitel. Kritikken kom dog fra en snævrere kreds end i Trommers tilfælde. På dagen for forsvarshandlingen karakteriserede forfatter og journalist Erik Nørgaard i en kronik i Politiken Stevnsborg som en “fusker”, og advokat Jørgen Jacobsen, tidligere medlem af Frit Danmark, kaldte det “en skamplet på videnskaben”, at Stevnsborg blev tildelt doktorgraden.142 Jørgen Jacobsen mente, at såvel Stevnsborgs som bedømmelsesudvalgets integritet kunne anfægtes og fremførte, at de faghistoriske bedømmere, der var Tage Kaarsted, Ditlev Tamm og Aage Trommer, havde opført sig som “historiske camarillas, rygklappere, der uddeler doktortitler efter forgodtbefindende”. Kritikerne gik så vidt som til at indsende fem forskellige formelle klager til Undervisningsministeriet og Det humanistiske Fakultet ved Odense Universitet over, at Stevnsborg på baggrund af disputatsen og forsvaret opnåede doktorgraden. Det principielle spørgsmål om aktindsigt i bedømmelsesudvalgets indstilling blev rejst i en af klagerne, og efter at universitetet i første omgang havde svaret afvisende på en sådan henvendelse, afgjorde ombudsmanden, at sådanne indstillinger er offentligt tilgængelige.143 Politiets virksomhed under besættelsen blev hovedemnet i debatten, selvom næsten halvdelen af Stevnsborgs disputats er en redegørelse for politiets bekæmpelse af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed i årene før og efter besættelsen, og til trods for at det mere var Stevnsborgs hensigt at skrive politihistorie end besættelseshistorie. Det var imidlertid ikke overraskende, da Stevnsborgs hovedtese angik et så centralt spørgsmål som politiets effektivitet og holdning til bekæmpelse af vitale dele af modstandsbevægelsens arbejde og samtidig ramte i hjertekulen på mange tidligere modstandsfolks erindring om sig selv og kammerater som ofre for politiets samarbejdsholdning og forføl410

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 411

gelse. Stevnsborgs hovedtese var, at det danske politi, allerede inden den regering, det tjente, var trådt tilbage d. 29. august 1943, havde modarbejdet samarbejdspolitikken og ophørt med reelt at efterforske sager om spionage, sabotage og undergravende virksomhed. Holdningsskiftet hos de politimænd, som varetog fredspolitifunktionen, daterede Stevnsborg til omkring årsskiftet 1942/1943. Allerede da skulle politiet være “gået fra samarbejde til modarbejde”.144 Det er bemærkelsesværdigt, at såvel de faghistoriske opponenter, der indstillede Stevnsborg til doktorgraden, som de uofficielle opponenter og kritikere var enige om at afvise Stevnsborgs tese. I dette spørgsmål gik fronterne altså ikke mellem faghistorikere på den ene side og tidligere modstandsfolk på den anden. Også blandt faghistorikere var kritikken af disputatsen hård.145 I sin officielle opposition fremførte Trommer, at det ikke var muligt at efterforske holdningsskiftet og foretage en “granskning af sjæl og sind”, men han kunne derimod påvise, at “der i foråret og ind i sommeren 1943 af politiet [blev] efterforsket og foretaget anholdelser også på dettes egen foranstaltning, anholdelser der også ramte ind i det kommunistiske sabotagearbejde”.146 Trommer dokumenterede dette med en lang række konkrete eksempler fra byer, som Stevnsborg, der kun havde undersøgt Århus politi, ikke havde kigget på. Hans kilder var hentet fra politiets egne arkiver og Den parlamentariske Kommissions bind 7. Flere af de uofficielle opponenter, bl.a. tidligere medlem af Frit Danmark Elias Bredsdorff og journalisten Leif Larsen, gav ligeledes en række konkrete eksempler på politiets nidkærhed både før og efter 29. august 1943, især i forfølgelsen af kommunister der havde undgået arrestation d. 22. juni 1941.147 Derfor mente opponenterne og mange af kritikerne i den efterfølgende mediedebat, at Stevnsborg ikke, som han gjorde, kunne foretage en afgrænsning af sit emne, således at kommunistinterneringerne kun blev behandlet sporadisk. De så det som udtryk for, at Stevnsborg skrev politiets firmahistorie og var helt i lommen på Dansk Politiforbund og Politihistorisk Selskab, der havde ydet økonomiske støtte og stillet arkiver til rådighed. Også faghistorikere som Ole Karup Peder411

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 412

sen fremførte, at Stevnsborg, dog “sikkert helt uovervejet”, var kommet “til at identificere sig med politiets selvforståelse og dets målestokke for, hvad der var godt og effektivt politiarbejde”.148 Mange af kritikerne, herunder en del veteraner, mente ikke at Stevnsborg, hvad han burde, havde karakteriseret kommunistinterneringerne som politisk forfølgelse fra danske myndigheders side. Men det gjorde han rent faktisk, idet han karakteriserede kommunistinterneringerne således: At okkupanten “aus militärischen Gründen” udtrykkelig stillede krav om, at danske kommunister blev uskadeliggjort, før de begyndte at operere på sovjetrussisk side som spioner, sabotører og Zersetzere, ændrer ikke på det faktum, at den okkuperede løste opgaven som et spørgsmål om højforræderi, ikke om landsforræderi.149

Men det opdagede Stevnsborgs kritikere ikke. Som Henrik Lundbak anførte i sin anmeldelse af disputatsen, skyldtes det givetvis Stevnsborgs juridisk prægede sprogbrug.150 Netop Stevnsborgs “kølige”, “kliniske” og “diskrete” formidlingsform blev fremhævet af mange.151 Men mens det for de uofficielle kritikere og veteraner virkede provokerende, opfattede de to officielle opponenter Ditlev Tamm og Aage Trommer – der jo begge tidligere havde påkaldt sig veteraners vrede – formidlingsformen som en ubetinget force ved afhandlingen. I sit opponentindlæg fremførte Tamm det som en fordel ved Stevnsborgs arbejde, at han i kraft af at høre til en yngre generation kunne behandle besættelsestiden lidenskabsløst.152 Trommer gik videre og forudså, at Stevnsborgs arbejde netop derfor – og fordi han med held havde “styret den vanskelige kurs midt mellem apologiens Scylla og fordømmelsens Charybdis” – ville vække ramaskrig blandt fortidens aktører. Han fremførte, at det både er let og vanskeligt at skrive samtidshistorie. Let fordi historikeren kan hente supplerende oplysninger og viden hos fortidens aktører, og fordi det er lettere at sætte sig ind i tidens mentaliteter og strukturer. Men: Det er imidlertid også vanskeligt, fordi de stadig levende af fortidens aktører ikke blot gerne ser sig placeret i Danmarkshistorien, men også ønsker sig anbragt i denne i overensstemmelse med deres egen selvforstå-

412

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 413

else af denne fortid. Historien skrives, som det er sagt, af sejrherrerne, og de ved nøje, hvad der er hvidt, og hvad der er sort. De har forlængst etableret den harmonisering af holdninger og synspunkter, som den datidige politiske udvikling gjorde hensigtsmæssig for dem. Hvis der pilles ved sort og hvidt, og der sættes grå farver ind i billedet; hvis selvforståelsen og harmoniseringen gøres til genstand for dissektion og analyse; hvis de kort sagt ikke får den historie de vil have, lyder der et ramaskrig. Det har historikerne oplevet adskillige, for ikke at sige hver gang, og der kan derfor være grund til at fastslå principielt, at de ikke skriver for fortiden og dens vogtere, men om dem.153

Hvis nogen kunne være i tvivl om, hvem Trommer mente ville råbe op, når de ikke fik den historie om politiet, som de ønskede, så blev det klart, da han under disputatsforsvaret kaldte de kritiske uofficielle opponenter og deres støtter blandt tilhørerne for “det røde kompagni” og “gamle kommunister”.154 For disse udtalelser måtte Trommer tåle en klage, rettet til universitetet. Stevnsborg havde, som Trommer anbefalede samtidshistorikere, gjort brug af fortidens aktører, hvilket han også lagde vægt på i disputatsen: “Uden de mange samtaler, som Henning Koch og jeg har ført i årenes løb med nulevende aktører fra besættelsestidens politihistorie, havde denne bog måttet savne den af Jørgen Hæstrup fremhævede mundtlige dimension. Hver og een af dem, vi talte med, har præget bogen – og mig.”155 Men det var kun politi- og embedsmænd Stevnsborg havde opsøgt. De internerede og andre forfulgte var ikke blevet spurgt. Denne manglende inddragelse af “ofrenes beretninger” anfægtede ikke de officielle opponenter, men virkede meget provokerende på de uofficielle og på veteraner. Selv forsvarede Stevnsborg sig ved at fremføre, at “skal man skrive sabotørhistorie, går man til sabotørerne. Skal man skrive politihistorie går man til politiet”.156 Spørgsmålet medførte en mere principiel historisk metodisk debat i medierne, hvor det dog var karakteristisk, at ingen historikere ud over Stevnsborg selv blandede sig.157 I sit oppositionsindlæg til Stevnsborgs afhandling argumenterede Trommer som nævnt for, at det ikke var veteranerne fra modstandskampen, der skulle skrive historien. En af kritikernes repræsentanter, Jørgen Jacobsen, erklærede sig enig heri, men 413

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 414

slog samtidig fast, at det heller ikke skulle være politiet, der gjorde det. Begge var enige om, at det var historikernes opgave, men de var komplet uenige i vurderingen af, hvordan opgaven i dette tilfælde var blevet løst. Uenighederne var grundet i spændingen mellem erindring og historie. Denne spænding vender vi tilbage til efter at have behandlet skolebøgernes og Frihedsmuseets formidling af besættelsestidens historie.

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 415

Skolebøgerne To undersøgelser, 1969 og 1997 En særlig målgruppe for formidling af viden om besættelsestiden er blevet udgjort af og udgøres af skoleeleverne. Det har af tidsmæssige grunde ikke været muligt for os at udarbejde en analyse af skolebøgernes indhold m.h.t. besættelseshistorien fra 1945 og frem. Men det par undersøgelser, som foreligger, er brugbare til at give en forståelse af en udvikling, der har gjort sig gældende for lærebogsstoffet på skoleområdet for så vidt angår indholdet. De viser samtidig, at der også her har gjort sig en formidlingskløft gældende – mellem forskningen og skolebogsindholdet –, og at denne kløft stadig eksisterer, selvom den efter alt at dømme er blevet mindre, når man sammenligner med tiden før 1970. De undersøgelser, vi bygger på, er dels foretaget i 1968-69, dels i 1997, altså med knap 30 års mellemrum.158 Størstedelen af den yngre historikergenerations grundforskning i besættelsestiden blev offentliggjort i tidsrummet 1970-85 (se tidligere), hvilket giver mulighed for at konstatere, om denne forskning rent faktisk har øvet indflydelse på lærebogsformidlingen eller ej. Hvis der er en stærk kontinuitet i indholdet fra før 1969, må man således slutte, at den ikke har øvet indflydelse; hvis de samme nybrud, som kan ses i forskningen, afspejles i lærebøgerne, må der være tale om positiv indflydelse fra denne – evt. i kombination med andre faktorer – eller om en ‘nedsivning’, som det lidt nedladende hedder i moderne didaktisk teori. Det skal som forudsætning understreges, at lærebøgerne langt fra står alene i undervisningen. Eleverne møder i dag besættelsen i tværfagligt organiserede emne- og temaarbejder, måske allerede på 3.-5. klassetrin, og indskrevet i historiebøgernes kronologi i 8. eller 9. klasse, tidligere også i 7. klasse. Emnet vil i mange tilfælde indgå som en del af 2. verdenskrigs historie, ikke mindst på de ældste klassetrin og i gymnasiet. Dertil kommer, at skoleundervisningen i ret stort omfang gør brug af ikke direkte skolerettede materialer såsom romaner, film og tv.159 Et nutidigt eksempel kan fx være forevisning af Kragh-Jacobsens film Dren415

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 416

gene fra Sct. Petri om Churchill-klubben, evt. kombineret med besøg på Frihedsmuseet eller et lokalt besættelsestidsmuseum. Også besøg og foredrag af tidligere modstandsfolk har været benyttet i undervisningen, med opbakning fra både myndigheder og veteranforeninger. I forbindelse med jubilæerne tilbydes ekstra materiale og kontakt: I 1995 udsendte organisationen Folk og Forsvar eksempelvis en række temapakker med overvejende militært indhold, som nævnt i del IV., afsnittet ‘Iscenesættelse af besættelsestiden’.160 Udgangspunktet for professor Roar Skovmands undersøgelse fra slutningen af 1960’erne var en kritisk undren over, at skolebøgernes indhold om besættelsestiden stort set ikke havde ændret sig siden tiden lige efter befrielsen. Han mente, at den patriotiske ånd fra årene lige efter besættelsen stadig karakteriserede lærebøgerne og tilsluttede sig en karakteristik fra seminarieadjunkt Andreas Frehr, der sammen med et hold på Lærerhøjskolen som et led i undervisningen her havde lavet en undersøgelse af 13 folkeskolebøger. Dette projekt konkluderede, at bøgerne bidrog til: … at børnene får et billede af besættelsestiden som en tid der – efter en kortvarig misforståelse, hvor enkelte politikere greb fejl – i øvrigt hovedsageligt er præget af voldsomme og spændende begivenheder, som de fleste deltog i, og hvor der vel foregik grusomme og uhyggelige ting, men hvor dansk humor, tapperhed og snarrådighed triumferede over tysk humørforladthed, træskhed og stupiditet.161

Af Skovmands artikler fremgår, at han mente der var to hovedproblemer i lærebogsformidlingen: fordelingen af stoffet og balancen i vurderingerne. M.h.t. fordelingen kunne han konstatere, at bøgerne kun brugte mellem 10 og 20% af pladsen på de gennemsnitligt 20 sider, bøgerne anvendte på besættelsen, til at beskrive forhandlingspolitikkens periode, som udgjorde det meste af besættelsestiden. Modstanden og dens modpol, den tyske terror, blev altså kvantitativt overbetonet, og også kvalitativt var der tale om ensidighed, idet modstandsbevægelsen fx blev “forherliget” gennem billedmaterialet.162 Det var også udtryk for det andet hovedproblem, vurderingerne. Her var der både tale om negligering og om forenkling: 416

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 417

Herluf Bidstrups kommentar til en aktuel sag ved tjenestemandsdomstolen i 1945. Tegningen kan dog også ses som en generel kommentar til skolens politiske dilemma i overgangstider.

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 418

Er det redeligt at forfordele besættelsens første periode. Er det redeligt at forklejne de politikere, der vidste – hvad ingen turde sige – at en modstandspolitik kunne medføre, at retshåndhævelsen, jøderne og sønderjyderne blev prisgivet? Husker man på, at Tyskland aldrig havde anerkendt grænseændringen i 1920?… Måtte man ikke også med Scavenius i tiden indtil 1942 regne med den mulighed, at Danmark ville komme under et tysk åg, der kunne vare i årtier? Disse og andre spørgsmål rejser sig for videnskabsmændene, som de gjorde det for politikerne i samtiden. Man yder ikke besættelsestiden retfærdighed ved at forenkle den, som det sker i de fleste skolebøger.163

De videnskabsmænd, Skovmand tænkte på, var de historieforskere der arbejdede under Selskabet for Danmarks nyeste historie (DNH), som Skovmand i 1959 havde været en af initiativtagerne til. Han henviste eksplicit til Jørgen Hæstrup, Viggo Sjøqvist, Finn Løkkegaard, Henrik S. Nissen, Henning Poulsen og Hans Kirchhoff, der allerede på dette tidspunkt havde publiceret monografier eller synteser om besættelseshistorien. Skovmand mente, at deres forskning var upolemisk, og i DNH var “mytedannelsen, der trivedes tykt i tiden nærmest efter befrielsen… kvalt. Krav om opgør, dom og straf er afløst af trang til erkendelse og forståelse.”164 Selvom Skovmand plæderede for en videnskabelig tilgang og de videnskabelige resultaters overførelse til lærebøgerne, er det som demonstreret svært at se hans egen tilgang som fri for politisk værdiladning. Som støtte af Dansk Ungdomssamvirke under besættelsen og senere medarbejder hos Hal Koch, dvs. knyttet til forhandlings- og samarbejdspolitikken, havde han åbenbart bevaret sin overbevisning og fandt den ikke repræsenteret i bøgerne, i hvert fald ikke i en version han kunne anerkende. Omvendt så han skildringen af modstandslinien som heroiserende og unuanceret positiv. Som i al anden kommunikation om besættelsestiden blandedes videnskab og politik eller historie og erindring altså også hos Skovmand. Ikke desto mindre pegede han på et ømt punkt, når han med henvisning til Herbert Tingstens aktuelle bog Gud och Fosterlandet. Studier i hundra års skolpropaganda, der indrømmede, at der trods alt var sket en liberalisering i tiden fra 1950, slog fast, at “for Danmarks vedkommende er der snarere tale om tilbage418

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 419

fald til tidligere tiders slette vaner”, idet han tænkte på beskrivelsen af besættelsestiden i skolebøgerne. Mens besættelsesforskningen var på vej mod “dybere indsigt og videre forståelse”, virkede de fleste af folkeskolens historiebøger fra 1960’erne, som om de var skrevet i 1946. Forhandlingspolitikken blev der gået let henover, mens modstandsbevægelsen “hæves til skyerne. Den får langt største delen af pladsen, og billedet af besættelsestiden bliver skævt og fortegnet.”165 Skovmands egen undersøgelse skulle dreje sig ikke så meget om lærebogsteksterne som om undervisningens konkrete karakter. Derfor opfordrede Institut for Dansk Skolehistorie ved Danmarks Lærerhøjskole – hvor Skovmand var professor – i samme nummer af Folkeskolen, hvor han begyndte kritikken af lærebøgerne, danske historielærere til at indsende en kort beretning om, hvorledes de underviste i emnet besættelsestidens historie. Resultatet blev en skuffelse, for selvom opfordringen med 10 konkrete spørgsmål blev trykt i alle blade, der henvendte sig til historielærere på alle niveauer, inklusive gymnasiet, indkom kun 19 besvarelser. Skovmand fandt det heller ikke selv repræsentativt, dels pga. den ekstremt lave besvarelsesprocent, dels fordi det måtte være de mest engagerede lærere, der havde reageret.166 Svarene kunne således kun bruges til at vise, hvad disse mente, hvilket han dog også fandt værdifuldt. Skovmands konklusion på undersøgelsen indskrænkede sig til nogle få linier: Hovedindtrykket af de indkomne besvarelser er, at man nok bruger skolebøgerne i undervisning, men langtfra lader sig “indoktrinere” af dem. Det kan hænge sammen med, at de lærere, der har indsendt oplysninger, er grebet af emnet og for adskilliges vedkommende helbefarne på området. Hvis deres eksempel bliver fulgt af andre lærere, er der næppe grund til at frygte “lærebøgernes tyranni”.167

Som helhed vil vi karakterisere denne undersøgelse, således som den foreligger offentligt, som tynd. Det er svært at sige, hvor ansvaret herfor ligger – hos lærerne eller hos undersøgeren. Men på trods af Skovmands udglattende bemærkninger til sidst må man drage den konklusion, at de forskningsresultater, der var frem419

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 420

kommet indtil 1969 – det vil i første række sige DNH-forskningen i samarbejdspolitikken og departementschefstyret (se afsnittet om den videnskabelige historieskrivning) – ikke havde haft betydning for lærebøgerne, og formentlig kun i ringe grad for den konkrete undervisning. De vigtige spørgsmål i undervisningen var ikke samarbejdspolitikkens status og betydning, heller ikke i forhold til modstandslinien, men de etisk-eksistentielle spørgsmål, som i forbindelse med en dramatisering af begivenhederne kunne skabe den engagerende fortælling. Her kunne ‘videnskaben’ formentlig kun virke forstyrrende. En lærer, der underviste i både realafdelingen og gymnasiet, skrev således: “Der er en usædvanlig interesse og lydhørhed for dette drama.” Og en folkeskolelærer med lang erfaring anførte, at interessen for emnet var usvækket siden 1945, selv nu “da ikke engang alle skolebørn har forældre, som har ret mange personlige minder fra 194045.”168 Enkelte lærere klagede dog over mangel på nøgternhed og et “romantisk billede af modstandskampen og af det danske folks holdning som helhed”, mens en anden tilsvarende mente, at interessen i almindelighed var stor, “men følelsesmæssigt præget og ofte enormt overfladisk og tilfældig.” Det emotionelle aspekt versus det kognitive kom frem i referatet af to forskellige indfaldsvinkler: “En modstandsmand siger, at “sandheden dengang må være “sandheden” i dag, ellers ville han føle, at han forvanskede historien. En helt anden holdning er udtrykt i ordene: “Det er vigtigt, at børnene får et mere nøgternt billede af denne tid, end de får gennem de hefter, mange af dem læser.”169 Med hensyn til lærebogsstoffet og dets indhold konkluderede Skovmand ikke noget, bortset fra ovennævnte antydning i konklusionen om, at lærebogen var underordnet det personlige engagement og interessen hos læreren.170 Men den indholdsmæssige kritik både Skovmand og Frehr havde givet året før stod altså ved magt: Lærebøgerne var ikke nøgterne, dvs. ikke realistiske, og de fordelte stoffet ude af proportion med den historiske virkelighed. De var heller ikke influeret af forskningen, i hvert fald højst af Hæstrups forskning indtil 1960. En ny analyse af undervisningspraksis ville have været inte420

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 421

ressant oven på det magre resultat i 1969, men en sådan er os bekendt ikke fremkommet. Resultaterne af en stil til studentereksamen i 1983 om besættelsestiden – dvs. flere tusinde stile – er heller ikke tilgængelige, hvilket er beklageligt, da de ville have kunnet belyse en ny gymnasiegenerations bevidsthed om denne tid. (Se i øvrigt del III med Hæstrups baggrundstekst til stilen). Den eneste antydning af lærernes praksis i de senere år er en interview-undersøgelse, som Frihedsmuseet foranstaltede i 1986. Her blev bl.a. skolelærere, der selv guidede eleverne gennem udstillingen, interviewet. En af interviewerne fortæller: “Her har jeg oplevet, at mange lærere har en fasttømret forestilling om besættelsestiden, hvori de næsten udelukkende fokuserer på modstandsbevægelsens meriter, hvilket udstillingen også lægger op til.”171 Til gengæld foreligger nu en frisk analyse af behandlingen af besættelsestiden i et antal lærebøger i historie, udkommet i tidsrummet 1984-1995.172 På baggrund af Skovmands konstateringer i 1968-69, bl.a. omkring kløften mellem forskning og lærebogsfremstilling, er det bemærkelsesværdigt, at de fleste af de otte bøger, Weinreich har nærlæst og analyseret, vidner om indflydelse fra den nyere forskning. Det gælder således samarbejdspolitikken, som Nissen, Poulsen, Kirchhoff og andre har forsket i, jernbanesabotagen, som Aage Trommer har studeret, våbenfordelingen, som Roslyng-Jensen har publiceret om, og retsopgøret, som Ditlev Tamm disputerede på i 1984. I en brevveksling med lærebogsforfatterne nævner de selv denne indflydelse, mest udpræget fra Tamm.173 Hertil må man dog nok føje den almindelige udvikling i den offentlige opinion til, bl.a. som følge af de debatter om besættelseshistorien, der havde fundet sted siden slutningen af 1960’erne, samt afsvækkelsen af den kolde krig i de foregående år, som kunne betinge en mere afslappet holdning til både 9. april og modstanden. Behandlingen af perioden er også ret nøgtern eller realistisk, og nogle af forfatterne har klare forestillinger om, hvordan eftertidens billede af besættelsestiden er blevet konstrueret. Seminarielektor Lars Haastrup skriver således i sin lærebog for folkesko421

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 422

len, at besættelsestidens sidste otte måneder “er den tid, der som regel bliver skildret i bøger og på film om besættelsestiden.”174 Skovmands kritik af balancen i lærebøgerne før 1969 er således nok ikke så central i dag. Til gengæld har stoffordelingen mellem hhv. 1940-43 og 1943-45 ikke ændret sig kvalitativt: den første periode tildeles kun 20-25% af pladsen, mens den sidste får 40-50%. Andre karakteristika, som Skovmand anførte i 1960’erne, er også stadig til stede, således opfattelsen af besættelsestiden som en parentes, og at den stort set ikke bliver forbundet med udviklingen i Europa og verden som helhed. Men hertil kan man sige, at dette også overvejende gælder for forskningen, der først i 1990’erne er blevet mere komparativt anlagt. Den indholdsmæssigt største forandring i forhold til 1969 er nok dels den mere positive holdning til samarbejdspolitikken, dels den mere negative til retsopgøret, en kombination, der næppe er tilfældig.175 Det understreges også igen og igen, at danskerne havde fordel af denne politik [samarbejdspolitikken]… og store dele af befolkningen tjente endog ganske godt på krigen, ikke mindst landmændene. Det konstateres enstemmigt, at danskerne i forhold til befolkningen i andre lande “slap billigt” (S. A. Jensen) gennem krigen med kun få døde; det gjaldt også de danske jøder. Tyskerne behandlede danskerne med “utrolig mildhed” (Haastrup).176

Også modstanden er temmelig nøgternt beskrevet i bøgerne, men alligevel med betoning af “de få” som helte, der reddede Danmarks anseelse. Her overfor står en stor og passiv midtergruppe og en mindre gruppe af tyskvenlige og landsforrædere. På denne måde formidles lige som tidligere et budskab om hvad der er godt og ondt, nationalt og unationalt. Men handlingsalternativerne og værdistandpunkterne fremstår ikke så enkle, som de gjorde før. Den mest kritiske eller ‘revisionistiske’ af de otte bøger er Haastrups, men også den absolut mest udbredte – Svend Skovmands og Lars Bjørners (ifølge Weinreich solgt i ca. 70.000 eks.) – forholder sig mere nøgternt-kritisk og nuanceret til besættelseshistorien, end der tidligere generelt var tale om, og gør meget ud 422

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 423

af at forklare forhandlingspolitikkens selvforståelse og rationale. Nøgternheden er imidlertid gået ud over bøgernes sprog. Ifølge Weinreich er realismen indfriet via et passivt, stereotypt sprog uden billeder og indlevelse. Teksterne er præget af faktaophobninger og redundans. Kun befrielsen i maj 45 fortæller forfatterne om på en indlevet måde. Og med en eller to undtagelser er fremstillingerne heller ikke problematiserende eller kontrafaktoriske.177 Formen – den “klassiske” fortælling om gode og onde eller “myten”, som flere af forfatterne selv kalder det i breve til Weinreich, – er der ikke ændret ved. Der er tale om “en typisk Morten Korch-roman”.178 Weinreich skriver videre: Ser vi på besættelsen som fortælling – nærmere bestemt den fortælling, som optræder i folkeskolens historiebøger, er den netop først og fremmest en struktur, en ganske bestemt forbindelse mellem enkeltbegivenheder ordnet i en kronologi og et sæt af årsag-virkningsforhold. Selvom der er mange forskelle de otte tekster imellem, og selvom flere af teksterne helt bevidst søger at af- eller ommytologisere delmyter, så er og bliver besættelsen en og samme myte forstået som netop fortællestruktur… Lærebogsforfatternes intenderede og i flere sammenhænge gennemførte opgør med en række af besættelsens delmyter har nok som konsekvens haft en nedbrydning af de mytemotiver, som Anne Eriksen opregner som karakteristiske for den norske besættelsesmyte, og som givet også findes i den danske besættelsesmyte uden for skolebøgernes verden, men ingen af forfatterne har valgt at bryde med selve strukturen i Fortællingen om besættelsen, i sig selv en myte og tilsyneladende meget sværere og måske også mindre ønskværdig (?) at nedbryde.179

Forskningen har med andre ord påvirket formidlingen – er sivet ned – men formidlingens form er stivnet og truer med at blokere for indsigt. Skulle man udtrykke det i et kirkeligt sprog, kunne man sige, at liturgien bliver sat foran det levende ord. Besættelsestidens didaktiske potentiale Den norske historiker, Ivo de Figueiredo, har inden for forskningsprojektet Norsk Sakprosa undersøgt fremstillingen af den tyske besættelse af Norge i norske skolebøger i historie.180 Uden at kende til Weinreichs analyse – og omvendt – når han til konklusioner, der er analoge med Weinreichs. Også i norske lærebøger er forællestrukturen af en karakter, hvor kendsgerninger er 423

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 424

indfældet i en narrativ struktur med mytisk præg. Fortællingen har sine på forhånd fastlagte protagonister og antagonister, sine helte og skurke. Og det hele ender godt. Lige som i den danske fortælling følges et treleddet skema med et dramatisk brud på idyllen d. 9. april 1940, dernæst en periode med søgen og usikkerhed i sommeren 1940 – en kortere periode end den danske forhandlingspolitik – før erkendelse og handlekraft bryder frem hos helten, dvs. folket, det onde overvindes og en ny og højere tilstand af idyl opstår. Også de Figueiredo trækker paralleller til dannelsesromanen med dens skema “hjem-hjemløs-hjem.”181 Kun en af 23 lærebøger for grundskolen og den videregående skole tager efter de Figueiredos mening fordringen om problematisering af fortiden virkelig alvorligt: Finn Olstads Veier til vår tid. Norsk historie etter 1850 fra 1994. Olstads fremstilling er orienteret mod fortidens menneskers ståsted med sigte på, hvordan de kan have oplevet den historiske situation, hvilke motiver de kan have haft og hvilke handlingsalternativer de kan have oplevet som realistiske. På den ene side fastholder han de værdimæssige positioner, menneskerettigheder og demokrati – der levnes ingen tvivl om hans vurdering af rigtigt og forkert – på den anden side problematiserer han det enkelte menneskes betingelser for at handle i den historisk givne situation. Problematiseringen tager form af spørgsmål, som tvinger læseren til refleksion af typen: Var det muligt at opretholde livet uden at tjene tyskerne? Det er altså ikke værdierne, der problematiseres, men menneskers handlevilkår i forhold til dem: Jeg tolker det slik at de to aspektene forenes i formuleringen om at en viktig del av historiefaget er å klargjøre betydningen av moralske valg; ved å vurdere muligheter og begrensninger for handlingsvalg opp mot handlingenes konsekvenser kan man både øke sin forståelse for fortidige handlingsdilemmaer og samtidig trekke lærdommer av historien (så mye mer som vi ofte vet mer om handlingenes konsekvenser enn samtidens mennesker).182

I modsætning til tilbagelagte historiske forløb så at sige – for Danmarks vedkommende kunne man nævne svenskekrigene eller tabet af Norge i 1814 – rummer okkupationstiden ifølge de Fi424

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 425

gueiredo stadig nutidsinteresse, altså aktualitet. Nogle af de konflikter og ideologier, der var ophav til 2. verdenskrig, eksisterer endnu, i hvert fald latent, og krigens konsekvenser har skabt brud og sårbarhed, der lever ind i vor tid, også helt konkret gennem efterkommerne. Men netop aktualiteten åbner et stort potentiale for at problematisere og dialogisere menneskers politiske og etiske dilemmaer, deres handlingsbegrænsninger såvel som deres handlemuligheder. Valget mellem modstand og kollaboration var ikke let – sådan som det ofte fremstår i retrospektiv – og grænserne mellem legal og senere defineret illegal kollaboration var uklar. Men denne spænding og det bevidstgørende potentiale, den rummer, udnyttes ikke i særlig grad i lærebogsformidlingen, fordi den traditionelle fortolknings- og fortælleramme – det rodfæstede mønster for “den store fortælling” om krigen og okkupationen – spærrer for det. Herved opstår også risikoen for, at perioden stivner i retorik og dermed afpolitiseres og afmoraliseres. Der opstår en “tilbageslagseffekt”, som viser sig ved, at de unge vaccineres med ligegyldighed, når de gang på gang bliver stillet over for den etablerede sort-hvide tegning af okkupationen og den obligatoriske moraliseren, som følger med. En beskrivelse af denne effekt i Danmark findes faktisk i en kronik af den unge Ulla Dahlerup i 1966, hvor hun beskrev undervisningen i besættelsestidens historie som udtryk for en generationskløft og for national porportionsforvrængning og selvsværmeri: Med mellemrum dukker en vred diskussion op om unges manglende interesse for Den anden verdenskrig. Men er der noget at sige til, at man som udenforstående ikke kan dele den svulst og patos, som den ældre generation så ofte omgiver besættelsestiden med? Er man ikke ved at blive kvalt i den tiltagende romantisering af besættelsen? Men at tale om en manglende forståelse for verdenskrigen – det er forkert. For det er ikke krigen, man står ret ligegyldig overfor, det er den hjemlige besættelsestid.

Efter en kritik af Markus Bjarnasons skolebog Danmark under besættelsen 1940-45 konkluderede Dahlerup:

425

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 426

Somme tider har man fornemmelsen af, at en “skyldfølelse” ligger til grund for den megen skriven om besættelsen. At det er årsagen til, at næppe nogen dansker er blevet skubbet lidt i maven med en tysk geværkolbe, uden at det er skrevet ned. At radio og TV efterhånden må have interviewet hver eneste frihedskæmper i landet. Men i hvert fald er det galt, når hovedparten af litteraturen om besættelsen dediceres til unge. Man var glad for de første værker om frihedskampen som man også var glad for i skønlitteraturen at finde en klar og nøgtern erkendelse af tidens stort set uheroiske holdning i en krig, som landet ikke var med i… Men da de historiske værker efterhånden ofte er private opgør med ukendte landsmænd, begynder ens forståelse at svigte, og hvordan skal man som udenforstående kunne interessere sig for så detaljerede beskrivelser, hvor intet er for småt til at tages med.183

Dahlerups vægring imod at blive inddraget i erindringsfællesskabet på disse præmisser var meget aktiv og informeret. Man må dog gå ud fra, at en mere udbredt reaktion er ligegladhed. Ifølge de Figueiredo kommer det didaktiske skel til at gå imellem en “polariserende” og en “problematiserende” fremstillingsmåde, hvor lærebøgerne kan placeres langs, men sjældent i yderpunkterne af en akse. Når den traditionelle nationale opbyggelseshistorie får dryppet malurt i bægeret med sætninger som “mange nordmænd tog arbejde for tyskerne”, bryder det med tekstens grundstruktur og sandsynligvis mange elevers fortolkningsramme hjemmefra og udgør ingen problematisering i sig selv. Stoffet formelig råber på drøftelse og videre problematisering, som så bliver lærerens opgave, hvis han ellers magter den.184 På grundlag af kritikken af den konventionelle tilgang opstiller de Figueiredo tre centrale råd til formidling og undervisning i okkupationstiden: For det første bør undervisningen være empirisk redelig. Det var ikke nogle få, men mange, også i Norge, som kollaborerede i større eller mindre grad og derfor ikke passer ind i krigsmytens modstandsbillede. Dette må med i undervisningen i dets fulde omfang og kontekst – selvom der stadig savnes megen viden herom. For det andet bør der i langt højere grad end nu anvendes indlevelse (empati) som metode. Opøvelse af evnen til indlevelse er central for fx at forstå den historiske nazisme, og at forstå er 426

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 427

ikke at acceptere. Dermed kan indlevelse bidrage til at skabe demokrater, der er indstillet på at forsvare demokratiet mod nye lignende bevægelser, fordi de har en indlevet, emotionelt såvel som kognitivt betinget forståelse af demokrati og diktatur, universalisme og racisme. For det tredie mener de Figueiredo, at okkupationstiden er velegnet til debat om og almindelig problematisering af betingelser for handlinger og valg under pressede forhold samt – ikke mindst – til drøftelse af brugen af historie som legitimerende faktor. Eleverne er præget af den kollektive erindring, og dette kunne undervisningen i langt højere grad forholde sig refleksivt til: Her kan den koblingen mellom nynazisme, rasisme og krigstiden som ofte gjøres, problematiseres. Tjener en tradisjonell svart-hvitt-framstilling av okkupasjonen som en forebygging mot nynazisme og fremmedhat? Formidler vi best krigstidens lærdommer ved å skissere opp klare og entydige verdimessige alternativer? Eller vil en innlevende tilnærming og problematisering kunne føre til større refleksjon og innsikt hos de unge? Problemstillingen er selvsagt retorisk.185

For det enkelte individ stiller – ifølge de Figueiredo – den moralske brug af den stadig aktuelle fortid sig således, at: Netopp ved å fokusere på krigstidens handlingsrom og -vilkår kan vi kanskje klare å synliggjøre de vilkår og føringer som styrer handlingsvalgene til dagens mennesker. I hvilken grad styres våre valg av forventninger og gruppepres? Hvor ville vi stått da tyskerjentene ble skamklipt, i første rekke eller blandt den heiende gjengen rundt? Hvor sterkt står våre moralbegreber når opportunistiske muligheter byr seg? Hvordan reagerer vi overhovedet når rammene omkring oss endres totalt; når det er “lov” å gjøre gale ting.186

Skolens forpligtelse til kombination af demokratisk værdiformidling og opdragelse til kritisk og selvstændig tænkning – mål, der også er centrale i den danske folkeskolelov og læseplanen for historie187 – kan efter de Figueiredos opfattelse kun indfries gennem et kritisk syn på krigsmyten. Den kritisk-indlevende tilgang vil ikke ende i total relativisme og værdinihilisme, som nogen frygter, tværtimod rummer den muligheden for at problematisere menneskers etiske dilemmaer, deres handlingsbegrænsninger 427

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 428

såvel som deres muligheder.188 Den indsigt og sensitivitet, der herved kan opstå, kan i næste omgang rettes mod os selv og skabe refleksion over vore egne valg i nutiden, hvor problemstillinger som behandlingen af flygtninge og indvandrere – eller menneskerettighederne – er spørgsmål, der bl.a. må ses i lyset af erfaringerne fra 2. verdenskrig. Vi vil mene, at et sådant didaktisk program ville kunne bryde den stivnen, der som en følge af traditionen hersker i den pædagogiske – og for så vidt også i den bredere – formidling og tilegnelse af besættelsestidens historie.

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 429

Frihedsmuseet Sejrherren viser historien En særstilling i formidlingen af besættelsestidens historie indtager Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-1945, i daglig tale blot Frihedsmuseet. Museet definerede sig i 1993 som “en sammensmeltning mellem et mindested og en sprælsk udstilling.”189 Mindestedsaspektet leder tanken hen på den emotionelle og den politiske dimension i historiekulturen om besættelsestiden, mens udstillingsaspektet peger på den kognitive dimension, overføring af viden. Vi har valgt at behandle museet under den sidste dimension, da vi vil prioritere behandlingen af museets institutionelle kontekst og fremstilling af besættelsestiden over bygningen og genstandene. For at forstå Frihedsmuseets indhold og dets usædvanlige placering i den danske historieformidling, inklusive museumsverdenen, er det nødvendigt at se det i dets historiske kontekst, nemlig som et ideologisk udtryk for det politiske kompromis mellem Frihedsrådet og politikerne i april-maj 1945, men i denne sammenhæng helt på modstandsbevægelsens præmisser. Den nationale konsensus om, at Danmark stod samlet bag en modstandslinie mod den tyske besættelse under hele perioden – som modstandsbevægelsen med dens nationalfrontstrategi var slået ind på efter 29. august 1943 – fandt et musealt udtryk i den første udstilling om besættelsestiden i juli-august 1945 i Frimurerlogen i København under titlen Det kæmpende Danmark. Alene udstillingens navn gav associationer til den samlede modstand fra hele nationen, med mindre man ville tolke det som ‘den kæmpende del af Danmark’, men det var ikke udstillernes mening. Den politiske historie under besættelsen var simpelt hen udeladt til fordel for en fremstilling af besættelsestiden som en tid, hvor danskerne militært kæmpede mod tyskerne og deres få håndlangere, og med støtte fra hele folket. Den væbnede kamp med sabotagen som kulminationen var udstillingens meddelelse om, hvad der var sket under besættelsen – og dens budskab til sam- og efterti429

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 430

Indgangen til Frihedsrådets udstilling “Det kæmpende Danmark” i Frimurerlogen, sommeren 1945. Bemærk de to bevæbnede frihedskæmpere mellem søjlerne.

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 431

Forside af Frihedsmuseets katalog, 1996. Fotografiet forestiller en hjemmelavet panservogn, som dog ikke blev taget i brug af modstandsbevægelsen før efter befrielsen. Den militære symbolik er dog stadig til at tage og føle på.

den. Der var “ikke et ord om regeringens samarbejde med tyskerne og konflikten indtil den 29. august 1943 mellem modstandsbevægelsen på den ene side og landets øvrighed på den anden, og endelig nævnes departementschefstyret efter den 29. august heller ikke.” Således skrev en historiestuderende i 1988 i sit speciale om den samtidige udstilling, som stort set var en fortsættelse af den oprindelige fra 1945.190 I 1995 blev en ny udstilling indviet, som vi vender tilbage til. 431

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 432

Det kæmpende Danmark og den udstilling, som fortsatte på Nationalmuseet fra 1948 og i den nuværende bygning på Esplanaden i København fra 1957 til 1994, kan for os at se kun betegnes som propaganda191 – propaganda for den politiske orden fra 5. maj 1945 og senere for nødvendigheden af et stærkt forsvar i en vestlig alliance. For at kategorisere noget som propaganda er det underordnet, om det er bevidst forstået som sådan, det var udstillingen sikkert ikke for de fleste af tilrettelæggerne. Men med erfaringerne fra især det kommunistiske østeuropa og dets udstillingspraksis fra slutningen af 1940’erne til 1989 ligger sammenligningen lige for: i de østeuropæiske lande var der tale om ren og uforfalsket historieprojicering, der forstørrede de kommunistiske gruppers og partiers rolle både før og under krigen, den nationale fronts betydning i den anti-fascistiske kamp osv., mens der i Danmark var tale om en grotesk overproportionering af modstandsbevægelsens og den væbnede kamps betydning for besættelsens, ja verdenskrigens forløb.192 Man kan i dag undre sig over, ikke at en sådan historierepræsentation fremkom i 1945, men at den kunne overleve i næsten 50 år efter befrielsen. Og det er da også kun forklarligt ved et kompleks af årsager, hvor dels ophavssituationen (1945) spiller ind, dels den kolde krig – det nuværende museum blev taget i brug under den kolde krigs højdepunkt et år efter den russiske invasion i Ungarn – og dels en meget aktiv gruppering af borgerligtnationale modstandsveteraner bag museet, der tydeligt så dets nutidsfunktion. Staten og dens traditionelle museum, Nationalmuseet, lader til at have spillet en meget tilbagetrukket rolle både for Frihedsmuseets etablering og i hele diskussionen om dets indretning og budskab, selvom museet siden 1957 har været en afdeling under Nationalmuseet. Udstillingen 1945 og 1948-57 Udstillingen i Frimurerlogen – Schalburgkorpsets central indtil befrielsen – i sommeren 1945 hed Frihedsraadets Udstilling. Det kæmpende Danmark.193 Tanken om en udstilling gik tilbage til modstandskredse i 1944, og kort efter befrielsen nedsattes en ko432

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 433

mité med frihedsrådsmedlem Aage Schoch i spidsen, der skulle varetage arrangementet. Man indbød alle frihedskæmpere – eller rettere alle, “der har deltaget aktivt” – til at indlevere genstande til udstillingen, fx i form af illegale blade, duplikatorer, koncentrationslejrbilleder eller våben. Der blev taget kontakt til Frihedsrådets bladgrupper, sabotagegrupper, jernbanesabotagegrupper, modtagegrupper, rutegrupper, radiogrupper og M-grupper. De skulle ikke blot bringe illegale blade, våben mv., men også stille med modstandsfolk, som kunne demonstrere og fortælle. Ved en helautomatisk trykpresse stod folk fra bladgrupperne og trykte illegale blade, i et våbenværksted lavede modstandsfolk stenguns og i en interimistisk indrettet operationsstue demonstrerede læger og sygeplejersker et illegalt lazaret. Herved fik udstillingen i 1945 et levende præg, historiens aktører var til stede og kunne selv berette om deres aktioner, så den store og den lille historie så at sige blev anskueliggjort. Lige som i Frihedsmuseets senere permanente udstilling var den illegale presse det først udstillede, dernæst hjælpen udefra, sabotagen, tyskerne i Danmark, en fængselscelle og kz-lejrene, våbenværksted, Den danske Brigade og søfolkenes indsats samt sluttelig befrielsen. Det var i det store hele de samme temaer og for øvrigt også de samme genstande, der senere vistes frem på Frihedsmuseets udstilling. Der var ikke megen tekst, genstandene talte for sig selv og blev som nævnt kommenteret af aktive. Alt i alt havde udstillingen et stærkt militant og militært præg. Men samtidig var den som sagt levende: I udstillingen i Frimurerlogen paraderede modstandsbevægelsen frem og stemningen af sejr, snarrådighed, sammenhold og offervilje blev ligesom de håndfaste beviser på illegal aktivitet, genstandene, hængende, og var klar til at blive foldet ud i fuldt flor, da de ydre rammer for et museum stod klar i 1957.194

Udstillingen blev da også en stor publikumssucces med over 200.000 besøgende inden for fem uger. Overskuddet på 100.000 kr. gik til den nys oprettede Frihedsfond. Den praktiske ildsjæl bag udstillingen og den, der også senere mest kom til at presse på for at få oprettet en permanent udstil433

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 434

ling i eget museum, var den da 27-årige Svenn Seehusen, som under besættelsen bl.a. havde været chef for Special Forces Black Propaganda i Danmark.195 I december 1945 nedsatte Frihedsbevægelsens Samråd et præsidium, påny med Aage Schoch som formand, der skulle undersøge mulighederne for en ny udstilling. Svenn Seehusen blev også denne nye komités sekretær, og dens første resultat blev særudstillingen Danmarks Frihedskamp på Nationalmuseet, som blev åbnet d. 4. maj 1948. Udstillingens emner var de samme som i Frimurerlogen, men da der ikke var aktører til at fortælle, blev der nu tale om en egentlig museumsudstilling – som senere videreførtes på Esplanaden i stort set samme form som Frimurerlogens. Tilsyneladende var Nationalmuseets direktør Poul Nørlund og museumsinspektør Ellen Andersen, der begge var medlemmer af præsidiet, efter nogen tid interesserede i at fjerne udstillingen fra Nationalmuseets kompleks. De foreslog, at den blev flyttet til det nationalhistoriske museum på Frederiksborg.196 Hvilke motiver de har haft, vides ikke, men man kan formode, at det militæriske og delvis triumfalske præg, udstillingen havde, passede dårligt til Nationalmuseets mere nøgternt-distante stil. Også kommunisterne var nu blevet skeptiske over for udstillingen – sikkert af politiske grunde i kølvandet på den kolde krigs opsejling –, således afslog frihedsrådsmedlem Alfred Jensen at blive medlem af præsidiet.197 Der blev fremsat endnu flere forslag om placering af et museum, således Ryvangen, men tanken om at lægge det i forbindelse med de henrettedes grave vakte intuitivt modstand. Enden på de mange og lange overvejelser blev, at staten overtog en grund på Esplanaden ved indgangen til Kastellet/Langelinie fra Københavns kommune, hvor en i øvrigt arkitektonisk spændende gammel restaurant i rotundeform (som bl.a. husede jazzklubben Montmartre) blev revet ned og erstattet af en ny bygning af arkitekten Hans Hansen, det nuværende Frihedsmuseum. Der blev fra kommunens side bevilget 280.000 kr. til en omordning af Esplanade-anlægget. Proceduren foregik ikke uden en vis modstand fra flere sider, også enkelte medlemmer af Borger434

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 435

Til højre Frode Jakobsen (1906-1997), medlem af Frihedsrådet 1943-45, derefter socialdemokratisk folketingsmedlem og kommitteret for Hjemmeværnet. T il venstre Svenn Seehusen (1918-1996), direktør , mangeårig formand for Frihedskampens Veteraner. Fotografierne stammer fra begyndelsen af 1970’erne. Begge var centrale personligheder i ‘nationaliseringen af modstanden’ fra befrielsen i 1945 indtil deres død.

repræsentationen. Således udtalte Gudrun Bjørner fra Retsforbundet i januar 1956 her: “Jeg er bange for, at man på dette museum foruden andet også vil gemme de sidste rester af det flammende had, som blev tændt under besættelsen.” Dette blev af Børge Outze i Information kommenteret på lederplads: “Med al forståelse for, at Widriksen [DKP-medlem af Borgerrepræsentationen] blev vred, må vi erklære os uenige. Hadet findes.”198 I øvrigt foregik der ikke, såvidt det kan konstateres, nogen egentlig debat om museets berettigelse eller formål, hvilket passer godt ind i det almene billede af, at politikerne efterhånden holdt lav profil og lod modstandsorganisationerne varetage interesser og opgaver af erindringspolitisk art, som formodentlig ikke interesserede politikerne stort, eller som de var direkte modstandere af men af taktiske grunde ikke kunne kritisere åbent. Indtil slut435

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 436

ningen af 1950’erne blev konflikterne ofte nævnt direkte, som det tidligere er skildret, efter denne tid samledes man om det harmoniserede historiebillede eller ‘nationaliseringen’ af modstanden. Udstillingen 1957-1994 Svenn Seehusen havde også været primus motor ved det nye museums opførelse og etablering, og han forblev den åndelige og økonomiske drivkraft for det frem til sin død i 1996. I 1972 oprettedes på hans initiativ støtteforeningen Frihedsmuseets Venner, der med en økonomisk fond og et forlag har udgjort et stærkt netværk omkring museet og via Seehusens evner som fund raiser fra bl.a. A. P. Møller og Knud Højgaards Fond, Tuborgfondet og Fonden for Fædrelandets Vel har bibragt museet tiltrængte midler udover dem, det modtager fra staten. Museumslederen i 1970’erne og 80’erne, Jørgen H. Barfod, mente, at museet ville have svært ved at formidle og forske uden den økonomiske støtte fra venneforeningen. Også indretningen af en “skolestue” og museets edb-anlæg kan skrives på venneforeningens konto.199 I 1969 blev aktiviteten udvidet med oprettelsen af Frøslevlejr-afdelingen i den forhenværende fangelejr ved Padborg (se senere). Seehusen var indtil sin død formand for Frihedsmuseets Venner med 1500 - 2.000 medlemmer og var herudover formand for Frihedskampens Veteraner, medlem af statens udvalg for jubilæerne i 1985, 1993 og 1995, koordinator af byen Københavns befrielsesarrangementer i 1985 samt meget mere.200 Han var stærkt patriotisk og forsvarsvenligt indstillet og udtalte i 1988 i forbindelse med et spørgsmål om, hvorfor Frihedsmuseet betonede det militære aspekt i modstandsbevægelsens kamp så stærkt, “at udstillingen skal vise, at selvom vi er en lille nation, kan militær modstand nytte, og derfor er det vigtigt med et stærkt forsvar.”201 En lignende nutidsorienteret holdning, omend sjældent direkte udtalt, har præget største delen af kredsen bag Frihedsmuseet, hvorimod folk med en anden sikkerhedspolitisk opfattelse, dvs. ofte med tilknytning til kommunisterne, SF eller andre nyere venstreorienterede partier, ikke har spillet nogen rolle for museets udvikling indtil i hvert fald 1994. 436

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 437

Venneforeningen mente heller ikke i de første mange år af museets eksistens, at der fra dets side skulle forskes i besættelsestidens historie. Besættelsestiden skulle ikke problematiseres, men hændelserne vises som de var, “dengang de skete”. Herved ville udstillingen blive levende. Den nyere forskning fra 1970’erne blev åbenbart af Seehusen og andre fra venneforeningen opfattet som “politisk”, og politiske vurderinger samt vurderinger af modstandens effekt på linie med dem, Aage Trommer havde foretaget i sin doktorafhandling om jernbanesabotagen, skulle undgås.202 Det var ånden fra 45, der skulle bringes videre, den national-patriotiske ånd, der tilsyneladende ikke ansås for politisk. Og med udnævnelsen af den første leder af Frihedsmuseet, dr. phil. Aage Roussell, der jævnsides med den nye post var leder af Nationalmuseets middelalderafdeling, fandt man en person, der var enig i dette formål. I en artikel til Nationalmuseets Arbejdsmark 1960 konkluderede han om museets formål: Museets opgave nu og i fremtiden er ganske klar: det skal vise, hvordan og med hvilke midler det dårligt forberedte danske folk bekæmpede en hårdhændet og folkeretsstridig undertrykkelse, og belære kommende slægter om, at ofrene og kampen ikke var forgæves. Men museets afgrænsning ligger lige så fast: det er modstandskampen i Danmark, det gælder, ikke i Norge eller andre lande, der våndede sig under nazismens tryk, og ikke hos andre folkeslag, der senere har været genstand for et tyranni, som har oprørt verden.203

At der kunne være forskellige og direkte modstridende politiske konklusioner på besættelseserfaringen faldt åbenbart ikke Roussell ind. Og den udstilling, der vistes fra 1957 til 1994, var da også en gentagelse af Det kæmpende Danmark fra 1945: Efter en ganske kort sektion om selve besættelsen d. 9. april gik udstillingen direkte over til at vise modstandsbevægelsens udvikling med folkestemningen, illegale blade og snart efter våbenværksted og sabotage.204 Modstanden som koncept var lagt ned over udstillingen fra besættelsens begyndelse, og forhandlings- og samarbejdspolitikken nævntes som sagt ikke. DKPs rolle blev stærkt underprioriteret, og modstandsbegrebet var i det hele taget det brede: mod437

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 438

standsbevægelsen som en enhed og udtryk for hele folkets kamp mod besættelsesmagten. Det militære aspekt var stærkt fremherskende og den politiske historie næsten fraværende. Det var det danske folks væbnede kamp mod aggressoren med sabotagen i centrum, der udstilledes, og det blev understreget af udstillingens anonymisering, hvor næsten ingen enkeltaktører eller organisationer nævntes. En kollektiv fortælling med en mørk begyndelse, en heroisk kulmination og en lykkelig, men sorgblandet slutning i 1945 pga. de døde modstandsfolk. Hele mønstret i grundfortælIingen støttedes af den scenografiske udforming, hvor genstandene – i høj grad våben – var det afgørende, og hvor tilskueren begyndte og sluttede i det store “minderum”, kaldet “kanonhallen”, og førtes frem under loftsfarver, der begyndte med mørke og blev stadig lysere indtil de endte i ren hvid farve.205 I den forstand var der tale om en “renselsesproces”, som modstandsbevægelsen med Frihedsmuseet som medium udførte for den besøgende.206 I sin analyse af museets udstilling i denne lange periode konkluderede Mørk Hansen i 1988: Det er den militære effekt af sabotagen mere end den psykologisk-bevidsthedsmæssige, som understreges i udstillingen. Budskabet fra sabotørromanerne og de tidlige værker om besættelsestiden, kort sagt hele “den folkelige lejlighedsdigtning”, som hyldede modstandsbevægelsen i tiden lige efter befrielsen og skabte myten om sabotagens militære effekt, er stadig et bærende element i Frihedsmuseets udstilling.

Frihedsmuseet stod således endnu som et monument over den patos som omkransede det at tilhøre modstandsbevægelsen i tiden lige efter krigen. Spørgsmålet er, hvorvidt denne patos er blevet eller overhovedet kan overleveres til senere generationer, – om det ikke er således, at Frihedsmuseets udstilling er svært tilgængelig for dem, der ikke besøger museet for at genopfriske gamle minder?207

Selvom museet var udsprunget af og henvendte sig til et bestemt erindringsfællesskab, havde det alligevel i de første år et højt besøgstal: over 100.000 om året. Senere faldt dette tal dog til i dag at være ca. 60.000 med en svagt faldende tendens. En publikumsunderøgelse i 1986 viste, at halvdelen var udenlandske turister med 438

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 439

amerikanere, formentlig i høj grad jøder, som den største gruppe; man kan forestille sig, at dækningen af de danske jøders redning i oktober 1943 – som i øvrigt fremstilles uden omtale af den pris, mange jøder måtte betale for at komme til Sverige – trækker turister til (se i øvrigt del V., afsnittet ‘Besættelsestiden som oplevelse og vare’). Størstedelen af den anden halvdel af publikum var skoleelever, der var på ekskursion til museet i skoletiden (se senere). Gennemsnitsalderen var 35 år, hvilket sikkert dækker over en hovedfordeling mellem børn/unge på den ene og ældre på den anden side; men allerede på dette tidspunkt var de fleste besøgende formentlig uden direkte del i besættelseserfaringen.208 I jubilæumsår steg besøgstallet en del, sikkert på grund af den megen omtale af modstandskampen i medierne mv. Udstillingen fra 1995 I 1971 var Roussell blevet afløst af historikeren Jørgen H. Barfod som leder. Han havde ligesom Roussell været aktiv i frihedskampen. Barfod foretog en del justeringer af udstillingen, men ændrede ikke dens grundlæggende koncept og budskab. Til gengæld blev museet efterhånden en institution, der foruden at mindes (på en måde, der er speciel i museumsverdenen, fx ved mindehøjtideligheder på besættelsens ‘store dage’), bevare og formidle også blev forskende. Særligt fra slutningen af 70’erne, hvor nogle historikere fra en ny generation, der ikke personligt havde oplevet besættelsestiden, knyttedes til museet, begyndte en udvikling, hvor både forskning og en mere varieret formidlingsvirksomhed fandt sted. Dette kulminerede i årene efter 1987, hvor historikeren Esben Kjeldbæk blev leder og satte sig i spidsen for bestræbelser på at skabe en ny udstilling med basis i den forhåndenværende – bestræbelser, der kronedes med held, da en sådan åbnedes for almenheden på befrielsens 50-års jubilæumsdag d. 5. maj 1995. Forud for den nye udstilling var gået et stort undersøgelsesog udredningsarbejde, og økonomisk blev fornyelsen kun mulig gennem et par ekstrabevillinger på i alt næsten fire millioner kr., dels fra Industriministeriet, dels fra Statsministeriets 5. maj ud439

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 440

valg. Desuden afsatte Kulturministeriet næsten en million til renovering af bygningen mv.209 Udredningsmaterialet er interessant, fordi Kjeldbæk heri gjorde sig store anstrengelser for at redefinere museets og udstillingens eksistensberettigelse og formål, anstrengelser, der dog efter vores mening kun delvis åbenbarer sig i den faktiske nyopstilling. Kjeldbæk var klar over, at den hidtidige udstilling havde overlevet sin tid, og at en ny fortælling på grundlag af en anden tids værdiforestillinger måtte bygges op, med mindre museet skulle reduceres til et rent kult- og erindringssted, samtidig med at der blev færre og færre stadigt levende fra besættelsestiden. Både teknisk – i dets raritetskabinet-lignende dyrkelse af genstandene – og indholdsmæssigt – i den reducerende sort/hvide fortælling – var museet ude af takt med en tid, hvor både nazisme og kommunisme var forsvundet som trusler inde- og udefra. På den anden side ville museet og dets udstilling ikke være noget uden den oprindelige idé og kraft, der udgik fra den almene sejr over nazismen. Når den umiddelbare kontekst – rammebetingelserne – i sam- og eftertid var forsvundet og ånden fra 45 derfor var noget andet end for besættelsesgenerationen med tilknytning til modstandsbevægelsen, hvad så? Og når forskningen i besættelsestiden havde revideret så mange af de traditionelle antagelser? Sådanne overvejelser lå bag de mange drøftelser og arbejdspapirer, der forberedte den nye udstilling. Det var stadig svært at forene de to funktioner, funktionen som mindested og som levende udstilling. Som Kjeldbæk skrev i 1991: De besøgende kan næppe undgå at fornemme referencer til et kirkerum [i “kanonhallen“]. Men højtideligheden modsiges eller kontrasteres af den øvrige udstillings ligefremhed… Bygningen ejer en optimisme, som er slående… Tidspræget findes bl.a. i de store uisolerede glasflader ud til det grønne. Det er næsten som i de parcelhuse generationen samtidig byggede til sig selv… Med sin modernitet rummer bygningen på en måde generationsopgøret som en eftertanke i sin gestalt. Det kan synes ligegyldigt i dag, men er det ikke. For det er vel sådan, at en udstilling kommer desto tættere på tidløshed jo bedre den vil være sin egen tid bekendt uden spekulation i, hvad eftertiden vil mene. Det peger på, at fysiske ændringer i udstillingen skal have kvalitet, men også skal være mærket 1993.210

440

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 441

Udstillingen skulle være præget af tidehvervet efter 1989 og af den forskning, der var foregået siden 1957, dvs. siden Hæstrups bøger om modstandsbevægelsen. Den skulle sige sin egen tid noget, ikke kun besættelsesgenerationen. Samarbejdspolitikken måtte derfor med og “borgerkrigs-aspektet” ligeledes, altså dette, at besættelsestiden ikke kun bestod i en dansk-tysk modsætning, men også i, at danskere sloges mod danskere: Siger man, at nazister og østfrontkæmpere under retsopgøret blev dømt som syndebukke for politikernes langt mere vægtige kollaboration, så må man alligevel også spørge, om ikke Buhl med sit blakkede eftermæle i modstandens litteratur er en slags syndebuk for det overvældende befolkningsflertal, som først meget sent eller slet ikke sluttede op om modstandsbevægelsen? Ingen som oplevede tiden har kunnet undgå at tage stilling og så godt som ingen har kunnet undgå at skifte holdning – fra loyalitet mod myndighederne i 1940 til deltagelse i festerne for modstandsbevægelsen i 1945. At det var et skifte har kunnet fortrænges, fordi så mange foretog det samtidig, og fordi en stor del af befolkningen også har haft personlige erindringer om læsning af illegale blade og deltagelse i nogen af tidens massemanifestationer som den store københavnske folkestrejke i sommeren 1944. Erindringen om den hjælp, man gav hinanden, udvides til at gælde hele besættelsen: folket stod enigt sammen mod uretten.211

Kjeldbæks analyse af Frihedsmuseets situation omkring 1990 var åben og selvkritisk og måtte alene dermed siges at bryde med en tradition siden 1945. Problemet var, at det intetsteds blev præciseret, hvad 1993-, eller altså 1995-værdierne bestod i. Hvordan skal en ny generation – vel nok den fjerde siden besættelsen – definere og anvende denne tid? Det er grundlæggende spørgsmål, der dog ikke blev besvaret på samme niveau og dermed heller ikke kunne ændre udstillingen grundlæggende. Den nye udstilling skulle “knuse myter” om besættelsestiden, men den skulle gøre det inden for en mytisk ramme og endte derfor i et dilemma, der lignede de nyere skolebøgers: “Den fundamentale fortælling i museet er om den lilles kamp mod den store og om det godes sejr over det onde. Det er en god historie.”212 Denne gode historie skulle stadig gøre modstanden og dermed modstandsbevægelsen til det centrale, og Kjeldbæk erklærede da også ligeud, at Frihedsmuseet “er et museum for modstandskampen”. 441

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 442

Spørgsmålet, om det ikke snarere burde være et museum for besættelsestiden, lå ellers implicit i kritikken af den gamle udstilling, også i Kjeldbæks egen. Men her hørte diskussionen åbenbart op, formentlig fordi det var – og er – urealistisk at forestille sig, at museet med det netværk og de identifikationer, der er bygget op omkring det, skulle kunne tage et spring helt bort fra oprindelsessituationen eller “sejrens øjeblik”, som også Kjeldbæk kalder maj 1945. Når museet stadig defineres som et modstandens museum, føles det imidlertid utilfredsstillende, at det budskab, der skal formidles her ud fra, ikke kan fastsættes nærmere. Og ydermere: hvordan skal det realiseres i et musealt formsprog? Det er et “etisk budskab”, men “hvad det budskab er kan ingen sikkert blive enige om”213 – i det nye udstillingskatalog formuleret som, at “museet og dets udstilling er i virkeligheden kun ét af mange spor, som besættelsen har afsat i den fælles danske erindring… vores opgave er at give de mennesker, der kommer til museet, mulighed for selv at opleve og tænke over det, de ser.”214 Udstillingen selv er efter vores opfattelse præget af dilemmaet mellem oprindelsessituationen og mindefunktionen på den ene side og kravet om en “sprælsk udstilling” på den anden. Der er langt mere tekst end før, men mange af dem er kompromis-tekster, hvor den oprindelige selvsikkerhed er erstattet af tøven eller neutralt virkende udsagn. I omtalen af 29. august 43 er teksten således mere realistisk end i den gamle udstilling, men at politikerne var imod et brud med besættelsesmagten omtales ikke. Nøgternhed præger også omtalen af fx jernbanesabotagen, men på den anden side er forskningen alligevel ikke taget helt til følge. Karakteristisk hedder det: “Ved god koordination af aktionerne kunne tyske transporter forsinkes i op til flere timer, men i almindelighed var forsinkelserne mindre, end man troede i samtiden.” Samtidig dementerer nogle af video-interviewene og fotografierne denne vage tekst.215 Sådanne kompromisser er typiske for den nye udstilling, mens genstandene og interviewene taler deres eget sprog, som stadig er modstandsbevægelsens. Der er altså så at sige indbyg442

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 443

get en modsigelse imellem forskningens og erindringens viden i udstillingen. At 1995-udstillingen er mere nuanceret og dermed mere historisk korrekt end den tidligere, skal der dog ikke råde tvivl om. Seehusen og flere med ham fra 1. generation var stærkt kritiske over for fjernelsen af en række symbolelementer og den kraftigere vægtning af konteksten: besættelsesmagten, nazismen og krigen i det hele taget.216 Nuanceringen viser sig også i såvel den kronologiske opbygning – hvor modstandens begyndelse er lagt senere i besættelsestiden – som i den tematiske, hvor både fjenden, den tyske og danske nazisme, og parlamentarikerne i lidt højere grad er behandlet. De økonomiske og sociale forhold står dog stadig svagt, der er ikke meget om landbrugseksporten til Tyskland og slet intet om det store værnemageri i form af entrepenørarbejde for tyskerne mv. Den skæve våbenfordeling eller andre modsætninger i modstandsbevægelsen er omtalt, men på samme måde som m.h.t. jernbanesabotagen. Hvis tilskueren ikke har en forhåndsviden fra forskningen, kan han eller hun simpelt hen ikke forstå meningen. Det militære præg er blevet svækket, omend det stadig er stærkt, og anonymiseringen er ligeledes brudt, hvorved historien fremstår mere menneskeskabt, dvs. mindre mytisk end før. Men grundfortællingen med dens klassiske mytestruktur er bevaret, og man kan bruge den samme vurdering som ved skolebøgerne, at selvom delmyter bliver afmytologiseret, så er besættelsestiden en og samme myte forstået som fortællestruktur. I den faktiske reception bliver opfattelsen af de autentiske genstande selvfølgelig en betydningsfuld faktor. Her står recipienten generelt friere end ved fx en skolebogstekst. Men genstandene kan på den anden side ikke modsige den medfølgende tekst – som følger grundfortællingen – og omvendt, og på Frihedsmuseet er det stadig modstandsbevægelsens genstande fra udstillingen i 1945, der fremvises. Karakteren af “renselsesproces” er nok blevet mindre, alene af den grund, at de nye generationer ikke har behov for at blive renset for passivitet e.l. i forhold til besættelsestiden; men at man 443

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 444

stadig bliver ført fra det onde og håbløsheden til forløsningen er sikkert. I selve denne struktur er udstillingen indkapslet. Hvad der fortælles er endnu engang 1945-fortællingen. Den har overvejende samme kronologi og tematik som den gamle udstilling, men den klassiske fortælling er i højere grad placeret i en politisk-ideologisk ramme – nazisme contra demokrati, undertrykkelse og kampen mod denne – og en international ramme, hvor selve krigen nu figurerer som udslagsgivende. Modstandsbevægelsen bliver dermed i nogen grad relateret, altså sat i forhold til andre strukturer og kræfter, hvorimod den ikke bliver relativeret i betydningen vurderet mere realistisk i et sammenligningsforhold. Med hensyn til skyggesiderne nævner udstillingen ikke nogen af de overgreb og fejltagelser, folk i og omkring modstandsbevægelsen begik, fx klipning af tyskerpiger, visse af stikkerlikvideringerne mv., ligesom voldsepisoder og drab ved arrestationer og interneringer i 1945 kun strejfes til sidst i nogle videobilleder og et kort klip fra Gunnar Nu-Hansens radioreportage “Stikkere føres i arrest”.217 I modsætning til de fleste tekster, inklusive skolebøgerne, sætter Frihedsmuseet stort set retsopgøret udenfor parentes – krigen slutter d. 5. maj 45 med tyskernes kapitulation i Holland, Nordvesttyskland og Danmark. Der er heller ikke nogen nærmere præsentation af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i august 45, der fik nok så stor betydning for efterkrigsudviklingen, indbefattet den moralske debat. Et foto af en atomsky, taget fra en flyvemaskine, med ledsageteksten “Atombombeskyen over den japanske by Nagasaki, 9/8 1945” er det hele. Der er ingen billeder af afbrændte byer eller civile ofre, lige som de allieredes krigsførelse mod civile i Tyskland og Japan er holdt helt udenfor. Hvor bevidste disse ‘huller’ er fremgår ikke af materialet, men man kan formode, at udstillerne kunne befrygte, at en omtale af umenneskelighed i forbindelse med modstandsbevægelsen eller med de allieredes krigsførelse ville blive opfattet som en relativering af modstandsbevægelsens – respektive de allieredes 444

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 445

– kamp, i hvert fald af folk fra den ældre generation og kredsen bag museet. Esben Kjeldbæk gør selv opmærksom på den såkaldte Enola Gay-affære i USA i 1995,218 hvor amerikanske veteraner og politikere fik slettet en tekst, der med etiske henvisninger satte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at anvende atombomben mod civile i en jubilæumsudstilling for krigens afslutning på National Air and Space Museum i Washington. Den kritiske tekst blev fjernet med den begrundelse at den var upatriotisk. Museets leder trak sig herefter tilbage.219 For en umiddelbar betragtning passer en selvransagende holdning simpelt hen ikke ind i historien om de gode og de onde, selvom vurderingen af modstandsbevægelsens kamp dog nok set fra vores synsvinkel skulle kunne bære en selvkritik på basis af dens egne idealer. En kategori som forsoning indgår heller ikke i museets univers, om ikke andet så blot af den grund, at den “borgerkrig” Kjeldbæk anførte som et fænomen under besættelsen ikke rummes af grundfortællingen og dermed udstillingen. Der er tale om det danske folks krig mod tyskerne og deres håndlangere, ikke om borgerkrig. Med hensyn til brug af moderne teknik hører Frihedsmuseet til de mere fremskredne i Danmark. Syv steder er der ved montrerne opsat en lille tv-skærm, hvor de besøgende kan se og høre beretninger af modstandsfolk, der har en eller anden forbindelse til de viste genstande og tekster. De er optaget på video af Esben Kjeldbæk og Steen Veileborg, de fungerer interaktivt og bidrager hermed både til at aktivere publikum og at give en større nærhed til historiens aktører. Der er også mulighed for at bruge en interaktiv videoplade, som blev lavet i 1990 som den første elektroniske billeddatabase i den danske museumsverden. Den rummer mange tusinde billeder af genstande, fotografier og arkivalier fra Frihedsmuseet, og brugeren kan kalde disse frem og få korte kommentarer. På denne måde får hun eller han adgang til de dele af samlingerne, som ikke er udstillet. Kommentarerne relaterer dog ikke til udstillingen som sådan, fordi videopladen blev fremstillet før udstillingen. 220 Museets formidlingsarbejde er også meget bevidst. Der er omvisninger ved historiestuderende af op til en times varighed 445

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 446

for de mange skoleklasser, der kommer, og historikeren Henrik Lundbak har i samarbejde med Nationalmuseets Undervisningscenter og Skoletjenesten udarbejdet et rigt illustreret undervisningshæfte, som sammen med et arbejds- og kildehæfte samt en video både kan anvendes selvstændigt i undervisningen og i forbindelse med besøg på museet.221 Danske skoleelever præsenteres hermed systematisk for grundfortællingen om besættelsen og for det erindringsfællesskab, der bærer den, selvom Lundbaks hæfte inkorporerer de nyere forskningsresultater. I hvor høj grad materialet anvendes vides ikke, men flere tusinde elever besøger i hvert fald museet og dets udstilling hvert år som et led i undervisningen – og i socialisationen til dansker. Ved Padborg i Sønderjylland har museet en afdeling, Frøslevlejren, der rummer en spændende udstilling om lejren for danske politiske fanger hos besættelsesmagten 1944-45. Karakteristisk for hele museums- og udstillingspraksis’en om perioden antyder udstillingen end ikke, at lejren efter en omdøbning til Faarhuslejren også var fangelejr i flere år efter 5. maj 45 – for politiske fanger fra det tyske mindretal, østfrontfrivillige og danske nazister. I Faarhuslejren sad henved 5.000 politiske fanger mellem 1945 og 49. Disse folk og deres efterkommere kan kun bruge udstillingen ved at ‘læse’ den som en udstilling om efterkrigstiden, og på denne måde illuderer den også som skjult museum for den straffede minoritet og dens efterkommere.222 Frøslevlejren har årligt omkring 40.000 gæster (se i øvrigt del V., afsnittet ‘Besættelsestiden som oplevelse og vare’.) Endelig skal nævnes, at der rundt om i landet findes mange institutioner af såvel offentlig som privat art, der rummer udstillinger eller samlinger om besættelsestiden. Det er planlagt at udgive en såkaldt guidebog over disse museer og samlinger i 1998. Modstandsmuseum eller besættelsesmuseum? Den klassiske udstilling i Frimurerlogen og i de første 37 år på Esplanaden havde på samme tid en erindringspolitisk og en rent politisk funktion. Denne gik i 1945 ud på at slå modstandsbevægelsens store militære betydning – Danmarks bidrag til 2. ver446

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 447

denskrig – fast og i 1957, da udstillingen fik sit eget hus og blev permanent, herudover at fremføre budskabet om alliancepolitikkens og oprustningens nødvendighed som følge af den nye totalitære fare. Udstillingen rummede endda en indirekte påstand om, at et eksistensforsvar d. 9. april 1940 havde været muligt og var dermed på linie med “aldrig mere en 9. april”-agitationen under den kolde krig.223 Bestræbelsen på at gøre museet nutidsrettet eller tidssvarende var imidlertid ikke forbeholdt besættelsesgenerationen og dens umiddelbare efterfølgere. Også Frihedsmuseets nye ledelse har ønsket at profilere museet ud fra tiden. Her er man imidlertid bevidst eller ubevidst stødt på to problemer: for det første, at man ikke er nået til en udtrykt forståelse af tidens dominerende politiske værdiforestillinger, og for det andet, at man er undergivet den ‘begrænsning’, at museet primært skal dreje sig om modstandsbevægelsen i en periode, hvor der i næsten halvdelen af tiden ikke var nogen modstandsbevægelse, og hvor andre aspekter såsom passivitet og indadvendt mod det nationalromantiske og det private kunne være nok så (nutids)relevante emner. Med hensyn til værdierne kunne man forestille sig, at menneskerettighederne og universalismen – altså princippet om alle menneskers ukrænkelighed og lige værd uanset køn, nationalitet, race, politisk indstilling osv. – ville kunne være et spændende, nutidsrelevant perspektiv på besættelsestiden. Menneskerettighederne har jo også en forankring i besættelsestiden selv med dens fremførelse af demokratiets basale værdigrundlag over for nazismens afstandtagen herfra. Udstillingens bedste greb er faktisk dens begyndelse, hvor nazismens ydre, blændende skin i form af den filmede hyldest til Hitler på hans 50 års fødselsdag i 1939 kontrasteres af fotos og bittesmå genstande, som dels afspejler de lidelser, nazismen påførte mennesker og i sidste ende sine egne tilhængere, dels de kærlighedsudtryk, den alligevel aldrig kunne knægte. Den gamle udstilling dyrkede patriotismens udtryk i den illegale, militære kamp mod Tyskland, den nye er mere varieret og gør en del ud af det ideologiske; men dybest set er den også en 447

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 448

national-patriotisk udstilling. Den danske nationalstats selvstændighed er den absolutte målestok. Et menneskeretsperspektiv, som det ideelt opfattes af FN i dag, kan ikke appliceres her, i hvert fald ikke på en måde, der ikke kun inddrager tyske og nazistiske gerninger, men også de danske statsorganers og endda modstandsbevægelsens. Domstole, politi, masseovergreb på enkeltpersoner, likvideringer, krigsmentalitetens gennemslag i folkestemningen, had på alle sider kunne være demonstreret, ikke nødvendigvis fordømt. Udstillingen taler imidlertid stadig ud fra et privilegeret perspektiv, der ikke sætter spørgsmålstegn ved overleveringens patos. Og derved overlader den netop ikke folk en “fri” mulighed for at opleve og tænke over besættelsestiden. Samtidig er det en meget ‘pæn’ udstilling, der helst ikke vil udfordre, men hermed også undlader at problematisere. Definitionen af Frihedsmuseet som et museum om modstanden strider ligeledes mod eventuelle ønsker om at brede museet ud, så det snarere blev et museum om besættelsestiden, der kunne dække alle væsentlige sider af den danske virkelighed 1940-45 på den internationale baggrund. Inden for det givne koncept findes der ingen løsning på dette dilemma, det kan ikke klares gennem kompromisser. Der er dog (udenfor kompromis-konceptet) to løsninger, som gensidigt udelukker hinanden, selvom et overordnet menneskerettighedsperspektiv godt kunne lægges ned over hver af dem: enten at man tager skridtet fra 1995 fuldt ud og gør museet til et besættelsestidmuseum med den konsekvens, at man må skippe mindestedsfunktionen – og det vil føre til en strid mellem ledelse og venneforening samt formentlig en række mediekampagner, der ligner dem, vi har omtalt i forbindelse med ‘Jane Horney’ og ‘Linien-Lyset’ i del IV. Eller at man omvendt drager den fulde konsekvens af ophavssituationen og bevidst indretter museet som museum for en af hovedparterne under besættelsen – modstandsbevægelsen – og åbent tager parti for denne uden at fortie nogen af dens aktiviteter. Den gamle udstilling var partisk, men uden at gøre præmisserne klare; en evt. ny udstilling af denne karakter burde åbent fremføre grundlaget for kampen, men også 448

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 449

modsætningerne i den, sådan som den udviklede sig, fx mellem det nationalistiske og det emancipative eller spørgsmålet om målet helliger midlerne: altså i egentligste forstand historisere modstandsbevægelsen. Det levende potentiale, som engagementet i periodens historie stadig udgør, vil efter vores opfattelse kunne udnyttes bedre i begge de alternative tilfælde. I den nuværende frihedsmuseale sammenhæng virker bundetheden af oprindelsessituationen stadig meget stærk og tilsyneladende som accepteret af både den daglige ledelse og Nationalmuseet. Men samtidig vil man gerne præsentere en kognitivt troværdig udstilling om besættelsestidens historie. At være bundet og fri på en gang er imidlertid ikke foreneligt i en sådan sammenhæng. Frihedsmuseets dilemma står hermed som et godt udtryk for det danske samfunds dilemma, når det gælder erindringen om og brugen af besættelsestiden.

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 450

Opsummering: Forskning og formidling af besættelseshistorien Med hensyn til forskningens samspil med formidlingen kan vi konkludere, at forskningen i 1970’erne skabte et mere realistisk billede af besættelsestiden; dette stødte på modstand i veterankredse og en stor del af pressen, og det har endnu ikke udmøntet sig i en bredt formidlende fremstilling. Kontrasten mellem historie og erindring vil vi tage op i det næste og sidste kapitel af denne del; men så meget skal siges, at en skildring af den samfundsmæssige bevidsthedsdannelse om besættelsestiden ud fra historieforskningens resultater langt fra ville svare til virkeligheden. Her kommer en almindelig historiografisk tilgangsmåde til kort. Kun gennem en mere sociologisk metode, som er tilstræbt i denne bog, kan man indfange de betingelser historien og erindringen produceres under. I 1980’erne fandt forskningen et vist gennemslag i lærebøgerne for Folkeskolen og Gymnasiet og for så vidt også for universiteterne med Gyldendal-bindet om Danmarks historie 1914-45 (red. af Søren Mørch, 1988). Som et led i Danmarkshistorien, skrevet til et massepublikum, blev de nyere resultater ligeledes formidlet af Tage Kaarsted i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd. 13, 1991, men i en afsvækket form. I den tidligere Politikens Danmarkshistorie af Frantz Wendt fra 1966 (bd. 14) var konsensusopfattelsen stadig fuldt ud gennemført. Realismen slog også igennem på Frihedsmuseet i 1990’erne. Forskningsresultaterne blev indarbejdet i en nyopstilling af museets klassiske udstilling fra 1945, men det skete i en main stream udgave, der udelukker eller afsvækker den mere kontroversielle forskning, dvs. de resultater, der momentvis peger i en anden retning end grundfortællingens harmoniske, og hermed strider mod samfundets kollektive erindring. Den indholdsmæssige konformitet på Frihedsmuseet er noget større end i de nyere skolebøger, og det hænger efter alt at dømme sammen med museets institutionelle og sociale kontekst. At en udstilling som Frihedsmuseets ligesom bogværkerne 450

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 451

kan opfattes og bruges forskelligt, alt efter modtagerens forudsætninger og behov, er givet. Modtagerens interaktion med de udstillede genstande og tekster er i sidste instans afgørende for den betydning han/hun danner. Parametre som alder, køn, uddannelse, familiehistorie, politisk holdning mv. virker kraftigt – men naturligvis ikke totalt determinerende – ind på receptionen. Vores bedømmelse af udstillingen såvel som andre manifestationer af historiekulturen om besættelsestiden afspejler naturligvis vores forudsætninger og behov, men den er metodisk set også et resultat af den vinkel, vi anlægger i denne bog: historiens samspil med samfundet.

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 452

Historie og erindring “The prime function of memory, then, is not to preserve the past but to adapt it so as to enrich and manipulate the present.” Så skarpt udtrykker den amerikanske historiker og erindringsforsker David Lowenthal erindringens problem i en samfundsmæssig sammenhæng.224 Erindringen og den tradition, der kollektivt knyttes til den, er af en anden art og varetager andre funktioner i samfundet end historien, selvom der naturligvis er en forbindelse. Han har i sit seneste værk sammenfattet den samfundsmæssige erindring i begrebet ‘heritage’ (‘kulturarv’), som vi tager op i afslutningen. Indtil midten af 1800-tallet var der imidlertid ingen større, om overhovedet nogen, forskel på erindring og historie; her skulle hele nationens historie så vidt muligt gøres til fælleseje, kollektiv erindring. Men fra og med det moderne gennembruds forståelse af ordet historie har det haft en både analytisk og sammenhængspræget betydning, der adskiller det fra erindring. Historien skulle ganske vist stadig opbygge normer og identitet, men den skulle gøre det på kendsgerningernes grund, og disse kendsgerninger skulle blotlægges gennem en rationel, logisk metode. Samtidig skulle der skabes begrundede sammenhænge og forklaringer. Mythos og logos kom til at stå i modsætning til hinanden, og i så høj grad, at der hos positivisterne, som grundlagde metoden, blev tale om en kortslutning. Historieforskning og historieskrivning sås fx hos de franske historiepositivister omkring århundredskiftet som identiske, historieskrivningen var blot og bart ‘historievidenskabens fremstillingsform’.225 Hermed blev problemet om formulering og fremførelse af de videnskabelige resultater, så de kunne forstås og bruges af befolkningen, underkendt, og der opstod i virkeligheden to slags historie: en logisk, videnskabeligt orienteret, der i høj grad foretog dekonstruktion af myter eller direkte falske forestillinger om fortiden, og en mere fortællende og folkeligt orienteret, som ofte opretholdt billedet af begivenheder og sammenhænge, der var opgivet af den videnskabelige historie. Et erkendelses- og formidlingsdilemma var opstået, som på man452

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 453

ge måder har præget faget, og som har medført sammenstød eller omvendt mangel på kommunikation mellem professionelle historikere og almenheden.226 I dybere forstand var der også knyttet væsentlige politiskideologiske interesser til de to forskellige erkendelsesmåder. Et skoleeksempel herpå fra dansk historiografi er striden om forståelsen af dragonen Niels Kjeldsen og hans krigsindsats i 1864. Kjeldsen, der blev dræbt i forbindelse med en træfning ved Kolding under krigen, var fra 1880’erne blevet udpeget og benyttet som krigshelt i den nationalistiske og forsvarsbegejstrede offentlighed, der støttede opførelsen af Københavns befæstning. I 1902 blev det imidlertid i en bog af forfatteren Karl Larsen med kildekritisk metode påvist, at Kjeldsen ikke var død i en heltemodig enekamp mod en preussisk overmagt, men under en i øvrigt helt legitim flugt netop som følge af overmagten. Billedet af Niels Kjeldsen måtte i direkte forstand revideres – eller tages ned, for et patriotisk historiemaleri af ham, der fulgte myten, var på brygger Jacobsens initiativ blevet ophængt på Frederiksborgmuseet. (Malet af Frants Henningsen). Og denne revision blev beklaget dybt i den nationalt orienterede presse. Over for videnskabens sandhedskrav anførte avisen Nationaltidende: Man berøver folket det ler, hvoraf det skaber billeder efter sin egen forestillingskreds, for at give det en sten, som der ikke er mere at gøre ved; man berøver det glæden ved at tænke sig, hvorledes helten kunne have båret sig ad, og man berøver det et virksomt middel til at forme forsætter om, hvorledes man selv vil handle under lignende forhold. Det første er ondsindet, og det andet er dumt… Professor Larsen har forgrebet sig på en legende, der var en glæde for den kreds, hvor den levede… det er denne onde og ukloge handling, som har vakt røret… Han har gjort attentat på noget af det lidet, som folket med rette kalder for sin ejendom, som det værner om som helligt gods, som det åndelig lever af, og som hverken han eller prof. Erslev kan erstatte.227

Formentlig har modstandskampens aktører og de, der følelsesmæssigt var knyttet til modstandskampen via deltagelse og/eller erindring, på samme måde følt at legenden blev fjernet af historikerne, selvom de fleste nok slet ikke ville tale om en legende. Hermed er et andet problem omkring erindring berørt. Erin453

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 454

dringer er nemlig både individuelle/personlige og kollektive, i det sidste tilfælde taler vi så om kollektiv erindring eller om tradition. Men ofte bliver det individuelle og det kollektive, hukommelsen og traditionen, vævet ind i hinanden på måder, som det senere er umuligt at adskille. Store begivenheder – eller begivenheder, der senere får monumentstatus – blandes ind i og sammen med personlige erindringer og bliver på den måde følelsesmæssigt tilegnet. We treasure these connections with the wider past. Gratified that our memories are our own, we also seek to link our personal past with collective memory and public history. People vividly recall their own thoughts and actions at moments of public crisis because they jump at the chance to connect themselves with meaningful cosmos… But these recollections are often as erroneous as they are vivid. Indeed, the gross inacurracies emphasize the point: people are so eager to be part of “history” that they falsely “remember” their responses to, or even having been present at, some momentous event.

Således udtrykker Lowenthal andre af erindringens problemer.228 Der kan under alle omstændigheder optræde ‘kognitiv dissonans’, dvs. en ubevidst vægring ved at anerkende informationer, som strider mod erindringen og dermed overbevisningen. Nye informationer fortrænges eller benægtes, fordi den hidtidige opfattelse af et fænomen er så stærkt rodfæstet i både kognitive og emotionelle strukturer, at den ikke lader sig rokke. Eller den kan leve sideordnet med informationer, der i virkeligheden er modstridende. Det er dog ikke følelser det hele. Erindringen er ganske vist i høj grad følelsesmæssigt funderet, men almindelig ‘interesse’ gør sig også gældende, når forestillinger, som rationelt er ved at blive undermineret, alligevel bliver opretholdt. Følelse og interesse spiller begge en rolle og lader sig også nemt sammenflette. Men i almindelighed kan interessen afdækkes gennem en åben procedure, fx gennem påvisning udefra af en overensstemmelse mellem den interesserede part og opretholdelsen af en bestemt forestilling; det var det, der skete med Niels Kjeldsen-myten, da Karl Larsen underminerede den. (Det er dog ikke ensbetydende med, at der bliver almindelig konsensus om, at der er tale om en falsk 454

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 455

forestilling, således som Nationaltidendes afvisning af dekonstruktionen af Kjeldsen-myten viste det). Anderledes med erindring. Den kan principielt ikke afdækkes og har mytens karakter af at være inappellabel. En kritik af erindringen vil oftest føles som en krænkelse, fordi erindringen qua erindring har vished om sin egen sandhed. Evt. kritik vil medføre protest eller i hvert fald vægring. Et illustrativt, men samtidig tragisk tilfælde pga. emnets karakter, er revisionen af dødstallet fra Auschwitz fra 4 millioner til 1,2 millioner, der blev foretaget i 1990, efter at kommunismen i Polen med dens interesse i at opretholde det værst tænkelige billede af Tyskland i nutid og fortid var faldet. Videnskabelige undersøgelser havde vist, at tallet 1,2 millioner ofre var nærmere den historiske virkelighed. Da Auschwitz-museets ledelse meddelte ændringen af dødstallet, som fremtidigt ville blive meddelt de besøgende, udtalte lederen af det jødiske centralråd i Tyskland, Heinz Galinski, at denne handling var “eine Verhöhnung der Opfer”, altså en forhånelse af Holocausts ofre.229 De mange fejder om den rette forståelse og udlægning af besættelsestiden, der har været fra omkring 1970, må relateres til både erindrings- og interessebegrebet, men på det subjektive niveau er der ingen tvivl om, at det var erindringen, som var afgørende, og på det personlige, subjektive plan spillede interesse nok slet ingen rolle i de fleste tilfælde. Det var oftest i veteranmilieuer i modstandsbevægelsen, at protester mod et eller andet initiativ eller manifestation omkring besættelsestiden begyndte. Modstandsbevægelsen kan i hvert fald fra 1950’erne i sig selv ses som et erindringsfællesskab, ikke mindst for de mennesker, der tilsluttede sig en veteranorganisation. Protesterne hentede derefter typisk større eller mindre støtte i medierne og fik ofte stor gennemslagskraft i offentligheden, i nogle tilfælde så stor, at forestillinger og udsendelser blev flyttet, dementier og undskyldninger givet. Det gik dog ikke så vidt, at forskningsresultater skulle revideres, selv om de som i fx Aage Trommers tilfælde blev sat under kraftig offentlig beskydning. I protesterne optrådte veteranmilieuets højre- og venstrefløj 455

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 456

som regel i forening. Modstandsbevægelsens veteraner havde i vid udstrækning held med at hævde og få accepteret i offentligheden, hvad de opfattede som deres fortolkningsprivilegium. Og den patriotiske tradition eller det åndelige nationale monument, som besættelsestiden var blevet – og stadig er – opfattedes naturligt som sammenhørende med veteranerne. I reglen rejste protesterne og de efterfølgende debatter heller ikke en egentlig historisk indholdsdebat – end ikke når det var de mere kognitive bidrag, der stod til diskussion – men knyttede først og fremmest an til, at dette eller hint kunne virke ‘sårende’ eller ‘ærekrænkende’ på veteranerne. Og det blev almindeligvis betragtet som et gyldigt argument imod genstanden for protesten, i hvert fald efter 1970. Synspunket var båret af den forståelse, at den selvoplevede erindring giver en særlig ret til at bestemme, hvad der skal erindres og hvad der skal glemmes. Her blev interessen et objektivt konstaterbart fænomen, da de medier og politikere, der talte for denne privilegerede position for modstandsbevægelsen, selv havde deltaget i skabelsen og fastholdelsen af den patriotiske tradition. Konflikterne blev, især fra modstandsbevægelsens side, i vid udstrækning anskuet som en generationskonflikt, som en absolut konflikt mellem det selvoplevede og det formidlede, mellem aktører og ikke-aktører. Veteranerne og deres talerør i radioråd, aviser, folketing og andre steder fremførte gang på gang, at historikere, kunstnere og journalister, der ikke selv havde oplevet besættelsen, manglede tilstrækkelige forudsætninger for at formidle besættelsestidens historie. Man kan hertil sige, at de professionelle historikere selv – med eller mod deres vilje – kom til at bidrage til kløften og den manglende dialog ved at fremhæve distancen og det lidenskabsløse, analytiske blik som det største aktiv under en beskæftigelse med besættelsestidens historie og identifikationen eller empatien som den største fare. Måske kunne historikerne i højere grad have spillet en erindrings- og historiepolitisk rolle ved at anskue forskellen mellem den selvoplevede erindring og den analytisk formidlede fortid som et kontinuum eller et både-og snarere end 456

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 457

Trusselsbrev til amtsborgmester Kresten Philipsen, Sønderjyllands Amt, fra april 1997 foranlediget af uroen om ‘Euroregion Slesvig’ 1996-1997. Brevet var anonymt og forsynet med en bombeattrap. Kilde: Jyllands-Posten, 22. april 1997.

som et enten-eller og derved lægge mere vægt på en bredt forståelig formidling af deres forskning. Erindring må som nævnt ses som en kompleks sammenvævning af biografi og historiefor457

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 458

midling, og en indlevelse i de historiske aktørers værdigrundlag inden for alle lejre er nødvendig for at forstå deres intentioner og handlingsvalg. Historikernes rolle i skabelsen af den kollektive erindring eller traditionen om besættelsestiden har været marginal. Den har mest haft karakter af et salt, noget der af og til frembragte debatter om forskningsresultater, som dog normalt blev affejet af organisationerne og pressen som udtryk for akademisk tankespind. Historikernes marginalisering skyldes for det første, at den kollektive erindring, som den afspejles i den offentlige opinion, primært skabes uden for undervisningssystemet og styres af andre drivkræfter end oplysningsmæssige; afgørende er her staten, organisationerne og medierne, naturligvis i samspil med behov i befolkningen. Og for det andet skyldes faghistoriens svage placering i offentligheden, at den i sin praksis sætter et skarpt skel mellem historie og erindring og derved medvirker til at blokere for en dialog mellem de forskellige producenter af historie og erindring. Det bærer til en vis grad besværgelsens karakter, idet den akademiske historie selv er påvirket af den kollektive erindring. Ud fra en formidlingsmæssig synsvinkel vil det nok være mere frugtbart at se erindring og det hermed forbundne engagement som et latent oplysningsmæssigt potentiale frem for som den formørkelse, de fleste faghistorikere normalt har opfattet den som. Men kontakt og dialog kræver en brobygning, som er sjælden herhjemme. Og en sådan kræver igen en vilje fra faghistorikernes side til at indgå i en offentlig debat og til at formidle deres viden i brede værker, som er alment brugbare. Efter Enola Gay-affæren i USA i 1995 – omtalt i det foregående kapitel –, som slående ligner flere af sammenstødene mellem historikere og veteraner/medier i Danmark i de sidste 25-30 år, begyndte amerikanske historikere og museumsfolk at reflektere over, hvordan den ufrugtbare modstilling mellem analytikere og aktører i fremtiden kunne undgås eller i hvert fald modificeres. Det resultat, de nåede frem til, var, at både førstehåndsoplevelsen og det kritiske blik, både autenticiteten og den videnskabelige uafhængighed fremover måtte inddrages i den offentlige samta458

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 459

le om historie. Flere hævdede, at det var ulogisk på den ene side at ofre så meget på ‘historie fra neden’ med oral history-projekter, museumsudstillinger om almindelige mennesker og lokalhistorieprojekter og så på den anden side holde vidnerne uden for en dialog med forskerne og museumskuratorerne, når en konflikt var under opsejling. Den strukturering i poler, der i Enola Gaykontroversen skete fra stridens begyndelse, virkede i sig selv accellererende på konflikten, som vi også i adskillige tilfælde så det i Danmark. Alternativet til en dialog er tilbagetrækningen til hver sin lejr, hvor man ud fra den givne enighed kan tale med hinanden på menighedsvis uden forstyrrende indblanding, men hvor historien til gengæld taber i samfundsrelevans. Under selve arbejdsprocessen kan en vis adskillelse mellem analytisk indstillede historikere og aktører, der genkalder sig fortiden gennem erindring, dog efter vores opfattelse ikke undgås. Og erfaringen fra ‘Enola Gay’ kan nok i højere grad anvendes positivt inden for museumsverdenen end inden for eksempelvis universiteterne, med mindre det direkte er erindringen der forskes i her. Den anden lære af den lange amerikanske kontrovers 1994-95 var, at historikerne i den offentlige formidling åbent må kunne vise, at heller ikke de er enige, og at deres metoder i virkeligheden ligner dem, ‘almindelige mennesker’ bruger, når de fx i vigtige anliggender foretrækker at lytte til en, der har opevet noget på første hånd, frem for på en der bare har hørt om det. Og den tredie lære var, at både vindere og tabere må præsenteres i historien. Som David Thelen skrev efter affæren: We must not permit future conversations between historians and the public to end where this one did. Our presentations must evoke an exhausted American marine looking forward after the crushing battle of Okinawa. But they must also evoke a mother searching the rubble of Hiroshima for her daughter and finding a lunch box with carbonized peas and rice inside, the only remains of her vaporized child, in the terrible narrative that John Dower in this issue calls “the Superfortress and the lunch box.”230

Det er muligt, at det skitserede er utopisk, men meget ville i hvert fald være vundet, hvis man kunne ændre holdningen hos både 459

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 460

historikere og aktører og så vidt gørligt også ændre holdningen i offentligheden. At åbenhed omkring materialet samt fuldstændig ytringsfrihed må være en selvfølge hører med i billedet. I udvekslingen mellem historien og erindringen spiller det offentlige rum en afgørende rolle, og opinionen i dette rum har i Danmark gennem årene – sådan som den kan registreres i massemedierne, især i de store aviser – været præget dels af informelle pressionsgrupper, dels af mediernes hensyntagen til formodet populære stemninger og synspunkter. Pressen har således ikke i første række optrådt som formidler af historisk viden, men som konservator af etablerede forestillinger og modsætningsforhold. Spændingen mellem indlevelse og distance, mellem det selvoplevede og det formidlede, er almen, omend skærpet når det angår samtidshistorie. Men det er jo ikke al samtidshistorie, om hvilken der udspiller sig intense historie- og erindringspolitiske kampe, og som resulterer i veritable sammenbrud i dialogen mellem historikerne, offentligheden og de historiske aktører. Det er sammenbrud, der er mest typiske for besættelseshistorien. Forklaringen på besættelsestidens store erindringspolitiske vægt må i sidste ende søges i 2. verdenskrigs betydning som politisk og mentalt strukturerende begivenhed for resten af århundredet. Der er derfor bundet intense individuelle og kollektive identiteter og interesser til besættelsestidens historie. I den store offentlighed blev fortællingen om besættelsen hurtigt efter krigen en kulturel nøglefortælling om efterkrigssamfundets centrale værdier og grundvilkår. Den antog mytens form og karakter som en fortælling, der, omend den kan indoptage mange modstridende elementer og variationer, er inappellabel, og som derfor dybest set kun kan ændres gennem tidens og generationernes gang. Det inappellable gælder altså ikke på tværs af historien, men må ses som tidsbundet i sig selv; i denne forstand er der med andre ord ikke tale om en klassisk myte som de antikke. Myten om besættelsestiden kan ændres. Som Roland Barthes bemærker: “Som jeg har sagt, er der ikke noget fast over de mytiske begrebsindhold: de kan dannes, ændre sig, opløses og forsvinde komplet. Og det er netop fordi de er historiske, at historien så let 460

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 461

kan tilintetgøre dem.”231 Men det betyder ikke nødvendigvis at ‘historien’ erobrer den offentlige scene. Den er i høj grad besat af den kollektive erindring.

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 462

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 463

VII

Afslutning

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 464

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 465

Konstruktionen af besættelsestiden

Denne bog har forholdt sig til en vigtig periodes ‘efterliv’,

hvordan den blev konstrueret som historie, hvordan den iscenesattes som minde og hvordan den spillede ind i samfundets politiske liv. Det er ikke muligt i dag at forholde sig uberørt eller ikkeforudindtaget til det stykke fortid vi kalder den tyske besættelse af Danmark. Det har det nok aldrig været, men 53 år efter besættelsens afslutning sidder perceptionen af alle disse års ‘egne’ begivenheder, som de er blevet vævet sammen med historien om besættelsen, som bevidsthedmæssige styringsredskaber hos den, der forholder sig til besættelsestiden. Med til efterkrigshistorien hører fx alle de oplysninger befolkningen har fået om HitlerTyskland og om forholdene i de tysk-besatte lande i østeuropa med kz-lejrsystemer og udryddelseslejrene. Og med til den hører også vores fortolkning af den udenrigspolitiske lære, de vestlige lande drog af Hitlers ekspansionsønsker, og opfattelsen af, hvordan den kom til at svare til virkeligheden. Her taler vi i almenhed om ‘vi’. Vores bevidsthed om dette stykke fortid er således tæt sammenknyttet med nutiden og den mellemliggende tid samt naturligvis med vores forventninger til, hvad der med dette udgangspunkt skal ske i fremtiden. Det betyder ikke, at vi ikke kan analysere fortiden og forsøge at drage lære af den så at sige på dens egne præmisser, men både analysen og dens følgeslutninger vil nødvendigvis være stærkt påvirket af mellemtid, nutid og fremtidsforestillinger. I vores præsentation af ‘grundfortællingen om besættelsesti465

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 466

den’ i del III skrev vi – og her taler vi som forfattere til denne bog – at fortællingen først bliver mytisk, når bevidstheden om, at den oprindelig var politisk bestemt, er forsvundet eller fortrængt. Den er blevet til ‘natur’. Og med et citat fra Roland Barthes’ Mytologier anførte vi, at afpolitiseringen “griber ofte ind i et allerede naturaliseret lag som er afpolitiseret af et generelt meta-sprog, hvis funktion er at besynge tingene, ikke at behandle dem.”1 Hvis man accepterer dette som en moderne kulturdiagnose – og vi finder det svært at modsige, bl.a. på grundlag af vores undersøgelser af historiekulturen om besættelsestiden – vil man se, hvilke vanskeligheder der er forbundet med at formidle blot nogenlunde ‘uafhængig’ historie om besættelsestiden. Ikke blot skal befrielsesårets ‘naturaliserede lag’ skrælles væk, men også de efterfølgende års konstante vidensophobning, retrospektion og ‘besyngelse’. Fortiden skal rekonstrueres med bevidstheden om både den selv og den måde den siden er blevet forstået og benyttet på – alene dette, som er et vilkår for al faghistorie, gør forestillingen om eksistensen af en objektiv historiefremstilling absurd. Alligevel er der, som anført i det foregående afsnit, forskel på historie og kollektiv erindring. Den ene er orienteret mod erkendelse, den anden mod tro og overbevisning. Inden vi forsøger at drage lære heraf vil vi dog kort opsummere denne bogs undersøgelser. Sammenfatning Ud fra en deling i historiekulturens tre dimensioner – den politiske, den æstetisk-emotionelle og den kognitive – har vi undersøgt historie- og erindringsformidlingen om besættelsestiden i mange forskellige afskygninger. Efter de indledende dele I-III fremstillede vi, hvordan grundfortællingen om besættelsestiden konkret blev til, og hvordan den harmoniserende udgave, der var et kompromis mellem samarbejdspolitikerne og modstandsbevægelsen, opstod og vandt masseudbredelse i 1944-45 og årene lige efter. Det var besættelsestidens politiske dimension. Patriotismen blev det bærende element i den offentlige fortælling. Lige som i Frankrig, Belgien og Holland, hvor de politiske og økonomiske eliter 466

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 467

havde samarbejdet med besættelsesmagten, havde Danmark ud fra samme forudsætninger “et desperat behov for patriotiske erindringer.”2 Og fra slutningen af 1940’erne blev dette behov vævet sammen med den kolde krigs behov for at vise vilje til militært forsvar i samarbejde med andre demokratiske nationer. Et billede af modstanden som det typiske for Danmark under besættelsen opstod. Det kunne opdeles i ‘passiv modstand’ og ‘aktiv modstand’, men modstanden inkluderede hele befolkningen med undtagelse af nogle få ‘landsforrædere’. Politikerne tog modstandsbevægelsens aktiviteter til indtægt for sig selv. Modstanden blev den centrale del af et alt omfattende nationalt erindringsfællesskab. Den national-patriotiske fortolkning af besættelsestiden måtte forsone spørgsmål, som truede med at splitte og opløse nationen. Derfor blev den ‘nationaliseret’. I begyndelsen fandtes der imidlertid ikke noget samlet nationalt erindringsfællesskab omkring besættelsestiden, således som dette havde været legemliggjort i veteranerne fra 1864 efter denne krig. Modstandsbevægelsen var fra starten hverken en officiel bevægelse eller nationalt samlende – men i 1944-45 kom den til at fungere som et nationalt samlingspunkt, som også politikerne og de fleste tidligere indifferente kunne tilslutte sig. Således kom modstandsbevægelsen efter 1945 gradvis til at stå som selve stedet for den nationale erindring om kampen mod tyskerne, som på nationens vegne blev skubbet et par år længere tilbage, end virkeligheden tillod. Myndigheder og traditionelle dele af statsapparatet som hæren og politiet kunne kobles til denne erindring, stadig motiveret af efterkrigstidens behov for at opvise patriotisme og forsvarsvilje, selvom forsvaret denne gang skulle rettes mod en af de allierede, Sovjetunionen. I de første efterkrigsår var der dog ikke tale om nogen fuldstændig enhed mellem politikere og modstandsbevægelse i udlægningen af besættelsesfortællingen. Politikerne opretholdt i selektiv udgave forsvaret for den linie de havde valgt d. 9. april 1940 og gennemført indtil 29. august 1943 – under etiketten ‘passiv modstand’ – mens modstandsbevægelsen fortsat kritiserede ‘tilpasningslinien’ eller ‘indrømmelsespolitikken’. I den offentli467

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 468

ge debat bestod altså en skelnen mellem en politisk-parlamentarisk linie og en modstandslinie. Men fra 1960’erne og specielt fra 70’erne bliver det stadig sværere at konstatere denne forskel, i hvert fald i de offentlige kommemorationer. Erindringen tager en anden udviklingsvej. Bevidstheden om fortællingens politiske ophav og betingelser blev svagere og svagere, og det mytiske præg tog over (selvom der ikke er tale om fuldstændig entydighed). Hvor der tidligere havde været tale om uklarhed pga. sammenblandingen af modstand og kollaboration, blev der nu i egentlig forstand tale om historieprojicering, dvs. projicering af ønsker om, hvordan man gerne vil optræde i nutiden, tilbage i fortiden. I og med denne udvikling blev samarbejdspolitikken fremstillet i bagklogskabens lys som en negativ og helt uforståelig tyskvenlig politik. Denne bevidsthedshistoriske udvikling nåede sit foreløbige klimaks med folketingsdebatterne i anledning af 50-året for befrielsen i foråret 1995. Den var dog ikke forbeholdt 1990’er generationen af politikere, idet også et flertal af de veteraner fra modstandsbevægelsen, der ytrede sig, fremstillede besættelsestiden som en tid, hvor det folkeligt-patriotiske fællesskab blomstrede, og hvor de egentlig blot havde optrådt – med livet som indsats – som ukontroversielle redskaber for denne enige opinion. I hidtidige analyser af historieskrivningen om besættelsestiden er samarbejdspolitikernes indflydelse og harmoniseringsforsøg med rette blevet påvist; modstandsbevægelsens indvirkning på overleveringen har derimod været forholdsvis ubelyst. Det vil denne bog forhåbentlig medvirke til at rette op på. I ‘IV. Besættelsestiden som politik’ viste vi endvidere, hvad de fortællinger, vi kalder ‘apokryfe’, bestod i, og hvem der var deres bærere: scavenianere samt mere eller mindre forhenværende nazister og kommunisterne. Med disse personers/bevægelsers og deres idéers uddøen forsvandt de også fra den offentlige dagsorden herhjemme. De tyskvenlige og nazisterne spiller dog stadig rollen som ‘de andre’ under besættelsen, mens personen Erik Scavenius til en vis grad er blevet rehabiliteret gennem historieskrivningen. Hans politiske synspunkter har dog ikke overle468

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 469

vet, end ikke i Det radikale Venstre (med mindre man vælger at se den meget USA-venlige danske udenrigspolitik i dag som en parallel til den danske holdning til stormagten Tyskland mellem 1864 og 1943, men baggrunden er væsentligt anderledes). Selvom det kun er nogle få år siden DKPs besættelsesfortælling ophørte med at blive bredt formidlet gennem et dagblad mv., hører den formentlig heller ikke til almen viden om besættelseshistorien i dag, i hvert fald ikke blandt yngre danskere. Dens stærkeste talerør synes at være “Røde” i tv-serien Matador, der blev produceret i slutningen af 1970’erne! Alligevel nåede kommunisternes martyrium og deres for modstandsbevægelsens opståen helt afgørende bidrag i 1942-43 at være anerkendt både i forskningen og i en del af den brede formidling. Men Sovjetunionens sammenbrud og de mange nye afsløringer af terror og folkedrab i denne stat selv under krigen lader på den anden side heller ikke til herhjemme at have øvet større indflydelse på den moralske bedømmelse af hverken krigens karakter eller den kommunistiske del af modstandsbevægelsen. Alliancen mellem vestligt demokrati og stalinistisk diktatur, som var militært hensigtsmæssig, men samtidig fik skæbnesvanger betydning for udviklingen i øst- og centraleuropa efter krigen, har ikke stået til debat. Internationalt findes der derimod nu en diskussion, der inddrager dette aspekt uden at lukke øjnene for det tyske diktaturs overvældende forbrydelser.3 I mindekulturen – den æstetisk-emotionelle dimension – var de følelsesmæssige bindinger til grundfortællingens værdiunivers stærkest og mest entydige. Mindekulturen åbnede for identifikation og indlevelse i ‘fortiden’ for flertallet. Og monumenter, mindehøjtideligheder og andre symbolske iscenesættelser blev så at sige aldrig politiseret. De skjulte deres oprindelse og fremstod som naturlige og selvfølgelige, selvom de i egentligste forstand var opfundne traditioner. Det var omkring disse steder som erindringssteder og ved jubilæerne som erindringstider, de store besættelsestids-kommemorationer fandt sted. De runde jubilæers iscenesættelser af besættelsestiden er udtryk for en ritualiseret og stivnet erindring med ingen eller kun svag forbindelse til selve 469

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 470

besættelsestiden. Erindringsstederne og -tiderne erstatter så at sige samfundets erindringsarbejde ved at skabe et fælles rum for erindring, der huser en delagtig, kollektiv erindring. Dette forestillede fællesskab baserer sig på en illusion om kollektive gerninger i fortiden – under besættelsen –, men bygger i praksis først og fremmest på den fælles oplevelse af at erindre sammen ved de samme steder og på de samme tider. Erindringsstederne og -tiderne er blevet begivenheder om begivenheder. Det er også dette træk, der giver dem deres mediemæssige gennemslagskraft. Selve begivenhederne fortaber sig i det fjerne, men så at sige alle er enige om, at de er vigtige for Danmark og dansk identitet. Og det moderne massemedium, der ikke eksisterede under besættelsen – tv – har været dygtigt til at udnytte disse begivenhedsbegivenheder. Dette er nok også forklaringen på, at så mange, ikke mindst unge mennesker ønsker, at kommemorationerne skal fortsætte (jf. indledningen). Da datoerne og monumenterne med deres ritualer fungerer konsensusskabende og afpolitiserende, er kommemorationerne imidlertid ikke i stand til at danne ramme om et åbent og refleksivt erindringsarbejde. Denne observation er fælles for en række lande, hvor den samfundsmæssige erindring er blevet udforsket. I 1970’erne skabte forskningen – her sammen med anden oplysning rubriceret under den kognitive dimension – et mere realistisk billede af besættelsestiden ved at påvise befolkningens splittelse under besættelsen, modsætningen mellem politikere og modstandsbevægelse samt modstandsbevægelsens oprindelige sammensætning af folk fra yderfløjene i dansk politik, især DKP, Dansk Samling og K. U. Dette skete paradoksalt nok samtidig med, at besættelsestiden ved jubilæerne blev anskuet mere og mere endimensionalt som modstandskamp. I den bredere formidling af perioden slog forskningsresultaterne kun igennem i stærkt begrænset form. Aksens ene yderpol var de offentlige kommemorationer – her spillede forskningsresultaterne slet ingen rolle –, den anden var skolebøgerne i historie, hvor der faktisk skete en vis overtagelse af de nye indsigter. Hvor stor betydning dette har er svært at sige, idet historieundervisningen i Folkesko470

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 471

len samtidig er blevet svækket kvantitativt. Inden for skolesystemet står undervisning i 2. verdenskrig og besættelsestidens historie i dag formentlig stærkest i gymnasiet, hvor historie stadig er et vigtigt fag. En relativt usvækket version af grundfortællingen, der jo har modstandskampen i centrum, findes i dag på Frihedsmuseet, der bæres oppe dels af staten (Nationalmuseet), dels af bestemte modstandsveteran-milieuer. En didaktisk fornyelse af oplysning og undervisning i besættelseshistorien er ikke sket, og der er i modsætning til de fleste andre involverede lande ejheller siden 1960’erne fremkommet nye forskningsbaserede synteser om besættelsestiden til et stort publikum. M.h.t. de tre dimensioner af historiekulturen om besættelsestiden kan vi konkludere, at de tilsammen udgør en tradition, der gennem den brug, der er gjort af den, er blevet udslidt og udhulet for historisk indhold. Både den emotionelle og den politisk-interessemæssige side er blevet meget svagere med tiden – af såvel generationsmæssige som samtidshistoriske grunde – og videnskabeligt er den kun delvis blevet oplyst og perspektiveret. Den offentlige iscenesættelse kan ikke fylde et meningsfuldt indhold i traditionen, men kan højst kompensere for det og for den samfundsmæssige dialog om perioden, som vi mener der fortsat er brug for. Diskussion En mere konfliktfyldt, men også mere animerende omgang med fortiden end den vi har konstateret i den politisk-retoriske og den kommemorative tradition har vi fundet i de mange kampe om den rette forståelse af besættelseshistorien, der har raset gennem de sidste næsten 40 år, men især i det kvarte århundrede fra 1970 til 1995. Med undtagelse af den groteske ‘debat’ om Elle-Mie Ejdrup Hansens laserlysstråle i 1995 har der i alle disse fejder været en eller anden, omend nok så kryptisk, form for meningsbrydning, der havde noget med besættelsestidens forhold at gøre, og som kunne anspore til nysgerrighed og stillingtagen. Problemet 471

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 472

med disse historiekampe i deres mediebårne form har været, at visse besættelsestidsforhold på et vist tidspunkt blev forvandlet til ‘ukrænkelige zoner’ i quasi-religiøs ånd på linie med kommemorationerne. Herefter kunne der ikke længere stilles spørgsmål, og medierne droppede debatten. De videnskabelige arbejder med Aage Trommers disputats som det første, der vakte offentlig opsigt og indsigelse, blev i noget højere grad genstande for seriøse (men også kvantitativt mindre) diskussioner i offentligheden; men også her blokerede især repræsentanter for den tidligere modstandsbevægelse for en mere dybtgående udvikling af debatten ved at insistere på og få accepteret et slags monopol på fortolkningen. Herved – eller bl.a. herved – er der aldrig sket en overførsel af problemstillingerne fra historieforskningen til den offentlige sfære, hvor historien generelt fungerer som referencepunkt for etiske og politiske værdier. Det er også et betænkeligt tegn, at man skal tilbage til midten af 1980’erne for at finde de sidste større debatter om besættelsestiden med udgangspunkt i enten forskningsresultater (Ditlev Tamms bog om retsopgøret) eller en tv-udsendelse (Maj Wechselmanns udelukkede besættelsestidsfilm). Udeblivelsen af mediediskussioner er ikke blevet erstattet af videnskabelige resultater eller dertil knyttede debatter i de videnskabelige fora. Og selvom tavsheden bl.a. kan henføres til omstruktureringen af tv-mediet fra national monopolstatus til internationalt fluktuerende medie, vidner den også om udhulingen af besættelsesfortællingen, respektive denne traditions forvandling til kommemorativ praksis. Heller ikke aviserne formidler længere nogen debat, kun mængder af – ensartet – stof ved jubilæerne. Et blik på de største danske dagblade marts-maj 1995 viser således en meget høj grad af overensstemmelse i emnevalg, vurderinger og beskrivelsesmåder af besættelsestiden samt af selve jubilæumsbegivenheden. Den måde besættelsestiden nu stiliseres på med befrielsen som højdepunktet har som nævnt i flere af bogens afsnit påkaldt sig etnologers og folkloristers interesse. I sin seneste bog kalder David Lowenthal denne form for traditionsdyrkelse for ‘herita472

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 473

ge’, på dansk nærmest ‘kulturarv’ eller ‘fortid som arvegods’. Han sammenfatter i dag begreber som ‘memory’ og ‘tradition’ i dette begreb, hvis funktion han ser som et slags lægemiddel til kur mod modernitetens ængstende brud og forandringer. ‘Heritage’ er ifølge Lowenthal blevet en magtfuld kulturel faktor. In domesticating the past we enlist it for present causes. Legends of origin and endurance, of victory or calamity, project the present back, the past forward; they align us with forebears whose virtues we share and whose vices we shun. We are apt to call such communion history, but it is actually heritage. The distinction is vital. History explores and explains pasts grown ever more opaque over time; heritage clarifies pasts so as to infuse them with present purposes.4

Kulturarv og historie står for Lowenthal i stærk modsætning til hinanden, fordi deres formål er helt forskellige: historie sigter på undersøgelse af og forklaring på, hvad der er sket i fortiden, heritage eller kulturarv på selvhævdelse, tro, følelse og for producenterne ofte profit (fx gennem historieturisme). Men en af Lowenthals pointer er, at historien ikke er i stand til for alvor at udfordre kulturarvsudviklingen, fordi det for mange mennesker er underordnet, om kulturarvens budskab er historisk korrekt eller ej: det er dækningen af de behov, den sigter mod, der er afgørende. Så selvom en fortidig begivenhed ‘afsløres’ som ukorrekt i kulturarvens gengivelse eller endog som et falsum, vil mange alligevel vælge at tro på den. Den opfylder et behov for identitet. “Lack of hard evidence seldom distresses the public at large, who are mostly credulous, undemanding, accustomed to heritage mystique, and often laud the distortions, omissions and fabrications central to heritage reconstruction.”5 Dette pessimistiske budskab mener Lowenthal dog kan mildnes, hvis det så stærkt som muligt bliver gjort klart, hvad der er historisk korrekt og hvad der er ‘heritage’. Hvis afgrunden bliver dyb nok, må vi leve med både det ene og det andet, for ‘heritage’ kan ikke afskaffes. Så ved vi til gengæld, hvad vi har med at gøre i hvert enkelt tilfælde. Så let overvindes problemet dog nok ikke, selvom det naturligvis er vigtigt at understrege, at fx et jubilæums kommemora473

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 474

tion, der hører ind under kulturarv, intet har med historie at gøre (bortset fra, at jubilæer i sig selv kan analyseres historisk). Problemet ligger i gråzonerne mellem historie og kulturarvsfantasi eller for så vidt i den gråzone der altid vil være mellem intellekt og følelse. Derfor må svaret på problemet foruden den skarpe skelnen være, at historien i højere grad må forholde sig til den verden af fantasier, fascination og følelse, der ligger i dyrkelsen af kulturarven, og lære at udnytte dem i sine fremstillingsformer. Når vi i det foregående flere gange har givet udtryk for, at skønlitteraturen i højere grad har formået at ‘gribe’ den fortidige virkelighed, som besættelsestiden udgør, er det, fordi fiktionen gennem sin indlevelse og psykologiske (til tider også sociologiske) tilgang er i stand til at beskrive komplekse forhold på en helt anderledes dybtgående og eksistentielt appellerende måde end den normale faghistorie. Og ofte at gøre det under udnyttelse af den etablerede viden på feltet. Det er derfor symptomatisk, men beklageligt resignerende, når historikeren Erik Kjersgaard i en sine bøger om besættelsestiden skrev: Det er nok en opgave, der ligger bedre for den skønlitterære forfatter end for en historiker: at skildre et sådant samfund, hvor faderen kunne være medlem af DNSAP og sønnen af Dansk Terrænsportsforening – en næsten sikker indslusning til modstandsbevægelsen, hvor skibsværftsarbejdere reparerede tyske minestrygere om dagen og ødelagde dem om natten, hvor folk frit kunne spise frokost med dr. Best og drikke aftenkaffe med repræsentanter for Frit Danmark – og hvor de fleste stadig gik til barberen, stod i kø hos slagteren, morede sig over Christian Arhoff i biografen, bekymrede sig om børnenes underlødige læsevaner og de unges slappe moral, ikke kunne få husholdningspengene til at slå til og blev opskræmt af forlydender om tiltagende fare for kønssygdomme, difteritis og tuberkulose. Kompleksiteten i et sådant samfund unddrager sig historikerens grove værktøj; han kan registrere fænomenerne ét for ét, men ikke deres samspil i det følsomme instrument, der udgør menneskers bevidsthed.6

Hvorfor egentlig denne purisme? Tænker historikeren ‘grovere’ end forfatteren? Vi tror historikerne må begynde at frigøre sig for dette paradoks og i højere grad reflektere både over deres metode – om den er for deskriptiv og for lidt empatisk – og over deres 474

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 475

fremstillingsform. Det er også nødvendigt i konkurrencen med den stadig stigende bølge af kulturarv. Herudover kunne man som skitseret i afsnittet om historie og erindring tænke sig en højere grad af dialog imellem aktører og analytikere og i det hele taget en nedbrydelse af nogle af de barrierer, der i dag spærrer for en mere direkte diskussion om og brug af historien i samfundet. Institutionalisering i foreninger og museer og dyrkelse af besættelsestids- eller snarere modstandsarven på bestemte steder og til bestemte tider er ikke noget velegnet grundlag for åbne og (selv)kritiske diskussioner. Massemedierne derimod kunne gøre meget mere, især de to public service tv-stationer vi har her i landet. Besættelseshistorien såvel som anden historie bør ikke blot være en ‘nyhed’, der kun formidles ved jubilæer o.l., men en del af den almindelige public service forpligtelse, fordi den er en del af mange menneskers livsverden og i øvrigt kan bidrage til at hæve det vidensmæssige og politiske bevidsthedsniveau. Kulturarv i sig selv gør det ikke. Den er blot bekræftende og dermed passiviserende. Til sidst vil vi kort rejse spørgsmålet om, hvilken politisk betydning i videre forstand den kollektive erindring om besættelsestiden, som vi har analyseret i bogen, har for det danske samfund. Vi hverken vil eller kan besvare det, men blot antyde nogle perspektiver. Fortid, nutid og fremtid. Perspektiver af den kollektive erindring I erindringsbogen Kommunist under besættelsen fra 1990 fortæller frihedsrådsmedlemmet Børge Houmann om to genstande, han havde gemt, en sabel fra 1864, der havde tilhørt hans farfar som dragon under krigen i 1864 og en BOPA-stålhjelm fra besættelsestiden. Houmann husker selv farfaren: Indimellem fortalte bedstefar om krigens rædsler og dragonernes mageløse indsats. Om sablens rolle mindes jeg ikke ét ord. Og selv fortæller den intet om, hvor mange prøjseres hoveder den har skilt fra deres ugudelige kroppe. Den hænger bare dér på væggen, lidt rusten og mismo-

475

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 476

dig at se til, men ikke til at komme uden om. BOPA-hjelmen fik jeg i maj 1945 af Børge Thing og Gert Clemmesen. Til erindring om godt samarbejde i en vanskelig tid. Dens indsats i aktiv krigsførelse på dansk side mod den tyske besættelsesmagt er hurtigt overset. BOPA havde ikke for vane at bruge stålhjelm med påmalet navn i det daglige virke. Men den var præsentabel og respektindgydende i dagene efter krigsafslutningen. Også den er miserabel, støvet og trist at se på nu, men heller ikke den er til at komme uden om. Den edderkop, som logerer i stålhjelmen, er fredlyst. Indimellem har den præsteret at manøvrere sig helt op i den gamle lysekrone og derfra over i vindueskarmen. Den mellemlander gerne på ryttersablens håndfæste. Der går mange tråde af mange slags fra de gamle tingester.7

Indholdet er karakteristisk på flere måder. Dels illustrerer det en dansk kommunists opfattelse af den nationalpolitiske arv som grundet i kampen mod Tyskland – uden at distancere sig fra den danske regerings krigsmål i 1864, som var indlemmelsen af det overvejende tyske Sydslesvig i kongeriget Danmark – dels trækker det bevidst en tråd mellem 1864- og 1945-erfaringen. Det er en heroisk erfaring, hvad bogens følgende indhold umisforståeligt bekræfter. Houmann udtrykker også i citatet en fælles national erfaring eller, om man vil, national myte. Han var ikke romantiker, men udtrykker på den anden side heller ingen kritik af det fænomen, som en nutidig politiker, Bertel Haarder, kalder “Dannevirke-romantikken”.8 Og sandheden er, at såvel 1864 som 1945 efter 2. verdenskrig blev nationale pejlepunkter i dansk kollektivtradition. Disse 81 år fik epokal karakter og blev forbundet ved at se dem som én lang politisk læreproces: Fraværet af et effektivt dansk forsvar og den betingelsesløse overgivelse d. 9. april 1940 anskuedes af flertallet i den danske politiske elite efter 1945 – inklusive de borgerlige, socialdemokrater, kommunister og de ledende i modstandsbevægelsen – som et resultat af 1864-nederlagets erfaring, som der nu burde gøres op med. En aktiv udenrigspolitik og viljen til forsvar, evt. gennem alliancetilslutning, skulle afløse den gamle, udtjente neutralitetspolitik, som Danmark havde ført lige siden Napoleonskrigenes dage. Til at underbygge denne opfattelse kunne modstandsbevægelsen som led i de allieredes kamp anvendes. Disse indflydelsesrige kredse sam476

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 477

ledes under mottoet: Aldrig mere en 9. april, og i 1949 indgik Danmark efter forgæves forhandlinger om et skandinavisk forsvarsforbund i Atlantpagten, der senere udbyggedes til NATO. Tyskland var udenfor i de første år og ansås stadig for fjende. (Men få år efter optoges også Vesttyskland i NATO). Når dette forløb med befolkningens accept kunne lade sig gøre, skyldtes det bl.a., at nationalismen hele tiden siden 1864 havde været en realitet, der dog måtte holdes nede af realpolitiske grunde. Store dele af befolkningen – dog i mindre grad radikale og socialdemokrater – bevarede imidlertid det historiske had til Tyskland. Efter 1864 var opstået en spænding mellem følelse og realisme i den nationale selvforståelse, der medførte en diskrepans mellem hvad den besluttende elite opfattede som et uomgængeligt vilkår for nationens overlevelse som selvstændig stat og så den folkeligt-nationale stemning. For udenrigsministeriets folk og informerede politikere stod det klart, at Danmark nu var en småstat, der i realiteten ikke kunne forsvare sig mod en stormagt, men måtte stå på god fod med Tyskland uanset hvad, mens den offentlige opinion langt hen ad vejen var præget af national selvfølelse og en stærkt anti-tysk holdning. En skærpelse af denne konflikt skete faktisk i besættelsens første tre år og førte sluttelig til regeringens og hele det etablerede systems fald. Der herskede i 1945 en udtalt national eufori, og da Tyskland var den slagne magt og aldrig forventedes at genopstå som stor eller blot mellemstor magt, kunne det småstatskompleks, der havde været så stærkt før 1940, finde udløsning i drømme om en ny offensiv dansk udenrigspolitik. Kravene efter 1945 om tysk territorium såsom Flensborg og måske dele af Sydslesvig kan henføres til tomrummet efter Tysklands nederlag og den opflammende danske nationalisme. Lige som 1864 havde været grundlaget for en ny dansk udenrigspolitik på realistisk grundlag, blev 1945 nu en ny begyndelse, hvor kravene om grænserevisioner dog gradvis stilnede af. Selvom neutralitetspolitikken blev afløst af alliancepolitik, holdt realismen altså, og først med Sovjetunionens sammenbrud kan man måske tale om, at Danmark er trådt helt ud af skyggen af 1864. I hvert fald kan der konstateres stær477

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 478

kere aktivistiske træk i dansk udenrigs- og forsvarspolitik i 1990’erne. På grundlag af folkestemningen blev den kollektive erindring om besættelsestiden en nationalistisk erindring, således forstået at den beroede på national selvtilstrækkelighed (på trods af alliancepolitikken efter 1949). I sin bog fra 1997 kredser Bertel Haarder ud fra erfaringer i Europa-parlamentet om dansk nationalisme og “frygtsomme danskere, hvis nationale bevidsthed er stivnet, så den indskrænker sig til at reproducere fortidens myter.” Vi er gode til at se de andres fejl, men ikke vore egne. Vi er lige så nationalistiske som alle andre. Vor nationalisme giver sig blot lidt andre udslag, især i selvgodhed og overbevisning om, at vi – skønt små og ydmyge i det ydre – har den reneste sjæl, den bedste folkeoplysning, det bedste demokrati, det reneste milieu osv. – Er der “frø af ugræs”, så er det “føget over hegnet”, som der står i den vemodige sønderjyske kampsang.9

Ifølge Haarder – og her er vi enige – er en stor del af danskerne nemlig stadig anti-tyske. EU associeres i høj grad med Tyskland og åbner dermed for nationalt ressentiment. Verdenskrigen, besættelsen og befrielsen befriede os ikke for denne følelse, som vi blot ikke vil se i øjnene ifølge Haarder. Vi bebrejder os heller ikke samarbejdspolitikken over for Tyskland i 1930’erne og under besættelsen, men anklager kun andre lande som Schweiz og Sverige for medløberi. Min pointe er, at det onde også fik næring hos os selv og hos alle dem, der gjorde som vi. Det onde var ikke isoleret til nazisterne. Det onde virkede ikke i et tomrum, men fandt genklang og fik hjælp mange steder. Naturligvis. I modsat fald ville man jo påstå, at tyskere er mere onde end alle andre, hvilket er meningsløst at påstå, især når man tilhører den kultur, der mere end nogen anden står tyskerne nær, selv om vi ikke vil være ved det. Min anden pointe er, at det kun er de slagne lande, der har fået gjort op med den tid, da det onde fik næring. Tyskerne tabte krigen og har derfor fået alle skeletterne ud af skabene! Hvorimod de lande, der på den ene eller anden måde gik på akkord med uretten og det onde – og reddede skindet derved – aldrig for alvor har fået gjort op med deres egen blakkede fortid. De gjorde usselheden til succeshistorie og fik ondt i selvforståelsen. Eller med modstandsmanden Frode Jakobsens ord: “Det

478

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 479

er skæbnesvangert for folkesjælen at stille sig på urettens side.” Især når det ikke fører til et opgør, hvor sandheden ses i øjnene. Hvilket fører til min tredje pointe: Det er ikke tilfældigt, at de lande, der som Tyskland, Italien og Spanien har været tvunget til at gøre op med deres egen fortid, også er de lande, der har hjertet med i samarbejdet, og som bedst er i stand til at tænke europæisk. Hvorimod de “vindende” lande – og dem, der tror, de var på vindernes side, herunder Danmark – sidder til halsen i vrangforestillinger, som lammer evnen til at tænke sig selv med, når nutidens problemer skal løses.10

Bortset fra den aktuelle interesse Haarder har – at motivere danskerne mere for EU på et ikke særlig præcist grundlag – er vi enige med ham i disse betragtninger. Vi ser blot arven fra modstandsbevægelsen – altså ikke selve modstandskampen – som en vigtig ingrediens i billedet af den selvtilstrækkelige danske nation i dag. Det er netop denne arv, der således som den fremlægges i offentligheden gør, at danskerne ikke ser nødvendigheden i at kritisere sig selv og deres fortid under besættelsen, som Haarder så stærkt efterlyser det. Billedet af de kollaborerende danskere, som ikke er kønt uden retouche, bliver reddet gennem den stadige fremvisning af ‘de få’, af modstandsbevægelsen. Og det er en forestilling Haarder selv gentagne gange bidrager til i sin bog. Her ophører hans opgør med de myter, som han ellers så gerne vil jorde i sin bog. En erindring som den, vi har analyseret i denne bog, kan dog næppe forenes med et gennemført internationalt engagement, som vil indebære en dekonstruktion af det fjendebillede, som er indlejret i nationalismen, og som herhjemme hedder anti-tyskhed. (Fjendtlighed over for fremmede, der kommer til Danmark, er et nyere og naturligvis på længere sigt lige så farligt eller måske endda farligere træk). At have én form for kollektiv tradition og erindring med bestemte værdier af positiv og negativ art og en anden form for international politik med andre værdier forekommer ikke muligt i det lange løb, selvom politik på mange måder ikke er logisk. De politiske formål, som henvisningen til besættelses- og befrielseserfaringen egentlig skulle tjene, kan derfor komme til at stå i vejen for et nyt formål, nemlig det i højere grad at integrere Danmark i Europa og verden. Den politiske og militæ479

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 480

re retorik og kommemoration med 9. april slagordet og 5. maj-euforien kan således blive en boomerang for den politiske elite i Danmark, der ønsker nærmere dansk EU-integration, og som Haarder jo hører til. Afslutningsvis vil vi fremholde en anden vigtig konsekvens af besættelses- og befrielseserfaringen for den danske politiske kultur. Før 2. verdenskrig og i det første par år under besættelsen var anti-parlamentariske og anti-demokratiske tendenser ret udbredte og absolut ikke begrænset til de danske nazister. Mange nationalt indstillede ‘mænd’, som det dengang konsekvent hed, var skeptiske over for eller ligefrem modstandere af det parlamentariske demokrati, som de ønskede erstattet med et mere autoritært styre, i forestillingen ofte kombineret med en større erhvervsrepræsentation i det politiske styre. Hitler-regimet vakte på mange måder beundring, også blandt ikke-nazistiske danske demokrati-skeptikere og ‘genrejsere’.11 Det var først med nazismens nederlag ved krigens udfald, at det nationale og det demokratiske blev tæt sammenknyttet i den danske politiske kultur. Fra 1945 var en god dansker demokrat. Var ‘han’ ikke det, var han politisk suspekt. Som Hal Koch observerede i sommeren samme år: Set på denne baggrund virker det unægteligt lidt pudsigt, at nu ethvert anstændigt menneske – og de uanstændige for den sags skyld også – sværger til demokratiet og er villig til at forsikre os om, at den, der ikke er en god demokrat, er en politisk gangster, en politisk forbryder, som man må overveje, om man ikke hellere skal spærre inde. Demokratisk overbevisning – eller i hvert fald udtalelse af demokratisk overbevisning – er blevet adgangstegn for enhver, der vil accepteres i det pæne selskab. Så hurtigt omskiftes verdens gunst!12

Også modstandsbevægelsen, der oprindelig var rekrutteret fra ikke-demokratiske kredse på venstre og højre fløj, blev demokratisk. Desuden var den, i hvert fald ideelt set, bygget på etikken om den enkelte borgers pligt til selv at tage stilling i afgørende nationale spørgsmål og ikke føle sig moralsk dækket ind af de politiske lederes anvisninger. De der havde gjort oprør mod sam-

480

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 481

arbejdspolitikken fremstod i 1945 som mere ‘danske’ end dem, der havde adlydt parolerne oppe fra. Denne sammmensmeltning af national og demokratisk ideologi blev fra 1945 betalt med offentlig glemsel af de historiske realiteter i 1930’erne og de første besættelsesår, som Hal Koch også konstaterede. På mange måder er forestillingen om den særlige nærhed mellem danskhed og demokrati vel også i dag ude af trit med virkeligheden, når man sammenligner med en stor del af de øvrige europæiske lande. Forholdet er i hvert fald problematisk at bruge som argument for en dansk særudvikling, der ikke må blandes med andre landes traditioner. Men glemslen af de historiske realiteter er måske lettere at bære, fordi den værdi, som glemslen dækker over, er så høj: demokratiet. Og vel at mærke lettere at bære, hvis det bliver muligt før eller senere at løfte glemslens slør, så fortiden kan fremstå historisk og ikke mytisk.

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 482

Noter Noter til I. Indledning 1. 2. 3. 4.

5. 6. 7. 8.

9. 10. 11.

12. 13. 14.

15.

482

Sonar-undersøgelse, Jyllands-Posten 5. 5. 1995. Johannes Magelund: Har 5. maj endnu noget at lære os, Information 5. 5. 1995. Rasmus Bech Hansen: Jeg bliver væk, kronik, Information 3. 5. 1995. Thorkild Borup Jensen: Besættelsestidens digte og sange som udtryk for national oplevelse og bevidsthed, i Ole Feldbæk (red.): Dansk Identitetshistorie 4, 1940-1990, 1992, s. 120, s. 124. Sst., s. 127 ff. Troels Fink: Den nationale linie i dansk historieskrivning, i Linier i dansk historieskrivning i nyere tid, 1976, s. 84. Sst., s. 86. Maurice Halbwachs: La Memoire Collective, 1968 (1950); Pierre Nora (red.): Les lieux de memoires I-VIII, 1984 ff.; David Lowenthal: The Past is a Foreign Country, 1985 (jf. denne indlednings første linier); samme: Possessed by the Past. The Heritage Crusade and the Spoils of History, 1996; Raphael Samuel: Theatres of Memory, 1994. Der er naturligvis stor indbyrdes forskel på disse forfattere. Vedr. begrebet kollektiv erindring, se i øvrigt Anette Warring: Kollektiv erindring – et brugbart begreb?, i Bernard Eric Jensen m.fl. (red.): Erindringens og glemslens politik, 1996, s. 205-233. Richard Johnson m.fl. (red.): Making Histories. Studies in history-writing and politics, 1982. Anne Eriksen: Det var noe annet under krigen. 2. verdenskrig i norsk kollektivtradisjon, 1995. Jörn Rüsen: Geschichtskultur als Forschungsproblem, i Klaus Fröhlich m.fl. (red.): Geschichtskultur, 1992, s. 40; samme: Was ist Geschichtskultur?, i Klaus Füssmann (red.): Historische Faszination. Geschichtskultur heute, 1994, s. 3-26. Se i øvrigt diskussionen af historiekultur-begrebet i Carsten Tage Nielsen: Historie til aftenkaffen – en historiekulturel analyse af tv-nyhedsformidlingen som historieproducerende diskurs, ph. d.-afhandling, RUC 1996. Rüsen (1992), s. 42 ff. Jf. forskningsprogrammet i Bernard E. Jensen m.fl. (red.): Erindringens og glemslens politik, 1996, s. 261-273. Ordet kommemoration bruges i den internationale historie- og erindringsforskning til at betegne mindefester, -højtideligheder o.l. i forbindelse med samfundsmæssige begivenheder om fortiden. Det kan også bredt betegne de måder hvorpå et samfund, en gruppe eller en nation manifest erindrer sin fortid. Roland Barthes: Mytologier, 1996 (opr. 1957), s. 286 f.

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 483

Noter til II. Den lange 2. verdenskrig 1.

Eric Hobsbawm: Age of Extremes. The Short Twentieth Century 1914-1991, 1994; Jürgen Kocka: The Short Twentieth Century from a European Perspective, i The History Teacher 28, 4, 1995, s. 471-477. 2. Keith Robbins: National Identity and History: Past, Present and Future, i History 75, 245, 1990, s. 369-387; R. J. B. Bosworth: Explaining Auschwitz and Hiroshima. History Writing and the Second World War 1945-1990, 1993; jf. også Nils Arne Sørensen: Den store begivenhed. 2. verdenskrig som fortid og nutid, i Den jyske Historiker, 1994, s. 111-124. 3. Bosworth (1993), s. 4. En artikel af Bosworth fra 1996, hvor han ikke gentager synspunktet, kan muligvis tages som udtryk for, at han har revideret dette synspunkt, se R. J. B. Bosworth: Nations Examine their Past: A Comparative Analysis of the Historiography of the “Long” Second World War, i The History Teacher 29, 4, august 1996, s. 499-523. 4. M.h.t. de tidligere baltiske republikker i Sovjetunionen skriver den svenske historiker Ulf Zander i et konferencebidrag: “The disintegration of the multinational Soviet empire and the rise of new nationalistic movements created a need to revaluate and rethink most of the prevailing myths and interpretations. These changes have also to a great extent affected national identities in the region. Furthermore we have seen that “inventing traditions” could be very problematic. If these traditions did not have any support among the majority of the people, they could lead to cognitive dissonances or loss of legitimacy for the rulers.” (Ulf Zander: National Identities and Historiography before and after the End of the Cold War in the Baltic Sea Region: The Case of the Long Second World War, 1995, s. 21). 5. Hans Fredrik Dahl i kronik i Dagbladet 25. 6. 1996. 6. Meineckes bog ‘Die deutsche Katastrophe’ blev i 1947 udgivet på dansk med forord af historieprofessor Aage Friis. 7. Bosworth (1993), s. 15-19, s. 33-45, s. 61 f. 8. Jf. “Historikerstreit”. Die Dokumentation der Kontroverse um die Einzigartigkeit der nationalsozialistischen Judenvernichtung, 1987. 9. For en sammenfattende diskussion af og forsvar for begrebet, se Karl Dietrich Bracher: Totalitarismus und Faschismus. Eine wissenschaftliche und politische Begriffskontroverse, 1980. 10. Jf. Wolfgang Wippermann: Faschismustheorien. Zum Stand der gegenwärtigen Diskussion, 1989. 11. Hannah Arendt: Eichmann in Jerusalem. A Report on the Banality of Evil, 1965. Med ‘intentionalisme’ menes en bevidst tysk-nazistisk plan fra begyndelsen om tilintegørelsen af jøderne og andre ‘mindreværdige’ racer, mens ‘funktionalismen’ eller ‘strukturalismen’ lægger mere vægt på den konkrete, ‘tilfældige’ udvikling, der førte til folkedrabet, jf. fx diskussionen i Ian Kershaw: The Nazi Dictatorship. Problems and Perspectives of Interpretation, 1985. 12. A. J. P. Taylor: The Origins of the Second World War, 1961 (udkommet på

483

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 484

13. 14.

15. 16. 17. 18.

19. 20. 21.

22. 23.

24.

25. 26. 27. 28.

29.

30. 31.

484

dansk i 1967); Fritz Fischer: Griff nach der Weltmacht, 1961; jf. også Bosworth (1993), s. 27-63. De blev begyndende formuleret med Atlanterhavsdeklarationen i 1941. Bosworth (1993), s. 52; Keith Robbins: Commemorating the Second World War in Britain: Problems of Definition, i The History Teacher 29, 2, 1996, s. 155-162. Pieter Lagrou: Victims of Genocide and National Memory: Belgium, France and The Netherlands 1945-1965, i Past and Present 154, 1997, s. 220 f. Sst., s. 195 f. Sst.; se også Henry Rousso: The Vichy Syndrome. History and Memory in France since 1944, 1991, s. 43-97. Frankrig, Belgien og Holland adskiller sig fra Danmark under krigen ved de massive jødedeportationer og ved at have været inddraget i 1. verdenskrig (med undtagelse af Holland). Lagrou (1997), s. 185, s. 194-197. Se fx Berlingske Tidende 24. 1. 1998, Holocaust i nyt lys. Hans Fredrik Dahl: Den nye krigen om krigen, i Nytt Norsk Tidsskrift 2, 1997, s. 122. Dahl er uddannet historiker, men professor i mediekundskab. Det værk af Davies, der henvises til, hedder: Europe. A History, 1997. M.h.t. en sammenligning af Nazi-Tyskland og Stalins Sovjetunion, også i relation til krigen, se Ian Kershaw og M. Lewin (red.): Stalinism and Nazism. Dictatorships in Comparison, 1997. Sst., s. 125. Jf. debatten i Dagbladet fra 25. 6. til 29. 12. 1996, i Nytt Norsk Tidsskrift 24, 1997, og historikeren Odd -Bjørn Fures pamflet: Kampen mot glemselen. Kunnskapsvakuum i mediesamfunnet, 1997. Ivo de Figueiredo: Historie og moral. Okkupasjonsundervisningen i skolen, i Egil Børre Johnsen (red.): Forbildets forbilder. Norsk Sakprosa, 1996, s. 246. Se i øvrigt del VI., afsnittet ‘Besættelsestidens didaktiske potentiale’. Anne Eriksen: Det var noe annet under krigen. 2 verdenskrig i norsk kollektivtradisjon, 1995. Disse observationer bygger på Dansk Bogfortegnelse fra 1945 og frem. Litteraturoplysningerne bygger alt overvejende på Dansk Bogfortegnelse. Her tænkes først og fremmest på to seriøse flerbindsværker: Verdenskrigen 1939-1945, I-IV, 1945-48, red. af svenskeren Ragnvald Lundström, og Krigen 1939-1945, I-III, 1946-49, red. af Erik Møller, H. O. Christophersen og Åke Thulstrup. Nürnberg-processen blev tæt dækket af dansk presse, især i begyndelsen, og i 1947 blev dommen udgivet, Dommen i Nürnberg, med et forord af juristen Stephan Hurwitz. Se også Helge Knudsen og Henrik V. Ringsted: Maskerne falder i Nürnberg, 1946. Snyder (1962), I, s. 5. For mellemkrigstidens vedkommende tænkes fx på Versailles-traktaten,

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 485

32. 33. 34. 35. 36. 37. 38. 39.

40. 41. 42. 43. 44. 45. 46.

47. 48.

udviklingen under det stalinistiske diktatur fra slutningen af 1920’erne, den tvetydige vestlige udenrigspolitik mv. som vigtige forklaringsvariable. M.h.t. efterkrigstiden tænkes især på de overgreb og forbrydelser, der blev begået mod civilbefolkningen i de erobrede tyske østområder, ‘genbruget’ af kz-lejre såsom Buchenwald, planerne om at stække Tyskland for altid ved at holde det som et landbrugsland (og lignende tanker for Japan) osv. Allan Bullock: Hitler. Tyrannen og tyranniet I-II, 1958. Se fx E. Ingemann Sørensen, J. Ussing-Jepsen og O. Hjortshøj: Problemer omkring nazismen i Tyskland frem til 1940, 1972. Se fx tidsskriftet Historievidenskab med temaet fascisme, 3-4, 1975. Vores optælling efter Filmens Hvem Hvad Hvor, Politikens Filmleksikon, 1950. Peter Schepelern (red.): Filmleksikon 1995, s. 70. Se fortegnelsen over audio-visuelt materiale bagest i bogen. Søren Espersen, Carsten Tage Nielsen og Jesper Olesen: Den dramatiserede historiefortælling i TV, speciale, RUC 1990. Carsten Tage Nielsen: Historie til aftenkaffen – en historiekulurel analyse af tv-nyhedsformidlingen som historieproducerende diskurs, 1996, s. 179, tabel 21. Carsten Tage Nielsen: Gammelt nyt om krigen, i Politiken 10. 11. 1994. Sst. Se fx Filmens Hvem Hvad Hvor I-II: Udenlandske film 1950-1967, 1968. Også de østlige stater havde behov for massestøtte, og her udviklede sig ligeledes en filmindustri mv., der tjente kort- og langsigtede politiske behov. Poul Villaume: Allieret med forbehold, 1995, s. 780 f. Winston Churchill: Den anden verdenskrig I: Uvejret trækker op, 1948, Forord. Wilhelm Christmas-Møller: Den historiske erfaring, i Vandkunsten 3, 1990, s. 100 f. I bogen ”Lessons” of the Past. The Use and Misuse of History in American Foreign Policy, 1973, beskriver den amerikanske historiker Ernest R. May mellemkrigstidens betydning som symbol for amerikansk udenrigspolitik efter 1945. Sst. Information 11. 4. 1997.

Noter til III. Grundfortællingen om besættelsestiden 1. 2. 3.

Anne Eriksen: Det var noe annet under krigen. 2. verdenskrig i norsk kollektivtradisjon, 1995; Roland Barthes: Mytologier, 1996 (opr. 1957). Fogtdals Illustreret Tidende, 11, 1996, s. 3. Aristoteles definerer i Poetik et narrativt forløb som “en afsluttet helhedshandling af et vist omfang” og “en helhed er det, der har både begyndelse, midte og afslutning,” Aristoteles: Poetik, udgivet 1992, s. 23. Se også

485

besaettelsestiden_343-561 21.04.05 14:28 Side 486

4.

5. 6. 7. 8. 9. 10. 11. 12. 13. 14. 15. 16. 17. 18.

Jørgen Holmgaard: Narrativitet. Et forskningsfelts forvandlinger, i Kultur og Klasse 76, 1994, s. 9-42. En nærmere præsentation af berettermodellen findes i Peter Harms Larsen: Faktion – som udtryksmiddel, 1990. Herefter følger et lille tematisk afsnit om “Krigen og kulturen”, som således kortvarigt bryder berettermodellens fortælleforløb. Det er karakteristisk, at kapitlets stofområde ikke er integreret i fortællingens hovedforløb. Eriksen (1995), s. 31. Barthes (1996, opr. 1957), s. 269. Sst., s. 269 f. Sst., s. 281. Paul Ricoeur: Myth and History, i Mircea Eliade (red.): The Encyclopedia of Religion, bd. X, 1987, s. 273. Barthes (1996, opr. 1957), s. 287. Holmgaard (1994) og Jens Chr. Manniche: Historievidenskab og fortælling, i Kultur og Klasse 76, 1994, s. 147-155. Erik Kjersgaard: Besættelsen 1940-45. Lysene slukkes, 1980, s. 281-323. Skrivergruppen: Vi var der også … 26 kvinder fortæller om hverdagen under besættelsen, 1995. Gengivet i Politiken 1. 1. 1996. Tage Kaarsted: Krise og krig, 1925-1950, i Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 13, 1991, s. 302. Eriksen (1995), s. 168. Barthes (1996, opr. 1957), s. 242. Jf. Henning Poulsen: Dansk modstand og tysk politik, i Den jyske Historiker 71, 1995, s. 7-18.

Noter til IV. Besættelsestiden som politik 1. 2. 3. 4. 5.

6. 7.

486

Laurits Bindsløv: Pressen under besættelsen, 1960. Jürgen Habermas: Borgerlig offentlighet – dens framvekst og forfall, 1974. Henrik S. Nissen og Henning Poulsen: På dansk friheds grund. Dansk ungdomssamvirke og De ældres Råd 1940-45, 1963. L. Buschardt, A. Fabritius, M. Ruge og H. Tønnesen: Den illegale presse 1940-45, 1965; Erik Lund: Fire millioner frie ord, 1970. Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance II, 1959, s. 238-312; Hans Kirchhoff: Kamp eller tilpasning. Politikerne og modstanden 1940-45, 1987, s. 156-199; Henrik S. Nissen: 1940-45. Bes